Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 6. september 2006 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

2. Modtagne dokumenter: se protokollen

3. Anmodning om henvisning til fornyet udvalgsbehandling: se protokollen

4. EU's fremtidige rolle i Kosovo (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Joost Lagendijk og Gisela Kallenbach for Verts/ALE-Gruppen, Hannes Swoboda og Jan Marinus Wiersma for PSE-Gruppen, Doris Pack for PPE-DE-Gruppen og Elizabeth Lynne, Sarah Ludford og Jelko Kacin for ALDE-Gruppen til Rådet om EU's beredskab i forbindelse med den fremtidige rolle i Kosovo (O-0082/2006 - B6-0426/2006).

  Joost Lagendijk (Verts/ALE), spørger. - (NL) Hr. formand! Jeg har et indlæg til forretningsordenen. Er det ikke meningen, at Rådet, ministeren, først svarer på det spørgsmål, som allerede er stillet? Spørgsmålet er tydeligt, og det er også sendt til Rådet. Derefter kan parlamentsmedlemmerne reagere på Rådets svar.

  Formanden. - Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at tjenestegrenene har bekræftet, at det under alle omstændigheder er spørgerne, som inden Rådets svar skal præsentere den forespørgsel, de har stillet.

  Joost Lagendijk (Verts/ALE), spørger. - (NL) Hr. formand! Disse spørgsmål er resultatet af et besøg foretaget af en delegation fra Parlamentet i juni, som en stor del af spørgerne deltog i. Vi fik under dette besøg indtryk af, at EU ganske vist er til stede og forbereder sig på sin opgave, der, som vi alle ved, bliver temmelig afgørende for Kosovos videre fremtid, men at der på mange punkter godt kan bruges mere energi og lægges større vægt på sagen. Det drejer sig om en række spørgsmål.

For det første er det tydeligt, at EU på sikkerheds- og retsområdet er ved at forberede sig behørigt på at overtage FN's, UNMIK's, opgaver, men efter vores opfattelse er det ikke på sikkerheds- og retsområdet, hvor vigtigt dette end er, at EU snart skal udføre en vigtig opgave. Det drejer sig f.eks. også om at optræde som koordinator for alle det internationale samfunds bestræbelser på stadig at hjælpe med at opbygge en civil administration og, hvad der er meget vigtigt, med at overvåge, at menneskerettighederne respekteres.

Det er afgørende opgaver, som EU snart får, når FN har trukket sig tilbage, og forberedelserne af denne tilbagetrækning er i fuld gang. Vores spørgsmål til Rådet og EU lyder: Er man virkelig rede til og i stand til at forberede sig ordentligt på alle disse områder, ikke blot de første to, men på alle disse områder?

Denne forberedelse bør efter vores opfattelse ske i god harmoni og i godt samarbejde med Kommissionen. Også her er mit spørgsmål, på grundlag af interesse og ikke kritik, om medlemsstaterne og Kommissionen er i stand til i tide at etablere en velforberedt delegation fra Kommissionen.

Det sidste punkt, som er af meget stor symbolsk betydning, er, at EU efter vores opfattelse skal gøre alt for at bryde med FN's, UNMIK's, ledelse. Det må ikke være sådan, at EU kommer som en slags EU-MIK, som man siger der. I symbolerne, bygningerne og præsentationsmåden skal det være tydeligt, at der med EU kommer en ny start i et andet Kosovo end under FN's tilstedeværelse siden 1999.

Det er de spørgsmål, som vi gerne vil høre Kommissionens og især Rådets mening om.

  Hannes Swoboda (PSE), spørger. - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær! Når vi ser tilbage på denne regions historie, er der sket katastrofale ting i Jugoslavien, bl.a. også Milosevics aktiviteter i Kosovo, som førte til, at vi nu må løse dette spørgsmål, som er så vanskeligt og vigtigt for Europa.

Vesten, især EU, tolererede ikke, at Milosevic pinte, fordrev og til dels dræbte befolkningen, især den albansktalende del. Men det betyder naturligvis også, at vi har kæmpet for værdier i denne region, som vi nu også må stå inde for! Jeg håber, at Rådet holder helt klart fast i, at disse værdier skal overholdes, og presser på for det.

Hvad er det for værdier? Er det menneskerettighederne, er det mindretalsrettighederne? Det er, hvis jeg må udtrykke det sådan, især retten til en hjemstavn, som alle mennesker, som har deres hjemstavn i Kosovo, også skal kunne nyde godt af, og det gælder alle aspekter af den, ikke bare det daglige liv og overlevelse, men netop også det kulturelle og religiøse liv, som i denne region er dybt forankret og rodfæstet især for den serbiske befolkning.

Skal dette liv så leves i en særskilt stat, som hedder Kosovo? Ja eller nej?

Jeg tror ikke, der findes nogen optimal løsning. Måske ville det optimale være, hvis vi alle kunne leve i fællesskab i et Europa uden statsgrænser og autoriteter. Jeg tvivler på, at det er realistisk. Derfor er det virkelig alvorlige overvejelser, vi må gøre os her. Efter min mening ville det selv ikke for Serbien og den serbiske befolkning generelt være nogen løsning, hvis det ikke kom dertil, at der kom en statslig enhed i Kosovo, der - som allerede nævnt - fuldt ud garanterer menneskerettighederne og mindretalsrettighederne.

Uafhængigheden - som der er udsigt til for Kosovo - skal altså helt klart være forbundet med betingelser og europæiske standarder. Det håber jeg, at Rådet insisterer klart på i alle drøftelser fremover. Det ville have passet os bedre, hvis det albanske flertal allerede i de forløbne måneder havde vist, at det fuldt ud respekterer mindretallenes rettigheder, det vil i dette tilfælde især sige den serbiske befolknings rettigheder. Det er til dels sket, til dels ikke. Derfor skal vi presse på, for at det bliver opfyldt fuldt ud under uafhængighedsprocessen. Det er frem for alt en opgave for EU.

For os, der var i Kosovo for kort tid siden, var det egentlig meget glædeligt, at mange repræsentanter for det albanske flertal talte om en begrænset suverænitet, som især i den første fase også skal accepteres af det albanske flertal. Hvem er det, der kan begrænse denne suverænitet? Det er bestemt ikke Serbien, nok også i Serbiens og serbernes interesse, men frem for alle EU.

Og her kommer jeg til det, som hr. Lagendijk allerede har været inde på. EU bliver nødt til at spille en stor rolle inden for retssystemet, inden for sikkerheden, især politiet, men naturligvis også med hensyn til den militære sikkerhed. At organisere, hvordan det skal spille denne rolle, det er en opgave for Rådet og naturligvis også for kollegerne i Kommissionen, for det ville være slemt, hvis Europa netop i denne region igen skulle optræde med to stemmer eller med forskellige stemmer.

Nej, netop i denne region har vi brug for en enkelt stemme, som kæmper for menneskerettighederne, for mindretallenes rettigheder i et kommende uafhængigt Kosovo, så begrænsningen af suveræniteten kan ophæves, hvis Kosovo og flertallet i landet opfører sig tilsvarende.

Det sidste punkt er, at det er vanskeligt for Serbien at godtage, at Kosovo nu også bliver uafhængigt ligesom Montenegro. Men hvis Serbien får EU's støtte, kan der opstå et nyt Serbien af det, som kan være en værdifuld partner for alle EU's medlemmer.

Derfor vil jeg også bede Dem, fru rådsformand, om virkelig at satse alt på sammen med Kommissionen og Europa-Parlamentet at hjælpe Serbien med at overvinde denne vanskelige fase. Den overvinder man ikke ved at give Kosovo en formel struktur i selve Serbien. Den overvindes, hvis to uafhængige stater kan leve sammen i venskab og fred.

  Doris Pack (PPE-DE), spørger. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. kommissær, fru formand for Rådet! Jeg vil gerne understrege det, som hr. Swoboda og hr. Lagendijk har sagt. De har egentlig allerede stillet alle spørgsmålene, men jeg vil alligevel gerne komme nærmere ind på enkelte punkter.

Vi har fire forskellige repræsentationer i Kosovo. Vi har agenturet for genopbygning, som har ydet fremragende ting. Vi har den såkaldte fjerde søjle i FN-regi, hvor vi så at sige har ansvaret for de økonomiske ting og for privatiseringen. Vi har en delegation dernede, og endelig har vi også en rådsrepræsentation. Alt det i lille Kosovo. Man må nok spørge, hvordan det alt sammen er organiseret, hvordan alle disse instanser overhovedet kan kommunikere med hinanden.

Der findes nu - som vi kunne konstatere, da vi var dernede - dette EU-planlægningsteam, som er oprettet for at sikre retsstaten. Det synes jeg er meget snæversynet. De opgaver, der ligger foran os, er meget meget større. Det lever ikke op til størrelsen og betydningen af det, som vi har sat os for til næste år, hvis vi går så snæversynet til det.

Vi må forsøge at skabe kapaciteter. Vi må hjælpe med til at opbygge den civile forvaltning. Vi må sørge for, at mindretals- og menneskerettighederne bliver overholdt. Og hvordan kan vi gøre det, når der er så mange spillere i vores farve på stedet, foruden OSCE, ombudsmanden og andre.

FN, som også er dernede i vores alle sammens navn, har bestemt gjort meget godt gennem UNMEC i de seneste år, men de har også begået mange fejl. Det kan nok slet ikke være anderledes i forbindelse med opbygningen af de civile og lokale forvaltninger. Ville vi kunne gøre det bedre? Har vi overhovedet de mænd og kvinder, som vil og kan arbejde engageret dernede, som kan skabe tillid, og som også kommer med nok engagement til virkelig at yde det, som vi har brug for?

Har vi i EU indflydelse på Kosovos politistyrker? Vi ved, at de vil gøre dem til en militær organisation. Har vi andet end overfladiske kontakter til regeringsinstanserne? Hvilken rolle vil europæiske styrker evt. komme til at spille i Kosovo? Jeg ved, at det er spørgsmål, som vi forventer et svar på, som De sikkert ikke er i stand til at give endnu, men jeg vil gerne sige til Dem, at jeg personligt er bange for, at vi ikke er godt nok forberedt.

Hvis vi går til nabolandet Bosnien-Hercegovina, ser vi, hvor vanskeligt det er, og hvor mange problemer vi fortsat kæmper med i Bosnien-Hercegovina. Dér har vi en repræsentant, som var almægtig - og egentlig stadig er det - og som kunne gøre alt det, som man i et demokrati egentlig kun kan gøre på grundlag af demokratisk lovgivning. Problemet er, at vi nu har en situation dernede, som ikke lever op til de nye udfordringer, fordi folk ikke er vant til selv at påtage sig et ansvar.

Det, vi har brug for i Kosovo, er hjælp til selvhjælp til kosovoerne. Og når jeg siger kosovoere, mener jeg ikke kun albanerne, men netop også de serbere, som har hjemme der, og som vi egentlig godt kunne forvente ville slutte sig til institutionerne. Her savner jeg helt enkelt et pres på den serbiske regering i Beograd, for at de skal lade serberne i Kosovo deltage. Det er jo det, der er problemet! Når vi hører Oliver Ivanovic i Serbien, så ved vi, at han gerne ville, hvis han måtte. Her synes jeg simpelthen, der mangler pres på den serbiske regering for at give serberne på stedet mulighed for at bygge videre på deres fremtid. På et eller andet tidspunkt må de jo gøre det, så har Serbien jo ikke længere ansvaret for dem!

Jeg vil gerne understrege det, som hr. Swoboda sagde. Denne region vil sammen med naboerne blive en del af EU. Derfor skal vi sørge for, at de er i stand til at løse opgaverne, at de overholder menneskerettigheder og mindretalsrettigheder, at de med vores hjælp udvikler alle de administrative evner, de har brug for for også at kunne vedtage og gennemføre vores lovgivning, og så sammen med naboerne Montenegro og Serbien finder en gnidningsløs vej til EU. Jeg håber inderligt, at vi er i stand til at yde denne hjælp. Men jeg vover at ytre en svag tvivl om det.

  Sarah Ludford (ALDE), spørger. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Lagendijk, for dette meget relevante spørgsmål.

Det er korrekt, at vi, da vi rejste fra Pristina i juni, var meget bekymrede over, om EU magter at indlede og gennemføre sin indsats i Kosovo, idet vi i Afghanistan, hvor det internationale samfund påtog sig ansvar for statsopbygningen og genopbygningen, ser tegn på, at disse bestræbelser ikke vil lykkes. Vi bliver nødt til at lære af denne erfaring, at vores indsats skal være helhjertet, velplanlagt og konsekvent og ikke halvhjertet og underfinansieret. EU's indsats i Kosovo vil fremover koste endnu flere penge, men alternativet, dvs. kaos, etniske konflikter og kriminalitet, er endnu dyrere. Vi må behandle Kosovo som en fremtidig medlemsstat, hvilket der rent faktisk er tale om.

Vi kan også lære - om end vi næppe behøver at lære dette af erfaringerne fra Afghanistan eller Irak, da det er helt åbenlyst - at det selvfølgelig er et spørgsmål om økonomi! Den største udfordring i Kosovo er den massive arbejdsløshed. Det er naturligvis nødvendigt at få styr på status- og forfatningsmæssige spørgsmål og den administrative kapacitet, og de sikkerheds- og politimæssige udfordringer er presserende. Den sociale og økonomiske udvikling er imidlertid helt afgørende for fred og sameksistens. Uddannelse, landbrugsudvikling, lempelse af visumregler, eller ideelt set liberalisering, skal i denne forbindelse prioriteres højt. Det er vigtigt at vise serbere og andre minoriteter såvel som Kosovo-albanere, at deres fremtid ser lysere ud.

Jeg vil gerne fremsætte en idé i denne forbindelse. Den er ikke original, men lånt af andre, der har foreslået, at der etableres et internationalt universitet i Mitrovica i stil med det sydøsteuropæiske universitet i Tetovo. Det er en strålende idé, og jeg håber, at vi kan finde en rig bidragyder, der måske kan forelægge idéen for de to kommuner, som byen sandsynligvis vil blive opdelt i. Dette ville sætte gang i den økonomiske udvikling i det nordlige Kosovo.

Afslutningsvis ønsker jeg kort at nævne, at der har været udtrykt bekymring over de ekstraordinære udleveringer. Europarådets tidligere menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles, har udtalt, at han på et tidspunkt i 2002 eller 2003 så indsatte - fanger - i orange buksedragter, der lignede dem, der bruges i Guantánamo-lejren. De blev tilsyneladende tilbageholdt af KFOR, men det var ikke lykkedes ham at følge op på sagen. Europarådets Torturkomité har ganske rigtigt ikke haft adgang til fanger i Kosovo. Dette er uacceptabelt, når et område forvaltes af et internationalt samfund, der hævder at sikre menneskerettighederne. Jeg håber, at EU fremover vil sikre, at der ikke hersker nogen tvivl om Kosovos overholdelse af international humanitær folkeret og international menneskerettighedslovgivning.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! EU er helt klar over, at statusprocessen for Kosovo er en stor udfordring for det internationale samfund. En positiv, varig løsning er i EU's egen interesse. Statusprocessen for Kosovo ledes af FN's særlige udsending Martti Ahtisaari. EU er fuldt engageret i arbejdet via sin særlige repræsentant. Ligeledes er EU og især det finske formandskab i jævnlig direkte kontakt med den særlige udsending Martti Ahtisaari, som for nylig redegjorde for situationen på mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 17. juli.

FN's særlige udsending forsøger stadig at overtale både Beograd og Pristina til at deltage aktivt i forhandlinger om centrale spørgsmål, f.eks. decentralisering af regeringen, religiøs og kulturel arv, økonomiske spørgsmål og mindretalsrettigheder. De direkte diskussioner og drøftelser med eksperter fortsætter. Parterne har fortsat forskellige opfattelser, men processen har været nyttig, idet den har afklaret positionerne og har været med til at finde et fælles grundlag for en kommende løsning.

EU støtter fuldt ud disse mål. EU har en ledende rolle i spørgsmål angående økonomiske aspekter i processen via sin repræsentant og Kommissionen. EU glæder sig over FN's generalsekretærs særlige udsendings beslutning om at gå videre til politiske diskussioner om Kosovos status og opfordrer begge parter til at deltage konstruktivt i en ny forhandlingsrunde.

EU støtter fuldt ud FN's generalsekretærs særlige udsending for Kosovos og Kosovos midlertidige selvstyreorganers fælles bestræbelser for at gennemføre standarder. Der er også behov for at forberede et progressivt skridt fra reformprocessen i henhold til disse standarder og hen til en standard, som er i tråd med den europæiske integration.

Når landets status er afgjort, vil EU's engagement i Kosovo omfatte tre områder. Det drejer sig om EU's deltagelse i en fremtidig civil tilstedeværelse, en mulig civil krisestyringsoperation med hensyn til retssamfundet, især med hensyn til politiet og retsvæsenet, og en EU-tilstedeværelse med henblik på at støtte Kosovos bestræbelser på EU-medlemskab. Der er forberedelser i gang på alle tre områder. Der er ved en fælles handling oprettet et EU-planlægningsteam, som allerede er blevet sendt til Kosovo for at træffe forberedelser til en eventuel civil krisestyringsoperation med hensyn til retssamfundet, som jeg nævnte.

EU's fremtidige rolle i Kosovo bliver planlagt i samarbejde med Kommissionen. På denne måde vil vi bruge alle til rådighed stående midler for at forsøge at sikre, at der er konsistens i den måde, EU handler på.

En kommende international tilstedeværelse i Kosovo vil ikke ske i form af en EU-mission i Kosovo (EUMIK). Når der er fundet en løsning, og når FN's mission i Kosovo (UNMIK) gradvist er afviklet, bør Kosovos egne institutioner selv have ansvaret for at klare egne anliggender. Kosovo bør selv påtage sig lokalt ejerskab og ansvar. Internationale aktioner bør hjælpe Kosovos egne institutioner med at tage det fulde ansvar for Kosovos anliggender.

EU er meget centralt involveret i at gennemføre en løsning på Kosovos status. Det vil være en del af en kommende international tilstedeværelse og være involveret i enhver civil krisestyringsoperation, og det vil støtte bestræbelserne på at styrke stabiliteten og den samfundsøkonomiske udvikling i Kosovo. EU's fremtidige rolle i landet vil naturligvis også kræve betydelige midler. EU er i øjeblikket i færd med at undersøge muligheder for at garantere et passende engagement.

Det er EU's og Kosovos fælles mål at sikre, at Kosovo bliver en pålidelig partner, som udvikler tættere forbindelser til EU sammen med vores andre naboregioner. En central faktor vil være at etablere et demokratisk, multinationalt Kosovo med et godt grundlag for økonomisk udvikling og større integration.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kosovo er ganske rigtigt en del af Europa. Det er ikke vores baggård, men vores forgård, og på lang sigt et fremtidigt EU-område. EU har et stort ansvar for Kosovos fremtid.

I vores fællesdokument om EU's fremtidige rolle i Kosovo, der blev fremlagt i juni i år, gjorde Javier Solana og jeg det klart, at EU skal tage føringen med hensyn til international tilstedeværelse efter afslutningen af statusprocessen. Dokumentet omfatter en analyse af karakteren og omfanget af en fremtidig international indsats, herunder hvilke opgaver, der skal løses, og en beskrivelse af EU's rolle efter afklaringen af Kosovos fremtidige status og af, hvordan Kosovos fremtidige tiltrædelse af EU skal virkeliggøres i praksis.

Jeg er helt enig med minister Lehtomäki og de parlamentsmedlemmer, der sagde, at UNMIK ikke skal afløses af nogen form for EUMIK, men snarere af en mere begrænset og strømlinet international tilstedeværelse eller international civil mission.

I det fællesdokument, der blev godkendt af Rådet, støttes præsident Ahtisaaris bestræbelser. En forhandlingsløsning om Kosovos status er ikke en selvfølge. FN's særlige udsending vedrørende Kosovos fremtidige status har brug for vores fulde opbakning til at fremlægge en kompromispakke, der kan danne grundlag for FN's Sikkerhedsråds afgørelse om den fremtidige kurs. Det vigtigste spørgsmål er beskyttelsen af mindretal, navnlig det Kosovo-serbiske mindretal.

Statusprocessens udfald afhænger i høj grad af EU's evne og vilje til at reagere hurtigt og konkret til støtte for en samlet løsning. EU skal sende et klart signal om, at EU vil forblive i Kosovo og spille en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af statusaftalen og støtte Kosovos tiltrædelse af EU på lang sigt gennem stabiliserings- og associeringsprocessen.

Beføjelserne for den fremtidige internationale tilstedeværelse i Kosovo bør være begrænset til tilsyn med gennemførelsen at statusaftalen. Alle de andre beføjelser, der i øjeblikket udøves af UNMIK, bør som udgangspunkt overdrages til myndighederne i Kosovo, således at de kan overtage hele regeringsansvaret.

Efter afklaringen af Kosovos status er vores mål at sikre, at Kosovo bliver en troværdig partner, der nærmer sig EU sammen med de øvrige lande i regionen. EU vil forsat skulle hjælpe regeringen i Kosovo med at skabe et moderne, åbent, markedsorienteret og erhvervsvenligt miljø baseret på strukturreformer, der er i overensstemmelse med EU's krav.

Som medlem af budgetmyndigheden er De klar over, at det vil koste penge at stabilisere Kosovo. Jeg er helt enig med minister Lehtomäki i, at vi fremover bliver nødt til at afsætte tilstrækkelige midler til at dække disse udgifter. Kommissionen samarbejder med Verdensbanken og de lokale myndigheder om udarbejdelsen af en udviklings- og strategiplan for Kosovo på mellemlang sigt. Vi agter at organisere en donorkonference efter statusafklaringen med henblik på at mobilisere det internationale samfunds støtte til befolkningen i Kosovo.

Vi må huske på, at det er bedre at dække omkostningerne til økonomisk og social udvikling end at sende flere soldater til Balkan.

(Bifald)

Kære venner, på dette område ligger afgørelsen hos Parlamentet og Rådet. Da hr. Poettering og andre fremtrædende parlamentsmedlemmer er til stede nu, ønsker jeg at understrege et vigtigt punkt. De nedskæringer i Kommissionens personalebudget, som Rådet har foreslået, vil ganske enkelt umuliggøre denne opgave i Kosovo og på det vestlige Balkan.

(Bifald)

Rådets planer vil føre til nedlæggelse af 1.700 stillinger i Kommissionen, heraf 170 stillinger i 2007. Undlad derfor venligst at stille krav til EU og Kommissionen om at yde en større indsats for at sikre den eksterne og interne sikkerhed - hverken i Kosovo, Libanon eller på De Kanariske Øer. Hvis vi er bundet på hænder og fødder, kan vi ikke opfylde disse krav.

(Bifald)

EU's politik og støtte daler ikke ned fra himlen, men skal nødvendigvis gennemføres af kompetent personale. Det koster også.

Jeg har en særlig bøn til det finske formandskab. FN's særlige udsending vedrørende Kosovos fremtidige status kommer i dag fra Finland, og jeg har på Kommissionens vegne et særligt ansvar for det vestlige Balkan og Kosovo. Jeg håber, at Rådet og formandskabet ikke gør det umuligt at gennemføre vores indsats for fred og stabilitet på det vestlige Balkan og i Kosovo. Jeg opfordrer Parlamentet til at få os ud af denne budgetmæssige blindgyde. Jeg opfordrer også formandskabet til at løse dette dilemma hurtigt uden unødige forsinkelser ved at bruge den berømte finske sunde fornuft, dog denne gang uden stædighed.

(Bifald)

  Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Milosevic-regimet har på 12 år gennem terror, massefordrivelser og forsøg på folkemord skabt den situation i Kosovo, at over 90 % af befolkningen ikke længere kan forestille sig at være forbundet med Serbien i en eller anden institutionel form. Det er den virkelighed, vi må tage udgangspunkt i, og det var også den virkelighed, der allerede fandtes, da NATO greb ind i landet. Det vil sige, at vi ikke længere kan komme uden om, at vi står lige over for en afklaring af statusspørgsmålet, og at denne afklaring vil bestå i uafhængighed for Kosovo.

På den anden side oplever vi i øjeblikket en politik i Beograd, som er alarmerende. De serbiske politikere ved udmærket, hvordan det forholder sig med statusspørgsmålet i virkeligheden, de tør bare ikke indrømme det over for deres egen offentlighed. Derfor forsøger de at fremstille sig selv som offer. De ønsker, at det internationale samfund så at sige skal "stjæle" Kosovo fra dem, så det senere kan fremstilles som en handling mod det serbiske folk.

Hvis man læser den serbiske kirkes informationstjeneste, kan man konstatere, at de ansvarlige biskopper helt åbent skriver, at den serbiske regering ikke bør deltage i en afklaring af statusspørgsmålet, for det ville afskære den fra muligheden for at få landet tilbage igen på et gunstigt tidspunkt i verdenshistorien. Det står der ordret. Det viser, hvor sprængfarligt hele spørgsmålet stadig er. På den anden side viser det, hvor betrængt situationen er for mindretallene i Kosovo. Alt dette gør det klart, at der længe endnu vil være behov for EU's og det internationale samfunds tilstedeværelse.

Vi skal altså bruge to elementer, nemlig på den ene side en hurtig afklaring af statusspørgsmålet. Jeg mener ganske vist ligesom Sarah Ludford, at det vigtigste er at bekæmpe arbejdsløsheden i dette meget unge folk, men ingen vil investere i Kosovo, før statusspørgsmålet er afklaret. Derfor har vi allerede spildt for meget tid på dette felt. Jeg tror, at en hurtig afklaring af statusspørgsmålet er en forudsætning for et økonomisk opsving og for at bekæmpe arbejdsløsheden og dermed den vigtigste risiko for radikalisme.

På den anden side skal vi imidlertid bruge en koordinering af denne uafhængighed på lang og mellemlang sigt, især også hvad mindretalsspørgsmål angår, og her tror jeg, at man må regne med en tilstedeværelse fra vores side i mange år endnu. Da UNMIK desværre - det må man sige klart - på mange felter ikke har løst sin opgave, er der netop i Kosovo meget store forventninger til en europæisk forvaltning. Jeg er enig med kommissæren i, at vi bør give befolkningen størst mulig selvforvaltning.

Vi taler alt for lidt om og med regeringen og de folkevalgte på stedet, som ofte forsvinder bag internationalt udpegede personer. Men på den anden side vil vores tilstedeværelse være nødvendig for at sikre demokrati, retssamfund og fred på et strategisk vigtigt punkt i Europa.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil tilslutte mig mine kollegers bemærkninger i denne forhandlings første runde. Jeg var også medlem af den delegation, som besøgte Kosovo og derefter Beograd i Serbien.

Det er tydeligt, at denne del af Serbien, som Kosovo formelt stadig er, styrer imod en form for uafhængighed. Når man taler med befolkningen der, naturligvis især kosovoalbanere, kan man ikke konkludere andet, og jeg tilslutter mig det, som hr. Svoboda sagde derom, nemlig at en form for uafhængighed, som de selv kalder det, eller begrænset suverænitet er uundgåelig, hvad enten vi ønsker det eller ej. Jeg tror, det er en kendsgerning, som vi derfor må forberede os på, og at Sikkerhedsrådet ved årets udgang måske vil udtale sig herom i den retning.

Alle, som man taler med i Kosovo, er overbevist om, at det internationale samfund, først og fremmest selvfølgelig NATO, er nødt til at være til stede i mange år endnu. NATO skal sørge for militær sikkerhed. Man forventer også, at EU kommer til at spille en vigtig rolle, og her er der et par ting, der skal prioriteres.

Som det allerede er sagt, skal for det første det serbiske mindretals rettigheder beskyttes i Kosovo. Et vigtigt punkt i den forbindelse er - jeg bekræfter, hvad der tidligere er sagt - at vi kan forvente medvirken og åbenhed fra både kosovoalbanerne og fra de serbere, som bor i Kosovo, og her spiller Beograd selvfølgelig en vigtig rolle, hvilket vi også har mærket i samtalerne. Vi skal også sikre, at vi på det punkt fortsat lægger pres på Serbien.

Hvis vi går ud fra, at det sandsynligvis er uundgåeligt, at Kosovo bliver uafhængigt, som jeg sagde, skal vi jo også på en eller anden måde tage hensyn til Serbiens og serbernes følsomme områder og se på, hvad vi kan tilbyde Serbien i årets løb. Også her kan en mere smidig visumudstedelse måske spille en rolle som EU's signal om, at vi tager landets europæiske fremtid alvorlig.

Naturligvis kommer den internationale mission også til at spille en vigtig rolle ved den videre økonomiske udvikling og skabelsen af politisk stabilitet i et eventuelt uafhængigt Kosovo. Som det fremgår, når man befinder sig i landet, er økonomisk udvikling naturligvis en vigtig prioritet.

Jeg synes, at alt dette skal ses i lyset af det europæiske perspektiv, som faktisk også er tilbudt Kosovo, når man ser på udtalelserne f.eks. på topmødet i Thessaloniki for en række år siden.

Som enhver ved, vil EU fremover spille en større rolle i Kosovo. Alle forventer, at vi efter fastlæggelsen af Kosovos status overtager FN's rolle, men jeg tilslutter mig det, som alle andre har sagt, nemlig at det bliver en anden rolle. Forskellige ting skal udformes anderledes. Når man taler med folk i Kosovo, viser det sig jo, at mange kritiserer FN's rolle. Hvad de i hvert fald ikke længere ønsker, er en international organisation, som siger, hvordan landet skal styres. Nu vil de omsider selv styre deres region, deres land, og det skal vi forberede os på. Det er der talt meget om. FN har jo gjort det klart, at de vil trække sig tilbage næste år. Det er et stort ansvar for EU.

EU skal spille en rolle ved udviklingen af politiapparatet, men også overvåge retsvæsenets udvikling, og desuden tror jeg også, det er vigtigt at investere meget i forvaltningen og som sagt i den økonomiske udvikling. I fremtiden kan EU måske også overtage NATO's militære rolle, således som vi har gjort det i Bosnien.

Min sidste bemærkning til kommissæren er, at vi spekulerede på, om EU nu også er tilstrækkeligt forberedt, og om vi har folk nok, som til næste år kan påtage sig dette vigtige og store ansvar. Jeg støtter den anbefaling, som De netop fremsatte over for det finske formandskab. Jeg håber, at dette vil udvise finsk stædighed i bestræbelserne for på en god måde at sætte så mange mennesker som muligt på opgaven.

  István Szent-Iványi, for ALDE-Gruppen. - (HU) Hr. formand! I dag ved alle, at det internationale samfund begik en stor fejl, da man blev ved med at udsætte spørgsmålet om Kosovos status. Tiden har ikke givet nogen løsninger, men har i stedet kompliceret situationen yderligere. Kosovos status skal afgøres så hurtigt som muligt, og det skal ske i år. Hvis forhandlingerne ikke fører til noget resultat, må det internationale samfund påtage sig ansvaret for at træffe en afgørelse.

Vi kan tydeligt se konturerne af en løsning. Vi ved, hvad vi ikke vil have, og hvad vi vil have. Vi ønsker ikke - fordi vi ikke kan ønske det - en genoprettelse af situationen før 1999. Det ville blot eskalere krisen yderligere. Vi ønsker ikke, at Kosovo skal splittes op, for det kunne starte en farlig kædereaktion i regionen. Vi ønsker ikke, at Kosovo skal slutte sig et af nabolandene, for det ville heller ikke gavne stabiliteten. Kosovo kan gradvist genvinde sin uafhængighed, sine fulde statsrettigheder, afhængigt af hvor hurtigt det bliver levedygtigt og kan garantere menneskerettigheder, mindretalsrettigheder og retssamfundets grundlæggende principper. Vi må hjælpe Kosovo med at opnå dette og med at skabe de nødvendige forudsætninger.

Jeg er enig med kommissæren i, at det centrale spørgsmål er at garantere mindretalsrettigheder, især serbernes, men også romamindretallenes. Det er af afgørende vigtighed for hele regionen. Noget af det, der startede krisen på Balkan, var nægtelse og tilsidesættelse af mindretalsrettigheder. Vi må finde en løsning, som kan sikre vidtrækkende autonomi for serberne og romaerne i Kosovo, en løsning, som garanteres af forfatningen, og som det internationale samfund tager ansvar for og garanterer. Men Serbien må også forstå, at dets bekymringer om rettighederne for de serbiske mindretal i Kosovo er berettigede, men at de moralsk set kun kan accepteres, hvis Serbien til gengæld garanterer samme rettigheder for de mindretal, der bor i Serbien, f.eks. ungarere og slovakker i Voivodina og albanere andre steder i Serbien.

Kommissæren talte afslutningsvis om en meget vigtig sag, nemlig det internationale samfunds rolle, nærmere bestemt EU's rolle. Der er umuligt at forestille sig at skabe et levedygtigt Kosovo uden EU's aktive samarbejde. Vi må hjælpe med til at udforme de statslige organer og hjælpe med til at udvikle økonomien. Desværre er der ikke afsat midler til dette i budgettet for 2007. Endnu en gang peger ord og handlinger i hver sin retning. Vi taler om, at vi vil handle, men samtidig mangler den budgetmæssige basis for vores handlinger. Jeg beder Parlamentet om i de løbende budgetdebatter at støtte de forslag - nogle af dem har jeg selv stillet - som har til formål at tilvejebringe de nødvendige ressourcer til at finde en løsning for Kosovo.

  Gisela Kallenbach, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg har indtryk af, at det netop var det rigtige tidspunkt, vi stillede denne parlamentariske forespørgsel på som resultat af delegationsrejsen, for der er virkelig stadig mange skridt, der er nødvendige for at være forberedt på de forestående opgaver. Jeg er især skuffet over de meget lidt konkrete forslag, som Rådet i dag har forelagt os.

Det er en lakmusprøve for os. Hvordan klarer EU at håndtere situationen i vores forhave, som De meget rammende kaldte det i dag, hr. kommissær Rehn? Jeg tror, det er rigtigt at sige, at vi ikke har brug for at erstatte UNMIK med EUMIK. Men jeg ved også af egen erfaring, at der stadig er brug for en venskabelig overvågningsproces på mange områder, inden for den civile forvaltning på alle niveauer, inden for politiet, inden for retsvæsenets opgaver og ikke mindst i forbindelse med opbygningen af det demokratiske civilsamfund, som der desværre kun er spæde begyndelser til.

Jeg er helt enig med kommissær Rehn i, at vi økonomisk og personalemæssigt ikke er forberedt på udfordringen fra næste år. Derfor appellerer jeg indtrængende til Rådet om at lytte og om at appellere til medlemsstaterne, så vi måske kan nå at rette op på det med bilaterale aftaler og udsendelse af professionelle.

Vi må indstille os på, at de vesteuropæiske lande i den kommende tid vil foretage rigtig mange tilbagesendelser af mennesker, som i dag lever i Vesteuropa, til Kosovo. Er vi på nogen måde forberedt på det?

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Alle forventer, at mange stater inden for et år anerkender den uafhængighed, som et overvældende flertal af Kosovos indbyggere længe har stræbt efter. I drøftelserne herom drejer det sig om spørgsmålet, hvilke betingelser uafhængigheden skal opfylde, og hvordan mindretallene af serbere, romaer og andre bliver beskyttet. Der hersker stadig især usikkerhed om spørgsmålet om det nordlige område, som vil tilbage til Serbien, og om spørgsmålet om de nye kommuner, som muligvis oprettes specielt for serbere.

Min gruppe har dårlige erindringer om den holdning, som EU indtog over for Kosovo mellem 1989 og 1999. Ingen syntes at være interesseret i den ikkevoldelige massive modstand under ledelse af den senere præsident Ibrahim Rugova, hvor alle serbiske statsinstitutioner blev boykottet, og hvor der til gengæld blev oprettet en egen forvaltning og egen albansksproget undervisning. Formålet med krigen i 1999 var ikke at befri Kosovo, men at tvinge Serbien til at opfylde andre europæiske og amerikanske krav.

Kosovos uafhængighed, som nu er uundgåelig, er desværre ikke et valg, der er motiveret af bestræbelser efter demokrati og ligeberettigelse, men resultatet af en arbejdsulykke. Efter syv år er det klart for næsten enhver, at en fortsat besættelse ikke er nogen løsning, mens tilbagelevering til Serbien ville føre til en guerillakrig og enorme flygtningestrømme.

Jeg er enig med spørgerne fra fire andre grupper i, at EU nu er forpligtet til at spille en positiv rolle ved en fredelig og korrekt adskillelse fra Serbien og ved opbygningen af demokrati og økonomi i Kosovo.

  Marek Aleksander Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! 1990'erne er blevet ætset ind i vores hukommelse som følge af de rædselsfulde forbrydelser, som blev begået af vores naboer i syd. Verden var chokeret over, hvor brutale og umenneskelige tidligere naboer og slægtninge kunne være i deres opførsel over for hinanden.

De muslimske albanere, som udgjorde 90 % af befolkningen og var blevet decimeret af politiet og det ortodokse serbiske mindretal, blev "reddet" af NATO-styrkernes militære intervention i 1999. Siden da er den etniske udrensning, som blev startet af den serbiske præsident Milosevics blodige regime, ophørt, men der sker stadig utallige tilfælde af aggression mod det serbiske mindretal.

I dag lever albanerne stadig under international beskyttelse i områder, der minder om ghettoer, hvor de forsøger at genopbygge deres liv.

Rådet har koncentreret sin indsats om spørgsmålet om en legitim regering. Der mangler imidlertid en sammenhængende holdning til dette komplekse problem, især den manglende overholdelse af menneskerettigheder, beskyttelse af mindretal og respekt for menneskers ret til et hjemland.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Tre minutter er vidunderlig lang tid. Jeg vil gerne fremdrage tre punkter. For det første vil en forlængelse af forhandlingerne ikke grundlæggende ændre ved de forskellige holdninger mellem parterne i Serbien og Kosovo. Den ene part ønsker selvstændighed, og den anden part ønsker uafhængighed. Det er derfor min dybe overbevisning, at vi bør holde os til den tidsplan og de tidsfrister, som kontaktgruppen har foreslået, således at spørgsmålet bliver afklaret ved udgangen af det finske formandskab ultimo 2006. Vi må stå fast på dette punkt.

I lighed med hr. Posselt kan jeg for det andet heller ikke se anden løsning end uafhængighed, naturligvis med visse begrænsninger af Kosovos suverænitet. Det er vigtigt for områdets stabilitet, at der er en international tilstedeværelse, og det er absolut vigtigt, at EU er parat til at fastholde en betydelig tilstedeværelse i en vis periode.

For det tredje mener jeg, at det vestlige Balkan i det store og hele er en smertelig påmindelse om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks svagheder. Jeg mener ikke, at vi bør gentage fortidens fejltagelser, og vi skal i denne forbindelse stå fast ved vores støtte til FN's særlige udsending, Martti Ahtisaari, som efter min mening gør en fremragende indsats. Jeg mener, at udvidelsespolitikken normalt er EU's bedste udenrigspolitiske tiltag, og det er således meget vigtigt at fastholde udvidelsesperspektivet i forhold til Kosovo og det vestlige Balkan generelt.

Afslutningsvis vil jeg gerne bemærke, at det er interessant, at det finske formandskab indledte forhandlinger om fred i Kosovo og på det vestlige Balkan sammen med den daværende finske præsident, Martti Ahtisaari, i 1999. Jeg håber sandelig, at der kommer en endelig afklaring af Kosovos status, og at Kosovo opnår uafhængighed ved udgangen af det finske formandskab i 2006.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand! Først vil jeg gerne udtrykke min glæde over kommissær Rehns ærlighed og mod med hensyn til Rådets holdning til 2007-budgettet. Mine damer og herrer! Hvis vi skal være ærlige, kan EU ikke være effektivt og troværdigt uden fællesskabsressourcer på Balkan, og Rådets forslag om at beskære fællesskabsmidlerne på 2007-budgettet er efter min opfattelse et uacceptabelt forslag, som ikke kan accepteres.

Vi ved alle, at EU har en vigtig rolle at spille "dagen derpå", i perioden efter fastlæggelsen af den endelige status i Kosovo. EU har imidlertid også en meget alvorlig rolle at spille i dag, og det har en rolle at spille i definitionen af den endelige status.

Vi tror alle på og støtter et fredeligt, demokratisk, multietnisk og europæisk Kosovo. Vi må imidlertid vise den samme støtte til Serbien inden for den europæiske strategi som defineret på Det Europæiske Råd i Thessaloniki. Vi mener imidlertid ikke, at vi bør lade os presse af snærende tidsplaner for fastlæggelsen af den endelige status. Enhver tanke om ensidigt at pålægge Kosovo en løsning kan vise sig at være kontraproduktiv. EU må ikke gentage de fejl, det begik i 1990'erne. Det må formulere en fælles holdning.

Til sidst vil jeg gerne nævne spørgsmålet om Serbien, som bekymrer mig særligt, fordi vi har hørt indlæg fra medlemmer med forskellige opfattelser. Der kan ikke komme en fredelig løsning for Kosovo, der kan ikke komme fred, stabilitet og sikkerhed på Balkan, hvis ikke der er demokrati i Serbien inden for EU.

Set ud fra dette synspunkt mener jeg, at Rådets beslutning om at suspendere forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen er en vigtig politisk fejltagelse for EU. Der skal indledes forhandlinger med det samme, og efterhånden som de skrider frem, skal vi naturligvis se en gennemførelse af forudsætningerne for at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol. Det serbiske folk skal ikke straffes for den traumatiske fortid under det enevældige Milosevic-regime. I dag må vi finde nogle fremtidsmuligheder for Serbien, for ellers styrker vi de ekstreme nationale grupper.

Jeg vil slutte med situationen med hensyn til mindretalsrettigheder i Kosovo. Alle de nylige rapporter fra FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedskomité og ngo'er beskriver en drastisk situation for mindretal, især det serbiske mindretal i Kosovo. Vi taler om at overholde resolution 1244, som blev vedtaget i 1999. Vi taler om at anvende standarder. Det er på høje tid, at vi bevæger os i denne retning.

  Jelko Kacin (ALDE). - (SL) Hr. formand! Europa-Parlamentet har spillet en førende rolle med hensyn til at sende signaler om Kosovos fremtidige status. Udnævnelsen af den særlige udsending for Kosovo er det signal, som Beograd og den internationale offentlighed har brug for for at hjælpe dem med at indse den eneste mulige fremtid for Kosovo.

Det glæder mig meget, at hr. Poettering også er med os i dag, for vi vil stå over for en vanskelig opgave under hans formandskab for Europa-Parlamentet. Derfor tror jeg, vores diskussion bør fokusere på, hvad Parlamentet kan gøre for at lette vejen for Kosovo.

Vores første opgave bør være at sikre en klarere kommunikation med det serbiske parlament og at hjælpe serbiske politikere med at forstå, at Kosovo allerede har været uafhængigt i en ganske lang periode.

For det andet skal vi have et direkte samarbejde med det organ, som skal opbygge demokratiet i Kosovo, nemlig Kosovos parlament. Det serbiske mindretal er kun svagt repræsenteret i parlamentet og manipuleres stadig i høj grad af politikere i Beograd. Desuden er der splittelser i romamindretallet - det er opdelt i roma, ashkali og ægyptere, og de har forskellige stemmer. Her i Parlamentet kan vi yde et stort bidrag i denne henseende, og Rådet kan yde et endnu større bidrag.

Jeg vil derfor gerne minde om, at der i dag er mange medlemsstater i EU, som ikke anerkender UNMIK-pas. Kosovos borgere ankommer til EU med UNMIK-pas, og vi afviser dem, fordi vi ikke respekterer deres papirer. Kommissær Frattini og Rådet bør gøre mere for at minimere antallet af sådanne hændelser i fremtiden.

Den tredje vanskelighed vi står over for er den manglende respekt for de forskellige kulturer i Kosovo, og i denne forbindelse spiller den serbiske ortodokse kirke en meget negativ rolle. Så længe den serbiske ortodokse kirke nægter at se på fremtiden, vil vi få meget svært ved at overbevise det serbiske samfund i Kosovo om, at de skal integrere sig i Kosovos demokratiske institutioner.

Det centrale spørgsmål er imidlertid statusspørgsmålet. Vi har tilbudt Vestbalkan en europæisk fremtid. Men vi ved udmærket, at kun stater kan tiltræde EU. Et Kosovo, som ikke er en stat, kan ikke deltage i denne proces. Så længe vi undlader at løse spørgsmålet om Kosovos status og sikre, at det bliver en selvstændig stat, lyver vi for os selv og for offentligheden.

Derfor, mine damer og herrer, vil jeg gerne afslutte mit indlæg med at opfordre os alle til som medlemmer af Europa-Parlamentet at lade vores røst høre og sikre, at spørgsmålet om status bliver løst nu og ikke bliver forsinket til næste år.

  Bart Staes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand! Fru minister! Hr. kommissær! Ærede kolleger! Europa-Parlamentet udtalte sig i april ved dechargen for budgettet for 2004 to gange særdeles udtrykkeligt om Det Europæiske Genopbygningsagentur, hvad angår Det Tidligere Jugoslavien og Kosovo. Europa-Parlamentet sagde udtrykkeligt, jeg citerer: "at man i stedet for gradvis at afvikle agenturet inden for en fastsat tidsfrist bør lade mandatets varighed afhænge af politiske og økonomiske parametre og af den politiske og økonomiske udvikling".

Nu vælger Kommissionen imidlertid uden videre at afvikle det pågældende agentur og overdrage dets opgaver til delegationerne. Fem måneder efter Parlamentets beslutning, fem måneder efter Parlamentets udtrykkelige udtalelser ser Kommissionen altså stort på disse udtalelser.

Kommissær Rehn, hvorfor ignorerer De Parlamentets udtalelse? Hvorfor vælger De uden videre at lade den ekspertise, som er til stede i agenturet, forsvinde som dug for solen?

Hvorfor vælger De ikke at bruge de mennesker, der nu arbejder for agenturet i Pristina, som den første kerne af EU-folk, der snart på meget tæt hold med stor ekspertise og knowhow kan yde bistand i forbindelse med Kosovos uafhængighed? Det er mit spørgsmål til Dem.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Den nuværende situation i Kosovo skyldes i høj grad også NATO's angrebskrig mod Jugoslavien, som mange EU-stater deltog i. Under denne krig blev civile dræbt af EU-staters bomber. Hvorfor er det serbiske mindretal i Kosovo truet i dag? Det har også noget at gøre med denne situation, og EU-staterne indtog dengang en helt ensidig position.

Et andet aspekt er, at der sker udvisninger til Kosovo, selv om situationen på stedet er helt ubærlig for mange mennesker. Der skal ske yderligere udvisninger. Det bør formuleres klart fra Kommissionens side, at dette ikke er acceptabelt. Joachim Rücker er blevet udnævnt til UNMIK-ansvarlig. Jeg ved ikke, om det var en god idé, for han var i sin tidligere funktion især ansvarlig for privatiseringer i Kosovo, som ikke har været til gavn for den lokale befolkning.

Jeg vil gerne spørge, hvordan Kommissionen konkret forestiller sig Kosovos status. Det, jeg hidtil har hørt, synes jeg er meget utilstrækkeligt. Hr. Rehn, De sagde meget rigtigt, at der skal skydes penge i social og økonomisk udvikling i stedet for i militæret. Det støtter jeg.

  Karl von Wogau (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Spørgsmålet om Kosovos status skal løses så hurtigt som muligt, af hensyn til Kosov, men også af hensyn til EU.

Forudsætningen for det er imidlertid, at vi finder metoder til at beskytte mindretallene, og det gælder alle mindretal, på en troværdig måde, for her er der fortsat bekymring i landet, det har vores mange rejser vist. Begivenhederne i de seneste år har også vist, at disse bekymringer fortsat er berettigede. Det må vi tage højde for. Derfor er det nødvendigt, at EU fortsat er engageret i landet. For det første med at opbygge politiet, hvilket er meget vigtigt. For det andet med at opbygge retsvæsen og forvaltning, for jeg mener ligesom Dem, hr. kommissær Rehn, at der skal stilles midler til rådighed på dette område. Men de vigtigste forudsætninger for, at Kosovo kan udvikle sig økonomisk, er fred, stabilitet og velfungerende institutioner, og det skal vi især koncentrere vores anstrengelser om.

Desuden skal der ske en afklaring af spørgsmålet om, hvem der skal overtage sikringsopgaven på det militære område, når Kosovo er blevet uafhængigt. Her kunne jeg forestille mig, at der sker noget lignende som i Bosnien-Hercegovina, nemlig at KFOR bliver afløst af europæiske styrker. Dette spørgsmål stillede jeg også til ministerpræsidenten under vores besøg i landet. Det fremgik af hans svar, at man endnu ikke havde overvejet dette spørgsmål.

Et stærkere engagement fra EU's side på dette område ville også være i overensstemmelse med vores sikkerhedspolitik eller med en sikkerhedspolitik, som jeg går ind for. Det er vigtigt, at vi i den nuværende fase af opbygningen af vores sikkerhedspolitik først og fremmest koncentrerer os om vores geografiske nabolag, og vores vigtigste opgave er fortsat stabiliseringen af Balkan.

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Fru formand! Integrationen af Vestbalkan i EU er en af de vigtigste udfordringer for den europæiske politik i de kommende år.

Det drejer sig om et område af Europa, som er beboet af talrige nationaliteter og etniske grupper, samfund som er delt af land, religion, historie og den blodige opsplitning af Jugoslavien i 1990'erne. Kosovo er den gordiske knude for den europæiske politik i denne region.

FN's mission er nu ved at forberede tilbagetrækningen fra Kosovo. Det betyder, at EU skal være forberedt på at påtage sig sin rolle i landet i 2007. Den første udfordring for EU i denne nye situation vil være den endnu udefinerede status for Kosovo. De nylige drøftelser i Wien den 24. juli, som FN var vært for, førte ikke til noget gennembrud. Serbien, som formelt ejer Kosovo, gik ikke med til uafhængighed for provinsen. De albanske myndigheder fra Kosovo er ikke indstillet på at acceptere selv det mest vidtgående selvstyre.

I en besynderlig form for psykologisk krig har de serbiske myndigheder i de seneste dage beskyldt FN's særlige udsending om Kosovos fremtidige status, Martti Ahtisaari, for manglende uvildighed i forhandlingerne. På den anden side har den albanske leder Koço Danajs politiske rådgiver udtalt, at alle albanere på Balkan i 2013 bør forene sig og integreres inden for et naturligt Albanien.

Disse begivenheder denne sommer, som overskygger konflikten i Mellemøsten, udgør et stort problem, som EU's institutioner må løse i de kommende måneder.

En anden udfordring er at organisere den fremtidige EU-mission i Kosovo. Dette problem handler om finansiering, struktur, personale og især om EU's politiske strategi på Vestbalkan. Intet andet land eller nogen international organisation vil erstatte EU i dets historiske rolle med at garantere demokrati, fred og social velfærd baseret på respekten for mangfoldighed i denne del af kontinentet.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Fru formand! Rapporter om Kosovo beskriver provinsen som ghettoiseret. Der er ikke blevet etableret et multietnisk samfund. Gennem syv år med international administration har de forskellige etniske grupper koncentreret sig i deres egne områder. En af hovedårsagerne til, at standarderne ikke er blevet opnået på trods af det massive input, der har fundet sted, er at Kosovo er et af de vigtigste hjemsteder for organiseret kriminalitet i Europa. International menneskehandel og handel med territorier og våben er fremherskende i Kosovo. Det blev der ikke gjort noget ved tilbage i 1999, da problemet blev bemærket - vi måtte vente til 2005. Nu har de globale aktører, som er involveret i programmet, imidlertid for lidt tid og for lidt personale til deres mange ansvarsområder. Derfor må vi gøre mere for at tage fat på dette kriminalitetsproblem.

Endelig vil jeg gerne sige, at nu hvor EU også retter sin opmærksomhed mod Libanon, bør vi tænke på at være opmærksomme på det, der er sket i Kosovo, og på om der kunne være noget at lære af det, som kunne bruges i operationen i Libanon.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Den hæslige situation for og forarmelsen af folkene i det tidligere Jugoslavien er resultatet af fremmed intervention, den unfair og beskidte krig, der blev iværksat af NATO med deltagelse af talrige EU-lande.

Deres erklæringer om beskyttelse af menneskerettigheder er fulde at hykleri. I dag kan man se formålet med denne krig. Det var at bryde Jugoslavien op og dele det ud, og det lykkedes for Dem gennem fremmed besættelse af Bosnien-Hercegovina og Kosovo og ved at skabe protektorater.

I dag følger De ikke engang Deres egne erklæringer og løfter om ikke at gå videre til et uafhængigt Kosovo. Skabelsen af et protektorat, af en uafhængig stat fremmes i Kosovo med tilstedeværelsen af en kæmpe militærstyrke og en kæmpe amerikansk base, så De kan kontrollere området og ændre grænserne.

Vi mener, at den eneste mulige løsning er, at alle fremmede tropper forlader Balkan, og at folket i området selv finder en løsning på deres problemer. Til sidst vil jeg råde Dem til at se på historien. Ligesom Balkans folk tidligere har fordrevet besættelsesmagter, således vil de også fordrive nye besættelsesmagter.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Fru formand! Det er indlysende, at Kosovos uafhængighed er uundgåelig, men afhængighedens art vil have en langsigtet effekt på stabiliteten i hele Sydøsteuropa. EU har ikke noget koncept i denne sag, men tumler i virkeligheden bare af sted og lader sig lede af begivenhederne.

Det er meget vigtigt langt om længe at vedtage et sammenhængende koncept med hensyn til en løsning for Kosovo. Det skal være en værdig løsning, som ikke straffer serberne og samtidig åbenlyst belønner albanerne. En sådan løsning ville være uværdig og ville destabilisere regionen, dvs. Sydøsteuropa, som omfatter Grækenland, Ungarn og kandidatlandene Bulgarien og Rumænien. Vi kan ikke stabilisere Kosovo på bekostning af at destabilisere regionen. I øjeblikket taler alle om mindretalsproblemet, men der er ikke noget opmuntrende koncept at tilbyde. Det er så meget desto mere interessant, som både hr. Ahtisaari og hr. Rehn er finner, og Finland har et eksemplarisk mindretalssystem. Jeg kan ikke forestille mig en situation, som kunne sikre serberne i Kosovo, så længe den nordlige del ikke har territorialt selvstyre, og syden ikke har et system med personlig autonomi.

Hele decentraliseringsprocessen er ikke gennemført, selvstyre giver ingen garantier i denne henseende. Med hensyn til kompensationen til Serbien, medlemskab i EU, så er det som vi ved ikke noget særligt attraktivt perspektiv i betragtning af den nuværende EU-træthed. Det skal vi tage med i betragtning, ligesom vi skal overveje det faktum, at Milosevic har frataget både Kosovo og Voivodina deres autonomi. Alle taler om Kosovos uafhængighed, men ingen nævner mindretallene i Voivodina eller muslimernes situation i Sandjak. Jeg er bange for, at vi bevæger os i retning af en dårlig løsning, hvis ikke vi udarbejder et sundt og værdigt koncept på mindretallenes vegne. Jeg deler alle hr. von Wogaus bekymringer.

  Joost Lagendijk (Verts/ALE). - (NL) Fru formand! Hr. kommissær! Men især hr. formand for Rådet! Lad mig ved forhandlingens afslutning gøre et forsøg på at fremhæve de vigtigste punkter endnu en gang.

Jeg tror, at De, og jeg henvender mig især til ministeren, har set, at de fleste spørgsmål og bemærkninger, som er fremsat her, skyldes oprigtig bekymring over, at EU til trods for, at De er oprigtig og ved, hvad der skal ske - det tvivler jeg ikke om - ikke er i stand til at udføre alle de vanskelige opgaver, som skubbes over på det, inden for den disponible tid, og her taler vi om tre til seks måneder og ikke om år.

Som mange kolleger har sagt, tror jeg ikke, at det er en løsning, hvis det ikke lykkes eller ikke bliver til noget, eller hvis EU svigter. Det er både uheldigt for regionen og for EU, og det kan vi ikke tillade os. Når De siger, og det gentager kommissæren, at det er EU's opgave at føre tilsyn og overdrage beføjelser, er jeg enig i det, og det tror jeg også, de fleste kolleger er, men det er ikke så let, som det ser ud til.

Det er en ny slags rolle, hvor vi dels skal give slip, dels skal bevare kontrollen i et splittet samfund, og der vil det vise sig, at ikke alle problemer er løst efter uafhængigheden. Nu er det stadig sådan, at alle i Kosovo tror, at uafhængighed vil løse alle problemer. Det vil f.eks. ikke være tilfældet for de økonomiske problemer.

Når det gælder den militære tilstedeværelse, håber jeg virkelig inderligt, at al den berettigede vægt, der lægges på Libanon og Congo, ikke fører til, at vi regner med, at det vil lykkes i Kosovo, og at vi vil kunne klare det med mindre tropper og færre soldater. Det vil ikke være tilfældet i de kommende år.

Jeg kan ikke gøre andet end at støtte kommissærens anmodning til Rådet om ikke at kræve mere af Kommissionen og samtidig stille færre penge og mennesker til rådighed. Det kan ikke være sådan, at vi og De anmoder Kommissionen om at spille en afgørende rolle i Kosovo, men at den skal gøre dette med færre mennesker.

Jeg håber virkelig, at den finske formand, den finske kommissær og den finske forhandler finder en løsning, og for at fremme dette er jeg gerne rede til, og jeg formoder, at jeg taler på hele Parlamentets vegne, at betale for et besøg et sted, hvor de fleste finner når frem til værdifulde erkendelser, nemlig i saunaen.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand, mine damer og herrer! En løsning på statusspørgsmålet er det bedste for Kosovo, og derfor bør vi støtte FN's særlige udsending Martti Ahtisaaris bestræbelser for at finde en løsning med alle til rådighed stående midler.

Som det er blevet nævnt mange gange under denne debat, er det en absolut forudsætning for en varig løsning, at mindretalsspørgsmålet kan løses, og det er problem, som omfatter flere generationer. NATO's KFOR-styrkers tilstedeværelse er vigtig i øjeblikket, men nu og i fremtiden skal vi være særligt opmærksomme på det tætte forhold mellem militær og civil aktion. Uafhængigt af andre ting er EU ved at forberede en kæmpemæssig civil krisestyringsoperation i Kosovo. Den bliver i en hidtil uset størrelsesorden, og den vil især fokusere på politiet og retsstaten. Vi får brug for en hel del eksperter fra EU's medlemsstater for at gennemføre denne operation, og det bliver en udfordring at finde så mange eksperter.

Planlægningsgruppens arbejde er endnu ikke afsluttet, men det er tanken, at deres rapport skal foreligge for Rådets arbejdsgruppe i slutningen af denne måned. Forberedelserne skrider altså fremad på mange forskellige måder og inden for mange forskellige sektorer, men vi kan helt sikkert forbedre arbejdsgangen.

Der er også flere gange blevet henvist til Rådets budgetoverslag for næste år, især med hensyn til, hvordan personaleressourcer kan udnyttes mere effektivt. Formandskabet er meget opsat på at finde en løsning, som kan tilfredsstille alle parter, men det vil naturligvis også skulle lytte til andre medlemsstaters opfattelser.

I øvrigt mener jeg ikke, at situationen er så dyster, som man vil have os til at tro, især i kommissærens meget følelsesladede tale. Efter Rådets opfattelse er udvidelse en klar prioritet, og derfor foreslår vi ikke personalenedskæringer på dette område. Faktisk øger dette udskældte budget for næste år forvaltningsudgifterne med 3,4 %. Det er rigtigt, at de ønskede nedskæringer for 2007-2013 er meget ambitiøse, men da Kommissionen samtidig planlægger forhøjelser til udvidelsen, vil der under alle omstændigheder være flere ansatte i Kommissionen i 2013 end i 2007, selv om vi vil overvåge denne ambitiøse trend. Så der vil under alle omstændigheder være flere ansatte i 2013 end næste år. Vi forsøger at finde, og vi er fast besluttede på at finde løsninger, som kan sikre, at der et passende antal ansatte til at behandle vigtige sager. Det er naturligvis indlysende.

Endelig kan jeg til beroligelse og fordi den finske sauna har været nævnt her oplyse, at uanset hvordan den interne koordination af det finske formandskab skrider frem, så vil jeg ikke gå i sauna med hr. Ahtisaari eller hr. Rehn.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg er lidt skuffet over fru Lehtomäkis konservative fortolkning af saunakulturen.

Jeg ønsker at takke alle for en meget omfattende og ansvarlig debat, der tydeligt viser, at Parlamentet fuldt ud støtter det vestlige Balkans og Kosovos tiltrædelsesudsigter. Det er i dag meget vigtigt, som understreget af en række talere, at bakke fuldt ud op om bestræbelserne på at afslutte statusprocessen inden for den planlagte tidsfrist. Vi vil ikke vinde noget ved at forlænge processen.

Det er også rigtigt, at fred og passende institutioner skaber grundlag for bedre økonomiske vilkår og arbejdspladser, som Kosovo har desperat brug for. En arbejdsløshed på 40-50 % giver desværre gunstige vækstbetingelser for kriminalitet og korruption.

Vi bliver nødt til at give borgerne i Kosovo redskaber, der kan gøre dem selvhjulpne. Retssikkerhed og et velfungerende erhvervsklima er nødvendige forudsætninger for økonomisk udvikling i Kosovo.

Der er også en anden forudsætning. Uanset det præcise udfald af statusafklaringen skal den omfatte Kosovos traktatmæssige beføjelser. Som hr. Kacin påpegede, er det nødvendigt at indføre traktatmæssige beføjelser, således at vi kan forhandle med Kosovo og inddrage Kosovo i stabiliserings- og associeringsprocessen. Kosovo skal også have traktatmæssige beføjelser med henblik på at indgå handler og aftaler med internationale finansielle institutioner, hvilket er en anden forudsætning for økonomisk udvikling og forbedring af beskæftigelsessituationen i Kosovo.

Serbien er helt sikkert en afgørende faktor for det vestlige Balkans stabilitet, måske endda den afgørende faktor. Det bedste, Serbien kan gøre for Kosovo-serberne, er at deltage konstruktivt i forhandlingerne med henblik på at sikre, at mindretal beskyttes tilstrækkeligt, når der kommer en afklaring på Kosovos status.

Serbien har stabile og reelle udsigter til at blive medlem af EU. Vi er villige til at genoptage forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftalen, den selv samme dag Serbien indvilliger i at samarbejde fuldt ud med Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien, hvilket bør føre til arrestationen og udleveringen af Radko Mladic. Det er op til Serbien, og Serbien kan opfylde dette europæiske ønske og udløse det enorme økonomiske, kulturelle og intellektuelle potentiale, som landet har.

Jeg vil gerne rette en misforståelse, der ikke sker her, men som ofte sker, nemlig forestillingen om, at Rådet og Kommissionen konkurrerer på det vestlige Balkan. Dette er overhovedet ikke tilfældet. Rådet og Kommissionen konkurrerer ikke, men samarbejder fuldt og helt med henblik på at sikre stabilitet og demokrati på det vestlige Balkan. Vi arbejder godt sammen med hr. Solana, og det gør vores tjenester også. Hvad angår f.eks. retsstaten, er dette samarbejde nødvendigt, da retsstaten - dvs. den foreløbige uddannelse af dommere og politiet - er et fælles kompetenceområde for Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen. Vi har derfor brug for dette samarbejde, hvis denne fælles kompetence skal anvendes hensigtsmæssigt. Dette er baggrunden for vores samarbejde med hr. Solana og hans stab.

Med hensyn til hr. Wiersmas spørgsmål om ressourcer er der ud over Kosovo andre brændende emner som f.eks. Libanon. I hvilket omfang det vil lykkes at løse ressourcespørgsmålet, er op til Parlamentet som budgetmyndighed. Jeg glæder mig meget over det finske formandskabs konstruktive holdning til dette meget vanskelige spørgsmål.

Jeg er helt enig i, at stabiliseringen af det vestlige Balkan er den vigtigste prioritet i forbindelse med den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik under udvikling. Som hr. Lagendijk anførte, har vi ikke råd til at fejle i denne principielle sag.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

5. Aftale EF/Albanien - Stabiliserings- og associeringsaftale med Albanien (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- redegørelse fra Rådet om aftale EF/Albanien og

- henstillling fra Toomas Hendrik Ilves for Udenrigsudvalget om forslag til Rådets og Kommissionens afgørelse om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (8161/2006 - C6-0197/2006 - 2006/0044(AVC) (A6-0246/2006).

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand, mine damer og herrer! Stabiliserings- og associeringsaftalen, som blev underskrevet den 12. juni, var et vigtigt skridt på Albaniens vej mod en fremtid med EU. Vi glæder os over, at Albanien har gjort fremskridt med sine reformer, så forhandlingerne om aftalen, som havde stået på så længe, kunne bringes til afslutning. Sammen med de andre mekanismer i stabiliserings- og associeringsaftalen vil pagten skabe en omfattende ramme for den fremtidige udvikling af relationerne mellem EU og Albanien. Det er tanken, at den midlertidige aftale, der blev underskrevet samtidig, skal træde i kraft fra begyndelsen af november. Den dækker handel under stabiliserings- og associeringsaftalen og beslægtede anliggender, som skal gælde, indtil medlemsstaterne har ratificeret stabiliserings- og associeringsaftalen. Det er vigtigt, at vi begynder at gøre effektiv brug af den midlertidige aftale, så snart den er trådt i kraft.

Stabiliserings og associeringsaftalen er meget vigtig for Albaniens fremtid. Den vil forbedre de økonomiske og politiske relationer mellem EU og Albanien og gøre det lettere for Albanien at have tætte bånd til EU. Albanien er det tredje land på Vestbalkan (efter Makedonien og Kroatien i det tidligere Jugoslavien), som EU har indgået en stabiliserings- og associeringsaftale med.

Underskrivelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen og den midlertidige aftale betyder ikke, at arbejdet er afsluttet. Tværtimod, det virkelige arbejde begynder først rigtig nu.

Vi forventer nu, at Albanien viser fortsat og effektivt fremskridt med gennemførelsen af aftalerne. Det må arbejde hårdt for at fremme de reformer, der er nødvendige for tættere bånd til EU. Det er vigtigt, at der især bliver gjort fremskridt på områder som pressefrihed, tilbagelevering af ejendom og betaling af erstatninger, mere effektiv offentlig forvaltning og respekt for retsstatens principper. Vi vil fortsætte med at understrege, at det er vigtigt for Albanien og for de øvrige lande på Vestbalkan at intensivere bestræbelserne for at forhindre korruption og organiseret kriminalitet.

Der skal muligvis være lokalvalg i Albanien om et halvt år, og Albanien bør sikre, at de kan gennemføres i overensstemmelse med internationale standarder.

Hvis de nødvendige reformer for tættere bånd til EU skal skride fremad, må alle politiske kræfter trække på samme hammel. Det nuværende politiske klima i Albanien er bekymrende, og det er en alvorlig trussel mod reformerne. Vi opfordrer indtrængende parterne til at indgå i en konstruktiv dialog, og vi glæder os over, at der i sidste uge blev opnået nogle indledende resultater.

Endelig vil jeg gerne minde alle om, at EU på Det Europæiske Råd i juni endnu en gang bekræftede EU-perspektivet med hensyn til landene på Vestbalkan. Det betyder, at også Albanien har en fremtidig plads i EU. Vi skal ikke desto mindre huske, at ethvert lands fremskridt mod EU-tiltrædelse står og falder med dets egne fortjenester i dets forsøg på at opfylde EU's krav. Stabiliserings- og associeringsaftalen og den midlertidige aftale giver Albanien de bedst mulige rammer for landets egne bestræbelser. EU skal naturligvis fortsat hjælpe, men det meste af det resterende arbejde kan kun gøres af Albanien selv.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Det er mig en stor glæde at tale om stabiliserings- og associeringsaftalen med Albanien her i Parlamentet i dag. Stabiliserings- og associeringsaftalen er en vigtig milepæl på Albaniens vej mod EU-medlemskab og et stort skridt for EU på det vestlige Balkan. Den markerer begyndelsen på en ny fase i EU's forbindelser med Albanien og skaber en ny ramme for partnerskab på en lang række områder.

Stabiliserings- og associeringsaftalen er en vigtig økonomisk og politisk mulighed. Øget handelsliberalisering vil medføre væsentlige økonomiske fordele for både Albanien og EU. En tilpasning af de albanske love til fællesskabslovene vil bringe Albanien tættere på europæiske standarder og medvirke til en yderligere styrkelse af forholdet mellem EU og Albanien.

Albaniens næste store udfordring består i en vellykket gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. Stabiliserings- og associeringsaftalen indebærer betydelige forpligtelser med hensyn til handel, retsstaten, demokratiske standarder og grundlæggende rettigheder, regionalt samarbejde og ny lovgivning. Stabiliserings- og associeringsaftalen indeholder bestemmelser om fælles strukturer, der skal fremme dialogen og overvåge fremskridt, herunder om et parlamentarisk udvalg. Udvalget vil kunne fremme den gode indsats, der gøres af det nuværende blandede parlamentariske udvalg, og det skaber mulighed for at give Albanien en indføring i det europæiske parlamentariske demokratis bedste traditioner. Jeg er sikker på, at aftalen også vil fremme en vis grad af fælles politisk kultur og sætte fokus på den kendsgerning, at et land for at kunne klare sig godt i EU eller under tiltrædelses- eller førtiltrædelsesprocessen skal sikre sig, at der er bred politisk enighed om europæiske mål såvel som grundlæggende enighed om en demokratisk kultur i landet. Det er vigtigt at tage højde for disse aspekter i forbindelse med Albaniens tilnærmelse til Europa.

Kommissionen bakker fuldt ud op om Udenrigsudvalgets henstilling om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. I vores politiske dialog lægger vi i lighed med udvalget også vægt på at tilskynde Albanien til at bygge videre på de fremskridt, der er gjort, i bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet, og til at tage fat på områder som f.eks. valgreformer, mediefrihed og menneske- og mindretalsrettigheder med større beslutsomhed. Vi glæder os over Udvalget om International Handels henstillinger vedrørende en forbedring af erhvervsklimaet i Albanien, der er afgørende, hvis Albanien skal drage fuld fordel af aftalen.

Jeg vil gerne afslutningsvis forsikre Dem om, at hvad angår EU, vil Kommissionen gøre sit yderste for at sikre, at stabiliserings- og associeringsaftalens fordele udnyttes fuldt ud. Jeg har understreget over for vores albanske partnere, at jeg forventer det samme af dem.

  Toomas Hendrik Ilves (PSE), ordfører. - (EN) Fru formand! Albanien er det europæiske land, der har haft vanskeligst ved at overgå fra at være et kommunistisk diktatur til et liberalt demokrati. Der er tale om et land, der var tynget af stalinisme indtil langt op i 1980'erne, og vi må derfor alle gøre os klart, at landet stod over for langt større udfordringer end andre post-kommunistiske lande som mit eget land, hvor der blev sat en stopper for den stalinistiske totalitarismes værste urimeligheder i 1950'erne.

Albanien har gjort enorme fremskridt, og undertegnelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen er et bevis herpå. Albanien bør imidlertid ikke hvile på sine laurbær. Der skal gøres en yderligere indsats, hvis landet skal opfylde EU's krav. Stabiliserings- og associeringsaftalen er en milepæl og ikke et mål.

Jeg vil gerne sammendrage min betænkning således. Stabiliserings- og associeringsaftalen og interimsaftalen er en fremragende anledning for Albanien til at gennemføre en modernisering og blive en konkurrencebaseret markedsøkonomi, hvilket er en ufravigelig betingelse for EU-medlemskab.

For det andet er forudsætningen for en reel økonomisk udvikling et stabilt og gennemsigtigt retligt miljø, dvs. et professionelt og uafhængigt retsvæsen, en effektiv og upartisk bekæmpelse af korruption og en effektiv og velfungerende offentlig forvaltning.

For det tredje er en sund lovgivningsramme ikke tilstrækkelig, hvilket gælder for alle overgangslande. En god lovgivning er til meget lidt hjælp, hvis den ikke håndhæves. Der skal ske fremskridt med hensyn til gennemførelsen af vedtagne reformer.

For det fjerde bør EU overvåge opfyldelsen af de krav, der er fastsat i stabiliserings- og associeringsaftalen, ved fastsættelse af konkrete benchmarks.

Ud over disse generelle aspekter ønsker jeg at understrege en række specifikke punkter i betænkningen. Selv om betænkningen fuldt ud støtter Albaniens muligheder for optagelse i EU på linje med konklusionerne fra Thessaloniki, understreges det i betænkningen, at Albanien skal betragte opfyldelsen af europæiske værdier og standarder som et mål i sig selv. Der stilles krav om en aftale om lempelse af visumreglerne mellem EU og Albanien. Borgere i et lille land med udsigt til medlemskab af EU har en dårligere visumordning med EU end et stort land uden udsigt til medlemskab, nemlig Rusland.

EU og Albanien anmodes i betænkningen om at udnytte den viden og erfaring, som findes i de stater, der tiltrådte i 2004. De udfordringer, som Albanien står over for, er ikke unikke. Det er ikke nødvendigt at genopfinde den dybe tallerken, når der er fri adgang til erfaringerne fra de reformer, der er blevet gennemført i otte post-kommunistiske EU-medlemsstater.

Det understreges også i betænkningen, at Amnesty International i en nylig offentliggjort rapport kritiserede Albanien for krænkelser af menneskerettigheder på områder som f.eks. adgang til forsvar, tortur af og brutalitet over for fanger osv. Disse problemer skal løses.

Det anføres i betænkningen, at valglovgivningen skal forbedres. Dette indebærer en mere pålidelig registrering af vælgere og ændringer af systemet med henblik på at undgå forvridning af proportionalitetssystemet - dette system går i dag i Albanien under betegnelsen "Dushk-systemet" - da vi lige så godt kan være ærlige og indrømme, at tilliden og demokratiet ikke vil vare ved, hvis vælgernes vilje forvrides. Jeg mener, at dette er et af de afgørende demokratiske spørgsmål, som landet står over for i dag.

Det fremhæves i betænkningen, at Albanien fortsat skal handle ansvarligt i forhold til nabolande, navnlig Kosovo og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Som bekendt er der store albanske mindretal i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, og Kosovo er naturligvis et albansk område. Vi glæder os over, at Albanien indtil videre har valgt ikke at blande sig i disse problemer.

Jeg har modtaget seks ændringsforslag. Jeg accepterer ændringsforslag 5 fra hr. Brie og hr. Meijer om behovet for at tage fat på spørgsmålet om handel med børn. Ændringsforslag 1 og 2 er principielt gode, men ordføreren mener, at de vil være mere hensigtsmæssige, når Albanien har gjort langt større fremskridt med hensyn til løsning af landets grundlæggende problemer som f.eks. korruption, retsstaten og økonomiske reformer. Jeg mener, at ændringsforslag 3 om behandling af fanger allerede er indeholdt i betænkningen.

Jeg vil gerne afslutningsvis takke alle, der har bidraget til denne betænkning, men jeg ønsker især at fremhæve fru Pack, der er drivkraften bag en stor del af Parlamentets bestræbelser på at få Balkan med i EU.

(Bifald)

  Panagiotis Beglitis (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (EL) Fru formand! Allerførst fortjener min gode ven hr. Ilves store lykønskninger med det meget vigtige arbejde, han har udført med dette vigtige forslag, som afspejler den aktuelle situation i forholdet mellem EU og Albanien og fremhæver alle de store problemer og udfordringer, som den albanske regering og de politiske kræfter i Albanien står over for.

Det er en kendsgerning, at underskrivelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen åbner en ny vej for Albanien hen mod Europa, mod de europæiske institutioner, med integration i den europæiske familie som det endelige mål. Det skal vi altid huske på; det er, hvad den europæiske strategi siger, som blev vedtaget i Thessaloniki, og jeg mener, at det er i EU's strategiske interesse, uanset udvidelsestrætheden, at styrke disse EU-udsigter for landene på Balkan.

Der er naturligvis stadig meget, der skal gøres i Albanien, som hr. Ilves har påpeget. Jeg vil især gerne berøre to eller tre punkter. Med hensyn til spørgsmålet om at bekæmpe korruption er vi naturligvis alle enige. Men den nuværende albanske regering bør under ingen omstændigheder bruge korruptionsbekæmpelse som et påskud for at gøre politiske regnskaber op med oppositionen. Dette er et alvorligt spørgsmål, som vi tidligere har oplevet i Albanien.

Det andet spørgsmål er behovet for omgående at fortsætte med at reformere valgsystemet og ajourføre vælgerlisterne. Det er meget vigtigt, for det vil bidrage til at normalisere det politiske liv og konsolidere et demokratisk politisk system.

Det tredje spørgsmål er respekt for mediernes frihed og naturligvis forhindring af regeringsindblanding i mediernes arbejde. Her vil jeg gerne påpege - og mine bemærkninger er henvendt til hr. Rehn - at der i de seneste dage har været en øget regeringsindblanding i den albanske demokratiske oppositions mediers arbejde, det socialdemokratiske partis medier for at være præcis. Jeg taler, hr. Rehn, om TV-foretagendet Top Channel, hvis arbejde bliver generet af de albanske myndigheder. Det er også et emne, som vi må sætte fokus på.

Endelig er der respekten for mindretal. Her må Albanien virkelig tage nogle vigtige skridt. Der er et græsk mindretal, som spiller en vigtig rolle og er et aktiv for demokratiseringen af Albanien, og naturligvis skal forholdene lettes for den ortodokse kirke og ærkebiskop Anastasios' åndelige rolle.

  Doris Pack, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, fru formand for Rådet, kære hr. Ilves! Hr. Ilves' betænkning viser stor indfølingsevne og stor forståelse, men også den nødvendige strenghed over for det unge albanske demokrati, og jeg takker ham for denne virkelig gode betænkning.

Som mange ved, har jeg gennem 14 år fulgt Albaniens vej fra en lang periode med diktatur til det europæiske fællesskab.

Derfor glæder det mig særligt, at vi i dag kan stemme for denne stabiliserings- og associeringsaftale. Jeg hilser det velkommen, det er et vigtigt skridt hen mod et tillidsfuldt forhold mellem Albanien og EU. Det vil hjælpe landet og dets politikere til at etablere den nødvendige politiske, økonomiske og institutionelle stabilitet. Det er meget vanskeligt at opnå fremskridt på denne vej. Det kan kun opnås ved at opfylde de nødvendige standarder, som er nævnt i aftalen. Og netop også Parlamentet og især vores udvalg for relationerne til dette parlament vil løbende nøje overvåge disse fremskridt. Som en god ven vil vi også, som vi har gjort i mange år, sætte fingeren på eventuelle ømme punkter.

Man har taget kampen op mod korruptionen i Albanien, og det synes jeg er meget positivt. Men jeg synes også, at alle politiske kræfter skal tillægge denne kamp samme betydning. Kun på den måde vil den virkelig kunne lykkes på lang sigt. Afsløringen og pågribelsen af nogle kriminelle bander i de seneste måneder er et rigtig godt resultat, og det ansporer til at tage yderligere skridt på dette område. Det er således lykkedes at finde frem til pasforfalskere, narkohandlere og lignende og overgive dem til retsvæsenet.

Inden for uddannelsesområdet arbejder regeringen fortræffeligt og er dermed med til at sikre fremtiden for de mange unge borgere i Albanien. Jeg håber meget, at regeringen sætter det nødvendige i værk for at sikre, at den efter 2007 kan få del i EU's nye uddannelsesprogrammer. Regeringens anstrengelser for at hente investeringer til landet er gode og nødvendige. De kræver imidlertid naturligvis også snarlige reformer inden for forvaltningen og retsvæsenet.

I vores beslutning peger vi også på, at der skal sættes en stopper for blodhævnen, som stadig findes i visse dele af Albanien. Her påberåber vi os vores europæiske værdier, som vi håber også snart vil være bestemmende for tanke og handling overalt i Albanien.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er meget bekymret over visse begivenheder i sommermånederne. Uden at gå i hæslige detaljer vil jeg gerne understrege, at der er et presserende behov for politisk dialog, og at man kun viser politisk modenhed ved at opføre sig demokratisk.

Desuden skal de politiske kræfter på alle sider holde op med altid at kalde på en international mægler, når der er et problem, der skal løses. Albanske politikere er valgt for at løse problemerne på demokratisk vis og påtage sig den rolle, de har fået tildelt, på en konstruktiv måde, hvad enten det er som regeringsansvarlig eller som opposition. Boykot har ikke nyttet noget i de forløbne år, og det ville heller ikke nytte noget i dag. Den albanske befolkning er træt af den slags numre. Den vil have seriøse politikere, som er seriøst interesseret i at løse problemerne.

Man må derfor glæde sig over aftalen mellem de politiske kræfter om det kedelige spørgsmål om vælgerlisterne. EU har i årevis betalt mange penge for at disse lister kunne blive udarbejdet korrekt. Men der er stadig meget store problemer. De forestående kommunalvalg skal være baseret på nogenlunde sikre data, hvis valgresultatet skal være acceptabelt.

Den aktuelle konflikt mellem regeringen og en privat fjernsynsstation kan efter min opfattelse kun bringes til en gyldig afslutning under fuld overholdelse af lovgivningen.

Til slut vil jeg gerne minde om, at Parlamentet jo gennem lang tid har argumenteret for de nødvendige visumlettelser for Albanien og de øvrige sydøsteuropæiske stater. Derfor er vi meget glade for Albaniens tilbagetagelsesaftaler med EU. Albanien er et af de få lande, der har indgået en sådan aftale. Med vores beslutning opfordrer vi også de europæiske regeringer til at handle omgående, dvs. indføre visumlettelser for studerende, akademikere og erhvervsvirksomheder. Det skal naturligvis så hurtigt som muligt udvides til lettelser for alle borgere. Kriminelle skaffer sig enten visa på en eller anden måde eller har slet ikke brug for nogen, fordi de kender andre muligheder for at krydse grænsen. Men den vellykkede kriminalitetsbekæmpelse i Albanien kan måske også hjælpe de europæiske regeringer til langt om længe at overvinde sig selv med hensyn til visumtildelingen.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Fru formand! Jeg vil også på min gruppes vegne gerne takke ordføreren, Toomas Ilves, for det arbejde, han har gjort. Albanien er et vanskeligt, kompliceret land, og jeg synes, at hans analyse af og konklusioner vedrørende Albanien er rigtige. Også vi støtter undertegnelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen, som vi i dag vil stemme for i Parlamentet.

Aftalen afspejler, hvor meget der med skiftende held er opnået i de forløbne år, og den baner vejen for, at Albanien bliver EU-ansøgerland på grundlag af de aftaler, som engang blev indgået i Thessaloniki. Vores gruppe vil fortsat støtte Albanien ved de skridt, som landet mangler at foretage på vej mod europæisk integration.

Albanien var indtil begyndelsen af 1990'erne det mest lukkede land på det europæiske kontinent. Med denne undertegnelse tilslutter det sig adskillige andre lande på Balkan, som i det forløbne år har taget modige skridt fremad. Kroatien forhandler i mellemtiden med EU om medlemskab, Makedonien har fået status som kandidatland, og også Bosnien-Hercegovina har gjort tydelige fremskridt.

Vores gruppe har et øjeblik overvejet at anmode om udsættelse af afstemningen om denne aftale på grund af det kommende lokalvalg i Albanien for at lægge lidt pres på myndighederne for, at valget kommer til at forløbe i ro og orden. Vi tror dog også, at vi kan vende argumentet om ved netop at sige, at undertegnelsen af denne aftale, Parlamentets godkendelse, er en positiv tilskyndelse for alle parter i Albanien til at opføre sig ordentligt og fortsætte på vejen mod politiske og økonomiske reformer. Vi kan bruge de kriterier, som vi har brugt ved andre lande, som arbejdede på en fremtid inden for EU, især naturligvis det første af Københavnskriterierne.

Samtidig må vi dog ikke se bort fra, at der er lang vej endnu. Denne undertegnelse betyder ikke, at den albanske regering, som har præsenteret indgåelsen af denne aftale som en vigtig sejr, kan hvile på sine laurbær, og jeg håber, at man er klar over dette i Albanien.

Når vi ser på Københavnskriterierne, den endelige benchmarking for EU-medlemskab, må vi give den albanske regering en række advarsler. Jeg har allerede nævnt lokalvalget. Vi går ud fra, at alle vil gøre deres yderste for at få dette til at forløbe ærligt. Vi vil overvåge det, og vi håber også, at Kommissionen og Rådet vil holde øje med, hvordan det hele går.

En anden bemærkning vedrører situationen for medierne. Frie og uafhængige medier er uundværlige for et gennemsigtigt og robust demokrati. Det er klart landets opgave at sikre disse, men vi må konstatere, at medierne for en del er udsat for pres, bl.a. på grund af den foreslåede ændring af loven om elektroniske medier.

Også i forbindelse med retsvæsenets uafhængighed kan der stilles nogle spørgsmål. Det er alt sammen spørgsmål, som EU skal holde ordentligt øje med, også efter ratificeringen af stabiliserings- og associeringsaftalen.

Endelig ser vi i Albanien en vis politisk polarisering, som bekymrer os. Det er ikke nyt, men vi kan stadig ikke se, hvor det ender. Vi vil derfor opfordre regeringen og oppositionen til frem for alt at gå pragmatisk og konstruktivt til værks, for kun da kan Albanien fuldt ud benytte de muligheder, som denne aftale giver.

  Jelko Kacin, for ALDE-Gruppen. - (SL) Fru formand! Albanien har gjort mange positive fremskridt, siden landet åbnede sig for omverdenen. I Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa forstår vi fuldt ud de vanskeligheder, landet oplever. Efter dets årtier lange troskab over for Kina er det vågnet op som det mindst udviklede land i Europa. Derfor forstår vi dets vanskeligheder. Især er der endnu i dag reminiscenser af den alvorlige økonomiske krise, som rystede det albanske samfund som følge af dets pyramideøkonomi. De afspejles fortsat i de vanskeligheder, som landet oplever.

Ikke desto mindre er der nye udfordringer til både Albanien og os, nu da Albanien har underskrevet stabiliserings- og associeringsaftalen. Det har fået en ny nabo, et uafhængigt Montenegro. Det vil få en ny nabo, et uafhængigt Kosovo. En anden nabo, Makedonien, har fået status som kandidatland og venter kun på en startdato for forhandlingerne. Det er alt sammen ændringer til det bedre, og den albanske politiske elite bør udnytte disse ændringer til at sætte skub i den økonomiske udvikling og især den sociale udvikling.

Retssamfundet kan ikke baseres på århundredegamle traditioner, som ikke respekterer EU's værdier. Blodfjeder må henvises til historiens skraldespand, ellers vil Albanien ikke kunne bevæge sig i retning af EU.

Den albanske politiske elite må gøre en større indsats for at bekæmpe korruption og bane vejen for økonomisk, politisk og juridisk udvikling. Vores største bekymring er imidlertid deres manglende bekæmpelse af kriminalitet på nogle få meget følsomme områder. Overtrædelse af menneskerettigheder, menneskehandel og misbrug af børn er områder, som ødelægger EU's og vores civilisations grundlæggende værdier. Forholdene i fængslerne er utilfredsstillende. Under sådanne omstændigheder kan Albanien ikke gøre fremskridt, og det bør kritiseres skarpt fra vores side.

Uden pressefrihed og ytringsfrihed kan Albanien ikke få et realistisk billede af sig selv. Pressefrihed er således en forudsætning for hurtigere fremskridt i Albanien, idet pressen bør fungere som et spejl for det albanske samfunds problemer. Kun hvis man indser sine fejl, kan man gøre noget ved dem. Derfor må vores albanske venner ikke blive fornærmede, hvis vi er ligefremme i vores diskussioner med dem, når vi forsøger at gøre ting helt klare for dem, som de selv må indse.

Jeg vil også gerne takke ordføreren for hans arbejde.

  Gisela Kallenbach, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Også fra vores gruppe skal der lyde en hjertelig tak til ordføreren, hr. Ilves. De har fremlagt en meget afbalanceret og omfattende betænkning. Vores lykønskninger gælder imidlertid også Albanien og de europæiske institutioner. Efter årtier med et totalitært regime sker der faktisk store fremskridt i dette land. Det er efter vores mening den bedste dokumentation for, at integrationsprocessen i EU repræsenterer en motor, en motivation for at gennemføre menneskerettigheder, retsstat og en opmuntrende økonomisk udvikling.

Vi ved alle, at denne proces langtfra er afsluttet. Forskellige kolleger og hr. kommissær Rehn har allerede peget på de meget kritiske punkter, som egentlig kan sammenfattes under begrebet "gennemførelse af retssamfundet". Jeg vil også gerne minde om, at vi som europæisk institution har brug for endnu en partnerskabs- og støtteproces, hvilket igen kræver økonomiske og personalemæssige ressourcer.

Under debatten om Kosovo før talte vi om, at vores budget for 2007-2013 ikke ligefrem er opmuntrende i denne henseende. Vi har også brug for yderligere støtte inden for forbedring af miljøbetingelser, bæredygtig energi- og trafikinfrastruktur og etablering af virkeligt uafhængige medier. Det har mine kolleger understreget flere gange.

Endelig har jeg store forhåbninger om, at Albanien takket være sine erfaringer fra forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale med EU også virkelig vil spille en konstruktiv rolle i regionen. Giv denne erfaring videre til kollegerne i Kosovo, det vil stabilisere hele regionen.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Fru formand! Der, hvor albanerne bor, er den mest glemte del af Europa. Albanerne var tilbagestående landmænd og hyrder, som ingen ville tage hensyn til. Da det osmanniske rige brød sammen for næsten et århundrede siden, forsøgte både Serbien og Italien at få permanent magt over albanernes område. Det er et mirakel, at der i den mest utilgængelige del af det albanske område i 1913 alligevel kunne dannes en uafhængig stat. Denne stat har hidtil ikke været nogen succes.

Efter et højreorienteret diktatur, en udenlandsk besættelse og et venstreorienteret diktatur lægger man nu især mærke til kaosset og intolerancen mellem de politiske partier. Navnlig den nordlige del af landet er tilbagestående og mangler sikkerhed. De millioner af albanere, som bor omkring Albanien ved den sydlige del af Montenegro, i størstedelen af Kosovo og i den nordvestlige del af Makedonien, stræber efter sprogrettigheder og autonomi, men forventer ikke ret meget positivt af at blive optaget i det nuværende Albanien.

Også EU's offentlighed vil helst holde Albanien udenfor. Landet er i øjeblikket især kendt for børnehandel, pyramidespil, energispild, mishandling af fanger og international kriminalitet. Problemerne ser ud til at være uløselige.

Under de forberedende drøftelser har det vist sig, at andre grupper er mere optimistiske end min gruppe, når det gælder anliggender i Albanien, og at de har mindre behov for at opfordre Albanien til at foretage ændringer. Til trods for denne meningsforskel mener også min gruppe, at en fortsat isolation og udelukkelse fra det europæiske samarbejde ikke løser Albaniens enorme problemer.

Løftet om udsigt til optagelse i EU skal indfries. I den lange periode, inden det kan komme så vidt, er der behov for at støtte demokratiet, undervisningen, miljøet og økonomien. Jeg beklager, at hensigten med beslutningsforslaget i højere grad synes at være at fremme garantier for udenlandske virksomheder end miljøet, fødevaresikkerheden og en ordentlig forvaltning.

Efter vores mening skal naboskabspolitikken og associeringsaftalerne ikke ensidigt tjene de nuværende EU-medlemsstaters interesser, men især hjælpe de mulige fremtidige medlemmer af Unionen med at komme fremad.

  Salvatore Tatarella, for UEN-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Forslaget til afgørelse om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen med Republikken Albanien skal betragtes på en meget opmærksom og positiv måde.

Jeg kan meddele, at Gruppen Union for Nationernes Europa stemmer for forslaget, og den italienske delegation fra Den Nationale Alliance bakker kraftigt op omkring dette forslag. Det er velkendt, at Italien er opmærksom på, interesseret i og glad for de fremskridt, som den unge republik Albanien gør, ikke mindst efter præsident Berishas klare og betryggende sejr. Denne aftale medfører nogle stadig stærkere og mere omfattende aftaleforbindelser mellem Albanien og EU. Den vil utvivlsomt fremme landets politiske, økonomiske og institutionelle stabilitet og Albaniens overgang til et fuldgyldigt pluralistisk demokrati, der respekterer retsstaten og går i retning af markedsøkonomi.

De største fordele ved aftalen er oprettelsen af et frihandelsområde, en reel samarbejdsindsats på områder af fælles interesse og ikke mindst udviklingen af et mere stabilt og betryggende juridisk miljø for udenlandske investorer. Det er velkendt, at der tidligere, nemlig mellem 1997 og 2005, var en kvælende og allestedsnærværende politisk-økonomisk magt, som hindrede markedsøkonomi og omklamrede samfundsstrukturen, så tolerance og accept blev sammenblandet med korrupte metoder og undertiden mafiametoder.

Der skal gøres meget mere, og Albanien har gjort meget mere, f.eks. når det gælder om at afbryde og forfølge bådtrafikken og standse menneskehandelen mellem Albanien og Italien. Det er nødvendigt at fortsætte denne kamp mod korruption og organiseret kriminalitet.

Albanien skal satse meget på infrastruktur, transport og turisme, men også Kommissionen skal gøre en større indsats og sætte flere ressourcer af, navnlig til transport og korridor 8. Det er nemlig vigtigt at minde om betydningen af infrastrukturnettene som en nødvendig forudsætning for udvikling og samhørighed. De gør alle landets dele potentielt tilgængelige og gør det muligt for de enkelte områder at udnytte deres ressourcer, forarbejde dem og udveksle varer.

  Georgios Karatzaferis, for IND/DEM-Gruppen. - (EL) Fru formand! Hvis en observatør fra Asien, Afrika eller Sydamerika fulgte denne debat, ville vi nok vække en del undren hos ham. Der har ikke været en talsmand fra nogen af fløjene, som ikke har omtalt Albanien som et land, hvor kriminaliteten blomstrer, hvor der er talrige smuglere, hvor der handles med børn. Samtidig hører vi alle talsmændene sige ja, Albanien skal med i den europæiske familie. Jeg synes, det er lidt mærkeligt. Det er imidlertid kendsgerningerne, og vi må undersøge dem.

Jeg vil begynde med, hvad hr. Rehn sagde, nemlig at Kommissionen og Rådet er enige. De har ikke altid været enige, hr. kommissær. I oktober 2002 sagde Kommissionen, at der ikke burde indledes associeringsforhandlinger. Rådet gennemtvang ensidigt beslutningen, og det er det, der har bragt os i den situation, vi er i i dag. Jeg siger dette for at genoprette sandheden og for en god ordens skyld.

Vi grækere er naboer til albanerne, og som De ved, ved en nabo mere om personen inde ved siden af end en, som bor et andet sted. Hvad er historien her? Historien er, at Albanien pålagde sig selv det skrappeste af alle diktaturer. Hvor Østeuropas folk betragtede Stalin som en diktator, syntes Albanien, at han var meget demokratisk og fulgte Mao Tse Tung. Det har efterladt en rest i folkets DNA og, hvad der er vigtigere, i ledernes.

Der er gået 16 år, 16 år med demokrati, og alligevel er den vigtigste kirke i byen Premeti endnu ikke givet tilbage til den kristne menighed. De bruger den stadig som handelshus. 16 år senere, i et europæisk land, et land, fru minister, som ligger kun 500 km fra Østrig. En kirke, som har været en ortodoks kirke i århundreder, er ikke blevet givet tilbage, og de bruger den stadig som handelshus. Hvilket svar er der på det? Er det ikke en kendsgerning, at der er noget, der ikke fungerer ordentligt i dette land?

Vi taler om et land, som sidste år - ikke tidligere, men så sent som sidste år - var to måneder om at fremlægge valgresultatet. Prøv at forestille Dem, hr. kommissær, fru minister, at Finland eller Østrig var to måneder om at fremlægge valgresultatet. Der blev afholdt valg i Albanien den 2. juli, og resultatet blev fremlagt den 2. september, hvilket vil sige, at det demokratiske system ikke fungerer ordentligt, at der er noget galt i den offentlige forvaltningssektor i dette land.

Der er græske entreprenører i Albanien, som ikke anerkender hr. Berishas lovlige regering i dag, eller hr. Fatos' i går som landets ledelse; de anerkender mafiaen, for hvis de ikke betaler skat til mafiaen, sprænger den byggepladsen i luften. Der findes græske firmaer, som har investeret adskillige millioner euro, og som netop fordi de ikke kunne holde mafiaen ud, som pålagde dem sine egne ublu skatter, opgiver deres byggepladser og maskineri og rykker ud.

En ud af tre biler, som bliver kontrolleret ved grænsen af det græske politi, medbringer hash. Det er procentdelen. Hvordan kan vi have sådan et land, som ikke kan organisere sin stat? Jeg er enig i, at vi alle må forsøge at hjælpe dette land på dets vej, men hvis vi tror, at det er modent, så er jeg alvorligt bange for, at vi kommer i vanskeligheder. Tiden er ikke inde endnu.

Vi kommer her, Europas civiliserede folk, repræsentanterne for Europas folk, og beslutter ikke at lukke Serbien ind i EU, men at lukke Albanien ind. Vi lukker ikke Serbien ind, fordi fru Ponte var imod det; men fru Ponte ønskede ikke Kroatien, og hvis ikke Østrig havde påtvunget Tyrkiet et veto sidste år, ville Kroatien stadig være uden for EU.

Så fru Ponte kommer og dikterer, hvilke lande der skal tiltræde, og hvilke der ikke skal tiltræde EU. Er det ikke sådan, det er? Hvordan kan vi ønske, at Albanien skal tiltræde, og holde Serbien udenfor, som har en bedre organiseret stat og bedre udviklingsresultater og mere kultur? Er det ikke sådan, det er? For kort tid siden indrømmede kommissæren meget stilfuldt, men han indrømmede det, at dette er grunden til, at Serbien ikke kommer med i EU.

Vi må se virkeligheden i øjnene, at dette er et land med en meget høj kriminalitet, som regeringen ikke kan kontrollere. Regeringen vil muligvis gerne kontrollere den, men den er ikke i stand til at gøre det, fordi det overstiger dens evner.

På samme måde kan man heller ikke kontrollere handelen med børn. I 2006 foregår der handel med børn, for Guds skyld. Der foregår en hel del narkohandel og så er der naturligvis, bortset fra alt det andet, og det er et politisk spørgsmål, som jeg tror med vejledning vil blive bragt under kontrol, en grasserende chauvinisme, som ikke kun er begrænset til Kosovo eller Skopje, hvor vi så forstyrrelser for et par år siden, men er rettet mod Grækenland. Grækenlands præsident tog på officielt besøg, og de albanske muslimer buede ad ham, og der var optrin og en farlig ballade.

Vi må derfor undersøge spørgsmålet om chauvinisme, som karakteriserer dette land, og spørgsmålet om pressefrihed. Når et land berøves pressefriheden, berøves det grundlæggende rettigheder. Vi skal derfor se os meget omhyggeligt for, før vi springer. Dette land har brug for uddannelse og en streng skoling, før det tiltræder EU.

FORSÆDE: Jacek Emil SARYUSZ-WOLSKI
Næstformand

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg taler på vegne af det nye PSI, som støtter dette forslag til afgørelse. I Italien har opfattelsen af Albanien i mange år været forbundet med skibe og motorbåde fyldt med desperate kvinder og mænd, som tvunget af fattigdom og nød nåede udmattede frem til Adriaterhavets kyster for at få en fremtid, de ikke havde mulighed for at få i hjemlandet.

I 1995 deltog jeg i en international solidaritetslejr for frivillige. Den fandt sted i den vanskeligste og mest kritiske periode, og jeg husker stadig befolkningens håbløse og mistroiske udtryk i øjnene. I dag siger man, at Albanien er ved at ændre sig. Jeg havde lejlighed til at besøge landet for et par måneder siden, og jeg konstaterede, at der er en fantastisk vilje til forandring. Jeg mødte en masse unge studerende på universitetet i Tirana, som først og fremmest elsker deres land. Men navnlig hos de nye generationer er der også et klart ønske om at komme med i EU, da man anser det for nødvendigt og ønskeligt at høre med til en større familie og sige definitivt farvel til den historiske fase, hvor Albanien var isoleret fra Europa og resten af verden.

Jeg mener, at Albanien, ørnenes land, er en del af Europa - ikke kun ud fra et geografisk synspunkt - og at det er vores klare pligt at blive ved med at fremme den demokratiske opbygning, der finder sted i øjeblikket, samt mere generelt sørge for forbindelser til og et konkret samarbejde med EU-institutionerne.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Det er et smukt symbol, at vi vedtager aftalen med Albanien netop i dag, for i dag er det Franz Josef Strauß' fødselsdag. Strauß var den første vestlige politiker, som brød Albaniens isolation i forbindelse med en privat rejse. Når man husker tiden dengang og billederne fra Albanien og i mellemtiden ofte har haft lejlighed til at besøge landet, så ved man, hvilken gevaldig vej dette land har tilbagelagt.

Der har i nyere tid ikke været noget land i Europa, som har været så undertrykt og isoleret og har lidt af en så voldsom forfølgelse af enhver religion eller åndsfrihed - og det i et folk, som i middelalderen spillede en vigtig rolle i den europæiske kulturhistorie, som med Skanderbeg leverede den sidste store europæiske frihedskæmper mod osmannerne, som også i det 19. og 20. århundrede spillede en stor rolle med Prizren-ligaen, men blev forrådt af Europa på Berlin-Kongressen, et land, som var et af fascismens og kommunismens første ofre, og som først i dag begynder igen at indtage sin plads i Europa.

Derfor må vi trods al berettiget kritik og trods nødvendigheden af at styrke demokrati og retssamfund indse, at intet europæisk folk i den nyeste historie har haft så vanskeligt ved at finde sin vej til europæiske strukturer. Derfor har det brug for vores fulde solidaritet. Det gælder ikke kun staten, men også infrastrukturen. Netop til at bygge veje, grænseoverskridende forbindelser til Kosovo, forbindelser på energiforsyningsområdet har dette land brug for vores massive støtte.

Kosovos ensidige afhængighed af Beograd vil på sigt kun kunne mindskes, hvis det også kan samarbejde og kommunikere hen over grænsen med sine albanske og montenegrinske naboer. Det er en stor opgave for en hel generation, hvis ikke for flere generationer, at overvinde følgerne af den brutale tvangsisolering af dette land. Jeg kan kun beundre det mod, hvormed regeringen under Sali Berisha har taget fat på denne opgave. Jeg tror, at ministerpræsident Berisha har draget konsekvensen af fejl, der er blevet begået tidligere, og går til tingene på en anden måde.

Trods den nødvendige kritik er det bestemt berettiget at nære en vis optimisme og give dette land det rygstød, som det fortjener på grund af sin tragiske historie, men også på grund af sit potentiale. Det er et ungt land, et land med stort økonomisk potentiale, ikke mindst på grund af dets unge befolkning, som taler mange sprog og har en ny orientering, og som er fast besluttet på at tage en udfordring op, som deres forfædre desværre var afskåret fra.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Trods noget af den kritik, som vi har hørt i dag, er jeg fast overbevist om, at indgåelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale mellem EF og Republikken Albanien er godt nyt; det er godt nyt for Albanien, godt nyt for Sydøstasien og naturligvis godt nyt for hele EU. Jeg er overbevist om, at aftalen vil bidrage til at styrke den politiske, økonomiske og institutionelle stabiliseringsproces i Albanien og vil bidrage til at styrke civilsamfundet, demokratiseringsprocessen og reformerne af den offentlige forvaltning. Jeg finder det meget vigtigt, at aftalen lægger vægt på at udvikle det regionale samarbejde, og det vil jeg gerne fokusere på i et par minutter. De væsentligste aspekter af dette samarbejde bør være at styrke den politiske dialog med alle Albaniens naboer og at skabe et frihandelsområde i Sydøstasien.

Erfaringen fra de centraleuropæiske lande, som gik med i den centraleuropæiske frihandelsaftale viser, at det i høj grad var netop dette frihandelsområde, som var med til at bane vejen til EU for disse lande. Et andet vigtigt aspekt af denne form for regionalt samarbejde er den gradvise indførelse af grundlæggende EU-frihedsrettigheder, herunder fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser, varer og naturligvis mennesker. Indførelsen af sådanne friheder bør styrke det generelle samarbejde i regionen markant, herunder samarbejdet mellem Albanien og den førnævnte Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Derfor glæder det mig meget, at stabiliserings- og associeringsaftalen udtrykkeligt fastslår, at Albaniens vilje til at indgå sådanne aftaler med landets naboer vil være en af betingelserne for yderligere at udvikle relationerne mellem Albanien og EU.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand! Måske hørte jeg forkert, men jeg er sikker på, at Albanien ligger på Balkan, ikke i Sydøstasien. Jeg må sige, at jeg nogle gange bliver forfærdet, når jeg læser Parlamentets beslutningsforslag. Generelt er jeg enig i, at det vigtigste er, at alle landene på Balkan har mulighed for at indgå aftaler med EU. Indgåelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale er første skridt. Det er vidunderligt, at Det Europæiske Råd i Thessaloniki for tre år siden, i juni 2003, vedtog EU's holdning til Albanien. Jeg er ikke helt sikker på, om det fremskridt, der er opnået, kan sammenlignes med andre lande i regionen. Der er ikke foretaget en vurdering af statens effektivitet, ingen vurdering af den økonomiske udvikling, af situationen ved grænserne eller af opbygningen af ægte økonomiske og politiske strukturer. Det er klart, at i sammenligning med Bosnien-Hercegovina er Albanien et stabilt land. En sammenligning med Makedonien falder lige så gunstigt ud. Jeg er selvfølgelig ikke sikker på, om højst porøse grænser, migration i stor skala og problemer med lovhåndhævelsen sammen med specifikke vanskeligheder i udenrigshandelen og en forestående kollaps i energiforsyningen er bare delvist acceptabelt for et land, som ønsker at indgå en EU-associeringsaftale.

Jeg går ind for, at der gives mere EU-støtte til udvikling af det juridiske system i bred forstand, herunder praktisk aktion omkring told- og finansmyndighederne, hvilket vil bidrage til at stabilisere retssystemet. Da min gruppe, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre støtter ønsket om at bringe balkanlandene tættere på EU, vil vi støtte forslaget trods de førnævnte forbehold med hensyn til Albaniens forberedelsesniveau i forbindelse med underskrivelsen af den foreslåede aftale.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Da jeg på et møde i Udenrigsudvalget for to år siden nævnte, at nogle albanere drømte om et "Storalbanien", anede de fleste politikere på det tidspunkt ikke, hvad jeg talte om. Men for et par måneder siden henviste den albanske udenrigsminister til denne idé, og i slutningen af august udtalte den albanske premierministers politiske rådgiver, at alle albanere på Balkan inden 2013 skulle integreres inden for grænserne af et "naturligt Albanien", som han kaldte det.

Efter hans opfattelse skal Makedonien først deles op, og de dele, hvor flertallet er albanere, skal lægges sammen med Albanien (hver fjerde makedonske borger er albansk). Udtalelser af denne art er umulige at ignorere, og de stiller uvægerligt spørgsmålet om, hvad det vil føre til at anerkende Kosovos uafhængighed. Er det ikke et skridt i retning af at inkorporere regionen i dette "Storalbanien"?

Jeg var observatør ved de seneste parlamentsvalg i Albanien. De var ikke 100 % fejlfrie, men vi må anerkende de fremskridt, som albanerne har gjort i retning af demokrati.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Stabiliserings- og associeringsaftalen med Albanien er et kreativt sammenfald af det pågældende lands ønske om en mere intens europæisk orientering og EU's og medlemsstaternes ønske om en yderligere integration af Albanien i de europæiske strukturer.

Denne aftale udvider den europæiske plan for sikkerhed, stabilitet, demokrati, retsstat og beskyttelse af grundlæggende rettigheder til området på Vestbalkan; en plan for god regeringsførelse, respekt for mindretals rettigheder og løbende pleje af gode naborelationer, en plan for økonomisk reform, udvikling og modernisering af infrastrukturer, åbning for grænseoverskridende samarbejde og for regional, økonomisk og politisk integration.

Europa-Parlamentets beslutningsforslag formulerer fakta, oplister manglerne og beskriver udsigterne. Udfordringen for de ret nye dynamiske relationer mellem EU og Albanien består i en gradvis kvalitativ tilpasning af Albanien til EU's fælles acquis af principper, værdier, regler og adfærd. Den består også i at styrke offentlige institutioner, mere intens teknokratisk effektivitet og en endelig overvindelse af mistilliden mellem aktører med reformintentioner og borgerne i Albanien. Endelig består udfordringen i at overvinde kløften mellem formel accept af EU's acquis og den faktiske gennemførelse af det.

Inden for rammerne af den nødvendige tilpasning kæmper modernisering af forvaltningen, politiet og retsvæsenet med henblik på at bekæmpe organiseret kriminalitet og korruption, størst mulig deltagelse af civilsamfundet i den politiske proces og oprettelse af levedygtige og gennemsigtige mekanismer for en fungerende markedsøkonomi om førstepladsen.

Mine tanker går i retning af udtalelserne fra fru Pack og hr. Posselt, men i en god naboskabsånd støtter vi de nye rammer for relationerne mellem EU og Albanien og forventer hurtigere tilpasninger.

De forventede fordele for både det albanske folk og for EU er indlysende. Det eneste, der er nødvendigt, er at Albanien vedholdende og effektivt forpligter sig på de europæiske udsigter.

Som en lille ekskurs fra debatten om Albanien og med forbindelse til den tidligere debat om Kosovo vil jeg gerne stille et klart spørgsmål til kommissær Rehn, der som medlem af Kommissionen vogter over fællesskabsretten.

Vi har det anerkendte princip om respekt for menneskerettigheder. Et andet anerkendt princip i international lov er territorial suverænitet. Kan De oplyse, hvordan man afvejer disse to principper mod hinanden?

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Toomas Hendrik Ilves for hans grundige og detaljerede betænkning.

Albaniens vej hen mod EU er nok den mest stenede i sammenligning med andre lande på kontinentet. Det 20. århundrede var ikke venligt mod landet, som lå helt i bund i forhold til mange økonomiske og sociale indikatorer allerede før Anden Verdenskrig. Senere opstod begrebet "albanisering" som synonym for den isolationistiske politik, der blev påtvunget af det daværende regime, og som også blev forbundet med underudvikling. Arrene efter den albanske isolation fra verden er stadig langt dybere end i noget andet postkommunistisk land.

I dag tiltrækkes Albanien ligesom andre lande på Vestbalkan af EU's magnetisme. Denne tiltrækning fremskynder reformer, styrker demokrati og menneskerettigheder og forbedrer dermed borgernes liv. Under mit besøg i Albanien bemærkede jeg imidlertid den ødelæggende spænding mellem flertallet og oppositionen, som ikke er rettet mod konkurrence, men snarere mod et ønske om at ødelægge hinanden. De lover gerne at bruge halvdelen af statens budget på at bekæmpe korruption og kriminalitet, men der har endnu ikke materialiseret sig nogen håndgribelige resultater.

Regionalt samarbejde for at overvinde fortidens spøgelser bør være det område, hvor Albanien viser sin udenrigspolitiks fleksibilitet og europæiske karakter. De afgørende faser i forhandlingerne om Kosovos status vil blive en lakmusprøve, som vil afsløre Tiranas konstruktive holdning eller det stik modsatte. Jeg er ikke i tvivl om, at dette også vil være afgørende for, om Albanien er modent nok til EU-medlemskab, som under alle omstændigheder ligger langt ude i fremtiden.

Gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen og erfaringerne fra de lande, som det er lykkedes at nærme sig og tilslutte sig EU, bør kunne hjælpe Albanien med at nå et afgørende vendepunkt på vejen mod Europa.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! I juni blev stabiliserings- og associeringsaftalen med Albanien indgået. I teorien betyder det et første skridt i retning af tiltrædelse af EU.

Landet har igennem mange år været tynget af den mest tilbagestående og diktatoriske form for kommunisme. Egentlig er det således positivt, at Albanien optages i den store europæiske familie. Det er der imidlertid andre instrumenter til end medlemskab af EU. Jeg tænker først og fremmest på den europæiske naboskabspolitik.

Albanien kæmper med kolossale problemer. Der er selvfølgelig økonomiske problemer. F.eks. vil jeg gøre opmærksom på, at ikke mindre end 60 % af den aktive befolkning arbejder i landbrugssektoren. Der er problemet med den organiserede kriminalitet, menneskehandelen og narkotikahandelen. Der er problemet med eksistensen af al Qaeda-celler i Albanien. I et overvejende islamisk land som Albanien ser vi også uacceptable metoder som æresdrab.

Vi har i den seneste tid med rette stadig oftere talt om EU's optagelseskapacitet. Der er i øjeblikket absolut ikke opbakning til tiltrædelse af et land som Albanien, heller ikke om 15 eller 20 år. Det er derfor bedre, at vi ikke hos albanerne skaber forventninger, som vi i EU ikke kan indfri.

Af Eurobarometerets seneste meningsmålinger fremgår det for øvrigt, at offentlighedens modstand mod Albaniens eventuelle tiltrædelse er næsten lige så stor som modstanden mod Tyrkiets tiltrædelse. Det vil altså ikke være første gang, at Europas offentlighed udviser større sund forstand end de politisk ansvarlige.

  Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg er personligt ikke i tvivl om, at Albanien skal have europæiske fremtidsudsigter. Det er positivt både for landet og for Balkan og Sydøsteuropa som helhed. Hvis vi isolerer Albanien, dømmer vi det til at forblive et land, i og hvorfra kriminalitet og korruption blomstrer og eksporteres. Jeg mener ikke, at en sådan politik vil være til gavn for nogen.

Tværtimod giver vi med en tilnærmelsespolitik og gennem stabiliserings- og associeringsaftalen Albanien incitamenter til at bevæge sig i retning af respekt for menneskerettigheder, økonomiske reformer, et stærkere retssamfund og demokratiske institutioner.

Det er sandt, at Albanien i de seneste år trods forhindringer og vanskeligheder generelt har gjort fremskridt. Derfor underskriver vi den foreliggende stabiliserings- og associeringsaftale. Ikke desto mindre er det også sandt, at der samtidig er mange problemer i dette land. Mine venner har allerede nævnt korruption, problemer med pressefriheden og den måde, vælgerlister og så videre bliver forberedt på.

Jeg for min del vil gerne kommentere tre enkeltspørgsmål, som jeg mener er yderst vigtige, og jeg tror, at de kan løses med samarbejde især mellem Kommissionen og Albanien.

Det første er Albaniens overholdelse af bestemmelserne i Europarådets konvention om beskyttelse af nationale mindretal. Der er allerede gjort fremskridt med oprettelse af en statslig komité for mindretal og med at give tilladelse til f.eks. at oprette en privat græsk-albansk skole i Himara og så videre. Der er imidlertid stadig udestående spørgsmål, hr. kommissær, såsom oversættelse af lovgivningen til mindretalssprog, skiltning med lokale traditionelle navne, mere personale til behandling af mindretalsspørgsmål og så videre.

Jeg mener, at Kommissionen må tage sig af disse spørgsmål direkte og beskrive dem objektivt i sin årlige rapport, som bliver offentliggjort i oktober.

Det andet spørgsmål er en folketælling, en objektiv tælling af befolkningen, som kan registrere mindretallenes størrelse, og som ikke giver anledning til tvivl med hensyn til tællingens nøjagtighed.

Det tredje spørgsmål jeg gerne vil fremhæve er tilbagelevering af og kompensation for ejendom, for selv om loven om dette spørgsmål blev vedtaget tilbage i 2004, er der problemer med manglende gennemsigtighed, misbrug og procedurefejl. Især i Himara-området er der det alvorlige spørgsmål om det græske mindretals ejendom.

Jeg mener derfor, idet jeg understreger, at jeg tror på det europæiske perspektiv for Albanien og stemmer for denne aftale, at tiden er kommet til at gå fra teori til praksis. Det er Kommissionens ansvar at omsætte tekstens indhold til praksis ved at lægge pres på og samarbejde med de albanske myndigheder.

  Vincenzo Lavarra (PSE). - (IT) Hr. formand, ærede repræsentanter for Kommissionen og Rådet, mine damer og herrer! Rådets afgørelse om aftalen mellem EU og Albanien er et meget positivt skridt. Jeg vil gerne lykønske hr. Ilves, og jeg mener, at aftalen vil gøre det muligt at indlede nogle mere direkte politiske forbindelser med Albanien, så vi når frem til et frihandelsområde, fri bevægelighed for arbejdstagere, kapital og tjenesteydelser, etableringsfrihed og en varig stabilisering af det sydøsteuropæiske område, så det bliver et område med fred, demokrati og sikkerhed.

Med denne aftale beder vi Albanien om at tilnærme sin lovgivning til EU's lovgivning, ikke kun på områder som det indre marked, men også når det gælder retfærdighed, sikkerhed og respekt for rettighederne. Netop med indgåelsen af denne aftale har Albanien gjort betydelige fremskridt, og efter min mening er landet i dag i højere grad tvunget til at løse de mange problemer, der stadig eksisterer med hensyn til valglove, mediefrihed, korruption og organiseret kriminalitet.

For vores vedkommende hører dette aspekt med til en større vision, der først og fremmest drejer sig om relanceringen af en Euro-Adriaterhavsstrategi, hvor der også tages højde for en genoptagelse af infrastrukturprojekter som korridor 8 og mere generelt for at forfølge målsætningen om EU's udvidelse, der er en historisk opgave. Det er strategisk vigtigt, at det projekt, der tager sigte på kontinentets genforening ifølge principperne om demokrati, fred og udvikling, tæller Albanien og Balkan som hovedaktører i det nye Europa.

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, repræsentanter for Rådet! Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på kapitel 7, som handler om ret, frihed og sikkerhed, fordi retsstat, borgernes frihed og den indre sikkerhed ganske enkelt er vigtige faktorer for et lands stabilitet og en forudsætning for, at der bliver foretaget invisteringer, som fører til økonomisk udvikling og social sikkerhed.

I Albanien har udviklingen haft et forløb, som ligner forløbet i andre stater, der befinder sig i transformationsprocessen. Den organiserede kriminalitets strukturer blev opbygget noget hurtigere og mere effektivt end de statslige strukturer. Konsekvenserne af denne hurtigere udvikling af den organiserede kriminalitet og dens strukturer mærker vi i hele Europa. Albanien er oprindelses- og transitland for internationale forbryderorganisationer på narkoområdet, inden for menneskehandel, hvidvaskning af penge og dermed også finansiering af terror. Fordi det er sådan, og fordi vi mærker konsekvenserne, er det i begge parters interesse, at vi engagerer os sammen med Albanien.

Regeringen Berisha - det kan jeg sige efter selv at have set det - er aktiv. Den har et program, som prioriterer den indre sikkerhed, og den udnytter samarbejdet med Europa, inden for politisamarbejdet f.eks. med PAMECA, inden for projekter på told- og retsområdet, på parlamentarisk niveau samt især også støtten til stabilitetspagten for Sydøsteuropa med den særlige koordinator Erhard Busek. Fremskridt kan mærkes, men problemerne er stadig enormt store, og det samme gælder udfordringen.

Denne stabiliserings- og associeringsaftale er en milepæl for Albanien på vejen mod europæiske standarder, et politisk signal, som imidlertid også er ensbetydende med konkret hjælp og samarbejde. Nu gælder det for Albanien om at gennemføre forpligtelserne i denne aftale fuldt ud. Jeg håber, at Albanien vil udnytte denne chance til at forbedre retssystemet, til at uddanne dommere og anklagere, til at forbedre retshåndhævelsen og strafforfølgelsen, til at forbedre grænseovervågningen til søs og på land samt inden for politisamarbejdet.

Jeg håber også, at samarbejdet mellem EU og Sydøsteuropa bliver intensiveret. Jeg ønsker især, at Albanien vil medvirke til at udbygge SECI-centret i Bukarest. Der er tale om en samarbejdsinstans for politiet, som kunne blive til noget i retning af et Europol for Sydøsteuropa, en chance for at bekæmpe den organiserede kriminalitet. Aftaler og gennemførelsen af dem er en stor udfordring og samtidig en chance for Albanien, men også for os, for hele EU.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og Republikken Albanien er en stor landvinding for EU på vejen mod at integrere Vestbalkan i EU.

Albanien er med sin befolkning på 3,5 millioner muslimer midt på det europæiske kontinent en vigtig bro til at bygge et fremtidigt Europa, som er baseret på blanding af kulturer og tolerance over for andre religiøse traditioner og civilisationer. EU-aftalen giver Albanien mulighed for at modernisere, for at opbygge et varigt demokrati og for at gennemføre økonomiske reformer. En direkte fordel vil være oprettelsen af en frihandelszone, retssamfundet og en fungerende markedsøkonomi.

Den nuværende fase i forholdet mellem EU og Albanien stiller nye opgaver og perspektiver for den politiske elite og det albanske civilsamfund. Der er tre problemer, som jeg gerne vil henlede Deres opmærksomhed på.

For det første er der spørgsmålet om nationalismen og de strategiske politiske forsøg på at appellere for et Storalbanien i andre lande på Vestbalkan, som er blevet henvendt til den albanske befolkning. Albanien må nu omdirigere sine nationale interesser mod europæisk integration og fredelig sameksistens inden for det europæiske samfund, og reflektere over sin egen historie og sin rolle i den moderne verden. Det må følge den vej, som andre europæiske nationer har fulgt i de sidste 50 år.

Det andet spørgsmål er retsstaten, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og højnelse af det demokratiske niveau. Albanien må sikre, at nationale, etniske og religiøse mindretals rettigheder bliver respekteret.

Det tredje problem er kvinders rettigheder. Der skal være en effektiv politik, som garanterer kvinder sikkerhed og lighed. Der skal sættes en stopper for vold mod kvinder i familien, og dette negative fænomen må elimineres, som Amnesty International henviste til i sin rapport af 30. maj i år.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Hr. formand! Jeg vil ligesom mine kolleger med glæde hilse stabiliserings- og associeringsaftalen med Albanien velkommen. Med denne aftale besegler Albanien sin fremtid i Europa. Jeg er overbevist om, at denne aftale, som følger efter afslutningen på Albaniens politiske isolation for år tilbage, vil give landet mulighed for at gøre hurtige fremskridt, både økonomisk og socialt, og at det vil gøre det ud fra et europæisk perspektiv. Men det bliver ikke nogen let rejse.

Som anført i det europæiske partnerskab, som Rådet vedtog med Albanien tidligere på året, har Albanien adskillige mål at opfylde, både på kort sigt og over en årrække. Det skal stå klart, at det er nødvendigt med en overordnet og modig reform i landet, så disse mål kan nås, en grundig reform inden for adskillige sektorer, især med hensyn til forvaltningskapaciteten i Albaniens offentlige forvaltning. Der er behov for større fremskridt med hensyn til albanernes borgerlige rettigheder og inden for retsvæsenet. Det er bestemt ikke let at forandre et land og et samfund på denne måde, men det er heller ikke umuligt.

Mit eget land Malta gennemgik en lignende forandring. Over en periode på næsten 20 år har det gennemgået en fænomenal transformation. Den vanskelige vej, vi begav os ud på, satte os imidlertid i stand til at opfylde Københavnskriterierne og gav os dermed mulighed for at tilslutte os den europæiske familie i EU, ligesom mange andre lande gjorde. Albanien bør betragte denne aftale som et yderst vigtigt skridt, som vil føre det til dets naturlige hjem, nemlig til medlemskab af EU. I dag bør Parlamentet sende et klart budskab til det albanske folk om, at Europa-Parlamentet nøje vil følge udviklingen for det albanske folk, og at de kan regne med vores støtte og gode vilje.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær! Jeg glæder mig over indgåelsen af denne stabiliserings- og associeringsaftale mellem Albanien og EU. Det er absolut i EU's interesse at hjælpe stater som Albanien til større politisk, social og økonomisk stabilitet. I denne forbindelse må man naturligvis ikke se bort fra, at Albanien er naboland til Grækenland, som er medlem af EU. Intet er mere nærliggende end at forsøge at føre Albanien nærmere EU.

Den albanske økonomi står over for store udfordringer, selv om der allerede er gennemført reformer. Her spiller landbruget og de beslægtede sektorer en særlig rolle. Landbruget udgør stadig en betydelig andel af bruttonationalproduktet, nemlig 24 %. Mange albanere lever af subsistensøkonomi, og kun få produkter eksporteres. Produktiviteten på mange gårde er ikke konkurrencedygtig.

Derfor er det meget vigtigt, at standarderne for veterinærkontrol, plantebeskyttelse, mærkning og registrering af dyr bliver forbedret og overholdt, især for produkter, der kan eksporteres. Derfor må man støtte alle initiativer, som fremmer udviklingen af landbruget og landdistrikterne. Der bør særligt fokuseres på strukturforandringerne og afvandringsproblematikken i landdistrikterne.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg betragter stabiliserings- og associeringsaftaler som et godt og velegnet instrument til at bringe lande som f.eks. Albanien nærmere til EU og dets værdier.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Allerførst er jeg meget glad for, at der er stærk og bred støtte til Vestbalkans europæiske perspektiv inden for alle EU's institutioner, inklusive Parlamentet. En af de vigtigste praktiske foranstaltninger i forbindelse med at styrke dette perspektiv er helt klart visumfleksibilitet, og vi støtter målsætningen om at få mandaterne for forhandlinger om en aftale om visumfleksibilitet vedtaget i Rådet i løbet af sidste halvdel af dette år, og at disse forhandlinger afsluttes med alle landene på Vestbalkan i løbet af det kommende år.

Som det er blevet sagt mange gange under denne debat, er der gjort meget i Albanien for at styrke landets europæiske perspektiv, men der er stadig meget, der skal gøres. En ting er at udarbejde lovgivning, en helt anden ting er at gennemføre den, for ikke at tale om en ændring af kulturen, som normalt tager endnu længere tid. Det skal også siges igen, at Rådet forventer, at Albanien intensiverer initiativerne, især med hensyn til at forbedre pressefriheden, tilbagelevere ejendom og betale kompensation, forbedre forvaltningen, beskytte mindretal og sikre, at lokalvalg bliver afholdt i overensstemmelse med internationale standarder. Forandringer, som Albanien allerede har oplevet og kommer til at opleve igen, er ikke lette, og det betyder, at der stadig er meget at gøre. Det er primært Albanien, som sidder med nøglen til løsningen.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - Hr. formand! Jeg tror, at der er bred enighed i Parlamentet om, hvor glædeligt dette nye skridt er for Albanien og for vores politik i landene på det vestlige Balkan. Det er rigtigt, at Albanien skal iværksætte mere beslutsomme reformbestræbelser og gøre en indsats for at opbygge velfungerende institutioner og en demokratisk kultur.

Jeg er enig med ordføreren, hr. Ilves, i, at aftalen er en fremragende anledning for Albanien til at gennemføre reformer i landet i overensstemmelse med retsstatsprincippet og alle demokratiske principper.

I lighed med fru Pack har jeg også noteret mig den spændte situation, der har præget landet hele sommeren, og oppositionens parlamentariske boykot. Det glæder mig imidlertid, at der blev indgået en ny politisk aftale i sidste uge, hvilket er udtryk for en ny konsensus om medie- og valgreformer. Jeg opfatter dette som et tegn på, at den politiske kultur i Albanien har udviklet sig yderligere, og denne udvikling skal videreføres.

Jeg blev spurgt om Kommissionens holdning til de fremskridt, der er gjort med hensyn til valgreformer i Albanien. Kommissionen har understreget over for både regeringen og oppositionen, at det parlamentariske ad hoc-udvalg om valgreformer skal genoptage drøftelserne hurtigst muligt. Vi har flere gange understreget, at der i forbindelse med reformdrøftelserne skal tages hensyn til henstillingerne fra OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder, der blev fremsat efter parlamentsvalget sidste år.

Jeg er fuldt ud enig med hr. Hatzidakis i, at stabiliserings- og associeringsaftalen gør det nemmere for os at vejlede landet om europæiske krav til valgreformer.

Der er også spørgsmålet om EU's magnetiske kraft og vores holdning til Albaniens eventuelle ansøgning om medlemskab. På vegne af Kommissionen og Unionen har jeg understreget over for Albaniens politiske ledere og over for den albanske offentlighed, at der skal fremvises vedvarende resultater med hensyn til en vellykket gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen såvel som håndgribelige resultater med hensyn til reformer og disses gennemførelse i Albanien, før der kan overvejes yderligere formelle skridt hen imod EU. Albanien bør i dag fokusere på gennemførelse, gennemførelse og atter gennemførelse, hvis landets ønske om EU-medlemskab skal opfyldes. Dette gælder især nødvendigheden af at bekæmpe organiseret kriminalitet og korruption. Den albanske regering har udvist en stærk vilje til at gøre alvorlige fremskridt på dette område. Denne indsats skal fastholdes, og dette skal ske uden at krænke demokratiske og grundlæggende rettigheder.

Kommissionen vil aflægge rapport om Albaniens fremskridt i forbindelse med fremlæggelse af udvidelsespakken i oktober eller november i år. Det glæder mig, at Parlamentet har investeret megen tid og energi i overvågning og fastholdelse af den politiske dialog med Albanien. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan opnå positive resultater ved at vejlede Albanien hen imod fremtidigt medlemskab af EU.

Jeg er helt enig med de medlemmer, der har understreget vigtigheden af en lempelse af visumreglerne for landene på det vestlige Balkan, herunder Albanien. Kommissionens forslag til forhandlingsmandater for landene på det vestlige Balkan vedrørende lempelse af visumreglerne blev forelagt i juli. Jeg glæder mig meget over, at det finske formandskab agter at sikre vedtagelsen af disse mandater inden årets udgang.

Albanien har allerede en tilbagetagelsesaftale på plads, og jeg håber således, at parterne hurtigt når frem til en aftale om lempelse af visumreglerne, der kan gennemføres snart herefter. Den ville være til gavn for civilsamfundet og erhvervslivet - navnlig små og mellemstore virksomheder - og for studenter, forskere og alle borgere. Den ville bidrage til europæiseringen af det albanske civilsamfund, hvilket er et fælles mål.

(Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget kl. 12.00)

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

6. Forbud mod import af sælprodukter i Den Europæiske Union (skriftlig erklæring)

  Formanden. - Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på, at skriftlig erklæring 38/2006 af Carl Schlyter, Paulo Casaca, Karl-Heinz Florenz, Mojca Drčar Murko og Caroline Lucas om forbud mod import af sælprodukter i Den Europæiske Union er blevet underskrevet af flertallet af Parlamentets medlemmer. Den vil derfor i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 116 blive fremsendt til adressaterne og offentliggjort i protokollen for mødet den 26. september 2006.

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Dette forår tog jeg af sted med en gruppe europæiske journalister for at følge sæljagten. Vores bil blev tvunget væk fra vejen, vores helikopter fik startforbud, og en vred hob tvang os til at forblive på hotellet. På trods heraf lykkedes det os at bevidne den grusomme jagt på meget unge sælunger, der for manges vedkommende blev efterladt lidende på isen. Klimaforandringerne og den vigende is truer deres overlevelse, da de har brug for isdække til ungerne.

Europa er det største marked for sælprodukter. Jeg takker helhjertet alle de kolleger, der underskrev denne beslutning. Sidste gang EU reducerede sit marked for sælprodukter i 1980'erne, førte det til en reel indstilling af jagten. Dette krav indebærer en forlængelse af importforbuddet, og økoturismen får hermed langt om længe en chance for at erstatte masseslagtninger.

Jeg opfordrer Kommissionen til at foreslå lovgivning så hurtigt som muligt med henblik på at begrænse næste års jagt, der indledes i marts.

Tak til alle.

(Bifald)

7. Afstemningstid

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

7.1. Fiskeriaftale EF/Comorerne (afstemning)

7.2. Fiskeriaftale EF/Seychellerne (afstemning)

7.3. Beskyttelse af personoplysninger (afstemning)

Før afstemningen

  Martine Roure (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Man kan sige, at dette virkelig er en betænkning, der er fuld af nye udviklinger. Jeg vil gøre opmærksom på, at alle ændringsforslag i betænkningen er blevet vedtaget enstemmigt på mødet i juni, at vi mener, at beskyttelse af personoplysninger er tæt forbundet med VIS og SIS II, og at vi derfor hurtigt har brug for dette instrument. Vi havde en moralsk forpligtelse fra Rådet. Det finske formandskab anmoder os om at tage dette emne op i forbindelse med forhandlingen om fremtiden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er planlagt til den anden møderække i september.

Da beskyttelse af personoplysninger er en politisk prioritet for Parlamentet, anmoder jeg Rådet om her i Parlamentet at give et formelt tilsagn om en hurtig vedtagelse af rammeafgørelsen og at gøre alt, hvad der står i dets magt, for at inddrage Parlamentet i drøftelserne. Derfor beder jeg mine kolleger om at udsætte afstemningen om denne lovgivningsmæssige beslutning til den anden møderække i september.

(Parlamentet vedtog forslaget om udsættelse af afstemningen)

7.4. Stabiliserings- og associeringsaftale med Albanien (afstemning)

7.5. En europæisk social model (afstemning)

7.6. Mental sundhed (afstemning)

Før afstemningen om ændringsforslag 48

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Nogle EU-borgere lider af svære psykotiske forstyrrelser, men der er også en række borgere med forskellige psykologiske forstyrrelser. Jeg ønsker derfor at stille det følgende mundtlige ændringsforslag til punkt 48. Den vil herefter lyde: "mener, at begrebet "behandling" bør fortolkes bredt og omfatte psykoterapi udført af kvalificerede specialister …". Der er ikke tale om en stor ændring, men den tilfører teksten en dimension, der afspejler den virkelighed, vi lever i.

  John Bowis (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand, det er acceptabelt.

(Parlamentet forkastede det mundtlige forslag)

Før afstemningen om ændringsforslag 11 og 12

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne stille et kort mundtligt ændringsforslag til ændringsforslag 11 og 12. I begge ændringsforslag bør ordene "visse" indsættes lige før "nye medlemsstater". Den vil herefter lyde: "i visse nye medlemsstater". Formålet er at sikre den faktuelle korrekthed, da det, der henvises til i de to ændringsforslag, ikke vedrører alle medlemsstaterne, men kun visse medlemsstater.

  John Bowis (PPE-DE), ordfører. - (SV) Hr. formand, det er også acceptabelt.

(Parlamentet vedtog det mundtlige forslag)

7.7. Handlingsplan for den fælles fiskeripolitik (2006-2008) (afstemning)

7.8. Finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (afstemning)

Før afstemningen

  Ingeborg Gräßle (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag skal De stemme om finansforordningen for tredje gang på et halvt år. Jeg beder om Deres tilslutning til et hurtigt svar fra Parlamentet til Rådet, så vi ikke spilder tid. Jeg opfordrer og beder Rådet om langt om længe at indlede drøftelserne med Parlamentet om finansforordningen. Kun hvis vi begynder nu - det er sent nok - kan finansforordningen træde i kraft til tiden ved årsskiftet. Kun på den måde kan de flerårige programmer og de tilhørende gennemførelsesbestemmelser få gavn af den nye finansforordning og procedurelettelserne. Med sin smølen bringer Rådet rettidig udbetaling af støttemidler og en enklere og hurtigere afvikling af støtteprocedurerne i fare. Jeg beder om, at forhandlingerne bliver indledt.

(Bifald)

7.9. Aftale EF/Albanien (afstemning)

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet.

8. Stemmeforklaringer

Betænkning af Capoulas Santos (A6-0242/2006)

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning om en fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Unionen Comorerne. Sidste gang, vi stemte om dette spørgsmål for nogle år siden, stillede jeg et ændringsforslag med krav om, at EU og Unionen Comorerne i fællesskab greb ind for at beskytte fiskearten Coelacanth fra en svunden tid, der blev genopdaget i dybhavet ud for Comorerne i 1940'erne, selv om man troede, at den havde været uddød i mange millioner år. Så vidt jeg ved, skete der ikke meget. Jeg håber, at der denne gang vil blive gjort forsøg på at beskytte dette unikke levn fra vores geologiske tidsalder.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for betænkningen om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Unionen Comorerne og Det Europæiske Fællesskab.

Denne aftale er et led i den nye partnerskabstilgang, som EU ønsker at indføre i den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, hvor formålet er at udvikle og forbedre fiskeribetingelserne i Unionen Comorerne, der skal udnytte en del af det fra EU udbetalte beløb til at sikre ny infrastruktur og bedre teknologi for at sikre en bæredygtig forvaltning af landets fiskeressourcer.

EU sørger på sin side for fiskerimuligheder i endnu et tredjeland, hvilket sikrer, at EU kan opretholde en operationsdygtig fjernfiskerflåde.

Jeg beklager, at Europa-Parlamentet først nu anmodes om at udtale sig om lovgivningsforslaget om denne aftale, da den tilhørende protokol allerede er vedtaget af Parlamentet i oktober 2005 i en særskilt procedure.

Betænkning af Estévez (A6-0241/2006)

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) På baggrund af Rådets konklusioner fra juli 2004 om den ny tilgang til internationale fiskeriaftaler er det nødvendigt at forgangne fremgangsmåder, deriblandt den uforklarligt forsvundne ordning med blandede selskaber, der har skabt så gode resultater for udviklingen af flere landes fiskeriøkonomier.

De nuværende aftaler bør derfor følge den filosofi, der blev vedtaget af Rådet (fiskeri) i 2004 og kom til udtryk i dets konklusioner.

Jeg mener, at større inddragelse af tredjelandenes myndigheder i overvågningen af deres ressourcer med øget miljøbevidsthed er en af de afgørende forudsætninger for de nye aftalers succes.

Derfor mener jeg også, at der bør stemmes for denne betænkning, så den fælles fiskeripolitiks principper respekteres.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Med disse fiskeriaftaler eksporterer vi i det store og hele blot vores egne katastrofale politikker til udviklingslandene. De kan kun begrundes ud fra hensynet til den fælles fiskeripolitik, en politik der i høj grad har skadet fiskerisamfundene, fiskebestandene og vores havmiljø generelt. Jeg har således stemt imod betænkningen.

Betænkning af Ilves (A6-0246/2006)

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi stemte for hr. Ilves' betænkning om stabiliseringsaftalen mellem EU og Albanien, og vi mener, at en større integration - der skal ende med Albaniens absolut nødvendige optagelse i EU - er det bedste svar på Balkanlandenes problemer og naturligvis også på Albaniens.

De begivenheder, som Balkanlandene var plaget af i 1990'erne, burde lære os, at nationalstaternes egoisme aldrig er en del af løsningen. Efter Kosovo-spørgsmålet er cham-spørgsmålet nu det sidste store nationale spørgsmål, der vedrører den albansktalende befolkning, og når det gælder cham-spørgsmålet, er vi radikale - sådan som det var tilfældet med Kosovo - nogle af de første til at gøre opmærksom på krænkelserne af dette folks rettigheder her i Parlamentet.

Aftalen lægger grunden til en dialog om kultuelle rettigheder og tilbageleveringen af ejendom til de medlemmer af cham-befolkningen, der er bosiddende i Grækenland. Denne tilbagelevering skal ikke blot tage udgangspunkt i modsætningsfyldte nationale egoismer, men også inddrage Europa og de internationale institutioner.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand! Med korruption, mafiametoder fra det 19. århundrede og islamisme lider Albanien i dag stadig under efterveerne af 50 års stalinistisk diktatur. Landet er ikke i nogen som helst henseende parat til at tiltræde EU, selv om det i modsætning til f.eks. Tyrkiet naturligvis historisk hører med til det europæiske civiliserede samfund. En god naboskabspolitik må imidlertid være nok til at dyrke denne historiske europæiske tilknytning. Denne naboskabspolitik må også være nok til at arbejde på de enorme problemer, som landet kæmper med, og som udelukker enhver udsigt til tiltrædelse af EU. Lad os derfor ikke skabe falske forventninger hos albanerne.

Derfor har jeg stemt imod dette beslutningsforslag om stabiliserings- og associeringsaftalen med Albanien. Denne aftale betyder nemlig et første skridt i retning af Albaniens tiltrædelse - lad os ikke gøre os nogen illusioner herom - og dermed ville Europa ligesom i forbindelse med Tyrkiet lade hånt om befolkningens mening.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Trods gode tekster om social økonomi fylder det negative i denne betænkning, som fremstår som vækstforherligende, desværre mest. De offentlige propagandakampagner for at sælge budskabet om behovet for en reform af velfærdssamfundet, som foreslås, og kravene til et øget indre marked i jagten på en bæredygtig vækst er utidssvarende. Der henvises til forslaget til traktaten om en forfatning for Europa som et instrument til styrkelse af det sociale Europa, men det har tværtimod betydet yderligere skridt hen imod det nyliberale indre marked og militær oprustning. Det er at lyve for vælgerne.

Betænkning af Silva Peneda og De Rossa (A6-0238/2006)

  Milan Cabrnoch (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Medlemmerne fra det tjekkiske civildemokratiske parti har stemt imod betænkningen om en europæisk social model for fremtiden. I betænkningen påpeges det korrekt, at der ikke findes nogen egentlig europæisk social model, men den beskriver en række værdier, som vi i fællesskab anerkender, og beskriver de problemer, som hvert enkelt land må løse i sin socialpolitik. Betænkningen er et godt udgangspunkt for en fremtidig debat, men vi støtter ikke den løsning, der fremsættes. Vi er ikke enige i betænkningens støtte til den foreslåede europæiske forfatning, som nu er blevet forkastet. Efter vores opfattelse vil betænkningen føre til restriktioner for konkurrencen på det sociale og skattemæssige område og til tab af medlemsstaternes suverænitet over disse områder.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg har stemt imod Reneda/De Rossa-betænkningen, fordi den europæiske sociale model kun kan gennemføres, hvis vi mindsker antallet af arbejdsløse og af mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen. Vi må bl.a. tage bæredygtige initiativer mod sociale forringelser og løndumping. Især må vi også gøre os klart, at en social model ikke kan opbygges på deltidsarbejde og sultelønninger. Derfor har vi behov for mere fuldtidsbeskæftigelse og mindstestandarder på højt niveau, som gælder for hele Europa.

Netop de stater, der har et stærkt socialt net, som f.eks. Østrig, er ved at nå til grænsen for, hvad der kan finansieres, og det er derfor livsvigtigt for den sociale model og for de beskæftigede i det pågældende land, at overgangsfristerne for arbejdsmarkedet, for arbejdskraften i forbindelse med EU-østudvidelsen, opretholdes strengt.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for betænkningen af mine kolleger José Albino Silva Peneda og Proinsias de Rossa om den europæiske sociale model. Det er nemlig afgørende, at vores medborgere føler, at den europæiske konstruktion giver vores ambitioner om at opbygge et humanistisk samfund et socialt præg. Det er tydeligt, at vi ikke har arbejdet nok med sammenhængen i vores model for bæredygtig udvikling, der forener økonomisk vækst, sociale ambitioner og respekt for miljøet. Betænkningen trækker nogle meget interessante linjer op, som jeg støtter, og samtidig er jeg tilfreds med, at Europa-Parlamentet har været så fornuftigt at forkaste forslaget om at lovgive om forsyningspligtydelser, eftersom der ikke er nogen tvivl om, at tiden ikke er moden til at tage et sådant skridt. Jeg er overbevist om, at en social model, som er velafbalanceret og retfærdig, er et vigtigt element i EU's økonomiske effektivitet, og at for meget social model til gengæld vil ødelægge den økonomiske vækst og i sidste ende gå ud over det sociale, eftersom der ikke bliver midler til dets eksistens, navnlig på det finansielle plan. I dette spørgsmål bør vi være klarsynede, når det gælder vores brug af EU, og vi må ikke skjule kendsgerningerne for vores medborgere, navnlig de unge.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE), skriftlig. - (EN) De konservative medlemmer af Parlamentet er imod en række punkter i denne betænkning som f.eks. henvisninger til koordinering på skatteområdet og til forfatningen, hvilket er baggrunden for min anmodning om opdelt afstemning om disse afsnit med henblik på at gøre vores holdning helt klar. Det ville have været nemt at stemme imod betænkningen i sin helhed alene på grundlag af disse punkter. Det tæller imidlertid på plussiden, at vi har arbejdet hårdt på at få inkluderet henvisninger til Lissabon-dagsordenen, gennemførelsen af det indre marked og inddragelsen af nationale parlamenter. Dette er første gang, sådanne punkter er blevet accepteret i en betænkning om sociale anliggender.

Baggrunden for vores endelige holdning under afstemningen var behovet for reform. Det blev klart understreget i mit ændringsforslag 1, som mine kolleger i PPE-DE-Gruppen var meget positivt indstillet over for. De socialdemokratiske medlemmer accepterede dette ændringsforslag, mod at vi undlod at stemme i stedet for at stemme imod. Prisen har været, at de fleste parlamentsmedlemmer for allerførste gang formelt har anerkendt, at det rent faktisk er nødvendigt at forbedre den europæiske sociale model. Dette er en virkelig bedrift, som de britiske konservative har stået i spidsen for. Udfordringen er nu at samarbejde om gennemførelse af reformerne.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi beklager, at de, der så meget hylder en europæisk social model igen har stemt for en betænkning, der reelt retfærdiggør og åbner vejen for – en i visse medlemsstater allerede igangværende – nedbrydning af høje sociale standarder og arbejdstagernes og befolkningernes ret til en offentlig social sikringsordning for alle og af høj kvalitet og til universel adgang til offentlige tjenester af høj kvalitet inden for især sundhed, uddannelse og bolig.

Vi beklager, at vores ændringsforslag er blevet forkastet, især dem, hvor vi giver udtryk for vores dybe overbevisning om, at en stat med et solidt socialt sikringssystem med grundlag i høje miljømæssige, sociale og arbejdsmæssige standarder, progressiv beskatning og omfordeling af indkomst og velstand ikke er til hinder for en god produktivitet.

Vi beklager endvidere, at et forslag er blevet forkastet, hvori vi foreslår en makroøkonomisk ramme, der fremmer bæredygtig udvikling, med større intern efterspørgsel og forenelig med miljøet og fuld beskæftigelse og med betingelser, der sikrer økonomisk og social samhørighed.

Vi har derfor stemt imod denne betænkning.

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) I denne betænkning foreslår ordførerne en række foranstaltninger, som bør iværksættes for at løse de problemer, der angår beskæftigelse og socialpolitik. Dele af disse forslag er nok rosværdige i sig selv, men vi fra Junilisten understreger dog eftertrykkeligt, at vi mener, at de politiske områder, som betænkningen behandler, fuldt ud skal høre under medlemsstaternes kompetence. Jeg forkaster henvisninger til forfatningen, synspunkter om medlemsstaternes skattesystemer, holdninger om pensionsreformer og fingerpeg om, hvordan medlemsstaterne burde handle for at opnå øget velfærd.

Jeg er enig i opfattelsen i betragtning N af, at medlemsstaterne skal have kompetence, hvad angår finansiering og beslutningstagning i spørgsmål om tjenester af almen interesse, men de blev tvunget til at stemme nej til denne betragtning på grund af henvisningen til forfatningen.

Jeg har dermed stemt nej til betænkningen i sin helhed.

  Jean Lambert (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Verts/ALE-Gruppen støttede i dag den endelige betænkning om den europæiske sociale model, ikke fordi betænkningen er perfekt, men fordi den er et vigtigt signal til Parlamentet om den sociale dimensions betydning for EU's udvikling.

Vi beklager, at der fortsat lægges vægt på økonomisk vækst uden hensyntagen til vækstens kvalitet og indvirkning. Min gruppe mener ikke, at Lissabon-processen er den eneste vej frem, da den ikke tager tilstrækkelig højde for den sociale dimensions betydning i ordets videste betydning - det handler ikke kun om beskæftigelse, men også om foreningslivet og vores sociale liv. Vi beklager, at der ikke var et flertal bag rammedirektivet om forsyningspligtydelser. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi skelner grundlæggende og væsentlige kernetjenesteydelser, der tilvejebringes i almenvellets interesse, fra tjenesteydelser, som vi hver især vælger.

Det anerkendes imidlertid i betænkningen, at alle reformer af sociale systemer skal være et fremskridt og opfylde grundlæggende behov. Hvis dette mål skal opfyldes, er det nødvendigt at sikre en hovedindkomst. Vi håber, at denne betænkning vil være et værdifuldt værktøj i forbindelse med vores drøftelser med Rådet og Kommissionen, og at den øvrige lovgivning vil beskytte og ikke underminere et socialt Europa.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Vesteuropa har længe været en model for økonomisk og social succes baseret på et fremgangsrigt landbrug, en stærk industri, dynamiske og ensartede befolkninger samt robuste nationalstater, der sikrer deres statsborgere både fri erhvervsudøvelse og social beskyttelse.

I 20 år har Bruxelles' EU uden grænser med regeringernes indforståethed overladt den europæiske industri til konkurrencen fra asiatiske økonomier, der praktiserer social dumping, og hvert år ladet mere end en million ikkeeuropæiske indvandrere rejse ind i Europa, som udviser en sand malthusianisme mod de europæiske landmænd og afvikler de sociale sikringssystemer og familiepolitikkerne.

Vi taler her om en almen social tilbagegang med over 20 millioner arbejdsløse, industriel splittelse, hundredetusinde hektar, der er lagt brak, europæiske lande, hvor der er flere dødsfald end fødsler, og hele områder der er ved at blive opsplittet. Det er status for dette EU, som franskmændene og hollænderne forkastede sidste år ved folkeafstemningerne om forfatningstraktaten.

Kun et nationernes Europa baseret på de principper, der har været med til at gøre vores civilisation til noget stort - nationen, familien og friheden - vil gøre det muligt for vores kontinent på ny at skabe en social model.

  Claude Moraes (PSE), skriftlig. - (EN) Ved at stemme for De Rossa og Silva Peneda-betænkningen om en fremtidssikret europæisk social model udtrykker parlamentsmedlemmerne fra Labour-Partiet deres støtte til sociale og økonomiske politikker, der skaber arbejdspladser, produktivitet og retfærdige arbejdsvilkår.

Parlamentsmedlemmerne fra Labour-Partiet analyserer alle lovgivningsforslag med udgangspunkt i de enkelte forslag med fokus på indvirkningen på britiske virksomheder og arbejdstagere. Vores støtte til betænkningen under afstemningen er på ingen måde i strid med denne strategi.

Parlamentsmedlemmerne fra Labour-Partiet er navnlig overbevist om, at skattepolitik henhører under de enkelte medlemsstaters kompetenceområde, og vi har stemt i overensstemmelse med denne holdning under afstemningen om De Rossa og Silva Peneda-betænkningen.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Den europæiske sociale model bør reformeres, men hvordan skal man reformere det, der næsten er et "symbol" på Europa i dag?

Uden frygt.

Vi skal blive mere konkurrencedygtige og sikre en bedre tilværelse for vores borgerne. Vi må derfor ikke tøve med at træffe de beslutninger, der kan forbedre vores borgernes tilværelse.

Jeg er vis på, at en af de mest effektive foranstaltninger vil være at gennemføre det indre marked fuldt ud.

Vi må indfri Lissabon-målene for at sikre de økonomiske samordningsforanstaltninger og den beskæftigelses- og socialpolitik, der på en bæredygtig måde skal skabe grundlag for økonomisk vækst, øget konkurrenceevne og mere og bedre beskæftigelse.

Vi har endnu meget at gøre, såvel her som i vores hovedstæder.

Det er ikke nok at proklamere reformer og love mere beskæftigelse.

Det er ikke nok at tale med hinanden. Vi skal nå målene for beskæftigelse, undervisning og uddannelse.

Der er brug for en ny kultur, for informationsudveksling, for at maksimere virksomhedernes og uddannelsernes effektivitet og for at tilvejebringe kvalificeret arbejdskraft, så vi kan opretholde solidaritetens og den sociale retfærdigheds værdier i de europæiske samfund.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Den europæiske sociale model er enestående. I EU har vi mulighed for at skabe en retfærdig social balance på det indre marked. Vi må gøre vores yderste for at fastholde denne balance.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Grækenlands Kommunistiske Parti har stemt imod betænkningen om den europæiske sociale model, som er et produkt af aftalen mellem Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og Socialdemokraterne, og som på den mest kyniske måde afslører den mareridtsagtige fremtid, som den europæiske kapital forbereder for arbejderne. Kapitalens politiske og ideologiske talerør udvikler en kæmpe propagandakampagne og bruger arbejdsløshedsproblemet og trusler om den demografiske aldring og risikoen for de sociale sikringssystemers kollaps til at fremstille "reformen" af de eksisterende sociale beskyttelsessystemer som en absolut nødvendighed. Støtten til de kapitalistiske omstruktureringer under Lissabon-strategien opfordrer til at afskaffe alle de rettigheder (som naturligvis også var under det nødvendige niveau), som arbejderne har vundet gennem arbejderbevægelsens kamp og pres fra den socialistiske lejr. Man støtter således den størst mulige udnyttelse af arbejderklassen gennem en fuld afmontering af ansættelsesforhold og udbredelse af fleksible ansættelsesformer, afskaffelse af pension, sundhedstjenester, velfærd og sociale beskyttelsessystemer (arbejdsløshedsunderstøttelse, barsel, boliger og så videre) og afskaffelsen af gratis statslige ydelser. Det eneste, der bliver tilbage, bliver det lavest mulige beskyttelsesniveau fra absolut forarmelse med det formål at undgå sociale opstande.

Betænkning af Bowis (A6-0249/2006)

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg har også stemt imod Bowis-betænkningen, fordi vi virkelig ikke behøver undre os over, at de psykiske sygdomme er i vækst. Presset fra arbejdsmarkedet og skolen vokser konstant, og denne stress betyder, at vi ikke er fuldt præstationsdygtige.

Forbedrede psykofarmaka kan højst bekæmpe symptomerne, men på ingen måde årsagerne. Det vil være mere gavnligt at øge selvværdet hos Europas mennesker ved at formidle vores ægte, vores sande, vores kristne grundværdier. Hvis man er fast forankret i familiefølelsen, kærligheden til hjemstavnen og sin nationale identitet, er man uden tvivl mindre udsat for psykiske sygdomme.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for betænkningen om anerkendelsen af de psykiske sygdommes betydning i Europa, som min ven John Bowis er ordfører for, hvilket i sig selv sikrer, at dette vigtige emne bliver behandlet på den bedst mulige måde.

John Bowis er berømt i hele Europa. I Italien - og nærmere betegnet i Salsomaggiore, som er den by, hvor man vælger miss Italien - har han en beundrer ved navn Silvana Moggi. Hun sidder på tilhørerpladserne her i dag, fordi hun gerne ville være til stede, når hendes store idol John Bowis fremlagde sit meget vigtige forslag for Parlamentet, så alle mennesker i Europa får den bedst mulige behandling, også dem, der er så uheldige at have en psykisk sygdom og ikke bare en fysisk sygdom.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for den fremragende betænkning af Bowis om forslaget til Europa-Parlamentets beslutning om en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union. Hver fjerde vil på et eller andet tidspunkt få problemer med den mentale sundhed. De fysiske og mentale svagheder øges med alderen i forbindelse med, at vi lever længere. I en verden, der bliver mere kompliceret under presset fra enorme, voldsomme og hurtige ændringer, er det en fælles udfordring at forstå, forebygge og behandle problemer med mental sundhed ved at undgå fordømmelse og forkastelse af, ja, endog foragt for syge mennesker. EU skal vise et godt eksempel ved at sikre sine borgere et mentalt sundt liv. Jeg er i den forbindelse stolt over at tilhøre en medlemsstat, nemlig Frankrig, som på foranledning af præsident Jacques Chirac, altid har ført en meget klar, ambitiøs og human politik for behandling af mentale handicap.

  Liam Aylward (UEN), skriftlig. - (EN) Mental sundhed er et yderst vigtigt spørgsmål for os alle, uanset om vi er syge, plejere eller udbydere af sundhedstjenester. Lovgiveren spiller en endnu større rolle på dette område i EU og medlemsstaterne, der gennem høringer og partnerskaber har mulighed for at skabe en bedre og lysere fremtid for de syge, deres familier og plejere.

Vores lovgivning har i alt for lang tid undladt at fokusere på mental sygdom, og som det fremgår klart af Kommissionens grønbog og dens foruroligende resultater, er det langsomt ved at gå op for en bedre oplyst offentlighed, at mentale sygdomme og følgerne heraf berører en stor del af befolkningen. 25 % af EU's og Irlands befolkning rammes således af mindst én betydelig episode af dårlig mental sundhed i deres liv.

Tiden er moden til handling! Jeg støtter fuldt ud denne grønbog, der kan danne grundlag for en debat i EU om indlæringsproblemer, svær depression, selvmord, fængsling af syge og uretmæssig fængsling, således at medlemsstaterne kan udveksle forskningsresultater og bedste praksis til gavn for vores borgere.

Siden 1980'erne har Irland været fortaler for en afinstitutionaliseringspolitik, der sigter på at udvikle en moderne mental sundhedstjeneste gennem et samfundsbaseret system, der fremmer mental sundhed ved at skabe en tilværelse for psykisk syge, der er så uafhængig som mulig, og sikrer en alsidig sundhedspleje uden for de psykiatriske hospitaler.

(Forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163, stk. 1)

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Befolkningens psykiske sundhed i de respektive medlemsstater er et spørgsmål, som udelukkende skal behandles på nationalt niveau. Der er ingen grund til, at Parlamentet skal have synspunkter om, hvilket budget der skal bevilges til den psykiske pleje, og hvilke foranstaltninger der skal iværksættes inden for dette område. Forslaget om, at Kommissionen skal oprette en samordnings- og overvågningsgruppe for manglende psykisk sundhed, er bare et af flere omstændelige og bekostelige forslag. Jeg har således stemt nej til denne betænkning.

  Ole Krarup, Kartika Tamara Liotard, Erik Meijer, Esko Seppänen, Jonas Sjöstedt and Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Betænkningen indeholder mange stærke punkter om mentale sundhedsspørgsmål relateret til kvinder og børn.

Derfor støtter vi betænkningen.

Vi ønsker imidlertid at understrege, at foranstaltninger og afgørelser vedrørende sundhedspleje i princippet ligger inden for de enkelte medlemsstaters kompetenceområde.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg ønsker på det varmeste ordføreren tillykke med denne betænkning, der sætter fokus på den ofte pinlige mangel på fremskridt på det mentale sundhedsområde i hele Unionen. Mental sundhed spiller alt for ofte en Askepot-rolle i vores sundhedssystem, selv om følgerne af dårlig mental sundhed tapper alle vores ressourcer og er katastrofale på det personlige plan. Jeg bifalder konklusionerne i denne betænkning og støtter dem med glæde.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Mental sundhed har alt for længe været et overset og forsømt område. Den betænkning, vi drøfter i dag, om end der er tale om en initiativbetænkning, gør det muligt at sætte mental sundhed på den europæiske politiske dagsorden. Jeg hilser denne debat velkommen.

Betænkning af Morillon (A-0228/2006)

  Marie-Arlette Carlotti (PSE), skriftlig. - (FR) Den fælles fiskeripolitik opfylder ikke længere middelhavsfiskernes forventninger. Derfor glæder jeg mig over denne plan, som omfatter en række positive foranstaltninger, f.eks. en reduktion af fiskernes udgifter og administrative byrde, en omarbejdelse og harmonisering af bestemmelserne om kontrol og overvågning under EU's Fiskerikontrolagentur, som især middelhavsfiskerne har ventet på, da de alt for ofte føler sig "forfulgt", samt en snævrere inddragelse af fiskerne i fastsættelsen af foranstaltninger (forvaltning af fiskeriindsatsen, kontrol af fangst og fangstbegrænsninger), som er et stærkt krav, jeg forelægger for Parlamentet på vegne af middelhavsfiskerne.

Jeg støtter endvidere anmodningen fra Parlamentet om at spille en central rolle ved at nægte Kommissionen mulighed for alene at fastsætte tekniske foranstaltninger. Fiskerne ved faktisk alt for godt, i hvor høj grad disse tekniske foranstaltninger har direkte og umiddelbar virkning på deres aktivitet.

Jeg vil derfor stemme for denne betænkning, selv om jeg kunne have tænkt mig, at den gik længere ved at anmode om en særlig plan for fiskeriet i Middelhavet. For mit vedkommende vil jeg fortsætte med at kæmpe denne kamp her i Parlamentet sammen med fiskerne fra min region.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg tilslutter mig til fulde de mål, som Kommissionen har opstillet, særlig handlingsplanen med de prioriterede områder – politikken for bevarelse og kontrol af fiskeriaktiviteter.

Handlingsplanen er afgørende, hvis den fælles fiskeripolitik skal tilpasses fiskeriets aktuelle virkelighed i EU. Det gælder ikke mindst forslagene om frontloading (forudgående og tidlige høringer) af de institutioner, der er direkte eller indirekte involveret i vurderingen af fiskeressourcerne, mere konkret høring af de regionale rådgivende råd og Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur. Det gælder dog også hyppigere anvendelse af konsekvensanalyser af de påtænkte foranstaltninger og revisionen af de gældende bestemmelsers juridiske struktur med henblik på at forenkle teksterne, forbedre læsbarheden og sammenhængen samt fjerne forældede bestemmelser.

Endvidere vil jeg gerne igen fremhæve, at Kommissionen også bør søge at forbedre procedurerne i fiskeriaftalerne, især med hensyn til opfølgning, kontrol og gennemførelse af disse aftaler.

Jeg stemmer for forslaget.

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten har ved forskellige lejligheder understreget, at vi er modstandere af den fælles fiskeripolitik. Vi mener, at EU's destruktive og umoralske fiskeriaftale skal afskaffes. Jeg er stærkt kritisk over for punkt 22 i betænkningen, hvor betydningen af fællesskabsstøtte for at finansiere tekniske hjælpemidler på fiskerfartøjer fremhæves.

I betænkningen understreges imidlertid værdien af øget fleksibilitet, tydeligere lovgivning, forenklede regler og behovet for øget samråd med de berørte parter. Disse målsætninger er positive. Jeg har dermed stemt ja til denne betænkning.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Den omfattende lovgivning om den fælles fiskeripolitik skal være læselig, så derfor må den forbedres og forenkles.

Forenklede procedurerne, en præcis og for alle involverede parter forståelig udformning, rimelige frister mellem lovgivningens vedtagelse og gennemførelse samt analyse af dens økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser er af helt væsentlig betydning for lovgivningens gennemsigtighed og en for alle parter rimelig gennemførelse.

Forbedrings- og forenklingsprocessen må dog ikke benyttes som påskud til at undergrave det, der er blevet fastsat, og det må sikres, at sker opfølgning fra ikke blot de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, men også fra fiskeriet selv og dets repræsentative organisationer, navnlig arbejdstagernes.

At vi accepterer denne proces, indebærer ikke, at vi er enige i den fælles fiskeripolitiks indhold, som vi har alvorlige indvendinger imod. Det gælder således ordførerens forslag om en harmoniseret europæisk kontrol- og inspektionsordning, som vi modsætter os, da vi mener, at dette henhører under medlemsstaternes beføjelser som følge af suveræniteten over deres eksklusive økonomiske zoner. Endvidere forstår vi ikke ordførerens bekymringer for udvidelsen af princippet om, at medlemsstaterne kan vedtage ressourcebevarings- og forvaltningsforanstaltninger i deres farvande ud over 12 sømil.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for det ændringsforslag, der ville have givet AVS-landene mulighed for at fravælge fiskeriaftaler, hvis de mente, at sådanne aftaler skadede deres interesser.

Det er en meget tiltalende idé at forenkle den fælles fiskeripolitik i lyset af de centraliserede, besværlige og ofte uigennemsigtige forvaltningsmæssige beslutningsprocesser.

Som mange andre skotter, mener jeg, at den fælles fiskeripolitik bør fokusere på markedsføring af fiskeriprodukter, men at den tilsyns- og forvaltningsmæssige kompetence med hensyn til ressourcer og fangstmuligheder bør tilbageføres til Skotland.

  Fernand Le Rachinel (NI), skriftlig. - (FR) Der udarbejdes plan efter plan, Den Europæiske Fiskerifond erstatter FIUF, der bliver oprettet flere rådgivende udvalg, og EF-Fiskerikontrolagenturet udvikler sine aktiviteter, uden at alt dette fører til en forbedring af fiskernes arbejdssituation. EU-lovgivningen er ved at gøre det af med fiskeriet og de franske fiskere, ligesom landbrugsreglerne vil tvinge landmændene ud.

To væsentlige problemer bliver ikke behandlet i betænkningen, selv om de på lang sigt er afgørende for, om den franske fiskerflåde kan bevares eller ej. Det drejer sig om den illoyale konkurrence fra fiskerfartøjer fra lande uden for EU, som ikke respekterer alle de begrænsninger, EU-fiskerne er pålagt med hensyn til regulering, kontrol, overvågning og brændstofudgifter, efter at Bruxelles har bedt Frankrig om at nedlægge fonden til forebyggelse af fiskerimæssige risici eller brændstoffonden.

Det er bestemt nødvendigt at forenkle lovgivningen, men det forbedrer på ingen måde de europæiske fiskeres situation. Endnu en gang tager Kommissionen fusen på dem, om jeg så må sige. Der er kun 5.500 fiskerfartøjer tilbage. Hvor mange vil der være i 2010 med den nye fælles fiskeripolitik?

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det er overordentlig vigtigt at forenkle den fælles fiskeripolitiks bestemmelser, hvorfor der er grund til at glæde sig over de foranstaltninger, som dette forslag indeholder om at præcisere de eksisterende tekster gennem en enklere udformning, så de bringes nærmere de berørte parter, og fiskeriet dermed bedre kan identificere sig med lovgivningen.

Trods utallige klagemål er det fortsat sådan, at fiskerne har vanskeligt ved at overskue og forstå den fælles fiskeripolitik. Den skal derfor gøres ikke bare lettere at forstå, men også lettere at gennemføre.

Jeg bifalder den gradvise indførelse af nye teknologier om bord på fiskerfartøjerne og forslaget om at yde fællesskabsstøtte til udviklingen af disse nye teknologier samt til den særlige uddannelse, der er påkrævet.

Disse foranstaltninger vil være til gavn for både fiskere og forbrugere.

Jeg mener derudover, at det er nødvendigt at præcisere forvaltningen af fiskeritilladelser uden for Fællesskabets farvande.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Den fælles fiskeripolitik har skadet fiskerisamfundene, fiskebestandene og vores havmiljø generelt i en sådan grad, at det ikke giver mening at forbedre denne, og den bør således skrottes over én bank. Selv små fremskridt er imidlertid fremskridt, og denne betænkning indeholder rent faktisk nogle brugbare forslag. Jeg har således støttet betænkningen og samtidig kritiseret den for ikke at være tilstrækkelig vidtgående.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Selv om jeg mener, at der skal gøres en yderligere indsats med hensyn til fiskeriaftaler med tredjelande, kan jeg ikke støtte ændringsforslag 1 og 2 ved denne lejlighed. Begge ændringsforslag rækker ud over handlingsplanens formål.

Betænkninger af Capoulas Santos (A-0242/2006) og Fraga Estévez (A-0241/2006)

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Med disse fiskeriaftaler eksporterer vi i det store og hele blot vores egne katastrofale politikker til udviklingslandene. De kan kun begrundes ud fra hensynet til den fælles fiskeripolitik, en politik der i høj grad har skadet fiskerisamfundene, fiskebestandene og vores havmiljø generelt. Jeg har således stemt imod betænkningen.

  Margie Sudre (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Parlamentet afsiger i dag sin dom over to fiskeriaftaler, der er vigtige for Det Indiske Ocean. Den ene er indgået med Republikken Seychellerne og den anden med Republikken Comorerne.

Formålet med disse aftaler, som er indgået for henholdsvis seks og syv år, og som kan fornys, er at etablere et økonomisk, finansielt, handelsmæssigt, videnskabeligt og teknisk samarbejde på fiskeriområdet, at fastsætte betingelser for fællesskabsfiskerfartøjers adgang til territorialfarvandene på Seychellerne og Comorerne og at oprette partnerskaber mellem virksomheder med henblik på i alles interesse at udvikle økonomiske aktiviteter inden for fiskeriet og tilknyttede aktiviteter. Der bliver betalt et økonomisk bidrag til Seychellerne og Comorerne til gengæld for udnyttelsen af deres fiskeriressourcer.

Som valgt repræsentant fra de oversøiske områder er jeg bevidst om fiskeriets rolle i den oversøiske økonomi, og særlig på Réunion, og jeg glæder mig over, at EU medvirker til at etablere et ansvarligt fiskeri i Det Indiske Ocean og en bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne. Derfor har jeg stemt for de to aftaler.

9. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 12.40 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

10. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

11. Fortolkning af forretningsordenen

  Formanden. - Før vi går videre til det næste punkt på dagsordenen, har jeg en meddelelse til Parlamentet. De husker nok, at vi til tider har været uenige om fortolkningen af artikel 166 i vores forretningsorden, og at nogle af medlemmerne mente, at formanden ikke anvendte den korrekt, eftersom han ikke gav ordet til indlæg til forretningsordenen, når det ikke drejede sig om det spørgsmål, der blev drøftet på det pågældende tidspunkt.

Det står faktisk ikke tydeligt i artikel 166, om et indlæg til forretningsordenen skal vedrøre det spørgsmål, der er genstand for debat, eller dagens dagsorden, eller om det kan dreje sig om et hvilket som helst emne. Efter formandens mening ville det dog være fornuftigt, hvis man kun fik ordet til indlæg til forretningsordenen, hvis det drejer sig om det spørgsmål, der er genstand for debat, og ikke om et hvilket som helst andet.

Men for at få afgjort den polemik, der var opstået ved flere lejligheder her i plenarforsamlingen, bad jeg Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om en udtalelse, og udvalget foreslår i sit svar følgende fortolkning af artikel 166: "Anmodninger om ordet vedrørende indlæg til forretningsordenen skal dreje sig om det punkt på dagsordenen, der er til forhandling på det pågældende tidspunkt. Formanden kan give ordet i forbindelse med andre spørgsmål, når det er belejligt, f.eks. efter afslutningen af forhandlingen om et punkt på dagsordenen, eller før mødet afbrydes".

Det ligger således fra nu af klart, at en passende fortolkning er i overensstemmelse med den, som den sunde fornuft anviste, og at artikel 166 kun kan gøres gældende med henblik på at komme med indlæg til forretningsordenen vedrørende det punkt på dagsordenen, der drøftes på det pågældende tidspunkt. Jeg minder Dem om, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggenders fortolkning anses for godkendt, hvis den ikke bestrides før godkendelsen af protokollen for indeværende møde.

12. Situationen i Mellemøsten (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Mellemøsten.

  Erkki Tuomioja, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Den seneste krise i Mellemøsten i sommers er den første krise, hvor navnlig den libanesiske befolkning og regering, men også mere generelt regionen som helhed, har haft de største forhåbninger og forventninger til EU som international aktør.

Det glæder mig at kunne sige, at EU har levet op til disse forventninger og spillet en vigtig og endog førende rolle i bestræbelserne på at sætte en stopper for fjendtlighederne, overholde våbenhvilen og fremskynde den politiske proces, der er en forudsætning for fred.

I august afholdt Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) to ekstraordinære møder. På mødet den 1. august lykkedes det os at blive enige om konklusionerne. Dette skete i en konstruktiv atmosfære, i modsætning til hvad man har kunnet læse i visse fuldstændig vildledende avisartikler. Konklusionernes indhold dannede efterfølgende grundlag for FN's Sikkerhedsråds resolution 1701, der førte til våbenhvile, og som skitserer den aftale, der skal indgås om genoprettelse af Libanons fulde integritet og suverænitet, og retningslinjerne for den nye UNIFIL Mark 2-styrke, der skal sikre resolutionens gennemførelse.

Det var ikke EU's skyld, at det tog så lang tid at vedtage resolutionen, selv om konflikten hver dag bragte flere unødvendige civile ofre, lidelser og ødelæggelser, uden at nogen af parterne kom nærmere opfyldelsen af de politiske eller militære mål, som de kæmpede for. Den vigtigste erfaring, der kan udledes af denne konflikt, er da også, at der ikke er nogen militære eller unilaterale løsninger på de uløste spørgsmål og konflikter i Mellemøsten.

EU-medlemsstaternes rolle har været afgørende siden vedtagelsen af resolution 1701. På vores andet ekstraordinære rådsmøde den 25. august, hvor FN's generalsekretær, Kofi Annan, også deltog, lykkedes det os at sikre, at UNIFIL kan og vil blive bragt op på fuld styrke og deployeret i overensstemmelse med EU-medlemsstaternes tilsagn om at bidrage med op til 7.000 soldater som svar på FN's anmodning. Det blev også bekræftet på dette møde, at Frankrig, og fra februar 2007 Italien, har det operative ledelsesansvar.

UNIFIL er ikke en EU-operation, og det er vigtigt, at andre FN-medlemsstater, herunder navnlig mange islamiske lande, bidrager til operationen. De første italienske og yderligere franske soldater er allerede blevet indsat.

Det er nødvendigt at indsætte soldater i området hurtigt for at undgå et sikkerhedsvakuum under IDF's tilbagetrækning og de libanesiske væbnede styrkers gradvise deployering i Sydlibanon. Med det formål at genoprette fred og sikkerhed er UNIFIL's opgave at sikre tilbagetrækningen fra Sydlibanon og at hjælpe den libanesiske regering og hær med at få kontrol over dette område såvel som over hele Libanon. Selv om den libanesiske hær skal afvæbne Hizbollah, har UNIFIL også en vigtig opgave, idet UNIFIL skal sikre leveringen af humanitær bistand, overvåge overholdelsen af våbenhvilen og gribe ind over for enhver, der forsøger at bryde freden.

Bortset fra nogle beklagelige episoder er våbenhvilen blevet overholdt. Den libanesiske regering står fortsat samlet, og alle de politiske partier, herunder Hizbollah, har givet udtryk for deres støtte til resolution 1701 og den indarbejdede politiske aftale.

EU's humanitære bistand og Libanons hurtige genopretning og genopbygning har været bemærkelsesværdig. Donorkonferencen i Stockholm i sidste uge var en stor succes. EU har sat hurtigt ind med omfattende humanitær bistand. EU og medlemsstaterne har givet tilsagn om eller allerede ydet humanitære bistand for et samlet beløb på ca. 330 millioner euro, dvs. over en tredjedel af de tilsagn, der blev givet i Stockholm. Vi kan allerede nu i højere grad fokusere på en hurtig genopbygning og styrkelse af den lokale kapacitet.

Alle vores bestræbelser - den politiske aftale, genopbygning og støtte til genoprettelse af Libanons integritet og suverænitet og tilstedeværelsen af et stærkt UNIFIL - er afgørende for fred og stabilitet i landet. Det er også afgørende, at tredjelande støtter disse bestræbelser. Vi skal således være indstillet på at inddrage Syrien, der enten kan være en konstruktiv partner eller en modspiller. Dette vil også være afgørende for EU's forbindelser med Syrien. Under møder med mine egne kontakter i Syrien og under møder med andre har vi glædet os over Syriens erklærede hensigt om og vilje til at respektere resolution 1701 og støtte gennemførelsen heraf og forholde sig konstruktivt til en fredsproces i hele Mellemøsten.

Det har altid stået klart for alle Rådets medlemmer, at der ikke kan skabes varig fred og stabilitet i Libanon eller andre steder i regionen uden genoptagelse af fredsprocessen mellem Israel og Palæstina baseret på køreplanen og dens målsætning om en tostatsløsning, hvor Israel lever i fred og sikkerhed side om side med en uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat.

Desværre har mange af køreplanens aspekter været og er fortsat under angreb. Situationen er gået i hårdknude siden det palæstinensiske valg i januar, som vores valgobservatører, anført af Deres kollega, fru De Keyser, enstemmigt vurderede som frit og retfærdigt.

Hvis fredsprocessen skal fortsætte, er det afgørende, at befolkningen og Palæstinas regeringspartier fortsat forpligter sig til ikkevold, anerkendelse af Israel og til indstilling af alle terrorhandlinger. Vi har stået i en usikker situation, hvor det internationale samfund har været nødsaget til at suspendere den direkte støtte til Den Palæstinensiske Myndighed og samtidig forsøge at sikre, at den palæstinensiske befolknings humanitære behov opfyldes, og at deres adgang til uddannelse og sundhedstjenester fastholdes. Det har været den vanskelige opgave for den midlertidige internationale mekanisme (Temporary International Mechanism), som EU har indført efter anmodning fra kvartetten, og opgaven er ikke blevet nemmere af, at Israel nægter at frigive skatte- og toldindtægter, der nu beløber sig til over 500 millioner amerikanske dollars, som Israel skylder Den Palæstinensiske Myndighed.

Som det kan udledes af navnet, er den midlertidige internationale mekanisme kun en midlertidig foranstaltning. Vi bliver nødt til at løse op for hårdknuden. Alle bortførte israelske soldater, de arresterede palæstinensiske lovgivere og medlemmer af regeringen skal frigives betingelsesløst. Vi skal frem for alt have en bred palæstinensisk regering, der fuldt ud forpligter sig til at overholde alle de forpligtelser, som Den Palæstinensiske Myndighed har indgået, og som kan handle som en troværdig partner, som ingen kan nægte at forhandle med.

Vi behøver ikke at genopfinde den dybe tallerken i forbindelse med fredsprocessen. Alle de nødvendige elementer er velkendte og findes i køreplanen og andre dokumenter. Det er imidlertid fortsat en udfordring at gøre tingene i den rigtige rækkefølge.

Under drøftelserne på Gymnich-mødet i Lappeenranta i sidste uge var vi helt enige om, at EU nu skal gribe aktivt ind for at sikre en genoptagelse af fredsprocessen. Uanset hvor forenet, sammenhængende og effektiv vores indsats er, kan vi naturligvis ikke opnå fred udelukkende gennem vores egen indsats. Vi bliver nødt til at arbejde tæt sammen med vores partnere i kvartetten og navnlig med USA såvel som med Den Arabiske Liga, der har vist fornyet vilje til at engagere sig i processen, hvilket vi glæder os over. Vi bliver naturligvis først og fremmest nødt til at opfordre parterne selv til at sætte sig ved forhandlingsbordet og indlede seriøse forhandlinger.

Befolkningen i regionen har i lang tid blot ønsket fred og sikkerhed, og de er blevet mere og mere frustrerede over deres lederes manglende evne eller endog vilje til at skabe fred og sikkerhed, hvilket har skabt grobund for ekstremisme. Det er således nødvendigt, at EU og andre lande lokker, skubber til og lægger pres på parterne, og de skal også være rede til at involvere sig på stedet, hvor og når det er påkrævet. Det gør EU allerede med parternes accept i forbindelse med EU BAM Rafah-missionen og EUCOPPS-missionen i områderne. Desværre har grænseovergangsstederne ved Rafah og Karni i realiteten været lukket i de sidste par måneder, og Israel har ikke reageret på vores gentagne henvendelser om en genåbning af grænseovergangsstederne.

Vi bliver muligvis også nødt til at påtage os nye ansvarsområder fremover som led i fredsbestræbelserne. Der er fra mange sider blevet udtrykt ønske om en ny international fredskonference for Mellemøsten. Der er stor opbakning bag denne idé i Rådet, men det anerkendes også, at et sådant tiltag ikke kan iværksættes, før parterne har indvilliget i at deltage i en sådan konference, og før der er udsigter til, at en sådan konference vil skabe positive resultater, der fremmer fredsprocessen.

Rådet vil fastholde sit centrale engagement i fredsprocessen i Mellemøsten. Vi har gjort det klart, at den højtstående repræsentant, Javier Solana, har Rådets fulde opbakning og mandat til i samarbejde med formandskabet og Kommissionen at træffe de nødvendige foranstaltninger og mødes med alle relevante aktører med henblik på at sætte gang i fredsprocessen i Mellemøsten og holde den kørende, indtil der er opnået enighed om en samlet fredsløsning.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! I lyset af konflikten i Libanon, volden i de palæstinensiske områder og civile borgeres lidelser i det nordlige Israel har udsigten til en samlet fredsløsning syntes længere væk end nogensinde inden for de seneste par måneder, og paradoksalt nok har disse konflikter, navnlig den almindelige libanesiske befolknings lidelser, alligevel endnu en gang understreget behovet for en regional forhandlingsløsning. De er en klar og grusom påmindelse om, at sikkerhed og stabilitet ikke kan påtvinges ensidigt uden dialog eller diplomati. Mellemøsten er i dag præget af sorg og lidelser, men jeg mener, at der også ligger nogle muligheder, som vi er nødt til at gribe.

EU kan måske få fredsprocessen på skinner igen, navnlig hvis vi mobiliserer vores meget store politiske og sikkerhedsmæssige såvel som tekniske, økonomiske og finansielle ressourcer, og hvis vi anvender disse i tæt samarbejde med det internationale samfund.

Som formanden for Rådet anførte, spiller EU en hidtil uset rolle. Europa er stærkt involveret i Libanon og fast besluttet på at spille en central rolle gennem sin støtte til gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution 1701 og skabelsen af varig fred i regionen. EU-medlemsstaterne yder et afgørende bidrag til den udvidede fredsbevarende styrke under UNIFIL til støtte for en hurtig udvidelse af den libanesiske regerings kontrol i hele Libanon. EU indtager en ledende rolle i de diplomatiske bestræbelser på at fjerne sø- og luftblokaden af Libanon.

Lige siden konflikten begyndte, har Kommissionen været meget aktiv i området, hvor vi har støttet vores partnere og deres befolkninger, når der var mest brug for os. I de sidste seks uger har Kommissionen mobiliseret og koordineret en meget omfattende europæisk bistand med henblik på at dække de presserende behov, som konflikten har skabt. Vi satte ind med hurtig humanitær bistand fra konfliktens anden uge. Jeg var glad og taknemmelig over, at Parlamentet godkendte vores anmodning om mobilisering af yderligere ressourcer fra nødhjælpsreserven. ECHO kan således fortsætte sine tiltag til fremme af hurtig genopbygning, navnlig med hensyn til vand, sanitet og boliger, og vores samlede humanitære støtte kommer således op på over 50 millioner euro.

Kommissionen hjalp også til med at koordinere og støtte evakueringsindsatsen og bidrog i denne forbindelse med 11 millioner euro til evakuering af tredjelandsstatsborgere, der var fanget i konflikten, som svar på en anmodning fra udenrigsministeren på Cypern om støtte til en hurtig iværksættelse af denne operation.

Kommissionen spillede også en vigtig rolle på stedet, hvor den vurderede situationen og iværksatte bidragydernes første koordineringsopgave. Vi samarbejder allerede med den libanesiske regering såvel som med FN og Verdensbanken med henblik på at sikre, at libaneserne selv leder og præger denne koordinering i post-konfliktfasen.

Kommissionen har også sat ind over for miljøkatastrofen og støttet den libanesiske regering gennem Fællesskabets civilbeskyttelsesordning med henblik på at tackle de meget store miljøødelæggelser. Vi arbejder i øjeblikket med at vurdere og imødekomme Libanons genopbygningsbehov med henblik på genopbygning af landets infrastruktur og fremme af økonomisk genopretning, social udvikling og politisk samhørighed.

I sidste uge bebudede jeg på Stockholm-konferencen en pakke på 42 millioner euro frem til årets udgang til hurtig genopbygning. Kommissionens bidrag er indtil videre således kommet op på lidt over 100 millioner euro. Jeg mener, at Kommissionen har vist, at den er parat til at handle og til at handle hurtigt.

Kommissionens bidrag til opfyldelsen af særlige og aktuelle behov er afgørende for vores støtte til gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolution 1701 og for støtten til en varig løsning på konflikten mellem Israel og Hizbollah, der i alt for lang tid har destabiliseret Libanon og truet Israel. Mellemøsten har behov for et stærkt, suverænt, forenet og uafhængigt Libanon, der er i stand til at konsolidere den skrøbelige fred, der er blevet genskabt, og til at holde den yderst reelle risiko for udbrud af vedvarende spændinger i skak.

Det er også nødvendigt, at den libanesiske befolkning mærker de håndgribelige fordele ved indstillingen af fjendtlighederne. En genopbygningsproces styret fra Beirut vil medvirke til at styrke den libanesiske regerings rolle. Det er således afgørende, at genopbygningsfasen rent faktisk indledes og at Israels sø- og luftblokade ophæves. Jeg tilslutter mig også på dette område generalsekretær Kofi Annans krav om en øjeblikkelig ophævelse.

På længere sigt skal det internationale samfund fastholde sit engagement og fokusere på støtte til institutionel genopbygning og fremme af den libanesiske indsats med hensyn til statsopbygning, herunder den indsats, der gøres på grundlag af den nationale dialog. Libanon skal således gennemføre den politiske, sociale og økonomiske dagsorden, der allerede er skitseret i EU's Libanon-handlingsplan. Det er ikke en overdrivelse at sige, at de foranstaltninger, som vi fastlagde forud for konflikten, nu er vigtigere end nogensinde.

Vi skal også samarbejde med vores libanesiske modparter med henblik på at sikre, at betingelserne for langsigtet stabilitet opfyldes, og i denne forbindelse fjerne enhver uklarhed omkring afvæbningen af Hizbollah, der realistisk set kun kan gennemføres som led i en politisk integrationsproces - og sikre en afklaring af status for området Sheba Farms.

Vi må ikke tabe det overordnede perspektiv for området af syne. Mens opmærksomheden blev rettet mod Israel, fortsatte lidelserne i de palæstinensiske områder, og Qassam-raketter blev fortsat affyret mod israelske byer og landsbyer. Jeg var i Israel med den finske præsident efter Rom-konferencen. Vi tog til Haifa, hvor der var konstant fare for raketangreb.

Hvis vi skal undgå en yderligere eskalering i de palæstinensiske områder, er det nødvendigt, at de palæstinensiske militante grupper vender tilbage til den "ro", der herskede i næsten hele 2005. Gidsler, tilbageholdte og fanger skal frigives, og der skal ske fremskridt med hensyn til grundlæggende spørgsmål som mobilitets- og adgangsvilkår, der som bekendt er af afgørende betydning for den palæstinensiske økonomiske genopretning og for dannelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Denne proces bør indledes med en hurtig genåbning af grænseovergangene i Gaza, navnlig grænseovergangen i Rafah, der støttes af EU's grænsebistandsmission. Kommissionen er i princippet parat til at gribe yderligere ind for at opgradere infrastrukturen og styrke kapaciteten på grundlag af den aftale om mobilitet og adgang, der blev indgået i november.

Dette skal ske som led i opfyldelsen af vores langsigtede mål om at opbygge en fremtidig palæstinensisk stats institutioner i samarbejde med Den Palæstinensiske Myndighed, hvilket igen indebærer, at EU bør være parat til at reagere pragmatisk på dannelsen af en palæstinensisk national samlingsregering. Jeg gentager, at vi agter at samarbejde med enhver regering, der er indstillet på at arbejde for fred med fredelige midler.

Vi må ikke glemme det palæstinensiske folks situation, hvilket vi heller ikke gør. Som bekendt har vi gennem en midlertidig international mekanisme sikret adgangen til rent vand og sanitet i Gaza-striben. Vi holdt hospitaler og sundhedscentre i gang over hele sommeren, og vi har nu også finansieret sociale bistandsydelser, som over 600.000 palæstinensere har draget direkte fordel af og langt flere indirekte. I lyset af det vedvarende politiske dødvande, lukninger og indefrosne skatteindtægter kan den midlertidige internationale mekanisme kun sikre midlertidig hjælp. Vi kan ikke fortsætte ret meget længere på denne måde. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi forbedrer adgangs- og mobilitetsvilkårene, hvordan vi får Israel til at genoptage overførslerne af de tilbageholdte palæstinensiske skatteindtægter, der i dag beløber sig til 500 millioner euro, og hvordan vi får Den Palæstinensiske Myndighed til at sikre den offentlige orden og sikkerhed. Det skylder vi parterne, og det skylder parterne deres egne befolkninger.

Den hurtige optrapning af volden over sommeren førte ikke til sejr, men kun til ofre. Endnu en gang kan det konstateres, at militære aktioner ikke kan løse de langvarige konflikter i Mellemøsten.

Status quo, herunder den langsomme og gradvise nedbrydning af tostatsløsningens troværdighed, fortsat besættelse og endemisk vold, fører i sig selv til ustabilitet. Den fører også til tredjelandes indblanding og radikalisme, der forstærkes af uretfærdige vilkår med eller uden rod i virkeligheden.

Der er således i virkeligheden kun ét valg. Vi er nødsaget til at forny det politiske perspektiv, som fredsprocessen hviler på, herunder f.eks. vores holdning til fastholdelsen af grænserne fra 1967. Vi må gøre vores yderste for at bringe alle parter tilbage til forhandlingsbordet. Ved at fokusere på nogle konkrete og pragmatiske foranstaltninger, der kan skabe positive og håndgribelige resultater, kan vi medvirke til at skabe den rette atmosfære og gøre det nemmere for parterne at engagere sig på ny.

Det er nødvendigt at handle beslutsomt med henblik på at få parterne tilbage på sporet hen imod en forhandlingsløsning. Jeg har opfordret til, at der afholdes et møde mellem præsident Abbas og premierminister Olmert hurtigst muligt. Jeg håber, at de kan løse problemet med gidsler og tilbageholdte såvel som andre presserende problemer såsom vold, adgang og finansielle spørgsmål.

Israel og Libanon bør nu skabe kanaler for dialog, og Syrien skal inddrages på ny, da landet viser vilje til at bidrage til gennemførelsen af de relevante resolutioner vedtaget af Sikkerhedsrådet. Iran skal også påtage sig sin del af ansvaret og vise vilje til at bidrage til fred og stabilitet i området.

Der er blevet fremført mange idéer om en samlet fredsløsning i Mellemøsten. Navnlig Den Arabiske Ligas initiativ fortjener vores fulde opmærksomhed. På Gymnich-mødet i sidste weekend efterlyste mange af deltagerne større EU-lederskab i Mellemøsten. Jeg er enig med dem. Vi bliver nødt til at betragte de tragiske begivenheder, der indtraf over sommeren, som en mulighed for en langvarig løsning af de vedvarende konflikter i regionen. Det handler om vores troværdighed, såvel som om kvartettens og FN's troværdighed.

(Bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Ingen anden region i verden har gennem så mange årtier været udsat for så meget lidelse som Mellemøsten. Og de lidende er de mennesker, som bare ønsker at leve i fred. Soldater bliver bortført og dræbt, og konsekvenserne er forfærdelige. Formodede og virkelige militære mål er blevet bombarderet, med utallige civile ofre. Gennem årtier har der kørt en voldsspiral, en ond cirkel uden ende.

Jeg vil gerne udtrykkeligt takke Dem, hr. formand, fordi De to gange har kaldt gruppeformændene hjem fra ferie til en drøftelse. Jeg vil gerne takke Dem, hr. udenrigsminister Tuomioja, Dem, fru kommissær Ferrero-Waldner, og den højtstående repræsentant Javier Solana for Deres bidrag.

I EU kan vi sige, at en militær løsning ikke er mulig i Mellemøsten. Der må findes en politisk løsning for at opnå fred, og freden skal begynde i hovederne på de ansvarlige. Men alligevel siger vi også, at en militær tilstedeværelse kan bidrage til at skabe forudsætningerne for fred. Her i Europa-Parlamentet har vi jo gennem mange år ført en debat om en europæisk sikkerhedspolitik. Og hvis man husker 20 år tilbage, så ville man ønske - men have anset det for utænkeligt den gang - at vi i dag ikke længere skulle spørge, om vi skal engagere os militært, men hvordan vi skal engagere os. Det skal også give os europæere lidt tiltro til, at den vej, som vi nu har valgt, nemlig at påtage os et ansvar, er en rigtig vej, og at vi må og vil påtage os dette ansvar.

Hvilke mål har vi? Målet er et Libanon, som er suverænt. Jeg mener ikke, det er acceptabelt, at Syrien eller Iran udøver en direkte eller indirekte kontrol over Libanon. Hvad angår Irans rolle, skal man også være opmærksom på påvirkningen med atomprogrammet. Hizbollah er en politisk, men også en militær organisation. Hvis man ønsker demokrati i Mellemøsten, så må man også tage til efterretning, at det er resultatet af et valg, at Hizbollah er i regeringen og parlamentet. Det er imidlertid ikke acceptabelt, at der findes en stat i staten, at et politisk parti har sin egen milits og dermed sætter spørgsmålstegn ved det suveræne Libanons egen regerings og eget militærs handlinger. Derfor skal der findes en løsning til afvæbning af Hizbollah inden for fredsprocessens rammer. Politikken har forrang.

(Bifald)

Israel er blevet kritiseret stærkt for sin reaktion. Jeg står ved, at jeg på et vist tidspunkt sagde, at denne reaktion var uforholdsmæssig. Men jeg siger også, at jeg har stor respekt for, at man i Israel i en fri, demokratisk debat stiller spørgsmålet om, hvad der blev gjort forkert i Israel, politisk og militært. Jeg ville ønske, at der var en sådan selvkritisk debat også i staterne i Israels naboregion. Når denne selvkritik også findes i de andre stater, i Israels nabolag, så er vi på vej mod demokrati i Mellemøsten.

Tillad mig som tysk europæer at komme med en bemærkning. Det rørte mig dybt - jeg er født efter krigen - at den israelske ministerpræsident sagde, at et tysk fredsbidrag var velkomment. Det er noget helt nyt, noget lignende har tidligere været utænkeligt. Derfor er det rigtigt, at også Forbundsrepublikken Tyskland påtager sig at yde et bidrag sammen med de europæiske venner i EU.

(Bifald)

Det rørte mig dybt. Menneskene i Palæstina har samme værdighed som israelerne eller vi europæere. Og de har krav på at kunne leve inden for sikre grænser. Vi appellerer til alle involverede i Palæstina, Fatah og Hamas, om at danne en sand national enhedsregering for dermed at yde et bidrag til freden.

Vi europæere er måske for første gang i en ny situation, i kraft af at vi ikke kun yder humanitær hjælp, som er vigtig for befolkningen, men inden for kvartetten nu også påtager os en rolle, hvor vi er med til at forme udviklingen. Jeg opfordrer alle kvartettens parter til at gå denne vej sammen med EU.

Lad mig afslutningsvis sige, at for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er grundlaget for enhver politik den menneskelige værdighed. Derfor siger vi til alle i Mellemøsten og i den arabiske og islamiske verden: Misbrug ikke unge mennesker, der som såkaldte martyrer sætter deres eget og andre menneskers liv på spil, men skab mulighed for, at de unge kan yde et bidrag som levende mennesker i deres lande under menneskeværdige betingelser. Respekter menneskenes værdighed og det menneskelige liv! Så står vi på disse folks og regeringers side.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker rådsformanden og fru Ferrero-Waldner for deres indlæg. Jeg tror, at den krise og den løsningsmodel, som de beskrev, og som nu skal organiseres, indebærer en historisk chance for europæerne og for EU's medlemsstater. Ikke kun for dem, det har De ret i, hr. Tuomioja, andre - især islamiske stater - skal også yde deres bidrag. Men det er også en enestående chance for de europæere, der er involveret.

Jeg kunne også formulere det på en anden måde. Det er ikke kun en enestående chance, det er også en enestående pligt til nu konkret at sørge for fredsløsninger, for vi må jo konstatere, at USA's løsninger i regionen er faldet helt til jorden, og at denne fiasko er en medvirkende årsag til den nuværende krise. Det skal siges her. Derfor har vi europæere pligt til nu at forsøge at yde vores konstruktive bidrag til en løsning.

Dette bidrag kan ikke kun være militært, det skal også være militært. Det skal sammenfatte forskellige aspekter, som er nødvendige i regionen. Vi har brug for et samlet koncept, som omfatter militære foranstaltninger på grundlag af international ret, som omfatter humanitære foranstaltninger, som omfatter diplomatiske aktiviteter og ikke glemmer den centrale konflikt i regionen, nemlig en løsning af Palæstina-konflikten, som er årsagen til destabiliseringen i hele regionen.

Derfor vil jeg nævne nogle grundelementer i det, som vi socialdemokrater anser for nødvendigt i det samlede koncept. Ja, det handler allerførst om Israels ret til at eksistere. For os socialdemokrater i Europa står det klart, at Israels eksistens er et kerneelement i vores politik, og enhver, der sætter spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere, har os som modstander.

Men i den nuværende situation må vi også styrke Libanon. Libanon var efter afslutningen af borgerkrigen godt på vej til at blive et stabilt, sekulært demokrati. Her er meget nu blevet slået i stykker. Derfor må vi hjælpe det libanesiske folk til atter at vende tilbage til situationen før den militære konflikt, som var så fuld af håb for regionen.

Og vi må opbygge Palæstina, og her gælder det først og fremmest om at hjælpe humanitært. Situationen i Palæstina er dramatisk. Her vil jeg for os socialdemokrater sige én ting: Dialogen med alle kræfter i Palæstina kan ikke længere undgås; den er nødvendig og uundværlig.

(Bifald)

Vi må støtte og opbygge civilsamfundets strukturer. Civilsamfundets strukturer, alle de kræfter, som går ind for dialog - særligt også for den interkulturelle og interreligiøse dialog - skal være vores partnere.

Det, der er brug for i regionen, det har de foregående talere, også hr. Poettering, antydet, er ikke, at vi gensidigt sår tvivl om hinanden, men at vi på grundlag af det, som vi repræsenterer, på grundlag af vores vestlige værdier respekterer andre værdier, som måske er religiøst orienterede, men også konstruktive, og som respekterer menneskets værdighed. Vi må ikke gå hen og gøre islam til et fjendebegreb. Islam er en religion, som omfatter næsten en milliard mennesker i denne verden, og vi må ikke tillade, at nogle få vilde terrorister bliver sidestillet med en milliard mennesker i denne verden. Det er en fatal fejl. Derfor er den interkulturelle dialog så vigtig.

(Bifald)

Jeg mener, at løsladelsen af fangerne er et vigtigt punkt. Det skal ske nu. De involverende parter må nu være ordholdende, for det, vi har brug for, er tillidsskabende initiativer. Det er ikke noget banalt begreb. Den slags initiativer er nu, i denne situation, helt uundværlige - små skridt, konkrete skridt, tillidsskabende skridt, og dertil hører løsladelse af fangerne og involvering af alle kræfter i regionen. Vi har brug for alle stater, og vi har også og især brug for Syrien.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at der her i Parlamentet - også i vores gruppe - har været stor skuffelse over det, der bl.a. er blevet sagt i Syrien i de seneste uger. Men vi har brug for Syrien for at løse problemet. Hvis Syrien er indstillet på at føre en konstruktiv dialog med os, så opfordrer jeg syrerne til at vise tegn på god vilje, vende tilbage til den dialog, som tidligere har været antydet, og give os mulighed for at gennemføre en og anden foranstaltning, selv om den måtte være lille, f.eks. i grænsespørgsmål. Vis os, at Syrien er indstillet på at vende tilbage til forhandlingsbordet.

I denne forbindelse har jeg en kommentar. Selv da den kolde krig var på sit højdepunkt, kunne de to lejre tale med hinanden, fordi vi havde etableret konferencen for sikkerhed og samarbejde i Europa. Hvorfor skulle vi ikke tage idéen om en konference for sikkerhed og samarbejde i denne region op igen, som samler alle involverede ved samme bord, nemlig køreplansstaterne - altså vi europæere, FN, Rusland, USA - men også staterne i regionen, Den Arabiske Liga og Syrien. Det var nok værd at overveje.

Intet - her er jeg enig med hr. Poettering - intet i denne verden kan retfærdiggøre individuel terrorisme. Bag denne terrorisme, denne blinde ødelæggelsestrang, skjuler sig intet andet end menneskeforagt, som altid er ødelæggende. Intet retfærdiggør nogen form for terrorisme, og derfor er det vores fælles opgave at bekæmpe terrorismen.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Sommerens konflikt har kostet over 1.000 mennesker livet, hvoraf langt de fleste var uskyldige civile. Den har reduceret store dele af Libanon til murbrokker. Denne situation bør, om ikke andet, lære os at se fremad snarere end tilbage.

Vi bør hurtigst muligt deployere de 7.000 soldater, som Unionen har forpligtet sig til at bidrage med til UNFIL-styrken med henblik på at stabilisere situationen i Sydlibanon, at standse våbenstrømmen og at bidrage til den humanitære indsats. Vi skal imidlertid afklare UNIFIL's mandat til at gennemføre FN-resolutionerne på stedet.

Vi skal naturligvis også gå længere endnu. Vi skal tale med én stemme. På kort sigt skal vi kræve, at Israels sø- og luftblokade af Libanon ophæves øjeblikkeligt. Vi skal kræve, at blokaden af Gaza ophæves, og vi skal bidrage til dannelsen af en effektiv palæstinensisk regering.

På mellemlang sigt skal vi, samtidig med at vi fordømmer terrorhandlinger, bringe Hizbollah og Hamas ind fra kulden og inddrage dem i en dialog om etablering af en demokratisk lovramme. Vi skal iværksætte en uafhængig undersøgelse af de civile dødsfald, som kan tillægges alle parter under den seneste konflikt, og som Kofi Annan har understreget, kan vi kun få Hizbollah til at nedlægge våbnene og forhandle om en langsigtet løsning gennem dialog og kompromiser, ikke gennem et geværløb.

Der er også langsigtede opgaver. Hvis vi skal skabe en ny generation, der ikke er dybt præget af frygt og intolerance, skal vi opbygge institutioner, der sikrer fred på lang sigt. Da Romano Prodi var formand for Kommissionen, talte han om etableringen af en euro-arabisk udviklingsbank finansieret og forvaltet af begge parter i fællesskab. Vi skal også se på organiseringen af sikkerheden i stil med hr. Fogh Rasmussens foreslåede konference om sikkerhed og samarbejde i Middelhavsområdet, som hr. Schulz har henvist til. Vi skal se på, hvordan vi kan forbinde alle landene i Middelhavsområdet gennem en passende indvandringspolitik. Og vi skal overvåge alle disse områder gennem Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet, som De, hr. formand, har investeret en hel del politisk og ikke så lidt finansiel kapital i. Lad os tage ved lære af Einstein, der sagde, at freden ikke kan fastholdes med magt, men at der kun kan skabes fred gennem forståelse.

Hr. Tuomioja, De talte om EU's bemærkelsesværdige resultater og store succes. Jeg bifalder Deres indsats, men lad os nu ikke overdrive. EU's nuværende situation skyldes en krise. Michel Barnier taler i denne forbindelse om den europæiske refleks. Unionen har ikke den forfatning, den har brug for, og som ville have udrustet den langt bedre til at tackle denne situation. Vi deployerer europæiske styrker, men der er ikke tale om en EU-styrke, selv om der gudskelov er tale om en forenet koalition.

Med hensyn til demokratisk beslutningstagning forlader vi os på håbet. Efter mødet i Lappeenranta den 25. august udtalte hr. Solana, at det var den vigtigste beslutning, som EU havde truffet i mange år. Hvis dette er tilfældet, hvorfor er hr. Solana så ikke til stede i dag for at indvie os i beslutningen og i vilkårene for inddragelse i denne konflikt? Han har et mandat, men af hvilket art?

(Bifald)

Da vi spurgte, fik vi den besked, at vilkårene for styrkernes inddragelse "udelukkende var en sag mellem FN og de lande, der bidrog med styrker". Vi fik således den besked, at der ikke var tale om et europæisk anliggende. Det er absurd, at hr. Solana ikke er til stede for at indvie os i vilkårene for inddragelse i denne konflikt!

Dette indebærer en risiko. Den brede europæiske offentlighed er af den opfattelse, at Europa har grebet ind over for krisen. Hvis det går galt, og et stort antal unge mænd vender hjem i ligposer, vil befolkningen kræve besked om, hvem der er ansvarlig i Europa. Det politiske ansvar skal placeres.

(Bifald)

Hr. formand for Rådet, EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal på plads, således at vi ikke kommer til at stå i en sådan situation.

Vi bør således udbringe et leve for Europa, for Louis Michels hurtige indsats og for Romano Prodis mod i forbindelse med koordineringen af vores bestræbelser på at løse dette problem. Vi bør også takke Kommissionen, det finske formandskab og Cypern - en ny medlemsstat - for den meget store indsats, landet har ydet. Vi bør også takke Tyrkiet, der har udvist mod til at hjælpe os gennem tilsagn om tropper.

(Bifald)

Der er imidlertid stadig risiko for, at vores fastholdelse af national suverænitet vil medføre globalt anarki.

(Bifald)

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Tuomioja, mine damer og herrer! Jeg vil begynde med lidt selvkritik. Hvem spurgte her i Parlamentet for et år siden til resolution 1552? Hvem spurgte her i Parlamentet til afvæbning af Hizbollah? Vi skal diskutere dette problem, fordi det for tiden er et centralt emne i debatten i Israel. I tre år har den israelske regering intet gjort og sagt vedrørende afvæbningen af Hizbollah. Vi har alle været blinde, og vi burde i det mindste indrømme, at også vi har taget fejl. Det skal for det første påpeges, at vi havde, at det internationale samfund havde en FN-resolution. Efter at den blev vedtaget, er den forsvundet i det politiske nirvana uden nogensinde at blive anvendt på stedet.

For det andet, og dette er det egentlige problem, er dette område, som er mål for så megen dårligdom, også et område, hvor man kan gøre flest fejltagelser i politik. Vi gør fejltagelser, fordi vi tror, at vi skal være ambassadør for Israel eller Palæstina. Hvad er EU's rolle i dag? I EU er nogle lande meget knyttet til Israel, jeg forstår det godt, og det er rimeligt. Andre er meget knyttet til palæstinenserne, jeg forstår det godt, og det er rimeligt. Men at føre politik er ikke begrænset til dette. Tværtimod skal der gøres alt for at sikre, at vi langt om længe får en palæstinensisk stat og en israelsk stat, hvor befolkningen kan leve i sikkerhed. For at føre politik skal man ikke være en venlig sjæl eller Moder Theresa, man skal være i stand til at få dette område til at ændre sig politisk. Det er det, der er problemet.

Derfor sender EU soldater til området. Graham Watson har ret. Visse EU-medlemsstater sender soldater.

Jeg vågnede en morgen og havde drømt noget. På et møde havde alle stats- og regeringscheferne besluttet, at det europæiske kontingent skulle være det største i antal, at det skulle være europæernes hurtige udrykningsstyrke, at det ikke længere skulle være tre fjerdedele fransk, to tredjedele italiensk eller en fjerdedel tysk, men at det skulle bestå af europæere, der som sådan skulle repræsentere Europa i dette område. Jeg ved, at det er en drøm, jeg ved, at jeg er barnlig, men hvorfor ikke drømme sådan noget?

For så vidt som vi skal opfylde vores forpligtelser, skrev Joschka Fischer for nylig i en artikel "velkommen til virkeligheden". Ja, vi lever i virkeligheden. Fremover skal vi handle politisk i dette område. Virkeligheden er, at de amerikanere, der er til stede i området, er i Irak, hvor de sidder fast. De eksisterer ikke politisk. Ingen organisation, bortset fra EU, har mulighed for at ændre tingene og sammen med israelerne undersøge, hvordan det palæstinensiske problem skal løses. Der kommer kun til at herske fred i Israel, hvis der eksisterer en palæstinensisk stat, der er egnet til at leve i. Den bedste måde at bekæmpe Hamas er ved hjælp af en palæstinensisk stat, fordi Hamas er ligeglad med den palæstinensiske stat. Den ønsker et islamisk område! Derfor er det vigtigt at understrege, at hvis vi kan få oprettet en palæstinensisk stat, svækker vi Hamas' indflydelse.

Endvidere skal vi løse problemet med grænserne til Syrien og Golanhøjderne. Israel skal sikres adgang til vand, og det skal sikres beskyttelse, men en beskyttelse, som ikke betyder, at Israel besætter Golanhøjderne. EU skal bruge sin indflydelse for at få gang i forhandlinger. På et tidspunkt, hvor det nu lykkes EU at spille en større politisk rolle, bliver vi ikke blot ansvarlige for modgang og fiasko, men også politisk for et område, hvor der er fred.

Når vores børn spørger os, hvad formålet med EU er, kan vi med stolthed svare: "Se, hvad vi gør i Mellemøsten". Men for at kunne svare sådan skal vi imidlertid nå dette mål. Vi skal have mod til at sige til alle disse regeringer, at det ikke er Italien - selv om Italien har været beundringsværdig - at det ikke er Frankrig, og at det ikke er Det Forenede Kongerige, men at det er EU som helhed, der har været effektiv.

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på en debat vedrørende Tyskland. Jeg har fået nok af disse politiske grupper! Graham Watson, der er medlem af Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, siger til de tyske ALDE-medlemmer, at det er skandaløst, at de afviser at sende en taskforce til Mellemøsten. Og De, hr. Wurtz, siger til de tyske kommunister, at det, de er i færd med at gøre, er skandaløst, at det er en form for politisk tuskhandel, når der dør mennesker i Mellemøsten, og når hele verden ønsker at oprette en sådan taskforce. Hav mod som politikere, og sørg for at handle inden for Deres politiske lejr!

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Tuomioja, fru Ferrero-Waldner! Det, vi har oplevet i sommer, burde være helt og aldeles utænkeligt i vores tid.

Lad mig for det første minde om, at en stat, nemlig Israel, bombarderer og udsulter civilbefolkningen i Gaza, kidnapper ministre og politikere, som bliver føjet til de 8.000 palæstinensiske fanger, der allerede er blevet tilbageholdt, og at Israel har dræbt mere end 200 mennesker i dette lille område, der som vicegeneralsekretær og nødhjælpskoordinator i FN, Jan Egeland, udtrykker det, er blevet en tidsindstillet bombe. Dernæst har den samme hær hamret løst på Libanon i 34 dage og har ifølge Human Rights Watch ikke skelnet mellem civile og militære mål, har været skyld i 1.100 civiles død, tvunget en fjerdedel af befolkningen til at flytte, indført en fuldstændig blokade af Libanon, og har med vilje sigtet mod, som Kofi Annan har gjort opmærksom på, observatører fra den internationale fredsbevarende styrke, har i henhold til UNDP ødelagt 15.000 boliger og 78 broer, tilintetgjort Libanons vigtige infrastruktur, havne, lufthavne og kræftværker, hvilket har resulteret i en kæmpestor oliepøl, og den har anvendt granater, som kan indeholde op til 644 eksplosionsanordninger, hvoraf 100.000 af disse anordninger fortsat blindt slår mænd, kvinder og børn ihjel.

For det andet støtter en supermagt som USA sin allieredes strategi både i Palæstina og Libanon under påskud af krigen mod terrorisme, som allerede er i gang i Irak og Afghanistan. USA's udenrigsminister sammenligner det libanesiske folks lidelser med smerten ved fødslen af det nye Mellemøsten. Midt i krigen leverer hun stadig mere avancerede våben til Israel, og hun har under mere end en måneds uforsonlige kampe afvist at forsøge at få en våbenhvile i stand, selv om den libanesiske regering og FN's generalsekretær indtrængende har opfordret til det.

Min tredje og sidste bemærkning er, at en institution, som er særlig tæt på os, nemlig Rådet, længe har vist sig at være ude af stand til at opfordre til våbenhvile trods det finske formandskabs prisværdige forsøg og den enstemmige opfordring i den forbindelse fra Parlamentets Formandskonference. Rådet finder endog på undskyldninger for den israelske hærs opførsel ved at tale om retten til selvforsvar. Ligesom det var berettiget at fordømme Hizbollahs indledende tilfangetagelse af de israelske soldater, så var frem for alt Hizbollahs alvorlige beslutning om at besvare bombningen af libanesiske byer ved at sende missiler mod israelske byer og således begå forbrydelser mod civilbefolkningen, giver det grønne lys, som israelerne de facto nu har haft i mange dage til at udkæmpe og fortsætte denne forfærdelige krig, anledning til forbløffelse og oprør.

Vi kan derfor ikke i dag og i den kommende tid stille os tilfredse med kun at tale om europæiske bidrag til UNIFIL og til genopbygningen, uanset hvor vigtige disse to spørgsmål er. Ved at vedtage en klarsynet strategi og med ansvarlighed skal vi drage en lære af denne smertelige erfaring og begynde med følgende: det centrale i alle omvæltningerne i Mellemøsten, som for hver dag bliver mere tragiske for befolkningen og til større risiko for den internationale sikkerhed, er besættelsen af de områder, som blev erobret i 1967, og at Israel til stadighed afviser at få gennemført de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.

EU har imidlertid lettet presset med hensyn til dette afgørende krav om fred. Hvilket initiativ har det taget for at genoplive kvartettens køreplan? Hvad gjorde det for at fremme Den Arabiske Ligas plan i 2002, i hvilken man foreslog at normalisere forbindelserne med Israel til gengæld for anerkendelse af den palæstinensiske stat? Hvad har det gjort for at få de israelske ledere til at leve op til deres historiske ansvar? I stedet for at gøre noget som helst på disse områder, har EU indstillet bistanden til de palæstinensiske institutioner, frataget en demokratisk valgt regering og parlament deres legitimitet, ignoreret præsident Mahmoud Abbas modige indsats for at genetablere en national enighed og med lethed accepteret lukningen af det eneste overgangssted mellem Gaza og verden udenfor, som det officielt kontrollerede.

Jeg håber, at de fælles beslutninger, der er truffet i de seneste dage, er tegn på en europæisk ændring med hensyn til hele Mellemøsten. For tiden skal Europa træffe et langsigtet valg mellem præsident Bushs opfattelse af bekæmpelsen af terrorisme og en tilbagevenden til de grundlæggende principper i folkeretten. Jeg tror, at dette er grundlaget for en retfærdig og bæredygtig fred i Mellemøsten og for Europas troværdighed i verden.

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvor mange unøjagtigheder og hvor meget intellektuel uærlighed er der ikke i mange artikler om krisen i Mellemøsten i august og i mange politikeres udtalelser! Man forveksler ofte gerningsmanden med offeret, og man gør næsten aldrig opmærksom på, at den egentlige årsag til Hizbollahs provokation med missiler, der blev fyret af mod Israel, og med bortførelsen af to israelske soldater, er det, som Irans præsident har sagt flere gange, nemlig "Israels fjernelse fra verdenskortet".

Hvis det er den målsætning, som forfølges af visse regeringer og den terrorfundamentalisme, som de giver næring til, er vi nødt til at være modige og loyale nok til at sige, at det er Europas vigtigste opgave at støtte og forsvare den israelske stats og det israelske folks eksistens og at forlange, at også de, som på en blind og vanvittig måde nægter dette, anerkender denne eksistens. Kun på disse betingelser og ved at vende tilbage til køreplanen kan vi få en palæstinensisk stat, der også er anerkendt, fri og sikker, og opnå fred i Mellemøsten.

Det er de målsætninger, som vi skal nå med den størst mulige indsats og enighed. Hizbollah har nogle andre målsætninger, nemlig at ødelægge en demokratisk stat, som er anerkendt af det internationale samfund og medlem af FN.

Hizbollah er en religiøs ideologisk bevægelse - selv om den er i mindretal - i parlamentet i en tilgrænsende stat, men den har også en væbnet selvstyrende organisation uden for den statslige struktur, og denne organisation forsynes med våben og penge af to andre stater i området, der begge har den hovedmålsætning at ødelægge Israel.

Hvordan kan vi have samme slags forbindelser til to parter, som har så forskellige og modsatrettede målsætninger? Den ene part forsvarer sin legitime ret til overlevelse som en demokratisk stat, mens den anden part er en væbnet del af kampen mod demokratiet og Vesten!

Vi støtter UNIFIL-styrken, som skal gøre alt, hvad den kan for at sikre en nedrustning og støtte den legitime libanesiske regering, idet vi håber, at de libanesiske myndigheder ikke længere har de tvetydige holdninger, de har givet udtryk for i de sidste par uger. UNIFIL's eneste dialogpartnere skal være den israelske regering og den libanesiske regering.

EU, som nu endelig taler med én stemme, skal sørge for, at FN-resolutionerne bliver overholdt og skal gøre den størst mulige indsats for at yde humanitær bistand, sætte gang i dialogen igen og fremme en kultur med gensidig respekt. Jeg er stadig af den opfattelse, at freden i Mellemøsten i højere grad ville være sikret, hvis Israel var medlem af EU, og her vil jeg endnu en gang opfordre Rådet til at erklære, at EU-ambassaderne i hele verden fra nu af betragter israelske borgere som europæiske borgere.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! De tyske medier taler i dag om alvorlige indvendinger fra forbundshærens side mod de betingelser, som den libanesiske regering opstiller, når det gælder udenlandsk hjælp til at afskærme sin 225 km lange havgrænse mod ulovlige våbentransporter. Beirut vil gerne selv kontrollere en stribe på seks sømil ud for kysten, og uden for denne grænse er det ønskeligt, at kontrol foretages af forskellige EU-medlemsstaters marine, bl.a. den nederlandske.

Disse betingelser anser ledelsen i den tyske forbundshær ikke for at være acceptable. Efter min mening med rette, for hvilken marine fra en EU-medlemsstat ville magtesløst se på, hvordan Hizbollah genoprustes? Beslutningen om dette specifikke mandat ligger for øvrigt nu hos FN.

Jeg vil gerne have at vide af Rådet og Kommissionen, hvad de i den anledning foretager sig over for FN, generalsekretær Annan, hvad de mener om det, og hvilken holdning de indtager til denne uenighed, for den har direkte indflydelse på den europæiske involvering i stabiliseringen af situationen omkring Libanon.

Det siger i hvert fald meget, at selv de to repræsentanter for Hizbollah i den libanesiske regering stemte imod dette farlige kompromisforslag. Det er kort sagt logisk, at Israel foreløbig opretholder sin havblokade af Libanon.

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

  Gianni De Michelis (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne give udtryk for min støtte til EU's initiativ i Libanon-spørgsmålet, nemlig at vi igen skal spille en central rolle i Mellemøsten, hvilket ikke har været tilfældet i lang tid. Dette hænger naturligvis også sammen med, at andre landes unilaterale initiativer har været en fiasko.

Det hele kommer dog til at afhænge af resultaterne, og vi skal være klar over, at den militære mission og genopbygningsstøtten ikke er et mål i sig selv, men en begyndelse. De er ikke et mål, men et middel, og de er i øvrigt et middel, som risikerer at være fuldstændigt utilstrækkeligt, hvis de ikke hurtigt og snart bliver ledsaget af et politisk og diplomatisk initiativ, der gør det muligt at genoptagelse drøftelserne mellem de to parter.

Navnlig dette burde vi fokusere på i vores forhandlinger her i Parlamentet. Konteksten bliver FN's Sikkerhedsråd, men initiativet skal nødvendigvis udgå herfra, nemlig fra Europa og EU. Det skal ske i samarbejde med USA og Den Arabiske Liga, men det centrale initiativ skal være vores.

Vi skal diskutere, hvordan dette initiativ skal se ud. Erfaringerne fra de seneste år og måneder har lært os, at unilateralisme alene ikke fører nogen vegne, og at forsøget på at løse Mellemøstens problemer hver for sig ikke fører nogen vegne. Vi skal gå længere end til køreplanen, og vi skal gå længere end til Sikkerhedsrådets specifikke enkeltløsninger med hensyn til Irak eller Libanon. Det gælder om at forstå, at tiden i dag er moden til en altomfattende indfaldsvinkel, der på den ene eller anden måde kan få formelle drøftelser i stand mellem alle de berørte lande i området og om alle de uløste spørgsmål, konfliktpunkterne og samarbejdsområderne.

Det burde vi vide noget om her i Europa, eftersom det for 30 år siden i Helsinki lykkedes os at skabe forudsætningerne for den forandring, som verden blev forbløffet over et par år senere. En sådan løsning ville være en løsning for alle, både for USA, som ville komme ud af deres hjørne, for Israel, som ville undslippe den unilateralisme, som landet er fanget i, for Den Arabiske Liga og ikke mindst for os i Europa. På denne måde kunne vi sætte gang i Barcelona-processen igen og samtidig også i Europas egen situation.

  Ville Itälä (PPE-DE). - (FI) Hr. formand! Jeg fulgte med i nyhederne under min ferie, og jeg følte mig totalt magtesløs på grund af alle de menneskelige lidelser, som blev vist hver dag. Men vi behøver ikke at føle os magtesløse, vi kan gøre en hel del. Denne situation er en reel mulighed, som mange har nævnt i dag. EU har taget nogle vigtige skridt, og et af disse skridt er, at EU under krisen er nået til enighed - EU's medlemsstater taler med én stemme. Denne fælles holdning vil være en vigtig faktor, hvis vi ønsker at spille en større international rolle i international politik i fremtiden.

Jeg ønsker at benytte lejligheden til at takke formanden for Rådet, den finske udenrigsminister, Erkki Tuomioja, og anerkende den rolle, som han har spillet. Hans erfaring og ekspertise har været en vigtig faktor i EU's opnåelse af en fælles holdning og muligheden for at tale med én stemme. I fremtiden skal vi være en stærk politisk aktør, og vi skal ikke lade os nøje med en rolle, hvor vi blot skal betale for ødelæggelserne efter krigen. Vi skal være aktivt involveret i den nødvendige politiske proces for at bidrage til opnåelsen af varig fred i Mellemøsten.

Hr. formand, jeg er overbevist om, at vi vil opnå næsten enstemmig støtte til denne omfattende konference. Og det vil være af afgørende betydning for at opnå varig fred i området. Det er helt klart, at konferencen ikke skal afholdes straks, som hr. Tuomioja nævnte, da det vil tage tid for de involverede parter at forberede sig på konferencen. Men vi har allerede nu brug for mod og beslutsomhed til at gribe muligheden for at opnå varig fred i området.

(Bifald)

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Sådan som De sagde, er det, at vi har opnået våbenstilstand, i sig selv et vigtigt resultat i en krig, som på få uger har krævet mange ofre, ødelagt infrastruktur og miljø, og som truede med at brede sig til hele regionen.

Dette foreløbige resultat var konsekvenserne af et europæisk initiativ i nært samarbejde med FN. Tillad mig at minde om den aktive rolle, som mit land, Italien, spillede, men som også det finske formandskab og Frankrig - der skal lede UNIFIL-missionen i denne fase - spillede.

Der er dog tale om en meget vanskeligere udfordring, som foruden den militære indsats kræver en politisk og diplomatisk indsats fra hele Europa side. Her kunne Europa for første gang vise en fælles politisk vilje og beslutsomheden på at spille en konstruktiv rolle i Middelhavsområdet og Mellemøsten ved at give sig selv de rette instrumenter.

Det gælder om at støtte Libanon i den vanskelige uafhængigheds- og suverænitetsproces ved at hjælpe landet med at fortsætte den demokratiske proces, der vakte så store forhåbninger i "Beiruts forår". Den libanesiske hær skal have kontrollen tilbage med hele landet, herunder den sydlige del af landet, og den skal have monopol på den militære styrke og udelukke Hizbollah, der i mellemtiden er blevet en parallel magt.

Et sådant resultat kræver, at alle tager et ansvar, først og fremmest Syrien, som spiller en rolle i området, mens vi skal få Israel til at gå bort fra vilkårlig brug af magt, eftersom det ikke er en løsning, der kan garantere landets sikkerhed.

Det er også allerede blevet sagt, at Palæstina-spørgsmålet har en central betydning for situationen i Mellemøsten. Det er Europas opgave at tage det fulde ansvar, som alle konfliktens parter i dag tillægger det, nemlig at støtte palæstinensernes vanskelige interne proces med at danne en nye regering, der gør det muligt for dem at komme ud af isolationen og få de ressourcer igen, som Israel skal tilbagelevere til dem. Det kunne være begyndelsen på et nyt klima mellem parterne, men det er først og fremmest nødvendigt at standse voldsspiralen.

De forløbne år viser, at de to parter ikke selv er i stand til det. Det er nødvendigt med det internationale samfunds tilstedeværelse, og vi kunne således indsætte de fredsbevarende styrker, som er i Libanon i dag, i Gaza og på Vestbredden i morgen. Det kunne være det første skridt i retning af aftalens genoptagelse med udsigt til - sådan som formanden mindede om - en international konference, der fører til en stabil og varig løsning for hele området.

  Philippe Morillon (ALDE). - (FR) Hr. formand! FN's fredsbevarende styrke i Libanon bliver styrket, og EU kommer til at spille en vigtig rolle i den. Vi gør ret i at glæde os over dette.

Vi skal også gøre os klart, at for at være til nytte i en så vanskelig situation skal de udstationerede styrker respekteres, og derfor skal de være stærke, dvs. de skal have de nødvendige ressourcer til deres opgave og have ret og pligt til at anvende dem ikke blot til selvforsvar, når deres egne soldater er i fare, men også når ånden eller bogstavet i opgaven kan gøre det nødvendigt

Vi drog denne lære på Balkan med tragiske resultater. Det må vi aldrig glemme. Vi må heller ikke glemme, hvad alle fredsskaberne i Libanon og i hele Mellemøsten venter på. Det er ikke på FN, som har været til stede for længe, og som er blevet gjort magtesløs i for lang tid. Det er ikke på Frankrig alene, det er ikke Italien, det er på EU. De sagde det ganske rigtigt, hr. Tuomioja. Jeg kan i den forbindelse bevidne, at den europæiske styrke, der var udstationeret i Den Demokratiske Republik Congo for at støtte FN's indsats, i de seneste uger har gjort en effektiv indsats. Uden dens tilstedeværelse kan jeg sige, som De ved, fru kommissær, at Kinshasa i dag ville være sønderrevet.

Derfor opfordrer jeg Rådet og Kommissionen til at undersøge, om de europæiske styrker, der skal udstationeres i Libanon, ikke kunne organiseres på en tilsvarende måde og således sætte EU i stand til at gøre, hvad der forventes af det, nemlig at udøve dets eget ansvar.

Hvis vi ikke simpelthen er ubeslutsomme, hvorfor udstationerer vi så f.eks. ikke med det samme en europæisk flåde ud for Libanons kyst? Med EUROMARFOR kan vi få midler til at gøre det. Nej, hr. Cohn-Bendit, De er ikke en barnlig drømmer, og hvis De er, så er jeg endnu mere barnlig end Dem og en større drømmer end Dem.

  David Hammerstein Mintz (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand! Det er muligt, at krisen i Mellemøsten kan lære Europa en meget hård lektie, der skyldes en katastrofe, og som vil tvinge os ud af vores egen krise. For denne kontakt med den virkelige verden i Mellemøsten via lederskabet af en multinational styrke er meget vigtig. Det viser, at EU ikke længere blot er en glorificeret ngo, der yder humanitær bistand i Mellemøsten, men har forpligtet sig politisk over for området. Det er meget vigtigt, for det er en reel og strategisk forpligtelse over for Mellemøsten, hvor freden er afgørende for Europas sikkerhed.

Med det mod, som lande som Frankrig, Italien og Spanien har udvist, vil Europa utvivlsomt sætte fremtiden for sin udenrigspolitik i verden på spil, og udgangen på den europæiske krise vil på en vis måde afhænge heraf. Det er klart, at USA's unilateralisme har et meget dårligt ry i hele den arabiske verden og i en stor del af verden i almindelighed. Libanon kan blive en succesfuld test af en international intervention, som sikrer freden i Gaza og på Vestbredden samt en fredsaftale.

Vi hilser Kommissionens og Rådets holdning til den palæstinensiske nationale enhedsregering og deres pragmatiske reaktion velkommen, samtidig med at vi er bekymrede over det, der sker i området, dvs. opretholdelsen af de israelske kolonier på Vestbredden, og meddelelsen fra i forgårs om, at der vil blive bygget 700 nye boliger på disse områder, hvilket er i modstrid med køreplanen.

  Miguel Portas (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! Welcome to reality! Hvis der er sket en ændring i den europæiske holdning, er det, fordi et folk har formået at yde modstand. Min respekt for og min hyldest til Libanon. Resolution 1701 kom sent og skelnede ikke mellem angriber og angrebet, men fik dog skabt våbenhvile, så der kan blive fred. FN-styrken er den rigtige vej fremad. Genopbygningen må støttes, det må gøres vanskeligt at begynde krigen igen, og der må gives libaneserne tid til dialog, da det er den eneste måde, som landets forsvarsproblemer kan løses på.

Der er andre vigtige punkter. I Palæstina har den europæiske blokade sendt et forkert signal til Washington og Tel Aviv og straffer en befolkning for at tro på demokratiet. Over for Teheran sætter ultimatummer og trusler blot mere fart på atomvåbenkapløbet. Det er på tide at få gang i fredsprocessen i Mellemøsten igen. Kun politikkens våben kan besejre våbnenes politik.

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke formanden for Rådet og kommissæren for deres hidtidige bidrag.

Den seneste krig har naturligvis overbevist os om krigens rædsler og de skadelige følger for befolkningen og for infrastrukturen. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken og udtænke nye idéer, bør vi puste nyt liv i den køreplan, som EU, FN og USA og Rusland blev enige om. Den angav vejen til fred og stabilitet, ikke kun mellem Israel og Palæstina, men også mellem deres nabolande, herunder Syrien, Jordan, Iran, Egypten og Libanon. Gennem de sidste par måneder har vi især kunnet konstatere, at EU ikke har evnet at tale med én stemme. Dette problem har kunnet fortsætte og er blevet forværret, fordi visse EU-medlemsstaters regeringer har ikke formået at nå til enighed med de fleste andre medlemsstater. Vi er nu i det mindste langt om længe nået til enighed om at stå i spidsen for den kommende FN-fredsstyrke i Libanon.

Nu skal vi imidlertid udvise større mod, udtænke nye idéer og nye former for samarbejde. Hvis vi har lært noget af vores egen historie i Europa, hvis vi har lært noget af vores egne erfaringer med konfliktløsning i EU eller i resten af verden, er det, at vi rent faktisk kun kan opnå en varig og retfærdig fredsløsning gennem forhandling og dialog. Vi har måske i dag en mulighed for at samarbejde med det palæstinensiske folks valgte repræsentanter, Hamas, med den libanesiske regering, med Israel og med regeringerne i Syrien og Iran med henblik på at finde frem til en løsning.

Den vigtigste lære, vi kan drage af vores erfaringer gennem de sidste seks måneder i Mellemøsten, er, at vi ikke har formået at udtrykke os, som vi burde, dvs. med én stemme, og at sende et klart signal til alle disse lande om, at EU, uanset hvad de gør, vil gribe ind, hvis de handler forkert. Det betyder ikke, at EU vil gribe ind militært, men med det stærkeste våben vi har, dvs. moralsk overtalelse og vores økonomiske støtte til disse områder.

Fru kommissær, hr. formand for Rådet, tiden er inde til at udvise mod. Tiden er inde til at vise vejen frem og støve køreplanen af, puste nyt liv i planen og gøre den til en ny plan for det 21. århundrede.

  Paul Marie Coûteaux (IND/DEM). - (FR) Hr. formand! Da han nu er vendt tilbage til salen, vil jeg lykønske hr. Cohn-Bendit med hans ret lidenskabelige tale, som vi hørte for lidt siden. Med fare for at overraske og ryste ham er jeg enig med ham på næsten alle punkter, eller i det mindste i hovedpunkterne. Det er indlysende, at der ikke er andre løsninger end en politisk løsning. Denne politiske løsning er oven i købet mulig ud over de forskellige siders fortvivlelse, fortvivlelsen hos ekstremisterne fra begge lejre. Der er fortvivlelse i israelsk politik lige nu, og staten Israel skal beskyttes mod sig selv. Jeg tror, at den "spillen med musklerne"-politik, som Israel fører, er en alt eller intet politik, som sætter landets langsigtede eksistens på spil, og som bekymrer alle dem, der ønsker, at det skal være sikkert, ligesom vi selv gør.

Vi er kun uenige på to punkter. Det er ikke EU, som vil pålægge denne politiske løsning, da ikke alle i EU ønsker den. Som De ved, hr. Cohn-Bendit, varede det mere end tre uger, før udenrigsministrene mødtes, efter at bombardementerne var begyndt, og det var for at give udtryk for deres uenighed. Vi skal holde op med at drømme om en politik baseret på endnu en europæisk hær, på en europæisk flåde, eller på Gud ved hvad. Vi er ikke enige politisk. Der bliver derfor ikke noget ægte europæisk politisk valg som sådan, i det mindste ikke så længe vi følger Washingtons politik - og det er et andet punkt, hvor jeg ikke er enig med Dem - da den i almindelighed består i at fremme ekstremerne i begge lejre og at ødelægge den geopolitiske ligevægt i området. Ved at ødelægge Irak, ved at fordømme Syrien, ved at tvinge Syrien til at trække sig tilbage fra Libanon, hvilket svækker Libanon - de kristne indser selv dette, herunder endog hr. Aoun - har vi skabt betingelser for en uligevægt, og vi høster stadig frugten af denne uligevægt, som er krig, der giver stemme til ekstremisterne fra begge lejre på den dominerende og den dominerede side.

Jeg tror desværre ikke, at det er EU, der kan pålægge denne politiske løsning. Jeg ser ingen politisk magt bortset fra Frankrig, der kan gøre det.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Ve det land, der lægger vægt på minoriteter og etniske samfund i stedet for statens myndighed, og ve afvæbnede stater. Den stakkels martyr Libanon har netop endnu en gang oplevet en ond skæbne ved om end mod sin vilje at skaffe motiv til en ødelæggende intervention, som er ude af proportioner. Retten til selvforsvar og til opfølgning eksisterer selvfølgelig, men ikke retten til at indlede en total krig uden forhandling, uden ultimatum, uden at erklære krig og uden først at forelægge sagen for Sikkerhedsrådet. Jeg frygter også, at denne operation giver bagslag for Israel, som ikke har nået sine politiske mål, og som nu udsættes for hele den libanesiske befolknings fjendtlighed.

Hr. Tuomioja har sagt, at der var en hjertelig atmosfære på møderne mellem de europæiske ministre. Hvilken lettelse! Disse hjertelige møder forhindrede imidlertid ikke ødelæggelsen af Libanon.

Man taler i dag om en europæisk fredsbevarende styrke, men det er mærkværdigt, at denne styrke kun omfatter syv ud af 25 medlemsstater. Er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at der har været en fredsbevarende styrke i Libanon i 28 år nu? Frankrig har betalt en høj pris der, men denne styrke var fuldstændig ude af stand til at forhindre de tragiske begivenheder, vi har oplevet, og i modsætning til det fru Ferro-Waldner har sagt, var den fuldstændig magtesløs i den nylige tragedie og udgjorde blot et par ekstra mål for de israelske bomber.

En bilæggelse er udelukkende baseret på anerkendelse af suveræne stater med sikre og anerkendte grænser. Der er behov for en fri og uafhængig palæstinensisk stat, hvilket ikke har eksisteret i årtier, og det er en tingenes tilstand, de fleste af Dem synes at have resigneret over for. Der kan ikke skabes fred uden dette. Staten Libanon, som for nylig er blevet befriet for Syriens kontrol, skal udvide sine beføjelser til at omfatte hele sit territorium. Det er kun på disse betingelser, at Israel også kan opleve varig fred.

Endelig er vi med hensyn til vores medborgeres deltagelse i genopbygningen trætte af at betale for at genopbygge det, som andre har ødelagt. Den enkelte side skal hjælpe med at reparere de skader, den har forvoldt. Staten Libanon skal betale for den skade, Hizbollah har forvoldt i Israel, og den israelske stat for de skader, der er forvoldt i Libanon. Hver side skal påtage sig sit ansvar, det afhænger retsstaten også af.

  João de Deus Pinheiro (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Om man bryder sig om det eller ej, er er EU's time kommet i den internationale politik. Det må vi takke det finske formandskab, kommissæren og Kommissionen for at have afstedkommet eller i hvert fald åbnet vejen for.

Det både rummer muligheder og pålægger os et ansvar. Vi må være klar over, at alle faktorer er til stede for, at det kan gå galt. Vi har et mere end tvetydigt mandat, Hizbollah, der ikke vil lade sig afvæbne, Israel, der fastholder at kunne gøre gengæld, usikkerheden ved de israelsk-palæstinensiske grænser og Syriens og Irans ringe troværdighed. Alligevel mener jeg, at det var en rigtig beslutning at påtage os dette ansvar.

Hvad angår vores eget bagland, må vi så sørge for at sikre, at der er de nødvendige forudsætninger for, at missionen kan blive en succes. Vi må undgå uenighed inden for EU selv, og vi må handle kvikt, hvis scenariet skulle ændre sig. Jeg mener, at en uformel celle med medlemmer fra Kommissionen, Rådet og Parlamentet vil være til nytte. Men vi må frem for alt udvikle en parallel politisk ramme. Forslaget om en international konference forekommer mig særdeles fornuftigt, eftersom UNIFIL-missionen er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. Endelig må vi tilvejebringe flere menneskelige og finansielle ressourcer, da det bliver en lang proces. Vi har dog pligt til at sikre, at de, der repræsenterer os, får succes. Det er også vores ansvar.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Jeg vil gerne koncentrere mit indlæg om Israels sikkerhed og Europas interesse i denne sikkerhed. Vores historie, vores frygtelige, tragiske, katastrofale historie i Europa forpligter os til at forsvare Israels sikkerhed.

Men hvad betyder sikkerhed for Israel? For det første har Israel brug for naboer, som selv har sikkerhed, som kan koncentrere sig om den økonomiske og sociale udvikling i deres eget land, som ikke er afhængige af naboer, som heller ikke er besat og ikke må lide under blokader. Derfor har vi brug for et uafhængigt Libanon, som ikke er afhængigt af Syrien, ikke er besat militært og ikke er truet af blokade.

For det andet er det sådan, at hvis Israel skal have sikkerhed, hvilket er vores mål, så må FN-resolutionerne langt om længe gennemføres, især den første FN-resolution, som førte til Israels oprettelse, men som også indeholder oprettelsen af en palæstinensisk stat. Derfor er der også brug for en tilbagetrækning fra de besatte områder for at skabe mulighed for en sådan uafhængig stat.

Her vil jeg gerne citere Gideon Levy fra den israelske avis Ha'aretz, som har sagt: "Den kræft, der truer os mere end al terrorisme, er besættelsen af et fremmed land og dets befolkning." Også mange andre israelere giver i dag klart udtryk for noget lignende. Derfor er det rigtigt, hvad De, hr. rådsformand, klart har givet udtryk for i de seneste dage og uger, nemlig at vi må nå frem til en forhandlingssituation, så Israels sikkerhed kan garanteres varigt. Hverken krige eller vold, som avler modvold, fører til målet - det har den sidste krig i Libanon vist - eller en ensidig tilbagetrækning, især ikke, hvis den ikke følges op af en militær eller fredspolitisk sikring, så der ikke kommer nye attentater.

At forhandle vil sige, at man må føre samtaler. Hvis man fører samtaler med hinanden, så anerkender man jo også partneren. Derfor bør vi ikke tale alt for meget om betingelser, især ikke, hvis de er ensidige. Vi forlanger med rette af Hamas, at de skal anerkende Israel inden for grænserne fra 1967. Men så må vi også forlange af Israel, at det anerkender sine grænser fra 1967. Eller vi siger på forhånd: Sæt jer sammen, tal om tingene, udgangspunktet er FN-resolutionen, som siger sådan, og så må man tale om tilrettelser osv. Der kan derfor kun være tale om en fredsproces, som bygger på forhandlinger.

Hvis jeg må korrigere et enkelt punkt, hr. rådsformand. Egentlig er der ikke tale om at vende tilbage til en fredsproces, egentlig er der tale om at bevæge sig frem mod en fredsproces, for en virkelig gennemgribende og lovende fredsproces har der endnu aldrig været.

Jeg vil gerne takke Dem begge, fru kommissær, hr. rådsformand, fordi De netop i de seneste uger gennem Deres arbejde og Deres udtalelser har bidraget til, at vi får et mere realistisk billede og nu virkelig kan begynde på at lade Europa spille en stor rolle i at tilvejebringe en varig fredsproces, som vi har brug for for Israels sikkerhed, men også for hele regionens sikkerhed.

(Bifald)

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Situationen i Mellemøsten berører Europa direkte. Desværre skulle der en krig til, for at vi atter blev bevidste om denne kendsgerning. Dermed er denne kendsgerning også rykket i centrum for de diplomatiske bestræbelser. Vi ved alle, at vi har brug for en omfattende politisk løsning i Mellemøsten. To stater, Israel og Palæstina, fred mellem de tre lande Isarel-Syrien-Libanon, støtte fra de ikkeradikale arabiske stater, tilbagetrængen af Iran og dets håndlanger Hizbollah. Vi ved, hvad der skal til.

Det er på tide at samle brikkerne, for menneskene lider under voldshandlingerne. Hr. Schulz, det glæder mig meget, at De har taget FDP's idé om en konference for sikkerhed og samarbejde i Mellemøsten op. Det har Kurt Beck også allerede gjort. De har vores støtte til det, det ville være godt, hvis det virkelig kom i stand. Hans-Dietrich Genscher vil glæde sig over det.

Talrige medlemsstater deltager i UNIFIL, den militære indsats i Libanon. De europæiske enheder udgør rygraden i disse tropper, men desværre er det nationale enheder, ikke europæiske. Det er ikke godt, for vi liberale deler denne drøm om EFSP, som Daniel Cohn-Bendit har beskrevet så veltalende her. Men én ting vil jeg sige, kære hr. Cohn-Bendit! For et parti, som længe ville opløse det tyske forsvar og træde ud af NATO, synes jeg nok, det er bemærkelsesværdigt, at De nu overfalder den arme Graham Watson, fordi FDP efter lange diskussioner har en velbegrundet holdning i dette spørgsmål og for en gangs skyld ikke er med. Her ville jeg gå lidt mere stille med dørene.

Hvis vi havde fulgt Deres sikkerhedspolitik dengang, så ville Janusz Onyse Kiewicz ikke være formand for Parlamentet i dag. Lige så taknemmelige vi kan være over for de soldater, som skal gøre tjeneste i denne vanskelige region, lige så klart er det også, at vi, politikerne, langt om længe må skabe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som også fortjener at bære dette navn, når det virkelig bliver alvorligt. Vanskelighederne har jo været taget op i Rådet. Vi har brug for en revision af de eksisterende strukturer, vi har brug for en ægte fælles beslutningsprocedure, vi har kort og godt brug for det store spring fremad i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det vil vi arbejde for, Europa har dette ansvar, Europa må påtage sig det.

I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

  Caroline Lucas (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Der har forståeligt nok været fokus på nedslagtningen i Libanon. Vi må imidlertid ikke undlade at gøre offentligheden opmærksom på de forbrydelser, der begås i Gaza, der i realiteten er blevet omdannet til et fængsel for palæstinenserne. Vi må ikke glemme, at siden slutningen af juni er over 200 palæstinensere, heraf mindst 44 børn, blevet dræbt; at tusindvis flere er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem; at der, ud over de israelske fanger, der naturligvis skal frigives, er 9.000 palæstinensiske fanger, der fortsat tilbageholdes i israelske fængsler, hvoraf mere end halvdelen tilbageholdes uden retssag; at valgte parlamentsmedlemmer fra Hamas fortsat tilbageholdes. Det er klart, at det ikke er muligt at skabe langvarig fred i Mellemøsten, før vi ser en ende på den israelske besættelse af Palæstina.

Der har været en del hændervriden i Parlamentet i dag, hvor det har lydt: "Hvis bare EU kunne gøre mere." Vi beder indtrængende de israelske myndigheder om at frigive de palæstinensiske tilbageholdte indtægter; vi trygler dem om at åbne grænseovergangene; vi beder dem indtrængende om at ophæve sø- og luftblokaden; vi trygler dem om ikke at bygge endnu flere ulovlige bosættelser, og dybest set ændrer situationen sig ikke.

Jeg mener, at vi for længst burde have gentaget anbefalingen fra lederne af EU's repræsentation i Jerusalem og krævet, at associeringsaftalen mellem EU og Israel suspenderes som følge af krænkelser af menneskerettighederne, jf. den pågældende aftales artikel 2. Hvis vi som EU ikke tager os selv og vores aftaler alvorligt, kan vi ikke blive overrasket, hvis andre heller ikke gør det.

Fru kommissær, De sagde, at det handler om vores troværdighed. Ja, det gør det. EU har en stor indflydelse i Mellemøsten, og vi bør udnytte denne i højere grad.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Israels invasion og ødelæggelse af Sydlibanon, fordrivelsen af mange hundrede tusinde mennesker, hvoraf mange har søgt tilflugt i Cypern, og massakren på uskyldige mennesker er alt sammen resultater af den fejlslagne doktrin, man har fulgt i den såkaldte krig imod terror, og som viser, at man fokuserer på den tekniske opbygning af det nye Mellemøsten, som ingen af borgerne i regionen ønsker, og målsætningerne er baseret på våbenmagt og overtrædelse af international ret.

Den omfattende ødelæggelse i regionen vil kun ophøre, hvis de stærke parters voldelige politik erstattes af retfærdig og fredelig dialog med fuld respekt for staternes territoriale integritet og suverænitet, især i Palæstina og i endnu højere grad i Gaza, hvor 70 % af befolkningen sulter og lider.

EU skal også påtage sig sit store ansvar. Præsident Abbas og bestræbelserne på at danne en regering med fokus på national enhed skal støttes rent politisk. De palæstinensiske ministre og parlamentsmedlemmer skal frigives, den økonomiske isolation af besatte områder skal ophæves med umiddelbar virkning, og forhandlingerne skal genoptages. Vi må heller ikke glemme, at det største problem er det palæstinensiske spørgsmål, og om vi ønsker varig fred i den pågældende region.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! De resolutte vendinger, vi har hørt i dag, bekræfter, at det er nødvendigt at fremme effektiviteten af beslutningsprocessen i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Resolutionen, som vi skal vedtage, indeholder mange fornuftige punkter, herunder kravet om afvæbning af Hizbollah. Det er imidlertid besynderligt, at denne organisation ikke er opført på EU's liste over terrororganisationer. Listen omfatter Irans oppositionsbevægelse, Mujahedin, som vi ved flere lejligheder forgæves har anmodet om, at man fjerner fra listen. Hvorfor er Hizbollah ikke opført på listen over terrorister? Er det fordi Hizbollah er repræsenteret i Libanons regering? Er provokationen af denne konflikt, der involverer store tab, ikke grund nok til at tale åbent om disse spørgsmål? Jeg ønsker at opfordre de personer, som på nuværende tidspunkt er ansvarlig for Europas lederskab, om ikke blot at koncentrere sig om at afsætte midler til genopbygningsarbejdet og deployeringen af fredstyrkerne, men også om at fremlægge nøjagtige, fornuftige og ærlige svar på årsagerne til konflikten.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Vi har flere gange under denne debat hørt om behovet for en forhandlingsaftale og en fredsproces. Men hvem skal vi forhandle med og på hvilket grundlag? Krigen i Libanon blev udløst af Hizbollahs bortførelse af israelske soldater, der ikke overraskende udløste israelske gengældelsesaktioner og den eskalering af konflikten, som vi har været vidne til.

Lederen af Hizbollah, Sayyed Hassan Nasrallah, udtalte, at han ikke ville have beordret tilfangetagelsen og bortførelsen af soldaterne, hvis han havde vidst, at det ville have ført til en storkrig. Hvad forventede han? Disse udtalelser stammer ikke fra en politisk leder, men fra en politisk forbryder og terrorist. Han beordrede bortførelsen, fordi han troede, at han måske kunne slippe godt fra det. Det kunne han ikke, men han fik en krig, han alligevel kunne give Israel skylden for.

Palæstinenserne har valgt en terrorregering under Hamas, og libaneserne har to repræsentanter fra terrorbevægelsen Hizbollah i deres regering. Disse afgørelser har konsekvenser for palæstinenserne og libaneserne, som vi har set. Hvordan reagerer EU i denne forbindelse? Ved at sende de berørte parter flere penge, 435 millioner euro indtil videre i år til Palæstina og 42 millioner euro til Libanon.

De pågældende ministre fra Hamas og Hizbollah skal give afkald på deres hensigter om at drive israelerne i havet, før vi overvejer at sende hjælp til deres regeringer. I modsat fald er den pågældende hjælp blot udtryk for finansiel terrorisme.

  Mario Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det signal, som udenrigsministeren i en medlemsstat, der var en af Fællesskabets grundlæggere - nemlig Italiens udenrigsminister - sender, når han spadserer arm i arm med en højtstående repræsentant for Hizbollah, er ikke noget positivt signal fra Europa til borgerne, til dem, der seriøst ønsker fred, og til dem, der gerne vil bidrage til løsningen af de yderst alvorlige problemer, man slås med i dette område og navnlig i et særlig plaget land som stakkels Libanon.

Frankrig bør så afgjort roses for straks at have taget det vigtigste spørgsmål op ved at anmode om at lade FN-mandatet omfatte en embargo mod indførsel af våben i Libanon fra alle andre lande og således navnlig fra Syrien. I den forbindelse - også efter udtalelserne fra kommissær Ferrero-Waldner, der også skal have tak for, at hun meget klart gav udtryk for Libanons behov for og ret til at genvinde sin uafhængighed og således ikke være afhængig af Syrien - er det dog kritisabelt, at hun ikke også klart kom ind på sådanne fundamentale spørgsmål.

Vi vil gerne vide - og Europa har brug for at vide - hvad denne mission skal foretage sig, hvad dens opgaver bliver, og hvilke ressourcer vi får. Hvis der f.eks. er nogle, som siger, at en afrustning af Hizbollah betyder, at disse ædle krigere bliver overflyttet til den libanesiske hær, vil vi svare, at det ikke er en løsning på problemet, og at det navnlig ikke er i tråd med de målsætninger, som Europa - og dermed også de medlemsstater, der deltager i UNIFIL-missionen - skal forfølge.

Mange militæreksperter påpeger i øvrigt faren ved et indgreb, som ikke er genstand for et mandat, der er ordentligt og korrekt tilrettelagt. På dette vigtige punkt er det nødvendigt, at vi er modige nok til at udtrykke os klart og anmode om nogle passende garantier - og det er noget, som Europa skal gøre - for vores soldater er derude, og dette er naturligvis Europas rolle.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Der var brug for Europa, og nationalstaterne vaklede derhen - omend i den rigtige retning. Dette var endnu et bevis på, at vi ikke kommer videre med den nuværende konstruktion, og det var endnu et bevis på, at vi ikke kan leve op til vores pligter over for vores borgere uden forfatningen, fordi strukturerne ikke er tilstrækkelige.

Med hensyn til emnet har vi her en konflikt, som skal ses inden for rammerne af den større konflikt i Mellemøsten. Jeg kan se konflikten mellem palæstinenserne og israelerne. Hizbollah er imidlertid ikke nogen berørt part, det med Shebaa-gårdene er et alibi. Her er der tale om en ikke direkte berørt gruppe, som, anstiftet og støttet af Iran og Syrien, fører konflikter for at ødelægge staten Israel. Denne udgangsposition skal man holde sig klart for øje, hvis man vil nå frem til en retfærdig vurdering.

Naturligvis kan man diskutere, om ikke Israels svar på den aktuelle situation var overdrevet. Den mener jeg, men jeg mener også, at vi ikke må glemme udgangspositionen. Derfor må der nu komme klare forpligtelser fra Syrien og Iran om ikke at levere flere våben. Det skal gøres klart, at Hizbollah hidtil har forhindret resolution 1559, og at militser ikke må have våben. Libanons suverænitet kan kun etableres, hvis regeringen alene har voldsmonopolet i sit eget land, og Hizbollah ikke længere må have våben.

Derfor må der også komme et klart mandat. Jeg forstår, at der i dag ikke er nogen, der har styrke til at afvæbne Hizbollah direkte. Men denne gåen rundt om den varme grød - når f.eks. kontrollen på havet nu ikke må foregå inden for syvmilezonen og lignende - giver mig mistanke om, at man vil blive ved med at skabe nye huller for at gøre en genbevæbning mulig, som så igen kan føre os ud i en krig.

UNIFIL-tropperne skal have flere muligheder for at opnå bedre resultater, så der ikke er 15.000 mand, der leger notarer, sådan som hidtil 2.000 soldater har leget notarer, som ganske vist har set, hvor hvad blev gemt, men uden at kunne gøre noget for at forhindre, at der blev skjult våben. Det er klart, at det skal ske i samarbejde med den libanesiske regering, men man skal gøre sig denne sammenhæng helt klar.

Derfor bør vi virkelig tale om gennemførelsen af resolutionerne 1701 og 1559, ikke kun i form af overfladiske kompromiser. Det er nok det afgørende punkt for at skabe den ro på et væsentligt område, som kan give os en bedre mulighed for at tage fat på det virkelige problem i konflikten i Mellemøsten.

Jeg mener, at det nu langt om længe er på tide, at kvartetten optræder samlet og ikke kun findes på papiret, og det skal være med den højst mulige personmæssige repræsentation af kvartetten. Kun sammen kan de give den nødvendige troværdighed for sikkerhedsgarantier og for opbygningen af både et sikkert Israel og en levedygtig palæstinensisk stat. Ingen kan gøre det alene, det går kun i fællesskab, og det skal gøres.

Vi må atter nå frem til en slags Madrid-konference, så vi kan finde en ny begyndelse. Jeg håber også, at terroren i Palæstina, i Gazastriben og på Vestbredden hører op, at præsident Abbas finder en mulighed for at standse den, og at de israelske aktioner samtidig bliver standset. Israel må indse, at i betragtning af de nye våben med stor rækkevidde, som findes i dag, har Israel kun mulighed for at eksistere, hvis der hersker fred.

Situationen har forandret sig. Det har vi lært af denne konflikt i Libanon. Det håber jeg, at man også indser i Jerusalem, at man også indser i Ramallah. Hvis parterne ikke vil ødelægges på lang sigt, men tværtimod vil give deres børn en chance, så må de finde ud af at enes nu, og det bør vi yde vores bidrag til.

(Bifald)

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. Tuomioja, fru Ferrero-Waldner! Vi har været vidne til et tragisk scenario i sommer, som er endt i et blodbad. Mere end 1.000 libanesere er blevet dræbt, hvoraf de fleste var civile, en million mennesker er blevet forflyttet, et land er blevet fuldstændig ødelagt, infrastrukturerne ligger i ruiner, et hav er blevet forurenet, et landbrug er blevet forgiftet, og våben, som sandsynligvis er ulovlige, slår stadig mennesker ihjel i dag. Dette er en katastrofe for Libanon og har betydet mange krænkelser for Israel, hvor skaderne heldigvis har været mindre.

Under denne tragedie brød der oven i købet en skandale løs over FN, der var lammet af USA, og som ikke kunne få en umiddelbar våbenhvile i stand, fordi Israel skulle have tid til at gøre sit arbejde færdigt på stedet. Ordene er blevet vendt om. En massakre på civile hedder fra nu af "et uforholdsmæssigt og vilkårligt modangreb". At invadere et land svarer til "at bekæmpe en milits". At gøre det af med en modstandsbevægelse er det samme som at "søge efter en bortført soldat", men det narrer ingen. Krigen var under opsejling. Vi lod den være under opsejling. Den var planlagt. Det er sandt, at den involverede mange aktører, f.eks. Syrien og Iran, men den involverede også - desværre via Israel, som er et offer for krigen - USA, som stadig forsøger sig med det katastrofale koncept om en konstruktiv uligevægt for at lave Mellemøsten om. Dette koncept, som endte med en fiasko i Irak, er blevet anvendt endnu en gang og viser sine begrænsninger.

I dette tilfælde har konflikten dybe rødder. De er i Palæstina, som stadig er under besættelse og stadig venter på en stat, hvor halvdelen af regeringsmedlemmerne og det demokratisk valgte lovgivende råd er i fængsel. Det er også i Palæstina, at der er brug for en våbenhvile, og hvor der er behov for en fredsbevarende styrke. Hvad mere er, mens den libanesiske befolkning lå og døde næsten foran kameraerne, mistede 250 palæstinensere livet i stilhed under besættelsen.

Man løser ikke noget i Mellemøsten, hvis der ikke findes en løsning på konflikten med støtte fra hele det internationale samfund, herunder de arabiske lande, palæstinenserne og selvfølgelig Israel og USA. Det glæder mig, at Frankrig og Italien har understreget dette og også, at det finske formandskab har viftet med det europæiske flag, er slået ind på denne vej og har indledt forhandlinger med alle aktørerne, bl.a. Syrien.

Vi ønsker indtrængende en international fredskonference. Det er det europæiske svar på USA's koncept med ødelæggelse og konstruktiv uligevægt, og det er for øvrigt den eneste mulige løsning. Vi er lettede i dag, men en side er blevet vendt. EU bidrager selvfølgelig til at genopbygge Libanon, men jeg har i min gruppe forsvaret det, De ønsker, hr. Gollnisch, nemlig at de ansvarlige for ødelæggelsen skal betale, ikke fordi vi skal kræve vores penge tilbage, men fordi det er et spørgsmål om retfærdighed og ansvarlighed, og fordi der ikke bliver fred i Mellemøsten uden retfærdighed, og hvis man ikke påtager sig sit ansvar.

(Bifald)

  Frédérique Ries (ALDE). - (FR) Hr. formand! Hvert enkelt af de civile ofre for denne krig er en tragedie både i Libanon og i Israel, og det er vores solidaritet med dem, der lider, jeg med det samme vil give udtryk for her i Parlamentet. Denne solidaritet er nu det, vi er mest optaget af, ligesom en tilbagevenden til den politiske proces og køreplanen, som det er blevet understreget, men der er også frigivelsen af de israelske soldater, støtte til demokratiseringen af Libanon, hvis historie, traditioner og kultur ikke har noget at gøre med Hizbollahs terrorideologi, ophævelse af blokaden af Libanon, forudsat at der udstedes en våbenembargo, og det vigtige spørgsmål om afvæbning af Hizbollah.

Jeg vil svare hr. Cohn-Bendit venligt. Han spurgte lige før, om der var nogen, der bekymrede sig om disse problemer for et år siden. Hr. Cohn-Bendit! Vi - jeg selv og andre medlemmer - nævnte resolution 1559 i marts 2005. Parlamentet nævnte på plenarforsamlingen og stemte om - jeg citerer fra hukommelsen, da jeg ikke længere har notatet her - "de uigendrivelige beviser på terrorhandlinger". Vi opfordrede til og stemte for afvæbning af Hizbollah og anmodede også Rådet om at træffe foranstaltninger i denne retning. Det gjorde vi faktisk.

Når dette er sagt, forstår jeg godt dem, der i dag her i Parlamentet taler om behovet for at indlede en dialog og endnu en gang at anvende diplomati, men jeg stiller et spørgsmål: Hvordan skal man få Sheik Nasrallah til at rette sig efter resolution 1559 og 1701, når han ved flere lejligheder, bl.a. så sent som i går morges, i den libanesiske presse har afvist alle opfordringer til afvæbning? Jeg vil vende tilbage til det, fru Ferrero-Waldner sagde, nemlig at Europa nu mere end nogensinde står ved en korsvej med hensyn til at finde nye veje og forhindre en gentagelse af tidligere fejltagelser, hvilket ganske afgjort ville være tragisk.

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Et kort øjeblik syntes jeg, det var befriende, da vores kollega Graham Watson sagde, at vi skulle se fremad og ikke tilbage. Men de mennesker, der grusomt og meningsløst er blevet dræbt i denne grusomme og meningsløse krig, tvinger os til at spørge, om denne krig kunne have været undgået. Dette spørgsmål er også rettet til Europa.

I marts 2005 anklagede Parlamentet Hizbollahs terroristiske aktiviteter i en beslutning og opfordrede Rådet til at tage initiativer imod dem. Sådanne initiativer er aldrig blevet taget, Rådet har ikke fulgt denne opfordring. FN-resolutionen om afvæbning - der har aldrig været et initiativ fra EU's side for at gennemføre den. Tværtimod. Hizbollah er blevet oprustet massivt i årevis. Har vores efterretningstjenester ikke set det? Har man heller ikke registreret, at de forskansede sig med hundredvis af raketbaser i civile boligområder? Der har aldrig været nogen initiativer imod det.

Så man virkelig ikke, at Iran gør denne konflikt til et instrument i sin hegemoniale politik ? Kunne man virkelig ikke se den voksende krigsfare fra Europa, så man bare kan se stort på den manglende handling ved at se fremad? Her i Parlamentet besværger man med rette fra alle sider - og det er jeg meget glad for - Israels ret til at eksistere. Men hvorfor ser vi så bare på, mens ødelæggelsesviljen mod dette land reorganiserer sig igen, indtil der bryder social, politisk og også militær panik ud i området? Kunne det være, at vi ville se vores medansvar, hvis vi så tilbage?

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Som fredstilhænger har jeg aldrig været af den opfattelse, at fred kan skabes med våben, og derfor råber jeg ikke hurra for missionen i Libanon, men jeg må realistisk konstatere, at der er tale om et skadesbegrænsende indgreb, som er en den eneste mulighed for at opnå Israels tilbagetrækning fra Libanon. Jo mere neutrale de fredsbevarende styrker er, jo mere troværdige vil de dog være.

Derfor er det nødvendigt, at Italien og de andre lande, der deltager i UNIFIL-missionen, straks afbryder enhver aftale om militær bistand til Israel ligesom f.eks. den aftale, som Italien indgik for to år siden. Hvis målsætningen er varig fred, er det ikke tilstrækkeligt med soldater, og derfor opfordrer jeg EU til også at sørge for fredsstyrker langs grænsen mellem Libanon og Israel. De skal have deres eget mandat, og deres forvaltning skal være adskilt fra den militære mission.

Vi bør støtte den anmodning, som de humanitære organisationer allerede har fremsat om et FN-undersøgelsesudvalg om eventuelle krigsforbrydelser, som Israel har begået mod civile, bl.a. brugen af klyngebomber og bombeangrebene på den sociale infrastruktur.

Jeg er enig i Rådets vurdering af, at der ikke bliver varig fred i Mellemøsten, hvis ikke det palæstinensiske folks rettigheder respekteres, og derfor bør EU formelt foreslå, at der også udsendes en fredsstyrke mellem Palæstina og Israel, og kræve, at Israel overholder alle FN-resolutionerne.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! EU bruger konflikten mellem Israel og Libanon som et påskud til at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vores opfattelse er, at medlemslandene skal handle selvstændigt i deres respektive udenrigspolitiske relationer og samordne fælles holdninger og indsatser inden for rammerne af eksisterende internationale organisationer. FN er den internationale organisation, som har de bedste forudsætninger for at skabe en varig løsning på konflikten i Mellemøsten.

Komplekse udenrigspolitiske spørgsmål forudsætter langsigtede globale løsninger snarere end EU-foranstaltninger, som ofte præges af snævre nationale særinteresser. Det internationale samfund skal blive bedre til at forebygge konflikter og til at styrke FN's evne til at gribe ind i tide. Vi støtter den pågående udvikling af multifunktionelle fredsfremmende indsatser. Dette arbejde skal ske inden for rammerne af FN-samarbejdet.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder ikke alle Israels handlinger, men jeg er ikke i tvivl om, at Israel ikke var den angribende part i forbindelse med den seneste konflikt, og at Israel som en suveræn stat var fuldt ud berettiget til at forsvare sig imod vedvarende og dræbende raketangreb fra Hizbollah. Den kendsgerning, at Hizbollah med støtte fra Iran og Syrien var i stand til at handle, som den gjorde, samtidig med at den var repræsenteret i regeringen i Libanon, illustrerer det tåbelige i at lade medlemmer af terrororganisationer deltage i en regering, det være sig i Libanon, Palæstina eller endog i mit eget Nordirland.

I Israel var de vedvarende angreb så omfattende, at det var nødvendigt at reagere voldsomt. Der ligger nu en stor udfordring forude i forbindelse med afvæbningen af Hizbollah. Jeg går ud fra, at vi ikke vil knibe udenom eller udhule denne vigtige del af mandatet. I så fald vil det kun medføre flere vanskeligheder fremover. Lad os drage nogle erfaringer, og lad os tage fat på denne vigtige del af mandatet.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! De utroligt voldelige begivenheder, der fandt sted i sommer i Libanon, er meget alvorlige. Vi er vidne til en fremskyndelse af den historiske proces, og ingredienserne, der giver næring til denne konflikt, har aldrig været så koncentrerede: mere og mere militær teknologi, mere og mere fanatisme og mere og mere arrogance. I betragtning af disse egensindige veje, man slår ind på, skal vi være klar over, at vi sidder på en tidsindstillet bombe, som på lang sigt risikerer at kaste Mellemøsten ud i en tilstand af uro, og som vil berøre Europa.

Alle erkender, at den stadige opbygning af vold nu har nået grænsen, og at folkeretten skal overholdes. En ophævelse af blokaden af Libanon er nu presserende, men det vigtigste er at løse konflikten mellem Israel og Libanon, før det er for sent. EU skal opløfte sin røst. Det skal give oprettelsen af et Euro-Middelhavsområde baseret på fred, udvikling for alle og dialog mellem civilisationer den højeste prioritet.

På mødet den 24. august i Bruxelles besluttede Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet, som er en suveræn forsamling bestående af medlemmer af Parlamentet, medlemmer af de nationale parlamenter fra de 25 lande og valgte repræsentanter for 10 Middelhavslande, at sende en delegation til Libanon, Israel og Palæstina. Som formand for det politiske udvalg i denne forsamling skal jeg være leder for denne delegation fra den 18. september, og vores opgave bliver at undersøge de nødvendige betingelser for at genoptage en politisk dialog. Gennem denne delegation, der forbinder Middelhavets to kyster, ønsker vi sammen at bane vej for en ny fase af et ægte Euro-Middelhavs-partnerskab, hvor EU skal spille en central rolle.

Hr. Tuomioja, fru Ferrero-Waldner, tiden er inde.

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Hr. formand! Lad os være ærlige: Forebyggelse, styring og nu genopbygning efter krigen ville have krævet, at Europa havde tilstrækkelige instrumenter til at gøre det med succes. Dem har vi ikke endnu. Vi har ikke en gældende forfatning, en forfatning, der indeholder en udenrigsminister og muligheden for at træffe beslutninger med kvalificeret flertal, og som gør det muligt for Rådet at opfordre en gruppe lande til at gennemføre den mission, som nogle medlemsstater i dag vil gennemføre.

Men vi står dog med en mulighed, nemlig den mulighed, der følger efter en brutal krig. Italien, Frankrig, Spanien og andre EU-lande har forpligtet sig til at deltage i en styrket UNIFIL-styrke, hvis vigtigste mål er at sikre, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1701 bliver overholdt.

Men politisk set er det vigtigste i denne situation at ændre retningen i Mellemøsten. At ændre den retning, som USA ensidigt har forsøgt at pålægge siden Irak-krigen. Sikken en forskel mellem de soldater, der besatte Irak, og de europæiske soldater, der tager af sted i dag for at sikre overholdelsen af den internationale legalitet og genindføre freden. Vi må ikke glemme, at denne forskel også er baseret på værdier, nemlig EU's værdier.

Vi er ikke nødt til at genopfinde den dybe tallerken. Vi har Barcelona-processen, og vi skal bruge den fuldt ud. Vi skal gennemsyre konflikten i Mellemøsten med ånden fra EU-Middelhavsprocessen, med samarbejde, med solidaritet, med dialog mellem kulturer og mellem folk for at indføre fred og bevare den.

En del af denne proces er Den Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet. Jeg har den ære at deltage i den delegation, der sendes til området under ledelse af fru Saïfi. Det er en succes, vi skal understrege. Vi skal forsvare demokratiet i Libanon, og vi skal også være i stand til at tilskynde til en ny international konference, der bygger på ånden fra den succesfulde konference i Madrid.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Ministerrådets mislykkede forsøg på at kræve en øjeblikkelig våbenhvile betød, at vi forholdt os passive og tillod ødelæggelsen af den libanesiske infrastruktur, og det førte til over 1.000 dødsfald i Libanon og Israel, for ikke at nævne klyngebomberne, der vil føre til endnu flere dødsfald.

Jeg mener, at den britiske regering, og navnlig Tony Blair, er direkte skyld heri. Hvad har han opnået med sin hundeagtige beundring for George Bush? Ud over formålsløs ødelæggelse af liv og ejendom har vi stødt den muslimske befolkning yderligere fra os. Han har den frækhed at påstå, at han ikke mener, at dette vil føre til yderligere terrorangreb. Hvis jeg er vred - og folk som jeg er vrede - over Irak og nu Libanon, hvilken ammunition vil det ikke give til folk, der ønsker at indoktrinere fremmedgjorte unge muslimer? Intet, og jeg gentager intet, undskylder terrorhandlinger, men Tony Blair skal erkende, at hans handlinger gør ham skyldig.

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Jeg er i det store og hele enig med Dem, og jeg synes, De har styret dette forfatningsløse Europa ganske godt gennem bølgerne. De sagde, at ingen af de endnu uløste konflikter i regionen må løses hverken militært eller unilateralt. Jeg giver Dem ret, men jeg vil tilføje, at så må vi også tale om Iran.

Hvis vi vil forhindre, at Hizbollah oprustes yderligere, hvis vi vil forhindre, at Rumsfelds trussel bliver gennemført, når fristen er udløbet, Rumsfeld, som kan forestille sig en ny krig, hvis vi vil forhindre det, så må vi europæere igen begynde at forhandle med Iran om en løsning på den nukleare konflikt og om en afslutning på støtten til Hizbollah. Det mener jeg, vi skylder Israel, men også hele Mellemøsten. Det kræver, at man har modet til at overvinde amerikanernes barrikade og helt klart sige, at løsningen helt enkelt er, at vi ikke kan opfatte en i det mindste foreløbig udsættelse af den nukleare berigelse som en forudsætning. Den er målet. Men det må ikke blive krævet som betingelse for at forhandle, vi må tværtimod forhandle for at nå vores mål. Det er vejen frem. Hvis vi europæere kan klare det i fællesskab, så tror jeg faktisk, at vi har en fredsløsning for hele Mellemøsten.

  Bogdan Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Den europæiske offentlige opinion har reageret med tilfredshed på EU's hurtige og ubureaukratiske reaktion på begivenhederne i Libanon. Det var Rådets beslutning om at sende en styrke med 7.000 soldater til Libanon, som reddede UNIFIL-missionen. Ligeledes reddede den humanitære bistand, som Kommissionen ydede, vores anseelse i det pågældende land. Disse handlinger vil give os mulighed for at spille en vigtig rolle i Mellemøsten frem for at stå på sidelinjen, som det var tilfældet under Irak-krisen.

For at opnå dette på kort sigt er det efter min opfattelse uhyre vigtigt at forberede og lede UNIFIL-missionen på en hensigtsmæssig måde. Indtil for nylig var det ikke en vanskelig mission, og mandatet var begrænset. Nu skal missionen imidlertid udvides betragteligt, og det betyder, at det bliver farligt, især for vores styrker på stedet. Opgaver som isolering af Hizbollah-terrorister fra våbenkilder eller afvæbning af Hizbollah-bevægelsen udgør en stor trussel for den militære styrke.

Derudover har Libanon på mellemlang sigt brug for omfattende økonomisk støtte. Støtten skal bruges til at genopbygge infrastrukturen, styrke de demokratiske institutioner og modernisere og udvikle de libanesiske sikkerhedsstyrker. For at opnå dette skal vi benytte os af vores bløde magt, især magten fra EU's økonomiske midler.

Endelig er det på lang sigt nødvendigt med en omfattende fredsaftale for hele regionen. Det betyder, at der skal indledes en seriøs dialog med Syrien og en vellykket forhandling med Iran om Irans atomprogram. En reel aftale mellem Israel og palæstinenserne er imidlertid også nødvendig, for det er nøglen til stabilitet i Mellemøsten. Uden en sådan aftale vil regionen fortsat være et brændpunkt.

  Jo Leinen (PSE). - (DE) Hr. formand! Vi skal se fremad, men det kan også betale sig at se tilbage på, hvordan Libanon-krisen blev håndteret.

Resultatet af det europæiske engagement er i orden, men vejen til dette resultat er ikke helt i orden. Vi så, at der i ugevis var kaos, at debatten fandt sted i de nationale hovedstæder, men ikke i den europæiske hovedstad Bruxelles. Jeg vil hævde, at vi kan takke det finske formandskab og den italienske regering for, at Europa lige præcis undgik at blamere sig. Kriseområdet ligger i vores nabolag, og derfor har vi et særligt ansvar.

Det er godt at høre fra fru Ferrero-Waldner, at EU straks står klar, når det gælder humanitær og praktisk hjælp. Så er kompetencerne klare, så er mekanismerne og metoderne klare. Når det gælder den politiske og militære hjælp, er der ikke noget, der er klart. Her er der stadig et stort hul, en stor mangel, og det tog også lang tid, før der fandt en koordinering sted. Jeg mener også, at omkostningerne ved ikke at have en forfatning endnu en gang er blevet tydelige ved denne krise. Vi har brug for de nye instrumenter, en rådsformand, som ringer til stats- og regeringscheferne, en europæisk udenrigsminister, som kan betjene det operationelle niveau, en europæisk udenrigstjeneste, som kan indsamle informationer på stedet og det forstærkede samarbejde, så en gruppe stater kan handle på EU's vegne.

Vi ser fremad. Jeg mener også, at der nu er en chance for, at vi ikke kun bliver donorer i Mellemøsten, men også politiske aktører. Europa har noget at bidrage med. OSCE eller Madrid-konferencen må nu være modellen for det næste skridt. Vi overvandt den kolde krig. Det må også være muligt i Mellemøsten!

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! Hvis vi er mange, der nu ser en mulighed for EU, er det ikke kun på grund af den europæiske overbevisning, men også derfor. Det er fordi, at EU kun kan være virkelig effektiv, når den taler og handler med én stemme i overensstemmelse med dens vægt i verden og dens forpligtelser. Ellers er EU ikke effektiv.

Vi har derfor en historisk forpligtelse til at udnytte dette øjeblik med de instrumenter, vi har, selv om det er korrekt, at vi ikke har alle dem, vi burde have. Tiden er inde til at lave politik, til at lægge hele EU's vægt og den moralske autoritet ind på at finde en løsning, der sikrer Israels sikkerhed, uden at landet skal betale med sine borgeres liv og frihed. Tiden er inde til et fælles europæisk krav om, at besættelsen skal ophøre, til at støtte FN's myndighed også over staten Israel, der for øvrigt er FN sin egen eksistens skyldig. Tiden er inden til en fælles militær aktion inden for rammerne af en UNIFIL-styrke, der, hvis den bliver virkelig europæisk, og der er instrumenter til at sikre det, uden at vi behøver en forfatning, vil vinde i legitimitet og politisk vægt.

Lad os håbe, at denne elendige krig kan ende med en varig fred.

  Rodi Κratsa-Τsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær, fru formand for Rådet! De tragiske begivenheder i Libanon for nylig og forværringen af situationen i de palæstinensiske områder har åbnet det internationale samfunds øjne for situationens barske realiteter i dette sårbare område og konsekvenserne i forbindelse med den globale fred og sikkerhed.

Det er af særlig stor betydning for os som europæere, idet de økonomiske, politiske og økologiske konsekvenser af krisen påvirker EU's medlemsstater direkte og samtidig vanskeliggør gennemførelsen af den fælles plan for fred, sikkerhed og velfærd i området samt oprettelsen af et frihandelsområde inden udgangen af 2010.

Europa har derfor vægtige grunde til at arbejde for fred og udvikling i regionen. EU skal i højere grad gøre sin indflydelse gældende for at opnå en fredelig løsning på disse problemer.

Udviklingen i området viser endnu en gang, at situationen er kompliceret, og at der er mange faktorer, som spiller ind, en omstændighed som EU på grund af sin umiddelbare nærhed af og historiske forbindelser med staterne i området er mere bevidst om end andre.

EU er til trods for sine svagheder således mindre splittet end under Irak-krisen og mere bevidst om behovet for fælles aktioner. EU demonstrerer dette med sin vilje til at følge Sikkerhedsrådets resolution og bevidsthed om betydningen af at klarlægge indholdet og den fredsbevarende styrkes rolle samt EU's deltagelse i denne styrke.

EU skal yde en indsats for at få ophævet isolationen af Libanon for at kunne gribe mere hensigtsmæssigt ind på de politiske, humanitære og udviklingsmæssige områder. EU skal derudover støtte den libanesiske regering, som er mærket af de seneste begivenheder og den langvarige syriske besættelse, og samtidig styrke de demokratiske institutioner og udviklingen af det politiske system i retning af et populært system, hvor de kreative kræfter vil kan frigøre sig fra de snærende religiøse bånd og fungere på grundlag af politiske partier og programerklæringer.

En sådan politik og social udvikling vil også bringe Hizbollah, som stadig er en myte og et mysterium, tættere på "libanisering", gennemsigtighed og involvering for at løse problemerne.

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter konflikten i sommeren 2006, som var et blodbad for Libanon, er vi enige om, at EU har en historisk lejlighed til at spille en større rolle i den indviklede deling af Mellemøsten. Der er flere mål i vores køreplan. Det første er at overbevise det internationale samfund og alle hovedpersonerne i området om, at en voldelig løsning, med hvilket jeg også mener en militær løsning, ikke kan sikre varig fred, stabilitet og fremgang i Mellemøsten, hvad enten det er i Libanon, Palæstina eller andre steder.

Det andet mål er at være førende og tilskynde til at gennemføre en samlet politisk løsning for området og klart at anføre, at det ikke giver mening at løse de forskellige regionale konflikter særskilt. I den forbindelse anbefaler vi en international konference, som nødvendigvis skal samle alle aktørerne i området, herunder Iran, hvis nukleare status er et særlig vanskeligt spørgsmål, og også Syrien, som vi skal genoptage associeringsforhandlinger med, men uden at give afkald på kravene om demokratisk reform. Vi kan heller ikke længere blive ved med at se bort fra politiske kræfter, som er kommet til magten gennem valg, vi selv har betragtet som demokratiske, i Palæstina eller Libanon.

Hvad navnlig angår Libanon, skal vi resolut forpligte os til at genopbygge det, sørge for at embargoen omgående bliver ophævet, genopbygge infrastrukturen og ødelagte huse samt fjerne de miner, som hver dag udsætter libaneserne for fare og gør en tredjedel af Libanons jord uegnet til at dyrke. Dette er ikke kun økonomiske mål, men også politiske mål for EU. Vi må ikke overlade genopbygningen udelukkende til Hizbollah og et nyt Qatar.

Endelig skal vi støtte demokraterne og de progressive politiske kræfter i Libanon. Vi skal ligesom i foråret 2005 vide, hvordan vi skal støtte libanesernes beslutsomhed på at gribe deres fælles skæbne. I sommer viste de, hvad de er i stand til.

(Formanden afbrød taleren)

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil indledningsvis citere fra en artikel skrevet af Gideon Levy og offentliggjort i Haaretz den 3. september 2006, hvor han skriver følgende: "Gaza er igen blevet besat. Det må verden vide (…). Situationen er værre end nogensinde. Siden krigen brød ud i Libanon, har israelske forsvarsstyrker stormet hele Gaza - det kan ikke beskrives på anden måde - og dræbt og ødelagt, bombet og beskudt på vilkårlig vis.

Ingen overvejer at nedsætte et undersøgelsesudvalg. Spørgsmålet er ikke engang på dagsordenen. Ingen spørger, hvorfor dette sker, og hvem der har truffet beslutningen. I skjul af krigens mørke i Libanon genoptog IDF sine gamle metoder i Gaza, som om tilbagetrækningen aldrig havde fundet sted."

Jeg ønsker nu at tale om krigen i Libanon. Har vi rene hænder i denne forbindelse? Krævede Ministerrådet ikke en indstilling af fjendtligheder snarere end en våbenhvile? Var Ministerrådet ikke klar over, at dette nødvendigvis måtte føre til et blodbad? Jeg anerkender mit lands ansvar i denne forbindelse. Er det virkelig nok at sende tæpper og forbindinger efter at have medvirket til at sikre leveringen af de våben, som forårsagede skaderne i første omgang? Var det fuldstændig uforudsigeligt, at Israel ville iværksætte aktioner i strid med international ret gennem iværksættelse af en kollektiv straffeaktion? Var det virkelig utænkeligt, at Israel ville se dette som en mulighed for at marchere ind i Gaza igen? Mange kolleger taler om terror, men forholder det sig ikke sådan, at ekstremisternes hånd er blevet betydeligt ...

(Formanden afbrød taleren)

  Vito Bonsignore (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke rådsformanden og kommissæren, fru Ferrero-Waldner, for alle de oplysninger, de gav os. Jeg vil ikke lægge skjul på, hr. formand, at jeg som medlem af Europa-Parlamentet er frustreret over endnu en gang at måtte konstatere, at EU ikke kan gøre den hurtige, beslutsomme og kompetente indsats, som det burde under sådanne omstændigheder.

I Middelhavsområdet har vi iværksat en partnerskabspolitik, som ikke kun drejer sig om økonomi og handel, men som også skal være politisk. Jeg støtter Deres linje, fru kommissær, og den mere effektive rolle, man har valgt at spille.

Italien og Frankrig har taget et vigtigt initiativ. Selv om EU naturligvis stadig ikke har sin egen diplomatiske og militære kapacitet, er der et bredt råderum til at spille en førende rolle i mange af regionens anliggender.

EU skal gøre en meget mere effektiv indsats for at finde en løsning på stabiliteten i området, og det skal hjælpe Libanons demokratiske myndigheder med at styrke deres institutionsstruktur og statens tilrettelæggelse. For at skabe ægte suverænitet og ægte uafhængighed skal EU sikre, at vores institutioner fastholder et højt niveau af diplomatisk tilstedeværelse i Libanon, og EU skal ligeledes sætte associeringsaftalerne med Libanon og Syrien i kraft. I den forbindelse må Rådet gerne fortælle os, hvorfor aftalen med Syrien endnu ikke er blevet undertegnet, da Syrien efter vores mening spiller en meget vigtig rolle i området.

Europa-Parlamentet bør også tage nogle passende initiativer for at skabe en konkret dialog mellem EU og Libanon. Desuden er der et problem, som i mange år har været uløst, nemlig det store antal statsløse flygtninge i Libanon, som lever under trange kår, og som udgør en potentielt farlig kilde til destabiliserende aktiviteter. De har brug for en politisk løsning.

Endelig vil jeg minde om den konference, som Rådet har foreslået. Fredskonferencen er en vigtig begivenhed, der bør finde sted på rette tidspunkt, og Europa-Parlamentet vil selvfølgelig bakke op omkring den.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Der er ingen militær løsning på konflikten i Libanon. Ordene i den fælles resolution, som vi drøfter nu, giver inspiration og håb.

Mange lande har tidligere brugt krigen som middel til at styrke deres prestige og magt på den internationale arena, men denne tid er forbi. Ordene fra den preussiske general, von Clausewitz, der hævdede, at krig blot er politik med andre midler, er historie. Det bekræftes i FN's charter, i henhold til hvilket brug af magt i forbindelse med bilæggelse af internationale tvister og trussel om magtanvendelse og krænkelse af en stats territoriale integritet er forbudt. Derfor var de israelske troppers indtrængen i Libanon i strid med international ret. Det forværrede situationen og resulterede i den væbnede reaktion fra Hizbollah.

Det er positivt, at Europa-Parlamentet lægger særlig vægt på den menneskelige dimension i denne konflikt, og at Parlamentet opfordrer parterne til at frigive gidslerne, behandle den civile befolkning humant og overholde bestemmelserne i Genève-konventionen af 1949. Den libanesiske konflikt udspiller sig meget tæt på EU's grænser. Ved at indsætte EU-styrker og yde humanitær bistand har Europa allerede spillet en vigtig rolle. Som aktivt involveret vil EU have en reel mulighed for at bidrage væsentligt til løsningen af konflikten. Det er gennem sådanne handlinger, at EU skaber sin egen fælles udenrigspolitik som beskrevet så detaljeret i den europæiske forfatning. Det er derfor - om ikke andet - at vi har så hårdt brug for en europæisk forfatning.

  Vittorio Prodi (ALDE). - (IT) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Unilateralismen har længe vist sine begrænsninger, og nu har EU endelig taget initiativet og forelået en modig indsats sammen med FN, hvilket gør det muligt at vinde lidt tid, når det gælder konfliktens løsning. Scenariet er naturligvis hele Mellemøsten, men forholdet mellem Israel og Palæstina har stadig førsteprioritet, og det er der, vi skal starte.

EU har vist værdien af en indfaldsvinkel, der er baseret på et positivt samspil mellem forskellige kulturer, politikkens altafgørende betydning og en afvisning af at bruge magt. Det er netop disse værdier, som har gjort, at vi i to generationer har kunnet leve uden krig i Europa.

EU kan og skal fremme de samme principper i hele verden og den samme gennemsigtige, mangesidede og harmoniske indfaldsvinkel, der tager sigte på konfliktforebyggelse gennem politisk dialog. Af alle disse årsager er jeg stolt af at være europæer lige nu, og jeg er endnu mere stolt af at være italiener, når man tænker på den rolle, som mit land har spillet i denne sammenhæng.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Den seneste konflikt mellem Israel og Hizbollah er en tragedie for Israels og Libanons befolkning. Mange af parlamentsmedlemmerne har gennem længere tid fremført det synspunkt, at EU bør erklære Hizbollah for en terrororganisation. Det er tydeligt, at Hizbollah i alvorlig grad fejlvurderede gengældelsesaktionernes omfang, da den besluttede at dræbe otte soldater og bortføre to fra det nordlige Israel. Det har organisationen leder, Hassan Nasrallah, også indrømmet.

Hizbollah har en del at forklare med hensyn til, hvorfor dens forsætlige provokation har ført til så store skader på den libanesiske infrastruktur og til så mange dødsfald blandt civile libanesere. Dette kan delvis forklares ved Hizbollahs uhyrlige taktik med at bruge menneskelige skjolde under affyringen af raketter fra områder beboet af civile. Israel har tilsyneladende også begået den fejl at tro, at de kunne fjerne Hizbollah udelukkende ved hjælp af luftstyrker, om end der var brug for flere soldater på stedet. Den israelske efterretningstjeneste undervurderede helt klart Hizbollahs træningsniveau og udstyrsmængde, navnlig hvad angår højteknologiske russiske antitank- og antiskibsvåben. Rusland skal nu forklare, hvordan russiske våben kom i hænderne på islamiske, fundamentalistiske militser.

Min største bekymring efter vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1701 er, hvem der i sidste ende skal afvæbne Hizbollah. Fru kommissær, hvilke sikkerhedsforanstaltninger er der blevet truffet for at undgå, at millioner af euro hidrørende fra EU-midler til bistand og genopbygning omledes til Hizbollah gennem en af organisationens såkaldte velgørende organisationer? Vi har ikke glemt alle fortidens beskyldninger om svindel i forbindelse med EU's direkte budgetstøtte til Den Palæstinensiske Myndighed under Arafat. Jeg ønsker også at få oplyst, hvad der vil forhindre soldater fra muslimske lande som f.eks. Malaysia og Bangladesh, der ikke anerkender Staten Israel, i at vende det blinde øje til en genoprustning af Hizbollah.

Endelig mener jeg, at tiden nu er inde til at tvinge det brutale, men rationelle og verdslige Syrien væk fra det teokratiske og fundamentalistiske Iran i overensstemmelse med køreplanen for fred. EU kunne tilbyde Syrien betydelige handels- og bistandsmæssige fordele med det formål at bringe landet tilbage til forhandlingsbordet med Israel.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne indledningsvis knytte en kommentar til den sidste tale. Gad vide, hvad muslimer i Storbritannien og i resten af Europa tænker, når britiske konservative siger, at vi ikke kan stole på, at tropper fra muslimske lande vil udføre deres opgaver i en FN-styrke?

I lighed med andre talere under denne debat mener jeg, at yderligere kriser i Libanon og andre steder i regionen kun kan undgås ved at fokusere debatten på en retfærdig fred mellem Israel og det palæstinensiske folk. Mens konflikten fortsatte i Libanon, ignorerede det internationale samfund de raketter, der blev affyret fra Gaza og de 250 luftangreb, 1.000 artillerigranater og over 200 drab på befolkningen. Var det berettiget at afskære halvdelen af Gazas indbyggere fra adgangen til strøm, at lukke næsten alle skoler og at hindre fiskere i at sejle ud med deres både? FN har beskrevet Gaza som en tidsindstillet bombe, hvor befolkningen lever i et bur.

Det hænder, at en krisesituation skaber en ny udvikling. Hizbollahs indrømmelse af, at den hverken havde planlagt eller forudset konflikten, fangernes initiativ, muligheden for en national palæstinensisk samlingsregering og såvel israelske politikeres som dele af den israelske offentligheds anerkendelse af unilateralismens svagheder må være forvarsler om et diplomatisk fremstød for at vende tilbage til en forhandlingsløsning.

Vi har i dag en køreplan, men ingen passagerer i bilen. Europa, der har gjort en stor indsats både gennem humanitær bistand til Libanon og evakuering af uskyldige mennesker og ved at give tilsagn om fredsbevarende styrker, må nu satse hårdt på denne politiske dialog. Vi har brug for en ny dialog med den arabiske verden som led i vores støtte til FN's resolutioner og anerkendelse af valgresultater såvel som af deres konsekvenser. Vi skal samarbejde med andre lande som f.eks. Tyrkiet, der kan bidrage til denne dialog og fremskynde den midlertidige hjælp til det palæstinensiske folk.

  Cecilia Malmström (ALDE). - (SV) Hr. formand! Det finlanske formandskab skal have hæder og tak for at have forsøgt at holde sammen på EU i dette svære spørgsmål, men selvfølgelig er der meget langt endnu, før vi virkelig har en fælles europæisk udenrigspolitik. Hvis EU på lang sigt skal kunne påvirke politisk i regionen, har vi netop brug for en politisk strategi, en slags demokratisk Marshall-plan for hele regionen, som faktisk er den mest ufrie region i hele verden.

Vi skal naturligvis hjælpe med at afmilitarisere og neutralisere Hizbollah. Nøglen hertil ligger i Damaskus, men frem for alt i Teheran. Der kræves et omfattende arbejde derfra. Vi skal have gang i fredsprocessen igen mellem israelere og palæstinensere, gerne i form af en konference, som vores kolleger har talt om. To demokratiske stater side om side er den eneste måde at skabe fred og stabilitet i regionen på. Det skal også kombineres med en medvidende, systematisk og langsigtet satsning på alle demokratiske kræfter i hele regionen, hvis vi skal kunne opnå et resultat.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa har langt om længe givet sin holdning til kende og har - ganske vist med en smule forsinkelse og efter ikke så få vanskeligheder - været i stand til at spille en aktiv hovedrolle i krisen i Mellemøsten.

Det er dog kun det første skridt i et langt forløb, som skal få EU - sammen med FN, USA og Den Arabiske Liga - til at sørge for stabilitet i det område, som alle farer for verdens sikkerhed udspringer fra. UNIFIL-missionen er et redskab, og den endelige målsætning skal være opnåelsen af et Libanon, der har sin egen suverænitet og er fri for den indflydelse udefra, som Hizbollah er med til at øve.

Vi vil gerne spørge Rådet og Kommissionen, hvor langt man er nået med at afruste den væbnede milits, der angreb Israel. Jeg vil gerne minde om, at Parlamentet allerede sidste år - da det udtalte, at der var ubestridelige beviser for Hizbollahs terroraktiviteter - med et meget stort flertal blandt parlamentsmedlemmerne opfordrede Rådet til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at bringe gruppens aktiviteter til ophør. I den forbindelse skal Syrien holde op med at vakle og gøre en aktiv indsats for at stoppe den strøm af våben, som ender i terroristernes hænder. Når det gælder om at beskytte menneskerettighederne, skal UNIFIL-soldaterne, som vi viser vores solidaritet og støtte, også have til opgave at beskytte Libanons kristne samfund, som uforskyldt er kommet i klemme mellem de to stridende parter.

Foruden den libanesiske målsætning skal vi sætte os en mere omfattende målsætning, nemlig "to folk og to stater" som en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Denne løsning vil rive tæppet væk under fødderne på terroristerne og de islamiske fundamentalister. Hvis vi skal nå denne målsætning, er det nødvendigt, at Europa spiller en hovedrolle, men hvordan kan EU være fredsskabende, når vi ikke har en forfatning, som giver de nødvendige beføjelser til dem, der skal udføre denne opgave?

Derfor er vi nødt til at endnu en gang at fokusere på debatten om en forfatning. Det er ikke en opgave for juraeksperter, men snarere et centralt spørgsmål, dvs. spørgsmålet om, hvordan det vigtigste resultat i de 50 år, som Fællesskabet har eksisteret, kan eksporteres til andre lande, nemlig fred.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand! Jeg havde egentlig planlagt at indlede min tale på en anden måde, men jeg vil nu starte med at opfordre fru Ferrero-Waldner til at læse artiklen i "Le Point" om forholdet mellem Israel og Palæstina, især i forhold til det alvorlige problem med vandforsyningen til de palæstinensiske besatte områder på grund af den praksis, som Israel udøver. I tidsskriftet henvises der til den form for apartheid, som de israelske myndigheder har udsat palæstinenserne for med hensyn til vand.

Hvad har Rådet udrettet i al den tid? I februar besluttede Rådet at fastfryse den økonomiske støtte til den palæstinensiske befolkning, selv om Israel stadig ikke betaler afgifter og skatter til Den Palæstinensiske Myndighed uden at blive presset til det, og EU har ikke truffet nogen foranstaltninger.

Efter min opfattelse - og det er en udfordring til det finske formandskab - skal EU og Ministerrådet træffe en beslutning om at ophæve de økonomiske sanktioner over for den palæstinensiske befolkning, så snart præsident Abbas danner den nye regering med fokus på national enhed i Palæstina. Det vil være et incitament for den palæstinensiske befolkning samt for fredelig integration af de moderate reformkræfter i Palæstina og Hamas-kræfterne i et demokratisk samfund i Palæstina.

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Efter fjendtlighederne er EU blevet kraftigt opfordret til at stå i spidsen for og yde det største bidrag til UNIFIL, til at gennemføre resolution 1701, til at spille en central rolle i forbindelse med humanitær bistand og genopbygning og til at tilskynde parterne til at deltage i den politiske dialog.

Vi gjorde imidlertid ikke vores indflydelse gældende som en stor international aktør forud for fjendtlighedernes ophør. Selv om vi traf en enstemmig afgørelse, var der ikke tale om en ensartet afgørelse, og hverken Sikkerhedsrådet eller de stridende parter lyttede til os. Hvis parterne havde lyttet efter, og hvis disse begivenheder havde fundet sted et par uger forinden, ville de militære resultater på stedet have været nøjagtig de samme, men der ville have været færre tab af menneskeliv, færre ødelæggelser, færre fordrivelser og færre Katyusha-raketter og klyngebomber og færre "utilsigtede følgeskader" i almindelighed.

Vi kan tage ved lære af erfaringerne. Problemer kan ikke løses med militærmagt eller Katyusha- eller Qassam-raketter eller gennem en ensidig politik. EU og FN skal tale med alle parterne, uanset om de kan lide dem eller bifalder dem eller ej. Endelig har Libanon brug for vores fulde støtte til at konsolidere sin suverænitet, da landet har været inddraget i en krig på vegne af et andet land, en krig, der udelukkende har baggrund i forhold, der ligger uden for Libanon.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er blevet sagt meget, men jeg tror, at dette beslutningsforslag, der er sat til afstemning, er velafvejet. I forslaget præsenteres kendsgerningerne ret detaljeret, men uden på noget tidspunkt at dømme, og man undgår således faldgruben med at tage parti for en af hovedpersonerne.

Jeg beklager, at man i beslutningen begrænser årsagerne til krigen mellem Israel og Libanon til konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Som general de Gaulle sagde, kan man ikke gå ind i Mellemøsten, fordi det er så kompliceret, med blot et par simple idéer, og det er det budskab, jeg også på en måde ønsker at formidle.

Ligesom os alle håber jeg, at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne bliver løst, men tror De virkelig, at det vil mindske spændingen i Libanon og gøre en ende på Syriens indblanding og de iranske ambitioner? Bliver Hizbollah endvidere afvæbnet som følge heraf?

Det er usikkerheden og den israelske befolknings stigende lidelser i Galilæa, der har udløst fjendtligheder imod Hizbollah. Denne tilstand af permanente trusler er blevet næret ikke blot af konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, men også og frem for alt af Hizbollahs konstante affyring af raketter ind i det nordlige Israel.

Israels frygt er så meget desto større, da Hizbollah-militserne forsynes med våben af et magtfuldt Iran, hvis demokratisk valgte præsident konstant gør opmærksom på, at han ønsker at slette Israel fra landkortet. Det er en mand, som nu skal tages alvorligt, og det gør jeg for mit vedkommende. Derfor tror jeg ikke, at de to sager skal blandes sammen.

Nordpå drejer det sig for Libanon om at få sin suverænitet tilbage og gøre en ende på de forskellige naboers indblanding, mens Israel ønsker at garantere sin sikkerhed. Sydpå drejer det sig i mellemtiden om at skabe en uafhængig palæstinensisk stat inden for sikre grænser, som varigt kan sameksistere i fred med dens nabo, Israel.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mit livslange engagement over for Mellemøsten letter ikke min egen ansvarsbyrde. Situationen er alvorlig, vi er tæt på at genskabe et islamisk kalifat. I det sydlige Libanon er der ikke militante modstandsbevægelser, men snarere toptrænede og velbemandede specialenheder, som forsynes med våben gennem iranske revolutionære styrker. Leveringen af våben foregår via den internationale lufthavn i Damaskus. Hæren er formentlig bedre end enhver anden regulær arabisk hær. Jeg foreslår derfor, at vi skal lukke grænsen mellem Libanon og Syrien, sende en overvågningsmission fra EU til Libanon som den, vi sendte til Serbien og Republika Srpska i midten af 1990'erne. Vi skal kontrollere den internationale lufthavn i Damaskus. Vi skal have klare regler for involvering. Hvad menes der helt præcist med at støtte den libanesiske hær og afvæbne ulovlige væbnede grupper? Vi skal med øjeblikkelig virkning holde Syrien tilbage fra sin involvering i Rusland og Ruslands interesser. Hvad kan vi tilbyde i denne sammenhæng? Vi skal have gang i det libanesiske erhvervsliv for at styrke investorernes tillid til Libanon, og vi skal sætte en stopper for Irans smugling af uran for at undgå, at den regionale krig udvikler sig til et globalt problem.

(Bifald)

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Trods Kommissionens og FN's store indsats er det vanskeligt at bevare optimismen i denne alvorlige situation.

Israel, der er en stat, som praler af sin demokratiske regering, indledte ustraffet en destruktiv krig imod et naboland, et hårdt prøvet sekulært demokrati, ødelagde infrastrukturen og dræbte borgerne, som fortrinsvis var uskyldige civile. Israel har endvidere benyttet sig af de umenneskelige klyngebomber i krigen. Hvordan kan vi beskrive bombningen af Qana som andet end en krigsforbrydelse? Og alligevel opretholder Israel stadig ustraffet en blokade i luften og til søs over for sit offer, samtidig med at Israel fortsætter med at presse det politiske og økonomiske liv ud af Gaza for ikke at nævne drabet på 200 palæstinensere under dække af krigen imod Libanon.

Jeg underkender ikke Hizbollahs maligne rolle i denne sammenhæng eller - som ingen har nævnt endnu - den maligne indflydelse fra USA, der har opmuntret Israel i handlingerne.

Efter min opfattelse skal Israel betale for genopbygningen af Libanon. Israel skal frigive de tilbageholdte palæstinensiske midler og underkastes en international undersøgelse af sine handlinger i forhold til Libanon. Jeg mener endvidere, at en international fredskonference, der ikke indebærer, at lederne i Mellemøsten skal betale en pris i tilfælde af fiasko, ikke vil skabe resultater. Jeg taler om en pris i form af økonomiske midler, handel og våbenlevering. Medmindre der er en pris at betale, vil disse landes ledere ikke deltage i en forhandling og indgå en aftale.

  Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mellemøsten befinder sig i en krisesituation, men det er måske også en situation med muligheder. Europa står over for tre indbyrdes forbundne udfordringer i denne sammenhæng. Den første udfordring vedrører UNIFIL's fredsbevarende/fredshåndhævende mission i Libanon.

FN's styrker, som ledes af EU, skal sikre, at FN's resolution 1701 håndhæves, og at Hizbollah afvæbnes gennem samarbejde med den libanesiske hær og de politiske ledere. UNIFIL II skal endvidere sikre, at yderligere våben ikke smugles ind i Libanon til væbning af grupper, og at Libanons suverænitet altid respekteres. UNIFIL II skal lykkes. Meget afhænger heraf, og en fiasko vil have katastrofale konsekvenser for regionen og for Europa generelt.

Hvad angår spørgsmålet om at indsætte yderligere styrker i forbindelse med UNIFIL II, har nogle EU-lande været meget gavmilde indtil nu. Den største indsats kommer dog fra de store EU-nationer, og jeg håber, at de mindre EU-medlemsstater i fremtiden også vil yde en indsats, især de stater som har haft betydelig erfaring med fredsbevaring i Libanon tidligere. I denne sammenhæng vil jeg fortsat opfordre regeringen i Irland til i det mindste at tilbyde at sende nogle tropper, selv om det drejer sig om få soldater, da jeg mener, at de vil kunne spille en positiv rolle.

Den anden udfordring er at hjælpe Libanon med genopbygningen af landet efter ødelæggelserne i sommer. EU har allerede truffet foranstaltninger i denne sammenhæng, men vi skal gøre os klart, at vi i genopbygningen af Libanons infrastruktur også har mulighed for at opbygge EU's ry i regionen generelt samt hos den libanesiske befolkning.

Den tredje udfordring er den bredere politiske udfordring, der er forbundet med behovet for at yde stabilitet i Mellemøsten generelt. For at opnå stabilitet skal vi fokusere på de dybereliggende årsager til problemerne mellem Israel og Palæstina for at komme videre. Den bredere politiske køreplan eksisterer stadig, så vi behøver ikke at starte forfra. Vi skal dog medvirke til at skabe ny entusiasme for og accept af køreplanen, og det er i denne sammenhæng nødvendigt at løse den vanskelige opgave med at inddrage Syrien.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har med stor beklagelse fulgt den tragiske situation i Libanon i de seneste uger. Siden borgerkrigen er Libanon nået langt i forhold til respekten for menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder og opbygningen og styrkelsen af et multikulturelt og multietnisk demokrati og civilt samfund. Der er også sket store fremskridt inden for økonomisk fornyelse. Desværre er mange af disse resultater mindsket eller ødelagt af overdreven anvendelse af militær magt i konflikten mellem Israel og Hizbollah.

Jeg er af den klare opfattelse, at en af forudsætningerne for bæredygtig fred i Mellemøsten er eksistensen af et uafhængigt, stærkt og suverænt Libanon i sameksistens med Israel og en palæstinensisk stat. Det er imidlertid tydeligt efter de seneste måneder og år, at Libanon ikke kan opfylde denne målsætning alene, men har brug for hjælp fra det internationale samfund. Libanon har brug for hjælp for at opnå økonomisk fornyelse. Libanon har endvidere brug for hjælp til fremme af demokratiet samt i alle aspekter af udøvelsen af offentligretlige beføjelser, herunder sikkerheds- og militæraspekter i hele landet. Det er den eneste måde, hvorpå de valgte libanesiske statsinstitutioner kan afvæbne den militære gruppe Hizbollah og integrere bevægelsen i landets politiske liv. Jeg ønsker at opfordre Rådet og Kommissionen til at fortsætte deres bestræbelser på at hjælpe Libanon.

  Patrick Gaubert (PPE-DE). - (FR) Fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Hvad angår den måde vi behandler konflikten i Mellemøsten på, har en række repræsentanter for EU-institutionerne for nylig opfordret til at finde en struktureret samlet løsning på problemerne i området. Hr. Brok sagde for nylig, at en af nøglerne til varig fred i Libanon var afvæbning af Hizbollah og kontrol af grænsen mellem Syrien og Libanon med henblik på at gøre en ende på våbenhandelen. Endelig sagde en af mine fremragende kolleger, at vi ikke er Røde Kors, og at vi skal spille en positiv politisk rolle. Jeg kan tilslutte mig alt dette.

Man kan ikke seriøst overveje en samlet løsning uden at vende tilbage til det spørgsmål, der siden 1948 har ligget til grund for alle de konflikter, som har ført til blodbade i dette område. I den forbindelse tænker jeg på afvisningen af at anerkende Israels ret til at eksistere. Det er vigtigt at tage dette i betragtning, da man ellers risikerer at forveksle årsag og virkning. I dag er det Iran, der sammen med Syrien, som er Irans formidler, og Hizbollah, som er dets militære fløj, formidler dette hadets budskab, idet det kaster ønsket om at slette en suveræn stat og dens befolkning fra verdenskortet lige i ansigtet på det internationale samfund. Vi har pligt til som mennesker at lette den onde skæbne for befolkninger, der bliver taget som gidsel for Hizbollahs terrorhandlinger.

Vores engagement skal være afvejet, hvis vi skal spille den positive politiske rolle, der tilfalder os. Ligevægt ligger ikke i unilateralt og systematisk at fordømme en enkelt part i konflikten, i dette tilfælde Israel. Ligevægt omfatter nødvendigvis at få krigsmagerne, Syrien og Iran, til at påtage sig deres internationale ansvar. Det skylder vi to stater, Libanon og Israel, som vi har venskabelige forbindelser med, og det skylder vi to befolkninger, den israelske og libanesiske befolkning, som er vores venner og kun ønsker at leve i fred.

Jeg udtrykker derfor et ønske om, at den delegation fra Parlamentet, som snart aflægger besøg i området, tager denne bekymring for ligevægt med, og jeg håber, at den kan bidrage aktivt til at finde en fredelig løsning mellem mennesker med god vilje i området og således bekræfte vores uforsonlighed over for intolerance og budskaber om had og samtidig vise, hvad der binder os sammen som mennesker.

  Edith Mastenbroek (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at starte med at understrege, at jeg fuldt ud støtter indlægget fra min kollega, hr. Howitt.

Det er allerede nævnt, at problemerne i Mellemøsten ikke løses med vold eller unilateralisme. Historien viser følgende: Israel trak sig ud af Sinai inden for rammerne af en forhandlet fredsaftale og fra Arava inden for rammerne af en forhandlet fredsaftale med Jordan. Israel trak sig ud af Sydlibanon og Gaza unilateralt uden aftaler. Mere behøver man ikke at sige.

Den nuværende situation er EU's chance for at vise, at vores strategi er rigtig, men strategien vil være vanskelig at sælge.

Jeg kunne fortælle mange personlige historier om palæstinensiske venner og deres lidelser under den voldelige israelske besættelse, men jeg ønsker at gengive følgende historie fra en af mine israelske venner. Hans navn er Renan, og han er disc jockey. Han ønsker ikke at kæmpe, han ønsker blot at danse. Han er stærk modstander af besættelsen og går forrest i enhver fredsdemonstration i Israel. Jeg var imidlertid i Israel, da han modtog opringningen fra Israels væbnede styrker om at være klar til at kæmpe. Han var chokeret og bange, men han sagde "hvad forventer man af os? Hizbollah har bombet Haifa og Natanya i årevis. Hvordan skal vi kunne stole på Europa, hvis man ikke engang er villig til at kalde det terrorisme?".

I FN's resolution opfordres der til, at man griber fat om problemets rod. Lad mig prøve at definere disse dybereliggende årsager til problemerne med ordene fra Daniel Levy, som er medforfatter til fredsinitiativet, det såkaldte Genève-initiativ. Han nævnte, at den palæstinensiske sag, den uretfærdige besættelse og hykleriet fra USA og den vestlige verden, er noget, som millioner verden over tager afstand fra. Nogle misbruger og udnytter den palæstinensiske sag, og det vil de fortsætte med at gøre, indtil der findes en løsning på konflikten.

For at kunne gøre en betydelig forskel i regionen skal vi have befolkningens tillid. Vi kan kun gøre os fortjent til denne tillid, hvis vi er villige til at give udtryk for, at vi mener, at Hizbollah er en radikal militant gruppe, som misbruger den palæstinensiske sag til at styrke sin position som en trussel imod demokratiet i Libanon og den almindelige israelske befolkning.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, kommissær Ferrero-Waldner! Jeg ønsker kort at rejse tre spørgsmål. Første spørgsmål vedrører en generel vurdering af Israels reaktion på Hizbollahs provokerende og skammelige aktioner. Hizbollahs reaktion var helt ude af proportioner i forhold til kidnapningen af to soldater og minder mest af alt om udkæmpningen af de trojanske krige på grund af den smukke Helena. Der er mange eksempler på bortførelser og politiske løsninger i verden. Det er vanskeligt at støtte reaktionen hos en stat, hvis eksistens anerkendes af stort set hele det internationale samfund, undtagen et par enkelte fundamentalistiske stater, når denne stat har vist sig at være en militær angriber. Det er vanskeligt at acceptere, selv for Israels allierede, som vi har hørt fra flere fremtrædende medlemmer af Parlamentet.

Dernæst ønsker jeg at rejse spørgsmålet om, hvorvidt vi virkelig ikke var klar over, at Hizbollah var bevæbnet med flere tusinde Katyusha-raketter? Det er ikke noget, man skaffer på en uge. Det må have taget måneder eller endog år at skaffe så mange våben. Hvor var de internationale observatører? Hvis man havde haft den fornødne viden og vilje, ville det efter min opfattelse have været muligt at træffe forebyggende foranstaltninger. Nu reagerer EU ved at øremærke store beløb til udbedring af skaden, men er det ikke for sent? Vi kan trods alt ikke vække de døde - børnene og de øvrige borgere - til live igen.

Det sidste spørgsmål vedrører følgende, fru kommissær. Konflikten fortsætter, fordi den er en del af den såkaldte sociale arv, og konflikten kan fortsætte længe endnu. For at skabe mulighed for en positiv tostatsløsning for Israel og Palæstina skal begge parter være fuldt ud indstillet og forberedt på, at opnåelsen af en sådan løsning kun kan ske gennem bedre uddannelse - fra grunduddannelse og videre i uddannelsesforløbet. Bedre uddannelse vil medvirke til at skabe et socialt grundlag, som vil gøre det muligt og lettere at træffe politiske beslutninger baseret på kompromis i fremtiden. Måske vil den næste generation - nutidens børn og unge - kunne træffe den beslutning, som vi betragter som den eneste fornuftige løsning for os.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Hr. formand! I 2005 fejrede vi 10-året for Barcelona-processen, en langsigtet proces for at bygge en solid bro til den anden side af Middelhavet. Ved en tidligere lejlighed har jeg i plenarforsamlingen fremlagt et samlet optimistisk syn på hele denne proces og dens ambitioner og den tillidens vej, ad hvilken vi hidtil har bevæget os.

Som medlem af Europa-Parlamentet, som tilhænger af den europæiske integration og standhaftig fortaler for international ret, har jeg dog haft svært ved uden sindsbevægelse at iagttage, hvordan de europæiske institutioner har forholdt sig til de begivenheder, der har fundet sted lige uden for vores dør i denne sommer.

Libanon var indtil juni måned økonomisk og politisk et af de mest lovende demokratier i Middelhavsområdet, og det var og kunnne blive ved med at være en af de største modtagere af EU-midler til støtte for genopbygning og udvikling. I dag skal Libanon starte forfra, i dag skal alt i Libanon gøres om igen, alt skal bygges op på ny – i hvert fald det, som euro og beton kan genskabe og genopbygge. Skulle vi ikke have handlet tidligere? Skulle vi ikke, da konflikten mellem Israel og Palæstina spidsede til, straks have grebet ind? Skulle vi ikke have grebet ind, da valgobservatørerne ved det palæstinensiske valg fik inddraget deres tilladelse, og da der skete krænkelser af den diplomatiske og parlamentarisk immunitet, og lovligt valgte parlamentarikere og ministre blev fængslet? Mon ikke vores relative ligegyldighed og mangelfulde reaktion dengang også bærer sin del af ansvaret for hele denne situation?

Jeg er sikker på, at Europa ikke har taget alle de skridt, som det kunne, for at undgå denne situation, og at det ikke har gjort tilstrækkeligt for at lade sine blive til handling. Vi må ikke begå de samme fejl igen, og efter dagens debat står dette fuldstændig klart for alle talerne. Den rolle, som EU spiller i denne proces, er af central betydning og viser endnu en gang, at EU's politiske styrke er afgørende for stabilitet og balance i verden.

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (LT) Hr. formand! Der er ikke blot tale om isolerede hændelser i Mellemøsten, men om et rimeligt bredt panorama af kriser med global betydning. Når vi drøfter og kritiserer indsatsen fra USA med henblik på at udrydde tyranni og støtte demokrati i Irak og andre steder, skal vi ikke glemme Ruslands og Kinas indblanding i regionen, som let kan ende med at forvandle regionen til et brændende krater i en global terrorkrig.

Alt peger i denne truende retning. Iran er under Ruslands auspicier ved at udvikle sig til en betydningsfuld aggressiv aktør i en region, som er meget vigtig for menneskeheden. Formålet med den politiske udvidelse af Iran er udelukkelsen af demokrati i Libanon og Syrien, stabilitet i Irak og fred i Palæstina. Det iranske regime kan let distrahere FN og EU og på denne måde opnå mere tid til sit vigtigste formål - nukleart overherredømme i Mellemøsten. Det utopiske ønske om ikkespredning af atomvåben vil aldrig gå i opfyldelse. Det næste skridt i historien vil være, at terrororganisationer vælges som regeringer. Hamas og Hizbollah deltager allerede i regeringer, og ingen tør bede Hizbollah-ministrene i Libanon om at vælge imellem at arbejde for en demokratisk regering eller en terrororganisation. Tværtimod indleder FN forhandlinger med Hizbollah. Det næster bliver sikkert forhandlinger med Al-Qaeda.

Mange af vores problemer er opstået på grund af vores modvilje mod at stå sammen og forsvare os imod de onde kræfter. Det er imidlertid lidt sent at give op. Israel er ladt tilbage i en desperat kamp. Demokratierne i den vestlige verden har ikke vist noget initiativ - de forsvarer stadig sig selv uden strategi og taber således kampen. Det er på tide, at Europa vågner op.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ville blot sige, at den israelske premierminister efter sin samtale med FN's generalsekretær, Kofi Annan, har bebudet, at Israels luft- og søblokade af Libanon vil blive ophævet i morgen kl. 17.00.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I de seneste uger har det på grund af de frygtelige tab af menneskeliv og de menneskelige lidelser været vanskeligt at få øje på lyset for enden af tunnellen. I det mindste har de moderate arabiske stater nu været vidne til den katastrofe, der så let kan fremprovokeres af organisationer som Hizbollah, og Libanon har set virkningen af at tolerere en stat inden for en stat. Måske vil der nu være større sympati for Israels ønske om at sikre, at Palæstina ikke betragtes som endnu en terroriststat og en base for den evindelige krig imod den israelske befolkning.

Det vil være spild, hvis den forstærkede UNIFIL-styrke blot venter i kulissen, mens Hizbollah forbereder de næste angreb i de kommende måneder og år. Hvis der ikke træffes en international beslutning om at afvæbne Hizbollah - og det vil være meget sørgeligt - bør der i det mindste være et krav om at overvåge og rapportere om Hizbollahs aktiviteter. Rådet skal opfordre medlemsstaterne til at fremsætte udtalelser herom til FN.

I henhold til resolution 1701 har UNIFIL mandat til at støtte den libanesiske regering i sikringen af Libanons grænser. Vi vil opfordre den libanesiske regering til at træffe målrettede foranstaltninger på dette område.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Krisen mellem Irael og Libanon er ikke længere typisk for de konflikter i Mellemøsten, som vi har vænnet os til gennem årene. Krisen markerer tydeligt starten på en ny global konflikt mellem Iran og Syrien, Hizbollah og Hamas, Sunnierne i Irak og Al Qaeda på den ene side og USA og USA's allierede på den anden.

Det betyder, at vi skal træffe nye politiske foranstaltninger for at løse konflikten i denne del af verden. Europa skal nu involveres i arbejdet med at finde en løsning på konflikten i Irak. EU skal ligeledes gøre en indstats for at finde en løsning på problemerne med Afghanistan. Den globale trussel kræver en fælles reaktion fra EU, USA og NATO. Europa har brug for en fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Rusland skal vælge side. Og Europa skal insistere på en sådan beslutning, både i forbindelse med Irans atomprogram og våbenforsendelser til Syrien. Hvordan lykkedes det Hizbollah at blive bevæbnet med russiske våben?

  Erkki Tuomioja, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at takke Europa-Parlamentet for denne forhandling, der som altid har været meget farverig, interessant og relevant og ikke mindst vidtrækkende.

Efter min opfattelse er det vigtigste budskab, at Europa-Parlamentet er positivt indstillet over for og støtter Rådets bestræbelser på at finde en løsning på konflikten i Libanon, at EU støtter genoprettelsen af fuld libanesisk suverænitet og fremmer genoptagelsen af fredsprocessen i Mellemøsten. EU burde måske endda yde en endnu større indsats, en mere sammenhængende og effektiv indsats. Som formanden for Rådet ønsker jeg, at vi taler med én stemme, men med en stemme der kan høres overalt, og som gør indtryk på alle parter.

Hvis man skal se realistisk på det, vil der i bedste fald altid være grænser for, hvad EU kan gøre på egen hånd. Og det er, som det skal være, når EU er en union, der går ind for effektiv multilateralisme. EU forsøger ikke i forbindelse med konflikten i Mellemøsten at handle på egen hånd. I Libanon samarbejder vi med andre, og vi skal fortætte med at arbejde side om side med andre. Det er EU's rolle, men vi skal endvidere tage initiativer og udvise lederskab. Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig skal forsøge at gå uden om eller erstatte FN. Vi skal støtte og hjælpe FN med at bære ansvaret, og EU har i denne sammenhæng levet helt op til forventningerne.

Jeg har endvidere omhyggeligt gennemgået Parlamentets beslutningsforslag om Mellemøsten, som jeg håber vil blive enstemmigt vedtaget. Det er efter min opfattelse et meget fornuftigt beslutningsforslag, helt i tråd med den indsats, vi har arbejdet på at yde og fortsat vil yde i Rådet. I beslutningsforslaget vises EU's og Europa-Parlamentets evne til at fokusere på de vigtigste elementer, og beslutningsforslaget indeholder et budskab, som opfordrer de involverede til at arbejde helhjertet for fredsprocessen.

(Bifald)

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Jeg ønsker endnu en gang ganske kort at vende tilbage til det humanitære aspekt af spørgsmålet, som også er drøftet her. Kommissær Louis Michel og jeg besøgte området for et par uger siden, og det var meget tydeligt, at befolkningen lider meget på begge sider af konflikten. Det er uhyre vigtigt og betydningsfuldt, at EU, dvs. Kommissionen og medlemsstaterne i forening, fokuserer på at yde massiv økonomisk støtte i denne krise lige fra starten, både med henblik på den humanitære nødhjælp og den vækst, der nu er på vej, samt genopbygningen på længere sigt. I denne sammenhæng skal vi huske, at vi ved enhver lejlighed har understreget, at den humanitære situation også er meget alvorlig i Gaza.

Det er meget vigtigt, at den libanesiske regering spiller en central og ledende rolle i den langsigtede genopbygningsproces, en proces hvor Libanon har rollen som koordinator, og derfor er det positivt, at der er oprettet en ny enhed i premierminister Sinioras regering til gennemførelse af denne koordineringsproces.

Genopbygningsprocessen skal også underkastes en omfattende analyse, og EU vil samarbejde med Libanon i denne sammenhæng. Det er helt klart, at fred i området også er den vigtigste forudsætning for en forbedring af den humanitære situation, og vi har derfor også af denne grund brug for en vidtrækkende og langsigtet politisk løsning på de mange problemer, som eksisterer i området.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at takke alle for denne forhandling. Det har været en fremragende forhandling, og vi har fået stor støtte. Næsten alle har givet udtryk for, at konflikten skal afhjælpes gennem en politisk løsning og under ingen omstændigheder en militær løsning.

Nu, hvor EU har taget endnu et initiativ med henblik på at komme videre, er det meget vigtigt at have Parlamentets støtte til vedtagelse af en bred strategi og til afdækning af de dybereliggende årsager for at kunne finde en overordnet løsning.

Sådan ser den generelle situation ud, og jeg ønsker endnu en gang at takke for støtten.

Jeg ønsker endvidere at kommentere to eller tre specifikke punkter. Først og fremmest mener Kommissionen, at vi skal samarbejde med Israel og ikke suspendere associeringsaftalen. Vi mener, at det er meget vigtigt at samarbejde med Israel for at have mulighed for at øve indflydelse, og at vi skal indlede en dialog og ikke det modsatte.

Hvad angår hr. Tannocks indlæg er der ingen, som har kunnet dokumentere påstandene om, at EU har ydet økonomisk bistand til andre og ikke til regeringen.

Med hensyn til Hizbollah er det tydeligt, at vores økonomiske støtte vil gå direkte til regeringen eller organisationer, som samarbejder med regeringen, idet vi, som jeg nævnte, ønsker at styrke regeringen og genoprette landets suverænitet.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾jf. forretningsordenens artikel 102, stk. 3.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) I denne krise i Mellemøsten - som i så mange tidligere kriser i dette område og andre steder i verden - er det de uskyldige, der har lidt mest på grund af deres lederes ambitioner.

Hizbollah vil hævde, at målsætningen er at generobre Golan-bjergene, og Israel vil hævde, at regeringen svarer igen ved at bombe Libanon.

Det vanskelige er, at alle har en vis berettiget begrundelse for deres handlinger, men der er ingen acceptabel begrundelse for at forflytte mange tusinde uskyldige libanesiske civile. Når vi oplever, at børn bliver dræbt i Qana, forekommer alle begrundelser sølle.

Den irske hær var udstationeret i Libanon i mange år som fredsbevarende styrke, og der er derfor en samhørighedsfølelse mellem Irland og Libanon. Vi er som land blevet bekendt med Libanon gennem familiemedlemmer eller venner eller naboer, som har været udstationeret i landet, og den skade, der er forårsaget i Libanon gør derfor endnu større indtryk på os.

Den libanesiske befolkning ønsker ikke et sådant liv. Borgerne ønsker fred og sikkerhed for deres familier og en chance for at leve deres liv i fred.

Der kan ikke være tale om en militær løsning på problemerne, kun en fredelig løsning. Og hvis det betyder, at der skal pålægges sanktioner for alle involverede, indtil de afslutter krigen, eller at der skal gives fordele til dem, der afslutter krigen, skal vi, der har muligheden for det, handle.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Ingen kan vende det blinde øje til den krig, som Israel igen har påført Libanon, der blev bombarderet igennem 34 dage, med USA's støtte og EU's Ministerråds passivitet, hvilket har medført 1.084 omkomne civile i Libanon og 41 i Israel, tusinder af tilskadekomne og fordrivelse af omkring en fjerdedel af Libanons befolkning, ud over ødelæggelse af grundlæggende infrastruktur som lufthavne, havne, elværker og en gigantisk oliepøl ud for kysten.

Ifølge FN's Udviklingsprogram har disse bombardementer ødelagt 15.000 boliger og 78 broer, beskadiget 630 km vej og medført omkostninger på mindst 15 milliarder dollars for Libanon, hvortil kommer bombardementerne mod civilbefolkningen, der er en alvorlig krænkelse af den humanitære folkeret.

Vores fordømmelse af denne krig bør også indebære, at det kræves af Israel, at det betaler omkostningerne til Libanons genopbygning, at besættelsen af områder i Palæstina, Libanon og Syrien ophører, at blokaden af Libanon og Gaza indstilles, at palæstinensiske ministre og parlamentarikere omgående løslades, og at der indledes forhandlinger for at udveksle fængslede i Israel med de tilbageholdte israelske soldater.

Der kan ikke blive varig fred i Mellemøsten, så længe Palæstinas, Libanons og Syriens suverænitet ikke respekteres.

  Dominique Vlasto (PPE-DE). - (FR) Ødelagt af 34 dages krig er Libanon, som nød godt af en hurtig udvikling, igen gidsel i og offer for en krise, som landet ikke kan klare.

EU vil hjælpe libaneserne med at genopbygge deres ødelagte land, komme på fode igen og genoptage et normalt liv. I den forbindelse er humanitær bistand og nødhjælp fra EU af afgørende betydning. Vores rolle bør imidlertid gå ud over at yde nødhjælp. EU skal spille en selvstændig rolle med henblik på at skabe fred i Mellemøsten.

Ved at deltage i UNIFIL gør en række medlemsstater en indsats på stedet under FN's flag, og de har truffet en rigtig beslutning. Det er imidlertid i fællesskab som europæere, at vi bør intervenere med henblik på at få Sikkerhedsrådets resolution 1701 overholdt, hjælpe med at befri fanger, få blokaden af Libanon ophævet, støtte afgrænsningen af grænser og genetablere en politisk dialog.

I denne krise har EU vist, at det ved at intervenere kan ændre begivenhedernes gang og bidrage til at løse en konflikt. Virkeligheden konfronterer os med vores politiske ansvar. Det er på tide, at vi gennemfører de reformer, som EU har brug for, hvis det skal være den politiske aktør, som dets naboer og vi selv forventer.

  David Martin (PSE). - (EN) Jeg beklager, at Det Europæiske Råd ikke anmodede om en umiddelbar våbenhvile efter Israels udbrud af fjendtligheder over for Libanon. Israels aktion var helt ude af proportioner. Israel bør anmodes om hjælp til genopbygningen af Libanon på grundlag af princippet om, at den skyldige skal betale. Der skal oprettes en undersøgelseskomité til afdækning af krigsforbrydelser, og EU skal tage sit økonomisk og militære samarbejde med Israel op til fornyet overvejelse. Vi skal endvidere være bevidste om og fordømme den omstændighed, at konflikten i Libanon blev anvendt som dække for endnu mere intensiv og brutal undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning. EU skal arbejde for en fredelig og retfærdig løsning på konflikten i Mellemøsten, især gennem fremme af oprettelsen af en sikker og uafhængig palæstinensisk stat.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) Bag ved den brutale aggression mod Palæstina og Libanon ligger USA's projekt om at beherske Mellemøsten, hvilket betyder indblanding og manglende respekt for suverænitet og for folkeretten, da ambitionen er at vinde geostrategisk herredømme og få kontrol med regionens store energiressourcer.

Trods modsigelser demimellem har der været enighed mellem de store magter i EU og USA, som det sås i udarbejdelsen af resolution 1701. EU har aldrig fordømt den israelske aggression eller krævet våbenhvile og respekt for folkeretten.

Realiteterne må ikke forvrænges ved at udnævne offer til angriber og angriber til offer. Det er Israel, der ulovligt besætter arabiske områder, der ikke overholder utallige FN-resolutioner, og som med statsterrorisme aktivt modarbejder dannelsen af en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat.

Fred i denne region har som nødvendig forudsætning, at Israel trækker sig tilbage fra de besatte arabiske områder, at bosættelserne og muren fjernes, at de politiske fanger løslades, at flygtningene kan vende tilbage, og at der dannes en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad. Alle staterne skal have garanti for suverænitet og sikkerhed, og regionen skal afmilitariseres og renses for kernevåben.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Præcis fem år efter den 11. september 2001 giver den aktuelle konflikt i Libanon det internationale samfund mulighed for at tage den - tydeligvis uegnede - indfaldsvinkel op til overvejelse og revision, som man havde taget i brug for at løse konflikterne mellem den såkaldte "vestlige verden" og den "islamiske verden".

I de sidste fem år har de igangværende konflikter (Gaza, Libanon, Irak og Afghanistan) og de mere alvorlige diplomatiske spændinger (attentater, Iran-spørgsmålet osv.) nemlig alle drejet sig om det samme, og derfor kan de ikke blot fjernes ved hjælp af de mere eller mindre legitime militære missioner, der hver gang oprettes til formålet og altid har forskellige navne.

Nu skal vi benytte lejligheden til at oprette en egentlig multilateral styrke, som alle de berørte parter er engagerede i og deltager i, og som tager sigte på at løse det problem, der ligger til grund for alle disse konflikter, nemlig det ideologiske sammenstød mellem to forskellige kulturblokke.

Vi skal hurtigst muligt lede efter og finde et udgangspunkt for dialog, og som "demokratiske" lande er det vores pligt at sørge for en åbning. Her skal man tage de mest presserende spørgsmål op, som vi er mest uenige om, lige fra politiske og religiøse ideologier til økonomiske systemer. Jeg håber, at EU ikke går glip af lejligheden til at fremme en sådan dialog, men tværtimod vil arbejde for den på internationalt plan.

(1) Se protokollen

13. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0325/2006).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

Spørgsmål nr. 1 af Claude Moraes (H-0595/06)

Om: Direktiver

Hvordan planlægger det finske formandskab at gøre fremskridt med at revidere arbejdstidsdirektivet (KOM(2002)0149 endel⁽¹⁾) og direktivet om vikaransattes arbejdsforhold (ændring af direktiv 2003/88/EF⁽²⁾)? Agter Rådet at gøre yderligere fremskridt med disse sager under sit seks måneders formandskab?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker at takke hr. Moraes for hans interesse i arbejdet med revisionen af arbejdstidsdirektivet og direktivet om vikaransattes arbejdsforhold. Efter det østrigske formandskabs fantastiske indsats er det et af det finske formandskabs vigtigste målsætninger at indgå en aftale om arbejdstidsdirektivet. I forbindelse med direktivet skal der hurtigst muligt fastlægges en fælles løsning for at opfylde betingelserne i Domstolens afgørelser om SIMAP- og Jager-sagerne. Formandskabet har således også i sinde at gøre sit bedste for at sikre, at Rådet når frem til en kompromisløsning hurtigst muligt om det endnu uløste spørgsmål om opt out-bestemmelsen.

Direktivet om vikaransattes arbejdsforhold er et andet kompliceret og politisk følsomt spørgsmål. Som alle ved, har forskellene i arbejdsmarkedsstruktur og -praksis medført, at holdningerne er forskellige i medlemsstaterne, og problemet har været at finde en rimelig balance, hvor vikaransatte ydes et rimeligt beskyttelsesniveau, samtidig med at markedet for virksomheder, der tilbyder vikarydelser, kan opnå udvikling og vækst. Medlemsstaterne har for kort tid siden fornyet deres forpligtelse til at opfylde Lissabon-målsætningerne, herunder øget beskæftigelse og bedre arbejdspladser, og det fremgår tydeligt af deres nationale reformprogrammer. Rådet er af den opfattelse, at målsætningerne kan opfyldes således, at de forskellige former for praksis og traditioner i de nationale arbejdsmarkeder respekteres.

Spørgsmålet blev senest drøftet af Rådet i juni 2003. Siden da har forskellige formandskaber drøftet spørgsmålet på forskellige planer for at vurdere, om holdningerne har ændret sig. Der har indtil nu været to markante holdninger til spørgsmålet, så det har ikke kunnet betale sig at sætte spørgsmålet på dagsordenen for fremtidige møder i Rådet. Det finske formandskab vil undersøge spørgsmålet og forventer også input fra Kommissionen, som i meddelelsen om screening af verserende lovforslag har fastlagt, at den vil forbeholde sig ret til at tage forslaget op til fornyet overvejelse på grundlag af de resultater, der opnås under andre drøftelser om fremtidige forslag.

Formandskabet forstår udmærket, at det er vigtigt for Europa-Parlamentet at opnå fremskridt på området. Vi vil være opmærksom på den generelle holdning til spørgsmålet, når der stemmes om førstebehandlingen af tjenesteydelsesdirektivet. Hvis Kommissionen fremlægger sit væsentlige input om spørgsmålet under vores formandskab, er vi rede til at yde en konstruktiv indsats for at finde en løsning, som er acceptabel for alle medlemsstaterne.

  Claude Moraes (PSE). - (EN) Hr. formand! Mange tak, fru rådsformand, for det meget omfattende svar og Deres ærlighed, især vedrørende spørgsmålet om vikaransatte.

De er naturligvis bekendt med Parlamentets frustration, især med hensyn til arbejdstidsdirektivet, og det er korrekt, at det er drøftet i de tidligere formandskaber. Men jeg vil gerne stille Dem et meget ligefremt spørgsmål. Hvad vil det finske formandskab gøre anderledes, og kan De samle Rådets medlemmer og opnå en aftale i arbejdstagernes interesse? Kan De i dag love, at formandskabet vil gøre alt for at fremme arbejdstidsdirektivet og sætte direktivet om vikaransattes arbejdsforhold på dagsordenen?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Formandskabet garanterer, at det vil arbejde hårdt for at finde en løsning i forbindelse med arbejdstidsdirektivet. En begrundelse for at gøre en indsats er f.eks. den måde, hvorpå lægers arbejdstider fortolkes, og som skaber store problemer for medlemsstaterne, og det er endnu en grund til at finde en løsning for direktivet. Det er dog stadig for tidligt at spå om, hvorvidt vi vil være i stand til at opnå de resultater, som vi ønsker.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - Hr. formand! Hr. Moraes henviste i sit supplerende spørgsmål til arbejdstagernes interesser. Har Rådet læst de seneste dages artikler i Financial Times om en undersøgelse, der er foretaget i de store europæiske lande, og som viser at hovedparten af arbejdstagerne i disse lande, evt. med undtagelse af Spanien, ønsker mere fleksible arbejdstider frem for mindre arbejdstid? Vil Rådet tage højde for resultatet af denne undersøgelse i forhandlingen om en aftale?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Jeg er ikke sikker på, at vi er bekendt med den pågældende artikel i Financial Times, men vi er naturligvis helt klar over den generelle tendens, og som jeg allerede har nævnt i mit oprindelige svar og mit sidste svar samt i lyset af den udvikling, der har fundet sted i medlemsstaterne, er det meget vigtigt at finde en løsning for både arbejdstidsdirektivet og direktivet om vikaransattes arbejdsforhold.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Tror De, det er muligt at afklare dette spørgsmål med arbejdsmarkedets parter i forbindelse med den sociale dialog, da det i virkeligheden er dem, der er de hovedansvarlige, også når det gælder arbejdstider? Tror De endvidere, at det ville være muligt at opnå en løsning ved at uddelegere denne sag til arbejdsmarkedets parter - arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det er naturligvis noget, der er værd at drøfte, og et spørgsmål, som kan rejses under trepartsforhandlingerne, men i øjeblikket arbejder vi aktivt på at finde en løsning, der er acceptabel for alle medlemsstaternes regeringer.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0598/06)

Om: Gennemførelse af den europæiske ungdomspagts mål

Hvordan agter det finske formandskab at understøtte de forpligtelser, som medlemsstaternes regeringer påtog sig med vedtagelsen af den europæiske ungdomspagt, med henblik på at øge beskæftigelsen blandt unge?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker først og fremmest at understrege, hvor vigtigt det er, at den europæiske ungdomspagt dækker et bredt område. Der skal på alle relevante politiske områder tages højde for unge menneskers behov. F.eks. vil det i forsøget på at øge beskæftigelsen for unge muligvis være relevant at træffe forskellige foranstaltninger til fjernelse af hindringer for uddannelse og mobilitet.

Spørgsmålet, som fru Panayotopoulos-Cassiotou stiller, er især rettet imod, hvordan det finske formandskab har i sinde at støtte de forpligtelser, som medlemsstaternes regeringer har påtaget sig med henblik på at øge beskæftigelsen. Medlemsstaterne er ansvarlige for planlægningen og gennemførelsen af deres egne beskæftigelsespolitikker, herunder politikker vedrørende unge mennesker. Medlemsstaterne har endvidere ansvaret for de fleste af de øvrige politikker, der er forbundet med dette spørgsmål, f.eks. uddannelsespolitik.

Formandskabet vil ikke desto mindre have en vigtig opgave med at rejse disse spørgsmål, især mens Ministerrådets arbejde organiseres. Rådet mødtes i december under det finske formandskab for at drøfte flere spørgsmål, som er direkte forbundet med beskæftigelsen af unge. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vil fremlægge en betænkning for Rådet, hvori medlemsstaternes nationale reformprogrammer undersøges, herunder deres beskæftigelsespolitikker. Resultatet af Beskæftigelsesudvalgets undersøgelse sidste år klarlagde, at alle medlemsstaterne håndterede ungdomsarbejdsløshed med henvisning til den europæiske ungdomspagt og en række foranstaltninger, som var truffet til udarbejdelse af beskæftigelsesplaner for unge. Der er sket store fremskridt ved at sammenkæde dette område med et andet prioriteret område, investeringen i menneskelig kapital. Denne sammenkædning er f.eks. gennemført ved at udvikle overgangen fra uddannelse til beskæftigelse.

Finland forventer, at der i medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker i år vil blive fokuseret på ressourcer til ungdomsbeskæftigelse og planer om øget beskæftigelse. Ungdomsbeskæftigelse er også øverst på dagsordenen for de kommende forhandlinger i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 1. december om demografi og forbedring af produktiviteten gennem flere og bedre arbejdspladser.

Under det finske formandskab vil Rådet drøfte to spørgsmål, som er direkte forbundet med forbedring af beskæftigelsen for unge. For det første er bedre muligheder for livslang læring noget, der har betydning for alle, herunder unge mennesker. For det andet vil det finske formandskab forsøge at træffe konkrete foranstaltninger til forbedring af informationstjenester for unge og formidle relevant information til alle unge mennesker om vigtige anliggender, f.eks. beskæftigelse. Der skal lægges særlig vægt på ugunstigt stillede unge mennesker.

I marts anmodede Det Europæiske Råd medlemsstaterne om at inkludere unge og ungdomsorganisationer i gennemførelsesprocessen for den europæiske ungdomspagt. Det finske formandskab foreslår at drøfte indledningen af en analytisk dialog på rådsplan med og blandt alle aktører i ungdomssektorerne, herunder unge og ungdomsorganisationer.

Som opsummering ønsker jeg at understrege, at spørgsmålet om at øge beskæftigelsen for unge vil indgå i Rådets dagsorden i mange sammenhæng under det finske formandskab. Finland opfordrer indtrængende alle medlemsstaterne til at fokusere på den europæiske ungdomspagt og de forskellige måder, hvorpå ungdomsbeskæftigelse kan forbedres.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Mange tak for det uddybende svar og for de muligheder, der åbnes op for. I den tredje del af den europæiske ungdomspagt tages der højde for foranstaltninger til at forene familie- og arbejdsliv for unge, så de har mulighed for at skabe moderne familier i et moderne Europa.

På et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er faldende, er De så ikke enig i, at der skabes en ond cirkel? At det ikke er så let for unge mennesker at skabe moderne familier, og at det demografiske problem således vil blive forværret?

Har det finske formandskab i sinde inden afslutningen af formandskabet at fremlægge de positive resultater af de iværksatte aktioner med henblik på forening af familie- og arbejdsliv?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Et af elementerne i den europæiske ungdomspagt er naturligvis indsatsen med henblik på at forbedre unges uddannelse og sociale deltagelse og overgangen fra uddannelse til beskæftigelse. Ungdomspagten er derfor meget vigtig, og i dette efterår foreslår vi også at støtte beslutningen om tilføjelse af sådanne multifaglige kvalifikationer for at afhjælpe overgangen for unge mennesker fra uddannelse til beskæftigelse, som er et af de involverede punkter. Foreningen af familie- og arbejdsliv er stadig en separat kategori, men alle disse forhold hænger sammen med strategien om konkurrenceevne, dvs. Lissabon-strategien.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Manuel Medina Ortega (H-0600/06)

Om: Illegal indvandring - foranstaltninger truffet af Det Europæiske Råd i juni

Hvilke konkrete foranstaltninger har Rådet vedtaget, eller påtænker det at vedtage, på baggrund af de aftaler, der blev indgået af Det Europæiske Råd den 15. og 16. juni, for at begrænse den illegale indvandring af borgere fra tredjelande og for, at de eventuelt kan rejse tilbage til deres oprindelseslande?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Tilbagesendelsen af illegale indvandrere er en af de vigtigste faktorer i EU's politik om indvandring, især inden for rammerne af en vidtspændende tilgang til spørgsmålet om indvandring. Jeg ønsker at henlede hr. Medina Ortegas opmærksomhed på de konkrete foranstaltninger og initiativer, som Rådet nævnte i sit generelle svar i 2006 på mundtlig forespørgsel H-0440, H-0455, H-0473 og H-0478/06.

Hvad angår perioden efter Det Europæiske Råds møde i juni vil jeg henlede hr. Medina Ortegas opmærksomhed på konferencen mellem EU og Afrika om migration og udvikling, som fandt sted i Rabat i Marokko den 10. og 11. juli, med aktiv deltagelse af Spanien og Frankrig. På konferencen blev der vedtaget en handlingsplan. Det tredje afsnit i handlingsplanen omhandler specifikt bekæmpelsen af illegal indvandring og tilbagesendelsen af illegale indvandrere. Alle de lande, der deltog i konferencen, understregede deres ønske om hurtig gennemførelse af handlingsplanen.

Den 17. juli vedtog Rådet konklusioner om indvandring, hvor det endnu en gang blev fremhævet, at illegal indvandring skal forebygges effektivt på EU-plan. I konklusionerne blev betydningen af andre indvandringsruter, især i EU's naboregioner i Øst og Sydøst, nævnt sammen med de forberedelser, der er i gang vedrørende den næste konference mellem EU og Afrika om migration og udvikling, som Libyen har lovet at være vært for.

Den 19. juli offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om politiske prioriteter i forbindelse med bekæmpelse af illegal indvandring af statsborgere fra tredjelande. I meddelelsen indgår også anliggender, der er forbundet med tilbagesendelse. Meddelelsen blev præsenteret for Rådet den 24. juli, og Rådet vil gennemgå den på et senere tidspunkt.

Rådet drøfter i øjeblikket et forslag til et direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Forhandlingerne om tilbagetagelse fortsætter i overensstemmelse med de retningslinjer og kompetencer, som er fastsat af Rådet. På et møde i Rådet den 24. juli rapporterede Kommissionen og Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser endvidere om gennemførelsen af vigtige tiltag, der er omfattet af strategien.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand! Fru formand for Rådet, mange tak for Deres svar, men jeg vil gerne minde Dem om, at den ulovlige indvandring via De Kanariske Øer til trods for alle disse aftaler fortsat vokser.

For øjeblikket ankommer der næsten dagligt 1000 indvandrere til De Kanariske Øer. Modtagelsescentrene er overfyldte, det er ikke muligt at sende indvandrerne tilbage til deres oprindelseslande, og de forpligtelser, som 16 stater har påtaget sig, er ikke blevet opfyldt, med undtagelse af Deres land, eftersom Finland, sammen med Italien og Portugal, allerede har sendt en flådeenhed.

Men kort sagt så ser alle disse foranstaltninger meget fine ud på papiret, men når det kommer til stykket, bliver de ikke opfyldt. Vi står over for en reel indvandringslavine, som alarmerer civilbefolkningen og bekymrer hele EU, eftersom disse indvandrere ikke blot kommer til De Kanariske Øer, men til hele EU's område med følger for unionens arbejdsmarkeder.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Efter EU's og Rådets opfattelse er det spørgsmål, som hr. Medina Ortega rejser, i alle henseender et meget vigtigt spørgsmål. Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser har anmodet medlemsstaterne om overvågningsfartøjer, radarudstyr og grænsesikkerhedseksperter til gennemførelse af agenturets egen operation på De Kanariske Øer. Det er i Rådets interesse at forstærke samarbejdet på dette område ved at udvikle forskellige kombinerede operationer, og det finske formandskab ønsker at forbedre Europas integrerede system til overvågning af de ydre grænser.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil blot gerne vide, hvordan Rådet forventer, at EU skal leve op til den voksende udfordring, som illegal indvandring og tilbagesendelse af de pågældende personer udgør, når EU i sit budgetudkast for 2007 - og sammenlignet med Kommissionens forslag - faktisk har mindsket bevillingerne til Frontex, grænseagenturet, hvortil ministeren henviste flere gange, og den europæiske fond for tilbagevendende flygtninge. Jeg håber, at Parlamentet kan genetablere disse bevillinger, men hvordan kan bevillingerne være prioriteter, når Rådet ikke gennemfører de økonomiske forpligtelser?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det er naturligvis vigtigt, at der også er tilstrækkelige ressourcer til at sende de illegale flygtninge tilbage og overvåge hjemsendelsesprocessen, men jeg ønsker i denne sammenhæng at fremhæve betydningen af en omfattende strategi til løsning af problemet med illegal indvandring. Dernæst er der spørgsmålet om samarbejdet med de øvrige lande, hvorfra disse illegale indvandrere ankommer, og om det er muligt at forbedre forholdene i udrejselandene, således at det ikke vil være nødvendigt at sende så mange illegale indvandrere tilbage fra EU.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Jeg ville gerne høre, hvilke muligheder De ser for at etablere bedste praksis-modellen inden for tilbagevenden til oprindelseslande. Tror De, det ville være muligt, at det af Kommissionen oprettede agentur i Wien kunne lave en undersøgelse af, hvilke metoder der har ført til, at man gerne vil vende tilbage til oprindelseslandet?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser kan også bidrage til et bedre samarbejde omkring operationer med henblik på tilbagesendelse. Som i alle andre sammenhænge er udvekslingen af erfaringer og bedste praksis naturligvis vigtig.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Elizabeth Lynne (H-0602/06)

Om: Misbrug af ældre

Til trods for omtalen af misbrug af ældre mennesker i Verdenssundhedsorganisationens Toronto-erklæring og FN's internationale handlingsplan for ældre, som vedtoges i Madrid, har nogle medlemsstater indført lovgivning vedrørende vold i hjemmet, hvori der ikke specifikt henvises til beskyttelse af sårbare ældre mennesker.

Lovgivningen i en række medlemsstater dækker f.eks. ikke i tilstrækkelig grad den private plejesektor. Dette er tilfældet i Det Forenede Kongerige, hvor menneskerettighedslovgivningen (Human Rights Act) ikke omfatter personer, der modtager privatfinansieret pleje.

Vil Rådet opfordre medlemsstaterne til at lukke disse smuthuller i lovgivningen og overholde de ældre borgeres grundlæggende menneskerettigheder?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådet ønsker først og fremmest at takke fru Lynne for at have henledt opmærksomheden på spørgsmålet om respekt for de grundlæggende menneskerettigheder for ældre. Da EU er baseret på princippet om respekt for frihed, demokrati, menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, er Rådet naturligvis opmærksom på eventuelle smuthuller i lovgivningen, som kan medføre at ældre mennesker ikke respekteres.

Respekten for de grundlæggende menneskerettigheder for alle EU-borgere og personer, der er bosat i Den Europæiske Union, er fastsat i EU-traktaten, og disse rettigheder, som er opstået på grund af forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtelser, der er fælles for medlemsstaterne, er derudover fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, vedtaget i december 2000 af EU.

Misbrug af ældre i pleje er ikke blot et menneskerettighedsspørgsmål, men også et socialt og i nogle tilfælde et strafferetligt spørgsmål. Derfor skal der træffes lovgivningsmæssige foranstaltninger på nationalt plan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Rådet ønsker endvidere at understrege, at det ønsker at opretholde princippet om ligebehandling. Rådet har allerede truffet foranstaltninger til forebyggelse af forskelsbehandling og fordomme baseret på de seks kriterier for forskelsbehandling i artikel 13 i EF-traktaten og har i sinde fortsat at træffe sådanne foranstaltninger i fremtiden. Et af kriterierne omhandler alder.

Vi skal ikke desto mindste huske, at Kommissionens opgave er at overvåge gennemførelsen og overholdelsen af EU-lovgivning i medlemsstaterne og stille forslag om berettigede lovgivningsmæssige foranstaltninger til godkendelse af Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionen har stillet forslag om en henstilling fra Rådet om forebyggelse af skader og forbedring af sikkerheden. En af prioriteterne er forebyggelsen af vold blandt mennesker. Forslaget vil være på dagsordenen på mødet i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 30. november og den 1. december.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Det glæder mig meget, at ministeren har udtalt, at der vil blive fastsat yderligere lovgivning vedrørende artikel 13 om alder. Kan ministeren forsikre os om, at misbrug af ældre mennesker vil blive medtaget i medlemsstaternes nationale handlingsplaner om sundhed og langvarig pleje? Vil ministeren indtrængende opfordre Rådet og Kommissionen til at offentliggøre eventuelle resultater om misbrug af ældre mennesker i medlemsstaterne, så vi kan udveksle oplysninger om bedste praksis?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Vi skal naturligvis huske, at beslutningen om, hvorvidt der er behov for en separat lov om beskyttelse af ældre mennesker, vil blive truffet på nationalt plan i medlemsstaterne. Som jeg nævnte i mit svar, skal spørgsmålene om sikkerhed for ældre dog drøftes på Rådets møde om dette emne i slutningen af november.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) I Østrig anvender familierne i stigende grad illegal arbejdskraft til at passe plejekrævende ældre mennesker, fordi det statslige plejevederlag ikke rækker til legal faguddannet arbejdskraft. Derfor diskuterer man i Østrig ud over forhøjelse af plejevederlaget også et såkaldt socialår, omskoling af arbejdsløse samt et plejesemester for kommende medicinstuderende.

Er andelen af sort arbejde på plejeområdet også steget i andre medlemsstater, og hvilke løsningsforslag diskuterer man og vil man støtte fra EU's side?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Formålet er naturligvis at opbygge og fremme en fælles europæisk politik på dette område, således at vi kan få mulighed for at skabe fælles kvalitetskriterier for tjenesteydelser, uanset hvordan de opbygges og finansieres. Jeg vil ikke udtale mig om omfanget af sort arbejdskraft, men stridspunktet er efter min opfattelse forbundet med spørgsmålet om den europæiske sociale model, som var emnet for en fremragende debat i går i plenarforsamlingen.

  Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Vi havde i går en forhandling om Daphne-programmet med fokus på kvinder og børn. Vi hører meget om misbrug af ældre mennesker, og det burde være muligt at tage dette spørgsmål med i betragtning, da det dækker et lignende område. For to måneder siden var der et stort møde med otte europæiske organisationer for ældre mennesker. Kan spørgsmålet medtages inden for rammerne af Daphne-programmet?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det nuværende Daphne-program, hvortil hr. van Nistelrooij henviser, og hvis formål er bekæmpelse af vold, er især rettet imod vold mod kvinder, men som hr. van Nistelrooij nævnte, er der naturligvis også måder, hvorpå man kan undersøge, om situationen kan forbedres på europæisk plan, hvad angår ældre mennesker.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Roberta Angelilli (H-0607/06)

Om: Anmodning om et retligt samarbejde med USA

I marts 2005 blev Nicola Calipari, en italiensk SISMI-tjenestemand, dræbt ved en amerikansk vejspærring i Baghdad under befrielsen af et italiensk gidsel. Trods anmodninger fra den italienske regering har USA's Justitsministerium meddelt, at det ikke vil udlevere yderligere oplysninger ud over dem, som er indeholdt i rapporten fra Multi National Corps - Iraq.

Desværre indeholder denne rapport kun oplysninger, som de øverste italienske myndigheder og særlig de italienske domstole anser for at være utilstrækkelige og mangelfulde, hvorfor det er strengt nødvendigt med et så tæt samarbejde med de amerikanske myndigheder som muligt.

Kan Rådet oplyse, om det i kraft af sine beføjelser på FUSP- området påtænker at tage spørgsmålet op, for at sikre, at der skabes fuld klarhed omkring hændelsesforløbet?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådet har ikke undersøgt den hændelse, som fru Angelilli henviser til, en hændelse, som Rådet betragter som et bilateralt spørgsmål mellem Italien og USA.

  Roberta Angelilli (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Er svaret således, at formandskabet ikke agter at træffe nogen positive foranstaltninger med hensyn til det spørgsmål, der blev rejst?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Svaret er, at Rådet ikke har drøftet eller undersøgt sagen, men der er forskellige mekanismer i gang i den henseende, at EU og USA har indledt forhandlinger om en aftale om gensidig retshjælp, som også har en vis forbindelse med sager af denne type. På nuværende tidspunkt har vi brug for flere interne procedurer for at iværksætte aftalen.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Mener Rådet ikke også, at der med den specifikke sag fremhæves et mere generelt problem angående USA og den amerikanske regering, som forventer at Europa samarbejder om retlige anliggender, men som, når Europa anmoder USA om at samarbejde, er langt mindre tilbøjelig til at gøre det? Vil Rådet internt drøfte, hvordan det skal lægge mere pres på USA for at få den amerikanske regering til at samarbejde med EU om retlige anliggender?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Aftalen om gensidig retshjælp, som jeg netop henviste til, vil efter ikrafttrædelsen bidrage til at fremskynde processen for retshjælp i forbindelse med mange forskellige retlige problemer, og aftalen kan endvidere være en vigtig faktor i etableringen af et hurtigere og mere effektivt samarbejde mellem EU og USA.

  Formanden. - Da de vedrører samme emne, behandler vi under ét

spørgsmål nr. 6 af Bernd Posselt (H-0608/06)

Om: Retsstaten i Rusland

Hvordan vurderer Rådets formandskab den aktuelle situation omkring demokrati og retsstat i Rusland, navnlig hvad angår mediefriheden, ngo'ernes situation, retsvæsenets uafhængighed og fængselsbetingelser, f.eks. hvad angår de tidligere Jukos-direktører Platon Lebedev og Mikhail Khodorkovskij?

og spørgsmål nr. 7 af Milan Horáček (H-0614/06)

Om: Situationen i Rusland

Hvordan vurderer Rådets formandskab foreneligheden mellem et strategisk partnerskab mellem EU og Rusland på den ene side og de europæiske værdier med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper på den anden side, som Rusland ikke overholder, hvilket f.eks. den manglende respekt for pressefriheden, restriktionerne for civilsamfundet som følge af loven om ngo'er, krænkelserne af menneskerettighederne i Tjetjenien og fængslingsvilkårene for Platon Lebedew og Michail Chodorkowski viser?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter Rådets opfattelse skal det strategiske partnerskab med Rusland være baseret på de fælles værdier, der er fastsat i partnerskabs- og samarbejdsaftalen, især de værdier, som Rusland er forpligtet til at overholde som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. De samme værdier er endvidere fastsat i de nye traktatbestemmelser mellem EU og Rusland.

Hvis der skal opnås større stabilitet og bedre velfærd i Rusland, skal der efter Rådets opfattelse etableres effektivt demokrati på alle planer i Den Russiske Føderation. Derudover skal Rusland efterleve retsstatsprincippet, oprette et uafhængigt retssystem og betingelsesløst respektere menneskerettighederne, herunder pressefrihed og -uafhængighed, samt respektere et bæredygtigt civilt samfund.

Rådet er ligesom hr. Horáček bekymret over den seneste udvikling i forhold til retsstatsprincippet, de tydelige restriktioner af pressefriheden, koncentrationen af magt og den nye lovgivning i Rusland, som begrænser ngo'ernes arbejde. Rådet er ligeledes bekymret over menneskerettighedssituationen i Rusland og især Tjetjenien.

Rådet følger udviklingen på tæt hold og vil jævnligt rejse spørgsmålene over for og drøfte problemerne med Rusland, især under forhandlingerne om menneskerettigheder, der afholdes to gange om året. Rådet vil endvidere overvåge gennemførelsen af den nyligt ændrede lov til forebyggelse af aktioner fra ekstremistiske bevægelser med særlig henvisning til den nuværende bredere definition af ekstremistiske bevægelser.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Vi læser, at den tyske udenrigsminister vil stille forslag i Rådet om at indføre de fælles værdier gennem et tættere, varigt samarbejde mellem EU og Rusland. Er det ikke absurd, når Rusland ikke engang vil ændre på fængslingsbetingelserne for hr. Khodorkovsky eller tilpasse dem til landets egen lovgivning, som siger, at fanger skal indsættes i nærheden af deres hjemegn?

Har De konkret talt med Rusland om disse to Yukos-fangers sager?

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Jeg ville spørge om det samme, for det er en helt eklatant overtrædelse af Ruslands egen lovgivning. Men svaret - som jeg takker for - afføder et nyt spørgsmål, nemlig dette: Mener De, at konceptet om et strategisk partnerskab med Rusland i betragtning af den tiltagende forværring af menneskerettighedssituationen er muligt og fremadrettet? Bør vi ikke snarere udvikle nye modeller for samarbejdet? Modeller, som ud over økonomiske og sikkerhedspolitiske overvejelser også sikrer, at menneskerettighederne faktisk bliver overholdt?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det er ikke længere nødvendigt at etablere disse fælles værdier, da de allerede eksisterer. De er undertegnet i partnerskabs- og samarbejdsaftalen, og Rusland er forpligtet til at leve efter disse værdier som medlem af Europarådet og OSCE. Imidlertid er der naturligvis mange udfordringer forbundet med gennemførelsen af disse værdier i lovgivningen og i praksis.

Der hersker nogen utilfredshed med det russiske retsvæsens uafhængighed på disse områder, og det er helt klart store udfordringer for en forfatningsstat i udvikling - udfordringer som vi vil overvåge meget nøje. Det er ikke desto mindre meget vigtigt, at der foregår en del tovejskommunikation inden for rammerne af dette strategiske partnerskab. De næste høringer om menneskerettigheder afholdes i november. Den løbende politiske dialog med Rusland udgør en mulighed for at drøfte problemerne på menneskerettighedsområdet.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Den økonomiske situation i Rusland er jo meget blomstrende, men på menneskerettighedsområdet sker der massive forværringer.

Tror Rådet virkelig, at det er tilstrækkeligt med de initiativer, det har indledt, altså dialog inden for det strategiske partnerskab? Bør denne virkelig massive forværring ikke få Rådet til at tænke på en ny strategi for at minde en nabostat til EU om de forpligtelser, som den har påtaget sig inden for rammerne af de internationale relationer?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! EU og Rusland er stærkt forbundet på mange forskellige områder, gennem fred og stabilitet, økonomisk samarbejde og mange andre forhold. Derfor er det vigtigt, at det strategiske partnerskab skaber et godt grundlag og en tilfredsstillende ramme for den gensidige afhængighed, der eksisterer imellem EU og Rusland. Med kommunikationen og den politiske dialog, der ledsager partnerskabet, og som eksisterer på nuværende tidspunkt, kan vi minde Rusland om udfordringerne i forhold til menneskerettighederne, og det er det, vi gør. Rådet er således af den opfattelse, at de eksisterende mekanismer i denne sammenhæng skaber et godt grundlag for forbedring af kommunikationen og situationen, hvad angår menneskerettigheder.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Hr. formand, fru minister! Når vi alligevel drøfter emnet om det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland, ønsker jeg at henlede Rådets opmærksomhed på den omstændighed, at Parlamentet i sin beslutning i år bemærkede, at "det nuværende partnerskab med Rusland er mere pragmatisk end strategisk, eftersom det i første række afspejler fælles økonomiske interesser uden at opnå større resultater med hensyn til menneskerettigheder og retsstatsforhold". Mener Rådet ikke, at Europa-Parlamentets holdning skal overvejes nøjere, især da perioden for den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Rusland nærmer sig sin afslutning?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Rådet lytter til og lægger stor vægt på Parlamentets holdning. Disse spørgsmål skal naturligvis gennemgås nu, hvor vi forbereder en fornyet partnerskabs- og samarbejdsaftale og etableringen af et mandat til fornyelse af aftalen. Jeg mener imidlertid, at partnerskabet, selv om det er meget pragmatisk, kan være langt mere dynamisk strategisk end på nuværende tidspunkt, og at EU og Rusland også kan arbejde parallelt og som hinandens partnere i globale fora.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af Marian Harkin (H-0611/06)

Om: Forskning i stamceller

Kan Rådet gøre nærmere rede for retsstillingen efter Europa-Parlamentets afstemning den 15. juni, der åbnede mulighed for forskning i embryonale stamceller i EU?

Kan en organisation med hjemsted i en hvilken som helst medlemsstat søge om EU-støtte til forskning i embryonale stamceller, selv om en sådan forskning er ulovlig i den medlemsstat, hvor organisationen har til hensigt at udføre denne forskning?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Den 15. juni 2006 vedtog Parlamentet sin udtalelse under førstebehandlingen af rammeafgørelsen om det syvende rammeprogram i henhold til den fælles beslutningsprocedure. Rådet nåede til politisk enighed om det syvende rammeprogram for forskning den 24. juli 2006, og denne enighed har dannet grundlag for udfaldet af Parlamentets afstemning. Jeg henviser i denne forbindelse til dokument nr. 11978/06, hvori der henvises til den politiske enighed, der er blevet skabt om det syvende rammeprogram. Formålet med denne enighed er at gøre det muligt at forberede andenbehandlingen af det syvende rammeprogram, der planlægges gennemført i efteråret. Det vil som følge heraf formodentlig være muligt at vedtage det syvende rammeprogram inden årets udgang.

I henhold til EU's rammeprogram for forskning kan der kun ydes fællesskabsstøtte til de forskningsprojekter, der er omfattet af programmets anvendelsesområde, og som har klaret udvælgelsesprocessen. Forskningen skal naturligvis være forenelig med lovgivningen i de medlemsstater, hvor den planlægges udført.

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Fru rådsformand, mange tak for Deres svar, jeg er meget taknemmelig. Mit spørgsmål drejer sig i virkeligheden om en situation, hvor et land ikke har et retsgrundlag på området.

I forbindelse med afstemningen i Parlamentet talte vi om, at forskning evt. skal være underlagt streng licens og kontrol i overensstemmelse med de pågældende retsgrundlag i medlemsstaterne, men hvad hvis det viser sig, at en medlemsstat ikke har et retsgrundlag på området? I Irland er der f.eks. ingen lovgivning om forskning i embryonale stamceller. Hvor står vi så henne med den beslutning, som Parlamentet har truffet, og vil Rådet foreslå, at alle medlemsstater hurtigst muligt skal udarbejde et sådant retsgrundlag?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det er naturligvis en vanskelig situation, hvis der ikke er specifikke nationale regler om sådanne spørgsmål, men i henhold til Rådets holdning er de vigtigste betingelser for støttemidler en specifik etisk vurdering af de enkelte projektforslag og hensynet til lovgivningen i medlemsstaterne. Det er derfor vigtigt at anerkende, at formålet med denne enkle løsning og afgørelse ikke er at skabe bioetiske regler, der finder anvendelse i hele Europa, men at træffe en klar afgørelse om et mere begrænset spørgsmål, nemlig hvilke former for stamcelleprojekter, der er støtteberettigede under dette fællesskabsprogram.

  John Purvis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Det glæder mig meget, at formanden for Rådet har gjort klart, at det er lovgivningen i de enkelte medlemsstater, der afgør hvad der kan forskes i. Dette handler udelukkende om finansieringen af forskning.

Det vil glæde mig, hvis fru Lehtomäki vil orientere os om de muligheder, som hun ser i stamcelleforskning og finansieringen heraf på europæisk plan.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Den nationale lovgivning vil helt sikkert udvikle sig i løbet af de kommende år, da forskning i stamceller er et nyt område, om end vi i lyset af den generelle europæiske konkurrencedygtighed og samarbejde om forskning må afvente og se, om der også kan skabes merværdi gennem europæisk samarbejde om forskning på dette område.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 9 af Johan Van Hecke (H-0612/06)

Om: Lukning af Guantánamo-fængslet

På det årlige topmøde i Wien mellem europæiske og amerikanske ledere udtalte den amerikanske præsident Bush, at han ønsker at lukke det omstridte fængsel i Guantánamo, men at han afventer en afgørelse fra den amerikanske højesteret om, hvor fangerne kan bringes for en retsinstans. Desuden skal det undersøges, hvordan de forskellige lande kan tage fanger tilbage. Nogle af fangerne må bringes for retten i De Forenede Stater, såfremt der ikke er garanti for en redelig rettergang i deres eget land. Ifølge Bush er der endnu omkring 400 fanger i lejren.

Har Rådet kendskab til, hvor mange europæere der holdes fanget i Guantánamo? Er der ikke mulighed for, at disse personer hurtigt vil kunne vende tilbage og bringes for retten i Europa, hvor der er de fleste garantier for en korrekt behandling, således som præsident Bush også selv har anført?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådet er ikke ansvarlig for beskyttelsen af EU-borgere i udlandet, idet medlemsstaterne er ansvarlige på dette område. Rådet har heller ikke på nogen måde drøftet, hvor mange europæere, der holdes fanget i Guantánamobugten.

  Johan Van Hecke (ALDE). - (NL) Hr. formand! Det vil nok ikke overraske Dem, at svaret på dette spørgsmål, som jeg allerede havde indgivet i begyndelsen af juli, øjeblikkeligt efter topmødet mellem EU og USA i Wien, i nogen grad skuffer mig, fordi spørgsmålet faktisk vedrører et af de emner, som blev drøftet på dette topmøde.

Jeg ville derfor overordentlig gerne have haft at vide, om der i mellemtiden er gjort fremskridt, og om Rådet har til hensigt kraftigt at opfordre USA til hurtigt at skabe klarhed over, hvor mange europæiske borgere der evt. ville blive stillet for en domstol i EU, og om Rådet også er rede til kraftigt at opfordre til en konkret tidsplan for dette spørgsmål.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Guantánamobugten vækker naturligvis stadig alvorlig bekymring, men EU glæder sig meget over præsident Bushs udtalelse om, at han ønsker at lukke Guantánamobugten, forudsat at der findes frem til en løsning på de praktiske spørgsmål. Lad os håbe, at der gøres fremskridt på dette område.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Den 29. juni fastsatte den amerikanske højesteret, at militærdomstole er ulovlige. Kl. 19.45 CET vil præsident Bush komme med en udtalelse om, at han ønsker at ændre loven således, at det er muligt at retsforfølge fanger fra Guantánamo Bay - herunder EU-borgere - ved en militærdomstol. Hvis han bringer denne udtalelse - og det mener jeg, at han vil gøre - kan Rådet så protestere i de stærkest mulige vendinger imod denne retlige parodi hurtigst muligt?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! EU har ved mange lejligheder erklæret, at behandlingen af fanger taget i kamp skal være i overensstemmelse med Genève-konventionens bestemmelser og den internationale humanitære folkerets sædvaneregler, og at menneskerettighederne skal respekteres. Desuden gav udenrigsministrene under deres uformelle møde i Klosterneuburg i foråret udtryk for den holdning, at fangelejren i Guantánamobugten burde lukkes så hurtigt som muligt, og Unionen har således givet klart udtryk for sin holdning til dette spørgsmål.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg har sjældent hørt så ynkelig en udtalelse som Rådets udtalelse om, at det ikke har ansvaret for at beskytte EU-borgere i udlandet, og at det er medlemsstaternes ansvar. Vi træffer internationale foranstaltninger for at forsøge at beskytte borgerne i andre medlemsstater, f.eks. i Balkan, men vi træffer ingen fælles foranstaltninger for at beskytte vores egne borgere.

Hvis EU i 2002 havde udtalt, at det var uacceptabelt for vores borgere at være tilbageholdt uden tiltale eller retsforfølgelse i Guantánamo, er formanden for Rådet så ikke enig i, at de formentlig ville være frigivet eller retsforfulgt og dømt på nuværende tidspunkt - alt efter de pågældende tilfælde?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det er vigtigt for formandskabet som repræsentant for Rådet at holde sig inden for sit kompetenceområde. Medlemsstaternes eventuelle bilaterale drøftelser om beskyttelsen af deres borgere er deres egen sag. Det skal understreges, at EU ved flere lejligheder har rejst spørgsmålet om Guantánamobugten under drøftelser med USA, og disse drøftelser fortsætter.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 10 af Sarah Ludford (H-0617/06)

Om: Rammeafgørelse om racisme og fremmedhad

Vil det finske formandskab skærpe indsatsen for at der i Rådet nås til enighed angående den rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og forbrydelser motiveret af religiøst had, som Kommissionen stillede forslag om i 2001, og som fik stor opbakning i Parlamentet? Vil formandskabet også opfordre Kommissionen til at forelægge et forslag om bekæmpelse af forbrydelser af homofobisk karakter?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådet har afventet udfaldet af rammeafgørelsen, da mindst én medlemsstat har været meget betænkelig ved teksten, som den forelå i 2004. Da den pågældende medlemsstat trak sit generelle veto tilbage for nylig, agter det finske formandskab at arbejde tæt sammen med den medlemsstat, der skal varetage det efterfølgende formandskab, nemlig Tyskland, om at få spørgsmålet drøftet i de relevante arbejdsgrupper, således at rammeafgørelsen kan træffes hurtigst muligt.

Det finske formandskabs dagsorden omfatter ikke forslag om bekæmpelse af forbrydelser af homofobisk karakter, som det ærede medlem henviser til i sit spørgsmål.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg er meget taknemmelig over de positive nyheder, som er meget velkomne. Men jeg beklager, at ministeren ikke mener, at der er stillet forslag om homofobiske forbrydelser motiveret af had. Mener ministeren ikke, at EU skal håndtere disse udfordringer, både hvad angår racisme og homofobi i Europa i deres akutte voldelige og hadefulde form? Vi er langt bagefter i forhold til de udfordringer, som vi imødekommer, ikke mindst på grund af problemerne med tredje søjle og det veto i Rådet, som hun henviser til. Vil der også ske fremskridt i forbindelse med passerelle-bestemmelsen, hvorigennem den tredje søjle - det mellemstatslige samarbejde - inddrages i EU-kompetencen, så vi kan være mere effektive og demokratiske?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Jeg er enig med det ærede medlem i, at EU bør forsøge at gribe ind over for de vigtigste udfordringer, men vi bliver naturligvis nødt til at gøre dette gradvist, og vi kan ikke imødegå alle udfordringer på én gang. Vi agter at forberede en opfølgning med det seminar, der blev afholdt for eksperter i juni i forbindelse med rammeafgørelsen, og vi vil herefter helt sikkert overveje at behandle dette forslag til rammeafgørelse i en arbejdsgruppe. Med hensyn til passerelle-bestemmelsen, som det ærede medlem henviste til i sit tillægsspørgsmål, har vi tidligere meddelt Parlamentet, at det finske formandskab i løbet af sin formandskabsperiode agter at gøre en aktiv indsats for at forbedre beslutningstagningen om fælles tiltag vedrørende retlige og indre anliggender.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Det glæder mig meget, at forbeholdene fra denne ene medlemsstat er overvundet med henblik på vedtagelse af rammeafgørelsen. Vil Rådet venligst indtrængende opfordre COREPER's arbejdsgruppe til at fremskynde deres arbejde om dette emne, så vi kan få rammeafgørelsen vedtaget hurtigst muligt? Er Rådet også enigt i, at vedtagelsen af en sådan rammeafgørelse vil sende et positivt signal til vores etniske mindretal i EU, især muslimerne, som føler sig meget presset i Europa i øjeblikket?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Den kendsgerning, at vi gør fremskridt med hensyn til rammeafgørelsen, betyder ikke, at den nu er problemfri. Forskellige holdninger til ytringsfrihed, legalitetsprincippet og retssystemer i medlemsstaterne på dette område fører stadig til uløste problemer. I lyset af de hidtidige diskussioner foreslår vi nu, at vi udarbejder et mere fokuseret forslag til rammeafgørelse, om end det ikke desto mindre må understreges, at der næppe vil være tid til at færdiggøre dette før under det kommende formandskab.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 11 af Inger Segelström (H-0618/06)

Om: Kvinders rettigheder i Iran

Mandag den 12. juni demonstrerede hundredvis af iranske kvinder i Teheran. De krævede ændring af de love, som diskriminerer kvinderne i landet. Demonstrationen blev brutalt slået ned af politiet, og 70 demonstranter blev anholdt.

Hvilken politisk kritik og hvilke konkrete handlinger vil Rådet som led i de bilaterale kontakter rette mod det iranske styres voldsomme overgreb mod kvindesagsforkæmpere og den fortsatte krænkelse af kvinders rettigheder i Iran?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådet har ofte udtrykt sin bekymring over iranske kvinders vilkår. I sin resolution vedtaget i december sidste år om menneskerettighedssituationen i Iran, som Unionen også støttede, udtrykte FN's Generalforsamling sin alvorlige bekymring over diskrimination og andre krænkelser af menneskerettighederne, herunder den systematiske diskrimination af kvinder og piger i lovgivningen og i praksis.

Rådet tager afstand fra den forværrede menneskerettighedssituation i Iran. I forbindelse med rådsmødet den 20. marts 2006 fordømte det den voldsomme reaktion på den fredelige demonstration, som var tilrettelagt i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. På sit møde den 15. maj udtrykte Rådet sin bekymring over det øgede antal henrettelser, vilkårlige arrestationer, stramning af restriktionerne vedrørende adgang til information og de tiltagende krænkelser af ytringsfriheden og religionsfriheden. Rådet henviste navnlig til trusler og chikane rettet mod menneskerettighedsadvokater og mindretalsgrupper.

På Rådets møde den 17. juli blev der især fokuseret på de fortsatte krænkelser af ytrings- og foreningsfriheden, herunder den voldelige opløsning af den fredelige demonstration, hvor der blev stillet krav om ophævelse af love, der diskriminerer kvinder.

Rådet er derfor bekendt med hændelserne under de seneste demonstrationer. EU agter fortsat at rejse menneskeretsspørgsmål, herunder kvinders rettigheder, både direkte over for Iran og i internationale fora.

Unionen agter at udtrykke sin bekymring, både under fortrolige møder og i offentlig sammenhæng. Under det finske formandskab har EU allerede tre gange udtalt sig offentligt om menneskerettighedssituationen i Iran. I forbindelse med studenteraktivisten Akbar Mohammads død i Evin-fængslet den 24. august udtalte formandskabet, at EU var alvorligt bekymret over den hårde behandling af systemkritikere, oppositionsledere, studenteraktivister og alle menneskerettighedsforkæmpere i iranske fængsler.

I en officiel erklæring, der blev udsendt i slutningen af juli, udtalte formandskabet, at Unionen var alvorlig bekymret over de forværrede vilkår for forkæmpere for ytringsfriheden og menneskerettighederne i Iran. Den prominente menneskerettighedsadvokat Abdolfattah Soltani, der blev idømt fem års fængsel, blev nævnt særskilt i erklæringen. Der blev også henvist til Ali-Akbar Mousavi Khoeini, der blev arresteret under demonstrationen til støtte for kvinders rettigheder den 12. juni, til advokaterne Farshid Jadollahi og Omid Beruzi, der også blev idømt fængselsstraf, og til arrestationen af forsvarere af arbejdsretslove i Teheran.

Der blev udsendt en officiel erklæring den 10. juli, hvori det finske formandskab udtrykte EU's bekymring over, at den iranske akademiker Ramin Jahanbeglu stadig tilbageholdes.

Rådet forsøger fortsat at arrangere et møde mellem EU og Iran som led i menneskerettighedsdialogen, der blev indledt i 2002. Under dette møde vil begge parter få mulighed for at drøfte alle deres bekymringer på menneskerettighedsområdet.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Fru formand for Rådet, tak for det udførlige svar. Jeg er også meget glad over, at man reagerer så kraftfuldt og hurtigt på disse hændelser. Jeg tror nemlig, at der er mange med mig, som synes, at udviklingen går i den forkerte retning. Denne handling er et bevis på det. Når man ikke engang må have en diskussion om disse spørgsmål uden at blive krænket på denne måde, er det et grundlæggende arbejde, vi har brug for.

Jeg spekulerer derfor på, om Rådet har nogen mulighed for at tage initiativ til at støtte de kvindeorganisationer, som findes. Parlamentet vedtog for nylig en betænkning om kvinder i konflikthåndtering. Vi talte på det tidspunkt om, hvordan vi skulle kunne tage næste skridt på det område. Mit tillægsspørgsmål handler altså om, at jeg tror, at mange bekymrer sig om, at udviklingen går i den forkerte retning.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Som jeg nævnte, er Rådet meget bekymret over, at situationen tilsyneladende forværres på mange områder. Som led i vores generelle politik har vi i det mindste også støttet og vil også fortsat støtte kvindeorganisationer med henblik på at sikre, at der fortsat er fokus på disse menneskerettighedsspørgsmål og de aktuelle problemer, både når vi er i direkte kontakt og i internationale fora. Vi har også gentagne gange anmodet de iranske myndigheder om en yderligere afklaring af krænkelserne af menneskerettighederne i landet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 12 af Robert Evans (H-0622/06)

Om: Yderligere udvidelse af EU

Mener Rådet, at visse medlemsstaters beslutning om at insistere på, at der skal afholdes folkeafstemning før endnu en udvidelse af EU, er en form for protektionisme med det bevidste formål at forhindre bestemte lande i at tiltræde EU?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! De enkelte medlemsstater træffer selv afgørelse om ratifikationsproceduren for alle traktater eller konventioner, herunder traktater vedrørende nye medlemsstaters tiltrædelse. Rådet kan således ikke kommentere ratifikationsproceduren, og det ville heller ikke være passende at gøre dette.

  Robert Evans (PSE). - (EN) Hr. formand! Hvis Rådet mener, at det er uhensigtsmæssigt at kommentere på nogen måde, er det formentlig vanskeligt. Men måske kan jeg lokke noget ud af Rådet, evt. lidt mere generelt. Har ministeren ikke bemærket, at indstillingen måske har ændret sig i Europa efter de negative folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene, og at der er personer i visse lande, som er bange for udvidelsen af EU og måske derfor mener, at afholdelsen af folkeafstemninger vil sætte en stopper for fremtidige udvidelser?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Stemningen har ikke forandret sig, således at forstå, at det til vores store tilfredshed klart fremgår af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i juni, hvor man også drøftede Unionens absorberingsevne, at absorberingsevnen ikke vil blive et nyt kriterium for ansøgerlande, men et særskilt aspekt, der også skal tages højde for i EU. Det finske formandskab foreslår, at der indledes en grundig debat om alle udvidelsesaspekterne på Det Europæiske Råds møde i december, og vi vil helt sikkert herefter have en bedre idé end nu om den generelle stemning i medlemsstaterne på dette område.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 13 af Brian Crowley (H-0631/06)

Om: Bekæmpelse af international terrorisme

Vil Rådet redegøre for, hvilke foranstaltninger det har gennemført i år på EU-plan til bekæmpelse af international terrorisme, samt redegøre for, om det i umiddelbar fremtid agter at tage nye EU-initiativer på dette politiske virksomhedsområde?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådet ønsker at meddele det ærede medlem, at antiterrorkoordinatoren udfærdigede en omfattende rapport i maj 2006 om EU-foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, der også dækker eksterne forbindelser. Rapporten er et svar på Det Europæiske Råds anmodning om indførelse af en halvårlig gennemgang af gennemførelsen af handlingsplanen for bekæmpelse af terrorisme, der blev vedtaget i juni 2004 og senest ændret i februar 2006. Rapporten indeholder en sammenfatning af de fremskridt, der er blevet gjort siden december 2005.

EU's politik til bekæmpelse af terrorisme er defineret i EU's strategi for bekæmpelse af terrorisme, der blev vedtaget i december sidste år. Efter de seneste begivenheder i London blev det klart, at der mere end nogensinde før er brug for et tættere samarbejde mellem terror- og luftfartssikkerhedseksperter. EU's ministre for retlige og indre anliggender vil fortsætte disse drøftelser på Rådets uformelle møde i Tampere.

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Hr. formand! Fru rådsformand, mange tak for Deres svar.

Hvad angår Deres afsluttende bemærkning, især med hensyn til begivenhederne i London for nylig, virker det ikke, som om der foretages nogen koordinering med andre medlemsstater i EU. Måske blev de øvrige lande ikke anset for at være lige så meget i farezonen på det pågældende tidspunkt? Der er imidlertid stadig stor usikkerhed om sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavnene. Sikkerhedsniveauet afhænger af, hvor man rejser til og fra. Måske er det nu nødvendigt med et forstærket samarbejde og bedre koordinering på disse områder.

Vil transportministrene blive inddraget i drøftelserne om beskyttelse af civil luftfart imod disse trusler på mødet i Tampere?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Vi agter at øge denne form for samarbejde og koordination hurtigst muligt. Under den finske formandskabsperiode vil vi opdatere strategien for bekæmpelse af terrorisme og den ledsagende handlingsplan. Som jeg nævnte, er det desuden blevet klart, at der stadig er brug for et tættere samarbejde mellem terror- og luftfartssikkerhedseksperter. Det andet eksempel vedrører flydende sprængstoffer. De retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne vil fokusere særligt på bl.a. dette spørgsmål på deres forskellige møder fremover.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Hvad angår bekæmpelse af international terrorisme kan Rådet så redegøre for, hvilke skridt det tog for at fremme de tre IRA-medlemmers tilbagevenden? IRA-medlemmerne blev dømt for udøvelse af international terrorisme i Colombia og flygtede til en EU-medlemsstat - nemlig Irland, hvor de fortsat lever i asyl. Er det ikke tydeligt, at EU underminerer sin troværdighed, hvad angår holdningen til international terrorisme, hvis EU accepterer, at medlemsstater giver asyl til eftersøgte og dømte internationale terrorister?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det er naturligvis vigtigt, at EU altid er i stand til at handle konsekvent, også hvis EU skal bevare troværdigheden og frem for alt forblive effektiv. Vi vil måske blive bedre i stand til at imødegå denne udfordring, hvis vi samarbejder om retlige og indre anliggender og om en mere effektiv beslutningstagning.

  John Purvis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg håber, at ministeren vil være opmærksom på, at de nuværende restriktioner i forbindelse med rejser og de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet i britiske lufthavne, forårsager stor forstyrrelse for medlemsstaternes erhvervsliv og økonomi. Jeg håber, at formandskabet vil huske at sikre, at medlemsstaternes erhvervsliv og økonomi kan fortsætte uden hindringer, når man skal nå til enighed om situationen på EU-plan.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Restriktionerne inden for lufttransport og flybefordring, der naturligvis navnlig pålægges bagage, er ikke kun forstyrrende for handelen, men også for mange passagerer. Dette er baggrunden for, at det er meget vigtigt, at terror- og luftfartssikkerhedseksperter arbejder tæt sammen for at finde frem til et passende sikkerhedsniveau, der er tilstrækkelig højt til at beskytte borgerne mod terrorangreb, men som samtidig gør det muligt at rejse som hidtil i fremtiden.

  Formanden. - Da spørgerne ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 14, 15, 16 og 18.

Spørgsmål nr. 17 er trukket tilbage.

Spørgsmål nr. 19 af Esko Seppänen (H-0645/06)

Om: Kampstyrkers vagtperioder

Når EU går i gang med at operere med kampstyrker, vil de enkelte landes kampstyrkers afdelinger skiftevis have vagten. Findes mellem medlemsstaterne en aftale om fordeling af udgifterne i de tilfælde, hvor kampstyrkens afdeling mobiliseres under vagtperioden til militære opgaver, og er Rådet blevet enige om, hvad der gøres i de tilfælde, når en landekomponent af vagtafdelingen ikke ønsker at deltage i en operation, som er blevet vedtaget i EU?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! De enkelte medlemsstater træffer under alle omstændigheder selv afgørelse om udsendelse af kampstyrker til EU's krisestyringsoperation. Styrkerne er sammensat af frivillige i overensstemmelse med nationale afgørelser på dette område.

De fælles udgifter i forbindelse med EU's militære krisestyringsoperationer finansieres med henvisning til artikel 28, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union. Det fastlægges i stk. 3, at aktionsudgifter til iværksættelse af de pågældende bestemmelser afholdes over De Europæiske Fællesskabers budget bortset fra udgifter til operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, og tilfælde, hvor Rådet med enstemmighed træffer anden afgørelse. Det hedder videre i stk. 3, at såfremt udgifterne ikke afholdes over De Europæiske Fællesskabers budget, afholdes de af medlemsstaterne efter fordelingsnøglen baseret på bruttonationalindkomsten, medmindre Rådet med enstemmighed træffer anden afgørelse. Dette er således ordlyden i artikel 28 i traktaten, og de medlemsstater, der fremsender styrker, skal afholde alle øvrige udgifter på nationalt plan.

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, fru minister! Den anden del af mit spørgsmål blev fuldstændig ignoreret. Hvad skal der gøres i de tilfælde, hvor et land i beredskabstjenesten overhovedet ikke ønsker at deltage i en sådan operation?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Som jeg sagde, iværksættes operationen ved enstemmig afgørelse i EU, og medlemsstaterne træffer afgørelse om de enkelte operationer. Beredskabsstyrker vil samtidig indgå i en større helhed. Vi må afvente og se, hvad der vil ske i en situation som den, der beskrives af det ærede medlem.

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg lykønske formanden for Rådet med den indsats, der er ydet i relation til at organisere koordineringen mellem medlemsstaterne i den fredsbevarende styrke, der skal til Libanon. Efter rådsformandens oplysninger om fordelingen af arbejde - og nogle lande er naturligvis bedre i stand til at yde logistisk støtte end andre - vil jeg gerne vide, om der foretages koordinering i relation til de lande, der lettest kan implementere forskellige aspekter af operationerne, eller om det stadig er et spørgsmål, der skal behandles bilateralt blandt medlemsstaterne?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Beredskabsstyrker sammensættes altid med henblik på at danne et hold, der arbejder godt sammen, og som det ærede medlem nævnte, vil styrkerne blive koordineret lige fra forberedelsesfasen.

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl 19.30 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

(1) EFT C 203 E af 27.8.2002, s. 1.

(2) EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9.

14. Forbindelserne EU/Kina (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Bastiaan Belder for Udenrigsudvalget om forbindelserne mellem EU og Kina (2005/2161 (INI)) (A6-0257/2006).

Jeg har modtaget en anmodning fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i henhold til forretningsordenens artikel 168 om at henvise hr. Belders betænkning om forbindelserne mellem EU og Kina til fornyet udvalgsbehandling. Er der nogen, som ønsker at støtte denne anmodning fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe?

  Alexandra Dobolyi (PSE). - (EN) Hr. formand! Den Socialdemokratiske Gruppe har anmodet om fornyet udvalgsbehandling af hr. Belders betænkning om forbindelserne mellem EU og Kina, da vi anser den for at være utilstrækkelig og uafbalanceret på en række områder, der dækker forbindelserne mellem EU og Kina. Socialdemokraterne mener endvidere, at der er en række faktuelle unøjagtigheder i betænkningen, som kun kan korrigeres gennem talrige ændringsforslag. Vi er imidlertid af den opfattelse, at en så vigtig betænkning fra Udenrigsudvalget om en verdensmagt som Kina skal gennemgås og drøftes indgående endnu en gang. Betænkningen indeholder nemlig 125 betragtninger og punkter, hvoraf kun to af punkterne omhandler samarbejdet mellem EU og Kina. Kun 13 punkter omhandler udenrigspolitik, og nogle af EU's grundlæggende principper igennem de sidste 30 år ignoreres helt. Globale sikkerheds- og energispørgsmål nævnes dårligt nok, og det er derfor nødvendigt at skabe balance i betænkningen.

Vi opfordrer indtrængende Parlamentet til at acceptere en fornyet udvalgsbehandling af betænkningen, hvor vi vil have tilstrækkelig tid til at behandle disse meget vigtige spørgsmål om samarbejdet mellem EU og Kina.

Kommissionen yder i øjeblikket en fantastisk indsats i relation til forbindelserne mellem EU og Kina på over 20 forskellige politiske områder, herunder udenrigspolitik, globale sikkerheds- og energispørgsmål. Vi skal samarbejde for at definere en fælles holdning baseret på fakta og tydelig information fra de relevante afdelinger i Kommissionen og Rådet. Parlamentets holdning vil blive styrket meget, og vi vil have større indflydelse på opnåelsen af vores fælles mål, hvis vi giver hinanden ekstra tid til at gennemarbejde og reflektere over betænkningen endnu en gang.

(Bifald fra PSE-Gruppen)

  Formanden. - Nu hvor anmodningen er blevet begrundet, er der så nogen, der ønsker at tale for den?

Hr. Speroni, vær ikke så utålmodig. I henhold til forretningsordenen er der ét medlem, der kan tale for, og ét medlem, der kan tale imod. Jeg spørger nu, om der er nogen, der ønsker at tale for.

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg var bange for, at ingen andre ville give udtryk for deres tilslutning. Så vil jeg gøre det. Jeg mener, at vi behandler denne anmodning i en fuldstændig konstruktiv ånd. Jeg vil sige, at vi på menneskerettighedsområdet og uanset resultatet af den kommende afstemning selvfølgelig støtter alle ændringsforslag, der er til fordel for menneskerettigheder. De er derfor ikke engang til debat i dag. Det, vi ønsker at afklare - og det er det, fru Dobolyi ønskede at understrege - er resterende faktuelle fejl, mangler og huller. Vi ønsker også at genetablere noget tættere forbindelser til ordføreren. Det er alt.

  Formanden. - Jeg giver ordet til hr. Tajani, der taler imod.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er tale om et fuldstændigt stykke arbejde, som blev vedtaget med et stort flertal i Udenrigsudvalget, og som Parlamentet skal stemme om. Jeg noterer mig og tilslutter mig nogle af de bemærkninger, som PSE-Gruppen kom med, eftersom vi - som PSE-Gruppen er klar over - har stillet et ændringsforslag for at medtage noget, der måske mangler i betænkningen, nemlig en henvisning til ét-Kina-politikken (udelukkelsen af Taiwans uafhængighed).

Hvis vi vælger at drøfte betænkningen, kan vi således nå frem til en samlet aftale, som er et tegn på, at spændingerne er ved at mindskes, og at der også tages hensyn til PSE-Gruppens anmodninger. Efter min opfattelse er der tale om en fuldstændig betænkning, som er klar til at blive behandlet, og flere parlamentsgrupper ønsker at behandle og vedtage den. Jeg mener, at det er rigtigt af os at tage forhandlingen her i aften og stemme om betænkningen i morgen.

(Bifald)

(Parlamentet forkastede anmodningen om henvisning til fornyet udvalgsbehandling)

  Bastiaan Belder (IND/DEM), ordfører. - (NL) Hr. formand! Fru kommissær! Ærede kolleger! På det rette tidspunkt, nogle få dage inden topmødet mellem EU og Kina i Helsinki, afgiver Parlamentet et klart og kraftigt signal til Rådet og Kommissionen med henblik på et strategisk partnerskab, som også virkelig fortjener dette navn. Denne betænkning giver Bruxelles og Beijing kriterier til at bedømme alle facetter af de gensidige forbindelser, nemlig troværdighed, stabilitet og ansvar.

Som ordfører på den europæiske side anså jeg det for at være overordentlig vigtigt at lytte opmærksomt til de kinesiske diskussioner om den imponerende, fredelige udvikling i Folkerepublikken i de forløbne tre årtier. I den forbindelse nævnes også klart og tydeligt skyggesiderne med alle konsekvenser for EU-Kina-partnerskabet. Det er logisk, at disse også er nævnt i beslutningsforslaget. Et stort flertal i Udenrigsudvalget støtter denne målrettede fremgangsmåde gennem det uundværlige og værdifulde bidrag, som jeg takker alle involverede medlemmer for.

De offentlige reaktioner fra den kinesiske ambassade i Bruxelles under forskellige stadier af min rapportering tvinger mig til kort at gøre rede for holdningen til tre væsentlige punkter, nemlig Ankang-systemet, religionsfriheden i Folkerepublikken og problemet med en fredelig forening af Taiwan og Kina.

I et brev af 25. april benægter den kinesiske ambassade blankt, at politiske og sociale dissidenter får psykiatrisk tvangsbehandling. Denne afskyelige torturmetode hedder officielt Ankang, dvs. sundhed gennem ro og hvile.

Den 3. november 2005 nedskrev det tyske ugeblad Die Zeit vidneudsagn fra tre ofre for dette Ankang-system under den megetsigende overskrift "Elektrochok mod virussen frihed". Den 14. december 2005 offentliggjorde Neuzüricher Zeitung ligeledes en tilintetgørende artikel om Ankang. Som om intet var galt tilskyndede den kinesiske ambassade Europa-Parlamentet til at slette beslutningsforslagets punkt 24 om Ankang, fordi det var fuldstændig ubegrundet. Som om intet var hændt, stillede Den Socialdemokratiske Gruppe faktisk et ændringsforslag herom. Forgæves bad jeg den i Udenrigsudvalget to gange om at trække ændringsforslaget tilbage.

Ankang-systemet er fuldstændig i modstrid med de elementære menneskerettigheder, som vi jo alle sammen helhjertet støtter. Det sagde fru De Keyser for lidt siden. Hendes holdning er mig derfor en gåde. Fjern denne skændsel for Europa-Parlamentet og støt den oprindelige tekst om Ankang i det ændringsforslag, som jeg på ny har stillet.

De hyppige krænkelser af den elementære grundlæggende rettighed religionsfrihed i Kina er vi hidtil informeret tilstrækkeligt om. Det samme gælder kritiske interne diskussioner om myndighedernes indgriben, selv i statens kontor for religiøse anliggender. Hvor ville jeg gerne have talt med sådanne åbne funktionærer under mit besøg i denne statsinstitution sidste efterår.

Det kinesiske folk har udvidet religionsfrihed, hævder den kinesiske delegation ved EU i sin nyhedsbulletin af 31. august. Jeg opfordrer offentligt delegationen til at oversætte og offentliggøre hele det nylige interview med Kinas øverste religionschef. Det vil tydeligt vise partiets stramme tøjler, for det er udelukkende det kinesiske kommunistiske parti, der bedømmer, hvad der er positivt, og hvad der er negativt i religioner.

De samme tøjler ønsker et overvældende flertal af den taiwanske befolkning i hvert fald ikke. Det fik jeg at vide af europæiske diplomater i Taiwan og ligeledes af utallige taiwanske borgere. En af dem fortalte, hvorfor Beijings doktrin om fredelig genforening, især den ildevarslende etbarnspolitik, som det efter Den Socialdemokratiske Gruppes mening især gælder, i øjeblikket ikke har skyggen af chance hos befolkningen. "For os drejer det sig ikke om ideologi eller nationalisme, men derimod om forskellen, når det gælder det politiske system og respekten for alle menneskerettigheder som en livsstil. Dette har ikke en chance, så længe Kina ikke opgiver sit autoritære styre, og det vil ikke ske inden for en overskuelig fremtid."

Jeg mener, det er tilstrækkeligt svar på de socialdemokratiske ændringsforslag, hvori der for øvrigt, mærkeligt nok og uofficielt, i betragtning af den sædvanlige sprogbrug i EU-dokumenter, ligeledes tales om to systemer, når det gælder Kina og Taiwan.

Med denne betænkning gør Europa-Parlamentet en indsats for et solidt partnerskab mellem EU og Kina. Derfor nævner det ærligt hindringerne ved disse politiske bestræbelser, især nu hvor disse i lige så høj grad erkendes på kinesisk side - læs betænkningen, hvori De ser kinesiske udtalelser og kinesiske akademier - men som politisk fuldstændig utilstrækkeligt erkendes som hindringer og fjernes.

At hjælpe Kina på vej mod en retsstat og at opmuntre Kina til politisk modernisering som en nødvendig samfundsmæssig parallel til en forbløffende økonomisk udvikling må være vores budskab til Rådet og Kommissionen lige inden topmødet med de kinesiske ledere.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at give udtryk for, at jeg bifalder forhandlingen, og jeg ønsker i denne sammenhæng at takke medlemmerne af Parlamentet og ordføreren især.

Lad mig lige starte med et par strategiske bemærkninger. Som alle er klar over, afholdes det niende topmøde mellem EU og Kina i Helsingfors om kun tre dage. Det vil være en meget vigtig lejlighed til at drøfte relevante spørgsmål og anliggender, der vækker bekymring. Jeg vil dog også gerne koncentrere mit indlæg i dag om, hvordan vi kan opnå en mere strategisk tilgang til vores forbindelser - især i lyset af betænkningens fokus. Jeg vil derefter berøre nogle specifikke punkter.

Vores forbindelser med Kina er en af de vigtigste udfordringer, som EU står over for i dag, og en udfordring, som jeg konstant funderer over. Forholdet mellem EU og Kina smitter af på alle områder, uanset om det er miljø, klimaændringer, energiforsyningssikkerhed, ikkespredning af våben, global og regional sikkerhed, økonomiske forbindelser og handelsforbindelser og specifikke spørgsmål som f.eks. ulovlig indvandring. Der er endvidere alle de spørgsmål, som omhandler retsstatsprincippet, som De har nævnt.

Vi er alle bekendt med de største udfordringer. For det første har Kinas økonomiske vækst være fænomenal, men samtidig er Kina stadig et udviklingsland, som er mere skrøbeligt end man kunne tro. For at være bæredygtig skal økonomisk vækst ledsages af social og politisk reform. For det andet spiller Kina en vigtig rolle i oprettelsen af mere stabile internationale energimarkeder og håndteringen af miljømæssige udfordringer. For det tredje er accelerationen af globaliseringen - som offentligheden i stigende grad identificerer med den billige produktion i Kina - et spørgsmål, som medfører pres på protektionisme i udviklingsmarkederne, som både EU og Kina skal gøre en indsats for at undgå. For det fjerde øver Kina ligesom EU global indflydelse. Vil dette være en støtte eller hindring for en regelbaseret multilateral verdensorden? Det store spørgsmål er helt enkelt, hvordan vi skal reagere på den voksende stormagt, som vi helt bestemt deler interesser og holdninger med, men - og lad os være realistiske - som vi også er uenige med, hvad angår nogle meget grundlæggende værdier og holdninger.

Inden jeg kommer med forslag til nogle principper, som skal lede vores strategiske tilgang til denne udfordring, ønsker jeg at gentage, at den grundlæggende præmis for EU's politik over for Kina skal være en politik, der bygger på engagement og partnerskab. Der er ikke tale om inddæmning eller hindring af vores muligheder. Engagement og partnerskab er det mest effektive grundlag for at fremme og støtte Kinas udvikling på en måde, der opfylder målsætningerne og styrker interesserne for både EU og Kina.

Hvilke principper skal lede os? Hvad angår Kinas interne reform og udvikling skal vi være konstruktive og komplementere Kinas politik, hvor det er muligt. EU skal dog også sende faste og meget konsekvente budskaber om vores interesseområder, f.eks. gennemførelsen af sociale og politiske reformer for at sikre Kinas bæredygtighed og betydningen af internationale ikkespredningsordninger, umiddelbar markedsadgang og retfærdige konkurrencebetingelser for EU's virksomheder. Derudover har EU internationalt en interesse i at fremme et mere aktivt og ansvarligt internationalt engagement fra Kinas side. Vi skal fremme vores forståelse af Kinas udenrigspolitik, hvis vi ønsker et effektivt samarbejde. Vi skal understrege de regionale aspekter, fremme bevidstheden om og følsomheden over for regionale spørgsmål og fremme regional integration og større multilateralisme i Asien.

EU skal endvidere have større fokus og samhørighed internt. Inden nye områder udforskes, skal der foretages en omfattende intern gennemgang af vores eksisterende samarbejde, som skal give klarere fokus på prioriteter og, hvis det er nødvendigt, afdække områder, som er ineffektive eller ikke længere prioriteres. Vores mål skal være en holistisk tilgang med et forenet EU i holdningen til politikken over for Kina.

Vi skal derudover yde en indsats for at sikre, at vores bilaterale forbindelser styrkes ved at inddrage alle befolkningsgrupper. Parlamentet vil også spille en meget vigtig rolle i denne sammenhæng. Vi har brug for et langsigtet program for gensidig forståelse og en effektiv strategisk politisk mekanisme, der er tilstrækkelig uformel og fleksibel.

I denne proces skal EU også være bevidst om sine styrker. EU har særlig ekspertise på en lang række områder i relation til intern stabilitet, hvor Kina har brug for hjælp, f.eks. på områderne for energi, miljø, regional integration og folkesundhed, og det skal vi udnytte i så høj grad som muligt.

Der er andre områder, hvor vi står mindre stærkt. Jeg er klar over, at menneskerettighedssituationen i Kina ligger Parlamentet og Kommissionen utroligt meget på sinde. I det seneste år har der ikke været megen fremgang på nogle af de områder, som vi lægger særlig vægt på, f.eks. ratifikationen af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, løsladelsen af fangerne fra 1989, ophævelsen af reform gennem arbejde og beskyttelsen af ytrings- og religionsfrihed, som er områder, der fortsat vækker bekymring. Mine damer og herrer, jeg kan forsikre dog Dem om, at disse spørgsmål fortsat vil være en vigtig del af vores politiske dagsorden, og vi vil fortsat følge og fremme fremskridt på dette område.

Kommissionen er i færd med at træffe foranstaltninger til at føre principperne ud i livet. Vi vil som foreslået i betænkningen fastlægge en ny strategi for vores politik over for Kina, som vi vil kunne præsentere formelt for Rådet og Parlamentet i november. Jeg ser frem til selv at vurdere situationen på min rejse til Kina først i næste måned.

I forlængelse af vores fortsatte støtte til Kinas interne reformproces mener jeg, at vi også skal fokusere på vores fire grundlæggende prioriteter. Det er først og fremmest nødvendigt med større balance i vores bilaterale forbindelser, uanset om de er beskrevet som gensidighed, lighed eller gensidige fordele. Det omfatter en mere meningsfyldt dialog om menneskerettigheder og dermed forbundne spørgsmål. Spørgsmål som fremskridt vedrørende sociale og økonomiske rettigheder i Kina indgår i denne sammenhæng. Vi er bekymrede over situationen om civile og politiske rettigheder i Kina, og især, som det er nævnt, hvad angår ytrings-, religions- og foreningsfrihed samt beskyttelse af mindretalsrettigheder. Vi er i denne sammenhæng bekymret over, at internethandel bliver mere og mere restriktiv og kontrolleret. Som jeg hørte ordføreren nævne, tillægger vi spørgsmålet om organhandel stor betydning. Det fremgår tydeligt, at lovgivningen på dette område, som for nyligt blev vedtaget af den kinesiske regering, ikke i tilstrækkelig grad behandler spørgsmålet om donortilladelse, især i forbindelse med personer der har mistet livet i fangenskab, eller som er henrettet. Vi har givet meget klart udtryk for vores holdning over for den kinesiske regering, både i vores menneskerettighedsdialog og gennem bredere politiske kanaler, og har meget indtrængende opfordret regeringen til at træffe foranstaltninger til at fremskynde behandlingen af disse spørgsmål.

Vi skal sikre, at Kina er et ansvarligt medlem af det internationale samfund, men Kina skal være mere end blot involveret, Kina skal være en positiv og aktiv bidragyder. Hvad angår handelsspørgsmål skal vi, hvis EU's markeder forsat skal være åbne, sikre en reel, bilateral og multilateral reaktion fra Kina til gennemførelse af WTO-forpligtelserne i praksis. Vi skal gennemgå ledelsesstrukturerne for vores forbindelser for at undgå fragmentering og sikre, at vores tildeling af ressourcer til Kina er tilstrækkelig.

Der skal ydes en stor indsats for at definere en realistisk, men også en ambitiøs og strategisk vision for at fremme forbindelserne mellem EU og Kina. Vi skal ikke ignorere de vanskeligheder, der er forbundet med at nå dette mål - og det mener jeg heller ikke, at vi gør. Men lad mig gentage, at det er uhyre vigtigt, at vi har fornuftige og hensigtsmæssige forbindelser med Kina. Begge sider ønsker et reelt strategisk partnerskab i ordets reneste betydning. Det er vores ansvar at realisere dette politiske ønske.

Jeg mener, at vi har et godt grundlag for at opnå fremskridt på dette område, og jeg håber, at det vil lykkes. Jeg håber også, at vi kan regne med Parlamentets støtte, det er så vigtigt et spørgsmål, at det skal lykkes at opnå fremskridt.

(Bifald)

  Karsten Friedrich Hoppenstedt (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Hvad ville der være sket, hvis vi i dag ikke måtte tale om Kina-spørgsmålet?

Der er allerede blevet nævnt, at det kommende topmøde mellem EU og Kina finder sted den 9. september, med ministerpræsidenten, udenrigs-, reform-, planlægnings- og handelsministrene. Den 12. september afholdes der også et kinesisk-europæisk økonomisk forum på højt niveau i Helsinki. Verdensøkonomisk set er der også udsigt til vigtige begivenheder, nemlig en ny stemmefordeling inden for Den Internationale Valutafond til fordel for Kina, muligvis til ulempe for Europa, og det handler om dannelse af nye alliancer og forbund inden for Doha-runden i slutningen af september i Australien.

Som ordfører for udtalelsen om dette spørgsmål i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål vil jeg koncentrere mig om økonomiske og valutapolitiske synspunkter. I 2005 var det kinesiske handelsoverskud på 102 milliarder dollars, og det bliver endnu større i 2006. Og ved udgangen af 2006 vil Kina have over 1.000 millarder dollars i sine valutareserver. Mange kredse kræver en hurtig ændring af valutakurserne. Heller ikke Kina er afvisende over for disse krav på mellemlang sigt. I betragtning af finansmarkedernes stærke indbyrdes afhængighed har jeg imidlertid i min udtalelse plæderet for en forsigtig ændring, fordi radikale og hurtige foranstaltninger kan føre til uberegnelige konsekvenser på de finansielle markeder.

Den Internationale Valutafond må følge denne udvikling og om nødvendigt sætte foranstaltninger i gang i rette tid. På årsmødet i IMF, som finder sted om kort tid, skal Kina have større vægt i IMF, og landet støttes her kraftigt af USA. Man kunne spørge, hvorfor USA med sit enorme handelsoverskud går sådan i brechen for Kina. Måske fordi Kina som sagt med sin valutakurspolitik og sine store valutareserver sidder med ved roret i dollarbåden.

Hvordan opfatter man denne sag i EU's medlemsstater, hvad siger de ansvarlige i Økofin-Rådet til det? EU er den vigtigste handelspartner for Kina, og Kina er den næstvigtigste handelspartner for EU. Derfor skal kineserne have vores respekt for den måde, hvorpå de til dels har opfyldt og forsøger at opfylde de forpligtelser, de påtog sig i forbindelse med tiltrædelsen til WTO. Der er dog stadig meget at gøre med hensyn til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og især med hensyn til kreditspørgsmål. Tydelige skridt fremad er den fortsatte åbning af bank- og forsikringsmarkedet og det fortsatte arbejde for fælles standarder.

I slutningen af september skal der pustes nyt liv i Doha-runden under drøftelser i Australien. Også her vil USA gerne se en større kinesisk indflydelse. Hvilke personer vil EU anvende i denne proces for at give kineserne en oplevelse af, at Europa som partner kan udvikle fælles strategier med Kina?

  Antonio Tajani, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi giver vores helhjertede støtte til hr. Belders betænkning. Det er en fuldstændig betænkning, hvor man tager alle de problemer op, der er i forbindelserne mellem EU og Kina, og den bygger på den vigtige debat, der fandt sted i Udenrigsudvalget, hvilket jeg gerne vil takke hr. Brok for, eftersom han ønskede at foretage en grundig analyse af dette spørgsmål.

Vi håber, at der bliver bred enighed om denne betænkning, og derfor opfordrer vi PSE-Gruppen til at stemme for, også fordi vi går ind for at støtte ét-Kina-politikken, som ligger til grund for bestræbelserne på at finde en fredelig løsning på Taiwan-spørgsmålet ved hjælp af en konstruktiv dialog.

I betænkningen betragter man bestemt ikke Kina som Europas fjende, snarere tværtimod. Kina er en meget vigtig partner, når det gælder handel og industri, og mange europæiske virksomheder oplever en imødekommenhed i Kina, som gør det muligt for dem at finde nye markeder. Hvis forholdet mellem EU og Beijing skal forbedres, og hvis begge parter skal nyde godt af dette i fremtiden, er vi dog nødt til at opstille nogle faste regler, som skal overholdes. Der er også nogle grundlæggende menneskerettigheder, som - hvis de krænkes - kan gøre samarbejdet mellem EU og Kina mindre positivt.

Vi er bekymrede over det kinesiske kommunistpartis udemokratiske beslutninger, krænkelsen af menneskerettighederne og fagforeningsrettighederne, minoriteternes frihedsrettigheder, informationsfriheden og Tibet-spørgsmålet. Parlamentsgruppen, som følger dette spørgsmål nøje, og som stiller og sørger for vedtagelsen af forskellige ændringsforslag, understregede spørgsmålet om religionsfrihed. Vi er bekymrede over kommunistpartiets udnævnelse af biskopper. Det ville svare til, at Vatikanet udnævnte generaler i den kinesiske hær. Det er uforståeligt, og det er en krænkelse af mange kinesiske borgeres frihed.

Desuden er der spørgsmålet om reglerne for vores handelsforbindelser og økonomiske forbindelser. Vi anmoder Rådet og Kommissionen om at gøre en indsats for at beskytte virksomhederne i Europa og i nogle af Europas nabolande, navnlig inden for tekstil- og skotøjssektoren. Kommissær Mandelson har sendt nogle signaler i den retning, men vi er nødt til at gøre en modig indsats - og det gælder også det finske formandskab, som desværre ikke er til stede i Parlamentet nu - når det gælder beskyttelsen af menneskerettighederne. Af alle disse årsager stemmer vi for hr. Belders betænkning og støtter nogle af de ændringsforslag, som også vedrører miljøspørgsmålene.

  Glyn Ford, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Vi kan tilslutte os mange punkter i hr. Belders betænkning. Vi er enige i, at Kina skal påtage sig et stigende internationalt ansvar på grund af landets status som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd og nu som verdens fjerde største økonomi. Vi er enige i betydningen af Kinas rolle i Afrika og Mellemøsten. Vi skal indlede en dialog med Kina om situationen i Nordkorea, hvor Kina har spillet en væsentlig rolle som leder af sekspartsforhandlingerne, om Iran, hvor Kina kan spille en rolle i løsningen af den nukleare krise, og om Darfur, hvor Kina på grund af sine olieinteresser indtil nu har modsat sig indsættelsen af FN-styrker.

Vi ser frem til oprettelsen af et strategisk partnerskab mellem EU og Kina, og vi støtter helt klart ophævelsen af dødsstraffen - noget vi indtrængende opfordrer alle lande, herunder Japan, Republikken Korea og USA, til også at gøre. Vi skal opnå kontinuerlige fremskridt på menneskerettighedsområdet.

Desværre lider betænkningen generelt under manglen på balance og de mange udeladelser. Jeg troede, at der var tale om en forglemmelse, men i åbningstalen gjorde hr. Belder det klart, at begrundelsen for at udelade ét Kina-politikken i betænkningen ikke er, at han har glemt at inddrage denne politik, men at han ønsker at ændre den. Jeg håber, at de medlemmer af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, der stadig støtter betænkningen, ikke vil acceptere dette, men støtte vores ændringsforslag.

Der er to linjer om problemerne for de 150 millioner vandrende arbejdstagere - som udgør over 10 % af Kinas befolkning, én sætning om uafhængige fagforeninger og ikke mindre end fem afsnit om et religiøst mindretal, som er hundrede gange mindre. Problemet er, at hr. Belder ikke kan se skoven for bare træer.

Vi skal naturligvis støtte alle undertrykte grupper, men hvor er ordførerens proportionssans? Det er ligeledes rigtigt at tro på nogle af de negative historier, vi hører om Kina, men det er ikke rigtigt at tro på alle negative historier uden tilstrækkelige beviser. Der er områder, hvor vi bevæger os ind på territoriet for Udvalget om International Handel, men betænkningen har en meget mere protektionistisk linje end det pågældende udvalgs seneste betænkning.

Spørgsmålet om situationen for markedsøkonomien springes helt over, selv om 40 lande i verden allerede har tildelt Kina status som markedsøkonomi - senest Republikken Korea i november 2005. jeg respekterer Europa-Parlamentets holdning til embargoen, men i denne sammenhæng insisterer vi på, at alle vores partnerskabslande skal følge en embargo, der sætter Kina i samme situation som Burma og Zimbabwe - som jeg personligt betragter som langt værre med hensyn til undertrykkelse og diskrimination - samtidig med at vi opfordrer Kina til også at lægge pres på de to lande, som vi påstår er identiske med Kina.

I punkt 4 bemærkes det, at Kina vil råde over 1 milliard euro i valutareserver ved udgangen af 2006. Det er kun et tusind gange forkert. Det drejer sig rent faktisk om 1 billion og ikke 1 milliard, og det er der ingen, som har bemærket, og det hævdes samtidig, at det er en fantastisk nøjagtig betænkning, som alle støtter.

Ingen steder anfægtes det, at Kina råder over for få euro - frem for amerikanske dollars - eller at Kina bør fortsætte samarbejdet med EU vedrørende sekspartsforhandlingerne. Det nævnes ikke, at Kinas bekymring om Yasukuni-templet er afspejlet i afsløringen for nylig af, at den japanske kejser nægtede at besøge Yasukuni-templet efter, at krigsforbrydere var blevet hyldet i templet.

Endelig ønsker vi, som Kommissionen nævnte, engagement og partnerskab, ikke konfrontation og inddæmning. Jeg er bange for, at der med betænkningen sendes det forkerte budskab.

  Cecilia Malmström, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg bifalder denne betænkning på min gruppes vegne. Det er vigtigt, at Europa-Parlamentet kommer med en udtalelse før det vigtige topmøde i weekenden. EU's relationer med Kina er jo blevet mere og mere omfattende, ikke bare handelspolitisk. Det er derfor godt med en mere strategisk angrebsmåde, hvad angår denne relation.

Kina er en voksende økonomi og en vigtigere og vigtigere handelspartner. Vi liberale demokrater ser handel som en vigtig måde for lande at nærme sig hinanden samt at øge kontakterne og udvekslingen på. Handel fører også på lang sigt til øget åbenhed, bedre lovgivning, mindre korruption og efterhånden, tror vi, til demokrati. Handel har også ført til økonomisk vækst, som har betydet, at millioner af kinesere har løftet sig ud af fattigdom. Siden har vi naturligvis også kunnet diskutere, hvordan denne tilvækst skal fordeles.

Kina har en voksende ambition på den internationale scene. Det er godt, men så må landet også tage et større internationalt ansvar og være en ansvarsfuld partner. Vi mener, at Kina kan spille en vigtig rolle i relationerne med Nordkorea, men vi kan ikke acceptere, at Kina udnytter sit FN-veto til at stoppe en global intervention for at stoppe folkemordet i Darfur eller for at lægge pres på Iran for at give adgang til sit atomkraftprogram med henblik på international kontrol.

Kina har med sin størrelse, sin historie og sin befolkning et enormt potentiale. Samtidig skal vi erkende, at Kina også er et diktatur. Vi kan ikke acceptere, at tusindvis af mennesker sættes i fængsel, fordi de har en anden politisk holdning, eller fordi de har en anden religion eller etnicitet. Vi kan ikke acceptere censuren på internettet, og vi ser med stor bekymring på de rapporter om handel med organer fra f.eks. Falun Gong-sympatisører, som nu kommer fra hele verden, senest fra et anset institut i Canada. Vi er også bekymrede over de trusler, som rettes mod demokratiet i Taiwan.

Vi må aldrig forpasse lejligheden til at påpege over for de kinesiske politikere og virksomheder, at vi tager afstand fra disse brud på menneskerettighederne. Samtidig skal vi også på en konstruktiv måde forsøge at hjælpe Kina med at gå den lange vej mod demokrati. På samme måde skal alle vi politikere, virksomhedsejere og forbrugere stille krav til, at de kinesiske virksomheder tillader faglige organisationer og grundlæggende rettigheder samt sikkerhed for dem, som arbejder dér.

Kina er også en tikkende miljøbombe. Det betyder et enormt potentielt samarbejdsområde for os i EU sammen med Kina. Fru Ferrero-Waldner talte om behovet for et strategisk partnerskab med mange konkrete indslag. Vi bifalder det og håber, at Europa-Parlamentet kan spille en kritisk, men også konstruktiv rolle i dette arbejde.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg glæder mig også over, at vi endelig afholder denne forhandling. Jeg synes, at det ville have været en fejl og et forkert budskab at henvise betænkningen til fornyet udvalgsbehandling, især når man tager hensyn til den betydning, vi tillægger Europa-Parlamentets suverænitet.

Det er tydeligt, at Kina gør store fremskridt, og at moderniseringen på nuværende tidspunkt bliver stadig mere avanceret, men vi skal også være meget opmærksomme på, at denne hurtige og accelererende rytme, som moderniseringen finder sted med, indebærer risici fra et socialt og miljømæssigt synspunkt. I denne henseende skal EU bidrage til udviklingen af de positive aspekter ved denne modernisering og ikke give næring til de negative aspekter eller de risici, som processen indebærer.

Derfor skal vi i forbindelse med den aktuelle kontekst, hvor vi diskuterer forbindelserne mellem EU og Kina, gøre vores holdning meget klar. Blandt venner skal man tale lige ud af posen. Det er netop vennerne, man skal have gode forbindelser med og være meget oprigtige over for. I dette tilfælde synes jeg, at vi skal gøre det ved meget tydeligt at markere, hvilke værdier der efter vores mening er afgørende for et godt og frugtbart forhold.

Det er allerede blevet nævnt af nogle medlemmer, men jeg vil gerne nævne det igen for klart og utvetydigt at minde om, at vi støtter et forbud mod dødsstraf, og at vi mener, at det er en almengyldig værdi, vi går ind for demokratisering og ytringsfrihed, også på internettet, og for kulturel og religiøs ytringsfrihed, vi fordømmer den systematiske tortur og eksistensen af genopdragelseslejre for fængslede, og vi synes, at det er meget vigtigt, at folkenes rettigheder respekteres, f.eks. Tibets, og i denne forbindelse opfordrer vi Parlamentet til, at det nu laver en brugbar politik og accepterer udsendelse af en særlig udsending. Med hensyn til våbenembargoen har vi sagt mange gange, at vi ikke kan acceptere, at våbenembargoen bliver hævet, hvis der ikke først findes en løsning, en retfærdiggørelse eller en klar ansvarspåtagelse i forbindelse med begivenhederne på Tiananmen Pladsen. Hvis disse begivenheder ikke bliver afklaret, kan vi ikke støtte en ophævelse af embargoen.

Endelig er jeg med hensyn til politikken om ét Kina enig i, at det bør være målet, og at det er en god ramme for forhandling af forbindelserne mellem Kina og Taiwan, men det skal ske mellem demokratiske enheder. I modsat fald kan politikken om ét Kina få negative følger.

  Willy Meyer Pleite, for GUE/NGL-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Fru kommissær, mine damer og herrer, i morgen stemmer Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre nej til denne betænkning, for hvis formålet er at få indflydelse på et så følsomt område som menneskerettighederne, går den i den forkerte retning.

Denne fejltagelse kommer tydeligt til udtryk i punkt 75, hvor der står, at EU og medlemsstaterne opfordres til at fastsætte en politik baseret på konsensus med USA for at få en strategisk forbindelse med Kina.

Jeg spørger mig selv, på hvilken baggrund der kan opnås konsensus med USA? I forbindelse med dødsstraffen? I forbindelse med Folkeretten? I forbindelse med en afmilitarisering af sikkerheden? I forbindelse med klimaændringerne? Vil det sige, at vi vil gå hånd i hånd med USA for at etablere denne konsensusbaserede forbindelse mellem EU og USA og fortælle kineserne, hvad de skal gøre på disse områder?

Jeg mener, at det er en forfærdelig fejltagelse, og at det er at gå i præcis den modsatte retning. Desuden forsøger betænkningen at fortælle kineserne - den kinesiske regering, de kinesiske myndigheder - hvilken politik de skal føre i deres region, med hvilke lande - med Nordkorea, med Iran - og med hvilke principper, som om at man kunne sige til Den Kinesiske Folkerepublik, eller som om den ville acceptere at få at vide, hvad den skal gøre. Som om Den Kinesiske Folkerepublik kunne fortælle EU, hvilke forbindelser og hvilken form for politik, vi skal have.

Det er ikke seriøst. Vi er nødt til at tænke på, hvilket land vi taler med. Vi taler om et land, der har 1,2 milliarder indbyggere og et areal på 9,5 millioner kvadratmeter, og som i 1910 var et feudalsamfund. Hvis ikke betænkningen sættes ind i den rette sammenhæng, bliver der bare tale om skud i blinde. Jeg mener desuden, at det, der kendetegner betænkningen - og hermed slutter jeg, mine damer og herrer - er en ren økonomisk interesse. Intet andet. Alt andet er bare smukke ord.

Derfor vil vores gruppe stemme nej i morgen, fordi jeg mener, at man har valgt den forkerte retning. For at kunne øve indflydelse på Den Kinesiske Folkerepublik er det nødvendigt at gøre det med udgangspunkt i en klar selvstændighed fra EU's side og ikke knytte den samme med USA.

  Ģirts Valdis Kristovskis, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne kommentere forbindelserne mellem EU og Kina set i lyset af forbindelserne mellem Kina og Taiwan og demokratiet. Det er ikke nogen hemmelighed, at Kina nægter at indgå i direkte dialog med den demokratisk valgte regering i Taiwan. EU bør derfor opfordre Kina til at fremme en atmosfære præget af gensidig tillid mellem Kina og Taiwan og til at anvende fredelige midler i bestræbelserne på at udvikle forbindelser, der kan sikre hele regionens stabilitet. Kinas forsøg på at begrænse Taiwans inddragelse i internationale processer kan ikke støttes. Kina skal respektere de 23 millioner taiwanske indbyggeres grundlæggende menneskerettigheder og frihed til at træffe politiske valg. Vi bør fordømme, at den kinesiske lovgivning, der legitimerer en eventuel besættelse af Taiwan, hænger over Taiwan som et damoklessværd. Mine damer og herrer, jeg mener, at idéen om en fredelig genforening i ét Kina bør erstattes af en mere gennemførlig idé - en fredelig løsning. Opstillingen af ca. 800 styrede missiler og andre former for missiler på Kinas sydkyst over for Taiwanstrædet skal reduceres betydeligt. Denne opstilling er en trussel mod og en stressfaktor for Taiwans indbyggere. Som følge heraf er Taiwan nødsaget til at træffe modforanstaltninger og opruste, hvilket indebærer, at betydelige ressourcer beslaglægges på bekostning af økonomien og samfundet. EU's våbenembargo bør fastholdes. Hvis den blev ophævet, ville det fejlagtigt blive tolket som en tilskyndelse til yderligere styrkelse af Kinas militære magt. Denne magt påvirker i alvorlig grad stabiliteten i den asiatiske region og fører til eskalerende våbenudgifterne. En ophævelse af våbenembargoen ville ikke fremme den ønskede demokratisering af Kina. Etpartisystemets incitament til at sætte en stopper for de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som vi har været vidne til gennem lang tid, vil forsvinde.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Vi skal lykønske befolkningen i Kina med de fremskridt, landet har opnået siden tyrannen, Mao Zedong, døde for 30 år siden. Den arv, som Mao har efterladt, med mord, undertrykkelse, lidelser, ulykke, sult og død er i særklasse. Han tvang Kina i knæ. Han fik naturligvis støtte til gennemførelsen af dette tyranni fra det kinesiske kommunistparti, som stadig har magten i Kina. Anerkendelsen af Maos efterfølger, Deng Xiao Ping, og dennes indførelse af kapitalistiske og frie markeder har givet Kina mulighed for at opnå de økonomiske fremskridt, som landet har i dag.

Men helt centralt for Kinas økonomiske fænomen er et uafklaret paradoks. Kinas nye velfærd er baseret på kapitalistiske principper fastsat af det kinesiske kommunistiske parti, som er det eneste parti i Kina. Vi har en meget speciel situation med et kommunistparti, der ikke længere tror på kommunisme, og som følger kapitalistiske idéer, som et kommunistisk parti ikke bør gå ind for. Partiets eneste virkelige mål er at sikre sin egen overlevelse, og EU bør ikke støtte dette mål med den form for støtte, som vi allerede har oplevet.

Fremskridt i Kina vil uundgåeligt være begrænset til det økonomiske område, så længe det kinesiske kommunistparti har magten. Fremskridt vil ikke resultere i forenings- og ytringsfrihed og demokrati. Den kinesiske befolkning er langt om længe begyndt at opnå nogle af de materielle fordele af det kapitalistiske system. Men hvornår vil borgerne høste frugterne af det vestlige demokratiske system? I hr. Belders betænkning opfordres der helt korrekt til politisk pluralisme, et uafhængigt retssystem og at EU ikke ophæver sin våbenembargo, før Kina har løst problemerne vedrørende menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder og politisk frihed.

Hr. Belder opfordrer til, at EU fastlægger en sammenhængende og konsekvent politik over for Kina. En sådan politik vil fremme den kinesiske befolknings interesser, men ikke det kinesiske kommunistpartis interesser. EU bør derfor ikke ophæve våbenembargoen, og vi bør fortsat anerkende Taiwan som en uafhængig demokratisk stat.

Desværre bør betænkningen forkastes, idet formålet med betænkningen er at fremme yderligere udvikling af en EU-strategi for forbindelserne mellem EU og Kina. Det vil ikke tjene den kinesiske befolknings interesser. Det vil endvidere begrænse de politiske og økonomiske beslutninger, som Det Forenede Kongerige træffer, og hæmme Det Forenede Kongeriges indflydelse og prioriteter. Og det vil i det lange løb også være uheldigt for den kinesiske befolkning.

  Paweł Bartłomiej Piskorski (NI). - (PL) Hr. formand! Vores drøftelse af forbindelserne mellem EU og Kina illustrerer deres betydning. De enkelte talere, selve betænkningen, såvel som alle dem, der har taget ordet i dag, har understreget, hvor vigtige forbindelserne med Kina er for EU's fremtid. Vi er imidlertid også enige om, at disse forbindelser er grundlæggende anderledes. Vi er nødt til at have en anden tilgang til drøftelserne af disse forbindelser end til vores drøftelser af forbindelserne med andre store lande i regionen som f.eks. Indien.

Når vi drøfter Kina, må vi aldrig glemme det fundament, som Parlamentet og hele EU er bygget på. Vores prioritering er således at fremme, støtte og skabe vilkår, som gør, at folk kan leve under demokratiske forhold uden frygt for undertrykkelse og uden de gerninger, der er en del af dagligdagen i Kina.

I forbindelse med drøftelsen af denne betænkning, der alt i alt er korrekt - og jeg håber, at alle ændringsforslag og alle elementer relateret til menneske- og borgerrettigheder vil blive vedtaget af Parlamentet - bør vi huske på, at undertrykkelsen af religiøse samfund - dvs. alle samfund lige fra den katolske kirke til religiøse bevægelser som f.eks. Falun Gong, der undertrykkes på chokerende vis - såvel som undertrykkelsen af grundlæggende menneskerettigheder ikke er et overstået stadium i Kina, men at den fortsat er et dagligt fænomen. Tvungen sterilisation og tvungne aborter udføres stadig. Undertrykkelsen af nationale grupper, som i Tibet i øjeblikket, er heller ikke et fortidigt fænomen.

Vi bliver nødt til at understege alle disse aspekter i vores betænkning, da det er ekstremt vigtigt, at såvel Parlamentet som hele EU ikke blot fokuserer på økonomiske statistikker og på handel i deres forbindelser med Kina, men at de også fokuserer på de idealer, som EU med rette fremmer.

  Georg Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Vores gruppe går virkelig engageret ind for at udbygge det strategiske partnerskab mellem EU og Kina. Men relationerne skal være baseret på fuld åbenhed, troværdighed og ansvar. Vi må ikke kaste vores overbevisninger over bord af økonomiske eller politiske grunde, vi skal tale klar tale med vores kinesiske partnere.

Jeg takker Dem, fru kommissær, for de klare ord i Deres åbningstale, og jeg vil opfordre Dem til at holde samme tale på topmødet i Helsinki. Hvis vi er åbne og ærlige over for hinanden, så har vi også en god chance for at videreudvikle det strategiske partnerskab på en fornuftig måde.

Lad mig nævne yderligere tre punkter. Vi må - som Kommissionen også gør - også fortsat forlange af Folkerepublikken Kinas regering, at de gennemfører principperne for fair verdenshandel i landet, efter at de er tiltrådt WTO. De kan ikke undskylde sig med, at den centrale regering ikke ved, hvad der sker i alle provinser.

Beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder skal gennemføres, og når den kinesiske regering kan gennemføre sine politiske overbevisninger helt ud i det sidste fængsel, så må den også kunne gennemføre beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder helt ud i den sidste fabrikshal.

For det andet opfordrer vi den nationale folkekongres til langt om længe at ratificere den internationale pagt om borgerlige og politiske rettigheder. De har underskrevet den, men de trækker ratifikationen i langdrag. De vender tilbage til det i de samtaler, som vi altid gerne fører med dem, og siger, at det er så vanskeligt, og de må først forberede sig på det. Nej! De har underskrevet, de skal ratificere, og de skal gennemføre menneskerettighederne. Gennemførelse vil i praksis sige religionsfrihed, pressefrihed, ytringsfrihed. Det skal sikres. Vi har også brug for kulturel autonomi for Tibet.

Jeg tror ikke, Glyn Ford har forstået det helt rigtigt. Kina skal også af egen drift forbedre forbindelserne til sine naboer. Det skal også ændre forbindelserne til nabostaterne Japan og Taiwan. Og hvad Taiwan angår, så ønsker vi jo alle i Parlamentet en politisk dialog mellem Beijing og Taipeh, men det skal ikke være i form af trusler. Derfor er det også helt vanvittigt, at socialdemokraterne nu igen kræver en ophævelse af våbenembargoen. Vend tilbage til solidariteten mellem demokraterne i Parlamentet! Så længe der sker overtrædelser af menneskerettighederne i Kina, kan embargoen ikke ophæves!

  Alexandra Dobolyi (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder den indsats, som Kommissionen har ydet i forbindelse med Kina, og kommissær Ferrero-Waldners bidrag her i aften. Hvis betænkningen var lige så afbalanceret som Deres bidrag i aften, fru kommissær, ville jeg støtte den fuldt ud. Jeg har imidlertid i alle drøftelserne i Udenrigsudvalget argumenteret for, at betænkningen var svag i relation til samarbejdet mellem EU og Kina og udenrigspolitikken. Af uransagelige årsager tages der i betænkningen ikke stilling til ét Kina-politikken eller Kinas rolle i FN's Sikkerhedsråd, og betænkningen indeholder heller ikke en afbalanceret gennemgang af spørgsmålet om Taiwan, sekspartsforhandlingerne, samarbejdet mellem EU og Kina og spørgsmålene om global sikkerhed.

I betænkningen fokuseres der kun på en af de vigtige samarbejdspartnere i forbindelserne med Kina. Hvorfor? Jeg mener som hovedparten af borgerne i Europa, at vi skal samarbejde med alle vores vigtigste partnere frem for kun én.

Der er endvidere faktuelle fejl i hr. Belders betænkning, som støttes af PPE-DE-Gruppen og andre grupper. Jeg vil henvise til en enkelt fejl. I punkt 24 opfordrer Parlamentet Kommissionen til at indlede en struktureret dialog med dens kinesiske partnere på områderne for beskæftigelse og socialsikring. Imidlertid har Hr. Belder og hans kolleger fra De Kristelige Demokrater og De Liberale ikke gjort deres hjemmearbejde godt nok, eller også må vi lykønske Kommissionen med dens magiske evner, for den må for to år siden have set i en kinesisk fortune cookie, at Parlamentet i september 2006 ville komme med en sådan opfordring til at indlede en struktureret dialog.

Sandheden er, at Kommissionen for mange år siden indledte en struktureret dialog om disse spørgsmål. Den Socialdemokratiske Gruppes forslag, som blev forkastet, gik ud på, at Kommissionen skulle opdatere Parlamentet om de forskellige sektordialoger, som nu dækker en lang række områder fra rumteknologi til virksomhedsregulering, fra miljøspørgsmål til uddannelse og informationssamfund. Fru kommissær, Den Socialdemokratiske Gruppe vil varmt anbefale, at De jævnligt opdaterer Parlamentet om Deres fremskridt i opbygningen af strukturerede dialoger med Kina.

Min tanke var, at betænkningen skulle være Parlamentets bidrag til forbindelserne mellem EU og Kina baseret på pragmatisme, fakta og respekt for begge parters følsomme områder, med det formål at opnå en progressiv intensivering af forbindelserne mellem de to parter, som med hastige skridt er ved at udvikle et omfattende strategisk partnerskab.

Faktisk er Europa involveret i Kina på et kulturelt, økonomisk og strategisk plan. Efter min opfattelse er det store spørgsmål, om Kina vil vise tilstrækkelig vilje til at forstå og acceptere de europæiske værdier. Er der andre måder, hvorpå man kan få svar på disse spørgsmål end gennem en konstruktiv dialog? Min tanke var, at betænkningen kunne indgå i en proces, hvor begge parter kunne forstå hinanden bedre. Det ville være i alles interesse. Desværre lever betænkningen ikke op til dette ønske. Parlamentets holdning og indflydelse i relation til opnåelse af vores fælles mål hæmmes af betænkningen, især med henblik på det kommende topmøde.

  Dirk Sterckx (ALDE). - (NL) Hr. formand! Fru kommissær! Hr. ordfører! Som formand for Parlamentets delegation for Kina har jeg alligevel lidt blandede følelser, hvad angår denne betænkning. Ordføreren har gjort et stort stykke arbejde. Der står i betænkningen rigtig mange gode ting, som Parlamentet siger eller gentager, men jeg ser ikke meget til en bedømmelse, en kritisk og konstruktiv bedømmelse af, hvad Kommissionen allerede i øjeblikket gør i Kina. Hvor kritiske er vi, når det gælder nogle af de ting, som Kommissionen gør der? Den råder for øvrigt over en meget stor delegation i Kina. Jeg tror, det er den næststørste efter delegationen for forbindelserne med De Forenede Stater.

På hvilke områder opmuntrer vi Kommissionen? Er der f.eks. tilstrækkeligt samarbejde mellem Kina og Kommissionen, når det gælder regionalpolitik, nemlig udvikling af tilbagestående regioner i Kina? På det punkt kan vi lære Kina noget. Samarbejder vi tilstrækkeligt, hvad det angår, og kan vi f.eks. ikke anmode den kinesiske regering om at være mere åben på dette område?

Den slags ting savner jeg. Alle aktiviteter, som Kommissionen allerede er i gang med, kontrolleres for lidt og vurderes ikke tilstrækkeligt kritisk og/eller konstruktivt. Hvilke forslag stiller vi med henblik på topmødet i Helsinki? Disse finder jeg faktisk ikke, og derfor har jeg blandede følelser.

Jeg er glad for, at De ikke går uden om problemerne. Da andre medlemmer allerede har henvist til dem, vil jeg blot nævne dem kort, nemlig menneskerettigheder, fagforeningsrettigheder, ytringsfrihed osv.

Jeg er ikke så glad for, at De anmoder om enighed mellem EU og USA om Kina-politikken. Det ville efter min mening være meget uheldigt. For øvrigt har vores gruppe stillet ændringsforslag herom. Holdningen til Kina er nemlig forskellig i EU og USA. De har også forskellige interesser. Lad os derfor ikke anmode om enighed med USA. Jeg tror, det ville begrænse vores politik enormt.

For øvrigt er Kina ikke et hvilket som helst land. Vi kan lade, som om kineserne kun har brug for os, men lad os ikke gøre os nogen illusioner. Vi har også brug for kineserne, på det økonomiske og på det strategiske område. Lad os heller ikke gøre os nogen illusioner, fru kommissær. Jeg formoder, at etkinapolitikken er en hjørnesten for stabilitet, som vi ønsker i hele Asien, og at det også er en hjørnesten og et grundlæggende punkt i EU's politik over for Kina. Det ser jeg ikke ret meget om i denne betænkning. Vi gør os alle mulige illusioner om det, men etkinapolitikken skal Parlamentet også bekræfte, for den er vigtig for stabiliteten.

Kina har brug for os, f.eks. når det gælder miljøet. Jeg tror, at landet kan acceptere rigtig mange forslag fra os, også på energiområdet.

Hvad angår betingelserne for partnerskab, må det siges, at der hver dag er en minister eller en amtmand fra en region eller et land, der rejser til Kina for at tale om dette strategiske partnerskab. Lad os derfor ikke lade, som om det ikke findes, eller som om vi uden videre kan opstille betingelser.

  Caroline Lucas (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Jeg hilser denne betænkning velkommen på grund af den store vægt, der i betænkningen lægges på nødvendigheden af at respektere menneskerettighederne i Kina, men også fordi det i tråd med min egen betænkning om perspektiverne for de handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina konkluderes, at de ufordringer, som den kinesiske konkurrence udgør, ikke er begrænset til enkelte sektorer som tekstiler og fodtøj, men faktisk er systemiske og kræver en meget mere omfattende strategi.

Kommissionens reaktion indtil nu har været at erklære, at Europa blot skal bevæge sig opad i merværdikæden, vi skal blot diversificere i retning af mere uddannelseskrævende specialiseret arbejde. Det er imidlertid en noget magelig og patroniserende indstilling at antage, at Europa og den vestlige verden kan opretholde et monopol vedrørende nyskabelse og højteknologiske løsninger, hvor Kina kun står for fremstillingen. Kinesiske universitetskandidater bevæger sig helt rimeligt og til deres ære opad i merværdikæden, og vi bliver måske meget snart nødt til at se i øjnene, at det ikke er meget, Europa kan fremstille, som Kina ikke allerede har fremstillet mere effektivt. Den gammeldags kolonialistiske antagelse af, at EU og de industrialiserede lande vil bevare førerpositionen inden for videnintensive industrier, imens udviklingslandene fokuserer på mindre uddannelseskrævende sektorer, er noget tvivlsom.

EU's reaktion på de udfordringer, som Kina skaber for Europa, skal omfatte en dybtgående revurdering af de antagelser, som har præget teorien om international handel indtil nu. Ikke nødvendigvis for vores egen skyld, men i højere grad for de mange arbejdere i udviklingslandene. Det er nemlig en realitet, at presset fra deflationen i Kina allerede presser lønningerne i alle udviklingslandene samt presser de globale leverandører til at mindske deres ansattes rettigheder og vilkår i et forsøg på at forblive konkurrencedygtige for enhver pris, og en gennemtvingelse af ILO-konventioner om foreningsfrihed og forhandlinger om Kina vil helt klart være en del af løsningen.

Jeg ønsker endvidere at opfordre Kommissionen til at se nærmere på nogle af sine formodninger om vindere og tabere i globaliseringsprocessen.

  Jiří Maštálka (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren for hans omfattende betænkning, og selv om jeg ikke er helt enig i mange af betænkningens temaer, glæder jeg mig over dette bidrag til debatten. Ordføreren ønskede helt klart at give det bredeste og mest detaljerede overblik over forbindelserne mellem EU og Kina, men jeg mener alligevel, at der er to områder, som vi særligt bør fokusere på fremover. Ordføreren understreger flere steder i betænkningen, at Folkerepublikken Kinas stigende betydning som en global politisk aktør og dens stigende betydning som en global økonomisk supermagt indebærer internationale forpligtelser for landet. I lyset heraf ønsker jeg at fokusere på to spørgsmål, som jeg mener, er yderst vigtige.

For det første er der spørgsmålet om miljøbeskyttelse. Repræsentanter fra Folkerepublikken Kina er opmærksom på dette vigtige spørgsmål, men de tøver som følge af de omkostninger, der er forbundet med mere miljøvenlige former for produktion og forbrug. Jeg mener, at vi i EU bør være langt mere proaktive på dette område, end vi hidtil har været. Måske kan europæiske virksomheders fremtidige investeringer i Kina omfatte områder som miljøbeskyttelse og grøn teknologi.

Det andet spørgsmål, der nævnes i betænkningen, og som jeg mener, bør blive et vigtigt forhandlingsspørgsmål med repræsentanterne fra Folkerepublikken Kina - men også et område, hvor Europa bør udveksle erfaringer - er sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen, social bistand, social dialog, forebyggelse af børnearbejde og sikring af grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Lad os række en hjælpende hånd og bidrage til at finde løsninger på disse komplekse problemer, der frem for alt øger standarderne for de mennesker, der er mest direkte berørt af det kinesiske mirakel.

  Roberta Angelilli (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! EU er som bekendt blevet Kinas andenstørste handelspartner i de senere år. Derfor er det vigtigt, at vi skaber nogle klare rammer for forbindelserne mellem vores kontinent og Kina, så vi bedre kan tage de kommende globale udfordringer op, selv om der efter min mening stadig er for mange kritikpunkter, som bør understreges.

Selv om Kina er med i WTO, har landet ofte vist, at det ikke overholdet de regler, som er fælles for de andre handelspartnere. Vi har alt for ofte påpeget, at Kina markedsfører kopivarer eller varer, der er i strid med EU-lovgivningen, fordi de ikke opfylder kvalitets- og sikkerhedsstandarderne, på det europæiske marked. Kina overholder ikke i tilstrækkelig grad TRIPs-aftalerne om beskyttelse af intellektuel ejendomsret og opfindelser, og landet hjælper ikke sine udenlandske partnere med at få adgang til dets markeder. Desuden er det absolut nødvendigt, at vi tager handelsaftalerne om skotøjs-, tekstil- og beklædningssektoren op til revision, da de stadig indeholder uacceptable skævheder.

Noget, der er endnu mere bekymrende, er problemerne med hensyn til menneskerettighederne og navnlig kvinders og børns rettigheder, den udbredte mangel på minimumsstandarder for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og det, at der ligefrem eksisterer arbejdslejre. Alle disse spørgsmål er desværre velkendte, men det er på tide, at vi finder en løsning og navnlig nogle konkrete metoder til at gøre en mere effektiv indsats mod illoyal konkurrence og den sociale og miljømæssige dumping, som Kina praktiserer.

Til sidst vil jeg håbe, at det finske formandskab - også på det næste topmøde mellem EU og Kina om et par dage - endelig gør sig til talsmand for borgernes, forbrugernes og de europæiske producenters sande interesser.

  Bogusław Rogalski (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg er forarget over det, der er sket i Parlamentet i dag. Interessen for international kommunisme er tilsyneladende vigtigere for mange af Parlamentets medlemmer end de europæiske værdier!

(PL)Kina er den næststørste verdensmagt. Kina er ikke et demokrati, og landet har heller ikke nogen markedsøkonomi. Kina ønsker at blive den stærkeste økonomiske blok i verden inden 2010 sammen med ASEAN-landene. Selv i dag er Kina verdens største fabrik. Siden udvidelsen er EU blevet Kinas største handelspartner, hvilket er årsagen til, at forbindelserne med Kina er så vigtige for os. Vi bør imidlertid ikke glemme, at en tilgang til vores forbindelser, der udelukkende er baseret på økonomi, ikke vil afsløre den kinesiske drages sande ansigt.

Kina er forsat en global trussel i politisk henseende. Den utopiske socialisme florerer stadig i Kina. Der er politiske fanger i landets fængsler. Der er ingen ytringsfrihed, og der udøves censur. Det kommunistiske parti er fortsat den eneste sande vej. Tortur og religiøs forskelsbehandling er stadig udbredte fænomener.

På den anden side er Kina verdens tredjestørste importør af råolie. Økonomiske interesser har styrket Kinas forbindelser med problemlande som f.eks. Iran, Sudan eller Venezuela. Konkurrence på råstofområdet vil lægge øget pres på vores forbindelser med Kina fremover. Kinas energipolitik har haft til følge, at landet har indgået bilaterale aftaler, der underminerer alle forsøg på at stabilisere oliepriserne. Stigningen i Kinas militære udgifter giver også anledning til bekymring, navnlig i lyset af landets provokerende udtalelser om muligheden for anvendelse af militær magt over for Taiwan. Kina afholder med jævne mellemrum militærmanøvrer, der simulerer et angreb på Taiwan.

EU skal indtage en konsekvent holdning til dette spørgsmål. Der kan kun skabes fred i Fjernøsten, hvis Taiwan er helt uafhængig. Jeg gentager, der kan kun skabes fred i Fjernøsten, hvis Taiwan er helt uafhængig.

Belder-betænkningen, som vi drøfter her, forholder sig objektivt til forbindelserne mellem EU og Kina. Lad os håbe, at dette vil være det første skridt hen imod en mere kritisk fællesskabstilgang til Kina i global sammenhæng.

  Mario Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Når det er meget store økonomiske eller forretningsmæssige interesser, der står på spil, oplever man meget ofte - eller er der meget ofte risiko for - et lobbyarbejde til støtte for disse interesser, og det sker også inden for politik og her i Parlamentet. Det er faktisk ikke kun tilfældet her i aften, selv om vi her i aften har været vidner til den slags manipulation.

Vi støtter hr. Belders betænkning, da vi ikke mener, at Europa behøver at være bange for at bede giganten Kina, som også økonomisk er meget stærk, om nogle passende løsninger på de forskellige problemer, der blev nævnt. Når vi taler om at forsvare menneskerettighederne, ville jeg dog gerne have, at vi - og det gælder også Kommissionen - ikke gjorde dette på samme måde, som når man i alle landenes gamle kontorer for europæiske anliggender medtog rent formelle klausuler og besluttede, hvad man skulle sige, f.eks. at vi i dag skal tale om Tibet for at gøre et godt indtryk og vise, at vi er interesserede. Efter at vi alle sammen her i Parlamentet har hørt og blev rørt over udtalelserne fra en vigtig åndelig autoritet som Dalai Lama, mener jeg - og her udtrykker jeg mig frit - at vores reaktioner på den tibetanske tragedie, som er en holocausttragedie og et kulturelt folkedrab, er meget svage og i bund og grund ineffektive.

Hvad det økonomiske og monetære område angår, går jeg længere end hr. Belders betænkning, og min kritik af den er, at det på det monetære område er på tide, at vi opfordrer til en gradvis, men hurtig opskrivning af yuan renminbien, hvis vi ønsker at forsvare vores økonomier mod det kinesiske angreb.

Hvordan kan det desuden være, at vi - selv om vi ved, at 70 % af alle de kopivarer, der er i omløb i vores lande, er af kinesisk oprindelse - stadig skal tage os af spørgsmål som de kinesiske domstoles funktion, reaktionerne og den kendsgerning, at der her er en domstol, som giver os ret, og som vi kan henvende os til? Vi er med andre ord nødt til at bede Kina om at tage sit system op til en fuldstændig revision, så det lever op til kravene om demokrati, udvikling osv.

Endelig vil jeg gerne nævne spørgsmålet om religionsfrihed, der er et fundamentalt spørgsmål. Kristne, katolikker og protestanter - men også medlemmer af Falun Gong, som vi så her foran Parlamentet, dvs. mennesker, der tror på en idé og en filosofi - behandles som forbrydere, bliver tortureret og fængslet og får formodentlig også udtaget kropsdele. Det er forkasteligt, at man handler med organer i et land, som vi fortsat har handelsforbindelser med!

  Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at takke ordføreren, hr. Belder, for hans indsats i relation til de mange ændringsforslag, der er udarbejdet til betænkningen. Det har ikke været et let job at udarbejde en betænkning om forbindelserne mellem EU og Kina, da der er et utal af faktorer, som spiller ind. Det endelige resultat skal være afbalanceret og afspejle det voksende og positive forhold mellem de to enorme økonomiske blokke, men samtidig ikke ignorere de reelle og vanskelige problemer, der eksisterer vedrørende spørgsmålene om menneskerettigheder og fremme af demokrati - spørgsmål som vi i Parlamentet hævder at tage alvorligt.

Jeg er stærk fortaler for fortsat at fremme forbindelserne med Kina. EU er trods alt Kinas største handelspartner, og Kina er vores næststørste handelspartner. Der er meget store økonomiske muligheder for begge parter med henblik på at markere sig og drage fordel af nye markeder. Enhver, der uanset grunden således er fortaler for at isolere Kina som en udenrigspolitisk strategi, har et urealistisk syn på situationen.

Når dette er sagt, skal vi imidlertid stå fast og være konsekvente i vores bestræbelser på at sikre, at udviklingen af handelsforbindelserne også ledsages af demokratisk udvikling og større respekt for menneskerettighederne. Disse to krav skal gå hånd i hånd. Derfor glæder det mig som fortaler for menneskerettighederne, at der i betænkningen er lagt så stor vægt på menneskerettighedsspørgsmål.

Jeg var lettet over at høre fru De Keyser forklare, at Socialdemokraternes indvendinger ikke er baseret på bekymring over henvisningerne til menneskerettighedsspørgsmål, men det var kun indtil jeg hørte, hvad hr. Ford havde at sige. Betænkningen er bestemt ikke domineret af menneskerettighedsspørgsmål, men der rejses vanskelige og helt relevante spørgsmål, hvis vi ønsker at blive taget alvorligt af Kina i relation til menneskerettighedsspørgsmål, f.eks. kravet om at garantere religionsfrihed, bekymringen over rapporter om omfattende anvendelse af tortur i kinesiske fængsler og rapporter om umenneskelig og nedværdigende behandling og tilbageholdelse uden retsforfølgelse, laogai-systemets fangelejre og arbejdslejre, den tvungne overholdelse af familieplanlægningspolitikken, censurering af internettet og de seneste rapporter om fjernelse af organer fra fanger. Det glædede mig meget at høre kommissærens stærke erklæring om dette spørgsmål. Jeg ønsker at takke hende for den meget afbalancerede præsentation i aften.

Der er alvorlige spørgsmål, som kræver vores opmærksomhed i bestræbelserne på at udvikle de styrkede forbindelser med Kina, som vi alle accepterer som værende uundgåelige og ønskværdige.

(Bifald)

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær! Ifølge officielle statistikker fra Kinas nationale statistiske kontor er den kinesiske økonomiske vækstrate for hele 2005 blevet opjusteret fra 9,9 % til 10,2 % som følge af den hurtigere vækst i industriaktiviteter og tjenesteydelsessektoren.

Centralbanken har samtidig besluttet at øge den nedre grænse for indskud i udenlandsk valuta fra 3 % til 4 % med den bagtanke at begrænse udbuddet af amerikanske dollars, da landet har 941 milliarder euro i valutareserver.

Kinesiske produkter har en komparativ eksportfordel på grund af de lave priser og vekselkursen. Kina er den største elforbruger i verden og den tredjestørste olieimportør, hvilket gør landet til en regulator af energipolitik og den økonomiske udvikling på internationalt og regionalt niveau. Det er et udviklingsscenarie, der er en uopnåelig drøm for Europa og USA.

EU må imidlertid ikke under nogen omstændigheder forholde sig til Kinas nye rolle i den globale handel og økonomi som en trussel, men som et vigtigt nyt marked, der giver det europæiske marked nye og vigtige muligheder for økonomisk udvikling og styrkelse. Det er tilstrækkeligt, hvis dette kommer til udtryk i aftaler og specifikke politikker. Fru kommissær, jeg tror, at Parlamentet bifalder Deres udtalelser om EU's politikker og taktikker, og på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet vil jeg gerne hilse Kommissionens politiske tiltag velkommen.

Et centralt element i en samarbejdsaftale med Kina skal være en åbning af den kinesiske økonomi til fordel for europæiske selskaber, hvilket nødvendiggør lovgivningsmæssige og administrative bestemmelser. Den kinesiske regerings seneste meddelelser om forhøjelse af den tilladte investorkapital i kinesiske virksomheder, og forslaget om bekæmpelse af monopoler er særlig positive skridt i denne retning.

Fru kommissær, vores fremtidige strategi bør ikke være baseret på kolonialistiske holdninger eller "handelskrig", men bør beskytte de europæiske borgeres, virksomheders og arbejdstageres interesser gennem fremme af samarbejde og dialog med de kinesiske myndigheder.

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne lykønske hr. Belder. Det ville virkelig have været en skam, hvis det mærkelige forslag om henvisning til fornyet udvalgsbehandling var blevet godkendt, nu hvor vi har mulighed for at give vores holdning til kende her få dage før topmødet. Jeg tror, at anmodningen var en smule påvirket af idéen om, at debatten om menneskerettighederne og de nødvendige økonomiske forbindelser med Kina kan adskilles, mens der i virkeligheden er tale om én og samme ting. At sørge for overholdelsen af den internationale lovgivning og de internationale regler om dumping og fri konkurrence er nemlig det samme som at sørge for overholdelsen af de internationale chartre om menneskerettighederne og om den enkeltes ret til frihed og demokrati, navnlig når det gælder folkeslag som tibetanerne, men også uygurerne, der ofte bliver glemt.

Eftersom vi taler om dette emne, bør vi dog - det siger jeg til kommissæren, og det ville jeg også gerne sige til Rådet, men det er desværre ikke til stede, mens formanden har lyset i ryggen og således kunne være med i et kinesisk skyggespil - koncentrere os om tre spørgsmål. Det første er friheden på nettet. Der er ingen tvivl om, at det er et kinesisk problem, men det skal også understreges, at den teknologi, der undertrykker de kinesiske borgere på nettet, kommer fra USA og Europa.

Det andet spørgsmål er Europol. Det lader til, at Europols bestyrelse ligefrem ønsker at forhandle om indgåelsen af en samarbejdsaftale med kineserne. At vi skulle samarbejde med det kinesiske politi er efter min mening noget af det mest absurde.

Det tredje spørgsmål, som også er genstand for en kampagne i det transnationale radikale parti, er dødsstraffen. Det er også vores opgave. På det næste og nært forestående møde i FN's Generalforsamling skal EU rejse spørgsmålet om et universelt moratorium for dødsstraf. Det er fint nok, at vi siger den slags ting til Kina, men som Europæisk Union er vi også nødt til selv at håndtere dem.

  Eva Lichtenberger (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Den sene reaktion fra Den Socialdemokratiske Gruppe overrasker mig noget, for i den lange proces frem til beslutningen har der været rig lejlighed til at give sin mening til kende. Også jeg har fået det brev fra den kinesiske repræsentation, som dette måske var en reaktion på. Dette brev indeholdt jo nogle højst overraskende såkaldte tilbagevisninger af påstande i denne beslutning. Blandt andet betegnes Dalai Lama endnu en gang som separatist, selv om han gentagne gang offentligt har erklæret, at han ikke stiller spørgsmålstegn ved Kina-politikken. Desuden betegnes Falun Gong som en "ond gruppe", et ordvalg, som vi ikke længere er helt fortrolige med.

Vi må stille disse spørgsmål, når vi taler med Kina, for hvis vi ikke gør det, får vi ikke flere markedsandele af den grund, vi mister bare vores partneres respekt. Et godt partnerskab bygger på åbne ord og på, at man også kan sige til hinanden, hvad man ikke bryder sig om hos den anden. Der er tale om et partnerskab mellem to ligestillede parter, og det forudsætter, at vi artikulerer menneskerettighedsspørgsmålene klart og tydeligt.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand! I lyset af den hurtige globalisering af verdensøkonomien er det absolut afgørende for Europa at fremme samarbejdet med nye økonomiske magter som f.eks. Kina og Indien. Et sådant samarbejde bør imidlertid være til fordel for begge parter. Med hensyn til forbindelserne mellem Kina og EU er dette sunde princip desværre blevet forvrænget til skade for Europa af nedennævnte årsager.

For det første inkluderer kinesiske producenter ikke socialsikringsbidrag, miljøbeskyttelsesomkostninger osv. i deres produktionsomkostninger. Kinesiske producenter kan således tilbyde langt billigere produkter.

For det andet ydes der forskellige former for statsstøtte til fremstilling af en række forskellige produkter, herunder metalprodukter, hvilket er forbudt i henhold til fællesskabsretten. Der er derfor tale om uretfærdig konkurrence i forhold til europæiske producenter, når disse produkter eksporteres til det europæiske marked.

For det tredje er den kinesiske valuta betydeligt overvurderet i forhold til dollaren eller euroen. Ved at fastholde kursen kunstigt på det nuværende niveau øges den kinesiske eksport, og den kinesiske import hæmmes.

For det fjerde gør de kinesiske myndigheder stort set intet for at begrænse de kinesiske producenters omfattende piratkopiering af mærkevarer. Lad det være nok at sige, at 70 % af alle piratkopierede produkter på det europæiske marked kommer fra Kina.

I denne situation skal Kommissionen gøre sit yderste for at mindske uretfærdig konkurrence fra Kina. Den bør navnlig gribe yderligere ind på nedennævnte områder.

For det første skal Kommissionen øge presset på Kina, både gennem WTO og direkte, for at få dem til at fjerne uretfærdig konkurrence, herunder især uretfærdig konkurrence som følge af understøttede valutakurser.

For det andet skal Kommissionen hurtigst muligt vedtage en fælles antidumpingpolitik i forhold til Kina. Den skal især indføre høje antidumpingtoldsatser i de sektorer, der som oftest udsættes for uretfærdig konkurrence, navnlig tekstil-, sko- og metalindustrien såvel som landbrugssektoren.

Endelig skal Kommissionen tilbyde en samlet støttepakke til de sektorer i den europæiske økonomi, der i dag er udsat for uretfærdig konkurrence.

  Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Hr. formand! Jeg er glad for, at jeg lige kan reagere. Jeg har et par bemærkninger til mine kolleger. Allerførst vil jeg takke kommissæren mange gange for hendes indholdsmæssige reaktion på min betænkning. Jeg kan mærke, at hun er engageret. Jeg har slet intet imod Folkerepublikken Kina og endnu mindre imod kineserne. Jeg fortsætter også med at gøre, hvad jeg hele tiden har gjort, nemlig lytte opmærksomt til kinesernes egne diskussioner.

De talte om et udviklingsland. I øjeblikket diskuteres det enormt, og der er tale om flere økonomier i et land, selv om man stræber efter et harmonisk samfund.

De kinesiske videnskabsfolk, som beskæftiger sig med dette, siger, at de har brug for sociale ventiler. Hvis vi nu på en tilbageholdende, men engageret måde blander os i diskussionen, til gavn for partnerskabet og ligeledes til gavn for den interne stabilitet, synes jeg, det er glimrende. Så er vi jo med til at tænke over det, ikke udefra, men indefra, til fordel for den kinesiske befolknings velvære, men også til fordel for partnerskabet. Jeg takker Dem derfor mange gange for den måde, De griber det an på, og jeg håber, at De også kan bringe dette på bane på topmødet.

Jeg lagde igen mærke til, at Den Socialdemokratiske Gruppe stadig ikke besvarer mit spørgsmål om Ankang-systemet, selv om den siger, at den er forkæmper for menneskerettighederne. Fru Dobolyi, De besvarer ikke et relevant spørgsmål, som jeg har stillet tre gange. Hvis der er saglige unøjagtigheder, som hr. Ford siger, må der stilles et ændringsforslag. Adskillige ting i hr. Hoppenstedts udtalelse er indført i teksten. Jeg har stillet et ændringsforslag om, at også det slettes. Vær fair i Deres ...

(Formanden afbrød taleren)

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Jeg er glad for, at jeg får ordet efter ordførerens afsluttende bemærkning. Jeg mener, det er en vigtig debat, vi fører i dag, for Kina - og det er ikke bare en letkøbt bemærkning - er et stort land med en stor kultur, som kan spille en vigtig rolle i fremtiden, hvis det hele går, som man forestiller sig. Men det kræver, at man holder sig til reglerne. Vi ønsker dette konstruktive, strategiske forhold og partnerskab med Kina.

Men hvis man vil ind i WTO, så må man respektere intellektuelle ejendomsrettigheder, så må man tage stilling til dumpingreglerne, så må man spørge, hvad fangers arbejde i fangelejre og konkurrencelighed betyder, så må man arbejde med i Doha, så må man føre en tilsvarende valutapolitik, for handelsoverskud kan man opnå gennem præstation, men ikke ved ikke at overholde reglerne.

Det er også vigtigt, at man medvirker til at overvinde politiske kriser, som Kina jo på en vis måde gør i forbindelse med Iran, men samtidig køber Kina energi alle vegne, f.eks. i Darfur. Man må spørge, om det er sådan, en kommende verdensmagts ansvarlighed ser ud. Det er vigtigt, at dette skal være forbundet med menneskerettigheder.

Kina har oplevet en intensiv økonomisk udvikling, men det mangler endnu at bevise, at der ikke kun findes liberalitet i økonomien, men også i det politiske system, ellers kan det komme til et stort brud, som også sætter spørgsmålstegn ved den økonomiske udvikling. Dette bevis har Kina endnu ikke leveret.

Jeg går ind for et-Kina-politikken, men kun på det grundlag, at det er alle involveredes frie beslutning, og at det ikke må gennemføres med vold. Den pågældende kinesiske lovgivning fra sidste år er ikke acceptabel, og så længe det er tilfældet, og der er trusler med i spillet, kan våbenembargoen ikke ophæves.

Vi ønsker relationer til dette store land, til Kina, men jeg mener, at vi samtidig også skal overholde den humanitære folkerets fælles internationale regler, og at dette er det eneste mulige grundlag for et stabilt fremskridt.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne benytte min korte taletid til at fokusere på ét aspekt af de økonomiske forbindelser mellem EU og Kina. Det fremgår af statistikkerne, at den indbyrdes handel vokser stærkt og trives. Handelen er rent faktisk blevet fyrredoblet på 25 år. EU er blevet Kinas største partner, og Kina er til gengæld blevet Unionens næststørste partner. Parallelt med denne positive udvikling kan man ikke undgå at lægge mærke til en række negative udviklingsaspekter, der blokerer for en yderligere udvidelse af handelen, herunder først og fremmest de kinesiske producenters piratkopiering og varemærkeforfalskning af europæiske produkter og varemærker.

Det er ikke nogen hemmelighed, at to tredjedele af de forfalskede varer, der opfanges på det europæiske marked, stammer fra Kina. Jeg vil derfor gerne anmode Kommissionen og Rådet om at tage fat på dette problem på det kommende topmøde i Helsinki. Kina bør opfordres til at øge beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og internationale opfindelser i væsentlig grad, til at styrke den eksisterende lovgivning om beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og naturligvis til at styrke de kinesiske civile domstoles indsats med hensyn til opklaring af sager vedrørende industriel kopiering. Verdenshandelsorganisationens regler, som Kina har tilsluttet sig, er trods alt bindende på dette område.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Fru kommissær, mine damer og herrer! Kina er en af det 21. århundredes opadstræbende magter. Økonomisk og også politisk er folkerepublikken blevet en vigtig aktør. Ja, forskellene mellem vores politiske systemer sætter grænser i samarbejdet. Alligevel må EU sætte gode relationer i centrum for partnerskabet, og jeg mener, som hr. Coveney allerede har sagt, at De, fru kommissær, i dag har ramt denne balance virkelig fremragende.

Et eksempel på positivt samarbejde er udenrigspolitikken. Vi ønsker et stærkere udenrigspolitisk ansvar for Kina; et udenrigspolitisk troværdigt og pålideligt Kina kan yde et vigtigt bidrag til den internationale stabilitet. Vi har en menneskerettigheds- og borgerrettighedsdialog med Kina, og dertil hører, at ngo'er og politiske stiftelser kan arbejde frit. Derfor er jeg meget glad for Europa-Parlamentets opfordring til at genåbne den tyske liberale Friedrich-Naumann-stiftelses kontor i Beijing, som har været tvangslukket siden 1996. Det er vigtigt, at stiftelsen genoptager sit arbejde til fremme af demokrati og udvikling, og det må gennemføres. Det ville yde et vigtigt bidrag til at udvikle det strategiske partnerskab.

Lad mig til slut kort kommentere det, der er blevet nævnt her, nemlig om vi skal føre en dialog om Kina med USA. Det mener jeg, vi skal. Vi har en magtforskydning i det internationale system. Vi ser den finde sted for øjnene af os, og jeg mener, det vil være passende for de store demokratier i Europa og Nordamerika at tale med hinanden om en sådan ændring af det internationale system. Det er bedre, at man taler med hinanden, det er meget vigtigt.

I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Jeg hilser formandskabet, kommissæren og det fraværende rådsformandskab! Opstandelsen omkring Kina-betænkningen viser os, at der hersker en dobbeltmoral i Parlamentet, som ikke passer sig for en debat om politik og menneskerettigheder. EU bliver over hele verden opfattet som en stemme for menneskerettighederne, og samtidig er EU Kinas vigtigste handelspartner. Det bør vi handle efter. Vi kender alle til de graverende overtrædelser af menneskerettighederne i Tibet og Kina, og Parlamentet har gentagne gange krævet, at Kina skal overholde menneskerettighederne.

Jeg taler til Elmar Brok. Dette klare krav skal støttes af en særlig EU-repræsentant for Tibet. Det har min gruppe samt kolleger fra andre grupper stillet et ændringsforslag om, som jeg beder om støtte til. EU's samarbejde med alle lande er betinget af, at menneskerettighederne bliver respekteret, uden undtagelse.

I øvrigt afviser jeg også den kinesiske ambassades interventioner over for os med hensyn til Tibet som uforskammede.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Kina er EU's næststørste handelspartner efter USA og kan i økonomisk henseende ikke ignoreres. Kina er dog stadig et kommunistisk diktatur, som deler meget få fælles værdier med EU i modsætning til Indien, som deler den vestlige verdens respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Et sjældent eksempel af fælles interesse er kampen mod international islamisk terrorisme, idet Kina har problemer med det muslimske Uighur-mindretal. Imidlertid har Kina desværre i forsøget på at opnå international støtte og især energiforsyningssikkerhed for nylig haft tæt forbindelse med Iran, der støttes af terrorister, og Kina har sammen med Rusland nægtet at pålægge FN-sanktioner for Irans videreførte uranberigelsesprogram. Ligeledes har Kina i forbindelse med princippet om ikkeindblanding haft tæt forbindelse med uafhængige regimer som f.eks. Venezuela og Zimbabwe.

EU's kritik af Kinas håndtering af menneskerettighedsspørgsmål er et positivt tiltag. Kina har et særdeles kedeligt ry for upassende og omfattende anvendelse af dødsstraf, forfølgelse af religiøse grupper og andre minoriteter, f.eks. uofficielle kristne grupper, tilbedere af Falun Gong, Tibetanere osv. Kinas umenneskelige behandling af fanger, der udsættes for tvangsarbejde, herunder påstande om handel med organer fra henrettede fanger, utilstrækkelige dyrevelfærdsstandarder og tilsidesættelse af ILO-standarder, betyder imidlertid også, at landet har en urimelig konkurrencefordel i forbindelse med eksport, som afføder retmæssige anmodninger om mere protektionisme, når vi alle burde forsøge at opnå global fri handel.

Kina obstruerer endvidere muligheden for fuldt demokrati i Hongkong, og som britisk parlamentsmedlem ligger dette mig meget på sinde. Kina har i sine nye anti-løsrivelseslove også vist en negativ holdning til et demokratisk Taiwan, som tjener til fuldstændigt at modbevise opfattelsen hos de personer, der mener at Kina er for stort, og at den kinesiske befolkning har en for markant anderledes kultur til at opnå demokrati og høje standarder for menneskerettigheder. Vi skal derfor opretholde den våbenembargo, som EU har pålagt.

Vi kan ikke ignorere Kina med en årlig vækstrate på 11 %, men vi skal heller ikke afholde os fra at kritisere dette enorme land, når det er relevant.

  Joan Calabuig Rull (PSE). - (ES) Hr. formand! Fru kommissær, jeg vil gerne starte med at påpege, at det naturligvis er klart, at vi alle er enige i den strategiske betydning af forbindelserne med Kina, og jeg tror, at vi alle deler bekymringen over situationen for menneskerettighederne og de offentlige frihedsrettigheder. Der er ingen forskel, når vi afkræver Kina hurtige og tydelige fremskridt i forbindelse med disse spørgsmål. Vi deltager ikke i en konkurrence om, hvem der bedst forsvarer menneskerettighederne, for efter min oprigtige mening er vi alle enige, hvad dette spørgsmål angår.

Men vi skal også huske på, at Kina står over for enorme udfordringer: politiske, sociale, økonomiske og miljømæssige. Landet skal naturligvis tackle følgerne af dets hurtige vækst, og samtidig skal det leve op til borgernes stigende forventninger til frihed, naturligvis, og til uddannelse, sundhed og mange andre ting. Vi samarbejder med Kina på mange af disse områder med menneskelige og materielle ressourcer fra EU for at bidrage til Kinas fremgang, og når der opstår problemer, som der er sket i forbindelse med kommercielle spørgsmål vedrørende tekstil- og skosektoren, kræver vi gensidighed, men samtidig står vi fast på dialogen for at løse nævnte problemer, for det interesser naturligvis også os at kunne komme ind på dette marked, og at vores produkter bliver respekteret under betingelser om gensidighed.

Men jeg spørger oprigtig talt mig selv, om betænkningen hjælper os med at styrke forbindelserne, om det er den rigtige vej til at opnå større indflydelse på omstillingsprocesserne, om den vil hjælpe os med at være forenet for herved at opnå større indflydelse, eller om den splitter os, og om den styrker os til at få en aktiv rolle i Kinas forandringsproces, eller om den svækker os.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvad angår forbindelserne mellem EU og Kina, vil jeg gerne understrege de økonomiske bånd, der er tæt knyttet til de politiske og menneskeretlige aspekter, der fremhæves i betænkningen. Kina er ved at blive en af EU's vigtigste udenlandske handelspartnere. Udviklingen i samarbejdet mellem EU-medlemsstaterne og Kina er derfor meget vigtigt, navnlig hvad angår økonomiske og handelsmæssige forbindelser. De økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina er imidlertid forbundet med visse problemer. Kina er stadig ikke et frit marked, men snarere en blandings- og planøkonomi. Det kinesiske kommunistparti, der styrer landet og kontrollerer de nationale midler, kan gribe ind i økonomien, og statsinstitutionerne søger at fastholde deres indflydelse gennem bureaukratiske procedurer og administrative krav, der således hindrer europæiske investorer og varer i at få adgang til og indflydelse på dette marked. Efter Kinas tiltrædelse af WTO blev det europæiske marked oversvømmet med produkter fra Kina. Handelsbalancen mellem EU-medlemsstaterne og Kina er i stigende grad ufordelagtig for EU. Kinesiske produkter erstatter lokale produkter, men Kina er ikke indstillet på at åbne sine markeder. I lyset af det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, der blev indledt i 2003, skal vi tilskynde Kina til at skabe vilkår, der fremmer udenrigshandelen, til at forbedre den retlige beskyttelse af udenlandske investeringer og til at give varer og investorer fra EU adgang til markederne.

  Thomas Mann, (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! I den første udgave af betænkningen om EU og Kina dukker navnet Tibet ikke op. Jeg er meget taknemmelig for, at Udenrigsudvalget har støttet forslag fra mig og mine kolleger fra Tibet-intergroup.

Betænkningen beskriver grundlaget for og den kommende udvikling af relationerne til Kina og har stor signalvirkning. Menneskerettigheder er ikke nogen biting, men udgangspunkt for vores politiske handlinger og på ingen måde udtryk for en angiveligt typisk vestlig tænkemåde. Det handler ikke kun om velklingende, men uforpligtende fraser, det handler om konkret overholdelse af grundlæggende rettigheder.

Med nr. 37 har Bastian Belder fundet et godt kompromis og integreret mine forslag. Vi fordømmer de alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne i Tibet, undertrykkelsen af religionsfriheden, vilkårlige arrestationer, husarrest eller tortur. Vi afviser den såkaldte "patriotiske opdragelseskampagne". Gennem denne tvinges munke og nonner til i erklæringer at kritisere Dalai Lama som en "farlig separatist" og proklamere Tibet som en del af Kina.

Vi opfordrer Kina til at give uhindret adgang til den bortførte Panchen Lama, den næsthøjeste åndelige autoritet efter Dalai Lama. Vi støtter udtrykkeligt de kinesiske myndigheders forhandlinger med Hans Helligheds repræsentanter, også om sand autonomi for Tibet. I nr. 82 kræver vi afskaffelse af dødsstraffen og styrkelse af mindretalsbeskyttelsen.

Jeg håber, at Europa-Parlamentet i morgen vil stemme for disse to forslag. De er så vigtige for et folk, som snigende bliver berøvet sin identitet. Jeg minder om Dalai Lamas besøg i Bruxelles den 31. maj. Han mødtes med både medlemmer af Europa-Parlamentet, flere kommissærer og formanden for Rådet, Wolfgang Schüssel. Vi håber, at det vil lykkes for stadig flere ansvarlige i Kina at befri sig fra deres ideologiske ballast.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Fuldendte betænkninger findes ikke, og hr. Belders betænkning er ingen undtagelse, men den rummer vigtige og relevante punkter. For det første dækker den udtømmende menneskerettighedssituationen og de politiske og økonomiske, sociale, arbejds- og miljømæssige modsigelser, der præger Kina, og som mindretal som tibetanerne og uygurerne særlig mærker.

Amnesty International har netop i forbindelse med topmødet mellem EU og Kina sendt et dokument til det finske formandskab, der beskriver menneskerettighedssituationen i Kina, og hvor det konkluderes, at de få fremskridt, der er sket, ikke har været tilfredsstillende. Arbejdslejre, overvågning af internettet, dødsstraf og manglende trosfrihed er facetter af denne triste virkelighed. For det andet betoner hr. Belders betænkning, at Kina bør leve op til sit ansvar som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd.

I EU accepterer vi ikke den truende attitude, som Beijing undertiden indtager over for Taiwan. Kina er jo godt klar over, at det kan opnå det, det vil, ved fredelige midler, som det var tilfældet i Hongkong og Macao, og især, når det drejer sig om dets forhold til de afrikanske lande. Beijing har ikke engageret sig for bæredygtig udvikling eller for demokrati og fred. Kina har tværtimod været en af de vigtigste eksportører af våben til Sudan, hvorfra det også importerer olie, og hvor regimet forbereder sig på endnu en blodig offensiv i Darfur.

Sidst, men ikke mindst erindres vi i denne betænkning om Tiananmen og betydningen af at opretholde en våbenembargo over for et regime, der nægter at forholde sig til sin egen fortid, og som stadig lader mennesker fængsle eller forsvinde, uden at deres familier får viden om det.

Vi er ikke naive. Vi ved godt, at de europæiske lande ligesom USA og andre aldrig er ophørt med at sælge militær eller militært anvendelig teknologi til Kina. selv om der er våbenembargo. Et klart bevis på den politisk vigtige betydning af denne embargo er Beijings iver efter for enhver pris at få den ophævet.

Jeg støtter mest muligt samkvem mellem EU og Beijing på alle niveauer og på alle planer, økonomisk, politisk, handelsmæssigt, kulturelt osv., men jeg støtter også, at vi siger tingene ligeud. Det fortjener Kina, og derfor er embargoen et nyttigt redskab, så længe Kina ikke vedkender sig det, der skete i de skæbnesvangre dage i juni 1989, og så længe det eksporterer våben og støtter regimer, der massakrerer og undertrykker deres befolkning, hvad enten det er i Sudan eller i Myanmar.

EU må fastholde denne embargo, især når EU ikke gør sin adfærdskodeks juridisk bindende. Det skylder vi EU, vores værdier, og det skylder vi de tusinder af kinesiske borgere, der i dag har en økonomisk bedre tilværelse, men som stadig mere længes efter frihed og demokrati.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, fru kommissær! Kina har nu en central plads i verdensøkonomien, og EU skal derfor ved hjælp af den nye EU-handelsstrategi opbygge et balanceret partnerskab med Kina. Hvad angår de seneste handelsstridigheder, skal EU sikre, at reglerne om intellektuel ejendomsret bliver overholdt og gøre det lettere at få adgang til det kinesiske marked. Selv om Kinas opståen som en økonomisk supermagt skaber hindringer, åbner det også for nye muligheder for EU, hvis internationale handelsregler imidlertid bliver overholdt.

Det er ikke så meget et spørgsmål om at undgå at indføre protektionistiske foranstaltninger som at gøre Kina som fuldgyldigt medlem af WTO bevidst om, at det har pligt til at overholde reglerne om et retfærdigt og afbalanceret verdensmarked. I den forbindelse er gennemførelsen af antidumping- eller beskyttelsesforanstaltninger, som er retlige instrumenter til beskyttelse af handelen, udelukkende virkningen udadtil af skævheder i handelen og slet ikke en hindring for, at vi kan tage fat på udfordringen med en mere retfærdig globalisering.

Ved at vedtage den nye strategi for Kina er EU nødt til at beskytte sig selv mod beskyldninger om og eventuelle tilkendegivelser af, at det deltager i uretfærdig konkurrence og gøre det lettere for europæiske fabrikanter og eksportører at få adgang til det kinesiske marked. Sideløbende hermed og for at opfylde et partnerskab baseret på afbalanceret handel er EU nødt til at tage fat på udfordringen med konkurrenceevne, teknologisk fremskridt og innovation. Lad os sørge for, fru Ferrero-Waldner, at Kina har lige så meget brug for os, som vi har for Kina.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! Kina er en strategisk partner for EU, og Europa anerkender Kinas status som en ny aktør på den internationale scene.

Forbindelserne mellem Kina og Europa er blevet bedre på mange områder i løbet af de senere år, navnlig inden for handel og med hensyn til teknisk og videnskabeligt samarbejde. Det vigtigste eksempel på strategisk partnerskab er måske samarbejdet om Galileo, det europæiske program for satellitbaseret radionavigation.

EU er Kinas vigtigste partner og investor, og Kina er EU's næststørste handelspartner. Som en voksende økonomisk magt og fast medlem af FN's Sikkerhedsråd og medlem af WTO er Kina i stigende grad ansvarlig for den internationale fred og sikkerhed. I lyset heraf ønsker jeg at henvise til de oplysninger, som Amnesty International sendte til det finske formandskab forud for topmødet mellem EU og Kina den 9. september i år.

Amnesty International gjorde opmærksom på krænkelserne af menneskerettighederne i Kina. Deres oplysninger sætter spørgsmålstegn ved anvendelsen af dødsstraf i Kina, "genopdragelse" gennem tvangsarbejde, vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser, anvendelsen af tortur over for og forfølgelse af menneskerettighedsaktivister og manglende mediefrihed i Kina.

Amnesty International har også rejst spørgsmålet om Kinas salg af våben til Sudan, der anføres som et eksempel på en udenrigspolitik, der ikke tager hensyn til grundlæggende menneskerettigheder i verden af i dag. EU skal kombinere sit strategiske partnerskab med Kina med bestræbelser på at overtale de kinesiske myndigheder til at øge de politiske og personlige frihedsrettigheder i det kinesiske system og til at overholde forfatningen og internationale traktater undertegnet af Kina fuldt ud.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Når man indgår i et partnerskab med et diktatur, er det uhyre vigtigt at skabe en troværdig balance mellem økonomiske og strategiske interesser på den ene side og demokratiske værdier på den anden. I betænkningen sættes der spørgsmålstegn ved sidstnævnte og med god grund. Vi skal gøre os klart, at styrkede økonomiske forbindelser ikke har resulteret i reelle fremskridt i forbindelse med retsstatsprincippet.

Erfaringen viser endvidere, at det ikke har nogen virkning på diktaturer blot at fremhæve bekymringen over den manglende respekt for menneskerettigheder. Vores budskab på topmødet mellem EU og Kina skal derfor være, at der ikke vil ske automatiske fremskridt i økonomisk henseende uden reelle fremskridt i forbindelse med retsstatsprincippet. EU har som Kinas største handelspartner mulighed for at tvinge Kinas ledere til at iværksætte gennemførelsen af målrettede demokratiske reformer.

Jeg har et par kommentarer. For det første skal de økonomiske forbindelser afbalanceres. I Kina foregår der vareforfalskning af EU-mærker, der er fordrejet konkurrence, og de intellektuelle ejendomsrettigheder ignoreres. EU's medlemsstater importerer formentlig store mængder varer, der er fremstillet af fanger i laogai-torturlejre. Det er moralsk forkasteligt.

For det andet er der Tibet. EU skal insistere på, at Kina giver Tibet mulighed for kulturelt og religiøst selvstyre og indleder en dialog med Dalai Lama. Tibet anses af Freedom House for sammen med Tjetjenien at være et af verdens to dårligst stillede territorier. EU skal understrege situationens alvor ved at udnævne en særlig EU-repræsentant for tibetanske anliggender.

For det tredje er der Taiwan. I politikken for Taiwan og Kina skal de demokratiske valg, som de 23 millioner indbyggere i Taiwan ønsker at træffe, respekteres. Vi skal endvidere insistere på, at Beijing giver Taiwan mulighed for at indgå i et praktisk samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen og andre internationale organer.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Europa er verdens mest købedygtige område, og det taler for sig selv. Vi er et attraktivt marked for de kinesiske producenter, og vi er en god indtægtskilde for de kinesiske arbejdere. Vi står i en win-win-situation. Som følge af gunstige indkøb og en lønsituation, som ikke svarer til vores, kan vores forbrugere købe gunstige produkter, og på den anden side er der trecifrede milliardbeløb til rådighed i Kina til at købe vores produkter.

Det handler altså om gensidig markedsåbning, det handler om afskaffelse af kvoterne, det handler om at sænke tolden, som på begge sider vil føre til en win-win-situation. Som PPE's ordfører for energispørgsmål er jeg naturligvis særligt interesseret i spørgsmålet om energi og Kyoto. Når det gælder kul, spiller Kina en meget vigtig rolle. 75 % af energien bliver produceret fra kul, og kun 1 % fra atomkraft, hr. kollega Brok. Altså, vi må leve med realiteterne. De 75 % kræver nu rigtig meget teknologi for at leve op til Kyoto og den fælles gennemførelse.

Her er der store chancer for begge parter, og det gælder også inden for udnyttelse af vandkraft. Her har Kina enorme muligheder. På verdensplan har man her den største vandkraftsandel. Her ligger der stadig mange ressourcer, som skal udvides i fremtiden. Også forbruget af råolie, som i dag udgør omkring 5,5 % af verdens forbrug, vil stige stærkt i fremtiden. I dag står Kina for 40 % af den ekstra efterspørgsel efter olie på verdensplan.

Som vi kan se, er energi en central udfordring, og jeg vil gerne bede kommissæren om at tage det op på topmødet.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har et par korte bemærkninger. For det første vil jeg gerne takke udvalgsformanden og ordføreren. For det andet vil jeg gerne takke kommissæren, fordi hun har været her i plenum i eftermiddag og i aften, mens andre ikke er her, fordi de venter på at iranske forhandlere skal flyve forbi og derfor ikke har tid til Parlamentet.

For det tredje afviste vi tanken om en særlig repræsentant i udvalget, fordi en særlig repræsentant ikke kan kontrolleres. Han er dyr, og der er allerede gået inflation i særlige repræsentanter, som ingen kan kontrollere. Derfor er det efter min mening vigtigt, at vi finder løsninger inden for Kommissionens rammer.

Jeg går ind for at støtte Tibet, støtte landets kulturelle identitet, men vi bør ikke svække Kommissionen, som har kompetencerne på menneskerettighedsområdet. Den særlige repræsentant ville være placeret hos Rådet, og Europa-Parlamentet kan ikke kontrollere ham på grund af de retlige forhold. Derfor ja til indholdet, men vi mener, metoden er forkert.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Forhandlingen afholdes på det rette tidspunkt, og det har givet stof til eftertanke inden topmødet mellem EU og Kina i Helsingfors. Jeg ønsker at tilføje, at størstedelen af de spørgsmål, der blev rejst i aften, også vil være at finde på dagsordenen for topmødet, og jeg vil vende tilbage med en rapport.

Jeg ønsker at komme med en generel observation om forbindelsen mellem handel og menneskerettigheder, som er det centrale tema for betænkningen. Jeg er ikke overbevist om, at en specifik forbindelse er ønskværdig eller gennemførlig, men jeg vil hævde, at der er en uundgåelig forbindelse for så vidt, at man forventer en åbning af markederne efter Kinas tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen, som ud over vigtige spørgsmål, der ofte rejses, f.eks. spørgsmålet om intellektuelle ejendomsrettigheder, også omfatter en gennemgang af det kinesiske retssystem med vægt på retsstatsprincippet. Det skal gøres klart, at der er sket tydelige fremskridt. Det er en forudsætning for at opnå fremskridt i mange af de menneskerettighedsspørgsmål, der er rejst i dag, og der er ved at ske noget.

Jeg vil lige vende tilbage til nogle af de specifikke spørgsmål, der er rejst i aften. Hvad angår Tibet deler vi Europa-Parlamentets bekymring om menneskerettighedssituationen i Tibet og især bevaringen af den tibetanske befolknings kulturelle, religiøse og sproglige identitet. Vi har jævnligt rejst spørgsmålet om Tibet inden for rammerne af den bilaterale dialog om menneskerettigheder mellem EU og Kina samt på højeste politiske plan, herunder topmøder. EU har i mange år som led i den overordnede politik over for Tibet forsøgt at få etableret en direkte dialog med Dalai Lama og de kinesiske myndigheder, da det er den eneste realistiske måde, hvorpå man kan finde en fredelig og varig løsning på spørgsmålet. Vi har derfor været meget opmærksom på forhandlingerne mellem Dalai Lamas udsendinge og repræsentanter for Kina.

Jeg ønsker at sige et par ord om Taiwan. Vi har været konsekvente og indtrængende opfordret de to parter til at løse deres problemer gennem en fredelig dialog. Vi har i denne henseende også bemærket den nye positive udvikling i situationen på tværs af strædet. Vi skal anerkende, at Kina har ydet en indsats for at genoptage forhandlingerne med de kinesiske og taiwanske oppositionspolitikere. Flyvningerne over strædet er genoptaget, men der er også behov for en samlet dialog med alle parter i Taiwan. Det er vigtigt.

Jeg ønsker i forbindelse med vores bilaterale forhold og forholdet med USA at fremhæve følgende. Som hr. Lambsdorff nævnte, er det vigtigt at samarbejde med USA om de fælles spørgsmål, der giver anledning til bekymring i forbindelse med Kina, f.eks. spørgsmålene om åbne markeder og menneskerettigheder, da vi kan opnå mere i forhold til Kina, hvis vi samarbejder med USA. Men det er klart, at en strategisk dialog med USA, som vi har indledt på officielt plan, ikke betyder, at vi skal være enige om alt.

Vedrørende det vedvarende spørgsmål om våbenembargoen er det korrekt, at vi er villige til at ophæve embargoen på grundlag af vores fælles erklæring i 2004, topmødet mellem EU og Kina og de efterfølgende konklusioner fra Det Europæiske Råds møder. Samtidig har vi dog sikret os, at Kina ikke er i tvivl om betydningen af fremskridt i forbindelse med menneskerettighederne for at skabe en mere positiv atmosfære til ophævelse af embargoen. Vi har endvidere klarlagt vores forpligtelse til at sikre, at ophævelsen af embargoen ikke vil føre til nogen større ændring i den strategiske balance i den asiatiske region, og at der tages fuldt hensyn til den nationale sikkerhed for de allierede lande. Derfor er det som sagt et meget væsentligt spørgsmål.

Hvad angår det specifikke og vigtige spørgsmål om sko ønsker jeg at fremhæve, at Kommissionen den 30. august 2006 vedtog et forslag til fastlæggelse af anti-dumpingafgifter på visse lædersko fra Kina og Vietnam. Da der foregår dumping, og da EU-producenter lider under denne dumping, har vi foreslået en afgift på 16,5 % for Kina og 10 % for Vietnam for visse lædersko. Forslaget videregives nu til medlemsstaterne, som har en måned til at overveje forslaget med henblik på vedtagelse. Det er situationen på nuværende tidspunkt.

Hvad angår sektordialogerne offentliggør Kommissionens tjenestegrene jævnligt opdateringer på vores hjemmesider. Endnu en opdatering vil blive offentliggjort om kort tid.

Jeg ønsker at slutte af med to generelle erklæringer. Som jeg nævnte i starten, lægger Kommissionen stor vægt på menneskerettigheder, sociale og økonomiske rettigheder, som især omfatter ytrings-, religions- og foreningsfrihed og beskyttelse af rettighederne for mindretal. jeg ønsker endvidere at understrege, at dødsstraf er et af de spørgsmål, der konstant rejses. Jeg ønsker endnu en gang at henlede opmærksomheden på mine tidligere kommentarer til Falun Gong.

Endelig som svar på hr. Broks spørgsmål, og som jeg nævnte i starten, er det vigtigt, at Kina er et ansvarligt medlem af det internationale samfund, men mere end blot et involveret medlem. Kina skal være en positiv og bidragende partner. Kina er et meget vigtigt medlem af det internationale samfund, da landet er et permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd. Alt dette vil blive fremhævet i vores meddelelse, som vil blive præsenteret i efteråret.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

15. Miljømærkeordninger for fiskerivarer (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Carmen Fraga Estévez for Fiskeriudvalget om et oplæg til debat om en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger for fiskerivarer (2005/2189(INI)) (A6-0219/2006).

  Carmen Fraga Estévez (PPE-DE), ordfører. - (ES) Hr. formand! Det første, jeg gerne vil fremhæve som ordfører for denne betænkning er den indiskutable rolle, som en troværdig mærkning eller certificering kan spille blandt de foranstaltninger, der kan træffes for at sikre et bæredygtigt fiskeri.

Ikke desto mindre har sagen ligget på Kommissionens bord siden 1990'erne, uden at den indtil videre har besluttet at behandle den. I mens er markedet blevet stadig mere opmærksom på miljøspørgsmålene, private udbydere af miljømærkninger af fiskerivarer har gyldne tider og skaber i bedste fald en total forvirring blandt forbrugerne og en meget sandsynlig miskredit af ordningen generelt, eftersom vejen mod svig ligger lige for, når man kan hævde en merværdi ved et produkt ved at sige, at det er økologisk uden at skulle bevise det.

Jeg hører til dem, der ved mange lejligheder har mindet Kommissionen om, at den burde behandle dette spørgsmål snarest. Det er derfor, at vi var mange, der blev skuffede, da Kommissionen endelig offentliggjorde denne meddelelse. Det er et nærmest indholdsløst dokument, som ikke indeholder analyser, som ikke forpligter sig overhovedet, og som hverken bidrager med kriterier eller retningslinjer, der kan følges.

Det er tydeligt, at det ikke havde behøvet at tage 10 år at nå dette resultat, og at Kommissionen er fuldstændig overvældet af det attraktive marked for miljømærkninger og af de mange særinteresser, der støtter dette, hvoraf nogle fortjener et større bifald end andre.

I denne forbindelse vil jeg gerne minde om, at den tidligere kommissær Fischler på et møde i Fiskeriudvalget indrømmede, at der var et område, han ikke havde formået at håndtere i sin embedsperiode, nemlig lovgivningen om miljømærkning, og det, jeg citerer ordret, "på grund af de mange eksterne pressioner". Dertil kommer, at det er betydeligt sværere troværdigt at fastsætte, hvilke kriterier definitionen af bæredygtige fiskerivarer skal til leve op til, end det kan se ud ved første øjekast. Men det er nødvendigt at gå i gang med arbejdet, for der er andre berørte parter, der gør det for os, og de gør det udelukkende af hensyn til deres egne interesser.

Kommissionen står heller ikke alene med dette arbejde, for den har allerede FAO's retningslinjer, og der foregår drøftelser i mange forskellige internationale fora, herunder WTO. Regeringerne, ngo'erne, de private virksomheder og fiskerne har også bidraget med deres meninger.

Med denne betænkning med de uvurderlige og forskellige bidrag fra mange kolleger, herunder fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, kommer Europa-Parlamentet også med sit bidrag til at definere de retningslinjer, der gør det muligt for forbrugerne, politikkerne og fiskerisektoren at involvere sig mere i fiskeriressourcernes bæredygtighed.

Vi mener overordnet, at en fælles mærkningsordning skal være i overensstemmelse med de allerede gældende retningslinjer fra de internationale organisationer, og at den ikke bør give anledning til nogen form for forskelsbehandling eller skabe hindringer for handelen, især for de mindre udviklede lande, og den skal være et våben til bekæmpelse af det illegale fiskeri ved at hindre dets adgang til markederne.

Med hensyn til dens interne funktion mener Fiskeriudvalget, at ordningen, uanset om der findes én eller flere mærkninger, der altid skal være frivillige, bør være fælles og promoveres af EU, der skal fastsætte regler for dens funktion og sikre akkrediterings- og certificeringsorganernes uafhængighed samt gennemsigtigheden og korrektheden af informationerne i hele overvågningskæden, fra fiskefartøjet til den endelige forbruger.

Vi anmoder ligeledes Kommissionen om, at den om senest seks måneder forelægger en meddelelse om de minimumskrav og retningslinjer, som en fælles mærkningsordning for fiskerivarer skal leve op til, samt at Kommissionen en gang for alle får afklaret, om den foretrækker at kalde det for miljømærkning, eller hvilken anden benævnelse den vælger, og hvorfor, og vi opfordrer den til at tage hensyn til de overvejelser, som Europa-Parlamentet har stillet til dens rådighed.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! jeg ønsker først og fremmest at takke ordføreren, fru Fraga Estévez, Fiskeriudvalget, Fru Ries og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed for en konstruktiv betænkning om en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger for fiskerivarer. Jeg glæder mig over den store interesse, der har været omkring Kommissionens meddelelse. Betænkningen er et relevant og værdifuldt bidrag til debatten om miljømærkning. Betænkningen indeholder mange elementer og idéer, som er værdifulde for en yderligere styrkelse af debatten.

Kommissionen lægger helt klart stor vægt på udviklingen af en sammenhængende politik om miljømærkning og en konsekvent integration af miljøspørgsmål i den fælles fiskeripolitik. Jeg opfatter miljømærkning som et supplerende værktøj til en mere miljøvenlig fiskeripolitik sammen med Kommissionens øvrige tiltag, f.eks. gennemførelsen af bæredygtighed med henblik på bæredygtigt udbytte eller fremme af mere miljøvenlige fangstmetoder. Samtidig tjener denne foranstaltning både forbrugernes og industriens interesser.

Jeg ønsker at takke hr. Morillon for hans beskrivelse af miljømærkning som en positiv sanktion til støtte af bæredygtig adfærd. Miljømærkning er et relativt nyt tiltag inden for forvaltning af bæredygtigt fiskeri, som er baseret på en frivillig og aktiv indsats, hvorigennem fiskerne i fremtiden og inden for grænserne af de lovbestemte standarder vil kunne definere krav og gennemføre dem. Et sådant frivilligt tiltag er indført på mange andre områder, især inden for fødevaresikkerhed ved hjælp af HACCP-systemet, og tiltaget har været meget vellykket. Jeg ønsker at takke Parlamentet for støtten til dette tiltag.

Det glæder mig, at Kommissionen og Parlamentet har samme indstilling til de overordnede målsætninger for miljømærkeordningerne, til de principper og egenskaber, som er nødvendige for at oprette troværdige ordninger og til behovet for at håndtere en kompleks og en i øjeblikket anarkistisk situation. Sporbarhed, gennemsigtighed, et fornuftigt videnskabeligt grundlag og certificering af tredjepart er af afgørende betydning. Det er efter min opfattelse forudsætningerne for at udnytte miljømærkeordningerne fuldt ud, og det vil fremme opnåelsen af bæredygtighed for fiskeriet.

I Kommissionen ønskede vi en debat om den rette tilgang frem for at foreslå operationelle bestemmelser for tidligt. Jeg kan forstå, at mange af medlemmerne i Parlamentet er af den opfattelse, at Kommissionen burde have været mere markant i sin håndtering af situationen. Jeg er imidlertid overbevist om, at det var fornuftigt at håndtere situationen, som vi gjorde.

På grund af tiltagets originalitet, det ambitiøse projekt og den kontrovers, der uundgåeligt følger med spørgsmål som dette, ville det have været for tidligt at stille operationelle forslag allerede i juni sidste år. Jeg kan forsikre Dem om, at vores beslutning om at gennemføre en forhandling først, har vist sig at være en god idé. Det har lettet og fremskyndet udvekslingen af synspunkter mellem alle involverede parter. Vi har derfor nu et detaljeret og næsten fuldstændigt billede af situationen, hvorpå vi kan basere yderligere fællesskabsaktioner.

Den aktive deltagelse af EU i FAO-debatten har givet os en fordel på forhånd, og ved at organisere forhandlingen og deltagelsen i udbytterige udvekslinger af synspunkter har vi styrket vores førerposition på dette område.

Definitionen af begrebet bæredygtighed er central for forhandlingen. Mange af de involverede parter har forespurgt om relevante kriterier. For at følge op på disse forespørgsler har Generaldirektoratet for fiskeri oprettet en gruppe af uafhængige eksperter til at koncentrere sig om netop dette spørgsmål. Ekspertgruppen er snart færdig med sit arbejde. På grundlag af dette arbejde vil Kommissionen udarbejde retningslinjer for oprettelsen af miljømærkeordninger og foreslå en række mindstekrav, i forhold til hvilke private miljømærkeordninger skal vurderes.

Jeg har noteret mig anmodningen i beslutningen om fremlæggelse af en meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Parlamentet inden for de næste seks måneder. Jeg har ingen problemer med at vende tilbage til Parlamentet. Men på dette tidspunkt skal udformningen af Kommissionens forslag først fastlægges.

Generelt vil det være mere hensigtsmæssigt at vende tilbage til Parlamentet, når høringen er afsluttet. Det vil give os mulighed for at foretage en dybtgående vurdering af de følgende drøftelser og høringer: en ny høring af aktionærer, som skal afholdes inden slutningen af året, og som vil være en lejlighed til at indhente synspunkter om fremtidige retningslinjer, yderligere drøftelser i Rådet i de kommende måneder som afslutning på den nuværende diskussionsfase og endvidere rapporten fra ekspertgruppen, som vil danne grundlag for forberedelsen af de operationelle bestemmelser, der evt. vil blive fastsat i løbet af næste år.

Alle disse tiltag vil give os yderligere mulighed for at drøfte fremtidige fællesskabstiltag med henblik på miljømærkning på et konsolideret og dokumenteret grundlag. Hele processen skal resultere i vedtagelsen af specifikke og konkrete afgørelser.

Hvad angår ændringsforslag 1 og 2 mener Kommissionen, at miljømærkning er et værktøj, der vil bidrage til en mere bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene og forbedre effektiviteten af den fælles fiskeripolitik.

Med hensyn til ændringsforslag 3 gentages nogle af fordelene ved at vedtage den tredje løsning med henblik på oprettelse af mindstekrav til frivillige miljømærkeordninger som nævnt i Kommissionens meddelelse.

Jeg ønsker at takke for betænkningen og den brede debat om miljømærkning. Jeg er overbevist om, at vi efter afslutningen på denne proces kan fremlægge et fornuftigt grundlag for miljømærkeordninger, som vil have vidtrækkende og positive virkninger.

  Frédérique Ries (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. - (FR) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil begynde med at lykønske ordføreren, fru Fraga, med den høje kvalitet i hendes fint nuancerede betænkning, der på en vellykket måde afspejler det komplekse i udfordringerne. Det overordnede mål er at tilskynde sektoren til at vedtage fiskemetoder, der er i bedre overensstemmelse med målene om bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling.

Kendsgerningerne kan ikke benægtes: Overudnyttelsen af fiskeressourcerne berører 25 % af arterne, og i en række tilfælde er det særlig foruroligende. Alene for torsk er bestandene nede på en tredjedel af det minimumsomfang, videnskabelige eksperter anbefaler, hvis denne art ikke skal udryddes. Det er på denne baggrund, at Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed har understreget sine prioriteter i den udtalelse, det har udarbejdet. Vi har vores tvivl om den ordning, Kommissionen foretrækker i denne debat, nemlig løsningen med at fastsætte minimumskrav, som kommissæren nævnte, for disse miljømærkeordninger.

Det er meningen, at vores eget valg skal være mere ambitiøst. Det drejer sig om en fælles samlet mærkning i overensstemmelse med væsentlige kriterier, hvilket gør ordningen gennemsigtig, frivillig, tilgængelig og troværdig, hvilket ordføreren har understreget. Det må indrømmes, at dette initiativs succes afhænger af, om der gennemføres en passende høring af aktørerne i sektoren. I sidste ende afhænger det imidlertid grundlæggende af forbrugernes valg. I den forbindelse er det lærerigt, som jeg selv har gjort, at besøge køledisken med fisk i et supermarked og læse påskrifterne om at "beskytte havet", "støtte bæredygtigt fiskeri", "økologisk fiskeri" osv. Der er en hel række forvirrende budskaber.

Hvis der indføres flere mærker, risikerer vi at ramme forbi målet. Forbrugerne vil hverken føle sig berørt eller tilskyndet til at foretage de mere oplyste valg, vi håber, at de skal foretage, og vi vil ikke have nået målet, dvs. at skabe en retskaffen cirkel. Jeg tilslutter mig derfor fru Fragas konklusioner og håber, at Kommissionen endelig for alvor vil undersøge de foreslåede valgmuligheder, og at den vil tage hensyn til vores anbefalinger i de næste faser af denne proces.

  Iles Braghetto, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Hvad betyder bæredygtigt fiskeri? Hvordan kan de mange mærker, der eksisterer i øjeblikket, beskytte fiskeriet og gøre det muligt for os at sige, at fiskeriet er bæredygtigt?

I betænkningen står der, at EU skal sørge for at bremse udbredelsen af forskellige miljøkvalitetsmærker og sikre indførelsen af et fællesskabssystem, der er baseret på de samme principper og de samme grundlæggende krav.

Vi støtter denne beslutning, men det skal først og fremmest understreges, at indførelsen af et miljøkvalitetssystem vil få store konsekvenser for hele sektorens produktion. For det første skal vi iværksætte og udvikle en dialog med sektorens erhvervsdrivende og opmærksomt vurdere de konsekvenser, som beslutningerne om dette certificeringssystem får for sektoren.

For det andet skal vi tage hensyn til de specifikke karakteristika og særpræg i de kystområder, som systemet bliver anvendt på. Standarderne og forskrifterne skal således tilpasses til situationen i det lokale økologiske, miljømæssige og socioøkonomiske system.

For det tredje skal mærkets anvendelse støttes af socioøkonomiske aktivitetsbaserede initiativer, der tager sigte på at opmuntre sektorens erhvervsdrivende til at deltage i det frivillige system og på informationskampagner, som er rettet mod forbrugerne.

Endelig skal vi være opmærksomme på, at indførelsen af et miljøkvalitetsmærke for fiskeproduktion skal være fuldstændigt integreret i de gældende anerkendte kvalitetssystemer, så vi undgår overlapninger og uoverensstemmelser mellem lovgivningerne, så vi ikke skaber forvirring blandt forbrugerne, og så der bliver et samspil mellem systemerne, hvilket gør det muligt at spare ressourcer.

  Rosa Miguélez Ramos, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske fru Fraga med den interessante betænkning, vi i dag forhandler i Parlamentet.

En tilbundsgående undersøgelse af forbrugernes præferencer og holdninger er et grundlæggende behov for en hvilken som helst industri, og det er det naturligvis også for fiskerivaresektoren. De ændrede levevaner og indførelsen af nye teknologier har udviklet de europæiske forbrugere, der bekymrer sig stadig mere om deres helbred og om beskyttelsen af miljøet.

En af de bedste metoder til at give information på er mærkningen, der derfor skal være klar og forståelig og indeholde sandfærdige oplysninger. Jeg glæder mig derfor over, at Kommissionen endelig har behandlet spørgsmålet om mærkningsordninger for fiskerivarer for at definere EU's tilgang til dette spørgsmål.

Der er ingen tvivl om, at den stadig større betydning, som forbrugerne tillægger en bæredygtig udvikling, har givet anledning til en skuffende samling af private mærkninger uden nogen form for kontrol, der kan ødelægge deres oprindelige formål, dvs. at sikre et miljøvenligt fangst- og forarbejdningssystem. Hvis der ydermere gives ekstra informationer om produktets bæredygtighed, er det, som ordføreren så rigtigt har påpeget, vigtigt at sikre kontrol- og akkrediteringsorganernes uafhængighed.

I denne henseende gør jeg den spanske generaldirektør for fiskeristrukturer og -markeder, hr. Alberto López', ord til mine, når han påpeger behovet for at undgå en banalisering af miljømærkningen. Hvis mærkningerne ikke opfylder nogle homogene og akkrediterede parametre, vil det eneste, vi opnår, være, at alle når dette niveau. Der foretages harmoniseringer, ikke på grund af selve indholdet, men på grund af ren og skær handelspolitik. Jeg kan derfor kun bifalde FAO's initiativ om at auditere alle miljømærkningerne for at identificere dem, der er teknisk og videnskabeligt underbygget, og søge at opnå kohærens og harmonisering.

I Fiskeriudvalget deler vi Kommissionens mål såsom bæredygtighed og behovet for europæisk handling på området.

  Elspeth Attwooll, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at takke fru Fraga Estévez for en meget gennemtænkt betænkning. I betænkningen identificeres vigtige spørgsmål, som bidrager betydeligt til debatten herom.

Hvad angår ændringsforslagene støtter vi kun ændringsforslag 2 under den antagelse, at ændringsforslag 1 og 3 dækkes af den oprindelige tekst.

Uanset hvilken ordning vi vælger, skal den være frivillig i den forstand, at virksomheder skal kunne vælge, om de ønsker at være involveret eller ej. I ordningen skal behovet for andre former for mærkning, f.eks. kvalitetsmærkning, også respekteres. Når dette er sagt, henledes opmærksomheden i betænkningen dog helt korrekt på de vanskeligheder, der er forbundet med ikke at gøre andet end at fastsætte mindstekrav for frivillige ordninger.

FAO-standarder betyder, at der skal være en dimension af offentligt ejerskab, men der skal i hvert fald også være en eller anden form for uafhængig overvågning.

Derfor mener vi, at en fælles EU-mærkningsordning kræver en mere omfattende undersøgelse. Der er helt klart fordele og ulemper, men det skulle være muligt at finde frem til en ordning, der anerkender forskellige fiskeriaktiviteter og produkter, men som hverken er besværlig eller bureaukratisk.

Hvad vi end vælger, vil jeg, hvis jeg taler som forbruger frem for som politiker, komme med en bøn om at anvende nogle af de let identificerbare symboler, sammenlignet med det EF-overensstemmelsesmærke, der anvendes i øjeblikket, hvor vi har harmoniserede regler om produkters sundhed og sikkerhed. Vi håber, at Parlamentet vil støtte betænkningen fuldt ud, og vi ser frem til et hurtigt og hensigtsmæssigt resultat.

  Carl Schlyter, for Verts/ALE-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Tak, Carmen Fraga Estévez, for en god og velafbalanceret betænkning.

Vi har valgkamp i Sverige. Et af valgspørgsmålene vedrører manglen på torsk. Vælgerne spørger mig: "Hvordan skal jeg spise fisk etisk korrekt?" Jeg har netop i denne uge givet dem seks siders tekst med anbefalinger om netop dette. Vi har brug for en mærkning, som let kan følges, således at vi kan gå hjem med god samvittighed og spise god fisk. De, der køber økologisk mærket fisk, vil også vide, at bestanden ikke er truet. Hvis man spiser den sidste torsk, og den er fanget med meget gode redskaber, på en korrekt måde og under de rigtige forhold, så er det også den sidste torsk. Det er ikke økologisk bæredygtigt. Jeg synes derfor, at ændringsforslag 2 er vigtigt for at understrege, at truede arter ikke kan fanges økologisk, da de er truede.

Jeg vil understrege to ting i Fru Fraga Estévez' betænkning: Uafhængig kontrol, som der tales om i punkt 6, er meget vigtig for troværdigheden. Desuden er det meget vigtigt, at vi på en eller anden måde gør det lettere med en tydelig mærkning for småfiskeri. Det kan være den konkurrencefordel, som småfiskeri har. Vi skal derfor sørge for, at det kan udnyttes og fører til en fair konkurrencesituation for småfiskeri.

  Pedro Guerreiro, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Hr. formand! Også jeg vil gerne takke ordføreren for hendes arbejde. Det første spørgsmål, som denne betænkning rejser, er, om der virkelig er behov for en miljømærkning af fiskerivarer, og om det faktisk vil gøre varerne bedre og gavne forbrugerne.

Som ordføreren fremhæver, bør enhver fiskeriaktivitet i EU i henhold til forordning (EF) nr. 2371/2002 pr. definition være bæredygtig, da den skal være i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelser på området, hvorfor al fisk fanget på grundlag af disse bestemmelser nødvendigvis bør miljømærkes. Når det er sagt, vil enhver miljømærkning af fisk, der ikke fanges efter fiskerilovgivningens bestemmelser, kunne medføre forskelsbehandling af producenterne. Vi mener derfor, at der ligesom i landbruget også bør være miljømærkning i akvakultur og af forarbejdede produkter, hvor miljø- og fødevaresikkerhedsproblemer er særdeles relevante. Det bør ligeledes være til tilfældet for importerede produkter, der også bør overholde Fællesskabets lovgivning om fiskerivarer.

Et andet spørgsmål er, om denne fællesskabsmærkning vil være til nytte set i forhold til de eksisterende mærkninger på markeder, eftersom de, som det er blevet nævnt, kan skabe forvirring hos forbrugerne og ofte blot er udtryk for virksomhedernes markedsføringsstrategi uden nogen form for offentlig certificering.

Vi mener, at en mærkningsordning på fællesskabsniveau bliver kompliceret, bureaukratisk og unødigt begrænsende for fiskeriet og medlemsstaterne. Der er brug for en offentlig certificering, som medlemsstaternes myndigheder skal stå for. Det er mest hensigtsmæssigt, når der skal udformes bestemmelser i en situation, hvor der er et juridisk tomrum på området.

Hvad angår spørgsmålet om, hvilke fordele en sådan mærkning kan indebære, mener vi, at det bør sikres, at den fordeles på værdikæden, så producenternes indsats og investeringer fremmes, og forbrugerne ikke rammes.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Princippet om miljømærkning er fornuftigt. Faren er, at EU-bureaukrati og administration kan hæmme ordningen, således at den bliver besværlig, unødvendigt krævende og meget omkostningskrævende. Fiskerisektoren lider allerede nok på grund af EU's regler og begrænsninger. EU skal ikke gøre andet end at fastsætte mindstekrav, der skal opfyldes ved hjælp af frivillige miljømærkeordninger. Således er jeg uenig med de personer, som støtter en fælles europæisk ordning med det, der er beskrevet som "ambitiøse kriterier", men som for industrien måske opfattes mere som overdreven regulering.

Vi ønsker grundlæggende god sporbarhed og bevis på bæredygtige former for praksis, som kan sikres ved oprettelse af hensigtsmæssige og håndterbare minimumsstandarder. Vi har ikke brug for endnu mere lovgivning eller en hær af inspektører. Det er sommetider nødvendigt at se de utopiske miljøkrav i forhold til realiteterne for erhvervslivet. Uanset det endelige resultat håber jeg, at det vil være en målsætning i forbindelse med ordningen. Jeg ønsker at takke ordføreren for den gennemtænkte betænkning.

I aften har jeg endvidere den fornøjelse at udtrykke min deltagelse over for ordføreren. Jeg henviser naturligvis til den omstændighed, at et lille land som Nordirland vandt over det store spanske fodboldhold i Windsor Park i Belfast. Det sker meget sjældent, men når det sker, er det værd at bemærke! Det skete på en god dag, en dag, hvor Nordirlands fodboldfans vandt UEFA's eftertragtede internationale pris for fodboldtilhængere 2006, som sponsoreres og støttes af EU. Jeg afslutter således mit indlæg i en positiv ånd.

  Duarte Freitas (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær! Allerførst vil jeg gerne takke ordføreren, Carmen Fraga Estévez, for den fremragende betænkning, som hun har udfærdiget, og sige, at den voksende interesse for sikre og gode fødevarer og behovet for at bevare havets økosystemer samt den stigende mængde varer med miljømærkning betyder, at en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger er særdeles nødvendig.

Der er fremkommet en række kvalitetsprogrammer for miljømærkning rundt om i verden, og jeg nævner blot som eksempel et, der nu findes i Portugal, POPA, der certificerer tunfangsten i Den Autonome Region Azorerne, men faktum et, at ikke alle miljømærkninger har som deres primære mål at beskytte havenes naturarv. Undertiden er der således diffuse økonomiske interesser, der skjuler sig bag denne type mærkning, hvorfor vi af hensyn til miljøet og forbrugerne må tage vores ansvar meget alvorligt som politiske beslutningstagere.

Af de forskellige forslag, som Kommissionen fremlægger i denne meddelelse, mener jeg, at det mest hensigtsmæssige er det, der sigter på at opstille mindstekrav til frivillige miljømærkeordninger. Derigennem kan miljømærkningsprogrammerne ud fra disse på forhånd opstillede mindstekrav udvikle sig frit på fleksibel og frivillig basis via offentlige og private initiativer, men inden for en overordnet lovgivningsramme.

EU bør som offentlig instans definere disse mindstekrav, da det kun derved lader sig gøre at varetage almenvellets interesser og den fælles fiskeripolitiks prærogativer.

Til slut vil jeg gerne påpege, at det er et arbejde, som vi skal gøre både i EU og i handelsforbindelserne med omverdenen for at sikre gennemsigtighed, troværdighed og rimelighed, så meget mere som miljømærkning i stadig større udstrækning bliver en produktdifferentierende faktor, der også vil slå igennem i konkurrenceevnen.

  Stavros Arnaoutakis (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg ønsker også at lykønske ordføreren med hendes fremragende indsats og sige, at vi alle er klar over, at de forskellige fødevarekriser, som offentligheden har været vidne til i løbet af de senere år, har skabt usikkerhed blandt forbrugerne, hvilket har medført, at markedsefterspørgslen efter højkvalitetsprodukter og hyppigere kvalitetscertificering er stærkt stigende.

Miljømærkning og certificering er et centralt aspekt i den seneste reform af den fælles fiskeripolitik. Fremme og anvendelse af miljømærkningsordninger styrker forbrugernes miljøbevidsthed, hvilket fremmer producenternes miljøansvarlighed, ved at de gøres mere bevidste om fiskeriets og akvakulturens miljøbelastning.

Det er i dag nødvendigt at sikre udviklingen af et ensartet mærkningssystem ved at informere og samarbejde med alle de berørte agenturer om et system baseret på ensartede grundprincipper og forudsætninger i overensstemmelse med FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations vejledninger og Den Internationale Standardiseringsorganisations vejledninger.

Jeg vil også gerne understrege, at folkesundheden og fiskeriets bæredygtighed ikke blot sikres gennem en mærkningsordning. Disse aspekter bør danne grundlag for vores stadige bestræbelser på at formulere en bæredygtig fiskeripolitik, der er vores grundlæggende mål.

  Albert Jan Maat (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Jeg vil lykønske ordføreren, Carmen Fraga, med hendes betænkning om Kommissionens meddelelse og også ordføreren for udtalelsen fra Miljøudvalget, fru Ries. Det glæder mig - og det viser også, at Fiskeriudvalget nøje gennemtænker de emner, det behandler - at der alligevel er en vis afstemning om måden, hvorpå et miljømærke kan indføres i fiskerisektoren.

Man skulle mene, at enhver fri fisk, som fanges på havet eller i de indre farvande, fortjener et miljømærke i fiskerisektoren. Den er nemlig vokset op frit under gode, naturlige omstændigheder, men det er måske ikke meningen, og dernæst skal vi se på, hvad vi kan gøre internationalt, også uden for Europa, på grundlag af FAO-kriterier. Hvad det angår, må jeg sige, at jeg godkender Carmen Fragas betænkning.

Når man vælger et europæisk miljømærke, skal man gøre det godt. Det betyder, at de fisk, der falder ind under det, skal opfylde alle regler om opretholdelsen af kvoterne. Også miljølovgivningens regler skal overholdes, og det kræver temmelig meget af medlemsstaterne, men det kunne være en god garanti.

Hvis man ikke gør det sådan, skal man hellere overlade det hele til erhvervslivet og sørge for, at der kommer et godt miljømærke på grund af forbrugernes krav. Jeg foretrækker imidlertid alligevel ordførerens kurs med klare betingelser, også for Kommissionen, således at miljømærket opfylder de europæiske kvoteordninger og alt, hvad der har forbindelse med disse. Erhvervslivet anmoder om service, og Kommissionen yder den. Det forekommer mig at være den rette måde.

Jeg vil sige et par ord om småfiskeriet ved kysterne. Jeg tror, det er godt at lægge vægt på det. Jeg kommer selv fra et område med små rejefiskere. Også der er der i mellemtiden indført et miljømærke, hvilket efter min mening er glimrende, især hvis man også udtrykkeligt inddrager bæredygtigt fiskeri og en række andre ting.

På den baggrund er jeg glad for denne betænkning og for, at Europa-Parlamentet med Carmen Fragas betænkning kan tage et godt skridt i retning af et fornuftigt, kvalificeret europæisk miljømærke.

  Paulo Casaca (PSE). - (PT) Hr. formand! Også jeg vil gerne tilslutte mig den tak, der her er blevet rettet til Fiskeriudvalgets ordfører og til ordføreren for Miljøudvalgets udtalelse.

Jeg finder denne debat overordentlig interessant, og mener, at ordføreren har ganske ret, når hun påpeger den manglende præcision i udformningen af de valg, som Kommissionen her stiller os over for. Det, som jeg finder absolut afgørende, er det, der nævnes i beslutningens punkt 8, og som jo netop også fremgår af Miljøudvalgets udtalelse, nemlig, at en mærkning kun vil være fuldt ud effektiv, hvis den er fælles og let forståelig for forbrugerne. Det lader sig ikke forene med et system, hvor Kommissionen spiller en sekundær rolle, og hvor reklameformål vægter mere end en række præcise og objektive kriterier. Ud fra dette synspunkt mener jeg derfor, at vi må vælge en stærk, centraliseret holdning, sådan som Miljøudvalgets ordfører også har lagt vægt på. Her må vi ikke give efter, da vi ellers risikerer helt at spilde vores kræfter og tabe dette initiativ på gulvet.

  Ioannis Gklavakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren, fru Fraga Estévez, med hendes altid fremragende indsats. Jeg ønsker også at lykønske Kommissionen, der har indledt en dialog om miljømærkning.

På miljømærkede fiskerivarer angives det, at de er blevet produceret i overensstemmelse med en række bestemte miljøregler, og at fremstillingsmetoden ikke skader miljøet. Det er meget vigtigt, at vi sikrer, at miljømærkningen er pålidelig. Således beskytter vi både fiskebestandene og forbrugerne.

Der skal gøres en indsats på forbrugeroplysningsområdet, og forbrugerne skal være indstillet på og underrettet om og forstå, at de, når de køber miljømærkede varer, kan være sikre på, at de køber sunde og sikre fødevarer, og at de beskytter miljøet.

Vi vil alle drage fordel af disse tiltag. Forbrugerne vinder, fordi de får sikre og sunde produkter, virksomhederne vinder, fordi de øger deres konkurrenceevne, og miljøet vinder, for dets ressourcer udnyttes økologisk.

Afslutningsvis vil jeg gerne sammenfattende bemærke følgende. For det første skal mærkningen være frivillig. For det andet skal mærkningen være præget af gennemsigtighed, således at der ikke er nogen tvivl om pålideligheden. For det tredje skal mærkningen foretages af en uafhængig myndighed. For det fjerde skal fiskerne inddrages i forhandlingerne, hvilket jeg ønsker at understrege, selv om det giver sig selv. Ve os, hvis vi ignorerer dem! Vi er nødt til at sidde ved det samme forhandlingsbord. Vi er nødt til at høre dem, og de er nødt til at forstå, at dette tiltag er i deres interesse. For det femte og sidste skal dette tiltag og de principper, som EU har fastlagt og vedtaget, kombineres med lignende tiltag på globalt plan, og alle staterne skal vedtage disse principper, da det ikke giver nogen mening, hvis EU er alene om at beskytte miljøet.

  Zdzisław Kazimierz Chmielewski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Ordførerens spiritus movens af miljødebatten opsummerer vores nuværende erfaringer, herunder især FAO's erfaringer. Den understreger mærkningens grundlæggende funktion og dens betydning for forøgelsen af fiskerivarernes kvalitet og fiskerisektorens sociale struktur.

Jeg kan med tilfredshed konstatere, at de nye medlemsstater fra Østersøområdet er enige i målsætningerne i Kommissionens meddelelse. De lagde imidlertid i deres holdning særlig vægt på visse aspekter af mærkningsproblematikken. Der er fire særlig vigtige aspekter i denne forbindelse.

For det første støttede de baltiske stater fuldt ud idéen om fastsættelse af mindstekrav til miljømærkeordninger i overensstemmelse med de berørte parters forventninger, dvs. fiskerne, forarbejdningsvirksomhederne og forbrugerne. Disse ordninger bør være frivillige.

For det andet må princippet om frivillig deltagelse i praksis betyde afvisning af enhver form for økonomisk forskelsbehandling eller handelsbarrierer.

For det tredje må et vigtigt element i disse garantier være at sikre, at små og mellemstore virksomheder fra mindre udviklede lande har lige adgang til systemet.

For det fjerde er de baltiske stater også bekymret over de kontrol- og tilsynsmæssige begrænsninger, hvad angår fiskeri på det åbne hav, der har fundet sted i årevis, og som har været vanskeligt at bekæmpe. Det er i øjeblikket nemmere at se en miljøforskel i akvakultursektoren, hvor det er langt nemmere at indføre mærkningsordninger.

Jeg vil gerne afslutningsvis sige, at jeg er enig med fru Fraga Estévez' budskab om at anvende alle tilgængelige midler. Det er inspirerende for EU og giver os en reel mulighed for at vise verden, hvordan man søger metoder til at gennemføre længe ventede miljømærkningsordninger.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at lykønske ordføreren, der som sædvanlig har udarbejdet en fremragende betænkning, vi forventer intet mindre af fru Fraga Estévez.

Mærkning er et meget populært ord for tiden, og hvis vi skal indføre mærkning, skal vi sørge for, at mærkningen er klar og tydelig. Det skal ikke være en yderligere byrde for industrien. Jeg vil endvidere anmode om input fra de personer, der skal gennemføre mærkningen for at sikre, at det foregår klart og gennemsigtigt, at miljømærkerne er godt lavet og let kan ses og forstås.

Hr. Maat havde ret, da han udtalte, at Kommissionen gør det godt. Det støtter jeg fuldt ud.

Mærkning skal ikke være endnu en byrde for industrien. Jeg frygter, at dette tiltag kan anvendes af forskere og andre som en mulighed for at begrænse de samlede tilladte fangstmængder og kvoter, når der er uoverensstemmelser mellem fiskere og forskere.

Jeg mener ikke, at det er nødvendigt eller kan lade sig gøre med én politik for alle. Hvis vi benytter denne mulighed, skaber vi problemer. Der er ikke samme forhold alle steder, og jeg er meget opmærksom på, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at sikre, at man respekterer de regionale forskelle.

Jeg lyttede til kommissærens indlæg med interesse. Han nævnte, at han vil vende tilbage til Parlamentet, når Kommissionen har truffet en beslutning. Vil det ikke være bedre at konsultere Parlamentet løbende frem for at vende tilbage til Parlamentet og fremlægge den beslutning, som Kommissionen har truffet, hr. kommissær? De nævnte noget om et værktøj. Det må ikke ende med at være endnu et værktøj, hvormed Kommissionen kan pålægge bureaukratisk kontrol over for industrien. Jeg er ikke fuldt ud overbevist om, at forbrugeren rent faktisk kræver det.

Endelig ønsker jeg at nævne for fru Fraga Estévez og Dem, hr. formand, at der er stor glæde i Belfast i aften. Vi har vundet over det spanske fodboldhold med 3-2. Nordirland er et meget lille land med halvanden millioner indbyggere, og vi har haft mange problemer gennem tiden. Men vi kan tilsyneladende vinde i fodbold over England, Tyskland og Spanien, selv om der sidste lørdag var triste miner i Belfast, da Island vandt over os 3-0. Det er derfor en stor glæde for os i aften, at vi nu har vundet over Spanien.

  Formanden. - Mange tak, hr. Nicholson. Jeg kan ikke hævde, at De kommer med gode nyheder, men ikke desto mindre vil jeg ønske tillykke med sejren.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at takke ordføreren, fru Fraga Estévez, og alle, der har talt i aften.

Selv om der ikke er enighed om alle aspekter, er Kommissionen og Parlamentet på samme bølgelængde med hensyn til vedtagelse af beslutninger, der er baseret på vurderinger af afgifter og omfattende høringer. Jeg ønsker at understrege over for den sidste taler, hr. Nicholson, at forhandlingen i aften afspejler den måde, hvorpå Kommissionen ønskede at involvere Parlamentet, inden den går ind i den lovgivningsmæssige fase af de foranstaltninger, som skal træffes vedrørende miljømærkning. Når det drejer sig om den lovgivningsmæssige fase, har involveringen af Parlamentet naturligvis højeste prioritet inden afslutningen af hele processen for miljømærkeordningen.

Jeg ønsker at henvise til et par specifikke spørgsmål, der blev rejst under forhandlingen. De fleste af de eksisterende ordninger er rent faktisk relativt fornuftige og ikke vildledende. Kommissionens foretrukne tiltag til fastlæggelse af minimumskriterier for miljømærkeordninger vil imidlertid skabe orden, hvor det er nødvendigt, og øge forbrugernes tillid. Vi vil fortsat sikre bedre kvalitetsprodukter og gennemsigtighed og sporbarhed for de produkter, der er på markedet.

Med hensyn til det spørgsmål, som flere talere rejste, om præferencen for en fælles europæisk miljømærkeordning er det stadig for tidligt at træffe en endelig og definitiv afgørelse. Kommissionen har imidlertid givet udtryk for sin præference, og jeg ønsker at understrege, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Landbrug og de fleste repræsentanter for industrien og de berørte aktører støtter dette løsningsforslag. Men selv om der tilsyneladende er en præference for løsningsforslag 3 - Kommissionens foretrukne model - som er fastsættelsen af mindstekrav, er der endnu ikke enighed blandt medlemsstaterne på rådsplan.

Derfor må jeg understrege, at det stadig er for tidligt at træffe en endelig og definitiv beslutning om de foranstaltninger, der skal træffes. Forhandlingen har dog helt bestemt klarlagt Parlamentets og de forskellige medlemsstaters holdning.

Hvad angår spørgsmålet om bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne ønsker jeg at henvise til Kommissionens meddelelse, hvori formålet med politikken om miljømærkningen for fisk og fiskerivarer er baseret på konceptet om bæredygtigt fiskeri. I meddelelsen er det klarlagt, at miljømærkeordninger, hvis de er baseret på klart definerede kriterier og relevante indikatorer, både kan fremme overvågningen af de fremskridt, der er opnået, og den offentlige bevidsthed om spørgsmålene om bæredygtighed. I meddelelsen henvises endvidere til bæredygtig udnyttelse i relation til artikel 3, litra e, i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002.

Angående de øvrige spørgsmål, der blev rejst, er jeg enig i kommentarerne om betydningen af uafhængig akkreditering og certificering. Der ydes garantier på dette område gennem ISO-standarder og -procedurer. Kommissionen har dog ingen direkte kompetence til håndhævelse af disse normer.

Jeg er endvidere enig i synspunkterne om, at miljømærkning skal være klar og tydelig og let forståelig for forbrugerne. Miljømærkning giver derudover større mulighed for at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og fremme dokumentation for de forskellige former for bæredygtigt fiskeri.

Hele denne proces vil fremme den offentlige bevidsthed. Der vil blive taget højde for FAO-kriterier, når grundlaget for miljømærkeordningerne skal fastlægges. Ordningerne må derudover heller ikke være en byrde for de små og mellemstore virksomheder eller så komplicerede, at de ikke kan gennemføres effektivt af de berørte aktører.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

16. Tiltrædelse af Haagerkonferencen om International Privatret - Inddragelse af Europa-Parlamentet i Haagerkonferencens arbejde (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- henstilling af Diana Wallis for Retsudvalget om forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Haagerkonferencen om International Privatret (KOM(2005)0639 - 7591/2006 - C6-0138/2006 - 2005/0251(AVC)) (A6-0250/2006) og

- mundtlig forespørgsel af Giuseppe Gargani for Retsudvalget til Kommissionen om inddragelse af Europa-Parlamentet i Haag-konferencens arbejde efter Fællesskabets tiltrædelsel (O-0076/2006 - B6-0324/2006).

  Diana Wallis (ALDE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Vi ved alle, at Europas borgere er i bevægelse. Vi har åbent fremmet denne mulighed inden for vores egne grænser gennem princippet om fri bevægelighed. Vores borgere er imidlertid også mobile i resten af verden og kan havne i alle mulige situationer og få problemer, som involverer berøring med privatretlige regler og domstole i andre lande. Sådan er den moderne verden. Vi ønsker så vidt muligt at tilbyde en eller anden form for sikkerhed i de kriser, som borgerne rammes af.

Haagerkonferencen om international privatret har i over 100 år arbejdet utrætteligt og med et stadigt stigende antal lande på at udarbejde mange internationale konventioner om privatretlige emner: salg af varer, testamentariske dispositioner, bortførelse af børn, vedligeholdelsesforpligtelser og trafikulykker. Man har arbejdet på at fastlægge et sammenhængende retsgrundlag i en mere og mere mobil verden.

Da jeg arbejdede som advokat, måtte jeg ofte konsultere konventionerne udarbejdet af Haagerkonferencen for at hjælpe klienter med problemer uden for landets grænser. Disse klienter havde grund til at være taknemmelige over eksistensen af denne noget ukendte organisation. I de seneste år som parlamentariker har jeg haft det privilegium at deltage i mange af Haagerkonferencens møder og lære personerne bag denne ret tekniske og fjerne konference at kende. Jeg har oplevet tjenestemænd og nationale eksperter i arbejde og oplevet udarbejdelse af og forhandlinger om meget komplicerede og tekniske aftaler med henblik på at hjælpe vores borgere. Det er et vanskeligt arbejde, hvor der skal tages højde for et stigende antal retlige traditioner og kulturværdier. Selv om det kan forekomme udelukkende at være et arbejde af teknisk karakter, er der meget store politiske beslutninger, som ligger til grund for mange af disse tilsyneladende tørre retlige spørgsmål. Der børe være mere fokus på dette arbejde, og det håber jeg, at vores deltagelse kan være med til at fremme.

Indtil nu har EU været repræsenteret af alle de enkelte medlemsstater, og så vidt jeg med min begrænsede viden kan se, bidrager dette også til konferencens arbejde på grund af medlemsstaternes mange forskellige retlige traditioner og relative retlige erfaring. Det fremgår dog også tydeligt, at der på grund af den nye fællesskabskompetence efter Amsterdam er god grund til, at EU skal fungere som et fællesskab inden for rammerne af konferencen. I enhver praktisk forstand fungerer fællesskabet allerede på denne måde gennem koordinationsmøder, og i hvert fald fungerer konferencen ved konsensus. Jeg har derfor ingen problemer med at henstille til kollegerne i Parlamentet at give deres samtykke til EU's tiltrædelse af Haagerkonferencen. Det vil være en positiv og rettidig udvikling.

Der er dog én hage, som er beskrevet i slutningen af begrundelsen i henstillingen og endnu mere udførligt i formandens beslutningsforslag. Under overdragelse af denne kompetence til Fællesskabet afgiver Parlamentet muligvis i nogen grad sin egen hårdt tilkæmpede lovgivningsmæssige beføjelser. Jeg siger med vilje "muligvis", fordi vi i aften henvender os direkte til kommissæren for at få en forsikring om, at Parlamentet fortsat vil være fuldt ud involveret i det fremtidige arbejde, når nye konventioner forhandles, og nye og gamle konventioner ratificeres af EU. Vi skal fastlægge nye arbejdsmetoder, hvori Parlamentets position som medlovgiver sammen med Rådet fuldt ud respekteres.

Selv om jeg har nydt at deltage i Haagerkonferencens møder som en slags ad hoc-repræsentant for Parlamentet, har vi brug for noget mere formelt og gennemsigtigt, som afspejler vores institutioners nye rolle i processen.

Jeg antydede tidligere, at de konventioner, der forhandles på Haagerkonferencen, fortjener mere anerkendelse. De fortjener anerkendelse, fordi der ved hjælp af disse konventioner opnås positive resultater for vores borgere, men også fordi konventionerne i stigende grad involverer politiske valg og afbalancering af interesser. Parlamentets deltagelse vil have en positiv indvirkning på arbejdet, og jeg ved, at Haagerkonferencen også vil hilse denne deltagelse velkommen. Der har været indledende drøftelser om en form for parlamentarisk forum, og det skal vi arbejde hen imod.

Alt dette skal dog ikke betragtes som en undskyldning for at involvere Parlamentet mere i EU's lovgivningsmæssige proces i relation til konferencens arbejde. Involveringen af Parlamentet vil være en yderligere aktivitet, som ligger inden for vores beføjelser. Jeg håber, at vores kolleger vil være enige i, at vi skal være igangsættere i denne sammenhæng, evt. ved at indkalde til et indledende møde.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil benytte lejligheden til at rette en varm tak til fru Wallis for hendes betænkning og til hr. Gargani for hans forespørgsel her i aften.

De to spørgsmål hænger naturligvis sammen, og jeg kan bekræfte, at jeg også sætter stor pris på den henstilling, der er medtaget i fru Wallis' betænkning, nemlig at Europa-Parlamentet bifalder Fællesskabets tiltrædelse af Haagerkonferencen. Jeg er ligeledes enig i det, som fru Wallis sagde i sin introduktion om betydningen af Haagerkonferencen og det arbejde, der er blevet udført i de forløbne år.

Der er dog ingen tvivl om, at Fællesskabets tiltrædelse af Haagerkonferencen vil give det en status, der rent faktisk svarer til den nye hovedrolle, som Fællesskabet spiller på den internationale scene, dvs. som en aktør, der har brug for at tage konkret og formelt del i Haagerkonferencens aktiviteter.

Tiltrædelsen kan betyde større sammenhæng - jeg vil endda sige større konsekvens - mellem de regler, der eksisterer i Fællesskabet og i EU, og de internationale instrumenter, der er under udarbejdelse. Dette behov for en større sammenhæng berettiger og muliggør Fællesskabets formelle tiltrædelse af Haagerkonferencen.

Som alle parlamentsmedlemmerne ved, kan Fællesskabet efter Europa-Parlamentets ja formelt tiltræde Haagerkonferencen, når 2/3 af konferencens signatarstater har godkendt ændringerne af statutten. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at dette meget brede flertal vil blive opnået inden årets udgang, dvs. inden så længe. Nogle medlemsstater har endnu ikke taget stilling, men jeg har tiltro til, at vedtagelsen sker inden udgangen af december i år.

Både fru Wallis og hr. Gargani rejste spørgsmålet om Parlamentets rolle efter Fællesskabets formelle tiltrædelse af Haagerkonferencen. Jeg kan fortælle Dem, at jeg personligt og institutionelt er engageret i at sikre et fuldstændigt samarbejde med Parlamentet, også efter tiltrædelsen af Haagerkonferencen.

Rammeaftalen om forbindelserne mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet blev som bekendt ændret for nylig. Den giver en klar mulighed for, at Parlamentet også formelt inddrages i forhandlingerne om internationale aftaler inden for Fællesskabets kompetenceområder, og dette er så afgjort et af Fællesskabets kompetenceområder.

Jeg kan forsikre fru Wallis og parlamentsmedlemmerne for, at Parlamentet vil få en fuldstændig og konstant information om forhandlingsaktiviteterne, og at det kommer til at deltage i delegationerne og i forhandlingerne. Som fru Wallis ved, er jeg helt enig i dette aspekt. Hvad delegationerne angår, er det bestemt muligt at forestille sig, at nogle af parlamentsmedlemmerne kommer med i den formelle delegation. Til sidst vil jeg sige, at jeg allerede nu bekræfter denne mulighed, og når Fællesskabet formelt er tiltrådt Haagerkonferencen, bliver den en realitet.

  Jean-Paul Gauzès, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Haagerkonferencen om International Privatret er bestemt en god ting. Fællesskabet bliver således i stand til at deltage aktivt i fastsættelsen af Konferencens prioriteter og sikre, at de passer ind i Kommissionens arbejdsprogram. Der bør imidlertid omgående træffes ledsagende foranstaltninger, således at det privatretlige område ikke svækkes, men bibeholder dets velkendte karakteristika såsom øget politisk solidaritet inden for rammerne af et værdifællesskab, princippet om gensidig anerkendelse af retlige beslutninger og gennemførelse af et integreret indre marked.

De ledsagende foranstaltninger kunne omfatte, at Rådet og Parlamentet fastsætter mandatet i forhold vedrørende fælles beslutningstagning, gennemførelse af en retlig og økonomisk konsekvensanalyse ved forhandlingernes begyndelse samt løbende at overveje det hensigtsmæssige i at tilføje frakoblingsklausuler i udkastene til konventioner.

Ligesom ordføreren, som jeg lykønsker, mener jeg, at det er nødvendigt at høre Parlamentet i forbindelse med udkastene til konventioner og at fastsætte prioriteter for Konferencens arbejdsprogram. Endvidere skal der ikke gælde det princip, at Fællesskabet systematisk tiltræder alle de eksisterende konventioner. En sådan tiltrædelse af eksisterende konventioner skal undersøges i hvert enkelt tilfælde af Rådet og Parlamentet.

  Manuel Medina Ortega, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Efter kommissæren, hr. Frattinis indlæg, får man indtryk af, at vi har nået det mål, vi havde sat os med denne forhandling, til trods for det fremskredne tidspunkt.

Kommissæren har kort sagt fortalt os, at muligheden for, at Parlamentet deltager i beslutningsproceduren i forbindelse med Haag-konferencen, er fastsat i den institutionelle rammeaftale, og at Europa-Parlamentet derfor kunne deltage formelt i denne forhandling. Han har især påpeget muligheden for, at medlemmer fra Europa-Parlamentet kommer med i den formelle delegation. Jeg synes naturligvis, at vi skal begynde med at udtrykke vores anerkendelse af kommissæren på grund af hans generøse ord, for der er ingen juridisk forpligtelse.

Derudover vil jeg gerne tilslutte mig erklæringerne fra de medlemmer, der har talt før mig, og påpege, at samarbejdet om civilretlige spørgsmål i dag er en beføjelse for EU i medfør af Amsterdam-traktaten, og at vi desuden har Haag-programmet til udvikling af dette civilretlige samarbejde. Det er derfor ikke et perifert område i forhold til selve EU's essens, men derimod et centralt område, dvs., at de tre institutioner skal arbejde sammen på dette område, hvorfor samarbejdet forekommer meget opportunt.

I det forslag til beslutning, som hr. Gargani har stillet på vegne af Retsudvalget, er der også et meget interessant forslag, og det er ikke kun, fordi det drejer sig om, at Europa-Parlamentet skal samarbejde med Kommissionen i forbindelse med den forhandling, der skal finde sted på Haag-konferencen, men også fordi der skabes en slags parlamentarisk forum, en opgave, som Europa-Parlamentet kunne påtage sig, hvor vi mødes med de nationale parlamenter. I EU er privatretten er kort sagt fortsat i stort omfang national ret, og derfor ville oprettelsen af nævnte parlamentariske forum gøre det muligt for os at harmonisere holdningerne.

Det store problem med den internationale privatret og privatretten som sådan er som bekendt, at det drejer sig om nationale lovgivninger, der endda bygger på forskellige traditioner. Men når vi på et tidspunkt tænker på at harmonisere, kodificere og ensrette privatretten, vil oprettelsen af dette parlamentariske forum, måske med dette særlige formål indtil videre, være en god måde at begynde at udsende et budskab om, at de europæiske institutioner ikke er afskåret fra de nationale juridiske traditioner.

Vi, der arbejder inden for dette område, har set de enorme vanskeligheder med at opnå nogen som helst fremskridt inden for det privatretlige område på grund af forskellene mellem de nationale traditioner. Men dette forslag, der mere er rettet mod Parlamentet end Kommissionen, er meget positivt, for det vil gøre det muligt for os at harmonisere holdningerne med de nationale parlamenter og viderebringe disse harmoniserede holdninger til konferencen via vores deltagelse heri.

  Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Det, vi drøfter i dag, er i virkeligheden et tegn på EU's modenhed. For ikke så mange år siden, når jeg mødtes med andre personer, der underviste i international privatret på forskellige universiteter, var det kætteri at blande den internationale privatret eller privatretten med EU-retten, for EU beskæftigede sig højst med fiskeri, international handel og konkurrence, men tog sig reelt ikke af privatretlige spørgsmål.

I dag har EU meget at sige på det privatretlige område, for i dag, selv om der stadig er meget, der skal gøres, beskæftiger EU sig også med de private konsekvenser - privatretten - for de europæiske borgere, dens direkte indvirkning på personers private område og de følger, som den frie etablering og bevægelse har for privatretten for personer og selskaber.

Det var alt dette, der i sin tid førte til, at området kom med i Amsterdam-traktaten og medførte en udvikling, der har gjort det muligt for Den Europæiske Union - Det Europæiske Fællesskab for at være præcis - at få disse beføjelser. De har gjort det muligt at udarbejde en omfattende lovgivning eller gøre instrumenter, der ikke var det, selv om de på sin vis var en del af fællesskabsområdet, f.eks. Bruxelles-konventionen og andre, til europæisk lovgivning.

I denne forbindelse er EU's - eller nærmere bestemt EF's - tiltrædelse af Haag-konferencen et meget vigtigt skridt, og det viser efter min mening EU's modenhed. Det viser, at vi stadig har lang vej igen, bl.a. med hensyn til, hvordan disse regler skal udarbejdes, dvs. tredje søjle, første søjle osv. Det skal vi ikke drøfte nu, men det vil forbedre kvaliteten af vores egen lovgivning, og det vil utvivlsomt gøre det muligt for EU at komme med sine egne prioriteringer til Haag-konferencen.

Selv om det er midnat, og der kun er meget få mennesker til stede, er dette et reelt bevis på EU's modenhed inden for områder, der berører borgerne direkte.

  Daniel Strož, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Med hensyn til forslaget til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Haagerkonferencen om International Privatret ønsker jeg at understrege, at der er tale om et absolut afgørende skridt, da Fællesskabet i henhold til Amsterdam-traktaten vil få kompetence til at vedtage foranstaltninger inden for samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, i det omfang sådanne foranstaltninger fremmer et velfungerende indre marked. Mange af de foranstaltninger, som Fællesskabet har vedtaget, eller som er under udarbejdelse i medfør af denne kompetence, er sammenfaldende med Haagerkonferencens aktiviteter. Da vedtagelsen af ovennævnte fællesskabsretsakter har medført, at der på de områder, de omfatter, er blevet overført ekstern kompetence fra medlemsstaterne til Fællesskabet, er det afgørende, at Fællesskabet bliver fuldgyldigt medlem af Haagerkonferencen. Jeg er overbevist om, at dette også har betydning for en fortsat styrkelse af borgernes retssikkerhed.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Siden Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse har EU haft kompetence til at træffe foranstaltninger inden for samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, i det omfang det er nødvendigt for det indre markeds funktion. Det er en kendsgerning, at der til dato er blevet vedtaget en række retsakter på dette område, og andre er under udarbejdelse. Fuldt medlemskab af Haagerkonferencen om International Privatret vil også give EU forhandlingskompetence i Haag-konventionen inden for områder, der falder ind under EU's kompetenceområder. Dette vil gøre det nemmere at harmonisere EU-regler med efterfølgende internationale instrumenter, i det omfang Fællesskabet bliver omfattet af de rettigheder og pligter, der følger af de pågældende konventioner.

Fuldt medlemskab er desuden et vigtigt skridt hen imod en større europæisk integration, idet EU kommer til at spille en ny international rolle i samarbejdet om civilretlige spørgsmål.

Det glæder mig, at der er blevet stillet ændringsforslag til konferencens vedtægt, der gør det muligt for Fællesskabet, der vil blive accepteret som fuldgyldigt medlem inden for kort tid, at tiltræde.

Jeg vil gerne understrege, at det glædede mig at høre kommissær Frattinis udtalelser, idet vi ud fra hensynet til Parlamentet, der har spillet en aktiv rolle i Fællesskabets lovgivningsproces, og navnlig ud fra hensynet til Retsudvalget, der er ansvarlig for privatretlige spørgsmål, skal være særlig opmærksom på de procedurer, der fastlægger metoder og regler for Parlamentets fremtidige samarbejde om spørgsmål i forbindelse med Haagerkonferencen og høring om forslag til konventioner.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

17. Dagsorden for næste møde: se protokollen

18. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 00.20)