Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 7. september 2006 - Strasbourg

11.3. Zimbabwe

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om fem beslutningsforslag om Zimbabwe⁽¹⁾.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), forslagsstiller. - (CS) Hr. formand! Zimbabwe er det tidligere Sydrhodesia. Det regime, der er ved magten i landet, betragtes som et benhårdt diktatur i hele Europa. Efter de nuværende magthavere overtog magten, blev farmerne hurtigt fordrevet fra de gamle farme, og landet balancerer konstant på randen af hungersnød. Mugabe-regeringen inviterede derfor hvide efterkommere af kolonisterne tilbage til jorderne og gav farmene tilbage til dem, hvorefter situationen hurtigt blev bedre. I dag bliver folk igen fordrevet lidt efter lidt og sågar dræbt, selv om regeringen ikke engang er begyndt at undervise landarbejdere i, hvordan man driver landbrug på en fornuftig måde. Der er heller ingen støtte til kooperativer eller til at købe egnet udstyr. Det er de vigtigste problemer for økonomien.

Beslutningsforslaget tager de politiske problemer op og indeholder et antal utilfredsstillende og temmelig tvivlsomme forslag. Jeg protesterer kraftigt mod den latterlige opfordring til Sydafrika om at boykotte Zimbabwe ved verdensmesterskabet i fodbold. Det er måske slet ikke meningen, det skal tages alvorligt? Jeg forstår heller ikke, hvorfor forslagsstillerne som støtte for punkt D nævner, at den væsentligste politiske opposition desværre blev splittet i to fraktioner i oktober 2005. Hvis denne observation skyder skylden for noget på Mugabe, så forstår jeg ikke, hvad beskyldningen går ud på. Hvis vi så gerne vil gøre os selv til grin, kan vi jo bede lokale medicinmænd om at få floderne til at tørre ud og Victoria-vandfaldene til at forsvinde.

Jeg vil gerne fremføre en enkelt bemærkning mere, om punkt 5. I nogle EU-medlemsstater har valgdeltagelsen ved mange valg også været ekstremt lav. Betragter vi ikke de valgte repræsentanter, parlamentsmedlemmer, senatorer og vores kolleger blandt medlemmerne af Parlamentet som legitime? Jeg må sige, at jeg virkelig er chokeret over dette punkt i beslutningsforslaget. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre vil undlade at stemme om vedtagelsen af beslutningsforslaget.

Jeg vil slutte med et spørgsmål til kommissæren. Hr. kommissær! Hvordan støtter vi den sydafrikanske regering, som vi opfordrer til at behandle flygtninge fra Zimbabwe bedre?

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! I mere end seks år har Parlamentet konstant opfordret til kraftfuld handling for at gennemføre ændringer til det bedre i Zimbabwe, men vi er fortsat vidner til den elendige tilstand for millioner af Zimbabwes almindelige befolkning. De lider dagligt under intens politisk undertrykkelse, en sammenbrudt økonomi og mangel på livsvigtig mad, vand og lægemiddelforsyninger. Med FN's verdensfødevareprogram forventer man at uddele hjælp til næsten 4 millioner underernærede mennesker i år - mere end en tredjedel af befolkningen.

Hiv/aids har haft en ødelæggende indvirkning på landet, idet en ud af fem voksne er hiv-positive, og over 1 million børn er gjort forældreløse ved at have mistet deres forældre gennem aids. Arbejdsløshed rammer 70 % af befolkningen. Zimbabwes politiske og økonomiske situation er på det laveste niveau i landets 26 år gamle historie som en selvstændig nation. Tiltag fra det internationale samfunds side har i bedste fald været lunkne, og man har manglet det nødvendige engagement til at få rigtig indflydelse på situationen i Zimbabwe.

Sydafrika burde gå forrest i de internationale bestræbelser på at presse Mugabe-regimet til at gøre nogle demokratiske indrømmelser, men jeg er bange for, at præsident Mbekes stille diplomati ikke har opnået noget håndgribeligt. Sydafrika kunne have stor indflydelse på Mugabe-regimet gennem dets forsyning af elektricitet, majs og kredit. Men dette har Sydafrika ikke gjort.

Vi ser nu en genopståen af kinesisk interesse i mange dele af Afrika, herunder Zimbabwe. Det ser ikke ud til at være nogen hindring for den kinesiske regering at støtte tyranniske regimer og forsyne dem med undertrykkelsesvåben i bytte for adgang til naturlige ressourcer. Jeg ser ringe bevis på diplomatisk indsats fra EU eller medlemsstaternes regeringer om at lukke ned for de internationale støttekilder, som holder Mugabe ved magten. EU har været mindre kraftfuld ved udelukkende at gennemføre dets egen sanktionsordning. Det er intet under, at Mugabe ikke tager noget af dette seriøst.

Hvis det internationale samfund er seriøst omkring håndteringen af de forfærdelige forhold i Zimbabwe, burde FN's Sikkerhedsråd snarest muligt undersøge situationen i landet. Hvis ikke vi prioriterer Zimbabwe højere, vil Mugabe-regimet vakle videre, indtil Zimbabwes fuldstændige sammenbrud, hvor det er ude af stand til at genoplive sig selv uden enorm international hjælp. Hvis det internationale samfund handler nu, ville det kunne hjælpe med at afværge denne situation.

  Karin Scheele (PSE), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand! Det er ikke første gang, at vi debatterer et beslutningsforslag om situationen i Zimbabwe, men jeg må indrømme, at vi har diskuteret andre beslutningsforslag, som var bedre rent indholdsmæssigt.

Ikke mindst vores samarbejde med AVS-landene, manglende demokrati og de massive krænkelser af menneskerettighederne i Zimbabwe og den alvorlige økonomiske krise, hvor mangel på fødevarer, arbejdsløshed og hyperinflation er en af følgerne, har gang på gang givet anledning til kritik og diskussioner. Når man ser på alle dette lands problemer, som engang blev kaldt "Afrikas brødkurv", må man også nævne de mange modige mennesker, som i et klima præget af stærk undertrykkelse har modet til at påtale fejlene og forsømmelserne.

Med vores beslutningsforslag bør vi stræbe efter at støtte netop disse mennesker i deres kamp for frihed, demokrati og udvikling. Nogle passager i dagens forslag til beslutning efterlader ikke det indtryk, og jeg finder det ganske enkelt forkert, at man i et beslutningsforslag om et spørgsmål af uopsættelig karakter henviser til et verdensmesterskab i fodbold, som finder sted i 2010.

Fra og med den 13. september - hvilket virkelig gør dette til en hastesag - vil der finde bredt anlagte demonstrationer sted i hele Zimbabwe, som organiseres af fagforeningerne og andre organisationer for at gøre opmærksom på den voksende nød blandt befolkningen og kræve minimumslønninger over fattigdomsgrænsen og socialt ansvar fra regeringen side. Præsident Mugabe har allerede annonceret, at der vil blive slået ned på enhver demonstration.

Det er vigtigt, at vi sørger for, at disse fredelige protestaktioner, som gør opmærksom på befolkningens forfærdelige levevilkår, kan finde sted uden chikane fra politiets side, og jeg vil gerne understrege over for kommissæren, at vi bør overveje, hvordan vi kan udsende observatører for at garantere retten til ytrings- og demonstrationsfrihed, når man tager strukturen i regionen i betragtning.

  Marcin Libicki (UEN), forslagsstiller. - (PL) Hr. formand! Zimbabwe er et eksempel på, at afkolonisering ikke altid ender godt. Som den foregående taler netop sagde, var Sydrhodesia eller Zimbabwe, som det hedder nu, engang spisekammer for store dele af Afrika. I dag kan landet ikke engang brødføde sit eget folk.

Vi har set de negative følger af afkolonisering i mange lande, især i Afrika, hvor overdragelse af magten til uansvarlige og ondsindede politiske kræfter har resulteret i yderst beklagelige konsekvenser for stater, der skulle have fejret friheden fra kolonimagten. I stedet er deres egne indbyggere dømt til undergang. Det aktuelle forslag fra Zimbabwes leder om at give farme tilbage til deres tidligere ejere kommer tydeligvis for sent og vækker ikke den ringeste tillid.

Jeg mener, at vi bør bruge alle vores kræfter på at yde humanitær nødhjælp og stille undervisningsmaterialer til rådighed, for jeg kan virkelig ikke se anden udvej eller andre muligheder.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), forslagsstiller. - (ES) Hr. formand! Den politiske krise og situationen for menneskerettighederne i Zimbabwe er fortsat et alvorligt og bekymrende spørgsmål. Hertil kommer forværringen af levevilkårene og den voksende fattigdom. Men jeg vil især fokusere på et konkret aspekt, der også nævnes, og som desuden er et aktuelt spørgsmål, vi ofte behandler under de uopsættelige forhandlinger, nemlig ytringsfriheden.

I går talte vi om Kina, og vi beklagede den høje grad af regeringskontrol, der på nuværende tidspunkt er med kommunikationsmidlerne, især med internettet. Nuvel, det ser ud til, at man i Zimbabwe er blevet inspireret af den kinesiske model til at udforme sin egen lov om aflytning af kommunikationen, hvilket føjer sig til et lovgivningssystem, der i forvejen er særdeles restriktivt med hensyn til frihedsrettigheder.

Kina er den store kilde til inspiration, eftersom det kinesiske system, der på engelsk kaldes great firewall, ifølge Human Rights Watch er verdens mest avancerede.

I henhold til Zimbabwes nye lov kan hæren, efterretningstjenesterne, politiet og endog præsidentkontoret således kontrollere og aflytte elektronisk post og telefonsamtaler og censurere internettet uden behov for en dommerkendelse. Dette vil påvirke forholdet mellem f.eks. lægerne og deres patienter, advokaterne og deres klienter samt journalisterne og deres kilder, og det indebærer utvivlsomt en kæmpe risiko for privatlivets fred, ngo'erne, og menneskerettighedsforkæmperne.

Jeg synes derfor, at vi er forpligtede til at anmode om, at denne lov bliver trukket tilbage. Men under alle omstændigheder vil jeg gerne gøre det meget klart, at det ikke kun er Zimbabwe eller Kina, der bekymrer mig. Det er derimod tale om en bekymring, som vi bør omfatte som global, og som vi bør advare imod, såvel i forbindelse med de nævnte lande som f.eks. i forbindelse med USA og EU selv.

Respekten for ytringsfriheden og for privatlivets fred bør være grundlæggende elementer i ethvert moderne samfund. I dag taler vi om Zimbabwe, men jeg gentager, at det er et spørgsmål, der ikke kun vedrører dette land.

  Marios Matsakis (ALDE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! En alvorlig og mangeårig humanitær, politisk og økonomisk krise fortsætter sørgeligt med at pine denne tidligere britiske koloni uden tegn på eller håb om en snarligt kommende forbedring. Det ineffektive og korrupte regime, der ledes af Robert Mugabe, fortsætter med at undertrykke folket, og chikane af den politiske opposition, fagforeningsaktivister, landmænd, menneskerettighedsorganisationer, journalister og domstolene er stadig udbredt.

Vi opfordrer Zimbabwes regering til at begynde med at udvise den nødvendige respekt over for internationale konventioner og menneskerettighederne samt garantere domstolenes selvstændighed. Endvidere er vi af den holdning, at det er et vigtigt skridt mod landets redning fra en endnu værre fremtid, at hr. Mugabe endelig forlader magten så snart som muligt. En sådan handling, der gøres lettere ved påbegyndelsen af positive overgangsforhandlinger mellem Zanu-PF, MDC-partier og andre oppositionsbevægelser, vil efter vores mening fremkalde den meget nødvendige genoplivning af Zimbabwes samfund, politik og økonomi samt skabe fred og velstand til dets folk i deres traumatiske overgang fra britisk kolonisering til uafhængighed og frihed.

  Michael Gahler, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! I alle de år jeg har været medlem af Parlamentet, har vi altid haft debatter om situationen i Zimbabwe, hvor de sociale, økonomiske og politiske vilkår er blevet permanent forværret. Appeller til Mugabe har haft lige så lidt effekt som opfordringer til nabolandene - navnlig Sydafrika - om at engagere sig mere. Og de foranstaltninger, som EU har truffet, har heller ikke gjort særlig stort indtryk på dem, de var møntet på.

Hvordan ser situationen ud? Ifølge skøn er to millioner mennesker flygtet til nabolandene, og de fleste af dem lever her illegalt. Alene den såkaldte "Operation Muramba-tsvina" har - i bogstaveligste forstand - gjort 700.000 rodløse. Fire millioner har ikke nok at spise. 70 % er arbejdsløse, og inflationsraten er den højeste i verden. Kampen mod aids vanskeliggøres af tvangsforflytningerne, hver uge dør 3.200 af aids. Der er nu lige så meget lovgivning om kontrol og undertrykkelse af befolkningen som før uafhængigheden.

Hvad kan vi gøre? Vi kan sørge for, at de internationale agenturer, som arbejder der lokalt under FN, kan hjælpe befolkningen så direkte som muligt. Vi kan sørge for, at Røde Kors kan fortsætte sit virke med et minimum af indblanding.

Jeg opfordrer især Kommissionen til, at vi også støtter det civile samfund i Zimbabwe, de mange modige mennesker, det være sig i fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer, kirker eller i de uafhængige medier under det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder. Lad os spørge Kina, hvem det ønsker at have noget med at gøre på længere sigt i Zimbabwe - regeringen eller folket - og lad os benytte enhver lejlighed til at sige til vores sydafrikanske partnere, at de gennem deres passivitet hverken gør tingene lettere for dem selv, eller gør menneskene i Zimbabwe nogen som helst tjeneste.

  Józef Pinior, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! I de senere år har vi været vidner til en forværring af den politiske, sociale og sundhedsmæssige situation i Zimbabwe.

Hr. Mugabes politiske diktatur er gået hånd i hånd med den sociale deroute i Zimbabwe. Murambatsvina-operationen har gjort op mod 700.000 mennesker hjemløse. Omkring fire millioner mennesker i Zimbabwe er truet af sult, og antallet af aids-ramte er stigende. Resultatet er, at der dør over 3.000 mennesker om ugen i landet. For nylig har hr. Mugabes regime taget skridt til at forsøge at kontrollere Røde Kors, hvilket i særlig grad giver grund til bekymring.

På dette kritiske tidspunkt bør Parlamentet holde øje med de zimbabwiske fagforeningers aktiviteter, især de protester, fagforeningerne vil gennemføre de kommende uger. Fagforeningerne i Zimbabwe fortjener i særlig grad vores støtte.

  Alyn Smith, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Den frygtelige selvforskyldte situation i Zimbabwe skal ikke gentages her i Parlamentet. Den viser grænserne for vores styrke. At afbryde hjælpen ville kun ramme de svageste, og alligevel er det den eneste rigtige indflydelse, Parlamentet har, på Zimbabwes regime.

Kan vi finde andre udveje? Med hensyn til det vil jeg henvise til stk. 8 i beslutningsforslaget ved at foreslå udelukkelse af Zimbabwe fra verdensmesterskabet i 2010. Jeg vil i modsætning til mine kolleger foreslå, at det er en god idé. Jeg vil være taknemmelig over at høre Kommissionens holdning til dette.

I denne uge har vi set det broderskab og venskab, som udspringer fra international fodbold. Mit hold - Skotland - var for nylig i Litauen, og jeg er ikke i tvivl om, at en række venskaber blev knyttet. Dog er deltagelsen et privilegium, ikke en rettighed. En udelukkelse fra verdensmesterskabet i 2010 ville understrege den internationale afsky for hr. Mugabes regime uden at såre Zimbabwes befolkning, og alligevel ville det blive bemærket over hele det fodboldgale land. Det virker for mig som en positiv og brugbar idé. Jeg vil være taknemmelig over at høre kommissærens holdning til dette.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. Formand, mine damer og herrer! Den rystende menneskerettighedssituation i Zimbabwe har, som vi alle ved, længe været et presserende spørgsmål, og det er heller ikke første gang, at den står på dagsordenen her i Parlamentet. I hvor mange år har den marxistiske diktator Mugabe nu ført en racistisk politik over for de hvide landmænd i Zimbabwe? Ustraffet fører han en etnisk udrensningspolitik, som det først og fremmest er det overvældende flertal af Zimbabwes sorte befolkning, der er offer for.

Engang var Zimbabwe jo et landbrugsland, der som et af de få lande syd for Sahara kunne eksportere sine landbrugsprodukter. Mugabe har med sit vanvid skabt elendighed hos sit eget folk. Landbruget bryder sammen, og hungersnøden griber om sig.

Det er på høje tid, at der effektivt gribes ind over for den mand. Ligesom Charles Taylor i Liberia skal Mugabe af det internationale samfund behandles som en forbryder mod menneskeheden og drages til ansvar. Heller ikke i Afrika må der føres en dobbeltmoralsk politik.

  John Attard-Montalto (PSE). - (EN) Hr. formand! Som tiden går, ser det ud til, at EU bliver mere og mere ineffektiv, hvad angår visse diktaturer.

Det er en stor skam, at et selv om land som Zimbabwe har fået lov til at blive forringet til dets nuværende tilstand, mens vi ser på, med undtagelse af de få tiltag, vi har gjort, for at bekæmpe hr. Mugabes diktatur. Vi taler om, hvad der sker, og begrænser måske rejseplanerne for gerningsmændene og deres nærmeste familie, og så tror vi, at vi gør noget for at hjælpe dem, det går ud over: ikke kun de hvide, men også en betydelig del af Zimbabwes sorte indfødte. Det er på tide, vi tager kampen op og for alvor begynder at handle i stedet for blot at tale.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Vores østrigske kollega har ret i, at det ikke er første gang, Zimbabwe er genstand for en forhandling her i Parlamentet. Det har udviklet sig til noget af en uendelig historie, og Zimbabwe er indehaver af mange verdensrekorder med 70 % arbejdsløshed, verdens højeste inflation, 3.200 dødsfald på grund af aids om ugen og verdens laveste valgdeltagelse på 15 %.

Fire millioner mennesker i det land er truet af sult. Situationen er en udfordring for hele verden, også EU. Jeg håber, at vi ikke lader det blive ved snakken denne gang, og jeg er enig med det, vores spanske kollega hr. Rueda sagde for nylig om ikke at gøre os skyldige i dobbeltmoral. Vi skal naturligvis diskutere Zimbabwe, men vi må ikke stoppe der, for grundlæggende menneskerettigheder overtrædes også i andre lande, og vi er nødt til hele tiden at undgå dobbeltmoral. Det er godt, at Parlamentet har sagen til forhandling igen, men lad os håbe, det bliver for sidste gang.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Kommissionen følger begivenhederne i Zimbabwe på meget tæt hold, og vi er bekymrende over forværringen af den politiske situation og ikke mindst den økonomiske og sociale situation, som går ud over befolkningen, nemlig borgere og civile.

Ud fra de betingelser, som vi ser i dag, og eftersom Zimbabwes regering ikke har truffet nogen tilstrækkelige foranstaltninger - nemlig slet ingen foranstaltninger - for seriøst at tackle den demokratiske krise, beskyttelsen af rettighederne og den tragiske økonomiske krise, kan det overhovedet ikke komme på tale evt. at lempe eller ophæve de foranstaltninger, som EU har truffet over for Zimbabwe. Det bliver med andre ord slet ikke genstand for diskussion.

EU ændrer ikke holdning over for Zimbabwe, og min kollega Louis Michel gentog for nylig vores faste holdning i sine kontakter med Zimbabwes regeringsmyndigheder. Han understregede, at Kommissionen er helt fast besluttet på at spille en aktiv rolle for at forsøge at løse op på situationen. Samtidig kan vi ikke give afkald på nogen af de betingelser, vi har stillet, og det gælder navnlig genindførelsen af demokratiske regler for borgernes dagligdag. Det, der blev sagt, bekræfter vores bekymringer.

Jeg lyttede opmærksomt og meget interesseret til forslaget om at udelukke Zimbabwe fra verdensmesterskabet i fodbold i 2010. Som De ved, bliver en sådan beslutning truffet af FIFA, men når det er sagt, så mener jeg personligt, at det er et forslag, der er værd at tage alvorligt, og som bør drøftes med medlemsstaterne og med FIFA. Jeg kan ikke sige i dag, om resultatet bliver det, som nogle af parlamentsmedlemmerne ønsker, men jeg kan fortælle, at jeg vil informere mine kolleger, Louis Michel og fru Ferrero-Waldner, om dette forslag. Det er et spørgsmål, der fortjener at blive taget meget alvorligt.

Der er naturligvis et andet aspekt. Som jeg sagde før, håber Europa, at Zimbabwe vil forsøge at genskabe betingelserne for demokratisk liv og økonomisk fremgang. Vi er naturligvis villige til at komme med nogle retningslinjer, f.eks. i forbindelse med prioriteringerne i Den Europæiske Udviklingsfonds 10. program, inden for hvilket der er konkrete muligheder, men som det er i dag, kan vi ikke lade være med at stille nogle meget klare betingelser for Zimbabwe. Hvis landet ikke seriøst går i retning af demokrati, kan vi ikke ændre vores faste holdning.

Samtidig har Kommissionen en meget tæt dialog med Zimbabwes nabolande og navnlig med de lande, der er medlemmer af Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab og Sydafrikas regering. Jeg er enig i det, der blev sagt. Vi skal stadig mere aktivt opfordre disse nabolande til at gøre en endnu større indsats.

Vi støtter FN's initiativer, og efter min mening er det meget vigtigt, at indflydelsesrige afrikanske stats- og regeringschefer lægger pres på Zimbabwes regering, så man endelig forbedrer den politiske og humanitære situation og baner vejen for en national forsoning.

I mellemtiden er vi bekymrede for befolkningen. Selv om vores holdning over for Zimbabwes regering er fuldstændigt fast, er det klart, at vi skal sørge for direkte bistand, når det gælder befolkningen, som ikke kan gøre for, at den har et regime, der tager friheden og de økonomiske midler fra den. Jeg kan bekræfte, at Louis Michel har til hensigt at fortsætte støtten og også finansieringen af projekter, der er rettet mod socioøkonomiske sektorer, lægebistand og organisationernes rolle i området. Jeg vil gerne minde om, at Røde Kors så afgjort bør have lov til og opmuntres til at spille en rolle, og vi bør ligeledes fremme projekter, der vedrører regeringsførelse, demokratisering, respekt for menneskerettighederne og retsstaten. Efter vores mening bør den direkte støtte til Zimbabwes befolkning netop fortsætte på alle disse områder.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om et øjeblik.

(1) Se protokollen.