Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 25. september 2006 - Strasbourg

15. Decharge 2004: Sektion I - Europa-Parlamentet (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Markus Ferber for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2004, Sektion I - Europa-Parlamentet (N6-0027/2005 - C6-0357/2002 - 2005/2091 (DEC)) (A6-0280/2006).

  Markus Ferber (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne med det samme slå fast, at der i den betænkning, som vi diskuterer nu, og som vi skal stemme om i morgen, står skrevet, at vi giver parlamentsformanden decharge. Jeg beklager derfor meget, at parlamentsformanden ikke deltager i denne drøftelse. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at han har en særlig forpligtelse her.

Vi havde jo egentlig afsluttet dechargen for Parlamentets budget for regnskabsåret 2004 i april. Men takket være en opmærksom læsning af lokalavisen her i Strasbourg er vi blevet gjort opmærksomme på en hændelse, som helt sikkert ikke kan overgås i sin dramatik.

Jeg mener ikke, at det er acceptabelt, selv om Parlamentets administration allerede blev informeret i november 2005 af byen Strasbourg om, at denne stadig skulle føre forhandlinger med en nederlandsk pensionsfond om de to bygninger - IPE 1 og IPE 2, som de kaldes - at parlamentets administration og også Parlamentets Præsidium har fremmet købsforhandlingerne, og at det kun er lykkedes ved hjælp af vores initiativ at forbyde dette køb. Og det, vi har fastslået ud fra en undersøgelse heraf - og jeg vil gerne i de få minutter, jeg har til rådighed, hovedsageligt koncentrere mig herom - er allerede en interessant historie.

Europa-Parlamentet sagde i 1979, da det for første gang blev valgt direkte: Vi har brug for kontorlokaler. Det er der intet at indvende imod. Parlamentet bad byen Strasbourg om at stille disse lokaler til rådighed. Heller ikke det er der noget at indvende imod. Byen Strasbourg konstaterede følgende: Vi kan ikke klare det selv, vi giver opgaven til tredjemand, nemlig omtalte nederlandske pensionsfond, med at etablere en kontorbygning. På den måde opstod der et arrangement via en mellemmand, som har medført, at vi har betalt mellem 30 og 60 millioner euro - her har vi forskellige undersøgelser liggende - mere til byen Strasbourg i leje, end denne har givet videre til pensionsfonden, selv om Budgetudvalget i Europa-Parlamentet og kvæstorerne i 1980 fastlagde, at der ikke må betales mere til byen Strasbourg, end den selv videregiver til denne pensionsfond.

Det var Europa-Parlamentets Præsidium, som i 1983 undersøgte, om lejepriserne var acceptable, og som udviklede et nyt udregningssystem på baggrund af sammenlignelighed. På denne baggrund blev lejen beregnet på ny. Det var byen Strasbourgs ønske, da inflationen var på sit højeste i Frankrig i 1980'erne, at foretage en indeksering af lejekontrakten uden at gøre den midlertidig.

Derfor kommer vi i vores betænkning, som jeg fremlægger i dag, hovedsageligt frem til to konklusioner. For det første har administrationen af denne vidunderlige bygning, Europa-Parlamentet, aldrig mere siden 1983 beskæftiget sig med de lejekontrakter, som vi indgik med byen Strasbourg. Det er uacceptabelt! For med indførelsen af euroen har f.eks. indekseringen mistet sin betydning, for at nævne et helt konkret eksempel. For det andet har Strasbourg også som den by, der huser Europa-Parlamentet, ikke vist noget eksempel på et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem institutionen og byen. Det vil jeg også gerne slå tydeligt fast.

Vi har konstateret ved alle undersøgelser, at der ikke har været tale om korruption, svig, økonomisk roderi eller misbrug af midler. Jeg beklager meget, at vores kollega, som af og til har siddet her med iltmaske, fordi det angiveligt lugtede af korruption, ikke er til stede i dag.

Vi skulle ikke dømme, om det er klogt, at det er nedskrevet i de europæiske traktater, hvor Europa-Parlamentet har sæde. Jeg beklager meget, at vores kollega, som bor i Bruxelles og vel frister en kummerlig tilværelse på vandrehjemmet i Strasbourg, heller ikke er til stede i dag og heller ikke har ydet noget bidrag til arbejdet i forbindelse med denne betænkning. Vi skulle bearbejde det, som skete tidligere. Det har vi gjort. En stor tak til alle kolleger, som har medvirket. Vi skulle imidlertid ikke afgøre, hvor Europa-Parlamentet har sæde, fordi det falder ind under stats- og regeringschefernes uendelige klogskab. Dér er det som bekendt godt anbragt.

Altså: tak til alle, som har deltaget i arbejdet, beklagelse af dem, som har forsøgt at gøre en mediekampagne ud af det, men som aldrig har deltaget i det reelle arbejde i arbejdsgruppen og i Budgetkontroludvalget.

Trods alle disse bemærkninger og med forslag for fremtiden giver vi imidlertid decharge for regnskabsåret 2004. Vi vil dog tage fat på den fortsatte udvikling i de efterfølgende betænkninger på et givet tidspunkt.

  Simon Busuttil, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren hr. Ferber. Den vigtigste konklusion på undersøgelserne af påstandene vedrørende de to bygninger i Strasbourg er, at der ikke er tegn på ulovligheder. I denne forstand er påstandene således ubegrundede. Der er imidlertid en række konstateringer, der ganske vist ikke er ulovlige, men som alligevel skal nævnes her i dag.

For det første blev der betalt mellem 32 og 60 millioner euro for meget i leje.

For det andet misbrugte Strasbourg sin betroede stilling ved at gøre ting, som den vidste, at Parlamentet aldrig ville acceptere. Den beholdt f.eks. en del af lejeindbetalingerne og forhandlede sig til en andel på 29 millioner euro af købsprisen.

For det tredje var Europa-Parlamentets administration også mangelfuld, fordi den i en lang periode på 30 år ikke udførte sin diligenspligt med hensyn til at sikre, at der ikke blev betalt for høje lejeafgifter for bygningerne til Strasbourg.

Endelig var Europa-Parlamentet selv ikke enigt i dette spørgsmål. Hvordan skulle man ellers kunne forklare det faktum, at Budgetkontroludvalget blev informeret om disse påstande godt en måned efter Præsidiet? Hvordan skulle man ellers kunne forklare, at Præsidiet, mens vores undersøgelser fandt sted, fortsat forhandlede om købsprisen på bygningerne og dermed underminerede selve undersøgelsens politiske autoritet?

Skønt ingen af disse punkter er ulovlige, kan de bestemt ikke tolereres eller gentages.

(Bifald)

  Edith Mastenbroek (PSE). - (EN) Hr. formand! I dag vil jeg ikke tale i min egenskab af PSE-Gruppens officielle skyggeordfører, så jeg benytter ikke min tre minutters taletid. Jeg vil blot sige, at jeg støtter konklusionerne i Ferbers betænkning.

Ifølge betænkningen er der faktisk tale om løftebrud mellem Strasbourg og denne institution. Det er jeg helt enig i. To offentlige institutioner, der håndterer offentlige penge, bør handle på en måde, der ikke blot er lovlig men også etisk og moralsk acceptabel. Efter at have deltaget i denne arbejdsgruppe mener jeg, at en part under trepartsforhandlingerne vedholdende har handlet i overensstemmelse med disse etisk retfærdige principper, mens en anden part - nemlig Strasbourg - ikke har gjort det.

I min korte tid her i Parlamentet er jeg blevet kendt som en af lederne af anti-Strasbourg-kampagnen. Jeg er ikke vant til at bruge ord som "anti", da jeg ikke rigtig bryder mig om dets klang. Jeg har gjort mit yderste for ikke at sammenblande diskussionerne om Parlamentets hjemsted med diskussionerne om, hvorvidt skatteborgernes penge er givet godt ud. I dag vil jeg gerne pointere over for Parlamentet, at Strasbourgs borgmester stort set er den eneste, der vedholdende har sammenblandet disse to diskussioner, idet hun - da hun talte til os under høringen - mindede os om, at en sådan diskussion var ganske farlig, fordi Alsace-regionen har meget stor symbolsk betydning. Jeg er overbevist om, at det er sandt, og jeg er helt enig.

Derfor vil jeg bruge den korte taletid under dagens plenarmøde til at spørge Strasbourg - hvis dets udtalelser er sande, og hvis regionen virkelig fortjener at blive æret - hvorfor det siden 1979 vedholdende har handlet på en måde, der mildt sagt er uforenelig med dette mål?

Der er tale om to offentlige institutioner, der forsøger at gøre det bedst muligt for borgerne. Jeg står her, fordi jeg vil sikre mig, at de nederlandske borgeres EU-bidrag gives godt ud.

Jeg vil gerne pointere, at deres bidrag ifølge revisionsberetningen ikke er givet godt ud, og at det faktisk mildt sagt ...

(Formanden afbrød taleren)

  Jan Mulder, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Dechargen for 2004 er sandelig forløbet usædvanligt. Hvis ikke en avisartikel lige inden dechargedatoen gjorde opmærksom på, at der ved købet af to nye bygninger i Strasbourg var tilbageholdt et kompensationsbeløb, havde vi sandsynligvis ganske simpelt meddelt decharge i april. Da først denne artikel var offentliggjort, reagerede administrationen fuldstændig berettiget med at annullere købet af disse to bygninger. Jeg må også sige, at Budgetudvalget reagerede meget passende ved øjeblikkeligt at nedsætte et internt undersøgelsesudvalg, der skal undersøge alle aspekter af denne sag. Jeg kan blot sige, at hr. Ferber har spillet en glansrolle i denne proces og i dette undersøgelsesudvalg. Han fortjener stor ros. Selve undersøgelsesudvalget har ligeledes gjort et godt og hurtigt stykke arbejde.

Det er allerede sagt og begynder derfor at blive lidt kedeligt, men det er også min konklusion, at der var et tillidsforhold mellem to offentlige institutioner, mellem Strasbourg kommune og Europa-Parlamentet, og tilliden har lidt et usædvanligt alvorligt knæk under denne affære. Der er ingen undskyldning for, at to offentlige institutioner tjener på hinanden, for det drejer sig altid om skattepenge.

Juridisk set er det hele imidlertid uangribeligt, og vi kan derfor ikke få dækket ret meget ind. I mine øjne konkluderer Ferber-betænkningen med rette, at købet af bygninger på en række betingelser - hvis prisen er rigtig, og hvis vi køber grunden og bygningerne samtidigt - alligevel er det bedste alternativ for skatteyderne. Det støtter jeg, og jeg tror, at det også snart vil ske. Jeg vil ligeledes gøre opmærksom på, at dette køb af bygninger absolut intet har at gøre med spørgsmålet om hjemsted. Hr. Ferber har allerede sagt, at en beslutning truffet af regeringscheferne kunne ændre dette. Parlamentet kan faktisk godt have en mening om det, men det kan ikke ændre ret meget på det. Det drejer sig om, hvad der er i skatteydernes interesse. Hvis prisen er rigtig, tror jeg, at det på længere sigt, og selv på temmelig kort sigt, er billigere end at fortsætte med at betale leje.

En decharge drejer sig altid om fortiden. Bortset fra bygningerne indeholder betænkningen også en masse nyttige ting, bl.a. henstillinger om fremtiden. Der står nyttige henstillinger om de kontrakter, som Parlamentets assistenter skal have. Der er også alle mulige nyttige henstillinger om kommunikationsteknikkernes nye muligheder. Jeg forsøger selv at mestre dem hver dag.

Hvad angår de generelle konklusioner, kan jeg bekræfte, at min gruppe i store træk støtter hr. Ferbers kurs.

  Bart Staes, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil behandle to punkter i den fortræffelige Ferber-betænkning, ejendomspolitikken og den frivillige pensionsfond. Allerførst ejendomspolitikken, som alle andre talere også kom ind på. Vi har her en ny betænkning på grund af avisartiklen. Der blev nedsat en særlig arbejdsgruppe, hvori vi efter min mening har samarbejdet fortræffeligt og forsøgt at støtte hr. Ferber maksimalt.

Konklusionerne er derfor enslydende, og de fleste medlemmer har også citeret dem. Vi har ikke kunnet fastslå ulovlige handlinger, og vi har ikke kunnet konstatere korruption, men det står dog fast, at Europa-Parlamentet i de forløbne 20 år har betalt en stor sum, mindst 32 millioner euro og måske mere, mellem 42 og 60 millioner euro, for meget i leje til byen Strasbourg. Det er efter min opfattelse også uacceptabelt, at byen Strasbourg på et vist tidspunkt ensidigt sørgede for, at den i løbet af denne periode kunne lægge 11 millioner euro til side til, hvad den kaldte, dækning af risikoen for, at Parlamentet engang flytter hjemstedet fra denne by.

Forholdet mellem byen Strasbourg og Europa-Parlamentet har lidt alvorlig skade på grund af disse handlinger, og det kan derfor ikke undre os, at hele debatten om Parlamentets hjemsted dermed blev sat i gang. Jeg ved, at dette ikke er genstand for denne dechargebetænkning, men jeg synes, at Parlamentet i en henstilling til Rådet omsider bør sige, hvad det ønsker, om det fortsat vil have hjemsted i denne by.

Til sidst er der den frivillige pensionsfond, som er et andet vigtigt aspekt i hr. Ferbers betænkning. I slutningen af 2004 var der et forsikringsteknisk underskud på omkring 43 millioner euro. Det var heldigvis faldet til 28 millioner euro i slutningen af 2005. Jeg vil henlede opmærksomheden på mit ændringsforslag 5, som udtrykkeligt siger, at Parlamentet selv aldrig kan gøres ansvarligt for dette underskud. Det er en frivillig pensionsfond, som forvaltes af en ledelse. Det er derfor den, som skal betale et eventuelt underskud, og ikke Parlamentet selv eller skatteyderne. Det er ledelsen, som er ansvarlig for uetisk eller forkert forvaltning af enorme pengebeløb.

  Janusz Wojciechowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Ferber for hans arbejde og specielt for at have udarbejdet en kompetent og relevant betænkning på baggrund af knappe oplysninger.

Jeg kommer til at tænke på en række generelle kommentarer vedrørende kontrolsystemet og metoden til at kontrollere gennemførelsen af EU's budget i forbindelse med forhandlingen om decharge. Jeg noterer med beklagelse, at kontrolsystemet er noget generelt og overfladisk. Der siges meget om regnskabsmaterialets pålidelighed, antallet af fejl og kontrolsystemets utilstrækkelighed. Denne type af generelle bemærkninger gentages om og om igen, men vi forstår faktisk ikke helt, hvordan EU's budget gennemføres.

Pressen har en tendens til at fokusere på emner som f.eks. bygningerne i Strasbourg og før det Eurostat-affæren og lignende uregelmæssigheder. Kontrolsystemet er ikke til megen hjælp i den henseende. Der skal nytænkning ind i systemet for at gøre det mere målrettet og specifikt og måske nærmere beslægtet med de nationale kontrolafdelingers systemer, der er mere effektive end EU's system.

  Jeffrey Titford, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg er Parlamentet evigt taknemmelig for at have tildelt mig sølle halvandet minuts taletid til at kommentere dechargen for gennemførelsen af budgettet for 2004. I betragtning af at Parlamentet i betænkningen beskrives som "det demokratisk repræsentative organ i EU", bør det stå helt klart for alle, hvor lidt det fortjener denne beskrivelse. Vi har ikke forhandlinger i denne institution men en nøje kontrolleret og arrangeret taletid uden svarmuligheder, hvilket forklarer aftenens tomme mødesal. Vi gennemgår blot forslag i en bleg skygge af et parlament. Det tjener som den demokratiske agtværdigheds figenblad, og det er udformet med henblik på at forlede EU's befolkning til at tro, at de har indflydelse på forvaltningen af det såkaldte europæiske projekt.

Der kan ikke være noget bedre eksempel herpå end underskriftindsamlingen, hvor en million borgere kræver en ende på den helt meningsløse og grotesk dyre månedlige pilgrimsfærd til Strasbourg. Parlamentet, der skulle repræsentere borgerne, ignorerer deres bøn og overvejer at købe bygningerne og gøre denne bizarre ordning permanent. Det er udmærket, at denne betænkning stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt Strasbourg handler i god tro, men det er et faktum, at byen ...

(Formanden afbrød taleren)

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne påpege, at hr. Titford fra Det Britiske Uafhængighedsparti netop har fremført et af de mest lidenskabelige argumenter for en europæisk forfatning. Han støttede initiativet fra én million europæere, og det kan kun være retligt bindende, hvis vi har en forfatning.

Jeg vil gerne fremsætte tre punkter. For det første vil jeg lykønske hr. Ferber med en dejlig betænkning. Det var en god idé at udskyde dechargebetænkningen på grund af den manglende klarhed vedrørende forholdet mellem Strasbourg og Europa-Parlamentet. Jeg støtter fuldt ud indholdet af betænkningen samt dens affatning. Vi behandlede betænkningen i Budgetkontroludvalget, hvor den blev vedtaget med 25 stemmer for og kun én imod.

Det andet punkt handler om skyldsspørgsmålet. Det er sandt, at begge parter bærer sin del af skylden - både Strasbourg og Parlamentets administration, der måske var lidt naiv. Det kan ikke benægtes. Jeg er enig med fru Mastenbroek og hr. Busuttil, der sagde, at Strasbourg har handlet i ond tro. Min tillid til denne bys virke er svækket.

Mit sidste punkt handler om, hvorvidt denne betænkning og Europa-Parlamentets hjemsted på en eller anden måde er forbundet. Det er de ikke, men samtidig handler det om, hvordan vi bruger pengene. Ligesom i et ægteskab er det vigtigt at tale om følsomme emner. Jeg er udmærket klar over, at dette er et følsomt emne, men vi skal huske, at det ikke kun handler om huslejen. Det er et faktum, at vores tilstedeværelse her i Strasbourg hvert år koster skatteyderne 209 millioner euro. Det er spild af penge, og jeg støtter idéen fra "oneseat.eu" om kun at have ét hjemsted for Europa-Parlamentet. Lad os tale åbent herom og prøve på at finde en løsning, men ikke i forbindelse med forhandlingen om denne betænkning.

  Herbert Bösch (PSE). - (DE) Hr. formand! Tillykke til vores ordfører og til den arbejdsgruppe, som Budgetudvalget har nedsat, med den seriøse behandling af dette emne. Det har vist sig, og også på mødet i dag har man fået følelsen af, at de, der råber på gennemsigtighed, i sidste ende egentlig ikke vil vide noget. Viden er af og til ikke helt så skandaløs og ikke så storartet - ordføreren har allerede gjort opmærksom på det - som man måske gerne ville gøre det til i aviserne. Men det er ærligt udarbejdede dokumenter, og det står Budgetkontroludvalget, ordføreren og denne arbejdsgruppe for. Et stort tillykke med de resultater, der er kommet ud af det.

Jeg vil ikke gentage endnu en gang, hvor frygteligt overlejret denne forhandling var. Alle har en mening om Strasbourg, om Bruxelles og om andet, og så er det ikke let at gøre arbejdet ordentligt. Jeg synes, at det er lykkedes nogenlunde. Hr. Ferbers betænkning fortjener vores godkendelse.

Her er, hvad vi bør lære: For det første har Parlamentets egen administration, eget Præsidum - hr. formand, det tilhører De også, så vidt jeg ved - fået informationer, som vi ikke havde fået på et tidspunkt, hvor hr. Ferber allerede havde arbejdet på betænkningen. Det er ikke acceptabelt. Det skal vi ændre. Det skal være obligatorisk i fremtiden, at det ser anderledes ud. Ellers skal vi være ude efter os selv.

For det andet mener jeg, at vi bør lære af det, som hr. Ferber har skrevet, nemlig at man i vores administration obligatorisk reviderer gamle kontrakter og ikke blot venter, indtil der dukker noget nyt op igen om 1.000 år. Sådan må det ikke være.

For det tredje synes jeg, at alle de, der mener, at man kan blande forhandlingen om bygningspolitikken i Strasbourg, som vi fører nu, sammen med one seat-diskussionen, først bør være sikre på - jeg er det ikke - hvordan det ser ud med Parlamentets bygningspolitik på de andre mødesteder for Parlamentet.

  Bill Newton Dunn (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne bruge mit ene minuts taletid til at tale om punkt 88 om parlamentsmedlemmernes pensionsordning og måden, hvorpå bidragene indbetales.

For det første beklager jeg dybt det faktum, at nogle af Europa-Parlamentets medlemmer har fremsat nedsættende bemærkninger om deres kolleger. De personer, der har fremsat sådanne nedsættende bemærkninger, er ikke til stede under denne forhandling, og de har ingen beviser. Det er en skændsel, at de kan gå til pressen og forsøge at profilere sig ved at fremsætte nedsættende bemærkninger om deres kolleger her i Europa-Parlamentet. De skulle hellere se at finde beviser, inden de kommer med sådanne udtalelser.

Jeg har ingen indvendinger - og jeg har ikke hørt indvendinger - mod, at vores bidrag til pensionsordningen trækkes direkte fra vores bankkonti. Det er helt ok. Men man skal huske på, at Parlamentet åbenbart skal fuldtidsansætte fem ekstra personer til en årsløn på i alt 400.000 euro til at kontrollere, at de korrekte beløb er overført fra de nationale bankkonti til den centrale pulje. Det skyldes, at nogle banker opkræver gebyrer for at overføre pengene, mens andre ikke gør det, således at beløbene vil variere. Og da 13 af medlemsstaterne ikke har indført euroen, vil de månedlige indbetalinger også variere efter de nationale valutaers kurs i forhold til euroen. Alt dette medfører betydelige udgifter, og vi skal bevare hovederne kolde og undgå fornærmelser.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - Hr. formand! Jeg er det længstsiddende medlem her i Parlamentet og den, der har rejst flest gange til Strasbourg. Jeg var i Budgetudvalget og Formandskonferencen, mens flertallet besluttede, at sekretariatet skulle være i Luxembourg, og møderne afholdes skiftevis i Strasbourg og Bruxelles. Når vi har skullet vælge mellem Strasbourg og Bruxelles, har jeg stemt for Strasbourg, så det er ikke en antifransk stemme, som taler i dag.

Der er nu indsamlet en million underskrifter for, at vi skal have ét enkelt mødested. Det er en markant folkelig tilkendegivelse. Vi vil ikke længere finde os i spild af skatteborgernes penge og parlamentsmedlemmers og ansattes tid. Vi bør derfor gøre, hvad vi kan for at imødekomme borgernes kritik. Når vi skal fastsætte mødeplanen for 2008, kunne vi beslutte at mødes hver tirsdag i den by, hvor Kommissionen mødes. Vi kunne få en redegørelse for dagens beslutninger og foretage alle de afstemninger, som kræver absolut flertal. Så var behovet for flytteri reduceret drastisk, og bolden vil være på statsministrenes bord, så de tvinges til at fastlægge ét enkelt arbejdssted. Det kan vi selv gøre uden at bryde traktaten.

Vi kan også sende et signal ved ikke at købe nye bygninger nu. Jeg har indleveret ændringsforslag nr. 9 for at hindre eller udsætte købet. Ingen har haft fantasi til at forestille sig, at byen Strasbourg ville snyde Europa-Parlamentet og de europæiske skatteborgere. Den tanke har ikke været fremme på noget møde, jeg erindrer, og jeg vil ikke klandre skiftende generalsekretærer for at have sovet i timen. Mellem offentlige myndigheder må man kunne forvente redelighed og gensidig loyalitet. Og jeg forstår, at Strasbourg ikke har handlet i strid med loven. Vel, så må loven laves om, så offentlige myndigheder pålægges informationspligt, når de handler med hinanden. Men her i Parlamentet er vi ikke forpligtede til at købe bygningerne af byen Strasbourg. Vi har bygninger nok, og nu bør vi samles om kravet om ét enkelt arbejdssted.

  Albert Jan Maat (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Jeg vil give Markus Ferber en kompliment for den måde, hvorpå han har forelagt dechargen og betænkningen, og hvorpå han har arbejdet. Jeg vil også takke mine gruppefæller - for jeg er kun stedfortrædende medlem af Budgetkontroludvalget - Busuttil, Stubb og Grässle mange gange for det fortræffelige samarbejde, som vi har haft med Markus Ferber, også under forberedelserne for PPE-arbejdsgruppen.

Hr. Ferber har fremlagt en betænkning, som er kritisk, hvad angår bygningerne og en række tjenesteydelser, men fair. Den indeholder en række gode henstillinger om, hvordan der kan skabes forbedringer. Således skal en dechargebetænkning bruges, nemlig til at forbedre forvaltningen Parlamentets egen økonomi og eget budget. Naturligvis har han lagt vægt på spørgsmålet om bygningerne og det problem, som vi havde med Strasbourg kommune. Han har sommetider sagt klart og tydeligt, men også fair, at også Parlamentet kan bebrejdes på dette punkt og ikke kun de andre parter i konflikten.

CDA (Kristelig-Demokratisk Appel) støtter derfor de vigtigste konklusioner i Ferber-betænkningen om anvendelsen af Parlamentets budget i 2004, som er forberedt og vedtaget i Budgetkontroludvalget. Alligevel må jeg fremsætte endnu nogle bemærkninger, men det er uafhængigt af Ferber-betænkningen, også fordi han har gjort et fortræffeligt stykke arbejde i forbindelse med Strasbourg.

I morgen taler vi i Budgetudvalget om et eventuelt køb. Det er tydeligt, at mit parti har indvendinger imod det, også fordi denne diskussion - jeg behøver blot henvise til hr. Stubbs ord, som jeg på det punkt er enig i - faktisk skal føres, inden vi køber bygningerne. Desuden kan Parlamentet egentlig først tale om det om to år ved dechargen for 2006, og det forekommer mig ikke at være den rette måde at gribe sagen an på.

Jeg har også en indholdsmæssig bemærkning om dette køb, og den vedrører den eventuelle tilstedeværelse af asbest. Der er ikke givet et tilfredsstillende svar, hvad angår miljøaspekterne i den forbindelse. Jeg roser endnu en gang hr. Ferbers betænkning, men vi kan ikke gå med til købet af bygningen på nuværende tidspunkt på grund af de spørgsmål, som jeg har nævnt.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Ferber, for hans indsats og den dynamik, der har kendetegnet arbejdsgruppen og Budgetkontroludvalget samt Budgetudvalget. Vi har dog ikke været helt enige om nogle af hans konklusioner i udvalget og hans beslutning om at genåbne visse spørgsmål, der efter min mening delvist har medvirket til at sløre konklusionerne, der var klare og tydelige i det oprindelige mandat.

Dette skulle blot være endnu en afgørelse om decharge for Parlamentet, men de oplysninger, som Strasbourgs kommune i sin tid kom med til pressen om de overskud, den havde opnået på baggrund af den pris, som Parlamentet betalte - ved hjælp af en kontrakt via en mellemmand, som den aldrig forklarede - gjorde denne opgave meget mere interessant, og vi har lært meget af den.

Arbejdsgruppen har fundet ud af, at brugen var lovlig, og at den endda var almindelig i forbindelse med disse teknisk og økonomisk set snilde ejendomskontrakter og den efter min mening uhensigtsmæssige brug af sådanne mellemmænd. Der er ingen tvivl om, at mellemmændene har tjent deres løn hjem.

Nuvel, selv om der har været for stor tillid på den ene side og mangel på god tro på den anden side, synes jeg, at vi som parlament har lært at stole mindre på andre institutioners gode vilje. Så denne eksercits, der har givet os en større bevidsthed om de risici og farer, som ejendomstransaktionerne indebærer, skal være meget velkommen, hvis vi hermed undgår, og jeg tror, at det er det, vi ønsker, at der i fremtiden kommer denne slags ubehagelige overraskelser, der gør det vanskeligt for Parlamentet at have den nødvendige tillid til sine egne institutioner.

Hvad angår de øvrige to spørgsmål, som endnu en gang har sneget sig ind ad bagdøren, pensionerne og Parlamentets sæde, vil jeg gerne igen tilslutte mig den holdning, som plenarforsamlingen flere gange har givet udtryk for, om, at det ikke er den løsning, som flertallet foreslår.

  Nathalie Griesbeck (ALDE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke hr. Ferber for hans udmærkede arbejde med at gennemføre det opfølgende arbejde i en sammenhæng, der ikke alene var juridisk kompliceret men også ganske ofte turbulent. Jeg er selvfølgelig Budgetkontroludvalget taknemmelig for at have gennemskuet dette i dets undersøgelser, der skulle kaste lidt lys over vores forhandling.

Personligt beklager jeg meget Strasbourgs klodsede håndtering af denne sag, men jeg har lært to ting af den. Det første handler om driften af Parlamentet. Som ordføreren påpeger, skal vi fremover være mere opmærksomme på retsvirkningen af vores kontrakter, også når de er komplicerede.

Det andet, jeg har lært, er af mere grundlæggende og politisk art. Det handler imidlertid fortsat om decharge. Jeg håber, at vedtagelsen af dechargen vil sætte os i stand til én gang for alle at standse de konstante forvirrede forsøg på at rette opmærksomheden mod omkostningerne ved at afholde møder i Strasbourg, hvilket er fastlagt af traktaterne og med stats- og regeringschefernes billigelse, sådan som hr. Ferber påpegede. Hvis ikke det lykkes os, vil jeg foreslå to løsninger. Enten hjemsender vi alle institutioner under Europa-Parlamentet, der er det demokratiske organ par excellence, og så har vi kun ét sæde, sådan som en af vores kolleger sagde, eller også gennemfører vi som et absolut minimum en revision for at klarlægge omkostningerne ved at have alle de europæiske institutioner, der findes spredt over hele Europa, og så drager vi en lære heraf.

  Ingeborg Gräßle (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil også gerne have 25 % ekstra taletid.

Behandlingen af den 28 år gamle kontrakthistorie om bygningerne i Strasbourg gør mig meget betænkelig.

(Formanden fratog taleren ordet)

Den efterlader en konstant tvivl i mig om Parlamentets byggeledelses professionalisme og dets økonomers vilje med hensyn til value for money. I 28 år har Parlamentets administration ikke undersøgt, om kontrakterne var rentable - heller ikke da de oprindeligt indregnede kapitalomkostninger var blevet amortiseret, eller da det i 1997 blev fastsat i Amsterdam-traktaten, at Strasbourg skulle være mødeby, for det var senest på det tidspunkt, at det var nødvendigt at opgøre risikoen.

I mange år er der blevet betalt for høje lejer. Det har ført til betydelige ulemper for Europa-Parlamentet og de europæiske skatteydere, hvilket eksperten på området på vegne af Frankrig endda indrømmer: mellem 28 og 32 millioner euro mindst. Hvem er egentlig ansvarlig for det? Hvorfor har den interne revision i Parlamentet svigtet sådan? Der er ikke noget svar på disse spørgsmål. Det forarger mig. Som parlamentsmedlem vil jeg og vil vi alle sørge for, at disse spørgsmål ikke går i glemmebogen. Disse spørgsmål skal tages op igen.

I morgen skal der frigives 80 millioner euro til køb af disse bygninger, som vi egentlig har betalt for længst. Vi får endda en bygning foræret. Vi ved ikke, hvilke gamle lig den skjuler. Der er blevet strikket en kontrakt sammen under betydeligt tidspres, uden at købsprisen er blevet forhandlet på ny på baggrund af kontrakthistorien. Hvis denne kontrakt er af samme kvalitet som de gamle kontrakter, vil vi mødes her igen i nær fremtid.

  Markus Ferber (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand! Tillad mig at gøre opmærksom på det, jeg også sagde i min tale, på det tidspunkt var De der ikke: Jeg forventer, at parlamentsformanden er til stede ved næste dechargeprocedure for Parlamentet.

  Formanden. - Vi vil informere ham om denne anmodning. Jeg vil blot pointere, at som vi sidder her lige nu, så sidder Præsidiet for sin del under parlamentsformandens formandskab. Det er den forklaring, jeg kan give Dem. Parlamentets formand er ikke i stand til at være alle steder på samme tid. Han er ikke allestedsnærværende sådan som hr. Fregoli.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.