Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ville blot fortælle Parlamentet, at der her til morgen fandt et terrorattentat sted få kilometer fra Kabul, hvor en italiensk soldat blev dræbt og to andre europæiske soldater - som også er fra Italien - blev alvorligt såret og er indlagt på hospitalet i Kabul.
Jeg mener, at vi bør vise vores solidaritet med de kvinder og mænd, der deltager i fredsmissionerne i Afghanistan, Irak og Libanon.
Formanden. - Mange tak, hr. kollega. Det vil vi give videre til formanden. Jeg er sikker på, at han vil foranledige det nødvendige.
2. Modtagne dokumenter: se protokollen
3. Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Bernhard Rapkay for Økonomi- og Valutaudvalget om Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser (2006/2101(INI)) (A6-0275/2006).
Bernhard Rapkay (PSE), ordfører. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer, hr. formand for Kommissionen! Det sker jo ikke hver dag, at kommissionsformanden deltager i en diskussion om en initiativbetænkning. En initiativbetænkning er jo ikke nødvendigvis en særlig begivenhed. Vores egentlige opgave er lovgivningen. Det vender jeg tilbage til. Deres tilstedeværelse her i dag viser, at Kommissionen selv er klar over, hvor vigtigt dette spørgsmål er for borgerne og dermed for os parlamentsmedlemmer, som repræsenterer borgerne i Europa.
Derfor vil jeg gerne henvise til en af hr. kommissionsformand Barrosos forgængere, og ikke en hvilken som helst forgænger, men Jacques Delors, som for nogle måneder siden over for et udvalg under Regionsudvalget forsøgte at sætte forsyningspligtydelserne ind i det europæiske projekts kontekst. Han sagde til Regionsudvalget, at det europæiske projekt havde tre principper som referenceramme, nemlig solidariteten, som fører sammen og hviler på målsætningerne om socialt, økonomisk og territorialt sammenhold, samarbejdet, som skal gøre det muligt at gennemføre de transnationale og europæiske bestræbelser i EU-traktaterne og -programmerne, og konkurrencen, som skal skabe mulighed for at gennemføre det indre marked og grundlaget for den sociale markedsøkonomis regler, og som reguleres gennem en konkurrencelovgivning, som er en demokratisk lovgivning, der primært skal begrænse økonomisk magtmisbrug og sikre forbrugerbeskyttelsen.
Forsyningspligtydelserne afspejles i disse tre principper. Relationerne mellem hjørnepunkterne i en sådan trekant indeholder imidlertid også altid spændingsforhold. Når det gælder forsyningspligtydelserne, er de indlysende.
Offentlige ydelser er vigtigt element i de enkelte borgeres livskvalitet. De skal også indtage en central rolle i EU's Lissabon-strategi. Gode offentlige tjenesteydelser kan være med til at overvinde økonomisk stagnation, social udstødelse og isolation, styrke det sociale og territoriale sammenhold og forbedre det indre europæiske markeds funktion og konkurrenceevne indadtil og udadtil. Alligevel må jeg, hver gang jeg i min hjemregion og i andre regioner diskuterer med kommunalpolitikere og dem, som sørger for disse forsyningspligtydelser, høre på deres klager over, at vi griber ind i deres kompetence, at vi gør deres opgave vanskeligere for dem, at vi ikke gør det klart, hvilke betingelser de har at arbejde under. De siger, at de faktisk ikke har nogen retssikkerhed.
Derfor er det vigtigt, at der bliver taget passende lovinitiativer til at få etableret denne retssikkerhed. Til alle dem, som i diskussionen spørger om, hvad det egentlig er vi vil, vi har jo Kommissionen, som laver meddelelser og udsteder retningslinjer, og vi har Domstolen, som dømmer, til dem må jeg sige, at det åbenbart ikke er nok. Ikke nok med det, til dels bidrager det sågar til denne manglende retssikkerhed. For Kommissionen skaber ikke retssikkerhed med meddelelser og retningslinjer. Den foregiver måske at skabe retssikkerhed, men en meddelelse er ikke nogen lovfæstet ret, som man kan stole fast på.
Vi må virkelig tage nogle lovmæssige initiativer, og det stiller vi også forslag om, som jeg ikke vil nævne alle sammen. Men jeg vil sige til Dem, hr. kommissionsformand: Brug Deres initiativret, som også er en initiativpligt! Byggestenene til disse lovinitiativer ligger i den beslutning, som vi stemmer om i morgen. De ligger også i de beslutninger, som vi allerede har besluttet, f.eks. Langen-betænkningen eller Herzog-betænkningen. Vi angiver ikke noget konkret instrument. Det er Deres opgive at angive dette instrument. Vi må selv bedømme de lovidéer, som Kommissionen fremlægger, hver gruppe for sig. Det vil vi gøre med det, som vores gruppe har foreslået - et forslag til et rammedirektiv. Det vil vi fortsat diskutere. Andre må gøre det med deres forslag. Derefter må vi i fællesskab arbejde for en lovgivning i Parlamentet. Det kan kun fungere i en fælles beslutningsprocedure. Vi har brug for lovinitiativer i den fælles beslutningsprocedure, for det er ikke Dem og Deres kolleger i Kommissionen og de højt kvalificerede og velmotiverede medarbejdere i Kommissionen, og heller ikke de nationale regeringer, men os parlamentsmedlemmer, som er direkte legitimeret gennem valg. Det er os, der skal tale med kommunalpolitikerne og andre ude i valgkredsene og aflægge regnskab for dem. Det er os, der bliver gjort ansvarlige for handlingerne. Derfor skal den fælles beslutningsprocedure anvendes, derfor skal de fulde parlamentariske rettigheder tilgodeses.
José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Tjenesteydelser af almen interesse har en central plads i den europæiske sociale model. De omfatter en bred vifte af aktiviteter lige fra de store netværkstjenester - energi, telekommunikation, transport og post - til social- og sundhedsydelser og forvaltning af vand og affald.
De såkaldte netværkstjenester, nemlig transport, energi, telekommunikation og post, udgør ca. 7 % af det samlede bruttonationalprodukt og 5 % af den samlede beskæftigelse i EU. De spiller derfor en central rolle i EU-borgernes dagligliv, men også for virksomhederne i EU. En vellykket europæisk strategi for vækst og beskæftigelse, Lissabon-strategien, som er vigtig for vores velfærd, afhænger også af, at disse tjenester er af høj kvalitet og effektive.
Siden Kommissionen udgav sin hvidbog om tjenesteydelser af almen interesse, har der været en intens debat om den rolle, som EU kan spille i forbindelse med disse tjenester. Jeg glæder mig over denne debat. Jeg takker ordføreren, hr. Rapkay, og hans kolleger i udvalgene, som med denne fremragende betænkning har sat gang i debatten.
Virkeligheden for tjenesteydelser af almen interesse er kompleks. Den ændrer sig også hele tiden. Tekniske fremskridt, samfundets og forbrugernes nye forventninger, økonomisk pres og moderniseringen af de offentlige myndigheder har alt sammen gennemgribende ændret den måde, disse ydelser leveres på. I disse tider med hurtig økonomisk og teknologisk forandring kræver tjenesteydelser af almen interesse en hensigtsmæssig og effektiv retlig ramme, der gør det muligt for tjenesteyderne at nå de fastsatte mål og at blive ved med at tilpasse sig til et skiftende miljø.
Kommissionen er villig til at samarbejde om oprettelsen af en sådan retlig ramme på grundlag af fire væsentlige principper. Det første princip er, at rammen for tjenesteydelser af almen interesse, der leveres på nationalt, regionalt og lokalt niveau, skal blive ved med at være medlemsstaternes ansvar, således at vi kan bevare det vigtige subsidiaritetsprincip. Der er simpelthen ikke andre muligheder. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at EU skal respektere de forskelligartede situationer og praksisser i medlemsstaterne. Denne mangfoldighed er udtryk for forskellige traditioner og kulturer for statslig intervention. Jeg kan tilslutte mig det synspunkt, der gives udtryk for i betænkningen om, at det bestemt ikke er hensigtsmæssigt at fastsætte ens definitioner på fællesskabsplan. Medlemsstaterne skal frit kunne definere deres tjenesteydelser af almen interesse i forhold til deres forskellige behov, strukturer og traditioner.
Det andet princip er, at fremme af og garanti for tjenesteydelser af almen interesse med lige adgang for alle og et rimeligt forhold mellem kvalitet og pris er foreneligt med åbne konkurrencedygtige markeder. Det kan man overbevise sig om ved at iagttage f.eks. telekommunikations- eller lufttransportsektoren, hvor man med held har overladt offentlige tjenesteydelsesaktiviteter til private aktører og samtidig fuldt ud tilgodeser forbrugernes interesser. Det skal imidlertid understreges, at hvis der opstår en uløselig konflikt mellem reglerne for det indre marked eller konkurrencereglerne og en tjenesteydelse af almen interesse, skal sidstnævnte have forrang. Det er det, der er fastsat i traktaten, og som er blevet bekræftet af EF-Domstolen. Kommissionen er i den forbindelse villig til at give ethvert råd eller enhver oplysning, som kan være nødvendig.
Det tredje princip er, at der i enhver EU-ramme for tjenesteydelser af almen interesse skal tages hensyn til forskelle, og den skal tilskynde til modernisering. Den skal være baseret på målsætninger om høj kvalitet, et rimeligt forhold mellem kvalitet og pris og lige adgang. Det er et spørgsmål om at opfylde borgernes og erhvervslivets forventninger, men også om at sikre social og territorial samhørighed.
Det fjerde princip er, at retssikkerhed, som jeg har nævnt, er vigtig både for forbrugerne og aktørerne, men også for de offentlige myndigheder. Det er op til de offentlige myndigheder på alle niveauer at fastsætte klare regler for tjenesteydelser af almen interesse. På EU-niveau er det i betragtning af de forskelligartede situationer og sektorer endnu ikke afgjort, om et fælles lovgivningsinstrument eller en sektormæssig strategi er mest hensigtsmæssigt med henblik på at opnå dette. Jeg har bemærket, at De har stillet dette spørgsmål i betænkningen.
De fire principper, som jeg lige har nævnt, skal være en retningslinje for indsatsen på fællesskabsplan. Denne indsats er primært pragmatisk. Vi er i EU ved at udarbejde sektorpolitikker for de sektorer, hvor der tydeligvis er behov for en sådan politik, og hvor det kan tilføre en egentlig merværdi. Problemer, der berører flere sektorer, bliver taget op, når de viser sig.
Kommissionen har været meget aktiv på dette område sammen med Parlamentet og Rådet, og jeg synes, at vi har gjort store fremskridt på en række områder. Vi har forenklet og præciseret reglerne for statsstøtte til tjenesteydelser af almen interesse ved hjælp af Altmark-pakken. Vi kontrollerer for tiden gennemførelsen af de nye regler for offentlige indkøb, der trådte i kraft i januar. Vi har iværksat omfattende høringer vedrørende partnerskaber mellem den offentlige og private sektor, og vi har bekendtgjort nye initiativer for 2007. Vi er nået frem til en aftale om offentlige transporttjenesteydelser. Vi har vedtaget en meddelelse om sociale ydelser, og vi indleder nu en høring om sundhedsydelser. Vi har iværksat en stor høring om energisektoren, og vi vil stille andre forslag, herunder - og det vil jeg understrege - forslag til lovgivning og ikke blot meddelelser. Vi er for tiden ved at revidere lovrammen for elektronisk kommunikation, og vi fremlægger et nyt forslag til direktiv om posttjenester inden årets udgang.
Disse nylige fremskridt viser, at EU viser initiativ og målrettethed med hensyn til tjenesteydelser af almen interesse. De viser ligeledes den vigtige rolle, som Parlamentet og Rådet har spillet. Efter vedtagelsen af Rapkay-betænkningen, som vi vil gennemgå omhyggeligt, agter Kommissionen at gå videre. Vi fremlægger en meddelelse om dette emne inden årets udgang.
Det hovedbudskab, jeg har udledt af betænkningen, er en dobbelt opfordring til på den ene side at skabe større retssikkerhed i forbindelse med EU-reglerne for tjenesteydelser af almen interesse og på den anden side til at anerkende den store mangfoldighed i sektorerne og situationerne i hele EU. Jeg synes, at tiden er inde til at konsolidere den retlige ramme for tjenesteydelser af almen interesse i EU. Det er det, borgerne forventer. Kommissionen vil tage betænkningen fuldt ud i betragtning, når den behandler dette spørgsmål inden årets udgang.
Gunnar Hökmark, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand, det er vigtigt at slå en ting fast ved denne forhandling: Der findes ikke nogen bedre måde at sikre høj kvalitet, tilgængelighed og lave priser end en bred vifte af konkurrence og iværksætterånd i den europæiske økonomi. Vi har alle set resultaterne og succeserne inden for en række sektorer, som for 10 eller 20 år siden blev betragtet som monopoler inden for typiske tjenesteydelser af almen interesse. Vi har set resultater inden for telekommunikation og luftfartselskaber, og vi vil se resultater inden for nye områder, fordi vi taler om tjenester, der pr. definition er dynamiske og koordinerede. De spiller en kolossal og vigtig rolle i den fremtidige videnøkonomi. Vi er nødt til at åbne markedet og samtidig respektere de specifikke løsninger, som den enkelte medlemsstat har behov for til det, den definerer som tjenesteydelser af almen interesse.
Jeg vil gerne her ved denne forhandling understrege, at der i betænkningen ikke fremsættes opfordringer til en horisontal ramme af nogen art, men der lægges vægt på juridisk klarhed baseret på en sektoropdelt fremgangsmåde samt en opfordring til sektorspecifikke direktiver, når disse er nødvendige.
Hr. Barroso, De nævnte sundhedssektoren. Vi kan kigge bagud og se, hvordan den sektorspecifikke metode har været ret vellykket i de senere år. Så vi opfordrer til at skabe juridisk klarhed baseret på den sektorspecifikke metode, og vi ser frem til kommende sektordirektiver. Vi understreger, at traktaterne ikke indeholder noget retsgrundlag for et forslag, der vil gribe ind i det indre marked, konkurrencereglerne eller reglerne om offentlige indkøb. Vi understreger, at dette er et område, hvor medlemsstaterne og subsidiaritetsprincippet skal respekteres.
I de kommende årtier vil vi se, at der opstår mulighed for flere og flere grænseoverskridende aktiviteter inden for nye områder. Jeg tror, at der vil opstå fantastiske muligheder for, at patienter kan få bedre behandling i forskellige lande, og det kan også skabe vitalitet i den europæiske økonomi. Men vi er enige i, at det er nødvendigt at respektere det indre marked og samtidig respektere subsidiariteten.
Jeg håber, hr. Barroso, at De vil læse denne betænkning og indse behovet for at gå videre med sektorspecifikke direktiver og den sektorspecifikke metode med henblik på at skabe juridisk klarhed, hvor man også respekterer subsidiaritetsprincippet.
Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Den Socialdemokratiske Gruppe har gjort Rapkay-betænkningen og spørgsmålet om forsyningspligtydelser til en central del af sit arbejde i denne valgperiode. Vi vovede os ud i en usædvanlig præstation, da vi formulerede vores eget direktivforslag, som i store træk indeholder de elementer, som Bernhard Rapkay har indført i sin betænkning. Jeg havde den ære at overrække det til Dem, hr. kommissionsformand, og den daværende rådsformand, hr. Schüssel. For os er det vigtigt i debatten om forsyningspligtydelserne - jeg kommer tilbage til nogle vigtige enkeltelementer i denne debat - at vi finder en udligningsstrategi mellem på den ene side det indre markeds krav, som vi socialdemokrater ser og anerkender, og på den anden side beskyttelsen af borgerne ved at styrke lokale og regionale institutioner, som i forbindelse med forsyningspligtydelserne stadig er de bedste til at opretholde subsidiaritetsprincippet.
Fleksibilitet, hvor det er nødvendigt, og beskyttelse, hvor det er muligt - det er et vigtigt budskab, som skal udgå fra denne debat. At De, hr. kommissionsformand, efter alle rådsmøderne i Barceona, Laeken og Nice, efter alle de debatter, vi har haft, er kommet her i dag for at fremlægge Deres holdning, det betragter vi som en understregning af denne debats vigtighed fra Kommissionens side. Det er vi Dem taknemmelige for. Det er også grunden til, at jeg som formand for gruppen tager ordet i denne diskussion.
Primært vil jeg gerne for vores gruppes vedkommende understrege det, som Bernhard Rapkay som ordfører sagde om denne betænkning. Jeg vil imidlertid gerne komme med to supplerende bemærkninger. Jeg lyttede meget opmærksomt til hr. Hökmarks indlæg. Det er interessant, når en overbevist liberal forsøger at klare skærene i dette spørgsmål. Helt klart, vi går alle ind for det indre marked, og vi ønsker alle, at det skal antænde den økonomiske dynamik, som det kan antænde. Det er vi enige med Dem i. Men det bliver lidt vanskeligt med subsidiaritetsprincippet, som de liberale ellers altid kræver principielt. Men når det kommer til, at visse sociale standarder, som der ikke kan gives køb på, kan sikres gennem subsidiaritetsprincippet, så er det pludselig en hindring. Den går ikke!
Jeg ved ikke, om man bør tilstræbe, at alle sundhedstjenesteydelser virkelig skal være underkastet det frie marked. Jeg ved heller ikke, om vi bare skal se til, indtil den sidste kommunale kirkegård bliver drevet efter privatøkonomiske principper. Det tror jeg ikke er hensigtsmæssigt. Inden for subsidiaritetens rammer har vi fortsat brug for gennem styrkelse af de lokale og regionale organer at have mulighed for at sikre ydelser af høj kvalitet, men med direkte reference til borgerne og deres behov og krav. Det er et centralt element i socialdemokratisk politik, som vi ikke vil opgive. Men chancen for, at der gennem fleksibilisering og åbning kan komme god kvalitet ind, at lokale og regionale myndigheder kan benytte sig af det indre marked til efter egen fri beslutning at gennemføre fleksibilitet og skabe mulighed for gode og betalelige ydelser - det ønsker vi også. Begge dele er muligt.
Vi lyttede meget opmærksomt, hr. formand, da De sagde, at De ville konsolidere den juridiske ramme generelt. Det er et stort fremskridt, at De anerkender nødvendigheden af en juridisk ramme. Og at De nu ønsker at konsolidere taler for, at De vil gøre det i bredden og ikke sektoropdelt. Jeg tror, vi relativt hurtigt ville kunne nå til enighed på dette niveau.
For vores gruppes vedkommende vil jeg gerne sige, at det, som vi har præsteret her, nemlig at skrive vores eget direktivforslag, i kombination med det, som Bernhard Rapkay sagde, og formandens kommentarer også vil overbevise Dem, fru næstformand, om, at vi er på rette vej.
(Bifald)
Sophia in ‘t Veld, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand, først vil jeg gerne rose ordføreren for et fantastisk stykke arbejde. Selv om vi ikke altid var enige, var han utroligt tålmodig og samarbejdsvillig, og det er jeg meget taknemmelig for.
Det er meget vigtigt, at vi gør vores stilling klar en gang for alle. Det bekymrer mig, at den betænkning, vi vedtog i udvalget, er blevet fortolket på så mange forskellige måder. Der har været glædestrålende pressemeddelelser om, at Europa-Parlamentet endelig har krævet et rammedirektiv, mens andre har erklæret, at Europa-Parlamentet endelig har afvist rammedirektivet en gang for alle. Vi er nødt til at komme væk fra en situation, hvor vi står med udvandede kompromiser, der kan fortolkes på forskellige måder.
På min gruppes vegne kan jeg erklære, at vi ikke ønsker noget rammedirektiv. Vi ønsker ikke nogen enhedsløsning for Europa, netop fordi vi ønsker subsidiaritet. Men hvad er subsidiaritet? Subsidiaritet betyder, at de nationale og lokale myndigheder kan definere deres tjenester af almen interesse og beslutte, hvordan de tilrettelægges og finansieres. Subsidiaritet betyder ikke automatisk fritagelse fra markedsreglerne. Derfor taler vi her om to slags subsidiaritet.
Jeg lyttede meget opmærksomt til det, hr. Barroso sagde, og han åbnede igen mulighed for fortolkning. Jeg vil gerne tolke hans bemærkninger således, at han også ønsker målrettede og konkrete løsninger på konkrete problemer. For jeg har endnu en henstilling til Parlamentet: Hvis det virker, så lad være med at reparere det! I så tilfælde har vi ikke brug for lovgivning, men løsninger på konkrete problemer. Jeg har arbejdet for en lokal myndighed, så jeg ved, hvad de konkrete problemer består i. De lokale myndigheder har helt legitime bekymringer. Men vi må erkende, at der også er en tendens til protektionisme. Vi bliver nødt til at finde den rette balance her.
Vi er også nødt til at komme væk fra den ideologiske debat eller i det mindste være ærlige og indrømme, at der er en vis grad af ideologi involveret. Nogle mennesker mener med fuld ret, at det offentlige også skal levere tjenesteydelserne. Jeg er enig med min kollega, hr. Hökmark, i, at markedet kan levere fremragende tjenesteydelser. Nogle sektorer er blevet liberaliseret, og det betød ikke, at flere blev nægtet adgang til disse tjenesteydelser, tværtimod: Mange tjenesteydelser er kommet inden for rækkevidde af langt flere, hvilket er særdeles socialt.
Et marked er ikke nogen jungle; der er regler, for hvis der ikke er nogle regler, er det ikke noget marked. Ethvert marked - selv det enkleste marked på torvet - har regler, og det er præcis det, vi mener med den sociale markedsøkonomi, vi har i Europa. Vi må erkende mangfoldigheden mellem medlemsstaterne og give dem mulighed for selv at afgøre, hvad de kalder "tjenester af almen interesse".
Endelig skal vi ikke prøve at definere, hvad tjenesteydelser af almen interesse og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er, for ordet "økonomisk" gælder ikke tjenesteydelsens karakter, men den måde, den leveres på. Et eksempel: Alle vil erkende, at vand er af almen interesse, men det kan leveres på rent kommercielle vilkår. Så vi må ikke fortabe os i en meningsløs diskussion om forskellene mellem "af almen interesse" og "af almen økonomisk interesse". De eneste interesser, vi bør have for øje her, er borgernes og forbrugernes.
Alain Lipietz, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. formand, mine damer og herrer! Jeg satte stor pris på hr. Barrosos indlæg. Jeg satte pris på, at han har til hensigt at fremlægge et eller flere lovforslag - et eller flere, det vender jeg tilbage til om lidt - til vedtagelse ved fælles beslutningstagning samt de fire principper, han beskrev. Jeg tror, at det var vigtigt at minde om disse principper.
Økonomi- og Valutaudvalget afviste vores forslag om at nævne forfatningstraktatens artikel 122, og hvad der er værre, om at nævne artikel 86 i den nuværende traktat. I sidstnævnte artikel fastsættes det, som De understregede, at hvis der retligt som faktisk er en konflikt mellem markedet og nødvendigheden af en offentlig tjenesteydelse, er det sidstnævnte, der har forrang. Jeg tror, at det er yderst vigtigt, at Parlamentets forslag bekræfter det, vi allerede havde vedtaget i forbindelse med forfatningstraktaten, dvs. teksten i artikel 122, og at den bekræfter, at vi stadig i det mindste tror på artikel 86 i den nuværende traktat.
Det vi ønsker, er at være meget mere sikre på, hvad den kommende afstemning medfører. Jeg er enig med fru in't Veld på ét punkt, og det er, at hr. Rapkays omhyggeligt beregnede diplomatiske udtalelse om behovet for at lovgive kan forstås på flere måder. Vi anmoder Dem derfor på grundlag af både Amsterdam-traktaten og den interinstitutionelle aftale om at fremlægge et forslag til direktiv i kraft af den lovgivningsinitiativret, som er tillagt Parlamentet. Og vi kan også fuldt ud tilslutte os de fire principper, De nævnte.
Når vi er uenige med fru in't Veld, er det netop vedrørende subsidiaritet. Det er efter min mening en fejlbedømmelse at tale om streng subsidiaritet, når direktivet om tjenesteydelser faktisk er det gældende instrument, fordi der ikke findes et særligt direktiv om tjenesteydelser af almen interesse. Vi har imidlertid dag efter dag og uge efter uge set, at indholdet af og anvendelsesområdet for tjenesteydelsesdirektivet uophørligt ændres. På et tidspunkt omfattede det socialt boligbyggeri. Derefter blev det næsten udelukket for så at blive taget med igen, omend kun delvist. Ved at sammenligne Parlamentets tekst med Kommissionens og Rådets tekster kan man påvise den manglende enighed om offentlige tjenesteydelser, der er omfattet af tjenesteydelsesdirektivet. Nu er det nødvendigt at lovgive for at få afklaret tingene.
Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. formand for Kommissionen! Der er så mange væsentlige aspekter forbundet med offentlige tjenesteydelser, f.eks. den almene interesse, almenvellet og samfundets interesser, og de har, som De sagde, hr. Barroso, en central plads i debatten om den europæiske sociale model.
Vi berører her borgernes dagligliv, deres opfattelse af fremtiden og vores samfundsopfattelse. Der står grundlæggende værdier på spil, f.eks. lighed, solidaritet og demokrati. Udfordringerne er for store til, at man kan nøjes med flydende definitioner eller utilfredsstillende kompromiser.
Min gruppe ønsker særlig at understrege tre aspekter, som skal præciseres. For det første forholdet mellem offentlige tjenesteydelser og reglerne for det indre marked, f.eks. konkurrencereglerne, offentlige indkøb og statsstøtte, ikke at forglemme Kommissionens og EF-Domstolens beføjelser vedrørende kontrol og sanktioner mod påvist misbrug.
Efter vores mening har vi brug for et helt nyt retsgrundlag, der gør det muligt for offentlige tjenester at eksistere i Europa ud over det markedsmæssige aspekt. Ganske vist fastsættes det i traktaten, som hr. Barroso og hr. Lipietz mindede om, at hvis der er konflikt mellem konkurrencereglerne og levering af offentlige tjenesteydelser, har sidstnævnte forrang. Den fastsætter ligeledes, at de nationale regeringer har ret til at definere den almene interesse, men at det er Kommissionen og i sidste instans EF-Domstolen, som fastsætter grænserne for en sådan afvigelse. Således er et land, som ikke går for at være antiliberalt, nemlig Nederlandene, blevet draget til ansvar for at have begået, og jeg citerer "en klar fejl i forbindelse med offentlige tjenester, fordi der i statsstøttede sociale boligselskaber blandt lejerne var husstande, som ikke var socialt dårligt stillet". Sandheden er, at denne undtagelsesstatus i virkeligheden medvirker til at reducere offentlige tjenester.
Det fører mig til det andet punkt, jeg vil fremhæve, nemlig hvilke mål vi har for offentlige tjenesteydelser. Efter vores mening skal disse tjenesteydelser simpelthen dække de samme grundlæggende rettigheder for alle i det 21. århundrede, nemlig uddannelse, sundhedspleje, boliger og anstændige levevilkår, børneforsorg, information, kultur, transport, telekommunikation, posttjenester, energi- og vandforsyning, bortskaffelse af spildevand og affald samt andre behov, der ikke er til at komme udenom, såsom adgang til lån. Tjenesteydelser i disse sektorer skal derfor være omfattet af kravet om socialt effektiv forsyning uden at være underlagt presset fra konkurrencen.
Til sidst er der et tredje aspekt, som fortjener at blive taget op. Det er forbindelsen mellem subsidiaritet og det europæiske integrationsprojekt. Som det er blevet nævnt, har medlemsstaterne forskellige erfaringer med forvaltning af offentlige tjenesteydelser, ejendomsrettens opbygning og finansieringsmåden. Det skal være det enkelte lands suveræne ret at foretage disse valg i alle deres afskygninger.
Skal vi have et rammedirektiv eller ej? Vi er begyndt at diskutere det i vores gruppe, og jeg siger for mit vedkommende: lad os komme i gang! Lad Kommissionen udarbejde et sådant instrument på grundlag af de principper, jeg lige har nævnt. Man kan indvende, at det ikke er i overensstemmelse med reglerne i traktaten. Det er netop derfor, vi vil ændre dem.
Fru formand! Jeg foreslår, at vi opfører dette spørgsmål øverst på dagsordenen for den planlagte store debat om Europas fremtid, og vi kan så se, hvad europæerne i virkeligheden mener om dette.
John Whittaker, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand, man kan forstå ønsket om at definere EU's indgrebsmuligheder ved levering af tjenesteydelser af almen interesse. Hvis man driver en virksomhed eller en offentlig tjeneste, hjælper det, at man kender reglerne, men det generer mig, at dette skal afhænge af, at man definerer en sondring mellem tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse. Alle tjenester er økonomiske i ordets egentlige betydning, idet de har en økonomisk værdi, eftersom de formentlig ellers ikke ville blive leveret. Jeg er bange for, at forsøg på at indføre en sådan definition blot vil skabe yderligere forvirring, mindre effektivitet og større muligheder for tvetydige afgørelser fra EF-Domstolen.
Problemet er i bund og grund, at nationale og lokale myndigheder skal have eneret til at forvalte de almene tjenesteydelser, fordi nationalregeringerne betaler de almindelige tjenesteydelser for deres vælgere. Alligevel sidder vi her og forsøger at få tjenesteydelserne af almen interesse til at overholde et sæt fælles EU-regler. Har nogen spottet den iboende selvmodsigelse? Hr. Barroso har skitseret et ambitiøst arbejdsprogram for Kommissionen. Jeg vil sige til ham: Vær venlig at lade dette her ligge. Lad nationalregeringerne udføre deres opgaver selv.
Françoise Castex (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (FR) Fru formand, hr. formand, mine damer og herrer! De har gjort opmærksom på, hr. kommissionsformand, at det enkelte EU-land har sin egen historiske tradition for og opfattelse af offentlige tjenesteydelser. Opbygningen af Europa skal fortsættes med behørig respekt for denne mangfoldighed, men ved at tage afsæt i fælles værdier såsom social retfærdighed, lighed og solidaritet. Vi kan skabe en fælles ramme for en europæisk offentlig tjeneste. En sådan tjeneste kan ikke defineres ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt, for vi ved, at samfundets fordele ved offentlige tjenesteydelser skal måles i uddannelse, sundhed, sikkerhed og samhørighed mellem medlemsstaterne og deres borgere.
Vi vedtager snart, som det er blevet nævnt, et direktiv, der åbner markedet for tjenesteydelser inden for Fællesskabet. Vi kender udfordringerne i forbindelse med dette marked fra forhandlingerne med WTO. Både i EU og internationalt er det af afgørende betydning juridisk at kunne skelne mellem markedsmæssige tjenesteydelser og ikkemarkedsmæssige tjenesteydelser og at indføre fri bevægelighed for levering af førstnævnte og regulering af sidstnævnte. Skal sundhed, uddannelse, sociale boliger og vandforsyning alene være underkastet loven om rentabilitet? Selvfølgelig ikke! Der er kun ét absolut krav, og det er kravet om almen offentlig interesse og social velfærd for alle. Og den offentlig myndighed er uanset niveau den eneste garant for denne almene interesse.
EU-borgerne frygter med rette, at det europæiske projekt udhules af liberalisering og globalisering. Vi skal opfylde deres krav om kvalitet, tilgængelighed, socialt ansvar og respekt for miljøet. Hvilken bedre garanti kan vi tilbyde vores bekymrede medborgere, hr. kommissionsformand, end en europæisk retlig ramme for offentlige tjenesteydelser?
Proinsias De Rossa (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. - (EN) Fru formand, jeg vil gerne takke hr. Rapkay for det kolossale arbejde, han har lagt i denne betænkning. Jeg glæder mig ligeledes over, at hr. Barroso er til stede her til formiddag til denne meget vigtige forhandling. Det er et signal om den betydning, Kommissionen tillægger dette spørgsmål.
Der hersker bred enighed i Parlamentet om tjenesteydelser af almen interesse, økonomisk interesse, og om deres betydning. Uenigheden gælder hovedsagelig spørgsmål om strategi og undertiden taktik. Der ligger en forpligtelse her - og ligeledes hos Kommissionen - til at sikre, at enhver lovgivning eller foranstaltning på dette område vil blive truffet ved fælles beslutningstagning. Det er kolossalt vigtigt for troværdigheden i det, vi foretager os på dette område, og for vores legitimitet over for borgerne inden for dette område.
Jeg er tilhænger af et rammedirektiv. Det var en af beslutningerne fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender i dets udtalelse om betænkningen. Men for to uger siden sagde Parlamentet "nej" til et rammedirektiv. Efter min mening vil det være en fejl at forsøge at presse dette igennem igen.
Vi er nødt til at finde en pragmatisk metode til at komme videre, så vi sikrer, at vi skaber klarhed og får gennemført det princip, som De har skitseret her i dag: At der forefindes lovgivning til løsning af eventuelle konflikter mellem en borgers ret til tjenester af almen interesse og markedet. Vi må ikke overlade dette til domstolsafgørelser i enkeltsager; så ender vi med alle mulige modstridende resultater. Det er i den forbindelse, at jeg går ind for et rammedirektiv. Måske kan vi finde frem til det på en anden måde. Det er vi nødt til at undersøge.
Jeg glæder mig over Deres engagement i at skride til handling inden for sociale tjenesteydelser og på sundhedsområdet. Det haster også.
Werner Langen (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne fremlægge udvalgets beslutning og ikke min egen mening, selv om de i vidt omfang er sammenfaldende.
Udvalget besluttede med stort flertal i alt 18 punkter, som for de flestes vedkommende også er blevet indarbejdet i Rapkay-betænkningen. I denne beslutning fandt vi et bredt flertal, fordi vi kunne udvikle en fælles strategi på grundlag af tidligere beslutninger i Europa-Parlamentet.
Det glæder mig meget, at kommissionsformanden er til stede. Men jeg er bestemt ikke tilfreds med, at der igen kommer en ny meddelelse i slutningen af året. Vi har nu siden år 2000 zigzagget fra meddelelse til meddelelse, fra fortolkning til topmødedokument, men den nødvendige afklaring af de juridiske usikkerheder er ikke blevet gennemført. Her må Kommissionen springe over sin egen skygge, overvinde konkurrencekommissærens uvilje og endelig afklare nogle ting, som det ellers bliver op til Domstolen at afklare.
Det betyder ikke - og det har Udvalget om Industri, Forskning og Energi også udtalt - at vi går ind for et rammedirektiv. Det er der ikke noget retsgrundlag for, heller ikke i forfatningsforslaget. Vi ønsker naturligvis fælles beslutningsprocedure inden for så mange områder som muligt. Men hvis vi skal træffe beslutninger, som går ud over vores kompetencer, så er det ikke rigtigt.
Vi har besluttet flere principper, som stemmer overens med det, som også blev sagt af kommissionsformanden, nemlig subsidiaritetsprincippet, at hvert niveau selv skal beslutte, men at de skal overholde konkurrencereglerne, at støtten skal være gennemsigtig, og at Kommissionen skal føre tilsyn med, at der ikke sker misbrug.
Inden for denne ramme kan vi i dag på grundlag af Rapkay-betænkningen vedtage en god udtalelse med en handlingsanvisning til Kommissionen. Nu er det op til Kommissionen at gøre noget.
József Szájer (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. - (HU) Fru formand, hr. Schulz har virkelig gode øjne, for han ser ting i denne beslutning, som ikke er der.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse i vid udstrækning var enigt i den hvidbog, som Kommissionen fremlagde for Parlamentet. I den henseende var vi også enige i, at der ikke er behov for et rammedirektiv på fællesskabsplan. Samtidig er der efter min mening tale om tre væsentlige principper i forbindelse med disse spørgsmål.
Det første og vigtigste princip er subsidiaritetsprincippet. I Europa har vi en mangfoldighed af systemer, der leverer offentlige tjenester. Denne mangfoldighed må ikke reduceres til ensartethed. Hvis Europa ikke ønsker at overtage ansvaret for levering af offentlige tjenester, må vi derfor ikke gøre disse perspektiver ensartede. Det betyder, at disse spørgsmål fortsat skal henhøre under de lokale myndigheders kompetence.
Det andet princip er spørgsmålet om en gradvis fremgangsmåde. Den Europæiske Union og Kommissionen bevæger sig i den rigtige retning, idet man har truffet en beslutning om en gradvis regulering, og dette leder videre til det tredje punkt, spørgsmålet om en sektorbaseret fremgangsmåde. Vi har allerede haft stor succes med at regulere forskellige sektorer bl.a. på telekommunikationsområdet. Vi bør bestræbe os på at følge dette eksempel og overvåge udviklingen løbende.
Jeg selv, og vores udvalg, er enige i, at det naturligvis er nødvendigt med større retssikkerhed. Og som repræsentant for en ny medlemsstat vil jeg gerne sige, at med hensyn til princippet om lige adgang skal Den Europæiske Union ganske enkelt garantere et fælles grundlag ved hjælp af harmoniserings- og samhørighedsfondene. I de nye medlemsstater er værktøjerne til sikring af konkurrence og forbrugerbeskyttelse i mange tilfælde meget svage. Det er vigtigt at styrke disse, netop for at kunne sikre både lige adgang og konkurrence i disse områder.
Jeg betragter betænkningen om forsyningspligtydelser som en god betænkning, og jeg mener, at hr. Rapkay og hans kolleger har præsteret et fremragende stykke arbejde. Men jeg vil gerne bede alle om ikke at misforstå det og ikke se ting i denne betænkning, som ikke står der. Det vil sige, at vi ikke i denne forbindelse kan tale om et rammedirektiv eller om en meddelelse om et rammedirektiv.
Det er også meget vigtigt, at spørgsmål om et overordnet direktiv om tjenester hænger nært sammen med dette spørgsmål. Også her er vi nødt til at se tingene klart. Servicedirektivet har på mange punkter defineret de rammer, som vi kan arbejde inden for i denne henseende.
Emanuel Jardim Fernandes (PSE), ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget. - (PT) Hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Som ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget om Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser har min og udvalgets holdning været den, at forsyningspligtydelser helt skal udelukkes fra anvendelsesområdet for bestemmelserne i direktivet om det indre marked for tjenesteydelser, da det er medlemsstaternes enebeføjelse at definere, organisere, finansiere og kontrollere disse ydelser, hvilket Parlamentet også har bekræftet. Det fremmer det indre markeds funktion, solidariteten med borgerne og respekten for de nationale, regionale og lokale myndigheders beføjelser.
For det andet mener vi, at der af hensyn til retssikkerheden er behov for en definition og beskrivelse af forsyningspligtydelser og en præcisering af sondringen mellem tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og tjenesteydelser af almen ikkeøkonomisk interesse. For det tredje bør der for forsyningspligtydelser og for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og almen ikkeøkonomisk interesse vedtages en rammelovgivning, en generel lovgivningsmæssig ramme - som Kommissionsformanden i dag også har været inde på - eller måske et rammedirektiv, hvis det er at foretrække. Det er navnlig vigtigt, at der fastsættes minimumskrav for disse aktiviteter og generelle kriterier for deres virksomhed, organisering, evaluering og overvågning fra medlemsstaternes og de nationale, regionale og lokale myndigheders side.
Det forhold, at denne lovgivning omfatter tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, er ikke til hinder for særlig lovgivning om bestemte sektorer som transportområdet. Vores øvrige holdninger fremgår af Rapkay-betænkningen, som jeg støtter, også selv om jeg måtte stemme for nogle nødvendige ændringsforslag.
Til slut, fru formand, vil jeg blot beklage, at regionerne i den yderste periferi ikke har været omtalt, eftersom de viser, at forsyningspligtydelser bør være noget andet end det, som de er i dag eller kan blive. Jeg håber, at Kommissionen og dens formand vil tage hensyn ikke blot til betænkningen, men også til de forhold, som jeg her har nævnt.
Markus Pieper (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget. - (DE) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Kollektiv nærtrafik, renovation, sociale tjenester, vandforsyning - vi er alle enige om, at det hører under regionernes kompetence. Det glæder mig, at Rapkay-betænkningen principielt har samme opfattelse, i betænkningen er der på mange punkter taget højde for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget.
Vi kræver en bekendelse til subsidiaritetsprincippet, men vi kræver også større retssikkerhed på de punkter, hvor der er konflikter mellem forsyningspligtydelserne og EU's konkurrencelovgivning, nemlig inden for støttelovgivningen, med hensyn til PPP, med hensyn til sociale tjenester, også med hensyn til definitionen af begreber.
Ordet forsyningspligtydelser betyder noget andet for en franskmand end for en polak, en svensker eller en tysker. Derfor må der heller ikke komme et fælles europæisk rammedirektiv for forsyningspligtydelser, sådan som socialdemokraterne ønsker. Vi vil ikke have fælles EU-standarder. Det giver ikke nogen mening at foreskrive f.eks. de græske eller tjekkiske regioner, hvad de skal forstå ved forsyningspligtydelser. Desværre har venstrefløjen i Parlamentet fået gennemtrumfet flere passager i betænkningen, som indirekte kunne pege i retning af et sådant rammedirektiv. Her må jeg spørge, hvad det egentlig er, De ønsker. Ønsker De at gøre de allerede eksisterende juridiske usikkerheder endnu mere komplicerede med et overordnet rammedirektiv? Eller ønsker De ad bagdøren at knockoute den europæiske konkurrencelovgivning og på den måde påtvinge Europas regioner Deres socialistiske forestillinger om forsyningspligtydelser? I begge tilfælde siger vi helt klart nej. De juridiske usikkerheder må vi udrydde emne for emne og branche for branche.
Det vil fortsat være et stort arbejde. Jeg er imidlertid overbevist om, at kun en sektorrelateret model kan leve op til den europæiske idé om subsidiaritet på det indre marked. Her må Europa ikke foreskrive kvalitets- og omkostningskriterier. Definition, finansiering og organisation skal forblive regionernes ansvar, for det er også regionerne, der har det politiske ansvar for dem.
Robert Goebbels (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne spørge, om Regionaludviklingsudvalget styres fast af PPE, for det, som vi lige har hørt fra hr. Pieper, var et rent PPE-standpunkt og ikke Regionaludviklingsudvalgets standpunkt.
Formanden. - Jeg tror, vi i anden halvdel af valgperioden endnu en gang må overveje, at ordførerne for de korresponderende udvalg og også ordførerne for de udvalg, der kommer med en udtalelse, gør det, som hr. Langen netop sagde, nemlig gengiver udvalgets mening og afstemning, uanset hvilken gruppe de kommer fra. Det er jeg overbevist om, at alle har gjort i dag. Hvis man er i tvivl om det, kan man jo læse betænkningerne endnu en gang. Jeg har som udenforstående, som ikke er så dybt inde i sagerne, ganske vist også undret mig over nogle indlæg, men det vil vi nok kunne se på igen i den kommende valgperiode, måske i forbindelse med en parlamentsreform.
Som den sidste har fru Stauner nu mulighed for at fremlægge udvalgets standpunkt.
Gabriele Stauner (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Retsudvalget. - (DE) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Selv om subsidiaritetsprincippet har været forankret i EF-traktaten siden Maastricht, fører det alligevel en skyggetilværelse. Subsidiaritet skal imidlertid gælde altid, medmindre kompetencen udelukkende ligger på EU-niveau.
I forbindelse med forsyningspligtydelserne, som vi taler om i dag, er dette helt klart ikke tilfældet. Altså ville enhver form for europæisk regulering på dette område være en klar overtrædelse af subsidiaritetsprincippet. Det ville endvidere være en overtrædelse af de retsstatslige principper om nødvendighed og proportionalitet, hvis man greb ind i etablerede og fungerende strukturer i medlemsstaterne.
Men når der ikke er nogen kompetence for EU, så kan EU heller ikke definere disse tjenesteydelser. Her er det altså ene og alene den nationale eller regionale lovgiver, der kan definere. Bortset fra det, så afslører allerede definitionsforsøgene i hvidbogen - som efter min mening alle er kunstige og krampagtige - manglen på gennemførlighed og nærhed til borgerne.
Hverken Lissabon-strategien eller nogen anden strategi kan erstatte et retsgrundlag. Det gælder både for handlingsmaksimer og mål og for konkurrence og økonomisk og socialt sammenhold.
Derfor kan resultatet af vores diskussion kun lyde således: Fingrene væk fra en europæisk regulering af forsyningspligtydelser, fordi der simpelthen ikke findes noget europæisk retsgrundlag for det! Jeg beder Dem følge Retsudvalgets udtalelse for et borgernært, forståeligt og logisk Europa.
Marianne Thyssen (PPE-DE). - (NL) Fru formand! Hr. formand for Kommissionen! Når beslutninger træffes med et markedskorrigerende formål eller en markedskorrigerende virkning, ved vi, at vi her i Parlamentet altid bevæger os ud på et politisk følsomt område. Hvis vi vil anvende subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet i konkrete situationer, er der ofte den samme følsomhed, og så er det ideologiske islæt aldrig langt væk. Alligevel er det lykkedes ordføreren hr. Rapkay at udarbejde en afbalanceret betænkning, og det vil jeg oprigtigt give ham en kompliment for.
Jeg er meget glad for at vide for det første, at betydningen af, at forsyningspligtydelser er tilgængelige, understreges, og for det andet, at det bekræftes, hvad der også står i den fælles holdning vedrørende tjenestedirektivet, nemlig at det er medlemsstaternes opgave at afgøre, hvilke tjenesteydelser der er forsyningspligtydelser. For det tredje er jeg glad for, at spørgsmålet om retssikkerhed spiller en fremtrædende rolle.
Jeg har ingen problemer med, hvad nogle her kalder ordførerens tvetydige vendinger. Jeg ville snarere kalde det en klog fremgangsmåde, måske en diplomatisk fremgangsmåde, men i hvert fald en fremgangsmåde, som kan hjælpe os videre på vejen mod løsninger. Der anmodes ikke udtrykkeligt om et rammedirektiv. De sektormæssige forskelle erkendes i denne betænkning. Hvis den vedtages, viser vi tydeligt, at vi tillægger den indholdsmæssige kerne større betydning end diskussionen om formen, og det er jo det, det bør dreje sig om for os.
Lad os derfor holde os tæt til hr. Rapkays betænkning. Så ved Kommissionen, hvor der er et bredt flertal i Parlamentet, og hvor der stadig er forskelle. Derefter kan vi i afventning af, hvad Kommissionens meddelelse frembyder, tage yderligere skridt i retning af en afbalanceret holdning, som borgerne kan forvente af os.
Harlem Désir (PSE). - (FR) Fru formand, hr. formand for Kommissionen! Jeg tror, at tiden er inde til retlig og politisk præcisering af spørgsmålet om tjenesteydelser af almen interesse.
Politisk, fordi debatten om offentlige tjenesteydelser overskyggede resten af den europæiske debat og forgiftede debatten om forfatningstraktaten, og den blev ødelagt af det oprindelige forslag om et direktiv om tjenesteydelser på det indre marked, da dette forslag omfattede en lang række sociale ydelser og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.
Den mistillid, som risikoen ved Kommissionens handlinger eller EU's interventioner har bevirket, går langt tilbage. Den er berettiget i mange henseender, og en af grundene er, at det ikke er lykkedes at finde en rimelig balance mellem reglerne på det indre marked og opretholdelsen af den almene offentlige interesse. En anden grund er virkningen af en række sektordirektiver, som ikke har givet de lovede eller forventede resultater. Jeg tænker f.eks. på udviklingen i energipriserne og på en vis velbegrundet frygt med hensyn til posttjenester.
Der er også behov for en retlig præcisering. De fremhævede selv dette punkt for lidt siden, hr. Barroso, da De nævnte de lovgivningsinitiativer, som Kommissionen har taget for nylig for at forsøge at afklare fortolkningen af loven og traktaterne med hensyn til offentlig finansiering og reguleringen af statsstøtte, passagertransport, finansiering og kompensation osv.
Jeg tror derfor, at det er forkert at sætte behovet for sektorinitiativer op mod en generel ramme i den nuværende debat. Der er behov for sektorinitiativer - De nævnte selv nogle af dem - på områder såsom social- og sundhedsydelser af almen interesse, og der er også behov for tværgående initiativer. Hvorfor? Fordi, som De sagde, så er et af de principper, vi skal basere vores handlinger på, respekt for den enkelte medlemsstats og dens lokale myndigheders ret til at definere, hvad de forstår ved tjenesteydelser af almen interesse og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Fortolkningen af disse begreber er ganske vist forskellig fra den ene medlemsstat til den anden. Organisationen og finansieringen af disse tjenesteydelser samt rammen og afgrænsningen af offentlige tjenesteydelser er ikke den samme i alle medlemsstater, og er af og til endog forskellig i de enkelte regioner i medlemsstaterne eller i de enkelte lokalsamfund.
Af mangel på lovgivning har det været op til EF-Domstolen og sommetider Kommissionen at fortolke traktaterne. Disse fortolkninger har imidlertid medført en inkonsekvent og svingende retspraksis, som har skabt retlig usikkerhed for lokale myndigheder, tjenesteydere og brugere. Den har også skabt frygt for, at leveringen af tjenesteydelser af almen interesse bringes i fare ved, at kræfterne på det indre marked, konkurrencen og private aktører bliver dominerende. Derfor har vi taget dette for en gruppe i Parlamentet lidt usædvanlige skridt som en symbolsk gestus, men også en politisk foranstaltning, at foreslå et initiativ til udarbejdelse af et rammedirektiv til sikring af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.
Vi ønskede at vise, at hvis der var den nødvendige politiske vilje, kunne der findes et grundlag i traktaterne, og der kunne udarbejdes et direktiv som svar på de spørgsmål, vi nu står over for. Set ud fra dette synspunkt vil jeg sige følgende til fru in't Veld: Jeg tror, at dette lige netop er den retlige ramme, vi har brug for, hvis vi skal bevare subsidiariteten, og det er det, vi har vist med dette forslag til rammedirektiv. Jeg opfordrer fru in't Veld til at gøre sig bekendt med dette initiativ, som skal definere og bevare offentlige tjenesteydelser og tjenesteydelser af almen interesse og garantere deres langsigtede fremtid.
Jeg tror, at det er op til lovgiveren at fastsætte reglerne på nuværende tidspunkt. Parlamentet, som repræsenterer befolkningerne, og de nationale regeringer, som repræsenterer medlemsstaterne, bør åbent på grundlag af en offentlig debat kunne udtale sig om, hvordan EF-traktatens artikel 86 skal fortolkes, og trække en grænse, der sikrer den offentlige almene interesse mod kræfterne på det indre marked og konkurrencen. Offentlige tjenesteydelser har, som De sagde, hr. Barroso, en central plads i den europæiske sociale model. Borgerne lægger vægt på dem, fordi de ikke blot styrker deres livskvalitet, gør det muligt for dem at nyde godt af deres grundlæggende rettigheder og bidrage til økonomisk og social samhørighed, men også gør Europa og de enkelte områder mere konkurrencedygtige.
Det er derfor i dag retligt og politisk nødvendigt at vise, at EU ikke er fjendtlig over for offentlige tjenesteydelser, at det ikke forsøger at lægge hindringer i vejen for dem, men at det tværtimod forsøger at bevare, fremme og udvikle dem.
FORSÆDE: Mario MAURO Næstformand
Bernard Lehideux (ALDE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen! Under debatten om den sociale model understregede jeg, at EU-borgerne ønsker et EU, der reagerer på deres presserende og praktiske bekymringer. En garanti for eksistensen og kvaliteten af tjenesteydelser af almen interesse er en af disse bekymringer. I dag er den retlige status i Europa for disse tjenesteydelser alt for svag. Det er ikke sundt, at tjenesteydelser, som er af afgørende betydning for de europæiske samfunds sociale samhørighed, skal afhænge af EF-Domstolens retspraksis. Dommere har som bekendt aldrig så megen magt, medmindre politikere undlader at påtage sig ansvaret. Det er derfor vores pligt at etablere en retlig ramme i EU, i hvilken procedurerne og målene for organisationen af tjenesteydelser af almen interesse fastsættes.
Hr. Barroso, selv om alle ikke er overbevist, forhindrer det os ikke i at præcisere tingene, tværtimod. Jeg hører til dem, der anmoder Kommissionen om snarest muligt at foreslå et rammedirektiv om tjenesteydelser af almen interesse. Tillad mig ærligt at svare dem, der modsætter sig dette, og som forsvarer løsningen med en sektorstrategi. Dette er ikke et alternativ. Det er en fælde. EU-borgerne er ikke blinde. De forstår til fulde, at hvis man fremmer denne strategi, betyder det i virkeligheden, at man udsætter etableringen af den retssikkerhed, de så inderligt ønsker for tjenesteydelser af almen interesse og især for sociale ydelser af almen interesse.
Endvidere er det klart, at en retlig ramme ikke forhindrer os i at tage hensyn til visse sektorers særlige kendetegn, tværtimod. At fastsætte en ramme er selvfølgelig ikke ensbetydende med standardisering. Vi skal ikke flygte fra vores ansvar. Et lovgivningsprojekt venter på os, og det vil vise, at EU er den bedste garant for et højt niveau af solidaritet og social samhørighed.
(Bifald)
Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen! Jeg vil også sige, at det glæder mig at se Dem, og jeg takker Dem, hr. Barroso, for at overvære dette møde.
Vi har i efterhånden mange år drøftet tværsektoriel europæisk lovgivning for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Parlamentet erklærede sig for en sådan lovgivning i 2001 og 2004, og den daværende Prodi-Kommission gik ikke videre med sagen, idet man fremførte det juridiske argument, at der manglede et retsgrundlag, og det politiske argument, at der ikke var det politiske flertal i Rådet, som var nødvendigt for at komme videre. Hvad angår sidstnævnte punkt, viser henvisningen til artikel 322 i udkastet til forfatningstraktat i det mindste, at der utvivlsomt var politisk enighed i Det Europæiske Råd om at gå videre.
I dag står vi med et forslag til et direktiv om det indre marked for tjenesteydelser, der delvis dækker tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og som ifølge mange eksperter ikke vil forhindre en lang række appeller til EF-Domstolen. Man kan også frygte, at direktivet vil gøre det sværere at nå målet om større retssikkerhed i forbindelse med det indre marked for tjenesteydelser.
Også i dag står vi, som andre medlemmer har understreget, med en parlamentsbeslutning, vi skal stemme om i morgen, og som faktisk ikke går så langt som beslutningerne fra 2001 og 2004. Derfor har vi indarbejdet en række ændringsforslag, der sigter på at præcisere tingene.
Den egentlige politiske udvikling er imidlertid efter min mening, at ud over Den Socialdemokratiske Gruppe, som har fået juridiske eksperter til at udarbejde et forslag til et rammedirektiv, har Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation også sammensat et forslag. En række sammenslutninger - og jeg tænker særlig på Det Europæiske Forbindelsesudvalg for Tjenesteydelser af Almen Interesse, som har en indgående viden om sådanne spørgsmål - har også lavet udkast til forslag af juridisk art, hvilket er det samme som at sige, at et rammedirektiv ikke er utænkeligt, og at det endvidere skal være i overensstemmelse med de fire principper, De nævnte i Deres indledende indlæg.
Derfor anmoder vi Dem klart og tydeligt, hr. Barroso, på grundlag af artikel 192 i den nuværende traktat om at gå videre og ikke stille Dem tilfreds med at svare os om et par måneder med et nyt høringspapir eller en ny hvidbog.
Jeg vil slutte med et mere politisk aspekt. Jeg tror ikke, at vi skal undervurdere de ægte eller indbildte bekymringer hos nogle EU-borgere, som føler, at der er en himmelråbende uligevægt mellem på den ene side gennemførelsen af konkurrenceret, hvis generelle bestemmelser er en horisontal lovgivning, og på den anden side at sikre tjenesteydelser af almen interesse i EU. Og som en række medlemmer har sagt, betyder et rammedirektiv for Rådet og Parlamentet, at de kan vise Kommissionen og i sidste ende EF-Domstolen, hvilken type generelle bestemmelser de ønsker for europæiske tjenesteydelser af almen interesse. Jeg tror, at det rent faktisk er dette, der er den politiske udfordring i hele denne debat. Selv om jeg ville ønske, at de politiske flertal var anderledes, er de, som de er for øjeblikket.
Sahra Wagenknecht (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I mere end et årti er Europa blevet brutalt og skånselsløst liberaliseret. Elementære ydelser som energiforsyning, dele af trafikken, uddannelse, sundhed, boliger og sygehuse overlades til markedets og profittens spilleregler, til dels direkte som følge af liberaliseringsforskrifter fra Bruxelles, til dels under pres fra EF-Domstolen, til dels også på neoliberale regeringers eget initiativ - angiveligt fordi det skaber arbejdspladser, angiveligt fordi større konkurrence giver forbrugerne lavere priser, angiveligt fordi private investorer arbejder mere effektivt. Statusopgørelsen for liberaliseringen i det forløbne årti er en klar tilbagevisning af disse neoliberale løgne. Hundredtusinder af arbejdspladser er nedlagt alene inden for energi- og postområdet. De, som stadig har arbejde, arbejder for størstedelens vedkommende på dårligere vilkår. Det kan man hylde som øget effektivitet. Men man kan også kalde det ved rette navn, nemlig forceret udbytning. Forbrugerne får sjældent glæde af de lavere omkostninger. I Tyskland har el f.eks. aldrig været så dyr som i dag.
Når socialdemokraten Rapkays betænkning erklærer denne status for en succes og kræver liberalisering af flere sektorer, så ignorerer han de erfaringer, der er gjort, og det er hensynsløst over for dem, som skal leve med følgerne.
De, som vil underkaste forsyningspligtydelser det indre markeds regler, vil gøre sundhed, uddannelse og mobilitet til en vare, der kan købes, og som kun velbeslåede har råd til, for kapitalistiske markeder dækker ikke behov. De er altid kun orienteret mod det område af efterspørgslen, som kan betale, for det er kun på den måde, der kan skabes profit. Det er muligvis det Europa, de rige og koncernerne drømmer om. Venstrefløjen har andre drømme! Vi vil ikke holde op med sammen med de sociale bevægelser i Europa at gøre modstand mod denne løsslupne kapitalisme.
Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - Hr. formand! Der stod ingen lærde bøger i mit hjem. Min familie var landmænd og håndværkere. Dygtige lærere i den offentlige folkeskole, gratis boglån på et velforsynet folkebibliotek åbnede bøgernes verden for mig. Boglån, uddannelse, omsorg, pleje, vand, sikring, hospitalsbehandling, velfærd kaldes her forsyningspligtsydelser i modsætning til de mere specifikke økonomiske tjenesteydelser som at gå til frisør eller handle hus. Tænder, briller, personlig pleje ligger ind imellem. Domstolen har med talrige kendelser skabt et fælles marked for mange tjenesteydelser. Men kernen i folkestyret er, at man ikke kun stemmer med sin pung på et marked, men at man også stemmer som vælger om samfundets indretning. Vil vi have private hospitaler og dyre lægeregninger, vil vi betale for boglån, skal kollektiv trafik billiggøres, skal bedstemor vaskes hver dag på plejehjemmet, skal børnene passes i discountbørnehaver eller udvikles af trænede pædagoger? Junibevægelsen støtter det fælles marked for varer og tjenesteydelser, vi er imod national diskrimination, men vi vil også tillade vælgerne i hvert land at sætte grænserne mellem marked og samfund og fastlægge kvalitets- og serviceniveau og brugerrettigheder.
Vi vil også fastholde den danske aftalemodel, hvor løn og arbejdsvilkår aftales i overenskomster og respekteres, og socialmodellen, hvor vi betaler høje skatter for at give sociale borgerrettigheder til alle. Her skal folkestyret kunne styre markedet, så der bliver generelle tjenesteydelser også til dem, der ikke er født med en sølvske i munden. Vi vil fortsat kunne synge med Grundtvig "og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt".
Leopold Józef Rutowicz (NI). - (PL) Hr. formand! Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser er bestemt en nødvendighed for at skabe et fælles marked. Fremover skal disse ydelser og leveringen af dem defineres mere præcist. Vi skal huske på, at leveringen af disse ydelser i øjeblikket i høj grad er baseret på løsninger, der er udarbejdet i de enkelte stater og gennem national lovgivning. Vi kan kun medtage disse ydelser i fælles europæiske forordninger, når vi forbedrer systemet for ydelser i Den Europæiske Union. Gennem yderligere foranstaltninger bør vi angive den retlige status for forsyningspligtydelser samt foranstaltninger til beskyttelse af forbrugernes interesser.
I hr. Rapkays betænkning, som jeg gerne vil takke ham for, giver han en klar beskrivelse af den nuværende juridiske situation og mulighederne for yderligere foranstaltninger. Vi skal udnytte denne betænkning.
Alexander Radwan (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen! Det er et meget bredt område, vi diskuterer i dag. Hr. Schulz nævnte igen den kommunale kirkegård. Kommunale strukturer kan imidlertid også nå op på koncernstørrelse, så stor er spændvidden. Det er tvivlsomt, om disse store strukturer altid er det rigtige.
Hvorfor er det egentlig, vi har denne diskussion? Fordi vi på den ene side har spørgsmålet om markedsreglerne og på den anden side spørgsmålet om subsidiaritet. Det kan godt tørne sammen, og det der kommer ud af det til sidst, er ikke altid stringent. Jeg er en stærk tilhænger af subsidiaritet, af lokale regler. Fælles definition i et Europa med muligvis 27 medlemmer - hvis jeg tager forskud på dagens beslutning - giver en enhedsgrød, som jeg afviser. Men Europa må altid spørge sig selv, hvilken merværdi det viser at handle på europæisk plan, hvad det nytter for borgerne på netop dette område. Hvorfor diskuterer vi rammedirektivet så intensivt i dag, når ordføreren selv siger, at hans betænkning ikke kræver noget rammedirektiv på dette område? Hos nogle talere har jeg indtryk af, at de simpelthen forsøger gennem denne diskussion og i kombination med servicedirektivet at skabe konkurrencefrie regioner, som bliver undtaget fra det. Ud over afskaffelse af markedsreglerne er der risiko for, at vi får et europæisk begreb for forsyningspligtydelser, en enhedsgrød for Europa. Det kan ikke være målet, for det er Europa for heterogent til.
Det, som borgerne, kommunerne og kommunalpolitikerne imidlertid med rette kræver, det er retssikkerhed. De vil vide, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Her hersker der stor forvirring. Lad mig tage min fødeby München som eksempel. Her er man ved at lægge fire store sygehuse ind i et selskab, og man ved ikke, hvad der skal forelægges for Kommissionen, og hvad der ikke skal. Her er der bud efter Kommissionen, sammen med Parlamentet - for det, som også generer vores gruppe meget, er, at Kommissionen langt hen ad vejen forbeholder sig en vis "vilkårlighed" efter devisen, at man træffer afgørelse som man lige synes, det er rigtigt, og aftaler det ikke med de legitimerede delegerede, de legitimerede vælgere. Det afgørende i det sidste punkt er - og her er det på høje tid at føre disse diskussioner - at borgerne skal forstå, hvorfor det, vi gør, er godt for dem. Det er ikke altid tilfældet, netop på dette område. Her bliver det, som vi laver her, modtaget helt anderledes derhjemme. Det ville være en opgave for kommunikationsstrategien.
Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! I EF-traktatens artikel 5 fastsættes det, og jeg citerer: "Fællesskabet handler kun i det omfang, det er nødvendigt for at nå denne traktats mål". Dette er det såkaldte subsidiaritetsprincippet, hvis betydning hr. Barroso lige har understreget.
Det er imidlertid klart, at det fælles mål om social samhørighed navnlig kræver en vedvarende politisk indsats, hvis alle borgere skal tilbydes offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet. Det er lokalråd og lokale myndigheder, som er tættest på borgerne. Det er kommunalbestyrelsesmedlemmer, som er bedst placeret til at vurdere, hvilke tjenesteydelser der er nødvendige for borgernes trivsel, og særlig de svageste af dem.
Det er logisk, at EU i årtier ikke har beskæftiget sig med disse offentlige tjenesteydelser. Med gennemførelsen af det omfattende indre marked har private konkurrenter imidlertid anlagt flere og flere sager mod byer og lokale myndigheder. EF-Domstolens domme har ikke altid været tilfredsstillende og har af og til endog været modstridende. Det skal siges til EF-Domstolens forsvar, at begrebet offentlige tjenesteydelser ikke er let at afgrænse.
Der er betydelige forskelle mellem den nationale praksis i de 25 medlemsstater. Hr. Barroso har lige understreget, at det er nødvendigt at respektere mangfoldigheden i nationale, regionale og lokale forhold. Derfor har Den Socialdemokratiske Gruppe i årevis kæmpet for en klar retlig ramme, der gør det muligt for tjenesteydelser af almen interesse at blomstre.
Det er alt, hvad Den Socialdemokratiske Gruppe ønsker. Vi ønsker den størst mulige sikkerhed for alle aktører inden for universelle offentlige tjenesteydelser. Dommerne i Luxembourg må ikke blive dommere over kvaliteten af de offentlige tjenesteydelser, der skal leveres. Ifølge hr. Barroso udgør disse tjenesteydelser 7 % af det europæiske BNP og 5 % af jobbene, hvilket viser, hvor effektive de er. Det er op til vælgerne, borgerne, at bestemme, hvilke universelle tjenesteydelser de ønsker. Tidligere kommissær, Lord Cockfield, som sammen med den daværende kommissionsformand Jacques Delors var en af arkitekterne bag det indre marked, sagde tit:
(EN) "Kommissionen skal hjælpe regeringerne med at spare på skatteydernes penge."
(FR) Han tog fejl. Det er ikke Kommissionen, som skal beslutte, hvordan offentlige penge skal anvendes, men i sidste ende skatteyderne selv. Det er op til de uafhængige vælgere at afgøre, om deres lokale myndighed eller region anvender deres penge fornuftigt eller ej. Det er det, der kaldes demokrati.
De, der tror på det utøjlede frie marked, vil påstå, at traktaterne forpligter Kommissionen til at afskaffe konkurrenceforvridende offentlig støtte, men i EF-traktatens artikel 87 fastsættes det, at statsstøtte kun er forbudt, og jeg citerer: "i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne". Det er imidlertid vanskeligt at påstå, at offentlige tjenesteydelser leveret lokalt af offentlige myndigheder fordrejer samhandelen mellem medlemsstaterne.
Hr. Barroso! De har lige meddelt, at vi modtager en meddelelse inden årets udgang. Jeg er enig med min kollega fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, hr. Langen, i, at vi har haft for mange velskrevne tekster, men at de ikke har haft reel politisk betydning. Hr. Barroso! De er velkommen til at fremlægge et lovforslag for os eller lige så mange forslag, som De ønsker, men lad Parlamentet gøre sit arbejde som medlovgiver på et område, som med Deres egne ord har en central plads i den europæiske sociale model.
Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag drøfter vi hvidbogen om forsyningspligtydelser, som Kommissionen offentliggjorde for mere end to år siden. Det er beklageligt, at liberaliseringen af markedet for tjenester hidtil har været helt utilstrækkelig. Hvidbogen indeholder kun en meget abstrakt definition af tjenester af almindelig interesse og almindelig økonomisk interesse. Begrebet offentlige tjenester er slet ikke blevet defineret, og derfor anvendes det ikke i hvidbogen, hvor man i stedet henviser til "forsyningspligtydelser", hvilket omfatter sektorerne luftfart, jernbaner, vejtransport og energi, som ligeledes betegnes tjenester af almen økonomisk interesse. Derfor er det vanskeligt at forstå, hvad vi rent faktisk taler om, idet det væsentligste resultat, som man forventede af hvidbogen, var udarbejdelsen af en retsakt til regulering og håndhævelse af en af de vigtigste friheder på EU's indre marked, nemlig tjenesternes fri bevægelighed.
Situationen vedrørende tjenester af almen interesse ligger meget tæt på servicedirektivet, som oprindeligt skulle dække tjenester af økonomisk og almen interesse, som i øjeblikket med en række undtagelser ikke omfatter transport- og posttjenester, mens el-, gas- og vandforsyning fritages fra oprindelsesprincippet. Dermed kan de fleste tjenester i EU næppe betragtes som værende forenelige med principperne vedrørende det indre marked, konkurrenceevne, varetagelse af forbrugernes interesser og tjenesternes fri bevægelighed. Markedsprotektionismen vil ikke blot forringe økonomiens konkurrenceevne, men den forhindrer allerede nu, at man kan levere tjenester af tilstrækkelig høj kvalitet rettidigt til forbrugerne, og vil fortsat gøre det. Dette er indlysende, når man rejser gennem landene i Den Europæiske Union.
Med hensyn til forsyningspligtydelser er hovedopgaven at definere dem entydigt; dette er nødvendigt for at undgå "frie tolkninger" i de enkelte medlemsstater med henblik på at beskytte markederne. Det er nødvendigt at udarbejde en retsakt for sådanne tjenester, idet man tager behørigt hensyn til subsidiaritetsprincippet og åbner markedet for tjenesteydelser for konkurrence til gavn for de enkelte landes egne borgere og styrkelsen af EU's konkurrenceevne. Jeg indrømmer, at regional og lokal forvaltning er en vigtig faktor ved leveringen af tjenester; men ganske ofte bruges de som påskud for skjult protektionisme på markedet, mens tjenesteydelser grundlæggende er "big business".
Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Forsyningspligtydelserne er kerneelementet i Europas sociale model. Det indledte De Deres indlæg med at sige, hr. Barroso. I samme åndedrag hylder De imidlertid markedets effektivitet og ikke solidariteten, den almene adgang og den grundlæggende rettighed som det overordnede bud for disse ydelser.
Borgerne forventer imidlertid klarhed fra EU's side, de forventer, at de nødvendige grundlæggende ydelser er garanteret dem universelt, dvs. uafhængigt af deres sociale status og deres bopæl. Vi kan kun vinde borgernes tillid, hvis forsyningspligtydelserne principielt er beskyttet mod markedesinteresserne og ikke forbindes med dem. Hvis De forbinder forsyningspligtydelserne med markedets effektivitet, hr. Barroso, opløser De kerneelementet i den europæiske sociale model. De jubler over Parlamentets krav om en sektoropdelt model, som giver Dem den fulde magt til at liberalisere den grundlæggende forsyning. De seneste eksempler i Deres meddelelse om sociale ydelser er meget tydelige. Her omdefineres grundlæggende sociale ydelser som en økonomisk aktivitet. De omfortolker definitionen i Domstolens afgørelser.
Også Deres forslag om sundhedstjenesterne, hvor patientmobiliteten skal have forrang frem for den grundlæggende forsyning, taler deres eget sprog. Det viser sig i, at det er en illusion at tro, at markedet kan garantere de grundlæggende rettigheder. Beskyttelsen for disse forsyningspligtydelser kan kun sikres med et klart rammedirektiv, som ikke sætter de ydelser, som skal tjene den grundlæggende forsyning, under den europæiske konkurrencerets regler. Der er tale om ydelser, som naturligvis kan få garanteret statstilskud, og hvis opgave er at garantere grundlæggende forsyning og ikke at prioritere markedsinteresser højest. Forsyningspligtydelser, som har økonomisk karakter, kan også tjene den grundlæggende forsyning. Også her skal den universelle adgang til dem stå over markedsinteresserne.
Derfor skal et sådant rammedirektiv være en pendant til servicedirektivet for netop at garantere denne beskyttelse. Det er ud fra de aktuelle synspunkter den eneste måde at finde en løsning på, for vi har jo allerede tjenesteydelserne på markedet med servicedirektivet. Derfor er dette en skindiskussion fra højrefløjens side, som tror, at man kun kan se bagud, og at sektormodellen eller ikkedefinition på europæisk niveau er en løsning.
Kartika Tamara Liotard (GUE/NGL). - (NL) Hr. formand! Da forsyningspligtydelser i sin tid blev udelukket fra det omstridte tjenestedirektivs anvendelsesområde, fornemmede vi en sejr. Den offentlige sektor skulle fortsat være beskyttet mod Bolkestein, men det var muligvis kun en pyrrhussejr. Forsyningspligtydelserne bliver jo først defineret nu. Når et direktiv om den slags tjenesteydelser udarbejdes, er det nødvendigt at afgøre, hvad der hører ind under markedets område, og hvad der ikke gør det, og frem for alt hvem der bedst kan bedømme det.
Hvad vi forstår ved tjenesteydelser af almen interesse, vil vi med næb og kløer forsvare mod liberalisering. Markedets funktion inden for f.eks. undervisning, sundhedsvæsen og kultur har vi erfaring med, og det har vi få nok af! Når det gælder liberalisering af ting, som ikke hører ind under markedet, men egentlig under samfundet, kan Europa aldrig få nok, men griber grådigt enhver lejlighed, hvis det har mulighed for det.
Dette viser sig allerede nu med Kommissionens nye angreb på sundhedsvæsenet. Efter vores opfattelse skal dette direktiv især være et middel for borgere, elever, patienter og forbrugere til at forsvare sig imod, at den stadig mere liberaliserende Union aldrig kan få nok. Direktivet skal tydeliggøre, at det er medlemsstaterne og deres borgere, som bestemmer, hvad forsyningspligtydelser er, og det bringer igen politikerne nærmere borgerne, hvor de skal være.
Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand! I det 19. århundrede påtog myndighederne sig mange opgaver, som oprindeligt ikke hørte ind under dem, f.eks. undervisning, adgang til sundhedsvæsen og regulering af arbejdstiderne. Det var nødvendigt, når markedet svigtede, og det er det stadig.
Forskellen mellem forsyningspligtydelser og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er teoretisk. Hensigten med at skelne mellem disse er derfor at åbne markedet for tjenesteydelser og begrænse myndighedernes indgriben. I områder, hvor borgere kan forventes at udvise selvstændighed og ansvar, er det udmærket at bestræbe sig på at begrænse myndighedernes indgriben. Hvis man skelner, må det dog ikke betyde, at borgere får begrænset adgang.
Jeg opfordrer derfor til at være tilbageholdende med at åbne markedet for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Samfundet tjenes af myndigheder, som tager hensyn til de svage og sørger for adgang til tjenesteydelser, som er væsentlige i dagliglivet.
Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg synes, vi fører for meget skyggeboksning i denne debat og har for lidt respekt for lovgivningen og borgerne.
Lad os tage vores egen lovgivning alvorligt! Vi skrider i forfatningstraktaten, at EU er forenet i mangfoldighed. Et udtryk for denne mangfoldighed er også den mangfoldige udformning af forsyningspligtydelserne. Vi er forenet i det indre marked. Vi må ikke opbygge en obligatorisk modsætning mellem mangfoldigheden og det indre marked!
For det andet går vi ind for den sociale markedsøkonomi, for os er markedet ikke et mål i sig selv. Markedet har et socialt ansvar, bæredygtighed. Det er et spørgsmål om politisk ansvar, hvor grænserne for markedet ligger. På de områder, hvor markedet ikke kan opfylde eller garantere alle samfundsopgaver, må forsyningspligten have lov at løse sin opgave. Den er ikke i modsætning til markedet. Mange forsyningspligtinstitutioner er også i konkurrence med hinanden og opfylder markedskriterierne.
For det tredje går vi ind for subsidiaritet. Subsidiaritet er ikke i modsætning til EU. Den er en vigtig del af samfundsmodellen i EU. I servicedirektivet skabte vi en undtagelse for forsyningspligtydelser, fordi vi definerer den subsidiært. Og nu debatterer vi, om dette spørgsmål kun kan løses ved at beslutte, om vi skal have et rammedirektiv eller ej. Vi går ind for, at social sikkerhed, forsyningssikkerhed og kvalitet til overkommelige priser kan garanteres for borgerne. Og vi går ind for, at politikken skal bære ansvaret mellem markedet og det private. Vi har brug for et nyt partnerskab mellem staten og det private, og det udtrykkes i forsyningspligtydelserne.
Bernadette Vergnaud (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg takker ordføreren, hr. Rapkay, for hans arbejde, som har bidraget til at genoplive debatten om tjenesteydelser af almen interesse. Jeg støtter fuldt ud hans forslag om at skabe større retssikkerhed for sociale ydelser af almen interesse. Jeg støtter også forslagene om levering af tjenesteydelser af høj kvalitet i hele EU til den mest optimale pris, samtidig med at den sociale ligevægt bevares, og der sikres vedvarende forsyningssikkerhed.
Jeg er imidlertid meget mere skeptisk, når det drejer sig om at anmode Kommissionen om en præcisering af anvendelsen af regler for konkurrenceregulering og det indre marked på offentlige tjenesteydelser. Hr. Barroso, som jeg vil takke for at have overværet debatten, har lige bekræftet den formodede fordel ved denne konkurrence for forbrugerne.
Som ordføreren har understreget, afhænger finansiering og forvaltning af offentlige tjenesteydelser, da der ikke findes en klar retlig ramme for dem, af usikre omstændigheder, som tilbydes os skiftevis af Kommissionen og EF-Domstolen, der skifter kasket efter forgodtbefindende og optræder i flæng som dommer, lovgiver og udøvende magt.
Parlamentet har i mindst de sidste 15 år anmodet Kommissionen om at lovgive. Hvad har vi opnået? Kommissionen giver os valget mellem en simpel meddelelse til styrkelse af retssikkerheden for disse tjenesteydelser og en hel masse sektordirektiver.
Personligt ønsker jeg et rammedirektiv, dvs. en retlig ramme, i hvilken tjenesteydelser af almen interesse får en positiv status og ikke blot dispensationsstatus, og en status, som konkurrencereglerne således er nødt til at respektere. Nøglesektorer såsom uddannelse, sundhed og vand skal ikke liberaliseres, og blandede situationer, hvor sociale, økonomiske og miljømæssige hensyn er indbyrdes forbundet skal tages i betragtning.
Tjenesteydelser af almen interesse styrker borgernes følelse af at høre til EU. De er et nøgleelement i solidaritet og et led i gennemførelsen af sociale rettigheder. Jeg ønsker ikke et EU, hvor den europæiske model udelukkende er baseret på skattemæssig og social konkurrence mellem landene. Med dette rammedirektiv ønsker jeg at føre EU ud over markedet alene og mod et samfund, i hvilket alle offentlige tjenesteydelser sikres som et væsentligt led i social og territorial samhørighed.
Ian Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Før jeg blev valgt ind i Parlamentet, var jeg leder af en lokal myndighed i Skotland, som, hvis jeg selv må sige det, havde stor succes både med hensyn til at få noget for pengene og til at opfylde de lokale forventninger til levering af tjenester af almen interesse i County of Angus.
Det var dengang og er fortsat i dag i lokalregeringens egen interesse at beskytte sin ret til lokalt selvstyre. Derfor er det vigtigt, at vi sætter punktum for usikkerheden med alle nye EU-initiativer. Vi må ikke stille os tilfreds med uldne formuleringer vedrørende tjenester af almen interesse af central betydning. Derfor må vi på ingen måde gribe ind i princippet om lokalt selvstyre. Vi må skelne klart mellem private virksomheder, som er underlagt EU's konkurrencelovgivning, og offentlige tjenester: tjenesteydelser af lokal karakter, der leveres for befolkningens bedste, som har begrænset eller ingen grænseoverskridende virkninger, og som skal leveres uden om EU's konkurrenceregler.
Fastlæggelsen af standarder inden for tjenester af almen interesse bør også være underlagt lokale beslutninger. Nogle lokale myndigheder er skeptiske med hensyn til behovet for ny EU-lovgivning. Jeg vil sige, at hvis vi skal have et rammedirektiv, skal vi have et, der indeholder klippefaste garantier for de lokale myndigheders ret til at definere, tilrettelægge og finansiere offentlige tjenesteydelser på den måde, som de finder bedst.
Jeg erkender, at erhvervslivet vil få betydelige økonomiske fordele ved afskaffelsen af hindringer for levering af kommercielle tjenesteydelser, men vi må ikke fremmedgøre den offentlige mening yderligere ved at gribe ind i eller undergrave leveringen af lokale, offentlige tjenester af væsentlig betydning.
Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvis der er noget, som kendetegner eksistensen af en europæisk socialmodel, er det netop tjenesteydelserne, og de skal sikres, eftersom de er et element, der hører med til det at være borger. Vi skal nu udtale os om, hvorvidt og hvordan der skal være forsyningspligtydelser til alle borgerne.
Efter Bolkestein-direktivet er der opstået en vis forvirring med hensyn til, hvad der er kommercielle tjenesteydelser, og hvad der er forsyningspligtydelser, og derfor er vi nu nødt til at skabe klarhed omkring, hvad der hører til markedet, og hvad der til gengæld hører til rettighederne. Derfor har vi i en række ændringsforslag medtaget nogle af EFS' forslag om, at alle forsyningspligtydelser - også dem, der er økonomiske, dvs. dem, som borgerne direkte eller indirekte betaler for, og det er næsten dem alle sammen - skal falde ind under det offentliges kompetenceområde, være universelle og tilgængelige, kunne fordres og være af høj kvalitet. Der skal med andre ord være tale om tjenesteydelser og ikke varer, dvs. om Europa og ikke USA.
Vi beder alle om at tilslutte sig disse ændringsforslag, hvor fagforeningernes udgangspunkt er medtaget, også for at skabe klarhed om, hvad man forstår ved et eventuelt rammedirektiv, dvs. for at forstå, hvad EU mener om sin egen socialmodel, og hvad det foreslår sine medlemsstater, når det gælder økonomiske og ikkeøkonomiske forsyningspligtydelser.
Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, hr. Barroso, mine damer og herrer! I denne betænkning nævnes med rette subsidiaritetsprincippet som retsgrundlag for spørgsmål vedrørende tjenesteydelser af almen interesse. Det er kun vagt defineret. Vi er gået fra et substitutionsprincip til et uddelegeringsprincip. Derfor kan tjenesteydelser af almen interesse kun defineres på bekostning af særlige omstændigheder og nationale behov.
Endnu en gang må vi beklage, at den klare advarsel fra franskmændene og hollænderne til Dem behandles med en sådan foragt. Jeg vil minde Dem om, at EU kun er interesseret i tjenesteydelser af almen interesse ud fra det meget omstridte konkurrencesynspunkt. Medlemsstaternes frihed til at definere de opgaver, de agter at betro til offentlige tjenester i overensstemmelse med befolkningens ønsker, i høj grad bliver undermineret i dette tilfælde.
Nej, lande, som ikke har tradition for offentlige tjenesteydelser, bør ikke forhindre lande, som har en sådan tradition, i at have offentlige tjenesteydelser, når de finder det nødvendigt. Hvis De respekterede subsidiaritetsprincippet i dets egentlige betydning, ville De indrømme, at offentlige tjenesteydelser, som er væsentlige for samfundslivet, bør defineres, organiseres og forvaltes nationalt så tæt på borgerne som muligt.
Vi mener, at kun en stærk offentlig magt er i stand til at sikre en fremtid, som ikke opfattes i forhold til aktiers kvartalsmæssige rentabilitet, men gennem årtier inden for uddannelse, sundhed, transport, energi og miljø.
(Formanden anmodede taleren om at afslutte)
Den eneste regel, vi har brug for, er reglen om suverænitet, hvilket betyder, at det enkelte land skal have frihed til at træffe beslutning om dets offentlige tjenesteydelser, og at forpligtelser til offentlige tjenesteydelser har forrang over Fællesskabets konkurrencelovgivning.
Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne, som min kollega hr. Karas sagde, få denne forhandling tilbage til at handle om de mennesker, som er det virkelige centrum for hele denne diskussion: vores borgere, der modtager tjenester af almen interesse. Vi ved, at disse tjenester i mange tilfælde ikke er gode nok, ikke effektive nok og leveres til en alt for høj pris.
Hr. Barroso, som vi er meget glade for at se her til formiddag, slog en vigtig ting fast i sine principper til fremme af levering af tjenester af almen interesse af god kvalitet. Han nævnte den væsentlige faktor, at teknologien nu giver mulighed for at ændre disse tjenesteydelser og indføre nye modeller for tilrettelæggelse og levering. Det er de ting, vi burde tale om. Vi burde tænke på mangfoldigheden, der optager de skarpeste hjerner, den bedste teknologi, de bedste folk og de bedste ledere i forbindelse med levering af disse tjenester.
Men vores diskussion har, især fra den side af salen, hovedsagelig drejet sig om organisationsmodeller og protektionisme. Med servicedirektivet på plads, takket være vores indsats, kan flere af disse hjerner nu frigøres til at beskæftige sig med leveringen af tjenesteydelserne. Vi er nødt til at arbejde med offentlige indkøb, kan vi se af de seneste høringer i vores udvalg. Vi er nødt til at arbejde med konkurrencelovgivningen. Hvis disse ting er med i hr. Barrosos idéer om konsolidering, så er det fint. Men vi ønsker ikke et direktiv af den slags, vi ser her, et udelukkende politisk direktiv. De afslørede sig selv i deres indlæg. Fru Schroedter sagde, at det ville beskytte mod liberalisering. Det er, hvad det hele handler om, hr. Barroso! Hold Dem fra det. Fortæl os i dag, hvordan De vil tage det af Deres dagsorden. Jeg har spurgt i mit udvalg, men uden at få svar, hvilke af borgernes problemer dette direktiv efter planen skal løse. Når man fra venstrefløjens side giver os en omfattende analyse af disse problemer, vil vi måske overveje det, men vi har langt vigtigere ting at gøre end at tale om deres politiske erklæring.
(Bifald)
Ieke van den Burg (PSE). - (EN) Hr. formand! Som koordinator for PSE-medlemmerne i Økonomi- og Valutaudvalget bad jeg om at blive den sidste taler for PSE-Gruppen, netop for at kunne fjerne nogle af de fordomme og misforståelser om denne forhandling. Så jeg håber, at jeg kan fjerne nogle af disse misforståelser.
For det første vil jeg gerne takke hr. Barroso for hans tale og sige, at vi i PSE-Gruppen fuldt ud forstår hans fire principper og hans synspunkt om, at det er nødvendigt at skabe større retssikkerhed for tjenesteudbyderne, uanset om de er offentlige eller private eller noget ind imellem, for medlemsstaterne og de decentraliserede offentlige myndigheder og for borgerne. Som hr. Harbour helt rigtigt sagde, er dette det centrale punkt.
Jeg mener, at hr. Barroso har fortolket betænkningen, som hr. Rapkay har udarbejdet for Økonomi- og Valutaudvalget, og som vi vedtog med stort flertal i udvalget, helt korrekt. Vi har ikke udtrykt præference for en bestemt type juridisk instrument, men gjort det klart, at der er behov for lovgivningsinitiativer, og at vi bør gennemføre en fuldstændig politisk beslutningsproces i denne sag, hvor Parlamentet og Rådet har mulighed for at deltage fuldt ud. Fælles beslutningstagning er den rette måde at klare disse politiske spørgsmål på. Det er budskabet i betænkningen. Det siges ikke i betænkningen, at der kun skal være et horisontalt instrument eller sektorspecifikke instrumenter; man lader mulighederne stå åbne og siger, at begge metoder kan bruges sideløbende.
Det vil fremgå klart af diskussionerne, at man har forskellige præferencer, men ligeledes, at der hersker en lang række fordomme om, hvilke muligheder og præferencer vi går ind for. I min politiske gruppe var jeg formand for en gruppe juridiske eksperter, der udarbejdede en tekst. Desværre har jeg indtryk af, at mange ikke har læst teksten, for hvis hr. Harbour havde læst den, ville han kunne se, at der ikke er tale om politisk erklæring, men et klart forsøg på at skabe overensstemmelse mellem markedsreglerne, konkurrencereglerne, den subsidiaritet, vi ønsker at garantere for de lokale myndigheder, kvalitetsaspekterne og betydningen af de offentlige tjenester og tjenesteydelser af almen interesse og almen økonomisk interesse til Europas borgere. Det er ikke ideologi; det er et konkret forsøg på at skabe overensstemmelse mellem disse aspekter. Udkastet er åbent for forhandling, og vi håber, at De vil deltage i diskussionen. Men det er op til Kommissionen at fremsætte konkrete forslag, og så kan vi gå i gang med at arbejde på lovgivningsmetoder og -formuleringer.
Vedrørende afstemningen om denne betænkning vil jeg igen sige, at vi er enige om at være uenige om, hvilke instrumenter der vil være at foretrække. Der foreligger nu ændringsforslag fra begge sider, ALDE-Gruppen og fra Verts/ALE-Gruppen, om igen at forsøge at gennemtvinge en beslutning om præference. Jeg mener ikke, at det er klogt. Jeg er fuldstændig enig med fru Thyssen i, at det er klogere at holde sig til den aftale, vi havde, og lade dette spørgsmål stå åbent. Det er Kommissionen, der skal træffe beslutningen, og hvis et af disse ændringsforslag vedtages, vil det eneste resultat blive, at hele betænkningen falder. Det ville være en skam, for som alle har sagt, har hr. Rapkay og Økonomi- og Valutaudvalget udarbejdet en god betænkning.
Jiří Maštálka (GUE/NGL). - (CS) Jeg vil gerne takke hr. Rapkay for hans betænkning. Jeg må sige, at efter at have læst en masse materiale om emnet og efter at have fulgt den langvarige diskussion om dette spørgsmål bakker jeg kraftigt op om tanken om at indføre et overordnet direktiv for tjenester af almen økonomisk interesse. Jeg glæder mig over udarbejdelsen af dette direktiv, som vil garantere tjenester af almen økonomisk interesse som en af hovedhjørnestenene i den europæiske sociale model. Direktivet skal også skabe retssikkerhed i form af et retsgrundlag baseret på generelle principper som lige adgang, tjenester af høj kvalitet, rimelig prissætning, universalitetsprincippet og sikkerhed. Man må skabe ligevægt mellem markedet på den ene side og de offentlige myndigheder med ansvar for offentlige tjenester på den anden. Desuden rejser man i betænkningen en række nye spørgsmål. Vil vi rent faktisk kunne sikre, at rammedirektivet får tilstrækkelig substans til at sikre ovennævnte principper? Vil direktivet rent faktisk beskytte forsyningspligtydelserne?
Karsten Friedrich Hoppenstedt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Allerførst hjertelig tak til ordføreren for det gode samarbejde i Økonomiudvalget. Jeg håber, at dette gode samarbejde også varer ved til i morgen. Jeg vil også takke for, at det bliver fremhævet, at denne betænkning har betydning som retningsgivende for de kommunale forsyningspligtydelsers fremtid eller sagt på en anden måde, for fremtiden for tjenesteydelser af almen interesse. Det fremgår også af debattens længde.
Når man har været aktiv i kommunal- og regionalpolitik i mange år, så ved man, at politik for borgerne begynder ved deres egen gadedør, og at den kommunale selvforvaltningsret og dermed de lokale myndigheders kompetence må forblive uantastet trods mangfoldige europæiske strukturer, også set ud fra subsidiaritetsaspektet. Heraf fremgår, at kommunerne må yde et vigtigt bidrag til at definere og organisere forsyningspligtydelserne. Her er det helt centralt at bruge alle gode metoder til at tilbyde tjenesterne så billigt som muligt for borgerne. Det betyder naturligvis også, at offentlige og private udbydere må involveres sammen som partnere.
Vi bør fortsat opfordre alle involverede til at vælge en vej, hvor den begrænsede markedsaktivitet i det kommunale miljø ikke nødvendigvis er underkastet alle europæiske regler, så kommunerne ikke afskæres fra de offentlig-private partnerskaber, som er så positive for borgerne. Det vi har brug for, er retssikkerhed, som fremmer kommunernes kreativitet i udførelsen af deres tjenester, ikke overbelaster dem bureaukratisk og tillader langsigtet planlægning. Kreativitet og en garanteret kommunal selvforvaltningsret, som bygger på retssikkerhed, kan give afgørende impulser til det kommunale bidrag til den økonomiske vækst i Europa.
Corien Wortmann-Kool (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! I beslutningsforslagets tekst er der fundet en god balance mellem den frihed, som medlemsstaterne også i fremtiden skal beholde, når det gælder dels tilrettelæggelsen og definitionen af det offentliges opgaver, dels overholdelsen af de interne markedsregler. Europas fokus - og også her er beslutningsforslagets tekst tydelig - skal rettes mod en juridisk afklaring, og hvis der er problemer og uklarhed, skal det gribes an i de enkelte sektorer.
Vi anmoder om retssikkerhed, men retssikkerhed betyder ikke begrænsning af konkurrence og protektionisme. Vi anmoder også om retssikkerhed for at hjælpe lokale og regionale myndigheder, men vi må være klar over, at de samme lokale myndigheder vil beholde deres egne valgmuligheder og ikke ønsker ekstra pålagte regler.
Vi må først og fremmest give mulighed for mangfoldighed og ikke fastfryse denne mangfoldighed i horisontale rammebestemmelser. Hvis Europa skal være handlekraftigt, skal det opretholde dynamikken. Hr. kommissionsformand Barroso, jeg påskønner i høj grad, at De personligt er til stede under denne forhandling. Vi anmoder Dem om tydelighed, men De kan også forvente tydelighed fra os. PPE-DE-Gruppen vil derfor stemme imod Socialdemokraternes ændringsforslag, hvori der anmodes om en rammelovning.
Fru van den Burg talte om fordommene og misforståelserne omkring Den Socialdemokratiske Gruppes hensigter. Men Deres gruppeformand, hr. Schulz, giver selv næring til disse fordomme, for han siger, at vi skal sikre sociale standarder på europæisk plan, og at vi også skal sikre disse kvalitetsstandarder og kvaliteten af tjenesteydelserne på europæisk plan. Det går efter min mening for vidt, og derfor ønsker jeg ingen rammelovgivning og ingen horisontale rammebestemmelser.
Małgorzata Handzlik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans fremragende betænkning og takke ham for hans store vilje til at forhandle og diskutere. Det er takket være ordførerens indstilling, at denne betænkning er blevet et afbalanceret kompromis mellem forskellige politiske alternativer. Betænkningen er et meget vigtigt skridt i retning af at få defineret forsyningspligtydelsernes juridiske status.
Det skal understreges, at i forbindelse med Den Europæiske Unions lovgivning er der ikke behov for et rammedirektiv om forsyningspligtydelser. Disse ydelser bør behandles ved at fokusere på bestemte sektorer og ikke på det overordnede plan. Vi bør lade medlemsstaterne definere, hvad de anser for at være forsyningspligtydelser i henhold til deres nationale forhold. Men medlemsstaterne må ikke bruge denne rettighed til at overtræde traktatens bestemmelser, navnlig inden for fri konkurrence, statsstøtte eller offentlige indkøb.
Medlemsstaterne skal således kunne definere forsyningspligtydelser inden for deres område, men de må ikke kunne misbruge denne ret, som de ofte har tendens til at gøre. Forsyningspligtydelser bruges ofte som argument for at beskytte den offentlige interesse mod principperne for det indre marked. Efter min mening vil et rammedirektiv ikke udgøre en tilfredsstillende løsning, hverken for den europæiske økonomi eller for forbrugerne, Europas borgere. Vi bør løse dette problem gennem en sektorbaseret metode.
Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Globaliseringen stiller os over for større åbenhed på markederne, øget konkurrence og stadig hurtigere innovation, hvilket alt sammen kræver større fleksibilitet og tilpasningsevne. De offentlige tjenester skal derfor som en del af den sociale model løbende tilpasses den seneste udvikling inden for globaliseringen, demokratiske forandringer og videnskabelige fremskridt.
Europa-Parlamentet vedtog servicedirektivet ved førstebehandlingen og definerede dets dækningsområde. Forsyningspligtydelser var medtaget i dækningsområdet for servicedirektivet. Det godkendte udkast til direktiv gælder ikke for tjenester af almen interesse, sundhedstjenester og transporttjenester. I Den Europæiske Unions 25 medlemsstater har forsyningspligtydelser udviklet sig på forskellige måder, der afspejler de forskellige regionale traditioner. Derfor vil jeg gerne understrege, at det er helt nødvendigt at overholde subsidiaritetsprincippet. I henhold til dette princip skal alle medlemsstater selv beslutte, hvilke tjenester der skal leveres af offentlige institutioner, og hvilke sektorer der skal liberaliseres.
I Slovakiet har de lokale og regionale myndigheder, der vælges og kontrolleres af befolkningen, gjort et godt stykke arbejde med at levere tjenester til gavn for almenvellet, og de er fortsat i stand til at sikre rettigheder vedrørende fælles beslutningstagning, forbrugerbeskyttelse og velfærd. De kompetente offentlige myndigheder skal have hensigtsmæssige instrumenter stillet til rådighed, så de både kan fremme konkurrencen og sikre forbrugerbeskyttelsen. Det er vigtigt at styrke medlemsstaternes beføjelser til at overvåge den faktiske gennemførelse af målene for den statslige politik såsom rimelige priser og standarder af høj kvalitet.
I lyset af disse overvejelser er jeg overbevist om, at det ikke er nødvendigt at tildele Den Europæiske Union yderligere beføjelser vedrørende tjenester, der leveres til gavn for offentligheden. Min holdning er klar - der er ikke noget retsgrundlag for et rammedirektiv om forsyningspligtydelser. Til sidst vil jeg gerne takke ordføreren hr. Rapkay for hans arbejde.
Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke de kolleger, som har ydet et stort arbejde med udarbejdelsen af dette emne. Det er hr. Szájer fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, hr. Rapkay som Parlamentets hovedordfører og vores skyggeordfører Hökmark.
Hr. kommissionsformand, jeg synes, at Deres indlæg her i formiddag var et meget passende svar på det spørgsmål, som PSE-Gruppen har rejst i Parlamentet med sit forslag til et rammedirektiv. Vi mener ganske vist og vil blive ved med at mene, at vi ikke har brug for dette rammedirektiv, men i dette rammedirektiv omtales tre områder, hvor der eksisterer en modsætning mellem det lavere, det kommunale niveaus interesser på den ene side og det effektive europæiske indre markeds interesser på den anden side. Her må man trods den loyalitet for det indre marked, der kan forlanges i Europa-Parlamentet, alligevel pege på, at visse forhold, om det nu er inden licitationsretten, inden for konkurrence- eller støtteretten ikke nødvendigvis er dårlige for kommunerne i sig selv. Tværtimod må man se, at det er nødvendigt at skabe større retssikkerhed på disse områder. Tiden må vise, om dette kan løses tilstrækkeligt i form af en meddelelse, som De har stillet i udsigt. Men jeg tror under alle omstændigheder, at en meddelelse er en bedre måde at gribe problemet an på end et rammedirektiv.
For som hr. Radwan allerede har været inde på, må vi i langt højere grad betragte dilemmaet mellem marked og subsidiaritet ud fra borgernes synspunkt. Også den europæiske sociale model - jeg undrer mig altid over, at man hele tiden kan påberåbe sig den europæiske sociale model uden at sige noget konkret om den - ønsker en borger, en forbruger, som overalt i Europa får tilbudt en så gunstig ydelse som muligt. Her har hr. Hudgton helt ret, når han roser de skotske kommuner, som kunne tilbyde deres ydelser til meget gunstige, markedsorienterede priser. Hvis de også skal gøre det fremover, må man give dem den nødvendige retssikkerhed til det. Men det betyder ikke, at markedet må sættes ud af spil på dette punkt.
Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tre ting.
For det første mener jeg, at tjenesteydelser bør være åbne for konkurrence. Det er derfor, vi sidder her, og grunden til, at vi har europæisk integration. Det er klart, at medlemsstaterne ikke kan bevare deres velfærdssystemer uden hjælp fra den private sektor. Hele denne forhandling drejer sig om at have specifikke offentlige tjenesteydelser af almen interesse. Det er sket i et land tæt på mit eget, Finland, i det tidligere Sovjetunionen. Det er absurd at tro, at tjenester af almen interesse kun kan leveres af den offentlige sektor. Derfor vil jeg gerne fremme partnerskaber mellem den private og offentlige sektor. Vi bør tage ved lære af vores diskussioner om servicedirektivet.
Mit andet punkt er derfor: ikke noget rammedirektiv! Der er ikke noget grundlag for det. Jeg vil ikke have Kommissionen til at foreslå noget, ikke engang et konsoliderende dokument. Det hører under medlemsstaternes kompetence. Det tilføjer ikke nogen ekstra værdi overhovedet. Se det i øjnene: Kommissionens undersøgelse gør det klart, at der er kolossale forskelle mellem det, vi anser for tjenester af almen interesse i Finland f.eks., og det, man anser for tjenester af almen interesse i Frankrig. Denne diskussion er et røgslør for monopoler og protektionisme. For mig er det fuldstændig antieuropæisk.
Endelig vil jeg gerne støtte det, min polske kollega fru Handzlik sagde. Hvad er den rette løsning? Det er klart, at vi må have en sektorspecifik metode. Vi er nødt til at tage sektor for sektor, fokusere på samarbejde og have tydelige prioriteringer: sundhedsvæsen, posttjenester, vand- og gastjenester og så videre, men uden et direktiv. Lad os holde os fri af den slags.
Roselyne Bachelot-Narquin (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! De nævnte meget hensigtsmæssigt de fire grundlæggende principper, som skal være vejledende for overvejelserne vedrørende tjenesteydelser af almen interesse. Man kunne paradoksalt nok mene, at De har genåbnet debatten om nødvendigheden af enten et rammedirektiv for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse eller at vælge sektorinitiativer i forbindelse med social- og sundhedsydelser.
Afstemningen om tjenesteydelsesdirektivet ændrede fordelingen til fordel for den anden løsning, da den egentlige skillelinje ikke ligger mellem tjenesteydelser af økonomisk og ikkeøkonomisk almen interesse, men - inden for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse - mellem social- og sundhedsydelser og andre tjenesteydelser. Denne udvikling blev bekræftet af det detaljerede og juridiske omhyggelige arbejde, som ordføreren, hr. Rapkay, og vores kollega, Gunnar Hökmark, udførte. De byggede en juridisk bro mellem tjenesteydelsesdirektivet og sektorinstrumenterne.
Et rammedirektiv om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse giver anledning til tre problemer. For det første indeholder EU-traktaten ikke et retsgrundlag, som det er blevet påpeget ved mange lejligheder. Dernæst ville dette direktiv være uforeneligt med anvendelsesområdet for tjenesteydelsesdirektivet, som det blev vedtaget under førstebehandlingen den 29. maj. Endelig opfylder det i ingen henseende det behov for retssikkerhed, som aktørerne har givet udtryk for, og det truer samtidig den subsidiaritet, som medlemsstater og lokale myndigheder kræver.
Uanset hvilket instrument vi vælger og de ideologiske valg, som hjælper os med at vælge, er det ikke dem, der tæller i sidste ende. Arbejdet med retlig præcisering skal fortsættes i forbindelse med social- og sundhedsydelser af almen interesse. Hr. Barroso, dette er det konkrete problem, som aktørerne på stedet står over for.
Eoin Ryan (UEN). - (EN) Hr. formand! Dette er en utroligt interessant debat. Som De ved, har Kommissionen offentliggjort en hvidbog om dette spørgsmål, hvor man anbefaler, at der indføres et rammedirektiv for forsyningspligtydelser. Jeg er imidlertid ikke enig i den fremgangsmåde; jeg mener, at vi bør støtte forordninger for bestemte erhvervsgrene. Jeg er helt sikkert principielt enig i denne tankegang, men jeg mener, at et overordnet direktiv vil forårsage kolossal forvirring i diskussionen, navnlig diskussionen i medlemsstaterne. Det kan føre til hysteri, hvis folk ikke forstår præcis, hvad det betyder. Derfor mener jeg, at vi skal være langt mere specifikke og gennemgå direktivet sektor for sektor og kigge på de eksisterende tjenesteudbydere. Det, vi forsøger på her, er at forbedre tjenesterne for Europas borgere, så de forstår præcis, hvad der er blevet foreslået; så forbrugerne ikke bliver skræmt over, at et direktiv fra EU kan føre til privatisering eller undergravning af eksisterende tjenester i deres land. Det er meget vigtigt at gribe denne sag an med stor tydelighed, så folk forstår præcis, hvad der foreslås fra både Kommissionen og Parlamentet.
EU har kompetence over områder som telekommunikation, transport og energi, men EU-traktaterne giver ikke kompetence til overordnet lovgivning om spørgsmål vedrørende administrationen af socialtjenester, sundhed og uddannelse i de forskellige medlemsstater. Diskussionen kan koges ned til EU-institutionernes beføjelser i forhold til medlemsstaternes kompetence. Vi skal være meget omhyggelige i dette spørgsmål.
Det overrasker mig, at nogle medlemmer er imod dette, mens de er store tilhængere af skatte- og afgiftsharmonisering mellem medlemsstaterne. Efter min mening strider det imod, hvad de siger i denne forhandling. Jeg tror ikke på skatte- og afgiftsharmonisering. Jeg mener, at medlemsstaterne skal have kontrol over deres egne skattesystemer. Det vil tilskynde til konkurrence inden for Unionen.
Jean-Claude Martinez (NI). - (FR) Hr. formand, hr. Barroso, mine damer og herrer! Uddannelse, sundhed, post, vand og transport har en central plads i samfundslivet. Det, der er væsentligt for forvaltningen af offentlige tjenesteydelser, som skal gavne befolkningen, er et offentligt retssystem.
Det er i Europa, at lande som Frankrig har opfundet denne solidariske metode til forvaltning af de fælles dele af det, der ejes af samfundet som helhed. Dette er netop det rette tidspunkt, hvor denne fornuftige teknik til at gøre tjenesteydelser alment, ja, endog universelt tilgængelige kunne inspirere til dristige løsninger på verdensomspændende problemer i forbindelse med vand, grundlæggende medicin, uddannelse og alle de fælles dele af det, der ejes af samfundet som helhed. Og alligevel indskrænker Kommissionen anvendelsesområdet for dette instrument til vejledning af menneskesamfundene, for ikke at sige, at den ødelægger det.
Dette rod består i at ødelægge det, der har virket i et århundrede, og det skyldes troen på, at markedet er det mest fremragende, at viden er dets profet, og at alle tjenesteydelser skal privatiseres, ligesom Verdenshandelsorganisationen ønsker det. Disse tjenesteydelser omfatter ydelser til støtte for vores egne møder, dvs. det sociale besatte område, som vi selv har organiseret i Parlamentet, hvor 300 mennesker arbejder uden sociale papirer.
Hr. Barroso, ud over de tekniske problemer, som f.eks. Harlem Désir lige har beskrevet, er det et kulturelt problem og et problem med at vælge. Enten forvalter vi menneskesamfund i henhold til markedsloven, hvilket vil sige jungleloven, eller vi forvalter dem i henhold til sund fornuft.
Hr. Barroso, ønsker De at fortsætte på denne vilkårlige måde og blive ved med at lovprise markedet og skiftevis gøre Den Internationale Valutafond og WTO Deres opvartning, eller ønsker De at sætte Dem stille ned og på en rimelig måde løse problemer, der er modtagelige for fornuft?
José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg sige til Dem, at jeg har sat stor pris på denne debat. Den har været meget interessant, og jeg tror, at den bliver til stor nytte. Vi har ikke spildt tiden, og jeg har kunnet danne mig et meget mere konkret billede både af Deres synspunkter og af de deraf følgende vanskeligheder med at gå videre med sagen.
Debatten har rent faktisk bekræftet de resterende dobbelttydigheder, som nogle af Dem har nævnt. Rapkay-betænkningen er tydeligvis en klog og fornuftig betænkning, i hvilken man forsøger at etablere en ligevægt. Det er imidlertid også rigtigt, at den ikke til fulde tager en række spørgsmål op, og dette burde endvidere give Dem en bedre forståelse af de problemer, Kommissionen i årevis er stødt på i forbindelse med afgrænsningen af spørgsmålet og udarbejdelse af mere præcise definitioner. Det skyldes, at det er et komplekst område. Det må vi erkende. Selv betragtet i et rum-tidsforhold er det et vanskeligt spørgsmål, da man er nødt til at forene principper, som af og til forekommer indbyrdes modstridende. Det gælder, når det drejer sig om principperne for det indre marked og konkurrenceprincipperne, der er væsentlige for Fællesskabet og indskrevet i traktaterne, og som Kommissionen selvfølgelig skal respektere, ligesom den er forpligtet til at respektere principperne om statslig intervention og om almen interesse.
Selv om spørgsmålet imidlertid allerede i sig selv er vanskeligt, viser det sig at være endnu mere komplekst, når det indgår i udviklingskonteksten rum og tid. Som nogle af Dem har understreget, forandrer tiden sig hele tiden med strukturændringer af de europæiske markeder, øget pres fra den internationale konkurrence og omfattende teknologiske forandringer. Med hensyn til rum er situationen meget forskellig i de enkelte medlemsstater, og der kan faktisk være store forskelle mellem interventionsniveauerne på nationalt, regionalt og endog lokalt plan. Spørgsmålet er derfor meget komplekst, og derfor er det så svært, for ikke at sige umuligt, at finde en standardløsning i henhold til princippet "én størrelse passer alle".
Betyder det, at vi intet kan gøre på EU-plan? Det mener jeg ikke. Tværtimod. Men hvordan skal vi så tage fat på dette spørgsmål? Lad os først se på, hvad man ikke skal gøre. Jeg tror, at der er to yderliggående strategier, vi for enhver pris skal undgå. Den første er at sige, at tjenesteydelser af almen interesse falder fuldstændig uden for EU's område. De kommer ikke EU ved. Det er ikke tilfældet. Tjenesteydelser af almen interesse vedkommer os faktisk, fordi de har en central plads i vores sociale model, og vi ønsker at bevare dem. EU har derfor noget at sige om sagen.
Den anden radikale strategi består i at sige "gå bare i gang med at fastsætte bestemmelser, da det vil gøre os i stand til - og det er blevet sagt lige ud - at stå imod det, der står i traktaterne", da man mener, at traktaterne har tendens til snarere at fokusere på liberalisering, selv om tiden nu er inde til at sætte spørgsmålstegn ved dette ved at vedtage bestemmelser, som står i modsætning til reglerne for det indre marked og konkurrencereglerne. Dette kan vi ikke acceptere. Det indre marked er vores store styrke og en af de store succeser i europæisk integration.
Hvis vi imidlertid undgår disse to yderliggående holdninger, dvs. den holdning, der går ind for minimal europæisk intervention, og den holdning, der går ind for en høj grad af intervention med henblik på at opveje markedets virkninger, hvad kan vi så gøre? Efter at have fulgt denne debat tror jeg, at de principper, jeg nævnte i begyndelsen, og som også nævnes i Rapkay-betænkningen, er den rette løsning. Jeg vil derfor stille Dem følgende forslag. I stedet for at koncentrere os om en vanskeligt tilgængelig debat om det hensigtsmæssige eller ikkehensigtsmæssige i et rammedirektiv, hvor debatten har vist, at der tydeligvis ikke er enighed om det, hvorfor så ikke fokusere på indholdet, hvilket flertallet her i Parlamentet ser ud til at ønske. Hvad drejer enigheden sig om? Den drejer sig om subsidiaritet, som vi alle synes er ønskelig. Jeg mener, at det nationale og lokale niveau skal respekteres i denne forbindelse. Overensstemmelsen mellem det indre marked og den offentlige interesse skal sikres i hvert enkelt tilfælde, hvor der påvises en indlysende modstrid.
Endvidere - og dette er efter min mening måske det vigtigste punkt - er der spørgsmålet om, hvad de væsentlige karakteristika for offentlige tjenesteydelser er. Vi ønsker alle, at de skal være af høj kvalitet, at der er et rimeligt forhold mellem kvalitet og pris, og at alle har adgang til dem. Behovet for at modernisere offentlige tjenesteydelser kan derfor principielt accepteres, men uden at glemme disse væsentlige faktorer. Endelig skal behovet for øget retssikkerhed nævnes.
Efter at have mødt de forskellige grupper og hørt indlæggene fra hr. Rapkay, fru Thyssen og mange andre tror jeg, at jeg kan sige, at hvis vi bliver enige om disse fire punkter, har vi en grundlæggende konsensus og udsigt til et kompromis. Jeg tror, at det er muligt at gå videre med denne sag, samtidig med at vi holder fast ved vores principper for den europæiske model, nemlig principperne for det indre marked, overholdelse af konkurrencereglerne og bibeholdelse af den almene interesse. Den meddelelse, vi fremlægger, går i denne retning, og jeg tror, at debatten og min tilstedeværelse her i Parlamentet i dag vil bidrage til at finjustere vores idéer. Vi vil foreslå noget, som vil vise, at vi har gjort fremskridt i vores overvejelser, og forhåbentlig i vores beslutninger vedrørende et så vigtigt spørgsmål, som har en central plads i det, der betyder noget for EU og borgerne.
(Bifald)
Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg tror, at vi alle er mere eller mindre enige i det, hr. Barroso lige har sagt. Han lover os en meddelelse. Vi venter utålmodigt på den. Men kan kommissionsformanden sige os, om han vil bede sine tjenestegrene om også at foreslå lovgivningstekster, således at Parlamentet endelig kan drøfte dem som medlovgiver?
José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Det, jeg kan sige på nuværende tidspunkt efter at have lyttet til de forskellige holdninger, er følgende.
Som jeg sagde, fremlægger vi inden årets udgang en meddelelse, som bliver et fremskridt i forhold til tidligere overvejelser.
Hvad angår lovgivningstekster, synes jeg, at det fremgår af debatten, at vi er langt fra en konsensus om et rammedirektiv. Når dette er sagt, bliver der selvfølgelig fremsat lovgivningsinitiativer for forskellige sektorer. Når dette også er sagt, tror jeg, at vi skal overveje, hvad der kan gøres mere generelt. Det vil jeg og mine tjenestegrene gøre, for Kommissionen er trods alt ikke kun en række tjenestegrene, kollegiet og formanden har også idéer. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad vores forslag kommer til at gå ud på, men - og nu foregriber jeg uden at forpligte Kommissionen, fordi det er et spørgsmål, jeg selv skal foreligge kollegiet - jeg synes, at det fremgår af debatten, at det vil være muligt at vedtage en strategi, der kombinerer de nævnte principper, og samtidig tager hensyn til, at mange af Dem har givet udtryk for, at det nu er nødvendigt ikke at splitte Parlamentet og EU vedrørende det hensigtsmæssige i regulering, særlig hvad angår subsidiaritetsprincippet.
Jeg tror, at dette er muligt, og jeg vil slutte med en bemærkning af politisk art. Jeg taler til Dem, som de overbeviste europæere De er. Hvis vi ønsker at gøre fremskridt i denne sag, er det vigtigt, at vi undgår den polarisering, vi oplevede i forbindelse med tjenesteydelsesdirektivet. Ligesom det lykkedes Parlamentet og institutionerne at finde en positiv politisk balance i forbindelse med dette direktiv, mener jeg, at vi skal benytte samme fremgangsmåde i denne forbindelse. Hvis vi bliver splittede mellem to yderliggående holdninger til, om der skal gennemføres en samlet regulering af dette område, tror jeg, at vi styrer mod en konfrontation, der ikke vil være i EU's almene interesse, som vi ser det.
Lad os derfor koncentrere os om indholdet. Der er trods alt nok i Rapkay-betænkningen, vi er enige om. Dernæst finder vi en løsning på beslutningstagningsinstrumenterne.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.
4. Beskæftigelse og social solidaritet (Progress) (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet - PROGRESS (06282/3/2006 - C6-0272/2006 - 2004/0158(COD)) (Ordfører: Karin Jöns) (A6-0300/2006)
Karin Jöns (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det som tager lang tid, bliver godt til sidst. Vi vil i dag vedtage EU's største beskæftigelses- og socialpolitiske handlingsprogram nogensinde. Progress står, som navnet siger, for fremskridt og social solidaritet. Derfor har det været vigtigt for Parlamentet, at Progress starter til tiden som planlagt i starten af januar 2007. Netop det vil vi nu, hvor Rådet er kommet os i møde, kunne sikre med denne afstemning.
Min tak gælder derfor alle, som har bidraget til, at Progress nu er blevet til det, som det er. Nemlig til et virkelig omfattende og især finansielt veludrustet strategisk instrument, som virkelig kan bevirke større bæredygtighed i kampen mod arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse.
Her vil jeg også gerne endnu en gang sige tak til vores budgetfolk fra alle grupperne, som har udrettet det umulige i trilogen og opnået en forhøjelse af midlerne til Progress på næsten 20 % i disse vanskelige forhandlinger.
Det er mange gange blevet beklaget, at de hidtidige flerårige programmer - altså programmerne for arbejdsmarkedet, social integration, antidiskriminering og lige muligheder - ikke var tilstrækkeligt til virkelig at kunne gennemføre vores socialpolitiske dagsorden som planlagt, til altså virkelig at få en hurtigere udveksling om politikmodeller, koncepter og initiativer mellem medlemsstaterne og til i fællesskab at udvikle yderligere indikatorer og mere målrettede initiativer.
Der var enighed om, at der i stedet var behov for en anderledes organiseret og bedre struktureret udveksling og et mere stringent samarbejde. Det er her, Progress tager fat. Det fører altså ikke kun de hidtidige programmer sammen, men forbedrer samarbejdsstrukturerne og inddrager alle politiske beslutningsniveauer. Hertil hører f.eks., at netværksarbejdet og den gensidige læren af hinanden også bliver fremmet på grænseoverskridende, nationalt, regionalt og lokalt niveau og netop ikke kun på europæisk niveau.
Det glæder mig meget, at det til sidst lykkedes os at overbevise Kommissionen og Rådet om også fremover at støtte den transnationale erfaringsudveksling, for hvor får vi den meget omtalte europæiske merværdi, hvis ikke netop her? Men for at udbrede resultaterne af undersøgelser og analyser, de høstede erfaringer og bedste praksis hurtigere vil vi fremover også få et forum, som vil have til opgave at evaluere og gennemføre den socialpolitiske dagsorden, og som desuden vil blive inddraget i at videreudvikle strategier og fastsætte nye prioriteringer.
Jeg synes også, det er meget vigtigt, at det er lykkedes os at styrke arbejdsmarkedets parter og ngo'erne betydeligt i forhold til Kommissionens oprindelige forslag. De er nu også involveret i konstruktivt at følge og videreudvikle strategierne og er i deres arbejde ikke begrænset til blot at følge de europæiske mål.
Vi har imidlertid også styrket Parlamentets egen indflydelse. Vi deltager fuldt ud i både gennemførelsen og evalueringen. For første gang bliver Kommissionens gennemførelsesrapporter også sendt til os og ikke kun til programudvalget.
Til slut en ganske særlig tak til Dem, hr. kommissær Špidla. Uden Deres støtte ville det nemlig ikke være lykkedes os at forankre begrebet gender mainstreaming, som i virkeligheden er mere end blot et begreb, så godt i alle sprogversioner, som det nu er sket.
Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Aftalen fra juni om de finansielle overslag skaber håb om en hurtig og vellykket afslutning af forhandlingerne om Fællesskabets program om beskæftigelse og social solidaritet, Progress, som er det vigtigste politiske instrument for støtte til gennemførelsen af de ambitiøse mål, som Unionen opstillede for sig selv i Lissabon-strategien. Dette er blevet overhalet af virkeligheden. I dag forbereder De Dem på at annoncere en beslutning, som dette program er baseret på.
Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til især at takke medlemmerne af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender for deres fremragende arbejde og for deres indsats gennem hele forhandlingsprocessen. Jeg vil gerne rette en særligt varm tak til fru Jöns, Parlamentets ordfører i denne sag, sammen med alle skyggeordførerne, uden hvem det ikke havde været muligt at nå til en så positiv afslutning.
I teksten anvendes der principper, der er baseret på aftalen mellem institutionerne. De spørgsmål, som Parlamentet rejste i 2005, da forslaget var til førstebehandling, er blevet taget med. Budgetfordelingen mellem politikområderne vedrørende vores program opfylder Deres forventninger. Vi har reageret på Deres ønske om, at ligestillingsområdet får en mere fremtrædende plads. Dette har også været tilfældet med bekæmpelse af social udstødelse og social beskyttelse. Parlamentet vil hvert år blive inddraget på nærmeste hold, når det skal vedtage de beløb, der skal anvendes til de foranstaltninger, der udspringer af programmet. Dette er et punkt, hvor Parlamentet og Kommissionen er af samme formening. Vi mener begge, at dette skal ske i fuld åbenhed. Det glæder mig at kunne bemærke, at Rådet endelig har lagt sig fast på denne fremgangsmåde, som ligeledes banede vejen for en hurtig afslutning af forhandlingerne.
Her til sidst vil jeg gerne takke Parlamentets medlemmer, hvis indsats og engagement har bidraget til dette fremragende resultat.
Robert Atkins (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Kan De forklare eller komme med en god grund til, at afstemningstiden helt arbitrært er blevet udskudt til kl. 11.40, når den tidligere var annonceret til kl. 11.30? Der var ingen grund til at indlede denne forhandling på det tidspunkt, hvor den gik i gang. Men igen, administrationen her i Parlamentet sætter formandskabets bekvemmelighed over medlemmernes interesser. Det er ikke godt nok.
Formanden. - Forhandlingen fortsætter på grund af forsinkelser i afstemningen.
Jan Andersson, for PSE-Gruppen. - (SV) Jeg vil ikke forlænge forhandlingen så meget. Jeg vil først og fremmest gerne rette en særlig tak til Karin Jöns, som har gjort et fremragende stykke arbejde med Progress-programmet. Takket være hendes arbejde har vi været i stand til at nå frem til en løsning hurtigt, og at tingene - i modsætning til sidste gang - kan komme i gang meget hurtigt. Progress er et vigtigt program, et samlet program for beskæftigelsesanliggender, for sociale anliggender og til fremme af ligestilling samt til bekæmpelse af diskriminering. Vi støtter konceptet om et samlet program. En af løsningerne var, at vi i Europa-Parlamentet skal arbejde for, at der inden for rammerne af de langsigtede budgetter bevilges flere penge til programmet, eftersom det handler om det sociale Europa, som vi så ofte taler om. Aftalen om flere penge til Progress-programmet lettede også aftalen om programmet som helhed. Der var en del uenighed omkring spørgsmålene om ligestilling og social integration, men de problemer er løst nu. Disse dele af programmet har fået øgede ressourcer med henblik på at styrke ligestillingen, den sociale integration og den sociale beskyttelse. Det er ikke sket på bekostning af andre dele. Man har i stedet taget midler fra reserverne. Vi har efter min mening opnået en rigtig god løsning, og jeg tror, at Progress kommer til at spille en rolle for opbygningen det fremtidige sociale Europa. Jeg vil endnu en gang takke Karin Jöns for et rigtigt godt stykke arbejde.
Forhandlingen om dette punkt blev udsat på grund af afstemningen og genoptaget kl. 21.00.
FORSÆDE: Luigi COCILOVO Næstformand
5. Afstemningstid
Formanden. - Vi går nu over til afstemning
(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)
5.1. Boliger og regionalpolitik (afstemning)
5.2. Boliger og regionalpolitik (afstemning)
5.3. Beskyttelse af Jannis Sakellarious parlamentariske immunitet (afstemning)
5.4. Medier og udvikling (afstemning)
5.5. Værktøjer til undervisning i den europæiske dimension (afstemning)
Før afstemningen
Christopher Beazley (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg har en ganske kort præcisering af teksten, som vedrører punkt 1. Den sidste sætning lyder: "... i forberedelsen af dem" - dvs. skoleeleverne - "til deres rolle som fremtidige borgere og medlemmer af Den Europæiske Union". Jeg foreslår, at vi sletter ordet "fremtidige", så sætningen kommer til at lyde som følger: "... forberedelsen af dem til deres rolle som borgere og medlemmer af Den Europæiske Union".
(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)
5.6. Luftkvalitet og renere luft i Europa (afstemning)
(Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget 12.00)
FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES Formand
6. Højtideligt møde - Liberia
Formanden. - Fru præsident, det er Europa-Parlamentet en stor glæde at modtage Dem på vores plenarmøde, og det er mig en ære at byde velkommen til den første kvinde, der er blevet valgt til præsident i et afrikansk land, samt til den delegation af ministre og parlamentsmedlemmer, der ledsager Dem.
(Bifald)
Jeg vil gerne sige til medlemmerne af Europa-Parlamentet, at der i præsidentens delegation er flere parlamentsmedlemmer end ministre.
Jeg vil også gerne erindre Parlamentet om, at De også var den første kvinde, der fik posten som finansminister i Deres land i 1979, for 27 år siden.
Desværre blev der begået statskup i Deres land året efter, og 1980 blev starten på et kvart århundrede med vold i Liberia, en 14 år lang borgerkrig, en systematisk plyndring af landets ressourcer og en massiv overtrædelse af borgernes menneskerettigheder.
Statussen for denne frygtelige og lange krig - lige så lang som de gamle europæiske religionskrige - kunne ikke være mere tragisk: 250.000 ofre i et land med 3 millioner indbyggere, dvs. næsten 10% af befolkningen, en million mennesker, der var nødt til at forlade deres boliger - der er nogle, der vender tilbage nu - massevoldtægt af kvinderne - mere end 25.000. I den periode "levede" - hvis man kan sige levede - tre fjerdedele af befolkningen for mindre end 1 dollar om dagen, og 85 % af befolkningen var arbejdsløs, dvs. at der ikke fandtes en økonomi i den forstand, som vi forstår i de vestlige udviklede samfund.
Fru præsident, under disse betingelser kan det ikke være nemt for nogen leder at påtage sig posten som præsident for et land.
Europa-Parlamentet glæder sig over den rolle, som det økonomiske fællesskab af vestafrikanske stater (ECOWAS) har spillet i forbindelse med fredssamtalerne i 2002, der resulterede i det præsidentvalg, som De vandt i november sidste år.
Europa-Parlamentet sendte observatører til valget, og chefen for delegationen, vores kollega Max van den Berg, påpegede klart og tydeligt i sin rapport, at valget til trods for nogle små hændelser var forløbet i henhold til de fastsatte procedurer.
Vi modtager Dem derfor i dag som et symbol på retsstaten, freden, demokratiet, kvinders rettigheder og bekæmpelsen af korruption og straffrihed.
Hvis De læser præsidenten for Liberias bibliografi, vil De se, hvor mange gange hun har trådt tilbage fra sine poster, fordi hun ikke har været enig i den måde, som regeringerne håndterede korruptionsproblemet i hendes land på.
De husker nok også, at jeg i april, her i plenarforsamlingen, havde lejlighed til at give udtryk for min tilfredshed med den arrestation og udlevering af Charles Taylor, som Europa-Parlamentet havde anmodet om i adskillige beslutninger, og som endelig fandt sted på præsidentens anmodning. Dette udgør et fremskridt i bekæmpelsen af straffriheden for krigsforbrydere i hele verden, hvilket vi glæder os over her, og som jeg gerne vil minde om i dag, hvor De er her.
Efter så meget lidelse vil vi gerne tilbyde Dem vores støtte.
Det er godt, at våbnene er blevet tavse. Men fra det øjeblik af, hvor våbnene bliver tavse, begynder arbejdet med at genopbygge landet - en opgave, som tv-kameraerne følger med mindre interesse - og man løber den risiko, at landet bliver glemt, når krigsskuepladserne er blevet forladt.
Det ville ikke være første gang, at et samfund efter at have opnået fred ikke har fundet vejen til forsoning, eller at økonomien ikke har fundet vejen til udvikling. På denne vej, fru præsident, vil De finde bistand fra Europa til at sikre, at Liberia kan blive ved med at være det symbol på frihed, som det oprindeligt var.
Vi håber og ønsker, at De kan opbygge en fremtid fuld af håb for alle indbyggerne i Deres land, som vil blive et symbol for hele Afrika.
Fru præsident, jeg giver Dem ordet.
(Bifald)
Ellen Johnson Sirleaf, præsident for Republikken Liberia. - (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er med en følelse af dyb taknemmelighed, at jeg og min delegation mødes med Dem i dag ved Deres højtidelige møde. Jeg bringer varme hilsner og lykønskninger fra Liberias regering og befolkning til Dem, mine damer og herrer, og gennem Dem til deres respektive regeringer og befolkninger. Jeg er beæret over muligheden for at fremsætte nogle få bemærkninger.
Det er kun otte måneder siden, at det fulde ansvar for genopbygningen af Liberia efter konflikten blev overdraget til os efter vores sejr ved de demokratiske valg i 2005. Vi accepterede dette ansvar i fuld vished om størrelsen af de udfordringer, vores land står over for efter 14 års borgerkrig og ødelæggelse. Skaderne og de negative følger har været kolossale og har forværret fattigdommen over hele landet. I dag er BNP pr. indbygger 163 amerikanske dollars (2005), hvilket udgør en nedgang på 90 % sammenlignet med niveauerne før 1980'erne og før krigen som følge af sanktioner og nedskæringer inden for produktionssektorer som landbrug, skovbrug og minedrift.
Eksporten faldt tilsvarende med 95 % i samme periode. Vores kolossale udlandsgæld skønnes at være 3,7 milliarder amerikanske dollars svarende til 800 % af BNP og 3000 % af eksportindtægterne, mens den indenlandske gæld og ikkelønrelaterede fordringer skønnes at ligge på 700 millioner amerikanske dollars. Vores budget, som blev vedtaget for nylig, er på 129 millioner amerikanske dollars, hvilket er en stigning på over 50 % i forhold til det seneste finansår, men det udgør stadig mindre end 30 % af budgettet fra for to årtier siden.
Da vi overtog regeringsmagten, var der hverken elektricitet eller vand. Skoler og klinikker lå i ruiner, vejene var ufremkommelige. De statslige institutioner var brudt fuldstændig sammen, og korruptionen var løbet løbsk. Antallet af hiv-/aids-tilfælde var skudt i vejret. Få børn gik i skole, og mange døde af helbredelige sygdomme. I dag lever mere end tre fjerdedele af vores befolkning under fattigdomsgrænsen på 1 amerikansk dollar pr. dag. Et overvældende flertal af disse mennesker, især de unge, er enten arbejdsløse eller ansat i den uformelle sektor.
Men jeg er glad for at kunne fortælle Dem, at liberianerne er ukuelige. For selv efter alt det, de har været igennem, har Liberias befolkning tiltro til en ny begyndelse. De stoler på, at jeg og vores administration vil skabe forudsætninger, der kan sikre virkeliggørelsen af deres drømme.
Deres drømme er ikke komplicerede. De ønsker blot de enkle ting, som de fleste mennesker tager for givet: at leve deres liv i fred, få en god uddannelse og kunne forsørge deres familier. Det er ikke for meget for liberianerne at drømme om.
Men tiden er knap. Som De alle ved, er der stor risiko for en tilbagevenden til krig i samfund lige efter konflikten, når regeringen og det internationale samfund ikke er i stand til at yde en stor indsats på centrale tidspunkter og fastholde dem over tid.
I dag står Liberia ved et af disse centrale tidspunkter. Vores egen indsats og vores partneres indsats gennem de kommende par måneder, det kommende år og fremover vil afgøre den fremtidige kurs for vores nation. Hvis vi venter for længe med at indføre de politiske ændringer og reformer, der er behov for, eller hvis vores internationale partnere venter for længe med at intensivere sin støtte, går vi måske glip af den bedste chance, som Liberia har haft i en hel generation for at afslutte konflikten endeligt og bygge fundamentet til vækst og fremgang. Det kan vi ikke tillade.
(Bifald)
Vi må hurtigt konsolidere de mulige gevinster af Liberias hårde kamp for freden og standse den økonomiske og finansielle åreladning. Vi må reagere på de dybe sår fra borgerkrigen og styrke den nationale styring, samtidig med at vi hurtigt indfører nye foranstaltninger i retning af en strukturreform. Vi skal basere vores metode på kerneprincipperne demokrati, ansvarlighed, det frie initiativ, forsvarlig forvaltning, respekt for menneskerettigheder og en ligelig fordeling af vores naturressourcer.
Så hvad skal vi så helt konkret gøre først? Strategier til fattigdomsreduktion er af central betydning både for at undgå en tilbagevenden til konflikt og for at etablere et fundament for en bæredygtig udvikling. Vi baserer vores strategi på fire søjler med genopbygning og udvikling.
Den første søjle er en styrkelse af sikkerheden og konsolidering af freden i vores land. Uden fred og sikkerhed kan der ikke blive tale om udvikling eller fremgang. Vi må fordoble vores indsats for at uddanne vores styrker, ikke kun i sikkerhedsspørgsmål, men også i at være ansvarlige over for befolkningen. Vores sikkerhedsstyrker har i årenes løb været temmelig korrupte og stort set altid fungeret dårligt. De har ikke nydt befolkningens tillid og er blevet anvendt til at terrorisere befolkningen og gribe ind i politiske processer uden respekt for de formelle procedurer eller lovgivningen. Det ønsker vi at lave om på. Vi skal udvikle en klar national strategi, hvor vi tager hensyn til den gradvise tilbagetrækning af FN's fredsbevarende styrker.
Vi har allerede indledt processen. Vi har afsluttet hjemsendelsen af medlemmer fra vores væbnede styrker og er godt på vej mod at rekruttere en ny hær bestående af 2.000 soldater, der skal trænes korrekt og udstyres rigtigt. Med kraftig opbakning fra FN-agenturerne og andre partnere har vi gjort det muligt for 70.000 flygtninge og 50.000 internt fordrevne at vende tilbage, siden vi overtog regeringsmagten. Vores politistyrke og andre sikkerhedsenheder er under omstrukturering og uddannelse. Det er vigtigt, at vi finder midlerne til at indsluse dem i produktive opgaver.
For det andet må vi puste nyt liv i vores økonomi. Vi skal fokusere kraftigt på landbrug, både til fødevarer og kommercielle afgrøder med hovedvægten lagt på genoprettelsen af vores traditionelle gummiindustri. Vi kan også forvente en hastigt stigende vækst inden for vores skovbrug, minedrift og andre brancher, der er baseret på naturlige ressourcer, med politikker, der har til formål at skabe et investeringsklima, der kan tilskynde til investeringer i aktiviteter, hvor Liberia er i stand til at konkurrere internationalt. Disse aktiviteter vil skabe arbejdspladser, som kan afhjælpe den arbejdsløshed på 80 %, som vi står over for, navnlig blandt de unge.
I den forbindelse har vi annulleret alle koncessionsaftaler inden for skovbruget, der var i strid med reglerne, og vi er i færd med at udarbejde nye rammer for koncessionerne for vores naturressourcer for at sikre en kraftig vækst inden for disse sektorer. Vi har indtaget en aggressiv holdning ved inddrivelsen af statslige fordringer, og indtægterne er allerede gået i vejret med over 20 %. Vi har indgået en aftale med Den Internationale Valutafond om et medarbejderovervågningsprogram, og vores hidtidige resultater har efter alt at dømme været fine. Vi er ved at afslutte vores midlertidige strategi for fattigdomsbekæmpelse, der omfatter prioriterede interventioner i perioden juli 2006 til december 2007. Dette er baseret på vores 150 dages handlingsplan, hvor vi opnåede 70 % af vores ønskede resultater.
Det tredje element af vores vision er at forbedre den demokratiske forvaltning. Overkoncentrationen af magt og et lukket politisk system førte til korruption, begrænset adgang til beslutningsprocesserne, begrænsede muligheden for, at det civile samfund kunne få adgang til forvaltningsprocesserne, og gav i tidens løb næring til etniske og klassebetingede stridigheder og rivaliseren. Vi arbejder med lovgivningsmæssige og politiske forandringer for at ændre disse begrænsninger for demokrati og udvikling.
Vi er fast besluttede på at bekæmpe den korruption, der har ædt selve strukturen for vores nation og samfund. Vi er godt på vej mod at udvikle en stærk strategi for korruptionsbekæmpelse, der bakkes op af juridiske og administrative rammer. Vores svage juridiske system er ved at blive reformeret og vil blive styrket. Vi arbejder på at decentralisere beslutningstagningen og tildele tilstrækkelige ressourcer til amter og kommuner, således at de kan understøtte de programmer og projekter, de selv har identificeret. Vi lægger vægt på at give befolkningen beføjelser, navnlig de fattige og sårbare, så de får mulighed for at deltage i udviklingsprocessen.
(Bifald)
Den fjerde og sidste søjle på vores dagsorden er at puste nyt liv i vores sociale og fysiske infrastruktur. Uddannelse er af central betydning for fornyelse og forsoning. Vores vision med uddannelse for alle - ung som gammel - kræver, at vi gennemfører politikken med almindelig primær uddannelse for alle og indfører programmer til bekæmpelse af analfabetisme i lokalsamfund over hele landet med vores ukuelige markedskvinder som den primære målgruppe.
(Bifald)
Vi erkender, at ingen nation kan udvikle sig med 70 % analfabeter. Vi må især reagere over for vores krigspåvirkede ungdom og give dem muligheder for skolegang og faglige uddannelsesprogrammer.
Vi skal også genopbygge sundhedsfaciliteter, der er blevet helt eller delvis ødelagt. Kun 10 % af vores befolkning har i dag adgang til sundhedspleje. Dette tal skal øges til mindst 50 % på mellemlang sigt. Vi må konfrontere det voksende hiv-/aids-problem og bekæmpe malaria, parasitter, fejlernæring og andre sygdomme, der dræber så mange af vores børn.
Vores veje er i en forfærdelig forfatning. Uden et ordentligt vejnet bliver det nærmest muligt at konsolidere sikkerheden, tilskynde til nye økonomiske aktiviteter og styrke den lokale forvaltning. Vi må også forbedre andre dele af den sociale infrastruktur såsom vandforsyning og sanitet. Vi betragter det som et af vores vigtigste resultater, at vi i juli i år kunne tænde for elektriciteten og vandforsyningen til dele af vores hovedstad, Monrovia, for første gang i 15 år.
(Bifald)
Vi er stolte over, at vi på seks måneder kunne opnå det, som tidligere regeringer ikke har kunnet gennemføre på så mange år. Vi vil gerne takke Den Europæiske Union gennem Kommissionen for alt, hvad de har gjort for at støtte os i denne spæde begyndelse. Men dette resultat er kun begyndelsen.
Det er vores opgave at få den liberiske regering til at fungere igen og være mere ansvarlig for at levere kvalitetstjenester til den liberiske befolkning. De dermed forbundne udfordringer er så kolossale og befolkningens forventninger så massive, at vores regering ikke selv har mulighed for at reagere tilfredsstillende. Der er stort behov for at skabe og opbygge stærke, strategisk partnerskaber. I den forbindelse vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at udtrykke vores store taknemmelighed for den konstante bistand, vi har modtaget fra Det Europæiske Fællesskab i årenes løb, både kollektivt og fra de enkelte medlemsstater.
(Bifald)
Liberias regering og befolkning sætter pris på denne koordinerede støtte, og vi lægger vægt på at anvende den til genopretning, genopbygning og udvikling i vores land. Vi er interesserede i de fortsatte reformer af Den Europæiske Unions udviklingsbistand til afrikanske nationer samt den nye europæiske enighed om udvikling i retning af fattigdomsbekæmpelse. Det er vores ønske at samarbejde med vores kolleger om at afslutte de igangværende forhandlinger om en økonomisk partnerskabsaftale, idet man husker på behovet for at nå til enighed om at skabe en rimelig balance i de udviklingskrav, der normalt udspringer af sådanne partnerskabsaftaler. Desuden vil festligholdelsen af den forventede europæiske udviklingsdag uden tvivl forbedre indholdet og resultaterne af Deres partnerskab med vores lande. Vi glæder os over dette nyskabende initiativ og ser frem til de gode resultater.
Sammenfattende er vi kommet godt i gang. Det er vi taknemmelige for over for den liberiske befolkning og det internationale samfund, herunder Den Europæiske Union og Kommissionen, som er nøglepartnere i denne henseende. Det er blot en begyndelse. I de kommende måneder vil vi være beskæftiget med grundig planlægning af vores partnerskabskonference, der skal finde sted i første kvartal næste år, samt med at udvikle vores strategi for fattigdomsbekæmpelse og vækst på mellemlang sigt. Vi vil fortsætte efter vores gode start i budgetprocessen og indføre hensigtsmæssige skattebestemmelser inden for GEMAP-rammerne.
Men det er af kritisk betydning, at liberianerne i de kommende måneder begynder at se stabile og konkrete fremskridt. Jeg vil gerne bede alle vores partnere arbejde tæt sammen med os i de kommende uger, så vi kan sikre, at de mange aktiviteter, der skal gennemføres i den kommende tørketid, er klar til tiden. Vi har ikke råd til at spilde tiden, og inden for mange projekter er vi nødt til at fremskynde processen med udbetalinger og gennemførelse. Vi anmoder specifikt om Deres støtte til dette mål gennem Kommissionen.
Jeg vil også gerne sikre, at vi ikke kommer til at stå over for mangler i den helt nødvendige støtte i overgangsperioden, hvor nødhjælpsprogrammerne skal afvikles, og de langsigtede udviklingsprogrammer skal i gang. I for mange lande opstår der problemer ved denne overgang, og den vigtige dynamik kan gå tabt.
Endelig vil jeg gerne sikre, at regeringens og partnernes indsats synkroniseres og harmoniseres fuldt ud. For at forberede partnerkonferencen på bedste vist skal vi sikre, at partnerne støtter de vigtigste initiativer, at der ikke forekommer unødvendige overlapninger og duplikering, at vi gennem grundig planlægning og effektiv gennemførelse kan være sikre på at kunne udnytte dette kritiske øjeblik i Liberias historie til at bilægge konflikten og fremskynde genopbygnings- og udviklingsprocessen.
Vi er glade for, at vores nation er velsignet. Liberia er ikke et fattigt land, men et land, der er blevet forvaltet dårligt. Vi lægger stor vægt på at ændre dette; at forfølge de mål, der vil føre os fra fortidens kriser til nutidens muligheder. Som befolkning er vi engagerede i at opbygge et nyt Liberia af asken fra en gammel, turbulent fortid til en fremtid med håb og løfter. Vi er engagerede i strategiske partnerskaber baseret på gensidig respekt og gensidige fordele. Vi takker Dem alle, kollektivt og bilateralt, for Deres hidtidige støtte. Vi takker Dem, hr. Borrell Fontelles, for muligheden for at komme her, og vi ser frem til at samarbejde med hvert og et af Deres lande i de kommende måneder og ind i fremtiden. Tak.
(Parlamentet gav taleren et stående bifald)
Formanden. - Fru præsident, blot et par ord som tak for Deres ord.
Jeg er sikker på, at Deres tilstedeværelse i Europa-Parlamentet og Deres ord til os vil medvirke til, at Europa bliver klar over problemerne i Deres land og forpligter sig over for udviklingen af Afrika.
Vi ved alle, hvor bekymrede europæerne er over indvandringen fra Afrika, og vi ved alle, at det kun er ved at overvinde de problemer, De har beskrevet for os, at vi kan etablere den samarbejdsforbindelse, som De har fortalt os om i dag.
Mange tak, fru præsident.
(Bifald)
(Højtideligt møde hævet kl. 12.30)
7. Afstemningstid (fortsat)
Formanden. - Vi fortsætter med afstemningen.
7.1. Decharge 2004: Sektion I - Europa-Parlamentet (afstemning)
FORSÆDE: Luigi COCILOVO Næstformand
7.2. Kvalitetscharter om mobilitet (almen og faglig uddannelse) (afstemning)
7.3. Livslang læring (afstemning)
7.4. Temastrategi for luftforurening (afstemning)
7.5. Temastrategi for bymiljøet (afstemning)
Før afstemningen
Gyula Hegyi (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne anmode om afstemning ved navneopråb om de næste to ændringsforslag, ændringsforslag 3 (punkt 7) og ændringsforslag 4 (punkt 25), fordi disse ændringsforslag går stik imod ånden i min betænkning.
Renate Sommer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg mener ud fra principielle overvejelser, at det er forkert pludselig at forlange afstemning ved navneopråb umiddelbart før afstemningen. Vi er ikke bange for at sætte vores navn under det. Men ud fra principielle overvejelser mener jeg ikke, det er rigtigt, for det skaber præcedens.
(Parlamentet forkastede anmodningen)
7.6. Europæisk referenceramme for kvalifikationer (afstemning)
Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for hr. Mavromattis' fremragende betænkning om det vigtige emne forholdet mellem medier og udvikling. Ytringsfrihed og informationsfrihed er indskrevet i artikel 19 i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder og anerkendes som en grundlæggende rettighed. Frie medier er vigtigt for en forsvarlig forvaltning af offentlige eller private organer og bidrager til gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene om indførelse af en sikker verden uden fattigdom inden 2015.
Frie medier er vigtigt for adgangen til viden og gennemsigtighed, og de skal være helt uafhængige. De yder et stort bidrag til bekæmpelse af uvidenhed, menneskehedens urgamle svøbe, og forhindrer korruption. Selv om jeg beklager, at spørgsmålet om ansvaret for forfattere, indehavere, brugere og distributører af information ikke er blevet indarbejdet bedre, glæder jeg mig over betænkningens betydelige bidrag til frihed, fred og demokrati i verden.
Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Ordføreren kommer i sin betænkning ind på den vigtige rolle, som medierne spiller for et lands udvikling. Ytrings- og pressefriheden er nødvendig i et demokrati, men det er også nødvendigt med en god adgang til medier for samtlige grupper i samfundet, hvis et samfund skal være velfungerende.
Der er dog visse punkter i betænkningen, som vi er stærke modstandere af. Vi fastholder naturligvis vores holdning om, at der ikke skal ydes bistand på fællesskabsniveau. Dette er et anliggende for medlemsstaterne. EU skal heller ikke føre informationskampagner i medlemsstaterne.
Som helhed mener vi dog, at betænkningens indhold er godt. Vi har således stemt for betænkningen ved afstemningen i dag.
Daniel Strož (GUE/NGL), skriftlig. - (CS) Jeg vil gerne kommentere Mavrommatis-betænkningen, som vi stemte om uden forudgående forhandling. Selv om betænkningen indeholder en række uomtvisteligt interessante idéer og konklusioner, indeholder den også en masse tom, overflødig snak, som ikke blot ikke afspejler, hvad der rent faktisk foregår i EU's medlemsstater, men heller ikke bidrager til en løsning af de problemer, som Unionen burde tage sig af på dette område.
Jeg vil gerne fremhæve det forhold, at i nogle medlemsstater findes der ingen medier, som selv med den bedste vilje kan betegnes som uafhængige eller professionelle. Medierne i disse lande er helt klart ikke en "afgørende og grundlæggende proces for den menneskelige udvikling" for at citere betænkningens ordlyd. I Den Tjekkiske Republik er medierne f.eks. blot en del af markedet og helt klart et instrument til politisk manipulation, der benyttes til at misinformere offentligheden. Det er ingen hemmelighed, at de vigtigste medier i Den Tjekkiske Republik tilhører udenlandske koncerner, og at den regionale presse tilhører en tysk forlagsvirksomhed.
Et af kendetegnene ved denne situation er marginaliseringen af især venstrefløjens holdninger, at store befolkningsgrupper behandles som kriminelle og snyltere og en degradering af journalisterne til at være håndlangere, som uden at stille spørgsmål tvinges til at respektere og forsvare udgiverens politiske platform. Der gælder ingen restriktioner for forlagene med hensyn til koncentration af mediernes magt.
De tomme ord om moral og humanisme er helt klart dybt naive og betyder, at man vender det blinde øje til de reelle problemer, som medierne står over for i EU.
Tomáš Zatloukal (PPE-DE). - (CS) Jeg stemte for Beazley-betænkningen om initiativer til at supplere de nationale læseplaner ved hjælp af egnede værktøjer til undervisning i den europæiske dimension. Det er klart, at medtagelsen af europæisk historie, fælles kulturarv og en forståelse af de aktuelle spørgsmål i Europa må gå hånd i hånd med udviklingen af andre områder såsom støtte til flersprogethed. Det glæder mig, at hr. Beazley nævnte uddannelsesportalen European School Net og dens aktiviteter. Jeg vil også gerne fremhæve eTwinning-projektet, der har til formål at skabe forbindelser mellem uddannelsesinstitutioner i forskellige europæiske lande med henblik på etablering af fælles projekter. Mere end 17.000 europæiske skoler har tilmeldt sig eTwinning. Denne initiativbetænkning er en god måde at hjælpe medlemsstaterne med at indarbejde europæiske emner i deres uddannelsessystemer.
Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for hr. Beazleys fremragende betænkning om initiativer til at supplere de nationale læseplaner ved hjælp af egnede værktøjer til undervisning i den europæiske dimension. Med hensyn til den europæiske opbygning ved alle, hvor vigtigt det er at indpode en europæisk kultur hos borgerne, navnlig hos unge: Det er vigtigt for succesen for det europæiske projekt med henblik på at skabe en humanistisk civilisation. Ud over sprogundervisning bør Den Europæiske Unions historie og geografi sammen med kunst og borgerskab være fag, hvis europæiske dimension bør sættes i højsædet. Jeg er helt enig i betænkningens forslag, navnlig om at inddrage lærerne, når den europæiske dimension skal indarbejdes i undervisningen. Jeg mener, at der bør være en tilsvarende proces for universiteter og for livslang læring.
Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Der er uligheder mellem og inden for medlemsstaterne, hvad angår inddragelsen af den europæiske dimension på uddannelsesområdet, og den sproglige facet er særlig vigtig, hvilket begrunder, at Comenius- og Lingua-programmerne tildeles flere fællesskabsmidler, men vi mener ikke, at der kun er én måde at anskue historien og de såkaldte europæiske værdier på.
Hvert land har sine særlige forhold, og hvert folk sin historie. Også den kan anskues ud fra forskellige synsvinkler afhængigt af det perspektiv, man anlægger.
Vi mener, at Europas rigdom skyldes dets kulturelle og sproglige mangfoldighed, der bør bevares. Enhver ensretning skal undgås.
I betænkningen fremhæves visse positive aspekter, hvad angår sproglige og andre kompetencer, hvilket følger op på tidligere betænkninger og allerede eksisterende fællesskabsprogrammer, men vi modsætter os de ensretningsforsøg, som måske kan blive tilfældet. Vi har derfor undladt at stemme.
Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten har tidligere påpeget her i Europa-Parlamentet - og gør det igen - at det ene og alene er medlemsstaterne, der har ansvar for organiseringen af undervisningen og uddannelsessystemernes indhold. Tidligere har Europa-Parlamentet fremført, at man bl.a. ønsker at blande sig i sprogundervisningen og uddannelsessystemernes tilpasning til bl.a. ny teknologi og digitalisering. Nu er det den europæiske dimension, som skal ind i læreplanerne.
Men hvordan skal den europæiske dimension i Europas fælles historie og kulturelle arv defineres? Og af hvem?
Vi må handle i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Medlemsstaterne skal selv slå til lyd for demokrati og tolerance i Europa i sine læreplaner og over for sine samfundsborgere. Dette er ikke noget, der skal reguleres på EU-niveau.
Vi har derfor stemt nej til betænkningen.
Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) I denne initiativbetænkning søger man at undgå at gribe ind i de nationale kompetencer på uddannelsesområdet. I betænkningen ønsker man grundlæggende at få præciseret, hvad der forstås ved den "europæiske dimension".
Der findes en række programmer til udveksling af lærere og elever, som f.eks. ERASMUS/SOCRATES-programmet. Men i Det Forenede Kongerige er en lang række elever ikke opmærksomme på disse muligheder, og Det Forenede Kongerige halter bagud i forhold til andre lande med hensyn til at sende elever udenlands.
Efter at Labour-regeringen gjorde sprogundervisningen på GCSE-niveau ikkeobligatorisk, er antallet af elever, der læser fransk og tysk, alene i år 14 % lavere end året før.
På grund af de tvetydige formuleringer i det mundtlige ændringsforslag kan de britiske Konservative ikke støtte denne betænkning i sin helhed.
Bairbre de Brún og Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Vores støtte til Beazley-betænkningen afspejler vores ønske om en kraftig fokusering på sprogundervisning for at indpode en flersproget kultur i vores uddannelsessystemer i Irland. Vi mener også, at alle borgere bør have adgang til detaljerede og upartiske oplysninger om Den Europæiske Union, og hvordan den påvirker deres liv.
Sinn Féins støtte til Beazley-betænkningen (A6-0267/2006) om egnede værktøjer til undervisning i den europæiske dimension skal ikke opfattes som støtte til, at Den Europæiske Union skal spille en større rolle i medlemsstaternes uddannelsessystemer. Uddannelse er de enkelte medlemsstaters ansvar, og det skal det fortsat være.
Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Debatten om den europæiske dimension i skolerne, der kun vækker ringe opmærksomhed, vedrører meget grundlæggende spørgsmål.
Vi må ikke overse, at de beslutninger, som vi træffer på undervisningsområdet, vil have afgørende virkning for de kommende generationer, deres tilværelse og syn på verden.
Jeg mener derfor, at Christopher Beazleys bemærkninger om sproglige kompetencer er særdeles relevante, men jeg vil gerne advare imod, at den europæiske indikator for sprogkundskaber fortolkes på den forkerte og kontraproduktive måde, at almindelig indlæring kun fremmes af visse europæiske sprog.
De øvrige europæiske sprogs udbredelse uden for Europa er af meget væsentlig betydning og et stort felt af viden, der bør befordres over hele Europa.
Vi bør her følge det eksempel, som lande som Østrig, Spanien, Portugal og Slovenien fremviser, da den europæiske dimension optager en veletableret plads i disse landes uddannelsessystem, og indlæring af de europæiske sprog stimuleres.
Den europæiske dimension i skolerne bør ikke negligeres; især ikke af hensyn til den europæiske tilstedeværelse i verden, de nye udfordringer om økonomisk vækst, vi står over for, og de mål, som samarbejdet med resten af verden indebærer.
Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg vil lykønske ordføreren med hans initiativ. Uddannelse er og skal forblive medlemsstaternes kompetence. I Skotland har vi kontrollen over vores eget uddannelsessystem, og det har vi haft i århundreder. Men vores ordfører fremfører det helt rimelige synspunkt, at vores unge ofte forlader skolen dårligt forberedte som borgere og ofte kun ved ganske lidt om EU eller andre instanser, der arbejder for dem. De trin, der beskrives i denne betænkning, er interessant hjemmearbejde for lærere over hele EU.
Geoffrey Van Orden (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Selv om jeg støtter initiativer til styrkelse af fremmedsprogsundervisningen, forbedring af kendskabet til de mange europæiske landes kultur og historie og stimulering af en reel diskussion om EU's karakter, herunder dens mange grundlæggende fejl og mangler, er jeg kraftig modstander af foranstaltninger, der er beregnet på at indpode støtte til EU's politiske integrationsprojekt og skabe en eller anden falsk identitet med "europæisk" statsborgerskab. I denne betænkning blandes de forskellige aspekter sammen. Derfor stemte jeg hverken for eller imod.
Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Ren luft er vel et centralt tema for os alle. Vi må også tænke på, at følgeudgifterne for dårlig luft i Europa nok er højere end implementeringsudgifterne for vores erhvervsliv. De undtagelser og forlængelsesmuligheder, der findes i kompromisteksten, er imidlertid for komplicerede og vel også meget vanskelige at administrere. Derfor har delegationen fra Østrigs Folkeparti i vidt omfang afvist disse kompromiser. De skal også ses i lyset af konceptet om bedre lovgivning. Netop dette krav lever de ikke op til. Derfor måtte pakken i vidt omfang afvises. Vi ville foretrække Rådets holdning.
Joseph Muscat (PSE). - (MT) Min stemmeafgivelse ved afstemningen om Krahmer- og Corbey-betænkningerne er et ja til højere niveauer for luftkvalitet og strengere kontrol på dette område. Den væsentligste begrundelse for min beslutning er den måde, som borgere fra Malta og Gozo i øjeblikket behandles på af landets myndigheder. Vi står i en situation, hvor ikke blot europæiske standarder ikke overholdes, men også hvor folk ikke engang får de oplysninger, de har ret til for at kunne beskytte deres helbred og miljøet. Et konkret eksempel på dette er, at først efter min indgriben har myndighederne offentligt indrømmet, at europæiske direktiver vedrørende emissioner fra landets kraftværker overtrædes. Desuden er vi nået dertil, hvor det udstyr, der måler forureningen fra kraftværkerne i Marsa og Delimara, ikke har virket i månedsvis, efter at de blev ramt af lynet. Det maltesiske dagblad l-orizzont afslørede i går, at vi stadig ikke træffer hensigtsmæssige foranstaltninger, idet man endnu ikke har anskaffet sig nyt udstyr. Dette er ikke acceptabelt, og det påhviler de ansvarlige myndigheder og Kommissionen at følge op på denne overtrædelse.
Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for hr. Krahmers betænkning om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning ved førstebehandlingen om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftkvaliteten og renere luft i Europa. Forslaget til direktiv skal erstatte fem forskellige retsakter og bidrage til processen med "bedre lovgivning", og det er et meget positivt skridt. Vi har pligt til at bekæmpe luftforureningen af hensyn til de kommende generationer, og i lyset af den seneste udvikling inden for videnskab og sundhed er det helt naturligt at revidere og forenkle de eksisterende tekster. Vi må glæde os over indsatsen fra transportsektoren og virksomheder, der har indført tilstrækkeligt strenge regler til, at vi kan løse de udfordringer, vi står over for; ikke mindst vores medborgeres sundhed. Vi må sikre, at medlemsstaterne omsætter reglerne og overholder dem til punkt og prikke.
Jens-Peter Bonde (IND/DEM), skriftlig. - Vi tilslutter os fælles minimumsregler for luftforurening. Direktivet har godt nok som retsgrundlag art. 175 og art. 176, hvor det fremgår, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre mere vidtgående beskyttelse. Dog står der også i 176, at denne beskyttelse skal meddeles Kommissionen, og ikke må være i strid med traktaterne. Da grænseværdier for luftforurening kan komme i konflikt med det indre marked, mener vi derfor ikke, at et direktiv med retsgrundlag art. 175 og art. 176 i sig selv er en tilstrækkelig sikring af medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller indføre højere beskyttelsesniveauer.
Vi stemmer imidlertidig for, fordi vi ønsker fælles minimumsregler, og vi vil derfor under Parlamentets andenbehandling fremsætte forslag, der giver hjemmel i direktivet til at tydeliggøre og sikre dette.
Anne Ferreira (PSE), skriftlig. - (FR) Ren luft til borgerne, deres sundhed og livskvalitet er gode hensigter.
Desværre er den betænkning, vi netop har vedtaget, ikke opgaven voksen.
Teksten er mindre krævende end Verdenssundhedsorganisationens anbefalinger og er ikke tilstrækkeligt insisterende.
PM2,5 er de fineste partikler og de farligste for kroppen; derfor bør grænsen ikke være højere end 12 mikrogram.
Gennemførelsesperioderne strækker sig jo frem til 2015 og afspejler ikke problemets alvor, og det er uacceptabelt, at der bør være undtagelser.
Jeg beklager ligeledes, at førstebehandlingen var det direkte resultat af et kompromis mellem de politiske grupper, hvilket forhindrer Parlamentet i at fungere korrekt og fastlåser os i en position, der ligger langt fra vores politiske mål.
Endelig afspejler denne betænkning ikke de ambitioner, vi ikke desto mindre klart har givet udtryk for på miljøområdet, både på den internationale arena og over for den europæiske offentlighed.
Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Den høje luftforurening, især i de tæt beboede regioner og bykoncentrationer i EU, har en del af ansvaret for talrige luftvejssygdomme og alvorlige skader på økosystemerne. Særlig sårbare er børn og ældre samt personer, der bor i de tættest befolkede byer eller nær stærkt trafikerede veje.
Allerede de værdier, der i Kommissionens oprindelige forslag, blev foreslået som forureningsgrænseværdier, betød et tilbageskridt i forhold til det, der blev vedtaget i 1999 i form af direktiv 1999/30/EF. Det gælder særlig værdierne for fine partikler (PM2,5), der er meget høje og over det af WHO anbefalede.
Desværre er de forslag, som Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre stillede, blevet forkastet i Europa-Parlamentets debat.
Den tekst, der er vedtaget, har således kun begrænset rækkevidde, dog med visse gode forslag, hvis formål er at nå frem til en afbalanceret indsats i forureningsbekæmpelsen, men i afsvækket form. Vi har derfor undladt at stemme.
Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte hverken for eller imod Krahmer-betænkningen, hvoraf størstedelen er umulig at forstå for almindelige dødelige, herunder det lovgivende organ, der formodes at udarbejde lovgivningen. Hvis Parlamentet ønsker at engagere sig i luftkvalitet, bør det begrænse sig til at fastlægge de overordnede principper og de generelle rammer og så overlade det til eksperterne at fastsætte grænserne.
Vasco Graça Moura (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Luftkvaliteten er en afgørende faktor for de europæiske borgeres liv.
Dette forslag, der som led i forenklingen af miljølovgivningen samler fem eksisterende instrumenter om luftforurening i ét direktiv med mere ambitiøse mål, er derfor af stor betydning.
Vi støtter således, at der indføres nye mål for PM10, og særlig, at der fastsættes målværdier for PM2.5, der anses for de mest skadelige partikler for menneskets sundhed, og som endnu ikke var dækket af lovgivning på europæisk niveau.
Vi har stillet nogle ændringsforslag, der bl.a. omfatter foranstaltninger som revision af direktivet hvert femte år, så der kan tages hensyn til nyeste videnskabelige viden, luftkvalitetsgaranti, udelukkelse af visse områder, som vi ikke finder relevante, fordi der er beskeden offentlig adgang, eller som allerede er under passende overvågning, og endelig forenklede kriterier ved vejsidemåling.
De portugisiske medlemmer af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater støtter Krahmer-betænkningen med disse ændringer.
Sebastiano (Nello) Musumeci (UEN), skriftlig. - (IT) Det store antal luftvejssygdomme og dødsfald som følge af den omfattende luftforurening viser, at det er tvingende nødvendigt med endnu et fællesskabslovindgreb for at beskytte sundheden, så man i højere grad begrænser de emissioner, der er skadelige for mennesker.
En særlig grund til bekymring er de abnormt store forekomster af medfødte misdannelser i visse af EU's industriområder.
Tilfældet med de petrokemiske fabrikker på Sicilien er et tydeligt eksempel. Mellem 1992 og 2002 var der 1000 ud af 13.000 nyfødte, som havde hjerte-kar-misdannelser og misdannelser i leddene og fordøjelsesapparatet, og dødeligheden på grund af mavekræft hos mænd er 57 % højere end det italienske gennemsnit.
Også i visse byområder, f.eks. i Messina, som dag og nat er udsat for trafikken fra de motorkøretøjer, der kører fra Sicilien til fastlandet og omvendt, er situationen efterhånden uholdbar.
UEN-Gruppen tilslutter sig hr. Krahmers betænkning, og det er endnu en opfordring til, at vi gør en større indsats for at bekæmpe luftforureningen i Europa i de kommende år.
Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Luftforurening er et stort problem inden for folkesundheden. F.eks. mener man, at de fine partikler fra nogle af de menneskelige aktiviteter kan forkorte europæernes forventede levetid med omkring ni måneder. Alene i Belgien dør omkring 13.000 mennesker hvert år for tidligt på grund af partikler fra især dieselmotorer. Alle disse luftvejssygdomme kan undgås, og lovgiverne burde udsende et klart signal: Ren luft i Europa må betyde strenge standarder for forurening.
Det er ikke det budskab, som Europa-Parlamentet har udsendt i dag ved at vedtage Holger Krahmers betænkning om CAFE-direktivet. Jeg beklager, at mine kolleger har haft et så lavt ambitionsniveau i et spørgsmål af så stor betydning for befolkningen, idet man navnlig har forsøgt ikke at ramme bestemte brancher. Jeg håber stadig, at Europa-Parlamentet vil rette op på dette ved andenbehandlingen, være mere lydhøre over for argumenter fra miljøsundhedseksperter og undgå fælden med at fastsætte standarder, der ikke er så strenge som dem, der gælder i dag. Med denne afstemning har Californien aldrig været længere væk.
Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. - (NL) At Parlamentet i dag afsvækker den eksisterende lovgivning om luftkvalitet betydeligt, er en enorm skandale. For første gang indtager Parlamentet endog en svagere holdning end Rådet. Der findes trods alt tilstrækkelige videnskabelige beviser for, at luftforureningen forårsager fine støvpartikler for omkring 3,6 millioner tabte leveår. Det er årligt 348.000 for tidlige dødsfald.
Indtil 2020 kostede luftforureningen på grund af ozon og fine støvpartikler Europa 189-609 milliarder euro om året! Europa-Parlamentets holdning er betydeligt mindre ambitiøs end Verdenssundhedsorganisationens anbefalinger, og disse niveauer har vist sig at være realistiske i store byer i industrilande. Europa-Parlamentet giver tilmed medlemsstaterne mulighed for at udvide antallet af kalenderdage, hvor grænseværdien for PM10-støvpartikler pr. kalenderår overskrides, fra 35 til 55 dage. Det er altså strudsepolitik. At en strengere politik er realistisk, beviser USA, som allerede i 1997 fastsatte en årlig grænseværdi på 15 µg/m3 for PM2,5! Denne grænse skal senest nås i 2010. En stat som Californien går endnu videre. Siden 2003 har grænseværdien dér været fastsat til 12 µg/m3. Europa-Parlamentet nøjes med at nå op på 20 µg/m3 hen imod ...2015! Hvis Rådet giver utilstrækkelig modvægt mod denne afsvækkelse, skal Kommissionen trække forslaget tilbage.
Richard James Ashworth (PPE-DE), skriftlig. - (EN) De britiske Konservative bemærker med glæde Revisionsrettens bemærkning om, at der er sket fremskridt med hensyn til EU-regnkabernes integritet. Vi konstaterer imidlertid med rædsel, at revisorerne har anført, at der fortsat findes svagheder i tilsyns- og kontrolsystemerne, og vi støtter ordførerens synspunkt om, at det bør have absolut prioritet at rette op på disse svagheder.
Med hensyn til Europa-Parlamentet leje af parlamentsbygningerne i Strasbourg erkender og anerkender vi, at man i betænkningen konstaterer, at Parlamentets administration har handlet korrekt, men at byen Strasbourg ikke har handlet i god tro. Men vi mener, at det forhold, at Europa-Parlamentet har to arbejdssteder, giver ringe værdi for pengene for de europæiske skatteydere, og derfor kan vi ikke støtte noget forslag om at købe parlamentsbygningerne i Strasbourg.
Derfor har De britiske Konservative stemt hverken for eller imod ved den endelige afstemning om Ferber-betænkningen.
Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for decharge, men stemte hverken for eller imod beslutningsforslaget, fordi Budgetkontroludvalget insisterer på at blande reelle spørgsmål sammen med ikkereelle spørgsmål. Parlamentet kan ikke ændre et arbejdssted, der er fastsat i traktaten, blot ved at vedtage en beslutning.
Budgetkontroludvalget har misforstået spørgsmålet om husleje og købsprisen for bygningerne i Strasbourg fuldstændig. I en markedsøkonomi er det umuligt at tale om en rimelig husleje, fordi alle huslejer og købspriser forhandles mellem ejeren og lejeren eller køberen. Selv om Strasbourg kan anses for at være i ond tro, var der ikke tale om ulovligheder eller uretmæssig tilegnelse. Det er netop, hvad nogle medlemmer og nogle af medierne har hævdet, tydeligvis uden skyggen af bevis. Jeg vil gerne tage afstand fra disse misliebige personer.
Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten er af den opfattelse, at der ikke skal meddeles decharge for regnskabsåret 2004 og det først og fremmest af to grunde.
For det første mener vi, at Europa-Parlamentets ledelse har et lige så stort ansvar som byen Strasbourg for, at man i årevis har betalt en for høj leje af bygningerne i Strasbourg. Dette har kostet EU's skatteydere store summer, og Parlamentet bør i dette tilfælde gøre alt for, at den overskydende betaling bliver tilbagebetalt. Eftersom der stadig mangler information om størrelsen af de overskydende betalinger (se punkt 19, femte led, i forslaget til betænkning), mener vi ikke, at man er kommet til bunds i sagen.
For det andet mener vi ikke, at Europa-Parlamentet som institution skal gøres ansvarlig for underskuddet i parlamentsmedlemmernes særskilte pensionsordning. Medlemmernes pensionsrettigheder skal forbindes med pensionsfondens investeringsresultater. Sådan fungerer det for almindelige EU-borgere, og medlemmer af Europa-Parlamentet skal ikke have en særlig luksusbehandling i den henseende.
Silvana Koch-Mehrin (ALDE), skriftlig. - (DE) Afstemningen om betækningen om decharge for 2004 (Europa-Parlamentet) blev udsat for at opklare omstændighederne omkring udlejning af bygningen i Strasbourg. Derefter udredte Europa-Parlamentet ekstra betalinger på op til 60 millioner euro til byen Strasbourg. En erstatning for de tab, der er opstået for Europa-Parlamentet, er udelukket.
Desuden blev der konstateret manglende oprigtighed, gennemsigtighed og beslutsomhed. Trods disse kendsgerninger skal det besluttes at købe bygningen i Strasbourg. FDP i Europa-Parlamentet mener, at det er forkert, at Europa-Parlamentet køber bygningen i Strasbourg. Det er ikke forsvarligt at binde Europa-Parlamentet til Strasbourg på længere sigt.
Derfor har vi afvist de pågældende forslag. FDP går ind for, at det europæiske teknologiske institut placeres i Strasbourg, og for at Parlamentet kun skal have ét hjemsted i Bruxelles.
Kartika Tamara Liotard og Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Denne betænkning drejer sig om mere end godkendelse af regnskabet for regnskabsåret 2004. Uden ændringsforslag 9 betyder det også en tilladelse til Parlamentets Præsidium til at anvende reserven på at købe bygninger i Strasbourg.
Vi afviser ikke den beregning, hvoraf det fremgår, at køb på længere sigt er billigere end en fortsættelse af en lejeaftale. Hvis det kun var det, det drejede sig om, ville vi stemme for. Det er vigtigere, at det drejer sig om et betydeligt bidrag til bæredygtigt at kunne fortsætte de månedlige mødeuger i Strasbourg.
Disse koster årligt €200.000.000 eller i mellemtiden mere. Det nederlandske parlament afviste i september 1999 enstemmigt, at Europa-Parlamentet fortsat skal holde møder i to forskellige byer. Dermed blev de nederlandske repræsentanter i alle EU-institutioner opfordret til hurtigst muligt at bringe dette til ophør. Det er i overensstemmelse med den opfattelse, som medierne og offentligheden i Nederlandene har haft i mange år.
Køb af bygninger i Strasbourg betragtes i Nederlandene som en af Parlamentets vigtigste beslutninger, men efter dette punkt på dagsordenen, som indeholder en skjult købetilladelse, bliver sagen slet ikke mere behandlet særskilt. Det er grunden til, at vi stemmer imod.
Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Ferber-betænkningens største dyd er, at den afslutter diskussionen, der har varet alt for længe. Derfor stemmer jeg for decharge.
Der er imidlertid en række ting, som jeg ikke er så glad for. Selv om det ligger fast, at Strasbourg ikke har begået nogen overtrædelser af lovgivningen, er beskyldningen om ond tro en for let undskyldning for nogle medlemmer, som blot ønsker at udnytte lejligheden til at tage spørgsmålet om arbejdssteder op igen.
Efter at have fulgt nøje med i ejendomsspørgsmålet er det for mig at se klart, at det var været domineret af ond tro. Når Europa-Parlamentet, hvis medlemmer ikke blev tilstrækkeligt informeret om en kompliceret juridisk aftale, siger, at man ikke var underrettet om videreudlejningen af bygningerne, er det ganske enkelt usandt. Det har aldrig været byen Strasbourgs hensigt at plukke Parlamentet.
Endelig er købet af de tre bygninger godt nyt for de europæiske skatteydere.
Jeg er ked af, at medlemmernes pensionsfond har været genstand for ubegrundede angreb i henhold til princippet "kom med så meget bagvaskelse, som I vil, der er altid noget tilbage".
Cecilia Malmström og Anders Wijkman (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi har i dag valgt at stemme for Markus Ferber-betænkningen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2004. Det har ikke været muligt at bekræfte nogen ulovlige handlinger i forbindelse med lejen af to af de bygninger, som Europa-Parlamentet anvender i Strasbourg. Samtidig står det klart, at princippet om "sund økonomisk forvaltning", som står at finde i finansforordningen, ikke er blevet respekteret til fulde.
At købe de aktuelle bygninger er ud fra et langsigtet perspektiv en god forretning set fra et strengt økonomisk synspunkt. Ikke desto mindre mener vi, at det lige nu ville være ønskværdigt at udskyde en sådan beslutning, ikke mindst på baggrund af at Parlamentets to sæder er et kontroversielt emne. 1 million EU-borgere har skrevet under på det borgerinitiativ, som har til hensigt at sætte en stopper for flyttecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg. Vi støtter til fulde kravet om, at Europa-Parlamentet kun skal have ét arbejdssted, dvs. Bruxelles.
Betænkningen behandler også vigtige spørgsmål som medlemmernes bidrag, bidrag til sekretariatet og den frivillige pensionsfond. Vi har valgt at undlade at deltage i pensionsfonden. Det er efter vores mening urimeligt, at Europas skatteydere er med til at bekoste en fond, lige meget om der bliver et afkast eller ej.
Véronique Mathieu (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Vi kan kun glæde os over underskrivelsen af rammeaftalen, der giver Parlamentet mulighed for at købe bygningerne WIC, SDM og IPE3 for et beløb på 143.125 millioner euro. Alligevel bliver det svært for denne aftale at bortvejre den mistanke og mistillid, der har forpestet forholdet mellem Strasbourg og Parlamentet.
Man kan lære mange ting af dette. For det første må der ikke forekomme ejendomstransaktioner med flere aktører, for det medfører særdeles komplicerede juridiske og økonomiske arrangementer, der strider mod princippet om gennemsigtighed. På samme måde bør Parlamentets, og alle de europæiske institutioners, ejendomspolitik gennemgås grundigt, og der bør oprettes en europæisk ejendomsmyndighed med klart definerede opgaver og beføjelser.
Hvad angår diskussionen om et enkelt arbejdssted, skal det påpeges, at den relevante hjemmel fortsat er protokol nr. 12 til Amsterdam-traktaten, og at Parlamentet derfor ikke har kompetence i denne sag.
Endelig er det vigtigt for mig, at brugen af sekretariatsgodtgørelse skal være mere gennemsigtig, og navnlig at der hurtigt bør fremsættes forslag til en statut for vores medarbejdere til regulering af arbejdsbetingelser samt skatte- og socialsikringsspørgsmål. Det sociale Europa starter hos os.
Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Placeringen af institutioners hovedsæder er ikke blot et geografisk, logistisk eller økonomisk spørgsmål. Når en bestemt by vælges som sæde for en fællesskabsinstitution, indgår der en velbegrundet politisk komponent i dette valg, hvilket dog ikke indebærer, at ethvert politisk valg er rigtigt uafhængigt af dets økonomiske eller logistiske fornuft.
I Europa-Parlamentets tilfælde har Strasbourg haft en historisk begrundelse, der økonomisk og praktisk ikke lader sig retfærdiggøre i dag. Selv om det ikke er en problematik, der angår denne sag, bør det holdes i erindring.
Man skulle forvente, at byen Strasbourg ville være mest muligt imødekommende over for Parlamentet, når det har sæde her, ved måske at bære nogle af de dermed forbundne omkostninger, som almindeligt er efter gæstfrihedens regler under sådanne omstændigheder. Det ser imidlertid ud til - eller der er mistanke om, for de ansvarlige bidrager ikke til at få spørgsmålet endegyldigt besvaret - at Europa-Parlamentet i Strasbourg er en ejendomshandel, der giver kommunen en urimelig gevinst. Den mangel på god tro, gæstfrihed og fornuft, som dette viser, bør fordømmes på det kraftigste og medtages i overvejelserne, når der skal træffes et valg om Parlamentets placering.
Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte imod forslaget om, at det europæiske teknologiske institut skal have hjemsted i Strasbourg, for jeg mener, at det er en dum idé. Forslagene om det europæiske teknologiske institut behandles fortsat i Kommissionen, og de er en seriøs overvejelse værd, men de skal ikke bruges som en smutvej ud af vores dilemma med at slippe væk fra Strasbourg. Parlamentet skal have ét arbejdssted i Bruxelles, og der skal arbejdes videre med tanken om et europæisk teknologisk institut. Der er tale om to separate spørgsmål, og det er uansvarligt at forsøge at kæde dem sammen på denne måde.
Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Andragendet fra en million underskrivere, der ønsker, at Europa-Parlamentet skal have ét arbejdssted i Bruxelles, må hilses velkommen. Eftersom det er det eneste parlament i verden, der ikke selv kan bestemme, hvor det sidder, må Ministerrådet en gang for alle bringe denne situation til ophør. Europas befolkning har talt. Vi må anerkende deres stemme. Europa-Parlamentet skal have ét hjem, og det skal være i Bruxelles.
I en anden sag vil jeg gerne have min modstand mod den anden pensionsordning ført til protokols. Eftersom ændringsforslag 5 blev forkastet, kan jeg ikke støtte betænkningen og er nødt til at stemme mod den.
Jeffrey Titford (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Eftersom man i denne betænkning beskriver Parlamentet som "EU's demokratiske, repræsentative institution", skal alle være klar over, at det ikke har gjort sig fortjent til den beskrivelse.
Vi har ikke forhandlinger i denne institution, men en nøje kontrolleret og tilrettelagt taletid uden mulighed for at svare. Vi spiller simpelthen for galleriet i en bleg efterligning af et parlament.
Der kan ikke gives noget bedre eksempel en andragendet med en million underskrifter, hvor man kræver, at det nytteløse og grotesk dyre månedlige flyttecirkus til Strasbourg bringes til ophør. Men Parlamentet ser bort fra denne bøn fra den befolkning, som vi formodes at repræsentere, og overvejer alvorligt at købe disse bygninger og gøre denne bizarre ordning permanent.
Det er udmærket, at man i betænkningen sætter spørgsmålstegn ved byen Strasbourgs "gode tro", men faktum er, at byen har opnået den bedste aftale, den kunne få. Dette tamme Parlament underskrev den bare uden at gide kontrollere betingelserne eller forsøge at forhandle sig frem til gunstigere betingelser. Med andre ord: De havde luret os!
Helga Trüpel (Verts/ALE), skriftlig. - (DE) Vi har i dag stemt for Ferber-betænkningen, selv om den udgør et grundlag for at købe parlamentsbygningen i Strasbourg. Vores tilslutning er imidlertid ikke nogen forhåndsfastlæggelse med hensyn til Europa-Parlamentets sæde. Med over en million flere europæere har vi støttet initiativet OneSeat.eu. Sammen med borgerne vil vi også fortsat arbejde for at få flyttet Parlamentets aktiviteter fra Strasbourg til Bruxelles.
Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Der er al mulig grund til at rette en kritik mod visse af Europa-Parlamentets projekter. Der har dog ikke kunnet konstateres nogen ulovlige handlinger.
De frivillige pensionsordninger for medlemmerne af Europa-Parlamentet er en pensionsforsikring, der supplerer den ordinære medlemspension. Ordningen betyder, at Europas skatteydere skal stå for to tredjedel af alle indbetalinger (p.t. 2.088 euro pr. måned pr. medlem, som har valgt at tegne denne forsikring). Den resterende tredjedel er hidtil blevet betalt af medlemmernes sekretariatstillæg, på trods af at Revisionsretten allerede i 1999 kritiserede denne konstruktion og sagde, at indbetalingerne burde ske helt privat for at undgå anklager om, at "offentlige midler bliver brugt til private pensionsindbetalinger". Denne bemærkning kan i sig selv forekomme mærkelig med tanke på, at systemet er konstrueret således, at to tredjedele af alle indbetalinger foretages fra EU's budget. Jeg mener, at hele systemet burde afvikles snarest.
Desuden har jeg stemt for de ændringsforslag, som vil forhindre, at Parlamentet køber parlamentsbygningerne i Strasbourg. På kort sigt betyder et køb økonomiske besparelser, men hensigten må være, at et køb i et sådant tilfælde finansieres gennem salg af parlamentsbygningerne i Bruxelles. Det vigtigste er, at EU's sæde begrænses til ét sted.
Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Studier i udlandet og fjernundervisning bliver stadig mere populære, ikke mindst takket være EU-støtte i millionklassen. Denne tendens er dels til gavn for de studerende selv, som ud over de faglige kvalifikationer også kan videreudvikle deres personlige evner. Men også de hjemlige universiteter kan omvendt konstatere et stigende antal udenlandske studenter. Jeg synes imidlertid, at der forbavsende, at der f.eks. i Østrig trods en lav akademikerandel er en meget stor andel arbejdsløse. I denne forbindelse bør det overvejes at støtte praktikophold i udlandet mere samt at udvide muligheden for erhvervsledsagende uddannelser samt fjernundervisning. Derfor har jeg stemt for Prets-betænkningen.
Tomáš Zatloukal (PPE-DE). - (CS) Jeg støttede betænkningen om transnational mobilitet på grund af denne aktivitets betydning for de færdigheder og kompetencer, som de studerende tilegner sig, og ligeledes fordi det er en vigtig forudsætning for en vellykket anvendelse af disse færdigheder og kompetencer på arbejdspladsen. Jeg glæder mig over, at betænkningen indeholder principper, der, hvis de gennemføres korrekt, vil styrke effektiviteten af alle former for organiseret mobilitet på uddannelsesområdet. Gennem Europass-ordningen kan uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere få gennemsigtige oplysninger om fremgangen inden for og kvaliteten af de studerendes erhvervserfaringer og praktiske specialerfaring. Betænkningen er et velkomment bidrag til yderligere støtte til almen og specialiseret uddannelse.
Christopher Beazley (PPE-DE), skriftlig. - (EN) I lyset af betydningen af fru Prets' betænkning om tværnational mobilitet i Det Europæiske Fællesskab i uddannelsesøjemed vil de britiske Konservatives delegation i PPE-ED-Gruppen stemme for betænkningen.
Men delegationen fastholder dog sin modstand mod formuleringen "politisk integration" i ændringsforslag 3 til betragtning 1a (ny), eftersom dette forudsætter en afgørelse om forfatningen i EU, hvilket ikke afspejler den nuværende holdning, og ikke er blevet godkendt i de 25 medlemsstater.
Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Prets-betænkningen (A6-0255/2006) om det europæiske kvalitetscharter om mobilitet, fordi jeg finder det vigtigt, at der træffes foranstaltninger, der sikrer øget mobilitet som integreret bestanddel af unionsborgerskabet.
Det europæiske kvalitetscharter om mobilitet skal medvirke til at forbedre det samlede kvalitetsniveau i den europæiske mobilitet, anerkende perioder anvendt til grunduddannelse eller erhvervsuddannelse og til at anerkende titler, kvalifikationer og socialforsikringsydelser og til at skabe gensidig tillid for at forbedre og styrke samarbejdet mellem myndigheder, organisationer og øvrige interessenter på mobilitetsområdet.
Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) I Junilisten er vi stærke tilhængere af øget bevægelighed i Europa, ikke mindst inden for uddannelsessektoren. Men man kan altid spørge sig selv, hvornår bureaukratiet tager overhånd over for et godt formål. Vi stemmer for kompromiset, men har indvendinger mod ændringsforslag 47. Her tilføjes det, at "Chartret bør være let tilgængeligt for alle studerende og andre under uddannelse på deres respektive sprog som et grundlæggende referencedokument fra myndigheder, organisationer eller andre aktører i hjem- og værtslandet, der beskæftiger sig med mobilitet".
Vi mener, at det tilkommer de enkelte medlemsstater at gennemføre det, de har forpligtet sig til at gøre.
Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg vil gerne takke Christa Prets for den særdeles relevante betænkning om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om tværnational mobilitet i Det Europæiske Fællesskab i uddannelsesøjemed: Det europæiske kvalitetscharter om mobilitet, som jeg støtter. Det gælder særlig ændringsforslagene om at opfordre offentlige myndigheder til at indføre foranstaltninger, der støtter mobiliteten i Europa, og lette forskeres, studerendes og underviseres mobilitet i EU.
Mobilitet på grund- og erhvervsuddannelsesområdet vil især medvirke til at udvikle et tilhørsforhold til Europa og den deraf følgende europæiske bevidsthed, ligesom det vil virke fremmende for unionsborgerskabet og for skabelsen af et samfund baseret på viden, innovation og iværksætterånd.
José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Når de europæiske borgere tager et EU-projekt til sig, er det tegn på dets succes. Det har været og er fortsat tilfældet med de programmer, der fremmer de studerendes mobilitet. Tilslutningen er så stor, at man allerede taler om "Erasmus-generationen", der vokser år for år.
Det er succes af denne art, der får en til at tro på tanken om et unionsborgerskab.
EU's politiske initiativ er dog hurtigt blevet overhalet af fællesskabsprogrammernes succes. Derfor skal det tabte nu indhentes, og en række foranstaltninger vedtages for at fjerne de resterende (lovmæssige, administrative og finansielle) hindringer og dermed sørge for, at der kan drages endnu mere nytte af mobiliteten på grund- og erhvervsuddannelsesområdet.
Jeg støtter betænkningen, fordi der udtrykkes tilslutning til tanken om et europæisk kvalitetscharter om mobilitet, idet der samtidig ikke blot lægges vægt på øget mobilitet, men også på at forbedre dennes kvalitet, hvilket vil styrke udviklingen af de menneskelige ressourcer.
Det er indlysende, at enhver forbedring af mobiliteten på grund- og erhvervsuddannelsesområdet vil bidrage til at skabe en økonomi baseret på viden, jobskabelse og bæredygtig udvikling, Lissabon-strategiens grundpiller.
Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg har hverken stemt for eller imod Trüpel-betænkningen, fordi det er en forudsætning for at erhverve såkaldte nøglekompetencer, at man har grundlæggende kundskaber som læsning, skrivning, regning og logisk, kritisk tænkning. Som det fremgår af Pisa-undersøgelsen, har vi imidlertid mangler på dette område. I denne forbindelse skaber en stor andel af udlændinge i skoleklasserne alvorlige problemer i forbindelse med indlæring af disse grundlæggende kundskaber.
Hvis ikke vi snart sørger for nogle lofter over andelen af udlændinge i undervisningen, vil de berørte klasser fortsat ikke bare lide under forprogrammerede konflikter mellem de forskellige grupperinger og kulturer, men også i stigende omfang miste muligheden for at erhverve nøglekompetencer.
Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for fru Trüpels betænkning om indstilling ved førstebehandling om Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om nøglekompetencer for livslang læring. Det er vigtigt for de europæiske borgere, at de gennem uddannelse har en rimelig garanti for beskæftigelsesegnethed i det videnbaserede samfund, der defineres i Lissabon-strategien. Det glæder mig, at iværksætterånd er en af de otte nøglekompetencer, som alle europæere bør have adgang til. Alle skal være klar over, at selv om kvalifikationer er nødvendige, er de ikke længere nok, og de studerende skal også bibringes "iværksætterånd". Det vil være en betydelig fordel for de mennesker, der opnår den som et resultat af medlemsstaternes brug af denne henstilling.
Christopher Beazley (PPE-DE), skriftlig. - (EN) I lyset af betydningen af fru Trüpels betænkning om nøglekompetencer for livslang uddannelse vil de britiske Konservatives delegation i PPE-DE-Gruppen stemme for betænkningen.
Men uanset vores overordnede støtte til betænkningen er vi med henvisning til ændringsforslag 1 til betragtning 4 ikke enige i, at fastsættelsen af procentuelle mål for beskæftigelsen er effektivt som bidrag til at opnå en øget beskæftigelsesgrad, men er klar over, at dette ændringsforslag blot er en gentagelse af Det Europæiske Råds holdning.
Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg vil gerne takke Helga Trüpel for hendes betænkning om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om nøglekompetencer for livslang læring, som jeg støtter. Det gælder særlig med hensyn til nødvendigheden af øgede investeringer i almen uddannelse og erhvervsuddannelse.
I denne sammenhæng finder jeg det endvidere meget vigtigt, at de europæiske borgere får de nødvendige redskaber til at tilpasse sig et arbejdsmarked karakteristisk for et vidensamfund.
Zita Pleštinská (PPE-DE), skriftlig. - (SK) Globaliseringen stiller i stigende grad EU over for nye udfordringer, som kræver, at alle europæiske borgere konstant forbedrer deres viden og færdigheder samt mere overordnede kompetencer, både i deres privatliv og i deres offentlige liv og arbejdsliv. Behovet for adgang til de nøglekompetencer, der udgør grundlaget for personlig udvikling, et aktivt borgerskab og beskæftigelse, dikteres af væksten i det videnbaserede samfund inden for Lissabon-processen og er knyttet til tilstedeværelse på arbejdsmarkedet.
Derfor har jeg stemt for Trüpel-betænkningen, inklusive Kommissionens henstillinger, eftersom den udgør et europæisk referenceinstrument for nøglekompetencer og indeholder forslag til, hvordan man kan sikre alle europæiske borgere adgang til disse kompetencer gennem livslang læring. Dette dokument er et vigtigt bidrag til gennemførelsen af Lissabon-strategiens mål for vækst og beskæftigelse og navnlig gennemførelsen af arbejdsprogrammet for almen og faglig uddannelse frem til 2010.
José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Da jeg kommer fra et land, hvor der stadig er mange, der ikke kan læse og skrive, hvor der er langtidsarbejdsløshed, og hvor omkring halvdelen af alle skolesøgende ikke afslutter en sekundær uddannelse, støtter jeg denne betænkning, fordi livslang læring prioriteres højt i reformen af arbejdsmarkedet.
Presset fra globaliseringen og de nye teknologier har ganske tydeligt vist, at der er mangler i en række nøglekompetencer, som gør det vanskeligere for arbejdstagerne at tilpasse sig stadig mere fleksible arbejdsmarkeder.
Med vedtagelsen af en europæisk referenceramme, går indsatsen både opad i form af støtte til unges grund- og erhvervsuddannelse, så de kan opnå de nøglekompetencer, som de får brug for, når de skal ud i arbejdslivet, og nedad i form af udvikling og opdatering af arbejdstagernes nøglekompetencer gennem livslang læring. Indsatsen vedrører således både erhvervelse af kompetencer og disses udvikling og senere opdatering.
Dette initiativ indgår i Lissabon-strategiens mål om at satse på vækst og beskæftigelse, og det finansieres af den nye generation af fællesskabsprogrammer (2007-2013) som f.eks. Den Europæiske Socialfond, der har livslang læring som et sine prioriterede indsatsområder.
Jeg støtter betænkningen, fordi den står for en moderne socialpolitik, der tager højde for de nye forhold, som vi lever og arbejder under.
Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg går varmt ind for den strategi, som ordføreren har udarbejdet, men jeg kritiserer to punkter. For det første indeholder strategien for ren luft i Europa ingen bindende mål - det bør den gøre. For det andet bør Fællesskabet overlade det til medlemsstaterne og regionerne at afgøre, hvordan de vil nå disse mål. De mange fællesskabsretlige forskrifter begrænser denne valgmulighed. Det gælder især direktivet om omkostninger for landevejstransport, som ikke tillader, at der lægges vejafgift på tunge køretøjer i områder, hvor der hersker stærke miljø- og luftbelastninger.
Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Ordføreren kommer i sin betænkning ind på Kommissionens temastrategi for luftforurening.
Junilisten mener, at grænseoverskridende miljøproblemer er et anliggende, der skal behandles på fællesskabsniveau. Luftforurening er et eksempel på et sådant problem.
I punkt 25 opfordres Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet til at indgå en interinstitutionel aftale, hvor de udtrykker deres engagement over for luftkvalitetsmålene. Junilisten ønsker naturligvis også bedre lovgivning, men vi mener, det er vanskeligt at opnå, hvis den lovgivende og udøvende magt på forhånd bliver enige om, hvilke regler der skal gælde i fremtiden. Derfor har vi stemt imod betænkningen ved afstemningen i dag.
Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! To tredjedele af befolkningen i mit land, Ungarn, bor i byerne. De er de mest udsatte for miljøskader, der forårsages af industri og transport. Dette er i sig selv grund nok til, at vi skal gøre en særlig indsats for at forbedre bymiljøet.
Situationen i Budapest er særligt slem, og derfor fandt jeg det vigtigt at støtte denne betænkning, selv om den indeholder adskillige stødende elementer. Hr. Hegyi forventer EU-standarder på en række områder, der udelukkende falder inden for medlemsstaternes eller de lokale myndigheders kompetence. Jeg forstår hans bevæggrunde, for han bor ligesom jeg i Budapest, hvor man i de senere år intet som helst har gjort for at forbedre miljøet.
EU-krav kan bestemt fungere som vigtige incitamenter, og overholdelsen af disse skal overvåges nøje. Vi kan imidlertid ikke forvente, at Unionen skal løse miljøproblemerne i de europæiske byer med standarder, der skitseres i detaljerede særprogrammer. Det er en opgave for de lokale myndigheder, og Strasbourg eller Bruxelles kan ikke kompensere for deres fejl.
Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Hegyi-betænkningen (A6-0233/2006) om en temastrategi for bymiljøet, fordi det er meget vigtigt at bidrage til de europæiske byers generelle miljøresultater ved at nedbringe bureaukratiet og øge effektiviteten af gennemførelsen af miljøpolitikken og ved at tilskynde til en langsigtet miljøplanlægning.
Omkring 80 % af den europæiske befolkning lever i byer, men alligevel tages der ikke altid tilstrækkeligt hensyn til deres behov og interesser i EU's fonde, projekter, initiativer og strategier. Med henblik på at forbedre de europæiske byboernes livskvalitet skal fællesskabslovgivningen derfor strammes op bl.a. i form af bæredygtige bytransportforvaltningsplaner.
Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Betænkningen, som Europa-Parlamentet i dag har vedtaget, indeholder positive elementer, som vi støtter, f.eks. øget brug af miljøvenlig transport, yderligere anvendelse af offentlig transport, udtynding i bebyggelsen, flere grønne områder i byerne, genopretning af forfaldne bygninger og især de historiske centre samt større miljøindsats i bygninger med hensyn til isolering og brug af vedvarende energi.
Det er, som det nævnes i betænkningen, ligeledes vigtigt, at udveksling af bedste praksis fremmes inden for Fællesskabet med hensyn til strategi og bæredygtige byforvaltningsplaner, og at borgerne gennem offentlige debatter i højere grad inddrages i planlægningsfasen.
Det forudsætter imidlertid også større fællesskabsstøtte, hvad angår finansielle midler, hvilket desværre ikke er tilfældet. EU indfører tværtimod flere forpligtelser og krav, men uden at vedtage de nødvendige finansielle midler, hvilket kan forværre asymmetrierne mellem de mere velstående regioner og lande og de mindre velstående.
Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Tilgængelighed er afgørende for bæredygtig udvikling. Transportspørgsmålet er derfor det centrale i enhver diskussion om bypolitik.
Da der er flere opfattelser, om hvordan vores byers miljø- og trafikproblemer kan løses, mener jeg, at vi ud fra en socioøkonomisk betragtning bør koncentrere indsatsen om følgerne for folkesundheden og livskvaliteten.
Forslaget om bæredygtige transportplaner er ganske givet vigtigt, men dette instrument bør anvendes på en fleksibel måde og under hensyntagen til den enkelte bys særlige forhold.
Brug af miljøvenlige transportmidler og teknologier er også en afgørende faktor for et renere miljø, men det bliver dog kun mere udbredt, hvis de lokale og nationale myndigheder udveksler erfaringer om bedste praksis.
Derfor mener jeg, at det for at fremme en helhedsorienteret bypolitik er meget vigtigt at fremme offentlig-private partnerskaber og forvalte de eksisterende fællesskabsinstrumenter til støtte for bypolitik på en effektiv måde.
Kun med foranstaltninger, der er afpasset efter den enkelte medlemsstats konkrete forhold, vil vi kunne sikre en bæredygtig fremtid i vores byer og en harmonisk vækst i vores samfund.
Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Jeg stemmer ja til betænkningen, selv om den indeholder negative punkter som f.eks. mål for grønne områder pr. indbygger, og hvordan man skal mindske støj fra private musikanlæg i bymiljøet, hvilket helt klart er lokale anliggender, som bør afklares på lokalt niveau. Men der er positive punkter såsom vejafgifter, mindsket biltrafik og lokale planer om bæredygtighed, og borgerlige regeringer har helt sikkert behov for et skub fra EU, hvad disse anliggender angår.
Indholdet bør dog beholde sin karakter af anbefaling og ikke føre til omfattende lovgivning.
Renate Sommer (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Som skyggeordfører for PPE-DE-Gruppen for betænkningen om temastrategien for bymiljøet har jeg i dag opfordret medlemmerne i min gruppe til at undlade at stemme i den afsluttende afstemning.
Betænkningen er et forsøg på at bryde subsidiaritetsprincippet.
Alligevel mente jeg ikke, at det var berettiget helt at afvise betænkningen, da den overvejende del af indholdet beskriver allerede eksisterende ordninger, opfordrer til erfaringsudveksling mellem byerne og blot kræver, at Kommissionen skal udarbejde retningslinjer. Det er helt nødvendigt at forbedre bymiljøet gennem sådanne foranstaltninger, netop i de nye medlemsstater.
Gabriele Stauner (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg har undladt at stemme ved afstemningen om betænkningen om temastrategien for bymiljøet.
Betænkningen er et forsøg på at bryde subsidiaritetsprincippet.
Alligevel mente jeg ikke, at det var berettiget helt at afvise betænkningen, da den overvejende del af indholdet beskriver allerede eksisterende ordninger, opfordrer til erfaringsudveksling mellem byerne og blot kræver, at Kommissionen skal udarbejde retningslinjer. Det er helt nødvendigt at forbedre bymiljøet gennem sådanne foranstaltninger, netop i de nye medlemsstater.
Thomas Ulmer (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg afviser betænkningen. Det er ikke udtryk for ringeagt for vores værdsatte kollega Hegys arbejde, det handler om, at man tilsidesætter subsidiariteten, og EU og EU-institutionerne dermed blander sig i nationale anliggender. Det mener jeg ikke er berettiget. Denne tendens til, at Europa hele tiden blander sig i borgernes daglige liv, også når det ikke er nødvendigt, er en af de væsentligste årsager til europaleden.
Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Den gensidige anerkendelse af kvalifikationer mellem EU's medlemsstater er vigtigt for personer, der ønsker at flytte til andre lande, og en europæisk referenceramme for kvalifikationer (EQF) vil derfor kunne blive nyttig.
Jeg støtter, at det i betænkningen afvises, at der skal udarbejdes retningslinjer for uddannelsens retning og varighed og for uddannelsessted. Jeg støtter ligeledes den opfattelse, at organiseringen og valideringen af livslang læring falder ind under medlemslandenes ansvar, og at EQF kun vanskeligt kan gribe ind i dette område.
Det er imidlertid afgørende at være opmærksom på, hvordan EQF opbygges, på dens grundlag og på de mål, der opstilles.
I denne sammenhæng rummer betænkninger nogle modsigelser, f.eks. ønsket om at indføje EQF i den såkaldte Bologna-proces og den såkaldte Lissabon-strategi, der som bekendt først og fremmest sigter på at varetage de økonomiske og finansielle gruppers interesser. Derfor har vi undladt at stemme.
José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg støtter denne betænkning, fordi jeg er overbevist om, at en europæisk referenceramme for kvalifikationer (EQF) vil fremme arbejdskraftens beskæftigelsesegnethed og geografiske mobilitet i EU.
Jeg støtter denne europæiske tilgang, fordi vidensamfundets nye udfordringer tages op, og det europæiske arbejdsmarkeds nye krav søges besvaret, eftersom den tankegang, som EQF hviler på, netop er at fremme den europæiske økonomis konkurrenceevne og den sociale samhørighed i overensstemmelse med Lissabon-strategiens mål.
Jeg støtter også initiativer, der medvirker til, at der lægges større vægt på borgernes evne til at få arbejde ved at fremme erhvervsmæssig mobilitet gennem anerkendelse, sammenlignelighed og overførsel af kvalifikationer inden for Fællesskabets område.
Jeg beklager dog, at dette initiativ ikke i tilstrækkelig grad afspejler arbejdsmarkedets virkelighed ved at ignorere betydningen af de faglige uddannelser og især fokusere på de akademiske uddannelser.
9. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen
(Mødet udsat kl. 13.05 og genoptaget kl. 15.00)
FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES Formand
10. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen
11. Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er meddelelse fra Kommissionen om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse.
José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - Hr. formand! Kommissionen har netop vedtaget sin endelige rapport om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Det er vores konklusion, at begge lande er parat til at påtage sig rettighederne og forpligtelserne ved medlemskab af Den Europæiske Union pr. 1. januar 2007.
(Bifald)
Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse vil markere en historisk begivenhed: afslutningen af den femte udvidelse af Den Europæiske Union, hvor vi fortsætter genforeningen af vores europæiske familie.
Ved denne lejlighed vil jeg gerne lykønske befolkningerne og myndighederne i Bulgarien og Rumænien med den store indsats, de har lagt for dagen, for at opfylde betingelserne for tiltrædelse til Den Europæiske Union. Jeg vil også gerne takke Dem, mine damer og herrer, for den konstruktive rolle, som Parlamentet har spillet. Europa-Parlamentet har altid været en stålsat fortaler for de politiske, økonomiske og kulturelle fordele ved udvidelsen. Deres støtte har hjulpet med til at udbrede fred, stabilitet og fremgang i Europa.
Den seneste udvidelse har som de tidligere vist sig at være en stor succes. Den har bekræftet, at udvidelsen af Unionen, hvis den forvaltes omhyggeligt, skaber en situation, hvor både de eksisterende medlemsstater og tiltrædelseslandene bliver vindere. Udvidelsen stimulerer økonomisk vækst og social samhørighed og styrker Den Europæiske Unions rolle og indflydelse i verden.
Når Bulgarien og Rumænien er klar, er det et direkte resultat af den vedvarende fremgang, som begge lande har haft gennem de seneste par år og navnlig siden vores seneste rapport i maj. Kommissionen tager sit ansvar som traktaternes vogter meget alvorligt. Vi skal først og fremmest beskytte Den Europæiske Unions funktion. Godkendelsen af 2007 som tiltrædelsesdato for Bulgarien og Rumænien er baseret på en grundig, retfærdig og objektiv vurdering, som kommissær Rehn vil forklare nærmere om et øjeblik.
Bulgarien og Rumænien har fundet det rette svar på vores strenge betingelser ved at arbejde med de områder, som vi fremhævede i maj. Herved har de gjort betydelige fremskridt. Men i dagens rapport fremhæver vi også nogle områder, hvor begge lande skal gøre yderligere fremskridt ved at holde fast i den nuværende reformdynamik frem til tiltrædelsen og derefter. Kommissionen har udarbejdet en række foranstaltninger, der skal ledsage Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse.
Kommissionen vil navnlig indføre en mekanisme for samarbejde og kontrol af fremskridtene inden for områderne reform af retsvæsenet, bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet. Mekanismen indeholder specifikke benchmarks, som skal opfyldes. Kommissionen vil regelmæssigt aflægge rapport til Parlamentet og Rådet om de opnåede fremskridt. På grundlag af dette kan Kommissionen om nødvendigt påberåbe sig de sikkerhedsforanstaltninger, der er indskrevet i tiltrædelsestraktaten.
Kommissionen har yderligere ledsageforanstaltninger til sin rådighed, som vil sikre, at Unionen fungerer korrekt frem til begge landes tiltrædelse og efterfølgende. Reglerne for Den Europæiske Union giver os et omfattende sæt af foranstaltninger, som giver mulighed for at bekæmpe potentielle risici i tiltrædelseslande og i de nuværende medlemsstater og finde løsninger på problemer såsom fødevaresikkerhed og forvaltningen af de europæiske skatteyderes penge.
Den stringente anvendelse af disse ledsageforanstaltninger understreger vores fokusering på konditionalitet gennem hele forberedelsen af disse landes tiltrædelse. Derfor er vi overbevist om, at udvidelsen endnu en gang vil forløbe uden problemer og vil styrke, ikke kompromittere, Den Europæiske Unions funktion.
Det er vigtigt at sikre, at vi fortsat er i stand til at fungere effektivt, mens vi udvider. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at give udtryk for min holdning til fremtidige udvidelser. Efter afslutningen af denne femte udvidelse med Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse mener jeg, at en løsning af de institutionelle spørgsmål bør gå forud for alle fremtidige udvidelser. Det er måden, hvorpå vi kan sikre, at vores udvidede Union kan fungere effektivt og harmonisk. Under alle omstændigheder kræves det i Nice-traktaten, at vi tilpasser vores institutionelle struktur efter det 27. medlems tiltrædelse. I konklusionerne fra Det Europæiske Råds seneste møde i juni satte man kurs mod denne institutionelle afklaring, og jeg håber, at det vil lykkes ved udgangen af 2008. Ved at følge den tidsplan respekterer vi vores forpligtelser over for de lande, som vi har stillet muligheden for tiltrædelse i udsigt, og gennemfører vores strategiske målsætning om at konsolidere fred, demokrati og fremgang på vores kontinent.
Vi ser frem til Bulgariens og Rumæniens historiske tiltrædelse til Den Europæiske Union i 2007. Jeg forventer, at begge lande vil bidrage energisk til den europæiske integrationsproces.
(Bifald)
Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne tilslutte mig hr. Barroso i hans lykønskninger til Bulgarien og Rumænien med deres historiske resultat. Gennem de seneste måneder har begge lande vist, at de er parat til at komme med i Den Europæiske Union. Nøglen til denne succes var en kombination af en betydelig bulgarsk og rumænsk indsats med kraftig tilskyndelse og støtte fra Unionen. Jeg vil også gerne tilslutte mig hr. Barrosos tak til Europa-Parlamentet for dets fortsatte støtte til den gradvise og omhyggeligt forvaltede tiltrædelsesproces til Unionen.
Kommissionens vurdering er baseret på endnu skrappere betingelser, end vi tidligere har anvendt. I løbet af især de seneste to år har Bulgarien og Rumænien reageret meget positivt på vores system med konditionalitet. Dette har resulteret i en bemærkelsesværdig omstilling med reformer inden for adskillige sektorer, der har toppet over de seneste tre til fire måneder. Dermed har den strategi, vi udformede i fællesskab i maj måned, fungeret fint til fordel for Europa, Bulgarien og Rumænien.
Dagens betænkning er fokuseret på de områder, der krævede yderligere fremskridt i maj. Flertallet af Bulgariens og Rumæniens overordnede forberedelser var allerede afsluttet på daværende tidspunkt.
Med hensyn til de politiske kriterier har Bulgarien fortsat reformen af retsvæsenet. De juridiske rammer er blevet forbedret, f.eks. gennem indførelse af regler om objektive procedurer for udnævnelse og evaluering af dommere, hvilket er meget vigtigt for retssystemets uafhængighed. De igangværende forberedelser til en forfatningsreform i den henseende er også yderst velkomne.
Bestræbelser på at bekæmpe korruption har resulteret i, at flere embedsmænd skal afgive en erklæring om deres personlige økonomiske interesser, og i oprettelse af interne inspektorater til efterforskning af svig. Statsadvokaten har fortsat været proaktiv vedrørende anmodninger om ophævelse af parlamentsmedlemmers immunitet.
I kampen mod organiseret kriminalitet har man ansat flere specialister, og man har registreret en række vellykkede aktioner mod kriminelle netværk. Men i øjeblikket er antallet vellykkede retssager er stadig lavt, og antallet af vellykkede gennemførelser skal stadig forbedres.
Rumænien har gjort yderligere fremskridt med hensyn til at reformere retssystemet, og resultaterne er konkrete og positive. Fortolkningen og anvendelsen af lovgivningen harmoniseres yderligere, og personaleniveauet inden for retssystemet er stigende.
Der er sket klare og konkrete fremskridt i kampen mod korruption. Det strafferetlige ansvar er blevet udvidet til juridiske personer, og reglerne om finansiering af politiske partier er blevet strammet op. Dette har ført til upartiske undersøgelser og anklager for korruption på højt niveau.
I rapporten skitseres et begrænset antal områder, hvor vi er nødt til at skabe yderligere fremskridt i månederne frem til tiltrædelsen og efterfølgende. Derfor indeholder rapporten også ledsageforanstaltninger, som Kommissionen vil iværksætte efter tiltrædelsen, medmindre de resterede problemer er ryddet af vejen.
Kommissionen vil indføre en mekanisme for samarbejde og kontrol af fremskridtene inden for områderne reform af retsvæsenet, bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet. Derfor har vi opstillet benchmarks, som hr. Barroso sagde, der henviser til de særlige omstændigheder i de enkelte lande. Denne mekanisme giver Kommissionen mulighed for at hjælpe lande med at fortsætte reformerne med saft og kraft og til at kontrollere, at de forventede fremskridt gennemføres i praksis.
Kommissionen vil også bede Bulgarien og Rumænien aflægge halvårlige rapporter om fremskridtene i retning af at opfylde disse benchmarks, indtil målet er nået. Den første rapport vil blive indsendt ved udgangen af marts 2007. Derefter vil vi aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet i juni 2007. Kommissionen vil også anvende sikkerhedsklausulerne i tiltrædelsestraktaten, hvis et af landene ikke opfylder disse benchmarks på rette vis. I rapporten understreges det ligeledes, at EU-bestemmelserne indeholder de nødvendige garantier for en forsvarlig forvaltning af EU's landbrugs- og strukturfonde.
Den nye forordning om strukturfondene indeholder mekanismer, der skal sikre, at disse fonde, som naturligvis består af EU-skatteydernes penge, bruges korrekt. Betalingerne kan afbrydes, suspenderes eller annulleres, hvis Kommissionen har mistanke om eller konstaterer tilfælde af uregelmæssigheder eller svig, herunder korrupt praksis. Ud over denne række af sikkerhedsforanstaltninger vedrørende EU-midlerne kan der foretages finansielle korrektioner, hvis der konstateres individuelle eller systematiske uregelmæssigheder ved de regelmæssige finanskontroller.
Der er stadig risiko for, at forberedelserne til forvaltning af landbrugsfondene ikke bliver afsluttet inden tiltrædelsen. Som en forholdsregel har vi indført specifikke foranstaltninger for at sikre, at Bulgarien og Rumænien forvalter disse midler korrekt.
Dette giver begge lande tid til at afslutte forberedelserne i 2007. Hvis de undlader at gøre dette, vil Kommissionen også have mulighed for at reducere betalingerne i 2007. Naturligvis håber vi, at vi ikke bliver nødt til at ty til denne mekanisme, der skal opfattes som et incitament for både Bulgarien og Rumænien.
Med hensyn til den tredje sikkerhedsforanstaltning, fødevaresikkerhed, er nogle foranstaltninger allerede på plads på grund af dyresygdomme. De vil blive opretholdt efter tiltrædelsen. Der kan også være behov for restriktioner efter tiltrædelsen vedrørende brug af visse biprodukter fra dyr. Foretagender inden for mejeri-, kød- og fiskesektoren, der ikke overholder bestemmelserne, vil blive nægtet adgang til det indre marked, men vil få adgang til at producere til det nationale marked under et bestemt mærke. Efter tre år vil de skulle overholde EU-reglerne eller lukke.
Jeg har skitseret de tilstrækkelige garantier, der tilbydes gennem acquis communautaire og tiltrædelsestraktaten. Derfor har jeg tillid til, at Bulgarien og Rumænien vil berige Unionen uden at kompromittere EU-politikkernes og -institutionernes korrekte funktion. EU's og borgernes interesser kan sikres, og EU-skatteydernes penge beskyttes.
Samlet set fortjener Bulgarien og Rumænien ros for deres vidtgående bestræbelser og indsats for at tilpasse deres lovgivning og administration til Den Europæiske Unions love og regler. På grundlag af de opnåede fremskridt viser vores rapport, at begge lande vil være klar til at gå med i Unionen i 2007. De foreslåede ledsageforanstaltninger vil sikre kontinuiteten og uigenkaldeligheden af reformerne i de to lande.
Jeg er sikker på, at vi kan stole på Deres støtte til at lette en hurtig og vellykket ratificering af tiltrædelsestraktaten i de resterende medlemsstater. Bulgarien og Rumænien har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at slutte sig til os i Den Europæiske Union, og de fortjener vores lykønskninger og en meget hjertelig velkomst.
(Bifald)
Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Bulgarien og Rumænien er en vigtig del af den femte udvidelse af Den Europæiske Union. Det er velkendt, at vi har haft som målsætning at byde begge lande velkommen som medlemsstater den 1. januar 2007. I den henseende kan vi kun glæde os over Kommissionens meddelelse.
Under hele udvidelsesprocessen har man taget hensyn Europa-Parlamentets synspunkter om, hvor velforberedte Bulgarien og Rumænien er på at komme med i Unionen. På formandskabets vegne vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet for dets betydelige bidrag i forbindelse med de to landes tiltrædelse til Unionen.
Den Europæiske Union har nøje fulgt de fremskridt, som begge lande har gjort med hensyn til den endelige indførelse af reformer og opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til tiltrædelsestraktaten. Mens man på Det Europæiske Råds møde i juni roste Bulgarien og Rumænien for de reformer, de havde gennemført for nylig, appellerede man samtidig til begge lande om at gøre en endnu større indsats for at løse, endelig og uopholdeligt, de resterende problemer, som blev nævnt i Kommissionens seneste situationsrapport, som den udarbejdede i maj.
Det finske formandskab har tilskyndet begge lande til at finde en løsning på de resterende spørgsmål. De omfatter navnlig reformen af retsvæsenet, organiseret kriminalitet, korruption og administrative initiativer inden for adskillige nøgleområder. Møderne i Associeringsrådet har givet mulighed for at evaluere fremskridtene med hensyn til acquis communautaire og har klart vist, at de nødvendige reformer skal vedtages endeligt og gennemføres straks. Møderne i de blandede parlamentariske udvalg har også spillet en nøglerolle i dette arbejde.
Formandskabet bemærker sig henstillingerne i Kommissionens rapporter. Vi vil gerne rose både Bulgarien og Rumænien for deres bestræbelser på at opfylde kravene i forbindelse med tiltrædelsen. Bulgarien og Rumænien bør nu løse alle resterende problemer uden tøven. Jeg ved, at landene allerede er i gang med at forsøge at løse disse problemer.
Rådet har noteret sig Kommissionens planer vedrørende beskyttelsesforanstaltninger og intensiveret overvågning, som kan indføres i henhold til artikel 37 og 38 i tiltrædelsestraktaten, hvis der ikke sker tilstrækkelige fremskridt på disse områder.
Rådet foreslår nu, at man foretager en grundig gennemgang af Kommissionens meddelelse og henstillinger samt en grundig evaluering af de væsentligste spørgsmål. Ved udførelsen af disse opgaver vil Rådet naturligvis også tage hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter.
Ratificeringsprocessen for selve tiltrædelsestraktaten er nu godt i gang, og vi har tillid til, at den vil blive afsluttet i tide.
Hr. formand! Selv om Unionens fremtidige udvidelser har mere at gøre med det næste punkt på dagsordenen, vil jeg gerne sige, at Det Europæiske Råd i juni 2006 bekræftede, at det vil overholde de eksisterende forpligtelser. Det finske formandskab vil handle ud fra disse beslutninger.
(Bifald)
Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. kommissær Rehn, fru formand for Rådet, mine damer og herrer! PPE-DE-Gruppen glæder sig over Kommissionens forslag om, at Bulgarien og Rumænien skal tiltræde EU den 1. januar 2007. Bulgarien og Rumænien er to store europæiske kulturnationer, og med tiltrædelsen bliver de medlemmer af vores europæiske familie. I vores gruppe har vi - ligesom de andre grupper - allerede nationale repræsentanter fra Bulgarien og Rumænien. Bulgarerne er repræsenteret af Maria Cappone, rumænerne af Marian-Jean Marinescu, og vi har udviklet et godt samarbejde i de seneste måneder.
Jeg vil på PPE-DE-Gruppens vegne gerne udtrykke vores anerkendelse til både Bulgarien og Rumænien, til regeringerne og især til menneskene i de to lande for den store anstrengelse, de har gennemført i årene efter kommunismens undergang. For når et land i 40-50 år har været behersket af kommunismen, når der ikke har været nogen retsstat, ingen forvaltning orienteret mod retsstaten og ingen uafhængige dommere - når man tager alt dette i betragtning, så ved man, hvilken enorm præstation disse to folk måtte yde, ligesom de andre tidligere kommunistiske lande. Når vi fra det såkaldte gamle EU ser kritisk på disse lande, så ville jeg nogle gange ønske, at vi huskede på den enorme præstation, som menneskene i disse lande har ydet, og gav udtryk for vores anerkendelse.
(Bifald)
Alt i alt betragter vi dette forslag, som De stiller, hr. kommissionsformand og hr. kommissær Rehn - jeg vil også gerne udtrykkeligt takke Dem, hr. kommissær Rehn, for Deres virkelig ærlige bestræbelser i de seneste år - som et afbalanceret forslag. På den ene side fastsættes tiltrædelsen til 1. januar 2007, men på den anden side må vi ikke lukke øjnene for, at der stadig er meget at gøre. Det ville være uansvarligt at fortie alt det arbejde, der stadig skal gøres, ikke kun over for menneskene i det hidtidige EU, men også over for Bulgarien og Rumænien.
Både hos kommissionsformanden og hos kommissær Rehn var der tale om, at der stadig er store mangler hvad angår anvendelsen af EU-midlerne, at der er risiko for korruption, at vi stadig ser store mangler i forbindelse med bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet og i forbindelse med den indre sikkerhed. Hr. kommissær Rehn gjorde jo udtrykkeligt opmærksom på, at gennemførelsen af strafforfølgelsen stadig er yderst mangelfuld. Det vil sige, at lovene ganske vist er på plads, men de skal også bruges. Ligeledes må domstolene straffe, når der foreligger grove lovovertrædelser, og de ansvarlige skal drages til ansvar. Dette holder man øje med, bl.a. ved at de to lande med et interval på seks måneder skal forelægge en rapport om fremskridtet.
Hr. kommissær Rehn talte meget klogt om, at det forhåbentlig ikke bliver nødvendigt at anvende de såkaldte sikkerhedsklausuler - man kunne jo også sige overgangsbestemmelser. Om de skal bruges, afhænger af, hvordan reformskridtene bliver gennemført. Hvis de reformskridt, som også må videreføres med fuld kraft efter 1. januar 2007, ikke bliver gennemført, så må disse sikkerhedsklausuler træde i kraft. Det skal vi hele tiden have med i betragtning.
Jeg vil gerne sige til menneskene i Bulgarien og Rumænien, at trods al glæden over tiltrædelsen, så tiltræder De den 1. januar 2007 ikke et EU, som er et paradis på jord! Vi har jo i forbindelse med andre lande oplevet, at når de først var blevet medlem af EU, faldt begejstringen markant. Nu behøver man ikke være begejstret for Europa. Men man bør altid bekende sig til dette Europa, og vi skal have en fælles bevidsthed om, at vi i EU kun har en fælles fremtid i det 21. århundrede i et handledygtigt EU, som bygger på fælles værdier. Jeg håber, at denne bevidsthed aldrig vil gå tabt i disse to lande, som nu tiltræder, i Bulgarien og Rumænien, og heller ikke i de andre lande i EU.
Kommissionsformanden talte med rette om den institutionelle styrkelse af EU, som bør gå forud for enhver udvidelse. For PPE-delen af vores gruppe siger jeg ja til en institutionel styrkelse. Men vi har store ambitioner i denne forbindelse. Vi ønsker, at forfatningstraktatens principper og substans, inklusive dens værdier, bliver retlig og dermed politisk virkelighed. Det er den store dagsorden i de måneder og år, der ligger foran os. Lad os arbejde for det i fællesskab! I denne ånd byder vi Bulgarien og Rumænien hjerteligt velkommen.
(Bifald)
Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Når folk i min valgkreds spørger mig, hvorfor jeg stemmer for Bulgariens og Rumæniens medlemskab, når der er så mange problemer, når den sidste udvidelse endnu ikke er fordøjet, når vi ikke har forfatningen, når så mange problemer i landene selv stadig er uløste, så forsøger jeg ikke at svare ved at pege på det ene eller det andet problem. Det er hr. kommissær Rehns opgave, og det har han gjort i dag. Der er i Bulgarien og Rumænien stadig en og anden sag, der skal afklares. Der er stadig et og andet problem, som skal beskrives, hvor regeringerne må finde en løsning og overbevise befolkningen om, at man må gennemføre reformer. Det bliver alt sammen gjort, og det er alt sammen nødvendigt. Manglerne skal ophæves.
Men i dag er det her i Parlamentet ikke det rette tidspunkt til at tale om det ene eller andet problem. Når Bulgarien og Rumænien den 1. januar 2007 tiltræder EU, så fortsættes et integrationsarbejde i Europa, som er enestående i verden. Vores bedsteforældre var stolte af det vesteuropæiske integrationsværk. Hvorfor er vi egentlig ikke stolte af det fælles europæiske integrationsværk, som vi viderefører i dag med denne debat? Bulgarien og Rumænien hører til Europa, og jeg synes, det er rigtigt, hvad hr. Poettering sagde. De skal være velkomne. Det siger jeg på min gruppes vegne: Ja, de er velkomne.
(Bifald)
Det handler om intet mindre end at afslutte en deling, som var imod vores kontinents historiske udvikling, og som blev bitter virkelighed efter Anden Verdenskrig. Jeg er født i Vesteuropa. Jeg er født i et land, som var delt, og som brød ud i en glædesrus, da det kunne genoprette sin enhed. Med rette, tyskerne havde fortjent det.
Men det, som tyskerne havde fortjent, det har hele kontinentet fortjent. De mænd og kvinder, der kæmpede mod det kommunistiske diktatur i Bulgarien og Rumænien, det folk, som i de sidste 16 år har måttet gennemleve en transformationsproces i Bulgarien og Rumænien, som var hårdere end de belastninger, som menneskene i Vesteuropa har været konfronteret med i de seneste år. Alt det fortjener at blive belønnet, ved at EU optager disse to stater. Hvilket problem ville blive mere enkelt, hvis de blev udenfor? Hvilken af vores bekymringer ville være lettere at løse, hvis de ikke blev optaget? Intet ville blive bedre, hvis vi lod dem blive udenfor! Tværtimod. Usikkerheden i landene og i hele Sortehavsområdet ville vokse, hvis vi ikke optog dem. Derfor er det også fornuftigt at optage dem.
Alt det, der er blevet opnået i den europæiske historie, alt det, man har kæmpet for, er blevet tilkæmpet mod skepsis. Jeg er temmelig sikker på, at da statsoverhovederne og regeringscheferne i Belgien, Luxembourg, Nederlandene og Frankrig i årene 1950-52 sagde til deres befolkninger, at de var nødt til at optage tyskerne i det daværende europæiske fællesskab, Montanunionen, modtog de heller ikke stående ovationer. Der var masser af mennesker, som sagde: Tyskerne har ødelagt vores land to gange, og nu skal vi optage dem? Nu skal de have penge af os? Men stats- og regeringscheferne var fast overbevist om, at det ville bringe fred og økonomisk vækst at integrere Tyskland i Det Europæiske Fællesskab, og at integrationen bidrager til at overvinde hadet og fjendskabet. Det lykkedes!
Det er nøjagtig det samme, vi gør nu. I alle lande står vi over for en befolkning, som spørger: Tager I nu ikke munden for fuld? Bruger I ikke for mange penge på det? Er det ikke for dyrt? Er det ikke for usikkert? Vores svar kan kun være, at vores mål er at øge den økonomiske styrke og det sociale sammenhold, at eksportere integration af kultur og folkeslag som fredsskabende projekt. Det, der blev realiseret indadtil i det gamle Europa, skal nu udvides til de lande, som hidtil ikke har kunnet nyde godt af det. Det er ikke gjort med at sætte underskriften under traktaten, det skal man kæmpe og arbejde for. Men man må begynde. Det kræver modet til mod stor skepsis og modstand at sige, at den europæiske integration i vest som i øst var det rigtige skridt, fordi denne integration skaber fred, økonomisk vækst og mere rum for økonomisk udvikling også i det indre marked. Ethvert land, som vi optager, er en berigelse for det europæiske indre marked. Det skaber socialt sammenhold, og det skaber den størrelse, som Europa har brug for som økonomisk område for at kunne overleve i den interkontinentale konkurrence på lang sigt.
Man kan sætte en finger på mange små ting - det dér foregår endnu ikke rigtigt, her er der behov for en reform, her må forvaltningen reformeres, der retsvæsenet, politiet, landbruget. Det er alt sammen rigtigt, og det skal alt sammen gøres. Men det ændrer ikke ved, at vi bør optage Rumænien og Bulgarien, fordi vi har brug for dem.
(Bifald)
Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Der findes et rumænsk ordsprog: Unde-s doi puterea creste. Det betyder, at når der er to eller flere, er vi stærkere. Godt, der er to: Bulgarien og Rumænien erkender, at de vil være stærkere i Den Europæiske Union, og at Den Europæiske Union vil være stærkere med Rumænien og Bulgarien.
Størrelsen har betydning. Med de overnationale udfordringer, vi står over for i den moderne verden, er det sådan, at jo flere lande, der deler af vores værdier og praktiserer god regeringsførelse og demokrati inden for vores Union, jo bedre vil vi kunne fremme disse værdier uden for Unionen. Så jeg hilser befolkningen i Rumænien og Bulgarien velkommen. Jeg hilser deres regeringer velkommen, hvor Liberale og Demokrater er stolte over at spille en vigtig rolle. Jeg vil især rose Meglena Kuneva og Anca Boagiu, som har ført de detaljerede forhandlinger for deres lande som et par svaner, der tilsyneladende glider værdigt hen over vandet, men hvis fødder padler for fuld kraft under overfladen.
Jeg vil gerne udtrykke min tak til Kommissionen og navnlig kommissær Rehn for at have grebet en vanskelig opgave fantasifuldt an og løst den på rette vis under et finsk formandskab.
Vi erkender alle, at der fortsat resterer uløste spørgsmål. Den Europæiske Union er et mål i bevægelse, hvor acquis communautaire løbende udvikler sig. Bulgarien og Rumænien udvikler sig selv. Vi ved, at demokratier ofte køres ved hjælp af krisestyring: Ofte løser man ikke problemerne, før man er nødt til det. Vi erkender, at der kun er en vis fleksibilitet i forvaltningen af offentlige anliggender. Desuden erkender vi, at der, som ved tidligere udvidelser, er behov for overgangsperioder og sikkerhedsklausuler.
Jeg opfordrer regeringerne og befolkningen i begge lande til at fortsætte deres reformer, men til dem, der tvivler på deres parathed, vil jeg spørge, om de ville klare sig bedre, og om vi ville klare det bedre, med dem udenfor. Skal vi sige "nej" eller "ikke endnu"? Som den amerikanske kommentator Mencken en gang sagde: "Alle komplicerede problemer har en løsning, der er tydelig, enkel og forkert." At lade dem stå uden for Unionen vil være det forkerte svar.
Det glæder mig imidlertid, at Kommissionen i sin rapport gør opmærksom på behovet for en øget indsats i kampen mod kriminalitet og behovet for en mere seriøs indsats for at forbedre situationen for romaerne i begge de lande, der kommer med. Retsstatsprincippet og bekæmpelse af social udstødelse er grundpillerne for vores Union. Der er behov for, at regeringerne i begge lande bliver mere aktive, og Kommissionen skal overvåge disse aktiviteter på vores vegne.
Det vigtige for et samfunds sundhed er ikke så meget, hvad det ejer, men mere den retning, det skuer i. For mig at se går begge lande i den rigtige retning. For at citere fra salmen til Skt. Cyril og Skt. Methodius: Gå fremad, du genrejste folk, gå fremad mod jeres fremtid og form jeres skæbne i herlighed.... Form jeres skæbne sammen med os.
Der skal gøres mere i Rumænien og Bulgarien for at gøre Den Europæiske Union til en realitet. Vi opbygger Den Europæiske Union sammen. Den vil aldrig blive opbygget udelukkende fra toppen og nedad. Den skal bygges nedefra og op. Det var måske det, den rumænske forfatter Adrian Marino sammenfattede, da han skrev: "Sa aducem Europa, din nou, la noi acasă" - "Vi må bringe Europa ind i vore hjem".
Men der skal også gøres mere i Den Europæiske Union for at overbevise vores borgere om, at den nettopris, de betaler for Rumæniens og Bulgariens tiltrædelse, ikke er negativ. At forklare dem, som vi så i Špidla-rapporten, at de lande, der hilser nye lande velkommen som partnere, opnår økonomiske fordele. At påpege over for dem, at medmindre vi lader billig arbejdskraft komme hen, hvor investeringerne er, vil investeringen flytte hen, hvor den billige arbejdskraft er. Det er et regnestykke med lutter vindere, når vi bringer nye lande som Rumænien og Bulgarien ind i Unionen. Vi bliver alle vindere.
Der er nogen, der spørger, om dette bliver den sidste udvidelse. Jeg mener, at vores medlemsstater bliver nødt til at løse Europas forfatningsmæssige udfordringer, før vi tager nye lande ind. Jeg håber, at dette var, hvad Kommissionens formand mente, da han sagde, at dette kan være den sidste udvidelse. Vi skylder vores borgere og borgerne i disse to kommende medlemsstater at finde en løsning på den europæiske forfatning, før vi optager flere lande. Sammenfattende skal vi byde Rumænien og Bulgarien velkommen i dag, ikke triumferende, men i tilfredsheden over et veludført stykke arbejde.
(Bifald)
Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Sjældent har jeg oplevet en mere hyklerisk forhandling her i Parlamentet end denne i dag.
For det første har Parlamentet under alle omstændigheder ikke mere at skulle have sagt. Vi besluttede at sige ja for et år siden. Tja, De kan så fortælle mig: "De har leveret 150 sider til os". Jeg kan for min del forsikre Dem for, at med de 100 sider, vi har her, ville De have sagt nej for et år siden, men i dag er De nødt til at sige ja, fordi De sagde ja under alle omstændigheder. Parlamentets hænder er således bundet, og det er godt det samme. Godt klaret, nu ligger bolden på Deres banehalvdel!
For det andet har hr. Barroso netop sagt noget bemærkelsesværdigt: "en institutionel aftale bør gå forud for alle fremtidige udvidelser!" Det sagde vi også, da vi var 10. Det sagde vi, da vi var 15! Vi sagde det ved 17, vi sagde det ved 25, vi siger det ved 27, og jeg er sikker på, at når der er 30, 35, 40 eller endda 45 medlemsstater, vil vi sige, at det er sidste gang, og så er vi alle døde, og det bliver sidste gang, næste år i Jerusalem.
Jeg har fået nok! Jeg har fået nok af at høre den slags løgne, med hr. Schultz' argumenter, med hr. Watsons poetiske argumenter, hvordan kan man da sige nej til Balkan? De har talt om fred, men det er klart, at Balkan har en fremtid i Den Europæiske Union, det er klart, at Rumænien og Bulgarien har en fremtid i Den Europæiske Union. De skal være europæiske. Problemet er: hvordan? På hvilke betingelser, hvor hurtigt og på hvilken måde? Poesi vil ikke klare hverdagens politik, ikke poesi, og i dag vil jeg bede Dem om en ting: at være seriøse. Jeg siger til Dem helt seriøst, hvis denne betænkning havde handlet om Tyrkiet, ville De alle have sagt nej!
Selv om argumenterne om fred, fremtid, min bedstemor, min bedstefar ville have været de samme, men nej … fordi De har en meget enkel ideologisk forudsætning, og det er rigtigt: Den Europæiske Union skal udvides. Det er som en tragt. Kommission og Rådet beslutter, Rådet beslutter, Kommissionen følger, Parlamentet blåstempler, man får en tragt og det hele glider og glider og glider og så ryger det ned. Ingen kan gøre noget mere, for når man har en tragt, kan man ikke længere standse processen … og der er ingen mulighed for at tage politiske problemer op.
Bare prøv at læse: Med hensyn til medierne er betingelserne for retfærdighed ikke garanteret, men det gør ikke noget, det kommer senere. I et tilfælde er retsvæsenet ikke uafhængigt, men det gør ikke noget, det kommer senere; maskineriet til beskyttelse af mindretal er endnu ikke på plads, men det gør ikke noget, det kommer senere. Hvornår og hvordan skal det komme? Hvordan kan De vide, at det kommer? Faktum er, at vi har problemer.
I forbindelse med problemerne vedrørende indvandring er Rådet desuden ude af stand til at få politikken om retsvæsen og lovgivning igennem, at få den igennem i første søjle. Det er ikke behov for enstemmighed. Det bliver langt nemmere med 27! De får se, det bliver meget nemmere at få alting igennem med enstemmighed.
Den tyske regering lover os, at det hele går i orden med forfatningen. Men hvordan? Hvordan vil man få denne forfatning godkendt i de 27 medlemsstater? Ingen ved det, overhovedet ingen; men De ser det, De ønsker at se.
Jeg for mit vedkommende mener, at vi er hykleriske. Ja, Rumænien og Bulgarien har et europæisk perspektiv. Ja, Balkan, men vi er selv ude af stand til at gøre Europa til et rigtigt Europa, og det værste, og dette er min sidste bemærkning, er, at den måde, vi håndterer udvidelsen på, er den direkte vej mod en renationalisering af, hvordan staterne tænker, om politik og om praksis. De kunne se det ved sidste rådsmøde; tja, jeg vil sige, at vi er magtesløse, men som Parlament er vi stolte af det!
(Bifald)
Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! I 2004 blev Rumænien og Bulgarien anset for at være mindre modne end de 10 lande, som dengang blev medlem. Der var ingen tvivl om, at de med nogen forsinkelse ville få en tilsvarende behandling. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe har altid støttet disse bestræbelser. Vores udgangspunkt er, at disse lande ikke i første række skal bedømmes på grundlag af privatiseringer, besparelser, gode forbindelser med store virksomheder, som arbejder internationalt, eller på grundlag af deres medlemskab af NATO. Vi lægger i vores bedømmelse hovedvægten på menneskerettigheder, god demokratisk forvaltning og god miljøpolitik.
Ved afstemningen i 2005 gik jeg med til princippet om fremtidig tiltrædelse af Bulgarien og Rumænien. Det var dengang stadig et åbent spørgsmål, hvornår og hvordan denne udvidelse kunne finde sted på en god måde. Parlamentet betingede sig, hvad Rumænien angår, ret til at træffe beslutning om udsættelse, mens anvendelsen af denne mulighed for Bulgariens vedkommende fuldstændig blev overladt til Rådet. Det skete på et tidspunkt, hvor bekymringen over manglerne i Rumænien var størst, og hvor det forventedes, at Bulgarien ville skabe færrest problemer. I mellemtiden er bekymringen over netop Bulgarien vokset.
I de to lande er situationen for romanibefolkningsgruppen værre end i de fleste andre nytiltrådte lande. I en række tilfælde er det sted, hvor de har boet længe, erklæret ulovligt, og de fordrives derfra. Også mennesker, som tilhører det ungarske mindretal i Rumænien eller det tyrkiske mindretal i Bulgarien, har problemer, selv om disse er mindre end indtil for ganske nylig. Det er ikke længere målbevidst diskrimination fra myndighedernes side, men apati over for den diskrimination, som ultranationalister udøver over for disse grupper. Heller ikke antisemitismen er forsvundet endnu.
Under tidligere forhandlinger om dette emne fremsatte min gruppe forslag om at kræve forbedringer, bl.a. i anledning af de ulovlige betalinger, som man i Bulgarien kræver af tyskfødte EU-indbyggere på gennemrejse. Et flertal i Parlamentet støttede desværre ikke vores krav. Det var dog tilfældet med Rosia Montana, hvor minedrift forberedes ved hjælp af farlig gift. I en meddelelse, som Rumænien udsendte den 23. september, oplyses det, at der er gjort en begyndelse med en vurdering af indvirkningen på miljøet, og at der føres drøftelser med nabolandet Ungarn om risikoen for, at giftigt affaldsvand strømmer dertil. Da der endnu ikke er et endeligt resultat, kan det desværre ikke inddrages i Parlamentets endelige bedømmelse af det rumænske medlemskab den 11. oktober.
Min gruppe er bange for, at der efter tiltrædelsen stadig er mange problemer, der skal løses, og at en yderligere udvidelse af EU bliver stadig mere omstridt blandt offentligheden i de nuværende medlemsstater, hvis landene ikke lever op til forventningerne. Ikke desto mindre ser det efter den indledende diskussion ud til, at et flertal i min gruppe ved afstemningen går med til tiltrædelse pr. 1. januar 2007. Et vigtigt argument for dette er, at også andre medlemsstater tidligere er tiltrådt til trods for deres uløste problemer, og at et års udsættelse ikke vil resultere i vigtige forbedringer.
Til sidst må jeg på den anden side meddele Dem, at mit parti, Det Socialistiske Parti, på grund de mange problemer sammen med De Kristelige Demokrater har frarådet tiltrædelsesdatoen 2007 i det nederlandske parlament. Vi mener, at der stadig er en del problemer, der bør løses, men den virkelige afstemning finder sted den 11. oktober.
Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne byde hr. Barroso, kommissær Rehn og rådsformanden hr. Lehtomäki velkommen og tilslutte mig mine kollegers glæde over en meget fornuftig beslutning om Rumæniens og Bulgariens tiltrædelse pr. 1. januar 2007.
Trods alle vanskeligheder er det fænomenalt, hvad man rent faktisk har opnået i de to lande gennem de seneste 12-13 år: ændring af kultur, ændring af indstilling, viljen til at engagere sig, åbenhed og gennemsigtighed. De kolossale ændringer af lovgivningen alene for at overholde acquis communautaire er noget, som ingen af de eksisterende medlemsstater kunne klare på så kort tid.
Vi kan tale om den teoretiske betydning af denne udvidelse samt de abstrakte og politiske argumenter. Men det vigtigste argument af alle er, at de 7,5 millioner mennesker i Bulgarien og de 22 millioner i Rumænien får de samme muligheder, som alle vi i Den Europæiske Union har i dag, og som vi fik, at da vi var svagere eller mindre lande eller fattigere økonomier med mindre udviklede retsvæsener eller økonomiske sektorer og uddannelsessektorer.
Naturligvis resterer der fortsat en del arbejde. Der er behov for løbende reformer; der er behov for konstant årvågenhed over for menneskets evne til at gribe ind i, afbryde eller forstyrre det offentlige liv. Derfor har vi sikkerhedsklausulerne med. Men lad os fejre, hvad vi har nået indtil videre.
Jeg har kun et lille spørgsmål, og det vedrører de fortsatte problemer i begge lande med forladte og forældreløse børn samt handicappede børn og unge. De får stadig ikke den grad af støtte, selvstændighed og beskyttelse, som de behøver.
For mange år siden sagde en større irer end jeg: "Ingen person og ingen gruppe har ret til at bremse en nations fremmarch". Vi har ikke ret til at standse Europas genforening for at rette op på historiens fejltagelser. Som alle gode familier bør vi støtte de familiemedlemmer, der prøver at nå videre for at forfølge fælles idealer, mål og standarder.
Vi bør byde Rumænien og Bulgarien velkommen, lykønske deres embedsmænd, deres regeringer og deres befolkninger for det, de har opnået hidtil, huske på de rædsler, de har gennemgået, og se frem mod en lys fremtid for både dem og os.
(Bifald)
Vladimír Železný, for IND/DEM-Gruppen. - (CS) Hr. formand! De af os, der kommer fra post-kommunistiske lande, som nu er medlemmer af Unionen, står pludselig over for den form for fristelser, der ofte har vist sig at være uimodståelige for de oprindelige, gamle, veludviklede - kald dem, hvad De vil - vestlige lande. Vi står inden for ringmuren og kan kigge nedladende på nytilkomne, der forsøger at komme ind på EU-slottet, som de har gået og drømt om. Vi kigger nysgerrigt på dem og belærer dem. Heldigvis har vi i Den Tjekkiske Republik haft en mere direkte erfaring med denne nedværdigende og nedladende adfærd, hvor vi har stået over for en konstant strøm af meningsløse nye betingelser og kvoter samt ensidige restriktioner. Derfor kan vi udtrykke vores solidaritet med begge disse lande. Vi ved også, at mange af de problemer, der plager Rumænien og Bulgarien, ikke er selvforskyldte, men resultatet af et halvt århundrede, hvor de ligesom os, ikke havde adgang til naturlig udvikling, markedsøkonomi og et frit, repræsentativt demokrati. Ligesom os blev de overgivet til den forkerte halvdel af Europa ved beslutningen efter krigen, og befolkningerne i begge lande gennemgik et helvede under det kommunistiske diktatur.
Vi mener, at dette er grunden til, at vi i Den Tjekkiske Republik har modstået fristelsen til at indføre flere ydmygende restriktioner på dem vedrørende bevægelighed, beskæftigelse og tjenester. Det er helt klart, hvad de protektionistiske vestlige EU-medlemsstater ønsker. Jeg mener, at vores forhold til dem vil være det samme, som vi forventede af de 15 vestlige lande, da vi blev fuldgyldige medlemsstater. Vi er stadig andenrangs medlemsstater, og jeg mener, at vi derfor ikke vil gøre de to nye lande til tredjerangs medlemsstater. Så meget desto mindre fordi, at mens EU belærer Rumænien og Bulgarien, to lande med europæiske traditioner, kultur og værdier, spiller den samtidig et farligt spil vedrørende Tyrkiets tiltrædelse, hvor man vender det blinde øje til Tyrkiets holdning til mindretal, demokrati, trosfrihed, kvinders rettigheder og landets egen brutale historie. Jeg mener, at disse to særdeles europæiske lande, Rumænien og Bulgarien, snart bliver fuldgyldige EU-medlemsstater ved siden af os andre.
Irena Belohorská (NI). - (SK) Jeg er meget glad for, at både den bulgarske og rumænske regering på den ene side og Den Europæiske Union på den anden er nået til enighed efter konstruktive forhandlinger om betingelserne for Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af EU.
Som medlem af Parlamentet for Slovakiet, et land, der kom med i EU for bare to år siden, glæder det mig, at Rumænien og Bulgarien den 1. januar 2007 bliver medlemmer af Den Europæiske Union, og jeg støtter deres tiltrædelse fuldt ud. Jeg ønsker ligeledes, at ingen i Unionen vil betragte disse nye medlemsstater som mindreværdige, og at deres sunde økonomier og demokratiske institutioner fortsat vil udvise en sund vækst.
Med hensyn til de mangler, som ofte har været nævnt i forbindelse med disse lande, vil jeg gerne fokusere på Rumæniens nye lovgivning om forbud mod internationale adoptioner. International adoption er både et globalt og et moralsk spørgsmål. Handel med børn ud fra den misforståelse, at det er i børnenes interesse, er uacceptabelt i Den Europæiske Union. En stat, der sælger sine egne borgere, som repræsenterer fremtidens muligheder, spiller kort i hænderne på den internationale organiserede kriminalitet. En sådan stat må revidere sine prioriteringer og det ikke kun på papiret, men også i praksis. Den bør kraftigt overveje metoderne til at nå disse mål. Salget af børn er et utroligt spild af landets potentiale og undergraver selve meningen med familiestøtte.
Som fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union med alle de rettigheder, der udspringer af et sådant medlemskab, bør Rumænien være i stand til at tage vare på sine borgere fra vugge til grav, som den rumænske premierminister udtrykte det i sidste uge. Det er nødvendigt at forbedre den sociale indsats og uddanne kvalificerede, professionelle medarbejdere til adoptionsrådgivning i Rumænien samt at gøre det enklere at adoptere inden for landets grænser.
Trods adskillige velkendte problemer med gennemførelsen af denne lovgivning anser jeg dens gennemførelse for at være et meget velkomment skridt i den rigtige retning. Loven kan utvivlsomt anses for at være i fuld overensstemmelse med standarderne for europæisk lovgivning.
Vores rumænske og bulgarske venner er yderst velkomne her!
FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS Næstformand
Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. kommissær, fru formand for Rådet! For Udenrigsudvalget er en lang periode med diskussioner om disse to lande ved at være til ende, som vi fra begyndelsen af ønskede at byde velkommen som medlemmer af EU. Vi bør huske på, at vi har haft bekymringer i forbindelse med mange tiltrædelser, og at alle disse tiltrædelser bagefter har vist sig at være politisk og økonomisk vellykkede. De er blevet til en win-win-situation. Her findes der også en række overgangsregler til fordel for begge parter, så medlemsskabet kan foregå uden de store kontroverser set fra EU's side, f.eks. at grænsekontrollen for personer ikke bliver ophævet endnu, fordi de to lande ikke er Schengen-lande, og med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed.
Men midt i velkomsthilsenerne må vi præcisere, at en udvidelse kun kan fungere, hvis reglerne bliver overholdt. Det er af stor betydning, når Kommissionen i dag erklærer, at den har en benchmarkingproces og en monitoringproces, som kan bruges til at løse spørgsmålene om retssystemet, korruptionen, hvidvaskningen af penge og den organiserede kriminalitet. Vi må vente og se, om de virkelig vil blive anvendt, hvis det er nødvendigt. Det samme gælder for de retlige forudsætninger og kontrollerne i forbindelse med struktur- og landbrugsfondene samt for åbningen af fødevaremarkederne.
Kommissionen bærer et stort ansvar. For kun, hvis det fungerer, og den virkelig anvender sine mekanismer på en troværdig måde, vil EU's fremtid være sikret, og kun da kan vi også fremover tænke på udvidelser. Det er overordentligt vigtigt, at vi hilser landene velkommen, men også at begge parter overholder reglerne, så manglende overholdelse ikke ender med at føre til, at vi får store problemer. Derfor vil jeg meget opmærksomt følge med i, hvordan Kommissionen i praksis vil benytte de muligheder, som den har nævnt i dag.
Min sidste bemærkning er, at forfatningstraktaten blev udarbejdet for et EU med 25 eller 27 medlemmer efter denne udvidelsesrunde med de lande, som har lidt så usigeligt under Kommunismen. Men EU kan ikke spille en rolle i denne verden på grund af sin størrelse, men kun på grund af sin indre styrke. Ydre størrelse er ikke noget udtryk for styrke. Derfor skal der netop i denne stund mindes om, at vi i EU endnu ikke har gjort vores hjemmearbejde.
Geoffrey Van Orden (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Kommissær Rehn og medarbejderne i GD for Udvidelse, navnlig Timo Summa og Bridget Czarnota, fortjener tak for deres meget professionelle og engagerede måde at arbejde med Bulgarien på gennem mange måneder og år. Der er ingen tvivl om, at Bulgarien og Rumænien har været genstand for en hidtil uset grad af gransken i EU's historie. Grundene til dette hænger ikke blot sammen med de pågældende lande, men afspejler også den voksende skepsis over for udvidelsen i visse politiske kredse. Det er en skam. Jeg håber, at udvidelsen vil betyde reform og forandring i Den Europæiske Union.
Jeg glæder mig i høj grad over Kommissionens bekræftelse af, at Bulgarien bør tiltræde pr. 1. januar 2007. En udskydelse ville ikke have tjent noget formål. Samtidig er vi udmærket klar over, at der er meget at gøre endnu. Der er behov for fortsatte reformer i Bulgarien, ikke kun på grund af EU-tiltrædelsen, men for Bulgariens og landets befolknings skyld. Nøgleordet nu er "gennemsigtighed" inden for alle sektorer, uanset om det drejer sig om offentlige indkøb, udnævnelse af embedsmænd og dommere, eller om det drejer sig om årsagerne til, at en bestemt undersøgelse pludselig gik fuldstændig i stå. Borgerne skal have tillid til, at magthaverne handler åbent for dem og i deres bedste interesse.
Naturligvis gennemfører de bulgarske myndigheder fortsat mange foranstaltninger. Jeg glæder mig især over meddelelsen for nylig om, at den tidligere statsadvokat fra Nederlandene er blevet hyret til at bistå Bulgariens egen fremragende statsadvokat, og jeg vil tilskynde andre lande til at bidrage med tilsvarende bistand.
Med hensyn til vandrende arbejdstagere har mange af vores lande, ikke mindst Det Forenede Kongerige, set konsekvenserne af mere end et årti med fejlslagne og katastrofale immigrationspolitikker, stort set uden forbindelse med Den Europæiske Union. Det er en skam, at Bulgarien og Rumænien nu måske skal lide under dette.
Det har været en kolossal opgave for Bulgarien at komme sig over virkningerne af 50 års kommunisme. Nu ser vi et stabilt demokrati, en blomstrende økonomi, 5 % vækst, rekordstore udenlandske direkte investeringer, et land, der både bidrager til regional stabilitet og bidrager til NATO. Godt klaret, Bulgarien - og velkommen!
(Bifald)
Jan Marinus Wiersma (PSE), stedfortræder for ordføreren. - (NL) Hr. formand! Jeg er stedfortræder for Pierre Moscovici, vores ordfører for Rumænien, som desværre ikke kunne være til stede på dette vigtige tidspunkt. Lad mig begynde med at lykønske de to lande med de konklusioner, som Kommissionen i dag har forelagt om Rumæniens og Bulgariens tiltrædelsesdato. Jeg byder de to lande hjertelig velkommen, især Rumænien. Efter alt, hvad der er sket, landets historie, 50 års diktatur og 15 års hårdt arbejde, giver EU nu belønningen for det i form af medlemskab.
Min gruppe har konsekvent støttet de to lande Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Det har været forskellige regeringer, ikke kun den nuværende, men også den foregående, som har gjort det muligt, at der i Rumænien er opstået den dynamik, som nu også har ført til den konklusion, som Kommissionen har forelagt. De to lande har ydet en enorm præstation, og det er en vigtig dag i Bukarest og i Sofia, i Bulgarien og i Rumænien.
Jeg er også glad for den bemærkning, som Kommissionens formand fremsatte om, at det på grundlag af disse to landes vedvarende fremskridt nu også kan besluttes ikke at anvende denne mulighed for udsættelse, men simpelthen at begynde den 1. januar næste år. Kommissionen har meddelt, at der er tilstrækkelige muligheder, også for Kommissionen i samarbejde med disse to nye medlemsstater, for at sikre, at de åbne spørgsmål, som der stadig er, omhyggeligt løses i de kommende år i en proces med afklaring og samarbejde mellem Kommissionen og disse to lande. Det skal ske på grundlag af tydeligt og konkret formulerede mål, som både Kommissionen og de to regeringer skal forpligte sig til. Traktaten giver tilstrækkelige garantier for, at Kommissionen sikrer, at Unionens interesser garanteres i denne proces. Et års udsættelse ville sandsynligvis have betydet, at ingen af de to parter ville gøre sig bestræbelser længere, og det ville føre til en slags automatisk medlemskab. Nu benyttes den fremgang og den dynamik, som er til stede i de to lande, til grundigt at få bugt med de sidste rester af tiltrædelsesprocessen og hurtigst muligt rydde problemerne af vejen.
Kort sagt, jeg siger tillykke og takker Kommissionen og kommissær Rehn for alt det arbejde, som han har gjort i de forløbne år, og endnu en gang lykønsker jeg Rumænien og Bulgarien.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted på torsdag.
12. Tyrkiets fremskridt hen imod tiltrædelse (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Camiel Eurlings for Udenrigsudvalget om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse (2006/2118(INI)) (A6-0269/2006).
Camiel Eurlings (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Vi fremlægger denne betænkning om Tyrkiet på et særligt tidspunkt under afslutningsdebatten. Denne betænkning går forud for Kommissions fremskridtsrapport og giver derfor en enestående mulighed for at påvirke og styrke Kommissionens holdning.
Det betyder imidlertid ikke, at der ville være så meget brug for at påvirke Kommissionen på dette punkt, for betænkningen, som jeg har forelagt den for Udenrigsudvalget, og som jeg nu forelægger den her ved dette møde, er blevet udviklet gennem et godt samarbejde med Kommissionen og kommissær Rehn selv. Jeg tænker også på hr. Rehns ord, da jeg fremlagde denne betænkning i Udenrigsudvalget, velkomstord, der var meget klare.
Udenrigsudvalget vedtog denne betænkning med et meget stort flertal: 54 stemmer mod 6. Betænkningen er blevet beskrevet som retfærdig, men barsk: retfærdig, fordi den er baseret på kendsgerninger og er konstruktiv, og barsk, fordi der desværre er grund til kritik i form af i det mindste et stærkt puf fra Parlamentet.
Konklusionen på betænkningen er, at vi i Parlamentet beklager, at tempoet i reformerne er faldet. Da vi traf denne beslutning ved indledningen af forhandlingerne i 2004, havde vi ventet, at de imponerende reformer fra 2002-2004 ville fortsætte. Desværre er tempoet for dem faldet. Det betyder ikke, at der ikke er sket noget. Jeg komplimenterer de tyrkiske politikere for deres niende pakke med lovgivningsmæssige reformer og de mange forslag, der er blevet vedtaget af parlamentet. Jeg komplimenterer også de tyrkiske embedsmænd for deres professionelle arbejde ved forhandlingerne, så det første kapitel foreløbig kunne lukkes.
Hvorfor er der så kritik? Fordi vi gerne ville have set flere fremskridt i form af flere politiske reformer. Jeg vil nævne et par centrale områder. For det første har vi vedrørende ytringsfrihed her i Parlamentet allerede kritiseret dele af den nye straffelov. Selv om det er en meget stor forbedring, er der visse artikler, der rejser tvivl - først og fremmest artikel 301. Nogle mennesker er blevet sat fri. Men stadfæstelsen af dommen over for Hrant Dink viser, som den berømte journalist Ali Birand også klart har sagt, at artikel 301 må ændres eller tilbagekaldes. Jeg anmoder den tyrkiske regering og det tyrkiske folk om at indse nødvendigheden heraf. Det er vigtigt for det tyrkiske folks frihed, det er vigtigt for Tyrkiets image i Europa og i resten af verden.
For det andet er der meget, der må gøres med hensyn til religionsfrihed. Jeg var i Tyrkiet for nogle uger siden. Indtil for nylig er klostre og kirker blevet fjernet, og det nye lovforslag om foreninger er, som kommissæren har sagt, ikke godt nok. Så lad dog dette høre op. Giv de religiøse mindretal deres ejendom tilbage og lav om på lovforslaget om foreninger, så der, hvis man ikke kan levere tilbage, i det mindste ydes en god kompensation til mindretalstrossamfundene.
Desuden må præsteuddannelsen komme i gang igen. Siden 1971 har præsteseminarerne været lukket, og for et land, der ønsker at være europæisk, er det meget vigtigt, at det er lige så let at bygge en kristen kirke i Tyrkiet som at bygge en tyrkisk moské i resten af EU.
Vi har sagt, at vi ønsker disse reformer højt prioriteret, fordi det er i den europæiske ånd. Vi anmoder om det som Parlament, og Tyrkiet har i forbindelse med den reviderede aftale om tiltrædelsespartnerskab underskrevet en erklæring, der forpligter det til at nå de kortsigtede mål inden udgangen af 2007, og så har vi her i Parlamentet anmodet Tyrkiet om at gøre det, der er aftalt.
En tredje situation, der bekymrer os, er situationen i det sydøstlige Tyrkiet. Vi fordømmer stærkt PKK og enhver anden form for terrorisme. Det gør vi meget stærkt - der er ikke nogen undskyldning for terrorisme. Men samtidig anmoder vi Tyrkiet om at finde fredelige samtalepartnere, at forsøge at finde en politisk løsning og investere i den sociale og økonomiske udvikling af det sydøstlige Tyrkiet.
Et sidste væsentligt punkt er Cypern. Ved indledningen af forhandlingerne blev det aftalt, at der ikke skulle være nogen formel anerkendelsesceremoni af Cypern fra Tyrkiets side, men at der skulle være en Ankara-protokol som en slags normalisering af forholdene. Protokollen blev underskrevet, Rådet anmodede om, at den blev gennemført inden udgangen af 2006, og nu er det vigtigt for troværdigheden - også vores institutioners troværdighed - at Tyrkiet opfylder sine forpligtelser og gennemfører en protokol inden udgangen af 2006. Her i Parlamentet gør vi det også meget klart, at vi vil se flere bestræbelser i den nordlige del af øen med hensyn til regulering af handelen. Men igen kan Tyrkiet ikke bare skrive under på dette. Landet må gøre, hvad det har lovet at gøre.
Jeg vil slutte med et sidste punkt - jeg skal prøve at gøre det kort. Der var et stort flertal i udvalget for den grundlæggende holdning i betænkningen, og jeg takker medlemmerne for det, for herved sender vi et vigtigt signal. Men man var utilpas på grund af et ændringsforslag om folkedrabet på armenierne. Lad mig ganske kort gøre min holdning klar. I punkt 50 i betænkningen prøvede jeg som ordfører at formulere en holdning, der både er stærk og realistisk. Der står, at anerkendelse som sådan formelt ikke er noget kriterium, men at det for et land på vej til Europa vil være helt uomgængeligt at forholde sig til fortiden, og at vi derfor ønsker udvalg, forskning og åben drøftelse. Jeg mener, det er en holdning, der er stærk, men retfærdig, og hævet over kritik.
Jeg ved, at der også er blevet vedtaget en anden tekst med et ændringsforslag fra fru De Keyser. Det er naturligvis hver enkelt parlamentsmedlems ansvar at stemme, som han eller hun ønsker, men spørger man om min mening, er teksten i punkt 50 den bedste tekst og den, som bringer os længst.
Jeg har talt alt for længe. Jeg vil endnu en gang takke medlemmerne for deres støtte indtil nu og ønsker blot at sige, at jeg som ordfører for Tyrkiets tiltrædelse håber, at dette signal - et stærkt, men rimeligt signal - vil blive opfattet af de tyrkiske politikere og den tyrkiske offentlighed som en tilskyndelse til at få gang i reformprocessen igen, til kraftigt at støtte dem, der ønsker den, så jeg som ordfører kan være mere positiv i min næste betænkning, end jeg har været her i dag.
(Bifald)
Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! På det finske formandskabs vegne vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet og navnlig Camiel Eurlings for en omfattende betænkning om Tyrkiets fremskridt inden for tiltrædelsesprocessen.
Enhver forhandling er en god mulighed, hvor vi kan få mere at vide om Tyrkiets tiltrædelsesproces, og som kan inspirere både borgerne i EU-landene og Tyrkiet til at deltage aktivt i processen og støtte den tyrkiske regering i dens tiltrædelsesmål. Finland vil som formandsland for Rådet naturligvis tage hensyn til de synspunkter, som Europa-Parlamentet fremsætter.
Først i november vil Kommissionen offentliggøre sin årlige rapport om Tyrkiets fremskridt i tiltrædelsesforhandlingerne. Det Europæiske Råd vil undersøge denne betænkning meget nøje. I dagens forhandling vil jeg gerne fokusere på en række punkter i disse forhandlinger.
Formandskabet deler Europa-Parlamentets bekymring over reformprocessen i Tyrkiet. Tyrkiet skal fremskynde gennemførelsen af politiske reformer og reformprocessen i almindelighed. En fuldstændig og effektiv gennemførelse er af vital betydning for at sikre, at reformerne er permanente og i gang. Vi har brug for konkrete resultater.
Vi deler Parlamentets bekymring over de langsomme fremskridt, som Tyrkiet har gjort inden for områder af central betydning såsom grundlæggende friheder og menneskerettigheder. Selv om situationen i Tyrkiet er forbedret sammenlignet med for fem år siden, skal landet fortsat gennemføre konkrete reformer, navnlig inden for områderne ytringsfrihed, religionsfrihed, kulturelle rettigheder, kvinders rettigheder og indsatsen mod tortur og mishandling. De fleste af disse spørgsmål er beskrevet som prioriterede i det reviderede tiltrædelsespartnerskab, og Tyrkiet skal gennemføre de nødvendige foranstaltninger straks.
I øjeblikket afventer formandskabet vedtagelsen af den niende reformpakke af den tyrkiske lovgivning, der har til formål at give svar på nogle af de problemer, jeg netop har nævnt. De nye love skal være fuldt forenelige med EU-standardarderne.
Rådet forventer øjeblikkelig handling af Tyrkiet, navnlig vedrørende ytringsfrihed, så vi fremover kan undgå den slags retssager, der anlægges mod mennesker, der har givet udtryk for ikkevoldelige holdninger. Hvad angår religionsfrihed forventer vi, at lovgivningen om rettighederne for ikkemuslimske mindretal gennemføres fuldt ud med det samme i overensstemmelse med europæiske standarder.
Ligesom Parlamentet er vi bekymrede over situationen i det sydøstlige Tyrkiet. Formandskabet har fordømt bombeangrebene for nylig forskellige steder i Tyrkiet og betragter dem som meningsløse terrorhandlinger. Terrorhandlinger kan aldrig retfærdiggøres. Det er et spørgsmål med mange facetter, som vi følger meget nøje som led i reformprocessen. Tyrkiet må hurtigt udvikle en omfattende metode for at kunne reducere den regionale ulighed. Målet her bør være, at Tyrkiet skaber bedre muligheder for alle sine borgere, også kurderne, og styrker landets økonomiske, sociale og kulturelle potentiale.
Ud over Københavnskriterierne vurderes Tyrkiets fremskridt i tiltrædelsesprocessen inden for rammerne af kravene i forhandlingsrammerne, der omfatter gennemførelsen af tillægsprotokollen til Ankara-aftalen. Fremskridt på dette område er vigtigt for de fortsatte samtaler. Tyrkiet skal anvende protokollen fuldt ud over for alle Den Europæiske Unions medlemsstater og fjerne hindringer for varernes fri bevægelighed, herunder transportrestriktioner. Indledningen af samtaler, der grundlæggende hænger sammen med dette spørgsmål, afhænger af, hvordan Tyrkiet klarer sine kontraktmæssige forpligtelser over for medlemsstaterne. Hvis vi forsømmer dem, vil de have en generel indvirkning på samtalernes forløb.
Vi overvåger fremskridtene inden for alle de væsentlige spørgsmål, der nævnes i Det Europæiske Fællesskabs og medlemsstaternes erklæring af 21. september 2005.
Iværksætterånd og beslutsomhed skal fortsat være i højsædet, hvis Den Europæiske Unions standarder og krav til medlemskab skal opfyldes. Der er ikke kun behov for beslutsomhed fra ansøgerlandet, men også fra Unionen selv. Derfor vil jeg sige det ligeud, at Tyrkiets tiltrædelsesproces er meget vigtig for os, og det finske formandskab vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre, at der kan gøres fremskridt i forhandlingerne.
Unionen støtter Tyrkiet i landets ønske om medlemskab, men fremskridt i tiltrædelsesforhandlingerne afhænger naturligvis i høj grad af Tyrkiets egen indsats. Tiltrædelsesprocessen vil gå videre, mens Tyrkiet fortsætter sin reformproces og opfylder sine forpligtelser i henhold til denne.
Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg beklage, at jeg meget usædvanligt for mig er nødt til at forlade Dem halvvejs gennem denne forhandling, fordi jeg har en pressekonference med Kommissionens formand hr. Barroso kl. 16, om 10 minutter, som jeg er nødt til at deltage i. Lige derefter skal vi begge af sted til Sofia, i Bulgarien, og Bukarest, i Rumænien, for at underrette disse to kommende EU-medlemsstater om dagens beslutning. Jeg beklager, at jeg er nødt til at tjene to herrer, men den forrige forhandling gik lidt over tiden, og jeg er bange for, at jeg ikke har andre muligheder.
(EN) Hr. formand! I den forrige debat fremsatte fru Lehtomäki en udtalelse på vegne af Rådet om fremtiden for udvidelsen. Ligesom hr. Barroso glæder jeg mig over udtalelsen og gentager Kommissionens engagement og politik med hensyn til en konsolideret udvidelsesdagsorden, der dækker det sydøstlige Europa bortset fra Bulgarien og Rumænien. Det dækker Tyrkiet og Kroatien og de andre lande på det vestlige Balkan. Vi er forsigtige med at påtage os nye forpligtelser, men vi holder fast ved de nuværende forpligtelser i det sydøstlige Europa - pacta sunt servanda (traktater skal overholdes). De har udsigt til at tiltræde EU, så snart de opfylder betingelserne, sådan som det blev lovet landene på det vestlige Balkan på Thessaloniki-topmødet i 2003. Samtidig med at vi internt forbereder os på en ny ordning for institutionerne, fortsætter den gradvise og omhyggeligt organiserede tiltrædelsesproces med disse lande fra det sydøstlige Europa. Vi kan ikke tage fri fra vores ansvar for fred, stabilitet, frihed og demokrati.
Vi forventer, at EU's medlemsstater kan enes om en ny ordning for institutionerne i 2008. Derfor bør den nye institutionelle ordning være realiseret på det tidspunkt, hvor der er sandsynlighed for, at det næste medlem kan tiltræde. Hvis Kroatien, som har udsigt til at blive det næste nye medlem, beslutsomt går videre med sine reformer og opnår resultater, bør det kunne tiltræde Unionen ved udgangen af dette årti.
Lad mig takke hr. Eurlings for hans betænkning, der indeholder nyttige elementer til vurdering af Tyrkiets fremskridt i retning mod tiltrædelse. Jeg takker også medlemmerne af Udenrigsudvalget for deres bidrag.
Tyrkiets tiltrædelse er noget, som konstant drøftes. Det er rigtigt, at tempoet i reformerne er aftaget i Tyrkiet i det sidste år. Men vi bør ikke se bort fra de fremskridt, der er gennemført i det sidste årti, og heller ikke fra vores forpligtelser over for Tyrkiet. Målet for de forhandlinger, der blev indledt den 3. oktober 2005, er fuldt EU-medlemskab for Tyrkiet, og det er ifølge sagens natur en åben proces uden nogen automatik.
Forpligtelsen udspringer af en grundig forståelse af, at det er til gensidig fordel at integrere Tyrkiet i EU. EU trænger i egen interesse til et demokratisk, stabilt og gradvis mere velstående Tyrkiet. Tyrkiets strategiske betydning blev igen illustreret i dets beslutning om at deltage i UNIFIL-missionen i Libanon.
I de sidste 12 måneder er der ikke sket nogen fremskridt i reformerne. Det er vigtigt, at der bliver taget nye initiativer, og at der stadig gøres væsentlige fremskridt, inden Kommissionen forelægger sin rapport den 8. november.
For det første er ytringsfrihed hjørnestenen i reformerne. Journalister, forfattere, forlæggere og menneskerettighedsaktivister trues stadig med retssager, hvis de overtræder den berygtede artikel 301 i straffeloven på det vage grundlag, at "fornærme tyrkiskheden". I juli fastlagde den endelige kendelse fra kassationsdomstolen i sagen mod Hrant Dink det juridiske grundlag for den berygtede artikel 301, der overtræder de europæiske normer. Så til trods for frifindelsen af romanforfatteren Elif Shafak i sidste uge er ytringsfriheden stadig truet i Tyrkiet.
Retssagerne har en afkølende virkning og skader det vigtige arbejde, der udføres af journalister, intellektuelle og aktivister. Jeg har gentagne gange givet udtryk for min bekymring over dette, senest i sidste uge over for udenrigsminister Gül. Helt ærligt er jeg temmelig træt af hele tiden at gentage mig selv, men det vil jeg blive ved med, indtil min embedsperiode løber ud, medmindre disse mangler bliver afhjulpet. Jeg kan slet ikke forestille mig en medlemsstat i Unionen, der ikke respekterer så fundamentalt et princip som ytringsfriheden. Det er nu på høje tid, at Tyrkiet ændrer de restriktive artikler i straffeloven og bringer dem helt på linje med den europæiske menneskerettighedskonvention.
Denne sag angår også den interne debat i Tyrkiet, som ordføreren, hr. Eurlings, refererede til. Der er brug for en åben og konstruktiv udveksling af synspunkter i Tyrkiet, herunder omkring de mest følsomme spørgsmål. Det er nødvendigt både for den demokratiske proces i Tyrkiet og for at håndtere morgendagens udfordringer, såvel som for Tyrkiets forsoning med sine naboer, herunder Armenien. Forsoning er et princip, der både er begyndelsen på og resultatet af den europæiske integrationsproces. Jeg opfordrer derfor Tyrkiet til forsat at tage konkrete skridt i denne retning.
For det andet er jeg med hensyn til religionsfrihed helt enig med ordføreren og Rådet om dette vigtige spørgsmål. Loven om foreninger, der i øjeblikket debatteres i den tyrkiske nationalforsamling, bør tage fat på disse mangler. Begrænsninger af ejendomsretten, kontrol med foreninger og restriktioner over for uddannelsen af præster må fjernes.
Der er også muslimske mindretal, der står over for diskrimination. Alevierne, et samfund på 15-20 millioner mennesker, står over for juridiske begrænsninger, når de vil etablere bedehuse, og får ikke nogen støtte fra statens religiøse myndigheder.
I Sydøst underminerer voldsspiralen en positiv udvikling, som man har kunnet se, efter at undtagelsesbestemmelserne blev hævet for nogle år siden. Terrorismen er vores fælles fjende. Tyrkiet og EU fordømmer utvetydigt PKK, og jeg beklager dybt tabet af uskyldige liv ved de angreb, der har fundet sted året igennem i Tyrkiet.
Men en politik, der kun baserer sig på sikkerhedshensyn, er ikke tilstrækkelig til at håndtere regionens problemer. I sydøst står man over for en forværret socioøkonomisk situation, ikke alene på grund af trusler mod sikkerheden, men også på grund af høj arbejdsløshed og fattigdom. Vi forventer, at Tyrkiet snart vil kunne vedtage en sammenhængende strategi, der tager fat på alt det, regionen trænger til, dvs. økonomisk, social og kulturel bistand.
Lad mig vende tilbage til de forpligtelser, som Tyrkiet må respektere. Vi forventer, at Tyrkiet fuldt ud vil gennemføre tillægsprotokollen i Ankara-aftalen. Det indebærer, at Tyrkiet bør fjerne hindringer for fri bevægelse af gods, herunder for andre former for transport, eftersom disse bestemmelser overtræder tiltrædelsesaftalen. Derfor bør Tyrkiet åbne sine havne for skibe under alle medlemsstaters flag, herunder Republikken Cypern. Som det er formuleret i forhandlingsrammen, afhænger fremskridt også af, at Tyrkiet overholder sine forpligtelser. Lad mig gentage, at Tyrkiets forpligtelser under Ankara-protokollen ikke hænger sammen med en afslutning på den økonomiske isolation af det tyrkisk-cypriotiske samfund.
I udkastet til betænkning opfordres Rådet med rette til på ny at gøre sig bestræbelser for at nå en aftale om bestemmelser vedrørende en lettelse af handelen for det nordlige Cypern. Kommissionen støtter helt og fuldt det finske formandskabs alvorlige bestræbelser på at overvinde dødvandet vedrørende reguleringen af handelen, og dermed hjælpe Rådet og EU's medlemsstater til at leve op til deres forpligtelser. Det er også passende at understrege Tyrkiets fortsatte konstruktive forpligtelse til at finde en generel løsning på Cypern-spørgsmålet, som både græsk-cyprioterne og de tyrkiske cyprioter kan godkende, baseret på de principper, som EU blev grundlagt på.
Afslutningsvis er det i vores gensidige interesse, at Tyrkiet fortsætter med sin demokratiske, samfundsmæssige og økonomiske forvandling med det mål at tilslutte sig EU. Hvis Tyrkiet med vores vedvarende støtte har held hermed, kan det blive en stadig stærkere bro mellem civilisationerne på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Europa og islam er vor tids største udfordring. Tyrkiet er et vigtigt referencepunkt i denne forbindelse, og det har betydning for vores fremtid og for vores børns og børnebørns fremtid.
Kommissionen er parat til at støtte Tyrkiet gennem hele processen, men i sidste instans er det op til Tyrkiet at få den bragt videre. Parlamentet samledes i sidste uge til den ekstraordinære mødeperiode for at fremskynde vedtagelsen af den niende reformpakke, hvilket er et kærkomment skridt i den rigtige retning. Men der er brug for en mere resolut reformproces, for at Tyrkiet kan gå videre ad sin vej til tiltrædelse af EU. Under denne proces bør vi huske, at Københavnskriterierne - som hr. Erdogan sagde - kan kaldes Ankara-kriterierne, eftersom de først og fremmest er der af hensyn til Tyrkiets borgere og deres rettigheder, ikke bare for at behage EU.
(Bifald)
Emine Bozkurt (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (NL) Hr. formand! Jeg vil begynde med at takke hr. Eurlings for hans store indsats. Det var ikke altid lige let. Desværre er betænkningen, således som den nu ser ud, på grund af modstanderne af Tyrkiets tiltrædelse af EU blevet en skuffelse for mange af os, også for reformvenlige tyrkere og for europæere, som ønsker Tyrkiet som forbundsfælle, og ikke mindst for kvinderne i Tyrkiet.
Som ordfører for kvinders rettigheder har jeg set, at Tyrkiet faktisk gør fremskridt på området kvinders rettigheder, bl.a. som følge af presset fra EU generelt og fra Europa-Parlamentet i særdeleshed. Udvidelsesstrategien, der går ud på at tilskynde kandidatlande til reformer, fungerer. Men den fungerer kun, hvis disse reformer også anerkendes. Som hr. Eurlings' parti i Nederlandene gerne siger: Efter det sure kommer det søde.
Eurlings' betænkning anerkender ikke de ting, som Tyrkiet allerede har gjort. Den er negativ, ikke blot hvad indholdet angår, men også hvad tonen angår. Det er den rette måde at sabotere reformer på, nemlig ved at underminere den offentlige støtte til disse og give tyrkiske euroskeptikere et stærkt våben i det kommende valg i Tyrkiet. Hvad vi virkelig ønsker, er jo, at kritikken i denne betænkning omsættes til handlinger. Det er til gavn for alle.
Det kan også gøres anderledes. Nævn de reformer, som allerede er vellykkede, bliv underrettet om de første skridt, som Tyrkiet har foretaget for gøre op med sin fortid og tilskynd til yderligere forsøg, men fjern erkendelsen af folkemord som en betingelse for medlemskab. Dette udgør ikke en del af Københavnskriterierne, og derfor er en medlemsstat med rette aldrig anmodet om det. Fjern alle henvisninger til det privilegerede partnerskab. Formålet med forhandlingerne er, at Tyrkiet efter at have gennemført reformer bliver medlem af EU. Hvis disse forandringer gennemføres, kan vi byde denne sekulære stat med sin muslimske befolkning velkommen som forbundsfælle i kampen mod terrorisme og fundamentalisme. Hvis De ikke ændrer dette, lader De simpelthen reformkræfterne i Tyrkiet, millioner af mænd og kvinder, i stikken.
Elmar Brok, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, fru formand for Rådet! Jeg er ikke sikker på, om det sidste indlæg var en personlig mening eller udvalgets udtalelse.
Jeg vil gerne takke hr. Eurlings varmt for hans meget afbalancerede betænkning. Nogle af de ting, som den ene eller anden gruppe har kritiseret i dag, blev faktisk indført i betænkningen af medlemmer af denne gruppe. Det må man heller ikke glemme, f.eks. i forbindelse med mediespørgsmålet.
Det er vigtigt at konstatere, at forhandlingerne kører, og at de skal føres konstruktivt fra begge sider. Vi er enige i, at Tyrkiet skal have et europæisk perspektiv. Men vi skal gøre det klart - og det har Kommissionen også givet udtryk for - at reformprocessen er blevet langsommere siden den 3. oktober. Det er rigtigt og nødvendigt at gøre opmærksom på dette, og at gøre det ved hjælp af en række konkrete spørgsmål, som har at gøre med menneskerettigheder, mindretalsrettigheder, ytrings- og religionsfrihed. Det er også vigtigt at præcisere, at dette er en forudsætning for, at der kommer skred i tingene.
Europa-Parlamentet sagde i en beslutning ved forhandlingernes bgyndelse, at de politiske kriterier skal opfyldes i begyndelsen af forhandlingerne, ikke til slut.
Der er visse ting i debatten, som generer mig - det er næsten et mentalitetsproblem - f.eks., at det ikke skulle være tilladt at udtale kendsgerninger, fordi det kunne blive opfattet kritisk eller misforstået i Tyrkiet. Vi kan kun føre denne type forhandlinger, hvis man virkelig lægger kendsgerningerne på bordet. Kun på den måde kan man sætte skub i tingene. Det er nemlig også vores opgave at tage vores borgere med på denne vej. Hvis betingelserne ikke er opfyldt, og man ikke må sige kendsgerninger højt og tydeligt, så har vi et problem.
Man kan kun komme ind i EU, hvis man opfylder alle kriterier, også de politiske kriterier og forudsætningerne for forhandlingerne. Det betyder, at Ankara-protokollen skal sættes i gang, hvilket hidtil ikke er sket. Cypern-spørgsmålet skal som planlagt løses i indeværende år og kan ikke udsættes yderligere, for så vil ingen længere tage os alvorligt.
I øvrigt skal der også gives udtryk for, at EU's udvidelsesevne er af afgørende betydning. Det betyder også, at de finansielle overslag i henhold til forhandlingsmandatet først åbner mulighed for at føre forhandlinger om de finansielle kapitler fra 2013. Også det bør siges, for denne bestemmelse i forhandlingsmandatet viser jo, at EU's udvidelsesevne set fra det aktuelle synspunkt i betragtning af EU's finansielle muligheder ikke er til stede.
Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Det er i dag en vigtig diskussion om et anliggende, som berører os alle, nemlig forhandlinger med Tyrkiet og Tyrkiets fremtid i forhold til EU. Tyrkiet er en nøglepartner i en meget vigtig region. Det er mere end nogensinde tydeligt, at vi må binde Tyrkiet til EU, og at vi må støtte de tyrkiske reformkræfter. Tyrkiet har forpligtet sig til en UNIFIL-operation i Libanon. Vi må hjælpe Tyrkiet med at spille en positiv og konstruktiv rolle på det område i regionen. Vi har absolut brug for en partner der.
Forhandlingsprocessen er den bedste måde til at udvikle en bedre og stærkere forbindelse med Tyrkiet. Forhandlingerne vil vare længe, det ved vi alle sammen. Men vi holder fast ved den opfattelse, at en kritisk, men konstruktiv dialog er den bedste måde til at afslutte denne proces succesfuldt. Europa-Parlamentets betænkninger bør derfor være afbalancerede, og det endelige mål, medlemskab, bør ikke tabes af syne. Vi skal bygge videre på de fremskridt, som er gjort i de forløbne år, men også konstatere, at der er sket forsinkelser.
I en serie ændringsforslag fra vores gruppe forsøger vi at gøre en række aspekter af betænkningen noget mere afbalancerede. Som reaktion på, hvad hr. Brok sagde, vil jeg sige, at vores gruppe naturligvis ikke automatisk behøver acceptere, hvad der kommer fra Udenrigsudvalget. Spekulationer om alternative associationsformer gavner ikke processen. Det er stadig vores indvending imod betænkningens artikel 71. Det må der ikke herske nogen tvivl om.
Forhandlingerne føres med henblik på fuldt medlemskab. Det står heldigvis klart i Eurlings-betænkningen. Det er vi også enige om, og jeg tvivler heller ikke på hr. Eurlings' indsats på det punkt. Det er dog tydeligt - og jeg tilslutter mig, hvad hr. Brok sagde derom - at de nuværende institutionelle rammer ikke er tilstrækkelige for tiltrædelse af nye medlemsstater efter de to, som vi talte om tidligere i dag. Det er heldigvis også klart udtrykt i Eurlings-betænkningen. Uden nødvendige reformer som led i den institutionelle proces accepterer vi ingen yderligere beslutninger om udvidelse.
Så er der de to punkter, som det egentlig drejer sig om i betænkningen. For det første, hvad angår det armenske folkemord, er jeg enig i hr. Eurlings' holdning hertil. Det kompromis, som vi havde indgået under forhandlingerne, er nemlig nøjagtigt det, vi har brug for, nemlig en opfordring til den tyrkiske regering om at anerkende dette folkemord, føre en intern debat i Tyrkiet, men ikke knytte det til betingelserne for medlemskab af EU. Jeg håber, at det i morgen lykkes os at fjerne den del af betænkningen. Hele denne sag udgør ikke formelt en del af Københavnskriterierne, og sådan skal det også fortsat være.
Hvad endelig Cypern angår, er vi enige om, at Ankara-protokollen skal ratificeres. Samtidig mener vi også, at vi skal gøre noget for at hjælpe de tyrkiske cyprioter på Cypern mere. Vores gruppe vil i aften endnu en gang drøfte den foreliggende stemmeliste og på grundlag deraf og på grundlag af afstemningen i morgen vil vi foretage en endelig vurdering.
Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg er bestemt enig med fru Bozkurz og hr. Wiersma i, at beslutningsforslaget i øjeblikket har en forkert balance. Parlamentets særlige rolle inden for tiltrædelsesprocessen er da at fremme væksten af det parlamentariske demokrati i Tyrkiet. Vores kritik bør være konstruktiv og egnet til at hjælpe Tyrkiet på dets vej mod modernisering, ikke at lægge hindringer i vejen.
Vi gør ret i at understrege de nuværende forhindringer for ytringsfrihed, men vi bør ikke lægge falske forhindringer ud for fortsættelsen af den proces, vi har indledt. Vi må få et passende tempo i reaktionen, prøve at være konsekvente og frem for alt at være fair, særligt vedrørende Cypern og Armenien.
Tyrkiets kandidatur er et afgørende øjeblik for Unionen. Hvis der sker et togsammenstød på Cypern, vil der være to tog involveret. Et af dem medfører Tyrkiets bestræbelser på at skabe en bæredygtig form for europæisk islam, hvor profeten mødes med oplysning. Succes for denne mission vil drage både islam og kristendommen langt bort fra den forfærdelige skråsikkerhed fra det 14. århundrede. Det andet tog bærer Europas bestræbelser på at udvikle en stærk fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, en opgave, som Tyrkiet kan bidrage meget stærkt til.
Måske vil tyrkiske troppers involvering under fransk kommando i Libanon vise sig at være vendepunktet for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og et velkomment tegn på en kommende udvikling.
Medlemskab for Tyrkiet bliver en tovejsproces.
Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg har store indvendinger imod Eurlings-betænkningen, således som den nu foreligger. For tydelighedens skyld, problemet er ikke de mange kritiske punkter, hvori den tyrkiske regering opfordres til at gøre en større indsats og hurtigere gennemføre reformer. F.eks. er den tyrkiske regering med rette opfordret til hurtigst muligt at ophæve den berygtede artikel 301 i strafferetten, som allerede har ført til i snesevis af retssager mod forfattere og journalister.
Mine indvendinger imod betænkningen skyldes de punkter, hvor betænkningen fuldstændig går over gevind. Det gælder især det punkt, hvori anerkendelsen af det armenske folkemord nævnes som en slags betingelse for tiltrædelse, og punkterne om Cypern, hvori det ser ud, som om det udelukkende er Tyrkiet, der er skyld i det nuværende problem. Den oprindelige betænkning, som ordføreren forelagde, var kritisk, men fair, og der er indgået gode aftaler under vores behandling i Udenrigsudvalget om at forbedre betænkningen gennem mange ændringsforslag.
Det, der gik galt, er, at der under denne behandling i sidste øjeblik gennem alle mulige mundtlige ændringsforslag blev tilføjet vendinger, som fjernede den balance, der var i betænkningen. Det var en stor succes for en række lobbygrupper, men det gjorde drastisk betænkningen værre. Ved at stille en række ændringsforslag ønsker min gruppe faktisk at vende tilbage til den oprindelige Eurlings-betænkning, fordi den i vores øjne både var kritisk og fair.
Jeg er derfor glad for i dag at høre, men også læse i interviewene med ordføreren i de tyrkiske medier, at han under mottoet "han farer ikke vild, som vender om på halvvejen" er rede til at støtte forsøgene på at få betænkningen tilbage i sin oprindelige form. Jeg regner derfor med hans støtte i morgen under afstemningerne.
Hvorfor er det så vigtigt, at betænkningen er kritisk, men samtidig fair? Jeg vil meget gerne have, at Europa-Parlamentet fortsat spiller en rolle i reformdebatten i Tyrkiet ved at støtte de grupper og de mennesker, der i deres daglige arbejde kæmper for det samme som vi. Det er netop disse mennesker, som i de forløbne uger henvendte sig til os og sagde, at betænkningen i sin nuværende form ikke hjælper dem. Den giver kun vind i sejlene til dem, som i Tyrkiet er imod reformerne, og jeg ønsker ikke, at Europa-Parlamentet støtter dem, som ikke vil hjælpe Tyrkiet fremad.
Hvis betænkningen ikke ændres, men opretholdes i sin nuværende form, betyder det, at vi ikke involveres i diskussionen. Så bliver alle vores berettigede punkter, som nævnes i betænkningen, ikke længere taget alvorligt, og det er efter min mening ikke den rolle, Europa-Parlamentet skal have. Derfor er der brug for forandringerne. Jeg regner med Deres støtte, og jeg regner med ordførerens støtte. Jeg håber virkelig, at et flertal i Parlamentet er rede til at gå denne vej og være konstruktive, kritiske, men fair og ikke ind i den blindgyde, som betænkningen i sin nuværende form er.
Vittorio Agnoletto, for GUE/NGL-Grupppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! GUE/NGL-Gruppen stemte for, at vi indleder forhandlingerne med Tyrkiet, men vi mener, at der i disse forhandlinger bør være fokus på respekten for menneskerettighederne og demokratiet, og denne respekt er uløseligt forbundet med en politisk og diplomatisk løsning på det kurdiske spørgsmål.
I sidste uge deltog jeg i Underudvalget om Menneskerettigheders mission i Tyrkiet, og jeg kom tilbage med et helt andet billede end det, jeg havde håbet på. Vi så navnlig en dramatisk situation i det tyrkiske Kurdistan, nemlig et fuldstændigt militariseret område. Vi fordømmer naturligvis alle sammen terrorisme, men det er noget andet at betragte et helt folk som terrorister, at fængsle mindreårige unge, bare fordi de har hilst med et V-tegn, at fortsætte med tortur og at forflytte de dommere, der f.eks. undersøger politibetjente, som anses for at være ansvarlige for et attentat.
Parlamentet bør støtte DTP's anmodning om våbenstilstand og opfordre PKK til at efterkomme denne anmodning. Vi bør bede den tyrkiske regering om at gå i direkte dialog med DTP for at finde en politisk løsning, for der er ingen andre alternativer.
Problemerne vedrører dog ikke kun det kurdiske spørgsmål. Vi glædede os alle sammen over Elif Shafak-løsningen, og det samme var tilfældet med Orhan Pamuk, men den risikerer kun at være lokkemad for Vesten. Der er nemlig mindst 80 forfattere og journalister mere, som er anklaget efter artikel 301.
Samtidig har det tyrkiske parlament vedtaget antiterrorloven i dens oprindelige formulering, selv om ikke bare EU, men også FN havde anbefalet noget andet. Desuden kunne vi konstatere, at der i Hakkari-regionen, som også ligger i Kurdistan, ud af 250.000 mennesker er 7.000 landsbyvagter og dermed en situation, hvor politiet er direkte underlagt regeringen. Derfor har EU længe bedt om denne politistyrkes opløsning.
Det, som vi beder Parlamentet, Kommissionen og Rådet om, er at fortsætte forhandlingerne med Tyrkiet, men det skal være med fokus på menneskerettighederne og ikke blot på ideologiske eller økonomiske interesser. Vi mener, at Europa kan blive multietnisk og multireligiøst i fremtiden, men det skal altid være med respekt for alles menneskerettigheder.
Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det er korrekt, at tonen i betænkningen om Tyrkiet er kølig mange steder, men det er det, der gør den ærlig. I over 40 år har dette land, der ansøger om medlemskab af Den Europæiske Union, indtaget en fjendtlig holdning til sine naboer, hvilket også omfatter Den Europæiske Unions medlemsstater.
Det er også vores ret og pligt ikke kun at kræve en forklaring på tidligere uretfærdigheder, men også at kræve, at Tyrkiet retter op på den forværrede situation med overtrædelser af det kristne mindretals menneskerettigheder i Tyrkiet. Dette mindretal kan have tillid til, at vi vil tale deres sag. I den forbindelse er man nødt til at nævne de skandaløse udtalelser fra repræsentanter for den tyrkiske regering i forbindelse med pave Benedict XVI's forelæsning i Regensburg. Ved at lefle for de ekstreme dele af den muslimske befolkning har regeringen taget to skridt bagud. Til trods for dette bør vi ikke vende Tyrkiet ryggen. Jeg er imidlertid sikker på, at andre former for samarbejde end et medlemskab kan bære økonomisk og politisk frugt.
Det skal også understreges, at der fortsat er tale om betydelige ubalancer i vores holdning til fremtidige udvidelser. Der kan gøres betydelige fremskridt i den politiske proces i retning af tyrkisk medlemskab af Den Europæiske Union, mens processen vedrørende Ukraines medlemskab er sat på vågeblus, selv om det ikke er Ukraine, der taber 250 sager ved Menneskerettighedsdomstolen hvert år. Det er ikke ukrainere, der i flokkevis ansøger om asyl hos os. Det er ikke Ukraine, der holder liv i spændinger med sine naboer som følge af nuværende og tidligere konflikter. Så længe vi fortsat har denne ubalance i de politiske relationer, vil Ukraine være fastlåst i den spændetrøje, som landet fik på for 60 år siden som et resultat af dekreter vedtaget i Stalins kommunistiske Rusland.
(Bifald)
Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Hr. Eurlings har skrevet en interessant betænkning. Den giver anledning til to spørgsmål til Rådet og Kommissionen. De vedrører fænomenet deep state (derin devlet, bureaukratiets, hærens og domstolenes magt) og den rystende mangel på religionsfrihed i Republikken Tyrkiet. De antieuropæiske kræfter i Tyrkiet slutter sig sammen i uigennemsigtige statsstrukturer, nationalistiske kredse inden for hæren, politiet, gendarmeriet og sikkerhedstjenesterne. I hvor vid udstrækning blokerer disse kræfter, der sammenfattes under fællesnævneren deep state, de nuværende tiltrædelsesforhandlinger?
Hårdnakkede spekulationer bringer den samme ildevarslende deep state i direkte forbindelse med mordet på den italienske præst Andrea Santoro i Trabzon i februar i år. Det får mig til at tænke på den kristne kirkes slet og ret ydmygende stilling i Tyrkiet. Deres præster og medlemmer betragtes som udlændinge. Kontakter mellem kirker og myndigheder sker vel at mærke gennem udenrigsministeriet. Jeg vil gerne have, at Rådet og Kommissionen foretager sig noget på dette punkt. Eller gør frygten for en islamisk fremgang i Tyrkiet Dem tilbageholdende, når det gælder om at opfordre til fuldstændig religionsfrihed i Atatürks land?
Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Nu hævner det sig, at Kommissionen i Tyrkiets tilfælde har lukket ikke bare det ene øje, men ofte dem begge. Tyrkiske reformer behøver kun eksistere på papiret, så fejrer man dem straks som påståede fremskridt. F.eks. blev det i 2004 fejret som en stor succes, at man gennemførte Tyrkiets 50 år gamle forpligtelse på grundlag af medlemskabet af Europarådet til at gennemføre internationale menneskerettighedskonventioner. Det Europæiske Råd besluttede i 1999, at Københavnskriterierne skulle være opfyldt, før der kunne indledes forhandlinger. Derudover blev der fastsat yderligere politiske betingelser i forbindelse med Grækenland- og Cypern-konflikten. Ikke nok med, at Kommissionen hidtil har været meget storsindet i sin fortolking med hensyn til tyrkerne, nu vil man igen forlænge fristen for at anerkende Cypern, i det vage håb, at Tyrkiet så alligevel vil holde sig til det.
Fra tyrkisk side affærdiges det nu fremsatte krav om faktisk at opfylde kriterierne som politisk motiveret og urealistisk, og Europa-Parlamentets beslutning betragtes åbenbart ikke som bindende. Tyrkerne opfordrer sågar på deres typiske måde medlemmerne til venligst at forholde sig politisk fornuftigt og dermed fortsætte med skønmaleriet. Virkeligheden er imidlertid en anden, den er nemlig, at Tyrkiet nu som før ganske enkelt ikke er modent til Europa. Der er ingen virkelig anerkendelse af Cypern, ingen virkelig bevidsthed om uretten med hensyn til det armenske folkedrab og ingen virkelig vilje til at behandle det kurdiske folk korrekt. Der kan kun være et eneste svar på dette, og det har vores borgere i hele Europa i øvrigt for længst givet, nemlig at give al mulig støtte til reformkræfterne i Tyrkiet, men et klart nej til Tyrkiets tiltrædelse af EU.
Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil navnlig komme ind på et af aspekterne i hr. Eurlings' betænkning, nemlig dialogen mellem religionerne. Det er et emne, som der i disse dage er fokus på i hele verden efter det, der har fundet sted, den polemik, der har været, og den opmærksomhed, man har rettet mod Benedikt XVI's udtalelser i Tyskland og den islamiske verdens reaktioner.
I går fandt der et meget vigtigt møde sted, som viste, hvor vigtigt det er for os alle sammen med en konstruktiv og positiv dialog mellem de forskellige religioners repræsentanter, dvs. mellem kristne og muslimer. Mødet var baseret på gensidighedsprincippet, hvor alle parter har ret til at støtte deres egen teori, forsvare deres egne værdier og give udtryk for deres egen tro. Det gælder både for muslimer, hvor de kristne er i overtal, og for kristne, hvor muslimerne er i overtal.
Også den tyrkiske ambassadør var til stede ved mødet med paven i Castel Gandolfo i går. Man talte længe om disse emner, og derfor tror jeg, at Benedikt XVI's rejse til Tyrkiet er af afgørende vigtighed. Det bliver en vigtig rejse, fordi den efter vores mening vil fremme dialogen mellem kristne og muslimer, nemlig mellem det muslimske flertal og det kristne mindretal - hvad enten det er katolikker, protestanter eller ortodokse - som lever i Tyrkiet.
Derfor har vi sammen med ordføreren, hr. Eurlings, og hr. Tannock stillet et ændringsforslag, som vi forelægger for hele Parlamentet, også de andre politiske grupper, så vi også ved hjælp af et stærkt budskab fra Parlamentet kan fremme dialogen mellem kristne og muslimer og mellem kristendommen og islam. Vi skal isolere ekstremismen og fundamentalisterne og gå i dialog med dem, der virkelig ønsker at skabe fred i Mellemøsten og Afrika.
Når alt kommer til alt, er det i Tyrkiets egen interesse at fremme reformerne og arbejde for en dialog mellem kristne og muslimer. Landets fremskridt mod tiltrædelse af EU kan navnlig måles ud fra de resultater, der er opnået i dialogen mellem religionerne, respekten for mindretallenes rettigheder og respekten for de borgerlige rettigheder hos alle de mennesker, der lever i Tyrkiet.
Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil tage hr. Tajanis bemærkninger op. Vi er enige med ham i, at dialogen mellem religionerne, især mellem de kristne religioner og islam, er meget vigtig. Det var netop grunden til, at vi ikke brød os om pavens udtalelser. Jeg anerkender imidlertid både hans undskyldning for udtalelsen og gårsdagens initiativ med ambassadørerne fra islamiske lande for at genoplive dialogen. Netop derfor er det efter vores mening så vigtigt med et muligt medlemskab for Tyrkiet, med en vej for Tyrkiet til Europa, for det kan være med til at støtte denne dialog.
Tyrkiet er også vigtig for os som strategisk partner i en fredsproces i Mellemøsten, som sikkert vil kunne fremmes af en europæisk vej for Tyrkiet. Alligevel - og her er jeg helt enig med ordfører Eurlings, som jeg takker for hans bestræbelser - skal de kritiske punkter siges højt, som nu engang må konstateres. Jeg var for år tilbage selv en gang ordfører for Europa-Parlamentet. Det glæder mig meget, at processen er blevet fortsat, at der bliver forhandlet med Tyrkiet, at der også er ting, der er blevet ændret i Tyrkiet. Men jeg er på den anden side skuffet over, at fremskridtet i Tyrkiet er for lille på mange punkter. Det gælder f.eks. med hensyn til ytringsfriheden. Det er rigtigt, at mange af forfatterne bliver frifundet, men det er en skandale, at forfattere overhovedet bliver stillet for retten for en ytringsovertrædelse. Det er ikke acceptabelt, og det skal forhindres.
Med hensyn til det kurdiske problem er det allerede blevet sagt, at ingen i Europa-Parlamentet har forståelse for terrorismen, og at PKK nu varigt må bekende sig til fredsprocessen. Men regeringen skal gøre sit for at fremme freden - økonomisk, socialt og politisk. Den skal frigøre sig fra de kræfter - militæret og sikkerhedsapparatet - som ikke ønsker en fredelig dialog, især med hensyn til det kurdiske problem.
I denne forstand har ordføreren virkelig anstrengt sig - selv om der er noget, vi gerne vil ændre - for klart at kunne sige ja, vi ønsker, at Tyrkiet skal gå den europæiske vej. Men vi vil ikke af den grund - og det er også i Tyrkiets interesse - renoncere på vores retfærdige krav, for den, der får størst gavn af reformprocessen, er ikke EU, det er Tyrkiet selv.
FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ Næstformand
Jean-Louis Bourlanges (ALDE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er noget mystisk ved Eurlings-betænkningen. Men det er ikke det, som folk siger. Det er ikke hårdheden eller de skrappere formuleringer i betænkningen. Når man læser denne betænkning, kan man se, at den gentager, hvad vi med rette har sagt hele tiden. Man siger, at menneskerettigheder og ytringsfrihed ikke respekteres i tilstrækkelig udstrækning i Tyrkiet. Der står, at religiøse mindretal ikke har ret til at eje deres ejendom, til at offentliggøre deres holdninger og undervise på samme måde som andre steder i Den Europæiske Union. Der står, at når man bliver medlem af en klub, er det mindste, man kan gøre, at give hånd til alle medlemmerne og ikke opføre sig krigerisk over for nogen af dem. Endelig står der, at der er begået folkemord på armenierne, og at der ikke vil blive opbygget noget, før Tyrkiet erkender dette folkemord, og det er der ikke noget nyt i. Vi sagde det 2004, vi bad Tyrkiet om at erkende folkemordet i 2004, og i 2005 sagde vi, at det var en forudsætning. Hvis vi ikke vedtaget punkt 49, vil Parlamentet give køb på sine principper.
Det virkelige mysterium ved Eurlings-betænkningen er imidlertid konsekvensen. Her har vi en institution, der fortsætter med at sige, hvad vi har sagt tidligere for adskillige år siden. I det klima af almindeligt forfald, som Daniel Cohn-Bendit talte om for lidt siden, er dette mærkeligt. Det er mærkeligt, at vi her og nu siger, at det, vi sagde i går, fortsat skal være det centrale i vores krav. Det mystiske ved Eurlings-betænkningen er, at vi for første gang i forhandlingernes historie står med en stat, hvor situationen forværres inden tiltrædelsen og ikke efter, og som siger til os, at tiltrædelsen skal ske på dens betingelser og ikke vores. Det mystiske ved Eurlings-betænkningen er, at denne institution, til forskel fra Kommissionen i sin rapport om Bulgarien og Rumænien, har besluttet at fortælle sandheden, at sige tingene ligeud, at fortælle fakta, og selv om jeg ved - Guy Béart sagde det for et stykke tid siden - at den første, der siger sandheden, skal henrettes, håber jeg ikke, at dette bliver tilfældet med hr. Eurlings og hans betænkning, som jeg giver min helhjertede støtte.
(Bifald)
Cem Özdemir (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren, fordi han har registreret stemningen her i Parlamentet og formet den til et flertal. Jeg tror imidlertid, at det for beslutningen fra Udenrigsudvalget gælder, at for meget er det godes fjende.
Det vil jeg gerne underbygge med to punkter. For det første med det punkt, som min kollega netop nævnte ved afslutningen af sit indlæg, nemlig det armenske spørgsmål. Jeg deltog som ordfører i konferencen om det armenske spørgsmål i Istanbul, som i dag af mange betegnes som historisk. Det var den første konference af denne art, hvor alle spørgsmålene i denne kontekt, også dem fra de skarpeste kritikere, blev diskuteret i Istanbul. Deltagerne på denne konference, fra Taner Akçam over Halil Berktay til Hrant Dink - som i øjeblikket må slås med § 301 - bad mig alle om at fortælle helt klart her, at hvis man vil hjælpe debatten i Tyrkiet, må man ikke gøre anerkendelse af folkedrabet til en betingelse for medlemskab i EU. Derfor har jeg en bøn til kollegerne. Hvis man vil bidrage til, at debatten fortsætter, hvis man vil bidrage til forandring i Tyrkiet, så bør man lytte til de oppositionelle stemmer i Tyrkiet. Jeg håber, at grænsen mellem Tyrkiet og Armenien en dag bliver som grænsen mellem Tyskland og Frankrig. Men vi må bidrage til, at det kan blive sådan.
Det andet punkt er, at også i Cypern-spørgsmålet er vi alle enige om, at Tyrkiet skal opfylde sin del af forpligtelserne og gennemføre Ankara-protokollen. Men der er også en politisk del af forpligtelserne, og den ser sådan ud, at menneskene på den nordlige del af øen Cypern, de tyrkiske cyprioter, venter på, at vi gennemfører vores del af det afgivne løfte, og det er at afslutte den økonomiske og uddannelsesmæssige isolation af menneskene på den nordlige del af Cypern. Tyrkiet skal gennemføre Ankara-protokollen, men vi skal også bidrage til, at isolationen på den nordlige del af øen Cypern for mennesker af tyrkisk oprindelse bliver bragt til ophør.
Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Hvis Tyrkiet skal fortsætte ad en gnidningsløs vej mod tiltrædelse, skal landet gøre det samme som de tidligere tiltrædelseslande og opfylde sine forpligtelser i henhold til aftaler, som f.eks. åbne sine havne og lufthavne for cypriotiske skibe og fly og trække sit veto mod Cyperns deltagelse i internationale organisationer og multilaterale konventioner tilbage.
At landet bliver ved at nægte at gøre disse ting, er en åbenlys tilsidesættelse af associeringsaftalen, toldunionen og tillægsprotokollen, som udgør dets kontraktlige forpligtelser over for EU. Tyrkiet begår imidlertid den fejl at kæde dem sammen med det cypriotiske problem.
Ikke desto mindre kan den cypriotiske regerings forslag om fælles brug af havnen i Famagusta under FN's auspicier og under Kommissionens tilsyn, samtidig med at det afspærrede område omkring Famagusta åbnes for de retmæssige beboere, bidrage til at komme ud af den nuværende fastlåste situation.
I AKEL arbejder vi for en løsning på det cypriotiske problem, respekt for alle cyprioters menneskerettigheder - tyrkisk-cyprioter såvel som græsk-cyprioter - og vi forsøger ikke at lægge hindringer i vejen for Tyrkiets optagelsesproces. Samtidig kan vi dog ikke give vores samtykke til en tilsidesættelse af Tyrkiets kontraktmæssige forpligtelser over for EU, når det går ud over Cypern, ligesom vi heller ikke kan acceptere, at menneskerettighederne ikke overholdes for alle tyrkiske borgere, og at man ikke vil anerkende folkedrabet på armenerne.
Vores konklusion er, at vi ikke kan tilslutte os tankegangen bag de ændringsforslag, som tager sigte på at fritage Tyrkiet for dets forpligtelser. En sådan tankegang er unødvendig og vil give os uønskede komplikationer.
Mogens N.J. Camre (UEN). - Tak, hr. formand! Det hedder Den Europæiske Union. Hr. Erdogan, har De mon et landkort? Så enkelt kan spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU besvares. Tyrkiet er ikke et europæisk land, og derfor skal Tyrkiet ikke være medlem af Den Europæiske Union. EU's statschefer har lovet Tyrkiet, at det på visse betingelser kan blive medlem af EU, men statscheferne har ikke deres befolkninger bag sig. To tredjedele af de europæiske borgere ønsker ikke Tyrkiet som medlem, og det er statscheferne i den sidste ende nødsaget til at bøje sig for, hvis de ikke vil miste deres vælgeres tillid.
Hr. Eurlings betænkning er et udmærket bevis på, at EU's borgere baserer deres holdninger på kendsgerninger og ikke på følelser. Jeg vil anbefale at stemme ja til betænkningen, uanset at nogle af dens formuleringer kan udlægges sådan, at vi anser Tyrkiets optagelse som et, om end fjernt, endemål. Tyrkiets regering har igen og igen demonstreret, at den ikke anerkender de europæiske værdier, men tværtimod kræver, at vi skal respektere uantagelige tyrkiske og islamiske værdier. Vi så det i sagen om de berømte danske Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten, og ligeså i de tyrkiske udfald mod pave Benedikts tale i Regensburg. Tyrkiet besætter ulovligt Nordcypern, og tror, at det kan tvinge EU til at acceptere dette. Tyrkiet vil kvæle Europas frihed, vores ytringsfrihed, og et medlemskab ville betyde dannelsen af parallelsamfund rettet imod europæisk kultur. Tiden er inde til at sige sandheden.
Bogusław Rogalski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand! Europa har en lang tradition for forbindelser med Tyrkiet. Desværre består denne tradition næsten udelukkende af smertefulde begivenheder og uretfærdigheder. Det er en historie med konstante invasioner, krige, massakrer og besættelse af det centrale og sydlige Europa. Det var de begivenheder, som europæerne forventede i århundreder.
Ikke meget har ændret sig i dag, og Tyrkiet truer fortsat sine naboer. Tyrkiet håndhæver fortsat en ulovlig embargo over for Armenien og truer Grækenland, idet man anfægter Grækenlands ret til at definere sit eget territorialfarvand. Landet diskriminerer fortsat over for kurderne og nægter at anerkende Cyperns fulde uafhængighed, et land, som er medlem af Den Europæiske Union. Det er en fuldkommen urimelig situation. Tyrkiet udgør en trussel mod stabiliteten i denne region, og vi vender tilsyneladende det blinde øje til dette forhold og forhandler med landet med henblik på, at det kan opnå medlemskab af Den Europæiske Union. Tyrkiet respekterer heller ikke de værdier, som vi anser for umistelige. Landet overtræder og bryder menneskerettigheder og frihedsrettigheder og begrænser adgangen til disse. Det forfølger politiske oppositionsgrupper, herunder familien til Leyla Zana, som fik Europa-Parlamentets Sakharov-pris. Tyrkiet begrænser også religionsfriheden, og dette førte til drabet på en italiensk missionær.
Det er hele sandheden om Tyrkiet. Jeg er ikke enig i, at Tyrkiet kan spille rollen som brobygger mellem Europa og den muslimske verden. Tværtimod tror jeg, at Tyrkiet kan blive en adgangsport for terrorisme. Tyrkiet er del af en verden, der er fremmed for os hvad angår kultur og traditioner. Vi er nødt til at erkende dette og spørge os selv: Quo vadis, Europa? Skal Unionen være europæisk eller eurasisk?
At lade Tyrkiet komme med i Den Europæiske Union vil skabe en farlig præcedens, der vil varsle enden på det Europa, vi kender i dag. Tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet bør bringes til ophør hurtigst mulig.
Francesco Enrico Speroni (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den tyrkiske premierminister Erdogan kritiserede skarpt den forelæsning, som paven holdt på universitet i Regensburg, og hvor det drejede sig om religion med et teologisk og ikke politisk grundlag.
Det, at paven blev kritiseret af en premierminister og ikke af en tyrkisk religiøs repræsentant, viser, at der i Tyrkiet stadig finder en uacceptabel sammenblanding sted af helligt og verdsligt og af politik og religion. Der er ikke den adskillelse, som vi er vant til i EU.
Denne sammenblanding er endnu en årsag til, at Tyrkiet ikke bør optages i EU, men hovedårsagen vil man aldrig kunne fjerne, nemlig at Tyrkiet ikke bør optages i EU, fordi Tyrkiet geografisk set ikke ligger i Europa.
Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg vil indlede med at komplimentere hr. Eurlings for hans fremragende indsats og betænkning. Og så vil jeg naturligvis benytte lejligheden til at gentage, at vi støtter Tyrkiets europæiske fremtidsudsigter.
Eurlings-betænkningen er i bund og grund ikke kun en advarsel og et budskab til Tyrkiet om de skridt, der skal tages, og de forpligtelser, der skal overholdes, for at det kan fortsætte sin vej mod Europa. Samtidig er det også en påmindelse om de principper, som EU er bygget op omkring, principper, som det er vores pligt ikke at fravige. For når hr. Eurlings taler om respekt for menneskerettighederne og minoriteternes rettigheder, gentager han et europæisk princip. Det samme er tilfældet, når han taler om institutionelle reformer, når han taler om en fredelig løsning på konflikter, og når han kræver respekt for undertegnelsen af Ankara-protokollen og øjeblikkelig gennemførelse af protokollen.
Hr. formand, mine damer og herrer! Som bekendt vil et land og en befolkning, som glemmer sin historie eller ikke forsoner sig med den, få problemer på et tidspunkt. Det er netop, hvad punkt 50, som omhandler armenernes, grækerne fra Pontos' og assyrernes tragiske historie, drejer sig om. Tyrkiet opfordres til at gøre det. Dette punkt er resultat af en bred konsensus og bør ikke ændres. Det bør ikke ændres i den ene eller anden retning med nogle af de ændringsforslag, der er stillet.
Til sidst vil jeg sige til alle dem, der mener, at betænkningen er alt for streng, at der i Tyrkiet findes demokratiske borgere, som ønsker et moderne Tyrkiet, et udviklet, progressivt Tyrkiet, der er orienteret mod Europa, og som sætter sig op mod det etablerede system for at kæmpe for dette her. De har brug for et signal, og det kan vi give dem ved at stemme for Eurlings-betænkningen.
Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Når vi vurderer de fremskridt, som Tyrkiet gør i tiltrædelsesprocessen, burde vi i højere grad koncentrere os om en vurdering af Københavnskriterierne og de spørgsmål, der vedrører EU's acquis.
Jeg vil anbefale, at vi undgår at indføre nye kriterier, der ikke gavner en i forvejen vanskelig proces, som kræver gennemskuelighed, konsekvens og objektivitet fra vores side. Her er jeg enig i ordførerens punkt 50 om det armenske folkedrab.
Landet spiller en afgørende rolle i et geopolitisk område, der strækker sig fra Machrek til Sydøstasien og Kaukasus. Alt dette får os til at opmuntre dem, der arbejder for et demokratisk og fredeligt Tyrkiet, til at gøre en indsats. Når det er sagt, skal vi være præcise med vores bedømmelser og bede den tyrkiske regering, alle apparaterne og institutionerne og hele det tyrkiske samfund om at gøre en væsentlig indsats på de punkter, hvor der brug for større og mere konstante fremskridt. Det drejer sig om borgerlige, politiske og sociale rettigheder, ytringsfrihed og ikke mindst mindretallenes rettigheder, navnlig de kurdiske mindretal, og kvindernes rettigheder, selv om kvinderne udgør et flertal.
Vi håber på en skarp fordømmelse af terrorismen og på Ankara-protokollens gennemførelse inden for den fastsatte tidsfrist.
Endelig skal vi forsøge at holde os til det, det drejer sig om, og at være troværdige og effektive, når vi fortsætter med at øve positiv indflydelse på den interne udvikling i landet og på dets rolle udadtil som fredelig stabilisering i et eksplosivt område, hvor de største trusler mod freden er samlet.
Lapo Pistelli (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De, der stemte for at indlede forhandlingerne med Tyrkiet, har flere gange forklaret de gode grunde til, at Tyrkiet bør blive optaget i fremtiden, og derfor behøver vi ikke at gentage os selv.
Denne årlige forhandling om de fremskridt, der er sket, er til gengæld et termometer, som konkret viser de foretagne reformer og stemningen hos befolkningen. Jeg tror, at vi alle sammen kan konstatere, at begge parter har været mere kølige her på det sidste.
Vi er modstandere af arrangerede ægteskaber. Hvis man skal giftes, skal man kende og elske hinanden, og det gælder også for den ambitiøse tyrkiske målsætning. Derfor skal den tyrkiske regering gøre en større indsats, når det gælder reformerne, og også når det gælder deres udbredelse i samfundet.
Betænkningen er meget hård i den retning, men den er loyal, og det er rimeligt, at forhandlingerne er hårde og loyale. Også i Europa er der dog stadig større skepsis med hensyn til en yderligere udvidelse efter Bulgarien og Rumænien, hvis ikke reglerne ændrer sig. Det er en skepsis, der også risikerer at gå ud over de vestlige balkanlande.
Derfor skal vi ikke hindre udvidelsen, men snarere ændre reglerne. Tyrkiet-spørgsmålet er nemlig også et spørgsmål om os selv og om det, som vi ønsker at være.
Hélène Flautre (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! I sidste uge var jeg sammen med andre kolleger fra Underudvalget om Menneskerettigheder i Akari-provinsen i det sydøstligste Tyrkiet, kun nogle få bjergtoppe fra Irak og Iran. I den region mødte vi forældre, desperate forældre, der magtesløse så på, når deres unge sønner drog op i bjergene. Vi fik at vide, at mere end 200 unge mænd havde sluttet sig til PKK's væbnede bander i de seneste par uger. Vi mødte også unge piger, der kæmper mod feudale forhold i familien, kæmper mod økonomisk og social isolation og en voldelig hverdag. Mange talte om unge piger, der begår selvmord.
Det var ikke håb og endnu mindre entusiasme for fremtiden, vi fandt i Akari og andre steder. Der findes mange meget præcise oplysninger om sikkerhedsstyrkernes voldelige fremfærd, herunder over for landmændene, men også anholdelser uden at de anholdte stilles for en dommer og tortur af unge mennesker som i Diyarbakir i år. At den offentlige anklager i Van blev tvunget til at træde tilbage, fordi han påviste, at medlemmer af hæren var ansvarlige for Semdinli-bomberne, var også meget traumatisk. Helt bortset fra de hændelser i den beskidte krig, som den afslører, er hindringerne for et uafhængigt fungerende retsvæsen uacceptable.
Alle siger, alle ved, at der ikke findes noget militært svar på det kurdiske spørgsmål, og alligevel synes det at være det eneste, der bruges, med kontrolposter, kampvogne, soldater og væbnede angreb. PKK skal erklære en ensidig våbenhvile. Hvis dette krav imødekommes og overholdes, hvilket vi håber, skal det efterfølges af et vidtgående politisk forslag. Opmærksomhed og støtte fra Den Europæiske Union bliver af central betydning. Den forværrede situation i sydøst påvirker menneskerettighedssituationen i landet som helhed. Antiterrorlovgivningen blev kritiseret enstemmigt af alle, som vi talte med, som ikke repræsenterede staten. Den er ikke i overensstemmelse med folkeretten. Den kan endda ophæve nogle af de fremskridt, der er sket gennem de seneste lovgivningsreformer.
Situationen i sydøst får også en nationalisme til at blusse op på ny, som helt tydeligt strider mod demokratiseringsønskerne, undertiden på en voldelig måde. Forfatteren Magden Perihan taler om en skovbrand. Hun taler om hooligan-sagførere. Der er behov for en øjeblikkelig indsats, navnlig ophævelsen af artikel 301 i straffelovgivningen, således at antiterrorlovgivningen bringes i overensstemmelse med folkeretten, kampen mod straffrihed - i 2005 blev kun 2 ud af 305 anklagede politimænd dømt - lovgivningen om erstatning skal gennemføres i praksis - 2.000 ud af 3.000 sager er blevet behandlet i Akari-provinsen - og endelig skal spærregrænsen på 10 % ved valg til det nationale parlament afskaffes, idet den forhindrer befolkningens demokratiske ønsker i at komme til udtryk.
Athanasios Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet vil stemme imod Eurlings-betænkningen. For det første fordi vi er modstandere af Tyrkiets optagelse i EU af de samme årsager, som vi var imod Grækenlands optagelse, ikke af kulturelle årsager.
For det andet fordi denne betænkning er en gummibetænkning - som så mange andre. De bliver hele tiden tilpasset de indvendinger, der er i EU, og er strenge eller imødekommende alt efter omstændighederne.
For det tredje fordi betænkningen, hvad angår alvorlige, kontroversielle punkter, som drejer sig om Tyrkiets holdning i folkeretlige spørgsmål, er begrænset til et bønneskrift, som gentager de samme bønner uden at foreslå en eneste konkret foranstaltning, f.eks. vedrørende de 40.000 tyrkiske besættelsessoldater på Cypern og den kendsgerning, at Tyrkiet på provokerende vis ignorerer FN's beslutninger og resolutioner, kulminerende i den manglende anerkendelse af Republikken Cypern. Derfor vil vi gerne vide, om der er sket noget konkret på disse områder fra den sidste betænkning til denne betænkning. Nej! Tyrkiet ignorerer stadig på provokerende vis alle disse beslutninger, og I fortsætter ad den samme vej.
For det fjerde fordi vi er radikalt uenige i den indirekte henvisning i punkt 51 til grænsestridigheder mellem Grækenland og Tyrkiet og i konklusionerne fra Helsinki, som henviser dem til Den Internationale Domstol ...
(Formanden afbrød taleren)
Seán Ó Neachtain (UEN). - (EN) Hr. formand! Lad mig straks sige, at jeg som medlem af Europa-Parlamentets kontaktgruppe på højt plan for forholdet til det nordlige Cypern klart er opmærksom på den følelse af isolation, de tyrkiske cyprioter har efter forkastelsen af Annan-planen. Faktisk mener jeg, at EU sammen med FN burde fortsætte med at skabe fred og forsoning på Cypern.
Men Tyrkiet har også alvorlige forpligtelser. F.eks. må Tyrkiet åbne sine havne og lufthavne for skibe og fly fra Cypern. Det er en forpligtelse, Tyrkiet skal overholde i overensstemmelse med tiltrædelsesforhandlingerne. Jeg føler også, at Tyrkiet må overveje at tilbagekalde paragraf 301 i sin straffelov, der benyttes til at anklage snesevis af tyrkiske forfattere for at fornærme tyrkiskheden.
Det er klart, at der er brug for et stort arbejde med hensyn til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i Tyrkiet. Det er alvorlige spørgsmål. Afslutningsvis må jeg understrege, at den tyrkiske regering må tage effektivt fat på dette nu, hellere end senere, for disse politiske spørgsmål er et afgørende element i tiltrædelsesforhandlingerne.
Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Hvorfor i alverden vil Tyrkiet tiltræde EU? Måske vil det tilslutte sig det store antal af parasitlande, som allerede lever på ryggen af de britiske og tyske skatteydere. Måske ser det en mulighed for at eksportere nogle af sine arbejdsløse og kriminelle til Det Forenede Kongerige. Men tyrkerne bør tænke på virkningen for deres eget samfund.
Så sent som i går advarede den tyrkiske hærs øverstbefalende, general İlker Başbuğ, om de farer, som islamistiske ekstremister, der politiserer religionen, udgjorde, og lovede, at den tyrkiske hær ville beskytte Den Tyrkiske Republiks verdslige natur. Men tidligere har tyrkerne ikke været nødt til at slås med EU. De vil måske opdage, at deres islamistiske ekstremister kan udnytte EU's ikkediskrimination, ligeret og menneskerettighedslovgivning til deres fordel. Måske må tyrkerne på den hårde måde lære, at medlemskab af EU indebærer, at man mister kontrollen med sin egen skæbne.
Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Det var en historisk fejltagelse at indlede forhandlinger med Tyrkiet, fordi EU, som navnet siger, er et europæisk projekt. Nu må vi se passivt til, hvordan det hele går galt. Tyrkiet er et islamisk land med en overvejende autoritær og patriarkalsk kultur. EU kan derfor godt tydeligt vise, hvem der bestemmer under forhandlingsprocessen, men nu er det faktisk det omvendte, der viser sig. Tyrkiet nægter at opfylde sine forpligtelser over for Cypern og vover endda nu at kræve, at Europa bryder den såkaldte isolation af den besatte del af Cypern. Tyrkiet opstiller selv betingelser.
Kommissionen og Rådet har gjort de europæiske vælgere opmærksom på, at forhandlingerne kan standses når som helst, hvis Tyrkiet ikke samarbejder. Nu gør de alle mulige krumspring for ikke at behøve at handle. Først vil de have Domstolen til at afsige en kendelse om Cypern-spørgsmålet. Nu vil de føre forhandlingerne således, at de følsomme kapitler først behandles til sidst. Formålet med det hele er at vinde tid og bagefter at kunne sige, at der ikke længere er nogen vej tilbage. Hvor er EU's troværdighed?
Jacques Toubon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne betænkning er fremragende. Vi støtter den, fordi den markerer et vendepunkt for Parlamentet, når det gælder om at se virkeligheden i øjnene med hensyn til forholdet mellem Tyrkiet og EU.
Betænkningen er den mest kritiske af alle dem, der er blevet udarbejdet i Parlamentet i de seneste årtier. Den medtager især tre punkter, som er afgørende vigtige for os, nemlig henvisningen til EU's optagekapacitet som et kriterium, det helt nødvendige krav om, at Tyrkiet skal behandle Cypern, som er fuldt medlem af EU, normalt, og anerkendelsen af det armenske folkemord som en forudsætning for optagelse. Jeg vil gerne påpege over for kollegerne fra Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet, at det var en del af deres program til valget til Europa-Parlamentet i 2004.
Vedtagelsen af denne betænkning - og vi håber, den bliver vedtaget - må få politiske konsekvenser. Jeg ville begynde med at bede Kommissionen om at holde op med at lege gemmeleg og den 8. november fremlægge en virkelig rapport og ikke et eventyr, som den plejer at gøre på dette område. Jeg vil bede Ministerrådet om at indtage en klarsynet og modig holdning til situationen og om at overveje at afbryde forhandlingerne, da de ikke længere giver mening for almindelige mennesker.
Bortset fra spørgsmålet om Tyrkiet er det hele udvidelsesprocessen, der er på spil. Fremover bør man ikke gå i gang med flere udvidelser, før vi har givet EU effektive beslutningsmekanismer og et tilstrækkeligt budget. Det vil skade det europæiske projekt at presse på i en tilstand af illusioner og hykleri og dermed skade opbygningen af en politisk union, og det ville øge kløften mellem befolkningens sunde fornuft og ledernes blindhed.
(Bifald)
Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand! Det er blevet sagt, at Det Socialdemokratiske Parti i Europa-Parlamentet har foretaget en u-vending med hensyn til holdningen til Tyrkiet. Lad mig gentage vores holdning, som har været klar lige fra starten. På lang sigt er det vores mål, at Tyrkiet skal være medlem, fordi vi tror - og det er et ægte politisk projekt - på et Europa, som er multikulturelt, sekulært, men multireligiøst, fredeligt og åbent over for resten af verden.
Når vi i Udenrigsudvalget har udsendt klare signaler til den tyrkiske regering, især omkring menneskerettigheder, kvinders rettigheder, mindretalsrettigheder og anerkendelsen af Cypern, så har vi gjort det i samme konstruktive ånd. Det har vi gjort for at give et konkret udtryk til et famlende Europa, som ikke vil være det Europa, som hr. Sarkozy, fru Merkel eller måske paven ønsker. Udfordringen er enorm og er allerede stødt på et problem i form af Eurlings-betænkningen, hvor det nye udkast er ude af balance.
I denne betænkning understreges det med rette, at den aktuelle demokratiske proces i Tyrkiet ikke gør så hurtige fremskridt, som vi havde håbet, men man overser nogle vigtige fremskridt, som Tyrkiet har gjort, især inden for udenrigsområdet. Jeg tænker på landets rolle i UNIFIL og på den kendsgerning, at det holdt sig ude af krigen i Irak. Hensigten med de ændringsforslag, som PSE-Gruppen har fremsat, var derfor at foretage nogle justeringer, eller med andre ord at bløde tonen lidt op.
Med hensyn til spørgsmålet om Armenien var hr. Eurlings efter mig lige før, og jeg vil gerne komme med en meget klar udtalelse. Parlamentet har anerkendt det armenske folkedrab, og der bliver aldrig nogen revisionisme i Parlamentet. Det er vores pligt at huske de halvanden million armenere, som blev massakreret i 1915, altså før den tyrkiske republik under Atatürk blev skabt. Det er vores pligt at huske, ikke bare i Europa, men i hele verden, og derfor har vi bedt FN om snarest at sende et udvalg af internationale eksperter i denne sag til Tyrkiet.
Men at bruge denne tragedie, som nogle gør, til at modarbejde Tyrkiets kandidatur eller til at åbne døren på klem for en vulgær form for islamofobi, det er en fælde, som vi ikke vil falde i. Derfor har vi efter nogle meget vanskelige debatter, efter - det kan jeg forsikre Dem - nogle meget følsomme forhandlinger i vores gruppe valgt den holdning, som De har hørt ved forskellige lejligheder, og som jeg vil gøre til min egen. De kan være forvisset om, at det er et vanskeligt standpunkt. Vi vil ikke kræve anerkendelse af det armenske folkemord som en forudsætning, men, mine damer og herrer, det er ikke desto mindre helt klart, at når tiden er inde til at vurdere situationen forud for tiltrædelsen, vil dette følsomme punkt veje tungt på vægtskålen, og det ved Tyrkiet godt. For øjeblikket forventer vi, at Tyrkiet opfylder sin pligt til at huske, at det konsoliderer sin stabiliserende rolle i Mellemøsten, og at det gør fremskridt med hensyn til ...
(Formand afbrød taleren)
Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Vores Europæiske Union eksisterer, fordi den er fast baseret på en streng overholdelse af vores europæiske principper og værdier. Disse principper og værdier står ikke til forhandling, og det må klart forstås af alle dem, der hører til EU, og dem, der ønsker at slutte sig til Unionen. Tyrkiet er velkommen til at tiltræde vores Union, og jeg håber meget, at det gør det, men det må acceptere og overholde vores europæiske principper og værdier. Det er Tyrkiet, der skal opnå de tiltrædelsesændringer, der er nødvendige, ikke os, og vi må være ærlige og gøre vores holdning klar over for Tyrkiet. Vi skal ikke prøve at narre Tyrkiet til at tilslutte sig EU. Tyrkiet skal kun gøre det, hvis det virkelig ønsker det, og hvis det er fuldt opmærksomt på, nøjagtigt hvad det er, der kræves af det. Eurlings-betænkningen gør det klart, fast og ærligt.
Eurlings-betænkningen er resultatet af megen diskussion og debat, og mange kompromisændringsforslag er blevet stemt ind af Udenrigsudvalget, hvorefter man omsider har opnået en stærkt efterstræbt balance. Vær venlige at støtte den og at modstå fristelsen til at indføje ændringsforslag vedrørende centrale elementer på dette stadium, hvilket meget vel kan gøre mere skade end gavn. Lad mig minde nogle af mine kolleger om, at vi vil skabe reformer i Tyrkiet ved at fortælle det tyrkiske folk sandheden og ikke ved at skjule sandheden for dem.
Nils Lundgren (IND/DEM). - (SV) Junilistens repræsentanter i Europa-Parlamentet stemte nej til forslaget om at indlede medlemskabsforhandlinger med Tyrkiet. Baggrunden for vores nej er ikke, at Tyrkiet ligger uden for Europa, og heller ikke, at Tyrkiet er et muslimsk land. Vi påpegede, at der stadig er lang vej for Tyrkiet, før landet opfylder vores krav til et EU-medlemskab. Vi gav også udtryk for vores bekymring over, at det at indlede forhandlinger vil mindske presset på Tyrkiet for at etablere en demokratisk retsstat med fulde menneskerettigheder for kvinder, for kurdere, for kristne, for fagbevægelser, for forfattere. Sådan er det også blevet. Den tidligere lovende udvikling er blevet standset og i visse henseender blevet erstattet af en tilbagegang. Vi er havnet i den uværdige situation, at EU begynder at stille krav til, hvordan valgsystemet skal udformes, og hvordan en ny forfatning skal udformes i den suveræne stat Tyrkiet. Det er ikke EU's opgave. Det er op til Tyrkiet at vælge, hvordan det vil leve op til EU's krav. Det er op til Tyrkiet at vælge sine egne løsninger. Så længe der ikke er indført tilstrækkelige reformer, bør medlemskabsforhandlingerne udskydes.
Paweł Bartłomiej Piskorski (NI). - (PL) Hr. formand! Vores diskussion om Tyrkiet er tydeligvis langt mere kritisk og derfor betydeligt mere åben end ved tidligere lejligheder. Vi bør imidlertid huske, at vi bør spørge os selv, hvor vores grundlæggende interesser ligger.
På grundlag af alle de centrale medlemskabskriterier, som vi ikke behøver gentage, er Tyrkiet ikke klar til at være medlem af EU. Vi har nævnt spørgsmålet om Cypern, menneskerettigheder og borgerlige rettigheder, religion og den armenske befolkningsgruppe. Men EU's grundlæggende interesser ligger i, at lande som Tyrkiet eller Ukraine rykker tættere på EU. Her har EU ikke været helt ærlig. Vi har ikke erklæret åbent, at optagelse af lande som Tyrkiet faktisk vil sætte en stopper for visse EU-politikker, især den økonomiske politik og struktur- og landbrugspolitikken.
Vi bør sige åbent, hvilken effekt disse store landes tiltrædelse ville have på EU, eftersom denne lille uærlighed ikke er spildt på vores partnere, herunder Tyrkiet.
Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Tyrkiet er ikke et europæisk land. Dets tiltrædelse ville strække EU for langt, stille for store krav til EU, ville svække og måske endda bringe EU i fare. Hvis man siger dette, udsætter man sig for at få skudt i skoene, at man ikke vil støtte reformprocessen og gennemføre kriterier. Men også til et privilegeret partnerskab skal Københavnskriterierne overholdes og reformerne fremmes, ikke mindst i den tyrkiske befolknings egen interesse.
Vi skal stille os selv nogle kritiske spørgsmål. Hvis man ønsker fuldt medlemskab for Tyrkiet, ønsker man måske et andet Tyrkiet, men man vil kun få et andet EU, en frihandelszone garneret med politiske elementer. Hvad angår Tyrkiet selv, så må vi spørge os selv, om sekularisering virkelig er forenelig med demokrati, hvis det kun er et mindretals- og eliteprojekt, om religionsfrihed virkelig er forenelig med en statsislam, der er camoufleret som sekularisering, om mindretalsrettigheder virkelig er forenelige med kemalisme, som er en slags Tyrkiets jakobinisme. Det er alvorlige, solide spørgsmål, som vi må stille os selv. Vi må ikke længere løbe ind i en blindgyde, som muligvis ender i, at de europæiske stater og folk afviser Tyrkiets tiltrædelse, med frygtelige følger for den indre stabilitet i Tyrkiet.
Vi skylder Tyrkiet - netop fordi det er en vigtig partner - at være ærlige, at udarbejde klare kriterier for et fornuftigt, skræddersyet partnerskab, som er i overensstemmelse med både Tyrkiets interesser og EU's interesser, i stedet for hele tiden at tegne et billede af Tyrkiet, som ikke har det mindste med virkeligheden at gøre. Derfor skal vi vare os for at falde tilbage bag linjen i Eurlings-betænkningen, som jeg afviste i udvalget, fordi jeg ikke mente, den var vidtgående nok. Men denne linje bør være vores konsensus, ellers ville signalet til Tyrkiet være ødelæggende.
Vural Öger (PSE). - (DE) Hr. formand! I december 2004 besluttede vi os i Parlamentet med 402 stemmer klart for at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det var et klart signal. I dag drøfter vi betænkningen "Tyrkiets fremskridt hen imod tiltrædelse", en betænkning, som egentlig burde have til formål at være et konstruktivt redskab i forhandlingerne og i Tyrkiets tiltrædelsesproces. Jeg synes imidlertid, at vores mål, nemlig Tyrkiets EU-medlemskab, kommer til at stå lidt vagt i den aktuelle Eurlings-betænkning. Derfor spørger jeg mig selv, hvad vores mål er. Skal Tyrkiet holde fast i sin reformkurs, og så vil vi også behandle det fair? Eller siger vi, at uanset hvad I gør, så bliver I aldrig medlem af EU? Vores tyrkiske partnere præsenteres for et sammensurium af negative eksempler. Man ignorerer næsten totalt de opnåede fremskridt og de positive eksempler.
Det er ikke en fair måde at behandle folk på. Det er ganske vist rigtigt, at Tyrkiet fortsat skal arbejde med sin reformproces. Det er også rigtigt, at landet skal opfylde sine forpligtelser på grundlag af Ankara-protokollen, menneskerettigheder, demokrati og beskyttelse af mindretal er forudsætninger for EU-medlemskab.
Hvis Tyrkiet opfylder de allerede fastsatte kriterier og fortsætter sin reformproces, så holder vi også fast i målet om EU-medlemskab. Det bør også forsvares i vores betænkning. Det synes jeg ville være et helt klart signal. Hvis ordføreren eller Parlamentet mener noget andet, så skal man også sige det i betænkningen om Tyrkiet. Ellers mister vi troværdighed i Europa-Parlamentet med den slags halve sandheder. Eftersom vi i oktober 2005 i Strasbourg besluttede at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet, må vi også holde os til det i dag.
Jeg har hele tiden sagt, at Tyrkiet endnu ikke var klar til optagelse, men til forhandlinger. Det bør Europa begribe og støtte på en forstående og solidarisk måde.
Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Jeg er virkelig overrasket over denne diskussion. Man skulle tro, at Camiel Eurlings kun havde fået et meget lille flertal for sin betænkning i udvalget. Men socialdemokraterne stemte for betænkningen. Den gik gennem udvalget med 54 stemmer. Samme socialdemokratiske gruppe - fru De Keyser, hr. Wiersma, meget respekterede kolleger - går nu stik imod det, de gik ind for i udvalget. Jeg er virkelig overrasket. Klarhed, kære fru De Keyser, det er virkelig noget andet!
Vi må stille os selv nogle kritiske spørgsmål. Det vigtigste spørgsmål er, om vi har fået folk med os på denne udvidelsesturné, på denne forhandlingsturné til Tyrkiet? Svaret er et klart nej. Folk ser meget kritisk på det. Det siger jeg udtrykkeligt også til Kommissionen og Rådet. Hvor kommer denne diskussion om optagelsesevnen fra? Hvor kommer dette stemningsskifte i Parlamentet fra? Alle vi her er temmelig ofte ude at tale med borgerne, og vi mærker skepsisen, tilbageholdenheden og til dels også den massive afvisning, når talen falder på Tyrkiets optagelse. Derfor vil jeg også advare Rådet og Kommissionen. Ingen nye løfter, ingen nye perspektiver, først skal EU reformeres. Det er vi alle enige om. Vi skal komme videre på det institutionelle plan. I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.
Renate Sommer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Hvis man ikke tager problemerne op, kan man heller ikke løse dem. Skønmaleri nytter aldrig noget. Du, kære Camiel Eurlings, beskriver meget præcist de ting i Tyrkiet, som ikke er i den europæiske ånd. Jeg vil gerne takke for din betænkning. Faktisk er der så godt som ingen fremskridt på næsten alle politisk relevante områder, til dels er der endda tale om tilbageskridt. Endnu har man ikke opfyldt et eneste af de politiske Københavnskriterier. Alligevel er forhandlingerne blevet indledt, i strid med alle regler. Det, vi frygtede sidste år, er sket. Ved at indlede tiltrædelsesforhandlingerne har vi afgivet et af de sidste pressionsmidler til at gennemtvinge reformer. Reformprocessen er gået i stå. Allerede vedtagne reformer bliver ikke gennemført af de statslige instanser, eller de bliver kun utilstrækkeligt gennemført, eller de bliver trukket tilbage igen ved beslutninger i Parlamentet, som det er sket for nylig. F.eks. har det tyrkiske parlament vedtaget den nye antiterrorlov i strid med Kommissionens kraftige protester. Konsekvensen er, at den i forvejen stadig begrænsede ytrings- og pressefrihed beskæres yderligere.
Den tyrkiske ministerpræsident forsøger snigende at islamisere landet ved at udnytte EU-processen til sine egne formål. Dermed hjælper han nationalisterne, som kæmper indædt mod europæiseringen. Ønsker Erdogan overhovedet EU-tiltrædelsen? Hans modstand over for Cypern understreger i det mindste, at han ikke accepterer EU. Skal vi kunne acceptere kandidaten Tyrkiet på denne måde? Cypern er lakmusprøven. Hvis den tyrkiske politik ikke retter ind i dette spørgsmål, må forhandlingerne udsættes. Tyrkiet er nu forpligtet, uden men og hvis og uden at stille nye betingelser og krav. Det skal Kommissionen gøre klart, og det må Ministerrådet også kræve og gennemtvinge. Alt andet ville være unfair over for det tyrkiske folk, for disse mennesker sætter deres lid til os. Kun vores pres kan udvirke ændringer. Hvis europæerne falder igen, er vi definitivt et komisk nummer, som ingen kan tage alvorligt. Så ville der intet ske længere i dette land.
Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer! Når det gælder de europæisk/tyrkiske forbindelser, ville vi begå en alvorlig fejl, hvis vi ikke værdsatte de væsentlige fremskridt, der er sket, og i stedet lod de negative ting i Tyrkiet veje tungest, eller hvis vi skabte et idyllisk billede og skjulte virkeligheden. Der er kræfter i Europa, som af deres egne grunde anlægger det ene eller det andet synspunkt. Imidlertid må vi ikke oven i trætheden efter udvidelsen og den institutionelle krise i EU også sende modstridende signaler til Tyrkiet. Det er på tide, vi sender et klart signal, som stemmer overens med de beslutninger, der er truffet. Vi bør se den niende reformpakke, som den tyrkiske regering har vedtaget, som en positiv ting og glæde os over den. Hvis vi virkelig ser på kernen i den, ligger den imidlertid under europæisk standard. Det giver virkelig anledning til bekymring og ængestelse, når vicepremierministeren i den tyrkiske regering, Mehmet Ali Sahin i Turkish Daily News udtaler, at regeringen ikke agter at give tilladelse til genåbning af præsteseminariet i Halki. Jeg er bange for, at de anmodninger, der er kommet fra den økumeniske patriark i Istanbul og fra det græske mindretal på Imbros og Tenedos, ikke bliver imødekommet.
Som kommissær Rehn sagde tidligere, bør det folkeretlige princip pacta sunt servanda respekteres. Det gælder naturligvis Tyrkiet, men det gælder også EU. Vi er nødt til at fastholde vores støtte til det strategiske mål, som Tyrkiets optagelse i EU er. Samtidig bør Tyrkiet imidlertid straks ratificere og gennemføre tillægsprotokollen inden for den fastsatte tidsramme.
Den europæiske vej kan måske sikre stabilitet og udvikling i Tyrkiet. Tyrkiet bør imidlertid overvinde fortidens frygt og syndromer. Syndromet i forbindelse med Sèvres-traktaten. Derfor mener jeg ikke, at forsoningen med fortiden må være en kilde til usikkerhed og fare. Det er et tegn på demokratisk modenhed og selvtillid hos et land. Anmodningen om at anerkende den historiske, traumatiske fortid i konflikterne med armenerne og grækerne fra Pontos bør ikke have en destabiliserende effekt på Tyrkiets nationale stereotyper.
Med det konkrete ændringsforslag, vi har stillet, opstiller vi ikke nye betingelser for Tyrkiet. Vi er imod, at man gør anerkendelsen af folkedrabet på armenerne og ponterne til en politisk betingelse.
Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Betænkningen og denne forhandling er efter min mening et tegn på, at Europa lukker af. Parlamentsmedlemmerne bør i det mindste være modige nok at sige mere direkte, at de betragter Europa som et religiøst anliggende og område, og at det politiske Europa således ikke eksisterer.
Jeg troede tværtimod, at drømmen, dvs. årsagerne til den europæiske føderalistiske drøms inspiration og opståen, netop var at udvide området med retsstat og demokrati.
Det er det vigtige tilbud, som vi skal give Tyrkiet, og det skal vi netop på et tidspunkt, hvor den islamiske fundamentalisme bliver mere og mere udbredt på verdensplan. Vi skal ønske at fremskynde udvidelsesprocessen, og det skal vi konkret give udtryk for i en betænkning. I så fald ville der være en mening med kritikken, selv med den skarpeste kritik.
I virkeligheden står det klart, at der er tale om forskellige løsninger, nemlig ikke om Tyrkiets politiske og fulde tiltrædelse, men snarere om aftaler om forstærket samarbejde. Det er alt sammen noget, som ikke tyder på et politisk budskab og fuld tiltrædelse.
Hvis vi går i den retning - som kommissionsformand Barroso deværre også angav i sine udtalelser i går - vil vi ikke blot bringe Tyrkiet længere væk fra os, men også det politiske Europa.
Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Den formulerede EU-holdning og mit partis holdning er at støtte tyrkisk medlemskab af EU. Men ikke desto mindre kan man ikke undervurdere de udfordringer, der melder sig ved Tyrkiets optagelse i EU med dets meget store befolkning og den heraf følgende politiske indflydelse, som det vil få ved at tiltræde EU, dets relative fattigdom og deraf følgende krav til strukturfondene, såvel som dets særegne og anderledes kulturelle og religiøse identitet.
Når man tænker på den nuværende diskussion om indvandring i stor stil og i særdeleshed de udfordringer, som det at integrere de nuværende muslimske mindretal i vores lande frembyder, vil ubegrænset bevægelsesfrihed for tyrkiske arbejdstagere uundgåeligt give anledning til stor bekymring. Tyrkiets medlemskab af Den Islamiske Konferenceorganisation vil bestemt komplicere den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Meningsmålinger, som den tyske Marshall-fond for nylig har afholdt i Tyrkiet, viser, at det er det mest antiamerikanske og antiisraelske land blandt EU's medlemmer og kandidatlande. Men mere foruroligende er efter min mening den omfattende tyrkiske støtte til det teokratiske Iran.
Tyrkiet skal naturligvis overholde alle de økonomiske, politiske og menneskeretlige bestemmelser i Københavnskriterierne, før det kan tiltræde, og der er klare eksempler på fortsat diskrimination mod kristne mindretals rettigheder, herunder græsk-ortodokse og syriske, og igangværende hindringer for ytringsfrihed såsom artikel 301 i straffeloven, der forbyder krænkelse af tyrkiskheden.
Efter min opfattelse er det dybt beklageligt, at Tyrkiet ikke har kunnet forholde sig til sin fortid, herunder folkedrabet i 1915 på armenierne og blokaden mod republikken Armenien. Men den manglende anerkendelse af republikken Cypern, hvor Tyrkiet fortsat har udstationeret tropper efter invasionen i 1974, og undladelsen af at gennemføre Ankara-aftalen om den udvidede toldunion, så skibe kan benytte tyrkiske havne, er i øjeblikket et kritisk spørgsmål, som EU må tage stilling til. Det er heller ikke sandt, at torturen er holdt helt op til trods for, at den er forbudt af staten. Det påstås, at den stadigvæk er blevet anvendt mod kurdiske oprørere, og vi har hørt om det fra fru Flautre. Vi kan derfor være sikre på, at forhandlingerne om tiltrædelse af EU vil være meget langvarige, og jeg for min del støtter fuldt ud Eurlings-betænkningen.
Inger Segelström (PSE). - (SV) Jeg vil gerne takke Camiel Eurlings for betænkningen. Vi i den svenske socialdemokratiske gruppe går ind for tyrkisk medlemskab, når de kriterier, vi opstiller for alle andre, er opfyldt. Vi skal ikke stille højere krav til eller særbehandle Tyrkiet, som nogle har givet udtryk for i forhandlingen i dag. Netop nu er det EU, som er garanten for udviklingen i Tyrkiet, ikke blot med opmuntringer, men også krav om bl.a. menneskerettigheder. Et tidligere medlem af Europa-Parlamentet og nu socialdemokratisk medlem af Rigsdagen i Sverige har skrevet til den tyrkiske ambassadør, i anledning af at 1.200 børnebøger af svenske børnebogsforfattere, anvendt af svenske skoler og finansieret af Sida og Olof Palme Center, er blevet stoppet i den tyrkiske told. Det er uforståeligt for mig, og derfor har jeg stillet Rådet et spørgsmål herom. Jeg støtter demokratiseringen i Tyrkiet, og sådanne problemer er vi nødt til at løse. Jeg tilslutter mig den kritik af betænkningen, som de øvrige talere fra Den Socialdemokratiske Gruppe har givet udtryk for. Lad os opmuntre til fremskridt og løse problemerne, men fastholde, at vi i EU ønsker at se Tyrkiet som medlem, når tiden er inde, og det demokratiske underskud er udlignet.
Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Hr. Rehn sagde til Udenrigsudvalget bl.a., at man har mistet tempoet i reformprocessen, at den straffelovsbestemmelse, der straffer folk for at udtrykke deres mening, stadig findes, at det forlyder, at militæret griber ind i retsvæsenet, at der er begrænsninger for ejendomsretten for ikkemuslimske religiøse foreninger, og at menneskerettighedssituationen i det sydøstlige Tyrkiet er blevet forværret. Det er det væsentlige i Eurlings-betænkningen.
Nogle grupper ønsker at stille ændringsforslag for at rette op på situationen. Hvordan? Ved at indføre en halv snes ændringsforslag mod Cypern ud fra den opfattelse, at det er en måde at genoprette balancen på. Hjælper vi Tyrkiet, hvis vi tilskynder det til ikke at forlænge protokollen ved at indføre betingelser? Hjælper vi Tyrkiet, hvis vi sletter de afsnit, der anmoder om tilbagetrækning af tyrkiske tropper? Kan De forestille Dem, hvad der ville ske, hvis Tyrkiet frivilligt trak nogle tropper tilbage til Tyrkiet, og hvor meget det ville gavne Tyrkiet? Eller hvad ville der ske, hvis vi slettede den paragraf, der anmodede Tyrkiet om ikke at nedlægge veto mod Cyperns deltagelse i internationale organisationer og så videre? Desuden opstiller vi begrænsninger for de to ledere på Cypern, der allerede er enedes om en arbejdsmetode i deres søgen efter en løsning, ved over for dem at angive grundlaget for forhandlinger, som ingen af dem har nævnt som en forhåndsbetingelse. Hjælper det Tyrkiet? Det mener jeg ikke.
Endelig må vi med hensyn til vores moralske pligt over for armenierne i Europa forlange anerkendelse af folkedrabet på armenierne.
Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! Hvis man undlader at integrere Tyrkiet i EU, vil det forværre mistilliden mellem Vesten og den muslimske verden, styrke de fundamentalistiske tendenser og genoplive dommedagsprofetierne om et civilisationernes sammenstød. Tyrkiet bør gennemføre de nødvendige reformer og se sin fortid i øjnene, ligesom andre europæiske lande har gjort og fortsat gør. Europa-Parlamentet kan imidlertid ikke opstille tiltrædelseskriterier for Tyrkiet, som er baseret på historiske og moralske faktorer, hvis sådanne kriterier ikke er blevet anvendt på andre lande, som har søgt om EU-medlemskab.
Vi bærer et særligt politisk ansvar. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på de seneste meningsmålinger og undersøgelser af den europæiske elites opfattelser, som er gennemført af The German Marshall Fund of the United States. Ifølge disse meningsmålinger er "Tyrkiets forhold til USA og Europa blevet køligere, mens forholdet til Iran er forbedret". Samtidig "afspejles disse tendenser ikke i de mere kritiske holdninger i Tyrkiets yngre generation, som har den mest positive holdning til de to". Vi må ikke lade dette proeuropæiske potentiale gå til spilde!
Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg tilbragte sidste uge i Tyrkiet med Underudvalget om Menneskerettigheder. Vi var der for at vurdere de fremskridt, der er sket med hensyn til menneskerettighedsspørgsmål, og virkningen af reformerne på stedet. Alt i alt har hr. Eurlings gjort et særdeles godt arbejde ved at fremlægge en hård, men rimelig betænkning om den tyrkiske tiltrædelses historie indtil nu.
Med hensyn til det armenske spørgsmål mener jeg, at det bør nævnes i betænkningen, men det bør ikke indføres som en ny forhåndsbetingelse for medlemskab, da vi bør holde fast i de oprindelige kriterier, hvis vi skal bevare troværdigheden.
Jeg støtter princippet om tyrkisk tiltrædelse, men erkender, at det bliver en lang og vanskelig vej. Vi må med denne betænkning sende et klart budskab om, at medlemskab af EU ganske vist er muligt, men at det vil kræve væsentlig og vedholdende vilje til reformer.
De to menneskerettighedsspørgsmål, som jeg gerne kort vil fokusere på, er ytringsfrihed og det fortsatte kurdiske problem, der trænger til en ny tilgang. Med hensyn til ytringsfriheden har journalister og skribenter ikke frihed til åbent og kritisk at kommentere Tyrkiet eller medlemmerne af dets regering trods reformpakker - og vi er nu ved den niende. Artikel 301 i straffeloven findes stadig og straffer dem, der er ansvarlige for "offentlig krænkelse af tyrkiskheden eller af statens myndigheder". Man kan idømmes fængselsstraf på indtil tre år. I øjeblikket er der 60 sådanne sager for retten mod skribenter fra den offentlige anklagers side. Trods den højt profilerede sag om forfatteren Elif Shafak, der blev afvist i sidste uge, vil pressen fortsat blive påtvunget selvcensur, indtil artikel 301 er helt fjernet.
Med hensyn til det kurdiske spørgsmål pågår der stadig en guerillakrig med anvendelse af terrorisme i sydøst - en kurdisk del af Tyrkiet - og det må fordømmes. PKK-terrorisme og den massive militære reaktion i det sydøstlige Tyrkiet er en virkelig byrde for regionen og dens befolkning. Der er brug for en ny holdning, hvor der anvendes diplomati og politik i stedet for magt.
Glenis Willmott (PSE). - (EN) Hr. formand! For et år siden bød Labour-medlemmerne af Parlamentet åbningen af tiltrædelsesforhandlingerne varmt velkommen. Vi ser frem til, at Tyrkiet med tiden vil blive medlem af EU.
Vi forstår, at nu hvor den aktive fase af forhandlingerne er begyndt, må Parlamentet i sine betænkninger være åben om de fremskridt, der er sket. Der er alvorlige problemer, i særdeleshed med at bevare ytringsfriheden. Yderligere reformer af sikkerhedstjenesten og det juridiske system og yderligere fremskridt inden for gennemførelsen af en ny menneskerettighedslovgivning er afgørende nødvendige. Men vores kritik skal altid være afbalanceret, fair og ærlig og anerkende resultater såvel som mangler.
Udsigten til medlemskab af EU har allerede sat tilhængerne af modernisering og forsvarere af menneskerettighederne i Tyrkiet i stand til at presse på for at få de nødvendige forandringer. Vi må give dem vores helhjertede støtte. Vi må ikke indføre nye forhåndsbetingelser for medlemskab, som ikke er blevet anvendt over for andre mulige medlemmer, og vi må holde fast ved, at forhandlingerne drejer sig om fuldt medlemskab, og at det er vores eneste mål.
Et EU med Tyrkiet som medlemsstat vil være forankret i værdierne i multikulturalismen og forståelsen mellem forskellige religioner og derfor styrke alle de involverede samfund.
FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS Næstformand
Ville Itälä (PPE-DE). - (FI) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke Camiel Eurlings. Han har udført et fremragende stykke arbejde og udarbejdet en ganske frimodig betænkning, som på sin egen måde antyder, at udvidelsen sker alt for hurtigt. Der er stadig så meget at gøre med hensyn til Tyrkiet, at vi ikke engang kan overveje medlemskab i de næste 10 år.
Det glædede mig at kunne læse i dagens avis, at kommissionsformand Barroso har udtalt, at det var uklogt at fortsætte udvidelsen, før vi havde taget stilling til forfatningsspørgsmålet. Jeg er helt enig med ham. Vi kan ikke arbejde for udvidelse i så stor en størrelsesorden, som det ville være tilfældet med Tyrkiet, og samtidig klare spørgsmålet om en traktat om en forfatning for Europa. Vi bør lytte meget mere til den offentlige mening og til befolkningernes opfattelser. Når vi tænker på, hvad der skete i den franske og hollandske folkeafstemning, ville det være bedre at tage højde for, hvad befolkningen mener om dette spørgsmål.
Vi bør også overveje, hvor langt og hvor hurtigt EU kan udvides. Hvis vores borgere ikke får et svar på, hvor hurtigt udvidelsen skal ske, vil de ikke kunne have tillid til det nuværende EU. Det er en skam, at kommissær Rehn er gået. Jeg ville have spurgt ham, hvad plan B er, hvis der sker hurtige fremskridt, og Tyrkiet skal tiltræde EU om ca. 10 år, og de har en folkeafstemning i f.eks. Frankrig. Hvis folket siger nej, vil vi ikke kunne støtte tyrkisk medlemskab. Hvad er planen, og hvordan skulle vi så gå frem for ikke at skuffe tyrkerne og undgå, at hele projektet kollapser, fordi der igen kunne komme et uventet nej i en folkeafstemning? Men det er måske noget, vi må svare på senere.
(Bifald)
Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! De igangværende tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet bør fortsætte. Tyrkiet bør behandles på samme måde som alle andre lande, vi har forhandlet med tidligere. Processen med at harmonisere tyrkisk og europæisk lovgivning vil hjælpe Tyrkiet med at modernisere og liberalisere sin økonomi og at nærme sig de grundlæggende værdier, som EU bygger på.
Tyrkiet er et land, som har påtaget sig den utroligt vanskelige opgave med at adskille islam fra regeringsstrukturerne. Dette muslimske lands sekulære natur bør fremmes, og vi bør yde særlig støtte til det i en verden, hvor islam stadig hyppigere viser sit ekstreme og fanatiske ansigt. Ikke desto mindre skal tyrkerne vide, at det ikke skal regne med at få særbehandling. Ankara kan ikke forvente, at EU skal sænke sine standarder eller udvande sine love og krav, som bygger på de europæiske traktater.
Jeg vil især gerne pege på spørgsmålet om borgerlige rettigheder og friheder. Det er ikke nok bare at ændre love og bestemmelser. Embedsværket og retsvæsenet skal være konstant opmærksomme på borgerlige friheder, ytringsfrihed og trosfrihed. Fremskridtene på dette område vil blive bedømt på grundlag af de nøgne kendsgerninger. Ankara må forstå dette og må ikke blive fornærmet, fordi vi vil stille spørgsmål for at få klarlagt situationen og kontrollere, at det kurdiske mindretals rettigheder bliver respekteret, og at de nyder samme rettigheder som alle andre etniske minoriteter i EU. Til disse rettigheder hører, at de skal kunne have deres egne kurdisksprogede skoler på alle niveauer i uddannelsessystemet, begyndende med børnehaven. Den nye antiterrorlovgivning må ikke bruges til at begrænse borgerlige rettigheder og diskriminere mindretal.
EU vil også undersøge de frihedsrettigheder, som de kristne nyder, som stadig ikke kan genåbne et seminarium, der blev lukket for år tilbage. Hvis ikke kristne skoler kan arbejde frit, vil Tyrkiet ikke kunne blive medlem af EU. Endelig må vi ikke glemme, selv om vi nu diskuterer Tyrkiet, at det er lige så vigtigt for EU at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine i fremtiden.
Werner Langen (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Her ved slutningen af debatten vil jeg gerne endnu en gang minde om, at Camiel Eurlings har fremlagt en god og konstruktiv betænkning, selv om det ikke er opfattelsen i Tyrkiet, hvor betænkningen er blevet kritiseret.
Forhandlingsresultaterne står åbne og kan også føre til alternativer til et fuldt medlemskab som resultat - og bør efter min mening gøre det - det er ikke noget nyt, det er genstand for drøftelser i Rådet og Parlamentet. Jeg vil udtrykkeligt modsige kommissær Rehn, som i sin indledende tale sagde, at han forventede, at forhandlingerne ville være afsluttet og at tiltrædelsen kunne finde sted inden udgangen af dette årti. Der er ikke engang fire år til!
Ingen af dem, som ønsker Tyrkiet som fuldt medlem, siger, at det nuværende Tyrkiet kan blive optaget. Det skal ændre sig grundlæggende. Tyrkiet skal anerkende og respektere menneskerettigheder, religionsfrihed og mindretalsrettigheder. Det skal afklare det armenske spørgsmål og aktivt anerkende Cypern. Eller er der nogen i Tyrkiet, der tror, at Tyrkiet kunne blive medlem, når det på den anden side ikke anerkender et fuldt medlem af EU? En insider hævdede for nylig, at Cypern først ville blive anerkendt, når Tyrkiet var fuldt medlem eller afbrød forhandlingerne. Hvis EU, også Kommissionen, finder sig i det, så giver vi alle vores muligheder for at holde sammen på Europa fra os.
Når jeg tænker på religionsfriheden, så er det ganske bemærkelsesværdigt, hvordan de tyrkiske autoriteter, partiets næstformand, den øverste chef for religionsmyndigheden - en statsembedsmand - vurderede pavens tale, før de overhovedet havde læst den. Pave Benedikt blev sammenlignet med Hitler og Mussolini - en uhyrlig ting, som viser og dokumenterer intolerancen og islamismen i hovedet på de mennesker, som går i forhandling med os. I betragtning af den spirende nationalisme og regeringen Erdogans stejle holdning er jeg alvorligt i tvivl om den politiske vilje til faktisk at afgive suverænitet til EU.
Derfor er Eurlings-betænkningen nødvendig og rigtig. Tyrkiet bør opfatte henvisningerne og kravene som en chance, ikke som en trussel.
Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne grundige og prisværdige debat har tydeligt vist de udfordringer og problemer, der er forbundet med Tyrkiets tiltrædelsesforhandlinger. Samtidig er Tyrkiets enormt vigtige strategiske rolle for EU også blevet understreget.
I vores rolle som formandsland vil vi fremme forhandlingerne om medlemskab i overensstemmelse med de generelle principper for udvidelsen. De omfatter ens behandling af ansøgerlande og fremskridt på basis af deres egne præstationer. Det bør gentages, at Rådet i sommeren 2006 bekræftede, at det ville overholde de eksisterende forpligtelser med hensyn til udvidelsen, og arbejdet fortsætter på dette grundlag. Tyrkiet står over for mange udfordringer, men forhandlingerne om medlemskab støtter tydeligvis den fortsatte reformproces i Tyrkiet, og det er i alles interesse.
Et af de centrale spørgsmål er, at Tyrkiet skal ratificere og gennemføre tillægsprotokollen til Ankara-aftalen. I øjeblikket arbejder vi hårdt på at finde en løsning, som på den ene side vil skabe mulighed for direkte handel mellem EU og Nordcypern, og som på den anden side vil sikre, at Tyrkiet også åbner sine havne for cypriotiske fartøjer.
Samtidig med at tiltrædelsesforhandlingerne finder sted, er det også vigtigt at finde en omfattende løsning på det cypriotiske spørgsmål inden for FN's rammer.
Hr. formand, mine damer og herrer! Tak for denne værdige og dynamiske debat.
Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at takke ordføreren for det arbejde, han har udført. Det er tydeligvis et vigtigt bidrag. Det er en meget interessant vurdering, som utvivlsomt vil bidrage til at støtte Kommissionens rapport den 8. november. Selv om vi ikke nødvendigvis er enige i hele betænkningens indhold, så tror jeg, at det er vigtigt, at Parlamentet tager dette spørgsmål op, og at vi klarlægger vores egen holdning ved hjælp af dette bidrag.
Jeg tror, at den debat, der netop har fundet sted, tydeligt bragte de relevante spørgsmål frem i lyset i forbindelse med Tyrkiets tiltrædelsesproces, som begyndte for næsten et år siden. Kommissionen vil naturligvis tage højde for denne debat, når den fremlægger sin egen rapport den 8. november. Rapporten vil som altid være skarp, objektiv og kompromisløs. Den vil være baseret på en bred vifte af informationskilder, som omfatter både officielle regeringsdata og analyser fra tyrkiske og andre ngo'er og fra store internationale organisationer. Der vil også blive taget højde for de betænkninger, som udvalgene i Parlamentet har udarbejdet, og for Bozkurt-betænkningen.
Hr. Toubon, jeg vil gerne med al respekt forsikre Dem om, at det ikke bliver noget eventyr. Det er desuden ikke sædvane for Kommissionen at gøre det, som De pludselig beskylder den for. Det er heller ikke dens hensigt, heller ikke for at behage Dem, at udarbejde en rapport, som var ensidig og upræcis eller ufuldstændig.
Derfor er det vigtigt altid at huske de spørgsmål, som er involveret i dette projekt. Den beslutning, der blev taget den 3. oktober 2005, afspejler ønsket om at opfylde vores forpligtelser, men den er også båret af stærke fælles interesser. Jeg hørte for lidt siden nogen i Parlamentet sige, at Tyrkiet havde mere at vinde end Europa. Det er jeg slet ikke sikker på. Jeg mener, at Tyrkiet helt klart har brug for Europa for at fortsætte med at blive moderne og demokratisk og for at støtte udviklingen af landets økonomi, men jeg tror også, at Europa har brug for Tyrkiet ved sin side som et brændpunkt for fred, stabilitet, demokrati og velstand.
De aktuelle begivenheder er, som det også blev sagt, nok til hver dag at vise denne øvelses strategiske værdi. Uanset om vi taler om Iran, Mellemøsten generelt, dialogen mellem civilisationerne eller energikrisen, så fremstår Tyrkiet altid som et nøgleland, et vigtigt aktiv for Europa. Det undtager naturligvis ikke på nogen måde Tyrkiet fra de forpligtelser, som alle tiltrædelseskandidater skal opfylde, og det vil EU sikre. EU vil heller ikke stille sig op som en tyrannisk lærer.
Vi skal huske på, at det var Tyrkiet, der meldte sig som kandidat. Tyrkiet tog dette skridt. Det indvilligede derfor i at stille op til vanskelighederne ved en europæisk integration, fordi det heri så nøglen til sin egen fremtid og sit folks fremtid. Derfor må Tyrkiet nu vise styrke og forfølge og styrke den reformproces, som det selv så modigt har indledt. Vi vil naturligvis forsætte med at opmuntre det i denne retning, og det vil vi ikke holde op med at gøre. Tyrkiet stræber efter at slutte sig til Europa. Jeg mener, at vi bør give landet dets chance; det skal være en fair chance, som bygger på klare og gennemsigtige regler, som er vedtaget fra starten og ikke bliver ændret alt efter dagens humør.
Der er en ting, jeg gerne vil tilføje. Når vi drøfter dette emne, ikke kun her i Parlamentet, skulle man nogle gange tro, at vi skulle vurdere Tyrkiet i dag med henblik på en tiltrædelse, der skulle finde sted i morgen. Det siger sig selv, at Tyrkiet ikke skal tiltræde i morgen, og at processen sandsynligvis vil tage nogen tid. Dette er derfor kun en midlertidig vurdering. Landet bliver bedømt ud fra fremskridt - som nogle gange tager for lang tid - og ud fra tilbageskridt. Det er helt klart, at der er tale om en udviklingsproces. Derfor er det meget uretfærdigt at tage et snapshop på et bestemt tidspunkt og kun fokusere på det. Det er ikke det, tiltrædelse handler om. Og jeg vil gerne tilføje, at det ikke svarer til nogen udvidelsesproces, som vi tidligere har kendt dem. Hvorfor skulle Tyrkiet så behandles anderledes?
Nu kommer jeg til det armenske spørgsmål, før jeg slutter om 20 sekunder. Jeg vil alligevel gerne påpege - og jeg er meget opmærksom på dette punkt, ligesom Europa er det, for det hører ind under pligten til at huske, som er en del af vores værdiarv - at dette spørgsmål ikke er og aldrig har været en betingelse, som Rådet havde fastsat for at indlede forhandlinger eller for selve tiltrædelsen, hverken i Tyrkiets tilfælde eller for noget andet kandidatland. Hvis man stillede denne betingelse i dag, ville det svare til at flytte målstolperne, og i Tyrkiet ville man i høj grad opleve det som et forsøg fra EU's side på at stille nye betingelser med det formål at forhindre Tyrkiets tiltrædelse med alle midler.
På den anden side er det vigtigt at sikre, at ytringsfriheden, også om følsomme emner med forbindelse til Tyrkiets fortid, bliver respekteret fuldt ud i landet. Erfaringen fra vores egne lande viser, at debatten om fortiden, uanset hvor ubehagelig den end måtte være, altid opstår som resultat af en bevidstgørelse inden for vores samfund og sjældent - om nogensinde - som resultat af en ordre eller et diktat udefra. Hele denne debat hænger sammen med forsoningsprincippet, som er en af de vigtigste drivkræfter i det europæiske projekt.
Kommissionen har altid haft en helt klar holdning til dette spørgsmål. Tyrkiets forhold til Armenien skal forbedres, begyndende med oprettelse af diplomatiske forbindelser og åbning af landegrænsen, som i øjeblikket er lukket. Udsigten til Tyrkiets EU-medlemskab må føre til en forbedring af de bilaterale forbindelser og til forsoning, også med hensyn til fortiden. Vi forventer naturligvis, at Tyrkiet vil behandle dette spørgsmål som en integreret del af en fri og åben offentlig debat, hvor det må være muligt at udveksle alle synspunkter.
Hr. formand, mine damer og herrer! Det var Kommissionens svar og mine indtryk efter at have fulgt denne yderst interessante debat. Jeg vil naturligvis melde tilbage til hr. Rehn, som er mere inde i disse spørgsmål, end jeg er. De må ikke tvivle på, at Deres bidrag til rapporten af 8. november vil være velkomment.
(Bifald)
Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg vil blot protestere imod, at kommissær Rehn ikke var til stede under denne vigtige forhandling. Den grund, han har givet, finder jeg uacceptabel. Jeg synes ikke, det er seriøst over for Europa-Parlamentet. Han kunne have reageret på de mange bemærkninger, som er fremsat i anledning af Eurlings-betænkningen.
Formanden. - Jeg kan meddele, at kommissær Rehn på grund af andre forpligtelse ikke kan være til stede under dette møde. Jeg giver derfor igen ordet til hr. kommissær Michel.
Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne minde hr. Claeys om, at kommissær Olli Rehn allerede meget udførligt har forklaret, at han absolut ikke kunne blive. Det var virkelig beklageligt for forhandlingen, men jeg har dog forsøgt at være stedfortræder for ham ved at gøre rede for argumenter og besvare spørgsmål. Jeg vil naturligvis aflægge rapport til Olli Rehn, og jeg er overbevist om, at han nok skal komme og besvare disse spørgsmål på de kommende møder.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.
13. Spørgetid (spørgsmål til Kommissionen)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0429/2006).
Vi behandler en række spørgsmål til Kommissionen.
Første del
Formanden. -
Spørgsmål nr. 33 af Avril Doyle (H-0756/06)
Om: Ordningen for handel med emissionsrettigheder 2008-2012 - nationale allokeringsplaner
Vil Kommissionen i relation til ordningen for handel med emissionsrettigheder 2008-2012 fremkomme med sine kommentarer til det faktum, at fristen for medlemsstaternes indgivelse af deres nationale allokeringsplaner og for Kommissionens rapport herom - som var den 30. juni 2006 - er udløbet, uden at de nævnte opgaver er blevet udført? Under halvdelen af medlemsstaterne har indgivet deres allokeringsplaner. Hvad vil Kommissionen gøre for at sikre, at den anden ETS-ordning er på plads inden 2008?
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Indtil i går havde 13 medlemsstater officielt meddelt Kommissionen deres nationale allokeringsplaner. Vi mangler således stadig omtrent halvdelen af planerne, men det er vigtigt at understrege, at de meddelte planer nu repræsenterer over 60 % af de emissionsrettigheder, som Kommissionen har godkendt til den første handelsperiode. De medlemsstater, der har meddelt deres planer, er Belgien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Estland, Irland, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Slovakiet, Sverige og Det Forenede Kongerige. De øvrige medlemsstater skal selvfølgelig indgive deres planer.
De fleste af disse planer er - i deres midlertidige form - allerede genstand for en høringsproces i forskellige medlemsstater, f.eks. Østrig, Cypern, Finland, Italien, Nederlandene, Portugal og Spanien. Flere af ovenstående medlemsstater er kommet temmelig langt med de pågældende høringsprocedurer og forventes at meddele Kommissionen deres planer inden for de nærmeste uger. Kommissionen lægger stor vægt på, at de øvrige medlemsstater indgiver deres planer snarest muligt, så anden fase kan indledes. Vi har allerede skrevet til landene og gjort dem opmærksom på deres forpligtelser. Hvis der sker yderligere forsinkelser, vil Kommissionen undersøge, om der eventuelt skal indledes traktatbrudsprocedurer i henhold til traktatens artikel 226 mod de medlemsstater, som er forsinkede. Ifølge de oplysninger, vi har til rådighed i Kommissionen, vurderer vi dog, at de sidste medlemsstater vil have indgivet deres planer inden udgangen af 2006.
Kommissionen går allerede nu i gang med at vurdere de nationale allokeringsplaner, der er meddelt, og agter at træffe de relevante beslutninger i efteråret, dvs. inden for den frist på tre måneder fra planernes færdiggørelse, der er fastsat i direktivet om handel med emissioner. Dette vil give Kommissionen mulighed for at træffe beslutning om størstedelen af markedet for emissionsrettigheder inden jul og færdiggøre evalueringsproceduren i foråret 2007. På denne måde vil man i alle lande sikre en smidig og rettidig indledning af anden fase af EU's emissionshandelsmekanisme i 2008.
Kommissionens kan naturligvis ikke udtale sig om indholdet af de evalueringer, som er ved at blive foretaget, men vi vil anvende alle politiske og retlige midler til vores rådighed for at sikre, at planerne er i overensstemmelse med Kyoto-forpligtelserne og de verificerede oplysninger om emissionerne i 2005, så man sikrer virksomhederne lige konkurrencevilkår.
Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Hele pointen med nationale allokeringsplaner er at sikre, at EU's ordninger for handel med emissionsrettigheder giver det bedst mulige resultat for klimaet. Manglen på gennemskuelighed i de fleste medlemsstaters processer til fastlæggelse af deres første NAP'er har ført til legitime spørgsmål og bekymringer vedrørende pålideligheden af data fra det første sæt af planer.
I det første år, 2005, manglede de faktiske udledninger af kuldioxid i 21 lande 44 millioner t i at nå det tilladte omfang af emissioner i disse lande. Det førte ikke til noget som helst pres nedad for at formindske emissionerne, men derimod til et meget ustabilt marked for kuldioxid. Vil De insistere på, at de informationer og datakilder, der anvendes til fastsættelse af målet for anden runde for NAP'er, skal være til rådighed for offentligheden og muliggøre uafhængig verifikation og sikre maksimal fordel for klimaet og fair konkurrence i hele det indre marked?
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kriterierne for at udarbejde de nationale allokeringsplaner for den anden allokeringsperiode beskrives i direktivet. Der er 12 kriterier, og to er meget vigtige. Det første er, om medlemsstaterne er på rette vej til at nå målet for begrænsninger, og hvordan allokeringerne for handelen med emissionsrettigheder sammen med andre foranstaltninger vil bidrage til at nå dette mål. Det andet er de tilgængelige offentligt kendte data vedrørende emissionerne. For den anden handelsperiode har vi den fordel, at vi har de faktiske emissioner for 2005, der er beskrevet tidligere. Så disse to kriterier vil være meget væsentlige, når vi skal sikre, at de nationale allokeringsplaner fører til den knaphed, der er nødvendig på markedet for at give virksomheder og industrianlæg tilskyndelse til at foretage de rette investeringer i nedskæring af kuldioxidemissionerne.
James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Kan kommissæren kommentere pålideligheden af og logikken i en politik, der tvinger medlemsstaterne til radikalt at reducere deres udledninger, hvilket fører til forøgelser af energipriserne i EU og lavere produktion, samtidig med at vi fremmer handelen med og produktionen i Kina, verdens største forurener, uden at der er nogen krav, som kan håndhæves, om nedbringelse af emissionerne derfra. Jeg har ikke noget imod handelen med Kina, men jeg har indvendinger mod, at de ikke udsættes for tvang for at reducere deres emissioner.
Handler vi ikke faktisk med job og udledninger ...
(Formanden afbrød taleren)
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! I vores planer for perioden efter 2012 finder vi det meget vigtigt at få alle de store udledere af kuldioxid og andre drivhusgasser med.
De har helt ret i, at Kina er en af de store udledere, men De glemmer, at den største udleder er USA, som udleder omkring 25 % af alle drivhusgasser i verden. Kina er nummer to med omkring 14 % sammen med EU, men for at få ligevægt, hvilket er nødvendigt, når det gælder hvert lands bidrag til kampen mod klimaændringer, må vi tage hensyn til, hvad FN's konference om klimaændringer siger, nemlig at alle lande bør bidrage sammen, men på forskellig måde, hvilket betyder, at lande som Kina, Indien og andre lande, der udvikler sig hurtigt, og som historisk har bidraget mindre til skabelsen af drivhusfænomenet og kun har en brøkdel af den indtægt pr. indbygger, som de udviklede lande har, kan bidrage på en anden måde alt efter deres evner og muligheder, uden at det hindrer deres økonomiske udvikling og uden at skabe unfair konkurrence over for andre lande.
Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Som følge af handelen med emissionstilladelser er prisen på el i Europa generelt steget, og desuden er prisen for el steget uafhængigt af dette, hvilket betyder, at prisen for el fra atomkraft og vandkraft er steget, hvilket har øget profitten til producenterne.
I de nordiske lande er der fælles elmarkeder, og prisen for udledningstilladelser er blevet givet direkte videre til prisen på el i den nordiske eludveksling. Den er også blevet lagt på udgifterne til el fra atomkraft og vandkraft og har øget profitten til producenterne i disse sektorer. Når tilladelserne skal reorganiseres, vil Kommissionen da gøre noget ved disse profitter, som producenter høster på handelen med emissioner?
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! De har ret, hr. Seppänen. Der er ikke så få el-selskaber, der har fået uventede profitter, fordi de har indregnet omkostningen på gratis tildelte kvoter i el-priserne. Der er derfor uventede profitter i hele Europa.
Der er to måder at bekæmpe dette på. Den ene er ved at sætte nogle af kvoterne på auktion i stedet for at tildele dem gratis. Det er en mulighed for den anden handelsperiode. Lande kan sætte ca. 10 % af allokeringerne på auktion, og udbyttet kan anvendes til at fremme fornyelse eller f.eks. til at nedsætte personskatten eller til andre formål. Den anden måde er at liberalisere gas- og energimarkedet i EU.
Formanden. -
Spørgsmål nr. 34 af Danute Budreikaite (H-0760/06)
Om: Udvidelse af Schengen-området
EU forbereder sig på udvidelsen af Schengen-området. Ifølge visse kilder vil det imidlertid ikke være muligt at afskaffe kontrollen ved de indre grænser i 2007 på grund af tekniske problemer i forbindelse med den centrale database til beskyttelse af de ydre grænser.
Kan Kommissionen oplyse, hvordan det går med at forberede udvidelsen af Schengen-området? Hvornår kan denne udvidelse reelt finde sted? Hvordan er kandidatlandene forberedt på at gennemføre kravene i forbindelse med Schengen-området?
Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først og fremmest er SIS II (Schengen-Informationssystem II) af afgørende betydning, fordi det er den ene af betingelserne, om ikke den eneste, for udvidelsen af Schengen-området, der er et rigtigt europæisk område med fri bevægelighed for mennesker.
Det andet, jeg vil sige, er, at udvidelsen af Schengen-området er en afgørende politisk prioritet for EU og fortsat vil være det. Jeg kan bekræfte, at Kommissionen såvel som jeg selv fuldt og helt går ind for at nå dette mål så hurtigt som muligt.
Der har vist sig visse tekniske problemer i denne første fase af den tekniske gennemførelse af dette meget komplicerede system, der, som De ved, vil forbinde den centrale del her i Strasbourg med alle medlemsstaternes nationale systemer. Der er problemer og forsinkelser på grund af retssager. Der har været tekniske problemer med forberedelsen af placeringen i Strasbourg, men disse problemer er nu blevet helt løst i tæt samarbejde med de franske myndigheder. Et stort flertal af medlemsstaterne har anmodet om i det mindste at få tre måneder mere for at afprøve de nødvendige forbindelser mellem det centrale system og de nationale systemer.
Det fjerde, jeg vil sige, er, at man endnu ikke er nået til enighed om retsgrundlaget. Vi arbejder meget hårdt. For nogle få dage siden var der en meget frugtbar trialog for at søge at sikre en aftale mellem ordføreren, formandskabet for Rådet og mig selv.
Gennemførelsen af nationale projekter er blevet udsat i alle medlemsstater, der har bedt om at tilslutte sig Schengen-området, på nær en. Alle eksperter i alle medlemsstater, herunder de nye, var og er helt opmærksomme på den nuværende situation. Det er derfor, de nationale eksperter har foreslået, at der skal udarbejdes en ny tidsplan for gennemførelsen af SIS II.
I næste uge vil Rådet (indre anliggender) sandsynligvis godkende en ny tidsplan for SIS II. Det vil godkende et forslag til en ny tidsplan, der vil være synlig, pragmatisk og realistisk, og vil også beslutte at etablere en taskforce af nationale eksperter fra medlemsstaterne, der hele tiden skal overvåge den nationale gennemførelse af de nationale systemer.
I forlængelse heraf vil der blive konkret mulighed for at drøfte en realistisk tidsplan. På den ene side er det virkelig et politisk spørgsmål, men på den anden er det yderst kompliceret ud fra et teknisk synspunkt. Forsinkelsen er ikke opstået på grund af politiske problemer, men på grund af tekniske problemer, og alle medlemsstater er blevet gjort opmærksomme herpå igennem deres nationale eksperter, der samarbejder i det tekniske udvalg.
Danutë Budreikaitë (ALDE). - (LT) Hr. formand, hr. kommissær! Tak for Deres svar. Da indenrigs- og justitsministrene diskuterede Schengen-spørgsmålet i sidste uge i Tampere, faldt der udtalelser om, at dette stadig var et politisk spørgsmål, og at alle lande ikke ville tilslutte sig det nye system på en gang, men når de var klar til det. De gamle medlemmer vil tilslutte sig systemet først, og så vil de nye følge efter. Jeg vil gerne bede Dem bekræfte eller hellere benægte dette, hvilket selvfølgelig ville være mere tiltalende. Vi forventer et hurtigt svar med hensyn til en realistisk plan og en realistisk dato for udvidelsen.
Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det kan jeg så afgjort svare ja til, for gennemførelsen af SIS II-projektet er en af de nødvendige forudsætninger for at udvide Schengen-området.
Jeg tror, at tidsplanen - som bliver vedtaget af Ministerrådet i næste uge - vil indeholde nogle meget faste datoer for de nye medlemsstaters tiltrædelse af Schengen-konventionen.
Som det blev nævnt før, er der endnu en forudsætning, nemlig at alle de nye medlemsstater er i stand til at tilpasse deres egne sikkerhedsforanstaltninger og grænsekontrol, sådan som det er fastlagt i Schengen-konventionen. Hvis disse to betingelser bliver opfyldt, vil den dato, som Ministerrådet fastsætter, være den faste dato for Schengen-konventionens tiltrædelse.
Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Først hjertelig tak for Det engagement, De lægger for dagen i forbindelse med gennemførelsen af Schengen.
Jeg har to spørgsmål. Har man diskuteret, at Schengen plus angiveligt først skulle være opfyldt i en overgangsfase, før Schengen II bliver gennemført? Er Schengen plus en obligatorisk forudsætning for, at Schengen II så bliver gennemført? Jeg henviser til Slovenien, som angiveligt allerede har gennemført Schengen II.
Det andet spørgsmål er, hvilke nye sammenføringer af filer, der er planlagt med Schengen II.
Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Muligheden for en overgangsløsning, dvs. Schengen 1+, var en af delegationerne inde på. Efter min mening er der tale om en løsning, som vi seriøst kan overveje, hvis blot den giver os den merværdi, som Schengen 2 utvivlsomt vil give.
Jeg vil gerne minde parlamentsmedlemmerne om, at Kommissionen selv stillede dette forslag for over et år siden, nemlig om man ikke kunne finde en overgangsløsning mellem Schengen 1 og Schengen 2. Det blev til en løsning, som vi netop kaldte Schengen 1+.
På daværende tidspunkt sagde et stort flertal af medlemsstaterne nej til denne overgangsløsning, fordi den efter deres mening ikke ville være lige så sikker som Schengen 2. I dag er denne mulighed som bekendt igen blevet foreslået af den portugisiske delegation. Vi vil tage den op til fornyet overvejelse, men det hele afhænger af merværdien.
Det andet spørgsmål er: "Hvad er merværdien?". Schengen 2 bliver kendetegnet af en øjeblikkelig realtidsforbindelse mellem en central afdeling i Strasbourg, endnu en afdeling i Salzburg og de nationale systemer, som bliver forbundet med hinanden via en direkte og meget hurtigere informationsudveksling og med en meget mere sikker beskyttelse af personoplysningerne, end det er tilfældet i øjeblikket.
Dette er hovedårsagen til, at Schengen 2 stadig er det mest avancerede forslag på området.
Justas Vincas Paleckis (PSE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne spørge Dem om sikkerhed. Jeg er sikker på, at Kommissionen er meget interesseret i sikkerhed og pålidelighed ved Schengens grænser, men som De ved, har de nye lande investeret millioner af euro i at skabe dette informationssystem, og med udsættelsen af deres tiltrædelse til Schengen-systemet er der nogen frygt for, at disse systemer vil være forældede og ikke passe til de nye krav.
Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Dette er et meget vigtigt spørgsmål. Mange kolleger og ministre i Tampere rejste nøjagtig dette punkt. Mit svar var, og jeg gentager det her, at jeg er opmærksom på virkningen af forsinkelse og de mulige ekstraomkostninger. Det er grunden til, at jeg har lovet alle ministrene meget omhyggeligt at studere muligheden for i det mindste til dels at tage hensyn til de ekstra omkostninger ved at udsætte den konkrete ibrugtagning af SIS II. F.eks. tager jeg hensyn til it-skala-systemer. Jeg har allerede udsat muligheden for at bruge penge indtil udgangen af 2007. Hvorfor ikke tænke på at udsætte det igen eller forsøge at skaffe ekstra midler til disse ekstra omkostninger? Jeg kan f.eks. ikke medfinansiere lønninger til folk i politiet, men jeg vil alvorligt overveje sikkerhedsinfrastrukturen.
Formanden. - Jeg vil gerne pointere, at udvidelsen af Schengen-området kommer til forhandling på vores møde i oktober. Så vi får bestemt mulighed for at vende tilbage til dette emne, mens hr. Frattini er til stede.
Spørgsmål nr. 35 af Proinsias De Rossa (H-0769/06)
Om: Lektorer i fremmedsprog i Italien
I forbindelse med Domstolens dom af 18. juli 2006 i sag C-119/04 vil Kommissionen da overveje at ansøge om en genoptagelse af sagen med den begrundelse, at vigtige informationer angående fremmedsprogslektorernes faktiske arbejdssituation i Italien ikke blev forelagt Domstolen?
Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Domstolen erklærede i sin afgørelse af 18. juni 2006 i sag C-119/04, at Republikken Italien ved udløbet af fristen i den omtalte udtalelse ikke havde anerkendt de rettigheder, som var optjent af tidligere assisterende lærere, som var blevet sproglektorer og specialister, selv om en sådan anerkendelse var garanteret til alle ansatte i landet, og ikke havde opfyldt alle bestemmelserne i afgørelsen Kommissionen mod Italien af 26. juni 2001 i sag C 212/99 og dermed ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 228. Domstolen besluttede imidlertid, at der ikke var grund til at pålægge den bøde, som Kommissionen havde anmodet om. Efter at have undersøgt de pågældende begivenheder havde den ikke tilstrækkelig information til at konkludere, at de italienske myndigheder ikke opfyldte deres forpligtelser. Kommissionen vil gerne henlede medlemmets opmærksomhed på, at Domstolen også påpegede, at i henhold til lov 2/2004, som ikke udelukker genoptagelse af karrieren for tidligere assisterende sproglærere under forbedrede vilkår, kunne hvert enkelt af de pågældende universiteter med tilbagevirkende kraft genoptage disse læreres karrierer. Domstolen mente imidlertid også, at der stadig var behov for at afgøre, om de foranstaltninger, der er blevet vedtaget efter lovformelig godkendelse af forordningen, faktisk blev anvendt. Kommissionens tjenester er i øjeblikket i færd med at undersøge sagen og virkningen af denne afgørelse med henblik på at finde den bedste videre fremgangsmåde. Et af de vigtigste spørgsmål i denne forbindelse er, om de opnåede rettigheder er blevet fuldt ud anerkendt og genoptaget, inklusive gennemførelse af betalinger med tilbagevirkende kraft til dem, som er berettiget til dem, som erklæret af de italienske myndigheder.
Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Er kommissæren ikke enig i, at det er en skandale, at de italienske myndigheder ikke fik nogen bøder af Domstolen, i betragtning af at det nu næsten er 20 år siden, at Kommissionens opmærksomhed først blev henledt på sagen, og at Domstolen hver eneste gang, den har truffet afgørelse i dette spørgsmål, har dømt Italien, og at de fastlagte kriterier, så vidt jeg forstår det, stadig ikke bliver overholdt ved La Sapienza Universitetet?
Er han ikke også enig i, at det er fantastisk, at Domstolen kan påstå, at der ikke blev fremlagt tilstrækkeligt bevismateriale af Kommissionen til at gøre det muligt at nå til en afgørelse med hensyn til idømmelse af bøder?
Vil kommissæren love selv på dette stadium at sikre, at Domstolens afgørelse bliver taget op til fornyet overvejelse, og at de italienske myndigheder bliver tvunget til ...
(Formanden afbrød taleren)
Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, hr. De Rossa! I sin diskussion af sagen holdt Kommissionen fast ved den holdning, som blev fremsat for Domstolen, og som Domstolen traf sin afgørelse ud fra. Således betragtet er vi både formelt og substantielt involveret i den pågældende retssag. Dermed er det Kommissionens ansvar at løse denne sag og undersøge, om afgørelsen er blevet gennemført fuldt ud, om den har ført til betalinger med tilbagevirkende kraft, og karrierer er blevet genoptaget. Det skal vi gøre, og det er vi i færd med. Det vides endnu ikke, hvordan de foreslåede foranstaltninger vil falde ud. Efter min mening er facit, at EU's og Det Europæiske Fællesskabs lovgivning skal respekteres, og det er den måde, Kommissionen altid arbejder på. Den gjorde sin holdning til sagen meget klar under forhandlingerne.
Glyn Ford (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over, at De, hr. kommissær, vil overvåge, om kendelsen gennemføres på rigtig måde. Jeg tror, det nu er 21 år siden, at denne sag blev rejst af en af mine tidligere kolleger, Hugh McMahon, såvel som af hr. De Rossa. Jeg spekulerer på, om vi skulle overveje et fødselsdagsselskab for spørgsmålet på dets 21 års fødselsdag, hvor det bliver myndigt, for sagen synes at gå uendelig langsomt frem.
Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, hr. Ford! Under hele denne forvirrende proces har Kommissionen hele tiden fastholdt, at forpligtelsen til at nå resultater hviler på afgørelsen fra 2001 om faktisk afregning af indkomst og bidrag til social sikring, som skyldes til tidligere assisterende lærere. Der blev også sat spørgsmålstegn ved det kriterium, der anvendes i forordningen under lov 2/2004 om genoptagelse af læreres karrierer. På det tidspunkt besluttede eller erklærede Domstolen naturligvis, at den ikke havde rimelige grunde til at fastslå, at afgørelsen endnu ikke var blevet anvendt fuldt ud. Den tog hensyn til, at de italienske universiteter havde informeret den om, at betalinger, eller i hvert fald en del af dem, var blevet foretaget. Domstolen tog ikke stilling til, at det var universiteterne, som havde givet denne information, og ikke de assisterende lærere.
Mine damer og herrer! I denne situation er Domstolens afgørelse endelig, og Kommissionen skal nu undersøge de relevante fakta og beslutte, hvad der videre skal ske. Det kan endnu ikke siges, om næste skridt er at tage processen op igen eller en anden form for aktion. Jeg kan kun forsikre Dem, at den tid, som sagen har tages, slår mig personligt som ekstraordinært lang, og jeg mener, at en af hjørnestenene, en af de vigtige komponenter i retssikkerhed er, at retfærdigheden sker fyldest inden for en rimelig tidshorisont. Det vil ikke sige omgående, for nogle sager er komplicerede, men inden for en tidsramme, som kan betegnes som rimelig.
Anden del
Formanden. -
Spørgsmål nr. 36 af Esko Seppänen (H-0738/06)
Om: Kommissionens administrationsudgifter
I forslaget til budget for 2007 foreslår Rådet betydelige besparelser inden for administrationsudgifter, som ville blive opnået ved at nedlægge stillinger i Kommissionen. Kan Kommissionen oplyse, hvordan antallet af tjenestemænd i Kommissionen og antallet af ansatte i agenturerne vil udvikle sig efter de mulige nedskæringer i de nærmeste år?
Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det spørgsmål, De stillede, hr. Seppänen, er meget vigtigt for Kommissionen og alle de europæiske institutioner. Det forslag, vi fik fra Rådet, består af to dele. Den ene del relaterer direkte til budgettet for 2007, og den anden direkte til syvårsperioden 2007-13. Jeg vil gerne sige lidt mere om følgerne i Deres spørgsmål for begge elementer af det forslag, vi har fået fra Rådet.
Hvad for det første angår budgettet fra 2007, har Rådet reduceret bevillingerne med 56 millioner euro. Det betyder, at Kommissionen ikke engang ville kunne opretholde det nuværende personaleniveau, samtidig med at Rådet har godkendt 801 nye stillinger til de nye medlemmer efter udvidelsen. Men den har nægtet at give de dertil svarende bevillinger, så man kan betale lønningerne til disse stillinger. Det vil gøre enhver rekruttering umulig, hvad enten det drejer sig om nye eller gamle medlemsstater. Det vil heller ikke tillade Kommissionen at erstatte de medarbejdere, der går på pension i 2007. Det betyder, at den reelle arbejdsstyrke vil blive reduceret med ca. 420 personer. Der vil overhovedet ikke finde nogen rekruttering sted i 2007 med dette forslag.
Spørgsmålet drejede sig også om agenturer. For 2007 har Rådet også foreslået at beskære bevillingerne til agenturerne med ca. 29 millioner euro.
Anden del af forslaget drejer sig om at nedskære antallet af stillinger over syvårsperioden. Rådets forslag består af to dele. For det første skal hver anden stilling, der bliver ledig, slettes fra hver institutions stillingsfortegnelse. Jeg har hørt rygter om, at dette foreslås for alle tre institutioner - Parlamentet, Rådet og Kommissionen. For det andet skal Kommissionen slette yderligere 500 stillinger, hvilket Rådet retfærdiggør med koncentration af programmerne og nye administrative procedurer. For Kommissionen vil det koste op til 2.000 stillinger i løbet af syvårsperioden, og for andre institutioner såsom Rådet og Parlamentet omkring 200 stillinger.
På anmodning fra Parlamentets Budgetudvalg underskrev jeg i begyndelsen af september et arbejdspapir med alle de detaljerede tekniske forklaringer og finansielle tal vedrørende dette forslag. Hvis De ønsker det, kan vi i dag give Dem pakken til orientering, så De kan studere spørgsmålene mere detaljeret.
Følgen for Kommissionen alene vil blive et tab på næsten 2.000 stillinger, hvilket betyder tæt på fire generaldirektorater. Det er også omtrent halvdelen af de stillinger, der er blevet givet til udvidelsen i de tidligere år. Det tager overhovedet ikke hensyn til, at Kommissionen allerede indledte administrative reformer hos sig selv i 2002 og er i gang med en reform. Det tager heller ikke hensyn til, at de europæiske institutioner ikke er nationale regeringer, og at de særlige opgaver, som Parlamentet og Rådet udfører, er forskellige. F.eks. er Kommissionen som en offentlig tjeneste den billigste i verden. På vores budget fylder alle tre institutioner - Rådet, Parlamentet og Kommissionen - kun 5 % af budgettet til administrative udgifter, mens det tilsvarende i de fleste af vores medlemsstater fylder fire til fem gange mere.
Vi kan ikke tilslutte os dette, for forslaget tager ikke hensyn til den geografiske balance. Vi må holde os inden for Rådets anmodninger. Det tager ikke hensyn til de forskellige sprog, som vi også må bevare. Der tages ikke hensyn til noget af dette.
Endelig har vi vurderet dette som et forsøg på at genåbne debatten om den interinstitutionelle aftale, som vi underskrev for bare fire måneder siden.
Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Tak for det meget grundige svar. Jeg vil gerne nævne, at efter at spørgsmålet var indsendt, gav Kommissionen også medlemmer af Budgetudvalget skriftligt materiale om emnet for at bidrage til at opklare spørgsmålet.
Jeg vil gerne stille et tillægsspørgsmål. Kan Kommissionen frit overflytte personale mellem de forskellige administrative sektioner, når den vil, uden at der skal tages en separat budgetbeslutning mellem budgetmyndighederne i Rådet eller Parlamentet? Kan Kommissionen frit flytte stillinger fra et generaldirektorat til et andet?
Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Vi omstrukturerer hvert år, og hvert år omrokerer vi ca. 400 mennesker internt. Men her taler vi om stillinger uden forberedelse til at betale løn. I det ligger en del af vores såkaldte program til produktivitetsforøgelse, der blev indført i 2002, som en del af reformen. Hvis prioriteterne ændres, omrokerer vi internt. Det er den normale praksis hvert år.
Andreas Mölzer (NI). - (DE) Fru kommissær! Hvad vil man gøre for at sikre, at der tages større hensyn til de nye EU-medlemsstater ved besættelsen af stillinger i Kommissionen, uden at det fører til øgede forvaltningsudgifter?
Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Ja, i 2003 enedes Parlamentet og Rådet om at afsætte 3.400 nye stillinger til udvidelsen i den fireårige periode mellem 2004 og 2008. Hvert år har vi modtaget disse stillinger sammen med penge til lønningerne. I år har vi igen fået tilbudt 801 stillinger af Rådet uden noget ekstra til lønningerne. Vi er ikke tryllekunstnere, og vi kan ikke trylle penge til 800 stillinger frem af den tomme luft.
Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg håber, at dette spørgsmål om Kommissionens forvaltning vil give mig mulighed for at stille endnu et spørgsmål om et emne, som jeg er blevet kontaktet om igen i de seneste år.
Kommissionens forvaltningspraksis viser fortsat den kedelige egenskab, at betalingsanvisninger til videnskabelige projekter kommer alt for sent. Det gælder især, når en forsker eller videnskabsmand kommer til Bruxelles efter invitation fra Kommissionen, f.eks. for at evaluere forskning og videnskabelige projekter. Forskerne betaler for deres egne rejse- og hoteludgifter, kommer med deres bidrag, og skal så nogle gange vente i adskillige måneder, før Kommissionen refunderer udgifterne og betaler for det udførte arbejde. I dag har jeg opdaget, at dette sommetider har taget fem måneder.
(Formand afbrød taleren)
Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det drejer sig især om finansforordningen og reglerne for implementering inden for det finansielle område. Kommissionen har udarbejdet forenklingsprocedurer, og de blev vedtaget i maj. Denne pakke med ny lovgivning ligger på Rådets bord og på Budgetudvalgets bord hos fru Grässle, der er ordfører for dette spørgsmål. Hun kan bekræfte, at vi har medtaget omkring 80 % af Parlamentets forslag. Denne pakke er udmærket, men nu vil meget afhænge af, om det finske formandskab vil godkende den, og af forhandlingerne mellem Rådet og Parlamentet, samtidig med at det i sidste instans er en rådsbeslutning. Så jeg håber meget, at der vil finde en hel del mere forenkling sted fra 2007, særlig med hensyn til procedurerne for betaling for den slags projekter. Men det er en anden sag.
Formanden. -
Spørgsmål nr. 37 af Ingeborg Grässle (H-0758/06)
Om: Finansiel korrektion som led i moderniseringen af regnskabsføringen og redegørelse for Kommissionens konti
Hvorfor forsøger Kommissionen at gennemføre finansielle korrektioner, før Revisionsrettens beretning om modernisering af regnskabsføringen foreligger den 23. oktober 2006?
Hvor mange konti, der er omfattet af 1.3.1. i det foreløbige forslag til ændringsbudget nr. 5 til det almindelige budget for 2006, befinder sig også på den kontofortegnelse, der blev fremsendt den 2.6.2006 (S-46 „Complement to Questions E-4819/05 and H-0212/06") som følge af en skriftlig forespørgsel, over Kommissionens hidtil ukendte egne forretningskonti? Hvilke samlede summer drejer det sig om i forbindelse med mindst 377 ukendte konti? Hvor mange konti og hvilke beløb drejer det sig om i forbindelse med de i ændringsbudget nr. 5 nævnte "insolvente banker", "kassemanko" og "fortidens byrder"? Hvordan er mankoerne opstået, og skyldtes de åbningen af konti uden for budgettet? Hvad er fortidens byrder og hvor stammer de fra?
Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Inden for dette spørgsmål er der syv underspørgsmål, og jeg vil gerne være så præcis og teknisk som muligt, for spørgsmålene er meget præcise fra et regnskabsmæssigt synspunkt.
Deres spørgsmål drejer sig især om vores bemandingsbudget, hvor vi beder om at få oprettet en budgetkonto, der vil sætte Kommissionen i stand til at afskrive poster på gennemgangskonti, hvis det kan retfærdiggøres, og afskrive tab, som uundgåeligt opstår i en administrators midler på konti fordelt på 145 lande, undertiden med en svag banksektor og andre politiske forstyrrelser.
Oprettelsen af denne budgetkonto afspejler Kommissionens politik om administrativ stringens og gennemskuelighed for at få et klart billede af alle gamle sager, som for det meste vedrører årene før år 2000. Det skyldes især, at vi nu indfører et nyt omkostningsbaseret regnskabssystem, der tillader og tvinger os til at være mere gennemskuelige og strenge med vores regnskabssystem.
Dette forslag til ny budgetkonto blev fremlagt i ændringsbudget nr. 5 til budgetkonto 40 og opregner følgende fem typer af operationer, som vi vil se på. Den første er tilpasninger for at dække beløb, der er anbragt på konti i banker uden for EU, der er gået fallit i det foregående år. Den anden er kontante forskelle i forskudskonti. Den tredje drejer sig om afgørelse vedrørende nogle langvarige operationer, der hovedsagelig udføres af delegationer og repræsentationer under forskudsarrangementer udenlands. Den fjerde er tilbagebetaling af kapital og/eller forsinket betaling af renter, og om beløbene blev modregnet eller afskrevet, samt afskrivning af momsbeløb, der ikke kan inddrives.
Hvert år vil Kommissionen medtage denne budgetkonto i sit foreløbige budgetforslag, da det nu er almindelig praksis at afskrive udgifter, der ikke kan inddrives, og ikke at lade det stå på gennemgangskonti på ubestemt tid, hvilket tidligere har været praksis. Definitionen af en gennemgangskonto er, at den ikke bare er en bankkonto, men regnskabsmæssige data, hvor Kommissionens årlige finansielle oversigter opregnes uden for EU's budgetkonti, fordi de modsvarer operationer, der venter på at blive reguleret fra et regnskabsmæssigt synspunkt, men af forskellige grunde, som anført ovenfor, ikke kan fordeles på nogen særlig EU-budgetkonto. Der er derfor ingen forbindelse til de bankkonti, der blev nævnt i mit svar af 2. juli i år, hvor disse konti blev åbnet eller forvaltet af andet personale end den regnskabsansvarlige, både inden og uden for EU's territorium.
Hvad angår Revisionsrettens årsberetning for 2005, har dette forslag heller ikke nogen forbindelse med denne publikation, ud over at Domstolen hele tiden presser Kommissionen for at få styr på disse gennemgangskonti. Det blev forelagt i god tid, så denne gennemgangskonto kunne afskrives inden udgangen af det foreliggende finansår. Det gjorde vi med ændringsbudgettet.
Hvad angår de vigtigste operationer på en række konti, som De spørger om i Deres spørgsmål, og de beløb, der er involveret, kan jeg give nogle eksempler i dag. F.eks. andrager de penge, der er tabt som følge af insolvens, ca. 1,3 millioner euro, primært på grund af 1 million euro i Kasakhstan i 1996. Midler, der er tabt på grund af fortidens byrder, andrager f.eks. i øjeblikket 3,5 millioner euro fra forskudskonti uden for EU, og kun 100.000 euro fra forskudskonti, som tilhører repræsentationerne. Det skyldes mange forskellige omstændigheder, hvor de støttedokumenter, der er brug for for at retfærdiggøre udgifter, der ellers er i orden, ikke kan spores trods lang eftersøgning. Alle disse beløb drejer sig om årene før år 2000.
Endelig vil jeg bare sige, at oprettelsen af denne budgetkonto ikke alene er en del af den nuværende proces til modernisering af Kommissionens regnskabssystem. Den afspejler også Kommissionens politik om administrativ stringens og gennemskuelighed for at få styr på alle gamle sager, hvilket vil blive almindelig praksis fra 2006, og vi vil gøre det hvert år.
Til trods for den grundige oversigt vil jeg gerne bekræfte, at der på dette stadium ikke blev fundet nogen bankkonti, som har været ukendte for Kommissionen.
Ingeborg Gräßle (PPE-DE). - (DE) Tak, fru kommissær, for svaret. Tolkningen faldt ud ind i mellem, fordi de ikke kunne følge Dem. Jeg forsøgte at følge Dem og konstaterede, at der var et spørgsmål, De ikke besvarede, nemlig de 377 konti uden for budgettet, som er opstillet i min forespørgsel af 2. juli. Det er nu anden gang, at dette spørgsmål om det totale beløb i denne forbindelse ikke bliver besvaret. Jeg vil gerne tilføje, at der findes en konto for Economat-supermarkedet på 7 millioner euro. Jeg beder Dem fortælle os, hvad disse 7 millioner euro er blevet brugt til.
Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke give Dem et svar i øjeblikket på disse præcise tal, fru Grässle, for det blev ikke gjort klart i brevet eller den mundtlige forespørgsel. Vi forstod, at det vigtigste spørgsmål drejede sig om forslaget om ændring af budgettet, som vi forsøgte at besvare. Hvis De vil have en forklaring vedrørende specifikke beløb, vil vi give det skriftligt.
Formanden. -
Spørgsmål nr. 38 af Justas Vincas Paleckis (H-0700/06)
Om: Hjerneflugt og flugt af kvalificeret arbejdskraft fra de nye EU-medlemsstater
De indre grænser og barrierer ophæves i EU og vil være helt forsvundet om få år. Den voksende integration af de nye og gamle EU-medlemsstater er befordrende for hjerneflugten og flugten af kvalificeret arbejdskraft, som er i stadig stigning. De nye medlemsstater må skille sig af med en stor del af deres mest dynamiske borgere, som i deres hjemland har fået en kvalitetsuddannelse og opnået gode kvalifikationer, fordi de rejser til de gamle, langt rigere EU-lande. Det virker således som om, at EU med den ene - synlige - hånd yder støtte til de nye medlemsstater via diverse fonde og med den anden - usynlige - hånd berøver landene ved at tiltrække deres højtuddannede unge.
Jeg mener, at en måde at afhjælpe situationen på ville være at oprette en specifik fællesskabsfond, som har til formål at begrænse konsekvenserne af hjerneflugten og flugten af den kvalificerede arbejdskraft (f.eks. en globaliseringsfond). De lande, der modtager højtuddannet arbejdskraft, ville så skulle betale højere bidrag til denne fond. De indsamlede midler kunne anvendes til at forbedre uddannelsessystemet i de lande, der lider under arbejdskraftens udvandring, med henblik på at skabe nye job i landet.
Hvad mener Kommissionen om dette forslag eller andre lignende forslag? Erkender den, at en grundlæggende positiv proces - oprettelsen af et fælles arbejdsmarked - ligeledes skaber et afgørende problem med hjerneflugt og flugt af kvalificeret arbejdskraft, som skal løses med en fælles indsats fra EU og de 25 medlemsstater?
Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det ærede medlems spørgsmål drejer sig om hjerneflugten og flugten af kvalificeret arbejdskraft fra medlemsstater, der tilsluttede sig Unionen den 1. maj 2004. Han antyder, at Kommissionen bør oprette en særlig ny fond for at reducere virkningen af hjerneflugten.
Den frie bevægelighed for personer er en af de grundlæggende frihedsrettigheder, som Fællesskabets lovgivning garanterer. Efter udvidelsen i 2004 har EU trods overgangsordningerne for fri bevægelighed af arbejdstagere fra otte nye lande oplevet en stigende mobilitet fra de nye medlemsstater. Men i den rapport, vi offentliggjorde for nylig om overgangsordningernes funktion, påpegede Kommissionen, at indvandringen fra EU-10, de nye medlemsstater, havde været temmelig begrænset i forhold til den samlede befolkning i den arbejdsdygtige alder, og at det i det mindste til dels afbalanceredes af mobilitet inden for de oprindelige 15.
Rapporten viser, at ind- og udvandringsstrømme drives af faktorer, der har at gøre med udbuds- og efterspørgselsbetingelser både i afgivende og modtagende lande. Desuden, og hvad der er vigtigere, påpeges det i rapporten, at de vandrende arbejdstagere snarere end at søge permanent beskæftigelse i et andet land kun bliver i modtagerlandet i en begrænset periode. Følgelig vender de vandrende arbejdstagere ofte tilbage til deres oprindelige land, som senere får fornøjelse af de erfaringer, de har høstet udenlands, særligt når det gælder højtuddannede arbejdstagere. I denne forbindelse kan vi tale om begrebet hjernetilvækst.
Det bør også noteres, at selv om de "gamle medlemsstater" tiltrækker dygtige folk fra de nye medlemsstater, viser USA sig at være langt det mest populære mål for studerende på videregående uddannelser eller færdiguddannede fra de nye medlemsstater. Problemer med hjerneflugt synes, for så vidt som de eksisterer, mere at være et resultat af lønforskelle mellem oprindelseslandet og modtagerlandet end af kvaliteten af uddannelsessystemet i udvandrernes oprindelseslande. De ny medlemsstater klarer sig udmærket under de fleste indikatorer i programmet Uddannelse 2010, hvor vi har benchmarks og meget konkrete mål.
Svaret på dette spørgsmål ligger i en god anvendelse af de betydningsfulde muligheder, som strukturfondene i perioden 2007-2013 vil give. Strukturfondene vil yde et væsentligt bidrag til de nye medlemsstaters økonomi, og hvis det anvendes godt, bør det kunne levere midlerne til at sikre en jævn vækst og jobskabelse.
Den progressive konvergens af de nye medlemsstaters økonomier med de gamle medlemsstaters bør reducere de nuværende lønforskelle og derfor eliminere en væsentlig grund til hjerneflugten.
Kommissionen vil derfor hellere end at støtte oprettelsen af en særlig fond eller bestræbelser på at regulere vandringen tilskynde nye medlemsstater til at anvende strukturfondene effektivt. I særdeleshed vil Den Europæiske Socialfond fortsat støtte en bred tilgang til uddannelse og oplæring i den programperiode, der begynder i 2007, nemlig ved at støtte foranstaltninger til udvikling af beskæftigelsesegnethed og forbedring af arbejdsmarkedsrelevansen for basal og erhvervsrelateret uddannelse og oplæring med henblik på at tilskynde til innovation og som en del af en videnbaseret økonomi.
Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand, hr. kommissær! Tak for Deres grundige svar. Jeg må imidlertid indrømme, at det ikke rigtig fjernede min bekymring. Brugen af fondene er ganske rigtigt et meget vigtigt aspekt med hensyn til den frie bevægelighed, men de nye medlemmer vil blive drænet ved at give deres bedste folk til gamle medlemmer, som er langt rigere. Jeg vil stadig gerne spørge Dem, om De ser nogen uretfærdighed i den nuværende situation. Føler De, at der sker en overtrædelse af solidaritetsprincippet?
Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil ikke tale om uretfærdighed. Jeg vil hellere tale om frihed, som vi har, og ansvar, som er den bedste del af frihed eller den anden side af samme mønt.
Når vi taler om "hjerneflugt", er det ikke kun de nye medlemsstater mod de gamle medlemsstater. Det samme sker i Unionen over for de mest konkurrencedygtige partnere i verden. Da jeg var i Frankrig og Tyskland, talte de om hjerneflugten til USA. Så enten er vi opmærksomme på problemerne og manglen på konkurrencedygtighed, manglen på, at viden tillægges værdi, eller manglen på respekt for viden i Europa, og forbedrer betingelserne for ophavsrettigheder og for patenter i denne verdensdel for så mange spørgsmål i forbindelse med innovation og overførsel af viden til det virkelige liv, den virkelige økonomi, produktion og tjenester, eller også bliver vi ved med at kommentere og jamre og måske endnu mere, for tiden går hurtigt, og globaliseringen påvirker virkelig vores liv.
Alle vores politikker, programmer og strategier sigter mod dette mål. Jeg ønsker ikke at foregribe udviklingen i Kommissionen, men om nogle få uger vil vi f.eks. gerne foreslå etableringen af et europæisk institut for teknologi. Enten skaber vi plads til en europæisk dimension for viden og overførsel af viden og forbedrer os sammen, eller også mister vi fremdrift, som jeg tidligere har sagt. Jeg ønsker ikke at drøfte dette vidt og bredt nu, måske vil jeg sige mere næste gang. Lahti-topmødet i oktober bør behandle de 10 punkter til forbedring af innovation i Europa. De første to punkter er uddannelse og universiteter og et teknologiinstitut, og så er der andre.
Jeg mener, at den politiske opmærksomhed på problemet er til stede. Hvis der også findes politisk vilje til at yde resultater, kan vi finde bedre svar og bedre løsninger i fremtiden. Vi bør arbejde hen imod dette.
Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær! I betragtning af meddelelsen om Rumænien og Bulgarien, kunne De så ikke kommentere tilkendegivelserne fra Det Forenede Kongerige og Irland om, at de ikke vil åbne deres markeder for arbejdstagere fra disse to medlemsstater? Er De enig i, at mange af værtslandene trænger til en politik for integration af arbejdstagere fra de nye medlemsstater for at være retfærdig over for deres behov, og at vi har brug for at tillade indvandring af vandrende arbejdstagere med kvalifikationer til at komme videre i de karrierer, de er kvalificerede til i værtsmedlemsstaterne?
Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Tak ikke blot for spørgsmålet, fru McGuinness, men også for tilskyndelsen til, at vi skal blive ved at være åbne. Politisk mener jeg, at Europa er synonymt med åbenhed. Hvis det er sandt, plejer vi normalt at løse problemerne. Hvis vi lukker til, hvis vi isolerer os, plejer problemerne at blive endnu større med tiden. Vedrørende medlemsstaternes beslutninger og åbningen af arbejdsmarkedet er det naturligvis medlemsstaternes ret. Kommissionen har altid argumenteret for åbenhed eller i det mindste for en gradvis åbning i stedet for moratorier. Rapporten om den anden årsdag for udvidelsen viste, at de, der har åbnet deres markeder, har haft fordele af det, hvilket bekræfter, at integrationen i Europa indtil nu har vist sig at være til gavn for alle parter. Naturligvis må den udføres efter visse regler og kriterier, og hvis det er tilfældet, vil de, der er mere åbne, fortsat få fordele.
Med hensyn til kvalifikationer og integration vil et af de vigtige bidrag komme i denne måned fra Kommissionen. I aftes var der en debat her i Parlamentet om en referenceramme for europæiske kvalifikationer, der ville danne grundlag for sammenligning og overførsel af kvalifikationer mellem forskellige selvstændige nationale kvalifikationssystemer eller kvalifikationsrammer. På denne måde ville værdien af kvalifikationerne blive større, fordi vi vil gøre dem lettere at aflæse og overføre, og vi vil sætte folk i stand til at bruge dem rigtigt. Det er en af de vigtigste juridiske og politiske løsninger for at gøre vores befolkning i samme Union til borgere snarere end turister.
Danutë Budreikaitë (ALDE). - (LT) Hr. formand! Sidste år vedtog Kommissionen grønbogen om styring af den økonomiske migration i EU, som foreslog kompensation for hjerneflugten til tredjelande, som her betød udviklingslande. Disse økonomiske migranter er nøjagtigt de samme som litauere, der rejser til andre lande i EU, hvilket kaldes arbejdskraftens frie bevægelighed, ikke økonomisk migration. Hvorfor vil Kommissionen ikke anvende de foreslåede foranstaltninger for tredjelande på det indre marked?
Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Vi tilskynder ikke til eller foreslår hjerneflugt, men vi prøver at mobilisere hjernerne. Der er mange eksempler på, hvordan vi enten må gå frem alle sammen for at udløse det potentiale, vi har i vores medlemsstater og på vores universiteter i den nye generation af studerende og forskere, eller vi bliver tabt på grund af manglende vækst og mangel på nye og bedre arbejdspladser. Selv i de programmer, som jeg er ansvarlig for, stimulerer eller motiverer vi ikke borgere fra tredjelande til at rejse fra deres hjemlande, men snarere til at tage tilbage og opbygge deres samfund og økonomier i tæt samarbejde med de europæiske lande, institutioner og universiteter.
I stedet for at jamre over, hvor lidt vi har gjort for at standse hjerneflugten og for at genvinde potentialet i Europa, burde vi fokusere på en troværdig gennemførelse af næste generation af vores programmer. Vi ønsker at få endnu mere mobilitet, naturligvis kombineret med frihed. Jeg er også fra en ny medlemsstat, og jeg plejer at svare, at i stedet for at beklage, at flere unge mennesker drager ud, end der kommer tilbage, skal vi skabe betingelser, der opbygger eller tilbyder et virkeligt europæisk perspektiv hjemme i Slovakiet, Litauen eller Letland. Efter to års medlemskab af Unionen bliver det mere og mere tydeligt, at europæiseringen af betingelser og udsigter for unge er til stede, men det er en proces, og det tager tid. De ofte citerede mirakuløse eksempler med Irland og Finland er blot logiske resultater af en langsigtet strategisk politik, hvor uddannelse, oplæring, viden og forskning er centrale og vedbliver at være centrale. Det er et godt eksempel til efterfølgelse for os alle.
Formanden. -
Spørgsmål nr. 39 af Gyula Hegyi (H-0701/06)
Om: Uddannelse - undervisning i fremmedsprog
Både Den Europæiske Union og dens medlemsstater investerer store summer penge i undervisning i fremmedsprog. Alligevel er resultatet ifølge undersøgelser utilstrækkeligt, da kun halvdelen af EU's borgere er i stand til at føre en samtale på et fremmedsprog.
Har Kommissionen til hensigt at opfordre medlemsstaterne til objektivt at evaluere effektiviteten af de forskellige undervisningsmetoder i forbindelse med fremmedsprog, inklusive de nye teknikker?
Hvorfor bliver EU's publikationer ikke oversat til de nye medlemsstaters sprog?
Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Dette sker måned efter måned. Medlemmerne har stillet spørgsmål, der skal besvares af Kommissionen, de sidder her, mens De tillader det ene tillægsspørgsmål efter det andet og lader kommissærerne kværne løs, så meget de vil, og man når ikke til vores spørgsmål. Det er en skandale, den måde medlemmerne af Parlamentet bliver behandlet på, det er helt utroligt. Jeg protesterer stærkt mod dette.
Formanden. - Jeg forstår fuldt ud Deres indignation, som jeg i et vist omfang også deler, men det er ikke ganske rigtigt at sige, at spørgsmålene ikke bliver besvaret. Det gør de, om end skriftligt. Jeg er ikke ansvarlig for at fastsætte forretningsordenens bestemmelser, jeg skal blot sørge for, at de overholdes, og som De nok forstår, kan vi ikke trække mødet ud i det uendelige. Jeg giver igen ordet til hr. kommissær Figel'.
Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Selv om det altid er vanskeligt at vurdere effektiviteten af en investering i uddannelse, har Kommissionen ikke kendskab til nogen undersøgelse, der viser, at udbyttet af investeringerne i sprogundervisning er lavere end i andre former for uddannelse. Tværtimod er der almindelig enighed om, at penge, der bliver brugt på sprogtilegnelse, sikrer et godt udbytte for den enkelte, for hans eller hendes familie, for virksomhederne og samfundet i sin helhed i form af højere lønninger, bedre job og forbedrede forretningsmuligheder.
Ifølge en nylig Eurobarometer-undersøgelse sagde mere end 50 % af de europæiske borgere, at de kan føre en samtale på et fremmedsprog. Denne procentdel er opmuntrende, selv om den er langt fra vores mål, der er at give alle europæiske borgere mulighed for at kommunikere på mindst to andre sprog ud over deres modersmål. For at nå dette mål fremmer Kommissionen sprogundervisning og sproglig diversitet gennem sine uddannelses- og oplæringsprogrammer såvel som gennem mange andre udvekslingsprogrammer.
Lingua 1-aktionen under Socrates-programmet sigter mod at udvikle og sprede innovative teknikker og eksempler på god praksis i sprogundervisningen. Desuden uddeles det europæiske kvalitetsmærke for nyskabende projekter inden for sprogundervisning og -indlæring hvert år til de mest innovative sprogundervisningsprojekter i hver medlemsstat. Kommissionen er bundet af sine juridiske forpligtelser til at oversætte Fællesskabets lovgivning og de dermed forbundne dokumenter, der er nødvendige for at sætte borgere, virksomheder og andre interesserede i stand til at nyde deres rettigheder og opfylde deres forpligtelser, til alle officielle sprog.
Hvad angår andre dokumenter, bliver de oversat i overensstemmelse med det reelle behov under hensyn til den kapacitet, der er til rådighed. Det princip gælder alle officielle sprog.
Gyula Hegyi (PSE). - (EN) Hr. formand! Efter min erfaring lærer mange mennesker fremmedsprog, men ikke så mange af dem kan tale dem til daglig. Jeg mener, at det er derfor, det er vigtigt at have et kriterium på fællesskabsniveau, så man kan sammenligne de forskellige sprogundervisningsmetoder. Det vil være meget nyttigt.
Med hensyn til Deres anden bemærkning, hr. kommissær, er der ifølge tal fra InfoPoint i Bruxelles omkring 25 % flere EU-publikationer på de gamle medlemsstaters sprog end på de nye medlemsstaters. Så disse tal er, så vidt jeg ved, korrekte.
Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Som svar på den første kommentar arbejder vi reelt på dette, særlig med hensyn til at skabe en europæisk indikator for sproglig kompetence, der vil hjælpe os med at vurdere og påvirke situationen mere effektivt og at få feedback og forbedringer indført i undervisningen og indlæringen af sprog.
Med hensyn til publikationer er procentsatsen noget, der afspejler det samlede output, men virkningen af de nye sprog har været at forøge den sproglige diversitet i Unionen. Vi må derfor virke fuldt ud i dette mangesprogede miljø, fordi det definerer os og giver os forbindelse til borgerne. Dette må man pleje yderligere, ikke kun i hele Unionen, men også og i særdeleshed i institutionerne. Det arbejder vi på. Jeg vil ikke sige meget om dette, da jeg er blevet bedt om at forkorte mine svar. Måske kan jeg som svar på andre spørgsmål tale om, hvordan vi ønsker at fremme flersprogetheden i vores institutioner.
Formanden. - Spørgsmål nr. 40-43 vil blive besvaret skriftligt.
Formanden. -
Spørgsmål nr. 44 af Ignasi Guardans Cambó (H-0694/06)
Om: Forsinkelser i bygningen af højhastighedsjernbanen Perpignan-Montpellier
Som det allerede oplystes på Det Europæiske Råd i Essen, i beslutning nr. 1692/96/EF(1) og af Van Miert-gruppen, har Kommissionen blandt de 30 prioriterede RTE-T-projekter udvalgt anlægget af den vigtige højhastighedsjernbaneforbindelse Lissabon-Madrid-Barcelona-Montpellier. Med beslutning nr. 884/2004/EF(2) fastslås det, at arbejderne på linjen Perpignan-Montpellier skal være afsluttet i 2015. Frankrig har for nylig oplyst, at det vil udsætte færdiggørelsen af denne linje til 2030. Hvis EU accepterer, at Frankrig behandler dette offentlige anlægsarbejde som internt, vil det tillades, at nogle medlemsstater isoleres i jernbanemæssig henseende, og det vil være til skade for borgernes mobilitet og for godstransporten.
Har Kommissionen modtaget en officiel meddelelse fra den franske regering om en ændring af tidsplanen for bygningen af højhastighedsjernbanen Perpignan-Montpellier? Hvordan stiller Kommissionen sig til denne forsinkelse? Hvilke skridt vil Kommissionen tage for at iværksætte EU's beslutninger om de overordnede infrastrukturer, som ignoreres af en medlemsstat af hensyn til dennes egne formodede interesser og til skade for dens naboer?
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. Guardans Cambó! Den 20. juni 2005 udpegede Kommissionen hr. Etienne Davignon som europæisk koordinator for at sætte skub i udviklingen af det prioriterede projekt nr. 3, TGV syd, som omfatter Perpignan-Montpellier-strækningen.
Den første årsrapport fra koordinatoren hr. Davignon, som blev udsendt den 13. september, fastslår, at der kan opstå forsinkelser i gennemførelsen af den pågældende strækning. Færdiggørelsen af denne strækning vanskeliggøres af fredede områder og meget tætbebyggede beboelsesområder. I følge oplysninger fra de franske myndigheder ser det ud til, at forsinkelserne bliver langt mere begrænsede end dem, som De har påpeget. Det er usandsynligt, at vi vil kunne nå det til den fastsatte dato 2015, men det ser helt realistisk ud, at denne infrastruktur vil kunne tages i brug i 2020, og det er endda tænkeligt, at strækningen vil blive færdig tidligere.
Inden for de flerårige finansielle overslag for 2007-2013 vil Kommissionen afsætte en betydelig del af de tilgængelige fællesskabsressourcer til de 30 prioriterede projekter. Hr. Guardans Cambó, i sit ændrede forslag til forordning om generelle regler for tildeling af EU-støtte foreslår Kommissionen, at der især fokuseres på projekter, som skal fjerne flaskehalse samt på grænseoverskridende strækninger og vandveje.
Jeg vil indtrængende bede om, hr. formand, hr. Guardans Cambó, at Parlamentet tillader en hurtig vedtagelse af denne finansforordning, som vil sætte os i stand til at få finansieringen på plads hurtigere og fremskynde gennemførelsen af både dette prioriterede projekt nr. 3 og andre projekter.
Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (FR) Hr. formand! Tak, hr. kommissær. Hvor stor troværdighed kan EU stadig have tilbage hos europæerne, når det erklærer et projekt af europæisk interesse og fastsætter en dato for dets færdiggørelse, hvorefter det tillader, at medlemsstaterne betragter projektet som et internt projekt og erklærer på en pressekonference, at de ikke vil gennemføre det fuldt ud?
De siger, at den dato, jeg har oplyst, er en overdrivelse; det er den dato, de franske myndigheder oplyste på pressekonferencen. 2030 - det sagde de franske myndigheder. Jeg vil tillade mig at have større tillid til de franske myndigheder, som er ansvarlige for at færdiggøre strækningen. Hvad var det, De netop sagde til os? Hvilken troværdighed har en Kommission tilbage, som skal sikre, at de europæiske beslutninger bliver ført ud i livet, hvis det så ikke bliver til noget i sidste ende?
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Jeg talte om 2020 efter at have forespurgt hos de franske myndigheder. De har ret i, hr. Guardans Cambó, at jeg ønsker, at de store europæiske net skal afsluttes inden for acceptable frister. Men det afhænger også af, at medlemsstaterne giver deres støtte, og som De ved, har vi kun 8 milliarder euro i stedet for de 20 milliarder euro, vi havde håbet på under de finansielle overslag for 2007-2013.
Når det er sagt, så har koordinatoren hr. Davignon og jeg ikke i sinde at lade de franske myndigheder bringe fremtiden for denne store korridor i fare, som er genstanden for det prioriterede projekt. Jeg er derfor personligt engageret, hr. Guardans Cambó, og vi vil gøre alt, hvad der er muligt for at sikre, at tingene ændrer sig, selv om der desværre er blevet oplyst en tidsplan, som jeg for min del synes er overdrevet, men jeg er her for at fortælle Dem, at kommissæren for transport vil kæmpe for at ændre situationen og sikre, at vi kan få en langt mere fornuftig tidsplan.
Luis de Grandes Pascual (PPE-DE). - (ES) Hr. Formand! Hr. Kommissær, efter at de 30 prioriterede projekter er blevet valgt, er det meget bekymrende, at nogle medlemsstaters sendrægtige holdning forvandler disse projekter til spøgelsesprojekter. Nærmere bestemt har koordinatoren for projekt nr. 3 beklaget sig over, at der desværre er meget store forsinkelser i forbindelse med planlægningen af strækningen Figueras-Perpignan.
I hvilket omfang er De således, hr. Kommissær, indstillet på at opfordre den franske og spanske regering til at opfylde de forpligtelser, der påhviler dem med hensyn til prioriteringen af den strækning, vi taler om?
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! De nationale programmer, hr. Grandes Pascual, vil blive undersøgt af Generaldirektoratet for Transport og af mig, og vi vil under disse forhandlinger med både Frankrig og Spanien få mulighed for at påpege prioriteringerne. Der bliver ikke tale om, at vi fordeler EU-midler ud over alle projekterne, hvis ikke medlemsstaterne kommer med et betydeligt bidrag til vores prioriteringer. Derfor tror jeg, at vi vil have mulighed for at overbevise dem under denne forhandling.
Desuden tror jeg, at det vil være let at minde medlemsstaterne om, hvor enormt vigtige disse korridorer er. De vil fuldstændigt forandre transportsektoren i Europa, og det omfatter både passagertransport og godstransport. Derfor tror jeg ikke, vi behøver se totalt negativt og overdrevet pessimistisk på disse problemer. Det er rigtigt, at der bliver brug for lidt overtalelse, men som sagt vil jeg for min del med Parlamentets støtte gøre alt for at fremme disse projekter, som jeg i øvrigt gerne vil påpege er defineret af medlemsstaterne selv.
Formanden. -
Spørgsmål nr. 45 af Marc Tarabella (H-0697/06)
Om: Forkert anvendelse af forordning (EF) nr. 261/2004 om flyrejsendes rettigheder
I svar på mit spørgsmål E-1422/06 angående samme emne præciserer Kommissionen, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at oplyse om behandlingen af de modtagne klager og heller ikke om den løsning, som anvendes af selskaberne i tilfælde af overbookninger, store forsinkelser og aflysninger af flyafgange.
Kan Kommissionen således præcisere, ud fra hvilke reelle data den regner med at forelægge rapporten til Parlamentet og Rådet om anvendelsen af forordning (EF) nr. 261/2004(3) af 1. januar 2007? Hvordan regner den med at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af forordningen, hvis den ikke er informeret om følgerne af klagerne?
Hvordan agter den at forhindre selskaberne i at bruge begrundelser, som brugerne ikke kan verificere, for ikke at anvende forordningen og dermed gøre dens betydning rent formel?
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Kommissionen har allerede svaret i forbindelse med en forespørgsel til skriftlig besvarelse. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at fremsende informationer om behandlingen af klager fra flypassagerer eller om de sanktioner, som flyselskaberne pålægges. Kommissionen arrangerer imidlertid regelmæssige møder med de nationale kontrolmyndigheder for at harmonisere anvendelsen af forordningen og for at styrke kontakten mellem disse organer, så de kan udveksle data om behandlingen af klager.
Kommissionen arbejder i denne forbindelse tæt sammen med medlemsstaterne for at udarbejde en vejledning om, hvordan forordningens bestemmelser skal fortolkes. Jeg vil gerne påpege, at det drejer sig om forordning (EF) 261/2004. Jeg vil i januar 2007 forelægge en meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om denne forordnings funktion og anvendelse.
Kommissionen har udskrevet en licitation med henblik på at vælge en ekstern konsulent, som kan indsamle de kvantitative og kvalitative data med hensyn til anvendelsen af denne forordning.
Kommissionen vil især gerne undersøge situationen med hensyn til nægtet boarding, aflysninger, forsinkelser og anvendelsen af forordningen i sådanne sager. Resultaterne af denne undersøgelse vil blive indarbejdet i min meddelelse.
Jeg vil gerne fortælle Dem, hr. Tarabella, at Kommissionen har registreret over 5.500 breve om flypassagerers rettigheder. Disse breve bliver behandlet omhyggeligt. På baggrund af brevene kan man udlede visse tendenser. Hele overvågningsøvelsen vil blive brugt i forbindelse med de overtrædelsessager, som Kommissionen vil anlægge mod medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser over for borgerne og respekterer disse borgeres rettigheder som flypassagerer.
Før vi kan anlægge sådanne sager, må vi imidlertid have data nok. I løbet af de 18 måneder med gennemførelse af denne forordning vil Kommissionen have indsamlet en kritisk masse af informationer, og den vil være i stand til at handle, når det rette øjeblik er inde.
Jeg er taknemmelig for Deres spørgsmål, fordi det ligger mig meget på sinde at sikre, at disse passagerrettigheder nu bliver en realitet inden for det europæiske område.
Marc Tarabella (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Kan Kommissionen komme med supplerende oplysninger om de ændringer, som den planlægger at foretage af forordningen om flypassagerers rettigheder, for for det første at tage højde for de hundredvis af klager, der er blevet fremsat f.eks. i regionale forbrugercentre, og som dokumenterer både de alvorlige mangler og den dårlige gennemførelse af den eksisterende forordning om disse passagerers rettigheder?
For det andet, hvordan vil Kommissionen etablere en præcis definition af force majeure, et argument, som flyselskaberne jævnligt bruger for at undgå at følge forordningen? Endelig vil jeg gerne spørge Kommissionen, hvordan den fremover vil tage højde for problemer som dem, som hundredvis af franske passagerer oplevede, som for nylig strandede i Tyrkiet og Israel som følge af fejl hos organisatorerne af salget af seat only-billetter, der ikke er omfattet af nogen europæisk lovgivning.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Kommissionen har organiseret tre møder med de nationale kontrolorganer - den 19. maj 2005, den 17. februar 2006 og den 14. september 2006, altså for ganske nylig - med henblik på at styrke koordineringen mellem de forskellige medlemsstater og harmonisere anvendelsen af bestemmelserne i den pågældende forordning.
I mellemtiden har vi oprettet et spørgsmål og svar-informationsdokument, som vil gøre det lettere for de nationale kontrolorganer at behandle data i det daglige. Dette dokument blev udsendt i juli 2006.
Som jeg sagde til Dem, hr. Tarabella, så kunne jeg faktisk takket være denne kritiske masse af information med den meddelelse, som jeg vil forelægge for Parlamentet, foreslå en række forbedringer, som vil sætte os i stand til at sikre, at den nye lov, vi har skabt for at gavne passagererne, bliver anvendt ordentligt. Jeg vil gerne gentage, at Generaldirektoratet for Transport har behandlet 5.623 breve, hvilket betyder, at vi allerede nu kan identificere visse tendenser.
Jeg kan f.eks. sige, at det glæder os at kunne konstatere et klart fald med hensyn til overbookning.
De har ret i, at der også skal tages højde for begivenhederne denne sommer. Når jeg har fået et dækkende billede af forholdene, håber jeg, at jeg vil kunne komme til Parlamentet og forklare både hvilke forbedringer, der er foretaget, og hvad vi mangler at gøre for at sikre, at de nye regler bliver anvendt effektivt.
Jeg er taknemmelig for, at De har stillet dette spørgsmål, det kan også anspore mig til at vise endnu større årvågenhed.
Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Det er kun et spørgsmål om flyselskaber. Jeg forstår, at det er dem, der skal fortælle passagererne, hvad deres rettigheder er, men i flere tilfælde, og i særdeleshed med Air France, får vi at vide, at det ikke påhviler flyselskabet. Hvad gør Kommissionen for at sikre, at flyselskaberne tager deres ansvar alvorligt? Jeg måtte gribe ind på vegne af adskillige passagerer, fordi de fik at vide, at de ikke ville få f.eks. overnatning. Jeg fortalte dem, at det var forkert, og at der står i den nye lov, at de har ret til denne kompensation.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Ja, fru Lynne, jeg sagde, at vi ville bede et revisionsorgan om at undersøge situationen med hensyn til nægtet boarding, aflysninger og forsinkelser, flyselskabernes og de nationale myndigheders anvendelse af forordningen og de nationale kontrolorganers uafhængighed af nationale luftfartsmyndigheder.
De har helt ret i, at det ikke kun er et spørgsmål om, at passagererne har rettigheder, det er også et spørgsmål om, at flyselskaberne og de nationale myndigheder skal være i stand til at oplyse de pågældende mennesker om disse rettigheder. Desuden vil undersøgelsen blive udført i samarbejde med flyselskaber, forbruger- og passagerorganisationer og de nationale myndigheder.
Personligt tror jeg, at vi i lyset af denne undersøgelse fremover i langt højere grad vil være i stand til at overvåge passagerinformationen, som er en forudsætning for at håndhæve disse nye regler.
Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).
Spørgsmål nr. 63, 64 og 77 bliver ikke besvaret, da de omhandler et emne, som allerede er på dagsordenen for indeværende mødeperiode.
14. Beskæftigelse og social solidaritet (Progress) (fortsat forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om betænkning af Karin Jöns om oprettelsen af et fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet.
Jan Jerzy Kułakowski, for ALDE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Den omstændighed, at EU's institutioner endelig har vedtaget en fælles holdning til Progress-programmet, som omhandler beskæftigelse og social solidaritet, er et meget vigtigt skridt hen mod at udarbejde og gennemføre en sammenhængende og gennemsigtig socialpolitik i EU og oversætte den til medlemsstaternes nationale socialpolitikker. Progress-programmet forenkler denne politik og sætter dens særlige elementer på plads, men den integrerer dem også i en fælles ramme. Det er noget, der tidligere har manglet, og som vil være det centrale resultat af vores fælles debat.
Det er rigtigt at dele programmet op i fem dele. Beskæftigelsen er den største udfordring, som EU, beslutningstagerne og borgerne står over for. Social sikkerhed og social integration kan behandles som to adskilte områder, men det er sikkert rigtigere at sammenfatte dem under en sektion, idet social sikkerhed kan opfattes som en af forudsætningerne for en vellykket social integration. Gode arbejdsforhold kompletterer en politik, som sigter mod at forbedre beskæftigelsen, ikke kun kvantitativt, men også kvalitativt. Kampen mod diskrimination og fremme af mangfoldighed repræsenterer den praktiske gennemførelse af princippet om positiv tolerance og pluralisme, som efter min mening bør være et af EU's adelsmærker. At skabe fuld ligestilling mellem kønnene er ensbetydende med at gennemføre et princip, som blev vedtaget i Rom-traktaten, men som hidtil ikke er blevet gennemført fuldt ud.
Jeg har yderligere to kommentarer. Først og fremmest er beskæftigelsen vores vigtigste udfordring, og den bør prioriteres med hensyn til midler. Ligestilling mellem kønnene er imidlertid lige så vigtig som kampen mod diskrimination og fremme af mangfoldighed. Jeg vil også gerne påpege, at vi ikke har fokuseret tilstrækkeligt på den sociale dialog, som er en forudsætning for, at vi kan gennemføre Progress-programmet. Med hensyn til adgangen til programmet er det rigtigt at lave en liste over de institutioner og organisationer, som er berettiget til den. Progress-programmet kommer til at yde et centralt bidrag til at opnå målene for vores sociale dagsorden.
Hiltrud Breyer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Også vi hilser betænkningen om Progress velkommen. Vi håber, at den vil være den hårdt tiltrængte medvind for EU's ligestillingspolitik. Efter Kommissionens skuffende gender road map er det så meget desto vigtigere, at der er så mange penge som muligt til rådighed til at gennemføre analyser og informationsarbejde om EU's ligestillingspolitik i medlemsstaterne. Det glæder mig, at medlemmerne har trukket i bremsen over for Kommissionens rationaliseringspres eller vil gøre det og har insisteret på en forøgelse af midlerne til Progress. Det er Parlamentets hårdnakkethed, der har ført til, at midlerne til beskæftigelse og social solidaritet kunne forhøjes.
Vi ved alle, at politikere uden penge kun er lyrikere. Derfor må det være ligestillingspolitikkens mål at stille passende midler til rådighed, for uden penge er det ikke muligt at fortsætte denne politik. Det er en succes, at Europa-Parlamentet har fået gennemført forpligtelsen til gender mainstreaming på alle programområder. Det lykkedes os ganske vis ikke at få gennemført et selvstændigt handlingsprogram, men til gengæld en tværgående opgave.
Mary Lou McDonald, for GUE/NGL-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Progress-programmet spiller en vigtig rolle med at fremme beskæftigelse og social solidaritet, og det er så meget mere vigtigt, som at tendensen til at sætte profit før mennesker i stigende grad udelukker og marginaliserer så mange.
Vi er skuffede over, at Parlamentets forslag ikke er blevet accepteret i deres helhed, og at Rådet har besluttet at svække programmet, når det gælder lighed, rettigheder for indvandrere og, hvad der er helt afgørende, i forhold til budgettet. Men vi mener, at det er vigtigt ikke at udsætte gennemførelsen af programmet, ellers vil meget vigtigt arbejde ikke kunne gennemføres. Jeg vil gerne takke ordføreren for hendes bestræbelser for at styrke programmet, og jeg håber, at vi i fremtiden kan arbejde sammen om at prioritere EU-aktioner til bekæmpelse af social udelukkelse.
Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min støtte til alle de aktiviteter fra de europæiske institutioner, som har til formål at fremme væksten inden for beskæftigelse og social solidaritet og især til aktiviteter i forbindelse med Progress, det nye fællesskabsprogram, som vi diskuterer nu. Jeg håber ikke, dette program vil blive til endnu et ineffektivt instrument, som sluger vores fælles ressourcer. Jeg håber, at det i stedet vil bidrage direkte til at ændre den vanskelige situation, som mange EU-lande står over for på dette område.
Jeg vil gerne fremhæve, at det, det drejer sig om her, er at bevare den europæiske sociale model i lyset af den demografiske krise, der breder sig i hele Europa. Situationen i de skandinaviske lande beviser, at det kan lade sig gøre at gennemføre denne model og samtidig opretholde en fornuftig økonomisk vækst. Naturligvis er nøglen til succes i Skandinavien en høj beskæftigelse, som sædvanligvis ligger på over 70 % for både mænd og kvinder. Samtidig ved vi, at disse tal ligger markant lavere i de fleste medlemsstater. I Polen ligger beskæftigelsen f.eks. på knap 51 % for mænd og 46 % for kvinder. Det er meget tydeligt, at det er helt afgørende at yde støtte på beskæftigelsesområdet, især i de nye medlemsstater.
Problemet med fattigdom og social udstødelse er et andet meget vigtigt spørgsmål. Vi kan ikke fortsat tillade en situation, hvor folk lever i fattigdom eller sulter, midt i Europa, som er et af de rigeste områder på kloden. I Polen lever over 10 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Jeg håber, at Progress-programmet vil bidrage til at forbedre situationen.
Det rige Europa bør vise større solidaritet over for sociale grupper, som befinder sig i en meget vanskelig økonomisk situation.
Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne komplimentere ordføreren for hendes arbejde med Progress, en ny og omfattende struktur for social solidaritet.
I mange år har arbejdsmarkedets parter set de sociale budgetter, menneskelige ressourcer og endogså goodwill som en kage, de som sultne børn har følt sig tvunget til at konkurrere om. Progress vil forhåbentlig fjerne konkurrencen fra tildelingen af penge og andre ressourcer til arbejdsmarkedets parter, der repræsenterer mennesker, der på grund af deres situation i livet - fysisk, mentalt, socialt, etnisk, økonomisk, beskæftigelsesmæssigt eller ved mangel på beskæftigelse osv. - behøver støtte fra det omgivende samfund.
Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at der inden for Progress må være plads til små og nye ngo'er. De må tilskyndes til at overleve og trives. Det kan ikke kun være de ældre, større ngo'er, fagforeninger og organisationer, der bliver anerkendt og involveret. Behovene skifter, og der opstår nye behov. Vi må huske, at de veletablerede grupper engang også var små.
Proinsias De Rossa, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Forhåbentlig vil det være lige så præcist! Jeg glæder mig over dette nye fællesskabsprogram, der forener fire tidligere programmer for at forsøge at strømline dem og give flere penge til gennemførelse af dem. Jeg vil gerne komplimentere ordføreren, fru Jöns, min egen gruppe, hr. Špidla og Rådet for stort set at have tilsluttet sig de ændringsforslag, som Parlamentet har stillet, og som Kommissionen har kæmpet hårdt for. Det er vigtigt, at der bliver flere penge til rådighed, men det er også vigtigt, at vi her søger at forøge det socialt inddragende Europa, som borgerne helt klart ønsker.
Jeg er særlig glad for, at det er lykkedes os at få kønslig mainstreaming i det nye program. Jeg ser frem til, at vi kan dele erfaringer med hinanden gennem organisationer i hele Europa ved konferencer osv. Det er en sørgelig kendsgerning, at EU i mange år har engageret sig i en masse pilotprojekter, men en masse ting, man har lært af disse projekter og programmer, er ikke blevet videre udbredt. Forhåbentlig vil det, at man får kønslig mainstreaming i det mindste i dette program, sikre, at dette bliver en del af alle de politikker, som udvikles af Den Europæiske Union og medlemsstaterne.
Jacek Protasiewicz, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Gennemførelsen af Lissabon-strategien er et meget ambitiøst mål, som EU's ledere har opstillet for medlemsstaterne. De enkelte medlemsstaters forskellige erfaringer på områder som f.eks. beskæftigelse viser, hvor ambitiøst dette mål er.
Der findes eksempler på, at beskæftigelsesniveauet nærmer sig de fastsatte indikatorer. Jeg vil minde om, at de er sat til 70 % for mænd, 60 % for kvinder og 50 % for aldersgruppen 55-64 år. Men der findes også lande, især blandt de nye medlemsstater, som er langt fra at nå målene i denne strategi. Med det i baghovedet må jeg endnu en gang rose initiativet til at skabe Progress, et nyt program for beskæftigelse og social solidaritet i EU.
Som medlem af PPE-DE-Gruppen vil jeg gerne understrege i denne situation, at min gruppe, lige siden Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender indledte sit arbejde, har talt for at øge midlerne til specifikke aktionsområder og samtidig mindske den reserve på 10 %, som var skitseret i udkastet til programmet. PPE-DE-Gruppen understregede især behovet for at mindske modtagernes egne bidrag. Derfor glæder det os, at midlerne til Progress-programmet er blevet forhøjet til 743 millioner euro. Denne forhøjelse er heldigvis allerede aftalt inden for rammerne af en interinstitutionel aftale og er medtaget i de finansielle overslag for 2007-2013.
Endelig glæder det mig, at Rådets fælles holdning indeholder de fleste af Parlamentets ændringsforslag. Det er især et positivt skridt med hensyn til at anvende ressourcerne bedre til at sikre, at kvinder og handicappede bliver mere aktive på arbejdsmarkedet. Det lave beskæftigelsesniveau, især blandt handicappede, er et særligt stort problem i Polen, og jeg håber, at vi takket være Progress-programmet vil kunne forbedre denne situation inden for de kommende syv år.
Evangelia Tzampazi (PSE). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne rose ordføreren, fru Jöns, for hendes effektive tiltag.
EF-programmet Progress er et meget vigtigt redskab til at opnå Lissabon-strategiens mål inden for beskæftigelses- og socialpolitikkeb. Dette redskabs betydning afspejles i en konsensus blandt alle EU's institutioner.
Vi er nødt til at understrege, at henvisningen til handicappedes fulde og ligeværdige adgang til alle aktiviteter, der finansieres via Progress, bidrager til at nå programmets grundlæggende mål, nemlig bekæmpelse af diskrimination og social integration.
Samtidig vil jeg imidlertid understrege, at jeg finder det særligt vigtigt at sørge for kompensation for eventuelle ekstra - økonomiske eller andre - byrder på grund af handicap, så man sikrer handicappedes lige deltagelse i programmets aktiviteter.
Til sidst vil jeg understrege, at vi er nødt til at sikre handicap-ngo'ers deltagelse på regionalt, nationalt og europæisk plan i det arbejde, der indgår i programmerne og har til formål at overføre bedste praksis og udveksle informationer samt oplyse borgerne om integration og social beskyttelse.
Alejandro Cercas (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil begynde med at lykønske ordføreren Karin Jöns, kommissæren og Rådet med deres hurtige og gode indsats. Takket være dem har vi i Europa fra den første januar et instrument, der forhåbentligt som nævnt bliver et spring fremad, så sammenhængen og komplementaritet mellem de eksisterende programmer bliver forbedret.
For det andet vil jeg gerne, hr. formand, give udtryk for min tilfredshed, for det ser ud til, at vi begynder at tage hele Lissabon-processen alvorligt. Denne proces forpligter os til en økonomisk reform og utvivlsomt også til en modernisering af Europa, men samtidig skal vi huske på, at vi, hvis den økonomiske reform skal blive en succes, også skal opbygge et mere sammenhængende og medinddragende samfund. I dag, hvor Progress ligger på bordet, kan vi efter min mening sige, at de, der sagde, at et socialt Europa udelukkende er medlemsstaternes sag, tog fejl.
Europa har meget at sige og meget at gøre, og selv om det naturligvis er medlemsstaterne, der opbygger deres velfærdsstat, giver Europa en merværdi i form af sammenhæng og fornuft og hjælper vores medlemsstater med at håndtere de enorme spørgsmål og udfordringer, de står over for i denne globaliseringens tid.
Jeg håber derfor, at Kommissionen optræder fornuftigt, for det er et lille instrument i økonomisk henseende, men det skal bruges særdeles fornuftigt. Det er mit ønske, at vi kan fortsætte denne samarbejdskurs, hvor vi holder fast i prioriteringerne og gør vores dagsordenen til borgernes dagsorden.
Katalin Lévai (PSE). - (HU) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne ønske Karin Jöns tillykke med dette fremragende program. I lyset af Lissabon-strategien mener jeg, at det er meget vigtigt at tage sådanne initiativer, som har til formål at forbedre beskæftigelsen og styrke den sociale solidaritet og dermed gøre EU mere konkurrencedygtigt.
Vi har brug for ambitiøse mål. Mål som at genoprette fuld beskæftigelse, forbedre arbejdets kvalitet og produktivitet og styrke den sociale solidaritet. I denne forbindelse vil jeg især gerne fremhæve den del af programmet, som især beskæftiger sig med gender mainstreaming, gennemførelse af princippet om lige muligheder inden for socialpolitikken.
Det glæder mig også, at man i betænkningen forsøger at tage højde for handicappedes særlige behov. Når det gælder udarbejdelsen og gennemførelsen af programmet, mener jeg, at det er vigtigt med et godt samarbejde med andre udvalg. Efter min mening bør beskyttelse af mindretal, især romanimindretallene, udgøre et særligt afsnit i betænkningen, og det var måske værd at overveje at afsætte forholdsvis flere midler til at finansiere lige muligheder for kønnene.
Gennemførelsen af Progress kræver videndeling i hele Europa og spredning af bedste praksis i hele Fællesskabet, hvis vi ønsker at nå disse mål. Alt i alt har vi her et program, som kun kan gennemføres gennem samarbejde i hele Europa, hvilket fortjener vores støtte på alle områder.
Teresa Riera Madurell (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil kun komme ind på aktionerne til fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder.
Mine damer og herrer, da vi i midten af 2004 alle håbede, at Kommissionen ville komme med en ny handlingsplan om ligestilling mellem mænd og kvinder, kunne vi til vores overraskelse se, at Kommissionen i stedet foreslog Progress, et program til fremme af beskæftigelse og solidaritet, der indeholdt aktioner til fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder, men inden for en meget bredere samfundsmæssig aktionsramme.
Da vi var overbevidst om, at der fortsat var behov for at yde ligestillingen mellem mænd og kvinder en større og mere differentieret opmærksomhed, modsatte Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling sig fra starten af at lægge programmet om ligestilling mellem mænd og kvinder ind under Progress, samtidig med at det krævede større budgettildelinger og understregede behovet for, at ligestillingen mellem mænd og kvinder burde komme til udtryk som noget fælles for alle fællesskabspolitikkerne.
Der blev således indledt en vigtig og positiv forhandling, der er blevet fastholdt under hele den parlamentsbehandling, der afsluttes i dag med nogle resultater, vi kan betegne som mere end fornuftige. Aktionerne til ligestilling mellem mænd og kvinder fastholdes inden for Progress, og det er vi ikke tilfredse med. Vi opnåede en udskillelse fra Daphne-programmet, men her har det ikke været muligt.
Vi kræver fortsat en større synlighed for ligestillingspolitikkerne, men vi bør lykønske ordføreren, fru Jöns, de rådgivende ordførere samt Kommissionen og Rådet, fordi deres fælles indsats har gjort det muligt at forbedre det oprindelige forslag betydeligt med hensyn til indhold og finansiering og med hensyn til integrering af kønsperspektivet i alle programmets aktioner.
Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne endnu en gang takke ordføreren og alle dem, som har bidraget til denne betænkning, der som det fremgår af diskussionen bliver opfattet som en fælles succes for EU's institutioner. Det fremgår af diskussionen, at programmet betragtes som fornuftigt og udstyret med passende ressourcer. Det er også klart, at den måde, som rapporten blev fremsat på, bliver betragtet som passende for situationen - og her vil jeg gerne fremhæve, at rapporten vil blive fremsendt direkte til Parlamentet. Mine damer og herrer! Vi må gribe denne mulighed for at sikre, at vi fra 1. januar 2007 arbejder for en effektiv og succesrig gennemførelse af alle hensigter og mål i programmet og dermed opfylder alle de forventninger, som helt sikkert må være opstået som resultat af den hidtidige succes.
Formanden. - Jeg vil gerne takke alle talerne, hvoraf 50% var kvinder.
Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen.
15. Beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (Pericles-programmet) - Pericles-programmet i medlemsstater, der ikke har indført euroen (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét
- betænkning af Agustín Díaz de Mera García Consuegra for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets afgørelse om ændring og forlængelse af afgørelse 2001/923/EF om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (Pericles-programmet) (KOM(2006)0243 - C6-0179/2006 - 2006/0078(CNS)) (A6-0276/2006) og
- betænkning af Agustín Díaz de Mera García Consuegra for for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets afgørelse om udvidelse af anvendelsen af afgørelse 2006/…/EF om ændring og forlængelse af afgørelse 2001/923/EF om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (Pericles-programmet) til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen (KOM(2006)0243 - C6-0180/2006 - 2006/0079(CNS)) (A6-0277/2006).
Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Tillad mig først at give udtryk for min oprigtige taknemmelighed over for ordføreren, hr. Díaz de Mera García Consuegra, for hans støtte til Kommissionens forslag om udvidelsen af Pericles-programmet. Pericles, et fællesskabsprogram for udveksling, bistand og oplæring med henblik på beskyttelse af euroen mod forfalskning, blev etableret ved Rådets afgørelse i 2001 og har til formål at støtte og supplere de foranstaltninger, som medlemsstaterne tager for at beskytte euroen mod forfalskning.
Med en oprindelig varighed på fire år - fra 2002 til 2005 - havde det et samlet referencebeløb på 4 millioner euro. Pericles-programmet dækker en bred række aktioner, organiseret ikke bare inden for EU, men også i tredjelande og kandidatlande. Det inkorporerer forskellige målgrupper og deltagere og dækker alle de områder, der er relevante for beskyttelsen af euroen - håndhævelse af loven, juridiske, finansielle og tekniske ting - og støtter oprettelsen af netværk, der er nyttige for at få større effektivitet i kampen mod falskmøntneri. Hertil kommer, at Pericles støtter den øgede effektivitet og samarbejdet mellem politimyndigheder og repræsentanter for justitsvæsenet og de finansielle institutioner. Ikke desto mindre er forfalskning af euroen stadig et alvorligt og i særdeleshed et symbolsk problem, selv om proportionerne ikke er alarmerende.
Siden først på sommeren i 2003 er antallet af opdagede forfalskede eurosedler i cirkulation stabiliseret på omkring 50.000 om måneden, et niveau, der ligger under niveauet fra før euroen, under den amerikanske dollar og særdeles lavt sammenlignet med de 9 millioner ægte eurosedler, der er i omløb. Antallet af forfalskede euromønter er også fortsat lavt historisk set. For nylig har politistyrker med held foretaget en række aktioner for at ødelægge værksteder og beslaglægge store mængder af forfalskede sedler og mønter, før de kommer i cirkulation.
Pericles-programmet spiller en vigtig rolle ved at få resultater med beskyttelse af euroen og kampen mod falskmøntneri. Der er helt klart behov for fortsatte forenede anstrengelser for at bekæmpe denne form for kriminalitet.
Pericles-programmet er for nylig blevet evalueret. Bedømmerne konkluderede, at programmet faktisk forbedrede opmærksomheden, at dets målgrupper var blevet nået, særlig politifolk, og dets aktiviteter og udvekslinger af informationer blev anset for relevante i forhold til målene for programmet.
Baseret på den positive evaluering af Pericles og det fortsatte behov foreslog Kommissionen i 2005 at forlænge programmet. Under forbehold af en aftale om Kommissionens finansielle overslag for perioden 2007-2013, besluttede Rådet først at forlænge Pericles-programmet i kun et år, indtil 2006, men afgav et politisk løfte om, at programmet skulle fortsætte. Følgelig stillede Kommissionen, idet den byggede på den succes, programmet har demonstreret, i maj 2006 et forslag til Rådets afgørelse om forlængelse af Pericles-programmet for perioden 2007-2013. Det årlige beløb forbliver uændret, ca. 1 million euro, hvilket vil føre til et samlet referencebeløb på 7 millioner euro. Kommissionens forslag om forlængelse indtil 2013 afspejler også den praktiske bekvemmelighed, at det passer til varigheden af Fællesskabets finansielle overslag.
Endnu en gang vil jeg gerne takke Parlamentet, og i særdeleshed ordføreren, for hans opmærksomhed på beskyttelsen af det vigtige element i den europæiske identitet og arv, som den fælles valuta udgør. De offentlige myndigheder på nationalt og europæisk plan, såvel som industrien, må fortsætte deres bestræbelser og deres samarbejde og udvekslingen af knowhow. Det er gennem vores forenede anstrengelser, at vi vil kunne beskytte de handlendes, forbrugernes og den generelle økonomis interesser mod ulovlige gevinster fra forfalskning af vores penge.
Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE-DE), ordfører. - (ES) Hr. formand! Beskyttelsen af euroen mod falskmøntneri er meget vigtig for borgernes tillid til den fælles mønt. Jeg er helt enig i det, som hr. Kallas har sagt.
Indførelsen af euroen som fælles mønt var en stor udfordring. Dollaren er i sin egenskab af en transnational reservemønt, der kan anvendes i hele verden, i dag den mest forfalskede valuta.
Desværre har euroen disse karakteristika til fælles med dollaren, om end i mindre omfang, hvorfor det siden dens fødsel har været nødvendigt at vedtage og træffe en række foranstaltninger for at forhindre falskmøntneri.
Pericles-programmet har til formål at støtte og supplere de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, og de eksisterende programmer til beskyttelse af euroen ved hjælp af udveksling, bistand og uddannelse i forbindelse med beskyttelse af vores fælles mønt mod falskmøntneri.
Programmet blev som bekendt oprettet ved Rådets beslutning af 17. december 2001, der omhandlede behovet for at forelægge evalueringsrapporter om programmet, ledsaget af et forslag om videreførelse eller tilpasning af programmet.
Den første rapport blev udarbejdet og forelagt for Parlamentet og Rådet den 30. november 2004. Senere, den 8. april, forelagde Kommissionen et forslag på grundlag af hvilket Rådet forlængede programmet til også at omfatte finansåret 2006 og afsatte et rammebeløb på 1 million euro og krævede, at Parlamentet og Kommissionen fik forelagt en detaljeret rapport om resultaterne af programmet.
Med hensyn til vurderingen har Pericles-programmet afgjort betydet et positivt bidrag til beskyttelse af euroen og bekæmpelse af falskmøntneri, der fuldt ud berettiger en videreførelse. Det har navnlig skabt større bevidsthed om euroens fællesskabsdimension og har også forbedret deltagernes forståelse af den lovgivning og de instrumenter, der knytter sig til euroen. Der er opnået et samlet beløb til forpligtelser på 80 % af det oprindelige referencebeløb i perioden 2002-2006, fordelt på 64 projekter, der omfatter ikke mindre end 76 lande. Det har ved nærmere undersøgelse vist sig, hvordan det nationale niveau og EU-niveauet supplerer hinanden (48 initiativer stammer fra medlemsstater og 16 fra Kommissionen og/eller fra OLAF). Der er opnået en større internationalisering af programmet, ikke kun med deltagelse af samtlige medlemsstater og kandidatlandene, men også fra andre stater, der ikke er medlemmer af EU, hvor der har været en stor forekomst af falskmøntneri, f.eks. Colombia. Der er sket en systematisk inddragelse af Den Europæiske Centralbank og andre organisationer, f.eks. Europol og OLAF.
De hidtidige resultater af Pericles-programmet giver anledning til forhåbninger, hvilket kommer til udtryk i Den Europæiske Centralbanks halvårsrapport om falskmøntneri af euroen.
Det bliver stadig vanskeligere at forfalske vores mønt. Dataene for første halvår i år viser, hvordan andelen af falske sedler falder i forhold til stigningen i antallet af ægte sedler, der sættes i omløb. Som kommissæren allerede har nævnt, bliver 50.000 eurosedler forfalsket hver måned, mens det samlede antal ægte sedler i omløb er på 9 milliarder sedler.
Fra januar til juni i år blev der trukket 300.000 falske sedler ud af omløb. Af alle de falske sedler, der blev beslaglagt i første halvdel af i år, var 44 % 20-eurosedler og 36 % 50-eurosedler, hvilket er en betydelig stigning i forfalskningen af førstnævnte. 100-eurosedlerne udgør 12 % af samtlige forfalskede sedler, mens 500-eurosedlerne kun udgør 1 %.
Jeg er således, hr. formand, helt enig i forslaget. Det er særdeles vigtigt, at fællesskabslovgiveren påser, at udvidelsen af programmet hænger nøje sammen med såvel de finansielle overslag som indførelsen af euroen i de nye stater.
Rådet udsætter sin beslutning om Pericles, indtil der er blevet truffet en endelig aftale om overslagene for perioden 2007-2013. Vi er helt enige i at lade det falde samme med de finansielle overslag med et årligt budget på en million euro.
Jeg foreslår derfor, at Europa-Parlamentet på disse betingelser vedtager Kommissionens forslag, der ændrer og forlænger Pericles-programmet.
Jeg vil gerne sige en ting til, hr. formand, og det er, at jeg protesterer mod ændringen af tidspunktet for denne forhandling. Jeg er er ikke blevet spurgt, og jeg har heller ikke fået nogen forklaring. Jeg skulle på dette tidspunkt være sammen med ofrene for terrorismen fra mit land, men jeg er her på grund af respekten for Dem alle. Når jeg afslutter mit indlæg, vil jeg forlade Dem for at være sammen med dem, og jeg giver Dem alle, og især Dem, hr. Kallas, de undskyldninger, De fortjener, og som jeg ikke har fået.
Jeg beder Dem om forståelse for, at jeg er nødt til at forlade Dem.
Formanden. - Tilsyneladende er den faktiske tidsplan ikke blevet ændret. Men vi begyndte på Rapkay-betænkningen her til morgen og gik videre med fortsættelsen af debatten, som planlagt i den oprindelige dagsorden. Men tak for Deres bemærkning. Jeg er ked af, at det har voldt Dem vanskeligheder.
Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE-DE), ordfører. - (ES) Hr. formand, jeg ved, hvad jeg taler om, og jeg synes, at De skal være ordentligt underrettet.
Jeg er i besiddelse af dagsordenen med tidspunktet for den planlagte afstemning om de to Pericles-betænkninger her til formiddag. Det vil sige, at de to Pericles-betænkninger skulle have været til afstemning i formiddags, og det står på tryk her, hr. formand.
Jeg undskylder derfor over for dem, der ikke bad mig om undskyldning, og forlader nu salen.
Formanden. - Vi forstår Deres holdning. Vi vil skrive et brev til Dem, som forklarer, hvad der er sket, ud fra dette perspektiv. Tak for Deres bemærkninger, og jeg er ked af, at De blev udsat for dette besvær.
Hubert Pirker, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Med euroen har vi en af verdens sikreste valutaer. Sådan skal det blive ved med at være. Det er bare ikke nogen selvfølge, det kræver permanente foranstaltninger. Det er på den ene side tekniske foranstaltninger, som er blevet truffet og fortsat træffes i forbindelse med fornyelser, og det er uddannelses- og udvekslingsforanstaltninger. Pericles viser som støttehandlingsprogram - hidtil med stor succes med 64 projekter og over 3.000 deltagere fra 76 lande - hvor stor interesse der faktisk har været for dette handlingsprogram. Forfalskningerne og tabet er blevet reduceret. Jeg kan nævne et eksempel for mit eget land Østrig, nemlig at beslaglæggelserne er faldet med over 40% i løbet af det sidste år, og tabet er reduceret med over 50 %. Det har programmet været medvirkende til.
OLAF's evaluering har imidlertid også vist visse svagheder. Jeg takker Kommissionen og ordføreren for, at det hele er blevet benyttet som en mulighed for at stable det nye Pericles-program frem til 2013 på benene. Jeg mener, det er særlig vigtigt, at der fokuseres på nye punkter, f.eks. inden for den praktiske uddannelse og inden for personaleudveksling og med henblik på den nye generation af eurosedler på særlige kurser i de nye tekniske forhold. Jeg finder det også positivt, at der sker en udvidelse til lande, som vil indføre euroen, altså til partnerlande, hvor der faktisk finder forfalskninger sted, også specifikt til persongrupper, som hidtil ikke har været omfattet, ligesom det var tilfældet for den første del, hvor programmet blev benyttet specielt til straffemyndigheder.
Vi må appellere til medlemsstaterne om at udnytte programmet optimalt, så vi kan se optimistisk på fremtiden, og euroen bliver den sikreste valuta i verden.
Donato Tommaso Veraldi, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne give udtryk for min støtte til Rådets afgørelse af 30. januar 2006 om ændring og forlængelse af afgørelse 2001/923/EF om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri, som jeg er skyggeordfører for.
Med afgørelsen udvider man desuden programmet, så det også omfatter de medlemsstater, der ikke deltager i euroen. Hovedformålet med programmet er ved hjælp af udveksling, bistand og uddannelse at sikre, at euroen beskyttes på samme måde i alle medlemsstaterne, idet der tages højde for de enkelte medlemsstaters særpræg.
I maj i år fremlagde Kommissionen et evalueringsdokument, som generelt var positivt, eftersom programmet har givet et stort bidrag til at beskytte euroen og bekæmpe falskmøntneri. Pericles-programmet har gjort det muligt at udpege de geografiske områder, hvor der er en tendens til at fremstille falske sedler, f.eks. Colombia. Dette er sket takket være indførelsen af bedre strukturer, idet man har oprettet nationale centre, som beskæftiger sig med falskmøntneri.
Det er således vigtigt, at vi fortsat sikrer samarbejdet mellem EU-institutionerne, dvs. Kommissionen, OLAF, Den Europæiske Centralbank og Europol, så vi kan udpege de områder, hvor forfalskningen af euroen er størst.
Programmets udvidelse gør det muligt at fortsætte overvågningen, uddannelsen og den tekniske bistand, som er afgørende for at bevare euroens beskyttelse mod forfalskning. Desuden gør programmet effektiviteten større ved at udvide den tekniske bistand og endda tilbyde - takket være Europols deltagelse - finansiel bistand til det grænseoverskridende samarbejde.
Der skal lægges særlig vægt på de nye medlemsstater og navnlig dem, der indfører euroen som fælles valuta.
Til sidst vil jeg sige, at jeg både går ind for at fortsætte programmet, sådan som Rådet foreslår, og for at udvide det til de medlemsstater, der ikke deltager i euroen, så vi kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre en ensartet beskyttelse af euroen, også i de medlemsstater, der endnu ikke har indført den som deres officielle valuta.
Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Rådets afgørelse om at forlænge Pericles-programmet støtter vi. Også udvidelsen af programmet til også at omfatte medlemsstater, som ikke har indført euroen, er nødvendig og ønskelig. Det er jo vigtigt, at tilliden til euroen ikke undermineres af forfalskninger. Der er to ting, som i øjeblikket rejser spørgsmål omkring euroen.
Det første vedrører anvendelsen af euroen som betalingsmiddel i lande uden for eurozonen. Navnlig i Montenegro og i Tyrkiet accepteres euroen i vid udstrækning som betalingsmiddel. Kan kommissær Kallas oplyse, hvordan disse lande inddrages i programmet for at bekæmpe forfalskninger og spredningen af falske euromønter? I 2004 vedtog Europa-Parlamentet betænkningen om medaljer og skillinger, der ligner euromønter. Der var tale om stærkt stigende svig med mønter, som ligner euromønter. Hr. kommissær, kan De oplyse, om Rådets forordning har haft nogen virkning på dette punkt?
Marek Aleksander Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Lige siden det blev besluttet at skabe en fælles valuta i EU inden for rammerne af Maastricht-traktaten, har man måttet kæmpe med de farer, som projektet førte med sig. Forfalskning har eksisteret, lige siden folk blev klar over værdien af forfalskede varer. Det er yderst vigtigt at bekæmpe fremstillingen af falske euro for at opretholde borgernes tillid til den fælles valuta.
I øjeblikket er det vigtigt, at EU-lovgivningen sikrer, at den måde, som programmet udvides på, tager højde for fristen for indførelse af euroen i de nye medlemsstater og udsendelsen af en ny serie eurosedler. Det er også nødvendigt at sikre, at kompetencerne i denne vigtige proces ikke overlapper hinanden, og at sikre, at alle de forskellige institutioners fælles aktiviteter supplerer hinanden og er kompatible. Det er vigtigt, at Kommissionen og Europol i fællesskab vurderer nye projekter, som skal finansieres inden for Pericles-programmet.
Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi er enige i, at euroen skal beskyttes på passende vis ved en række integrerede og effektive foranstaltninger gennem et nært samarbejde på såvel europæisk som internationalt plan. Vi bifalder derfor, at Pericles-programmet udvides.
Vi støtter den detaljerede betænkning, som Parlamentet har fået forelagt, om dette programs gennemførelse og resultater, og vi vil gerne sige, at vi finder resultaterne særdeles gode. I anden halvdel af 2003 sås en udjævning i antallet af falske euro-sedler i omløb, på et lavere niveau end det, der blev registreret før euroens indførelse, og det, der ses ved forfalskning af den amerikanske dollar. Selv om antallet af falske euro-mønter fortsat er stigende, ligger det lavt i forhold til det, som de tidligere valutaer var udsat for. Vi kan således hævde, at der er en lav forekomst af falskmøntneri, hvilket i vidt omfang skyldes det omfattende samarbejde mellem de pågældende tjenester. Der er blevet gennemført operationer til optrævling af falskmøntnerkriminalitet, hvilket har betydet konfiskation af betragtelige mængder falske sedler og mønter, inden de blev sat i omløb.
De de mål, som man havde sat sig, er således i vid udstrækning nået, og det er lykkedes at finde frem til geografiske områder, der har haft stor betydning for fremstillingen af falske sedler. Der er ligeledes gennemført væsentlige strukturelle forbedringer, navnlig i form af oprettelsen i forskellige lande af centrale nationale kontorer, der har til opgave at bekæmpe falskmøntneri.
Jeg støtter derfor Díaz de Meras fremragende betænkning, hvis formål er at forlænge programmet til udgangen af 2013 med henblik på at afpasse det efter varigheden af denne finansielle ramme og at udvide det til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen, hvilket jeg finder særdeles betimeligt.
Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Det er bestemt vigtigt, at Pericles-programmet udvides. Men det nytter ikke, at vi priser euroen som forfalskningssikker og forsyner den med mange sikkerhedskendetegn, hvis vores borgere og kasserere ikke kender disse sikkerhedskendetegn eller ikke kan anvende dem rigtigt. Nu er man ganske vist blevet mere opmærksom og kontrollerer fra 100 euro-sedler og op. Falske 20- og 50 euro-sedler udgør imidlertid i dag ca. 80 % af overtrædelserne, og derfor må vi skærpe bevidstheden om problemerne yderligere. Netop det store anvendelsesområde betyder desværre også, at det er interessant for falskmøntnere at fremstille falske mønter i høj kvalitet. Og takket være fremskridtene inden for trykteknikken bliver det stadig vanskeligere for lægmænd at skelne falske sedler fra ægte. Der trækkes årligt godt 600.000 falske sedler ud af cirkulation, så der ligger stadig et stort arbejde foran os. Det gælder så meget desto mere, som ikke bare antallet er stigende, men også mønter i stigende omfang bliver interessante for falskmøntnerne.
Den eneste måde at bekæmpe det stigende antal forfalskninger på er bedre oplysning, og derfor bør der oprettes flere relevante workshops af eller i EU-informationskontorerne. Det ville være særlig fornuftigt at øge informationen i de områder, hvor der ofte er fundet mange falske penge. Det ville sikkert også være fornuftigt at udvide projektet med eftersøgning via telefonisk SMS til forretningsdrivende, som allerede kører med en vis succes i Østrig, så gerningsmændene kan pågribes.
Eurozonen som et område med forfalskningssikker valuta bør i hvert fald være en vigtig opgave for os alle.
Charlotte Cederschiöld (PPE-DE). - (SV) Jeg vil gerne indlede med at takke ordføreren, Agustín Díaz de Mera García Consuegra, for hans arbejde med dette emne, som måske ikke er så ophidsende, men bestemt vigtigt. Han har udarbejdet en god betænkning, og det vil jeg gerne fremhæve, eftersom jeg selv var ordfører for dette emne, da det var aktuelt i den foregående valgperiode. På det tidspunkt var uenigheden større, ikke mindst med hensyn til, hvilke sedler der ville blive forfalsket. Efterfølgende har det vist sig, at PPE-DE-Gruppens linje var den rigtige. Mange troede, at 500-euro-sedlerne ville blive mest udsat for forfalskning, men vi i PPE-DE-Gruppen vurderede, at risikoen var større for de mindre sedler, f.eks. 20- og 50-euro-sedlerne. Agustín Diaz de Mera García Consuegra følger glædeligt nok tanken om nøje kontrol også i lande, som endnu ikke har indført euroen som valuta. Her er risikoen for forfalskning som oftest større, da befolkningen ikke er forberedt på samme måde som i eurolandene. Det er vanskeligere for mennesker i disse lande at skelne mellem ægte og falske sedler, og mange gange er man også mindre mistænksom dér. Problemet med forfalskninger er lykkeligvis blevet meget mindre, end man havde frygtet, måske netop takket være Perikles-programmet og ikke mindst den store udbredelse, det har fået. Det er endnu et eksempel på et godt EU-tiltag. Det er et område, der ikke længere er så meget præget af konflikt, men der er god grund til at informere borgerne om dette program, som beskytter os alle i vores hverdag.
Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg er medlemmerne taknemmelig for deres kommentarer og deres støtte til Pericles-programmet, der har til formål at bekæmpe falskmøntneri. Falskmøntneri er politisk set en meget alvorlig forbrydelse, der ligesom ydmyger myndighederne, men kampen imod det står altid på.
Kampen mod forfalskning af euromønter i Den Europæiske Union har været relativt succesrig. Samarbejdet mellem Den Europæiske Centralbank, Europol og OLAF har også været relativt effektivt. Eurosedler er af ganske høj kvalitet. Men det formindsker ikke vigtigheden af at bekæmpe falskmøntneri. I mit tidligere arbejde har jeg haft lejlighed til at beskæftige mig med dette spørgsmål. Det vigtigste problem er altid de gader og mørke barer, hvor de forfalskede sedler bliver sat i omløb. Det forklarer, hvorfor man ikke finder femhundredeurosedler blandt de forfalskede sedler.
Et særligt spørgsmål drejede sig om Tyrkiet og Montenegro. Montenegro er et særligt problem. Det har euroen som officiel valuta. Det er ikke så meget et spørgsmål om falskmøntneri som om EU's pengepolitik. Jeg ved, at mine kolleger tænker på, hvordan de kan håndtere dette.
Tyrkiet har lovet gradvis at udfase de mønter, der i høj grad ligner euromønterne - jeg har besøgt Tyrkiet og drøftet dette med de tyrkiske myndigheder. At ændre produktionsprocessen tager noget tid, men i det mindste har de lovet at gøre det.
Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen.
16. Straffedomme afsagt i andre medlemsstater (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Panayiotis Demetriou for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets rammeafgørelse om hensyntagen til straffedomme afsagt i andre medlemsstater i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag (KOM(2005)0091 - C6-0235/2005 - 2005/0018(CNS)) (A6-0268/2006).
Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren for kvaliteten af hans betænkning og det udmærkede samarbejde. I øjeblikket tages der ikke meget, om noget, hensyn til domme, som er afsagt i andre medlemsstater. Det er ikke acceptabelt i et område, hvor der hersker frihed, sikkerhed og retfærdighed. Derfor er EU's mål dobbelt. For det første bør underretning om straffedomme cirkulere frit mellem medlemsstaterne, og for det andet bør det være muligt at bruge disse oplysninger uden for den medlemsstats territorium, hvor dommen er afsagt.
Det vigtigste mål med forslaget er at definere de betingelser, hvorunder en dom, der er afsagt i en anden medlemsstat, kan tages med i betragtning ved en strafferetssag, der drejer sig om noget andet. Da virkningerne i forbindelse med en tidligere dom kan være meget forskellige fra den ene medlemsstat til den anden, er det ikke hensigten med forslaget at harmonisere disse virkninger. Kerneprincippet - som jeg er helt enig i - er snarere et princip om assimilation, hvor målet er at sikre, at disse virkninger svarer til dem, der hidrører fra en tidligere national dom.
På linje med dette princip er forslaget ikke begrænset til forsøgsperioden, men dækker de forskellige stadier af strafferetsplejen, hvor den nationale lovgivning kan tage hensyn til tidligere domme. Det indbefatter stadiet forud for retssagen, hvor en tidligere dom f.eks. kan influere på beslutningen om tilbageholdelse forud for retssagen, såvel som stadiet efter retssagen, hvor det kan have en væsentlig virkning på fuldbyrdelsen af dommen.
Kommissionen støtter fuldt ud denne betænkning og ser frem til at samarbejde tæt med ordføreren.
Panayiotis Demetriou (PPE-DE), ordfører. - (EL) Hr. formand, forslaget om hensyntagen til tidligere straffedomme i EU indgår i den institutionelle regulering, som Kommissionen foretager som led i gennemførelsen af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere, og i denne forbindelse vil jeg gerne rose næstformand i Kommissionen, hr. Frattini, for den indsats, han gør for at gennemføre konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere.
Forslaget er endnu et skridt hen imod en udvidelse af det retslige samarbejde og udvikling af tilliden mellem medlemsstaterne på retsområdet. Det er endnu en foranstaltning til fremme af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser - både civilretlige og strafferetlige - som anses for at være en hovedhjørnesten i det retslige samarbejde i EU.
Det er nødvendigt at indføre princippet om hensyntagen til domme, så bekæmpelsen af kriminalitet kan blive mere effektiv, især da de gældende europæiske konventioner af 1959 og 1970 har vist sig ikke at være effektive nok.
Som forslaget er udformet, er det begrænset til regulering af materielle retslige spørgsmål. Reguleringen af de proceduremæssige spørgsmål indgår i det andet forslag, som er til behandling i Udvalget om Borgernes Rettigheder og er ved at blive behandlet med min kollega hr. Díaz de Mera som ordfører. Det forslag er den anden side af samme mønt. Med nærværende forslag fjernes administrative domme fra definitionen af en dom, da man i de fleste medlemsstater ikke registrerer dem i strafferegistrene, og fordi der ikke er homogene definitioner af, hvad en administrativ dom er. En dom afsagt af en domstol i en anden medlemsstat skal med hensyn til betydning og vægt ligestilles med dommen i den medlemsstat, hvor den nye straffesag finder sted. Såfremt der er tale om en dom for en forseelse, som ikke findes i den medlemsstat, hvor den nye sag behandles, tages der ikke hensyn til dommen. Med dette forslag fjernes den forvirring og usikkerhed, som der ville være, hvis man havde vedtaget det oprindelige forslag om selektiv hensyntagen til domme og overtrædelser, men medlemsstaten er stadig forpligtet til ikke at tage hensyn til domme i en anden medlemsstat, hvis det medfører tilsidesættelse af princippet om non bis in idem, reglerne om sletning af domme fra det nationale strafferegister og amnesti.
Som forslaget er udformet, mener vi, at det i tilstrækkelig høj grad tjener både princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og politikken om gradvis retslig ligestilling.
Det skal endnu en gang understreges, at denne foranstaltning, i lighed med andre lignende foranstaltninger, bygger på principperne om gensidig anerkendelse og tillid. Det er dog vigtigt, at Rådet hurtigst muligt godkender det vidtgående forslag om mindstekriterier i strafferetlige procedurer, som blev vedtaget for mange måneder siden i Europa-Parlamentet, og som vil styrke ovennævnte principper.
Hvorfor tøver Rådet med et så vigtigt spørgsmål?
Til sidst vil jeg sige, at jeg glæder mig over det finske formandskabs udtalelse forleden dag om at intensivere lovgivningsarbejdet og overvågningen af gennemførelsen af de afgørelser, der vedrører strafferetlige spørgsmål. Vi må håbe, at udtalelsen bliver omsat i handling.
Ιoannis Varvitsiotis, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! De sidste syv år har vi observeret en udvikling i redskaber som den europæiske arrestordre og overførsel af fængslede, som skal styrke den gensidige tillid mellem de nationale retsmyndigheder og udviklingen af en politik, der fører til strafferetlig konvergens.
Nu godkender vi Kommissionens forslag om at indføre et nyt system, på grundlag af hvilket medlemsstaterne i strafferetlige procedurer vil kunne tage hensyn til tidligere domme af den pågældende person, som er afsagt i en anden EU-medlemsstat. Tidligere domme, som er afsagt i andre medlemsstater, vil have samme gyldighed, som hvis de var afsagt i den medlemsstat, hvor den nye straffesag indledes. Jeg vil gerne tilføje en ting til de argumenter, der taler for nødvendigheden af denne foranstaltning, og som hr. Demetriou gjorde rede for, nemlig at dette er fuldstændig logisk, da tidligere domme er med til at forme lovovertræderens personlighed og spiller en rolle i udmålingen af straffen.
Til sidst vil jeg gerne rose ordføreren, som med sine ændringsforslag har formået at forene Rådets og Kommissionens holdninger, der var temmelig divergerende på nogle punkter. Jeg håber, at det finske formandskabs udtalelse ikke bliver ved ordene, men snart bliver ført ud i handling. Vi er nødt til at gå hurtigere frem, hvis vi vil harmonisere strafferetten.
Andrzej Jan Szejna, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Samtidig med at man tager hensyn til de forskelle, der i øjeblikket består mellem de nationale juridiske systemer, er det yderst ønskværdigt at fremme gensidig anerkendelse af domme mellem de forskellige medlemmer af EU.
Som allerede udtalt af Det Europæiske Råd i Tampere, er systemet med gensidig anerkendelse hjørnestenen i det juridiske samarbejde, både i civile sager og kriminalsager. Når det er tilfældet, er det af største betydning at få fastlagt det rette retsgrundlag, så en dom, der bliver afsagt i en medlemsstat, kan tages i betragtning ved nye strafferetssager mod samme person vedrørende andre forhold i andre medlemsstater.
Kommissionens forslag til en rammeafgørelse bør vedtages med ændringsforslag. Målet med princippet om gensidig anerkendelse er, at domme afsagt i andre medlemsstater får samme værdi og samme virkning som tidligere domme i samme medlemsstat. Det bør siges udtrykkeligt, at medlemsstaten ikke har pligt til at håndhæve de domme, der er afsagt i andre medlemsstater, men at den blot kan drage passende konklusioner af det tidligere tilfælde i den nye sag.
Desuden vil virkningerne af tidligere domme stadig være styret af national lovgivning i hver enkelt medlemsstat. Et princip om assimilering af domme afsagt i andre medlemsstater med domme i den enkelte medlemsstat bør fastlægges, sådan at den nationale lovgivning stadig kan drage passende konklusioner af dette princip. Men jeg må anse det for nødvendigt, at der tages hensyn til tidligere domme, hvis deres vægt i den anden vurdering er den samme som af en dom afsagt i den medlemsstat, hvor retssagen er indledt.
Desuden må der ikke tages hensyn til domfældelse for handlinger, der ikke er strafbare i den pågældende medlemsstat, ved straffesager i denne.
Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! I denne betænkning ser vi endnu et eksempel på den såkaldte gunstige krise, der giver EU mulighed for at presse på med yderligere politisk integration. Der er virkelig et problem. I London indrømmer hovedstadspolitiet, at det meste af den organiserede kriminalitet nu styres af en række etniske bander, mange fra EU-lande. Det er helt ud over de enkelte kriminelle, der er kommet til Det Forenede Kongerige for at udøve deres profession.
Det virkelige problem ligger i Det Forenede Kongeriges politik om åbne grænser og retten for EU-borgere til uhindret adgang til Det Forenede Kongerige, såvel som regeringens fuldstændige opgivelse af enhver kontrol med, hvem der kan og ikke kan komme ind fra et hvilket som helst sted i verden. Men den afgørende del af denne betænkning er henvisningen til Det Europæiske Råd i Tampere, der har til hensigt at gennemtvinge et europæisk retssystem over for Det Forenede Kongerige, og kommentaren: "Der er stadig lang vej igen, før retsvæsenet, hvad angår retspleje, bevisførelse og materielle bestemmelser, forvaltes på en mere eller mindre ensartet måde i EU's medlemsstater".
Ja, det er der virkelig, og måtte det længe forblive sådan. Storbritannien har habeas corpus - retten til en retssag med en jury og formodningen om uskyld, indtil skyld er bevist - og nogle af os i Storbritannien agter og ønsker, at vi skal beholde disse sikkerhedsforanstaltninger. Det Forenede Kongeriges Uafhængighedspartis reaktion på denne betænkning er "nej, ellers mange tak".
Marek Aleksander Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Den rammebeslutning, vi diskuterer, er særligt vigtig med hensyn til tilnærmelse og harmonisering af lovgivning. Jeg er enig med ordføreren i, at national lov bør være det eneste kriterium, der afgør, om og i hvilket omfang der bør knyttes retlige effekter til tidligere domme i udlandet.
Vi bør imidlertid ikke glemme grundlæggende principper som ne bis in idem, princippet om begrænsninger, amnesti eller fjernelse af registreringer fra det nationale strafferegister. Jeg mener derfor, at vi bør bibeholde artikel 4. Vi bør også understrege, at vi under straffesager i en medlemsstat ikke kan tillade, at domme i udlandet bliver taget med i betragtning, hvis de har at gøre med handlinger, som ikke er strafbare i den pågældende medlemsstat.
Jeg er enig med ordføreren i, at det bedste sted for de bestemmelser, der findes i artikel 6, er i forslaget om Rådets rammebeslutning om udveksling mellem medlemsstaterne af informationer om strafferegistre og deres indhold.
James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Som med mange andre harmoniseringsforslag fra EU er der en vis simplistisk og plausibel appel om gensidig anerkendelse af straffedomme i hele Fællesskabet. Men tag ikke fejl. Det er en del af den store plan om et integreret og EU-styret strafferetssystem, der nødvendigvis må kræve, at de nationale systemer er underordnede.
For mig er strafferetsplejen essentielt et nationalt spørgsmål, og det skal den forblive. Derfor glæder jeg mig over modstanden ved fredagens ministerrådsmøde mod yderligere afgivelse af det nationale veto. Jeg håber, det vil blive opretholdt.
Jeg er modstander af dette forslag ikke alene på grund af min modstand mod den store plan, som dette er en del af, men fordi det formindsker beskyttelsen af mine vælgere mod uretfærdighed.
Den grusomme erfaring, som britiske borgere har gjort i udlandet, bekræfter min opfattelse, at vi har meget at tabe ved integration af det strafferetlige system. Husk synet af de britiske plane spotters (flykiggere) i Grækenland. Husk den grufulde domfældelse af Kevin Sweeney i Holland. Hvorfor skal det være muligt, at miserable domme, som sikres ved ringere standarder end dem, der gælder i Det Forenede Kongerige, bliver brugt mod britiske borgere i deres eget land? Det siger jeg ikke bør være tilfældet. Derfor er jeg modstander af dette forslag.
I beskyttelsen af mine vælgere er mit slagord "britiske standarder for britiske borgere".
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen
17. Strategiske retningslinjer for samhørighed (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er henstilling fra Regionaludviklingsudvalget om forslag til Rådets beslutning om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed (11807/2006 - C6-0266/2006 - 2006/0131(AVC)) (Ordfører: Constanze Angela Krehl) (A6-0281/2006).
Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Lad mig begynde med på vegne af hr. Špidla og mig selv at sige, at vi glæder os meget over betænkningen om strategiske retningslinjer for samhørighed vedtaget af Parlamentets Regionaludviklingsudvalg den 11. september. I særdeleshed vil jeg gerne takke fru Krehl for hendes store arbejde med at udarbejde betænkningen og for det gode samarbejde, vi har haft i det sidste år om sagen.
Jeg har været taknemmelig for den støtte og de idéer, der er kommet fra Regionaludviklingsudvalget og Parlamentet i denne periode med hensyn til, hvad der måske er den vigtigste og mest innovative del af den nye samhørighedspolitik for 2007-2013. Gennem retningslinjerne forsøger vi at sikre, at Fællesskabets prioriteter bliver fuldt integreret i de nationale og regionale udviklingsprogrammer, som støttes af Unionen. Retningslinjerne søger at skabe en klar og konsekvent tilgang til støtte for vækst og job under den fornyede Lissabon-strategi. Jeg tror, at retningslinjerne har haft betydelig gavn af Parlamentets bidrag.
Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på de punkter, der er blevet tilføjet til dokumentet, siden Parlamentet udarbejdede sin betænkning i maj. De er vigtige i den forstand, at de afslører den politiske orientering, som ligger bag retningslinjerne. Punkterne trækker meget på forslagene i den betænkning, fru Krehl har udarbejdet. F.eks. henleder de opmærksomheden på vigtigheden af partnerskab (punkt 16), på infrastrukturens bidrag til konvergens (punkt 11), på lige muligheder og kampen mod diskrimination (punkt 15), på vigtigheden af udvikling, der er miljømæssigt bæredygtig (punkt 14), og territorial samhørighed og den bymæssige dimension (punkt 12).
Det er værd at notere, at Rådet og medlemsstaterne ved at vedtage disse punkter faktisk skriver et memorandum til sig selv om, hvordan det næste program bør styres. Det er helt klart meget vigtigt for os, nu hvor vi ser frem til forhandlingerne om programmet.
Ud over disse punkter, er teksterne i retningslinjerne blevet styrket på afgørende områder, der er af betydning for Parlamentet. I særdeleshed har vi anvendt mere opmærksomhed på territorial samhørighed. Dette indbefatter en stærkere ordlyd om det bymæssige spørgsmål. Vi har også udviklet teksten angående de tre initiativer - Jasper, Jeremy og Jessica - som De har støttet så stærkt. Dette bør bl.a. yde et bidrag til udviklingen af anvendelsen af partnerskaber mellem det offentlige og private i vores programmer, en af de ting, der anbefales i Deres betænkning om retningslinjerne. Der er mange andre områder, hvor jeg tror, at De vil finde, at Kommissionen har forsøgt at tage hensyn til Parlamentets ønsker.
Jeg ønsker ikke endnu en gang at opsummere indholdet af dokumentet, men måske vil det være ulejligheden værd, at vi minder os selv om visionen for den nye samhørighedspolitik, som de strategiske retningslinjer kan hjælpe os til at nå. Denne vision er centreret om økonomisk udvikling, som i stigende grad drives af lokale og regionale ressourcer, hvad enten det er innovative små eller mellemstore virksomheder, lokale menneskelige færdigheder eller akademiske institutioner. Denne vision drejer sig om at udvikle vores enestående system med regering på flere niveauer ved at bringe politikken tættere på det lokale og regionale niveau, tættere på befolkningen og tættere på det sted, hvor vækst og arbejdspladser genereres.
Jeg ved, at nogle af Dem har udtrykt et ønske om at få mere debat om strategiske retningslinjer, så jeg ser frem til at høre Deres opfattelse.
Constanze Angela Krehl (PSE), ordfører. - (DE). Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Europa-Parlamentet sætter med debatten i dag og afstemningen i morgen punktum for to og et halvt års arbejde med forberedelsen af lovgivningspakken for samhørighedspolitikken for 2007-2013. En samhørighedspolitik, som for første gang skal fungere med 25 eller 27 medlemsstater, idet de nye lande alle er samhørighedslande og har stor gavn af den fremtidige samhørigheds- og strukturpolitik. Med afstemningen i morgen vil vi gerne åbne mulighed for, at de operationelle programmer kan afsluttes, indgives og godkendes af Kommissionen i regionerne, og der dermed er sikret en hurtig påbegyndelse af projekterne i de dårligt stillede regioner i EU til næste år.
Jeg vil gerne takke varmt for det samarbejde, som har fundet sted i forbindelse med betænkningen om de strategiske retningslinjer. Kommissionen stillede et godt forslag, som vi i fællesskab har arbejdet på sammen med Kommissionen og Rådet, og vi har haft meget kontakt direkte til regionerne, det vil jeg gerne udtrykkeligt nævne her. De besøg, som jeg som ordfører har aflagt i Lissabon, Madrid, Bratislava, Prag, Stockholm og Helsinki, har ydet et vigtigt bidrag til kvaliteten af den betænkning, som vi derefter i fællesskab har vedtaget i udvalget og i plenum.
Det glæder mig meget, at de centrale punkter, som Europa-Parlamentet ville have med i retningslinjerne, i meget vidt omfang også kan genfindes i det dokument, som Rådet vedtog i august.
Det vigtigste punkt er nok den klare udtalelse om, at vi ønsker en bæredygtig udvikling af EU, at vi ikke kun har kortsigtede økonomiske mål for øje, men stræber efter en bæredygtig forbedring, bæredygtige bedre arbejds- og livsbetingelser, netop også i dårligere stillede og underudviklede regioner i EU. Derfor var det også meget vigtigt for os, at adgangen til midlerne under samhørighedspolitikken skal være diskrimineringsfri. I det nu foreliggende endelige dokument fastslås det endnu en gang udtrykkeligt, at handicappede, ældre mennesker og mennesker med migrationsbaggrund skal have adgang på lige fod med alle andre mennesker. Det er et vigtigt signal til borgerne i regionerne.
Vi har lagt vægt på at fastholde, at vi i EU ikke vil skabe hvilke som helst arbejdspladser, men at vi vil skabe kvalitativt bedre, fremtidsorienterede job. Dette hænger tæt sammen med forbedret uddannelse, forbedrede muligheder for at oprette forskningsinstitutioner samt muligheden for at knytte små og mellemstore virksomheder hurtigere og bedre til netop disse forskningsinstitutioners resultater. Alt dette har vi endnu en gang forankret i de strategiske retningslinjer.
Et meget vigtigt område for os - efter en lang og udførlig debat - er støtten til byerne og byområderne. Her bor 80 % af EU's befolkning. Derfor skal vi også koncentrere midlerne på dette område, ikke kun når det gælder skabelse af arbejdspladser, men også med hensyn til f.eks. udvikling af den trafikale infrastruktur eller forbedring af miljøsituationen i byerne.
Der er et punkt, som vi særligt har fremhævet, nemlig det territoriale samarbejde, som er vigtigere end nogensinde før i et EU, der er blevet større, så man kan lære af hinanden og skabe projekter i fællesskab. Så sent som i sidste uge så jeg under et arbejdsgruppebesøg i Ungarn, hvilke strategisk kloge forestillinger og idéer der opstår også i de nye medlemsstater. Måske kan en og anden region, som i årevis har fået samhørighedsmidler fra EU, tage ved lære af de nye medlemsstater. Men det kræver, at vi fortsat støtter det territoriale samarbejde.
Et andet punkt - og her taler jeg især også som koordinator for Den Socialdemokratiske Gruppe - er fremme af lige muligheder i EU, netop for kvinder og unge mennesker. De resultater, som vi har opnået i Fællesskabet med Equal, skal fortsat udnyttes, netværkene skal videreføres, også i den nye støtteperiode. Dette er også kommet med i retningslinjerne. Alt i alt kan vi i Parlamentet betragte forhandlingsresultaterne som en stor succes ikke kun for Parlamentet, men også for borgerne.
Ingen succes og intet kompromis kan leve uden et men, og der er naturligvis også et men ved retningslinjerne. Europa-Parlamentet har lagt stor vægt på at styrke samarbejdet med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. Det har ganske vist også fundet vej til retningslinjerne, i den betænkning, som Rådet til sidst vedtog, men desværre kun i en meget svækket form. Vi vil arbejde for, at Parlamentet igen tager ordet, når halvdelen af strukturstøtteperioden er gået, og i fællesskab reviderer disse retningslinjer. Det kommer til at handle om samarbejdet, og vi vil også undersøge meget nøje, om øremærkningen virkelig var en fornuftig opfindelse fra Rådets side, eller om det kun giver mere bureaukrati til de involverede. Hvis det sidste er tilfældet, vil vi kæmpe for at få det afskaffet igen, for Europa-Parlamentet er forpligtet og står til ansvar over for borgerne. Og denne pligt vil vi opfylde.
Jan Olbrycht, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne takke fru Krehl, ikke kun for hendes betænkning, men også for det hårde arbejde, hun har lagt i at udarbejde Europa-Parlamentets holdning. Parlamentets betænkning behandler Fællesskabets strategiske retningslinjer og er et fremragende eksempel på interinstitutionelt samarbejde.
Europa-Parlamentet har gennem arbejdet i Regionaludviklingsudvalget forsøgt at definere sine forventninger under den lovgivningsmæssige proces, og i dag kan vi sige, at der er blevet taget højde for næsten alle disse forventninger. Det er sandt, at der er et misforhold mellem de strategiske retningslinjer, som de præsenteres i dag, og den tidligere offentliggjorte liste over udgifter til Lissabon-strategien, som senere blev medtaget som bilag til forordningen. Ikke desto mindre mener Parlamentets medlemmer, at vi bør støtte den endelige version af de strategiske retningslinjer, da de opfylder vores forventninger.
Man kunne sige, at for medlemsstaterne udgør de strategiske retningslinjer et internt sammenhængende grundlag for at planlægge gennemførelsen af samhørighedspolitikken. Da medlemsstaterne først vedtog disse retningslinjer ved hjælp af et rådsdirektiv, må vi håbe, at de enkelte medlemsstater vil være indstillet på at gennemføre dem. En indikator for de nationale regeringers beslutning vil f.eks. være deres anvendelse af retningslinjen om at styrke byernes rolle i planlægningsfasen og gennemførelsen af integrerede genopretningsprogrammer. De strategiske retningslinjer er uundværlige for at skabe en ramme for at gennemføre samhørighedspolitikken mellem 2007 og 2013. Derfor mener jeg, at Parlamentet bør støtte dette forslag, som tager højde for Europa-Parlamentets forslag.
Stavros Arnaoutakis, for PSE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg kan kun udtrykke tilfredshed og har kun ros til ordføreren for betænkningen, fordi der er vigtige spørgsmål, som Europa-Parlamentet havde lagt vægt på, og som både Rådet og Kommissionen har accepteret. I forhold til den oprindelige tekst kan jeg nævne forbedringen af retningslinjerne for princippet om bæredygtig udvikling i strukturfondenes og Samhørighedsfondens interventioner, ligestilling af mænd og kvinder og ikkeforskelsbehandling på grund af køn, race, etnisk oprindelse, religion og handicap - hvor der lægges vægt på handicappedes adgang til alle faser i forberedelsen og gennemførelsen af programmer og projekter - vægt på den bymæssige dimension og indbyrdes forbindelser mellem byer og landbrugsområder samt partnerskabsforhold generelt.
For os er det en vigtig faktor for programmernes succes, hvor meget alle de involverede instanser - på regionalt og lokalt plan - vil blive inddraget i planlægningen og gennemførelsen, især arbejdsmarkedets parter og de lokale myndigheder. Det er en meget vanskelig udfordring, når man opstiller som mål at opnå økonomisk og social samhørighed i den nye planlægningsperiode, samtidig med at skævhederne vokser i det udvidede EU, og midlerne til at gennemføre samhørighedspolitikken bliver færre.
De strategiske retningslinjer er et vigtigt middel hen imod en mere givtig og mere målrettet fordeling af midlerne. Samtidig styrker de det strategiske indhold i samhørighedspolitikken og skaber rammerne for synergi med Lissabon-strategien.
Vi står ved indgangen til en ny epoke for samhørighedspolitikken. Jeg vil udtrykke det således, at samhørighedspolitikken i den nye planlægningsperiode, også med henblik på midtvejsevalueringen, skal bevise, at den er nødvendig og bør fortsætte. Alt det, jeg har nævnt, vil sammen med andre kvalitetsmæssige egenskaber, som Parlamentet har indført enten i forordningerne eller i retningslinjerne, være det, som vil bidrage til at nå målsætningerne. Medlemsstaterne og regionerne bør tage højde for dette både ved udarbejdelsen af de nationale strategiske referencerammer og de operationelle programmer. En korrekt gennemførelse og tilsyn med gennemførelsen er noget, der vedrører os alle.
Jean Marie Beaupuy, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg tilslutte mig kollegernes tak til fru Krehl for det arbejde, hun har gjort, og takken til fru Hübner for det gode forhold, vi har haft til Dem og alle Deres tjenester i de måneder, der har ført frem til afstemningen i morgen. Det vil ikke overraske nogen, hvordan vores gruppe stemmer, vi skal naturligvis vedtage denne tekst, og det skal vi gøre af mindst to grunde. For det første tager den højde for ikke bare de fleste anmodninger fra vores gruppe, men også, tror jeg, for anmodningerne fra de fleste af os. For det andet har denne sag stået på meget længere end planlagt, og derfor er det vigtigt, at vi vedtager denne tekst.
Jeg har fire kommentarer. For det første vil jeg gerne påpege over for Dem - som andre medlemmer allerede har gjort ved flere lejligheder - at der i artikel 1 i den tekst, der blev vedtaget den 18. august i Rådet, sort på hvidt står "at fungere som en vejledende ramme for medlemsstaterne", fru kommissær. Jeg ved godt, at det som tingene står betragtes som dårlig tone at ville pålægge de 25 stats- og regeringschefer direktiver, som kommer fra Kommissionen eller Parlamentet. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at vi gerne havde set nogle lidt mere bindende elementer i denne tekst. Som nogle af medlemmerne har sagt, bl.a. fru Krehl, så vil vi ved midtvejsevalueringen formulere de nødvendige synspunkter for at ændre de egenrådige veje, man måtte have valgt.
For det andet må jeg understrege motivationen for disse strategiske retningslinjer. Mine aktuelle kontakter taler om en teknostruktur i Bruxelles og et Parlament, der vedtager strategiske retningslinjer. Det er alt sammen meget kompliceret. Folk glemmer for hurtigt, alt for hurtigt, at det faktisk er takket være disse strukturfonde og disse retningslinjer, at vi tidligere - med Portugal, Spanien og Irland - har opnået vigtige resultater, og det er sket til gavn for de mennesker, som levede under ugunstige forhold i tilbagestående regioner. De glemmer, at vores forpligtelse til solidaritet, som i dag udtrykkes i denne samhørighedspolitik, er udarbejdet for at give alle samfundene og hver eneste indbygger i de dårligt stillede regioner adgang til samme goder som mennesker i de mere velstående regioner.
Jeg vil kort nævne, at jeg er meget glad for den fleksible model, som annonceres straks fra begyndelsen af denne tekst. Det er en model, som tager højde for hver enkelt regions styrker og svagheder, og som tillader, at der især lægges vægt på transport, miljø og energi.
Endelig glæder det os, ligesom vores kolleger fra intergroup, som allerede har fremhævet dette punkt, at teksten understreger byernes betydning. Jeg var selv i Tyskland for få dage siden, og jeg kan derfor sige - og mine tyske kolleger må korrigere mig, hvis jeg tager fejl - at 90 % af den tyske befolkning bor i byer med over 2.000 indbyggere. I den fremsendte tekst fremhæves byernes betydning. Det, jeg gerne vil sige, er, at bortset fra ordene, bortset fra de beløb, som bliver afsat til samhørighedsfonden, så vil der også være midler til at bruge fonden.
Fru kommissær, i Deres meddelelse om samhørighedspolitik og byerne har De afsat særlig plads til den integrerede model. I denne fase af debatten vil jeg gerne sige, at vi fortsat skal være meget opmærksomme og frem for alt sikre, at gennemførelsen af de integrerede modeller ikke kun kommer til at berøre byerne i snæver forstand, men også samfundene omkring byerne. Vi diskuterede denne sag over frokosten med min kollega fru Bourzai, som er til stede i Parlamentet. Det er ikke kun byen, der tæller, det er alt det land, der omgiver den, inden for en radius på 10, 20, 50 eller 100 km, hvor folk lever sammen til daglig. Hvis folk skal leve harmonisk sammen, må de forskellige aspekter som transport, samfund og uddannelse forbindes effektivt med hinanden.
Jeg vil slutte med at sige, at aktørerne også skal have gode forbindelser til hinanden. Det gælder aktørerne på nationalt, regionalt, lokalt og andre niveauer. Ligesom et orkester med sine violiner og pianoer har brug for en dirigent for at kunne spille godt, vil vi sikre, at der findes en god dirigent for alle disse projekter, én som kan gøre samhørighedsfonden til en succes.
FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH Næstformand
Bairbre de Brún, for GUE/NGL-Gruppen. - (Taleren talte irsk)
Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for så ofte at komme i Parlamentet for at drøfte sine forslag med os. Jeg vil i særdeleshed gerne takke fru Krehl for hendes arbejde med at tilføre Kommissionens oprindelige forslag nogle forbedringer, særlig med hensyn til partnerskab, byernes og deres oplands rolle, det civile samfund, adgang for handicappede og miljøet. Men jeg må gentage de bekymringer, som jeg gentagne gange har givet udtryk for, angående øremærkning, hvilket stadig er centralt for Kommissionens retningslinjer. Det har været og vil fortsat blive brugt på medlemsstatsniveau til at nedjustere meget af, hvad Parlamentet har forsøgt at udrette, og hvad folk har talt om her til aften. Det støtter Lissabon frem for Göteborg og nogle elementer i Lissabon mere end andre.
I Irland er der i øjeblikket en anden grund til bekymring, der ikke har noget med retningslinjerne at gøre, som jeg vil benytte denne lejlighed til at nævne. Nemlig at finansieringen i det kommende "fredsprogram" vil blive fordelt på en måde, der ikke svarer til bestræbelserne på og bestemmelserne om lighed. Jeg håber at tale mere med kommissæren om dette.
(Taleren fortsatte på irsk)
Vi må huske de oprindelige grunde til disse midler og programmer og se på dem igen ved midtvejsevalueringen. Som hr. Beaupuy mindede os om, har vi i Irland i både Nord og Syd oplevet store fordele og store fremskridt ved hjælp af disse fonde. Vi må huske vores solidaritet og lade andre områder få adgang til at gøre det samme i fremtiden.
Mieczysław Edmund Janowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil lykønske fru Krehl med hendes arbejde. Vi har i dag her i Parlamentet drøftet Rumæniens og Bulgariens optagelse i EU. I forbindelse med denne udvidelse vil jeg fremhæve en erklæring i indledningen til Rådets afgørelse. Den lyder som følger: Udvidelsen af Den Europæiske Union til at omfatte 25 medlemsstater er en enestående lejlighed til at styrke både den økonomiske konkurrenceevne og den interne samhørighed i Den Europæiske Union.
Vi skal selvfølgelig også være bevidst om, at der endnu i dag er store forskelle med hensyn til velstand og udviklingshastigheden i visse regioner. Vi kan imidlertid allerede nu knap 28 måneder, efter at 10 nye medlemsstater er blevet medlem af EU, konstatere, at selv de fattigste regioner udvikler sig i et betydelig hurtigere tempo, og at de nu har en ret høj vækstrate. Jeg taler som borger fra et af disse områder, nemlig Podkarpacie-regionen i det sydøstlige Polen.
Ordet samhørighed betyder ikke homogenitet eller ensartethed, men det betegner snarere en tilstand, hvor en given struktur forbliver et egentligt hele uden interne spændinger eller sprækker. Dette er min opfattelse af EU's samhørighedspolitik. Aktiviteter, der iværksættes som led i bestræbelser på at fremme solidaritet mellem lande og nationer i Fællesskabet, bliver hurtigere gennemført og mere vellykkede, hvis der er større makroøkonomisk stabilitet, og der gennemføres vigtige strukturændringer på en mere effektiv måde.
Det er derfor vigtigt at definere principperne for samhørighed for hele EU og samordne dem med de strategiske referencerammer, de enkelte lande skaber. Derfor bør vi glæde os over, at formålet med samhørighedspolitikken for 2007-2013 er at yde økonomisk støtte til de mindst udviklede områder, samtidig med at det også prioriteres at fremme økonomisk vækst og øget beskæftigelse. Det glæder mig, at der er lagt vægt på samhørighedspolitikkens territoriale dimension, da den sigter på at skabe balance mellem udviklingen af byområder og landdistrikter samt regioner med særlige karakteristika.
Det bliver meget vigtigt at anvende finansielle instrumenter fornuftigt, og derfor kommer midtvejsevalueringen til at spille en væsentlig rolle. Vi bør betragte vores aktiviteter i Europa på længere sigt. Jeg mener derfor, at vi skal puste nyt liv i Lissabon-strategien. Vi skal fremme innovation på alle områder, hvor det er muligt, vi skal basere vores økonomi på viden og uddannelse, og vi skal tilskynde til iværksætterånd uanset de berørte virksomheders størrelse. Disse strategier vil sikre succes. Vi må imidlertid ikke glemme, at vi med vores handlinger skal behandle mennesker som individer, som familiemedlemmer, medlemmer af lokale og regionale samfund, som statsborgere i bestemte lande og som borgere i hele Fællesskabet. Dette gælder også handicappede. Det er derfor meget vigtigt at tage hensyn til den demografiske dimension af samhørighedspolitikken.
Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Med betænkningen fra fru Krehl, som jeg gerne vil rose for den indsats, hun har gjort, færdiggør vi lovgivningen i forbindelse med strukturfondene i perioden 2007-2013 og fører tingene ud i livet, dvs. gennemfører lovgivningen.
Spørgsmålet er imidlertid, om den lovgivning, vi har vedtaget, er den bedste. Mit svar er nej! Efter min opfattelse kunne den være meget bedre. Men på baggrund af den balance, der er i EU - som vores lande er medlemmer af - med 25 stater kan jeg sige, at det er den bedst mulige lovgivning. Derfor står vi nu over for den udfordring, at vi skal se, ikke kun hvordan medlemsstaterne og regionerne vil bære sig ad med at udnytte de 308 milliarder, der står på samhørighedsbudgettet, men også hvad de vil bruge alle disse penge til. Og i denne forbindelse er de strategiske retningslinjer, vi taler om i dag, vigtige, fordi de netop drejer sig om indholdet i samhørighedspolitikken. Hvor skal pengene ledes hen? Hvad er de prioriterede områder? Og det er naturligvis helt korrekt at kæde samhørighedspolitikken sammen med Lissabon-strategien, sådan som det også kommer klart til udtryk i retningslinjerne. Det ville måske være mere korrekt, hvis sammenkædningen blev mere klar og konkret, eller hvis Lissabon-strategien fik en mere snæver definition, så den dækker nogle områder, som virkelig er førende sektorer af betydning for EU's økonomi.
Under alle omstændigheder er ansvarets time nu kommet. Ansvarets time for Kommissionen, ansvarets time for medlemsstaterne, især de 10 nye medlemsstater, som hurtigt skal tage ved lære og finde ud af, hvordan EF-støtterammerne fungerer, men også for os, hvad angår kontrol.
Vores arbejde slutter ikke i dag. Jeg vil snarere sige, at det er nu, det begynder.
Bernadette Bourzai (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil begynde med at takke vores kollega, fru Krehl, for og lykønske hende med hendes betænkning, og særlig hendes første initiativbetænkning, som har gjort det muligt for Parlamentet på ret tidligt tidspunkt at give udtryk for sin holdning til retningslinjerne for samhørighed med det formål at blive hørt og få indflydelse på den anden udgave, som Kommissionen har foreslået, og som vi er i færd med at drøfte.
Det skal understreges, at proceduren har været lidt overraskende. Selv om vi endnu ikke havde vedtaget de strategiske retningslinjer på fællesskabsplan, var medlemsstaterne allerede i gang med at forberede sig på at tilpasse dem nationalt. Det må indrømmes, at medlemsstaterne var drevet af et berettiget ønske om at anvende de nye strukturfonde fra 2007, men dette indebærer en risiko for, at der kommer til at mangle overordnet overensstemmelse.
Reformen af regionalpolitikken fandt ganske vist sted ikke blot i den vanskelige forbindelse med udvidelsen og fornyelsen af de finansielle overslag, men også i forbindelse med genoplivelsen af Lissabon-strategien, hvilket tydeligvis gav målsætningerne en anden retning. Det er imidlertid ikke nok at målrette dem udelukkende mod innovation, den videnbaserede økonomi, konkurrenceevne og iværksætterånd til at sikre målene om territorial samhørighed og bæredygtig udvikling. som efter min mening skal have den højeste prioritet.
Jeg beklager særlig, at øremærkningen af bevillingerne til Lissabon-målene sammen med klassificeringen af udgifter ikke er gjort betinget af Parlamentets tilslutning. Jeg beklager også, at samhørighedspolitikkens territoriale dimension ikke i tilstrækkelige grad er blevet taget i betragtning som en strategisk retningslinje, selv om jeg har taget udviklingen i forbindelse med bypolitik til efterretning. Jeg er imidlertid bekymret over hullerne og manglerne i forbindelse med bymiljøet, til hvilket midlerne ikke er særlig …
(Formanden afbrød taleren)
Alfonso Andria (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med EU's strategiske retningslinjer definerer vi samhørighedspolitikkens principper og prioriteringer og foreslår nogle instrumenter, der giver de europæiske regioner mulighed for at få det fulde udbytte af de 308 milliarder euro, der er sat af til nationale og regionale bistandsprogrammer i de næste syv år.
Jeg vil navnlig komme ind på en afgørende faktor for samhørighedspolitikkens effektivitet, nemlig kvaliteten af partnerskabet mellem alle de aktører på lokalt og regionalt plan, der deltager i programmernes udarbejdelse og gennemførelse. Strategier, der udtænkes så tæt som muligt på borgerne, skal nemlig udgøre en integreret del af den indsats, der tager sigte på at fremme vækst og beskæftigelse. De små og mellemstore virksomheders rolle, nødvendigheden af at tilfredsstille det lokale behov for kompetencer, fællesskabernes betydning og behovet for lokale innovationscentre er så vigtigt, at det de fleste gange er nødvendigt at starte fra neden.
Inddragelsen vedrører ikke kun økonomien, men også borgernes mere direkte indsats via partnerskab og styringsmekanismer på de forskellige niveauer, som samhørighedspolitikken administreres inden for, så vi når EU's vækst- og beskæftigelsesmålsætninger. Et tættere samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder er afgørende for definitionen af en samhørighedsstrategi, hvor EU-prioriteringerne tages op i en national og regional sammenhæng, og også for de gavnlige følgevirkninger, som den kan få i marken via gennemførelsen af et operativt program.
Jeg vil desuden gerne lykønske fru Krehl, som på sin sædvanlige dygtige og kompetente måde har sat gang i debatten om et så vigtigt emne som det, denne henstilling drejer sig om.
Det glæder mig, fru kommissær, at der i de strategiske retningslinjer er taget behørigt højde for det store stykke arbejde, som Parlamentet har udført i de sidste to år. Det er et resultat, der efter vores mening er meget vigtigt og betydningsfuldt. Der er nemlig taget hensyn til nogle vigtige spørgsmål, som parlamentsmedlemmerne har fokuseret på, og som er blevet overvejet i Parlamentets kompetente udvalg og drøftet her på plenarmødet.
Til sidst vil jeg sige, at jeg håber - eller rettere er sikker på - at parlamentsmedlemmerne vil stemme for denne lovgivningsmæssige beslutning og dermed belønne det store arbejde, der er blevet gjort i den forbindelse.
Rolf Berend (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Allerførst vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse og mine lykønskninger til fru Krehl for denne vigtige byggesten i de kommende års samhørighedspolitik. De strategiske retningslinjer skal jo supplere strukturfondsforordningen og støtte de nationale og regionale myndigheder i programplanlægningen. Det er her, den politiske prioritering af de forestående investeringer fastsættes.
De nye strategiske retningslinjer koncentrerer sig helt rigtigt mere om vækst og arbejdspladser end hidtil, idet vægten ligger på viden- og informationssamfundet, virksomhedsinitiativ og beskæftigelse. Med andre ord handler det her primært om Lissabon-strategien, men jeg vil gerne understrege, at det aldrig sker som et mål i sig selv, men inden for samhørighedspolitikken altid med det formål at opfylde målet om en stærkere økonomisk samhørighed og en fælleseuropæisk konkurrenceevne. I denne forbindelse skal der også i disse retningslinjer. tages højde for støtte til enkelte virksomheders investeringer gennem tilskud specielt til små og mellemstore virksomheder.
Man må imidlertid fortsat udtrykke bekymring over de store forvaltningsudgifter inden for den europæiske strukturpolitik, som desværre ikke bliver forringet væsentligt med bestemmelserne i disse retningslinjer. Jeg vil også gerne understrege, at de begrænsede midler, vi har til rådighed, ikke bare skal anvendes intelligent, effektivt og koncentreret, også den private samfinansiering på projektniveau skal tillægges stor betydning. Desværre anvendes offentlig-private partnerskaber alt for sjældent i forbindelse med strukturfondene, ikke mindst fordi de juridiske forhold er uafklarede. Der må nu hurtigst muligt gøres alt for at give landene mulighed for snart at indsende deres operationelle programmer og frem for alt få en ubrudt overgang til den nye støtteperiode.
Iratxe García Pérez (PSE). - (ES) Hr. Formand! Fru kommissær, jeg vil gerne begynde mit indlæg med at gentage takken for fru Krehls indsats, som har gjort det muligt for os at opnå en fælles holdning i Parlamentet, hvilket utvivlsomt har forbedret indholdet i disse strategiske retningslinjer væsentligt. På denne måde bliver det muligt for de europæiske regioner at få størst muligt udbytte af den budgetbevilling, der er afsat hertil, og vi har foreslået et grundlag for de nationale strategiske rammer, dvs. en bestræbelse på at opnå balance mellem vækst og territorial samhørighed.
Vi må ikke glemme, at Europa består af en bred vifte af regioner, der har mange lighedspunkter, men som også er meget forskellige på andre punkter, og som vi skal være opmærksomme på, når vi taler om samhørighed. Der er bymiljøer og landbomiljøer, hvor landbruget er det vigtigste erhverv, der er fjerntliggende regioner, øer og områder, der lider under affolkning. Samhørighedspolitikken skal kort sagt målrettes mod at fjerne de specifikke vanskeligheder i de enkelte regioner og på denne måde sikre dem de samme muligheder.
Inden for rammerne af de strategiske retningslinjer er der således medtaget nogle anbefalinger, som det er vigtigt at understrege, nemlig skabelse af flere og bedre arbejdspladser, innovation og videnøkonomi, som bidrager til at fjerne den digitale kløft, miljøinvesteringer, der sikrer bæredygtighed og forvaltning af naturrigdommene, infrastrukturer til transport og tilgængelighed, der giver samme muligheder til de personer, der behøver det, f.eks. ældre, handicappede og kvinder. Det er meget væsentligt, at disse elementer er blevet indarbejdet med henblik på en ordentlig gennemførelse af samhørighedspolitikken, der sikrer, at vi kan nå de oprindelige mål.
Endelig bør vi påpege, at der er blevet taget hensyn til princippet om deltagelse i udformningen af den europæiske politik. På denne måde har vi et grundlag for at mobilisere det økonomiske vækstpotentiale, der findes i alle regionerne, med en samhørighedspolitik, der forbedrer den geografiske ligevægt i den økonomiske udvikling og øger væksten i EU som helhed, og som kort sagt lægger grunden til et mere sammenhængende og solidarisk Europa.
Ambroise Guellec (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Der er ikke megen tvivl om udfaldet af afstemningen i morgen om de strategiske retningslinjer, som sandsynligvis får støtte fra næsten hele Parlamentet. Jeg tror ligesom mange andre her i Parlamentet, at ordførerens arbejde har noget at gøre med dette.
Det er imidlertid som bekendt ret sent på dagen at tale om dette her og nu. De fleste lande er allerede godt i gang med at udarbejde de operationelle programmer. Det er selvfølgelig resultatet, der interesserer os. Hvad kommer EU's regionalpolitik, som udgør næsten 40 % af fællesskabsbudgettet, i virkeligheden til at gavne: Lissabon-strategien, territorial samhørighed eller begge? Forhåbentlig bliver den til gavn for begge.
Jeg synes under alle omstændigheder, at det princip, som Parlamentet ikke blev hørt om, nemlig øremærkning, som hovedsagelig vedrører de gamle medlemsstater, er et af de mest teknokratiske og efter min beskedne mening utvivlsomt et af de mindst intelligente principper, der nogensinde er udtænkt i EU. Det er en kombination af to teknokratier, nemlig Kommissionens teknokrati, hvis evner på dette område er kendt, og medlemsstaternes teknokrati, som er lige så forskelligt, som det er udviklet. Hvad kommer der ud af dette? Vi kan stadig håbe det bedste, men vi er nødt til at vente på, at Kommissionen gennemgår de operationelle programmer, som medlemsstaterne har indsendt, og dette vil tage flere måneder.
Jeg håber, at disse programmer først og fremmest opfylder behovene og ønskerne hos bybefolkningen og landbefolkningen, som de finder anvendelse på. Hr. kommissær! Vi ved, at De er opmærksom på disse velbegrundede bekymringer. Vi håber, at De kan overbevise Deres samtalepartnere og kolleger om dette.
Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand! Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed er et af de vigtigste dokumenter til planlægning af strukturfondsudgifter i EU-medlemsstaterne. I dette dokument beskrives de væsentligste retningslinjer for lande, der ansøger om støtte fra Samhørighedsfonden fra 2007 til 2013. Retningslinjerne tilvejebringer det grundlag, den enkelte medlemsstat har brug for med henblik på at udarbejde en strategisk referenceramme for nationale udviklingsprioriteter. Retningslinjerne vil medvirke til, at de fremtidige foranstaltninger under samhørighedspolitikken målrettes mod at øge konkurrenceevnen, således at den økonomiske vækst og beskæftigelsen fremmes.
For at nå dette mål skal EU primært fokusere på viden, innovation og investering i menneskelig kapital samt arbejde på at udrydde forskelle mellem udviklingsniveauerne i bestemte regioner. Det er en hovedopgave at anvende de midler, der er til rådighed, effektivt, og det omfatter foranstaltninger såsom at fremme partnerskabsprogrammer mellem den offentlige og den private sektor, særlig på lokalt niveau. Det er også yderst vigtigt at være særlig opmærksom på bydimensionen, da det er i byer og bymæssige områder, at problemer såsom kriminalitet, social udstødelse, forurening eller tung trafik mærkes mest.
Parlamentet burde være tilfreds med den nuværende udgave af de strategiske retningslinjer. Vi kan nu kun håbe, at medlemsstaterne vil være i stand til effektivt at gennemføre samhørighedspolitikken på grundlag af disse retningslinjer.
Til sidst vil jeg lykønske ordføreren, fru Krehl, med et meget grundigt udarbejdet dokument.
Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Også jeg roser Krehl-betænkningen og de resultater, som nu er optaget i direktivet. Det gælder også for de resultater, som fru Hübner har opnået i de forløbne to et halvt år i debatten på europæisk plan. Jeg er tilhænger af øremærkning. Det må vi gerne indrømme her i Parlamentet, og det er jeg den første, der gør. Men det betyder også, at vi kan forhindre, at forskellige dele af politikken bliver uforpligtende og splittet. Vi opdaterer hermed samhørighedspolitikken og optager den i ny dagsorden, nemlig Lissabon-dagsordenen.
Hovedvægten forskydes fra mindre beton og mindre asfalt til uddannelse af vores folk i vidensamfundet. Vi må fokusere på en skarp konkurrence, som i de kommende 20 år finder sted på verdensplan. Parlamentets rolle står centralt i den nye periode, med en midtvejsevaluering i 2009-2010. Det bliver spændende, når landbruget afvejes mod samhørighedspolitikken og mod Europas eksterne rolle i verden. Fokus vil i endnu højere grad komme til at ligge på politikkens merværdi. Det er på grund af denne rolle, at også jeg var med til at støtte De Grønnes ændringsforslag om en større rolle til Parlamentet ved justeringen i udvalget.
Jeg spørger også nu kommissæren og Kommissionen, om vi vil få tilstrækkelig information til at kunne føre en ordentlig debat om den nye finansielle prioritering for 2013-2020. Jeg beder Dem om at informere os om, hvad de nationale stater nu gør. Jeg fornemmer, at medlemsstaterne tøver med at rapportere tilstrækkeligt, og jeg synes, det er en skændsel. De får midlerne og bør derfor reagere passende.
Den nye syntese for den nye periode og de nye finansielle forhold kræver faktisk en stærkt justeret politik og en permanent rolle for regionerne og byerne i samhørighedspolitikken.
Jamila Madeira (PSE). - (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Forslaget til beslutning om de strategiske retningslinjer for samhørighed, som vi er blevet opfordret til at give vores tilslutning, og som skal tjene som grundlag for udformningen af nationale strategiske referencerammer, forekommer mig at være en fremragende hensigtserklæring til Rådet, som vi skylder Constanze Krehls store indsats. Disse strategiske retningslinjer bekræfter med al tydelighed, at Europa skal koncentrere sig om at nå Lissabon-strategiens mål, som jeg naturligvis lægger overordentlig stor vægt på, med hensyn til såvel beskæftigelse og vækst som fremme af innovation og videnøkonomi.
Når vi med vores nuværende større dimensioner skal forsøge at besvare EU's internationale udfordringer, må vi særlig bestræbe os på altid at sikre, at alle inddrages i denne indsats, arbejdsmarkedets parter, ngo'er, kommuner og regioner. Vi er i dag en enorm gigant med store ambitioner, og vi må ikke overse nogen dele af territoriet, for at vi skal nå de mål, som vi sætter os.
Vi skal bevise, at vores samfunds typiske flerlagsmodel er tilstrækkelig stærk. Fuld beskæftigelse, kvalificeret arbejdskraft, livslang læring og øget produktivitet er afgørende for, at økonomisk, social og regional samhørighed bliver til virkelighed i EU. For at det skal lykkes, må vi i fællesskab bestræbe os på, at det skal komme alle til gode.
Der lægges i betænkningen behørig vægt på, at der skal satses på innovation og på forskere, så de ikke forlader Europa, og på at oprette højt kvalificerede centre som afgørende forudsætninger for regionernes og medlemsstaternes økonomiske udvikling.
Der er stigende forståelse for, at videncentrene bør decentraliseres fra de store befolkningscentre til de mindre befolkede områder, der kan tilbyde disse videncentre fremragende etableringsbetingelser.
Antonio De Blasio (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Fællesskabets strategiske retningslinjer for de kommende syv år, der ligger foran os, er et vigtigt skridt, og de kan særlig være nyttige til at forme medlemsstaternes samhørighedspolitik, som vil betyde et mere forenet og sammenhængende EU for os alle i løbet af et par år.
Parlamentet er så hurtigt som muligt gået i gang med at udarbejde Fællesskabets strategiske retningslinjer, og det er nu op til medlemsstaterne at udfærdige de bedst mulige, mest troværdige og lettest gennemførlige nationale udviklingsplaner og at fremsende dem til EU.
Jeg vil gøre opmærksom på et par aspekter i dokumentet, som ikke tidligere blev understreget, og som derfor ikke udgjorde den samme tilskyndelse, da medlemsstaterne udarbejdede deres egne udviklingsplaner. Jeg vil først nævne den del af dokumentet, i hvilken de forskellige civile og faglige organisationers brede deltagelse og engagement fremhæves, og hvor der opfordres til at give alle lige meget at skulle have sagt i forbindelse med udarbejdelsen af medlemsstaternes nationale udviklingsplaner.
At sundhed i dokumentet betragtes som en økonomisk værdi og en drivkraft til udvikling, er et stort fremskridt, og der anbefales den samme strategi til udarbejdelse af nationale udviklingsplaner. I dag betyder sundhed ikke længere blot at forbedre sundhedsplejesystemet eller at sikre lettere adgang til det, men det omfatter at skabe flere og bedre job, målene om bæredygtig udvikling samt princippet om lige muligheder, der allerede er blevet nævnt. Opmærksomheden på at øge gennemsigtigheden i og regnskabspligten for EU-støtte er et meget stort fremskridt, og det styrker således tilliden blandt medlemsstaterne.
Vi ved alle, at det er et kæmpearbejde at udfærdige et sådant dokument. For mit vedkommende kan jeg kun takke ordføreren, fru Krehl, og skyggeordføreren, hr. Olbrycht, for og lykønske dem med det fremragende arbejde.
Brigitte Douay (PSE). - (FR) Hr. formand! At reducere forskellene mellem regioner, og særlig grænseregioner, er en stor udfordring i forbindelse med Fællesskabets strategiske retningslinjer. I betragtning heraf bør vi lægge vægt på aktioner, som har en langsigtet virkning, f.eks. aktioner, der gennemføres ikke blot inden for transport- og miljøsektoren, men også i forbindelse med Lissabon-strategien, vedrørende støtte til SMV'er og det grænseoverskridende arbejdsmarked.
Det er imidlertid beklageligt, at de grænseregioner, som underbygger regionalpolitik, i denne søgen efter afbalanceret udvikling af og til udgør meget forskellige enheder med hensyn til størrelse og befolkning, og der kan være store forskelle forbundet med den statistiske nomenklatur. Dette kan medføre, at der tildeles forskellige beløb fra strukturfondene, og der er således en stor risiko for, at en styrkelse af disse grænseregioners konkurrenceevne, som er en af samarbejdsprioriteterne, kan udvikle sig til en skarp konkurrence mellem naboregioner. Den skæve udvikling, der kunne blive resultatet på begge sider af grænserne, kunne komme til at skade EU's samhørighedspolitik, selv om et af målene med denne politik er at mindske de negative virkninger af at have grænser.
Hvordan kan vi i dette tilfælde få de berørte borgere til at erkende merværdien ved EU? Det er derfor af afgørende betydning, at vi skaber de ideelle betingelser for en afbalanceret grænseoverskridende økonomisk og social udvikling og lægger særlig vægt på programmer, der sigter på at gennemføre dette grænseoverskridende samarbejde.
Jeg vil slutte med at takke fru Krehl for hendes betænkning og frem for alt for hendes grænseløse entusiasme i forbindelse med gennemførelsen af en form for varig samhørighed.
Jim Higgins (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over de strategiske retningslinjer om samhørighed og de tre prioriterede områder, der er blevet udpeget. Som alle andre vil jeg gerne komplimentere ordføreren, fru Krehl.
Som irsk medlem af Parlamentet, og da jeg kommer fra en økonomi, som på 15 år er blevet ændret fra den svageste i EU til en af de stærkeste, vil jeg gerne anerkende den uhyre rolle, som samhørigheds- og strukturfondene har spillet ved at afstedkomme det økonomiske mirakel, der kendes som "Den Keltiske Tiger". De 308 milliarder euro for 2007-2013 vil stort set gå til nye medlemsstater. Irlands krav er reduceret fra 3,7 milliarder euro for 2000-2006 til 901 millioner euro, hvilket er en målestok for vores økonomiske succes. Det har jeg ingen problemer med.
Men jeg vil gerne anmode mine kolleger i de nye medlemsstater om ikke at give deres nationale regeringer magt til på centralt regeringsplan at afgøre, hvordan og hvor pengene skal bruges. De behøver regionale strukturer med virkelig magt på udviklingsområdet, og beføjelser for regionerne til at træffe beslutninger.
Jeg taler af erfaring. Jeg repræsenterer en valgkreds i Irland, der kendes om BMW-regionen. Det er en af de fattigste regioner, der ligger ud til Atlanterhavet og stort set består af bjerge. Det er stadig den eneste region i Irland, der bevarer mål 1-status, selv om det på grund af det nationale økonomiske resultat ophører den 31. december 2006. I årenes løb er penge fra samhørigheds- og strukturfondene, der var bestemt for regioner som min, blevet kanaliseret til Dublin, den østlige og sydlige del af landet, og har medfinansieret nationale udviklingsplaner. Jeg overdriver ikke. 680 millioner euro af de samfinansierede midler, bestemt for BMW-regionen, er gået til Dublin, til Øst og til Syd. Hvorfor? Fordi der i Irland ikke er nogen regional myndighed med virkelige beføjelser til at træffe beslutninger. Alt bliver afgjort i Dublin på centralregeringsplan.
Nu er det på tide, at de nye medlemsstater sikrer, at de får virkelig regionale myndigheder - ikke bare papirtigre - ellers kan den irske erfaring blive deres erfaring i morgen. Det har hr. Hübner gentaget her til aften. Jeg tror, det kan ske, det vil ske, og Parlamentet har også en rolle her ved at insistere på, at det ikke sker.
Sérgio Marques (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne takke Constanze Krehl for det fremragende arbejde, som hun har udført vedrørende forslaget til Rådets beslutning om Fællesskabets strategiske retningslinjer. Hendes indsats har været afgørende for, at flere af Europa-Parlamentets holdninger til spørgsmål som bæredygtig udvikling, den bymæssige dimension, lige muligheder, vedvarende energi osv. har vundet gehør hos Rådet, hvilket også begrunder, at Europa-Parlamentet vedtager denne henstilling.
Efter Rådets vedtagelse af denne beslutning får medlemsstaterne kun ganske kort tid til at forelægge Kommissionen deres strategier for strukturfondenes anvendelse, når de også skal integrere Fællesskabets retningslinjer. Det er beklageligt, hvis denne stramme tidsplan bringer gennemførelsen af den nye samhørighedspolitik i fare allerede fra januar 2007.
Jeg vil gerne bemærke, at jeg er enig i de foreslåede retningslinjer og prioriteringer, og især i den opfattelse, at samhørighedspolitikken er et afgørende instrument for at nå Lissabon-strategiens mål.
Vi bør dog ikke glemme, at Lissabon-strategien frem for alt sigter på at fremme den europæiske konkurrencedygtighed, mens samhørighedspolitikken sigter på solidaritet. Det vil ikke altid være lige let at forene disse to målsætninger, men man må forsøge at finde en balance dem imellem.
Jeg anser det følgelig for meget problematisk, at der i de gamle medlemsstater skal afses em høj procentdel af strukturfondsmidlerne til at nå Lissabon-strategiens mål, og samtidig fremmes en effektiv samhørighedspolitik for særlig den regionale samhørighed.
Jeg sætter dog min lid til, at man i de nationale strategier vil kunne finde den bedst mulige balance mellem konkurrencedygtighed og solidaritet.
James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Først og fremmest har finansiering af samhørighed været meget vigtig i forbindelse med at støtte succesen for udvidelsen i 2004, og som andre vil jeg gerne takke ordføreren for hendes arbejde på dette område. De økonomiske fremskridt, vi har oplevet i de seneste år i EU-15-medlemsstaterne, der havde gavn af midler fra Samhørighedsfonden, udgør noget af en model for, hvad vi kan gøre, når EU-ressourcer bliver målrettede og fordelt ordentligt.
Mens gennemførelsen af Lissabon-dagsordenen stort set henhører under medlemsstaterne, glæder det mig ikke desto mindre, at der i de strategiske retningslinjer er formuleret et ambitiøst program for vækst og arbejdspladser, som vi håber vil blive realiseret i hele EU.
Da de 10 ny medlemsstater tiltrådte i 2004, glædede vi os af forskellige grunde over det, ikke mindst fordi disse lande i Central- og Østeuropa havde nået en væsentlig milepæl under deres bemærkelsesværdigt hurtige overgang fra de rædsler, de havde oplevet under kommunismen, til demokratiet. Vi glædede os over udvidelsen af politiske grunde. Men vi erkendte også, at hvis udvidelsen skulle virke, ville det være nødvendigt at stille tilstrækkelige midler til rådighed for de nye medlemsstater for at sætte gang i deres økonomi, og derved skabe arbejdspladser og vækst. Det glæder mig, at vi benytter prøvede metoder med finansiering fra struktur- og samhørighedsfondene for at nå dette vigtige mål.
Det Forenede Kongerige meddelte sidste år, at det ville tilbyde 8 milliarder euro ekstra over budgettet for 2007-2013 for at hjælpe de nye medlemsstater med at opbygge deres økonomier og samfund. Mens mine vælgere i Nordirland erkendte, at udvidelsen ville bringe en økonomisk byrde med til de rigere stater, var de også ivrige efter at sikre, at midlerne blev fordelt på måder, der kan bringe bæredygtige forbedringer til hele Den Europæiske Union. Vi forstår, at den økonomiske udvikling i Østeuropa på lang sigt vil bringe økonomiske fordele for os alle.
Som en, der kommer fra Nordirland, vil jeg bare gerne sige, at befolkningen der er meget misundelig over de samhørighedsmidler, som Republikken Irland har fået, fordi det bestemt har hjulpet dette land. Det er virkelig en skam, at Parlamentet, Kommissionen og Rådet ikke lyttede til os tidligere, da vi bad om samhørighedsmidler til Nordirland.
Oldřich Vlasák (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed er et meget vigtigt dokument, der bør bidrage til at færdiggøre nationale referencestrategier til regulering af nedskæringen i strukturfondene i de enkelte medlemsstater. Desværre er vedtagelsen af dette dokument imidlertid blevet meget forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan. Nationale materialer er nu klar i de fleste medlemsstater, og det er logisk, at dette dokument ikke kan iværksættes officielt, mens de er ved at blive udarbejdet. Dette vil medføre yderligere komplikationer i løbet af processen. Vedrørende virkningerne på udarbejdelsen af operationelle programmer og Kommissionens nødvendige vedtagelse af dem bør vi være klar over, at programudarbejdelsen nu bliver forsinket, og derved udskydes udsigten til risikofrie nedskæringer af finansielle midler fra strukturfondene til individuelle medlemsstater.
På den anden side skal det siges, at disse strategiske principper tager højde for de fleste af vores bemærkninger. Det glæder mig især, at særlig lokale myndigheders vigtige rolle, dvs. små og større byer, ikke er blevet overset i forbindelse med forbedringen af konkurrenceevnen i Fællesskabet som helhed. Jeg tror ikke, at denne erklæring blot kommer til at samle støv, og vi vil alle bestræbe os på at sikre, at princippet om partnerskab mellem nationale administrationer, regioner, lokalsamfund og andre enheder overholdes i alle medlemsstater.
Der er stadig meget arbejde at gøre med at forklare visse aspekter, f.eks. programmeringsmetoden for bydimensionen. I fremtiden skal de integrerede byplaners form præciseres, således at der ikke forekommer fejlkommunikation, og således at målstængerne ikke flyttes, ligesom det var tilfældet med frigivelsen af støtte til forbedring af kommunaltejede vandværker i Den Tjekkiske Republik. Jeg vil slutte med at takke fru Krehl.
Tomáš Zatloukal (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den seneste udvidelse, hvor EU fik 10 nye medlemsstater, betød samtidig større forskelle i økonomisk udvikling, en geografisk forskydning af uligheden mod Øst, en fordobling af sociale og økonomiske forskelle og et fald i det gennemsnitlige BNP. Dette er sket på trods af, at de nye medlemsstater faktisk har nogle af de højeste økonomiske vækstrater. Med den nært forestående optagelse af Rumænien og Bulgarien, hvis BNP er en tredjedel af det nuværende EU-gennemsnit, har vi efter min mening nu mere end nogensinde behov for de strategiske retningslinjer for samhørighed.
Europæisk solidaritet nævnes i præamblen til EU-traktaten, i hvilken det fastsættes, at Fællesskabet skal styrke den økonomiske og sociale samhørighed med henblik på først og fremmest at begrænse forskelle i udviklingsniveauet i de forskellige regioner. EU afsætter over en tredjedel af budgettet til at reducere forskelle i udviklingen regionerne imellem samt uligheder i levestandarden. Gennem fonden bidrager EU til udviklingen i regioner, som sakker bagud, omstrukturering af industriregioner og genoplivning af forsømte byområder. Reformen af samhørighedspolitikken bør give mulighed for større effektivitet, gennemsigtig og politisk ansvarlighed. I den kommende programmeringsperiode skal samhørighedspolitikken være mere klar og kohærent, og jeg forventer personligt, at den bliver mere målrettet og koncentreret. Hvad angår de lande, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden eller strukturfondene, er det nødvendigt at tage hensyn til udvidelse og at skelne mellem de forskellige typer foranstaltninger, som fondene støtter.
Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Samtidig med at jeg mener, at retningslinjerne nu har taget højde for de vigtigste bekymringer, Parlamentet har udtrykt, er vi, som De ved, ikke i stand til at tage fuldt hensyn til dem alle. Jeg tænker i særdeleshed på visse bestemmelser, der nu er fastlagt i forordningerne, og som pr. definition ikke kan modsiges i retningslinjerne. Øremærkning er bestemt det vigtigste eksempel på en sådan bestemmelse, som Parlamentet har haft tendens til at gå imod, men lad mig meget stærkt understrege, at øremærkning ikke er det modsatte af samhørighed.
Det er en anerkendelse af, at verden har forandret sig, og at vi derfor må omrokere vores bestræbelser i retning af nye prioriteter for at få bæredygtig samhørighed. Samtidig er den endelige liste over øremærkede kategorier i sammenligning med Kommissionens første liste blevet udvidet under forhandlingerne, så den medtager andre udgifter, i særdeleshed i konvergensregionerne, men ikke kun i disse regioner. I tilgift hertil åbner forordningerne nu mulighed for, at de nationale myndigheder og Kommissionen under forhandlingerne om programmet kan enes om at øremærke andre udgiftskategorier, som ikke står på den endelige liste, hvis disse anses for at være af national eller regional betydning.
Vi er nu nær målet med hensyn til gennemførelsen af EU's samhørighedspolitik. Vi har forordningerne på plads, og ved begyndelsen af oktober vil retningslinjerne, under forudsætning af tilslutning fra Parlamentet i morgen, blive vedtaget som første fase i programmet. Men selv om vi er nær målet, må vi ikke undervurdere de udfordringer, der ligger forude med hensyn til at nå det. Men jeg kan forsikre Dem om, at jeg ikke vil spare nogen anstrengelser for at overtale vores partnere i medlemsstaterne og regionerne til at få ambitiøse og innovative programmer på plads.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen.
Skriftlige erklæringer (artikel 142)
Gábor Harangozó (PSE). - (HU) Først vil jeg takke alle mine kolleger i Kommissionen og Rådet og selvfølgelig fru Krehl for den indsats, de har gjort med at forbedre retningslinjerne.
Det væsentlige og det egentlige resultat af aftalen set ud fra regionerne, mikroregionerne og byerne i de nye medlemsstater er, at deres situation er blevet overbevisende forbedret. Midlerne kan anvendes:
- med større sikkerhed (man regner med større sikkerhed fra 2007 og fuld anvendelse)
- med større lethed (med en meget mindre individuel indsats og gunstigere bestemmelser)
- på en mere tilpasset måde (nye særlige mål såsom renovering af huse, passagernærtrafik, vejbygning).
Udviklingsområder bliver udvidet, der er større valgfrihed vedrørende brugen og værdien af dem. Dette øger mulighederne for dynamisk vækst og samhørighed betydeligt.
Ud af 27 lande får Ungarn den anden højeste samhørigheds-/konvergensstøtte pr. indbygger, af hvilken der kan gennemføres udvikling til en værdi af mindst 8 milliarder forint.
I bestemmelserne for samhørighed og således i de strategiske retningslinjer var der støtte til de fleste ungarske anmodninger og ændringsforslag, der blev stillet i Parlamentets udvalg og Rådet. Vi fik oven i købet ting, vi ikke havde anmodet om eller endog forventet.
Alle betingelser er til stede for, at de europæiske regioner, som stadig sakker bagud, kan tilpasse sig frontlinjen. Varig succes afhænger af, om det lykkes for os at opbygge Ungarn med den slags samarbejde, vi finder i Bruxelles, og om vi kan klare de egentlige spørgsmål, således at vi i stedet for tomme argumenter kan hæve Ungarn og de andre nye medlemsstater til det samme niveau som Europas topaktører. Det er nu op til os.
Francesco Musotto (PPE-DE). - (IT) Statistikkerne viser, at mellem 1988 og 2001 er kløften mellem de fattigste regioner og EU-gennemsnittet blevet en sjettedel mindre, og det er netop takket være samhørighedspolitikkens resultater.
2005 var et rekordår for samhørighedspolitikken, når det gælder investerede ressourcer, idet der i alt blev bevilget 38,3 milliarder euro til Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og førtiltrædelsesfonden for kandidatlandene (ISPA).
Samme år opnåede man betydelige resultater takket være EU's regionalpolitik, bl.a. en officiel anerkendelse af denne politik som et vækst- og beskæftigelsesinstrument under Lissabon-strategien.
For perioden 2007-2013 viser en nylig undersøgelse, at den totale vækst i de nye medlemsstaters BNP bliver på ca. 7-12 %, og at der kan skabes 2,5 millioner arbejdspladser.
Med de nye strategiske retningslinjer, der er blevet vedtaget her i Parlamentet i dag, lægges der større vægt på væksten, og det angives, at samhørighedspolitikken i fremtiden bør fokusere på viden- og informationssamfundet, iværksætterånd, miljø og beskæftigelse, så vi fremmer en endnu mere harmonisk og bæredygtig udvikling af Fællesskabet.
Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Jeg er Kommissionen taknemmelig for i højere grad at have medtaget den territoriale dimension af samhørighedspolitikken i den seneste udgave af de strategiske retningslinjer.
Jeg tilslutter mig Kommissionens ønske om at indføre mekanismer til gennemførelse af samhørighedspolitik, som kan sikre, at alle regioner behandles lige på grundlag af deres individuelle kapacitet i forhold til konkurrenceevnen.
I de næste generationer af programmer skal territorial samhørighed fremmes på en sådan måde, at EU som helhed kan bidrage til foranstaltningerne til fremme af vækst og beskæftigelse, særlig ved hjælp af partnerskaber af høj kvalitet, som samler aktører på nationalt, regionalt, bymæssigt og lokalt niveau samt på landniveau.
I den nye lovramme afsættes der også en særlig bevillingsramme til regionerne i EU's yderste periferi for at tage højde for de store udgifter, de har, fordi de ligger så afsides. Jeg er enig i Kommissionens målsætning om at sikre, at denne bevillingsramme også bidrager til at skabe bæredygtig vækst og beskæftigelse i regionerne i den yderste periferi.
18. Galileo-programmet (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Etelka Barsi-Pataky og Paul Rübig for PPE-DE-Gruppen, Norbert Glante for PSE-Gruppen, Fiona Hall for ALDE-Gruppen, Umberto Pirilli for UEN-Gruppen til Kommissionen om statusrapport om Galileo-programmet (O-0094/2006 - B6-0430/2006).
Etelka Barsi-Pataky (PPE-DE), spørger. - (HU) Hr. formand, hr. næstformand! For et år siden stemte vi her i Strasbourg under førstebehandlingen om finansiering af Galileo-programmet, og Parlamentet støttede som helhed programmet enstemmigt. En stor succes i det forløbne år har været, at Giove-A-satellitten blev opsendt og gik ind på dens frekvens. Vi takker de europæiske ingeniører og entreprenører.
Der er ved at blive indledt drøftelser vedrørende gennemførelsen og driften af projektet, og Parlamentet tager Kommissionens meddelelse til efterretning om, at det første resultat af disse drøftelser bliver de såkaldte hovedvilkår vedrørende finansieringen, som skal forelægges inden årets udgang. Vi anmoder Kommissionen om at gøre alt, hvad der står i dens magt, for at opfylde det fælles mål om at finansiere Galileo-programmet med to tredjedele privat kapital og en tredjedel fra Kommissionen.
Trods resultaterne må vi give udtryk for vores bekymring. Programmet er meget forsinket. Vi erkender de store vanskeligheder, som Kommissionen står over for hver dag. Det europæiske rets- og lovsystem er vanskeligt at bruge til gennemførelse af et fælles projekt. Endvidere er det vores erfaring, at dette er en ny og vanskelig opgave, hvad angår finansiering, risici og operationer, for den europæiske rumindustri, der er valgt til at gennemføre det.
Vi er enige i, at det europæiske Galileo-program er trådt ind i den globale sfære og har tilbudt sine tjenester over hele verden. Hvis der imidlertid skal tages højde for samarbejdet med tredjelande i den institutionelle ændring af Tilsynsmyndigheden, ønsker Parlamentet først at komme med en udtalelse om dette spørgsmål.
De forskellige politiske grupper i Parlamentet mener, at der nu i Galileo-programmet er behov for såkaldt god forvaltningspraksis. Derfor vil jeg spørge formanden og næstformanden, hvad Kommissionen agter at gøre for at sikre, at dette lovende program, som er et af grundlagene for Lissabon-strategien, bliver gennemført uden yderligere forsinkelse. Hvornår bliver bestemmelserne om anvendelsen af det klar, således at europæiske virksomheder i god tid kan forberede sig på den deltagelse, som er nøglen til hele programmets succes?
Fiona Hall (ALDE), spørger. - (EN) Hr. formand! Jeg er ligesom fru Barsi-Pataky også meget bekymret over spørgsmålet om timing. Udsættelse er meget kritisk, for Galileos enestående tiltrækningskraft for investorerne vil gå tabt, når det amerikanske GPS 3-system er færdigt til at blive taget i brug, hvilket formodes at blive omkring 2015. Jeg vil være taknemmelig, hvis kommissæren vil specificere, i hvilken udstrækning forsinkelsen vil være til skade for Galileos succes på et internationalt marked for satellitnavigation.
Jeg er bekymret for, at forsinkelsen også underminerer Galileos forretningsplan i andre henseender. For det første har vi sammen med forsinkelsen fået forøgede omkostninger. Omkostningerne til Galileo har allerede overskredet budgettet med over 40 %. For det andet underminerer forsinkelsen muligheden for indtægter. Den vigtigste kilde til indtægter forventes at blive royalties fra ophavsrettigheder. Fabrikanter, der producerer modtagere, skulle betale en licensafgift til Galileo-selskabet for at få deres modtagere sat i stand til at benytte Galileo. Men hvilken producent vil ønske at betale en licensafgift for Galileo, hvis det ikke giver nogen ekstra værdi sammenlignet med et opgraderet GPS? Derfor er forsinkelse af Galileo-programmet ikke blot uheldig, men det kunne få virkelig alvorlige konsekvenser for den økonomiske byrde, som de offentlige finanser må bære. Jeg vil være kommissæren meget taknemmelig, hvis vi kan få en forklaring på dette.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Først vil jeg takke fru Barsi-Pataky og fru Hall samt hr. Rübig og hr. Glante, som snart burde være her. Jeg er dem taknemmelig, og særlig fru Barsi-Pataky, fordi de har været så opmærksomme på udviklingen af det storartede Galileo-program.
Jeg vil forsøge at give Dem nogle konkrete svar, da jeg gerne vil aflive en vis frygt, som trods alt forekommer mig ret overdreven. Jeg vil minde Dem om, at Galileo-programmet blev udformet i tre faser. Først er der en udviklings- og godkendelsesfase med udvikling af satellitterne og systemelementerne på jorden og kredsløbsgodkendelse af dem. Denne udviklingsfase løber fra 2003-2009 og forvaltes for tiden af fællesforetagendet Galileo. Efter denne fase kommer fra 2009-2010 ibrugtagningsfasen med fremstilling og opsendelse af satellitterne og endelig installation af komponenterne på jorden. Endelig begynder driftsfasen i 2010.
Ibrugtagnings- og driftsfasen bliver omfattet af en koncessionsaftale med en gyldighed på ca. 20 år. Tilsynsmyndigheden, som er et fællesskabsagentur, står for disse to faser og optræder som licensudstedende myndighed.
Inden for denne tidsplan er der én dato, vi bestemt skal overholde - og på dette punkt har De ret - nemlig den dato, fra hvilken virksomheder og borgere kan modtage præcise og pålidelige signaler fra Galileo. Det bliver i slutningen af 2010, når de første Galileo-satellitter begynder at sende deres signaler.
Når dette er sagt, har jeg ikke til hensigt at dække over problemerne. Galileo er ikke kun en teknologisk nyskabelse, men også på institutionsniveau en meget speciel operation. Projektet omfatter nu otte industrielle aktører, 25 offentlige aktører og tre institutioner. På lang sigt bliver denne flersidede støtte Galileos styrke, men det er rigtigt, at alle disse aktører, alle Galileos støtter, er nødt til at tilpasse sig for sammen at gøre fremskridt i sagen.
Da jeg i 2005 bemærkede problemerne mellem de otte medlemmer af det kommende industrikonsortium, udpegede jeg Karel van Miert til at løse problemerne, hvilket han gjorde med bemærkelsesværdig succes. Vi var også nødt til at tage fat på de ændrede sikkerhedskrav, hvilket nødvendiggjorde en yderligere frist til teknisk undersøgelse. Det får være, som det være vil. Det vigtigste er resultatet i 2010.
Når dette er sagt, skal vi også gøre støt fremskridt i planlægningen af mellemliggende skridt og være meget opmærksom på projektets kvalitet og levedygtighed. F.eks. blev de industrielle aktiviteter i fasen med kredsløbsgodkendelse, som er Den Europæiske Rumorganisations ansvar, påbegyndt i december 2004. Kontrakten vedrørende færdiggørelsen af denne fase blev underskrevet den 19. januar 2006, og arbejdet skrider for tiden tilfredsstillende frem. Projektets tekniske gennemførlighed er blevet bevist, og nu skal grunden lægges til et ægte offentligt-privat partnerskab i de næste 20 år. Det siger sig selv, at jeg vil informere Dem om eventuelle problemer i forbindelse med underskrivelsen af koncessionskontrakten.
Jeg vil nu som svar på Deres andet spørgsmål gå over til Den Europæiske Tilsynsmyndighed. Denne myndighed er ansvarlig for at føre tilsyn med den kommende koncessionshaver. Tilsynsmyndigheden skal sørge for, at koncessionshaveren overholder koncessionskontrakten og vilkårene og betingelserne i bilaget, og den skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at tjenesteydelserne ikke bliver afbrudt, hvis koncessionshaveren går konkurs. Endvidere skal Tilsynsmyndigheden også kontrollere alle de tekniske, sikkerhedsmæssige og økonomiske aspekter af koncessionen. I den forbindelse vil jeg sige, at ordlyden i koncessionskontrakten selvfølgelig er meget vigtig, fordi den bliver Tilsynsmyndighedens primære instrument til kontrol af koncessionshaveren. Koncessionskontrakten skal derfor affattes helt utvetydigt, og jeg informerer selvfølgelig Parlamentet om det, da Kommissionen har forpligtet sig til at informere Dem om indholdet af koncessionskontrakten, før den bliver underskrevet af Tilsynsmyndigheden.
Der er to resterende problemer, som skal tages op. Det er først og fremmest finansieringsspørgsmålet. Fordelingen af finansielle bidrag mellem medlemsstaterne og de industrielle aktører er i høj grad afhængig af risikovurderingen, men denne vurdering kræver i sig selv den bedst mulige forståelse af anvendelsesmulighederne i forbindelse med Galileo. Derfor vil jeg sidst i november offentliggøre en meddelelse i form af en grønbog om disse anvendelser. I den forbindelse har vi udskrevet en konkurrence for at appellere til europæernes fantasi vedrørende anvendelsesmulighederne i forbindelse med Galileo. Jeg er sikker på, at vi stadig undervurderer potentialet i Galileo, og jeg vil opfordre Dem indtrængende, mine damer og herrer, til selv at tilskynde alle de europæiske industrier til at bidrage til denne påvisning af anvendelsesmulighederne i forbindelse med Galileo.
Det andet problem er problemet med samarbejde med tredjelande. Som De ved, forhandles de internationale aftaler vedrørende Galileo-programmet på grundlag af artikel 300 i traktaten. Den procedure, der er fastsat i denne artikel, skal altid omfatte høring af Parlamentet, før sådanne aftaler indgås, og jeg vil personligt sørge for, at dette sker. Samarbejde med tredjelande om Galileo er bestemt en mulighed, men denne mulighed skal forvaltes, og Kommissionen fremsender endnu en meddelelse til Parlamentet og Rådet til efteråret med en beskrivelse af de brede retningslinjer for denne samarbejdspolitik.
Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker ikke at dække over de problemer, der er forbundet med gennemførelsen af et projekt, der er så ambitiøst som dette, men samtidig vil jeg gøre opmærksom på risikoen ved at give indtryk af, at dette program på en eller anden måde bliver væsentligt forsinket, hvilket sår tvivl om projektets bæredygtighed. Dette er ikke tilfældet, og det bliver det heller ikke, for jeg har personligt til hensigt med Deres hjælp og med aktiv støtte fra Parlamentet at sørge for, at dette storartede projekt kan føres ud i livet i overensstemmelse med den tidsplan, vi har fastsat for at garantere dets bæredygtighed, for De har fuldstændig ret i, at der ikke bliver mangel på konkurrenter. Galileo skal derfor sættes i gang inden for den tidsramme, jeg har anført. Jeg vil holde nøje øje med dette under hele processen med bistand og støtte fra Parlamentet.
Lambert van Nistelrooij, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg er overordentlig glad for, at vi tager denne sag op - selv om det sker på dette sene tidspunkt - fordi vi faktisk er nødt til at sætte farten op, også på grund af den globale konkurrence. Fru Barsi-Pataky har skitseret rammerne udmærket, hvad angår den mulige forsinkelse, retsrammen osv. Lad mig i aften endnu en gang komme ind på dette offentlig-private partnerskab.
Det er regnet ud, at et sådant fremtidsorienteret projekt kan resultere i 150.000 ekstra job. Jeg ved, at erhvervslivet utålmodigt venter på at deltage i projektet. Desuden er regioner i Europa, f.eks. Bayern og den nordlige del af Nederlandene, også rede til at investere penge fra strukturfondene i denne videre udvikling. Det er også tidligere gjort ved radioteleskopprojektet LOFAR i den nordlige del af Nederlandene.
Strukturpengene - og det ved De, hr. Barrot, for De var i nogen tid kommissær for regionalpolitikken - skal mere end nogensinde anvendes på teknologier og information. Er De rede til at overtage denne udvikling i retning af decentral involvering og finansiering? De taler om en grønbog. Kunne den blive et middel til at sætte farten op?
Desuden tænker jeg på de nye regler for statsstøtte. Fru Kroes har netop skabt muligheder for den slags projekter. Jeg synes, at vi her i Parlamentet og i EU bruger de øvrige instrumenter utilstrækkeligt.
Galileo fører stadig an på verdensplan. Europa fører stadig an, men Galileo må ikke blive en fadæse i gennemførelsesfasen. Galileo må ikke blive ved at svæve, men skal lægge an til landing.
Teresa Riera Madurell, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg takker Kommissionen for dens forklaring. Jeg tror, at De fuldt ud har forstået, at den situation, som Galileo-programmet befinder sig i, bekymrer os - ligesom det f.eks. er tilfældet med Airbus. Det er den reelle årsag til forhandlingen. Planlægning af tiden og overholdelse af den fastsatte tidsplan er meget vigtigt for programmets kommercielle mulighed og succes.
Galileo-programmet er meget forsinket i forhold til forudsigelserne i 2005. Licitationsproceduren er blevet forlænget, og det vil få alvorlige følger for planlægningen af projektet som helhed. Det er derfor, at vores spørgsmål er så relevant. Det er nødvendigt at sikre projektets kontinuitet, at finde mere kreative og passende løsninger i lyset af programmets målsætninger.
Vi opfordrer Kommissionen til at fortsætte forhandlingerne og sikre, at der ikke opstår nye forsinkelser, så Galileo, det største af de industrielle projekter på europæisk plan, kan komme videre på optimale betingelser og spille den rolle, der tilkommer det i forbindelse med opnåelse af Lissabon-målene.
Vi beder også Kommissionen om at iværksætte de nødvendige reformer med henblik på også at fremme de små og mellemstore virksomheders deltagelse.
For at kunne støtte det er det nødvendigt, at Parlamentet er informeret. Der foreligger en forpligtelse hertil, og De har mindet om det. Vi skal også informeres om omkostningerne ved og følgerne af forsinkelsen. Jeg er enig i, at det er en god idé, at Parlamentet jævnligt følger op på projektet. Det er derfor vigtigt, at kontrolmyndigheden, som De har nævnt, også sender sine rapporter til Parlamentet, og at den ekspert, der udpeges af Parlamentet, får observatørstatus i forbindelse med myndighedens aktiviteter.
Parlamentet har faktisk allerede tidligere givet sin fulde støtte til Galileo-programmet og påtaget sig lovgivnings- og budgetmæssige forpligtelser, ligesom det klart har anerkendt, at Galileo er et strategisk projekt, en af Lissabon-strategiens grundpiller, der samtidig er en stor mulighed for de små og mellemstore virksomheder.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg ville ikke have noget imod at fortsætte denne diskussion hele aftenen, for Galileo er et meget spændende projekt.
Alligevel vil jeg endnu en gang berolige de ærede medlemmer. Den første af de to forsøgssatellitter blev opsendt fra Baïkonour den 28. december 2005, og den har med held sendt alle de signaler, der gør det muligt for os at garantere anvendelsen af de frekvensbånd, der er tildelt det europæiske satellitnavigationssystem. Den anden satellit, Giove-B, bliver opsendt i løbet af 2007. Den medbringer andet teknologisk avanceret udstyr såsom MASER, der er et passivt hydrogenbaseret atomur, som bliver det mest præcise atomur, der nogensinde er sendt ud i rummet. Samtidig hermed blev de industrielle aktiviteter i forbindelse med kredsløbsgodkendelsen påbegyndt i december 2004. Jeg har allerede sagt, og jeg siger det igen, at hele kontrakten for godkendelsesfasen, der beløber sig til 1.038 millioner euro, blev underskrevet den 19. januar 2006.
Vi er nu ved at komme ind i en ny fase, som består i at undersøge alle anvendelsesmuligheder i forbindelse med Galileo. Som jeg har forklaret, har vi udsendt en slags opfordring til alle små og mellemstore virksomheder og ingeniører, der kan udvikle nyskabelser på dette område. Formålet med grønbogen er faktisk at stille de rigtige spørgsmål, som burde sætte os i stand til at nå til en bedre forståelse af anvendelsessmulighederne. Dernæst, når dette har givet os et samlet overblik over anvendelsesmulighederne, kan vi bedre tage fat på det offentlig-private partnerskab og planlægge, hvordan indsatsen skal fordeles. Industrisektoren skal også inddrages, i det omfang den kan drage nytte af disse anvendelsesmuligheder. Dette vil til sidst gøre det muligt for os at basere koncessionskontrakten på et rimeligt finansieringsgrundlag. Der er ikke grund til på nuværende tidspunkt at tro, at vi ender med at befinde os i en situation, som er så vanskelig, at den forstyrrer balancen i projektet.
Når dette er sagt, har jeg forpligtet mig til at holde Parlamentet informeret. Fru Barsi-Pataky er som ordfører bekendt med dette, og jeg takker hende endnu en gang. Jeg er ubetinget forpligtet til at møde op her i Parlamentet, når det er nødvendigt for at gøre rede for, hvordan det står til, og hvordan situationen udvikler sig. De foreslog, at Parlamentet skal have observatørstatus. Vi har allerede forklaret vores holdning i den henseende over for de ansvarlige udvalg. Det ville være vanskeligt for Parlamentet at være observatør, samtidig med at det skal føre kontrol.
Hr. formand! Jeg vil imidlertid i aften gentage den forpligtelse, jeg har indgået, nemlig at jeg vil holde Parlamentet fuldt ud informeret om alt, hvad der sker, både om gennemførelsen af koncessionskontrakten og det offentlig-private partnerskab, og om hvordan vi vil forvalte bidragene fra tredjelande og deres deltagelse i Galileo.
Formanden. - Mange tak, hr. næstformand Barrot.
Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.