Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 27. september 2006 - Strasbourg

6. Stemmeforklaringer

Betænkning af Roure (A6-0192/2006)

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg stemte for Roure-betænkningen, fordi kampen mod terrorismen er en velkommen undskyldning for USA til at tvinge andre til at udlevere personrelaterede data. Europæiske databeskyttelsesforanstaltninger kategoriserer imidlertid USA som et usikkert tredjeland med hensyn til datasikkerhed, hvilket ikke er foreneligt med aftalen om passagerdata, der i sig selv er kritisabel. Tilsyneladende bliver bankerne også presset til at udlevere oplysninger om pengeoverførsler. Alt sammen - det håber vi i hvert fald - i den gode sags tjeneste. Ikke desto mindre skal EU holde op med legitimere visionen om et overvåget og kontrolleret menneske. I stedet for dette bør EU atter tage databeskyttelsen alvorligt.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen er tydeligvis et yderligere skridt hen imod en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes strafferetlige system. Som altid plejer sådanne forslag at betyde et langtrukkent og meget kompliceret kompromis mellem landene. Junilisten er og har altid været en trofast tilhænger af medlemsstaternes selvbestemmelsesret, når det gælder det strafferetlige område, og vi værner om retssikkerheden. Betænkningen giver bl.a. private aktører ret til at få adgang til meget følsomme personoplysninger under visse forudsætninger, hvilket efter Junilistens opfattelse ikke kan anses for at rumme en tilstrækkelig retssikkerhed. Ganske vist indeholder Parlamentets ændringsforslag visse garantier for den personlige retssikkerhed, men forslaget i sin helhed indebærer et stort skridt henimod overstatslig kontrol med kernen i en retsstats selvbestemmelsesret, nemlig strafferetten.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) KKE stemmer imod betænkningen, fordi den som helhed, på trods af de enkelte forslag til forbedringer af Kommissionens direktivforslag, er udtryk for accept af en tankegang, som simpelthen er en ubegrænset og i praksis ukontrollabel mulighed for, at politimyndighederne og de repressive mekanismer ikke kun i EU-medlemsstaterne, men også i tredjelande (dvs. USA) og selv private kan indsamle, bearbejde og udveksle alle personlige data om en hvilken som helst EU-borger, herunder data vedrørende borgernes politiske og faglige aktiviteter og deres ideologiske, filosofiske og religiøse overbevisninger!

Nu er alle EU-borgere i sigtekornet på den gigantiske "registreringsmekanisme", som EU arbejder for, idet det bliver tilladt at indsamle og overføre persondata for en hvilken som helst person, som ikke engang behøver være mistænkt for en lovovertrædelse, men udelukkende af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed!

Retten til et privatliv og beskyttelsen af persondata ophæves i realiteten, eftersom man med forslaget til et direktiv om såkaldt beskyttelse af persondata gør undtagelserne fra denne beskyttelse til reglen blot med en uhæmmet påberåbelse af hensyn til den offentlige sikkerhed, og beskyttelsen af data er undtagelsen, som det vel at mærke er næsten umuligt at anvende.

Betænkning af Díaz de Mera García Consuegra (A6-0276/2006)

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for betænkningen af hr. Diaz de Mera Garcia Consuegra om forslag til Rådets afgørelse om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (Pericles-programmet). Det er en meget vigtig faktor for, at vores enhedsvaluta fungerer, som den skal, og det glæder mig, at afgørelsen også omfatter de medlemsstater, der ikke er med i euroområdet. Det er interessant at bemærke, at selv om antallet af falske eurosedler synes at ligge stabilt på 50.000 om måneden, er antallet af falske mønter eksploderet på bekymrende vis. Denne situation burde få os til at overveje, om ikke det ville være en fordel at indføre en eneuroseddel på linje med den amerikanske endollarseddel for at undgå falskmøntneriet og samtidig tilgodese en vis praktisk anvendelighed for de handlende og borgerne.

  Fernand Le Rachinel (NI), skriftlig. - (FR) Siden euroens indførelse og den tilsvarende tilbagetrækning af unionslandenes nationale valutaer kan man notere en eneste positiv ting, nemlig faldet i falskmøntneriet.

I 2005 var det samlede antal falske euromønter, der blev inddraget, således langt lavere end det samlede antal falske mønter i de gamle valutaer før euroens indførelse.

Det kan vi især takke det gode samarbejde mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, Den Europæiske Centralbank, Interpol og de kompetente nationale myndigheder for.

Men ud over rent og skært falskmøntneri er der endvidere i den senere tid dukket nye mønter op, der til forveksling ligner toeuromønter. Den 1. januar 2005 fik Tyrkiet nemlig en ny valuta, den nye tyrkiske lire. Når man ser den nye enliremønt, opdager man, at den er fuldstændig magen til og har de samme dimensioner som toeuromønten. Et tilfælde eller habil forfalskning? Hvem ved ...

Problemet er, at disse tyrkiske mønter allerede er i omløb i Europa, uden tvivl som et varsel om Tyrkiets indtræden i Europa, som vores europæiske ledere og eurokrater har bekendtgjort til trods for folkenes egen vilje.

Pas på, Tyrkiet står mere end nogensinde før for døren!

Betænkning af Díaz de Mera García Consuegra (A6-0277/2006)

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Jeg vil undlade at stemme om denne betænkning, da jeg mener, at EU bør bruge lige så mange ressourcer på at beskytte den svenske krone og andre EU-valutaer og ikke ensidigt beskytte euroen. Bekæmpelse af forfalskning er naturligvis positivt i sig selv, specielt når den er baseret på samarbejde og konferencer og ikke øget politiovervågning.

Betænkning af Demetriou (A6-0268/2006)

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Vi har ikke stemt for betænkningen af hr. Demetriou, og det på trods af at betænkningen i ganske væsentlig grad forbedrer Rådets forslag til rammeafgørelse. Hvorfor har vi ikke stemt for den? Fordi hele dette instrument trods alt stadig er yderst uklart. Hvad betyder det helt nøjagtigt, at der tages hensyn til de straffedomme, der afsiges i en anden medlemsstat? Drejer det sig om at tage hensyn til dem for at undgå at anvende non bis in idem-reglen og dermed undgå uretfærdige dobbeltstraffe? Det ville være helt naturligt.

Eller handler det i stedet om at tage hensyn til dem for at få en person opfattet som værende skyldig på grund af hændelser, der ikke betragtes som værende kriminelle i personens hjemland? Vil f.eks. historikeren David Irving, der i dag sidder uretmæssigt fængslet i Østrig for en meningsforbrydelse, blive opfattet som en forbryder, en vaneforbryder, når han forhåbentlig om kort tid vender tilbage til sit hjemland, på trods af at han uden tvivl er den britiske historiker, der har størst indsigt i Anden Verdenskrigs historie?

Det var et par af tekstens uklarheder, som efter vores mening retfærdiggør vores tilbageholdenhed, især da der findes en konvention på området, nemlig 1970-konventionen. Som det med rette fremgår af betænkningen, kan en rammeafgørelse ikke unilateralt ændre en international konvention. Dette rejser i øvrigt spørgsmålet om de stater, der ikke er medlem af EU, men som har ratificeret konventionen. Dette forbehold, som vi er nået frem til efter konventionens ratificering, rejser et nyt spørgsmål i international ret, som vi foretrækker at besvare ifølge den konventionelle internationale rets bestemmelser.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for den fremragende betænkning af hr. Demetriou om forslag til Rådets rammeafgørelse om hensyntagen til straffedomme afsagt i andre medlemsstater i EU i forbindelse med en ny straffesag. Det indre marked og europæernes mobilitet i Unionen gør det nødvendigt at definere betingelserne for, at der skal kunne tages hensyn til en dom afsagt i en medlemsstat i forbindelse med en ny straffesag vedrørende andre hændelser i en anden medlemsstat. Det er yderst vigtigt at få indført princippet om gensidig anerkendelse af domme med indsamling og udveksling af de hermed forbundne relevante oplysninger. Det er en betingelse, der ganske vist ikke er nok, men den er nødvendig for at kunne gå i retning af et europæisk retligt område, da vi har den overbevisning, at det europæiske demokrati især skal støtte sig på retten, og modsat at retten skal udgå fra demokratiet.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten mener, at den personlige retssikkerhed er et meget vigtigt spørgsmål, som man ikke bør gå på kompromis med. Strafferetten udgør kernen i et lands suverænitet og selvbestemmelsesret. At der i dag eksisterer vidt forskellige retskulturer inden for EU er der ingen tvivl om, og det samme gælder i forbindelse med retssikkerheden og upartiskheden inden for domstolsvæsenet. Forslaget indebærer en fare for udhuling af Haag-konventionen om straffedommes internationale retsvirkning. Konventionen blev underskrevet helt tilbage i 1972 og har fungeret godt siden da.

Junilisten mener virkelig, at Parlamentets ændringsforslag er mere gennemtænkte, men at forslaget i sin helhed er et yderligere skridt henimod en overstatslig union. Derfor agter vi at stemme nej til forslaget af principielle årsager.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Et uomstødeligt princip i alle moderne straffelovgivninger er princippet om nulla poena sine lege, dvs. ingen straf uden lov, i henhold til hvilket der kun kan idømmes strafferetlige domme for noget, som var strafbart på det tidspunkt, hvor handlingen blev begået.

Med hensyn til den foreliggende rammebeslutning betyder dette, at der ikke må tages hensyn til en dom afsagt i stat "A" i en ny straffesag i stat "B", hvis den til grund liggende handling i stat "B" ikke ville have været strafbar i henhold til dennes nationale lovgivning. Da dette i sidste ende kun kan fastslås ved, at f.eks. en dommer i stat "B" gennemfører hele sagen fra stat "A" samt fremlægger bevisførelse, herunder f.eks. genafhøring af vidner - hvilket hverken er ønskeligt eller muligt - skal det være tilstrækkeligt, at han har begrundet tvivl om, hvorvidt handlingen var strafbar. Hvis en dommer har denne tvivl, skal det ikke længere være tilladt for ham at tage hensyn til en sådan tidligere dom.

Desværre er dette ikke udtrykkeligt reguleret i den foreliggende rammebeslutning. Jeg stillede et ændringsforslag hertil, men vi havde imidlertid ikke nok forhandlingstid tilbage til at behandle dette i udvalget, fordi fristen for ændringsforslag var i sommerferien, og fordi afstemningen fandt sted lige derefter, uden at vi havde mulighed for yderligere drøftelser i udvalget herom. Det beklager jeg meget, for hvis vi havde haft lidt mere tid, havde vi kunnet undgå det skitserede problem.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Vi må understrege, at samarbejde i højere grad end harmonisering må ligge til grund for enhver foranstaltning på dette område. Betænkningen er uden tvivl formålstjenlig, men det er helt påkrævet, at vi gentager, hvor vigtigt det er at respektere forskellige nationale retlige traditioner i stedet for at følge den slagne vej. Derfor har mine britiske konservative kolleger og jeg undladt at stemme om betænkningen.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Betænkningen går i retning af en homogenisering af de strafferetlige procedureregler og et ønske om at lægge strafferetten ind under EU som led i gennemførelsen af Haag-programmet om skabelsen af et fælles område med sikkerhed, frihed og retfærdighed.

Man foreslår at ændre Kommissionens forslag til afgørelse i en endnu mere reaktionær retning, idet man giver mulighed for, at en medlemsstat kan tage hensyn til en retsafgørelse, der er afsagt i en anden EU-medlemsstat mod en person, også selv om den forseelse, den pågældende er blevet dømt for, ikke er strafbar ifølge retssystemet i den stat, som tager den i betragtning!

På denne måde tilvejebringer EU-lovgivningen endnu et værktøj til forsøget på at gennemtvinge EU's overnationale lovbestemmelser i den nationale straffelovgivning, som fastsætter den adfærd, man i EU mener skal betegnes strafbar.

Det er endnu et skridt, der strammer grebet om individets friheder. Det er rettet mod græsrodsbevægelsens aktivitet og skaber forudsætningerne for, at denne bevægelses kamp og aktiviteter kan karakteriseres som strafbare.

KKE stemmer imod betænkningen og opfordrer arbejdstagerne til at forstærke deres indsats gennem arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse for at forsvare de demokratiske rettigheder og folkets frihedsrettigheder.

Betænkning af Capoulas Santos (A6-0271/2006)

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg stemte imod mit partis indpisker i forbindelse med betænkningen af Capoulas Santos om fiskeriaftalen med Guinea-Bissau. I løbet af de sidste syv år er jeg blevet mere og mere betænkelig ved karakteren af de forskellige fiskeriaftaler, som EU har med mange og forskellige lande. Det har været afspejlet i min afstemning hidtil.

For få år siden læste jeg Revisionsrettens beretning om en række af disse fiskeriaftaler, som især rejser spørgsmål og tvivl om, hvorvidt de er til fordel for de pågældende lande. Der er absolut en lille fordel for de lokale fiskersamfund, og absolut ingen fordele for det lokale fiskeris økologi. Især bryder jeg mig ikke om, at EU støvsuger havet for billige fiskerirettigheder, som rige og navnlig spanske fiskerflåder misbruger, og derfor stemte jeg imod netop denne betænkning.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Denne fiskeriaftales forlængelse muliggør en bedre forberedelse af den nye samarbejdsaftale mellem EU og Guinea-Bissau.

I øjeblikket er den største vanskelighed for fællesskabsflåden den alvorlige mangel på ressourcer til kontrol og overvågning af Guinea-Bissaus eksklusive økonomiske zone, navnlig uden for de 12 sømil, hvilket betyder ulovligt fiskeri, der bringer bæredygtigheden af EF-fiskerfartøjers fiskeri i fare.

Med denne forlængelse opretholdes den europæiske flådes fiskerimuligheder, og Guinea-Bissaus regering får mulighed får at sikre EU forudsætninger for god praksis, der tager hensyn til fiskeressourcernes bæredygtighed.

Jeg stemmer for betænkningen.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Hr. formand! I dag bliver vi anmodet om at godkende endnu en fiskeriaftale, der eksporterer vores katastrofale politikker til et tredjeland. Disse aftaler fremmer ikke udvikling, bevarelse eller EU's troværdighed, og jeg vil vedblive med at stemme imod dem.

Betænkning af Pittella (A6-0284/2006)

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg stemte ikke for Pittella-betænkningen om forslag til ændringsbudget nr. 4/2006. Det er ikke fordi, jeg ikke har nogen respekt for ordføreren - faktisk har jeg enorm respekt for hr. Pittella, og jeg er sikker på, at netop denne justering i budgettet er god. Men jeg har et problem med processen: en afstemning med kvalificeret flertal uden at det anføres, hvordan de enkelte har stemt, ingen kontrol af de afgivne stemmer og absolut ingen undersøgelse af processen bag dette.

Jeg vil viderebringe mange af mine vælgeres bekymringer over det europæiske budget. Jeg var for nylig til møder i både Daventry og Brixworth i mit distrikt, hvor der blev udtrykt bekymring over, at budgettet ikke anvendes og gennemføres korrekt. Overførsel af enorme pengesummer mellem budgetposter, som ikke afspejler Parlamentets velovervejede politiske synspunkter under budgetproceduren, er en bekymrende udvikling, der bliver mere og mere udtalt. Derfor stemte jeg ikke for Pittella-betænkningen.

Betænkning af Pittella (A6-0283/2006)

  Lena Ek, Cecilia Malmström og Anders Wijkman (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi har i dag stemt om et ændringsbudget, som vedrører EU-budgettets indtægtsside. Ændringsbudgettet omfatter bl.a. den tekniske omregning af de bidrag, som er nødvendige for at finansiere den britiske rabat. Vi mener, at det er urimeligt og gammeldags, at en medlemsstat har fået tildelt en sådan fordelagtig særstilling, og i den sammenhæng vil vi godt understrege vigtigheden af denne revision af EU's budget, som efter planen skal gennemføres i 2008/2009. Det er af største vigtighed, at denne revision både kommer til at omfatte den britiske rabat og den fælles landbrugspolitik.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi stemte imod denne betænkning, fordi man heri er afvisende over for Ministerrådets forslag om ændringsforslag 3. I modsætning til flertallet i Budgetudvalget mener vi, at Ministerrådet godt kan reallokere udgifter mellem EU's forskellige institutioner under budgetforhandlingerne, hvis dette anses for at være hensigtsmæssigt.

Betænkning af Jöns (A6-0300/2006)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Med vedtagelsen af Progress-programmet samles alle de fællesskabsaktioner, der før var delt over flere programmer: bekæmpelse af forskelsbehandling, fællesskabsstrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder, tilskyndelsesforanstaltninger på beskæftigelsesområdet, aktiviteter vedrørende arbejdsvilkår og aktioner mod social udstødelse.

Under debat- og forhandlingsfasen lykkedes det at ændre flere dele af Kommissionens oprindelige Progress-forslag, herunder som følge af vores forslag, navnlig i den udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, som jeg var ordfører for, men det vigtige punkt om medfinansiering er dog ikke blevet ændret. Det betyder et tilbageskridt for de organisationer, der arbejder med fattigdom og social udstødelse, for medfinansieringen er faldet fra 90 % i 2001 til de nuværende 80 %, der gælder for alle. Der kan findes undtagelser, som dog er meget vanskelige at få godkendt.

Det er den vigtigste årsag til, at vi undlader at stemme for denne betænkning til støtte for Progress-programmet.

  Roger Helmer (NI), skriftlig. - (EN) Som så meget, vi ser her i Parlamentet, er målene med dette program velmente.

Men jeg tvivler på, at det får nogen særlig praktisk betydning. Det foreslåede budget på 650 millioner euro er både for meget og for lidt. For meget, fordi et sådant beløb, hvis det anvendes klogt, sandsynligvis kunne være til en smule gavn. For lidt, fordi det med ca. 1,5 euro for hver EU-borger ikke kan skabe de forventede omfattende ændringer. De fleste af pengene vil blive brugt på administration, tildeling og vurdering, og meget lidt vil blive brugt til at opnå resultater.

Hvornår lærer vi det? Gang på gang ser vi velmente programmer som dette, der ikke giver de forventede resultater. Alligevel forsøger vi igen og igen. Det er håbets sejr over erfaringen.

Men nu står vi her med endnu et centraliseret forsøg på at bringe verden i orden. Lad os være brutalt ærlige. Hovedvirkningen af denne foranstaltning vil være at få Parlamentets medlemmer til at føle, at vi har "gjort noget". Den vil give os en følelse af selvretfærdighed. Men den vil gå hen over hovedet på dem, som det var meningen, at den skulle hjælpe.

Vi spiller violin, mens Rom brænder. Eller måske burde jeg sige, at vi spiller violin, mens Rom-traktaten brænder.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) For perioden 2007-2013 vil Progress-programmet absorbere fællesskabsprogrammerne vedrørende social beskyttelse, arbejdsvilkår osv. i en og samme tekst. Dette sammensurium er endnu et af de utallige socialt uanvendelige instrumenter på linje med den ineffektive Lissabon-strategi for økonomisk vækst i Europa.

Dette program har endvidere et klart ideologisk tilsnit. Ligestilling mellem mænd og kvinder og hensyntagen til de handicappedes interesser er ganske vist yderst prisværdige målsætninger, og forsvaret af personer, der risikerer at blive udsat for diskrimination på fællesskabsplan som følge af deres race eller etniske oprindelse, religion eller religiøse overbevisning kan være et middel til at bringe de modstandere af den immigrationspolitik, der for øjeblikket føres i de europæiske lande, som gennem de seneste 30 år har sået tvivl om vores sociale sikringsordninger, til tavshed.

Ud over de med projektet forbundne omkostninger styrker det Bruxelles' eurobureaukraters beføjelser, som bærer et tungt ansvar for flere af vores industriers ruin, ødelæggelsen af vores kampagner og dermed den sociale tilbagegang, de europæiske folk lider under.

Kun et nyt fædrelandenes Europa bygget på national solidaritet vil gøre det muligt at gøre reelle sociale fremskridt i vores lande.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det overordnede formål med fællesskabsprogrammet for beskæftigelse og social solidaritet, Progress, er at yde økonomisk støtte til gennemførelsen af EU's målsætninger inden for beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitik og således bidrage til virkeliggørelse af den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsordens mål inden for Lissabon-strategiens rammer.

Den politiske delaftale om den fælles holdning omfatter allerede størstedelen af Europa-Parlamentets ændringsforslag til den foreslåede tekst. I det store og hele indtager Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen sammenfaldende holdninger til dette program.

Jeg giver derfor min fulde støtte til den fælles holdning, fordi den indebærer, at der skabes gunstige betingelser for en hurtig vedtagelse af den beslutning, hvormed programmet oprettes. Teksten ændrer ikke substansen i Kommissionens oprindelige forslag, men den skaber større klarhed og gennemsigtighed, hvad angår programmets gennemførelse og især de budgetmæssige spørgsmål.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Som Europa bliver ældre, og økonomien globaliseres, bliver det mere nødvendigt at vie socialpolitikken særlig opmærksomhed for at styrke den regionale og sociale samhørighed i Europa.

Progress-programmet er mere end et vigtigt socialpolitiske instrument, da det betyder, at Parlamentet anerkender, at socialpolitikken fortsat skal spille en afgørende rolle, hvad angår beskæftigelsesfremme, social beskyttelse og integration, arbejdsvilkår, bekæmpelse af forskelsbehandling, forskelligartethed og ligestilling mellem mænd og kvinder.

Det er selvsagt meget vigtigt, at Europa forbedrer sine vækstindikatorer.

For at det kan ske, er det dog afgørende, at medlemsstaterne forstår, at der er mange grundlæggende områder, hvor der bør gøres fremskridt, f.eks. en mere beslutsom opbygning af det indre marked.

Denne vision, der fordrer mere Europa og mindre national egoisme, er også afgørende for, at den regionale og sociale samhørighedspolitik får succes.

Jeg glæder mig over den forenkling, som Progress-programmet vil indebære, idet det samtid viderefører de aktiviteter, der har hørt under fire tidligere programmer, i samklang med Kommissionens hensigt om at konsolidere og simplificere EU's finansielle instrumenter.

Betænkning af Krehl (A6-0281/2006)

  Bernadette Bourzai (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for den samstemmende udtalelse om de strategiske retningslinjer for samhørighed, men jeg vil gerne understrege, at reformen af regionalpolitikken har fundet sted under vanskelige forhold som følge af fornyelsen af de finansielle overslag, men også under relanceringen af Lissabon-strategien, hvilket klart har styret dens formål i en anden retning.

Men en ny retning, som udelukkende går efter innovation, videnøkonomi, konkurrenceevne i de gamle medlemsstater, er ikke nok til at sikre målene om territorial samhørighed og bæredygtighed, som efter min mening har fortrinsret.

Især beklager jeg, at øremærkningen af bevillingerne til Lissabon-målsætningerne og udgiftsklassificeringen ikke er blevet forelagt Parlamentet til godkendelse.

Jeg beklager endvidere, at der ikke er blevet taget højde for samhørighedens territoriale dimension som en fuldt berettiget strategisk retningslinje. Hvad angår udviklingen af de isolerede landområder, er dette imidlertid ikke tilstrækkeligt. Jeg er bekymret over, hvilken skæbne de kommer til at lide under programmeringen, for vi har endnu ikke nogen klar skillelinje mellem foranstaltningerne under EFRU og ELFUL, som er integreret i den fælles landbrugspolitik, og hvis midler er meget begrænsede.

  Brigitte Douay (PSE), skriftlig. - (FR) Fællesskabets strategiske retningslinjer for 2007-2013 er endelig blevet vedtaget i Europa-Parlamentet. Jeg har stemt for henstillingerne fra ordføreren, som er enig i disse retningslinjer.

Jeg har ikke desto mindre under drøftelserne henledt Kommissionens opmærksomhed på den udfordring, det grænseoverskridende samarbejde udgør, som skal gøre det muligt at mindske forskellene mellem Unionens grænseområder, under forudsætning af at en uensartet tildeling af midler fra strukturfondene som følge af statistiknomenklaturen ikke spænder ben for samhørighedsmålet og øger ulighederne.

Det er vigtigt at sikre afbalancerede betingelser for den økonomiske, sociale og territoriale udvikling på begge sider af grænsen og at lægge særlig vægt på programmerne vedrørende det grænseoverskridende samarbejde.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE), skriftlig. - (PT) Hurtig vedtagelse af forslaget til Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed er af største betydning for den igangværende proces i medlemsstaterne med at programlægge støtte fra de europæiske fonde under reformen af samhørighedspolitikken for 2007-2013, så de nye finansieringsprogrammer kan blive operative fra 1 januar 2007.

Europa-Parlamentet har haft lejlighed til at udtale sig om retningslinjerne på sit møde den 18. maj i en beslutning baseret på Constanze Krehls betænkning om forberedelsen af den samstemmende udtalelse om Fællesskabets strategiske retningslinjer for 2007-2013 (Samhørighedspolitikkens bidrag til vækst og beskæftigelse), som jeg støttede, og som jeg derfor stemte for.

Henstillingen om samstemmende udtalelse om forslag til Rådets beslutning om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed af Constanze Krehl hviler på nævnte beslutning af 18. maj.

Jeg her derfor stemt for igen.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Efter at Europa-Parlamentet har givet sin billigelse til Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed for 2007-2013, skal medlemsstaterne indlevere deres nationale referencerammer.

Vi er ikke enige i den ændring, som disse strategiske retningslinjer indebærer, da samhørigheden underordnes konkurrenceevnen, så de økonomiske og sociale samhørighedsmål indordnes under "Lissabon-strategiens" mål og dens neoliberale dagsorden om liberalisering af markeder og offentlige tjenester, fremme af deregulering og usikker beskæftigelse, privatisering af social sikkerhed og kommercialisering af undervisning og forskning.

Det er således en dagsorden, der bringer den økonomiske og sociale samhørighed i fare, og som fremmer regionale og sociale uligheder.

Indførelse af en minimumskvote for midler til disse formål - defineret som mindst 60 % for konvergensregionerne - er derfor uacceptabel, da den sætter modstridende mål op mod hinanden, når midlerne ydermere er reduceret til 0,37 % af Fællesskabets BNP i forhold til 0,41 % i den tidligere ramme.

Derudover er vi - særlig i denne sammenhæng - heller ikke enige i, at brugen af offentlig-private partnerskaber udvides.

Vi har derfor stemt imod.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg lykønsker ordføreren, fru Krehl, med en afbalanceret betænkning om dette vigtige spørgsmål. I Skotland har vi lang tids erfaring med at anvende strukturfondsmidlerne effektivt og godt, og det er afgørende, at midlerne bliver stadig større, så de kan opfylde Europas behov. I denne betænkning erkendes udviklingen behørigt, og der foreslås en række fornuftige skridt. Jeg støtter den helhjertet.

Betænkning af Rapkay (A6-0275/2006)

  Gilles Savary (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne have lov til at forklare, hvorfor jeg efter gårsdagens interessante drøftelser og dagens afstemning har stemt imod Rapkay-betænkningen. Ganske enkelt fordi jeg er nødt til at konstatere, at det er en strålende sejr for de liberale.

Vi har stemt for liberaliseringen af de offentlige tjenester, vi har stemt imod et rammedirektiv, vi har stemt imod at skelne mellem tjenesteydelserne af almindelig økonomisk interesse og forsyningspligtydelserne, vi har stemt for anvendelsen af konkurrenceretten på alle forsyningspligtydelser og for at få dem defineret nøjagtigt, vi har stemt imod definitionen af in-house, med andre ord de offentlige administrationer, vi har stemt imod de nærmere enkeltheder omkring Altmark-kriterierne. Under disse omstændigheder halter vi langt bagefter de tidligere beslutninger af hr. Herzog og hr. Langen i 2001, og Kommissionen foreslår nu en ny meddelelse mod slutningen af året.

Derfor overlader vi i dag hele afsnit af fællesskabsretten og de lokale offentlige tjenesteydelser til Domstolens uvished. Hvad forstås der ved direkte administration? Hvad forstås der ved interkommunal struktur? Hvad forstås der ved halvoffentlige selskaber? Hvilke indrømmelser gøres der over for markeds- og konkurrenceretten? Det ved vi fortsat ikke, og det er grunden til, at jeg fortsætter med at tale til fordel for tværgående tekster, der gør det muligt at sikre subsidiariteten. Jeg tror desværre, vi er langt fra målet, og at slaget er tabt i dag. Men jeg håber ikke, det er et endeligt nederlag.

  Jean-Louis Bourlanges (ALDE). - (FR) Hr. formand! Vi har ikke stemt for Rapkay-betænkningen af én helt bestemt grund. Den er en fuldstændig uberettiget tilbagegang i forhold til selve forfatningsteksten.

I forfatningsudkastets tekst hed det, at en europæisk lov opstillede principperne og betingelserne for at levere, få udført og finansiere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Det drejede sig således om det, der i den aktuelle nomenklatur går under betegnelsen et rammedirektiv. Ordføreren har i betænkningen ikke blot fjernet sig herfra med hensyn til realitetsspørgsmålet, men med forkastelsen af ændringsforslag 10 har han formelt afvist og offentligt gjort opmærksom på hans modstand mod forfatningsteksten.

Jeg er således bekymret over afdriften her i Parlamentet, som massivt foregiver at støtte forfatningsteksten, men som, når det drejer sig om noget vigtigt, ja endda centralt for den offentlige mening i en række lande, trækker sig uberettiget tilbage.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for betænkningen af hr. Rapkay om Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser, for det er en afbalanceret betænkning. Han har navnlig haft mod til at påpege, at det er umuligt at komme med en ensartet definition på forsyningspligtydelserne i et så mangesidet økonomisk og socialt miljø som EU's, og at subsidiaritetsprincippet inden for dette område bør bekræftes på ny, og at det skal overlades til medlemsstaterne at pege på, hvad der hører ind under almen interesse, og hvad der ikke gør, og at påtage sig det direkte ansvar for konsekvenserne af deres beslutninger. Efter vanskelighederne med at nå frem til et politisk kompromis under førstebehandlingen af direktivet om tjenesteydelser er forhandlingerne om forsyningspligtydelser langtfra afsluttet. Der skal hurtigst muligt lovgives på europæisk plan om bestemte sektorer, herunder almene social- og sundhedsydelser, for at sikre deres retssikkerhed. Endelig er denne sag en væsentlig faktor for det europæiske områdes konkurrencedygtighed, som vi skal være opmærksomme på.

  Bernadette Bourzai (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt imod betænkningen af hr. Rapkay om hvidbogen om forsyningspligtydelser, da flere af de ændringsforslag, der lå mig på hjerte, er blevet forkastet, navnlig det, der stillede krav om et rammedirektiv om forsyningspligtydelser, og dem, der stillede krav om en klarlæggelse af kriterierne for skelnen mellem forsyningspligtydelser og tjenesteydelser af almindelig offentlig interesse og af kritierne for ydelse af godtgørelse for erlæggelse af offentlige tjenesteydelser og in-house (egenproduktion).

Vi må ikke give efter på disse punkter, der er afgørende for vores offentlige tjenesteydelsers fremtid på vores område, og gå tilbage i forhold til det, Parlamentet vedtog i Herzog-beslutningen, der blev vedtaget i 2004, og i Langen-beslutningen i 2001, på et tidspunkt, hvor De Europæiske Socialdemokraters Gruppe har udarbejdet et forslag til rammedirektiv om forsyningspligtydelser, som går endnu længere.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE), skriftlig. - (PT) Som ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget om Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser har jeg kæmpet for:

- at forsyningspligtydelser - tjenesteydelser af både ikkeøkonomisk og økonomisk interesse, de såkaldte tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse - helt skal udelukkes fra anvendelsesområdet for bestemmelserne i direktivet om det indre marked for tjenesteydelser ("servicedirektivet"),

- at der for forsyningspligtydelser (og for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, hvilket ikke er til hinder for, at bliver genstand for særlig lovgivning for bestemte sektorer) vedtages et rammedirektiv, en rammelovgivning eller en generel lovgivningsmæssig ramme, eller hvad man måtte foretrække at kalde det,

- og at der af hensyn til retssikkerheden udformes en definition og beskrivelse af forsyningspligtydelser og foretages en præcisering af sondringen mellem tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og tjenesteydelser af almen ikkeøkonomisk interesse.

Da jeg mener, at denne betænkning i vid udstrækning afspejler disse holdninger, har jeg stemt for den.

Jeg beklager dog, at betænkningen ikke medtager en anden af de grundtanker, som jeg fremsatte i den udtalelse, jeg var ansvarlig for, nemlig, at der i forbindelse med forsyningspligtydelser bør tages hensyn til, at regionerne i den yderste periferi befinder sig i en særlig situation i kraft af de specielle strukturelle og vedvarende begrænsninger, der er kendetegnende for dem.

  Anne Ferreira, (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt imod hr. Rapkays betænkning af følgende grunde: For det første anmodes Kommissionen ikke om at komme med et forslag til rammedirektiv om forsyningspligtydelser. Fra nu af hviler der en trussel på administrationerne, de halvoffentlige selskaber og interkommunale strukturer som følge af risikoen for at komme i strid med konkurrenceretten. Hr. Barroso tog ikke fejl under forhandlingerne på plenarmødet, da han konstaterede, at der ikke var enighed om et forslag til rammedirektiv.

Ved at afvise at komme med en definition på forsyningspligtydelserne og den specifikke ret, der finder anvendelse på dem, lader Kommissionen markedsreglerne og dermed konkurrenceretten finde anvendelse på de offentlige tjenesteydelser.

Det er ikke længere tid til endnu en af de utallige meddelelser eller nye sektorspecifikke forslag. Vi forventer, at Kommissionen respekterer Europa-Parlamentets beslutninger og hurtigst muligt foretager en vurdering af de førte liberaliseringspolitikker. Vi ved, at resultaterne ligger langt fra de fastsatte mål.

Denne beslutning opfatter ikke forsyningspligtydelserne som en af den europæiske sociale models grundpiller eller som et middel til at nå Unionens sociale, økonomiske og miljømæssige mål og målet om territorial samhørighed.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi har stemt imod denne betænkning, fordi dens grundholdning er, at offentlige tjenesteydelser skal underordnes konkurrencehensyn og det kommende indre marked for tjenesteydelser, hvilket følger op på det kompromis, som Rådet nåede frem til om det berygtede Bolkestein-direktiv.

Samtidig skønmales de konsekvenser, som de hidtidige liberaliseringer inden for f.eks. transport, energi og kommunikation har haft, hvilket står i modsætning til, hvad mange bruger- og forbrugerorganisationer kan påvise, nemlig, at liberaliseringerne har betydet vanskeligere adgang til tjenesteydelserne, lavere kvalitet, højere priser og tab af tusindvis af arbejdspladser under påskud af omlægninger inden for den givne sektor.

Sondringen ud fra et kommercielt perspektiv mellem forsyningspligtydelser af økonomisk og ikkeøkonomisk interesse sigter på at gøre næsten alle offentlige tjenester til genstand for markedet.

Vores holdning er, at det henhører under medlemsstaternes enebeføjelser og suverænitet at fastsætte, hvordan de offentlige tjenester skal organiseres og finansieres, eftersom offentligt ejerskab er afgørende for eksistensen af offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet, der kan sikre almen adgang, forsyning til socialt retfærdige priser og brugernes demokratiske inddragelse i processen med at definere og forvalte disse ydelser og fastsætte deres kvalitetsniveau.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Hr. Rapkays betænkning om forsyningspligtydelser, hvad enten de er af almindelig økonomisk interesse eller ej, bebuder endnu en af de utallige usammenhængende europæiske lovgivningssmører og Kommissionens fornyede indblanding i medlemsstaternes og deres lokale myndigheders budget- og skattesystemer, som alt sammen er i absolut modstrid med subsidiaritetsprincippet, som ordføreren ellers henviser til adskillige gange.

Vi skal hele tiden minde de europæiske borgere om, at liberaliseringen af de offentlige tjenesteydelser og dens konsekvenser, som vi kender, er et juridisk holdop fra Kommissionen i Bruxelles' side angående traktaterne.

Markedet alene kan hverken garantere kvaliteten eller udførelsen af alle de opgaver, der er forbundet med disse tjenesteydelser, hvad enten de er sociale, vedrører egnsplanlægningen eller er af strategisk eller national interesse.

Uanset om de er rentable eller ej, må de offentlige tjenesteydelser kun henhøre under medlemsstaternes kompetenceområde, både for så vidt angår deres definition og organisation, bestemmelserne om deres udpegning, antallet og arten af de enheder, de overdrages til, og deres finansieringsform.

  Jean Lambert (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte imod Rapkay-betænkningen, fordi jeg mener, at den endelige tekst ikke støttede forsyningspligtydelser (offentlige tjenesteydelser) tilstrækkeligt. Direktiver, der udelukkende er sektorspecifikke, vil kun føre til, at salamitaktikken anvendes på den almene interesse, og at sektorer inddeles af forretningsmæssige hensyn. Der er aspekter ved socialydelser, som støtter uddannelsessektoren, former for boligbyggeri, som tjener almenvellet, selv om de ikke udtrykkeligt er møntet på en underprivilegeret social sektor osv. - en sektorspecifik tilgang er ikke nok. Som vi har gjort det så ofte på miljøområdet, må vi først have et overordnet rammedirektiv, hvor den almene interesse fastsættes, før vi ser på specifikke sektorer. Vi kan finde et retsgrundlag. Det er ikke nok at sige, at dette hører ind under medlemsstaternes kompetenceområde, når de selvsamme medlemsstaters regeringer anvender markedsregler, direktivet om tjenesteydelser og andre midler til at opnå liberalisering ad bagvejen. Jeg håber, at de, der støttede ændringsforslaget om liberalisering, stemte imod et horisontalt direktiv og stemte for den endelige betænkning, kan forklare deres kolleger i lokale og regionale regeringer, hvorfor de ikke i højere grad forsvarer de offentlige tjenesteydelser, som deres kolleger skal tilvejebringe.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Betænkningen af hr. Rapkay om forsyningspligtydelser virker ved første øjekast tiltrækkende. Man taler om bedre beskyttelse af de offentlige tjenesteydelser, bedre forsvar af subsidiaritetsprincippet, demokratisk respekt for de nationale traditioner og klare definitioner af forsyningspligtydelserne, navnlig ved indførelse af konceptet tjenesteydelser af ikkeøkonomisk interesse.

Disse gode hensigter kan skuffe, især da forslaget om et rammedirektiv i dag ser ud til at være blevet forkastet. Mange tvingende regler vil imidlertid gribe ind i medlemsstaternes fortrinsrettigheder såsom kontrollen af finansieringsmidlerne. Døren står således åben for en kommende EU-fanatisk afdrift.

Endelig er det mig helt umuligt at stemme for denne tekst, som henviser til forfatningstraktaten, en forfatning, som ifølge betænkningen ville give bedre garantier for forsyningspligtydelserne i forhold til det nuværende europæiske lovgivningsvirvar. Jeg skal imidlertid minde om, at den europæiske forfatning på demokratisk vis er blevet forkastet af det nederlandske og det franske folk.

Denne tekst, der forsøger at holde sig på god fod med begge parter, kan kun få mig til at undlade at stemme.

  Marie-Noëlle Lienemann (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt imod Rapkay-betænkningen, som ikke anerkender nødvendigheden af et rammedirektiv om forsyningspligtydelser og tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og lader døren stå åben for en fortsættelse af den igangværende liberalisering, som sætter vores offentlige tjenesteydelser og adgangen for alle overalt til disse vigtige tjenesteydelser under debat.

Et rammedirektiv burde garantere fordelingen mellem brugerne, lige rettigheder for borgerne og territorierne, egnsplanlægningen og den varige beståen af de erlagte tjenesteydelser samt et vist kvalitetsniveau.

Der skal hurtigst muligt sættes en stopper for denne udbredte liberalisering, der hverken tilfredsstiller de arbejdstagere, der arbejder inden for disse områder, eller borgerne.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Storkapitalen har fået øje på de offentlige tjenester, der nu opdeles i økonomiske og ikkeøkonomiske, så man kan kommercialisere opfyldelsen af nogle af befolkningens grundlæggende behov og øge kapitalens profit.

EU forstærker forbuddet mod statsstøtte under påskud af at beskytte konkurrencen og fremmer fuld liberalisering og privatisering af de offentlige tjenester, så storkapitalen kan komme ind på markedet. Inden for rammerne af det indre marked og stabilitetspagten sælger medlemsstaterne ud af befolkningens rigdom for at styrke plutokratiet. Ifølge EU skal der sælges ud af de tjenester, som er profitable for kapitalen.

Resultaterne af denne politik vil være særligt smertefulde for arbejdstagerne. Tab af mange tusind arbejdspladser, mindre gunstige ansættelsesforhold, faldende levestandard. Særligt negative bliver konsekvenserne for alle brugerne af disse tjenester, navnlig de nederste befolkningslag. Vi har allerede set konsekvenserne i tjenester, der er blevet ofre for kapitalistiske omstruktureringer og privatiseringspolitik.

KKE stemmer imod Parlamentets beslutningsforslag, hvor man accepterer opdelingen af forsyningspligtydelser i økonomiske og ikkeøkonomiske og fremmer salget og kommercialiseringen af disse tjenester. Vi er solidariske med arbejdstagerne, der kæmper for bedre og billigere offentlige tjenester til gavn for befolkningens levestandard i stedet for monopolernes profit.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Uanset hvilken kapitalisme- eller markedsøkonomimodel vi hylder, skal der altid være offentlige instanser, der direkte eller indirekte leverer ydelser. Det er derfor forståeligt, at Kommissionen fremlægger sine overvejelser om dette spørgsmål, da det er genstand for flere fællesskabsbestemmelser, også selv om formålet blot er at udelukke sådanne ydelser fra disses anvendelsesområde.

Med henblik også på fremtidige tiltag vil jeg dog gerne fremsætte nogle forbehold. For det første er EU ikke i stand til at levere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og det samme gælder vel forsyningspligtydelser (eventuelle undtagelser bør fortrinsvis bestå i samarbejde mellem medlemsstaterne). Lovgivning om disse tjenester bør primært ske på nationalt niveau, men skal selvfølgelig respektere bestemmelserne for det indre marked og principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser.

Endelig beklager jeg, at Kommissionen i en beslutning om disse spørgsmål anmodes om at forelægge en omfattende analyse af "konsekvenserne af den hidtidige liberalisering, navnlig af situationen for forbrugerne og de berørte ansatte". Ordet "berørte" er udtryk for en ideologisk stillingtagen i en sag, hvor man burde være upartisk.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) EU's indre marked er allerede med stor succes blevet liberaliseret inden for betydelige områder, hvilket de europæiske forbrugere og arbejdstagere har fået gavn af.

For at give den europæiske økonomi ny fremdrift er EU dog nødt til at foretage endnu et kvalitativt spring for at fuldende sit indre marked og dermed drage fuld nytte af dets fordele.

Dette spring kan foretages gennem initiativer på området for forsyningspligtydelser, offentlige tjenesteydelser uden kommerciel interesse, finansierede med offentlige midler.

Jeg mener, at det bør være medlemsstaternes enebeføjelse præcist at definere, formulere, organisere og finansiere disse forsyningspligtydelser ud fra deres givne forhold og i respekt for det regionale og lokale selvstyre.

Imidlertid er tildeling af forsyningspligtydelser lokalt, regionalt og nationalt plan stødt sammen med fællesskabsbestemmelser. På europæisk plan befinder disse ydelser sig nemlig i en gråzone, da det er uklart, hvilke bestemmelser der gælder for forsyningspligtydelser, hvad angår konkurrence, offentlige udbud og det indre marked. Heller ikke Domstolen har bidraget til en afklaring.

Jeg støtter betænkningen, fordi der sondres klart mellem gennemførelse af fællesskabsretten på den ene side og opfyldelse af målsætninger af almen interesse i forbindelse med udførelsen af forsyningspligtydelser.

Betænkning af Eurlings (A6-0269/2006)

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! ÖVP-delegationen stemte ja til første del af nr. 69, fordi vi anser denne proces for at være en proces med en åben udgang. Vi stemte nej til den anden del, fordi den er i modstrid med den første del. Under den afsluttende afstemning valgte vi dog at stemme for, selv om der var et flertal for den anden del, fordi denne betænkning ikke vurderer det ultimative mål, men derimod fremskridtene i forhandlingerne, og fordi den forholder sig kritisk og objektivt til retsfællesskabet og EU's beslutninger og ikke indeholder en endelig afstemning eller erklæring. Jeg ønskede at præcisere dette for at undgå uoverensstemmelser og misfortolkninger.

  Michl Ebner (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! I forbindelse med nr. 69 stemte jeg bevidst og med overbevisning i stemmen for den første del og imod den anden del. Jeg er nemlig af den opfattelse, at hr. Eurlings og mange andres fine arbejde reelt er en oplistning af emner og situationer, som ikke favoriserer Tyrkiets tiltrædelse. Det er en af grundene til, at forhandlingerne ikke skal have Tyrkiets medlemskab som det endelige mål.

Derfor stemte jeg imod betænkningen i sin helhed. Man bør koncentrere sig om nr. 71, idet man forsøger at finde en vej for Tyrkiet, som forankrer landet i de europæiske strukturer. Dette gælder også for andre nabolande, som man ikke bør stille et medlemskab i udsigt, hvis man allerede på forhånd kan se, at dette aldrig vil kunne gennemføres.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg stemte imod Eurlings-betænkningen, selv om den utvivlsomt indeholder det ene eller andet positive aspekt, ikke mindst fordi der heri gives udtryk for, at Tyrkiet ikke er moden til at blive optaget i EU og sandsynligvis heller aldrig bliver det. Alligevel stemte jeg imod, fordi den tyrkiske regering fører en ren show off-politik, hvor man vedtager et par reformer, men undlader at gennemføre disse, for slet ikke at tale om, at vi ikke kommer tættere på en løsning af højeksplosive problemer som f.eks. Cypern-konflikten, kurderspørgsmålet eller anerkendelsen af folkemordet på armenierne. Alle disse spørgsmål skulle have været løst, før man indledte forhandlingerne - og dette ikke mindst set i lyset af, at Tyrkiet i de senere år har modtaget over 1,3 milliarder euro i førtiltrædelsesstøtte. Efter min opfattelse er det på tide at sige det ærlige nej til tiltrædelsesforhandlingerne, som EU-borgerne for længst har givet udtryk for.

  Jacques Toubon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Vi var mange, der undlod at stemme om Eurlings-betænkningen, og det af følgende grunde.

Vi ville have stemt for betænkningen, for som jeg sagde i går, er det den mest kritiske betænkning, der nogensinde er blevet vedtaget her i Parlamentet, om Tyrkiets adfærd over for EU. Desværre har Parlamentet under afstemningen afvist, at anerkendelsen af det armenske folkedrab skulle være en forudsætning for Tyrkiets tiltrædelse, og det har i øvrigt på trods af vores og flere af vores kollegers stemme vedtaget en bestemmelse, som underforstår Tyrkiets tiltrædelse som det eneste mulige resultat af forhandlingerne.

Vi er uenige i disse to punkter. Vi ville dog ikke gå imod den indsats, hr. Eurlings og Udenrigsudvalget har gjort, da de har sendt et meget kraftigt signal på Parlamentets vegne. Det er grunden til, at vi har valgt at undlade at stemme.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg havde først til hensigt at stemme for Eurlings-betænkningen i dag, men på grund af en række ændringsforslag, især ændringsforslagene om Armenien, har jeg skiftet mening under afstemningen, og til sidst stemte jeg imod denne betænkning, selv om jeg som principiel modstander af Tyrkiets tiltrædelse mener, at denne betænkning forbigår sagens kerne.

Eurlings-betænkningen har dog bevist, at stemningen i Parlamentet og i Europa har udviklet sig i den rigtige retning i de seneste to år, og at vi i højere grad bliver klar over de utallige punkter, hvor Ankara gør for få fremskridt til overhovedet at opfylde Københavnskriterierne. Det var også udmærket, at ordføreren mindede om det armenske folkemord, men afstemningen i dag beviser, hvor latterligt De Liberale, De Grønne og Socialdemokraterne her i Parlamentet handler. De taler altid meget om menneskerettigheder og store principper, men når det kommer til stykket, stikker de halen mellem benene på grund af realpolitikken. En mere plat holdning kan man vanskeligt forestille sig. Ikke alle folkemord har åbenbart ret til, at vi mindes dem.

Det samme gælder Cypern-spørgsmålet, hvor mange her i Parlamentet tilsyneladende har glemt, at Tyrkiet i mere end 30 år med et terrorregime har regeret med jernhånd over den nordlige halvdel. Tyrkiet kan og må aldrig blive medlem af EU.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har også stemt imod Eurlings-betænkningen, fordi den stadig går ud fra, at Tyrkiets tiltrædelse fortsat er ønskelig. Hvis man betragter den imponerende liste over store problemer, burde man dog vide bedre. Fjernelsen af den væsentlige passage om det armenske folkemord er skandaløs. Som Parlament tager vi faktisk afstand fra de to beslutningsforslag, som vi tidligere har vedtaget derom. Det er også en opmuntring til den tyrkiske regering, som roligt kan fortsætte med sin statsnegationisme.

I den forbindelse må jeg også fordømme de venstreorienterede gruppers manglende rygrad. Det vallonske Socialistiske Parti trak f.eks. sin støtte til erkendelsen af det armenske folkemord tilbage af skræk for i de kommende to uger at miste stemmer blandt de stadig mere talrige tyrkiske vælgere i Bruxelles. Det er store principper, som man hævder at forsvare. Apropos hykleri!

  Albert Deß (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil også gerne afgive en stemmeforklaring til Eurlings-betænkningen. Betænkningen indeholder ganske vist mange udsagn, som jeg uden videre kan støtte. Jeg valgte dog i sidste ende at stemme nej, fordi jeg principielt er imod Tyrkiets fulde medlemskab af EU, og selv om betænkningen rummer mange påbud, så udelukker den ikke en målsætning i retning af fuldt medlemskab. En anden grund til, at jeg ikke støttede betænkningen, var, at man ikke heri kræver en omgående udsættelse af tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet.

Det er uacceptabelt, at der forhandles videre med en tyrkisk regering, fra hvis rækker der for nylig fremkom en sammenligning af pave Benedikt XVI med Hitler og Mussolini. Det var netop tyrkiske politikere, som udtrykte sig mest hadefuldt med hensyn til den tale, som pave Benedikt holdt i mit hjemland. Men jeg har fuld tillid til den franske befolkning i dette spørgsmål. Jeg går ud fra, at tiltrædelsen ikke kommer i stand, fordi et flertal af den franske befolkning vil stemme imod.

  Jean-Louis Bourlanges (ALDE). - (FR) Hr. formand! I UDF støtter vi meget kraftigt hr. Eurlings betænkning, for den indeholder meget klare sandheder, der skal bringes frem i lyset. Men vi var trods alt nødt til at undlade at stemme. Hvorfor? For det første netop fordi denne betænkning synes at udelukke idéen om et styrket samarbejde som et alternativ til den rene og skære tiltrædelse. Det er imidlertid urealistisk. Især fordi Parlamentet med forkastelsen af afsnittet om Armenien sender et ekstraordinært negativt signal.

Jeg skal minde om, at vi i 2004 vedtog en beslutning med et krav om anerkendelse af det armenske folkedrab. I 2005 vedtog vi en beslutning med et krav om, at anerkendelsen af det armenske folkedrab skulle være en forudsætning for landets tiltrædelse.

Det har vi alt sammen glemt i dag. Hvad er vores budskab? Et budskab fra et Parlament, der skifter mening, som glemmer sine beslutninger. Budskabet er enkelt. Vi siger til tyrkerne: De skal ikke have så travlt med at komme videre på dette punkt, De kan fortsætte med at opfatte den blotte omtale af folkedrabet som en meningsforbrydelse, og vi kræver alligevel ikke, at De anerkender folkedrabet. Det er et ekstremt negativt, ekstremt farligt budskab. Jeg beklager, at det er blevet fremsat, og at det har forhindret os i at stemme for hr. Eurlings ellers fremragende betænkning.

  Mario Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Under forhandlingen om Tyrkiets formodede fremskridt i retning af tiltrædelse af EU - og eftersom vi har vedtaget en vigtig beslutning om det armenske folkedrab - spørger jeg mig selv, hvad andet vi kan forlange af Tyrkiet, end at landet langt om længe afgiver et klart løfte på dette område og navnlig et løfte om at overholde menneskerettighederne og acceptere de værdier, som EU bygger på.

I stedet viste afstemningen i dag endnu en gang et politisk korrekt hykleri, eftersom vi undlader en klar stillingtagen i de spørgsmål, som Europa skal stille de tyrkiske ledere, de tyrkiske institutioner og dem, som reagerede på pavens tale og nyheden om hans besøg med et vulgært, voldsomt sprog og mafialignende trusler.

Europa forholder sig passivt, mens skolebøgerne stadig lærer de tyrkiske børn, at det armenske folkedrab er historieforfalskning. Derfor er det rigtigt, at vi bør lytte opmærksomt til kritikken af dem, der ønsker at omskrive historien. Det er en skandale! Tyrkiet nægter stadig at anerkende befolkningernes rettigheder - ikke bare armenernes rettigheder, men også kurdernes - men Europa forholder sig tavst. Det er hyklerisk og skandaløst. Så er det ikke længere menneskerettighedernes Europa, men et Europa, der er ligeglad med menneskerettighederne!

  Renate Sommer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg stemte for Eurlings-betænkningen, fordi jeg mener, at det er den bedste betænkning af den type, som vi har haft. Jeg stemte for, selv om jeg ikke er enig i alt. F.eks. er jeg ikke enig i den måde, som Armenien-spørgsmålet behandles på. Prøv at forestille Dem, at Tyskland kun omtalte holocaust, som udspillede sig under Hitler-styret, i anførselstegn eller som det såkaldte holocaust. På samme måde forholder det sig i Tyrkiet med Armenien-spørgsmålet. Jeg stemte for Eurlings-betænkningen, selv om flertallet bestemte, at der skulle optages en passus, i henhold til hvilken målsætningen skal være Tyrkiets fulde medlemskab af EU. Denne målsætning støtter jeg naturligvis ikke, fordi Tyrkiet ikke er klar til tiltrædelse og heller ikke er parat til at efterkomme vores påbud, og fordi jeg ved - ligesom alle andre her i salen - at EU ikke har råd til at have Tyrkiet som medlem. Derfor faldt det mig let at stemme for denne betænkning, for de erklæringer, som blev optaget imod min vilje, og som jeg netop var inde på, er helt åbenlyst så tåbelige, at betænkningen - i sin helhed - under alle omstændigheder giver en god refleksion af Parlamentets holdning.

  James Hugh Allister (NI), skriftlig. - (EN) Jeg stemte imod Eurlings-betænkningen, fordi jeg er stærk modstander af, at ikkeeuropæiske Tyrkiet opnår medlemskab af EU. De, der påstår, at en udvikling i retning af medlemskab vil motivere Tyrkiet til at overholde de demokratiske spilleregler og menneskerettighederne fuldt ud, har vist sig at tage sørgeligt fejl, hvilket også indrømmelserne i betænkningen om manglende konkrete fremskridt vidner om. Vi har intet opnået, hvad angår reformer, menneskerettigheder, religionsfrihed, Cypern og Armenien, tværtimod har vi spildt og vil fortsat spilde millioner på førtiltrædelsesstøtte. Det er ikke første gang, at nogen tager fusen på EU.

EU's trang til endeløs udvidelse er drevet af et stærkt ønske om en egoopbyggende verdensstatus ledsaget af ønsket om en superstat i kraft af den forkastede forfatning. Tyrkiets medlemskab, endnu mere udvidelse og forfatningen indgår alt sammen i masterplanen.

  Bernadette Bourzai (PSE), skriftlig. - (FR) Eurlings-betænkningen gør et år efter indledningen af tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet status over de gjorte fremskridt og de opståede problemer.

Flere ændringsforslag har været med til at afbalancere betænkningen, så der tages højde for den indsats, Tyrkiet har ydet, og så de spørgsmål, der fortsat volder problemer, såsom Tyrkiets manglende undertegnelse af Ankara-protokollen og behandlingen af minoriteter, samtidig understreges.

Det armenske folkedrab skal nødvendigvis anerkendes fra tyrkisk side. Denne anerkendelse kan imidlertid ikke gøres til en forudsætning for landets tiltrædelse, hvis man tager Københavnskriterierne i betragtning.

Afsnittet om et eventuelt privilegeret samarbejde mellem EU og Tyrkiet, hvis forhandlingerne skulle falde til jorden, er ikke relevant for øjeblikket. Vi befinder os i en igangværende proces, og vi må ikke for øjeblikket se pessimistisk på forhandlingsresultatet.

Med denne stemme vil jeg gerne pege på de mange fremskridt, Tyrkiet skal gøre for at komme med i EU, men jeg vil ikke opstille nye barrierer for landets eventuelle tiltrædelse.

For mig er Tyrkiets tiltrædelse af EU både en fordel for Tyrkiet og for Europa.

  Marco Cappato (ALDE), skriftlig. - (IT) Hr. formand! På vegne af Det Tværnationale Radikale Parti stemte jeg mod hr. Eurlings' betænkning om Tyrkiet, for med denne betænkning smækker EU endnu en gang døren i for Middelhavet og Mellemøsten. I stedet for at vise vilje til at fremskynde Tyrkiets europæiske integrationsproces foreslår Parlamentet nogle alternative løsninger for at bringe Ankara tættere på Bruxelles, der ikke har noget med seriøse tiltrædelsesforhandlinger at gøre.

EU må ikke lukke sig inde i sig selv og nøjes med at koncentrere sig om sin egen forfatning, sådan som kommissionsformand Barroso forklarede os for et par dage siden. Og EU må heller ikke have for store forhåbninger til, at det lykkes paven at skabe dialog med den islamiske verden og Mellemøsten, som der står i hr. Eurlings' betænkning. Josef Ratzinger er ikke Javier Solana.

Vi skal derimod tage udgangspunkt i Marco Pannellas appel om fred i Mellemøsten og puste nyt liv i vores føderalistiske og demokratiske aspirationer, så vi skaber et Europa, der medtager det størst mulige antal mænd og kvinder i et politisk projekt, som tager sigte på frihed, demokratiske reformer og fred.

  Richard Corbett (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning, og jeg støtter princippet om Tyrkiets tiltrædelse af EU, efter at tiltrædelsesforhandlingerne er afsluttet, og forudsat at Tyrkiet opfylder de nødvendige standarder, hvad angår menneskerettigheder, det demokratiske systems funktion og respekt for mindretal, og erkender sin fortid.

  Lena Ek, Cecilia Malmström og Anders Wijkman (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Udviklingen i Tyrkiet er bekymrende på langt de fleste områder. I flere tilfælde har det vakt opmærksomhed, at journalister og forfattere er blevet arresteret og tiltalt for at have begået forbrydelser mod "tyrkiskheden". Selv om udviklingen naturligvis er foruroligende, må man ikke glemme de demokratiske og reformvenlige kræfter, som findes i landet. Det er nu vores opgave, EU's opgave, at fortsætte med at hjælpe og støtte disse kræfter, således at Tyrkiet kommer tilbage på rette spor.

I betænkningen udøver hr. Eurlings berettiget kritik af Tyrkiet. Men han fremsætter også kritikpunkter, som indikerer en forskelsbehandling af Tyrkiet i forhold til de andre kandidatlande, hvilket er uacceptabelt. Det er vigtigt, at Tyrkiet gør op med sin historie og med Armenien. Men det skal ikke være afgørende for, om forhandlingerne med Tyrkiet skal fortsætte eller ej.

Det er vigtigt, at EU vedkender sig sit ansvar her og ikke går fundamentalisternes og de reaktionære kræfters ærinde, men at vi derimod stemmer for en afbalanceret betænkning. Vi har derfor valgt at stemme for punkt 50 og de ændringsforslag, som rummer en konstruktiv holdning til Tyrkiet.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte imod min egen gruppes ændringsforslag 51 til punkt 50 i hr. Eurlings' betænkning om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse. Det gjorde jeg med en vis beklagelse, men hvis ændringsforslaget var blevet vedtaget, ville henvisningen til bl.a. det assyriske samfund være udgået. Som en, der konsekvent har klaget over, at det assyriske samfunds forhold og endog eksistens bliver ignoreret i Irak, ville det være hyklerisk af mig at optræde på nøjagtigt samme måde i Tyrkiets tilfælde. Jeg stemte også imod de øvrige ændringsforslag til dette punkt.

  Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt imod Eurlings-betænkningen, da den afspejler Europas i stigende grad dobbeltmoralske indstilling til Tyrkiet. For mig er Tyrkiet egnet til at blive medlem af EU. Tyrkiet har altid været en del af Europas politiske, økonomiske og kulturelle historie. Selv om det er klart, at Tyrkiet stadig skal gøre en indsats inden for mange områder, opstiller visse politiske kræfter i Rådet og Parlamentet hele tiden nye barrierer, som Tyrkiet skal overvinde. Jeg har til hensigt at tage afstand fra disse manøvrer, som, når alt kommer til alt, kun har til formål at bevare et kristent Europa!

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Hvis ikke De med urette havde kaldt Tyrkiet et europæisk land, hvilket det ikke er, ville De ikke i dag skulle indrømme visse sandheder.

De siger i dag, at de religiøse minoriteter, navnlig de kristne, undertrykkes i Tyrkiet. At respekten for menneskerettighederne i almindelighed og for kvinder i særdeleshed ikke er sikret i landet. De finder ud af, at Tyrkiet fortsat afviser at anerkende Cypern, som ikke desto mindre er medlem af denne Union, som Tyrkiet har i sinde at tilslutte sig, og at landet ofte anstifter uroligheder ved grænsen til en anden medlemsstat, Grækenland. De siger, at Tyrkiet krænker et af EU's grundlæggende principper, den fri bevægelighed. For kun at nævne det.

Og Deres eneste konklusion herpå er: Lad os fortsætte forhandlingerne, men pas på, for i sidste ende kan vi altid sige nej. Hvem tror på den røverhistorie?

De burde have lyttet til de europæiske folk den 3. december sidste år, som i overvejende grad er imod Tyrkiets tiltrædelse af EU. De burde foreslå Tyrkiet et privilegeret partnerskab med respekt for vores forskelle og ikke denne politisk-diplomatiske maskerade, der er ydmygende for begge parter og især for det tyrkiske folk.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen er en gennemgang af de fremskridt, som Tyrkiet har gjort indtil nu med hensyn til en fremtidig tiltrædelse af EU. Heraf er der kun et kapitel "Videnskab og forskning", som er påbegyndt og foreløbigt afsluttet. Der er således meget lang vej endnu.

Junilisten anser ikke Tyrkiets geografiske placering eller dets religion for at være en hindring for et eventuelt medlemskab af EU. Vi mener, at man bør stille de samme krav til tiltrædelse, som man gjorde ved tidligere udvidelser - hverken mere eller mindre. Tyrkiet opfylder ikke Københavnskriterierne, og derfor er et EU-medlemskab ikke aktuelt på nuværende tidspunkt.

Det er imidlertid ikke kun Tyrkiet, som skal tilpasse sig. EU's landbrugspolitik og strukturfondene skal reformeres. En eventuel fremtidig traktat er et andet spørgsmål, som skal afklares, inden der kan gennemføres yderligere udvidelser af EU, først og fremmest af hensyn til stemmefordelingen blandt medlemsstaterne og for at undgå, at nogle få store får mulighed for at dominere hele Unionen.

Både Tyrkiet og EU har en meget lang politisk og økonomisk vej at tilbagelægge, inden et medlemskab kan blive aktuelt, men hvis og når den dag kommer, hilser Junilisten Tyrkiet velkommen.

Derfor har vi stemt for denne betænkning.

  Françoise Grossetête (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har undladt at stemme om denne betænkning.

Den betænkning, der blev fremlagt på plenarmødet, har den fortjeneste, at den endelig ser sandheden i øjnene. Parlamentet har gennem meget lang tid behandlet dette spørgsmål på englevis. Denne betænkning er mere håndfast end de foregående, men jeg beklager Parlamentets manglende mod med hensyn til spørgsmålet om anerkendelse af det armenske folkedrab. Derfor besluttede jeg mig for at undlade at stemme under den endelige afstemning.

Jeg har gennem mange år været imod Tyrkiets tiltrædelse af EU, og jeg opfordrer til, at der indgås et privilegeret partnerskab med landet. Der er i dag flere af Europa-Parlamentets medlemmer, der har tilsluttet sig denne holdning, der for få år siden var meget lidt udbredt.

Tyrkiet nægter at anerkende en af EU-medlemsstaterne, Republikken Cypern, og har besat landet i 30 år! Tyrkiet anerkender ikke det armenske folkedrab. Tyrkiet anerkender ikke foreningsfriheden, og 97 % af landet ligger uden for Europa.

Det er Europas pligt at hjælpe dette land på demokratiets vej, men som følge af landets geografi, historie og kultur kan det ikke påberåbe sig EU's politiske projekt.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Et år efter påbegyndelsen af forhandlingerne om Tyrkiets tiltrædelse af EU, har landets myndigheder endnu ikke taget et eneste skridt til at anerkende Cypern, en af EU's medlemsstater. Samtidig holder det stadig den nordlige del af denne middelhavsø militært besat og har dermed i årevis overtrådt FN's resolutioner.

Efter et års forhandlinger er der vidnesbyrd om, hvor meget den kurdiske befolknings økonomiske situation er forværret, og om den manglende respekt for dens legitime politiske og kulturelle rettigheder samt om øget undertrykkelse i de kurdiske områder fra tyrkisk politi og militær.

Blot disse to forhold illustrerer, hvor mange spørgsmål tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet rejser. Det er en tiltrædelse, som de store magter i EU ønsker, for at deres store økonomisk-finansielle grupper kan udnytte landets økonomi og ressourcer og dets geostrategiske position i deres planer om indblanding og herredømme i Mellemøsten, Kaukasus og Centralasien. Tiltrædelsesprocessen får dog også modsigelser til at komme op til overfladen, hvad angår de store magters hegemonideling i EU's beslutningsproces, ligesom den skærper modsætningerne mellem de store europæiske magters ambitioner og USA, hvad angår deres indordning under og deltagelse i den amerikanske imperialisme.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. - (CS) Lige siden middelalderen har Tyrkiet været en stor enhed forbundet med problemer. I dag er det mest komplicerede problem i forbindelse med Tyrkiet kriteriet for at måle landets fremskridt. Et kapitel i tiltrædelsesforhandlingerne er blevet afsluttet, og det har uden tvivl været en succes. Endnu 28 kapitler er åbne, dog uden overhovedet at nævne Københavnskriterierne.

Der er problemer overalt, herunder en valglov, der tramper på frihederne for borgerne, kvinder og nationale og religiøse minoriteter, en utilstrækkelig infrastruktur i den østlige del af landet, anspændte forhold med dets naboer, beskæftigelsesstrukturen, måden hvorpå politiet og hæren efterforsker kriminalitet samt besættelsen af en del af en EU-medlemsstat. Processen med at gennemføre nye love vil uden tvivl blive lang og kompliceret. På den anden side kender jeg personligt en række veluddannede tyrkere, og jeg ved, hvor stor deres begejstring var over åbningen af forhandlingerne med EU.

Efter vedtagelsen af en række ændringsforslag, som fjerner de mest presserende problemer fra betænkningen om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse, kan det desværre ikke accepteres af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre. Derfor følte vi os nødsaget til at stemme imod den vedtagne ordlyd.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Hr. Eurlings' betænkning indeholdt fremragende passager, navnlig om det armenske folkedrab, som de tyrkiske myndigheder nægter at anerkende, den økonomiske blokade af Armenien, afvisningen af at anerkende Cypern, som er medlem af EU.

Alene på baggrund af et af disse elementer burde det konkluderes, at forhandlingerne om Tyrkiets tiltrædelse af EU skal indstilles. Ikke blot når ordføreren ikke frem til denne konklusion, men han nævner heller ikke den åbenlyse kendsgerning, at Tyrkiet ikke er et europæisk land. 95 % af landet ligger i Asien. Dets hovedstad, Ankara, ligger i hjertet af Lilleasien. Da de kristne samfund blev fordrevet i det 20. århundrede, er 99 % af landets befolkning muslimer.

Tyrkiet har således ingen som helst grund til at tiltræde EU. Denne kendsgerning, som er åbenlys for de europæiske folk, især Frankrig og Østrig, er ikke åbenlys for dem, der styrer os. Formiddagens afstemning illustrerer denne kløft. Ikke blot stemte et flertal i Parlamentet for Tyrkiets tiltrædelse, men det forkastede endvidere punkt 49, hvori der blev stillet krav om, at Tyrkiet skal anerkende det armenske folkedrab, hvorved Parlamentet giver efter for Tyrkiets vilje.

  Jean-Marie Le Pen (NI), skriftlig. - (FR) Selv om Eurlings-betænkningen er kritisk over for Tyrkiets tiltrædelse af EU, især ved at stille krav om, at Tyrkiet anerkender det armenske folkedrab, drager den ikke denne tiltrædelse i tvivl.

Det er rigtigt, at vi har Kommissionen, Jacques Chirac og briterne, de største forsvarere af det ottomanske styre, til at sikre, at vi undgår enhver form for afdrift eller foranstaltning, som kan udsætte eller forhindre tiltrædelsen.

Vi for vores del har ikke skiftet mening efter forholdene, efter den tyrkiske regerings omskiftelser, som leger vendekåbe med Kommissionens forhandlere og de vigtigste medlemsstater.

Vi er imod Tyrkiets tiltrædelse. Det er et principspørgsmål. Tyrkiet er ikke et europæisk land og lever ikke op til et eneste af de Københavnskriterier, der fastlægger bestemmelserne for et lands tiltrædelse af EU.

Forhandlingerne burde bevæge sig i retning af et privilegeret partnerskab med opretholdelse af visumpligten for de tyrkiske statsborgere, sådan som det er tilfældet for øjeblikket.

Tyrkiets tiltrædelse må ikke ske mod de europæiske folk. Som forsvarere af det franske folk ved vi, hvordan vi skal forsvare dets interesser, hvilket bl.a. gøres ved at afvise Tyrkiets tiltrædelse af EU.

  Marie-Noëlle Lienemann (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har altid ment, at Tyrkiets tiltrædelse af EU ikke kunne ske inden for de nuværende rammer af den europæiske konstruktion.

Jeg er for et Europa med tre cirkler. Den første, den føderale kerne med de lande, der har de samme ambitiøse sociale målsætninger og viljen til en europæisk magt, der fremstår som aktør på den internationale scene. Den anden cirkel omfatter de 27 nuværende EU-medlemsstater. I lyset af vanskelighederne og nødvendigheden af at konsolidere denne cirkel skal enhver ny udvidelse udelukkes.

Den tredje cirkel skal omfatte et tæt og globalt partnerskab med nabolandene, Balkanlandene, Middelhavslandene og andre. Jeg skal understrege vigtigheden af at indgå tætte partnerskaber med landene omkring Middelhavet, hvor Tyrkiet behandles på lige fod med Maghreb-landene, som Europa gennem mange år har haft et godt forhold til.

Jeg har således undladt at stemme ved samtlige afstemninger undtagen ved afstemningen om anerkendelsen af det armenske folkedrab, som Parlamentet altid har forsvaret, og det for at man ikke skal tro, at jeg af princip har nogen som helst fordomme mod Tyrkiet. Det drejer sig om et andet syn på Europa.

  Patrick Louis og Philippe de Villiers (IND/DEM), skriftlig. - (FR) Vi har stemt imod denne tekst, som retter en alt i alt ganske uretfærdig bebrejdelse mod Tyrkiet, nemlig det, at landet er Tyrkiet, dvs. at det ikke er europæisk.

Hvad nytter det at presse dette land med henstillinger og krav? De europæiske folk er imod Tyrkiets tiltrædelse, for for dem er det åbenbart, Tyrkiet - og det er ikke ment som nogen fornærmelse - er ikke medlem af den europæiske familie. Tyrkiet har sin egen kultur, sine egne værdier, sin egen interessesfære. Det er meningen med det ændringsforslag, vi har stillet på vegne af IND/DEM-Gruppen. I dag skal vi have sat en stopper for det hykleriske og ødelæggende spil, som tiltrædelsesforhandlingerne er. De kan kun ende med en alvorlig krise, for en eventuel tiltrædelsestraktat har ingen mulighed for at blive ratificeret af folkene. Især ikke i Frankrig, hvor en folkeafstemning er obligatorisk.

Lad os i dag sende en kærlig tanke til vores franske kolleger, der har vist sig at være blevet ramt af total skizofreni. Mens de foregiver at være imod Tyrkiets tiltrædelse, vedtager de hvert år både her og i det franske parlament førtiltrædelsesbevillingerne til Tyrkiet, og i deres eget europæiske parti, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, har de modtaget observatører fra AKP, hr. Erdogans islamiske parti.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg går ind for betænkningen om Tyrkiet. I betænkningen bifaldes indledningen af den aktive fase i tiltrædelsesforhandlingerne, fuldførelsen af det første kapitel om videnskab og forskning og genoptagelsen af lovændringerne i Tyrkiet gennem den niende pakke af lovgivningsmæssige reformer. Selv om jeg glæder mig over alle disse fremskridt, beklager jeg, at Tyrkiet ikke har løst Cypern-problemet. Cypern-problemet skal løses endeligt før Tyrkiets tiltrædelse, for det er vigtigt, at Tyrkiet anerkender alle EU's medlemsstater.

  Bairbre de Brún og Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Sinn Féin ser frem til, at Tyrkiet tiltræder EU, hvis det beslutter at gøre det, på samme grundlag som andre lande, herunder respekt for menneskerettighederne, civilt styre, accept af den kurdiske befolknings politiske rettigheder og anerkendelse af Republikken Cypern. Vi bifalder Europa-Parlamentets beslutning i dag om at anerkende, at Tyrkiets besættelse af en del af Cypern er et stort problem, som skal løses, før Tyrkiet kan tiltræde EU. Selv om vi mener, at Parlamentets holdning ikke var skarp nok i spørgsmålet om den kurdiske befolknings rettigheder i Tyrkiet, glæder det os, at denne befolknings forhold i Tyrkiet bliver betragtet som et afgørende spørgsmål i tiltrædelsesforhandlingerne mellem Tyrkiet og EU.

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Forhandlingerne med Tyrkiet er i kurdernes, armeniernes, de religiøse mindretals og de politiske fangers interesse. De er også vigtige for de millioner af europæere af tyrkisk oprindelse, som dermed føler sig bekræftede som ligeværdige EU-borgere. Jeg håber, at disse forhandlinger i sidste instans fører til et demokratisk, multietnisk og multireligiøst Tyrkiet, som lever i fred med alle sine naboer. Det ser det dog ikke ud til foreløbig.

Der er stor chance for, at forhandlingerne hurtigt mislykkes som følge af forsinkelsen i føderaliseringen af Cypern og spændingerne mellem Tyrkiet og Cypern, som derved fortsætter. Desuden findes der i Tyrkiet kræfter, som aldrig nogensinde vil tillade lige rettigheder til afvigende kulturer og meninger, og som betragter enhver indrømmelse til kurdere og armeniere som et angreb på den tyrkiske ære.

Inden Tyrkiet evt. kommer ind i EU, vil der sandsynligvis gå 30 år med forhandlinger med mange afbrydelser. De, som vil fremskynde denne proces for at forsyne Europa med en større hær eller mere billig arbejdskraft, lader de demokratiske kræfter og de tilbagestående befolkningsgrupper i Tyrkiet i stikken. At give et uændret Tyrkiet adgang til EU vil trække niveauet for demokrati og menneskerettigheder i Europa nedad og gøre EU endnu mere omstridt hos offentligheden.

  Hartmut Nassauer (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg stemte for betænkningen uanset den heri indeholdte betoning af målsætningen om Tyrkiets fulde medlemskab. Sammen med CDU/CSU-medlemmerne af Parlamentet gav jeg under afstemningen ved navneopråb udtryk for vores afvisning af Tyrkiets fulde medlemskab.

Den realistiske og kritiske belysning af situationen i Tyrkiet, som betænkningen indeholder, gør det hensigtsmæssigt at vedtage denne. I betænkningen slås det fast, at Tyrkiet siden påbegyndelsen af tiltrædelsesforhandlinger ikke har opfyldt Københavnskriterierne på centrale områder som menneskerettigheder og religionsfrihed. Heri redegøres klart og tydeligt for den manglende forholden sig til armeniernes skæbne i Tyrkiet. Uden en vedkendelse af de historiske kendsgerninger er et tyrkisk medlemskab af EU utænkeligt. I betænkningen kræves desuden en løsning på Cypern-spørgsmålet. Hvis Tyrkiet fortsat undlader at anerkende Cypern, må EU nødvendigvis afbryde tiltrædelsesforhandlingerne.

En optagelse af Tyrkiet ville overbebyrde EU og dermed betyde en svækkelse. Den europæiske enheds succes kan kun fortsætte, hvis EU forbliver stærkt. Et Europa uden politiske og geografiske konturer Europa vil ikke blive accepteret af befolkningen. Udvidelse må ikke ses som en automatisk proces. Vi ønsker at have Tyrkiet som en vigtig partner til EU og plæderer derfor for et priviligeret partnerskab som et alternativ til fuldt medlemskab.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Jeg har stemt for Eurlings-betænkningen om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse af EU. Jeg går nemlig ind for, at Tyrkiet skal være en del af Europa. Den tyrkiske ledelse bør imidlertid - meget snart - opfylde de forpligtelser, landet har påtaget sig i henhold til Københavnskriterierne.

Europa-Parlamentet insisterer helt korrekt på, at Tyrkiet reelt skal overholde de europæiske forskrifter, og tilbageviser presset fra Washington/London-aksen, der vil sælge ud af principperne og give Tyrkiet frit valg på alle hylder.

Jeg er navnlig tilfreds med afvisningen af ændringsforslag, der skulle nedtone Cypern-spørgsmålet, og vedtagelsen af ændringsforslag fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, der gør opmærksom på nødvendigheden af at finde en politisk løsning på det kurdiske problem.

Den tyrkiske ledelse er nødt til at overholde de forpligtelser, der er indgået, ved hjælp af en konkret "køreplan". Det er absurd, hvis en stat, der ønsker optagelse i EU, ikke respekterer de europæiske principper i praksis.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Debatten om Tyrkiets eventuelle tiltrædelse af EU bør foregå med åbenhed og klarhed og uden afpresning fra nogen af siderne. Det betyder, at det første punkt, der må stå helt klart, er, at det skal være en åben proces, hvor slutresultatet ikke er afgjort på forhånd. Det betyder derudover, at det fra begyndelsen må anerkendes, at det ikke kun drejer sig om, at Tyrkiet skal opfylde en række kriterier, uden hvilke tiltrædelse er umulig, men at EU også skal være i stand til at modtage Tyrkiet, til at absorbere det.

Som jeg havde anledning til at bemærke, da forhandlingerne gik i gang, mener jeg desuden, at en forhandling, hvor den ene part ikke anerkender den anden i sin helhed - som det er tilfældet for Tyrkiet, hvad angår Cypern og dermed EU - er en forhandling, der begynder på et skævt grundlag og kendetegnes ved en alvorlig defekt.

Denne proces rummer dog et enormt potentiale med hensyn til at fremme økonomisk åbning, udvikling, demokrati og respekt for menneskerettighederne i Tyrkiet, og dette potentiale må ikke tabes på gulvet. Det værste resultat af denne proces vil være, at Tyrkiet og Europa vender sig fra hinanden.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Ja, jeg endte med at stemme for denne betænkning om Tyrkiets tiltrædelse.

Med blødende hjerte eller næsten. Vi har bekræftet afstemningen i Udenrigsudvalget på flere punkter. Vi beklager, at reformerne er ved at gå i stå, påpeger de vedvarende krænkelser af ytringsfriheden, religionsfriheden, mindretallenes rettigheder, kvindernes rettigheder og de kulturelle rettigheder. Vores budskab er meget klart med hensyn til Cypern-spørgsmålet.

Vi erklærer især, at selv om tiltrædelsen er formålet med forhandlingerne, er den under ingen omstændigheder automatisk. Det er i den ånd, jeg har stemt for ændringsforslagene til ordførerens tekst.

Hvorfor ærgrer jeg mig så så voldsomt? På grund af spørgsmålet om det armenske folkedrab, hvor Parlamentet fuldstændig har ændret holdning i forhold til dets tidligere afstemninger. Med denne eftergivelse for socialdemokraternes og andres pres er Parlamentet gået et skridt tilbage. Vi kræver ikke længere, at Tyrkiet anerkender det armenske folkedrab for at kunne blive medlem af EU. En uacceptabel kovending, som i mine øjne sender et katastrofalt signal til forhandlerne. Parlamentet har ædt sine egne ord, har mistet hukommelsen eller dets krav om en hukommelse, hvilket er endnu værre.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder denne realistiske betænkning, selv om jeg mener, at den kunne have været stærkere. Jeg støtter i princippet Tyrkiets mulige tiltrædelse, forudsat at de har taget reformerne alvorligt og erkendt deres fortid. Det mener jeg ikke, at de har, og det er vores opgave at fastholde presset. Navnlig hvad angår erkendelsen af det armenske folkedrab og behandlingen af kurderne, mener jeg, at betænkningen kunne have været mere kompromisløs, men alt i alt støtter jeg resultaterne, og jeg lykønsker ordføreren med et fremragende stykke arbejde.

  Marc Tarabella (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg besluttede at undlade at stemme i den endelige afstemning om Camiel Eurlings' initiativbetænkning om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse.

Jeg mener nemlig ikke, at en sådan betænkning er hensigtsmæssig eller relevant, når Kommissionen - som har til opgave at følge Tyrkiets fremskridt i retning af tiltrædelse - endnu ikke har offentliggjort sin rapport. Det er kun Kommissionen, der har beføjelse til at vurdere de fremskridt, som Tyrkiet gør.

Desuden synes jeg ikke, at hr. Eurlings' betænkning er velafbalanceret. Den indsats, som man i betænkningen beder Tyrkiet om at gøre på en lang række punkter, bl.a. med hensyn til ytringsfriheden, mindretallenes rettigheder og kvinders rettigheder, er naturligvis absolut nødvendig, men man anerkender ikke i tilstrækkelig grad de fremskridt, som Tyrkiet har gjort med hensyn til retsstaten og menneskerettighedernes overholdelse. Efter Tyrkiets ansøgning om tiltrædelse har landet gjort sig store bestræbelser på at opfylde tiltrædelseskriterierne. Landet mangler selvfølgelig meget endnu, men det er på rette spor.

De ændringsforslag, der blev vedtaget på sidste plenarmøde, og navnlig PSE-Gruppens ændringsforslag, som fjerner anerkendelsen af det armenske folkedrab som en forudsætning for tiltrædelse, har gjort hr. Eurlings' betænkning lidt mere ligevægtig. Det var dog ikke helt nok for mig.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE), skriftlig. - (EN) I erkendelse af at Tyrkiets tiltrædelsesforhandlinger vil tage mange år, og at der kræves omfattende reformer, er der mange elementer i Eurlings-betænkningen, som jeg kan støtte. Alligevel er betænkningen alt for negativ og meget ubalanceret, navnlig hvad angår Cypern-spørgsmålet, hvor der ikke er nogen anerkendelse af den tyrkisk-cypriotiske støtte til Annan-planen eller af EU's uindfriede løfte om at gøre en ende på isolationen af det nordlige Cypern. Der kræves heller ingen konstruktiv indsats af Republikken Cypern, som bestemmer, hvor hurtigt Tyrkiets tiltrædelsesforhandlinger skal gå (i henhold til betragtning B), og hvis interesser endog fører til problemer i NATO, hvorefter Tyrkiet beskyldes for at skabe vanskeligheder (punkt 54). Desuden er enhver fremtidig udvidelse af EU betinget af genoptagelsen af EU's forfatningsproces, hvilket jeg er helt uenig i. På den baggrund undlod jeg at stemme.

  Dominique Vlasto (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg har besluttet mig for at undlade at stemme om Eurlings-betænkningen, selv om det er en hård betænkning.

Den udgør ganske vist et vendepunkt i bevidstgørelsen om det virkelige forhold mellem EU og Tyrkiet, men idet den underforstår og efter forkastelsen af visse ændringsforslag bekræfter, at tiltrædelsen er et mål i sig selv, er den alt for ensidig. Det er ubestrideligt, at reformerne i Tyrkiet er ved at gå i stå, på trods af at Kommissionen har indledt tiltrædelsesforhandlingerne, og det burde styrke muligheden for et privilegeret partnerskab. Det forhold, at indledningen af forhandlingerne ikke har sat gang i reformerne, er bekymrende, og vores reaktion burde være et krav om resultater og ikke en idé om, at tiltrædelsen er en kendsgerning, uanset hvad der sker.

Derfor var det nødvendigt at minde om, at normaliseringen af forholdet til Cypern skal være en ufravigelig forudsætning for en eventuel tiltrædelse. Den kendsgerning, at Tyrkiet fortsat ikke har ratificeret og gennemført Ankara-protokollen, som er en juridisk form for minimal anerkendelse og kun lige går an, er utilladelig. Endelig har jeg støttet ændringsforslaget om anerkendelse af det armenske folkedrab som en forudsætning for denne eventuelle tiltrædelse, for det er ikke et symbolsk punkt, men en moralsk forpligtelse og et historisk krav, som påhviler de tyrkiske myndigheder.

  Lars Wohlin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Tyrkiet har en meget lang vej at gå, inden det kan blive aktuelt med et EU-medlemskab. Jeg har tidligere stemt imod at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, fordi der vil gå meget lang tid, før kravene til et EU-medlemskab er opfyldt. Det er ikke muligt at opretholde en forhandlingsproces over en tyveårsperiode. Presset for at lempe på kravene for medlemskab risikerer at blive uhåndterligt store.

Det er vigtigt at stille klare og tydelige krav til Tyrkiet. Københavnskriterierne om menneskerettigheder skal være opfyldt, Cyperns suverænitet skal respekteres, og Tyrkiet skal vedkende sig folkemordet i 1915 på armeniere og syrianere/assyriere.

Inden det kan blive aktuelt for Tyrkiet at blive medlem af EU, skal medlemsstaternes stemmefordeling ændres for at undgå, at nogle få folkerige medlemsstater kommer til at dominere EU's beslutningstagning.

De finansielle konsekvenser af et eventuelt tyrkisk EU-medlemskab skal undersøges nøje. Desuden skal EU's fælles landbrugspolitik og regionalpolitik reformeres, inden Tyrkiet kan blive medlem af EU. EU's budget skal begrænses til 1 % af medlemslandenes samlede BNI. Et eventuelt tyrkiskt medlemskab må ikke medføre en overskridelse af dette loft.

Det er vigtigt at notere sig, at den kendsgerning, at der indledes forhandlinger med Tyrkiet, ikke pr. automatik indebærer, at Tyrkiet bliver medlem af EU.

  Formanden. - Hermed er dette punkt afsluttet.