Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 27. september 2006 - Strasbourg

9. Situationen i Darfour (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Darfour.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! EU er bekymret over de seneste udviklinger i Sudan, navnlig den forværrede sikkerhed og humanitære situation i Darfur. Formandskabet har sammen med EU's højtstående repræsentant Javier Solana arbejdet tæt sammen med partnere i EU og det internationale samfund for at forsøge at fastsætte fælles mål og samarbejde for at opnå varig fred i Darfur. Derudover fortsætter Pekka Haavisto, der blev udnævnt som EU's særlige repræsentant for Sudan i sommeren 2005, med at overvåge den generelle situation i Sudan og koordineringen af EU's indsats og tage del i diskussionerne med Sudan i sin egenskab af EU-repræsentant.

Fredsaftalen for Darfur, der i maj blev underskrevet af Sudans regering og Minni Minnawis oprørstropper, Den Sudanesiske Befrielsesbevægelse, blev anset som en mulighed for fred. Det var forventet, at fredsaftalen ville ende den tre år lange konflikt, der har kostet 300.000 liv og drevet mere end to millioner mennesker i eksil. Fire måneder senere forværres sikkerheden og den humanitære situation i regionen dog hurtigt. Antallet af voldelige angreb mod landsbyer og flygtningelejre både i og uden for landet er steget, navnlig i de seneste få måneder. Sudans regering har forstærket dets militære tilstedeværelse i Darfur. Både tropper fra Sudans regering og oprørerne bryder våbenhvileaftalerne. Som følge af den forværrede sikkerhed er antallet af flygtninge og mennesker, der har behov for humanitær hjælp, steget. Samtidig er det blevet vanskeligere at få den humanitære hjælp frem, idet kun ca. 50 % af hjælpen når dem, der har behov for den.

Hvis fredsaftalen for Darfur blev gennemført - og her er der næsten ikke gjort nogle fremskridt - ville det have en øjeblikkelig indvirkning på de omtrent seks millioner menneskers liv i Darfur. Det ville gøre det muligt for flygtningene at tage tilbage til deres hjem og normale liv. Det ville gøre det muligt at få landbruget i gang, hvilket kunne hjælpe til at sikre madforsyning, og etablere skoler og sundhedspleje, og det ville hjælpe med at garantere de mest basale livsnødvendigheder bare for at nævne nogle af fordelene. Alt dette afhænger af en forbedret sikkerhed.

For at sikre at fredsaftalen for Darfur er anvendelig og kan gennemføres, skal de grupper, der ikke har engageret sig i aftalen, inkluderes i fredsprocessen. For at forbedre sikkerheden er det afgørende, at de involverede parter i konflikten overholder våbenhvilen, og at våbenhvilen overvåges. EU har gentagne gange opfordret de involverede parter i konflikten til at overholde deres forpligtelser i henhold til fredsaftalen og den humanitære våbenhvileaftale, der blev underskrevet i N'Djamena i 2004. EU og navnlig dens særlige repræsentant, hr. Haavisto, har også aktivt forsøgt at involvere dem, der ikke er parter i aftalen, i fredsprocessen og overtale dem til at engagere sig i fredsaftalen for Darfur.

EU er bekymret over følgerne af konflikten i Darfur for fredsprocessen i Sudan i det hele taget. Konflikten vil have alvorlige følger for regional stabilitet i Østafrika og Afrikas Horn, navnlig i Tchad og Den Centralafrikanske Republik.

For at støtte fredsprocessen i Darfur blev AU's mission i Sudan (AMIS) oprettet i 2004. EU har støttet AMIS siden starten på dens operation gennem den afrikanske fredsfacilitet (APF). I alt har EU's finansielle støtte til AMIS-operationen beløbet sig til omkring 242 millioner euro. Derudover har Unionen sørget for materiel, logistisk, planlægningsmæssig og personel støtte og bistand. Medlemsstaterne har også givet sin støtte til operationen med store bilaterale bidrag.

AMIS, der er den første fredsbevarende operation i AU's historie, har gjort et fremragende stykke arbejde under ekstremt vanskelige forhold. Ikke desto mindre er dens kapacitet og ressourcer ikke tilstrækkelige til at tackle de enorme udfordringer, som Darfur byder på. Til trods for de store pengesummer fra EU har operationen også haft alvorlige finansielle problemer. Herfra er det klart, at den eneste mulige og realistiske løsning til fredsbevaring i Darfur er en FN-operation.

EU går stærkt ind for resolution 1706, der blev vedtaget af FN's Sikkerhedsråd den 31. august. Dette udvider mandatet for UNMIS' fredsbevarende operation i Sydsudan til at dække Darfur for at fortsætte AMIS' påbegyndte arbejde. Hovedopgaverne i FN-operationen vil være at støtte gennemførelsen af fredsaftalen for Darfur. Beskyttelsen af civile og overvågning af våbenhvilen vil være afgørende elementer i operationens mandat. Som den største støttegiver til AMIS er EU meget bekymret over, at Sudans regering ikke har indvilget i FN-operationen i Darfur.

FN-operationen er afgørende for at forbedre sikkerheden i Darfur og for at gennemføre fredsaftalen på en bæredygtig måde. Darfur kan dog ikke efterlades i et "sikkerhedsvakuum". Derfor ser EU positivt på AU's beslutning, der blev taget i New York den 20. september, om at AMIS' mandat bør forlænges indtil årets udgang. EU har påtaget sig også at yde støtte til AMIS i denne "overgangsfase". EU insisterer stadig på, at Sudans regering bør indvilge i, at AMIS kommer under FN's tilsyn i overensstemmelse med FN-resolution 1706.

Unionen har ved mere end en lejlighed udtrykt sin bekymring omkring dette problem og har diskuteret det med Sudans regering. EU har også anmodet andre internationale spillere om at skride til handling for at overbevise Sudans regering om FN-operationens nytte og nødvendighed for fredsprocessen i Sudan generelt. Det var med dette in mente, at det finske formandskab, EU's højtstående repræsentant Javier Solana, EU's særlige repræsentant Pekka Haavisto og medlemsstaterne diskuterede sagen indgående på deres møde under ministerugen til FN's Generalforsamling i New York.

EU er meget urolig for brud på menneskerettighederne i Darfur. Navnlig kvinder og børn har været ofre for fysisk vold, herunder voldtægt. Unionen støtter arbejdet fra FN's særlige udsending om menneskerettighederne for at forbedre menneskerettighedssituationen. EU har gentagne gange mindet Sudans regering om dens ansvar for at beskytte borgerne mod alle former for vold og garantere overholdelse af menneskerettighederne.

EU er en af de største bistandsydere til genopbygningsarbejdet efter borgerkrigen i Sudan. Til donorkonferencen om Sudan i Oslo i april 2005 lovede Kommissionen og medlemsstaterne massiv støtte for at dække øjeblikkelige behov og at påbegynde genopbygningen. Når fredsprocessen i Darfur for alvor begynder, er EU ligeledes parat til at støtte genopbygningen i Darfur. Unionen vil også give Sudan og Darfur massiv humanitær støtte.

Det er vigtigt, at EU spiller en fremtrædende og aktiv rolle i Sudan og Darfur. Situationen i Sudan og Darfur er en af de mest afgørende udfordringer, hvad angår Afrika og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og den vil forblive højt oppe på dagsordenen under det finske formandskab. Sagen vil også blive taget op på alle vigtige konferencer og møder med tredjeparter, herunder møder på højt niveau.

Hvis der ikke træffes passende foranstaltninger, risikerer Darfur at blive fanget i en ny voldsspiral. Og det har vi ikke råd til.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, fru Lehtomäki! Som alle ved, er situationen i Darfur kritisk.

Den menneskelige tragedie fortsætter og forværres endda og medfører endnu flere dødsfald og endnu større lidelser. Darfur kan på et hvilket som helst tidspunkt falde tilbage til en totalkrig med uforudsigelige og umålelige konsekvenser for stabiliteten både i landet og i hele området. Den kunne spolere freden i det sydlige Sudan. Flere nabolande såsom Tchad, Den Centralafrikanske Republik og Uganda og lande længere væk såsom Somalia og Den Demokratiske Republik Congo risikerer at blive ramt af en sådan krigs efterdønninger. Krisen har nu nået toppunktet, men det er fortsat muligt at undgå det værste og bringe fred og stabilitet til landet.

Kommissionen ser positivt på Den Afrikanske Unions beslutning om at forlænge dens mandat til den 31. december. Dermed undgår man et sikkerhedsmæssigt tomrum i Darfur på et tidspunkt, hvor volden blusser op på ny, og hvor den proces, der blev igangsat via Abuja-fredsaftalerne, er gået i stå.

Vi beklager dog, at den sudanske regering endnu ikke har accepteret Sikkerhedsrådets resolution 1706, som udstikker rammerne for en overførsel af Den Afrikanske Unions militære ansvar til FN. Denne overførsel traf Den Afrikanske Union jo allerede selv beslutning om i marts måned, og den er efter Kommissionens opfattelse afgørende for at bringe fred til Darfur. Det er således vigtigt at overbevise Khartoum om at acceptere den. Det vil ikke være muligt at skabe fred i Darfur uden Khartoums billigelse, og langt mindre mod Khartoum. Khartoum har protesteret mod denne overførsel og råbt op om et vestligt komplot. Flere gange har man også talt om et sionistisk komplot.

Det er helt ubegrundet. Det internationale samfund har ikke nogen skjult dagsorden om at krænke suveræniteten eller værre endnu at styrte regimet i Sudan. Det viser, hvor stort behovet er for hurtigt at få genetableret en fornuftig dialog om Darfur og om overførselsspørgsmålet for at få bragt alle de misforståelser, der muligvis fortsat florerer om dette emne, af vejen. Det er selve formålet med den aktuelle intensive diplomatiske aktivitet, Kommissionen deltager i.

Vi skal huske, at formålet med at overføre Den Afrikanske Unions ansvar til FN er at bringe sikkerhed og stabilitet til Darfur samt at beskytte civilbefolkningen og give de humanitære organisationer mulighed for at udføre deres arbejde. Jeg skal understrege, at der i de seneste måneder er blevet dræbt 13 humanitære hjælpearbejdere. Denne overførsel er afgørende for at få skabt et tillidsbaseret klima mellem krisens hovedfigurer og på seriøs vis få relanceret Abuja-fredsaftalen for Darfur, at få indhentet de manglende underskrifter, støtte den konkrete gennemførelse af aftalen og undgå at sætte arkitekturen fra fredsaftalen mellem nord og syd over styr. Alle disse aspekter er også i Khartoums interesse.

De aktuelle verbale overbud og intensiveringen af kampene fører ingen steder hen. De ekstremister, der tror, de kan vinde med skrækscenarier og radikalisering, tager fejl. De tager alvorligt fejl. Denne tilgang kan kun vende sig imod dem. I konklusionerne fra det seneste møde i Rådet (almindelige anliggender) sender Rådet et meget klart og meget kraftigt budskab til både rebellerne og Khartoum om deres eget ansvar.

Kommissionen mener, at det fortsat er muligt at trappe krisen ned og rum til at vende tilbage til en rigtig dialog. Men der skal handles hurtigt, før dette rum bliver spærret af. Det er med denne indstilling og viljen til at lytte, at hr. Barroso fra Kommissionen og min kollega, hr. Michel, om kort tid agter at begive sig til Khartoum for at mødes med præsident Bachir med henblik på at få gang i overførslen fra Den Afrikanske Union til FN og få relanceret Abuja-fredsprocessen.

  Michael Gahler, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Situationen er desperat for de overlevende mennesker i Darfur-provinsen. Janjaweed-militser fortsætter med at angribe og ødelægge landsbyer. Tortur, voldtægter og tvangsrekrutteringer hører til dagens orden. Der er dele af Darfur, som de internationale hjælpeorganisationer ikke længere har adgang til.

Den sudanesiske regering skulle egentlig varetage beskyttelsen af sin egen befolkning, men dens handlinger går i helt modsat retning, og dens seneste militære offensiv er i diametral modstrid med fredsaftalen om Darfur. Jeg vil godt give udtryk for min frygt for, at regeringen sandsynligvis vil fortsætte sin ødelæggelses- og fordrivelsesstrategi til den bitre ende.

I denne situation er det absolut vitalt, at det internationale samfund implementerer FN's Sikkerhedsråds resolution 1706, som åbner op for udsendelsen af op til 25.000 FN-soldater. Den Afrikanske Union, som har gjort alt inden for de herfor afstukne rammer, støtter ligeledes indsættelsen af FN's undsætningstropper, men det er som hidtil vigtigt at yde Den Afrikanske Union al mulig støtte, indtil dette kan effektueres.Helt ærligt er dette efter min mening kun den næstbedste løsning, for FN-styrken er tvingende nødvendig allerede nu.

Der hviler ikke kun et ganske særligt ansvar på medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd, men også og primært på de lande, som har vetoret, for de har nemlig et globalt ansvar og må ikke udelukkende forfølge deres egne nationale interesser.

Med dette in mente vil jeg gerne rette en indtrængende appel til Kina, som den 11. september sammen med EU bekræftede, at - og jeg citerer nu på engelsk -:

"Lederne understregede, at overgangen fra AU- til FN-ledede operationer ville fremme freden i Darfur."

(DE) Vi opfordrer derfor Kina til at gøre sin indflydelse gældende i Sudan, således at der kan stemmes for en udstationering af FN-styrker i Darfur så hurtigt som muligt.

  Glenys Kinnock, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg er nødt til at sige, at jeg i både Rådets og Kommissionens redegørelse sporer et temmelig bekymrende element af efterladenhed. Man kan ikke tale om at samarbejde med general Bashir og håbe, at vi kan overtale ham i fremtiden. Jeg har fulgt situationen i Sudan i mange år, og jeg kan garantere, at det ikke ville være realistisk på nuværende tidspunkt.

Darfurs befolknings fremtid er lige så uvis nu, som den var, før der blev indgået en aftale om at bibeholde AU-styrken indtil den 30. september 2006. Regeringen i Khartoum er ikke ansvarlig over for nogen. Den undlader tydeligvis at tillade humanitær adgang til ca. 3 millioner mennesker i Darfur. Hvad agter det internationale samfund at gøre? De fortæller mig ikke, hvad De vil gøre for at stille regeringen i Khartoum til ansvar.

Om tre måneder eller måske før må FN-styrken være klar til at blive udstationeret, for AU vil begynde at trække sig ud. Forvirringen omkring Den Afrikanske Unions fremtid er meget alvorlig, for AU er underfinansieret, overbebyrdet og finder det meget vanskeligt at operere. Der skal hurtigst muligt udstationeres en FN-styrke med et stærkere mandat, end den har nu, og den skal være i stand til at beskytte den sårbare og traumatiserede befolkning i Darfur, som for øjeblikket er stærkt truet.

Sudaneserne har ikke overholdt nogen tidsfrister. Deres folkedrabsstrategi gør fremskridt. Der er ingen våbenhvile at overvåge mere. Det er meningsløst at tale om fredsaftalen, for den eksisterer ikke. Vi sagde "aldrig mere" i 1994 efter Rwanda, og nu står vi over for det 21. århundredes første folkedrab, hvis vi ikke afstår fra denne efterladenhed og griber ind.

De talte om de vigtige aktører. Der er vigtige aktører, nemlig Kina og Rusland, og Den Arabiske Liga medvirker også til dette.

En sidste vigtig ting er, at De ikke talte om nødvendigheden af, at der indføres en flyveforbudszone. Der har været 13 FN-resolutioner, hvori der er blevet opfordret til en flyveforbudszone. Den er aldrig nogensinde blevet indført. Hvad vil Rådet og Kommissionen gøre for at sikre, at Antonov-flyene ikke fortsætter med at flyve hen over Darfurs landsbyer og kaste bomber ned på uskyldige civile? Jeg opfordrer Dem på det kraftigste til at overveje at indføre en flyveforbudszone. Kunne De ikke overveje at bruge de franske jetjagere, der for øjeblikket befinder sig i nabolandet Tchad, til at overvåge luftrummet og forhindre sudaneserne i at terrorisere Darfurs befolkning?

  Marielle De Sarnez, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Darfur har nu gennem tre år været offer for en forfærdelig tragedie, mens det internationale samfund har set magtesløst til.

Som De ved, har konflikten kostet 300.000 civile livet. To millioner mennesker er blevet forflyttet i det indre Darfur, dvs. en tredjedel af befolkningen, og 200.000 er kommet over grænsen og er flygtet til Tchad. Tre millioner menneskers overlevelse afhænger af den internationale fødevarehjælp. Hver dag angribes, forflyttes og myrdes børn og hele familier. Den humanitære krise forværres. I størstedelen af Darfur forbydes de humanitære organisationer at komme de omkring 350.000 mennesker til undsætning, der har brug for lægemidler og mad.

På grund af fejlernæring og mangel på vand rammes lejrene igen og igen af kolera- og hepatitis E-epidemier. Ngo'ernes ansvarlige er også ofre i denne konflikt. I de seneste to måneder er 12 af dem blevet dræbt.

Den fredsaftale, der blev underskrevet i Abuja den 5. maj i år, har på grund af dens mangelfuldhed ikke gjort det muligt at stoppe voldsomhederne, men har tværtimod fået overgrebene til at blusse op på ny. Kampene, massakrerne mod befolkningen er taget til igen. Siden maj har 100.000 mennesker måttet flygte fra voldsomhederne. Flere tusinde soldater fra den sudanske hær er igen blevet sat ind i området, og luftbombardementerne er begyndt igen. Og samtidig forsøger over 2.000.000 mennesker at overleve. De er anbragt i lejre, er omringet af fjender og bliver regelmæssigt angrebet. Hver måned bliver flere hundrede kvinder voldtaget, når de forlader deres lejre og går et par meter for at hente brænde, så de kan varme sig eller lave mad.

Disse millioner menneskers eneste beskæftigelse var at dyrke jorden. De står i dag uden denne grundlæggende ret og må nøjes med at dyrke et par dusin kvadratmeter omkring lejrene - når de ellers kan - med risiko for at blive angrebet af dem, der ødelagde deres byer.

Alle er de 100 % afhængige af den internationale bistand, som ikke er særlig generøs. Nogle måneder er fødevarerationerne halveret, fordi der ikke var subventioner nok, fordi donorerne ikke holdt deres aftale. Disse lejre, mine damer og herrer, er rene og skære friluftsfængsler. Vi kan ikke længere tillade os at være ligeglade med det, der sker i Darfur.

Europa har en humanitær, politisk og moralsk forpligtelse til at skabe fred i denne del af verden. Der er ikke nogen militær løsning på krisen i Darfur. Der skal hurtigst muligt genåbnes en forhandlingsramme og arbejdes på en politisk aftale, som alle berørte parter skal deltage i. Det er den ufravigelige forudsætning for, at befolkningen i Darfur støtter fredsprocessen. Denne aftale skal indeholde bestemmelser om, at Darfur-indbyggerne skal repræsenteres på de forskellige regeringsniveauer, en reel garanti for, at Janjaweed-militserne afvæbnes, og en garanti for, at de to millioner forflyttede og 200.000 flygtninge kan vende sikkert tilbage.

Vi kræver endvidere, at de humanitære ansvarlige får fri og sikker adgang til alle de konfliktramte områder, og vi appellerer til Kommissionen og Rådet om at øge EU's humanitære bistand markant.

Derudover kræver vi, at den sudanske regering indstiller sin væbnede offensiv og allerede nu accepterer Sikkerhedsrådets beslutning om at iværksætte en fredsbevarende operation i FN-regi for at sætte en stopper for volden.

Det er nu, Darfur har brug for Europa. Vi her i Parlamentet kan ikke tillade os ikke at være klar.

  Marie-Hélène Aubert, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Med hensyn til Darfur ser det desværre ud til, at flere års på hinanden følgende erklæringer og resolutioner har været forgæves.

Som det er blevet sagt, fortsætter overgrebene, voldsomhederne tager til igen, og kvinder og børn er de første ofre for disse forbrydelser og grusomheder. Denne situation er fuldstændig intolerabel. Over for denne situation synes en følelse af magtesløshed og fatalisme at vinde indpas, men vi har pligt til at mobilisere os nu, så vi kan opnå reelle fremskridt i området. For jo længere tid der går, jo mere tror regeringen i Khartoum, at den kan handle ustraffet, og den siger til sig selv, at den kan nå sit mål ved at stritte imod og vinde tid.

Hvis man vil handle, er der således tre prioriteter, der trænger sig på. Allerførst er det, der haster allermest, at få adgang til flygtningene, for i dette øjeblik lider flere tusinde mennesker af sult, udsættes for vold, og ingen kan få adgang til denne del af befolkningen. Det er den situation, der først skal løsnes op.

Den næste prioritet er kampen mod straffrihed. Det er uacceptabelt, at der på trods af erklæringerne og de vage tilløb til sanktioner ikke er blevet gjort noget som helst. Forbryderne og dem, der bliver rigere og rigere, handler fortsat, som om intet var hændt, og der er kun blevet gjort småting i denne forbindelse.

Den tredje og sidste prioritet er, at der selvfølgelig hurtigst muligt skal indsættes en FN-styrke, der kan hjælpe Den Afrikanske Unions styrker, som trods alt spiller en væsentlig rolle, der skal konsolideres.

Ja, det er rigtigt, at vi nu er nødt til at bede Kina og Rusland om at spille en positiv rolle i denne sag, selv om alle ved, at Kina og Rusland ikke just er de bedste eksempler på det ideal, der efterstræbes, med hensyn til respekt for menneskerettighederne og for de befolkningers rettigheder, der rammes af sådanne konflikter. Desuden skal der på samme tid appelleres til en generel dialog, sådan som den foregående taler mindede om.

Til slut et par ord om oliens rolle i denne sag. Vi skal ikke tage skyklapper på. Vi ved godt, at olieressourcerne forstærker konflikterne, vækker griskhed, gør det muligt at købe våben og også medfører blokader, navnlig i Kina, som har meget store interesser på det felt, og i alle de lande - og især hos stormagterne - der nu mere og mere febrilsk leder efter lettilgængelige olieressourcer.

Vi skal derfor inddrage dette spørgsmål om adgang til olieressourcerne i en langt bredere europæisk og international kontekst.

  Vittorio Agnoletto, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den humanitære og politiske situation i Darfur bliver værre dag for dag. Også ifølge FN's koordinator for humanitær bistand, Jan Egeland, er den humanitære situation blevet forværret siden 2004. Hele områder i Darfur står uden humanitære hjælpearbejdere, fordi regeringen i Khartoum ikke giver de internationale agenturer adgang.

Forfølgelsen af civilbefolkningen fra de famøse Janjaweeds side - væbnede bander, der finansieres og støttes af Sudans centrale regering - begynder efterhånden at ligne folkedrab. Det internationale samfund må ikke forholde sig passivt til dette, eftersom de styrker, som Organisationen for Afrikansk Enhed har sat ind for at beskytte civilbefolkningen, praktisk taget har været en fiasko. Deres mangel på enhver politisk og militær troværdighed står nu hævet over enhver tvivl. Derfor støtter vi FN's indgreb i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1706, som Sudans regering hårdnakket ser bort fra.

Det er nu nødvendigt at sætte de fredsbevarende tropper ind, der er taget højde for i resolution 1706, for at beskytte hundredtusinder af mænd, kvinder og børn, som alt for længe har lidt under Janjaweeds angreb, selv om man i tidligere FN-resolutioner med rette har opfordret til deres opløsning.

Det ville selvfølgelig være endnu bedre, hvis Sudans regering sagde ja til, at vi indsætter denne FN-styrke. Det håber jeg, og jeg mener også, at landene i Den Arabiske Liga burde lægge et større pres på regeringen i Khartoum, så den accepterer FN-resolutionen. Samtidig ville et hvilket som helst veto fra Sudan mod FN være uacceptabelt. Der står hundredtusinder af uskyldige menneskers liv på spil, og dem er vi nødt til at gøre en indsats for.

I modsat fald vil det være hele det internationale samfunds troværdighed, der sættes spørgsmålstegn ved. Det er nødvendigt, at FN's humanitære hjælpearbejdere kan være til stede i hele Darfur-regionen, for ellers vil den humanitære bistand ikke kunne fordeles ordentligt.

Sudan skal vide, at dets fulde integration i det internationale samfund afhænger af samarbejdet med FN.

  Eoin Ryan, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! I eftermiddag er der sandelig enighed i Parlamentet om, hvad der bør gøres med Darfur.

300.000 mennesker er blevet dræbt, og 2,5 millioner er blevet fordrevet fra deres hjem. Bare i løbet af den seneste måned er 50.000 mennesker blevet fordrevet fra deres hjem. Dette er virkelig en massiv humanitær katastrofe. Den eneste løsning er at udstationere en rigtig FN-styrke med et meget klart mandat. Det kan vi kun opnå gennem aggressivt diplomati. Hvordan kan det tage 30 dage, som på det tidspunkt blev kritiseret for at være for lang tid, at få en FN-styrke på plads i Libanon, når der er tale om tre år i Darfurs tilfælde? Årsagen er, at vi ikke er så engagerede i dette problem, som vi burde være.

Ja, folk giver den sudanesiske regering skylden, og den har skylden. Dens forbrydelser er blevet beskrevet af de foregående talere, så jeg vil ikke gentage dem. Den gemmer sig af handelsmæssige grunde bag regeringerne i Kina, Rusland, Indien og Malaysia, som sagde, at de ville beskytte den sudanesiske regering og nedlægge veto mod sanktioner imod den. Vi må lægge pres på disse regeringer for at sikre, at de ikke tillader, at det sker. De og alle andre må bidrage til at forsøge at standse det, der sker i Darfur. Det er en total katastrofe.

Vi må have en fredsbevarende FN-styrke på mindst 20.000 soldater på plads i Darfur, hvis vi skal kunne standse det. Den nuværende styrke på 7.000 AU-soldater er dårligt udrustet, og i betragtning af at det område, som de dækker, er på størrelse med Frankrig, er det helt umuligt for dem at kontrollere det. Der er brug for en rigtig FN-styrke med et ordentligt mandat, og det skal være nu.

Sudan kræver en politisk løsning meget hurtigt. FN og EU må gribe ind. Vi må standse folkedrabet og gøre alt, hvad vi kan, for at skabe fred i området. Det er blevet ignoreret for længe, det er en skandale, og regeringen i Khartoum må ikke have lov til at slippe af sted med det længere. Den kan ikke gemme sig bag andre lande, som siger, at de vil nedlægge veto mod enhver sanktion imod Sudan. Vi må gribe ind for at sikre, at det, der sker, hører op.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Darfur-krisen er uden tvivl et resultat af den arabisering, som regeringen bedriver, og dens accept af bevæbningen af militserne i forbindelse med borgerkrigen i det sydlige Sudan.

Resultatet af denne politik er affolkede landområder og - som det allerede er blevet fremhævet adskillige gange under disse forhandlinger - et utal af døde og millioner af fordrevne. Til trods for dette påstår præsident Omar al Baschir, at det er løgn, at sudanesiske arabere angriber sudanesere af afrikansk herkomst, og at de menneskerettighedsorganisationer, som fordømmer forholdene, kun gør dette for at opnå større donationer.

Det er tydeligt, at Sudan hellere vil overlades til selv sig og sin borgerkrig. I bedste fald vil landet acceptere en forlængelse af mandatet til Den Afrikanske Unions fredsmission. Folk med insiderviden beskriver den imidlertid som værende ikke alene dårligt udrustet og undermotiveret, men slet og ret som værende ude af stand til at klare opgaven.

Selv om udsendelsen af en FN-styrke ser ud til at kunne blive en stor succes, afvises dette som nykolonialisme. Man kunne måske blive enige om en islamisk-afrikansk multinational fredsstyrke, dvs. en fælles intervention af Den Afrikanske Union og FN-styrker, for at forhindre dette folkemord.

  Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Darfur er stadig en humanitær krise. Over en kvart million uskyldige mennesker er blevet dræbt siden 2003, og yderligere 2,5 millioner mennesker er blevet fordrevet. FN's Sikkerhedsråd vedtog i sidste måned resolution 1706, hvor det opfordrede til udstationering af en fredsbevarende styrke på over 22.000 soldater til regionen. Sudans regering modsætter sig imidlertid fortsat en sådan styrke og beskylder FN for at udøve nykolonialisme under indflydelse af Washington. Det er noget sludder, det er ganske enkelt den sudanesiske regering, der driver politik med folks liv.

AMIS' mandat er blevet forlænget, så FN nu har yderligere tre måneder til at nå til enighed med den sudanesiske regering om nødvendigheden af en mere effektiv multilateral styrke til at beskytte civilbefolkningen. Men i det sandsynlige tilfælde, at Sudan fortsat modsætter sig FN's bestræbelser, må FN indtage en stærkere holdning. FN kan f.eks. blive nødt til at overveje militær intervention i henhold til kapitel VII som følge af dets ansvar for at beskytte civilbefolkningen, når de nationale myndigheder ikke formår at beskytte deres befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og/eller forbrydelser mod menneskeheden.

Den sudanesiske regering har ikke vist nogen vilje til at beskytte internt fordrevne mennesker. Tværtimod er der klare beviser på, at den har støttet og sponsoreret angreb på flygtningeleje. I øjeblikket er støtten til AU's styrke på 7.000 soldater afgørende, og FN har forpligtet sig til at yde logistisk og materiel støtte. Den Arabiske Liga har omsider lovet at yde økonomisk støtte, og EU's medlemsstater bør også være generøse i denne henseende.

EU har ansvar for at gøre Darfur til et vedvarende prioriteret område for FN. Der skal især lægges større pres på Kina og Rusland for at få dem til at spille en mere positiv rolle i Sudan. Flere civile er døde i Darfur end i Irak og Afghanistan tilsammen. Vi har alle sammen blod på hænderne på grund af den langsomme internationale reaktion på det, der er sket hidtil. Dette er den hidtil stærkeste resolution om Darfur, men det er handling, der kræves. Jeg håber, at vi ikke om et års tid må konstatere, at yderligere 100.000 er døde.

  Elena Valenciano Martínez-Orozco (PSE). - (ES) Hr. formand! På dette tidspunkt, hvor vi stadig ønsker, selv om jeg ikke ved, om vi kan, at bevare vores forhåbninger til den fredsaftale, der blev undertegnet i maj, er vi vidner til en forværring af den humanitære situation i regionen, som mange af mine kolleger har beskrevet.

Europa-Parlamentet udtaler sig endnu en gang om situationen i Darfur, og i mit tilfælde vil jeg tilslutte mig ofrenes stemme: civilbefolkningen, kvinderne og børnene i Darfur.

Siden den væbnede konflikt brød ud for tre år siden, har de humanitære organisationer udsendt stadig mere fortvivlede opfordringer. Det har været fuldstændigt forgæves. De mere end 50.000 døde, de to og en halv million internt fordrevne og de 500.000 flygtninge illustrerer bedre end noget andet den tragedie, der foregår i en konfliktramt region.

Min gruppe har i sit forslag til beslutning beskrevet vores alvorlige bekymring for overtrædelse af børnenes rettigheder og af de udbredte voldtægter af kvinder som krigsvåben. Dette er desværre ikke kommet med i kompromisforslaget til beslutning, som om det ikke var vigtigt.

De tusindvis af børn, der er døde, forsvundet, udnyttet seksuelt, bortført, fordrevet, brugt som soldater og derefter efterladt osv., og som ydermere ikke har adgang til humanitær bistand, har alle et navn.

Vi er alle skyldige, ikke kun regeringen i Khartoum og de militære grupperinger og guerillaerne. Straffriheden er total, selv om Sudan havde ratificeret Konventionen om Børns Rettigheder og den valgfri protokol om børn i væbnede konflikter.

Vi har også konkrete oplysninger, der antyder, at mere end 2.000 kvinder i august led seksuel overlast i en enkelt lejr, hvilket de humanitære organisationer allerede havde advaret os om. Disse oplysninger taler deres eget sprog om den voldsspiral, som Darfur er ved at blive trukket ind i, og hvor kvindernes og pigernes kroppe ofte er den slagplads, som soldaterne og guerillasoldaterne vælger.

I en anden lejr for fordrevne, for at tale om ting, der sker i dag, er kvinderne i stedet for at blive beskyttet blevet voldtaget, og de har forbud…

(Formanden afbrød taleren)

  Fiona Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand! Situationen i Darfur er ekstremt alvorlig. Sudans regering vælter sine styrker ind i regionen, og forlængelsen af Den Afrikanske Unions mandat med tre måneder er kun et pusterum.

Darfurs befolkning har stadig kun udsigt til, at såkaldt sikkerhed udelukkende tilvejebringes af den sudanesiske regering uden nogen international beskyttelse. De medlemmer af Parlamentet, der besøgte Darfur i 2004, så med deres egne øjne huse, der var fyldt med tomme patronhylstre. Det var alt, hvad der var tilbage af en landsby, som den sudanesiske regering have bombet i sikkerhedens navn.

Så sent som i sidste uge bombede et af den sudanesiske regerings Antonov-fly landsbyer i det nordlige Darfur. Hvis der ikke er nogen international tilstedeværelse i Darfur, vil der ske en total massakre, uanset alle beklagelser og påstande om "aldrig mere" efter Rwanda.

Det er grunden til, at tilstedeværelsen af FN-styrken, som er godkendt i henhold til resolution 1706, er afgørende. Det internationale diplomatis vigtigste opgave er at samarbejde med Rusland og Kina om at isolere Sudan og foranledige FN's tilstedeværelse i Darfur.

EU's og Kinas fælles erklæring den 11. september var opmuntrende, men der skal bygges videre på den. Jeg vil gerne spørge Rådet, hvordan det vil gøre det. Den Afrikanske Union har selv sagt, at en afrikansk domineret FN-styrke i Darfur er absolut nødvendig.

Hvad angår den forværrede humanitære situation, er et stigende antal steder blevet områder, hvor ngo'er absolut ikke bør tage til på grund af kamphandlinger. Samtidig er antallet af mennesker, der er afhængige af humanitær bistand, steget til næsten 3 millioner. I denne måned er der blevet rapporteret om over 30 nye tilfælde af kolera. Uden ægte fred vil den humanitære indsats bryde sammen, og hundredtusindvis af mennesker, som flygtede fra deres hjem for at redde livet, vil endnu en gang være i livsfare.

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Kære kolleger, jeg behøver næppe at gentage det, der netop blev sagt om situationen i Darfur i al sin grusomhed.

Ikke desto mindre vil jeg gerne påpege, at jeg ikke er blevet overbevist af det, som formandskabet, ministeren eller hr. Frattini havde at sige i denne sag. Så længe de ansvarlige aktører i EU - og hermed mener jeg Rådet og formandskabet - ikke engang kan indse, at det, der sker i øjeblikket, er folkemord, og når de kun taler om, hvordan vi skal deltage i genopbygningen osv., når der engang er blevet fred, spørger jeg mig selv, hvorfor De ikke kalder dette ved dets rette navn. Det gælder først og fremmest om at få gjort en ende på det folkemord, som finder sted lige her og nu. Når det så er sket, kan vi begynde at tænke på genopbygningen.

Der er brug for klarhed over tingene, og det gælder ikke mindst inden for EU. I FN's Sikkerhedsråd har vi det dilemma, at Kina og Rusland blokerer for handling, og derfor skal vi have afskaffet vetoretten i Sikkerhedsrådet. Intet land i verden må have lov til at bruge en vetoret til at legitimere et fortsat folkemord!

For det andet - og det er noget, som vi europæere kan - skal vi præcisere, at der helt klart kan forhandles om den sudanesiske stats såkaldte suverænitet under sådanne dramatiske forhold. Beskyttelsen af det menneskelige liv - human security - er det ultimative gode, og ikke en udemokratisk, brutal og mislykket stats formodede suverænitet.

Lad os huske tilbage på vores forhandlinger om udstationeringen af tropper i Congo, og derefter i Libanon - denne gang handler det om 22.000 soldater. Vi kan ikke bare råbe hurra til nyheden om, at der sker en udskydelse til december, og så håbe på, at der på det tidspunkt er fundet 22.000 soldater til en FN-styrke. Det vil ikke fungere, for det ville betyde, at vi frem til december vil være passive tilskuere til folkemord og først på det tidspunkt tager fat på problemet igen, uden at have gjort noget i den mellemliggende tid. Dette kan ikke være europæisk politik.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Situationen i den sudanesiske provins Darfur er helt forfærdelig. Mennesker bliver fordrevet fra deres hjem på brutal vis. Hr. Ziegler betegner dette som en "frygtelig tragedie", men det er også meget nemt at sige, at der skal sendes tropper, som FN-resolutionen bestemmer, og dermed er problemet løst. De ved dog alle, hvad der står i denne FN-resolution. Heri står der nemlig, at den sudanesiske regering skal give sin accept hertil, og det er lige præcis det, som den sudanesiske regering ikke vil. Dette betyder, at der er behov for en politisk løsning og ikke krav om tropper eller forberedelse af tropper til udsendelse, som vi hører fra visse NATO-kredse.

EU's rolle er virkelig sådan, som Rådet og Kommissionen beskrev den. Det er meget nemt at sige, at vi ønsker tropperne. Problemet er bare, at der er bestemte grundregler, som skal overholdes, og disse tilsiger rent faktisk, at der skal foreligge en accept fra den pågældende regering, og den foreligger ikke. Jeg vil gerne endnu en gang understrege det, som det kvindelige medlem af Verts/ALE-Gruppen sagde: Navnlig i det sydlige Sudan er der helt konkrete økonomiske interesser, som også spiller en væsentlig interesse i denne konflikt - stikordet "olie" har allerede været nævnt - og her er det ikke kun Kina, som spiller en rolle, men uden tvivl også europæiske lande, f.eks. mit hjemland Tyskland, som er dybt involveret som følge af planerne om bygning af en stor jernbanestrækning dér. Opfordringen til at hjælpe befolkningen lyder vidunderlig. Jeg tilslutter mig fuldt ud dette, men det skal være realistisk og reelt resultere i mere humanitær bistand.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, hr. kommissær! I protest mod både jeres og vores tåbelighed ville jeg foretrække ikke at tale overhovedet. Kina har brug for mineraler, olier, markeder, vand og land. Det vi er vidner til, er den kinesiske kolonisering af Afrika. Sudans regering, der er partner til eller en del af al-Qaeda, Osamas hjem gennem mange år, trofast allieret med al-Tourabi, praktiserer i bogstaveligste forstand etnisk udrensning, voldtægt og befrugtning af titusindvis af kvinder på grund af deres arabiskhed og medlemskab af Den Arabiske Liga. Russerne leverer våbnene. AU's mission har nået bristepunktet. Vores storartede afrikanske intervention efterlader 2 millioner mennesker i eksil og en halv million døde.

Jeg vil gerne spørge Rådet og Kommissionen om, hvad de gør for give øjeblikkelig støtte til en massiv FN-mission i henhold til kapitel VII? Hvilke foranstaltninger træffer de for endelig at gennemføre den no-fly zone, der opfordres til i 13 fuldstændigt formålsløse resolutioner? Hvad gør de for at sikre, at de sætter en stopper for straffefriheden for alle dem, der voldtager og dræber fuldstændigt uskyldige civile? Som medlem af Parlamentets undersøgelseskomité skammer jeg mig over, at jeg påtog mig et større ansvar, da jeg besøgte Darfur og Abéché, og alligevel er det eneste, jeg kan gøre i dag, at snakke løs, undskyld udtrykket. Hr. kommissær, forestil Dem at kigge ind i en ung kvindes øjne, der tager sig af et barn, og spørge om barnets navn. Hun kan ikke svare Dem og siger, at hun ikke ved det, fordi det blev undfanget ved voldtægt. Hvordan tror De, at De ville have det?

  Ana Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Al-Bashir-regeringen bærer hovedansvaret for det strategiske folkemord på befolkningen i Darfur. EU må ud af sine vildfarelser desangående. Kommissionen, Rådet og de europæiske medlemmer af FN's Sikkerhedsråd må hurtigst muligt stille Sudan over for et krav om, at der skal indsættes en FN-styrke i Darfur med et solidt mandat efter FN-chartrets kapitel VII. De bør ikke acceptere flere udflugter og forhalinger. Sudans magthavere skal straffes, hvis de bliver ved med at bremse det internationale samfunds indsats i Darfur. Det må snarest muligt besluttes at indefryse bankkonti, og de sudanske magthavere og andre personer, som Den Internationale Straffedomstol allerede har identificeret som de hovedansvarlige for grusomhederne, skal hindres i at rejse.

Hvis Kina og Rusland bliver ved med at modsætte sig en embargo mod Khartoum, må EU gå sammen med USA og erklære handelsembargo for især våben og olie, og en fuldstændig indefrysning af den sudanske regerings finansielle transaktioner. Der må også hurtigst muligt træffes militære foranstaltninger. En flyveforbudszone over Darfur kan iværksættes fra Tchad for at forhindre det sudanske luftvåben i at angribe befolkningen i Darfur, sådan som jeg og andre medlemmer af Europa-Parlamentet kunne konstatere i september 2004 nær Al Fashir.

Der må straks sendes en multinational styrke til det østlige Tchad for at beskytte flygtningene, forberede FN-styrken i Darfur, overvåge grænsen mellem Tchad og Sudan og genskabe stabilitet i regionen. Den regionale stabilitet trues i øvrigt også af de stigende spændinger i Somalia på grund af den etiopiske intervention, som Bush-regeringen har tilskyndet til, med det katastrofale resultat, at de islamiske domstoles position styrkes i Mogadishu.

Endelig må EU ikke forholde sig tavst om Kinas, Ruslands og Den Arabiske Ligas rolle i støtten til Khartoum folkemordsstrategi. FN har et beskyttelsesansvar, men Moskva, Beijing og de arabiske hovedstæder prøver skamløst at ignorere læren fra Rwanda, Bosnien og Congo, når det drejer sig om Darfur, hvor en muslimsk befolkning massakreres af muslimer.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand! Da FN's koordinator for humanitær bistand, Jan Egeland, i august mindede os om, at situationen i Darfur var den værste siden 2004, mindede han os også endnu en gang om, at tiden til at få løst denne situation for længst er inde.

Det er korrekt, at FN insisterer på, at der skal sendes en FN-mission til området, men det er, som det er blevet sagt, også korrekt, at modstanden i den sudanesiske regering gør det meget vanskeligt. Som International Crisis Group imidlertid så ofte minder om, er det vores pligt at anvende det, der er kendt som ansvaret for at beskytte. Vi har et ansvar for at beskytte, og vi må ikke undslå os dette ansvar.

Der er tre meget konkrete ting, vi kan gøre i forbindelse med Darfur. Den første er meget direkte at pålægge sanktioner mod en hvilken som helst aktør, herunder regeringen, der i dag overtræder våbenhvilen, eller direkte angriber humanitære operationer, og som nævnt, og det understreger jeg, civilbefolkningen, især kvinderne.

For det andet kan og skal Den Afrikanske Union anvendes mere indgående med det mål, at de forskellige parter accepterer i det mindste en del af Darfur-fredsaftalen, men så er det også nødvendigt med opbakning fra de internationale samarbejdspartnere, herunder EU.

Endelig, og det er det vigtigste, skal FN's Sikkerhedsråd fremskynde udsendelsen af FN-styrker til området med hjemmel i det klare mandat i FN-pagtens kapitel 7. I modsat fald bliver det svært for os at stoppe denne massakre.

  Filip Kaczmarek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Darfur er en humanitær katastrofe. Denne tragiske region har nået krisepunktet, og vi er nødt til at give den vores fulde opmærksomhed og handle hurtigt, som hr. Annan, FN's generalsekretær, sagde for blot nogle få dage siden. Det er svært at være uenig i hans synspunkter. Hele verden ved, at regionen har været i krig uafbrudt siden 2003. Som følge heraf er 300.000 mennesker døde, og over 2,5 millioner er blevet fordrevet.

Alarmklokkerne har de seneste uger ringet hos humanitære organisationer, der arbejder i Sudan. Tre millioner mennesker i Darfur er afhængige af international humanitær hjælp, herunder madforsyninger, lægehjælp og ly. Det er ved at være næsten umuligt at give denne støtte som følge af den eskalerende konflikt i regionen. Alene siden begyndelsen af maj er 12 internationale hjælpearbejdere blevet dræbt i Darfur, hvilket er flere, end der er blevet dræbt over de seneste to år.

Selv om AU bliver i området indtil årets udgang, står det klart, at den ikke alene kan sætte en stopper for krigen. Vi bør huske på, at det er en underudstyret og underfinansieret trop på 7.000 soldater, der dækker et område på størrelse med Frankrig. Selv om den blev forstærket med 4.000 soldater, ville den ikke være i stand til at hjælpe de millioner af civile under angreb i regionen eller garantere sikkerheden for internationale organisationer og beskytte flygtninge.

Der overvejes for øjeblikket en række løsninger på problemet. De spænder fra at indsætte FN-styrker i området, massiv FN-støtte til AU i form af logistik og udstyr til NATO-engagement for at løse konflikten. Som jeg ser det, er der én ting, der er helt sikker. Afrikanske lande og deres ledere bør være meget mere engageret i at finde en løsning på dette indtrængende problem. De er erfarne, kender området og har skabt stærke kontakter der. Derfor bør vi opfordre vores afrikanske partnere til at engagere sig mere i at finde en løsning på denne konflikt.

  Marie-Arlette Carlotti (PSE). - (FR) Hr. formand! Alle siger, at Darfur står på afgrundens rand. Konfliktens parter fortsætter med at slå ihjel og voldtage. De civile befolkninger er deres daglige mål. De humanitære hjælpearbejdere forlader området under pres som følge af trusler eller mord, for 13 er blevet dræbt i de seneste uger. Konflikten er en trussel for hele området og strækker sig til Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Alt virker i dag klar til det endelige angreb. Alt er klar til massakren. Regeringen leger katten efter musen med det internationale samfund. En grusom leg, der hver dag koster flere hundrede menneskeliv.

Siden 2004 har Unionen ikke sparet på sine økonomiske anstrengelser, og dette engagement har ganske vist været med til at undgå blodbadet. Men i dag er der behov for et kraftigere politisk engagement. Det vigtigste er, at der hurtigst muligt sendes en fredsbevarende FN-styrke til området i overensstemmelse med resolution 1706, som har mandat til om nødvendigt at bruge magt for at beskytte de civile.

Men det er med det samme, nu og her, at befolkningen skal beskyttes. Det skal gøres ved at tvinge de sudanske myndigheder til at indstille deres igangværende offensiv og gennemføre fredsaftalen i Darfur, ved at styrke Den Afrikanske Unions mandat og give dens styrker i området de nødvendige materielle midler, for disse styrker udgør ikke længere et tilstrækkeligt solidt skjold til at beskytte civilbefolkningen, og ved omgående - og det har mine kolleger allerede sagt - at indføre den flyveforbudszone, som fastsættes i FN-resolution 1591. Og hvis ikke det er muligt at tale parterne til fornuft, ja så må der indføres sanktioner i form af olieembargo, international arrestordre, målrettede sanktioner mod de enkelte ansvarlige for grusomhederne og især mod de 51 personer, hvis navne figurerer på den liste, der er blevet overdraget til Den Internationale Straffedomstol. Mine damer og herrer, Parlamentet vil ikke tillade, at det 21. århundredes første folkedrab finder sted i tavshed, nærmest i Parlamentets påsyn.

  Mario Mauro (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med mit indlæg ønsker jeg at fjerne den sidste rest af hykleri, der omgærder holdningen hos regeringen i Khartoum.

I 2000 besøgte jeg Sudan sammen med de andre parlamentsmedlemmer, der er med i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU. Fru Kinnock og jeg havde lejlighed til at tale med Ibn al-Turabi, som dengang sad i fængsel, og som er en gammel soldaterkammerat til Omar al-Bashir, der er en af den islamiske fundamentalismes førende repræsentanter i Sudan og en af de mænd, der stod bag Osama bin Ladens ophold i Sudan.

Han fortalte os allerede i 2000 klart og tydeligt, hvad den sudanske regerings "arabiseringsstrategi" bestod i. Denne strategi tog sigte på at arabisere - og det er netop det, jeg mener, nemlig at arabisere og ikke at islamisere - et område befolket med mennesker, som i mange af den sudanske regerings officielle dokumenter betegnes som "Darfurs aber", dvs. indbyggerne i Darfur.

Hvis Europa er bevidst om dette, betyder det endnu en gang, at vi ikke bare skal spille den sudanske regerings spil og forsøge at mægle mellem teoretiske parter i sagen. Der er ingen parter i sagen, og der er ingen borgerkrig i Darfur, kun mordere og ofre. Der er kun mordere, som udfører ordrerne fra deres mandanter i Khartoum, og som således udnyttes til at forfølge en syg ideologi, der ikke længere risikerer at føre til folkedrab, men at ratificere et folkedrab, der har stået på i meget lang tid.

Derfor er det af afgørende vigtighed, at EU-institutionerne træffer nødforanstaltninger som dem, fru Carlotti beskrev for os lige før, så vi inddrager alle dem, som en generations liv ligger stærkt på sinde.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand! Siden indgåelsen af Darfur-fredsaftalen i maj 2006 er der ikke én eneste frist, som er blevet overholdt. Stridighederne med og den voldsomme fremfærd over for civilbefolkningen fortsætter med uformindsket styrke eller tager sågar til i styrke. Systematiske voldtægter anvendes fortsat som et våben mod civilbefolkningen, og i de seneste tre måneder har man kunnet konstatere en dramatisk stigning i antallet af voldtægter. Den sudanesiske regering er stadig imod en fredsbevarende FN-styrke, som ville have væsentligt flere midler, tropper og kompetencer til rådighed end Den Afrikanske Unions fredsmission, som er meget lidt effektiv. Udvidelsen af den afrikanske fredsmission til at omfatte 11.000 politifolk og soldater i det vestlige Sudan hilses velkommen, men Den Afrikanske Unions vedvarende kollektive støtte til stationeringen af en FN-styrke viser også, at dette muligvis kun er en overgangsforanstaltning.

Den sudanesiske regering planlægger tilsyneladende allerede at deployere sine egne styrker til regionen. Amnesty International advarer om, "at udsigten til snart at blive "beskyttet" af de selvsamme regeringssoldater, som mishandlede og fordrev dem fra deres hjem, får panikken til at sprede sig i civilbefolkningen". De hjælpeorganisationer, som opererer i regionen, frygter, at de bliver nødsaget til fuldstændig at indstille deres aktiviteter, hvis det kommer til nye sammenstød mellem regeringstropperne og de separatistiske rebeller, som endnu ikke har underskrevet Abuja-fredsaftalen.

Vi opfordrer derfor den sudanesiske regering til at acceptere tilstedeværelsen af FN's fredsbevarende styrke i Darfur i henhold til kapitel 7 i FN's charter, som det bestemmes i FN's Sikkerhedsråds resolution 1706.

Sudan befinder sig på randen af en katastrofe. Der skal gøres alt for at forhindre et nyt folkemord på det afrikanske kontinent.

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

  Patrick Gaubert (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Som to sudanske overlevende sagde til mig, skal den tavshed, folkedrabets ofre lider under, brydes.

I dag er det på vegne af disse tavse ofre for folkedrabet i Darfur, at jeg fremsætter en bøn, et nødråb for Dem. Det er som parlamentsmedlem, men også som formand for en international ngo, der er meget involveret i Darfur, jeg henvender mig til Dem.

Jeg tilhører en generation, som efter holocaust sværgede, at noget sådant aldrig ville ske igen. Man hører igen og igen ordene "aldrig mere", men nu bliver vi igen nødt til at tale om det. Venter vi på, at samtlige befolkninger udryddes, så vi kan begræde dem? Hvor mange døde skal der til, før vi griber ind? Skal der et minimum af forflyttede mennesker til, før vi griber ind? Jeg tror faktisk, der er ofre, der aldrig bliver populære. Darfur er et af disse. Hr. Annan har erklæret, at Darfur er et helvede. Men det er et helvede i en grad, man ikke kan forestille sig, for de befolkninger, der tortureres af folkedrabets militser, der står i en ulovlig regerings sold.

Vil vi føje ligegyldighedens forbrydelse til det, der er en forbrydelse i sig selv? Nej! Torturbødlerne skal vide, at vi ikke lader dem gå ustraffet, for vi kan ikke sige, at vi ikke vidste, hvad der foregik. Vi ved det, men vi handler ikke. Europa har en væsentlig rolle at spille. Europa skal tynge med hele sin vægt, være mere offensiv og kræve, at overgrebene og massakrerne ophører, kræve, at de blå hjelme sættes ind for at beskytte civilbefolkningen i Darfur. Det kan kun ske gennem et diplomatisk arbejde, en meget kraftig international mobilisering. For én gangs skyld kan hæren gribe positivt ind og lægge sig imellem morderne og de myrdede. Vi skal kræve, at militserne opløses, vi skal kræve, at den humanitære bistand når frem.

Lad os, som flere af mine kolleger har sagt før mig, skynde os, for det er i virkeligheden det 21. århundredes første folkedrab, vi er vidne til.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær! Desværre har krigen i Libanon og konflikten i Mellemøsten lagt beslag på den internationale interesse og de internationale nyheder og flyttet fokus fra den tragiske udvikling i Darfur med humanitær krise, folkedrab, etnisk udrensning og krigsforbrydelser.

Vi har en resolution fra FN's Sikkerhedsråd, nr. 1706, som vi naturligvis alle ønsker gennemført. Men i forbindelse med resolution nr. 1701 om Libanon blev den internationale offentlighed mobiliseret, og der blev krævet fuld gennemførelse. Fem resolutioner senere, ved resolution nr. 1706, møder vi desværre international ligegyldighed og internationalt hykleri, når det gælder gennemførelsen. Der gælder andre standarder i denne store humanitære krise, som i sidste ende vil undergrave også vores egne fælles europæiske værdier og principper.

Jeg mener, at EU især har et moralsk ansvar, ikke kun et politisk og strategisk ansvar, for at tage initiativer. Bureaukratiske beslutninger i Ministerrådet er ikke nok. Den 20. oktober har vi topmøde. Her er I nødt til at tage et initiativ på EU's vegne i Sikkerhedsrådet, så der er fælles fodslag blandt Sikkerhedsrådets medlemmer om problemets løsning og med hensyn til gennemførelsen af resolution nr. 1706. Og hvis vi skal være ærlige, har vi også pligt til at tage initiativer vedrørende Kina. Kina er et af de lande, der har ansvaret for, at denne krise trækker ud og er kørt ud på et sidespor. Den Arabiske Liga har også et ansvar. Derfor må I tage initiativer henvendt til Den Arabiske Liga, Den Islamiske Konference, Kina, Rusland og USA. Det er ikke nok med vage erklæringer fra Bush eller Kongressen i USA. Endelig bør den folkeretlige acquis om retten til international intervention, når det gælder overtrædelse af menneskerettighederne, gennemføres.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! Vi har alle været vidner til forbrydelserne mod menneskeheden, der er begået på sudanesisk jord over de seneste tre år. De omfatter folkedrab, krigshandlinger og etnisk udrensning. Mens vi hjælpeløst ser til fra vores elfenbenstårne, lykkes det ikke den sudanesiske stat at opfylde den basale pligt, der kræves af enhver stat, navnlig at sikre befolkningens sikkerhed inden for et givent område. Fra Bruxelles og Strasbourg ser vi stift på begivenheder i Sudan, selv om EU er opstået af en politisk og moralsk protest imod den slags krigshandlinger. Hver successiv udvidelse blev hilst velkommen med den samme fanfare: aldrig mere, aldrig mere vil vi tillade sådanne forbrydelser mod menneskeheden, aldrig mere vil vi tillade etnisk udrensning, aldrig mere vil vi tolerere folkedrab!

I de udtalelser, der er blevet fremsagt af EU's repræsentanter i dag, opfangede jeg ikke et sådant stærkt engagement for at sikre, at EU faktisk gør alt, hvad der står i dens magt for at stoppe det udbredte blodbad i Sudan. Hvilke foranstaltninger bør træffes? Unionen bør over de kommende uger fokusere på at lægge et stærkt pres på regeringen i Khartoum for at sikre, at den indvilger i indsættelsen af FN's fredsbevarende tropper på sudanesisk område. Hvis denne bestræbelse ikke lykkes, og regeringen i Khartoum fortsætter med at nægte at gå med til tilstedeværelsen af FN's fredsbevarende styrker inden for sit område, vil det være passende at øge den logistiske og materialistiske støtte yderligere til AU's mission i Sudan. Hvis alt dette ikke får nogen indvirkning på det, der sker i Sudan, bør vi overveje at opfordre NATO-styrker til at sikre, at AU's militære mission er i stand til at garantere fred og sikkerhed over hele Sudans område.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Dette har været en udmærket og kraftfuld forhandling. Jeg kan forsikre Dem om, at Rådet ikke ser apatisk på situationen i Sudan og Darfur. Vi er alle enige om, at udviklingerne dér har været meget bekymrende, og vi må gøre alt, hvad der står i vores magt nu og i fremtiden for at forbedre sikkerheden og den humanitære situation i Darfur. Vi gør hele tiden alt, hvad der står i vores magt, eller i det mindste en hel del. Vi opretholder aktiv diplomatisk kontakt med de forskellige parter og tredjelande for at opnå den bredest mulige støtte til FN-resolutionen og dens gennemførelse og for at være i stand til at øge presset på Sudans regering. EU's særlige repræsentant, Pekka Haavisto, spiller en vigtig rolle i Sudan ved at sikre, at alle parter dér overholder denne fredsproces, ellers kan der ikke blive nogen vedvarende fred.

Det er meget vigtigt og et godt tegn, at AU gennem sin AMIS-operation har vist sig at være stærkt engageret i at løse denne krise. EU har støttet denne dedikation, og det vil fortsat være tilfældet, eftersom EU yder støtte til AMIS-operationen i form af logistik, materiel støtte, planlægningsbistand og andre lignende foranstaltninger. AU har bestemt at øge sin fredsbevarende tilstedeværelse - dvs. dens AMIS-operation - med yderligere 4.000 tropper, hvilket betyder, at der samlet vil være 11.000 tropper stationeret i regionen.

Når FN-operationen endelig er i gang i regionen, kan den letteste måde at fremme dens acceptabilitet i den sudanesiske regnings øjne være at lade afrikanske og asiatiske tropper udgøre den. Vi må også huske på, at de andre nabolande i regionen spiller en meget vigtig rolle, hvad angår grænsespørgsmål og flygtningeproblemer.

Menneskerettighedssituationen i området er meget bekymrende, som det er blevet nævnt i denne forhandling. EU har fremhævet disse menneskerettighedsproblemer ved at inkludere dem på dagsordenen for FN's Menneskerettighedskomité, som er under udarbejdelse. Med hensyn til problemet med folkedrab og især brug af denne term bør vi huske på, at Den Internationale Straffedomstol undersøger dette i øjeblikket, og EU støtter dette arbejde.

Der er ikke kun en vej til en løsning på Darfur og Sudan. Det er meget vigtigt, at vi gør fremskridt på alle områder, der er åbne for os på en effektiv, bredtfavnende og koordineret måde via samarbejde.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er helt enig i udtalelserne fra ministeren, som repræsenterer formandskabet.

Jeg tror ikke, at nogen her i Parlamentet er i tvivl om Darfur-tragediens katastrofale omfang, og efter min mening kan man heller ikke være i tvivl om, at der faktisk er tale om et folkedrab. Under forhandlingen her i dag kommer vi dog ind på et meget mere generelt politisk spørgsmål, som er yderst vigtigt for Parlamentet og EU-institutionerne i det hele taget, nemlig EU's rolle med at fremme og forsvare de grundlæggende rettigheder uden for EU's grænser.

Vi spørger ofte os selv, om EU kan og skal - og jeg mener personligt, at det kan og skal - fremme de grundlæggende rettigheder i verden og navnlig respekten for den menneskelige værdighed, som er gået fuldstændigt tabt i Darfur-tragedien. Hvis vi skal gøre dette, skal vi dog tage det store politiske spørgsmål op, hvordan Europa kan eksportere og fremme disse værdier, når der er parter som Sudans regering, som accepterer og opfordrer til fundamentalisme og militsernes yderst voldelige og forfærdelige handlinger. Mange af Dem sagde ligeud, at vi skal gribe ind med soldater og militær i henhold til artikel 7, og at vi skal sætte tropper ind, som kan bruge magt for at bringe denne katastrofale situation til ophør.

Jeg er udmærket klar over, at det er en af de muligheder, der er taget højde for i de internationale aftaler, men vi europæere har ofte talt om, at når vi fremmer menneskerettighederne i verden, skal vi følge det såkaldte ejerskabsprincip. Vi kan med andre ord ikke beslutte her i Strasbourg eller Bruxelles, hvilken løsning der er den rigtige for et andet land eller et andet kontinent. Vi skal samarbejde med de lokale institutioner, og efter min opfattelse består den første del af løsningen i at samarbejde med Den Afrikanske Union, idet vi styrker dens rolle og sørger for, at den får den konkrete støtte, som er nødvendig. Vi ønsker ikke, at Europa først skal være fraværende og så pludselig dukke op og ved hjælp af våben og soldater spille en rolle, som Den Afrikanske Union snarere burde spille i højere grad.

Det er - sådan som formandskabet lige mindede om - det første skridt, som vi skal tage. Det andet skridt i den retning bliver den logistiske bistand på stedet. Det er en indsats, som vi - EU og institutionerne - kan gøre, og Kommissionen kan også yde økonomisk støtte. Hvordan kan vi sikre, at den humanitære bistand virkelig når frem til modtagerne, nemlig den nødlidende befolkning og ngo'ernes udsendte, som sætter deres liv på spil? Logistisk bistand på stedet er således et andet område, hvor EU kan gøre en forskel.

Det tredje skridt er - og det var der nogle, der ikke kom ind på i tilstrækkelig grad - hvordan vi skal samarbejde med Den Arabiske Liga. Mine damer og herrer, der er mange steder i verden, hvor vi er nødt til at tage højde for muslimske eller arabiske landes holdninger. I nogle tilfælde er de vores stærke allierede - f.eks. når det gælder bekæmpelsen af terrorisme - men i andre tilfælde har de nogle så markante holdninger, at det er tilrådeligt at indgå en aftale med dem, før vi griber ind.

Hvad er forskellen på Darfur og Libanon? Forskellen er, at der i Libanons tilfælde var en aftale, og at soldaterne blev sendt ud som fredsbevarende styrker, fordi både Libanons og Israels regering gik med til det. Sudans regering bliver til gengæld ved med at sige nej. Tror De, at det er muligt med en unilateral indsats, uden at Den Arabiske Liga spiller en afgørende rolle? Mener De ikke, at en sådan indsats - hvis ikke Den Arabiske Liga spiller en kraftig rolle - ville sende et yderst negativt signal til en meget stor befolkning, som desværre også har de mest fundamentalistiske idéer i verden? Ville det ikke styrke ekstremisterne og fundamentalisterne og give dem endnu et argument til deres propaganda?

Derfor er den tredje del af løsningen Den Arabiske Liga. Vi arbejder på at opfordre Den Arabiske Liga til at tage afstand fra Sudans regering og trække sin accept og støtte tilbage. Som De ved, sker dette allerede i en vis udstrækning, men vi skal fortsætte vores indsats i den retning.

Desuden var der en af talerne, som rejste følgende spørgsmål: "Hvad nu, hvis regeringen i Khartoum ikke lytter til det internationale samfunds appeller?" Jeg har altid været af den opfattelse, at et militært indgreb - selv om en humanitær indsats er berettiget i henhold til traktatens artikel 7 - under alle omstændigheder må være sidste udvej.

Der er andre overgangsløsninger, og i den forbindelse hørte jeg en af talerne nævne en "flyveforbudszone". Det er en foranstaltning, som man kunne undersøge, indføre og foreslå. Hvis vi foreslog Sikkerhedsrådet et indgreb i henhold til artikel 7, ville Kina som bekendt - hvad enten vi synes om det eller ej - formodentlig nedlægge veto, og så ville der ikke ske noget. Derfor spørger jeg mig selv, om det ikke ville være bedre at tage et andet initiativ - som måske ikke løser problemet, men i det mindste er nyttigt - nemlig at forhindre fly i at flyve hen over området og slå folk ihjel med bomber og luftangreb. Det er en anden konkret mulighed.

Jeg vil slutte min tale med to bemærkninger. Først vil jeg sige, at kommissionsformand Barroso og Louis Michel rejser til Khartoum. De vil sende et stærkt budskab til Sudans øverste regeringsledere om, at EU agter at lægge et kraftigt diplomatisk pres på landet, men også at gøre en indsats på stedet for at hjælpe den nødlidende befolkning. Budskabet vil indeholde nogle overvejelser om, at Sudan kommer til at stå alene, hvis landet bliver ved at med nægte at lytte til det internationale samfund. Denne isolation vil navnlig være ødelæggende for Sudan selv. Khartoum har ingen interesse i at være isoleret fra resten af det internationale samfund, og dette ville, mine damer og herrer, fratage præsident Bashir hans undskyldning for at have en så negativ holdning.

Et andet vigtigt punkt, som vil være på Kommissionens dagsorden, er kvindernes og børnenes rolle. Det taler vi tit om her i Europa. Vi beskæftiger os med ofrene for menneskehandel og tvangsprostitution, og vi har endda fastlagt en europæisk køreplan for børns rettigheder. Det er klart, at vi ikke kan lukke øjnene for kvinders og børns rettigheder uden for Europa i et så tragisk tilfælde som Darfur.

Derfor håber jeg personligt, at Parlamentet står fast på sine foranstaltninger i Darfur, så vi netop yder en særlig beskyttelse til kvinderne og børnene, der som altid er de mest sårbare ofre.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen torsdag kl. 12.00.

(1) Se protokollen.