Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 28. september 2006 - Strasbourg

5. EU-udviklingsbistand (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Alain Hutchinson for Udviklingsudvalget om mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand - 2006-bistandseffektivitetspakken (2006/2208 (INI)) (A6-0270/2006).

  Alain Hutchinson (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Denne betænkning, der forhåbentlig vedtages i dag, er en direkte følge af Kommissionens tre meddelelser indeholdt i den såkaldte "2006-bistandseffektivitetspakke", og betænkningen vedrører således mere generelt opfyldelsen af målsætningen om at forbedre det europæiske udviklingssamarbejde. Så meget om indholdet.

Med hensyn til hvad vi egentlig taler om her - eller rettere sagt - hvori udfordringen består - kan det ikke fremstå mere klart: Hvordan skal vi i Europa forbedre den bistand, som vi yder i dag til landene i Syd? Med andre ord, hvordan skal vi sikre, at vores bistand til landene i Syd omsættes langt mere systematisk til praktiske fremskridt, der rent faktisk ændrer tilværelsen for millioner af mennesker, der lever under umenneskelige forhold?

Der er i dag en kollektiv bevidsthed om, at vi kunne yde en bedre bistand, og der er blevet givet politiske tilsagn, der giver os mulighed for at prioritere dette spørgsmål i vores udviklingssamarbejdspolitik. Der er en europæisk konsensus om udvikling og om en ny strategi for Afrika. Det er fremragende. De lovgivningsmæssige og tekniske foranstaltninger er desuden ved at blive gennemført. Vores opgave er således blot - om jeg så må sige - at konkretisere denne konsensus.

Vi har behandlet en lang række spørgsmål i betænkningen, herunder: den egentlige definition af begrebet udviklingssamarbejde og følgelig af, hvad de enkelte medlemsstater helt legitimt kan inkludere under offentlig udviklingsstøtte; det minimale bistandsniveau, hvis vi skal opfylde vores forpligtelser; afbinding af bistanden, en proces, som medlemsstaterne - i hvert nogle - helt klart tøver med at gennemføre; ingen indikatorer til vurdering af, om EU-bistanden rent faktisk er blevet forbedret; de lokale aktørers bekymring over, at der er en vis uvilje mod at inddrage modtagerlandene i de strategier og programmer, der udvikles for de pågældende lande.

Ud over disse specifikke spørgsmål, der giver os en vis idé om, hvor meget der stadig skal gøres for at forbedre vores bistand i praksis, udgør komplementaritet i aktioner, koordinering af programmer og sammenhængende strategier også en ramme for vores indsats og en særlig vigtig skabelon for fortolkning af de tiltag, der skal gennemføres i løbet af de næste par år på udviklingssamarbejdsområdet.

Med hensyn til komplementaritet i aktioner, uanset om disse gennemføres på sektorspecifikt eller geografisk grundlag, er det en kendsgerning, at arbejdsfordelingen giver anledning til en vis modstand og en række vanskeligheder. Hvis vi anvender en åben og ligefrem tilgang, bør vi kunne overvinde disse problemer. Debatten må ikke reduceres til et sammenstød mellem protektionistiske medlemsstater og centralisme i Bruxelles, selv om det uden tvivl er nyttigt at være på vagt over for overdreven centralisme. Dette er kendetegnet ved en top-down-tilgang til programmering og navnlig ved en begrænsning af partnerlandenes og civilsamfundets deltagelse i fastlæggelsen af strategier og prioriteter.

Det er stadig et faktum, at en centraliseret koordinering mellem medlemsstaterne og Kommissionen uden tvivl vil være en fordel, og den vil navnlig gøre det muligt at undgå den nuværende situation, hvor en række forskellige aktører sætter ind med de samme tiltag i samme land eller region. Det fremgår f.eks. tydeligt af donoratlasset, at der findes glemte kriser eller lande samt lande, der befinder sig i en situation, der kan sidestilles med situationen efter tsunamien, hvor modtagerlandene ikke kan absorbere meget store bistandsbeløb ydet på engangsbasis.

Selv om vi har drøftet koordineringsproblematikken i årevis, står vi fortsat over for meget store udfordringer, hvad angår harmoniseringsprocedurer og en bedre koordinering af EU's forskellige samarbejdsprogrammer. Ud over sammenhæng i de forskellige fællesskabsstrategier er det desuden også nødvendigt at anvende en sammenhængende tilgang til udformningen af politikken for de forskellige geografiske områder, der er omfattet af vores udviklingspolitik. Netop dette spørgsmål er sat på dagsordenen for det finske formandskab, der har besluttet at prioritere spørgsmålet meget højt.

Selv om vi således mente, at det var klogere blot at understrege dette aspekts betydning i betænkningen og herefter afvente, hvad den nærmeste fremtid bringer, vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at rejse et spørgsmål, der efter min mening er af afgørende betydning og i sidste ende vil få indvirkning på selve grundlaget for ethvert samarbejdsinitiativ eller endog politisk projekt.

Som vi ved - da dette spørgsmål drøftes jævnligt - fortsætter både hver dag, ja selv i dette øjeblik, med at ankomme til de spanske kyster - dvs. vores egne kyster - med hundredvis af mennesker om bord, der forsøger at flygte fra en skæbne, som de har besluttet at undsige sig med livet som indsats. Denne situation rejser naturligvis spørgsmål om grænsekontrol, forvaltning af migrationsstrømme og integration af indvandrere. Den rejser i meget høj grad også spørgsmålet om, hvor effektiv vores samarbejdspolitik er, såvel som spørgsmålet om, i hvor høj grad denne politik arbejder sammen med vores andre politikker.

Jeg ønsker ikke at give et vrængbillede af situationen, men hvilken værdi har et samarbejde - et samarbejde, der har varet i over 40 år - hvor de befolkninger, som vi påstod at hjælpe, i sidste ende kun har ét ønske, nemlig at flygte fra deres livsvilkår for enhver pris? Lad os sige det rent ud. Jeg mener, at vi har fejlet. Hvad skal landene i Syd i realiteten stille op med en samarbejdspolitik, hvor der ydes 50 milliarder euro i bistand pr. år, når den kombineres med en politik, hvor der stilles krav om indfrielse af en gæld, hvor det årlige tilbagebetalingsbeløb er fire gange så stort som bistandsbeløbet?

Hvordan kan vi på alle tænkelige måder blive ved med at påstå, at vi er fast besluttet på at fremme udviklingen af landene i Syd, samtidig med at vi bliver ved med at påtvinge dem frihandelsregler, som de ikke kan overholde under de vilkår, vi påtvinger dem? Hvordan kan vi være enige om at bekæmpe fattigdom, når vi samtidig ikke gør en indsats for at bekæmpe fattigdommens strukturelle årsager?

Sandheden er imidlertid, at uanset hvor effektiv udviklingssamarbejdspolitikken end er, vil den aldrig i sig selv kunne imødegå alle de udfordringer, der er i Syd-landene. Det er netop med dette for øje, at det er nødvendigt at forbedre udviklingssamarbejdet, da et sådant samarbejde vil være mere effektivt, i det omfang det gennem dette samarbejde vil lykkes at få Europa til at indse, at det er nødvendigt at gennemføre en generel politik, der udelukkende sigter på at opfylde et fælles prioriteret mål, nemlig en mere retfærdig og solidarisk verden.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg taler på vegne af min kollega, kommissær Michel, der ikke kan være til stede i dag. Jeg vil gerne indledningsvis takke ordføreren hr. Hutchinson og Udviklingsudvalget for en meget konstruktiv betænkning om bistandseffektivitet, et centralt emne for EU's udviklingspolitik.

En af de centrale forpligtelser i den europæiske konsensus om udvikling, der er blevet godkendt af alle medlemsstaterne, Kommissionen og Parlamentet i 2005, er helt sikkert en kvantitativ og kvalitativ forbedring af vores støtte. Denne konsensus er afgørende for os alle. For det første åbner den nye muligheder for samarbejde mellem de 25 medlemsstater og Kommissionen. For det andet understreges for første gang i EU's historie Europas kollektive visioner, principper og mål, som vores udviklingspolitik bygger på. For det tredje fastlægges Kommissionens komparative fordel og målsætningen om at omlægge medlemsstaternes aktiviteter for at sikre en bedre og højst nødvendig synergi.

Som det fremgik af alle drøftelserne om den europæiske konsensus, skal Kommissionen fremme Europas indflydelse på udviklingsområdet og sætte skub i dagsordenen for EU-bistandens effektivitet. EU skal spille en førende rolle i internationale fora, der beskæftiger sig med bistandseffektivitet, navnlig i OECD's Komité for Udviklingsbistand, hvor Kommissionen er et fuldgyldigt medlem. Hvis EU står stærkt, står Komitéen for Udviklingsbistand stærkt.

Med dette for øje har kommissær Michel forelagt en pakke med konkrete foranstaltninger om bistandseffektivitet, der blev godkendt af Rådet i foråret 2006. Kommissionens tilgang til bistandseffektivitet er baseret på de erfaringer, der er på området, god praksis og partnerlandenes forventninger. Den er forankret i principperne om harmonisering, ejerskab, tilpasning og resultatbaseret forvaltning, som fastsat i Paris-erklæringen.

Parlamentet har gjort det klart i tidligere beslutninger og igen i denne betænkning, at det støtter Kommissionens bestræbelser på at styrke koordineringen af og sammenhængen mellem Kommissionens såvel som EU's tiltag på udviklingsområdet. I betænkningen fremhæves tre vigtige områder, hvor der skal ske fremskridt i 2007, og jeg ønsker kort at kommentere disse.

Det første område er styrkelsen af komplementariteten og arbejdsdelingen. Disse spørgsmål er afgørende for Kommissionen. EU's Donor Atlas har i høj grad sat fokus på hullerne i og overlapningerne mellem donoraktiviteter, der hæmmer bistandseffektiviteten. For at imødegå disse svagheder har Kommissionen sammen med medlemsstaterne iværksat en proces med henblik på vedtagelse af operationelle principper for en bedre arbejdsfordeling mellem EU-donorer. Der er drøftelser i gang, og dette initiativ bliver formodentlig operationelt gennem rådskonklusioner i 2007.

Det andet område er den fælles bistandsprogrammering. EU har i dag en fælles ramme, der blev vedtaget sidste forår. Ifølge denne ramme skal der udarbejdes fælles diagnoser og analyser i partnerlande i tæt samarbejde med de berørte medlemsstater med henblik på at etablere fælles operationelle løsninger. Partnerlande og civilsamfund spiller en stor og aktiv rolle i denne proces. Civilsamfundet er på ingen måde udelukket fra disse drøftelser, men er derimod stærkt involveret i udarbejdelsen af diagnosen for de enkelte lande med henblik på at sikre de enkelte lande fuld kontrol. Denne tilgang er helt i overensstemmelse med tilgangen i fællesskabsprogrammeringen.

Det tredje område er samfinansiering, og jeg ønsker at sige et par ord om dette redskab, der er af afgørende betydning for forbedringen af arbejdsdelingen og koordineringen. I 2007 agter Kommissionen at forelægge særlige forslag, der skal styrke anvendelsen af samfinansiering som et redskab til støtte for arbejdsdelingen mellem donorer såvel som for de pågældende medlemsstaters opbygning af deres udviklingskapaciteter. Parlamentet har konsekvent og med god grund opfordret Kommissionen til at sikre medlemsstaternes koordinering med henblik på at styrke udviklingsfinansieringens effektivitet. Som det fremgår, har Kommissionen helt klart indtaget en proaktiv holdning og vil i tæt samarbejde med medlemsstaterne anvende alle tilgængelige midler med henblik på at sikre en større bistandseffektivitet. Jeg kan kun slå til lyd for, at Parlamentet ser det fælles udviklingsmøde med de nationale parlamenter i oktober som en mulighed for at udvide støtten til disse initiativer.

Det er rent faktisk vigtigt, at EU sikrer, at dets politiske ambitioner afspejler dets finansielle status som den største globale donor. Parlamentet spiller i denne forbindelse en afgørende rolle, idet det skal hjælpe medlemsstaterne med at fremskynde deres reformer og gennemføre de nødvendige kulturelle forandringer, der følger af disse nye samarbejdsmuligheder. Det er meget afgørende for opfyldelsen af vores udviklingsmål og for vores kontrol med den globale udviklingsdagsorden, at vi har succes på denne front.

Vi må ikke glemme, at det endelige mål er at udrydde fattigdom. Dette kan kun lykkes, hvis vi handler i fællesskab, og hvis vi udnytter alle tilgængelige midler optimalt. Den europæiske konsensus tilvejebringer alle de midler, der er nødvendige for at nå dette mål. Vi skal sikre, at disse forpligtelser fortsat prioriteres højt på den politiske dagsorden, og at vi ikke går glip af denne mulighed for at realisere vores ambitiøse politiske forpligtelser. Dette er ikke kun et spørgsmål om politik, men om vores samlede troværdighed.

  Margrietus van den Berg (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (NL) Hr. formand! Først vil jeg takke hr. Hutchinson for denne vigtige betænkning. Effektiv udviklingshjælp forudsætter en sammenhæng mellem den måde, hvorpå EU griber både bistand og handel an på. Hvis vi vil nå millenniumudviklingsmålene i 2015, kan og skal bistand og handel supplere hinanden. Desværre er virkeligheden ofte anderledes. Bistands- og handelspolitik, inklusive landbrug, arbejder alt for ofte uafhængigt af hinanden. På den måde vil det bestemt vare 100 år endnu, førend vi har bekæmpet fattigdommen i Afrika.

I øjeblikket er der næppe tale om sammenhæng i vores europæiske politik. Kommissær Mandelsons handelsforhandlere prædiker frihandel med globale regler, kommissær Michels udviklingsmedarbejdere arbejder på millenniumudviklingsmålene, og landbrugssubsidiepolitikken strider mod begge lejres målsætninger. Jeg ville sammenligne de forskellige politiske områder med ships that pass in the night.

Dermed skubbes udviklingsaspektet desværre alt for ofte til side. F.eks. er handelsaspektet i forbindelse med de økonomiske partnerskabsaftaler, de berømte eller til tider berygtede ØPA'er, alt for dominerende. Hvad udviklingsaspektet angår, henvises der for ofte til allerede eksisterende bistandsfonde. Der er alt for lidt tale om en virkelig integreret strategi, hvor der faktisk kommer ekstra penge og nye udviklingsplaner på bordet, selv om effektiviteten netop kunne stige ved hjælp af ØPA'erne takket være det forstærkede lokale samarbejde, som de er baseret på.

Vi må gå ud fra, at der, hvad angår udviklingsaspektet, selvfølgelig træffes de nødvendige foranstaltninger for at beskytte de svage forhandlingspartnere, således at ØPA'erne resulterer i ærlige aftaler og en realistisk tidsplan. Hvis handelen virkelig skal i gang, forudsætter det f.eks. en reform af skatte- og afgiftssystemet med en afskaffelse af toldafgifter, der betales ved grænseovergangene, stærkere offentlige tjenester og sociale sektorer og bedre undervisning og sundhedsvæsen. Den nuværende mangel på koordinering og sammenhæng er ikke blot ineffektiv, men også i strid med traktatens artikel 178 og altså uacceptabel.

En af årsagerne er, at handelseksperterne ofte mangler viden og ekspertise på udviklingseksperternes arbejdsområde og omvendt. Også den manglende vilje til at foretage en virkelig cost-benefit-analyse af integreret udvikling og herved i fællesskab - altså også i fællesskab i Rådet - at søge efter nye midler spiller en rolle. Oven i købet modarbejder forskellige europæiske politikker, f.eks. landbrug, handel, udvikling og også andre, ofte direkte hinanden. Landbrug dumper med eksportsubsidier sine produkter i Nordafrika med det resultat, at arbejdsløsheden dér stiger. Migrationsmyndighederne klager over tilstrømningen af økonomiske flygtninge fra denne region for derefter at sende dem tilbage med bistandspenge i stedet for, at der arbejdes på gode aftaler om det regionale arbejdsmarked.

Det eneste, der kan forbedre situationen væsentligt, er en sammenhængende europæisk dagsorden fra Kommissionen og Rådet. Global handel er vigtig og særdeles nyttig for at få udviklingslandene ud af deres onde fattigdomscirkel. Denne proces må ikke blokere for deres udvikling, og derfor kan der vindes meget gennem en god kombination af bistand og handel. På den måde kunne vi gennemføre millenniumudviklingsmålene. Jeg opfordrer til, at der udformes en sammenhængende europæisk dagsorden. Lad det nye udviklingssamarbejdsinstrument levere de nye rammer herfor.

  Tokia Saïfi, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne indledningsvis takke ordføreren, hr. Hutchinson, for hans fremragende betænkning om dette vigtige emne, der er så afgørende for vores fremtid. Jeg lykønsker ham.

I 2005 indtraf der en lang række afgørende begivenheder på udviklingsbistandsområdet. Hvis der nu virkelig er begyndt at ske noget, skal vi omsætte vores ord i handlinger. Vi kan på denne baggrund kun glæde os over EU's og en række medlemsstaters bestræbelser på at øge udviklingsbistanden væsentligt. Selv om det imidlertid er indlysende, at en effektiv bistand er betinget af finansielle ressourcer, skal der mere til.

Den anvendte udviklingspraksis skal nøje overvåges, hvis vi skal måle gennemførelsen af disse politikker fuldt ud. Udviklingsbistanden skal være lige så ambitiøs i kvalitetsmæssig henseende som i finansieringsmæssig henseende, hvis fattigdommen skal mindskes i væsentlig grad. Med dette in mente vil jeg gerne understrege, at det er vigtigt at indføre nyskabende finansieringsinstrumenter, der sikrer adgang til stabile og forudsigelige ressourcer. I lyset heraf glæder jeg mig over oprettelsen af Unitaid under det sidste topmøde i FN. Denne fond vil øge udviklingslandenes adgang til lægemidler. Lad os i dag, hvor dette instrument stadig er i sin vorden, håbe og bede for, at det vil vise sig effektivt og sikre, at andre lande, ud over de lande, der allerede har forpligtet sig på linje med Frankrig, også forpligter sig.

EU skal føre an i bestræbelserne på at sikre en bedre fordeling af opgaverne på udviklingsbistandsområdet. En sådan koordinering skal ske både på fællesskabsplan og på stedet, og modtagerlandene skal inddrages. Bistandseffektivitetspakken er det første skridt. EU og EU-medlemsstaterne har samme udviklingsmæssige ambitioner. Vi bør derfor i fællesskab gøre en indsats for at sikre en effektiv og gennemsigtig bistand og samtidig overholde vores forpligtelser.

  Miguel Ángel Martínez Martínez, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! I forgårs, da vi mødtes med Liberias præsident og kort forsøgte at forklare hende de vigtigste ting, som EU gør i forbindelse med udviklingssamarbejdet, understregede vi i Den Socialdemokratiske Gruppe, at forpligtelsen var dobbelt: Der skal frigøres flere ressourcer til denne opgave - som for os hører til blandt EU's vigtigste ansvarsområder - og opnås den størst mulige effektivitet i forbindelse med anvendelsen af de disponible ressourcer med det formål at opnå håndgribelige resultater, når vi skal klare den stadigt mere alvorlige og uundgåelige udfordring.

I denne forbindelse er den betænkning, som mi kollega og ven hr. Hutchinson har udarbejdet, et meget vigtigt dokument på grund af dets stringens og dybde og på grund af det tidspunkt, det er udarbejdet, nemlig på et tidspunkt hvor den offentlige mening i EU er ved at blive bevidst om, at vi i EU såvel af hensyn til solidariteten som af hensyn til udrejsen af udvandrere, der flygter fra underudviklingen til vores lande, ikke har nogen anden mulighed end at bidrage med alle vores kræfter til udviklingen og stabiliseringen af de sydlige lande.

Hutchinsons betænkning og hans meget prisværdige forslag til beslutning, som vi helt sikkert vil vedtage med overvældende flertal, er ikke blot endnu et dokument blandt de mange, vi drøfter her i Parlamentet. For jeg er fuldstændig enig i hans forslag, og jeg vil ikke gentage indholdet nu. Jeg vil dog sige, at det er særlig relevant en dag som i dag, hvor forhandlingen om det nye juridiske instrument til finansiering af vores udviklingssamarbejde ser ud til at være afsluttet med succes.

Jeg vil også sige, at betænkningen er et eksempel på en autentisk doktrin, og at den indeholder utallige idéer og forslag, som Rådet og især Kommissionen bør være meget opmærksomme på, så effektiviteten af vores indsats på samarbejdsområdet fortsat forbedres.

Fra Europa-Parlamentet, fra Udviklingsudvalget og naturligvis fra min Socialdemokratiske Gruppe bør vi forpligte os, så det, hr. Hutchinson foreslår os, ikke løber ud i sandet eller blot bliver til en hensigtserklæring. Vi bør bestræbe os på, at det bliver en slags handlingsmanual, så den effektivitet, vi opnår på dette område, bidrager til at opnå flere og bedre objektive resultater, der desuden berettiger til større og mere generøse budgetbevillinger på et område, der ikke længere er et sekundært og perifert område eller en mindre mekanisme til at give os god samvittighed, men derimod et område, der spiller en fremtrædende rolle i EU's politikker.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Kære hr. Hutchinson! Jeg vil gerne indlede med at takke Dem for Deres glimrende betænkning, der også får min gruppes fulde støtte.

Parlamentsmedlemmerne har på tværs af grupperne i de seneste år taget den opgave, som også FN-forsamlingen stillede allerede i 2000, meget alvorligt: Gør resultater målbare, sæt nye mål, og dokumenter fremskridtene! Millenniumudviklingsmålene udgør også for os en målestok ved vurderingen af effektiviteten af vores arbejde inden for udviklingspolitikken.

Set med vores øjne var FN's interimsrapport alarmerende. De mål, man havde sat sig, blev ikke nået. Det er en fiasko. Det er en fiasko, der betyder dårlig samvittighed for godt betalte europæere, men døden for millioner af mennesker, der lever i fattigdom, et helt liv uden uddannelse for millioner af unge piger. Det burde være grund nok for Kommissionen til at efterprøve bistandens effektivitet - og til enhver tid også for os til at bede om en selvanalyse fra Kommissionens side. Endnu en gang tillykke, hr. Hutchinson, med det gode arbejde! De giver Kommissionen nogle meget klare anvisninger.

Men tillad mig også at komme ind på vores rolle som Parlament her ved denne lejlighed. Vi har også bidraget til fiaskoerne. Vi har øjensynlig i årevis godkendt budgetter, der ikke opfyldte deres formål. Men havde vi overhovedet været i stand til at træffe bedre beslutninger? Har vi tilstrækkelige informationer med henblik på vores tilsyn? Det spørger jeg om. Kommissionen har endnu ikke fremlagt nogen overbevisende projektstyring til at nå de otte millenniumudviklingsmål. Vi mangler dybde i de budgetoplysninger, vi har fået, så vi kunne træffe en beslutning.

I 2005 forlangte vi en benchmark for Den Europæiske Investeringsbanks låneaktiviteter, altså en vurdering af hvert enkelt lån med henblik på dets bidrag til gennemførelse af millenniumudviklingsmålene. Der findes ikke en sådan benchmark for de midler, vi selv kontrollerer. Der findes ingen institution, der kunne overtage en omfattende kontrol af de anvendte midler efter os. Derfor bør vi også kræve, at Europa-Parlamentet langt om længe bliver inddraget i hele kæden af udviklingssamarbejdet, dvs. også i programmeringen af Den Europæiske Udviklingsfond.

Vi har brug for forskrifter, der på landeplan og ned til regionalt plan er forbundet med konkrete målsætninger og milepæle på vej hen imod en opnåelse af millenniumudviklingsmålene. Vi har fra Kommissionens side fremover brug for sektoropdelte lande- og regionalrapporter, der er opdelt helt ned til projektniveau. Vi har brug for rapporter, der også indeholder en liste over de projektansvarlige og de pågældende rådgivende selskaber og de midler, de har modtaget.

Hutchinson-betænkningen indeholder 65 vigtige forslag. Det understreger, at der er stor kompetence til stede her i Parlamentet, der bør inddrages fremover. Ud over de allerede involverede regeringer i målregionerne er der efter min mening en anden søjle for kompetence hos de ansvarlige institutioner, der er aktive i de pågældende regioner, og som bør inddrages i langt højere grad. I betænkningen gives der ros til, at enkelte bidragydere i en region bør påtage sig den ledende rolle i en bestemt sektor. Det kunne vi jo også overveje og påtage os den ledende rolle for et af de otte millenniumudviklingsmål med den økonomiske styrke, EU har i forhold til FN. Mit forslag er: vand.

EU kunne forpligte sig til at realisere drikkevands- og spildevandsforsyningen på det afrikanske kontinent sammen med de lokale partnere. Det ville klæde os bedre end den seneste skandale med europæiske virksomheders forgiftning af drikkevand. Vi bør altså opfordre Kommissionen at fremlægge en tidsplan for, hvornår samtlige metropoler syd for Sahara kan være forsynet med bæredygtige systemer til drikkevandsforsyning og bortledning af spildevand. Lad os presse på for at få regelmæssige interimrapporter om status for denne opgave!

Jeg spørger Kommissionen, om den råder over strukturer, der i det hele taget kan muliggøre en masterplan for en sådan opgave, og om den er enig i, at vi har brug for en sådan faglig instans på internationalt plan. Niveauerne praksis, politik og bidragydere skal kobles bedre sammen. Jeg vil gerne opfordre til, at Kommissionen organiserer en international Afrika-udviklingskonference hvert andet år, der har det særlige formål at informere politikerne og bidragydere om kravene og erfaringerne fra praksis. De kunne fremvise både vellykkede og mislykkede projekter offentligt i en udstilling og give vellykkede projekter en pris.

Denne lejlighed bør også benyttes til at tiltrække yderligere fagfolk, men især unge mennesker til udviklingssamarbejdet.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Enhver, der bliver bedt om at nævne den førende globale supermagt, nævner USA. Den Europæiske Union yder imidlertid over halvdelen af den globale offentlige bistand og er dermed den største globale bistandsyder. Denne position giver sig desværre ikke udslag i europæisk lederskab på den internationale scene. Vi siger "Union", men vi tænker her på "medlemsstater", og det angives også klart i Det Europæiske Råds afgørelser fra december 2005, at 80- 90 % af ny bistand til udviklingslandene skal komme fra medlemsstaterne.

Vi bør spørge os selv, om vi fremover vil være parat til at betragte nedsættelsen af bestemte landes gæld, senest Irak og Nigeria, som en form for udviklingsbistand. Det er en nem løsning for Unionen, men i realiteten reducerer denne det reelle bistandsbeløb til udviklingslandene. Hvis vi ser bort fra gældseftergivelse, blev det reelle bistandsbeløb til fattige lande ikke desto mindre forøget med 5 milliarder sidste år. Nogle henviser til dette beløb som "kun 5 milliarder", andre siger "hele 5 milliarder".

Som repræsentant for en ny EU-medlemsstat vil jeg afslutningsvis påpege, at de nye og fattigste lande i Unionen befinder sig i en fuldstændig uvant situation. Vi er en del af Det Europæiske Fællesskab og ønsker at acceptere de medfølgende forpligtelser. Vi bliver nødt til at forstå, at der er lande i verden, der er endnu fattigere end os.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil også gerne lykønske ordføreren med hans glimrende betænkning. I de 65 punkter tager han de mange områder og faktorer op, som vil være nødvendig for mere og bedre bistand. Han nævner de innovative udviklingsfinansieringskilder og behovet for at eftergive gæld for at give udviklingslandene større manøvremargen i kampen mod fattigdom, og naturligvis understreger han også, at der skal være sammenhæng mellem de forskellige politikområder. Vores bistand vil kun være effektiv, hvis der er større sammenhæng mellem politikområderne.

Det er klart, at effektivitet ikke må undergrave den nødvendige ansvarlighed. Netop på et tidspunkt, hvor der bliver bevilget stadig flere ressourcer til udviklingssamarbejde som direkte budgetstøtte, er der behov for tilstrækkelige midler til at opbygge et uafhængigt og kritisk civilsamfund. Hvis donorlandene ønsker at gøre deres bistand mere effektiv, er de på mange områder afhængige af ngo'er for at sikre, at den ydede bistand virkelig bliver brugt på at nedbringe fattigdommen og når frem til de fattige og de dårligst stillede i partnerlandene.

Medlemsstaterne må overholde de løfter, de har givet vedrørende finansieringen af udviklingsbistanden, altså 0,56 % af BNI i 2010 og 0,7 % i 2015. I den forbindelse er det vigtigt at fremhæve, at eftergivet gæld ikke skal medregnes i disse beregninger. Ifølge de seneste tal fra Komitéen for Udviklingsbistand under OECD har EU navnlig bogført gældseftergivelse for Irak og Nigeria som udviklingsbistand i 2005, selv om der i Monterrey-konsensussen udtrykkeligt er taget højde for, at den finansiering, der bevilges i form af gældseftergivelse, ikke bør hentes fra udviklingsbistandsmidler, der normalt er beregnet på at blive ydet direkte til udviklingslandene.

Europa-Parlamentet opfordrer derfor medlemsstaterne til årligt at opstille en præcis liste, hvoraf de beløb, der anvendes direkte til udviklingsbistand, fremgår klart. Som ordføreren sagde, skal bistanden fra EU og medlemsstaterne samordnes på en komplementær måde og være sammenhængende. Mange af partnerlandene overvældes af de mange donorer. Parallelle projekter medfører ofte unødige dobbeltstrukturer og er sågar nogle gange til hinder for fremskridt. Det vil kun være muligt at løse dette problem, hvis samordningen af Fællesskabets og medlemsstaternes udviklingssamarbejde bliver bedre.

I betænkningen bliver der foreslået en arbejdsgruppe, som repræsentanter for civilsamfundet skal deltage og medvirke i. Konkrete case studies skal vise, hvad der allerede fungerer, og hvor der stadigvæk mangler en del at blive gjort.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Jeg byder ordføreren velkommen og støtter hans fremlægning i hovedtræk. EU er i stand til, og skal rent faktisk, indtage en ledende rolle, ikke blot med hensyn til bistandens omfang, men også når det gælder bistandens effektivitet. Vi kan fortsat beklage, at bistandsmidlerne til tredjelande er utilstrækkelige, men vi bliver forinden nødt til at sikre, at den bistand, der ydes, udnyttes bedst muligt. Vi bliver nødt til at koordinere bistanden, droppe unødvendige formaliteter og styrke kontrollen for således at tilpasse os en situation i stadig forandring. Kommissionens rolle skal i denne sammenhæng styrkes, navnlig i forbindelse med ydelsen af bistand. Dette er helt afgørende for de nye medlemsstater, da deres bistand til udviklingslandene gradvist forøges. Litauen er således allerede ved at ændre status i Verdensbanken fra et modtagerland til et donorland, hvilket vil gøre det langt nemmere for Litauen at involvere sig i Bankens udviklingsprogrammer.

Borgernes støtte er en afgørende faktor, da den hidtil ikke har været så stor, som vi kunne ønske os. Vi er nødt til at fremme den holdning i de nye medlemsstater, at vi også hjælper os selv, når vi hjælper udviklingslandene. I disse globaliseringstider minder verden os om, at fattigdom og sult, uro og naturkatastrofer i Afrika eller Asien også indvirker på stabiliteten og levestandarden i Europa og USA. Modtagerlandene er imidlertid også nødt til at vise, at de kan forvalte de betroede midler korrekt. Medlemmerne af Europa-Parlamentet samt EU og modtagerlandene skal følge dette spørgsmål med den største opmærksomhed.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Filip Kaczmarek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Begrundelsen i hr. Hutchinsons betænkning indledes med en dramatisk udtalelse om, at der hvert minut dør 11 børn i verden af følgerne af sult og fattigdom.

Det er så sandelig vanskeligt at finde en bedre begrundelse for at behandle spørgsmålet om EU-udviklingsbistandens effektivitet. Man kan kun være enig i, at det kun giver mening at øge midlerne til udviklingsbistand, hvis bistandseffektiviteten forbedres væsentligt. Jeg er overbevist om, at borgerne i Europa vil støtte en forøgelse af midlerne til udviklingsbistand. De vil imidlertid ikke acceptere spild, ineffektivitet, manglende gennemsigtighed og skinaktiviteter, hvorfor det er vigtigt at forbedre effektiviteten.

Det er afgørende, at vi udelukkende klassificerer reel bistand som sådan. Jeg er derfor enig i, at en nedsættelse af de fattige landes gæld skal holdes adskilt fra udgifter til udviklingsbistand. HIPC-initiativet har rent faktisk ikke ført til en permanent løsning på problemet med de fattige landes gældsbyrde. Det er på den anden side afgørende, at vi sender det maksimalt tilgængelige støttebeløb direkte til modtagerne. Det er vigtigt, at vi ikke skaber det indtryk, at en stor del af disse midler anvendes til at aflønne mellemmænd som f.eks. embedsmænd og rådgivere. Bestemmelsen om et dybere centraliseret samarbejde og et direkte samarbejde med lokale myndigheder i udviklingslandene bør derfor anerkendes og støttes.

(Mødet udsat kl. 11.55 for afstemningen og genoptaget kl. 12.05)

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Emine Bozkurt (PSE). - (NL) Hr. formand! Der er i øjeblikket en nederdrægtig racistisk e-mail-aktion i gang mod Lívia Járóka, en af vores kolleger, som gør en meget stor indsats for romanibefolkningens rettigheder, og som er nomineret som Årets medlem af Europa-Parlamentet. Der er også tale om kvindefjendsk sprog. Jeg synes, at dette er fuldstændig utilbørligt her i Europa-Parlamentet. Det er uacceptabelt, og jeg vil gerne have, at Parlamentet tager det til efterretning.

(Bifald)

  Formanden. - Jeg tror, at bifaldet betyder, at de øvrige medlemmer er enige med Dem.

  Doris Pack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg er helt enig i det, fru Bozkurt sagde. Jeg finder det utilbørligt, at en bulgarsk observatør forsøger at træde fru Járókas værdighed under fode, for det er præcist det, hans e-mail gør. Jeg forventer, at Præsidiet tager affære i denne sag. Han hører ikke til i Parlamentet.

(Vedvarende bifald)

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Som en bemærkning til forretningsordenen ønsker jeg at protestere mod den libanesiske premierminister Sinioras tale for Formandskonferencen i går. Hans tale var fuldstændig partisk og ensidig, og der var ikke nogen mulighed for at bede om taletid med henblik på at svare igen. Det var de politiske gruppers værk, hvilket måske er rimeligt nok. Af hensyn til en retfærdig og afbalanceret redegørelse vil jeg imidlertid bede Formandskonferencen om at invitere den israelske udenrigsminister, således at vi kan høre modpartens udlægning.

(Kraftigt bifald)

  Formanden. - Dette spørgsmål vil blev henvist til de kompetente organer.