Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 11. oktober 2006 - Bruxelles

15. Anvendelse af passageroplysninger (PNR) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om anvendelse af passageroplysninger (PNR).

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Samtalerne om udlevering af passagerdata til USA blev afsluttet i sidste uge. Resultatet af samtalerne bidrog til at undgå, at vi står uden nogen aftale mellem EU og USA, og det er meget vigtigt.

Formandskabet har modtaget et brev dateret i går fra Sophia in 't Veld, Europa-Parlamentets ordfører for betænkningen om passagerdata, og vi vil hurtigst mulig vende tilbage til de stillede spørgsmål med skriftlige svar.

Ved forhandlingerne blev vi enige om en ny midlertidig aftale om passagerdata. Den skal træde i stedet for den tidligere aftale fra 2004, som De Europæiske Fællesskabers Domstol kendte ugyldig i maj måned. Forhandlingerne var hårde, eftersom annulleringen af den gamle aftale truede med at skubbe EU og USA ud i en situation helt uden nogen form for aftale. Trods vanskelighederne holdt man sig til det forhandlingsmandat, som Rådet vedtog i juni 2006. Under den nye ordning sikres både samme niveau af beskyttelse af personoplysninger som under den gamle aftale samt fortsættelsen af den transatlantiske luftfart. Ordningen giver således mulighed for at udlevere passagerdata til de amerikanske myndigheder fremover og samtidig sikre et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau, når oplysningerne skal behandles, i henhold til de garantier, vi tidligere har fået fra det amerikanske toldvæsen og grænsepoliti.

Udvalget af Faste Repræsentanter fulgte samtalernes fremadskriden nøje og drøftede resultatet og indholdet den 6. oktober. Coreper sagde, at man gik ind for at underskrive resultatet af forhandlingerne. Der blev aflagt rapport om samtalerne til justitsministrene, forsamlet i Rådet (retlige og indre anliggender), som indledte sit møde umiddelbart efter Coreper.

Den midlertidige aftale, som blev resultatet af forhandlingerne, træder i kraft, når den er underskrevet. Coreper underskriver den på EU's vegne i morgen, og det er hensigten, at Rådet skal give tilladelse til underskrivelsen snarest mulig.

Den midlertidige aftale skal gælde frem til udgangen af juli 2007. I løbet af denne periode vil parterne så blive enige om en mere permanent ordning for udlevering af passagerdata. Det er planen at indlede disse samtaler hurtigst mulig.

Det krævede hårde forhandlinger at nå frem til en aftale. USA ønskede at ændre den hidtidige ordning, så den var i bedre overensstemmelse med det ændrede operationelle miljø. Den største udfordring ved forhandlingerne var, hvordan vi skal reagere på de forandringer, der er sket i den amerikanske lovgivning og i myndighedernes organisation siden 2004, og samtidig holde fast i principperne vedrørende standarder for databeskyttelse for europæere.

Ud over selve aftaleteksten vedrørte samtalerne også et brev fra de amerikanske forhandlere til Kommissionen og formandskabet, hvori man diskuterer fortolkningen af forpligtelser vedrørende brugen af passagerdata. EU vil tage brevet til efterretning, men det bliver ikke en del af aftalen.

Resultatet af samtalerne er en succes af mange årsager. For det første har den midlertidige aftale til formål at garantere sikkerheden for flypassagerer. Dette er fantastisk vigtigt.

For det andet vil jeg gerne understrege, at de amerikanske myndigheders forpligtelser vedrørende brugen af passagerdata fortsat finder anvendelse. Formålet er at garantere den samme grad af databeskyttelse for borgernes passagerdata som under det hidtidige system. Aftalen indeholder en bestemmelse, hvori det hedder, at det amerikanske ministerium for indre sikkerhed skal garantere en tilstrækkelig beskyttelse af passagerdata, der udleveres fra EU. Dette er navnlig baseret på princippet om, at dette ministerium fortsat vil overholde sine forpligtelser fra 2004. Som følge af de organisatoriske ændringer i de amerikanske myndigheder vil antallet af myndigheder med elektronisk adgang til passagerdata under den nye aftale være større end tidligere. Disse myndigheder er imidlertid blevet specificeret i aftalen.

For det tredje er jeg glad for, at udleveringen af passagerdata i henhold til den nye aftale gælder 34 datagrupper som under den hidtidige ordning.

For det fjerde vil den nye aftale garantere befolkningens retssikkerhed, og at de transatlantiske flyvninger kan fortsætte. Samtidig vil den sikre, at flyselskaberne kan operere med overskud.

Vi har andre gode nyheder til flyselskaberne. Under forhandlingerne lovede USA at afprøve systemer, hvor flyselskaberne selv kan lagre passagerdata på de amerikanske myndigheders databaser, og dette starter i år. Dette har altid været et vigtigt mål for os.

Samtalerne om et mere permanent system for passagerdata som erstatning for denne midlertidige aftale i juli 2007 går i gang i nærmeste fremtid. Vi er også blevet enige om, at spørgsmålene om lagring og sletning af data først skal løses under disse samtaler om systemet for passagerdata. Derfor vender vi meget snart tilbage til denne sag.

Hr. formand! Jeg beklager, at jeg ikke kan blive her til denne forhandling, da jeg er nødt til at gå kl. 18.20 som tidligere aftalt med Parlamentet, og desværre venter mit fly ikke et minut længere.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand! Jeg vil gerne først sige, at jeg er fuldstændig enig i formandskabets positive vurdering af værdien af denne aftale, som har en begrænset gyldighedsperiode - frem til juli 2007 - men samtidig har den store fordel, at den sikrer juridisk kontinuitet vedrørende et meget følsomt spørgsmål. Den giver også flyselskaberne mulighed for at sikre en hensigtsmæssig behandling af personoplysninger for EU-borgere, der rejser til USA, uden afbrydelser af flytrafikken til og fra USA.

Denne aftale er en del af et større engagement. Jeg kan naturligvis sige, at både europæiske institutioner - formandskabet og Kommissionen - og USA under de meget komplicerede forhandlinger, der er foregået, har bekræftet deres vilje til med det samme at indlede et fælles projekt. Det skal dække et større felt og vil således også omfatte en ny bekræftelse af en fælles vilje, fra EU og USA, til at arbejde i retning af en endelig aftale - den, der træder i kraft efter august 2007 som erstatning for den nuværende midlertidige aftale - og dække det bredest mulige felt inden for samarbejdet i kampen mod terrorisme sammen med beskyttelsen af den enkeltes rettigheder.

Dette er et langt bredere politisk perspektiv. Som jeg har understreget ved mange lejligheder, anser jeg det for en politisk nødvendighed, at Parlamentet inddrages, selv om procedurerne nødvendigvis vil komme ind under den såkaldte "tredje søjle" i henhold til EF-Domstolens afgørelse.

Det er klart, at indholdet af denne aftale skal gennemgås nærmere. Jeg ved, at mange af medlemmerne allerede har studeret den nøje. Jeg har nogle korte bemærkninger. For det første giver denne aftale ikke mulighed for udveksling af større datamængder. Den giver tilladelse til overførsel af data til andre myndigheder, der beskæftiger sig med told og grænsekontrol, og overholder sammenlignelige databeskyttelsesbestemmelser fuldt ud.

Vi ønsker ikke nogen ændring af aftalen, for, som De udmærket ved, har vi præciseret betydningen af forpligtelserne. Der blev rent faktisk foretaget en ændring af myndighedernes struktur efter 2004 som følge af den amerikanske lovgivning. Tidligere, dvs. i begyndelsen af 2004, var der kun det amerikanske toldvæsen og grænsepolitiet. Nu har vi imidlertid f.eks. en ny samtalepartner, nemlig ministeriet for indre sikkerhed, som vi skal tage hensyn til, i hvert tilfælde ved fortolkningen af forpligtelserne. De nævnte myndigheder har også andel i denne proces, og derfor er det umuligt ikke at henvise til dem.

Hvad er de karakteristiske træk ved denne tolkning? På den ene side skal vi tage hensyn til, at der findes forskellige myndigheder; på den anden side har vi fastslået, at det amerikanske toldvæsen og grænsepoliti har samme funktion som tidligere, og denne myndighed - og kun den - er den direkte modtager af de overførte data. De øvrige myndigheder kan få adgang til de data, de ønsker, fra den førstnævnte myndighed i enkeltsager. Der er således ikke tale om, at andre myndigheder får direkte adgang til data; der bliver tale om overførsel til andre myndigheder som reaktion på en anmodning.

Hvilke anmodninger kan begrunde en sådan dataoverførsel? Som allerede nævnt skal anmodningen fremsættes fra sag til sag. Vi har specificeret, at begrebet "fra sag til sag" betyder, at der enten er tegn på en konkret trussel eller en bestemt flyvning eller flyrute, hvor man har modtaget oplysninger, der kan begrunde den pågældende anmodning om udlevering af data. En sådan anmodning om data kan kun begrundes med efterforskning af sager om terrorbekæmpelse, som det tidligere er sket; i den henseende er der ikke sket ændringer. Derfor har vi angivet, at de amerikanske myndigheder med undersøgelsesbeføjelser på andre områder end terrorbekæmpelse ikke får adgang, ikke engang på grundlag af en indirekte anmodning.

Det andet element, som efter min mening er vigtigt, er på den ene side den manglende mulighed for direkte adgang og på den anden ændringer i bestemmelserne for adgangen til data. Mange medlemmer har ofte ved tidligere lejligheder understreget fejlfunktionerne ved eller de utilstrækkelige garantier i det såkaldte "udtrækssystem": dvs. systemet, der giver brugeren mulighed for direkte at trække data ud af databaserne. Derfor har vi bedt om, at systemet ændres og erstattes af et system af "leveringstypen", som de parlamentariske myndigheder har anmodet om ved flere lejligheder, og dette er blevet accepteret.

Det nye leveringssystem betyder, som ordet antyder, at oplysningerne ikke trækkes ud, men leveres efter anmodning. Det er aftalt, at den nye mekanisme, som vi har skrevet i følgeskrivelsen, der skal sendes til USA, skal træde i kraft senest i december 2006, dvs. senest om halvanden måned. Ordningen vil blive afprøvet for at kontrollere, at den virker, men den vil under alle omstændigheder træde i kraft - og jeg gentager - ved årets udgang.

Man har også bekræftet en specifik forpligtelse, nemlig - i medfør af afsnit 2, i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union - at respektere den enkeltes grundlæggende rettigheder ved behandlingen af personoplysninger. Vi har indsat en henvisning til samme artikel 6 som erstatning for referencen til et direktiv om databeskyttelse, fordi EF-Domstolen har fastslået, at direktivet ikke finder umiddelbar anvendelse på sikkerhedsområdet. En vigtig henvisning til EU-lovgivningen ville derfor have manglet. Derfor har vi erstattet den med en mere generel krydshenvisning - som efter min mening er endnu mere bindende - til EU-traktatens artikel 6, hvor der henvises til den enkeltes grundlæggende rettigheder.

Endelig har de amerikanske myndigheder forpligtet sig til fortsat at garantere, også med hensyn til ministeriet for indre sikkerhed, et acceptabelt beskyttelsesniveau i forbindelse med databehandling, og dermed naturligvis også muligheden for at revidere anvendelsen af denne aftale, og som allerede var nedfældet i den tidligere aftale.

Det sidste aspekt vedrører bekræftelsen af opbevaringsperioden for disse data, et emne, der ikke er blevet berørt. Det er korrekt, at der er blevet fremsat en anmodning om at opbevare de pågældende oplysninger længere end den periode, der fastsættes i den nuværende eller den tidligere aftale. Anmodningen blev ikke til virkelighed, for det første fordi aftalen udløber i juli 2007, og for det andet har vi indtaget det synspunkt, at et så følsomt emne som opbevaringsperioden for data om nødvendigt bør gøres til genstand for senere forhandlinger. Jeg kan forsikre Dem for, at Kommissionen har til hensigt at indlede sådanne forhandlinger i januar 2007, således at de vil være tilstrækkeligt langt fremme ved udgangen af juli 2007, således at vi kan indgå en endelig aftale.

  Ewa Klamt, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand, mine damer og herrer! For ikke så længe siden fejrede Parlamentet afgørelsen fra EF-Domstolen, som erklærede EU's aftale med USA om USA's adgang til passagerdata for ugyldig af formelle grunde. Den midlertidige aftale, der nu er indgået, er imidlertid i vidt omfang uændret med hensyn til oplysningernes art og omfang. USA har ganske vist ikke længere automatisk adgang til oplysningerne, men skal anmode om dem hos flyselskaberne. Det er en forhandlingssucces, som jeg gerne udtrykkeligt vil takke hr. Frattini for.

Imidlertid var det klart fastlagt i den aftale, som EF-Domstolen erklærede for ugyldig, at told- og grænsemyndighederne kun måtte videregive disse oplysninger i enkeltstående tilfælde. Nu må passageroplysningerne ved behov videregives til alle amerikanske tjenestesteder, som er ansvarlige for terrorbekæmpelse. Passagererne oplever næppe, at det har øget deres sikkerhedsrisiko. Det modsatte er snarere tilfældet. Men min gruppe, PPE-DE, oplever klart, at dele af Parlamentet har gjort os en bjørnetjeneste ved at indbringe sagen for Domstolen. I dag må vi nemlig konstatere, at den nye aftale ikke giver bedre databeskyttelse end den gamle aftale.

Derfor plæderer jeg for, at vi fortsat skal kæmpe for vores høje europæiske standarder for databeskyttelse, også når det gælder videregivelse af passageroplysninger. Det bør ske ved, at Europa-Parlamentet og Kommissionen får indflydelse på de fremtidige forhandlinger. Men vi må også konstatere, at en suveræn stat som USA også fremover vil hævde sin ret til at opstille regler for, hvem der indrejser i landet på hvilke betingelser.

  Martine Roure, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Først vil jeg på vegne af min gruppe sige, at det hastede med at få en ny aftale i stand med USA. Det var ikke muligt at lade flyselskaberne stå tilbage i den tilstand af lovmæssig forvirring, de havde befundet sig i siden den 30. september, og under truslen om strenge sanktioner, hvis de ikke overførte de krævede oplysninger. Vi var nødt til at nå frem til en fælles aftale for alle EU-medlemsstaterne for at sikre det samme beskyttelsesniveau for alle.

Vi er ikke desto mindre foruroliget over, at man vil gøre det lettere at overføre disse oplysninger. Den efterfølgende overførsel af oplysninger til andre agenturer, som er ansvarlige for bekæmpelsen af terrorisme er et problem, hvis vi ikke også får de relevante garantier. Vi anmoder om, at europæiske statsborgere skal have ret til at blive stillet for en dommer, hvis anvendelsen af disse oplysninger misbruges. Vi forventer, at de amerikanske myndigheder indfører de beskyttelsesgarantier, vi anmoder om, og som er indeholdt i forpligtelseserklæringerne.

Vi mener, at det også er nødvendigt at inddrage nationale parlamenter. I traktatens artikel 24 fastsættes det, at EU er den kontraherende part. Det forhindrer imidlertid ikke medlemsstaterne i at anvende en parlamentarisk ratifikationsprocedure. Derfor fremsatte medlemsstaterne ved underskrivelsen af disse juridiske samarbejdsaftaler med USA, med undtagelse af to medlemsstater, en erklæring om, at de først ville være bundet af disse aftaler, når de var blevet ratificeret af deres parlamenter. Kan De bekræfte, at det samme gælder for aftalerne om passageroplysninger, og i bekræftende fald, hvornår disse ratificeringer skal finde sted? Det er et meget præcist spørgsmål, som vi gerne vil have svar på.

Endelig skal forhandlingerne om den nye aftale for 2007 koncentreres om at fastsætte en bindende, global ramme til beskyttelse af borgernes sikkerhed og grundlæggende rettigheder. Vi skal ikke være bange for at gentage, at Parlamentet og de nationale parlamenter skal inddrages. Det er endvidere nødvendigt at indlede en overordnet overvejelse vedrørende beskyttelse af oplysninger om europæiske statsborgere som led i de transatlantiske forbindelser. En høring for nylig om selskabet SWIFT afslørede de mulige konflikter mellem europæisk og amerikansk ret, og vi skal løse disse konflikter. Det er vores ansvar.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Sophia in 't Veld, for ALDE-gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg har en følelse af, at jeg er endt i det forkerte skuespil, og at jeg har det forkerte manuskript foran mig. Formanden for Rådet og kommissæren talte om aftalen, og De ignorerede fuldstændig tillægsskrivelsen fra Department of Homeland Security, som indeholder en fortolkning af aftalen, der går i en helt anden retning end det, De lige har skitseret. Derfor kan jeg desværre ikke tage del i den glæde, som Rådets formandskab og Kommissionen lige har givet udtryk for.

Jeg sendte et brev - som formanden for Rådet henviste til for et øjeblik siden - med en række spørgsmål. Jeg vil meget gerne have svar på de spørgsmål, helst under dette møde, men ellers skriftligt. F.eks. sagde De, at der ikke er nogen ændringer i antallet og arten af oplysningerne, og at der ikke er nogen ændring i beskyttelsesniveauet, men hvordan forklarer De så den del af amerikanernes tillægsskrivelse, hvor der står, at vi, ud over målet om bekæmpelse af terrorisme og dermed forbundne forbrydelser, også vil indsamle oplysningerne for at bekæmpe smitsomme sygdomme og andre risici? Det vil jeg betegne som en betydelig udvidelse af anvendelsesområdet. Udvekslingen af oplysninger er blevet udvidet til at omfatte myndigheder, som ikke alle sammen er beskrevet nærmere. Amerikanerne siger nu, at de muligvis ikke vil anvende de aftalte perioder for lagring af oplysninger, selv hvad angår oplysninger, der er indsamlet i henhold til den gamle aftale.

De sagde, at vi er gået ind på at gå over til et push-system. Jeg beklager, men det var ikke det, jeg læste. Jeg læste, at amerikanerne vil gå over til push-systemet, så snart det er teknisk muligt. Tillykke med det! Det stod der også i den gamle aftale. Det har været teknisk muligt i over et år, og amerikanerne har ganske enkelt undladt gøre det. Hvordan kan De så fremstille det på denne måde under en pressekonference?

Jeg vil også gerne have et svar om indvirkningen på andre kategorier - den præcedens, som denne aftale skaber - f.eks. bankkontooplysninger i forbindelse med SWIFT og telekommunikationsfortegnelserne, som amerikanerne også har adgang til. Kan nogen svare på det?

Jeg mener, at vi bør tænke på fremtiden, for vi har desværre brug for denne aftale. Den eneste anden mulighed ville have været ingen aftale, og i så fald ville medlemsstaterne ikke have stået sammen i solidaritet, de ville have fortsat og indgået bilaterale aftaler med amerikanerne. Jeg mener, at vi i fremtiden må have et stærkt og klart mandat. Et sådant stærkt mandat kræver Europa-Parlamentets godkendelse af hensyn til den demokratiske legitimitet. Det er det eneste grundlag, hvorpå der kan indgås en ny aftale. Derfor håber jeg, at overgangsbestemmelsen bliver taget i anvendelse hurtigst muligt. Jeg ved, at De i hvert fald på det punkt er vores allierede.

(Bifald)

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Min kollega in 't Veld er ikke med i det forkerte skuespil. Det handler om at forsvare vores borgeres rettigheder og Parlamentets rolle. Iscenesættelsen er bare lidt træt, fru kollega, og skuespillerne er ikke de største stjerner.

Indtil EF-Domstolens dom handlede det om videregivelse af meget personlige oplysninger om vores borgere til en fremmed stat. Efter denne dom ved vi, at dette - ikke kun af formelle grunde, fru Klamt - var en ulovlig videregivelse af data. Vi har videregivet vores borgeres oplysninger uden juridisk grundlag. Et andet ord for det er "illegalt". Det er et alvorligt indgreb i de grundlæggende rettigheder uden juridisk grundlag. Det er ikke spor formelt. Det bør give os noget at tænke over.

Hvad er det, vi har at gøre med i dag? Vi har at gøre med en aftale, som under tredje søjle - altså regeringssamarbejde uden Parlamentet, uden offentlig debat, uden kompetence for Domstolen, men også uden nationale parlamenter, uden ratifikation - er en juridisk fortsættelse af denne illegale videregivelse. Hvis De mener, at amerikanerne har ret til at bestemme, hvem de vil lade rejse ind i deres land under hvilke omstændigheder, så vil jeg nu mene, at vi hidtil har været enige om, at der var en vis grænse for det i menneskets værdighed, i folkeretten og i menneskerettighederne.

Jeg synes virkelig, det er en hårrejsende absurditet, når Kommissionens argument er, at vi videregiver oplysningerne, men beskyttelsen af vores borgeres grundlæggende rettigheder bliver opretholdt, for amerikanerne har lovet os at sikre samme databeskyttelse, som vi har i Europa. Jamen har vi nu en superstat sammen med amerikanerne? Forbyder de grundlæggende rettigheder os ikke at videregive vores borgeres oplysninger til fremmede stater, uanset hvilken databeskyttelse de har? Forbyder de grundlæggende rettigheder os ikke endda at videregive oplysninger fra flyselskaberne til vores myndigheder, hvis det er i strid med de grundlæggende rettigheder?

Personligt må jeg sige, at teaterstykket om forsvaret af de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder var nok det rette stykke, men besætningen og iscenesættelsen er miserabel.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand! Fru in 't Veld har ret. Der er virkelig ikke grund til at fejre PNR-aftalen, som blev indgået i sidste uge. Ganske vist har man undgået retsusikkerhed i kraft af, at der overhovedet ligger en aftale igen. Men indholdsmæssigt er der reelt ikke opnået noget. Den nye aftale er sågar dårligere end den tidligere.

EU har endnu en gang bøjet sig for Washington. Hvordan skulle man ellers bedømme det forhold, at PNR-oplysninger bliver videregivet direkte til det amerikanske ministerium for indre sikkerhed? Især den kendsgerning, at denne almægtige amerikanske myndighed fremover rutinemæssigt kan videregive europæiske flypassagerer oplysninger til enhver amerikansk instans, som arbejder med terrorbekæmpelse, altså også til CIA, er en virkelig skandale. CIA er jo i sandhed ikke noget ubeskrevet blad. Jeg minder blot om, at Parlamentet har nedsat et særligt udvalg, fordi CIA i forbindelse med den såkaldte terrorbekæmpelse uden videre har kidnappet og torteret mennesker fra Europa som den tyske statsborger Khaled El Masri. På denne baggrund skal vi tro på, at denne berygtede hemmelige tjeneste ikke gør, hvad den vil, med vores borgeres passageroplysninger.

I strid med Parlamentets krav har EU-borgere heller ikke under den nye aftale samme muligheder for juridisk beskyttelse som amerikanske flypassagerer. De vil ikke have samme retsmidler til at forsvare sig mod behandling af ukorrekte oplysninger eller mod misbrug af deres oplysninger. Hvorfor kunne det ikke lade sig gøre også at anvende de regler, der gælder for amerikanere, på borgere fra EU, sådan som det f.eks. er tilfældet i aftalen mellem EF og Canada? EF-borgernes ret til informationsmæssig selvbestemmelse bliver ikke beskyttet tilstrækkeligt under PNR-aftalen, og det er ikke acceptabelt for min gruppe.

Det eneste lyspunkt kunne måske være systemskiftet fra pull- til push-systemet, men selv det er relativt. Dette skift skal trods eksisterende forpligtelser for USA ikke indføres med det samme, men først forsøges i en testkørsel. Push-systemet bliver praktiseret med Canada, og teknisk er det absolut muligt. Hvad er det, der har afholdt EU fra at insistere på, at USA straks overholder den forpligtelse, som de for længst har indgået over for os?

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Selv om jeg har kort tid til rådighed, vil jeg stille tre spørgsmål.

Hvilke yderligere garantier har de amerikanske myndigheder for det første givet i spørgsmålet om, hvordan oplysningerne vil blive anvendt? Jeg ved, at vi har push-systemet og pull-systemet osv., men hvilke kriterier er fastlagt for anvendelsen af oplysningerne?

Når vi for det andet hører om aktioner, hvor det i de enkelte tilfælde vurderes, hvorvidt der er en trussel, eller om et bestemt fly kan være i fare, hvor meget tid har vi da til at reagere på anmodningen om oplysninger, og hvilke vanskeligheder vil der være med at få adgang til oplysningerne? Og det er både set i et europæisk og et amerikansk perspektiv.

Hvis vi for det tredje, som nok er det vigtigste, opdager, at nogle oplysninger er blevet misbrugt, hvilke former for kompensation findes der? Hvilke mekanismer er der indført for at sikre, at en enkeltperson eller en gruppe af enkeltpersoner, hvis oplysninger er blevet misbrugt, kan få en eller anden form for kompensation fra de amerikanske myndigheder?

Jeg tror, at de europæiske borgere gerne vil have svar på disse spørgsmål. Jeg er enig i aftalen, jeg mener, at det stort set er en god aftale, bedre end den foregående, men der er stadig krav om, at den skal være klarere.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg har lyttet meget opmærksomt til både ministeren og kommissær Frattini. De sagde begge to, at den aftale, der er indgået, indeholder positive elementer for Europa.

Min holdning er, at det er de amerikanske synspunkter, der har domineret. Jeg har tre bemærkninger til denne midtvejsaftale. For det første nævnes det i aftalen - som hr. Frattini også var inde på - at antallet af overførte data er uændret, men at denne aftale lader en mulighed stå åben for at medtage nye oplysninger for passagerer, der er "frequent flyers". Jeg mener, at dette kan fortolkes på rigtig mange måder. Kan kommissæren forklare Parlamentet, hvad der gælder?

For det andet har man aftalt at gå over fra "pull-systemet" til "push-systemet", men det indebærer, at luftfartsselskaberne skal opgradere deres egne systemer. Kan kommissæren fortælle os, hvem der skal bære omkostningerne til overgangen til det nye system? Jeg er bange for, at omkostningerne i sidste ende vil blive overvæltet på passagererne og billetterne.

For det tredje bekymrer det mig, at man har bibeholdt ordet "passende" til at betegne databeskyttelsesniveauet. Hvem vurderer egentlig, om niveauet er passende? Er de forsikringer, der gives fra amerikansk side, tilstrækkelige? Kan kommissæren fortælle os, hvilken garanti vi har for, at dataene rent faktisk beskyttes?

Endelig mener jeg, at alt dette bør drøftes i den nye forhandlingsrunde, der starter i januar. Den nye aftale bør være mere afbalanceret end denne.

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EN) Hr. formand! I den midlertidige PNR-aftale med USA behandles den amerikanske ensidige forpligtelseserklæring om korrekt anvendelse og beskyttelse af personoplysninger i form af en protokol som ikkebindende. Hvorfor det? Og hvordan er det muligt, at Det Europæisk Råd i dette tilfælde indgik en aftale, der synes at være mere fleksibel, hvad angår de amerikanske forpligtelser, end den aftale, som en simpel privat virksomhed, SWIFT, tilsyneladende har formået at forhandle sig frem til med de amerikanske myndigheder, om uacceptabel overførsel af bankoplysninger? SWIFT har f.eks. erklæret, at det omgående kan blokere enhver amerikansk søgning, hvis den er i strid med årsagerne til, at den er aftalt.

PNR- og SWIFT-sagerne afslører et farligt politisk og retligt hul i beskyttelsen af grundlæggende rettigheder. Et tredjeland, der udelukkende påberåber sig grunde vedrørende dets egen nationale sikkerhed, kan tilsyneladende pålægge Europa, oven i købet private virksomheder direkte, betingelser for adgang til, anvendelse og endog beskyttelse af oplysninger. Dette er helt klart uacceptabelt, og mens hele EU's søjlestruktur faktisk er brudt sammen i disse to sager, insisterer Rådet på at nægte Parlamentet rollen som en ligeværdig partner, hvad angår bekæmpelse af terrorisme og beskyttelse af grundlæggende rettigheder. Det, der nu er stærkt påkrævet, er en omfattende og demokratisk europæisk tilgang til at håndtere disse anliggender i fremtiden i samarbejde med alle vores partnere på globalt plan.

  Jean-Marie Cavada (ALDE). - (FR) Hr. formand! I betragtning af det store antal talere og personer, der er til stede under denne forhandling, vil jeg forsøge ikke at trætte Dem endnu mere. Jeg er enig i meget af det, som allerede er blevet sagt om et emne, som virkelig er meget alvorligt. Jeg takker officielt hr. Frattini for hans bestræbelser på at informere vores udvalg. Jeg taler som formand for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, da fru in 't Veld allerede har talt på min gruppes vegne.

Jeg vil komme med to bemærkninger, og den første vedrører det politiske klima. Jeg tror, at der i forbindelse med de kommende forhandlinger skal gøres en større indsats for gensidighed. Jeg tænker her på gensidigheden i de oplysninger, vi går ind på at give de amerikanske tjenester: Hvad kan vi regne med at få til gengæld? Jeg har god grund til at stille mig selv det spørgsmål, for selv om det er rigtigt, at vi europæere skal kunne lande i USA, særlig i forretningsøjemed, må man ikke undervurdere, amerikanske virksomheder har det samme behov, da de gør mange forretninger i Europa. Vores stilling er derfor relativt afbalanceret.

Den anden bemærkning vedrører fremtiden. Denne midlertidige aftale udløber i juli 2007, og det bliver derfor nødvendigt at forberede opfølgningen, uden tvivl fra sidst på vinteren. I betragtning af de utallige spørgsmål, som de grå områder i aftalen rejser, særlig - og dette bekymrer mig lidt - det forklarende brev, fru in 't Veld nævnte for lidt siden, synes De så, hr. næstformand, at det er urimeligt at tro, at der kan indgås et kompromis inden det næste topmøde mellem USA og EU, dvs. senest i april 2007? Kan der skabes et transatlantisk Schengen, som USA på den ene side og EU på den anden side kan anvende til at etablere en ramme, der gør det muligt at løse både problemet med kravene til sikkerheden og med beskyttelse af borgerne? Vi har ret til en ny politisk struktur, da vi om et par måneder indleder forhandlingerne om en ny aftale.

  Giusto Catania (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at den mest ærlige holdning, som vi kan give udtryk for, er, at vi har accepteret afpresning, eftersom Europa i denne sag desværre er blevet udsat for afpresning fra USA's side, fordi USA forhandler med de enkelte medlemsstater og luftfartsselskaber, og det er grunden til, at vi i realiteten er blevet tvunget til at indgå denne aftale. Dette er som sagt den mest politisk korrekte holdning, som Parlamentet skal give udtryk for.

Det virker imidlertid, som om vi er nødt til at forsvare en aftale, der i virkeligheden er til skade for de europæiske borgere, for det er rigtigt, at intet har ændret sig, men den aftale, som Domstolen annullerede, var en meget dårlig aftale. Vi skulle give de amerikanske myndigheder 34 personoplysninger, hvoraf kun 7-8 stykker normalt vil blive brugt ifølge amerikanerne selv. Hvis det er rigtigt, forstår jeg ikke, hvorfor vi må udlevere alle disse oplysninger, og desuden overlade dem til de amerikanske efterretningstjenester - et nyt punkt i aftalen - medmindre nogen fastholder, at vi kan stole på CIA.

Jeg tror ikke, at jeg kun taler for mig selv. Jeg mener tværtimod, at Parlamentet har al mulig grund til ikke at stole på CIA. Det, der er sket i Europa, er klart for enhver. Parlamentet har endog nedsat et særligt udvalg, der skal undersøge CIA's aktiviteter i Europa, og det er blevet diskuteret, hvad der skete med SWIFT, da det blev opdaget, at vores bankkonti blev overvåget af amerikanerne. Jeg er derfor stadig i tvivl, og jeg mener fortsat, at vi ikke kan stole på USA's efterretningstjenesters aktiviteter.

Jeg mener, at der ikke blev forhandlet om denne aftale i de europæiske borgeres navn og bestemt ikke i Europa-Parlamentets navn, for det blev fuldstændig ignoreret under forhandlingerne, som fru in 't Veld sagde for lidt siden. Efter min mening skal vi i stedet for inddrage Europa-Parlamentet, ligesom vi skal inddrage de nationale parlamenter, så denne aftale opnås på en sådan måde, at det prioriteres højt at forsvare EU-borgernes rettigheder og især at sikre, at vores personoplysninger ikke overdrages til personer, der givetvis ikke vil dem anvende korrekt.

  Michael Cashman (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil lykønske kommissæren. Det er ikke nogen perfekt aftale. Når der må indgås kompromiser, er aftaler aldrig perfekte, men som fru in 't Veld sagde, var det enten en aftale eller ingen aftale. Hvis der ikke var nogen aftale, ville vi have haft oplysningsanarki og bestemt ingen beskyttelse af vores borgere på EU-plan. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig hr. Cavadas bemærkninger. Han har indtaget en meget konstruktiv holdning.

Vi må undersøge, hvad der sker med PNR, og vi må undersøge, hvad der sker med SWIFT - i øvrigt er det aftalememorandum, som SWIFT formåede at forhandle sig frem til, et godt udgangspunkt for fremtidige forhandlinger. Men vi kan også se det som en mulighed for at skabe det såkaldte transatlantiske Schengen-område, for vi vil løbe ind i disse problemer gang på gang.

Jeg vil imidlertid sige til Parlamentet, at intet bliver pålagt os. Det er vores valg. Hvis vi ønsker at rejse til USA, er vi nødt til at acceptere de betingelser, som USA stiller. Hvis vi ønsker at etablere virksomhed i USA, er det nøjagtigt de samme principper, der gælder.

Vi må forhandle til vores fælles bedste, og denne midlertidige aftale er et skridt i den retning. Tillykke, hr. kommissær! Det er den letteste ting i verden at rakke ned på noget, det vanskeligste er at støtte det. Bravo.

  Alexander Alvaro (ALDE). - (DE) Hr. formand! Jeg må tilstå, at der er dele, som jeg ser helt anderledes på end den foregående taler. Men Michael Cashman og jeg har et venskabeligt forhold med forskellige opfattelser, og det fungerer egentlig ganske godt.

Ikke desto mindre synes jeg, det er meget beklageligt, at Rådet ikke længere er til stede, for Rådets indlæg viser tydeligt, at det hverken var med ved forhandlingerne eller ved, hvad der står i denne aftale. Man kan ikke tale om, at databeskyttelsen er forbedret, når man med hensyn til databeskyttelsen har vedtaget det samme, som der stod før, nemlig ingenting, og det dobbelte af ingenting er ingenting. Vi ved fortsat ikke, hvor de oplysninger, der bliver indhentet, lander i sidste ende. Vi ved ikke, hvilke myndigheder i USA der har adgang til dem, hvor de altså bliver lagret i sidste ende, for slet ikke at tale om, hvor de bliver sendt hen. Vi ved ikke, hvornår de bliver slettet. Europæiske borgere har ikke krav på at få oplyst, hvor disse oplysninger befinder sig. Man har ikke krav på at få korrigeret oplysningerne. Derfor er det ikke rigtigt, at vi har opnået mere indholdsmæssigt.

Jeg bebrejder Dem det ikke personligt, hr. kommissær, for jeg ved, hvilket pres USA har udøvet, men jeg ville ønske, at man ikke havde bøjet sig for dette pres, og at man f.eks. ville tage Jean-Marie Cavadas forslag op og sige, at hvis I vil have vores oplysninger, så skal vi også have jeres.

Hvem siger, at der ikke kan opstå en situation, hvor USA truer EU? Hvem siger, at vi ikke også har krav på at vide, hvem der rejser ind i EU? Så må man have noget for noget i stedet for bare at bøje sig for presset.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Formandskabet sagde, at det endelige resultat er en succes, men jeg siger, at det er et forræderi. Vi får at vide, at databeskyttelsen vil være i overensstemmelse med relevante europæiske standarder, men jeg læser i punkt 3, at amerikanerne behandler oplysningerne i overensstemmelse med gældende amerikanske love, og i punkt 1, at oplysninger vil blive overført som ønsket af Department of Homeland Security.

Så har vi den amerikanske tillægsskrivelse, hvor der står, at de vil fortolke aftalen i henhold til præsident Bushs bekendtgørelse om udveksling af oplysninger og andre myndigheders adgang til dem. Dette er en fuldstændig forfægtelse af amerikansk jurisdiktion, så jeg vil anmode kommissær Frattini om at fortælle os, om han accepterer denne amerikanske tillægsskrivelse som en integreret del af aftalen.

I aftalens punkt 6 står der, at Department of Homeland Security "anses for" at sikre et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau. Hvad i alverden betyder "anses for"? I punkt 1 står der, at vi har tillid til USA's fortsatte gennemførelse af forpligtelseserklæringen som fortolket i lyset af de efterfølgende begivenheder. Det er altså begivenheder, der bestemmer, om USA vil gennemføre forpligtelseserklæringen! Det viser, at formandskabets påstand om, at den tidligere forpligtelseserklæring fortsat gælder, er uden hold i virkeligheden.

Kommissionen og Rådet siger, at aftalen giver EU's borgere retssikkerhed. Jeg er kun enig på et punkt, og det er, at EU's borgere kan være sikre på, at deres juridiske rettigheder er blevet sat over styr på vej ned ad floden eller rettere på vej over dammen. Dette er ikke teoretisk, for vi har hele året i Det Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger hørt om mennesker, hvis bløde oplysninger, der er blevet videregivet til USA, er blevet hårde oplysninger, hvilket har ført til, at folk er blevet udleveret til steder som Syrien og er blevet tortureret i månedsvis eller årevis eller er blevet spærret inde i Guantánamobugten. Det er ikke teoretisk.

  Formanden. - Fru Lehtomäki var nødt til at tage tilbage til Finland - oplysningsfrit - på grund af topmødet med Indien i morgen, så Rådet vil ikke afrunde denne debat.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, jeg tror, at der i løbet af de kommende måneder vil være en debat med Parlamentet - for jeg kan bekræfte min personlige og Kommissionens vilje til at føre en politisk dialog med Parlamentet, selv når vi går ind i forhandlingsfasen med USA - hvilket efter min opfattelse forudsætter et ønske om gensidig forståelse, der til gengæld er baseret på kendskab til de officielle dokumenter om emnet.

Jeg har hørt nogle medlemmer tale om, at personoplysninger bliver sendt til CIA. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. De må læse de officielle dokumenter, mine damer og herrer. Af dem fremgår det tydeligt, at hverken CIA eller de øvrige amerikanske efterretningstjenester vil få adgang til disse oplysninger. Dette er et faktum, der fremgår af de officielle dokumenter - som vi har kontrolleret. Det er forkert at påstå, at vi overdrager de pågældende oplysninger til efterretningstjenesterne uden at kontrollere noget som helst. Derfor er jeg villig til at føre en dialog, men på grundlag af de samme oplysninger. Derfor er det også forkert at påstå, at oplysninger, der sendes til Department of Homeland Security, videresendes til alle myndighederne. Det er bestemt ikke tilfældet.

Vi sender kun oplysninger til de myndigheder, der har til opgave enten at foretage efterforskning eller bekæmpe terrorisme. Det er de to kriterier for, hvem der modtager oplysningerne. En anmodning om personoplysninger skal behandles under hensyn til sagens konkrete omstændigheder, og det fremgår af forpligtelseserklæringen, hvad der menes med konkrete omstændigheder. Set i dette perspektiv er aftalen - som er undertegnet, men ikke ratificeret - derfor ikke forskellig fra den foregående. De er muligvis ikke tilfredse med den foregående, men den er hverken ændret eller forværret.

Der har været nogle bemærkninger om aftalens ikrafttræden, f.eks. henviste hr. Roure til artikel 24. De ved udmærket, hr. Roure, at de nationale parlamenter har ret - og i visse tilfælde pligt - til at ratificere aftaler. De ved imidlertid også udmærket, at denne midlertidige aftale er blevet forhandlet igennem meget hurtigt for at undgå det anarki, som hr. Cashman nævnte. Anarki betyder manglende regler og beskyttelse og mulighed for, at en hvilken som helst samling mennesker kunne undertegne en aftale. Derfor står det klart, at vi må anvende aftalens artikel 24, herunder den del, hvor det fastslås, at den træder i kraft omgående. Hvis vi skulle vente på alle ratifikationerne, ville denne aftale træde i kraft efter juli 2007, hvorved der straks ville opstå det anarki, som vi ønskede at undgå. Vi taler om bestemmelser, der er fastsat i traktaterne, ikke om vores egen fortolkning.

Vi har gentaget, at "et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau er sikret". Dette er en formulering, der eksisterede i forvejen. Jeg er blevet stillet et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan vi beskytte borgerne eller Det Europæiske Fællesskab, hvis dette tilstrækkelige niveau ikke opretholdes? Mine damer og herrer, De ved, at forpligtelseserklæringen og aftalen giver mulighed for at opsige aftalen og måske suspendere den, hvis det skulle vise sig, at det "tilstrækkelige beskyttelsesniveau" ikke var blevet opretholdt. Der er altså velegnede instrumenter, og hvis det blev nødvendigt at gå ad rettens vej, ville det bestemt ikke være mig, der skulle bestemme, i hvilke sager en dommer kunne påberåbe sig sin kompetence.

Jeg har modtaget indsigelser mod eksistensen af en følgeskrivelse, hvori det fastsættes, at der skal anvendes en bestemt jurisdiktion, f.eks. kun amerikansk jurisdiktion. De ved imidlertid udmærket, at denne skrivelse er et ensidigt dokument og ikke en del af aftalen. Kommissionen har ikke gået ind på nogen bestemmelser om jurisdiktion, der måtte indgå i en ensidig skrivelse fra udenrigsministeriet. Derfor er det fuldstændig ukorrekt, at vi giver afkald på vores rettigheder vedrørende jurisdiktion. Det er op til dommerne at afgøre, hvem der kan og ikke kan behandle sagerne. Det vil bestemt ikke blive fastsat i denne aftale.

Der er et andet særlig vigtigt spørgsmål, nemlig push-pull-aspektet. Fru in 't Velt har stillet nogle vanskelige spørgsmål, 17 i alt, som vi naturligvis vil besvare skriftligt. Det er meget tekniske, men vigtige spørgsmål. Der er imidlertid andre spørgsmål, som jeg må besvare nu. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at det nye push-system, som Parlamentet ønsker, i henhold til aftalen træder i kraft, når amerikanerne ønsker det. Tværtimod har vi det på skrift, at "systemet vil være i drift senest i december". Derfor henvises der i aftalen til en dato, der er meget klar og tæt på - halvanden måned fra nu - og som bekendt er der et netværk af internationale luftfartsselskaber med Amadeus-kæden i spidsen, som allerede er i stand til at anvende push-systemet i morgen. Den tekniske kapacitet findes altså, og der er også et retsgrundlag, som ikke indgik i den foregående aftale. Det er sandelig en forbedring: Push-systemet kan sættes i drift fra i morgen.

Hvad angår aftalens begrænsede anvendelsesområde, var der en, der sagde - jeg tror, at det også var fru in 't Velt - at overførslen af oplysninger ikke længere kun ville blive berettiget i forbindelse med terrorbekæmpelse, men også i forbindelse med andre mål. I punkt 3 og 34 i forpligtelseserklæringen, som ikke er ændret, står der, at der kan anmodes om personoplysninger, hvis det drejer sig om et livsvigtigt anliggende, herunder andre anliggender end specifik efterforskning af terrorisme. Det er ikke noget nyt.

En ting til, hr. formand, og jeg undskylder, at jeg taler så længe. Jeg er helt enig i det, som hr. Cavada og hr. Cashman sagde: Vi kan også kalde det den "transatlantiske Schengen-aftale" (jeg kan godt lide den betegnelse). Der skal naturligvis indledes omfattende politiske forhandlinger med USA. Vi må en gang for alle fastslå - og det skal Parlamentet også gøre - om USA, som jeg mener, er Europas vigtigste allierede i kampen mod terrorisme, eller om det er et problem. Jeg mener, at det er vores vigtigste allierede i kampen mod terrorisme, og derfor står det klart, at man, ligesom vi europæere har skabt Schengen-området med sikkerhed og sikring af rettigheder, må begynde at gøre det samme med USA. Ellers risikerer vi at glemme, at problemet er terrorisme og ikke USA.

  Formanden. - Jeg vil gerne takke kommissæren og alle de kolleger, som deltog i denne vigtige forhandling.

Forhandlingen er afsluttet.