Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 24. oktober 2006 - Strasbourg

4. Mindehøjtidelighed for den ungarske opstand i 1956

  Formanden. - Mine damer og herrer, jeg vil nu, og jeg vil gøre det stående, komme med en erklæring om den såkaldte "ungarske opstand" i oktober 1956.

I dag er det et halvt århundrede siden, at det ungarske folk rejste sig mod det kommunistiske diktatur og mod en udenlandsk magts besættelse.

Den 23. oktober 1956 gik ungarske universitetsstuderende på gaden i Budapest i protest mod den kommunistiske regering, og de fik hurtigt tilslutning fra borgere fra alle erhverv og samfundslag.

Jeg bør nævne, at dette er min første barndomserindring om politik. På den tid fyldte det ungarske folks modstand nyhederne i mit land. Jeg kan huske, at vores lærer i skolen på et kort forklarede os om begivenhederne, stemmerne i radioerne og fotografierne i aviserne af brændte T-34-tanks i Budapests centrum. Det var sådan, at min fornemmelse for frihedskampen blev vakt.

I to uger var der håb. Derefter tav radioerne, og der sænkede sig en fuldstændig tavshed, og bag denne tavshed var der tusindvis af døde og hundredvis af landsforviste. I nogen tid håbede de, der deltog i opstanden i Budapest, at vesten ville komme dem til undsætning, men sådan gik det ikke. I nogen tid lod man dem forstå, at det ville gå sådan.

Vi så magtesløse til, hvordan tusinder af ungarere, mænd, kvinder og børn, flygtede fra deres land og søgte tilflugt i vesten. Det var en ubeskrivelig tragedie for det ungarske folk, men det var også den første revne i det sovjetiske system - en revne, der begyndte at vokse og endte med at vælte Berlin-muren - og det var utvivlsomt et stort øjeblik i landets historie.

På daværende tidspunkt, ved udgangen af juni, oplevede man i Polen det såkaldte Poznan-oprør, hvor arbejderne på Cegielski-fabrikken krævede "brød og frihed", og det var et andet vigtigt tidspunkt i forbindelse med denne revolte. Der var uden tvivl en forbindelse mellem disse begivenheder. Under den ceremoni, der blev afholdt i år for at fejre begivenhederne i Poznan i 1956, sagde den ungarske præsident, Laszlo Sólyom, at "Poznan og Ungarn begge rejste sig mod den sovjetiske besættelse. Den 24. oktober 1956 gik ungarerne på gaden med bannere, hvor de havde skrevet "Poznan - Warszawa - Budapest"".

Det var en kilde til inspiration for det, der skete senere, selv om der gik lang tid. Der gik lang tid, før foråret blomstrede i Prag i 1968. Der gik lang tid, før strejkerne i Polen i 1970, der endte med anerkendelse af Solidaritet, 10 år senere, som den murhammer, der væltede muren.

Historien gentog sig i 1989. Ungarn og Polen lagde den første sten til genforening af kontinentet, og jeg vil gerne citere fra den tale, som Albert Camus holdt i 1957 i anledning af den første årsdag for den ungarske opstand.

Camus sagde, "at det slagne og underkuede Ungarn har gjort mere for friheden og retfærdigheden end en hvilken som helst anden europæisk nation i de sidste 20 år (…). I dagens isolerede Europa er den eneste måde, vi kan være Ungarn tro på, aldrig at svigte, hverken blandt os selv eller andetsteds, det, som de ungarske helte døde for, og vi må aldrig, ikke engang indirekte, retfærdiggøre det, der dræbte dem. Det bliver ikke let for os at vise os så meget opofrelse værdige. Men vi kan forsøge det ved at forene Europa igen, ved at glemme vores strid og ved at rette op på vores fejl, og vi skal mangedoble vores anstrengelser og vores solidaritet.

I dag er det genforenede Europa faktisk parat til at opnå nye fremskridt og til at sprede den europæiske ånd endnu mere og bidrage til opbygningen af en verden, hvor frihed, solidaritet og fremgang er de elementer, der leder vores handlinger.

Det skylder vi dem, der døde for at skabe et frit Europa.

(Bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi mindes i dag den ungarske befolknings opstand for 50 år siden, da folk i fortvivlelse rejste sig mod et totalitært diktatur. Vi mindes i dag begivenhederne i efteråret 1956, fordi de gjorde det for os alle. De ærede idéen om frihed, retfærdighed og demokrati. De forsvarede og styrkede menneskenes værdighed. Selv da de blev rullet over af kampvogne, viste de værdighed. Det flygtede for os alle, de led for os alle, og de holdt på den måde mindet levende for os alle i årtier.

Den ungarske revolutions helte er vores fælles helte. Det er Europas helte. Det er dem, vi mindes i dag, fordi vi er forpligtet over for deres arv. Vi ærer deres værk, fordi vi er knyttet til hinanden - især her i Europa-Parlamentet - i løftet om, at der aldrig mere må ske en sådan udfordring af frihed og menneskeværdighed i Europa. Deres liv står som et relief for os, som viser den storhed, vi mennesker er i stand til, hvis vi tvinges til at forsvare Europas værdier og værdighed. Vi bøjer os for dem.

Det, der begyndte med den første store demonstration i Budapest den 23. oktober 1956 og sluttede med de sovjetiske styrkers indmarch den 4. november 1956, var en frihedens revolution. Med rette talte allerede deltagerne i den ungarske folkeopstand om revolution, om forradalom. Med urette blev de dengang beskyldt for kontrarevolution af de kommunistiske magthavere, for ellenforradalom. Forskellen er ikke bare en lille forstavelse i det ungarske sprog. Forskellen er kæmpestor. Det er forskellen mellem frihed og ufrihed.

Menneskene i Ungarn handlede for vores værdier i Europa, for den frihed, som den ungarske folkeopstands helte kæmpede og døde for i 1956, er en del af den europæiske identitet. Vi har samme mål, som menneskene i Ungarn havde dengang. Intet kan bedre illustrere denne udstråling end den kendsgerning, at vi i dag mindes den ungarske folkeopstand i 1956 og har frit valgte ungarske repræsentanter her i Europa-Parlamentet. Det opfatter jeg stadig som min generations store mirakel. Ungarns frihed er blevet Europas frihed, og Europas frihed er fortsat garant for Ungarns frihed.

Netop på grund af begivenhederne i dag i Budapest og i Ungarn vil jeg gerne over for de ungarske parlamentsmedlemmer fra alle grupper udtrykke min anerkendelse af, at de har skabt mulighed for, at vi har kunnet enes om en fælles tekst, en fælles beslutning. Det viser os, at vi bag den dagspolitiske kamp har fælles principper, som knytter os sammen.

Min bøn er, at ingen af parterne i stridighederne i Budapest går uforholdsmæssigt frem, at man ikke svarer uforholdsmæssigt på demonstrationer, for vi er knyttet sammen af fælles værdier, frihedens værdier. Det knytter os til 1956, og det knytter os også til hinanden her i 2006. Lad os altid sætte denne fælles opfattelse centralt, trods alle stridigheder.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er en sammenhæng mellem den årsdag, som vi mindes i dag - årsdagen for Ungarns opstand mod de sovjetiske undertrykkere i deres land - og den årsdag, som vi skal fejre til foråret, nemlig 50-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaterne.

Disse begivenheder skete tidsmæssigt tæt på hinanden, og de er begge besjælet af den samme ånd. Rom-traktaterne var præget af frihedens ånd og solidaritet mellem folk i frihed. Netop det var også ånden i den Ungarske opstand. Ungarerne ville ud af et tvangssystem, de ville have deres egen suverænitet, deres suverænitet som et frit folk. Det måtte de tilkæmpe sig mod en magt, som ville tage denne ret fra dem.

50 år senere tænker vi på disse mænd og kvinder, som tog sig denne ret, som vi i EU i dag garanterer alle folk, nemlig at kunne leve i frihed og selvbestemmelse i det demokratiske internationale samfund. De mænd og kvinder, som måtte tilkæmpe sig denne ret mod deres undertrykkere, er sande helte i Europas historie. De havde ingen våben, de kunne ikke forsvare sig mod en hær, de stillede op mod kampvognene med deres bare hænder og med blottet bryst, vi kender billederne.

Disse mænds og kvinders mod er beundringsværdigt. Efter min mening er dette mod og denne holdning, som vi jo - som den foregående taler og De, hr. formand, nævnte - ikke kun har fundet i Ungarn, men også i Polen og 12 år senere også i Tjekkoslovakiet, også en del af Europas arv. Det viser nemlig, at der altid har væres kvinder og mænd på dette kontinent, som var villige til at sætte deres liv ind for friheden. Disse mænds og kvinders mod hører til det bedste, Ungarn har at give Europa. Det hører også til det bedste, vi europæere må bevare.

Jeg tror, at murens fald senere, muligheden for at rive denne mur ned og overvinde jerntæppet, blev grundlagt i det mod, der blev vist i disse dage. En ting står nemlig helt klart. Uanset hvor bitter enhver undertrykkelse er, uanset hvor smerteligt ethvert diktatur er, så er der ingen af dem, der varer evigt. Ingen undertrykkelse vil i længden kunne holde et folks frihedsvilje nede, holde menneskenes frihedsvilje nede. Hidtil er alle diktaturer i menneskehedens historie brudt sammen på et eller andet tidspunkt. Ligesom det kommunistiske, stalinistiske diktatur brød sammen, sådan vil også andre diktaturer i denne verden bryde sammen. Derfor er det mod, som mænd og kvinder viste for 50 år siden, det samme mod, som mænd og kvinder i dag viser andre steder i verden, som i dag kæmper mod undertrykkelsen der. Det er altså en kontinuerlig kamp, som fortsætter.

Når vi på 50-årsdagen minder om dette, så minder vi også om, at det er lykkedes ungarerne, efter at de havde skabt sig deres demokrati og deres frihed i deres land, at gøre den handling, der tvang dem ind i Østblokken, til en frihedshandling og i fri selvbestemmelse at tiltræde EU. Det er netop et helt andet koncept, at tilslutte sig et internationalt fællesskab frivilligt i fri selvbestemmelse, og ikke under tvang blive underkastet et tvangsfællesskab. Det er netop det kæmpe fremskridt, som vi har gjort i disse 50 år i Europa.

Denne opstand fandt sted, da jeg har en ganske lille baby, 10 måneder gammel. Jeg var et barn i 1956. At jeg har kunnet leve mit liv i frihed er et enormt privilegium, som jeg har haft til forskel fra ungarerne i min generation. Det er jeg taknemmelig for. Men så meget desto mere glæder det mig, at vi, der er født i Vesteuropa i frihed, i denne tid i mit liv som europæer i dag i EU kan leve i fællesskab med dem, der blev født i undertrykkelse. Nogen smukkere gave kunne min generation her og i Ungarn ikke have fået!

(Bifald)

  Bronisław Geremek, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, kære venner! Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa hylder den ungarske revolution fra 1956 og det ungarske folks mod og beslutsomhed i kampen for frihed, og vi mindes ofrene for et helt folks undertrykkelse og lidelser.

1956 er et skæringsår i den europæiske nyere tids historie. Som De nævnte, hr. formand, blev de polske arbejderes oprør i Poznan i juni 1956 nedkæmpet på det grusomste. Regimets liberalisering, der i Polen fandt sted i oktober 1956, var kun af kort varighed. Dette år blev mærket af begivenhederne i Ungarn. Den ungarske revolution var populær, national og antikommunistisk. Den blev nådesløst bekæmpet af sovjethæren. Budapests gader var skueplads for grusomme kampe, og rædsel og undertrykkelse holdt længe Ungarn i et jerngreb.

I dag mindes vi denne årsdag uden noget forsøg på at gøre regnskabet op med fortiden. Men for at indskrive disse begivenheder i den europæiske friheds annaler og for at føle fællesskabet har EU brug for en fælles hukommelse. Man vil aldrig kunne glemme befolkningens heltemod i 1956. Vi skal altid mindes en Imre Nagy, en kommunist, som blev en af hovedpersonerne i den antikommunistiske revolution, og som blev myrdet på det fejeste. Vi skal altid mindes en István Bibó, en beundringsværdig tænker og en handlingens mand i frihedens og demokratiets navn, som blev kastet i fængsel og dømt til tavshed til sine dages ende.

Vi må ikke glemme, at Europa ganske vist var oprørt over dramaet i 1956, men at det forblev tavst og magtesløst. Det er en lærestreg for dagens og fremtidens Europa. Det skal være stærkt, forenet og solidarisk. Det skal finde sin eksistensberettigelse i friheden, demokratiet og respekten for menneskerettighederne og befolkningerne. Og i dag må vores håb for Ungarn være, at det ungarske folk og landets ledere i det mod, der blev udvist i 1956, finder styrke til at finde den nødvendige klogskab til at sætte det offentlige gode og de fælles interesser over de politiske kontroverser.

(Bifald)

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Der findes flere røde tråde i historien. En af disse røde tråde tager vi op i dag. Den tog sin begyndelse den 17. juni 1953 i Tyskland, løb i 1956 over Polen og Ungarn og i 1968 over Tjekkoslovakiet, indtil kommunismen endelig blev besejret.

Opstanden i Ungarn var en opstand for demokrati, det var en national, men også en politisk opstand. Jeg minder om Petöfi-kredsen - de ungarske intellektuelle, som grundlagde arbejderrådene sammen med arbejderne den gang i Budapest og senere i hele Ungarn. Der var håb om at forsøge at opfinde demokratiet på en ny måde. Det skete i 1956 i Ungarn.

Når vi i dag, 50 år senere, mindes denne opstand, kan vi tilføje endnu en mindedag, nemlig 100-årsdagen for Hannah Arendts fødsel. Hun var nemlig en af de intellektuelle, som havde styrken til at nævne to totalitære former i samme åndedrag, den kommunistiske og den fascistiske. Det er det, vi kan lære af historien, at vi aldrig har forpagtet demokratiet for evigt. Vi kan kun bevare det, hvis vi dagligt kæmper for demokrati. Det ser vi i Polen i dag, det ser vi i Ungarn i dag, og det ser vi også på den farlige udvikling i Frankrig, hvor der findes fascistiske, højreradikale kræfter. Vi må altid stå inde for demokratiet og kæmpe for det!

Menneskene i Ungarn og i Polen for 50 år siden samt i Tjekkoslovakiet i 1968, men også de mennesker hos os, som kæmpede mod fascismen, har vist os, at man nogle gange må risikere sit liv for demokrati og frihed. Vi bør tage denne lære til os og ikke være bange for at sige, at totalitarismer - hvad enten de er fascistiske eller kommunistiske - er og bliver totalitarismer!

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg tror, der i min gruppe er meget bred enighed om, at det ungarske oprør i 1956 først og fremmest var et folks oprør for frihed og uafhængighed. At sovjethærens blodige nedkæmpelse af dette oprør skal fordømmes på det kraftigste. At denne ungarske tragedie er en symbolsk begivenhed, fordi den belyser selve kernen af den eksistenskrise, som en model, der ikke forstod nødvendigheden af at underkaste sig en gennemgribende reform, befandt sig i, og denne model forsvandt 33 år senere.

Vi kan til gengæld ikke acceptere, at den nyere tids historie kun læses fra én side med udgangspunkt i en diabolisering af den kommunistiske idé. For at blive ved Ungarn skal jeg minde om, at en række fremtrædende kommunister spillede en afgørende rolle i protestbevægelsen mod regimet. Vi ved alle, at Nagy Imre, den reformerende kommunistiske premierminister, som betalte sit engagement ved oprørernes side med sit liv, spillede en stor rolle. Vi er mindre bevidst om, at den berømte Petofi-kreds, hvis aktiviteter opfattes som værende en af de afgørende faktorer for bevægelsens dannelse, var blevet oprettet på unge kommunisters initiativ. Og jeg kunne blive ved og nævne den store kommunistiske filosof György Lukacs, som også var engageret i denne reformkamp. Man oplevede faktisk gennem længere tid en tiltagende, kommunistisk inspireret proteststrømning, hvis kritik desværre blev kvalt. Historien var ikke skrevet på forhånd, og det er den heller ikke i dag.

Lad os fordømme de stalinistiske forbrydelser så ofte, som det er nødvendigt, men vi må ikke vække den kolde krigs genfærd til live, som aldrig nogensinde har været fremmende for frihed og uafhængighed. Det bedste, det genforenede Europa kan gøre, er at vende sig resolut mod fremtiden.

(Bifald fra venstre)

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Over 2.500 kampvogne mod et forsvarsløst folk, 75.000 soldater fra Den Røde Armé, tusindvis af ofre, over 2.000 mennesker, der blev skudt ned af Kádár-regeringen, som Sovjetunionen indsatte, 12.000 fanger, der blev sendt i gulag, og 200.000 flygtninge - det er bare nogle få af de forfærdelige tal, som opsummerer en nations tragedie, men også begyndelsen til enden for et parti og en magt, der efter de modbydelige og forbryderiske Jalta-aftaler dominerede halvdelen af vores kontinent.

De første tegn kom i Berlin i 1953. Herefter fulgte råbet om frihed i Poznań i Polen i 1956. Stalin havde været død i tre år, men på trods af Krustjovs rapport til det sovjetiske kommunistpartis 20. kongres i februar 1956, hvor han kritiserede den georgiske diktators utallige forbrydelser, brugte Stalins politiske arvtagere repressive og kriminelle metoder af angst for, at de skulle miste magten i Ungarn.

Opstanden endte med en stor tragedie. Imre Nagy blev slået ihjel, og hans reformist-regering blev fjernet. Først med sovjetkommunismens sammenbrud kunne man endelig rehabilitere de mennesker, der blev ofre i disse år, og som Ungarns kommunistiske ledere og Kominform kaldte for "rak", men som blot var og er et symbol på den menneskelige værdighed og blev undertrykt af et af historiens mest afstumpede og voldelige diktaturer. Denne store tragedie skal minde os om det negative i denne ideologi og politiske praksis, som har kostet millioner af ofre de steder i verden, hvor dette regime er blevet indført.

I dag ser nogle af dem, der dengang støttede brugen af kampvogne og henrettelser, med andre øjne på deres handlinger og taler som altid om fejltagelser. De undlader dog at tale om de idéer, der uundgåeligt førte og fører til diktatur og undertrykkelse. Kun en klar afvisning og fordømmelse af disse idéer sikrer os en fremtid med frihed. Ved at mindes det ungarske efterårs tragedie bliver vi endnu en gang klar over, at EU beskytter os mod enhver krænkelse af enkeltpersoners og befolkningers værdighed.

Vi skal desuden huske, at der stadig er regimer, som har et jerngreb omkring deres borgeres tilværelse, og som er en trussel mod folks frihed. Det gælder Nordkorea, Iran, Cuba og de mange diktaturer, der eksisterer i verden. Vi skal dog også være opmærksomme på farerne ved de nye fundamentalismer. Vesten må aldrig mere vælge tavsheden, og Europa skal sikre friheden og retfærdigheden.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Vi mindes i dag i Europa-Parlamentet en dramatisk politisk begivenhed, som fandt sted for 50 år siden i Ungarn. Den opstand, som dengang brød ud og nogle dage senere grusomt blev slået ned af Sovjetunionens tropper, åbnede i Vesteuropa mange menneskers øjne for farerne ved den kommunistiske ideologi, således som Moskva dikterede den. Dermed overstiger den historiske betydning af Budapest i 1956 i høj grad det lokale og det nationale plan.

Som 13-årig skoledreng var jeg kun klar over, at min mors elskede fødeland kæmpede en heroisk kamp for den frihed, som man så inderligt længtes efter. Billederne af premierminister Imre Nagy og general Pál Maléter og kampen mod de russiske tanks står prentet på min nethinde. Vi håbede inderligt på støtte fra Vesten, mod bedrevidende. Vi havde stor sympati for ofrene og flygtningene. Allerede dengang lærte jeg af mine forældre, at Ungarn ikke er et østeuropæisk, men et centraleuropæisk land med stærke religiøse og kulturelle bånd med Vesteuropa.

Nu, 50 år senere, er Sovjetblokken ophævet, og 8 og snart 10 tidligere satellitstater er medlem af EU. Hvad har vi gjort med denne genvundne frihed? Den nationalsocialistiske ideologi blev overvundet i 1945 og den kommunistiske ideologi 45 år senere. Men kom der noget godt i stedet? Er vi i stand til på disse ideologiers ruiner at bygge et samfund med tolerance, ansvar og næstekærlighed? Vi er nødt til at være tålmodige og udholdende.

Fem års besættelse i Nederlandene krævede mindst 15 års genopbygning. En periode på 50 års undertrykkelse kræver måske nogle generationer, førend alle sår er helet. Jeg håber, at det ungarske folk har mod og kræfter til sammen at overvinde fortiden og i fællesskab arbejde på en fremtid i fred og frihed.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Højtideligholdelsen af 50-årsdagen for oprøret mod kommunismen henleder vores opmærksomhed på den krise, som Ferenc Gyurcsánys socialistiske regering gennemgår. Den nye ungarske elite har fokuseret på opstanden i 1956 og de kommunistiske symboler for at retfærdiggøre liberalismen.

Denne strategi tager sigte på at legitimisere den nuværende regering, eftersom den tilhører den kommunistiske intelligentsia, og på at berolige befolkningen, der begynder at lide alvorligt under liberalismens virkninger. Kommunisme er nemlig et falsk socialt alibi for at udnytte mennesker, sådan som vi stadig ser det i Kina.

Ungarn hører til i EU, fordi landet med sin erfaring i at sige nej til totalitarisme giver udtryk for en ny politisk lydhørhed og - ligesom i 1956 - en folkelig evne til at skabe håb.

I dag var der under den yderste højrefløjs demonstrationer mod Ferenc Gyurcsány, som indrømmede, at han havde løjet om den økonomiske situation for at vinde valget i april, 100.000 mennesker, der demonstrerede i Budapest i anledning af 50-årsdagen. På gaderne var der i flere timer sammenstød mellem politi og demonstranter, hvilket førte til anholdelser og sårede. Tilhængerne af det største højreorienterede oppositionsparti mener, at de er 1956-opstandens sande arvtagere.

Efter min mening drejer det sig ikke om en omskrivning af historien, som alle kender, og som de europæiske socialister og kommunister ikke vil vedkende sig. Det er alt for nemt at appellere til følelserne ved at tale om ligene af mænd, kvinder og børn, der blev slået ihjel af Sovjetunionen i kommunismens navn. De italienske kommunister, Ungarn og kommunistpartiets ledere støttede USSR og var imod de ungarske oprørere. Partisekretæren Palmiro Togliatti og senere Luigi Longo gav adskillige gange - også i de følgende år - udtryk for deres støtte til genoprettelsen af den internationalistiske retfærdighed, selv flere år senere.

Italiens nuværende præsident, Giorgio Napolitano, kaldte i avisen L'Unità oprørerne for bøller og uanstændige provokatører. 50 år efter trækker han i sin selvbiografi ikke denne udtalelse tilbage, men nøjes blot med at forklare det, som alle ved, nemlig at kommunistpartiet og den europæiske socialisme dengang var uadskillige fra den sovjetiskledede socialistblok.

Vi skal ikke fordømme USSR's imperialisme, men vi skal kraftigt fordømme dem, som dengang entusiastisk valgte at støtte denne invasion i den kommunistiske og socialistiske internationalismes navn.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Europa-Parlamentets forhandling og de beslutningsforslag, der er stillet om 50-årsdagen for den ungarske opstand, er blot endnu et organiseret forsøg på at forvanske historien og puste til den antikommunistiske ild.

Begivenheden fejres med repræsentanterne for kapitalismen, NATO's generalsekretær, Kommissionens formand og andre imperialistiske ledere, der er til stede ved arrangementet i Budapest, hvilket er det bedste vidnesbyrd om formålet med opstanden i Ungarn, nemlig at vælte det socialistiske system og genindføre kapitalismen.

Endvidere er offentliggørelsen af officielle dokumenter, som beviser, at imperialisterne var aktivt involveret og ydede organiseret støtte til oprørskræfterne, det bedste svar, man kan give dem, der forvansker begivenhedernes karakter og kalder dem en folkelig opstand.

Gruppen for Det Europæiske Parti, Den Socialdemokratiske Gruppe, Den Liberale Gruppe og De Grønne råber i kor om demokrati og frihed i et forsøg på at ophøje den kapitalistiske grusomhed og fremstille den som den eneste vej for befolkningerne. Samtidig skjuler de deres frygt for socialismen, som er en social nødvendighed.

Venstrekræfterne påtager sig store politiske ansvar med deres holdning. Selv om de kender imperialismens undergravende og aggressive rolle i de tidligere socialistiske lande og dens dræbende rolle over for alle folkelige bevægelser, tager de den imperialistiske propaganda til sig i "objektivitetens" navn. De ser ikke på begivenhederne ud fra en klasseorienteret synsvinkel og giver herved imperialismen et alibi.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Jeg er meget stolt over at tale på vegne af det nye PSI, som er en lille gruppe kompromisløse italienske socialister, der altid har gået sine egne veje, og som har sagt nej til tilbud fra både højre- og venstrefløjen om at give op.

Denne røde tråd af selvstændighed, som løber helt op til nutiden, havde sit afgørende øjeblik i 1956, hvor PSI under ledelse af Pietro Nenni skarpt fordømte kommunisternes voldelige angreb, der druknede det ungarske folks håb i blod og massakrerede oprørerne. Det var et nationalt oprør fra en stolt befolkning, som ikke blot kæmpede imod de fysiske og psykiske skader, som kommunismen påførte dem, men også imod den politiske og kulturelle ensformighed, som havde kvalt det ungarske folks traditioner, identitet og patriotisme. Sådan som tragedierne i de efterfølgende år viste, har det at tale om kommunisme og frihed altid været en stærk selvmodsigelse. PSI's socialister bliver aldrig trætte af at gentage denne sandhed, som kommunistpartiet i Italien alt for længe har nægtet.

Derfor hylder vi de 5.000 ungarske martyrer, som ikke bøjede sig for undertrykkelsen, og som kæmpede til døden for at få ret til en bedre fremtid og udsigt til frihed, demokrati og fred.

FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT
Næstformand