Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Onsdag den 25. oktober 2006 - Strasbourg EUT-udgave

5. Højtideligt møde - Ungarn
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. præsident for Republikken Ungarn, mine damer og herrer, det er mig en ære at byde Dem velkommen til Europa-Parlamentets plenarforsamling, præsident Sólyom.

Præsident Sólyom er en anerkendt jurist, som altid har vist sin vilje til at beskytte loven, den politiske frihed og den menneskelige værdighed. Han var en af de første fem dommere, hvis udnævnelse blev aftalt i forbindelse med det nationale rundbordsmøde, der blev afholdt i Ungarn i 1989, da dette og andre lande opnåede frihed.

Som formand for forfatningsdomstolen havde præsident Sólyom meget stor indflydelse på de beslutninger, der styrkede det unge demokrati og de ungarske institutioner.

Som Republikken Ungarns tredje præsident har hr. Sólyom styrket sit lands vægt og prestige.

Han forsvarer de sociale og miljømæssige rettigheder. Han har givet anledning til respekt i løbet af sit første embedsår og har udøvet sin magt varsomt, men han har også handlet håndfast, når det har været nødvendigt.

Han er også en engageret miljøforkæmper. Det har fået ham til at oprette en europæisk gruppe for grønne præsidenter, dvs. præsidenter, der bekymrer sig om miljøproblematikken, et originalt og kreativt initiativ.

(Bifald)

De kan nok forestille Dem, hvilken gruppe de medlemmer, der klapper, tilhører.

For 50 år siden bekræftede den ungarske opstand styrken af den folkelige opbakning til de demokratiske værdier og viljen til at forme deres egen nationale skæbne. Der er en række milepæle, som vi allerede har mindet og fejret.

Det hele begyndte i oktober 1989, da Deres land erklærede sin uafhængighed, og i 1990, da det ungarske parlament erklærede den 23. oktober for national ungarsk festdag og understregede, at mindet om opstanden i 1956 fortsat er levende blandt os.

I går mindedes Europa-Parlamentet den ungarske opstand i 1956 på sit plenarmøde. På torsdag vedtager vi en beslutning herom. I eftermiddag fejrer vi her i Europa-Parlamentet denne mindedag med åbningen af fotoudstillingen "Ungarn - Fortid og fremtid - 1956-2006", som jeg vil tillade mig at invitere alle Parlamentets medlemmer til.

Hr. formand, jeg takker Dem for Deres tilstedeværelse her hos os på et så vigtigt tidspunkt i Deres lands historie og i hele Europas historie.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  László Sólyom, præsident for Republikken Ungarn. - (EN) Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, repræsentanter for Rådet og Kommissionen, mine damer og herrer! Ungarn og verden markerer sammen 50-året for den ungarske revolution og frihedskamp i 1956. Det er opmuntrende og opløftende at mærke, at der er én mindehøjtidelighed, som alle kan identificere sig med. Der er ingen meningsforskelle, ingen forbehold. Alle ærer mindet om de ungarske helte fra 1956. Nu ser vi klart, efter 50 år og det sovjetiske kommuniststyres fald, den historiske betydning af den ungarske revolution og frihedskamp i 1956.

Men dette er også en højtidelighed, hvor verden fejrer sig selv - og det har den al mulig grund til. Vi kan sammen genopleve den tidligere entusiasme, hvormed folk stillede sig på den ungarske revolutions side. Verden kan nu fejre sit ædelmodige offer: Østrig, som lige var blevet befriet, åbnede sine grænser for 160.000 ungarske flygtninge, bloddonationerne i Polen for at hjælpe med at redde dem, der blev såret under frihedskampen, de titusinder af ungarske flygtninge, der fandt nye hjem i forskellige lande rundt omkring i verden.

Men den virkelige årsag til denne mindefest og glæde er, at Ungarn i dag er en uafhængig, suveræn og demokratisk retsstat, som kan blive medlem af internationale organisationer som EU af egen fri vilje.

Det er på grund af 1956, at verden ser positivt på Ungarn. De ungarske frihedskæmperes heltemodige kamp mod den sovjetiske overmagt har givet Ungarn anerkendelse og påskønnelse alle vegne helt frem til i dag.

Det er siden Sovjetunionens sammenbrud blevet kutyme at præsentere den ungarske revolution som et dødbringende slag for det sovjetiske system. Sådan var der ingen, der opfattede det i de første år med militærmagt og årene med rædsel spredt af Kádár-systemet. 1956 satte højst spørgsmålstegn ved den kommunistiske ideologi og præsenterede et dilemma for den venstreorienterede, prosovjetiske del af intelligentsiaen i Vesteuropa ved at tvinge dem til at se sandheden i øjnene. Disse holdninger kan stadig opfattes som en vis intellektuel oprigtighed. Men på det politiske plan havde Sovjetunionen fundet ud af, at det kunne hævde sig frit og utvungent i regionen, for vestmagterne havde ingen direkte sikkerhedsinteresser eller økonomiske interesser i området.

Der var en ambivalens mellem stormagternes virkelige politiske hensigter og propagandaen og dermed en ambivalens i den ungarske nations forventninger. Hverken den amerikanske, den franske eller den britiske regering agtede at gribe ind eller bare sætte spørgsmålstegn ved den sovjetiske indflydelsessfæres integritet - det gjorde de klart over for Sovjetunionen i oktober. Men de efterlod den ungarske regering isoleret og uinformeret og frihedskæmperne og befolkningen i en vildfarelse, for de statsstøttede vestlige radiostationers propaganda fik dem til at tro på, at man ville komme dem til undsætning.

Kommunisterne kunne bygge Berlinmuren i 1961 og anvende militær invasion til at knuse Pragforårets reformbevægelse i 1968. Det, der fik Sovjetunionen til at opgive sin indflydelsessfære i Baltikum og Central- og Østeuropa i 1989 og selv bryde sammen, var ikke 1956, men iboende systematiske svagheder og Sovjetunionens manglende evne til at konkurrere hverken økonomisk eller i våbenkapløbet.

Set ud fra et andet synspunkt var den ungarske revolution og uafhængighedskamp imidlertid det første og mest tungtvejende bevis på de kommunistiske styrers ustabilitet i de centraleuropæiske stater, som havde andre historiske, politiske og kulturelle traditioner end Sovjetunionen. Disse stater havde tradition for demokrati. National uafhængighed havde fået en næsten iboende værdi. Kampene i Polen og Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen igen, ledet af fagforeningen Solidaritet, fra 1980'erne og fremefter var på samme tid kampe for grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder og for begrænsning af den sovjetiske indflydelse. Disse begivenheder og kampe førte til overgang til demokratiske styreformer i Centraleuropa i 1989-1990.

Et fælles træk ved revolutionen i 1956 og magtskiftet i 1989 er, at begge afviste partistatskommunisme. Trofastheden mod revolutionen og legitimiteten af vores krav til den afhænger af, om vi tillader, at linjen mellem vores frie Ungarn i dag og det Ungarn, vi havde før 1989, udviskes.

Erfaringerne fra både 1956 og 1989 er, at historien i begge tilfælde overgik forventningerne om at opnå mere frihed inden for rammerne af et socialistisk system. Ministerpræsident Imre Nagys storhed ligger i, at han erkendte det. Han trådte ud af sin kommunistiske fortid, han trådte ud af det sovjetiske system. Han forblev en venstrefløjspolitiker, men han påtog sig en historisk rolle, han accepterede den skæbne, som den revolutionære ungarske nation tilbød ham. Og han ville hellere dø end træde tilbage.

Den 22. oktober, aftenen før revolutionen, deltog statsoverhoveder, ministerpræsidenter og andre fornemme gæster i festforestillingen i statsoperaen i Budapest. Inviteret var bl.a. de lande, som modtog mange ungarske flygtninge.

Indtil udgangen af 1956 flygtede mere end 153.000 ungarere til Østrig. Senere kom der yderligere 30.000 personer. Østrig sørgede uselvisk for indkvartering og forplejning af flygtningene og organiserede den internationale hjælp, som nu næsten var blevet uundværlig. Hjælpen omfattede rådgivning, retshjælp, arbejdsformidling og gik sågar til undervisning af skolebørn og psykologhjælp. Østrig hjalp også med udvandring til tredjelande. En tiendedel af ungarerne blev imidlertid i Østrig, et land, som de altid har følt sig nært knyttet til.

Østrigs hjælp begrænsede sig dog ikke kun til flygtningehjælp. Dette naboland fulgte ikke kun begivenhederne fra nærmeste geografiske hold, men kunne opvise en særlig medfølelse for ungarerne. Besættelsestropperne havde netop forladt landet, og Den Røde Hær havde for nylig trukket sig ud af Wien. I Østrig vidste man, hvad det betød at leve i et besat land. Her erfarede man også dag for dag, hvordan manglen på selvbestemmelse gennemsyrer og skader alt. Vi havde også erfaring med totalitære systemer.

Vi skylder også Tyskland en særlig tak herfor. Den 2. november 1956 kom de første ungarske flygtninge til Tyskland. Da regeringen blev klar over de store antal flygtninge, besluttede den at give 10 % af flygtningene asyl, selv om den kun ønskede at optage 3.000 flygtninge den 7. november. Selv om flygtninge og fordrevne fra de tyske østområder allerede udgjorde en kraftig belastning for forsyningssystemet, modtog man ungarerne med stor sympati. Tysk Røde Kors stillede et beløb på i alt 30 millioner DM til rådighed i hjælp til flygtningene. 20.000 ungarske flygtninge fandt et nyt hjem i Tyskland. 1.200 studerende kunne indlemmes i det tyske universitetsvæsen, og i Kastl etablerede man et tosprogligt gymnasium.

Det vil jeg gerne takke for på vegne af det ungarske folk.

Mindehøjtideligheden for revolutionen i 1956 skal minde om den frigørelse, man oplevede på det tidspunkt, og følelsen af elementær og ren glæde. Det er det, der stråler ud af demonstranternes ansigter den 23. oktober 1956 og kan ses på ethvert fotografi og enhver film, der stadig findes. Og det er det, som alle, der husker den tid, nævner.

Jeg vil gerne slutte af med en berømt forfatters ord. Géza Ottlik skrev: "If you were not there from the beginning to the end, no poetic imagination, no fervent revolutionary heart, not even the mind of a genius can grasp what it was like. I could not have imagined beforehand either the happiness of walking through the streets of Budapest, because I had not known, I simply had no idea that such happiness existed … No one values his wretched life - perhaps made too wretched - more dearly than the abstract honour of the homeland. See the faces; notice … their relieved sense of calm. For the main thing is this: not the brave resolve, not the heroic daring, but what shines in their eyes: a glad relief. They are marching, together or separately, facing tanks, cannons, and machine guns aimed at them, with a profound, happy serenity. Nothing is dearer to them than their regained human dignity" (Hvis man ikke var der fra begyndelsen til enden, kan ingen digterisk fantasi, intet glødende revolutionært hjerte, ikke engang et genis sind begribe, hvordan det var. Jeg kunne ikke på forhånd have forestillet mig hverken glæden ved at gå i Budapests gader, for jeg vidste ikke, jeg havde ganske enkelt ingen forestilling om, at en sådan glæde eksisterede ... Ingen sætter sit elendige liv - som måske er gjort for elendigt - højere end hjemlandets abstrakte ære. Se ansigterne, læg mærke til ... deres sindsro. For det vigtigste er dette: ikke den tapre beslutsomhed, ikke det heroiske vovemod, men det, der skinner i deres øjne: glad lettelse. De marcherer, sammen eller hver for sig, imod kampvogne, kanoner og maskingeværer, der er rettet mod dem, med en dyb, lykkelig sjælefred. Intet er dem kærere end deres genvundne menneskelige værdighed).

Tak.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak, hr. præsident, fordi De her har mindet os om de begivenheder, vi nu fejrer. Vi ønsker det bedste for Deres land.

EU har fungeret som et fyrtårn, der har vist mange lande, ikke kun i Østeuropa, men også i Vest- og Sydeuropa, vejen mod frihed og demokrati.

Det, De har fortalt os, bidrager helt sikkert til at øge de unge generationers viden om omtalte historiske begivenheder. Vi takker Dem varmt for Deres tilstedeværelse her, og vi håber, at De og den ungarske regering kan fortsætte Deres vej mod fuld integration i EU. Mange tak.

(Bifald)

(Højtideligt møde hævet kl. 12.25)

 
  
MPphoto
 
 

  Gérard Onesta (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Vedrørende dagsordenen for dette møde, mener jeg, hvis jeg ikke tager fejl, at det er blevet meddelt, at afstemningen begynder kl. 12.30. Det forklarer formentlig, hvorfor en række medlemmer stadig ikke er her. Kan afstemningstiden ikke simpelthen påbegyndes kl. 12.30 som meddelt?

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Afstemningen er blevet annonceret, og alle fortsætter Parlamentets arbejde. Jeg synes ikke, at det er nødvendigt at vente til den er præcis 12.30, for jeg har sagt klart og tydeligt, at den ville finde sted efter det højtidelige møde.

 
  
MPphoto
 
 

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - Señor Presidente, yo le he escuchado, no a través de la interpretación simultánea sino en directo, en su magnífica lengua castellana y usted ha anunciado, al terminar el debate sobre este punto esta mañana, que la votación tendría lugar a las doce treinta. No ha dicho nada más: ha dicho que la votación tendría lugar a las doce treinta.

Luego, le pido que, por respeto a los compañeros en un tema extremadamente delicado, donde cada voto cuenta, como siempre cuenta cada voto, tenga usted la delicadeza de convocar la votación a las doce treinta y no a las doce y veinticinco o veintiséis.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Guardans, jeg takker Dem for Deres ros af min brug af det castilianske sprog. Jeg plejer faktisk at udtrykke mig ret godt på dette sprog, og hvis jeg ikke husker galt, sagde jeg kl. 12.30, efter det højtidelige møde. Det vil fremgå af protokollen, hvem af os, der har ret, men De behøver ikke at appellere til min finfølelse for at træffe de beslutninger, jeg finder nødvendige.

 
  
MPphoto
 
 

  Josu Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne sige det samme som hr. Guardans, nemlig at De efter afslutningen af forhandlingen om fredsprocessen sagde, at afstemningen ville finde sted kl. 12.30, og ydermere på castiliansk, et sprog, som De udtrykker Dem så udmærket på. At De siger kl. 12.30, efter det højtidelige møde, er ikke i modstrid med, at afstemningen finder sted kl. 12.30.

Med anden del har De blot taget højde for, at vi, såfremt det højtidelige møde ikke sluttede kl. 12.30, kunne stemme efterfølgende. Det er det, Deres ord betyder på castiliansk.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg kan ikke tillade flere indlæg til forretningsordenen.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik