Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Karl-Heinz Florenz for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed til Kommissionen om Kommissionens strategi vedrørende Nairobi-konferencen om klimaændring (COP 12 og COP/MOP 2) (O-0100/2006 - B6-0440/2006).
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Den tolvte konference i Nairobi mellem de deltagende parter i konferencen i FN's regi om klimaændring er den første konference af denne slags, som finder sted i Afrika syd for Sahara, verdens fattigste område, som EU har særlige politiske relationer til. Det er derfor naturligt, at konferencen fokuserer på ulandenes behov.
EU vil især understrege, at bekæmpelsen af klimaændring kan kædes sammen med en hurtig økonomisk udvikling, og at politikkerne for reduktion af drivhusgasser skal integreres i beslutningsprocedurerne på vigtige områder.
Økonomisk udvikling i de asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande, energiforsyningssikkerhed og bedre luftkvalitet er f.eks. væsentlige - parallelle - fordele ved aktiviteter til håndtering af klimaændringer.
Jeg tror, at en bedre forståelse, på internationalt plan, af de farlige konsekvenser af klimaændringer, samtidig med at der udvises interesse for at imødegå ulandenes behov, vil øge sandsynligheden for, at vi kan opnå enighed for perioden efter 2012.
EU har fire konkrete prioriteringer i Nairobi. For det første indgåelse af en aftale om de institutionelle rammer for tilpasningsfonden. Fonden vil få tilført midler via afgifter på mekanismen for ren udvikling og forventes at kunne udbetale over 350 millioner euro i perioden 2008-2012.
For det andet indgåelse af en aftale om listen over aktiviteter inden for rammerne af det femårige arbejdsprogram om tilpasning. Programmet indeholder en række aktiviteter, der tager sigte på forbedring af vores tilpasningsevne, f.eks. videre forbedring af vores viden om de negative konsekvenser af klimaændring, de socioøkonomiske konsekvenser og de svage punkter i vores økonomier og samfund med hensyn til klimaændringer.
For det tredje større adgang til mekanismen for ren udvikling for de fattige afrikanske lande og andre områder i verden. Vi er nødt til at behandle spørgsmålet om en retfærdig fordeling af projekter inden for mekanismen for ren udvikling, da kun en lille del af alle projekterne er målrettet mod Afrika.
For det fjerde debatten om perioden efter 2012, som skal fortsættes, men ikke afsluttes, i Nairobi. Jeg tror faktisk, vi har lang vej endnu. Der er mange holdninger til, hvad der bør gøres. Ulandene er ikke glade for udsigten til, at de skal intensivere deres bestræbelser på at bekæmpe klimaændringer. Samtidig tøver mange ulande stadig med at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå den reduktion af drivhusgasser, som kræves, for at de kan bidrage til at begrænse den gennemsnitlige opvarmning af kloden med to grader celsius.
I Nairobi vil EU med rette fortsætte med at støtte den holdning, at kampen mod klimaændringer og årtusindets udviklingsmål ikke kun går hånd i hånd, men også er indbyrdes afhængige.
I Nairobi ønsker vi på den ene side at sikre en klar, konkret og afbalanceret tilgang og en stabil fremgang i den midlertidige arbejdsgruppe om artikel 3, stk. 9, om den dialog, der foregår inden for konventionens rammer. På den anden side ønsker vi at opnå enighed om, hvordan Kyoto-protokollen skal revideres på grundlag af artikel 9. Vi er dog også nødt til at se ud over Nairobi, idet Europa er nødt til at intensivere sine bestræbelser og lægge pres på sine samarbejdspartnere i hele verden, så de også fortsætter indsatsen for at reducere drivhusgasserne efter 2012.
Det er meget positivt, at 10 medlemmer af Parlamentet deltager i EF's delegation, og personligt ser jeg frem til et tæt samarbejde med dem - som der også har været de seneste to år. Jeg vil sørge for, at de bliver holdt fuldt orienteret, og straks viderebringe alle tilgængelige oplysninger til dem. Vi vil sammen kommunikere med massemedierne, og jeg håber, at Parlamentets medlemmer under konferencen vil få kontakt til og en dialog med repræsentanter for andre lande. På denne måde vil vi kunne formidle vores ambitioner og fælles visioner om en bæredygtig fremtid for menneskeheden til en global tilhørerskare.
Avril Doyle, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for hans velvalgte ord her i aften.
Jeg har fornøjelsen af at være et af de 10 medlemmer i Europa-Parlamentets gruppe i EU-delegationen. Vi er alle medlemmer af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, og vi bliver anført af vores kollega, hr. Blokland, som er vores næstformand.
Jeg havde forventet, at min kollega, hr. Florenz, ville have ledet PPE-DE-Gruppen, men jeg kan ikke se ham. En del af hans spørgsmål drejede sig om endnu en gang at gøre opmærksom på, at medlemmerne af Europa-Parlamentets delegation, som er en del af EU-delegationen, vil blive behandlet som andenrangs borgere.
Jeg ved, at kommissæren vil komme med fortællingen om interinstitutionelle aftaler, Rådet, Kommissionen, præcedens og praksis. Helt ærligt, det er vi trætte af at høre på, og vi ønsker ikke at høre det mere. Kommissæren er altid fremragende ved disse lejligheder og er meget gavmild med sin tid, og det samme gælder hans medarbejdere. De giver os fantastiske briefinger efter møderne, uden for døren, men vi kommer aldrig indenfor, ikke engang som observatører ved møder på højt plan. Jeg vil gerne på vegne af mine kolleger i PPE-DE-Gruppen, og alle andre kolleger, regner jeg med, behandles på lige fod med de delegerede fra både Kommissionen og Rådet, som vi være til stede. Hvis Kommissionen kalder det en EU-delegation, bør de tre EU-parter, der er til stede, behandles ligeligt.
Kommissæren fortalte os ved en briefing for nylig, at han ikke forventer bemærkelsesværdige gennembrud. Dette bliver endnu en midlertidig COP, COP 12-MOP 2, om man vil, men det er meget vigtigt, fordi det er det første møde om Afrika syd for Sahara. Kommissæren nævnte behovet for at udvide mekanismerne for bæredygtig udvikling. I øjeblikket bruges der kun 2,5 % på dette område i Afrika, og det sker især i Marokko og Sydafrika, og så intet i resten af Afrika syd for Sahara som sådan. Der skal virkelig gøres en kæmpeindsats. Jeg er meget interesseret i at kigge på oprettelsen af en kulfond for Afrika, som kommissæren har foreslået, og hvor det kan føre hen.
Hvem skal finansiere tilpasningsfonden? Diskussionen drejer sig om, hvorvidt GEF bliver den største finansieringskilde, og hvor det skal ske. I Montreal blev man enige om, at der skulle være to spor i forhandlingerne: et for UNFCC-rammerne og et andet for Kyoto-protokollen. Jeg mener, at dette skaber klarhed om, hvor de forskellige lande står. Sammen kan vi gøre fremskridt, få flere udviklingslande med og overtale flere af vores venner især i USA til at slutte sig til os i den meget vigtige opgave med at reducere CO2-emissionerne.
Dorette Corbey, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! I nogen tid har Al Gore rejst verden rundt med sit budskab. Klimaet ændrer sig hurtigt, hurtigere end forventet. Iskapper forsvinder, havoverfladen stiger, og der er snart ingen vej tilbage. I en sådan situation forventer man en reaktion fra politikere. Vi skal ikke blot græde i Al Gores arme, men også begynde at søge en løsning. Nairobi giver os mulighed for at gå løs på denne udfordring. Når vi taler om energikrisen og klimaproblemet, må vi ikke blive overvældet af pessimisme, for løsninger er mulige. Hvor kan vi finde disse løsninger?
For det første i tilliden til vores egne foranstaltninger. Jeg vil endnu en gang udtale min støtte til emissionshandelssystemet. Det er langtfra perfekt. Nu henvender jeg mig især til Kommissionen, som bør sikre, at de nationale allokeringsplaner er troværdige, og at overallokering hører fortiden til. På noget længere sigt må vi tænke over en auktion af emissionsrettigheder. Dermed undgår vi pludselige kæmpeoverskud i elektricitetsvirksomhederne og den alt for generøse tildeling af de gratis emissionsrettigheder.
For det andet opfordrer jeg til en omfattende investering i udviklingen af en ny, ren energiforsyning. Foruden de eksisterende initiativer er der mange innovative muligheder. Der er blå energi, der udnytter blandingen af saltvand og ferskvand til at producere energi. Der er "stigemøllerne" med drager i stor højde, som virker som en vindmølle og fremkalder energi. Der er energiproducerende drivhuse og huse, jordvarme og solspejle. Der er rigtig mange muligheder. Vi skal benytte disse muligheder gennem teknologisk innovation. Pengene skal komme fra regeringerne, men på længere sigt også fra auktionen over emissionsrettigheder.
For det tredje skal vi effektivt tage fat på samarbejde med lande som Kina. Hver måned åbnes der et nyt elektricitetsværk i Kina. Kina har brug for ren kulteknologi, og den skal vi levere. Teknologioverførsel kan overtale Kina til at påtage sig forpligtelser efter 2012. Hvis Kina er med, kommer USA's deltagelse også nærmere.
For det fjerde skal vi investere kraftigt i tilpasningsfonde. Europa har det historiske ansvar for klimaændringerne, og det er vores opgave at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig til konsekvenserne heraf. Klimaændringer er ikke altid et populært emne i udviklingslande. En leder i et udviklingsland - hr. formand, jeg havde fået et ekstra minut, for Anne Ferreira har storsindet afstået sin taletid til mig, og jeg har derfor tre minutters taletid - sagde engang til en nederlandsk miljøminister: Først vil vi være lige så rige som I, og derefter bliver vi lige så bekymrede over klimaændringer. Jeg tror, at det kan gøres anderledes, nemlig blive rige uden CO2-udstødning. Europa har pligt til at bidrage til det, og i Nairobi må vi vise, at vi også virkelig mener det.
Hr. kommissær! Jeg ser frem til et fortræffeligt samarbejde under Nairobi-konferencen. Jeg støtter selvfølgelig helhjertet den opfordring, som Avril Doyle har fremsat. Jeg synes, at vi så vidt muligt skal inddrages i alle forhandlinger og så vidt muligt skal have adgang til møderne. Jeg ved, at De vil gøre Deres yderste for det. Jeg gentager, at jeg håber på et godt samarbejde.
Chris Davies, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for at være kommet for at tale til en pakket sal om det vigtigste spørgsmål, som planeten står over for!
De sagde før, at denne konference for parterne i Nairobi er en slags markerings-møde, at sidebegivenhederne måske er lige så vigtige som hovedbegivenhederne. Men vi har ofte hørt, at for hver måned, der går, bliver problemerne større og vanskeligere at løse. Så måske har vi ikke råd til flere midlertidige begivenheder: Indsatsen må intensiveres, og man er nødt til at få det bedste ud af alle møderne.
Jeg vil gerne tage tre ting op. For det første transportemissioner i Den Europæiske Union. Ifølge de nuværende tal vil fem af de store bilproducenter nå det frivillige aftalemål på 140 g CO2 i 2008, men 75 % er ikke på vej til at opfylde dette mål. Husk på, hvad det betyder. De underskrev en frivillig aftale med Kommissionen, med Den Europæiske Union. I deres egne private bestyrelseslokaler har de kigget på tallene og erkendt, at de kunne få større overskud på SUV'er og firehjulstrækkere, og de har bevidst besluttet, at de ikke vil overholde den forpligtelse. De har revet den i stykker, de har ikke udvist god tro, og nu må Kommissionen virkelig slå hårdt ned.
Vi ved fra de fem, der opfylder målet, at der ikke er noget særligt ved 140 g. Der er brug for skrappe foranstaltninger, og jeg håber, at de kommer i de kommende par måneder.
For det andet nationale tildelingsplaner. Jeg ved, at De sender de nationale tildelingsplaner tilbage til medlemsstaterne og siger, at en 15 % margen mellem tildelingerne og de faktiske CO2-emissioner langt fra er godt nok. Det er en umulig situation. De ved, at dette er det vigtigste instrument. De er nødt til at være barsk og bruge alle de ressourcer, som Kommissionen har til rådighed, til at understrege, at nationalregeringerne skal skride til handling efter alle de fine taler, de holder i Rådet.
Endelig, når vi kigger fremad mod ordningen for emissionshandel efter 2012, hvordan vil De så få det til at fungere for fremover? Frie tildelinger var en god start, men viste sig at fungere ret dårligt i praksis. Auktioner vil stadig give tilfældige gevinster til nogle af de store elproducenter. De mener, at De skal til at kigge på benchmarking, hvilket er meget vanskeligt. Men De er nødt til at fortælle industrien over hele Europa, at vi vil belønne bedste praksis, og at den nu må begynde at investere i at gøre en forskel for vores planet.
Satu Hassi, for Verts/ALE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Budskabet, som vi modtager fra videnskabelige kredse, bliver stadig mere alvorligt: Jo nyere undersøgelsen er, jo mere alvorligt er videnskabens budskab om de stadig hurtigere klimaforandringer. Vi nærmer os en grænse, efter hvilken større katastrofer er uundgåelige. Det var, hvad den britiske udenrigsminister Margaret Beckett sagde, og hun sagde videre, at vi er på vej mod et klimatisk kaos. Samtidig viser økonomiske analyser, at meget ambitiøse reduktioner af emissionerne er meget fornuftige rent omkostningsmæssigt, og de vil naturligvis være langt billigere end at lade klimaforandringerne løbe løbsk.
Den offentlige bevidsthed om dette er voksende, hvilket f.eks. kom til udtryk i udtalelsen fra Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) om, at Europa skal reducere sine emissioner med 75 % inden midten af århundredet, og vi kan ikke vente på, at andre følger trop.
Selv i USA er den offentlige mening ved at ændre sig. Det fremgår klart af den store succes, som Al Gores film har, lange artikler i store aviser om klimaforandringerne og de mulige løsninger og senest det nyeste nummer af Scientific American om energi uden kul.
I denne situation har vi virkelig brug for lederskab fra EU. Også i USA kigger de, der ønsker en ansvarlig klimabeskyttelse, mod Europa, og på hvad Europa gør for at tilskynde dem. Vi må vise os denne tillid værdig. I forbindelse med internationale samtaler kan vi heller ikke være tilfredse med at vente og spilde tiden. Vi må udarbejde vores egne konstruktive forslag til, hvad verden skal gøre efter 2012.
Også inden for Europa må vi opstille vores egne forpligtelser for reduktion af emissionerne og skride til handling med henblik på at undgå, at verden bliver opvarmet mere end to grader. Vi må også gennemføre vores egne forpligtelser i henhold til Kyoto, og i den henseende er ordningen for handel med emissioner meget vigtig. Jeg opfordrer Kommissionen til at være streng. Det er ikke nok, at der handles med emissioner; emissionshandelen skal også føre til en reduktion i emissionerne, som det beskrives i Kyoto-protokollen.
Erhvervslivet har også brug for europæisk lederskab. For at det kan investere klogt, har det brug for langsigtede mål for reduktionen af emissionerne. Det vil blive meget dyrt at investere forkert. Levetiden for et kraftværk er 40 år. Man bør helt høre op med at bygge kraftværker, der er skadelige for klimaet.
Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Det er helt klart, at klimaændringer er en realitet. Hvert år stiger gennemsnitstemperaturen, og 2006 er desværre ingen undtagelse. I sidste uge opfordrede premierministrene Jan Peter Balkenende og Tony Blair derfor i et brev rådsformanden til at iværksætte konkrete foranstaltninger. Jeg citerer fra deres brev: "Vi har kun 10-15 år til at tage de skridt, der er nødvendige for at forhindre, at vi passerer det katastrofale punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage". Jeg vil gerne høre, hvilke skridt vi kan forvente meget snart. Tiden er knap.
Jeg vil benytte lejligheden til at takke kommissæren for handlingsplanen for energieffektivitet, som blev offentliggjort i sidste uge. Jeg vil dog bemærke, at den procentsats, vi stræber efter, nemlig 20 %, for det første er for lav og for det andet aldrig bliver opnået, hvis der ikke fastsættes bindende reduktionsmål for medlemsstaterne.
Som Avril Doyle og Dorette Corbey sagde, vil delegationen fra Europa-Parlamentet på klimakonferencen have tilsagn om, at vi nu omsider får adgang til alle møder, som tilrettelægges af EU's delegation. Det ved kommissær Dimas, og vi regner med hans støtte til at opnå dette. Vi er en officiel EU-institution og har derfor lige så meget ret til at overvære møderne som de andre institutioner.
Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Når vi forbereder den næste konference om klimaforandringer i Nairobi, er der mest af alt brug for ærlighed. Det er korrekt, at vi er stolte af de hidtidige fremskridt, men hvad er resultatet i form af samlede reduktioner af emissionerne? Verden har brug for effektive klimapolitikker, der skaber resultater, og ikke ubegrundet selvtilfredshed. Vi ved alle og er enige om, at vi må gå fra ensidige EU-klimapolitikker til en global front, idet kun en virkeligt global indsats vil føre til reelle reduktioner af emissionerne. Derfor må vi for klimaets skyld og for at vinde slaget være ærlige, når vi analyserer de problemer, der udspringer af Kyoto-protokollen og af EU's ordning for emissionshandel, som forberedelse til Kyoto.
Jeg er bange for, at overskrifterne allerede er skrevet: "Nairobi var en succes, og EU fører an". Men er det den rette vej? Forståeligt nok er det politisk vigtigt for EU at gå i spidsen og foregå med et godt eksempel og at tilskynde andre til at følge efter før eller siden. Men medmindre fronten kan udvides, vil EU's anstrengelser svare til at fjerne et par dråber fra oceanet eller at blive klippet for at tabe sig.
Det, der gør det til en særlig udfordring, er den virkning, som ensidige foranstaltninger har på markederne. På de globale markeder betyder det, at man giver forureneren en konkurrencefordel på bekostning af miljøinvesteringer, og emissionsrettigheder kan ikke indregnes i priserne. Det er fristende at investere den internationale kapital på de globale markeder der, hvor der hverken er emissionsrestriktioner eller miljøstandarder. En flytning af forureningen er ikke nogen reduktion af forureningen.
Interessant nok blev den seneste konference om klimaforandringer i Montreal offentligt beskrevet som en sejr. Men når man kigger på resultaterne, er der imidlertid ikke megen grund til feste. Med hensyn til emissionsreduktioner gjorde man ikke et eneste fremskridt i Montreal. Der er ikke nogen tegn på, at fronten af lande, der reducerer emissionerne, vil blive udvidet. Med Kyoto-protokollen kontrollerer man kun en fjerdedel af emissionerne på verdensplan. Det er ikke nok.
Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Klimaforandringer er ikke længere gisninger, de er et faktum. Det samme gælder udsigterne til en katastrofe af hidtil uset omfang for de kommende generationer, hvis den nuværende uacceptable situation fortsætter.
Tiden er inde til modige beslutninger, der vi føre til drastiske foranstaltninger, som kan sikre betydningsfulde resultater. EU har tidligere indtaget en førerrolle på dette område, og FN's Nairobi-konference giver os en mulighed og en pligt til at presse på for konkrete og effektive foranstaltninger. Vi kan ikke længere tillade os den luksus at vente på dem, der stadig skal overbevises, eller fortsat tolerere dem, der simpelthen er ligeglade. Efter min mening bør følgende to punkter medtages i vores Nairobi-strategi: For det første skal der opstilles og gennemføres restriktive mål for emissionsreduktioner for de lande, der ikke opfylder dem; for det andet skal det internationale samfund isolere de lande, der ikke har underskrevet de relevante konventioner, og som er uvillige til at samarbejde i den fælles kamp mod klimaforandringer. Her henviser jeg naturligvis især til USA, som alene er ansvarlig for en tredjedel af CO2-emissionerne.
USA's standpunkt demonstreres af den usædvanligt egoistiske og ufatteligt arrogante måde, som udenrigsministeriets talsmand Adam Ereli kommenterede Ruslands ratificering af Kyoto-protokollen i 2004. Han sagde: "Vi mener ikke, at Kyoto-protokollen er noget, der er realistisk for USA, og vi har ikke til hensigt at underskrive eller ratificere den".
Det er på tide, at vi går imod USA og siger ligeud, at hvis landet ikke underskriver og ratificerer Kyoto-protokollen straks, vil det være et virkeligt hårdt slag for vores transatlantiske forbindelser.
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed med at få lejlighed til at besvare nogle af de spørgsmål, der er kommet frem under denne forhandling og udtrykke min tak for alle de positive bidrag.
Hvis Nairobi bliver en succes, betyder det, at vi har truffet de rigtige beslutninger og lavet de rigtige aftaler. Kommissionen anerkender behovet for, at Den Europæiske Union fastholder sin førerrolle i ikke kun den internationale, men også den nationale indsats for at bekæmpe klimaforandringer. Jeg er enig i, at det er vigtigt at bistå udviklingslandene med at tilpasse sig til de negative virkninger af klimaforandringerne og hjælpe dem med at indføre bæredygtige teknologier.
For et par dage siden fremlagde Kommissionen forslag om den globale fond for energieffektivitet og vedvarende energi. Den forventede samlede finansiering fra offentlige og kommercielle kilder er på 100 millioner euro. Det nye initiativ har til formål at fremme indførelsen af klimavenlige teknologier især i Afrika. Derudover har vi tilpasningsfonden. Vi håber, at man i Nairobi vil blive enige om at gøre den operationel. Fonden vil blive finansieret med 2 % af indtægterne fra den rene udviklingsmekanisme. Vi forventer, at der bliver omkring 350 millioner euro til rådighed til investeringer i udviklingslandene og i Afrika i perioden 2008 til 2012.
Den Europæiske Union kan kun være en troværdig leder, hvis den opnår betydningsfulde reduktioner i sine egne emissioner og overholder sine internationale forpligtelser under Kyoto-protokollen. Anden omgang af de nationale tildelingsplaner under Den Europæiske Unions emissionshandelsordning bliver en afgørende prøve. Hvis medlemsstaterne udsteder flere tilladelser til det europæiske marked end virksomhedernes sandsynlige samlede emissioner, vil ordningen slå fejl. Hr. Davies sagde, at samlet set foreslås der i de første 17 anmeldte planer en samlet tildeling, der ligger omkring 15 % over, hvad disse medlemsstater udledte i 2005, og det er virkelig meget. Jeg er fast besluttet på, at vi ikke må tillade, at Den Europæiske Unions emissionshandelsordning slår fejl, og at Kommissionen vil vurdere alle de nationale tildelingsplaner på en konsekvent og retfærdig måde. Alle medlemsstaterne vil skulle bidrage til at gøre emissionshandelsordningen til en succes i perioden 2008 til 2012.
Jeg er enig i, at vi bør forsøge at være meget barske i vores pr og med hensyn til mulighederne for at påvirke vores regeringer, men Deres engagement og indsats er samtidig vigtig i denne betydningsfulde fase for emissionshandelsordningen. Jeg vil bede Dem om, at vi i fællesskab kan sikre, at denne diskussion, i alle medlemsstaternes hovedstæder og i Bruxelles, om tildelinger kommer til at dreje sig om, hvor meget mere vi bør reducere i stedet for, hvor meget mere vi kan udlede.
I løbet af de kommende par dage vedtager Kommissionen en meddelelse om emissionshandelsordningen og sætter dermed gang i en revision af denne vigtige ordning. Den vil dreje sig om dækningsområdet, hvordan ordningen gøres enklere og mere forudsigelig, en styrkelse af overholdelsen samt forbindelser til emissionshandelsordninger andre steder.
Med hensyn til håndteringen af transportemissioner, som udgør omkring 22 % af emissionerne i Den Europæiske Union, vil Kommissionen i år fremsætte forslag til lovgivning om ligeledes at inddrage luftfarten i Den Europæiske Unions emissionshandel. Ligeledes i år vil Kommissionen gennemgå mulighederne for yderligere reduktioner af CO2-emissioner fra biler efter 2008-2009 med henblik på at opfylde Fællesskabets mål på 120 g CO2 pr. kilometer i 2012. Det vil naturligvis kræve lovgivning.
Kommissionen undersøger også mulighederne for en juridisk ramme i Den Europæiske Union, som giver mulighed for sikker indfangning og underjordisk oplagring af CO2 fra industrianlæg, under forudsætning af at det anses for hensigtsmæssigt.
Kommissionen har ligeledes til hensigt at fremme tilpasningsforanstaltninger og hjælpe de regionale og nationale beslutningstagere med at håndtere de stadig tydeligere konsekvenser af klimaforandringerne. På grundlag af en grønbog om tilpasning til klimaforandringer, som offentliggøres ved en konference i Bruxelles den 1. december, vil Kommissionen indlede en offentlig debat om behovet for at tilpasse sig uundgåelige klimaforandringer.
Vigtigst af alt må vi oprette en yderligere ramme for den internationale debat efter 2012. Til januar planlægger Kommissionen at offentliggøre sin energipakke. En central del af pakken bliver den strategiske gennemgang af energiområdet i Den Europæiske Union. Her vil vi fremlægge et alternativt energiscenario for Den Europæiske Union, der er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions langsigtede mål vedrørende klimaforandringer.
Kort efter vedtagelsen af energipakken vil Kommissionen også offentliggøre en grønbog om Den Europæiske Unions syn på yderligere foranstaltninger med henblik på at håndtere klimaforandringerne. Grønbogen er reaktionen på Det Europæiske Råds anmodning om, at der udarbejdes en strategi for Den Europæiske Union, der skal begrænse den globale opvarmning til 2 °C sammenlignet med niveauet før industrialiseringen. Heri vil man identificere konkrete forslag, både inden for Den Europæiske Union og internationalt, til opnåelse af dette mål. Et af vores hovedmål bliver at få USA og andre lande i hastig udvikling som Kina og Indien med på en fælles, men differentieret måde, hvilket der gives mulighed for i FN-konventionen om klimaændringer.
Kommissionen vil sikre, at energipakken og grønbogen kommer til at indeholde en sammenhængende, koordineret og bæredygtig klima- og energistrategi for Den Europæiske Union. Jeg mener, at der siden sidste år i Montreal har været en form for ny dynamik i den internationale debat om klimaforandringer. Selv om vi skal holde dampen oppe i den hjemlige indsats, må vi i den internationale proces fortsat være tålmodige og opbygge tillid.
Endelig vil jeg gerne sige, at Al Gore virkelig har bidraget til at øge bevidstheden i Den Europæiske Union, og jeg havde æren af at præsentere ham i et tætpakket teater i Bruxelles for omkring en måned siden.
Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.