Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2006/2043(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0363/2006

Indgivne tekster :

A6-0363/2006

Forhandlinger :

PV 25/10/2006 - 17
CRE 25/10/2006 - 17

Afstemninger :

PV 26/10/2006 - 6.13
CRE 26/10/2006 - 6.13
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2006)0462

Forhandlinger
Onsdag den 25. oktober 2006 - Strasbourg EUT-udgave

17. Offentlig-private partnerskaber og fællesskabslovgivningen om offentlige kontrakter og koncesssioner (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Barbara Weiler for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om offentlig-private partnerskaber og fællesskabslovgivningen om offentlige kontrakter og koncessioner (2006/2043(INI)) (A6-0363/2006).

 
  
MPphoto
 
 

  Barbara Weiler (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at takke repræsentanterne fra de andre grupper, fru Cederschiöld, hr. Lambsdorff og fru Rühle, som var særligt aktive i arbejdet med denne betænkning, men også repræsentanterne fra Økonomi- og Valutaudvalget. Det var en konstruktiv og fair meningsudveksling. Vi er immervæk nået til enighed om 140 ændringsforslag i udvalget, således at der kun er 23 ændringsforslag tilbage, som vi skal tage stilling til i dag eller i morgen. Det skal dog siges, at det også var nødvendigt at indgå kompromiser i den anledning.

Vi forsøgte at finde en balance mellem to magtfulde modparter - og hermed mener jeg arbejdsgiversammenslutninger og kommunalforeninger - som fremførte deres sikkert legitime interesser på en yderst virkningsfuld måde.

Her indledningsvis vil jeg godt sige noget til dem. Til trods for, hvad vi har hørt her, vil jeg præcisere over for erhvervslivet, at vi parlamentsmedlemmer anser det for at være en selvfølge, at kommunerne engagerer sig i den økonomiske aktivitet, ja sågar, at en rekommunalisering er formålstjenlig og legitim. Og til kommunerne vil jeg godt sige, at indkaldelse af bud, uanset om det sker på nationalt eller europæisk plan, ikke nødvendigvis behøver at være vilkårlig, men at dette giver den nødvendige gennemsigtighed til glæde for borgerne og forhindrer korruption. Det er mit indtryk af forhandlingerne, at de respektive parter ikke altid har set tingene i det lys.

Jeg forsøgte at finde en balancegang med min betænkning for at sikre den private sektor større garanteret konkurrence og give det offentlige og kommunerne et større garanteret spillerum for interkommunalt samarbejde.

I morgen vil vi afgøre, hvilken holdning Parlamentet har til fremtidige handlingsmandater til Kommissionen, som efter min gruppes opfattelse så vidt muligt skal fastsættes i lovgivningen. Det handler om de retlige og politiske aspekter af den måde, hvorpå vores kommuner organiserer forsyningspligtydelser. Det gør de naturligvis i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, som vi også tager meget alvorligt her i Parlamentet. Når alt kommer til alt, er der mange medlemmer af Parlamentet, som har stærke bånd til kommunerne i kraft af deres tidligere kommunalpolitiske arbejde.

Som overbeviste europæere vil vi dog også spørge os selv om, hvordan vi skal forme det indre marked. Desuden er der en lang række domme fra EF-Domstolen og fra de nationale domstole. Der er klager og kommissionsprocedurer, som gør kommuner og investorer nervøse med hensyn til at foretage indenlandske investeringer og igangsætte projekter. Derfor er der behov for handling fra EU's side.

Hvad indeholder den europæiske licitationslovgivning f.eks.? Hvilke præciseringer og hvilke tilføjelser er nødvendige for de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber og in-house-transaktioner? Det er en meget vigtig opgave for os at overveje, hvordan vi skal fortsætte. Efter min gruppes opfattelse er det nødvendigt med lovgivning her, og det er uacceptabelt, når Kommissionen forsøger at omgå Parlamentet med fortolkende meddelelser eller lignende instrumenter.

Derfor appellerer jeg i dag endnu en gang til alle medlemmer af Parlamentet om at stemme for Parlamentets selvbestemmelsesret under morgendagens afstemning ved navneopråb. Vi ønsker ikke nogen stort anlagt og tidrøvende proces og heller ikke nogen åbning af det nye udbudsdirektiv, som endnu ikke er blevet gennemført i alle medlemsstater, f.eks. er dette tilfældet i Tyskland. Vi har imidlertid brug for præciseringer og evt. tilføjelser hertil, og dette må ikke ske uden om Parlamentet.

I forbindelse med det interkommunale samarbejde - det siger jeg åbent og ærligt - har vi ikke nogen patentløsning. Det var - og det vil De også kunne se af ændringsforslagene - det mest kontroversielle område. Vi mener, at det interkommunale samarbejde ikke generelt kan undtages fra licitationslovgivningen, men at det ikke skal i generelt udbud. Dvs., at vi har brug for en intelligent løsning i dette spændingsfelt. Det interkommunale samarbejde er hensigtsmæssigt for vores kommuner, og det vil afgjort være til gavn for dem i fremtiden.

At Europa-Parlamentet støtter dette instrument, synliggøres ikke mindst ved, at vi anvender finansieringsmidler fra strukturfondene hertil. Det er sikkert ikke alle, som er klar over, hvor meget vi engagerer os.

Med denne sympati for de europæiske kommuner og med den ekspertise, som mine kolleger i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelsene og Økonomi- og Valutaudvalget lægger for dagen, er jeg overbevist om, at vi ender op med en lov, der er bæredygtig og acceptabel for alle, og som også kan stå sin prøve i forhold til EF-Domstolens afgørelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, fru Weiler, mine damer og herrer! Som bekendt er der oprettet offentlig-private partnerskaber på flere områder af den offentlige sektor, og sådanne partnerskaber udvikler sig gradvis inden for EU. På et tidspunkt, hvor de offentlige budgetter er begrænsede, kan der ikke være tvivl om deres betydning for den europæiske økonomi. Dette gælder særlig på infrastrukturområdet, og særlig for transportinfrastruktur, som jeg har et godt kendskab til.

For at sikre, at disse partnerskaber bliver fuldt ud effektive, og at offentlige penge udnyttes bedre, er det vigtigt at vælge private partnere på grundlag af fair konkurrence. Således skal valget af privat partner være resultatet af en konkurrencedygtig ikkediskriminerende procedure, og den skal gøre det muligt for partnerne at få den fulde merværdi ud af et sådant partnerskab på lang sigt. Mange berørte parter mener imidlertid, at den lovramme, der er bestemmende for, hvilke private partnere der udvælges til at oprette disse partnerskaber på fællesskabsniveau, er ufuldstændig eller uklar.

Fru Weilers betænkning er en afvejet vurdering af de primære udfordringer, vi skal tage op. De har foreslået nogle gode løsninger på de pågældende problemer, fru Weiler, og jeg takker Dem for Deres arbejde som ordfører.

Jeg vil nævne to aspekter, som efter vores mening er vigtige, og som jeg gerne vil behandle inden afstemningen i morgen. Jeg vil først tale om koncessioner og derefter blandede offentlig-private virksomheder, de såkaldte institutionelle OPP'er.

Først vil jeg omtale koncessioner. En koncession giver en virksomhed ret til at anvende faciliteter, som er blevet opført, eller tjenesteydelser, som er blevet leveret til gengæld for opførelse af en infrastruktur eller levering af en tjenesteydelse. Bygning og vedligeholdelse af veje og lufthavne og affaldsforvaltning er to eksempler på dette. For et år siden i november 2005 skitserede Kommissionen i sin meddelelse, hvorfor det efter dens mening er hensigtsmæssigt at lovgive om koncessioner, særlig tjenesteydelseskoncessioner. Formålet med dette initiativ er at sikre ligebehandling og retssikkerhed i forbindelse med bevilling af tjenesteydelseskoncessioner, ligesom det er tilfældet med offentlige kontrakter, samtidig med at der skelnes klart mellem offentlige kontrakter og koncessioner. I den forbindelse er jeg sikker på, at Parlamentet bekræfter udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Det står imidlertid klart, at valget af den lovgivningsmæssige vej ikke bør berøve de offentlige myndigheder det spillerum, de har brug for til at vælge den bedste private partner, og evt. med tiden tilpasse koncessionen i overensstemmelse med de mål, der er fastsat på længere sigt for det offentlig-private partnerskab.

Når dette er sagt, er der behov for en trinvis strategi. Til at begynde med vil Kommissionen se nærmere på rentabiliteten ved et bindende initiativ for bevilling af koncessioner og undersøge andre foranstaltninger, som vil gøre det muligt at tage fat på de pågældende problemer.

På grundlag af resultaterne af denne konsekvensanalyse vil Kommissionen derefter, sandsynligvis næste år, beslutte, om cost-benefit-forholdet berettiger et sådant lovgivningsinitiativ. Hvis det gør, vil vi udarbejde et lovforslag. Det er, hvad jeg ville sige om koncessioner.

Vi kommer nu til blandede offentlig-private virksomheder, nemlig institutionelle OPP'er. Offentlige organer vælger i stigende grad private partnere til offentlige tjenesteydelsesvirksomheder, der oprettes i forbindelse med den offentlige sektor. Det er det, der kaldes institutionelle offentlig-private partnerskaber. Denne type partnerskab rejser en række spørgsmål: Skal fællesskabsprincipperne for ikkeforskelsbehandling gælde for valget af privat partner som tjenesteyderens medaktionær, for valget af tjenesteyder eller for begge disse niveauer?

Dette spørgsmål har givet anledning til nogle livlige forhandlinger her i Parlamentet. Det væsentligste spørgsmål er, om vi skal fastsætte et sæt nye regler, eller om vi simpelthen skal gøre den gældende lovgivning mere klar, således at vi kan tage fat på de problemer, der opstår. Kommissionen har givet udtryk for, at den for tiden af to grunde foretrækker ikke at udarbejde ny lovgivning for dette område.

For det første er oprettelsen af offentlig-private virksomheder til levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i de fleste medlemsstater en helt ny og meget nyskabende mulighed. Med ikkebindende præciseringer på dette område kunne vi fastsætte de nødvendige retningslinjer uden at skabe hindringer for innovationen.

For det andet indgik Parlamentet, de daværende 15 medlemsstater og Kommissionen i 2004 efter flere års intens debat et kompromis og vedtog de nuværende direktiver om offentlige indkøb. Mange medlemsstater gennemførte først disse direktiver i år, og nogle medlemsstater er ved at gennemføre dem. For at lovgive om blandede offenlig-private partnerskaber er vi nødt til at gennemgå kompromiset fra 2004, genforhandle en ny tekst med 27 og ikke længere 15 medlemsstater, og i tilfælde af, at der indgås et nyt kompromis, endnu en gang tvinge medlemsstaterne til at ændre deres nationale lovgivning og praksis i forbindelse med offentlige indkøb, selv om de gældende regler endnu ikke er særlig godt indarbejdet. Derfor mener vi, at det på nuværende tidspunkt er bedre at vælge en anden vej end lovgivning, ligesom de fleste berørte parter anmoder om.

Dette er, hvad jeg ønskede at sige på vegne af min kollega, hr. McCreevy, men De har ret, når De mener, at kommissæren for transport også er meget berørt af disse forskrifter. Jeg vil nu lytte opmærksomt til de forskellige indlæg fra parlamentsmedlemmerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Werner Langen (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (DE) Hr. formand! Jeg kunne godt have tænkt mig en fjerdedel af kommissærens taletid med henblik på at forklare Økonomi- og Valutaudvalgets holdning, men det er desværre ikke muligt. Jeg takker hjerteligt for de klare redegørelser, og samtidig vil jeg gerne takke ordføreren, fru Weiler, for hun gjorde noget, som desværre ikke er almindelig i Parlamentet, idet hun accepterede væsentlige punkter i Økonomi- og Valutaudvalgets forslag i forbindelse med den styrkede samarbejdsprocedure.

Vi er alle enige om den linje, der er lagt her, selv om vi f.eks. er uenige om punkt 5, som fru Weiler fik inkorporeret igen med ændringsforslag 20. Hvis der findes en lovgivningsmæssig erklæring, vil vi behandle den i henhold til artikel 251 i den fælles beslutningsprocedure. Dette var en typisk sag i Økonomi- og Valutaudvalget, hvor vi først nåede frem til en præcis formulering, efter at afstemningen havde fundet sted, da vi stilede efter et kompromis under selve afstemningen. Vi bør gøre tingene i modsat rækkefølge her, og så vil der heller ikke længere være nogen uenigheder efter afstemningen.

I overensstemmelse med den linje, som Økonomi- og Valutaudvalget har vedtaget, plæderer jeg for ændringsforslag 21 af fru Weiler. Min personlige holdning er, at vi skal vedtage dette ændringsforslag, som åbner mulighed for inkorporering af disse kriterier i fællesskabslovgivningen. Det er at foretrække frem for ændringsforslag 20.

Jeg mener, at vi gør rigtigt i at holde fast ved vores fælles linje i henhold til hvilken der ikke vil være nogen nye store områder, som er undtaget fra udbudsproceduren, og hvor omvejen via interkommunalt samarbejde af overregional karakter er afskåret, og hvor der ikke må ske nogen udvidelse af in-house-transaktionerne. Vi kunne imidlertid godt tænke os, at Kommissionen præciserede de spørgsmål, som Halle-dommen og andre domme fra EF-Domstolen har kastet op.

Vi ønsker ikke kun et forslag om koncessioner, hr. kommissær, men også en præcisering af de udestående retsspørgsmål i forbindelse med de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber. De gav udtryk for Deres holdning. Det var helt klart og meget prisværdigt, når man betænker, at Kommissionen i de senere år til stadighed har undgået at tage stilling. Vi vil således finde en fælles løsning, som bringer os videre i processen.

Endelig vil jeg gerne takke fru Weiler endnu en gang, for at hun i videst muligt omfang tilstræbte en fælles linje, hvormed vi ikke alene vil kunne stå distancen over for EF-Domstolens afgørelser, men også under de vanskelige forhandlinger med forskellige interesseorganisationer.

 
  
  

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Paolo Costa (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De fleste erfaringer med offentlig-private partnerskaber i Europa vedrører konstruktionen og administrationen af infrastruktur samt transport- og logistiktjenester. Desuden er de offentlig-private partnerskaber måske det eneste instrument, der gør det muligt at skaffe privat finansiering til opførelsen af denne infrastruktur.

Derfor vil jeg blot komme ind på to punkter. Det første punkt er, at vi - sådan som der står i betænkningen - har brug for et lovgivningsinitiativ med hensyn til koncessioner, også når det gælder koncessioner i forbindelse med konstruktion og administration. Vi har så afgjort brug for retssikkerhed og for en fastlæggelse af forholdet mellem den offentlige koncessionsgiver og den private koncessionshaver. På den ene side skal den private koncessionshaver have sikkerhed for, at kontrakterne overholdes i deres gyldighedsperiode, og på den anden side skal den offentlige koncessionsgiver kunne regne med disse kontrakters begrænsede og sikre varighed, så de med tiden kan tilpasses til produktionsbetingelserne og være genstand for konkurrence. Det er de to hovedpunkter, som jeg håber, at det pågældende lovgivningsforslag vil være baseret på.

Det andet punkt vedrører nødvendigheden af at fremme nye former for innovativ finansiel tilrettelæggelse, f.eks. de garantifonde, der allerede er taget højde for i forordningen om finansiering af de transeuropæiske transportnet. På denne måde kan de fungere som løftestang og sørge for, at mange offentlig-private partnerskaber også viser sig at være effektive instrumenter til finansiering af de infrastrukturer, som vi alle har behov for, og som De uden tvivl har et godt kendskab til, hr. kommissær.

 
  
MPphoto
 
 

  Grażyna Staniszewska (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget. - (PL) Hr. formand! Vi klager altid over, at medlemsstaterne afviser selv den mindste forhøjelse af deres bidrag til Fællesskabets budget, og vi siger altid, at der ikke er penge nok til at udligne de regionale forskelle i udvikling, og at Europa udvikler sig for langsomt. Derfor bør vi støtte anvendelsen af private midler og viden til at fremme udviklingen i stedet for at opstille forhindringer og vanskeligheder. Den Europæiske Union bør give absolut prioritet til en bred formidling af god praksis på området offentlig-private partnerskaber. Det er det absolutte minimum. Unionen bør som minimum investere i et websted på de 20 officielle fællesskabssprog, der er tilgængelig for offentligheden. En sådan side skal indeholde en beskrivelse af OPP-ordningen og dets virkninger. Den skal også indeholde eksempler på OPP-projekter, således at alle kommuner i Europa kan få adgang til beskrivelser af vellykkede erfaringer. Dette ville give kommunerne mulighed for at lære af tidligere erfaringer og anvende denne viden til at planlægge deres egen vej fremad. Jeg opfordrer Kommissionen til at udbede sig sådanne offentligt tilgængelige oplysninger fra Den Europæiske Investeringsbank. EIB er i øjeblikket i færd med at udarbejde et rent internt, mellemstatsligt informationssystem om OPP'er, som ikke bliver tilgængeligt for medlemsstaternes befolkning. Det er uacceptabelt.

 
  
MPphoto
 
 

  Charlotte Cederschiöld, for PPE-DE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, hr. kommissær! Det her handler om en reaktion på Kommissionens grønbog og om offentlig-private partnerskaber, som har til formål at udrede uklarheder, ikke mindst på det såkaldte inhouse-område. Vi er dog alle enige om ikke at ribbe op i eksisterende lovgivning om offentlige kontrakter, som kommissæren så klogt sagde. Med det offentlig-private samarbejde skal konkurrencen fremmes, og det skal frem for alt bidrage til nytænkning og øget effektivitet inden for den offentlige sektor.

Kommissionen skal nu løse problemet - det er det, som er formålet - uden at lovgive mere end nødvendigt. Vi er dog ikke låste på det punkt, og præcis som hr. Langen sagde, støtter vi således fru Weilers ændringsforslag 21.

Vi kræver lovgivning om koncessioner, og her har Kommissionen reageret positivt og hurtigt. Vi er enige om ikke at bryde tærskelværdierne og om, at normale retsprincipper skal gælde underordnet de værdier, hvor offentlige kontrakter ikke er et krav. Vi vil ikke mindske området for offentlige kontrakter, og vi opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå løsninger på de problemer, som findes i Tyskland, Frankrig og andre steder, hvad angår kommunalt samarbejde, men også til ikke at glemme mindre rige kommuner, som vil samarbejde i tyndtbefolkede områder i medlemsstater som Finland og Sverige.

Hvis Kommissionen ikke fuldfører denne opgave, kan den nok godt regne med et hårdt pres fra Parlamentet. Jeg er overbevist om, at Kommissionen på udmærket vis vil løse denne opgave, og vi vil give den tid til at arbejde med holdningerne til grønbogen og komme med forslag. Alle berørte parter bør involveres i den fortsatte proces. Udvalget kan sikkert hjælpe til med at øge videnniveauet på dette vanskelige område.

Punkt 45-47 borger allerede for bedre retssikkerhed og viser, at de lokale myndigheder kan samarbejde. Fremover ser vi også tydeligere, hvordan dette skal foregå mere detaljeret.

Afslutningsvis vil jeg rette en stor og varm tak til fru Weiler for et fantastisk arbejde og til de utroligt mange, som har været indblandet. Mange tak for det. Vi får et mere konkurrencedygtigt og retssikkert Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Gilles Savary, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil først takke mine kolleger, og særlig Barbara Weiler og Werner Langen, sammen med hvem vi har udført et fremragende stykke arbejde. Forhåbentlig bliver betænkningen vedtaget i morgen. Det er simpelthen et spørgsmål om at beskytte udøvelsen af subsidiaritet for offentlig-private partnerskaber, som er et instrument, de lokale myndigheder har kendt til i mange år.

Det glæder mig, at Kommissionen agter at lovgive om koncessioner, som alt for længe har været blandet sammen med offentlige indkøb. Jeg vil imidlertid her i Parlamentet sige, at jeg tror, at det også er nødvendigt at lovgive for institutionelle offentlig-private partnerskaber. Det er forkert at sige, at de er nye enheder, da der siden 1955 har eksisteret halvoffentlige selskaber i Frankrig, og da der i Tyskland i lang tid har eksisteret Stadtwerke.

Hvis man imidlertid nu gør dem til genstand for dobbelt udbud, betyder det, at man gør en ende på dem. Hvilken privat partner ville gå ind på at arbejde sammen med en lokal myndighed, som forlanger, at den skal være med i to udbud? Endvidere vil jeg gøre kommissæren opmærksom på den risiko, de mellemkommunale enheder løber, idet de risikerer at blive blandet sammen med private enheder, selv om de er en fuldt ud offentlig måde at organisere sig på for lokale myndigheder, som stræber efter at blive store nok til at kunne opfylde stadig mere krævende forpligtelser og offentlige tjenesteydelsesopgaver.

 
  
MPphoto
 
 

  Alexander Lambsdorff, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er alle enige om, at indgåelsen af offentlige kontrakter har en central betydning med hensyn til budget- og konkurrencepolitikken.

Offentlige udbud er en passende og fair måde at tilvejebringe offentlige tjenesteydelser på. Derudover bidrager denne pligt til EU-udbud væsentligt til den konkurrencemæssige åbning af det indre marked.

Som ordfører har fru Weiler gjort et flot stykke arbejde ved på forbilledlig og kollegial vis at styre os igennem dette svære sagsområde, som offentlige udbud udgør. Vi kan takke hende for, at vi nåede frem til mange bæredygtige kompromiser. Det er således kun rimeligt, at vi benytter denne lejlighed til at takke hende hjerteligt og give udtryk for vores påskønnelse af hendes arbejde, hvilket jeg hermed gør både på egne vegne og på vegne af de andre involverede kolleger.

Jeg har anbefalet min gruppe at holde fast ved resultaterne af denne afstemning, og jeg agter derfor kun at sige noget om de få omstridte spørgsmål. Lad mig starte med de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber, som fortsat er et relativt nyt fænomen, og hvis udvikling ikke bør begrænses af lovbestemmelser i urimelig grad. Dette ønske blev tydeligt under den offentlige høring.

Jeg anbefaler derfor, at vi lader det være godt nok med en fortolkende meddelelse og retningslinjer, som ikke kun forstås af advokater, men også af de kommunale beslutningstagere. Dette skaber ikke blot større fleksibilitet i lovgivningen, men det giver også lovning om en hurtig afklaring på de retsusikkerheder, som fortsat eksisterer. Kommissionen opfordres følgelig til at handle hurtigst muligt.

Med hensyn til det interkommunale samarbejde, som er det andet stridspunkt. Jeg mener, at det er evident, at kommunerne ikke på nogen måde bør indskrænkes i deres selvforvaltning. Jeg anser det for at være lige så selvfølgeligt, at dette ikke er ensbetydende med en generel undtagelse af offentlig-private partnerskaber fra enhver udbudspligt.

Det offentlige er ikke forpligtet til at overdrage varetagelsen af opgaver, som der er et marked for, til tredjemand. Hvis man imidlertid beslutter sig for at overdrage tilvejebringelsen af en tjenesteydelse til tredjemand, skal den være koblet op på en offentlig udbudsprocedure. Dette fremgår klart af EF-traktatens artikel 295, som kræver neutralitet ved anvendelsen af det indre markeds regler på offentlige og private virksomheder. I overensstemmelse hermed er kommunalt samarbejde i princippet muligt, men inden for de grænser, som er fastlagt i det nuværende punkt 45 i Weiler-betænkningen, hvor formålet med samarbejdet mellem kommunerne er forvaltningstekniske omstruktureringer, eller hvor der foreligger en ægte in-house-kontrol.

Her til slut vil jeg godt tilføje, at erfaringerne med offentlig-private partnerskaber i Europa er meget forskellige. Jeg hilser derfor velkommen, at der er ved at komme gang i udvekslingen inden for rammerne af bedste praksis, som vil føre til yderligere positive eksempler på fungerende offentlig-private partnerskaber.

I øvrigt mener jeg, at vi bør føre disse forhandlinger i Bruxelles og ikke i Strasbourg.

 
  
MPphoto
 
 

  Heide Rühle, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil også godt takke ordføreren for hendes arbejde, også selv om vores gruppe ikke er tilfreds med det endelige resultat i udvalget. Derfor vil jeg gerne endnu en gang appellere til Dem alle om at overveje Deres holdning, eller i det mindste delelementer heraf!

Det er det interkommunale samarbejde i form af interkommunale foretagender, som vi anser for at være det vigtigste punkt. Jeg vil godt præcisere igen - også som svar på de forrige taleres indlæg - at det overhovedet ikke har noget at gøre med opgaveoverdragelse til tredjemand. Her handler det om kommunernes beslutning om at levere fælles tjenesteydelser. Set i lyset af sparsomme offentlige midler, en aldrende befolkning, faldende befolkningstal - især i landkommunerne - men også i stigende grad kritiske og omkostningsbevidste borgere er denne form for samarbejde den bedste og ofte eneste mulighed for mange europæiske kommuner for at modernisere de tjenesteydelser, som de leverer. Administrative opgaver, vand- og kloakforsyning, børnehaver, skoler og mange kulturelle institutioner drives således i fællesskab, til dels sågar grænseoverskridende, eksempelvis driver franske og tyske kommuner fælles faciliteter på børnehaveklasseområdet. Europa må ikke være en stopklods for denne udvikling, men bør snarere fremme den. Jeg advokerer derfor endnu en gang udtrykkeligt for at støtte ændringsforslag 45, som er et kompromis, der er udarbejdet af parlamentsmedlemmer på tværs af partiskel. Jeg håber, at der kan findes et flertal herfor i morgen.

Mit andet punkt vedrører spørgsmålet om koncessioner. Jeg er formentlig mere skeptisk med hensyn til de offentlig-private partnerskaber end de fleste andre her i salen. Ikke desto mindre mener jeg, at det er forkert på den ene side at udsende signaler om fremme af offentlig-private partnerskaber, hvorefter man på den anden kræver, at koncessionerne kommer i udbud på samme måde som offentlige bygge- og anlægsarbejder, hvilket var den egentlige bevæggrund for etableringen af offentlig-private partnerskaber. I mine øjne er det ingen tilfældighed, at Parlamentet og Rådet specifikt ikke har inkorporeret tjenesteydelseskoncessionerne i direktivet om indgåelse af offentlige kontrakter, og jeg håber, at vi kan blive enige om, at vi ikke ønsker en udbudspligt, som ligner den der gælder for indgåelsen af offentlige kontrakter. Tjenesteydelseskoncessioner er en anden sag og skal følgelig reguleres anderledes.

Med hensyn til in-house-transaktioner burde den europæiske lovgiver virkelig have koncentreret sig om at præcisere forholdene. Jeg anser ikke et tal på 100 % for at være bæredygtigt. Jeg mener, at vi har brug for grænseværdier, og dermed mener jeg høje grænseværdier, som også rent faktisk skal overholdes. Men det bør være lovgiverens opgave at definere grænseværdierne og ikke EF-Domstolens.

 
  
MPphoto
 
 

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Selv om der ikke findes en ensartet definition af offentlig-private partnerskaber (OPP), som er gældende over hele Fællesskabet, har man med held gennemført en lang række projekter inden for gods- og passagertransport pr. bane i Den Europæiske Union og ligeledes inden for folkesundhed og uddannelse.

Disse vellykkede projekter er tilstrækkelig grund til, at Parlamentet også skal tage dette emne op, og jeg glæder mig over Kommissionens meddelelse om OPP'er, der indeholder specifikke forslag, som er udarbejdet efter offentlig høring. Samtidig vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Weiler, med hendes fint afbalancerede betænkning, hvori hun understreget behovet for retssikkerhed på dette område.

Under OPP-ordninger overfører private virksomheder deres viden til den offentlige sektor. I mit ændringsforslag, som er blevet indarbejdet i betænkningen, har jeg derfor understreget behovet for at indføre gennemsigtige mekanismer for private investorer. Investorerne skal have garanti for, at deres juridiske og økonomiske interesser er sikret i kontraktens løbetid, og ligeledes at betingelserne for offentlige udbud forbliver uændrede i hele gyldighedsperioden.

På grund af manglende erfaring er især de nye medlemsstater forsigtige med at bruge OPP'er. Oplysninger indsamlet ved gennemførelsen af vellykkede projekter vil hjælpe dem til at undgå at gentage fejl og procedurer, der i praksis er endt som en fiasko.

Jeg er overbevist om, at OPP-projekter kun vil kunne tiltrække den ønskede kapital, hvis interessenterne i EU's medlemsstater er velinformerede og overholder kvalitetsbestemmelserne og gennemsigtige regler i Fællesskabet. Disse bestemmelser og regler vil hjælpe dem med at opbygge infrastruktur på områder, hvor udviklingen er haltet bagefter på grund af manglende finansiering. Denne samarbejdsform kan også vise sig at kunne bidrage til at afhjælpe regionale forskelle og sikre en bæredygtig udvikling af Europas fattigere regioner.

 
  
MPphoto
 
 

  Evelyne Gebhardt (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg mener, at de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber er et ekstremt vigtigt middel. Den retsusikkerhed, der er opstået i forbindelse med EF-Domstolens dom i sagen mod byen Halle, har vist, hvor nødvendigt det er, at lovgiverne handler. Og så går det ikke an, at Kommissionen i sin alenegang giver en orientering om måden, hvorpå dette problem tackles. Det er snarere en sag for medlovgiveren, Parlamentet, Rådet og Kommissionen, at træffe en beslutning i fællesskab om, hvordan vi skal agere i EU i disse spørgsmål.

Det andet punkt, som jeg kort vil komme ind på, er det grænseoverskridende kommunale samarbejde. Hr. Lambsdorff, her må jeg oppponere mod Dem! Dette har eksisteret i rigtig lang tid og har en lang tradition bag sig, også i Tyskland, og den bør vi bevare. Vi må ikke ødelægge den sarte plante, som det nuværende grænseoverskridende kommunale samarbejde er, ved at fremsætte erklæringer om, at vi skal overlade det til de frie nmarkedskræfter. Så kan vi lige så godt pakke sammen, for så har vi ikke længere brug for kommuner, og det er helt sikkert ikke det Europa, vi ønsker.

 
  
MPphoto
 
 

  Ieke van den Burg (PSE). - (NL) Hr. formand! Jeg var især involveret i denne betænkning i Økonomiudvalget, hvor hr. Langen var ordfører. Jeg lykønsker de to ordførere med det endelige resultat, selv om vi faktisk stadig har en række ønsker.

Jeg kan se en tydelig parallel med den diskussion, vi havde om tjenesteydelserne af almen økonomisk interesse, som vi traf beslutning om på det sidste plenarmøde. I begge tilfælde drejer det sig om den måde, hvorpå decentrale myndigheder, tjenesteydere og borgere får større retssikkerhed. Det kan af og til skabe konflikt mellem dels det indre markeds regler, dels de almene interesser, som disse myndigheder skal tjene på deres borgeres vegne.

Nu er der ofte brug for Domstolen eller for en fortolkning fra Kommissionens side. Det vigtige budskab i disse to sager var, at vi via den fælles beslutningsprocedure virkelig ønsker at træffe politiske beslutninger, og at det også er vigtigt, at vi anmoder Kommissionen om og virkelig kraftigt opfordrer den til at fremlægge lovgivningsinitiativer, som vi kan træffe beslutninger om via den fælles beslutningsprocedure og sammen med medlemsstaterne og deres parlamenter. Det er det vigtigste budskab, som jeg også i forbindelse med denne betænkning endnu en gang vil give Kommissionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Donata Gottardi (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Spørgsmålet om offentlig-private partnerskaber har i et stykke tid hørt med til de nye grænser for velfærdssystemerne i EU. Dets betydning bør ses i et nyt perspektiv, nemlig gennem forbindelserne med alle de initiativer, som tjenesterne bygger på.

Den fælles målsætning - som også er blevet gentaget flere gange i dag - er at skabe et fuldstændigt og klart retsgrundlag, inden for hvilket de lokale offentlige myndigheder kan træffe deres valg i bevidstheden om muligheder og begrænsninger, principper, der skal overholdes, og mulige områder med frihed og innovation.

Man bemærker, at der i den tekst, som vi stemmer om, er overlapninger med de gældende bestemmelser om kontrakter, koncessioner og blandede selskaber og med Domstolens retspraksis. Merværdien ligger dog i det tværgående fokus på de forskellige måder, hvorpå der indgås alliancer mellem den offentlige og den private sektor på et yderst delikat område, nemlig tjenesteydelser, der involverer borgerrettigheder.

Det er nødvendigt med nogle faste holdepunkter. En nedskæring af udgifterne må ikke gå forud for eller svække kravene om tjenesternes kvalitet og beskyttelse af tjenesteydernes rettigheder. Denne stræben efter effektivitet og innovation skal være knyttet til sikkerheden for tilgængelighed, gennemsigtighed og ikkeforskelsbehandling. Der har været mange initiativer på serviceområdet i år. Jeg håber, at vi ved at arbejde med elementer af forskellige dimensioner vil være i stand til at skabe et sammenhængende billede.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernadette Vergnaud (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Fru Weilers betænkning giver den klarhed og gennemsigtig, der var behov for i forbindelse med offentlig-private partnerskaber. Den gør det således muligt at ændre de europæiske domstoles egensindige veje og at forbedre den retlige præcisering for alle de berørte parter. Koncessioner blandes alt for ofte sammen med offentlige indkøb. Sidstnævnte vedrører indkøb af varer, som lokale myndigheder forbruger, mens koncessioner giver den offentlige myndighed mulighed for at uddelegere færdiggørelsen af en del af dens opgaver til en tredjepart. Derfor bør vi indføre lovgivning om disse koncessioner og ikke blot en fortolkende meddelelse.

Det samme gælder for institutionelle offentlig-private partnerskaber. Oprettelsen af dem trues for tiden af den stramme retspraksis, hvor der er tendens til dobbelt udbud, når der tildeles arbejde, hvilket kan besegle halvoffentlige virksomheders skæbne. Jeg takker derfor ordføreren for at have anmodet om et lovgivningsinitiativ på dette område.

Endelig er den mellemkommunale enhed i dommen Kommissionen versus Spanien blevet en privat partner for EF-Domstolen. En kommune bør derfor oprette mellemkommunale enheder, til hvilke de uddelegerer levering af tjenesteydelser. Fru Weiler genetablerer lovgivningen og tilbyder os det bedste bidrag fra Parlamentet på dette område, og det takker jeg hende for.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil igen takke fru Weiler og ordførerne for udtalelsen fra diverse udvalg, nemlig hr. Langen, hr. Costa og fru Staniszewska.

Jeg vil forsøge at svare på nogle af de stillede spørgsmål uden at sige, at jeg vil besvare dem alle. Jeg vil først svare fru Cederschiöld, hr. Lambsdorff og fru Rühle. Når en lokal myndighed leverer visse tjenesteydelser til et andet offentligt organ mod betaling, er disse i princippet tjenesteydelser, som er omfattet af en offentlig kontrakt. Det offentlige organ, der nyder godt af kontrakten, konkurrerer med private virksomheder og evt. med andre offentlige organer, som tilbyder den samme tjenesteydelse. En generel udelukkelse af alle former for offentligt-offentligt samarbejde fra anvendelsesområdet for fællesskabsreglerne for offentlige indkøb og for koncessioner ville derfor være uacceptabel. EF-Domstolens retspraksis er meget klar i den henseende. Omvendt er ikke alle former for offentligt-offentligt samarbejde omfattet af fællesskabslovgivningen. Kommissionen erkender, at en præcisering er nødvendig for at fastsætte, i hvilket omfang fællesskabslovgivningen gælder for uddelegering af opgaver til offentlige organer, og hvilke former for samarbejde der falder uden for anvendelsesområdet for bestemmelserne om det indre marked. Vi arbejder tæt sammen med alle de berørte parter med henblik på at udarbejde denne præcisering.

Dernæst vil jeg svare fru Rühle og fru Gebhardt vedrørende offentlig-private partnerskaber og in-house-konceptet, som udelukker anvendelse af reglerne for offentlige indkøb, når et offentligt organ bevilger en kontrakt eller en koncession til en tredjepart, det udøver en vis kontrol over. EF-Domstolen har beskrevet de omstændigheder, under hvilke denne undtagelse kan gøres gældende. De forstår sikkert, at Kommissionen ønsker, at denne undtagelse til reglerne om bevilling af kontrakter fortsat skal overvåges. Det virker særlig meget problematisk, at en offentlig kontrakt eller en koncession bliver bevilget på en diskriminerende måde til en virksomhed, som repræsenterer visse private interesser, mens andre berørte private virksomheder skubbes til side. Derfor mener vi, at det er nødvendigt på nuværende tidspunkt at holde fast ved den gældende definition af betingelserne for anvendelse af in-house-konceptet, som gælder, når myndigheder udøver den samme kontrol over tjenesteyderen som over deres egne tjenesteydelser, og når tjenesteyderen udfører hovedparten af sine aktiviteter sammen med den pågældende myndighed. Af disse grunde og også for ikke at skulle starte fra bunden med de nye regler for offentlige indkøb, som knap nok er på gennemførelsesstadiet i medlemsstaterne, mener vi, at det er hensigtsmæssigt at lovgive om blandede offfentlig-private virksomheder og in-house-konceptet. En fortolkende meddelelse er den mest passende måde at forklare, hvordan reglerne om offentlige indkøb gælder for udvælgelse af private partnere til disse partnerskaber.

Som svar til hr. Savary, der rejste spørgsmålet om de to udbud, vil jeg sige, at vi er opmærksomme på problemet, og som De gjorde opmærksom på, nævnte jeg det i min tale. Jeg vil gøre det helt klart. Vi kræver ikke dobbelt udbud, simpelthen fordi vi mener, at det er unødvendigt. Vi forklarede dette i grønbogen fra 2004 om offentlig-private partnerskaber, og vi agter at præcisere vores holdning i de tekster, vi skal fremlægge i 2007.

Hr. formand! Jeg er godt klar over, at jeg ikke har svaret på alle de stillede spørgsmål, men jeg ønsker at afslutte nu.

Hvad angår koncessioner og et muligt lovgivningsinitiativ, er det vigtigt ikke at foregribe tingene. Kommissionen skal først se nærmere på rentabiliteten ved et bindende initiativ for bevilling af koncessioner og på andre foranstaltninger, der er hensigtsmæssige til at løse de pågældende problemer. På grundlag af resultaterne af denne konsekvensanalyse vil Kommissionen derefter - sandsynligvis til næste år - beslutte, om cost-benefit-forholdet berettiger et sådant lovgivningsinitiativ, og den vil evt. udarbejde et lovforslag.

Endvidere er budskabet fra alle dem, der arbejder med oprettelse af offentlig-private partnerskaber, klart. De kræver praktiske retningslinjer for, hvordan de skal anvende reglerne om offentlige indkøb på oprettelse af sådanne partnerskaber. Kommissionen agter at fastlægge disse retningslinjer i en form, som ikke er lovgivning, af de grunde jeg nævnte i indledningen.

Der kan ikke være tvivl om offentlig-private partnerskabers betydning for den europæiske økonomi. Jeg håber, at Parlamentets betænkning bidrager til at præcisere fællesskabsreglerne om offentlige indkøb og koncessioner, således at partnere kan tilbydes gennemsigtige og fair konkurrencebetingelser. Det er blevet klart for os under denne forhandling, at Parlamentet har lagt vægt på retssikkerhed, men De har også forstået Kommissionens ønske om på et område, der er af så stor betydning for investeringer i Europa, at bevare et vist spillerum, således at der på dette område kan investeres flere penge, der hvor det virkelig er nødvendigt, samtidig med at retssikkerheden garanteres. Endvidere understregede flere af Dem med rette, at disse partnerskaber er uundværlige redskaber.

Hr. formand! Disse er de svar, jeg ønskede at give, og jeg takker igen Parlamentet for denne forhandlings høje kvalitet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.30.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik