Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 25. oktober 2006 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

2. De politiske gruppers sammensætning: se protokollen

3. Fredsprocessen i Spanien (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om fredsprocessen i Spanien.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Det Europæiske Fællesskab blev oprettet i en søgen efter fred og stabilitet. Fred og stabilitet er stadig en ressource for udvikling af Unionen, og det er meget vigtigt, at disse spørgsmål også bliver drøftet. Det er især naturligt for Europa-Parlamentet at drøfte principperne om fred og stabilitet.

Den 23.-24. marts i år gav den spanske ministerpræsident Det Europæiske Råd meddelelse om terrororganisationen ETA's bebudelse af en permanent våbenhvile. På det tidspunkt sagde Rådet, at det var tilfreds med den spanske ministerpræsidents meddelelse. Siden da har Rådet ikke drøftet spørgsmålet, og det henholder sig til sin erklæring fra det tidspunkt.

Spørgsmålet om sikkerhed er særlig aktuelt og berører alle europæere. Det finske formandskab er tilfreds med alle de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at ETA ophører med sin terrorvirksomhed, og for at opnå en fredelig løsning inden for rammerne af Spaniens demokratiske ledelsesorganer.

Som alle her i salen ved, bekæmper EU terrorismen og dens årsager aktivt. Rådet giver endnu en gang udtryk for sin støtte til de tiltag, som medlemsstaterne har gennemført og gennemfører for at bekæmpe terrorismen i overensstemmelse med retsstatsprincippet.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Terrorisme repræsenterer en af de værst tænkelige trusler mod demokratiske samfund. Terrorangreb bringer ikke blot sikkerheden i fare, men er også et angreb på de grundlæggende værdier i form af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet.

Kommissionen er stærkt engageret i bekæmpelse af terrorisme og agter at fortsætte arbejdet med forebyggelse af terrorisme og beskyttelse af vores borgere og infrastrukturer ved at retsforfølge terrorister og reagere behørigt på terrorangreb for at redde så mange uskyldige som muligt. De specifikke foranstaltninger, der vil blive truffet på europæisk plan, fremgår klart af den europæiske terrorbekæmpelsesstrategi og af handlingsplanen for terrorbekæmpelse.

Kommissionen er naturligvis dybt bekymret over det dramatiske omfang af ETA's terrorisme i Spanien. Fire årtier med terrorvirksomhed har ført til over 800 mord og andre angreb, og pengeafpresning hører til dagens orden. Lovlydige borgere har lært at leve i frygt, mange har været permanent truet i deres hverdag. Den alvorlige forbrydelse, der blev begået i går i Sydfrankrig - ifølge den franske anklagemyndighed sandsynligvis af ETA - er kilde til bekymring. Det spanske samfunds holdning i alle disse år har været eksemplarisk, og dens fastholden af og overbevisning om, at terrorisme skal bekæmpes gennem respekt for demokratiet og retsstaten, har givet resultater og ført til, at ETA er blevet svækket.

Kommissionen hylder endnu en gang alle ofrene for ETA's terrorangreb og minder om, hvor vigtigt det er at hjælpe dem og at bidrage til at afhjælpe de forvoldte skader. Under disse omstændigheder minder Kommissionen om den erklæring, som Det Europæiske Råd i Kommissionens nærværelse fremsatte i marts 2006, hvor det hilste den spanske ministerpræsidents meddelelse om terrorgruppen ETA's bebudelse af permanent våbenhvile velkommen. Kommissionen minder også om kommissionsformandens erklæring om den spanske ministerpræsidents meddelelse om indledning af en dialog med ETA og støtter også alle dem, der håber på en fremtid, hvor Spanien er fri for terrorismens svøbe. Kommissionen håber stærkt, at disse meddelelser vil føre til total afvæbning og opløsning af terrorgruppen.

Samtidig er Kommissionen opmærksom på initiativets kompleksitet og på, hvor ekstremt følsomt spørgsmålet er, men den er overbevist om, at Spanien gennem sine demokratiske institutioner vil finde ud af, hvordan det kan gøre en ende på ETA's terrorisme og genoprette freden med fuld respekt for demokratiets principper og retsstaten.

I dag vil vi ikke være splittede, for vi må ikke glemme, at målet for denne debat er Spaniens og Europas fælles fjende, nemlig terrorismen.

(Bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det hører til blandt de fornemste opgaver i det politiske liv at virke for freden. Vi ønsker alle fred i verden, i Europa og i Spanien. Der er dog ofte forskellige meninger om, hvordan dette mål skal nås, og sådan er det også i dag.

I disse forhandlinger handler det ikke om partipolitiske taktikker og fordele, men om principper og grundlæggende holdninger. Derfor beder jeg Dem alle om at føre disse forhandlinger med respekt og ikke lægge forhindringer i vejen for den gode vilje, som holder vores overbevisning oppe. Vi i PPE-DE-Gruppen kunne godt tænke os at vide, hvordan vi kan have tillid til, at ETA og Batasuna ønsker fred, hvis de ikke kan beklage, undskylde eller bede om tilgivelse i forhold til familierne til de over 800 mennesker, som de har myrdet. Så længe dette ikke sker, skal vi regne med, at de vil begynde at myrde igen, hvis de ikke opnår deres mål gennem forhandlinger.

I dag udtrykker vi vores medfølelse, vores respekt og vores solidaritet med terrorens ofre og retter vores vrede mod ETA's vold og Batasuna. Jeg kan herfra se vores højt værdsatte kollega, fru Dührkop Dührkop, hvis mand blev myrdet i 1984 som formand for det socialistiske parti i Baskerlandet. Vores kollega, hr. Iturgaiz, har adskillige gange været udsat for attentatforsøg, og syv af hans politiske venner fra Partido Popular i Baskerlandet blev likvideret. Vi skylder ofrene, at morderne bliver straffet, og dette vil også være i overensstemmelse med retningslinjerne og principperne i vores retsstatslige lovgivninger. Forsoningsprocessen skal, hvis den skal være troværdig, begynde mellem gerningsmænd og ofre, inklusive ofrenes efterkommere.

Vi opfordrer ETA og Batasuna til at give de ofre, som de har på samvittigheden, et tegn på forsoning og undskyldning. Vi minder Dem om, at ETA og Batasuna står på EU's terrorliste. De har ikke nedlagt deres våben. Disse våben udgør fortsat en trussel mod den forfatningsmæssige orden i Spanien, men også i Frankrig og dermed i hele Europa. Kommissæren henledte opmærksomheden på, hvad der skete i forgårs i Nimes. En dame og to børn blev taget som gidsler, og de franske myndigheder har officielt meddelt, at det drejer sig om et våbentyveri, der er begået af ETA. Dvs., at våbene stadig er et middel i de politiske konflikter. Vi må spørge os selv, hvad ETA's og Batasunas mål egentlig er. I Euronews den 24. oktober bragte man en meddelelse fra en højtstående repræsentant for ETA og Batasuna. Heri forlød det, at man ikke agtede at nedlægge våbene, så længe Baskerlandet - som det hedder dér - ikke har opnået sin uafhængighed.

Vi har som parlamentsmedlemmer modtaget et brev fra Batasuna. Heri står der på engelsk: Regarding the negotiation between ETA and the Spanish and French states it will be them who decide all about the demilitarisation of the conflict. Denne formulering er et dårligt tegn, for hvis forhandlingerne mislykkes, vil den spanske og franske stat med det samme få skylden herfor.

I PPE-DE-Gruppen siger vi som gruppe, at vi ønsker dialogen. Spanien og Frankrig er frie, demokratiske stater. Det er ikke diktaturer eller tyranstater, som man kan udtrykke sin modstand mod ved hjælp af voldelige midler. Nej, det er frie stater, og i frie og demokratiske stater gælder den demokratiske dialog og ikke vold. Da vi deler denne overbevisning fuldt ud, stillede vores gruppe, PPE-DE-Gruppen, et beslutningsforslag. Det er ikke kun et beslutningsforslag på vegne af spanske venner i Partido Popular, men et fælles beslutningsforslag fra vores gruppe, og vi forsvarer dette solidarisk og mindes ofrene netop her under disse forhandlinger.

(Bifald fra højre)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Problemet med terroren i Spanien er ikke udelukkende et spansk problem, men derimod et europæisk problem. Terror er et attentat på vores værdier. Terror er altid et attentat på alt det, som vi forsvarer her i Parlamentet på baggrund af vores fælles europæiske overbevisninger. Ingen terror kan på nogen måde retfærdiggøres! Vi er alle forpligtet til at finde veje ud af denne terror, for vi er alle - når det er vores værdier, som vi forsvarer - ofre for denne terror hver gang, der sker et terrorangreb.

Hr. Poettering, jeg er Dem taknemmelig for, at De fremhævede min veninde fru Dührkop Dührkop, som selv er et offer. I dag er der mange tilhørere fra Baskerlandet til stede her i salen, som selv var og er ofre, fordi de har mistet slægtninge, eller fordi de selv har lidt skade på liv og lemmer. Disse tilhørere er her, fordi de siger ja til denne dialogens vej, for kun via dialog vil vi kunne sætte en stopper for denne voldsspiral.

Jeg beundrer de mænd og kvinder, som har måttet gå de lidelser igennem, som disse ofre har, og som til trods herfor siger: Vi ønsker ikke flere døde, ikke mere vold, og nu skal det være slut med denne voldsspiral! Denne moralske kraft skal være drivkraften til at finde en løsning på voldsproblemerne, og det gælder ikke kun i Baskerlandet, men overalt. Derfor er det et europæisk problem, som vi forhandler om i dag.

Jeg beundrer den spanske regerings mod til at slå ind på denne vej, som er fuld af farer, og samtidig er det en omstridt vej. Men det er en vej, som beskrives bedst ved hjælp af et citat, som jeg vil læse op for Dem:

(ES) For fredens og dens rettigheders skyld vil vi ikke lukke os selv ude. Vi vil tværtimod være åbne over for håb, tilgivelse og generøsitet, og vi vil gøre vores til at opnå en endelig fred med bistand og støtte fra alle.

(Bifald)

(DE) Det er en vidundelig sætning, der beskriver det, som det hele handler om. Det er en sætning, som stammer fra en tale af den spanske ministerpræsident, José María Aznar, i 1998, og som sendte sin statssekretær for at forhandle med ETA. På basis af denne ånd ville vi alle i fællesskab kunne finde en løsning på dette voldsproblem, for det, som den spanske regering gør i dag, ligger i forlængelse af de tidligere spanske regeringer.

(Bifald)

Derfor ville det være godt, hvis vi havde kunnet finde frem til et fælles beslutningsforslag. Jeg er ikke altid enig med hr. Aznar, hvilket vel næppe vil undre Dem, men på dette punkt havde han ret, mine damer og herrer fra PPE-DE-Gruppen og mine damer og herrer fra Partido Popular, det var jo jeres partiformand: På basis af denne ånd kan vi i fællesskab sige: Ja, vi er parat at finde en løsning med hensyn til denne grundlæggende rettighed og denne dialog. Vores tidligere kolleger, hr. formand, som måtte beskæftige sig med terror, var altid klar over risiciene. Da vores kolleger, hr. Hume og hr. Trimble, begav sig ud på denne fredsmission i fællesskab, vidste de også, at det var en farefyldt vej, og at der ikke var nogen garanti for succes. Gårsdagens våbentyveri i Frankrig, som vi fordømmer på det kraftigste, viser, at når man vil ud af denne voldsspiral, er der altid en risiko for, at der er nogen, som med vold vil forsøge at lægge forhindringer i vejen herfor. Men det skal ikke holde en tilbage, for hvad er alternativet? En forbliven på stedet vil blot betyde en fortsættelse af volden. Den dialog, der er indledt, er altså en enestående mulighed, og jeg beder Dem alle: Lad os dog slutte op om denne dialog i fællesskab på en fælles platform for alle grupper!

(Bifald fra venstre)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Der er blevet refereret til EU som historiens vigtigste eksempel på konfliktløsning. Vi skal tage os af de resterende konflikter i EU, ligesom vi tager os af konflikter uden for Unionen.

Det er ikke Europa-Parlamentets opgave at gribe direkte ind i den spanske regerings og de politiske partiers arbejde og i den langvarige konflikt i Baskerlandet, men vi kan heller ikke vende det blinde øje til. Vi bør tilskynde til det, der kan være den bedste udsigt til fred i en generation.

Jeg giver udtryk for min solidaritet og sympati med alle de familier, der er blevet berøvet deres kære i årenes løb som følge af volden. Men den bedste reaktion, vi som demokratiske politikere kan tilbyde de utallige ofre, er at sikre, at der ikke bliver flere ofre. Det er grunden til, at Den Liberale Gruppe støtter den beslutning, der skal stemmes om i Parlamentet i dag. Det er hverken tiden eller emnet for politisk pointscoring. Jeg er overbevist om, at alle demokratiske kræfter, der ønsker, at vold og terror i Baskerlandet og andre steder i Spanien, hvor der er begået grusomheder, ophører fredeligt, bør støtte en hvilken som helst spansk regering, der er rede til at gøre sig bestræbelser i den retning.

Tidligere på året bifaldt Parlamentet meddelelsen om ETA's våbenhvile. Det er rigtigt, at vi nu bygger på den og anvender en proces, der befæster den, uden på forhånd at dømme eller kommentere resultatet af en hvilken som helst politisk dialog eller løsning.

Som med fredsprocessen i Nordirland, der ikke er identisk, men viderebringer nogle vigtige erfaringer i konfliktløsning, er det til tider nødvendigt, at politikere løber en risiko for fred. Jeg minder om, at vores tidligere kollega John Hume og hans unionistiske modpart David Trimble modtog Nobels fredspris i 1998 efter Langfredagsaftalen i Nordirland. De løb en risiko for fred. Dette er ikke ensbetydende med at give terroristerne en sejr, som nogen ville sige, men snarere at tilføje dem et nederlag. For der kan ikke være en dialog blandt demokrater, hvis den ene part fortsat agter at dræbe.

Vi må ikke tro, at det bliver let at bygge fredshuset. Der vil være skuffelser som opdagelsen af et våbendepot i det sydvestlige Frankrig. Men det er vores pligt at bygge fredshuset med mursten af indsats og mørtel af udholdenhed.

Det er årsagen til, at min gruppe opfordrer alle sider af Parlamentet til i dag at tilsidesætte partipolitik og forene sig om udsigterne til fred, ligesom vi står sammen om at fordømme terrorhandlinger.

(Bifald fra venstre)

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance støtter den proces, der blev indledt i Spanien for at få endelig bugt med ETA's terror og finde en løsning på den baskiske konflikt. Samtidig gentager vi vores dybfølte solidaritet og respekt for alle terrorismens ofre.

Vi støtter processen, fordi den afviser vold, fordi den er åben for alle muligheder for en endelig løsning, fordi den inddrager alle, og fordi den også gør de baskiske politiske partier og det baskiske samfund i almindelighed ansvarlige for at få afsluttet den såkaldte baskiske konflikt.

At vi drøfter dette spørgsmål i Europa-Parlamentet, betyder ikke, at vi blander os i en medlemsstats politik, det drejer sig blot om at stimulere en proces, der allerede er i gang, og gentage, at terror og vold berører alle de europæiske borgere.

Uanset at processen er vanskelig, og at der ikke er nogen garanti for en løsning, støtter vi de, der har besluttet at løbe den risiko at slå ind på en anden vej end Aznar-regeringen, der helt tydeligt ikke opnåede nogle reelle resultater. Lad mig citere Gandhi, der sagde, at "der ikke er nogen veje, der fører til fred, men at freden er vejen".

Vi synes, at det er relevant at drøfte processen her, og vi har altid støttet en sådan forhandling, selv da det var Folkepartiet, der insisterede hårdt på at få denne konflikt op i Europa-Parlamentet for at opnå støtte til dets politik. Vi har altid ment, at det var en forfejlet politik, for den byggede på den forestilling, at det for at bekæmpe terrorismen var nødvendigt at splitte det baskiske samfund i stedet for at forene det.

Baskerne og de fleste spaniere er trætte af denne konfrontationspolitik. For os ligger nøglen til succes i forbindelse med denne proces i dialog, ikke vold og respekt for de baskiske borgeres ret til at bestemme. Med disse mål in mente vil vi følge denne proces som håndfaste venner og allierede i kampen mod terrorismen, mod alle former for terrorisme.

(Bifald fra venstre)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Min gruppe har altid fordømt terrorhandlinger uanset ophavsmændene, omfanget og de grunde, man påberåber sig for at retfærdiggøre dem. Vi går ind for politisk kamp, undtagen enhver form for vold. Vold er i vores øjne forkasteligt under alle omstændigheder, undtagen når et folk, som det er fastsat i præamblen til verdenserklæringen om menneskerettigheder, i mangel af en retsstat "som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse". Og selv i dette tilfælde skal angreb på civilbefolkningen efter vores mening bandlyses. Vi har så meget desto mere uforbeholdent og systematisk fordømt ETA's attentater, hvor hundredvis af uskyldige er blevet dræbt. Vi bevarer mindet om disse ofre og giver på ny udtryk for vores solidaritet med deres familier.

Vi har længe håbet, at dette kapitel endelig kunne afsluttes en gang for alle. Derfor glæder vi os meget over ETA's meddelelse om en permanent våbenhvile. Derfor satte vi også stor pris på den åbne og ansvarlige holdning, med hvilken den spanske premierminister, José Luis Zapatero, har benyttet denne lejlighed til at forsøge at skabe fred, særlig i hans tale af 28. juni, ved at vælge dialogens vej og sikre, at de lover og retsprocedurer, der gælder i Spanien, bliver overholdt. Parlamentet sætter en ære i at støtte denne fremgangsmåde.

Det er i denne ånd, at Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre har sluttet sig sammen med Den Socialdemokratiske Gruppe, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance og Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa om et fælles beslutningsforslag. Jeg kan tilføje, at det efter vores mening ville være godt, hvis de andre grupper også støtter en fremgangsmåde, som er i overensstemmelse med et ønske hos flertallet af den spanske befolkning, nemlig at der på et retsligt grundlag indledes en fredsproces.

(Bifald fra venstre)

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil tilslutte mig mine kolleger og sige, at det er en meget følsom situation for os i Parlamentet i dag. I alle vores overvejelser må vi huske ofrene for terrorisme og i dag især ofrene for ETA's vold i Spanien i de senere år. Men vi må også tænke på fremtiden og sørge for, at der ikke bliver flere ofre, for der vil blive fundet politiske løsninger på uenighederne i Spanien, Frankrig og EU som helhed.

Jeg mener, at det er forkert at drage paralleller eller at sige, at alle processer er identiske. Men tidligere fredsprocesser kan fungere som en rettesnor for, hvad der kan ske, den type vanskeligheder, der skal overvindes, og de udfordringer, der skal klares. Hvis en dialog skal være vellykket, må begge parter være åbne. Man må ikke tro, at en fremtidig proces bliver let. Man må sikre sig, at de mennesker, man fører dialog med, ønsker at opnå et kompromis og finde en løsning. Det vigtigste er at huske på, at når man indleder en fredsproces, må man slutte fred med sine fjender og ikke med sine venner, og det kan skabe mange interne vanskeligheder.

(Bifald)

De muligheder, som denne proces giver os, skal udnyttes, men det kan ikke forventes, at alle får det, de vil have. Det vigtigste er, at vi ikke skyder skylden på andre fra Folkepartiet eller Det Socialistiske Arbejderparti, men tilskynder de vigtigste demokratiske kræfter i Spanien til at gå sammen om at finde en løsning for hele Spaniens befolkning og ikke lade sig forlede til splittelse og uenighed. Det er på ingen måde at undergrave eller ignorere de lidelser, som folk har gennemgået.

Kan nogen af os forestille os, hvordan det ville være at miste en af vores kære på grund af en såkaldt politisk sag? I Irland ved vi, hvordan det er - der har været 3.000 ofre for terrorisme i Irland i de sidste 30 år - og alligevel var vi i stand til at finde en udvej og bringe yderliggående holdninger sammen. Der opstår en mulighed, hvis folk virkelig ønsker at gøre noget.

Muligheder opstår, men varer ikke ved. Lad os udnytte muligheden og yde vores støtte.

(Bifald fra venstre og midten)

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand! Min gruppe vil ikke blande sig i spansk indenrigspolitik, men der findes folkeretlige principper, som alle lande er forpligtede til at følge. Nogle gange giver de ikke et entydigt svar. Folkenes selvbestemmelse er et ubrydeligt princip. Ethvert folk har ret til at vælge sin egen skæbne. Enhver nation har ret til at have sit eget land.

Men der findes kun omkring 10-12 lande i verden, hvor folk, nation og geografisk enhed går op i en højere enhed. I andre lande må man forhandle sig til løsninger, som respekteres af forskellige folk og nationer inden for den samme territoriale enhed. EU blander sig ikke landenes styreform. Det er medlemsstaternes egen kompetence, om de vil have en enhedsstat, et føderalt fællesskab, selvstyreordninger eller opdeling i flere stater. Staterne skal beskytte mindretal og respektere menneskerettighederne. National diskrimination er forbudt! Hvad kan EU så gøre i Baskerlandet for at stoppe terror og sikre en varig løsning med fred og fordragelighed? Vi kan opmuntre vores spanske kolleger til at finde en forhandlingsløsning og bidrage med en økonomisk gulerod, give støtte til økonomisk udvikling, uddannelse og job i stedet for terror.

Jeg kommer fra grænseområdet mellem Danmark og Tyskland, hvor vi har haft krig og had i århundreder. Min bedstefar var dansksindet tysk soldat. Min far blev undfanget i Tyskland, men er født i Danmark, fordi Nordslesvig kom tilbage til Danmark ved en folkeafstemning. Vores nationale leder, Hans Peter Hansen, var mådeholden og ville ikke have tysksindede områder tilbage til Danmark, da Tyskland lå ned efter første verdenskrig. Hvilken lykke! Der startede forsoningen mellem dansk og tysk, og nu anerkender alle grænsen. Danmark giver det tyske mindretal flere rettigheder end danskerne, og tilsvarende for det danske mindretal i Tyskland - f.eks. undtagelsen fra spærrereglen på fem procent. Anerkendelse, respekterede rettigheder, særrettigheder - det er nøglen til forståelse og varig fred.

Som dreng kunne jeg ikke handle i en tyskejet butik. I dag forekommer det uvirkeligt, og jeg samarbejder i dag både med det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal i Tyskland. Vi har sammen formuleret forslaget til beskyttelse af mindretallene i chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg håber, at baskerne og de andre folkeslag i Spanien vil finde deres vej til forsoning. Mellem Danmark og Tyskland var folkeafstemning om særrettigheder midlet. Det gør ikke så ondt som krudt og kugler. Man kan godt lægge fortiden bag sig!

(Bifald)

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg, der er fra Nordirland, som har gennemlevet det, der af og til eufemisk blev kaldt en fredsproces, ser forbløffende paralleller og erfaringer, der kan drages. ETA-Batasuna og IRA-Sinn Féin er begge revolutionære marxistisk baserede organisationer, som agter at påtvinge en civilbefolkning deres vilje og ideologi gennem forkastelig vold, hvor og når det er påkrævet. Det er ingen overraskelse, at der har været snævre terrorforbindelser mellem dem. De er desuden begge to specialister i at stjæle fredens sprog, samtidig med at de praler med tidligere og endog igangværende terrorhandlinger, mens de mesterligt springer fra en kampfase til en anden.

Vi må lære af vores fejl. I 1994 erklærede IRA en våbenhvile, der viste sig blot at være taktisk, eftersom de 18 måneder senere foretog det nedrige bombeangreb mod Canary Wharf og dykkede ind og ud af terrorisme efter forgodtbefindende. I 1998 lovede de at aflevere våbnene inden to år, men det var først i 2005, at de virkelig gjorde noget ved det. De blev idiotisk og alt for tidligt indlemmet i regeringen i Nordirland for blot at oprette deres Stormontgate-spionring i regeringen. Sidst i 1994 lod de, som om de deltog i rigtige politiske forhandlinger, samtidig med at de planlagde det største kup i britisk historie - røveriet af Northern Bank - og nogle få uger senere myrdede medlemmer af IRA Robert McCartney. Nu vil de i regering igen, men de mener, at de skal beholde deres Army Council.

Lad Dem derfor ikke narre af simple erklæringer om vilje til fred fra mennesker, hvis faste repertoire er tvetungethed og ravage! Prøv dem længe og hårdt, for ellers vil Deres velvillige indstilling også blive udnyttet.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget to beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.30 efter det højtidelige møde med Ungarns præsident.

(1) Se protokollen.

4. Resultaterne fra det uformelle topmøde mellem stats- og regeringscheferne (Lahti, den 20. oktober 2006) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er beretning fra Det Europæiske Råd og redegørelse fra Kommissionen om resultaterne fra det uformelle topmøde mellem stats- og regeringscheferne (Lahti, den 20. oktober 2006).

  Matti Vanhanen, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Fredag den 20. oktober havde jeg fornøjelsen af at være vært ved det uformelle møde mellem stats- og regeringschefer i Lahti og den efterfølgende middag, hvor den russiske præsident, Vladimir Putin, var vores gæst.

Både mødet mellem stats- og regeringscheferne og den efterfølgende middag var en stor succes. Disse uformelle møder mellem EU's ledere giver en glimrende mulighed for at skabe politisk konsensus med henblik på at gøre fremskridt, hvad angår Unionens største udfordringer.

På topmødet fokuserede vi navnlig på eksterne energiforbindelser. Vi drøftede også indvandring og situationen i Sudan/Darfur. Et særligt arbejdsmøde var viet til mulighederne for at fremme innovationspolitik med henblik på at garantere Unionens konkurrenceevne og økonomiske vækst. Det er afgørende for EU's konkurrenceevne og evne til at fastholde gode job i Europa, at der udvikles en innovationspolitik.

De åbne og indgående drøftelser under arbejdsfrokosten betød, at vi kunne stå last og brast under middagen på trods af den skepsis, der havde været i visse lejre. Stemningen under frokosten var glimrende, og solidariteten mellem medlemsstaterne kunne tydeligt mærkes. Vi lagde stor vægt på at tale med én stemme, og jeg vil kalde denne vilje til at opnå enighed "ånden fra Lahti".

Drøftelserne under middagen med den russiske præsident, Vladimir Putin, var meget åbne og ærlige. Ud over energispørgsmål drøftede vi aktuelle internationale spørgsmål og ytringsfrihed i Rusland.

På stats- og regeringschefernes møde var der en omfattende og bred debat om energi. Stemningen var glimrende, og det grundlæggende budskab var sammenhængende til trods for små nuanceforskelle. De vigtigste emner var principperne for udvikling og gennemførelse af energiforbindelserne mellem EU og Rusland, tættere forbindelser med strategisk vigtige tredjelande, bekæmpelse af klimaændringer gennem energipolitik og mere effektiv udveksling af oplysninger gennem et netværk af energikorrespondenter.

Hvad angår energiforbindelserne mellem EU og Rusland, var vi enige om, at der er behov for et tættere partnerskab. Det bør baseres på de principper, der er fastsat i energichartret og G8-erklæringen, navnlig åbenhed, markedsbaserede løsninger og gensidighed. Disse principper bør allerede anvendes i praksis nu, og de bør også inddrages konkret i den kommende aftale mellem EU og Rusland. I Lahti fastlagde vi en fælles politik for energiforbindelserne mellem EU og Rusland.

I Lahti var der også enighed om, at vi fortsat bør intensivere vores bestræbelser på at skabe tættere forbindelser med producent- og transitlande i EU's naboskab inden årets udgang. Målet er i videst muligt omfang at anvende de principper, der gælder for det indre marked, i EU's naboregioner.

I mange taler blev klimaændringerne omtalt som den mest påtrængende internationale udfordring. EU skal navnlig udvise lederskab i forbindelse med fremme af vedvarende energi. Europæiske virksomheder har meget at byde på, hvad angår innovation og teknologi inden for energieffektivitet. Vi var enige om, at energi- og klimaspørgsmål i fremtiden bør sættes højt på dagsordenen for EU's topmøder med udviklingslande, ligesom det har været tilfældet under det finske EU-formandskab.

Hvis der skal sikres en pålidelig energiforsyning, skal der investeres stærkt i transmissionsnet og anden infrastruktur. Derfor skal samarbejdet med internationale finansielle institutioner intensiveres, hvad angår energiinfrastrukturprojekter. Energisikkerhed skal være et af de kriterier, der tages i betragtning i forbindelse med Den Europæiske Investeringsbanks lånemandater til udviklingslande.

Det er vigtigt, at EU har omfattende oplysninger at basere sine energipolitiske beslutninger og sine reaktioner på vanskelige eksterne problemer på. I Lahti blev vi enige om, at vi skal forsøge at etablere et netværk af energikorrespondenter inden årets udgang. Rådet vil fastlægge enkelthederne. En bedre måde at indsamle og analysere oplysninger på vil bidrage til at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne og institutionerne og til øget solidaritet om energispørgsmål.

Drøftelserne på topmødet om eksterne energiforbindelser vil også berede vejen for det kommende forårstopmøde i Det Europæiske Råd, som skal vedtage en prioriteret handlingsplan om energipolitik for Europa.

Under arbejdsmødet i forbindelse med stats- og regeringschefernes topmøde drøftede vi, hvordan vi kunne fremme innovationspolitikken. De vigtigste emner var intellektuel ejendomsret, navnlig patenter, samarbejde mellem erhvervslivet og den offentlige sektor, Det Europæiske Teknologiske Institut og standarder. Vi var enige om, at Unionen må have en klar strategi for intellektuel ejendomsret. Rådet (konkurrenceevne) vil give Kommissionen nærmere oplysninger om, hvad det ønsker på området for intellektuel ejendomsret. I Lahti understregede vi, at Kommissionens forslag navnlig bør omhandle kvaliteten af systemet for intellektuel ejendomsret. Kommissionen forelægger sit forslag inden Det Europæiske Råds forårstopmøde.

Et af de meget stærke budskaber fra Lahti var, at det europæiske patentsystem skal gøres mere omkostningseffektivt og lettere at forudsige. Tvistbilæggelsesordningerne skal også forbedres. Vi må forsøge hurtigt at gøre fremskridt på dette område. Inden årets udgang udsteder Kommissionen en meddelelse med konkrete forslag til udvikling af det europæiske patentsystem. Når Rådet har modtaget Kommissionens forslag, vil det drøfte de forskellige muligheder.

Spørgsmålet om, hvordan patentsystemet kan gøres mere effektivt, har været vanskeligt for Rådet, men det er afgørende for vores innovationsevne, at det europæiske system udvikles. Personligt mener jeg, at alle bør tænke på den fælles interesse, være fleksible og ikke stædige med hensyn til deres nationale holdninger og f.eks. acceptere en forenkling af sprogordningen.

Vi var også enige om, at vi skulle fremme samarbejdet mellem erhvervslivet og den private sektor. De europæiske teknologiplatforme og fælles teknologiinitiativer er gode redskaber til udvikling af nøgleteknologier. Hvis vi skal gøre fremskridt, er det vigtigt, at EU's syvende rammeprogram vedtages omgående. Programmet bør også være kilde til EU's finansiering af fælles teknologiinitiativer.

Det glæder mig meget, at det på Lahti-mødet blev bekræftet, at Artemis, der er en af de mest avancerede teknologiplatforme, bliver videreført, og at Kommissionens ønske om at gennemføre den som et fælles teknologiinitiativ bliver godkendt. Virksomheder i sektoren investerer enorme beløb i det fælles initiativ. Den finske regering har også foregået med et godt eksempel på dette punkt, for den har givet tilsagn om at bidrage med 70 millioner euro over en syvårsperiode. Alt i alt er Artemis et af Europas største fælles teknologiinitiativer på et meget vigtigt og lovende teknologisk område.

I sidste uge forelagde Kommissionen et forslag til retsakt om Det Europæiske Teknologiske Institut. I Lahti gav vi grønt lys for, at Rådet foretager en hurtig og grundig undersøgelse af forslaget. Jeg betragter det som et meget værdifuldt initiativ, og jeg mener virkelig, at det kunne skabe merværdi for udviklingen af forskningssamarbejdet mellem universiteter og virksomheder.

Endelig vil jeg på dette område nævne standardisering, som vi også berørte på mødet. Som jeg har understreget tidligere, er standardisering meget vigtig for EU-borgernes hverdag. F.eks. betød indførelsen af GSM-standardtelefonerne på europæisk plan, at Europa blev førende på verdensplan på området. Hvis vi i Europa ikke kan blive enige om gode standarder, vil andre fastsætte dem.

Vi ved alle sammen, at innovation kan medføre succes og vækst, men problemet har været, hvordan der skal tages konkrete skridt. De retningslinjer, vi fik i Lahti, vil nu bidrage til, at vi kan skabe et miljø, der fremmer konkurrenceevne.

I vores drøftelse om indvandring stod det klart, at samarbejdsvilje og solidaritet medlemsstaterne imellem er afgørende for, at indvandringsproblemerne kan løses. Det er et anliggende, der angår hele Unionen. Samtidig med at vi kræver hurtig, kortsigtet aktion for at afhjælpe den akutte krise, vi er vidne til, blev det også understreget i vores drøftelser, at der er behov for en sammenhængende og vidtrækkende indvandringspolitik. Politikken bør omfatte både lovlig og ulovlig indvandring. Vi må også gøre mere for at integrere indvandrere.

Det var særligt tydeligt, at det er nødvendigt at samarbejde snævert med afrikanske lande og andre oprindelses- og transitlande. Det pres, der får folk til at forlade deres land, kan bedst afhjælpes ved at fremme udviklingen i Afrika og andre steder.

Mødets deltagere gav deres fulde støtte til det arbejde som EU's Grænseforvaltningsagentur udfører, og det blev erkendt, at der kræves flere ressourcer til at følge op på dets arbejde.

Der blev også talt om, hvor vigtigt det er at udvikle vores beslutningstagningssystem, så EU kan reagere hurtigt og mere effektivt på presserende problemer.

Mange tak for Deres stærke og velovervejede bidrag i Lahti, hr. formand. De gjorde det helt klart, at Europa-Parlamentet ønsker mere effektiv beslutningstagning på området for retlige og indre anliggender. Det finske formandskab deler dette synspunkt fuldt ud.

(Bifald)

Ministrene for retlige og indre anliggender og udenrigsministrene vil tage indvandringsspørgsmålet op igen. Vi vender tilbage til det på Det Europæiske Råd i december.

I Lahti talte vi også om den alvorlige situation i Sudan/Darfur. Vi gav udtryk for vores dybe bekymring over den humanitære situation og menneskerettighederne i Darfur. Som repræsentant for Rådets formandskab vil jeg overbringe dette vigtige budskab til den sudanesiske præsident. Vi må vedblive med at lægge pres på den sudanesiske regering for at få den til at bringe kamphandlingerne til ophør, give FN mulighed for at iværksætte en fredsbevarende operation og indlede forhandlinger med oprørerne.

De uformelle drøftelser med den russiske præsident, Vladimir Putin, var overordentligt befordrende for udviklingen af vores strategiske partnerskab. Det kræver vilje til at samarbejde og drøfte alle spørgsmål. Partnerskabet bør ikke ses som en stillestående, men som en løbende proces. Vi mener, at et ægte og varigt partnerskab skal bygges på fælles værdier.

Hr. formand, jeg vil gerne takke Dem for Deres bidrag til vores debat under middagen og for den støtte, som De gav udtryk for i forbindelse med dette afgørende spørgsmål. Værdier er grundlaget for alt.

I vores drøftelser med præsident Putin talte vi om, hvordan vi kunne fremme målene med energisamarbejdet gennem en ny aftale. Vores forhandlinger vil også bane vejen for topmødet mellem EU og Rusland i november. Det er planen, at der skal indgås en aftale på topmødet i Helsinki om indledning af forhandlinger om en ny og omfattende pagt mellem EU og Rusland.

Hvad angår internationale anliggender, blev vi enige med præsident Putin om, at vi skulle forsøge at indlede et tættere samarbejde mellem EU og Rusland. De seneste begivenheder i Iran, Nordkorea og Mellemøsten har med al tydelighed vist, at der er behov for et tættere samarbejde.

Under middagen bragte jeg det chokerende mord på journalisten Anna Politkovskaja på bane. Jeg sagde til præsident Putin, at borgerne i medlemsstaterne frygtede, at situationen vedrørende tale- og ytringsfriheden i Rusland var blevet værre. På EU's vegne sagde jeg, at dette mord, som havde chokeret os alle dybt, bør efterforskes, og at de ansvarlige bør retsforfølges. Jeg nævnte også vores bekymringer over Tjetjenien.

Forbindelserne mellem Rusland og Georgien blev også bragt på bane. Jeg sagde til præsident Putin, at EU var bekymret over de stigende spændinger, og at EU var rede til at bidrage til at finde en løsning på krisen.

Vi opbygger et strategisk og konkret partnerskab med Rusland over en meget bred front inden for rammerne af de "fælles rum". De vigtigste emner under Finlands formandskab er energi, miljø, transport, retlige og indre anliggender og menneskerettigheder.

EU må kunne tale til sine partnere med én stemme. Delte og splittede er vi svage. Vi vil ikke kunne varetage vores interesser og fremme de værdier, som EU bygger på. I Lahti formåede vi at vise præsident Putin, at EU er fast og forenet i sine holdninger. Som repræsentant for Rådets formandskab er jeg stolt af denne bedrift, og jeg mener, at vi har gjort fremskridt i vores forbindelser med Rusland. Det betyder ikke, at Rusland er enigt med os i alting. Vi havde faktisk en lang diskussion, hvor præsident Putin besvarede vores spørgsmål udfyldende og også søgte efter svagheder i EU's aktioner. Det er vi vant til med Rusland, det er et led i en almindelig dialog.

Det afgørende er nu, efter mødet i Lahti, hvordan vi omsætter ord til handling og kommer videre med de ting, vi drøftede. Vi er afhængige af de forberedende kanaler, som vi normalt anvender.

Størstedelen af arbejdet vil blive udført i Rådet på grundlag af initiativer fra Kommissionen. I mange spørgsmål vil vi trække på de politiske retningslinjer, som vi har fået, i de resterende uger af vores formandskabsperiode. Europa-Parlamentet vil også spille en central rolle for, at det, der blev aftalt i Lahti, bliver ført ud i livet hurtigst muligt.

Tak for denne mulighed for at forelægge resultaterne af det uformelle møde mellem stats- og regeringschefer i Lahti for Dem. Jeg skal med glæde besvare de spørgsmål, som min redegørelse måtte have givet anledning til.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Statsminister Vanhanen har forelagt en grundig redegørelse for resultaterne af det uformelle Europæiske Råd i Lahti i fredags for Dem. Jeg vil fokusere på nogle få ting.

Lahti-topmødet skal betragtes som et led i en proces. Som bekendt har vi sagt, at vi skal fremme integration gennem praktiske, konkrete aktioner, og det har vi gjort sammen med Parlamentet og Rådet. Vi har fastsat en ambitiøs dagsorden om f.eks. sikkerhed, energi og forskning, og nu må vi gennemføre den. Det var netop det, vi gjorde i Lahti.

Hvad for det første angår innovation, er alle enige om, at innovation er vigtig, og at Europa er bagefter. Der er enighed om nødvendigheden af mere støtte og flere incitamenter til innovation og færre barrierer for innovatører. Det er blevet støttet af Det Europæiske Råd og i beslutninger fra Parlamentet. Det, vi havde brug for, var nogle klare, praktiske skridt til at vise, at Europa var rede til at føre an, og det fik vi i Lahti.

Hvad f.eks. angår fælles teknologiinitiativer, blev vigtige projekter som Artemis-programmet om indlejrede computere bremset som følge af mangel på nationale midler. Nu har vi nogle klare tilsagn om direkte støtte.

Hvad angår procedurer til fastsættelse af europæiske standarder for produkter, har vi en aftale om, at disse skal fremskyndes. Jeg mener også, at der sker fremskridt, hvad angår intellektuel ejendomsret, herunder patenter, og Kommissionen vil gå videre med det inden årets udgang.

En vigtig ting er, at Kommissionen fik grønt lys til Det Europæiske Teknologiske Institut (ETI). Jeg er taknemmelig over den støtte, jeg fik fra alle de medlemmer, der argumenterede for ETI under mødeperioden for to uger siden. Der er stigende enighed om, at ETI vil gøre Europa førende inden for innovation. Vi får entusiastisk støtte alle steder fra i det europæiske erhvervsliv og forskningsmiljø.

Parlamentets opmærksomhed på dette vigtige initiativ har bidraget stærkt til den nærmere udarbejdelse af forslaget. Nu vil der naturligvis være forhandlinger om enkeltheder, herunder budgettet. Jeg glæder mig til at samarbejde med Dem og Rådet om hurtigt at få vedtaget forordningen. Jeg mener, at ETI kan blive et flagskib i topklasse inden for europæisk innovation. Vi bør anmode ETI om at prioritere de store udfordringer i form af klimaændringer og alt vedrørende miljøvenlige energikilder højest. Det er en vigtig opgave for os som samfund. Vi må anmode Europas forskningsmiljø om at hjælpe os med at løse disse problemer, så vi kan vedblive med at føre an inden for det, der kan være det 21. århundredes største udfordring.

Det andet vigtige emne i debatten var energi. Kommissionen havde i snævert samarbejde med formandskabet fastsat tre praktiske tiltag, og vi fik støtte til dem alle tre.

For det første var Det Europæiske Råd enigt i, at vi burde intensivere vores energiforbindelser med vores naboer, navnlig producenter som Rusland, Norge og Algeriet og vigtige transitlande som Tyrkiet og Ukraine.

For det andet gik Det Europæiske Råd ind på at oprette et netværk af energikorrespondenter, som også vil sikre, at vi er bedre forberedt på uventede stød for vores energiforsyning.

For det tredje aftalte Det Europæiske Råd en specifik fælles tilgang til Rusland. Vi gjorde det klart over for præsident Putin, at vi ønskede en tæt energiforbindelse med sådan en vigtig partner, men den forbindelse skal være baseret på de principper, som Rusland allerede tilsluttede sig på G8-topmødet, som Rusland var vært for i år, og energichartret, nemlig gennemsigtighed, retsstatsprincippet, gensidighed og ikkeforskelsbehandling samt markedsåbning og markedsadgang. Disse principper gælder for energi, men ikke kun for energi. De er nødvendige for at øge den gensidige tillid og de investeringer, der er afgørende for en langsigtet forbindelse.

Budskabet var endnu stærkere, fordi vi stod sammen. I Lahti var der en klar følelse af solidaritet, en opfattelse af, at EU vil optræde som en enhed, og at vores russiske partnere skal give europæerne de samme garantier for sikkerhed, uanset hvilken medlemsstat det drejer sig om. Statsminister Vanhanen talte på vegne af hele Det Europæiske Råd, da han informerede om vores generelle forbindelser med Rusland, og jeg var stolt over, at jeg var blevet bedt om at tale om energispørgsmål.

Det var vigtigt for det møde og for Lahti-topmødets succes, at alle Det Europæiske Råds medlemmer klart støttede formandskabets og Kommissionens erklæringer. Solidaritet er vigtigere end nogensinde. Solidaritet og sammenhæng er mere end nogensinde nøgleordene for EU.

Det fortsatte arbejde med energispørgsmål inden for rammerne af vores nye globale aftale med Rusland vil bidrage til at sikre, at denne fælles tilgang fastholdes. Kort sagt når budskabet ud: Energi er et europæisk anliggende og kræver europæiske løsninger. Der er en stigende erkendelse i Rådet af noget, som De i Parlamentet har vidst i lang tid, nemlig at EU spiller en vigtig rolle for, at der kan skabes energisikkerhed, og at klimaændringerne kan håndteres ved hjælp af energipolitik. Det varsler godt for den energipakke, som Kommissionen forelægger i januar.

EU må ikke begrænse sine forbindelser med Rusland til energi. Under middagen med præsident Putin rejste EU andre spørgsmål om menneskerettigheder, handel, visa, kultur og generelle internationale problemer. Vi talte om følsomme anliggender som Georgien. Statsminister Vanhanen gentog EU's bekymring over mordet på Anna Politkovskaja, som kom så tydeligt til udtryk under vores foregående debat i Europa-Parlamentet. Når vi forhandler om en ny global aftale med Rusland, må denne bredde i emnerne fastholdes. Det er det, der kendetegner en omfattende aftale.

For det tredje var der i Lahti en kort, men vigtig debat om indvandring. Også her var der stor enighed om, at dette var et fælles problem, der krævede en fælles løsning. Jeg forklarede, at Kommissionen i de kommende uger vil stille forslag til, hvordan søkontrollen ved Unionens sydlige grænser kan forbedres. Vi vil også ajourføre den samlede migrationsstrategi forud for Det Europæiske Råd i december og arbejde på at løse problemet ved kilden under konferencen om migration og udvikling mellem Europa og Afrika i næste måned.

Vi kan imidlertid gøre langt mere på dette område, hvis der er politisk vilje og beslutsomhed til at give os de fornødne redskaber og ressourcer. Vi mener især, at vores beslutningstagningssystem bør tilpasses. Det kan vi allerede gøre under de gældende traktater. Vi kan ikke blive ved med at vente så længe på beslutninger, der meget ofte blokeres på grund af bestemmelsen om enstemmighed. Lad os være ærlige: Det er helt absurd, at vi i et fælles område med fri bevægelighed stadig af og til må forholde os til 25 migrationspolitikker. Vi må have en europæisk migrationspolitik.

(Bifald)

Endelig blev Darfur også drøftet. Jeg er stadig fast besluttet på, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre endnu en humanitær katastrofe.

Derfor var Lahti endnu et pejlemærke på vores kollektive vej til at forberede europæerne på globalisering. Vi vil ikke lade os lede bort fra den vej. Borgernes forventninger til et Europa med praktiske resultater stiger. Vi må vedblive med at leve op til forventningerne. Jeg takker hr. Vanhanen for hans glimrende ledelse og det finske formandskab for vores snævre samarbejde. Jeg håber, at det varer ved til formandskabets afslutning og længere endnu. Sådan opnås der praktiske resultater for Europa.

(Bifald)

  Ville Itälä, for PPE-DE-Gruppen - (FI) Hr. formand, hr. statsminister Vanhanen, hr. kommissionsformand Barroso! Når vi vurderer Lahti-mødets succes, må vi naturligvis arbejde ud fra, at dets resultater er anbefalelsesværdige. Det varslede ikke godt for topmødet. Mange aviser og især velanskrevne Financial Times tegnede på forhånd et meget dystert billede af mødet ved at give udtryk for, at der var en stor risiko ved at invitere den russiske præsident Putin med, fordi EU er delt og splittet i spørgsmål om energi og russisk politik. Der stod i avisen, at dette bare ville blive en sejr for præsident Putin. Tingene faldt imidlertid anderledes ud. Det var godt at se de europæiske ledere optræde samlet og tale solidarisk under middagen.

I de taler, som jeg har holdt her, har jeg selv sagt, at EU bør have en forenet, enstemmig og langsigtet politik for Rusland. Nu er de første skridt taget. Dette vil vise offentligheden, at EU også er i stand til at handle i vanskelige situationer.

Vi er naturligvis nødt til at erkende, at der stadig er langt igen, før tingene bliver konkrete, og Rusland ratificerer energichartret, som vil åbne markedet og forpligte til overholdelse af fælles regler. Selv om dette var et lille fremskridt, var det et vigtigt skridt til en ensartet, langsigtet politik for Rusland.

Det var også vigtigt, at vi vovede at tale åbent om menneskerettighederne og mordet på Anna Politkovskaja og ikke undveg problemet. Vi kan ikke ofre menneskerettighederne på energipolitikkens alter.

Drøftelserne med præsident Putin var også åbenhjertige, selv om han ikke ændrede standpunkt. Det var der nok heller ingen, der havde forventet. Samarbejde kan kun bygge på gensidig tillid og fælles vilje. Nu er der banet vej for øget samarbejde om energi og andre ting.

Det, jeg savnede under arbejdsmiddagen med hr. Putin, var en drøftelse af spørgsmål vedrørende Baltikum. Dette ville have været en glimrende lejlighed til at tage problemerne omkring Østersøen op med Rusland. Jeg ved naturligvis godt, at man ikke kan nå at tale om alt under en middag. Som generel konklusion på Lahti-topmødet vil jeg sige: "Godt klaret, hr. Vanhanen".

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil godt starte med en bemærkning til den russiske præsident Putin, som spillede en fremtrædende rolle i hr. Vanhanens og i Deres tale, hr. formand for Kommissionen.

Det må have været en aften med ham, som gjorde et stærkt indtryk. Når jeg hører beretningerne og også læser om det, var det et rigtig godt møde med præsident Putin. Jeg synes, at det er godt, at hr. Putin er så åben. Jeg har ikke nogen problemer med det, og det har min gruppe i øvrigt heller ikke. Jeg vil gerne understrege, at kommentarer fra hr. Putin til parlamentsformandens, hr. Borrell Fontelles, tale hædrer os. Det viser, at han i det mindste har lyttet efter. Vi ved jo aldrig, om alle hører efter, men tilsyneladende har Putin hørt efter.

De bemærkninger, som han havde til denne tale, må vi imidlertid afvise, da de har sårende karakter, for formanden for Parlamentet taler på vegne af hele Parlamentet og, hr. formand, vi takker Dem for Deres redegørelse.

(Bifald)

For det andet er det en god ting, når præsident Putin taler om, hvad han synes om Italien, og en god ting, når han taler om, hvad han kan kritisere ved Spanien. Jeg mener, at det er godt, fordi det europæiske samfund er et åbent samfund. I vores samfund kan enhver fremsætte den kritik, som han ønsker. Dette forhold adskiller vores samfund fra det russiske, for her et det netop ikke tilladt at kritisere alt og alle.

(Bifald)

Derfor er en åben meningsudveksling med præsident Pujtin frugtbar. Og derfor siger vi også, at det, der foregår i Tjetjenien, ikke er rigtigt, og at det skal fordømmes, når menneskerettighederne overtrædes og mennesker ydmyges. I øvrigt er der også russere, også soldater fra den russiske hær, som bliver uværdigt behandlet dér. Det er naturligvis fuldstændig klart, og i beslutningsforslaget om fru Politkovskajas død vil vi give udtryk for, at man ikke kan tale om et velfungerende demokrati, når journalister må frygte for deres liv, hvis de rapporterer om misforhold i deres eget land. Det ligger helt fast!

Derfor er vores åbne meningsudveksling med præsident Putin og med alle russere, og med russiske politikere, som vi møder på vores vej, en del af vores forståelse af, hvordan det er at omgås partnere. Vi kritiserer også det, der sker i USA. Vi tillader os at kritisere, hvad der sker andre steder i verdenen, ligesom vi også selv kan blive udsat for kritik.

Derfor stiller jeg mig også kritisk over for talerne af hr. ministerpræsident Vanhanen og af hr. kommissionsformand, hvor der blev afgivet mange flotte løfter. Det lød alt sammen helt utroligt! De er selvfølgelig bekendt med dette, da jeg siger det i alle taler, som jeg holder om disse redegørelser. Fremragende! Super! Hvis alt det bliver gennemført, som De fortæller os her, vil Europa virkelig blive et sandt eldorado for teknologi, dannelse og uddannelse. Vi bliver det førende vidensbaserede samfund i det 21. århundrede, og for min skyld også gerne i det 22. århundrede. Super! Fremad - altid fremad! Men på et eller andet tidspunkt skal De altså også levere varen!

Så meget for redegørelserne. Fantastisk! Bortset fra, at - og dette gælder ikke mindst Dem, hr. kommissionsformand, som ikke bare stiller de rigtige forslag, men også forsøger at arbejde hen imod disse mål - De i Rådet, hr. Vanhanen, og stats- og regeringscheferne nødvendigvis skal gennemføre det, som I siger om energipolitikken, i de nationale energiplaner.

(Bifald)

Og, mine damer og herrer, den som ikke vil være afhængig af den russiske energi, må sætte en stopper for energispildet i Europa, i USA og i industrilandene. Den, som ønsker at begrænse klimakatastrofen, må reducere CO2-udslippet! Det løses imidlertid ikke med den russiske naturgas, men med større energieffektivitet, og det løses med mere vedvarende energi, det løses med energianlæg, med kraftvarmekobling og med kraftværker, som har den højeste energieffektivitet. Til dette formål har vi i øvrigt brug for mere teknologi. Her sluttes kredsen, og vi er igen tilbage ved Lissabon-processen. For, hvis vi har teknologien, skal vi investere i borgernes hoveder, dvs. i universiterne.

Det er alt sammen rigtigt. Hver gang starter vi forfra med at drøfte de samme ting, og vi kommer med de samme meldinger, og hver gang holder jeg den samme tale. Den er heller ikke ny, for jeg har holdt den adskillige gange i modificeret form. Jeg har heller ikke lyst til at kede mig, ikke engang over mine egne taler. Derfor opfordrer jeg til, at meldingerne i Kommissionen og Rådet omsider bliver fulgt op af handlinger!

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Der er ingen beslutning at diskutere i dag. På den anden side var der heller ingen konklusioner fra topmødet. Dermed vil jeg ikke sige, at den slags begivenheder ikke er umagen værd. Tværtimod er behovet for øget aktivitet på europæisk plan så stort, at Unionen kunne og burde holde fire formelle topmøder hvert år, som det hjemles i Nice-traktaten.

Hvad var på menuen i Lahti? Hr. statsminister, jeg tænker ikke på artiskoksuppen eller den stegte gås, som De serverede til middag, og som viste, at De kan fortrænge prosciutto di Parma, men på ETI og de europæiske patenter, energisikkerhed, indvandring og forbindelserne med Rusland - strategiske emner, der kræver nøje overvejelse, men også strategiske beslutninger, som fremhæver nødvendigheden af sammenhængende politisk beslutningstagning.

Hvad er formålet med et europæisk teknologiuniversitet, der frembringer innovative idéer, hvis vi som Union ikke formår at blive enige om et hurtigt og nemt patentregistreringssystem? Hvilke håb er der for en fælles klimaændringsstrategi, hvis vi ikke er villige til sammen radikalt at ændre vores mønstre for energiforbrug og energiproduktion? Og hvordan er mulighederne for en fælles indvandringspolitik, hvis vi ikke udformer udviklings- og handelspolitikker, der kan afhjælpe den tyngende fattigdom og elendighed? Stribevis af grønbøger og handlingsplaner viser vejen, men som hestene i ordsproget, kan medlemsstaterne ledes til vandet, men ikke tvinges til at drikke. Det er grunden til, at Europa ikke fungerer, og det er grunden til, at vi må have mere og ikke mindre Europa.

Min gruppe glæder sig over, at Parlamentets formand, hr. Borrell, statsminister Vanhanen og de øvrige regeringsledere rejste spørgsmålet om mordet på Anna Politkovskaja. Hvis invitationen til præsident Putin og den offentlige omtale, han fik, får mange af os til at føle os ilde til mode, kan det finske formandskab og den finske præsident ikke bebrejdes noget. Fejlen blev begået, da præsident Putins Rusland fik tilbud om at tiltræde Europarådet og G8, før retsstatsprincippet var fast forankret i dets kultur.

Hr. Putin, "mafia" er ikke et russisk udtryk, men organizovanniye zhuliki er for ofte vores indtryk af Deres land.

EU bør ikke undertegne nogen partnerskabs- og samarbejdsaftale med Rusland, før friheden, gennemsigtigheden og retsstaten er etableret sideløbende med den retssikkerhed for investorer, der er en følge deraf.

(Bifald)

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Topmødet i Lahti viste meget tydeligt, at indsatsen på den internationale scene og de indenrigspolitiske beslutninger hænger tættere sammen end nogensinde.

Efter vores mening er støtten til det demokratiske Rusland og til dem, der ligesom Anna Politkovskaya kæmpede og kæmper imod det autoritære sidespor, som Putins regime er kommet ud på, helt i tråd med forsøget på at sikre vores kontinents energiforsyning, respekten for Kyoto-protokollen og indførelsen af energieffektivitet og vedvarende energi.

At lægge et tavshedens slør over massakrerne i Tjetjenien, lukningen af over 90 ikkestatslige organisationer, vilkårlige retssager, bestilte mord og tiltagende korruption for at opnå gas er ikke nogen fornuftig strategi. I den forbindelse vil vores gruppe gerne lykønske hr. Borrell Fontelles, selv om vi venligt, men bestemt må give udtryk for vores uenighed med ham og den finske regering, når de støtter en genoptagelse af atomenergi. Hvad enten vi kan lide det eller ej - og det kan vi tydeligt se i Irans tilfælde - er der en klar forbindelse mellem udbredelsen af atomvåben og en såkaldt fredelig brug af atomenergi. Derfor må der ikke finde nogen byttehandel sted med rettigheder og energi.

Begivenhederne i Ukraine og senest i Georgien viser, at fredsskabelse ikke gør Putins pålidelighed større, men kun gør ham fastere besluttet på at handle i hans magtgruppes interesse alene. Vi har allerede spildt en masse værdifuld tid med dette spørgsmål, og derfor må vi ikke gå glip af den vigtige lejlighed, som partnerskabsaftalens udløb ved årets udgang er. Vi vil gerne sige allerede nu, at vi er absolutte modstandere af et hvilket som helst forsøg på at fjerne betingelserne, og det gælder navnlig menneskerettighedsklausulen i denne aftale.

Vi skal udarbejde en strategi, hvor vi satser på at gøre forbruget mere bæredygtigt og reducere den frygtelige ineffektivitet i transport, byggeri og elektricitetssystemer, og hvor vi også satser stærkt på vores virksomheders ekspertise, når det gælder udviklingen af vedvarende energi. Det er den bedste måde at mindske vores afhængighed og fremme freden, nedrustningen og demokratiet på.

Jeg vil ligeledes gerne sige et par ord om et andet meget vigtigt spørgsmål, som man var inde på, nemlig indvandringsspørgsmålet. I den henseende tror jeg, at der er tale om en barriere mellem Rådet og medlemsstaterne, eftersom de hidtil ikke har været i stand til at tage spørgsmålet op om en regulering af den lovlige indvandring eller til at forhandle sig frem til og sørge for EU-finansiering af nogle ordentlige samarbejdsaftaler, som virkelig hjælper udviklingslandene, så de ikke er tvunget til at sende deres bedste kræfter til vores lande, og som sikrer, at EU-politikkerne - navnlig landbrugs- og fiskeripolitikken - ikke har en ødelæggende effekt, der ikke fører til andet end endnu flere mennesker på bådene langs kysterne i deres og vores lande.

(Bifald)

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand, hr. statsminister, hr. kommissær! Der blev oprindeligt indkaldt til det uformelle møde i Lahti for at drøfte EU's konkurrenceevne og innovationspolitik. Dette møde kommer ikke til at efterlade sig noget spor af disse emner i EU's historie.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, blev inviteret til Lahti for at spille solo med EU's orkester. Folk ønskede at tale med ham om energi. Samtidig var det en lejlighed til at tale om menneskerettighederne i landet. Menneskerettigheder og mediefrihed kan ikke tilsidesættes, når der skal overvejes en politik for Rusland. Det er ikke desto mindre umuligt at nå til enighed med landet om disse spørgsmål, ligesom det er umuligt for en vis anden supermagt på den anden side af Atlanterhavet at blive enig med nogen som helst om at stoppe torturen af krigsfanger eller at stille amerikanske statsborgere for Den Internationale Domstol i Haag for krigsforbrydelser.

Præsident Putin ønsker et strategisk partnerskab for EU og Rusland. Det minder en om det strategiske partnerskab mellem NATO og Rusland og de institutionelle løsninger, der er vedtaget for det. Inden for disse rammer er Rusland rede til at føre en dialog om energi og vil endog forpligte sig i henhold til et retligt bindende instrument. Det var imidlertid uklart, om dette ville betyde, at markederne blev åbnet fra begge sider eller kun i en retning. Og hvis det kun er i en retning, hvilken vil det da være? Lahti gav ikke svaret, og det bliver drøftet igen på topmødet mellem EU og Rusland i november. Lahti-topmødet var en slags prøve på det.

Det land, der har formandskabet, dvs. Finland, modtager billigere gas fra Rusland end andre EU-lande. Elektricitet til industrien og husholdningerne i Finland er blandt de billigste i Europa. En harmonisering af elektricitetsmarkederne i EU ville føre til stigende elektricitetspriser i det land, som statsminister Vanhanen repræsenterer, mens statsministrene i nogle lande helt sikkert ville glæde sig over en fælles energipolitik af den art.

Hr. Vanhanens regering brugte Lahti-topmødet til at opnå støtte fra de øvrige EU-lande til prisstigninger på elektricitet og til at dække over den elendige forfatning, som demokratiet befinder sig i, så det finske parlament på regeringens forslag ser sig nødsaget til at ratificere en forfatning, der faldt til jorden i folkeafstemninger, som andre EU-lande afholdt. Alle de europæiske føderalister er begejstrede over det, men det er ikke demokrati. EU's elite taler muligvis med én stemme i dag, men den lytter ikke til borgerne.

FORSÆDE: Jacek Emil SARYUSZ-WOLSKI
Næstformand

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg takker statsminister Vanhanen og kommissionsformand Barroso for deres redegørelser her i formiddag. Jeg vil blot sige to ting, som jeg allerede har nævnt for statsministeren, men måske kunne kommissionsformand Barroso også have gavn af at høre det.

Parlamentets flertal er enigt i og støtter, at der er brug for Det Europæiske Teknologiske Institut, men hvad bliver der gjort for at oprette det? Vi kan tale om det gang på gang, men der skal gøres noget, for at det kommer i gang, så innovation og forskning i Europa tilføres noget væsentligt.

Hvad for det andet angår hele patentområdet, er det nødvendigt, at de idéer og kreationer, der udspringer af den innovative strategi og politik, beskyttes. Ellers vil alle forskningsmidler, alle forskere, alle kandidater med doktorgrad flytte til USA, Japan eller andre steder, hvor deres idéer beskyttes, og der foretages større investeringer.

Det er efter min opfattelse de to vigtigste betingelser for at gennemføre Lissabon-strategien i fremtiden.

Jeg lykønsker statsminister Vanhanen. Selv om alle sagde, at De ikke kunne få Europa til at tale med én stemme til Rusland, opnåede De det. Tillykke med det.

  Godfrey Bloom, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg skal begynde. Energi er enhver nationalstats livsblod, og jeg er naturligvis sendt hertil for at repræsentere en nationalstat.

Jeg mener, at det er meget vanskeligt for Det Forenede Kongeriges befolkning at acceptere, at deres energipolitik grundlæggende skal fastlægges af udlændinge. Der er stadig nogle, som husker, hvordan vi måtte udkæmpe Slaget om Atlanterhavet, og vi har været nødt til at balancere på en knivsæg for frihed, fordi kontinentale lande tilsyneladende finder det umuligt at leve sammen.

Tanken, idéen eller begrebet om, at Det Forenede Kongeriges energi muligvis kunne kontrolleres af en eller anden aftale med en gangster som hr. Putin, er fuldstændig grotesk. Det er helt vanvittigt at forvente noget af et stykke papir, som hr. Putin har underskrevet, ligesom vi heller ikke ville forvente noget af et papir underskrevet af Adolf Hitler. Manden er gangster. Hvis De forventer, at Det Forenede Kongeriges befolkning indgår en eller anden aftale om sit livsblod, selve nationalstatens livsblod, og baserer den på mennesker, der ikke har nogen grundlæggende interesse i Det Forenede Kongeriges velfærd, kan jeg fortælle Dem, at det ikke kommer til at ske.

Vi må også begynde at sige sandheden. Der synes at være en eller anden abstrakt opfattelse af vedvarende energi her. Det er en videnskabelig kendsgerning, at størstedelen af vores vedvarende energiteknologi ikke fungerer. Vindmølleparker er absurde. Enhver uvildig forsker vil fortælle Dem, at det er helt hen i vejret at forvente, at Det Forenede Kongerige producerer den mængde energi, som EU synes at kræve - 20 % fra en vedvarende energikilde - ved hjælp af vindmølleparker. Vi må begynde at sige sandheden til folk. Vi har endnu ikke teknologien til vedvarende energi. Lad os sige det ærligt, men ærlighed er jo noget, som vi undgår her i Parlamentet!

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Jeg vil indlede med at takke hr. Borrell for, at han i Lahti gjorde det klart over for præsident Putin, at EU ikke vil give afkald på menneskerettighederne til fordel for energi. Denne betydningsfulde erklæring blev også fremsat på mine vegne, og jeg mener, at den også blev fremsat på vegne af alle de polske medlemmer af Europa-Parlamentet og naturligvis på vegne af alle parlamentsmedlemmerne fra de nye medlemsstater.

Hr. Borrell forsvarede sammen med Polens præsident og Letlands, Danmarks og Sveriges statsministre Europas ære. Vi må se vores russiske partnere i øjnene, når vi taler om menneskerettigheder. Vi kan ikke tolerere dobbelte standarder, dvs. vi kan ikke insistere på respekt for menneskerettighederne, men kun i de lande, som vi tilfældigvis ikke handler med. Et forenet Europa er mere end et spørgsmål om økonomi og forretninger. Det er også et værdisystem, der bør ligge os mest på sinde hele tiden og ikke kun, når det passer os. Når vi indgår nødvendige og vigtige forretningsaftaler med Rusland, gør vi klogt i at huske det, som Lenin, den arketypiske russiske politiker, sagde, nemlig at "kapitalisterne vil sælge os det reb, som de skal hænges i".

I går spurgte nogle polske journalister mig, om Lahti-topmødet ville markere et vendepunkt i forbindelserne mellem EU og Rusland. Jeg ved det ikke. Måske. Hidtil har de enkelte medlemsstater i EU foretrukket at forhandle med Moskva hen over hovedet på de andre. Hr. Schroeder omfavnede hr. Putin, hr. og fru Blair havde det pragtfuldt sammen med hr. og fru Putin, hr. Berlusconi roste den russiske leder i høje toner, og præsident Chirac fik tårer i øjnene, da han talte om præsidenten for Den Russiske Føderation. Det rækker. EU må forene sig.

  Camiel Eurlings (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil allerførst som formand for Delegationen til Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Rusland takke for, at det finske formandskab lagde så stor vægt på vores partnerskab med Rusland.

Dette partnerskab kan være i begge parters interesse. Som statsministeren sagde, kunne vi støtte hinanden indbyrdes i at opnå gode diplomatiske forbindelser i Mellemøsten. Hvis vi var fælles om principperne om demokrati, ville det være den bedste garanti for stabilitet i vores bilaterale forbindelser. Desuden har vi brug for hinanden både økonomisk og på energiområdet. Dette partnerskab kan kun fungere, hvis det er baseret på fælles principper, ligevægt og en grundlæggende tillid. Jeg har nogle få kommentarer til disse spørgsmål efter det uformelle topmøde.

Det skal stå helt klart, at boykotten af Georgien og behandlingen af georgiere i Rusland er uacceptabel. Dette er led i en indblandingsstrategi fra Ruslands side, der også sås i Belarus og Ukraine. Det skal stå klart, at europæiske principper betyder, at vores fælles naboer har deres egen suverænitet, når de skal afgøre deres fremtid.

For det andet er mordet på Anna Politkovskaja den seneste af en lang række hændelser, hvor mindst 19 journalister er forsvundet eller er blevet dræbt, siden hr. Putin blev præsident. Jeg bifalder Dumaens erklæring og hr. Putins udtalelser, men det eneste, der virkelig vil overbevise os, er, hvis drabsmændene bliver stillet for en domstol og dømt. Desuden ville Dumaen og præsidenten være endnu mere overbevisende, hvis de erklærede sig indforstået med foranstaltninger, der ville øge den begrænsede pressefrihed.

For det tredje blev det omdiskuterede spørgsmål om økonomisk samarbejde rejst. Her må der være gensidighed. Vi kan ikke have en situation, hvor Rusland ønsker at investere i vores gas- og olieinfrastruktur og endog ønsker at købe en mindretalsaktiepost i Airbus, samtidig med at vores selskaber som Shell og Mobil smides ud af energifelterne i Rusland. Det siger jeg, fordi jeg mener, at Europa må stå sammen om disse principper.

Europa viste for første gang styrke i Finland. Hr. Putin blev sat i defensiven takket være et forenet Europa. Lad dette være en tilskyndelse til at forenes langt mere i fremtiden, for det er den eneste måde, hvorpå dette partnerskab kan være ligevægtigt i begge parters interesse.

Til sidst vil jeg sige, at hvis vi ligesom hr. Schulz mener, at innovationen ikke er vidtrækkende nok, bør vi støtte kommissionsformanden, for han gør et forsøg, og vi må presse vores nationale regeringer til at støtte Kommissionen i at opnå reelle resultater.

Jeg lykønsker hr. Blair og hr. Balkenende med deres initiativ vedrørende klimaændringer. Det fortjener vores fulde støtte.

(Bifald)

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Jeg mener, at topmødet i Lahti betyder et stort skridt fremad. Jeg håber, at den af Dem fremmanede ånd fra Lahti også virkelig - som hr. Schulz sagde - fører konkrete resultater med sig.

Hr. kommissionsformand, De stillede et udenrigspolitisk forslag på det energipolitiske område, som jeg hilser meget velkommen. Jeg støtter det fuldt ud. Jeg beder Dem blot om at stå fast, hvis der igen er nogle lande, som skifter vognbane, fordi de kan mærke, at de måske alligevel ikke ønsker dette fællesskab på energiområdet og med hensyn til den fælles udenrigspolitik. Ligeledes beder jeg hr. Vanhanen om at sige til sine rådsmedlemmer, at det, der er blevet fastsat her - og jeg hører meget positive meldinger fra forhandlingerne i Lahti - nu også skal gennemføres i praksis. Det er den eneste måde, som vi kan forsvare vores interesser på.

Der blev talt om afhængigheden af Rusland. Men vi bør absolut også have in mente, at Rusland også er afhængig af EU, af forbruget af olie og gas, da rørledningerne næsten udelukkende fører i retning af EU. Derfor bør vi så afgjort også gå ind i disse forhandlinger og drøftelser med stolthed og selvsikkerhed og ikke være bange for at berøre bestemte emner. Netop her bør vi fastsætte en gensidig afhængighed, som naturligvis inkluderer de regioner, som De nævnte, hr. kommissionsformand, og som vi ikke bør glemme, f.eks. Ukraine eller andre lande i Sortehavsområdet og især Tyrkiet. Dem skal vi også formulere en fælles politik med. Så vil vi kunne opnå et reelt partnerskab med Rusland.

Hvad angår disse stridspunkter, må vi ikke glemme, at vi i forholdet til Rusland, især i den fremtidige partnerskabsaftale, også har brug for en klar mæglingsprocedure. I forbindelse med konflikter, som der altid kan forekomme, og som vi heller ikke vil kunne forhindre i fremtiden, skal der være en mæglingsprocedure ligesom i WHO, således at vi i sidste ende kan løse disse ting i fællesskab eller via en uafhængig forligsmægler.

Vores mål er partnerskab. Som hr. Schultz allerede var inde på, er det klart og entydigt, at Putin er en stærk mand. Mange russere anser dette for at være positivt, men hvis EU kan enes, er det stærkere end Putin. Så kan vi virkelig opnå et godt, korrekt og ligeberettiget partnerskab.

(Bifald)

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Finland er formand for EU i en særdeles vanskelig periode, for stats- og regeringschefer er faktisk grundlæggende uenige om EU's fremtid. Hvad der er endnu værre, er, at nogle af dem ikke engang ved, hvor de vil hen med Unionen.

En prestigiøs gæst kan faktisk i så tilfælde løse problemet. Det skete for præsident George W. Bush, og det er nu også sket for Vladimir Putin. Men i betragtning af Finlands historie, er Finland måske den medlemsstat, der har de bedste forudsætninger for at indlede en åben og udførlig dialog med Rusland.

Jeg vil derfor lykønske Dem, hr. rådsformand, med det uformelle topmødes forløb, og jeg vil også lykønske Dem med den enighed, som De formåede at skabe, både hvad angår energipolitik, og hvad angår Rusland. Jeg kan dog ikke lade være med at sige, at jeg stadig finder det lidt trist, at 25 plus 2 stats- og regeringschefer stimler sammen omkring lederen af en stormagt! Det er mit største ønske, at stats- og regeringscheferne omsider får EU til at blive voksen.

  Claude Turmes (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil allerførst hylde premierminister Blair og premierminister Balkenende, for de bringer Europa fremad, hvad angår klimaændringer, og i dette brev nævnte de netop ikke kernekraft. Kernekraft udgør kun 6 % af vores energi, og den vil dele Europa mere, end den vil bringe os til at tale med én stemme.

Hr. Barroso, jeg mener, at De nu har det historiske ansvar for at forelægge en omfattende energiredegørelse i januar. I den energiredegørelse må vi have et CO2-mål for Europa for 2020. Hvis vi ikke har et CO2-mål for Europa, vil vi ikke have investeringssikkerhed for vores erhvervsliv, og hvad drejer bedre lovgivning sig om, hvis det ikke drejer sig om at samle energi- og klimapolitik i det dokument, som De forelægger?

Energiredegørelsens andet vigtige mål må være at gøre en ende på den oligopolistiske struktur i vores energi- og transportsektorer. Det europæiske erhvervsliv, de europæiske borgere, mister milliarder af euro som følge af manglende konkurrence, og de selvsamme virksomheder forhindrer det innovationsboom, som vi kunne have i disse sektorer. Så længe disse oligopoler ikke er opløst, må vi have specifikke politikker inden for sektorbestemte vedvarende energikilder osv. En sådan strategi er grundlaget for en ekstern energipolitik, og dette er et fredsprojekt for verden, for disse teknologier vil mindske presset på ressourcerne, og det er en forretningsmulighed for Europa.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Det er bekymrende, hvordan de europæiske institutioner bliver stadig mere ufølsomme over for den neoliberale offensivs sociale konsekvenser i form af stigende arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse, usikker og dårlig betalt beskæftigelse. Den såkaldte flexicurity, som man fører i marken, går reelt ikke på andet end at tvinge arbejdstagerne til at opgive deres grundlæggende rettigheder og acceptere stadig mere usikker beskæftigelse.

De foranstaltninger, der er ved at blive gennemført, og andre, der står for, som f.eks. liberalisering og deregulering af tjenesteydelser og nedlæggelse af offentlige tjenester, er ved at tømme den europæiske sociale model for indhold. Det er vi er klart imod. Derfor vokser også protesterne mod denne politik, sådan som det var tilfældet i Lissabon de 12. oktober med den gigantiske demonstration organiseret af det portugisiske fagforbund CGTP, den største siden 1980'erne, med mere end 100.000 deltagere. Er det ikke snart på tide at lytte til disse rimelige protester?

  Mirosław Mariusz Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand! Det er almindeligt kendt, at Lahti-topmødet ikke førte til i et gennembrud. Der skete heller ingen fremskridt af betydning i forhandlingerne med Rusland om energipolitisk samarbejde. Hvad endnu mere beklageligt er, fremstod EU ikke, trods erklæringer om det modsatte, som en enkelt magt, som Rusland var nødt til at tage meget alvorligt. I denne forbindelse bør den holdning, som visse lande, deriblandt Polen, indtog, roses. Det samme gælder den tilgang, som Europa-Parlamentets formand, hr. Borrell, havde valgt. Det er hans fortjeneste, at de nye medlemsstaters - Ruslands naboers - stemme blev hørt i Lahti.

Alt dette er også blevet fortolket som en opfordring til enighed om energipolitik i EU. Det er kun ved at indtage en hård og fast holdning til Rusland, at vi kan gøre os forhåbninger om succes i forhandlingerne om Europas energisikkerhed. Desværre er det ikke alle medlemsstaterne, der har forstået det endnu.

  Mario Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg hørte mange gribende ord til forsvar for menneskerettighederne, og disse ord kom også fra de partier, som i flere årtier fortiede den folkeopstand, der fandt sted i Østlandene, f.eks. i Berlin, Budapest osv. På daværende tidspunkt tav både Europa og disse partier, men nu går de alle sammen ind for menneskerettighederne og sætter Putins Rusland på anklagebænken.

Selv om det er rigtigt, at menneskerettighederne ikke må vige for økonomiske interesser - og det er jeg overbevist om, at de ikke må - skal vi huske, at vores opmærksomhed på og kraftige forsvar for de værdier, som Europa bygger på, og som i dag trædes under fode i Rusland, men også andre steder - i parentes bemærket kunne jeg godt tænke mig at høre de samme gribende ord, når vi taler om krænkelserne af menneskerettighederne i f.eks. Tyrkiet, der er et land, som nogle entusiastisk ønsker straks at optage i EU - ikke må gøre os blinde over for en nødvendighed. Det står klart, at Rusland har lige så meget brug for os til energisamarbejdet, som vi har brug for en økonomisk partnerskabsaftale med Rusland.

Jeg vil gerne påpege, at Putin selv har udtalt, at han ikke forkaster principperne i chartret, men beder om, at der bliver udarbejdet et andet dokument, hvor disse principper medtages og delvist ændres. Det er således en meget klar åbning. De geoøkonomiske og geostrategiske spørgsmål tydeliggør spørgsmålet om aftalen med Rusland. Vi skal nu beskæftige os med denne aftale, som vedrører EU's økonomiske fremtid. Derfor er det nødvendigt med realitetssans, selv om vi selvfølgelig ikke skal gå bort fra at forsvare menneskerettighederne, som under alle omstændigheder også er et pressionsmiddel i den retning, eftersom Putins politik går i retning af en økonomisk nationalisme, der er bekymrende for Europa, og eftersom han er afvisende over for et samarbejde og ophæver kontrakterne med de vestlige virksomheder. Det er en realistisk politik, som vi er nødt til at bakke kraftigt op omkring på en ansvarsfuld måde.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Da jeg lyttede til hr. Bloom fra Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti for nogen tid siden, blev jeg noget overrasket, for jeg troede, at dinosaurerne uddøde for mange millioner år siden.

Jeg vil koncentrere mine bemærkninger om det centrale spørgsmål på Lahti-topmødet, nemlig spørgsmålet om energisikkerhed i Europa og vores fortsatte forbindelse med Rusland.

Den seneste strid mellem Ukraine og Rusland om gasleverancer gav anledning til bekymring for os alle sammen. Der må ikke herske tvivl om, at forbindelsen mellem EU og Rusland er af afgørende betydning, og at den skal styrkes. Vi får brug for Ruslands energiressourcer i de kommende årtier, og Rusland får til gengæld brug for adgang til EU's markeder, hvis det skal kunne udnytte sit økonomiske potentiale. Der står for meget på spil for begge parter til diplomatisk arrogance.

Det glæder mig, at præsident Putin har sagt, at han ønsker at opbygge en forbindelse baseret på fælles værdier. Disse værdier skal omfatte Ruslands faste tilsagn om pluralisme og en demokratisk proces. Hvis det store land skal accepteres som en strategisk partner i de kommende år, må vi europæere kunne være sikre på, at det har de samme værdier og standarder for demokrati og menneskerettigheder, som vi har. På dette tidspunkt bør vi måske tage hr. Putin på ordet og tilskynde ham til at sikre, at demokratiet blomstrer i Rusland. Der er imidlertid nogle, som mener, at den demokratiske proces i Rusland gik i stå for nylig. Jeg håber, at der vil ske en yderligere udvikling i den rigtige retning.

Jeg lykønsker kommissionsformand Barroso med hans udtalelse om, at forbindelsen med Rusland kræver gennemsigtighed, respekt for retsstatsprincippet og gensidighed. Jeg håber, at hr. Putin lyttede.

Jeg var lidt skuffet over menneskerettighedsspørgsmålene. Jeg var skuffet over, at min egen britiske premierminister, som havde udtalt, at han ville rejse disse spørgsmål over for hr. Putin, tilsyneladende ikke gjorde det. Nu må han finde et passende tidspunkt at gøre det på.

Der er ingen grund til at frygte en åben debat om disse spørgsmål. Det er helt nødvendigt for en fremtidig produktiv forbindelse mellem Europa og Rusland.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Uformelle topmøder fører udelukkende til uvirkelige konklusioner. Det er en fantasiverden, en drømmeverden!

Lad os for et øjeblik forestille os, at drømmen bliver til virkelighed. Europa en økonomisk kæmpe. Selv om vi udelukker handelen mellem de 25 medlemsstater, er vi den førende eksportør i verden. Europa er det største mål for direkte internationale investeringer. Uden at medregne sammenslutninger og overtagelser har IBM i 2005 registreret 8.000 investeringer i nye produktionskapaciteter over hele verden, heraf 900 i Kina, 600 i Indien, 1.200 i USA og 3.200 i EU, som således omfatter 40 % af produktionsinvesteringerne i verden.

Ja, Europa har mistet markedsandele, men færre end USA og Japan. Ja, Kina er blevet vores største leverandør, men Europa har fordoblet eksportmængden til Kina. Faktisk foregik 60 % af den kinesiske eksport i 2005 gennem udenlandske selskaber i Kina. Treenighedens lande sælger varer, som de producerer i Kina, til sig selv til stor glæde for de europæiske forbrugere og aktionærerne i multinationale selskaber. Ja, der er for stor arbejdsløshed, selv om vi skaber nye arbejdspladser. De laveste lønninger findes f.eks. i restaurationsbranchen, vagt- og rengøringsselskaber samt mindre virksomheder og håndværksvirksomheder, som ikke er underlagt den internationale konkurrence

Selvfølgelig kunne Europa klare sig bedre, men det kræver, at de ubetydelige personer, der har ledelsen, gennemfører deres egne beslutninger og investerer i innovation, forskning og transeuropæiske net. EU skal have et egentligt budget, som gør det muligt at støtte hurtig integration af de nye medlemmer og således at gennemføre et indre marked, hvor vi alle oplever mere vækst. Hvis regeringscheferne endvidere levede op til deres egen underskrift, ville vi måske få en ny energitraktat for Europa. Hvis man på topmøderne ikke længere traf uvirkelige beslutninger, kunne kommissionsformand Barroso oprette et europæisk teknologisk institut, som er forsynet med reel finansiering.

Hr. Vanhanen! Skal alt dette blive ved med at være en drøm?

  Lena Ek (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder EU's fælles forhandlinger og drøftelser med Rusland om menneskerettigheder, retsstatsprincippet, mordet på Anna Politkovskaja og andre journalister i Rusland og naturligvis energi.

Der er et gammelt russisk ordsprog, som siger: "Du skal elske din næste, men lad ham ikke narre dig." De aktuelle energiforhandlinger med Rusland skal være baseret på gensidighed, retsstatsprincippet og gennemsigtighed. Det, der for øjeblikket sker i Rusland på energiområdet, er imidlertid det stik modsatte af dette, og det må vi tage til efterretning. Dette viser også, at en fælles europæisk energipolitik er helt påkrævet, ikke bare af hensyn til forsyningssikkerheden, men også med henblik på bekæmpelse af den globale opvarmning. Vi skal inden længe forhandle om emissionshandelsordningen med Rusland, som har undertegnet Kyoto-protokollen. Det bliver den sande prøve på både EU's sammenhold og på, hvad Rusland ...

(Formanden afbrød taleren)

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Det kan være svært at forbinde europæisk energisikkerhed med vores europæiske grundværdier. Men vil vi mislykkes med det? Bestillingsmord er lige så meget på dagsordenen i Rusland som undertrykkelse af ngo'er og begrænsninger i de grundlæggende demokratiske rettigheder. Yukos-sagen, fængslingen af Chodorkovski og Lebedjev samt krigen i Tjetjenien er fortsat - med hensyn til energipolitik og menneskerettigheder - aktuelle eksempler på Putin-regeringens vilkårlighed. Med mordet på Anna Politkovskaja bliver det endnu en gang på tragisk vis tydeligt, at Rusland indtager andenpladsen efter Columbia i forbindelse med forbrydelser mod kritiske journalister.

I øjeblikket står Rusland ved en skillevej mellem små skridt hen imod demokrati og autoritære strukturer. Det er ikke længere tilstrækkeligt kun at udøve kritik. Energipolitik og menneskerettigheder skal forhandles under én hat og må ikke spilles ud mod hinanden. Ifølge Putin kan der ikke gives nogen pålidelige garantier i forbindelse med energisikkerheden. Til trods herfor skal vi sikre vores europæiske værdiforståelse på en pålidelig måde.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne omtale to spørgsmål, som blev drøftet på det uformelle topmøde i Lahti. Det første handler om innovationspolitik, som ifølge Deres opfattelse, hr. Vanhanen, bliver kilden til europæisk udvikling. Jeg tror dog ikke, vi tænker på den samme innovationspolitik, da De taler om at fjerne hindringerne for grænseoverskridende økonomiske aktiviteter og fjerne de faktorer, der fordrejer konkurrencen.

Måske skulle vi fokusere på en mere social udviklingsmodel? Desuden er de europæiske borgeres holdning til EU, som De kan se, helt i bund. Måske er det på tide, at De overvejer en holdbar strategi for at genoprette troværdigheden?

Det andet spørgsmål drejer sig om Cypern. Her har jeg blot et enkelt spørgsmål, hr. rådsformand: Drøftede De den mulighed, at Tyrkiet i december stadig ikke anerkender Republikken Cypern og fortsat holder sine lufthavne og havne lukkede?

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Mine damer og herrer, for det første var Lahti-topmødet en indikator for enheden i Europas politikker. Hvis vi nu formår at tale med én stemme om energi, er det et skridt på vejen til at tale med én stemme om alle udenrigspolitiske anliggender. For det andet er en anden indikator, hvorvidt og hvordan vi kan påvirke Ruslands politikker. Når Rusland taler med EU om energi, er det udmærket klar over, hvordan det skal udnytte vores frygt, mens vi for vores del glemmer, at Rusland har en interesse i forhold til os, nemlig at sælge sin energi med god fortjeneste, at lette visumsystemet og at udnytte gøre brug af alt det, som den europæiske civilisation har at byde på, om man så må sige. Dette forhold bør udnyttes effektivt til at opnå fremskridt inden for pressefrihed, demokrati, menneskerettigheder og investeringslighed. For det tredje er der innovationspolitikken. For øjeblikket bliver de nye medlemsstaters potentiale ikke udnyttet fuldt ud. Det Europæiske Teknologiske Institut bør netop placeres i en ny medlemsstat. Riga i Letland er som de baltiske staters centrum for teknologi og miljøbeskyttelse den bedste placering for instituttet.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Jeg synes, vi bliver ved at gå i den forkerte retning. Hvorfor er vi uvenner med Rusland? Det sidste topmøde var en krig mod Rusland. Det står på alle forsider. Amerika vil spille sit spil og får os med på det. Men vi presser Rusland til at danne en kinesisk/russisk akse, og på den måde kommer vi i klemme mellem Amerika, Rusland og Kina. Hvorfor? Hvilket udestående har vi med dem? Gentager vi de historiske fejltagelser, vi gjorde for 200 år siden? Hvorfor skal vi være uvenner med Rusland? Hvad er det, der skiller os?

Hvad angår menneskerettighederne, som jeg hører om, må vi ikke lade os narre. Vi lukkede øjnene i Tjetjenien-spørgsmålet, fordi vi ville have, at Rusland også skulle lukke øjnene for Israel og Palæstina. Noget for noget. Kan vi så lave en ny politik, så vi kommer fri af afhængigheden af amerikanerne? Jeg hørte nogle tale om dværge, der styrede Europa. Selv dværgene burde kunne rejse sig i deres fulde højde. Vi må ikke lade amerikanerne styre os hen ad en vej, som kun vil give Europa problemer. Det er vi nødt til at forstå.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Det uformelle topmøde i Lahti har atter pinligt afsløret EU's begrænsninger. Det er ikke lykkedes at få præsident Putin til at undertegne energiaftalen, som skal muliggøre bedre adgang til de russiske gas- og oliefelter. Virksomheder i EU, som investerer i Rusland, konfronteres stadig med stor retsusikkerhed, især når det gælder om at overholde og gennemtvinge kontrakter.

Da præsident Putin kom til Lahti, vidste han, at EU ikke ville være i stand til at tale med én stemme om menneskerettighedssituationen i Rusland og om Ruslands holdning til f.eks. Georgien. Den manglende politiske enighed er åbenbart lige så strukturel som vores afhængighed af russiske energikilder.

Jeg kan ikke forestille mig, at der på det uformelle topmøde ikke er talt om forhandlingsprocessen med Tyrkiet i betragtning af Tyrkiets afvisning af at rette sig efter de gældende kriterier og i betragtning af den almene forværring af forbindelserne med Tyrkiet. En tredjedel af den tyrkiske befolkning er imidlertid stadig tilhænger af tiltrædelse af EU. Jeg vil gerne have at vide af Rådet, hvorvidt medlemsstaterne er rede til at acceptere skinløsninger såsom at placere cypriotiske havne under FN's kontrol.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg vil understrege det, som borgerne husker fra dette uformelle topmøde i Lahti, nemlig den russiske præsidents besøg på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Europa og Rusland er meget spændt, både hvad angår den energimæssige strategi og menneskerettighederne efter mordet på russiske journalister de seneste dage.

Jeg glæder mig over, at EU havde mod til at tale åbent om ytringsfriheden i Moskva, selv om det nøjedes med mere diplomatiske udtalelser foran kameraerne. Den europæiske integration bygger på retsstaten og overholdelse af demokratiske værdier. Vi har pligt til at fremme disse principper i EU og hos vores partnere. Det betyder ikke, i modsætning til det, den russiske præsident lod forstå, at vi i Europa mener, at vi er perfekte. Vi har selvfølgelig vores fejl, men vi har også pligt til klart og tydeligt at give udtryk for vores bekymring og misbilligelse over for et foruroligende misbrug. EU er ikke kun et økonomisk fællesskab.

Vedrørende spørgsmålet om energi sagde den russiske præsident tydeligt, at han ikke afviser principperne i det europæiske energicharter, og at han vil være positivt indstillet over et dokument, som omfatter disse principper, samtidig med at visse bestemmelser heri bliver ændret. Det er efter min mening det dominerende emne i det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland, som snart skal forhandles, samt i det europæiske energitopmøde, som præsident Chirac har foreslået til næste år.

Endelig ligger de forskellige parters holdning til indvandring endnu for langt fra hinanden til, at man hurtigt kan fastsætte en definition af den fælles politik, som vi har så hårdt brug for. Medlemsstaterne synes bestemt at være mindre opsatte end borgerne på at gå videre på dette område med henblik på at skabe overensstemmelse i de forskellige nationale politikker inden for Schengen-området, særlig hvad angår ulovlig indvandring. I december skal det finske formandskab uddrage konkrete konklusioner af de spørgsmål, der er blevet behandlet på dette uformelle topmøde. Men uden medlemsstaternes politiske vilje er et formandskab magtesløst, selv om det er bevæbnet med god vilje, ligesom den gode vilje, Finland for tiden udviser.

  Riitta Myller (PSE). - (FI) Hr. formand! Det ekstraordinære topmøde, der blev holdt i Lahti, bør betragtes som en succes. EU havde et fælles budskab til den russiske præsident om energipolitik, demokrati og menneskerettigheder. Den diskussion skal imidlertid bare ses som en begyndelse. Som formanden for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, Martin Schulz, sagde, må vi nu have konkret handling. Det vil meget snart kunne konstateres, om ordene bliver omsat til handling, når vi begynder at forhandle nærmere om aftalen mellem EU og Rusland. Det er vigtigt, at der på Lahti-mødet blev talt med Rusland og ikke bare om Rusland.

Det var godt, at drøftelserne om energi også omfattede fremtidsperspektiver. Selv om det kan synes, som om det vigtigste er energiforsyningen på kort sigt, var det godt, at der var opmærksomhed på fremtiden. Heldigvis blev det ladt tilbage fra mødet om innovation på Lahti-dagsordenen.

Vores udfordringer på det energipolitiske område og svaret på fremtidens problemer beror på innovation og på, hvordan vi kan begynde at udnytte vedvarende energikilder og udvikle teknologi, der kan føre til omfattende energibesparelser. Vi må nå til et stadium, hvor CO2-emissionerne i det lange løb bliver reduceret med 60-80 %, og det kan kun ske, hvis vi virkelig har en fælles vilje som europæere til at investere i vedvarende energikilder og energibesparelser.

Desuden var et socialt Europa på dagsordenen i Lahti, ikke på selve topmødedagsordenen, men på dagsordenen for et særligt arbejdsmarkedsmøde. Beskæftigelse og mindre arbejdsløshed har stor betydning for EU's konkurrenceevne og bør derfor være på dagsordenen for alle møder.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Lige før det uformelle EU-topmøde blev Finland kritiseret for at have inviteret præsident Putin til mødet. Det var korrekt at invitere ham, for et af mødets emner var forbindelserne mellem EU og Rusland. Hr. Putin var gæst i Lahti, men ikke nogen æresgæst. Selv om finnerne var høflige, var de ikke underdanige, for de rejste spørgsmålene om mordet på Anna Politkovskaja, menneskerettigheder i Rusland og demokratiets utilfredsstillende tilstand i landet. Nogle forventede på forhånd, at disse forhold ikke ville blive nævnt.

Dialogen mellem EU og Rusland er vigtig. Finland tog og tager fortsat ansvar for at opretholde den. Indbyrdes afhængighed er godt for Rusland og EU, så længe den håndteres rigtigt. Europa har brug for de russiske markeder, for Rusland ligger tæt på og er en hastigt voksende økonomi, men Rusland har også brug for EU.

  Georgios Toussas (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer! Det uformelle topmøde i Rådet signalerer en intensivering af den internationale konkurrence med en samlet EU-strategi og af konflikterne mellem medlemsstaterne, når de kappes om kontrollen af energikilderne og energitransportmidlerne og nye trængsler for befolkningerne.

Rådets retningslinjer omfatter aktiviteter på alle tre planer: det økonomiske, politiske og militære, så EU-monopolerne kan komme på banen og sikre en strategisk aftale med Rusland samt få en større del af byttet fra udnyttelsen af naturressourcer i tredjelande.

På grundlag af doktrinen om energisikkerhed opfordres Den Europæiske Investeringsbank til at forstærke sin afpresning af tredjelande for at få dem til at underlægge sig de barske betingelser, som monopolerne opstiller for kontrollen af energikilderne.

Hr. Solana meddelte, at man i løbet af de næste 20 år vil bygge 200 nye atomkraftværker og har opstillet som mål, at EU skal være førende inden for salg og udnyttelse af disse kraftværker, og at oligopolet over beriget uran bevares, hvilket afslører, hvad der virkelig ligger bag imperialisternes aggressive bestræbelser på at få kontrol …

(Formanden afbrød taleren)

  Guntars Krasts, (UEN). - (LV) Hr. formand! Det finske formandskabs bestræbelser på at fastholde kontinuiteten ved at fortsætte drøftelserne om de spørgsmål, som det britiske formandskab bragte på bane sidste år, skal bifaldes. Disse emner er værd at drøfte indgående. Det er især vigtigt, fordi der i løbet af et år er sket meget lidt på disse områder. Den gæst, der var inviteret til begivenheden - Ruslands præsident - er et bevis på, hvor alvorligt formandskabet tager energiforsyningssikkerheden. Denne idé skal bifaldes på enhver måde, fordi den gav regeringscheferne mulighed for ikke blot at lytte til Ruslands leders mening om mulighederne for ratificering af energichartret og om risikoen forbundet med Europas investeringer i energisektoren i Rusland, men også Ruslands politik med at lægge pres på Georgien og dets opfattelser på menneskerettighedsområdet. Det var en nyttig optakt til topmødet mellem EU og Rusland i næste måned. Vi kan håbe, at dette møde har øget EU's medlemsstaters forståelse af, at Rusland bedst gøres til en partner med interesse for Europa ved, at medlemsstaterne optræder som et samlet kartel af energiforbrugere. Ruslands aktuelle og fremtidige økonomi bygger på eksport af energiressourcer. Der hersker ingen tvivl om, at formandskabets og Kommissionens resultater skal vurderes ud fra deres evne til at opnå partnerskab blandt medlemsstaterne og enhed i Unionens udenrigspolitik.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Det glæder mig, at man i Lahti har været opmærksomme på indvandringsproblematikken, men jeg beklager, at det er andre spørgsmål, der har spillet hovedrollen.

Da det finske formandskab forelagde sit program her i Parlamentet i juli, anmodede jeg om, at den ulovlige indvandring blev prioriteret. En status over de forgangne måneder giver ikke anledning til optimisme. P.t. er det, der sker langs de kanariske kyster, meget alvorligt. Frontex-instrumentet og de europæiske partneres solidaritet i almindelighed har ikke været på højde med situationen, men måske skabte de ensidige reguleringer heller ikke det bedste klima for at opnå samarbejde fra partnernes side.

Den ulovlige indvandring er et problem for os alle i et område uden indre grænser som f.eks. Schengen. På europæisk plan er det et område, hvor det grundlæggende drejer sig om at beslutte og handle. Idéerne og planerne ligger i stort omfang fast, f.eks. i konklusionerne fra De Europæiske Råd i henholdsvis Sevilla i 2002 og i Thessaloniki og Bruxelles i 2003.

På disse råd knæsattes princippet om, at indvandring indgår i EU's eksterne aktioner, og at det er nødvendigt at samarbejde med tredjelande om den ulovlige indvandring. Der er også en mekanisme til at vurdere graden af samarbejde med tredjelande, og der medtages desuden vurderingskriterier. Men jeg synes, at denne mekanisme er blevet anvendt for lidt og for bureaukratisk.

Mine damer og herrer, jeg vil også gerne minde Dem om, at der ikke kræves enstemmighed i Rådet om beslutninger om ulovlig indvandring, men i 2004 og 2005 blev denne problematik lagt i glemmebogen indtil angrebene på hegnene i Ceuta og Melilla. EU kan ikke handle reaktivt som svar på begivenheder og bagefter glemme disse spørgsmål, der tidligere var højt prioriteret. Vi har forhandlet en tilbagetagelsesaftale med Marokko i mere end fem år.

Hr. formand, det kan ikke være rigtigt, at vi først er begyndt at beskæftige os seriøst med terrorismen efter den 11. september 2001, med energikrisen efter den russisk-ukrainske krise og med den ulovlige indvandring efter dødsfaldene ved hegnene i Ceuta og Melilla.

EU vil blive målt på dets resultater. Jeg håber, at man i de sidste måneder af det finske formandskab og på det europæiske råd i december vil tage hensyn til de fremskridt, der er opnået på de tidligere europæiske råd.

  Martine Roure (PSE). - (FR) Hr. formand! Spørgsmålet om indvandring skulle have været drøftet mere bredt i Lahti. Det var efter min mening det, alle landene ved Europas grænser havde anmodet om, og særlig landene i Syd. Vi er meget bekymrede, for det er tydeligt, at medlemsstaterne bliver ved med at tøve med at udarbejde en egentlig fælles indvandringspolitik. For øvrigt ønsker nogle personer at behandle indvandringsspørgsmålet udelukkende set ud fra et bekæmpelsesmæssigt synspunkt. Jeg synes imidlertid, at det mest presserende er det humanitære aspekt. Vi skal bekæmpe udnyttelsen af indvandrere gennem netværk, som forsøger at begrænse arbejdslønnen og at omgås arbejdsretten og reglerne om social beskyttelse.

Vi havde en oplysende høring i går her i Parlamentet, som gjorde det muligt at konstatere, at indvandrere på europæisk jord betragtes som slaver. De fleste af dem bliver underbetalt, tvunget til meget lange arbejdsdage og indkvarteret under forfærdelige forhold. De behandles dårligt. Nogle af dem har været udsat for fysiske overfald. Fordi Spanien er blevet konfronteret med disse uacceptable levevilkår og mennesker uden rettigheder, har det besluttet i stort omfang at lovliggøre opholdet for alle, der arbejder i Spanien, og jeg glæder mig over det utrolige mod, Spanien har vist. Massiv lovliggørelse er ikke og må ikke være en løsning. Men i dette tilfælde var det umuligt at handle anderledes. Det skulle gøres.

Vi skal nu alle være årvågne i medlemsstaterne, således at alle indvandrere, som arbejder, har rettigheder og behandles på samme måde som alle andre arbejdstagere. Det gælder EU's troværdighed og værdier. Hvis vi virkelig ønsker at være effektive på indvandringsområdet, skal medlemsstaterne endelig blive enige om at samarbejde for at gennemføre en egentlig politik for lovlig indvandring, og særlig en egentlig politik for samudvikling tættest muligt på befolkningen, og medlemsstaterne skal også vogte sig for at berige diktatorer eller give næring til korruption.

  Henrik Lax (ALDE). - (SV) Hr. præsident Putin! Vi er bekymrede over udviklingen i Rusland. Dine kommentarer om Georgien på topmødet lindrer ikke denne bekymring.

Vi er mange i EU, som gerne vil se et fremgangsrigt Rusland; en fortsættelse på en verden baseret på demokrati og retfærdighed. Vi ønsker, at du skal hjælpe os, som vil jer russere det godt, men det gør du ikke. Vi skal stille et fælles frihandelsområde i udsigt, og vi skal arbejde for fri bevægelighed.

Men, hr. præsident Putin, hvordan skal vi gøre det, når du spiller med musklerne over for lille Georgien? Hvordan skal vi gøre det, når du ikke har godkendt grænseaftalen med Estland og Letland? Hvordan skal vi gøre det, når du forringer Anna Politkovskajas arbejde. Vores samarbejde skal bygge på fælles værdier og spilleregler, men nu efter topmødet føles det desværre, som om vi er længere fra hinanden end tidligere.

  Herbert Reul (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I Lahti blev der taget et vigtigt skridt på det energipolitiske område, men efter min mening var det ikke nogen milepæl. Måske ville det i det hele taget være klogere, hvis vi ikke altid slog om os med store ord i europæisk politik, for efterfølgende at skuffe borgerne, når vi ikke får succes. Jeg mener, at hr. Barrosos forslag om at initiere realistiske projekter og gennemføre dem stykke for stykke er langt mere intelligent.

Hvad angår forsyningssikkerhden i energipolitikken er der sket noget vigtigt. For det første blev forsyningssikkerheden flyttet ind i centrum af energipolitikken, og der bliver ydet et bidrag til, at vi måske også her i Parlamentet tager afstand fra det faktum - det håber jeg i hvert fald - at energipolitik kun bliver drøftet ud fra et klimapolitisk synspunkt.

Forsyningssikkerheden prioriteres højt. Siden det senest blev klart og tydeligt med udviklingen i Ukraine, at Rusland og præsident Putin anvender energipolitikken som et politisk middel, er vi vel alle en anelse mere parat til - og dette mærkede man også lidt til i Lahti - at beskæftige os mere seriøst med dette spørgsmål. Og der tales ikke kun, men tilsyneladende er der også sket nogle forandringer i Rusland. Hvis man tager Putin alvorligt - og det skal vi gøre - skal man tage stilling til disse holdninger. I øvrigt gælder det også for os, at vi bliver taget mere alvorligt, når vi agerer i fællesskab. I den forstand var Lahti en succes, fordi man talte med én stemme her. Det andet skridt ville være, at man i øget omfang advokerer for at give Europa kompetencerne på det energipolitiske område. For det tredje skal vi være mere konsekvente i det, som vi foretager os i de enkelte tilfælde.

Forsyningssikkerhed har et udenrigspolitisk aspekt, men det indebærer også, at vi styrker de industrier, som bekymrer sig herom. Vi skal i endnu højere grad kigge på, om vi med bestemmelser, forordninger og kontroller virkelig garanterer forsyningssikkerheden, eller om vi måske snarere skaber usikkerhed. Dem, som forhandler på vores vegne, dem, som køber ind på det globale, skal investere, og virksomhederne vil kun foretage investeringer, hvis der er en vis grad af sikkerhed.

Sidst men ikke mindst kræver forsyningssikkerhed en mangfoldighed af energityper. Det ville være dumt at udelukke kerneenergi. Hermed ville man gøre forsyningssikkerheden en bjørnetjeneste.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand! Topmødet i Lahti var en stor succes, der beviste, at Unionens virkelige styrke ligger i dens enhed. Uden Lahti-topmødet ville den russiske præsident ikke have dæmpet tonen over for visse medlemsstater. Jeg lykønsker vores finske kolleger. Mange lande kunne lære af det finske diplomati, som altid har formået at fortsætte dialogen med Rusland, selv i de vanskeligste tider.

Der er tydeligvis en gensidig, men asymmetrisk indbyrdes afhængighed mellem EU og Rusland, hvad angår energiforsyning. I EU er vi som importstater mest afhængige, men Ruslands afhængighed skal også tages i betragtning. Det er vores mål at reducere denne afhængighed af russiske energikilder, men for de fleste medlemsstater - deriblandt Ungarn - er der ikke noget realistisk alternativ på mellemlang sigt. Hvad angår vedvarende energikilder, hr. Barroso, har Kommissionen ikke noget realistisk koncept af nogen art.

Vi kritiserer med rette Ruslands håndtering af retsstatsprincippet. Men kan vi tale om retsstatsprincippet, hr. Barroso, hvis der ikke er nogen retssikkerhed i Kommissionen? Når Unionen ændrer interventionsreglerne for majs midt under majshøsten? Dette har intet med retsstatsprincippet eller retssikkerhed at gøre. Vi kritiserer med rette Rusland, men vi må også overholde retsstatsprincippet. Jeg lykønsker med topmødet, og jeg anmoder hr. Barroso om at skride ind, for ellers vil Ungarn henvende sig til EF-Domstolen, for dette har intet med retsstatsprincippet eller retssikkerhed at gøre. Lad os foregå med et godt eksempel over for hr. Putin og de russiske demokrater!

  Šarūnas Birutis (ALDE). - (LT) Hr. formand! Det glæder mig meget, at Lahti-topmødet omsider har fået Europa til at samle kræfterne, vise solidaritet og indtage en fast holdning i dialogen med Rusland om energi og demokrati. Vi ser omsider, at ordene om, at energisektoren er en integreret del af udenrigspolitikken, omsættes til handling.

I drøftelsen af spørgsmålene om sikkerhed og gennemsigtighed i energisektoren havde det, der skete med Druzhba-olierørledningen, da Rusland standsede olieforsyningen, snarere karakter af et politisk end et teknisk uheld. Moskva gav udtryk for sin utilfredshed med, at den litauiske virksomhed Mažeikių Nafta blev solgt til den polske virksomhed PKN Orlen og ikke til en russisk virksomhed.

Det er en stor bedrift, at Europa under topmødet med Rusland så klart skulle have givet udtryk for, at reglerne skal overholdes i energisektoren. Jeg kan ikke skjule min beundring for Finlands, Frankrigs og især Tysklands ændrede holdninger. Jeg håber, at dette bringer hr. Schroeders politikker til ophør.

Den holdning, som beslutningstagere som kommissionsformand Barroso og fru Merkel har for øjeblikket, giver håb om et forenet Europa med en fælles energipolitik og en fælles fremtid.

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Medieomtalerne af Lahti-topmødet har været domineret af det, som hr. Vanhanen betegnede som en åbenhjertig samtale med Ruslands præsident. Jeg vil imidlertid sætte fokus på et andet vigtigt emne, der blev drøftet på topmødet, nemlig innovation og teknologiske fremskridt. Jeg støtter fuldt ud kommissionsformand Barrosos holdning om, at jo mere Unionen fokuserer på praktiske opgaver og på aktioner tæt på borgerne, desto mere vil borgerne respektere og værdsætte den.

Hr. Barrosos fremme af Det Europæiske Teknologiske Institut er et eksempel på netop sådan en aktion, dvs. et specifikt foretagende, som de europæiske borgere utvivlsomt vil reagere positivt på. Det var måske utilsigtet, men på sin vis meget symbolsk, at det planlagte institut blev godkendt i Finland, som er det mest innovative land i Fællesskabet. Det er imidlertid også meget vigtigt at inddrage EU's nye medlemsstater i processen med at udvikle avancerede teknologier. De aktuelle investeringer i innovation i disse lande er alt for små. Den struktur for Det Europæiske Teknologiske Institut, som Kommissionen har foreslået, nemlig en central kerne plus et netværk af viden- og innovationssamfund spredt over hele Europa, vil give de akademiske institutioner i Central- og Østeuropa mulighed for at deltage i instituttets aktiviteter.

Det Europæiske Teknologiske Instituts budget og finansieringskilder er et vigtigt problem, som bør indgå i enhver drøftelse af planerne med instituttet. I mit land, Polen, har jeg noteret mig en vilje til at afsætte strukturfondsmidler til oprettelsen af instituttet. De polske myndigheder udtrykker dermed deres ønske om at sammenkæde regionale udviklingsmål med nutidens udfordringer. Disse omfatter hovedsageligt investeringer i viden og udvikling af en økonomi, der er baseret på moderne teknologier. Sammen med de regionale og lokale myndigheder foreslår Polen, at byen Wrocław bliver hjemsted for Det Europæiske Teknologiske Instituts bestyrelse. De polske myndigheder foreslår også, at Wrocław bliver et af de vigtigste videnskabelige forskningscentre. Jeg er overbevist om, at byen egner sig fortrinligt til det formål. Wrocław og den omkringliggende region kan tilbyde et levende og innovativt akademisk miljø med over 100.000 begavede og ambitiøse unge studerende og betydelige nye investeringer i industriel udvikling.

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand! I dag skal vi tale om resultaterne i Lahti.

Hvilke resultater? Hvad angår energi og relationerne til Rusland, sagde premierministrene, at de vil fastholde kravet om, at Rusland skal respektere de grundlæggende rettigheder. Derefter modsagde de sig selv ved at antyde, at realpolitik er det eneste valg, hvis man skal dække EU's energibehov. Til sidst lykkedes det dem at få Rusland til at vende dem ryggen, hvad angår både deres energikrav og deres humanitære krav.

Resultaterne var endnu mere skuffende inden for et stort område som indvandringsområdet. Premierministrene sagde, at vi skal have en bedre bevogtning af grænserne. Udmærket, men hvorfor har de så skåret ned på Frontex-budgettet? Jo mere de insisterer på at behandle indvandring udelukkende som et politispørgsmål, der handler om undertrykkelse, desto mere vil de undergrave vores fremtid. Hvis man vil bekæmpe illegal indvandring og umenneskelig menneskehandel, må der først og fremmest være en ramme for lovlig indvandring. De skændes indbyrdes og vil ikke vedtage en sådan ramme. Der er brug for en seriøs udenrigspolitik og en politik for økonomisk udvikling og forsoning. Den kan de ikke finde frem til. Der er også brug for en modig politik for integration og ligestilling af indvandrere. Den vil de ikke lave.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Det er rigtigt, at vi har brug for et partnerskab med Rusland, og det ville være selv om med et værdifællesskab. Men hvordan ser det ud i virkeligheden? I Rusland er kommandovejene gennemorganiseret, Dumaen er tæmmet, guvernører vælges ikke, men bliver udnævnt, pressefriheden er indskrænket, og ngo'ernes arbejde, hvilket også gælder for de politiske stiftelser for demokrati og menneskerettigheder, bliver til stadighed vanskeligere. På den baggrund kan der ikke blive tale om et værdifællesskab med den russiske regering i øjeblikket, måske med det russiske folk, men det var ikke tilstede i Lahti.

Derfor, hr. premierminister Vanhanen, har hr. Barroso ret, når han siger: Lad os blive enige om bestemte principper for stabile relationer: gennemsigtighed, retssikkerhed, behandling af borgerne, gensidig markedsåbning og -adgang. På dette fundament kan vi bygge en partnerskabs- og samarbejdsaftale og samtidig håbe og arbejde hen imod, at vi en dag vil kunne opnå et strategisk partnerskab med Rusland på basis af fælles værdier.

I øvrigt mener jeg, at vi bør føre disse forhandlinger i Bruxelles og ikke i Strasbourg.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Lahti-topmødet var uden tvivl en succes for EU. Dets fokus på konkurrenceevne og innovation blev fulgt af en konstruktiv dialog med Rusland, og spørgsmålet om menneskerettigheder blev også rejst. Vores stats- og regeringschefer optrådte i enighed og repræsenterede vores fælles værdier. Som Det Europæiske Folkepartis næstformand Michael Barnier sagde for nogle uger siden i Lyon, kan ingen af os deltage i den globale beslutningstagning som nationale politikere. Det er helt rigtigt, og det gælder også forbindelserne mellem EU og Rusland.

Ytringsfriheden er i stor fare i Rusland. I en helt ny undersøgelse udført af Journalister uden Grænser - hvor mange af EU's medlemsstater stod øverst på listen - var Rusland nr. 147 ud af 168 lande.

Jeg er sjældent enig med Parlamentets formand, hr. Borrell Fontelles, men jeg må sige, at han gjorde ret i at lægge stor vægt på spørgsmålet om menneskerettigheder og demokrati i Rusland over for præsident Putin. Vi må have en klar holdning til menneskerettighederne, uanset hvem vi står over for.

En uvildig og effektiv efterforskning for at finde og dømme den modige journalist Anna Politkovskajas ondsindede mordere er en sand prøve på friheden og retsstatsprincippet i Rusland og på dets forbindelser med EU. Den demokratiske verden kan ganske enkelt ikke forholde sig passiv, når friheden trues, og dens stærkeste fortalere skydes ned.

Hvis vi ikke gør noget nu, kan vi miste endnu 30 års frihed, som de ungarske borgere gjorde det, da den vestlige verden ikke handlede modigt nok for at støtte de mennesker, der rejste sig i en revolution for 50 år siden. Praktisk samarbejde med Rusland er vigtigt, men intet er vigtigere end Ruslands udvikling hen imod frihed og respekt for menneskerettighederne.

  Nicola Zingaretti (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Når vi drøfter handelsspørgsmål med Kina, landbrugsspørgsmål med USA og energi med Rusland, eller når vi griber ind i krisesituationer som i Libanon eller i Mellemøsten generelt, er der efterhånden noget, som har stået klart i længere tid, nemlig at intet europæisk land kan tackle sådanne spørgsmål alene, nå målsætningerne eller leve op til ambitionerne. Også når det gælder energi og forbindelserne med Rusland samt en ledelse, der vækker stadig større bekymring, er spørgsmålet således det samme, nemlig at Europa skal stå sammen og tale med én stemme.

Sådan som hr. Goebbels sagde, gav topmødet i Lahti kun anledning til spekulation. Der er stadig meget, der skal gøres, og derfor er det nødvendigt med en myndig og modig Kommission, der forstår at sætte den nationale egoisme til side og tale på alles vegne, et Parlament, der er en myndig talsmand for EU's interesser, og et Råd og nogle regeringer, som forstår, at den gensidige afhængighed mellem landene er nøglen til en større forhandlingsmagt.

Der er nogle tegn og eksempler på dette, og her vil jeg gerne nævne den italienske regerings reaktion. Da den fik nyheden om sædet i FN's Sikkerhedsråd fra januar, sagde den straks, at dette sæde ville blive anvendt i Europas tjeneste. Det er en konkret handling, som er et eksempel på det bidrag, et medlem af Sikkerhedsrådet giver.

  Nikolaos Vakalis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Efter Lahti vil jeg gerne vende opmærksomheden mod forslaget om Det Europæiske Teknologiinstitut (EIT).

De første meddelelser fra Rådets side er positive, og det samme fra Parlamentets side. Det, jeg gerne vil understrege, hr. Vanhanen og hr. Barroso, er, at vi er nødt til at have et nyt og nyskabende redskab, som er i stand til at kombinere treenigheden uddannelse, forskning og innovation. Vi har brug for en dampmaskine, så vi kan omsætte forskningen i innovative produkter og tjenesteydelser. Vi har imidlertid ikke brug for et organ, som fuldstændig vender op og ned på Europas mangeårige universitetstraditioner. I stedet skal det respektere dem og få det bedste ud af dem. Derfor er det meget vigtigt, at vi ved, hvad vores universiteter, forskningscentre og virksomheder mener, før vi træffer en beslutning om det nye institut.

Der er mange instanser, som allerede har givet deres mening til kende. Ved første øjekast kunne det se ud, som om de udmeldinger, vi får, ofte er modstridende inden for visse vigtige spørgsmål. Det er dog min vurdering, at disse standpunkter ikke er urokkelige, men udtryk for bekymring. Derfor er det også meget vigtigt, at vi giver alle disse parter en stor del af vores tid, så vi kan forhandle i en åben og samarbejdsvillig ånd.

En første gennemgang af forordningsforslaget rejser flere spørgsmål inden for afgørende områder som f.eks.: Hvordan sikrer vi en bæredygtig finansiering af EIT? Hvordan overtaler vi private til at investere i et helt nyt redskab? Hvordan sikrer vi, at universiteterne virkelig deltager, og overbeviser dem om, at EIT ikke vil komme i konflikt med eller svække deres egne aktiviteter? Hvordan overbeviser vi dem om, at forskningsaktiviteterne ikke vil blive opsplittet, så de fører til det modsatte resultat af det, der var tilsigtet?

Vi er nødt til at præcisere alle "detaljerne", for det er dem, der afgør, om projektet lykkes, og ikke den overordnede idé, som alle kan godtage.

  Andres Tarand (PSE). - (ET) Hr. formand! I sin tale i dag sagde hr. Barroso, at det georgiske spørgsmål var blevet berørt. Vi ved alle sammen, at en berøring kan være enten et blidt kærtegn eller en bjørns favntag.

Under pressekonferencen i Lahti fredag aften fandt vi alle sammen til vores store overraskelse ud af, at der ikke sker noget mellem Georgien og Rusland, og at der tværtimod er en konflikt mellem på den ene side Georgien og på den anden side Abkhasien og Ossetien. Ifølge præsident Putin nærmer situationen sig blodsudgydelse.

I sidste måned oplyste hr. Putin imidlertid vestlige journalister om, at hvis Kosovo blev adskilt fra Serbien, ville Ossetien, Abkhasien og Transnistrien utvivlsomt løsrive sig. Eftersom disse ikke er østater, vil en adskillelse i praksis være ensbetydende med at blive indlemmet i Rusland. Det er en alvorlig revision af Helsinki-aftalen fra 1975.

Vi ved, at konflikten mellem Rusland og Georgien ikke drejer sig om en provokation fra Georgiens side, men snarere om det imperialistiske Ruslands genopvågnen, som på den ene side er baseret på at tilskynde til russisk nationalisme og på den anden side på udnyttelse af energiforsyninger til at genoprette imperiet. Baku-Tbilisi-Ceyhan-olierørledningen er heller ikke uden betydning i denne sag.

Jeg opfordrer alle EU's institutioner til at forsvare Georgien stærkere, end ...

(Formanden afbrød taleren)

  Josef Zieleniec (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg er forfærdet over, at Lahti-topmødet repræsenterer en forspildt chance for energispørgsmålet, både hvad angår EU's forbindelser med Rusland og den fælles forståelse medlemsstaterne imellem. Efter mediernes pres har de europæiske politikere gjort det klart, at de forstår betydningen af at tale med én stemme i energispørgsmålet. Jeg frygter imidlertid, at vi stadig mangler reel enhed og harmoni, når energispørgsmål skal fremmes.

Dette fremgår tydeligt af, at nogle EU-medlemsstater foretrækker at føre forhandlinger om deres energisikkerhed bilateralt i stedet for på vegne af EU som helhed. Jeg vil gerne understrege, at energi har miljømæssige, økonomiske og navnlig geostrategiske implikationer. Europa er afhængigt af eksterne energikilder. Denne manglende evne til at harmonisere vores interesser og tilgang svækker vores forhandlingsposition på det globale energimarked, øger vores sårbarhed og svækker vores autoritet som europæere, der optræder i en udenrigspolitisk sammenhæng, væsentligt. Vores mulighed for at fremme værdier som demokrati, retsstatsprincippet og markedsgennemsigtighed rundt omkring i verden bliver begrænset.

Derfor vil jeg opfordre Rådet og Kommissionen til at tage konkrete skridt til at udarbejde og gennemføre en europæisk energipolitik, som er en mulig løsning, og som vil bane vej for en fælles energipolitik inden for EU. I en sådan strategi kunne vi fastsætte vores mål på energiområdet og de foranstaltninger, der skal træffes for at nå disse mål, og vi kunne fastsætte en klar mekanisme for fælles beslutningstagning i forbindelse med energiprojekter og for kommunikation i og uden for EU, hvilket ville styrke vores solidaritet i energispørgsmål. Det, der står på spil her, er vores fremtid i den globaliserede verden og vores evne til at beskytte kontinentets stabilitet og velstand.

Jeg er overbevist om, at energispørgsmålet bliver en afgørende prøve på EU's evne til at optræde effektivt.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand! I Finland forsvarede Parlamentets formand, Josep Borrell, menneskerettighederne. Det tjener ham til ære. Kommissionsformand Barroso har sørget for at forsvare Europas rettigheder på energiområdet. Det er hans pligt. Præsident Chirac har, ligesom enhver stats- og regeringschef ville gøre, forsvaret gasforbrugerne i Frankrig. Det er efter min mening forventeligt. Men det nager den europæiske samvittighed, og det ville det også have gjort, hvis det havde drejet sig om olie fra Saudi-Arabien, Iran eller en række afrikanske lande.

For mig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kan købe gas hos djævelen. Man køber det bare. Spørgsmålet er snarere, hvordan man kan klare sig uden gas fra djævelen. Jeg tror, at det i de kommende år, og for Dem, hr. Vanhanen, i de kommende måneder, er uafhængigheden, som skal være vores retningslinje. I de næste 10-20 år skal olie og gas være for vores uafhængighed, hvad kul og stål var for vores fred.

(Bifald)

  Rihards Pīks (PPE-DE). - (LV) Hr. formand, hr. Vanhanen, hr. Barroso! Jeg vil allerførst takke det finske formandskab for at have tilrettelagt dette topmøde, for et uformelt topmøde er et godt forum til at drøfte vanskelige spørgsmål. For det andet mener jeg, at det var hr. Vanhanens fasthed og initiativ, der gjorde det muligt at indtage en fælles holdning, i hvert fald hvad angår energispørgsmål. Jeg vil imidlertid gøre opmærksom på to ting. For det første mener jeg, at energichartrets bestemmelser helt klart bør inddrages i den nye partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Rusland. Dette er så meget desto mere vigtigt, eftersom hr. Putin omtalte den som en strategisk aftale. Men hvad bør vi selv gøre? Letlands og den lettiske befolknings kedelige erfaringer er et bevis på, at Rusland aldrig har veget tilbage for at anvende magt og pres, når det har været muligt. Derfor mener jeg for det første, at vi må gøre en større indsats for at skabe et fælles gas- og elektricitetsnet i EU. For det andet må vi sætte mere ind på alternative energiressourcer. For det tredje må vi arbejde med energibesparelsesprogrammer. Her støtter jeg hr. Schulz, som holdt en meget stærk tale om dette tidligere. Der var et spørgsmål til, som blev berørt under pressekonferencen. Hr. Putin sagde som svar på et spørgsmål, at spørgsmålet om Abkhasien, Georgien og Sydossetien var deres problem. Det var mildt sagt kynisk. Vi ved udmærket, at Ruslands hær også er i Transnistrien, at Rusland leverede våben, og at det ledende personale i alle disse enklaver er embedsmænd fra Ruslands statslige organisationer. Europa bør efter min opfattelse tage initiativ ...

(Formanden afbrød taleren)

  Matti Vanhanen, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Jeg vil indlede med at takke Dem for denne debat, som har vist, at Parlamentet også synes at være meget enigt om de vigtigste politikker, og at det deler Det Europæiske Råds og Kommissionens synspunkter fuldt ud. Derfor tror jeg, at det bliver lettere for EU at fastsætte en grundlæggende tilgang til den eksterne energipolitik.

Det er værd at huske på, at vi ikke indledte debatten om eksterne energiforbindelser i Det Europæiske Råd før i marts i år ved en topmødemiddag under det østrigske formandskab. På det tidspunkt nåede vi frem til, at EU også måtte have en ekstern energipolitik. Under det efterfølgende formandskab påtog Finland sig opgaven med at udforme en ekstern energipolitik i samarbejde med Kommissionen, og det er det, vi gør.

Kommissionen udarbejdede et fremragende dokument til Lahti-topmødet, og under frokosten drøftede vi i ca. tre timer tilgangen så indgående, at kommissionsformand Barroso og jeg kunne tale for gruppen som helhed om aftenen, da vi mødte præsident Putin. I de kommende måneder vil vi også fastsætte EU's tilgang til ikke bare Rusland, men alle vores partnere og alle tredjelande i forbindelse med denne eksterne energipolitik.

Det er i mange af talerne i dag blevet sagt, at Lahti-topmødet var et skridt eller et første skridt i den rigtige retning. Sådan opfatter jeg det også. Jeg er også enig i synspunkterne om, at vi må vise, at vi også handler. Den næste vigtige fase er de kommende uger, hvor Rådet skal opnå enighed om det forhandlingsmandat, som er grundlaget for, at Unionen kan indlede forhandlinger med Rusland om den fremtidige partnerskabs- og samarbejdsaftale, eller hvad denne nye aftale kommer til at hedde. På topmødet mellem EU og Rusland i november skal der opnås enighed og træffes beslutning om indledningen af forhandlingerne. I den henseende var Lahti-topmødet en øvelse. Lahti-topmødet lod imidlertid også præsident Putin forstå, at vi på mødet i november, hvor kommissionsformand Barroso, den højtstående repræsentant, Javier Solana, og jeg vil repræsentere Unionen, vil tale på hele Unionens vegne. Den debat, som vi har haft i Parlamentet i dag, støtter dette fuldt ud. Vi kan sige, at alle Unionens institutioner bakker op om det.

Vi er indbyrdes afhængige af hinanden. Denne afhængighed skal være til fordel for begge parter gennem gensidighed. Afhængigheden må også være baseret på fælles værdier, som det allerede er blevet sagt mange gange her i Parlamentet. Dette er et klart mål og en klar politik for Unionen. Men når vi taler om samarbejde med Rusland, må vi ikke gøre Rusland eller russerne til uhyrer. De ønsker et samarbejde, de ønsker at forbedre deres levestandard og velfærd, og de ønsker at samarbejde med os. Det var også det stærke budskab, som præsident Putin sendte. Han understregede, at Rusland og russerne faktisk er mere afhængige af Europa, end Europa er af Rusland. Russerne har især brug for at samarbejde på mange teknologiske områder for at gøre fremskridt med deres eget udviklingsarbejde, og det må vi også være indstillede på.

Hvad angår investeringer, vil jeg gerne minde om, at europæiske virksomheder allerede har investeret mange milliarder euro i den russiske energisektor. Nogle store investeringsprojekter er ikke fuldført, nogle virksomheder har vanskeligheder med de russiske myndigheder, og nogle har oplevet, at deres projekter er blevet gennemført uden de store problemer. Derfor må vi have fælles regler, som er ens for alle. På samme måde skal reglerne for russiske virksomheder om Europa også være de samme.

Jeg takker Dem for denne debat og for Deres feedback. I december vil vi vende tilbage til mange af disse emner, med nogle faste konklusioner, og på det tidspunkt vil vi naturligvis også vende tilbage til de spørgsmål, der i flere taler her er blevet rejst om indvandring. Uanset om det drejer sig om lovlig eller ulovlig indvandring, må vi have indbyrdes solidaritet og en fælles politik, og det vil vi naturligvis også vende tilbage til.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Jeg tror, at næsten alt allerede er blevet sagt. Jeg vil blot vende tilbage til en række punkter, De har nævnt under forhandlingen.

Det drejer sig først og fremmest om Det Europæiske Teknologiske Institut, og som premierminister Vanhanen understregede, gav Det Europæiske Råd ved afslutningen af topmødet i Lahti initiativet grønt lys, ikke gult lys, men grønt lys. Tilbage står nu at gennemføre det. Derfor har vi allerede fremsat et lovforslag, som Rådet og Parlamentet skal undersøge, f.eks. spørgsmålet om finansiering, som De nævnte under forhandlingen. Vores holdning er, at det ikke kun skal finansieres af fællesskabsinstitutioner, men også af de medlemsstater, der ønsker at støtte initiativet. Det er for dem en måde at gennemføre Lissabon-målene på innovations- og forskningsområdet. Vi forventer også bidrag fra den private sektor. Jeg vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at den private sektor på grundlag af vores private uformelle kontakter har stor interesse i at finansiere visse aktioner, som skal udføres af Det Europæiske Teknologiske Institut, hvilket for øvrigt kun er forventeligt, da man kan finde de samme idéer i mange medlemsstater. Der findes rent faktisk offentlig-private partnerskaber, og hvis initiativer fra medlemsstaterne kan tiltrække privat investering til forskning, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle være i stand til at opnå det samme på europæisk plan. Jeg siger dette, fordi vi mener, at det er nødvendigt at give støtte til forskning en europæisk dimension.

Med hensyn til forskning adskiller USA sig betydeligt fra Europa, navnlig fordi der eksisterer institutioner eller netværk, som omfatter hele USA, f.eks. National Science Foundation, som nogle af Dem kender, eller National Institute for Health. I Europa har vi hidtil stort set ikke haft noget lignende. En række lande har større institutioner i form af store universiteter, men først nu har vi oprettet Det Europæiske Forskningsråd, som er en institution, der er af stor betydning for gennemførelsen af det syvende rammeprogram for forskning, og Det Europæiske Teknologiske Institut, som er specielt baseret på tanken om netværk, med henblik på at give et europæisk incitament og en europæisk vision til innovation, forskning og undervisning af høj kvalitet. Derfor er det et storartet projekt, og jeg takker alle dem, der har udtalt sig positivt om det.

Vi har anmodet om, at dette instituts hovedopgaver skal omfatte bekæmpelse af klimaændringer, og at Europa skal spille en førende rolle inden for miljøvenlige vedvarende energikilder. Jeg tror, at vi har en særlig mission i den forbindelse, og jeg vil henvende mine bemærkninger specielt til dem, der har givet udtryk for bekymring i den forbindelse, herunder hr. Turmes.

Energi er uden tvivl et fremtidsspørgsmål, og ikke kun set ud fra et økonomisk, men også ud fra et politisk synspunkt. Jeg kan tilslutte mig bemærkningen fra hr. Poignant, som drager en parallel til situationen i kul- og stålsektoren. Jeg tror bestemt, at der med hensyn til energi er et stærkt argument for en føderal strategi. Derfor fremlagde vi også for et par måneder siden en grønbog om bæredygtig energi, og vi glædede os meget over Det Europæiske Råds støtte til en fælles energistrategi. Vi arbejder derfor netop i denne retning, hr. Poignant.

Denne strategi er af stor betydning, hvis vi tager vores ansvar for jorden og kommende generationer i betragtning. Klimaændringer er måske den største udfordring i det 21. århundrede. Det er imidlertid også af stor betydning set ud fra et økonomisk synspunkt, da det er meget vigtigt for os stadig at have mulighed for at høre til avantgarden i forbindelse med bekæmpelsen af klimaændringerne og give den et skub. Det er også af stor betydning som en tilkendegivelse af solidaritet, særlig med henblik på det udvidede EU. Vi har her lejlighed til at vise, at solidaritet skal føres ud i livet.

Jeg tror derfor, at dette drejer sig om noget meget ambitiøst, og jeg kan garantere, særlig over for hr. Turmes, at det er i denne ånd, at vi forbereder den energipakke, der skal fremlægges i januar. Endvidere har De allerede set et første tegn på, hvad der bliver fremlagt, i form af det forslag om energieffektivitet, vi lige har stillet. Som premierminister Vanhanen sagde, har Det Europæiske Råd i Lahti banet vej for de officielle beslutninger om energi, vi forhåbentlig kan træffe på Det Europæiske Råds forårsmøde, som kommer til at foregå under det tyske formandskab.

Jeg vil slutte med at sige, at jeg deler det ambitionsniveau, og af og til også den utålmodighed, hr. Goebbels, hr. Swoboda, hr. Schulz og mange andre har givet udtryk for. Vores rolle er nu, som hr. Goebbels sagde, at gøre drømmen til virkelighed. Det er det bestemt. De uformelle topmøder giver imidlertid lejlighed til at uddybe debatten og at konsolidere vores holdninger, ligesom topmødet på Hampton Court også viste. Set ud fra dette synspunkt kan jeg ærligt sige til Dem, at Det Europæiske Råd i Lahti markerede fremskridt. Det var vanskeligt, særlig på grund af vores stadig mere komplekse forbindelser med Rusland. Også hvad angår dette aspekt, følte jeg, at der skete fremskridt, og præsident Putins tilstedeværelse bidrog til det. Jeg havde en fornemmelse af, at stats- og regeringscheferne forstod behovet for sammenhæng og solidaritet. Derfor håber jeg nu med Parlamentets årvågne støtte, at betingelserne vil være til stede for under og efter det finske formandskab at gøre fremskridt på de meget vigtige områder energi og innovation, og også at sætte gang i projektet om et mere forenet Europa.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Jeg vidste, at medlemmerne af Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti er fjernt fra virkeligheden, men alligevel er jeg forbavset over Godfrey Blooms tale, hvor han lod formode, at Storbritannien var selvforsynende med energi og ikke behøvede at samarbejde eller bare tale med andre lande. Han siger, at Storbritanniens "livsblod" ikke bør være i "udlændinges" hænder, men hvordan vil han have, at vi skal undgå at importere energi? Bestemt ikke ved hjælp af vedvarende energikilder, som han uden videre afviste som "helt hen i vejret" og erklærede, at vindmølleparker er "absurde", og at "ingen anerkendt forsker" vil påstå, at vedvarende energi kan spille nogen videre rolle i Storbritanniens energisammensætning.

Uden import og uden vedvarende energi, når olie og gas i Nordsøen slipper op, når kernekraften, hvis den bevares, kun tegner sig for en lille del af elektriciteten, og når mulighederne for øget kulforbrug bliver forholdsvis begrænsede, er Det Forenede Kongeriges Uafhængighedspartis vision om Storbritanniens fremtid, som er uberørt af "udlændinge", mørk!

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! Med topmødet som baggrund er der sat kræfter i bevægelser for at udtænke, hvordan man kan (gen)starte processen med (igen) at gennemtvinge den uacceptable traktat, der urigtigt og uberettiget benævnes "den europæiske forfatning", mod den franske og den hollandske befolknings suverænt og demokratisk udtrykte vilje.

Disse skændige planer aftegner sig stadig tydeligere. António Vitorino, en af det portugisiske socialistparti PS's strateger, som vi hører nu "arbejder for Kommissionen", siger således, at det portugisiske formandskab i anden halvdel af 2007 får det "enorme ansvar" at "tage de første skridt i gennemførelsen af det (såkaldte) forfatningsændringsprogram" og "være affyringsrampe for den nye (såkaldte) europæiske forfatning", hvilket skal udføre et "program", der vil være sat i gang af det tyske formandskab, og som det franske formandskab så skal afslutte i anden halvdel af 2008.

Den desperate europæiske kapitalistiske integration, som EU står for, en neoliberal, føderalistisk og militaristisk integration, som den såkaldte europæiske forfatning skal styrke på det juridisk-politiske plan, støder trods al propaganda, mystifikation og demagogi mod kategorisk afvisning fra alle de kræfter, der kæmper for et Europa af suveræne og ligestillede stater, med socialt fremskridt, samarbejde og fred.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har et par bemærkninger om topmødet i Lahti.

For det første har stats- og regeringscheferne på et tidspunkt, hvor Europa udsættes for en bølge af ulovlig indvandring uden fortilfælde, ikke fundet det passende at afsætte mere end en halv time til dette problem. Man kan absolut intet forvente af EU på dette område, og det haster med officielt at erkende, at enhver indvandringspolitik kun kan være national, og at ethvert samarbejde på dette område kun kan have mellemstatlig form.

For det andet har præsident Putin fuldt ud ret til at beholde en vis suverænitet over Ruslands energiressourcer og at nægte at sælge dem til nedsat pris til sultne multinationale olieselskaber i en økonomisk liberalismes interesse, han ikke er tilhænger af. Hvad angår den sabelraslen, der foregår vedrørende menneskerettigheder, hvis overholdelse skal danne grundlag for EU's forbindelser med resten af verden, ville dette være mere troværdigt, hvis den ikke var så selektiv og også var rettet mod lande såsom Kina.

Endelig venter vi stadig på, at Rådet skal fordømme de tyrkiske myndigheder, som har forsøgt at få fjernet et af de cypriotiske medlemmer fra en delegation af medlemmer af Parlamentet. Det er mindre og mindre acceptabelt at forhandle optagelse af et land, der nægter at anerkende alle medlemsstater.

(Mødet udsat kl. 12.00 for det højtidelige møde og genoptaget kl. 12.05)

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

5. Højtideligt møde - Ungarn

  Formanden. - Hr. præsident for Republikken Ungarn, mine damer og herrer, det er mig en ære at byde Dem velkommen til Europa-Parlamentets plenarforsamling, præsident Sólyom.

Præsident Sólyom er en anerkendt jurist, som altid har vist sin vilje til at beskytte loven, den politiske frihed og den menneskelige værdighed. Han var en af de første fem dommere, hvis udnævnelse blev aftalt i forbindelse med det nationale rundbordsmøde, der blev afholdt i Ungarn i 1989, da dette og andre lande opnåede frihed.

Som formand for forfatningsdomstolen havde præsident Sólyom meget stor indflydelse på de beslutninger, der styrkede det unge demokrati og de ungarske institutioner.

Som Republikken Ungarns tredje præsident har hr. Sólyom styrket sit lands vægt og prestige.

Han forsvarer de sociale og miljømæssige rettigheder. Han har givet anledning til respekt i løbet af sit første embedsår og har udøvet sin magt varsomt, men han har også handlet håndfast, når det har været nødvendigt.

Han er også en engageret miljøforkæmper. Det har fået ham til at oprette en europæisk gruppe for grønne præsidenter, dvs. præsidenter, der bekymrer sig om miljøproblematikken, et originalt og kreativt initiativ.

(Bifald)

De kan nok forestille Dem, hvilken gruppe de medlemmer, der klapper, tilhører.

For 50 år siden bekræftede den ungarske opstand styrken af den folkelige opbakning til de demokratiske værdier og viljen til at forme deres egen nationale skæbne. Der er en række milepæle, som vi allerede har mindet og fejret.

Det hele begyndte i oktober 1989, da Deres land erklærede sin uafhængighed, og i 1990, da det ungarske parlament erklærede den 23. oktober for national ungarsk festdag og understregede, at mindet om opstanden i 1956 fortsat er levende blandt os.

I går mindedes Europa-Parlamentet den ungarske opstand i 1956 på sit plenarmøde. På torsdag vedtager vi en beslutning herom. I eftermiddag fejrer vi her i Europa-Parlamentet denne mindedag med åbningen af fotoudstillingen "Ungarn - Fortid og fremtid - 1956-2006", som jeg vil tillade mig at invitere alle Parlamentets medlemmer til.

Hr. formand, jeg takker Dem for Deres tilstedeværelse her hos os på et så vigtigt tidspunkt i Deres lands historie og i hele Europas historie.

(Bifald)

  László Sólyom, præsident for Republikken Ungarn. - (EN) Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, repræsentanter for Rådet og Kommissionen, mine damer og herrer! Ungarn og verden markerer sammen 50-året for den ungarske revolution og frihedskamp i 1956. Det er opmuntrende og opløftende at mærke, at der er én mindehøjtidelighed, som alle kan identificere sig med. Der er ingen meningsforskelle, ingen forbehold. Alle ærer mindet om de ungarske helte fra 1956. Nu ser vi klart, efter 50 år og det sovjetiske kommuniststyres fald, den historiske betydning af den ungarske revolution og frihedskamp i 1956.

Men dette er også en højtidelighed, hvor verden fejrer sig selv - og det har den al mulig grund til. Vi kan sammen genopleve den tidligere entusiasme, hvormed folk stillede sig på den ungarske revolutions side. Verden kan nu fejre sit ædelmodige offer: Østrig, som lige var blevet befriet, åbnede sine grænser for 160.000 ungarske flygtninge, bloddonationerne i Polen for at hjælpe med at redde dem, der blev såret under frihedskampen, de titusinder af ungarske flygtninge, der fandt nye hjem i forskellige lande rundt omkring i verden.

Men den virkelige årsag til denne mindefest og glæde er, at Ungarn i dag er en uafhængig, suveræn og demokratisk retsstat, som kan blive medlem af internationale organisationer som EU af egen fri vilje.

Det er på grund af 1956, at verden ser positivt på Ungarn. De ungarske frihedskæmperes heltemodige kamp mod den sovjetiske overmagt har givet Ungarn anerkendelse og påskønnelse alle vegne helt frem til i dag.

Det er siden Sovjetunionens sammenbrud blevet kutyme at præsentere den ungarske revolution som et dødbringende slag for det sovjetiske system. Sådan var der ingen, der opfattede det i de første år med militærmagt og årene med rædsel spredt af Kádár-systemet. 1956 satte højst spørgsmålstegn ved den kommunistiske ideologi og præsenterede et dilemma for den venstreorienterede, prosovjetiske del af intelligentsiaen i Vesteuropa ved at tvinge dem til at se sandheden i øjnene. Disse holdninger kan stadig opfattes som en vis intellektuel oprigtighed. Men på det politiske plan havde Sovjetunionen fundet ud af, at det kunne hævde sig frit og utvungent i regionen, for vestmagterne havde ingen direkte sikkerhedsinteresser eller økonomiske interesser i området.

Der var en ambivalens mellem stormagternes virkelige politiske hensigter og propagandaen og dermed en ambivalens i den ungarske nations forventninger. Hverken den amerikanske, den franske eller den britiske regering agtede at gribe ind eller bare sætte spørgsmålstegn ved den sovjetiske indflydelsessfæres integritet - det gjorde de klart over for Sovjetunionen i oktober. Men de efterlod den ungarske regering isoleret og uinformeret og frihedskæmperne og befolkningen i en vildfarelse, for de statsstøttede vestlige radiostationers propaganda fik dem til at tro på, at man ville komme dem til undsætning.

Kommunisterne kunne bygge Berlinmuren i 1961 og anvende militær invasion til at knuse Pragforårets reformbevægelse i 1968. Det, der fik Sovjetunionen til at opgive sin indflydelsessfære i Baltikum og Central- og Østeuropa i 1989 og selv bryde sammen, var ikke 1956, men iboende systematiske svagheder og Sovjetunionens manglende evne til at konkurrere hverken økonomisk eller i våbenkapløbet.

Set ud fra et andet synspunkt var den ungarske revolution og uafhængighedskamp imidlertid det første og mest tungtvejende bevis på de kommunistiske styrers ustabilitet i de centraleuropæiske stater, som havde andre historiske, politiske og kulturelle traditioner end Sovjetunionen. Disse stater havde tradition for demokrati. National uafhængighed havde fået en næsten iboende værdi. Kampene i Polen og Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen igen, ledet af fagforeningen Solidaritet, fra 1980'erne og fremefter var på samme tid kampe for grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder og for begrænsning af den sovjetiske indflydelse. Disse begivenheder og kampe førte til overgang til demokratiske styreformer i Centraleuropa i 1989-1990.

Et fælles træk ved revolutionen i 1956 og magtskiftet i 1989 er, at begge afviste partistatskommunisme. Trofastheden mod revolutionen og legitimiteten af vores krav til den afhænger af, om vi tillader, at linjen mellem vores frie Ungarn i dag og det Ungarn, vi havde før 1989, udviskes.

Erfaringerne fra både 1956 og 1989 er, at historien i begge tilfælde overgik forventningerne om at opnå mere frihed inden for rammerne af et socialistisk system. Ministerpræsident Imre Nagys storhed ligger i, at han erkendte det. Han trådte ud af sin kommunistiske fortid, han trådte ud af det sovjetiske system. Han forblev en venstrefløjspolitiker, men han påtog sig en historisk rolle, han accepterede den skæbne, som den revolutionære ungarske nation tilbød ham. Og han ville hellere dø end træde tilbage.

Den 22. oktober, aftenen før revolutionen, deltog statsoverhoveder, ministerpræsidenter og andre fornemme gæster i festforestillingen i statsoperaen i Budapest. Inviteret var bl.a. de lande, som modtog mange ungarske flygtninge.

Indtil udgangen af 1956 flygtede mere end 153.000 ungarere til Østrig. Senere kom der yderligere 30.000 personer. Østrig sørgede uselvisk for indkvartering og forplejning af flygtningene og organiserede den internationale hjælp, som nu næsten var blevet uundværlig. Hjælpen omfattede rådgivning, retshjælp, arbejdsformidling og gik sågar til undervisning af skolebørn og psykologhjælp. Østrig hjalp også med udvandring til tredjelande. En tiendedel af ungarerne blev imidlertid i Østrig, et land, som de altid har følt sig nært knyttet til.

Østrigs hjælp begrænsede sig dog ikke kun til flygtningehjælp. Dette naboland fulgte ikke kun begivenhederne fra nærmeste geografiske hold, men kunne opvise en særlig medfølelse for ungarerne. Besættelsestropperne havde netop forladt landet, og Den Røde Hær havde for nylig trukket sig ud af Wien. I Østrig vidste man, hvad det betød at leve i et besat land. Her erfarede man også dag for dag, hvordan manglen på selvbestemmelse gennemsyrer og skader alt. Vi havde også erfaring med totalitære systemer.

Vi skylder også Tyskland en særlig tak herfor. Den 2. november 1956 kom de første ungarske flygtninge til Tyskland. Da regeringen blev klar over de store antal flygtninge, besluttede den at give 10 % af flygtningene asyl, selv om den kun ønskede at optage 3.000 flygtninge den 7. november. Selv om flygtninge og fordrevne fra de tyske østområder allerede udgjorde en kraftig belastning for forsyningssystemet, modtog man ungarerne med stor sympati. Tysk Røde Kors stillede et beløb på i alt 30 millioner DM til rådighed i hjælp til flygtningene. 20.000 ungarske flygtninge fandt et nyt hjem i Tyskland. 1.200 studerende kunne indlemmes i det tyske universitetsvæsen, og i Kastl etablerede man et tosprogligt gymnasium.

Det vil jeg gerne takke for på vegne af det ungarske folk.

Mindehøjtideligheden for revolutionen i 1956 skal minde om den frigørelse, man oplevede på det tidspunkt, og følelsen af elementær og ren glæde. Det er det, der stråler ud af demonstranternes ansigter den 23. oktober 1956 og kan ses på ethvert fotografi og enhver film, der stadig findes. Og det er det, som alle, der husker den tid, nævner.

Jeg vil gerne slutte af med en berømt forfatters ord. Géza Ottlik skrev: "If you were not there from the beginning to the end, no poetic imagination, no fervent revolutionary heart, not even the mind of a genius can grasp what it was like. I could not have imagined beforehand either the happiness of walking through the streets of Budapest, because I had not known, I simply had no idea that such happiness existed … No one values his wretched life - perhaps made too wretched - more dearly than the abstract honour of the homeland. See the faces; notice … their relieved sense of calm. For the main thing is this: not the brave resolve, not the heroic daring, but what shines in their eyes: a glad relief. They are marching, together or separately, facing tanks, cannons, and machine guns aimed at them, with a profound, happy serenity. Nothing is dearer to them than their regained human dignity" (Hvis man ikke var der fra begyndelsen til enden, kan ingen digterisk fantasi, intet glødende revolutionært hjerte, ikke engang et genis sind begribe, hvordan det var. Jeg kunne ikke på forhånd have forestillet mig hverken glæden ved at gå i Budapests gader, for jeg vidste ikke, jeg havde ganske enkelt ingen forestilling om, at en sådan glæde eksisterede ... Ingen sætter sit elendige liv - som måske er gjort for elendigt - højere end hjemlandets abstrakte ære. Se ansigterne, læg mærke til ... deres sindsro. For det vigtigste er dette: ikke den tapre beslutsomhed, ikke det heroiske vovemod, men det, der skinner i deres øjne: glad lettelse. De marcherer, sammen eller hver for sig, imod kampvogne, kanoner og maskingeværer, der er rettet mod dem, med en dyb, lykkelig sjælefred. Intet er dem kærere end deres genvundne menneskelige værdighed).

Tak.

  Formanden. - Mange tak, hr. præsident, fordi De her har mindet os om de begivenheder, vi nu fejrer. Vi ønsker det bedste for Deres land.

EU har fungeret som et fyrtårn, der har vist mange lande, ikke kun i Østeuropa, men også i Vest- og Sydeuropa, vejen mod frihed og demokrati.

Det, De har fortalt os, bidrager helt sikkert til at øge de unge generationers viden om omtalte historiske begivenheder. Vi takker Dem varmt for Deres tilstedeværelse her, og vi håber, at De og den ungarske regering kan fortsætte Deres vej mod fuld integration i EU. Mange tak.

(Bifald)

(Højtideligt møde hævet kl. 12.25)

  Gérard Onesta (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Vedrørende dagsordenen for dette møde, mener jeg, hvis jeg ikke tager fejl, at det er blevet meddelt, at afstemningen begynder kl. 12.30. Det forklarer formentlig, hvorfor en række medlemmer stadig ikke er her. Kan afstemningstiden ikke simpelthen påbegyndes kl. 12.30 som meddelt?

(Bifald)

  Formanden. - Afstemningen er blevet annonceret, og alle fortsætter Parlamentets arbejde. Jeg synes ikke, at det er nødvendigt at vente til den er præcis 12.30, for jeg har sagt klart og tydeligt, at den ville finde sted efter det højtidelige møde.

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - Señor Presidente, yo le he escuchado, no a través de la interpretación simultánea sino en directo, en su magnífica lengua castellana y usted ha anunciado, al terminar el debate sobre este punto esta mañana, que la votación tendría lugar a las doce treinta. No ha dicho nada más: ha dicho que la votación tendría lugar a las doce treinta.

Luego, le pido que, por respeto a los compañeros en un tema extremadamente delicado, donde cada voto cuenta, como siempre cuenta cada voto, tenga usted la delicadeza de convocar la votación a las doce treinta y no a las doce y veinticinco o veintiséis.

  Formanden. - Hr. Guardans, jeg takker Dem for Deres ros af min brug af det castilianske sprog. Jeg plejer faktisk at udtrykke mig ret godt på dette sprog, og hvis jeg ikke husker galt, sagde jeg kl. 12.30, efter det højtidelige møde. Det vil fremgå af protokollen, hvem af os, der har ret, men De behøver ikke at appellere til min finfølelse for at træffe de beslutninger, jeg finder nødvendige.

  Josu Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne sige det samme som hr. Guardans, nemlig at De efter afslutningen af forhandlingen om fredsprocessen sagde, at afstemningen ville finde sted kl. 12.30, og ydermere på castiliansk, et sprog, som De udtrykker Dem så udmærket på. At De siger kl. 12.30, efter det højtidelige møde, er ikke i modstrid med, at afstemningen finder sted kl. 12.30.

Med anden del har De blot taget højde for, at vi, såfremt det højtidelige møde ikke sluttede kl. 12.30, kunne stemme efterfølgende. Det er det, Deres ord betyder på castiliansk.

  Formanden. - Jeg kan ikke tillade flere indlæg til forretningsordenen.

6. Afstemningstid

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

6.1. Fredsprocessen i Spanien (afstemning)

  Formanden. - Vi vil nu behandle forslaget til beslutning fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og Gruppen Union for Nationernes Europa.

PPE-DE-Gruppen har stillet et ændringsforslag til afsnit 2 i dets forslag til beslutning.

(Ved elektronisk afstemning forkastede Parlamentet ændringsforslaget)

Vi stemmer nu om forslaget til beslutning.

(Ved afstemning ved navneopråb forkastede Parlamentet forslaget til beslutning)

Vi behandler herefter forslaget til beslutning fra PSE-Gruppen, ALDE-Gruppen, GUE/NGL-Gruppen og Verts/ALE-Gruppen.

  Cristiana Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand! I henhold til artikel 136 og 138 i forretningsordenen vil jeg gerne bede om en forklaring på, at den beslutning, som vi nu skal vedtage, og som er af stor politisk betydning, er blevet ændret væsentligt, når det gælder titlen og punkt 6, hvilket ikke er i overensstemmelse med forretningsordenen. Desuden vil jeg gøre opmærksom på, at den nye tekst stadig ikke er tilgængelig på alle sprog, hvilket den skal være ifølge forretningsordenen.

Hr. formand, vi kunne godt tænke os at vide, hvorfor tjenestegrenene har accepteret en sådan ændring - endda uden de politiske gruppers samtykke - og hvorfor man ikke i stedet gjorde brug af et mundtligt ændringsforslag, sådan som det er praksis, og sådan som der står i forretningsordenen.

I henhold til forretningsordenen er det ikke muligt at vedtage en ændring af teksten, hvis den foreslås efter den tilladte frist og uden at have hørt de politiske grupper.

  Formanden. - Sekretariatet har meddelt mig, at der er en tekst til rådighed for medlemmerne på alle sprog. Det forsikrer de mig.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (IND/DEM). - (PL) Hr. formand! Må jeg spørge, om der har været en misforståelse? I henhold til vores stemmelister skulle den første afstemning foregå ved håndsoprækning. Den anden afstemning om beslutningen foreslået af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater skulle foregå ved navneopråb. Ifølge vores lister skulle denne afstemning imidlertid have været om Socialdemokraternes beslutning, og vi stemte imod i den tro, at det var den anden afstemning. Er det rigtigt forstået, at den afstemning, der har fundet sted, var første afstemning? Jeg vil gerne påpege, at mange af mine polske kolleger og ligeledes kolleger fra Den Tjekkiske Republik og andre lande stemte på samme måde. Vil De være så venlig at afklare situationen?

  Formanden. - Det er ingen tvivl om, hvad jeg som formand har sat under afstemning, nemlig et ændringsforslag til forslaget til beslutning, og bagefter har der ikke været nogen tvivl om, hvordan vi stemte. Vi stemte om forslaget til beslutning fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og Gruppen Union for Nationernes Europa. Man skal være fuldkommen døv for ikke at have forstået, hvad vi satte under afstemning.

(Protest fra højre)

(Bifald fra venstre)

  Alejo Vidal-Quadras (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne komme med to indlæg til forretningsordenen. Det første er, at vi burde have stemt om ændringsforslaget ved håndsoprækning og ikke ved navneopråb.

(Bifald fra gruppen)

Denne fejl har, som vi netop har set, medført, at der er nogle medlemmer, der er blevet forvirret i forbindelse med stemmeafgivelsen. Jeg anmoder Dem derfor om, hr. formand, at De med hjemmel i vores forretningsorden afhjælper denne fejl.

Det andet indlæg til forretningsordenen er, at teksten i socialdemokraternes beslutning er blevet væsentligt ændret - og jeg understreger væsentligt - og at det ikke er sket i henhold til forretningsordenen. Det burde have fundet sted ved hjælp af et registreret ændringsforslag, hvilket ikke skete inden for den fastsatte frist, eller ved hjælp af et mundtligt ændringsforslag i plenarforsamlingen.

Hr. formand, teksten i den socialdemokratiske beslutning er derfor heller ikke i overensstemmelse med forretningsordenen, og jeg beder Dem om at handle i overensstemmelse hermed.

(Bifald fra højre)

(Protest fra venstre)

  Formanden. - Hr. Vidal-Quadras, vi har ikke foretaget en afstemning ved navneopråb, men derimod en elektronisk afstemning. De har været her længe nok til at kende forskel.

For det andet påhviler fortolkningen af forretningsordenen ikke Dem, men derimod formanden, med bistand fra sekretariatet, og formanden lytter til alle de begrundelser, der fremlægges, så han kan tage hensyn til disse og handle så korrekt som muligt, men jeg beder Dem, lad være med at docere. Lad være med at sige, at det her er i overensstemmelse med forretningsordenen, og det her er ikke, for det er ikke Deres opgave.

(Protest fra højre)

(Bifald fra venstre)

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg tror, at De har sagt alt det, der skal siges. Fortolkningen af forretningsordenen, især med hensyn til rækkefølge og gennemførelsen af afstemningerne, er formandens opgave. Jeg har indtryk af, at De gennemførte afstemningen efter forskrifterne. Min politiske erfaring har imidlertid også lært mig et og andet - vi er alle sammen politikere, og De, mine damer og herrer fra PPE-DE-Gruppen, er også alle sammen politikere: Hvis man ikke kan komme længere ad politisk vej, skal forretningsordenen holde for. Det kender vi, men jeg beder Dem, hr. formand, om at gennemføre afstemningen nu.

(Bifald fra venstre)

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Er det ikke muligt, at De som følge af Deres agtede baggrund som spansk socialdemokrat har en interessekonflikt, hvis De vedbliver med at føre forsædet i forbindelse med dette punkt?

(Kraftigt og vedvarende bifald fra højre)

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil blot på grund af den forvirring, som nogle af indlæggene kan have givet anledning til, påpege, at vi ikke skal stemme om en socialdemokratisk beslutning, men derimod om en fælles beslutning fra Den Socialdemokratiske Gruppe, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance samt GUE/NGL-Gruppen, dvs. fra flere af Parlamentets grupper i fællesskab. Vi skal derfor ikke stemme om en socialdemokratisk beslutning, hr. formand.

(Bifald fra højre)

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Det er muligt, at nogen forsøger at ændre deres stemme eller lignende, men jeg stemte faktisk forkert på grund af afstemningen ved navneopråb. Det er beviset. Der er i hvert fald en forkert stemme.

(Bifald fra højre)

  Bogdan Pęk (IND/DEM). - (PL) Hr. formand! Det er naturligvis vigtigt, at afstemningerne afspejler Parlamentets og dermed parlamentsmedlemmernes ønsker. På grund af en fejl eller en forglemmelse stemte mange medlemmer ikke i overensstemmelse med deres ønsker. Jeg anmoder derfor formelt om, at afstemningen går om. Der er ingen risiko forbundet med det, og Parlamentet vil blot vise, hvad det virkelig ønsker.

(Bifald fra højre)

  Formanden. - Vi er i gang med et alvorligt og vigtigt emne. Jeg beder Dem derfor om at samarbejde med Præsidiet, så vi kan foretage en rationel og grundig analyse af det skete. Det er ikke nødvendigt, at De støtter hvert enkelt indlæg med bifald fra den ene eller den anden side.

  Daniel Cohn-Bendit (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Ligegyldigt hvilken holdning man har til denne afstemning, vil jeg godt knytte en kommentar hertil, og jeg beder formanden for PPE-DE-Gruppen om at tage stilling til dette. Det, der blev sagt her, er en uforskammethed, som hele Parlamentet bør tage afstand fra. Denne formand blev valgt med stort flertal og har ret til at lede enhver afstemning, uanset om De synes om det eller ej. Alt andet er uforskammet og noget svineri!

(Bifald fra venstre)

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil blot henvise til det svar, som De har givet Parlamentets næstformand, hr. Vidal-Quadras, om, at det påhviler Europa-Parlamentets formand at fortolke forretningsordenen.

Det står i artikel 159, stk. 1, i Parlamentets forretningsorden, at Parlamentet normalt foretager afstemning ved håndsoprækning, og det står i stk. 2, at "erklærer formanden udfaldet af afstemningen for tvivlsomt, foretages elektronisk afstemning". De har, hr. formand, foretaget elektronisk afstemning, før De kendte til resultatet, og det har givet anledning til forvirring.

Hr. formand, der er to måneder til, at Deres mandat i Parlamentet udløber. Lad være med at sætte Deres uafhængighed eller prestige på spil, for det fortjener hverken De eller Parlamentet.

(Blandede reaktioner)

  Formanden. - Jeg vil give ordet til hr. Poettering til et sidste indlæg til forretningsordenen. Der bliver ikke flere, for så kunne det blive ved i det uendelige. Derefter vil jeg rådføre mig med Præsidiets medlemmer og træffe den beslutning, som jeg finder hensigtsmæssig, i overensstemmelse med vores forretningsorden.

  Hans-Gert Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi befinder os i en vanskelig situation, og vi førte efter min mening nogle meget værdige forhandlinger her til morgen. Nu skal vi alle tage et skridt fremad. Jeg vil godt udtrykkeligt understrege, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved parlamentsformandens integritet.

(Bifald)

Efter at have sagt dette, appellerer jeg dog til, at vi nu finder frem til en procedure, som kan lede os frem til en beslutning. Det ville have været rigtigt, hvis den første afstemning havde fundet sted ved håndsoprækning - som det normalt ville have været tilfældet. Jeg antog, at De gennemførte en elektronisk afstemning med det samme, fordi resultaterme efter Deres vurdering lå for tæt på hinanden, men det ville have været normal procedure at gennemføre afstemningen ved håndsoprækning. Denne afstemningsprocedure vil beklagevis have ført til, at nogle kolleger stemte anderledes, end de havde planlagt.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt den fælles tekst, som grupperne er blevet enige om, er kommet rigtig i stand, og om oversættelserne heraf foreligger.

Alt i alt rummer dette en række problemer. Derfor vil jeg appellere til Deres gode vilje med henblik på en gentagelse af afstemningerne, og at der efterfølgende afholdes en afstemning om gruppernes fælles beslutningsforslag. Så har Parlamentet givet sin mening til kende, og Parlamentets politiske vilje bliver tydelig. Jeg beder Dem om at vise denne gode vilje.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. Poettering. Tak, fordi De har forsvaret formanden for Europa-Parlamentets ære.

Jeg synes faktisk, at fru Doyles indlæg er helt uacceptabelt, og at det ikke har noget at gøre med det, der foregår her.

(Bifald)

Vi har vigtigere ting at diskutere. Mine damer og herrer, jeg beder Dem om at give mig et par minutter, så jeg kan rådføre mig med Præsidiets medlemmer om de tre spørgsmål, De har rejst under indlæggene.

Derefter vil formanden meddele Dem sin beslutning, og jeg minder Dem om, at formanden i henhold til artikel 166, stk. 4, i vores forretningsorden, træffer den beslutning, han finder relevant, umiddelbart efter de indlæg til forretningsordenen, der er blevet fremført med hensyn til det, vi har diskuteret, og at formandens beslutning ikke sættes under afstemning. Det betyder, at det, formanden beslutter, gælder.

Nu beder jeg Dem om at lade mig forelægge de tekniske spørgsmål, som de tre rejste problemer henviser til, for Præsidiet.

(Mødet afbrudt i nogle minutter)

Mine damer og herrer, efter at forelagt sagen for Parlamentets tjenestegrene og efter at have undersøgt de punkter i forretningsordenen, der vedrører de spørgsmål, vi har drøftet, vil jeg gerne fortsætte som følger:

- med hensyn til den beslutning, der er forelagt af en række politiske grupper, PSE, ALDE, GUE/NGL og Verts/ALE, har jeg fået oplyst - og jeg har ingen grund til at betvivle det - at teksten foreligger på alle sprog. Jeg har ligeledes fået oplyst, at det er korrekt, at der var ændringer til teksten i går i sidste øjeblik, som Præsidiet vedtog uden at underkaste den nogen formel ændringsforslagsbehandling, da det ikke anså det for nødvendigt. Derfor kan der stemmes om det beslutningsforslag, der er stillet af PSE-Gruppen, ALDE-Gruppen og Verts/ALE-Gruppen, i den version, der var genstand for den sidste ændring, så det kan blive inddraget i forhandlingen. Vi vil stemme om det;

- for det andet er det nærliggende at tro, at der er opstået forvirring, og at nogle medlemmer har stemt anden gang uden at være helt klar over formålet med afstemningen, til trods for, at jeg mener, at jeg havde fremlagt det helt klart. Jeg mener imidlertid, at indvendingerne er blevet fremsat i god tro, og at der formentligt har været fejlfortolkninger af, hvad vi stemte om. Som følge heraf og for reelt at afspejle Parlamentets demokratiske vilje vil jeg gentage de to afstemninger.

(Bifald)

(Ved afstemning ved håndsoprækning forkastede Parlamentet ændringsforslaget)

Resultatet af anden afstemning er således det samme som i første omfang: ændringsforslaget er forkastet.

(Ved afstemning ved navneopråb forkastede Parlamentet forslaget til beslutning fra PPE-DE-Gruppen og UEN-Gruppen)

Det resultat, vi er nået frem til, er således nøjagtig det samme som det tidligere, men jeg formoder, at alle nu er mere rolige, og at medlemmernes vilje er blevet bedre afspejlet.

(Ved afstemning ved navneopråb vedtog Parlamentet forslaget til beslutning fra PSE-Gruppen, ALDE-Gruppen, GUE/NGL-Gruppen og Verts/ALE-Gruppen)

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

6.2. Europæisk betalingspåbudsprocedure (afstemning)

Før afstemningen

  Cristiana Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand! Jeg har en bemærkning til forretningsordenen, og De skal have tak, fordi De hurtigt gav mig ordet. Eftersom formandskabet gav mig ordet så hurtigt, er jeg sikker på, at min stemme også bliver hørt dér, hvor mikrofonerne ikke når ud.

I henhold til forretningsordenen vil jeg foreslå, at vi efter det, som er blevet besluttet, og efter den efterfølgende afstemning, straks foretager en ændring af forretningsordenen ifølge den praksis, der er blevet indført her i Parlamentet i dag. Fra nu af vil det ikke længere være nødvendigt at have teksterne til rådighed på alle sprog 24 timer tidligere, men blot at modtage dem i forbindelse med afstemningen, og det vil heller ikke være nødvendigt at stille mundtlige ændringsforslag, eftersom enhver af os har ret til at ændre de tekster, der stemmes om, i sidste øjeblik.

Hr. formand, jeg vil gerne lykønske Dem, for det betyder, at demokratiet endnu en gang er blevet trådt under fode.

  Monica Frassoni (Verts/ALE). - (IT) Hr. formand! Jeg vil blot sige, at det har været en vanskelig dag i dag, og at beslutningen om at gentage afstemningen efter min mening skaber en farlig og helt unødvendig præcedens.

  Arlene McCarthy (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Udvalget og de politiske grupper anmodede om, at vi stemmer om kompromisændringsforslag 4 først, fordi det er det ændringsforslag, der blev aftalt med Rådet og Kommissionen på trepartsmødet. Det respekterer Parlamentets regler om den nye komitologiprocedure. Når De tager kompromisændringsforslag 4 først, betyder det, at ændringsforslag 2 bortfalder.

I lyset af kommissær Frattinis udtalelse under debatten i mandags og hans tilsagn om at undersøge virkningerne af denne forordning og de civilretlige love for parter med bopæl i tredjelande, navnlig staterne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, er grupperne blevet enige om ikke at insistere på ændringsforslag 1. Derfor vil vi som grupper stemme imod dette ændringsforslag.

Jeg håber, at det afværger forvirring under afstemningen.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Formandskabet noterer sig også Parlamentets interesse for at udvide den europæiske betalingspåbudsprocedures anvendelsesområde til at omfatte sagsøgere og sagsøgte med bopæl i en stat, som er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Men hvis vi ser på forhandlingerne i Rådet, synes det at være umuligt at ændre definitionen af grænseoverskridende sager i forordningen på nuværende tidspunkt.

Formandskabet er rede til at se nærmere på forordningens indvirkning på parter med bopæl i stater i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

6.3. Programmet "Aktive unge" (2007-2013) (afstemning)

6.4. Livslang læring (afstemning)

6.5. Programmet "Europa for borgerne" (2007-2013) (afstemning)

6.6. Begrænsning af markedsføring og anvendelse af perfluoroktansulfonater (afstemning)

6.7. Anden generation af Schengen-informationssystemet (forordning) (afstemning)

Før afstemningen

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Der er nok ingen grund til at understrege betydningen af forslagene til retsakter om anden generation af Schengen-informationssystemet. SIS II er et centralt redskab for de retshåndhævende myndigheder, som samtidig giver mulighed for at udvide Schengen-området og afskaffe kontrollen ved de indre grænser.

For første gang i EU's historie skaber vi et retsgrundlag for et omfattende informationssystem sammen med Europa-Parlamentet i henhold til den fælles beslutningsprocedure.

Formandskabet har sammen med Europa-Parlamentets ordfører, hr. Coelho, udarbejdet et kompromis, som forhåbentlig vil være acceptabelt for alle parter ved førstebehandlingen. Vi takker hr. Coelho og hans team for samarbejdet.

Rådets holdning til lovgivningspakken om SIS II blev sendt til formanden for Parlamentet i begyndelsen af oktober. Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender stemte om holdningen den 5. oktober. Det godkendte ikke den tilføjelse, som Rådet havde foreslået, om myndighedernes adgang til systemet. I henhold til Rådets holdning skulle alle myndigheder, der indlæser oplysninger i SIS II, også have adgang til systemet. Dette ville sikre fuldt og helt påkrævet samarbejde mellem alle myndigheder, der beskæftiger sig med beskyttelse af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Tilføjelsen om myndighedernes adgang blev foreslået meget sent i forhandlingerne. Derfor er det helt forståeligt, at Udvalget om Borgernes Rettigheder ikke syntes, at det kunne godkende tilføjelsen uden at have haft lejlighed til at undersøge spørgsmålet nøjere.

Formandskabet fulgte debatten i Parlamentet i mandags om dette emne med stor interesse. Jeg håber, at Europa-Parlamentet kan godkende den foreslåede tekst i dag. I de kommende uger vil Rådet drøfte resultatet af afstemningen i Parlamentet.

Jeg tror, at vi kan nå til enighed med Parlamentet under førstebehandlingen. Jeg vil understrege, at vi er meget tæt på enighed om dette vigtige lovgivningsmæssige spørgsmål.

6.8. Registreringsmyndigheders adgang til SIS II (afstemning)

Før afstemningen

  Carlos Coelho (PPE-DE), ordfører. - (PT) Hr. formand! Rådet kunne ikke være til stede under debatten i mandags og har nu afgivet en erklæring. Jeg finder det rimeligt, at Parlamentet gennem dets ordfører reagerer på Rådets erklæring. Hvis formanden tillader, vil jeg gerne gøre to korte bemærkninger. Den første er at takke formandskabet for dets indsats i denne sag, og ligesom formandskabet mener jeg, at Parlamentet kan være tilfreds med, at vi med den lovgivning, som vi her vedtager, styrker de ydre grænser og skaber øget sikkerhed for borgerne.

Mens formandskabet har ageret meget fint i denne sag, har det samme ikke være tilfældet for Rådet som sådan. Det har ikke levet op til de aftaler, som det indgik i trialogmødet i maj her i Strasbourg. Jeg håber ikke, at Rådet gør det samme med det finske formandskab, som det gjorde med det østrigske, men at det overholder sine aftaler og vedtager teksten, som vi vil gøre det, for kun på den måde får vi en aftale ved førstebehandlingen, og kun på den måde forsinker vi ikke den anden generation af Schengen-informationssystemet i at træde i funktion.

6.9. Anden generation af Schengen-informationssystemet (afgørelse) (afstemning)

6.10. Forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Rusland efter drabet på journalisten Anna Politkovskaïa (afstemning)

6.11. Brystkræft inden for Den Europæiske Union (afstemning)

6.12. Handelsbeskyttelsesforanstaltninger (2004) (afstemning)

Før afstemningen

  Cristiana Muscardini (UEN), ordfører. - (IT) Hr. formand! Det er et meget vanskeligt spørgsmål. Jeg tager udelukkende ordet for at takke alle kollegerne i Udvalget om International Handel - ikke mindst formanden - og hele sekretariatet for det glimrende arbejde, de har udført, og for deres bidrag til denne forhandling om et meget delikat og vanskeligt spørgsmål for Europas fremtid, ikke bare på handelsområdet, men også når det gælder vores frihed.

  Formanden. - Afstemningstiden er afsluttet.

7. Stemmeforklaringer

Fredsprocessen i Spanien (B6-0526/2006 og B6-0527/2006)

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Desværre er afstemningen om fredsprocessen i Baskerlandet blevet forgiftet lidt af de proceduremæssige foranstaltninger, men jeg synes, at det er en god dag for processen, fordi Europa-Parlamentet har støttet den og været involveret i den. Det er afgørende for at løse den politiske konflikt, der for øjeblikket finder sted i Baskerlandet og den spanske stat.

Nu skal der tages skridt til at løse problemerne i Baskerlandet. På den ene side er det nødvendigt at standse alle væbnede aktiviteter og at opløse terrororganisationen ETA, men på den anden side skal den politiske konflikt erkendes og løses. Hvis der ikke bliver presset på for at få løst de politiske problemer, kunne der opstå en forfærdelig situation i fremtiden.

Europa-Parlamentets engagement er meget vigtigt, for nu har vi en konkret arena, hvor konflikten kan løses, og det kan være den eneste mulighed. Europa er stedet, hvor dette politiske problem skal løses. Vi har fundet den rigtige arena.

Det baskiske samfund skal også sammen med de politiske partier, fagforeningerne og EU være med til at løse problemet.

  Josu Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Hr. formand! I min egenskab af baskisk politisk repræsentant tror jeg ikke, at jeg tager fejl, når jeg hævder, at det for langt de fleste baskiske borgere, fra Euskadi eller Euskal Herria, er en stor dag i dag, en historisk dag, hvor den institution, der repræsenterer alle europæerne, Europa-Parlamentet, endelig ser direkte på en del af sit indre territorium, der lider under en gammel konflikt, der, fordi den i sin tid ikke blev håndteret ordentligt, i de seneste år har fået en gruppe ekstremister til at ty til vold og så død og smerte.

Det baskiske samfund afviser i dag vold til opnåelse af politiske mål, og heldigvis ser der ud til at være en seriøs satsning på at løse konflikten ved hjælp af demokratiske midler.

Jeg opfordrer dem, der ikke har ønsket at give borgerne lejlighed til at tale i stedet for bomberne, til at reflektere og se fremad, og når et flertal i Europa-Parlamentet har stemt for, til demokratisk at respektere den vedtagne beslutning og tillade, at processen skrider fremad.

Endelig vil jeg gerne på flertallet af den baskiske befolknings vegne takke alle de medlemmer af Parlamentet, der med deres stemme for forslaget til beslutning har givet os og freden en mulighed.

Jeg er sikker på, at vi ikke vil skuffe dem.

  Gérard Onesta (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Jeg taler her i Parlamentet som repræsentant for Baskerlandet, da min valgkreds dækker Ipar Euskadi, som er den nordlige del af Baskerlandet. Dette er en meget vigtig dag for Parlamentet, da vi som gode europæere har besluttet at anvende den europæiske metode, som gør dialog til den eneste løsning på vold.

Ingredienserne i den proces, der anvendes på Baskerlandet, er følgende: For det første, at der skal gøres en ende på volden, for det andet, at der indledes en debat, hvor ingen er udelukket, da vi slutter fred med vores fjender og ikke med vores venner, for det tredje, at der på en passende måde føres en fair debat, hvis udfald ikke er forudbestemt, og endelig at der opnås et resultat, som uanset formen skal valideres på demokratisk vis.

Jeg opfordrer indtrængende Frankrig til også at engagere sig i processen. Vi er nødt til at holde op med at være hykleriske, da Baskerlandet ligger på begge sider af Pyrenæerne. Jeg vil slutte med en fortrinlig sætning, jeg fandt på en væg i Baskerlandet, og som jeg tror kan tilskrives Gandhi: "Der er ingen vej til fred. Fred er vejen.".

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand! I lighed med de tidligere talere vil jeg gerne lykønske Europa-Parlamentet, fordi det har bygget et nyt trin i den trappe, der fører til fred i Baskerlandet.

Det har ikke været en nem opgave. Vi har set det, og vi har lidt under det, men tingene er aldrig nemme i en fredsproces. I de seneste dage har vi set visse gestusser og holdninger, der ikke bidrager spor til en løsning af den baskiske konflikt, men det bør ikke forhindre os i vores bestræbelse på at finde en fornuftig løsning, som gør det muligt at få den vanskelige situation drejet i retning af politisk diskussion, hvor der ikke er plads til nogen form for vold.

For det er i bund og grund det, vi har stemt om og vedtaget i dag, nærmere bestemt en fordømmelse af vold, solidaritet med alle ofrene og støtte til freden. Det er trist at konstatere, at ikke alle ønsker det, men vi er nok til at kunne tro på, at vi reelt er ved starten på afslutningen.

Jeg håber, at alle de, der i dag har støttet os i forbindelse med denne beslutning, endelig forstår, at dette er den rette vej.

  Pál Schmitt (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, jeg vil gerne sige, at den spanske regerings bestræbelser på at indlede en dialog med terrororganisationen ETA ikke er noget nyt. I min egenskab af tidligere ungarsk ambassadør fandt jeg ud af, at alle demokratiske regeringer førte forhandlinger med repræsentanter for organisationen. Det gjorde Suárez-regeringen, flere regeringer ledet af Felipe González og ligeledes José María Aznars regering. Hvorfor talte og taler jeg nu på vegne af de 13 ungarske medlemmer af De Kristelige Demokrater? Fordi håndhævelsen af mindretalsrettighederne er overordentligt vigtig for os. Mange ungarere, vores landsmænd, lever som mindretal uden for Ungarns grænser. Vi må holde fast ved en ting, nemlig at mindretalsrettigheder skal beskyttes inden for rammerne af retsstaten og europæiske bestemmelser. Jeg vil gerne understrege, at uanset hvordan de forskellige stemte, vil vi vedblive med at forsvare menneskerettigheder og mindretalsrettigheder, og vi vil fordømme alle former for magtanvendelse og terrorvirksomhed.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Som løsgængere har vi ikke chancen for gennem ændringsforslag at give udtryk for vores kritik eller supplering af tekster, og vi har derfor ikke kunnet stemme for nogen af disse to beslutningsforslag. I det ene tilfælde kunne vi ikke stemme for, fordi vi umuligt kan gå med til et beslutningsforslag, som principielt afviser en eventuel uafhængighed for Baskerlandet. Men vi kunne heller ikke stemme for det andet beslutningsforslag, fordi vi mener, at der i en normal politisk verden kun kan tales med mennesker, som fuldstændig afviser og endda fordømmer vold, og det drejer sig her ofte om udelukkende kriminel vold.

Men kernen i hele sagen er, at EU som sådan og EU-institutionerne faktisk ikke skal blande sig i Spaniens og Baskerlandets indre anliggender. Det skal ikke gøres mere kompliceret, hvis vælgerne på demokratisk vis evt. ønsker en løsrivelse af Baskerlandet fra Spanien, og heller ikke hvis de ønsker det modsatte. Lad Spanien og Baskerlandet selv træffe beslutning gennem fredelige og demokratiske forhandlinger.

  Rosa Díez González (PSE) . - (ES) Hr. formand! Jeg er også en baskisk politisk repræsentant. Baskisk og spansk.

Jeg påstår her i Parlamentet, at det baskiske samfund altid, ikke kun nu, har været imod terrorismen. Jeg påstår her i Parlamentet, at terrororganisationen ETA ikke er en yderliggående gruppe, det er en terrororganisation, der i 40 år har forrådt det spanske demokrati. Jeg påstår her i Parlamentet, at der i Spanien ikke er andre politiske konflikter end dem, der findes i ethvert demokratisk land i EU, de politiske konflikter, der hører sig til et demokrati, og jeg påstår, at det, der findes i Spanien, og i Euskadi, er en terrororganisation, der hedder ETA, og som i 40 år har forrådt demokratiet.

Hr. formand, jeg har ikke stemt for nogle af beslutningerne, idet jeg ønsker at tage politisk afstand fra en forhandling "om fredsprocessen i Spanien", for jeg er 54 år gammel, jeg har aldrig oplevet krig, jeg har levet hele mit liv i Euskadi, og i Euskadi mangler vi ikke fred, vi mangler frihed.

Udfordringen er derfor friheden, og at tale om en fredsproces bidrager til, at der er nogle personer, der vover at sige, at terrorismen er et resultat af en politisk konflikt, som vi aldrig har haft i vores land.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for beslutningsforslaget fra min kollega François Grossetête på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater om fredsprocessen i Spanien i forbindelse med problemerne i Baskerlandet. Jeg glæder mig over, at Parlamentet har talt med én stemme og fordømt anvendelsen af vold, udtrykt medfølelse med ofrene for terrorisme og opfordret til en fuldkommen tilbagevenden til fred. Jeg er meget skuffet over, at det ikke er lykkes de politiske grupper at blive enige om en fælles tekst om et så alvorligt emne, samtidig med at man ikke må glemme, at ansvaret for dette emne hovedsagelig ligger hos de berørte medlemsstater, nemlig Spanien og Frankrig, og de politiske kræfter i disse lande. Jeg håber, at fornuften får overtaget, og det glæder mig, at min stemme har blandet sig med koret af dem, der er overbevist om, at denne situation skal løses fredeligt, på demokratisk vis.

  Frieda Brepoels (PPE-DE), skriftlig. - (NL) Vi beklager, at det ikke var muligt at nå frem til et fælles beslutningsforslag. Nationale partipolitiske forskelle om den vej, vi skal gå, er for store. Alligevel er alle enige om, at en dialog er den eneste vej til en fredelig løsning. Dertil skal alle demokratiske kræfter forene sig for at muliggøre en politisk løsning for alle folkeslag i Spanien. Det er derfor forkert, at enhver demokratisk proces, som indebærer en ændring af EU's indre grænser og er baseret på selvbestemmelsesret, på forhånd fordømmes. Dermed ville også alle demokratiske og fredelige processer, der fører til større autonomi og uafhængighed i andre europæiske medlemsstater, blive fordømt. Tag nu f.eks. Belgien, hvor kravet om flamsk uafhængighed lyder stadig kraftigere. Regionalisering og europæisering kan sagtens gå hånd i hånd.

Mit parti, Nieuw-Vlaamse Alliantie, går ind for et fredeligt Europa, hvor alle folkeslag får chancen for at udfolde sig på grundlag af selvbestemmelsesretten og ifølge princippet om "enhed i mangfoldighed". Derfor kan denne forhandling om en mulig fredelig løsning ikke reduceres til en forhandling om udelukkende terrorisme.

  Bairbre de Brún (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Siden meddelelsen om ETA's våbenhvile i marts i år har Sinn Féin argumenteret for, at der er en enestående mulighed for at løse konflikten i Baskerlandet. Alle politiske kræfter, der mener, at dette er et vigtigt politisk mål, herunder EU, bør gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at denne mulighed bliver udnyttet.

Det er trist, at ingen af de beslutninger, som er blevet forelagt for Parlamentet i dag, behandler de centrale spørgsmål eller indeholder oplysninger om, hvor fredsprocessen er i dag. PPE-DE-Gruppens beslutning var imod fredsprocessen. Den fælles beslutning var bedre end PPE-DE-Gruppens, men alligevel helt klart en forspildt mulighed. Derfor stemte vi imod PPE-DE-Gruppens beslutning og undlod at stemme om den fælles beslutning.

Der er et påtrængende behov for forhandlinger mellem alle parter, et behov for at respektere alle politiske mandater, også Batasunas, og et behov for at stoppe de igangværende politiske skueprocesser mod baskiske, venstreorienterede, nationalistiske, politiske aktivister.

Sinn Féin er stadig opsat på at støtte den baskiske fredsproces, vil vedblive med at møde alle politiske partier i regionen og vil yde den bistand, som partierne finder hensigtsmæssig.

  Christine De Veyrac (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Med forbehold af grundlaget for og gyldigheden af den holdning, som Zapateros regering har indtaget, er det ikke op til EU-institutionerne at tage stilling til et forhold, som i sagens natur hører under en medlemsstats interne politik, da det vedrører en provins status og fremtid. Det er særlig tilfældet, når der foregår en så intens intern debat mellem et flertal i parlamentet og oppositionen. Da Rådet og Kommissionen i det fælles beslutningsforslag opfordres til at træffe passende foranstaltninger, er der selvfølgelig en risiko for, at den fælles beslutning bliver misbrugt. Begrundelsen i en række politiske grupper, som har underskrevet beslutningen, og hvis mål er at gøre konflikten international, er farlig og virker mod hensigten. Spanierne bør selv have lov til at styre og løse denne konflikt.

Under disse omstændigheder var et alternativt beslutningsforslag fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater fuldt ud berettiget. Jeg kunne imidlertid godt have tænkt mig, at begrundelsen havde været baseret på en principiel afvisning af at undersøge en medlemsstats interne anliggende. Derfor stemte jeg hverken for eller imod de to beslutningsforslag.

  Gérard Deprez (ALDE) og Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Da Parlamentet nu rent faktisk er blevet taget som gidsel af de spanske socialister, som startede denne debat, overvejede vi i første omgang hverken at stemme for eller imod de to beslutningsforslag, der er stillet i dag.

Når vi alligevel har støttet beslutningsforslaget fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, er det, fordi det giver udtryk for vores egen overbevisning, nemlig at ETA ikke har opfyldt betingelserne for at blive en troværdig forhandlingspartner. Det er næppe nødvendigt at sige, at ETA ikke har givet familierne til de 1.000 ofre for angrebene en undskyldning, og at det aldrig har opgivet væbnet konflikt. Den 23. september forpligtede det sig igen til at fortsætte den væbnede kamp, skrevet med blod.

Vi stemte imod beslutningsforslaget fra Den Socialdemokratiske Gruppe og andre grupper, ikke på grund af indholdet, som er uskadeligt og nytteløst, men fordi det i alt væsentligt er dikteret af Batasuna. ETA har altid forsøgt at gøre fredsprocessen international. Ved hjælp af indsatsen fra dets politiske fløj og takket være de spanske socialister er dette mål nu nået i et Europa-Parlament, som er dybt splittet af en debat, som aldrig skulle have fundet sted her og nu.

Så længe ETA ikke har givet afkald på våben, bliver det ved med at være en terrororganisation, der skal bekæmpes, og ikke en politisk modpart, man skal indgå i en dialog med.

  Mathieu Grosch (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Det er ikke godt, hvis Europa-Parlamentet sætter sådanne problematikker på dagsordenen, fordi det handler om nationale anliggender. Bortset fra de spanske kolleger får vi ikke mulighed for at føre vidtgående forhandlinger om dette emne. Hermed bliver dette absolut vigtige emne degraderet til et rent partipolitisk opgør, for det ville være absurd, hvis alle ikkespanske parlamentsmedlemmer ikke vil have fuld tillid til deres spanske kolleger i gruppen.

Rent principielt mener jeg dog også, at en region eller et mindretal ikke må ty til vold i sine selvstændighedsbestræbelser, for en sådan fremgangsmåde strider imod de europæiske værdier, som vi har repræsenteret i over 60 år. Dette siger jeg helt bevidst som repræsentant for det tysktalende mindretal i Belgien.

  Kartika Tamara Liotard og Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Baskerne befinder sig i en undtagelsessituation sammenlignet med de fleste andre europæiske folkeslag. I begyndelsen af det 19. århundrede var Europa opdelt i få store stater med mange folkeslag. Wiener-Kongressen i 1815 mente at kunne fastlægge denne statsinddeling og de dertil hørende grænser i al evighed. Fra 1830 opstod to tredjedele af de nuværende europæiske lande voldeligt eller fredeligt, som resultat af den demokratiske kamp for forvaltning og undervisning på folkets eget sprog. Af de resterende flersprogede stater har Spanien og Belgien antaget en føderal form, hvis forvaltning anerkender mangfoldigheden i sprog og kultur. Desværre er Baskerlandet inden for Spanien stadig fordelt over de tre vigtigste baskiske provinser, som tilsammen udgør en region, og regionen Navarra, hvoraf kun den vestlige halvdel har et baskisk flertal.

Baskernes ønsker kan sammenlignes med Cataloniens ønsker, som i mellemtiden stort set er opfyldt. Svaret på deres krav skal ikke være militær og juridisk undertrykkelse, som tidligere spanske regeringer anvendte, og som den nuværende højreorienterede opposition nu opfordrer til. Det glæder os, at uafhængighedsbevægelsen og den spanske stat nu omsider sammen søger en fredelig løsning, og at de fleste grupper her i Parlamentet støtter dette.

Fredsprocessen i Spanien (B6-0526/2006)

  Gerard Batten, Graham Booth, Nigel Farage, Roger Knapman, Jeffrey Titford, John Whittaker og Thomas Wise (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti har undladt at stemme om beslutning B6-0526/2006 ud fra princippet om, at dette helt klart er et nationalstatsligt anliggende, som det derfor er utilstedeligt, at EU blander sig i eller fælder dom over. En medlemsstats territoriale integritet og deres måde at håndtere terrorisme på bør overlades til staten, som på behørig vis repræsenterer og står til ansvar for sine borgere, der er direkte berørte. Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti afskyr og modsætter sig alle former for terrorisme.

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg er imod denne beslutning fra PPE-DE, hvor den spanske regerings fredsforhandlingsbestræbelser kritiseres.

Hvis de kriterier, som PPE-DE forsøger at anvende, var blevet anvendt i den irske proces til at begynde med, ville IRA stadig være i gang med sin mordkampagne.

Som bekendt herskede der fortsat tvivl om IRA's engagement 10 år efter. Men der er udviklet strukturer til at lægge pres på dem og overvåge deres aktiviteter for at sikre, at de afvæbnede og engagerede sig fuldt ud politisk. Det kan siges, at hvis processen ikke havde været der, kunne der være sket op til 1.000 flere drab i den periode i Nordirland.

Den spanske regering står over for en af de vanskeligste opgaver, nemlig at gøre en ende på intern, politisk motiveret vold. Det synspunkt, som vi bliver anmodet om at tilslutte os, er det spanske oppositionspartis synspunkt. Dette synspunkt er i strid med den velovervejede holdning, som den spanske befolknings nuværende demokratisk valgte regering har indtaget. I Det Forenede Kongerige og Irland er der støtte til den irske fredsproces på tværs af partierne, selv om partierne fra tid til anden har været kritiske over for enkeltheder. Dette er en af grundene til, at den hidtil har været vellykket.

  Avril Doyle (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Afstemningen om denne beslutning har bragt den irske delegation i PPE-DE i en vanskelig situation. Den irske fredsproces har været succesfuld, og vi anerkender EU's støtte til den. Efter over 40 år med terrorisme, vold og konflikter arbejder alle parter nu på at opnå varig fred i Irland.

Vi ønsker også en succesfuld fredsproces i Spanien, og at brug af vold til politiske formål ophører. Der er imidlertid farer forbundet med at drage paralleller mellem den irske fredsproces og den aktuelle situation i Spanien. For det første støttes den irske fredsproces af to suveræne regeringer og langt de fleste politiske partier på begge øer. I Spanien er der stadig stor politisk uenighed om, hvordan det skal gribes an.

Det er trist, at Europa-Parlamentet bliver tvunget ud i uenighed om et spørgsmål, der er så afgørende for Spanien. Men eftersom de spanske medlemmer af Parlamentet er dybt uenige om den beslutning, vi behandler, er det umuligt for resten af Parlamentet at indtage en fælles holdning til et spørgsmål, som vi ikke burde være uenige om.

I bund og grund ønsker vi alle sammen at støtte, at den politiske vold i Spanien ophører.

(Indlægget forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163, stk. 1)

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder denne beslutning om fredsprocessen i Spanien og beklager dybt, at højrefløjen i Parlamentet ikke var med i den koalition, der støtter fredsprocessen. Det siges, at de har tilsidesat de meget kloge ord udtalt af deres egen tidligere ministerpræsident José María Aznar, som i 1998 sagde: "For fred og dens ret må vi åbne vores hjerter for håb og tilgivelse. I vores kamp for fred vil vi gøre vores bedste med alles hjælp og håb." Det er en skam, at PPE-DE ikke kunne fastholde den ånd under debatten i dag.

Fredsprocessen i Spanien (B6-0527/2006)

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Parlamentsmedlemmerne fra det tyske FDP deltog ikke i afstemningen om beslutningsforslag B6-0527/2006. Beslutningsforslaget har overskriften "Europa-Parlamentets beslutningsforslag om fredsprocessen i Spanien". Vi anser dette for at være et spørgsmål, som skal løses på nationalt plan. Vi mener, at EU ikke bør bekymre sig om emner, hvor det ikke har kompetencen. I denne forbindelse kritiserer vi især punkt 3 i beslutningsforslaget, hvor Rådet og Kommissionen bliver opfordret til at foretage egnede foranstaltninger. I vores øjne er dette i modstrid med subsidiaritetsprincippet. Af denne årsag deltog vi ikke i afstemningen.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har stemt imod det fælles beslutningsforslag, som er inspireret af Socialdemokraterne, om den såkaldte fredsproces i Spanien. Jeg var så naiv at tro, at de europæiske traktater havde indført subsidiaritetsprincippet, men nej, Europa ønsker at blande sig i rent interne spanske anliggender. Jeg var så naiv at tro, at demokrater ikke indleder drøftelser med mordere og terrorister og giver efter for deres afpresning, men nej, Europa vil åbenbart fra nu af opmuntre til den slags metoder.

Hermed skabes der imidlertid en farlig præcedens. Venstrefløjen i Parlamentet fulgt af en hel del nyttige idioter fra Den Liberale Gruppe finder det åbenbart normalt, at regeringen i en af medlemsstaterne forhandler med en terrororganisation, som ikke engang vil fremsætte en undskyldning over for familierne til alle de mennesker, som er blevet ofre for meningsløs vold i de forløbne år.

Når man ved, at nogle gruppeformænd her i Parlamentet, som i dag fremsætter dette beslutningsforslag, tidligere selv personligt har givet husly til eftersøgte terrorister såsom Hans-Joachim Klein fra Rote Armee Fraktion, må intet overraske os fra venstrefløjens og den yderste venstrefløjs side, som ellers altid er parat til at spille moralens vogtere. Chassez le naturel, il revient au galop.

  Jean-Louis Bourlanges (ALDE). - (FR) Hr. formand! Jeg ønsker at fremsætte en personlig bemærkning og bede det medlem, der lige har talt, om at sige undskyld. Medlemmer, der ikke stemmer ligesom en selv, skal ikke omtales som idioter.

(Henvender sig til hr. Martinez, som afbryder ham)

Det er næppe relevant, om han sagde nyttig eller unyttig idiot. Jeg ved det godt. Jeg har læst lige så meget Lenin som Dem, hr. Martinez.

Dette være sagt, vil jeg bede Dem, hr. formand, om at anmode det medlem, jeg talte om, om at sige undskyld. Jeg vil derefter afgive min stemmeforklaring.

(Bifald)

(Henvender sig til hr. Martinez, som afbryder ham igen)

Jeg kender Lenin. Blot fordi Lenin anvender fornærmelser, betyder det ikke, at De skal gøre det samme.

  Formanden. - Et øjeblik, hr. Dillen. Jeg kan ikke forestille mig, at det var Deres mening at kalde Deres kolleger og medlemmerne af Europa-Parlamentet for idioter. Jeg vil derfor bede Dem enten korrigere eller præcisere Deres udtalelser.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har ikke brugt ordet "idioter", men ordene "nyttige idioter", hvilket i mere end et århundrede har været et ofte anvendt politisk udtryk, der, som hr. Martinez netop mindede om, for første gang blev brugt af Lenin. Det er et typisk politisk udtryk, som ofte anvendes i en politisk debat, og som bestemt ikke var ment personligt. Hvis taleren troede det, vil jeg give en undskyldning. Det var bare et politisk angreb og bestemt ikke ment personligt.

  Jean-Louis Bourlanges (ALDE). - (FR) Hr. formand! Jeg godtager undskyldningen, men jeg tror ikke, at tilføjelsen af et adjektiv begrænser betydningen af det navneord, det beskriver. En stor tåbe er stadig en tåbe, ikke sandt?

Jeg vil nu gå over til min stemmeforklaring. Ligesom mine kolleger i Unionen for Det Franske Demokrati (UDF) stemte jeg for beslutningsforslaget til støtte for det fredsinitiativ i Baskerlandet, som det spanske parlament har vedtaget. Gennem denne stemme ønskede vi at give udtryk for vores solidaritet med de demokratiske myndigheder i Spanien på et tidspunkt, hvor der er ved at blive indledt en skrøbelig proces, der skal afskaffe vold og genetablere samfundsordenen i Baskerlandet. Vi stemte imidlertid for beslutningsforslaget, fordi det i den nye formulering af stk. 6, som hr. Vidal-Quadras med rette kaldte en betydelig ændring af den oprindelige tekst, meget tydeligt understreges, at dette spørgsmål udelukkende hører under Spaniens kompetence. Det ville ikke have været rigtigt af Parlamentet at have nedsat sig som tilsynsmyndighed for det spanske parlament i en sag, der drejer sig om national suverænitet.

Parlamentet og Rådet spiller imidlertid deres rolle fuldt ud ved at give de spanske myndigheder den moralske og politiske støtte, de har ret til at forvente. I denne forbindelse er det for Parlamentet mildest talt paradoksalt, at det spanske Folkeparti afviser international indblanding i Spaniens interne anliggender og samtidig foreslår en beslutning, som direkte og utvetydigt fordømmer afstemningen i det spanske parlament. Ved at støtte de beslutninger, som de spanske retlige myndigheder har truffet, viser Parlamentet mere respekt for spansk suverænitet, end det ville have gjort ved at fordømme disse beslutninger, som den spanske opposition anmodede det om. I stedet for at forsøge at skræmme de franske medlemmer af Parlamentet fra midten af det poliske spektrum, som han gjorde i morges i Le Figaro, skulle hr. Rajoy hellere have sat spørgsmålstegn ved, om hans egen og hans partis strategi i Strasbourg hænger sammen.

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Den spanske fredsproces er et modigt og nødvendigt initiativ. Samtidig med at den spanske regering forsøger at gøre en ende på ETA's blodsudgydelser gennem dialog og forhandling, påhviler det alle demokratiske partier både i og uden for Spanien at støtte processen. Det forhindrer os ikke i at fastholde et kritisk syn på, i hvor høj grad ETA virkelig ønsker at indgå de nødvendige kompromiser.

Hændelser som ETA's bortførelse i den sydvestlige del af Frankrig er en prøve på processen. Der kan komme flere af den slags hændelser, før processen er afsluttet. Under disse omstændigheder er det op til den spanske regering at vurdere, om sådanne hændelser er et bevidst brud på ETA's våbenhvile, og at handle derefter.

Det er nødvendigt at tage hensyn til ofrene for terrorismen og deres familier under processen og dens afslutning. Men processen drejer sig først og fremmest om at forhindre mere død og ødelæggelse. De ofre for terrorismen, der støtter den aktuelle fredsproces, skal lykønskes med deres storsindethed og mod. De har til trods for deres smerte valgt at forsøge at forhindre, at andre udsættes for et lignende traume i fremtiden.

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Terrorisme, i alle dens former, er en afskyvækkende foreteelse, som oftest rammer uskyldige civile. En sand demokrat skal, i alle situationer, tage afstand fra og fordømme den type handlinger.

Parlamentet har i dag behandlet beslutningsforslag om fredsprocessen i Spanien fra de fleste politiske grupper. Afstandtagen fra terrorisme og stillingtagen til fordel for fredsprocessen har desværre været gennemsyret af politiske magtkampe, som egentlig vedrører spansk politik.

Det er i sidste ende et spørgsmål, som skal afgøres i den suveræne stat Kongeriget Spanien. Det er således meget beklageligt at se, hvordan forskellige politiske kræfter i Europa-Parlamentet forsøger at anvende dette tragiske kapitel i Spaniens historie på en opportunistisk måde.

I overensstemmelse med ovennævnte ræsonnement har jeg ved dagens afstemning hverken stemt for eller imod samtlige beslutningsforslag om fredsprocessen i Spanien.

  Willy Meyer Pleite (GUE/NGL), skriftlig. - (ES) Vi udtaler os i dag om et forslag til beslutning om støtte til fredsprocessen i Spanien. Indholdet i denne beslutning er en uforbeholden støtte til fredsprocessen og til kampen mod volden og terrorismen i vores land på de betingelser, der blev fastsat af den spanske kongres i maj 2005. I denne erklæring gav Kongressen sin opbakning til premierminister Zapatero til at indlede en dialog med dem, der ønsker at forlade volden og som til enhver tid respekterer loven og de demokratiske principper.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt imod denne beslutning af flere årsager.

Før det første bryder jeg mig ikke om, at man kalder de initiativer, der skal gøre en ende på ETA's terror, en "fredsproces". Det er et fejlagtigt og manipulerende ordvalg. Der er ikke nogen krig. Der er en demokratisk og fri stat, der respekterer de autonome regioner, og en befolkning, der er offer for en terrorgruppes hensynsløse og aldeles uberettigede vold.

For det andet kan jeg ikke stemme for en beslutning, der ikke utvetydigt erkender, at det er umuligt at forhandle med en terrorgruppe, der ikke på forhånd udtrykkeligt vil give afkald på brug af vold.

Sluttelig mener jeg, at Spanien og spanierne må løse det baskiske terrorismespørgsmål, som man finder rigtigt, men jeg vil ikke underskrive en beslutning uden den mindste omtale af ETA's motiver, der på ingen måde kan retfærdiggøres. Dem bør vi ligesom de valgte metoder - terror - fordømme uden forbehold af nogen art. I dette tilfælde fortjener også terroristernes krav vores fordømmelse, ligesom de heller bør finde støtte ved en demokratisk afstemning.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det forslag til beslutning, der er lagt frem til diskussion, har en udformning, der er krænkende for mange spaniere og ikke mindst for terrorens ofre i Spanien. Det har den sammenslutning, der repræsenterer det store flertal af ofre, sagt mere end tydeligt ved at omtale den proces, som den spanske regering har sat i gang, som en ren og skær kapitulation.

Selve titlen angiver fejlagtigt, at der skulle være tale om to legitime parter i en fredsproces, når det sagen drejer sig om, er forhandlinger mellem en regering og en terrorgruppe, der har gjort sig skyldig i mord, forfølgelse og afpresning mod hundredvis af spaniere.

Det er værd at erindre, at der efter ETA's erklæring om våbenhvile er fremsat trusler fra nogle af dets medlemmer, at der ikke er afleveret nogen våben, og at der skulle være forsøgt genoprustning.

At åbne en betingelsesløs dialog med terrorister, der ikke fordømmer, men ligefrem retfærdiggør væbnet kamp, og heller ikke beklager de mord på uskyldige, som de har begået, er udtryk for en helt ubegribelig kapitulation fra politiske myndigheders side i en demokratisk stat. Det er der absolut ingen grund til at glæde sig over.

Jeg forbløffes over den opportunisme, som regeringen Zapatero udviser, når den søger den opbakning i udlandet, som den ikke kan få fra sine egne borgere.

  Marc Tarabella (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har besluttet at stemme for beslutningsforslaget fra fire politiske grupper, herunder Den Socialdemokratiske Gruppe, om fredsprocessen i Spanien. Gennem denne beslutning støtter Parlamentet bekæmpelsen af terrorisme samt det fredsinitiativ, den spanske regering har taget i Baskerlandet.

Jeg mener bestemt, at det er vigtigt for Parlamentet at give sin mening til kende om et sådant emne. Problemet med terrorisme er ikke begrænset til Spanien, og vi har som medlemmer af Parlamentet en forpligtelse til at støtte en sådan proces, der kan medvirke til at finde en løsning på en konflikt, som har påført det spanske folk store lidelser.

Jeg vil imidlertid understrege, at ved at anerkende og glæde os over den fredsproces, der er indledt i Spanien, glemmer vi ikke derfor de 800 ofre for ETA's terrorisme. Samtidig med at jeg støtter dette initiativ, fordømmer jeg fortsat stærkt enhver voldshandling fra ETA's side. I den forbindelse sætter jeg pris på førnævnte beslutning og håber, at den bliver et nyttigt bidrag til at gå videre med den proces, som nu er indledt.

Betænkning af Mc Carthy (A6-0316/2006)

  Mairead McGuinness (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Selv om jeg stemte sammen med PPE-DE og ordføreren om dette, vil jeg gerne gøre opmærksom på sagen vedrørende European City Guides, hvor enkeltpersoner, små virksomheder og endog skoler er blevet suget ind i en ordning, hvor de svigagtigt er blevet frarøvet penge uden klare muligheder for at opnå kompensation. Selv om jeg mener, at denne betænkning generelt vil være til fordel for europæiske virksomheder, skal det også bemærkes, at den kunne give anledning til intensivering af den form for metoder, som European City Guides benytter sig af.

Betænkning af Gröner (A6-0341/2006)

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Der kan stilles spørgsmålstegn ved programmets indhold. Ordføreren skrev i sin begrundelse under førstebehandlingen, at det på en væsentlig måde bidrager til et aktivt borgerskab for unge i samfundet og øger deres følelse af tilhørsforhold til EU, hvilket kan give en grundlæggende europæisk merværdi. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om programmet virkelig giver noget substantielt bidrag til denne målsætning. International udveksling af unge er positiv, men skal løses økonomisk gennem det civile samfunds bestræbelser eller af medlemsstaterne. Vi mener ikke, at EU skal beskæftige sig med denne type aktiviteter.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Lissy Gröners betænkning om programmet "Aktive unge" for perioden 2007-2013, som Parlamentet har haft til afstemning i dag. Det gælder særlig forslaget om at sikre finansiering af ungdomsaktiviteter over hele Europa.

Det nye program omfatter 5 aktionsområder: Ungdom for Europa, Europæisk volontørtjeneste, Unge for verden, Ungdomsledere og støttesystemer og Støtte til politisk samarbejde.

EU satser således fortsat på ungdomspolitik for at styrke borgernes tilhørsfølelse til Europa og bidrage til de unges udvikling på grundlag af solidaritet og gensidig forståelse mellem alle.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder programmet Aktive unge, som tager sigte på at fremme unges erfaringer med unionsborgerskab. Dette bør bidrage til solidaritet og gensidig forståelse blandt unge over hele EU. For den enkelte bør programmet bidrage til at fremme initiativ, kreativitet og iværksætterånd. Endelig bør det bidrage til at fremme ungdomsorganisationer og ungdomsaktiviteter i alle medlemsstater.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil gerne have ført min støtte til denne betænkning til protokols.

Betænkning af Pack (A6-0344/2006)

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder disse forslag, som samler de eksisterende interne uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer, muliggør øget sammenhæng og komplementaritet mellem fællesskabsprogrammerne og bør føre til øget effektivitet og fleksibilitet i Fællesskabets foranstaltninger på området.

Disse programmer har tydeligvis været succesfulde i deres løbetid, og de har bidraget til modernisering af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne i Europa. Da det nye integrerede program er åbent for visse tredjelande (Island, Liechtenstein, Norge, Bulgarien, Rumænien, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Serbien og Montenegro og Schweiz), har det stor mulighed for at bidrage til mellemfolkelig forståelse.

Dog er det integrerede program desværre ikke åbent for alle Unionens nabolande. Jeg mener, at det er af afgørende betydning at etablere og fastholde forbindelser med befolkningerne i Unionens sydlige og østlige nabolande gennem uddannelses- og erhvervsuddannelsesaktiviteter. Jeg opfordrer derfor til, at programmet gradvist åbnes for alle lande, der er omfattet af EU's naboskabspolitik. Jeg ser også gerne, at Erasmus Mundus-programmet bliver inddraget i det integrerede program fra og med 2009, når det nuværende program er ophørt.

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Jeg vil hermed gentage Junilistens negative holdning fra førstebehandlingen af sagen i oktober 2005.

Det er rigtigt, at Junilisten er tilhænger af f.eks. Erasmus-programmet, men der er andre dele af forslaget til delprogram, som skal gennemgås nøje, for at vi kan fastslå, om de har en berettigelse, i betragtning af at hver medlemsstat i henhold til traktaten har ansvaret for uddannelses- og efteruddannelsessystemets organisation og indhold.

Alt i alt er der bevilget for mange penge til alt for mange projekter. Vi sætter spørgsmålstegn ved en del af disse projekters eksistens og finansiering via EU.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning og bifalder hensigten om at erstatte de eksisterende Socrates- og Leonardo da Vinci-programmer, e-learning-programmet og relaterede programmer (som udløber ved udgangen af 2006) med et nyt integreret program for livslang læring 2007-2013. Jeg støtter oprettelsen af fire strenge - Comenius til almene uddannelsesaktiviteter for skoler, Erasmus til aktiviteter på videregående niveau, Leonardo da Vinci til erhvervsuddannelse og Grundtvig til voksenuddannelse. Jeg mener, at dette program tager højde for vigtige behov f.eks. for en modernisering og tilpasning af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer set i lyset af Lissabon-målene.

Betænkning af Takkula (A6-0342/2006)

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har stemt imod ændringsforslagene til betænkningen om programmet "Europa for Borgerne", fordi dette program ikke hjælper en pind. Man ønsker at bringe borgerne nærmere de europæiske institutioner, men det vil aldrig lykkes, så længe der føres en politik, som på en række fundamentale punkter er direkte i modstrid med det, som flertallet af befolkningen faktisk ønsker. Jeg henviser til udvidelsespolitikken og ganske særligt til Tyrkiets mulige tiltrædelse. Et program som "Europa for Borgerne" kan kun være troværdigt, hvis EU gør noget ved det demokratiske underskud og ved manglen på ansvar over for de europæiske borgere. Det, som Parlamentet nu har vedtaget, ændret intet ved det fundamentale problem og er derfor blot endnu en form for pengespild.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv dette program viser, hvor lidt EU interesserer sig for borgerne. For det første er finansieringen meget lav. Der er skåret ca. 60 % i forhold til det budgetterede. Det er desuden et meget tvetydigt program. Side om side med interessante mål som støtte til venskabsbysamarbejde, borgernes projekter, rundspørger, forskellige undersøgelser, kunstneriske arrangementer og konferencer, er der andre, der er udtryk for uacceptable politiske valg som f.eks. at ville udelukke de fascistiske forbrydelser fra den nye aktion 4, Aktiv europæisk erindring.

Hvad angår ændringerne i budgetbevillingerne inden for programmet, er det positivt, at den undervisningsrelaterede aktion er styrket. Forhåbentlig vil der i disse uddannelsesprojekter blive taget højde for de forskellige holdninger, der er til EU og den førte politik, så vi ikke får endnu et propagandaforum.

Vi bifalder også, at amatøridrætsorganisationerne er medtaget, og håber, at der kommer en pluralistisk tilgang.

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Jeg vil hermed gentage Junilistens negative holdning fra førstebehandlingen af sagen i april 2006.

Vi forholder os meget negativt over for flere af de holdninger, som Kultur- og Uddannelsesudvalget har givet udtryk for, når det handler om dette program.

Arbejdet med sagen er først og fremmest udgået fra den holdning, at man stiller sig uforstående over for den lave deltagelse ved valget til Europa-Parlamentet i 2004, og at forfatningen blev nedstemt i folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene. Programmet "Borgere for Europa" har ikke noget at bidrage med i forbindelse med en ændring af den politiske situation.

Arbejdet i forbindelse med lokale amatøridrætsforeninger inden for rammerne af dette program er præget af foragt over for borgerne. Vi konstaterer ligeledes, at det er vigtigt, at Europas folk bevarer deres minder fra diktaturer og tragedier i deres historie. Men det skal ske på nationalt niveau. Det er ikke noget for eurokrater i Bruxelles at beskæftige sig med.

Junilisten har derfor forholdt sig negativt over for de ændringsforslag til behandling på møderne af den sag, som Kultur- og Uddannelsesudvalget har fremlagt.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Allerede ved førstebehandlingen i april 2006 protesterede vi imod denne betænkning på grund af de store absurditeter, den indeholdt. Dette forslag til andenbehandling er ikke værre. Det er simpelthen uacceptabelt.

Med et samlet budget på 190 millioner euro er dette program et nyt propagandaredskab, som EU kan anvende. Vi kunne uden tvivl finde bedre anvendelse for dette beløb, og jeg tænker særlig på det sociale område, landbrugsstøtte og oprettelse af virksomheder, end at bruge det på dette vage og kunstige begreb, som europæisk borgerskab er.

Betænkningen er affattet i sort og hvidt, og den understreger på en glimrende måde, hvad der er godt, nemlig at være en varm tilhænger af aktive europæiske værdier, og hvad der er dårligt, nemlig at være en passiv borger, og hvad der er endnu værre, nemlig at være euroskeptiker.

Uanset hvad der sker efter den uundgåelige vedtagelse af betænkningen, og efter at forskellige foreninger har spildt alle disse penge, forbliver vi alle først og fremmest statsborgere i et eller andet land og stolte af at være det.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Programmet "Europa for Borgerne" har til formål at udfylde kløften mellem borgerne og EU, og det vil derfor omfatte redskaber til at fremme et aktivt medborgerskab i Europa. Der tilskyndes til samarbejde mellem forskellige landes borgerne og deres sammenslutninger, så de mødes, handler i fællesskab og udvikler deres egne idéer i en europæisk sammenhæng, der rækker ud over en national synsvinkel og yder respekt for deres mangfoldighed.

Jeg har stemt for denne betænkning, der vil forbedre programmet "Europa for borgerne" med de to følgende ændringer.

For det første vil reduktionen af budgettet for aktion 1 "Aktive borgere for Europa" fra 47 % til 45 % gøre det muligt at øge bevillingen til aktion 2 "Et aktivt civilsamfund i Europa", der er særlig velegnet til at finansiere projekter om Europa, dets værdier og kulturer.

Hvad angår programmets overordnede mål, støtter jeg endelig ordførerens ønske om at medtage større tolerance for at sikre, at de under dette program finansierede projekter bidrager til et aktivt medborgerskab, der fremmer gensidig respekt og interkulturel dialog og bekæmper racisme, fremmedhad og diskrimination.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning, som tager sigte på at tage fat på en stor udfordring, som EU står over for, nemlig hvordan der kan skabes forbindelse mellem EU og borgerne. Europa for borgerne-programmet sikrer kontinuiteten i forhold til det eksisterende program for medborgerskab for perioden 2004-2006. Programmet giver Unionen et instrument til at fremme et aktivt medborgerskab i Europa. Det imødekommer behovet for at forbedre borgernes deltagelse i opbygningen af Europa og fremmer samarbejdet mellem borgerne og deres organisationer fra forskellige lande, så de kan mødes, handle i fællesskab og udvikle egne idéer i et europæisk miljø, der rækker ud over den nationale horisont. Det går jeg ind for.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil gerne have ført min støtte til dette initiativ til protokols.

Betænkning af Schlyter (A6-0251/2006)

  Vasco Graça Moura (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Perfluoroktansulfonater (PFOS) er persistente, bioakkumulerende og giftige stoffer, der anvendes i forkromning, imprægnering og brandslukningsskum.

Til forskel fra Kommissionens oprindelige forslag foreslås i der i betænkningen en gradvis udfasning af PFOS fra markedet med henblik på, at brugen af dem helt ophører. Samtidig udelades visse oprindelig foreslåede undtagelser (forkromning og brandslukningsskum, som der nu er sikrere og realistiske alternativer til).

Ved et kompromisændringsforslag er den administrative grænseværdi på 0,1 masseprocent foreslået af Kommissionen ændret til en ny grænseværdi på 0,005 %.

Det forslås også, at alle medlemsstater bør udarbejde oversigter over produkter indeholdende PFOS for at undgå frigivelser af disse stoffer miljøet.

Jeg glæder mig særlig over ændringen om, at der kun opretholdes undtagelser, hvis der ikke findes sikrere stoffer eller teknologier, der er teknisk og økonomisk realistiske, og hvis der anvendes de bedste tilgængelige teknikker for at mindske PFOS-emissioner.

Medlemmerne fra det portugisiske Partido Social Democrata er enige i de ændringer, der styrker miljøet, og støtter derfor Carl Schlyters betænkning.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for dette forslag, som tager sigte på at begrænse markedsføring og anvendelse af perfluoroktansulfonater (PFOS), som er stoffer, der i vid udstrækning anvendes i materialer som tekstiler, tæpper, papir og til coating generelt. Undersøgelser udført af OECD, de britiske myndigheder og Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici har fundet bevis for, at PFOS er persistente, bioakkumulerende og giftige. Det er rimeligt, at EU gør en indsats for at blive af med endnu et meget problematisk stof.

Betænkning af Coelho (A6-0355/2006)

  Oldřich Vlasák (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er gået over to år, siden vi tiltrådte EU, men den interne grænsekontrol i EU eksisterer fortsat, og det er vi meget utilfredse med.

Som repræsentant for den tjekkiske befolkning er jeg ikke specielt interesseret i de tekniske og retlige problemer forbundet med indførelsen af SIS II, som Kommissionen for nylig henviste til. De nye medlemsstater og deres borgere skal snarest muligt være fuldgyldige medlemmer af EU med lige rettigheder. Derfor er enhver udsættelse af vores tiltrædelse af Schengen-området fuldstændig uberettiget.

Jeg stemte for Coelho-betænkningen om Schengen-informationssystemet, fordi en gnidningsløs og hurtig vedtagelse af den vil føre til gennemførelsen af de fire grundlæggende friheder, som er helt centrale for EU.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Det vil glæde mig meget, hvis Schengen-informationssystemet bliver forbedret. Jeg stemte dog imod Coelho-betænkningen, fordi jeg mener, at man på det kraftigste må afvise en nødløsning med hensyn til den øjeblikkelige udvidelse af Schengen-området, som de nye EU-medlemsstater plæderer for.

Borgernes sikkerhed må nemlig komme i første række i forhold til eventuelle sindstilstande hos ungarere, polakker og tjekker, der her - som vi ved - udøver et massivt pres. Om de nye virkelig er i stand til at sikre EU's østlige grænser, kan man betvivle alene på baggrund af det meget høje antal af pågrebne illegale indvandrere ved den østlige grænse til mit hjemland, Østrig. En for tidlig deltagelse af de nye EU-lande ville fremme illegal masseindvandring og kriminiel turisme og skal derfor efter min opfattelse afvises.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Selv om Det Forenede Kongerige ikke er med i Schengen-informationssystemet (SIS), bifalder jeg denne pakke med tre betænkninger af to grunde. For det første er det selve eksistensen af SIS, der har gjort det muligt at ophæve de indre grænser i Schengen-området, og dette nye system, SIS II, vil give nye medlemsstater mulighed for at tilslutte sig systemet og efterfølgende ophæve deres indre grænser og således give deres borgere mulighed for at drage fordel af fuld fri bevægelighed. For det andet bifalder jeg dette set ud fra Det Forenede Kongeriges synspunkt, fordi jeg håber, at Det Forenede Kongerige, selv om det ikke er underkastet forordningen, med tiden får adgang til dets informationer til sikkerhedsformål.

  Hubert Pirker (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Med vedtagelsen af Coelho-betænkningerne blev der vedtaget et retsgrundlag for, at anden generation af Schengen-informationssystemet kan gennemføres i praksis. SIS II skaber større sikkerhed i EU ved hjælp af et nyt elektronisk overvågningsnetværk ved ydergrænserne. Med SIS II øges lagringskapaciteten til 27 lande, hvilket muliggør lagring af biometriske data og den europæiske arrestordre samt samkøring af sags- og persondata. Derudover blev også databeskyttelsesstandarderne forbedret.

Med SIS II får politiet og justitsmyndigheder nye eftersøgningsmuligheder, og der skabes nye forudsætninger for EU-borgernes frie bevægelighed i et større område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Af alle disse årsager stemte jeg for Coelho-betænkningerne.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Carlos Coelhos betænkninger, fordi jeg mener, at den er af største betydning for beskyttelsen af borgernes interesser og sikkerhed.

SIS II-systemet gør det muligt meget hurtigt at udvide Schengen-området til de nye medlemsstater, ikke blot fordi systemet ajourføres, og dets kapacitet øges, men også fordi der indføres nye muligheder i kraft af den seneste teknologiske udvikling.

Det afgørende er dog, at dette system tilbyder større sikkerhed, hvad angår behandling og kontrol af personoplysninger, uden at individets grundlæggende rettigheder krænkes, hvilket sikrer borgerne, at der kan sættes effektivt ind mod organiseret kriminalitet, ulovlig indvandring og andre forbrydelser, der undergraver deres sikkerhed og interesser.

Betænkning af Coelho (A6-0354/2006)

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Schengen-informationssystemet (SIS) er et politisamarbejdsinstrument. Formålet med det er at centralisere og lette udvekslingen af oplysninger om personer og køretøjer eller andre genstande, som politiet i medlemsstaterne eftersøger i fællesskab.

Omkring 13 millioner oplysninger er i dag gemt i det nuværende system. Det foreslås at skabe et andengenerationsinformationsssystem, SIS II, som skal udvides til at omfatte de nye medlemsstater. Dette kan vi ikke tilslutte os, ligesom vi heller kunne tilslutte os Schengen I, som indførte fri bevægelighed for personer ved at afskaffe medlemsstaternes interne grænser.

Problemet er ikke, om man skal have en supercomputer, der kan indeholde en oversigt over alle de mennesker eller varer, politiet eftersøger. Det er at sikre, at den enkelte nationalstat er i stand til at etablere et sikkerhedsområde. Hver dag beviser de indvandrere, der i kæmpestort tal ankommer til Europas kyster, at det, vi har brug for at beskytte, er vores grænser, og at det er, fordi de er så skrøbelige, at vi står med problemet med ulovlig indvandring og manglende sikkerhed.

Dette betyder, at alle computere i verden kunne indsamle alle tilgængelige personoplysninger uden at ændre den omstændighed, at hovedkilden til problemerne med ulovlig indvandring, manglende sikkerhed og alle former for menneskehandel er, at der ikke eksisterer en effektiv kontrol med EU's interne og eksterne grænser.

Betænkning af Coelho (A6-0353/2006)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Betænkningens formål er at udvide SIS' egenskaber ud over systemets oprindelige sigte ved at udvikle nye egenskaber, tillade adgang for nye myndigheder, sammenkoble indberetninger, tilføje nye datakategorier som arrestordre og biometriske data samt visuminformationssystemet, en teknisk platform til informationsdeling. Denne udvidelse i forhold til det tidligere system er en alvorlig trussel for borgernes rettigheder, friheder og garantier, fordi der tilføjes nye elementer til en database, som også flere instanser og personer får adgang til, uden fuld sikkerhed for disse oplysningers fortrolighed.

Dette forslag indeholder også andre bekymrende elementer, især at registreringerne kan "opbevares længere, hvis der er brug for dem i forbindelse med kontrolprocedurer, som allerede er indledt". Det spørgsmål, der rejser sig her, er, hvem der definerer, om "der er brug for dem", og hvad det uklare udtryk "kontrolprocedurer, som allerede er indledt" betyder. Et andet alt for uklart punkt er den informationsdeling med tredjelande, som forslaget indebærer.

I bund og grund er sigtet at tilpasse SIS til de nye behov, som udvidelsen stiller, og som EU's nuværende sikkerhedsorienterede offensivs farlige og uacceptable målsætninger indebærer.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Som betænkningen er kommet til at se ud med den enighed, der er opnået mellem kapitalens politiske talerør (Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, Socialdemokraterne og De Liberale), gør den indførelsen af et gigantisk system med overvågning og registrering af alle europæiske og udenlandske borgere inden for EU's grænser til EU's acquis.

Med SIS II-systemet ophæves enhver garanti for beskyttelsen af borgernes persondata, da det giver ret til at registrere persondata, herunder biometriske data (fotos, fingeraftryk og ansigtstræk), og sætte alle personer under hemmelig overvågning, hvis de - ifølge de repressive instansers egenhændige og ukontrollerede vurdering - anses for at være under mistanke for at begå strafbare handlinger eller - ifølge de hemmelige tjenesters oplysninger - truer landets sikkerhed! Disse persondata kan opbevares i et ubegrænset tidsrum, hvis politimyndighederne finder det hensigtsmæssigt, og ud over politiet og domstolene har de hemmelige tjenester Europol og Eurojust ret til at få adgang til disse data og ret til at udlevere dem til tredjelande og tredjelandes organisationer (f.eks. CIA m.fl.).

Det afsløres nu, hvordan EU's famøse område for frihed og sikkerhed på den mest frastødende og mareridtsagtige måde har form af et område, hvor de grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder bliver kvalt, og hvor de repressive mekanismer har frit spil til at beskytte EU-monopolernes ejendom mod befolkningernes oprør, mod arbejder- og græsrodsbevægelsen.

Betænkninger af Coelho (A6-0353/2006, A6-0354/2006 og A6-0355/2006)

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Oprettelsen af SIS II ses af EU-kritiske kræfter som yderligere en byggesten i et fælles EU-politikorps og som en del af den struktur, der på sagområde efter sagområde danner en EU-stat. EU er i gang med at udvikle sig til det ultimative lukkede kontrolsamfund, som mange svenskere frygtede ved Sveriges tiltrædelse. Det sker med velsignelse fra både venstre- og højrepolitikere, som med populistiske budskaber såsom kriminalitetsbekæmpelse og ydre grænsekontrol bidrager til opbygning af et orwellsk samfund i realiteten.

Junilisten er for grænseoverskridende politisamarbejde. Det er nødvendigt at bekæmpe den nuværende internationale kriminalitet, men det er i årtier, med held, blevet varetaget af den internationale politiorganisation INTERPOL. At bekoste yderligere et informationssystem, som udelukkende gælder inden for EU, er således overflødigt.

Junilisten forholder sig meget skeptisk over for, at de enheder i medlemsstaterne, som har ansvaret for at udfærdige registreringsbeviser for køretøjer, skal have adgang til meget følsomme personoplysninger. At håndtere den type oplysninger bør være et nationalt anliggende. Alle stater skal kunne garantere deres borgere beskyttelse mod ulovlig adgang til deres personoplysninger.

Junilisten stemmer således nej til samtlige tre betænkninger om SIS II og adgang til systemet.

Forholdet mellem EU og Rusland efter det politiske mord på Anna Politkovskaya (B6-0531/2006)

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Mordet på Anna Politkovskaja bringer skam over Rusland, og jeg håber, at de russiske myndigheder på alle niveauer ikke vil sky nogen anstrengelse for at retsforfølge de ansvarlige.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Mordet på Anna Politkovskaja bør fordømmes i lighed med alle mord på journalister, menneskerettighedsforkæmpere og andre, der forsøger at sige sandheden. Ytringsfrihed bliver stadig straffet med døden alt for mange steder i verden. Rusland er stadig et land, hvor ytringsfrihed er en myte. De russiske myndigheder skal retsforfølge dem, der har begået denne forbrydelse. Der skal lægges større pres på de russiske myndigheder for at få dem til at garantere mediernes og menneskerettighedsorganisationernes frihed på russisk jord.

Brystcancer (B6-0528/2006)

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter dette forslag fuldt ud og hader den kendsgerning, at selv om EU-retningslinjerne for brystkræftscreening blev udarbejdet for første gang i 1992, bliver landsomfattende mammografisk screening for øjeblikket kun tilbudt i 11 medlemsstater (Belgien, Tjekkiet, Estland, Finland, Frankrig, Ungarn, Luxembourg, Nederlandene, Sverige, Spanien og Det Forenede Kongerige). For mig er det især uacceptabelt, at der i Irland, som har haft de højeste økonomiske vækstrater i de senere år, er ca. 600 kvinder, som dør af brystkræft hvert år, og et betydeligt antal af disse dødsfald kunne være forhindret, hvis regelmæssig screening og diagnose identificerede problemet tidligt nok.

Det er en skandale, at vi i Irland stadig venter på udbredelsen af et nationalt brystscreeningprogram. Vi forventer dog, at udbredelsen er fuldført i 2007, selv om livmoderhalskræftscreeningprogrammet tidligst vil være fuldført i 2008 - ca. 15 år senere!

Alle medlemsstater må omgående indføre landsomfattende brystscreening. Kommissionen bør nu samarbejde med de nye medlemsstater og tiltrædelseslande for at hjælpe dem med at anvende Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og førtiltrædelsesfondene til at opbygge en omfattende infrastruktur i sundhedssektoren.

  Nigel Farage, Roger Knapman, Jeffrey Titford, John Whittaker og Thomas Wise (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Medlemmerne af Det Forenede Kongeriges Uafhængighedspartis delegation betragter alle EU-initiativer som udemokratisk magtmisbrug og vil ikke stemme for dem under nogen omstændigheder, også selv om de er velmenende. I dette tilfælde forsøger EU at få indflydelse på området for sundhedstjenesteydelser, der, ligesom alle områder, som udsættes for EU's indblanding, bør forblive under de demokratisk valgte regeringers kontrol, som kun nationalstater kan udøve.

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Er EU-foranstaltninger mod brystkræft mere effektive end tilsvarende foranstaltninger inden for rammerne af etablerede internationalt anerkendte organisationer med bred ekspertise såsom WHO? Junilistens svar på dette spørgsmål er nej.

Europa-Parlamentet skal ikke diktere, i hvilken grad medlemsstaterne skal gennemføre betydningsfulde foranstaltninger såsom mammografiundersøgelser, informationskampagner om brystkræft, forskning i brystkræft, oprettelse af cancerregistre og grundlæggelse af informationscentre om brystkræft. Hurtig koordinering og grænseoverskridende samarbejde foregår bedre i en organisation som WHO end i EU.

Jeg har dermed stemt nej til den aktuelle beslutning.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Hvert år får 275.000 kvinder stillet diagnosen brystkræft, og de enorme forskelle på den pleje og behandling, de modtager, er helt uacceptable.

Det er årsagen til, at jeg stemte for denne beslutning, hvor der opfordres til fælles europæiske standarder for tidlig konstatering og behandling af sygdommen. Brystkræftpatienter udsættes ofte for forskelsbehandling på arbejdspladsen, og jeg håber, at Kommissionen efter Parlamentets overbevisende afstemning nu vil udarbejde et charter om beskyttelse af brystkræftpatienter på arbejdspladsen.

Jeg er overbevist om, at vi, hvis denne betænkning blev gennemført fuldt ud, kunne forbedre livskvaliteten for overlevende brystkræftpatienter og nedbringe de anslåede 88.000 dødsfald om året i EU som følge af brystkræft betydeligt - måske med hele 35 % og dermed redde 30.000 kvinders liv hvert år.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Brystkræft er den hyppigste dødsårsag blandt kvinder mellem 35 og 59 år. Jo tidligere diagnose, desto større chance for overlevelse. De fleste kvinder med brystkræft ønsker ikke "te og sympati", men gennemtænkte foranstaltninger til at forbedre behandlingen og afhjælpe årsagerne. En enkel foranstaltning, der kunne træffes, er at minimere ventetiden fra prøver til diagnose. Kvinder med brystkræft siger, at det er ventetiden, der er det værste. Vi må gøre alt for at forbedre behandlingen af kvinder på det kritiske tidspunkt. Medlemsstaterne må gøre mere for at udveksle bedste praksis. Europa Donnas arbejde er afgørende for at hjælpe alle europæiske kvinder, og jeg vil gerne have ført min støtte til denne paneuropæiske organisation til protokols.

Betænkning af Muscardini (A6-0243/2006)

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Det er godt nok lidt af en premiere at måtte afgive stemmeforklaring i en fuldstændig tom plenarsal. Til trods herfor vil jeg gerne forklare, hvorfor jeg undlod at stemme i forbindelse med Muscardini-betænkningen.

Efter afslutningen på den tiårige kontingentering er eksporten af kinesiske lædersko til Europa steget markant siden 2005 - det ved vi. Naturligt nok hagler kritikken ned over straftoldsatserne fra Kina og fra de virksomheder, som profiterer af de kinesiske leverancer.

Det kan også godt være, at vi uigenkaldeligt vil miste den europæiske skoindustri, som i årevis har ansat stadigt færre, og hvor der udflyttes stadigt flere virksomheder til ikkeEU-lande, hvilket i hvert fald fremføres af kritikerne af straftolden. Ikke desto mindre kan vi med sikkerhed ikke bare se passivt til, mens en hel industrigren styrer mod sin undergang.

I overensstemmelse hermed bør vi udnytte de to år, som straftoldsatserne skal gælde, til at søge efter løsninger på det store problem, som dette udgør for de europæiske arbejdspladser.

  Formanden. - (EN) Vi er her for at lytte til Dem, for en stemmeforklaring er et medlems mulighed for at forklare noget, som ikke kan forklares med et ja eller et nej. Deres forklaring er snarere til protokollen end til de øvrige medlemmer. Det er forståeligt, men vi er her for at lytte, så længe der er stemmeforklaringer.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg er fuldstændig enig med Dem og takker for opmærksomheden.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Europæerne er blevet påtvunget globalisering med en forsikring om, at de i sidste ende bliver vindere, fordi den medvirker til at fremme eksport og åbne konkurrenternes markeder lige så meget som vores egne markeder. Det er imidlertid klart, at denne globalisering langt fra er en win-win-situation, og at det såkaldte Fort Europa er fuldt af huller, men at det gør det muligt at bygge virkelige forter over hele verden, særlig på de mest lovende markeder.

Problemet er, som det forklares i fru Muscardinis betænkning, at EU's svar på visse tredjelandes upassende handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger over for EU, som rent faktisk er forklædt, unfair protektionisme, er svage, uhensigtsmæssige eller fuldstændig mangler.

Fru Muscardini understreger med rette behovet for at styrke EU's handelsbeskyttelse, men de foreslåede løsninger lever ikke op til udfordringerne, så uafrystelig dogmatisk er folks tro på fordelene ved en ultraliberal globalisering og ved multilateralisme. Dette system har nu nået sin grænse. WTO er ikke længere løsningen, men problemet.

Da forslagene ikke afspejler det præcise i analysen, stemmer vi hverken for eller imod betænkningen.

  Hélène Goudin (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten mener, at frihandel er ønskelig, da den fører til øget velstand for samtlige berørte parter. Det er værd at notere, at Sverige, frem til tiltrædelsen af EU, var et af de mest frihandelsvenlige lande i verden.

EU fører for nærværende en meget protektionistisk politik for at beskytte de sektorer, som ikke er konkurrencedygtige på det internationale marked. Landbrugsstøtten er et eksempel herpå, hvor man subventionerer landbrugsprodukter, hvilket har til følge, at andre landes, ofte udviklingslandes, tilsvarende produkter ikke kan sælges på EU-markedet.

Et velfungerende verdenshandelssystem er af yderste vigtighed for, at frihandel en dag skal kunne blive virkelighed. Muscardini-betænkningen er imidlertid præget af protektionisme, hvorfor jeg har stemt imod den ved dagens afstemning.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) I betænkningen lægges vægt på liberalisering af handelen, gensidighedsprincippet og gengældelsesforanstaltninger. Hele tankegangen gennemsyres af kamp om markedsandele i konkurrencens navn, mens overvejelser om samarbejde, hvor handel spiller en udviklingsfremmende rolle, er fraværende. Det er dog ikke det hele.

Antidumping- og antisubsidieforanstaltninger er indblanding i det enkelte lands interne beslutninger og trusler, som WTO kan gennemføre. Taberne er udviklingslandene og de mindre udviklede lande.

Der lægges også vægt på WTO's rolle og på tvistbilæggelsessystemet, idet sigtet er at forenkle det, hvad angår de mest offensive handelsbeskyttelsesmekanismer (antidumping) og mest defensive (beskyttelse). At forenkle tvistbilæggelsessystemet og give det større magt er det samme som at styrke de store magter i WTO, da de har styrken til at gennemtvinge regler.

Sagens kerne er, at handelsliberalisering modarbejder tanken om ligeværdig udvikling. Enhver stat må have ret til at beslutte sin egen økonomiske og sociale udviklingsmodel, blive industrialiseret og beskytte sin industri. Det er en umistelig suveræn ret, der udfordrer den model, der bygger på eksportfremme og frihandel.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) EU er bekymret over, at de industrielle kraftcentre i Kina og Indien træffer protektionistiske foranstaltninger over for den europæiske eksport ved hjælp af handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger. USA er derfor ikke længere Europas eneste økonomiske konkurrent. Vi er også oppe imod Brasilien, andre lande i Sydamerika og Australien. WTO, der skulle optræde som en global regulator, er ikke blot magtesløs, men medvirkende.

Boblen med ultraliberal liberalisering er således ved at briste. Ubegrænset, ureguleret spekulation i goder, varer og mennesker har nu nået grænsen. Efter at have opnået en imponerende økonomisk vækst er de nye vækstøkonomier nu ved at konsolidere sig og beskytte sig selv med henblik på at overhale os en dag, hvis vi ikke reagerer hurtigt nok.

I al denne tid har ultraeuropæerne i Bruxelles anbefalet, at vi skal åbne vores grænser mere og mere og blive ved med blindt at hjælpe hele verden uden kontrol, idet vi glemmer vores medborgere. Vi skal følge de nye verdensmagters eksempel ved at indføre beskyttelse og fællesskabspræference i Europa samt beskyttelse og national præference i Frankrig.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning, hvor tredjelandes anvendelse af handelsbeskyttelsesforanstaltninger mod EU analyseres, og der fremsættes fornuftige henstillinger til, hvordan Fællesskabet bør reagere, navnlig i tilfælde hvor foranstaltningerne er skjult protektionisme, der tager sigte på ulovligt at begrænse EU-produkters adgang til udenlandske markeder.

8. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 13.45 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Ingo FRIEDRICH
Næstformand

9. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

10. Velkomstord

  Formanden. - På vegne af hele Parlamentet vil jeg gerne byde hr. Dodon, der er erhvervs- og økonomiminister i Republikken Moldova, som repræsentant for den moldaviske regering samt en delegation fra det moldaviske parlament hjertelig velkommen.

(Bifald)

Delegationen fra Moldova vil deltage i vores forhandlinger i dag og i morgen samt i mødet med Delegationen til Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Moldova. Det glæder mig, at De er her, og jeg håber, at forhandlingerne vil være tilsvarende interessante for Dem.

11. Moldova (Transnistrien), Georgien (Sydossetien) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Moldova (Transnistrien) og Georgien (Sydossetien).

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Den seneste udvikling i Moldovas geografiske og politiske situation har haft indflydelse på Transnistrien-konfliktens grundlæggende tilstand. Ukraines initiativ til at løse konflikten i Transnistrien siden den orange revolution, EU's og USA's deltagelse i fredsforhandlingerne og EU-grænseovervågningsmissionens aktiviteter har styrket Moldovas enhed. Transnistrien har reageret på dette ved at afholde en folkeafstemning den 17. september. Ifølge de transnistriske myndigheder var resultatet af folkeafstemningen en overvældende støtte til uafhængighed og indlemmelse i Rusland.

Det internationale samfund, herunder EU, har ikke anerkendt denne eller tidligere folkeafstemninger i Transnistrien. Dette fremgik tydeligt af erklæringen fra formandskabet på EU's vegne den 18. september og ligeledes af de holdninger, som EU gav udtryk for på mødet i Europarådets Ministerkomité i september og inden for rammerne af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa i juli. I sin erklæring fordømte EU folkeafstemningen og anførte, at den var i strid med Moldovas regionale integration og internationalt anerkendte suverænitet. Desuden rejste EU uden omsvøb tvivl om, hvorvidt resultatet af folkeafstemningen i Transnistrien virkelig afspejlede folkets vilje.

EU har også drøftet folkeafstemningen med Rusland ved flere lejligheder. Selv om Ruslands offentlige erklæringer har givet anledning til andre fortolkninger, har Rusland forsikret EU om, at det respekterer Moldovas territoriale integritet og har nægtet at støtte folkeafstemningen.

EU-grænseovervågningsmissionens aktiviteter er et eksempel på, hvordan Unionen bedst kan støtte konfliktløsningsprocessen i Transnistrien og bringe kontrollen af grænsen mellem Moldova og Ukraine tættere på europæiske standarder i almindelighed. Både Moldova og Ukraine har været taknemmelige over videnoverførslen til deres grænsemyndigheder. Det er afgørende for bestræbelserne på at løse konflikten, at EU-grænseovervågningsmissionen har hjulpet med at lede overvågningen af den transnistriske udenrigshandel i retning af de moldoviske myndigheder. Dette bidrager også til Moldovas nationale enhed. Ukraines beslutning om at begynde at gennemføre protokollen om Ukraines og Moldovas samarbejde på toldområdet i marts har forbedret EU-grænseovervågningsmissionens muligheder betydeligt.

Det er parterne selv, der spiller den vigtigste rolle i den transnistriske fredsproces. EU håber, at fredsprocessens parter vil vende tilbage til forhandlingsbordet. EU's muligheder for at yde et væsentligt bidrag til processen støttes af EU's særlige repræsentant, som deltager i løsningen af Transnistrien-konflikten i overensstemmelse med EU's fastsatte politikmål og i snævert samarbejde med OSCE.

Handlingsplanen inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik mellem EU og Moldova er det instrument, der vil give Unionen mulighed for at yde Moldova målrettet og langsigtet støtte. Moldovas udvikling hen imod en politisk og økonomisk stabil stat kan være nøglen til løsning af Transnistrien-konflikten. For at opnå dette skal Moldova f.eks. forbedre sin forvaltningsevne, udrydde korruption og fremme et investeringsklima. Moldova må gøre sig attraktivt for både udenlandske investorer og transnistriske virksomheder. EU er indstillet på at støtte Moldova i disse bestræbelser.

Nu vil jeg gå videre til det andet emne i debatten. Det er blevet sagt, at EU er overordentligt bekymret over det spændte forhold mellem Rusland og Georgien. Denne krise berører også situationen i separatistkonfliktområderne i Georgien, Sydossetien og Abkhasien. Under det uformelle topmøde i Lahti i fredags advarede præsident Putin endog om, at situationen kunne udvikle sig til blodsudgydelse. Han beskyldte Georgien for at forberede sig på krig. I sine konklusioner den 17. oktober opfordrede EU både Rusland og Georgien til at gøre deres bedste for ikke blot at forbedre deres bilaterale forbindelser, men også for at fokusere bestræbelserne på at finde en fredelig løsning på konflikten. Unionen har også opfordret parterne til fuldt ud at overholde tidligere aftaler.

Den aktuelle situation i Sydossetien er spændt. Den 12. november afholdes der en folkeafstemning i regionen med henblik på at konsolidere regionens uafhængighed. Som det gælder folkeafstemningen om uafhængighed i Transnistrien anerkender EU heller ikke denne folkeafstemning. Den kan øge spændingerne i regionen yderligere.

EU og det internationale samfund bidrager til løsningen af konflikterne i Georgien på mange måder. Kommissionen spiller i kraft af sin observatørstatus en vigtig rolle i Den Fælles Kontrolkommission (JCC), som er konfliktløsningsmekanismen for Sydossetien. Georgien har ved mange lejligheder udtrykt ønske om, at EU's rolle styrkes yderligere. Det ønsker også, at JCC-formatet ændres ved, at EU og USA inddrages efter den transnistriske 5+2-model for fredsprocessen. Senest har Georgien opfordret til, at fredsforhandlingerne fortsætter bilateralt mellem Georgien og Sydossetien.

Desuden kræver Georgien, at de fredsbevarende styrker fra Fællesskabet af Uafhængige Stater, som i praksis alle sammen er russere, i både Sydossetien og Abkhasien afløses af en international operation med særlig vægt på politiopgaver. Det georgiske parlament og den georgiske regering mener, at disse styrker ikke opfylder deres mandat, og at deres fortsatte tilstedeværelse er problematisk.

EU drøfter for øjeblikket internt, om dets rolle skal styrkes, men Georgien kan have urealistiske forventninger til Unionen. EU opfordrer de georgiske ledere til at vise tilbageholdenhed. Det er bedst at undgå forhastede beslutninger om fredsprocessen i Sydossetien og Abkhasien, for de kan være en risiko for FN's og OSCE's tilstedeværelse i regionen. Dette ville på sin side skabe et tomrum i regionerne. Georgien bør ikke anvende magt.

EU's medlemsstater og Kommissionen ydede et væsentligt bidrag til donorkonferencen om økonomisk genopbygning af Sydossetien, som blev afholdt i Bruxelles i juni. Konferencen blev afholdt på grundlag af en behovsvurdering udført af OSCE. Der bliver iværksat et omfattende internationalt program for økonomisk genopbygning i Sydossetien i efteråret ved hjælp af midler indsamlet under konferencen.

Rusland har en vigtig rolle at spille i både Sydossetien og Abkhasien. Der er brug for Ruslands støtte for at opnå resultater i fredsprocessen. Den seneste spionageskandale har imidlertid forværret det allerede spændte forhold mellem Georgien og Rusland kraftigt. EU har ved mange lejligheder sendt stærke budskaber til de to landes ledere, senest til præsident Putin i Lahti, om at normalisere forholdet, og det har også tilbudt at bidrage til, at de kan genoptage deres dialog.

I slutningen af oktober vil EU internt drøfte sit bidrag til løsning af konflikterne i Georgien. EU's særlige repræsentant hr. Semneby vil have stor betydning for opretholdelsen af den politiske dialog mellem EU og Georgien. Han kan muligvis også fremme genoptagelsen af forbindelsen mellem Georgien og Rusland. Under sit besøg i Tbilisi den 2. oktober erklærede EU's trojka også, at EU er rede til at hjælpe Georgien med at løse sine konflikter ved hjælp af den europæiske naboskabspolitik. Der er netop blevet udarbejdet en fælles ENP-handlingsplan mellem EU og Georgien, som Samarbejdsrådet EU-Georgien formelt vedtager på mødet i Bruxelles den 14. november. ENP-handlingsplanen indeholder også et særskilt afsnit om løsningen af konflikterne i Georgien.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Siden vores seneste diskussion er der sket en voldsom udvikling, hvilket formanden for Rådet, fru Lehtomäki netop henviste til.

Jeg besøgte det sydlige Kaukasus først i oktober som medlem af trojkaen, da handlingsplanerne for ENP med alle tre lande var færdige. De vil nu blive underskrevet officielt og vedtaget i november. Jeg mener, at det danner grundlag for et stærkt operationelt samarbejde.

Før jeg taler om EU's støtte, finder jeg det vigtigt, at vi også husker på konsekvenserne af vores forhold til Rusland. I de seneste måneder har vi set forhøjelser af gasprisen for Moldova, importforbud på vine og vand fra Moldova og Georgien, den reelle støtte til Transnistrien ved folkeafstemningen og den kraftige reaktion på Georgiens udvisning af russiske militærofficerer.

Disse spørgsmål blev taget op over for præsident Putin i Lahti, og jeg tog personligt nogle af disse ting op over for udenrigsminister Lavrov for kun et par dage siden i Moskva. Det kommende udenrigsministermøde i det permanente partnerskabsråd den 3. november og topmødet mellem EU og Rusland i Helsinki den 24. november vil give mulighed for flere diskussioner af disse emner.

Jeg vil også nævne, at OSCE spillede en meget nyttig rolle ved at nægte at fungere som observatør og anerkende folkeafstemningen i Transnistrien og ligeledes ved at sende de russiske officerer tilbage fra Georgien til Rusland.

Nu vil jeg sige et par ord om netop Moldova og Transnistrien og dernæst om Georgien. Jeg vil også gerne fremhæve EU's meget vellykkede mission for bistand til grænsekontrol, EUBAM, som har spillet en meget betydningsfuld rolle for indførelsen af en ny toldordning mellem Moldova og Ukraine. Dette program fik tildelt 20 millioner euro over to år, og mere end 70 toldembedsmænd og grænsevagter blev udstationeret fra vores medlemsstater. Alle større virksomheder i Transnistrien er nu registreret i Chisinau og arbejder under denne nye ordning. Bekæmpelsen af toldsvindel vil dermed betyde en kraftig begrænsning af de ulovlige indtægter, som ledelsen i Transnistrien nyder godt af i øjeblikket.

Selv om vi er glade for, at samtalerne på højt plan mellem Rusland og Moldova er blevet genoptaget for nylig, er vi bekymrede over den russiske støtte til ledelsen i Transnistrien. I en erklæring for nylig opfordrede minister Lavrov til en "politisk anerkendelse af resultaterne" af folkeafstemningen i Transnistrien, som hverken Den Europæiske Union eller OSCE har anerkendt. Det vil efter min mening gøre det vanskeligere at finde en løsning på denne konflikt.

Vi er også bekymrede over, at Transnistrien og Rusland insisterer på behovet for en såkaldt transitprotokol mellem Moldova og Transnistrien, hvori sidstnævnte vil blive anerkendt som en uafhængig, international økonomisk aktør. Dette spørgsmål er en anstødssten for samtalerne om bosættelser, der blev genoptaget efter mere end seks måneders tavshed, om end ikke i det fulde 5+2-format, men kun med mæglere, med de to parter hver for sig, med andre ord 5+1.

Denne fremgangsmåde er uacceptabel, hvilket vi også har gjort Rusland klart ved flere lejligheder. Desuden viser den praktiske udvikling, hvor alle de større virksomheder i Transnistrien nu samarbejder legalt med Chisinau, at en sådan fremgangsmåde er stadig mere ude af trit med virkeligheden. Vi er også bekymrede over, at den nye ukrainske regering ændrer holdning i dette spørgsmål. Det glædede mig meget, da premierminister Janukovitj forsikrede mig for den ukrainske regerings fortsatte støtte. Vi vil fortsat understrege betydningen af Ukraines samarbejde ved det kommende topmøde i Helsinki om få dage.

Nogle har peget på den igangværende diskussion om jernbanespørgsmål mellem Moldova og Ukraine som et yderligere bevis på, at Ukraine måske vil opgive sin tidligere holdning. Dette modbevises imidlertid af kendsgerningerne. Derfor tilskynder vi på det kraftigste begge parter til at finde en gensidig fordelagtig løsning på situationen hurtigst mulig.

Vores tilstedeværelse på stedet gennem EU's mission for bistand til grænsekontrol giver os et fremragende instrument til at følge situationen og komme med råd og bistand til begge parter. Jeg vil gerne tilføje, at under det nye ENP-instrument vil Moldova opleve en betydelig forøgelse af finansieringen fra EU. Landet vil også modtage tilskud under det nye makrofinansielle bistandsprogram for at hjælpe det med at afhjælpe de chok, der forårsages af stigende energipriser og det russiske importforbud på vine fra Moldova.

Vi er yderst bekymrede over krisen i forholdet mellem Georgien og Rusland, navnlig de fortsatte spændinger mellem de to lande. Vi er navnlig bekymrede over udvisningen af et stort antal georgiere fra russisk område, hvilket tilsyneladende er i direkte modstrid med Ruslands forpligtelser i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og Helsinki-slutakten fra 1975. Jeg tog også dette spørgsmål op over for hr. Lavrov.

Georgien bærer også sin del af ansvaret. Under vores nylige besøg i Georgien med trojkaen opfordrede jeg præsident Saakashvili til at udvise mådehold og tilskyndede ham til at genoprette tilliden.

Til sidst en bemærkning om Sydossetien. Jeg finder det skuffende, at der ikke kom noget ud af mødet for nylig i den fælles kontrolkommission for Sydossetien. Vi forstår Georgiens ønske om at forny og revidere sammensætningen af den fælles kontrolkommission, men de eksisterende fredsmekanismer bør udnyttes fuldt ud, indtil de nye er på plads, og den seneste behovsundersøgelse og den internationale donorkonference i juni 2006 viser, at der er mulighed for en konstruktiv dialog. Vi glæder os over, at dette rehabiliteringsprogram fortsætter på trods af krisen.

Vi har ydet et betydeligt økonomisk bidrag for at bistå til en fredelig løsning, herunder et økonomisk genopretningsprogram til 9,5 millioner euro i Sydossetien. Vi har også øremærket midler til genopretning under EU's nye økonomiske bistandsprogram for perioden fra 2007 til 2010.

Jeg mener, at Den Europæiske Union som sådan har en meget vigtig rolle at spille i enhver fredsaftale. Men det mest umiddelbare behov består i at få forbindelserne mellem Rusland og Georgien tilbage på sporet, på et diplomatisk spor. Vi vil bestemt fortsætte vores bestræbelser på at nå dette mål.

  Laima Liucija Andrikienė, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! I morgen stemmer vi om beslutningsforslaget om den moldoviske region Transnistrien. Vi ved, at Moldova er Europas fattigste land. I september afholdt man en såkaldt "folkeafstemning" i den moldoviske region Transnistrien med henblik på en mulig genforening med Den Russiske Føderation. Denne folkeafstemning og resultatet af den accepteres ikke af det internationale samfund, og konflikterne mellem de separatistiske myndigheder i Transnistrien og centralregeringen i Moldova har i høj grad bidraget til ustabiliteten i hele landet og dets økonomiske og sociale udvikling.

Tidligere i år var vi også vidne til, at forhandlingerne om Transnistriens status i formatet 5+2 slog fejl, idet myndighederne i Transnistrien trak sig ud af forhandlingerne. Vi er også klar over, at de såkaldte fredsbevarende russiske styrker fortsat befinder sig i Transnistrien.

I den forbindelse bør vi her i Europa-Parlamentet afvise den såkaldte folkeafstemning i regionen Transnistrien, som strider mod Moldovas internationalt anerkendte suverænitet og territoriale integritet og kan opfattes som en provokation, som forstærker de eksisterende spændinger og truer mulighederne for en fredelig løsning på problemet.

Vi bør også opfordre Rusland til at bringe sin støtte til styret i Transnistrien til ophør, eftersom det truer Moldovas territoriale integritet, og til at overholde beslutningen fra OSCE-topmødet i 1999 om at trække sine tropper og våben tilbage fra Moldovas område.

Vi beklager især manglen på betydelige fremskridt i EU-samtalerne om lempeligere visumvilkår og aftalen om tilbagevenden med Moldova. Rådet og Kommissionen bør fremskynde proceduren, der skal føre til indgåelse af en aftale om lempeligere visumregler med Moldova, og sikre, at den gennemføres i praksis, idet den nuværende situation er uretfærdig og diskriminerende, når borgere fra Transnistrien med russiske pas har lettere ved at rejse til EU end moldoverne.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Vi konfronteres med en række lurende, fastlåste konflikter i EU's og Ruslands fælles naboområder. Desværre må vi konstatere, at løsningen af disse fastlåste konflikter efter mange år stadig ikke er kommet et skridt nærmere til trods for EU's gode indsats for en forhandlet politisk løsning inden for multilaterale rammer.

Vi ser med stor bekymring på de seneste udviklinger i denne region, fordi en mulig eskalering ikke kan udelukkes. Den 17. september fandt der i Transnistrien en folkeafstemning sted om Moldovas løsrivelse, mens spændingerne mellem Georgien og Rusland omkring Sydossetiens status i den forløbne uge er blusset op til en kæmpestor diplomatisk krise. De to episoder er i direkte modstrid med hele idéen med at finde en politisk løsning for disse konflikter inden for rammerne af OSCE. Jeg synes, at EU skal holde fast ved en forhandlingsstrategi inden for multilaterale rammer, hvor Moldovas og Georgiens territoriale integritet er udgangspunktet.

Ensidige skridt såsom afholdelsen af en folkeafstemning eller en såkaldt folkeafstemning - for der var absolut ikke tale om en demokratisk folkeafstemning i frie og åbne omgivelser - afviser vi resolut. Truende politisk retorik på begge sider og ensidig bebudelse af sanktioner virker lige så meget mod hensigten. De bringer ikke en løsning et skridt nærmere, og de er i direkte modstrid med den umage, som det internationale samfund gør sig for at skabe overensstemmelse mellem de involverede parter. Det skal for alle aktører være tydeligt, at en bæredygtig løsning kun kan være baseret på en politisk dialog, med respekt for demokrati i de pågældende lande og i de pågældende regioner.

For EU er det en nødvendig investering at give denne proces en impuls. EU kan ikke løse disse konflikter alene. Så længe vi lægger vægt på en multilateral strategi, er det også rimeligt, at vi beder de andre parter om at bevæge sig inden for disse grænser og overholde tidligere indgåede aftaler som f.eks. den, der blev indgået i 1999 i Istanbul. Af Rusland, som spiller en afgørende rolle i hver af disse konflikter, kan vi desuden forvente nogen forsigtighed. Den aktive støtte, som Rusland giver til regimet i Transnistrien og folkeafstemningerne, og støtten til løsrivelsesbevægelsen i Sydossetien og Abkhasien falder desværre ikke ind under denne kategori.

  Jelko Kacin, for ALDE-Gruppen. - (SL) Hr. formand! Som næstformand i Delegationen til Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Moldova følger jeg udviklingen i denne del af verden nøje. Den forfatningsstridige og ikke internationalt anerkendte folkeafstemning om transnistrisk uafhængighed, der for nylig blev afholdt i Transnistrien, var et alvorligt tilbageskridt for alle de involverede parter.

Den 10. oktober forkastede Transnistrien en kompromisplan, som OSCE havde forelagt under ledelse af den belgiske udenrigsminister, Karel de Gucht. I planen var der lagt op til at give hele Transnistrien en forholdsvis uafhængig eller halvautonom status inden for Republikken Moldova. Jeg beklager personligt forkastelsen af dette kompromis, fordi chancen for at skabe fred og stabilitet i hele denne ustabile region er forspildt. I stedet for vil hårdknuden mellem Transnistrien og Moldova fortsat true både den politiske og den økonomiske stabilitet i denne del af Europa.

Med Rumæniens tiltrædelse af EU i 2007 vil EU's grænser nå helt til Moldova, så det er i vores store interesse at bruge den nødvendige tid og energi på de fremtidige forhandlinger og at engagere os behørigt i dem.

Til sidst vil jeg opfordre Rådet og Kommissionen til at gøre deres tungtvejende politiske indflydelse gældende i nye forhandlinger. Jeg opfordrer ligeledes Tiraspol til at vende tilbage til forhandlingsbordet og opgive forsinkelsestaktikkerne. Samtidig opfordrer jeg Moskva til at føre mere progressive politikker for at løse denne konflikt, for en mere konstruktiv tilgang fra Moskvas side vil vise, at Rusland virkelig ønsker at etablere et ansvarligt og pålideligt partnerskab med EU.

  Marie Anne Isler Béguin, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! For ikke så længe siden hilste vi den fredelige revolution i Georgien velkommen og opfordrede de unge ledere til at indføre ægte demokrati i deres land. Som bekendt har Georgien nu problemer med at løse konflikter med separatistregioner, og de stigende provokationer fra begge sider bidrager bestemt ikke til en fredelig løsning på disse konflikter. Hvad der er værre, så kunne en væbnet intervention inddrage hele Kaukasus, hvilket vi alle er bevidst om. Derfor skal vi indtrængende opfordre de georgiske myndigheder til at indtage en forsonende holdning og på en konstruktiv måde genoplive fredsprocessen i Sydossetien.

Der er imidlertid skærpende omstændigheder i Georgien. Dets nabo, Rusland, spiller ikke et forsoningsspil. Da præsident Putin f.eks. i Lahti i sidste uge sammenlignede Sydossetien med Kosovo, kastede han olie på bålet i Kaukasus, samtidig med at man forventede, at han ville genoprette tilliden ved at normalisere forbindelserne med Ruslands naboer i Georgien. Uanset hvad Rusland siger, er det involveret i konflikten. Udstedte det ikke russiske pas til georgierne i Sydossetien? Hvor gyldig kan en folkeafstemning være, hvis 80 % af deltagerne var russiske statsborgere? Hvor neutral kan vi forvente, at den fredsbevarende styrke i Sydossetien er, når den hovedsagelig består af russere? Jeg vil ikke engang nævne den unilaterale russiske embargo eller de vedvarende deportationer af georgiere i Rusland, hvilket er tegn på et ønske om at destabilisere Georgien.

Så derfor er naboskabspolitikken og større samarbejde med Rusland selvfølgelig redskaber for os, men jeg er desværre ikke enig i Rådets holdning til udskiftning af de fredsbevarende styrker. Jeg tror, at vi virkelig skal spørge os selv, hvordan vi kan sikre disse styrkers neutralitet og upartiskhed. Vi skal måske - eller skulle jeg sige bestemt - være villig til om nødvendigt at yde et bidrag til udskiftningen af de fredsbevarende styrker.

(Formanden afbrød taleren)

  Helmuth Markov, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Når det handler om sikkerheden og stabiliteten i et land eller i en region, er det øverste bud, at alle involverede parter, som har forskellige interesser, ikke må foretage sig nogen ting, som kan medføre en eskalering. Og hvis den moldaviske forfatning ikke foreskriver en folkeafstemning, kan man naturligvis heller ikke anerkende en gennemført folkeafstemning. Det ligger fuldkommen fast.

Transnistrien har altid været en del af Republikken Modova. Derfor er det et berettiget krav at stille til vores russiske partner - som vi egentlig slet ikke har et så dårligt forhold til, at de russiske tropper skal trække sig ud af dette område.

Hvis man ikke ønsker en eskalering, må man selvfølgelig ikke indføre nogen eksport- eller importforbud, men man skal derimod fremme handel og vandel. Det initiativ, som Kommissionen og EU har valgt at tage, nemlig at holde strengt fast ved en fortsættelse af de intensive fem plus to-forhandlinger eller i de hele taget at få gang i dem igen, er en vej, som vi ikke bør forlade.

Til et fair partnerskab - og her mener jeg et partnerskab med Rusland - hører også, at man kan sige partneren op i hans åbne ansigt, hvad vi kan og ikke kan acceptere. Måske har vi ikke været konsekvente nok tidligere i EU.

  Michał Tomasz Kamiński, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det EU, vi tror på, vores drømmes EU, det EU, som Europas borgere ønsker, må naturligvis være et EU, der forsvarer visse værdier og gør det internationalt. Derfor skal vi af principielle grunde fordømme Ruslands optræden over for Georgien i de seneste uger. Jeg vil gerne opfordre alle ansvarlige EU-organer til at fremsætte erklæringer, træffe foranstaltninger i denne sag og forsvare Georgiens uafhængighed. Jeg opfordrer også disse organer til at forsvare de grundlæggende folkeretlige principper som uafhængighed og ikkeindblanding i hinandens anliggender.

Vi er klar over, at Rusland tilskynder til separatisme i Georgien, men de sidste to ugers begivenheder er særligt bekymrende, da vi har observeret en kolossal stigning i antallet af chauvinistiske, nationalistiske og antigeorgiske erklæringer i Rusland. I løbet af de seneste dage har vi hørt, at georgiske kunstneres værker, der er udstillet i Moskva, bliver ødelagt. De hysteriske tirader, som medierne i Moskva udsender mod georgiere, der bor i Rusland, betyder, at de ikke føler sig trygge på Den Russiske Føderations territorium. Jeg opfordrer EU og Parlamentet til utvetydigt at støtte et uafhængigt, selvstyrende Georgien, som har al mulig ret til at føle sig trygt i et forenet Europa.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg taler på vegne af det nye PSI.

Spændingerne i det sydlige Kaukasus giver kun næring til argumentet om, at det er absolut nødvendigt med en multilateral forhandling for at løse problemet med Abkhaziens og Sydossetiens områder. Den åbning, som EU har vist over for Den Russiske Føderation for nylig, når det gælder en styrkelse af forbindelserne på forskellige niveauer, hverken er eller må være adskilt fra en opfordring til dialog og gennemførelsen af alle mulige foranstaltninger for at forsøge at løse den værste krise i tiden efter Sovjetunionens opløsning, uden at det kræver ofre.

Putins udtalelser om en formodet forberedelse af et georgisk militært indgreb samt en embargo mod landbrugsprodukter fra Georgien og Moldova og et stop for de vigtigste tjenesteydelser - lige fra transport til banktjenester - kan ikke undgå at gå ud over det georgiske folk. Det gælder både dem, der er udvandret til Rusland, hvoraf en stor del uretmæssigt er blevet tvangshjemsendt i de seneste par dage, og dem, der befinder sig på georgisk område, og som ofte er økonomisk afhængige af de udvandrede familiemedlemmer. Her må Europa ikke nøjes med at spille rollen som dommer.

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I 1996 var jeg medlem af Europarådets parlamentariske forsamling, da Rusland afgav et højtideligt løfte om at trække sine tropper tilbage fra Moldova i 1997. Derfor giver 2007 os mulighed for at fejre 10-året for Ruslands uopfyldte europæiske løfte - et blandt mange, naturligvis. Det kunne være et godt tidspunkt til at skrive og udgive en stor bog med Ruslands uopfyldte internationale løfter. Dette er mit første forslag til dette Parlament, som forsøger på at få nye løfter.

Ruslands politik for skabe splittelse hos sine mindre naboer har forårsaget tab og lidelser for befolkningerne, og flere nationer beder os stadig om hjælp. Kan vi fortsætte med at udsende tomme mantraer i stil med FN, samtidig med at vi vasker vores hænder over for de flokke af flygtninge, der udvises fra Abkhasien af indtrængende russere?

Det er værd at bemærke den lille note i Sikkerhedsrådets resolution nr. 1666 af 31. marts 2006 om senere ændringer i mandatet for den fredsbevarende SNG-styrke i Georgien. I virkeligheden er styrken russisk og har ikke meget med fredsbevarende operationer at gøre, men den bidrager til en annektering af en befolkning, hvor mennesker i massevis får pas fra et andet land, før landet efterfølgende annekteres. Hvis De virkelig ønsker fred i den del af Europa, har vi brug for måske europæiske fredsbevarende styrker i Sydossetien og Abkhasien. Alternativet burde være at omdøbe de nuværende fredsbevarende styrker til "kriminalitetsbevarende". Dette er mit andet forslag til Parlamentet: at vælge mellem virkelige fredsbevarende og officielt "kriminalitetsbevarende" styrker.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Der er folk i Rusland - embedsmænd i særdeleshed - som hvis de lytter til os - vil få indtryk af, at Parlamentet i denne uge udelukkende ønsker at tirre den russiske bjørn. Dette er ikke vores hensigt, men vi ønsker at gøre Rusland det klart og tydeligt, at det bør forsøge at løse eksisterende problemer sammen med os - fra energiproblemet til naboskabsproblemerne. Og Rusland skal bekende sig til multilateralitet!

Vi er ofte enige om at kritisere USA i forbindelse med ensidigheden i de amerikanske aktioner. Men når det imidlertid kommer til at gøre noget i ens egen baggård - og hermed menes multilateralt og ikke unilateralt - har Rusland valgt at gå en anden vej i den seneste tid, og det er fuldstændig uacceptabelt.

For det første har vi naturligvis også brug for de berørte landes hjælp. Med hensyn til Georgien kunne vi godt tænke os - og det sagde vi også under vores seneste besøg dér - at Georgien underskriver en erklæring, hvori man giver afkald på voldsanvendelse. Det er med sikkerhed ikke nok at sige, at "vi ønsker at kunne forsvare os selv", for det har enhver ret til.

For det andet kunne vi godt tænke os at se et konkret bud på, hvordan man vil reintegrere Sydossetiens og Abkhasiens befolkninger i det georgiske samfund, for vi holder fast ved, at der kun kan være ét udelt Georgien, selv om vi mener at disse dele af befolkningen skal have særlige konkrete tilbud.

Ikke desto mindre ligger hovedansvaret fortsat hos Rusland. Jeg kan ikke fatte, at Rusland stadigvæk ikke har forstået, at man ikke får nye venner ved at støtte små separatistiske bevægelser, som til dels er infiltreret af kriminelle elementer, men derimod ved at støtte stabiliteten i nabolandene, og det ville Georgien sikkert også være parat til at gøre.

Det, som vi absolut må tage afstand fra, er fordrivelsen af georgiere fra Rusland. Det lyder kynisk, når man fremfører argumenter om, at det handler om illegale indvandrere. En fordrivelse af georgiere - og netop nu i lyset af disse hændelser - er lige så meget et uheldigt tidsmæssigt sammentræf som energiprisforhøjelserne i tilfældet Ukraine før valget og i tilfældet Belarus efter valget dér. Det er fuldkommen uforsvarligt og uacceptabelt.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Sydossetien er en af de utroligt generende "fastfrosne" konflikter, og jeg kan huske, at jeg beskæftigede mig med den, da jeg, fru rådsformand, sad præcis, hvor De sidder nu, for hele fem år siden.

Men denne fastfrosne konflikt er nu i fare for at blive til en brændvarm konflikt. Der er et tvingende behov for at skabe ro om situationen, og min gruppe appellerer til både Rusland og Georgien om at bløde op på retorikken og deres handlinger. Det, der overgår georgiske borgere, er helt uacceptabelt, og det samme gælder naturligvis Ruslands beslutning om at afbryde enhver kommunikation med Georgien.

At præsident Putin har advaret om, at der er fare for blodsudgydelser, mens hr. Vanhanen, formanden for Rådet, og hr. Barroso, Kommissionens formand, var til stede, må have været særdeles pinligt og er under alle omstændigheder fuldkommen uacceptabelt; det samme gælder det forhold, at Rusland fortsat udsteder pas til sydossetere. At Georgien har truet med voldshandlinger er ligeledes uacceptabelt.

Hvis EU mener tingene alvorligt i denne sag, bør man være parat til at erstatte de russiske fredsbevarende styrker, hvis dette bliver nødvendigt. Dette er ikke nogen let forpligtelse, og den må vurderes meget nøje. Men lad os først bruge alle de multilaterale og europæiske fredsmekanismer, der findes.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Som medlem af Delegationen til Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Moldova vil jeg gerne endnu en gang udtale mig om denne problematik og gøre det klart og tydeligt, at dette ikke er nogen mindretalskonflikt. Det sociale system i Republikken Moldova er åbent både politisk og socialt, og det er præget af tolerance og sameksistens. Hvis man forsøger at dække dette ind under mindretalskonflikter, sker det kun for at legitimere en virkelig problematisk støtte til et stalinistisk regime. Dette er yderst dubiøst, og det ønsker jeg at indskærpe over for den russiske regering og præsident Putin.

Transnistrien-konflikten er en konflikt mellem Rusland og EU. Gennemførelse af fredelige tilstande er efter min opfattelse kun mulig, hvis tropperne trækkes ud. Derfor skal Kommissionen og Rådet lægge et langt større pres på den russiske regering. Moldova-konflikten må ikke bringe energirelationerne til Rusland som offer.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Situationen i Sydossetien og Transnistrien gør det til overflod klart, at Rusland ikke er holdt op med at tænke i indflydelsessfærer. Der er gået 16 år, men Rusland har endnu ikke forstået nødvendigheden af at respektere den territoriale integritet og suverænitet, som uafhængige lande langs dets grænser har. Det griber til svindel, spionage, energimæssig afpresning og udlevering af russiske pas for at svække Georgien og Moldova, dets uafhængige naboer, og berøve dem dele af deres territorium. Mod vores forventninger spiller Rusland ikke nogen stabiliserende rolle i regionen. Tværtimod. Jo mere politisk magt Rusland udøver, desto flere konflikter, spændinger og endog krige opstår der. Er alt dette en politik, som er acceptabel for EU? Er det muligt at udvikle et betingelsesløst strategisk partnerskab med et land, der nedværdiger sig til at anvende disse metoder? Jeg håber, at det ikke er tilfældet, og opfordrer derfor Parlamentet til at støtte den fælles beslutning sammen med ændringsforslagene stillet af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og Gruppen Union for Nationernes Europa.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Republikken Moldova kunne være blevet medlem af EU på kun ni en halv uge, hvis den ikke var blevet skilt fra Rumænien som følge af Hitler-Stalin-pagten. Dette viser blot, hvor tæt vi er på hele denne sag. Georgien - medlem af Europarådet - blev offer for den russiske kolonialisme to gange. En gang under zaren og en gang, da sovjetiske tropper i 1920'erne kvalte folkeopstanden i Kaukasus.

I dag befinder vi os i en efterkolonial tid, hvor Rusland ikke er parat til at gøre det godt igen, som det forårsagede dér som kolonimagt eller som det totalitære Sovjetunionen. Rusland fører snarere en efterkolonial politik med national dominans og råstofafpresning. Her bliver nationalitetskonflikter enten misbrugt eller til dels kunstigt skabt.

Derfor er der kun ét eneste svar herpå. Hvis der hersker konflikter et eller andet sted, skal vi også være parat til - som hr. Landsbergis sagde - at være til stede dér med internationale eller europæiske fredsstrukturer, det være sig i Transnistrien, i Abkhasien og Syd-Ossetien eller i Tjetjenien, således at situationen kan komme under international kontrol.

Hvis Rusland har en interesse i at lade gennemsigtigheden sejre, er det den rigtige løsning. Men Rusland ønsker ikke gennemsigtighed. Rusland ønsker nu som før at føre en dominanspolitik i skyggen. Derfor må jeg også med beklagelse konstatere, at disse forhandlinger finder sted efter topmødet og ikke forud for dette, som vi ønskede det. Hr. Putin ønskede at stå i projektørlysets skær og give næring til illusioner, og i skyggen af topmødet er vi nu i gang med at feje skårene op.

Jeg kan kun appellere til Rådet og Kommissionen om endelig at tale klart, åbent og rationelt om russisk politik med eksplicit reference til menneskerettighederne. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Rusland kun forstår klar tale. Der er -- som hr. Landsbergis sagde - ikke kun materiale nok til en hvidbog om Ruslands brudte politiske løfter, men også til en om det vestlige selvbedrag.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! Transnistrien-spørgsmålet er i høj grad et spørgsmål om EU's forbindelser med Rusland. Problemet er i hårdknude, og Rusland kan løse det, men hvis det skal gøre det, må det indfri løftet, som det gav på OSCE's topmøde i Istanbul i 1999, om at trække sine tropper ud af moldovisk territorium. Det skulle det allerede have gjort for længe siden i 2002.

Gode venner må sige tingene klart og tydeligt. I Rusland er den slags venner værdsatte. Her har vi været frygtsomme og har gået som katten om den varme grød. Dermed får vi fra den 1. januar en alvorlig kilde til ustabilitet lige ved siden af EU.

Jeg vil gerne gentage tre ting om Transnistrien. For det første søger det transnistriske styre ikke uafhængighed, men snarere forening med Rusland, som ligger 800 km væk. Regionen har hørt til Moldova og Ukraine, men aldrig til Rusland.

For det andet er Transnistriens indbyggere ikke nogen ensartet etnisk gruppe. De fleste af dem er moldovere, som udgør 40 % af befolkningen. Der er knap 28 % ukrainere, og den russiske etniske gruppe ligger på tredjepladsen.

For det tredje ville Transnistriens indbyggere uden tvivl få mere demokrati og frihed under regeringen i Chisinau, end de har nu. Chisinau har aldrig forfulgt Transnistriens ikkemoldoviske befolkning.

Rusland vil ikke gøre noget, uden at vi presser på. Vi skal ikke være bange for at udøve pres, og vores forbindelser med Rusland bør være til fordel for begge parter. Vi har måske brug for Ruslands energi, men Rusland har også brug for vores tjenester for ikke at tale om vores europæiske marked.

Det er på tide at minde Rusland om, hvad vi har givet, og at forlange noget til gengæld. Desuden må 5+2-forhandlingerne fortsætte for enhver pris. Vi har en god beslutning, så lad os vedtage den.

  Tatjana Ždanoka (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Efter min mening glemmer man en vigtig ting blandt alle de fornuftige politiske overvejelser, der ligger i den nuværende tekst: hverdagen for de mennesker, der bor i de pågældende områder. De, der fordømmer udstedelsen af russiske pas til borgerne i disse regioner, bør huske på de omstændigheder, som disse mennesker befandt sig i som borgere eller ikkeborgere i de nye uafhængige stater, som blev dannet ud fra de tidligere sovjetrepublikker. Der er tale om republikker, hvis grænser, for Kaukasus' vedkommende, blev trukket tilfældigt af Stalin, eller for Transnistriens vedkommende blev ændret i henhold til Molotov-Ribbentrop-pagten.

Efter at den føderale stat, USSR, gik i opløsning, var der ikke nogen overgangsperiode, hvor disse befolkninger kunne have løst spørgsmål som genforening af familier, statsborgerskab osv. Disse mennesker har især brug for russiske pas til at rejse til Rusland, ikke til EU, som det blev hævdet.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Mine damer og herrer! Ruslands ønske om at øve indflydelse på de af dets nabostater, der har valgt den vestlige udviklingsmodel, fremgår tydeligt af dets indblanding i Ukraines indre anliggender og i forbindelse med Moldova og Georgien. EU har interesse i at opnå en fredelig løsning på konflikten mellem Rusland og Georgien. Det kræver for det første, at SNG's fredsbevarende styrker i Sydossetien, da de ikke er i stand til at udføre deres opgave, afløses af internationale fredsbevarende styrker. For det andet bør Rusland afstå fra at afholde militærøvelser i umiddelbar nærhed af Georgiens territorium. For det tredje skal krænkelsen af de georgiske borgeres rettigheder, som er ved at nærme sig etnisk udrensning, ophøre omgående, og det samme gælder blokaden mod georgiske varer. For det fjerde bør lovligheden af udstedelsen af russiske pas i Abkhasien og Sydossetien undersøges med fuld respekt for Georgiens territoriale integritet med henblik på at forhindre en gentagelse af Transnistrien-scenariet. Endelig bør begge stater afholde sig fra aktiviteter og udtalelser, der kan forværre forholdet.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Hvad angår baggrunden for denne forhandling, har vi brug for et stærkt engagement fra EU's side i form af fredsbevarende styrker, der forsøger at forhindre spredningen af disse farlige konflikter.

Lad os sige det lige ud: Disse regioner, der næsten har løsrevet sig, eller fastfrosne konflikter bruges systematisk som løftestang af den russiske regering til at bevare sin indflydelse over sit gamle sovjetiske nabolag. Uden den fortsatte tilstedeværelse af russiske tropper - som min kollega fru Mikko var inde på - ville de konflikter, som vi nu skal beskæftige os med, formentlig være forsvundet. En del af problemet synes at være frygten for at sprede "rosen-revolutioner" og frygt for ægte demokratiske forandringer i selve Rusland, hvilket ellers er stærkt tiltrængt. Derfor er vi nødt til at reagere på handlinger fra den russiske regerings side, som trodser enhver standard for international opførsel, som f.eks. afbrydelsen af kommunikationsmidler, økonomiske blokader og iværksættelse af bevægelser af fremmedhad i selve Rusland. EU-25 bør erklære sådanne handlinger for fuldstændig uacceptable, navnlig fra et land, som i øjeblikket har formandskabet for Europarådet.

I Europa-Parlamentets beslutning opfordrer vi Rusland til endelig at acceptere den nye virkelighed, der er opstået efter den kolde krigs afslutning, og holde op med at tænke i områder med eneindflydelse.

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg vil tale om Moldova. Moldova er et land, hvis problemer skyldes historiske forhold, dets geografiske beliggenhed og dets aktuelle situation, som er opstået som følge af magtbalancen i landet og ydre påvirkninger. Det skal stå helt klart, at problemerne forbundet med Moldovas sikkerhed i bredeste forstand, og ligeledes med dets udvikling, ikke kan løses af Moldova alene. Der kræves en fælles indsats, som ikke blot omfatter Moldovas naboer såsom Ukraine og Rumænien, men også EU's og USA's aktive støtte. Russisk velvilje er naturligvis også afgørende. Der hersker ingen tvivl om, at indførelsen af en embargo på import af landbrugsvarer og problemerne vedrørende energiforsyning skyldes Moldovas positive indstilling til integrering med EU. Derfor kan vi ikke lade Moldova i stikken. Landet er moralsk set berettiget til vores støtte, og vi har helt bestemt råd til at yde den.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Jeg støtter fuldt ud det forslag til beslutning, som Gruppen Union for Nationernes Europa har udarbejdet om Transnistrien, der er en del af Moldova. Jeg beundrer den georgiske nation, som ønsker frit at bestemme sin egen udenrigspolitik. I denne sag kan og skal det kunne regne med EU's medlemsstaters solidaritet. De georgiske myndigheder forlanger med rette, at deres lille nations rettigheder respekteres af den store russiske nation. Det ville imidlertid være godt, og på dette punkt adskiller jeg mig noget fra de foregående talere, hvis disse myndigheder også var opmærksomme på at respektere mindretallenes rettigheder i deres eget land. Jeg tænker f.eks. på de religiøse mindretal.

Jeg vil gerne henvise til de seneste angreb på katolikker i Tbilisi. Sådan er man nødt til at betegne 60 personers angreb på en helt ny kirke, som var bygget til at betjene det assyriske, dvs. det kaldæiske katolske samfund. Dette angreb blev udført af medlemmer af den ortodokse kirke, som primært identificerer sig med russisk kultur. I et andet område af Tbilisi lægger medlemmer af den ortodokse kirke pres på myndighederne for at forhindre åbningen af en katolsk kirke.

Der har desværre været mange tilfælde af religiøs intolerance i Georgien i de senere år. Ofrene har ikke bare været katolikker, men også baptister og medlemmer af pinsevækkelsen og Jehovas Vidner. Jeg har tiltro til, at de georgiske myndigheder vil træffe effektive foranstaltninger imod disse voldshandlinger, som ødelægger Georgiens omdømme internationalt. Jeg er sikker på, at de fleste politiske grupper i Parlamentet er af samme opfattelse.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Jeg vil allerførst takke for denne vidtgående debat. Siden i formiddags har vi her i Parlamentet talt om forbindelserne mellem EU og Rusland. Betydningen af disse forbindelser ses af, at det selv på dette tidspunkt i forhandlingerne er forbindelserne mellem EU og Rusland, der har været fremtrædende i medlemmernes taler.

Det er et positivt træk ved forbindelserne mellem EU og Rusland, at vi nu om dage kan drøfte alt omkring forhandlingsbordet, også de vanskelige områder og de forpligtelser, som Rusland har påtaget sig. Den næste glimrende lejlighed til den type drøftelser er i november, når EU's og Ruslands udenrigsministre holder møde i Det Permanente Partnerskabsråd, og senere i slutningen af november på topmødet mellem EU og Rusland. På topmødet mellem EU og Ukraine i overmorgen i Helsinki vil disse spørgsmål utvivlsomt blive taget op.

Som jeg sagde i mit indledende indlæg, er det hensigten med Unionens indsats over for Moldova og Transnistrien at fremme og underbygge den moldoviske enhed. I den forbindelse er den europæiske naboskabspolitik et vigtigt instrument. Som led i dette samarbejde afventer Rådet et forslag fra Kommissionen om at indlede forhandlinger om visumfleksibilitet inden årets udgang.

Forbindelserne mellem Georgien og Rusland blev senest drøftet i går i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité med udgangspunkt i den særlige repræsentants forslag om at finde nye metoder til på bedst mulig måde at støtte en fredelig løsning af denne vanskelige situation. Heldigvis er der opmuntrende tegn på, at dialogen mellem Georgien og Rusland kommer i gang, eftersom landenes udenrigsministre har planer om at mødes i Moskva i begyndelsen af november. Det er en meget positiv begyndelse på det, der forhåbentlig munder ud i genoptagelse af forhandlingerne.

Grundprincippet om, at EU vil bestræbe sig på at fremme en fredelig løsning på krisen mellem Georgien og Rusland og kan gøre det på mange måder, gælder for denne krise på samme måde, som det gælder for mange andre kriser rundt omkring i verden. Men hvis parterne ikke selv ønsker en fredelig løsning, kan de ikke tvinges udefra.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Dette har været en meget interessant diskussion om begge emner. Jeg takker medlemmerne for deres bemærkninger, som vi naturligvis vil tage i betragtning i videst muligt omfang.

Jeg tror, at Parlamentet kan forøge sin indsats og derved supplere det, vi gør i forbindelse med Moldova, sammen med dets kolleger i den parlamentariske samarbejdskomité EU-Moldova. Vi må fortsat tilskynde Moldova til at arbejde videre med centrale reformer vedrørende demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettigheder og at forbedre erhvervsklimaet. Vi må hjælpe Moldova med at blive mere attraktivt for befolkningen, også i Transnistrien.

Med hensyn til spørgsmålet om makrofinansiel bistand har vi netop forberedt en pakke på 45 millioner euro, der vil blive tildelt Moldova, for det er yderst vigtigt, at vi yder dem særlig bistand. Lad mig sige, at siden 1991 har det samlede bistandsprogram udgjort omkring 230 millioner euro. Vores årlige bistandsbudget er forøget gennem de seneste par år og vil blive yderligere forøget under ENPI.

Med hensyn til lempelse af visumreglerne for Moldova arbejder vi netop nu på forslag til forhandlingsretningslinjer og ligeledes til tilbagetagelsesaftaler. Vi har tilskyndet medlemsstaterne til at oprette et fælles visumgodkendelsescenter i Chisinau. Når centret er oprettet, bør det gøre ansøgningsprocessen lettere og mere effektiv for moldoviske borgere, som så ikke længere behøver at tage til nabolandene for at ansøge om visum.

Jeg vil også gerne sige, at hvis der er mulighed for at udarbejde et mandat ved udgangen af året, kan visumgebyret blive liggende på 35 euro og ikke stige til 60 euro, hvilket vil være vigtigt for de meget fattige mennesker i Moldova.

Med hensyn til Georgien har vi haft en længere diskussion med udenrigsminister Lavrov. Det vigtigste er, at begge sider nedtoner deres offentlige retorik som et første skridt, og at begge sider herefter forsøger at komme ind i en diplomatisk dialog - igen, tilbage til det normale. Den georgiske ledelse må undgå enhver handling, der kan forstærke spændingerne. Det var, hvad vi fortalte hr. Saakashvili. Med hjælp fra vores særlige repræsentanter og naturligvis os alle håber vi, at situationen vil vende tilbage til det normale.

FORSÆDE: Miroslav OUZKÝ
Næstformand

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.30.

12. Eksport af farligt affald til Afrika - Strafferetlig beskyttelse af miljøet (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- redegørelser fra Rådet og Kommissionen om eksport af farligt affald til Afrika,

- mundtlige forespørgsel af Karl-Heinz Florenz for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed til Rådet om strafferetlig beskyttelse af miljøet (O-0067/2006 - B6-0438/2006) og

- mundtlige forespørgsel af Karl-Heinz Florenz for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed til Kommissionen om strafferetlig beskyttelse af miljøet (O-0068/2006 - B6-0439/2006).

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådet er meget bekymret over den miljøkatastrofe, der blev afsløret for nogen tid siden i Côte d'Ivoire i forbindelse med fartøjet Probo Koala. Som det land, der har formandskabet, mener Finland, at det er meget vigtigt, at denne beklagelige begivenhed bliver undersøgt nøje. Endnu en gang bliver verdenssamfundet gjort opmærksom på de alvorlige farer ved at overføre affald til udviklingslande. Dette er et problem, som skal løses gennem beslutsom handling. EU har erklæret, at det er rede til i samarbejde med FN at bidrage til at beskytte menneskenes sundhed og miljøet de steder, hvor virkningerne af begivenheden er særligt alvorlige.

De seneste begivenheder i Vestafrika har også været en påmindelse til os om, hvor vigtigt det er at gennemføre aftaler om grænseoverskridende overførsel af affald og overvågning af affaldshåndtering effektivt. Det drejer sig hovedsageligt om Basel-konventionen og dens ændring fra 1995, Marpol-konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe og lokale aftaler om havbeskyttelse. I henhold til ændringen til Basel-konventionen er det forbudt at eksportere farligt affald fra EU, OECD-landene og Liechtenstein til andre lande. Det er naturligvis lige så vigtigt at overvåge overholdelsen af disse aftaler.

Den ottende konference for parterne i Basel-konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelse heraf afholdes i slutningen af november i Nairobi. Rådet er for øjeblikket i gang med at fastsætte EU's holdning til alle de punkter, der er på dagsordenen på denne konference, herunder ulovlig overførsel af affald, losning af skibe, finansiering af aftalen, synergier mellem affaldsvirksomheds- og kemikalievirksomhedsklynger og overvågning af den strategiske plan for gennemførelse af konventionen.

En del af dette forberedelsesarbejde bestod i en vidtrækkende debat i Rådet (miljø) den 23. oktober, dvs. i forgårs, hvor formanden til sidst fremsatte sine konklusioner om EU's forberedelse af konferencen for parterne i Basel-konventionen. I konklusionerne understreges det, at det er vigtigt at skride målrettet og effektivt ind over for ulovlig grænseoverskridende overførsel af farligt affald.

Ud over de lande, der allerede har ratificeret ændringen om forbud mod eksport af farligt affald, er det vigtigt, at flest mulige andre lande gør det samme, så den kan træde i kraft på internationalt plan hurtigst muligt. Som bekendt er forbuddet allerede gældende i alle EU's medlemsstater, fordi det blev gennemført i sin helhed med forordningen om overførsel af affald. Næsten alle EU-landene har også ratificeret ændringen.

Den ændrede EU-forordning om overførsel af affald, som træder i kraft i juli 2007, indeholder også bestemmelser, som kan bidrage til at forbedre samarbejdet om gennemførelsen af forordningen på både medlemsstatsplan og EU-plan. Der er også udstedt et direktiv om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe, hvis overholdelse også kan være relevant for Probo Koala-sagen.

Under debatten i forgårs understregede miljøministrene ligeledes, at effektiv gennemførelse af den eksisterende lovgivning er et vigtigt mål for EU. Øget harmonisering af lovgivning om miljø og sejlads, navnlig på internationalt plan, og bedre samarbejde myndighederne imellem er afgørende for, at ulovlig overførsel af affald kan forhindres. Det vigtigste er, at alle former for affald behandles på en måde, der er miljømæssigt forsvarlig, uanset hvor det sker. Dette skal også være et hovedmål, når skibe ophugges.

I formandens konklusioner blev det også understreget, at udviklingslandene har behov for udefra kommende bistand til deres egne bestræbelser på at gennemføre Basel-konventionen og sikre en miljøforsvarlig affaldshåndtering. Udviklingslandene bør også lade affaldshåndtering indgå i deres strategier for fattigdomsreduktion og bæredygtig udvikling.

I forbindelse med mødet i Rådet (miljø) holdt formandskabet også møde med en delegation fra Côte d'Ivoire, som redegjorde for situationen. Katastrofens omfang er kolossalt. Ud over tabet af mange menneskeliv er der mange presserende sundhedsproblemer. Katastrofen har også stor indflydelse på økologi, levebrød, menneskers bolig og samfundsindsats. For øjeblikket sættes der ind på at rense de forurenede områder og kloaksystemer og at tage sig af de skader, som er forvoldt på mennesker og virksomheder. I Côte d'Ivoire bliver der udarbejdet en international og en national rapport om, hvad der skete, herunder en strafferetlig efterforskning.

Desuden er der i visse lande som Nederlandene og Estland blevet indledt en strafferetlig efterforskning med henblik på at kortlægge omstændighederne i forbindelse med Probo Koala-sagen.

Jeg vil nu tale om den mundtlige forespørgsel af Karl-Heinz Florenz, som er formand for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed.

EU's medlemsstater mener, at det er vigtigt, at lovgivningen og samarbejdet udvikles inden for rammerne af EU for at forebygge og efterforske miljøkriminalitet og håndhæve strafferetligt ansvar. Miljøkriminalitet er i sagens natur international, fordi virkningerne af ulovlige udledninger strækker sig langt og ud over nationale grænser.

Som medlemmet anfører i sin forespørgsel, annullerede EF-Domstolen imidlertid den 13. september 2005 Rådets rammeafgørelse af 27. januar 2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet.

Den 25. november 2005 sendte Kommissionen en meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om følgerne af Domstolens dom.

Domstolens dom og Kommissionens meddelelse blev drøftet på det uformelle møde mellem ministrene for retlige og indre anliggender, der blev holdt i Wien i januar 2006, og Rådet gennemgik dem i Bruxelles den 21. februar i år.

Under disse drøftelser sagde Kommissionen, at den ville overveje nøjere, hvordan den skulle gå frem med de rammeafgørelser, som Rådet havde vedtaget tidligere, og som evt. må revideres i lyset af Domstolens afgørelse. Dette ræsonnement vil også gælde for den tidligere nævnte rammeafgørelse, som Domstolen annullerede.

Derfor afventer Rådet en reaktion fra Kommissionens side. Kommissionen forelægger muligvis en ændret udgave af det forslag, som den stillede i 2001 og af det direktivforslag, som den ændrede i 2002, eller den stiller måske et helt nyt forslag.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Det seneste tilfælde af dumpning af farligt affald i Côte d'Ivoire har fået drastiske konsekvenser. Mindst 10 mennesker er døde, mens flere tusind er blevet forgiftet og er indlagt på hospitaler.

Selv om det endnu ikke er opklaret, hvilke faktiske hændelser der har medvirket til denne modbydelige miljøkriminalitet, er behovet for en streng gennemførelse af forbuddet mod eksport af farligt affald til Afrika blevet endnu mere tvingende.

I samarbejde med medlemsstaterne, FN og myndighederne i Côte d'Ivoire forsøger Kommissionen på forskellige måder at få rettet op på de skader, der er sket, og få iværksat hensigtsmæssige aktiviteter til imødegåelse af de ulovlige aktiviteter, som evt. har fundet sted.

Da hændelsen skete, tog repræsentanter for Kommissionen - sammen med særlige team fra medlemsstaterne - til stedet for at hjælpe ofrene og bidrage til beskyttelsen af miljøet. Kommissionen følger udviklingen i Côte d'Ivoire på tæt hold og er i løbende kontakt med landets myndigheder. I mandags mødtes jeg, sammen med formandskabet, med delegationen fra Côte d'Ivoire med deltagelse af tre ministre.

EU's organer og medlemsstater bør undersøge alle tilgængelige midler for at støtte ofrene i Côte d'Ivoire og bidrage bedst muligt til at fjerne forureningen.

I dette øjeblik gennemføres politiefterforskning i forskellige medlemsstater, som vi er i kontakt med. Efter Probo Koalas hjemkomst til EU rejste jeg den 28. september til havnebyen Paldiski i Estland for at støtte denne efterforskning og indhente de nyeste informationer.

Hvis vi ser ud over hændelsen i Côte d'Ivoire, kan vi konstatere, at der er store mangler med hensyn til medlemsstaternes overholdelse af EU's forordning om transport af affald. Denne forordning indeholder klare regler med forbud mod eksport af farligt affald til ulande. Reglerne vil blive gjort strengere, og fra juli næste år vil medlemsstaterne skulle gennemføre kontrol og tilsyn på stedet og samarbejde i tilfælde af ulovlig transport af affald. At der findes regler, har imidlertid ingen betydning, hvis de ikke overholdes korrekt. Hullerne i lovgivningen bør dækkes med strenge supplerende foranstaltninger med hensyn til korrekt gennemførelse af reglerne. Miljøkriminalitet er et af de alvorligste problemer, som Fællesskabet skal håndtere. Den kan volde enorme skader på miljøet. Ofte indgår miljøkriminalitet i international organiseret kriminalitet, hvilket gør det vanskeligt, men også tvingende nødvendigt, at bekæmpe den. Indførelse af effektive sanktioner, også strafferetlige, er nødvendigt for at sikre en korrekt gennemførelse af Fællesskabets miljølovgivning. Netop derfor kræves en øjeblikkelig indsats på EF-niveau.

I 2001 fremsatte Kommissionen et forslag til direktiv om beskyttelse af miljøet via strafferet. Formålet med forslaget var dels at indføre et minimumsantal strafbare handlinger på miljøområdet i hele Fællesskabet dels at indføre straf for disse handlinger med effektive straffesanktioner i alle medlemsstaterne. Det er sørgeligt, at Rådet ikke vedtog Kommissionens forslag. som havde hjemmel i traktatens artikel 175 og skulle vedtages ved proceduren med fælles beslutningstagning. Rådet kunne ikke godkende retsgrundlaget og besluttede at vedtage en rammebeslutning på grundlag af den tredje søjle i stedet for det direktiv, vi havde foreslået. Kommissionen mener ikke, at dette valg af redskab var hensigtsmæssigt juridisk set, og mener, at det ville have gjort det umuligt at kontrollere gennemførelsen af rammebeslutningen i national ret og dens anvendelse i medlemsstaterne.

Europa-Parlamentet var i klar opposition til Rådet og støttede Kommissionens forslag fuldt ud og har også støttet Kommissionen, da den indledte et søgsmål ved EF-Domstolen. Jeg vil gerne fremhæve vigtigheden af dette gode samarbejde mellem vores institutioner, og jeg håber, vi vil fortsætte på samme måde i sagens videre forløb. Med EF-Domstolens afgørelse er det desuden blevet præciseret, at de strafferetlige foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre en effektiv gennemførelse af miljøpolitikken, kan vedtages inden for den første søjle. Rådets rammeafgørelse var en overtrædelse af Fællesskabets beføjelser på grundlag af traktaten og bør annulleres. Kommissionen er særdeles tilfreds med EF-Domstolens afgørelse. Der er ikke tale om en afgørelse, der vedrører et rent teknisk punkt, men den har afgørende betydning for præciseringen af traktatbestemmelserne, hvad angår grænsen mellem første og tredje søjle. Den har en stor institutionel effekt, da den præciserer, at de omstridte foranstaltninger skal træffes ved proceduren med fælles beslutningstagning, hvilket betyder Parlamentets fulde deltagelse.

Når vi bevæger os inden for den første søjle, er de nationale gennemførelsesforanstaltninger desuden underlagt EF-Domstolens kontrol, hvilket ikke er tilfældet for foranstaltninger under den tredje søjle. Et direktiv om strafferetlig miljøbeskyttelse - inden for den første søjle - vil give en bedre beskyttelse af miljøet, og samtidig er det en mere demokratisk metode i lovgivningsproceduren. Desværre er der gået meget kostbar tid til spilde. Der begås fortsat miljøkriminalitet, og vi er nødt til at vedtage de krævede lovforanstaltninger for at bekæmpe denne.

Vi har i Kommissionen analyseret og drøftet de forskellige valgmuligheder, vi har for at følge op på EF-Domstolens afgørelse. Vi har især undersøgt to muligheder: Den ene er at bibeholde Kommissionens forslag fra 2001 og opfordre de øvrige institutioner til at fortsætte proceduren med fælles beslutningstagning, og den anden er, at Kommissionen fremsætter et nyt forslag. Vi foretrak den anden mulighed, så EF-Domstolens afgørelse kan tages med i betragtning. Det oprindelige forslag går tilbage til 2001, og siden da er der sket mange ændringer i miljølovgivningen, som forslaget bør tilpasses til.

Endelig er der også sket nyt med hensyn til det europæiske samarbejde på det strafferetlige område, hvilket også skal tages i betragtning i forslaget. Vi er nødt til at sikre os, at forslaget er i overensstemmelse med andre strafferetlige lovbestemmelser, som er vedtaget på europæisk plan.

Det stadie, vi befinder os på i dag, er forberedelsen af det nye forslag til direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Som sagt bestod det første skridt i at foretage en grundig analyse af EF-Domstolens afgørelse og dens konsekvenser og foretage en grundig sammenligning af de forskellige gældende lovbestemmelser. Det næste var at foretage en undersøgelse med en konsekvensvurdering, hvor vi vejede for og imod de forskellige valgmuligheder. Herefter vil forslaget blive færdiggjort og forhåbentlig vedtaget inden udgangen af 2006.

  Karl-Heinz Florenz (PPE-DE), spørger. - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær! Giftaffaldsskandalen i Côte d'Ivoire er virkelig en afskyelig handling. Vi kan så naturligvis bare beklage ofrene og de alvorlige skader, som de har fået i denne forbindelse. Men hvis vi ikke i samme åndedrag spørger om årsagerne hertil, er det hele et stort hykleri. Det er ikke mig. Derfor vil jeg godt udtrykkeligt præcisere, at det er en humanitær og miljøpolitisk katastrofe og en skandale. Jeg bliver til stadighed forbløffet over, at vi her i Parlamentet, når det handler om tredjelande - f.eks. i forbindelse med produktionen af kød - indførte den såkaldte name and shame-praksis. Hvis der altså er en, som træder ved siden af, skal dennes navn offentliggøres og bringes i aviserne. Undtagelsesvis skal dette imidlertid ikke gælde for medlemmerne af Unionen. Det er yderst besynderligt!

Fru rådsformand, De fremlagde naturligvis tingene i deres rigtige kronologiske rækkefølge, men kommissær Dimas forklarede Dem de reelle grunde til, at Europas lovgivning ikke fungerer, nemlig at Rådet er for forsagt. Dermed mener jeg helt sikkert hverken Dem eller Deres land, men i sådan nogle grænseoverskridende spørgsmål, som De så rigtigt var inde på, må man også finde modet til at foretage grænseoverskridende straf- og forfølgelsesaktioner i fremtiden. Hvis Kommissionen stiller et forslag i den henseende, mens Rådet allernådigst betvivler retsgrundlaget herfor, og både Kommissionen og Parlamentet er underlagt dette, fordi De med Deres spærreminoritet ikke tillader lovens gennemførelse, er det ekstremt irriterende for en folkevalgt politiker, dvs. en af dem, der skal kontrollere regeringen. Det må ikke ske, og Rådets forsagthed i dette spørgsmål må få en ende.

Jeg beder Dem indtrængende om at fortælle Deres kolleger, at udvalgsformanden er meget vred, for at fremsætte klager efterfølgende har ingen effekt, hvis vi ikke har lavet vores hjemmearbejde forud herfor. Vi har lavet det, men De har på en måde slået en streg over det, og det er ikke i orden. Efter min mening bør Rådet fremover beskæftige sig med spørgsmålet om gennemførelsen af europæiske regler endnu en gang.

Jeg har været medlem af Parlamentet i meget lang tid, og i den periode har vi forhandlet om og vedtaget ekstremt mange ting. Men når det handler om at gennemføre disse ting, har vi det med at blive usikre. Jeg bor ved grænsen til et naboland, som man kun kan holde af, nemlig Nederlandene. Der gik utrolig lang tid, før vi nåede til enighed om, hvordan vi måske kunne fange de kriminelle. På det område er vi heldigvis nået længere, men i forbindelse med forfølgelsen af affaldskriminalitet lever vi stadigvæk på Noahs arks tid. Det, fru rådsformand, kan vi ikke acceptere. De bør udnytte de sidste måneder af Deres formandskab på at støtte og motivere kommissæren i dette spørgsmål.

Der er mange områder, hvor gennemførelsen mangler. Jeg vil gerne vide, om det bliver undersøgt, hvorvidt der rent faktisk foreligger en samtykkeerklæring fra den stat, som giftaffaldet eksporteres til. For ellers er det ikke tilladt at importere disse toksiske materialer. Der er rigtig mange bestemmelser på dette område, som vi blot behøver at gennemføre med kløgt og mod.

I øvrigt er det ikke kun en sundheds- og miljøskandale, men derimod også en konkurrenceskandale. Hvis vi ikke lukker dette hul hos os, men også i Basel-konventionen, opmuntrer vi de folk, som ikke er så nøjeregnende med lovgivningen og med at eksportere miljøforurening. Det er rent hykleri, for mens vi taler om høje standarder i Europa, åbner vi imidlertid også op for en række smuthuller, som gør det muligt at eksportere sådanne ting. Og det er kommissær Dumas - den arme stakkel - og dermed Kommissionen, som bogstavelig talt må tage skraldet herfor. I denne sag, fru rådsformand, er Kommissionen dog helt og aldeles uskyldig.

Vores to institutioner var på rette vej. Vi vil bede Dem om at følge Parlamentets og Kommissionens forslag i denne sag, for de er gode.

  John Bowis, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Côte d'Ivoire er et ustabilt land, der er gjort endnu mere ustabilt gennem den miljøkriminalitet, der er strømmet fra vores kontinent ned til Afrika; med et nederlandsk skib og nederlandske havnemyndigheder, et græskejet skib under panamansk flag, derefter virksomheder og lastbiler fra Côte d'Ivorie der dumper kemikalier, som - ifølge FN - dræber 12 mennesker og forårsager, at 104.000 mennesker - stadig ifølge FN - får behov for lægebehandling. Dette skib lossede 500 t kemikalieaffald i lastbiler, som dumpede det på 15 forskellige steder omkring Abidjan, en by med 5 millioner indbyggere.

FN's miljøprogram har sagt, at der helt klart var tale om en forbrydelse, selv om de siger, at de ikke ved, hvem de ansvarlige var, eller hvori forbrydelsen rent faktisk bestod. Det, vi ved, er, at Basel-konventionen skulle have forhindret denne forbrydelse, og at det ikke skete, og vi er nødt til at vide hvorfor. Côte d'Ivoire ligger langt væk; de fleste lande i Afrika har ikke nogen stærk lovgivning til at beskytte menneskers og miljøets sundhed mod virkningerne af farligt affald, men det kan ikke være grund til, at vi her i Strasbourg skal trække os ud af denne sag og erfaringerne fra den. Vi ønsker sikker bortskaffelse, og ikke at Sorteper sendes videre. Vi ønsker - og dette siger jeg direkte henvendt til Dem, hr. kommissær - at de lande, der endnu ikke har ratificeret denne konvention, får det gjort; der er bl.a. tale om Grækenland, Irland, Italien, Malta og Slovenien. Jeg håber, at De vil forfølge dem, og jeg håber også, at Rådet vil forfølge dem.

Forbrydelse og ansvar og dom er et anliggende for domstolene, men efterforskning og lukningen af juridiske smuthuller er vores ansvar; det samme er det at hjælpe AVS-landene med at opfylde de høje standarder for bortskaffelse af farligt affald; det samme er det at hjælpe ofrene for disse skrækkelige begivenheder - vi tænker især på børnene i Côte d'Ivoire, der nu er blevet syge på grund af dem, det samme er det at sikre, at Kommissionen og de nederlandske myndigheder og Miljøagenturet og regeringen i Côte d'Ivoire gør alt, hvad de kan, for at identificere og retsforfølge ophavsmændene til denne forbrydelse.

Hvis loven ikke virker, må den ændres. Hvis loven er tilstrækkelig, skal den håndhæves. Vi ved dog, at man i for mange tilfælde lader hånt om lovgivningen. Vi ved, at det er for nemt at undgå udgifterne til en ansvarlig og sikker bortskaffelse ved at dumpe, ved at transportere affaldet uden for OECD-landene og ved at bruge nationale og internationale cowboys, og det er det, vi skal sikre bringes til ophør.

  Margrietus van den Berg, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Den Socialdemokratiske Gruppe støtter helhjertet de sidste to talere. Hvordan er det muligt, at Proba Koala ikke blev forhindret i at forårsage så omfattende en forurening? Alle røde lamper skulle have været tændt ved denne episode, men den nederlandske regering, som har det endelige ansvar, vasker sine hænder i juridisk uskyld. Den nægter åbent at erkende fejl, den mangler vilje til at oprette en fond for ofrene i Elfenbenskysten, den melder hus forbi og nægter at påtage sig et moralsk og finansielt ansvar. Dette kendetegner den nederlandske regerings sørgelige adfærd. Derfor spørger jeg Kommissionen, om den er rede til at presse Nederlandene til at støtte Elfenbenskysten juridisk og ligeledes sikre, at der i samråd med FN oprettes en nødfond for ofrene for denne katastrofe.

Mine afrikanske parlamentskolleger har en fornemmelse af, at Nederlandene og Europa til trods for Basel-konvention ikke formåede at beskytte dem mod denne kriminelle adfærd. Afrika må åbenbart godt bruges som dumpningssted. Det fremkalder en mindreværdsfølelse, som undergraver et troværdigt partnerskab mellem Afrika og Europa. Skaden på vores forbindelser er enorm. Hvilke skridt vil det finske formandskab og Kommissionen tage over for Elfenbenskysten og Den Afrikanske Union?

Er Kommissionen rede til at foreslå foranstaltninger for om muligt at bringe denne dumpning til ophør og få overholdt de gældende love? Er Kommissionen rede til årligt at udarbejde en sortliste over lande og transnationale virksomheder, som er involveret i ulovlig dumpning af kemisk affald i udviklingslande? Er Kommissionen og Rådet rede til at fremsætte lovforslag for at lukke smuthullerne i Basel-konventionen bl.a. ved at forpligte skibe, som forlader EU, til at overdrage skyllevand til de ansvarlige myndigheder i de sidste EU-havne, hvor de lægger til?

Er Kommissionen endelig rede til at tage de nødvendige skridt til at hjælpe udviklingslande med at identificere farlige substanser og garantere, at farligt skyllevand, som er produceret på havet, forarbejdes sikkert? Jeg regner med støtte fra Kommissionen, og jeg håber, at Rådet endnu en gang internt drager Nederlandene til ansvar. Det gjorde formanden for Miljøudvalget med rette også, hvad angår Rådet. Der har været tilstrækkeligt med flotte ord. Nu vil vi have, at det gennemføres i praksis, og at lovene håndhæves.

  Danutė Budreikaitė, for ALDE-Gruppen. - (LT) Hr. formand! I år reviderede EU strategien for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget i 2001 og styrket med en ekstern dimension i Barcelona i 2002. EU's samarbejdspolitik til støtte for udvikling giver mulighed for at bekæmpe fattigdom og gradvist integrere udviklingslande i den globale økonomi.

Hvordan forfølger vi disse mål? Det, vi ønsker, er vækst i udviklingslandene, miljøbeskyttelse og begrænsning af drivhuseffekten, men hvad gør vi for at opnå det?

På grund af forurening med giftigt affald i Côte d'Ivoire er 85.000 mennesker blevet syge, og otte er døde. Giftige stoffer blev overført fra Amsterdam af den nederlandske virksomhed Trafigura Beheer BV. I Amsterdam var man bekendt med, at affaldet var giftigt, men på grund af de store udgifter valgte man det billige alternativ, nemlig bortskaffelse i Côte d'Ivoire.

De fleste afrikanske lande har ingen bestemmelser om beskyttelse af miljøet mod farligt affald. Brugte computere oplagres i Nigeria, radioaktivt affald i Somalia og klor i Cameroun til trods for EU's vedtagelse af forordninger i 1994 og 1997 om forbud mod eksport af affald.

I 2002 godkendte Parlamentet direktivet om strafferetlig beskyttelse af miljøet under førstebehandlingen. Førstebehandlingen blev imidlertid også den sidste. Derfor må vi genoptage debatten om direktivet hurtigst muligt.

Kommissionen og Nederlandene må undersøge sagen i Côte d'Ivoire, opspore gerningsmændene, fjerne virkningerne og betale erstatning til ofrene. Uden omfattende foranstaltninger vil EU's udviklingssamarbejdspolitik for støtte og bæredygtig udvikling af udviklingslande blive vanskelig at gennemføre, og EU vil tabe ansigt.

  Carl Schlyter, for Verts/ALE-Gruppen. - (SV) Det er en tragisk hændelse, som har ramt Côte d'Ivoire, og vi udtrykker alle vores sympati og solidaritet med ofrene for den kriminelle adfærd, som europæiske virksomheder har lagt for dagen. Ofrene skal have al den støtte, som de kan tilbydes i denne proces.

Vi har siden 1997 haft et forbud mod eksport af farligt affald til lande uden for OECD. Det er på tide at sørge for, at det implementeres ordentligt. Det er uacceptabelt, at de hollandske myndigheder ikke tog ansvaret, da de havde chancen for at stoppe fartøjet. Al hæder til Estland, som gjorde, hvad der var nødvendigt. Jeg vil takke Dem, hr. kommissær Dimas, fordi De hurtigt indså alvoren i situationen.

Nu er der brug for et hurtigt forslag fra Kommissionen med henblik på en strengere efterlevelse af reglerne. Vi skal sørge for, at der hver gang, nogen har til hensigt at transportere farligt affald, findes en person med personligt ansvar, som underskriver en ansvarsforsikring. Også bestyrelser og administrerende direktører skal gives et større personligt ansvar. Ellers vil traditioner med uklare og komplicerede ansvarsforhold gøre det svært at få fat i useriøse transportører og redere.

Afrika har lidt nok under kolonialisme og slaveri samt udnyttelse af kontinentets naturresourcer. Vi skal forhindre den seneste form for nykolonialisme, hvor vi dumper vores affald i fattigere lande, hvis vi skal kalde os civiliserede.

  Kartika Tamara Liotard, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Min gruppe støtter helhjertet alt, hvad der indtil nu er sagt, og også det beslutningsforslag, som henleder opmærksomheden på giftkatastrofen med Proba Koala i Elfenbenskysten, som hidtil har kostet 10 mennesker livet, og som forårsagede, at i titusindvis af mennesker måtte på hospitalet. Efterveerne heraf for miljøet og folkesundheden kan endnu ikke overskues. Der er stadig stor uklarhed over, hvad der skal ske med giften og de kontaminerede besætningsmedlemmer.

Den slags skandaløse metoder, som er respektløse over for miljøet og borgerne, og hvor myndighederne og de ansvarlige bevidst eller ubevidst unddrager sig deres forpligtelser, skal der under alle omstændigheder gøres noget ved på alle mulige planer. Og medlemsstater, i dette tilfælde Nederlandene, skal drages til ansvar. Min observatør, som rejste til Estland i mit sted, kan fuldstændigt støtte hr. Dimas' ord om, at det blot er toppen af isbjerget. Den slags gift skulle aldrig have fået lov til at forlade EU, og europæisk og international lovgivning er overtrådt.

Til trods for tidligere tilladelse er jeg gang på gang nægtet mulighed for at tale med besætningen på Proba Koala. Jeg kan kun konkludere, at adskillige ansvarlige spiller et meget skummelt spil med menneskeliv. Det er nødvendigt, at det bliver synligt for offentligheden. Det er nødvendigt at reagere kraftigt for at forhindre eller modvirke en gentagelse. Jeg går ind for en sortliste over virksomheder, der dumper affald, og offentliggørelse af aftaler med udviklingslande om forarbejdelse af affald.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg tilslutter mig alle foregående talere. Hvad der er sket i Elfenbenskysten med affaldet fra skibet Proba Koala, er frygteligt, og dette måtte aldrig være sket. Det er fuldstændig tydeligt, at det drejede sig om ulovlig affaldstransport. Basel-konventionen indeholder et udtrykkeligt forbud mod transport af farligt affald til ikkeOECD-lande, og dette forbud er således ikke håndhævet. Det har længe været kendt, at overholdelsen af den nuværende lovgivning om transport af affaldsstoffer lader særdeles meget tilbage at ønske. Stikprøver i England og Frankrig viser, at reglerne ikke overholdes i 75-100 % af affaldstransporterne.

For Europa-Parlamentet var en effektiv håndhævelse og strengere kontrol et vanskeligt punkt i forhandlingerne om udformningen af den nye forordning om transport af affaldsstoffer. Vi har kun delvist fået vores vilje. I øjeblikket har vi ikke så meget behov for nye regler eller en europæisk minimumsstraf for overtrædelse, således som kommissær Dimas foreslår. Hvad vi først og fremmest har brug for, er håndhævelse af eksisterende love. Det ville tjene til Kommissionens og medlemsstaternes ære, hvis de nu omsider gjorde noget ved dette.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Vi får snart flere tusind tons forurenet materiale samt de 500 tons tilbage, som har været opbevaret ulovligt i Afrika, således at en affaldsmængde, som er mange gange større end den oprindelige mængde specialaffald, vil finde vej tilbage til Europa, og det er noget, som gør det nødvendigt at træffe forberedelser.

Generelt ser det ud til, at den såkaldte Basel-konvention fungerer. Den officielle giftaffaldseksport til Afrika er efter sigende faldet drastisk. Dette er imidlertid i modstrid med stikprøver i europæiske havne, hvor ca. halvdelen af de affaldstransporter, som blev deklareret som værende ikkegiftige, viste sig at være giftige. Med henblik på at få styr på problemet med illegal handel med specialaffald skal der ske en styrkelse af kontrollerne og samarbejdet på dette område.

Desuden skal vi gøre op med problematikken om den stigende handel med elektrisk skrot og skibsvrag, som endnu ikke er omfattet af de internationale konventioner. For i sidste ende at kunne bekæmpe affaldsmafiaen skal vi have en sort liste over de virksomheder, som deltager i sådanne tvivlsomme aktiviteter.

  Marie-Arlette Carlotti (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne sag med farligt affald er sandelig kriminel. Det virker, som om Syd er Nords skraldespand. Og hvis vi kalder det en forbrydelse, må der være skyldige parter og straffe, men hidtil har straffrihed og ligegyldighed været fremherskende.

Det er rigtigt, at EU har lovgivning om transport af farligt affald. Det har i henhold til Basel-konventionen været forbudt at eksportere farligt affald siden 1997, men hidtil er dette forbud blevet systematisk tilsidesat. Denne laisser faire-holdning er strafbar, og de døde i Abidjan er ofre for den. Det er nu nødvendigt, at EU handler, og handler hurtigt, for at gøre en ende på uansvarligheden og straffriheden. Det skal håndhæve den gældende lovgivning, særlig direktivet fra juli 2006, som pålægger medlemsstaterne at oprette tilsynsnetværk. Det skal styrke denne lovgivning, hvor det er nødvendigt, for at muliggøre hurtige og effektive sanktioner, som både Kommissionen og Parlamentet har krævet siden 2001. Endelig skal det hjælpe de afrikanske lande med at udarbejde beskyttende lovgivning.

Hr. kommissær! Vi støtter Deres proaktive udtalelser, men vi skal nu gå over til konkret handling. Det er, det vi forventer, navnlig af Rådet.

  Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Sikke noget rod! For de få borgere, som viser interessere for forhandlingerne i Parlamentet, er det meget svært at forstå, hvorfor vi i eftermiddag blander en forhandling om forurening i Côte d'Ivoire med en forhandling om en dom, der kuldkaster subsidiaritetsprincippet. At dommen af 13. september 2005 blev afsagt vedrørende et miljødirektiv ændrer ikke den omstændighed, at den faktisk er affattet som en dom om princippet om henlæggelse under Fællesskabets kompetence af strafferet. Dette er en sand forfatningsmæssig revolution, fordi mindst ni andre beføjelser som bekendt er ved at blive opslugt af EU, uden traktat, herunder strafferet vedrørende indvandring og intellektuel ejendomsret.

Der sker bestemt forurening, nemlig EF-Domstolens juridiske forurening af de europæiske traktater. I denne forvirrede og dårligt udtænkte dom er der ingen teksthenvisninger og ingen klare lovprincipper. Søgte og dårligt forklarede betragtninger af tvivlsom relevans fører til en forhastet og sjusket konklusion. Vi ved, hvordan det fungerer. I vage konklusioner kræves endeløs udvidelse af EU's kompetencer, derefter berettiges fortolkningen fra Kommissionen, som endelig legitimerer overførslen af beføjelser fra medlemsstaterne til EF-Domstolen. De, der ligesom os, var tøvende over for den betydelige udvidelse af EU's målsætninger i artikel I-3 i udkastet til forfatningstraktat, gjorde ret i at være bekymrede. Kommissærerne og dommerne agter ikke at bøje sig for befolkningens vilje og har besluttet at se bort fra, at de afviste at ratificere et udkast til forfatningstraktat, i hvilket strafferetssager bliver overført til EU's almindelige lovgivningsprocedure. Denne dom er en fordrejning af ønsket hos dem, der underskrev og ratificerede de europæiske traktater. Den er et juridisk statskup.

Vi står over for en række vigtige tidsfrister. Befolkningen holder øje med os og vil snart drage os til ansvar. Vil der være nogle ægte demokrater til stede her til at protestere mod dette skamløse tyranni?

  Dorette Corbey (PSE). - (NL) Hr. formand! Eksport af affald til udviklingslande er forbudt. Det er helt klart. Kun normalt skibsaffald og skyllevand er undtaget fra forbuddet. Men det er også klart, at skyllevandet fra Proba Koala ikke var normalt. Det beviser dødsofrene, de tusindvis af tilskadekomne og den enorme fortvivlelse i Elfenbenskysten. Men tidligere i Amsterdam havde det allerede vist sig, at skyllevandet ikke var normalt. Der var en, der besvimede, og der var en ulidelig og usædvanlig stank.

Det er tydeligt, at skibet med dette indhold aldrig skulle have haft lov til at forlade Amsterdam uden en advarsel til myndighederne i de efterfølgende europæiske havne, nemlig Estland. I Nederlandene er der derfor med rette iværksat en strafferetlig undersøgelse for at finde ud af, hvordan giftskibet kunne forlade Nederlandene, og om havnemyndighederne og havneinspektionen har begået fejl. Nu må vi imidlertid koncentrere os om spørgsmålet, hvordan sådanne katastrofer kan forhindres i fremtiden.

Hr. kommissær! I denne sammenhæng har jeg tre spørgsmål. For det første har De i Estland sagt, at dumpning af gift i Elfenbenskysten kun er toppen af isbjerget. På hvilket grundlag har De fremsat denne udtalelse? For det andet, er De enig i, at skibe, som forlader EU, skal forpligtes til at aflevere deres skyllevand og affald i den sidste EU-havn? For det tredje, hvilke foranstaltninger kan og vil Kommissionen træffe for at forstærke kontrollen med eksporten af farligt affald?

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand! I årtier har eksport af giftige laboratoriekemikalier, gamle pesticider eller kloakslam fra industrilandene forvandlet Afrika til et farligt affaldsbjerg. Den kriminelle handel med giftaffald er en yderst profitabel forretning for nogle få personer i Europa og i Afrika.

Selv om vi ved, at det nederlandske firmas metoder i Abidjan helt klart er i strid med Basel-aftalen, men også med EU-lovgivningen, skal vi spørge os selv, hvor hurtigt vi som europæiske institutioner kan reagere på dette, således at dette ikke sker i fremtiden.

Vi stiller os positivt over for meldingerne fra hr. Dimas, og vi håber, at medlemsstaterne og Rådet denne gang forstår situationens alvor og nødvendigheden af virkelig at handle her, i stedet for altid kun at beklage forekomsten af sådanne katastrofer. EU's medlemsstater bør rent faktisk udvise en lignende handlingsvilje.

  Evangelia Tzampazi (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil først rose dem, der har taget dette initiativ.

Vi kan med bekymring konstatere, at Basel-konventionen overtrædes mindst 10 gange om året, hvor giftigt affald sendes til afrikanske lande.

Den seneste hændelse med Probo Koala har skabt dårlig samvittighed i EU. EU bør fortsat arbejde for at gøre den ulovlige praksis i forbindelse med transport af farligt affald strafbar. Samtidig bør den europæiske havneorganisation koncentrere opmærksomheden om en streng gennemførelse af de regler, der gælder for organisationens medlemmers transport af giftigt affald. Man bør især fremhæve nødvendigheden af information af offentligheden, intern enighed og information blandt de involverede afdelinger, driften af registret for kvalitativ og kvantitativ dataregistrering og de affaldsmængder, som transporteres og produceres. Dette bør være gennemsigtigt og tilgængeligt for dem, det vedrører, så man bremser tendensen til at gøre økonomierne i Afrika til områder, hvor man udfører industriel håndtering af forskellige former for giftigt affald.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Det, vi taler om i dag, er faktisk et eksempel på miljøkriminalitet, hvorom vi ikke med sikkerhed ved, om der vil ske retsforfølgelse. For øvrigt siger jeg til mine kolleger, at jeg ikke gerne ville være rådmand fra det nederlandske parti Det Grønne Venstre, når jeg taler om Proba Koala-sagen. Spørgsmålet er altså, om der sker en retsforfølgelse eller ej, og i bekræftende fald om det også vil gælde for en medlemsstat. Det er jo netop grunden til, at vi siger, at vi også skal have lovgivning inden for kriminalretten for at kunne håndhæve miljøpolitikken. Dvs., at vi mener, at der i hvert fald skal dømmes i sagen, men at medlemsstaterne selv må bestemme, hvilke sanktioner der skal pålægges. Det er den måde, vi ønsker det på.

For seks år siden blev der stillet et lovforslag. Rådet fremlagde på det tidspunkt også sin egen rammeafgørelse. Denne rammeafgørelse begærede Kommissionen og Europa-Parlamentet i fællesskab annulleret. Det skete for et år siden. Kommissæren bebudede i mandags, at han stiller et nyt forslag. Jeg vil gerne af kommissæren have at vide, hvordan det præcist kommer til at se ud, for det var lidt vagt i mandags. Endvidere vil jeg gerne have at vide af Rådet - jeg var tidligere ordfører - om det bøjer sig for et nyt forslag om løsning af miljøkriminalitet. Det er det vigtigste spørgsmål, som det her drejer sig om. Der er eksempler nok, og det viser sig faktisk, at det er nødvendigt.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Miljøspørgsmål er overordentligt vigtige og et prioriteret område, og derfor er det godt, at vi har kunnet drøfte dem i dag i Parlamentet. Rådet ser meget alvorligt på ulovlig overførsel af affald og den risiko, som den udgør for det omgivende miljø og menneskers sundhed.

Forebyggelse af den slags ulovlige overførsler er en meget krævende opgave, hvilket har fremgået tydeligt af debatten. Der kræves meget forskellige foranstaltninger og effektivt samarbejde på mange planer, uanset myndighedernes begrænsede beføjelser. Vi må være ærlige og erkende, at kontrollen med affald, der transporteres i og bort fra EU, kan forbedres væsentligt ifølge de undersøgelser, der er udført.

Vi må også huske på, at selv om disse enkeltstående begivenheder, der får så stor offentlig opmærksomhed - begivenheden med Probo Koala i Côte d'Ivoire er et godt eksempel herpå - er meget beklagelige, må vi også være opmærksomme på hændelser og situationer i hverdagen, der forvolder skade på sundheden og miljøet, for dem er der stadig masser af. Et eksempel er ophugning af skibe under utilfredsstillende forhold i udviklingslande. Arbejdet med disse vigtige spørgsmål fortsætter på ottende konference for parterne i Basel-konventionen i Nairobi i slutningen af november.

Vi må også konstatere og erkende, at der er store forskelle på medlemsstaternes nationale strafferetlige miljølovgivning. I nogle medlemsstater er der nogle meget tidssvarende strafferetlige bestemmelser om miljøkriminalitet, mens der i andre kan være behov for at revidere sådanne bestemmelser for at tage højde for de eksisterende risici og imødegå dem. Faktisk kan det siges, at samtlige medlemsstater bør gøre en stor indsats for at gennemføre disse strafferetlige bestemmelser og navnlig øge sandsynligheden for, at gerningsmændene pågribes.

Rådet ser meget alvorligt på miljøkriminalitet og forebyggelse af den. Hvad angår det forslag, der er under udarbejdelse, er det naturligvis vanskeligt for Rådet at tage stilling til noget, der ikke eksisterer endnu. Vi må se forslaget, før vi kan tage stilling til det.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke formanden for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, hr. Florenz, og alle de øvrige talere for deres meget positive bidrag til dagens forhandling.

Jeg vil gerne tilføje noget til den liste over nationaliteter, som hr. Bowis henviste til. Det var et græskejet skib, under panamansk flag, men det var chartret ud til et nederlandsk selskab, der drev det fra Schweiz, med russisk besætning, finansieret af britiske og internationale banker og med en række forskellige nationaliteter i selskabets bestyrelse og blandt aktionærerne. Heldigvis blev det blokeret af Greenpeace i Estland, og de estiske myndigheder efterforskede sagen grundigt.

Jeg vil gerne forsikre ordføreren for, at det første forslag, som indeholder et minimumsniveau af sanktioner, vil blive smeltet sammen med Rådets rammebeslutning og grundlæggende vil det være i stil med det, De foreslog, med visse ændringsforslag ved førstebehandlingen.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt et skib, der transporterer farligt affald, må forlade en EU-havn, er det sådan, at hvis affaldet er farligt, må det ikke transporteres til et bestemmelsessted uden for OECD. Dette gælder også skibets eget spildevand, som indeholder farlige stoffer.

Jeg vil fortsat følge udviklingen nøje inden for den strafferetlige efterforskning og de procedurer, der i øjeblikket foregår i Nederlandene og Estland vedrørende dumping af giftaffald i Côte d'Ivoire. Kommissionen er også i færd med at indsamle oplysninger i andre medlemsstater vedrørende fartøjet Proba Koala og dets rejse. Jeg håber, at vi snart vil kunne udlede nogle konklusioner af dette og finde den bedste vej fremad, så vi undgår sådanne hændelser fremover. Vi må huske på, at den tragiske hændelse i Côte d'Ivoire kun er toppen af isbjerget. Vi ved, at det forholder sig sådan takket være inspektioner, som udføres af medlemsstaterne inden for deres net af gennemførelses- og håndhævelsesagenturer, IMPEL. I 2005 konstaterede man, at 51 % af de kontrollerede affaldsforsendelser var ulovlige.

De fleste sager kommer ikke i overskrifterne, men de kan alligevel udgøre en alvorlig trussel mod miljøet og menneskers sundhed. Vi må gøre det ganske klart, at vores samfund ikke tolererer miljøforbrydelser, og at vi er fast besluttede på at tage skridt til at bekæmpe dem. Men det, vi har vedtaget med henblik på at sikre en bedre beskyttelse af vores miljø og af borgernes sundhed, vil ikke kunne opfylde sin målsætning, hvis vi ikke træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det håndhæves korrekt. Jeg kan forsikre Dem for, at Kommissionen er fast besluttet på, at miljølovgivningen skal anvendes korrekt i hele Fællesskabet.

Vi er allerede i færd med at tage en række specifikke initiativer med henblik på at sikre, at Den Europæiske Unions forordning om forsendelse af affald anvendes korrekt, og at ulovlige affaldstransporter forhindres og begrænses. Dette omfatter udarbejdelse af retningslinjer, der skal vedtages i forbindelse med indførelsen af den nye forordning om affaldstransporter til næste år og afholdelse af bevidsthedsskabende arrangementer i medlemsstaterne.

Kommissionen mødes regelmæssigt med repræsentanter for de nationale myndigheder, der er ansvarlige for affaldstransporter. Dette finder sted inden for veltilrettelagte rammer og omfatter multilaterale møder i Bruxelles samt bilaterale kontakter, men disse initiativer skal suppleres af foranstaltninger til indførelse af effektive sanktioner.

En af de mange foranstaltninger, som Kommissionen har gennemført i denne forbindelse, var forslaget om et direktiv til beskyttelse af miljøet gennem straffelovgivning. Som jeg allerede har sagt, er det beklageligt, at Kommissionens forslag ikke blev overtaget af Rådet på grund af et forskelligt syn på det korrekte retsgrundlag. Nu har Domstolen imidlertid bekræftet, at Kommissionens synspunkter var korrekte.

Kommissionen er i færd med at forberede et nyt forslag til direktiv, som vil gennemføre Rådets afgørelse og vil blive vedtaget snart. Det har taget nogen tid at udarbejde det ændrede forslag, fordi Kommissionen har foretaget en meget omhyggelig analyse af Domstolens afgørelse og en sammenligning med Kommissionens oprindelige forslag som ændret efter Parlamentets førstebehandling og Rådets rammeafgørelse. Desuden er vi i færd med at foretage en konsekvensvurdering for at analysere de forskellige handlemuligheder.

Kommissionen finder det nødvendigt at ændre sit forslag fra 2001 efter Domstolens afgørelse for at sikre, at alle strafferetlige foranstaltninger, som er nødvendige for en effektiv gennemførelse af Fællesskabets politik for miljøbeskyttelse, er medtaget i forslaget. Domstolen har gjort det klart, at den parallelle vedtagelse af et direktiv og en rammeafgørelse, som tidligere har været anvendt, ikke længere er mulig. Efter fem år skal Kommissionens forslag også tilpasses udviklingen inden for lovgivningen.

Jeg vil gerne præcisere, at Kommissionen ikke ønsker at harmonisere de nationale straffelovgivninger fuldt ud. Målet er, at kun de skridt, der er nødvendige for en effektiv gennemførelse af miljøpolitikken, skal tages på fællesskabsplan.

Sammenfattende vil jeg gerne endnu en gang understrege betydningen af et godt samarbejde mellem Kommissionen og Parlamentet i den kommende fælles beslutningsprocedure for vedtagelsen af direktivet om beskyttelse af miljøet gennem straffelovgivningen. Vi har de samme mål, nemlig at beskytte miljøet ved at indføre minimumsstandarder for sanktioneringen af overtrædelse af miljølovgivningen og at forsøge at fjerne muligheden for, at overtrædere af miljølovgivningen kan finde beskyttelse i Den Europæiske Union. Når vi handler i fællesskab, kan vi tage et større skridt i retning af at nå disse mål.

Endelig har jeg med hensyn til ratificeringen af Basel-konventionen udsendt en skrivelse til mere end 50 lande rundt om i verden for at bede dem ratificere konventionen. For at undgå forkerte konklusioner bør jeg præcisere, at Basel-forbuddet er obligatorisk, juridisk bindende, for Den Europæiske Unions medlemsstater, også dem, der ikke har ratificeret konventionen, fordi vi som Europæisk Union har underskrevet og ratificeret aftalen.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget syv beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2., og to beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5⁽¹⁾.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  David Martin (PSE). - (EN) Det nederlandske firma Trafiguras dumping af giftaffald i byen Abidjan i Côte d'Ivoire er en skændsel, som kræver en tilbundsgående undersøgelse og kraftige forholdsregler. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at denne dumping udgør et brud på EU-lovgivningen og Basel-konventionen. Denne miljøforbrydelse vil endnu en gang give anledning til det synspunkt, at de rige lande i nord betragter det fattige Afrika som en velegnet losseplads. Jeg glæder mig over kommissærens udtalelse, hvorved man forsøger at imødegå dette synspunkt, men erklæringer er en ting: Kun handling vil overbevise afrikanerne om, at vi mener vores indgriben i denne sag alvorligt. Bortset fra alle de øvrige sager, der skal undersøges, må vi også finde ud af, hvordan skibet overhovedet kunne forlade Amsterdam. Er de nederlandske myndigheder i færd med at revidere deres inspektionsmetoder? Vil Kommissionen tage hele spørgsmålet om inspektion og håndhævelse op på mødet i forumet for Basel-konventionen i næste måned?

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Det, der skete i Côte d'Ivoire, bringer skam over Den Europæiske Union. Her i Parlamentet går vi ofte i spidsen for kampagner for bedre miljøbeskyttelse. Vi holder af at erklære, at forureningen ikke kender nogen grænser. Og alligevel er vi i 2006 vidner til en situation, hvor 500 t giftaffald transporteres ud af en EU-medlemsstat og dumpes hos befolkningen i Côte d'Ivoire, der har lidt så meget. Den umiddelbare virkning har været en række dødsfald og titusinder, der har brug for lægehjælp. Vi har alle set de dystre skøn over, hvad de langsigtede virkninger kan vise sig at være.

Hvis vores flotte erklæringer om miljøbeskyttelse skal betyde noget som helst, må Kommissionen og de nederlandske myndigheder foretage en tilbundsgående undersøgelse for at finde de skyldige bag denne forbrydelse. Det er tydeligt, at den nuværende lovgivning ikke tilbyder tilstrækkelig beskyttelse mod skruppelløse mennesker, der er ligeglade med befolkningen i Côte d'Ivoire og andre afrikanske lande. I EU må vi handle for at sikre, at vores lovgivning om giftaffald er sådan, at vi kan garantere mennesker i Afrika, at deres lande ikke bliver lossepladser for vores giftaffald.

  Jules Maaten (ALDE). - (NL) Hr. formand! Katastrofen ud for Elfenbenskysten kræver en hurtig reaktion fra Europa. Der skal ydes erstatning til ofrene og for miljøskaderne ifølge "forureneren betaler"-princippet.

Hvis Europa ønsker at gå videre, skal det over for borgerne gøre det tydeligt, hvilken merværdi det har. Netop episoden i Elfenbenskysten er en sag, hvor Europa klart har et ansvar.

Skibsfarten er kendt for at være kompleks, hvad angår ejendom og forvaltning, og den er næsten pr. definition grænseoverskridende. I en periode på to måneder har skibet Proba Koala nemlig lagt til i havnene i Gibraltar, Algeciras, Amsterdam, Skaw, Paldiski, Dover og Venkspits. Skibet sejler desuden under panamansk flag, ejes af en græsk virksomhed, er chartret af Trafigura BV fra Det Forenede Kongerige og har en russisk besætning. Trafigura BV har en postboks i Nederlandene.

Noget, der er så kompliceret som dette, kræver en klar og entydig lovgivning. For at kunne optræde effektivt, skal EU hurtigt opfylde disse betingelser. Kun ved at optræde resolut kan Europa vise, hvorfor yderligere europæisk integration er vigtig for os alle.

(1) Se protokollen.

13. Euro-Middelhavsassocieringsaftalen EF/Syrien (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Véronique De Keyser for Udenrigsudvalget med Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om indgåelsen af en Euro-Middelhavsassocieringsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Syriske Arabiske Republik på den anden side (2006/2150(INI) - (A6-0334/2006).

  Véronique De Keyser (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand! Jeg er kommissæren taknemmelig, fordi hun er til stede her i dag. Associeringsaftalen EU-Syrien er det manglende led i Barcelona-processen, men det er også Parlamentets Godot: bekendtgjort så mange gange, men aldrig afsluttet.

Forhandlingerne om denne aftale blev indledt i 1996, før Syrien trak sig tilbage fra Libanon. De var vanskelige, men de resulterede ikke desto mindre i et ofte revideret udkast, i hvilket der f.eks. blev fastsat ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og bekæmpelse af terrorisme. Aftalen blev underskrevet i Rådet i oktober 2004, men ratificeringsprocessen blev afbrudt af det forfærdelige mord på den tidligere premierminister Hariri den 14. februar 2005. Vi ved alle, hvad der derefter skete. Folk i Libanon og over hele verden pegede omgående på regeringen i Damaskus. Der blev foretaget en efterforskning på stedet, som i første omgang blev ledet af hr. Mehlis og nu af hr. Brammetz, og i resolution 1559 blev der opfordret til at trække syriske tropper og efterretningstjenester tilbage fra Libanon.

Uskyldsformodningen er en af grundsøjlerne i vores retssystemer, men vi må ikke glemme forsigtighedsprincippet. Selv om Syrien hurtigt trak sine tropper ud af Libanon, tøvede det først med at samarbejde med hr. Mehlis. EU tog derefter forsigtigt afstand fra regeringen i Damaskus. Er denne forsigtighed stadig acceptabel i dag, når forskellige begivenheder både internationalt og inden for Syriens interne politiske system burde tilskynde os til at genoptage dialogen? Rådet skal tage stilling til det, men jeg går for mit vedkommende ind for en dialog, og Udenrigsudvalget støttede mig heri med et stort flertal. Denne dialog kunne i sidste ende føre til underskrivelse af aftalen, men det er at foregribe begivenhedernes gang at tage stilling til dette spørgsmål nu, og det er ikke formålet med henstillingen.

Hvad er det så for nogle begivenheder? Det er for det første fornyelsen af effektivt samarbejde med hr. Brammetz' efterforskning som vist i hans seneste rapport. Dernæst er det blevet klart, at isoleringen af Syrien har virket mod hensigten, hvad angår demokrati i landet, og at den ikke har svækket en stærk regering. Den tomme stols politik har bidraget til at destabilisere en reformtendens, som forsigtigt stak hovedet frem. Endvidere kan Europas stemme, som tidligere blev hævet for at forsvare aktivister og politiske fanger, næsten ikke høres mere. Endelig, og det er det tredje punkt, har vi draget en forfærdelig lære af tragedien i Libanon. Krigen mellem Israel og Libanon var et bevis på, hvis et bevis var nødvendigt, faren ved og det unyttige i at bruge magt. Den viste behovet for at arbejde politisk sammen med alle parter i denne konflikt, og vi ved, at bag de to hovedparter er der indflydelser fra andre, der spiller ind, nemlig uden tvivl USA, men også Iran og Syrien. Da Europa lukkede dørene, fandt Syrien andre allierede, særlig Iran, som ikke blot leverede olie, men også en krigsideologi, som ikke medvirker til at skabe fred i Mellemøsten.

Europa har nu engageret sig stærkt i Mellemøsten, og den ene diplomatiske mission følger efter den anden. Støtte til genoptagelse af dialogen med Syrien vedrørende associeringsaftalen er et led i denne forebyggende strategi, fordi en ny konflikt i dette område kunne blive endnu mere ødelæggende. Vi skal dog ikke nære illusioner. Syrien frigør sig ikke fra Iran med hensyn til handel, men de højeste syriske myndigheder hævder, at de er parate til at distancere sig fra Iran, hvad angår fredsprocessen i Mellemøsten. Dette er et vigtigt skridt. Syrien er et land med en stærk regering, der følger den hårde linje, og hvor menneskerettighederne ikke bliver overholdt i tilstrækkelig grad, og disse problemer diskuteres utvetydigt i betænkningen. Når dette er sagt, er Syrien et storartet og civiliseret land, som skal behandles med respekt, værdighed og ærlighed. Det kunne være et stabiliserende element i Mellemøsten, og vi har brug for det. Da hr. Siniora var her i Parlamentet, foreslog han et scenarium med en løsning på problemet med gårdene i Shebaa, og der er andre mulige forsoningspunkter. Jeg vil slå til lyd for, at vi åbner alle døre. Jeg takker mine kolleger fra alle partier for deres værdifulde bistand til udarbejdelsen af denne henstilling.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! På vegne af Rådet vil jeg takke fru De Keyser for en vigtig betænkning, hvor der redegøres glimrende for den syriske situation. Rådet deler mange af de bekymringer over Syrien, der kommer til udtryk i den.

Som fru De Keyser anfører i sin betænkning, kan Syrien spille en vigtig rolle i Nær- og Mellemøsten "som forbindelsesled mellem parterne i fredsprocessen og som formidler af en løsning i den regionale konflikt". Det var også af denne grund, at Rådet i august besluttede at bemyndige den højtstående repræsentant, Javier Solana, og det finske formandskab til at holde forbindelse med alle de relevante parter, der kan bidrage til at finde en løsning på krisen i Libanon og situationen i Mellemøsten i almindelighed. Disse parter omfatter naturligvis også Syrien.

Siden sommerens dramatiske begivenheder har det været vigtigt at stabilisere situationen i Libanon og de omkringliggende regioner. Da den finske udenrigsminister, Erkki Tuomioja, mødte den syriske udenrigsminister i slutningen af august, var budskabet til Syrien klart. Vi forventer, at Syrien arbejder på at gennemføre resolution 1559, 1680 og 1701. Syrien bør støtte den nationale genopbygningsproces i Libanon og gøre sit yderste for at stabilisere den politiske situation i Libanon. Udrustning af andre hære end den libanesiske og våbensmugling har afgørende indflydelse på, om der kan indføres en våbenhvile på det bæredygtigt grundlag. Der er også ubesvarede spørgsmål, hvad angår fastsættelsen af grænsen mellem Syrien og Libanon og oprettelse af diplomatiske forbindelser. Det kræver også Syriens samarbejde at få løst det komplekse problem forbundet med Shebaa-området. Syrien må vedblive med at vise, at det ønsker at samarbejde med Brammertz-kommissionen, som er i gang med at undersøge mordet på hr. Hariri.

Et spørgsmål, der ikke er omfattet af resolution 1701, men som er vigtigt for stabiliteten i regionen, er aktiviteterne blandt de palæstinensiske organisationer, der har hovedkvarter i Damaskus, og den syriske støtte til dem. Desuden har Syriens forbindelser med Irak og Iran og dets aktiviteter, hvad angår disse lande, direkte indflydelse på den generelle situation i Mellemøsten.

Rådet følger også menneskerettighedssituationen i Syrien nøje. Arrestationerne i foråret af menneskerettighedsforkæmpere og underskriverne af Beirut-Damaskus-erklæringen var især bekymrende. Det er naturligvis positivt, at nogle af dem blev løsladt for nylig. EU vil overvåge nøje, hvordan f.eks. forsamlingsfriheden og ytringsfriheden gennemføres i landet. Syrien skal naturligvis også optræde i overensstemmelse med principperne for de internationale menneskerettigheder. Genåbningen af uddannelsescentret for civilsamfundet, som EU støtter, er et vigtigt mål. Centret blev lukket i foråret, kun en uge efter at det var åbnet.

Der opretholdes løbende forbindelser med Syrien, navnlig via Euro-Middelhavssamarbejdet. Udenrigsministermødet i Tampere i november, som Syrien også er inviteret til, vil være et glimrende forum for drøftelser.

Syrien er en vigtig aktør i Mellemøsten. Det kan vælge mellem at være en urostifter eller en konstruktiv partner. Syriens historisk stærke bånd med Libanon betyder, at det har en særlig vigtig rolle at spille for gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolutioner om situationen i Libanon. EU har gang på gang understreget, at Libanons ret til selvbestemmelse, territorial ukrænkelighed og politisk uafhængighed skal respekteres. For at skabe stabilitet i Libanon og hele regionen er det vigtigt, at våbensmuglingen til Libanon forhindres. Syrien må overvåge sine grænser, hvis dette mål skal nås.

Rådet har sagt, at det er villigt til at forbedre forbindelserne med Syrien, hvis landets optræden berettiger til det. Nu er det op til dem. Under de rette omstændigheder kunne EU f.eks. genoverveje muligheden for at undertegne associeringsaftalen. Dette ville naturligvis fremme samarbejdet mellem EU og Syrien, navnlig det finansielle, og reformer, der er afgørende for Syriens udvikling, hvilket også er nævnt i betænkningen.

  Benita Ferrero-Waldner , medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! For det første mener jeg, at dette er en meget relevant diskussion. Tak, fordi De har sat den på dagsordenen.

Jeg har fulgt diskussionerne i AFET-udvalget om fru De Keysers omfattende og indholdsrige betænkning nøje. Betænkningen indeholder en afbalanceret beskrivelse af de interne og regionale udfordringer, som Syrien står over for. Jeg glæder mig over disse overvejelser fra Europa-Parlamentets side om vejen fremad i forhold til Syrien. Efter konflikten i Libanon og i lyset af resolution nr. 1701 (2006) fra FN's Sikkerhedsråd er tiden inde til på ny at vurdere, hvor vi står med vores nuværende politik.

Syrien har længe været vores partner i henhold til Barcelona-processen, og landet er en mulig kandidat til den europæiske naboskabspolitik på mellemlang sigt. Jeg deler Deres synspunkt om, at det vil være i vores klare interesse at bringe Syrien tættere på Europa. Som vi ved, er Syrien en central aktør med hensyn til at skabe stabilitet i Mellemøsten. Det udgør en central del af puslespillet, når det drejer sig om at finde en langsigtet løsning på konflikterne i regionen og ligeledes den fuldstændige gennemførelse af resolution nr. 1701. Det er et kritisk øjeblik for fredsprocessen, og Damaskus har mulighed for at blive en del af løsningen og ikke en del af problemet. Dette betyder, at vi forventer, at Syrien, som De har erklæret i beslutningsforslaget, sender de rette budskaber til Hizbollah og Hamas, at landet forhindrer våbenleverancer til Libanon, som vores kollega fra Rådet har sagt, og bidrager til at finde en løsning vedrørende Shebaa Farms. Som jeg har været inde på, mener jeg, at det bør være et led i vores strategi at inddrage Syrien på ny. Et andet spørgsmål er, hvordan og hvor langt vi kan inddrage landet her og nu. Det første, vi har brug for, for at inddrage Syrien i processen på ny, er, at landets ledere viser deres engagement og deres interesse for at gå videre og tage positive skridt på en række områder.

Som De ved, har vores forhold med Syrien været igennem en svær tid på det seneste. I fru De Keysers betænkning tages en række politiske meningsforskelle op. Hvis vi skal komme ud af det politiske dødvande, kræver det, at ledelsen evner at omsætte nogle af sine positive ord til positive handlinger. Syrien har en ny mulighed på dette kritiske tidspunkt i fredsprocessen for at vise, at man virkelig ønsker at bidrage positivt til stabilitet i regionen.

I mangel af en associeringsaftale har vi begrænset råderum til at tage os af problemområder. Vi har ikke desto mindre prøvet, hvor vi kan, og hvor vi mener, at det har været i den syriske befolknings interesse. Vi har forsøgt at videreføre programmer på de områder, der direkte gavner den syriske befolkning. F.eks. bruger Den Europæiske Union på menneskerettighedsområdet diplomatiske kanaler for at tage de alvorligste overtrædelser op, f.eks. samvittighedsfangers sager. Vi har også reageret på indskrænkninger af ytringsfriheden og den bølge af arrestationer, der ledsagede offentliggørelsen af Beirut-Damaskus-erklæringen i maj. Men vi opnår ikke mange fremskridt ved at afbryde forbindelserne. Uden dialog har vi ikke nogen indflydelse.

Derfor bør vi vende situationen om, skabe et positivt perspektiv for relationerne med Syrien og pege på områder, hvor vi forventer fremskridt. Dette gør vi til dels gennem vores samarbejdsprogrammer. Syrien synes nu godt på vej imod økonomiske forandringer, og vi glæder os over godkendelsen af Syriens nationale reformdagsorden, som premierminister Dardari stod bag i maj måned. Støtte til gennemførelsen af reformprocessen, herunder positive skridt imod en politisk åbning, kan stå i fokus for vores foranstaltninger i de kommende par år, om alt går vel.

Samarbejdet under ENPI - instrumentet for den europæiske naboskabspolitik - vil give os mulighed for at give Syrien udsigt til på mellemlang sigt at kunne deltage fuldt ud i naboskabspolitikken. ENP vil så skabe yderligere fordele og, håber vi, en mere interessant pakke for dem, når tiden er moden.

Associeringsaftalen er stadig til forhandling. Vi har afsluttet alle de tekniske forberedelser, og vi har paraferet aftalen. Nu venter den på en beslutning om underskrivelse fra Rådet. Underskrivelsen er en proces. Hidtil har de rette politiske omstændigheder ikke været til stede. Medlemsstaterne forventer stadig, at Syrien tager mere positive og troværdige skridt for at muliggøre underskrivelsen, herunder i regionale spørgsmål som Libanon og Palæstina.

De seneste udtalelser fra Syrien om at lette gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution nr. 1701 kan være opmuntrende tegn på dette, og det samme er præsident Assads opfordring til en genoptagelse af fredsforhandlingerne, som har vundet positiv genlyd i Israel.

Ligesom Europa-Parlamentet er Kommissionen en stærk tilhænger af dialog. Derfor håber jeg virkelig, at de positive budskaber, vi har modtaget fra Damaskus på det seneste, vil blive omsat til handling, og at vi vil kunne genetablere et stærkt forhold til dette land.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Fru formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil begynde med at lykønske fru De Keyser med det udkast til henstilling, hun har forelagt, og med hendes store indsats med hensyn til forbindelserne med Syrien.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi tager hensyn til denne forhandling og placerer den inden for rammerne af den mest egnede kontekst, hr. formand. Denne kontekst er, som kommissæren så udmærket har sagt det, at komme med en status over situationen, i overgangsperioden frem mod associeringsaftalen, uden at glemme, at vi også bør fremme en dialog, en parlamentarisk dialog i vores tilfælde, med Syrien, på grund af den strategiske betydning, som landet som nævnt har i hele regionen.

Men jeg synes også, at det er vigtigt at understrege - og det står meget klart i beslutningsteksten - at tiden ikke er inde til, at Parlamentet skal afgive en samstemmende udtalelse om associeringsaftalen. Beslutningen - udkastet til henstilling - siger med al tydelighed, at betingelserne stadig ikke er opfyldt. Der skal ske en række betydelige fremskridt.

Jeg synes ikke, at det er en god nyhed, at Syrien har indgået en forsvarsaftale med Iran. Der skal ske væsentlige fremskridt for at overholde EU's traditionelle doktrin med hensyn til demokrati og respekt for menneskerettighederne. Syrien skal respektere FN's Sikkerhedsråds resolutioner og Libanons territoriale integritet, og Syrien skal samarbejde om opklaringen af mordet på den tidligere premierminister Hariri og tage yderligere skridt til afskaffelse af dødsstraffen, respekt for religiøse mindretal osv.

Jeg synes derfor, hr. formand, at der er lang vej endnu. Der er gode nyheder, f.eks. udnævnelsen af hr. Dandari som premierminister. Jeg havde den fornøjelse at mødes med ham efter en mission i Libanon. Efter min mening er det udelukkende på baggrund af disse præmisser, som nævnt af kommissæren for et øjeblik siden, at vi skal forvandle dette katalog over gode intentioner til konkrete handlinger, så EU kan godkende denne vigtige associeringsaftale mellem EU og Syrien.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil godt starte med at takke fru De Keyser for hendes fremragende betænkning. Jeg vil også gerne takke hr. Salafranca for det gode samarbejde, som har gjort det muligt at vedtage en sådan betænkning med stort flertal.

Syrien er ikke noget nemt land at forholde sig til. Det er et vanskeligt land i en vanskelig region. Men netop, når vi ønsker at skabe stabilitet og fred i denne vanskelige region, har vi brug for Syriens vilje til samarbejde. Hvad angår Libanon, må Syrien endelig nå til en erkendelse af, at et politisk stabilt og økonomisk stærkt Libanon er en fordel for Syrien, og at det ikke udgør nogen fare.

Med hensyn til Iran-spørgsmålet har vi intet imod venskabelige relationer mellem Syrien og Iran. Disse er absolut på sin plads blandt naboer! Men dette venskab skal omsættes i et konstruktivt bidrag, i en fredsproces og ikke i en blokade.

Hvad angår Israel, forstår jeg udmærket Syriens krav om en tilbagelevering af Golan-højderne, men Syrien må erkende, at Israel har uomgængelige sikkerhedsinteresser, og Syrien bør yde sit bidrag til, at der kan tilvejebringes en fredelig udvikling i Palæstina og især i Gaza-striben - blandt palæstinenserne, men naturligvis også mellem palæstinenserne og Israel.

Det har vital betydning, at vi indleder en dialog, og jeg vil gerne gribe fat i et ord, som fru kommissær sagde, da hun talte om leadership ability. Jeg kunne ønske mig, at Syriens præsident lytter mindre til de personer, der tilhvisker ham noget, og som har betydet en isolation af Syrien i de senere år, og at han lytter mere til de rådgivere, som ønsker at bringe Syrien tilbage til en dialog med det internationale samfund, og først og fremmest med EU.

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Der er opstået en væsentlig hindring på vejen til ratificering, nemlig den stadig værre menneskerettighedssituation i Syrien. Observatører fordømmer løbende de tilfældige anholdelser, torturen, den åbenlyse diskrimination af mindretal, begrænsningerne af ytrings- og foreningsfriheden, chikanen og fængslingen af mennesker, som arbejder fredeligt for at styrke frihederne i Syrien.

Jeg tænker særlig på Michel Kilo, Anwar al Bunni og Mahmoud Issa, som stadig tilbageholdes for i maj at have underskrevet Beirut-Damaskus-erklæringen, i hvilken der opfordres til normalisering af forbindelserne mellem Libanon og Syrien. Michel Kilo skulle have været løsladt den 19. oktober, men en ny anklage har resulteret i, at fængslingen er blevet forlænget. Mahmoud Issa blev løsladt den 25. september, men blev anholdt igen for to dage siden. Disse eksempler viser sammen med mange andre, at de syriske myndigheder i virkeligheden ikke ønsker at gennemføre de nødvendige demokratiske reformer.

Som De sagde, fru De Keyser, er det under disse omstændigheder vigtigt, at EU indgår en associeringsaftale med Syrien. Som det fastsættes i beslutningen, skal en forbedring af menneskerettighedssituationen og overholdelse af demokratiske værdier være en forudsætning for at indgå en aftale. Endvidere er det også vigtigt at indføre en effektiv kontrolmekanisme som led i gennemførelsen af en menneskerettighedsklausul. Denne strategi bør også anvendes bl.a. på Rusland og Turkmenistan og også på en hel del andre lande. Det samme gælder overensstemmelsen i Parlamentets holdninger.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Fru formand! Sigtet med Véronique De Keysers betænkning er dialog og fremtidig normalisering af vores forbindelser med Syrien.

Vi ser associeringsaftalen som led i denne politiske proces. Jeg understreger "politiske", fordi aftalen ud fra et økonomisk synspunkt er langt mere fordelagtig for Europa end for Syrien. Indefrysningen af forbindelserne med Damaskus var en politisk fejl. Europa må ikke have sorte lister eller følge de amerikanske idéer om ondskabens akse. Uanset dets styre er Syrien et afgørende land for freden i regionen. Europa bør også lære at forstå det syriske samfunds sammensathed og de mangfoldige opfattelser, som det rummer. Styret er lige så autoritært politisk, som det er mildt økonomisk og liberalt, hvad angår religion og skikke. Mangfoldigheden er under låg og ikke så synlig, men den findes i samfundet og dets institutioner. Jo mindre Vesten blander sig i regionens forhold, jo mere vil mangfoldigheden komme til syne.

Det er synd, at betænkningens endelige udgave på flere punkter bærer præg af kolonitidens arv. Det tilkommer således ikke os at udpege, hvem man kan stole på, og hvem ikke, for vi accepterer jo ikke selv den slags meninger fra tredjepart. Det ville også være bedre ikke at fremsætte hypotetiske mistanker om Damaskus' forbindelser til al-Qaeda eller sunni-fundamentalisterne, forbindelser, der ikke findes. Uvidenhed gavner os ikke, og vi bør også overholde vores egne principper. Diplomatiske forbindelser afhænger ikke af en politiefterforskning. Beviser i sagen om det afskyelige mord på Rafik Hariri skal fremlægges i en retssal, da vores politik ellers bryder med princippet om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist.

Betænkningen er dog klar om det væsentlige. Forbindelserne skal normaliseres, hvilket vi bifalder. Vi går også ind for, at menneskerettighederne skal være et centralt spørgsmål i denne normalisering, men vi synes, at Europa skulle føre den samme politik over for alle lande, Israel inkluderet. Endelig udtrykker betænkningen støtte til, at Golanhøjderne skal tilbage til Damaskus, hvilket har grundlag i FN's resolutioner, men som Syrien aldrig har søgt at gennemtvinge med voldelige midler.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Fru formand! Ligesom i Udenrigsudvalget vil jeg også på plenarmødet med fuld overbevisning stemme imod fru De Keysers betænkning. Den, som her i Parlamentet anbefaler Rådet at indgå en associeringsaftale med Syrien, støtter et nådesløst mindretalsregime, som megetsigende kun betragter Den Islamiske Republik Iran og Hizbollah som strategiske partnere i regionen. Dette beslutningsforslag underkender en gang for alle Assad-regimets sande karakter, nemlig at alt, virkelig alt, drejer sig om at beholde magten. Ordføreren hengiver sig derved til illusioner om associeringsaftalens eventuelle positive indvirkninger på Damaskus' interne og eksterne politik.

Fru De Keyser, hvis jeg lige må få Deres opmærksomhed, vil jeg fortælle Dem, hvilken opfattelse en anerkendt Syrien-ekspert i Nederlandene har. Han har rejst i Syrien i mange år og sagde forleden ordret til mig: "Demokrati betragtes af magthaverne som en dødstrussel - det er i de forløbne år blevet tydeligt for mig i samtaler med kilder inden for regimet, også med denne hr. Dardari, som er så liberal." Det absurde ved denne betænkning er, at teksten er fyldt med advarsler mod at følge det diplomatiske vildspor i retning af Damaskus. Dette er snarere guf for satirikere end for politikere.

  Paweł Bartłomiej Piskorski for ALDE-Gruppen. - (PL) Fru formand! I dag diskuterer vi en associeringsaftale med et land, hvis betydning må være klar for alle i Parlamentet. Det drejer sig om et land, som vi har mange indvendinger imod og forbehold over for. Der hersker ingen tvivl om, at Syrien er direkte eller indirekte involveret i smuglingen af våben til terrororganisationer. Der hersker ingen tvivl om, at Syrien har tætte forbindelser til Iran. Det er et faktum, at vi er meget bekymrede over, i hvor høj grad Syrien respekterer menneskerettighederne og borgerrettighederne. Spørgsmålet er, hvilke instrumenter Europa-Parlamentet og EU bør anvende. Vil denne aftale fremme demokratiet? Vil den gøre de instrumenter, som vi råder over til at lægge pres på denne regering, mere effektive, eller vil den svække vores position?

Jeg mener, at gensidig forståelse og muligheden for at udøve pres vil styrke vores position, og at den pågældende aftale skal støttes. Jeg mener, at dette skal baseres på den forudsætning, at vores standpunkt og vores holdning som Europa-Parlament kræver respekt for menneskerettighederne og borgerrettighederne. Dette skal indskærpes ved enhver lejlighed. Det er en forudsætning, at støtten til terroraktiviteter ophører. Det er vigtigt at udøve pres af denne art, for ellers vil vi bryde vores grundlæggende principper.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, fru formand for Rådet! Vi skal holde os klart for øje, at krisen i Mellemøsten - både hvad angår Libanon og Mellemøsten-problematikken - kun kan løses, hvis Syrien bliver taget med om bord. Vi må konstatere, at Syrien for øjeblikket har forbindelser til Iran og til Hizbollah, og man skal gøre sig nogle overvejelser om, hvorvidt disse forbindelser ikke kan bringes til ophør, og dette på en sådan måde, at også Syrien har interesse heri. Syrien er en sunnitisk, laitistisk stat, som egentlig har relativt lidt til fælles med shiitiske fundamentalister.

Derfor vil vi kunne bruge en associeringsaftale, hvis overholdelsen af menneskerettighederne fremmes, og hvis der findes en løsning i forbindelse med den fælles kamp mod terrorismen. Våbenleverancer ind i Libanon kan sikkert ikke stoppes helt imod Syriens vilje, og det er et forhold, som også skal tages med i betragtning. En yderligere forudsætning er løsningen af problemet om Shebaa Farms. Dette er utrolig vigtigt for at fratage Hizbollah alibiargumentet om, at man skal have våben dér, fordi området er besat af Israel. Af alle disse årsager er det nødvendigt at opnå en forbedring af situationen i Syrien og et bedre forhold mellem Syrien og EU.

Det initiativ, som fru De Keyser tog via Udenrigsudvalget, og som både Rådet og Kommissionen efter min bedste vurdering ser positivt på, yder et vigtigt bidrag til, at Syrien får et tilbud om at varetage sine egne interesser, og gennem varetagelsen af egne interesser mulighed for at yde et konstruktivt bidrag til fredsprocessen i regionen. Det står klart for enhver, at dette regime er demokratifjendtligt, at det overtræder menneskerettighederne, at mennesker - syrere og andre - skal løslades, og at samarbejdet med den militære fløj af Hizbollah og Hamas skal bringes til ophør. Men jeg mener, at en sådan dialog er mulig, og at tilbudet om en associeringsaftale i en sådan ramme kan være et effektivt instrument til dette formål.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, fru Lehtomäki! Jeg vil begynde med at takke fru de Keyser for hendes fremragende betænkning. Indgåelsen af en associeringsaftale mellem EU og Syrien ville være et meget opmuntrende politisk tegn med hensyn til at skabe fred i Mellemøsten, hvilket vi alle ønsker så inderligt. Associeringsaftaler er en fremragende måde at lægge pres på lande. Vi skal således til gengæld for økonomisk og handelsmæssigt samarbejde opfordre Syrien om at blive et demokratisk land, som respekterer grundlæggende friheder, at holde op med at blande sig i dets naboers anliggender, strengt at afgrænse grænsen til Libanon og at standse støtten til Hizbollah-militser eller de Hamas-fundamentalister, det giver ly til. Syrien skal løslade de intellektuelle, menneskerettighedsforkæmpere og politiske fanger, det tilbageholder i fængslerne. Det skal også respektere de rettigheder, som minoriteterne i Syrien har, særlig kurderne, som det skal tilbyde statsborgerskab, hvilket de ikke har.

Hvis Syrien gav afkald på planen om et Storsyrien, og hvis det vendte sig mod andre allierede end Iran, ville hele regionen nyde godt af det. Syrien kan mere end noget andet land i regionen spille rollen som regulator og fredsskaber, særlig i forbindelse med det irakiske og palæstinensiske spørgsmål. EU skal gøre alt for at optage Syrien blandt sine strategiske allierede i Mellemøsten. Hvis forandringens vinde blæste over Syrien, og hvis det førte en åbenhedspolitik, kunne befolkningerne i Mellemøsten endelige begynde at gør sig fri af diktaturets åg og teokratisk populisme.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Fru formand! I denne betænkning vurderer man, at en EU-Middelhavsaftale vil skabe en afgørende dynamik til de politiske, økonomiske og sociale reformer, der er nødvendige i Syrien, men i betænkningen beklager man ligeledes underskrivelsen af en militæraftale mellem Syrien og Iran, mens syrerne sige, at den vil styrke samarbejdet imod det, de betegner den fælles trussel fra Israel og USA.

Siden 1995 har Den Europæiske Union givet 259 millioner euro til Syrien. EU betaler millioner af euro i støtte til det tyranniske syriske styre i håb om, at det på en eller anden måde vil få dem til at tro på demokrati, borgerlige frihedsrettigheder osv. Syrerne kan på den anden side se, at de nu har penge nok i overskud til, at de har råd til en militær alliance med Iran, der uvægerlig vil gøre verden til et farligere sted.

EU-skatteydernes penge bør ikke bruges til at støtte tyranniske og morderiske regimer, der er demokratiets, frihedens og fredens fjender.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Fru formand! EU's strategiske interesse i Syrien består i at bevare freden i et Stormellemøsten, således at olien flyder, og at styre striden mellem Israel og palæstinenserne hen imod en varig tostats-løsning, som det beskrives i fru De Keysers betænkning.

Et isoleret Syrien har i et stykke tid hjulpet Iran med at iværksætte en pan-islamisk offensiv mod Israel, og Syrien forsøger at fastholde den libanesiske regering i en svag position ved at yde kraftig opbakning til Irans stedfortræder Hizbollah, hvilket Syrien også mener vil bidrage til at genetablere den syriske indflydelse i Libanon.

Ikke desto mindre er der et forsonende træk ved Syrien: Det er et verdsligt land, der viger tilbage fra islamisk fundamentalisme, og dele af den regerende Ba'ath-elite er bekymrede over uddybningen af Syriens forsvarsalliance med det teokratiske Iran og det islamistiske Hizbollah. Syrien behøver ikke længe tækkes Iran i den gamle alliance mod deres fælles fjende, Saddam Husseins Irak.

Desværre svinder håbet for, at EU kan forhandle direkte med palæstinenserne, nu under et ubøjeligt Hamas, som nægter at anerkende Israel eller at give afkald på voldsanvendelse. Nu er tiden derfor moden til at tilbyde forsikringer til Syrien om, at en blokering af genbevæbningen af Hizbollah, en blokering af jihad-krigernes indrejse i Irak og en forbedring af den forfærdelige menneskerettighedssituation i Syrien vil skabe værdifulde fordele, herunder en endelig ratificering af den forstærkede associeringsaftale med EU.

Som medlem af kvartetten kan EU også bidrage til forhandlingerne om en acceptabel fredsaftale mellem Israel og Syrien om Golan-højderne og Shebaa Farms, hvis USA viser sig at være modvillig. Israel ville vinde meget ved at tale med sin fjende, Syrien. Israel er bevidst om sin sårbarhed over for raketangreb, og landet ved, at det har brug en stat, der er til at forsvare, og som er sikret mod aggression udefra. At fjerne Syrien som trussel er et centralt element for opnåelsen af dette strategiske mål. Men jeg støtter betænknings ordlyd, og nu håber jeg, at Den Europæiske Union vil sørge for at udnytte sin betydelige indflydelse over for Syrien for at nå disse mål.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Fru formand! Også jeg vil komplimentere Véronique De Keyser for den vigtige betænkning, hun har fremlagt.

Jeg tror, at EU bør skabe sin egen selvstændige strategi baseret på den nye geopolitiske situation, der er ved at opstå i Mellemøsten.

Syrien er en kendsgerning, og landet spiller fortsat en afgørende rolle i den regionale stabilitet og sikkerhed. Europa bør tale med landet og indlede en struktureret institutionel og politisk dialog med styret i Damaskus. Jeg er helt enig i alt, hvad der står i betænkningen, og i alt, hvad medlemmerne har sagt. Der er imidlertid ingen, der har svaret på spørgsmålet, hvordan vi får Syrien til at ændre adfærd, og hvordan vi bidrager til demokratiseringsprocessen. Det er der heller ingen, der har svaret på.

Uden mekanismerne i associeringsaftalen og den politiske dialog tror jeg ikke, EU vil have mulighed for at bidrage til demokratiseringen i Syrien. Derfor tror jeg ikke, EU bør vente med at indgå aftalen.

For tilhængerne af isolation af Syrien, af sanktioner eller af at vælte styret er borgerkrigen i Irak svaret på deres vrangforestillinger.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Fru formand, fru kommissær! Beslutningen om at genoptage ratificeringen af associeringsaftalen med Syrien er strategisk. Situationen i Mellemøsten kan bedre sammenlignes med et halvtomt end et halvfuldt glas.

Den manglende demokratisering i Egypten har styrket de radikale kræfters vækst. Libanon nærmer sig kaotiske tilstande, og chancerne for at oprette en stat i Palæstina er af nationale årsager forsvundet. Forbindelserne mellem EU og Israel er blevet bragt i orden siden sommerens angreb på Libanon. Der er hverken en europæisk eller en israelsk politik. Israel synker mere og mere tilbage til regionalisme og er ikke længere i stand til at løse problemerne set i et bredere perspektiv. Desuden har USA heller ikke nogen målrettet politik i regionen, hvilket den seneste beslutning om Irak har vist. Ophøret med politikken om at spille den ene part ud mod den anden har utvivlsomt tjent til at styrke Iran. Iran er den eneste aktør med en relevant, aktiv politik. Syrien er Irans bindeled. Parlamentet kan ikke tage nogen relevante skridt i forhold til Iran. Det ville kræve, at EU, USA og Den Russiske Føderation havde en fælles tilgang.

Det, som Parlamentet kan gøre, er at forsøge at trække Syrien ud af dets underdanige rolle som bindeled. Det er strategien. Taktikken er at give incitamenter af økonomisk eller international art og at gøre dette som led i en klar, fælles og kompromisløs europæisk politik. Vi skal stille lige så klare og kompromisløse krav til Syrien. Dette er ikke et spørgsmål om eftergivenhed. Det vigtigste er at få Syrien til at acceptere en gradvis ophævelse af den militære undtagelsestilstand, skabelsen af et civilt samfund med fuld ytringsfrihed, respekt for mindretalsrettigheder og overgang til et demokratisk politisk system baseret på en åben markedsøkonomi.

Syrien skal naturligvis samarbejde om undersøgelsen af mordet på hr. Hariri. Det skal deltage konstruktivt i løsningen af fredsprocessen. Det skal ophøre med at bevæbne Hizbollah og støtte væbnede palæstinensiske grupper, det skal efterkomme resolution 1559 og 1701, og det skal også fuldføre tilbagetrækningen af alle væbnede styrker fra Libanon og oprette diplomatiske forbindelser.

Vi ejer ikke associeringsaftalen. Det, der er brug for, er, at Syrien overtager ejerskabet af den. Det er vores opgave gennem aftalen at udarbejde en syrisk køreplan for overgang. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen og navnlig Rådet til at støtte både vores strategi og vores taktik aktivt.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Fru formand, mine damer og herrer! Barcelona-erklæringen har som mål at opbygge et fælles område kendetegnet af fred, stabilitet og velfærd gennem styrket politisk dialog og sikkerhed, økonomisk og finansielt partnerskab og socialt, kulturelt og menneskeligt partnerskab.

Dette mål er succesfuldt blevet til virkelighed over de senere år, og der er allerede associationsaftaler med praktisk talt alle lande i Middelhavsområdet undtagen, selvfølgelig, Syrien, af flere forståelige grunde. EU, der har fulgt de seneste måneders udvikling med opmærksomhed, må engagere sig seriøst i egentlige forhandlinger med Syrien med henblik på at sikre, at det er landets vilje at indgå en aftale, der kan medvirke til, at det udvikler sig til et demokrati med respekt for menneskerettighederne og med religionsfrihed, og som bistår i bekæmpelsen af terror og fremmer dialog og varig fred i regionen. Til det formål må den syriske regering tage skridt til, at undtagelsestilstanden hurtigst muligt bringes til ophør, med al den støtte, som EU kan yde hertil.

Syrien har en overordentlig vigtig geostrategisk position og en afgørende rolle at spille i fredsprocessen i Mellemøsten. Det må stå klart en gang for alle, at det ikke er EU's opfattelse, at en styrkelse af demokratiet kan opnås med bombardementer og isolering.

  Patrick Gaubert (PPE-DE). - (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Syrien er et land, man ikke kan se bort fra i forbindelse med krisen i Mellemøsten. At afbryde enhver dialog fører til, at Syrien bliver isoleret, og indebærer en risiko for en radikalisering af styret. Det betyder, at Syrien bliver skubbet endnu mere i armene på Iran, hvis eneste ønske er at ødelægge Israel og at destabilisere området.

Hvis vi imidlertid nu skal genoptage en dialog med Syrien, skal vi være meget forsigtige og definere faste betingelser på forhånd. Vi skal kræve, at Syrien respekterer Libanons suverænitet, og at det overholder Sikkerhedsrådets resolutioner, i hvilke det opfordres til at øge kontrollen ved grænsen mellem Libanon og Syrien og at holde op med at levere våben til Hizbollah. Vi skal gøre det til en forudsætning for underskrivelsen af enhver aftale, at menneskerettigheder og borgerrettigheder bliver overholdt. Vi skal kræve, at det i praksis følger op på konklusionerne af efterforskningen af mordet på den tidligere premierminister Rafic Hariri. Jeg understreger, at det også er en forudsætning for, at forhandlingerne kan fortsættes. Endelig skal Syrien over for det internationale samfund tydeligt anføre, hvilke foranstaltninger det træffer for effektivt og konkret at bekæmpe spredningen af våben og terrorisme i området. Hermed mener jeg, at det også skal standse enhver støtte til Hizbollah- og Hamas-militserne.

Hvis EU har planer om at genoptage forhandlingerne med Syrien, skal det kun gøre det, hvis sidstnævnte accepterer og overholder disse betingelser. I dag er betingelserne for underskrivelse af en eventuel associeringsaftale beklageligvis ikke blevet opfyldt. Vi skal opfordre Syrien til at opgive sin indelukkethed og konfrontere det med dets ansvar i et område, hvor alle aktører skal arbejde på at skabe fred og stabilitet.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne støtte anbefalingerne af fru De Keysers betænkning, navnlig at tiden er inde til at revidere Europas engagement med Syrien og resten af verden, ikke at kompromittere vores principper, men at fremme dem. Det er nødvendigt at sende et klart budskab til Syrien vedrørende menneskerettigheder og forbedre landets resultater med hensyn til ytringsfrihed, tortur samt afskaffelse af dødsstraf. Menneskerettighedssagføreren Anwar al-Buni, som blandt hundreder af andre underskrev anmodningen om respekt for Libanons suverænitet, bør straks løslades, og det samme gælder hundreder af samvittighedsfanger.

Det har ikke nyttet at betegne Syrien som en del af en ondskabens akse. Jeg glæder mig over, at kommissæren i sidste måned gav sine repræsentanter tilladelse til at føre diskussioner med de syriske ministre for udenrigsanliggender og økonomiske anliggender, og at Europa-Parlamentet i denne uge vil stille underskrivelsen af associeringsaftalen med Syrien i udsigt, hvis landet virkelig vælger at samarbejde med Europa om at skabe fred i Mellemøsten.

  Albert Jan Maat (PPE-DE). - (NL) Fru formand! Jeg vil takke ordføreren, fru De Keyser for det arbejde, hun har gjort, men jeg vil også give udtryk for bekymring. Lad os være ærlige, vi kan da næsten ikke forestille os, at EU som en Union med værdinormer indgår en samarbejdsaftale med en slyngelstat som Syrien. Det er nemlig realiteten, når jeg ser på forbindelserne med Hizbollah og med Iran.

Den eneste mulighed er at benytte en samarbejdsaftale, og forhandlingerne derom, til at opstille en række minimumsbetingelser på menneskerettighedsområdet, for der er stigende undertrykkelse af fagforeninger, journalister og religiøse mindretal i Europa. Især syriske borgere, som hører til religiøse mindretal, og assyriske kristne, som vender tilbage til Syrien, fængsles næsten uden undtagelse. Der er derfor al mulig grund til omsider at afstemme EU's indvandringspolitik og politik vedrørende tilbagesendelse til Syrien på europæisk plan og foreløbig suspendere politikken vedrørende tilbagesendelse til Syrien. Det forekommer mig at være det første skridt.

Det andet skridt er, at der kræves klare garantier for religionsfrihed. Den syriske regering skal holde fingrene fra religiøse mindretal i selve Syrien. Især adskillige trossamfund og etniske grupper har i øjeblikket særdeles mange problemer med den måde, hvorpå deres interesser behandles i Syrien.

Europa kan på det punkt miste sit gode omdømme, for de europæiske kirker er baseret på de tidligste kirker, som også udbredte deres tro fra Syrien i retning af Europa. Det betyder, at EU har den tunge byrde at sørge for, at der, hvis der overhovedet kunne være tale om en samarbejdsaftale, på disse punkter i hvert fald kræves en klar garanti for forbedringer.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil allerførst takke Dem for denne meget værdifulde debat. Under debatten blev det klart, at det samme fænomen gør sig gældende i Parlamentet som i det internationale samfund og ligeledes blandt de moderate arabiske lande, nemlig at der er en smule forskellige holdninger til, hvilken politik for Syrien der er den bedste og mest effektive til igen at gøre landet til et konstruktivt medlem af det internationale samfund.

EU er nået til den konklusion, at isolation vil drive Syrien i den gale retning, og i begyndelsen af august drøftede Rådet dette, og det fastsatte en ny politik om spørgsmålet, så vi ville være i forbindelse med alle de relevante aktører for at løse Mellemøsten-problemet. Syrien er en af de relevante parter. Derfor kan jeg sige til f.eks. hr. Swobodas håb om, at formandskabet især lytter til dem, der ønsker at opbygge en stærk dialog med Syrien, at det har vi også gjort. Et eksempel herpå er den kommende Euro-Middelhavskonference på udenrigsministerplan i Tampere, som Syrien også er inviteret til.

Den er bestemt også værdifuld for bestræbelserne på at opbygge og iværksætte en dialog mellem parlamenterne, hvilket hr. Salafranca var inde på i sin tale. De rette omstændigheder og den rette timing er meget vigtige for, at disse forbindelser kan genoptages. I de foranstaltninger, som vi selv træffer, vil vi naturligvis bestræbe os særligt på at give Syrien mulighed for at spille en positiv rolle.

Det fremgår meget tydeligt af denne debat, at alt indvirker på hinanden, når der skal findes en løsning på situationen i Mellemøsten. Derfor har vi i løbet af de seneste måneder aktivt forsøgt at finde en omfattende, langsigtet og varig løsning på Mellemøsten-problemet. Der er blevet gjort en meget aktiv indsats. Den højtstående repræsentant, Javier Solana, er faktisk i regionen i dag, og han har planer om ikke blot at besøge Israel og de palæstinensiske områder, men også Beirut, Jordan og muligvis andre steder. Kontakten med de forskellige parter er med andre ord meget vigtig.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, medlemmer af Europa-Parlamentet! Tak, fordi De skubber tankeprocessen videre om dette strategisk vigtige land i Mellemøsten. Jeg mener, at dette var en meget vigtig forhandling.

Jeg vil gerne have lov til at besvare nogle få specifikke spørgsmål. Det ene var om menneskerettigheder. I mangel af en gældende associeringsaftale har Den Europæiske Union ikke nogen platform for en tilbundsgående dialog om menneskerettigheder med Syrien, hvor vi også kunne drøfte kritiske spørgsmål - og der er mange at drøfte - såsom afskaffelse af nødretstilstanden, ændringer af lovgivningen om ngo'er med en politisk holdning, tildeling af statsborgerskab til statsløse kurdere eller oprettelse af et nationalt menneskerettighedsråd.

Jeg tror ikke, at vi bør gøre fuldkomne fremskridt vedrørende menneskerettigheder til en forudsætning for underskrivelsen. Men vi - hvormed jeg især mener Kommissionens og medlemsstaternes repræsentanter i Damaskus - bør udnytte vores politiske instrumenter såsom officielle henvendelser og politiske erklæringer til at fordømme de alvorligste brud på menneskerettighederne. F.eks. tager vi regelmæssigt spørgsmålet om samvittighedsfanger, indsatte, op over for de syriske myndigheder; og vi holder også systematisk øje med sager ved den statslige sikkerhedsdomstol. Gennem vores samarbejdsprogrammer støtter vi også fremkomsten af et åbent civilt samfund i Syrien.

Derfor iværksatte Kommissionen seks mikroprojekter i januar under det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder. Disse er rettet mod arabiske sagførere, kvindeorganisationer, flygtningeorganisationer, det kurdiske mindretal og medierne og ligeledes fremme af kvinders og børns rettigheder. Men i den nuværende situation, hvor sikkerhedstjenesterne strammer op på kontrollen, har disse projekter og de fleste uddannelsesaktiviteter haft en del problemer med at komme i gang. Myndighederne anfægter lovligheden af disse projekter i Syrien, politiske ngo'er tolereres undertiden, men tillades ikke altid, og derfor undersøger vi løsninger på disse problemer. Naturligvis har vi også taget enkelttilfælde op direkte over for den syriske regering.

Med hensyn til spørgsmålene om bistand er EU's økonomiske bistand ikke gået til at støtte regimet, som visse kolleger nævnte tidligere. Den er f.eks. gået til at støtte til den private sektor og ligeledes til små og mellemstore virksomheder. Vi har hjulpet befolkningen direkte, f.eks. gennem sundhedsprogrammer, og vi har målrettet hjælpen mod at få indført reformer, der kan åbne økonomi og samhandel, konkurrence og investeringer - ting, der bliver meget vigtige for landets fremtidige udvikling.

Endelig vil jeg gerne gentage en ting, jeg sagde tidligere. Vi går ind for en dialog med Syrien med et politisk og økonomisk perspektiv. Vi forsøger at bevare et positivt perspektiv og bygge videre på de fremskridt, der allerede er sket, f.eks. ved at støtte de reformer, som regeringen er i færd med at gennemføre for at åbne økonomien, som jeg lige har henvist til, og decentralisere beføjelserne. Men samtidig vil vi som sagt tidligere undersøge praktiske foranstaltninger i regionale spørgsmål såsom gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution nr. 1701, og det at spille en positiv rolle, f.eks. i Palæstina. Dette vil være afgørende for, hvor hurtigt vi kan komme videre med vores fremtidige engagement, og jeg kan se, at et stort flertal i denne forhandling også ønsker at gå i denne retning.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

14. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. - Næste punt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0437/2006).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 1 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0779/06)

Om: Levering af tjenesteydelser og fri bevægelighed for børnefamilier

Der er et voksende antal protester fra europæiske familier imod den forskelsbehandling, som de udsættes for i forbindelse med levering af tjenesteydelser og udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed inden for EU, fordi de ledsages af børn under 15 år.

Nylige artikler i den græske presse har fremstillet det som noget positivt, at børn ikke har adgang til offentlige, kommercielle steder såsom hoteller, restauranter m.v.

Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at sætte en stopper for denne diskrimination og denne form for "aldersracisme" på bekostning af børn, unge og deres familier? Er der planer om at harmonisere bestemmelserne for levering af tjenesteydelser og sikring af muligheden for fri bevægelighed inden for EU, så de mindreårige EU-borgeres og deres familiers rettigheder ikke krænkes?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Som svar på spørgsmålet vil Rådet allerførst minde om, at der i artikel 18, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab står: "Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil". Som medlemmet uden tvivl ved, skal Kommissionen som det organ, der overvåger traktaten, sørge for, at traktatens bestemmelser og den lovgivning, som institutionerne fastsætter i henhold til den, overholdes. Derfor bør medlemmet egentlig rette spørgsmålet til Kommissionen.

I juli i år offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om en EU-strategi for børns rettigheder med det formål at fremme og beskytte børns rettigheder i Den Europæiske Unions politik indadtil og udadtil og at støtte medlemsstaternes indsats på området. Egentlige beslutninger om børne- og familiepolitik træffes på nationalt plan.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Jeg vil også gerne gøre repræsentanten for Rådet opmærksom på, at Kommissionen kan udforme strategien, men det er medlemsstaternes opgave at gennemføre den. Og da alle medlemsstaterne i Rådet er nødt til at være klar over, hvilken situation familier med børn er i, når de udøver deres ret til fri bevægelighed, og hvilke problemer de har, har jeg stillet Rådet dette spørgsmål i fuldt kendskab til traktaterne og Kommissionens nye meddelelse.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Vi har alle sammen lovgivning, der skal forhindre forskelsbehandling af alle befolknings- og aldersgrupper, f.eks. racelighedsdirektivet og direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. De indeholder bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling i mange hverdagssituationer.

Hvad angår det eksempel om restaurantskultur, som medlemmet har givet, må vi huske på, at medlemsstatens borgere, ud over Rådet, som forbrugere og, når det kommer til stykket, som dem, der betaler for disse tjenesteydelser, også har stor mulighed for at øve indflydelse på, hvilken kultur der skal fremmes set ud fra børnefamiliers synspunkt.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg vil blot henlede opmærksomheden på, at dette problem ikke kun eksisterer i Grækenland, men også er ekstremt udbredt i Østrig. Hoteller reklamerer meget offensivt med, at der ikke er adgang for børn eller familier med børn.

Mit spørgsmål lyder: Kan man ikke i det mindste gøre noget med hensyn til reklamerne her? Der findes jo også andre områder, hvor man kan begrænse reklamerne. Det vil måske være en mulighed.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Der har naturligvis været mange diskussioner om reklame forbundet med børn, navnlig hvad angår markedsføring, hvilken form for markedsføring, og i hvilke situationer den er acceptabel, når den er henvendt til børn. Til det eksempel med hoteller, som medlemmet giver i sit tillægsspørgsmål, vil jeg gentage det, som jeg sagde i mit foregående svar, nemlig at forbrugerorganisationer og betalende kunder naturligvis kan få indflydelse på, hvilken type tjenesteydelser der udbydes.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Manuel Medina Ortega (H-0781/06)

Om: Styrkelse af Frontex

Frontex-agenturet for kontrol med Unionens ydre grænser, som blev oprettet sidste år, har indledt sit arbejde med knappe ressourcer og store svagheder.

Påtænker Kommissionen at træffe foranstaltninger, som styrker agenturets effektivitet, ved enten at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne eller tilføre agenturet yderligere fællesskabsmidler?

  Paula Lehtomäki, formanden for Rådet. - (FI) Fru formand! Det er Rådets forordning af 26. oktober 2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser, der er retsgrundlaget for oprettelsen af Frontex samt dets opgaver, struktur og kravene vedrørende den finansielle forvaltning. I henhold til forordningen skal Rådet informeres om agenturets handlingsprogram, de generelle og særlige risikoanalyser, som det udarbejder, en årsberetning samt agenturets budget. Kun Kommissionen kan stille forslag om ændring af forordningens bestemmelser.

Det er navnlig op til Frontex' bestyrelse at godkende foranstaltninger vedrørende agenturets organisatoriske struktur, bemandingspolitik og handlingsprogram, og Rådet deltager ikke i denne beslutningsprocedure.

Det er fortsat EU-institutionerne, der er ansvarlige for at udvikle Fællesskabets politik for kontrol med de ydre grænser samt den relevante lovgivning. Derfor må man sikre en tæt koordinering mellem agenturet og institutionerne, og Frontex-forordningen indeholder procedurer for dette. I denne henseende vil jeg henvise Dem til det relevante forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en mekanisme til oprettelse af interventionsstyrker i grænseområder. Det har til formål at styrke agenturets operative aktiviteter og fremme solidariteten mellem medlemsstaterne og Fællesskabet i en krisesituation.

Det Europæiske Råd foreslog i december sidste år, at medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen skulle indføre visse foranstaltninger inden årets udgang for at forbedre det praktiske samarbejde blandt medlemsstaterne. Disse omfattede en forstærket kontrol og overvågning af EU's havgrænse mod syd og Medsea-undersøgelsen om netværket af kystvagttjenester i Middelhavet, som Frontex nu har foretaget.

I de seneste måneder har Rådet f.eks. på sit møde den 24. juli og ved det uformelle ministermøde i september været særligt opmærksom på at forbedre det operative samarbejde mellem medlemsstaterne og Frontex og navnlig situationen i Middelhavsområdet og Afrika. Ved disse lejligheder har emner som Frontex' rolle og dets deltagelse i operative aktiviteter, navnlig i Middelhavsområdet og vedrørende situationen i Afrika, været drøftet. Rådet var tilfreds med de foranstaltninger, som Frontex og Kommissionen gennemførte, og understregede, at det operative samarbejde bør fortsætte og udvikles yderligere.

Sidst i oktober vedtog Rådet også sine konklusioner om en styrkelse af den ydre havgrænse mod syd. I sine konklusioner opfordrede det Frontex til at foretage en feasibilityundersøgelse af et europæisk overvågningssystem, som i sin indledende fase skal dække hele Fællesskabets havgrænse mod syd og Middelhavet. Rådet bad også Frontex overveje at oprette regionale centre med indbyrdes forbindelser, som skal stå til rådighed for Frontex i operationelle spørgsmål i forskellige havområder eller dele heraf.

Rådet behøver imidlertid ikke foreslå, at der bevilges yderligere midler til Frontex' budget med henblik på yderligere foranstaltninger.

Ifølge artikel 33 i Rådets forordning om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser og Haag-programmet vil Frontex' arbejde blive vurderet med henvisning til en evaluering foretaget af Kommissionen inden udgangen af næste år.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Fru formand! Rådets svar beroliger mig, og jeg vil gerne sige noget overraskende til Dem, nemlig at Frontex har fungeret. Til trods for, at det befinder sig i en forsøgsperiode, har anvendelse heraf på De Kanariske Øer, i det omfattende havområde, der omringer De Kanariske Øer, været effektiv.

Bekymringen går på institutionernes prekære situation og de manglende økonomiske og finansielle midler. Formandskabet har omtalt dette, men det konkrete spørgsmål, jeg gerne vil stille, er, om det er muligt at forsætte Frontex-operationen i Atlanterhavet efter den 1. januar, og om Rådet faktisk mener, at det er besværet værd at bruge penge på udstyr, at opretholde dette agentur, der som nævnt har fungeret, stadig fungerer og viser sin effektivitet.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! For det første er det naturligvis opmuntrende at høre, at Frontex har været en succes. Selv om vi erkender, at der også har været visse problemer, eller i det mindste udfordringer, skal vi huske på, at agenturet stadig er meget nyt og samtidig skal arbejde med sin administrative struktur og de administrative opgaver. Desuden har det allerede været involveret i rigtig mange operationer både i Middelhavet og andetsteds. Hvorvidt denne operation kan videreføres med det nuværende omfang og effektivitet, afhænger naturligvis af, om der stilles yderligere finansiering til rådighed.

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru formand for Rådet! De var inde på, hvor vanskeligt det er at finde de finansielle midler til Frontex. Frontex modtager støtte. Påtænker De også at starte dechargekampagner, f.eks. oplysningskampagner i oprindelseslandene for at gøre potentielle migranter opmærksom på, hvilke konsekvenser en illegal indvandring har, eller hvilke muligheder der findes for legal indvandring? Det er også værd at overveje at reducere belastningen ved at gennemføre foranstaltninger, som i fremtiden vil gøre det umuligt at legalisere illegale indvandrere på samme måde som tidligere?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Et meget centralt spørgsmål, der generelt vedrører ulovlig indvandring eller indvandring i almindelighed er naturligvis omfanget af vores samarbejde med oprindelses- og transitlande. For nylig har Unionen fokuseret på at være særligt opmærksom på kontaktpunkter mellem selve immigrationen og udvikling, idet vi arbejder ud fra det princip, at vi skal kunne forstærke samarbejdet med oprindelseslandene, således at presset på de mennesker, der emigrerer, også mindskes disse steder.

Et af de områder, hvor vi samarbejder med oprindelseslandene, er naturligvis levering af oplysninger om, hvad der rent faktisk er muligt, og hvad der ikke er. I november afholdes den næste konference på højt plan mellem EU og de afrikanske lande i Tripoli, og hovedtemaet der bliver indvandring.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Jeg har to punkter. For det første hørte vi for nogle måneder siden om problemer med lokaler til agenturet i Polen: manglende adgang til lokaler og så videre. Er de problemer blevet løst?

For det andet vil jeg høre, om det finske formandskab vil love at støtte og overtale andre medlemsstater til at acceptere det ændringsforslag, som Europa-Parlamentet vil vedtage vedrørende FrontEx' budget? Der er tale om ændringsforslag 836 om genindsættelse af det beløb, som Kommissionen foreslog, dvs. ikke at følge Rådets nedskæringer og henlægge endnu flere ressourcer i reserven. Vil det finske formandskab støtte denne forøgelse af ressourcerne?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Frontex', og Unionens i almindelighed, evne til at håndtere disse situationer med illegale indvandrere afhænger naturligvis i høj grad af engagementet i medlemsstaterne. Dette blev drøftet indgående for nylig på forskellige niveauer inden for Unionen, senest på EU-topmødet i Lahti sidste fredag, men diskussionen er stadig i gang, så i den henseende er det stadig vanskeligt at komme med et helt præcist svar på dette spørgsmål.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Sarah Ludford (H-0783/06)

Om: Udveksling af oplysninger om pædofilidømte

Hvad er situationen i Rådet for så vidt angår forslaget til rammeafgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse i EU af forbud som følge af domfældelser for seksuelle overgreb mod børn? Hvis denne rammeafgørelse vedtages, vil oplysninger om en pædofil eller børnemishandler, som ikke længere må arbejde med børn efter en domfældelse for et seksuelt overgreb eller indblanding i børnepornografi i én medlemsstat, blive udvekslet, således at dennes navn kan indføres i andre landes registre over seksualforbrydere, og forbuddet dermed kan håndhæves i hele EU.

Hvordan kan det være, at Rådet angiveligt ikke har kunnet nå til enighed om dette vigtige forslag, som Europa-Parlamentet godkendte i juni 2006, og som ville give de europæiske borgere et praktisk eksempel på EU's værdifulde rolle i at bekæmpe kriminalitet og øge sikkerheden? Har Rådet opgivet sit erklærede mål om at prioritere bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Initiativet fra Kongeriget Belgien, der har til formål at få Rådet til at vedtage en rammeafgørelse om anerkendelse og håndhævelse i Den Europæiske Union af forbud, der skyldes domme for seksuelle overgreb på børn, fra november 2004 drøftes i øjeblikket af arbejdsgrupperne i Rådet. Det blev senest drøftet af gruppen for samarbejde om straffesager i oktober, for blot en uge siden. En gennemgang af initiativet er ligeledes et led i diskussionerne, som Rådets arbejdsgrupper fører om andre forslag, såsom rammeafgørelsen om hensyntagen til domme afsagt i Den Europæiske Unions medlemsstater i forbindelse med nye straffesager og om Rådets rammeafgørelse om tilrettelæggelsen og indholdet af udveksling af oplysninger fra straffeattester mellem medlemsstaterne. Der er således to andre forslag til rammeafgørelser på bordet.

Det fælles formål med disse instrumenter er at skabe strukturer, der skal sikre, at det er nemt og hurtigt at få adgang til oplysninger om personers kriminelle baggrund. Når alle medlemsstater på et tidspunkt har omsat disse retsakter i deres nationale lovgivning, vil det blive lettere at forhindre, at domfældte arbejder med børn eller igen begår forbrydelser mod børn. Rådet er derfor fortsat i gang med drøftelserne af disse forslag til rammeafgørelser.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) For mig ser det ud, som om Rådet ikke har særligt travlt med disse forslag. For næsten to år siden fik vi et ambitiøst program fra Kommissionen som reaktion på en stor offentlig interesse i at sikre, at det ikke er de kriminelle, såsom sexforbrydere, der udnytter grænserne og har gavn af dem. For mig at se kan medlemsstaterne ikke rigtig få gang i dette her. Jeg forstår ikke, hvordan vi kan fortælle befolkningen, at EU bekæmper kriminalitet effektivt, når Rådet er så langsomt til at træffe afgørelse om disse topprioriterede foranstaltninger for at sikre, at forbryderne virkelig retsforfølges, uanset hvor de tager hen.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Det er naturligvis særdeles vigtigt at beskytte børn, navnlig mod risikoen for nye overfald begået af personer, der er dømt for sexforbrydelser. Der er imidlertid mange ganske praktiske problemer samt problemer vedrørende principperne bag disse forslag til rammeafgørelser, f.eks. det forhold, at princippet om forbud mod at udøve bestemte erhverv ikke engang eksisterer i alle medlemsstater. Derfor må vi kigge på, hvordan vi kan håndtere problemet på en måde, der kan anvendes i alle Unionens medlemsstater.

  Manuel António dos Santos (PSE). - (PT) Hr. formand, fru formand for Rådet! Jeg takker meget for Deres oplysninger. Mit spørgsmål er kort og præcist, så vi kan kende Deres holdning.

Mener Rådet - her det finske formandskab - ikke, at fri adgang for borgerne til oplysninger om personer dømt for pædofili eller børnemishandling er et fremragende instrument i bekæmpelsen af denne type kriminalitet?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Dette er en målsætning, vi alle deler: At børn kan beskyttes mod dømte sexforbrydere, og det gøres på forskellige måder rundt om i medlemsstaterne. I mit land findes der f.eks. et system, hvor en arbejdsgiver har ret til at se straffeattester for ansøgere til bestemte typer af job og bruge disse oplysninger til at vurdere, hvorvidt den pågældende er egnet til jobbet. Disse typer af job er imidlertid defineret meget nøjagtigt. Der findes forskellige måder at gøre dette på i medlemsstaterne, og det er en af grundene til, at der efter mange af Parlamentets medlemmers mening er sket så langsomme fremskridt i denne sag.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Jeg vil gerne henvise til et specifikt tilfælde for at illustrere, at det ikke er nok med informationsudveksling. Paul Hunter Redpath er dømt for pædofili og afsonede fængselsdelen af sin dom i min valgkreds i Nordirland. For nylig flygtede han så til Republikken Irland, hvilket er i strid med bestemmelserne for prøveløsladelse i hans dom. Nu kan han gå frit omkring der, og det er ikke muligt at anholde ham, men straffen for overtrædelse af prøveløsladelsesbestemmelserne i Nordirland ville have været øjeblikkelig fængsling.

Er denne sag ikke et tydeligt tegn på, at der er behov for fuldstændige udleveringsaftaler, idet man ellers vil kunne undslippe sin straf, og at de sårbare ikke beskyttes fuldt ud? Er rådsformanden enig i, at en reel udvisning er det optimale krav?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Denne spørgetid drejer sig naturligvis ikke om, hvad jeg personligt kan støtte, men om hvilke drøftelser og beslutninger Rådet skal stræbe imod. Rådet har imidlertid nu til hensigt at arbejde videre i overensstemmelse med assimileringsprincippet, hvilket betyder, at en medlemsstat vil være forpligtet til at lade domme afsagt ved en udenlandsk domstol have samme retsvirkning som domme afsagt ved en national domstol, selv om dette i sidste ende i høj grad drejer sig om det bredere samarbejde om retlige og indre anliggender, og hvordan vi ellers kan gøre fremskridt vedrørende gensidig anerkendelse af domme og afgørelser samt spørgsmålet om udvisning.

  Formanden. - Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 4.

Spørgsmål nr. 5 af Liam Aylward (H-0787/06)

Om: Luftfartssektoren

Kan Rådet oplyse, hvilke nye foranstaltninger det agter at træffe for at forbedre passagerernes sikkerhed om bord på europæiske luftfartsselskabers fly i lyset af den fortsatte trussel om international terrorisme?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2320/2002 om fastsættelse af fælles bestemmelser inden for civil luftfart udgør Fællesskabets nuværende juridiske rammer for sikkerhed inden for civil luftfart. Forordningen, der blev udarbejdet som følge af terrorangrebene den 11. september, trådte i kraft i januar 2003.

For at afhjælpe de problemer, der opstod ved gennemførelsen af denne forordning, fremsatte Kommissionen i september 2005 forslag om at erstatte forordningen med en ny. I marts i år vedtog Rådet en generel fremgangsmåde vedrørende Kommissionens forslag. I juni vedtog Europa-Parlamentet sin beslutning ved førstebehandlingen, som indeholdt 85 ændringsforslag. På grundlag af dette nåede Rådet til politisk enighed om forslaget den 12. oktober. Den vedtagne tekst skal formelt vedtages som en fælles holdning på et kommende møde i Rådet og forelægges Europa-Parlamentet, således at der hurtigt kan opnås enighed ved andenbehandlingen.

I lyset af de sikkerhedsproblemer, som Det Forenede Kongerige oplevede i august i år, er det Rådets håb, at institutionerne vil nå til enighed om den nye forordning så hurtigt som muligt. Virkningerne af de nye sikkerhedsforanstaltninger, som Kommissionen og dennes komité for sikkerhed inden for civil luftfart indførte for nylig, bør desuden overvåges løbende.

  Liam Aylward (UEN). - (EN) Mener Rådet, at der nu er tale om et tilstrækkeligt samarbejde mellem EU's medlemsstater i kampen mod international terrorisme? Mener De, at Europol og EU's antiterrorkontor modtager tilstrækkelig finansiering?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Vi kan naturligvis altid forbedre vores indsats i kampen mod terror. Der er naturligvis indført en række foranstaltninger, navnlig i de senere år, men der er helt klart altid mulighed for forbedringer.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru rådsformand! De fleste af os ankommer hertil ad luftvejen. Jeg kan ikke huske bare et tilfælde i de senere år, hvor flyene ikke har været forsinket en halv eller en hel time. Normalt angives årsagen til at være sikkerhedsproblemer. Kunne grunden være - og måske er dette den virkelige grund - at arbejdet er dårligt tilrettelagt og dårligt udført?

Vil vi fortsat kunne kontrollere, hvorvidt sikkerhedskravene virkelig anvendes efter vedtagelsen af dette dokument?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Sammen med beslutningstagningen er det naturligvis meget vigtigt, at vi overvåger gennemførelsen og ligeledes løbende overvåger ændringer i det operationelle miljø. Det er naturligvis også vigtigt, at vi kan indføre identiske regler for de forskellige lufthavne og forskellige medlemsstater. En god forudsigelighed vil naturligvis helt klart give os mulighed for i den praktiske hverdag på forhånd at fortælle, hvor længe f.eks. sikkerhedskontrollen vil tage og dermed reducere de gener, som passagererne udsættes for. Jeg mener ikke desto mindre, at vi, der rejser meget regelmæssigt, også må vænne os til, at det er blevet en større udfordring af flyve end tidligere.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Fru formand for Rådet! Som ordfører for kompetenceudvidelse til Det Europæiske Agentur for Luftfartssikkerhed vil jeg gerne informere Dem om, at vi i Transport- og Turismeudvalget med hensyn til dette emne også drøftede, om det ikke ville være hensigtsmæssigt at lægge sikkerhedsopgaver hos EASA på længere sigt. Jeg synes, at det kunne være interessant at høre rådsformandsskabets holdning hertil.

Mit andet spørgsmål lyder som følger: Et punkt, som personligt falder mig for brystet, er, at også privatiseringen af sikkerhedskontrollerne i lufthavnene har medført, at disse i nogle tilfælde ikke er i stand til at håndtere ekstreme situationer med den samme effektivitet som f.eks. politiet. Ville det ikke være hensigtsmæssigt at ophæve denne privatisering og lade staten varetage sikkerhedskontrollerne igen?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Det er naturligvis godt, at Rådet f.eks. kigger på og diskuterer, hvordan arbejdet i Det Europæiske Agentur for Luftfartsikkerhed kan gøres mere effektivt, men beføjelser og kompetencer kan naturligvis kun overføres i den udstrækning, at medlemsstaterne giver udtryk for, at de er villige til at støtte dette. Jeg har meget svært ved at tro, at hastigheden i en sikkerhedskontrol bestemmes af, hvorvidt der er tale om en privat aktør eller en statslig institution. Spørgsmålet drejer sig i højere grad om at målrette ressourcerne, og hvor mange ressourcer der generelt er til rådighed. Det er klart, at lufthavnene, navnlig i travle perioder, vil have problemer med at håndtere det store antal passagerer.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Seán Ó Neachtain (H-0789/06)

Om: Det irske sprogs status

Det irske sprog bliver officielt arbejdssprog i EU-institutionerne pr. 1. januar 2007.

Kan Det Europæiske Råd give en sammenfattende redegørelse for, hvilke forberedelser der er blevet foretaget for at sikre, at EU-institutionerne har de nødvendige ordninger parat, således at det irske sprog i praksis bliver et officielt arbejdssprog i Den Europæiske Union pr. 1. januar 2007?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Efter anmodning fra den irske regering ændrede Rådet sprogordningen i juni 2005 og tilføjede irsk til listen over officielle sprog og arbejdssprog for Den Europæiske Unions institutioner. Rådet besluttede, at institutionerne ikke skulle udarbejde alle forslag til lovgivning på irsk eller offentliggøre dem på dette sprog i Den Europæiske Unions Tidende. Denne beslutning er derfor en afvigelse fra reglerne. Den vil gælde i fem år, og denne periode kan forlænges. Det blev ligeledes besluttet, at undtagelsen ikke skal gælde forordninger, der vedtages i henhold til den fælles beslutningsprocedure.

I henhold til beslutningen om at tilføje irsk til listen med arbejdssprog har Rådet taget alle de nødvendige skridt for at sikre, at beslutningerne gennemføres korrekt pr. 1. januar 2007, når forordningen træder i kraft.

  Seán Ó Neachtain (UEN). - (EN) Jeg takker rådsformanden for hendes svar. Kan jeg gå ud fra, at det irske sprog ud over den nævnte undtagelse vil blive behandlet på lige fod med alle de øvrige sprog i Parlamentet?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Som jeg sagde, er irsk blevet tilføjet listen over Den Europæiske Unions officielle sprog og arbejdssprog i medfør af den undtagelsesbestemmelse, jeg netop har omtalt. Parlamentet vil også have ret til selv at beslutte, hvordan dette skal gennemføres i praksis. Da jeg nævnte, at Rådet har truffet alle de nødvendige skridt med henblik på at gennemføre beslutningen, henviste jeg til mange former for praktiske spørgsmål, og i mit første svar ønskede jeg ikke at give en detaljeret beskrivelse af alt det, der kommer til at foregå her, men alt, hvad der kræves i beslutningen.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Jeg har et spørgsmål til fru Lehtomäki om fremtiden. Selvom det at have 21 officielle sprog i EU naturligvis afspejler vores elskede nationale forskelligartethed, er det på den anden side blevet dyrt og stadigt mere kompleks.

Hvad tænker Rådet og formandskabslandet om fremtiden? Vil denne cirkel fortsætte med at udvide sig, eller vil visse foranstaltninger tages i brug for at forenkle de sprogligt relaterede procdurer?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Som det ærede medlem siger, er sproglig mangfoldighed af central betydning for europæisk kultur og pluralismen i de europæiske kulturer. Vi må imidlertid erkende, at af praktiske årsager og af hensyn til udgifterne anvender Rådet ved uformelle møder mere begrænsede sprog- og tolkefaciliteter, og undertiden anvendes der kun to og nogle gange fem eller seks sprog. Dette system har rent faktisk fungeret ganske godt i praksis.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af Johan Van Hecke (H-0791/06)

Om: Den øgede pressecensur i Kina

For nylig har de kinesiske myndigheder atter begrænset den udenlandske presses frihed. Pressen skal nu underlægge sig strenge interne regler. Nyheder, der udsendes af udenlandske nyhedsbureauer, bliver først kontrolleret og om nødvendigt censureret (sådan lyder det ordret), under foregivende af at man vil værne om landets stabilitet, enhed og suverænitet. Dette er endnu en af utallige krænkelser af menneskerettighederne. Kommissionen har allerede udtrykt sin bekymring og vil rejse spørgsmålet ved kommende drøftelser.

Vil Rådet følge Kommissionens eksempel, og hvilke foranstaltninger foreslår Rådet mod denne fuldstændig uretmæssige pressecensur?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Rådet er i lighed med det ærede medlem bekymret over den strengere pressecensur i Kina. Ved alle runderne i menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina, der finder sted to gange årligt, har Den Europæiske Union systematisk og regelmæssigt opfordret Kina til at ratificere den internationale pagt om borgerrettigheder og politiske rettigheder, der indeholder regler om ytringsfrihed. Den har også tilskyndet Kina til at ophæve rejserestriktionerne for udenlandske journalister og fremsat andre krav vedrørende interviews af kinesiske borgere. Dette spørgsmål blev taget op ved samtalerne den 19. oktober i Beijing som led i menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina.

  Johan Van Hecke (ALDE). - (NL) Fru formand, fru formand for Rådet! Hvis pressefriheden begrænses i et fattigt afrikansk land, er Rådet hurtigt til at fordømme det i de skarpest mulige vendinger og true med sanktioner. Når det gælder Kina, giver det blot udtryk for bekymring. Det ligner i høj grad dobbeltmoral. Mit spørgsmål lyder konkret: Sætter De på ny krænkelsen af pressefriheden i Kina på dagsordenen på det næste EU/Kina-topmøde? For det andet, hvilke specifikke foranstaltninger træffer De for effektivt at gennemtvinge respekt for pressefriheden og for menneskerettighederne i al almindelighed i Kina?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Udenrigsministrene fra formandslandet og Kina mødtes ved ASEM-topmødet i Helsinki den 10. september. På daværende tidspunkt var pressefriheden i søgelyset, og udenrigsministrene brugte en stor del af deres diskussioner på dette emne. Derfor må vi sige, at Den Europæiske Unions reaktion kom lige så hurtigt som ved samtaler med andre lande og gik i samme retning.

I begyndelsen af september fandt der et topmøde sted mellem Den Europæiske Union og Kina, og på dette møde blev spørgsmålet om menneskerettigheder i almindelighed ligeledes drøftet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af Brian Crowley (H-0793/06)

Om: Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder

Kan Rådet oplyse, hvor langt man er nået med oprettelsen af EU's nye Agentur for Grundlæggende Rettigheder, og kan det specificere, hvilke beføjelser agenturet sandsynligvis vil få?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! På sit møde i juni 2006 glædede Det Europæiske Råd sig over de fremskridt, der er gjort i samtalerne vedrørende Kommissionens forslag fra juli sidste år til en forordning om oprettelse af et europæisk agentur for grundlæggende rettigheder og et forslag til Rådets beslutning om at give det europæiske agentur for grundlæggende rettigheder beføjelser til at gennemføre de aktiviteter, der overdrages til agenturet under tredje søjle i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket vil sige samarbejde om retlige og indre anliggender. Det Europæiske Råd anmodede om, at de nødvendige foranstaltninger gennemføres hurtigst mulig, således at agenturet kan oprettes og påbegynde sine aktiviteter den 1. januar 2007.

I overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner afholdt det finske formandskab en række bilaterale møder i juli, august, september og oktober med henblik på at finde en løsning på det største af de resterende ubesvarede spørgsmål, nemlig udvidelsen af agenturets arbejde til områder under tredje søjle i traktaten om Den Europæiske Union. På et møde i Rådet først i oktober fremlagde formandskabet et sammendrag af de samtaler, man havde ført, og bad om støtte til tanken om at udvide agenturets arbejdsområde til områder, der hører under tredje søjle i traktaten om Den Europæiske Union, men i et mere begrænset format end i Kommissionens oprindelige forslag. De fleste delegationer, der fremlagde deres synspunkter, støttede formandskabets fremgangsmåde, selv om nogle var usikre på, hvorvidt man kunne finde frem til et egentligt retsgrundlag for flytningen. Formandskabet er fortsat i færd med at undersøge mulighederne og vil fremlægge et foreløbigt forslag for delegationerne i nærmeste fremtid.

Hvad angår agenturets kompetence skal agenturet levere rådgivning og ekspertise om grundlæggende rettigheder til Fællesskabets institutioner, organer og agenturer, når disse skal anvende fællesskabslovgivningen, og ad den vej hjælpe dem til at sikre overholdelsen af grundlæggende rettigheder, når de gennemfører foranstaltninger eller fastlægger politikker inden for rammerne af deres kompetencer.

Der hersker generel enighed om, at oprettelsen af et sådant agentur vil skabe merværdi for EU-politikken om menneskerettigheder og gøre den mere sammenhængende. Agenturet bliver også det vigtigste kontaktpunkt i Den Europæiske Union i spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder. Det vil varetage sine opgaver, at supplere Europarådets arbejde og skabe synergi, hvis der træffes beslutning om at oprette det.

  Brian Crowley (UEN). - (EN) De ting, De har taget op, afspejler den bekymring, som mange af os i Parlamentet føler for, at når vi foreslår dette agentur, vil den oprindelige rolle, som vi havde forestillet os, at det skulle spille, blive udvandet, indtil det ender som en tænketank eller et kontaktpunkt, der blot formidler oplysninger fra den ene medlemsstat til den anden, i stedet for at påtage sig en førerrolle som forsvarer for de grundlæggende rettigheder. Måske kunne De fortælle os, hvorvidt dette er en korrekt tolkning af det, De har skitseret vedrørende de bilaterale møder.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Først og fremmes må jeg sige, at hensigten med agenturet er, at det skal fungere som et rådgivende ekspertorgan. Vi mener imidlertid naturligvis også, at det over for vores borgere vil være vanskeligt at begrunde oprettelsen af et agentur for grundlæggende rettigheder, hvis vi nægter det retten til at udøve de nøglekompetencer, der er nødvendige for udførelsen af dets opgaver og gennemførelsen af foranstaltninger under tredje søjle. Derfor fortsætter arbejdet med dette spørgsmål.

  Richard Corbett (PSE). - (EN) For mig at se kludrer medlemsstaterne i det med oprettelsen af et agentur, der ikke får noget ansvar inden for netop det område, hvor EU-foranstaltningerne efter størst sandsynlighed vil skabe problemer på menneskerettighedsområdet.

Jeg har endnu et spørgsmål: Er Rådet ikke enigt i, at vi tilsyneladende opretter flere og flere agenturer, som konfetti, der drysses ud rundt omkring i medlemsstaterne, så alle får et, i stedet for der, hvor der virkelig findes et behov - måske ikke så meget dette her, men mange af de andre, der er blevet oprettet? De har alle en tung, topstyret struktur med en bestyrelse, hvor alle medlemsstater er repræsenteret, og en administration, der nogle gange er mindre end bestyrelsen.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Måske findes der på nogle tidspunkter og i nogle sammenhænge en sådan målsætning. Som det land, der har formandskabet, har vi imidlertid forsøgt at sigte mod en administrativ struktur, der er så let som mulig. Med hensyn til agenturet for grundlæggende rettigheder findes der imidlertid, som jeg sagde indledningsvis, den positive enighed, der er behov for. Derfor skal vi arbejde hårdt for at sikre, at beslutningerne tages, at agenturet kan påbegynde sit arbejde fra 1. januar, og at det har kompetence inden for sine centrale aktivitetsområder.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 9 af Eoin Ryan (H-0795/06)

Om: Forbindelserne mellem EU og Iran

Kan Rådet oplyse, hvad situationen er i forbindelserne mellem EU og Iran, navnlig for så vidt angår fremtiden for atomindustrien i Iran?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Rådet lægger vægt på at gøre mere for at opbygge langsigtede forbindelser med Iran baseret på tillid og samarbejde. Forbedrede relationer vil betyde fremskridt inden for alle de problematiske spørgsmål, bl.a. menneskerettigheder, terrorisme, Irans holdning til fredsprocessen i Mellemøsten og lokale spørgsmål i denne region samt Irans atomprogram.

I spørgsmålet om Irans atomindustri har Rådet mange gange sagt, at det går ind for en diplomatisk løsning, hvor der tages hensyn til den internationale bekymring over Irans atomprogram, men hvor man samtidig bekræfter Irans ret til fredelig udnyttelse af atomkraft i overensstemmelse med ikkespredningstraktaten. I den forbindelse erklærede Rådet den 17. oktober, at det sætter stor pris på den udholdenhed, hvormed den højtstående repræsentant Javier Solana siden juni har tilskyndet Iran til at reagere på kravene fra Det Internationale Atomenergiagenturs bestyrelse og FN's Sikkerhedsråd samt de fortsatte samtaler om langsigtede ordninger.

EU ser med alvor på IAEA's vurdering af, at man ikke har kunnet gøre nogen fremskridt efter næsten fire års tæt overvågning i bestræbelserne på at bekræfte nøjagtigheden og omfanget af Irans erklæringer vedrørende atomprogrammets fredelige karakter.

EU er ligeledes meget bekymret for, at Iran ikke har afsluttet alle aktiviteter vedrørende berigelse og oparbejdning af uran, hvilket IAEA's bestyrelse og FN's Sikkerhedsråd har bedt om. Sikkerhedsrådet erklærede i sin resolution 1696, at det har til hensigt at gennemføre relevante foranstaltninger i henhold til artikel 41, medmindre Iran opfylder dette krav. Rådet har derfor den holdning, at hvis Iran fortsætter sine aktiviteter med berigelse af uran, har Unionen intet andet alternativ end at bakke op om kravet om sanktioner. I denne måned erklærede Rådet, at døren til forhandlingsværelset fortsat står åben for Iran, og landet blev kraftigt opfordret til at benytte den positive fremgangsmåde, som det var blevet foreslået.

EU's højtstående repræsentant fremlagde den 6. juni forslag udarbejdet af seks lande for Iran. Disse vidtgående forslag skal danne grundlag for en langsigtet aftale og vil give Iran alt, hvad landet har behov for til at kunne udvikle sin nuværende civile atomenergisektor, og de tager ligeledes højde for de internationale bekymringer. Hvis landet vælger denne positive tilgang, vil det bane vejen for nye relationer med Iran, som kan blive baseret på gensidig respekt og et udvidet samarbejde om politiske og økonomiske spørgsmål. Rådet håber, at der kan gøres fremskridt ad denne oplyste vej.

  Eoin Ryan (UEN). - (EN) Jeg kan se, at De forsøger at indføre tillidsskabende foranstaltninger mellem Europa og Iran, at forsøge at forbedre forholdet mellem disse to parter og fungere som en ærlig mægler i denne alvorlige situation; men tanken om sanktioner fungerer ikke rigtig. Det virkede ikke i Irak, og det kommer ikke til at virke i Iran. Det er et rigt land med masser af olie, og de vil bare fortsætte. Det vil påvirke dem en smule, men det er ikke noget, der kommer til at påvirke dem særligt meget i det lange løb.

De var selv inde på forskellige ting. Den ene var transporterne af heroin fra Afghanistan gennem Iran, og eftersom der findes omkring 3 millioner heroinafhængige i Iran, og landet har mistet omkring 3.000 soldater ved grænsen i et forsøg på at standse dette ...

(Formanden afbrød taleren)

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Diskussionen om eventuelle sanktioner skyldes naturligvis det forhold, at Den Europæiske Union også tilslutter sig resolution 1696 fra FN's Sikkerhedsråd.

Narkotikasmugling hænger sammen med den generelle situation i Afghanistan, som også kunne være genstand for et særskilt spørgsmål. Unionen er engageret på lang sigt i udviklingen på mange forskellige områder i Afghanistan og ligeledes i de fredsbevarende operationer og krisestyringen i landet, således at fremstillingen af narkotika holdes i skak der.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 10 af Sajjad Karim (H-0799/06)

Om: EU's handelsfremmende foranstaltninger med henblik på at skabe tillid mellem Indien og Pakistan

I min betænkning om EU's økonomiske og handelsmæssige forbindelser med Indien (A6-0256/2006) opfordrede jeg "både Indien og Pakistan til yderligere at reducere de administrative hindringer for at gennemføre tillidsskabende handelsrelaterede foranstaltninger og sikre, at EU om nødvendigt kan tilbyde teknisk bistand i denne henseende". På lignende vis fremhæver Rådets forordning (EØF) nr. 443/92⁽¹⁾ regionalt samarbejde som et "prioriteret område" for bistand og en vigtig del af det økonomiske samarbejde.

Hvilken rolle kan handel efter Rådets mening spille i bestræbelserne på at bringe Indien og Pakistan tættere på en fredelig løsning af Kashmir-konflikten? Blev dette emne drøftet på topmødet mellem EU og Indien i Helsinki for nylig, og hvilke konklusioner blev der draget? Kan Rådet fremhæve nogen programmer eller forslag til programmer, der kan støtte handelsrelaterede tillidsskabende foranstaltninger mellem Indien og Pakistan, med særlig henvisning til Kashmir og genopbygning efter jordskælv, og fremmer tættere økonomisk integration i SAARC generelt?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Rådet er enigt i, at samhandel kan spille en vigtig rolle med hensyn til at bringe Indien og Pakistan tættere på hinanden.

I sine konklusioner fra februar 2004 gentog Rådet, at det støtter bestræbelserne på at fremme det regionale samarbejde inden for rammerne af Den Sydasiatiske Organisation for Regionalt Samarbejde (SAARC) og navnlig aftalen om oprettelse af et frihandelsområde i Sydasien i 2006. EU glæder sig over underskrivelsen for nylig af den sydasiatiske frihandelsaftale (SAFTA), men forstår, at nogle af SAARC's medlemsstater fortsat har uløste bilaterale spørgsmål. En løsning på disse vil give organisationens medlemsstater mulighed for at få fuldt udbytte af de aftaler, som de har underskrevet.

Generelt støtter EU stadig alle bestræbelser på at lette samhandelen i multilaterale sammenhænge, eftersom disse udgør et vigtigt middel til en styrkelse af handels- og investeringsforbindelser mellem forskellige lande.

Beslutningen i SAARC's ministerråd om at tildele EU en observatørrolle er en fremragende mulighed for at udvikle samarbejdet mellem SAARC og EU. Samarbejdet mellem de to blev drøftet på det syvende topmøde mellem EU og Indien i Helsinki den 13. oktober.

EU ønsker at forbedre sin praktiske støtte til SAARC. Kommissionen har allerede udarbejdet et program for økonomisk samarbejde med SAARC. Programmet omfatter støtte til samhandel, standarder og samarbejde mellem nye virksomheder. Målet er at fremme samhandelen med regionen ved at bidrage til gennemførelsen af SAFTA, og det er håbet, at dette vil skabe dynamik til forbedrede politiske forbindelser i regionen. SAARC's sekretariat og EU's medlemsstater har til hensigt at vedtage programmet i nærmeste fremtid.

Unionen tilskynder til en bred dialog mellem Indien og Pakistan og håber, at samhandel og andre forbindelser vil udvikle sig gunstigt, eftersom dette vil fremme stabiliteten i hele regionen. Vi glæder os over, at der på det seneste har været bestræbelser i gang for at styrke tilliden mellem Indien og Pakistan, hvilket har muliggjort en friere kontakt mellem befolkningerne, direkte bus- og togforbindelser samt besøg af parlamentsmedlemmer og sportshold.

Indiens og Pakistans præsidenter mødtes i Havanna i september. Forholdet mellem de to lande blev drøftet på det overordnede plan ved et topmøde den 13. oktober.

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Først og fremmest vil jeg gerne takke rådsformandskabet for det meget detaljerede svar på mit spørgsmål. Jeg vil imidlertid gerne have en ekstra oplysning. Det relaterer til mit oprindelige spørgsmål om, hvorvidt spørgsmålet vedrørende Pakistan/Indien og Kashmir rent faktisk blev drøftet på EU-topmødet med Indien i Helsinki. Jeg spørger, fordi begge disse nationer skal føre detaljerede drøftelser på udenrigsministerniveau den 14. og 15. november. Har Rådet et særligt budskab til dem?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Jeg var faktisk til stede det meste af tiden ved dette topmøde, men jeg kan ikke huske, hvordan Kashmir-spørgsmålet kom frem. Jeg har imidlertid fået bekræftet, at dette spørgsmål blev behandlet som en del af spørgsmålet om regional stabilitet og situationen i regionen.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Fru rådsformand! Jeg har et spørgsmål vedrørende det besøg, som Europa-Parlamentets delegation skal aflægge i Kashmir i næste uge efter invitation fra den indiske regering.

Hvilket bidrag mener De, at de største lande, især USA og Rusland, yder til løsningen af problemet med Kashmir, og hvad kan Den Europæiske Union ellers gøre i denne forbindelse?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Til dette spørgsmål og mange andre, der er blevet stillet i salen i dag, må man sige, at eftersom der er tale om et anliggende mellem to lande, er det vigtigt, at parterne selv aktivt forsøger at nå frem til en løsning. Unionen og de andre store magter kan rent faktisk støtte denne proces. Men eftersom jeg her udelukkende besvarer spørgsmål på Rådets vegne, er det ikke muligt for mig at fremsætte meget markante synspunkter på USA's vegne.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 11 af Jacek Protasiewicz (H-0803/06)

Om: Arbejdslejre og overtrædelse af arbejdstagernes rettigheder

I juli 2006 lukkede det italienske politi i samarbejde med de polske politimyndigheder en række arbejdslejre i Syditalien, hvor polske arbejdere blev holdt af italienske arbejdsgivere under forhold, som ikke var i overensstemmelse med de grundlæggende sundhedsmæssige og hygiejnemæssige normer og ej heller den grundlæggende arbejdsret i Italien. Supplerende undersøgelser har vist, at dette ikke er et isoleret eksempel, og at arbejdstagere i andre regioner i Italien og andre EU-medlemsstater har været udsat for lignende forhold (manglende overholdelse af de arbejdsretlige bestemmelser).

Vil Rådet træffe foranstaltninger for at straffe de ansvarlige for denne overtrædelse af arbejdstagernes rettigheder, og vil det træffe effektive foranstaltninger for at forhindre oprettelse af sådanne arbejdslejre på EU's område i fremtiden?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Det ærede medlem tager et meget vigtigt tema op med sit spørgsmål. Rådet, og siden ændringerne af traktaten Rådet sammen med Europa-Parlamentet, har udarbejdet en omfattende fællesskabslovgivning på området sikkerhed på arbejdspladsen. Medlemsstaterne har ansvaret for at gennemføre denne lovgivning. Rådet glæder sig over, at de retshåndhævende myndigheder i Italien og Polen samarbejder om at få lukket de arbejdslejre, der henvises til, i den omtalte sag. Selv om vi i lighed med det ærede medlem er bekymrede over dette, skal det siges, at ansvaret for at føre tilsyn med gennemførelsen af fællesskabslovgivningen i medlemsstaterne ligger hos Kommissionen, ikke Rådet.

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Jeg har et spørgsmål til formandskabet. Ville det ikke være muligt at aktivere mekanismer, måske gennem EUROJUST, der kan lette oprettelsen af en særlig overvågningsenhed, navnlig i sager, hvor der er mistanke om samarbejde mellem lokale myndigheder og endda lokale politikorps og bagmændene bag kriminelle aktiviteter såsom arbejdslejrene for borgere fra Central- og Østeuropa?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! I den fællesskabslovgivning, der findes for denne sektor, og den sekundære lovgivning, der er blevet føjet til den, kræves der garanti for lige behandling af statsborgere fra andre medlemsstater, hvad angår arbejdsbetingelser. Det er et spørgsmål om at overvåge det, og denne opgave påhviler medlemsstaternes egne myndigheder. I henhold til retsstatsprincippet og princippet om forsvarlig forvaltning må vi fra Unionens side forvente, at disse overvågningsinstanser ligeledes handler i overensstemmelse med bestemmelserne, og insistere på det.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru Lehtomäki! Jeg vil gerne spørge, om sådanne lejre i realiteten udgør en kilde til indskrænkning af den fri bevægelighed for personer. Det var denne situation, de gamle medlemsstater befandt sig i, efter indførelsen af en overgangsperiode for de nye. Når man indfører en sådan overgangsperiode i Rumænien og Bulgarien, tilskynder man da ikke til illegalt arbejde?

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Fru formand! Medlemsstaterne træffer beslutning om, hvorvidt der skal indføres overgangsperioder for nye medlemsstater, hvad angår arbejdskraftens fri bevægelighed. Der var også medlemsstater, der anvendte en overgangsperiode ved de tidligere udvidelsesrunder, men ikke længere gør det ved denne nye runde. Årsagen er en opfattelse af, at det stadig er bedre, at arbejdskraften kan bevæge sig inden for rammerne af fælles europæiske regler, end at indføre undtagelsesordninger. Som jeg sagde i mit svar på et tidligere spørgsmål, er den lige behandling af arbejdskraften særdeles velreguleret, men naturligvis skal vi være mere og mere opmærksomme på gennemførelse og overvågning.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Min kritik er ikke rettet mod Dem, for jeg værdsætter virkelig den måde, som De leder spørgetiden på. Men jeg vil dog gerne endnu en gang minde Dem om i mandags. I mandags fastsatte vi forretningsordenen. I henhold til udkastet fra formandskonferencen var der afsat halvanden time til spørgetiden. Og så reducerede formanden dette til en time. Adskillige kolleger protesterede, og der blev således ikke gennemført nogen afstemning. Jeg gik derfor ud fra, at vi havde halvanden time til rådighed til spørgetiden, som det tilkommer os.

Jeg vil godt spørge, om ikke Rådet kan blive et kvarter eller 20 minutter længere. Eller er der en rådsformandsskabsfagforening, som forbyder, at Rådet besvarer spørgsmål efter kl. 19? Tidligere begyndte spørgetiden med Rådet da også først kl. 21, og det fungerede fortrinligt, hvor Rådet blev til næste dag. Med andre ord anser jeg ikke denne fremgangsmåde for at være i orden.

  Formanden. - (DE) Hr. kollega! Jeg glæder mig over Deres kompliment, men De tager fejl med hensyn til vores mandagsforhandlinger, for der blev ikke forhandlet om forretningsordenen, men om dagsordenen, og der fandt også en afstemning sted om dagsordenen. Dette fremgår af protokollen, som De kan konsultere.

Vi bør alle tage spørgetiden seriøst eller mere seriøst - det er en vigtig ret, som alle parlamentsmedlemmer har - og vi bør således alle i fællesskab bestræbe os på ikke alt for ofte at stille spørgetiden til rådighed for dagsordenen.

Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

(1) EFT L 52 af 27.2.1992, s. 1.

15. Nairobi-konferencen om klimaændringer (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Karl-Heinz Florenz for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed til Kommissionen om Kommissionens strategi vedrørende Nairobi-konferencen om klimaændring (COP 12 og COP/MOP 2) (O-0100/2006 - B6-0440/2006).

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Den tolvte konference i Nairobi mellem de deltagende parter i konferencen i FN's regi om klimaændring er den første konference af denne slags, som finder sted i Afrika syd for Sahara, verdens fattigste område, som EU har særlige politiske relationer til. Det er derfor naturligt, at konferencen fokuserer på ulandenes behov.

EU vil især understrege, at bekæmpelsen af klimaændring kan kædes sammen med en hurtig økonomisk udvikling, og at politikkerne for reduktion af drivhusgasser skal integreres i beslutningsprocedurerne på vigtige områder.

Økonomisk udvikling i de asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande, energiforsyningssikkerhed og bedre luftkvalitet er f.eks. væsentlige - parallelle - fordele ved aktiviteter til håndtering af klimaændringer.

Jeg tror, at en bedre forståelse, på internationalt plan, af de farlige konsekvenser af klimaændringer, samtidig med at der udvises interesse for at imødegå ulandenes behov, vil øge sandsynligheden for, at vi kan opnå enighed for perioden efter 2012.

EU har fire konkrete prioriteringer i Nairobi. For det første indgåelse af en aftale om de institutionelle rammer for tilpasningsfonden. Fonden vil få tilført midler via afgifter på mekanismen for ren udvikling og forventes at kunne udbetale over 350 millioner euro i perioden 2008-2012.

For det andet indgåelse af en aftale om listen over aktiviteter inden for rammerne af det femårige arbejdsprogram om tilpasning. Programmet indeholder en række aktiviteter, der tager sigte på forbedring af vores tilpasningsevne, f.eks. videre forbedring af vores viden om de negative konsekvenser af klimaændring, de socioøkonomiske konsekvenser og de svage punkter i vores økonomier og samfund med hensyn til klimaændringer.

For det tredje større adgang til mekanismen for ren udvikling for de fattige afrikanske lande og andre områder i verden. Vi er nødt til at behandle spørgsmålet om en retfærdig fordeling af projekter inden for mekanismen for ren udvikling, da kun en lille del af alle projekterne er målrettet mod Afrika.

For det fjerde debatten om perioden efter 2012, som skal fortsættes, men ikke afsluttes, i Nairobi. Jeg tror faktisk, vi har lang vej endnu. Der er mange holdninger til, hvad der bør gøres. Ulandene er ikke glade for udsigten til, at de skal intensivere deres bestræbelser på at bekæmpe klimaændringer. Samtidig tøver mange ulande stadig med at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå den reduktion af drivhusgasser, som kræves, for at de kan bidrage til at begrænse den gennemsnitlige opvarmning af kloden med to grader celsius.

I Nairobi vil EU med rette fortsætte med at støtte den holdning, at kampen mod klimaændringer og årtusindets udviklingsmål ikke kun går hånd i hånd, men også er indbyrdes afhængige.

I Nairobi ønsker vi på den ene side at sikre en klar, konkret og afbalanceret tilgang og en stabil fremgang i den midlertidige arbejdsgruppe om artikel 3, stk. 9, om den dialog, der foregår inden for konventionens rammer. På den anden side ønsker vi at opnå enighed om, hvordan Kyoto-protokollen skal revideres på grundlag af artikel 9. Vi er dog også nødt til at se ud over Nairobi, idet Europa er nødt til at intensivere sine bestræbelser og lægge pres på sine samarbejdspartnere i hele verden, så de også fortsætter indsatsen for at reducere drivhusgasserne efter 2012.

Det er meget positivt, at 10 medlemmer af Parlamentet deltager i EF's delegation, og personligt ser jeg frem til et tæt samarbejde med dem - som der også har været de seneste to år. Jeg vil sørge for, at de bliver holdt fuldt orienteret, og straks viderebringe alle tilgængelige oplysninger til dem. Vi vil sammen kommunikere med massemedierne, og jeg håber, at Parlamentets medlemmer under konferencen vil få kontakt til og en dialog med repræsentanter for andre lande. På denne måde vil vi kunne formidle vores ambitioner og fælles visioner om en bæredygtig fremtid for menneskeheden til en global tilhørerskare.

  Avril Doyle, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for hans velvalgte ord her i aften.

Jeg har fornøjelsen af at være et af de 10 medlemmer i Europa-Parlamentets gruppe i EU-delegationen. Vi er alle medlemmer af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, og vi bliver anført af vores kollega, hr. Blokland, som er vores næstformand.

Jeg havde forventet, at min kollega, hr. Florenz, ville have ledet PPE-DE-Gruppen, men jeg kan ikke se ham. En del af hans spørgsmål drejede sig om endnu en gang at gøre opmærksom på, at medlemmerne af Europa-Parlamentets delegation, som er en del af EU-delegationen, vil blive behandlet som andenrangs borgere.

Jeg ved, at kommissæren vil komme med fortællingen om interinstitutionelle aftaler, Rådet, Kommissionen, præcedens og praksis. Helt ærligt, det er vi trætte af at høre på, og vi ønsker ikke at høre det mere. Kommissæren er altid fremragende ved disse lejligheder og er meget gavmild med sin tid, og det samme gælder hans medarbejdere. De giver os fantastiske briefinger efter møderne, uden for døren, men vi kommer aldrig indenfor, ikke engang som observatører ved møder på højt plan. Jeg vil gerne på vegne af mine kolleger i PPE-DE-Gruppen, og alle andre kolleger, regner jeg med, behandles på lige fod med de delegerede fra både Kommissionen og Rådet, som vi være til stede. Hvis Kommissionen kalder det en EU-delegation, bør de tre EU-parter, der er til stede, behandles ligeligt.

Kommissæren fortalte os ved en briefing for nylig, at han ikke forventer bemærkelsesværdige gennembrud. Dette bliver endnu en midlertidig COP, COP 12-MOP 2, om man vil, men det er meget vigtigt, fordi det er det første møde om Afrika syd for Sahara. Kommissæren nævnte behovet for at udvide mekanismerne for bæredygtig udvikling. I øjeblikket bruges der kun 2,5 % på dette område i Afrika, og det sker især i Marokko og Sydafrika, og så intet i resten af Afrika syd for Sahara som sådan. Der skal virkelig gøres en kæmpeindsats. Jeg er meget interesseret i at kigge på oprettelsen af en kulfond for Afrika, som kommissæren har foreslået, og hvor det kan føre hen.

Hvem skal finansiere tilpasningsfonden? Diskussionen drejer sig om, hvorvidt GEF bliver den største finansieringskilde, og hvor det skal ske. I Montreal blev man enige om, at der skulle være to spor i forhandlingerne: et for UNFCC-rammerne og et andet for Kyoto-protokollen. Jeg mener, at dette skaber klarhed om, hvor de forskellige lande står. Sammen kan vi gøre fremskridt, få flere udviklingslande med og overtale flere af vores venner især i USA til at slutte sig til os i den meget vigtige opgave med at reducere CO2-emissionerne.

  Dorette Corbey, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! I nogen tid har Al Gore rejst verden rundt med sit budskab. Klimaet ændrer sig hurtigt, hurtigere end forventet. Iskapper forsvinder, havoverfladen stiger, og der er snart ingen vej tilbage. I en sådan situation forventer man en reaktion fra politikere. Vi skal ikke blot græde i Al Gores arme, men også begynde at søge en løsning. Nairobi giver os mulighed for at gå løs på denne udfordring. Når vi taler om energikrisen og klimaproblemet, må vi ikke blive overvældet af pessimisme, for løsninger er mulige. Hvor kan vi finde disse løsninger?

For det første i tilliden til vores egne foranstaltninger. Jeg vil endnu en gang udtale min støtte til emissionshandelssystemet. Det er langtfra perfekt. Nu henvender jeg mig især til Kommissionen, som bør sikre, at de nationale allokeringsplaner er troværdige, og at overallokering hører fortiden til. På noget længere sigt må vi tænke over en auktion af emissionsrettigheder. Dermed undgår vi pludselige kæmpeoverskud i elektricitetsvirksomhederne og den alt for generøse tildeling af de gratis emissionsrettigheder.

For det andet opfordrer jeg til en omfattende investering i udviklingen af en ny, ren energiforsyning. Foruden de eksisterende initiativer er der mange innovative muligheder. Der er blå energi, der udnytter blandingen af saltvand og ferskvand til at producere energi. Der er "stigemøllerne" med drager i stor højde, som virker som en vindmølle og fremkalder energi. Der er energiproducerende drivhuse og huse, jordvarme og solspejle. Der er rigtig mange muligheder. Vi skal benytte disse muligheder gennem teknologisk innovation. Pengene skal komme fra regeringerne, men på længere sigt også fra auktionen over emissionsrettigheder.

For det tredje skal vi effektivt tage fat på samarbejde med lande som Kina. Hver måned åbnes der et nyt elektricitetsværk i Kina. Kina har brug for ren kulteknologi, og den skal vi levere. Teknologioverførsel kan overtale Kina til at påtage sig forpligtelser efter 2012. Hvis Kina er med, kommer USA's deltagelse også nærmere.

For det fjerde skal vi investere kraftigt i tilpasningsfonde. Europa har det historiske ansvar for klimaændringerne, og det er vores opgave at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig til konsekvenserne heraf. Klimaændringer er ikke altid et populært emne i udviklingslande. En leder i et udviklingsland - hr. formand, jeg havde fået et ekstra minut, for Anne Ferreira har storsindet afstået sin taletid til mig, og jeg har derfor tre minutters taletid - sagde engang til en nederlandsk miljøminister: Først vil vi være lige så rige som I, og derefter bliver vi lige så bekymrede over klimaændringer. Jeg tror, at det kan gøres anderledes, nemlig blive rige uden CO2-udstødning. Europa har pligt til at bidrage til det, og i Nairobi må vi vise, at vi også virkelig mener det.

Hr. kommissær! Jeg ser frem til et fortræffeligt samarbejde under Nairobi-konferencen. Jeg støtter selvfølgelig helhjertet den opfordring, som Avril Doyle har fremsat. Jeg synes, at vi så vidt muligt skal inddrages i alle forhandlinger og så vidt muligt skal have adgang til møderne. Jeg ved, at De vil gøre Deres yderste for det. Jeg gentager, at jeg håber på et godt samarbejde.

  Chris Davies, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for at være kommet for at tale til en pakket sal om det vigtigste spørgsmål, som planeten står over for!

De sagde før, at denne konference for parterne i Nairobi er en slags markerings-møde, at sidebegivenhederne måske er lige så vigtige som hovedbegivenhederne. Men vi har ofte hørt, at for hver måned, der går, bliver problemerne større og vanskeligere at løse. Så måske har vi ikke råd til flere midlertidige begivenheder: Indsatsen må intensiveres, og man er nødt til at få det bedste ud af alle møderne.

Jeg vil gerne tage tre ting op. For det første transportemissioner i Den Europæiske Union. Ifølge de nuværende tal vil fem af de store bilproducenter nå det frivillige aftalemål på 140 g CO2 i 2008, men 75 % er ikke på vej til at opfylde dette mål. Husk på, hvad det betyder. De underskrev en frivillig aftale med Kommissionen, med Den Europæiske Union. I deres egne private bestyrelseslokaler har de kigget på tallene og erkendt, at de kunne få større overskud på SUV'er og firehjulstrækkere, og de har bevidst besluttet, at de ikke vil overholde den forpligtelse. De har revet den i stykker, de har ikke udvist god tro, og nu må Kommissionen virkelig slå hårdt ned.

Vi ved fra de fem, der opfylder målet, at der ikke er noget særligt ved 140 g. Der er brug for skrappe foranstaltninger, og jeg håber, at de kommer i de kommende par måneder.

For det andet nationale tildelingsplaner. Jeg ved, at De sender de nationale tildelingsplaner tilbage til medlemsstaterne og siger, at en 15 % margen mellem tildelingerne og de faktiske CO2-emissioner langt fra er godt nok. Det er en umulig situation. De ved, at dette er det vigtigste instrument. De er nødt til at være barsk og bruge alle de ressourcer, som Kommissionen har til rådighed, til at understrege, at nationalregeringerne skal skride til handling efter alle de fine taler, de holder i Rådet.

Endelig, når vi kigger fremad mod ordningen for emissionshandel efter 2012, hvordan vil De så få det til at fungere for fremover? Frie tildelinger var en god start, men viste sig at fungere ret dårligt i praksis. Auktioner vil stadig give tilfældige gevinster til nogle af de store elproducenter. De mener, at De skal til at kigge på benchmarking, hvilket er meget vanskeligt. Men De er nødt til at fortælle industrien over hele Europa, at vi vil belønne bedste praksis, og at den nu må begynde at investere i at gøre en forskel for vores planet.

  Satu Hassi, for Verts/ALE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Budskabet, som vi modtager fra videnskabelige kredse, bliver stadig mere alvorligt: Jo nyere undersøgelsen er, jo mere alvorligt er videnskabens budskab om de stadig hurtigere klimaforandringer. Vi nærmer os en grænse, efter hvilken større katastrofer er uundgåelige. Det var, hvad den britiske udenrigsminister Margaret Beckett sagde, og hun sagde videre, at vi er på vej mod et klimatisk kaos. Samtidig viser økonomiske analyser, at meget ambitiøse reduktioner af emissionerne er meget fornuftige rent omkostningsmæssigt, og de vil naturligvis være langt billigere end at lade klimaforandringerne løbe løbsk.

Den offentlige bevidsthed om dette er voksende, hvilket f.eks. kom til udtryk i udtalelsen fra Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) om, at Europa skal reducere sine emissioner med 75 % inden midten af århundredet, og vi kan ikke vente på, at andre følger trop.

Selv i USA er den offentlige mening ved at ændre sig. Det fremgår klart af den store succes, som Al Gores film har, lange artikler i store aviser om klimaforandringerne og de mulige løsninger og senest det nyeste nummer af Scientific American om energi uden kul.

I denne situation har vi virkelig brug for lederskab fra EU. Også i USA kigger de, der ønsker en ansvarlig klimabeskyttelse, mod Europa, og på hvad Europa gør for at tilskynde dem. Vi må vise os denne tillid værdig. I forbindelse med internationale samtaler kan vi heller ikke være tilfredse med at vente og spilde tiden. Vi må udarbejde vores egne konstruktive forslag til, hvad verden skal gøre efter 2012.

Også inden for Europa må vi opstille vores egne forpligtelser for reduktion af emissionerne og skride til handling med henblik på at undgå, at verden bliver opvarmet mere end to grader. Vi må også gennemføre vores egne forpligtelser i henhold til Kyoto, og i den henseende er ordningen for handel med emissioner meget vigtig. Jeg opfordrer Kommissionen til at være streng. Det er ikke nok, at der handles med emissioner; emissionshandelen skal også føre til en reduktion i emissionerne, som det beskrives i Kyoto-protokollen.

Erhvervslivet har også brug for europæisk lederskab. For at det kan investere klogt, har det brug for langsigtede mål for reduktionen af emissionerne. Det vil blive meget dyrt at investere forkert. Levetiden for et kraftværk er 40 år. Man bør helt høre op med at bygge kraftværker, der er skadelige for klimaet.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Det er helt klart, at klimaændringer er en realitet. Hvert år stiger gennemsnitstemperaturen, og 2006 er desværre ingen undtagelse. I sidste uge opfordrede premierministrene Jan Peter Balkenende og Tony Blair derfor i et brev rådsformanden til at iværksætte konkrete foranstaltninger. Jeg citerer fra deres brev: "Vi har kun 10-15 år til at tage de skridt, der er nødvendige for at forhindre, at vi passerer det katastrofale punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage". Jeg vil gerne høre, hvilke skridt vi kan forvente meget snart. Tiden er knap.

Jeg vil benytte lejligheden til at takke kommissæren for handlingsplanen for energieffektivitet, som blev offentliggjort i sidste uge. Jeg vil dog bemærke, at den procentsats, vi stræber efter, nemlig 20 %, for det første er for lav og for det andet aldrig bliver opnået, hvis der ikke fastsættes bindende reduktionsmål for medlemsstaterne.

Som Avril Doyle og Dorette Corbey sagde, vil delegationen fra Europa-Parlamentet på klimakonferencen have tilsagn om, at vi nu omsider får adgang til alle møder, som tilrettelægges af EU's delegation. Det ved kommissær Dimas, og vi regner med hans støtte til at opnå dette. Vi er en officiel EU-institution og har derfor lige så meget ret til at overvære møderne som de andre institutioner.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Når vi forbereder den næste konference om klimaforandringer i Nairobi, er der mest af alt brug for ærlighed. Det er korrekt, at vi er stolte af de hidtidige fremskridt, men hvad er resultatet i form af samlede reduktioner af emissionerne? Verden har brug for effektive klimapolitikker, der skaber resultater, og ikke ubegrundet selvtilfredshed. Vi ved alle og er enige om, at vi må gå fra ensidige EU-klimapolitikker til en global front, idet kun en virkeligt global indsats vil føre til reelle reduktioner af emissionerne. Derfor må vi for klimaets skyld og for at vinde slaget være ærlige, når vi analyserer de problemer, der udspringer af Kyoto-protokollen og af EU's ordning for emissionshandel, som forberedelse til Kyoto.

Jeg er bange for, at overskrifterne allerede er skrevet: "Nairobi var en succes, og EU fører an". Men er det den rette vej? Forståeligt nok er det politisk vigtigt for EU at gå i spidsen og foregå med et godt eksempel og at tilskynde andre til at følge efter før eller siden. Men medmindre fronten kan udvides, vil EU's anstrengelser svare til at fjerne et par dråber fra oceanet eller at blive klippet for at tabe sig.

Det, der gør det til en særlig udfordring, er den virkning, som ensidige foranstaltninger har på markederne. På de globale markeder betyder det, at man giver forureneren en konkurrencefordel på bekostning af miljøinvesteringer, og emissionsrettigheder kan ikke indregnes i priserne. Det er fristende at investere den internationale kapital på de globale markeder der, hvor der hverken er emissionsrestriktioner eller miljøstandarder. En flytning af forureningen er ikke nogen reduktion af forureningen.

Interessant nok blev den seneste konference om klimaforandringer i Montreal offentligt beskrevet som en sejr. Men når man kigger på resultaterne, er der imidlertid ikke megen grund til feste. Med hensyn til emissionsreduktioner gjorde man ikke et eneste fremskridt i Montreal. Der er ikke nogen tegn på, at fronten af lande, der reducerer emissionerne, vil blive udvidet. Med Kyoto-protokollen kontrollerer man kun en fjerdedel af emissionerne på verdensplan. Det er ikke nok.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Klimaforandringer er ikke længere gisninger, de er et faktum. Det samme gælder udsigterne til en katastrofe af hidtil uset omfang for de kommende generationer, hvis den nuværende uacceptable situation fortsætter.

Tiden er inde til modige beslutninger, der vi føre til drastiske foranstaltninger, som kan sikre betydningsfulde resultater. EU har tidligere indtaget en førerrolle på dette område, og FN's Nairobi-konference giver os en mulighed og en pligt til at presse på for konkrete og effektive foranstaltninger. Vi kan ikke længere tillade os den luksus at vente på dem, der stadig skal overbevises, eller fortsat tolerere dem, der simpelthen er ligeglade. Efter min mening bør følgende to punkter medtages i vores Nairobi-strategi: For det første skal der opstilles og gennemføres restriktive mål for emissionsreduktioner for de lande, der ikke opfylder dem; for det andet skal det internationale samfund isolere de lande, der ikke har underskrevet de relevante konventioner, og som er uvillige til at samarbejde i den fælles kamp mod klimaforandringer. Her henviser jeg naturligvis især til USA, som alene er ansvarlig for en tredjedel af CO2-emissionerne.

USA's standpunkt demonstreres af den usædvanligt egoistiske og ufatteligt arrogante måde, som udenrigsministeriets talsmand Adam Ereli kommenterede Ruslands ratificering af Kyoto-protokollen i 2004. Han sagde: "Vi mener ikke, at Kyoto-protokollen er noget, der er realistisk for USA, og vi har ikke til hensigt at underskrive eller ratificere den".

Det er på tide, at vi går imod USA og siger ligeud, at hvis landet ikke underskriver og ratificerer Kyoto-protokollen straks, vil det være et virkeligt hårdt slag for vores transatlantiske forbindelser.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed med at få lejlighed til at besvare nogle af de spørgsmål, der er kommet frem under denne forhandling og udtrykke min tak for alle de positive bidrag.

Hvis Nairobi bliver en succes, betyder det, at vi har truffet de rigtige beslutninger og lavet de rigtige aftaler. Kommissionen anerkender behovet for, at Den Europæiske Union fastholder sin førerrolle i ikke kun den internationale, men også den nationale indsats for at bekæmpe klimaforandringer. Jeg er enig i, at det er vigtigt at bistå udviklingslandene med at tilpasse sig til de negative virkninger af klimaforandringerne og hjælpe dem med at indføre bæredygtige teknologier.

For et par dage siden fremlagde Kommissionen forslag om den globale fond for energieffektivitet og vedvarende energi. Den forventede samlede finansiering fra offentlige og kommercielle kilder er på 100 millioner euro. Det nye initiativ har til formål at fremme indførelsen af klimavenlige teknologier især i Afrika. Derudover har vi tilpasningsfonden. Vi håber, at man i Nairobi vil blive enige om at gøre den operationel. Fonden vil blive finansieret med 2 % af indtægterne fra den rene udviklingsmekanisme. Vi forventer, at der bliver omkring 350 millioner euro til rådighed til investeringer i udviklingslandene og i Afrika i perioden 2008 til 2012.

Den Europæiske Union kan kun være en troværdig leder, hvis den opnår betydningsfulde reduktioner i sine egne emissioner og overholder sine internationale forpligtelser under Kyoto-protokollen. Anden omgang af de nationale tildelingsplaner under Den Europæiske Unions emissionshandelsordning bliver en afgørende prøve. Hvis medlemsstaterne udsteder flere tilladelser til det europæiske marked end virksomhedernes sandsynlige samlede emissioner, vil ordningen slå fejl. Hr. Davies sagde, at samlet set foreslås der i de første 17 anmeldte planer en samlet tildeling, der ligger omkring 15 % over, hvad disse medlemsstater udledte i 2005, og det er virkelig meget. Jeg er fast besluttet på, at vi ikke må tillade, at Den Europæiske Unions emissionshandelsordning slår fejl, og at Kommissionen vil vurdere alle de nationale tildelingsplaner på en konsekvent og retfærdig måde. Alle medlemsstaterne vil skulle bidrage til at gøre emissionshandelsordningen til en succes i perioden 2008 til 2012.

Jeg er enig i, at vi bør forsøge at være meget barske i vores pr og med hensyn til mulighederne for at påvirke vores regeringer, men Deres engagement og indsats er samtidig vigtig i denne betydningsfulde fase for emissionshandelsordningen. Jeg vil bede Dem om, at vi i fællesskab kan sikre, at denne diskussion, i alle medlemsstaternes hovedstæder og i Bruxelles, om tildelinger kommer til at dreje sig om, hvor meget mere vi bør reducere i stedet for, hvor meget mere vi kan udlede.

I løbet af de kommende par dage vedtager Kommissionen en meddelelse om emissionshandelsordningen og sætter dermed gang i en revision af denne vigtige ordning. Den vil dreje sig om dækningsområdet, hvordan ordningen gøres enklere og mere forudsigelig, en styrkelse af overholdelsen samt forbindelser til emissionshandelsordninger andre steder.

Med hensyn til håndteringen af transportemissioner, som udgør omkring 22 % af emissionerne i Den Europæiske Union, vil Kommissionen i år fremsætte forslag til lovgivning om ligeledes at inddrage luftfarten i Den Europæiske Unions emissionshandel. Ligeledes i år vil Kommissionen gennemgå mulighederne for yderligere reduktioner af CO2-emissioner fra biler efter 2008-2009 med henblik på at opfylde Fællesskabets mål på 120 g CO2 pr. kilometer i 2012. Det vil naturligvis kræve lovgivning.

Kommissionen undersøger også mulighederne for en juridisk ramme i Den Europæiske Union, som giver mulighed for sikker indfangning og underjordisk oplagring af CO2 fra industrianlæg, under forudsætning af at det anses for hensigtsmæssigt.

Kommissionen har ligeledes til hensigt at fremme tilpasningsforanstaltninger og hjælpe de regionale og nationale beslutningstagere med at håndtere de stadig tydeligere konsekvenser af klimaforandringerne. På grundlag af en grønbog om tilpasning til klimaforandringer, som offentliggøres ved en konference i Bruxelles den 1. december, vil Kommissionen indlede en offentlig debat om behovet for at tilpasse sig uundgåelige klimaforandringer.

Vigtigst af alt må vi oprette en yderligere ramme for den internationale debat efter 2012. Til januar planlægger Kommissionen at offentliggøre sin energipakke. En central del af pakken bliver den strategiske gennemgang af energiområdet i Den Europæiske Union. Her vil vi fremlægge et alternativt energiscenario for Den Europæiske Union, der er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions langsigtede mål vedrørende klimaforandringer.

Kort efter vedtagelsen af energipakken vil Kommissionen også offentliggøre en grønbog om Den Europæiske Unions syn på yderligere foranstaltninger med henblik på at håndtere klimaforandringerne. Grønbogen er reaktionen på Det Europæiske Råds anmodning om, at der udarbejdes en strategi for Den Europæiske Union, der skal begrænse den globale opvarmning til 2 °C sammenlignet med niveauet før industrialiseringen. Heri vil man identificere konkrete forslag, både inden for Den Europæiske Union og internationalt, til opnåelse af dette mål. Et af vores hovedmål bliver at få USA og andre lande i hastig udvikling som Kina og Indien med på en fælles, men differentieret måde, hvilket der gives mulighed for i FN-konventionen om klimaændringer.

Kommissionen vil sikre, at energipakken og grønbogen kommer til at indeholde en sammenhængende, koordineret og bæredygtig klima- og energistrategi for Den Europæiske Union. Jeg mener, at der siden sidste år i Montreal har været en form for ny dynamik i den internationale debat om klimaforandringer. Selv om vi skal holde dampen oppe i den hjemlige indsats, må vi i den internationale proces fortsat være tålmodige og opbygge tillid.

Endelig vil jeg gerne sige, at Al Gore virkelig har bidraget til at øge bevidstheden i Den Europæiske Union, og jeg havde æren af at præsentere ham i et tætpakket teater i Bruxelles for omkring en måned siden.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

(1) Se protokollen.

16. Transport ad indre vandveje (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Corien Wortmann-Kool for Transport- og Turismeudvalget om fremme af transport ad indre vandveje: NAIADES, et integreret EU-handlingsprogram for transport ad indre vandveje (2006/2085(INI)) (A6-0299/2006).

  Corien Wortmann-Kool (PPE-DE), ordfører. - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke næstformanden i Kommissionen mange gange for handlingsprogrammet for transport ad indre vandveje, Naiades. Parlamentet er Deres forbundsfælle, for transport ad indre vandveje skal have en prominent plads på den europæiske dagsorden. Vores betænkning blev enstemmigt støttet af Transport- og Turismeudvalget, og jeg vil gerne takke mine kolleger, skyggeordførerne og personalet mange gange for deres bestræbelser.

Hr. næstformand! Parlamentet støtter de mål, De har foreslået, men vi synes dog, at der er brug for flere ambitioner for at kunne nå disse mål. I betænkningen understreger Parlamentet især betydningen af en pålidelig transport ad indre vandveje. Det er jo nøglen til dens succes og udvidelse. En pålidelig transport ad indre vandveje står og falder med god infrastruktur og omladningsfaciliteter. Det nuværende efterslæb, hvad angår vedligeholdelsen af infrastrukturen for transporten ad indre vandveje i Europa, er et af de mest presserende problemer, som kræver en løsning. I den forbindelse skal der også lægges særlig vægt på de nye medlemsstater med deres specifikke problemer. Det vigtigste ansvar har naturligvis de nationale og regionale myndigheder, som giver dette område for lav prioritet.

Parlamentet opfordrer imidlertid også til et større finansielt albuerum inden for rammerne af de transeuropæiske transportnet, først og fremmest når det gælder de prioriterede projekter. Vi venter stadig på udnævnelsen af en koordinator for de transeuropæiske transportnet. Kan De give tilsagn om, at De snarest stiller et forslag herom? Parlamentet vil også have, at alle vandvejsprojekter af fælles interesse prioriteres højere, og at præferencesatsen for disse projekter øges til 20 %. Dermed kan utallige små infrastrukturprojekter støttes. Indtil nu går pengene faktisk især til jernbaner og veje, og det skal ændres, hvis vi tager Naiades-programmet alvorligt.

Projekterne vedrørende flodinformationstjenester skal også tages i betragtning, når der ydes bidrag fra det flerårige program. Det vil Parlamentet i morgen stemme for. Det finske formandskab har også foreslået dette i Rådet. Hvis De derfor kan støtte dette, løses problemet.

Også på miljøområdet er Parlamentet ambitiøst. Vi håber, at Kommissionen hurtigst muligt fremlægger forskrifter for renere brændstof. I fredags modtog vi supplerende information af Deres tjenestegrene, hvilket vi takker for. Det er tydeligt, at der er forsket meget, bl.a. i tekniske og økonomiske konsekvenser. Resultaterne ser lovende ud, og derfor vil jeg anmode Dem om at stille et solidt forslag ved revideringen af direktivet. Der må skabes udsigt til, at transporten ad indre vandveje bliver lige så ren som vejtransporten. Det er sektoren også selv tilhænger af. Jeg har læst i avisen, at sektoren mener, den kan opnå mere via CCR (Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen), fordi Kommissionen ikke vil handle hurtigt nok. Jeg håber, De kan berolige mig.

Der er talt meget om innovationsfonden, som efter min mening er et glimrende instrument til at udforme dette flotte handlingsprogram konkret. Sektoren har selv gode idéer, og 40 millioner euro er afsat til det i Bruxelles. Parlamentet synes, at også Kommissionen og Rådet skal udvise engagement og rykke ud med samme beløb, således at der stilles 120 millioner euro til rådighed. Rådet er desværre stadig ikke ret konkret på dette punkt, men har De en chance for at overbevise Rådet? Og hvad der er endnu vigtigere, er De rede til at stille disse 40 millioner euro til rådighed i de kommende år? Jeg betragter dette som en prøvesag, der skal vise, om De virkelig ønsker at gennemføre handlingsprogrammet.

Handlingsprogrammet indeholder flere punkter, som vi gerne vil støtte, nemlig en finansieringshåndbog, retningslinjer for statsstøtte og den bebudede screening af eksisterende lovgivning. Det er absolut nødvendigt for at begrænse de administrative byrder. Jeg vil særligt henlede opmærksomheden på problematisk miljølovgivning.

Det er ikke uden grund, at jeg til sidst kommer ind på det institutionelle spørgsmål, som jeg i min betænkning har fastlagt en tydelig kurs for. Vi må lægge vægt på samarbejde, tage hensyn til alle deltagende parters nuværende beføjelser og benytte internationale organisationers ekspertise. Kompetencestrid vil kun virke forsinkende. Vi må snarest begynde med gennemførelsen af handlingsprogrammet.

Endelig skal Kommissionen også udvise et virkeligt engagement, når det gælder handlinger. Ved at handle kan Kommissionen bevise, at transporten ad indre vandveje virkelig ligger den på sinde, og først da er tiden moden til om nødvendigt - og det er jeg endnu ikke overbevist om - at se på de institutionelle forhold.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først takke fru Wortmann-Kool for hendes fremragende betænkning. Beslutningsforslaget viser, at der er bred enighed mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen om fremme af transport ad indre vandveje. Denne form for transport er sikker, forurener kun lidt, er energieffektiv og har stor ekstrakapacitet. Trods de store fordele er transport ad indre vandveje underudnyttet. Den udgør knap 6 % af den samlede landtransport i EU, selv om den modale andel i nogle få medlemsstater kommer op på 40 %.

I dag er der 36.000 km indre vandveje i Europa. Det drejer sig om et egentligt transeuropæisk net. Der er behov for en EU-strategi for at fremme denne transportform. Den kan opnå en langt større modal andel, hvis vores strategi følges op af konkret handling, som De lige nævnte, fru Wortmann-Kool.

Jeg takker Parlamentet for den støtte, den har givet mig via betænkningen af Wortmann-Kool. Jeg vil begrænse mig til et par bemærkninger om hovedpunkterne, og jeg vil begynde med forbedringen af markedsforholdene. Vi skal udvikle nye multimodale, innovative tjenester, således at transport ad indre vandveje kan spille en central rolle blandt de stor havne og byer i indlandet. Mere end 70 % af indlandsskibsfarten består af små virksomheder, ofte mindre færgemandsfirmaer. Det er nødvendigt at skabe betingelser, som kan medvirke til at styrke deres stilling på markedet, f.eks. lettere adgang til finansiering ved at afskaffe lovmæssige og administrative hindringer og ved klart at gøre opmærksom på de tilgængelige former for statsstøtte. Kommissionen vil gå i gang med at arbejde på statsstøtte til denne sektor. Retningslinjerne bliver offentliggjort i 2008-2009. Det er alt, hvad jeg vil sige om markedsforhold.

Hvad angår moderniseringen af flåden, skal den logistiske effektivitet for transport ad indre vandveje og dens ydelse i forhold til miljøet og sikkerhed forbedres. Innovation skal koncentreres om konstruktionen af både, f.eks. motoren og fremdriftssystemet, og om informations- og kommunikationsteknologi til de såkaldte flodinformationstjenester. Der findes allerede en lovramme, men vi skal sikre, at systemet rent faktisk gennemføres. Det gælder også standarderne for brændstof til indlandsskibsfart. Med strengere standarder, som vi skal foreslå inden årets udgang, kan vi yderligere fremme miljøkvaliteten i forbindelse med transport ad indre vandveje.

Jeg vil nu gå videre til fremme af beskæftigelse og faglig kompetence. Transport ad indre vandveje lider under mangel på personale og en stigende mangel på emner, der kan overtage virksomheder. Strategien skal være koncentreret om at forbedre arbejds- og levevilkårene om bord samt om faglig uddannelse. Jeg agter at foreslå en harmonisering af bemandingskravene og skibsførercertifikater i 2008 ved hjælp af den gensidige anerkendelsesprocedure.

Med hensyn til image skal vi rette op på det image, som transport ad indre vandveje har for tiden. Vi skal gøre opmærksom på det egentlige potentiale i transport ad indre vandveje ved at oprette et netværk til fremme af denne transportform, ligesom det findes i en række regioner.

Hvad angår infrastrukturen på de europæiske indre vandveje, er der inden for netværket flaskehalse, som hæmmer denne transportforms konkurrenceevne. Vi skal derfor fjerne de nuværende hindringer. Det er primært medlemsstaternes ansvar, men EU kan hjælpe takket være de transeuropæiske net. I den forbindelse prioriterer Kommissionen udviklingen af de to større indre vandveje, nemlig ruten mellem Rhinen, Meuse og Donau og forbindelsen mellem Seinen og Schelde.

I de nye finansielle overslag, der er forelagt Parlamentet til godkendelse, har vi foreslået en 30 % støttesats for projekter for indre vandveje og optagelsen af disse projekter i det flerårige program. Jeg håber, at Rådet ligesom Parlamentet vil støtte vores forslag. Bidraget fra intelligente transportsystemer er af stor betydning. Vi planlægger at oprette flodinformationstjenester, som i praksis er et system til forvaltning af oplysninger om transport ad indre vandveje, der vil gøre det muligt for færgemænd at planlægge deres rejser bedre, at begrænse den tid, de venter ved sluser, og konstant at overvåge transporter.

Fru Wortmann-Kool! De nævnte udnævnelsen af en TEN-koordinator. Jeg må sige, at vi glædede os over de positive resultater fra de seks koordinatorer, der allerede er blevet udpeget. Hr. Costa har for øvrigt også opfordret til at udpege en koordinator for både transport ad indre vandveje og søtransport. Jeg kan sige, at jeg i de kommende uger agter at udnævne to koordinatorer.

Naiades-programmet indeholder en række meget forskellige aktioner, bl.a. harmonisering af lovgivning, strategisk fremme og koordinationsforanstaltninger. Alle disse aktioner bliver imidlertid kun effektive, hvis den institutionelle ramme er passende. I dag står vi rent faktisk med opsplittede ressourcer og bestræbelser, som er spredt ud over forskellige niveauer. Det er derfor nødvendigt at tilpasse rammen til kravene på et udvidet europæisk marked. Vi er ved at undersøge forskellige muligheder. Resultaterne af denne undersøgelse vil blive drøftet med alle de berørte parter, medlemsstaterne og de internationale flodkommissioner.

Til sidst vil jeg sige, at det er nødvendigt, at Naiades-programmet bliver en succes, og i den forbindelse skal vi kunne regne med støtte fra beslutningstagere på alle niveauer, dvs. nationale og regionale myndigheder, flodkommissioner og virksomheder. Jeg takker Dem Parlamentet og Dem, fru Wortmann-Kool, for med denne betænkning at sende et stærkt signal til fordel for fremme af indlandsskibsfart, som Europa nu har mere brug for end nogensinde før.

  Etelka Barsi-Pataky, for PPE-DE-Gruppen. - (HU) Hr. formand! Kommissionens næstformand hr. Barrot har skitseret et vidtgående program for transport ad indre vandveje, som vi kun kan lykønske ham med. Når vi ser det fra Parlamentets synspunkt, mener vi, at fru Wortmann-Kools betænkning er en værdig erklæring og betænkning om dette vidtgående program. I dette spørgsmål er vores hensigter i perfekt overensstemmelse med Kommissionens.

Blandt de forskellige strategiske følgevirkninger vil jeg gerne fremhæve en enkelt, nemlig infrastrukturen. De seneste oversvømmelser har vist, at med hensyn til infrastruktur og her navnlig i forbindelse med forsøget på at forbedre sejlbarheden må vi gå forsigtigt frem for at sikre sejladsen permanent. Oversvømmelser gør sejlforholdene upålidelige og uforudsigelige; derfor er det vigtigste mål med NAIADES-programmet, at man er meget opmærksom på begrænsningen af oversvømmelser. Jeg vil gerne understrege miljøovervejelserne i programmet - som kræver et særligt fokus - såsom oprettelse og bevarelse af flodsletter. Jeg mener, at vi må handle forsigtigt og i harmoni med de miljømæssige og sejladsmæssige krav.

En kort bemærkning til et andet punkt. Med hensyn til sejlbarheden på Donau er det meget vigtigt, at man kan regne med sejladsforhold af høj kvalitet langs hele flodens længde. Blandt de berørte tredjelande vil jeg gerne fokusere på Serbien. For Serbien er Donaus værdi som vandvej blevet væsentligt forøget, og derfor foreslår jeg et tæt samarbejde om dette spørgsmål med de kommende medlemsstater Rumænien og Bulgarien samt Sortehavsregionen. Alle disse forslag er indeholdt i betænkning, som jeg gerne vil takke min kollega, fru Wortmann-Kool, for.

  Inés Ayala Sender, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Hr. kommissær, for et øjeblik siden kommenterede jeg over for ordføreren, fru Wootmann-Kool, at der her til aften under denne forhandling indtil videre kun har været indlæg fra kvindelige medlemmer. Man skal derfor ikke sige, at det kun er mænd, der interesserer sig for transport. Måske inspirerer Naiades os, og måske burde kommissæren notere sig dette og udpege to kvindelige koordinatorer til Naiades. Nuvel, lad os nu vende os mod de alvorlige spørgsmål og fru Wortmann-Kools betænkning.

Vi giver i princippet vores formelle støtte til det integrerede EU-handlingsprogram for transport ad indre vandveje, kaldet "Naiades", så det får en mere relevant politisk profil. Det er korrekt, og det konstaterer vi, at brugen af indre vandveje varierer meget på kryds og tværs af Europa, fra 0,1 % i lande som Det Forenede Kongerige, Italien, eller endog noget lavere i mit land, op til 40 % i Nederlandene, der har et stort antal vandveje. Beklageligvis har man også i nogle tilfælde opgivet at anvende kanaler og floder.

Men der er prisværdige forsøg på at genoptage brugen heraf. I mit land anvendes kanaler og floder på grund af de naturlige højdeforskelle mere til fremføring af overvandingsvand og drikkevand end til sejlads, men ikke desto mindre kender og støtter vi initiativerne om den sejlbare strækning af Guadalquivir-floden fra Sevilla til havet, der endog forsøger at blive udpeget som transeuropæisk net. På nuværende tidspunkt glæder jeg mig også over den indsats, som min by, Zaragoza, der skal være sæde for Expo 2008, gør, og som inden for denne ramme ønsker - og det er blevet foreslået i forbindelse med målet om at fremme vand og bæredygtig udvikling - at genetablere sejlbarheden på Ebro-floden. Vi glæder os derfor over at kunne tilslutte os dette europæiske projekt.

Vi taler om bæredygtig udvikling, når vi taler om muligheden for, at vandvejene bidrager til en reduktion af indvirkningen af CO2-emissionerne på op til 75 % i forhold til landevejstransport, og for - og det er derfor, at det er så vigtigt - til på europæisk plan at fremme dette net af indre vandveje og støtte nye metoder til at gøre denne sektor mere konkurrencedygtig og effektiv.

Fru Wortmann-Kool har gjort en fremragende indsats som ordfører, og vi afventer utålmodigt de næste forslag fra Kommissionen til forbedring af denne nye sektors økonomiske og konkurrencemæssige indvirkning. Vi støtter især en styrkelse af infrastrukturerne, dvs. at de tusindvis af kilometer indre vandveje og hundredvis af indre havne med sluseinfrastrukturer osv., der allerede er blevet udpeget, ender med at blive et sammenhængende net, der styrker den regionale og territoriale samhørighed. Det er derfor, at nogle af de ændringsforslag, vi allerede stillede i udvalget, og som er blevet indarbejdet, foreslog en større inddragelse af denne sektor i programmerne om det transeuropæiske transportnet. Vi har også foreslået, at der ydes støtte til flodinformationstjenesterne, der efter vores mening i høj grad vil øge sektorens effektivitet og sikkerhed.

Vi synes desuden, at det er en fremragende idé at opnå større økonomisk støtte til de potentialer, der findes inden for containertransportsektoren, selv om der stadig er store mangler. I betænkningen om logistik, som jeg håber at kunne forelægge for Parlamentet, vil jeg naturligvis også medtage de forslag, som fru Wortmann-Kool har stillet om en forbedring af de logistiske aspekter og om innovation og teknologiske fremskridt for at reducere driftsomkostningerne.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Som hr. kommissær understregede endnu en gang - og jeg er ham meget taknemmelig herfor - afvikles 6 % af al transport af varer og personer på vandvejene. Det er altså nødvendigt med et ambitiøst program, hvis den ledige kapacitet skal udnyttes og den eksisterende infrastruktur forbedres.

Den største mangel på dette område - det må man konstatere - er intermodale knudepunkter. Der skal først bygges havne og terminaler, således at der kan opstå transportkæder, som også inkluderer disse transportveje.

På andre teknologiske områder inden for transportsektoren er innovationen langt fremskreden, men netop her halter den bagefter. Der er stadig meget at indhente med hensyn til brændstoffer og materialer, og det skal dette program også åbne mulighed for. Vi skal dog også, som min kollega allerede var inde på - og det lægger jeg særlig vægt på - tage seriøst hensyn til miljøet.

Jeg vil godt bede Dem om at støtte et ændringsforslag, som vi stillede, og som vedrører transporten af farligt godt på vandvejene. Her skal der ligesom f.eks. på vejene eller på skinnerne gælde strenge regler, for en ulykke med farligt godt på en flodvej kan anrette enorme og uoprettelige skader.

Et andet spørgsmål er den truende udflagning - altså registreringen af skibe under bekvemmelighedsflag - som også udgør en trussel mod de sociale standarder. Denne trussel skal vi helt afgjort tage højde for allerede fra begyndelsen.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke ordføreren for hendes fortræffelige betænkning samt skyggeordførerne for det gode samarbejde. Hjertelig tak, og jeg håber, at den også bliver vedtaget i morgen i denne form!

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! I årevis er gamle kanaler forsømt eller lukkede, transport ad indre vandveje syntes at høre fortiden til, og godstransport ad landevej øgedes stærkt. Nu er alle politiske strømninger glade for, at søtransporten atter er på mode. Bag ved denne enighed skjuler sig forskellige opfattelser, som det fremgik i Parlamentet under forhandlingen i februar 2003 om hvidbogen om transport frem til 2010. Efter min gruppes og visse andre gruppers opfattelse er søtransport et alternativ til stadig flere og stadig bredere motorveje. Søtransport skåner landskab og miljø. En anden opfattelse er derimod, at vi skal have mere af det hele, altså også stadig flere motorveje.

Ved at skabe overkapacitet får erhvervsfolk større frihed til inden for denne overkapacitet hver gang på ny at vælge, hvilken transportform på et givet tidspunkt er det mest fordelagtige. Et eksempel på overkapacitet er, at der foruden de udmærket sejlbare floder Waal og Lek ved Rhinens nedre løb er anlagt den dyre Betuwe-linje som et transeuropæisk transportnetprojekt for godstransport med jernbane i Nederlandene. Vigtigere end sådanne sandsynligvis utilstrækkeligt anvendte projekter er udvidelsen af de smalle kanaler, som i Nordfrankrig har tilslutning til Belgien og Nederlandene, og genopretning af transporten ad Donau mellem Ungarn og Sortehavet, som er aftaget stærkt siden bombardementerne i 1999.

Min gruppe er imod overkapacitet, som selv ved vandveje er på bekostning af landskab, natur og miljø. En tilpasning af floder har konsekvenser for overdrevene, biodiversiteten, drikkevandsforsyningen og oversvømmelser af det omkringliggende lavland. Transport ad indre vandveje fjerner heller ikke alle risici ved forurenende og farlige stoffer. Transporten af disse indebærer ikke blot risici for selve floden, men også for de bolig- og naturområder, der ligger langs floden. Der er brug for mere end blot renere motorer og svovlfattigt brændstof. Sammen med Gruppen De Grønne foreslår vi infrastrukturafgifter for at fremme ærlig konkurrence mellem forskellige transportformer, en bedre vurdering af europæiske udviklingsplaners indvirkning på miljøet, skærpelse af lovgivningen for transport af farlige stoffer og forhindring af, at skibe sejler under bekvemmelighedsflag ad de indre vandveje, fordi dette påvirker sociale, sikkerhedsmæssige og miljømæssige normer negativt. Først når vores transport ad indre vandveje opfylder sådanne kvalitetskrav, er dens vækst et fremskridt.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Allerførst vil jeg give ordføreren en kompliment for hendes yderst omfattende betænkning og takke hende for det behagelige samarbejde. Ligesom de øvrige talere vil jeg helhjertet støtte Naiades-programmet. Transporten ad indre vandveje kan, forudsat at den støttes rigtigt af ledsagende politik, yde et betydeligt bidrag til løsningen af transportproblematikken. Jeg er glad for, at også de nationale, regionale og lokale myndigheder gøres opmærksom på dette. Både gamle og nye medlemsstater opfordres til i deres økonomiske politik og fysiske planlægningspolitik at tage hensyn til de muligheder, som de indre vandveje giver for at opfylde virksomheders transportbehov, ikke blot for omfattende, men også for mindre varestrømme.

Desuden støtter jeg helhjertet henstillingen om aktivt at forbedre skibsfartens miljøpræstationer. Ligesom inden for vejtransport medvirker nationale stimuleringsordninger for indførelsen af emissionsbegrænsninger og energibesparelser inden for transport ad indre vandveje til at gøre skibsfarten mere energivenlig.

Endelig håber jeg, at medlemsstaterne bliver lige så positive og engagerede, som parlamentsmedlemmerne i den forløbne periode, når det gælder dette handlingsprogram.

  Stanisław Jałowiecki (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre særligt opmærksom på titlen på fru Wortmann-Kools betænkning. Det er en betænkning om fremme af transport ad indre vandveje. Transporten ad indre vandveje har helt bestemt brug for støtte. Det er måske ikke tilfældet i Nederlandene, hvor betænkningens forfatter stammer fra, men det gælder helt klart for mange andre lande i Den Europæiske Union, herunder mit hjemland Polen. Oder-programmet blev vedtaget for et par år siden i Polen, og det hed oprindelig Oder 2006-programmet, men blev senere forlænget frem til 2015. Men alle disse ordninger er ikke andet end tomme ord, for der sker intet i praksis.

Det positive ved den betænkning, vi diskuterer her, er, at den behandler de indre vandveje i Europa som et selvstændigt område, og her understreger jeg ordet "selvstændigt", hvilket betyder, at de indre vandveje ikke behandles som et supplement til vej- og banetransport, som en ubetydelig tilføjelse til disse transportformer. I stedet betragtes indre vandveje som et uafhængigt, selvstændigt hele. Dette er meget vigtigt, for Bulgariens og Rumæniens snarlige tiltrædelse bliver en enestående mulighed for at skabe et europæisk net af indre vandveje.

Jeg vil gerne fortælle Parlamentet om en af mine drømme. Det er en drøm, som sikkert deles af mange medlemmer af mit udvalg, og den består af en rejse ad de nye og gamle indre vandveje i Europa. Det er måske en gammeldags rejse, men den er meget smuk. For at kunne gøre denne rejse er der imidlertid brug for betydelige supplerende investeringer.

Jeg mener, at det er værd at erindre om et par betydningsfulde idéer, som gennem århundreder har været en del af fremsynede politikeres ønsker. En af disse er en kanal mellem Oder og Donau for at skabe forbindelse mellem disse to vigtige vandveje.

Jeg opfordrer Kommissionen til ikke at afslutte undersøgelserne, men til at fortsætte arbejdet med et europæisk net af indre vandveje. Undersøgelserne på dette område bør fortsættes, og jeg ønsker dette projekt al mulig succes.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Østrig er som bekendt bjergenes land. Men det er også - og i morgen er det Østrigs nationaldag, tillad mig derfor at påpege dette - for i nationalsangen beskrives Østrig som et land på en flod, og denne flod er Donau. Derfor er spørgsmålet om de indre vandveje vigtigt for Østrig som forbindelsen vestpå ad vandvejen og til Rhein-Main-Maas-systemet, men også syd- og østpå.

Vi østrigere ved, hvor vigtigt det er - og det gælder ikke blot for Østrig, men for hele Europa - at vi har et bedre og først og fremmest bedre fungerende system på vandvejene. Man kom her ind på miljøbeskyttelsesaspekter, teknologiaspekter og meget andet. Men vi ved også, at vi især i forbindelse med de nye og fremtidige EU-medlemsstater har brug for et alternativ til vejene, for ellers bliver vi bogstavelig talt ofre for trafikken. Og hvilke bedre alternativer kunne man tænke sig end en fuldt udbygget og tilsvarende effektivt udnyttet infrastruktur i korridor 7 i det transeuropæiske netværk? Det glæder mig, at Kommissionen vil tillægge denne vitale transportform større betydning. Jeg kan kun være enig i størstedelen af det, som hr. Barrot sagde i dag. Vi har dog ikke alene brug for programerklæringer, men også for en gennemførelse heraf, og det så hurtigt som muligt.

Jeg håber, at indlæggene på konferencen om de indre vandveje i Wien, som det østrigske rådsformandsskab gennemførte, generelt vil gavne vores sag, og at de også vil være relevante for fremtidsmulighederne.

Jeg vil især gerne takke ordføreren fru Wortmann-Kool for hendes flotte arbejde med dette dokument og for det gode samarbejde. Hun har ladet sig overbevise om ikke blot at kæmpe for det "gamle Europas" prioriteringer, men også for det "nye Europas" chancer og muligheder. Lad mig gentage det, som jeg sagde tidligere: Nu er det på tide at udnytte disse muligheder!

  Renate Sommer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Skibsfarten på de indre vandveje i EU er blevet forsømt på det groveste i mange år. Det ønsker vi at ændre med NAIADES. Vi ønsker at opnå fremskridt for skibsfarten på de indre vandveje med hensyn til beskæftigelsen, markederne, infrastrukturen og for flåden som helhed.

De indre vandvejes pålidelighed og rådigheden over multifunktionelle flodhavne er de væsentligste forudsætninger herfor, ikke mindst hvad angår multimodale transportkæder. I denne sammenhæng vil jeg i øvrigt gerne - som kommissær Barrot allerede har gjort - fremhæve betydningen af RIS, som kan og vil yde et vigtigt bidrag til anvendelsen af de indre vandveje. Derfor skal dets potentiale også udnyttes fuldt ud, hvilket sker ved at inkorporere dette i TEN-programmet.

Og nu tilbage til NAIADES. I betænkningen herom understreges nødvendigheden af at fastsætte strengere emissionsgrænseværdier i Fællesskabet, hvilket især skal ske ved at fremme anvendelsen af brændstoffer med lavt svovlindhold. Så langt så godt! Men jeg anser det for at være kontraproduktivt, hvis strengere emissionsgrænseværdier tvinger flod- og kanalskibssektoren, som altovervejende består af SMV'er, til at installere dyrt ekstraudstyr, som sektoren ikke har råd til. Derfor skal man arbejde hen imod en løsning, som giver både Kommissionen og navnlig medlemsstaterne incitamenter til en hurtigere indførelse af miljøvenlige skibsmotorer.

Set ud fra mit synspunkt er det vigtigt, at den måde, som den planlagte innovationsfond for europæisk transport ad vandveje bliver etableret på, fastsættes i tæt samarbejde med flod- og kanalskibsfartsorganisationerne. Det bør ligeledes være muligt, at fonden kan støtte finansieringen af kommunikationsbureauer.

Ud over Kommissionens initiativ om at fremlægge informationskilderne i forbindelse med finansieringsspørgsmål, dvs. udarbejde en finansieringshåndbog, er det nødvendigt med en europæisk udviklingsplan, som indeholder en aktuel situationsrapport og mere detaljerede oplysninger om de europæiske indre vandveje. Her skal man trække på allerede eksisterende økonomiske undersøgelser og ekspertrapporter samt de erfaringer, som koordinatorerne har gjort sig. Det ville være forkert at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Det er dog ikke ønskeligt med mere bureaukrati i forbindelse med gennemførelsen af handlingsplanen, og det vi være særligt opmærksomme på.

Her til allersidst vil jeg gerne takke vores ordfører, fru Wortmann-Kool. Jeg takker Dem for Deres engagement og for det virkeligt gode og konstruktive samarbejde.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil begynde med at tilslutte mig det, der er blevet sagt under denne fremragende forhandling og med at takke alle talerne. Indlandsskibsfart er ikke, som De sagde, et supplement. Det er en reel valgmulighed, og vi har brug for andre transportformer end veje i Europa af i dag. Jeg er derfor meget beslutsom, lige så beslutsom som ordføreren og Dem selv. De har ikke desto mindre ret i, at vi ikke kan nøjes med at fremsætte erklæringer, vi er nødt til at handle. Jeg vil derfor give Dem nogle få svar.

Jeg vil først omtale innovationsfonden. Kommissionens tjenestegrene undersøger for tiden sammen med repræsentanter for branchen og medlemsstaterne muligheden for at oprette en innovationsfond for transport ad indre vandveje. Denne fond kan blive et vigtigt instrument til gennemførelse af Naiades-programmet. Vi er ved at undersøge forskellige muligheder, såsom hvordan denne fond kan finansieres af indlandsskibsfartsektoren, EU og medlemsstaterne. Kommissionen vil udarbejde en rapport med status over situationen og resultaterne af evalueringerne i 2007. De lagde faktisk stor vægt på denne innovationsfond, fru Wortmann-Kool.

Vedrørende forurening fra skibe, er det rigtigt, fru Wortmann-Kool, at vi skal overveje at reducere svovlindholdet i det brændstof, der anvendes til transport ad indre vandveje, men vi må ikke gå for vidt. Tanken er at bringe svovlindholdet ned til niveauet for det dieselbrændstof, der anvendes til vejtransport. Begrænsningen af svovlindholdet er af afgørende betydning for at mindske luftforureningen. Vi er ved at foretage en gennemgang af direktiverne om luftforurening med henblik på en betydelig nedsættelse af svovlindholdet. Jeg har imidlertid taget det, De sagde om de nødvendige investeringer til dette formål, til efterretning.

Fru Lichtenberger! De spurgte mig om overvågningen af farlige transporter. Jeg vil præcisere, at et forslag for øjeblikket er genstand for en høring tjenestegrenene imellem, og at det er planen at vedtage det før årets udgang. Generelt vil forbedringen af infrastrukturen, hr. Meijer, blive fulgt op af konsekvensanalyser med henblik på så vidt muligt at reducere skadelige virkninger af infrastrukturarbejder.

Generelt vil jeg sige til alle talerne, at infrastruktur selvfølgelig kræver investering. Denne investering er medlemsstaternes ansvar. Det er ikke desto mindre rigtigt, og jeg taler særlig til Dem, fru Ayala, at vi i de finansielle overslag har foreslået at prioritere transport ad indre vandveje ved at fastsætte en maksimumssats på 30 %. Jeg tillader mig at anmode om Parlamentets hjælp til vedtagelse af de finansielle overslag. Jeg er godt klar over, at medlemsstaterne er noget tøvende, men jeg er sikker på, at Parlamentet vil prioritere de indre vandveje.

Man kunne utvivlsomt foreslå andre løsninger, men formålet med disse korte svar var at sige til Dem, at jeg selvfølgelig har til hensigt at handle. Som De har gjort opmærksom på, har vi i Europa en række glimrende vandveje, f.eks. Donau, og jeg har noteret mig Deres bemærkninger om behovet for at inddrage alle de, der bor langs Donau. Jeg må sige, hr. Rack, at vi er opmærksom på disse vandvejes betydning og den store rolle, de kan spille i fremtiden.

Dette er, hvad jeg ville sige til Dem i håbet om, at vi kan udføre dette vigtige arbejde sammen og give de europæiske vandveje den fulde betydning, de fortjener.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

17. Offentlig-private partnerskaber og fællesskabslovgivningen om offentlige kontrakter og koncesssioner (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Barbara Weiler for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om offentlig-private partnerskaber og fællesskabslovgivningen om offentlige kontrakter og koncessioner (2006/2043(INI)) (A6-0363/2006).

  Barbara Weiler (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at takke repræsentanterne fra de andre grupper, fru Cederschiöld, hr. Lambsdorff og fru Rühle, som var særligt aktive i arbejdet med denne betænkning, men også repræsentanterne fra Økonomi- og Valutaudvalget. Det var en konstruktiv og fair meningsudveksling. Vi er immervæk nået til enighed om 140 ændringsforslag i udvalget, således at der kun er 23 ændringsforslag tilbage, som vi skal tage stilling til i dag eller i morgen. Det skal dog siges, at det også var nødvendigt at indgå kompromiser i den anledning.

Vi forsøgte at finde en balance mellem to magtfulde modparter - og hermed mener jeg arbejdsgiversammenslutninger og kommunalforeninger - som fremførte deres sikkert legitime interesser på en yderst virkningsfuld måde.

Her indledningsvis vil jeg godt sige noget til dem. Til trods for, hvad vi har hørt her, vil jeg præcisere over for erhvervslivet, at vi parlamentsmedlemmer anser det for at være en selvfølge, at kommunerne engagerer sig i den økonomiske aktivitet, ja sågar, at en rekommunalisering er formålstjenlig og legitim. Og til kommunerne vil jeg godt sige, at indkaldelse af bud, uanset om det sker på nationalt eller europæisk plan, ikke nødvendigvis behøver at være vilkårlig, men at dette giver den nødvendige gennemsigtighed til glæde for borgerne og forhindrer korruption. Det er mit indtryk af forhandlingerne, at de respektive parter ikke altid har set tingene i det lys.

Jeg forsøgte at finde en balancegang med min betænkning for at sikre den private sektor større garanteret konkurrence og give det offentlige og kommunerne et større garanteret spillerum for interkommunalt samarbejde.

I morgen vil vi afgøre, hvilken holdning Parlamentet har til fremtidige handlingsmandater til Kommissionen, som efter min gruppes opfattelse så vidt muligt skal fastsættes i lovgivningen. Det handler om de retlige og politiske aspekter af den måde, hvorpå vores kommuner organiserer forsyningspligtydelser. Det gør de naturligvis i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, som vi også tager meget alvorligt her i Parlamentet. Når alt kommer til alt, er der mange medlemmer af Parlamentet, som har stærke bånd til kommunerne i kraft af deres tidligere kommunalpolitiske arbejde.

Som overbeviste europæere vil vi dog også spørge os selv om, hvordan vi skal forme det indre marked. Desuden er der en lang række domme fra EF-Domstolen og fra de nationale domstole. Der er klager og kommissionsprocedurer, som gør kommuner og investorer nervøse med hensyn til at foretage indenlandske investeringer og igangsætte projekter. Derfor er der behov for handling fra EU's side.

Hvad indeholder den europæiske licitationslovgivning f.eks.? Hvilke præciseringer og hvilke tilføjelser er nødvendige for de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber og in-house-transaktioner? Det er en meget vigtig opgave for os at overveje, hvordan vi skal fortsætte. Efter min gruppes opfattelse er det nødvendigt med lovgivning her, og det er uacceptabelt, når Kommissionen forsøger at omgå Parlamentet med fortolkende meddelelser eller lignende instrumenter.

Derfor appellerer jeg i dag endnu en gang til alle medlemmer af Parlamentet om at stemme for Parlamentets selvbestemmelsesret under morgendagens afstemning ved navneopråb. Vi ønsker ikke nogen stort anlagt og tidrøvende proces og heller ikke nogen åbning af det nye udbudsdirektiv, som endnu ikke er blevet gennemført i alle medlemsstater, f.eks. er dette tilfældet i Tyskland. Vi har imidlertid brug for præciseringer og evt. tilføjelser hertil, og dette må ikke ske uden om Parlamentet.

I forbindelse med det interkommunale samarbejde - det siger jeg åbent og ærligt - har vi ikke nogen patentløsning. Det var - og det vil De også kunne se af ændringsforslagene - det mest kontroversielle område. Vi mener, at det interkommunale samarbejde ikke generelt kan undtages fra licitationslovgivningen, men at det ikke skal i generelt udbud. Dvs., at vi har brug for en intelligent løsning i dette spændingsfelt. Det interkommunale samarbejde er hensigtsmæssigt for vores kommuner, og det vil afgjort være til gavn for dem i fremtiden.

At Europa-Parlamentet støtter dette instrument, synliggøres ikke mindst ved, at vi anvender finansieringsmidler fra strukturfondene hertil. Det er sikkert ikke alle, som er klar over, hvor meget vi engagerer os.

Med denne sympati for de europæiske kommuner og med den ekspertise, som mine kolleger i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelsene og Økonomi- og Valutaudvalget lægger for dagen, er jeg overbevist om, at vi ender op med en lov, der er bæredygtig og acceptabel for alle, og som også kan stå sin prøve i forhold til EF-Domstolens afgørelser.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, fru Weiler, mine damer og herrer! Som bekendt er der oprettet offentlig-private partnerskaber på flere områder af den offentlige sektor, og sådanne partnerskaber udvikler sig gradvis inden for EU. På et tidspunkt, hvor de offentlige budgetter er begrænsede, kan der ikke være tvivl om deres betydning for den europæiske økonomi. Dette gælder særlig på infrastrukturområdet, og særlig for transportinfrastruktur, som jeg har et godt kendskab til.

For at sikre, at disse partnerskaber bliver fuldt ud effektive, og at offentlige penge udnyttes bedre, er det vigtigt at vælge private partnere på grundlag af fair konkurrence. Således skal valget af privat partner være resultatet af en konkurrencedygtig ikkediskriminerende procedure, og den skal gøre det muligt for partnerne at få den fulde merværdi ud af et sådant partnerskab på lang sigt. Mange berørte parter mener imidlertid, at den lovramme, der er bestemmende for, hvilke private partnere der udvælges til at oprette disse partnerskaber på fællesskabsniveau, er ufuldstændig eller uklar.

Fru Weilers betænkning er en afvejet vurdering af de primære udfordringer, vi skal tage op. De har foreslået nogle gode løsninger på de pågældende problemer, fru Weiler, og jeg takker Dem for Deres arbejde som ordfører.

Jeg vil nævne to aspekter, som efter vores mening er vigtige, og som jeg gerne vil behandle inden afstemningen i morgen. Jeg vil først tale om koncessioner og derefter blandede offentlig-private virksomheder, de såkaldte institutionelle OPP'er.

Først vil jeg omtale koncessioner. En koncession giver en virksomhed ret til at anvende faciliteter, som er blevet opført, eller tjenesteydelser, som er blevet leveret til gengæld for opførelse af en infrastruktur eller levering af en tjenesteydelse. Bygning og vedligeholdelse af veje og lufthavne og affaldsforvaltning er to eksempler på dette. For et år siden i november 2005 skitserede Kommissionen i sin meddelelse, hvorfor det efter dens mening er hensigtsmæssigt at lovgive om koncessioner, særlig tjenesteydelseskoncessioner. Formålet med dette initiativ er at sikre ligebehandling og retssikkerhed i forbindelse med bevilling af tjenesteydelseskoncessioner, ligesom det er tilfældet med offentlige kontrakter, samtidig med at der skelnes klart mellem offentlige kontrakter og koncessioner. I den forbindelse er jeg sikker på, at Parlamentet bekræfter udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Det står imidlertid klart, at valget af den lovgivningsmæssige vej ikke bør berøve de offentlige myndigheder det spillerum, de har brug for til at vælge den bedste private partner, og evt. med tiden tilpasse koncessionen i overensstemmelse med de mål, der er fastsat på længere sigt for det offentlig-private partnerskab.

Når dette er sagt, er der behov for en trinvis strategi. Til at begynde med vil Kommissionen se nærmere på rentabiliteten ved et bindende initiativ for bevilling af koncessioner og undersøge andre foranstaltninger, som vil gøre det muligt at tage fat på de pågældende problemer.

På grundlag af resultaterne af denne konsekvensanalyse vil Kommissionen derefter, sandsynligvis næste år, beslutte, om cost-benefit-forholdet berettiger et sådant lovgivningsinitiativ. Hvis det gør, vil vi udarbejde et lovforslag. Det er, hvad jeg ville sige om koncessioner.

Vi kommer nu til blandede offentlig-private virksomheder, nemlig institutionelle OPP'er. Offentlige organer vælger i stigende grad private partnere til offentlige tjenesteydelsesvirksomheder, der oprettes i forbindelse med den offentlige sektor. Det er det, der kaldes institutionelle offentlig-private partnerskaber. Denne type partnerskab rejser en række spørgsmål: Skal fællesskabsprincipperne for ikkeforskelsbehandling gælde for valget af privat partner som tjenesteyderens medaktionær, for valget af tjenesteyder eller for begge disse niveauer?

Dette spørgsmål har givet anledning til nogle livlige forhandlinger her i Parlamentet. Det væsentligste spørgsmål er, om vi skal fastsætte et sæt nye regler, eller om vi simpelthen skal gøre den gældende lovgivning mere klar, således at vi kan tage fat på de problemer, der opstår. Kommissionen har givet udtryk for, at den for tiden af to grunde foretrækker ikke at udarbejde ny lovgivning for dette område.

For det første er oprettelsen af offentlig-private virksomheder til levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i de fleste medlemsstater en helt ny og meget nyskabende mulighed. Med ikkebindende præciseringer på dette område kunne vi fastsætte de nødvendige retningslinjer uden at skabe hindringer for innovationen.

For det andet indgik Parlamentet, de daværende 15 medlemsstater og Kommissionen i 2004 efter flere års intens debat et kompromis og vedtog de nuværende direktiver om offentlige indkøb. Mange medlemsstater gennemførte først disse direktiver i år, og nogle medlemsstater er ved at gennemføre dem. For at lovgive om blandede offenlig-private partnerskaber er vi nødt til at gennemgå kompromiset fra 2004, genforhandle en ny tekst med 27 og ikke længere 15 medlemsstater, og i tilfælde af, at der indgås et nyt kompromis, endnu en gang tvinge medlemsstaterne til at ændre deres nationale lovgivning og praksis i forbindelse med offentlige indkøb, selv om de gældende regler endnu ikke er særlig godt indarbejdet. Derfor mener vi, at det på nuværende tidspunkt er bedre at vælge en anden vej end lovgivning, ligesom de fleste berørte parter anmoder om.

Dette er, hvad jeg ønskede at sige på vegne af min kollega, hr. McCreevy, men De har ret, når De mener, at kommissæren for transport også er meget berørt af disse forskrifter. Jeg vil nu lytte opmærksomt til de forskellige indlæg fra parlamentsmedlemmerne.

  Werner Langen (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (DE) Hr. formand! Jeg kunne godt have tænkt mig en fjerdedel af kommissærens taletid med henblik på at forklare Økonomi- og Valutaudvalgets holdning, men det er desværre ikke muligt. Jeg takker hjerteligt for de klare redegørelser, og samtidig vil jeg gerne takke ordføreren, fru Weiler, for hun gjorde noget, som desværre ikke er almindelig i Parlamentet, idet hun accepterede væsentlige punkter i Økonomi- og Valutaudvalgets forslag i forbindelse med den styrkede samarbejdsprocedure.

Vi er alle enige om den linje, der er lagt her, selv om vi f.eks. er uenige om punkt 5, som fru Weiler fik inkorporeret igen med ændringsforslag 20. Hvis der findes en lovgivningsmæssig erklæring, vil vi behandle den i henhold til artikel 251 i den fælles beslutningsprocedure. Dette var en typisk sag i Økonomi- og Valutaudvalget, hvor vi først nåede frem til en præcis formulering, efter at afstemningen havde fundet sted, da vi stilede efter et kompromis under selve afstemningen. Vi bør gøre tingene i modsat rækkefølge her, og så vil der heller ikke længere være nogen uenigheder efter afstemningen.

I overensstemmelse med den linje, som Økonomi- og Valutaudvalget har vedtaget, plæderer jeg for ændringsforslag 21 af fru Weiler. Min personlige holdning er, at vi skal vedtage dette ændringsforslag, som åbner mulighed for inkorporering af disse kriterier i fællesskabslovgivningen. Det er at foretrække frem for ændringsforslag 20.

Jeg mener, at vi gør rigtigt i at holde fast ved vores fælles linje i henhold til hvilken der ikke vil være nogen nye store områder, som er undtaget fra udbudsproceduren, og hvor omvejen via interkommunalt samarbejde af overregional karakter er afskåret, og hvor der ikke må ske nogen udvidelse af in-house-transaktionerne. Vi kunne imidlertid godt tænke os, at Kommissionen præciserede de spørgsmål, som Halle-dommen og andre domme fra EF-Domstolen har kastet op.

Vi ønsker ikke kun et forslag om koncessioner, hr. kommissær, men også en præcisering af de udestående retsspørgsmål i forbindelse med de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber. De gav udtryk for Deres holdning. Det var helt klart og meget prisværdigt, når man betænker, at Kommissionen i de senere år til stadighed har undgået at tage stilling. Vi vil således finde en fælles løsning, som bringer os videre i processen.

Endelig vil jeg gerne takke fru Weiler endnu en gang, for at hun i videst muligt omfang tilstræbte en fælles linje, hvormed vi ikke alene vil kunne stå distancen over for EF-Domstolens afgørelser, men også under de vanskelige forhandlinger med forskellige interesseorganisationer.

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Paolo Costa (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De fleste erfaringer med offentlig-private partnerskaber i Europa vedrører konstruktionen og administrationen af infrastruktur samt transport- og logistiktjenester. Desuden er de offentlig-private partnerskaber måske det eneste instrument, der gør det muligt at skaffe privat finansiering til opførelsen af denne infrastruktur.

Derfor vil jeg blot komme ind på to punkter. Det første punkt er, at vi - sådan som der står i betænkningen - har brug for et lovgivningsinitiativ med hensyn til koncessioner, også når det gælder koncessioner i forbindelse med konstruktion og administration. Vi har så afgjort brug for retssikkerhed og for en fastlæggelse af forholdet mellem den offentlige koncessionsgiver og den private koncessionshaver. På den ene side skal den private koncessionshaver have sikkerhed for, at kontrakterne overholdes i deres gyldighedsperiode, og på den anden side skal den offentlige koncessionsgiver kunne regne med disse kontrakters begrænsede og sikre varighed, så de med tiden kan tilpasses til produktionsbetingelserne og være genstand for konkurrence. Det er de to hovedpunkter, som jeg håber, at det pågældende lovgivningsforslag vil være baseret på.

Det andet punkt vedrører nødvendigheden af at fremme nye former for innovativ finansiel tilrettelæggelse, f.eks. de garantifonde, der allerede er taget højde for i forordningen om finansiering af de transeuropæiske transportnet. På denne måde kan de fungere som løftestang og sørge for, at mange offentlig-private partnerskaber også viser sig at være effektive instrumenter til finansiering af de infrastrukturer, som vi alle har behov for, og som De uden tvivl har et godt kendskab til, hr. kommissær.

  Grażyna Staniszewska (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget. - (PL) Hr. formand! Vi klager altid over, at medlemsstaterne afviser selv den mindste forhøjelse af deres bidrag til Fællesskabets budget, og vi siger altid, at der ikke er penge nok til at udligne de regionale forskelle i udvikling, og at Europa udvikler sig for langsomt. Derfor bør vi støtte anvendelsen af private midler og viden til at fremme udviklingen i stedet for at opstille forhindringer og vanskeligheder. Den Europæiske Union bør give absolut prioritet til en bred formidling af god praksis på området offentlig-private partnerskaber. Det er det absolutte minimum. Unionen bør som minimum investere i et websted på de 20 officielle fællesskabssprog, der er tilgængelig for offentligheden. En sådan side skal indeholde en beskrivelse af OPP-ordningen og dets virkninger. Den skal også indeholde eksempler på OPP-projekter, således at alle kommuner i Europa kan få adgang til beskrivelser af vellykkede erfaringer. Dette ville give kommunerne mulighed for at lære af tidligere erfaringer og anvende denne viden til at planlægge deres egen vej fremad. Jeg opfordrer Kommissionen til at udbede sig sådanne offentligt tilgængelige oplysninger fra Den Europæiske Investeringsbank. EIB er i øjeblikket i færd med at udarbejde et rent internt, mellemstatsligt informationssystem om OPP'er, som ikke bliver tilgængeligt for medlemsstaternes befolkning. Det er uacceptabelt.

  Charlotte Cederschiöld, for PPE-DE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, hr. kommissær! Det her handler om en reaktion på Kommissionens grønbog og om offentlig-private partnerskaber, som har til formål at udrede uklarheder, ikke mindst på det såkaldte inhouse-område. Vi er dog alle enige om ikke at ribbe op i eksisterende lovgivning om offentlige kontrakter, som kommissæren så klogt sagde. Med det offentlig-private samarbejde skal konkurrencen fremmes, og det skal frem for alt bidrage til nytænkning og øget effektivitet inden for den offentlige sektor.

Kommissionen skal nu løse problemet - det er det, som er formålet - uden at lovgive mere end nødvendigt. Vi er dog ikke låste på det punkt, og præcis som hr. Langen sagde, støtter vi således fru Weilers ændringsforslag 21.

Vi kræver lovgivning om koncessioner, og her har Kommissionen reageret positivt og hurtigt. Vi er enige om ikke at bryde tærskelværdierne og om, at normale retsprincipper skal gælde underordnet de værdier, hvor offentlige kontrakter ikke er et krav. Vi vil ikke mindske området for offentlige kontrakter, og vi opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå løsninger på de problemer, som findes i Tyskland, Frankrig og andre steder, hvad angår kommunalt samarbejde, men også til ikke at glemme mindre rige kommuner, som vil samarbejde i tyndtbefolkede områder i medlemsstater som Finland og Sverige.

Hvis Kommissionen ikke fuldfører denne opgave, kan den nok godt regne med et hårdt pres fra Parlamentet. Jeg er overbevist om, at Kommissionen på udmærket vis vil løse denne opgave, og vi vil give den tid til at arbejde med holdningerne til grønbogen og komme med forslag. Alle berørte parter bør involveres i den fortsatte proces. Udvalget kan sikkert hjælpe til med at øge videnniveauet på dette vanskelige område.

Punkt 45-47 borger allerede for bedre retssikkerhed og viser, at de lokale myndigheder kan samarbejde. Fremover ser vi også tydeligere, hvordan dette skal foregå mere detaljeret.

Afslutningsvis vil jeg rette en stor og varm tak til fru Weiler for et fantastisk arbejde og til de utroligt mange, som har været indblandet. Mange tak for det. Vi får et mere konkurrencedygtigt og retssikkert Europa.

  Gilles Savary, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil først takke mine kolleger, og særlig Barbara Weiler og Werner Langen, sammen med hvem vi har udført et fremragende stykke arbejde. Forhåbentlig bliver betænkningen vedtaget i morgen. Det er simpelthen et spørgsmål om at beskytte udøvelsen af subsidiaritet for offentlig-private partnerskaber, som er et instrument, de lokale myndigheder har kendt til i mange år.

Det glæder mig, at Kommissionen agter at lovgive om koncessioner, som alt for længe har været blandet sammen med offentlige indkøb. Jeg vil imidlertid her i Parlamentet sige, at jeg tror, at det også er nødvendigt at lovgive for institutionelle offentlig-private partnerskaber. Det er forkert at sige, at de er nye enheder, da der siden 1955 har eksisteret halvoffentlige selskaber i Frankrig, og da der i Tyskland i lang tid har eksisteret Stadtwerke.

Hvis man imidlertid nu gør dem til genstand for dobbelt udbud, betyder det, at man gør en ende på dem. Hvilken privat partner ville gå ind på at arbejde sammen med en lokal myndighed, som forlanger, at den skal være med i to udbud? Endvidere vil jeg gøre kommissæren opmærksom på den risiko, de mellemkommunale enheder løber, idet de risikerer at blive blandet sammen med private enheder, selv om de er en fuldt ud offentlig måde at organisere sig på for lokale myndigheder, som stræber efter at blive store nok til at kunne opfylde stadig mere krævende forpligtelser og offentlige tjenesteydelsesopgaver.

  Alexander Lambsdorff, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er alle enige om, at indgåelsen af offentlige kontrakter har en central betydning med hensyn til budget- og konkurrencepolitikken.

Offentlige udbud er en passende og fair måde at tilvejebringe offentlige tjenesteydelser på. Derudover bidrager denne pligt til EU-udbud væsentligt til den konkurrencemæssige åbning af det indre marked.

Som ordfører har fru Weiler gjort et flot stykke arbejde ved på forbilledlig og kollegial vis at styre os igennem dette svære sagsområde, som offentlige udbud udgør. Vi kan takke hende for, at vi nåede frem til mange bæredygtige kompromiser. Det er således kun rimeligt, at vi benytter denne lejlighed til at takke hende hjerteligt og give udtryk for vores påskønnelse af hendes arbejde, hvilket jeg hermed gør både på egne vegne og på vegne af de andre involverede kolleger.

Jeg har anbefalet min gruppe at holde fast ved resultaterne af denne afstemning, og jeg agter derfor kun at sige noget om de få omstridte spørgsmål. Lad mig starte med de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber, som fortsat er et relativt nyt fænomen, og hvis udvikling ikke bør begrænses af lovbestemmelser i urimelig grad. Dette ønske blev tydeligt under den offentlige høring.

Jeg anbefaler derfor, at vi lader det være godt nok med en fortolkende meddelelse og retningslinjer, som ikke kun forstås af advokater, men også af de kommunale beslutningstagere. Dette skaber ikke blot større fleksibilitet i lovgivningen, men det giver også lovning om en hurtig afklaring på de retsusikkerheder, som fortsat eksisterer. Kommissionen opfordres følgelig til at handle hurtigst muligt.

Med hensyn til det interkommunale samarbejde, som er det andet stridspunkt. Jeg mener, at det er evident, at kommunerne ikke på nogen måde bør indskrænkes i deres selvforvaltning. Jeg anser det for at være lige så selvfølgeligt, at dette ikke er ensbetydende med en generel undtagelse af offentlig-private partnerskaber fra enhver udbudspligt.

Det offentlige er ikke forpligtet til at overdrage varetagelsen af opgaver, som der er et marked for, til tredjemand. Hvis man imidlertid beslutter sig for at overdrage tilvejebringelsen af en tjenesteydelse til tredjemand, skal den være koblet op på en offentlig udbudsprocedure. Dette fremgår klart af EF-traktatens artikel 295, som kræver neutralitet ved anvendelsen af det indre markeds regler på offentlige og private virksomheder. I overensstemmelse hermed er kommunalt samarbejde i princippet muligt, men inden for de grænser, som er fastlagt i det nuværende punkt 45 i Weiler-betænkningen, hvor formålet med samarbejdet mellem kommunerne er forvaltningstekniske omstruktureringer, eller hvor der foreligger en ægte in-house-kontrol.

Her til slut vil jeg godt tilføje, at erfaringerne med offentlig-private partnerskaber i Europa er meget forskellige. Jeg hilser derfor velkommen, at der er ved at komme gang i udvekslingen inden for rammerne af bedste praksis, som vil føre til yderligere positive eksempler på fungerende offentlig-private partnerskaber.

I øvrigt mener jeg, at vi bør føre disse forhandlinger i Bruxelles og ikke i Strasbourg.

  Heide Rühle, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil også godt takke ordføreren for hendes arbejde, også selv om vores gruppe ikke er tilfreds med det endelige resultat i udvalget. Derfor vil jeg gerne endnu en gang appellere til Dem alle om at overveje Deres holdning, eller i det mindste delelementer heraf!

Det er det interkommunale samarbejde i form af interkommunale foretagender, som vi anser for at være det vigtigste punkt. Jeg vil godt præcisere igen - også som svar på de forrige taleres indlæg - at det overhovedet ikke har noget at gøre med opgaveoverdragelse til tredjemand. Her handler det om kommunernes beslutning om at levere fælles tjenesteydelser. Set i lyset af sparsomme offentlige midler, en aldrende befolkning, faldende befolkningstal - især i landkommunerne - men også i stigende grad kritiske og omkostningsbevidste borgere er denne form for samarbejde den bedste og ofte eneste mulighed for mange europæiske kommuner for at modernisere de tjenesteydelser, som de leverer. Administrative opgaver, vand- og kloakforsyning, børnehaver, skoler og mange kulturelle institutioner drives således i fællesskab, til dels sågar grænseoverskridende, eksempelvis driver franske og tyske kommuner fælles faciliteter på børnehaveklasseområdet. Europa må ikke være en stopklods for denne udvikling, men bør snarere fremme den. Jeg advokerer derfor endnu en gang udtrykkeligt for at støtte ændringsforslag 45, som er et kompromis, der er udarbejdet af parlamentsmedlemmer på tværs af partiskel. Jeg håber, at der kan findes et flertal herfor i morgen.

Mit andet punkt vedrører spørgsmålet om koncessioner. Jeg er formentlig mere skeptisk med hensyn til de offentlig-private partnerskaber end de fleste andre her i salen. Ikke desto mindre mener jeg, at det er forkert på den ene side at udsende signaler om fremme af offentlig-private partnerskaber, hvorefter man på den anden kræver, at koncessionerne kommer i udbud på samme måde som offentlige bygge- og anlægsarbejder, hvilket var den egentlige bevæggrund for etableringen af offentlig-private partnerskaber. I mine øjne er det ingen tilfældighed, at Parlamentet og Rådet specifikt ikke har inkorporeret tjenesteydelseskoncessionerne i direktivet om indgåelse af offentlige kontrakter, og jeg håber, at vi kan blive enige om, at vi ikke ønsker en udbudspligt, som ligner den der gælder for indgåelsen af offentlige kontrakter. Tjenesteydelseskoncessioner er en anden sag og skal følgelig reguleres anderledes.

Med hensyn til in-house-transaktioner burde den europæiske lovgiver virkelig have koncentreret sig om at præcisere forholdene. Jeg anser ikke et tal på 100 % for at være bæredygtigt. Jeg mener, at vi har brug for grænseværdier, og dermed mener jeg høje grænseværdier, som også rent faktisk skal overholdes. Men det bør være lovgiverens opgave at definere grænseværdierne og ikke EF-Domstolens.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Selv om der ikke findes en ensartet definition af offentlig-private partnerskaber (OPP), som er gældende over hele Fællesskabet, har man med held gennemført en lang række projekter inden for gods- og passagertransport pr. bane i Den Europæiske Union og ligeledes inden for folkesundhed og uddannelse.

Disse vellykkede projekter er tilstrækkelig grund til, at Parlamentet også skal tage dette emne op, og jeg glæder mig over Kommissionens meddelelse om OPP'er, der indeholder specifikke forslag, som er udarbejdet efter offentlig høring. Samtidig vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Weiler, med hendes fint afbalancerede betænkning, hvori hun understreget behovet for retssikkerhed på dette område.

Under OPP-ordninger overfører private virksomheder deres viden til den offentlige sektor. I mit ændringsforslag, som er blevet indarbejdet i betænkningen, har jeg derfor understreget behovet for at indføre gennemsigtige mekanismer for private investorer. Investorerne skal have garanti for, at deres juridiske og økonomiske interesser er sikret i kontraktens løbetid, og ligeledes at betingelserne for offentlige udbud forbliver uændrede i hele gyldighedsperioden.

På grund af manglende erfaring er især de nye medlemsstater forsigtige med at bruge OPP'er. Oplysninger indsamlet ved gennemførelsen af vellykkede projekter vil hjælpe dem til at undgå at gentage fejl og procedurer, der i praksis er endt som en fiasko.

Jeg er overbevist om, at OPP-projekter kun vil kunne tiltrække den ønskede kapital, hvis interessenterne i EU's medlemsstater er velinformerede og overholder kvalitetsbestemmelserne og gennemsigtige regler i Fællesskabet. Disse bestemmelser og regler vil hjælpe dem med at opbygge infrastruktur på områder, hvor udviklingen er haltet bagefter på grund af manglende finansiering. Denne samarbejdsform kan også vise sig at kunne bidrage til at afhjælpe regionale forskelle og sikre en bæredygtig udvikling af Europas fattigere regioner.

  Evelyne Gebhardt (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg mener, at de institutionaliserede offentlig-private partnerskaber er et ekstremt vigtigt middel. Den retsusikkerhed, der er opstået i forbindelse med EF-Domstolens dom i sagen mod byen Halle, har vist, hvor nødvendigt det er, at lovgiverne handler. Og så går det ikke an, at Kommissionen i sin alenegang giver en orientering om måden, hvorpå dette problem tackles. Det er snarere en sag for medlovgiveren, Parlamentet, Rådet og Kommissionen, at træffe en beslutning i fællesskab om, hvordan vi skal agere i EU i disse spørgsmål.

Det andet punkt, som jeg kort vil komme ind på, er det grænseoverskridende kommunale samarbejde. Hr. Lambsdorff, her må jeg oppponere mod Dem! Dette har eksisteret i rigtig lang tid og har en lang tradition bag sig, også i Tyskland, og den bør vi bevare. Vi må ikke ødelægge den sarte plante, som det nuværende grænseoverskridende kommunale samarbejde er, ved at fremsætte erklæringer om, at vi skal overlade det til de frie nmarkedskræfter. Så kan vi lige så godt pakke sammen, for så har vi ikke længere brug for kommuner, og det er helt sikkert ikke det Europa, vi ønsker.

  Ieke van den Burg (PSE). - (NL) Hr. formand! Jeg var især involveret i denne betænkning i Økonomiudvalget, hvor hr. Langen var ordfører. Jeg lykønsker de to ordførere med det endelige resultat, selv om vi faktisk stadig har en række ønsker.

Jeg kan se en tydelig parallel med den diskussion, vi havde om tjenesteydelserne af almen økonomisk interesse, som vi traf beslutning om på det sidste plenarmøde. I begge tilfælde drejer det sig om den måde, hvorpå decentrale myndigheder, tjenesteydere og borgere får større retssikkerhed. Det kan af og til skabe konflikt mellem dels det indre markeds regler, dels de almene interesser, som disse myndigheder skal tjene på deres borgeres vegne.

Nu er der ofte brug for Domstolen eller for en fortolkning fra Kommissionens side. Det vigtige budskab i disse to sager var, at vi via den fælles beslutningsprocedure virkelig ønsker at træffe politiske beslutninger, og at det også er vigtigt, at vi anmoder Kommissionen om og virkelig kraftigt opfordrer den til at fremlægge lovgivningsinitiativer, som vi kan træffe beslutninger om via den fælles beslutningsprocedure og sammen med medlemsstaterne og deres parlamenter. Det er det vigtigste budskab, som jeg også i forbindelse med denne betænkning endnu en gang vil give Kommissionen.

  Donata Gottardi (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Spørgsmålet om offentlig-private partnerskaber har i et stykke tid hørt med til de nye grænser for velfærdssystemerne i EU. Dets betydning bør ses i et nyt perspektiv, nemlig gennem forbindelserne med alle de initiativer, som tjenesterne bygger på.

Den fælles målsætning - som også er blevet gentaget flere gange i dag - er at skabe et fuldstændigt og klart retsgrundlag, inden for hvilket de lokale offentlige myndigheder kan træffe deres valg i bevidstheden om muligheder og begrænsninger, principper, der skal overholdes, og mulige områder med frihed og innovation.

Man bemærker, at der i den tekst, som vi stemmer om, er overlapninger med de gældende bestemmelser om kontrakter, koncessioner og blandede selskaber og med Domstolens retspraksis. Merværdien ligger dog i det tværgående fokus på de forskellige måder, hvorpå der indgås alliancer mellem den offentlige og den private sektor på et yderst delikat område, nemlig tjenesteydelser, der involverer borgerrettigheder.

Det er nødvendigt med nogle faste holdepunkter. En nedskæring af udgifterne må ikke gå forud for eller svække kravene om tjenesternes kvalitet og beskyttelse af tjenesteydernes rettigheder. Denne stræben efter effektivitet og innovation skal være knyttet til sikkerheden for tilgængelighed, gennemsigtighed og ikkeforskelsbehandling. Der har været mange initiativer på serviceområdet i år. Jeg håber, at vi ved at arbejde med elementer af forskellige dimensioner vil være i stand til at skabe et sammenhængende billede.

  Bernadette Vergnaud (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Fru Weilers betænkning giver den klarhed og gennemsigtig, der var behov for i forbindelse med offentlig-private partnerskaber. Den gør det således muligt at ændre de europæiske domstoles egensindige veje og at forbedre den retlige præcisering for alle de berørte parter. Koncessioner blandes alt for ofte sammen med offentlige indkøb. Sidstnævnte vedrører indkøb af varer, som lokale myndigheder forbruger, mens koncessioner giver den offentlige myndighed mulighed for at uddelegere færdiggørelsen af en del af dens opgaver til en tredjepart. Derfor bør vi indføre lovgivning om disse koncessioner og ikke blot en fortolkende meddelelse.

Det samme gælder for institutionelle offentlig-private partnerskaber. Oprettelsen af dem trues for tiden af den stramme retspraksis, hvor der er tendens til dobbelt udbud, når der tildeles arbejde, hvilket kan besegle halvoffentlige virksomheders skæbne. Jeg takker derfor ordføreren for at have anmodet om et lovgivningsinitiativ på dette område.

Endelig er den mellemkommunale enhed i dommen Kommissionen versus Spanien blevet en privat partner for EF-Domstolen. En kommune bør derfor oprette mellemkommunale enheder, til hvilke de uddelegerer levering af tjenesteydelser. Fru Weiler genetablerer lovgivningen og tilbyder os det bedste bidrag fra Parlamentet på dette område, og det takker jeg hende for.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil igen takke fru Weiler og ordførerne for udtalelsen fra diverse udvalg, nemlig hr. Langen, hr. Costa og fru Staniszewska.

Jeg vil forsøge at svare på nogle af de stillede spørgsmål uden at sige, at jeg vil besvare dem alle. Jeg vil først svare fru Cederschiöld, hr. Lambsdorff og fru Rühle. Når en lokal myndighed leverer visse tjenesteydelser til et andet offentligt organ mod betaling, er disse i princippet tjenesteydelser, som er omfattet af en offentlig kontrakt. Det offentlige organ, der nyder godt af kontrakten, konkurrerer med private virksomheder og evt. med andre offentlige organer, som tilbyder den samme tjenesteydelse. En generel udelukkelse af alle former for offentligt-offentligt samarbejde fra anvendelsesområdet for fællesskabsreglerne for offentlige indkøb og for koncessioner ville derfor være uacceptabel. EF-Domstolens retspraksis er meget klar i den henseende. Omvendt er ikke alle former for offentligt-offentligt samarbejde omfattet af fællesskabslovgivningen. Kommissionen erkender, at en præcisering er nødvendig for at fastsætte, i hvilket omfang fællesskabslovgivningen gælder for uddelegering af opgaver til offentlige organer, og hvilke former for samarbejde der falder uden for anvendelsesområdet for bestemmelserne om det indre marked. Vi arbejder tæt sammen med alle de berørte parter med henblik på at udarbejde denne præcisering.

Dernæst vil jeg svare fru Rühle og fru Gebhardt vedrørende offentlig-private partnerskaber og in-house-konceptet, som udelukker anvendelse af reglerne for offentlige indkøb, når et offentligt organ bevilger en kontrakt eller en koncession til en tredjepart, det udøver en vis kontrol over. EF-Domstolen har beskrevet de omstændigheder, under hvilke denne undtagelse kan gøres gældende. De forstår sikkert, at Kommissionen ønsker, at denne undtagelse til reglerne om bevilling af kontrakter fortsat skal overvåges. Det virker særlig meget problematisk, at en offentlig kontrakt eller en koncession bliver bevilget på en diskriminerende måde til en virksomhed, som repræsenterer visse private interesser, mens andre berørte private virksomheder skubbes til side. Derfor mener vi, at det er nødvendigt på nuværende tidspunkt at holde fast ved den gældende definition af betingelserne for anvendelse af in-house-konceptet, som gælder, når myndigheder udøver den samme kontrol over tjenesteyderen som over deres egne tjenesteydelser, og når tjenesteyderen udfører hovedparten af sine aktiviteter sammen med den pågældende myndighed. Af disse grunde og også for ikke at skulle starte fra bunden med de nye regler for offentlige indkøb, som knap nok er på gennemførelsesstadiet i medlemsstaterne, mener vi, at det er hensigtsmæssigt at lovgive om blandede offfentlig-private virksomheder og in-house-konceptet. En fortolkende meddelelse er den mest passende måde at forklare, hvordan reglerne om offentlige indkøb gælder for udvælgelse af private partnere til disse partnerskaber.

Som svar til hr. Savary, der rejste spørgsmålet om de to udbud, vil jeg sige, at vi er opmærksomme på problemet, og som De gjorde opmærksom på, nævnte jeg det i min tale. Jeg vil gøre det helt klart. Vi kræver ikke dobbelt udbud, simpelthen fordi vi mener, at det er unødvendigt. Vi forklarede dette i grønbogen fra 2004 om offentlig-private partnerskaber, og vi agter at præcisere vores holdning i de tekster, vi skal fremlægge i 2007.

Hr. formand! Jeg er godt klar over, at jeg ikke har svaret på alle de stillede spørgsmål, men jeg ønsker at afslutte nu.

Hvad angår koncessioner og et muligt lovgivningsinitiativ, er det vigtigt ikke at foregribe tingene. Kommissionen skal først se nærmere på rentabiliteten ved et bindende initiativ for bevilling af koncessioner og på andre foranstaltninger, der er hensigtsmæssige til at løse de pågældende problemer. På grundlag af resultaterne af denne konsekvensanalyse vil Kommissionen derefter - sandsynligvis til næste år - beslutte, om cost-benefit-forholdet berettiger et sådant lovgivningsinitiativ, og den vil evt. udarbejde et lovforslag.

Endvidere er budskabet fra alle dem, der arbejder med oprettelse af offentlig-private partnerskaber, klart. De kræver praktiske retningslinjer for, hvordan de skal anvende reglerne om offentlige indkøb på oprettelse af sådanne partnerskaber. Kommissionen agter at fastlægge disse retningslinjer i en form, som ikke er lovgivning, af de grunde jeg nævnte i indledningen.

Der kan ikke være tvivl om offentlig-private partnerskabers betydning for den europæiske økonomi. Jeg håber, at Parlamentets betænkning bidrager til at præcisere fællesskabsreglerne om offentlige indkøb og koncessioner, således at partnere kan tilbydes gennemsigtige og fair konkurrencebetingelser. Det er blevet klart for os under denne forhandling, at Parlamentet har lagt vægt på retssikkerhed, men De har også forstået Kommissionens ønske om på et område, der er af så stor betydning for investeringer i Europa, at bevare et vist spillerum, således at der på dette område kan investeres flere penge, der hvor det virkelig er nødvendigt, samtidig med at retssikkerheden garanteres. Endvidere understregede flere af Dem med rette, at disse partnerskaber er uundværlige redskaber.

Hr. formand! Disse er de svar, jeg ønskede at give, og jeg takker igen Parlamentet for denne forhandlings høje kvalitet.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.30.

18. Udstationering af arbejdstagere (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Elisabeth Schroedter for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om anvendelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere (2006/2038(INI)) (A6-0308/2006).

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Udstationeringsdirektivet er et af de vigtigste direktiver for den frie udveksling af tjenesteydelser. På den ene side bliver det muligt med fri konkurrence blandt servicevirksomhederne i hele Europa med dette direktiv, på den anden side indeholder det klare regler for beskyttelse af de udstationerede arbejdstagere. Her fastsættes minimumsstandarder, der gælder for alle. Og alligevel skabes der tilstrækkelig fleksibilitet, således at disse standarder kan gennemføres i de forskellige nationale systemer. Det centrale princip i direktivet er samme mindsteløn og samme minimumsbetingelser for samme arbejde samme sted. Der skabes dermed retfærdige konkurrencebetingelser for de lokale virksomheder. Der er imidlertid brug for engagement fra alle sider med henblik på en vellykket gennemførelse for udstationeringsdirektivet, og det gælder fra alle sider og på alle niveauer!

Jeg vil gerne takke de kolleger, som har arbejdet med på denne betænkning, for deres engagement og især for deres uendelige tålmodighed ved forhandlingerne. Jeg vil også gerne takke medarbejderne i udvalgets sekretariat, i Tabling Office, i grupperne og på medlemskontorerne for deres indsats og de ikke optalte ekstra arbejdstimer.

Denne betænkning er en fælles betænkning. Den får støtte på tværs af grupperne, og det er, fordi alle har flyttet sig, og der i sidste blev fundet kompromiser i sagens interesse. I sit engagement for udstationeringsdirektivet tilbageviser Parlamentet Kommissionens forsøg på at begrænse medlemsstaternes kontrolforanstaltninger i retningslinjerne. For medlemsstaterne spiller en særlig rolle. De sikrer ved hjælp af deres kontrolmekanismer, at minimumsarbejdsbetingelserne for de udstationerede arbejdstagere overholdes. Og det skal også være muligt for dem uden begrænsninger i fremtiden.

Kommissionen vil ikke være overrasket over vores kritik af retningslinjerne. For med retningslinjerne forfølger den ikke noget andet mål end at genindføre indholdet i artikel 24 og 25 i det oprindelige forslag fra Kommissionen til udstationeringsdirektivet ad bagvejen. Parlamentet havde imidlertid annulleret begge artikler med stort flertal, og Rådet havde godkendt annulleringen, for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, regeringer og parlamentsmedlemmer ønsker ikke at bytte den frie udveksling af tjenesteydelser ud med arbejdstagernes grundlæggende rettigheder. Tværtimod er der en bred alliance, der er overbevist om, at det kan lykkes EU at kombinere begge dele med hinanden, og at denne kombination udgør præcis det, som vi kalder det sociale Europa.

Vi forventer, at Kommissionen tager både det tydelige votum fra februar og votummet i forbindelse med denne betænkning alvorligt og indretter sit arbejde derefter. Det betyder også, at vi forventer, at Kommissionen i forbindelse med vurderingen af de spørgeskemaer, som den sendte til medlemsstaterne i går, tager afgørende hensyn til Parlamentets holdning, som kommer til udtryk i denne betænkning. Det kan ikke være rigtigt, at Kommissionen sætter spørgsmålstegn ved de krav fra medlemsstaterne, som er indrettet på, at minimumsarbejdsbetingelserne virkelig også bliver overholdt.

Desuden har EF-Domstolen gjort det klart, at krav, som er nødvendige til sikring af minimumsarbejdsbetingelserne, ikke står i vejen for den frie udveksling af tjenesteydelser. Og netop det understreges i denne betænkning. Det har f.eks. vist sig i praksis, at det i modsætning til Kommissionens udlægning foruden arbejdstidsdokumentation kan være nødvendigt med lønningsdokumenter for at sikre arbejdstagernes ret til deres mindsteløn. Dermed vil det også være nødvendigt med en juridisk repræsentant i fremtiden, der står til rådighed som forhandlingspartner i overenskomstforhandlinger i henhold til artikel 3, stk. 8, i udstationeringsdirektivet, eller som skaber mulighed for sådanne forhandlinger som befuldmægtiget for den effektive tilsendelse af officielle dokumenter. Foranstaltninger, som anvendes til forudgående afklaring og til information om overholdelse af minimumsbeskæftigelsesbetingelserne, er et vigtigt instrument til gennemførelse af direktivet.

For så vidt håber jeg, at engagementet fra så manges side i denne betænkning virkelig har kunnet betale sig, og at Kommissionen nu også ubegrænset accepterer, at der kan sikres lige løn for samme arbejde samme sted overalt i EU!

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Mine damer og herrer! Formålet med direktivet om udstationering af arbejdstagere er at kombinere virksomhedernes rettigheder til at levere grænseoverskridende tjenester med rettighederne for arbejdstagere, der er udstationeret midlertidigt. Målet er at sikre, at den grundlæggende fri bevægelighed bevares for både arbejdstagere og tjenester, og at social- og arbejdsmarkedslovgivningen, der sigter mod at beskytte medarbejderne, overholdes.

10 år efter vedtagelsen af dette direktiv er der fortsat problemer med at anvende det. Først og fremmest modtager arbejdstagerne og de ansatte utilstrækkelige informationer om deres rettigheder og forpligtelser. Et andet problem er det manglende administrative samarbejde mellem oprindelseslande og værtslande, hvilket igen kan opfattes som mangel på gensidig tillid. Endelig har de tilsynsforanstaltninger, som nogle medlemsstater har indført, ført til frygt for protektionisme.

Myndighederne i værtslandene har fået tildelt en vis tilsynsret, selv om den også har sine begrænsninger. Disse tilsyn skal udføres korrekt, uden forskelsbehandling, og uden at begrænse friheden til at levere tjenesteydelser inden for rammerne af det indre marked. For at præcisere dette punkt fandt Kommissionen det hensigtsmæssigt at vedtage hovedprincipperne den 4. april.

De nationale instanser skal give udstationerede arbejdstagere og tjenesteudbydere adgang til effektive metoder til at indsamle oplysninger om de gældende arbejdsbetingelser i værtslandet. De skal også samarbejde på en retfærdig måde. I den forbindelse føler Kommissionen, at den bør erindre medlemsstaterne om deres forpligtelser, og opfordrer dem til at indføre mere effektive ressourcer.

Jeg er klar over, at diskussionen i Parlamentet om udstationering af arbejdstagere har været kompliceret, og at en lang række forskellige synspunkter er kommet til udtryk. Dette viser, hvor vanskeligt det er at finde en balance mellem at sørge for beskyttelsen af arbejdstagerne på den ene side og friheden til at levere tjenester på den anden.

Det glæder mig, at jeg i den betænkning, som Parlamentet har stemt om, har fundet mange lighedspunkter med den holdning, som Kommissionen gav udtryk for i sin meddelelse fra den 4. april. Der er imidlertid en række punkter, som jeg gerne vil nævne specifikt, og hvor man bør vedtage en klar holdning.

Jeg kan ikke erklære mig enig i, at Kommissionen vil forsøge at medtage de slettede artikler 24 og 25 fra det oprindelige servicedirektiv ved hjælp af sin meddelelse. Det er ikke tilfældet. I sin meddelelse fortolker Kommissionen gældende lovgivning, men indfører ikke ny lovgivning, for det kan ikke lade sig gøre ved hjælp af meddelelser fra Kommissionen, ikke engang formelt, idet dette hører under lovgivningsprocessen. Denne påstand er ikke i overensstemmelse med virkeligheden bag Kommissionens fortolkning. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at Kommissionen i sin meddelelse ikke indfører en ny lovgivning, som disse artikler skal baseres på, men fortolker gældende lovgivning, der omfatter vigtige afgørelser fra Domstolen i Luxembourg.

De afgørelser fra Domstolen, som der henvises til i Kommissionens meddelelse, forhindrer nationale instanser i at indføre krav om, at tjenesteudbydere, der udstationeres i andre medlemsstater, skal have et kontor eller en repræsentant i deres land. Ifølge retspraksis skal en medlemsstat, der er værtsland for udenlandske tjenesteudbydere, for at overholde solidaritetsprincippet angive, at der skal forefindes dokumentation på arbejdspladsen vedrørende det pågældende arbejde og navnlig arbejdsrapporter eller dokumenter vedrørende sundhed, sikkerhed og beskyttelse af arbejdstagerne på arbejdspladsen.

I sin tolkning begrænser Kommissionen på ingen måde medlemsstaternes muligheder for at udføre et effektivt tilsyn, og ingen af de førnævnte artikler har dette formål. Det er min holdning, at Kommissionen i sin tolkning virkelig har forsøgt at finde frem til og forstå den egentlige substans og ånd i de enkelte domstolsafgørelser. Kommissionen lægger stor vægt på, at direktivet gennemføres korrekt og har udvidet dets dækningsområde ud over denne gennemførelse. Den har allerede påbegyndt arbejdet med en rapport, der skal indeholde en vurdering af situationen et år efter offentliggørelsen af retningslinjerne. Med henblik herpå har Kommissionen udsendt et spørgeskema til de nationale instanser og arbejdsmarkedets parter. Den har også oprettet et websted om de juridiske og praktiske spørgsmål i forbindelse med udstationering af arbejdstagere, og her oprettede den for nylig et forum, hvor alle europæiske borgere kan komme med forslag og bemærkninger.

Under forsæde af Kommissionen har en gruppe nationale eksperter desuden udarbejdet principper for bedste praksis, hvor man indfører en række regler på området administrativt samarbejde samt en enhedsformular, der gør det muligt at forenkle informationsudvekslingen mellem kontaktpunkter. Kommissionen tager naturligvis alle Parlamentets synspunkter til efterretning, og den foreliggende betænkning er et vigtigt dokument for Kommissionen.

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Schroedter for hendes betænkning. Jeg må desværre sige, at Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ikke tog hensyn til det, jeg opfatter som det vigtigste af det, vi vedtog gennem min udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Desuden havde vi i gruppe B ikke mulighed for at udveksle oplysninger om eller drøfte vigtige spørgsmål.

I sin betænkning medtog ordføreren mange bekymrende og ofte modstridende elementer. I dag vil jeg fokusere på de mest betydningsfulde problemer. Der er ikke tale om nye problemer, og de er allerede blevet drøftet indgående under arbejdet med servicedirektivet. Beklageligvis blev det besluttet, at løsningerne på disse problemer ikke skulle medtages i direktivet, kun i Kommissionens vejledning om udstationering af arbejdstagere. Jeg finder disse retningslinjer nyttige, fordi de vedrører de problemer, som tusinder af virksomheder møder dagligt, når de udstationerer deres arbejdstagere.

Et af disse problemer er kravet fra værtslandet om en juridisk repræsentant i stedet for blot at udstationere en arbejdstager, der kan fungere som arbejdsgiverens repræsentant. Dette krav har vidtrækkende konsekvenser, fordi oprettelsen af en juridisk repræsentant hører ind under princippet om fri etableringsret og ikke frihed til levering af tjenester. Det udgør desuden en betydelig økonomisk omkostning for arbejdsgiverne.

Det forhold, at værtslandet kræver, at der fremlægges en række dokumenter i forskellig udstrækning, udgør også et problem. I praksis klager virksomhederne over, at værtslandets myndigheder misbruger dette krav og insisterer på dokumenter, der ikke har relevans for det udførte arbejde.

Kravet vedrørende levering af informationserklæringer om udstationering af arbejdstagere udgør et yderligere problem. Nogle lande insisterer på at modtage disse oplysninger mange måneder inden udstationeringsperiodens start, og det forholder sig ofte sådan, at disse erklæringer behandles som godkendelser. Denne form for praksis er meget besværlig for tjenesteudbyderne.

Det sidste vigtige spørgsmål, jeg gerne vil henlede opmærksomheden på, fremhæves ofte af virksomhederne, og det drejer sig om den meget strenge kontrol af polske virksomheder …

(Formanden afbrød taleren)

  Raymond Langendries, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil først takke fru Schroedter for det omfattende og fremragende arbejde, hun har udført i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning, og særlig for hendes indsats for at sikre den bredest mulige enighed om en tekst, der er vigtig af flere grunde.

Hun har også understreget det nyttige arbejde, som et stort flertal af medlemmerne af Parlamentet har udført under forhandlingen og afstemningen om udkastet til tjenesteydelsesdirektivet. Det var nyttigt, fordi Parlamentet ved at stemme for vigtige ændringsforslag, der sikrer fuld respekt for de beføjelser og områder, som direktivet om udstationering af arbejdstagere omfatter, sikrede den vigtige rolle, dette direktiv skal spille på et tidspunkt, hvor vi i et EU med 25 medlemsstater oplever og kommer til at opleve en stor stigning i levering af tjenesteydelser samt i arbejdstagernes mobilitet. Betænkningen sikrer også - og jeg mener, at et flertal i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender var enige om dette - vores kompetence på områder, som retmæssigt tilhører os.

Et direktiv, som er blevet forstået rigtigt, gennemført rigtigt, og hvis virkninger er blevet rigtigt kontrolleret, bør sikre den rigtige balance mellem fair konkurrence og garanteret respekt for arbejdstageres rettigheder. De grundlæggende regler skal være strenge og retfærdige. De skal også sikre gennemsigtighed og sikkerhed for arbejdstagere, både hvad angår levering af tjenesteydelser og fri bevægelighed.

Hvis et direktiv skal forstås rigtigt, skal der gøres en stor indsats for at forklare og informere og forenkle administrative forhold. Et rigtigt gennemført direktiv skal selvfølgelig sikre, at retten til fri bevægelighed og principperne om ligebehandling opfyldes, og det skal forfølge mål for harmonisering af arbejdsforholdene og sociale systemer. Et direktiv, hvis virkninger er blevet rigtigt kontrolleret, er et godt redskab til bekæmpelse af de antieuropæiske følelser, som kan opstå på grund af tilstedeværelsen i befolkningen af arbejdstagere, der behandles som varer, flyttes rundt efter forgodtbefindende og udnyttes på de mest usle betingelser.

  Anne Van Lancker, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil allerførst takke ordføreren for hendes store indsats og hendes vilje til at lytte. Jeg kan sige Dem, at min gruppe i mellemtiden anser betænkningen for at være afbalanceret. Hr. kommissær! Min gruppe vil med denne betænkning især opmuntre Dem til at træffe foranstaltninger for at få udstationeringsdirektivet overholdt i praksis. Vi beder ikke om en revidering af direktivet, for lovgivningen er faktisk udmærket, men vi ved alle sammen, at arbejdstagere, som midlertidigt arbejder i et andet land, i praksis ofte udnyttes nådesløst, og vi synes, at denne udnyttelse skal ophøre.

Derfor skal der skabes mere samarbejde mellem de forskellige medlemsstaters inspektionstjenester. Vi anmoder følgelig Kommissionen om at gøre noget for at skabe et velfungerende net af inspektionstjenester. Også videreformidlingen af information om rettigheder og pligter til arbejdstagere og virksomheder skal forbedres. Hr. kommissær! Vores gruppe er i mellemtiden meget tilfreds med Deres tilsagn om at udbygge et veldokumenteret websted, udarbejde ensartede formularer og udveksle gode metoder.

Jeg har endnu en bemærkning om de retningslinjer, som Kommissionen har udarbejdet, idet det er lykkedes Parlamentet at forhindre, at tjenestedirektivet udhuler udstationeringsdirektivet. Jeg vil gerne opfordre kommissæren til ikke at skabe forvirring mellem dels forsøg på at forenkle administrationen, hvilket vi helhjertet støtter, dels tvivl om de krav, som er nødvendige for styringen og kontrollen. Derfor fortsætter vi med at forsvare, at medlemsstaterne stadig skal have ret til at kræve, at der udpeges en repræsentant for virksomheden, men også stille krav i forbindelse med dokumenter og registreringssystemer. Vi skal i fællesskab arbejde på, at bureaukratiet og udnyttelsen bringes til ophør.