Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 26. oktober 2006 - Strasbourg

12.3. Usbekistan

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om seks beslutningsforslag om Usbekistan ⁽¹⁾.

  Józef Pinior (PSE), forslagsstiller. - (PL) Hr. formand! Vi har hørt mange udtalelser om situationen i Usbekistan her i Parlamentet. Situationen bliver på ingen måde bedre. Faktisk er vi vidner til stigende undertrykkelse.

I den seneste rapport fra Human Rights Watch, udgivet den 3. oktober 2006, beskrives situationen detaljeret. Endnu er ingen blevet stillet til ansvar for massakren i Andijan, munden lukkes fortsat på kritikere, og religionsfriheden krænkes. Der er stadig intet samarbejde med internationale institutioner hvad angår menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder. To journalister, Djamshid Karimov og Ulugbek Khaidarov, forsvandt i Usbekistan i september. Begge mænd var kendt for deres uafhængighed og for deres kritik af regimet. Til sidst blev hr. Karimov fundet på et psykiatrisk hospital og hr. Khaidarov i et fængsel.

Samtidig skal Parlamentets strategi rettes mod at hjælpe Usbekistan tilbage i den gruppe af demokratiske lande, der bestræber sig på at forbedre sig. Vi må ikke gøre noget, der kan forstyrre denne udvikling.

  Alyn Smith (Verts/ALE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Usædvanligt nok har vi for øjeblikket sanktioner i kraft over for Usbekistan. Sanktioner skal bruges sparsomt og kun som en sidste udvej, men Parlamentet skal ikke være bange for at opfordre til sanktioner og heller ikke for at få dem gennemført, for de er det eneste reelle våben, vi har til at tilskynde til interne forandringer i det land.

Det er vigtigt, at EU taler med én stemme, og det er lige præcis målet med dette beslutningsforslag. Først og fremmest skal vi huske på, hvordan tingene ser ud ude i den virkelige verden. Under punkt C bemærker vi, at "den usbekiske regering ikke har søgt at opfylde de betingelser, som Rådet opstillede ved sanktionernes indførelse." Ethvert skridt i retning af at hæve de gældende sanktioner ville derfor være højst besynderligt og stride mod sund fornuft. Det ville være en besynderlig opmuntring eller belønning for rent faktisk at ignorere os.

Alligevel siger vi under punkt B, at Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13. november forventes at drøfte, om det vil forlænge de sanktioner, der vedtoges sidste år. Vi er klar over, at der er oprigtige udspil under opsejling for at få hævet sanktionerne. Det er min gruppe uenig i, og vi håber, Parlamentet er enigt med os. Vi mener, at sanktionerne skal forlænges og udvides, især set i lyset af at Usbekistan fortsat nægter at tillade en uafhængig undersøgelse af begivenhederne i Andijan.

Vi så gerne en bestemmelse under stk. 2 om, at sanktionerne skal forlænges, med visumforbud målrettet mod specifikke nøglepersoner. Det vil understrege vores voksende frustration over det manglende fremskridt uden at være til ulempe for det usbekiske folk.

Det er vigtigt, at vi fortsætter presset. Det er vores håb, at Parlamentet ikke mister modet. Jeg tvivler ikke på, at kommissæren deler vores bekymringer, jeg håber bare, at hun også deler vores engagement.

  Elisabeth Jeggle (PPE-DE), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Det er vigtigt, at Parlamentet ikke lader krænkelser af menneskerettighederne i hele verden gå upåagtet hen, og at Parlamentet handler på dem, og det gælder også de forfærdelige begivenheder i Andijan i Usbekistan i maj 2005. Som demokratisk institution kan vi ikke tillade, at der trampes på menneskerettighederne nogen steder i verden, og vi kan heller ikke tillade, at diplomatiske forbindelser bliver sat på spil på grund af vores interparlamentariske samarbejde. Når man tager den nuværende situation i Usbekistan i betragtning, skal man også inddrage de begivenheder, der har fundet sted tidligere, og det er disse begivenheder alene, den aktuelle betænkning skal baseres på.

Sidste måned var det planlagt, at delegationen for forholdet til de centralasiatiske lande, som jeg også er medlem af, skulle rejse til Usbekistan, men rejsen blev ikke til noget - ikke fordi myndighederne i Usbekistan var usamarbejdsvillige, men fordi der var for få kolleger her i Parlamentet, som havde interesse i sådan en rejse. Vi har derfor ikke kunnet danne os vores eget billede af den aktuelle situation i Usbekistan, hvad angår menneskerettigheder, demokratisering og opbygning af en uafhængig domsmyndighed, men må forlade os på information fra andre i stedet.

Forstå mig nu ret. Jeg mener også, at menneskerettighederne og demokratiseringsforsøgene i Usbekistan undertrykkes, og at det skal overvejes at lade de hidtidige sanktioner fortsætte, især hvad angår en våbenembargo. Jeg mener dog, at en udvidelse af sanktionerne bl.a. i form af, at Usbekistans præsident, Islam Karimov, skal nægtes EU-visum, ikke på nogen måde er hensigtsmæssig. Det ville betyde en afbrydelse af de diplomatiske relationer, og det kan ikke være det, der er vores mål. Der er ikke nogen begivenhed lige nu, som retfærdiggør en så hård politisk reaktion. Derfor beder jeg Dem indtrængende om at støtte og stemme for mine ændringsforslag. Hvis dette kompromisforsøg ikke lykkes, vil jeg i sidste ende være nødt til at stemme imod betænkningen.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand! I rapporten fra Journalister uden Grænser er Usbekistan anført som nr. 158, og det er endda efter stater som Belarus og Rusland. Situationen vedrørende menneskerettigheder i Usbekistan har været diskuteret flere gange i Parlamentet, især efter hændelsen i Andijan. Det store spørgsmål er nu: Hvad vil Unionens reaktion være?

Vi har sagt, at skal der være sanktioner, så skal disse især dreje sig om overførsel af våben og militær. Det er vigtigt, at den tyske militærbase i Usbekistan, Termes, bliver lukket, for hvis ikke sanktionerne respekteres, må der gøres en væsentlig undtagelse. Derfor ser vi dette som lakmusprøven for vores menneskerettighedspolitik, i hvert fald her i Parlamentet.

Derfor har vi stillet dette ændringsforslag, og i henhold til dette skal den tyske militærbase i Termes lukkes. Denne militærbase anvendes af alle NATO-stater, men også af de NATO-stater, der samtidig er medlem af EU, og derfor skal den lukkes.

  Marios Matsakis (ALDE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Usbekistan er en autoritær republik, tidligere en del af Sovjetunionen, som groft har overtrådt sine borgeres menneskerettigheder, samtidig med at landet kæmper for økonomisk og politisk stabilitet.

Mindet om Andijan-massakren i maj 2005 står lysende klart for os i dag, især eftersom de mange opfordringer fra FN, EU og andre om en uafhængig undersøgelse lader til at være faldet for døve øren. Ydermere, trods den seneste tids forsøg på at forbedre menneskerettighedssituationen i landet er forholdene hvad angår borgerrettigheder stadig dybt anakronistiske. Ifølge troværdige ikkestatslige menneskerettigheds-vagthunde som Amnesty International vedrører de mest foruroligende brud på menneskerettighederne tortur, vilkårlige arrestationer og begrænsninger på religiøs frihed og ytringsfrihed, med medlemmer af religiøse foreninger, journalister, menneskerettighedsaktivister og politiske aktivister, herunder medlemmer af forbudte oppositionspartier, som de væsentligste mål.

Trods de ikraftværende sanktioner foregår de demokratiske reformer i landet overordentligt langsomt og i fortvivlende begrænset omfang. Derfor opfordrer vi i dette beslutningsforslag ikke kun Rådet til at forny de eksisterende sanktioner i yderligere et år, men også til at udvide sanktionerne til at omfatte et EU-visumforbud og indefrysning af de midler, en række topfolk i den usbekiske regering opbevarer i EU. Vi gør dette modstræbende, men vi kan ikke se nogen anden mulighed end at være skrap for at kunne være venlig.

Vi håber og ønsker meget, at den usbekiske regering vil indse vores beslutsomhed hvad angår menneskerettighedsspørgsmål og hurtigt rette op på de store demokratiske underskud, der fortsat eksisterer i landet.

  Adam Jerzy Bielan (UEN), forslagsstiller. - (PL) Hr. formand! Ikke meget har forandret sig i Usbekistan siden Parlamentets sidste beslutning om situationen der og i de centralasiatiske republikker. Regeringen i Usbekistan har stadig ikke indvilget i en uafhængig undersøgelse af de begivenheder, der fandt sted den 13. maj 2005 i Andijan, hvor tropper, der blev udkommanderet af præsident Karimov, knuste en folkelig opstand. Adskillige hundrede mennesker døde i blodbadet, som regeringen kaldte et terroristisk oprør. De fleste uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere intimideres af sikkerhedstjenesten, og nogle er blevet landsforvist.

Djamshid Karimovs og Ulugbek Khaidarovs forsvinden for nylig har skabt stor bekymring om den fremtidige udvikling i Usbekistan. Hr. Karimov og hr. Khaidarov siges at være de sidste tilbageværende journalister i landet, der har turdet skrive kritisk om regeringen og dens leder i de sidste 17 år. Da de to mænd blev fundet nogle dage senere, var den ene blevet idømt fængsel for afpresning, mens den anden var blevet tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital.

Civilsamfundet i Usbekistan kræver et mere åbent samfund, hvor personlige friheder og menneskerettigheder respekteres. Det usbekiske folk så også gerne reelle fremskridt i retning mod demokrati. Krigen mod terror skal kæmpes uden at overtræde internationale konventioner. Den må aldrig blive et påskud for at udrydde den politiske opposition, træde menneskerettighederne under fode eller indskrænke borgerrettighederne.

  Tadeusz Zwiefka, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! 15 år efter at ondskabens imperium faldt - og det er der ingen tvivl om, at Sovjetunionen var - er situationen ganske tydelig. Kun de af de tidligere Sovjetrepublikker, der besluttede at bygge deres fremtid på den demokratiske, vestlige model, kan garantere, at de vil skabe et civilsamfund i deres land og respektere menneskerettighederne.

I modsætning hertil vækker de lande, der søgte ly under Moskvas beskyttende vinger, og hvor regeringer ledet af tidligere kommunistledere har bevaret magten, uro og alvorlig bekymring. Jeg vil imidlertid gerne henlede opmærksomheden på, at vi har en tendens til at diskutere enkeltsager. I dag diskuterer vi specifikt én af de mange tragedier, der har fundet sted i Usbekistan. Det er helt sikkert på tide, på høje tid endda, at gøre opmærksom på, at den eneste grund til, at disse begivenheder finder sted, er, at disse regimer kan regne med Moskvas godkendelse. De bliver beskyttet af den russiske ledelse og er derfor i stand til at handle på denne måde og ikke på nogen anden. Det er virkelig på høje tid, vi siger fra over for alt dette.

  Ana Maria Gomes, for PSE-Gruppen. - (PT) I en region, der plages af autokratiske diktaturer, er det alligevel lykkedes Karimovs Usbekistan at udmærke sig ved massakren i Andijan. Regeringen siger, at der var 169 døde, og oppositionen, at der var 745. Uanset dødstallene var det vigtigt at få udpeget og straffet de ansvarlige, og det fik EU delvist gjort med at års forsinkelse. Det Europæiske Råd vedtog i november en våbenembargo og andre sanktioner. Hvordan har udviklingen i landet så været siden?

Undertrykkelsen er blevet værre, og ngo'ernes og pressens muligheder kraftigt indskrænket. I marts i år blev flygtningehøjkommissæren udvist af landet, og som et uhyrligt eksempel på sjælden kynisme blev mellem november og juli i år mere end 250 personer ved groteske medieprocesser summarisk dømt for at have forårsaget massakren i maj.

Alt dette viser, at sanktionerne ikke blot skal forlænges med endnu 12 måneder, men at vi også bør udvide dem ved at indefryse finanstransaktioner og europæiske visa til de værste torturbødler i Tasjkent og også udstrække disse sanktioner til at omfatte den hovedansvarlige, præsident Karimov selv.

  Daniel Strož, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, fru kommissær! Der er ingen tvivl om, at det er både rigtigt og nødvendigt at overvåge indførelsen af menneskerettighederne, uanset om vi taler om Tibet, Guatemala eller Usbekistan, for de er umistelige rettigheder i globaliseringens æra. Men set i lyset af de diskussioner og initiativer, Parlamentet behandler og støtter, tror jeg, at Parlamentet foretrækker at beskæftige sig med menneskerettighedsovertrædelser og relaterede problemer ethvert andet sted i verden end lige her i EU.

Vi er f.eks. fuldstændig ligeglade med den rystende situation for de såkaldte russiske ikkeborgere i Letland, børnearbejde og børneprostitution i visse medlemsstater, mediernes forfærdelige tilstand og kriminaliseringen og forfølgelsen af venstrefløjen i Tjekkiet og fattigdom og højreekstremisme i Tyskland, der vokser hurtigere end nogensinde før.

Så meget desto større grund er der måske til at beskæftige sig med Usbekistan og Tibet eller måske Belarus og Kina og lignende. Jeg vil driste mig til at sige, at det konservative flertal bevidst og dygtigt forvandler Parlamentet til en form for tam vagthund, der gladelig holder sig på sin egen side af hegnet og gør ad naboerne.

Vi bør altid primært fokusere på de problemer, der berører EU's medlemsstater.

  Michał Tomasz Kamiński, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg er nødt til først at sige, at jeg blev dybt rystet over det indlæg, repræsentanten for den yderste venstrefløj i Parlamentet netop har afsluttet. Situationen i Usbekistan kan ganske enkelt ikke sammenlignes med situationen i noget europæisk land. Der er da ganske rigtigt en del lande, der har problemer, men at sammenligne dem med situationen i Usbekistan, hvor folk dør og forfølges for deres politiske holdninger, er fuldstændigt skandaløst.

Det bedrøver mig at opdage, at når det handler om emner som kampen for menneskerettighederne, er der personer her i Parlamentet, der bryder den brede enighed om at forsvare og fremme fundamentale europæiske værdier som menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed. Enigheden burde række fra venstre til højre side i Parlamentet.

Jeg vil støtte betænkningen, der opfordrer til forlængelse af sanktionerne mod regimet i Usbekistan, eftersom EU er mere end en politisk organisation, der bindes sammen af fælles økonomiske interesser. Jeg tror fuldt og fast på EU som et værdifællesskab, og som sådan skal EU fremstå som et utvetydigt eksempel ved at fordømme ethvert brud på menneskerettighederne, uanset hvor det finder sted.

(Bifald)

  Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand! For præcis et år siden diskuterede vi også situationen i Usbekistan efter den blodige nedkæmpelse af en demonstration mod præsident Karimovs totalitære regime og dets krænkelser af menneskerettighederne.

Usbekistans selvstændighed bringes også i fare konstant ved stormagternes bitre kamp om indflydelse. På trods af sanktionerne og flere beslutninger i Parlamentet bliver menneskerettighedsforkæmpere stadig fængslet og tortureret i Usbekistan. Det samme gælder vidner til sandheden, og som vi alle ved, kan sandheden ikke undertrykkes med beslutninger, love eller fængselsdomme af nogen art.

Regimets hårde hånd mærkes ikke kun af repræsentanter for oppositionen, men af hele nationen, mens den kæmper for uafhængighed og demokratiske forandringer. Især kvinder påvirkes. Selv om de har fået ret til skilsmisse inden for ligestillingens rammer, må de meget ofte klare dagligdagens problemer på egen hånd og forsørge deres børn og familier alene. Vi opfordrer naturligvis til respekt for menneskerettighederne og støtter betænkningen.

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand! Et enkelt minut er simpelthen ikke tid nok til at diskutere menneskerettighedsovertrædelserne i Usbekistan. Vi kan kun henlede opmærksomheden på, at en uafhængig undersøgelse af begivenhederne i Andijan for 18 måneder siden endnu ikke har fundet sted. Disse begivenheder førte til, at myndighederne i Tashkent erklærede krig mod uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere.

Ifølge FN anvendes der stadig tortur i Usbekistan. Det er sandt, at den islamiske ekstremisme vokser i Usbekistan, men det kan ikke bruges som undskyldning for at overtræde menneskerettighederne. Usbekistan spiller en førende rolle i Centralasien, hvilket kun giver så meget større grund til at forlange, at landet overholder de demokratiske spilleregler, retsstatsprincippet og menneskerettighederne.

Nogle tusinde kilometer fra Usbekistan ligger et lignende land, som også rask væk overtræder menneskerettighederne. Landet er Belarus. Der er indført visumsanktioner mod såvel Usbekistan som Belarus. En forlængelse af sanktionerne virker som en fornuftig beslutning, der fortjener vores støtte. Måske vil denne såkaldte visum-afpresning få Usbekistan til at forstå, hvad europæiske normer går ud på.

(Bifald)

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Var det ikke for det usbekiske folk, sad jeg ikke her i dag, for min bedstefar var østrigsk soldat i første verdenskrig, og som russisk fange overlevede han kun den kolde vinter nær Tasjkent takket være det usbekiske folks gæstfrihed.

Jeg tror, at vi alle har en dyb sympati for det usbekiske folk, men det er netop derfor, vi fordømmer, at menneskerettighederne undertrykkes i Usbekistan, og derfor er vi kede af, at der hersker et regime, som ikke på nogen måde lever op til vores målestok, hvad angår menneskerettigheder. Jeg er for en helt tydelig fordømmelse af disse menneskerettighedskrænkelser og også for en udvidelse af sanktionerne.

Men at etablere yderligere indrejseforbud, sådan som det kræves i punkt 2, finder jeg værdiløst. Jeg tror ikke, at vi kan løse problemerne ved, at vi til det ene topmøde retter os efter hr. Putin og til det næste topmøde måske inviterer den kinesiske præsident, og at vi så alligevel afreagerer på små Putiner eller elendige små tyranner. Derfor anbefaler jeg, at vi vedtager nogle fornuftige standarder. Udvidelse af sanktionerne ja, og fordømmelse af menneskerettighedskrænkelserne ja, men at man bruger torsdag eftermiddag på at indføre indrejseforbud for alle mulige statsoverhoveder i verden, det kalder jeg demagogi og ikke seriøs politik.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand! Som De ved, indfører vi ikke noget som helst torsdag eftermiddage. Det, Parlamentet gør, er at stille forskellige krav som reaktion på forskellige menneskerettighedsspørgsmål rundt om i verden. Med betænkningen i dag opfordrer vi Rådet til at udvide sanktionspolitikken og gøre den bredere på bestemte områder, som det allerede er diskuteret. Den usbekiske regering nægter fortsat at tillade en uafhængig undersøgelse af dødsfaldene i Adijan af den art, som flere internationale institutioner gentagne gange har krævet og fortsat vil kræve. Usbekistan skal arbejde hen imod en sådan uafhængig undersøgelse, i samarbejde med OSCE og FN.

Unionens forhold til Usbekistan har stor betydning for os, men det er respekt for demokratiet, retsstatsprincippet og menneskerettighederne, der skal være grundlaget for dette forhold.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Selv om der er gået halvandet år, husker vi alle tydeligt massedrabene i Andijan den 13. maj 2005. De usbekiske myndigheder har afvist internationale krav om en uafhængig undersøgelse, og der er ikke sket nogen troværdig efterforskning af drabene. Retssagerne mod dem, der deltog i de demonstrationer, der førte til drabene, er blevet fordømt af OECD's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder som åbenlyst uretfærdige.

Den senere udvikling giver heller ikke den store grund til optimisme. Der rapporteres om udbredt brug af tortur. Ingen international organisation har fået adgang til de flygtninge, der er returneret til Usbekistan. Usbekistan nægter at samarbejde med FN's særlige procedurer. Borgerrettigheds- og menneskerettighedsforkæmpere chikaneres konstant. Mange menneskerettighedsforkæmpere er sågar blevet fængslet.

Kommissionen har med særlig stor bekymring bemærket, at adskillige fremtrædende menneskerettighedsaktivister er blevet idømt flere års fængsel, mens Mukhtabar Todjibaeva stadig er tilbageholdt. Vi kender til mange lignende sager.

Trods dette dystre billede vil vi ikke opnå noget ved at afskære alle kommunikationskanaler til Usbekistan. Som De, mine damer og herrer, er klar over, har EU som reaktion på Andijan-drabene vedtaget sanktioner over for Usbekistan, nærmere bestemt, som tidligere nævnt her, våbenembargo, rejseforbud for de ansvarlige for Andijan-drabene og indstilling af tekniske møder med Usbekistan. Inden den 14. november skal der træffes beslutning om, hvorvidt sanktionerne skal forlænges eller udvides.

For at gøre det muligt for medlemsstaterne at få et fuldt og detaljeret billede af situationen i Usbekistan vil der blive afholdt et samarbejdsråd med Usbekistan i begyndelsen af november. Dette samarbejdsråd vil desuden give EU lejlighed til at tage de mange bekymringer om Andijan og følgerne deraf op direkte med de usbekiske myndigheder på ministerniveau.

På baggrund af dette samarbejdsråd træffer medlemsstaterne deres beslutning om en eventuel forlængelse eller udvidelse af sanktionerne.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag efter forhandlingerne, dvs. med det samme.

(1) Se protokollen.