Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 16. november 2006 - Strasbourg

7. Stemmeforklaringer

Situationen i Gaza (RC-B6-0588/2006)

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Idet jeg tilslutter mig den fælles beslutning, vil jeg gerne understrege det krav, at EU nu må bruge alle de instrumenter, vi har til rådighed, herunder EU's associationsaftale med Israel, for at gøre en ende på volden i Gaza, der har fordømt palæstinenserne til en langsom død og risikerer at stikke hele Mellemøsten i brand. Israel må som en demokratisk stat stille spørgsmål til sig selv. Lovløshed kan ikke tillades som svar på lovløshed. Den israelske regering må gøre en ende på sin blokade af Gaza, og hjælpen til Palæstina må øjeblikkelig genoptages, og der må gives støtte til den nationale enhedsregering.

Jeg støtter opfordringen til en international undersøgelse af den mulige brug fra israelske styrkers side af masseødelæggelsesvåben, som der var mistanke om i Libanon. Jeg støtter også idéen om en international fredskonference, der bringer alle aktører i Mellemøsten sammen, herunder Syrien og Iran. Jeg forlanger en international styrke i Gaza.

Vi har bidraget til kaos i Palæstina, og vi har tilladt israelerne at gå for langt under påberåbelse af deres legitime ret til at beskytte deres sikkerhed. Vi har nu nogle fejl at råde bod på.

  Vasco Graça Moura (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg erklærer at have stemt imod den fælles beslutning om situationen i Gaza.

Det her jeg gjort, ikke fordi jeg mener, at overdreven militær indsats, der rammer civilbefolkningen, ikke bør fordømmes, men fordi jeg mener, at beslutningen i sit indhold generelt vender sig meget negativt mod Israel, der har været offer for konstante terroristangreb, hvilket på ingen måde lader sig retfærdiggøre.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Israel har straffrit optrappet sin aggression mod den palæstinensiske befolkning, som det f.eks. er sket med massakren i Beit Hanun og den forbryderiske og umenneskelige belejring af Gaza-striben, der er blevet omskabt til én stor koncentrationslejr. Heroverfor fordømmer Europa-Parlamentet – idet det glemmer, at det har tilsluttet sig EU's deltagelse i den finansielle blokade af Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed – blot den israelske hær for den massakre, som den har begået, og for dets aktioner, som det kalder "uforholdsmæssigt voldsomme'.

Over for den åbenlyse israelske aggression mod den palæstinensiske befolkning tager Parlamentet blot "til efterretning", at et amerikansk veto har blokeret et forslag til en resolution i FN's Sikkerhedsråd, der kritiserede den israelske aggression, når det i stedet bør fordømme USA's medskyld og medansvar for de aggressioner og forbrydelser, der begås i Mellemøsten, især af Israel.

Snarere end at foreslå fremmede tropper indsat i Gaza og Vestbredden, der blot vil styrke status quo, skal Israel fordømmes for dets kolonialistiske politik, opførelse af en ulovlig mur, systematisk undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning, ødelæggelse af infrastruktur og alle de hindringer, som det opstiller for, at den legitime Palæstinensiske Selvstyremyndighed kan fungere, og der kan oprettes en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad.

  Marco Pannella (ALDE), skriftlig. - (IT) På vegne af Det Transnationale Radikale Parti stemte jeg med stor overbevisning mod beslutningen om situationen i Gaza (ligesom jeg ville have gjort med alle forslagene fra de forskellige "grupper"), idet jeg mener, at alle de beslutningsforslag, der er stillet, er ude af stand til at løse Mellemøstens strukturelle problemer.

Jeg tror ikke, at Europas fælles holdning til Mellemøstens ældste konflikt kan blive ved med at være den gamle politik med "to folk og to stater". Sådan som den israelske ambassadør mindede om i FN, er alle civile ofre som følge af den israelske hærs angreb en tragisk fejl, og sådan opfattes de også i Israels demokratiske samfund. Enhver israeler, som bliver dræbt af Hamas' eller Hizbollahs raketter eller selvmordsbombere, bliver derimod betragtet som en sejr over Israel, der anses for at være en kræftknude, som skal fjernes fra Mellemøsten.

I virkeligheden, hr. formand, er det mulige og tvingende nødvendige europæiske alternativ for at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne (i Mellemøsten) "to folk og to demokratier". Det er nemlig kun ved at foreslå hele Middelhavsområdet demokratiske refomer og en antinationalistisk, føderalistisk model, at vi kan fjerne de strukturelle årsager til konflikten i Mellemøsten. Disse årsager ligner i høj grad årsagerne til alle de krige, som har hærget på vores kontinent, indtil det blev besluttet at opgive den nationale suverænitet som en absolut værdi.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) En løsning på konflikten i Mellemøsten forudsætter, at vi arbejder for fred og gensidig anerkendelse og afviser vold, terror og ubegrundede militære aktioner samt anerkender en demokratisk stats ret til at eksistere og forsvare sig. Det sker ikke med denne beslutning. Den er udtryk for uligevægt, hvor der burde råde fornuft, og den præges af blindhed, hvor der burde udvises klarsyn.

Vi må ikke se på terroristangreb mod Israel som begået af "militser" og anklage Israel for massakrer. Parlamentet bør ikke udtale sig om en demokratisk regerings sammensætning, når man ikke anmoder valgte, men udemokratiske regeringer om andet end blot at anerkende Israel. Det krav er i øvrigt slet ikke med. Ligesom jeg ikke kan tilslutte mig en beslutning, hvor det synes at blive konkluderet, at USA er årsag til, at konflikten stadig består, og hvor man lidet subtilt truer med at bringe associeringsaftalen med Israel i fare på netop det tidspunkt, hvor man agter at vedtage en associeringsaftalemed Syrien.

Oprigtig solidaritet med ofrene og modvilje mod at acceptere, at angrebet på Beit Hanun forbliver ustraffet, får mig dog ikke til at glemme, at der skal være ligevægt, og til at stemme for en beslutning, der er ude af proportioner og virker mod hensigten.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte imod resolutionen om Gaza.

Den handler på ingen måde om at minimere tragedien i Beit Hanoun, hvor et israelsk, militært fejlangreb kostede 19 palæstinensere livet. Fejlen fik tragiske konsekvenser, og det er korrekt af os at fordømme den.

Tragedien giver os imidlertid ikke ret til at vedtage en resolution, som er den mest partiske, jeg har set i mine syv år i Parlamentet. Det er ikke muligt for mig at påpege alle de partipolitiske og omstridte punkter, der findes i denne tekst.

Generelt set er det en ensidet anklage mod Israel. I stk. 4 lykkes det lige netop at nævne landets umistelige ret til sikkerhed. De Qassam-raketter, der dagligt regner ned over israelske byer, nævnes på det anden side slet ikke. Der ofres kun tre ord på Gilad Shalit, som nu har været bortført i tre måneder. Denne korte bemærkning er desuden gemt væk i slutningen af stk. 19, og der nævnes ikke noget om hans kammerater, som blev kidnappet i Libanon. Nogle af kommentarerne i denne debat har ligefrem været foragtelige, såsom beskrivelsen af det israelske samfund som værende "taktløst og racistisk", eller omtalen af palæstinensiske ofre som værende mindre værd end israelske ofre. Det er som om, at alt er tilladt i dag, og at grænsen mellem antiisraelsk og antisemitisk retorik overskrides, uden at nogen så meget som løfter et øjenbryn. Det er uacceptabelt.

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. - (SV) I den beslutning om situationen i Gaza, som jeg har stemt for, efterlyser jeg en mere afbalanceret redegørelse for årsagen til, at Israel, og den israelske hær, tvinges til at anvende metoder, som i sig selv kan betragtes som urimelige. Retten til at beskytte sine egne borgere er grundlæggende, og man bør bedømme helheden, ikke enkelte begivenheder.

- Biologiske våben og toksinvåben (RC-B6-0585/2006)

  Gerard Batten, Derek Roland Clark, Roger Knapman og Thomas Wise (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Storbritannien er placeret i første række, når det gælder forskning i forsvar mod biologiske våben og toksinvåben, og Storbritannien må fortsat have handlefrihed og uafhængighed i disse spørgsmål. Vi beklager anvendelsen af våben mod civilbefolkningen og støtter fuldt ud de eksisterende Genève-konventioner, herunder den fjerde konvention, der allerede giver juridisk beskyttelse til civile i krigstid, og som er blevet ratificeret af 194 lande.

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter kravet om, at næste uges sjette gennemgangskonference bør genbekræfte alle 155 statslige partiers engagement i koncentrationen om biologiske våben og toksinvåben (BTWC) - den første multilaterale nedrustningstraktat, der indfører forbud mod en kategori af våben - og deres forpligtelse til at gennemføre forbuddet mod biologiske våben.

Der må ske en grundig revision af den måde, BTWC arbejder på, for at identificere, drøfte og enes om, hvordan man yderligere kan styrke konventionen og opnå et forbud mod biologiske våben og toksinvåben som en universelt bindende regel i international lovgivning.

EU må også tage det spørgsmål op i de transatlantiske fora, i særdeleshed NATO, for at få USA's regering til at flytte sig fra sit ensidige standpunkt og bidrage til tilvejebringelsen af en forbedret multilateral ramme.

Jeg glæder mig over ikrafttrædelsen i denne måned af CCW's protokol V om eksplosive krigsefterladenskaber og håber, at mange flere stater vil underskrive den og ratificere de fem protokoller.

Jeg opfordrer EU og medlemsstaterne til omgående at etablere protokoller om relevante våbensystemer og etablere en protokol, der utvetydigt forbyder produktion, oplagring, overførsel og anvendelse af alle former for klyngebomber (fragmentationsbomber).

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Labour-medlemmerne af Europa-Parlamentet har i dag besluttet at tilslutte sig de øvrige medlemmer ved at stemme for støtte til den internationale kampagne for et forbud mod anvendelsen af klyngebomber. Derudover henleder vi opmærksomheden på, at selv om hvid fosfor er et konventionelt og ikke et kemisk våben, har Storbritannien - men ikke USA - underskrevet protokol III i 1980-konventionen om visse konventionelle våben, der forbyder anvendelsen af brandbomber mod civilbefolkningen. Labour accepterer vurderingen af de sundhedsmæssige konsekvenser af forarmet uran, som Storbritanniens Royal Society har foretaget, og støtter yderlige forskning i WHO. Britiske tropper fortjener altid det bedst mulige udstyr til at beskytte sig, men rapporter om, at der blev anvendt hvide fosforgranater i Irak, har vist sig at være forkerte, og Storbritannien har heller ikke nogen lagre af forarmet uran i Irak.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Den britiske konservative delegation støtter fuldt ud BTWC og de internationale bestræbelser på at gennemføre konventionen universelt og effektivt.

Vi har også længe og konsekvent støttet forbuddet mod antipersonellandminer, selv om vi ikke mener, at det har høj prioritet at fjerne disse miner fra ubeboet og økonomisk uudnyttet jord (f.eks. dele af Falklandsøerne), hvis de områder, hvor der kan være fare, er tydeligt angivet.

Vi er også meget forsigtige med kampagner for at udvide omfanget af internationale konventioner, så de medtager klyngebomber og andre former for ammunition. Vi støtter initiativer til at begrænse de negative konsekvenser af konflikter, såsom ueksploderet ammunition, og til indførelse af "smarte" (selvødelæggende, præcisionsstyrede, osv.) våben, hvor det er muligt.

Vi støtter et forbud mod anvendelsen af hvid fosfor som våben, men det har andre anvendelser på slagmarken, f.eks. til røgslør. Vi vil bestemt ikke støtte et initiativ, der vil udsætte britisk militærmandskab for forøget risiko eller berøve de britiske væbnede styrker afgørende krigsmateriel. Derfor kan vi ikke støtte et meget omfattende forbud mod klyngebomber på dette stadium, selv om vi støtter det meste af teksten i beslutningsforslaget, og vi kan heller ikke gøre det, hvad angår hvid fosfor. Vi har derfor stemt imod ændringsforslagene og afholdt os fra at stemme om helheden.

Betænkning af Stubb (A6-0367/2006)

  Jan Andersson, Anna Hedh, Ewa Hedkvist Petersen og Inger Segelström (PSE), skriftlig. - (SV) Vi støtter motorvejsprojektet Via Baltica, forudsat at der foretages en grundig miljøundersøgelse.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten bifalder, at Østersøen kommer på den politiske dagsorden. Betænkningen indeholder meget positivt, bl.a. at de miljøproblemer, der findes i området, bør gives passende opmærksomhed. Vi forholder os også meget positivt til punkt 13, hvor det konstateres, at de medlemsstater, som ønsker det, bør have lov til at indføre strengere miljøregler end dem, som EU foreslår.

Vi mener imidlertid ikke, at EU skal finansiere motorvejsprojektet Via Baltica. Det foreslås også, at Europol-samarbejdet skal udvides. Vi kan støtte dette, hvis det udelukkende betyder, at informationsudvekslingen forbedres. Det må dog ikke betyde, at vi får en europæisk arrestordre, eller at et lands politi får lov til at slå til i et andet land.

Da vi mener, at det positive overvejer det negative i betænkningen, har vi stemt for betænkningen som helhed i dag.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Det primære sigte med betænkningen er at understrege, at Østersøen er et ekstra følsomt havområde af brakvand. Punkt 13, i hvilket medlemsstaterne får ret til en strengere lovgivning med henblik på at beskytte Østersøen, og punkt 11, i hvilket der kræves miljøindvirkningsvurderinger for alle energiprojekter, er afgørende, hvis Østersøen skal reddes. Derfor stemmer jeg for betænkningen, trods det negative indhold om øget grænsekontrol og flere ikkebæredygtige infrastrukturprojekter i regionen.

Betænkning af von Wogau (A6-0366/2006)

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen, som vi stemmer om i dag, er en ønskeliste for tilhængere af en militariseret EU-stat. Heldigvis er der kun tale om en initiativbetænkning, men det er ikke desto mindre et tydeligt signal til de andre EU-institutioner om, i hvilken retning flertallet i Europa-Parlamentet ønsker, at EU skal udvikles.

Som en af de mest forrykte idéer kan nævnes oprettelsen af en permanent flådestyrke i Middelhavet. Desuden går et flertal i udvalget ind for, at der oprettes en særskilt budgetpost til militære operationer, og der gøres forsøg på at genoplive det døde udkast til en forfatning. Som altid, når Europa-Parlamentet får mulighed for at ytre sig, vil man give mere magt til medlemmerne af denne forsamling. Vi har desuden taget stilling til ændringsforslag, i hvilke der efterlyses kystbevogtning i EU-regi.

Den udvikling, som beskrives i betænkningen, er meget bekymrende og burde give anledning til eftertanke, selv for de mest inkarnerede fortalere for en EU-stat. Med tanke på den usikkerhed, vi kæmper med i dag som følge af de mange konflikter, der findes rundt omkring i verden, bør man stille sig selv det spørgsmål, om en EU-hær er den rigtige måde at tackle problemerne på. Beslutningen om, hvorvidt en nationalstat skal sende tropper, skal altid tages af de nationale parlamenter, aldrig af et EU's Forenede Stater.

Vi har derfor stemt imod betænkningen, inklusive de fleste ændringsforslag.

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Den britiske Labour-gruppe i Europa-Parlamentet støtter en stor del af denne betænkning, i særdeleshed understregningen af at sikre, at ESFP bliver gjort mere effektiv, så det bliver et redskab, der kan hjælpe i krisezoner i hele verden. Vi glæder os også over den støtte, der gives til øget samarbejde mellem EU og NATO, som skal bygge på tidligere erfaringer, og behovet for videreudvikling af militær formåen.

Men vi støtter ikke bestemmelserne i punkt 52 om etableringen af en europæisk forsvarsminister eller af en europæisk stående flåde. Herudover støtter vi ikke punkt 44, der anbefaler, at militæroperationer skal finansieres centralt fra EU-budgettet. Angående punkt 51 er det vigtigt at huske, at vi i øjeblikket befinder os i en periode, hvor vi overvejer forfatningens fremtid, og at understrege, at ESFP ikke udgør udviklingen af en sikkerheds- og forsvarsunion.

  Fernand Le Rachinel (NI), skriftlig. - (FR) Nogle af punkterne i hr. Von Wogaus analyse er sammenfaldende med vores synspunkter, navnlig dem der vedrører truslerne mod EU's sikkerhed, såsom terrorisme, vores olieforsynings sårbarhed og gennemstrømningen ved vores grænser. Rent faktisk, og i modstrid med påstandene fra vores regeringer, som har afviklet de systemer, der plejede at beskytte vores nationer, er verden blevet et farligere sted at leve, end det var før Berlinmurens fald.

Forslagene i betænkningen bygger imidlertid på endnu en illusion, nemlig idéen om at nationerne kan overlade det til overstatslige organer at garantere deres sikkerhed. Når alt kommer til alt, vil en nation altid stå alene.

USA bruger i dag 3,5 % af BNP på forsvar mod mindre end 1 % for de 25 EU-medlemsstater. En europæisk harmonisering af forsvarsmateriel er naturligvis nødvendig, men lad os ikke opløse vores hære i et Eurocorps, hvor ordrerne vil blive afgivet på 21 forskellige sprog, og som gennem NATO vil være anført af USA. Lad os hellere styrke forsvaret af vores lande hver især.

Kun uafhængige nationer, som er bevidste om deres identitet, vil gøre en sådan indsats. Derfor skal et Bruxelles-styret Europa uden sjæl og uden grænser først erstattes af et Europa af suveræne nationer.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg støtter den foreslåede tekst, fordi den er realistisk, hvad angår det ønskelige, og ambitiøs, hvad angår det mulige.

Sikkerhed er et af de vigtigste spørgsmål for de europæiske borgere, især risikoen for trusler på europæisk jord, og her har ordføreren søgt realistiske løsninger ud fra en forståelse af de aktuelle truslers natur og reelle fare. I ønsket om en global tilgang ikke blot på det militære område, men også med hensyn til teknologi, informationer og efterretninger er han ambitiøs. Det må vi også være, hvad angår fremme af fred og økonomisk udvikling i tredjelande, der er en afgørende forudsætning for vores sikkerhed og for en bedre verden, et mål, som vi må stræbe efter med ligeså stort engagement.

Jeg har derfor stemt for denne aftale, fordi jeg i det store og hele er enig i den forståelse og de bestræbelser, der udtrykkes, selv om jeg ikke bifalder – og heller ikke finder det nødvendigt – alle dens præmisser og konklusioner.

  Lars Wohlin (PPE-DE), skriftlig. - (SV) EU's fælles udenrigs- og sikkerhedssamarbejde må ikke blive en konkurrent til NATO. Det er derfor glædeligt, at Europa-Parlamentet har indtaget en klar holdning til fordel for at styrke de transatlantiske forbindelser og fremhæver betydningen af et tættere samarbejde med NATO.

Der findes i dag en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik inden for EU. Betænkningen er dog et skridt hen imod et forstærket udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde, som kan betyde, at Sverige mister muligheden for at træffe beslutninger om landets egen udenrigs- og sikkerhedspolitik. Også fremover bør medlemsstaternes egne militære ressourcer udgøre grundlaget for dette samarbejde. Det er beklageligt, at betænkningen støtter den europæiske arrestordre, hvilket betyder, at svenske borgere kan udleveres til andre EU-lande uden mulighed for retslig prøvning i Sverige. Betænkningen indeholder også formuleringer, som giver støtte til forfatningen. Dette betyder, at jeg har stemt nej i den endelige afstemning, selv om jeg tilslutter mig intentionerne i betænkningen om at styrke EU's samarbejde med NATO.

Betænkning af Gargani (A6-0359/2006)

  Charlotte Cederschiöld, Lena Ek, Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark og Anna Ibrisagic (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi har stemt for betænkningen om arv og testamente (A6-0359/2006) for at præcisere lovvalgsordningen. Da der i betænkningen efterlyses en harmoniseret lovgivning om arv og testamente, vil vi dog gerne kraftigt understrege, at en harmonisering af den materielle ret ikke er ønskværdig, men at den - i overensstemmelse med EF-traktaten - skal være og vedblive med at være udelukkende et nationalt kompetenceområde.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) I et forsøg på at regulere lovvalgs- og kompetencekonflikter i forbindelse med arv og testamente har Parlamentet for en gangs skyld undgået at trænge ind på områder, hvor de nationale regeringer alene har kompetencen.

Arvesager med en international dimension, som der er 50.000 til 100.000 af om året inden for EU's grænser, berettiger rent faktisk ikke en ny bølge af tvungen standardisering af materielretlige bestemmelser, men kræver kun en harmonisering af reglerne i den internationale privatret og oprettelsen af et europæisk arvebevis.

Vi bifalder derfor Parlamentets anden henstilling, som kun har til formål at ensrette lovvalgsreglerne og kompetencereglerne. Det mener vi, er den eneste måde, hvorpå medlemsstaterne kan bevare deres egne retssystemer, retspraksis og retlige traditioner.

Kun da vil det være muligt effektivt at koordinere de berørte nationale retssystemer i en given arvesag. Med henblik på at forhindre eventuelle lovvalgskonflikter på arveområdet er det nødvendigt og tilstrækkeligt med sikkerhed at vide, hvilken lov der finder anvendelse, og at lovvalget ikke kan bestrides.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen vil skabe et juridisk kaos og stille forskellige nationale retsnormer og praksisser op mod hinanden, hvis idéerne bliver til virkelighed. Junilisten er klart modstander af fælles civilretlige og strafferetlige regler på EU-niveau. Konsekvenserne af en eventuel godkendelse af forslaget er bl.a., at svenske borgere vil miste deres uvilkårlige ret til skilsmisse (under hensyntagen til seksmånedersreglen).

Et eksempel herpå er følgende: Et ægtepar med svensk statsborgerskab flytter til Malta. En af ægtefællerne flytter siden tilbage til Sverige og søger om skilsmisse ved en svensk domstol. Ifølge de nuværende svenske bestemmelser får ægtefællen skilsmisse i henhold til svensk ret. Forslaget betyder derimod, at det er den maltesiske lovgivning, der skal anvendes. Det kan betyde, at en skilsmisse ikke kan bevilges overhovedet, eftersom skilsmisser er forbudt ikke kun i Malta, men også i en række andre europæiske lande. De svenske borgere mister dermed både underhold for deres børn og retten til halvdelen af ægtefællens fælles formue. Det er efter Junilistens mening helt uacceptabelt. Lovgivningen på dette område er et udtryk for nationale, religiøse og sociale værdier. Dem skal EU ikke trampe hen over. Som sædvanlig oplever vi, at subsidiaritet og pluralisme kun optræder i festtalen, mens virkeligheden er en hensynsløs stræben efter ensretning.

Betænkning af Gomes (A6-0362/2006)

  Françoise Castex (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for Gomes-betænkningen om kvinders rolle i international politik.

Den politiske vilje, der blev udvist på topmødet i Beijing i 1995, og de eksisterende internationale konventioner har i høj grad været med til at gøre offentligheden og beslutningstagere opmærksomme på spørgsmålet om ligestilling på alle samfundsniveauer. Disse erklæringer har imidlertid ikke haft nogen konkret virkning på de forhindringer, der fortsat vanskeliggør kvinders fulde deltagelse i det offentlige liv. Medlemsstaterne er nødt til at træffe foranstaltninger, der kan forene det sociale liv og arbejds- og familielivet i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Barcelona og med Lissabon-strategien.

Jeg støtter oprettelsen af et europæiske institut for ligestilling mellem mænd og kvinder, der har til formål at øge det lave antal af kvinder i politik og fremme en større repræsentation af kvinder i international politik.

Det er derfor vigtigt at åbne nye veje, der giver kvinder mulighed for i højere grad at blive involveret i freds- og sikkerhedsspørgsmål, navnlig gennem mere ligeværdige udnævnelser i FN og inden for EU's eksterne delegationer.

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Lissabon-strategien placerede kønsfølsomme økonomiske politikker centralt i strategien for vækst og konkurrencedygtighed, men kvinders fulde deltagelse i politik er en væsentlig forudsætning for at nå frem til en økonomisk politik, der tager hensyn til køn.

En milepæl blev nået ved Beijing-konferencen i 1995 med hensyn til at fremrykke dagsordenen om ligestilling mellem kønnene. Alligevel siger Den Interparlamentariske Union, at af de 43.961 parlamentsmedlemmer, der findes i hele verden, er kun 16,4 % kvinder. Procentdelen af kvinder valgt til Europa-Parlamentet svinger mellem 58 % og 0 % med et gennemsnit lidt over 30 %. Procentdelen af kvinder valgt til medlemsstaternes nationale parlamenter svinger mellem 45 % og 9 %.

Dette markerer et fundamentalt demokratisk underskud på europæisk plan og i den bredere internationale kontekst.

Jeg opfordrer medlemsstaterne til at tage deres nationale lovgivning op til revision for at fremme ligestilling og ægte demokrati inden for politik, at revidere deres forfatninger, lovgivning og praksis, at placere ligestilling mellem kønnene som et centralt princip i deres forfatninger og at træffe foranstaltninger, der sigter imod forening af det sociale liv, familielivet og erhvervslivet, på linje med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Barcelona og Lissabon-strategien, hvorved de kan skabe et gunstigt miljø for kvinders fulde deltagelse i politik.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om denne betænkning drejer sig om kvinder i international politik, burde den ikke ignorere de betingelser, der forhindrer, at kvinder kan tage effektiv del i det politiske og sociale liv. Teksten omtaler overhovedet ikke de økonomiske og sociale årsager til, at kvindernes deltagelse begrænses. Lønforskelle og fordelingen af arbejdet i hjemmet nævnes, men ikke objektive hindringer som arbejdsvilkår, merudbytning, lav løn, jobusikkerhed, deltidsbeskæftigelse og manglende sociale tilbud til en rimelig pris.

Betænkningens tilgang ignorerer klasseforskelle, og der er kun interesse for, hvad der foregår i den herskende klasse. Der er derfor ingen eksplicit henvisning til den økonomiske politik eller til social- og beskæftigelsespolitikken. Betænkningens forslag omfatter derfor foranstaltninger, som vi er uenig i, f.eks. obligatoriske kvoter med sanktioner over for de politiske partier, idet man samtidig overser, at de eksisterende problemer og begrænsninger også ligger i de objektive økonomiske og sociale betingelser og i selve valgsystemerne.

I Portugal har de regerende socialdemokrater, Partido Socialista, således vedtaget en kvoteordning, men forbereder en ændring af det nuværende valgsystem, der i praksis kan betyde, at færre kvinder vil blive valgt.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Kvinders deltagelse i international politik (og i national politik, økonomi, kunst) er et tegn på udviklede og velafbalancerede samfund. En verden kun af mænd er et dårligere sted end en verden af mænd og kvinder. Heraf følger dog ikke, at det hver gang en kvinde vælges, eller hver gang en regering sammensættes med ligeså mange kvinder som mænd, i sig selv giver grund til tilfredshed. Kvinder er ikke kun kvinder, modsat hvad nogle tilhængere af kvoter og ligestilling synes at mene.

Heldigvis har enhver af disse kvinder værdi i forhold til det, som de mener, gør, støtter og repræsenterer. Jeg synes derfor ikke, at det er fornuftigt uden videre at bifalde, hver gang en kvinde vælges, uanset hvem hun er. Jeg tror heller ikke, at det er via kvoter eller tvangsligestilling, at den ønskede virkning opnås. Balance er et resultat, ikke en gestus. På dette punkt kan jeg tale med sindsro, for mit parti, Centro Democrático Social-Partido Popular, er det eneste portugisiske parti, der har haft en kvinde som parlamentarisk leder, som justitsminister og som generalsekretær. Det er i kraft af deres fortjenester, ikke gennem symbolske handlinger, at disse kvinder får min anerkendelse.

  Margie Sudre (PPE-DE), skriftlig. - (FR) I Tyskland, Liberia, Chile og for ganske nylig også i den amerikanske kongres hilses udnævnelsen af kvinder til nøgleposter bredt velkommen. Jeg tilslutter mig med glæde denne udvikling og håber, at disse kvindelige succeshistorier en dag ikke længere har symbolsk værdi men bliver almindeligt forekomne.

Det er ikke længere tilstrækkeligt for en kvindelig politiker at koncentrere sin medieoptræden omkring modstandernes reelle eller påståede mandschauvinisme, som vi kan se i det triste "eksempel" fra det franske socialistpartis interne kampagne i forbindelse med valget af en præsidentkandidat.

Vi skal anlægge en mere ansvarsfuld og mindre krævende attitude, eftersom en lige repræsentation af mænd og kvinder nu er den accepterede indstilling. UMP-delegationen i Parlamentet, som består af ni kvinder og otte mænd, er et eksempel på denne udvikling.

Jeg håber, at vi støtter en ny generation af kvinders ambition og ønske om at blive involveret i politik. I stedet for konstant at vedtage overdetaljerede og indimellem alt for radikale regler, der skal støtte kvinder, skal vi i stedet have tiltro til deres evne til at gøre sig gældende og til at fremsætte deres meninger på ethvert niveau - lokalt, nationalt og europæisk - i deres egenskab af kvinder naturligvis, men også som valgte repræsentanter.

Betænkning af Bauer (A6-0368/2006)

  Patrick Gaubert (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg vil gerne lykønske fru Bauer med denne betænkning af meget høj kvalitet. Den enstemmige vedtagelse af den i Udvalget om Borgernes Rettigheder vidner dens kvalitet.

Betænkningen påpeger på saglig vis, at den internationale menneskehandel hver år rammer mellem 600.000 og 800.000 mænd, kvinder og børn. Cirka 80 % af ofrene er kvinder, og 50 % er unge piger. Størstedelen af ofrene for denne handel udnyttes seksuelt for kommerciel vinding.

Med henblik på at bekæmpe stigningen i denne form for handel og i lyset af handelens stigende internationale karakter fremsættes der i betænkningen en række forslag til integrerede foranstaltninger, der skal iværksættes på europæisk plan, og som jeg føler kan stå mål med de udfordringer, der er forbundet med denne plage. Vigtigst af alt understreges EU's vilje til at følge en fremgangsmåde, der fokuserer på menneskerettigheder og på ofrene, hvilket jeg føler er altafgørende.

Derfor, og fordi kampen for den menneskelige værdighed fortjener vores fulde støtte, stemte jeg for denne tekst, der foreslår, at Parlamentet vedtager en henstilling til Rådet om bekæmpelse af menneskehandel.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Mærkeligt nok tilstræber denne betænkning at lave en klar skelnen mellem menneskehandel og illegal indvandring. I mange tilfælde er der imidlertid utvivlsomt tale om en og samme ting, fordi illegal indvandring er blevet en integreret del af sand menneskehandel, hvoraf den mest forfærdelige form sker med henblik på seksuel udnyttelse.

Hvem er de virkelig gerningsmænd? Det er uden tvivl menneskesmuglerne, narkotikasmuglerne, alfonserne og andre undertrykkere, som drager fordel af, at EU ikke har nogen indre grænser, og at EU's dør står vidt åben for tilstrømning af indvandrere. Det er imidlertid også de nationale og europæiske ledere, som ikke for alvor griber til handling og bekæmper illegal indvandring, masseimmigration, proformaægteskaber - eller værre endnu, gennemfører en åbenlys "immigrationsvenlig" politik.

At straffe menneskesmuglere hårdere, opløse kriminelle netværk og bane vejen for yderligere samarbejde blandt landene er uden tvivl mål, der skal nås. Placeboeffekten vil imidlertid ikke vare længe, fordi det største problem - manglende kontrol ved EU's indre grænser - fortsat vil være til stede. Hvis vi ikke tager kampen op mod fri bevægelighed for ikkeEU-statsborgere, et sandt dogme som deklameres af EU, vil illegal indvandring fortsat udvikle sig ufortrødent.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel er allerede blevet underskrevet af 30 stater. Konventionen er blevet ratificeret af bl.a. Moldova og Rumænien, og ratificeringsarbejdet skrider fremad i Sverige. Konventionen finder anvendelse på alle former for menneskehandel, uanset om den er national eller international eller forbundet med organiseret kriminalitet. Konventionen supplerer således bestemmelserne i FN's konvention om organiseret kriminalitet.

Junilisten mener, at EU bør respektere de nationale og internationale aftaler, som dets medlemsstater allerede har underskrevet. At indgå juridisk bindende aftaler er efter vores mening en sag for de nationale folkevalgte parlamenter i de respektive lande. Vi støtter bekæmpelsen af menneskehandel, og vi lykønsker regeringerne i Rumænien og Moldova med deres mod til at ratificere denne ualmindeligt vigtige konvention. Derfor mener vi ikke, at opfordringen fra EU er nødvendig. De suveræne europæiske nationer har allerede taget kampen op mellem sig uden overstatslig indblanding.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi er alt i alt tilfredse med betænkningen, men vi beklager, at der er vedtaget ændringsforslag, der ikke vil gøre bekæmpelsen af handel med mennesker, særlig kvinder, mere effektiv.

Endvidere beklager vi, at der er fjernet afsnit om det nødvendige i at gøre det "strafbart at købe en anden persons krop til seksuelle formål" for at mindske menneskehandel med seksuelle formål. Som flere undersøgelser viser, medfører forbud mod udnyttelse af prostitution en betragtelig nedgang i organiseret kriminalitet og handel med mennesker, særlig kvinder og børn.

Betænkningen indeholder dog en række positive elementer, herunder forslag om, at virksomheder, der anvender billig arbejdskraft anvist gennem menneskehandel, bør ifalde strenge straffe, og at medlemsstaterne bør påtage sig deres ansvar for de personer, der har været offer for menneskehandel, og effektivt sætte ind over for hvidvaskning af penge fra menneskehandel.

Man kunne dog være gået meget længere i indsatsen over for oprindelseslandene ved samarbejde med disse og støtte til økonomisk og sociale udviklingsprojekter for at mindske de vigtigste årsager, der er fattigdom, arbejdsløshed og social udstødelse.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Denne betænkning formår det fantastiske kunststykke at foretage en illusorisk skelnen mellem menneskehandel og illegal indvandring. Faktum er, at siden gennemførelsen af den katastrofale Schengen-aftale fra 1985, der afskaffede EU's indre grænsekontrol, har disse to fænomener - som uden tvivl er tæt forbundet - udviklet sig med eksponentiel hast.

Lige siden EU på vegne af medlemsstaterne påtog sig at skabe et "et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed" har kriminelle bander, alfonser og organiserede smuglerringe aldrig genereret så store overskud. Disse netværk bliver flere og flere og forgrener sig ved at udnytte et stigende antal mennesker.

Med henblik på at finde en løsning på disse menneskelige tragedier foreslår Kommissionen og Parlamentet at arrangere politiske dialoger mellem staterne og indføre endnu flere programmer og samarbejdsplaner. Hvad er formålet med det? Det er på høje tid at gå efter de egentlige årsager til menneskehandel og illegal indvandring, nemlig manglen på sikre og beskyttede grænser i EU. Det er imidlertid et faktum, at det er umuligt for vores eurokrater at anfægte den hellige og ukrænkelige regel om fri bevægelighed for personer.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Menneskehandel er den moderne udgave af slavehandel, men i visse tilfælde værre. Elendige forhold gør, at handelen betales af de handlede, og at myndighederne ofte ud fra de bedste humanitære hensigter vedtager foranstaltninger, der fremmer handelen og menneskehandlernes forretning.

Som det ofte er tilfældet, må menneskelighed ledsages af krav. Krav til dem, der hyrer arbejdskraft, krav til dem, der kommer hertil, krav til dem, der bliver, og frem for alt krav om, at lovgivningen til fulde efterleves. At lukke øjnene for ulovlig indvandring er at gøre sig medskyldig i menneskehandel.

Jeg mener derfor, at vi uden tøven bør anerkende fordelene ved lovlig indvandring, og at vi, da manglende konsekvens i bekæmpelsen af ulovlig indvandring kun gavner menneskehandlernetværkene, må stå fast på, at indvandringen skal være lovlig. Indvandringslovgivning er dog kun en del af problematikken. En effektiv – og menneskelig – tilgang indebærer, at vi i oprindelseslandene må fremme den økonomiske succes og udvikling, som vi har haft glæde af. Det er den retning, som vi i fællesskab bør følge.

  Lydia Schenardi (NI), skriftlig. - (FR) Tallene og estimaterne vedrørende menneskehandel er uhyggelige. I fru Bauers betænkning tales om, at 600.000 til 800.000 mænd, kvinder og børn hvert år er ofre for international menneskehandel. Dette er en form for udnyttelse, der som minimum omfatter ikke kun prostitution, men også tvangsarbejde eller - tjenester, slaveri og sågar fjernelse af organer.

Det, som rapporten imidlertid ikke fortæller os, er, at der har været et stigende antal af disse menneskelige tragedier, siden den destruktive Schengen-aftale, der afskaffede den indre grænsekontrol, blev underskrevet i 1985.

Det europæiske paradis, "området med frihed, sikkerhed og retfærdighed", som alle så længe har længtes efter, viser sig ikke at findes i nogen af medlemsstaterne, og værst af alt viser det sig at være farligt og samtidig gunstigt for udviklingen af alle former for bander og organiseret kriminalitet.

Så længe vores nationale og europæiske borgerrepræsentanter nægter at indse, at stigningen i international menneskehandel skyldes åbne grænser, og at alle politikker til bekæmpelse af menneskehandel og illegal indvandring er afhængige af øjeblikkelig genoprettelse af grænsekontrollen i EU, vil de programmer og planer, der kommer i en lind strøm, være aldeles nyttesløse.

Betænkning af Herrero-Tejedor (A6-0365/2006)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Denne betænkning om en meget kontroversiel meddelelse fra Kommissionen er endt med at stadfæste nogle af de mest negative aspekter af de metoder, der i øjeblikket tages i anvendelse særlig på propagandaområdet for at igen at få udkastet til den såkaldte europæiske forfatning sat på dagsordenen.

Efter sit nederlag ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland om udkastet til en forfatningstraktat ønsker den europæiske magtelite at genoptage processen uden nye forhindringer, hvor den satser maksimalt på en propagandakampagne, idet den laver en nødvendig demokratisk kommunikationspolitik om til en veritabel propagandakampagne til fordel for den herskende klasses interesser.

Selv om betænkningen også omhandler andre knap så kontroversielle punkter som f.eks. sektorprogrammer for den studerende ungdom og tanken om at styrke debatten i parlamenterne med videre, er den dominerende linje propaganda om især det kvalitative spring, som man ønsker at foretage med den såkaldte europæiske forfatning. Derfor har vi stemt imod.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Målet med den europæiske kommunikationspolitik er angiveligt at "imødegå den virkning, som Frankrig og Nederlandenes afvisning af forfatningstraktaten (...) havde, og at standse den generelle stigning i befolkningernes euro-skepsis".

Hvad er der efter Deres mening på spil? Oplysninger om EU, som afkortes, fordrejes og udnyttes af medierne og de nationale politiske klasser. Hvad er løsningen? En kampagne, der plukker fordelene ved EU ud, og som er organiseret af "Propaganda Staffel" i Bruxelles. Hvem er målet? EU's borgere, hvis euroskepsis er direkte proportional med deres uvidenhed om det paradis, der er skabt for dem i Bruxelles, en euroskepsis, som skal omvendes til blind beundring og ubetinget støtte.

Hvem er det I forsøger at narre? I har ikke lyttet efter eller forstået noget som helst. Det er netop fordi, at de blev informeret, og fordi de fik deres oplysninger direkte fra kilden, ved at læse teksten, at franskmændene og hollænderne med overvældende flertal forkastede forfatningstraktaten. Det er netop fordi, at de til daglig gennemlever de økonomiske og sociale fiaskoer, som er resultatet af jeres politik, at de er euroskeptiske. Det er netop fordi, at de for en gangs skyld direkte er blevet spurgt om deres holdning, at de har interesseret sig for EU.

Det er netop fordi, at I har en dybtliggende frygt for folket, at I foretrækker hjernevask frem for direkte høringer af borgerne, som I dybest set anser for at være idioter. De føler på præcis samme måde om jer.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) EU's kommunikationspolitik må ikke gå ud på at forsøge at sælge et Europas Forenede Stater til borgerne. EU's institutioner skal udelukkende afgive rapport om deres virksomhed og økonomiske rapporter på korrekt og saglig vis samt i øvrigt informere om f.eks. de udvekslingsprojekter, man har inden for højere uddannelse.

Det forholder sig heller ikke sådan, at desto større viden vælgerne har, jo mere er de tilhængere af opbygningen af en EU-overstat. Synet på mellemstatslighed og overstatslighed som samarbejdsformer for EU er baseret på værdier og ikke på sagkundskab.

Vi tror heller ikke på, at man på i Bruxelles skal tage initiativ til og finansiere EU-partier for at indlede en dialog med vælgerne om EU-spørgsmål. Den politiske interesse for EU-spørgsmål skal bygges op nedefra i politiske partier og organisationer.

I betænkningen fremhæves det også, at kommunikationen skal baseres på initiativer, som fremmes gennem kommunikationskanaler som kulturprogrammer (f.eks. ved uddeling af litteratur- eller filmpriser), idrætsbegivenheder osv. Vi gentager vores holdning om, at en sådan måde at markedsføre EU på udløser foragt hos borgerne. Det er ikke på den måde, Unionen skal informere om, at den findes, og hvilken virksomhed den udøver.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Selv om jeg i alt væsentligt deler Kommissionens kommunikationspolitiske bestræbelser, navnlig med hensyn til gennemsigtighed og tilnærmelse til borgerne, mener jeg alligevel, at det må være indlysende, at kommunikationspolitik ikke er et formål i sig selv, men blot et middel, og at den bør forstås som sådan. Forestillingen om, at alt er kommunikation, og at kommunikation er alt, kan føre os til et meningsløshedens samfund, hvor kan budskabets eksistens betyder noget, men dets indhold stort set intet.

Det indebærer efter min opfattelse, at nøglen til en succesrig kommunikationspolitik for EU ligger i EU's evne til at være til synlig nytte for medlemsstaternes borgere. Jeg betoner her nytten og det synlige. For det er her de to elementer – indhold og kommunikation – bliver relevante. EU skal fremme politiske reformer, der stimulerer økonomisk udvikling, sikkerhed, international retsorden og håb. Det er indholdet. Kommunikation er, hvis indholdet er godt, et spørgsmål om kunst, men kommunikation er kun en del, og ikke den vigtigste. Kommunikation bør heller ikke forveksles med propaganda. Det første støtter jeg, det andet ikke.