Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 13. december 2006 - Strasbourg

4. Udvidelsesstrategien - EU's kapacitet til at integrere nye medlemsstater (forhandling)

  Formanden. - Vi har et meget vigtigt punkt på dagsordenen i dag, nemlig forhandling under ét af

- betænkning af Elmar Brok for Udenrigsudvalget om Kommissionens meddelelse om udvidelsesstrategien og de vigtigste udfordringer 2006-2007 (2006/2252(INI)) (A6-0436/2006) og

- betænkning af Alexander Stubb for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om de institutionelle aspekter af EU's kapacitet til at integrere nye medlemsstater (2006/2226(INI)) (A6-0393/2006).

Ud over deres værdi i sig selv er disse spørgsmål særlig relevante, for vi står lige over for Det Europæiske Råd, og det bliver nogle af de vigtigste spørgsmål på stats- og regeringschefernes møde. Det vil være mig en fornøjelse at viderebringe Rådet de beslutninger, som Parlamentet vedtager herom på dette møde.

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær! I foråret bad Europa-Parlamentet Kommissionen om at udarbejde en rapport om integrationsevnen. Dette skete den 8. november, men efter vores mening ikke på tilstrækkelig vis.

Udvidelsen har hidtil været et af EU's mest vellykkede politikområder. Området med fred, stabilitet og en økonomisk positiv udvikling er blevet udvidet i afgørende grad. Udvidelsen er bidraget til Europas genforening. Vi ved også, at det europæiske perspektiv er et væsentligt instrument i den interne reformproces i kandidatlandene, men også i andre europæiske lande. Disse to positive elementer bør man altid betragte som overskrift.

Alligevel må vi forstå, at vi efter en udvidelse til nu 27 lande - og med Kroatien muligvis snart 28 lande - er nødt til at gøre os nogle tanker om fremtiden for det europæiske projekt. Ønsker vi, at EU skal være et virkelig politisk projekt og have handleevnen til at spille en rolle i verden, at det skal beskæftige sig med udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender, bekæmpelse af terrorisme og international kriminalitet, hvor vi har brug for handleevne? Eller ønsker vi at lade EU drive af sted som et økonomisk projekt? Disse spørgsmål skal besvares tydeligt.

Vi er nødt til at indse, at vi ikke kan komme videre med EU's nuværende institutionelle forfatning. Forfatningstraktaten var beregnet til den seneste udvidelse. Derfor skal den seneste udvidelse afsluttes og konsolideres, før vi for alvor kan overveje yderligere store foranstaltninger, uden at vi selv ødelægger projektet. Derfor har forfatningstraktaten - hvilket hr. Stubb vil sige mere om - en vis betingende karakter.

Der er andre spørgsmål, der skal diskuteres, og som der skal findes svar på, så vi ved, hvor rejsen går hen, f.eks. i forbindelse med den næste revisionsklausul og de finansielle overslag, der forestår for 2008/2009, så vi ved, hvilke konsekvenser hvilken udvidelse har for det europæiske projekt. Under alle omstændigheder er der mange områder - landbrugspolitik, strukturpolitik osv. - hvor vi ikke kan fortsætte som hidtil. Hvilke konsekvenser vil der være for hvilke medlemslande, hvem får færre penge, hvem skal betale mere? Det skal jo afklares, hvis vi skal fortsætte projektet for alvor.

Det står helt klart, at de tilsagn, der f.eks. blev givet i Thessaloniki over for staterne på Vestbalkan, skal overholdes. Der er ingen her, der forlanger, at igangværende forhandlinger skal afbrydes. Vi ved, at det haster, og at stats- og regeringscheferne skal fremme forfatningsprocessen, fordi kroaterne står lige uden for døren. Men vi må også understrege, at fuldt medlemskab straks eller på længere sigt ikke til hver en tid og i hvert et tilfælde er det eneste instrument, med hvilket vi kan opfylde det europæiske perspektiv på troværdig vis. Derfor må vi overveje udviklings- og naboskabspolitikken og gøre os nogle tanker om multilaterale sammenslutninger af stater, der har et europæisk perspektiv, så befolkningerne allerede har noget nu og ikke først om 15 år, når forhandlingerne, der slet ikke er indledt endnu, engang er afsluttet. Derfor må vi udvikle en langt bedre fantasi. Her kan man blot nævne Ukraine, hvor der desværre er gået meget tid tabt - og det til skade for os selv. Et europæisk perspektiv hos sådanne lande er også i vores interesse, ikke kun i de pågældende landes. Derfor er vi nødt til at gøre noget. Men der er én ting, der må stå klart: Hvis vi ikke kommer videre med hensyn til den interne udvikling i EU, men alligevel foretager udvidelser, vil det betyde, at der dannes en indre kreds på et tidspunkt. Det betyder så, at vi får første- og andenklasses EU-medlemmer. Man kan kort og godt sige, at det hedder "forfatning eller Verhofstadt". Det er også en mulig konsekvens. De lande, der presser særligt meget på for en udvidelse, er netop de lande, der udgør en hindring for eller vil forhindre uddybelsen af EU. Jeg har et troværdighedsproblem med sådanne lande.

Hvad angår Tyrkiet, har vi sammen med en række parlamentsmedlemmer foreslået en formel til at indlede en ny udvikling. Jeg håber, det lykkes for os. Det er beklageligt, at Tyrkiet ikke opfylder de retlige forpligtelser, og at tingene bliver udskudt endnu en gang. På den anden side ville en afbrydelse af forhandlingerne også være at gå den forkerte vej. Det må dog ikke betyde, at Tyrkiet ikke opfylder forpligtelserne på længere sigt.

(Bifald)

  Alexander Stubb (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Der er fem punkter i forbindelse med betænkningen om integrationskapacitet, jeg gerne vil tage fat på. Indledningsvis vil jeg gerne takke de af mine kolleger, der har været involveret i processen, og ikke mindst dem i sekretariatet, der har gjort et fantastisk stykke arbejde.

Det første punkt handler om den terminologi, vi bruger i dag. Det oprindelige udtryk var "absorptionskapacitet". Mens vi diskuterede, hvem der skulle lave denne betænkning, talte jeg med selveste Hr. Absorption - min gode ven hr. Brok. Vi nåede frem til, at absorption måske ikke er det bedste ord. Jeg tror, hr. Karl Bild udtrykte det meget fint, da han sagde: "Hvem ønsker at blive absorberet af EU? Ønsker Frankrig at blive absorberet af EU?" Svaret er naturligvis nej. Så vi gik efter et mere dynamisk, mere positivt udtryk og besluttede, at det faktisk er "integrationskapacitet", det handler om.

Det andet punkt er, at der er tale om et potentielt følsomt emne, eftersom der er mange interesser. Min kollega og ven hr. Brok har omtalt nogle af dem. Der findes altså mennesker, der er imod udvidelse, men for forfatningen. Andre er imod forfatningen, men for udvidelse. Og så er der dem, der ligesom mig er for forfatningen og for udvidelse, og der er folk som hr. Farage og alle de andre, der er imod begge dele.

Vi forsøgte at navigere igennem disse fire typer interesser, og jeg synes, vi har klaret det ret godt i denne betænkning. Begrebet integrationskapacitet er i virkeligheden ikke nyt. Det har altid været der. Der er altid debat før hver eneste udvidelse om, hvor meget tilnærmelse der skal ske i EU. Før 1973 blev EU en toldunion. Før 1986 blev den europæiske fælles akt foreslået. Før Finlands, Østrigs og Sveriges tiltrædelse var der Maastricht-traktaten. Før "the big bang" i 2004 var der Amsterdam og Nice. Det, vi ønsker, er at få en forfatning før næste udvidelse.

For det tredje, hvordan skal vi definere integrationskapacitet? Jeg tror, at denne betænknings konklusion er, at man kan fremlægge en vag opfattelse af, hvad det egentlig betyder, og man kan sige, at det ikke er en betingelse for udvidelse, men det er et kriterium for os, de nuværende medlemsstater. Vi er nødt til at have styr på de indre linjer, før vi kan udvide. Det besværlige er, at man ikke kan formulere en præcis definition af integrationskapacitet, fordi det er knyttet til to ting. Et: tiltrædelsestidspunktet. To: antallet af nye lande, der bliver medlem af EU. Med andre ord, udvidelsen i 1973 var radikalt anderledes end udvidelsen i 2004. Stadig vedrørende definitionen: Integrationskapacitet handler om tre ting, nemlig institutioner, budget og politikker.

Det fjerde punkt handler om den offentlige debat, og her vil jeg gerne rette søgelyset mod Rådet, som siger, at vi skal knytte udvidelsen til den offentlige mening. Vi siger ja, selvfølgelig skal man det, men De skal ikke komme og fortælle mig, at De ikke har lejlighed til at gøre det. Tiltrædelsesforhandlinger åbnes med enstemmighed. Hvert kapitel åbnes med enstemmighed. Hvert kapitel lukkes med enstemmighed. Hele pakken vedtages med enstemmighed, og oven i købet er det meningen, at hver medlemsstat skal ratificere tiltrædelsen. Hvis man ikke kan forklare fordelene ved udvidelse til befolkningen i løbet af de to til 10 år, dette tager, mener jeg, at man er fuldstændig inkompetent til sit arbejde, så vær venlige at gøre Deres arbejde, så kan De komme og snakke om den offentlige mening. Vi har brug for flere strategiske overvejelser om udvidelse.

Den sidste ting er forfatningen. Betænkningen skitserer en række emner, som det er tvingende nødvendigt at få afklaret før næste udvidelse: anvendelse af kvalificeret flertal, status som juridisk person, udenrigsministeren, fælles sikkerhedspolitik osv. Det er særdeles nødvendigt, at vi tager hånd om disse emner, før vi kan udvide. Budskabet fra betænkningen er: lad os nu få styr på de indre linjer før 2009 og så begynde at udvide.

Afslutningsvis vil jeg sige, at udvidelse er nok den bedste politik, EU nogensinde har haft. Den har ført til fred, fremgang, sikkerhed og stabilitet. Lad os undgå dårlige undskyldninger, når vi snakker om udvidelse, for vi ved, at vi aldrig, og dog altid, er klar til at udvide.

(Bifald)

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! På sit møde i juni besluttede Det Europæiske Råd, at debatten om udvidelse og EU's fremtidige udvidelsesstrategi skal fortsætte og udvides under det finske formandskab. Det Europæiske Råd, der samles i denne uge, vil diskutere alle aspekter af fremtidige udvidelser, herunder EU's kapacitet til at acceptere nye medlemmer og måder, hvorpå kvaliteten af udvidelsesprocessen kan forbedres yderligere på baggrund af de hidtidige erfaringer.

Det Europæiske Råd vil afholde sin overordnede forhandling om udvidelse i henhold til den udvidelsesstrategi, Kommissionen udsendte den 8. november. Strategien omfatter tillige en særlig betænkning om EU's kapacitet til at integrere nye medlemmer. Det er formandskabets mål, at der under drøftelserne i Det Europæiske Råd lægges vægt på den fælles holdning til udvidelsesprocessens fremtid. I mandags behandlede Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) Det Europæiske Råds konklusioner vedr. udvidelse. Rådet havde en konstruktiv og grundig debat om emnet.

Udvidelse er en del af Europas integrationsproces. Da det finske formandskab præsenterede sit arbejdsprogram for Udenrigsudvalget i juli, påpegede vi, at udvidelserne uden tvivl har fremmet vækst og velstand i Europa. De har været til fordel for såvel EU og dets medlemsstater som Europa som sådan. Udsigten til medlemskab har tilskyndet kandidatlandene til at gennemføre de nødvendige reformer. Udvidelse har været medvirkende til, at EU er blevet en mere magtfuld aktør i international politik. Udvidelsen af det internationale marked har gjort det muligt for EU's økonomi at reagere mere effektivt på de udfordringer, der følger af global konkurrence.

Den historiske femte udvidelsesrunde vil være gennemført, når Bulgarien og Rumænien, hvis påtænkte kandidater til Kommissærer blev godkendt her i går, bliver optaget i EU den 1. januar. Denne runde har allerede vist sig at være en succes. Takket være udvidelsen strækker et område med fred, stabilitet, demokrati, retsstatsprincippet og fremgang sig nu ud over næsten hele Europa. Nu skal vi sørge for, at succeshistorien fortsætter.

EU er nødt til at fortsætte udvidelsen som en åben og objektiv proces uden nye restriktioner eller betingelser. Af denne grund skal spørgsmålet om, hvordan udvidelsen kan gøre fremskridt i praksis, have mere opmærksomhed. Det er kun naturligt at prøve at forbedre kvaliteten af udvidelsesprocessen og at forberede EU bedre på det.

Som vi ved, og som tydeligt fremgår af ordførernes taler, er kapaciteten for integration, dvs. EU's evne til at optage nye medlemmer, ikke et kriterium for medlemskab. Og det skal det heller aldrig blive. Ikke desto mindre er integrationskapacitet en vigtig faktor at tage hensyn til for at garantere, at udvidelsen bliver en succes. Bevarelse af integrationskapacitet er i såvel EU's som kandidatlandenes interesser. Men hvis vi indførte betingelser for udvidelse inden for EU, som et kandidatland ikke kunne gøre noget for at gennemføre, ville der være fare for, at det ville skade villigheden til reformer hos lande, der er interesseret i medlemskab af EU.

For at bevare EU's integrationskapacitet er det nødvendigt, at tiltrædelseslande er indstillede på at acceptere og gennemføre de forpligtelser, der følger af at være medlem af EU. Det har også afgørende betydning, at EU kan fungere effektivt og kan udvikle sig. Det er vigtigt for EU at kunne optage nye medlemmer, når de er klar, baseret på fremskridtet i forhandlingerne. Begge disse overvejelser er også vigtige for at kunne få offentlighedens støtte til udvidelsesprocessen.

EU's integrationskapacitet bør bedømmes under udvidelsesprocessen. Vi er nødt til at sikre, at EU kan fungere politisk, økonomisk og institutionelt, efterhånden som det udvides. Kommende udvidelsers indvirkning på EU's institutioner, politikker og budget skal nøje vurderes.

Det er vigtigt, at EU lever op til de tilsagn, vi har givet Kroatien, Tyrkiet og landene på det vestlige Balkan i forbindelse med forhandlingerne om medlemskab. Hvad angår Tyrkiet, vil jeg gerne sige, at formandskabet har gjort alt, hvad det kan, for at gøre det muligt for forhandlingsprocessen at fortsætte. Vi hilser den løsning, Rådet nåede frem til i mandags, med tilfredshed. Den vil give os et grundlag, vi kan fortsætte ud fra.

Kandidatlande og potentielle kandidatlande er ansvarlige for at gennemføre de reformer, der er påkrævet i de pågældende lande. Fremskridt i medlemskabsprocessen afhænger af fremskridtene i denne sammenhæng. Vi kan kun komme videre i processen, hvis betingelserne bliver opfyldt.

I den senere tid har luften været præget af en stærk følelse af udvidelsestræthed. Faktuelle oplysninger på rette tid kan også være stærkt medvirkende til at overvinde den fremherskende tvivl. Sandheden er, at EU har stor fordel af nye medlemsstater og har behov for dem.

Slutteligt vil jeg gerne på formandskabets vegne takke Parlamentet for dets engagerede deltagelse i debatten om kommende udvidelser. De to betænkninger, der er blevet fremlagt for os i dag, er et værdifuld bidrag til denne debat. Formandskabet vil naturligvis tage betænkningerne om udvidelsesstrategi og integrationskapacitet, der diskuteres i dag, i betragtning, og det samme gælder de synspunkter, Parlamentet i almindelighed giver udtryk for. Vi går ud fra, at Parlamentet vil støtte vores fælles mission.

(Bifald)

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (FI) Hr. formand, minister Lehtomäki, mine damer og herrer! Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke formandskabet for det fortrinlige og tætte samarbejde under dets formandskabsperiode, og jeg vil især gerne gratulere formandskabet med den beslutning, det traf mandag i denne uge om at tillade, at medlemskabsforhandlingerne med Tyrkiet fortsætter. Denne beslutning var et klart signal til Tyrkiet om, at det har konsekvenser, hvis man ikke opfylder sine forpligtelser, men samtidig lykkedes det Rådet med sin beslutning i mandags at forhindre en konflikt i forholdet mellem EU og Tyrkiet.

Denne beslutning viser, at EU kan træffe resolutte og solidariske beslutninger om ømtålelige spørgsmål såsom Tyrkiet uden at gøre det til det store drama. Jeg formoder, at dette vil blive værdsat her i Parlamentet, og jeg ved, at det i det mindste vil blive værdsat af de 26 medlemmer af Det Europæiske Råd, der mødes på torsdag og fredag, og som ikke ønskede endnu et topmøde om Tyrkiet sidst på året.

(EN) Hr. formand! Jeg vil gerne gratulere ordførerne, hr. Brok og hr. Stubb (som ikke er stædig, men yderst fleksibel rent intellektuelt, uanset hvordan hans navn udtales!). Jeg vil også gerne gratulere alle medlemmerne med deres intense arbejde på dette vigtige område.

Kommissionen deler mange af de opfattelser, der fremføres i betænkningen. Vi hilser især Deres præference for udtrykket "integrationskapacitet", som forklaret af hr. Brok og hr. Stubb, velkommen. Vi hilser Parlamentets støtte til Kommissionens udvidelsesstrategi og dens principper velkommen, og det samme gælder støtten til vores indsats for at fremme kommunikation og åbenhed.

Jeg er enig med Parlamentet i, at integrationskapacitet primært handler om EU's institutioner, budget og politikker. Men før jeg kommer nærmere ind på disse punkter, vil jeg gerne understrege den enorme vigtighed af at holde os vores egne strategiske interesser for øje, når vi overvejer vores integrationskapacitet.

I den igangværende debat i Europa i almindelighed taler vi ofte forbi hinanden. Nogle lægger kun vægt på udvidelsens strategiske betydning for fred og demokrati. Andre fokuserer kun på interne problemer, som reducerer vores kapacitet til at integrere nye medlemsstater. Hvis disse to diskurser ikke mødes, risikerer vi at gøre vores egne borgere mere forvirrede og underminere vores troværdighed i kandidatlandene.

Derfor er vi nødt til at opbygge en fornyet konsensus om udvidelse ved at forene disse to sider af den samme mønt. Vi skal videreføre udvidelsens strategiske mission ved at opretholde EU's bløde magt i form af demokratisk og økonomisk forandring, samtidig med at vi skal sikre, at vi kan fungere, mens vi gradvist integrerer nye medlemsstater.

Af disse årsager vil Kommissionen fortsætte med at forbedre tiltrædelsesprocessens kvalitet. Vi vil gennemføre konsekvensvurderinger og evaluere de budgetmæssige følger for nøglepolitikker, især inden for landbrug og samhørighed.

Ydermere er vi nødt til at gøre brug af streng konditionalitet. Erfaringen viser, at jo bedre forberedte de nye medlemsstater er, jo mere gnidningsløst fungerer EU efter udvidelsen. Svære emner som f.eks. reform af retsvæsnet og kampen mod korruption skal tages op på et tidligt tidspunkt af forhandlingerne.

Men en forbedring af tiltrædelsesprocessens kvalitet må ikke føre til noget, der er alt for kompliceret. Det vil kun skabe kunstige barrierer i en proces, der allerede er rigeligt kompliceret. Jeg tror, vi alle går ind for forenkling, ikke yderligere komplikationer. Derfor skal vi have klare regler, klare procedurer, der forstås både af vores egne borgere og af de pågældende lande - kandidatlandene.

Nogle spekulerer på, om udvidelse sker på bekostning af tilnærmelse. Mit svar er nej. EU har før formået at præstere tilnærmelse og udvidelse sideløbende, og det kan også ske igen.

Derfor skal en ny institutionel aftale være på plads, før det må forventes, at den næste medlemsstat er klar til at blive medlem af EU. Rådet har vedtaget en tidsplan for den forsatte institutionelle reform, som starter med den politiske erklæring, der efter planen vedtages i Berlin til marts. De skridt, der er nødvendige for at opnå en ny institutionel aftale, skulle være gennemført ved udgangen af 2008.

Vi har brug for en ny institutionel aftale for at gøre vores beslutningsproces mere effektiv. Vi har brug for den for at styrke EU's legitimitet, og vi har brug for den for at styrke EU's rolle i verden. Sidst, men ikke mindst har vi brug for den af hensyn til det nuværende EU og dets borgere i dag eller senest i morgen - ikke kun af hensyn til mulige kommende udvidelser. Vi er nødt til at fastholde fremdriften i integrationen og sikre tilnærmelse og fortsat udvikling i EU.

Jeg går ud fra, at De deler disse mål om et forbedret og stærkere EU, og jeg ser frem til at samarbejde med Dem om at opnå disse mål.

(Bifald)

  Íñigo Méndez de Vigo, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil begynde med at lykønske de to ordførere. Heldigvis er de to ordførere fra min politiske gruppe, hr. formand, og de har arbejdet sammen og suppleret hinanden. De ved det ikke, men jeg vil afsløre en hemmelighed her til formiddag, nemlig at vi, hr. Swoboda, i min politiske gruppe kalder hr. Brok og hr. Stubb for "tvillingerne". Jeg håber ikke, at andre mere kendte tvillinger i Europa bliver fornærmede over, at vi bruger denne betegnelse.

Men sandheden er, at de har gjort det, som andre tvillinger burde have gjort. De har handlet i fællesskab til Europas bedste. De har ikke blot absorberet de andre politiske gruppers ændringsforslag, men derimod indarbejdet dem. Derfor tror jeg, at vi i dag vil se, at Parlamentet vil stemme for de to betænkninger om udvidelsesstrategien og kapaciteten til at integrere nye medlemsstater.

Disse to betænkninger, hr. formand, kommer med flere positive forpligtelser. Den første forpligtelse - og det har hr. Stubb så udmærket sagt - drejer sig om udvidelsen. Efter vores mening er udvidelsen særdeles positiv for EU og for de stater, der bliver medlemmer af EU. Det hersker der ingen tvivl om. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan de bare se på afsnit 19 i beslutningsforslaget.

Men det er også klart, at EU, hvis udvidelsen skal blive en succes, skal være parat til at modtage disse nye stater. Sandheden er, at det er vi ikke for øjeblikket. Der er ingen, der inviterer gæster, hvis hjemmet ikke er forberedt på det. Denne forberedelse af hjemmet er den anden forpligtelse, som hr. Stubb kommer med i sin betænkning, dvs. forpligtelsen over for forfatningstraktaten.

For ikke så længe siden støttede to ud af tre af Parlamentets medlemmer Corbett-Méndez de Vigos betænkning. Hr. Stubbs betænkning fremhæver denne kendsgerning. Vi mener fortsat, at indholdet i forfatningstraktaten er nødvendigt for, at vi kan modtage nye gæster i vores hjem.

Efter min mening er det meget vigtigt at understrege dette nu, for det tyske formandskab vil komme med forslag til en dato, 2009, og jeg synes, at det, der fremhæves i afsnit 9 og 10 i hr. Stubbs betænkning, er det indhold, som bør indgå i enhver kommende reform. Det understreges desuden, hvilket vi også tidligere har understreget her i Parlamentet, at vi ikke ønsker cherry picking, dvs. en delvis ikrafttræden af visse aspekter. Vi ønsker den balance, som forfatningstraktatens tekst repræsenterer.

Endelig, hr. formand, indeholder begge betænkninger et klart politisk budskab. De skal med til Det Europæiske Råd, og jeg beder Dem om at gentage det der: Der bliver ingen nye udvidelser uden en europæisk forfatning. Det bliver der ikke. Europa-Parlamentet bør afgive en samstemmende udtalelse, når der skal vedtages en ny udvidelse. Det vil benytte sig af denne ret, for det proklameres højtideligt i betænkningen.

Derudover, hr. formand, vil min gruppe støtte begge betænkninger, og i forbindelse med Stubb-betænkningen vil den stemme for ændringsforslag 6, 7 og 8.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne indlede med at rette en hjertelig tak til hr. Brok og hr. Stubb for betænkningen. Men når jeg ser hen på dem og på hr. Méndez de Vigo, må jeg konkludere, at de åbenlyst ikke er enæggede tvillinger, men at resultatet er rigtig godt. Selv om jeg værdsætter Dem meget som person, hr. kommissær, så vil jeg gerne sige, at resultatet af de to betænkninger efter min mening er bedre end rapporten fra Kommissionen. Vi beskriver tingene tydeligere og klarere, og efter min mening bør Kommissionen tage ved lære af dette.

Der er også mange parlamentsmedlemmer, der er tilhængere af en løsning med et lille Europa og siger: Jo mindre EU, jo bedre og mere homogent. På den anden side er der dem, der siger: jo større, jo bedre, fordi vi så kan tale på alles vegne. Men vi kan ikke tale på alles vegne, hvis vi ikke kan finde sammen om en fælles stemme. Derfor er vi nødt til at skabe forudsætningerne. Det er ikke kvantitet, men kvalitet, der skaber Europa. Med til disse forudsætninger hører f.eks. - her giver jeg hr. Méndez de Vigo helt ret - den europæiske forfatning.

Det behøver ikke lige præcis være den nuværende forfatning, og det bliver sandsynligvis heller ikke den. Men de væsentlige elementer i denne forfatning skal gennemføres, hvis Europa skal gøres handledygtigt. En anden forudsætning er helt sikkert et passende økonomisk grundlag. Vi er jo ikke engang nu - hvis vi skal være ærlige - i stand til at opfylde de ønsker og forestillinger hos vores befolkning, som rimeligvis skal opfyldes af Europa. Hvordan skal et udvidet EU dog fungere, hvis vi ikke kan skabe de nødvendige økonomiske forudsætninger?

Vi må sige til vores regeringer: I kan ikke på den ene side komme med fine tilsagn om udvidelse og på den anden side, når det handler om det økonomiske grundlag, sige, at vi ikke har penge nok. Det er ikke acceptabelt, og det skal Europa-Parlamentet give klart udtryk for.

Jeg vil sige endnu en ting vedrørende forfatningen. Det handler naturligvis først og fremmest om en reform af institutionerne, ikke om små justeringer, men derimod om fundamentale reformer. Man kan sige det samme - hvad angår finansieringen - om finansieringsmodellerne, der skaber en fundamental ændring af EU's økonomiske grundlag.

Det handler altså om integrationsevnen. Jeg vil gerne understrege på min gruppes vegne, at integrationsevnen ikke er en hindring for kommende udvidelser, men derimod en forudsætning for kommende udvidelser, men det er en nødvendig forudsætning og ikke kun et biprodukt af vores overvejelser, hvor man så ændrer et par detaljer i en tiltrædelsestraktat. Det vil ikke længere være acceptabelt.

Parallelt hermed skal vi naturligvis fortsætte forhandlingerne om Sydøsteuropa og Balkan - ikke kun om Kroatien, hvor jeg har den ære at være ordfører. Der kan heller ikke trækkes nye grænser efter Kroatien, tingene må ske gradvis. Hr. Wiersma vil sige mere vedrørende Tyrkiet. Tyrkiet skal opfylde sine forpligtelser, men vi skal også opfylde den integrationsopgave på Cypern, som vi ikke er færdige med, på politisk plan.

Mit sidste punkt er, at vi skal give vores nabolande, især dem i området omkring Sortehavet, en realistisk vision. I den forbindelse er det nødvendigt at skabe en mellemform, som vi har overvejet i fællesskab i Udenrigsudvalget. Hr. Wiersma og jeg har foreslået idéen om et EU-Sortehavsfællesskab med henblik på at knytte landene tættere til EU. Der er tale om en slags forberedelsestrin, der ikke nødvendigvis, men muligvis fører til medlemskab, når de pågældende forudsætninger er opfyldt.

Vi skal opfylde vores naboers ønsker, men vi kan kun opfylde dem, hvis vi opfylder vores egne europæiske borgeres ønsker. Det er ikke tilfældet for øjeblikket, og derfor skal vi skabe de nødvendige forudsætninger. Først da vil det være muligt at realisere visionen om et stort, udvidet Europa.

(Bifald)

  Formanden. - Hr. Swoboda, det er åbenlyst, at hr. Stubb og hr. Brok ikke er tvillinger i ordets fysiske forstand. Hr. Méndez de Vigo har sagt det kærligt for at vise, at de handler sammen som to andre berømtheder, nemlig Stan Laurel og Oliver Hardy, der heller ikke var tvillinger, men som også optrådte sammen.

(Latter)

Det er sådan, at vi skal fortolke deres fælles optræden, og det siger jeg også med stor hengivenhed for vores to ordførere i dag.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! I den seneste tid er vittigheder om tvillinger blevet trættende, men jeg ville netop sige, at I heldigvis ikke er blevet onde tvillinger endnu, for det ville naturligvis være særdeles beklageligt.

Siden maj/juni 2005 har udvidelsen i høj grad stået for skud. Udvidelsen har jo angiveligt været hovedårsagen til, at Frankrig og Nederlandene stemte nej. I denne negative atmosfære dukkede pludselig begrebet absorptionskapacitet op. Det er et afskyeligt grimt ord og faktisk for mange en undskyldning for at bremse yderligere udvidelse og endda for om ikke at tilbagekalde indgåede løfter, så i hvert fald at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Det har min gruppe aldrig været enig i. Min gruppe lægger overordentlig stor vægt på følgende elementer. For det første erkendelsen af, at udvidelsen, således som den hidtil er gennemført, er en meget stor succes. For det andet opfyldelsen af alle indgåede løfter til Kroatien og de vestlige Balkanlande, selv om nogle af dem først nu er ved at blive oprettet, og ligeledes løfter til Tyrkiet.

I den forbindelse vil jeg for øvrigt gerne lykønske kommissær Rehn, hans kolleger i Kommissionen og Rådet med de beslutninger, som er truffet vedrørende Tyrkiet. Jeg synes, det er en afbalanceret holdning. Der smækkes ingen døre i, men det gøres klart, hvad det drejer sig om, og vi støtter Dem fuldt ud i denne beslutning.

Endelig lægger min gruppe også overordentlig stor vægt på - det kommer hr. Duff nærmere ind på om lidt - at Unionen skal have orden på sine institutioner, førend den næste udvidelse gennemføres. Men det er Unionens ansvar. Det er medlemsstaternes, Kommissionens, Parlamentets og Rådets, og ikke mindst Det Europæiske Råds, ansvar. Det er ikke kandidatlandenes ansvar.

De to betænkninger afspejler denne nye, mere positive indstilling til udvidelse, og de understreger helt klart, at institutionerne først skal gennemgå en reform, og det er grunden til, at min gruppe godkender dem.

  Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil ikke gentage, hvor succesfuld udvidelsen hidtil har været. Det har mange andre medlemmer og også Kommissionen og Rådet allerede gjort, og det ser ud til at være kendt her i Parlamentet. Men det er bestemt ikke overflødigt i et EU, hvor stadig flere mennesker tvivler på nytten og nødvendigheden af udvidelsen.

Når dette er sagt, er det ikke desto mindre nødvendigt og efter min mening også muligt at tage ved lære af den måde, hvorpå vi hidtil har gjort det, hvilket - som kommissæren sagde - er nævnt i hans meddelelse og også i Parlamentets betænkninger. Vi skal bedømme hvert enkelt land og ikke begå den samme fejl igen med at koble Rumænien og Bulgarien sammen. Vi skal ikke nævne en dato for tidligt, for det bliver en ulempe for os og for processen. Vi skal ikke gemme vanskelige spørgsmål til sidst, men holde mere øje med gennemførelsen end løftet. I debatten om det, vi kan lære af det, er udtrykket absorptionskapacitet, som nu hedder integrationskapacitet, pludselig dukket op i det sidste år. Det er en reaktion hos nogle tilhængere af yderligere udvidelse - som jeg henregner mig selv til - nemlig angst for at deltage i denne debat, fordi mange modstandere af yderligere udvidelse har brugt udtrykket integrationskapacitet som argument mod yderligere udvidelse.

Lad det være klart, at integrationskapacitet ikke er et argument for udvidelse og heller ikke imod udvidelse, men det skal være tydeligt, hvad vi taler om.

Jeg vil nævne to elementer. Hvad institutionelle reformer angår, gentager jeg, at jeg er stærk tilhænger af yderligere udvidelse med vestlige Balkanlande og Tyrkiet, men også jeg er overbevist om, at disse udvidelser ikke kan finde sted på grundlag af de nuværende traktater, og at vi derfor har brug for en fundamental institutionel reform. Jeg synes blot ikke, at vi her i Parlamentet skal skændes om, hvordan vi præcist skal gøre det, men bare gøre det!

Hvad de andre elementer i diskussionen om integrationskapacitet angår, er støtten fra offentligheden afgørende. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi, men også vores nationale kolleger, gør, hvad vi kan for at fortælle, at fortiden skal vurderes rigtigt, således at man tør fremhæve, hvilke interesser EU har på længere sigt. Dertil er der også behov for politisk lederskab og politiske mod, hvor man ikke ser på hver meningsmåling om udvidelsen, som måske falder noget mindre positivt ud i øjeblikket. Alle disse elementer - mod, politisk lederskab, langfristede interesser - samles i debatten om Tyrkiet.

Jeg går derfor selv kraftigt ind for, at Europa-Parlamentet ikke deltager i denne populismebølge, som vi nu ser i nogle debatter i Europa om Tyrkiet. Også i Nederlandene ser jeg, at folk, der var tilhængere af tiltrædelse for to år siden, nu pludselig er imod Tyrkiets tiltrædelse, fordi meningsmålingerne skuffer lidt. Det må vi ikke være med til, heller ikke i denne betænkning. Derfor skal Tyrkiet, hvad Cypern angår - det vil jeg tale med hr. Brok om - opfylde sit løfte, men det skal EU også. Derfor er jeg meget glad for udenrigsministrenes tilsagn om at tale om det nordlige Cyperns isolation til foråret. EU's fremtid kan ikke bygges på omskiftelighed og angst, og det gælder absolut også for udvidelsen.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! I begyndelsen af 1990'erne blev udvidelsen udråbt til en af EU's vigtigste målsætninger. Europa, som tidligere var opdelt i tre økonomiske blokke, skulle hurtigt forenes inden for EU. Dernæst blev planen om en begrænset indledende udvidelsesfase - hvori Estland, Tjekkiet og Cypern blev optaget, men ikke Letland, Slovakiet og Malta - erstattet af en stor udvidelse på én gang. Rumænien og Bulgarien dannede bagtroppen, men om tre uger er de også medlemmer.

Efter tilsagnet om, at også alle endnu ikke tiltrådte Balkanlande er velkomne, efter den forsinkede start på forhandlingerne med Kroatien og Tyrkiet og efter den korte begejstring over en eventuel hurtig tiltrædelse af Ukraine, Moldova og Belarus er det blevet bemærkelsesværdigt stille. Med kandidatlandet Makedonien er forhandlingerne endda endnu ikke rigtig indledt.

Det viser sig i mellemtiden, at nye lande ikke længere er så velkomne. Myndighederne frygter, at EU uden en ny forfatning vil komme til at fungere stadig mere besværligt, og at stadig flere penge skal omfordeles. Den brede offentlighed ser, at der finder arbejdsmigration sted, hvor mennesker, der bor langt fra hjemlandet, gør det beskidte og farlige arbejde, bliver dårligt betalt og har dårlige boliger.

Vedtagelse af tjenestedirektivet har skabt frygt for, at den gode sociale lovgivning og de gode kollektive overenskomster i de gamle medlemsstater i nær fremtid må konkurrere med dårligere ordninger i nye eller fremtidige medlemsstater. Både på grund af den neoliberale politik inden for EU og på grund af manglende fremskridt, når det gælder demokratisering og menneskerettigheder i Tyrkiet, er yderligere udvidelse i mellemtiden ved at blive yderst upopulær hos offentligheden i de nuværende medlemsstater.

Disse uheldige omstændigheder tvinger os til at sætte tempoet ned og træffe midlertidige overgangsforanstaltninger. Risikoen herved er, at stater, som foreløbig nægtes optagelse, i mellemtiden bliver stadig mere afhængige af EU. Det kan hindre dem i deres egne valg og deres egen udvikling.

Min gruppe ønsker, at ligeværdigheden af potentielle tiltrædende lande også i en overgangsperiode respekteres, og at der ydes finansiel støtte til at indhente det forsømte, bl.a. for at gøre deres fremtidige tiltrædelse lettere. Over for de mange indbyggere i vores medlemsstater, som kommer fra det tidligere Jugoslavien og Tyrkiet, er vi forpligtet til at tage disse områders ønske om tiltrædelse alvorligt.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Da jeg læste de to betænkninger, stødte jeg kun på en enkelt behagelig overraskelse. Det kulsorte billede af fremtidsudsigterne for EU's udvidelse er blevet erstattet af et gråt. Vi bør sætte pris på dette lysere billede. Billedet blev endnu lysere i dag, da vi hørte ordførerens tale, men det billede, der bliver malet, er stadig alt for langt fra sandheden.

Trods det indtryk, de to betænkninger kunne give os, er det ikke de institutionelle reformer, der har gjort EU til en stadigt stærkere aktør på den internationale arena. EU har forøget sin politiske indflydelse, fordi det nu repræsenterer et større antal borgere, flere virksomheder, et større territorium og større militær og økonomisk indflydelse. Det er derfor takket være udvidelserne i 1980'erne, 1990'erne og senest i 2004, at EU har fået styrken til at blive en global aktør. Denne forandring er ikke sket ved at vifte med en tryllestav i form af en traktatreform.

Jeg har bemærket en større villighed til at tale om beslutningen fra marts 2006 om samme emne, men det er ganske enkelt anakronistisk at gøre udvidelse betinget af forfatningstraktaten. Vi kan forvente institutionelle forandringer, men at fremmane traktaten i dens nuværende form kan kun ses som en undskyldning for at standse udvidelsesprocessen uden god grund. En filosofi baseret på mottoet "forfatningstraktat eller døden" er hverken god eller intelligent. Et lignende påskud kan findes i akademiske diskussioner om absorptionskapacitet eller integrationskapacitet.

Europæisk integration er ikke et kemisk eller fysisk fænomen, og der er ingen objektive naturlove i spil her. Integration er et spørgsmål om ren og skær politisk vilje, og den er i vores hænder og i hænderne på vores kolleger i medlemsstaterne. Hvis vi virkelig er enige om, at udvidelser er lig med succes, er spørgsmålet, hvorfor vi skulle have lyst til at tilføje 30 klausuler baseret på en filosofi, der ikke er så forskellig fra snæversynet, fej euroskepticisme. Kan vi virkelig være sikre på, at kvaliteten af integrationen lider under udvidelse? Måske forringes kvaliteten af integration også på grund af EU's egne dårlige politikker? Måske lider kvaliteten som følge af en overset dagsorden, som vi påtvinger EU, eller af overdrevent forskellige og overdrevent høje forventninger?

Hvis vi skulle gendrive mine kritikpunkter, ville vi stå tilbage med den temmelig banale sandhed, at kandidatlande skal opfylde medlemskriterierne. Jeg tvivler på, at det er nødvendigt at udarbejde to komplette betænkninger blot for at minde os selv om dette temmelig indlysende og hævdvundne princip.

Af disse årsager ønsker jeg ikke at stemme for disse udkast, idet de ikke lader til at være andet end en liste med påskud for at suspendere integrationsprocessen uden nogen god grund.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Hr. Stubbs betænkning er skuffende af mere end én grund. For det første yder betænkningen ikke noget som helst bidrag til, at vi kommer ud af det nuværende institutionelle dødvande, som Unionen befinder sig i. Kun en ny bekræftelse af støtten til den europæiske forfatning og en sammenfatning af denne forfatning i punkt 9 viste sig efter vedtagelsen af denne betænkning at være Parlamentets seneste holdning.

Lige så skandaløs er den manglende holdning til udvidelsesprocessen, hvilket er mit andet kritikpunkt. Punkt 11 fremhæver nødvendigheden af bestræbelser på at øge offentlighedens accept af udvidelsen. De faktorer, der forårsager den aftagende støtte til udvidelsen, tales der imidlertid stadig overhovedet ikke om. Også i denne betænkning er EU's endelige mål tabu. Netop den rystende mangel på politisk lederskab, når det gælder om at definere EU's grænser, forårsager ufred og usikkerhed omkring udvidelsesprocessen.

I denne betænkning om de institutionelle aspekter af EU's evne til at integrere nye medlemsstater savner jeg desuden konkrete henstillinger om fastlæggelse af udvidelsesprocessen i traktaten. Jeg foreslår, at de forskellige faser af tiltrædelsesprocessen fastlægges i traktaten, således at hver statusforøgelse for aspirantmedlemmerne finder sted på grundlag af ensartede kriterier. På denne måde bliver udvidelsesprocessen mere gennemsigtig, og således kan Europa-Parlamentet virkelig på alle afgørende tidspunkter i tiltrædelsesprocessen udføre sin parlamentariske kontrollerende opgave.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Nu vi taler om udvidelsesstrategien, er det passende at komme ind på måden, hvorpå forhandlingerne føres med et problematisk kandidatland som Tyrkiet. Tyrkiet får en frist til at opfylde sine forpligtelser vedrørende toldunionen. Den tyrkiske regering afviser dette, og hvad er EU's såkaldte sanktion? De vanskelige kapitler tales der ikke om foreløbigt. Fristen er bortfaldet, og der kommer ikke en ny frist.

Kommissionen og Rådet fortsætter bare med at gentage, at de ikke ønsker en kollision med Tyrkiet, og at tyrkerne i mellemtiden godt har forstået, at de kan stille betingelser og ikke vi. Den belgiske regering har for øvrigt fundet på en ny doktrin, som lyder, at vi med Tyrkiet foretager en geopolitisk udvidelse, og at der skal gælde en anden strategi for en sådan. Med andre ord behøver et ikkeeuropæisk kandidatland som Tyrkiet ikke tage det så nøje med Københavnskriterierne. EU har ikke noget svar på Tyrkiets basarforhandlingsstil.

Kommissær Rehn har netop talt om EU's troværdighed, når det gælder kandidatlandene. Han glemmer en lille detalje, og det er EU's troværdighed, når det gælder den europæiske offentlighed. Man har altid gjort befolkningen opmærksom på, at forhandlingerne ville blive standset, hvis Tyrkiet helt klart gjorde for få fremskridt. Nu gør man præcist det modsatte, og det er det troværdighedsproblem, som EU nu oplever.

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, fru minister, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er to fremragende betænkninger, de to ordførere har fremlagt i dag. Jeg vil gerne rose dem, fordi de har sat tingene på plads præcist og grundigt og med substans.

Der er et spørgsmål, som svæver i luften i EU: Quo vadis Europa? Og spørgsmålet indeholder selv andre spørgsmål: Hvilken form for EU vil vi have? Hvor stort skal EU være? Fungerer EU effektivt i dag?

Det er pinefulde spørgsmål, som skal besvares, og svarene ligger i den vision, vi gerne vil arbejde for. Hvad er vores vision? Vi har den samme vision. Vi ønsker et EU, der er demokratisk, et EU med velfærd og menneskelighed. Vi ønsker et EU, som spiller en regulerende rolle i den globale sammenhæng. Derfor er udvidelsen ikke et mål i sig selv. Udvidelsen er en del af visionen, og følgelig kan vi ikke spænde vognen foran hesten, de to ting er nødt til at følges ad. Ud fra denne betragtning har hr. Rehn ret, når han siger, at udvidelse og uddybning er to sider af den samme mønt.

Vi kan imidlertid ikke tale om udvidelse, hvis det går ud over kvaliteten til fordel for ekspansion - Europas mål er ikke ekspansion - uden at vi tager højde for de vilkår, vi lever under. Det er ikke EU, der skal tilpasses til udvidelsen. Det er det enkelte land, som vil være medlem af EU, der må tilpasse sig. Og hvad Kroatien og Tyrkiet angår, er det selvfølgelig godt, at vi gerne vil have Tyrkiet med i EU, men Kroatien stoppede vi, da landet ikke overholdt de betingelser, vi havde opstillet. Jeg vil ikke sige, at det var nødvendigt at nå til det punkt.

Til sidst vil jeg sige, at vi bør gå videre med forfatningen, ellers vil udvidelsen ikke have nogen mening historisk set.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand! Jeg vil også give de to ordførere, hr. Brok og hr. Stubb, en kompliment for det fortræffelige arbejde, som de har gjort. EU's femte udvidelsesrunde var uden tvivl et af de mest ambitiøse projekter, som EU hidtil har fuldendt. Det er naturligvis også en referenceramme for den diskussion, vi fører i dag. Denne udvidelse tvinger os også til at se på, hvordan EU fungerer internt, især inden vi indleder den næste udvidelsesrunde. Derfor drøfter vi i dag igen EU's integrationskapacitet.

Ikke desto mindre vil jeg sige noget om den ofte udtrykte kritik af udvidelsen i forbindelse med den forhandling, som vi nu skal føre. Jeg vil tage lidt afstand fra den, fordi denne kritik indeholder nogle idéer, som jeg afviser, nemlig for det første, at denne udvidelse var en fejltagelse, for det andet, at der overhovedet ikke kan tiltræde flere lande, og for det tredje, at de interne reformer især er nødvendige på grund af udvidelsen. Det er ikke rigtigt. Udvidelsen har en iboende værdi, der er knyttet til ambitionen om at få EU til at fungere bedre. Jeg bliver ved med at gentage, at udvidelsen i 2004 var en succes, og at udvidelsen i begyndelsen af næste år med Bulgarien og Rumænien også vil blive en succes.

EU er og bliver en åben klub. Det har forpligtet sig over for en række lande, og disse forpligtelser er vi nødt til at opfylde. EU er imidlertid under alle omstændigheder nødt til at foretage reformer for fortsat at kunne fungere og også, fordi borgerne forventer mere af EU. Således kommer vi faktisk igen tilbage til forhandlingen om integrationskapaciteten og udvidelsesstrategien i saglige udtryk. Jeg synes, at hr. Broks og hr. Stubbs betænkninger viser, at det er lykkedes Europa-Parlamentet på en saglig måde at beskrive, hvad vi forventer, og denne saglige måde at gribe sagen an på har også Kommissionen valgt, selv om den, som hr. Swoboda sagde, lader en række vigtige spørgsmål ubesvaret, idet den siger: "Det kommer vi tilbage til senere".

Ved integrationskapaciteten gælder det for os først og fremmest om, at EU gør sit hjemmearbejde. De nuværende institutioner og Nice-traktaten udgør et utilstrækkeligt grundlag for tiltrædelse af nye medlemsstater. Ansvaret for at gennemføre de institutionelle reformer, som er nødvendige for at nye lande senere kan integreres, ligger hos os. At også kandidatlande er ansvarlige for, at de forbereder sig grundigt på medlemskabet, er ikke noget nyt. Betingelserne blev allerede stillet i 1993 i de såkaldte Københavnskriterier.

En række elementer i EU's integrationskapacitet er selvfølgelig vigtige. Vi har brug for institutionerne for, at EU kan fungere demokratisk og effektivt, og vi har brug for et budget, som passer til EU's ambitioner. Jeg vil imidlertid også sige noget om den såkaldte evne til at handle, som efter min opfattelse er af afgørende betydning. Det drejer sig også om, at EU, Kommissionen og medlemsstaterne tager initiativer, som opfylder de europæiske borgeres ønsker og forventninger. Disse skal også være centrale i kommunikationen om EU.

EU skal vise, hvad det kan og også meddele dette, for kun på den måde har vi en chance for, at det lykkes at skabe og bevare opbakning til europæisk samarbejde, og udvidelse hører med til dette. Vi må ikke betragte udvidelse som et isoleret politisk område, som vi skal omtale særskilt. Udvidelsen skal også være en del af Kommissionens såkaldte borgernes dagsorden. Kun i den offentlige diskussion, som kommer i gang på grundlag af et Europa, som præsterer bedre, kan vi forvente, at borgerne i fremtiden vil indtage en positiv holdning til udvidelse.

Endelig har jeg en bemærkning om Tyrkiet, som hr. Swoboda også henviste til. Vores gruppe støtter kommissær Rehns holdning. Vi synes, han har udarbejdet et fornuftigt forslag. Vi måtte reagere på den kendsgerning, at Tyrkiet ikke gennemfører Ankara-protokollen. Samtidig er vi enige med ham i, at vi ikke må smække døren helt i. Dialogen skal fortsætte, men den delvise suspension eller forsinkelse af forhandlingerne, som De selv kalder det, støtter vi. Vi bliver ved med kraftigt at understrege, at Tyrkiet skal opfylde sine lovmæssige forpligtelser over for EU, og samtidig skal diskussionen ikke afbrydes fuldstændigt.

Min sidste bemærkning er, at vi håber, at Kommissionen og Rådet i det kommende år vil tage initiativer til at gøre noget ved isolationen, især den økonomiske, af det nordlige Cypern.

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig bestemt over udskiftningen af udtrykkene "absorptionskapacitet", der lyder som en køkkenrulle, og "privilegeret partnerskab", som er et lettere nedladende udtryk, der ærligt talt ikke indeholder særlig mange privilegier.

Men nu må vi arbejde for en hurtig og kreativ udvikling af naboskabspolitikken, så vi kan skabe stabile vilkår på den østlige grænse for stater, der ikke kan blive medlem af EU, og for stater, der beslutter, at de ikke ønsker det. Nu, hvor vi nærmer os genforhandlingen af traktaten, ville det være fornuftigt at tilføje et kapitel i fjerde del, der beskriver udvidelsespolitikken, omskriver Københavnskriterierne og beskriver tiltrædelsesprocessen og tærsklen langt mere klart end for nuværende. I forbindelse med genforhandlingen af tredje del bør oprettelsen af en ny klasse af associeret medlemskab også overvejes. En sådan forbedring ville styrke offentlighedens opfattelse af tiltrædelsesprocessens kvalitet og af udvidelseshastigheden for Europas postnationale samfund. Det ville også være til stor gavn for tredjelande i forbindelse med deres overvejelser om deres fremtidige forhold til EU.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske de to ordførere, men jeg har i nogen tid prøvet at ryste billedet af tvillingerne af mig. Jeg ved ikke, om Iñigo Méndez de Vigo har tænkt på moderen til de to. Der må under alle omstændigheder have været tale om en årelang fødsel. Vi lykønsker heller ikke de to ordførere, fordi men derimod selv om de begge kommer fra PPE-Gruppen. De har præciseret noget meget vigtigt her i Unionens krise.

Hvad betyder det, hvis vi betragter fordybelse og udvidelse som en uadskillelig opgave? Ordførerne har givet denne opgave en omfattende og kritisk beskrivelse og også kritiseret Kommissionen, Rådet og Parlamentet selv. Men de opførte sig også som tvillinger, da de på pinlig vis undgik de bagvedliggende, meget tungtvejende tabubelagte spørgsmål. De redegjorde for, at det handler om at forene hele Europa, men stillede ikke spørgsmålet, hvad hele Europa består i, og hvor dets grænser ligger. Når vi taler om forening og fordybelse, hvad er så det endegyldige mål med denne forening? Det står klart, at det ikke kun handler om tilknytning til Europa med et marked og med penge, men hvori består det politiske mål? I forbindelse med Duff-Voggenhuber-betænkningen stillede vi dette spørgsmål her i Parlamentet i januar, men det er stadig ubesvaret. Det er en af grundene til, at der er mange af borgernes spørgsmål og angst, vi ikke kan besvare. Vi bør bryde disse tabuer.

Jeg er meget taknemmelig for, at der også fremsættes en klar kritik i Brok-betænkningen. Den går på den overfladiske redegørelse for de økonomiske følger af de pågældende udvidelser og på den overfladiske behandling af de institutionelle spørgsmål. Det er en mangel hos Kommissionen, at den fra begyndelsen af denne forfatningskrise ikke har behandlet den institutionelle problematik på passende vis. Men kritikken går også på den overfladiske behandling af spørgsmålene om indre sikkerhed, retsvæsen, mediefrihed og grundlæggende rettigheder. Det er en vigtig henvisning. Jeg beklager personligt, at man nu fokuserer på Cypern i forbindelse med Tyrkiet-spørgsmålet. Det er ikke den virkelige og centrale konflikt, for den ligger i højere grad i spørgsmålet om grundlæggende rettigheder og demokrati. Det er de egentlige spørgsmål, der er trådt noget i baggrunden. Kommissionen bør behandle disse spørgsmål langt grundigere fremover.

Hvordan er det muligt, at vi efter Polens undertegnelse af traktaten nu har en diskussion om dødsstraf, der er igangsat af regeringen? Hvordan er det muligt, at den tjekkiske præsident få måneder efter undertegnelsen af en sådan traktat sætter spørgsmålstegn ved de sociale rettigheder og den sociale markedsøkonomi? Efter min mening bør vi behandle konsensussen om målet om den europæiske politiske forening langt grundigere med tiltrædelseskandidaterne, end det har været tilfældet tidligere.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne gå et skridt videre med hr. Voggenhubers spørgsmål. Hvordan kan det lade sig gøre, at de meget uhæderlige fremgangsmåder, vi har set for nylig, er blevet opdaget i dele af tiltrædelsestraktaten, nu hvor den står over for realiteten ved situationen? Ét eksempel herpå er Kommissionens opfordring til, at medlemsstaterne vurderer det, der kaldes deres integrationskapacitet, et meget varmt emne i øjeblikket. Forhandlingerne om udvidelse af Schengen-området og om sukkerkvoter er en skandale, og de udgør blot to små toppe af isbjerget, der afslører svagheder i EU. Jeg er enig med ham i, at vi også her kan se en mulighed for at overvinde disse svagheder. Atter en gang er det naturligvis et spørgsmål om at være villig til at diskutere løsninger, der passer alle parter, i stedet for den stødende, krigeriske "tag det eller lade være"-holdning, som vi i lande som Tjekkiet kender fra vores egne optagelsesforhandlinger.

Ved fremtidige udvidelsesrunder er det vigtigt ikke blot at dele fælles værdier, men også at anerkende, at kravene fra lande, der traditionelt har været mindre aktører i Europa, skal tages alvorligt. F.eks. må solidaritetsprincippet, som er blevet alvorligt undermineret ved nedskæringer i EU's budget fra 1,24 % til omkring 1,05 % af BNP i det nuværende budgetår, forstærkes i fremtiden. Ydermere skal det understreges, at forfatningstraktaten ikke kan udgøre grundlaget for EU's fremtidige udvikling. Det er hverken en forfatning eller en traktat, og det er vi nødt til at sige højt. Jeg vil også gerne opfordre til forhandlinger med henblik på at finde en konsensus om spørgsmålene om EU's fremtid med deadline (medlemmet blev afbrudt).

Hr. formand! Jeg vil gerne sige en enkelt ting. Hvad angår relationer efter en udvidelse, hvilket der refereres til i erklæringen med Rusland, ser jeg især frem til en løsning på problemerne med menneskerettigheder og demokratisering, f.eks. i EU's baltiske stater.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Det var meningen, at begge de betænkninger, der diskuteres i øjeblikket, skulle fungere som vejskilte, der viser vejen for EU. Men i det 21. århundrede har vi brug for mere end vejskilte. Vi har brug for lyssignaler. I denne forbindelse har vi, billedlig talt, brug for to farver i stedet for tre. Vi skulle have grønt og gult lys, men ikke rødt. Det betyder, at intet land automatisk skulle udelukkes fra medlemskab af EU. Det er upassende at give et land rødt lys på vejen til Det Europæiske Fællesskab, men omvendt ville den europæiske trafik også ende i kaos, hvis det eneste lys på vejen var grønt.

På dette tidspunkt vil jeg gerne minde Dem om den forhandling, vi havde for to år siden angående Tyrkiets optagelse. Under forhandlingen talte lederne fra De Grønne, det parti, som hr. Voggenhuber tilhører, om 2014 som en mulig dato for Ankaras optagelse i EU. I dag har vi indset, at der var tale om et tilfælde af politisk surrealisme. Vi er nødt til at acceptere, at bortset fra Kroatiens og Makedoniens hurtige optagelse bør europæiske lande som Montenegro, Serbien, Bosnien-Hercegovina eller Albanien have lov at blive optaget i EU før Tyrkiet.

Vi er nødt til at gøre det klart - og jeg siger dette på dagen for et regelmæssigt møde mellem medlemmer af Montenegros parlament og repræsentanter for Europa-Parlamentet - at jo større EU er, jo mere magtfuld bliver det. Og endelig er EU's betydning vokset væsentligt gennem udvidelser, uden at der har været behov for en forfatning. Jeg vil gerne komme med en lille advarsel til hr. Brok og hr. Stubb. Lad os ikke bruge yderligere udvidelser som påskud for at indføre institutionelle forandringer.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Det ville være godt, hvis kommissær Rehn, der er kommissær for udvidelsen, først definerede for os, hvor Europas grænser går. Hvad er Europa? Hvor slutter Europa? I Istanbul, Dyarbakir eller Baghdad? Vi ved ikke, hvor Europas grænser går. Herude på gangene samler de allerede underskrifter ind for at få Israel med. Hvorfor ikke også Palæstina eller Marokko i morgen? Men vil det være Europa? Lad os nu præcisere, hvad vi vil have. Et forenet Europa eller et forenet Europa/Asien? Derudover er alle jo klar over, hvad det er, der foregår i dag. I dag er det ikke Tyrkiet, der kommer ind i Europa, det er Europa, der kommer ind i Tyrkiet, og derfor er det ikke Europa, men Tyrkiet, der sætter betingelserne.

Vi er også nødt til at afklare spørgsmålet om det nordlige Cyperns isolation. Det er hverken Europa eller Cypern, der skaber denne isolation. Det er besættelseshæren. Hvis besættelseshæren forlader øen, forsvinder problemet. Men vi gør os blinde. Vi lukker øjnene. Der befinder sig en besættelseshær i et af Europas 25 lande, og vi lader, som om vi ikke ser det. Dette gør Tyrkiet endnu mere arrogant. Hvis vi vil være retfærdige, må vi kræve, at besættelseshæren forlader øen, og at Tyrkiet anerkender alle 25 lande, ikke kun de 24. Hvis Tyrkiet ikke havde anerkendt Frankrig eller Det Forenede Kongerige, ville det så kunne optages? Selvfølgelig ikke! Hvorfor? Fordi Cypern er et lille land? Her begår Europa en stor historisk fejltagelse.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Der er for mig ingen tvivl om, at fortalere for den forkastede forfatning ser udvidelse som et populært indslag, der kan bane vejen for gennemførelse af dele af forfatningen. Derfor Stubb-betænkningens dårligt underbyggede, men lidenskabeligt fremførte krav om yderligere angreb på nationale vetoer, kravet om en udenrigsminister, kravet om mere magt til den ikkefolkevalgte Kommission og den ekspansionistiske EF-Domstol og om flere kompetencer til EU.

Intet af dette nødvendigt for udvidelse i sig selv, men i mangel af holdbare argumenter, der kan overvinde den folkelige modstand mod forfatningen, finder EU-fanatikere som de to ordførere på en gang forlorent spin om, at en forfatning er nødvendig for udvidelsen. Efter min mening behøver hverken dette EU eller et, der er opsvulmet efter en tåbelig optagelse af Tyrkiet, en forfatning.

Det er en køn redelighed, Gøg og Gokke, alias Brok og Stubb, ville kaste os ud i! Og alt sammen uden tanke for, hvem der skal betale. Ligesom tidligere lader det til, at man forventer, at lande som Det Forenede Kongerige gladelig fortsætter med at finansiere dette galoperende vanvid. EU koster allerede mit land 4 milliarder britiske pund netto om året, så jeg er nødt til at sige, at vi ganske enkelt ikke har råd til mere velgørenhed.

  Jacques Toubon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! De europæiske institutioner er endelig ved at tage fat på de centrale emner. Hvad er EU? Hvad ønsker det? Hvem kan være medlem? Jeg håber, at Parlamentet takket være Stubb- og Brok-betænkningerne tydeligt vil hjælpe med at skrinlægge forstillelsen og holde op med at presse på med udvidelsesstrategien.

Integrationskapacitet er udmærket defineret ved de tre elementer, der fremgår af Brok-betænkningens afsnit 8. For vores vedkommende mener vi, at det vigtige er de politiske projekter, ikke kun institutionerne. Vi er imod en udvidelsesproces, der fører til nedlæggelse af fælles politikker. Det er sandt, at integrationskapacitet, som hr. Stubb korrekt har defineret det, ikke udgør et optagelseskriterium, men en betingelse for at gå videre til optagelse.

Indtil videre mener vi, ligesom hr. Stubb, at yderligere udvidelse ikke kan finde sted uden nye beslutningsmekanismer, uden nye ressourcer og uden, at Unionen får ny repræsentation. Det er den konklusion, vi i øjeblikket drager fra den uheldige sammenligning mellem de 12 nye medlemsstaters optagelse i EU, hvilket er en succes, og Nice-traktaten, som på sin side er fuldstændig utilstrækkelig. Lad os være lige så klarsynede i vores ræsonnement omkring Tyrkiet.

Rådet (almindelige anliggender) har bemærket konsekvenserne af Cyperns situation, som naturligvis er utålelig, men taler vi her ikke blot om endnu et diplomatisk bedrag? Der er fare for, at udsættelsen bliver ineffektiv og overhovedet ikke påvirker Tyrkiet til at ændre holdning. Vi må gentage vores holdning, at EU ikke har mulighed for at integrere Tyrkiet, men i stedet må iværksætte et privilegeret partnerskab med landet, som er vigtigt for Europa.

Lad os holde op med at lade som om. Det handler om interesser og om Tyrkiet og om EU. Udvidelse er ikke et mål i sig selv, det er et middel til at opbygge Europas politiske projekt.

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Hr. formand! Jeg vil begynde med at lykønske hr. Stubb med hans indsats som stedfortrædende ordfører for Den Socialdemokratiske Gruppe.

Det er et seriøst stykke arbejde, som opfylder to grundlæggende betingelser for denne type betænkninger. Den første er, at den er et passende svar på et særdeles vigtigt spørgsmål, og den anden, som er meget central, er, at den giver anledning til store flertal her i Parlamentet. Jeg synes, at denne betænkning bør følge i andre betænkningers spor, f.eks. hr. Corbett-Méndez de Vigos, som i sin tid opnåede næsten fuldstændig enstemmighed i Europa-Parlamentet, og det gav den styrke. Især fordi vi diskuterer hr. Stubbs betænkning og skal vedtage den før Det Europæiske Råds møde om nogle dage og i forlængelsen af succesen på det andet Interparlamentariske møde om Europas fremtid, der blev afholdt her i sidste uge.

Det er rigtigt, at vi skal tale om integrationskapacitet og ikke om absorptionskapacitet. Vi skal komme med et svar på borgernes legitime bekymringer ved hjælp af en tosidet tilgang, der forener uddybning og udvidelse. Vi siger ja til udvidelse, som har været en succes, og som bør være et instrument til opbygning af det, der tidligere så udmærket blev kaldt "det fælles europæiske hus".

Hr. Méndez de Vigo, det er ikke gæster, vi ønsker her i huset, det er folk og lande, som dette hus kommer til at tilhøre, og det betyder endnu mere. De har ikke alene ret til at være i det, de har ret til at befinde sig godt og træffe beslutninger om deres ejendom og den fælles forvaltning heraf. Integrationskapacitet må derfor ikke blive et nyt kriterium, der føjes til Københavnskriterierne, men er en betingelse som vi pålægger os selv som union, så udvidelsen bliver en succes. Integrationskapacitet omfatter naturligvis politisk kapacitet, institutionel kapacitet og finansiel kapacitet, før der kan blive tale om en ny udvidelse. Det står der i betænkningen, og det gentager vi alle. Nice kan ikke bruges, det siger sig selv. Når det drejer sig om politik og enstemmighed, som er ensbetydende med den nuværende lammelse, betaler vi en høj pris for ikke at have en forfatning.

Det er netop derfor, at vi går ind for den europæiske forfatning og dens væsentlige indhold, som Hannes Swoboda udtrykte det. Indpakningen er det mindste af det, det vigtigste er de grundlæggende fremskridt, der er indeholdt i forfatningen, for den betyder udbygning og udvidelse i realtid. Det er derfor vigtigt, at afsnit 9 i hr. Stubbs betænkning bliver bevaret i sin helhed.

Vi mener, at den europæiske forfatning kan nå til vejs ende ved hjælp af en passende aftale, uden at vi hakker den i småstykker og opsplitter dens helhed, men aftalen skal naturligvis være færdig senest i 2008, så de borgere, der skal stemme i 2009, kender den. I modsat fald ville vi gøre os selv til grin, og naturligvis også borgerne.

Derudover skal vi naturligvis styrke naboskabspolitikken, og udvidelsen skal være ledsaget af en europæisk naboskabspolitik, der især skal være rettet mod det vigtige middelhavsområde. I denne forbindelse skal Europa-Parlamentet spille en afgørende rolle før og efter hver eneste proces.

De får derfor, hr. Stubb, Den Socialdemokratiske Gruppes håndfaste og beslutsomme støtte til Deres betænkning.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Forhandlingen om de to betænkninger viser, at der her i Parlamentet er en glædelig konsensus om, at vi har brug for massive institutionelle reformer, før vi kan optage nye kandidater. Vi ved alle, at EU ikke er i god forfatning. Derfor er det rigtigt, når Parlamentet sætter fokus på EU's optagelsesevne i udvidelsespolitikken. Den er ikke noget nyt kriterium, sådan som visse medlemmer nogle gange påstår. Den er et vigtigt element, som imidlertid er blevet negligeret tidligere. Udvidelserne har tidligere været vellykkede, men i 2004 blev Unionen udvidet uden at være blevet uddybet forinden eller i samme forbindelse. Dermed er idéen om en stadig tættere forbundet Union i fare. En fornyelse af denne idé skal - netop for os medlemmer af Europa-Parlamentet - være den ledende tanke. Til dette formål har vi brug for effektive institutioner, politisk vilje og frem for alt støtte fra vores borgere. Sidstnævnte får vi kun, hvis vi er troværdige. At være troværdig betyder også, at vi skal være parate til at gå nye veje og undersøge alternative muligheder for samarbejde med kommende kandidatlande. Det gælder også for disse landes tilknytning. Det hedder ikke - som Elmar Brok sagde - "forfatning eller Verhofstadt". Vores vision bør hedde "forfatning og Verhofstadt". I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne diskussion i Bruxelles og ikke i Strasbourg.

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne indlede med at komme kort ind på Kommissionens rapport om udvidelsesstrategien, for den består af gode grunde af tre dele. Et centralt element i Kommissionens strategi er den krævede kommunikationsstrategi.

Når vi politikere med rette blander os i denne debat, så bør vi passe vores kommunikationsstrategi og ikke lægge noget ind i betænkninger, der overhovedet ikke er der. Det er også unfair at bruge national følsomhed, partistemninger osv. til at udtale sig mod udvidelsesstrategien eller mod forfatningen. Det understreger jeg med al tydelighed, og her refererer jeg til Brok-betænkningen. Naturligvis har den en meget ambivalent tilgang på nogle områder. Men de, der har gjort sig den umage at læse betænkningen i udkastform, vil vide, at betænkningen først har fået det indhold, vi drøfter i dag, efter massive ændringer fra De Liberales, De Grønnes og Socialdemokraternes side.

Efter min mening er det uansvarligt at gøre, som dele af De Konservative, men også Socialdemokraterne prøver at gøre, nemlig at betegne kandidatlandene som dem, der skal betale prisen, og jeg anmoder om støtte til vores ændringsforslag 12 og 14, for den udvidelsespolitik, vi har ført hidtil, har været en fredspolitik. Dén vil vi gerne holde fast i.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL). - (EN) Hr. formand! Jeg hilser debatten velkommen og vil gerne fremføre et par korte bemærkninger.

Hr. Stubb identificerede forskellige klassificeringer af mennesker og politikker ud fra udvidelse og forfatningen. Jeg går i høj grad ind for udvidelse, fordi jeg mener, det har været og vil fortsætte med at være en succes. Men jeg er også imod forfatningen.

Udtrykket integrationskapacitet kan potentielt bruges til at sælge eller fremstille forfatningen som intet andet end en justering af institutionerne for at muliggøre udvidelse i praksis. Det ville ikke blot være en forkert fremstilling af teksten, men ville også udgøre et reelt nederlag for os i forhold til det, vi altid taler om: kommunikation med EU's borgere. For at kunne kommunikere er vi nødt til at lytte, og vi er nødt til at have den meget grundlæggende debat om EU's retning. Når borgerne ser, at forsyningspligtydelser og arbejderes rettigheder undergraves, er der ingen god måde at kommunikere det på, så vi er nødt til at være modtagelige.

Og endelig, vedrørende Tyrkiet, støtter jeg tiltrædelse, men spørgsmålet om Cypern skal løses. Der er tale om en vedvarende ulovlig besættelse.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Hr. formand! Mens vi fortsætter med at snakke om udvidelse i stedet for at finde en ny løsning, forandrer verden sig. Jeg er enig i, at udvidelse er en af EU's vigtigste politikker, og at den garanterer fred og sikkerhed i regionen. Det er også sandt, at de foregående udvidelser har været en succes. Men en dag kunne succesen blive til fiasko. I fysikkens verden er det kun universet, der kan udvide sig i det uendelige. Alle andre systemer brister på et tidspunkt, hvis de fortsætter med at udvide sig. I stedet for at tale om udvidelse på en ubøjelig, gammeldags og overflødig måde, skulle vi udvikle handlingsværktøjer, som vi skulle tilbyde vores naboer - værktøjer som samarbejde, naboskabspolitikker og associeringsaftaler.

Ydermere skulle der tilføjes endnu et kulturelt kriterium til listen over kriterier, der blev udarbejdet i 1993 i København, og som kandidatlande skal opfylde. Lad borgerne selv beslutte ved en folkeafstemning, om de ønsker, at Tyrkiet bliver en medlemsstat i EU, eller om de kun skal være et associeret land. Hvis vi ønsker at udvide yderligere, må formålet da være at udvide medlemskabet af EU til lande der er og altid har været europæiske, som f.eks. Serbien, Ukraine eller Hviderusland.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! EU har tilsyneladende et grænseløst behov for at absorbere flere lande. Mere og mere magt tages fra demokratiske nationalstater og koncentreres i et centraliseret og udemokratisk EU. Som hr. Stubb udtrykker det, ønsker han en samlet enhed med en helhedsstruktur og status som juridisk person - med andre ord et "Europas Forenede Stater".

Det vil ikke overraske hr. Stubb at vide, at Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti ikke er enig deri, men jeg har fundet noget i betænkningen, som vi godt kan blive enige om. I forbindelse med hans omtale af en revideret forfatning opfordrer han til vedtagelse af en klausul, der sætter medlemsstater i stand til at melde sig ud af EU. Storbritannien vil på et tidspunkt forlade EU, hvad enten der findes en forfatning eller ej, og hvad enten der findes en klausul om udmeldelse eller ej, men i det mindste har hr. Stubb anstændighed nok til at anerkende, at lande bør have retten til at træde ud af det nye europæiske imperium.

  György Schöpflin (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Nogle gange er det umagen værd at stille enkle, sågar overforenklede, spørgsmål: hvor skal EU overhovedet udvides? Det enkle svar er: for at udvide den zone af demokrati og stabilitet, som Europa har skabt.

Men sagen er imidlertid mere indviklet end ved første øjekast. Demokrati er ikke statisk, det kræver konstante forbedringer med det formål at give folket mere magt. Det er i bund og grund, hvad dybere integration handler om. Det er i denne sammenhæng, at udvidelse udgør et særligt problem, der skal tages hånd om. EU insisterer på, at kommende medlemsstater ankommer med fuldt funktionsdygtige demokratiske systemer - hvilket er helt på sin plads - men hermed overses de forandringer, der følger i kølvandet på udvidelsen inde i selve EU.

Problemet er, at nye medlemsstaters indtræden ikke kun involverer staterne, men også de nye borgere, der kommer til ved tiltrædelsen. Derfor indebærer en udvidelse af EU samtidig en udvidelse af den europæiske befolkning, af borgerne i Europa. Deres stemme høres sjældent i udvidelsesdebatten, men hvis der ikke tages hensyn til borgerne, risikerer vi at forværre det demokratiske underskud.

Et EU plaget af demokratisk underskud kan ikke fungere optimalt, når det handler om at udvide den demokratiske zone til kommende medlemsstater. Tværtimod, det kunne endda føre til eksport af det demokratiske underskud, hvilket ville være fuldstændigt i modstrid med hensigten. Der må tages hensyn til de europæiske borgeres ønsker i forhold til udvidelse, når det drejer sig om deres egen udvidelse - deres stemme må ikke tages for givet. I modsat fald undermineres målsætningen om at udvide Europas zone af demokrati og stabilitet.

  Jo Leinen (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre repræsentanterne for UKIP opmærksom på, at forfatningstraktaten giver hvert enkelt land ret til at træde ud af Unionen. Det er der dog ikke noget land, der har gjort, og heller ikke noget land, der vil gøre, heller ikke Det Forenede Kongerige, fordi det er langt mere fordelagtigt at være med i Unionen end at træde ud af den. Det er jeg helt rolig over. Denne propaganda fra parlamentsmedlemmer, der først holder en tale og derefter forlader salen, dén kender vi jo. Den er ikke værd at tale om.

Vi er alle enige om, at vi har brug for fordybelse nu - det har man lovet siden Maastricht. Dengang var der 12 lande, nu er der 27. Det er altså på allerhøjeste tid, at fordybelsen kommer nu. Det gælder så også for alle kommende udvidelser. Vi har et ændringsforslag, der giver indtryk af, at man kan undtage Kroatien og Sydøsteuropa fra dette krav nu. Nej, vi skal have en fordybelse, før nye lande tiltræder EU.

Man må også gøre det klart, at problemerne ikke skyldes kandidatlandene, men derimod EU selv. Det er blevet sagt her. Det er vores opgave at informere og oplyse befolkningen om målene for og fordelene ved udvidelsen - og det gælder også for vores egne lande. Alle gamle lande har fået kæmpe fordele takket være de nye medlemslandes tiltrædelse. Der eksporteres langt mere til de nye lande, end vi importerer fra dem. Der er altså tale om en win-win-strategi, der desværre ikke er blevet fremstillet sådan i offentligheden. Det må vi råde bod på.

Jeg vil nævne endnu et problem, nemlig ratifikationsproceduren for nye tiltrædelser. Hvis enkelte lande bebuder, at de vil afholde folkeafstemninger om et nyt lands tiltrædelse, får vi et problem. Det er vi nødt til at forholde os til.

Som helhed vil jeg lykønske tvillingerne. Det er den rigtige vej, som Europa-Parlamentet bør beslutte at følge.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand! Under dagens forhandling har næsten alle været enige om, at udvidelsen er en succeshistorie. Hvis dette er tilfældet, må vi urokkeligt fortsætte med de forpligtelser, vi har påtaget os, for Europa har alvorligt brug for en succeshistorie. Reformen af beslutningsproceduren og debatten om integrationskapacitet må ikke holde udvidelsesprocessen tilbage og må ikke blive et påskud for at bremse udvidelsen.

Kroatien skal vurderes ud fra landets egne forudsætninger. Forhandlingerne med Tyrkiet skal fortsætte, men Tyrkiet skal også udvise god tro og opfylde betingelserne. I forhold til Makedonien skal vi tydeligt definere betingelserne for at indlede forhandlinger. For potentielle kandidatlande skal der være præcise betingelser for optagelse, selv på mellemlang sigt, forudsat at de er klar til at opfylde betingelserne. EU skal også garantere flere ressourcer, flere penge og klarere og lettere opnåelige betingelser for førtiltrædelsesfondene, ellers er vores intention om at fortsætte udvidelsen ikke troværdig.

  Cem Özdemir (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! EU's udvidelse er et af de mest effektive udenrigspolitiske og konfliktforebyggende instrumenter i dets historie. Men der venter os også udfordringer og muligheder.

Efter EU's udvidelse med Rumænien og Bulgarien venter udvidelsen med Kroatien, i en senere runde med Tyrkiet, men også med Vestbalkan, som vi ikke må glemme i denne sammenhæng. Udvidelsen og fordybelsen skal ske samtidig, også selv om det er en vanskelig opgave. Til det formål er det nødvendigt at reformere de institutionelle rammer. Vores problem er ikke så meget et problem med vores borgere, det er heller ikke et problem med tiltrædelseskandidaterne, men derimod et problem med den europæiske elite, og derfor appellerer jeg til den ærede hr. Brok om at lade sig inspirere af Helmut Kohl, den store europæer, der havde mod til at bringe både udvidelsen og fordybelsen på lige fod tættere på borgerne.

Tiden er inde til et nyt initiativ med henblik på at løse Cypern-konflikten, tiden er inde til at afslutte isolationen af den tyrkiske del af øen. Jeg glæder mig over tilsagnet fra den græske ødel. Det betyder imidlertid også, at vi har brug for et nyt initiativ i FN-regi, så vi langt om længe kan få gjort en ende på Cypern-konflikten, og Tyrkiets forhandlinger med EU kan blive afkoblet fra Cypern-konflikten.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Vi kan godt nok ikke forudsige, hvornår vi kan byde velkommen til hvilke nye stater i EU, men der er især tre ting, der står klart. For det første vil Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse blive fulgt op af yderligere tiltrædelser. For det andet har alle europæiske stater, der har samme værdier som os og opfylder Københavnskriterierne, ret til at ansøge om EU-medlemskab. For det tredje udgør Nice-traktaten ikke noget egnet grundlag for fremtidige udvidelser. Det er altså på mere end høje tid at gennemføre omfattende og dybtgående reformer af EU-27.

Denne vurdering var korrekt allerede for seks år siden, da Laeken-erklæringen blev vedtaget. I dag er den mere aktuel end nogensinde. Efter min mening er det uundgåeligt med en uddybelse af integrationen før yderligere udvidelser. Set fra min side er forfatningstraktaten nøglen til EU's overlevelsesevne fremover. Det går ikke, at vi ensidigt forlanger af tiltrædelseskandidaterne, at det er dem, der skal lave deres lektier. Derfor håber jeg, at det vil lykkes næste år at finde en vej ud af forfatningskrisen, som repræsenterer en løsning, der er lige acceptabel for alle 27 stater. I betragtning af den komplicerede politiske spredning vil det dog blive yderst vanskeligt i praksis.

Det er af afgørende betydning for integrationsevnen, at der ikke sigtes mod en minimalistisk reform af EU, f.eks. kun en institutionel reform. Der må ikke blive tale om et tilbageskridt i forhold til forfatningstraktaten i 2009. Det er desuden afgørende, at det lykkes at slå bro over kløften mellem Unionen og dens borgere. Det skal signaleres klart og tydeligt - og det ikke kun i forhold til borgerne i Frankrig og Nederlandene - at man er parat til at drage konsekvenserne af nejet i de to stater, og det konsekvenser i form af en anden udformning af den europæiske politik fremover. Set fra min side betyder det især, at vi langt om længe skal fokusere på skabelsen af et socialt Europa i vores europæiske politik.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med denne forhandling skal vi sende et præcist budskab til Kommissionen, nemlig at det med Kommissionens omfattende udvidelsesprogram er nødvendigt med en samlet strategi for EU's nuværende og kommende politiske rolle.

Dette indebærer også - og måske først og fremmest - en geopolitisk beslutning om, hvor EU's grænser skal ligge. Det er særlig vigtigt og nødvendigt, hvad det vanskeligste spørgsmål angår, nemlig Tyrkiet, hvor der nu endelig begynder at være udsigt til en løsning med et privilegeret partnerskab.

Der er et punkt i betænkningerne, som jeg er enig i, nemlig at der i Kommissionens meddelelse om udvidelsesstrategien mangler nogle overvejelser omkring et fundamentalt aspekt, nemlig risikoen for, at en yderligere udvidelse af EU - hvis der ikke er en tilsvarende politisk, økonomisk og finansiel integrationskapacitet, men også kulturel kapacitet - får den uundgåelige konsekvens, at EU's politiske projekt svækkes eller bliver en fiasko.

Det er en kendsgerning, at Kommissionen, når den på en foruroligende overfladisk måde planlægger dette udvidelsesprogram - ikke angiver, hvilke finansielle konsekvenser det kan få, selv om det er absolut nødvendigt at have kendskab til dette inden enhver eventuel tiltrædelse.

Vi er udmærket klar over, hvilken indsats der venter os efter Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, så måske er tiden inde til klart at sige til de lande, som venter på at blive optaget, at de på nuværende tidspunkt har andre udsigter, sådan som det er tilfældet med Tyrkiet. Vi må ikke glemme, at det var yderst vanskeligt at nå frem til et kompromis om de nuværende finansielle overslag - et kompromis, som i øvrigt skal tages op til revision om kort tid.

Disse argumenter får os til at forstå, at holdningen hos regeringerne - f.eks. Prodi-regeringen - som hele tiden insisterer på Balkanlandenes tiltrædelse uden på nogen måde at tage højde for de reelle vanskeligheder, er resultatet af en overfladisk og uansvarlig handlemåde.

Desuden kan vi ikke længere tolerere den alt for store eftergivenhed, som man har udvist i tiltrædelsesprocedurerne tidligere med hensyn til alvorlige aspekter som kriminalitet og korruption, hvis vi ønsker, at den europæiske konstruktion fortsat skal opfylde de kriterier og værdier, som vores medborgere og befolkninger tror på.

  Paul Marie Coûteaux (IND/DEM). - (FR) Hr. formand! Hvad os angår, vil vi også stemme imod denne betænkning, fordi den har forsøgt at lægge afstand til den første tids vise Europa, dvs. EU-6, seks medlemsstater, der samarbejder med hinanden for at skabe balance hen over Atlanten.

Dem, der tror på overstatlighed, har blæst deres projekt helt ud af proportioner ved at udvide til højre og venstre uden overhovedet at vide, hvor deres grænser er. Sagen er, at ved at afskaffe indre grænser og ved ikke længere at vide, hvad en grænse overhovedet er, ved disse euro-galninge ikke længere, hvor de skal stoppe. Følgelig er deres projekt ikke virkelig politisk, fordi, jeg gentager, politik kan ikke eksistere uden begrebet grænser.

Nu er euro-galningene ved at opdage, at der stadig er nogen på den anden side, at de stadig er nødt til at udvide yderligere, fordi de ikke kan sige nej til nogen. Her har vi dem, uden nogen forfatning - og lad dem ikke få nogen falske forhåbninger! - permanent uden nogen forfatning. De står over for et kæmpe tomrum, tvunget, som de er, til enten at give efter, dvs. til at udtænke et pragmatisk Europa i to eller tre hastigheder, hvilket ville være den mest fornuftige løsning, eller til at indlade sig på en nervepirrende, hovedkulds kamp.

Her har vi dem involveret i Tyrkiet, her har vi dem stillet over for nye kandidatlande fra Kaukasus, f.eks. - Georgien er trods alt et vaskeægte medlem af Europarådet … hvorfor ikke Maghreb-landene, eller Libanon, hvis historie er så tæt forbundet til vores landes historie?

Lad os komme til sagen! Eftersom dette stakkels Europa ikke længere har nogen struktur, så lad os blive ved med at udvide det, og lad os samtidig passe på ikke at glemme stater, der på underlig vis er blevet anbragt på sidelinjen - Serbien, Rusland - måske fordi disse lande modvilligt accepterer det amerikanske overherredømme? Det siger alt, der er at sige om det såkaldte EU's fiasko - ja, fiasko.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Ingen ny udvidelse uden en velfungerende forfatning! Dette tvillingebudskab har Europa-Parlamentet sendt gang på gang i årevis, først med tilbageholdenhed, men senere - og det gælder også i dag - med al tydelighed. Vi hjælper ikke nogen, hvis vi udvider stadig hurtigere uden forbehold. Vi bringer snarere det, vi har opnået, i fare, vi skaber første- og andenklassses medlemmer med vores undtagelsesregler, og vi fryser de europæiske borgere ud.

Udvidelsen, en af Unionens ægte succeshistorier, er efter mange menneskers mening i stadig større grad blevet en trussel, og for at tage højde for det skal vi være meningsdannere i ordets bedste forstand. Det er ikke helt enkelt, for der er ikke meget politisk sexappeal over en forfatning. Det kan der i vid udstrækning heller ikke være, for det handler i bund og grund om mere velfungerende institutioner og om flertalsafgørelser, der diskuteres offentligt, i stedet for højt diplomati bag lukkede døre. Det handler om en finansieringsmodel, som skaber en hensigtsmæssig og afbalanceret sammenhæng mellem opgaverne og de penge, der bruges herpå. Og det handler på mange måder også om nye opgaver i Europa, også selv om mange i dag føler sig alt for manipuleret med af Europa. Energispørgsmålet har - også hvis varmen fortsætter - en europæisk dimension. Vi er nødt til at forholde os til dette spørgsmål i fællesskab.

Afslutningsvis vil jeg sige et par ord om kandidatlandet Kroatien, som har særlig betydning for mit hjemland. Vores krav om en forfatning udgør ikke nogen blokering for tiltrædelsesproceduren tværtimod! En tiltrædelse i 2009 eller 2010 er absolut tænkelig, hvis det lykkes for det tyske formandskab at puste liv i ratifikationsproceduren og få forfatningstemaet på dagsordenen igen. Vi ønsker det tyske rådsformandskab held og lykke med projektet.

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand! Ifølge hr. Stubb er udvidelse den mest vellykkede EU-politik, der spreder stabilitet, fred og fremgang på hele vores kontinent.

Den logik gælder stadig. Det betyder naturligvis, at EU skal tilpasse sig, især hvad angår en institutionel reform. Men betyder det også, at vi skal forhindre enhver udvidelse, indtil alle institutionelle reformer er på plads? Hvis det var tilfældet, ville den seneste udvidelse aldrig have fundet sted, for Nice-traktaten var tydeligvis utilstrækkelig. Måske havde udvidelsen i 1973 ikke engang fundet sted.

Sagen er, at udvidelse er en af de faktorer, der driver reformerne. Visse medlemsstater, der kun modvilligt accepterer institutionelle reformer, accepterer dem ofte som en nødvendighed, der følger af udvidelse. Fortalere for reform skulle derfor også være fortalere for udvidelse. På trods heraf udtalte hr. Méndez de Vigo, at der ikke vil ske nogen udvidelse i fremtiden uden en forfatningstraktat. Ja, selv afsnit 9 i hr. Stubbs betænkning står der, at "inden nogen som helst udvidelse er det absolut påkrævet…" - og så følger en lang liste med ting, der alle findes i forfatningstraktaten. Vi er ikke så glade for den kategoriske holdning.

Hr. Brok har udtalt, at dem, der presser hårdest på for at opnå udvidelse, ofte også er dem, der er imod tilnærmelse. Men hvis man vil tvinge begge dele igennem, er man nødt til at presse på for begge dele. Der er en reel fare for, at man på den ene side har folk, der siger, at de ikke ønsker udvidelse, før vi har gennemført en institutionel reform, og på den anden har dem, der siger, at vi ikke har brug for institutionel reform, før der er sket en udvidelse. Hvis man ønsker at fremme begge dagsordener, er man nødt til at støtte dem begge, for det er dem begge, der vil føre os fremad mod et udvidet og reformeret EU.

Det er grunden til, at vores gruppe har fremlagt et ændringsforslag til afsnit 9 - for at gøre det klart, at vi ikke betragter det som en forudsætning, at hver eneste del af en institutionel dagsorden er vedtaget, før en eneste udvidelse finder sted. Vi tror, de to processer - udvidelse og reform - vil følges ad. De vil bære hinanden frem og ender måske med at blive vedtaget samme dag - en ny traktat og en tiltrædelsestraktat, der måske slås sammen i én.

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! Udvidelsen kan ikke være et mål i sig selv. Det er en måde at udvide et projekt på, og dette projekt må ikke blive svækket på grund af udvidelsen.

Når det kommer til stykket, svækker denne forhandling i virkeligheden vores evne til at tale om, hvordan vi ønsker, at Europa skal være, og om, hvad vi skal gøre. Afsnit 8 i Broks betænkning er meget klart. Beklageligvis styrter vi fremad på en måde, som under påskud af udvidelsen forhindrer os i at tale om vores egne problemer og vanskeligheder.

Der er institutionelle reformer, der ikke kan vente, med eller uden udvidelse. Der er politiske og finansielle foranstaltninger, der kan gennemføres nu uden nogen form for reform. Der er alvorlige problemer med Kommissionens legitimitet og skamfulde handlinger, f.eks. den hemmelige vedtagelse af sikkerhedsforanstaltninger for lufthavne, som pålægges lufthavnene uden nogen form for demokratisk kontrol, og uden at borgerne bliver informeret. Der er en lang række handlinger, som svækker vores institutioners demokratiske legitimitet.

Alt dette skal løses. Vi skal naturligvis indlede en debat om udvidelsen, og det skal ske samtidigt på de to fronter. Men udvidelsen må ikke være et påskud til at nægte os at tage fat på de alvorlige problemer, som EU har i dag, med eller uden Tyrkiet, med eller uden udvidelse.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak for Brok- og Stubb-betænkningerne og komme ind på problematikken med Kroatiens tiltrædelse. Kroatien er et land, som har gjort betydelige fremskridt i de seneste år og derfor kan leve op til de politiske og økonomiske udfordringer i forbindelse med Københavnskriterierne. Landet udfordrer ikke EU's optagelsesevne. Derfor bør EU forberede en hurtig, klar og målrettet integrationsstrategi for Kroatien. Vi kan ikke tage landet som gidsel for de interne problemer i EU og bør forblive fleksible i forhold til tiltrædelsesspørgsmålet. For EU er denne optagelse ikke forbundet med så meget, men for Kroatiens demokratiske fremtid betyder tiltrædelsen virkelig meget!

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne tale om en af de to betænkninger, vi behandler i dag, nemlig Stubb-betænkningen.

Betænkningen fremmer indsatsen for at gøre EU mere effektivt i beslutningsprocessen og for at institutionalisere EU, således at beslutningerne hovedsagelig træffes af den ledende kerne, uden at de mindre og engang mere uafhængige stater har nogen vetoret.

Ordføreren har tydeligvis ikke lyttet til offentligheden, som to gange har forkastet forfatningstraktaten. Ellers ville han ikke anbefale, at man graver en død tekst frem igen og vedtager dens antidemokratiske bestemmelser. Med deres indhold forstærker ændringerne det demokratiske underskud i stedet for at reducere eller fjerne det. Deres formål er at fremme forfatningstraktaten med dens befolkningsfjendtlige indhold frem til 2009. I stedet for at øge borgernes rettigheder og informeringen af dem, anses EU's funktionalitet og beslutningsproces tydeligvis for at være en næsten eksklusiv ret for EU's stærke kredse. Hvor sørgeligt, at borgeren endnu en gang bliver holdt udenfor.

  Andrzej Tomasz Zapałowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Når vi drøfter EU's udvidelsesstrategi, bør vi overveje vores vision for et fælles Europa. Hidtil har hensynsløse politiske forsøg på at tvinge forfatningen igennem afspejlet et ønske om at skabe en overstatlig politisk organisation, hvor de største lande i Europa har det afgørende flertal. EU's udvidelse diskuteres sædvanligvis i dette lys. Økonomiske spørgsmål havner på sidelinjen. EU vil gerne byde så mange lande velkommen, som de største europæiske lande er i stand til at dominere. Det er grunden til, set ud fra det demografiske potentiale, at udsigten til, at Tyrkiet eller Ukraine bliver medlem af EU inden for de næste par år, ikke er acceptabel for beslutningstagerne.

Jeg vil gerne understrege, at EU kun kan overleve, hvis økonomiske spørgsmål vejer tungere end politiske overvejelser og ambitionen om at skabe et nyt Romerrige her i det 21. århundrede, styret af blot tre eller fire lande.

  Jacek Protasiewicz, (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Elmar Brok og Alexander Stubb, kolleger fra min politiske gruppe, for det store arbejde, de har ydet med deres betænkninger. Begge tekster udviser en grundig og kompetent tilgang til en af de vigtigste udfordringer, EU står over for, nemlig den fortsatte udvidelse. Som borger i et land, der blev medlem af EU for to et halvt år siden, kan jeg værdsætte fordelene ved medlemskab, både for den polske økonomi og for tilværelsen for millioner af polakker.

Jeg er også overbevist om, at den seneste udvidelse ikke kun var til fordel for de nye medlemmer. Hele EU drog fordel af den, både økonomisk og i forhold til sikkerhed og stabilitet. Det samme gjorde sig gældende med de tidligere udvidelser af Det Europæiske Fællesskab. Såvel de nye medlemmer som eksisterende medlemsstater drog fordel af dem.

EU er et eksempel på et succesfuldt projekt, for det har aldrig begrænset sig til en elitær gruppe af stiftende medlemmer, men har været i stand til at vokse klogt, og er derved blevet en stadig mere indflydelsesrig aktør på en stadig mere global scene.

Jeg er sikker på, at der er yderligere udvidelser i vente for EU. Balkanstaterne og EU's østlige naboer vil en dag blive en del af EU, og det vil også være til fordel for vores Fællesskab.

Der er ingen tvivl om behovet for institutionelle reformer før næste udvidelse, men jeg vil gerne udtrykke min frygt for, at hvis denne proces gøres fuldstændig afhængig af vedtagelsen af alle forfatningstraktatens punkter, efter den er blevet afvist ved de franske og nederlandske folkeafstemninger, kan det skabe det uheldige indtryk, at EU ikke ønsker nye medlemmer. Det ville sende et meget negativt budskab til samfund i lande, der gerne vil være medlem af vores Fællesskab.

Vi bør ikke - og det mener jeg heller ikke, at vi gør - begrænse os til de nuværende medlemmer, som allerede udgør 27 lande. Vores villighed til at acceptere nye medlemmer bør ikke blive en brik i vores interne uenigheder om udformningen af de europæiske institutioner.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (FR) Hr. formand! Den europæiske naboskabspolitik og tilstedeværelsen af ungarske minoriteter betyder, at Ungarn er det land, der påvirkes mest af de kommende udvidelser af EU: Kroatien, Serbien, andre lande på det vestlige Balkan. Ikke desto mindre er den vigtigste opgave lige nu at styrke og gennemføre dybtgående økonomiske og institutionelle reformer, men uden at lukke døren i forhold til udvidelse. Set ud fra Det Europæiske Fællesskabs historie er det beklageligt, at der ikke er gået økonomisk og institutionel udvikling forud for denne udvidelse. Europa kan ikke udvides med relativt færre ressourcer og uden en forfatningstraktat!

Resultatet af udvidelsen i 2004 var positivt og til fordel for både gamle og nye medlemsstater. Det er en situation med lutter vindere. De 10 nye medlemsstater blev integreret uden problemer, uden økonomiske forstyrrelser, uden social dumping og uden strømme af ud- og indvandring. Efter udvidelsen var EU i stand til at vedtage servicedirektivet, Reach og det finansielle overslag, og Schengen-systemet vil blive udvidet. Men der er brug for en europæisk kampagne, for de vestlige lande kender ikke de virkelige omkostninger ved udvidelse, og de nye medlemsstater er blevet syndebukke for problemer i disse lande.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Europæiske værdier og principperne om retfærdighed, demokrati, ytringsfrihed og respekt for menneskerettighederne: fine ord, der mest høres til overflod ved ligegyldige ceremonier og i meningsløse, hykleriske sammenhænge, men som sjældent er alvorligt ment eller gennemføres. Den europæiske ånds dekadence er sammen med mesterskabet i at underordne sig den amerikanske regering eneherskende i et EU, der er i fare for at gå i opløsning indefra på grund af udvidelseskommissærers kortsynethed og forræderiet fra britiske ledere med deres evindelige skødehundsmentalitet over for deres transatlantiske herrer.

Dette er tingenes triste tilstand i en Kommission og et Råd, der i stedet for at opfylde deres forpligtelser gradvist lader EU synke ned i desillusion ved at lade en asiatisk stat styret af militæret diktere sine betingelser for at beære os med deres indtræden i EU.

Mine damer og herrer, De skal ikke et øjeblik være i tvivl om, at med denne form for tyrkisk tiltrædelse er det ikke EU, der bliver udvidet, men Tyrkiet. Derfor, hr. Rehn, tillykke med Deres beslutsomme indsats for at få optaget EU i et genopstået stortyrkisk osmannisk rige, og held og lykke til vores borgere, som forfærdede og hjælpeløse ser til!

  Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Hr. Brok og hr. Stub fortjener ros for deres fremragende indsats. Jeg har følgende kommentarer:

En fortsat udvidelsespolitik er vigtig og bør udvides, på en koordineret måde, til de øvrige lande på Vestbalkan, især med henblik på den umiddelbart forestående udvikling i Kosovo-spørgsmålet. Det europæiske perspektiv og den europæiske udviklingspolitik er politikker for fred og samarbejde, som vi alle ønsker.

Tyrkiet: Forleden dag blev der truffet en beslutning, som går i den rigtige retning. Jeg vil dog bede Dem tage idéen om en tidsplan op igen, hr. kommissær, da en tidsplan vil supplere og forbedre den beslutning, der er truffet, og også hjælpe Dem med at forsvare EU's troværdighed.

Naboskabspolitik: Kommissionens meddelelse er utilstrækkelig, men det er en vigtig politik, som under alle omstændigheder skal udvikles. Derfor forventer vi en ny, forbedret og mere integreret meddelelse.

Endelig vil det udvidede Europa blive mere demokratisk, mere effektivt, mere gennemsigtigt og med større social følsomhed, hvis det omsider får en forfatning. Processen sættes i gang igen, og den rigtige fremgangsmåde er skridt for skridt at tage fat i de spørgsmål og problemer, det drejer sig om, men en skridt for skridt-fremgangsmåde har også en udløbsdato.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Elmar Brok og Alexander Stubb for forhandlingen om udvidelsesprocessen og for deres betænkninger. Jeg vil begynde med at kommentere hr. Broks tanker i betragtning F om, at udvidelsen ikke må få lov til at underminere projektets politiske karakter. Jeg kommer fra Sverige, som i alle undersøgelser klart har udtalt, at en fortsat udvidelse er et af de vigtigste anliggender for EU. Det, jeg er bekymret for i dag, er, at vi ikke taler et tydeligt sprog, når det handler om den fortsatte udvidelse og om Tyrkiets fremtidige medlemskab. Mange parlamentsmedlemmer er imod et tyrkisk medlemskab, hvilket fremgik tydeligt, allerede da PPE-DE-Gruppen anmodede om hemmelig afstemning om Tyrkiets medlemskabsforhandlinger. Ligesom mig var der mange, der ikke kunne forstå, at politikere ikke tør stå frem med deres holdninger over for deres vælgere og de europæiske borgere.

I løbet af det seneste år er der ved flere lejligheder blevet givet udtryk for holdninger, som har gjort, at jeg tænker på, om der overhovedet findes en vilje til fortsat udvidelse, selv om vi løser de centrale spørgsmål, som står højt på vores dagsorden. Vi har brug for en ny forfatning, uanset om der bliver tale om flere medlemmer, herunder en moderne beslutningstagningsproces. Vi har brug for en reformeret landbrugspolitik for fremtidens nye job og et bæredygtigt Europa. Vi har brug for et større budget for fremtidig finansiering. Jeg undrer mig over, hvad hr. Brok mener, når han i punkt 11 siger, at Unionen kun kan fungere, hvis alle medlemmer deler et fælles værdigrundlag, som har base i en europæisk identitet. Skal jeg tolke det som at lukke døren for Tyrkiet?

Min gruppe, PSE, har stillet et ændringsforslag, nr. 29, som vi opfordrer alle til at støtte. Vi er helt enige om, at Tyrkiet skal opfylde de krav, vi stillede fra begyndelsen om Cypern, om kurderne og om menneskerettigheder, samt de krav, som gælder for alle andre. Lad os imidlertid tale et klart sprog og især holde de forskellige dagsordener.

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke duoen hr. Brok og hr. Stubb for deres betænkninger. Som vi ved, er de begge yderst kompetente og dygtige, men den kurs, de gerne vil dreje EU ind på, er ikke nødvendigvis den, jeg går ind for.

Det er sandt, at der er brug for reformer, og det er sandt, at udvidelser på mange måder har vist sig at være en fortrinlig og effektiv måde at føre EU fremad på. På nogle områder er vi imidlertid også nødt til at huske på udvidelsernes begrænsning. EU's politik kan ikke gå ud på bare at udvide og udvide hele tiden, og hvis der så opstår problemer, opretter vi nye organer. Vi skal også kunne diskutere mere detaljeret, hvordan EU vil se ud i fremtiden, hvilken type EU, vi har brug for, og hvad arbejdet egentlig består i.

Hvad dette angår, håber jeg, at begrænsningerne også bliver taget i betragtning i denne forhandling om udvidelse. Vi stiller tit spørgsmål om begrænsninger i væksten i vores hovedtaler, men nu, hvor vi taler om udvidelsen af EU, glemmer vi, at der også er visse begrænsninger i dette aspekt af vækst.

  Bogdan Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Befolkningens opbakning til planen om at udvide EU yderligere er faldende lige nu. Den seneste udvidelse var logisk, fordi den repræsenterede den endelige overvindelse af den kunstige deling af Europa, som var konsekvensen af Jaltakonferencen. Det, alle spørger sig selv om nu, er, hvad formålet med yderligere udvidelser er. Dette spørgsmål sætter spørgsmålstegn ved formålet med det storslåede projekt, EU er. Hvad er et fælles Europa, og hvad burde det være? Er det kun et politisk fællesskab, der skal sikre den demokratiske styreforms stabilitet for medlemmerne, respekt for menneske- og borgerrettigheder, accept af retsstatsprincippet og i sidste ende fremgang takket være en effektiv markedsøkonomi? Eller er det et fællesskab af værdier med forbindelse tilbage til fælles rødder og en fælles kulturarv? Hvis det er tilfældet, hvad er da disse rødder og denne arv?

Kulturhistorikere lægger vægt på, at den moderne europæiske identitet er et produkt af mange historiske traditioner. I hver af os, som i hver af Europas nationer, er der stadig rester af den græske filosofiske tradition og af romersk republikanisme. Vi er arvtagerne til renæssancens humanisme og oplysningstidens rationalisme, og uanset om vi vil indrømme det eller ej, har vi også en kristen arv. Lad os ikke narre os selv. Selv hvis nogle af os i dag ikke ønsker at acceptere denne tradition, udgør den stadig en del af den moderne europæiske identitet. Om ikke andet er den til stede i det grundlæggende princip om menneskelig værdighed, som er grundlaget for en hel pakke af grundlove.

Eftersom der står i hr. Brooks betænkning, at "Unionen kun kan fungere effektivt, hvis alle medlemmer deler fælles værdier, der udspringer af en europæisk identitet", må han tænke på en identitet, der omfatter vores kristne arv. Vi må ikke glemme at referere til denne arv, når vi skriver en forfatning.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! I dag, den dag hvor jeg udtaler disse ord, er 25-års-jubilæet for indførslen af undtagelsestilstand i Polen, for forsøget på at nedbryde fagforeningen Solidaritet og det polske samfunds udvikling i retning af frihed og demokrati. 25 år senere står jeg og taler i en verden, der ser fuldstændig anderledes ud, i Europa-Parlamentet, i et Europa baseret på principperne om demokrati, fred, retsstat og retfærdighed.

Denne personlige reference til historien beviser tydeligt, at EU repræsenterer noget godt for alle europæere. I dag står vi over for den udfordring, det er at finde en balance mellem yderligere udvidelser og EU's absorptionskapacitet. På den ene side kan EU ikke vende ryggen til lande, der arbejder hen imod medlemskab, og lukke sig inde i et elfenbenstårn af velstand og vestlig civilisation. På den anden side kan det heller ikke tillade, at Fællesskabets sociale og juridiske fundament bliver udvandet eller forsvinder fuldstændigt.

EU må opfylde sine forpligtelser over for lande, der stræber efter medlemskab, og være særlig opmærksom på, hvordan disse lande klarer sig i forhold til at indføre retsstatsprincippet, uafhængige domstole og respekt for grundlæggende rettigheder. EU's institutioner skal udarbejde en mere præcis definition af en stærkere naboskabspolitik. Til dette formål er vi nødt til at oprette et EU-Sortehavs-fællesskab.

Forholdet mellem EU og Rusland er fortsat et grundlæggende spørgsmål, der omfatter såvel handel som energi foruden, først og fremmest, spørgsmålene om menneskerettigheder, retsstatsprincippet go demokrati.

  Henrik Lax (ALDE). - (SV) Hr. formand! Tænkepausen har klart vist, at den store udfordring nu består i at overbevise borgerne om, at de kan deltage i beslutningstagningen og påvirke Unionens fremtid. Det er vigtigt, at de tør tro på deres muligheder for at påvirke tingene og vil give deres støtte, også når Unionen i fremtiden ønsker at optage nye medlemslande, og her kan der blive tale om mange.

Alle borgere skal kunne mærke, at de er repræsenterede i Europa-Parlamentet. Det er en selvfølge for mange, men ikke for alle. På grund af de nationale valgsystemer og reglerne for pladsfordeling i Europa-Parlamentet vil en stor gruppe europæere blive ekskluderet af Parlamentet, når udvidelsesprocessen videreføres. Jeg tænker her på de regionale og nationale sproglige minoriteter, som i dag udgør ca. 50 millioner, hele 10 % af Unionens befolkning. Allerede ved det foregående valg faldt der fire minoriteter væk. Det er meget ulykkeligt, hvis store grupper bliver udelukket systematisk fra beslutningstagningen i Unionen. Så skal vi heller ikke forvente, at de automatisk støtter den europæiske struktur i fremtiden. Det skal tages alvorligt, når Unionens grundtraktat skal revideres. EU skal ikke skabe andenklasses borgere.

  Camiel Eurlings (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Jeg vil give ordførerne hr. Brok og hr. Stubb en stor kompliment for deres fortræffelige arbejde. Som mange har sagt, er udvidelsen en af Europas største succeser. Hvis folk tror, det var en selvfølge, behøver vi blot tænke tilbage på taleren i går her i salen, Alexandre Milinkievitch, som selv meget ofte har været fængslet. Hans søn var fængslet sidste gang, han var her. I hundredvis af mennesker er fængslet, blot fordi de kæmper for frihed. Det kunne være gået helt anderledes med Østeuropa, og de demokratiske reformer i alle disse tiltrådte lande på så kort tid er en bemærkelsesværdig præstation. Det kan Europa absolut være meget stolt af!

For at beholde støtten til denne gode udvidelse skal det hele imidlertid være i balance. Det er ligesom med et hus. Hvis man bliver ved med at bygge soveværelser til på første og anden sal, skal man også forstærke fundamenterne. Derfor er det meget vigtigt, at Parlamentet nu udtrykkeligt tør udtale, at vi virkelig har brug for en ny traktat inden den næste nye udvidelse. Det siger vi ikke til disse nye lande, men især til os selv. Vi må ikke være for magelige, men nu gøre det, der skal gøres.

Integrationskapacitet er der sagt meget om. Det er faktisk godt, at begrebet nu er indført, men det skal uddybes yderligere på det institutionelle, finansielle og traktatmæssige område. Da integrationskapacitet imidlertid også har brug for støtte fra befolkningen, skal vi forklare, at det er godt at udvide. Vi kan forlange visse ting af kandidatlandene, og vi skal forsøge at beholde de europæiske borgeres støtte til denne proces ved at gennemføre overbevisende reformer.

Hvad endelig Tyrkiet angår, var en klar sanktion nødvendig, for betingelser skal opfyldes. Samtidig ser vi, at Rådet har afgivet et udtrykkeligt signal, og at der indbygges ekstra evalueringer. Der er tale om en skærpelse over for Tyrkiet. Samtidig er der også lagt pres på os selv for at træffe foranstaltninger for nordcyprioterne. Jeg vil udtrykkeligt gentage, at vi støtter de reformvenlige i Tyrkiet. Vi håber, at der næste år opnås resultater, hvad angår Cypern, og vi håber især, at hovedvægten nu igen kommer til at ligge på de nødvendige reformer i selve Tyrkiet. Jeg opfordrer de reformvenlige til nu at opnå resultater på områderne ytringsfrihed og religionsfrihed, således at denne ordfører næste år kan være mere positiv end i det forløbne år.

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne påpege fire ting.

For det første eksisterer der en myte - for det er en myte - om, at udvidelse og uddybning er modsætninger. I virkeligheden er det udvidelsen, der siden begyndelsen af 1980'erne har givet os større dybde: strukturfonde, ØMU, større samarbejde om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, indvandring og fred i verden. Derfor bør den fortsætte.

Den anden ting drejer sig selvfølgelig om Vestbalkan. Det glæder mig, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved landenes optagelsesproces, og det bør der heller ikke.

For det tredje er der historien omkring EU's kapacitet til at optage nye medlemmer eller integrationskapacitet, dvs. evnen til at optage nye lande. Mine damer og herrer! Dette er Europas pligt. Pligt! Ligesom Københavnskriterierne er de andre landes pligt. Vi er ikke som journalister og statistikere, der overvåger, om kapaciteten er der eller ikke. Vi er nødt til at skabe den, så vi netop kan skabe mulighed for vellykkede nye udvidelser.

Den fjerde ting drejer sig om Tyrkiet. Jeg er ked af den købslåen, der har været de seneste dage. Selv om Kommissionen taler om nødvendigheden af strict conditionality, dvs. klare betingelser, sender den det modsatte signal i Tyrkiets tilfælde. Den lægger ikke direkte pres på landet for at få det til at overholde sin forpligtelse med hensyn til protokollen, den lægger ikke pres på det for at få det til at anerkende det ene af de 25 medlemsstater, Cypern, den forsøger at handle om at få åbnet en, to eller tre havne og ignorerer fuldstændig problemets rod, som er en militærbesættelse, der tilsidesætter alle de europæiske principper, som vi påstår skal gælde, for at der kan ske en udvidelse.

Jeg opfordrer indtrængende Kommissionen til at rette sin indsats ind, så den vender tilbage til de grundlæggende ting. Der skal være en tidsplan og stilles krav til Tyrkiet til gavn for Tyrkiet selv og demokraterne i landet.

  Arūnas Degutis (ALDE). - (LT) Hr. formand! Udvidelser, både den seneste og de tidligere, har gjort EU stærkere, fremmet den økonomiske vækst og forøget EU's betydning i verden. Derfor skal vi bevare vores engagement i at udvide EU yderligere, eftersom det er en historisk mulighed for og forpligtelse til at skabe et forenet og fremgangsrigt Europa.

Udvidelsen skal imidlertid ske sideløbende med tilnærmelsen inden for EU og med tilpasningen af institutionerne, så de fortsat kan fungere med nye medlemmer om bord. Fra i år og fremefter skal EU's strukturer rumme 27 medlemsstater. Hvis Europa skal kunne udvide sig og fungere effektivt, er der et par vigtige opgaver, vi skal have gennemført:

1. Vi skal styrke offentlighedens tilslutning til udvidelse, og for at kunne det, skal vi forklare i detaljer om fordelene ved udvidelse af Europa, gevinsterne, de økonomiske fordele og de historiske forpligtelser.

2. Vi skal revidere den finansielle plan, herunder finansieringssystemet, for at tilpasse det til de nye krav, der følger af et udvidet EU.

3. Vi skal iværksætte de nødvendige institutionelle forbedringer og ændringer.

Derfor er det yderst vigtigt, at de lande, der skal dele EU-formandskabet indtil 2008, tager initiativ til at skabe bred opbakning til forfatningen.

Slutteligt vil jeg gerne påpege, at når man ser fremad, er det af afgørende vigtighed at give nyt liv til Europas naboskabspolitik, hvilket ville gøre det muligt for deltagende lande ikke blot at gennemføre reformer hurtigere og udvide deres forbindelser til EU, men også, hvis de ønsker det, til sidst at stræbe efter at blive medlemmer.

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Jeg taler både for mig selv og for min kollega Pál Schmitt, formand for Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Kroatien, når jeg gratulerer hr. Brok og hr. Stubb for deres fortrinlige og realistiske betænkning.

Vi ungarer er glade for, at betænkningerne styrker København-princippet, ifølge hvilket enhver stat, der ønsker at blive medlem, skal arbejde hen imod mod forhandlinger ud fra egne forudsætninger. I overensstemmelse hermed kan vi i forhold til Kroatien, som i øjeblikket indgår i forhandlinger, med sikkerhed erklære, at vi vil hilse dem velkommen som nye medlemmer i denne bølge, baseret på Københavnskriterierne. Faktisk er Kroatiens optagelse afslutningen på den femte bølge af EU-udvidelser, den i Centraleuropa. Kroatien er primært knyttet til denne bølge gennem Slovenien, Østrig og Ungarn, gennem dets udviklingsniveau, gennem dets juridiske og institutionelle kultur og gennem dets tusindårige arv.

På et andet plan kan Kroatien måske fungere som et godt eksempel for stater, der ønsker at indlede EU's udvidelse på det vestlige Balkan. Heldigvis udgør optagelsen af Kroatien, set i lyset af landets størrelse og udvikling, ikke noget problem i forhold til hverken det indre marked eller budgettet. Hvad angår de institutionelle betingelser for optagelse, kan de opfyldes ved at tiltræde Nice-traktaten, en opgave, der i fraværet af en forfatning før eller siden skal tages fat på med henblik på optagelse.

Samtidig er vi virkelig nødt til at se nærmere på princippet om specifikke forudsætninger og udvidelse fremover på det vestlige Balkan såvel som inden for EU. Det gælder for Kroatiens nabo Serbien, som nærer store forhåbninger, og hvor den nordlige provins Voivodina måske kan bygge bro, netop på grund af dens vestlige rødder. Regionen kunne fortsætte med at udgøre en bro, hvis Serbien valgte at forsøge at bevare regionen i stedet for at fortsætte den nuværende praksis med at undertrykke oprindelige EU-folks traditionelle kultur. I sidstnævnte tilfælde ville vi snarere have udsigt til en Byzantinsk Union end en Europæisk Union baseret på vores egne kulturværdier.

  Marie-Line Reynaud (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at takke hr. Stubb for hans arbejde med dette meget følsomme emne. Hans betænkning har det fortrin, at den behandler problemet med integrationskapacitet fra forskellige vinkler. Derfor glæder det mig meget, at teksten ikke kun nævner de institutionelle aspekter ved emnet, men at den også lægger vægt på andre væsentlige reformer, uden hvilke EU ikke kunne optage nye medlemmer. Jeg tænker især på revisionen af EU's finansieringssystem.

Jeg er også ordføreren taknemmelig, fordi det er lykkedes ham at sikre, at denne betænkning er neutral over for kandidatlandene, og at undgå den fælde, det ville have været at udtrykke en holdning til en given stats indtræden ved den lejlighed.

Sluttelig understreger betænkningen med rette den udvidede rolle, Parlamentet bør tildeles, ikke kun i forhold til optagelsesprocessen, men også i forbindelse med kommende institutionelle reformer.

Jeg har dog et enkelt kritikpunkt: For mig ser det ud, som om ordføreren, måske fordi han var for ivrig efter at gøre et godt stykke arbejde, har fået drejet betænkningen væk fra det oprindelige formål og fået den til at handle mere om alle de reformer, der er nødvendige i EU, end om det mere specifikke emne integrationskapacitet. I stedet for at opremse en lang række institutionelle reformer ville det efter min mening have været bedre at have koncentreret sig om de reformer, der udgør reelle forudsætninger for yderligere udvidelse.

  Olle Schmidt (ALDE). - (SV) Hr. formand, hr. kommissær! EU's udvidelsesproces er en stor succes, fra seks til 27 lande. Vi har kunnet se, hvordan et helt nyt Europa bliver formet. At begynde at tvivle nu og tale om en "udvidelsestræthed" ville være at gå i den forkerte retning. Selvfølgelig skal kriterierne om demokrati, menneskerettigheder og en velfungerende retsstat opfyldes. Vi har også set, med hvilken kraft det tidligere Central- og Østeuropa er blevet ændret. Det er rigtigt, at EU har brug for nye beslutningsformer, men EU må ikke skabe nye vilkår for de lande, som nu forsøger at blive medlemmer. Jeg er personligt bekymret over de kræfter inden for EU, som stiller hindringer i vejen for et fremtidigt tyrkisk medlemskab. Et helt Europa må være vores fremtidsvision - og det indbefatter også Tyrkiet.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! I modsætning til et medlem, der talte tidligere, anser jeg ikke udvidelsen for et udenrigspolitisk instrument, men derimod et instrument for den europæiske indenrigspolitik. Derfor må EU's udvidelsesproces heller ikke sprænge Europas grænser ved at optage et stort ikkeeuropæisk eller kun delvis europæisk land som f.eks. Tyrkiet. Det ville gøre EU til en eurasisk dannelse som Europarådet, udvidet med et indre marked. Det kan der ikke være nogen, der ønsker, når de samtidig er tilhængere af et virkelig handledygtigt Europa, der, hvad væsentlige funktioner angår, træder i stedet for vores nationalstater. Som overbevist føderalist ønsker jeg dette Europa.

På den anden side kan vi ikke lukke af over for entydigt europæiske lande. Derfor vender jeg mig mod forsøgene på at fortolke Brok-betænkningen - der er flere punkter, som absolut kan fortolkes - på en sådan måde, at en vedtagelse af forfatningstraktaten gøres til en absolut betingelse for optagelse af et centraleuropæisk land som Kroatien. Det Europæiske Folkeparti, CDU og CSU har netop understreget i deres beslutninger, at Kroatien udgør en undtagelse i denne udvidelsesproces på grund af sin størrelse, sin centraleuropæiske orientering og sin forberedelse, og at landet egentlig hører hjemme sammen med Ungarn og Slovenien. Landet er så at sige en left-over fra den udvidelsesproces, vi er ved at afslutte, ikke formelt, men faktisk. Derfor vender jeg mig mod alle forsøg på at fortolke ting her, som ville gøre Kroatien - som hr. Horáček med rette har sagt - til gidsel for forfatningsprocessen. Naturligvis skal vi fremme forfatningsprocessen i dette årti, naturligvis har vi brug for forfatningstraktaten, så vi kan komme videre, idet vi inden for det næste årti optager entydigt europæiske stater som de sydeuropæiske stater mellem Kroatien og Grækenland i EU, først og fremmest Makedonien, som allerede har kandidatstatus. Der er her tale om lande, der har krav på fuldt medlemskab, og dette krav holder vi fast ved.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne tale om kommunikation. Jeg vægrer mig også ved at bruge begrebet udenrigspolitisk instrument i forbindelse med udvidelsen, men med en anden begrundelse end hr. Posselt. Jeg tror virkelig, vi har problemer. Man kan formelig se, hvordan hele brigader af velmenende verdensstrateger iler gennem Europa og videre endnu med favnen fuld af udenrigspolitiske instrumenter efter mottoet: fare for borgerkrig - har du et problem, så kom med i EU! Så forstår man helt klart, hvorfor mange unionsborgere siger: Tak, jeg er ikke noget instrument. Jeg er ikke til for at løse udenrigspolitiske problemer. Det er ikke derfor, jeg betragter mig selv som unionsborger. Jeg vil ikke have noget at gøre med en sådan Europæisk Union.

Mit andet punkt vedrørende kommunikation er følgende: Hvilket forhold er der egentlig mellem den gentagne bøn om, at vi skal overholde de forpligtelser, vi har indgået, og vores vilje til at udvise hårdhed over for kandidatlandene i forhandlingerne og forud for forhandlingerne, således at disse lande indgår og overholder deres forpligtelser? Så åbner man - hjertelig tillykke, hr. Posselt - her i debatten alle mulige bagdøre for, hvordan man mon kan få sin særlige yndling med i EU uden en forudgående vedtagelse af forfatningen. Sådanne signaler når helt klart ud til borgerne. Herefter er der ingen grund til at tale om udvidelsestræthed med en bebrejdende undertone.

De, der tror, det kun handler om faktuelle problemer, burde beskæftige sig med disse kommunikationsproblemer.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Hr. formand! Jeg hilser begge betænkningerne velkommen som et klart udtryk for Parlamentets politiske vilje, hvilket styrker EU's troværdighed. Jeg ser dem som udtryk for vores ansvar over for EU's fremtid og som udtryk for vores fælles ansvar over for globalt fremskridt.

Jeg vil ikke kommentere specifikt på de to betænkninger, men jeg går under alle omstændigheder ind for at kopiere deres filosofi. Det forekommer mig ganske paradoksalt, at mens vi på den ene side taler om en krise i EU, står vi denne jul bogstaveligt talt over for et stort antal lande, i Europa og endda uden for, der er ivrige efter at blive en del af den europæiske familie. Vores svar bør ikke være, at der ikke er stole nok rundt om det europæiske bord, eller at vi har svært ved at udarbejde en husorden.

Jeg glæder mig især over, at hr. Broks betænkning gør det klart, at tætte multilaterale relationer ikke udgør et alternativ til fuldt medlemskab, men en ekstra mulighed for lande, som i øjeblikket er langt fra at kunne opnå fuldt medlemskab. Desuden støtter jeg den klare holdning til landene i Sydøsteuropa. Jeg ser gerne dem alle omtalt ved navn i den næste betænkning, eftersom ingen af dem fortjener at blive nævnt i en liste over lande, der er blevet sprunget over (jeg tror, at dette er vigtigt for os).

Desuden bør følgende princip gælde for Kroatien og alle de lande, der følger i Kroatiens fodspor og er involveret i den såkaldte Thessaloniki-proces: så snart et kandidatland er klar, skal EU også være klar. Europæisk ambition skal belønnes.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil begynde med at gratulere begge ordførere. Og så videre til det aktuelle emne. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på følgende: EU har vist sig at være et meget attraktivt projekt og har i mange år tiltrukket nye lande. Derfor er dagens forhandling om, hvorvidt EU skal udvides yderligere, efter min mening akademisk, eftersom Maastricht-traktaten giver svaret. I traktatens artikel 49 står der klart og tydeligt, at ethvert europæisk land, der opfylder de politiske og økonomiske kriterier, kan blive optaget i EU. Disse kriterier blev udarbejdet i København i 1993, og vi bør ikke stramme dem nu.

Dagens forhandling har til formål at afklare det fundamentale spørgsmål, om vi kan ændre kriterierne for yderligere udvidelser i henhold til aktuelle behov og forventninger. Det mener jeg ikke, at vi kan. Jeg mener, at vi er bundet af princippet om at holde vores løfter, at overholde aftaler og det romerske princip fra oldtiden, "pacta servanta sum". Af denne grund kan den såkaldte absorptionskapacitet ikke pludselig dukke op som kriterium, der bruges til at forhindre adgang til EU for lande, der har opfyldt Københavnskriterierne.

Alle udvidelserne har styrket EU og fremmet vækst. Men disse udvidelser skulle planlægges godt. Jeg tror, at kun en europæisk forfatning vil gøre det muligt at sikre, at kommende udvidelser bliver godt planlagt.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg er enig med hr. Lehtomäki i, at udvidelsen er nødt til at fortsætte som en åben proces, eftersom alle tidligere udvidelser, på trods af mange advarsler og stor frygt, har vist sig at være en stor succes for hele EU. Det har været og vil fortsat være en proces med lutter vindere blandt alle de involverede.

Hr. Stubb gjorde ret i at minde os om, at hver ny udvidelsesrunde på en yderst positiv måde har tvunget EU til at styrke sit indre beredskab gennem nye reformer. Budskabet i dag er, at Nice ikke længere er grundlag nok for en ny udvidelsesrunde. Der er ikke noget alternativ til at vedtage forfatningstraktaten og gennemføre den i praksis.

Integrationskapaciteten må imidlertid ikke ses som endnu et kriterium for nye ansøgere. Den skal ses som et internt tilsagn om at yde den størst mulige indsats for at opnå den nødvendige nye kvalitet i samhørigheden. EU må ikke sende det forkerte signal om, at vi vil lukke dørene for nye ansøgere. Alle europæiske nationer har ret til at komme med i EU og har ret til at blive behandlet ikke som vores gæst, men som et potentielt og velkomment medlem af vores stadigt voksende familie. Derfor er vi nødt til at udvise maksimal åbenhed over for de interesserede nationer, herunder hr. Milinkevichs hjemland.

Slutteligt, udvidelse handler ikke kun om budgetter og institutioner. Der findes en kæmpe understrøm af holdninger, bekymringer og fordomme i befolkningen. Det er den populærpsykologi, som forfatningstraktaten er havnet midt i. Derfor er vi nødt til åbent at tage hånd om disse behov og bekymringer ved at anspore til en åben og venskabelig debat mellem gamle og nye medlemsstater om vores forskellige og historiske kulturelle erfaringer. Min erfaring er, at disse bekymringer og fordomme faktisk er meget ens, og at de fleste af dem viser sig at være ubegrundede. Der er en enorm støtte for forfatningstraktaten i befolkningen.

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Endelig er vi sluppet for togkollisioner! Den cypriotiske regering er nået til enighed med sine partnere om den såkaldte "forsinkelse" af Tyrkiets tog. Lad os ikke narre os selv. Det er alligevel ikke meningen, at vi skal åbne de fleste af de suspenderede kapitler, eftersom det vil tage nogle år at indsamle de benchmarks, og det er en formalitet at lukke et kapitel - det betyder ingenting, når først alt det andet arbejde er gennemført.

Hvad angår revisionerne, vil de jo finde sted hvert år alligevel. Cypern er ofte blevet overspillet som årsag til togkollisionen. Nu er det i det store hele ude af billedet. EU kan frit se realiteterne i øjnene. Tyrkiet har ignoreret - og erklæret, at man fortsat vil ignorere - landets forpligtelser i forhold til aftalen om en toldunion, en forpligtelse, der eksisterede lang tid før spørgsmålet om den såkaldte isolering af de tyrkiske cyprioter.

Vi står nu over for det egentlige spørgsmål: ytringsfrihed, religionsfrihed, vilkårene for menneskerettigheder i det sydlige Tyrkiet, behandlingen af kvinder, korruption, militærets indblanding i regeringens og domstolenes arbejde. For kun to dage siden gav general Buyukanit Erdogan-regeringen en formaning, fordi den ikke havde indhentet hans tilladelse til det, der viste sig at være en betinget åbning af en havn for cypriotiske skibe.

Nogle siger, at vi ikke skal se Tyrkiet, som det er i dag. Tænk på, hvordan Tyrkiet vil se ud om 15 år! Tyrkiet har givet os en idé om landets vilje til at blive et ægte europæisk demokrati. Tyrkiet ved, hvordan de kan slippe af sted med det!

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg deler fuldt og helt mange europæiske borgeres bekymringer, fordi de gerne vil have løst de institutionelle problemer, inden der kommer en ny udvidelse.

Det er uforståeligt, hvordan vi kan tro, at vi kan fungere tilfredsstillende med 27 medlemmer med de samme regler, der gjaldt, da EU havde 9, 10 og 15 medlemmer. Desværre var der to befolkninger, som ikke kunne acceptere forfatningstraktaten, der indeholdt mange positive elementer. Siden da har den ligget stille. Det glæder mig, at forbundskansler Merckel i denne forbindelse har udtrykt intentioner om at stille forslag om en procedure og tidsplan for løsningen af problemet.

Jeg tror dog, at vi i denne fase må prøve at sørge for at begrænse antallet af emner, så vi holder os til dem, der har betydning for EU's gnidningsløse funktion, f.eks. oprettelsen af et udenrigsminister- og præsidentembede i EU, reduktion af antallet af kommissærer, øgede beføjelser til Europa-Parlamentet, begrænsning af enstemmig beslutningstagning i Rådet til et minimum, EU som juridisk personlighed, ophævelse af systemet med tre søjler, styrkelse af det udvidede samarbejde mellem medlemsstater, og hvad man ellers vurderer er nødvendigt for, at EU kan fungere effektivt.

Jeg gad dog nok vide, hvor mange medlemsstater, gamle såvel som nye, der vil hæve sig op over interne smålige hensyn og sætte de 27 medlemsstaters Europas gnidningsløse funktion og effektivitet som det øverste mål. Til sidst vil jeg sige, at jeg ikke tror, vi skal drøfte nye udvidelser, medmindre vi får EU til at fungere effektivt.

  Tadeusz Zwiefka (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Enhver, der er så heldig at være borger i EU, ville begå en dødelig synd ved at foreslå at afskære andre fra denne mulighed, hvis de ønsker det. Det ville være tåbeligt at begrænse udvidelsen. Det svarer til at sætte grænser for frihed eller demokrati.

Diskussionen i dag har vist, at vi i det store og hele ser kapaciteten til og virkningerne af udvidelse ud fra EU's interne situation. Vi taler om behovet for vidtrækkende reformer og med rette, da vi ikke kan tillade os at være svage, hvis vi ønsker at opnå et vellykket resultat. Reformerne er nødvendige, men de skal være i overensstemmelse med en analyse af situationen og en velgennemtænkt plan for forbedringer.

Jeg tror, at det ville være en god idé internt at omstrukturere Kommissionens arbejde. Selv om vi i dag har 27 kommissærer, der fastsætter omfanget af deres portefølje, ville det måske være fornuftigt at udpege 2-3 kommissærer, som skulle stå for at analysere situationen i EU og udarbejde reformprogrammet, således at vi sikrer, at vi er i stand til at gennemføre en yderligere udvidelse.

Vi kan imidlertid ikke se på dette udelukkende ud fra et internt perspektiv. Vi må ikke glemme, hvad borgerne fra de lande, der stiler efter at slutte sig til os, mener om EU og om et eventuelt medlemskab af EU. Min egen personlige erfaring med arbejde i delegationer til lande i Sydkaukasus samt Moldova og Ukraine har vist, at almindelige mennesker i disse lande ikke tror, at de bliver medlem af EU med det samme, men de vil være sikre på, at døren ikke er blevet smækket i. De er rede til at vente 20, ja, endog 30 år på at få mulighed for at blive optaget i EU. Dette er en mulighed, vi ikke kan afskære dem fra.

I EU's informationspolitik skal det klart angives, hvad EU drejer sig om, hvad dets mål er, og hvad det vil sige at være medlem af EU. Det må vi ikke glemme.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! De bølger af EU-udvidelser, der har fulgt hinanden uden problemer, er en storslået præstation af EU. Den femte bølge, som udvidede EU til 25 medlemsstater for to år siden, har faktisk været en stor succes trods advarsler om, at EU ville blive lammet uden en forfatning, og at lande som mit eget ville komme til at lide under uholdbare mængder af indvandrere, herunder romaer.

Beklageligvis forsøger Brok-betænkningen atter en gang at knytte yderligere udvidelse sammen med et absolut behov for en EU-forfatning, mens britiske konservative, som jeg repræsenterer, ville anføre, at dette ikke er tilfældet, og at det, vi virkelig har brug for, er traktatjusteringer i form af en ændret Nice-traktat for at afspejle de nye stemmeforhold i Rådet og antallet af Kommissærer og medlemmer af Parlamentet efter den forventede, relativt smertefri optagelse af Kroatien inden for de næste par år.

Personligt er det min holdning, at vi nu også er nødt til at kigge den toptunge Kommission grundigt efter i sømmene. Jeg mener imidlertid, at vi ikke bør rotere Kommissærer fuldstændigt ligeligt mellem alle medlemsstater, men at der skal findes en eller anden matematisk formel, der bevarer de store landes Kommissærer, i det mindste i form af en delvist permanent tilstedeværelse - men jeg er klar over, at det er kontroversielt.

De nye medlemsstater har i det store hele været mere transatlantisk orienterede. De tror på friere markeder og lave, konkurrencedygtige skattesatser, hvilket er en tilgang, jeg hilser velkommen. Jeg tror, at optagelsen af Rumænien og Bulgarien den 1. januar 2007 også vil vise sig at være en stor succes.

Som ordfører mener jeg, at den europæiske naboskabspolitik skal opdeles i en sydlig Euro-Middelhavs-dimension via Barcelona-processen og et nyt østligt koncept bestående af et forbedret frihandels- og visumlempet EU-Sortehavs-fællesskab for yderligere at styrke vores forbindelser til europæiske lande som Ukraine, Moldova og de tre kaukasiske republikker. Jeg opfordrer medlemsstaterne til at informere Moldova og Ukraine om, at de på længere sigt er berettiget, efter min mening, på samme måde som alle landene på det vestlige Balkan er berettiget, til at blive potentielle kandidater til EU-medlemskab.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! I ruinerne efter den netop overståede Anden Verdenskrig fødtes - som vi ved - visionen om et Europa med fred og enighed, og denne vision er blevet udvidet lige siden. På samme måde som en storkoncern, der overbebyrder sine ansatte i en rivende hurtig ekspansion, har EU mistet sin egen befolkning. Den mistede accept kan efter min mening ikke tilbageerobres ved hjælp af pr-aktioner. Det handler snarere om at løse eksisterende problemer som mangel på arbejdspladser, globalisering, terrorisme, kriminalitet og flygtningestrømme. Og bekymringen over EU's optagelseskapacitet er efter min mening ikke andet end endnu en beroligende pille, der skal aflede os fra allerede eksisterende og fasttømrede udvidelsesfantasier.

Til dato har man kun stædigt kigget på, om ansøgerne opfylder Københavnskriterierne. Men om EU selv kan opfylde målene om sammenhold og integration, har ikke været vigtigt. For at kunne bekæmpe følelsen af uoverskuelighed og grænseløshed har vi ikke alene brug for en geografisk afgrænsning, men må også blive klar over, hvilken grad af samfundsmæssige og kulturelle forskelle EU kan klare. Her har vi efter min mening klart overskredet vores optagelseskapacitet med de seneste års tøjlesløse indvandringspolitik.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil begynde med at takke alle for denne afvekslende, vidtrækkende og konstruktive forhandling. Selv om der synes at være visse områder, hvor vi er uenige, tegner der sig en ret stærk fælles holdning i Parlamentet. Det er helt klart, at vi, hvis udvidelsen skal lykkes, er nødt til at sørge for, at EU udvikler sig internt, og at det fortsat er i stand til at fungere i alle situationer. Dette er et væsentligt element i integrationskapacitet, og som det er blevet nævnt under denne forhandling, er EU nødt til at gøre sit hjemmearbejde. Hvad angår de igangværende udvidelsesprocesser og forhandlinger, vil jeg minde om, at hjemmearbejdet heller ikke er blevet gjort med hensyn til de seneste processer.

I mandags nåede Rådet til politisk enighed om målet om at styrke den økonomiske udvikling i Nordcypern hurtigst muligt og endog før, særlig i betragtning af de beslutninger, der blev truffet i april 2004. Det andet aspekt af udvidelse og den anden ansvarlige part er selvfølgelig kandidatlandene og dem, der er interesseret i medlemskab af EU, og de skal opfylde optagelseskriterierne. Det skal vurderes meget objektivt, om de opfylder disse kriterier, og hvis det er nødvendigt, også kritisk, og vi har naturligvis tillid til Kommission og dens villighed og evne til at gennemføre denne vurdering. Dette er så afgjort en god fremgangsmåde, der betyder, at udsigten til medlemskab forbedres i forhold til de gjorte fremskridt. Det skal ikke være datoer, som er aftalt på forhånd, der afgør, hvornår der træffes endelig beslutning om medlemskab.

Der er blevet sagt meget under denne forhandling om forfatningstraktaten og dens fremtid. Vi er alle enige i, at forfatningstraktaten indeholder mange elementer, som er vigtige med henblik på at forbedre EU's integrationskapacitet. Vi skal alligevel tænke på, at forfatningstraktaten eller en reform af EU ikke er nødvendig af hensyn til udvidelse, men for at forbedre EU's nuværende situation og evne til at fungere.

Det er også vigtigt at huske på, at vi ikke kan overlade EU's evne til at fungere udelukkende til forfatningstraktaten. Traktater er trods alt kun et redskab til at gennemføre EU-politik. Uden politisk vilje og engagement i det fælles europæiske projekt kan selv ikke de bedste traktater give det ønskede resultat. Vi har med andre ord brug for engagement i og viljen til at acceptere en fælles proces, og hvis viljen er der, er en revision af traktaterne bestemt mulig.

Naboskabspolitik er på en vis måde forbundet med udvidelse af EU, men dette er også et vigtigt politikområde i sig selv og kan derfor ikke betragtes som en erstatning for udvidelse. Det er indlysende, at de lande, der er interesseret i at blive medlem af EU, ikke vil acceptere en naboskabspolitik som kompensation for eller i stedet for udsigten til EU-medlemskab.

Vi skal drøfte Det Europæiske Råds møde i denne uge og dagsordenen for mødet senere i eftermiddag, og jeg er sikker på, at vi i den forbindelse vender tilbage til de emner, som allerede er blevet behandlet i formiddag.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Dem for denne meget væsentlige og ansvarlige debat, som er så vigtig for Europas fremtid. Det er en meget opmuntrende debat. De husker måske, at jeg i min indledning sagde, at vi i Europa har to diskurser, der ikke ofte mødes: en, der lægger vægt på udvidelsens strategiske betydning, og en anden, der lægger vægt på vores integrationskapacitet.

Denne debat er opmuntrende, fordi hvis man kunne forme en fælles holdning fra og med tvillingernes første udkast - de er ikke ligefrem enæggede tvillinger hvad angår udvidelsesstrategi - så ville Rådet utvivlsomt være i stand til at forme en fornyet enighed om udvidelse, der respekterer såvel udvidelsens strategiske værdi og vores kapacitet til at integrere nye medlemmer.

Der blev fremført argumenter om den europæiske naboskabspolitik. Kommissionens betænkning af 8. november skitserer, at ikke alle europæiske lande er involverede i udvidelsesprocessen. Faktisk har EU etableret en række forskellige relationer til andre europæiske lande. Vi har en omfattende struktur af bilaterale aftaler med Schweiz, vi har Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som er et meget vidtrækkende arrangement af økonomisk integration, og vi har den europæiske naboskabspolitik.

Hvad angår den europæiske naboskabspolitik er det Kommissionens holdning, at vores nylige meddelelse om styrkelse af den europæiske naboskabspolitik i det store hele svarer til Parlamentets forventninger. Den europæiske naboskabspolitik adskiller sig fra og er parallel til EU's udvidelsesproces. Samtidig dømmer den europæiske naboskabspolitik ikke på forhånd den fremtidige udvikling af disse landes relationer til EU, i overensstemmelse med bestemmelserne i vores traktater.

Der har været forslag fremme om, at der skal tilføjes kulturelle kriterier til Københavnskriterierne. Jeg kan fortælle, at Kommissionen er imod de forslag.

Jeg ville gerne slutte af med at henvise til nogle overvejelser af sociologien og filosoffen Ulrich Beck i Le Monde fra i går. Han fortolkede pavens nylige besøg i Tyrkiet. Her har vi en respekteret sociologs fortolkning af en respekteret åndelig leders handlinger.

(FR) Hr. formand! Jeg fortsætter på fransk, og jeg citerer: "Miraklet i Europa er, at vi har lært af historien, nemlig at gøre fjender til naboer. Dette er Europas sjæl. Og det er måske derfor paven, der anerkender den universelle historiske betydning af et kompromis mellem kristne og muslimer, slår til lyd for, at Tyrkiet skal være medlem af EU - kort sagt for en fortsat europæisering af Tyrkiet".

Mine damer og herrer! Det er kloge ord, som er værd at tænke over i julen og i det nye år.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. kommissær, for denne konklusion på fransk. Vi andre vil hver især vurdere indholdet af talen, som jeg i hvert fald syntes var interessant.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

(Mødet udsat kl. 11.55 for afstemningstiden og genoptaget kl. 12.05)

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Gábor Harangozó (PSE). - (HU) Efter bekræftelsen af forpligtelsen til at gennemføre Thessaloniki-dagsordenen fuldt ud og af hensigten om at opfylde de nuværende forpligtelser over for kandidatlandene og de potentielle kandidatlande vedrørende fremtidig udvidelse, skal vi stadig sikre, at EU er i stand til at fungere.

Når EU optager nye medlemsstater, skal det tage fat på de politiske, økonomiske og institutionelle udfordringer, det medfører. Nice-traktaten giver ikke et tilstrækkeligt grundlag for yderligere udvidelser, hvorimod forfatningstraktaten indeholder løsninger på de fleste af de nødvendige reformer, og den er et håndgribeligt udtryk for forholdet til udvidelse, som i stigende grad bliver mere uddybende. Derfor er det nødvendigt at finde en løsning på forfatningsspørgsmålet inden valget til Europa-Parlamentet i 2009. Reformer er nødvendige, før der finder yderligere udvidelse sted. Udvidelsesprocessen er en proces, der udbreder demokrati og velstand yderligere over hele Europa og uden for Europa. Vi har derfor et ansvar over for vores nabolande og særlig over for kandidatlande og potentielle kandidatlande. Endelig kan vi, hvad angår spørgsmålet om EU's "absorptionskapacitet", tilslutte os ordføreren, som foretrækker det positive udtryk "integrationskapacitet".

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand