Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg hilser formandskaberne velkommen! Jeg vil gerne fremsætte et par kommentarer i forbindelse med det næste topmøde, og jeg håber, at den energi, som jeg kan lægge i dette, også vil blive godt modtaget af Dem. Dette vil være et første skridt hen imod energieffektivitet, og dette vil slet ikke være dårligt for topmødet.
Lad mig starte med Tyrkiet-problematikken. Her vil jeg godt sige noget, som allerede er blevet antydet her i dag. At Tyrkiets tiltrædelse er problematisk har intet at gøre med Cypern, så lad os ikke foregøgle os, at problemet med Tyrkiets tiltrædelse kan løses i sammenhæng med Cypern-spørgsmålet. Ja, Tyrkiet skal anerkende toldunionen. EU skal én gang for alle ophæve blokaden af Nordcypern, og vi skal sætte en stopper for de græske cyprioters fortsatte afpresning af nordcyprioterne, for befolkningen på Nordcypern er ofre for den tyrkiske og græsk-cypriotiske nationalisme. Dette er noget, som vi europæere skal sige, og jeg håber, at dette vil skabe forudsætningerne for et vellykket topmøde.
Dernæst er der spørgsmålet om klimapolitikken. Det glæder mig at kunne konstatere, at hr. Poettering og hans kolleger har fået øjnene op for de reelle klimaforandringer. Dette er rigtig godt og konstruktivt, men lad os nu benytte lejligheden til at få sat tingene på plads. I Europa bliver vi enige om en CO2-reduktion og en stabilitetspagt. Kommissionen vil indlede straffesager mod lande, som ikke overholder CO2-grænserne. Jeg har fået nok af al den snak og af det konstante behov for at fremsætte erklæringer. Når vi endelig skal beslutte noget, er vi f.eks. mere optaget af en eller anden fodboldkamp. Så lad os da få den pagt. Lad os sige, at Europa skal reducere med så og så meget. Jeg har hørt, at De ønsker, at den vedvarende energi skal udgøre 20 % af EU's energimix med virkning fra 2012. Værsgo at føre det ud i livet, men så skal de lande, hvad enten de er store eller små, som ikke vil eller kan leve op til dette, også have sat kniven på struben af EU. Dette ville endelig være noget, som vi kunne bruge til noget.
Derudover vil jeg godt knytte nogle kommentarer til indvandringsspørgsmålet. Ja, vi skal regulere indvandringen, men vi skal gøre det ordentligt. Vi byggede et hus, vores fælles europæiske hus. Desværre monterede vi kun vinduerne og glemte alt om dørene. Hvis vi ikke har nogen døre, kommer folk ind ad vinduerne. Hvis vi ikke længere ønsker, at folk skal komme ind ad vinduet, skal vi etablere døre. For at sige det lige ud kan døre enten åbnes eller forblive lukkede. Vi skal regulere, hvordan dørene åbnes, og hvordan mennesker kan komme legalt til Europa, og dette gælder ikke kun flygtninge eller indvandrere, men der skal være mulighed for en legal arbejdsmigration. Vi skal regulere dette i positiv forstand, således at folk ved, hvordan dørene åbnes og lukkes i Europa. Lad os gennemføre dette konsekvent!
Endelig er der spørgsmålet om Frontex, som er en helt igennem vidunderlig ting, for det har reddet mennesker på havet. Men i tre år har vi nu lovet afrikanerne, at vi vil levere dem skibe, således at de kan forhindre kinesernes og andres ulovlige fiskeri ved deres grænser. Har vi leveret disse skibe? Nej, men vi etablerede Frontex. Lad os gennemføre dette konsekvent, og lad os hjælpe disse mennesker, således at de kan overleve. Det er en europæisk opgave.
Topmødet kan virkelig blive et topmøde i ordets bogstaveligste forstand, og det kan blive et godt topmøde, hvis man lægger en anelse mere energi i det, dvs. mindre snak og mere handling!
Formanden. - Mange tak, hr. Cohn-Bendit. Det europæiske energiforbrug er formentligt øget en smule under Deres indlæg.
Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand, minister Lehtomäki, hr. kommissær! Når det finske formandskab slutter, vil depechen blive givet videre til Tyskland ved topmødet i denne uge. I sin formandsperiode har Finland i al hemmelighed ydet en vigtig indsats for Tyskland. Finland har ført bilaterale samtaler med alle medlemsstaterne om muligheden for at vække de døde i forbindelse med EU's forfatningstraktat. Finland vil aflægge rapport om de drøftelser, man har ført, ved topmøderne.
At fortsætte forberedelserne af forfatningstraktaten i hemmelighed strider mod en af formandskabets prioriteringer, som var at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed i EU. At forberede tingene i hemmelighed giver et underligt billede af Fællesskabet, fordi den politiske elite plejer sine egne interesser og ser stort på befolkningens holdning i de forskellige lande og ignorerer resultaterne af folkeafstemninger.
Det var særligt skandaløst, da regeringen bag det finske formandskab besluttede at ratificere den fallerede EU-forfatning i det finske parlament. Mange medlemmer af regeringspartierne stemte imod ratificeringen. Alle ved, at forfatningen, som Finland har ratificeret, vil træde i kraft overalt.
Finland har sat emner som frihed, sikkerhed og retfærdighed på dagsordenen for topmødet. I sidste ende er målet at overgå til afgørelser med kvalificeret flertal om spørgsmål under tredje søjle og gøre brug af "passerelle"-proceduren. Forslaget fik ikke den nødvendige opbakning på justitsministrenes møde i Tampere. Der findes lande i EU, der sætter pris på retsgrundlaget i deres egen lovgivning i anliggender, der endnu ikke rent juridisk er overgået til EU's kompetence. Desværre er Finland ikke et af dem.
Finland håber, at udvidelsen vil blive drøftet på topmøderne, men ikke tyrkisk medlemskab eller Cyperns stilling. Nu må vi se, hvordan de fremtidige udvidelser vil blive håndteret ved at luske omkring som katten om den varme grød og ikke kalde tingene ved deres rette navn. Det tyrkisk-cypriotiske problem er imidlertid helt reelt.