Forhandlinger

Onsdag den 31. januar 2007 - Bruxelles

15. Moratorium for dødsstraf (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om moratorium for dødsstraf.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg skal i dag tale med Dem om et af de mest grundlæggende elementer i EU's menneskerettighedspolitik. At dette emne er aktuelt, fremgår også af flere beslutningsforslag, som er blevet stillet af de forskellige grupper i Europa-Parlamentet.

På grundlag af Ministerrådets retningslinjer for EU's politik over for tredjelande med hensyn til dødsstraf, som blev vedtaget i 1998, arbejder EU i hele verden for afskaffelse af dødsstraf under alle omstændigheder. Fastsættelse af moratorier har også været en fast bestanddel af kampen mod dødsstraf i mange år, dog ikke som det egentlige mål, men som et mellemstadium frem mod en endelig afskaffelse.

Også under det tyske formandskab vil EU fortsætte sin politik til beskyttelse af menneskerettighederne og dermed arbejde beslutsomt for såvel moratorier som for den endelige afskaffelse af dødsstraffen.

Det betyder for det første, at den principielle debat fortsat skal føres uden vaklen både i bilaterale kontakter og i internationale fora, særligt i FN. Det indbefatter også at gå aktivt til de lande, som befinder sig ved et vendepunkt, hvor der altså aftegner sig en enten positiv eller negativ udvikling med hensyn til dødsstraffen, og påvirke disse, og det betyder helt konkret demarcher i talrige presserende enkeltsager.

Jeg ved, at Europa-Parlamentet altid har engageret sig i denne politik, og det glæder mig at kunne sige, at vi i fællesskab allerede har opnået meget. Når dødsstraffen i dag der afskaffet ved lov eller faktisk i godt to tredjedele af alle jordens stater, så er det også et resultat af de konsekvente bestræbelser fra alle dem, der aktivt bekæmper dødsstraffen. Jeg vil gerne understrege, at det også omfatter det aktive engagement inden for Europarådets rammer. I dag har 33 stater ratificeret den 13. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention, som også gør dødsstraf ulovlig i krigssituationer.

Men jeg vil også gerne nævne, at der stadig er alt for mange stater, nemlig 66, som fortsat eksekverer dødsstraf, og der er desværre også nogle negative tendenser i forbindelse med overholdelsen af moratorier. Derfor er det vigtigt, at vi ikke slækker på vores bestræbelser, men agiterer målrettet for at få afskaffet dødsstraffen, især også i internationale fora.

Det har EU siden 1999 hver år foreslået en resolution om i Menneskerettighedskommissionen, som blev opløst i 2005. Det er i årenes løb lykkedes at sikre et stabilt flertal for denne resolution. Efter opløsningen af dette organ må vi søge nye veje til at fremme debatten om afskaffelsen af dødsstraffen. Her er der imidlertid ingen lette svar. Tværtimod må vi overveje grundigt, hvordan vi vil agere, for det handler først og fremmest om at undgå et tilbageskridt i forhold til det, der allerede er opnået.

Denne linje har der hidtil været klar enighed om i EU. På grund af den fortsat store risiko for at lide nederlag har EU derfor hidtil undladt at stille et resolutionsforslag i FN's Generalforsamling.

I stedet blev der den 19. december sidste år på EU's initiativ for første gang fremsat en ensidig erklæring mod dødsstraf i FN's Generalforsamling, som - og det er vigtigt - blev støttet af 85 stater fra alle geografiske grupperinger. Dette resultat er på den ene side opmuntrende, men det bekræfter også, at det endnu ikke kan betragtes som sikkert, at en EU-resolution ville have mulighed for at blive vedtaget i FN's Generalforsamling.

Men hvad skal der nu ske? For alle partnere i EU er det klart, at vi fortsat vil fremføre vores ærinde, kampen mod dødsstraffen, også på FN-niveau. Samtidig vil jeg imidlertid også gøre det klart, at betingelserne fortsat er meget vanskelige, og at man derfor kun kan opnå succes i kampen mod dødsstraffen gennem en velgennemtænkt og trinvis ageren fra EU's side.

Det grundlæggende princip bør fortsat være så vidt muligt at udelukke, at et nyt EU-initiativ vil lide nederlag, for et nederlag for EU ville være en sejr for fortalerne for dødsstraf og dermed et tilbageskridt i kampen mod denne umenneskelige straf. Det vil og må vi ikke tillade! Jeg tror også, vi får støtte. Nogle af de centrale aktører blandt ngo'erne, f.eks. Amnesty International, advarer derfor mod overilede skridt og minder om, at det kunne vise sig at være kontraproduktivt for EU på ny at presse på for at få dette spørgsmål til debat i FN's Generalforsamling.

På mødet i Rådet (almindelige anliggender) den 22. januar var der derfor enighed om, at man først skal udvikle en velgennemtænkt model, som giver os mulighed for gradvist at fokusere mere på vores ærinde i FN. Tilsvarende er ambassadørerne i New York og Genève blevet bedt om straks at undersøge alle muligheder for at fremme diskussionen på FN-niveau.

Sideløbende skal der indhentes aktuelle vurderinger fra de relevante ngo'er af kommende skridt i forbindelse med bekæmpelse af dødsstraffen på FN-niveau.

På dette grundlag vil EU's formandskab så i februar stille forslag til EU-partnerne om de kommende aktiviteter. Jeg tror, at det er det første vigtige skridt, og jeg håber, at vi må få støtte til denne fremgangsmåde!

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig også over denne lejlighed til at udveksle synspunkter om dødsstraf, og om hvordan man skal fremme afskaffelsen af denne modbydelige praksis i hele verden.

Som bekendt er afskaffelse af dødsstraf over hele verden et centralt mål i EU's eksterne menneskerettighedspolitik, og jeg går personligt ind for, at EU, som vi lige har hørt, fortsat skal spille en central rolle i denne globale indsats. Da vi alle her er enige om det endelige mål for indsatsen på dette område, nemlig universel afskaffelse, vil jeg fremsætte nogle tanker om denne proces med afskaffelse af dødsstraf og om midlerne til at nå vores fælles mål.

For det første må vi ikke glemme, at afskaffelsen af dødsstraf i Europa har været en langsom, ofte snirklet og langtrukken proces, hvor drivkraften for de fleste medlemsstater har været en blanding af stærkt politisk lederskab og et højt niveau for beskyttelse af menneskerettigheder, retsstatsprincippet og demokratiske institutioner. Med et par bemærkelsesværdige undtagelser, herunder USA og Japan, følger det globale kort over lande, som går ind for at afskaffe dødsstraf, også nøje kortet over demokratisk pluralisme. Visionært lederskab og politisk mod er centralt for afskaffelse af dødsstraf. Det er ofte nødvendigt at underbygge denne indsats med en dynamisk og åben national debat for at sikre, at den endelige politiske beslutning om at afskaffe dødsstraf i et land også bliver en permanent beslutning.

I Filippinerne og i en vis grad i Kirgisistan var den nylige afskaffelse af dødsstraf netop et resultat af både et bemærkelsesværdigt mod fra de politiske lederes side og en indgående national debat med bred deltagelse af aktører og institutioner i det civile samfund, hvilket er blevet nævnt. I USA er der også en række opmuntrende tendenser i nogle stater, f.eks. New Jersey og Maryland.

På den anden side er det ikke udelukket, at et land falder tilbage til at anvende dødsstraf, som vi desværre har oplevet det i Bahrain og kan frygte i Peru. Og i mange andre lande har man hidtil vendt det døve øre til vores opfordringer til at afskaffe dødsstraf.

Henrettelsen af Saddam Hussein og hans håndlangere har nu sat gang i en fornyet debat om dødsstraf. De forfærdelige videoer fra hans uværdige endeligt ryster endog nogle tilhængere af dødsstraf. Vi må imidlertid ikke glemme, at flere tusinde mennesker hvert år bliver henrettet, hvoraf de fleste helt sikkert er meget bedre mennesker end Saddam, og mange af dem er endog uskyldige. Deres død burde krænke os endnu mere.

Selv om afskaffelse af dødsstraf selvfølgelig i ethvert land, som Robert Badinter har sagt, er menneskehedens sejr over sig selv, skal vi stadig være realistiske med hensyn til eksterne aktørers indflydelse, f.eks. EU's indflydelse, i denne proces, da den først og fremmest er en national proces.

Det betyder ikke, at EU vil forholde sig afventende. EU har tværtimod befundet sig og vil fortsat befinde sig i allerforreste linje i internationale bestræbelser, særlig i FN, som det blev nævnt, for at bekæmpe dødsstraffen. I december sidste år fremlagde EU en erklæring om dødsstraf for FN's Generalforsamling, som fik støtte fra et rekordstort antal på 85 stater. I overensstemmelse med EU's retningslinjer for dødsstraf har EU rettet en lang række henvendelser i enkeltsager om dødsstraf bl.a. i lande såsom USA, Iran og Indonesien og vil fortsat gøre det fremover. EU er også den største kilde til finansiering af projekter til afskaffelse af dødsstraf, som gennemføres af det civile samfund, og i de sidste 10 år har EU brugt over 15 millioner euro til at støtte sådanne projekter over hele verden.

Parlamentet og aktører i det civile samfund har traditionelt spillet en central rolle ved både at støtte EU's indsats for at afskaffe dødsstraf og ved at fremme debatten om, hvordan man skal styrke EU's politik. Det er yderst vigtigt at lytte nøje til disse stemmer, når man drøfter mulige initiativer i forskellige internationale fora, ligesom det sker i Rådet for tiden.

Det har det italienske forslag om et universelt moratorium for dødsstraf, som er forelagt FN's Generalforsamling, vist. Uden at foregribe det endelige resultat af denne overvejelsesproces vil jeg delagtiggøre Dem i tre iagttagelser vedrørende moratoriet fremsat af modstandere af dødsstraf, og som efter min mening kan anvendes som inspiration til forhandlingen i dag.

Førende ngo'er, som er et væsentligt led i EU's strategi for universel afskaffelse af dødsstraf, har understreget, at et moratorium ikke er en patentløsning. De siger, at det af natur er skrøbeligt og reversibelt, samt at det skal følges op af en afskaffelse af dødsstraf, der er fastsat ved lov. De nævner eksemplet med Kirgisistan, hvor moratoriet for henrettelser, som regelmæssigt er blevet forlænget, ikke har forhindret, at antallet af fanger på dødsgangen er steget. Jeg tror, at vi har brug for moratorier, der holder.

For det andet understreger nogle ngo'er, at moratoriet kun er et ud af flere redskaber til afskaffelse af dødsstraf. Jeg er enig i, at fremme af den anden valgfri protokol, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf, støtten til advokatbistand til dødsdømte og andre bestræbelser i den forbindelse skal medtages i værktøjskassen. Vi bør derfor undgå den nuværende diskussion om moratoriet, der skjuler den omstændighed, at afskaffelse af dødsstraf er en mangesidet proces.

Endelig skal vi, når spørgsmålet igen tages op i FN's Generalforsamling, være forbeholdne vedrørende det mulige udfald. Det er af afgørende betydning at sikre et positivt resultat. Vi skal imidlertid være klar over risikoen for et uklart resultat, ja, endog et resultat, som virker mod hensigten - og formandskabet har hentydet til det - i betragtning af den internationale splittelse på dette område. Hvis en sådan indsats ikke lykkes, kan det få negative konsekvenser, som bliver svære at rette op på. Vi skal derfor vurdere situationen og mulige scenarier grundigt, før vi handler.

Til sidst vil jeg understrege betydningen af at bibeholde en fælles EU-holdning til universel afskaffelse af dødsstraf. Kommissionen vil gøre, alt hvad der står i dens magt, for at samarbejde med formandskabet og Parlamentet om at nå dette mål.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Jeg synes, at kommissær Ferrero-Waldners ord giver klart udtryk for, hvad det er for en model, vi ønsker for Europa, nemlig et værdiernes Europa.

Hvis jeg skulle male et maleri af det, der har været den europæiske drøm igennem årene, ville jeg ikke betænke mig på at hævde, at den europæiske idé er en konstant opfordring til fred, forståelse, harmoni og solidaritet. Og jeg mener, at der, ud over den legitime vision for Europa om f.eks. et Europa med finansielle overslag, et håndgribeligt Europa, et Europa med nettobeløb og nettobidragsydere, er en mere ophøjet vision for Europa, nemlig et værdiernes Europa.

Det er netop inden for denne kontekst og i overensstemmelse med denne vision om et værdiernes Europa, at dette initiativ søger at opnå et verdensomfattende moratorium for anvendelse af dødsstraf.

Det skal være verdensomfattende, for menneskerettighederne, og især retten til livet, skal ikke kun prædikes for en region, et land eller et kontinent, men skal helt klart være af verdensomfattende karakter.

Derfor bør vi glæde os over, at der faktisk i 2005 og 2006 er række lande som f.eks. Liberia, Mexico, Filippinerne og Moldova, som formelt har besluttet at afskaffe dødsstraffen. Jeg synes, at vi utrætteligt skal fortsætte vores arbejde for, at de 70 lande, hvor der stadig er dødsstraf, tilslutter sig de 128 lande, hvor den ikke længere anvendes.

Fru formand, jeg vil gerne sige, at for at EU kan beholde det moralske og etiske lederskab, det har udøvet, er det meget vigtigt, at vi kæmper for at sikre, at demokratiet, retsstaten og respekten for de grundlæggende rettigheder, i særdeleshed retten til livet, i år og i de kommende år breder sig til alle dele af verden.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Pasqualina Napoletano, for PSE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Den beslutning, som vi skal stemme om i morgen, og debatten i aften placerer Europa-Parlamentet i den internationale bevægelse, som appellerer til FN's Generalforsamling om at vedtage en resolution om et universelt moratorium, som er det første skridt på vejen mod en generel afskaffelse af dødsstraffen fra alle landes lovgivning.

Som det er blevet sagt, ønsker vi, at Ministerrådet aktivt skal engagere sig i at nå dette mål; formandskabet er meget engageret, og vi håber, at dette punkt vil være en af dets prioriteter i hele embedsperioden. Europarådet og Kommissionen har påtaget sig samme forpligtelse.

Ud fra fru Ferrero-Waldners udtalelser har jeg ikke ligefrem indtryk af, at hun er særligt overbevist om, at vi som første skridt må have et moratorium. Jeg vil derimod gerne understrege dette punkt, og jeg vil gerne spørge fru Ferrero-Waldner, om det ville bringe os nærmere på afskaffelsen ikke at gå gennem et moratorium. Det tror jeg ikke. Det kunne derfor være det første skridt, ikke mindst fordi EU i sine internationale relationer kunne benytte de omfattende forbindelser, som det har inden for rammerne af naboskabspolitikken, associeringsaftalerne og det strategiske partnerskab, og Europas politiske partier kunne efter min opfattelse også gøre deres bedste inden for internationale fora for at sikre, at deres organisationer lægger pres på de deltagende lande.

Jeg mener, at målet er at forvise dødsstraffen fra alle landes lovgivning, en handling som bl.a. ville bidrage til at sikre, at FN får ry for at være en institution, som sikrer universelt anerkendte rettigheder.

  Marco Pannella, for ALDE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil begrænse mit indlæg til en udtalelse og et notat, som det tyske formandskab udsendte i morges. I notatet står der: "Det tyske formandskab opfordrer de pågældende regeringer til at indføre et moratorium for dødsstraf med øjeblikkelig virkning." Jeg læser notatet fra det tyske formandskab. Dette er præcis vores holdning.

Jeg tror, jeg har ret, når jeg siger, at hr. Barroso også udsendte en udtalelse, som fuldt ud støttede det italienske initiativ, som havde til formål at få udarbejdet et moratorium i FN's Generalforsamling. Dette forslag vil utvivlsomt gå igennem - så langt tilbage som i 1999 var der absolut flertal for en resolution, som ikke blev fremsat.

I betragtning af den entusiasme, som vi ser i hele verden netop nu for vores initiativ - initiativet fra Europa-Parlamentet, fra vores gruppeformænd, det initiativ, som blev annonceret meget specifikt i Strasbourg af hr. Watson og andre medlemmer - forstår jeg ikke - eller rettere sagt, jeg forstår kun alt for godt - hvordan det er muligt at forhale på et tidspunkt, hvor Frankrig tager det utrolige skridt at fremhæve afskaffelsen af dødsstraffen med en forfatningsændring, hvor Rwanda også gør det, og hvor Kirgisistan gjorde det så sent som i går. Der kommer udtalelser ind alle vegne fra - fra Syrien, fra Libanon - som støtter vores holdning. Jeg tror at Europa-Parlamentet i fremtiden vil lede denne bevægelse, som Europarådet gjorde før.

Jeg vil slutte mit indlæg med at påpege, fru formand, at der for 60 år siden fandtes en Rom-Berlin-akse. Jeg var 10 år gammel, og jeg husker det udmærket. I dag opstår der en ny situation med kombinationen af det tyske formandskab, det italienske initiativ og de seneste franske initiativer. Jeg tror, det er historisk vigtigt, at Berlin og Rom nu på en vis måde indtager et klart standpunkt uden hykleri eller frygt for at vinde, for der er for mange mennesker her, som er bange for at vinde, ikke for at tabe.

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand, i sidste uge erklærede vi under debatten om Benghazi-sagen vores klare modstand mod dødsstraf under enhver omstændighed. Det er i dag vigtigt at genbekræfte dette princip, som er sikret i artikel 2 i chartret om grundlæggende rettigheder.

EU har altid talt for afskaffelsen af dødsstraf og er endog gået så langt som at gøre det til et tiltrædelsesvilkår og et hovedprincip i sin udenrigspolitik. I 1998 blev der endvidere fastsat retningslinjer på området, og projekter i civilsamfundet finansieres jævnligt gennem Det Europæiske Initiativ for Demokrati og Menneskerettigheder. Denne indsats har givet resultater, idet antallet af henrettelser i USA er faldet, og lande som Mexico, Liberia, Filippinerne og Moldova har afskaffet dødsstraf.

Tendensen er imidlertid ikke den samme alle steder. I USA har visse delstater udvidet dødsstraffen til at omfatte andre forbrydelser end mord, i Singapore idømmes en person stadig automatisk dødsstraf for besiddelse af 15 g heroin, og i Kina henrettes fortsat flere mennesker end i noget andet land. Hertil kommer, at lande som Irak og Afghanistan har genindført dødsstraf. Peru var på nippet til at gøre det samme i kampen mod terrorisme, men heldigvis skete det ikke.

På denne baggrund og forud for den tredje verdenskongres (mod dødsstraf) skal EU være særligt årvågen. Den internationale mobilisering til fordel for et universelt moratorium for dødsstraf bør tages op inden for rammerne af en politik, der rettet mod afskaffelse af dødsstraf. Ratificering af den anden protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som har til hensigt at afskaffe dødsstraf, bør således være en af EU's prioriteter. Det er yderst vigtigt, at Frankrig, Letland og Polen, som endnu ikke har ratificeret protokollen, gør det hurtigst muligt.

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! "Ingen må idømmes dødsstraf eller henrettes. Ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling." Det står der i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og det er det, som gør mig - og nok os alle - stolte af at være en del af EU. Det er forsvaret for menneskets værdighed, det er forståelsen af, at ingen kan dømme over en anden persons liv, og at der ikke bør findes hævn, kun retfærdighed. Dette bør gælde for alle domstole, også de militære.

For mange lande har stadig dødsstraf, og det gælder ikke kun store lande som Kina, men også den største militære og demokratiske magt - USA - som stadig ikke har kunnet lægge wildwestkulturen bag sig.

Jeg håber, at Kongressen mod dødsstraf, som bliver afholdt i Paris, og som Parlamentet deltager i, vil blive endnu et skridt fremad fra moratoriet på vejen til at afskaffe dødsstraffen og udrydde fattigdommen i verden. Jeg håber også, at de mennesker, som går på gaderne i Paris, vil være en advarsel for alle dem, som - selv i Europa - tænker på at genindføre dødsstraffen. Under alle omstændigheder er det disse protester i gaderne, som vil føre til, at FN godkender moratoriet fuldt ud.

  Koenraad Dillen, for ITS-Gruppen. - (NL) Fru formand! Lande, hvor dødsstraffen stadig findes, fortjener ikke at høre med til den civiliserede verden. Det er ligegyldigt, om det drejer sig om islamiske lande, hvor utro kvinder stenes, Bushs USA, Indien, som er verdens største demokrati, eller det kommunistiske Kina. Jeg vil derfor uden tøven tilslutte mig opfordringen til et globalt moratorium. Ét justitsmord, én uskyldig persons liv, er nok til at anse dødsstraffen for barbarisk. Jeg vil dog tilføje to indvendinger.

Respekt for livet må ikke afholde en retsstat fra at idømme storforbrydere effektive straffe på 30 år, som ikke kan nedsættes, eller livsvarigt fængsel. Denne betingelse kan og skal forstærke befolkningens konsensus mod dødsstraf. Den er en forudsætning for, at vores borgere, som i stadig højere grad konfronteres med de mest brutale former for kriminalitet, støtter den globale afskaffelse af dødsstraffen.

For det andet skal nogle af modstanderne af dødsstraffen udvise en vis konsekvens. F.eks. kunne vi for nylig opleve, at Frankrigs socialistiske præsidentkandidat på venskabsbesøg i etpartistaten Kina lovpriste det kinesiske retsvæsens effektivitet. Denne effektivitet består i, at familierne til de i tusindvis af dødsdømte hvert år får regningen på de kugler, som dræbte offeret. Dem omtalte Ségolène Royal overhovedet ikke. De skaffer jo ikke kontrakter, for store virksomheders kommercielle interesser i Kina skal forsvares, og så bliver nogle af de europæiske modstandere af dødsstraffen pludselig tavse. Hvis Europa vil beholde sin troværdighed, skal det også sætte lande som Kina under pres, uanset hvilken politisk eller kommerciel pris der skal betales for det.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg taler på vegne af det nye Italiens Socialistiske Parti. Henrettelsen af Saddam Hussein har atter rettet søgelyset mod debatten om dødsstraf, en debat som kommer meget betimeligt, selv om den ikke må bruges til taktiske formål og især ikke skal være et emne, som tages op med mellemrum. Det er først og fremmest en kamp for civilisation og fremskridt.

Vi har her ikke kun at gøre med en essentiel garanti for det enkelte menneske, et krav om en yderligere styrkelse af individets ukrænkelighed, vi står også over for et historisk og universelt behov, en global milepæl og et fokuspunkt for det 21. århundredes civilisation.

Det er blevet sagt, og jeg er enig i det, at efter afskaffelsen af slaveriet i tidligere århundreder og forbuddet mod tortur bør retten til ikke at blive dræbt efter en domstols afgørelse være endnu en fællesnævner, en ny og umistelig dimension af menneskeheden, som gør os alle til et samfund. I dag udsender Parlamentet det første klare budskab i denne retning.

  Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at støtte de stærke opfordringer fra Parlamentet i dag og kampagnen uden for Parlamentet til ubetinget at indføre et verdensomspændende moratorium for henrettelser gennem en resolution fra FN's Generalforsamling.

I mange år har EU bibeholdt målet om at afskaffe brugen af dødsstraf globalt som en primær sølje i udenrigs- og menneskerettighedspolitikken. Det er til en vis grad lykkedes, særlig som led i naboskabsstrategien. Initiativet i dag er et ambitiøst forsøg på at hæve debatten om dødsstraf til FN-plan og at påvirke de 66 lande, der allerede er blevet nævnt, og som stadig gør brug af dødsstraf. Det er vigtigt at være opmærksom på, at arbejdet med at få indført et moratorium for dødsstraf altid bør følges op af en endelig afskaffelse af dødsstraf gennem lovgivning, som tidligere talere har understreget.

Et konkret første skridt er at opfordre til at indføre et moratorium, men vi skal altid undersøge, hvordan en afskaffelse om muligt kan fremmes. Når vi ser på, hvad vi kan gøre her i EU ud fra et politisk synspunkt, vil jeg indtrængende opfordre Rådet til at gennemgå og ajourføre retningslinjerne for dødsstraf, som stammer fra 1998, således at der kan tages hensyn til nye aspekter og strategier, som siden er udviklet. Den tredje verdenskongres om dødsstraf, som snart afholdes i Paris, kan være en god lejlighed til at gøre det.

Indtil nu har EU's proaktive politik for dødsstraf givet en række positive resultater. F.eks. skal de vellykkede stærke erklæringer fra EU over for Peru for nylig vedrørende forslag om at udvide dødsstraffen til dette land i strid med den peruvianske forfatning og den amerikanske konvention om menneskerettigheder anerkendes og hilses velkommen. EU's holdning påvirkede den peruvianske kongres og fik den til at forkaste et lovforslag. EU har således vist, at det kan have central indflydelse på national politik med hensyn til dødsstraf, og vi bør ikke være bange for at bruge denne indflydelse.

  Elena Valenciano Martínez-Orozco (PSE). - (ES) Fru formand! I går blev Robert Wilson, der var 24 år, dømt til døden af et nævningeting i New York. Det er den første dødsdom, der er afsagt i denne stat i de sidste 50 år.

Det er også et trist eksempel på den usikkerhed, der i dag hersker om de universelle værdier, som vi alle i dag forsvarer her, til trods for de meget betydelige fremskridt, der har fundet sted i lande som Liberia, Mexico, Filippinerne eller Moldova.

Men vi skal blive ved med at kæmpe for, at andre lande, f.eks. Kina, hvor der sker næsten 2.000 officielle henrettelser om året - 8.000 ifølge halvofficielle oplysninger - tilslutter sig det verdensomfattende moratorium og standser henrettelserne.

Vi skal bakke op om det irakiske civilsamfund, der rejser sig mod dødsstraf. Iran har et af de højeste tal for henrettelser: 177 i 2006. Derudover har det brudt moratoriet om steninger, og i dag er der fortsat seks kvinder, der er dømt til døden ved stening.

Vi opfordrer i særdeleshed USA, hvis beslutninger har meget stor indflydelse på verdenspolitikken, til at støtte det italienske initiativ, der fastsætter et universelt moratorium for dødsstraf, som vil blive vedtaget på FN's Generalforsamling, forhåbentligt med Europa-Parlamentets opbakning.

Moratoriet er, som det er blevet nævnt her i dag, et første vigtigt skridt hen imod en afskaffelse. Dette er sandsynligvis en af de vigtigste udfordringer, som menneskeheden står over for ved århundredets begyndelse.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Fru formand! Over hele verden sidder 20.000 mennesker på dødsgangen og venter på at blive dræbt af deres egen regering. Desværre befinder der sig over 3.000 af dem i USA. Jeg fremhæver ikke USA, fordi det er det værste land, for det er Kina med 80 % af henrettelserne, men fordi vi har håb for amerikanerne. Den store gevinst ville være en holdningsændring i USA, og tegnene er der. Antallet af henrettelser i staterne i USA er faldet drastisk siden 1999, hvor der var 277 henrettelser i forhold til 128 i 2005. 12 stater har nu afskaffet dødsstraffen. Det omfatter ikke Texas, hvor en tredjedel af de 1.100 henrettelser i USA i de sidste 30 år er foregået, hvilket ikke er imponerende.

Jeg tror, at Kommissionen og formandskabet skal være mere proaktive og mindre tøvende med at forsøge at få indført et moratorium og få afskaffet dødsstraffen over hele verden ved hjælp af en resolution fra FN's Generalforsamling. Ligesom på visse andre områder af menneskerettighedspolitikken, f.eks. ekstraordinær udlevering og misbrug af krigen mod terrorisme, er EU ikke altid så god til at føre sine principper ud i livet, som Parlamentet kunne ønske sig.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! I dette øjeblik har alle EU's medlemsstater ratificeret den sjette protokol til den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettighederne om afskaffelse af dødsstraf. Vi nærer også det håb, at dødsstraffen vil blive afskaffet, både ved lov og i praksis, i alle verdens lande - såvel i fredstid som i krigstid - så vi får forbedringer, hvad angår respekten for menneskerettighederne, og styrkelse af den menneskelige værdighed. Dette blev også fremhævet af Rådet og Kommissionen i dag.

Jeg vil dog tillade mig af spørge Dem, om vi tænkte på diktatoren Saddam Husseins og hans medfangers menneskerettigheder og værdighed, da de blev ofre for hele verdens voyeurisme. Er dette EU's rolle som en global stabiliserende faktor?

Og hvad skal man sige til den britiske udenrigsminister, fru Beckets, udtalelser om, at Saddam Hussein fik, hvad han havde fortjent, og at retfærdigheden var sket fyldest?

Hvad skal de europæiske borgere tænke, når de dels læser Rådets fordømmende udtalelser dels hører ministrenes hånende kommentarer? Lad os nu være seriøse, for i sidste ende er det os selv, der bliver til grin.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! Jeg må sige, at der ingen ende er på EU's arrogance. Da det ikke er tilfreds med at diktere medlemsstaterne, at de ikke må benytte sig af det endelige afskrækkende middel, som dødsstraf er, ønsker det nu at diktere til resten af verden.

Selv om de bulgarske sygeplejerskers skæbne i Libyen er forfærdelig, og Parlamentet bør protestere stærkt imod deres situation, berettiger det ikke, at vi forlanger et globalt forbud mod dødsstraf. Uretfærdig fængsling er uacceptabelt, men det får ikke rationelle mennesker til at protestere imod al fængsling. Nej, jeg mener, at hvis man har et retfærdigt, gennemsigtigt retssystem, hvor menneskerettighederne overholdes, og med en pålidelig appelprocedure, er en suveræn stat i sin fulde ret til at anvende dødsstraf for større forbrydelser, hvis det er et ønske, som befolkningen giver demokratisk udtryk for. De og ikke vi har ret til at vælge, hvad der er rigtigt for dem.

  Carlo Casini (PPE-DE). - (IT) Fru formand! Det glæder mig meget at få ordet, bl.a. fordi jeg kommer fra Toscana, hvor dødsstraffen blev afskaffet for første gang i historien den 30. november 1786. Jeg vil også gerne påpege, at jeg i 1987 sammen med Amnesty International og den italienske Movement for Life var med til at få dødsstraffen for Paula Cooper, en 16-årig sort pige, ændret i USA. Hun kom senere for at takke mig.

Det glæder mig også at kunne påpege, at jeg som italiensk medlem foreslog og opnåede afskaffelse ved lov af dødsstraffen i den militære krigsret, hvilket er årsagen til mit dybe engagement i sagen. Jeg har en optimistisk opfattelse af menneskets historie, som på trods af alt er en kamp for det gode, en kamp, som anspores af en stadig mere indlysende og afgørende værdi, nemlig hvert eneste menneskes værdighed. Denne værdighed er så stor, at den ikke kan gradueres, og den afgør derfor alles lige status, uanset hvilket liv de fører. Værdighed kan heller ikke ødelægges - end ikke en forbryders hænder kan fjerne sporene af værdighed fra ansigtet på den selv samme mand, som har begået forbrydelsen.

Ingen kan tage et menneskes liv og værdighed, ikke engang enkelte stater. Det er den egentlige grund til, at dødsstraffen skal afskaffes. Alle de andre praktiske grunde, som jeg kender alt til, kan der gøres indvendinger imod, men ikke denne. Et Europa, som ønsker at bygge sin identitet ikke bare på konkurrence og markedet, men også på værdighed og menneskerettigheder, kan ikke forholde sig tavst.

Lige nu vil jeg ikke tale om uoverensstemmelser. Der vil komme et tidspunkt, hvor menneskets værdighed og den tilhørende ret til livet vil udbrede deres overbevisende kraft til andre områder af livet, hvor de i dag desværre bliver overskygget, selv i EU, nemlig de mest symbolske områder for menneskelig fattigdom og fremmedgørelse, som er at blive født og at dø.

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Fru formand! Forkastelse af dødsstraf er ikke et spørgsmål om at have en bedre moral eller om at skulle belære andre, og der er heller ikke tale om kollektivt hovmod fra Europas side. Det er tværtimod i overensstemmelse med vores grundlæggende tro på den menneskelige værdighed, og mange års erfaring har vist os, at dødsstraf er fuldstændig nyttesløs og indebærer en alvorlig og veldokumenteret risiko for, at den anvendes uretfærdig, selv om det kun sker i et konkret tilfælde (og beklageligvis har der været tale om mange).

Europa skal forpligte sig over for det, der er muligt, uden af glemme det endelige mål. Det, der er muligt, er modigt at kræve et moratorium i hele verden, begyndende med vores egne nærmeste partnere og uden, det vil jeg gerne understrege, at glemme det endelig mål, nemlig en universel afskaffelse af dødsstraffen.

Vi skal protestere mod dødsstraffen, men det må også omfatte dødsstraffen mod Saddam Hussein og dødsstraffen mod den mand, der er dømt i USA efter en retssag, hvor han praktisk taget ikke havde noget forsvar, for en forbrydelse, han begik, da han var mindreårig.

Disse dødsstraffe, fru kommissær, skal vi fordømme lige så stærkt, som vi fordømmer dødsstraffen mod Saddam Hussein. Vi skal behandle alle ens, for det, vi forsvarer, er kampen mod dødsstraffen, og disse to mere eller mindre anonyme fanger, som praktisk taget ikke har haft et forsvar, fortjener i endnu højere grad vores støtte end en forbryder som Saddam Hussein.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Den politiske, religiøse og juridiske debat om, hvorvidt man skal anvende dødsstraf eller ej, har stået på i årtier og vil fortsætte i fremtiden. Den berømte forfatter Albert Camus talte imod dødsstraffen i sin tid, og Robert Badinter, den tidligere franske justitsminister, var den ledende figur på europæisk niveau i mange år. Som regel fremføres der stærke etiske argumenter i ophedede debatter af denne art, og der henvises til den umistelige ret til livet. Der citeres også rædselsvækkende statistikker om antallet af domme, som eksekveres i lande som Kina og Indien. Det største demokrati i verden, USA, sættes på anklagebænken. Katolikker, som er modstandere af dødsstraffen, og dem som er for den, henter helt modsatrettede argumenter fra de samme kilder, nemlig evangelierne, katekismen og pavens rundskrivelser. Det er meget vanskeligt at forklare for familierne til mennesker, som er blevet grusomt myrdet, ofte børn, at der ikke bør anvendes dødsstraf mod dem, som har begået forbrydelserne. I sådanne situationer får folks følelser dem til at ønske et helt anderledes resultat.

Jeg kommer fra et land, som led under Hitlers totalitære nazistiske styres jernhårde regime og senere under sovjetkommunismen. Jeg vil gerne påpege, at brugen af dødsstraf er et centralt element i ethvert diktatur. Når jeg ser tilbage på begivenhederne i mit land, Polen, i den periode jeg nævnte før, ser jeg, hvordan hele legioner af Polens bedste sønner og døtre blev myrdet efter domme, som blev afsagt af de kommunistiske skindomstole. Efter at have overvejet begge sider af argumentationen omkring dødsstraffen må jeg sige, at det er afgørende at afskaffe den for at bremse galskaben hos fanatikere, som er villige til at bruge retssystemet til at fjerne deres modstandere. Det eneste, disse myrdede heltes medborgere kan gøre mange år senere, når friheden er genetableret, er at rejse monumenter til deres ære.

Det er hvad jeg har lært af mine forældres og bedsteforældres generationers historie og også af min egen. Kun en af de 1.500 dødsdomme, der blev eksekveret i Polen i den stalinistiske periode, angik en almindelig forbryder. Prisen for at sætte grænser for diktatorer i diverse politiske afskygninger kan udmærket være, at forbrydere, som fortjener denne ultimative straf, i stedet for guillotinen kommer til at tilbringe resten af deres liv i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Hvis det er tilfældet, så tror jeg, det er en pris, der er værd at betale, hvor smertefuldt det end måtte være at gøre det.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Fru formand! "Dødsstraffen er den mest nedværdigende måde at dræbe på, fordi det sker med samfundets godkendelse." Disse ord af George Bernard Shaw, som blev udtalt for næsten et århundrede siden, støttes af et stadigt voksende antal mennesker og de fleste lande. Desværre ignoreres denne naturlige menneskeret til livet stadig af 68 lande. Dødsstraffen anvendes oftest ikke kun i Asien, men også i USA. Henrettelsen af Saddam Hussein er efter min mening blevet en demonstration af afmagt. Vi har nu en usædvanlig mulighed for at arbejde sammen med den italienske regering for at forsøge at få afskaffet dødsstraffen i alle lande i verden. Modstand mod dødsstraffen er en af de værdier, der forener EU's lande, og EU's stemme har derfor stor vægt. Jeg håber, FN's Generalforsamling vil støtte det foreslåede moratorium for gennemførelsen af dødsstraf, og afskaffelse bør være det ultimative mål. Samtidig er det vigtigt at fordømme udtalelserne fra nogle officielle repræsentanter for de nye EU-lande om muligheden for at legitimere dødsstraffen. Det er nødvendigt at lede verdensopinionen i den europæiske retning.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Fru formand! I artikel 1 i tillægsprotokol nr. 6 til Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder står der: "Dødsstraffen skal afskaffes. Ingen må idømmes en sådan straf eller henrettes." Denne protokol blev vedtaget i 1983, og den understreger EU's medlemsstaters opfattelser og handlinger. Det er også holdningen hos de fleste medlemmer af Europarådet. I grunden er der tale om europæiske standarder for beskyttelse af menneskerettighederne. Det er et retorisk spørgsmål, om afskaffelsen af dødsstraffen kun er relevant for Europa - svaret er naturligvis nej. Hvert menneske har kun et liv, og det liv skal beskyttes. Derfor må vi støtte et FN-moratorium om dødsstraffen. Vi ved, at dødsstraffen har sine rødder i en kultur af hævn og gengældelse, som menneskeheden må frigøre sig fra. Det er meget let at slette dødsstraffen fra straffelovene. Det kræver kun lovgivernes vilje til at gøre det. Det bliver langt vanskeligere for os at frigøre os fra den på det følelsesmæssige plan, at indse, at det er en uetisk straf og forvise den fra den menneskelige bevidsthed for evigt. Vi skal imidlertid være klar over, at hvis vi ikke gør det, må vi fortsat spørge os selv, om mennesket i det 21. århundrede kan blive ved med at dræbe sine medmennesker i lovens navn.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Fru formand! EU har vedholdende talt for et forbud mod at anvende dødsstraf siden 1998. I oktober 2003 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning, som opfordrede EU's institutioner og medlemsstater til at lægge pres på FN's Generalforsamling for at erklære et moratorium for gennemførelse af dødsstraf. EU's institutioner og medlemsstater må sikre, at spørgsmålet om dødsstraffen også bliver behandlet i FN's nuværende Generalforsamling. Medlemsstaterne må på EU's vegne arbejde for at stille et resolutionsforslag om et generelt moratorium for gennemførelsen af dødsstraffen med henblik på at afskaffe den. De bør samle størst mulig støtte til denne resolution blandt FN's medlemsstater. EU's institutioner og medlemsstater bør gør alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at der snarest muligt kommer et positivt resultat ved en afstemning i FN's Generalforsamling.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Fru formand! Den brede enighed, der har hersket blandt de politiske grupper i dagens forhandling, bekræfter, at Europa-Parlamentet kan være garant for den europæiske demokratiske kultur og for beskyttelsen af menneskerettighederne, den menneskelige værdighed og retten til livet.

Det er bevist, at dødsstraf ikke alene ikke forhindrer kriminalitet, men derimod skaber had og vold. En civiliseret verden kan ikke reagere på forbryderiske handlingers grusomhed med dødens grusomhed.

Vi glæder os over den italienske Prodi-regerings initiativ og over den opbakning, det har fået fra præsidenten for Socialistisk Internationale, Giorgos Papandreou. Alle EU's medlemsstater bør naturligvis ratificere den frivillige FN-protokol, den 13. protokol til den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettighederne, men alle medlemsstater bør også indføje en bestemmelse, der afskaffer dødsstraf, i deres forfatningslovgivning.

Til sidst vil jeg sige, at vi ikke bør ignorere den kendsgerning, at en stor procentdel af borgerne i de europæiske samfund stadig går ind for dødsstraf, og derfor bør vi også sætte ind her, sammen med Kommissionen, med programmer, der fungerer via demokratisk høring, for at overbevise de europæiske samfund om, at dødsstraffen skal afskaffes.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru kommissær! Denne debat har vist, hvor stor enighed der er om et af de mest grundlæggende mål for EU's menneskerettighedspolitik. Under debatten er det italienske initiativ blevet nævnt flere gange. Her må der ikke opstå misforståelser! Det drejer sig ikke om, hvorvidt vi skal have dette initiativ, eller om dets målsætning, det handler om hvordan, hvor og naturligvis også hvornår, altså om proceduren og ikke om indholdet.

Fru kommissær, De sagde det meget klart: På Generalforsamlingen den 19. december sidste år tilsluttede 85 stater sig den oplæste ensidige erklæring. Det er opmuntrende! Men på den anden side må vi også konstatere og tage højde for, om vi overhovedet kan nå vores mål, for indtil videre er det kun 21 af de 47 medlemmer af det nye Menneskerettighedsråd i Genève, der støtter denne erklæring. Helt konkret: Vi har ikke noget flertal endnu!

I FN's tredje udvalg ser det lige sådan ud. Som jeg allerede sagde før i min redegørelse, handler det nu om at tage forskellige initiativer. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) har også udviklet en strategi for at nå det mål, som De alle har nævnt i Deres indlæg. I dag ved vi endnu ikke, hvornår vi kan gennemføre det. Men jeg kan forsikre Dem, at vi vil støtte Dem i Deres bestræbelser, det er vi også enige om i Kommissionen og formandskabet, fordi vi også ønsker at få dødsstraffen endeligt afskaffet!

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg tilslutter mig det, rådsformanden lige har sagt. Jeg tror, at der er en bred enighed her i Parlamentet og mellem alle EU-institutionerne om de store træk i forhandlingen i dag, og om hvor vi ønsker at bevæge os hen, men af og til er vi nødt til at se, hvad det næste taktiske skridt er.

Jeg ønsker at præcisere, at Kommissionen bestemt går ind for at indføre et moratorium som et vigtigt midlertidigt skridt hen imod fuldstændig afskaffelse af dødsstraf. Vi støtter selvfølgelig det italienske initiativ og Parlamentets beslutningsforslag, men vi er nødt til at se - og det er det, det drejer sig om - hvad taktikken er. Hvordan kan vi sikre, at der kommer et vellykket resultat ud af det planlagte initiativ fra FN's Generalforsamling? Vi skal sørge for en meget omhyggelig forberedelse. Vi skal række ud til alle medlemmerne af FN, og det er nødvendigt med en præcis tidsplanlægning af lanceringen af initiativet til et sådant verdensomspændende moratorium.

Vi er også ret aktive ikke blot på FN-plan, men også bilateralt. Vi forsøger at være aktive, hvad enten det er i Kina eller Peru. Jeg har f.eks. skrevet til den peruvianske præsident og givet udtryk for vores dybe bekymring, og forhåbentlig er der stadig en chance for at standse det.

Jeg takker ligeledes Parlamentet, fordi det også har muligheder. Det har tidligere udnyttet dem, og måske kan det udnytte dem endnu bedre ved at tale med de forskellige delegationer. Det er meget ofte, som jeg sagde før, et nationalt anliggende, og jo mere Parlamentet kan tale med parlamenter, des mere indflydelse kan vi få på dette.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.30.

(1) Se protokollen.