Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 31. januar 2007 - Bruxelles EUT-udgave

16. Klimaændringer (forhandling)
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om klimaændringer.

 
  
MPphoto
 
 

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Fru formand! Til lykke med valget til hvervet som næstformand. Jeg er sikker på, at De vil leve fuldt op til kravene og forventningerne hos de medlemmer, som har stemt på Dem.

Hr. formand! Aldrig før har klimaændringer været placeret så højt på den politiske dagsorden. Budskabet fra videnskaben er klar: Der sker virkelig klimaændringer. Borgerne forventer lederskab fra EU på dette område. Stern-revisionen og Kommissionens meddelelse om tiden efter 2012 beviser det økonomiske grundlag for handling. Risikoen for klimaændringer vejer langt tungere end udgifterne til at gøre noget ved det. Som følge af flere naturpåvirkninger, særlig den varme vinter, vi oplever i år, er der en livlig offentlig debat om truslen fra klimaændringer. EU skal anvende denne politiske impuls til at handle. Det er nu tid at træffe beslutninger om, hvordan vi skal få Europa og resten af verden til at slå ind på vejen til en mere energisikker fremtid med lav kulstofemission.

Da det haster og på grund af omfanget af udfordringen med klimaændringerne, er det nødvendigt, at vi i Europa reducerer drivhusgasemissionerne yderligere og overbeviser vores partnere rundt omkring i verden om, at de skal gøre det samme. EU's mål er at begrænse den globale opvarmning til 2 oC over de førindustrielle niveauer. Den klimaændrings- og energipakke, Kommissionen fremlagde den 10. januar, er en plan for en EU-strategi med henblik på at nå dette mål. Den skitserer de grundlæggende elementer i en global klimaaftale for tiden efter 2012 og giver et klart signal om det nødvendige ambitionsniveau. Dette vil tilskynde til at indlede forhandlinger om en aftale for tiden efter 2012. Styrken i denne fuldt ud integrerede pakke er, at den viser, at en yderligere begrænsning af EU's drivhusgasemissioner går hånd i hånd med en styrkelse af EU's konkurrenceevne og energiforsyningssikkerhed. Pakkens troværdighed understreges yderligere af kombinationen af konkrete politiske forslag, der skal vedtages i 2007 eller senere.

Vi fik vores mål godkendt, hvilket er meget vigtigt. Jeg vil minde om, at for omkring et år siden, talte vi ikke engang om mål. Vi tænkte ikke engang på unilaterale forpligtelser. For ca. 15 måneder siden anvendte Det Europæiske Råd udtrykket "undersøge", da det skulle give Kommissionen det mandat, som var sammen med andre udviklede lande at undersøge, hvordan emissioner kunne reduceres med 15-30 %. Nu har vi et mål at forhandle om, og vi anmoder Det Europæiske Råd om at give os et mandat til at forhandle et mål på 30 % sammen med andre udviklede lande. Ud over dette har vi en unilateral forpligtelse uanset aftalen, og indtil en sådan aftale er indgået, til at reducere emissionerne med 20 %, hvilket vil gøre det muligt for os at nå de andre mål, vi har sat os for energieffektivitet, kulstofemissioner og energisikkerhed.

Der er også behov for andre specifikke foranstaltninger for at nå disse mål. Hvad angår de beslutninger, vi træffer vedrørende de nationale tildelingsplaner, vil jeg understrege, at hvis vi havde accepteret de foreslåede nationale tildelingsplaner, ville emissionshandelssystemet, som er det vigtigste instrument til bekæmpelse af klimaændringer, være brudt sammen nu.

Der sker også begrænsninger i visse sektorer. Flysektoren er blevet indbefattet i EU's emissionshandelssystem og vil yde sit rimelig bidrag til at begrænse emissionerne. Biler bør også yde et rimeligt bidrag til at reducere de stigende emissioner. I transportsektoren øges kulstofemissionerne i EU som bekendt kolossalt, så her skal der også ske begrænsninger. I bilindustrien bør man gennemføre de forbedringer af bilteknologien, som er nødvendige for at nå op på det, Det Europæiske Råd i juni sidste år sagde, at vi skulle arbejde på, nemlig 120 g pr. kilometer inden 2012.

(Bifald)

I dag glæder det mig at meddele Dem, at vi har vedtaget direktivet om brændstofkvalitet. Dette er en måde at ajourføre kravene til brændstoffer, således at de bliver renere, udleder mindre kulstof og bliver bedre for miljøet, for sundheden og til bekæmpelse af klimaændringer. Senest i 2020 skal vi spare 500 millioner t kulstof. Derfor var beslutningen i dag meget vigtig, og den er uafhængig af det forslag om biler, vi skal behandle i næste uge, som formanden meddelte i dag.

Der er behov for en række andre foranstaltninger, ellers er det blot en hel masse snak. Hvis vi erklærer, at vi vil begrænse emissionerne senest i 2020 eller i 2050, og alle, når de specifikke foranstaltninger, der er nødvendige for at opnå dette, skal iværksættes, siger "det er ikke vores ansvar; vi er et særligt tilfælde; de andre bør gennemføre reduktionerne", når vi aldrig disse mål. Vi skal være fast besluttet på at bekæmpe klimaændringer. Derfor er det ikke kun Kommissionen, det er ikke kun Rådet - og jeg takker Dem meget for al den støtte, De har givet os hidtil - det er også de nationale myndigheder, ikke blot ministrene og regeringerne, men alle myndighederne, der er ansvarlige for at tage fat på tilfælde i forbindelse med klimaændringer.

Kommissionen foreslår, at udviklede lande, herunder EU, sætter sig det mål i gennemsnit at begrænse emissionerne med 30 % inden 2020 sammenlignet med niveauerne i 1990. Endvidere har Kommissionen fremlagt en række muligheder til inddragelse af udviklingslande med henblik på at begrænse stigningen i deres emissioner og til sidst reducere dem efter 2020. De nye mål for udviklede lande samt redskaber til inddragelse af udviklingslande bør indgå i en ny aftale, der skal være en opfølgning på Kyoto-protokollens første forpligtelsesperiode i 2013.

Det bliver ikke let at få en sådan ny aftale i stand, og det vil kræve fast EU-lederskab. Kommissionen har foreslået, at EU viser et sådant lederskab ved hjælp af en klar, uafhængig forpligtelse til at opnå en emissionsbegrænsning på mindst 20 % i 2020 sammenlignet med niveauerne i 1990, som jeg sagde før. Denne uafhængige forpligtelse vil hjælpe os med at bryde dødvandet i internationale klimaforhandlinger. Det underbygger, at vi er fast besluttet på at opnå en international aftale, der vil gøre det muligt for de udviklede lande at begrænse emissionerne med 30 %, og det skal sende et stærkt budskab til EU's partnere. Det er gennemførligt, det er overkommeligt, og det kan betale sig at gøre en ambitiøs indsats. Det er nu tid at gå fra ord til handling. En uafhængig unilateral forpligtelse er også væsentlig med henblik på at nå målene for konkurrenceevne, energieffektivitet og energiforsyningssikkerhed. Det sikrer kontinuitet på kulstofmarkedet og tilskynder til at investere i teknologi med lavt CO2-udslip efter 2012.

Under EU's ledelse går man i FN nu i stigende grad over til at diskutere spørgsmål af betydning for en aftale om indsatsen efter 2012. Selv om der på klimakonferencen i Nairobi i november ikke blev truffet beslutninger, der gav anledning til store overskrifter, var den et fremskridt med hensyn til at berede vejen for en fremtidig aftale. Parterne til Kyoto-protokollen blev i Nairobi f.eks. enige om en omfattende arbejdsplan, der skal gennemføres senest i 2008 eller 2009, om industrialiserede landes yderligere forpligtelser efter 2012. Der var bred enighed om at foretage en omfattende revision af Kyoto-protokollen i 2008 og at træffe en række vigtige beslutninger om mekanismer til ren udvikling og tilpasning. Disse vil være en støtte for udviklingslande ved tilpasningen til klimaændringer og tilskynde til flere projekter vedrørende ren teknologi i Afrika og andre fattige områder.

Der er dog stadig en stor kløft mellem snak og forpligtelse til handling. Hvis vi ønsker at få en aftale i løbet af de næste 2-3 år, skal det internationale samfund vise meget mere politisk vilje. Der er brug for en kickstart i forbindelse med forhandlinger og forpligtelser for udviklede lande samt andre bidrag fra udviklingslande. Dette er netop hensigten med det foreslåede mål på 30 % og en uafhængig forpligtelse på 20 %.

Jeg forventer, at man på forårsmødet i Det Europæiske Råd sender et stærkt signal om behovet for, at der gøres en beslutsom indsats i forbindelse med klimaændringer og den afgørende forbindelse mellem energipolitik og klimaændringer, dvs. klimapolitik. Jeg forventer også, at Det Europæiske Råd støtter de mål, jeg lige har skitseret for Dem.

Jeg håber, at Parlamentet sender et lignende signal om støtte til den strategi, Kommissionen foreslår. Vi har brug for denne støtte for at styrke det politiske incitament bag indsatsen for at opfylde målet om to grader. Det er nødvendigt, at EU fører det ud i livet, det taler om, for at overtale andre lande til at gøre det samme, bl.a. USA, som er det land i verden, der udleder flest drivhusgasser, og som giver os det argument, bag hvilket lande i hurtig udvikling såsom Kina, Indien og andre nye vækst økonomier i Sydøstasien og Sydamerika kan skjule sig og sige, at hvis USA, som er det land i verden, der udleder flest drivhusgasser, ikke flytter sig, hvorfor skulle vi så gøre det? På denne måde skal vi vise, at vi fører det, vi taler om, ud i livet, og vi skal overtale dem til at følge os i en global aftale, fordi klimaændringer er en global trussel, der kræver et globalt svar.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Sigmar Gabriel, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, kommissær Dimas, ærede medlemmer! Mange tak, fordi De giver det nye formandskab lejlighed til at komme med et par kommentarer til spørgsmålet om klimaændringen.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at vi i Rådet under forberedelsen af den seneste klimakonference er nået frem til fælles holdninger sammen med Kommissionen og Parlamentet med hensyn til de centrale temaer, strategier og svar på denne globale udfordring. Efter min opfattelse vil vi kun have mulighed for at få succes i de kommende års vanskelige forhandlinger, hvis EU fortsat taler med én stemme og forsøger at opretholde sin ledende rolle i de internationale forhandlinger om klimaændringen. Jeg er sikker på, at den succes, der er opnået i det sidste par år, skyldes, at EU har taget dette lederskab på sig. Kommissær Dimas påpegede netop meget rigtigt, at EU ud over at opstille vigtige mål for klimapolitikken også må tage stilling til, i hvilket omfang man er parat til at give disse mål en praktisk udformning i form af egne initiativer og politisk praksis på EU-niveau og i medlemsstaterne.

Menneskeheden står over for to udfordringer, og de er begge virkelig store. Den største store udfordring til menneskeheden er spørgsmålet om, hvordan man skal skaffe tilstrækkeligt med energi til verden og dens voksende befolkning. Vores planet huser i dag 6,5 milliarder mennesker, og på et tidspunkt vil der være over 9 milliarder. I dag bor der 1,4 milliarder mennesker i industrialiserede regioner, og befolkningstallet i verdens industrialiserede nationer vil om få år og årtier nå op på 4 milliarder.

Hvis vi i de næste 50 år vil bruge energi og råstoffer på samme måde som i det sidste halve århundrede, så får vi brug for to planeter for at forsyne menneskeheden med tilstrækkelige mængder af disse ressourcer. Derfor er det første spørgsmål, vi skal besvare, hvis vi vil gøre fremskridt i de internationale forhandlinger om klimabeskyttelse, netop spørgsmålet om, hvordan vi kan sikre energiforsyningen ikke bare for os selv, men også for udviklingslandene og de nye vækstøkonomier, som stræber efter økonomisk vækst for at forbedre befolkningens levevilkår.

Hvis ikke Europa og de øvrige industrialiserede lande kan tilbyde disse lande nogle teknologiske svar på, hvordan de kan give deres befolkninger økonomisk vækst, social sikkerhed og velstand uden samtidig at ødelægge klimaet, så vil disse lande ikke følge os i forsøget på at finde måder at håndtere klimaændringen på.

Derfor består den første udfordring i f.eks. at besvare det spørgsmål, som altid er det første, udviklingslandene stiller os i de internationale klimabeskyttelsesforhandlinger, nemlig: Hvordan forsyner vi de godt to milliarder mennesker, som i dag ikke har adgang til elektricitetsnettet, som lever i dybeste fattigdom, og som skal bruge energi for at forbedre deres livsbetingelser? Hvordan skaffer vi energiforsyning til denne del af verdens befolkning - det er trods alt to milliarder mennesker - uden samtidig at ødelægge klimaet?

Udfordringen for teknologiregioner som Europa lyder: Hvad er det for fremtidige teknologier, som tillader økonomisk vækst og adskiller væksten fra klimaødelæggelsen og fra stadig mere CO2-udslip? Højteknologiske regioner som Europa må komme med dette svar.

Den anden udfordring for menneskeheden, som hænger sammen med den første, er at begrænse klimaændringen, jordens opvarmning. I denne uge får vi de seneste data fra Intergovernmental Panel on Climate Change. Forskerne holder i disse dage møde i Paris og udveksler data. Vi vil få at vide - så meget står allerede fast - at alle truende scenarier med hensyn til jordens opvarmning snarere vil blive bekræftet eller forværret end forbedret. Det betyder, at vi ikke vil kunne holde opvarmningen af jorden under 2 grader, medmindre det lykkes os at reducere udslippet af CO2 og andre drivhusgasser mere markant end hidtil.

Vi mærker allerede følgerne. I mit hjemland Tyskland vil den sidste gletscher være væk i 2020. For nogle måneder siden tog vi en ny redningskrydser i brug til redning af skibsbrudne i Nordsøen. Den er næsten 50 m lang. Bare for 10-20 år siden var det tilstrækkeligt med en længde på 20-30 m. Det er de første tegn på klimaændringen i et land, som er relativt lidt berørt af den.

Vi ved, at der i Tyskland vil komme mere højvande, men det vil også blive mere tørt. Men vi er et forholdsvis rigt og sikkert land. Det ser straks noget vanskeligere ud, når vi taler med vores kolleger fra Spanien og Portugal. Her frygter landene, at der vil opstå ørkener, de frygter en tørke, som er mere end en periodisk tørhed. Og det hele bliver endnu mere dramatisk, når vi med den opvarmning af jorden, der allerede findes, ser på Afrika.

Allerede i dag er der på det afrikanske kontinent flere flygtninge som følge af klimaændringen end på grund af krig og borgerkrig. De flygtningebevægelser, som vi oplever på den nordafrikanske kyst lige ud for Europa, er kun et let pust af det, der truer os, hvis ikke det lykkes os at bremse opvarmningen af jorden og ødelæggelsen af livsbetingelserne på et kontinent som Afrika.

Det har i øvrigt også en hel del med retfærdighed at gøre. Det er en himmelråbende uretfærdighed, at det afrikanske kontinent, som ikke har noget ansvar for den aktuelle klimaændring, må lide mest under konsekvenserne af klimaændringen. Det er en udvikling, som vi oplever allerede i dag.

Prøv at forestille Dem, at vi har en verdensbefolkning, hvor fire milliarder mennesker bor i industrisamfundene - heraf i øvrigt en tredjedel i Asien - og opvarmningen af jorden begynder at omfatte gletscherne i Himalaya. 40 % af Asiens ferskvandsreserver kommer fra gletscherne i Himalaya. Prøv at forestille Dem trusselsscenarierne i verden, hvis ferskvandsreserverne i Asien svinder ind. Vi vil ikke kun have truslen fra krig om olien, men også krig og borgerkrig om vandreservoirer.

Vi taler altså om en virkelig risiko for menneskeheden! Men først skal det lykkes os at få flyttet debatten om udfordringerne for menneskeheden ud af eksperternes kreds og ind i kredsen af menneskehedens ledere. I fremtiden vil det ikke være nok, at man en gang om året samler 189 miljøministre fra FN og 5.000 forskere til en international klimakonference - stats- og regeringscheferne, FN's Generalforsamling og også Sikkerhedsrådet må også beskæftige sig med disse emner.

Jeg er også medlem af Forbundsdagen i Tyskland, altså af et parlament. Vi skal også have gjort disse spørgsmål til et centralt emne i de parlamentariske diskussioner. For at sige det lige ud, så er der færre medlemmer til stede i Forbundsdagen end i Europa-Parlamentet, når der diskuteres klimabeskyttelse.

Vi bør også sørge for, at når vi hele tiden siger offentligt og læser hver dag, at der er tale om en af menneskehedens største udfordringer, så må det også føre til, at vi giver det en central plads i vores politiske handlinger og vores daglige arbejde.

Jeg mener, at Kommissionen med sine forslag om energi og klimabeskyttelse ikke bare har erkendt denne opgave, men at den hermed også får en historisk chance. For første gang i debatten om energi og klimabeskyttelse har Kommissionen stillet et forslag, som indeholder en historisk chance. Den kombinerer spørgsmålene om energisikkerhed og klimabeskyttelse. Vi diskuterer ikke længere i adskilte sfærer de to spørgsmål om, hvordan vi på den ene side sikrer adgangen til energi, og hvordan vi på den anden side sikrer klimaet, tværtimod har vi nu en pakke af forslag og politiske instrumenter, som kombinerer de to spørgsmål.

For første gang har vi chancen for at afgøre energipolitiske spørgsmål og klimabeskyttelsesspørgsmål sammen i et sammenhængende koncept på europæisk niveau. Jeg ved, at der vil være mange diskussioner i de kommende uger og måneder i udvalgene, arbejdsgrupperne og embedsmændenes forhandlinger. Det kender De alt sammen meget bedre end jeg, for De har større erfaring med den europæiske beslutningsproces end jeg.

Min ven Martin Schulz - det er turen værd at komme her for at få chancen for at tale til ham, normalt er vores rollefordeling omvendt - ved, at der altid er risiko for - det har han i hvert fald fortalt mig i den indledende samtale - at den politiske dynamik, jeg ville kalde det den historiske chance, går tabt i forbindelse med sådanne detailforhandlinger. Jeg tror, at det centrale i de kommende uger og måneder vil være, at vi ikke - ud over alle de nødvendige detaildiskussioner - går glip af denne historiske chance for at koble energi- og klimabeskyttelsespolitikken i Europa og gøre den til et forbillede for den internationale diskussion. Jeg tror, at det er den egentlige opgave for politikerne i Kommissionen, Parlamentet og Det Europæiske Råd.

Naturligvis kommer vi i en række detaljer også til at behandle nogle nationale interessekonflikter. Det oplever vi i øjeblikket med hensyn til bilindustrien. Men det centrale må være at gribe denne historiske chance, og jeg vil nævne et par eksempler fra Rådets synsvinkel for at vise, hvad det især kommer til at dreje sig om på stats- og regeringschefernes forårstopmøde.

For det første har vi brug for ambitiøse klimabeskyttelsesmål til de internationale forhandlinger. Det er absolut rigtigt, at Kommissionen har sat sig det mål for de internationale forhandlinger at gennemføre en reduktion på 30 % af CO2-udslippet inden år 2020. Det skal ikke ses i forhold til, hvad vi tror, vi kan, eller hvad der er økonomisk opnåeligt, det skal udelukkende ses i forhold til den reduktion, vi skal have nået i 2020 for at holde opvarmningen af jorden under to grader. Jeg tror, det er noget, som vi i højere grad må inddrage i den daglige politiske debat, for ofte står man i klimadebatten over for en stor vanskelighed.

Når vi tilbage i 1970'erne og 1980'erne havde problemer med affald og lossepladser, så så vi, at der løb giftige stoffer ud af lossepladserne. Man kunne lugte det, og man kunne se det hver dag. Derfor satte politikerne sig sammen og sagde: Vi må sanere lossepladserne, og vi må ikke skabe så meget affald.

Atmosfæren er en losseplads, som ingen kan se, og som man ikke kan lugte hver dag, og gudskelov sker der ikke katastrofer hver dag! Risikoen for, at denne usynlige losseplads ikke opfordrer os til at handle hver dag, er forholdsvis stor, og hvis De siger til Deres befolkning, til Deres vælgere, at vi vil begrænse temperaturstigningen på vores planet til to grader, så vil mange mennesker se uforstående på Dem og sige, at to grader, det er da ikke ret meget og måske ganske behageligt, hvis det ikke bliver helt så koldt i Nordeuropa. Det er altså vanskeligt at formidle budskabet om, at bare 2-3 grader svarer til forskellen mellem vores temperaturer i dag og i istiden for flere tusinde år siden.

Hvis De så også siger til dem, at vi skal nå alt det inden 2100, for til den tid er der mange mennesker på jorden, så vil De høre dem sige i vores parlamenter og partier: Nå ja, der er så længe til, det må vores efterfølgere tage sig af.

Det drejer sig om at gøre det klart, at klimaændringen finder sted allerede i dag, og at det faktisk handler om vores børn og børnebørn. Alle dem, som i dag er aktive i politik og i min alder, vil sikkert kunne leve på denne jord til deres dages ende. Men allerede min 18-årige datter vil komme til at betale regningen, hvis det ikke lykkes os at bruge de kommende 10-15 år til at skabe en virkelig ændring i opvarmningen af jorden eller standse opvarmningen. Klimabeskyttelsen har en lang bremselængde. Det tager 30 år. Det, som vi gør rigtigt i dag, vil vi kunne høste om 30 år. Men det, som vi gør forkert i dag, det vil vores børn og børnebørn skulle bøde for om 30 år.

Derfor er det vigtigt, at vi indskriver målet om de to grader som et fast mål på stats- og regeringschefernes forårstopmøde, og det fører til det internationale klimabeskyttelsesmål på minus 30 % i år 2020.

Kommissionen har sagt, at hvis der ikke kan opnås en multilateral aftale eller en tillægsaftale til Kyoto med USA, Kina og Indien, så skal EU's unilaterale mål være mindst 20 %. Der er politikere, der har betegnet det som et tilbageskridt for klimabeskyttelsen. Efter min opfattelse handler det om noget helt andet. Budskabet er, at selv i det usandsynlige tilfælde, at det ikke skulle lykkes os at nå frem til en international klimabeskyttelsesaftale ud over EU, selv da er der ingen i EU, som må tro, at det er slut med klimabeskyttelsen, tværtimod vil det selv i tilfælde af, at de internationale klimaforhandlinger bryder sammen, hvilket vi ikke forventer eller ønsker, selv da vil det handle om, at vi vedtager mere klimabeskyttelse i EU og ikke bliver stående på de 8 %, men når op på mindst 20 %.

Vi vil inddrage lufttrafikken, og vi skal naturligvis have gennemført den europæiske bilindustris frivillige erklæring. Hvis ikke der bliver opnået en frivillig forpligtelse med et mål på 120 g CO2 pr. km i gennemsnit for den europæiske bilindustri, så vil den politiske diskussion ikke handle om, om der er brug for lovgivning på europæisk niveau eller ej, så er vi efter alt, hvad jeg har hørt i de seneste dage, altså Kommissionen og min regering og et stort flertal i Rådet og Parlamentet enige om, at der er brug for en europæisk lovgivning, som sikrer dette bidrag fra den europæiske bilindustri til klimabeskyttelsen. Dette bidrag skal være 120 g pr. km.

Det, vi skal forhandle om, er, om vi kan nå det alene med tekniske forbedringer af bilerne, eller om vi f.eks. vil inddrage en forholdsmæssig andel af biobrændstoffer for at nå dette mål. Jeg tror, det er en debat, som vi roligt kan føre i Parlamentet, Kommissionen og Rådet, men der må ikke være tvivl om, at slutmålet skal være dette 120 g-mål for den samlede europæiske bilindustri.

For det andet skal vi sørge for, at alle bevæger sig i retning af dette mål, altså såvel de store biler som de mellemstore og små biler. Vi har også brug for en markant forøgelse af den vedvarende energi. Jeg vil gerne på Rådets vegne tale varmt for, at vi holder fast i det fælles mål på 20 % vedvarende energi af EU's primære energibehov og beviser, at vi dermed kan opnå en ledende rolle inden for teknologien. Bag de ambitiøse klimabeskyttelsesmål gemmer der sig også gigantiske vækstperspektiver for EU, for beskæftigelse og uddannelse.

Spørgsmålet er jo, hvad Europa skal være, hvis Kina skal være verdens værksted, Indien dens tjenesteyder, Rusland dens tankstation og Brasilien dens landmand. Hvad bliver Europa så? Jeg tror, at Europa er verdens ingeniører og teknikere, som tager de teknologiske udfordringer op og finder løsninger på, hvordan vi kan få styr på såvel energispørgsmålet som klimaændringen. Mange i de internationale klimabeskyttelsesforhandlinger og i den internationale energipolitik venter på disse teknologiske svar. Europa er innovationens region og har alle forudsætninger for at komme med disse svar. Jeg tror, at Kommissionens forslag inden for effektivitet, klimabeskyttelsesmål og energihandlingsplan byder alle forudsætninger for at tage denne udfordring op.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Liese, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Adgangen til energi og beskyttelse af klimaet er de to store udfordringer for menneskeheden i det 21. århundrede. Det er ikke noget, jeg siger, det sagde formanden for Det Europæiske Råd Angela Merkel for to uger siden i Parlamentet, og derfor er det kun konsekvent, at Kommissionen og rådsformandskabet tildeler kampen mod klimaændringen en central plads i deres arbejde.

Det er imidlertid lige så vigtigt, at ordene følges op af handling. Som de fremgår klart af Stern-betænkningen, kan de økonomiske skader efter en ubremset klimaændring kun sammenlignes med Anden Verdenskrigs skader. I min valgkreds har vi et helt konkret eksempel, som folk taler om. Vi oplevede stormen Kyrill, og tusinder af mennesker led store tab. Min valgkreds lå i centrum for denne storm. Man kan ikke tilskrive klimaændringen hver eneste storm, men forskerne siger med stor sikkerhed, at man ikke længere kan se bort fra ophobningen af ekstreme vejrbegivenheder.

Derfor må vi arbejde for målet om at spare 30 % emissioner i år 2020. Vi bør sætte alt ind på at nå dette mål. Jeg tror ligesom mange andre medlemmer, at diskussionen om de 20 % i det mindste var forvirrende. Man fik indtryk af, at det med de 20 % ikke skulle tages alt for alvorligt. Vi bør imidlertid tage det alvorligt.

Nu har vi også chancen for at gennemføre det hele internationalt, for f.eks. i USA har vi efter Katrina en helt ny kvalitet i debatten. Efter udviklingen i de sidste måneder er chancen for at gøre noget sammen med USA meget større end tidligere. Realistisk set bør man derfor ikke gå ud fra, at det ikke vil lykkes, tværtimod bør vi gøre alt for virkelig at få en international aftale.

Det er godt, at Europa-Parlamentet forbereder et svar på Kommissionens erklæring, men det er også godt, at vi ikke skal stemme om det allerede i morgen. Vi har nemlig en beslutning fra Miljøudvalget, hvor der står mange fornuftige ting, men som der alligevel skal pudses mere på, så vi kan give et helt klart svar i Strasbourg, også i samarbejde med de andre udvalg.

Jeg mener f.eks., at kerneenergien bliver behandlet meget usagligt og dårligt i Miljøudvalgets beslutning. Det er ikke rimeligt, og det er noget, vi må forbedre. Vi skal imidlertid også sende et klart signal om mere klimabeskyttelse. Det forventer 98 % af borgerne ifølge en rundspørge af den europæiske politik, og vi bør ikke skuffe disse mennesker!

 
  
MPphoto
 
 

  Guido Sacconi, for PSE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer. Som hr. Liese netop fortalte, vedtog vi i går en meget vigtig og yderst detaljeret beslutning i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. Da hr. Gabriel har været inde på detaljerne, vil jeg ikke nævne dem. Vi vil forsøge at fremme denne beslutning yderligere i Strasbourg med henblik på forårets møde i Det Europæiske Råd.

Jeg vil gerne bruge de få sekunder, jeg har til rådighed, til at støtte hr. Gabriels udtalelse om, at vi står over for et vendepunkt i historien, hvilket efter min mening er et rigtig godt udgangspunkt. Jeg tror, at det i løbet af i år og næste år, 2007 og 2008, faktisk vil være muligt at sige, om det politisk set vil lykkes os at fremskynde sagen og tage et kvalitativt skridt fremad i dette vigtige spørgsmål, som kræver international opmærksomhed. Situationen er ved at forandre sig, ikke kun med hensyn til de nye data, som forskerne i Paris giver os, panelet og så videre, men også med hensyn til den politiske og internationale debat. Eksempelvis er der ved at opstå eller kan der opstå en anden form for bevidsthed på den anden side af Atlanten.

Derfor tror jeg, at vi udover at spille vores rolle og indføre passende lovgivning - emissionshandel, inddragelse af luftfarten, reduktion af CO2-udledningerne fra biler og alle de andre ting, der er på vej - også skal gøre et stort kvalitativt spring på det politiske plan og skabe en stærk alliance mellem de europæiske institutioner, så de kan stå så stærkt som muligt i de internationale forhandlinger.

Måske bør vi også gøre vores arbejde bedre i Parlamentet - det gælder naturligvis først og fremmest lovgivningsarbejdet - men vi kan støtte Kommissionens og Rådets forhandlinger ved måske at foreslå en international alliance mellem parlamenter med henblik på at gøre kampen mod den globale opvarmning til en virkelig prioritet, som borgerne ønsker.

 
  
MPphoto
 
 

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Min gruppe glæder sig over Kommissionens nylige fokus på energipolitik og klimaændringer, forslagene fra den om biomasse fra december 2005 og om standbyfunktion for elektronisk udstyr fra september 2006 samt dens energipolitik i denne måned og meddelelsen i dag om et direktiv om brændstofkvalitet. Vi synes, at de tilsammen udgør en ambitiøs, men ikke uopnåelig politik. En sådan politik er væsentlig, hvis EU og medlemsstaterne skal leve op til deres ansvar over for borgerne, hvis vi skal have energiforsyningssikkerhed, og hvis vi skal overtale andre lande til at følge vores eksempel.

Hvis vi havde lyttet til advarslerne fra californiske videnskabsmænd sidst i 1970'erne, kunne vi sandsynligvis have forebygget klimaændringerne. Nu kan vi kun håbe på at begrænse dem. Derfor beklager Den Liberale Gruppe anmodningerne fra tyske bilfabrikanter i Bild Zeitung og en række kommissærers forsøg på at udvande emissionsmål.

(Bifald)

Hvis japanerne kan lave hybridbiler, hvis franskmændene og italienerne kan fremstille biler, som er langt mere effektive, hvorfor kan andre så ikke også?

Jeg citerer ikke ofte Konrad Adenauer her i Parlamentet - det overlader jeg til medlemmerne på højrefløjen - men det var rammende, når Adenauer sagde, at Gud satte grænser for menneskets fornuft, men ikke for dets dumhed.

(Latter og bifald)

Det vil ikke lykkes for os, hvis borgerne ikke erkender, at der er et problem, og begynder at ændre deres vaner. Har vi virkelig brug for elektriske barbermaskiner eller elektriske krøllejern? Har vi virkelig brug for biler, der accelererer fra 0 til 100 km i timen på under seks sekunder, hvis det ødelægger jorden på mindre end seks årtier? Bilfabrikanterne praler af, at deres biler kan køre 240 km i timen. Det være sig, hvad det vil, men de udleder 360 g CO2 for hver kilometer. At gøre en ende på dette, betyder ikke, at det rammer arbejdspladserne. En undersøgelse fra den belgiske regering fra sidste år viste, at nedskæring af CO2-emissioner ikke har en generel virkning på arbejdspladser, fordi der findes nye højteknologisektorer, hvor der skabes nye job.

Det er ikke kun vedrørende klimaspørgsmål, der er behov for nytænkning. Vi skal brødføde en verdensbefolkning, der vokser hurtigt, og få bragt levestandarden op på et niveau, hvor befolkningstallet er stabilt. Der er mange måder at gøre det på, f.eks. ved at dyrke soja med den samme næringsværdi som oksekød for under 1 % af produktionsomkostningerne.

Demokrati kan ikke længere foregå ved hjælp af krisestyring, hvor man lader være med at tage fat på alvorlige problemer, indtil der opstår en krise. Når det gælder levebrød og livets opretholdelse, er der behov for en målrettet, proaktiv strategi for EU's politikker såsom den strategi, rådsformanden foreslog i dag. Det er ikke let at ændre folks vaner. Der er ikke lagt tilstrækkelig vægt på at begrænse energiforbruget i Kommissionens forslag, men det er væsentligt.

H.G. Wells sagde, at menneskets historie mere og mere bliver et kapløb mellem uddannelse og katastrofe. Hvis Kommissionen griber denne dagsorden, hvis den udfordrer medlemsstaterne i stedet for at give efter for dem, er der håb om, at EU endnu kan skaffe sig større støtte blandt EU-borgerne.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Seán Ó Neachtain, thar ceann Ghrúpa UEN. – A Uachtaráin, tá dualgas ar an Aontas Eorpach a bheith ina gceannródaithe agus dul i ngleic leis na fadhbanna a chothaíonn athrú aeráide. I measc na gcéimeanna a chaithfear a chur i bhfeidhm, tá siad seo a leanas: Úsáid Fuinnimh Inmharthana Inathnuaite a mhéadú san Eoraip; Laghdú 20% ar a laghad a dhéanamh ar sceitheadh CO2 san Eoraip; Barántas a thabhairt go mbeidh muide san Eoraip i bhfad níos éifeachtaí ó thaobh ídiú fuinnimh de. Tá muid ag cur an iomarca fuinnimh amú inár dtithe agus inár gcomhlachtaí ó lá go lá.

Caithfidh an tAontas Eorpach chuile fhóram idirnáisiúnta a úsáid chun a chinntiú go dtabharfaidh tíortha uile an domhain mhóir tacaíocht dár n-iarrachtaí. Caithfear ceannasaíocht a ghlacadh ar an bhfadhb seo láithreach. Tá seacht mBallstát is fiche san Aontas Eorpach anois, rud a thugann ról lárnach, tábhachtach dúinn inár gcath in aghaidh athrú aeráide. Tá deireadh le briathra, caithfear gníomhú. Agus mar fhocal scoir, tá ról againne uile san fhadhb seo a réiteach. Caithfidh muid athruithe nósmhaireachta a chur i bhfeidhm sa bhaile agus inár dtithe féin agus mar a deireann muid sa nGaeilge: 'Ní hé lá na gaoithe lá na scolb'. Tá brón orm faoin mbriseadh isteach sin a tharla níos túisce.

 
  
MPphoto
 
 

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. minister, mine damer og herrer! Det var ikke Dem alle, der hørte formandskabets tale om klimaændringen, som gjorde stort indtryk. Men De har ligesom jeg allerede hørt mange taler af denne type, og fordi min tidligere landdagskollega Sigmar Gabriel holder af klar tale, vil jeg her blot sige følgende: Hvis ord kunne standse klimaændringen, så ville problemet nok allerede være løst! Men, Sigmar Gabriel, hr. kommissær, denne situation skal ikke måles på ord, men ene og alene på gerningerne!

Kommissionens oplæg i forbindelse med energipakken er ikke kun problematisk på grund af 20 %-målet og jongleringen med 20 % først på unilateralt niveau og så måske senere 30 % på internationalt niveau. Det er også problematisk, fordi de instrumenter, der skal forankres i denne energipakke, alle sammen er for svage. Jeg tvivler på, at man overhovedet vil kunne nå en CO2-reduktion på 20 % med disse instrumenter.

I denne pakke er der meget forkert og ikke så meget rigtigt, Sigmar Gabriel! Der er f.eks. for lidt energieffektivitet og energibesparelse i denne pakke, og der er for lidt vedvarende energi i den. Der er alt for meget kul og fossile energier i, og der arbejdes med en atomar optimisme, som ganske enkelt ikke er forsvarlig længere, især ikke når man ser på den økonomiske katastrofe, som Areva oplever i Finland i øjeblikket. I forbindelse med rapporterne fra Finland må alle atomkraftmodstandere glæde sig over, at atomindustrien ruinerer sig selv med så forkerte investeringer.

Til dette "rigtigt" eller "forkert" er der efter min mening i de seneste dage kommet noget til, som præmierer de forkerte instrumenter. Det har det tyske rådsformandskab ansvaret for. Miljøkommissær Dimas' rigtige forsøg på at forankre bindende CO2-reduktionsmål for bilindustrien på det niveau, som bilindustrien frivilligt havde meddelt, denne rigtige model bliver torpederet af Tyskland, og det sker ikke med bevidstheden om, at det handler om klimabeskyttelse, ikke med bevidstheden om, at vi fremtidssikrer bilindustrien, nej, det sker ene og alene ud fra det aspekt, at vi vil beskytte det lille segment for store luksusbiler, som bliver produceret i Tyskland. Så handler det altså lige pludselig ikke om klimabeskyttelse længere, men kun om Porsche!

(Formanden fratog taleren ordet)

 
  
MPphoto
 
 

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Fru formand, jeg glæder mig over, at vi har denne debat, samtidig med at Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer, hvis konklusioner vi alle ser frem, afholder konference i Paris. Jeg vil i den forbindelse foreslå, fru formand, at vi inviterer dr. Pachauri, formand for dette panel, som samler verdens mest fremtrædende videnskabsfolk på området, til at deltage i en offentlig høring her i Parlamentet. Jeg mødte ham kort i går i Paris, og jeg tror, at hans forklaringer og anbefalinger ville være meget nyttige i den kommende kamp, såfremt vi vil være med til at løse den udfordring, som civilisationen står over for.

Hvor står vi i øjeblikket? Jeg vil personligt sige, at vi er nødt til at sende et klart og inspirerende budskab ud til vores medborgere, et budskab, der består af en dårlig nyhed og to gode. Den dårlige nyhed er situationens aktuelle tilstand. Rundt omkring i verden er situationen blevet forværret i løbet af de seneste seks år, og i EU er vi kommet dårligt fra start ved at opfylde Kyoto-forpligtelser, som allerede fra begyndelsen var utilstrækkelige. Hvis vi skulle fortsætte i samme takt, ville vi gøre uoprettelig skade på vores planet, ikke kun for fremtidige generationer, men også for vores børns generation. Det var den dårlige nyhed, som i sandhed er dårlig.

Nu til den første gode nyhed, nemlig at det er muligt at vende udviklingen.

(Henvender sig til medlemmer, som taler og ikke lytter til ham)

Mine damer og herrer, hvis klimaændringer kun interesserer jer foran medierne, så har jeg ondt af jer …

(Bifald)

… fordi for lidt siden, da Rådet og Kommissionen talte om emnet, talte jeg jer, og der var ikke mere end 50 medlemmer i Parlamentet. Kom ikke kun for at stemme uden at kende baggrunden. Kom og deltag i debatten, eller vis i det mindste lidt respekt for dem, som taler.

(Bifald)

Efter at have nævnt den dårlige nyhed, kommer her den første gode nyhed, som vi kan overbringe borgerne. Det er muligt at vende udviklingen, men det kræver ganske vist noget nær en revolution. Målene for reducering af emissioner er velkendte - en reduktion på 50 % i hele verden og således en reduktion på 75 % i vores lande i 2050. At opnå dette vil ikke kun kræve en betydelig forøgelse af miljøvenlige energikilder, men også et nyt forhold til energieffektivitet, hvilket forudsætter en massiv stigning i udviklingen af jernbane og sømotorveje, gennemførelse - som det er blevet sagt - af ambitiøse forureningsstandarder for bilfabrikanterne til trods for presset fra fru Merkel, massiv opførelse af energibesparende boliger, uddannelse i brugen af mere brændstofeffektive teknologier, international handel, der i højere grad er baseret på samarbejde end på konkurrence, massive langsigtede investeringer og inddragelse af begrebet almennyttig, med andre ord en række store tilbageslag for den liberale globalisering.

Og så til den anden gode nyhed, nemlig den kraftige stigning i befolkningens bevidsthed om disse problemer, inklusive i USA og i de nye vækstlande. Denne historiske satsning vil ikke have nogen chance for at lykkes, medmindre dette grundlæggende element er på plads. Jeg har dog en advarsel, for jeg tvivler på, at borgerne vil acceptere en malthusiansk løsning af de problemer, som vi står over for. At fjerne opmærksomheden fra den økonomiske produktivitet er ikke det samme som at begrænse den sociale udvikling. Bekæmpelsen af klimaændringer bliver ikke let.

(Bifald fra venstre og fra midten)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Wurtz! Jeg har noteret mig Deres forslag om, at Parlamentet udveksler meninger med de eksperter, som drøfter dette emne i Paris i denne uge.

Forhandlingen afbrydes af hensyn til afstemningstiden. Den genoptages efter afstemningen.

 
  
  

FORSÆDE: Hans-Gert POETTERING
Formand

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg ved ikke, hvilken artikel i forretningsordenen, jeg kan bede om ordet til. De finder nok en, som kan begrunde det! Jeg vil bede Dem som nyvalgt formand for Parlamentet om at bede reformkommissionen, som skal behandle reformen af Parlamentets arbejde, om følgende: Vi har brug for en procedure, som sikrer talerne en større grad af fairness, end det er tilfældet i dag.

Hvis der ikke er nogen pause mellem debatten og afstemningstiden, så er de sidste talere på talerlisten i den situation, som Francis Wurtz netop var i. Det er helt umuligt at tale til en sal, hvor der strømmer hundreder af medlemmer ind, som alle har noget vigtigt, de skal tale om, men der er ingen, der hører efter. Det er ganske enkelt uacceptabelt. Jeg beder Dem sørge for, at der bliver et slip mellem afslutningen på diskussionen og afstemningen. Så undgår vi uværdige situationer som den, vi netop oplevede, nemlig at formanden for en af Parlamentets grupper må kæmpe for at komme til orde, fordi medlemmerne ikke hører efter. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. Hr. Schulz! Jeg ved ganske vist ikke, hvilken artikel i forretningsordenen, De henviser til, men når De har ret, har De ret, og der findes sikkert en brugbar artikel. Jeg er helt enig med Dem. Vi har brug for en kort pause mellem talerne og afstemningerne.

Mine damer og herrer! Nu er der blevet anmodet om, at vi begynder med afstemningerne til den planlagte tid, nemlig kl. 17.30. Hvis der nu er flere medlemmer, der beder om ordet, så kommer vi længere og længere væk fra afstemningstiden, og derfor beder jeg Dem stemme nu, det går ganske hurtigt. Derefter får minister Gabriel ordet, han har stadig et par minutters tid.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik