Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 31. januar 2007 - Bruxelles

22. Forældelsesfrister i forbindelse med personskader og dødsulykker (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Diana Wallis for Retsudvalget med henstillinger til Kommissionen om forældelsesfrister i forbindelse med grænseoverskridende tvister om personskader og dødsulykker (2006/2014(INI)) (A6-0405/2006).

  Diana Wallis (ALDE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Som åbning på denne forhandling kunne jeg godt tænke mig, at vi forestiller os, at vi er et af de mennesker, vi repræsenterer, måske på ferie i et andet europæisk land eller et ungt menneske, der studerer i et andet land, eller nogen, der er til forretningsmøde i en anden europæisk hovedstad, eller endda nogen, der er rejst ud for at arbejde på en byggeplads. Det er alt sammen enkle hverdagsscenarier, der beklageligvis medfører mulighed for uheld, for ulykker, der medfører personskade eller tilmed døden i et andet land.

Lad mig eksemplificere ved at nævne nogle tal: I 2004 i Tyskland alene, blot ét ud af de 27 medlemsstater, skete der 50.000 trafikulykker med personskade, hvor en udlænding fra et andet europæisk land var involveret. Sidste år i Det Forenede Kongerige rapporterede et enkelt advokatfirma om 6000 nye sager om grænseoverskridende ulykker med personskade i Europa. Jamen, lad da endelig advokaterne gøre deres arbejde, siger De måske. Men advokaterne har henvendt sig til os med et problem. Alle søgsmål er underlagt en tidsperiode, inden for hvilken de skal være anlagt, en såkaldt forældelsesfrist. Alle gode advokater lærer disse tidsfrister at kende i deres nationale systemer, så de kan overholde og varetage dem meget nøje. Ellers er hele kravet dødt, færdigt, ude af spillet. Det er enhver ung advokats værste frygt at overskride en forældelsesfrist. De kender naturligvis alle sammen deres egne, men kan man forvente, at de kender de snørklede detaljer i 27 nationale systemer? Og der er tale om snørklede detaljer, nogle gange med forskellige definitioner af civilretlige og strafferetlige krav. Og hvad vigtigere er, selve tidsgrænsen er vidt forskellig, fra et til 30 år rundt om i EU.

Det er slemt nok at være offer for en ulykke i en anden medlemsstat. Men derefter også at blive offer for en teknikalitet om forældelsesfrister, der forhindrer en i at rejse noget som helst krav, er virkelig at føje spot til skade. Der er tale om et reelt, praktisk og voksende problem i lyset af, at vi tilskynder til fri bevægelighed for personer. Jeg håber, at de meget begrænsede antal, jeg har kunnet nævne, giver et indtryk af størrelsen på et problem, som i virkeligheden må være mange gange større, når man ser på alle EU's medlemsstater.

Som jeg sagde før, har såvel advokater, forsikringsselskaber som ofre henvendt sig til os om dette problem og bedt om, at vi kontakter kommissæren for at undersøge en række muligheder. Vi er klar over, at det er et følsomt emne. Det vedrører national procesret, så enhver intervention på europæisk plan skal nøje begrænses til kun at gælde de grænseoverskridende tilfælde.

Måske skal vi overveje en harmoniseret forældelsesfrist på f.eks. fire år i disse sager, eller måske skal vi vedtage klare lovvalgsregler. Uanset hvordan den endelige løsning ser ud, har såvel advokater som skadelidte brug for vished, hvis værdifulde og personligt vigtige krav ikke skal være i fare for at gå tabt på grund af forskelle i processuelle regler, der virkelig kan forårsage store kvaler for enkeltpersoner og familier, hvis tingene går skævt.

Det er et praktisk problem, der opstår som følge af borgernes brug af den frie bevægelighed og alt det, det indre marked byder på. Vi for vores part bør være klar til at reagere med et civilt europæisk retssystem, der ikke, som jeg sagde før, blot føjer spot til skade.

Hr. kommissær! Jeg håber, at De vil være i stand til at udvise imødekommenhed over for dette initiativ, som har været genstand for en hel del positiv lobbyvirksomhed fra borgere og andre over for medlemmer af Parlamentet i ugerne op til denne forhandling.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg synes, denne betænkning er et meget interessant forsøg på at behandle et meget svært emne. Fru Wallis fortjener ros for sit forsøg på at finde en fælles europæisk løsning på de forskellige forældelsesfrister for, som hun lige sagde, erstatningssager for personskade og død. Det er af særlig interesse for borgere, der er så uheldige at komme ud for trafikulykker i andre lande end det, de bor i. Men det kunne også dreje sig om andre sager, f.eks. sagsanlæg i forbindelse med lægebehandling og produktansvar.

Når det er sagt, så er forældelsesfrister et kompliceret sagsområde, som ordføreren også erkendte. Det er nært knyttet til hævd, hvilket ikke behandles i betænkningen. Fremtidigt arbejde om emnet er nødt til at omhandle hævd, eftersom flertallet af de europæiske retssystemer løser problemet med tidsgrænser ved brug af hævd, ikke forældelsesfrister. I Det Forenede Kongerige benyttes begge dele.

Jeg er klar, jeg er åben over for at undersøge sagen på et senere tidspunkt og da tage de forskellige juridiske beskaffenheder af forældelse og hævd i betragtning, ligeså den kendsgerning, at det foreslåede traktatgrundlag udelukker harmonisering af national lovgivning, hvilket betænkningen i stor udstrækning forudsætter.

Jeg skal være helt ærlig og gøre opmærksom på, at vi også er nødt til at tage de prioriteter i betragtning, der er fastlagt i vores nuværende arbejdsprogram, som også skal afstemmes med de menneskelige ressourcer, der er til rådighed i Kommissionen.

Men jeg kan godt se, at vi skal forblive åbne for yderligere drøftelser om dette meget nye emne, som ordføreren har bragt på bane.

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Piia-Noora Kauppi, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Ordføreren har lavet et fortrinligt stykke arbejde med denne betænkning. Der er meget, der fortjener ros i dette initiativ. Det er, som vores ordfører sagde, en praktisk løsning på et praktisk problem. For det første drejer det sig om et af de uafsluttede områder inden for det indre marked: hvordan folks rettigheder følger dem, når de udøver deres fire friheder inden for EU. Det er Parlamentets pligt at gøre opmærksom på uregelmæssigheder og påberåbe sig sine traktathjemlede rettigheder til at tilskynde Kommissionen til handling. For det andet drejer det sig om retlige og indre anliggender. Folk har brug for størst mulig sikkerhed for deres rettigheder og forpligtelser for at kunne tage del i noget samfund. Der vil altid være flere usikkerheder forbundet med at deltage på tværs af grænser end at gøre det derhjemme, men det er vores pligt som lovgivere i EU at tage hånd om disse forhold. Blot fordi de uforenelige nationale lovgivninger ikke giver mulighed for en hurtig enhedsløsning, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke behøver gøre noget.

Parlamentet gør sin del ved at tage hul på forhandlingen i dag. Kommissionen burde følge op med et forslag, og medlemsstaterne bør påtage sig deres suveræne ansvar og vedtage de nødvendige ændringer, om nødvendigt ved at benytte sig af Nice-traktatens passerellebestemmelse.

Vi er imidlertid nødt til at anlægge en forsigtig tilgang. Min gruppe støtter kraftigt fru Wallis' betænkning, men vi kan ikke støtte hendes ændringsforslag til den. Vi mener, det er for tidligt, når man i denne betænkning peger på overharmoniserede og specifikke definitioner af f.eks. kundskabstidspunkt, mulighed for afbrydelse og mindreåriges særlige rettigheder. Vi mener ikke, at de på nuværende tidspunkt er fuldt forenelige med subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet. Lad os først høre om Kommissionens forespørgsel om, hvilke typer af grænseoverskridende problemer der eksisterer inden for forældelsesfrister i sager om personskade, og derefter gå videre til konkrete definitioner. Hvis forespørgslen eksempelvis viser, at forskellene mellem medlemslandenes regler ikke er store, kunne oprindelseslandsprincippet vise vejen, som betænkningen foreslår. Jeg ville personligt støtte denne tilgang.

  Manuel Medina Ortega, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil tale på spansk, og det er det første indlæg på spansk, men jeg tror, at kommissæren forstår mit sprog fuldstændigt.

Jeg vil gerne påpege, at der i den spanske udgave af betænkningen står "recomendaciones destinadas a la Comisión sobre la prescripción en conflictos transfronterizos", dvs. at der ikke står noget om "estatuto de limitaciones", for med det, jeg ved om angelsaksisk jura, oversættes udtrykket "statute of limitation", i det mindste på spansk, som "prescripción" (forældelse).

Jeg ved, at italienerne er meget dygtige og præcise jurister, og dette er sandsynligvis et spørgsmål, som det kunne betale sig at drøfte mere indgående, selv om jeg er enig i, at de to institutioner har en forskellig oprindelse.

Jeg mener dog under alle omstændigheder, at fru Wallis' betænkning afspejler Europa-Parlamentets ønske om at skubbe Kommissionen i en bestemt retning. Vi beder ikke Kommissionen om, og det gør betænkningen heller ikke, at den hurtigt skal komme med et forslag til lovgivning, men jeg mener godt, at man kan gå i gang med nogle af faserne, f.eks. den, der er anført i punkt 1, hvor der tales om behovet for at gennemføre en undersøgelse af det skete.

I dag er der, som nævnt af fru Wallis, tusindvis af mennesker, eller hundredtusindvis af mennesker, der krydser de nationale grænser, og jeg mener, at hr. Frattini havde ret i forbindelse med et andet spørgsmål, og det er, at vi ikke kun burde fæstne os ved de grænseoverskridende uheld eller ulykker, men ved alle de tilfælde, hvor et menneske som følge af en række af hændelser - f.eks. lægebehandling eller ophold - udsættes for skade i et land, og der opstår problemer med forældelse i et andet land.

Efter min mening burde vi udvide mulighederne så meget som muligt, og i dag er tiden sandsynligvis - og måske har fru Kauppi ret - endnu ikke inde til at gå i detaljer, men Kommissionen bør dog forstå, at de her valgte repræsentanter for EU's befolkninger mener, at det er et spørgsmål, hvor Kommissionen burde vedtage et eller andet initiativ.

Som foreslået af ordføreren burde denne slags initiativer netop begynde med at give os et reelt kendskab til situationen, så vi kan få et klart billede af, hvordan det reelt forholder sig, og af, hvilke muligheder der er for at lovgive på området.

  Formanden. - Når Parlamentet skal stemme om dette, vil det måske være godt at være opmærksom på de problemer, der kan opstå i de forskellige sprogversioner.

  Marek Aleksander Czarnecki, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Wallis for dette initiativ om en harmonisering af reglerne vedrørende det tidspunkt, hvor forældelsesfristen begynder at løbe, samt reglerne vedrørende forældelsesfrister for erstatningskrav for tings- og personskader i forbindelse med grænseoverskridende tvister.

Vejtrafikken er vokset betydeligt på det seneste - dels på grund af de forskellige udvidelser af EU og dels fordi folk bliver mere velhavende og i stand til at rejse frit. Desværre har det betydet, at flere mennesker involveres i trafikulykker. I øjeblikket varierer forældelsesfristerne fra at være meget korte som f.eks. et år til at være helt op til 30 år lange. Det fremmer ikke beskyttelsen af de tilskadekomne, der ofte ikke er opmærksomme på variationerne i forældelsesfristerne i de forskellige lande, hvorfor de indgiver erstatningskrav hos de udenlandske domstole efter fristens udløb. Derefter afviser domstolene ansøgningen, og de personer, der har lidt tings- eller personskade, kan ikke gøre deres krav gældende.

En harmonisering ville fremme indførelsen af pålidelige og gennemsigtige principper, der kunne gøre det muligt for både de skadelidte og deres retlige repræsentanter at indgive erstatningskrav. Som jurist er jeg udmærket klar over den situation, som sidstnævnte kan befinde sig i. Derfor støtter jeg fuldt ud dette initiativ.

  Tadeusz Zwiefka (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Først vil jeg takke fru Wallis mange gange for hendes indsats. Jeg husker de særskilte møder, hun arrangerede for Udvalget om Retlige Anliggender, der satte os i stand til fuldt ud at forstå den aktuelle opgave, der har stor betydning for alle EU-borgerne.

Jeg er ikke enig med kommissæren i, at den enkle forklaring på forsinkelsen og udskydelsen af dette lovgivningsinitiativ ligger i det faktum, at det formelt er umuligt at blande sig i de nationale retssystemer. Hver gang jeg tager ordet her i Parlamentet og får mulighed derfor, understreger jeg, at det er en grundlæggende pligt for ethvert parlament og enhver institution med lovgivningsbeføjelser at skabe en enkel og letforståelig lovgivning, der tjener borgernes interesser. Det påhviler os med andre ord at skabe en lovgivning, der gør livet lettere for borgerne.

I øjeblikket er der 27 forskellige retssystemer at forholde sig til med hensyn til forældelsesfrister for erstatningskrav for forskellige former for ulykker. Det er derfor Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets pligt at finde ud af at udbedre situationen og skabe en ny lovgivning, der gør livet lettere. Det er vanskeligt at forklare en sagsøger eller familien til en afdød, at sagen formelt set har været lukket længe, og at vi kun kan udtrykke vores medfølelse med dem, fordi alle erstatningskrav, der er indgivet efter forældelsesfristens udløb, må afvises.

Jeg vil derfor appellere til Kommissionen og bede den om at bruge alle til rådighed stående midler og al dens lovgivningsmæssige kompetence til at finde en løsning på dette problem. Jeg er helt overbevist om, at de enkelte medlemsstater ønsker at få denne sag, der påvirker hundredtusindvis eller måske millioner af europæiske borgere, løst hurtigt og hensigtsmæssigt. Hvis vi ønsker, at EU's borgere skal fortsætte deres grænseoverskridende aktiviteter, skal vi finde løsninger, der gør det lettere for dem at gøre det.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke fru Wallis for hendes store arbejdsindsats med dette resolutionsforslag fra Europa-Parlamentet.

I øjeblikket er der betydelige forskelle i EU-området med hensyn til de tidsfrister, der finder anvendelse i grænseoverskridende tvister om personskader og dødsulykker. Vi må erkende, at det er tilfældet. Som ordføreren ganske rigtigt sagde, er det et komplekst problem. Det omfatter både forældelsesfristerne og de tidspunkter, hvor forældelsesfristen begynder at løbe. Forældelsesfrister, frister for bevisførelse og processen for indsigelse vedrørende tidsfrister er andre aspekter. Store forskelle kan få uønskede konsekvenser for ulykkesofre og gøre det vanskeligt for dem at forsvare deres ret i retslokalet. Man skal prioritere retssikkerhedsgaratien for alle EU's borgere og gøre det lettere for dem at nyde de traktatfæstede friheder. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til at præsentere Europa-Parlamentet for et lovforslag. I forslaget skal der tages højde for de fornuftige henstillinger, der optræder i bilaget til dette resolutionsforslag.

  Janusz Wojciechowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Wallis for en udmærket og hårdt tiltrængt betænkning, der tilgodeser behovene hos ofrene for forskellige former for ulykker. Fru Wallis påpegede korrekt, at EU er åben for sine borgere, der kan rejse og flytte uden begrænsninger. Det giver desværre anledning til en øget ulykkesrisiko. Ulykkesofrene lider to gange - først som følge af selve ulykken og sidenhen fordi de ikke kender loven i det land, hvor ulykken skete. Derfor overskrides forældelsesfristerne ofte, og det bliver umuligt at fremsætte berettigede krav. Vi bør derfor støtte det aktuelle forslag, så der kan indføres en fælles minimal forældelsesfrist i forbindelse med grænseoverskridende tvister om ulykker for hele EU. Forslaget beskytter ofrenes interesser og giver dem bedre muligheder for at udøve deres rettigheder. Derfor fortjener det vores støtte. Jeg er overbevist om, at Kommissionen i forlængelse af denne betænkning meget hurtigt vil fremsætte konkrete forslag om beskyttelse af interesserne hos de mennesker, der har haft en uheldig skæbne.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  John Attard-Montalto (PSE). - (EN) Henstillingen har ikke til formål at erstatte national lovgivning, men at tage hensyn til, hvornår processen vedrører parter, der opholder sig eller har bopæl i forskellige lande i EU, eller en part, der opholder sig eller har bopæl i et ikkeEU-land, eller et valg mellem forskellige landes lovgivninger.

Det bliver mere og mere vigtigt at få fastlagt klare principper for forældelsesfrister i passende form i forbindelse med erstatningskrav.

Den generelle forældelsesfrist, der foreslås, er på fire år, undtagen hvor retsgrundlaget for kravet foreskriver en længere periode. Dette generelle princip kan skabe problemer, eftersom den nationale lovgivning kan foreskrive en kortere periode. I dette tilfælde vil der være tale om diskrimination mellem erstatningskrav, der opstår mellem statsborgere eller personer med bopæl i samme stat, og krav, der vedrører parter, der opholder sig eller har bopæl i forskellige stater.

Det samme kan siges for afbrydelse, suspension og metoder for udregning af det tidspunkt, forældelsesfristen løber fra.

Når det ovenstående er sagt, er det bedre at have klare regler for grænseoverskridende tvister, som samtidig adskiller sig fra nationale lovgivninger. Måske vil vi nærme os en afklaring af dilemmaet, hvis national lovgivning harmoniseres med de foreslåede regler.