Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 13. februar 2007 - Strasbourg

8. Forberedelse af Det Europæiske Råd (den 8.-9. marts 2007) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råd (den 8.-9. marts 2007).

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, kære fru Wallström, mine damer og herrer! Ligesom i tidligere år vil også dette forårstopmøde mellem stats- og regeringscheferne først og fremmest være helliget økonomiske mål og især Lissabon-strategien. Vi glæder os naturligvis over, at forårstopmødet i år finder sted på baggrund af positive økonomiske nøgletal og glædelige tendenser på arbejdsmarkedet. Heraf drager vi den forsigtige konklusion, at Lissabon-strategien er begyndt at bære frugt, men vi mener samtidig, at det ville være helt forkert at lægge hænderne i skødet på nuværende tidspunkt. Tværtimod vil vi udnytte den positive generelle udvikling og den spirende optimisme med hensyn til yderligere strukturelle reformer. Vi vil i fællesskab fortsat arbejde for at sikre den seneste tids positive udvikling og udvide den yderligere, for det er vigtigt på denne måde at bringe Europa i topform til den globale konkurrence.

Efter et intensivt forarbejde, som også har været præget af et meget nært og yderst frugtbart samarbejde med Kommissionen, er vi nu nået ind i den afgørende fase i forberedelsen af Det Europæiske Råds møde den 8.-9. marts. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) drøftede i går den kommenterede dagsorden for Det Europæiske Råd, som formandskabet havde udarbejdet. Det glæder mig at kunne meddele Dem, at medlemsstaterne fuldt ud støtter det emnevalg, som formandskabet havde foreslået.

I de kommende uger vil De Faste Repræsentanters Komité koordinere de forskellige bidrag fra de faglige rådssammensætninger og arbejde videre med udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner i lyset af disse centrale udsagn. Måske må jeg her nævne de datoer, hvor de enkelte fagministerråd vedtager deres bidrag: Rådet (energi) mødes i overmorgen for at drøfte et af de helt store emner for Det Europæiske Råd, nemlig energihandlingsplanen, Rådet (uddannelse og ungdom) finder sted den 16. februar, fulgt af Rådet (konkurrenceevne) den 19. februar og Rådet (miljø) den 20. februar. Rådet (arbejds- og socialministrene) og Økofin-Rådet, som træffer beslutningen, finder sted den 22. og 27. februar.

Selv om Europa-Parlamentet ikke er direkte involveret i dette forberedende arbejde, kan jeg forsikre Dem om, at formandskabet vil tage højde for de udtalelser, som Parlamentet har udarbejdet i forbindelse med topmødeemnerne.

Lad mig nu komme lidt nærmere ind på formandskabets planer for forårstopmødet i år. Jeg kan her referere til det, som rådsformanden sagde her i formiddag. Vi vil bestræbe os på, at Det Europæiske Råd varetager sin oprindelige opgave, som består i at koncentrere sig om centrale spørgsmål, udstikke kursen, træffe fremtidsorienterede beslutninger og give politiske retningslinjer for de kompetente instanser på europæisk og nationalt niveau. I denne forbindelse er vores dialog i dag og naturligvis også den intensive dialog med formanden for Europa-Parlamentet i forbindelse med mødet vigtige elementer i varetagelsen af denne opgave. I overensstemmelse med disse generelle overvejelser har vi bestræbt os på at koncentrere drøftelserne i Det Europæiske Råd om emner, hvor der er et alment anerkendt behov for handling, og hvor der er brug for yderligere anstrengelser.

Mere specifikt drejer det sig om at støtte de strukturelle reformer, der er indledt i medlemsstaterne, og fremme dem ved hjælp af integrerede landespecifikke anbefalinger. Når det gælder det indre marked, vil vi styrke den fælles vilje til at lukke huller og identificere svage punkter samt styrke EU's konkurrenceevne i forhold til tredjelande, men også give inspiration til at få sat gang i Doha-runden igen. Styrkelse af innovation, forskning og uddannelse ligger os lige så meget på sinde som fremme af beskæftigelsen og videreudvikling af den europæiske sociale model. Centrale emner i denne forbindelse er flexicurity og de demografiske ændringer.

Bedre lovgivning er et vigtigt anliggende for os alle, som forbundskansleren også udtalte i formiddag. Her ligger der et betragteligt potentiale for at øge den europæiske økonomis konkurrenceevne. I overensstemmelse hermed er afskaffelse af bureaukrati et centralt tema for det tyske formandskab. Vi har sat os for at sende nogle ambitiøse signaler på Det Europæiske Råds møde. Konkret handler det især om at forenkle eksisterende love og om at overveje, hvordan konsekvensvurdering som instrument kan forbedres. Som lovgivere har Rådet og Parlamentet et særligt ansvar for, at Kommissionens forslag til forenkling af retsforskrifter både bliver efterprøvet grundigt og behandlet hurtigt. Vores vigtigste opgave er at fremme reduktionen af udgifter til bureaukrati, især gennem en klar kvantitativ målsætning.

Endelig vil Det Europæiske Råd, som det blev besluttet sidste år, vedtage EU's omfattende energihandlingsplan, som skal opfylde EU's tre grundlæggende mål på dette område, nemlig forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og - og det skal altid understreges - miljøvenlighed. Den strategiske energirapport, som Kommissionen fremlagde i januar, viser, at kun en energipolitik, som tager højde for alle disse tre hjørnesten, kan leve op til de udfordringer, som EU står over for. Derfor går vi aktivt ind for en række foranstaltninger, som først giver den ønskede virkning, når de kombineres. Til denne pakke hører foranstaltninger, som styrker konkurrencen på det indre marked for energi, prioriterer de vedvarende energiformer højere og gavner udviklingen af bedre energiteknologi og større energieffektivitet. I denne forbindelse er det yderst vigtigt at styrke energipolitikkens udenrigspolitiske komponent. Jeg vil gerne udtrykkeligt understrege, at Europa i højere grad må tale med én stemme i energispørgsmål.

Klimabeskyttelsen kan ikke adskilles fra energispørgsmålet. I betragtning af den århundredets udfordring, som klimaforandringerne stiller os over for, er vi fast besluttet på også på dette område at træffe ambitiøse og fremtidsorienterede beslutninger inklusive konkrete målsætninger. Kommissionens forslag, som er nøje afstemt med forslagene på energiområdet, er et godt grundlag for dette. Det Europæiske Råd må arbejde for at sende et stærkt signal om den videre udvikling af de internationale klimabeskyttelsesforanstaltninger. Kun hvis industrilandene under EU's ledelse går forrest med ambitiøse forpligtende mål og foranstaltninger, vil man også kunne forvente af de nyindustrialiserede lande, at de skal være indstillet på selv at påtage sig at begrænse deres stærkt voksende udledninger.

  Formanden. - Mange tak, hr. formand for Rådet, ikke kun for Deres redegørelse, men også fordi De kun har brugt halvdelen af den tid, der var til Deres rådighed. Det bør vi tage ved lære af i forbindelse med reformen af Parlamentets arbejde. Også Rådet kan begrænse sig og alligevel sige noget godt.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! EU har gode muligheder i marts måned. For det første får vi en chance for at vise borgerne et EU, der træffer ambitiøse og klare beslutninger om emner, som virkelig ligger dem på sinde. For det andet bliver vi opfordret til at vedtage en erklæring, der ikke kun hylder vores resultater gennem de seneste 50 år, men som også opstiller mål for fremtiden. Disse to ting er tæt forbundet. Et vellykket forårsmøde i Rådet kan blive det perfekte springbræt for en ambitiøs Berlin-erklæring.

EU er nødt til at gøre en indsats. Den skal være politisk, effektiv og spille en central rolle med hensyn til håndteringen af de vigtigste udfordringer i dagens globaliserede verden. Vækst og job, klimaforandringer, energi - det er emner, som europæerne tænker på hver eneste dag. Vi har en reel mulighed for at vise, hvad EU kan tilbyde - selvfølgelig i fuld overensstemmelse med vores fornyede forpligtelse om bedre lovgivning.

Jeg vil gerne fokusere på klimaforandringer, energi og dagsordenen for vækst og beskæftigelse. For to uger siden præsenterede FN's klimaforandringspanel tydeligt, roligt og uigendriveligt fakta om klimaforandringer. Det er fortsat lige præcist muligt at nå målet om at begrænse temperaturstigningen til 2°C! Det næste årti eller deromkring vil afgøre, om vi formår at bringe situationen under kontrol. Vores internationale partnere, investorer og borgere retter alle blikket mod EU i håbet om en klar og determineret indsats.

Problemets omfang er enormt. En stærk reaktion er det eneste fornuftige, og det er ensbetydende med praktiske politiske forslag og bindende mål. Derfor foreslog vi, at udviklede lande accepterer en målsætning om en udledningsreduktion på 30 % inden 2020 sammenlignet med 1990-niveauet. Samtidig er ingen i tvivl om behovet for at få udviklingslandene med i den globale indsats for at begrænse udledninger, og realistisk set kan de komme på sporet af i første omgang at begrænse væksten i deres udledninger og dernæst begynde en reduktion inden 2020.

Jeg forventer, at der på Det Europæiske Råds forårsmøde udsendes et overbevisende og stærkt signal om behovet for en målrettet indsats om klimaforandringer. Den beslutning om klimaforandringer, som Europa-Parlamentet vedtager i morgen, og som er både opmuntrende og chokerende, indeholder et vigtigt og uopsætteligt budskab, som Kommissionen vil videregive til stats- og regeringscheferne, når der diskuteres klimaspørgsmål på Det Europæiske Råds forårsmøde.

Vi må imidlertid også vise både i og uden for EU, at vi selv er parate til at gøre en indsats her og nu. Derfor bør der på Rådets forårsmøde vedtages en fast og uafhængig EU-forpligtelse om at reducere drivhusgasudledningerne med mindst 20 % inden 2020. Det vil også være et konkret eksempel på vores engagement.

Energi er helt central for en udledningsreduktion. Den er imidlertid mere end det. Forsyningssikkerhed, retfærdige priser og større valgfrihed er alt sammen vigtigt for borgernes daglige overvejelser vedrørende sig selv, deres familier og kommende generation samt naturligvis for den europæiske industri. Der er også en instinktiv fornemmelse for, at disse spørgsmål kun kan håndteres effektivt på EU-plan. Derfor er dette også en skrap test for selve EU.

I sidste måned opstillede Kommissionen sin vision for, hvordan EU's energipolitik kan komme på rette spor, og jeg glæder mig meget over Europa-Parlamentets støttende holdning. Hver gang vi står over for en langsigtet udfordring, er det helt afgørende, at europæernes demokratisk valgte repræsentanter kan forklare, hvorfor det er nødvendigt med reformer for at sætte kortsigtede forandringer i et langsigtet perspektiv, så vi kan overbevises om, at vi alle sammen kan spille en rolle - f.eks. ved at gøre en indsats med hensyn til energieffektivitet.

Den omfattende beslutning, som De vedtog den 14. december 2006, afspejler Parlamentets vigtige rolle i denne forbindelse. Derfor er Det Europæiske Råds ambition og overbevisning helt afgørende. Vi kan ikke udskyde beslutningerne længere. EU skal sende et klart budskab om, at det er helt indstillet på at forandre EU's energisammensætning i de kommende årtier. Investorerne er klar til at træde til i stor skala, men de har brug for et tydeligere signal. Det er ensbetydende med afgørende foranstaltninger på det indre marked. Det er ensbetydende med konkrete skridt for at sikre solidaritet mellem medlemsstaterne. Det er ensbetydende med, at vi skal gøre forskningen på dette område til vores topprioritet og f.eks. det første mål for Det Europæiske Teknologiske Institut. Det er ensbetydende med præcise, ambitiøse og i særdeleshed bindende mål for at gøre vedvarende energi almindeligt udbredt inden 2020.

Med et klart grønt lys fra Det Europæiske Råd er Kommissionen parat til at fremføre en lang række præcise lovgivningsmæssige foranstaltninger i år. Klimaforandringer og energi er integrerende dele af det overordnede emne, som Rådets forårsmøde vil fokusere på, Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse. Der træffes reelle foranstaltninger for at investere mere i innovation, for at gøre livet lettere for de nye vækstvirksomheder samt for at hjælpe borgerne med at forberede sig på forandringen. Som De ved, forbedres den økonomiske situation, og Europa har vist, at den magter udfordringen ved globalisering, men nu er der brug for at sætte yderligere skub i disse indledende skridt. Enigheden om forandring skal omsættes i handling i alle Europas egne og sektorer. Det er helt afgørende med en modernisering af vores økonomier og samfund, hvis vores værdier og livskvalitet skal blomstre i denne verden i hastig forandring.

Der skal udgå et klart budskab fra Rådets forårsmøde om, at vi vil gå videre med reformer på alle niveauer, sådan som det fremgår af Kommissionens årlige situationsrapport om Lissabon-strategien inklusive de landespecifikke henstillinger.

Kommissionen glæder sig meget over Parlamentets støtte på dette punkt. Deres beslutning er en aktuel påmindelse om nogle af de vigtige referencepunkter, som denne indsats' troværdighed vurderes efter. F.eks. at begrænse opstartstiden for nye virksomheder til en uge eller at sikre billigere beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Tiden er ved at løbe ud, hvis vi skal undgå de værste effekter af klimaforandringer, håndtere den globale ubalance mellem energiudbud og -efterspørgsel og sikre en reel modernisering. Det er på tide, at vi lægger al vores kløgt ind på at nå disse mål. George Bernard Shaw sagde, at vi bliver kloge ikke ved at huske fortiden, men ved at være ansvarlige for fremtiden. I en tid, hvor vi fejrer EU's halvtredsårsdag, er det en klog ting at huske på.

Dristige, ambitiøse og langsigtede beslutninger på Rådets forårsmøde i marts vil bringe EU på rette spor med hensyn til at finde reelle svar på disse presserende spørgsmål.

  Formanden. - Mange tak, fru næstformand Wallström, specielt fordi De ikke brugte al Deres taletid. Det er et udmærket eksempel fra formandskabet og fra Kommissionen.

  Marianne Thyssen, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Hver generation har pligt til og ansvar for at bidrage til fremskridt. Også vores generation står over for en udfordring, nemlig globaliseringen. Vi lever i en verden, som hurtigt ændrer sig, og som bliver stadig mere åben. I EU skal vi modstå en global, til tider aggressiv, konkurrence, samtidig med at antallet af ældre stiger, og klimaet bliver varmere.

Det er en konkurrence, som ikke blot bliver hårdere, når det gælder udbuddet på vores afsætningsmarked, men også når det gælder efterspørgslen på markedet efter råstoffer og energi. Vi kan ignorere den, vi kan passivt affinde os med den, eller vi kan forberede os på den. Hvis vi imidlertid vil give børnene af i dag udsigt til et kvalitetsliv og et godt job senere, har vi kun ét svar, og det er, at vi skal sørge for, at vi er konkurrencedygtige. At være konkurrencedygtig vil ikke sige, at vi blindt skal give efter for globaliseringens pres. Det betyder, at vi skal sørge for, at vi har de rette midler til at sikre en fremtid for det, der er os dyrebart, nemlig vores europæiske sociale model og de værdier, som danner grundlag for vores måde at leve på og vores samfund. For at være konkurrencedygtig har vi brug for modige synspunkter, strategi, mennesker og midler. Synspunkterne har vi. Vi har Lissabon-strategien med partnerskabet for vækst og beskæftigelse, og den har PPE-DE-Gruppen altid engageret sig stærkt i. Vi værdsætter også enormt, at Barroso-Kommissionen gør så stor en indsats for den, ligesom det tyske formandskab, som vil fokusere yderligere på de svage punkter, som skal forbedres, og på en seriøs energiplan.

I den seneste beretning fra Kommissionen læser vi, at de økonomiske perspektiver er blevet bedre i det sidste år. Lad os benytte denne udvikling til at føre vores mål ud i livet med meget større kraft, for der skal stadig gøres rigtig meget, også af medlemsstaterne, som måske sommetider evalueres lidt for pænt i Kommissionens beretninger. Med henblik på forårstopmødet stemmes der i morgen om et forslag til beslutning. Vi har undersøgt, om det er i overensstemmelse med de nationale parlamentsmedlemmers holdning. I sidste uge havde vi et godt møde med disse. Dette forslag til beslutning fortolker også vores prioriteter, som skyggeordføreren, Klaus-Heiner Lehne, om lidt vil sætte fokus på, nemlig fuldførelsen af det indre marked, også for forbrugerne og SMV'erne, administrativ forenkling, en undersøgelse af virkningen af metoden med gold plating, mere forskning og innovation, en ny tilgang til energipolitikken og foranstaltninger mod klimaforandringer. Her skal der lægges vægt på energiforsyning, betalbarhed, mindre afhængighed, flere vedvarende energikilder og mindre udstødning af drivhusgasser. Det er alt sammen nødvendigt, hvis vi ønsker at føre vores målsætning vedrørende større vækst og beskæftigelse ud i livet. Flertallet i vores gruppe mener, at der også er plads til atomenergi, selv om vi fuldt ud respekterer subsidiaritetsprincippet.

Selvfølgelig er Lissabon-strategien mere, end hvad jeg hidtil har opsummeret. Den drejer sig især om at sikre velfærd og værdighed for mennesker og deres plads og andel i samfundet. Derfor fokuserer vi overordentlig meget på undervisning, oplæring, livslang uddannelse, bekæmpelse af udelukkelse, en god indvandringspolitik og ligestilling, for det er også en slags hjerneflugt, når talentfulde kvinder siger fra. Hvad angår reformen af arbejdsmarkedet, ser vi frem til drøftelsen af kommissionsdokumentet om flex security.

Lissabon-strategien drejer sig om mennesker. Processen skal også støttes af mennesker. Så længe folk mere betragter den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse som en del af problemet end som et middel til en løsning, er vi nødt til at være bekymrede. Befolkningens og det civile samfunds engagement skal øges. Ved tidligere omfattende projekter såsom Europa 92 dengang og også ved indførelsen af euroen er dette lykkedes os takket være et storstilet kommunikationsinitiativ over en bred front. Ved udvidelsen forpassede vi, og især medlemsstaterne, lejligheden. Uden en god kommunikationsstrategi vil Lissabon-strategien ikke blive forstået, støttet og gennemført tilstrækkeligt, måske på grund af manglende politisk mod. Derfor opfordrer jeg kraftigt til sammen med de tre institutioner også at investere heri og måske ligeledes at omtale det i den vigtige Berlin-erklæring, som i øjeblikket forberedes.

Jeg vil takke ordførerne og skyggeordførerne for det forslag til beslutning, som vi vedtager i morgen, og som vi har forberedt i arbejdsgruppen med de 33 under Joseph Dauls formandskab. Det er et lidt langt beslutningsforslag, men der er bred opbakning til det, og også det er godt for at kunne give et bredt signal om, hvor vi vil hen med denne strategi.

  Robert Goebbels, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Mine damer og herrer, i en tid, hvor de globale problemer hober sig op, fristes visse af Unionens medlemsstater af nationalismen. Men den indiskutable lære af den igangværende globalisering er, at selv Tyskland, Frankrig, Storbritannien eller minsandten Polen vejer for lidt i forhold til den forudsigelige opstigning af visse store nationer.

Alle er enige om, at Nice-traktaten ikke længere er nok til at sikre en effektiv forvaltning af Unionen med 27 medlemmer. Men forfatningstraktaten er faldet fra hinanden. Ikke blot på grund af det franske og nederlandske nej, men fordi visse regeringschefer nægter at honorere deres underskrifter. Visionen om Europa kan ikke opsummeres alene i det indre marked. Vores medborgere ønsker en mere social dimension og en mere effektiv fælles indsats.

Den europæiske integration begyndte med Kul- og Stålfællesskabet. Sidste år blev Kina verdens førende stålproducent. I januar undertegnede Kina og Rusland 15 energisamarbejdsaftaler, hvoraf en om opførelsen af to naturgasrørledninger med en kapacitet på hver 40 milliarder kubikmeter.

I denne måned mødes Indien, Kina og Rusland i et trepartsforum for at fremme deres handel. USA og Rusland har netop underskrevet en aftale om fælles atomforskning. Kineserne, japanerne, inderne, russerne og amerikanerne samarbejder om at udvikle nye teknologier, som gør det muligt at bekæmpe klimaforandringerne. Og hvor er Europa i alt dette? Vi befinder os langt fra solidariteten i det afdøde EKSF. Vi døjer med at fastlægge en solidarisk og dermed nødvendigvis fælles energipolitik på trods af, at vores energiafhængighed øger. Vi prioriterer rigtignok ambitiøse målsætninger, men for 2020, 2030 eller 2050, dvs. uforudsigelige udsigter.

Fru Merkel mindede os her til morgen om, at Unionen var ansvarlig for 15 % af det globale CO2-udslip. Ifølge kommissær Dimas er vores andel faldet til 14 % i 2006. Det beviser ikke, at europæerne er blevet mere effektive, men at andre industrialiserede nationer har øget deres udslip.

Selv om det er indlysende, at Europa skal gå foran med et godt eksempel, er det ikke mindre indlysende, at vi ikke vil kunne løse de globale problemer alene. Europa har nogle fordele, der giver en vis pondus i den globale debat. Vi er stadig den førende økonomiske magt, som genererer 30 % af det globale bruttoprodukt. Mere end en tredjedel af de 2.000 største globale virksomheder er europæiske, vi er fortsat førende på stort set alle områder undtagen data og bioteknologi. For at råde bod på dette har Lissabon-topmødet lagt en strategi. Denne strategi er stadig aktuel, selv om fremskridtene går fortvivlende langsomt, især inden for forskning og innovation.

Det næste topmøde giver mulighed for en ny start. Alle analyser er klar, alle problemer er afdækket. Tidspunktet for konkrete beslutninger må komme, og den politiske relancering af Europa må ske allersenest i juni. Det er i hvert fald socialdemokraternes ambition.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! EU's vækst nåede i 2006 op på 2,7 %, hvilket er den højeste i seks år. Arbejdsløsheden er med 7,9 % den laveste siden 1998. Man fristes til at sige "godt gået!", men de 2,7 % skal sammenlignes med 9,5 % i Kina og Indien, og vores arbejdsløshedsprocent på 7,9 skal sammenlignes med under 5 % i USA og 4,1 % i Japan. I lyset heraf lyder Lissabon-målet om at gøre Europa til verdens mest konkurrencedygtige videnøkonomi inden 2010 ikke bare ambitiøst, men direkte urealistisk. Vi har allerede opgivet tidsfristen. Kan vi fastholde målet?

Vi afholder denne forhandling hvert år. Nogle medlemsstater ignorerer vores formaninger. For to år siden fortalte Kok-rapporten os, at Lissabon-målene er blevet forplumret, og at resultaterne er lidet overbevisende. Det skyldes det faktum, at nogle medlemsstater har forsøgt at klare sig igennem på bedste beskub i stedet for at lade reformer bane vejen. Lissabon kommer kun til at fungere med EU-dækkende reformer. Solidaritet kan ikke betyde, at de regeringer, der har gennemgået en hård reformproces, nu skal hjælpe de øvrige regeringer ud af deres selvforskyldte problemer. I nogle lande kan selv oppositionen ikke se et behov for reformer. Den giver borgerne løfter, som ikke kan holdes, og jeg fristes til at sige:

(FR) Man kunne måske sige, at der er et presserende behov for at afstemme med virkeligheden.

(EN) En videnbaseret økonomi har brug for villighed til at lære. Vi i Europa kan lære af hinanden. Økonomisk vækst og lav arbejdsløshed, et dynamisk erhvervsmiljø og høje sociale standarder udelukker ikke gensidigt hinanden - se bare på Danmark eller Finland.

Man kan modernisere social beskyttelse og gavne systemer ved at indføre mere fleksibilitet. Ungdomsarbejdsløsheden er alt for høj, men beskyttelse af borgerne er ikke ensbetydende med, at vi er nødt til at beskytte ikkekonkurrencedygtige job. Det sociale sikkerhedsnet skal ikke understøtte skrantende virksomheder, men hjælpe med at reintegrere dem til nye erhvervsmuligheder.

Min gruppe mener også, at investeringer i grønne teknologier er nøglen til at beherske klimaforandringer og garantere energisikkerheden i Europa. Energi er bogstavelig talt drivkraften for vores økonomi, og når vores energiministre mødes i Bruxelles i denne uge, skal de tage udfordringen op og have modet til at åbne energisektoren for mere konkurrence og fleksibilitet og ikke blot adskille infrastruktur fra forsyning. Opbygningen af et ægte europæisk energimarked er vigtig, men ikke tilstrækkelig. Vi skal også begrænse energiforbruget, og jeg håber, at Kommissionen vil være endnu mere ambitiøs fremover, end den tidligere har været. Vi er nødt til ved hjælp af skattesystemet at skabe incitamenter for individer til at ændre deres vaner og foretage hensynsfulde indkøb og investeringer.

Vi er også nødt til at gennemføre EU-lovgivningen ordentligt og fortælle borgerne, hvad der skal gøres, og medlemsstaterne skal leve op til deres løfter om økonomiske reformer, så vi kan give grønt lys for Lissabon.

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet! En af de ting, der irriterer befolkningen mest, er EU's overdrevne regulering. Der er ikke alene tale om for mange regler, men også om uforståelige og komplekse regler. Denne tendens skal ophøre. Hvis man ved at opstille regler for agurkers krumning, ærters diameter eller kondomers længde tror, at man regulerer markedet, er man meget langt fra borgernes virkelighed.

Sådanne regler er resultatet af pression med det formål at beskytte personlige interesser og ikke borgernes velfærd. Der, hvor der er for mange regler, er det bureaukratiet, som råder, og ikke politik eller økonomi. Og bureaukratiet kan EU dø af. Bedre lovgivning bør være en nødvendighed for institutionerne, og Parlamentet skal være primus motor i den forbindelse. Vi er glade for, at rådsformandskabet også er opmærksomt på dette.

Sådan som talerne viser her til morgen i Parlamentet, er det visse dele af den europæiske venstrefløj, som bliver ved med at kræve ny lovgivning, og som ikke interesserer sig synderligt for, om den rent faktisk gennemføres eller er gennemførlig. Vi mener, at et frit og solidarisk samfund skal bygge på sikre, klare og fælles regler og ikke på et gigantisk bureaukrati. Hvad vækst og udvikling angår, opfordrer vi Rådet til på en mere beslutsom måde at genoptage en politik, hvor man er opmærksom på det afrikanske kontinents problemer og holder et vågent øje med menneskerettighederne og arbejdstagernes rettigheder i de lande, som vi har samhandel med, men også internt i EU.

Uden en fælles energipolitik bliver der ikke noget opsving eller nogen udvikling. Vi er enige i det, der står i Kommissionens nye grønbog om vedvarende energi og en forbedring af infrastrukturerne til naturgas, hvor vi skal satse på afgasningsanlæg. Det er en holdning, som også rådsformandskabet deler. Derfor er vi nødt til at fjerne alle forhindringer - også dem, som den italienske miljøminister Pecoraro Scanio udgør, eftersom han bliver ved med at ignorere de europæiske holdninger på dette punkt og dermed bremser udviklingen. Udvikling og miljø er udfordringer, som vi skal tage op, og det skal vi også gøre ved at ratificere en ny traktat, som fastlægger EU-institutionernes forskellige kompetencer i et EU med 27 medlemsstater.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, kære repræsentanter for Rådet og Kommissionen! Først vil jeg gerne ønske Kommissionen tillykke, fordi den stod fast i diskussionen om de nationale allokeringsplaner, altså CO2-handelen, så i hvert fald Tyskland mod alle udmeldinger korrigerede sin nationale allokeringsplan.

Jeg er skuffet over, at aftalen åbenbart ikke faldt ud, som Kommissionen havde tilstræbt, når det gælder CO2-reduktionsmålene for biler, hvilket åbenbart var del af en større handel. Her vil jeg gerne pege på, at der er en ting, man overser i den slags CO2-handler, som i øjeblikket foregår mellem medlemsstaterne, Kommissionen eller Rådet. Det er, at de mål, som vi har sat os, ikke er sat af mennesker, men at målet om at standse jordens opvarmning ved 2 grader er et mål, som naturen har sat.

Hvis vi hele tiden sætter os ud over dette mål, som man blev enig om allerede i forbindelse med Kyoto-aftalen, i disse handler mellem forskellige nationale interesser og industriinteresser, så vil vi meget snart nå det punkt, hvor vi ikke længere kan påstå, at vi fører en ambitiøs klimabeskyttelsespolitik.

For De Grønne lyder energipakken og målsætningen om 20 %'s CO2-reduktion for Europa ganske vist ambitiøs, men den lever ikke længere op til den verdensomspændende målsætning om at gøre noget mod den globale opvarmning. Hvis vi virkelig bliver hængende ved disse 20 %, kan vi sige endeligt farvel til forestillingen om at kunne påvirke opvarmningen positivt, dvs. i nedadgående retning. Vi har for nylig hørt, at hvis man bliver stående ved 20 %, vil opvarmningen komme op på 4 eller 5 grader, og de negative klimaprognoser vil altså i så fald blive endnu værre.

Her forud for energitopmødet i Bruxelles kan jeg kun endnu en gang appellere til, at man holder op med at lave disse handler om reduktionsprocenterne og endelig i det mindste gennemfører det, som Kommissionen har fremlagt. Efter min mening er den allervigtigste del af denne energipakke energieffektiviteten og energibesparelser, og her vil jeg endnu en gang bede Kommissionen om at vende tilbage til det, der blev fremlagt i energihandlingsplanen i efteråret - det er jo ikke så længe siden. Også her skal der være mindre diskontinuitet. Dengang gik man stadig ud fra, at det rigtige mål for Europa var at sænke energiforbruget. I dag har man fastlagt den idé i energipakken, at også Europa fortsat skal have et kontinuerligt voksende energiforbrug. Der er altså meget at rette op på.

Jeg vil også gerne komme med en bemærkning om atompolitikken, fordi jeg ved, at man i mange lande nærer store forhåbninger til den. Jeg mener, det er på høje tid, at man i hele Europa får kontrolleret, om den skandaløse sikkerhedskultur, som vi nu hele tiden hører om fra atomkraftværket Forsmark i Sverige, er et særligt svensk problem, eller om slitagen i sikkerhedskulturen f.eks. som følge af personalenedskæringer er blevet et problem alle vegne i løbet af de årtier, man har udnyttet atomenergi. Jeg protesterer nu for tredje gang imod, at spørgsmålet om Forsmark endnu ikke er blevet taget op på europæisk niveau. Jeg gentager det så udtrykkeligt her, fordi jeg hører, at der skal gives et nyt Euratom-lån til opførelse af et atomkraftværk i Belene - der forhandles bag kulisserne. Det ville være første gang, at eksport af atomenergi finansierer et kraftværk i EU med EU-midler. Så kan man lade, som om der var tale om en renæssance for atomenergien. I virkeligheden tror jeg, at det står meget dårligt til med denne industri i Europa, både økonomisk og sikkerhedsteknisk.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Fru Wallström nævnte, at forårstopmødet skal lave et godt forarbejde til Berlin-mødet, som finder sted få dage senere. Det kan jeg kun være enig i på to betingelser. For det første ville det kræve, at man på forårstopmødet diskuterede Berlin-erklæringen udførligt. I stedet forlyder det, at en udførlig debat om det mulige indhold i erklæringen ville indebære den risiko, at der manifesterer sig et differentieret meningsbillede. Altså ingen offentlig debat, ingen debat mellem statscheferne? Så undrer jeg mig over, hvem der mon arbejder på en så vigtig erklæring som Berlin-erklæringen, som trods alt skal være med til at forme EU's fremtid.

For det andet er der andre spørgsmål, som bør komme med på dagsordenen for topmødet, f.eks.: Hvordan kan en konsekvent kamp mod fattigdom, arbejdsløshed og social udstødelse knyttes sammen med en effektiv kamp mod den globale opvarmning? Hvilke konsekvenser har det specielt for et beskæftigelsesintensivt og fremtidsorienteret skift i energi- og trafikpolitikken? Og hvad skal der til for langt om længe at sætte gang i en virkelig bæredygtig løsning på beskæftigelsespolitiske, sociale, økologiske og globale problemer?

Disse spørgsmål bliver imidlertid ikke stillet. Det handler ganske vist om bedre regulering, om energi- og klimaforandringer, men det sker ikke ud fra tankerne om en socialøkologisk omstrukturering, som burde være indledt for længst, og hvormed man virkelig kunne bekæmpe den sociale splittelse og klimakatastrofen, som nu er på alles læber. Hvor svært det er også netop for det tyske formandskab, det så vi for nogle dage siden. Fru Harms var også inde på det. Hr. Barroso pointerede jo i umisforståelige vendinger i sidste uge - ligesom Kommissionen med meddelelsen om gennemførelsen af den nye vækst- og beskæftigelsesstrategi - at bedre regulering især betyder øget markedsåbning. Markedsåbningen skal give virksomheder og forbrugere fordele. Øget markedsåbning betyder øget konkurrence og gavner dermed altid de stærke og bevirker, at de svage bliver taberne. Markedsåbning og den ønskede strukturændring, som der altid tales om, passer ikke sammen. I denne forbindelse må jeg imidlertid pege på, at det altid handler om, hvem der vil hvad hvornår.

Den 1. februar krævede hr. Solana på Det Europæiske Forsvarsagenturs konference, som er blevet etableret i foregribelse af en endnu ikke indført europæisk forfatning, at der udføres planlægning og en målrettet efterspørgselspolitik for våbenindustrien. Det er efter min opfattelse på ingen måde foreneligt med topmødets mål, hvor man bør spørge, hvad der kan gøres for at sikre bæredygtige arbejdspladser for varigt at bekæmpe klimaforandringerne og for varigt at skabe arbejds- og livsbetingelser af samme høje kvalitet for alle borgere i EU.

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! I politik er det ofte ikke det, der bliver sagt offentligt, men det, der foregår bag scenen, der virkelig betyder noget, og sådan er det også med dette kommende EU-topmøde. Den tyske minister for europaspørgsmål, hr. Gloser, taler måske nok om bæredygtighed og energipolitik, men jeg forstår ikke, hvordan han kan holde masken, når han taler om den allerede fejlslagne Lissabon-dagsorden.

Men han taler selvfølgelig ikke om det faktum, at den europæiske forfatning vil blive diskuteret på dette topmøde. Forbundskansler Merkel har gjort det klart, at hun er indstillet på at fortsætte, og i denne uge vil drøftelserne om forfatningen fortsætte i al hemmelighed i Berlin.

Man forsøger endnu en gang at gennemføre et stort bedrag. De forsøger at sammenflikke en minitraktat, fjerne "F"-ordet og dermed berøve Europas befolkninger muligheden for at stemme om deres egen fremtid. Det er, som om De alle har et højere kald og ved, hvad der er bedst for Europas ordinære plebejere.

De tror måske, at det er noget, jeg finder på alt sammen, men så sent som i sidste uge sagde hr. kommissionsformand Barroso: "Som præsident gik jeg ind for en folkeafstemning (om forfatningen)". Siden da er han kommet til Bruxelles, og de har tydeligvis hældt sprut i hans drikkevarer, for nu siger han: "Hvis der havde været en folkeafstemning om oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab eller euroens indførelse, tror De så, at de ville findes i dag?". Jeg tror, at vi kender svaret, og svaret er "nej". Ved at turde sige det, blotlægger hr. Barroso det europæiske projekt. Han udviser ubetinget foragt for befolkningerne i Frankrig og Holland, der stemte "nej", men hvad værre er, udviser han gennemført foragt for hele demokratiprocessen. Hvis De fortsætter uforsonligt med denne forfatning, og hvis De fortsat nægter de europæiske folk indflydelse på deres fremtid, så oplagrer de meget alvorlige problemer for vores børn.

  Andreas Mölzer, for ITS-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Lad mig i anledning af det kommende Europæiske Råd komme med nogle principielle bemærkninger om liberalisering og om energipolitik.

Efter min mening sælger man ud af statens arvesølv for at opfylde Maastricht-kriterierne og Lissabon-strategien - borgerne må spænde livremmen ind, de drives alt for ofte fra offentlig tjeneste ud i arbejdsløshed og førtidspensionering, hvorefter de må frygte for deres sociale sikkerhed. Løfterne om, at alt ville blive billigere, mere effektivt og mere fleksibelt, kan slet ikke opfyldes med disse liberaliseringer. Offentlig infrastruktur er jo nu engang kendetegnet ved lange tilbagebetalingstider og lave afkast.

For private handler det imidlertid for det meste om hurtige penge, og konsekvenserne kender vi alle. F.eks. den konsekvens, at manglende overholdelse af køreplaner og forsømte banestrækninger tvinger os til at bruge bilen. Takket være liberaliseringen på postområdet må vi nu investere i nye postkasser og rejse langt for at nå til posthuset, hvor vi møder stenalderagtige, uhyrlige arbejdsforhold. Aktiespekulationer gør elektriciteten dyrere, og på et eller andet tidspunkt vil vi muligvis ikke længere have råd til vores eget vand, fordi der kan tjenes mere på det i udlandet. Endnu farligere er imidlertid visionen om udenlandsk arbejdskraft og asylansøgere, som skal tage kampen op mod barnløsheden og sørge for vores sociale sikring. Det ville være at sætte ild til lunten til en krudttønde, de første eksplosioner er allerede ved at nærme sig.

Vi må altså tænke nyt, føre en kompetent familie- og fødselspolitik, investere mere i uddannelse og fremme vores erhverv og den hjemlige landbrugsproduktion med et fornuftigt omfang af protektionisme for at beskytte vores borgere mod EU-støttede virksomhedsflytninger. Det kan efter min opfattelse heller ikke være formålet med den grønne energi, at man bruger strøm fra atomkraft til at fremstille den med, eller at biobrændstof fører til fødevareknaphed f.eks. i Mexico. Her må der forskes i nye teknologier, og anvendelsen af andre, virkelig miljøvenlige måder at fremstille energi på, må fremskyndes.

  Jana Bobošíková, (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg tror, at den sande omkostning ved den handelskrig, der raser under dække af "den globale opvarmning", snart vil blive synlig. Rådet er tydeligvis parat til at tilslutte sig de moderne pseudovidenskabelige påstande om, at vi kun kan redde planeten, hvis vi reducerer CO2-udledningerne ganske betydeligt.

Hvis vi lader os besnakke til at tro, at vi kan påvirke planetens naturlige klimacykler ved at ofre den europæiske industris konkurrenceevne, gør vi ikke det rette for planeten. Vi vil blot lefle for de økonomiske interesser hos de investorer og lande, der ikke tager hensyn til oxider og protokoller. Den forurening, som vi undgår med vores ofre, mere end opvejes af deres CO2-produktion. Jeg er derfor meget skuffet over, at udgangspunktet for Rådets forhandlinger om energi er kampen mod klimaforandringer.

Jeg fornemmer, at både borgerne og virksomhederne er mere interesserede i prisen på energi og specielt i en sikker og uafbrudt forsyning. Jeg vil derfor fokusere på en liberalisering af energimarkedet, hvilket vil forhindre omfattende prisstigninger. Formandskabet bør udarbejde et ordentligt forslag om, hvordan man kan sikre uafbrudte forsyninger fra Rusland til hele EU og ikke kun til Tyskland. Endelig skal vi investere i udviklingen af nye energikilder og i særdeleshed i atomkraft. Hvis ikke vi gør det, vil de høje energiudgifter volde uoprettelig skade på det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne.

Hvordan skal de arbejdsløse kunne klare de astronomiske elektricitetsudgifter? Jeg kunne sende dem til Rådets hovedkvarter i Bruxelles, men det ville nok ikke hjælpe. Mange tak.

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først kort ridse op, hvad vi har opnået. Jeg minder om, at Kommissionen for ca. to et halvt år siden startede et nyt initiativ og efter Kok-rapporten sagde: Vi må stable Lissabon-strategien på benene igen. Vi ønsker, at denne strategi, som i årtiets første halvdel i grunden kun har været et politisk mål uden chance for at blive gennemført, i det mindste i anden halvdel af årtiet endelig skal komme sit mål nærmere. Jeg vil påstå, at det er lykkedes. Ganske vist har begrebet Lissabon endnu ikke samme klang som begrebet Kyoto. Men der findes nu nationale planer i alle medlemsstater. I Parlamentet har vi fundet en struktur for, hvordan vi beskæftiger os med Lissabon-strategien, hvordan vi forsøger at fremme den. Også Kommissionen har foretaget en ny prioritering på dette felt. I Parlamentet har vi haft interparlamentariske konferencer, som et voksende antal repræsentanter fra parlamenterne har deltaget i. Alt dette viser, at vi er på rette vej, og at det er lykkedes at genoplive strategien.

For det andet er det lykkedes os at præcisere, at der ganske vist er tre søjler i Lissabon-strategien, men at vækst og beskæftigelse er en forudsætning for, at vi også kan føre en fornuftig miljø- og socialpolitik. Samtidig har vi gjort det klart, at Lissabon-strategien også er det europæiske svar på globaliseringen.

I beslutningen vil vi præcisere, at der en række mangler i forbindelse med det indre marked, som må fjernes - emnerne vil naturligvis være nogle andre i år end i de foregående år. Ud af de mange vil jeg kun nævne to. For det første mangler vi fortsat en videreudvikling af den europæiske patentret. Her forventer vi initiativer fra Kommissionens side. Allerede nu ligger der et initiativ fra Kommissionen om liberalisering af varehandelen i det indre marked, hvilket også er et meget vigtigt punkt.

Det centrale tema på topmødet og for Kommissionens aktiviteter, men også for Parlamentets, vil være energipolitikken. Jeg minder om sidste år. Dengang kunne stats- og regeringscheferne endnu ikke overbevises om, at energipolitik virkelig er et europæisk anliggende, og at vi har brug for en europæisk tilgang til dette spørgsmål. Dengang mente man stadig, at man kunne regulere det nationalt. Det har ændret sig. Når der denne gang bliver talt om energipolitik på topmødet, går alle ud fra, at der er tale om en europæisk opgave.

I det foreliggende beslutningsforslag har vi præciseret, at man naturligvis i videst muligt omfang skal fremme de vedvarende energiformer. Vi har imidlertid også sagt helt klart, hvilken betydning atomkraften fortsat har og i betragtning af CO2-problematikken også må have i fremtiden. Vi har nævnt hele problemet med CO2-udledningerne også i denne beslutning. Det vil naturligvis også blive diskuteret i den parallelle klimabeslutning, og væsentligt mere indgående i den forbindelse. Vi har sat os nogle ganske ambitiøse mål med hensyn til energieffektivitet. Faktisk tror jeg - og det har tallene allerede vist - at en andel på 30 % af verdens bruttonationalprodukt, men kun 15 % af udledningerne, er et tegn på, at Europa er førende, når det gælder energieffektivitet. Men vi kan opnå meget mere og være et forbillede for verden.

Desuden skal vi, som det er blevet nævnt, også gennemføre det indre marked for energi. Vi ved, at der fortsat er en struktur med oligopoler og monopoler, og at det kun er i en del af EU, at man kan tale om et virkeligt indre marked, men at der er ægte mangler i store dele af EU.

Jeg vil også nævne aspektet "bedre lovgivning". Også her er der opnået meget. Jeg minder om den interinstitutionelle aftale fra december 2003. Det var bestemt et gennembrud, men det er ikke alt guld, som glimrer. Kommissionen har stadig ikke opfyldt Parlamentets ønske om en uafhængig konsekvensvurdering af lovgivningsprojekter, som er blevet udtrykt i over et halvt dusin beslutninger. Men vi insisterer på det! Hvis ikke Kommissionen gør noget snart, vil vi finde på andre midler og metoder til selv at gøre det.

Efter min mening er det nu også vigtigt med en fornuftig benchmarking, at vi gennemgår rapporterne fra medlemsstaterne og siger, hvad vi betragter som nødvendigt for med denne benchmarking at opnå, at målene fra Lissabon-strategien kan gennemføres endnu bedre end hidtil.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Forfatningen er blevet nævnt flere gange. Forfatningen indeholder en større energipolitisk kompetence til Europa. Vi har ikke forfatningen endnu, og derfor må vi forsøge at få denne større energipolitiske kompetence på andre måder, særligt, som hr. minister Gloser nævnte, på den udenrigspolitiske side.

Hvordan skal vi kunne få et fornuftigt, ligeværdigt forhold til Rusland, hvis ikke EU taler med en stærk, fælles stemme på dette punkt? Rusland vil meget hellere forhandle med de enkelte lande og spille dem ud mod hinanden. Men vores krav - netop også til topmødet - er at præcisere, at der i dette forhold til Rusland kun findes én europæisk stemme. Og hvis Rusland klager over, at det ikke har fuld adgang til markedet, hvad skal vi så stille op fra europæisk side? Derfor er det vigtigt med et ligeværdigt forhold til Rusland.

For det andet må vi diversificere. Vi må have adgang til andre kilder. Hvor? Især i Kaukasus og Centralasien. Når man ser, hvordan USA - som går så stærkt ind for markedskræfterne - har fået gennemført at bygge en olierørledning fra Baku over Tiflis til Ceyhan i Tyrkiet - og det blev anset for et vigtigt politisk projekt, og de private investorer blev motiveret tilsvarende - når jeg så ser, hvor svagt og vanskeligt det foregår i EU - tag f.eks. Nabucco-rørledningen til Europas gasforsyning som eksempel - så må man også her kræve, at EU virkelig optræder stærkt og taler med én stemme. Mange af disse punkter har Robert Goebbels allerede nævnt. Derfor beder jeg virkelig om at få præciseret alt dette på topmødet.

Hvis vi mener, at vi må diversificere, hvis vi mener, at vi har brug for nye ekstra ledninger, må vi sige det klart og tydeligt. Så vil Rusland også komme og forsøge at være med eller at lave forretninger med os. Hvis ikke vi optræder som et klart og tydeligt Europa på de internationale markeder, vil vi ikke kunne gøre det, som vi skal gøre for vores folk, nemlig at sørge for energiforsyningssikkerhed i Europa.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa-Parlamentet vedtager i morgen en beslutning, hvor vi stiller en række krav til Rådet. Som ordfører vil jeg her gerne takke min medordfører, Steven Hughes fra PSE-Gruppen, for det altid konstruktive, gode og fair samarbejde. Han vil om et øjeblik præsentere de dele af beslutningen, som har at gøre med beskæftigelsen og målsætningen om bedre lovgivning. Jeg vil derfor begrænse mig til Europa-Parlamentets forventninger inden for energipolitikken.

Den vigtigste forventning, som Parlamentet stiller til Rådet, er helt klar. Vi ønsker en stærk, fælles energipolitik for Europa. Det er stats- og regeringschefernes mest presserende opgave at opnå virkelige resultater på forårstopmødet. Det vil være vores målestok for, om dette rådsmøde bliver en succes eller en fiasko.

Et fungerende indre marked for energi er ikke noget mål i sig selv. For det første hører det indre marked for energi til projekternes Europa. Vi vil have et EU, som leverer resultater. Hvis vi kan sige til borgerne, at deres stadigt stigende gas- og elregninger bliver bragt tilbage til et tåleligt niveau som følge af EU-politik, er det godt for Europa. De seneste undersøgelser af det europæiske energimarked har igen vist, at vi er meget langt fra at have et fungerende indre marked for energi. Hr. Lehne var også inde på det. Et sådant resultat er mere end skuffende her næsten et årti efter de første initiativer til at liberalisere el- og gasmarkedet. Vi har altså for det første brug for det indre marked for energi til vores borgere.

Den anden grund til, at det er vigtigt at have et fungerende indre marked for energi, er konkurrenceevnen i vores virksomheder, især i de producerende erhverv. Ingen virksomhed skal betale mere, end hvad der er fair og rimeligt for den energimængde, den forbruger. Det skylder vi vores virksomheder og de ansatte i disse virksomheder. Dermed når vi målet for Lissabon-strategien, nemlig at øge vores konkurrenceevne indadtil og udadtil. Vi skal altså for det andet bruge det indre marked for energi for Europas og dets konkurrenceevnes skyld.

Den tredje grund er, at på et marked med fungerende prissignaler bliver energien udnyttet effektivt, der bliver udviklet alternativer, der bliver sparet. Det er rigtigt, at det nogle gange kræver politiske beslutninger, så der bliver åbnet nye veje. Det gør vi med vores betænkning for forhåbentligt at nå klimabeskyttelsesmålene med europæisk energipolitik, det er der enighed om i Parlamentet. Vi har altså for det tredje også brug for den fælles energipolitik for et Europa, som lever op til sit globale ansvar.

Derfor vil Europa-Parlamentet i morgen vedtage en beslutning, og jeg vil her nævne nogle af de vigtigste punkter. For det første skal nettene til distribution af el og gas ledes og forvaltes økonomisk uafhængigt af energiproduktionen for at sætte en stopper for markedets svigt på el- og gasmarkedet, som har eksisteret gennem årtier.

For det andet bidrager vedvarende energi til en større energiforsyningssikkerhed. Derfor kræver vi, at de vedvarende energiformers andel inden 2040 øges til 50 %. Europa-Parlamentet går ind for ambitiøse mål inden for energiforskningen, og det gælder på alle områder, både det konventionelle, det vedvarende og det nukleare. Her har Europa på mange områder en førende rolle, som skal styrkes og udvides, så vi får et videnbaseret samfund. Europa-Parlamentet følger Kommissionens forslag om energieffektivitet og sparemålet på 20 % inden 2020.

Vi ønsker en køreplan for en reduktion af CO2-udledningerne på 30 % inden 2020. Vi går også ind for en reform af emissionshandelssystemet, og Europa-Parlamentet opfordrer til større solidaritet mellem medlemsstaterne under energikriser.

Der er enighed på tværs af grupperne om behovet for en fælles udenrigspolitik på energiområdet. Energispørgsmål skal være en fast bestanddel af EU's udenrigspolitiske relationer. Hr. formand for Rådet, det glædede mig at høre Dem sige, at Europa skal tale med én stemme på dette område. Det er vi helt enige i.

Sammenholdet i Europa er en forudsætning for vores troværdighed i forhold til borgerne, som kommissionsformand Barroso sagde i morges. Det tilslutter vi os. Disse europæiske udfordringer gælder i samme grad for Kommissionen, Rådet og Parlamentets medlemmer. Kun på den måde kan vi leve op til vores ansvar og levere resultater til Europas borgere eller - som Parlamentets formand formulerede det i morges - få succes for vores kontinent og tjene EU's borgere. I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Hr. formand! Dagsordenen for Det Europæiske Råds forårstopmøde er i øjeblikket så afgjort det vigtigste emne i EU under ét samt i de enkelte medlemsstater. De foreslåede opgaver vedrørende Lissabon-strategien samt energi- og klimaforandringspolitikken er ambitiøse, men det vil kræve en realitetsfornemmelse at omsætte dem i praksis. Vi ved stort set, hvad der skal gøres for at nå de foreslåede mål, men det faktum, at de krævede reformer er indbyrdes forbundne på det økonomiske, sociale og miljømæssige område, gør det langt mere kompliceret at gennemføre opgaverne. Medlemsstaternes gensidige indbyrdes afhængighed i forbindelse med fastholdelsen af reformtempoet og -kvaliteten gør situationen endnu mere kompliceret. Det så vi for nylig under de vanskelige diskussioner om servicedirektivet, der skulle være en af grundstenene i Lissabon-strategien. På den aktuelle dagsorden findes nye prøver på medlemsstaternes villighed til at fastholde tempoet i reformerne, som liberaliseringen af Europas energimarked er et eksempel på. Et liberaliseret europæisk energimarked er en forudsætning for markedets overordnede konkurrenceevne, for energiuafhængigheden, for den langsigtede stabilitet samt for de nye medlemsstaters integration i det indre marked for elektricitet og gas. En af de centrale opgaver for dette forårsmøde i Det Europæiske Råd er oprettelsen af en konsensusbaseret tilgang i medlemsstaternes opfattelse af den fælles europæiske energipolitik. Energipolitik skal snarest muligt blive en del af EU's sikkerhedspolitik. Medlemsstaterne bør kunne enes om en fælles strategi for forsynings- og transitruter. Vi bør heller ikke udskyde oprettelsen af en permanent dialog mellem energiforbrugende stater og energileverende stater med henblik på at forhindre en stigning i den globale ubalance og udviklingen af ustabilitet. I forhold til Europas vigtigste gasleverandør, Rusland, skal vi sikre os, at den ratificerer transitprotokollen og energichartertraktaten. I dette spørgsmål kan Kommissionen og medlemsstaterne ikke have forskellige synspunkter. Jeg håber, at dette vigtige emne på Det Europæiske Råds forårstopmøde vil medvirke til at fremme en fælles forståelse af den gensidige indbyrdes afhængighed vedrørende både opgaver og resultater i de enkelte medlemsstater og i EU under ét. Mange tak.

  Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! For De Grønne er det helt igennem indlysende, som min kollega fru Harms bemærkede, at Det Europæiske Råd i marts hovedsageligt vil komme til at handle om energi, og at vi har nogle krav i den forbindelse. Jeg vil gerne for mit vedkommende nævne et andet punkt, som vedrører udviklingen på arbejdsmarkedet og skattesystemet i Europa.

Jeg giver to eksempler. Det første er fra Belgien, hvor Volkswagen Forest-fabrikken i stedet for at miste 4.000 arbejdspladser vil miste 3.000, og arbejderne vil gå fra en 35-timers arbejdsuge til en 38-timers arbejdsuge med samme løn og større fleksibilitet. På disse betingelser mener koncernledelsen, at fabrikken vil blive en af de mest effektive i Europa og opfylder kriterierne i en vellykket Lissabon-strategi. Det andet eksempel er fra Frankrig, hvor halvdelen af lønmodtagerne i den private sektor har en løn på under 1.400 euro om måneden, som fru Royal mindede os om i søndags.

Det er fakta, som kaster et skarpt lys over den europæiske sociale model. For mange økonomer er denne udvikling i arbejds- og lønforholdene strukturelle, for den er knyttet til teknologiske innovationer og en stigende globalisering af aktiviteterne. Således vil et flertal af europæiske lønmodtagere i de kommende år blive udsat for et stadigt stærkere pres. Hvordan skal vi reagere på denne situation?

Jeg mener, at EU kan hjælpe til. Det kan hjælpe til med at sætte en stopper for den absolutte skandale, at velhavende borgere kan dandere omkring fra Monaco til Belgien via Liechtenstein for at undgå skattevæsenet og på den måde undgå progressivitet i skatten.

Jeg mener også, at EU, som det forpligtede sig til over for G8 og over for OECD, burde satse på en håndfast politik for at afskaffe skatteparadiser, som findes over hele jorden, og som gør, at den finansielle kapitalisme kan fungere.

Jeg mener desuden, at hvis fru Merkel og fru Royal vil give et konkret indhold til den sociale dagsorden, som de proklamerer med henblik på at ændre udkastet til forfatningstraktat, burde EU afsætte midler til omsider at etablere en minimumsskat på virksomheder i EU, hvilket forudsætter, at en gruppe lande beslutter sig til at gå foran, hvis vi vil fastholde reglen om enstemmighed.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! I denne debat om bidraget til det kommende forårstopmøde, der skal evaluere gennemførelsen af den såkaldte Lissabon-dagorden, vedtaget i 2000, er det vigtigt at overveje, hvad der er sket i disse syv år, hvad angår de dengang proklamerede mål og udfordringer med hensyn til fuld beskæftigelse, fattigdomsbekæmpelse, infrastruktur og tiltag til fremme af børn og kvinders lige muligheder samt det så højtbesungne mål om inden 2010 at blive den mest avancerede videnbaserede økonomi i verden.

Faktum er, at EU siden 2000 har været kendetegnet ved langsom vækst i økonomi og beskæftigelse, øget overførsel af produktivitetsgevinster til arbejdsgiverne og dermed sammenhængende forværring af den sociale ulighed. Derfor er der stadig høj arbejdsløshed, med fattigdom og udstødelse, der rammer 72 millioner mennesker, stadig mere usikker beskæftigelse med stadig færre rettigheder og forøgede problemer med de nye udvidelser, der ikke modsvares af dækkende finansiering i Fællesskabets budgetter.

Det viser, at vores kritik af denne strategi er mere end rimelig. Gennemførelsen af Lissabon-dagsorden har begrænset sig til at fremskynde liberalisering og privatisering på de mest forskellige områder lige fra transport til energi, post og telekommunikation samt tjenesteydelser, hvilket har undergravet grundlæggende offentlige tjenester, hvortil nu kommer fleksibel arbejdstid og den så højtbesungne flexicurity, der skal gøre det endnu lettere at afskedige folk.

Derfor mener vi, at den førte politik må lægges afgørende om, og det gælder både Lissabon-strategien, stabilitetspagten, de store retningslinjer for økonomi og beskæftigelse samt Fællesskabets budget.

I den alternative beslutning, som vores gruppe fremsætter, prioriterer vi således en virkelig pagt for økonomisk fremskridt og social udvikling og en europæisk strategi for solidaritet og bæredygtig udvikling med større solidaritet fra de udviklede landes side samt bedre og bredere fordeling af Fællesskabets midler. Formålet hermed er økonomisk og social samhørighed, bedre levevilkår for flertallet, også indvandrerne, arbejdstagernes værdighed og reel gennemførelse af menneskerettighederne om særlig uddannelse, sundhed, bolig og social sikkerhed samt forskning og udvikling.

  Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Pierre Moscovici har netop skrevet en interessant bog. Her konstaterer han, at forfatningstraktaten er afgået ved døden. Han viser tydeligt, at intet kan genintroducere en minitraktat i det skjulte, når et folk har talt. Vi kan ikke handle i strid med traktaternes bestemmelser. Antallet er ikke tilstrækkeligt her, kun en medlemsstats suverænitet gælder.

Madrid-parodien var en blindgyde og en fornærmelse af diplomatiets love. De skal vide, at de europæiske parlamentsmedlemmer som jeg selv i dette tilfælde ikke havde adgang til forhandlingslokalet, mens hvilken som helst embedsmand frit kunne få adgang. Løsningen for Unionen består ikke i at gentage Madrid-forhandlingerne, men i at genoplive ånden i Rom-traktaten, dvs. genfinde meningen med et frit samarbejde mellem suveræne nationer, genetablere fællesskabspræferencen og give afkald på den imperialistiske tilbøjelighed til en supranational stat, en stat, som altid vil få befolkningerne til at kvæles og hindre folks rettigheder.

  Carl Lang (ITS). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Det tyske formandskab baserer sig på en rapport, som lægger vægt på en nedgang i arbejdsløsheden i Europa, for at fastsætte sine økonomiske målsætninger. Men nedgangen skyldes mere en nedgang i antallet af erhvervsaktive på grund af befolkningens aldring, end den skyldes en blomstrende økonomi. Med en årlig vækstrate på kun 2,6 % imod 3,6 % i USA og 10 % i Kina halter Bruxelles' Europa fortsat efter verdens store økonomiske magter.

Endvidere er de officielle beskæftigelsesstatistikker i nogle medlemsstater forfalskede. Således rammer arbejdsløsheden i Frankrig, hvis man til de 2 millioner eller flere officielle arbejdsløse lægger de lønmodtagere, der er sat på pension og førtidspension, de arbejdsløse, der er under uddannelse, og dem, der er i jobtræning, næsten 4,5 millioner franskmænd eller 18 % af de erhvervsaktive. Med en vækst på halv kraft, en befolkning, der ikke fornyr sig selv, og virksomheder, der outsourcer deres aktiviteter, fortsætter EU desværre sin økonomiske nedtur.

Hvis diagnosen således er forkert, er de udskrevne remedier, som er inspireret af den malthusianske og asociale politik, der er blevet praktiseret de sidste 20 år, skæbnesvangre. Handelsbarriererne er blevet fjernet og har overladt vores industri til de asiatiske økonomiers illoyale konkurrence, de bureaukratiske hindringer er mangedoblet, der ankommer hvert år lovligt mere end 1 million indvandrere fra lande uden for Fællesskabet, vores offentlige tjenester nedlægges, vores landbrug, som er underlagt Verdenshandelsorganisationens samnitiske åg, lægges brak, og vi er overbeskattede.

For at give vores økonomier den fremgang og vores indbyggere den økonomiske og sociale sikkerhed, de har krav på, skal vi bygge et andet Europa og en anden handelsmodel, som er baseret på sikre grænser, der beskytter vores virksomheder mod social dumping, på anvendelse af princippet om fællesskabspræferencer, og på respekt for de værdier, som har skabt vores civilisations storhed, dvs. fædreland, friheder, arbejde, familie og sikkerhed i alle dens afskygninger, inklusive økonomisk og social frihed.

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Hr. formand! To dage inden Kommissionen officielt vedtog den strategiske energiredegørelse og andre rapporter om energisektoren i januar 2007, offentliggjorde Eurobarometer resultaterne af en undersøgelse af energisektoren. Undersøgelsen viser klart, at energispørgsmål - det være sig klimaforandringer eller energimangel - ikke betragtes som en prioritet af EU-borgerne.

Energispørgsmål kom ind på en tolvteplads på en liste over de alvorligste opgaver, som Europa nu står over for. Energispørgsmål halter langt efter arbejdsløshed, kriminalitet, sundhedspleje og den økonomiske situation. Det er foruroligende, at borgerne i Europa er overbevist om, at grundårsagerne til energiproblemer skal findes på andre kontinenter og i lande uden for EU.

Næsten en fjerdedel af borgerne i EU indrømmede, at de intet gør for at reducere deres energiforbrug. Offentligheden har kun et vagt kendskab til det faktum, at energipriserne fortsat vil stige på lang sigt. Vi står på tærsklen til en ny industriel revolution, der skal tage fat på energirelaterede spørgsmål og klimaforandringer og præsentere os for pragmatiske mål, der samtidig er fuldstændigt politiske i deres natur. Hvis vores indsats skal bære frugt, skal vi sikre den bredest mulige støtte fra EU-borgerne til gennemførelsen af disse mål, og medlemsstaternes regeringer skal holde op med at komme med udflugter og i stedet tage fat på de ubesvarede spørgsmål.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mødet med Det Europæiske Råd i Berlin er en enestående mulighed for at udsende et budskab om, hvad vi sammen har udrettet, og hvad vi sammen skal udrette i de kommende år og i første omgang frem til 2009. Jeg finder det vigtigt, at vi i Berlin-erklæringen gør det klart, at de problemer og udfordringer, vi står over for, skyldes vores succes og ikke fiasko.

Vi har nye lande, der ansøger om et medlemskab på grund af denne succes - fordi de har set, hvad EU kunne bidrage med i forhold til fred, retsstatsprincipper og stabilitet. Vi har hele diskussionen om globalisering, hvor den europæiske økonomi er den førende globale aktør og giver os muligheder for at mødes og bidrage til globaliseringen. Vi har spørgsmålet om sikkerhed og stabilitet på Balkan, hvor EU ikke kunne gøre meget i begyndelsen af 1990'erne, men hvor vi i dag kan udrette meget, og det er grunden til, at vi har ansvaret. Hvis vi havde svigtet, og vi ikke havde været i stand til at udvikle EU, ville ingen have bedt os om at løse problemet, men nu er vi i stand til at gøre det, og derfor har vi ansvaret.

Det samme gælder for diskussionen om klimaforandringer, fordi vi både fra en økonomisk og en miljømæssig synsvinkel er en af de førende globale aktører. Vi kan mere end nogen anden bidrage til diskussionen om at reducere drivhuseffekten, og derfor skal vi gøre det, men vi skal gøre det klogt og sikre muligheder for vækst og investering og højteknologi, fordi vi ellers ikke vil være i stand til at løse klimaforandringernes udfordringer, når de kommer.

Det er en dobbeltsidet udfordring. Vi skal reducere drivhusgasserne, men samtidig skal vi sikre en stabil og gunstig økonomi, der sætter os i stand til at løse fremtidige udfordringer.

  Stephen Hughes (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg har kun ganske kort tid, så som både medordfører om dette emne og som medlem af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vil jeg gerne gøre noget, som vi ikke gør tit nok: fokusere på nogle af de sociale, socialsamhørighedsmæssige og beskæftigelsesmæssige aspekter af Lissabon.

Under overskriften "Skabe beskæftigelse og muligheder" understreger vores beslutning behovet for en afbalanceret tilgang til fleksibilitet og sikkerhed. Vi er enige om fleksibilitet for virksomheder, men også med den nødvendige grad af sikkerhed for de erhvervsaktive. For alt for mange millioner af vores medborgere betragter fleksibilitet og sikkerhed som en trussel. Vi skal gøre det til en mulighed.

Vi opfordrer de medlemsstater, der hidtil ikke har gjort en indsats, til at samarbejde med arbejdsmarkedets parter og gøre langt mere for at skabe beskæftigelse og hæve arbejdsmarkedsdeltagelsesgraden blandt unge, kvindelige og ældre arbejdstagere. Vi beder dem særligt om at sikre, at alle, der forlader skolen, tilbydes et job, en uddannelse eller andre foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesegnetheden inden for seks måneder; at give de arbejdsløse og specielt de dårligst stillede bredere adgang til uddannelse; at øge investeringen i omfattende og økonomisk overkommelig børnepasning og nedbringe skattebyrden på beskæftigelse yderligere; at bekæmpe social udstødelse og diskrimination; at investere mere i uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring med henblik på at øge EU's kvalifikationsbase; at forbedre afstemningen mellem uddannelsessystemet og de nye arbejdsmarkeders behov inklusive iværksætterånd i uddannelsespensa; og endelig at gøre det muligt for de ældre arbejdstagere at blive længere på arbejdsmarkedet på frivillig basis og ændre skattesystemet og socialsikringssystemet med henblik på at fremme et længere aktivt arbejdsliv. Disse tanker er lige så gamle som selve Lissabon-strategien. Vi skal bare have medlemsstaterne til at handle i overensstemmelse med dem.

Endelig vil jeg også understrege behovet for, at både Rådet og Kommissionen medvirker til at løse den aktuelle hårknude i beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken. Det nuværende Lissabon-politiksammensætning er meget ude af balance. Hvis vi skal genskabe forbindelsen med borgerne, er vi nødt til at genskabe balancen mellem socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. formand! For nogen tid siden slog økonomerne fast, at den europæiske udvikling har en positiv indvirkning på de nationale økonomier og i særdeleshed på de større landes økonomi. Denne positive effekt stammer primært fra handel, gensidig handel. Det forekommer mig desværre, at vi nu er i gang med en centraliseringsproces, og at beslutninger vedrørende f.eks. energipolitik eller Lissabon-strategien fremskynder denne centraliseringsproces. Det kan føre til, at der ikke er noget tilbage til gensidig handel, da der vil være adskillige globale handelscentre.

I vores bestræbelser på at holde den europæiske økonomiske motor i gang og gennemføre politikker, der skal gøre vores lande mere effektive og konkurrencedygtige på verdensscenen, mener jeg, at vi først og fremmest skal sikre en ensartet udvikling af alle EU's medlemsstater ved at gøre brug af udviklingen af videnskabelige forskningscentre og energicentre i forskellige lande. Når først de nationale økonomier er synkroniserede, vil vores økonomiske motor ikke gå i stå.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Politiske forskelle i medlemsstaternes økonomiske strategier har hindret Lissabon-strategiens gennemførelse. Det har en afsmittende effekt på EU. Hvis strategien skal leve op til sine målsætninger, skal vi udarbejde en ny politisk balance.

Lande, der ikke ønsker dyre og komplicerede forordninger - som f.eks. Polen, Det Forenede Kongerige og de baltiske stater - skal kunne bevare en vis mulighed for at kontrollere lovgivningsproceduren. Det garanteres ikke i forfatningstraktaten, hvilket er grunden til, at jeg personligt opfordrer det tyske formandskab til ikke at bekende sig til det credo, der er så moderne her i Parlamentet om "forfatningstraktaten eller døden". Dette credo vil være meget skadeligt for EU - specielt med hensyn til den reguleringsmæssige og den økonomiske politik.

Det samme gør sig gældende med hensyn til bedre kvalitet af EU-lovgivningen. Hvis vi vil opfylde målsætningen om en bedre lovgivning, skal vi ikke krybe uden om spørgsmål vedrørende magtfordeling eller den politiske balance i EU. Traktatreformer skal være genstand for rent pragmatiske vurderinger af udgifterne som følge af en lovgivning baseret på et nyt ansvarsområde for Rådet. Forfatningstraktaten fremmer ikke disse målsætninger.

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Ifølge Lissabon-strategien skal vi bygge en velfærdsstat i hele EU, som skal være et forbillede for vores globaliserede verden. Vi bør appellere til en social europæisk holdning for at gøre Europa attraktivt for borgerne, for livet her bør være bedre end i andre dele af verden. En god levestandard nås ikke ved økonomisk vækst alene, men også ved en høj uddannelsesstandard, livslang læring, forbrug af kultur og så videre.

På den anden side må vi reducere den globale opvarmning uden at skade udviklingen i udviklingslandene. Det kan vi gøre i vores del af verden ved at forbedre forskningen. I udviklingslandene kan det gøres ved at udbrede uddannelse og udviklingsbistand, hvilket hele tiden bør forbindes med en forbedret uddannelsesstandard. Jeg mener, at en god kombination af udviklingsbistand og højere uddannelsesstandarder er nøglen til at opbygge en bedre globaliseret verden.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Energi betyder tre ting: kernekraft, olie og gas. Kernekraft går ikke an i alle europæiske lande, og desuden er det også "vivere pericolosamente".

Olie kontrolleres af Amerika, på én måde i Irak, på en anden måde i Saudi-Arabien, på en tredje måde i Libyen og på en fjerde måde i Venezuela. Hvilke af de lande, der har olie, er tæt på Europa? Ingen. Det er amerikanerne, der styrer spillet. Hvad er der så tilbage? Gas.

Gassen befinder sig rent faktisk lige rundt om hjørnet, for den har Rusland. Hvordan er vores forhold til Rusland? Vores forhold til Rusland er nedslående, netop fordi amerikanerne vil have det. Se blot, hvad der skete forleden dag med Putin! Der findes en rørledning, som bare mangler en underskrift, og som ikke går igennem et asiatisk land og heller ikke igennem Belarus eller Ukraine, så vi slipper for omvæltninger og afpresning. Jeg taler om rørledningen Burgas - Alexandroupolis, der går gennem Bulgarien og Thraki i Grækenland. Også her blander amerikanerne sig og vil ikke lade Bulgarien underskrive. Men hvis vi i Europa vil have vores egen energi, hvis vi vil have gas direkte fra Rusland, hvorfor lægger vi så ikke pres for at få denne rørledning?

Og hvis vi vil have vores egen olie, er der meget af det i Ægæerhavet. Så meget, at Europa vil kunne ånde lettet op. Men også her er der et irriterende insekt, der hedder Tyrkiet. Landet kontrolleres af Amerika, som ikke tillader eksport af olie fra Ægæerhavet.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvert år diskuterer vi Lissabon-strategien forud for forårstopmødet. Det ville klæde os at beskæftige os mere seriøst med de mål, vi sætter for os selv - i Rådet, i Kommissionen, i Parlamentet. Jeg har kun et krav: at gøre, hvad der er aftalt! At overbevise gennem handling og ikke kun komme med erklæringer. Derfor vil jeg sige det kort: bedre lovgivning!

Bedre lovgivning kræver mere gennemsigtighed. Mere gennemsigtighed opnår vi, når alle lovgivningsprojekter kommer med i den fælles beslutningsprocedure. Forudgående prøvning: Det har vi allerede hørt i dag. Enhver europæisk lov skal først gennem en subsidiaritetsprøvning. Merværdien for den europæiske lovgivning skal være tydelig. Konsekvenserne for vækst og beskæftigelse skal gøres synlige. Der skal gennemføres en cost-benefit-analyse! Forkortelse af lovgivningsproceduren: Fem år er nok til lovgivningen, ikke 10 eller flere. Vi må forbedre kontrolinstrumenterne for, hvordan og hvornår vores love bliver gennemført.

For det andet har vi udpeget nationale ansvarlige. Hvad gør de? Finder der en halvårlig evaluering sted hos de nationale parlamenter om status og handlings- og tidsplanen i forbindelse med Lissabon-processen? Hvor er Kommissionens og de nationale ansvarliges årlige rapport til Europa-Parlamentet?

For det tredje skal det indre marked gennemføres - det er vores hjemmearbejde! Innovationen skal styrkes i forbindelse med en effektiv anvendelse af ressourcer, der skal gennemføres energibesparelser, forskningsområdet skal etableres, de små og mellemstore virksomheder styrkes, det vil sige, at det skal gøres lettere at starte virksomhed, bosættelse og udvikling i landdistrikterne skal støttes, og overdragelsen skal fremmes, og der skal langt om længe tages aktivt fat på konsekvenserne af den demografiske udvikling, så den ikke bliver en ulempe for kontinentet. Mål har vi nok af, men det er handling, der skaber troværdighed og tillid.

  Udo Bullmann (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det er naturligvis rigtigt, som mange talere understreger, at vi befinder os i en situation, hvor der er mange muligheder. Det er længe siden, vi sidst har haft en sådan mulighed for at begynde på noget nyt sammen. Det var jo det store problem efter Lissabon, at vækstraterne brød sammen, også fordi medlemsstaterne ikke gjorde nok for det. Vi har atter vækst i EU. Hvordan håndterer vi det? Vækst er ikke selvkørende. Der kommer ikke automatisk en langvarig højkonjunktur, hvis vi ikke handler. Naturligvis er det indre marked et stærkt instrument. 90 % af det, som vi fremstiller, køber vi selv tilbage i EU med vores virksomheder og vores borgere. Det er godt, det gør os til en stærk international aktør. Men nu er vi nået til det punkt, hvor vi skal have folk tilbage i arbejde, som hr. Hughes allerede har anført. Og det skal ikke ske ved at udøve pres eller ved at udstøde folk, men ved at sørge for bedre uddannelse og åbne for nye muligheder.

Det er det, diskussionen skal handle om, hvordan vi i fællesskab skal fremme den, tage den alvorligt og gennemføre den i medlemsstaterne, men det kræver en bedre koordinering. Koordinering af den økonomiske politik må ikke være et fyord i disse haller. Hvis vi ikke engang er i stand til at indføre et fælles skatteberegningsgrundlag, må vi ikke tage munden så fuld andre steder. Og det er en diskussion, som vi også skal føre derhjemme.

Jeg er ikke enig, når hr. Lehne siger, at vi først skal gøre noget for økonomien for så at kunne gøre noget for miljøet. Det er en gammeldags tankegang, som ikke lever op til den nødvendige effektivitetsrevolution, som vores økonomi står over for. Med denne gammeldags tankegang forvilder nogle af os sig ind i den blindgyde, der hedder atomenergi. Denne blindgyde skal vi ud af, og derfor må vi blive ved at kæmpe og diskutere med hinanden.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Fru forbundskansler Angela Merkel sagde mange fine ord om energi og klimaforandringer her i Parlamentet i januar. Nu er tiden inde til at handle. Jeg håber, at forbundskansleren og Tyskland vil sætte magt og prestige på spil for at sikre, at EU tager initiativet og bliver banebrydende i spørgsmålet om klimaforandringer og kontrollen hermed. Forebyggelsen af klimaforandringer afhænger af to vigtige faktorer: Kuldioxidudledningen skal reduceres langt hastigere end i dag, og EU skal være langt mere energieffektivt. En indsats over for klimaforandringer vil skønsmæssigt koste i omegnen af 1 % af det globale BNI. Den vil med andre ord blive dyr. De samme beregninger viser imidlertid, at indolens og laden stå til vil være endnu dyrere - faktisk langt dyrere. Hvis gennemførelsen af Lissabon-strategien skal fortsætte, er vi således også nødt til at tage hensyn til klimaforandringer og gøre noget aktivt ved dem.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! I 2005 blev Lissabon-strategien, der en gang blev beskrevet som ren ønsketænkning, justeret for at afspejle de reelle prioriteter i EU-medlemsstaternes samfund. Fra ordflommen i dokumentbjerget om dette emne kan vi plukke nogle udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til hurtigst muligt.

For det første skal vi sikre energiforsyningen til hele Europa og ikke blot til nogle udvalgte lande. Fremme af vedvarende energikilder falder ind under samme overskrift. For det andet skal vi fjerne de hindringer, der fortsat findes for arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, og konstant følge de enkelte medlemsstaters gennemførelse af dette princip. Det vil medvirke til at forhindre, at arbejdsgiverne behandler udenlandske arbejdstagere uretfærdigt eller sågar som slaver. Endelig skal EU også forkaste den håbløst forældede tanke om at forsøge at konkurrere med USA og erstatte den med et tæt og fornuftigt partnerskab.

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Generelt set forstår borgerne i Europa ikke, hvad Lissabon-strategien handler om. Jeg er bange for, at vi som politikere ofte begår fejl og ikke formår at nå til bunds i emnet. Vi ændrer love og udsteder direktiver, men de har ingen effekt på sagens kerne.

I alt væsentligt vil EU's konkurrenceevne blive sikret ved, at iværksættere gennemfører nye teknologier og introducerer nye produktionsmetoder og organisatoriske metoder. Disse iværksættere skal også kunne overbevise store såvel som små og mellemstore virksomheder om deres idéer. Det ser ud til, at vi i Europa mangler iværksætterånd og virksomhedskultur - specielt hvis vi sammenligner os selv med USA. Vi lægger for lidt vægt på tanken om frihed, der ikke kun omfatter handlefrihed, men også ansvarlighed. SMV'er er grundlaget for det civile samfund og en ansvarlig civil selvforvaltning. Det er noget, som vi burde lære allerede i første klasse. Vi skal lære vores unge medborgere om respekt for retfærdig iværksætterånd. Disse værdier skal også udbredes af Europas offentlige medier, og vi skal gennemføre EU-finansierede kampagner, der fremmer de tidligere og nuværende europæere, der har bidraget mest til vores konkurrenceevne. Så vil vi måske tilmed kunne holde op med at bekymre os over, at vores virksomheder og industri ikke er innovative og ikke formår at udnytte resultaterne af den videnskabelige forskning, hvilket Europa faktisk er meget god til.

Jeg ønsker kommissæren og Kommissionen held og lykke med denne indsats og også på informationsområdet. Forhåbentlig bliver det en succes for hele EU.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Lehne og hr. Lambsdorff samt i særdeleshed hr. Hughes og hr. Goebbels for alt det nødvendige koordineringsmæssige og samarbejdsmæssige arbejde i denne øvelse, som i dette andet år nu finder plads i medlemsstaternes og EU-institutionernes politiske bevidsthed og vilje. Det sker på en ganske bestemt måde på basis af de forberedende møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

Det var på det seneste møde i sidste uge, at spørgsmålet om genopretning af den europæiske transport, logistik og infrastruktur på en forknyt, men bestemt måde blev nævnt som afgørende politikker, hvis den europæiske økonomi skal leve op til globaliseringens udfordringer med garantier.

Denne globalisering kommer til Europas havne med båd, til vores lufthavne med fly, eller via vores veje, og - om end endnu ikke i tilstrækkelig grad - med tog og indenrigssejlads. Vi håndterer denne globalisering med instrumenter såsom Galileo, SESAR - det europæiske lufttrafikstyringssystem - RRMS, e-sikkerhedsnet osv. Vi skal også forholde os til de udfordringer, det medfører på det miljømæssige, sociale og sikkerhedsmæssige område.

Det tyske formandskabs initiativ fremmede Rådets (transportministrenes) forpligtelse i denne henseende med initiativet om at medtage transporten med sine fire hovedprioriteter i forårets forslag til Lissabon-strategien. Endvidere accepterede hr. Harbour at medtage det som tredje punkt i konklusionerne fra arbejdsgruppen om det indre marked og innovation på sidste uges møde.

Jeg vil derfor specielt anmode om, at beslutningens forfattere og koordinatorer medtager ændringsforslag 10, der indfører denne utroligt vigtige sektor - transport, logistik og transeuropæiske net - som et grundlag for Lissabon-strategien.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg er glad for, at vi i dette beslutningsforslag accepterer, at Lissabon-dagsordenen ikke kun er baseret på økonomi, men også har en social dimension. Når vi husker på det, er det vigtigt, at vi får dem, der er udelukket fra arbejdsmarkedet, i beskæftigelse ved at sikre, at rammedirektivet om beskæftigelse fra 2000 bliver gennemført ensartet i alle medlemsstater. Det er lige så vigtigt, at vi fortsætter med at efterlyse særlige direktiver vedrørende alderdom og handicap, for hvis folk ikke kan komme på arbejde, kan de end ikke tage et arbejde, hvis de bliver tilbudt et.

Jeg glæder mig også over afsnittet om bedre regulering, men jeg ville gerne have haft, at det skulle indeholde en henvisning til automatiske ophørsklausuler vedrørende al lovgivning.

Endelig bør forslagene til lovgivning om sundhed og sikkerhed baseres på de nyeste videnskabelige og medicinske resultater. Jeg opfordrer også alle til at stemme for mit ændringsforslag om den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Der er tre ting, jeg gerne vil sige vedrørende Det Europæiske Råd. Det er en skam, at der ikke er flere til stede, men ikke desto mindre vil jeg sige disse tre ting.

Det første drejer sig om Lissabon-dagsordenen. Vi vil underskrive Berlin-erklæringen sidst i marts. Et af de vigtigste punkter dér har at gøre med Lissabon-dagsordenen, og det er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, mennesker og penge. Det er nødvendigt at tage det med, simpelthen fordi det er et af de grundlæggende principper for hele EU. Desværre lever vi netop nu i en tid med protektionisme. Det er nødvendigt at gøre en ende på denne protektionisme, og vi må se til, at der er et budskab i Lissabon-dagsordenen og Berlin-erklæringen på dette punkt.

Det andet, jeg vil sige, er, at EU efter min mening har savnet den røde trussel lige siden afslutningen på den kolde krig. Faktisk havde vi euroen i 1990'erne og udvidelsen i dette årti, men siden da har vi ledt efter noget, og jeg tror, debatten i dag viser, at dette noget er blevet fundet: klimaforandringer. På mange måder bør vi faktisk takke hr. Putin for at have sat klimapolitikken på den europæiske dagsorden, for hvis han ikke havde gjort, hvad han gjorde i Ukraine, tror jeg ikke, vi ville være så optagede af at drøfte spørgsmålet om selvforsyning og sammensætningen af energien, som vi er i dag. Jeg er virkelig glad for den retning, som Kommissionen fører debatten om energi, miljø og klimaforandringer i.

Det sidste, jeg vil sige, drejer sig om mit yndlingsemne: forfatningen. Jeg ved, at den ikke står på dagsordenen til Det Europæiske Råd i begyndelsen af marts, men jeg vil gerne opfordre det tyske formandskab til at fortsætte det gode arbejde, det har gjort med at holde gang i den. Vi behøver den forfatning, og vi behøver den meget af tre grunde. For det første vil den gøre Unionen mere effektiv, for det andet vil den gøre Unionen mere demokratisk, og for det tredje vil den gøre Unionen lettere at forstå.

Jeg håber, at traktaten får en køreplan i slutningen af den tyske formandskabsperiode, så den kan træde i kraft i 2009.

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand! Med henblik på forårstopmødet, hr. formand for Rådet, mener jeg, at morgenens indlæg fra forbundskansler Merkel også fuldt ud vedrører marts-dagsordenen. Efter Madrid-mødet mellem de 18 "venner af forfatningen" med de to, der har sagt, at de vil ratificere den, og dem, der endnu ikke har talt - deres tavshed er larmende - finder jeg det vigtigt at støtte rådsformandens bemærkninger. Jeg vil imidlertid gerne sige, at hvis vi skal gøre noget, skal vi snarere bruge pennen end saksen, fordi det er farligt kun at forsvare indholdet, specielt hvis vi begynder at skære ned.

Jeg vil gerne med hensyn til demokrati og en politisk indsats i energisektoren sige, at der med henblik på de politikker, som vi skal gennemføre, er betydeligt større fare forbundet med en reduktion, fordi vi fra en demokratisk synsvinkel - og her har Parlamentet en stor interesse - vil bevæge os fra 35 til 28 lovgrundlag, hvilket har en enorm og afgørende betydning.

For det andet vil jeg med hensyn til Lissabon-strategien gerne introducere et element, der ikke har været nævnt her, nemlig en vellykket afslutning på Doha-runden. Vi kan tale om klimaforandringer, og vi kan tale om energi og den sociale model, men hvis ikke vi får en positiv afslutning på Doha-runden - der tydeligvis ikke direkte kan omfatte disse elementer, elementer der skal tages hensyn til, og som skal placeres på dagsordenen i vores internationale forbindelser - vil vi efter min mening ikke alene kunne løse problemer, der har en global dimension i verden.

Efter min mening skal EU gennemføre en aktiv politik, der omfatter disse elementer, og samtidig huske på betydningen af at afslutte Doha-runden, der er på det tyske formandskabs dagsorden, men som der efter min mening er talt for lidt om.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer! I mine kommentarer til gennemførelsen af Lissabon-strategien vil jeg gerne fremhæve én af fire prioriteter - energien. Det er specielt på dette område med minimal konkurrenceevne på markeds- og netværkstjenester, at EU fortsat sakker bagud. De baltiske lande er fortsat isolerede fra et energimæssigt synspunkt - både med hensyn til elektricitet og specielt naturgas.

Den nordeuropæiske gasledning, der bygges som resultat af en aftale mellem blot to lande - Tyskland og Rusland - vil ikke løse problemerne med afsætning af naturgas samt naturgasdistributionsnet. Den russiske præsidents tale i München viste, at en kejserlig indstilling opblomstrer i Rusland på ny, og hensigten er åbenbart fortsat at bruge energipolitikken til politiske formål.

Et fælles EU-energimarked vil være en sikkerhedsgaranti over for tredjelande, og det vil kunne medvirke til at løse energikriser, der kan opstå i EU, eller som kan udløses uden for EU. I forhandlinger med Rusland er det helt afgørende at have forholdsregler på plads imod forsøg på monopolistiske diktater fra tredjeparter.

For at vi alle kan føle os mere sikre vil jeg opfordre Rådet og Kommissionen til straks at iværksætte en uafhængig ekspertvurdering af de sandsynlige effekter af den nordeuropæiske gasledning. Østersøen tilhører ikke kun to lande, men hele EU.

  Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg tror ikke, De vil blive overrasket over at høre, at jeg som koordinator for min gruppe for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse gerne vil tage fat i særdeleshed på spørgsmålene om den fremtidige strategi for det indre marked. Jeg ved, hr. rådsformand, at De vil modtage et strategipapir fra Kommissionen til drøftelse. Vi har ikke haft mulighed for at se det endnu, men alt, hvad jeg vil sige, er, at jeg håber, det er et dristigt papir, for vi har meget at gøre.

I særdeleshed vil jeg gerne tale til Dem som rådsformand, for jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på overskriften til en hel afdeling af beslutningsforslaget: "Vedvarende mangler ved det indre marked". Det sigter direkte på medlemmerne af Rådet. Kommissionen arbejder meget hårdt for at gøre dette, men faktum er, at det indre marked er noget, vi deler ansvaret for. Vi kan kun gøre så meget her i Parlamentet, og vi har gjort meget med servicedirektivet, det vigtigste eksempel i den senere tid, men der er brug for meget mere. Vi skal under forsæde af min kollega, hr. Stubb, til at overveje hele spørgsmålet om fri bevægelighed for varer i ikkeharmoniserede områder. Det vil også blive et vigtigt forslag, men vi må have Deres engagement og beslutsomhed med hensyn til at arbejde på det.

Jeg havde det privilegium for et par uger siden - fru Ayala Sender er også medlem af udvalget og har lige nævnt det - at være ordfører for vores interparlamentariske møde, hvor vi havde parlamentarikere fra alle medlemsstater, der talte om det indre marked. Hvad der var interessant, var den store vægt, de lagde på de fire frihedsrettigheder, som hr. Stubb lige har nævnt, og hvordan de behøver hjælp til at forsvare dem i deres parlamenter mod deres egne regeringer. Det antydes undertiden, at det er for let at bebrejde det indre marked tabene af arbejdspladser eller tilskyndelse til mere konkurrence, der er dårlig for forbrugerne og for økonomierne, men faktisk er det indre marked helt centralt placeret, når det gælder vores ansvar over for global pression. Som nogen fra et af de nationale parlamenter sagde ved vores møde, er det indre marked afgørende vigtigt, fordi det giver styrke i dybden til hele Lissabon-strategien.

Jeg anmoder Dem som rådsformand om at sætte det på dagsordenen, at få Deres ministerkolleger til virkelig at begynde at tale om det indre marked og dets forvandling og at engagere Deres borgere og parlamentsmedlemmer i denne udfordring.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! At vælge den 8. marts, hvad enten det er tilfældigt eller bevidst, til åbningen af Det Europæiske Råd, er at vælge Den Internationale Kvindedag. Det er således godt set af den tyske bundeskansler, fru Merkel, og jeg kan forestille mig, at hun vil vide at udnytte denne dag.

Jeg vil sætte Det Europæiske Råd ind i dets historiske perspektiv: 2007-2010 vil, tror jeg, blive nogle afgørende år, en smule som 1954-1957, mellem det fejlslagne Europæiske Forsvarsfællesskab og relanceringen af det europæiske budget med Rom-traktaten, hvis 50-årsdag vi nu fejrer. Vi har utallige rendezvouser foran os, både med institutionerne, budgettet og diverse valg, det europæiske valg og måske nogle folkeafstemninger, med Lissabon-strategien for at gøre status og endda med landbrugspolitikken. Det er derfor nødvendigt, at vi alle bestræber os på at overbevise og drage befolkningerne med os, når den tid kommer.

Befolkningerne vil høre os tale om konkurrence, og de er ikke imod den. De vil høre os tale om fleksibilitet i virksomheden, og det er de ikke imod, når bare arbejdstagerens sikkerhed garanteres. Når det er sagt, foreslår jeg et andet ord, nemlig harmonisering, for Dem. Det er forsvundet fra vores sprog. Det optræder i Rom-traktaten. Miljøharmonisering, det kommer, vi gør fremskridt. Skatteharmoniseringen er gået lidt i stå, hvad angår selskabsskatten. Den sociale harmonisering er for ringe. Uanset hvad, så mener jeg, at den fine harmoniseringsmusik skal vende tilbage og klinge i ørerne på vores medborgere. Endvidere og som mange andre ville jeg gerne have, at Rådet opfordrede Kommissionen til at stille et forslag, et forslag til rammedirektiv om offentlige tjenester.

Det er i høj grad nødvendigt at genoprette balancen i markedet, selv om det er rigtigt, at ingen her er imod det. Det ville blot være en fortolkning af den mening, som Jacques Delors tillagde den europæiske konstruktion, eller i hvert fald et af hans valgsprog: Konkurrence stimulerer, samarbejde styrker, og solidaritet forener.

  Markus Ferber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil blot tage et par stikord op, som allerede er blevet nævnt, f.eks. mindskelse af bureaukratiet. I dag har vi i plenum ophævet to direktiver. Jeg mener imidlertid, at vi må strenge os lidt mere an, og jeg tror også, at der er brug for en mekanisme, som vi kan bruge til i fællesskab at finde ud af, hvilke direktiver der virkelig er unødvendige. Denne møjsommelige procedure - Kommissionen forbereder noget, så skal Rådet tilslutte sig, og til sidst har Parlamentet også lov til at sige noget - den procedure er efter min mening ikke effektiv. Jeg tror, at vi sammen ville kunne ophæve unødvendige direktiver væsentligt hurtigere med en fornuftig procedure. Det ville også glæde mig, hvis den ansvarlige kommissær ville deltage i forhandlingen om dette emne.

Der er et andet emne, jeg gerne kort vil komme ind på. Endnu i år skal vi træffe afgørelse om en lovgivning, som er meget vigtig i forbindelse med det indre marked, nemlig liberaliseringen af postmarkedet. Kommissionen har stillet nogle meget engagerede forslag. I Parlamentet vil vi forsøge at gennemføre vores førstebehandling hurtigst muligt, og jeg håber, at Rådet vil gennemføre det, der nu bliver vedtaget i smukke overskrifter og blomstrende ord på Det Europæiske Råd i marts, konkret i forbindelse med lovgivningen om åbning af postmarkederne. På dette område er det virkelig meget nødvendigt, for hvis vi vil opnå vækst, beskæftigelse og social sikkerhed, finder vi ikke løsningen med den model, som hidtil har præget Europa, nemlig monopoler. Jeg venter med længsel på Rådets forslag og håber især, at den tyske forbundsregering vil videreføre sin engagerede vej og ikke gå i knæ.

Min sidste bemærkning gælder energipolitikken, fordi jeg har hørt mange interessante ting om den i dag. Jeg synes, det er meget beskæmmende, fru Harms, at den rød-grønne energipolitik vil bidrage til, at CO2-udledningerne i Tyskland kommer til at stige. Fri os for foredrag om, hvad der skal gøres på dette punkt! I de syv år, hvor De havde ansvar, gjorde De nøjagtig det modsatte af det, som De nu prædiker for os.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg tror, det vil være meget vanskeligt at undervurdere betydningen af topmødet til foråret, for det kommer før Berlin-erklæringen, der skal forklare, hvordan og hvorfor EU er relevant for verden, og i realiteten relancere EU. Det kommer før yderligere overvejelser af fremtidige reformer af selve EU.

Så jeg vil gerne tilslutte mig, hvad kommissær Wallström sagde, nemlig at Det Europæiske Råd her i dette forår skal vise, hvordan EU kan levere varen til sine borgere, for før man taler om fine institutionelle ting, må man tale om, hvordan man leverer varen. Jeg tror, at hvis vi ikke kan udrette noget på dette topmøde, vil det underminere alle det tyske formandskabs planer.

Jeg mener, det er nødvendigt, at vi udretter noget, som det er blevet sagt, med hensyn til gennemførelsen af det indre marked. Der er simpelthen for mange huller, der påvirker almindelige borgere, der gerne vil rejse og arbejde i andre medlemsstater - selv sådan noget som at registrere et motorkøretøj i flere medlemsstater. Vi må gøre noget ved spørgsmålet om bedre regulering for at forbedre forbrugernes rettigheder og atmosfæren i forretningslivet. Vi må gennemføre en forpligtelse til at nedskære omkostningerne ved bureaukratiet med 25 %. I særdeleshed må vi følge op på de 10 fast track-forslag af praktisk karakter, som Kommissionen har fremlagt.

Med hensyn til handling og energi må vi opfylde de eksisterende aftaler om liberalisering af energimarkedet. Vi må have et konkurrencedygtigt energimarked, og det indebærer, at vi skal opsplitte og styrke de regulerende myndigheders beføjelser. Jeg håber, at den tyske regering i modsætning til det tyske formandskab vil føre an på dette område.

Vi må gøre noget ved klimaforandringerne. Vi må føre an på globalt plan, men det kan vi kun gøre, hvis vi er i gang med at gøre noget for at reducere vores egne udledninger, at skære ned på brugen af kulstoffer og gøre handelen med udledningskvoter meget mere effektiv og vandtæt.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær! Lissabon-strategien er Europas svar på globaliseringens udfordringer.

Kommissionens og medlemsstaternes bestræbelser på at relancere og klarlægge denne strategi skal for fremtiden bære frugt i form af vækst og beskæftigelse. Det Europæiske Råd skal stadfæste, at løsningen på vores økonomiske vanskeligheder hovedsageligt ligger i en bedre gennemførelse af Lissabon-strategien inklusive produktive offentlige udgifter til fremme af investeringer, forskning og udvikling, energi og miljø.

Foreningen af økonomiske, sociale og miljømæssige reformer på nationalt og europæisk plan er den eneste måde, hvorpå vi kan nå vores fælles målsætninger om at forbedre konkurrenceevnen og skabe flere og bedre arbejdspladser.

Det Europæiske Råd vil også vedtage energihandlingsplanen, der skal sikre forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og respekt for miljøet. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på den potentielle virkning af de helt igennem ambitiøse målsætninger om reduktion af drivhusgasudledningerne inden 2020, som Kommissionen har planlagt, for selv om målet er mere end prisværdigt, skal vi sørge for at opretholde en balance mellem miljøprincipperne og vores virksomheders konkurrenceevne.

Jeg støtter det tyske formandskab og Kommissionen i deres forsvar af initiativet om "bedre lovgivning". Europa har ofte haft tendens til at lovgive for meget, indimellem om ligegyldigt hvad. Det er ikke Unionens opgave at blande sig i alt. Til gengæld skal den gøre det bedre på de politiske områder, der som minimum kræver beslutningstagning på europæisk niveau, og som udgør en reel europæisk merværdi, nemlig energi, klima, sikkerhed og indvandring for blot at nævne nogle stykker. Det er nu på tide for Unionen at koncentrere sig om det essentielle, samtidig med at den respekterer subsidiaritetsprincippet og lever op til borgernes forventninger.

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! I det år, hvor EU fejrer Rom-traktatens 50-årsdag, hvor der er fokus på lige muligheder for alle, og hvor mit land, Portugal, skal have formandskabet for EU, bør det nævnes, at det portugisiske folk ved en folkeafstemning sidste søndag vedtog at afkriminalisere abort inden for graviditetens første 10 uger.

Det er yderligere to grunde til at nævne dette i Europa-Parlamentet og i denne sammenhæng, nemlig dels fordi den store jasejr afspejler Parlamentets henstillinger om, at abort bør være lovlig og sikker i alle medlemsstater, og dels fordi forårstopmødet ved et heldigt sammenfald, som hr. Bernard Poignant allerede har sagt, netop begynder 8. marts. Som den portugisiske premierminister, José Sócrates, har påpeget, tager Portugal med dette resultat endnu et sikkert skridt hen mod et mere åbent, tolerant og retfærdigt samfund.

Hvad angår Lissabon-strategien, er det også nødvendigt at styrke den sociale komponent i alle medlemsstater, navnlig for at sikre bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdslivet for europæiske mænd og kvinder, hvilket bl.a. indebærer pasnings- og plejefaciliteter af høj kvalitet til rimelige priser for børn og andre, som ikke kan klare sig selv. Der er brug for mere og bedre beskæftigelse til kvinder og lige løn for lige arbejde, og vi mener, at uden kvindernes deltagelse kan Lissabon-strategiens ambitiøse mål slet blive nået.

  Cristóbal Montoro Romero (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen! Lissabon-strategien er udtryk for lanceringen af et stort europæisk projekt, nu hvor vi har indført euroen, der har til formål at øge velfærden, herunder navnlig beskæftigelsesniveauet og europæernes, navnlig kvindernes, deltagelse på arbejdsmarkedet. Det er et ambitiøst projekt for 2010, der fastlægger strategien for en åbning - en åbning af Europa - en strategi for liberalisering af strategiske sektorer som f.eks. kommunikation, transport, energi og finansielle tjenesteydelser samt for modernisering af arbejdsmarkedsforholdene, således at det sikres, at arbejdsmarkedet moderniseres på grundlag af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at øge adgangen til beskæftigelse, navnlig for unge og langtidsarbejdsløse.

Vi oplever i øjeblikket et økonomisk opsving, og dette topmøde i marts i forbindelse med revisionen af Lissabon-strategien skal bekræfte europæerne i, at den økonomiske vækst i 2006 ikke er et forbigående fænomen, men at den kan styrkes inden for rammerne af den globale økonomi og dette opsving. Vi har i denne forbindelse i høj grad brug for politisk initiativ, politisk kapacitet, med henblik på at gennemføre reformer, der ikke kan vente længere - energi- og miljøspørgsmålet er blevet nævnt her i eftermiddag - kort sagt alle de reformer, der er nødvendige for at genoprette europæernes tillid til deres eget projekt. Der kan ikke skabes tillid uden beskæftigelse.

Som fru Wallström nævnte, forsinkes det store europæiske projekt af vores manglende evne til at skabe vækst. Væksten er langsom, og jobskabelsen er utilstrækkelig. De af os, der er stolte over at være europæere, tror, at vi stadig kan nå at genskabe denne proces, således at den ikke går i opløsning.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Vi drøfter nu igen et program for Europa, der skal være vidtrækkende, klart og sætte os i stand til at imødegå globale udfordringer. Denne gang er vi nødt til at lægge særlig vægt på problematikken omkring den fælles energipolitik, der for tiden er et meget vigtigt politisk og samfundsmæssigt spørgsmål.

Vi må ikke glemme, at den senere tids stigende energipriser vil blive et tiltagende problem fremover, både for de globale energimarkeder og for den økonomiske udvikling. Vi har endnu ikke en klar europæisk energistrategi. Medlemsstaterne fokuserer fortsat på deres egne strategiske interesser, der således afspejles i deres nationale politiske beslutninger. Derfor er der stadig meget få muligheder for samarbejde på europæisk plan. En europæisk energipolitik indebærer derimod, at vi skal handle solidarisk og i harmoni.

Hr. Barroso, kommissionsformanden, påpegede med rette her til morgen, at vi er nødt til at tale med én stemme i stedet for med 27 stemmer, hvis vi ønsker at blive behandlet som en partner, man kan regne med på det energipolitiske område. EU skal tale med én stemme under forhandlinger med dets vigtigste energileverandører med henblik på at skabe et sundt, langsigtet partnerskab og aftaler om energisamarbejde.

Energipolitik er desuden også direkte relateret til den fornyede Lissabon-strategis prioriteter, dvs. øget vækst og jobskabelse. Rådet foreslår ganske rigtigt, at vi fokuserer på fire områder i forbindelse med denne strategi, nemlig en økonomisk politik baseret på stabilitet og vækst, udvikling af det indre marked, innovation, forskning og uddannelse, og jobskabelse og udvikling af den europæiske sociale model.

Lissabon-strategien stiller imidlertid stadig krav til medlemsstaternes regeringer om at øge indsatsen med hensyn til gennemførelsen. Vi er nødt til at styrke strategiens miljømæssige og sociale aspekter, navnlig med hensyn til jobskabelse, hvis vi skal fastholde en afbalanceret vækst.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! I dag er det rigtige tidspunkt til at sige, at Lissabon-strategien takket være reformen i 2004 ikke mere blot er en række uopnåelige mål, fordi prioriteringerne er blevet klarere og ansvaret tydeligere defineret.

Jeg vil her tale om socialpolitikken inden for Lissabon-strategien. For det første står det aldeles klart, at Lissabon-strategien ikke, som nogle hævder, er en slags liberalistisk forsøg på at undergrave den europæiske sociale models grundlag og værdier. Lissabon-strategien repræsenterer tværtimod en vilje til gennem en reformindsats at bevare de værdier, der ligger til grund for den europæiske sociale model. Lissabon-strategien opstiller derfor politiske retningslinjer for tiltrængte reformer til modernisering af velfærdssystemerne, en nødvendig reaktion, som forholdene udvikler sig i Europa og i verden.

Det tilkendegives klart, at den bærende holdning for disse retningslinjer er, at socialpolitikken ikke bør ses som en byrde, men snarere som en faktor, der positivt kan påvirke den økonomiske vækst, ikke blot gennem øget produktivitet og konkurrenceevne, men også ved at skabe større social samhørighed og bedre adgang til de grundlæggende rettigheder. Den bliver dermed et vigtigt redskab til at sikre social fred og politisk stabilitet, uden hvilke der ikke findes varigt økonomisk fremskridt.

På grund af reformen i 2004 er jeg i dag mere optimistisk end før med hensyn til Lissabon-strategiens gennemførelse. EU er kommet ind i en fase med økonomisk fremdrift og kan vokse mere end USA. Investeringerne alene i det første halvår af 2006 voksede med 6 %, eksporten vil nok stige med mere end 5 %, og ledigheden er på vej nedad til 1998-niveauet. 2006 var det bedste år i dette årti, og perspektiverne for 2007 er meget positive. Disse tal bekræfter konkret Lissabon-strategiens mål om en samlet effekt i form af bæredygtig økonomisk vækst, der skaber mere og bedre beskæftigelse, fortsat højere levefod for EU-borgerne, uden tab af konkurrenceevne og i respekt for den europæiske sociale models værdier.

Jeg takker derfor José Manuel Durão Barroso og Kommissionen for den reform, som de så betids besluttede at foretage af Lissabon-strategien.

  Christa Prets (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Der er blevet talt meget om den vellykkede gennemførelse af Lissabon-strategien - i det mindste om bestræbelserne på det. Jeg vil gerne bede Dem om på det næste møde at tale for, at der kommer klare konturer og afgrænsninger for, hvad den enkelte er ansvarlig for. Når jeg siger den enkelte, mener jeg medlemsstaten og EU.

Det interparlamentariske møde i Bruxelles i sidste uge viste, at parlamentsmedlemmerne fra de enkelte medlemsstater tog al deres kritik og alle deres krav med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, social sikkerhed, klimabeskyttelse og så videre med til Bruxelles og krævede løsninger på det. De fleste kompetencer ligger imidlertid i medlemsstaterne. Det er nødvendigt at sørge for mere gennemsigtighed og mere oplysning, så man ved, hvor ansvaret ligger, når det kommer til stykket. Hvilket ansvar ligger hos EU, og hvilket ligger hos medlemsstaten?

Uddannelse er et centralt element i Lissabon-strategien. Den sidste fremskridtsrapport fra Kommissionen viste, at medlemsstaterne stadig kæmper med at nå de fem fastsatte mål inden 2010. Der er akut behov for flere investeringer i uddannelse, fastlæggelse af klare rettigheder og pligter inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring. For at opnå mere mobilitet er det også nødvendigt at anerkende eksamensbeviser. Vi kan slet ikke stille nok op med det, som vi hidtil har opnået i EU. Det vil jeg bede Dem om at tage højde for i Deres arbejde.

I sidste uge havde jeg et meget interessant møde med de unge socialdemokrater i Europa, som gav mig følgende budskab med: Uddannelse er også et mål i sig selv. Den har ikke kun til formål at gøre den enkelte til en arbejdstager, der er tilpasset arbejdsmarkedet, den har også stor indflydelse på udviklingen af den personlige selvbevidsthed, de sociale evner og kulturforståelsen. Netop her ser jeg også en stor uddannelsesopgave for os alle.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne rette en stor tak for de mange forslag, som også er sammenfattet i den beslutning, De vil vedtage.

Vi har koncentreret os om et par vigtige emner, nemlig de emner, som er med i Lissabon-strategien, dvs. vækst og beskæftigelse, men også bæredygtighed, som først kom med i Göteborg.

Netop det sidste indlæg af fru Prets satte fokus på spørgsmålet om, hvem der har ansvaret i forbindelse med Lissabon, og jeg kan også bekræfte dette spørgsmål fra min egen erfaring i de seneste år. Det var klart, at der på mange områder bliver koordineret ting, som derefter skal gennemføres på nationalt niveau. Imidlertid - og det leder videre til det andet punkt, som mange medlemmer også har været inde på i dag - er der emner, hvor alle kan sige, at det kan vi ikke klare alene som national medlemsstat, her har vi brug for det europæiske niveau. Hvilket jo igen etablerer en sammenhæng med spørgsmålet om lovgivning. Skal den ske på europæisk niveau, eller kan den ske på nationalt niveau?

Et vigtigt punkt i denne forbindelse er energien, som jo igen griber ind i området vækst. Det vil vi også behandle på rådsmødet i foråret, hvor det kommer til at handle om udvidelse af de vedvarende energiformer. Også for miljøbeskyttelsen er dette et vigtigt bidrag, som samtidig åbner et nyt beskæftigelsesområde. Det har jo vist sig, at der opstår arbejdspladser på dette område, og disse giver igen mulighed for at transportere produkter uden for EU. Det er jo ikke nok, at EU går foran, når det gælder energibesparelser og klimabeskyttelse, vi må også overbevise andre om det. Men vi kan altid først overbevise de andre, hvis vi selv går foran med et godt eksempel.

Jeg vil gerne fremhæve et andet vigtigt punkt, selv om det ikke bliver så centralt på mødet. Der er flere gange blevet rykket for energisolidaritet, og der er også blevet rykket for samtaler med Rusland. Det er rigtigt! Men hvis jeg vil opnå denne sikkerhed, så har jeg også brug for forhandlingerne med Rusland, og så har jeg også brug for et mandat til langt om længe at fylde liv i denne partnerskabs- og samarbejdsaftale med Rusland for at kunne tage netop de ting med i forhandlingerne, som også spiller en rolle i forbindelse med energiforsyningssikkerheden.

I denne forbindelse vil jeg imidlertid også gerne nævne et andet aspekt, nemlig hvorfor det er vigtigt at føre denne dialog med Rusland. Når vi i dag alle ved, hvordan rørledningerne er udlagt i Rusland, hvor de er udlagt, og at klodens opvarmning måske vil bidrage til, at disse rørledninger snart ikke længere er i den stand, som de er i dag, så er det vigtigt, at vi netop på dette område indgår i en tæt kontakt med Rusland og ikke kun med de andre producentlande eller de pågældende transitlande.

Jeg vil gerne tage et område op, som flere af medlemmerne var inde på, herunder Robert Goebbels, nemlig den sociale dimension, den europæiske sociale model. Det bliver af og til kritiseret, at den ikke rigtig står i fokus. Jeg vil blot minde om, at dette formandskab for få dage siden arrangerede en inspirationskonference i Nürnberg under ledelse af rådsformanden, arbejds- og socialminister Franz Müntefering, om spørgsmål som: Hvordan kan vi reagere på udfordringen fra globaliseringen? Hvad kan EU gøre? Hvad skal bevares, og hvor skal vi foretage ændringer som følge af udfordringerne? Formandskabet har sat sig som mål at gøre dette under G8-formandskabet. Alligevel skal vi tænke over, hvordan vi i en verden i forandring fjerner angsten for denne forandring hos mange borgere. Det er et meget vigtigt aspekt, at man også har brug for sikkerhed i forandringen.

Med hensyn til Lissabon tænker mange på Portugals vidunderlige hovedstad, når de hører ordet, andre kan ikke forbinde det med noget. Det er ikke kun Kommissionens opgave at afhjælpe dette. Det er vores opgave igen og igen at understrege de mål, som vi stræber efter med Lissabon-strategien - nemlig vækst, beskæftigelse og bæredygtighed - og koordinere dem med nye emner og udfordringer som f.eks. forskning og uddannelse. Samtidig skal vi imidlertid også vise nationalt, at denne impuls, denne koordinering har fundet sted på europæisk niveau.

Jeg har en sidste bemærkning til spørgsmålet om forfatningstraktaten, selv om den ikke er genstand for forårstopmødet. Det er ikke godt nok at komme med udtalelser som: Tag nu endelig afstand fra forfatningstraktaten, folket vil ikke have denne traktat. En sådan udtalelse er forkert, for der var også medlemsstater, nemlig Spanien og Luxembourg, som accepterede denne forfatningstraktat, enten parlamentarisk eller gennem folkeafstemninger. Det er rigtigt, at der kom et negativt resultat i to andre medlemsstater. Samtidig er det sådan, som forbundskansleren sagde i sin tale om det tyske formandskab i Parlamentet for få uger siden, at mange, som afviser denne forfatningstraktat, samtidig vil have større kompetence til EU, f.eks. på energiområdet. Det er faktisk præcis det, der står i forfatningstraktaten. Altså må man nu beslutte sig for, hvad man vil. Man kan ikke altid bare plukke enkelte elementer ud. Hvis man ønsker flere rettigheder til parlamenterne, f.eks. den tidlige advarselsmekanisme om bedre lovgivning, skal man være i stand til at kunne afgøre, om der er behov for at udstede en bestemmelse på nationalt eller hellere på europæisk niveau.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle medlemmer for at blive lige til den bitre ende. Det er altid en udfordring at få en rigtig debat og ikke bare monologer.

Jeg vil gerne fremsætte tre kommentarer. For det første vil jeg gerne følge op på noget, som mange af Dem har nævnt: den fastfrosne situation for forfatningstraktaten, og hvad mange af Dem har udpeget som en mangel på engagement fra vores politiske ledere i Europa i dag. Kommissionen støtter naturligvis fuldt ud, hvad man kunne kalde det tyske formandskabs modige og ambitiøse engagement i at sikre, at hele spørgsmålet bevæger sig fra overvejelsesstadiet til handlingsstadiet. Vi ved, at det ikke bliver let at finde løsninger, men vi vil hjælpe så godt, vi kan. Vi må komme ud af dette dødvande så snart som muligt.

Resultatet af Det Europæiske Råd i dette forår bliver vigtigt i denne forbindelse, og det samme gælder dets evne til at levere løsninger på afgørende spørgsmål på dagsordenen, herunder klimaforandringer. Jeg vil gerne kommentere, hvad De har sagt om Kommissionens og EU's ambitioner. Det er vigtigt at sige, at der er et mere langsigtet formål med og mål for, hvad vi skal gøre for at bekæmpe klimaforandringer. Nedskæringen på 30 % i de udviklede landes udledninger inden 2020 er et nødvendigt skridt mod det mere langsigtede mål at reducere dem med hele 50 % under 1990-niveauet senest i 2050. Det er nødvendigt at se dette som et skridt i den retning. Reduktionen er afgørende, hvis vi skal imødekomme målene om 2 °C, som vi igen ved bør kunne forhindre omfattende og irreversible forstyrrelser af det globale klimasystem. Det er de udviklede lande, der bør fortsætte med at påtage sig det meste af den globale indsats for at reducere udledningerne i det næste tiår eller så, som de allerede gør under Kyoto-protokollen, så de både kan være mere troværdige og motivere de fattigere lande i verden, som bliver nødt til at følge efter dem.

Vi anmodede gruppen af udviklede lande om at reducere med 30 %. Lad os spørge os selv, om det er ambitiøst. Sammenlignet med 1990 er udledningerne i USA i øjeblikket steget med 15 %, i EU-25 er de faldet med 5 %, og i Rusland er de faldet med 30 %. Det bliver ikke let, og man kan ikke se det individuelt, men det udgør en stor udfordring.

Jeg vil også nævne omkostningerne, for mange af Dem har henvist til omkostningerne for industrien. Kommissionen har foretaget en vurdering af virkningerne, der viser, at en indsats for at begrænse klimaforandringerne fuldt ud er forenelig med opretholdelsen af global vækst. Investeringerne i en økonomi med mindre kul vil kræve ca. 0,5 % af klodens BNP over en periode fra 2013 til 2030 og vil reducere den årlige vækst i BNP med 0,19 % pr. år, hvilket kun er en brøkdel af den forventede årlige vækstrate for BNP på 2,8 %.

Her er ikke medregnet de medfølgende sundhedsfordele, den større energisikkerhed og den reducerede skade forårsaget af klimaforandringer, som man har undgået. Det er en lille forsikringspræmie at betale for væsentligt at reducere risikoen for irreversible skader på vores økonomi og vores planet, og særlig hvis De sammenligner den med vurderingen i Stern-rapporten om, at ukontrollerede klimaforandringer vil koste mellem 5 og 20% af BNP på lang sigt. Så vi må tænke på omkostningerne ved ikke at gøre noget! Klimaforandringer koster os allerede noget - spørg bare alverdens forsikringsselskaber.

Endelig drejer Det Europæiske Råd i foråret sig om Lissabon-strategien. De har helt ret i, at hvis vi ønsker at kommunikere, må vi nævne, at det drejer sig om arbejdspladser og vækst. Lissabon drejer sig også om at have modet til reformer. Jeg er helt enig med hr. Watson i, at der er rigeligt med beviser for, at reformerne virker. Men vi har også bevis for, at samfund, der domineres af frygt og usikkerhed, ikke er lette at reformere. De er bange for forandringer. Det er også det, vi ser i Europa, og det er derfor, vi må opbygge selvtillid og huske, at Lissabon-strategien - strategien for arbejdspladser og vækst - også drejer sig om at bekæmpe social udelukkelse og fattigdom, om at bekæmpe fattigdom også i Europa, at forbedre arbejdskvaliteten, at investere i uddannelse, at opbygge borgernes kompetence og at investere i mennesker. Det er den eneste måde, man kan overvinde frygten på.

Mens jeg har lyttet til alle disse interessante indlæg, er jeg blevet mindet om den nære forbindelse mellem strategien for vækst og arbejdspladser og en bæredygtig udvikling, for vi har hørt alle argumenterne for, hvorfor vi som europæere vil have økonomisk vækst forenet med social sikkerhed og opretholdelse af et højt niveau af miljøbeskyttelse, samtidig med at vi fortsat er ambitiøse. Jeg mener, at bæredygtig udvikling er et mål, som vil vinde mere og mere frem som visionen for Europa og for verden.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget fem beslutningsforslag om Lissabon-strategien⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

(Mødet udsat kl. 17.20 for spørgetiden til Kommissionen og genoptaget kl. 17.35)

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) Vi er alle helt sikkert enige om, at innovation spiller eller bør spille en ganske afgørende rolle for, hvordan vi reagerer over for de risici og muligheder, der ligger i den globale økonomi. Det er almindeligt kendt, at det største problem i forbindelse med udvikling og innovation er utilstrækkelig gennemførelse i de forskellige medlemsstater. Lissabon-strategiens hovedmål er at skabe betingelserne for en styrkelse af de interne konkurrenceforhold i de enkelte medlemsstater. Den europæiske økonomi er ikke mere konkurrencedygtig og innovativ end de mindste og fjernest beliggende virksomheder i EU's regioner. Innovationsprogrammer skal derfor gennemføres direkte på regionalt niveau, hvor de kan skabe et tilstrækkeligt konkurrencedygtigt miljø for lokale SMV'er.

En centralt styret gennemførelse af innovationsudvikling er dømt til at slå fejl fra begyndelsen. Der skal i stedet opbygges en regional, teknisk infrastruktur til innovation, herunder teknologivæksthuse og højteknologiske centre, hvor der vil være mulighed for at udnytte det tilgængelige videnpotentiale såvel som bæredygtige innovative idéer. Dette skal følges på vej af en fleksibel tilgang til alle former for finansiering, navnlig risikovillig kapital, under hensyntagen til det pågældende innovative selskabs eller projekts udviklingsstadium. Finansieringen skal også være tilgængelig på regionalt niveau. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan fastholde, motivere, udvikle og drage nytte af regionernes videnpotentiale til gavn for en langsigtet bæredygtig vækst. Jeg vil derfor gerne opfordre EU til at overveje ovennævnte aspekter omkring innovationsudvikling i forbindelse med vurderingen af nationale strategiske referencerammer.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

(1) Se protokollen.