Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 13. februar 2007 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Hans-Gert POETTERING
Formand

(Mødet åbnet kl. 10.05)

2. Debat om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet (meddelelse om indgivne beslutningsforslag): se protokollen

3. Tiltrædelsestale af Europa-Parlamentets formand

  Formanden. - Kære tidligere formænd for Europa-Parlamentet, kære formand for Det Europæiske Råd, kære fru forbundskansler Angela Merkel, hr. formand for Kommissionen, kære José Manuel Durão Barroso, hr. formand for Europarådets Parlamentariske Forsamling, kære René van der Linden, mine damer og herrer formænd og repræsentanter for EU's institutioner, kære gæster, og især kære parlamentsmedlemmer! Siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i juni 1979 har det været tradition at skifte formand efter to et halvt år. I et historisk perspektiv er to et halvt år kort tid. Men når man tænker på, at en formand for Europa-Parlamentet oplever fem formandskaber for Det Europæiske Råd - nu Tyskland, så Portugal, Slovenien, Frankrig og Tjekkiet - så ser man tydeligt, hvilket stort ansvar der hviler på Europa-Parlamentet netop i en tid, hvor det europæiske integrationsprojekt er kommet langt, men endnu ikke er fuldendt, og endda fortsat er truet på grund af det foreløbige nej til forfatningstraktaten i Frankrig og Nederlandene. Europa-Parlamentet er sig dette ansvar bevidst og må derfor ikke lade sig overgå af nogen, når det gælder om at fuldende kontinentets enhed!

(Bifald)

Vi indtager alle vores plads i rækken af dem, som kom før os, og dem, som kommer efter os. Jeg vil således gerne på hele Europa-Parlamentets vegne og især også personligt takke min forgænger Josep Borrell Fontelles meget hjerteligt og oprigtigt for hans store engagement og hans utrættelige indsats som vores formand i de forløbne to et halvt år.

(Bifald)

Denne oprigtige og hjertelige tak gælder ligeledes de tidligere formænd, som er hos os i dag:

Emilio Colombo, formand for det endnu ikke direkte valgte Parlament, og dernæst fra 1979 Simone Veil, Lord Plumb, også kendt som Henry Plumb, Enrique Barón Crespo, Egon Klepsch, Klaus Hänsch, José-Maria Gil-Robles, Nicole Fontaine og Pat Cox.

(Kraftigt bifald)

Jeg byder Dem alle hjerteligt velkommen. Det glæder os meget, at De alle har taget imod denne invitation. Pierre Pflimlin og Piet Dankert er ikke længere blandt os. Vi mindes dem med taknemmelighed.

Sammen med Klaus Hänsch, Ingo Friedrich, Karl von Wogau, Francis Wurtz og Jens-Peter Bonde har jeg det privilegium at have været medlem af Europa-Parlamentet siden det første valg i 1979. I den periode har vi oplevet både højdepunkter og lavpunkter i den europæiske politik.

Den største succes er overvindelsen af Europas deling. Vores fælles værdier er slået igennem. At Estland, Letland, Litauen, Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malta og Cypern nu siden 1. maj 2004 er medlemmer af EU, siden 1. januar i år Bulgarien og Rumænien og det genforenede Tyskland allerede siden 3. oktober 1990, det er og bliver for mig vores generations mirakel. Det har vi al mulig grund til at glæde os inderligt over, også i dag.

(Bifald)

Men det vil fortsat være en opgave for os alle, mine damer og herrer, at lære af hinanden og styrke den gensidige respekt og forståelse. Vi bør holde op med at tale om de "gamle" og "nye" medlemslande. Vi alle udgør i fællesskab Europa-Parlamentet, og vores folk, som vi repræsenterer, udgør fællesskabet i EU.

(Bifald)

I 1980'erne talte man om "eurosklerose". Så kom det indre marked og den fælles europæiske mønt imidlertid. Europa-Parlamentet har tilkæmpet sig sine rettigheder, og det vil vi fortsætte med at gøre. Europa-Parlamentet er i dag indflydelsesrigt og selvbevidst. Erfaringen lærer os altså, at vi på kontinentets vegne kan få succes med at gennemføre kontinentets enhed og samtidig bevare dets mangfoldighed, hvis vi selv ønsker det, hvis vores vilje er stærk og fast. Det er denne beslutsomhed, jeg appellerer til hos alle.

Det vil imidlertid kun lykkes for os, hvis EU-borgerne ved siden af deres tilknytning til hjemstavnen og deres eget fædreland også opfatter sig selv som europæere og er bevidste om, hvad der knytter dem sammen. Fællesskabssind og vi-følelse er nødvendige forudsætninger for vores fælles europæiske fremtid. I denne forbindelse er Europas enhed ikke kun en sag, som vores forstand byder os, men også en hjertesag. At gøre dette klart for folk, er måske den største opgave, vi skal løse i fællesskab.

Vi skal tjene EU-borgerne. Europæerne skal være stolte af det, de har tilkæmpet sig gennem århundrederne - værdier, frihed, ret og demokrati. Det har været en lang vej. Vi ved, at vores europæiske rødder er den græske filosofi, romerretten, den jødisk-kristne arv, oplysningstiden, altså vores fælles europæiske kultur. Dertil hører imidlertid også de tragiske europæiske borgerkrige og i det 20. århundrede de menneskeforagtende totalitære ideologier og så efter 1945 grundlæggernes mod til at gå tilgivelsens og forsoningens vej og bygge en nyt og bedre, fredeligt og fælles Europa. Det bør vi også huske i dag og genopdage de ting, vi har til fælles. Den store franske europæer Jacques Delors talte helt i Robert Schumans tradition om "den europæiske sjæl". Den store polske europæer Wladyslaw Bartoszewski, sagde engang: "Europa betyder især personlig frihed, menneskerettighederne - politiske og økonomiske". De har begge ret.

Jeg vil gerne tale om de europæiske værdier. De har deres udspring i menneskets værdighed. I den personlige værdighed respekterer vi den anden, forpligter os selv og bygger dermed et samfund af ansvar og solidaritet. I vores praktiske politiske gerning bør vi altid tjene menneskets værdighed, og jeg vil gerne opmuntre os alle til at forsvare menneskets værdighed og menneskerettighederne i hele verden.

Det er ikke noget abstrakt krav. Vi er ikke verdens læremestre, men vores menneskeopfattelse og vores værdier bliver mere overbevisende for andre, hvis vi selv udlever det på en troværdig måde. Det har meget konkrete konsekvenser for vores politik.

Vi ønsker partnerskab med et handlekraftigt og demokratisk Rusland. Derfor forventer vi en tydelig indsats fra de russiske myndigheder for at få idømt Anna Politkovskajas mordere en retfærdig straf - Anna Politkovskaja, som gjorde så meget for pressefriheden i sit land.

(Bifald)

Vi vil aldrig glemme, at hverken nationalsocialismen eller den sovjetiske kommunisme kunne have været besejret uden USA. Men vi siger også til vores amerikanske venner, at Guantánamo ikke kan forenes med vores europæiske principper for et retssamfund.

(Bifald)

Vi beskytter det menneskelige liv. Dem, som benægter holocaust, den ondeste af alle forbrydelser, sådan som præsidenten for en stor kulturnation, dem må vi møde med beslutsomhed, så vi ikke igen bliver ramt at et nyt holocausts rædsler.

(Bifald)

Vi er overbevist om, at menneskene i Israel og Palæstina er forbundet af den samme værdighed. Derfor går vi både ind for Israels ret til at eksistere og for det palæstinensiske folks ret til at leve i deres egen stat.

(Bifald)

Vi støtter dem, som kæmper med fredelige midler for frihed og demokrati. Derfor er vi solidariske med vores Sakharov-prismodtager Aleksander Milinkevitsj og hans medkombattanter for et frit og demokratisk Belarus uden angst og undertrykkelse. Den samme solidaritet gælder vores Sakharov-prismodtagerne "Las Damas de Blanco" (kvinderne i hvidt) på Cuba og Aung San Suu Kyi i Burma/Myanmar.

Vi forsvarer menneskets værdighed og menneskerettighederne. Vi, Europa-Parlamentet, er dybt overbevist om, at det ikke er foreneligt med dødsstraffen. Jeg opfordrer os alle, EU's institutioner og medlemsstaterne, til at arbejde for afskaffelse af dødsstraffen inden for FN's rammer.

Hvis vi vil nå vores mål, forudsætter det, at vi bygger videre på et handlekraftigt EU. Vi må give os selv en forfatning, som sikrer, at vi kan repræsentere vores værdier og interesser i Europa og i verden som en respekteret partner.

Jeg kan stadig høre den store tale, som Louise Weiss holdt som alderspræsident i det første direkte valgte Europa-Parlament den 17. juli 1979 her i Strasbourg. Hun sagde: "Vi må i hvert fald aldrig glemme, at vi både er arvinger og udøvere - arvinger til en åndelig verden og dens udøvere til gavn for kommende generationer."

Jeg kunne ikke sige det bedre. Det er næppe anderledes i dag end i 1979, og alligevel står vi samtidig over for nye udfordringer, vores egne udfordringer.

Idéen om Europas enhed har siden underskrivelsen af Rom-traktaterne for 50 år siden i store træk udviklet sig positivt. Den er blevet udtrykket for en af de lykkeligste perioder i vores lange europæiske historie. I første omgang hentede idéen om Europa efter Anden Verdenskrig sin kraft fra viljen til fred og frihed. Så fulgte den voksende velstand og den sociale udligning som opgave og drivkraft for den europæiske enhed. Europa forblev tro mod begge disse idéer, da genforeningen af vores kontinent gav os den enestående chance for at lade de to halvdele af kontinentet, som alt for længe havde været delt, vokse sammen i frihed.

I dag henter Europa sin anerkendelse og sin drivkraft fra vores borgeres bestræbelser for sikkerhed. Det er et meget alvorligt anliggende, som ufrivilligt, men uundgåeligt er blevet pålagt os med bekæmpelsen af terrorismen. Det kræver løsninger på de spørgsmål, som er højst aktuelle for vores borgere.

Bestræbelserne på sikkerhed omfatter også opgaven med at skabe arbejde og social beskyttelse i en verden i hastig forandring. Vi kan ikke vinde sikkerhed ved at modarbejde globaliseringen. Vi må skabe den ved at styrke vores konkurrenceevne og samtidig bevare vores europæiske sociale model.

Det kræver, at vi ikke kun taler om de dramatiske klimaforandringer, men også i samarbejde med vores partnere i verden træffer de nødvendige foranstaltninger og beslutsomt gennemfører dem, før det er for sent.

Sikkerhed omfatter også den fælles energiforsyning og den fælles indvandringspolitik, som både tager højde for menneskerettighederne og nødvendigheden af integration i vores samfund. Vi må ikke tillade, at mennesker igen og igen mister livet i Middelhavets bølger.

Vi kan ikke finde vores sikkerhed i en verden, som står i flammer, hvor mennesker lever i fattigdom og under socialt pres, hvor der hersker uorden, og hvor ødelæggelsen af de naturlige miljøbetingelser fortsætter.

Hvis vi vil leve i sikkerhed i Europa, må vi engagere os som partner for sikkerheden i verden i alle dens aspekter. Og vi skal vide, at de fleste af de udfordringer, som vores kontinent og vores verden står over for, kun kan klares med europæiske løsninger. Europas enhed er altid blevet styrket gennem kriser, selv om det lyder paradoksalt. Jeg siger ikke, at vi har brug for kriser, fordi vi ikke kan fremme det gode i sig selv. EU har brug for et nyt opbrud, en fornyelse. Vejen er vanskelig, det er sandt. Men jeg er helt overbevist om, at vores kontinent i dag er bedre rustet til sin fremtid i det 21. århundrede end for 15 eller 20 år siden.

Vi vil selv blive målt på, om vi har sendt den nye europæiske enhed ud på en varigt god og sikker bane. Folk forventer, at vi politikere udviser lederskab. Vi skal begrunde, hvorfor Europa er godt for os alle, hvilken merværdi der kommer ud af den europæiske integration, og hvilke mål vi arbejder for, og vi skal gøre det bedre end hidtil. Vi skal overvinde den opfattelse, at den europæiske politik kun har en teknisk funktion uden udsyn og indre sammenhæng. Vi skal overbevise gennem vores handlinger, og her må vi koncentrere os om det væsentlige.

Det er vores fælles opgave at forberede fremtiden så bæredygtigt, at den så vidt menneskeligt muligt er sikker for vores børn og børnebørn. Det kræver en ny begyndelse for et bedre, stærkere og fremtidsorienteret Europa. Vi har imidlertid især brug for et Europa, som tror på sig selv, som henter sin kraft fra sine værdier, og som vil og kan være en god partner i verden.

Uden mediernes hjælp kan vi ikke formidle Europa til folk. Jeg vil gerne udtrykkeligt takke korrespondenterne og journalisterne her i Strasbourg for deres fair og objektive reportager. Men jeg appellerer til de nationale medier, især de private og offentlig-retlige fjernsynsstationer, om at yde deres bidrag til et europæisk oplysningsarbejde. Det er ikke tidssvarende kun at beskrive den europæiske integration ud fra det enkelte lands nationale perspektiv. Jeg beder de nationale fjernsynsstationer om at åbne deres studier for europæiske spørgsmål og også indbyde medlemmer af Europa-Parlamentet til disse dialoger.

(Bifald)

Vi har brug for en ny pagt mellem de europæiske borgere og deres politiske institutioner i EU. "Borgernes Europas" og de europæiske institutioners troværdighed er hinandens forudsætning. Det kan arbejdsprogrammet "bedre lovgivning" yde et bidrag til, hvis det sørger for mere demokratisk kontrol, gennemsigtighed i Rådet, pålidelig gennemførelse i national lovgivning, social, økologisk, økonomisk og forvaltningsmæssig konsekvensvurdering og forenkling af selve lovteksterne. Hver gang vi planlægger ny EU-lovgivning, bør vi spørge: Er den til gavn for mennesker og miljø? Er den nødvendig under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet? Styrker den vores konkurrenceevne? Reducerer den bureaukrati og omkostninger? Kun hvis disse spørgsmål kan besvares positivt, bør Europa-Parlamentet medvirke til lovgivning.

I Europa-Parlamentet bør vi ikke kun tænke på at repræsentere borgernes interesser. Vi bør også give udtryk for vores respekt for europæiske borgeres engagement, som med deres arbejde højner Europas anseelse - i Europa og i verden. Til det formål bør vi indføre en udmærkelse fra Europa-Parlamentet. Og hvorfor skulle vi ikke også især påskønne unge menneskers engagement for den europæiske idé? Fornemme europæiske udmærkelser har haft så positive effekter i den offentlige bevidsthed, så hvorfor ikke også lave udmærkelser til den unge generation, til unge europæere, som er særligt engageret i den europæiske sag?

Den europæiske historie fortælles næsten altid kun nationalt på nationale museer. Jeg vil foreslå et sted for erindringen og for fremtiden, hvor tanken om den europæiske idé kan vokse videre. Jeg vil foreslå, at der etableres et "hus for europæisk historie". Det skal ikke være et kedeligt, tørt museum, men et sted, som plejer vores erindring om den europæiske historie og om det europæiske integrationsprojekt, og som samtidig er åbent for den videre udformning af Europas identitet, som skabes af alle nuværende og kommende borgere i EU. Et sådant "hus for europæisk historie" bør etableres på de europæiske institutioners hjemsted, og der bør etableres et netværk til tilsvarende institutioner i medlemsstaterne. "Erklæringen om Europas fremtid", som skal vedtages i fællesskab af Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen i Berlin den 25. marts 2007, under Deres forsæde, fru rådsformand, forbundskansler Angela Merkel, kunne skabe forudsætningerne for en sådan institution.

EU er den største sammenslutning af folk i verden - en sammenslutning af 27 nationer med næsten 500 millioner mennesker. Europa er et kompliceret kontinent, og det stiller os alle sammen over for nogle gevaldige udfordringer. EU kan ikke længere ledes med de utilstrækkelige instrumenter i de nuværende traktater. Hvis vores værdifællesskab skal bestå, må vi reformere dem grundlæggende. Forfatningstraktaten styrker både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, den betyder mere parlamentarisme og demokrati. For første gang anerkendes den kommunale selvforvaltning som grundlaget for vores europæiske demokratiske samfundsorden. Kompetencefordelingen definerer de europæiske kompetencer. Jeg vil sige rent ud til Dem, mine damer og herrer, at jeg ikke forstår dem, som på den ene side kritiserer "Bruxelles" - og det er der nogle gange lige så god grund til, som der er til at kritisere den nationale politik - men samtidig afviser forfatningstraktaten, som jo netop er midlet til at medvirke til at fjerne de erkendte mangler og rette op på dem.

(Bifald)

Der må ikke herske nogen tvivl om, at Europa-Parlamentet står ved forfatningstraktaten. Vi vil hjælpe med til, at indholdet i forfatningstraktaten inklusive værdikapitlet bliver juridisk og politisk realitet. Den enighed, der er blevet opnået i Europa-Parlamentet om servicedirektivet og om grænserne for EU's udvidelsesevne er en konstruktiv måde at tage folks bekymringer alvorligt på. "Erklæringen om Europas fremtid" den 25. marts 2007 i Berlin kan blive endnu en vigtig milepæl på denne vej. Det centrale indhold i den bør være bekendelsen til vores værdier og til de nødvendige reformer, forpligtelsen til at klare fremtidens udfordringer, som jeg talte om, i fællesskab, bekendelsen til solidaritet mellem vores folk og lovens gyldighed som grundlag for vores handlinger. Intet folk i EU må lades i stikken med sine fundamentale problemer. Det udelukker imidlertid også national egoisme. Hvis man kun arbejder for sit eget lands interesser, vil man i sidste ende også sætte dem over styr, fordi man ødelægger den solidaritet, der er nødvendig for at forsvare egne interesser.

(Bifald)

Vi vil medvirke til, at der under det tyske formandskab på topmødet den 21. og 22. juni i Bruxelles bliver aftalt en køreplan og et mandat, hvis endemål skal være fuld gennemførelse af den indholdsmæssige kerne i den europæiske forfatning inden næste valg til Europa-Parlamentet i juni 2009. Jeg vil gerne minde om, at forfatningstraktaten er blevet underskrevet af alle 27 regeringer og allerede er vedtaget af 18 lande. Naturligvis skal vi respektere folkeafstemningerne.

Men uafhængigt af det: Hvis et regeringsskifte i et land i EU sætter spørgsmålstegn ved det, der er aftalt i EU, spaltes ikke kun de nationale samfund, det betyder også, at vores i forvejen komplicerede kontinent i stigende grad bliver ude af stand til at handle. Vi må bekende os til vores europæiske retsprincipper, nemlig pacta sunt servanda - traktater skal overholdes.

Vores vilje til at gennemføre disse nødvendige reformer må være stærk og beslutsom. Samtidig skal vi gennemføre reformerne på en sådan måde, at EU's folk ikke bliver splittet, men tværtimod ført sammen. Vi insisterer på, at Europa-Parlamentet skal inddrages passende i arbejdet.

I Europa-Parlamentet må vi også være klar til reformer i eget hus. Det stiller i første omgang store krav til hver enkelt af os, eksempelvis om tilstedeværelse ved afstemninger og vigtige debatter. Her er der, som vi alle ved, stadig en del at gøre. Jeg ville ønske, at Europa-Parlamentet altid var så fyldt som nu i formiddag, selv om der stadig er plads til flere. Derfor vil jeg i overmorgen, på torsdag, fremlægge et forslag om en omfattende reform af Europa-Parlamentets arbejde for gruppeformændene. Formandskonferencen, altså gruppeformændene - og det er vigtige folk - har således nedsat en arbejdsgruppe om forbedring af vores arbejde. Jeg ser, at gruppeformændene smiler - de glæder sig over denne bekræftelse. Jeg beder medlemmerne om at tage fat på arbejdet og fremlægge resultaterne så hurtigt som muligt.

Vi har en effektiv forvaltning, og jeg vil gerne oprigtigt og hjerteligt takke generalsekretær Julian Priestley, som den 1. marts fratræder sin stilling efter 10 års ansættelse, for hans store engagement.

(Bifald)

Indimellem, og måske også oftere, er der sikkert grund til at kritisere forvaltningen. Vi tager jo også selv imod kritik. Men når man har et tæt samarbejde med Julian Priestley og hans medarbejdere, så oplever man deres store ansvarsbevidsthed og engagement, og jeg har endnu ikke oplevet, at man har handlet i strid med formandens hensigter. Det håber jeg naturligvis også vil være tilfældet i hele min embedsperiode. Jeg vil holde tæt kontakt, så vi arbejder i samme retning. Hjertelig tak, Julian Priestley! Den eneste målestok for forvaltningen er at tjene vores europæiske overbevisninger, partipolitisk uafhængigt, fair og objektivt.

Europas fremtid afhænger i høj grad af, hvordan det lykkes os at udforme samlivet mellem kulturerne og religionerne i EU og med vores naboer især i den arabiske og islamiske verden.

Derfor skal vi medvirke til, at dialogen mellem kulturerne og religionerne bliver Europas varemærke. Vi lever på de tre store kulturers og religioners kontinent, den kristne, den jødiske og den islamiske. Og vi har borgere, som stammer fra en af denne verdens andre store kulturer og har deres hjemstavn i jordens andre religioner. Europa-Parlamentet må støtte og opmuntre eksempler i det europæiske civilsamfund, som arbejder for dialog mellem kulturerne. I Sevilla stiftede jeg bekendtskab med institutionen "Tres Culturas", og det er ikke kun en henvisning til min spanske forgænger, Josep Borrell, når jeg siger, at vi aktivt bør støtte alle eksempler på det europæiske samliv mellem kristne, muslimer og jøder - og naturligvis også alle, som ikke bekender sig til disse religioner. Det er den afgørende investering i vores åndelige udvikling. Det er samtidig det bedste bidrag til at inspirere til dialogen mellem kulturerne på den anden side af Middelhavet i Mellemøsten og Nordafrika. Vi ønsker ikke civilisationernes sammenstød, vi ønsker tværtimod fred i frihed og retfærdighed mellem alle folk og trosretninger. Til det formål vil vi bygge en åndelig og kulturel bro over Middelhavet.

Denne dialog skal bygge på tolerance og sandhed. Tolerance er ikke det samme som vilkårlighed. Tolerance betyder, at man bevarer sine egne overbevisninger, samtidig med at man respekterer de andres overbevisninger, og på den måde lever sammen uden vold. Under et af mine mange besøg i arabiske lande var der en gang en højtstående islamisk gejstlig, som spurgte mig, hvordan muslimerne levede i Europa. Mit svar var, at de ofte ikke var tilstrækkeligt integreret, men at de kunne dyrke deres egen tro og have deres bedehuse og moskeer. Jeg spurgte til gengæld, om det var sandt, at en muslim i hans land kunne straffes med døden, hvis han eller hun ville gå over til den kristne tro. Jeg fik intet svar, og det var svar nok.

Jeg er fast overbevist om, at dialogen mellem kulturerne kun vil lykkes, hvis den bygger på sandhed og gensidig tolerance.

(Bifald)

Jeg har sat mig for, at jeg vil besøge EU's arabiske nabostater, og under mine besøg i EU's lande vil jeg opsøge etniske mindretal, især også de unge, og tale med dem. I Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet har vi en vigtig parlamentarisk institution for dialogen med Mellemøsten, herunder Israel og den arabiske verden. Vi skal udnytte denne institution effektivt i arbejdet for fred, partnerskab og - hvis det kan lade sig gøre - venskab. I sidste weekend mødtes de fire formænd, som udgør bureauet i Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet - dvs. parlamentsformændene fra Egypten, fra Tunesien, som har formandskabet, parlamentsformanden fra Grækenland og jeg - i Tunis, og vi aftalte, at dialogen mellem kulturerne og arbejdsløshedsproblematikken i landene i Middelhavsområdet skal være emnet for den næste dialog i marts, og at vi i juni især vil beskæftige os med Mellemøsten og fredsprocessen, som forhåbentlig er i gang.

Så snart forholdene tillader det, vil jeg besøge Israel, Palæstina og Libanon. Jeg er taknemmelig for indbydelsen til at tale til det israelske parlament Knesset. I vores indbydelser til at tale til Europa-Parlamentet bør vi fokusere på dialogen mellem kulturerne.

Det er vores fælles opgave at styrke det europæiske demokrati og den europæiske parlamentarisme. Derfor vil vi samarbejde ligeværdigt og konstruktivt med de nationale parlamenter til gavn for vores folk og hele EU.

Helmut Kohl, som er europæisk æresborger, sagde engang: "Vi har ikke lang tid. Den verden, vi lever i, er ikke indstillet på at vente, til vi har løst vores interne problemer." Han har ret. Jeg vil gerne tilføje, at manglende handling, ligegyldighed, ville være den største skyld, vi kunne pådrage os.

Ved slutningen af min embedsperiode bliver der valgt et nyt Europa-Parlament. Hvis vores arbejde er overbevisende, og hvis der også tales godt om Europa i de nationale hovedstæder, så vil vi igen se en stigning i valgdeltagelsen ved valget til Europa-Parlamentet. Det bør være vores ambition.

Vores arbejde er ofte nøgternt og opslidende og lidet spektakulært. Men vores mål er høje, og det er forventningerne til os også. At leve op til dem, det er vores bestræbelse. I denne opgave ønsker jeg at repræsentere Dem alle på en sådan måde, at Europa-Parlamentets værdighed, vores europæiske kontinents integration og EU's effektivitet bliver styrket. Jeg beder om Deres hjælp, takker Dem for Deres tillid og håber, at vi i fællesskab vil nå vores mål.

(Vedvarende bifald)

  Angela Merkel, formand for Rådet. - (DE) Kære hr. formand, kære Hans-Gert Poettering, kære forgængere for den nuværende formand, kære medlemmer af Europa-Parlamentet, kære hr. formand for Kommissionen! Hr. formand, De hører til de allerførste parlamentsmedlemmer i Europa-Parlamentet og har - som De netop sagde - erfaring, som stammer tilbage fra 1979. Man kan sige, at De har oplevet og været med til at skabe en bemærkelsesværdig opstigning for et parlament, som startede i det små og i dag er blevet et meget frigjort Europa-Parlament med selvbevidste medlemmer, klare partistrukturer og gruppedannelser og dermed en krævende, men uundværlig partner i den europæiske diskurs.

Parlamentets udvikling hører til EU's succeshistorie, og vi ved i dag, at meget af det, som vi har skabt for Europas borgere, ville have haft en anden form, hvis ikke Europa-Parlamentet havde været med i arbejdet. Fra den seneste tid vil jeg minde om arbejdet med kemikalieforordningen Reach, udformningen af servicedirektivet, diskussionerne i forbindelse med de finansielle overslag, hvor De hele tiden arbejdede for at foretage nogle fremtidsorienterede prioriteringer og også fik det igennem, til dels i hårde forhandlinger med Rådet og Kommissionen.

I Deres tale i dag tegnede De horisonten frem mod det næste valg til Europa-Parlamentet, frem til 2009, over fem formandskaber, hvoraf det tyske er et, og de fire øvrige følger efter. Vi vil sammen - som repræsentanter for nationalstaterne og De som repræsentanter for Europa-Parlamentet - stå frem for Europas borgere, til den tid næsten 500 millioner mennesker, og fortælle, hvad vi har gjort os af tanker om, hvorfor Europa er godt og vigtigt for folk. Det handler om at sikre freden, det handler om solidaritet i EU, og det handler om velstand og social sikkerhed i en global verden, hvor konkurrencen er blevet langt hårdere for os alle. Derfor gælder det ved alt konkret parlamentarisk arbejde om ikke at miste helhedsperspektivet. De har med Deres arbejdsprogram i dag gjort det klart, hvilken rolle De forestiller Dem, at Europa-Parlamentet og EU skal spille i verden.

Vi er enige om, at spørgsmålet om forfatningstraktaten med henblik på valget i 2009 bliver et afgørende spørgsmål, for det første med hensyn til vores selvforståelse, vores nærhed til borgerne, men for det andet også med hensyn til handlekraften for et EU med 27 medlemsstater. Derfor vil det tyske formandskab sætte alt ind på sammen med Kommissionen, Parlamentet og medlemsstaterne at finde en køreplan for, hvordan vi kan udforme dette projekt på en måde, så folk i 2009 ved, hvilket Europa de skal stemme om, og hvordan dette Europa kan handle i fremtiden.

(Bifald)

Jeg plæderer for, at vi skal fortsætte diskussionen om, hvordan relationerne mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet kan struktureres mere klart, også selv om det på visse punkter stadig er en kontroversiel diskussion. Derfor satte jeg også ved min tiltrædelsestale her spørgsmålet om diskontinuitetsprincippet på dagsordenen, fordi jeg tror, at det bliver et vigtigt spørgsmål på længere sigt. Hvilken selvopfattelse har et nyvalgt Parlament? Hvilken selvopfattelse har en nyvalgt Kommission? Hvad skal man klare på hvilken måde? De spørgsmål giver heller ikke forfatningstraktaten det endelige svar på, og derfor mener jeg, at diskussionen bør fortsætte.

(Sparsomt bifald)

Når vi ser på de indholdsmæssige problemer, så kommer energispørgsmålet naturligvis til at spille en meget vigtig rolle på rådsmødet den 8.-9. marts 2007. I dag vil jeg gerne fortælle Dem om vores arbejde med at forberede dette møde i Rådet. Først vil jeg gerne takke Kommissionen hjerteligt. Den har sat ambitiøse pakker af direktiver og konstateringer om energi- og klimaspørgsmålet på vores dagsorden. Som forberedelse til forårstopmødet skal vi nu på de kommende møder i Rådet (konkurrence og miljø) skabe de afgørende forudsætninger for en indholdsrig debat i Rådet. Jeg er enig i Kommissionens mål om at reducere CO2-udledningerne med 30 % inden 2020, under forudsætning af at vi finder internationale partnere. Jeg mener, at vi alle under vores internationale rejser skal gøre opmærksom på, at Europa forårsager 15 % af CO2-udledningerne, men at 85 % altså bliver forårsaget uden for EU. Europa skal føre an - det bør vi forpligte os til - men Europa skal også gøre det klart, at der ikke findes noget andet problem, som mere tydeligt viser, at denne verden hænger sammen, og at et enkelt kontinents handlinger ikke er nok til at holde truslen mod hele menneskeheden i skak.

(Bifald)

Vi får nogle meget vanskelige diskussioner om udformningen af et konkurrencedygtigt indre marked, det er der allerede tegn på, men det undrer ikke nogen, som har kendskab til området. Vi vil tage disse diskussioner, for det er afgørende at have et fungerende indre marked på energiområdet. Vi vil sætte spørgsmålet om energieffektivitet på dagsordenen, vi vil tale om vedvarende energiformer, og det tyske formandskab plæderer for, at der virkelig bliver vedtaget tal og reduktionsmål, som ikke kun er uforpligtende hensigtserklæringer. Ingen medlemsstat kan smyge sig udenom, det vil jeg gerne gøre helt klart! Derfor har Forbundsrepublikken Tyskland også - hvis jeg må sige det som forbundskansler - allerede måttet indgå kompromiser med Kommissionen, som ikke er faldet os let. Det har vi gjort meget bevidst, fordi jeg mener, at hver enkelt medlemsstat må yde sit bidrag. Det ville være forkert at tro, at klimabeskyttelse fungerer ved, at ingen mærker noget til det, og derfor må vi gøre op med denne vildfarelse.

(Bifald)

Spørgsmålet om udenrigspolitik på energiområdet vil komme til at optage os, især i forhandlingerne om en samarbejdsaftale med Rusland. Jeg må også i dag gentage, at vi håber og arbejder på, at disse forhandlinger kan komme i gang. Desværre er det endnu ikke kommet så vidt, men jeg håber bestemt, at vi vil være kommet et godt stykke videre på dette punkt inden topmødet mellem EU og Rusland i maj. Vi vil også sætte spørgsmålet om bedre lovgivning på Det Europæiske Råds dagsorden, og også her beder jeg om Parlamentets støtte, så vi ikke standser ved uforpligtende hensigtserklæringer, men tværtimod forpligter os på kvantitative reduktionsmål.

Jeg kender bekymringen og angsten for, at lidt mindre regulering kan være ensbetydende med mindre beskyttelse. Det ønsker vi ikke. Men den måde, som vi til dels organiserer bureaukratiet på i dag, kan forbedres og skal også forbedres set ud fra Europas borgeres synspunkt. En bestemmelse ikke er ugyldig, hvis man ikke udvikler den mest komplicerede form for formular til at efterprøve den med!

(Bifald)

Vores drøftelser om erklæringen om fremtidens Europa den 24. og 25. marts går godt. Sådan vil vi også fortsætte. I Deres indlæg gjorde De det meget klart, hvilke forventninger der er til EU med hensyn til udenrigspolitik, sikkerheds- og forsvarspolitik. Jeg deler fuldt ud Deres indsats for menneskerettigheder, som har en storslået tradition i Europa-Parlamentet, og det glæder mig, at De vil gøre dialogen mellem kulturerne til et af Deres centrale punkter. Under min rejse i Mellemøsten i de seneste dage har jeg mærket, hvilke forventninger der hviler på EU og alle dets institutioner. Længslen efter fred og bekymringen på grund af Irans atomprogram er mærkbar i Mellemøsten og næsten håndgribelig. Her har vi et stort ansvar for - naturligvis sammen med aktørerne i regionen, med USA og med Rusland - at sætte alt ind på at få sat en fredsproces i gang, som menneskene venter så længselsfuldt på.

Jeg har allerede sagt det ved andre lejligheder, og jeg vil gerne gentage, at vi, europæerne, med den kolde krigs ophør oplevede noget helt uventet i vores liv. Næsten alle europæiske lande kan i dag som 27 medlemsstater atter i fællesskab arbejde og kæmpe for fred og frihed i en demokratisk proces, som ofte er vanskelig, men den er fælles og foregår under demokratiske forhold. Det, som har været vores tids mirakel, bør også opmuntre os til at arbejde for mirakler og muligheder i andre regioner i verden.

Det, som palæstinenserne og israelerne ikke har oplevet i årtier - et liv i fred, et liv i to nabostater, som ikke bekriger hinanden, et liv med udsigt til velstand - det skal også være vores mål, fordi vi har erfaret, at der kan opstå fred og venskab hen over kløfter, som syntes uovervindelige. Denne oplevelse har givet os europæere en forpligtelse til at gå ind i denne proces. Derfor er jeg meget taknemmelig for, at det også er et af Deres centrale punkter sammen med alle medlemmerne i Europa-Parlamentet.

De citerede Helmut Kohl, hr. formand, og sagde, at vi skal skynde os, at vi ikke hele tiden skal beskæftige os med os selv, men at EU-borgerne forventer, at vi også i globaliseringstider fortsat udformer dette så succesrige kontinent, så det bliver en succes til gavn for borgerne, og at millioner og milliarder af mennesker i verden forventer, at EU med sin erfaring og velstand yder sit bidrag til, at verden bliver et mere fredeligt og frit sted. Lad os arbejde for det i fællesskab! Tak for Deres tale. Jeg håber på et godt samarbejde med Europa-Parlamentet!

(Bifald)

  Formanden. - Hjertelig tak også til Dem, fru forbundskansler Angela Merkel, for denne opmuntrende tale. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Det Europæiske Råd, Kommissionen og Parlamentet arbejder for succes for vores kontinent og for EU.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Hr. formand, fru forbundskansler Merkel, tidligere formænd for Europa-Parlamentet, formænd for de europæiske institutioner, mine damer og herrer! I år fejrer vi det, som EU har udrettet i de seneste 50 år. I denne periode er Europa-Parlamentet i stigende grad blevet et konkret udtryk for europæisk demokrati.

Jeg er glad for at se de tidligere formænd for Europa-Parlamentet. På egne og på Kommissionens vegne takker jeg Dem alle for Deres individuelle bidrag til Europa.

Jeg vil lykønske Dem, hr. formand, med dette initiativ. Det er meget vigtigt. Nogle politikere mener, at verden ikke fandtes, før de blev født. Jeg finder det vigtigt, at vi, der tjener borgerne via institutionerne, bevarer denne institutionelle hukommelse. Et ordentligt og civiliseret samfund hylder sin historie og respekterer institutionerne. Jeg vil takke Dem for Deres indlæg, der havde både visioner og substans. Jeg er enig i Deres synspunkter og kan tilslutte mig forpligtelsen.

De har valgt en formand, hvis erfaring og engagement i vores fælles europæiske projekt er helt enestående.

Vores europæiske værdier fremhæver essensen af det Europa, vi ønsker og værdsætter - et Europa med fred, frihed, demokrati, velstand og retfærdighed. Udvidelsen og integrationen af Europa til i alt 27 medlemsstater samt fraværet af krig og diktatur understreger styrken af disse værdier og de erfaringer, vi har gjort os gennem historien. Kun gennem en fælles forpligtelse kan vi give svar til borgerne i det 21. århundredes globale verden.

Kulturel og religiøs pluralisme er en stærk europæisk værdi. I denne forstand glæder jeg mig specielt over parlamentsformand Poetterings vægt på interkulturel og religiøs dialog. EU er i en god position til at fremme denne dialog. Vi er fordybet i mangfoldighed i form af forskellige traditioner, kulturer, sprog, nationer. Det er en af vores dyrebare gaver som europæere. Vi er i nogen grad en succes i globalisering. Vi er bedre end nogen anden i stand til at forme denne globaliserede verden.

Dialog er metoden til at sikre, at mangfoldighed ikke skaber splid, men beriger vores enhed. Jeg er overbevist om, at kulturel mangfoldighed er kilden til Europas styrke og dets evne til at fremme sine værdier og interesser i verden. Denne dialog skal næres ordentligt. Vi agter at gøre næste års europæiske år for interkulturel dialog til platform for denne dialog. Kommissionen har længe været i dialog med religioner, kirker og trossamfund inklusive folk, der ikke har nogen religion. Jeg vil gerne forelægge dette sammen med Europa-Parlamentet som et synligt eksempel på, hvordan de europæiske institutioner i fællesskab fremmer den europæiske integration.

For at signalere betydningen af denne dimension inviterede jeg i fjor rådsformanden til at deltage i et møde med religiøse og kirkelige ledere. Jeg glæder mig over aftalen om at afholde et topmøde i maj i år med deltagelse af de tre formænd for de europæiske politiske institutioner samt lederne fra de væsentligste religioner og kirker, som jeg har æren at være vært for.

Den 25. marts får vi mulighed for både at fejre vores resultater og vores værdier. Jeg er henrykt over, at Europa-Parlamentet og Kommissionen fuldt ud deltager i forberedelserne til erklæringen om Europas fremtid efter mit forslag i maj sidste år. Denne erklæring, der skal underskrives i Berlin, repræsenterer et ægte fælles referencepunkt - en bekræftelse af, hvad EU går ind for, og en hensigtserklæring om, hvad vi ønsker at opnå i det 21. århundrede.

I sidste måned kom jeg her i Parlamentet med forslag til, hvad jeg gerne ser medtaget i Berlin-erklæringen. Jeg gjorde det ikke kun for at stille forslag. De svarer til de resultater, som de europæiske borgere ønsker fra os. Og jeg tror på, at vi ved at fokusere på målene med vores fælles projekt vil kunne opnå en stærk og udvidet konsensus inklusive konsensus om en institutionel afklaring.

Jeg er overbevist om, at hvis europæerne ser, at EU tager fat på globalisering og fremme af økonomisk vækst og job, udviser social solidaritet, gør noget ved klimaforandringerne, øger den demokratiske legitimitet, skaffer sikkerhed for borgerne og forsvarer vores værdier og interesser på verdensplan, så vil de stole på, at EU kan reformere sig selv med henblik på at klare morgendagens udfordringer og skaffe praktiske resultater.

Vi er her alle for at tjene EU-borgerne. Hvis vi skal nyde offentlighedens samtykke, skal vi i vores indsats fokusere på borgernes prioriteter, og vi skal arbejde på en måde, der berettiger os til deres tillid, idet vi i særdeleshed overholder nærhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet. Det er præcis denne fremgangsmåde, vi skitserer i vores meddelelse om borgernes dagsorden fra maj 2006.

For at opnå resultater skal vi bevare og udvikle det institutionelle partnerskab. Et partnerskab, der bygger på adskillelse af kompetencer, men også på tanken om indbyrdes institutionel afhængighed. Samtidig med at vi respekterer den enkelte institutions autonomi, er vi nødt til at understrege fællesskabet i de europæiske principper. Trods nogle naturlige politiske og ideologiske forskelle bør de personer, der fuldt ud støtter disse principper, opbygge et ægte europæisk partnerskab.

Jeg synes, at samarbejdet mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen fungerer fint. Det har bevist sit værd under nogle barske prøver. I det seneste år er der løst vanskelige sager om tjenesteydelser, kemikalier, Reach og de finansielle overslag, blot for at nævne nogle få. Det var resultatet af et samarbejde mellem de tre institutioner i denne partnerskabsånd. Jeg er indstillet på et tæt samarbejde med Dem, hr. formand, såvel som med forbundskansler Merkel og hendes efterfølgere ved Rådets ror. Jeg er overbevist om, at det er den måde, hvorpå vi bedst skaffer de resultater, som borgerne ønsker.

Forhandlingen om Europas fremtid er ikke en biting. Et mere effektivt og demokratisk EU er helt afgørende for vores mulighed for at gennemføre politikker og skaffe resultater. Vi ved alle, at det er det, som forfatningstraktaten ville have skaffet os, og at der er grænser for, hvad vi kan opnå uden den. Som jeg ofte siger, kan vi ikke bygge morgendagens Europa med gårsdagens værktøj. Nice-traktaten er ikke tilstrækkelig.

(Bifald)

Jeg ved, at Parlamentet ligesom Kommissionen fuldt ud støtter det tyske formandskabs bestræbelser på at finde den rette vej fremad. Forbundskansler Merkels energi og engagement giver os et ægte håb om, at vi kan skabe konsensus og skabe en overbevisende sag for reform og udvikling til EU-borgerne. Men rådsformandskabet kan kun skaffe resultater med støtte fra alle medlemsstater. I dag, hvor alle EU-institutionerne er samlet her, vil jeg gentage min opfordring til medlemsstaterne om at finde en løsning vedrørende forfatningstraktaten. Jeg ved, at det efter de to "nej-afstemninger" i to af medlemsstaterne er vanskeligt om ikke umuligt at ratificere præcis den samme tekst. Men lad os ikke glemme, at alle regeringerne underskrev traktaten. Det har i det mindste en dobbelt effekt. For det første erkendte medlemsstaterne, at EU er nødt til at løse fælles problemer og fælles udfordringer. Og dem har vi endnu ikke løst. For det andet er underskrivelsen af en traktat også en tilkendegivelse af et ansvar over for de øvrige medlemsstater, EU's institutioner og EU's borgere. Det er alle de europæiske regeringers pligt at være konstruktive og aktive i bestræbelserne på at finde en fælles løsning. Og jeg vil gerne understrege ordet "fælles". I et historisk øjeblik som dette, hvor vi fejrer en fredelig europæisk enhed, har vi ikke ret til atter at dele den.

Med hensyn til deres holdninger til Europa minder nogle politikere mig om James Mill, der var far til John Stuart Mill. John Stuart Mill sagde en gang, at hans far elskede menneskeheden i almindelighed, men hadede den enkelte person i særdeleshed.

(Latter)

Der er også mange politikere i Europa, der erklærer deres kærlighed til Europa i almindelighed, men som er modstandere af europæiske løsninger vedrørende energi, klimaforandringer, immigration og selvfølgelig den institutionelle afklaring. Lad os være ærlige. Vi har ikke brug for hensigtserklæringer. Vi har brug for engagement.

(Bifald)

Og vi står over for afgørende prøver i den nærmeste fremtid startende med den energi- og klimapolitiske pakke i Det Europæiske Råd i marts måned. Jeg glæder mig overmåde over forbundskansler Merkels erklæring. Lad os være ærlige over for os selv. Sammenhæng er en forudsætning for troværdighed. Vi er ikke troværdige, når vi siger, at vi ønsker at tale med én stemme over for den øvrige verden i energispørgsmål, og vi så fortsat indbyrdes taler med 27 stemmer på vegne af 27 markeder. Vi er ikke troværdige, når vi opstiller kampen mod klimaforandringer som en af Europas vigtigste prioriteringer og så efterfølgende ikke kan nå til enighed om konkrete politiske mål. Vi er nødt til at være sammenhængende og troværdige.

Jeg gør mig store forhåbninger for tiden frem til afslutningen på denne valgperiode. Jeg synes, at vi har opstillet de rigtige prioriteringer og det rette partnerskabsgrundlag til at få dem gennemført. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med parlamentsformand Poettering og Europa-Parlamentet sammen med kollegerne i Det Europæiske Råd om at gennemføre ægte reformer i Europa og reelle ændringer for EU-borgerne frem til årtiets udgang.

Jeg tror på, at vi kan opbygge et Europa, der kan forme fremtiden for vores verden omkring værdierne frihed og retfærdighed, der er så vigtige for os.

(Bifald)

  Formanden. - Hr. kommissionsformand Barroso! Jeg vil gerne takke Dem for Deres redegørelse og specielt for Deres kærkomne bekendelse til et partnerskab med Europa-Parlamentet. Jeg vil også personligt takke Dem. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde.

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru formand for Rådet, hr. Barroso, mine damer og herrer! Jeg vil gerne ønske Dem hjertelig tillykke, kære Hans-Gert, for Deres brillante tale om, hvordan Europa er nødt til at remobilisere og endnu en gang forene sine kræfter.

De har fremstillet Deres vision om EU's fremtid for Deres forgængere i disse høje embeder, som jeg vil benytte lejligheden til at hilse velkommen, og også for repræsentanterne for alle de europæiske institutioner. Visionen om et både forenet og integreret Europa, som også er åbent mod verden og bevidst om sit internationale ansvar, samtidig med at borgerne bedre kan identificere det, og det er tættere på dem.

PPE-DE-Gruppen deler fuldt ud denne vision. Jeg elsker den målrettede, positive og konstruktive tone i Deres forslag. Vi må holde op med at tale negativt om Europa, holde op med at spørge os selv, hvad der skal blive af os, og i stedet samle os om det, vi må gøre.

Det europæiske projekt er en succes! Det har ikke blot ført til udvikling og velstand i vores medlemsstater og vores befolkninger, det har også sikret fred i vores del af verden.

Vi har ændret historiens gang takket være dette projekt, og de, der foregiver, at det ikke længere er tilstrækkeligt, må se sig omkring, i deres dagligdag. For fordelene ved Europa findes overalt. Man må handle mod bedre vidende for ikke at se det, men det er ganske vist, at vi skal lægge mere vægt på, hvor overbeviste vi er om vores projekter, og lære at tillægge dem større værdi. Det gælder euroen, som er en succes, men det gælder også mere generelt vores arbejde som lovgivende institution.

Vi har al mulig grund til at have tillid til vores fremtid i EU. De udfordringer, vi endnu har tilbage, kan kun blive mødt, hvis vi optræder som et forenet og beslutsomt Europa, og i hvert fald ikke som et tungsindigt Europa, der er besat af fortiden.

Vores gruppe er enig i Deres prioriteter, hr. formand, som forekommer os at modsvare de store udfordringer i verden af i dag såvel som vores medborgeres daglige bekymringer. De to ting hænger sammen. Hvad kræver en borger i Europa? Han kræver både mere frihed - det gælder især de yngste - mere sikkerhed og beskyttelse imod det, der truer. Han kræver at kunne arbejde og nyde frugterne af sit arbejde. Og endelig forventer han, at Europa bekræfter og fremhæver værdierne i vores civilisation og vores kultur.

Så ja til miljøbeskyttelse og kamp mod klimaødelæggelserne på europæisk plan. Ja til en fælles energipolitik, som garanterer sikre forsyninger til overkommelige priser, idet jeg ikke udelukker nogen form for energikilde, der kunne sikre vores uafhængighed. Ja til en bæredygtig landbrugs- og fødevarepolitik, som skaber fremtidsudsigter for landområderne, og som også garanterer fødevaresikkerhed, samtidig med at den tager del i den teknologiske udvikling. Og endelig ja til en forsknings- og udviklingspolitik, som placerer Europa i front for de innovative kræfter, som vi foreslog i Lissabon-målsætningerne.

Men for mit vedkommende vil jeg her til morgen insistere på at komme tæt på borgerne og på nødvendigheden af at skabe syntese mellem denne målsætning og målsætningen om dialog mellem kulturer og religioner. Dialogen mellem kulturer og religioner er den positive side af kampen mod racisme og intolerance, mod udstødelse og fremmedhad. Det er ikke nok at pege på disse onder eller kæmpe imod disse plager. Vi skal give en positiv fremstilling af fordelene ved gensidigt kendskab til hinanden, ved blandede sociale miljøer, det ædle ved gæstfrihed, storheden i tolerance og også den gensidige berigelse ved mødet mellem forskellige kulturer.

Samtidig kræver det, at EU udtaler sig om sine geografiske begrænsninger, sine grænser og en fælles indvandringspolitik. Endelig skal EU definere sin strategi for globaliseringen. Denne strategi kan ikke baseres på den stærkestes ret, men på en blanding af konkurrenceevne, højt beskæftigelsesniveau og social sikring. Vi skal have en kontrolleret globalisering.

Jeg vil gerne endnu en gang rose det tyske formandskab og især fru Merkel for deres vilje til at forfølge alle disse sager med en sådan beslutsomhed. Der er ikke blot udfordringer for de kommende seks måneder, men for de kommende 10 eller 20 år.

Erklæringen den 25. marts i forbindelse med Unionens 50-årsdag kan være lejligheden til at foreslå en renæssance af den politiske ambition for Europa. Denne ambition, som er i overensstemmelse med grundlæggernes langsigtede projekt, kræver institutionel fornyelse.

Jeg ved, hr. formand, fru rådsformand og hr. Barroso, hvor stor betydning De tillægger dette. Vi har tillid til, at Kommissionen og dens formand, José Manuel Barroso, vil tage den institutionelle udfordring op. Kommissionen er både vogter af traktaterne og Fællesskabets almene interesser. Vi vil altid stå ved dens side, når den ansvarligt udøver denne dobbelte funktion. Kun ved forenede kræfter og fælles overbevisninger kan vi få EU ud af den faste skure.

Til slut kunne jeg have citeret Pierre Pflimlin, tidligere formand for Europa-Parlamentet, som ville have fejret sin 100-årsdag i år, og som inderligt ønskede sig et Europa med åndelige værdier. Men jeg vil i stedet benytte mig af en af de mest eurofile af vores forfattere fra det 20. århundrede, Stephan Zweig, som i sin fantastiske biografi om Erasmus overrækker en nøgle til grundlæggerne af gårsdagens og morgendagens Europa, idet han skriver, at der altid vil være brug for dem, der fortæller folk, hvad der bringer dem sammen, snarere end hvad der skiller dem ad, og som på ny vækker folks hjerter til troen på en højere menneskehed.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære tidligere formænd for Europa-Parlamentet, mine damer og herrer! For at undgå det indtryk, at vi er til PPE-kongres, tager en socialdemokrat nu ordet. Det er en vanskelig øvelse, jeg begiver mig ud i. De ved jo, at parlamentsformandens tale efter min mening skal være en tale, som tilgodeser alle i Parlamentet - i det mindste tilnærmelsesvis - og at den ikke bør være underkastet en kontroversiel politisk debat. Det er nemlig ikke den, der samler alle, der holder en sådan tale, men den, som repræsenterer et enkeltstående standpunkt, som er genstand for diskussion.

Jeg vil anerkende og understrege, at De holdt en tale, hr. formand, som hele Europa-Parlamentet kan stå bag. I Deres tale beskrev De de vigtige opgaver, der ligger foran os, og Deres embedsperiode falder i en afgørende fase for den europæiske politik. Enten lykkes reformerne, eller også lykkes de ikke, sådan må man stille det op over for hinanden. Hvis imidlertid reformerne mislykkes, hvis vi ikke får forfatningen, hvis vi bliver kastet tilbage til den ufuldstændige Nice-traktat, så er det mere end en traktat, der lider nederlag - det udtrykte De også i Deres tale - så er det en idé, der lider nederlag.

I Deres tale beskrev De også, hvad den europæiske idé er. At vi finder løsningerne i det interkulturelle samarbejde, at religiøs intolerance skal overvindes gennem interreligiøs dialog, at økonomisk og social integration er grundlaget for fred og fredelig sameksistens, at territorialkrav kan opgives gennem territorial integration. Hvis vi stiller denne idé op over for udfordringerne, så er det klart, hvad udfordringerne er: etnisk had og racehad, som vi finder i hele verden, religiøs intolerance, som vi finder overalt ved vores grænser, og beklageligvis sågar atter territoriale magtkrav. Hvis man vil have fred i verden, hvis man vil skabe fred i Europa indadtil og udadtil, så kræver det mere end nogensinde den europæiske idé, modkonceptet til krigsstiftende elementer som had, intolerance, udstødelse og undertrykkelse. Integration, socialt og kulturelt, interreligiøse transetniske løsninger, vores koncept, det er modtrækket, og det beskrev De godt. Det kan min gruppe kun støtte fuldt ud.

Men samtidig udfordres vi - det sagde De også helt rigtigt - af håndteringen af de daglige konflikter. Folk vil have mere end højtidelige møder. Min kompliment, mødet i dag er et højtideligt møde, som vi har arbejdet hen imod i lang tid, og jeg vil trods al skepsis indrømme, at det er lykkedes godt. Men vi holder ikke højtidelige møder hver dag. Det, borgerne ønsker af os, er en løsning på dagligdagens konflikter. Når de højtidelige ord er klinget ud, bliver vi meget hurtigt indhentet af hverdagen. Folk ønsker tre ting af os, nemlig for det første at vi beskriver, hvad det drejer sig om, for det andet at vi stiller løsningsforslag, og for det tredje at vi træffer beslutninger og handler - helst sammen, men hvis det ikke kan lade sig gøre, så ved flertalsbeslutning, som man plejer i demokratier. Det skal også til, i øvrigt også i Rådet.

Før De nu igen fortæller os om diskontinuitet, fru forbundskansler, så er jeg jo indforstået med, at vi diskuterer det, men den største diskontinuitetsmaskine, der findes i Europa, er Rådet, som De er formand for. Det er problemet.

(Bifald)

Vi bliver naturligvis også indhentet af vores egne vanskeligheder, som vi alle må klare - vi her i Parlamentet, De i Rådet og også Kommissionen. Fru rådsformand, De gav et vidunderligt interview i tidsskriftet Cicero den 1. januar i år. Jeg læste det med stor opmærksomhed. Der står en fantastisk sætning, som De har udtalt: "Mit mål er også, at vi i 2007 kommer videre i retning af mere klimabeskyttelse. (...) På denne baggrund vil jeg give de økologiske spørgsmål en særlig plads i den internationale ramme." Godt gået! Det sagde De ikke i dag. Nu citerer jeg et andet sted. Hvis jeg ikke tager fejl, sagde De det i den tyske Forbundsdag. De vil med stor hårdhed forhindre, at der fra 2012 bliver fastsat en fælles grænseværdi for kuldioxidudledningen fra nye biler. Voilà - dér blev vi atter indhentet af den bitre hverdag.

(Tilråb fra hr. Cohn-Bendit: "diskontinuitet!")

Det er også diskontinuitet, der er rigtigt. Vi må ...

(Tilråb fra Markus Ferber)

De kan se, hr. formand, at min frygt bliver til virkelighed. Det højtidelige møde kunne blive til en kontroversiel debat. Men hr. Ferbers CSU har så travlt med sig selv, at vi vil tillade ham dette tilråb.

Fru formand og hr. formand Poettering, vi må forsøge at tilgodese begge krav, vi må ikke nøjes med at organisere højtidelige møder med højtflyvende deklarationer, vi skal også levere resultater i hverdagen. Det er det, vi forlanger. I dag har jeg hørt i alle talerne, at det sociale Europa er hjertet, grundlaget for sammenholdet i vores samfund. Da jeg sagde det for to et halvt år siden i min første tale som formand for min gruppe, høstede jeg hånlatter fra visse sider i Parlamentet. At vi på to et halvt år har opnået et sådant fremskridt, og alle nu er enige, det giver mig grund til at håbe, at vi vil være kommet endnu længere ved slutningen af Deres to et halvtårige embedsperiode, sådan som De har forudsagt.

Jeg har to korte bemærkninger til slut. Jeg er ikke enig med Dem i, hr. formand, at USA overvandt kommunismen eller bidrog til at overvinde kommunismen i Østeuropa. Det var ikke USA, der gjorde det. Det var de modige mænd og kvinder i Polen. Det var ungarerne. Det var balterne, der overvandt kommunismen, ikke USA. Det er mere nødvendigt end nogensinde at sige det i dette Parlament med tak til kollegerne fra disse lande, som repræsenterer de nye demokratier.

(Bifald)

Jeg har en sidste bemærkning til Dem, hr. formand. De talte om fremtiden. De holdt en tale, som efter min mening er en af de bedste, der er blevet holdt her i mange år. Jeg vil gerne sige til Dem, at jeg har tillid til, at De vil gennemføre det. Netop med hensyn til forfatningstraktaten vil De som formand for denne institution have en vigtig opgave. Hvis De kan bidrage til at føre de meget forskellige opfattelser hos stats- og regeringscheferne sammen, hvis De kan gøre det på samme måde, som De som gruppeformand for PPE-DE-Gruppen har holdt sammen på de modstræbende interesser i denne gruppe, så har jeg stor tillid til, at De vil få et godt formandskab.

(Bifald)

  Formanden. - Hr. Schulz! Det er ikke op til mig at bedømme Deres tale, men jeg vil dog sige, at når man tænker på, at De egentlig slet ikke ville tale, så talte De meget engageret. Hjertelig tak.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Deres erfaring her i Parlamentet siden det direkte valg i 1979 har gjort Dem velkvalificeret og givet Dem en sjælden fornemmelse for perspektivet i Deres embede. Jeg lykønsker Dem med dagens indlæg.

De har set EU vokse fra ni lande i 1970'erne til 12 i 1980'erne, 15 i 1990'erne og frem til først 25 og dernæst 27 lande i dette årti med en lang kø af lande, der venter på at blive optaget i EU. De har set Rom-traktaten blive suppleret af Den Europæiske Fælles Akt, Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktaten og nu udkastet til en forfatningstraktat, efterhånden som det fælles marked er blevet forstærket med et indre marked, en fælles mønt og politikker vedrørende retlige og indre anliggender, udenrigs- og sikkerhedsordninger og nu energi.

De har også - ligesom nogle af os fra den yngre årgang - set en dybtliggende ændring i det, som EU handler om. Det er ikke længere en union, der skal sikre fred og fødevareforsyninger, men en union, der skal kunne tage vores tre hovedudfordringer op: hastig vækst i verdens befolkning og indvandring, energiressourcer og klimaforandringer samt internationalt organiseret terrorrelateret kriminalitet.

Hidtil er energien til opbygningen af Unionen kommet indefra. Den kommer nu i stigende grad fra den anden side af vores grænser, og svaret fra vores institutioner har været usikkert. Unionen er ramt af et ildebefindende, der har ført til kævleri mellem medlemsstaterne, der for at bevare den nationale suverænitet alt for ofte giver frie tøjler til globalt anarki. Og kævleriet mellem vores institutioner gør borgerne kolde, ligesom forskellige religiøse grupperinger, hvor man skændes om dokumentation i stedet for at spørge, hvorfor ingen længere går i kirke.

Hr. Poettering, De skal lede Parlamentet i en tid, hvor det i stigende grad bliver dynamo for den europæiske integration. Europæerne skal i stigende grad se på Europa-Parlamentet. Parlamentet er genopstået og frimodigt, og det stiller Rådet og medlemsstaterne til regnskab, når deres terrorbekæmpelse lader hånt om de rettigheder, vi hæger om; det skaber enighed - hvilket Kommissionen ikke formår - om det indre marked for tjenesteydelser eller om forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, og det samarbejder med de nationale parlamenter om at undersøge den udøvende magt og sørge for, at loven overholdes.

Parlamentet bliver kort sagt myndigt. Ideologien har overgået nationaliteten som den vigtigste faktor for stemmeafgivelse. Det er sandt, at Parlamentet endnu ikke har initiativret eller retten til at foreslå en formand for Kommissionen, men ingen af delene er længere utænkeligt, og folk mener i stigende grad, at begge dele vil kunne forbedre EU's demokratikultur.

Derfor, hr. Poettering, håber jeg, at De vil bruge Deres to et halvt år til at tage fat i behovet for en reform af Parlamentet, til at give os et Parlament, der er bedre rustet til at udføre en sådan ledelse, et Parlament, der møder fuldtalligt op hver uge, et Parlament, der koncentrerer sig om dybtgående politiske valg i stedet for at stemme om hundredvis af ændringsforslag for at flytte semikoloner, et Parlament, der fuldt ud udnytter sine nye kontrolbeføjelser til at tilbagekalde og efterkontrollere vores love.

Da De første gang blev valgt, var Europa-Parlamentet en rådgivende forsamling, der var oprettet for at give proformadække for beslutninger, der var truffet af bureaukrater og diplomater. Nu er det en hjørnesten i vores europæiske hjem. I 13 år med fælles beslutningstagning har denne ene funktion udviklet denne myndigheds organer. Og gennemsigtighed har givet ilt til vores blodstrømme.

Jeg vil gerne sige til forbundskansler Merkel, at der er behov for fælles beslutningstagning inden for alle områder af den politiske beslutningsproces, hvis den demokratiske kontrolproces skal fungere på europæisk plan. Det er et faktum, at EU uden reel demokratisk eller juridisk kontrol træffer beslutninger, der er bindende for medlemsstaterne, og at det udsætter os for kritik fra Menneskerettighedsdomstolen eller forfatningsdomstolene. Der var bud efter os, da den tyske forfatningsdomstol undersøgte rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og var meget tæt på at bestride dens legitimitet. Hvis den tyske regering, der blokerede for brugen af passerelle-bestemmelsen i artikel 42 for nogle få måneder siden, virkelig ønsker at fremme demokratiet i Europa, må De erkende nødvendigheden af afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet og fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet som et grundlag for al lovgivning, da De ellers i Deres tid ved roret risikerer at komme til at optræde som mimikeren Marcel Marceau, der øjensynligt er ved at kravle over en mur, men som i virkeligheden ingen vegne kommer.

Perioden fra 1914 til 1989 var på vores kontinent 75 års voldsom selvlemlæstelse. I år, hvor Bulgarien og Rumænien er kommet med i EU, kan vi stede spøgelserne fra denne periode til hvile. Rødderne til frihed ligger imidlertid i mod. Der er vist et tysk ord, der hedder "Zivilcourage": De, forbundskansler Merkel og kommissionsformand Barroso, skal mønstre det kollektive mod til at føre EU fremad som et sandt demokrati for at skabe det, som Winston Churchill i 1945 kaldte "en mere vidtrækkende patriotisme" og et fælles statsborgerskab for det splittede folk på dette turbulente og magtfulde kontinent.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. Watson. Da De talte om de umådeligt mange ændringsforslag, så jeg mange af de tidligere formænd smile! Det er vist et problem, som de tidligere formænd også havde. Det værste var imidlertid, dengang det startede i 1979 - hvilket tidligere parlamentsformand Simone Veil vil huske - hvor vi i nogle tilfælde havde mere end 1000 ændringsforslag, men vi havde ikke det elektroniske apparat til at håndtere dem.

  Brian Crowley, thar ceann Ghrúpa UEN. - A Uachtaráin, tá tú i do bhall den teach seo le fada anois agus tá tú ar dhuine de na baill is mó a bhfuil taithí aige ar obair an tí seo. Thug tú riamh, agus tabharfaidh, tacaíocht láidir d'Institiúid na Parlaiminte ag leibhéal na hEorpa agus ar an stáitse idirnáisiúnta. Chuir tú polasaí polaitiúil uaillmhianach don dá bhliain go leith atá romhainn amach os ár gcomhair anseo inniu. Tá tacaíocht iomlán tugtha ag mo ghrúpa polaitíochta don iarracht pholaitiúil riamh agus is mar sin a bheidh amach anseo.

(EN) Hr. formand! I dag bør vi tænke på, hvor kommer fra, men vi skal også have en vision for fremtiden. I Deres tale til os i dag præsenterede De ikke kun et vidnesbyrd om fortiden, men også en klar kurs for fremtiden.

I Deres indlæg rejste De en række spørgsmål, som ingen af mine kolleger hidtil har været inde på. Det første, der på en måde også er det mest effektfulde, er det faktum, at Rådets formand forbundskansler Merkel samt kommissionsformand Barroso har vist Dem og Parlamentet den respekt at være til stede i dag for at deltage i denne begivenhed. Det kaster selvfølgelig glans over Dem som tysker at have Deres forbundskansler i salen i dag, men det kaster endnu mere glans over Europa-Parlamentet, at Angela Merkel har afsat tid til at være her hos os på trods af alt det arbejde, hun snart skal i gang med som formand for Rådet.

Det sømmer sig for os at påskønne dette, ikke kun på grund af embedsmændenes tilstedeværelse, men vigtigst af alt på grund af det ansvar, som EU's vælgere har givet os som deres talsmænd og talerør. Det bringer os undertiden i konflikt med idealerne hos teknikerne bag oprettelsen af et nyt EU. Det bringer os undertiden i konflikt med kravene fra medlemsstaternes regeringer. Men det er vores hellige pligt som parlament at være denne stemme, at være fornuftens, fredens, visionernes og vigtigst af alt stemmernes stemme. Vi skal huske på dem, der er blevet tabt eller glemt af vores samfund og sikre os, at de kan fortsætte mod denne nye fremtid og få denne nye mulighed.

I Deres indlæg i dag, hr. formand, var der én ting, som jeg fandt fantastisk - og det er første gang, jeg har hørt nogen her i Parlamentet sige det med så stor oprigtighed - nemlig Deres ord om de unges rolle i Europa. Deres tanker om et nyt program for unge, en pris for unge, så den nye generation kan komme til at påskønne og forstå, hvad vi allerede kan forstå fra vores egen historie.

Som mine kolleger med rette sagde, taler vi om USA's sejr over kommunismen og nazismen. De spillede en rolle. Lad os ikke benægte, at Europa var bukket under uden USA's hjælp i 1940'erne. Lad os ikke glemme, at Europa var bukket under uden USA's hjælp i 1918. Lad os ikke glemme, at vi uden USA's hjælp i 1960'erne og 1970'erne ville have været under konstant og direkte trussel om mere krig og vold. Men lad os heller ikke glemme, at de visionære mænd og kvinder - uanset om det var i forbindelse med Solidaritet i Polen, opstanden i Ungarn, forårsrevolutionen, fløjlsrevolutionen eller Pave Johannes Paul II - alle havde troen på menneskelig værdighed, forskellighedens værdighed og menneskers ret til ytringsfrihed og til at have en livsholdning. Det ikke alene bekæmper diktatur, men alle dårligdomme, som menneskeslægten står over for i dag, og derfor er Deres tanke om en kulturel dialog, om en forståelse for forskellige trosretninger og traditioner så vigtig for Europas udvikling fremover. Hvis De læser om os, udgør Europa ikke en trussel mod nogen, uanset tro eller lignende. Faktisk er vi på mange måder ved at være så liberale, at vi helt glemmer pluralismen. Vi glemmer at tage hensyn til nogle folk med stærke ikkevoldelige overbevisninger, og vi er med til at jage dem ud af deres job, samtidig med at vi huser folk med ganske radikale livsanskuelser og giver dem deres eget rum.

Mine sidste to kommentarer vedrører bemærkningerne fra nogle af kollegerne samt fra både Kommissionens formand og Rådets formand om udviklingen af den europæiske politik fremover. Jeg fejlfortolker måske, hvad folk siger, men borgerne i EU er grundigt trætte af den pedantiske snak om institutionelle ændringer og reformer. EU-borgerne ønsker handling. De ønsker positive reaktioner på de problemer, vi står over for.

Vi har gjort fremskridt med hensyn til klimaforandringer, socialpolitik og andre emner af betydning for det indre marked, men borgerne ønsker en indsats på et reelt niveau med konkret betydning for deres liv snarere end reaktioner på problemer, når de opstår. Alt for ofte skuer vi her i Europa-Parlamentet tilbage og siger "det gjorde man forkert i 1979" eller "det gjorde man forkert i 1992", eller noget andet blev gjort forkert i 1997 eller "vi benyttede ikke lejligheden". Lad os ikke glemme, at politik er en kunstart, mens økonomi er en videnskab, hvor man får det rigtige resultat, hver gang man benytter den rigtige formel. Politik er en kunstart, fordi den skal afstemmes efter samfundets behov, efter befolkningens ønsker og krav samt ikke mindst efter samfundets flygtighed som helhed.

Til slut vil jeg nævne vores mest presserende opgave, der består i at skabe et mere retfærdigt område med fred og forståelse i Mellemøsten. Jeg tager hatten af for Deres ønske om at besøge Libanon, Palæstina og Israel for at igangsætte denne proces. Europa bør atter indtage en central placering i bestræbelserne på at finde en fredsløsning i Mellemøsten.

Jeg vil blot sige til Dem, hr. formand, at trods det besvær, vi har givet Dem, og selv om De vil komme i modvind, så vil De i de næste to et halvt år have Parlamentets opbakning.

(Bifald)

  Formanden. - Tak for det, hr. Crowley. De overskred Deres taletid. Jeg vil ikke sige, at De fik længere tid, fordi De sagde mange pæne ting, men de kommende talere er nødt til at overholde taletiden, også selv om de ikke altid er enig med Dem.

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi anerkender og respekterer naturligvis seriøsiteten og dybden i Deres europæiske engagement. I Deres tale i dag opstiller De nogle prioriteringer, som ganske vist er en smule vagt formuleret, men som Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance i det store og hele kan tilslutte sig.

De mindede med rette om Parlamentets historie, og det glæder mig meget, at De har sørget for, at Europa-Parlamentets formænd er til stede her i salen i dag. Jeg havde lejlighed til at lære nogle af dem at kende, da jeg startede i Parlamentet som ung og entusiastisk føderalist, og jeg har fulgt mange af dem i deres arbejde. Derfor er jeg meget glad for at se dem her i dag.

Ikke desto mindre forventer vi, at der kommer nogle kendsgerninger på bordet, hr. formand, og her tænker jeg på nogle meget konkrete beslutninger, som ikke må forblive vage, og hvor Parlamentet skal beslutte, om det skal forholde sig tavst og disciplineret, eller om det skal være et sted, hvor man handler i en interesses og en europæisk værdis navn, der i dag næsten er gået tabt på grund af diplomatiske manøvrer og nationale motiver. Dette er Parlamentets ansvar, nemlig at være samlingssted for europæiske drøftelser og for forslag om et demokratisk Europa. I den forbindelse må Parlamentets bidrag til en løsning på det dødvande, som forfatningen befinder sig i, ikke blot være det, som De sagde - da De ordret og sikkert ikke tilfældigt gentog det, som fru Merkel sagde her i Parlamentet - nemlig at vi skal redde forfatningens indhold. Vi kan ikke nøjes med blot at erklære, at vi vil redde forfatningens indhold.

Vi skal skynde os at gøre to ting, som Parlamentet tidligere - da De var formand for PPE-DE-Gruppen, og da hr. Schulz var formand - ikke var i stand til eller forstod at gøre - nej, jeg henviser til de to formænd for de største grupper - nemlig for det første at blive enige om, hvad Parlamentet helt præcist og på en fuldstændigt selvstændig måde skal foretage sig med hensyn til forfatningen, og for det andet - hvilket er vigtigere - at kæmpe for, at Europa-Parlamentet bevarer den forfatningsmæssige rolle, som det fik med konventet. Hvis man skal drøfte en tidsplan eller et forslag, vil vi gerne, fru Merkel og hr. Poettering, være medlovgivere og ikke observatører. Hr. Poettering, jeg vil gerne se Dem kæmpe for Parlamentets ret i den forbindelse.

(Bifald)

De talte om værdier, og De nævnte nogle konkrete tilfælde, som vi godt kan være enige i, når det gælder et meget vigtigt spørgsmål for Parlamentet, nemlig beskyttelsen af menneskerettighederne. De talte også om tolerance, som er et ord, De holder meget af. Jeg kan fortælle Dem, at jeg personligt af og til er bekymret over dette ord, fordi man under dække af ordet "tolerance" har begået - dvs. tolereret - forbrydelser og krænkelser af enkeltpersoners rettigheder, som vi absolut ikke må glemme. Derfor vil vi hellere tale om "fælles rettigheder for alle mænd og kvinder". Disse rettigheder er - og skal blive ved med at være - ens for alle.

Når vi taler om forbindelserne med Rusland, er vi nødt til at komme ind på Tjetjenien-spørgsmålet, og vi er nødt til på en ansvarlig måde at tage hul på debatten om en reduktion af vores energiafhængighed. Her må vi skarpt kritisere de lande, som er stik-i-rend-drenge ved "zar" Putins hof, og dem er der mange af. I dialogen med USA må vi ikke glemme dødsstraffen i landet, CIA-flyvningerne, spørgsmålet om passageroplysninger og den forebyggende krig. Endelig må vi, når vi taler om menneskerettigheder, ikke glemme at forsvare - også ved hjælp af små hastebeslutninger - de mennesker, som selv er menneskerettighedsforkæmpere, og som sidder glemt i et eller andet fængsel eller en eller anden skov. Når vi taler om sikkerhed, hr. formand - og det talte De længe om på Parlamentets vegne - må vi ikke se bort fra de resolutioner, der er vedtaget om nedrustning og om en adfærdskodeks for våben.

Vi vil gøre en meget aktiv indsats i arbejdet med den interne reform. Der var to spørgsmål, som De ikke nævnte, og som efter min mening er væsentlige. Det første er spørgsmålet om vores samlingssted. Jeg håber, at parlamentsgrupperne og De personligt vil være modige nok til at holde en debat om Europa-Parlamentets samlingssted her i Parlamentet. Den europæiske histories hus kunne måske godt være her i denne smukke bygning, hvem ved? Efter min opfattelse er det dog vigtigt, at De virkelig tager initiativ til at se på spørgsmålet om, hvor Parlamentet skal mødes.

Det andet spørgsmål - og jeg ved udmærket, at jeg skal arbejde hårdt for at overbevise Dem - er at sørge for, at Parlamentet bliver grønnere, ikke ud fra et politisk synspunkt, men når det gælder dets miljømæssige bæredygtighed. Jeg er helt sikker på, at det vil lykkes mig at overbevise Dem, eftersom vi dag ikke kan acceptere Parlamentets spild af vand, lys og tjenestebiler, hvis vi skal holde de løfter, vi har givet med hensyn til klimaforandringerne.

Til sidst vil jeg kort henvende mig til fru Merkel. Deres forslag vedrørende bureaukrati, diskontinuitet og bedre regulering er vi ikke imponerede, men bekymrede over. Problemet med bureaukrati er snarere nationalt end europæisk. Hvor mange personer er med i den delegation, der ledsager Dem i dag? Den består sikkert af flere personer end den, der ledsager kommissionsformand Barroso. Det er de multinationale selskaber og ikke borgerne, som klager over for mange regler. I henhold til en række Eurobarometer-undersøgelser ønsker borgerne mere lovgivning til beskyttelse af dem og ikke mindre lovgivning! Endelig giver forslaget om diskontinuitet i virkeligheden Rådet mulighed for at boykotte og forsinke al den lovgivning, som Rådet ikke bryder sig om.

Jeg ønsker Dem således god arbejdslyst, hr. formand. Jeg tror, at vi får det sjovt i de næste to år.

(Bifald)

  Formanden. - En stor tak til Monica Frassoni. Når det gælder menneskerettighederne, har vi altid været enige.

(DE) Med hensyn til spørgsmålet om hjemstedet, så overvejede jeg skam, om jeg skulle tale om det, men jeg besluttede ikke at gøre det.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Mine damer og herrer tidligere formænd, som minder mig om utallige perioder sammen, fru formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, vi har ikke så ofte lejlighed til at se tingene lidt på afstand, så vi må glæde os over den mulighed, vi har fået i dag, for, om end kort, at udveksle vores synspunkter på hele den periode, som skiller os fra det næste europæiske valg.

Det er rigtigt, og det er ingen hemmelighed, at min gruppe ikke har samme politiske mål som flertallet i Europa-Parlamentet. Jeg vil ikke desto mindre med fuldt overlæg bruge nogle af de bærende idéer i Deres tale for at stille flere konkrete forslag. Det drejer sig om begrænsede tiltag, som på ingen måde er revolutionære, og jeg mener oprigtigt talt, at det ikke er nødvendigt at sympatisere med Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre for at kunne genkende sig selv i dem. Alene det, at formanden for Europa-Parlamentet tog dem i betragtning, ville sende et positivt signal til nogle viktige fraktioner i vores offentlighed. Det ville betyde: Jeg har hørt Dem.

Med henvisning til Europas borgeres aspirationer understregede De således, hr. formand, og jeg citerer: "Vi må [...] bevare vores europæiske sociale model" og, især, tilføjede De lidt senere: "Vi skal overbevise gennem vores handlinger". Det er faktisk altafgørende for at afværge en dyb uro, som nærer sig ved tanken om, at Unionen i stedet for at beskytte borgerne mod virkningerne af den nuværende globalisering lidt for ofte tværtimod bidrager til den stadig mere omfattende usikkerhed i den enkeltes tilværelse.

For at få bugt med denne følelse af uundgåelighed ville det være velkomment med en markant handling. Jeg foreslår Dem, hr. formand, at opfordre Rådet, Kommissionen og Parlamentet til at opgive et forslag til direktiv, som vedrører hele Unionens befolkning, og som, hvis der ikke sker noget inden for de næste måneder, risikerer at skabe en ny Bolkestein-effekt, så dogmatisk, ubegrundet og ødelæggende som det er for de offentlige tjenesters fremtid. Jeg taler her om forslaget til liberalisering af postvæsenet den 1. januar 2009, seks måneder før næste valg.

De lagde, mere generelt, vægt på en anden tanke, som i mine øjne er meget rigtig og meget vigtig. De siger, at vi har brug for "en ny pagt mellem de europæiske borgere og deres politiske institutioner i EU", og derefter siger De, med henvisning til den kommende europæiske traktat, at "vi må reformere Unionen grundlæggende". Alle er enige om dette krav. Men meningerne er delte om indholdet af den kommende europæiske forfatning.

Hr. Barroso har netop henvendt sig til Nederlandene og sagt til dem: Vær så venlige, hjælp os, vi skal alle flytte os. Jeg foreslår en metode, som giver alle mulighed for at flytte sig, for at hjælpe med at få Europa tilbage på sporet. Jeg håber, at den proces, der går i gang, giver mulighed for en ordentlig offentlig debat i hele Unionen, en ærlig debat, tættest muligt på borgerne, om meningen med Europa, 50 år efter Rom-traktaten, om målet med vores fælles politikker, og om de forpligtelser, vi er klar til i fællesskab at indgå i fremtiden. Hvis formanden for Europa-Parlamentet beslutter sig til at få et sådant initiativ til at bære frugt, så vil han øjeblikkelig have opfyldt sit mandat.

Endelig, hr. formand, har De sagt noget sandt om kulturdialogen og mere specifikt om Nærøsten, hvor De regner med at rejse ned så snart som muligt, som De sagde. Det forbavser mig ikke, og jeg takker Dem for det. I samme ånd ville det i mine øjne mest symbolske af alle de initiativer, som vi ønsker os af formanden for Europa-Parlamentet, være en højtidelig appel til Unionen om, her kort tid efter den nærmest uventede såkaldte Mekka-aftale, i hvilken hele Hamas forpligter sig til at overholde de internationale resolutioner og de aftaler, som er underskrevet af PLO med Israel, at hæve den blokade, der er pålagt den palæstinensiske regering, og at give håbet om en retfærdig fred en ny chance i en region, som er hærget af besættelsen og krigen gennem flere generationer.

Jeg ved, at ingen af disse initiativer er lette at tage. Men de er af den slags, som vil gå over i historien, hvis De gennemfører dem.

  Formanden. - Mange tak, Francis Wurtz, jeg er taknemmelig for den respekt, vi altid har vist hinanden.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand, fru forbundskansler, hr. kommissionsformand, kære forhenværende parlamentsformænd, som jeg mindes med glæde fra Formandskonferencen! Nu har vi fået Hans-Gert Poettering som formand, og han brænder for mere EU, selv om han også taler klogt om subsidiaritet. Han skulle unde sig selv en folkeafstemning, hvor han kan overbevise sine tyske medborgere om, at de også skal stemme for en forfatning med flere love og regler fra Bruxelles. 3 000 regler er ikke nok. Det rækker ikke, at 86 % af de tyske love i Forbundsdagen nu kommer fra Bruxelles. Lyt til advarslen fra den tidligere tyske præsident, Roman Herzog, som ledede vort charterkonvent. Lyt til folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Franskmændene og hollænderne fik en chance for at stemme ja - den misbrugte de. Nu er læren, at vi aldrig mere skal have folkeafstemning! Den tidligere formand for Forbundsdagens Europaudvalg, Jürgen Meier, fortalte ellers i forfatningskonventet, at en frivillig folkeafstemning kunne vedtages i Forbundsdagen med almindeligt flertal. Hvorfor ikke lade tyskerne udtale sig om den forfatning, som formanden og det tyske formandskab så brændende ønsker vedtaget?

Embedsmændene i Bruxelles og dommerne i Luxembourg lider af volumensyge og demokratiangst. De har ikke fattet tidens trend om slanke organisationer, decentralt ansvar og outsourcing. Det, som er godt i virksomhederne, dur ikke i EU. Fra Bruxelles skal intet flyttes ud til medlemslandene eller borgerne. Lovene bliver meget bedre, når de kan forberedes i 3 000 hemmelige arbejdsgrupper i Kommissionen og vedtages i 300 hemmelige arbejdsgrupper i Ministerrådet sammen med 15 000 professionelle lobbyister. Længe leve det professionelle styre, det korporative EU! Fru Mussolini kan sende en venlig tanke til bedstefars kamp for korporativisme. Vælgerne kan få lov til at møde frem hvert femte år og stemme på nogen, som hverken kan foreslå eller vedtage love! De folkevalgte kan kun rådgive Kommissionen med ændringsforslag. Det er kernen i dag, og det er kernen i forfatningen - blot på mange flere områder.

Kan noget ikke vedtages af ministre og embedsmænd i Rådet, så kan man altid gå til Domstolen i Luxembourg med forslag, som hverken vælgere, nationale parlamenter eller regeringer vil vide noget af. Enstemmigt vedtagne strafferegler for miljøet dømmes ulovlige, fordi dommerne vil have reglerne vedtaget med flertalsbeslutning og ind under deres egen kontrol. Ejendomsretten ligger klart hos medlemslandene i både traktater og forfatningsforslag. Alligevel dømmes bopælspligt for landmænd ulovlig mod et enstemmigt dansk Folketing. Vælgerne og deres parlamenter er uduelige, familiebrug er gammeldags, lad os hellere få nogle store prøjsiske junkere til at drive landbrug overalt i EU. Landmændene duer ikke, arbejdernes og arbejdsgivernes fælles overenskomster duer ikke, straffeloven duer ikke, de nationale dommere duer ikke, vælgerne duer ikke! EU-toppen ved meget bedre!

Vi har vundet mange små sejre for åbenhed, og Forbundsdagen i Berlin har indført de hidtil bedste regler for indsigt i EU. Nu er tiden kommet, hvor magtens tredeling - åbenhed, nærhed og demokrati - skal styre hele EU. Aldrig mere love, som ikke kan ændres af folkevalgte. Aldrig mere love, som ikke kan ændres af vælgerne på næste valgdag. Aldrig mere traktater og forfatninger, som ikke er vedtaget af vælgerne ved folkeafstemninger - og gerne den samme dag - i hele EU.

Formanden nævnte vores elektroniske afstemningsanlæg. Jeg vil gerne mindes den tid, hvor vi fik indført det nye system fra Olivetti. Det vil jeg gerne have tilbage, for den gang kunne mine forslag også vedtages!

  Formanden. - Mine damer og herrer! De, som ikke er så fortrolige med detaljerne - især vores gæster på tilhørerpladserne - ved måske ikke, at man i Danmark stemmer om torsdagen, altså ikke om søndagen. Heraf udleder hr. Bonde altid, at han har været medlem af Parlamentet i længere tid en jeg, hvilket juridisk naturligvis er forkert, for vi blev medlemmer af Parlamentet sammen, nemlig den 17. juli 1979.

Men eftersom han altid fremhæver det, nærer jeg stadig håb, for helt uden tilbøjelighed for EU og Parlamentet kan han ikke være, når han så gerne - efter sin egen opfattelse - vil have været medlem af Parlamentet længere end de andre.

  Bruno Gollnisch, for ITS-Gruppen. - (FR) Hr. formand, kære forhenværende parlamentsformænd, fru forbundskansler, hr. formand for Kommissionen! Formanden for Europa-Parlamentet har netop med stort talent fremlagt et veritabelt politisk program, som man måske snarere ville have forventet af en formand for Det Europæiske Råd eller for Kommissionen end af en formand for Europa-Parlamentet i sin forligsrolle.

I betragtning af de gruppedynamikker, som ofte hersker i institutioner, afspejler den tale, som De holdt om befolkningernes vilje, uden tvivl flertallets holdning her i Parlamentet. Tillad mig imidlertid her at udtrykke, hvad de angelsaksiske jurister kalder "dissens".

De talte om det, som De sagde, "midlertidige" nederlag for udkastet til europæisk forfatning i Frankrig og i Nederlandene, som om det bare drejede sig om en lille kurre på tråden mellem to medlemsstater. Men enhver ved, eller burde vide, at hvis dette udkast var blevet forelagt medlemsstaternes befolkninger direkte og ikke blot parlamentsmedlemmerne, så ville udkastet efter al sandsynlighed være blevet forkastet af langt flere.

Så det ville være rart en gang for alle at få at vide, hvorfor man, når befolkninger udtrykker sig frit om den herskende anskuelse, til stadighed serverer det samme for dem, som de nægter at sluge. Og hvorfor man til gengæld, når de har stemt i overensstemmelse med den herskende strømning, insisterer på, at deres stemme er definitiv, uigenkaldelig, eviggyldig og betyder, at de ikke får lov til at slå bak.

De nævnte i Deres indlæg flere vigtige elementer i vores europæiske tradition, af hvilke fire var helt essentielle, nemlig græsk filosofi, romersk lov, jødisk-kristen åndelighed og oplysningstiden. Men det er netop en vigtig del af problemet: Hvilken troværdighed har EU i forhold til disse dele af dets intellektuelle, moralske og åndelige arv?

Er EU i dag inspireret af de kristne værdier eller af en udbredt hedonisme, som er ude på at udslette samme værdier med henvisning til en menneskerettighedsideologi, som ikke tåler nogen modstand, men som altid benytter sig af variabel geometri?

Er Unionens opbygning og forvaltning styret af kravet om den græske filosofis klarhed og enkelhed og af den hellenske politiske tradition, hvor borgerne har direkte indflydelse på byens anliggender, eller er vi tværtimod i færd med at etablere en tung, centraliseret og snart forældet struktur, som angiveligt er designet til at lede hen ved 500 millioner europæere, mens den i praksis ser bort fra deres forskelligheder?

Er EU's lovgivning inspireret af romersk rets præcision og prægnans, eller er der tale om en samling af tusindvis af obskure og vidtløftige tekster med detaljerede restriktioner? Respekterer vi virkelig den tradition med offentlig debat, som grækerne og romerne har overladt os? Hvad angår "oplysningstiden", vil jeg ikke skjule vores bekymring for Dem, da vi sidste måned hørte forbundskansler Merkel her i salen fortælle os, efter at hun til overflod havde citeret Voltaire, og jeg gentager, ikke ordret godt nok, men indholdsmæssigt: "ingen tolerance over for intolerance". Det minder os om ordene fra den franske revolutionær, Saint-Just, foran den revolutionære domstol, som indførte den franske rædselsperiode: "ingen frihed til frihedens fjender".

Til slut vil jeg sige, at Europa er den eneste region i menneskehedens historie, som har opfundet friheden og ligheden for nationer. Det er den region, hvor befolkningerne har rejst sig imod forsøgene på at skabe sig overherredømme, uanset hvor de kom fra, og det er det, der forklarer deres nuværende mistro mod Unionens afdrift. Vi har ikke brug for en eurokratisk superstat for gensidigt at garantere vores nationers og grænsers sikkerhed, for at indlede bestemte projekter for industrielt, kulturelt eller forskningsmæssigt samarbejde og for at beskytte os på fornuftig vis mod migrationsstrømmene eller import af produkter fremstillet til spotpris, som ruinerer vores industrier. De internationale retsmidler er fuldt tilstrækkelige til at klare denne opgave. Vi skal genfinde Europas sande væsen og den lov, der passer sig for europæere!

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand! Først vil jeg oprigtigt lykønske Dem med valget til posten som formand for Europa-Parlamentet, der er den mest demokratiske og samtidig en af de vigtigste af EU-institutionerne. De er blevet den første formand for Europa-Parlamentet efter vedtagelsen og gennemførelsen af Nice-traktaten. I dag omfatter EU 27 medlemsstater. Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner dette, da den politiske erfaring viser, at gennemførelsen af én traktat efterfølges af forberedelserne til den næste. To års vaklen og stilstand med hensyn til forfatningstraktaten har skadet tanken om et forenet Europa. De tiltræder Deres embede på et tidspunkt, hvor Tyskland - der er en af de grundlæggende medlemsstater - har EU-formandskabet, og jeg forventer derfor en beslutning fra Dem om, hvad der nu skal gøres med hensyn til forfatningstraktaten. De fleste medlemsstater har stemt for at støtte forfatningstraktaten, og de er villige til fortsat at gennemføre visionen om et forenet Europa, og man kan ikke tilsidesætte deres ønsker på grund af to medlemsstaters negative indstilling.

Jeg ville påskønne det, hvis Europa-Parlamentet efter formandsvalget nu ville overveje at indføre nye regler eller revidere den nuværende forretningsorden. Jeg har respekteret den tidligere "gentlemanaftale" mellem de to store politiske grupper om valget af Europa-Parlamentets formand. I et demokratisk system skal det imidlertid også være muligt for en kandidat fra en mindre politisk gruppe at blive valgt. Jeg er sikker på, at der her i Parlamentet også er mange fortræffelige og dygtige folk i de mindre politiske grupper.

Jeg håber oprigtigt, at De i deres embedsperiode vil slå til lyd for større inddragelse af de 12 nye medlemsstater i udformningen af EU-politikker. Når jeg ser, hvordan de nye medlemsstater i øjeblikket er repræsenteret i Europa-Parlamentets udvalg, kan jeg ikke lade være med at føle mig modløs. En lignende forskelsbehandling af de nye medlemsstater kan ses i antallet af statsborgere fra disse lande, der er ansat i Europa-Parlamentet. Her er det vigtige ikke kun antallet, men også typen af stillinger, som disse mennesker besætter. Der findes statsborgere fra vores lande, der ofte har to universitetsgrader samt erhvervserfaring fra udlandet, og som behersker tre af de 15 EU-sprog, men som ikke desto mindre har sekretærstillinger, og som derfor hjælper overordnede, der kan have betydeligt dårligere akademiske og sproglige færdigheder. Som et eksempel herpå vil jeg gerne nævne den såkaldte interne udbudsprocedure i forbindelse med besættelsen af sekretærstillinger, der blev gennemført i fjor, hvor ca. 50 personer fra de nye medlemsstater blev ansat til sekretærstillinger. De har alle universitetsgrader og udfører arbejde på lønklasse A- og lønklasse B-niveau for en sekretærløn. EU sparer penge, da der udføres fagarbejde for en lav betaling, men jeg tvivler på, at det er et udtryk for retfærdighed og ikkeforskelsbehandling. Ikkeforskelsbehandling omfatter også ligestilling, hvilket ofte debatteres her i salen. Vi har tilmed et særligt udvalg, der beskæftiger sig med dette emne, men vi halter bagud med hensyn til håndhævelsen.

Afslutningsvis vil jeg ønske Dem al mulig held og lykke med Deres job som formand for Europa-Parlamentet. Jeg har stor agtelse for Dem personligt samt for Deres resultater og erfaringer fra EU-politik, og jeg tror, at De bliver en god og retfærdig leder af offentlige anliggender.

  Formanden. - Mange tak til fru Belohorská for hendes meget elskværdige personlig bemærkninger.

(DE) Dermed er den del af mødet afsluttet, som omhandlede formandens tiltrædelsestale.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Katalin Lévai (PSE), skriftlig. - (HU) Jeg glæder mig meget over bemærkningerne fra både parlamentsformand Poettering og forbundskansler Merkel.

Med et citat fra Robert Schuman kan vi sige, at "den europæisk integration er grundlæggende en succeshistorie". Et sammenbrud i forfatningsprocessen vil bringe succeshistoriens fortsættelse i fare. Hvis ikke det lykkes os at skabe et mere effektivt og demokratisk EU, der er tættere på borgerne, vil det i høj grad påvirke Lissabon-strategiens succes samt oprettelsen af et mere konkurrencedygtigt Europa, der ikke desto mindre bevarer sine sociale værdier. Et vigtigt element af dette er efter min mening oprettelsen af en mere gennemsigtig og samlet lovgivning, der kan fremme udviklingen af små og mellemstore virksomheder på fællesskabsniveau, og som dermed også kan hjælpe med at skabe job.

En styrket konkurrenceevne er også uundværlig, hvis ikke Europa skal tvinges til at spille rollen som "økonomisk kæmpe - politisk dværg" på den internationale politiske scene. I dag kan det være vigtigere end nogensinde tidligere, at europæiske værdier, menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincipper og lige muligheder repræsenteres på globalt plan. Det er særligt vigtigt i det europæiske år for lige muligheder for alle, hvor vi både på europæisk og nationalt plan skal gøre en indsats for at hjælpe de dårligt stillede personer.

Skønt jeg glæder mig over vægtningen af indvandrernes integration, vil jeg gerne tilføje med hensyn til deres situation, at vi ikke skal glemme den største og måske dårligst stillede minoritet i Europa, nemlig romaerne. Også på dette område er vi nødt til at vælte den imaginære økonomiske og sociale berlinmur. Jeg vil i særdeleshed nævne beskyttelsen af kvinder og børn, der er de mest udsatte, og som lider under dobbelt forskelsbehandling.

Med hensyn til retsstatsprincipper vil jeg gerne minde om, at EU grundlæggende hviler på retlige principper, og at dets funktion betinges af, at alle borgere respekterer dets love. Medlemmerne af Europa-Parlamentet skal gå forrest i overholdelsen af vores love, da vi ellers er et dårligt eksempel for alle Europas borgere.

(Mødet udsat kl. 12.05 og genoptaget kl. 12.10 for afstemningstiden)

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

4. Afstemningstid

4.1. Ophævelse af direktiv om sortering af råtræ (afstemning)

4.2. Ophævelse af direktiv om offentlige bygge- og anlægskontrakter (afstemning)

Før afstemningen

  Arlene McCarthy (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg vil blot gøre parlamentsmedlemmerne opmærksom på en teknisk ændring, som vi bør foretage i henhold til artikel 155. I Kommissionens forslag var der en teknisk udeladelse under artikel 2 vedrørende forslagets gennemførelse. Den præcise dato for gennemførelsen i medlemsstaterne mangler. Jeg vil derfor foreslå, at der i henhold til artikel 155 tilføjes "(18 måneder efter bekendtgørelsesdatoen)" som gennemførelsesdato. Det bør fremgå. Det vil jeg gerne foreslå medlemmerne som et teknisk ændringsforslag.

4.3. Beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser (Hercule II-programmet) (afstemning)

Efter afstemningen

  Herbert Bösch (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand! Efter afstemningen har mit indlæg ikke den store værdi længere. Jeg vil gerne bede Dem passe lidt bedre på i fremtiden, det må jeg nok sige. Jeg vil gerne takke både det finske og det tyske formandskab. Vi behandler dette spørgsmål i kun en behandling, og vi bruger i de kommende år omkring 100 millioner euro på bekæmpelse af svig. Det var det, jeg ville sige til medlemmerne!

4.4. Gennemførelsesbestemmelser vedrørende finansforordningen (afstemning)

Før afstemningen

  Ingeborg Gräßle (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har bedt om ordet, fordi jeg må gøre opmærksom på en alarmerende tilstand i forhandlingerne mellem Rådet og Kommissionen. Foran Dem ligger en af de sidste muligheder for Barroso-Kommissionen for at komme videre i retning af en blank revisionserklæring, den positive DAS.

Vi har tilladt os at tage Kommissionens egne forslag op og lægge dem ind i denne betænkning. Nu vil Kommissionen afvise det uden at foreslå noget andet. Hvis man i dag passivt forhindrer forenkling, forbedret tilbagebetaling af midler, der er udbetalt med urette, og en mere effektiv kontrol, så sørger man for en dårlig bedømmelse af Kommissionens forvaltning i april 2009. Så vil vi to måneder før valget til Europa-Parlamentet have en dechargeprocedure med et særligt fejlbehæftet regnskab for 2007, som er det første under de nye finansielle overslag. Når Kommissionen og Rådet nu optræder som bremse og forhindring, spiller de EU-modstanderne et stærkt kort i hånden i 2009, hvis vores forslag ikke bliver accepteret.

Især Rådet under tysk formandskab er desværre på kollisionskurs. I stedet for at sørge for en fælles udformning af den allerede vedtagne offentliggørelse af støtte og støttemodtagere siger Rådet overraskende og uden fornuftig grund bare nej, også til forsknings- og udviklingsmidler, altså hele den direkte og internationale fælles forvaltnings område. Dermed skaber Rådet splid i Europa, fordi enhver kan gøre, som han vil, når der ikke sker en samordning. Tillidstabet hos de europæiske skatteydere rammer os alle.

Rådet berøver Kommissionen dens mest synlige succes på budgetområdet, nemlig gennemsigtigheden. Hvis den ikke bliver udmøntet, er den intet værd. Min indtrængende appel til Kommissionen og formandskabet lyder: Lev op til Deres ansvar for denne lovtekst! Vær med til at fremme forenkling og mindre bureaukrati! Forslagene ligger foran Dem. Det beder jeg indtrængende om Deres støtte til, kære medlemmer!

(Bifald)

4.5. Infrastruktur for geografisk information (Inspire) (afstemning)

4.6. Rammedirektivet om affald (afstemning)

Før afstemningen ændringsforslag 183

  Bairbre de Brún (GUE/NGL). - A Uachtaráin, ar an drochuair bhí meancóg cló ag 183 nuair a chuireamar isteach é agus ní fhacamar é go dtí an bomaite deireanach. In ionad na dátaí 2012 - 2015 ba chóir go mbeadh na dátaí 2009 - 2012, in (a) agus (b). Tá mé buartha faoin mheancóg.

(EN) Der er beklageligvis en forslagsfejl her. Forslagskontoret er opmærksom på det. I stedet for datoerne "2012-2015" skulle der have stået "2009-2012" i (a) og (b).

Mar sin de ba mhaith liom leasú béil a mholadh faoin mheancóg cló a leasú in 183.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

4.7. Temastrategi for genanvendelse af affald (afstemning)

4.8. Kvindernes rolle i Tyrkiet (afstemning)

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet.

5. Stemmeforklaringer

Betænkning af Mc Carthy (A6-0017/2007)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det er ikke vores hensigt at udtale os om det gyldige i beslutningen om at ophæve direktiv 68/89/EØF, selv om vi skeptiske over for Kommissionens harmoniseringstendenser, når de fleste virksomheder og medlemsstater giver udtryk for, at de ikke anvender det. Det er derimod vigtigt at sige sin mening om den proces, som det indgår i, nemlig initiativet om "bedre lovgivning", der i forenklingens navn i praksis gennemfører deregulering af markederne i medlemsstaterne og på EU-plan.

Kommissionens begrundelse er i øvrigt klar: "Bedre regulering er af afgørende betydning for forbedring af de europæiske virksomheders konkurrenceevne og for virkeliggørelse af Lissabon-dagsordenens mål", for hvis "unødvendige omkostninger og hindringer, som står i vejen for tilpasning og innovation" fjernes, skabes "de rette incitamenter og rammebetingelser for markedet, således at virksomhederne kan klare sig bedre". Dvs. "bedre lovgivning" er til gavn for virksomhederne, men ikke beskytter forbrugernes arbejdsmæssige, sociale og miljømæssige rettigheder. Det er det, vi er imod. Vi ønsker ikke, at der på den måde fjernes lovgivning, der indebærer, at konkurrence og virksomhedernes profit ikke har forrang over alt andet.

Betænkning af Bösch (A6-0002/2007)

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for betænkningen om Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 804/2004/EF af 21. april 2004 om et EU-handlingsprogram til fremme af aktioner til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser (Hercule II-programmet).

Hr. Bösch har forelagt en god betænkning. Ændringerne i indledningen afspejler bedre forordningens kriterier og formål. Den foreslåede ændring giver bedre værktøjer til gennemførelse af handlingsprogrammet og styrker kontrollen med en korrekt gennemførelse heraf. Tildelingen af yderligere 67 millioner euro om året til Hercule II-programmet vil få en betydelig effekt på bekæmpelsen af smugling og bedrageri.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter Hercule II-programmet og arbejdet med at forebygge, afsløre og bekæmpe aktiviteter, der skader Fællesskabets finansielle interesser. Det er nødvendigt at bekæmpe den type svindel, der nævnes i programmet, for at bevare medlemsstaternes beskatningsgrundlag.

Betænkning af Gräßle (A6-0007/2007)

  Bogusław Liberadzki (PSE) , skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for betænkningen om forslaget til Kommissionens forordning (EF, Euratom) om ændring af forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Ordførerne fru Gräßle og hr. Pahor har udarbejdet en udmærket betænkning, der indeholder en række ændringsforslag. Gennemførelsen af forordningen vil give større fleksibilitet og gennemsigtighed i finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget. Det vil i højere grad sikre Fællesskabets finansielle interesser, samtidig med at Budgetkontroludvalget får mere gennemsigtige muligheder for at vurdere en ordentlig gennemførelse af Fællesskabets budget i den pågældende sektion.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter ændringsforslagene i denne betænkning, da Europa-Parlamentets budgetmæssige funktion er afgørende for at bevare den demokratiske kontrol på EU-plan. Jeg støtter i særdeleshed ændringsforslagene vedrørende en forbedring af sammenligningen mellem den politiske vilje, der udtrykkes i Parlamentets bemærkninger til budgettet, og den faktiske gennemførelse.

Betænkning af Brepoels (A6-0021/2007)

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Inspire-datasystemet er en vigtig landvinding for os i Europa, fordi vi i forbindelse med alle politikker, særligt på miljøområdet, har brug for geografiske data, som er sammenlignelige. Derfor vil jeg også rette min tak til ordføreren fru Brepoels, som har udarbejdet et fremragende kompromis. Kun på den måde kan vi sikre, at borgerne søger information om de miljørisici, der møder dem, og kan deltage i de systemer, som vi etablerer i Europa. Det yder Inspire et vigtigt bidrag til.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning, da den vil medvirke til at skabe en affaldshåndteringspolitik, der kan hjælpe os med at nå vores mål om at reducere affaldsmængden og beskytte miljøet. Vi er nødt til at beskytte miljøet på EU-plan, og denne betænkning er et forsøg på at gøre det. Betænkningen opfylder de prioriteringer, vi efter min mening bør have for miljøet, i form af at reducere produktionen af ikkegenbrugelig eller ikkegenanvendelig affald, at gøre producenterne og importørerne ansvarlige for affald, at undgå omklassificering af afbrændingsanlæg til energimæssig udnyttelse til affaldsbortskaffelse samt at indføre et krav om at udvikle nationale affaldsforebyggelsesprogrammer.

Betænkning af Jackson (A6-0466/2006)

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! To ting var vigtige for os i Østrig i forbindelse med revisionen af dette affaldsrammedirektiv. Det var for det første specialordningen for biogent affald, da både Østrig og Tyskland har nogle meget velfungerende systemer, som det gælder om at opretholde. Samtidig opfordrer vi Kommissionen til at arbejde videre på dette område, så der kan etableres et europadækkende system. Det andet var cateringaffaldet og affaldet fra restauranter, som efter korrekt behandling atter kan anvendes i svineavlen. Det er en meget vigtig model til rigtig genanvendelse af sådanne fødevarestrømme.

  Andreas Mölzer (ITS). - (DE) Hr. formand! Langsomt, men sikkert er der ved at ske en ændring i samfundets holdning til affald. Da stadig flere lande oparbejder deres gamle affald, og operatørerne ønsker at udnytte deres anlæg, opstår der imidlertid affaldstransporter tværs igennem Europa. Selv om man nu er mere opmærksom på miljøet, er der hele tiden nogle sorte får, som deponerer affaldet illegalt i større eller mindre stil, eller som opkræver penge for at tage affaldet retur uden at sørge for den kostbare videre behandling.

Dette skader ikke kun vores fælles miljø, det koster også stat og kommuner mange penge. Her må vi gribe mere effektivt ind. Desuden skal der gennemføres mere oplysningsarbejde, da nogle borgere af uvidenhed bortskaffer f.eks. medicinrester på en forkert måde. Naturligvis skal vi også satse på mere genanvendelse, og her bør EU og medlemsstaterne gå foran med et godt eksempel. Vi må heller ikke glemme, at spørgsmålet om endelig deponering af atomaffald stadig ikke er løst. Det er endnu en grund til ikke at bygge flere atomkraftværker.

  Liam Aylward, Brian Crowley, Seán Ó Neachtain og Eoin Ryan (UEN), skriftlig. - (EN) Vi og delegation fra Fianna Fail-partiet i Europa-Parlamentet har stemt for et stærkere kommissionsforslag om affald, der favoriserer et femtrinshierarki med særlig vægt på at forebygge og nedbringe affald efterfulgt af genbrug, genanvendelse og nyttiggørelse af affald samt endelig sikker og miljøvenlig bortskaffelse af affald i denne prioritetsorden.

Vi har stemt for at kræve bindende mål for medlemsstaterne om i 2012 at stabilisere affaldsproduktionen på 2008-niveau, og vi støtter Europa-Parlamentets krav om mere genbrug og genanvendelse for at reducere presset på deponeringsanlæg samt krav om, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alt affald gennemgår nyttiggørelsesoperationer, hvor dette er praktisk muligt, og træffe foranstaltninger til fremme af genbrug og til indførelse af indsamlingsordninger af forskellige strømme med henblik på at bevæge sig i retning af et genanvendelsessamfund inden 2020, hvor 50 % af vores faste husholdningsaffald skal genanvendes ud over bioaffald og industriaffald.

Det er meget vigtigt at skelne mellem genanvendelse og bortskaffelse. Vi har stemt for ændringsforslag, der klart skelner mellem genanvendelse og bortskaffelse, og vi har stemt imod ændringsforlag, der ville omklassificere enheder fra bortskaffelse til genanvendelse.

  Bernadette Bourzai (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg vil gerne lykønske ordføreren og Parlamentets Miljøudvalg for det fremragende arbejde, de har udført.

Det er rigtigt, at vi skal handle, for politikkerne for affaldshåndtering udnytter ikke altid interessen for genvinding og kompostering, og desværre er deponering og forbrænding stadig det mest almindelige.

Jeg støtter femtrinshierarkiet for affaldshåndteringsmetoder (forebygge, genbruge, genanvende, nyttiggøre og bortskaffe), for jeg mener, at målsætningen om at reducere affaldsmængderne skal prioriteres, og vi skal derfor fremme en politik, der forebygger affaldsproduktionen. Jeg støtter f.eks. indførelse af mærkning på produkter, som kan bruges til at skabe et miljøvenligt forbrug.

Jeg er glad for, at opgravet jord er taget af affaldslisten, det forenkler sagerne. Til gengæld synes jeg, det er nødvendigt at etablere en klar skelnen mellem genanvendelse og nyttiggørelse og lovgive om forbrændingspraksisser for at opnå en ordentlig energiudnyttelse, som ikke skal udgøre en risiko for menneskers sundhed og for miljøet.

Jeg støtter forslaget om at generalisere producentansvaret for affald i henhold til princippet om, at forureneren betaler.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Denne betænkning rummer en række også delvist modstridende punkter. Der opstilles prioriteringer dels for håndtering af affald, med hovedvægt på forebyggelse, genbrug, genanvendelse og andre nyttiggørelsesoperationer, dels for bortskaffelse af affald. Det bifalder vi og håber, at den endelige tekst kommer til at afspejle denne holdning.

Desværre er nogle af de gode ændringsforslag om ikke at anse forbrænding for en nyttiggørelsesproces og om at sikre, at denne metode i praksis ikke finder anvendelse, ikke blevet vedtaget, mens andre forslag af væsentlig mindre rækkevidde er blevet vedtaget, hvilket indebærer modstridende tiltag.

I den forhandlingsproces, der nu skal følge, skal man derfor være meget opmærksom på, hvordan definitionerne og deres indhold udformes.

I denne førstebehandling har vi derfor lagt vægt på de aspekter, der forbedrer Kommissionens oprindelige forslag. Den endelige stemmeafgivning ved andenbehandlingen vil dog afhænge af, om de modstridende punkter afklares.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemmer for Jackson-betænkningen om affald. Det er vigtigt, at vi undgår at begrave os selv under den hastigt stigende mængde affald fra forbrugersamfundet. Jeg går ind for mest mulig genanvendelse, men det er ikke nok. Vi skal begrænse den mængde affald, der genereres inden genanvendelsen. Uanset hvad vi gør, vil der fortsat være materiale, der skal bortskaffes. Hvis det holdes på det lavest mulige niveau, har jeg ikke noget problem med, at noget af det afbrændes. I Tyskland har jeg besøgt kraft-varme-produktionsordninger, der bygger på affaldsafbrænding, hvilket må anbefales. Vi hjælper vores planet og fremtiden ved at anvende en række forskellige foranstaltninger og ikke ved at indføre én standardordning.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Jeg støttede Jackson-betænkningen i dag, fordi den omfattede essensen af Miljøudvalgets progressive indstilling til forebyggelse og styring af affald. Jeg er særligt tilfreds med, at Europa-Parlamentet har afvist Kommissionens forslag om at relancere forbrændingsanlæg for husholdningsaffald på basis af visse kriterier. Sinn Féin støtter de samfund i Irland, der kæmper mod indførelsen af farlige forbrændingsanlæg i deres samfund.

Jackson-betænkningen udsender et klart signal om, at Europa-Parlamentet støtter principperne om et genanvendelsessamfund, og det bør medlemsstaterne også gøre. Jeg glæder mig også over medtagelsen af en femtrins affaldshierarkiplan samt fastholdelsen af, at medlemsstaterne skal tvinges til at udarbejde affaldsforebyggelsesplaner. Jeg beklager imidlertid, at betænkningen ikke indeholder tydeligere og mere ambitiøse mål.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Affaldsbehandling er et ekstremt vigtigt spørgsmål og bør debatteres ud fra den opfattelse, at overdreven miljøorientering betyder urealistisk og i praksis uigennemførlig lovgivning, mens utilstrækkelig lovgivning indebærer miljøpolitisk efterladenhed og konsekvenser for de kommende generationer, der kunne være undgået.

Man må derudover forstå, at hvor gode hensigter vi end har om at begrænse forureningen, vil en forbedring af levevilkårene - hvilket stadig sker i EU og endnu mere i resten af verden - altid betyde øget forbrug og uundgåelig stigning i mængden af affald. Deraf følger, at vi skal være realister og især, at vi, som det her foreslås, skal bestræbe os på at få et positivt udbytte ud af affaldsbehandlingen i form af energi.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Det er bedre at forebygge end at helbrede! Dette ordsprog, som tyder på en vilje til at gå til selve kilden, passer ferfekt på den europæiske affaldspolitik.

Og hvad kan vi konstatere? Mellem 1995 og 2003 er den globale affaldsproduktion steget med 19 %, hvilket i gennemsnit er 3,5 t pr. år og pr. person.

Hvis vi tilføjer, at mindre end 20 % af affaldet genanvendes, at halvdelen af de udtjente materialer ikke behandles og ender med at blive spredt ud i naturen, og at det øgede antal forbrændings- og deponeringsanlæg, som er farlige for miljøet og sundheden, ikke er en holdbar politik, er det hele filosofien bag affaldshåndteringen, som skal genovervejes, og det omkring tre stærke akser. Det gælder miljøvenligt design som prioritet i affaldsforebyggelsen, eftersom 80 % af miljøpåvirkningen sker under fremstillingen og forarbejdningen af produktet, etablering af grønne afgifter med en afskrækkende effekt og rettet mod overflødig emballering og energiintensive produkter, og lukning af de 10.000 ulovlige lossepladser, som befinder sig på europæisk territorium, medmindre de bringes i overensstemmelse med det europæiske direktiv fra 2001 om deponering af affald.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning vedrørende EU's affaldsproblem. Jeg er tilfreds med, at der er indført et juridisk bindende stabiliseringsmål for affaldsforebyggelse. Det glæder mig også, at er ikke har været nogen svækkelse af princippet om et femtrins affaldshierarki: forebyggelse og nedbringelse af affald, genbrug af affald, genanvendelse af affald (mindre end en tredjedel af al affald genanvendes i dag), andre nyttiggørelsesoperationer samt sikker og miljøvenlig bortskaffelse af affald.

Betænkning af Blokland (A6-0438/2006)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Som bekendt er et af det moderne samfunds problemer, at der produceres affald. Vi støtter derfor vedtagelsen af dette dokument, hvor der sættes fokus på affaldshåndtering som et helt afgørende mål og en forudsætning for beskyttelse af miljø og folkesundhed.

Vi fremhæver også vedtagelsen af det såkaldte affaldshierarki, altså opstilling af følgende prioriteringer for aktionerne i faldende orden: forebyggelse, genbrug, genanvendelse af materialer, andre former for nyttiggørelse, f.eks. energiudnyttelse, og endelig bortskaffelse. Med prioritering af forebyggelse sigtes der på at nedbringe mængden af affald mest muligt.

Vi må dog ikke overse, at den enorme mængde affald, der produceres, betyder, at genbrug, genanvendelse eller bortskaffelse er utilstrækkelige foranstaltninger, der ikke løser problemerne.

Det er derfor helt afgørende at reducere mængden af affald, men det forudsætter, at produktions- og forbrugsmønstrene skal ændres. Det forudsætter også, at hele befolkningen skal oplyses og bevidstgøres om denne problematik. Det må derfor afklares, hvordan affaldshåndteringens omkostninger skal bæres, så det sikres, at de ikke udelukkende eller fortrinsvist falder på "det svageste led", forbrugerne. Vi mener derfor, at henvisningen til princippet om, at forureneren betaler, er farlig.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) I Grækenland er der nu 3.500 ukontrollerede lossepladser! På omkring halvdelen brændes affaldet med alvorlige konsekvenser for miljøet og folkesundheden. Affaldsmængden vokser, og størstedelen anbringes på lossepladser. Genbrug og recirkulering af affald er derimod noget, der anvendes alt for lidt, og den ulovlige transport af affald over grænserne vokser. Dette gælder i de fleste medlemsstater, som det også korrekt påpeges i betænkningen om en temastrategi for genanvendelse af affald.

I stedet for at komme med løsninger på disse samfundsproblemer støtter Kommissionen desværre forbrændingsanlæggenes fabrikanter og administratorer, dvs. de store økonomiske interesser, ved hjælp af tågede og forvanskede definitioner og mangel på kvalitative og kvantitative mål. Og det sker, selv om vi rent faktisk ved, at affaldsdestruering producerer luftforurening, farlige stoffer og giftigt flydende affald, som bidrager til drivhuseffekten. Samtidig forhindrer forbrænding, at affaldet genanvendes.

Dette bekræfter, at det kapitalistiske EU af natur ikke er i stand til at gennemføre en affaldshåndteringspolitik med beskyttelse af miljø og folkesundhed som kriterium, da dette ikke kan forenes med kapitalens uhæmmede profitvirksomhed.

Vi er også uenige med principper som "forureneren betaler" og "affaldsproducentens ansvar", da det er redskaber til at fjerne skylden fra forureneren, som i princippet kan forurene ustraffet og bare nøjes med at betale de økonomiske omkostninger.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning, da vi efter min mening bør indføre en affaldshåndteringspolitik, der reducerer affaldet og beskytter miljøet. Efter min mening bør grundlaget for EU's affaldspolitik være beskyttelse af miljøet og ikke at lette handelen med affald. Princippet om, at forureneren betaler, princippet om producentansvar i EU's affaldslovgivning samt gennemførelsen af konkrete mål for forebyggelse er vigtige aspekter af denne betænkning, som jeg går ind for.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Forslaget om et særskilt direktiv om slam fra rensningsanlæg, en revision af direktivet om affaldsforbrænding og forslag om affaldsforebyggelse er velkomne.

Betænkning af Bozkurt (A6-0003/2007)

  Philip Claeys (ITS). - (NL) Hr. formand! Jeg har stemt imod Bozkurt-betænkningen. Selv om der er draget en række nødvendige konklusioner, forpasser vi her i Parlamentet en chance for virkelig at kunne lægge pres på den tyrkiske regering. Tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet kunne bruges som løftestang til at gøre fremskridt, hvad angår menneskerettighedssituationen, i dette tilfælde kvinders rettigheder. Men Europa-Parlamentet vælger åbenbart bevidst ikke at gøre dette. Her i Parlamentet er der et flertal, som går ud fra, at Tyrkiet for enhver pris skal kunne tiltræde EU. Officielt siges det selvfølgelig, at forhandlingerne med Tyrkiet kan standses på et hvilket som helst tidspunkt, hvis det viser sig, at landet klart lader hånt om betingelserne vedrørende menneskerettigheder. Vi har imidlertid flere gange måttet konstatere, at en sådan standsning af forhandlingerne aldrig vil ske. Det er en bestemmelse, som kun tjener til at berolige det flertal af vælgerne i Europa, som er imod Tyrkiets tiltrædelse.

  Françoise Castex (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for initiativbetænkningen af Emine Bozkurt om kvinders rolle i det sociale, økonomiske og politiske liv i Tyrkiet.

Jeg mener, at selv om retsgrundlaget for kvinders rettigheder samlet set forekommer tilfredsstillende, udviser den reelle iværksættelse af dem stadig nogle mangler. Vold mod kvinder, og især æresforbrydelser og tvangsægteskaber, skal systematisk fordømmes.

Jeg hilser det forslag i betænkningen, som opfordrer de tyrkiske institutioner til at "indgå et samarbejde med alle repræsentanter for civilsamfundet, både civile, sociale (...), med henblik på iværksættelse af kampagner" for at øge bevidstheden om den vold, der begås mod kvinder og børn.

Jeg glæder mig desuden over vedtagelsen af henstillingen til de politiske partier i Tyrkiet om allerede ved næste valg i 2007 at lade flere kvindelige kandidater optræde på valglisterne.

Endelig glæder jeg mig over anmodningen til den tyrkiske regering om at gøre adgangen til viden obligatorisk for de unge piger, hvis familier forhindrer dem i at gå i skole.

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Bozkurt-betænkningen, fordi det deri fremhæves, at den tyrkiske regering bør vedtage foranstaltninger, der fremmer kvindernes deltagelse i det sociale, økonomiske og politiske liv i Tyrkiet, selv om der er sket fremskridt på dette område.

Betænkningen viser, at der endnu er lang vej at gå med hensyn til beskyttelse af de tyrkiske kvinder mod vold i hjemmet og æresforbrydelser, og der rettes en appel til den tyrkiske regering om at etablere flere tilflugtssteder for kvinder, der udsættes for vold.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Ved at stemme for denne betænkning har vi blot villet støtte, at alle tyrkiske kvinders rettigheder skal beskyttes, herunder i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne mellem Tyrkiet og EU, idet vi fremhæver, at menneskerettighederne skal overholdes, også kvindernes rettigheder. Vi mener dog ikke, at det er det eneste spørgsmål, der skal tages hensyn til i forhandlingerne med Tyrkiet. Vores modstand mod tiltrædelsesforhandlinger, så længe Tyrkiet opretholder sin utilladelige besættelse af det nordlige Cypern, er velkendt. Vi er derfor uenige i visse af de synspunkter, som betænkningen indeholder.

Som det siges i den vedtagne betænkning, har den nye straffelov, der trådte i kraft i juni 2005, styrket kvindernes grundlæggende rettigheder væsentligt, men Fællesskabets direktiver om ligestilling mellem mænd og kvinder er endnu ikke gennemført fuldt ud. Vi beklager ligeledes, at piger i nogle dele af det sydøstlige Tyrkiet ikke registreres ved fødslen, hvilket vanskeliggør bekæmpelsen af tvangsægteskaber og æresforbrydelser, fordi ofrene ikke har nogen officiel identitet. Vi tilslutter os også den appel, der rettes til den tyrkiske regering om at sikre, at kvinder tilhørende det kurdiske mindretal også inddrages i programmer om kvinders rettigheder.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi deler fuldt ud den opfattelse, at Tyrkiet, i lighed med de øvrige kandidatlande, skal etablere en demokratisk retsstat med fuldstændige menneskerettigheder og ligestilling mellem mænd og kvinder.

Vi forholder os dog kritisk til flere punkter i betænkningen. Det er f.eks. urimeligt, at Europa-Parlamentet foreslår, at der skal vedtages et obligatorisk kvotesystem, som garanterer en rimelig repræsentation af kvinder på valglisterne (punkt 41), at de tyrkiske politiske partier skal vedtage interne regler, som sikrer kvinders deltagelse i deres ledende organisationer på alle niveauer (punkt 43), og at de politiske partier i Tyrkiet skal opføre flere kvindelige kandidater på valglisterne (punkt 44). EU stiller ikke denne type krav til hverken øvrige kandidatlande eller nuværende medlemslande. Det er naturligvis urimeligt, at et kandidatland får særbehandling i form af særskilte krav. Det er desuden i sidste ende op til de respektive lande at afgøre, hvilken type foranstaltninger der skal vedtages for at styrke kvindernes rolle i samfundet.

På baggrund af ovenstående har vi valgt hverken at stemme ja eller nej ved den endelige afstemning.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Jeg og mine kolleger fra det britiske Konservative parti støtter Tyrkiets tiltrædelse af EU. Vi finder det også vigtigt, at Tyrkiet ligesom alle andre kandidatlande skal opfylde Københavnskriterierne.

Denne betænkning synes imidlertid at sætte højere medlemsskabskrav til Tyrkiet end til andre stater. Vi kan ikke gå ind for en forskelsbehandling af Tyrkiet, hvor landet stilles dårligere end andre kandidatlande. Selvfølgelig skal Tyrkiet også sikre overholdelse af Københavnskriterierne med hensyn til kvinders og pigers rettigheder.

Vi har besluttet at undlade at stemme om denne betænkning, da vi er bange for, at den lange liste over krav vil blive brugt politisk af modstanderne af Tyrkiets EU-medlemskab. Vi ønsker endvidere at gøre det klart, at vi støtter ægte forsøg på at forbedre kvinders position i Tyrkiet.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE), ordfører. - (EL) Nyt Demokratis medlemmer af Europa-Parlamentet har stemt for Bozkurt-betænkningen, som ikke kun omhandler kvindernes vanskelige situation i Tyrkiet på alle områder, men også de foranstaltninger, der skal træffes, for at kandidatlandet kan vedtage og gennemføre EU's acquis.

Der bør fortsat gøres en konsekvent og mangesidet indsats fra Tyrkiets side for at beskytte kvinders menneskerettigheder (afskaffelse af vold, æresforbrydelser og polygami) og fjerne forskelsbehandling i familielivet, i det økonomiske og det sociale liv og generelt.

Vi har hverken stemt for eller imod ændringsforslag 15. Vi mener ikke, at dette ændringsforslag tilfører beslutningsforslaget noget.

Det er en kendsgerning, at ligestillingsaspektet er en del af EU's acquis, som kandidatlandet skal integrere og anvende. Hvis forhandlingerne fastfryses, som det pågældende ændringsforslag kræver, vil det hæmme gennemførelsen af ligestilling mellem mænd og kvinder. Vi må ikke glemme, at der allerede lægges pres i denne retning i den nuværende forhandlingsfase. Vi minder om, at åbningen af forhandlingerne om kapitel 19 om socialpolitik og beskæftigelse, der er direkte relateret til forskelsbehandling af kvinder, kræver en obligatorisk udvikling og efterlevelse i Tyrkiet med opstilling af konkrete mål for at fremme ligestilling.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg har stemt for denne betænkning, der vurderer og foreslår foranstaltninger til fremme af kvinders rettigheder i Tyrkiet. Det er nødvendigt med et samarbejde med de tyrkiske myndigheder og det tyrkiske civilsamfund for at forbedre kvinders rettigheder, hvilket foreslås i betænkningen. Specielt i lyset af landets kandidatur til et EU-medlemskab er det vigtigt at prioritere respekten for menneskerettigheder inklusive kvinders rettigheder. Der er vedvarende problemer med kvinders rettigheder i form af f.eks. vold imod kvinder inklusive æresforbrydelser, manglende uddannelse af kvinder og piger samt faldende arbejdsmarkedsdeltagelse blandt kvinder. Jeg er glad for at støtte en betænkning, der anerkender behovet for at tage fat på disse problemer og komme med konkrete løsningsforslag.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Tvangsægteskaber, husspektakler, æresforbrydelser, analfabetisme osv.: Kvinders situation i Tyrkiet er ikke en dans på roser! Ifølge UNICEF forhindrer familien hvert år 700.000 unge piger i at gå i skole. Beskæftigelsesgraden for kvinder når ikke op på 25 %, hvilket er langt fra de tilsvarende 55 % i EU.

Det er foruroligende tal, når Tyrkiets tiltrædelse af EU skaber uenighed. Derfor foreslår Parlamentet nogle konstruktive foranstaltninger, nemlig en evaluering af Tyrkiets fremskridt på grundlag af kriterier, oprettelse af tilflugtssteder for voldsramte kvinder, pligt til registrering af alle piger ved fødslen for at bekæmpe tvangsægteskaber, uddannelse af politi og retsvæsen i kampen mod æresforbrydelser for at opmuntre til, at der systematisk indledes undersøgelser, og til de nødvendige domfældelser, og et obligatorisk kvotesystem for kvinders deltagelse i det politiske liv.

Jeg er ikke fundamentalist, hvad angår foranstaltninger til positiv diskriminering. Men jeg er overbevist om det nyttige i midlertidige foranstaltninger i Tyrkiet. Dette land har et himmelråbende behov for kvinder i magtpositioner. Det er deres opgave at optræde som rollemodeller, således at mentaliteten udvikler sig og erstatter behovet for paragraffer.

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. - (SV) I afstemningen om Bozkurt-betænkningen om de tyrkiske kvinders rolle i det sociale, økonomiske og politiske liv valgte jeg at stemme ja til det ændringsforslag, som sletter punkt 41 om et kvotesystem. Jeg synes, det er et stort problem, at der ikke er flere kvinder i tyrkisk politik, men for mig er kvoter ikke den rigtige løsning på problemet.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Det glæder mig, at der indledes forhandlinger med Tyrkiet om tiltrædelse af EU. Det er imidlertid nødvendigt nøje at overvåge kvinders rettigheder. Vi må protestere imod sagen om den manglende registrering af pigefødsler i det sydøstlige Tyrkiet. Alle fødsler skal officielt registreres uanset køn. Med hensyn til kvinder i politik kan der gøres en større indsats for at tilskynde, opdrage og hjælpe kvinder til offentlige mandater. Vi skal imidlertid huske, at der i EU fortsat findes lande, hvor der ikke er et tilfredsstillende antal kvinder i den nationale politik. I Det Forenede Kongerige vil det vare 200 år, før der er lige mange kvinder og mænd i Underhuset. Vi skal gøre vores yderste for at gøre noget ved kønsuligheder der, hvor de forekommer.

  Lars Wohlin (PPE-DE), skriftlig. - (SV) De nuværende omstændigheder viser, at medlemskabsforhandlingerne med Tyrkiet blev indledt for tidligt. Betænkningen tydeliggør en række alvorlige problemer, ikke mindst forekomsten af æresforbrydelser og vold mod kvinder.

Uanset om Tyrkiet bliver medlem eller ej, ligger landet i EU's nærområde og kommer til at udgøre en vigtig handelspartner for EU. Det er derfor vigtigt, at EU fortsat øver politisk pres på Tyrkiet for, at landet gennemgår en konstruktiv udvikling. Det er derimod meget ulykkeligt, når Europa-Parlamentet går så vidt som til at foreslå et obligatorisk kvotesystem for kvinder til forskellige valglister. Det hører ikke under EU's beføjelser at gribe ind i normeringsprocedurer, som opfylder demokratiske spilleregler.

6. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 13.10 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Hans-Gert POETTERING
Formand

7. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

(Protokollen fra foregående møde godkendtes)

8. Forberedelse af Det Europæiske Råd (den 8.-9. marts 2007) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råd (den 8.-9. marts 2007).

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, kære fru Wallström, mine damer og herrer! Ligesom i tidligere år vil også dette forårstopmøde mellem stats- og regeringscheferne først og fremmest være helliget økonomiske mål og især Lissabon-strategien. Vi glæder os naturligvis over, at forårstopmødet i år finder sted på baggrund af positive økonomiske nøgletal og glædelige tendenser på arbejdsmarkedet. Heraf drager vi den forsigtige konklusion, at Lissabon-strategien er begyndt at bære frugt, men vi mener samtidig, at det ville være helt forkert at lægge hænderne i skødet på nuværende tidspunkt. Tværtimod vil vi udnytte den positive generelle udvikling og den spirende optimisme med hensyn til yderligere strukturelle reformer. Vi vil i fællesskab fortsat arbejde for at sikre den seneste tids positive udvikling og udvide den yderligere, for det er vigtigt på denne måde at bringe Europa i topform til den globale konkurrence.

Efter et intensivt forarbejde, som også har været præget af et meget nært og yderst frugtbart samarbejde med Kommissionen, er vi nu nået ind i den afgørende fase i forberedelsen af Det Europæiske Råds møde den 8.-9. marts. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) drøftede i går den kommenterede dagsorden for Det Europæiske Råd, som formandskabet havde udarbejdet. Det glæder mig at kunne meddele Dem, at medlemsstaterne fuldt ud støtter det emnevalg, som formandskabet havde foreslået.

I de kommende uger vil De Faste Repræsentanters Komité koordinere de forskellige bidrag fra de faglige rådssammensætninger og arbejde videre med udkastet til Det Europæiske Råds konklusioner i lyset af disse centrale udsagn. Måske må jeg her nævne de datoer, hvor de enkelte fagministerråd vedtager deres bidrag: Rådet (energi) mødes i overmorgen for at drøfte et af de helt store emner for Det Europæiske Råd, nemlig energihandlingsplanen, Rådet (uddannelse og ungdom) finder sted den 16. februar, fulgt af Rådet (konkurrenceevne) den 19. februar og Rådet (miljø) den 20. februar. Rådet (arbejds- og socialministrene) og Økofin-Rådet, som træffer beslutningen, finder sted den 22. og 27. februar.

Selv om Europa-Parlamentet ikke er direkte involveret i dette forberedende arbejde, kan jeg forsikre Dem om, at formandskabet vil tage højde for de udtalelser, som Parlamentet har udarbejdet i forbindelse med topmødeemnerne.

Lad mig nu komme lidt nærmere ind på formandskabets planer for forårstopmødet i år. Jeg kan her referere til det, som rådsformanden sagde her i formiddag. Vi vil bestræbe os på, at Det Europæiske Råd varetager sin oprindelige opgave, som består i at koncentrere sig om centrale spørgsmål, udstikke kursen, træffe fremtidsorienterede beslutninger og give politiske retningslinjer for de kompetente instanser på europæisk og nationalt niveau. I denne forbindelse er vores dialog i dag og naturligvis også den intensive dialog med formanden for Europa-Parlamentet i forbindelse med mødet vigtige elementer i varetagelsen af denne opgave. I overensstemmelse med disse generelle overvejelser har vi bestræbt os på at koncentrere drøftelserne i Det Europæiske Råd om emner, hvor der er et alment anerkendt behov for handling, og hvor der er brug for yderligere anstrengelser.

Mere specifikt drejer det sig om at støtte de strukturelle reformer, der er indledt i medlemsstaterne, og fremme dem ved hjælp af integrerede landespecifikke anbefalinger. Når det gælder det indre marked, vil vi styrke den fælles vilje til at lukke huller og identificere svage punkter samt styrke EU's konkurrenceevne i forhold til tredjelande, men også give inspiration til at få sat gang i Doha-runden igen. Styrkelse af innovation, forskning og uddannelse ligger os lige så meget på sinde som fremme af beskæftigelsen og videreudvikling af den europæiske sociale model. Centrale emner i denne forbindelse er flexicurity og de demografiske ændringer.

Bedre lovgivning er et vigtigt anliggende for os alle, som forbundskansleren også udtalte i formiddag. Her ligger der et betragteligt potentiale for at øge den europæiske økonomis konkurrenceevne. I overensstemmelse hermed er afskaffelse af bureaukrati et centralt tema for det tyske formandskab. Vi har sat os for at sende nogle ambitiøse signaler på Det Europæiske Råds møde. Konkret handler det især om at forenkle eksisterende love og om at overveje, hvordan konsekvensvurdering som instrument kan forbedres. Som lovgivere har Rådet og Parlamentet et særligt ansvar for, at Kommissionens forslag til forenkling af retsforskrifter både bliver efterprøvet grundigt og behandlet hurtigt. Vores vigtigste opgave er at fremme reduktionen af udgifter til bureaukrati, især gennem en klar kvantitativ målsætning.

Endelig vil Det Europæiske Råd, som det blev besluttet sidste år, vedtage EU's omfattende energihandlingsplan, som skal opfylde EU's tre grundlæggende mål på dette område, nemlig forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og - og det skal altid understreges - miljøvenlighed. Den strategiske energirapport, som Kommissionen fremlagde i januar, viser, at kun en energipolitik, som tager højde for alle disse tre hjørnesten, kan leve op til de udfordringer, som EU står over for. Derfor går vi aktivt ind for en række foranstaltninger, som først giver den ønskede virkning, når de kombineres. Til denne pakke hører foranstaltninger, som styrker konkurrencen på det indre marked for energi, prioriterer de vedvarende energiformer højere og gavner udviklingen af bedre energiteknologi og større energieffektivitet. I denne forbindelse er det yderst vigtigt at styrke energipolitikkens udenrigspolitiske komponent. Jeg vil gerne udtrykkeligt understrege, at Europa i højere grad må tale med én stemme i energispørgsmål.

Klimabeskyttelsen kan ikke adskilles fra energispørgsmålet. I betragtning af den århundredets udfordring, som klimaforandringerne stiller os over for, er vi fast besluttet på også på dette område at træffe ambitiøse og fremtidsorienterede beslutninger inklusive konkrete målsætninger. Kommissionens forslag, som er nøje afstemt med forslagene på energiområdet, er et godt grundlag for dette. Det Europæiske Råd må arbejde for at sende et stærkt signal om den videre udvikling af de internationale klimabeskyttelsesforanstaltninger. Kun hvis industrilandene under EU's ledelse går forrest med ambitiøse forpligtende mål og foranstaltninger, vil man også kunne forvente af de nyindustrialiserede lande, at de skal være indstillet på selv at påtage sig at begrænse deres stærkt voksende udledninger.

  Formanden. - Mange tak, hr. formand for Rådet, ikke kun for Deres redegørelse, men også fordi De kun har brugt halvdelen af den tid, der var til Deres rådighed. Det bør vi tage ved lære af i forbindelse med reformen af Parlamentets arbejde. Også Rådet kan begrænse sig og alligevel sige noget godt.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! EU har gode muligheder i marts måned. For det første får vi en chance for at vise borgerne et EU, der træffer ambitiøse og klare beslutninger om emner, som virkelig ligger dem på sinde. For det andet bliver vi opfordret til at vedtage en erklæring, der ikke kun hylder vores resultater gennem de seneste 50 år, men som også opstiller mål for fremtiden. Disse to ting er tæt forbundet. Et vellykket forårsmøde i Rådet kan blive det perfekte springbræt for en ambitiøs Berlin-erklæring.

EU er nødt til at gøre en indsats. Den skal være politisk, effektiv og spille en central rolle med hensyn til håndteringen af de vigtigste udfordringer i dagens globaliserede verden. Vækst og job, klimaforandringer, energi - det er emner, som europæerne tænker på hver eneste dag. Vi har en reel mulighed for at vise, hvad EU kan tilbyde - selvfølgelig i fuld overensstemmelse med vores fornyede forpligtelse om bedre lovgivning.

Jeg vil gerne fokusere på klimaforandringer, energi og dagsordenen for vækst og beskæftigelse. For to uger siden præsenterede FN's klimaforandringspanel tydeligt, roligt og uigendriveligt fakta om klimaforandringer. Det er fortsat lige præcist muligt at nå målet om at begrænse temperaturstigningen til 2°C! Det næste årti eller deromkring vil afgøre, om vi formår at bringe situationen under kontrol. Vores internationale partnere, investorer og borgere retter alle blikket mod EU i håbet om en klar og determineret indsats.

Problemets omfang er enormt. En stærk reaktion er det eneste fornuftige, og det er ensbetydende med praktiske politiske forslag og bindende mål. Derfor foreslog vi, at udviklede lande accepterer en målsætning om en udledningsreduktion på 30 % inden 2020 sammenlignet med 1990-niveauet. Samtidig er ingen i tvivl om behovet for at få udviklingslandene med i den globale indsats for at begrænse udledninger, og realistisk set kan de komme på sporet af i første omgang at begrænse væksten i deres udledninger og dernæst begynde en reduktion inden 2020.

Jeg forventer, at der på Det Europæiske Råds forårsmøde udsendes et overbevisende og stærkt signal om behovet for en målrettet indsats om klimaforandringer. Den beslutning om klimaforandringer, som Europa-Parlamentet vedtager i morgen, og som er både opmuntrende og chokerende, indeholder et vigtigt og uopsætteligt budskab, som Kommissionen vil videregive til stats- og regeringscheferne, når der diskuteres klimaspørgsmål på Det Europæiske Råds forårsmøde.

Vi må imidlertid også vise både i og uden for EU, at vi selv er parate til at gøre en indsats her og nu. Derfor bør der på Rådets forårsmøde vedtages en fast og uafhængig EU-forpligtelse om at reducere drivhusgasudledningerne med mindst 20 % inden 2020. Det vil også være et konkret eksempel på vores engagement.

Energi er helt central for en udledningsreduktion. Den er imidlertid mere end det. Forsyningssikkerhed, retfærdige priser og større valgfrihed er alt sammen vigtigt for borgernes daglige overvejelser vedrørende sig selv, deres familier og kommende generation samt naturligvis for den europæiske industri. Der er også en instinktiv fornemmelse for, at disse spørgsmål kun kan håndteres effektivt på EU-plan. Derfor er dette også en skrap test for selve EU.

I sidste måned opstillede Kommissionen sin vision for, hvordan EU's energipolitik kan komme på rette spor, og jeg glæder mig meget over Europa-Parlamentets støttende holdning. Hver gang vi står over for en langsigtet udfordring, er det helt afgørende, at europæernes demokratisk valgte repræsentanter kan forklare, hvorfor det er nødvendigt med reformer for at sætte kortsigtede forandringer i et langsigtet perspektiv, så vi kan overbevises om, at vi alle sammen kan spille en rolle - f.eks. ved at gøre en indsats med hensyn til energieffektivitet.

Den omfattende beslutning, som De vedtog den 14. december 2006, afspejler Parlamentets vigtige rolle i denne forbindelse. Derfor er Det Europæiske Råds ambition og overbevisning helt afgørende. Vi kan ikke udskyde beslutningerne længere. EU skal sende et klart budskab om, at det er helt indstillet på at forandre EU's energisammensætning i de kommende årtier. Investorerne er klar til at træde til i stor skala, men de har brug for et tydeligere signal. Det er ensbetydende med afgørende foranstaltninger på det indre marked. Det er ensbetydende med konkrete skridt for at sikre solidaritet mellem medlemsstaterne. Det er ensbetydende med, at vi skal gøre forskningen på dette område til vores topprioritet og f.eks. det første mål for Det Europæiske Teknologiske Institut. Det er ensbetydende med præcise, ambitiøse og i særdeleshed bindende mål for at gøre vedvarende energi almindeligt udbredt inden 2020.

Med et klart grønt lys fra Det Europæiske Råd er Kommissionen parat til at fremføre en lang række præcise lovgivningsmæssige foranstaltninger i år. Klimaforandringer og energi er integrerende dele af det overordnede emne, som Rådets forårsmøde vil fokusere på, Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse. Der træffes reelle foranstaltninger for at investere mere i innovation, for at gøre livet lettere for de nye vækstvirksomheder samt for at hjælpe borgerne med at forberede sig på forandringen. Som De ved, forbedres den økonomiske situation, og Europa har vist, at den magter udfordringen ved globalisering, men nu er der brug for at sætte yderligere skub i disse indledende skridt. Enigheden om forandring skal omsættes i handling i alle Europas egne og sektorer. Det er helt afgørende med en modernisering af vores økonomier og samfund, hvis vores værdier og livskvalitet skal blomstre i denne verden i hastig forandring.

Der skal udgå et klart budskab fra Rådets forårsmøde om, at vi vil gå videre med reformer på alle niveauer, sådan som det fremgår af Kommissionens årlige situationsrapport om Lissabon-strategien inklusive de landespecifikke henstillinger.

Kommissionen glæder sig meget over Parlamentets støtte på dette punkt. Deres beslutning er en aktuel påmindelse om nogle af de vigtige referencepunkter, som denne indsats' troværdighed vurderes efter. F.eks. at begrænse opstartstiden for nye virksomheder til en uge eller at sikre billigere beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Tiden er ved at løbe ud, hvis vi skal undgå de værste effekter af klimaforandringer, håndtere den globale ubalance mellem energiudbud og -efterspørgsel og sikre en reel modernisering. Det er på tide, at vi lægger al vores kløgt ind på at nå disse mål. George Bernard Shaw sagde, at vi bliver kloge ikke ved at huske fortiden, men ved at være ansvarlige for fremtiden. I en tid, hvor vi fejrer EU's halvtredsårsdag, er det en klog ting at huske på.

Dristige, ambitiøse og langsigtede beslutninger på Rådets forårsmøde i marts vil bringe EU på rette spor med hensyn til at finde reelle svar på disse presserende spørgsmål.

  Formanden. - Mange tak, fru næstformand Wallström, specielt fordi De ikke brugte al Deres taletid. Det er et udmærket eksempel fra formandskabet og fra Kommissionen.

  Marianne Thyssen, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Hver generation har pligt til og ansvar for at bidrage til fremskridt. Også vores generation står over for en udfordring, nemlig globaliseringen. Vi lever i en verden, som hurtigt ændrer sig, og som bliver stadig mere åben. I EU skal vi modstå en global, til tider aggressiv, konkurrence, samtidig med at antallet af ældre stiger, og klimaet bliver varmere.

Det er en konkurrence, som ikke blot bliver hårdere, når det gælder udbuddet på vores afsætningsmarked, men også når det gælder efterspørgslen på markedet efter råstoffer og energi. Vi kan ignorere den, vi kan passivt affinde os med den, eller vi kan forberede os på den. Hvis vi imidlertid vil give børnene af i dag udsigt til et kvalitetsliv og et godt job senere, har vi kun ét svar, og det er, at vi skal sørge for, at vi er konkurrencedygtige. At være konkurrencedygtig vil ikke sige, at vi blindt skal give efter for globaliseringens pres. Det betyder, at vi skal sørge for, at vi har de rette midler til at sikre en fremtid for det, der er os dyrebart, nemlig vores europæiske sociale model og de værdier, som danner grundlag for vores måde at leve på og vores samfund. For at være konkurrencedygtig har vi brug for modige synspunkter, strategi, mennesker og midler. Synspunkterne har vi. Vi har Lissabon-strategien med partnerskabet for vækst og beskæftigelse, og den har PPE-DE-Gruppen altid engageret sig stærkt i. Vi værdsætter også enormt, at Barroso-Kommissionen gør så stor en indsats for den, ligesom det tyske formandskab, som vil fokusere yderligere på de svage punkter, som skal forbedres, og på en seriøs energiplan.

I den seneste beretning fra Kommissionen læser vi, at de økonomiske perspektiver er blevet bedre i det sidste år. Lad os benytte denne udvikling til at føre vores mål ud i livet med meget større kraft, for der skal stadig gøres rigtig meget, også af medlemsstaterne, som måske sommetider evalueres lidt for pænt i Kommissionens beretninger. Med henblik på forårstopmødet stemmes der i morgen om et forslag til beslutning. Vi har undersøgt, om det er i overensstemmelse med de nationale parlamentsmedlemmers holdning. I sidste uge havde vi et godt møde med disse. Dette forslag til beslutning fortolker også vores prioriteter, som skyggeordføreren, Klaus-Heiner Lehne, om lidt vil sætte fokus på, nemlig fuldførelsen af det indre marked, også for forbrugerne og SMV'erne, administrativ forenkling, en undersøgelse af virkningen af metoden med gold plating, mere forskning og innovation, en ny tilgang til energipolitikken og foranstaltninger mod klimaforandringer. Her skal der lægges vægt på energiforsyning, betalbarhed, mindre afhængighed, flere vedvarende energikilder og mindre udstødning af drivhusgasser. Det er alt sammen nødvendigt, hvis vi ønsker at føre vores målsætning vedrørende større vækst og beskæftigelse ud i livet. Flertallet i vores gruppe mener, at der også er plads til atomenergi, selv om vi fuldt ud respekterer subsidiaritetsprincippet.

Selvfølgelig er Lissabon-strategien mere, end hvad jeg hidtil har opsummeret. Den drejer sig især om at sikre velfærd og værdighed for mennesker og deres plads og andel i samfundet. Derfor fokuserer vi overordentlig meget på undervisning, oplæring, livslang uddannelse, bekæmpelse af udelukkelse, en god indvandringspolitik og ligestilling, for det er også en slags hjerneflugt, når talentfulde kvinder siger fra. Hvad angår reformen af arbejdsmarkedet, ser vi frem til drøftelsen af kommissionsdokumentet om flex security.

Lissabon-strategien drejer sig om mennesker. Processen skal også støttes af mennesker. Så længe folk mere betragter den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse som en del af problemet end som et middel til en løsning, er vi nødt til at være bekymrede. Befolkningens og det civile samfunds engagement skal øges. Ved tidligere omfattende projekter såsom Europa 92 dengang og også ved indførelsen af euroen er dette lykkedes os takket være et storstilet kommunikationsinitiativ over en bred front. Ved udvidelsen forpassede vi, og især medlemsstaterne, lejligheden. Uden en god kommunikationsstrategi vil Lissabon-strategien ikke blive forstået, støttet og gennemført tilstrækkeligt, måske på grund af manglende politisk mod. Derfor opfordrer jeg kraftigt til sammen med de tre institutioner også at investere heri og måske ligeledes at omtale det i den vigtige Berlin-erklæring, som i øjeblikket forberedes.

Jeg vil takke ordførerne og skyggeordførerne for det forslag til beslutning, som vi vedtager i morgen, og som vi har forberedt i arbejdsgruppen med de 33 under Joseph Dauls formandskab. Det er et lidt langt beslutningsforslag, men der er bred opbakning til det, og også det er godt for at kunne give et bredt signal om, hvor vi vil hen med denne strategi.

  Robert Goebbels, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Mine damer og herrer, i en tid, hvor de globale problemer hober sig op, fristes visse af Unionens medlemsstater af nationalismen. Men den indiskutable lære af den igangværende globalisering er, at selv Tyskland, Frankrig, Storbritannien eller minsandten Polen vejer for lidt i forhold til den forudsigelige opstigning af visse store nationer.

Alle er enige om, at Nice-traktaten ikke længere er nok til at sikre en effektiv forvaltning af Unionen med 27 medlemmer. Men forfatningstraktaten er faldet fra hinanden. Ikke blot på grund af det franske og nederlandske nej, men fordi visse regeringschefer nægter at honorere deres underskrifter. Visionen om Europa kan ikke opsummeres alene i det indre marked. Vores medborgere ønsker en mere social dimension og en mere effektiv fælles indsats.

Den europæiske integration begyndte med Kul- og Stålfællesskabet. Sidste år blev Kina verdens førende stålproducent. I januar undertegnede Kina og Rusland 15 energisamarbejdsaftaler, hvoraf en om opførelsen af to naturgasrørledninger med en kapacitet på hver 40 milliarder kubikmeter.

I denne måned mødes Indien, Kina og Rusland i et trepartsforum for at fremme deres handel. USA og Rusland har netop underskrevet en aftale om fælles atomforskning. Kineserne, japanerne, inderne, russerne og amerikanerne samarbejder om at udvikle nye teknologier, som gør det muligt at bekæmpe klimaforandringerne. Og hvor er Europa i alt dette? Vi befinder os langt fra solidariteten i det afdøde EKSF. Vi døjer med at fastlægge en solidarisk og dermed nødvendigvis fælles energipolitik på trods af, at vores energiafhængighed øger. Vi prioriterer rigtignok ambitiøse målsætninger, men for 2020, 2030 eller 2050, dvs. uforudsigelige udsigter.

Fru Merkel mindede os her til morgen om, at Unionen var ansvarlig for 15 % af det globale CO2-udslip. Ifølge kommissær Dimas er vores andel faldet til 14 % i 2006. Det beviser ikke, at europæerne er blevet mere effektive, men at andre industrialiserede nationer har øget deres udslip.

Selv om det er indlysende, at Europa skal gå foran med et godt eksempel, er det ikke mindre indlysende, at vi ikke vil kunne løse de globale problemer alene. Europa har nogle fordele, der giver en vis pondus i den globale debat. Vi er stadig den førende økonomiske magt, som genererer 30 % af det globale bruttoprodukt. Mere end en tredjedel af de 2.000 største globale virksomheder er europæiske, vi er fortsat førende på stort set alle områder undtagen data og bioteknologi. For at råde bod på dette har Lissabon-topmødet lagt en strategi. Denne strategi er stadig aktuel, selv om fremskridtene går fortvivlende langsomt, især inden for forskning og innovation.

Det næste topmøde giver mulighed for en ny start. Alle analyser er klar, alle problemer er afdækket. Tidspunktet for konkrete beslutninger må komme, og den politiske relancering af Europa må ske allersenest i juni. Det er i hvert fald socialdemokraternes ambition.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! EU's vækst nåede i 2006 op på 2,7 %, hvilket er den højeste i seks år. Arbejdsløsheden er med 7,9 % den laveste siden 1998. Man fristes til at sige "godt gået!", men de 2,7 % skal sammenlignes med 9,5 % i Kina og Indien, og vores arbejdsløshedsprocent på 7,9 skal sammenlignes med under 5 % i USA og 4,1 % i Japan. I lyset heraf lyder Lissabon-målet om at gøre Europa til verdens mest konkurrencedygtige videnøkonomi inden 2010 ikke bare ambitiøst, men direkte urealistisk. Vi har allerede opgivet tidsfristen. Kan vi fastholde målet?

Vi afholder denne forhandling hvert år. Nogle medlemsstater ignorerer vores formaninger. For to år siden fortalte Kok-rapporten os, at Lissabon-målene er blevet forplumret, og at resultaterne er lidet overbevisende. Det skyldes det faktum, at nogle medlemsstater har forsøgt at klare sig igennem på bedste beskub i stedet for at lade reformer bane vejen. Lissabon kommer kun til at fungere med EU-dækkende reformer. Solidaritet kan ikke betyde, at de regeringer, der har gennemgået en hård reformproces, nu skal hjælpe de øvrige regeringer ud af deres selvforskyldte problemer. I nogle lande kan selv oppositionen ikke se et behov for reformer. Den giver borgerne løfter, som ikke kan holdes, og jeg fristes til at sige:

(FR) Man kunne måske sige, at der er et presserende behov for at afstemme med virkeligheden.

(EN) En videnbaseret økonomi har brug for villighed til at lære. Vi i Europa kan lære af hinanden. Økonomisk vækst og lav arbejdsløshed, et dynamisk erhvervsmiljø og høje sociale standarder udelukker ikke gensidigt hinanden - se bare på Danmark eller Finland.

Man kan modernisere social beskyttelse og gavne systemer ved at indføre mere fleksibilitet. Ungdomsarbejdsløsheden er alt for høj, men beskyttelse af borgerne er ikke ensbetydende med, at vi er nødt til at beskytte ikkekonkurrencedygtige job. Det sociale sikkerhedsnet skal ikke understøtte skrantende virksomheder, men hjælpe med at reintegrere dem til nye erhvervsmuligheder.

Min gruppe mener også, at investeringer i grønne teknologier er nøglen til at beherske klimaforandringer og garantere energisikkerheden i Europa. Energi er bogstavelig talt drivkraften for vores økonomi, og når vores energiministre mødes i Bruxelles i denne uge, skal de tage udfordringen op og have modet til at åbne energisektoren for mere konkurrence og fleksibilitet og ikke blot adskille infrastruktur fra forsyning. Opbygningen af et ægte europæisk energimarked er vigtig, men ikke tilstrækkelig. Vi skal også begrænse energiforbruget, og jeg håber, at Kommissionen vil være endnu mere ambitiøs fremover, end den tidligere har været. Vi er nødt til ved hjælp af skattesystemet at skabe incitamenter for individer til at ændre deres vaner og foretage hensynsfulde indkøb og investeringer.

Vi er også nødt til at gennemføre EU-lovgivningen ordentligt og fortælle borgerne, hvad der skal gøres, og medlemsstaterne skal leve op til deres løfter om økonomiske reformer, så vi kan give grønt lys for Lissabon.

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet! En af de ting, der irriterer befolkningen mest, er EU's overdrevne regulering. Der er ikke alene tale om for mange regler, men også om uforståelige og komplekse regler. Denne tendens skal ophøre. Hvis man ved at opstille regler for agurkers krumning, ærters diameter eller kondomers længde tror, at man regulerer markedet, er man meget langt fra borgernes virkelighed.

Sådanne regler er resultatet af pression med det formål at beskytte personlige interesser og ikke borgernes velfærd. Der, hvor der er for mange regler, er det bureaukratiet, som råder, og ikke politik eller økonomi. Og bureaukratiet kan EU dø af. Bedre lovgivning bør være en nødvendighed for institutionerne, og Parlamentet skal være primus motor i den forbindelse. Vi er glade for, at rådsformandskabet også er opmærksomt på dette.

Sådan som talerne viser her til morgen i Parlamentet, er det visse dele af den europæiske venstrefløj, som bliver ved med at kræve ny lovgivning, og som ikke interesserer sig synderligt for, om den rent faktisk gennemføres eller er gennemførlig. Vi mener, at et frit og solidarisk samfund skal bygge på sikre, klare og fælles regler og ikke på et gigantisk bureaukrati. Hvad vækst og udvikling angår, opfordrer vi Rådet til på en mere beslutsom måde at genoptage en politik, hvor man er opmærksom på det afrikanske kontinents problemer og holder et vågent øje med menneskerettighederne og arbejdstagernes rettigheder i de lande, som vi har samhandel med, men også internt i EU.

Uden en fælles energipolitik bliver der ikke noget opsving eller nogen udvikling. Vi er enige i det, der står i Kommissionens nye grønbog om vedvarende energi og en forbedring af infrastrukturerne til naturgas, hvor vi skal satse på afgasningsanlæg. Det er en holdning, som også rådsformandskabet deler. Derfor er vi nødt til at fjerne alle forhindringer - også dem, som den italienske miljøminister Pecoraro Scanio udgør, eftersom han bliver ved med at ignorere de europæiske holdninger på dette punkt og dermed bremser udviklingen. Udvikling og miljø er udfordringer, som vi skal tage op, og det skal vi også gøre ved at ratificere en ny traktat, som fastlægger EU-institutionernes forskellige kompetencer i et EU med 27 medlemsstater.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, kære repræsentanter for Rådet og Kommissionen! Først vil jeg gerne ønske Kommissionen tillykke, fordi den stod fast i diskussionen om de nationale allokeringsplaner, altså CO2-handelen, så i hvert fald Tyskland mod alle udmeldinger korrigerede sin nationale allokeringsplan.

Jeg er skuffet over, at aftalen åbenbart ikke faldt ud, som Kommissionen havde tilstræbt, når det gælder CO2-reduktionsmålene for biler, hvilket åbenbart var del af en større handel. Her vil jeg gerne pege på, at der er en ting, man overser i den slags CO2-handler, som i øjeblikket foregår mellem medlemsstaterne, Kommissionen eller Rådet. Det er, at de mål, som vi har sat os, ikke er sat af mennesker, men at målet om at standse jordens opvarmning ved 2 grader er et mål, som naturen har sat.

Hvis vi hele tiden sætter os ud over dette mål, som man blev enig om allerede i forbindelse med Kyoto-aftalen, i disse handler mellem forskellige nationale interesser og industriinteresser, så vil vi meget snart nå det punkt, hvor vi ikke længere kan påstå, at vi fører en ambitiøs klimabeskyttelsespolitik.

For De Grønne lyder energipakken og målsætningen om 20 %'s CO2-reduktion for Europa ganske vist ambitiøs, men den lever ikke længere op til den verdensomspændende målsætning om at gøre noget mod den globale opvarmning. Hvis vi virkelig bliver hængende ved disse 20 %, kan vi sige endeligt farvel til forestillingen om at kunne påvirke opvarmningen positivt, dvs. i nedadgående retning. Vi har for nylig hørt, at hvis man bliver stående ved 20 %, vil opvarmningen komme op på 4 eller 5 grader, og de negative klimaprognoser vil altså i så fald blive endnu værre.

Her forud for energitopmødet i Bruxelles kan jeg kun endnu en gang appellere til, at man holder op med at lave disse handler om reduktionsprocenterne og endelig i det mindste gennemfører det, som Kommissionen har fremlagt. Efter min mening er den allervigtigste del af denne energipakke energieffektiviteten og energibesparelser, og her vil jeg endnu en gang bede Kommissionen om at vende tilbage til det, der blev fremlagt i energihandlingsplanen i efteråret - det er jo ikke så længe siden. Også her skal der være mindre diskontinuitet. Dengang gik man stadig ud fra, at det rigtige mål for Europa var at sænke energiforbruget. I dag har man fastlagt den idé i energipakken, at også Europa fortsat skal have et kontinuerligt voksende energiforbrug. Der er altså meget at rette op på.

Jeg vil også gerne komme med en bemærkning om atompolitikken, fordi jeg ved, at man i mange lande nærer store forhåbninger til den. Jeg mener, det er på høje tid, at man i hele Europa får kontrolleret, om den skandaløse sikkerhedskultur, som vi nu hele tiden hører om fra atomkraftværket Forsmark i Sverige, er et særligt svensk problem, eller om slitagen i sikkerhedskulturen f.eks. som følge af personalenedskæringer er blevet et problem alle vegne i løbet af de årtier, man har udnyttet atomenergi. Jeg protesterer nu for tredje gang imod, at spørgsmålet om Forsmark endnu ikke er blevet taget op på europæisk niveau. Jeg gentager det så udtrykkeligt her, fordi jeg hører, at der skal gives et nyt Euratom-lån til opførelse af et atomkraftværk i Belene - der forhandles bag kulisserne. Det ville være første gang, at eksport af atomenergi finansierer et kraftværk i EU med EU-midler. Så kan man lade, som om der var tale om en renæssance for atomenergien. I virkeligheden tror jeg, at det står meget dårligt til med denne industri i Europa, både økonomisk og sikkerhedsteknisk.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Fru Wallström nævnte, at forårstopmødet skal lave et godt forarbejde til Berlin-mødet, som finder sted få dage senere. Det kan jeg kun være enig i på to betingelser. For det første ville det kræve, at man på forårstopmødet diskuterede Berlin-erklæringen udførligt. I stedet forlyder det, at en udførlig debat om det mulige indhold i erklæringen ville indebære den risiko, at der manifesterer sig et differentieret meningsbillede. Altså ingen offentlig debat, ingen debat mellem statscheferne? Så undrer jeg mig over, hvem der mon arbejder på en så vigtig erklæring som Berlin-erklæringen, som trods alt skal være med til at forme EU's fremtid.

For det andet er der andre spørgsmål, som bør komme med på dagsordenen for topmødet, f.eks.: Hvordan kan en konsekvent kamp mod fattigdom, arbejdsløshed og social udstødelse knyttes sammen med en effektiv kamp mod den globale opvarmning? Hvilke konsekvenser har det specielt for et beskæftigelsesintensivt og fremtidsorienteret skift i energi- og trafikpolitikken? Og hvad skal der til for langt om længe at sætte gang i en virkelig bæredygtig løsning på beskæftigelsespolitiske, sociale, økologiske og globale problemer?

Disse spørgsmål bliver imidlertid ikke stillet. Det handler ganske vist om bedre regulering, om energi- og klimaforandringer, men det sker ikke ud fra tankerne om en socialøkologisk omstrukturering, som burde være indledt for længst, og hvormed man virkelig kunne bekæmpe den sociale splittelse og klimakatastrofen, som nu er på alles læber. Hvor svært det er også netop for det tyske formandskab, det så vi for nogle dage siden. Fru Harms var også inde på det. Hr. Barroso pointerede jo i umisforståelige vendinger i sidste uge - ligesom Kommissionen med meddelelsen om gennemførelsen af den nye vækst- og beskæftigelsesstrategi - at bedre regulering især betyder øget markedsåbning. Markedsåbningen skal give virksomheder og forbrugere fordele. Øget markedsåbning betyder øget konkurrence og gavner dermed altid de stærke og bevirker, at de svage bliver taberne. Markedsåbning og den ønskede strukturændring, som der altid tales om, passer ikke sammen. I denne forbindelse må jeg imidlertid pege på, at det altid handler om, hvem der vil hvad hvornår.

Den 1. februar krævede hr. Solana på Det Europæiske Forsvarsagenturs konference, som er blevet etableret i foregribelse af en endnu ikke indført europæisk forfatning, at der udføres planlægning og en målrettet efterspørgselspolitik for våbenindustrien. Det er efter min opfattelse på ingen måde foreneligt med topmødets mål, hvor man bør spørge, hvad der kan gøres for at sikre bæredygtige arbejdspladser for varigt at bekæmpe klimaforandringerne og for varigt at skabe arbejds- og livsbetingelser af samme høje kvalitet for alle borgere i EU.

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! I politik er det ofte ikke det, der bliver sagt offentligt, men det, der foregår bag scenen, der virkelig betyder noget, og sådan er det også med dette kommende EU-topmøde. Den tyske minister for europaspørgsmål, hr. Gloser, taler måske nok om bæredygtighed og energipolitik, men jeg forstår ikke, hvordan han kan holde masken, når han taler om den allerede fejlslagne Lissabon-dagsorden.

Men han taler selvfølgelig ikke om det faktum, at den europæiske forfatning vil blive diskuteret på dette topmøde. Forbundskansler Merkel har gjort det klart, at hun er indstillet på at fortsætte, og i denne uge vil drøftelserne om forfatningen fortsætte i al hemmelighed i Berlin.

Man forsøger endnu en gang at gennemføre et stort bedrag. De forsøger at sammenflikke en minitraktat, fjerne "F"-ordet og dermed berøve Europas befolkninger muligheden for at stemme om deres egen fremtid. Det er, som om De alle har et højere kald og ved, hvad der er bedst for Europas ordinære plebejere.

De tror måske, at det er noget, jeg finder på alt sammen, men så sent som i sidste uge sagde hr. kommissionsformand Barroso: "Som præsident gik jeg ind for en folkeafstemning (om forfatningen)". Siden da er han kommet til Bruxelles, og de har tydeligvis hældt sprut i hans drikkevarer, for nu siger han: "Hvis der havde været en folkeafstemning om oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab eller euroens indførelse, tror De så, at de ville findes i dag?". Jeg tror, at vi kender svaret, og svaret er "nej". Ved at turde sige det, blotlægger hr. Barroso det europæiske projekt. Han udviser ubetinget foragt for befolkningerne i Frankrig og Holland, der stemte "nej", men hvad værre er, udviser han gennemført foragt for hele demokratiprocessen. Hvis De fortsætter uforsonligt med denne forfatning, og hvis De fortsat nægter de europæiske folk indflydelse på deres fremtid, så oplagrer de meget alvorlige problemer for vores børn.

  Andreas Mölzer, for ITS-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Lad mig i anledning af det kommende Europæiske Råd komme med nogle principielle bemærkninger om liberalisering og om energipolitik.

Efter min mening sælger man ud af statens arvesølv for at opfylde Maastricht-kriterierne og Lissabon-strategien - borgerne må spænde livremmen ind, de drives alt for ofte fra offentlig tjeneste ud i arbejdsløshed og førtidspensionering, hvorefter de må frygte for deres sociale sikkerhed. Løfterne om, at alt ville blive billigere, mere effektivt og mere fleksibelt, kan slet ikke opfyldes med disse liberaliseringer. Offentlig infrastruktur er jo nu engang kendetegnet ved lange tilbagebetalingstider og lave afkast.

For private handler det imidlertid for det meste om hurtige penge, og konsekvenserne kender vi alle. F.eks. den konsekvens, at manglende overholdelse af køreplaner og forsømte banestrækninger tvinger os til at bruge bilen. Takket være liberaliseringen på postområdet må vi nu investere i nye postkasser og rejse langt for at nå til posthuset, hvor vi møder stenalderagtige, uhyrlige arbejdsforhold. Aktiespekulationer gør elektriciteten dyrere, og på et eller andet tidspunkt vil vi muligvis ikke længere have råd til vores eget vand, fordi der kan tjenes mere på det i udlandet. Endnu farligere er imidlertid visionen om udenlandsk arbejdskraft og asylansøgere, som skal tage kampen op mod barnløsheden og sørge for vores sociale sikring. Det ville være at sætte ild til lunten til en krudttønde, de første eksplosioner er allerede ved at nærme sig.

Vi må altså tænke nyt, føre en kompetent familie- og fødselspolitik, investere mere i uddannelse og fremme vores erhverv og den hjemlige landbrugsproduktion med et fornuftigt omfang af protektionisme for at beskytte vores borgere mod EU-støttede virksomhedsflytninger. Det kan efter min opfattelse heller ikke være formålet med den grønne energi, at man bruger strøm fra atomkraft til at fremstille den med, eller at biobrændstof fører til fødevareknaphed f.eks. i Mexico. Her må der forskes i nye teknologier, og anvendelsen af andre, virkelig miljøvenlige måder at fremstille energi på, må fremskyndes.

  Jana Bobošíková, (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg tror, at den sande omkostning ved den handelskrig, der raser under dække af "den globale opvarmning", snart vil blive synlig. Rådet er tydeligvis parat til at tilslutte sig de moderne pseudovidenskabelige påstande om, at vi kun kan redde planeten, hvis vi reducerer CO2-udledningerne ganske betydeligt.

Hvis vi lader os besnakke til at tro, at vi kan påvirke planetens naturlige klimacykler ved at ofre den europæiske industris konkurrenceevne, gør vi ikke det rette for planeten. Vi vil blot lefle for de økonomiske interesser hos de investorer og lande, der ikke tager hensyn til oxider og protokoller. Den forurening, som vi undgår med vores ofre, mere end opvejes af deres CO2-produktion. Jeg er derfor meget skuffet over, at udgangspunktet for Rådets forhandlinger om energi er kampen mod klimaforandringer.

Jeg fornemmer, at både borgerne og virksomhederne er mere interesserede i prisen på energi og specielt i en sikker og uafbrudt forsyning. Jeg vil derfor fokusere på en liberalisering af energimarkedet, hvilket vil forhindre omfattende prisstigninger. Formandskabet bør udarbejde et ordentligt forslag om, hvordan man kan sikre uafbrudte forsyninger fra Rusland til hele EU og ikke kun til Tyskland. Endelig skal vi investere i udviklingen af nye energikilder og i særdeleshed i atomkraft. Hvis ikke vi gør det, vil de høje energiudgifter volde uoprettelig skade på det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne.

Hvordan skal de arbejdsløse kunne klare de astronomiske elektricitetsudgifter? Jeg kunne sende dem til Rådets hovedkvarter i Bruxelles, men det ville nok ikke hjælpe. Mange tak.

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først kort ridse op, hvad vi har opnået. Jeg minder om, at Kommissionen for ca. to et halvt år siden startede et nyt initiativ og efter Kok-rapporten sagde: Vi må stable Lissabon-strategien på benene igen. Vi ønsker, at denne strategi, som i årtiets første halvdel i grunden kun har været et politisk mål uden chance for at blive gennemført, i det mindste i anden halvdel af årtiet endelig skal komme sit mål nærmere. Jeg vil påstå, at det er lykkedes. Ganske vist har begrebet Lissabon endnu ikke samme klang som begrebet Kyoto. Men der findes nu nationale planer i alle medlemsstater. I Parlamentet har vi fundet en struktur for, hvordan vi beskæftiger os med Lissabon-strategien, hvordan vi forsøger at fremme den. Også Kommissionen har foretaget en ny prioritering på dette felt. I Parlamentet har vi haft interparlamentariske konferencer, som et voksende antal repræsentanter fra parlamenterne har deltaget i. Alt dette viser, at vi er på rette vej, og at det er lykkedes at genoplive strategien.

For det andet er det lykkedes os at præcisere, at der ganske vist er tre søjler i Lissabon-strategien, men at vækst og beskæftigelse er en forudsætning for, at vi også kan føre en fornuftig miljø- og socialpolitik. Samtidig har vi gjort det klart, at Lissabon-strategien også er det europæiske svar på globaliseringen.

I beslutningen vil vi præcisere, at der en række mangler i forbindelse med det indre marked, som må fjernes - emnerne vil naturligvis være nogle andre i år end i de foregående år. Ud af de mange vil jeg kun nævne to. For det første mangler vi fortsat en videreudvikling af den europæiske patentret. Her forventer vi initiativer fra Kommissionens side. Allerede nu ligger der et initiativ fra Kommissionen om liberalisering af varehandelen i det indre marked, hvilket også er et meget vigtigt punkt.

Det centrale tema på topmødet og for Kommissionens aktiviteter, men også for Parlamentets, vil være energipolitikken. Jeg minder om sidste år. Dengang kunne stats- og regeringscheferne endnu ikke overbevises om, at energipolitik virkelig er et europæisk anliggende, og at vi har brug for en europæisk tilgang til dette spørgsmål. Dengang mente man stadig, at man kunne regulere det nationalt. Det har ændret sig. Når der denne gang bliver talt om energipolitik på topmødet, går alle ud fra, at der er tale om en europæisk opgave.

I det foreliggende beslutningsforslag har vi præciseret, at man naturligvis i videst muligt omfang skal fremme de vedvarende energiformer. Vi har imidlertid også sagt helt klart, hvilken betydning atomkraften fortsat har og i betragtning af CO2-problematikken også må have i fremtiden. Vi har nævnt hele problemet med CO2-udledningerne også i denne beslutning. Det vil naturligvis også blive diskuteret i den parallelle klimabeslutning, og væsentligt mere indgående i den forbindelse. Vi har sat os nogle ganske ambitiøse mål med hensyn til energieffektivitet. Faktisk tror jeg - og det har tallene allerede vist - at en andel på 30 % af verdens bruttonationalprodukt, men kun 15 % af udledningerne, er et tegn på, at Europa er førende, når det gælder energieffektivitet. Men vi kan opnå meget mere og være et forbillede for verden.

Desuden skal vi, som det er blevet nævnt, også gennemføre det indre marked for energi. Vi ved, at der fortsat er en struktur med oligopoler og monopoler, og at det kun er i en del af EU, at man kan tale om et virkeligt indre marked, men at der er ægte mangler i store dele af EU.

Jeg vil også nævne aspektet "bedre lovgivning". Også her er der opnået meget. Jeg minder om den interinstitutionelle aftale fra december 2003. Det var bestemt et gennembrud, men det er ikke alt guld, som glimrer. Kommissionen har stadig ikke opfyldt Parlamentets ønske om en uafhængig konsekvensvurdering af lovgivningsprojekter, som er blevet udtrykt i over et halvt dusin beslutninger. Men vi insisterer på det! Hvis ikke Kommissionen gør noget snart, vil vi finde på andre midler og metoder til selv at gøre det.

Efter min mening er det nu også vigtigt med en fornuftig benchmarking, at vi gennemgår rapporterne fra medlemsstaterne og siger, hvad vi betragter som nødvendigt for med denne benchmarking at opnå, at målene fra Lissabon-strategien kan gennemføres endnu bedre end hidtil.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Forfatningen er blevet nævnt flere gange. Forfatningen indeholder en større energipolitisk kompetence til Europa. Vi har ikke forfatningen endnu, og derfor må vi forsøge at få denne større energipolitiske kompetence på andre måder, særligt, som hr. minister Gloser nævnte, på den udenrigspolitiske side.

Hvordan skal vi kunne få et fornuftigt, ligeværdigt forhold til Rusland, hvis ikke EU taler med en stærk, fælles stemme på dette punkt? Rusland vil meget hellere forhandle med de enkelte lande og spille dem ud mod hinanden. Men vores krav - netop også til topmødet - er at præcisere, at der i dette forhold til Rusland kun findes én europæisk stemme. Og hvis Rusland klager over, at det ikke har fuld adgang til markedet, hvad skal vi så stille op fra europæisk side? Derfor er det vigtigt med et ligeværdigt forhold til Rusland.

For det andet må vi diversificere. Vi må have adgang til andre kilder. Hvor? Især i Kaukasus og Centralasien. Når man ser, hvordan USA - som går så stærkt ind for markedskræfterne - har fået gennemført at bygge en olierørledning fra Baku over Tiflis til Ceyhan i Tyrkiet - og det blev anset for et vigtigt politisk projekt, og de private investorer blev motiveret tilsvarende - når jeg så ser, hvor svagt og vanskeligt det foregår i EU - tag f.eks. Nabucco-rørledningen til Europas gasforsyning som eksempel - så må man også her kræve, at EU virkelig optræder stærkt og taler med én stemme. Mange af disse punkter har Robert Goebbels allerede nævnt. Derfor beder jeg virkelig om at få præciseret alt dette på topmødet.

Hvis vi mener, at vi må diversificere, hvis vi mener, at vi har brug for nye ekstra ledninger, må vi sige det klart og tydeligt. Så vil Rusland også komme og forsøge at være med eller at lave forretninger med os. Hvis ikke vi optræder som et klart og tydeligt Europa på de internationale markeder, vil vi ikke kunne gøre det, som vi skal gøre for vores folk, nemlig at sørge for energiforsyningssikkerhed i Europa.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa-Parlamentet vedtager i morgen en beslutning, hvor vi stiller en række krav til Rådet. Som ordfører vil jeg her gerne takke min medordfører, Steven Hughes fra PSE-Gruppen, for det altid konstruktive, gode og fair samarbejde. Han vil om et øjeblik præsentere de dele af beslutningen, som har at gøre med beskæftigelsen og målsætningen om bedre lovgivning. Jeg vil derfor begrænse mig til Europa-Parlamentets forventninger inden for energipolitikken.

Den vigtigste forventning, som Parlamentet stiller til Rådet, er helt klar. Vi ønsker en stærk, fælles energipolitik for Europa. Det er stats- og regeringschefernes mest presserende opgave at opnå virkelige resultater på forårstopmødet. Det vil være vores målestok for, om dette rådsmøde bliver en succes eller en fiasko.

Et fungerende indre marked for energi er ikke noget mål i sig selv. For det første hører det indre marked for energi til projekternes Europa. Vi vil have et EU, som leverer resultater. Hvis vi kan sige til borgerne, at deres stadigt stigende gas- og elregninger bliver bragt tilbage til et tåleligt niveau som følge af EU-politik, er det godt for Europa. De seneste undersøgelser af det europæiske energimarked har igen vist, at vi er meget langt fra at have et fungerende indre marked for energi. Hr. Lehne var også inde på det. Et sådant resultat er mere end skuffende her næsten et årti efter de første initiativer til at liberalisere el- og gasmarkedet. Vi har altså for det første brug for det indre marked for energi til vores borgere.

Den anden grund til, at det er vigtigt at have et fungerende indre marked for energi, er konkurrenceevnen i vores virksomheder, især i de producerende erhverv. Ingen virksomhed skal betale mere, end hvad der er fair og rimeligt for den energimængde, den forbruger. Det skylder vi vores virksomheder og de ansatte i disse virksomheder. Dermed når vi målet for Lissabon-strategien, nemlig at øge vores konkurrenceevne indadtil og udadtil. Vi skal altså for det andet bruge det indre marked for energi for Europas og dets konkurrenceevnes skyld.

Den tredje grund er, at på et marked med fungerende prissignaler bliver energien udnyttet effektivt, der bliver udviklet alternativer, der bliver sparet. Det er rigtigt, at det nogle gange kræver politiske beslutninger, så der bliver åbnet nye veje. Det gør vi med vores betænkning for forhåbentligt at nå klimabeskyttelsesmålene med europæisk energipolitik, det er der enighed om i Parlamentet. Vi har altså for det tredje også brug for den fælles energipolitik for et Europa, som lever op til sit globale ansvar.

Derfor vil Europa-Parlamentet i morgen vedtage en beslutning, og jeg vil her nævne nogle af de vigtigste punkter. For det første skal nettene til distribution af el og gas ledes og forvaltes økonomisk uafhængigt af energiproduktionen for at sætte en stopper for markedets svigt på el- og gasmarkedet, som har eksisteret gennem årtier.

For det andet bidrager vedvarende energi til en større energiforsyningssikkerhed. Derfor kræver vi, at de vedvarende energiformers andel inden 2040 øges til 50 %. Europa-Parlamentet går ind for ambitiøse mål inden for energiforskningen, og det gælder på alle områder, både det konventionelle, det vedvarende og det nukleare. Her har Europa på mange områder en førende rolle, som skal styrkes og udvides, så vi får et videnbaseret samfund. Europa-Parlamentet følger Kommissionens forslag om energieffektivitet og sparemålet på 20 % inden 2020.

Vi ønsker en køreplan for en reduktion af CO2-udledningerne på 30 % inden 2020. Vi går også ind for en reform af emissionshandelssystemet, og Europa-Parlamentet opfordrer til større solidaritet mellem medlemsstaterne under energikriser.

Der er enighed på tværs af grupperne om behovet for en fælles udenrigspolitik på energiområdet. Energispørgsmål skal være en fast bestanddel af EU's udenrigspolitiske relationer. Hr. formand for Rådet, det glædede mig at høre Dem sige, at Europa skal tale med én stemme på dette område. Det er vi helt enige i.

Sammenholdet i Europa er en forudsætning for vores troværdighed i forhold til borgerne, som kommissionsformand Barroso sagde i morges. Det tilslutter vi os. Disse europæiske udfordringer gælder i samme grad for Kommissionen, Rådet og Parlamentets medlemmer. Kun på den måde kan vi leve op til vores ansvar og levere resultater til Europas borgere eller - som Parlamentets formand formulerede det i morges - få succes for vores kontinent og tjene EU's borgere. I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Hr. formand! Dagsordenen for Det Europæiske Råds forårstopmøde er i øjeblikket så afgjort det vigtigste emne i EU under ét samt i de enkelte medlemsstater. De foreslåede opgaver vedrørende Lissabon-strategien samt energi- og klimaforandringspolitikken er ambitiøse, men det vil kræve en realitetsfornemmelse at omsætte dem i praksis. Vi ved stort set, hvad der skal gøres for at nå de foreslåede mål, men det faktum, at de krævede reformer er indbyrdes forbundne på det økonomiske, sociale og miljømæssige område, gør det langt mere kompliceret at gennemføre opgaverne. Medlemsstaternes gensidige indbyrdes afhængighed i forbindelse med fastholdelsen af reformtempoet og -kvaliteten gør situationen endnu mere kompliceret. Det så vi for nylig under de vanskelige diskussioner om servicedirektivet, der skulle være en af grundstenene i Lissabon-strategien. På den aktuelle dagsorden findes nye prøver på medlemsstaternes villighed til at fastholde tempoet i reformerne, som liberaliseringen af Europas energimarked er et eksempel på. Et liberaliseret europæisk energimarked er en forudsætning for markedets overordnede konkurrenceevne, for energiuafhængigheden, for den langsigtede stabilitet samt for de nye medlemsstaters integration i det indre marked for elektricitet og gas. En af de centrale opgaver for dette forårsmøde i Det Europæiske Råd er oprettelsen af en konsensusbaseret tilgang i medlemsstaternes opfattelse af den fælles europæiske energipolitik. Energipolitik skal snarest muligt blive en del af EU's sikkerhedspolitik. Medlemsstaterne bør kunne enes om en fælles strategi for forsynings- og transitruter. Vi bør heller ikke udskyde oprettelsen af en permanent dialog mellem energiforbrugende stater og energileverende stater med henblik på at forhindre en stigning i den globale ubalance og udviklingen af ustabilitet. I forhold til Europas vigtigste gasleverandør, Rusland, skal vi sikre os, at den ratificerer transitprotokollen og energichartertraktaten. I dette spørgsmål kan Kommissionen og medlemsstaterne ikke have forskellige synspunkter. Jeg håber, at dette vigtige emne på Det Europæiske Råds forårstopmøde vil medvirke til at fremme en fælles forståelse af den gensidige indbyrdes afhængighed vedrørende både opgaver og resultater i de enkelte medlemsstater og i EU under ét. Mange tak.

  Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! For De Grønne er det helt igennem indlysende, som min kollega fru Harms bemærkede, at Det Europæiske Råd i marts hovedsageligt vil komme til at handle om energi, og at vi har nogle krav i den forbindelse. Jeg vil gerne for mit vedkommende nævne et andet punkt, som vedrører udviklingen på arbejdsmarkedet og skattesystemet i Europa.

Jeg giver to eksempler. Det første er fra Belgien, hvor Volkswagen Forest-fabrikken i stedet for at miste 4.000 arbejdspladser vil miste 3.000, og arbejderne vil gå fra en 35-timers arbejdsuge til en 38-timers arbejdsuge med samme løn og større fleksibilitet. På disse betingelser mener koncernledelsen, at fabrikken vil blive en af de mest effektive i Europa og opfylder kriterierne i en vellykket Lissabon-strategi. Det andet eksempel er fra Frankrig, hvor halvdelen af lønmodtagerne i den private sektor har en løn på under 1.400 euro om måneden, som fru Royal mindede os om i søndags.

Det er fakta, som kaster et skarpt lys over den europæiske sociale model. For mange økonomer er denne udvikling i arbejds- og lønforholdene strukturelle, for den er knyttet til teknologiske innovationer og en stigende globalisering af aktiviteterne. Således vil et flertal af europæiske lønmodtagere i de kommende år blive udsat for et stadigt stærkere pres. Hvordan skal vi reagere på denne situation?

Jeg mener, at EU kan hjælpe til. Det kan hjælpe til med at sætte en stopper for den absolutte skandale, at velhavende borgere kan dandere omkring fra Monaco til Belgien via Liechtenstein for at undgå skattevæsenet og på den måde undgå progressivitet i skatten.

Jeg mener også, at EU, som det forpligtede sig til over for G8 og over for OECD, burde satse på en håndfast politik for at afskaffe skatteparadiser, som findes over hele jorden, og som gør, at den finansielle kapitalisme kan fungere.

Jeg mener desuden, at hvis fru Merkel og fru Royal vil give et konkret indhold til den sociale dagsorden, som de proklamerer med henblik på at ændre udkastet til forfatningstraktat, burde EU afsætte midler til omsider at etablere en minimumsskat på virksomheder i EU, hvilket forudsætter, at en gruppe lande beslutter sig til at gå foran, hvis vi vil fastholde reglen om enstemmighed.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! I denne debat om bidraget til det kommende forårstopmøde, der skal evaluere gennemførelsen af den såkaldte Lissabon-dagorden, vedtaget i 2000, er det vigtigt at overveje, hvad der er sket i disse syv år, hvad angår de dengang proklamerede mål og udfordringer med hensyn til fuld beskæftigelse, fattigdomsbekæmpelse, infrastruktur og tiltag til fremme af børn og kvinders lige muligheder samt det så højtbesungne mål om inden 2010 at blive den mest avancerede videnbaserede økonomi i verden.

Faktum er, at EU siden 2000 har været kendetegnet ved langsom vækst i økonomi og beskæftigelse, øget overførsel af produktivitetsgevinster til arbejdsgiverne og dermed sammenhængende forværring af den sociale ulighed. Derfor er der stadig høj arbejdsløshed, med fattigdom og udstødelse, der rammer 72 millioner mennesker, stadig mere usikker beskæftigelse med stadig færre rettigheder og forøgede problemer med de nye udvidelser, der ikke modsvares af dækkende finansiering i Fællesskabets budgetter.

Det viser, at vores kritik af denne strategi er mere end rimelig. Gennemførelsen af Lissabon-dagsorden har begrænset sig til at fremskynde liberalisering og privatisering på de mest forskellige områder lige fra transport til energi, post og telekommunikation samt tjenesteydelser, hvilket har undergravet grundlæggende offentlige tjenester, hvortil nu kommer fleksibel arbejdstid og den så højtbesungne flexicurity, der skal gøre det endnu lettere at afskedige folk.

Derfor mener vi, at den førte politik må lægges afgørende om, og det gælder både Lissabon-strategien, stabilitetspagten, de store retningslinjer for økonomi og beskæftigelse samt Fællesskabets budget.

I den alternative beslutning, som vores gruppe fremsætter, prioriterer vi således en virkelig pagt for økonomisk fremskridt og social udvikling og en europæisk strategi for solidaritet og bæredygtig udvikling med større solidaritet fra de udviklede landes side samt bedre og bredere fordeling af Fællesskabets midler. Formålet hermed er økonomisk og social samhørighed, bedre levevilkår for flertallet, også indvandrerne, arbejdstagernes værdighed og reel gennemførelse af menneskerettighederne om særlig uddannelse, sundhed, bolig og social sikkerhed samt forskning og udvikling.

  Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Pierre Moscovici har netop skrevet en interessant bog. Her konstaterer han, at forfatningstraktaten er afgået ved døden. Han viser tydeligt, at intet kan genintroducere en minitraktat i det skjulte, når et folk har talt. Vi kan ikke handle i strid med traktaternes bestemmelser. Antallet er ikke tilstrækkeligt her, kun en medlemsstats suverænitet gælder.

Madrid-parodien var en blindgyde og en fornærmelse af diplomatiets love. De skal vide, at de europæiske parlamentsmedlemmer som jeg selv i dette tilfælde ikke havde adgang til forhandlingslokalet, mens hvilken som helst embedsmand frit kunne få adgang. Løsningen for Unionen består ikke i at gentage Madrid-forhandlingerne, men i at genoplive ånden i Rom-traktaten, dvs. genfinde meningen med et frit samarbejde mellem suveræne nationer, genetablere fællesskabspræferencen og give afkald på den imperialistiske tilbøjelighed til en supranational stat, en stat, som altid vil få befolkningerne til at kvæles og hindre folks rettigheder.

  Carl Lang (ITS). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Det tyske formandskab baserer sig på en rapport, som lægger vægt på en nedgang i arbejdsløsheden i Europa, for at fastsætte sine økonomiske målsætninger. Men nedgangen skyldes mere en nedgang i antallet af erhvervsaktive på grund af befolkningens aldring, end den skyldes en blomstrende økonomi. Med en årlig vækstrate på kun 2,6 % imod 3,6 % i USA og 10 % i Kina halter Bruxelles' Europa fortsat efter verdens store økonomiske magter.

Endvidere er de officielle beskæftigelsesstatistikker i nogle medlemsstater forfalskede. Således rammer arbejdsløsheden i Frankrig, hvis man til de 2 millioner eller flere officielle arbejdsløse lægger de lønmodtagere, der er sat på pension og førtidspension, de arbejdsløse, der er under uddannelse, og dem, der er i jobtræning, næsten 4,5 millioner franskmænd eller 18 % af de erhvervsaktive. Med en vækst på halv kraft, en befolkning, der ikke fornyr sig selv, og virksomheder, der outsourcer deres aktiviteter, fortsætter EU desværre sin økonomiske nedtur.

Hvis diagnosen således er forkert, er de udskrevne remedier, som er inspireret af den malthusianske og asociale politik, der er blevet praktiseret de sidste 20 år, skæbnesvangre. Handelsbarriererne er blevet fjernet og har overladt vores industri til de asiatiske økonomiers illoyale konkurrence, de bureaukratiske hindringer er mangedoblet, der ankommer hvert år lovligt mere end 1 million indvandrere fra lande uden for Fællesskabet, vores offentlige tjenester nedlægges, vores landbrug, som er underlagt Verdenshandelsorganisationens samnitiske åg, lægges brak, og vi er overbeskattede.

For at give vores økonomier den fremgang og vores indbyggere den økonomiske og sociale sikkerhed, de har krav på, skal vi bygge et andet Europa og en anden handelsmodel, som er baseret på sikre grænser, der beskytter vores virksomheder mod social dumping, på anvendelse af princippet om fællesskabspræferencer, og på respekt for de værdier, som har skabt vores civilisations storhed, dvs. fædreland, friheder, arbejde, familie og sikkerhed i alle dens afskygninger, inklusive økonomisk og social frihed.

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Hr. formand! To dage inden Kommissionen officielt vedtog den strategiske energiredegørelse og andre rapporter om energisektoren i januar 2007, offentliggjorde Eurobarometer resultaterne af en undersøgelse af energisektoren. Undersøgelsen viser klart, at energispørgsmål - det være sig klimaforandringer eller energimangel - ikke betragtes som en prioritet af EU-borgerne.

Energispørgsmål kom ind på en tolvteplads på en liste over de alvorligste opgaver, som Europa nu står over for. Energispørgsmål halter langt efter arbejdsløshed, kriminalitet, sundhedspleje og den økonomiske situation. Det er foruroligende, at borgerne i Europa er overbevist om, at grundårsagerne til energiproblemer skal findes på andre kontinenter og i lande uden for EU.

Næsten en fjerdedel af borgerne i EU indrømmede, at de intet gør for at reducere deres energiforbrug. Offentligheden har kun et vagt kendskab til det faktum, at energipriserne fortsat vil stige på lang sigt. Vi står på tærsklen til en ny industriel revolution, der skal tage fat på energirelaterede spørgsmål og klimaforandringer og præsentere os for pragmatiske mål, der samtidig er fuldstændigt politiske i deres natur. Hvis vores indsats skal bære frugt, skal vi sikre den bredest mulige støtte fra EU-borgerne til gennemførelsen af disse mål, og medlemsstaternes regeringer skal holde op med at komme med udflugter og i stedet tage fat på de ubesvarede spørgsmål.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mødet med Det Europæiske Råd i Berlin er en enestående mulighed for at udsende et budskab om, hvad vi sammen har udrettet, og hvad vi sammen skal udrette i de kommende år og i første omgang frem til 2009. Jeg finder det vigtigt, at vi i Berlin-erklæringen gør det klart, at de problemer og udfordringer, vi står over for, skyldes vores succes og ikke fiasko.

Vi har nye lande, der ansøger om et medlemskab på grund af denne succes - fordi de har set, hvad EU kunne bidrage med i forhold til fred, retsstatsprincipper og stabilitet. Vi har hele diskussionen om globalisering, hvor den europæiske økonomi er den førende globale aktør og giver os muligheder for at mødes og bidrage til globaliseringen. Vi har spørgsmålet om sikkerhed og stabilitet på Balkan, hvor EU ikke kunne gøre meget i begyndelsen af 1990'erne, men hvor vi i dag kan udrette meget, og det er grunden til, at vi har ansvaret. Hvis vi havde svigtet, og vi ikke havde været i stand til at udvikle EU, ville ingen have bedt os om at løse problemet, men nu er vi i stand til at gøre det, og derfor har vi ansvaret.

Det samme gælder for diskussionen om klimaforandringer, fordi vi både fra en økonomisk og en miljømæssig synsvinkel er en af de førende globale aktører. Vi kan mere end nogen anden bidrage til diskussionen om at reducere drivhuseffekten, og derfor skal vi gøre det, men vi skal gøre det klogt og sikre muligheder for vækst og investering og højteknologi, fordi vi ellers ikke vil være i stand til at løse klimaforandringernes udfordringer, når de kommer.

Det er en dobbeltsidet udfordring. Vi skal reducere drivhusgasserne, men samtidig skal vi sikre en stabil og gunstig økonomi, der sætter os i stand til at løse fremtidige udfordringer.

  Stephen Hughes (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg har kun ganske kort tid, så som både medordfører om dette emne og som medlem af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vil jeg gerne gøre noget, som vi ikke gør tit nok: fokusere på nogle af de sociale, socialsamhørighedsmæssige og beskæftigelsesmæssige aspekter af Lissabon.

Under overskriften "Skabe beskæftigelse og muligheder" understreger vores beslutning behovet for en afbalanceret tilgang til fleksibilitet og sikkerhed. Vi er enige om fleksibilitet for virksomheder, men også med den nødvendige grad af sikkerhed for de erhvervsaktive. For alt for mange millioner af vores medborgere betragter fleksibilitet og sikkerhed som en trussel. Vi skal gøre det til en mulighed.

Vi opfordrer de medlemsstater, der hidtil ikke har gjort en indsats, til at samarbejde med arbejdsmarkedets parter og gøre langt mere for at skabe beskæftigelse og hæve arbejdsmarkedsdeltagelsesgraden blandt unge, kvindelige og ældre arbejdstagere. Vi beder dem særligt om at sikre, at alle, der forlader skolen, tilbydes et job, en uddannelse eller andre foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesegnetheden inden for seks måneder; at give de arbejdsløse og specielt de dårligst stillede bredere adgang til uddannelse; at øge investeringen i omfattende og økonomisk overkommelig børnepasning og nedbringe skattebyrden på beskæftigelse yderligere; at bekæmpe social udstødelse og diskrimination; at investere mere i uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring med henblik på at øge EU's kvalifikationsbase; at forbedre afstemningen mellem uddannelsessystemet og de nye arbejdsmarkeders behov inklusive iværksætterånd i uddannelsespensa; og endelig at gøre det muligt for de ældre arbejdstagere at blive længere på arbejdsmarkedet på frivillig basis og ændre skattesystemet og socialsikringssystemet med henblik på at fremme et længere aktivt arbejdsliv. Disse tanker er lige så gamle som selve Lissabon-strategien. Vi skal bare have medlemsstaterne til at handle i overensstemmelse med dem.

Endelig vil jeg også understrege behovet for, at både Rådet og Kommissionen medvirker til at løse den aktuelle hårknude i beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken. Det nuværende Lissabon-politiksammensætning er meget ude af balance. Hvis vi skal genskabe forbindelsen med borgerne, er vi nødt til at genskabe balancen mellem socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. formand! For nogen tid siden slog økonomerne fast, at den europæiske udvikling har en positiv indvirkning på de nationale økonomier og i særdeleshed på de større landes økonomi. Denne positive effekt stammer primært fra handel, gensidig handel. Det forekommer mig desværre, at vi nu er i gang med en centraliseringsproces, og at beslutninger vedrørende f.eks. energipolitik eller Lissabon-strategien fremskynder denne centraliseringsproces. Det kan føre til, at der ikke er noget tilbage til gensidig handel, da der vil være adskillige globale handelscentre.

I vores bestræbelser på at holde den europæiske økonomiske motor i gang og gennemføre politikker, der skal gøre vores lande mere effektive og konkurrencedygtige på verdensscenen, mener jeg, at vi først og fremmest skal sikre en ensartet udvikling af alle EU's medlemsstater ved at gøre brug af udviklingen af videnskabelige forskningscentre og energicentre i forskellige lande. Når først de nationale økonomier er synkroniserede, vil vores økonomiske motor ikke gå i stå.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Politiske forskelle i medlemsstaternes økonomiske strategier har hindret Lissabon-strategiens gennemførelse. Det har en afsmittende effekt på EU. Hvis strategien skal leve op til sine målsætninger, skal vi udarbejde en ny politisk balance.

Lande, der ikke ønsker dyre og komplicerede forordninger - som f.eks. Polen, Det Forenede Kongerige og de baltiske stater - skal kunne bevare en vis mulighed for at kontrollere lovgivningsproceduren. Det garanteres ikke i forfatningstraktaten, hvilket er grunden til, at jeg personligt opfordrer det tyske formandskab til ikke at bekende sig til det credo, der er så moderne her i Parlamentet om "forfatningstraktaten eller døden". Dette credo vil være meget skadeligt for EU - specielt med hensyn til den reguleringsmæssige og den økonomiske politik.

Det samme gør sig gældende med hensyn til bedre kvalitet af EU-lovgivningen. Hvis vi vil opfylde målsætningen om en bedre lovgivning, skal vi ikke krybe uden om spørgsmål vedrørende magtfordeling eller den politiske balance i EU. Traktatreformer skal være genstand for rent pragmatiske vurderinger af udgifterne som følge af en lovgivning baseret på et nyt ansvarsområde for Rådet. Forfatningstraktaten fremmer ikke disse målsætninger.

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Ifølge Lissabon-strategien skal vi bygge en velfærdsstat i hele EU, som skal være et forbillede for vores globaliserede verden. Vi bør appellere til en social europæisk holdning for at gøre Europa attraktivt for borgerne, for livet her bør være bedre end i andre dele af verden. En god levestandard nås ikke ved økonomisk vækst alene, men også ved en høj uddannelsesstandard, livslang læring, forbrug af kultur og så videre.

På den anden side må vi reducere den globale opvarmning uden at skade udviklingen i udviklingslandene. Det kan vi gøre i vores del af verden ved at forbedre forskningen. I udviklingslandene kan det gøres ved at udbrede uddannelse og udviklingsbistand, hvilket hele tiden bør forbindes med en forbedret uddannelsesstandard. Jeg mener, at en god kombination af udviklingsbistand og højere uddannelsesstandarder er nøglen til at opbygge en bedre globaliseret verden.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Energi betyder tre ting: kernekraft, olie og gas. Kernekraft går ikke an i alle europæiske lande, og desuden er det også "vivere pericolosamente".

Olie kontrolleres af Amerika, på én måde i Irak, på en anden måde i Saudi-Arabien, på en tredje måde i Libyen og på en fjerde måde i Venezuela. Hvilke af de lande, der har olie, er tæt på Europa? Ingen. Det er amerikanerne, der styrer spillet. Hvad er der så tilbage? Gas.

Gassen befinder sig rent faktisk lige rundt om hjørnet, for den har Rusland. Hvordan er vores forhold til Rusland? Vores forhold til Rusland er nedslående, netop fordi amerikanerne vil have det. Se blot, hvad der skete forleden dag med Putin! Der findes en rørledning, som bare mangler en underskrift, og som ikke går igennem et asiatisk land og heller ikke igennem Belarus eller Ukraine, så vi slipper for omvæltninger og afpresning. Jeg taler om rørledningen Burgas - Alexandroupolis, der går gennem Bulgarien og Thraki i Grækenland. Også her blander amerikanerne sig og vil ikke lade Bulgarien underskrive. Men hvis vi i Europa vil have vores egen energi, hvis vi vil have gas direkte fra Rusland, hvorfor lægger vi så ikke pres for at få denne rørledning?

Og hvis vi vil have vores egen olie, er der meget af det i Ægæerhavet. Så meget, at Europa vil kunne ånde lettet op. Men også her er der et irriterende insekt, der hedder Tyrkiet. Landet kontrolleres af Amerika, som ikke tillader eksport af olie fra Ægæerhavet.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvert år diskuterer vi Lissabon-strategien forud for forårstopmødet. Det ville klæde os at beskæftige os mere seriøst med de mål, vi sætter for os selv - i Rådet, i Kommissionen, i Parlamentet. Jeg har kun et krav: at gøre, hvad der er aftalt! At overbevise gennem handling og ikke kun komme med erklæringer. Derfor vil jeg sige det kort: bedre lovgivning!

Bedre lovgivning kræver mere gennemsigtighed. Mere gennemsigtighed opnår vi, når alle lovgivningsprojekter kommer med i den fælles beslutningsprocedure. Forudgående prøvning: Det har vi allerede hørt i dag. Enhver europæisk lov skal først gennem en subsidiaritetsprøvning. Merværdien for den europæiske lovgivning skal være tydelig. Konsekvenserne for vækst og beskæftigelse skal gøres synlige. Der skal gennemføres en cost-benefit-analyse! Forkortelse af lovgivningsproceduren: Fem år er nok til lovgivningen, ikke 10 eller flere. Vi må forbedre kontrolinstrumenterne for, hvordan og hvornår vores love bliver gennemført.

For det andet har vi udpeget nationale ansvarlige. Hvad gør de? Finder der en halvårlig evaluering sted hos de nationale parlamenter om status og handlings- og tidsplanen i forbindelse med Lissabon-processen? Hvor er Kommissionens og de nationale ansvarliges årlige rapport til Europa-Parlamentet?

For det tredje skal det indre marked gennemføres - det er vores hjemmearbejde! Innovationen skal styrkes i forbindelse med en effektiv anvendelse af ressourcer, der skal gennemføres energibesparelser, forskningsområdet skal etableres, de små og mellemstore virksomheder styrkes, det vil sige, at det skal gøres lettere at starte virksomhed, bosættelse og udvikling i landdistrikterne skal støttes, og overdragelsen skal fremmes, og der skal langt om længe tages aktivt fat på konsekvenserne af den demografiske udvikling, så den ikke bliver en ulempe for kontinentet. Mål har vi nok af, men det er handling, der skaber troværdighed og tillid.

  Udo Bullmann (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det er naturligvis rigtigt, som mange talere understreger, at vi befinder os i en situation, hvor der er mange muligheder. Det er længe siden, vi sidst har haft en sådan mulighed for at begynde på noget nyt sammen. Det var jo det store problem efter Lissabon, at vækstraterne brød sammen, også fordi medlemsstaterne ikke gjorde nok for det. Vi har atter vækst i EU. Hvordan håndterer vi det? Vækst er ikke selvkørende. Der kommer ikke automatisk en langvarig højkonjunktur, hvis vi ikke handler. Naturligvis er det indre marked et stærkt instrument. 90 % af det, som vi fremstiller, køber vi selv tilbage i EU med vores virksomheder og vores borgere. Det er godt, det gør os til en stærk international aktør. Men nu er vi nået til det punkt, hvor vi skal have folk tilbage i arbejde, som hr. Hughes allerede har anført. Og det skal ikke ske ved at udøve pres eller ved at udstøde folk, men ved at sørge for bedre uddannelse og åbne for nye muligheder.

Det er det, diskussionen skal handle om, hvordan vi i fællesskab skal fremme den, tage den alvorligt og gennemføre den i medlemsstaterne, men det kræver en bedre koordinering. Koordinering af den økonomiske politik må ikke være et fyord i disse haller. Hvis vi ikke engang er i stand til at indføre et fælles skatteberegningsgrundlag, må vi ikke tage munden så fuld andre steder. Og det er en diskussion, som vi også skal føre derhjemme.

Jeg er ikke enig, når hr. Lehne siger, at vi først skal gøre noget for økonomien for så at kunne gøre noget for miljøet. Det er en gammeldags tankegang, som ikke lever op til den nødvendige effektivitetsrevolution, som vores økonomi står over for. Med denne gammeldags tankegang forvilder nogle af os sig ind i den blindgyde, der hedder atomenergi. Denne blindgyde skal vi ud af, og derfor må vi blive ved at kæmpe og diskutere med hinanden.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Fru forbundskansler Angela Merkel sagde mange fine ord om energi og klimaforandringer her i Parlamentet i januar. Nu er tiden inde til at handle. Jeg håber, at forbundskansleren og Tyskland vil sætte magt og prestige på spil for at sikre, at EU tager initiativet og bliver banebrydende i spørgsmålet om klimaforandringer og kontrollen hermed. Forebyggelsen af klimaforandringer afhænger af to vigtige faktorer: Kuldioxidudledningen skal reduceres langt hastigere end i dag, og EU skal være langt mere energieffektivt. En indsats over for klimaforandringer vil skønsmæssigt koste i omegnen af 1 % af det globale BNI. Den vil med andre ord blive dyr. De samme beregninger viser imidlertid, at indolens og laden stå til vil være endnu dyrere - faktisk langt dyrere. Hvis gennemførelsen af Lissabon-strategien skal fortsætte, er vi således også nødt til at tage hensyn til klimaforandringer og gøre noget aktivt ved dem.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! I 2005 blev Lissabon-strategien, der en gang blev beskrevet som ren ønsketænkning, justeret for at afspejle de reelle prioriteter i EU-medlemsstaternes samfund. Fra ordflommen i dokumentbjerget om dette emne kan vi plukke nogle udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til hurtigst muligt.

For det første skal vi sikre energiforsyningen til hele Europa og ikke blot til nogle udvalgte lande. Fremme af vedvarende energikilder falder ind under samme overskrift. For det andet skal vi fjerne de hindringer, der fortsat findes for arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, og konstant følge de enkelte medlemsstaters gennemførelse af dette princip. Det vil medvirke til at forhindre, at arbejdsgiverne behandler udenlandske arbejdstagere uretfærdigt eller sågar som slaver. Endelig skal EU også forkaste den håbløst forældede tanke om at forsøge at konkurrere med USA og erstatte den med et tæt og fornuftigt partnerskab.

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Generelt set forstår borgerne i Europa ikke, hvad Lissabon-strategien handler om. Jeg er bange for, at vi som politikere ofte begår fejl og ikke formår at nå til bunds i emnet. Vi ændrer love og udsteder direktiver, men de har ingen effekt på sagens kerne.

I alt væsentligt vil EU's konkurrenceevne blive sikret ved, at iværksættere gennemfører nye teknologier og introducerer nye produktionsmetoder og organisatoriske metoder. Disse iværksættere skal også kunne overbevise store såvel som små og mellemstore virksomheder om deres idéer. Det ser ud til, at vi i Europa mangler iværksætterånd og virksomhedskultur - specielt hvis vi sammenligner os selv med USA. Vi lægger for lidt vægt på tanken om frihed, der ikke kun omfatter handlefrihed, men også ansvarlighed. SMV'er er grundlaget for det civile samfund og en ansvarlig civil selvforvaltning. Det er noget, som vi burde lære allerede i første klasse. Vi skal lære vores unge medborgere om respekt for retfærdig iværksætterånd. Disse værdier skal også udbredes af Europas offentlige medier, og vi skal gennemføre EU-finansierede kampagner, der fremmer de tidligere og nuværende europæere, der har bidraget mest til vores konkurrenceevne. Så vil vi måske tilmed kunne holde op med at bekymre os over, at vores virksomheder og industri ikke er innovative og ikke formår at udnytte resultaterne af den videnskabelige forskning, hvilket Europa faktisk er meget god til.

Jeg ønsker kommissæren og Kommissionen held og lykke med denne indsats og også på informationsområdet. Forhåbentlig bliver det en succes for hele EU.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Lehne og hr. Lambsdorff samt i særdeleshed hr. Hughes og hr. Goebbels for alt det nødvendige koordineringsmæssige og samarbejdsmæssige arbejde i denne øvelse, som i dette andet år nu finder plads i medlemsstaternes og EU-institutionernes politiske bevidsthed og vilje. Det sker på en ganske bestemt måde på basis af de forberedende møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

Det var på det seneste møde i sidste uge, at spørgsmålet om genopretning af den europæiske transport, logistik og infrastruktur på en forknyt, men bestemt måde blev nævnt som afgørende politikker, hvis den europæiske økonomi skal leve op til globaliseringens udfordringer med garantier.

Denne globalisering kommer til Europas havne med båd, til vores lufthavne med fly, eller via vores veje, og - om end endnu ikke i tilstrækkelig grad - med tog og indenrigssejlads. Vi håndterer denne globalisering med instrumenter såsom Galileo, SESAR - det europæiske lufttrafikstyringssystem - RRMS, e-sikkerhedsnet osv. Vi skal også forholde os til de udfordringer, det medfører på det miljømæssige, sociale og sikkerhedsmæssige område.

Det tyske formandskabs initiativ fremmede Rådets (transportministrenes) forpligtelse i denne henseende med initiativet om at medtage transporten med sine fire hovedprioriteter i forårets forslag til Lissabon-strategien. Endvidere accepterede hr. Harbour at medtage det som tredje punkt i konklusionerne fra arbejdsgruppen om det indre marked og innovation på sidste uges møde.

Jeg vil derfor specielt anmode om, at beslutningens forfattere og koordinatorer medtager ændringsforslag 10, der indfører denne utroligt vigtige sektor - transport, logistik og transeuropæiske net - som et grundlag for Lissabon-strategien.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg er glad for, at vi i dette beslutningsforslag accepterer, at Lissabon-dagsordenen ikke kun er baseret på økonomi, men også har en social dimension. Når vi husker på det, er det vigtigt, at vi får dem, der er udelukket fra arbejdsmarkedet, i beskæftigelse ved at sikre, at rammedirektivet om beskæftigelse fra 2000 bliver gennemført ensartet i alle medlemsstater. Det er lige så vigtigt, at vi fortsætter med at efterlyse særlige direktiver vedrørende alderdom og handicap, for hvis folk ikke kan komme på arbejde, kan de end ikke tage et arbejde, hvis de bliver tilbudt et.

Jeg glæder mig også over afsnittet om bedre regulering, men jeg ville gerne have haft, at det skulle indeholde en henvisning til automatiske ophørsklausuler vedrørende al lovgivning.

Endelig bør forslagene til lovgivning om sundhed og sikkerhed baseres på de nyeste videnskabelige og medicinske resultater. Jeg opfordrer også alle til at stemme for mit ændringsforslag om den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Der er tre ting, jeg gerne vil sige vedrørende Det Europæiske Råd. Det er en skam, at der ikke er flere til stede, men ikke desto mindre vil jeg sige disse tre ting.

Det første drejer sig om Lissabon-dagsordenen. Vi vil underskrive Berlin-erklæringen sidst i marts. Et af de vigtigste punkter dér har at gøre med Lissabon-dagsordenen, og det er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, mennesker og penge. Det er nødvendigt at tage det med, simpelthen fordi det er et af de grundlæggende principper for hele EU. Desværre lever vi netop nu i en tid med protektionisme. Det er nødvendigt at gøre en ende på denne protektionisme, og vi må se til, at der er et budskab i Lissabon-dagsordenen og Berlin-erklæringen på dette punkt.

Det andet, jeg vil sige, er, at EU efter min mening har savnet den røde trussel lige siden afslutningen på den kolde krig. Faktisk havde vi euroen i 1990'erne og udvidelsen i dette årti, men siden da har vi ledt efter noget, og jeg tror, debatten i dag viser, at dette noget er blevet fundet: klimaforandringer. På mange måder bør vi faktisk takke hr. Putin for at have sat klimapolitikken på den europæiske dagsorden, for hvis han ikke havde gjort, hvad han gjorde i Ukraine, tror jeg ikke, vi ville være så optagede af at drøfte spørgsmålet om selvforsyning og sammensætningen af energien, som vi er i dag. Jeg er virkelig glad for den retning, som Kommissionen fører debatten om energi, miljø og klimaforandringer i.

Det sidste, jeg vil sige, drejer sig om mit yndlingsemne: forfatningen. Jeg ved, at den ikke står på dagsordenen til Det Europæiske Råd i begyndelsen af marts, men jeg vil gerne opfordre det tyske formandskab til at fortsætte det gode arbejde, det har gjort med at holde gang i den. Vi behøver den forfatning, og vi behøver den meget af tre grunde. For det første vil den gøre Unionen mere effektiv, for det andet vil den gøre Unionen mere demokratisk, og for det tredje vil den gøre Unionen lettere at forstå.

Jeg håber, at traktaten får en køreplan i slutningen af den tyske formandskabsperiode, så den kan træde i kraft i 2009.

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand! Med henblik på forårstopmødet, hr. formand for Rådet, mener jeg, at morgenens indlæg fra forbundskansler Merkel også fuldt ud vedrører marts-dagsordenen. Efter Madrid-mødet mellem de 18 "venner af forfatningen" med de to, der har sagt, at de vil ratificere den, og dem, der endnu ikke har talt - deres tavshed er larmende - finder jeg det vigtigt at støtte rådsformandens bemærkninger. Jeg vil imidlertid gerne sige, at hvis vi skal gøre noget, skal vi snarere bruge pennen end saksen, fordi det er farligt kun at forsvare indholdet, specielt hvis vi begynder at skære ned.

Jeg vil gerne med hensyn til demokrati og en politisk indsats i energisektoren sige, at der med henblik på de politikker, som vi skal gennemføre, er betydeligt større fare forbundet med en reduktion, fordi vi fra en demokratisk synsvinkel - og her har Parlamentet en stor interesse - vil bevæge os fra 35 til 28 lovgrundlag, hvilket har en enorm og afgørende betydning.

For det andet vil jeg med hensyn til Lissabon-strategien gerne introducere et element, der ikke har været nævnt her, nemlig en vellykket afslutning på Doha-runden. Vi kan tale om klimaforandringer, og vi kan tale om energi og den sociale model, men hvis ikke vi får en positiv afslutning på Doha-runden - der tydeligvis ikke direkte kan omfatte disse elementer, elementer der skal tages hensyn til, og som skal placeres på dagsordenen i vores internationale forbindelser - vil vi efter min mening ikke alene kunne løse problemer, der har en global dimension i verden.

Efter min mening skal EU gennemføre en aktiv politik, der omfatter disse elementer, og samtidig huske på betydningen af at afslutte Doha-runden, der er på det tyske formandskabs dagsorden, men som der efter min mening er talt for lidt om.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer! I mine kommentarer til gennemførelsen af Lissabon-strategien vil jeg gerne fremhæve én af fire prioriteter - energien. Det er specielt på dette område med minimal konkurrenceevne på markeds- og netværkstjenester, at EU fortsat sakker bagud. De baltiske lande er fortsat isolerede fra et energimæssigt synspunkt - både med hensyn til elektricitet og specielt naturgas.

Den nordeuropæiske gasledning, der bygges som resultat af en aftale mellem blot to lande - Tyskland og Rusland - vil ikke løse problemerne med afsætning af naturgas samt naturgasdistributionsnet. Den russiske præsidents tale i München viste, at en kejserlig indstilling opblomstrer i Rusland på ny, og hensigten er åbenbart fortsat at bruge energipolitikken til politiske formål.

Et fælles EU-energimarked vil være en sikkerhedsgaranti over for tredjelande, og det vil kunne medvirke til at løse energikriser, der kan opstå i EU, eller som kan udløses uden for EU. I forhandlinger med Rusland er det helt afgørende at have forholdsregler på plads imod forsøg på monopolistiske diktater fra tredjeparter.

For at vi alle kan føle os mere sikre vil jeg opfordre Rådet og Kommissionen til straks at iværksætte en uafhængig ekspertvurdering af de sandsynlige effekter af den nordeuropæiske gasledning. Østersøen tilhører ikke kun to lande, men hele EU.

  Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg tror ikke, De vil blive overrasket over at høre, at jeg som koordinator for min gruppe for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse gerne vil tage fat i særdeleshed på spørgsmålene om den fremtidige strategi for det indre marked. Jeg ved, hr. rådsformand, at De vil modtage et strategipapir fra Kommissionen til drøftelse. Vi har ikke haft mulighed for at se det endnu, men alt, hvad jeg vil sige, er, at jeg håber, det er et dristigt papir, for vi har meget at gøre.

I særdeleshed vil jeg gerne tale til Dem som rådsformand, for jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på overskriften til en hel afdeling af beslutningsforslaget: "Vedvarende mangler ved det indre marked". Det sigter direkte på medlemmerne af Rådet. Kommissionen arbejder meget hårdt for at gøre dette, men faktum er, at det indre marked er noget, vi deler ansvaret for. Vi kan kun gøre så meget her i Parlamentet, og vi har gjort meget med servicedirektivet, det vigtigste eksempel i den senere tid, men der er brug for meget mere. Vi skal under forsæde af min kollega, hr. Stubb, til at overveje hele spørgsmålet om fri bevægelighed for varer i ikkeharmoniserede områder. Det vil også blive et vigtigt forslag, men vi må have Deres engagement og beslutsomhed med hensyn til at arbejde på det.

Jeg havde det privilegium for et par uger siden - fru Ayala Sender er også medlem af udvalget og har lige nævnt det - at være ordfører for vores interparlamentariske møde, hvor vi havde parlamentarikere fra alle medlemsstater, der talte om det indre marked. Hvad der var interessant, var den store vægt, de lagde på de fire frihedsrettigheder, som hr. Stubb lige har nævnt, og hvordan de behøver hjælp til at forsvare dem i deres parlamenter mod deres egne regeringer. Det antydes undertiden, at det er for let at bebrejde det indre marked tabene af arbejdspladser eller tilskyndelse til mere konkurrence, der er dårlig for forbrugerne og for økonomierne, men faktisk er det indre marked helt centralt placeret, når det gælder vores ansvar over for global pression. Som nogen fra et af de nationale parlamenter sagde ved vores møde, er det indre marked afgørende vigtigt, fordi det giver styrke i dybden til hele Lissabon-strategien.

Jeg anmoder Dem som rådsformand om at sætte det på dagsordenen, at få Deres ministerkolleger til virkelig at begynde at tale om det indre marked og dets forvandling og at engagere Deres borgere og parlamentsmedlemmer i denne udfordring.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! At vælge den 8. marts, hvad enten det er tilfældigt eller bevidst, til åbningen af Det Europæiske Råd, er at vælge Den Internationale Kvindedag. Det er således godt set af den tyske bundeskansler, fru Merkel, og jeg kan forestille mig, at hun vil vide at udnytte denne dag.

Jeg vil sætte Det Europæiske Råd ind i dets historiske perspektiv: 2007-2010 vil, tror jeg, blive nogle afgørende år, en smule som 1954-1957, mellem det fejlslagne Europæiske Forsvarsfællesskab og relanceringen af det europæiske budget med Rom-traktaten, hvis 50-årsdag vi nu fejrer. Vi har utallige rendezvouser foran os, både med institutionerne, budgettet og diverse valg, det europæiske valg og måske nogle folkeafstemninger, med Lissabon-strategien for at gøre status og endda med landbrugspolitikken. Det er derfor nødvendigt, at vi alle bestræber os på at overbevise og drage befolkningerne med os, når den tid kommer.

Befolkningerne vil høre os tale om konkurrence, og de er ikke imod den. De vil høre os tale om fleksibilitet i virksomheden, og det er de ikke imod, når bare arbejdstagerens sikkerhed garanteres. Når det er sagt, foreslår jeg et andet ord, nemlig harmonisering, for Dem. Det er forsvundet fra vores sprog. Det optræder i Rom-traktaten. Miljøharmonisering, det kommer, vi gør fremskridt. Skatteharmoniseringen er gået lidt i stå, hvad angår selskabsskatten. Den sociale harmonisering er for ringe. Uanset hvad, så mener jeg, at den fine harmoniseringsmusik skal vende tilbage og klinge i ørerne på vores medborgere. Endvidere og som mange andre ville jeg gerne have, at Rådet opfordrede Kommissionen til at stille et forslag, et forslag til rammedirektiv om offentlige tjenester.

Det er i høj grad nødvendigt at genoprette balancen i markedet, selv om det er rigtigt, at ingen her er imod det. Det ville blot være en fortolkning af den mening, som Jacques Delors tillagde den europæiske konstruktion, eller i hvert fald et af hans valgsprog: Konkurrence stimulerer, samarbejde styrker, og solidaritet forener.

  Markus Ferber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil blot tage et par stikord op, som allerede er blevet nævnt, f.eks. mindskelse af bureaukratiet. I dag har vi i plenum ophævet to direktiver. Jeg mener imidlertid, at vi må strenge os lidt mere an, og jeg tror også, at der er brug for en mekanisme, som vi kan bruge til i fællesskab at finde ud af, hvilke direktiver der virkelig er unødvendige. Denne møjsommelige procedure - Kommissionen forbereder noget, så skal Rådet tilslutte sig, og til sidst har Parlamentet også lov til at sige noget - den procedure er efter min mening ikke effektiv. Jeg tror, at vi sammen ville kunne ophæve unødvendige direktiver væsentligt hurtigere med en fornuftig procedure. Det ville også glæde mig, hvis den ansvarlige kommissær ville deltage i forhandlingen om dette emne.

Der er et andet emne, jeg gerne kort vil komme ind på. Endnu i år skal vi træffe afgørelse om en lovgivning, som er meget vigtig i forbindelse med det indre marked, nemlig liberaliseringen af postmarkedet. Kommissionen har stillet nogle meget engagerede forslag. I Parlamentet vil vi forsøge at gennemføre vores førstebehandling hurtigst muligt, og jeg håber, at Rådet vil gennemføre det, der nu bliver vedtaget i smukke overskrifter og blomstrende ord på Det Europæiske Råd i marts, konkret i forbindelse med lovgivningen om åbning af postmarkederne. På dette område er det virkelig meget nødvendigt, for hvis vi vil opnå vækst, beskæftigelse og social sikkerhed, finder vi ikke løsningen med den model, som hidtil har præget Europa, nemlig monopoler. Jeg venter med længsel på Rådets forslag og håber især, at den tyske forbundsregering vil videreføre sin engagerede vej og ikke gå i knæ.

Min sidste bemærkning gælder energipolitikken, fordi jeg har hørt mange interessante ting om den i dag. Jeg synes, det er meget beskæmmende, fru Harms, at den rød-grønne energipolitik vil bidrage til, at CO2-udledningerne i Tyskland kommer til at stige. Fri os for foredrag om, hvad der skal gøres på dette punkt! I de syv år, hvor De havde ansvar, gjorde De nøjagtig det modsatte af det, som De nu prædiker for os.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg tror, det vil være meget vanskeligt at undervurdere betydningen af topmødet til foråret, for det kommer før Berlin-erklæringen, der skal forklare, hvordan og hvorfor EU er relevant for verden, og i realiteten relancere EU. Det kommer før yderligere overvejelser af fremtidige reformer af selve EU.

Så jeg vil gerne tilslutte mig, hvad kommissær Wallström sagde, nemlig at Det Europæiske Råd her i dette forår skal vise, hvordan EU kan levere varen til sine borgere, for før man taler om fine institutionelle ting, må man tale om, hvordan man leverer varen. Jeg tror, at hvis vi ikke kan udrette noget på dette topmøde, vil det underminere alle det tyske formandskabs planer.

Jeg mener, det er nødvendigt, at vi udretter noget, som det er blevet sagt, med hensyn til gennemførelsen af det indre marked. Der er simpelthen for mange huller, der påvirker almindelige borgere, der gerne vil rejse og arbejde i andre medlemsstater - selv sådan noget som at registrere et motorkøretøj i flere medlemsstater. Vi må gøre noget ved spørgsmålet om bedre regulering for at forbedre forbrugernes rettigheder og atmosfæren i forretningslivet. Vi må gennemføre en forpligtelse til at nedskære omkostningerne ved bureaukratiet med 25 %. I særdeleshed må vi følge op på de 10 fast track-forslag af praktisk karakter, som Kommissionen har fremlagt.

Med hensyn til handling og energi må vi opfylde de eksisterende aftaler om liberalisering af energimarkedet. Vi må have et konkurrencedygtigt energimarked, og det indebærer, at vi skal opsplitte og styrke de regulerende myndigheders beføjelser. Jeg håber, at den tyske regering i modsætning til det tyske formandskab vil føre an på dette område.

Vi må gøre noget ved klimaforandringerne. Vi må føre an på globalt plan, men det kan vi kun gøre, hvis vi er i gang med at gøre noget for at reducere vores egne udledninger, at skære ned på brugen af kulstoffer og gøre handelen med udledningskvoter meget mere effektiv og vandtæt.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær! Lissabon-strategien er Europas svar på globaliseringens udfordringer.

Kommissionens og medlemsstaternes bestræbelser på at relancere og klarlægge denne strategi skal for fremtiden bære frugt i form af vækst og beskæftigelse. Det Europæiske Råd skal stadfæste, at løsningen på vores økonomiske vanskeligheder hovedsageligt ligger i en bedre gennemførelse af Lissabon-strategien inklusive produktive offentlige udgifter til fremme af investeringer, forskning og udvikling, energi og miljø.

Foreningen af økonomiske, sociale og miljømæssige reformer på nationalt og europæisk plan er den eneste måde, hvorpå vi kan nå vores fælles målsætninger om at forbedre konkurrenceevnen og skabe flere og bedre arbejdspladser.

Det Europæiske Råd vil også vedtage energihandlingsplanen, der skal sikre forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og respekt for miljøet. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på den potentielle virkning af de helt igennem ambitiøse målsætninger om reduktion af drivhusgasudledningerne inden 2020, som Kommissionen har planlagt, for selv om målet er mere end prisværdigt, skal vi sørge for at opretholde en balance mellem miljøprincipperne og vores virksomheders konkurrenceevne.

Jeg støtter det tyske formandskab og Kommissionen i deres forsvar af initiativet om "bedre lovgivning". Europa har ofte haft tendens til at lovgive for meget, indimellem om ligegyldigt hvad. Det er ikke Unionens opgave at blande sig i alt. Til gengæld skal den gøre det bedre på de politiske områder, der som minimum kræver beslutningstagning på europæisk niveau, og som udgør en reel europæisk merværdi, nemlig energi, klima, sikkerhed og indvandring for blot at nævne nogle stykker. Det er nu på tide for Unionen at koncentrere sig om det essentielle, samtidig med at den respekterer subsidiaritetsprincippet og lever op til borgernes forventninger.

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! I det år, hvor EU fejrer Rom-traktatens 50-årsdag, hvor der er fokus på lige muligheder for alle, og hvor mit land, Portugal, skal have formandskabet for EU, bør det nævnes, at det portugisiske folk ved en folkeafstemning sidste søndag vedtog at afkriminalisere abort inden for graviditetens første 10 uger.

Det er yderligere to grunde til at nævne dette i Europa-Parlamentet og i denne sammenhæng, nemlig dels fordi den store jasejr afspejler Parlamentets henstillinger om, at abort bør være lovlig og sikker i alle medlemsstater, og dels fordi forårstopmødet ved et heldigt sammenfald, som hr. Bernard Poignant allerede har sagt, netop begynder 8. marts. Som den portugisiske premierminister, José Sócrates, har påpeget, tager Portugal med dette resultat endnu et sikkert skridt hen mod et mere åbent, tolerant og retfærdigt samfund.

Hvad angår Lissabon-strategien, er det også nødvendigt at styrke den sociale komponent i alle medlemsstater, navnlig for at sikre bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdslivet for europæiske mænd og kvinder, hvilket bl.a. indebærer pasnings- og plejefaciliteter af høj kvalitet til rimelige priser for børn og andre, som ikke kan klare sig selv. Der er brug for mere og bedre beskæftigelse til kvinder og lige løn for lige arbejde, og vi mener, at uden kvindernes deltagelse kan Lissabon-strategiens ambitiøse mål slet blive nået.

  Cristóbal Montoro Romero (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen! Lissabon-strategien er udtryk for lanceringen af et stort europæisk projekt, nu hvor vi har indført euroen, der har til formål at øge velfærden, herunder navnlig beskæftigelsesniveauet og europæernes, navnlig kvindernes, deltagelse på arbejdsmarkedet. Det er et ambitiøst projekt for 2010, der fastlægger strategien for en åbning - en åbning af Europa - en strategi for liberalisering af strategiske sektorer som f.eks. kommunikation, transport, energi og finansielle tjenesteydelser samt for modernisering af arbejdsmarkedsforholdene, således at det sikres, at arbejdsmarkedet moderniseres på grundlag af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at øge adgangen til beskæftigelse, navnlig for unge og langtidsarbejdsløse.

Vi oplever i øjeblikket et økonomisk opsving, og dette topmøde i marts i forbindelse med revisionen af Lissabon-strategien skal bekræfte europæerne i, at den økonomiske vækst i 2006 ikke er et forbigående fænomen, men at den kan styrkes inden for rammerne af den globale økonomi og dette opsving. Vi har i denne forbindelse i høj grad brug for politisk initiativ, politisk kapacitet, med henblik på at gennemføre reformer, der ikke kan vente længere - energi- og miljøspørgsmålet er blevet nævnt her i eftermiddag - kort sagt alle de reformer, der er nødvendige for at genoprette europæernes tillid til deres eget projekt. Der kan ikke skabes tillid uden beskæftigelse.

Som fru Wallström nævnte, forsinkes det store europæiske projekt af vores manglende evne til at skabe vækst. Væksten er langsom, og jobskabelsen er utilstrækkelig. De af os, der er stolte over at være europæere, tror, at vi stadig kan nå at genskabe denne proces, således at den ikke går i opløsning.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Vi drøfter nu igen et program for Europa, der skal være vidtrækkende, klart og sætte os i stand til at imødegå globale udfordringer. Denne gang er vi nødt til at lægge særlig vægt på problematikken omkring den fælles energipolitik, der for tiden er et meget vigtigt politisk og samfundsmæssigt spørgsmål.

Vi må ikke glemme, at den senere tids stigende energipriser vil blive et tiltagende problem fremover, både for de globale energimarkeder og for den økonomiske udvikling. Vi har endnu ikke en klar europæisk energistrategi. Medlemsstaterne fokuserer fortsat på deres egne strategiske interesser, der således afspejles i deres nationale politiske beslutninger. Derfor er der stadig meget få muligheder for samarbejde på europæisk plan. En europæisk energipolitik indebærer derimod, at vi skal handle solidarisk og i harmoni.

Hr. Barroso, kommissionsformanden, påpegede med rette her til morgen, at vi er nødt til at tale med én stemme i stedet for med 27 stemmer, hvis vi ønsker at blive behandlet som en partner, man kan regne med på det energipolitiske område. EU skal tale med én stemme under forhandlinger med dets vigtigste energileverandører med henblik på at skabe et sundt, langsigtet partnerskab og aftaler om energisamarbejde.

Energipolitik er desuden også direkte relateret til den fornyede Lissabon-strategis prioriteter, dvs. øget vækst og jobskabelse. Rådet foreslår ganske rigtigt, at vi fokuserer på fire områder i forbindelse med denne strategi, nemlig en økonomisk politik baseret på stabilitet og vækst, udvikling af det indre marked, innovation, forskning og uddannelse, og jobskabelse og udvikling af den europæiske sociale model.

Lissabon-strategien stiller imidlertid stadig krav til medlemsstaternes regeringer om at øge indsatsen med hensyn til gennemførelsen. Vi er nødt til at styrke strategiens miljømæssige og sociale aspekter, navnlig med hensyn til jobskabelse, hvis vi skal fastholde en afbalanceret vækst.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! I dag er det rigtige tidspunkt til at sige, at Lissabon-strategien takket være reformen i 2004 ikke mere blot er en række uopnåelige mål, fordi prioriteringerne er blevet klarere og ansvaret tydeligere defineret.

Jeg vil her tale om socialpolitikken inden for Lissabon-strategien. For det første står det aldeles klart, at Lissabon-strategien ikke, som nogle hævder, er en slags liberalistisk forsøg på at undergrave den europæiske sociale models grundlag og værdier. Lissabon-strategien repræsenterer tværtimod en vilje til gennem en reformindsats at bevare de værdier, der ligger til grund for den europæiske sociale model. Lissabon-strategien opstiller derfor politiske retningslinjer for tiltrængte reformer til modernisering af velfærdssystemerne, en nødvendig reaktion, som forholdene udvikler sig i Europa og i verden.

Det tilkendegives klart, at den bærende holdning for disse retningslinjer er, at socialpolitikken ikke bør ses som en byrde, men snarere som en faktor, der positivt kan påvirke den økonomiske vækst, ikke blot gennem øget produktivitet og konkurrenceevne, men også ved at skabe større social samhørighed og bedre adgang til de grundlæggende rettigheder. Den bliver dermed et vigtigt redskab til at sikre social fred og politisk stabilitet, uden hvilke der ikke findes varigt økonomisk fremskridt.

På grund af reformen i 2004 er jeg i dag mere optimistisk end før med hensyn til Lissabon-strategiens gennemførelse. EU er kommet ind i en fase med økonomisk fremdrift og kan vokse mere end USA. Investeringerne alene i det første halvår af 2006 voksede med 6 %, eksporten vil nok stige med mere end 5 %, og ledigheden er på vej nedad til 1998-niveauet. 2006 var det bedste år i dette årti, og perspektiverne for 2007 er meget positive. Disse tal bekræfter konkret Lissabon-strategiens mål om en samlet effekt i form af bæredygtig økonomisk vækst, der skaber mere og bedre beskæftigelse, fortsat højere levefod for EU-borgerne, uden tab af konkurrenceevne og i respekt for den europæiske sociale models værdier.

Jeg takker derfor José Manuel Durão Barroso og Kommissionen for den reform, som de så betids besluttede at foretage af Lissabon-strategien.

  Christa Prets (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Der er blevet talt meget om den vellykkede gennemførelse af Lissabon-strategien - i det mindste om bestræbelserne på det. Jeg vil gerne bede Dem om på det næste møde at tale for, at der kommer klare konturer og afgrænsninger for, hvad den enkelte er ansvarlig for. Når jeg siger den enkelte, mener jeg medlemsstaten og EU.

Det interparlamentariske møde i Bruxelles i sidste uge viste, at parlamentsmedlemmerne fra de enkelte medlemsstater tog al deres kritik og alle deres krav med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, social sikkerhed, klimabeskyttelse og så videre med til Bruxelles og krævede løsninger på det. De fleste kompetencer ligger imidlertid i medlemsstaterne. Det er nødvendigt at sørge for mere gennemsigtighed og mere oplysning, så man ved, hvor ansvaret ligger, når det kommer til stykket. Hvilket ansvar ligger hos EU, og hvilket ligger hos medlemsstaten?

Uddannelse er et centralt element i Lissabon-strategien. Den sidste fremskridtsrapport fra Kommissionen viste, at medlemsstaterne stadig kæmper med at nå de fem fastsatte mål inden 2010. Der er akut behov for flere investeringer i uddannelse, fastlæggelse af klare rettigheder og pligter inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring. For at opnå mere mobilitet er det også nødvendigt at anerkende eksamensbeviser. Vi kan slet ikke stille nok op med det, som vi hidtil har opnået i EU. Det vil jeg bede Dem om at tage højde for i Deres arbejde.

I sidste uge havde jeg et meget interessant møde med de unge socialdemokrater i Europa, som gav mig følgende budskab med: Uddannelse er også et mål i sig selv. Den har ikke kun til formål at gøre den enkelte til en arbejdstager, der er tilpasset arbejdsmarkedet, den har også stor indflydelse på udviklingen af den personlige selvbevidsthed, de sociale evner og kulturforståelsen. Netop her ser jeg også en stor uddannelsesopgave for os alle.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne rette en stor tak for de mange forslag, som også er sammenfattet i den beslutning, De vil vedtage.

Vi har koncentreret os om et par vigtige emner, nemlig de emner, som er med i Lissabon-strategien, dvs. vækst og beskæftigelse, men også bæredygtighed, som først kom med i Göteborg.

Netop det sidste indlæg af fru Prets satte fokus på spørgsmålet om, hvem der har ansvaret i forbindelse med Lissabon, og jeg kan også bekræfte dette spørgsmål fra min egen erfaring i de seneste år. Det var klart, at der på mange områder bliver koordineret ting, som derefter skal gennemføres på nationalt niveau. Imidlertid - og det leder videre til det andet punkt, som mange medlemmer også har været inde på i dag - er der emner, hvor alle kan sige, at det kan vi ikke klare alene som national medlemsstat, her har vi brug for det europæiske niveau. Hvilket jo igen etablerer en sammenhæng med spørgsmålet om lovgivning. Skal den ske på europæisk niveau, eller kan den ske på nationalt niveau?

Et vigtigt punkt i denne forbindelse er energien, som jo igen griber ind i området vækst. Det vil vi også behandle på rådsmødet i foråret, hvor det kommer til at handle om udvidelse af de vedvarende energiformer. Også for miljøbeskyttelsen er dette et vigtigt bidrag, som samtidig åbner et nyt beskæftigelsesområde. Det har jo vist sig, at der opstår arbejdspladser på dette område, og disse giver igen mulighed for at transportere produkter uden for EU. Det er jo ikke nok, at EU går foran, når det gælder energibesparelser og klimabeskyttelse, vi må også overbevise andre om det. Men vi kan altid først overbevise de andre, hvis vi selv går foran med et godt eksempel.

Jeg vil gerne fremhæve et andet vigtigt punkt, selv om det ikke bliver så centralt på mødet. Der er flere gange blevet rykket for energisolidaritet, og der er også blevet rykket for samtaler med Rusland. Det er rigtigt! Men hvis jeg vil opnå denne sikkerhed, så har jeg også brug for forhandlingerne med Rusland, og så har jeg også brug for et mandat til langt om længe at fylde liv i denne partnerskabs- og samarbejdsaftale med Rusland for at kunne tage netop de ting med i forhandlingerne, som også spiller en rolle i forbindelse med energiforsyningssikkerheden.

I denne forbindelse vil jeg imidlertid også gerne nævne et andet aspekt, nemlig hvorfor det er vigtigt at føre denne dialog med Rusland. Når vi i dag alle ved, hvordan rørledningerne er udlagt i Rusland, hvor de er udlagt, og at klodens opvarmning måske vil bidrage til, at disse rørledninger snart ikke længere er i den stand, som de er i dag, så er det vigtigt, at vi netop på dette område indgår i en tæt kontakt med Rusland og ikke kun med de andre producentlande eller de pågældende transitlande.

Jeg vil gerne tage et område op, som flere af medlemmerne var inde på, herunder Robert Goebbels, nemlig den sociale dimension, den europæiske sociale model. Det bliver af og til kritiseret, at den ikke rigtig står i fokus. Jeg vil blot minde om, at dette formandskab for få dage siden arrangerede en inspirationskonference i Nürnberg under ledelse af rådsformanden, arbejds- og socialminister Franz Müntefering, om spørgsmål som: Hvordan kan vi reagere på udfordringen fra globaliseringen? Hvad kan EU gøre? Hvad skal bevares, og hvor skal vi foretage ændringer som følge af udfordringerne? Formandskabet har sat sig som mål at gøre dette under G8-formandskabet. Alligevel skal vi tænke over, hvordan vi i en verden i forandring fjerner angsten for denne forandring hos mange borgere. Det er et meget vigtigt aspekt, at man også har brug for sikkerhed i forandringen.

Med hensyn til Lissabon tænker mange på Portugals vidunderlige hovedstad, når de hører ordet, andre kan ikke forbinde det med noget. Det er ikke kun Kommissionens opgave at afhjælpe dette. Det er vores opgave igen og igen at understrege de mål, som vi stræber efter med Lissabon-strategien - nemlig vækst, beskæftigelse og bæredygtighed - og koordinere dem med nye emner og udfordringer som f.eks. forskning og uddannelse. Samtidig skal vi imidlertid også vise nationalt, at denne impuls, denne koordinering har fundet sted på europæisk niveau.

Jeg har en sidste bemærkning til spørgsmålet om forfatningstraktaten, selv om den ikke er genstand for forårstopmødet. Det er ikke godt nok at komme med udtalelser som: Tag nu endelig afstand fra forfatningstraktaten, folket vil ikke have denne traktat. En sådan udtalelse er forkert, for der var også medlemsstater, nemlig Spanien og Luxembourg, som accepterede denne forfatningstraktat, enten parlamentarisk eller gennem folkeafstemninger. Det er rigtigt, at der kom et negativt resultat i to andre medlemsstater. Samtidig er det sådan, som forbundskansleren sagde i sin tale om det tyske formandskab i Parlamentet for få uger siden, at mange, som afviser denne forfatningstraktat, samtidig vil have større kompetence til EU, f.eks. på energiområdet. Det er faktisk præcis det, der står i forfatningstraktaten. Altså må man nu beslutte sig for, hvad man vil. Man kan ikke altid bare plukke enkelte elementer ud. Hvis man ønsker flere rettigheder til parlamenterne, f.eks. den tidlige advarselsmekanisme om bedre lovgivning, skal man være i stand til at kunne afgøre, om der er behov for at udstede en bestemmelse på nationalt eller hellere på europæisk niveau.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle medlemmer for at blive lige til den bitre ende. Det er altid en udfordring at få en rigtig debat og ikke bare monologer.

Jeg vil gerne fremsætte tre kommentarer. For det første vil jeg gerne følge op på noget, som mange af Dem har nævnt: den fastfrosne situation for forfatningstraktaten, og hvad mange af Dem har udpeget som en mangel på engagement fra vores politiske ledere i Europa i dag. Kommissionen støtter naturligvis fuldt ud, hvad man kunne kalde det tyske formandskabs modige og ambitiøse engagement i at sikre, at hele spørgsmålet bevæger sig fra overvejelsesstadiet til handlingsstadiet. Vi ved, at det ikke bliver let at finde løsninger, men vi vil hjælpe så godt, vi kan. Vi må komme ud af dette dødvande så snart som muligt.

Resultatet af Det Europæiske Råd i dette forår bliver vigtigt i denne forbindelse, og det samme gælder dets evne til at levere løsninger på afgørende spørgsmål på dagsordenen, herunder klimaforandringer. Jeg vil gerne kommentere, hvad De har sagt om Kommissionens og EU's ambitioner. Det er vigtigt at sige, at der er et mere langsigtet formål med og mål for, hvad vi skal gøre for at bekæmpe klimaforandringer. Nedskæringen på 30 % i de udviklede landes udledninger inden 2020 er et nødvendigt skridt mod det mere langsigtede mål at reducere dem med hele 50 % under 1990-niveauet senest i 2050. Det er nødvendigt at se dette som et skridt i den retning. Reduktionen er afgørende, hvis vi skal imødekomme målene om 2 °C, som vi igen ved bør kunne forhindre omfattende og irreversible forstyrrelser af det globale klimasystem. Det er de udviklede lande, der bør fortsætte med at påtage sig det meste af den globale indsats for at reducere udledningerne i det næste tiår eller så, som de allerede gør under Kyoto-protokollen, så de både kan være mere troværdige og motivere de fattigere lande i verden, som bliver nødt til at følge efter dem.

Vi anmodede gruppen af udviklede lande om at reducere med 30 %. Lad os spørge os selv, om det er ambitiøst. Sammenlignet med 1990 er udledningerne i USA i øjeblikket steget med 15 %, i EU-25 er de faldet med 5 %, og i Rusland er de faldet med 30 %. Det bliver ikke let, og man kan ikke se det individuelt, men det udgør en stor udfordring.

Jeg vil også nævne omkostningerne, for mange af Dem har henvist til omkostningerne for industrien. Kommissionen har foretaget en vurdering af virkningerne, der viser, at en indsats for at begrænse klimaforandringerne fuldt ud er forenelig med opretholdelsen af global vækst. Investeringerne i en økonomi med mindre kul vil kræve ca. 0,5 % af klodens BNP over en periode fra 2013 til 2030 og vil reducere den årlige vækst i BNP med 0,19 % pr. år, hvilket kun er en brøkdel af den forventede årlige vækstrate for BNP på 2,8 %.

Her er ikke medregnet de medfølgende sundhedsfordele, den større energisikkerhed og den reducerede skade forårsaget af klimaforandringer, som man har undgået. Det er en lille forsikringspræmie at betale for væsentligt at reducere risikoen for irreversible skader på vores økonomi og vores planet, og særlig hvis De sammenligner den med vurderingen i Stern-rapporten om, at ukontrollerede klimaforandringer vil koste mellem 5 og 20% af BNP på lang sigt. Så vi må tænke på omkostningerne ved ikke at gøre noget! Klimaforandringer koster os allerede noget - spørg bare alverdens forsikringsselskaber.

Endelig drejer Det Europæiske Råd i foråret sig om Lissabon-strategien. De har helt ret i, at hvis vi ønsker at kommunikere, må vi nævne, at det drejer sig om arbejdspladser og vækst. Lissabon drejer sig også om at have modet til reformer. Jeg er helt enig med hr. Watson i, at der er rigeligt med beviser for, at reformerne virker. Men vi har også bevis for, at samfund, der domineres af frygt og usikkerhed, ikke er lette at reformere. De er bange for forandringer. Det er også det, vi ser i Europa, og det er derfor, vi må opbygge selvtillid og huske, at Lissabon-strategien - strategien for arbejdspladser og vækst - også drejer sig om at bekæmpe social udelukkelse og fattigdom, om at bekæmpe fattigdom også i Europa, at forbedre arbejdskvaliteten, at investere i uddannelse, at opbygge borgernes kompetence og at investere i mennesker. Det er den eneste måde, man kan overvinde frygten på.

Mens jeg har lyttet til alle disse interessante indlæg, er jeg blevet mindet om den nære forbindelse mellem strategien for vækst og arbejdspladser og en bæredygtig udvikling, for vi har hørt alle argumenterne for, hvorfor vi som europæere vil have økonomisk vækst forenet med social sikkerhed og opretholdelse af et højt niveau af miljøbeskyttelse, samtidig med at vi fortsat er ambitiøse. Jeg mener, at bæredygtig udvikling er et mål, som vil vinde mere og mere frem som visionen for Europa og for verden.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget fem beslutningsforslag om Lissabon-strategien⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

(Mødet udsat kl. 17.20 for spørgetiden til Kommissionen og genoptaget kl. 17.35)

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) Vi er alle helt sikkert enige om, at innovation spiller eller bør spille en ganske afgørende rolle for, hvordan vi reagerer over for de risici og muligheder, der ligger i den globale økonomi. Det er almindeligt kendt, at det største problem i forbindelse med udvikling og innovation er utilstrækkelig gennemførelse i de forskellige medlemsstater. Lissabon-strategiens hovedmål er at skabe betingelserne for en styrkelse af de interne konkurrenceforhold i de enkelte medlemsstater. Den europæiske økonomi er ikke mere konkurrencedygtig og innovativ end de mindste og fjernest beliggende virksomheder i EU's regioner. Innovationsprogrammer skal derfor gennemføres direkte på regionalt niveau, hvor de kan skabe et tilstrækkeligt konkurrencedygtigt miljø for lokale SMV'er.

En centralt styret gennemførelse af innovationsudvikling er dømt til at slå fejl fra begyndelsen. Der skal i stedet opbygges en regional, teknisk infrastruktur til innovation, herunder teknologivæksthuse og højteknologiske centre, hvor der vil være mulighed for at udnytte det tilgængelige videnpotentiale såvel som bæredygtige innovative idéer. Dette skal følges på vej af en fleksibel tilgang til alle former for finansiering, navnlig risikovillig kapital, under hensyntagen til det pågældende innovative selskabs eller projekts udviklingsstadium. Finansieringen skal også være tilgængelig på regionalt niveau. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan fastholde, motivere, udvikle og drage nytte af regionernes videnpotentiale til gavn for en langsigtet bæredygtig vækst. Jeg vil derfor gerne opfordre EU til at overveje ovennævnte aspekter omkring innovationsudvikling i forbindelse med vurderingen af nationale strategiske referencerammer.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

(1) Se protokollen.

9. Spørgetid (spørgsmål til Kommissionen)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0003/2007).

Vi behandler en række spørgsmål til Kommissionen.

Første del

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 41 af Evgeni Kirilov (H-0002/07)

Om: De bulgarske sygeplejerskers og den palæstinensiske læges skæbne samt forholdet mellem EU og Libyen

Hvordan vurderer Kommissionen virkningerne af dens samarbejdspolitik med Libyen i lyset af de nylige dødsstraffe og det libyske regimes voldsomme overtrædelser af menneskerettighederne? Vil Kommissionen evaluere situationen og dens politiske værktøjer, hvis der ikke sker fremskridt?

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige, at jeg følger dette spørgsmål meget nøje. Jeg tror, jeg var den første, der så børnene i Benghazi. Jeg havde drøftelser med familierne. Så mødte jeg sygeplejerskerne, den palæstinensiske læge og lederen, Gaddafi. Jeg vil gerne bekræfte, at Kommissionen og jeg personligt er meget involverede i denne sag. Det viste vi i vores rapport for nylig til Parlamentet den 17. januar. Jeg kan forsikre Dem, at det at nå en tilfredsstillende løsning har højeste prioritet. Vi ved, det er en tragisk sag. I mellemtiden er vores hold af forhandlere i gang med en dialog med de libyske myndigheder. Den er stadig åben. Men det forventes også, at der ikke kan træffes nogen beslutning, så længe den juridiske procedure ikke er afsluttet. Der er endnu et skridt at tage.

På basis af fremtidige udviklinger vil Kommissionen og Rådet vurdere situationen igen og beslutte, hvad der yderligere skal gøres. Som jeg har sagt, er vi involverede i en dialog med de libyske myndigheder.

Jeg må gøre det klart, at Libyen og EU ikke er forbundet af nogen international aftale. Derfor er der ingen rammer for et internationalt samarbejde, bortset fra konklusionerne fra Rådet i oktober 2004, der fastlægger en politik for engagement i Libyen vedrørende særlige spørgsmål såsom hiv/aids og migration.

  Evgeni Kirilov (PSE). - (EN) Hr. formand, fru kommissær! Jeg er Dem taknemmelig for alt det, De har gjort. Jeg er også taknemmelig over for alle de europæiske politikere, der uden ophold er taget til Libyen og har taget dette punkt op. Men vi kan roligt sige, at der efter denne lange tid ikke er noget resultat. Tværtimod. På det seneste har den libyske side - selv oberst Gaddafi - hele tiden rejst spørgsmålet om et vestligt komplot for at dræbe disse børn, og hvor vores sygeplejersker skulle have været en del af dette komplot. Ingen svarer på disse anklager, og hvis man skal tro den libyske domstol, må vi sige, at den for nogle år siden fastslog, at der ikke findes noget sådant komplot. Ikke desto mindre rejses spørgsmålet stadig. Hvis det er sandt, er det en forbrydelse mod menneskeheden. Hvorfor udfordrer vi ikke libyerne ...

(Formanden afbrød taleren)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Nuvel, for det første er jeg ikke taget dertil hele tiden. Jeg har været der en gang, og så sammensatte jeg en gruppe sammen med nogle andre, og vi arbejdede i fortrolighed, fordi det er en meget følsom sag.

Lad mig også sige, at det ikke er sandt, at vi aldrig har reageret. Tværtimod har vi meget klart reageret og har forsøgt at få sygeplejerskerne frigivet. Vi havde håbet, at dette ville ske for ikke så længe siden. Desværre var det ikke tilfældet. Desværre blev dødsstraffen stadfæstet i december 2006. Vi havde håbet på en helt anden dom. Hvad angår spørgsmålet om anklagerne vedrørende hiv/aids-smitten, må jeg sige Dem, at konklusionerne fra det seneste møde i Rådet (udenrigsministrene) klart fastslår, at "this verdict ignores strong evidence from world-renowned international experts as to the innocence of the defendants" (denne dom tager ikke hensyn til stærke vidnesbyrd fra verdenskendte internationale eksperter med hensyn til de anklagedes uskyld). Så alle disse spørgsmål er helt klart på bordet, som jeg sagde. De må have tålmodighed med os. Det er også nødvendigt at vise en smule tillid og fortrolighed. Det er et yderst følsomt spørgsmål, men vi vil gerne løse det.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Vi talte netop om, at nogle stater anvender økonomisk kraft for at gennemføre politiske interesser. Påtænker EU i dette tilfælde at skabe et økonomisk pres og anvende økonomisk kraft for at garantere europæiske borgere retssamfund og frihed? Jeg tror, det er på tide at gøre vores kraft mærkbar på dette punkt.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (DE) Hr. formand! Sagen er, som jeg allerede har sagt, at vi hidtil ikke har været med i nogen international ramme med Libyen. Derfor er det naturligvis heller ikke så let at anvende økonomisk kraft her. Vi har imidlertid så at sige anvendt økonomisk kraft i en anden og i øvrigt positiv form, som det også blev bekræftet i Rådets konklusioner af 22. januar i år. For det første stablede vi fra Kommissionens side en handlingsplan på benene allerede i 2005. For det andet har vi sammen med andre etableret en Bengasi International Fonds, som vi forsøger at yde hjælp gennem, naturligvis først og fremmest til de aids-smittede børn.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 42 af Zbigniew Krzysztof Kuzmiuk (H-0006/07)

Om: Problemer med energileverancer fra Rusland

I slutningen af december 2006 og begyndelsen af januar 2007 blev en række EU-medlemsstater, og herunder Polen, truet af et stop for leverancerne af naturgas som følge af en strid mellem Rusland og Belarus, og den 8. januar 2007 stoppede Rusland olieleverancerne til Polen, Tyskland, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet, atter på grund af striden med Belarus. Dette er desværre blot de seneste eksempler på, at Rusland benytter energiforsyningen som et middel til at lægge politisk pres på EU's medlemsstater og tredjelande, og det er et bevis på landets manglende pålidelighed i energispørgsmål.

Hvordan har Kommissionen til hensigt at løse sådanne problemer som led i den EU-energistrategi, der er under udarbejdelse i øjeblikket?

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Spørgsmålet om forsyningssikkerhed er af særlig betydning for EU, og en række begivenheder i de seneste år har understreget nødvendigheden af, at EU styrker sine politiske foranstaltninger på dette område. Lad os huske på den advarsel, vi fik sidste år i anledning af problemerne mellem Rusland og Ukraine og i år mellem Rusland og Belarus. Jeg vil gerne forsøge i dag at give Dem et kort resumé af de forskellige initiativer, som Kommissionen har taget for at forøge vores forsyningssikkerhed i almindelighed og i særdeleshed i forhold til Den Russiske Føderation.

Energiforsyningerne fra Den Russiske Føderation spiller en vigtig rolle ved opfyldelsen af Europas energibehov, idet de tegner sig for næsten 30 % af EU's olieimport og 44 % af gasimporten. Samtidig bliver 67 % af Ruslands olie- og gaseksport leveret til det europæiske marked, og i betragtning af den gensidige betydning af dette forhold blev der etableret en energidialog i 2000 mellem Den Russiske Føderation og EU for at drøfte spørgsmål af betydning for energien, herunder energipolitik, markedsudvikling, infrastruktur og energisamarbejde mellem EU og Rusland om teknologi og energieffektivitet.

Derudover er der en plan for det fælles økonomiske rum, som blev vedtaget under topmødet mellem EU og Rusland i maj 2005, og som inkluderer samarbejde om vidtrækkende spørgsmål om energi og dermed forbundne aktiviteter. Desuden skal der forhandles en ny aftale med Den Russiske Føderation på plads, der skal efterfølge det nuværende partnerskab mellem EU og Rusland og den samarbejdsaftale, der udløber ved årets udgang. Det er nu planen, at dette skal inkludere en omfattende aftale om energi.

Lad mig også påpege, at Kommissionen for nylig i sin meddelelse "En energipolitik for Europa" formulerede en lang række forslag til afhjælpning af vores voksende afhængighed af energiforsyninger udefra og til forøgelse af vores forsyningssikkerhed. Kommissionen understeger, at der ikke findes én løsning, men at der må findes en række forskellige initiativer at forfølge. De indbefatter øget energieffektivitet, fremme af vedvarende energikilder, diversifikation af energiforsyningen, en ordentlig funktion for det indre marked og interne solidaritetsmekanismer til håndtering af mulige afbrydelser af forsyningerne, herunder via samarbejde med Det Internationale Energiagentur. Desuden understreges vigtigheden af at styrke vores forbindelser med alle de afgørende energileverandører og transitlandene og af, at EU taler med én stemme også i denne meddelelse.

Som reaktion på afbrydelser for nylig i energiforsyningen fra Rusland gennem Belarus har Kommissionen også sammenkaldt til møder tidligere i år både i gaskoordineringsgruppen og oliestøttegruppen, der blandt andre indbefattede repræsentanter for medlemsstaterne. Disse møder, som tredjelande blev inviteret til for at give forklaringer, så på virkningen på EU's interne energisikkerhed i forbindelse med de pågældende begivenheder, og hvordan man skulle reagere på det.

Endelig er Kommissionen, hvad angår en styrkelse af energidialogen, forpligtet til at opretholde og styrke vores energiforbindelser ikke bare med Den Russiske Føderation, men også med andre vigtige energiproducerende lande og regioner såsom Norge, OPEC-landene, Golfsamarbejdsrådet, landene ved Det Kaspiske Hav og Sortehavet, Centralasien og Nordafrika gennem bilaterale aftaler og energidialog.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk, (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Kommissionen for dens interesse i problemerne forbundet med medlemsstaternes energiforsyning og samtidig understrege, at Rusland efter min opfattelse stadig benytter energiforsyningen som et middel til at lægge politisk pres på EU's medlemsstater og tredjelande. Det synes desværre helt åbenlyst.

Jeg vil også gerne spørge, om Kommissionens støtte til den nordiske gasrørledning, dvs. rørledningen langs havbunden i Østersøen, er udtryk for solidaritet mellem medlemsstaterne eller udtryk for manglende solidaritet.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke det ærede medlem for hans kommentar. Hvad angår spørgsmålet om rørledningen i Østersøen, er det naturligvis en rørledning af generel europæisk interesse, men hvad der er vigtigt, er, at vi i EU - dvs. alle medlemsstaterne - viser europæisk solidaritet. Det betyder, at vi må vise solidaritet med vores egne medlemsstater. Det er vores holdning.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Det ville interessere mig at vide, hvordan Kommissionens strategi med hensyn til rørledninger og LNG-tankskibe ser ud. Vi har mange muligheder for at diversificere forsyningen. Hvordan ser Kommissionens planer ud?

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Sammen med USA agter vi at finansiere et gennemførlighedsstudie vedrørende en transkaspisk rørledning, som også indbefatter spørgsmålet om naturgas i flydende form, LNG. Det er et bidrag til diversifikation af energiforsyningen til Europa, som vi på dette stadium finder meget vigtig.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Sidste sommer stoppede Rusland leverancerne af naturgas til Litauen gennem rørledningen "Družba" (Venskab). Der er også blevet nævnt andre eksempler i dag. Der skal således findes alternative forsyningsveje. Er Kommissionen enig i, at infrastrukturmæssige tiltag i Østersøen bør koordineres, og at der skal foretages en uafhængig vurdering af følgerne af den nordeuropæiske gasrørsledning, inden der etableres nye rørledninger?

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Lad mig sige, at De refererer til en teknisk afbrydelse. Naturligvis må vi blive ved med at tale med russerne for at sikre, at disse afbrydelser ikke bliver af lang varighed, og for at forhindre dem helt i fremtiden. Jeg mener, at vi i øjeblikket gør netop dette, og jeg håber, at denne aktuelle energidialog virkelig vil føre til en opbygning af tillid i fremtiden. Vi har lige haft et trojkamøde med Rusland, og spørgsmålet om energi i almindelighed blev drøftet. I øvrigt har præsident Putin officielt sagt, at han accepterer de principper, der er fastslået i energichartret: tilgængelighed, fri og lige adgang til markederne og i særdeleshed gennemskuelighed. Dette her drejer sig om gennemskuelighed.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 43 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (H-0054/07)

Om: "Fredskanalen" i Mellemøsten

Den 10. december gennemgik repræsentanter fra Jordan, Israel og Palæstina samt Verdensbanken en feasibility-undersøgelse af bygningen af en "fredskanal" af en længde på 180 km, der skal forbinde "de to have", dvs. Det Røde Hav og Det Døde Hav. Dette projekt har en enorm økonomisk betydning (vanding af Negev-ørkenen, forsyning af vandkraftværker og afsaltningsanlæg, produktion af 1 milliarder kubikmeter drikkevand om året), diplomatisk betydning (dialog og gensidigt samarbejde mellem Israel, Palæstina og Jordan) og miljømæssig betydning (imødegåelse af risikoen for udtørring af Det Døde Hav inden 2050).

De samlede omkostninger anslås til 15,5 milliarder dollars, som Verdensbanken allerede har afsat.

På baggrund af denne kanals mangesidige betydning bedes Kommissionen besvare følgende: Deltager Kommissionen i gennemførelsen (planlægning og finansiering) af dette storladne projekt inden for rammerne af Euro-Middelhavssamarbejdet? Hvis ikke, agter den så at deltage finansielt i den næste fase, hvor der skal investeres 3 milliarder dollars i fuldførelsen af projektet i de følgende fem år? Vil Den Europæiske Investeringsbank kunne bruges som investeringsinstrument for at sikre de nødvendige midler?

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Vandstanden i Det Døde Hav falder med 1 m om året. Kommissionen går stærkt ind for langsigtede projekter, der tager fat på behovet for vand og regionens miljømæssige behov, og den støtter alle de initiativer, der involverer samarbejde mellem naboer om særlige spørgsmål, særlig vedrørende vand, en meget vigtig ressource i denne region, for at finde løsninger, der er tilfredsstillende for alle. Men vi må også sige, at konstruktionen af "fredskanalen" vil være et kæmpeprojekt, et stort foretagende, som kunne få væsentlig indvirkning på det lokale miljø uden nødvendigvis at gøre noget ved årsagerne til dette fald i vandstanden i Det Døde Hav.

Vi mener derfor, at det er nødvendigt at gå ret forsigtigt frem. Kommissionen har noteret, at et gennemførlighedsstudie, herunder en vurdering af de miljømæssige og sociale følger, for nylig er blevet bestilt. En trust fund af mange donorer er blevet oprettet sammen med Frankrig, USA, Nederlandene og Japan, og de har givet bestemt tilsagn om støtte.

Kontrakten for gennemførlighedsstudiet forventes at blive underskrevet i juli i år, og så kan det vare mere end to år. Kommissionen vil så meget omhyggeligt se på resultatet af gennemførlighedsstudiet, når det bliver offentliggjort, og i lyset af anbefalingerne heri rådføre sig med Den Europæiske Investeringsbank. På det tidspunkt vil vi også holde Parlamentet nøje underrettet om vores overvejelser.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Fru kommissær! Tak for Deres svar og for den opmærksomhed og effektivitet, De har lagt i de emner, der vedrører udviklingen i Mellemøsten.

De har helt ret i, at det er nødvendigt med en feasibility-undersøgelse for et så stort projekt, så vi ved, hvor meget EU vil binde sig. Jeg vil gerne spørge Dem, om vi har endelige rapporter om de programmer, der er gennemført indtil nu, så man kan tage fat om årsagerne, for vi kan se Jordan-flodens situation, og hvor meget vandet er skyld i konflikterne mellem de to lande i området. Ved vi, om vores programmer er blevet gennemført, og kan vi gøre op, hvor meget udbytte de har givet, både ud fra en økonomisk og en diplomatisk synsvinkel, hvis vi ser på samarbejdet mellem landene?

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg kender ikke til nogen andre undersøgelser i øjeblikket. Jeg kan kun sige, at dette gennemførlighedsstudie synes at være en undersøgelse, der drejer sig om 15 millioner euro, hvor Kommissionen sandsynligvis også tager del, og omfanget af hele projektet er 3 milliarder euro. Det er et stort projekt, og derfor mener jeg, at det er nødvendigt at undersøge tingene omhyggeligt, inden vi virkelig involverer os. Alt det ligger inden for rammerne af det politiske miljø og den politiske løsning, og i øjeblikket er vi forsigtigt optimistiske, fordi vi i horisonten ser omridset af en national enhedsregering i Palæstina. Forhåbentlig kan vi begynde at få noget regionalt samarbejde igen - i det mindste mellem nogle få lande og Den Palæstinensiske Myndighed. Så lad os krydse fingre og håbe, men jeg tror, der er en positiv udvikling i øjeblikket.

Anden del

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 44 af Alain Hutchinson (H-1072/06)

Om: Den fuldstændige liberalisering af posttjenesterne pr. 1. januar 2009

Den 18. oktober i år vedtog Kommissionen forslag til direktiv KOM(2006)0594 endelig om ændring af direktiv 97/67/EF med henblik på fuld realisering af det indre marked for posttjenester i Fællesskabet. Der er således tale om en fuldstændig liberalisering af posttjenesterne, dvs. småforsendelser på under 50 g. To aspekter kritiseres ofte, nemlig Kommissionens beslutning om at fastholde ikrafttrædelsesdatoen den 1. januar 2009, slev om mange stater ikke vil være parate på dette tidspunkt, og Kommissionens uforholdsmæssige lave forslag til finansiering af den fælles posttjeneste, som 10 traditionelle posttjenester har taget afstand fra.

Hvordan forholder Kommissionen sig til denne kritik? Har Kommissionen foretaget en konkret og grundig undersøgelse af, hvilke følger den fuldstændige liberalisering af posttjenesterne har haft i Sverige, hvor den blev gennemført for flere år siden? Er portoen for småforsendelser steget og har der været tab af offentlige arbejdspladser i Sverige? Og i bekræftende fald i hvilket omfang? I hvilken udstrækning er svenskerne tilfredse med denne liberalisering? Er det svenske forsøg, som udgør et konkret eksempel og ikke er resultatet af en undersøgelse eller en teoretisk eller ideologisk overvejelse, en reel succes?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Såvel spørgsmålet om, i hvor høj grad postmarkederne er parate til fuld åbning, som finansiering af de generelle posttjenester på et åbent marked er blevet analyseret meget omhyggeligt af Kommissionen.

Kommissionens analyse, der var baseret på adskillige års studier og fortsatte og gennemskuelige drøftelser med alle berørte, bliver fremlagt med mange detaljer i Kommissionens forberedende dokumenter. Forslaget til direktiv og dets støttedokumenter er nu til drøftelse både i Rådet og i Parlamentet. Det er op til Dem og medlemsstaterne i Rådet at foretage Deres egen vurdering. Kommissionen har taget hensyn til de svenske erfaringer, som det ærede medlem hentyder til, såvel som til alle andre udviklinger med hensyn til markedet og regelsættet for postsektoren. Det er ikke et spørgsmål om at vurdere nogen eller alle disse udviklinger på en bestemt måde eller at antyde, at den svenske model eller nogen andel model bør kopieres andre steder. Det er snarere et spørgsmål om at vise, at der findes forskellige løsninger. Disse løsninger kan gennemføres efter det enkelte markeds behov for at gennemføre den nødvendige reform af postvæsenet, samtidig med at man sikrer, at der overalt er en effektiv posttjeneste.

Det er værd at notere, at åbningen af markedet i Sverige blev gennemført med en garanti for, at der skulle være posttjeneste overalt, og uden at der var behov for ekstra finansiering. Den svenske regering forelagde for nylig en detaljeret undersøgelse af åbningen af det svenske postmarked, og resultaterne herfra synes ikke at bekræfte den frygt, det ærede medlem giver udtryk for.

Afslutningsvis og som jeg tidligere har sagt, mener Kommissionen, at en gennemførelse af postreformen er af vital betydning for at sikre yderligere forbedringer med hensyn til effektivitet og kvalitet af tjenesten og for at sikre postsektorens bæredygtighed på lang sigt og de forretningsmæssige muligheder og det beskæftigelsesmæssige potentiale, det skaber.

  Alain Hutchinson (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg takker for Deres svar, som for mig mere lyder som volapyk end et egentligt svar på de spørgsmål, jeg har stillet Dem om liberaliseringen af posttjenesterne. Jeg hentydede i et spørgsmål til de løsninger, som studeres af undersøgelsesudvalget om liberalisering af postvæsenet. Når man taler om løsning, er det fordi, der er et problem. Vi kan imidlertid i dag konstatere, at hvad angår småforsendelser - som er det, der er på dagsordenen - er der ikke noget problem. Borgerne er tilfredse, forsendelsen fungerer godt. Til gengæld er det sådan, at der, hvor småforsendelserne er blevet liberaliseret som f.eks. i Sverige, er frimærkerne dyrere og servicen ringere.

Hvorfor udelukker Kommissionen at bevare monopolområdet, som vi kender det, som giver mulighed for og sikrer den universelle tjeneste for alle europæere, hvilket helt sikkert ikke bliver tilfældet med de forslag, som De stiller, som tidligere erfaringer har vist?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Efter mine oplysninger har situationen i Sverige ført til, at resultaterne nu er bedre end før, og det skyldes konkurrence. Desuden er de gennemsnitlige omkostninger ved postforsendelse (hvoraf post sendt af forbrugerne kun udgør en lille del), herunder post fra forretningslivet til kunderne, faldet brat.

I det forslag, vi har stillet, er der en stor menu af muligheder for medlemsstaterne med hensyn til, hvordan de kan tackle kravet om universel postservice. Man vil notere, at jeg ikke har foretaget nogen ændringer overhovedet med hensyn til forpligtelsen til generel service og har givet medlemsstaterne en stor menu med muligheder for, hvordan de kan finansiere dette.

Vores pakke bør ikke komme som nogen overraskelse for nogen, der har fulgt denne debat, for denne debat og åbningen af markederne har været i gang i 15 år, og dette er det sidste skridt i denne proces.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg kommer fra Finland, hvor vi også har åbnet markedet for posttjeneste, som det er sket i Sverige. Jeg må sige, at det var godt, at nogen fra et land, hvor de ikke har gjort det samme, fremhæver den svenske og finske model som et eksempel på de positive følger, som liberaliseringen af postvæsenet har haft.

Det eneste problem, vi har oplevet i disse lande, hvor liberaliseringen er kommet tidligere end i andre medlemsstater, er, at de gamle monopoler fra medlemsstaterne, som stadig har et monopolmarked, har forsøgt at komme ind på vores markeder og benytte liberaliseringen for sig selv. Det har været en meget negativ konsekvens af den tidlige åbning af markederne.

Så jeg vil gerne spørge, om Kommissionen agter at opretholde deadline og virkelig åbne markederne før 2009. Hvis det er tilfældet, vil det få vores fulde støtte.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg er glad for, at fru Kauppi har talt om dette emne, for Finland er et land, der er meget tyndt befolket, og forpligtelsen til universel postdækning er blevet opfyldt dér ligesom i Sverige. Disse markeder har oplevet fordelene ved åben konkurrence, og det er rimeligt at sige, at det har de andre markeder, der har åbnet på postområdet, også.

Det er vores hensigt at holde fast ved tidsrammen på 2009, som er fastlagt i direktivet om åbningen af markederne fra 2002, hvor det yderligere hed, at ved udgangen af 2006 ville Kommissionen fremlægge sine forslag, der bekræftede eller ikke bekræftede åbningen af markedet i 2009, og hvilke andre yderligere skridt der var nødvendige, og det har vi gjort. Men sagen ligger nu i hænderne på vores medlovgivere i Parlamentet og i Ministerrådet.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! Jeg kommer fra Nordsverige. Liberaliseringen i Sverige har været ganske udmærket i storbyerne, men staten skal jo træde til og dække andre områder også. I Nordsverige i Pajala, hvor jeg bor, har vi f.eks. en strækning på 270 km, der omfatter 200 husholdninger. Hvis vi får et fælles direktiv, kan kommissæren da garantere, at disse husholdninger også fremover vil kunne få post leveret?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Ja, det kan jeg, for vi har besluttet at fremsætte vores forslag om, at vi ikke vil foretage nogen som helst ændring af forpligtelserne under forpligtelsen til universel service. Det står fortsat nøjagtig som i det forslag, der i øjeblikket er forelagt de medbestemmende myndigheder.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Ud over Sveriges negative erfaringer er der også mange medlemsstater, der reagerer på Kommissionens hastværk, og der er 10 store traditionelle posttjenester, der skriftligt har gjort opmærksom på risiciene.

Jeg vil spørge Dem direkte: Vil De tage hensyn til disse protester, eller vil De dogmatisk holde fast i den 1. januar 2009 som frist?

Et andet spørgsmål: Hvad vil De gøre for at sikre, at der fortsat findes en universel posttjeneste, der er tilgængelig for alle borgere, når vi ved, at der allerede er problemer med det i Sverige?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg har gentagne gange sagt som svar på spørgsmål, at vi absolut ikke vil foretage nogen ændringer af kravene under forpligtelsen til universel service. Da vi fremsatte vores forslag, var der nogle, der udøvede lobbyvirksomhed for at få ændret og udvandet kravet om universel service. Det besluttede jeg ikke at gøre, og kravet om forpligtelsen til universel service står nøjagtig som nu. Efter min bedste overbevisning, og som fru Kauppi har gentaget, har virkningen i Sverige været helt igennem positiv.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 45 af Georgios Toussas (H-1085/06)

Om: Bankers uetiske praksis

Generelt upopulær politik fra EU's og medlemsstaternes regeringers side har fået bankerne til at drive ulovlig rentespekulation og vride enorme pengebeløb ud af låntagere og arbejdstagere generelt. Et karakteristisk eksempel herpå er, at Grækenlands centralbank har pålagt kreditinstitutioner bøder på 25 millioner EUR for manglende gennemsigtighed og uetisk praksis, mens den samtidig har indført mere fleksible sanktioner for dækningsløse checks og nægter at oplyse, hvilke banker der er blevet pålagt bøder.

Hvad mener Kommissionen om i massemedierne at oplyse, hvilke banker der af medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er blevet pålagt bøder for uetisk og ulovlig praksis, med henblik på at give låntagere og investorer generelt information og yde dem en vis grad af beskyttelse?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! For det første vil jeg gerne takke det ærede medlem for at henlede vores opmærksomhed på problemet med banker, som den almindelige forbruger i Grækenland står over for.

Vi er opmærksomme på bekymringerne vedrørende niveauet af de renter, der kræves i Grækenland, og har besvaret adskillige skriftlige forespørgsler om dette emne. I vores svar har vi understreget en række initiativer, som kunne få indvirkning på renteniveauet i detailleddet i Europa. De inkluderer initiativer vedrørende kreditforeningsbelåning og forbrugerkredit såvel som sektorforespørgslerne om konkurrence, der blev foretaget i juni 2005 angående forretningsforsikring og bankfilialer. Disse initiativer skulle sammen med andre, der blev forelagt i hvidbogen om politikken for finansielle tjenester for 2005-2010, forbedre konkurrencen og effektiviteten i bankernes detailled og give praktiske fordele for de europæiske forbrugere.

Med hensyn til det ærede medlems specielle spørgsmål støtter vi initiativer, der støtter og fremmer gennemskuelighed på Europas finansmarkeder. Gennemskuelighed er af særlig betydning for forbrugerne, der behøver udtømmende og nøjagtige oplysninger for at kunne vælge på et fuldt oplyst grundlag. På konkurrenceområdet nævner Kommissionen banker, mod hvilke en beslutning om en antitrustovertrædelse er rettet. Men vi har ikke nogen europæiske regler, der kræver, at man skal nævne banker, som medlemsstaternes tilsynsmyndigheder har givet bøder for uetisk og ulovlig virksomhed.

Vi vil fortsætte med at overvåge renteniveauet, efterhånden som vores initiativer vedrørende bankfilialerne udvikler sig, for at sikre, at fordelene ved integration bliver til praktiske fordele for de europæiske forbrugere.

  Georgios Toussas (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Bankernes ulovlige, uetiske praksis er ifølge massemedierne blevet et udbredt fænomen, som dagligt omtales.

Det er det ene aspekt af problemet. Der er dog også et andet aspekt. Den Europæiske Centralbank forhøjede renten to gange i 2006. Bankerne i medlemsstaterne foretog tilsvarende forhøjelser.

Hvad kan vi konstatere ud fra det? At gabet mellem indlåns- og udlånsrenterne bliver større, og det rammer låntagerne og i det hele taget arbejdstagerne.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at mindske gabet mellem indlåns- og udlånsrenterne?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Som jeg sagde i mit svar, er vi opmærksomme på bekymringen over det renteniveau, der kræves i Grækenland, og har reageret på adskillige skriftlige forespørgsler om dette emne. Men definitionen af renter i detailleddet er hovedsagligt et spørgsmål, der henhører under de finansielle institutioner, og er ikke som sådan underkastet EU's regler og forordninger.

Men som jeg forklarede i et tidligere svar, har vi taget en række initiativer, der kunne få indvirkning på renteniveauet i detailleddet i Europa, herunder initiativer vedrørende kreditforeningslån og forbrugerkredit. I juni 2005 igangsatte vi også sektorspecifikke konkurrenceundersøgelser af virksomhedsforsikring og bankvirksomhed på detailplan.

Ja, det er os bekendt, at niveauet af de renter, der kræves i Grækenland, er meget højt, men vi har ikke noget særligt ansvar for at ændre dette, og det er ikke sandsynligt, at Unionen får noget ansvar på dette område i fremtiden. I andre medlemsstater, hvor konkurrencens vinde har blæst, er de renter, der kræves af forbrugerne, faldet drastisk. Jeg har personlig erfaring i denne forbindelse fra min egen medlemsstat. Da en finansinstitution fra en anden medlemsstat meddelte, at den ville oprette filialer i den medlemsstat, jeg kender bedst, faldt renten fra den ene dag til den anden.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Kommissæren er sikkert opmærksom på rapporter om, at Kommissionen har betalt millioner af euro i bankgebyrer for at gå uden om Hamas-regeringen i Palæstina. Af hensyn til den gennemskuelighed, som han påstår, at Kommissionen går ind for med hensyn til banksektoren, vil han så offentliggøre, hvorfor Kommissionen har måttet betale så store afgifter, og hvilke banker de er blevet betalt til?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke svare på dette spørgsmål, hr. Martin, men jeg vil få det undersøgt.

  Robert Evans (PSE). - (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Med hensyn til de uetiske bankgebyrer må jeg så spørge Dem, hvad De føler med hensyn til de ublu afgifter, som nogle banker kræver for grænseoverskridende overførsel af penge inden for euroområdet? F.eks. koster det op til 10 gange mere for en brite at overføre penge til en bank i euroområdet, hvilket naturligvis sker ved at trykke på en computerknap. Er De enig i, at dette er eksorbitant, og mener De ikke, at hele spørgsmålet om grænseoverskridende pengeoverførsler trænger til regulering, så det kan komme i overensstemmelse med princippet om fri bevægelighed af kapital inden for EU?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Nuvel, hr. formand! Som det ærede medlem ved, vil det store europæiske projekt på dette område blive SEPA-projektet vedrørende det fælleseuropæiske betalingsområde. Naturligvis vil det i de indledende stadier gælde i euroområdet. Almindelig høflighed forbyder mig at give råd om, hvad der bør gøres i Storbritannien med hensyn til euroområdet, men naturligvis er jeg klar over, at svaret på Deres spørgsmål er "mere konkurrence".

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 46 af Sarah Ludford (H-0007/07)

Om: Hvidvaskning af penge

City of London har for nylig med rimelighed påstået, at EU's bekæmpelse af hvidvaskning af penge - og således eventuelt finansiering af terrorisme - gennem oprettelse af et effektivt system til at afskrække og afsløre forbrydere vanskeliggøres af medlemsstaternes inkonsekvente, forskellige og mangelfulde gennemførelse af det andet direktiv om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge fra 2001.

Hvilken strategi har Kommissionen nu for at sikre en omgående, korrekt og ensartet gennemførelse af EU-lovgivningen om dette afgørende emne i alle medlemsstater, i betragtning af at det tredje direktiv om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge skal gennemføres i 2007? Dette direktiv øger mulighederne for at afsløre mistænkelige transaktioner, samtidig med at det mindsker unødvendige omkostninger og bureaukrati for virksomheder og ærlige kunder?

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Som det ærede medlem ved, skal medlemsstaterne fuldt ud have gennemført det tredje antihvidvaskningsdirektiv i national lovgivning senest den 15. december 2007.

Dette direktiv styrker vores initiativer i kampen mod finansiering af terrorisme. Det giver harmoniserede regler, hvorunder de forpligtede enheder og personer kan anvende due diligence-procedurer over for kunderne, idet de tager hensyn til risikoen for hvidvaskning af penge og finansieringen af terrorisme. For at hjælpe medlemsstaterne med at sikre en rettidig og korrekt omsætning af dette direktiv, følger vi en trefoldig strategi.

For det første holdt vi i november 2006 en indledende workshop om omsætning af direktivet til lokal lovgivning. Målet med dette møde var at udveksle synspunkter og skabe klarhed om fortolkningsspørgsmål eller andre problemer i forbindelse med omsætningen.

For det andet har vi etableret en europæisk platform mellem enhederne vedrørende finansiel efterretning. Det er de nationale myndigheder, der har kompetence til at forhindre og modvirke hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme ved at modtage og analysere rapporter om mistænkelige transaktioner, som indsendes af kredit- og finansinstitutioner såvel som af udvalgte ikkefinansielle virksomheder og professioner. De finansielle efterretningsenheder er direkte involveret i gennemførelsen af direktivet. Inden for den europæiske platform organiseres der regelmæssige møder til udveksling af oplysninger særlig med hensyn til tilvejebringelse af feedback til de rapporterende enheder.

For det tredje støtter vi det arbejde, som den fælles antihvidvaskningstaskforce under udvalget om overvågningen af europæiske banker har oprettet sammen med de europæiske overvågningsmyndigheder for forsikring og finansmarkeder. Denne taskforce har som mål at tillade, at man deler erfaringer og bedste praksis blandt dem, der overvåger de finansielle tjenester. Det er af afgørende betydning for en konsekvent gennemførelse af direktivet i hele EU. Kommissionen deltager som observatør.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Tak, hr. kommissær. Det lyder, som om De får mange oplysninger. Men hvordan vil De udstede retningslinjer for at sikre en mere konsekvent anvendelse? For det forekommer mig, at vi i øjeblikket har det værste fra alle verdener: uensartede konkurrencevilkår for erhvervslivet og derfor forskellige omkostninger, og ingen konsekvent forbrugerbeskyttelse f.eks. med hensyn til om den ret, forbrugerne har til at få eller ikke få oplysninger under databeskyttelsesdirektivet, bliver tilsidesat ved bestemmelserne om anmeldelse i antihvidvaskningslovgivningen, og om bankerne medtager oplysninger, der er af kommerciel værdi under dække af princippet om, at man skal kende sin kunde.

Jeg forstår, hvad De gør, men hvorfor ikke udstede nogle retningslinjer, der kunne bidrage til, at vi fik nogen konsekvens? Ellers bliver det endnu mere rodet, når det tredje antihvidvaskningsdirektiv bliver gennemført.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg synes, at det, det ærede medlem siger, er meget fornuftigt. Ud fra mit kendskab til tidligere direktiver er der forskellig praksis fra den ene medlemsstat til den anden. Desuden er der inden for den enkelte medlemsstat sandsynligvis forskelle mellem de forskellige finansielle institutioner - det er jeg også opmærksom på, men De må huske, at det stadig er temmelig tidligt. Jeg ved, at vi nu er i gang med det tredje antihvidvaskningsdirektiv, men folk lærer noget efterhånden, og forhåbentligt kan vi ved hjælp af de processer, vi har etableret, såsom de organer, jeg lige har nævnt, få etableret bedste praksis, og så kan folk lære af hinanden.

Jeg vil ikke udelukke, at der kan udstedes nogle retningslinjer i fremtiden, som det ærede medlem nævnte. Måske skal det gøres i fremtiden enten af Kommissionen eller af et agentur på vores vegne gennem alle disse processer. Men som det ærede medlem vil forstå, er vi gået efter en risikobaseret tilgang, der overlader de enkelte enheder en betydelig fleksibilitet, og det fører til nogle af de problemer, vi lige har skitseret.

På den anden side, hvis man gik ind for en mere restriktiv tilgang linje for linje, så ville det sandsynligvis tage meget lang tid at få enighed mellem de forskellige medlemsstater på grund af de forskellige kulturer på dette område. Forhåbentlig lærer vi noget, og jeg udelukker ikke fremtidige initiativer, der kan bringe større konsekvens på dette område, hvilket vist er, hvad alle ønsker.

  Formanden. - Spørgsmål nr. 47 og 48 bliver besvaret skriftligt.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 49 af Carl Schlyter (H-1081/06)

Om: Forbud mod import af råvarer udvundet i strid med folkeretten

Befolkningen på Black Mesa (USA) - Dineh- og Hopi-indianerne - har i mere end 30 år kæmpet mod kulminedriften på deres territorium og alt det, der følger med denne minedrift.

I starten af 2006 blev kulminen og pipelinen, som anvendte indianernes eneste vandreservoir, lukket. Desværre var glæden kort, idet der nu planlægges en genåbning og udvidelse med tvangsforflytninger til følge.

Bjerget Black Mesa er helligt for disse mennesker, og det ville være det samme, hvis f.eks. en virksomhed fjernede sten fra Notre Dame i Paris (bjerget betragtes som en kvinde). Er det ikke en krænkelse af religionsfriheden, når man fjerner det hellige i en religion?

Har Kommissionen til hensigt at forbyde import af råvarer udvundet i strid med folkeretten og dermed indføre forbud mod import af produkter fra virksomheder, der måtte deltage i udvidelsen af minedriften?

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke det ærede medlem for at have stillet dette spørgsmål. EU søger at opretholde de universelle og udelelige menneskerettigheder - civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle - som de blev bekræftet ved verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i 1993.

Kommissionen forstår, at Dineh- og Hopi-indianerne gerne vil bevare deres identitet ved at kontrollere minedriften på deres territorium. Kommissionen er ikke overbevist om, at driften af disse kulminer ville krænke nogen relevante instrumenter fra international lov til beskyttelse af religionsfriheden, men ikke desto mindre tager den de oprindelige befolkningers rettigheder meget alvorligt, sådan som de er formuleret i Kommissionens arbejdsdokument om oprindelige befolkninger fra maj 1998.

Men kulproduktionen i USA er underlagt miljøregler, og det generelle spørgsmål om rettigheder falder i dette tilfælde inden for USA's regerings kompetence. Vedrørende det mere generelle spørgsmål om hvorvidt forbud mod import af kul kan være effektiv for at hævde rettighederne for befolkninger på særlige lokaliteter, vil det være vanskeligt at afgøre, hvor kul, der importeres til EU, kommer fra. Derfor vil et forbud af denne art være vanskeligt at gennemføre i praksis.

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand! Desuden har vi resolution 2 fra FN's Menneskerettighedsråd fra 2006, hvor man klart understreger den oprindelige befolknings ret til helligdomme. I dette tilfælde er det hele bjerget, der udgør helligdommen, og især også vandet i bjerget. Der anvendes store mængder vand til at transportere kullet i en pipeline, hvilket betyder, at både kullet og vandet i helligdommen udvindes på en måde, som fratager indianerne deres oprindelige rettigheder. Jeg ved ikke, om vi har noget kul fra dette bjerg i Europa i dag. Netop nu undersøger man mulighederne for en eventuel udvidelse af mineaktiviteterne.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kommissionen forstår udmærket, at den region, hvor Dineh- og Hopi-indianerne bor, er meget vigtig for deres religiøse tro, og det har jeg ikke bestridt. Vi forstår også, at deres rettigheder bliver beskyttet af USA's forfatning, og således er det principielt en sag for domstolene i USA og ikke noget, som vi skal gribe ind i. Jeg vil blot gentage, hvad jeg har sagt, at importforbud af den art, som der lægges op til, efter Kommissionens opfattelse virkelig ikke er særlig ønskværdige, når man skal behandle sådanne spørgsmål. Et importforbud ville ikke have nogen virkning, hvis det pågældende kul blev eksporteret til andre lande end EU, hvilket utvivlsomt ville blive tilfældet, så de sanktioner, som vi kunne indføre, ville efter vores vurdering ikke gøre nogen væsentlig forskel med hensyn til den objektive situation for disse oprindelige folk.

  Formanden. - Spørgsmål nr. 50 bortfalder, da spørgeren ikke er til stede.

  Formanden. - Da de vedrører samme emne, behandler vi under ét spørgsmål nr.

spørgsmål nr. 51 af Brian Crowley, overtaget af Sean Ó Neachtain (H-0030/07)

Om: Verdenshandelsdrøftelser

Kan Kommissionen fremsætte en udtalelse om, hvorvidt der er sandsynlighed for, at Doha-runden i forbindelse med verdenshandelsdrøftelserne vil blive genoptaget seriøst i den nærmeste fremtid?

og spørgsmål nr. 52 af Pedro Guerreiro (H-0069/07)

Om: WTO-forhandlingerne

Det er i flere rapporter fra FN blevet påpeget, at uligheden med hensyn til indkomster og de sociale og økonomiske forhold både landene indbyrdes og i de enkelte lande er vokset i de seneste år. Fattigdommen og ledigheden er fortsat på et højt niveau eller i tiltagen, samtidig med at de store internationale selskabers overskud og koncentrationen af rigdommen øges. Dette fænomen hænger tydeligvis sammen med den omfattende liberalisering af samhandelen og kapitalbevægelserne på verdensplan.

På baggrund af de seneste kontakter mellem Rådets formandskab, Kommissionen de amerikanske myndigheder bedes Kommissionen oplyse, hvilke forslag den vil stille og efter hvilken tidsplan i forbindelse med WTO-forhandlingerne, der for øjeblikket befinder sig i et dødvande, navnlig med hensyn til landbrugsvarer og nonfoodlandbrugsprodukter (herunder tekstil og beklædning) samt tjenesteydelser?

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne redegøre nærmere for min vurdering af status for WTO-forhandlingerne.

WTO-handelsministrenes møde i Davos i januar var det første tegn på, at alle forhandlingsgrupperne formelt har genoptaget arbejdet i Genève. Baggrunden herfor var den nye politiske forhandlingsvilje, der var blevet givet udtryk for på højt plan, herunder af præsident Bush. Jeg mener, at der er tale om en reel forhandlingsvilje og således en politisk investering i processen på et nyt niveau, der skaber nye muligheder for at opnå resultater. WTO's generaldirektør meddelte på denne baggrund under Handelsforhandlingskomitéens møde den 31. januar, at forhandlingerne i Genève skal genoptages på multilateralt plan i alle forhandlingsgrupperne.

Landbrugsstøtten er stadig nøglen til en forhandlingsløsning. Et gennembrud på landbrugsområdet skal imidlertid skabe grundlag for en reel vilje til at reducere tolden på industrivarer og på længere sigt specifikke tilsagn om at åbne markedet for handel med tjenesteydelser. Vi forventer i denne forbindelse, at vækstøkonomierne i G20 iværksætter fornuftige og omfattende tiltag, hvilket er en forudsætning for gennemførelsen af forhandlingsrunden.

De amerikanske forhandlere er i mellemtiden ved at komme over det kritiske punkt, men de har endnu ikke givet udtryk for, hvilke handelsforvridende landbrugsstøtteordninger, de agter at foreslå afviklet. Det er absolut nødvendigt, hvis der skal ske fremskridt. Susan Schwab, den amerikanske WTO-forhandler, har følere ude hos demokraternes ledelse i Kongressen for at gøde jorden og finde ud af, hvordan hun kan opfylde nogle af deres krav i forbindelse med en forlængelse af regeringens forhandlingsmyndighed, Trade Promotion Authority, men indtil videre har hun ikke været parat til at foretage de nødvendige skridt med henblik på at nå til enighed med Kongressen eller med de amerikanske handelspartnere om centrale aspekter i de igangværende forhandlinger.

Det foreløbige forslag om en ny landbrugslov, som regeringen forelagde i sidste uge, blev hilst velkommen, men det var lidt skuffende i denne sammenhæng. Hvis WTO-forhandlingerne skal afsluttes med et godt resultat, bliver USA nødt til at tilpasse den nye landbrugslov og således i højere grad tage højde for de omfattende reduktioner af de handelsforvridende støtteordninger, som parterne har forhandlet sig frem til under Doha-runden.

Den amerikanske køreplan er imidlertid noget klarere med hensyn til tidsplanen. Bush-regeringen har givet udtryk for, at den vil anmode om en ny handelsaftale eller om en forlængelse af den eksisterende aftale inden aftalens udløb i juni, hvis der sker et gennembrud på centrale områder i Doha-udviklingsdagsordenen. Der skal derfor ske et gennembrud i løbet af de næste måneder på de vigtige forhandlingsområder.

Det er i vores interesse at forsøge at gribe denne mulighed for at nå frem til en konklusion. Personligt mener jeg ikke, at det er en realistisk mulighed at vente til sommer eller senere med at presse en aftale igennem, idet vi, i lyset af den store usikkerhed, der hersker i USA og i andre lande, ellers risikerer at miste den skrøbelige mulighed, der er blevet skabt. Det Europæiske Råd har samme opfattelse, hvilket afspejles i formandskabets konklusioner i forbindelse med mødet i Rådet (almindelige anliggender) i mandags. Det er meget vigtigt, at Doha-udviklingsdagsordenen får et positivt udfald, både af økonomiske og politiske årsager og af hensyn til det internationale system, og vi vil derfor fortsat forhandle konstruktivt, men bestemt, for at nå frem til en aftale.

  Seán Ó Neachtain (UEN), Ionadaí don údar. - Ba mhaith liom ceist a chur ar an gCoimisinéir, an bhfuil i gceist aige agus ag an gCoimisiún níos mó gearradh siar a dhéanamh ar an dleacht a chuirtear ar tháirgí feola a thagann isteach san Aontas Eorpach chun an Margadh Trádála Domhanda a luaigh sé a bhaint amach?

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! I oktober 2005 fremlagde Kommissionen et generøst udspil, der dækkede alle de områder, der er omfattet af landbrugsforhandlingerne. I sommeren 2006 redegjorde jeg for de yderligere muligheder, som vi har inden for rammerne af vores mandat, til at udvise fleksibilitet og forbedre vores udspil, hvis vores handelspartnere på landbrugsområdet og på andre forhandlingsområder kommer med et lignende udspil.

Vi er overbevist om - og jeg taler her på vegne af min kollega, fru Fischer Boel, kommissæren for landbrug og udvikling af landdistrikter - at et sådant forbedret udspil, hvis det er foranlediget af de øvrige forhandlingspartneres udspil, vil ligge inden for det mandat, vi har fået i forbindelse med reformerne af den fælles landbrugspolitik, som vi blev enige om, og som er blevet gennemført siden 2003.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål, der ligger i forlængelse af det foregående svar: Hvordan ser Kommissionen på nye indrømmelser særlig på landbrugsområdet, så forhandlingerne i Genève, der må være i gang, da deres start jo er meddelt, endelig kan udmunde i en aftale om en samlet pakke, der, som De nævnte, kan omfatte industrivarer og tjenesteydelser?

Derudover vil jeg gerne vide, om Kommissionen kan kommentere på, hvordan Rådets aftale om kommende frihandelsområder med de voksende økonomier i Asien kan forenes med de forhandlinger, der nu går i gang inden for WTO.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det sidste punkt er ikke omfattet af WTO-runden i øjeblikket. Som svar på det tidligere spørgsmål er min holdning til dette meget klart. Hvis vi skal nå frem til de næste forhandlingsfaser, til de forhandlingsområder, der indebærer de største økonomiske og udviklingsmæssige fordele for den globale økonomi, herunder navnlig for udviklingslandene - nemlig toldsatserne på industrivarer, liberalisering af tjenester og styrkelse af handelsreglerne, herunder navnlig handelslettelse - skal vi først løse hårdknuden på landbrugsområdet, hvor forhandlingerne har været fastlåst gennem ganske mange måneder.

USA bliver i denne forbindelse nødt til at melde klart ud om deres politik med hensyn til handelsforvridende landbrugsstøtteordninger. Det vil ikke være muligt at give USA svar på spørgsmålene om markedsadgang for landbrugsvarer, før der er skabt klarhed på dette område. Når USA og andre konkurrerende landbrugsøkonomier spørger udviklingslandene, i hvilket udstrækning de vil åbne deres markeder for landbrugsvarer fra USA og andre lande, vil spørgsmålet uundgåeligt lyde: Hvad importerer vi egentlig? Hvilke varer forventer I, at vi skal åbne op for? Landbrugsvarer eller amerikanske statsstøtteordninger?

Det er rimeligt, at udviklingslandene stiller dette spørgsmål, og det bliver derfor først nemmere at besvare andre forhandlingsmæssige spørgsmål på landbrugsområdet - markedsadgang og eksportkonkurrence - når der er skabt større klarhed over og sikkerhed for de amerikanske intentioner på landbrugsstøtteområdet, således at vi kan tage hul på de andre vigtige forhandlingsområder.

Som jeg påpegede indledningsvis, udviser USA en rimelig velvilje. Der gøres en god indsats i forhold til den amerikanske kongres og forhandlingspartnerne for at fremme forhandlingerne, men vi har endnu ikke set et klart og fast nyt udspil vedrørende landbrugsstøtteordninger, og det vil derfor være vanskeligt for andre at matche amerikanerne på dette område ved at komme med nye udspil.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Hr. kommissær, jeg vil gerne lykønske Dem med Deres vedholdende og stædige indsats for at få de næsten begravede forhandlinger tilbage på sporet.

De har med rette fokuseret på markedsadgang for landbrugsprodukter, andre produkter og tjenesteydelser. Er De også enig i, at tiden måske er inde til at lancere et aid for trade-initiativ med henblik på at inddrage de pågældende udviklingslande i det globale handelssystem? Som De ganske rigtigt nævnte, frygter mange af disse lande, at en åbning af deres markeder udelukkende vil føre til større import, men ikke nødvendigvis større eksport. Bør vi ikke berolige dem og gøre en yderligere indsats for at fremme deres muligheder for at deltage i det globale handelssystem?

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over, at det ærede medlem har rejst dette spørgsmål, da det er afgørende for udviklingslandenes, navnlig de fattigere og mest trængende udviklingslandes tillid og tilgang til en gradvis integration i den internationale økonomi. Jeg mener, at det ganske rigtigt er en forudsætning for deres støtte til det endelige resultat - udfaldet af disse forhandlinger.

Derfor har Kommissionen gennem meget lang tid på EU's vegne argumenteret meget kraftigt for aid for trade. Det glæder mig at kunne sige, at der på ministermødet i Hongkong blev givet tilsagn om og indgået klare forpligtelser uafhængigt af helhedsprincippet. Jeg håber, at andre lande i den udviklede verden vil være i stand til at indgå lignende forpligtelser, således at vi kan virkeliggøre dette program og mobilisere de nødvendige ressourcer.

I denne forbindelse ønsker jeg desuden at understrege, at det er vigtigt, at de mindst udviklede WTO-lande har toldfri og kvotefri adgang til andre markeder. Der er tale om en meget langvarig forpligtelse, og vi ser gerne, at andre lande i den udviklede verden såvel som i vækstøkonomierne indgår lignende forpligtelser i muligt omfang. En rimelig indsats under disse WTO-forhandlinger vil være ganske afgørende, hvis vi skal sikre retfærdighed og rimelige fordele for de mest trængende udviklingslande

  Formanden. - Spørgsmål nr. 53 og 54 bliver besvaret skriftligt.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 55 af Bernd Posselt (H-1067/06)

Om: Udvikling af landdistrikter i det bayersk-bøhmiske grænseområde

Hvordan vurderer Kommissionen udviklingsmulighederne for landdistrikterne i grænseområdet mellem Bayern og Bøhmen, som både på den tyske og den tjekkiske side især har lidt i sidste halvdel af det 20. århundrede? I hvilket omfang omfatter programmerne for udvikling af landdistrikter også kulturelle projekter?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! I programmeringsperioden 2000-2006 blev Bayern tildelt 1,6 milliarder euro gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget. I den næste programmeringsperiode 2007-2013 vil der blive tildelt ca. 1,3 milliarder euro i form af EU-støtte. Der vil kunne ydes støtte til landdistrikterne i Bayern.

De gennemførte tiltag omfatter bl.a. fornyelse af landsbyer, støtte til forskellige turistaktiviteter og støtte til landbrugere i ugunstigt stillede områder.

I den tidligere programmeringsperiode har indbyggerne i grænseområderne til Den Tjekkiske Republik draget stor fordel af gennemførelsen af disse og andre foranstaltninger inden for rammerne af Bayerns program for udvikling af landdistrikter, og det vil også være tilfældet i den næste programmeringsperiode.

I det nye forslag til operationelt program for 2007-2013 for Bayern, der finansieres af EFRU, lægges der særlig vægt på landdistrikterne og strukturelt svage områder, der grænser op til Den Tjekkiske Republik. Myndighederne i Bayern har foreslået at allokere over 300 millioner euro af det samlede EFRU-bidrag på 575 millioner euro til disse områder, herunder en særlig tildeling på 84 millioner euro alene til grænseområderne. Disse midler skal anvendes til samfinansiering af projekter, der bl.a. har til formål at fremme turismen og forskellige kulturelle aktiviteter.

I perioden 2004-2006 blev der brugt næsten 85 millioner euro under EUGFL suppleret af tjekkiske bidrag i de tjekkiske grænseområder, og dette viser, at der rent faktisk er en meget stor absorberingsevne. Kommissionen mener således, at denne udvikling vil fortsætte i den næste programmeringsperiode 2007-2013.

Den Tjekkiske Republiks udkast til plan for udvikling af landdistrikterne omfatter foranstaltninger til støtte af kulturarven, og EFRU vil bidrage med ca. 50 millioner euro. Det bayersk-tjekkiske grænseoverskridende Interreg-program, der blev iværksat den 1. januar 2007, har desuden et budget på 115 millioner euro. Dette program, der netop er blevet officielt fremsendt til Kommissionen, omfatter både udvikling af landdistrikter og støtte til forskellige kulturelle foranstaltninger.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg takker Dem for denne meget præcise redegørelse, fru kommissær. Jeg vil blot kort nævne to supplerende punkter. For det første, hvordan ser De på spørgsmålet om den kulturelle arkitektoniske arv? Er også renovering af historiske bygninger i de tjekkiske grænseegne en del af dette program, altså af den arkitektoniske arv? For det andet, hvordan ser De på kultur- og ungdomsudveksling på tværs af grænserne, især hvad mennesker i grænseegnene og mindretal angår? Der findes jo den tysk-tjekkiske fremtidsfond. Kan De forestille Dem, at der kunne finde et samarbejde sted på dette område?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! For det første mener jeg, at jeg gjorde det klart i mit første svar, at der er midler til rådighed til at støtte kulturarven. Jeg mener, at dette spørgsmål er meget vigtigt, og de to regioner har taget højde herfor. Der er muligheder for støtte i henhold til nærhedsprincippet, hvilket efter vores opfattelse er et meget vigtigt led i vores politik for udvikling af landdistrikterne, og under denne politiks tredje akse kan der tages hensyn til eventuelle ønsker om særlig støtte til disse sektorer i de forskellige regioner.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Jeg mener, at det er et meget vigtigt spørgsmål, da Den Tjekkiske Republik, Bøhmen og Tyskland var adskilt i halvdelen af det 20. århundrede. Jeg mener, at der særligt skal fokuseres på de områder, der blev isoleret under den kolde krig, og at de skal tilføres særlige midler, således at de bliver i stand til at vokse sammen igen. Det samme gælder for grænsen mellem Litauen og Polen, der i hele det 20. århundrede var afspærret og adskilte to lande, som havde været ét land i Middelalderen.

Er De enig i, at der særligt bør fokuseres på konsolideringen af de områder, der var isoleret under den kolde krig?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg mener, at det er meget vigtigt at fastholde nærhedsprincippet i vores programmer for udvikling af landdistrikter, da det giver medlemsstaterne en klar mulighed for selv at fastlægge deres prioriteter. Vi gennemgår i øjeblikket de nye programmer for den kommende programmeringsperiode (2007-2013), og vi vil herefter have et meget klart overblik over prioriteringen af disse specifikke områder. Det er rigtigt, at der i visse grænseområder er særlige interesser, og jeg er helt sikker på, at de forskellige medlemsstater har taget hensyn hertil i deres programmer.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 56 af Georgios Papastamkos (H-1084/06)

Om: Revision af reguleringsrammen for de minimis-støtten

Den 12. december 2006 bebudede Kommissionen en revision af reguleringsrammen for de minimis-støtten. Denne revision vil indebære en udvidelse af anvendelsesområdet til salg og forarbejdning af landbrugsprodukter.

Hvad er de konkrete forudsætninger for, at støtten til virksomheder, der sælger og forarbejder landbrugsprodukter, kan falde ind under de minimis-reglen? Hvordan står denne reguleringsramme i forhold til de særlige bestemmelser for landbruget (som tidligere har været udelukket fra anvendelsesområdet for reglen vedrørende de minimis-støtte)? Hvad er grænserne for kumulering af de minimis-støtte med statsstøtte? Hvilke virkninger forventes en mere fleksibel reguleringsramme af få på udviklingen af landbruget i EU og især i Grækenland?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Virksomheder, der beskæftiger sig med forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter opført i EF-traktatens bilag I, kan modtage de minimis-støtte på maksimalt 200.000 euro over tre regnskabsår, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Før den 1. januar 2007 var de minimis-støtten til forarbejdning og afsætning underlagt bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1860/2004 og begrænset til 3.000 euro pr. støttemodtager over en maksimal periode på tre år. Der var desuden fastsat et generelt loft for de enkelte medlemsstater.

Forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter er blevet omfattet af den nye lovgivningsrammes anvendelsesområde, da der er mange lighedspunkter mellem forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter og andre produkter.

De minimis-støtten til forarbejdning og afsætning kan kumuleres med statsstøtte, forudsat at denne støtte ikke overstiger den maksimale støtteintensitet fastsat for statsstøttede foranstaltninger.

Som følge af den nye og langt mere fleksible regulering af de minimis-støtten vil Grækenland i lighed med alle de øvrige medlemsstater have større muligheder for at yde støtte langt hurtigere, da de minimis-støtten ikke skal anmeldes. Betingelserne vil være gunstigere end de betingelser, der er fastlagt i andre bestemmelser om statsstøtte. Denne fleksibilitet vil fremme udviklingen af landbrugssektoren i EU-medlemsstaterne.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Til lykke med en nye lovramme, der er foreslået, hr. kommissær. Jeg finder især reglen om fritagelse af de små og mellemstore landbrugsvirksomheder vigtig.

Kan De belyse punkterne om maksimumgrænserne for de minimus-støtte til små landbrugsvirksomheder i afsides liggende områder og øerne i Ægæerhavet og punkterne om hurtigere støtte til landmænd, der har lidt tab på grund af ugunstige vejrforhold?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Idéen om at fastlægge de samme vilkår for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter er helt klart opstået, fordi vi mener, at der er visse lighedspunkter med andre produktionsområder, og vi indførte derfor denne mulighed for støtte på 200.000 euro over tre regnskabsår.

Vi skelner ikke mellem små og store virksomheder. Den eneste betingelse er, at der ikke er tale om primærproduktion. De 200.000 euro kan således ikke anvendes til at støtte en primærproducent eller landbruger. Landbrugere er stadig underlagt de nuværende regler, hvor de kan modtage maksimalt 3.000 euro under samme vilkår over en treårig periode. Vi vil imidlertid se nærmere på de gamle bestemmelser om de minimis-støtte til landbrugssektoren ved udgangen af 2008.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær! En af de virkelige udfordringer er energikonceptet frem til 2010. Der er forslag om at iblande 10 % bioethanol, biodiesel og vedvarende energi. Her vil vi få hårdt brug for produktionsanlæg til fremstillingen. Tror De, at de minimis-ordninger også ville kunne anvendes til disse fremskridt?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Vi har en særlig ansporende ordning for primærproducenter af vedvarende energi, dvs. landbrugerne, der har mulighed for at modtage 45 euro pr. hektar i støtte, hvis de indgår en aftale om produktion af vedvarende energi. Vi drøftede dette spørgsmål med de nye medlemsstater, og de er blevet omfattet af ordningen pr. 1. januar 2007.

Hvis en landbruger f.eks. ønsker at investere i bioenergi på bedriftsplan, kan han undersøge mulighederne under første og anden søjle af politikken for udvikling af landdistrikter om konkurrence og miljø. Der er således forskellige muligheder for særlig støtte til energiformål.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 57 af José Manuel García-Margallo y Marfil (H-1088/06)

Om: Forslag til reform af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager

Ifølge det kendte forslag til reform af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager ændres den nuværende støtteordning for forarbejdning af bestemte citrusfrugter (forordning (EF) nr. 2202/96⁽¹⁾), og den bliver til en ordning med afkoblet arealstøtte med enkeltbetaling (forordning (EF) nr. 1782/2003⁽²⁾). Anvendelsen af støttebeløbet i forhold til det samlede areal med citrusfrugter i de enkelte medlemsstater indebærer, at der pr. hektar med citrusfrugter i Italien udbetales 700 euro, i Grækenland 600 euro og i Spanien omkring 300 euro.

Omfanget af støtten inden for frugt- og grøntsagssektoren er minimal og lavere end den, der udbetales til andre af Fællesskabets sektorer. Har Kommissionen beregnet, om der inden for det aggregerede mål for støtte til frugt- og grøntsagssektoren er tilstrækkelig mulighed for at bevare denne produktionsstøtte i sin nuværende form? Såfremt der er en reel mulighed derfor, hvilke tekniske rapporter ligger til grund for at ændre den nuværende ordning, så den bliver til en produktionsuafhængig støtte?

Har Kommissionen foretaget en vurdering af virkningerne af denne afkobling af støtten for juiceindustrien i EU, og hvilke følger den vil få for prisniveauet og for importmængderne af juice fra tredjelande, herunder især fra Brasilien?

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kommissionen vil gerne minde det ærede medlem om, at det er nødvendigt at tilpasse frugt- og grøntsagssektoren, således at den er i overensstemmelse med reformerne af den fælles landbrugspolitik, der blev indledt i 2003. Inddragelsen af frugt- og grøntsagssektoren i enkeltbetalingsordningen vil bevirke, at sektoren bliver endnu mere markedsorienteret, og producenterne sikres i nogen grad stabile indkomster.

Det ærede medlem har gisnet om, hvordan det vil gå med tildelingen af støtten under enkeltbetalingsordningen, som ingen har adgang til i øjeblikket, da den afhænger af det system, der kommer til at gælde for medlemsstaterne i de enkelte medlemsstater. Tildelingen af støtte afhænger af de rettigheder, som medlemsstaterne tildeler på grundlag af objektive og ikkediskriminerende kriterier.

Der har været fremlagt forskellige initiativer forud for forslagets udarbejdelse. I 2004 forelagde Kommissionen en meddelelse, der dannede grundlag for det nederlandske rådsformandskabs fastlæggelse af den fremtidige kurs. Parlamentet vedtog desuden en egeninitiativbetænkning i maj 2005.

Kommissionen har modtaget en række evalueringsundersøgelser af sektoren. Der er også blevet udarbejdet en konsekvensanalyse. Der er blevet gennemført en omfattende offentlig høring i forbindelse med konsekvensanalysen. De fleste af de organisationer, der reagerede, ønskede fortsat støtte til producentorganisationer. Der blev også lagt stor vægt på mere effektive fremstød med henblik på at øge forbruget af frugt og grøntsager.

Der var forskellige holdninger til spørgsmålet om afkobling, afhængig af de forskellige berørte produkter. Nogle mener, at forslaget er den rigtige løsning på forvaltningsproblematikken og den forskelsbehandling, der finder sted i sektoren i dag.

Kommissionen er helt overbevist om, at reformforslaget vil indvirke positivt på hele frugt- og grøntsagssektoren.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, fru kommissær! Jeg er desværre ikke enig med Dem. Kommissionens forslag er blevet født med to arvesynder. For det første skelnes der ikke mellem citrusprodukter og andre gartneriprodukter, og der skelnes ikke mellem træer og planter. For det andet belønnes dem, der ikke arbejder, og de, der arbejder godt, straffes.

Ud over disse to arvesynder er der ikke blevet taget højde for fire forslag fra regeringen i Valencia og regeringen i Murcia om etablering af en krisefond, der skal medvirke til at beskytte markedet, forbuddet mod nyplantninger, en øget kontrol med oprindelsen af citrusfrugter fra andre lande, og endelig om fremme af en global omstruktureringsplan for citrusfrugter med fællesskabsfinansiering med henblik på at tilpasse produktionen til markedsefterspørgslen.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Hvis vi havde en halv time yderligere, ville jeg med glæde redegøre nærmere for detaljerne og de forskellige elementer i reformen af frugt- og grøntsagssektoren. Jeg er helt sikker på, at vi vil vende tilbage til dette spørgsmål i forbindelse med vores nye reformforslag, som jeg har haft en lang og interessant drøftelse af med Landbrugsudvalget.

For det første ønsker vi en reform, der styrker sektoren. Hvorfor skulle vi ikke forsøge at skabe en sådan løsning? Jeg er helt sikker på, at dette forslag vil sikre en stærkere og langt mere markedsorienteret sektor fremover.

Forslaget indebærer også en styrkelse af producentorganisationerne, da vi konstaterede enorme forskelle, da vi så nærmere på de forskellige medlemsstaters forvaltning af muligheden for producentorganisationer. I nogle medlemsstater, hvor frugt- og grøntsagssektoren er stærk, er der ikke så mange producentorganisationer, og organisationsniveauet blandt producenterne er ganske højt. Det styrker sektorens konkurrenceevne i forhold til detailsektoren, og dette vil være afgørende fremover.

Forslaget omfatter også et krisestyringsredskab til brug for producentorganisationerne. Dette gør det mere attraktivt for producenterne at indtræde i producentorganisationerne.

Vi har også forenklet systemet med et nyt forslag, idet alle arealer, der anvendes til dyrkning af frugt og grøntsager, æbler og kartofler til konsum, nu vil blive omfattet af enkeltbetalingsordningen, hvilket er en meget stor forenkling, da der i dag er forskellige former for ordninger.

Forslaget vil således gavne sektoren, og jeg kommer gerne igen for at drøfte dette spørgsmål nærmere.

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(1) EFT L 297 af 21.11.1996, s. 49.

(2) EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1.

10. Meddelelse fra formandskabet: se protokollen

(Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Luisa MORGANTINI
Næstformand

11. Den fælles markedsordning for vin (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Katerina Batzeli for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om reformen af den fælles markedsordning for vin (2006/2109(INI)) (A6-0016/2007).

  Katerina Batzeli (PSE), ordfører. - (EL) Fru formand! Som De selv sagde, tager dagens forhandling i Europa-Parlamentet om reformen af den fælles markedsordning for vin hul på en hel række problemstillinger vedrørende fremtiden for et af vigtigste områder inden for EU's produktion, økonomi og handel.

Det, vi bør fokusere på i reformen i dag, er målsætningen om, at den europæiske sektor forbliver den førende på globalt plan, forenkling af EF-lovgivningen, forenelighed med andre europæiske udviklingspolitikker, anerkendelse af produktet, produkternes proportionalitet og samhørighed mellem alle vinproducerende regioner.

Det var også det budskab, der kom ud af forhandlingerne i Landbrugsudvalget og udtalelserne fra Udvalget om International Handel og Regionaludvalget, og det var resultatet af vores høringer af branchens organisationer på nationalt og europæisk plan.

I reformen af sektoren bør der også tages højde for vinproduktionens særlige egenskaber på regionalt og nationalt plan, branchens struktur og organisering, dens eksportkapacitet samt den kendsgerning, at det sandsynligvis er det eneste produkt, hvor EF-lovgivningen anvendes med en høj grad af subsidiaritet.

Den måde, de nuværende politikker og støtteordninger er arrangeret på i den gældende fælles markedsordning, som ofte har fordrejet markedet og produktets konkurrenceevne, bør ændres, så EF-budgettet på 1,3 milliarder euro under den første søjle bruges til politikker med følgende langsigtede mål:

- bibeholdelse og styrkelse af europæisk vinavl;

- støtte til og forbedring af branchens konkurrenceevne på europæisk og internationalt plan;

- en territorial indfaldsvinkel, som også omfatter miljøbeskyttelse og beskyttelse af naturressourcerne med tilskud til dyrkningsmetoder;

- skabelse af ligevægt mellem udbud og efterspørgsel ved at kontrollere produktionen med mekanismen med destillation af biprodukter og vinalkohol samt opdatere fortegnelsen over vindyrkningsarealer;

- forenelighed af eller tilpasning mellem politikkerne under den fælles markedsordning og politikkerne under den fælles landbrugspolitik;

- sikre anerkendelse på internationalt og tværregionalt plan af de europæiske kvalitetsvine, vine med geografisk betegnelse og oprindelsesbetegnelse, hvor klassificeringen principielt besluttes af Rådet på grundlag af ekspertudtalelser fra Den Internationale Vinorganisation;

- styrkelse af samarbejdet mellem vinavlerorganisationer lige fra producentplan til distributionsplan via operationelle programmer;

- styrkelse af vinavl i landdistrikterne og randområderne med supplerende strukturelle interventioner.

For at opnå disse strategiske mål foreslår Landbrugsudvalget visse foranstaltninger, heriblandt:

- for det første en reform med en overgangsordning for at give producenterne mulighed for at tilpasse sig, så de kan komme væk fra markedsstøtteforanstaltningerne og gå over til strukturforanstaltninger, dyrkningsmetoder og handelsaktiviteter;

- for det andet skal de fælles EF-politikker integreres i de nationale programmer for udvikling af og støtte til sektoren i overensstemmelse med de prioriteringer og retningslinjer, der bliver opstillet i de enkelte medlemsstater efter høring af aktørerne på nationalt og regionalt plan.

Finansieringen af disse programmer, dvs. de nationale sagsmapper, bør besluttes på EF-plan ud fra fælles objektive kriterier, så man undgår fordrejninger og skævheder mellem medlemsstaterne og regionerne.

Vinmarkedet befinder sig i en meget sårbar og følsom fase. Den står ved en farlig korsvej. Med Deres forslag er De imidlertid kørt af sporet. De sætter europæisk vin og vinavlerne uden for markedet.

Wine Spectator har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at USA i 2010 vil være den største forbruger af dyre kvalitetsvine. Med Deres aggressive, regnskabsbaserede interventioner med rydning, destillation og tilsætning, alle de foranstaltninger, som De sparer 760 millioner euro på, vil De ganske vist på regnskabet kunne tælle langt mindre mængder vin, men vi vil drive den europæiske vinsektor ud af markedet, uden at dette kan begrundes i sektoren udvikling. I virkeligheden vil der ske en radikal omfordeling af EF-midlerne til fordel for de rige og udbytterige vinområder, men det vil gå ud over randområderne og bjergområderne og den europæiske vins mangfoldighed, og der vil ske en omfordeling af markedet til fordel for importerede vine.

Jeg vil dog gerne nævne mine holdninger til de ændringsforslag, der er stillet i plenum. Medlemmernes synspunkter er forståelige, og jeg er sikker på, at de ønsker at tjene lokale og nationale interesser og behov, og at det er det, de giver udtryk for.

Denne betænkning er afbalanceret og integreret, sådan som den er vedtaget i Landbrugsudvalget, og den kan gå videre til forhandlingsbordet til forberedelse af lovteksten. Hvis de holdninger, der kommer til udtryk i betænkningen, udvandes, vil det også udvande Europa-Parlamentets position og troværdighed. Vi kan ikke råbe op og kræve en radikal reform og så i virkeligheden foreslå en radikal status quo. Vi kan ikke kritisere Kommissionen for liberaliserede synspunkt og svare igen med nationalisering.

Til sidst vil jeg sige, at formålet med vores forslag bør være at tilrettelægge fremtiden i stedet for at opløse alt det, der er opnået i fortiden.

(Bifald)

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg glæder mig meget over den indsats, som Parlamentet, herunder navnlig ordføreren, fru Batzeli, og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Udvalget om International Handel og Regionaludviklingsudvalget, har ydet i forbindelse med udarbejdelsen af en egeninitiativbetænkning om Kommissionens meddelelse "Mod en bæredygtig europæisk vinsektor".

Allerede inden jeg indledte reformprocessen, var jeg klar over, at det ville blive en vanskelig og kompleks proces. Dette indtryk er helt sikkert blevet bekræftet i løbet af de seneste måneder. De drøftelser, som jeg har haft i Landbrugsudvalget og med en række medlemmer af Parlamentets tværpolitiske gruppe om vin og i de forskellige valgkredse, har vist, at der er tale om vanskelige og følsomme spørgsmål.

Jeg glæder mig derfor over betænkningen. Det er en ambitiøs betænkning, der dækker alle de aspekter, der behandles i meddelelsen. Jeg kan roligt sige, at fru Batzeli har forstået, at der er mange modstridende interesser, som vi bliver nødt til at forene i forbindelse med denne reform. Det var tappert gjort, og vi vil nu undersøge betænkningen nøje.

Jeg vil komme med nogle få indledende bemærkninger i aften på grundlag af en første gennemlæsning af betænkningen. For det første er jeg lidt ked af, at det fremføres indledningsvis i betænkningen, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad roser europæiske vine. Jeg vil derfor udtrykke mig helt klart. EU's vinsektor står ikke tilbage for nogen. Den producerer de bedste kvalitetsvine i verden, den er yderst mangfoldig, og den er en vigtig del af vores kulturarv.

Visse dele af sektoren befinder sig imidlertid i en vanskelig situation. Flere millioner hektoliter sendes til krisedestillation hvert år. Det er næppe tegn på en sektor i god form, hvilket jeg ønsker, at den skal være. Jeg ønsker, at sektoren bliver i stand til at konkurrere, således at Europa kan fastholde sin position som den største vinproducent i verden. Derfor bliver vi ganske enkelt nødt til at ændre den nuværende ordning. Den er ikke længere bæredygtig.

Vi er vist enige om, at den har medført en strukturel skævhed. Lagrene er store, hvilket har medført lave priser for mange vine, og vinproducenternes indtægter er faldet. Som følge af denne udvikling og det faldende forbrug, ændret livsstil og øget import fra tredjelande er det nødvendigt at indføre ændringer. Det er vist almindeligt anerkendt.

Den kurs, som vi alle ønsker at følge, er beskrevet i betænkningens betragtning K. Det anføres her, at det primære sigte med reformen af vinsektoren bør være at gøre den europæiske vinsektor mere dynamisk og konkurrencedygtig uden tab af markedsandele på internationalt plan og under hensyntagen til de europæiske vinproducenters og forbrugeres interesser, de europæiske vindyrkningstraditioner og de europæiske vines kvalitet og autentiske karakter.

Det siger sig selv, at Parlamentet er kritisk over for visse elementer i meddelelsen, bl.a. prognoser for forbrugsudviklingen og varsling og modsætningsforholdet mellem strategierne for rydning og konkurrenceevne.

Kommissionen er enig i, at en af de vigtigste udfordringer er at sætte skub i efterspørgslen, men rentabiliteten er endnu vigtigere, og de strukturelle overskud, der medfører lavere priser og negative indkomster, skal stoppes, inden vi går videre. Vi sikrer ikke rentabiliteten ved blot at koncentrere produktionen på få hænder og standardisere vinen. En række små producenter fremstiller vidunderlige kvalitetsvine, og de er også meget rentable, og jeg ser ingen grund til, at dette ikke også vil være tilfældet fremover. Rydning vil imidlertid give de vinproducenter, der aldrig vil blive konkurrencedygtige, og som ikke kan imødekomme forbrugerefterspørgslen, mulighed for at indstille produktionen med værdigheden i behold og kompensation. Der er vel ingen her i dag, der ønsker at tvinge de producenter, der ikke har udsigt til en fremtidig fortjeneste, til at blive, fordi de ikke har råd til at stoppe. Jeg har fuld forståelse for, at rydning er et følsomt spørgsmål. Jeg glæder mig derfor navnlig over den konstruktive holdning til dette spørgsmål, som Parlamentet allerede har lagt for dagen. Jeg glæder mig over, at Parlamentet anerkender, at beslutningen om rydning bør træffes af producenten, og jeg har også overvejet de forskellige forslag meget nøje.

Det angives også klart, at afgørelsen om rydning hverken kan eller bør træffes i et tomrum. Jeg er fuldstændig enig. Der stilles forskellige forslag til, hvordan vi sikrer, at rydning sker under hensyntagen til en række sociale og miljømæssige aspekter, og jeg kan forsikre, at disse forslag vil være en nyttig inspirationskilde i forbindelse med vores overvejelser om en mere hensigtsmæssig udformning af bestemmelserne om rydning i vores lovgivningsforslag.

Jeg har også noteret mig, at Parlamentet ønsker, at reformen skal gennemføres i to faser. Der er rigelig tid til at drøfte tidsplanen, og hvordan vi skal justere de forskellige instrumenter i de forskellige faser, men jeg er enig i, at vi i første omgang er nødt til at se på den strukturelle uligevægt, der er et stort problem for sektoren i dag.

Et spørgsmål, der igen rejses i betænkningen, og som også var centralt under vores tidligere drøftelser, er Parlamentets stærke ønske om at fastholde vinbudgettet under første søjle. For det første mener jeg, at dette ikke er foreneligt med EU's holdning om, at foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne kan yde et væsentligt bidrag til de nødvendige forbedringer i vindyrkningsregionerne. Vi må ikke glemme, at vi kan øremærke midlerne til vindyrkningsregionerne i budgettet for udvikling af landdistrikter. Jeg mener imidlertid også, at Parlamentets holdning til dette spørgsmål er baseret på en forkert opfattelse, nemlig at jeg ønsker at overføre betydelige beløb fra første søjle, og det er ikke tilfældet. Som jeg har understreget ved flere lejligheder, og som jeg vil gentage i aften, vil de fleste midler til sektoren også fremover blive tildelt under første søjle, men det bør ikke forhindre os i at nyde godt af de åbenlyse fordele, der er forbundet med bevillinger under anden søjle.

Jeg er klar over, at Parlamentet ønsker, at EU involverer sig yderligere i salgsfremstød. Det er ganske rigtigt vigtigt, at vi sikrer en bedre formidling af oplysninger om fordelene ved et moderat og ansvarligt vinforbrug, og at vi fremmer mulighederne i tredjelande mere aktivt. Jeg tror, at De er enig med mig i, at vi har brug for en mere progressiv og mere moderne tilgang. Det vil jeg helt sikkert tage behørigt hensyn til i forbindelse med udarbejdelsen af lovgivningsforslaget.

Jeg vil gerne afslutningsvis sige, at jeg har samarbejdet med Parlamentet i to et halvt år. Parlamentet har klart vist sin evne til at være progressiv og kreativ, selv når der er tale om følsomme spørgsmål såsom sukkerreformen, i bestræbelserne på at finde afbalancerede reformløsninger, der gør det muligt for EU's landbrug at imødegå de nuværende og fremtidige udfordringer. Jeg må imidlertid indrømme, at det forekommer mig, at Parlamentet ikke udviser den sædvanlige reformiver at dømme ud fra mange af de holdninger, der er givet udtryk for, navnlig til tilsætning, destillation og privat oplagring. Jeg forventer ikke, at vi når til enighed om disse spørgsmål nu, men jeg mener, at vi er nødt til at være innovative og kreative på disse områder.

Vi står over for en række vanskelige opgaver, men jeg ser frem til Deres fortsatte og meget værdifulde bidrag. Jeg glæder mig over denne drøftelse her i aften. Jeg underskylder over for formanden, at jeg talte længere end sædvanligt, men der er tale om et meget vigtigt spørgsmål, som der er enorm fokus på i hele EU, og derfor tillod jeg mig at tale lidt længere end sædvanligt.

  Béla Glattfelder (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (HU) Fru formand! Udvalget om International Handel understregede i sin udtalelse, at det vigtigste i forbindelse med reformen af vinsektoren er at gøre europæiske vine mere konkurrencedygtige på internationale markeder såvel som på det indre marked. Det er på ingen måde enkelt, da det er en yderst kompleks opgave at regulere vinmarkedet, og europæiske vinproducenter befinder sig i øjeblikket i en meget vanskelig situation.

Er af de meget vigtige aspekter i henstillingerne fra Udvalget om International Handel er, at støtte til rydning ikke kan være et centralt element i reformen. Der er brug for en langt mere kompleks regulering. Jeg mener, at en eventuel støtte til rydning skal rettes mod de regioner, der i øjeblikket har en overproduktion.

Situationen er nemlig den, at i de regioner, der har en underproduktion - med andre ord, hvor de forbruger mere, end de producerer - eller hvor produktionen er i balance, dækker den stigende import ikke primært over import af vine fra andre EU-medlemsstater, men af vine fra tredjelande. Hvis der gennemføres rydninger i disse regioner, der indtil i dag har været i stand til at producere nok vin til at dække deres eget forbrug, men som fra nu af ikke længere vil være i stand til at gøre dette, er det derfor overhovedet ikke sikkert, at dette vil føre til en faldende overproduktion i EU. Det er langt mere sandsynligt, at det vil føre til en øget import fra tredjelande.

Ud over disse overvejelser er Udvalget om International Handel af den opfattelse, at vi er nødt til at handle resolut i internationale fora inden for rammerne af WTO, dvs. i bilaterale handelsaftaler, med henblik på at sikre beskyttelsen af geografiske betegnelser.

  Iratxe García Pérez (PSE), ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget. - (ES) Fru formand! Regionaludviklingsudvalget har ønsket at understrege visse punkter, som vi mener, er vigtige af hensyn til den territoriale samhørighed i forbindelse med gennemførelsen af en reform, som vil få en betydelig indvirkning i visse europæiske regioner.

Vinmarker og vinproduktion spiller en afgørende strukturel rolle i visse regioner som en drivkraft for udvikling af landdistrikterne, og i forbindelse med tilpasningen af reguleringen for vinsektoren skal der således tages hensyn til aspekter som f.eks. den øgede affolkning, der udgør en trussel i mange europæiske regioner.

Vi henleder derfor opmærksomheden på den rydningsordning, som Kommissionen har foreslået, og som vil få alvorlige skadelige følger for den økonomiske og sociale situation i visse regioner, hvor vinsektoren er hovedkilden til beskæftigelse og velstand. Vi opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til at modernisere vinproduktionsteknikkerne og markedsføringsmetoderne.

Endelig skal reformen indføres gradvis og omfatte overgangsperioder og en løbende vurdering af reformens følger for den økonomiske og sociale situation i EU-regionerne.

  Elisabeth Jeggle, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne endnu en gang understrege, at vi her taler om en initiativbetænkning som Europa-Parlamentets reaktion på Kommissionens meddelelse om reformen af den fælles markedsordning for vin. Som ordfører for PPE-DE-Gruppen kan jeg sige, at Kommissionen er på rette vej, når den betragter styrkelse af innovation og konkurrenceevne i vinsektoren i Europa og i verden som denne reforms vigtigste mål. Afsætningsfremmende kampagner og informationskampagner for et ansvarligt forbrug af vin hører med.

For at man kan koncentrere sig om disse mål, er det efter vores mening helt nødvendigt, at den samlede finansiering af vinsektoren forbliver i første søjle. I denne forbindelse glæder vi os over anvendelsen af de nye regler efter subsidiaritetsprincippet i form af nationale programmer, som er godkendt i Kommissionen. Rydning og endelig opgivelse af dyrkningsarealer kan være en del af denne reform, men ikke det centrale element. Ligeledes er det vigtigt, at man før tildeling af nyplantningstilladelser i de enkelte vinregioner undersøger situationen med hensyn til ulovlige beplantninger.

Hvis vi skal nå frem til en ambitiøs og fremtidsorienteret vinmarkedspolitik, må vi nøje overveje den nuværende finansiering. Den aktuelle destillation med en andel på 600 millioner euro ud af i alt 1,4 milliarder euro er næppe en mulighed i fremtiden. Vi mener dog, at man bør bevare støtten til destillation af biprodukter fra vinfremstillingen samt destillation af konsumalkohol.

Med hensyn til vindyrkningstraditionen i de enkelte medlemsstater består kompromiset i at respektere de forskellige traditioner, og traditionelle vinfremstillingsmetoder omfatter også tilsætning af saccharose. Vindyrkning er ud over den økonomiske værdi også en del af kulturarven i forskellige regioner i EU. De nye udfordringer kræver regler, som skaber grundlag for bæredygtighed og en konkurrenceevne, der rækker ind i fremtiden. Det bør være vores mål at opnå dette.

  Rosa Miguélez Ramos, for PSE-Gruppen. - (ES) Fru formand! For det første vil jeg gerne takke fru Batzeli for den enorme arbejdsindsats, som hun har ydet.

For det andet vil jeg gerne sige til kommissæren, at ifølge hendes egen analyse er vinforbruget faldende i EU, vores handelsbalance over for tredjelande forværres, og vi har en overproduktion, som Kommissionen anslår vil ligge på 15 % af den samlede produktion i 2011.

Jeg er ikke desto mindre enig med kommissæren i, at denne reform er nødvendig, og jeg håber, at hun har forstået budskabet fra Parlamentet om, at rydning ikke kan være et centralt element i reformen, men snarere et yderligere strukturtilpasningsinstrument underlagt medlemsstaternes kontrol.

Vi har brug for en reform, der sikrer, at vi fortsat kan gøre de ting, vi er bedst til. Det bør ikke være et spørgsmål om at producere mindre for således at åbne muligheder for tredjelande, men om at indføre de ændringer, der er nødvendige for at forbedre vores egne produktions- og bearbejdningsstrukturer og frem for alt vores markedsføringsstrukturer, som sektoren ønsker.

Med hensyn til finansiering støtter Parlamentet fuldt ud fastholdelsen af det nuværende budget under den fælles landbrugspolitiks første søjle. En forudgående fordeling af midlerne mellem producerende lande på grundlag af historiske data gennem de såkaldte "nationale pakker" vil fremme en mere korrekt gennemførelse af reformen.

Med hensyn til liberalisering af plantningsrettigheder mener jeg, at den skal gennemføres på en forsvarlig måde og under medlemsstaternes stadige tilsyn og kontrol.

Jeg vil også gerne give klart udtryk for min støtte til fru Fragas ændringsforslag om, at der bør anvendes most fremstillet i EU i forbindelse med tilsætning.

  Anne Laperrouze, for ALDE-Gruppen. - (FR) Fru formand, fru kommissær, kære fru Batzeli, mine damer og herrer! EU's vinsektor repræsenterer en yderst vigtig økonomisk aktivitet, især hvad eksporten angår. EU er verdens førende vinproducent. Det globale forbrug stiger, og alligevel er den europæiske sektor i krise. Det er en paradoksal situation.

Vi har arbejdet lidenskabeligt her i Parlamentet på linjerne i en reform af den fælles markedsordning for vin. Vinbønderne viderefører takket være deres knowhow traditionen i en moderne vinavl. Disse kvinder og mænd er lidenskabeligt optaget af deres fag. Og det er vores ansvar at forsvare dem med lidenskab, hjælpe dem med at holde stand mod de økonomiske realiteter og vise dem vores støtte. Men Kommissionen svarer koldt på lidenskaben med udtryk som omfattende rydning, liberalisering af plantningsrettighederne og afskaffelse af destillationsmekanismerne.

Det fremgår efter min mening af denne betænkning, som sættes til afstemning torsdag, at Parlamentet godt nok svarer med et reformforslag, men det er en progressiv reform. Jeg går ud fra, at medlemsstaterne og især regionerne skal have betydelige manøvremargener. Der er heller ingen, der kan benægte, at der i visse områder ikke kan gro andet end vinstokke. Og ingen kan sætte spørgsmålstegn ved vinbøndernes bidrag til landskabets struktur.

Via deres kompetencer i egnsplanlægning har medlemsstaterne og regionerne derfor de ønskede evner til at evaluere beplantnings- eller rydningspolitikker i et snævert samarbejde med producenterne og repræsentanterne for sektoren.

Det er sandt, at nogle af værktøjerne i den nuværende fælles markedsordning nu er uhensigtsmæssige eller dårligt udnyttede, men jeg forventer ikke desto mindre af Kommissionen, at den tager sig tid til sammen med medlemsstaterne at analysere konsekvenserne af, at de aktuelle FMO-værktøjer og især destillationsmekanismerne forsvinder eller erstattes. Jeg forventer af Kommissionen, at den foreslår nogle værktøjer til markedsregulering og styring af eventuelle kriser.

Opskriften er enkel: kvalitetsvin og salgsfremstød. Det globale forbrug stiger, og det økonomiske og kulturelle opsving i nogle lande ledsages af en vilje til forbrug. Det er vigtigt, at Fællesskabets konkurrenceevne på dette område skærpes gennem aktioner på alle stadier af produktion og markedsføring. Hvad angår den ønologiske praksis, råder de nye producentlande over en smidigere lovgivning. Jeg tror, at vi må være forsigtige for at undgå, at vores klassevine bliver globaliserede. Vi bliver i hvert fald nødt til at lette de krav, der er pålagt de europæiske producenter, og give plads for en tilpasning til efterspørgslen og en bedre konkurrenceevne. Jeg støtter et forbud mod vinfremstilling på importeret druemost og mod, at det blandes med druemost fra EU.

Til slut vil jeg gerne minde Dem, fru kommissær, om, at vinene tager smag efter den jord, de er dyrket på, årstidernes farve og vinbøndernes ånd. De tager smag efter landet, efter EU. Det minder mig om et mundheld af ukendt oprindelse: "En stor vin kræver en passioneret tåbe til at dyrke vinmarkerne, en from mand til at kontrollere den, en klarsynet kunstner til at brygge den, en forelsket mand til at drikke den og en digter til at lovprise den".

  Sergio Berlato, for UEN-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, fru kommissær! Vin er for os ikke bare et landbrugsprodukt og en handelsvare, men repræsenterer også vores historie, kultur og traditioner. Derfor kan vi ikke acceptere en reform, der hovedsagelig tager sigte på nedskæringer inden for en sektor, som i dag kun bruger 3 % af budgetmidlerne, mens produktionen har en merværdi på 7 %.

Kommissionen foreslår en reduktion af produktionen og en rydning af 400.000 ha vinmarker over fem år med den begrundelse, at det er nødvendigt at reducere administrationsomkostningerne for produktionsoverskuddene og at forbedre Europas konkurrenceevne efter princippet om, at "kun de stærkeste overlever på markedet." Man kan sjovt nok konstatere, at mens man i Europa ønsker at rydde vinmarkerne, fremmer man i andre lande - f.eks. i Sydafrika og i Sydamerika - en tilplantning af dem.

Eftersom den globale efterspørgsel ikke er faldende, men stigende, lader det til, at Kommissionen agter at skabe en balance på EU's indre marked uden at tage højde for den globale efterspørgsel og balancen på verdensmarkedet og uden at tage højde for, at vi med en forhastet reduktion af Europas vinproduktion risikerer at fjerne vinplantager, som måske ikke giver produkter, der har overvældende succes på markedet, men som er regionale kvalitetsprodukter, hvis historiske traditioner har dybe rødder og selv i dag er vigtig for samfundsstrukturen i hele regioner.

Sandheden er, at vine fra den nye verden vinder markedsandele takket være en stadig større forbedring af produkternes kvalitet kombineret med konkurrencedygtige priser. De nye indgrebsmetoder burde gøre det muligt for hele sektoren at tage de nye udfordringer op, som et stadig mere globaliseret marked giver. Den rigtige løsning er stadig at investere i de europæiske vines kvalitet og særpræg, at reducere omkostningerne og at reklamere for vin med det formål at gøre markedet større. Vi frygter også, at liberaliseringen af de nye ønologiske metoder kan skade vinens omdømme og dermed gå ud over den tillid, som forbrugerne har til produktet, hvilket ville have nogle meget alvorlige konsekvenser for forbruget.

Fru kommissær! Det er nødvendigt med en reform af vinsektoren, som styrker den europæiske vins konkurrenceevne, idet man omlægger vinmarkerne, så de bliver mere konkurrencedygtige, og arbejder for at fremme vindyrkningens bevarelse i områderne og miljøet. De geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne bør betragtes som instrumenter, der er absolut nødvendige for bedre at kunne sikre og beskytte de europæiske forbrugere.

Endelig anmoder vi om, at man i EU's nye vinpolitik sørger for sektorens fremme og udvikling på verdensmarkedet.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, fru kommissær! I ordføreren har vi en virkelig engageret forkæmper for den europæiske vin. Der er mange ting, jeg er uenig med hende i, men at hun engagerer sig, det må man lade hende. Selv om jeg snarere hælder til Kommissionens forslag, må jeg minde om, at den liberalisering, som man forsigtigt foretager, i mange regioner bliver opfattet som en noget hensynsløs politik fra Bruxelles. Det bør De tage alvorligt, og det påpeger ordføreren også. Da hun inviterede os på græsk vin i aften, var jeg helt enig med hende i - og det håber jeg også, De var - at ingen kunne komme på den tanke at lave spiritus af den vin, som vi der fik præsenteret. Og det er netop problemet. Vi skal markedsføre vin som et kvalitetsprodukt, og vi skal også give vinavlerne mulighed for at gøre dette.

Med hensyn til rydningen - som jo ikke skal være nogen tvangsrydning, det må De hele tiden præcisere, men et tilbud til vinavlerne om at holde op, hvis de ikke længere ser nogen fremtidsmuligheder på vinmarkedet - så bør Kommissionen træffe foranstaltninger for at optimere markedets fremtid. Altså først give tilbud og så sige, at hvis det ikke nytter noget, så kan I gå ud af vindyrkningen med offentlig støtte.

Så er der spørgsmålet i forbindelse med regionerne. Det handler om penge, fru kommissær! Regionerne har fået penge, og hvis man nu standser et bestemt initiativ, bliver regionerne frataget penge. Det er altså rent materielle ting, der kæmpes om. Også her bør man forsikre regionerne, at de fortsat vil få disse midler - ud fra visse kriterier i det socialøkologiske tilbud og rettet mod markedet - så disse regioner kan fortsætte med at være vinregioner. Hvis det foregår på den måde, har man taget meget spænding ud af sagen, og så kan man også være enig med ordføreren.

  Diamanto Manolakou, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Fru formand! Den sidste reform af den fælles landbrugspolitik tog sigte på en hurtigere reduktion af landbrugssektoren og støtten til denne for at spare midler, der kunne bruges til andre befolkningsfjendtlige politikker.

Samtidig fremmer man tilintetgørelsen af små og mellemstore landbrug, så jord, produktion og handel koncentreres på nogle få hænder. Vin er ikke undtaget fra dette mål.

Hvad nu, hvis Europa er verdens førende inden for produktion, forbrug og eksport takket være de gode kvalitetsvine, der produceres? Det vigtigste for Kommissionen er konkurrence og liberalisering af importen af vin og most, og det rammer den europæiske produktion og undergraver kvaliteten.

Derfor kræves omfattende rydning med stærke incitamenter og salg af de små og mellemstore vinavleres rettigheder til branchens virksomheder, hvorved man også begunstiger karteldannelsen. Som alibi bruger man de strukturelle overskud og nødvendigheden af at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel på EF-markedet for at sikre bedre priser.

Det er et latterligt alibi. Når importen af most og vin fra tredjelande liberaliseres, og det bliver legalt at blande dem med EF-produkter, vil det nemlig - sammen med anerkendelsen af ønologisk praksis, hvor der indgår andre stoffer i vinfremstillingen - ændre vinens karakter fra et landbrugsprodukt til et industriprodukt, og det betyder nemmere import af billige vine og forringelse af kvaliteten.

Det er helt sikkert, at de europæiske vinmarker vil blive indskrænket, de små og mellemstore vinavlere vil gå til grunde, og importen vil vinde. Desuden er rydningsforanstaltningen også blevet brugt tidligere, nemlig for 10 år siden.

Dengang blev over 20.000 ha ryddet. Overskuddet blev midlertidigt reduceret, men problemet opstod igen på grund af en massiv import, og det førte til destillation af selv vine af høj kvalitet.

Flere tusind små og mellemstore vinavlere gik imidlertid til grunde. Derfor kan Kommissionens forslag ikke bruges som forhandlingsgrundlag, da det ikke tager fat om vindyrkningens problem.

Jeg er således heller ikke enig med dagens betænkning, da den i bund og grund foreslår en længere overgangsperiode for gennemførelsen af den nye forordning med visse ændringer i de foreslåede foranstaltninger for på denne måde at mildne konsekvenserne.

  Hélène Goudin, for IND/DEM-Gruppen. - (SV) Fru formand! Det er lykkedes producenter i andre dele af verden at producere vine, som falder i de europæiske forbrugeres smag, samtidig med at disse vine er billigere end europæisk vin. Dette skal, ifølge ordføreren, modvirkes ved at pumpe flere penge i landbrugspolitikken, samtidig med at der gennemføres forskellige kampagner.

Der er ingen tvivl om, at der produceres fortrinlige vine i Europa. Det principielt interessante spørgsmål er, om man skal tillade, at fattigere lande presses ud, så den europæiske vinproduktion kan blive tilgodeset.

Den nye verden udgøres helt sikkert af økonomiske kæmper som USA og Australien, men også af nyligt industrialiserede lande som Sydafrika, Chile og Argentina. I disse lande produceres vinene ofte i fattige, tilbagestående områder. Det sociale sikkerhedsnet, der findes i EU-staterne, findes ikke på samme måde i førnævnte lande. Hvis vinproduktionen i disse områder hindres, får det store konsekvenser for befolkningen.

Det er vigtigt at have et helhedsperspektiv, og også et folkesundhedsperspektiv, når man diskuterer dette emne. Betænkningens protektionistiske præg er ufordelagtigt i det lange løb for både EU's og den nye verdens vinproducenter. Vin er trods alt en alkoholholdig drik. EU skal derfor ikke sponsorere kampagner, som opfordrer til et øget vinforbrug.

  Jean-Claude Martinez, for ITS-Gruppen. - (FR) Fru formand, fru kommissær! Siden den 22. juli 1993, som var datoen for det første forslag til reform af vinsektoren, har vi fået at vide, at vi skal rydde vores vinmarker, hvilket bakkes op med tal.

Vi fik f.eks. at vide i 1993, at forbruget i 2000 ville falde til 115 millioner hl. Det var på 127 millioner, Kommissionen regnede 12 millioner forkert. Vi fik også at vide, at der var overproduktion, men hvor? På det globale marked, med konsumalkohol, manglede der 9 millioner hl i 2002 og 11 millioner i 2003. Og vi ved, at det gryr for vinbønderne især i Kina, hvor formand Mao sagde: "Lad folket drikke vin".

Så hvad gemmer der sig bag denne reform om fri beplantning, tørsukring, destillation, tilsætning af træspåner, import af druemost og naturligvis rydning? Med rydningen af 400.000 ha, som er den mest voldelige i hele vindyrkningens verdenshistorie, eftersom vi skal tilbage til kejser Domitian i 92 for at finde en lignende begivenhed, forfølger Kommissionen i realiteten to mål. For det første at opgive vores vineksport til den sydlige halvkugle inden 2015 til gengæld for dennes marked for tjenesteydelser. For det andet at Nordeuropas pensionister lidt efter lidt skal bosætte sig i Sydeuropa. Europa har således brug for en ejendomsreserve, og denne reserve befinder sig i de 400.000 ha, som skal ryddes for at plante huse, 4 millioner huse, på 4 milliarder kvadratmeter, med 1.000 milliarder euro i omsætning.

Det er her, i dette ejendoms-hold-up, tragedien ligger. For vinen er ikke blot en fælles markedsordning. Vin er mere end landbrug og også mere end kultur, på trods af malerne, de 275 vinpoeter og byplanlægningen i de 5.000 landsbyer med vinavl i Europa. Vin er berøringsfladen til det guddommelige. I øvrigt var Jesu' første mirakel ved brylluppet i Kanaan at gøre vand, ikke til whisky og cola, eller til finske Nokia-mobiler, men til vin. At rydde disse marker er altså ikke som at overlade fårene til New Zealand eller kyllingerne til Brasilien, det er som at rykke Europas identitet op med rode.

Og derfor, fru kommissær, bør De holde på den vin, om hvilken argentineren Jorge Luis Borges sagde, at det er den dybe patriarkalske flod, der løber gennem verdenshistorien.

  Giuseppe Castiglione (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer, fru kommissær! Jeg vil gerne takke fru Batzeli for hendes arbejde, og jeg vil ligeledes gerne takke kommissær Fischer Boel for den lydhørhed, som hun har udvist, siden meddelelsen blev udarbejdet. Vi håber, at det lovgivningsmæssige forslag, der bliver forelagt os, er i tråd med de mange angivelser, som både Parlamentet og de europæiske producenter er kommet med. Det er en meget vigtig udfordring, hvor vi skal gøre de europæiske vindyrkere i stand til at sætte skub i markedet, genvinde deres konkurrenceevne og ikke mindst gøre det muligt for vores vine at konkurrere med tredjelandenes, så vi får gamle markeder tilbage, men også kommer ind på nye markeder.

Nogle af løsningerne bryder vi os slet ikke om, og vi er navnlig af den opfattelse, at hovedpunktet i reformen ikke må være en definitiv rydning. Denne foranstaltning vil føre til en massiv og uhæmmet opgivelse af den vanskelige vindyrkning, som ikke bare tjener til vinfremstilling, men også spiller en rolle for miljøet og landskabet. At foretage en rydning på et tidspunkt, hvor de nye vinproducerende lande tilplanter, er således ensbetydende med at overlade nye og store markedsandele til disse lande. Vi skal træffe et valg, og vores valg kan kun være at producere kvalitetsvin, som ikke bare er på højde med en hvilken som helst anden drik. Når vi reklamerer for vores vin, skal vi også reklamere for vores traditioner, områder, kultur og merværdi, der er et udtryk for en stor historisk og kulturel værdi.

Derfor bryder jeg mig heller ikke om forslaget om, at det skal være tilladt at tilsætte importeret most til vores vine eller at blande dem op med vine fra tredjelande, og det samme gælder forslaget om at angive vinens fremstillingsår på etiketten uden en geografisk oprindelsesbetegnelse, så det bliver muligt at anvende egnsspecifikke sorter. Dermed risikerer man først og fremmest at vildlede forbrugerne.

Hvad liberaliseringen angår, skal vi til gengæld beskytte vindyrkernes indsats og investeringer, fremme vores geografiske betegnelser på internationalt plan og undgå en økonomisk nedprioritering af dem. Der er to ord, som vi skal huske, nemlig fleksibilitet og markedsorientering. Men "fleksibilitet" er ikke ensbetydende med en fuldstændig, pludselig og vilkårlig afskaffelse af alle de nuværende administrationsforanstaltninger. Desuden mener jeg, at ressourcerne bør fordeles ud fra det historiske kriterium, dvs. ved at følge det samme kriterium, som er blevet anvendt for alle de andre reformer, der er vedtaget hidtil.

  Vincenzo Lavarra (PSE). - (IT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg betragter fru Batzelis betænkning om den fælles markedsordning for vin som forberedelsen til en dialog, der fører til en lovgivningsmæssig beslutning og således til nogle endelige bestemmelser i årets løb. Efter min mening er det dog hensigtsmæssigt, at Parlamentet udtaler sig om nogle af hovedpunkterne i forslaget, og et af disse er naturligvis rydningen.

Ligesom andre parlamentsmedlemmer er jeg ikke enig i, at dette forslag kan være den eneste mulighed for at genskabe balancen. Vi er nødt til at konkurrere på verdensmarkedet, og europæisk vins styrke ligger i en opprioritering af kvaliteten og de traditionelle metoder. Det samme er tilfældet med tilknytningen til områderne og de århundredgamle metoder, der anvendes til denne produktion.

I den forbindelse er jeg også modstander af en import af most, og PSE-Gruppen har stillet et ændringsforslag i den retning. Jeg tror, at dialogen - også via forhandlingen i dag - vil give positive resultater, også når det gælder overgangsperioderne mod foranstaltninger såsom destillation, der, hvis de afskaffes med det samme, vil fjerne sikkerhedsnettet under mange vindyrkere. Hvis vi lytter til hinanden, tror jeg dog, at vil vi kunne støtte den europæiske produktion på verdensplan.

  Marie-Hélène Aubert (Verts/ALE). - (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vi blev allerede for nogle måneder siden alarmerede over den aftale om vin, der blev indgået med USA, og som vi måtte anmode om en uopsættelig forhandling om. Aftalen indeholdt allerede nogle dårlige ingredienser fra den reform, De foreslår i dag, nemlig en svækkelse af de europæiske kvalitetskriterier for vin, forvirring i de geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne, godkendelse af yderst foragtelige økologiske praksisser og større åbning af markedet til fordel for standardiserede produkter, som er beregnet på den lige så standardiserede globale forbrugers smag.

Der er ingen tvivl om, at forhandlerne og eksportørerne vil nyde godt af forslaget, men det bliver i hvert fald ikke lettere at udvikle en produktion, som er nært og kulturelt knyttet til sit lokalområde, det bliver i hvert fald ikke lettere at opnå den rige variation og smag i de europæiske vine, og det bliver i hvert fald ikke bedre for forbrugeren, som snart må indtage en bryg, der med nød og næppe fortjener at blive kaldt vin, og heller ikke for vinbønderne, som arbejder hårdt og nogle gange i vanskelige områder og på små overflader for at bevare et højt kvalitetsniveau på vinen og glæden ved at drikke den.

Så ja, lad os sætte en stopper for de mest absurde foranstaltninger, som fremmer overproduktionen og har for mange utilsigtede virkninger, men jeg beder Dem, fru kommissær, kæmp sammen med os, og afsæt de midler, der skal til for at fremme kvalitetsvinene, anerkende varieteten i smag og områder, bevare jorden og den biologiske mangfoldighed, og lad os udbrede kendskabet til den forunderlige alkymi i europæisk vin, som har eksisteret i mere end 2.000 år, til resten af kloden.

  Vincenzo Aita (GUE/NGL). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Tallene taler deres tydelige sprog. I de seneste år er Europas produktion faldet, mens andre lande uden for Europa konstant øger deres produktionsandel. Når EU i dag foretager en reform af den fælles markedsordning for vin, skal vi huske, at den kommer til at berøre ca. 3.400.000 ha og 3.000.000 ansatte. Hvis vi betragter rydning som et instrument, der kan genskabe balancen på markedet, går vi samme vej som i forbindelse med de tidligere ændringer af markedsordningerne for tobak og sukker. Vi må ikke fortsætte i den retning, da den medfører et fald i beskæftigelsen og en opgivelse af hele landbrugsdistrikter, der ofte ligger i områder, som er sårbare set ud fra et hydrogeologisk synspunkt.

Derfor bør der med en hvilken som helst reform først og fremmest tages hensyn til virksomhederne, arbejdstagerne og miljøbetingelserne, og det er kun ved at forsvare og bevare det europæiske landbrugsproduktionssystem, at vi kan sørge for kvalitet og forbrugersikkerhed. Der er ingen tvivl om, at det arbejde, som ordføreren, fru Batzeli, har gjort, har medført en forbedring i forhold til kommissærens holdninger. Efter min mening er der dog stadig nogle bekymrende aspekter.

Vi skal først og fremmest opgive forslaget om en rydning og omlægge produktionen for de produkter, der klarer sig dårligt på markedet, idet vi satser på kvalitetsprodukter. De seneste europæiske eksportdata viser, at kvalitet bliver belønnet, og det gælder således for de produkter, som har tilknytning til vores områder og traditioner. Det er den vej, vi skal gå, og ikke i retning af at gøre vin til et simpelt industriprodukt. Derfor siger jeg nej til sukkertilsætning, og derfor er det nødvendigt at opstille nøje regler for vinfremstilling.

I den forbindelse bør vi ikke afvise tilsætningen af europæisk most, eftersom det er en europæisk vindyrkningstradition, der ikke går ud over selve vinens kvalitet. Det er således vigtigt, at vi bevarer støtten til finansiering af most. Når alt kommer til alt, er vi med en hvilken som helst reform nødt til at tage højde for de klimaforandringer, der sker i øjeblikket, og som vil få alvorlige følgevirkninger i visse dele af Sydeuropa og vende op og ned på produktionssystemerne. Tiden er nu inde til, at Europa forsvarer sine områder, sin kultur og sine traditioner.

  Esther Herranz García (PPE-DE). - (ES) Fru formand! Vin bliver ikke produceret, idet det udvikles og plejes. Der er tale om en hårfin om end vigtig forskel, idet den siger meget om de personer, der taler, og om deres holdninger til og forståelse for sektoren. Den europæiske vinsektor har problemer. Sektorens grundlæggende problem i øjeblikket er den vanskelige situation, der er blevet skabt som følge af øget intern efterspørgsel, samtidig med at det globale forbrug fortsat stiger.

Det problem skal imidlertid løses, og i denne forbindelse skal der tages hensyn til dets mange følger, idet den europæiske sektor oplever en stigende import. Problemet er således ikke vores produkt, men salgsprisen. Hvorfor sælger vi til forskellige priser? I alt væsentligt fordi europæiske producenter ikke er underlagt de samme krav som producenter fra tredjelande, men snarere langt flere krav, og de konkurrerer derfor ikke på lige vilkår.

Vi skal gøre sektoren konkurrencedygtig, ikke ved at rydde 400.000 ha med vinstokke, men ved at udøve kontrol, ikke ved at liberalisere på en vilkårlig måde, men snarere ved at kontrollere, fremme og beskytte de europæiske vines kultur, tradition og kvalitet, idet vin ikke produceres, men plejes og udvikles. Vi skal derfor støtte denne kultur og fremme forbrugernes viden om de vine, de drikker, og om, hvornår en vin er en vino de crianza eller en vino de reserva, en gran reserva, en bordvin, en vino de la tierra, en vino de añada eller andre betegnelser, vi måtte vælge. Vi skal forbedre og supplere alle kvalitetsvinene, føre tilsyn med vinfremstillingsmetoderne, fremme et ansvarligt forbrug og frem for alt forskning, udvikling og innovation. Dette skal ikke ske ved at producere, men snarere ved at udvikle vinen i en kultur, en tradition og en kvalitet, der er karakteristisk for europæiske vine, under hensyntagen til vores traditioner og frem for alt øgede krav med henblik på at harmonisere kvaliteten på et højere og aldrig på et lavere niveau.

Vi håber derfor, at der i Kommissionens forslag i det mindste gives udtryk for lederskab og fantasi, og at det reelt vil sikre sektorens konkurrencedygtighed.

  Luis Manuel Capoulas Santos (PSE). - (PT) Fru formand! Jeg gerne først takke fru Batzeli for den gode måde, som hun har løst denne vanskelige opgave på, og endnu en gang takke kommissæren for at være til stede her i dag.

De politiske debatter, høringerne, møderne med sektorens repræsentanter, de besøg, som vi har aflagt i de forskellige medlemsstaters vinproducerende regioner, og de mange hundreder ændringsforslag viser den store interesse, som medlemmerne har i, at dette for det europæiske landbrug så vigtige spørgsmål bliver grundigt behandlet.

Der hersker enighed om, at der er behov for en reform, og det bør retfærdigvis nævnes, at der ikke er fremsat alternativer til den model, som Kommissionen har foreslået. Der er dog betydelige meningsforskelle mellem Parlamentet og Kommissionen med hensyn til, hvornår, i hvilken grad og på hvilken måde de vigtigste foranstaltninger skal gennemføres på. Det er helt sikkert rimeligt at rydde dårlige vinstokke, men man bør tage de ulovlige først, og det er uforståeligt, at den endelige beslutning om rydning ikke overlades til medlemsstaterne. Det er helt sikkert rimeligt at gøre en ende på subsidieret destillation, men støtten til destillation af bordvin til konsumalkohol bør sikres for hedvinene, der er så vigtige for europæisk eksport.

Det giver ikke mening at ville fremme de europæiske vines autentiske og typiske karakter og samtidig foreslå fri adgang for koncentreret most fra tredjelande. Denne betænkning er udtryk for Europa-Parlamentets overbevisning og engagement. Jeg håber, at Kommissionen vil tage imod vores forslag, så vi kan få en god reform af denne sektor.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Fru formand! Som kommissæren her har bekræftet, er det vigtigste redskab i den reform af den fælles markedsordning for vin, som hun agter at gennemføre, rydning af vinstokke som et middel til at bringe vinmarkedet i ligevægt. Det betyder, at de mindre udviklede regioner rammes særlig hårdt, især familiebrugene og landbrugere med lave indkomster, hvilket vil få katastrofale følger socialt og miljømæssigt og føre til øget ørkendannelse og afvandring fra landdistrikterne.

For store områder i de sydeuropæiske lande som f.eks. Portugal kan følgerne blive katastrofale og desuden betyde øget risiko for skovbrande om sommeren. Vi lægger derfor afgørende vægt på at beskytte vin og vindyrkning, der er en grundlæggende bestanddel af den europæiske civilisation, ikke mindst i Middelhavslandene. Vi ønsker, at vores landmænd skal blive ved med at producere bedre og bedre vin og bevare destillation af bordvin til konsumalkohol. Vi modsætter os tendensen til i stedet for vin fremstillet af druer at foretrække industrivin produceret af importeret most fra tredjelande. Fru kommissær, der skal værnes om vores gode kvalitetsvine!

  Christa Klaß (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru kommissær Fischer-Boel, mine damer og herrer! "Det, der udmærker Europa, som udgør Europas sjæl, det er den måde, vi håndterer vores mangfoldighed på" og "Europas sjæl er tolerance". Sådan sagde vores rådsformand Angela Merkel i sin tale den 17. januar her i Europa-Parlamentet.

I de sidste uger og måneder har vi ført mange diskussioner om forslagene til reform af vinmarkedet. Nord og syd, de enkelte vinregioner - en mangfoldighed af meninger og interesser stødte på hinanden. Batzeli-betænkningen ville for hver af os, hvis vi havde kunnet skrive den alene, se anderledes ud, mere prægnant, mere konkret og kortere. Men det er lykkedes os at forene alle interesser i en moderat form, så de også kan støttes af alle.

Det er altså et kompromis, som ikke bare tolererer mangfoldigheden i Europas vinsektor, men også respekterer den og videreudvikler den, om end med små skridt.

De, fru kommissær, har i de seneste måneder gjort Dem den ulejlighed at besøge mange vinregioner. Tak for det. De har set, hvor forskellige regionerne er. Netop på vinområdet har vi brug for flere nationale og regionale differentieringsmuligheder, nationale budgetter fra første søjle, på grundlag af hvilke man kan vælge og gennemføre de passende foranstaltninger fra et initiativkatalog for vin i regionerne, som skal udarbejdes af EU.

Vi er enige om, at vi ikke vil give op, vi vil ikke rydde, vil ikke nedlægge 400.000 ha. Vi vil kæmpe for markedsandele, for vores arbejdspladser, vores kulturlandskab og vores europæiske livskultur. Vinen hører til Europa, og vi må bevare traditionerne og dermed også de traditionelle ønologiske metoder. Konkurrenterne står på spring i hele verden, fru kommissær, for at levere det, som vi nedlægger.

Der er en ting, som diskussionen har vist, nemlig at tingene ikke kan ændres på kort sigt, vi må være tålmodige. Politik skal være pålidelig. Men aktionerne skal være langsigtede og rettet mod markedet.

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vi har ikke arbejdet forgæves. Først vil jeg gerne takke fru Batzeli for hendes betænkning, som ændrer de alt for liberale forslag, der blev stillet af Kommissionen sidste sommer, i dybden og på en meget positiv måde.

Vi er så sandelig nødt til at sende et klart budskab til hele vinsektoren, som er ramt af en alvorlig krise. Vi ved, at et faldende forbrug i Europa koblet med en voksende import fra tredjelande har ført til et fald i priserne og i vinbøndernes indkomst, og at kun en målrettet reguleringspolitik og ikke liberalisering for fulde sejl vil få os ud af krisen.

Vi vil fremme vinavl af en vis kvalitet med respekt for vores distrikters karakter og traditioner samt for diversiteten i bedrifterne, især i familiebedrifterne. Omfattende og vilkårlig rydning af 400.000 ha opfattet som en strukturel løsning må klart udelukkes. Plantningsrettighederne skal bevares sideløbende med øget kontrol for at forebygge ulovlig plantning. Tildeling af nye rettigheder registreret i den tilpassede fortegnelse over vindyrkningsarealer skal først og fremmest komme unge vinavlere, som producerer kvalitetsvin, til gode.

Brancheorganisationerne spiller en stor rolle for sektorens konkurrenceevne, og det er vores opgave at styrke dem gennem nationale operationelle programmer. Endelig kræver det at oplyse om et fornuftigt vinforbrug og skabe en dynamisk eksporthandelspolitik samt opnå en forenkling af mærkningen, at der reelt afsættes betragtelige budgetmidler.

  Ioannis Gklavakis (PPE-DE). - (EL) Fru formand, fru kommissær! Vi skal til at vedtage betænkningen om Kommissionens meddelelse om den fælles markedsordning for vinprodukter samt en række ændringsforslag.

Hvad er det grundlæggende budskab, vi gerne vil sende til Kommissionen:

- for det første nej til ukontrollerede rydninger, der kan medføre, at værdifulde produktionsområder, hvor der fremstilles anerkendt kvalitetsvin, opgives;

- for det andet bevarelse af visse interventionsforanstaltninger - og her tænker jeg på destillation - der skal afbalancere markedet og indirekte støtte producenternes indtægt;

- for det tredje oprettelse af nationale lister over forskellige aktiviteter, som medlemsstaterne kan vælge udfra. For at disse lister kan give resultater, skal der imidlertid være tilstrækkelige midler;

- for det fjerde skal vi naturligvis undgå at overføre midler fra den første til den anden søjle, da det i virkeligheden vil svække den fælles markedsordning.

Vi bør samle vores opmærksomhed om drastiske løsninger, og jeg kan nævne to af dem:

- for det første må vi først og fremmest stræbe efter at bevare EF-vinproduktionens høje kvalitet. Det vil vi kunne bruge som grundlag;

- for det andet - hvad der er vigtigere - er vi nødt til at arbejde for et mere intenst fremstød for EF-vine. Der skal mere end ønsketænkning til for at øge markedsandelen. Kun en aggressiv politik kan skabe øget forbrug i og uden for EU.

Der er naturligvis forskellige holdninger til forskellige emner i meddelelsen. F.eks. tilsætning til vine. Det er vores - min - opfattelse, at man ikke kan kalde det vin, hvis det er fremstillet med tilsætning af sukker og vand. Vin er et drueprodukt, ikke et sukkerroeprodukt.

Jeg ved, at man vil beslutte at tilsætte sukker. Hvis det besluttes, skal det fremgå af etiketten. Vi er nødt til at være ærlige og beskytte både forbrugere og producenter.

  Bogdan Golik (PSE). - (PL) Fru formand! Jeg vil først og fremmest gerne lykønske Dem med valget og med forsædet under denne forhandling og takke Dem på alles vegne, fordi De med stor tålmodighed har givet os lov til at overskride tiden, hvilket var nødvendigt for alles skyld.

Jeg vil gerne indledningsvis rose ordføreren fru Batzeli for den indsats, som hun har ydet gennem de seneste måneder i forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen om reformen af vinsektoren, og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne for dens fremragende koordinering af arbejdet med dette dokument.

Jeg er enig i, at der er behov for en grundlæggende reform af den fælles markedsordning for vin og for tilpasning af vinproduktionens struktur for at sikre en konkurrencedygtig og afbalanceret europæisk vinsektor. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at fremme et afbalanceret marked hurtigst muligt, da EU's budgetmidler i stigende grad vil blive opslugt, hvis der ikke skabes balance.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på behovet for at støtte udviklingen af landdistrikter i regioner, hvor vindyrkning er af stor betydning for den lokale turisme og et alsidigt landbrug i landdistrikterne, om end den er ubetydelig for EU som helhed. Alle disse områder vil også blive berørt af reformerne. Vi er derfor nødt til at finde løsninger, der reformerer vinmarkedet uden at pålægge den lokale vinfremstilling unødvendige økonomiske restriktioner. Lokale innovationer på vindyrkningsområdet i landdistrikterne i de nye medlemsstater berører desuden ikke det europæiske vinmarked direkte, og det er derfor ikke nødvendigt at regulere disse på grundlag af strenge markedsprincipper. Disse regioner har aldrig skabt omkostningskrævende vinsøer, og foranstaltninger med henblik på at begrænse en fremtidig overproduktion bør derfor ikke gælde i områder med en lav vinproduktion.

  Carmen Fraga Estévez (PPE-DE). - (ES) Fru formand, fru kommissær! Da der ikke blev opnået enighed om et kompromis forud for vedtagelsen af denne betænkning, er den behæftet med en række fejl og modsigelser, som der forhåbentlig vil blive rettet op på i forbindelse med afstemningen.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en af disse fejl i punkt 18 om destillation af biprodukter, hvori det angives, at alkohol hidrørende fra denne form for destillation i hvert fald delvis bør afsættes på markedet for konsumalkohol.

Dette viser en manglende viden om de forskellige former for destillation og om alkohol hidrørende herfra, idet konsumalkohol, der udelukkende er bestemt til produktion af brandy, portvin og likør, er et produkt af høj kvalitet, hvilket på ingen måde kan opnås ved hjælp af alkohol hidrørende fra destillation af biprodukter.

Af disse grunde mener jeg, at vi skal stemme imod dette punkt for at forhindre en yderligere sammenblanding af de forskellige former for destillation og alkohol hidrørende fra denne destillation.

For det andet vil jeg gerne understrege nogle aspekter, der er af afgørende betydning for reformen af den fælles landbrugspolitik, nemlig de budgetmæssige aspekter. I alle tidligere reformer af den fælles landbrugspolitik har fordelingen af midler været baseret på historiske kriterier. I forbindelse med vinreformen agter man overraskende nok at anvende andre formler, der endnu ikke er fuld klarhed omkring, men som skaber stor usikkerhed i sektoren.

Jeg foreslår således også, at vi stemmer for ændringsforslagene om anvendelse af det historiske kriterium i forbindelse med fordelingen af midlerne for at skabe større klarhed i fru Batzelis betænkning.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Fru formand! Kære fru Fischer Boel, vi ønsker virkelig også en reform, en gennemgribende og radikal reform, og Kommissionen og Parlamentet bør være allierede på dette område. Vi er uenige med kommissæren om rydning, idet vi ikke ønsker at tillægge rydning så stor en vægt, da alle parter er enige om, at det er mindst lige så vigtigt at gennemføre strukturændringer og moderniseringer.

Jeg vil gerne henlede kommissærens opmærksomhed på, at der er en stor fare for, at de fattige vindyrkere i de nye medlemsstater vil rydde for store arealer, hvilket kun forværrer de nye medlemsstaters problemer. Derfor skal alle betalinger overføres til det nationale budget, og jeg vil gerne rose kommissæren for dette forslag, idet et nationalt rammebeløb kan være af afgørende betydning for vinsektoren fremover såvel som for hele den fælles landbrugspolitik. Vi bør fastlægge grænserne og herefter overføre midlerne til det nationale budget i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Det er en fremragende løsning, men vores grundlag for fastlæggelse af de nationale budgetter er problematisk, hvis det er korrekt, at 20 % skal baseres på territoriale referencer og 80 % på historiske referencer. Dette ville være en alvorlig forskelsbehandling af de nye medlemsstater. Af hensyn til de nye medlemsstater er det derfor kun acceptabelt at fastlægge det nationale rammebeløb på grundlag af areal, hvis disse oplysninger er korrekte, hvilket jeg ikke håber.

Med hensyn til det femte aspekt om destillation har De ret i, at denne praksis skal indstilles helt. Med hensyn til udvikling af landdistrikter vil vi gerne gøre det muligt at anvende midler afsat til udvikling af landdistrikter til udvikling af vinregioner ud over de midler, der er afsat til vinsektoren.

  Astrid Lulling (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru kommissær! Først vil jeg gerne med tilfredshed konstatere, at kvinderne er toneangivende i denne forhandling. Desværre var denne betænkning fra starten af født under en uheldig stjerne. Betænkningen er ganske vist blevet noget bedre, men jeg synes stadig, den er alt for konfus til at sende de rigtige og klare signaler til Kommissionen, så den kan forstå, fru Fischer-Boel, at alt ikke bliver helt, som De har skrevet i Deres meddelelse. Jeg vil støtte de dele af betænkningen, som fortsat betragter en specifik markedsordning for vin som nødvendig. Men jeg synes, det er en provokation, at Kommissionen nu primært beskæftiger sig med forslag til en enkelt markedsordning for alle landbrugsprodukter, mens vi samtidig i månedsvis har kæmpet med reformen om den fælles ordning for vin, frugt og grøntsager.

Tager Kommissionen os overhovedet alvorligt? Hvilke bagtanker har den? Hvad vinmarkedsordningen angår, skal vi have pengene i første søjle. Vi har brug for en bedre anvendelse af midlerne med det mål at bevare vores produktionspotentiale og forbedre det, vinde gamle markeder tilbage, erobre nye, fremme et moderat og sundt vinforbrug. Vi har brug for mere subsidiaritet, større ansvar til erhvervet, så pengene kan bruges mere målrettet regionalt. Imidlertid må der ikke endnu en gang ske det i forbindelse med fordelingen af de nationale midler, at de regioner, som har gjort sig mindst umage for at fremstille og markedsføre god kvalitetsvin, på grund af såkaldte "historiske kriterier" bliver belønnet for at have brugt hundreder af millioner på destillation af usælgelig vin. Det går ikke! Det er også helt udelukket, at man skulle forbyde de nordlige regioner, som har markedsført deres kvalitetsvin uden EU-penge, at fremstille deres vine efter traditionelle metoder. Det løser ikke strukturproblemerne i de regioner, hvor man har brugt destillationsmillionerne som sovepude og forsømt strukturreformerne.

I virkeligheden har vi ikke noget strukturelt overskud af vin i Europa, mængdemæssigt har vi netop den vin for meget, som er blevet plantet ulovligt. Hvis en vinavler ønsker at stoppe før tid, skal det være muligt og afbødes socialt, men uden at det skaber uoprettelige miljøskader ved rydning i forbindelse med perimeteret for kvalitetsvine. Der skal kunne kæmpes om afsætningsmarkeder i hele verden på fair konkurrencebetingelser. Europæisk vin må ikke produceres med vand fra Europa og importeret most fra tredjelande. Sammenstikning af europæiske og importerede vine kommer heller ikke på tale. Hvad har Kommissionen egentlig forestillet sig?

(Formanden fratog taleren ordet)

  Margrietus van den Berg (PSE). - (NL) Fru formand! Jeg har en anden opfattelse. Det ville være kortsynet at tro, at europæisk politik i denne globaliseringstid kun har konsekvenser for vores egne borgere. Hvis Europa ændrer politikken vedrørende vinsektoren, påvirker det en hel del andre mennesker uden for Europa. Mennesker, som går glip af indtægter på grund af uærlig konkurrence fra den europæiske vinsektor. Derfor er det nødvendigt at integrere politikken på mange områder. Kommissionens forslag om reformer af vinsektoren er et skridt i den rigtige retning. Som næstformand i Udviklingsudvalget og som socialdemokrat er jeg derfor meget skuffet over, at betænkningen fra Landbrugsudvalget forbigår den europæiske udviklingspolitik og ærlig handel. Ifølge betænkningen er det nødvendigt at holde vinsektoren uden for skudlinjen i forhandlingerne i verdenshandelsrunden.

Ifølge betænkningen opstår vanskelighederne i vinsektoren jo på grund af stadig større import fra tredjelande. I mellemtiden er Kommissionen nødt til at træffe alle mulige foranstaltninger for at beskytte vores vinsektor. Hvorfor skulle vi med den ene hånd tage det, som vi med den anden hånd giver udviklingslandene gennem den europæiske udviklingspolitik? Hvorfor skulle vi lukke vores markeder for ærlig konkurrence? Lad kunderne beslutte, hvilken vin de vil drikke, hvad enten det nu er en fransk bordeaux, en sydafrikansk chardonnay eller en chilensk merlot. Ærlig handel med andre lande udelukker ikke en konkurrerende europæisk vinsektor. Protektionistisk vinpolitik udelukker imidlertid i titusindvis af mennesker, som for deres daglige brød er afhængige af en ærlig vinhandel med Europa. Derfor drikker jeg gerne et glas sydafrikansk Groot Geluk med Dem, og jeg siger: "Skål på en sammenhængende europæisk politik! Jeg støtter Kommissionen."

  Oldřich Vlasák (PPE-DE). - (CS) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vinmarkedet har gennem de senere år kæmpet med en overproduktion, som det ikke har været muligt at imødegå på tilfredsstillende vis med den nuværende fælles markedsordning for vin. Støtten til f.eks. vindestillation er efter min opfattelse et meningsløst spild af begrænsede ressourcer. Den nuværende markedsordning for vin tilskynder ikke producenterne af bordvine af ringere kvalitet til at gå over til fremstilling af vine af højere kvalitet. Derfor er det meget vigtigt at gennemføre en markedsreform.

Den europæiske vinsektors konkurrencedygtighed har brug for en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Fru Batzelis betænkning indeholder mange forslag i denne forbindelse, og jeg mener derfor, at der er tale om en velafbalanceret betænkning.

Vi skal fokusere på et centralt område, nemlig budgetreformen. Støtten skal stå i rimeligt forhold til det areal, der anvendes til vindyrkning, og til vinproduktionens værdi. Der bør ikke ydes støtte til rydning af vindyrkningsarealer, hvis det konstateres, at EU-retten ikke er blevet overholdt. Eksportbeløbene for bordvine er fuldstændig usystematiske og forbedrer helt sikkert heller ikke de europæiske vines omdømme.

Vi er sidst, men ikke mindst, nødt til at forstå, at vi ikke må forfølge europæiske producenter, hvis vi ønsker at støtte europæiske produkters konkurrenceevne. De geografiske forhold i de nordlige lande er stik modsat forholdene i de sydlige lande. Sødning af sukkerroer er en tradition i de nordlige lande på linje med syreholdig vin i de sydlige lande. Et forbud vil betyde enden på mange gode vinfamilier i vores lande, traditioner vil blive ødelagt, og løsningerne på de produktionsmæssige problemer i landdistrikterne vil således også blive vanskeliggjort. Tak for opmærksomheden.

  Françoise Castex (PSE). - (FR) Fru formand, fru kommissær! Den europæiske vinavl har brug for en ambitiøs reform. De har nok forstået, at vi ønsker, at den respekterer den europæiske vintradition og de mænd og kvinder, der arbejder i denne sektor.

Men jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på udtalelsen fra Udvalget om International Handel, som blev indlemmet i Batzeli-betænkningen. Reformen af den fælles markedsordning for vin bliver nødt til at tage hensyn til de kommercielle udfordringer. Europa er verdens førende vineksportør, og selv om det er nødvendigt at styrke vores konkurrenceevne over for den stigende konkurrence af vine fra den nye verden, baserer vitaliteten i denne eksportsektor sig især på en internationalt anerkendt kvalitet og autenticitet.

Vi har derfor brug for en offensiv handelspolitik for at promovere kvaliteten i de europæiske vine. Det ville derfor f.eks. være ødelæggende og have den modsatte effekt, hvis vi tillod vinfremstilling af importeret druemost og blanding af europæiske vine med vine fra resten af verden.

Europa-Parlamentets betænkning sætter sig derfor eftertrykkeligt imod dette. På samme måde er det nødvendigt at opnå en bedre beskyttelse af BGB'er og AOC'er i WTO-forhandlingerne og de bilaterale aftaler. Vi ønsker at forsvare en vinproduktion, som er knyttet til regionen, imod vine, som stort set ikke er underlagt kontrol.

Jeg håber, at Kommissionen vil respektere de udtalelser, der optræder i fru Batzeli's betænkning, og jeg hilser hende og ønsker tillykke her i aften.

  Armando Veneto (PPE-DE). - (IT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Den reform, man forsøger at foretage, skal som bekendt være et passende svar på spørgsmålet om det europæiske vinmarkeds konkurrenceevne i international sammenhæng. Vi er enige i, at Europa kun kan løse dette spørgsmål ved at bevare og forbedre vinens kvalitet og fremhæve dens særpræg. Det er dog ikke alle de løsninger, vi har fundet, der er fuldstændigt i tråd med den endelige målsætning. Vi må således sige, at den tekst, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har vedtaget, er den bedst mulige, selv om det er nødvendigt med en yderligere opdatering af den.

Derfor er det fornuftigt, at vi foretager en forsigtig og korrekt administreret reform, der gennemføres i etaper, og som bygger på subsidiaritetsprincippet, så vi respekterer de eksisterende særpræg på nationalt og regionalt plan. Det er således nødvendigt, at landbrugsfinansieringen holdes under første søjle. Vi skal iværksætte informationskampagner om et anvarligt forbrug, vi skal - i det mindste foreløbig - bevare destillationsforanstaltningerne som et sikkerhedsnet for producenterne, og vi skal give medlemsstaterne lov til at begrænse rydningen af vinmarker ud fra strenge miljømæssige og sociale kriterier, så vi navnlig beskytter de små kvalitetsproduktioner.

Når det gælder bevarelsen af de gældende regler for de metoder, der anvendes i forbindelse med vinfremstilling, sukkertilsætning og most, vil jeg bemærke, at visse delegationers ihærdige forsvar for disse metoder rejser spørgsmålet om de nationale interesser kontra EU's interesser og minder om nødvendigheden af at styrke idéen om et forenet Europa, så vi undgår de markedsforvridninger, som en overdreven nationalisme medfører. Hvis det drejer sig om at forbedre de europæiske vines konkurrenceevne, går forslaget om at støtte metoden med tilsætning af sakkarose og anvendelse af most i den forkerte retning, eftersom brugen af disse korrigerende midler forringer kvalitetsniveauet og mindsker de forskelle, der ellers er vindyrkningens bedste udtryk.

Måske kunne vi have gjort en større indsats på dette punkt. Vi kunne have rejst spørgsmålet om EU's interesser og anmodet om - sådan som jeg gør nu - at alle EU-landene uden undtagelse tænker over, om ikke det er uhensigtsmæssigt og politisk ukorrekt at sætte nationale interesser før EU's interesser, og at det er absolut nødvendigt at finde den rette balance mellem disse krav.

  Christine De Veyrac (PPE-DE). - (FR) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Batzeli, der, som vi har hørt, har givet udtryk for en holdning, der deles af et bredt flertal her i salen.

Lad os sige det en gang til, Kommissionens forslag er ikke acceptable, som de ser ud nu. Det ligger ikke til os at benægte, at der er et problem. Det europæiske forbrug falder, og vores eksport stagnerer, samtidig med at vores vinimport stiger. Stillet over for denne situation svarer Kommissionen med at foreslå en plan for omfattende rydning af vinmarkerne, hvilket virkelig vil være enden for vores vinbønder.

Vi får godtnok at vide, at der er overproduktion, men ved at nægte at røre ved importen, bruger man den europæiske produktion som variabel for at tilpasse markedet. Dette er ikke acceptabelt. Rydningen af vinmarkerne kan kun godkendes, hvis den er baseret på et frivilligt valg, hvilket kræver betragtelige økonomiske kompensationer, og hvis vi introducerer tanken om en midlertidig rydning.

En anden ting, jeg er overbevist om, er, at et beskåret budget for den fælles markedsordning for vin heller ikke er acceptabelt. Kommissionen nævner muligheden for at overføre en del af budgettet til udvikling af landdistrikterne. Men bortset fra at det ville sætte spørgsmålstegn ved selve princippet om en specifik fælles markedsordning for vinavl, kan jeg dårligt se, hvordan man kan reducere nogle midler, som allerede er meget små, ikke mindst fordi vi netop har budt velkommen til to nye medlemsstater, som også er producenter. Vi er derfor, som flere iblandt os har sagt, imod en overførsel, ja imod enhver overførsel af midler fra den første til den anden søjle i FLP.

En tredje ting, jeg er overbevist om, og det vil jeg slutte af med, er, at vi i virkeligheden for vores vedkommende tror på, at europæisk vinavl har en fremtid. Vi tror på, at vinbøndernes tid endnu ikke er forbi. At fremtiden ikke ligger i at samle produktionen, som planen for omfattende rydning af vinmarkerne foreslår. Vi skal opbygge denne fremtid ved at styrke konkurrenceevnen for vores vine, især i udlandet. Det er derfor, vi mener, at førsteprioriteten i en reform af den fælles markedsordning for vin skal være at øge attraktiviteten af vores vine gennem en storstilet plan for promovering og markedsføring af vores vine i resten af verden.

Jeg var glad, fru kommissær, for at høre Dem sige det for lidt siden. Nu venter vi bare på noget konkret.

  Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Jeg vil rette en varm tak til fru Batzeli for hendes fremragende indsats og udtrykke min tilfredshed med, at betænkningen er udarbejdet af et græsk medlem, da vindyrkning i mit land har en århundredgammel historie.

Som landbrugsprodukt har vin gennem tiderne haft en central plads i vores liv, vores skikke og sædvaner, vores historie, vores glæder og sorger. Den er således en integreret del af vores kultur.

Det er derfor meget positivt, at den græske vinsektors synspunkter også kommer klart frem i denne betænkning. Samtidig giver fru Batzelis betænkning klart udtryk for Parlamentets holdninger til Kommissionens foreslåede nye markedsordning for vinsektoren, hvor varsomhed og logik stilles over for Kommissionens efter min opfattelse forhastede og forenklede indledende tanker.

Jeg vil opfordre til at stemme for betænkningen uden ændringer.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne takke ordføreren og alle skyggeordførerne for deres arbejde. Det er den tredje reform af vinsektoren inden for 12 år, og det glæder mig, at det med en meddelelse fra Kommissionen denne gang er muligt at opnå en tilnærmelse af de forskellige holdninger og mål. I begyndelsen lå vores holdninger meget langt fra hinanden, fordi vin er et meget følelsesbetonet emne - jeg plejer at sige, at vin er et af landbrugets mest elegante produkter. Det ses også af de næsten 600 ændringsforslag. Den foreliggende betænkning er efter min mening meget positiv langt hen ad vejen. Der er mange kompromiser i den. Jeg vil især gerne fremhæve, at der virkelig er taget højde for de traditionelle ønologiske metoder. Det skal imidlertid være helt klart, at der ikke er nogen mulighed i nogen som helst form for dobbelt udligningsbetaling eller støtte til regioner, for det kan vi ikke forsvare over for Europas skatteydere.

Der er et andet problem, som er vigtigt for os i Østrig. Hidtil har man ikke taget ordentligt hensyn til spørgsmålet om etikettering af bordvine. Vi ønsker under alle omstændigheder, at bordvin ikke bliver etiketteret på samme måde som kvalitetsvine. Her må der foretages en klar skelnen, som er tydelig for forbrugerne.

Endelig vil jeg gerne bede Kommissionen om at læse denne initiativbetænkning omhyggeligt. Det er jeg overbevist om, at De og alle Deres embedsmænd vil gøre. Der er gode forslag i, som vi forhåbentlig vil genfinde i Kommissionens forslag til den nye fælles markedsordning for vin, som skal fremlægges til sommer.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil blot kommentere nogle af de vigtige spørgsmål, som er blevet rejst af mange af medlemmerne under denne meget vigtige forhandling.

Næsten alle kom ind på rydning. Jeg er ikke helt sikker på, at De hørte opmærksomt efter, hvad jeg sagde indledningsvis, nemlig at vi er nødt til at sikre, at rydningstiltag ikke kommer på tværs af vigtige og legitime sociale og miljømæssige hensyn. Lyt opmærksomt efter, når jeg siger, at jeg vil tage hensyn hertil i forbindelse med udarbejdelsen af lovgivningsforslagene.

Hr. Graefe zu Baringdorf gav klart udtryk for, at vores vinavlere ikke skal påtvinges rydning. Det er helt rigtigt. Det bør ikke ske, da afgørelsen om rydning udelukkende bør overlades til vinavlerne og ingen andre. Det er ikke medlemsstaterne eller Kommissionen, der skal træffe afgørelsen, men udelukkende vinavlerne. Vi bør imidlertid ikke tvinge de avlere, der i dag kæmper for at få succes som vinavlere, til at forblive i et erhverv, hvor de ikke kan tjene penge det ene år efter det andet. Lad os give dem mulighed for at forlade erhvervet på en anstændig måde.

Hvad angår destillation, er der endnu ikke nogen, der uofficielt har ønsket at fortælle mig, at der kan være nogen som helst fornuft i krisedestillation. Jeg mener tværtimod, at denne foranstaltning giver vores borgere anledning til at tegne et meget negativt billede af vores fælles landbrugspolitik med henvisning til de forældede metoder og redskaber, som vi brugte førhen. Vi kan ikke forsvare at bruge en halv milliarder euro hvert år på at slippe af med vin, som ingen ønsker at drikke. Det kan ikke gå, og jeg håber, at De er enig heri.

Vi har derfor brug for salgsfremstød. Parlamentet har understreget dette igen og igen, og jeg er villig til at gøre en indsats på dette område. Salgsfremstød på fællesskabsplan må imidlertid ikke være en sovepude for vinsektoren. Vinsektoren skal være langt mere udfarende.

I Irland er vinforbruget stigende. I dag importeres 70 % af det irske vinforbrug fra lande uden for EU. Jeg forstod derfor ganske enkelt ikke, hvorfor der kun deltog to vinproducenter fra lande uden for EU i verdensmesterskabet i pløjning i Irland, der tiltrak 250.000 besøgende Jeg kan kun spørge hvorfor.

Hvad angår vinfremstilling ved anvendelse af importeret most, har jeg fra starten givet klart udtryk for, at vi er nødt til at lægge det hele frem på bordet, og jeg har noteret mig Parlamentets, de forskellige medlemsstaters og de berørte aktørers reaktioner.

Christa Klaß nævnte, at der er enorme forskelle i de forskellige regioner. Det har jeg haft mulighed for at konstatere ved selvsyn, og jeg mener derfor, at vi er nødt til at understrege betydningen af de nationale budgetter i Kommissionens meddelelse. Jeg mener, at det er fremragende, at medlemsstaterne og regionerne har mulighed for at allokere de forskellige redskaber og midler inden for rammerne af et nationalt budget, der er fuldstændig tilpasset de forskellige regioner. Jeg mener, at dette er af afgørende betydning.

Mange har understreget, at vi er nødt til at basere vores fremtidige vinsektor på kvalitet, kvalitet og atter kvalitet, og det er jeg fuldstændig enig i.

Jeg ser frem til vores kommende drøftelser om vinreformen, som jeg vil forelægge for Rådet, forhåbentlig inden sommerferien, og jeg vil herefter med glæde samtidig præsentere den her i Parlamentet som grundlag for vores fremtidige drøftelser.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Zita Pleštinská (PPE-DE), skriftlig. - (SK) Den europæiske vinsektor fremstiller nogle af de fineste vine i verden og har et meget stort potentiale, der skal videreudvikles på en bæredygtig måde. Det stadigt stigende marked i Kina, der nu påbegynder en egentlig vinfremstilling, såvel som den stigende produktion i andre lande som f.eks. Australien, New Zealand, USA, Canada og Sydafrika har betydet, at vine fra den "nye verden" har vundet betydelige markedsandele på bekostning af europæiske vine.

Jeg er enig med Kommissionen i, at skævhederne mellem efterspørgsel og udbud i vinsektoren og de stigende udfordringer på de europæiske og globale markeder også gør det nødvendigt at gennemføre reformer i denne sektor. Jeg er imidlertid fuldstændig uenig i nogle af de løsninger, der er foreslået i Kommissionens meddelelse af 22. juni 2006. Planerne om omfattende og udifferentieret rydning udgør en trussel mod miljøet og er efter min opfattelse et urimeligt anslag mod de europæiske vindyrkningstraditioner. Vindyrkning, der primært er baseret på naturressourcer, har en positiv indvirkning, idet den forebygger jorderosion. Som drivkraft for udvikling i landdistrikterne giver vinavl også mulighed for velstand, hvilket er et stærkt ønske i mange europæiske regioner.

Regionerne i Slovakiet har med deres vindyrkningstraditioner fokuseret på fremme af økoturisme ved at udnytte det potentiale, der ligger i vinruterne i Karpaterne, Kamenínska, Hontianská og Tokaj, og de forventer nu, at reformen af den fælles markedsordning for vin sikrer den europæiske vinsektors dynamiske vækst og konkurrenceevne gennem tildeling af tilstrækkelige finansielle ressourcer, herunder navnlig gennem fremme af innovation.

  Alessandro Battilocchio (NI), skriftlig. - (IT) Jeg er enig med Kommissionen i, at det er vigtigt at forenkle og harmonisere lovgivningsbestemmelserne og at styrke konkurrenceevnen i den europæiske vinsektor, idet man samtidig sikrer den miljømæssige bæredygtighed. På den ene side er det nødvendigt med en gradvis reduktion af støtten til de europæiske landbrugere og af det tunge landbrugsbudget til fordel for andre politikker, men på den anden side er det også nødvendigt, at EU beskytter de bærende sektorer i Europas økonomi. Der er ingen tvivl om, at vinsektoren hører til blandt disse sektorer, eftersom den i 2005 tegnede sig for en produktion med en værdi af næsten 2 millioner euro, og eftersom den alene i Italien omfatter over 2.500.000 virksomheder. Den må ikke overlades fuldstændigt til de frie markedsregler, da fri konkurrence risikerer at gå ud over kvaliteten og mangfoldigheden af den europæiske vinproduktion, der for størstedelens vedkommende er baseret på små virksomheder, som er ude af stand til at konkurrere på internationalt plan. Jeg er desuden utilfreds med de nordeuropæiske landes forsøg - der desværre lykkedes - på at ændre konkurrencebetingelserne i EU ved at foreslå støtte til tilsætning af sakkarose for at øge alkoholindholdet, mens man ikke bevarer støtten til produktion af most, der er en almindeligt anvendt metode i Italien og i andre lande ved Middelhavet, og som giver vores produktion en højere kvalitet.

12. Den fælles landbrugspolitiks støtteordninger (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Lutz Goepel for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om regler for frivillig graduering af direkte betalinger som fastsat i forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 (KOM(2006)0241 - C6-0235/2006 - 2006/0083(CNS)) (A6-0009/2007).

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Det er nu anden gang, at vi har haft mulighed for at drøfte forslaget om frivillig graduering, og jeg vil gerne på ny takke ordføreren, hr. Goepel, for hans betænkning.

Det er ikke nogen overraskelse, at Parlamentet har bekræftet de holdninger, der blev givet udtryk for sidste efterår, og på ny anmodet Kommissionen om at trække sit forslag tilbage. Jeg har kendskab til og forståelse for Parlamentets bekymringer med hensyn til frivillig graduering. De kender mine synspunkter, og det er ikke nødvendigt at gentage Parlamentets argumenter og mine argumenter, men vi bliver nødt til at erkende realiteterne. Som en alternativ løsning i stedet for frivillig graduering ville jeg have foretrukket at sikre tilstrækkelig finansiering gennem vores politik for udvikling af landdistrikter, men der blev truffet en anden afgørelse på det europæiske topmøde.

Én ting står helt klart, nemlig at Parlamentets bekymringer bliver hørt. Selv om Rådet har bekræftet sit ønske om at fastholde sit forslag, forsøger man i øjeblikket at tage hensyn til Parlamentets bekymringer. Der er blevet udtrykt bekymring over, at frivillig graduering vil ødelægge den fælles landbrugspolitik, men som situationen er i øjeblikket, tyder alt på, at frivillig graduering kun vil blive anvendt i meget få medlemsstater med henblik på at sætte skub i nationale programmer for udvikling af landdistrikter.

Som De ved, har vi foreslået, at midlerne skal anvendes i overensstemmelse med næsten alle reglerne for udvikling af landdistrikter. Jeg mener desuden, at det er hensigtsmæssigt, at medlemsstater, der ønsker at anvende frivillig graduering, foretager en konsekvensanalyse forud for anvendelsen, og vi bør også sikre, at anvendelsen af frivillig graduering overvåges nøje, navnlig hvad angår landbrugernes økonomiske situation. Jeg mener også, at dette instrument bør anvendes i en overgangsperiode snarere end permanent. Jeg mener rent faktisk, at en fremtidig forhøjelse af satsen for obligatorisk graduering bør medføre en tilsvarende reduktion af satsen for frivillig graduering. Kommissionen vil støtte bestræbelser på at indføre sådanne bestemmelser i dette forslag fuldt ud.

Som De ved, agter jeg at se på spørgsmålet om frivillig og obligatorisk graduering i forbindelse med drøftelserne af det health-check, som den fælles landsbrugspolitik skal underkastes. Kommissionen er generelt åben over for at finde realistiske løsninger, der kan danne grundlag for et kompromis, som kan accepteres af Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

Vi ønsker at være konstruktive, men Parlamentet bliver også nødt til at forholde sig konstruktivt.

Jeg ønsker afslutningsvis at rejse et spørgsmål, som ligger mig meget på sinde. Vi står over for at skulle iværksætte en ny generation af programmer for udvikling af landdistrikter. Medlemsstaterne har allerede investeret i udarbejdelsen af gode, nationale strategiplaner og -programmer med henblik på at opfylde EU's målsætninger, dvs. et konkurrencedygtigt landbrug og skovbrug, miljøresultater, jobskabelse og en livlig samfundsstruktur i landdistrikterne. Vi er i en afgørende fase, hvor vi skal sikre en gnidningsløs iværksættelse af disse programmer.

Denne kan bringes i fare som følge af Parlamentets beslutning om at overføre 20 % af forpligtelses- og betalingsbevillingerne til udvikling af landdistrikter til reserven. Jeg er meget bekymret over denne sammenknytning og det grundlæggende problem, der hermed skabes i forbindelse med iværksættelsen af den nye politik for udvikling af landdistrikter. Jeg har sammen med fru Grybauskaitė redegjort udførligt for vores bekymringer i en fælles skrivelse til formændene for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Budgetudvalget. Denne reserve er til hinder for en korrekt gennemførelse af politikken for udvikling af landdistrikter Da Parlamentet støtter denne politik fuldt ud, håber jeg, at Parlamentet har forståelse for det problem, som denne reserve medfører. Reserven skaber yderligere usikkerhed og gør det vanskeligere for medlemsstaterne at udarbejde programmer på baggrund af nedskæringerne af reserverne i budgettet for udvikling af landdistrikter, der blev vedtaget på topmødet i december 2005. Godkendelsen af programmerne for udvikling af landdistrikter vil blive forsinket, og Kommissionen kan kun godkende programmer, hvis de nødvendige bevillinger til alle programmerne i EU er tilgængelige i budgettet. Hvis Kommissionen ikke kan tildele alle midlerne 100 %, er medlemsstaterne nødt til at trække deres programmer eller forslag tilbage og fremsende reviderede forslag, hvor der tages hensyn til nedskæringen på 20 %. Hvis reserven frigøres på et senere tidspunkt, skal alle programmerne for udvikling af landdistrikter tilpasses i overensstemmelse hermed, og De forstår sikkert godt, at dette kan besværliggøre iværksættelsen af programmerne i den vanskelige opstartsfase.

Vi ønsker at finde en acceptabel løsning vedrørende frivillig graduering, men vi bør ikke holde vores landbrugsprogrammer som gidsler i processen. Jeg har tillid til, at Parlamentet hjælper mig med at finde en løsning på disse problemer.

  Lutz Goepel (PPE-DE), ordfører. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer, fru kommissær! Jeg er ikke sikker på, om det var så klogt at nævne reserven på 20 % i det sidste store kapitel, for vi taler her om den såkaldte frivillige graduering, og det er egentlig formålet med denne forhandling. Alt andet kan man ganske vist tale om, men måske ikke netop på dette tidspunkt.

Det er ikke første gang, vi i Parlamentet diskuterer pro et contra i forbindelse med denne graduering, det har De fuldkommen ret i.

Siden vores sidste debat er der ikke ændret meget, hvad lovgivningsforslaget angår. Rådet og Kommissionen udsender ganske vist klare signaler om, at de vil komme os i møde. Indtil dette står definitivt fast, må vi imidlertid endnu en gang sende et klart signal fra vores side om, at vi afviser dette forslag i den nuværende form.

Den fuldstændige tilsidesættelse af Europa-Parlamentets ret til politisk og budgetmæssig medindflydelse i forbindelse med den endelig enighed i Rådet viser endnu en gang klart, at de andre institutioner ikke bare ikke tager os alvorligt i forbindelse med vigtige principielle spørgsmål, nej, de ser os simpelthen ikke. Det kan og må ikke fortsætte på den måde, forfatning eller ej.

Indtil Rådet og Kommissionen fremlægger et holdbart tilbud, bør vi derfor stå fast sammen i vores afvisning. Det er den eneste måde, vi kan opnå noget på, og jeg tror, at hvis vi gør det, så vil denne sag være med til at styrke Europa-Parlamentets rolle og især støtte de europæiske landmænd.

Lad mig her endnu en gang takke alle medlemmerne af mit udvalg, fordi de hidtil i samlet flok har fulgt mig på denne vej. Jeg vil imidlertid også gerne takke medlemmerne af Budgetudvalget og repræsentanterne for alle grupper varmt, fordi de har støttet Landbrugsudvalget på dets vanskelige vej. Blandt mange vil jeg her især nævne Jan Mulder og Herbert Bösch, som i høj grad har været med til at præge Parlamentets holdning.

Jeg beder Dem om i morgen at stemme imod Kommissionens forslag, og lad os sammen med Rådet og Kommissionen finde en bedre løsning. De må imidlertid ikke glemme, at det er en forudsætning for at få især Rådet, men også Kommissionen til at rykke sig, at forslaget bliver forkastet. Jeg håber derfor på Deres uindskrænkede støtte.

Fru formand, jeg har følgende bemærkning til forretningsordenen. Den anden betænkning om den frivillige graduering bekræfter den første betænkning, hvor Kommissionens forslag ligeledes blev forkastet og derfor i henhold til forretningsordenens artikel 52, stk. 3, blev henvist til fornyet udvalgsbehandling. Hvis vi nu i morgen igen forkaster Kommissionens forslag, så vil vi, hvis Kommissionen ikke trækker sit forslag tilbage - og det går jeg ud fra - også skulle stemme om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning.

  Agnes Schierhuber, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke ordføreren og skyggeordførerne varmt, for gennem dem er det blevet muligt, at Europa-Parlamentet og dets medlemmer bliver taget mere alvorligt af alle institutioner. Jeg er overbevist om, at man i fællesskab kan finde en udvej. Kommissæren har jo allerede antydet forskelligt. Rådet må imidlertid også rykke sig, og det tror jeg også vil være muligt gennem gode samtaler.

Ligesom det var tilfældet ved den første afstemning, gælder det, at vi ikke vil have en opblødning af den fælles landbrugspolitik - den er fortsat den eneste virkelig fælles politik i EU - og ingen renationalisering af den fælles landbrugspolitik.

Europa lever af solidaritet, respekt og agtelse over for hver enkelt. Det europæiske landbrug har i de seneste 15 år undergået vidtrækkende reformer som ingen anden af vores politikker. Vi beskæftiger os, som De også var inde på, fru kommissær, med det helbredstjek, som vi skal begynde at diskutere til næste år for at være rustet til tiden efter 2013. Det er yderst vigtigt, at vi i Europa-Parlamentet fortsat følger denne fælles linje på tværs af alle udvalg og grupper, for kun på den måde kan man opnå, at Europa-Parlamentet og dets repræsentanter ikke fortsat bliver ignoreret.

Derfor beder jeg alle medlemmerne om at følge ordførerens og skyggeordførernes forslag i morgen som ved den første afstemning.

  Bernadette Bourzai, for PSE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Vi forkastede sidste november forslaget til forordning om frivillig graduering med et meget stort flertal.

Eftersom Kommissionen ikke har ændret sit forslag, er betingelserne for at forkaste det for anden gang stadig til stede, jeg vil ikke gentage dem, men vi kender dem alle sammen, nemlig de beskæringer, der er foretaget i den anden søjle, den manglende medfinansiering, det faktum, at denne medfinansiering skaber konkurrenceforvridning mellem medlemsstaterne, og den ubalance, som dette skaber i strukturen i den fælles landbrugspolitik, som jeg minder om, er den eneste fælles europæiske politik, og som af den grund risikerer igen at blive nationaliseret.

Men behovene for finansiering af politikken til udvikling af landdistrikterne er ikke desto mindre reelle, og jeg frygter virkelig en øget affolkning af vores landbrugsområder, hvis der ikke gøres noget for at modernisere landbrugsstrukturerne, forny generationerne af landbrugere, fremme levestandarden og miljøkvaliteten og støtte økonomisk diversificering i vores landområder.

Derfor beder jeg Dem, fru kommissær, om i stedet for frivillig graduering at foreslå en forhøjelse af satsen for tvungen graduering, som er ens i alle medlemsstater. Jeg vil også gerne understrege, at tvungen graduering for øjeblikket finder anvendelse, når en bedrift modtager mere end 5.000 euro om året i støtte, det gælder altså størsteparten af landbrugsbedrifterne.

For at få et ordentligt værktøj til omfordeling af landbrugsstøtten bør vi også tage andre kriterier i betragtning, f.eks. størrelsen på bedriften, dens afhængighed af støttemidler, den arbejdskraft, der benyttes, bruttofortjenesten osv. Desuden kunne vi overveje et loft på den direkte støtte for at opnå en bedre fordeling.

Desværre er det sådan, at selv om Europa-Parlamentet forkaster forslaget for anden gang med stort flertal, et forslag, som normalt ville være en betydningsfuld retsakt, er der kun tale om en holdning, og jeg er fuldstændig enig med hr. Goepel. Det forekommer mig derfor nødvendigt stadig at opretholde presset på Kommissionen og Rådet ved for nuværende at beholde budgetreserven på 20 % af midlerne til udvikling af landdistrikterne for 2007.

  Kyösti Virrankoski, for ALDE-Gruppen. - (PL) Fru formand, fru kommissær! Vi er blevet præsenteret for hr. Goepels anden betænkning om frivillig graduering af direkte betalinger til landbruget. Jeg vil gerne takke ordføreren for hans fremragende indsats, både for hans forsvar af landbruget og for hans rolle som vogter af Parlamentets beføjelser.

Kommissionens forslag er baseret på Det Europæiske Råds afgørelse i forbindelse med indgåelsen af kompromiset om de flerårige finansielle rammer. Som følge af dette kompromis vil en medlemsstat kunne reducere de direkte betalinger til landbruget med op til 20 % og anvende midlerne til udvikling af landdistrikter, som den har lyst. Frivillig graduering vil derfor være en tillægsskat, som medlemsstaten kan pålægge landbrugerne. Derudover vil landbrugerne naturligvis blive pålagt lovpligtige skatter i den pågældende medlemsstat. Systemet vil mindske deres indkomster uden nogen form for erstatning. De enkelte medlemsstater har mulighed for at anvende det graduerede beløb til udvikling af landdistrikter i stedet for deres egne bidrag, således at gradueringen ikke engang vil øge de midler, der er til rådighed herfor.

Frivillig graduering vil ødelægge den fine balance, der er blevet skabt mellem de forskellige EU-medlemsstater og regionerne, og der skabes ulige vilkår for landbrugerne. Den vil forvrænge vilkårene på det indre marked. På den anden side vil frivillig graduering medføre en omfordeling af midler i EU-budgettet. Midlerne til og forholdet mellem de obligatoriske og de ikkeobligatoriske udgifter vil blive ændret. Parlamentet vil desuden ikke have nogen indflydelse herpå.

Klassifikationen af udgifterne og de beløb, der afsættes hertil, er præcist defineret i en interinstitutionel aftale, og ændringen vil således være i strid hermed, hvilket vil betyde, at aftalen skal ændres. Det er utænkeligt, at Rådet agter at bryde en interinstitutionel aftale blot en måned efter ikrafttrædelsen.

Formålet med den fælles landbrugspolitik er at garantere stabile, klare og lige vilkår for landbrugere under udøvelsen af deres erhverv. Frivillig graduering vil være fuldstændig i strid med disse principper. EU's eksistensberettigelse, dets legitimitet, er betinget af retfærdige og afbalancerede politikker. Frivillig graduering lever ikke op til disse krav.

EU's midler bør anvendes i overensstemmelse med det tilsigtede formål i budgettet. Hvis medlemsstaterne begynder at bortlede EU-midler med henblik på at lappe på deres egne budgetter, vil hele EU's budgetpolitik blive undermineret. Det er nu op til Rådet og Kommissionen at løse dette spørgsmål, herunder spørgsmålet om reserven på 20 % til udvikling af landdistrikter. Vi ville have haft en løsning for lang tid siden, hvis Kommissionen og Rådet havde forhandlet med Parlamentet.

  Andrzej Tomasz Zapałowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! For mange af medlemmerne i Landbrugsudvalget er dagens forhandling om frivillig graduering, dvs. om en reduktion af de direkte betalinger, en lejlighed til at sige udtrykkeligt NEJ til Kommissionens planer.

Vi siger NEJ til forsøg på at forskelsbehandle landbrugere og tvinge dem til at afholde omkostningerne forbundet med programmet for udvikling af landdistrikter, der bør tilføres tilstrækkelige midler gennem EU's budget.

Under denne forhandling har talerne været inde på forskellige spørgsmål såsom risikoen for forskelsbehandling af landbrugere, hvilket er i strid med traktaterne, renationalisering af den fælles landbrugspolitik og konkurrenceforvridning. Jeg vil gerne minde om, at landbrugerne i mange af de nye medlemsstater blev udsat for forskelsbehandling i tiltrædelsesperioden, og den frie konkurrence på landbrugsområdet var rent faktisk begrænset. I en lang årrække modtog de nye medlemsstater lavere tilskud. Disse tilskud vil sandsynligvis først komme på niveau med de tilskud, der ydes til de gamle medlemsstater, når de generelle nedskæringer af udgifterne til den fælles landbrugspolitik gennemføres. Det er vanskeligt at forstå, at det kun er støttemodtagere, der modtager under 5.000 euro, der ikke skal omfattes af graduering. Disse betalinger går til små bedrifter. Hvis der i sidste ende indføres en eller anden form for begrænsning af betalinger, bør loftet hæves til 50.000 euro. Større bedrifter er bedre i stand til at tackle tab af tilskud.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, fru kommissær! Parlamentet har stillet mange gode forslag til den finansielle planlægning på mellemlang sigt, som Rådet dog ikke har overtaget. Rådet har skåret midlerne til udviklingen af landdistrikterne ned med 20 milliarder i forhold til Kommissionens og Parlamentets forslag - vi var jo enige på dette punkt. Vi behøver nu ikke føle os ansvarlige for det vanvid, som Rådet har anrettet. Hvis den slags forlag var kommet fra Parlamentet, ville vi have gjort os selv til grin.

Vi sagde i sin tid, at vi ville se på en medfinansiering for at stille midler til rådighed, hvis det kommer til at knibe. Vi ønsker samme behandling af første og anden søjle med hensyn til medlemsstaternes ydelser. Det er alt sammen ikke sket. Vi har nu den situation, at f.eks. i Tyskland bliver midlerne under anden søjle skåret ned med 40 %, og naturligvis skal vi opfordre den tyske regering til at bemærke denne 20 % frivillige graduering for at udligne det. Men på europæisk niveau kan vi ikke tilslutte os sådan noget vanvid, fordi der er bedre forslag.

Hvis De nu siger - det taler Rådet også om - at hvis vi sætter det i reserven, bliver landdistrikterne og udviklingen taget som gidsel, så er det ikke rigtigt! Nej, det er os, der forsvarer den økonomiske udvikling i landdistrikterne og sætter en stopper for dette vanvid fra Rådets side. Hvis ikke Rådet kommer med bedre forslag eller overtager bedre forslag fra Dem, så bliver vi nødt til at gribe til andre foranstaltninger, som sikrer Parlamentets medbestemmelse, som man ellers ikke vil give os. Fornuften ligger i dette spørgsmål ikke hos Rådet, men hos Europa-Parlamentet. Jeg beder Dem som kommissær om at stå ved vores side, sådan som vi stod ved Deres side, og få Rådet til at tænke og handle fornuftigt.

  Kartika Tamara Liotard, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Fru formand! Jeg vil gerne betragte tingene fra en lidt anden synsvinkel. Siden forfatningen blev forkastet i Nederlandene, er der brudt en diskussion ud dér om Europas unødige indblanding i anliggender, som medlemsstaterne bedst selv kan klare. Næsten alle nederlandske partier har oplyst, at de mener, at medlemsstaterne skal have større frihed, når det gælder emner, som ikke nødvendigvis skal reguleres af Europa. Kommissionen har nu omsider stillet et forslag. Det er ikke perfekt, men dog en god begyndelse, fordi det giver medlemsstater større frihed til at anvende landbrugspenge, tilmed uden at små landmænds indkomstsituation kommer i fare. Til min overraskelse stemte næsten alle nederlandske partier sidste gang imod dette forslag. Jeg opfordrer alle mine kolleger til at stemme for denne gang og på den måde omsætte deres ord i handling.

  Димитър Стоянов, от името на групата ITS. - Аз мисля, че Европейският съюз е съюз на суверенни държави, които са се събрали, за да си сътрудничат взаимно, а не да налагат една на друга какво да правят с плодовете на това сътрудничество.

Въпреки това, искам да кажа, че резервите на докладчика и на Парламента не са без основание, защото по наши данни 95% от земеделските производители в България нямат никаква представа как да кандидатстват за финансиране от Европейския съюз. Затова разрешаването на една доброволна модулация ще доведе до това, че тези 20% ще бъдат изцяло на разположение на Министерството на земеделието в България. А Министерството на земеделието от шест години вече е в лапите на турската етническа партия „Движение за права и свободи", чийто лидер не се посрами да каже съвсем открито, че около неговата партия има обръч от фирми. И затова не храня абсолютно никакво съмнение, че именно този кръг ще се облагодетелства от доброволната модулация, която сега се предлага, а впоследствие той ще се отблагодари на своите благодетели чрез вноска в черната партийна каса.

Затова искам да кажа, че аз не мога да подкрепя този доклад, защото той орязва националните правомощия, но в същото време смятам, че трябва да има много по-големи контролни механизми относно общата политика на Съюза и, че вместо до развитие, липсата на такива механизми ще доведе до отчаяние, по-голяма корупция и социално разочарование.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! Jeg er fortsat imod denne forordning af fem grunde, som er vigtige for min valgkreds. For det første er formålet med frivillig graduering i sagens natur at give nationale regeringer mulighed for at plukke landbrugerne for deres indtægter. Der er intet frivilligt over denne ordning.

For det andet forværrer den ulighederne i Europa og skaber markedsforvridninger, idet Det Forenede Kongerige tilsyneladende er det eneste land, der ønsker at plukke sine landbrugere gennem frivillig graduering. Obligatorisk graduering er slem nok, men den er i det mindste ens for alle.

For det tredje indeholder dette forslag ikke noget krav til medlemsstaterne om medfinansiering. Den landbrugsfjendtlige britiske regering vil således i realiteten ikke sikre medfinansiering i min valgkreds. Dette resulterer i et dobbelt tab for de britiske landbrugere, idet enkeltbetalingsordningen beskæres yderligere og idet der ikke er nogen statslig medfinansiering af landbruget.

For det fjerde kvæler ordningen de vigtige lokale forskelle ved at forbyde regionale strategier, hvilket den nuværende ordning giver mulighed for. Politikkerne under søjle et og søjle to vedrører begge hovedsageligt nationale spørgsmål i Det Forenede Kongerige, og det er derfor logisk at tillade forskellige lokale gradueringssatser.

Endelig indeholder Kommissionens forslag for det femte fortsat en fritagelsesbestemmelse, der giver nogle mulighed for at slippe for at betale, mens andre skal betale mere. Derfor vil jeg stemme imod denne tarvelige betænkning, hvilket jeg også gjorde i november.

  Neil Parish (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg tror, at kommissæren føler sig som en lus mellem to negle i øjeblikket.

De ved udmærket godt, at De ikke bryder Dem om Rådets forslag, fru kommissær, og De ved, at De er forpligtet til at forelægge det i henhold til de institutionelle aftaler. Vi lytter til Dem i dag, men vi er store modstandere af frivillig graduering, og vi afventer derfor et nyt forslag. Jeg tror, at vi tackler denne situation bedst ved at forkaste forslaget på ny. De skal herefter fremlægge et forslag meget hurtigt, da vi alle ønsker, at landdistrikterne udvikles, men vi ønsker også lige vilkår.

Som hr. Allister påpegede, er der ikke tale om frivillig graduering for alle de landbrugere, der mister deres betalinger. Måske skulle vi rent faktisk tilbyde dem denne ordning med spørgsmålet: "Ønsker De frivilligt at give afkald på 20 % af Deres betalinger?" Jeg tror ikke, at ret mange ville acceptere dette. Der er således i høj grad tale om obligatorisk graduering, selv om den sandsynligvis kun gennemføres i to medlemsstater, Det Forenede Kongerige og Portugal.

Der vil ikke være tale om en frivillig ordning, og den vil desuden ikke engang blive anvendt ensartet i Det Forenede Kongerige, da vores nuværende regering ønsker forskellige gradueringssatser i Det Forenede Kongerige. I det område, som jeg repræsenterer, Sydvestengland, der grænser op til Wales, er det meget sandsynligt, at gradueringssatserne på hver side af grænsen vil være fuldstændig forskellige. Engelske landbrugere vil sandsynligvis være ca. 20 % eller 25 % dårligere stillet end de walisiske landbrugere. Som De helt rigtigt fremførte, har vi brug for en konsekvensanalyse. Den ønsker vi rent faktisk. Hvis Rådet havde sørget herfor, havde vi måske set på dette forslag med større sympati. Vi er som sagt derfor indstillet på at forhandle.

Det er også godt, at Brian Simpson er til stede i aften, da ingen af Labour-Partiets medlemmer var til stede til at forsvare Rådets holdning, sidste gang vi drøftede dette spørgsmål. Nu hører de måske endelig efter.

Jeg ser frem til Kommissionens nye forslag.

  Herbert Bösch (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg støtter ordførerens holdning, og det tror jeg også Budgetudvalget gør. Vi hører hele tiden fra Kommissionen, at den vil være en effektiv forvaltning og institution. Fru kommissær, De har sovet i tre måneder! Det er tre måneder siden, vi første gang stemte om Goepel-betænkningen. De ved, hvad Parlamentet vil. De kender Parlamentets rettigheder, og De benægter det bare. Jeg havde troet, at De ville komme med et acceptabelt forslag i dag. Deres direktør Sivenas sagde i går i Rådet, at der snart ville komme et forslag om at frigive de 20 %. Det ville jeg gerne have hørt fra Dem i dag. Men jeg hører ingenting. Jeg ser altså ingen grund til på nogen måde at ændre på den vej, vi hidtil har valgt.

  Jan Mulder (ALDE). - (NL) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med at takke hr. Goepel og hr. Bösch. De har gjort et fortræffeligt stykke arbejde, hvilket allerede er sagt. I denne forhandling drejer det sig ikke blot om emnet frivillig graduering, men også især om parlamentarisk demokrati, nemlig hvilket rettigheder Parlamentet har, hvad angår udvikling af landdistrikter osv. Jeg vil også gerne takke kommissær Fischer Boel. Hun har hele tiden mødt Parlamentet med åbent sind, og også i individuelle samtaler har hun altid talt åbenhjertigt.

Der er allerede sagt en masse. Hvorfor er jeg imod systemet med frivillig graduering? For det første tager det fat på ondets rod, når det gælder den fælles landbrugspolitik, hvilket er forkert. For det andet går det for let hen over Parlamentets budgetrettigheder.

Kommissionen bør manøvrere mellem Rådet og Parlamentet. I maj vedtog vi de finansielle overslag. Heri sagde Parlamentet tydeligt, hvad det mente om denne frivillige graduering. I Kommissionens forslag finder vi kun Rådets opfattelser. Det er efter min mening forkasteligt. Der er næppe taget hensyn til Parlamentets ønsker. Jeg synes heller ikke, at det er særlig forståeligt. På et tidspunkt, hvor alle i Europa taler om at inddrage borgerne mere i Europa, ignorerer Kommissionen fuldstændigt Parlamentets holdning!

Jeg er glad for kommissærens ord i slutningen, hvor hun antydede, at et kompromis er muligt. Selvfølgelig ønsker Parlamentet også et kompromis. Også vi går ind for udvikling af landdistrikter, men vi går ligeledes ind for de fælles markeder. Med disse to nøglekoncepter må vi forsøge at finde en løsning. Er det muligt at gøre en undtagelse for visse lande, således som det tidligere blev gjort? Er det muligt i fremtiden at anvende den obligatoriske graduering mere opfindsomt og koncentrere denne om visse ønsker, således som Parlamentet tidligere har formuleret det? Det kunne f.eks. gøres med dette sundhedstjek. Når vi i morgen stemmer om forslaget, og Parlamentets holdning endnu en gang bekræftes, er tiden inde til, at Kommissionen tager initiativ til et kompromis, som er gennemførligt og acceptabelt for Rådet og for Parlamentet. Parlamentets og Rådets rettigheder, hvad angår udviklingspolitik i landdistrikterne er jo præcist de samme, og det ville tjene til Kommissionens ære, hvis den tog hensyn til Parlamentets holdninger.

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Fru formand, mine damer og herrer! Den frivillige graduering, som Kommissionen har foreslået, og som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Budgetudvalget med rette har forkastet, er et resultat af EU's meget begrænsede budget, der er blevet fastsat til blot 1 % af BNP. I forbindelse med udarbejdelsen af de finansielle overslag for 2007-2013 var såvel Rådet som Kommissionen udmærket klar over, at en nedskæring af midlerne til landdistrikterne fra 88 milliarder euro til 69 milliarder euro ville resultere i en smertelig mangel på midler.

Bestræbelserne på at korrigere udgifterne til den fælles landbrugspolitik og særlige elementer heraf har kun ført til forvirring og øget de regionale skævheder. Den værst tænkelige løsning er at forsøge at råde bod på denne fejltagelse ved at beskære de direkte betalinger - og forarme landbrugerne i processen. Den foreslåede nationalisering af den fælles landbrugspolitik gennem en yderligere frivillig graduering på 20 % er endnu et bevis på den inkonsekvens, der præger udformningen af den fælles landbrugspolitik, et forsøg på at renationalisere denne. Vi har derfor ikke andet valg end at forkaste Kommissionens forslag.

  Alyn Smith (Verts/ALE). - (EN) Fru formand! Det er min første tale som Skotlands repræsentant i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne, og det glæder mig, at jeg er enig med et meget klart flertal i Parlamentet.

Som det allerede er blevet nævnt, er frivillig graduering af betalinger til landbruget overhovedet ikke frivillig for de landbrugere, der mister penge, kun for de medlemsstater, der stjæler fra deres budgetter. Der er en vis logik i den højere obligatoriske graduering finansieret i hele EU, men det er kun regeringen i London, der vil argumentere for, at Skotlands landbrugere skal tabe 20 % i forhold til deres kolleger på fastlandet, og vi bør ganske rigtigt forkaste dette mislykkede forslag. Hvis vi ikke forkaster det, accepterer vi det ringe forslag, som vi har fået forelagt i dag.

Jeg vil imidlertid i denne forbindelse understrege over for kommissæren, at anvendelsen af nærhedsprincippet i videst muligt omfang skal danne grundlag for bestemmelserne i en eventuel ny pakke. Det skotske parlament er endnu ikke et fuldt ud selvstændigt parlament, men det har ansvaret for landbrugs- og fødevareområdet i Skotland, og det skotske parlament bør, uanset hvem der leder det, fortsat være den kompetente myndighed på dette område, idet enhver ansvarlig ledelse vil udføre denne opgave bedre end regeringen i London.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Fru formand! Så står vi her igen. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter bliver ved med at forkaste dette forslag, og Kommissionen bliver ved med at kaste det tilbage. Om ikke andet viser denne ping pong tydeligt, at Parlamentet og dets udvalg ikke tjener noget formål.

Idet Parlamentet formodes at være et udtryk for demokrati i EU, kan man spørge, hvorfor Kommissionen udviser en sådan foragt herfor? Muligvis fordi den ved, at Parlamentet i virkeligheden er et skindemokrati, en opreklameret diskussionsklub med ringe eller ingen meningsfuld indflydelse på nogen ting.

Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti befinder sig i en usædvanlig situation, idet det ikke ønsker at give den britiske regering større frihed, denne gang til at omdirigere midler afsat til den fælles landbrugspolitik fra fødevareproduktion til diffuse projekter for udvikling af landdistrikter, der kan omfatte alt fra vedligeholdelse af grønne områder i landsbyer til etablering af temaparker eller drift af dyrereservater. Det er trods alt meningen, at vi skal drøfte den fælles landbrugspolitik og ikke den fælles politik for udvikling af landdistrikter.

Den britiske landbrugssektor har brug for støtte. Det er ikke et sundt valg for mit land at gå bort fra at producere egne fødevarer. Intet land bør være afhængig af import af fødevarer, og det er Storbritannien godt på vej til, hvis vi fratager det egentlige landbrug midler for at hælde dem i feel good-miljøprojekter i stedet.

Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti er ikke tilhænger af EU og dets støtteordninger, men så længe Storbritannien er medlem, kan vi lige så godt sikre, at de midler, vi modtager - som blot er vores egne penge, som EU finder for godt at returnere til os - bruges hensigtsmæssigt.

Fødevarer til den britiske befolkning må have forrang for, hvad der i visse tilfælde kan betegnes som "kosmetiske miljøprojekter".

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - Doresc să susţin raportul colegului nostru Lutz Goepel care ne recomandă respingerea propunerii Comisiei privind modularea facultativă a plăţilor directe din agricultură din cel puţin două motive: în primul rând propunerea pune în dificultate statele care sunt în procesul de phasing-in al subvenţiilor europene. Agricultorii români, de exemplu, beneficiază în prezent doar de un sfert din plăţile pe care le primesc fermierii din vechile state membre, urmând ca în zece ani să atingă nivelul comun al Uniunii.

Modularea obligatorie, cumulată cu cea facultativă, vor face ca acest nivel comun al Uniunii să fie destul de redus în momentul în care agricultorii români vor putea beneficia de el. Această ţintă mişcătoare poate destabiliza atât piaţa românească, cât şi pe cea europeană, deoarece agricultorii nu pot planifica nici măcar pe termen scurt, necunoscându-şi veniturile viitoare.

În plus, termenul de facultativ induce în eroare. O dată adoptată de către statele membre, modularea devine obligatorie pentru fermieri, putând duce la scăderea plăţilor directe la hectar cu până la 25%. Acest proces contribuie la renaţionalizarea politicii agricole comune, adică la o modificare a acestei politici, simbol al solidarităţii europene.

În al doilea rând, propunerea Comisiei este injustă, întrucât ignoră participarea noastră la dezbaterea viitorului financiar al Uniunii. Vocea Parlamentului trebuie să se facă auzită convingător, atât înainte, cât şi în timpul controlului de sănătate planificat pentru 2008-2009. Noi nu putem porni pe acest drum cu concluzii deja luate, iar introducerea modulării facultative duce tocmai la un rezultat cunoscut dinainte al controlului de sănătate. Mai mult, din câte ştiu, Comisia nu a efectuat studiul de impact necesar prevăzut în acordul interinstituţional cu Parlamentul European. Toate aceste elemente fac din propunerea de regulament a Comisiei un compromis nedorit de nimeni ale cărui victime vor fi însă fermierii europeni.

  Luis Manuel Capoulas Santos (PSE). - (PT) Fru formand! Jeg er lige så stor en modstander af den anden Goepel-betænkning, som jeg var imod den første. Jeg kan ikke støtte hans begrundelser, når de fører til de modsatte konklusioner.

Det har jeg desværre ikke tid nok til udtømmende at vise, men jeg vil gerne stille følgende spørgsmål: Findes der nogen bedre undersøgelse end den, hvis tal viser, hvor uretfærdig fordelingen under den fælles landbrugspolitiks første søjle er i dag? Hvad angår medfinansiering, er det så ikke at renationalisere den fælles landbrugspolitik, hvis de medlemsstater, der har færre midler, fra deres egne budgetter skal bidrage til de fælles politikker?

Jeg mener, at denne betænkning er udtryk for en konservativ holdning, som jeg ikke deler. Den strider mod subsidiaritetsprincippet, som klart sigter på at beskytte dem, der har størst fordel af den fælles landbrugspolitik, hvilket jeg vender mig imod. Jeg vil også gerne protestere over for det parlamentsforslag, der fremgår af Goepel-betænkningerne, om at indefryse 20 % af midlerne til udvikling af landdistrikterne for 2007. Landmændene må ikke blive gidsler for uenighed mellem institutionerne. Jeg appellerer derfor til den sunde fornuft og til kompromisviljen, så denne urimelige fastlåsning hurtigst muligt kan blive brudt.

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg støtter fuldt ud ordføreren, der forkaster disse forslag. Disse forslag ville rent faktisk indebære en overførsel af 20 % af midlerne fra direkte betalinger og markedsstøtte under den fælles landbrugspolitik til udvikling af landdistrikter.

Jeg støtter fuldt ud investeringer i udvikling af landdistrikter og mener rent faktisk, at de er af afgørende betydning, hvis landdistrikterne skal bidrage til Lissabon-dagsordenen. Disse investeringer skal imidlertid ikke ramme landbrugerne på pengepungen.

Fru kommissær, De sagde tidligere i aften, at De var bange for, at udviklingen af landdistrikterne ville komme i fare, hvis vi forkaster dette forslag. Men hvad så med den risiko, som landbruget udsættes for, hvis dette forslag vedtages? Hvad angår landbrugernes pengepung, vil dette forslag medføre drastiske indtægtstab for visse landbrugere. Hvis vi tager udgangspunkt i det oprindelige beløb til direkte betalinger til landbrugere på 100 %, fradrager 5 % til obligatorisk graduering, yderligere 8 % efter tiltrædelsen af Rumænien og Bulgarien - som på ingen måde er ansvarlige for, at vi ikke afsatte tilstrækkelige midler - og hvis der derefter fratrækkes yderligere 20 % i form af frivillig graduering, vil disse landbrugere have tabt ca. 33 % - en tredjedel - af den indkomst, som de blev lovet i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik.

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om penge. Den foreslåede frivillige graduering vil forvride konkurrencen mellem medlemsstaterne. Der vil rent faktisk være tale om en renationalisering af den fælles landbrugspolitik, og gradueringen vil efter min mening bringe fødevareproduktionens sikkerhed i EU i fare.

Fru Kommissær, jeg ved, at vi er enige om, at landbruget har brug for stabilitet. Da De besøgte det irske parlament sidste år, understregede De, at de ønskede at sikre landbrugerne i Irland og i de øvrige EU-medlemsstater så megen stabilitet som muligt. Landbrugerne befinder sig imidlertid i en vanskelig og usikker situation. Hvis de blot skulle lytte til dagens drøftelser i Parlamentet med kommissær Mandelson, der tidligere på dagen talte om yderligere fleksibilitet i forbindelse med WTO-forhandlingerne og drøftelserne her til aften om muligheden for renationalisering af den fælles landbrugspolitik, ville de blive endnu mere usikre.

Parlamentet og de europæiske landbrugere har brug for Kommissionens støtte i denne sag. De fortalte os, at De har kendskab til og forståelse for vores bekymringer. Der er blevet givet meget klart udtryk for disse bekymringer her i aften, og vi afventer et positivt svar.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Fru formand! Det sene tidspunkt og tekniske problemer forhindrer os ikke i at kritisere Kommissionens forslag på det kraftigste for anden gang. Dette forslag kan betyde, at europæiske landbrugere mister 30 % af de direkte betalinger, som de modtager. For mange bedrifter er der tale om et betydeligt beløb. Kommissæren er muligvis kommet med visse indrømmelser, men sådanne væsentlige ændringer skal meddeles på et langt tidligere tidspunkt, således at landbrugerne kan planlægge fremtiden. Hvis dette ikke sker, risikerer vi, at landbrugerne mister tilliden til EU og den fælles landbrugspolitik, en tillid, der er på sit laveste blandt polske landbrugere. Det forhold, at denne ændring ikke vil berøre bedrifter, der modtager under 5.000 euro, er en ringe trøst. Loftet skulle snarere hæves til 20.000 euro.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg lyttede til kommissæren med stor interesse og med den største respekt. Fru kommissær, De var endnu mindre overbevisende her til aften end sidste gang, vi drøftede dette emne.

Jeg ved, at det er meget vanskeligt at forsvare en dårlig politik. Jeg ved, at det er næsten umuligt at forsvare en dårlig politik. Jeg føler med Dem på dette punkt. Dårlige politikker kan imidlertid aldrig blive gode. Denne politik ødelægger fuldstændig enhver forestilling om lige konkurrencevilkår inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik i lang tid fremover.

Jeg vil gerne spørge Dem meget direkte, om De har indgået sidehandler med Rådet om, hvad der evt. skal ske med hensyn til graduering fremover?

Jeg læste med interesse i min lokale avis, at den ansvarlige tjenestemand på landbrugsområdet har udtalt, at han vil modtage en aftale indgået mellem Dem og Rådet senest i juni.

Jeg vil først og fremmest gerne spørge, om De kan bekræfte, at der er blevet indgået en sådan aftale? Hvis dette er tilfældet, hvad går den ud på i detaljer? Omfatter aftalen regionalisering? Hvilke procentsatser er der fastsat i aftalen? Det er de få punkter, jeg har tid til at komme ind på her i aften.

Kan jeg bede Dem om at fortælle Rådet sandheden? Det er dybest set en direkte dårlig aftale, og landbrugerne vil aldrig acceptere den. Som deres offentlige repræsentant vil jeg helt sikkert aldrig acceptere den.

De opfordrede os her til aften til at lytte efter. De ønsker, at vi skal være konstruktive. Store ord! Jeg bliver imidlertid nødt til at spørge Dem, hvordan vi kan være konstruktive. Hvordan kan vi lytte, når De dikterer os fra det høje, hvad vi skal acceptere imod vores vilje?

Det er ikke vores problem. Det er Deres problem, et problem, som De skal finde løsningen på.

  Marc Tarabella (PSE). - (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest gerne minde om den knusende afstemning, som fandt sted i plenarforsamlingen den 14. november sidste år, med 559 stemmer imod, 64 for og 16 hverken for eller imod. Med et sådant flertal forkastede Europa-Parlamentet mere end tydeligt forslaget til Rådets forordning om regler for frivillig graduering af direkte betalinger. Jeg beklager, at Kommissionen ikke allerede på det tidspunkt valgte at afskrive forslaget.

Selv om jeg forstår og er enig i behovet for en bedre finansiering af den anden søjle beregnet på udvikling af landdistrikterne, kan jeg ikke acceptere, at det sker så brutalt på bekostning af den første søjle og på alt andet end et frivilligt grundlag, for virkningerne af et sådant tiltag ville uden nogen som helst tvivl blive ødelæggende. At vedtage Kommissionens forslag ville i virkeligheden være det samme som at bringe livsgrundlaget for mange bedrifter i fare og indføre konkurrenceforvridninger. Endvidere kunne forslaget føre til, at den fælles landbrugspolitik blev opgivet eller igen blev nationaliseret. Endelig respekterer det ikke Fællesskabets målsætninger for landområder. Disse årsager til, at Kommissionens forslag blev forkastet i november sidste år, er stadig fuldt gyldige i dag.

I kraft af disse overvejelser, som er udførligt beskrevet i Goepel-betænkningen, støtter jeg således hans holdning fuldt ud.

  Wiesław Stefan Kuc (UEN). - (PL) Fru formand! Jeg er klar over, at det forslag til forordning, som vi drøfter i dag, er blevet stærkt kritiseret, men forslaget må nødvendigvis have mindst ét positivt aspekt. Det er første gang, at Parlamentet har været så kritisk over for et forslag, at det ikke har været muligt at fremdrage ét enkelt positivt aspekt. Derfor har jeg undersøgt, om der er nogen positive aspekter forbundet med graduering uden at gå i detaljer f.eks. med hensyn til, om 20 % er det rette niveau, eller om 5.000 euro er det rette beløb, og jeg har rent faktisk fundet visse positive elementer.

For det første vil indførelsen af graduering sikre medlemsstaterne større fleksibilitet i deres landbrugspolitikker og politikker for udvikling af landdistrikter, hvilket er meget vigtigt. For det andet vil den tage brodden af kritikken af EU. Vi har på det seneste hørt, hvordan EU ønsker at regulere alt, herunder formen på bananer, ærternes størrelse osv. Vi har her mindst 20 % dokumentation for, at vi ikke ønsker at regulere alt helt ned i detaljer. For det tredje vil indførelsen af graduering gøre det muligt at udarbejde fælles foranstaltninger med henblik på at genopbygge og modernisere landdistrikter. Hvis disse tiltag skal støttes af landbrugerne, bliver vi først nødt til at give myndighederne i landdistrikterne mulighed for at træffe beslutning om …

(Formanden afbrød taleren)

  Brian Simpson (PSE). - (EN) Fru formand! I lyset af dette spørgsmåls betydning for de britiske landbrugere og for vores landdistrikter kan jeg heller ikke denne gang støtte ordførerens anbefaling om at forkaste dette forslag om frivillig graduering.

Jeg benytter desuden denne lejlighed til at minde alle britiske medlemmer af Parlamentet fra alle politiske partier om, at deres støtte til en forkastelse vil få alvorlige konsekvenser for de planlagte udgifter til udvikling af landdistrikter i Det Forenede Kongerige, og De vil rent faktisk stemme for massive nedskæringer på over 1,2 milliarder euro i britiske landdistrikter over de næste seks år.

Jeg vil også gerne minde alle parlamentsmedlemmerne om, at den frivillige gradueringsordning ikke blot er nødvendig, men også af afgørende betydning for udarbejdelsen af ambitiøse og effektive programmer for udvikling af landdistrikter i Det Forenede Kongerige som følge af de få midler, som landet tildeles til udvikling af landdistrikter sammenlignet med andre medlemsstater.

Jeg tror, at vi er nødt til at bruge lidt tid på at vurdere, hvad alt dette betyder, og således understrege disse spørgsmåls betydning.

For det første giver den frivillige graduering Det Forenede Kongerige mulighed for at skabe et langt bredere spektrum af miljømæssige resultater i overensstemmelse med erklærede EU-politikker.

For det andet er vi, selv om Parlamentets rettigheder er et politisk følsomt spørgsmål, ikke desto mindre uden tvivl nødt til at fokusere på mulighederne for at sikre landdistrikterne reelle gevinster på udviklingsområdet. Vi kan f.eks. udbetale midler til landbrugere gennem programmer for miljøvenligt landbrug, der har til formål at fremme miljøet og biodiversiteten. Vi kan støtte bjerglandbruget og landbrugere i højlandet. Vi kan støtte ordninger, der bidrager til at afbøde følgerne af klimaforandringer gennem støtte til energiafgrøder og andre vedvarende energiprodukter, og vi kan være med til at beskytte de vigtigste naturressourcer i landdistrikterne.

Parlamentets hold til frivillig graduering bringer alle disse tiltag i fare, og derfor vil Labour-Partiets medlemmer af Parlamentet stemme imod udvalgets kortsigtede anbefaling. Uden frivillig graduering vil Det Forenede Kongerige kun kunne opfylde eksisterende aftaler, og vi vil ikke kunne gennemføre de tiltag, vi ønsker.

Afslutningsvis vil jeg gerne …

(Formanden afbrød taleren)

  Thijs Berman (PSE). - (NL) Fru formand! De nederlandske socialdemokrater stemmer i morgen imod Goepel-betænkningen og imod en vedvarende blokade af ny landbrugspolitik. Vi skal have Rådet og Parlamentet ud af dødvandet. Nye projekter for de europæiske landdistrikter må ikke komme i fare. Giv medlemsstaterne chancen for som led i en europæisk strategi at frigøre flere penge til landdistrikterne, landskab og natur. Indkomststøtten skal afvikles, først og fremmest til de største landmænd, men samtidig skal der investeres mere i landdistrikterne. Det er den europæiske landbrugspolitiks fremtid. Ved nu på ny at vælge en blokade og med pressionsmidlet at blokere for 20 % af budgettet til landdistrikterne ville Parlamentet vælge at gentage scenariet, mens vi netop har brug for en ny politik for alle indbyggere i landdistrikterne. Ved at blokere for 2,48 milliarder euro er mange gode projekter i fare. For Nederlandene drejer det sig om 14 millioner, hvilket kun er lidt, men for de involverede er det meget. Alle disse planer om vitale landdistrikter må ikke undgælde for en konflikt i Bruxelles. Vi skal søge andre våben, og Rådet skal også tage et skridt. Kompromiset kan omfatte mere obligatorisk graduering for alle medlemsstater. Dette ville betyde, at der tages flere penge fra subsidierne til de største landmænd til fordel for investeringer i landdistrikterne. Ikke 5 % som nu, men 15 %, hvis 20 % er for meget for Rådet. Jo større landmanden er, desto mere graduering. Også det er rimeligt. Lad Kommissionen koncentrere sig om det. De europæiske landdistrikter kan ikke planlægge noget nu, og landmændene ved ikke, hvad de har at rette sig efter. Det er uansvarligt.

  Gábor Harangozó (PSE). - (HU) Fru formand! I november sidste år forkastede Parlamentet Kommissionens forslag om frivillig graduering af direkte betalinger. Nu står vi igen i en situation, hvor vi skal behandle et forslag, vi allerede har forkastet én gang. Vi er imidlertid nødt til at forkaste forslaget, ikke blot fordi der ikke er blevet indført væsentlige ændringer, men frem for alt fordi flere punkter i forslaget giver anledning til alvorlig bekymring.

For det første betyder det enden på den fælles landbrugspolitik, idet formålet er at reducere den til et nationalt anliggende. De forskellige medlemsstater vil desuden benytte sig af denne mulighed i forskellig grad afhængig af deres budgetsituation, og dette vil føre til alvorlige konkurrenceforvridninger. Vi kan ikke tillade, at landbrugere, der i forvejen kæmper, bliver dårligere stillet som følge af visse medlemsstaters stramme budgetter.

Vi er naturligvis klar over, at reguleringen skal harmoniseres med den aftale, som Rådet indgik i 2005, men vi er nødt til at undersøge de forskellige muligheder nøje, således at vi kan ændre reglerne på en konsekvent og passende måde. Betænkningen er derfor uacceptabel i sin nuværende form. Vi er nødt til at finde en løsning, der forbedrer landbrugernes vilkår, og som ikke forværrer deres situation.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, mine damer og herrer! De mange bidrag under denne debat viser, at spørgsmålet om frivillig graduering tilsyneladende er meget vigtigt for alle medlemmerne. Jeg er enig i, at forslaget om frivillig graduering skal ses i en bredere sammenhæng, nemlig hele finansieringen af den fælles landbrugspolitik generelt og mere specifikt politikken for udvikling af landdistrikter.

Frivillig graduering er helt sikkert ikke det bedste redskab til at styrke den anden søjle. Jeg er enig heri. Men som jeg har understreget under debatten i dag, forsøger vi at imødegå de bekymringer, som Parlamentet har givet udtryk for. Som jeg præciserede indledningsvis, arbejder vi herpå i de kommende dage og uger. Kommissionen er indstillet på at gøre en indsats for at sikre, at der i det opnåede resultat tages hensyn til så mange af de bekymringer, der er blevet rejst, som muligt. Jeg håber, at vi kan nå frem til et kompromis.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Kathy Sinnott (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Jeg får nogle gange det indtryk, at Kommissionen ikke kan lide den fælles landbrugspolitik og gerne ser den afskaffet før eller senere. Jeg vil gerne minde Kommissionen om, at aftalen om den fælles landbrugspolitik er gældende frem til 2013. Landdistrikterne i min valgkreds er allerede i dag i en vanskelig situation som følge af de obligatoriske gradueringssatser. Forslaget indebærer en renationalisering af landbrugspolitikken. Der tages imidlertid ikke hensyn til, at de direkte betalinger således vil blive udbetalt efter medlemsstaternes eget skøn, og der er ingen mulighed for at kontrollere anvendelsen af midlerne. Forslaget indeholder desuden ingen alternativer til landbrug, og der fastlægges heller ingen procedurer, der sikrer, at der ikke sker en uforholdsmæssig stor forringelse af landbrugerens konkurrencemæssige stilling. I visse lande er det måske en god idé at overføre midler fra landbruget til landdistrikter, men i mange dele af Irland er livet i landdistrikterne baseret på landbrug. Uden landbrug sker der en affolkning, eller mænd og kvinder tvinges til at acceptere forurenende industrier for at sikre arbejdspladser og fastholde befolkningen i området. I Irland er situationen den, at jo flere midler der overføres fra landbruget til landdistrikterne, desto mere skader vi begge områder. Dette ville have fremgået af en konsekvensanalyse.

(Skriftlig erklæring forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 142, stk. 7)

13. En europæisk frekvenspolitik (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Fiona Hall for Udvalget om Industri, Forskning og Energi om en europæisk frekvenspolitik (2006/2212(INI)) (A6-0467/2006).

  Fiona Hall (ALDE), ordfører. - (EN) Fru formand! Jeg vil for det første gerne takke alle dem, der delte deres viden og ekspertise med mig i forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen. Jeg vil især gerne takke Kommissionen for dens store hjælp samt mine kolleger, skyggeordførerne fra de andre grupper, for deres meget konstruktive og hjælpsomme forslag.

Hovedtanken i betænkningen er, at den nuværende metode til forvaltning af radiofrekvenser ikke længere er tilstrækkelig som følge af den stadige indførelse af nye teknologier. Disse nye teknologier er baseret på radiofrekvenser, men antallet af radiofrekvenser vil altid være begrænset alene som følge af fysikkens love, og vi er således nødt til at finde ud af, hvordan vi sikrer, at denne dyrebare ressource anvendes så effektivt som muligt.

Det er muligt, at det frekvenspolitiske område lyder uforståeligt og uinteressant for den almindelige borger, men det endelige resultat af denne politik er af grundlæggende interesse, da det er et spørgsmål om arbejdspladser og økonomisk vækst. Hvis det ikke lykkes os at forbedre vores tilgang til frekvensforvaltning, svigter vi den europæiske industri, der har mulighed for at blive en global leder inden for kommunikationsteknologi. Alle de innovative tiltag, som industrien har skabt, vil ikke kunne udvikles ordentligt uden tilgængelige frekvenser, og hvis industrien ikke har mulighed for at operere på hele det europæiske marked med 500 millioner indbyggere.

Lissabon-dagsordenen er den drivende kraft bag den nye tilgang til frekvenser. Europa bliver imidlertid også nødt til at tænke langsigtet med hensyn til, hvordan den skal gøre tjenester af almen og offentlig interesse tilgængelige. Jeg vender tilbage til disse spørgsmål om lidt.

Jeg vil gerne indledningsvis sige et par ord om de foreslåede ændringer. I øjeblikket er frekvensforvaltningen baseret på en administrativ styrings- og kontroltilgang, hvor bestemte frekvenser tildeles bestemte brugere. Det anføres i betænkningen, at denne administrative model skal suppleres af en mere fleksibel tilgang, der kunne omfatte frigørelse af flere frekvenser til leverandører uden licens og handel med frekvenser,

Et vigtigt element i denne mere fleksible tilgang er, at frekvenserne bør gøres tilgængelige, uden at der stilles betingelser om tjenesteydelsens art eller den anvendte teknologi. Frekvensforvaltningens markedsbaserede element vil med andre ord være tjeneste- og teknologineutralt.

Denne frigørelse af frekvenser giver helt klart en række problemer for nuværende brugere som f.eks. risikoen for interferens. Det er derfor meget vigtigt, at ændringerne sker på grundlag af en klar retlig ramme, som klart definerer tvistbilæggelsesordninger.

Det understreges flere steder i betænkningen, f.eks. i punkt 11 og 13, at det er vigtigt at beholde tjenester af offentlig og almen interesse og at støtte den sproglige og kulturelle mangfoldighed. Det er vigtigt, at denne politiske forpligtelse ikke blandes sammen med det tekniske spørgsmål om, hvordan sådanne tjenester skal leveres.

Jeg mener, at det ville være en stor fejltagelse at øremærke de frekvenser, der i øjeblikket anvendes af radio/tv-spredningstjenester, ved at udelukke dem fra en ny tilgang til frekvensforvaltning. Vi ville rent faktisk skade vores muligheder for at støtte et bredt spektrum af samfundsnyttige tjenester, hvis vi insisterede på, at disse tjenester skulle leveres på nøjagtig samme måde som hidtil, fastfrosset i tid netop på et tidspunkt, hvor alle andre frekvensanvendelser er inde i en rivende udvikling.

I EU står vi f.eks. over for den udfordring at skulle bygge bro over den kløft, der er ved at blive skabt mellem borgere, der har adgang til internettet og borgere, der ikke har adgang. Vi kunne nemt sikre de fattigste regioner i vores fattigste lande adgang til internettet ved at gøre trådløse bredbånd tilgængelige og således få gavn af nogle af de frigjorte frekvenser ved overgangen fra analog til digital radio-/tv-spredning, det digitale overskud.

Det er blot et eksempel, der illustrerer, hvorfor vi er nødt til at bekræfte vores vilje til at sikre tjenester af offentlig og almen interesse, men det illustrerer også, hvorfor vi ikke må behandle de frekvenser, der i øjeblikket anvendes af radio/tv-spredningstjenesterne, som urørlige. Vi er nødt til at få det bedste ud af mulighederne for at tilvejebringe tjenester på nye måder ved hjælp af nye teknologier og til flere mennesker end i dag. Det er også af afgørende betydning at støtte væksten af en videnbaseret økonomi i Europa. Det er således vigtigt at give mulighed for en mere fleksibel anvendelse på hele radiofrekvensområdet, og vi må ikke udelukke visse frekvenser.

Endelig glæder jeg mig over PSE-Gruppens ændringsforslag, der er en afbalanceret sammenfatning af de centrale spørgsmål i denne sag.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg er nødt til at komplimentere Parlamentet, især ordføreren fru Hall, der har forstået, at Europa står over for at skulle træffe nogle vigtige valg på det frekvenspolitiske område.

Politiske beslutninger på dette område indvirker direkte på arbejdspladsernes kvalitet og væksten i den europæiske økonomi. Frekvensbaserede tjenester udgør ca. 2-3 % af Europas BNP. Undersøgelser foranlediget af Verdensbanken og OECD viser en klar sammenhæng mellem udviklingen af elektroniske kommunikationstjenester og økonomisk vækst. I en økonometrisk undersøgelse foranlediget af Kommissionen blev det forsigtigt anslået, at bedre frekvenser vil medføre en yderligere vækst i BNP på 0,1 % pr. år. Dette ville hurtigt resultere i reelle fordele.

Sagens hastende karakter kan illustreres med ordet "sammensmeltning". Næsten al kommunikation er med stor hast ved at blive digitaliseret, og et stigende antal infrastrukturer konkurrerer om at tilbyde tjenester. De gamle kategorier er ved at forsvinde, og vi er nødt til at indføre en forordning, der giver frekvensbrugerne mulighed for at vælge det miks af tjenester og teknologier, de foretrækker, og som i mange tilfælde giver dem mulighed for at købe og sælge frekvensrettigheder til hinanden.

Der er stadig vægtige grunde til at regulere dette område. Vi er nødt til at regulere interferensen. Vi er nødt til at sikre, at brugsrettighederne til frekvenser er klart definerede, og vi er nødt til at sikre lige vilkår. Den betænkning, som vi drøfter i aften, er på de fleste områder i overensstemmelse med denne politiske vision, og jeg vil gerne takke ordføreren for hendes indsats.

Vi har bl.a. forskellige holdninger til inddragelse af frekvenser til jordbaseret radio-/tv-spredning i de planlagte reformer. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved tv-selskabernes public service-funktion eller deres bidrag til kulturel og sproglig mangfoldighed. Vi bør imidlertid tænke os nøje om, før vi giver en bestemt form for radio-/tv-spredning fortrinsstilling uden hensyntagen til de samfundsmæssige omkostninger i form af tabte muligheder.

Det understreges f.eks. med rette i betænkningen, at trådløst bredbånd kan bidrage til udviklingen af landdistrikterne og til at mindske den digitale kløft. Det er i denne forbindelse nødvendigt at træffe barske valg mellem radio-/tv-spredning og andre tjenester. Der skal træffes nødvendige beslutninger for at beskytte ressourcerne og den offentlige radio- og tv-virksomhed, men vi bør ikke bruge frekvenspolitikken som en erstatning for en virkelig debat. Ændringsforslaget indeholder en mere afbalanceret tilgang ved at nævne behovet for at sikre medietjenesternes stabilitet og sikkerhed og vigtigheden af lige vilkår for nye aktører og nye teknologier.

Afslutningsvis vil jeg blot bemærke, at de nationale lovgivere på grundlag af en fuldstændig analyse ønsker at tildele frekvenser til radio- og tv-selskaberne. Disse brugere skal også have samme forpligtelse som alle andre brugere til at forvalte en offentlig ressource ordentligt og anvende den så effektivt som muligt. Vi mener, at vores reformforslag vil fremme gennemførelsen af dette princip.

  Etelka Barsi-Pataky, for PPE-DE-Gruppen. - (HU) Fru formand! Teknologisk innovation giver Europa reelle nye muligheder. Overgangen til digital teknologi har ført til et overskud af de hidtil knappe frekvenser. Det er derfor passende og nødvendigt at gøre det muligt at anvende en del af dette overskud til nye teknologier og således give den europæiske informations- og kommunikationsteknologi adgang til et dynamisk område.

Den nødvendige lovgivning i denne forbindelse skal udformes, således at det traditionelle system, anvendelse uden licens og handel med frekvenser omfattes af en effektiv frekvensforvaltning. Der er behov for klare regler, der fastlægger, hvilke og hvor mange frekvenser, der kan handles med.

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristlige Demokrater) og De Europæiske Demokrater mener, at vi meget snart er nødt til at skabe fuld klarhed omkring handel med frekvenser og standardbetingelser. Vi skal i denne forbindelse udvise særlig forsigtighed med hensyn til radio-/tv-transmissionsfrekvenser. Det skal sikres, at frekvenserne ikke kan akkumuleres, og at der ikke dannes monopoler. Vi er nødt til at fremme spredningen af nye teknologier til mindre udviklede regioner og landdistrikter, men på en sådan måde, at de ikke kommer til at betale de hermed forbundne omkostninger.

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti er fuldstændig overbevist om, at vi i denne forbindelse er nødt til at tage hensyn til sociale, kulturelle og politiske aspekter med henblik på at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed. Under udarbejdelsen af betænkningen nævnte jeg igen og igen de forskelle særlige forhold i de nye medlemsstater, som der skal tages hensyn til i forbindelse med udformningen af reglerne. Jeg glæder mig derfor over fru Trautmanns initiativ på dette område, som jeg støtter. Endelig er medlemsstaterne nødt til at frigøre frekvenser med henblik på teknologisk harmonisering på europæisk plan, og dette skal ske på grundlag af en høj grad af enighed.

  Catherine Trautmann, for PSE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Fru kommissær, fru ordfører, mine damer og herrer, vi er blevet bedt om at udtale os om fordelingen af radiofrekvenser.

Det er et meget vigtigt anliggende, og årsagerne til, at Kommissionen ønsker et forslag, som sigter på at optimere eller maksimere fordelene ved denne ressource, ligger naturligvis i den teknologiske udvikling, i at der findes et digitalt overskud og i den klart udtrykte vilje i Lissabon-målsætningerne til at kunne sikre, at alle får adgang til de nye tjenester, hvad enten det er internet, mobiltelefoni eller mange andre tjenester.

Vi har netop talt om især bredbåndet, som kunne gøre det muligt at indsnævre den digitale kløft, som Unionen døjer med, ganske særligt i landområderne og de tyndt befolkede områder. Vi skal derfor forsøge at sørge for en rationel brug af frekvenserne, som kan sikre universel dækning i Unionens 27 lande med henblik på en varig udvikling af områderne.

Frekvenserne er faktisk en ressource, et offentligt, fælles gode, som er strategisk vigtigt for Unionen, og vi skal opnå konstant effektiv frekvensudnyttelse. På samme måde som vi taler om effektiv energiudnyttelse, tror jeg også, at vi kan tale om effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne.

Jeg vil gerne rose bestræbelserne i Kommissionen, som har villet tilføje en ny europæisk dimension til anvendelsen af dette digitale overskud og undgå, at det egentlige problem gentager sig. Vi oplevede det sådan, og virksomhederne betragtede det som et problem, da UMTS-netværkene blev sat til salg. Kommissionen foreslår at skabe et marked. Vi må kunne finde ud af, hvordan vi sikrer større fleksibilitet, undgår spekulation og monopoler og gør frekvenserne tilgængelige for nye tjenester og nye abonnenter.

Jeg tror, at dette ønske går i den rigtige retning. Vi skal her finde nye muligheder for innovation, men vi skal være forsigtige med, hvordan de markedsføres, hvad enten det sker gennem licenser, bud eller overdragelser af især offentlige tjenester eller tjenester med fri adgang, om det så kun er midlertidigt. Vi mangler stadig at definere de forskellige tiltag.

Vi har haft en forhandling i vores udvalg vedrørende placeringen af tv-stationerne, og jeg vil gerne her meget eftertrykkeligt understrege, at jeg for mit vedkommende altid har forsvaret særegenheden ved de informationsprogrammer og kulturprogrammer, som tv-stationerne sender, og især de offentlige stationer, som ikke har den nødvendige private kapital til at kunne betale for markedsadgang på samme betingelser som de såkaldt almindelige virksomheder.

Derfor, hvis vi skal tage hensyn til denne situation og være fair og upartiske, har Den Socialdemokratiske Gruppe stillet et ændringsforslag, som har til hensigt at tage den effektive frekvensudnyttelse, balancen mellem respekten for offentlige udsendelser og statslige sikkerhedsudsendelser og også lovgivernes rolle og virksomhedernes rolle i betragtning.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Jeg vil gøre det ganske kort. For min gruppe, som principielt hilser Kommissionens model velkommen, er der fem punkter, der er vigtige. Vi ønsker, at den nye model, som Kommissionen foreslår, ikke skal føre til dannelse af oligopoler. Vi har gjort negative erfaringer med salget af UMTS-licenser i Tyskland. Vi ønsker, at tjenester, som sikrer mangfoldighed, skal prioriteres højt. Jeg tilslutter mig fru Trautmann: Stationerne skal altid behandles med særlig respekt for deres opgaver, vores samfund og offentligheden. Vi ønsker, at der skal være sikret teknologisk neutralitet og interoperabilitet. Vi ønsker, at der virkelig sikres et tilbud, som når ud overalt. Det er også vigtigt for Dem som kommissær med ansvar for landdistrikterne. Vi vil ikke længere forfordeles i landdistrikterne, vi vil også have adgang til hurtige internettilbud. Hvis der sker yderligere bortauktioneringer, skal procedurerne fremover være helt gennemsigtige og kontrollerbare.

  Mariann Fischer Boel, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg formoder, at et svar fra Kommissionen var ventet, men jeg lover, at jeg skal gøre det kort.

Jeg er enig med Parlamentet i, at public service-tv og andre medier er af afgørende betydning for demokratiet, pluralismen og stimuleringen af den offentlige debat. Fremtidige forordninger skal fortsat sikre, at disse programmer kan udsendes til borgerne i overensstemmelse med de offentlige serviceforpligtelser, som disse radio- og tv-selskaber har påtaget sig. Ud fra den antagelse, at disse mål kan opfyldes, og under hensyntagen til den teknologiske sammensmeltning, bør vi foretage en nøje vurdering af behovet for frekvenser til at sikre en effektiv public service-radio- og tv-spredning. Vi er derfor nødt til at give radio- og tv-selskaberne de nødvendige midler og fleksibilitet til at fortsætte udviklingen af deres programmer til gavn for samfundet.

Vi har lyttet opmærksomt og vil tage hensyn til de fremsatte bemærkninger i forbindelse med revisionen af telekommunikationsforordningen, der vil blive stillet forslag om i anden halvdel af 2007.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00

14. Klimaændringer (annonce de beslutningsforslag déposées): se protokollen

15. PNR, SWIFT (annonce de beslutningsforslag déposées): se protokollen

16. Dagsorden for næste møde: se protokollen

17. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 0.00)