Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 14. februar 2007 - Strasbourg

4. Højtideligt møde - Italien

  Formanden. - Hr. præsident for Den Italienske Republik! Det er os en stor glæde at byde Dem velkommen her i Europa-Parlamentet, som De kender så godt, eftersom De har været et aktivt og respekteret medlem. Jeg vil gerne benytte lejligheden til også at byde Deres hustru, fru Napolitano, hjerteligt velkommen.

(Bifald)

Hun ledsager Dem under Deres besøg i Europa-Parlamentet i dag og følger med fra tilhørerlogen. De ledede Europa-Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender på en fornuftig og effektiv måde, og De var en overbevist Europa-tilhænger. Det er De stadig i Deres nuværende embede som Italiens statschef.

Det er mig desuden en glæde at byde velkommen til alle dem, der følger denne begivenhed via direkte tv-udsendelser i Italien, og til de studerende og underviserne på mange italienske universiteter, som har satellitforbindelse til Europa-Parlamentet i forbindelse med projektet "Mod en europæisk forfatning".

(Bifald)

50 år efter undertegnelsen af Rom-traktaten fører De dermed i Deres person og i Deres embede som Italiens højeste repræsentant bevis for Deres lands centrale rolle i den europæiske enhedsproces. De personificerer Italiens europæiske tradition, der går tilbage til Alcide de Gasperi.

I forbindelse med 50-årsdagen for Rom-traktaten siges det ofte forkortet "fra Rom til Rom". Ikke kun Rom, men også andre italienske byer står i centrum for europæisk historie. Formålet med Messina-konferencen i 1955 var at føre det endnu nyligt forenede Europa ud af den krise, som var opstået på grund af forkastelsen af forsvarsfællesskabet. Mindre end to år efter blev EØF grundlagt.

(Bifald)

  Giorgio Napolitano, præsident for Den Italienske Republik. - (IT) Hr. formand! Jeg vil gerne rette en varm tak til Dem for Deres høflige og venlige bemærkninger om mig og Italien. Disse bemærkninger afspejler vores fælles holdninger og arbejde i den periode, hvor vi havde et tæt samarbejde. Med vores respektive roller samarbejdede vi navnlig om udarbejdelsen af forfatningstraktaten, som De nu gentager deres overbeviste støtte til. Jeg vil således gerne sige, at De også har min store respekt, og at jeg lykønsker Dem varmt med påbegyndelsen af Deres vigtige mandat.

Hr. parlamentsformand Poettering, hr. næstformand i Kommissionen, hr. repræsentant for Rådet, mine damer og herrer! Når jeg står her i salen i dag, har jeg den samme følelse af at høre til, som jeg havde i de år, jeg var medlem af Europa-Parlamentet - jeg føler et tilhørsforhold til Parlamentet og et tilhørsforhold til Europa. I flere årtier var jeg medlem af Italiens nationale parlament, men jeg følte mig straks i mit rette element, da jeg blev valgt til Europa-Parlamentet. Det var der ingen problemer forbundet med, for siden 1979 har Europa-Parlamentet haft samme værdighed, autoritet og legitimitet som et hvilket som helst parlament, der er valgt ved frie valg. Og det var der heller ingen modsætningsforhold forbundet med, for jeg har altid været af den opfattelse - og det er jeg stadig - at der ikke må være fjendtlighed og manglende forståelse mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, men kun gensidig respekt og et frugtbart samarbejde.

Jeg har navnlig altid været overbevist om, at man godt kan repræsentere sit lands holdninger og interesser i både Europa-Parlamentet og det nationale parlament. Her i parlamentssalene i Strasbourg og Bruxelles har vi en bred oversigt over de spørgsmål og beslutninger, der - også i vores nationale samfunds interesse - skal udmønte sig i en europæisk dimension. Det, som vi alle er fælles om, er netop vores tilhørsforhold til Europa som en fælles arv af værdier, idéer, traditioner og håb og som et projekt, hvor vi skal skabe en ny politisk og institutionel enhed, der kan imødegå udfordringerne i den tid, vi lever i, og i den nærmeste fremtid.

Dette forklarer de særlige erfaringer, som man gør sig i Europa-Parlamentet. Her følger de politiske repræsentanter ikke en snæver og divergerende national tankegang, og selv om de skulle være uenige i væsentlige spørgsmål og ved vigtige afstemninger, er de i vid udstrækning enige i de grundlæggende målsætninger, der skal følges, når det gælder om at fremme opbygningen af et forenet Europa.

Når vi - sådan som det har været tilfældet flere gange i de sidste årtier - har skullet vælge mellem at gå fremad og gøre den europæiske enhed bredere og stærkere eller at stoppe op og ligefrem tage et skridt tilbage, har Europa-Parlamentet altid spillet en rolle som primus motor, og det har klart og med et meget stort flertal givet udtryk for den holdning, at vi skal fortsætte det fælles projekt, og at vi skal udvide dets horisont og ambitioner.

Allerede fra den store nyhed, som det almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet var i 1979, lod EU's parlamentarisering og konstitutionalisering nemlig til at være en nødvendig fremtidsudsigt for at styrke integrationsprocessens demokratiske grundlag og sikre borgernes rettigheder og mulighed for deltagelse. Europa-Parlamentet gjorde en indsats i den retning, da det den 14. februar 1984 - lige præcis for 23 år siden - vedtog udkastet til en traktat om oprettelse af Den Europæiske Union. Dette udkast, som blev udarbejdet og drøftet efter forslag fra Altiero Spinelli, blev desværre ikke til en traktat, og på trods af det lange og ikke ufrugtbare forløb, der fulgte, og som ofte var inspireret af Spinelli-udkastets forslag, forblev mange spørgsmål åbne, og der opstod andre spørgsmål undervejs.

Da regeringerne ved undertegnelsen af den skuffende Nice-traktat blev enige om, at det er nødvendigt at tage de store spørgsmål op om Europas fremtid og at indlede en egentlig forfatningsproces, gjorde Parlamentet en stor indsats for at give et bidrag og samarbejde om at finde en tilfredsstillende løsning på de spørgsmål, der var angivet i Laeken-erklæringen af december 2001.

Europa-Parlamentet kan virkelig være stolt af den rolle som primus motor, som det mere end nogensinde før spillede i denne fase og navnlig i Bruxelles-konventet, arbejdsgrupperne, plenarmøderne og dets Præsidium.

I 2001, 2002 og 2003 var der ikke nogen tænkepause, men derimod nogle seriøse, ægte og indgående overvejelser. Og det, som man gav regeringskonferencen, så den kunne træffe de endelige beslutninger, var en tekst fuld af analyser, som var nøje gennemtænkt, og som var blevet grundigt drøftet. Resultatet var naturligvis et kompromis, men det var ikke noget dårligt kompromis. Selv om der var forskellige synspunkter, mødtes man på midten. Alle parter - også Europa-Parlamentet - måtte i større eller mindre grad give afkald på deres ønsker og forslag, så man kunne nå til en aftale, der trods alt var et fremskridt for Europas enhed og integration.

Kan vi så i dag med lethed sige, at denne traktat - der ikke uden grund blev kaldt for "forfatningstraktaten" - er død? At denne fantastiske og langvarige politiske og kulturelle indsats blot vil gå i glemmebogen? At 27 stats- og regeringschefers underskrift på dette dokument ikke længere har nogen værdi? Vi kender naturligvis kun alt for godt de traumatiske konsekvenser af nej'et til ratificeringen af forfatningstraktaten i de folkeafstemninger, der blev holdt i to af de seks lande, som stiftede Fællesskabet. Og vi ved ligeledes, hvilke problemer det medfører, at der også i andre lande er udbredt tvivl og skepsis med hensyn til den vej, vi skal gå i Europa, og med hensyn til EU's aktuelle status og fremtidsudsigter.

Vi betaler i virkeligheden prisen for, at der ikke er blevet gjort nok for at inddrage borgerne i de vigtige beslutninger om Europas integration og forening, at der ikke er blevet gjort nok for at gøre befolkningen i alle lande opmærksom på de fantastiske resultater og fremskridt i de sidste 50 år og de nye og stadig mere presserende krav om at styrke EU, dets samhørighed og dets handlekraft. Alt dette må i øvrigt ikke føre til, at man undervurderer årsagerne til forfatningstraktaten, der blev undertegnet i Rom i oktober 2004, eller til de løsninger, som den indeholder. Disse løsninger har allerede givet nogle konkrete - men ganske vist ikke fuldstændige - svar på borgernes ønsker, bl.a. om større gennemsigtighed og demokrati i EU. Vi er nødt til at sørge for en bedre forståelse og værdsættelse af disse svar.

Selv om forfatningstraktaten som helhed betragtet udgjorde en gylden middelvej, skal man huske, at et godt kompromis betyder, at man accepterer visse punkter og opgiver andre. Det må vi ikke glemme på et tidspunkt, hvor man taler om at revidere den tekst, der blev vedtaget i 2004. Ingen må tro, at de kan ændre ligevægten i det opnåede kompromis til deres egen fordel. At indlede nye forhandlinger kan betyde, at vi åbner Pandoras æske og risikerer at skulle starte igen fra nul og tage hul på en debat med uforudsigelse resultater og frister.

18 af de 27 lande har ratificeret traktaten, og de repræsenterer 275 millioner europæiske borgere. De fortjener respekt for at have holdt det løfte, som man undertegnede i Rom. Det er naturligvis klart, at vi også skal have respekt for de flertal, der sagde nej til traktaten ved den franske og nederlandske folkeafstemning, og at vi derfor skal gøre den størst mulige indsats for at undersøge, hvilke bekymringer der førte til dette nej. Men det er på tide, at Europa kommer ud af dødvandet. Og man kan ikke seriøst være af den opfattelse, at EU efter sin store udvidelse ikke har brug for en omlægning af de overordnede rammer for sine værdier og målsætninger og en reform af sit institutionssystem. At arbejde på et udkast til en forfatning for Europa var ikke en formel øvelse, en grille eller en luksus, men en grundlæggende nødvendighed for Europa på dette tidspunkt i Europas historie.

I dag må vi heller ikke foreslå projekternes eller resultaternes Europa som en alternativ vision eller strategi. Det er selvfølgelig rigtigt, at EU ikke har stået stille i de sidste to år. EU gav en vigtig prøve på det, som EU kan repræsentere på den internationale scene, da det var i stand til at tale med én stemme om krigen i Libanon og være fortaler for en ny og krævende fredsmission i området og i hele Mellemøsten. Foruden dette nye politiske initiativ kan vi på aktivsiden for denne periode notere vedtagelsen - med et væsentligt bidrag fra Europa-Parlamentet takket være den fælles beslutningsprocedure - af nogle vigtige direktiver og aftalen om en - ganske vist begrænset - forøgelse af de magre finansielle overslag for 2007-2013.

Med de nuværende institutionelle rammer kan vi dog ikke nå særlig langt på resultaternes vej. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at udarbejde og foreslå nye EU-politikker, sådan som Kommissionen gjorde for nylig med hensyn til miljø- og energispørgsmålene, der efterhånden er blevet yderst presserende på grund af klimaændringerne og de spændinger, der eksisterer med hensyn til olie- og gasforsyningen. Vi ved dog af erfaring, at Kommissionens dokumenter, meddelelser og lovgivningsmæssige forslag risikerer at give ringe resultater eller kun et meget langsomt fremskridt. Det kan vi f.eks. se af den lange, vanskelige vej mod en europæisk indvandringspolitik. Vi husker ligeledes, at indførelsen af den fælles valuta ikke blev fulgt op af den økonomiske styring, der ikke mindst var nødvendig for at sikre, at målsætningerne for det store projekt, som Lissabon-strategien var, reelt blev nået.

Hvad er det så, der er afgørende for at sætte skub i projekterne og virkelig skabe et "resultaternes Europa"? Institutionernes styrke og den politiske indsats er afgørende. Det er afgørende, at EU får nogle institutioner, der er stærkere end modstanden fra de medlemsstater, som stadig lukker sig inde i sig selv og forsvarer forældede rettigheder og forfængelige nationale krav. Forfatningstraktaten fjernede enhver frygt for eller mistanke om en drejning mod en centraliseret superstat ved hjælp af en klarere definition af magtfordelingen og ved at sikre respekten for subsidiaritetsprincippet. Man kan snarere sige, at den ikke gik langt nok, når det gælder om at tilpasse funktionsbestemmelserne og beslutningsprocedurerne til det udvidede EU, og når det gælder om at iværksætte de nye fælles politikker, der er brug for.

Med forfatningstraktaten tog man nogle beslutsomme skridt i retning af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et egentligt europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, et struktureret forsvarssamarbejde og et forstærket samarbejde på andre områder. Men hvis man indleder nye forhandlinger, og en af parterne sætter spørgsmålstegn ved disse innovationer, ikke mindst indførelsen af en europæisk udenrigsminister og en europæisk tjeneste for indsatsen udadtil, kan man være sikker på, at andre parter snarere ville bede om en supplering eller udvidelse af traktaten fra 2004 med nye, modigere og konsekvente valg, når det gælder integrationsprocessens udvikling. F.eks. ville man forståeligt nok genfremsætte kravet om en udvidelse af de områder, hvor Rådet træffer flertalsafgørelser, også fordi man ved at gå bort fra enstemmighedsreglen og vetoretten ikke udelukker - men snarere fremmer - opnåelsen af bred enighed og indgåelsen af acceptable aftaler på kort tid. På samme måde ville man endnu en gang foreslå - hvis forhandlingerne blev genoptaget - at vi går bort fra enstemmighed ved kommende reformer af traktaten og deres ikrafttrædelse.

Det er således nødvendigt, at alle parter er realistiske. Vi skal både være realistiske og opsatte på at hindre den tendens, der endnu en gang viser sig, til at svække og udvande den beslutning, som blev truffet for mere end 50 år siden. Dengang valgte man udsigten til et Europa, der er i stand til at integrere sig, en fælles og alligevel sammensat enhed, der beriges af sin mangfoldighed og er bevidst om sin fælles kulturarv, og som får sin styrke ved at kombinere samarbejdet mellem de nationale regeringer med en ny overstatslig dimension. Vi kan nu fejre 50-årsdagen for Rom-traktaten, og det er vigtigt, at vi benytter lejligheden til at slå denne udsigt og beslutning fast og skaber klarhed omkring de nye årsager og de nye ambitioner.

Det var dog i Paris i 1950, at fællesskabsidéen opstod. Med denne fællesskabsidé opstillede man for første gang målsætningen om en europæisk føderation eller Europas Forenede Stater. Og vi har nu tillid til, at man i Paris giver et ansvarligt bidrag til overvindelsen af den krise, der er opstået med den manglende ratificering af traktaten fra 2004. Vores franske venner har en særdeles god fornemmelse for deres rolle i Europa og verden, og de vil bestemt ikke undlade at give os deres nu afgørende bidrag.

Jeg har henledt Deres opmærksomhed på nogle vigtige punkter, som udgør rammerne for de beslutninger, der skal træffes i den nærmeste fremtid. Jeg kom dog ikke ind på de mange teorier, der for nylig er blevet fremsat på det juridiske, tekniske og politiske plan for at finde en vej ud af det institutionelle dødvande. Italien har fuld tillid til det tyske formandskabs indsats, og det gælder både de principper og værdier, som kansleren, fru Merkel, henviste til i sin tale her i Parlamentet, og gentagelsen af målsætningen om forfatningstraktatens vedtagelse.

Uanset hvordan man definerer den køreplan, som vi taler om i dag, er det vigtigt at blive enige om nødvendigheden af, at vi ved valget i 2009 kan præsentere borgerne for en forfatningstraktat, der allerede er trådt i kraft, sammen med dens budskab og program.

På dette grundlag er mit eget budskab at appellere til ansvarsfølelsen og den politiske vilje hos alle lederne i vores lande. Vi er alle sammen klar over de nye trusler, udfordringer og muligheder, som vi står over for. Europa kan kun få indflydelse på de internationale forbindelser og den globale udvikling, og Europa kan kun genvinde sin dynamik og få indflydelse i verden, hvis det styrker sin egen samhørighed og enhed ved hurtigt - og som Union - at skaffe sig de nødvendige institutioner og ressourcer.

Alternativet er - og det er vi nødt til at indse - en dramatisk svækkelse af alle vores landes rolle og af vores kontinents historiske rolle. Lad mig gentage de ord, som Jean Monnet afsluttede sine memoirer med i 1976, nemlig at vi ikke kan standse, når hele verden omkring os er i bevægelse. 30 år efter er disse ord endnu mere sande. De lyder som et omkvæd, vi ikke kan glemme igen. Derfor bør vores landes ledere vise, at de kan leve op til denne bevidsthed og dette ansvar. De bør udvise en ny europæisk politisk vilje, og Europa-Parlamentet bør mere end nogensinde før hæve stemmen og opfordre til konsekvens og mod, sådan som det har gjort tidligere.

Italien vil gøre sin del og give sit bidrag, sådan som det har gjort lige siden integrationsprocessens start. Dette bidrag symboliseres af tankerne hos en fremsynet statsmand, Alcide De Gasperi, og en engageret profet og forkæmper for den europæiske idé, Altiero Spinelli, hvis 100-års fødselsdag vi fejrer i år. Når jeg henviser til deres eksempel og fastslår Italiens europæiske engagement, ved jeg, at jeg repræsenterer mit land, alle dets politiske kræfter og borgernes dybtfølte opfattelse. Samtidig ville jeg gerne henvende mig til Dem, mine damer og herrer, på en mere personlig måde, sådan som mine stærke følelser dikterer mig. At sidde her i salen og at arbejde her i Parlamentet har lært mig meget klart, at man kun kan tjene sit folks, sit lands og vores fælles fremtids sag ved at arbejde for et forenet Europa.

  Formanden. - Hr. præsident! De skal have mange tak for Deres vigtige tale. Vi har tillid til Italien.

Hr. præsident! Vi vil gerne takke Dem mange gange for den store tale, De holdt. De står i den store tradition for Italiens store personligheder, som arbejder for foreningen af vores kontinent. De gør det ikke kun foran parlamenter, men De går også ud og taler med unge mennesker, som f.eks. for nogle dage siden på universitetet i Tübingen i Tyskland. Vi vil gerne takke Dem mange gange for denne store indsats, og vi ønsker Dem kraft og godt helbred fremover, således at vi fortsat kan arbejde så engageret sammen for foreningen af vores kontinent.

. Tak til Giorgio Napolitano.

(Bifald)

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand