Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 13. marts 2007 - Strasbourg

12. Ikke-spredning af kernevåben (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om ikkespredning af kernevåben.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Spredningen af masseødelæggelsesvåben og deres løfteraketter har potentialet til at udgøre den måske allerstørste internationale sikkerhedsrisiko. Som følge heraf præciserede EU i sin omfattende strategi til bekæmpelse af masseødelæggelsesvåben fra 2003, at et multilateralt initiativ, som både omfatter nedrustning og ikkespredning, er den bedste vej til opretholdelse af sikkerhed og international orden på dette område. På baggrund heraf er og bliver ikkespredningsaftalen den afgørende hjørnesten for det globale atomare ikkespredningsprogram. EU støtter NPT-bestemmelserne og går ind for foranstaltninger, som har til formål at tilvejebringe en yderligere styrkelse af disse bestemmelser.

Med henblik på det første møde i forberedelseskomitéen for revisionskonferencen om denne traktat i 2010 har EU allerede påbegyndt omfattende interne forberedelsesarbejder. Vi er fast besluttet på også i 2007 at spille en aktiv og konstruktiv rolle i forbindelse med de forhandlinger, der skal føres som et led i åbningskonferencen. Her er det vores mål for EU at starte revisionscyklussen i en konstruktiv atmosfære. EU støtter derfor udtrykkeligt de planer, som den kommende formand for den første forberedelseskomité, den japanske ambassadør hr. Amano, fremlagde.

Under disse revisionsforhandlinger skal der efter EU's opfattelse tages afbalanceret hensyn til alle tre søjler i ikkespredningsaftalen - nemlig ikkespredning, nedrustning og fredelig udnyttelse af kerneenergi. Kun en sådan afbalancerethed vil muliggøre et vellykket forløb af den kommende revisionscyklus i forbindelse med ikkespredningsaftalen. Dette er imidlertid en forudsætning for revisionskonferencens fælles beslutninger om en styrkelse af aftalen. EU's fælles holdning, som blev besluttet i anledning af revisionskonferencen i 2005, udgør grundlaget for disse afbalancerede EU-holdninger.

EU har altid tillagt en hurtig ikrafttræden af ikkespredningsaftalen stor betydning, og dette er blevet endnu mere relevant efter Nordkoreas atombombeprøvesprængning. Allerede nu bidrager EU med vedtagelsen af fælles aktioner, som bl.a. skal styrke aftalens verifikationssystem yderligere, til at understøtte forbuddet mod atomprøvesprængninger.

EU kræver desuden en snarlig påbegyndelse af forhandlinger om en traktat om forbud mod produktion af spaltbare materialer til eksplosive formål. Disse forhandlinger bør føres uden forhåndsbetingelser. Indgåelsen af en sådan traktat ville være et væsentligt skridt i retning af atomar våbenkontrol og nedrustning. Den ville således yde et afgørende bidrag til gennemførelsen af de fælles holdninger, der blev vedtaget af Fællesskabet på revisionskonferencerne i 1995 og i 2000.

Den engagerede og fuldstændige gennemførelse af alle forpligtelser i denne traktat vil stadig være en væsentlig forudsætning for konsolideringen og styrkelsen af bestemmelserne i ikkespredningsaftalen. I denne sammenhæng skal der tages særligt hensyn til regionale aspekter. Som De ved, deltager EU aktivt i bestræbelserne på at bilægge krisen i forbindelse med det iranske atomprogram. Vi er overbevist om, at der kun kan findes en løsning ad diplomatisk vej. Af samme årsag spillede EU en vital rolle i tilblivelsen af det yderst generøse tilbud til Iran i juni 2006, og - det vil jeg godt præcisere - det blev støttet af USA, Rusland og Kina. EU vil også fremover lægge sig i selen for en fredelig løsning af krisen.

EU er bevidst om de risici, der kan opstå som følge af en yderligere spredning af berigelses- og oparbejdningsteknologi og støtter derfor udstedelsen af multilaterale garantier for leveringen af kernebrændsel. Sådanne initiativer kan være medvirkende til at overbevise lande, som er interesseret i udviklingen af kerneenergi, om, at det ikke er nødvendigt at udvikle et eget brændselskredsløb, således at de frivilligt giver afkald herpå.

EU vil intensivere sine bestræbelser på at opretholde og styrke bestemmelserne i ikkespredningsaftalen yderligere med henblik på at kunne imødegå de her påviste udfordringer. Hertil hører også de forhandlinger, som er initieret af EU, om en styrkelse af aftalens bestemmelser om konsekvenserne af en tilbagetrædelse herfra. Det er beklageligt, at revisionskonferencen ikke kunne nå til enighed i 2005 om et væsentligt afslutningsdokument, som kunne have været et svar på de mest presserende udfordringer i aftalen. Erfaringerne hermed skal være et yderligere incitament for EU til virkelig at gøre alt for at opnå en vellykket revisionsproces i 2010.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, hr. rådsformand, mine damer og herrer! Spredning af masseødelæggelsesvåben og heriblandt kernevåben er en af de største potentielle trusler mod Europas sikkerhed. Spredningen af kernevåben skaber overskrifter, ikke mindst i forbindelse med Iran og Nordkorea.

Med hensyn til Iran befinder vi os stadig i en følsom situation. Vi noterede os med bekymring dr. El Baradeis nylige rapport om, at Iran endnu ikke har suspenderet sine berigelsesrelaterede aktiviteter og tilsyneladende ikke har taget de nødvendige skridt til at sikre overholdelsen af resolution nr. 1737 fra FN's Sikkerhedsråd. Rådet for Den Europæiske Union (eksterne forbindelser) har netop formelt vedtaget en fælles holdning, hvori man opfordrer det internationale samfund til at udvise den nødvendige fasthed. Vi mener det alvorligt med den tosporede politik, der, som hr. Gloser netop har skitseret, også er blevet cementeret gennem "tre-og-tre"-samtalerne i London. Dette betyder, at vi kan sigte mod at opretholde dialogen og styrke vores kontakter med det civile samfund, mens vi samtidig udøver pres. Ved diskussionerne i New York fokuserer man nu på at komme ud over de eksisterende sanktioner i retning af en ny resolution fra Sikkerhedsrådet.

Vedrørende Nordkorea glæder vi os over resultaterne af sekspartsamtalerne i Beijing den 13. februar 2007. EU fører samtaler med de seks parter og tilbyder vores bedste metoder for at yde bistand i denne proces, mens vi samtidig lægger vægt på gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution nr. 1718. Vi bakker kraftigt op om dr. El Baradeis igangværende mission til Nordkorea, der har til formål at få IAEA-inspektørerne tilbage som led i denne aftale, og jeg deler hans vurdering af, at dette er en vigtig tillidskabende proces. Jeg håber på, at Yongbyon-anlægget vil blive lukket som planlagt medio april.

Ved traktaten om ikkespredning af kernevåben fra 1970 indførte man ikkespredningsordningen, som vi kender den - med dens grundlæggende balance mellem kernenedrustning, ikkespredning og fredelig anvendelse af kerneenergi. Den gav anledning til adskillige aspekter, der er af stor betydning for Den Europæiske Union, nemlig princippet om reguleret handel med kerneenergi, sikkerhedsforanstaltninger på kerneenergiområdet og Det Internationale Atomenergiagentur, som fører tilsyn med overholdelsen. En styrkelse af ikkespredningstraktatens effektivitet vil gøre verden til et sikrere sted. De statslige parter bør tilskyndes til at arbejde i retning af dette mål med henblik på den kommende revisionskonference.

Selv om overskrifterne har været fokuseret på problemerne med ordningen, må vi ikke undervurdere dens succeser. Sydafrika, Argentina, Brasilien, Sydkorea og Libyen har f.eks. alle besluttet at opgive deres programmer for udvikling af kernevåben.

Mit besøg i Indien for nylig gav mig også mulighed til at understrege vores håb over for de indiske ledere om, at Indien i langt højere grad vil tilnærme sig ordningen inden for ikkespredningstraktaten og tilslutte sig traktaten om et generelt forbud mod prøvesprængninger.

Vi ser frem til et civilt samarbejde med Indien på kerneenergiområdet, når de nødvendige forudsætninger er opfyldt. Denne udvikling bør også øge Pakistans vilje til at samarbejde med det internationale samfund inden for rammerne af ikkespredningstraktaten. Ikkespredning af kernevåben er et område, hvor Kommissionen yder et vigtigt bidrag. Siden 1957 har Euratom-traktaten givet Kommissionen et vidtgående ansvar. Kommissionens sikkerhedsaktiviteter koordineres nøje med IAEA, som derved får frigivet sine ressourcer til indsættelse i de mere problematiske områder af verden. Vi spiller også vores rolle med hensyn til at sikre, at EU's eksportkontrol på kerneområdet er så solid som muligt, idet man støtter forordning nr. 1334 om dobbeltanvendelse fra 2000. Vi bistår også tredjelande med at styrke deres eksportkontrol og med at bekæmpe smugling af kernematerialer og radiologiske materialer.

Kommissionen yder også betydelig støtte til den internationale indsats for ikkespredning. Et vigtigt eksempel er det globale G8-partnerskab imod masseødelæggelsesvåben, hvor man har lovet en milliard euro i bistand til det tidligere Sovjetunionen, hvoraf de 400 millioner allerede er brugt.

I mere end 25 år har Kommissionens Fælles Forskningscenter arbejdet tæt sammen med IAEA og ydet videnskabelig og teknologisk støtte.

Som sagt vil vi gøre mere fremover. Under det nye stabilitetsinstrument får vi ressourcer til at videreføre og intensivere bestræbelserne på at forbedre vores sikkerhed over for trusler om spredning af kernevåben. Afslutningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til endnu en gang at takke Parlamentet for dets støtte til Kommissionen i forbindelse med indførelsen af en ny generation af bistandsprogrammer vedrørende ikkespredning gennem en række pilotprojekter.

(Bifald)

  Stefano Zappalà, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Lige siden 1970 - hvor den trådte i kraft - og til slutningen af den kolde krig har traktaten om ikkespredning af kernevåben givet et afgørende bidrag til at begrænse og reducere udbredelsen af kernevåben. Traktaten har stor historisk betydning, når det gælder ikkespredning og nedrustning af kernevåben, og derfor blev den forlænget på ubestemt tid og uden betingelser i 1995.

Sådan som rådsformanden sagde, bygger traktaten på tre principper, nemlig nedrustning, ikkespredning og fredelig brug af kernekraft. Det er ud fra disse tre principper, som er tilpasset til den internationale situation i dag, at vi skal puste nyt liv i denne traktat, og det skal vi gøre, i betragtning af at den opnåede ligevægt - hvor over 180 lande har gennemført traktaten - i dag er i fare. Det internationale samfund står i dag over for nye trusler mod sikkerheden.

Vi skal kraftigt fremhæve det princip, at traktaten er et multilateralt, enestående og absolut nødvendigt instrument for at bevare og styrke freden, sikkerheden og den internationale stabilitet, eftersom den giver det retsgrundlag, der er nødvendigt for at hindre en stadig større spredning af kernevåben. I den europæiske sikkerhedsstrategi og den europæiske strategi for masseødelæggelsesvåben understreges vigtigheden af ikkespredning af kernevåben, nedrustning og selve traktaten, som alle medlemsstaterne har undertegnet.

Efter at have gjort status over situationen er det efter min mening vigtigt, at Europa-Parlamentet har en klar holdning til, hvordan fremtiden skal se ud. EU skal fortsat arbejde for traktatens gennemførelse og skal have et fælles standpunkt i Wien, hvor revisionskonferencen i 2010 bliver forberedt. Derfor er det af afgørende vigtighed med en enstemmig beslutning fra Europa-Parlamentet, som sender et stærkt signal til Rådet og Kommissionen, så de i Wien får den nødvendige styrke til at spille en aktiv rolle for at styrke den nuværende ikkespredningsordning.

Hvis vi skal nå de målsætninger, der er fastsat i traktaten, skal EU være med til at sørge for en struktureret og ligevægtig revision af traktaten på revisionskonferencen. Dette skal omfatte en gennemførelse af de forpligtelser, som landene har indgået, en fastlæggelse af de områder og midler, der skal anvendes med henblik på nye fremskridt, og en bedre udvikling af det kontrolsystem, der sikrer, at lande, som ikke har kernevåben, udelukkende bruger kerneenergi til fredelige formål.

Vi skal understrege princippet om, at man på baggrund af traktaten skal styrke ethvert muligt samarbejde om udviklingen af kerneenergi til fredelige formål, og på dette område kan EU give et afgørende bidrag, eftersom EU er langt fremme, når det gælder forskning og produktion.

Den internationale situation kræver, at vi gør en fælles indsats for ikkespredning, nedrustning og fredelig brug af kernekraft. Endelig håber jeg, at Europa også fastlægger en fælles strategi for bekæmpelsen af de terrororganisationer, der kunne få adgang til denne type våben.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! En af EU's ubestridte succeser er den sikkerhedsgevinst, som kontinentet har opnået gennem integration. Det forsoningsværk, som Europa har sat i verden, har ført til, at vi er et område, hvor der hersker fred, og hvor militære handlinger mellem EU-medlemsstaterne er blevet så godt som utænkelige. Det er dette, som skal udgøre grundlaget for en filosofi om en EU-sikkerhedspolitik og for vores eksport af dette fredskoncept, som vi har gennemført indadtil, til den verden, som vi lever i.

I Den Socialdemokratiske Gruppe tager vi her udgangspunkt i et sikkerhedsbegreb, hvor der satses på dialog, diplomati, nedrustning, prævention samt på en bæredygtig og fair udvikling. Alle disse elementer hører sammen. Bæredygtig konfliktløsning, som forbinder disse fem elementer, er kun mulig som led i et samlet koncept. Her spiller EU og NATO en rolle, men der er også andre aktører, f.eks. Rusland. Derfor skal vi, når vi taler om nedrustningsinitiativer - jeg vender tilbage hertil om lidt - spørge os selv, om Rusland er vores partner eller modstander? I overensstemmelse med det, som jeg netop sagde, opfordrer jeg til en partnerskabsfremgangsmåde, til dialog og ikke til isolation.

Nedrustningsspørgsmålet er et af de centrale spørgsmål i sameksistensen mellem staterne, og aftalepartnernes troværdighed er et helt afgørende element heri. Hvis vi kigger godt og grundigt efter i forbindelse med revisionen af ikkespredningsaftalen, kan vi konstatere, at resultaterne er beskæmmende. Siden underskrivelsen er der nemlig ikke sket en reduktion i spredningen af atomvåben i verden, men derimod en betydelig stigning. Dette kan ikke skyldes, at underskriverlandene eller nogle af dem har taget aftalen alvorligt, for det er præcis det modsatte, der er tilfældet.

Temmelig mange af dem, som har underskrevet denne traktat, har ikke overholdt den, men i strid med de trufne aftaler spredt atomvåben eller teknologi, som kan anvendes til produktion af atomvåben, i verden. Det skal være omvendt! Med til de grundlæggende overvejelser i forbindelse med revisionen af aftalen hører, at man overholder aftalen. Derfor er det frem for alt en betingelse for en fornyelse af traktaten, at den som underskriver den, også overholder den. Og det er ikke kun USA, som ikke har overholdt den.

En atomvåbenfri verden kan lyde som dagdrømmeri. Vi har ikke nogen atomvåbenfri verden, tværtimod! Vi fører forhandlinger om spredningen af den fredelige udnyttelse af kerneenergi, og her er det på sin plads at sige tillykke. Vi har netop hørt Dem forklare, hvilke bestræbelser det vil kræve at forhindre, at den fredelige udnyttelse af kerneenergi bliver misbrugt til militære formål, og her er Iran i søgelyset. Vi bygger fortsat atomkraftværker overalt i verden og undrer os efterfølgende over, at vi ikke bare har et Iran i verden, men derimod flere lande af samme kaliber.

Med til kontrollen af den militære atompolitik hører også en kritisk sætten spørgsmålstegn ved dens civile anvendelse. Det tyske rådsformandskab har mulighed for at sætte dette emne på dagsordenen i både Rådet og i G8. Desuden er det påkrævet at sætte et kritisk spørgsmålstegn ved raketforsvarssystemet, som efter ønske fra den amerikanske regering skal installeres i Tjekkiet og i Polen i overensstemmelse med Bush-regeringens filosofi, der næppe finder sin mage i inkonsekvens. Der findes mange dokumenterbare eksempler på det uhensigtsmæssige i dette scenario, som efter planen skal koste 58 milliarder dollar.

Jeg vil godt komme med en anbefaling, som går på, at vi europæere - før vi igen lader os dele - for vi kan godt afskrive en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvis vi ikke finder frem til et fælles resultat i EU i forbindelse med et sådant emne - før der installeres raketforsvarssystemer til 58 milliarder dollar, hellere skulle tage at investere disse penge i en bæredygtig udvikling. Dette vil bidrage langt mere til fred end stationeringen af et tvivlsomt raketsystem.

Grunden til, at jeg tillader mig at sige dette i forbindelse med ikkespredningsaftalen og revisionen heraf, er, at disse ting hører uløseligt sammen, og jeg håber, at fru Merkel vil gøre alvor af hendes udsagn om at ville sætte dette emne på dagsordenen i såvel G8- som EU-regi.

(Bifald)

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. minister, hr. formand, mine damer og herrer! Ikkespredning og især ikkespredning af kernevåben udgør faktisk hjørnestenen i en fredspolitik.

Jeg har fordybet mig i ældre tekster, som har forbindelse med dette, og jeg er stødt på de 13 praktiske skridt, som man blev enig om under revisionskonferencen om ikkespredningstraktaten i 2000. Det var for knap syv år siden. Når jeg ser på disse skridt, kan jeg ikke gøre andet end også at konkludere, at vi virkelig ikke har haft fordel af det, tværtimod.

Det er tydeligt, at de grusomme attentater den 11. september 2001 og alt, hvad der fulgte, faktisk har standset de seriøse bestræbelser, hvad angår nedrustning i al almindelighed og atomnedrustning i særdeleshed. Det beklager jeg i allerhøjeste grad. Jeg er også meget foruroliget over - og det siger jeg på egne vegne - at grupperne indtil nu ikke har nogen holdning til initiativerne vedrørende medlemsstaterne Tjekkiet og Polen. Også jeg spekulerer på, om dette ikke kunne være begyndelsen til et nyt våbenkapløb. Det er det sidste, vi har brug for.

Jeg har med tilfredshed taget til efterretning, at formandskabet har forsikret os om, at der vil blive arbejdet hårdt på en fælles holdning for alle medlemsstater med henblik på den kommende konference i april. Jeg håber virkelig, at det vil lykkes Dem, for det ringe resultat i 2005 skyldtes manglende, ægte enighed blandt EU-medlemsstaterne. Jeg håber ikke, at dette gentager sig.

  Ģirts Valdis Kristovskis, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner, ærede repræsentanter for Rådet og Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg tror, at alle er enige om, at ikkespredning af kernevåben og nuklear nedrustning er en særlig bestanddel af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Mine kolleger har her i Parlamentet netop givet udtryk for, at resultaterne af gennemførelsen af denne politik næsten kan opfattes som et tilbageskridt. Men når vi ser på Rådets og Kommissionens dokumenter, skal det siges, at de er mere optimistiske, og hvis vi ser på, hvad der faktisk er opnået, skal EU's fremskridt efter min mening anerkendes. EU's institutioner samarbejder løbende for at samordne deres arbejde. Den højtstående repræsentant for FUSP arbejder naturligvis aktivt med spørgsmålene om ikkespredning af kernevåben og nuklear nedrustning, i Parlamentet behandler vi jævnligt disse spørgsmål, der er drøftelser mellem institutionerne og udveksling af informationer med EU's Situationscenter og antiterrorkoordinatoren. Det betyder, at der faktisk bliver gjort en indsats, men problemerne med Nordkorea og Iran, den mislykkede konference i 2005 om revision af traktaten om ikkespredning af kernevåben og uenighederne mellem USA, Kina og Rusland viser, at der stadig er langt igen. Derfor vil jeg gerne sige, at jeg værdsætter forberedelserne af konferencen i 2010 om revision af traktaten om ikkespredning af kernevåben, og jeg vil også anmode Rådet om at overveje Europa-Parlamentets ønske om at deltage aktivt i dette arbejde og ligeledes det initiativ, der indgår i Parlamentets beslutning, og i nærmeste fremtid invitere repræsentanter for Parlamentet til at deltage i denne konference som medlemmer af EU's delegation.

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Mange tak for Deres redegørelser, fru Ferrero-Waldner og hr. Gloser. Lad mig som det første rette en tak til kollegerne i de andre grupper for, at de greb fat i initiativet fra De Grønne om at gennemføre disse forhandlinger, og også en stor tak for, at vi i disse dage får mulighed for at vedtage et kompromisforslag, som vi alle sammen har sat vores fingeraftryk på. Netop set i lyset af den aktuelle situation anser jeg dette for at være et godt og vigtigt signal at sende. Fru kommissær har allerede skitseret de forskellige problemområder.

Lad mig lige skue tilbage for en kort stund. For 20 år siden, den 8. december 1987, gik der et sæt igennem verden, for før den kolde krigs atomtrussel var en saga blot, havde man underskrevet INF-traktaten, som var en konkret aftale om atomar nedrustning. Hvor står vi så i dag? Desværre kan vi notere nogle tilbageskridt, for både hr. Annan og hr. Kissinger henledte opmærksomheden på, at kampen mod spredningen af atomvåben og nedrustningsbestræbelserne i det hele taget er tæt på et endegyldigt forlis.

Hvad kan vi som europæere gøre i denne situation? Har vi nok selvbevidsthed til at bringe emner på tale på multilateralt og internationalt plan, hvor vi kan håbe på fremskridt? Er det ikke på tide at udnytte det forestående møde i Nuclear Supplies Group den 16-20. april i Cape Town til at protestere imod den planlagte handel mellem Indien og USA? Hvilket signal ville man ikke dermed sende til andre stater? I skal bare udvikle atomprogrammer og atomvåben, også uden for ikkespredningsaftalen, for I vil oven i købet få støtte hertil og blive belønnet herfor af USA. Hvad ville det være for et signal at sende til Iran?

Jeg siger dette meget bevidst, for jeg går ind for en decideret anden vurdering heraf. Vi befinder os i en blindgyde i Iran-spørgsmålet, som vi selv har medvirket til at bringe os i. Alle involverede parter har brug for at sætte vognen i bakgear for at komme ud herfra, for ellers vil der blive tale om en militær intervention.

Vi ønsker at holde denne aftale i live. På torsdag vil vi beslutte at sende en delegation til Wien for at tage aktivt del i denne proces. Jeg håber, at vi her i fællesskab vil kunne udsende et overlevelsessignal, som vedrører disse vigtige NPT-bestemmelser.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Ikkespredningsaftalen er under pres fra mange fronter. I Süddeutsche Zeitung fra 3. marts stod der, at USA har planer om nye atomsprænghoveder, hvilket vi stiller os kritiske over for. I EU-landet Storbritannien vil premierminister Blair bruge 30 milliarder euro på en modernisering af de britiske atomvåben. I morgen er der afstemning om dette i det britiske underhus. Det er atomar oprustning, hvilket udgør en trussel mod ikkespredningsaftalen. Dette er noget, som det tyske rådsformandskab skal udøve kritik af.

Vi støtter protesterne mod atomprogrammet. USA planlægger at opbygge et raketforsvarssystem i Tjekkiet, Polen og i Kaukasus-regionen, og NATO vil - ifølge hr. de Hoop Scheffer - og på baggrund af en meddelelse fra i går deltage heri med sit eget raketforsvarssystem. Den tyske forsvarsminister, hr. Jung, vil have hele raketforsvarssystemet under NATO's kontrol. Rådet og Kommissionen bør omsider gå ind og udøve en klar og entydig kritik af disse raketforsvarsplaner. Sammen med to kolleger har jeg udarbejdet en erklæring, som går imod dette raketforsvarssystem.

Samtidig forbereder man sig på en krig mod Iran. Det mener Wesley Clark også, som er tidligere øverstkommanderende for NATO. Kritikken af Iran er hyklerisk, når man selv besidder atomvåben og moderniserer disse. I ikkespredningsaftalen hedder det, at alle atomvåben skal nedrustes. Der findes nemlig ikke nogen gode atomvåben. Nedrustning er øjeblikkets krav!

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Pyongyangs og Teherans nukleare ambitioner udgør en direkte trussel for traktaten om ikkespredning af kernevåben, den såkaldte NPT. Både i det nordøstlige Asien og i Mellemøsten kan de pågældende nabolande jo føle sig tvunget til ligeså at tilslutte sig atommagterne.

Hvis NPT udhules, må det desuden frygtes, at det får samme negative virkning på konventionerne om biologiske og kemiske våben. Kort sagt, risikerer hele det multilaterale våbenkontrolsystem at bryde sammen på den måde, hvilket er et sandt globalt skræmmebillede. I mellemtiden rejser spørgsmålet sig, hvilken autoritet FN's Sikkerhedsråd endnu har, hvis FN-medlemmer mod dets udtrykkelige vilje forsyner sig med kernevåben.

Er Rådet og Kommissionen enige med mig i, at NPT-krisen samtidig betyder en krisesituation for den højeste internationale myndighed? I betragtning af denne meget alvorlige situation forventer jeg maksimale bestræbelser fra Rådets og Kommissionens side for at overbevise FN's Sikkerhedsråd om, at Pyongyang og Teheran skal overtales til at opgive deres ildevarslende nukleare kurs, for det haster.

  Karl von Wogau (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Ikkespredningsaftalen var en stor landvinding, men vi må konstatere, at udbredelsen af masseødelæggelsesvåben fortsætter. Vi kan desværre ligeledes konstatere, at revisionskonferencen foreløbig er mislykkedes, og derfor er åbningskonferencen i Wien uhyre vigtig. Det er også af allerstørste vigtighed, at Parlamentet kan give udtryk for sin holdning her. Det er imidlertid en forudsætning for effektiviteten heraf, at det er et fælles beslutningsforslag, som alle har sat deres fingeraftryk på. Jeg håber, at vi også når frem til et sådant resultat ved afstemningen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud havde vi alle sammen en opfattelse af, at terrorbalancens tidsalder var forbi. Men i dag er der en risiko for, at denne terrorbalance ganske vist ikke længere eksisterer på globalt plan, men at den derimod vokser frem på regionalt plan. Vi skal i fællesskab gøre alt for at forhindre, at dette sker.

Af de mange forslag vil jeg godt kommentere et, som omhandler det internationale system for uranberigelsesprocesser. Det er en sag, som har fået usædvanlig stor betydning. Jeg vil dog også gerne bringe et andet emne på tale, som ikke umiddelbart falder ind under disse forhandlinger, men som skal diskuteres i offentligheden, og det er spørgsmålet om raketforsvarssystemet.

I Europa diskuterer vi i øjeblikket et amerikansk raketforsvarssystem og dets følger for Europa. Men det der egentlig skal interessere os, er Europas sikkerhed. Disse iranske raketter, som amerikanerne beskytter sig imod, er meget tættere på Europa end på USA. Vi hører f.eks., at de iranske raketter allerede i dag kan nå potentielle mål i Syditalien og Grækenland. Derfor skal vi have generelle forhandlinger om, hvorvidt vi har brug for et sådant system. Hvis det viser sig at være tilfældet, er det os europæere, som har lige så meget brug for det. Dette skal vi også forhandle og træffe beslutning om her i Parlamentet.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand! Ikkespredningsaftalen er faktisk den vigtigste støttepille for den internationale konsensus om, at spredning af kernevåben skal stoppes, selvfølgelig også med en generel atomnedrustning som det endelige mål, som min gruppeformand netop fremhævede. Eftersom spredningen af massetilintetgørelsesvåben udgør en stigende trussel for den internationale fred og sikkerhed, skal vi på ny evaluere, puste nyt liv i og forstærke aftalen.

Udviklingerne i Iran bekymrer os selvfølgelig. Til trods for gentagne advarsler fra det internationale samfund fortsætter Iran med forsøg på at nå frem til et system for uranberigning. Samtidig ved vi også, at der findes en reel risiko for, at terrorgrupperinger kommer til at råde over atomvåben eller lignende.

For at forhindre spredning af massetilintetgørelsesvåben er en effektiv multilateral løsning uundværlig. Oven i købet er ikkespredningsaftalen fuldstændig afhængig af en sådan. Ved at optræde hver for sig og unilateralt undermineres alle fælles bestræbelser på dette område. De anerkendte atommagter skal derfor foretage en synlig investering. De er især også ansvarlige for den nuværende ikkespredningsaftales troværdighed. Netop i dette lys sætter vi spørgsmålstegn ved USA's seneste forsøg på at få Polen og Tjekkiet til at gå med til placeringen af et antiraketskjold på deres område. Raketsystemet skulle ifølge amerikanerne beskytte mod mulige angreb fra Nordkorea og Iran. Dette er faktisk i modstrid med planen om netop at afholde disse lande fra at udvikle et atomvåbenarsenal.

Amerikanerne ser med deres forslag også bort fra Ruslands frygt, hvad enten den er berettiget eller ej, idet Rusland betragter raketskjoldet som en provokation og endda en trussel mod dets nationale sikkerhed. Et beskyttende skjold, som dernæst fører til mistillid mellem de tre vigtigste partnere - USA, Rusland og EU - som vil forhindre spredning, er netop ikke den multilaterale optræden, som vi anser for ønskværdig.

Desuden spekulerer vi på, hvordan et sådant bilateralt samarbejde passer til den europæiske sikkerhedsstrategi og NATO-partnerskabet. Vi har derfor kraftige indvendinger imod sagens forløb, og vi opfordrer derfor USA og de pågældende EU-medlemsstater til at tage planer op til fornyet overvejelse og søge multilaterale alternativer, som passer til det, vi i EU har aftalt med hinanden, hvad angår sikkerhed.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand! Lad os ikke pynte på tingene, NPT-gennemgangskonferencen i 2005 var en fiasko. Desværre er hele historien om ikkespredningstraktaten kendetegnet ved manglende succes. Nordkorea har trukket sig ud af ordningen og har lanceret sit eget militære atomprogram. Iran har også vendt sig mod ordningen, og vi ved ikke, hvor langt det er i udviklingen, men dets hensigter er under ingen omstændigheder gode. Indien, Pakistan og Israel viser ingen tilbøjelighed til at tiltræde.

Alligevel er der også en vis positiv udvikling: Den 16. februar førte sekspartsforhandlingerne i Beijing til en aftale. Inden længe finder vi ud af, hvad værdien af en sådan aftale er. Hr. El Baradei besøger Nordkorea i morgen, og han vil under sit besøg utvivlsomt finde ud af, om Nordkoreas hensigter er reelle. Den igangværende aktion er meget betydningsfuld. Respekten for hele NPT er på spil. Vi må kombinere fleksibilitet med konsekvens. Vi må være fleksible, hvad angår metoder og tidsplaner, men vi kan ikke være fleksible, hvad angår målene. Målene må være klare og utvetydige. Nordkorea må vendte tilbage til NPT-ordningen og standse det militære atomprogram omgående. Den måde, hvorpå vi håndterer problemerne med Nordkorea, vil få direkte indflydelse på Iran. Hvis vi klarer problemerne med Nordkorea, vil vi også klare dem med Iran. Hvis det mislykkes for os her, kan det frygtes, at vi ikke engang vil være i stand til at føre Iran på rette vej.

Forberedelserne af revisionskonferencen vil være reelle og vellykkede, hvis vi derved kan tackle de to store udfordringer, som Nordkorea og Iran udgør, og løse disse to problemer på en god måde. Der er nu en svag chance for det, men kun hvis vi er konsekvente og fastholder vores principper konsekvent.

  Caroline Lucas (Verts/ALE). - (EN) Fru kommissær! De sagde, at spredning udgør den største potentielle trussel mod vores sikkerhed, og jeg er enig med Dem. Er det så ikke ironisk, at Det Forenede Kongeriges regering i morgen sandsynligvis vil tage en beslutning om at udskifte sit system af Trident-atomundervandsbåde, som netop vil fremskynde denne spredning og dermed undergrave vores kollektive sikkerhed? Ved at gøre dette vil landet demonstrere den allerhøjeste grad af hykleri: Man fastholder og videreudvikler Det Forenede Kongeriges egne kernevåben, mens man fører ulovlige krige for at forsøge at forhindre andre i at få dem. Hvilken moralsk myndighed kan Det Forenede Kongeriges regering tro, at den har til at belære andre lande som Iran om, at det ikke må udvikle kernevåben, når det er lige præcis, hvad vi selv gør?

Ikkespredningstraktaten består af to løfter: Stater uden kernevåben lover, at de ikke vil anskaffe kernevåben, hvis stater med kernevåben indleder seriøse bestræbelser på at afskaffe deres. Hvis vi ikke holder vores del af den aftale, hvis vi ikke overholder den internationale lovgivning, er det næppe overraskende, at andre heller ikke overholder deres del af den.

Den britiske regerings opgradering af Trident undergraver grundlæggende EU's kollektive holdning til ikkespredning, og derfor bør både Det Forenede Kongerige og Frankrig fordømmes i stærke vendinger af både Rådet og Kommissionen.

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den nordkoreanske og iranske atomkrise har endnu en gang givet næring til frygt og mistanke blandt verdens nationer og befolkninger. Den internationale debat om atomoprustning skaber endnu en gang tvivl om menneskehedens fremtid. Det er nødvendigt at genoptage forhandlingerne med Iran og at udelukke ethvert militært initiativ, der ikke ville have anden effekt end at forværre den aktuelle krise. Derfor er det vigtigt, at vi puster nyt liv i forhandlingerne på grundlag af fornyelsen af traktaten om ikkespredning af kernevåben i 2010.

EU skal lægge et tilstrækkeligt politisk, økonomisk og handelsmæssigt pres på lande som Indien, Pakistan, Iran og Korea og også på lande som Kina og USA. Desuden er det tvingende nødvendigt, at EU arbejder for et Middelhavsområde uden kernevåben. Ved hjælp af passende økonomiske og sociale politikker skal vi gøre Middelhavsområdet til et område med fred, som er fuldstændigt fri for kernevåben. Derfor skal det pres, jeg nævnte før, også lægges på Israel, der selvfølgelig har ret til at beskytte sin egen sikkerhed, men som ikke må bygge på atomfrygt og udslettelse af andre folkeslag.

I øvrigt har præsident Bushs seneste beslutning om at placere raketter i Den Tjekkiske Republik eller nye militæranlæg til atomovervågning i Polen kun den virkning at forværre militærforbindelserne til Rusland. Jeg fordømmer uden tøven præsident Bushs beslutning.

  Achille Occhetto (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er alle enige om, at det er nødvendigt med en fornyet indsats mod spredningen af termonukleare våben, sådan som hr. Schulz sagde i sin tale, men samtidig er vi nødt til at slå klarere fast, at det ikke er nok at forhindre spredning, og at vi skal genoptage kampen for en fuldstændig nedrustning. Vi får nemlig aldrig et egentligt demokrati i verden, hvis nogle lande kan dominere, fordi de er i stand til at ødelægge verden flere gange.

Landene i atomklubben - og det gælder i dag navnlig Det Forenede Kongerige og Frankrig - får nemlig først evnen og den moralske ret til at forhindre de andres spredning, hvis de selv begynder at nedruste, og hvis de selv sætter et forbud mod alle masseødelæggelsesvåben på dagsordenen.

Desværre er det ikke den vej, man går, hvis man tænker på USA's unilaterale politik - der også er i strid med NATO's beslutninger - hvor USA har haft hemmelige forhandlinger med visse europæiske lande for at opstille et missilskjold, som vi har stillet et præcist ændringsforslag imod. Vi er således nødt til at standse disse planer og sige nej til spredning, men ja til et europæisk initiativ, der går i retning af en fuldstændig nedrustning.

  Jill Evans (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Når vi kigger frem imod revisionskonferencen af ikkespredningstraktaten i 2010, er der ingen tvivl om, at traktaten allerede er udsat for et betydeligt pres, navnlig med diskussionerne om Iran og Nordkorea, så man kan ikke forestille sig et værre tidspunkt til at udsende et budskab om, at kernevåben er vigtige for et lands sikkerhed, selv om de er nyttesløse over for de reelle trusler, som vi står over for, såsom klimaforandringer og terror. Men det er netop, hvad den britiske regering har i sinde, og som vi allerede har hørt, skal medlemmerne af parlamentet i Westminster i morgen stemme om, hvorvidt kernevåbensystemet Trident skal fornys og føre Det Forenede Kongerige og resten af verden ind i en ny atomalder og et nyt kernevåbenkapløb.

I henhold til ikkespredningstraktaten burde vi drøfte en tidsplan for afskaffelse af disse ulovlige og umoralske våben, ikke en fornyelse af dem. Jeg vil gerne opfordre alle grupper i Parlamentet til at støtte beslutningsforslaget og ændringsforslagene for at tilskynde medlemmerne af det britiske parlament til at stemme imod en udskiftning af Trident-systemet i morgen og overholde den forpligtelse, man indgik for 35 år siden, da ikkespredningstraktaten blev underskrevet.

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Den atomare trussel er en realitet. Den er desværre også tiltagende, som De i øvrigt også fastslog ved at nævne de to brændpunkter Iran og Nordkorea.

Det er utvivlsomt nødvendigt, at vi allerede nu begynder at forberede revisionskonferencen med henblik på at foretage de nødvendige prioriteringer her. Men endnu mere vigtigt er det, at vi forsøger at træffe foranstaltninger, som underbygger det internationale samfunds og EU's troværdighed i forbindelse med gennemførelsen og hændhævelsen af ikkespredningsaftalen. For kvaliteten af denne aftale vil blive målt på de vellykkede resultater, som den reelt fører med sig. På nuværende tidspunkt anser jeg mulighederne for at gennemføre sådanne strategier for at være helt igennem positive, når jeg som formand for Delegationen for Forbindelserne med Den Koreanske Halvø betragter situationen i Nordkorea og de kontakter, som vi havde med Syd- og Nordkorea.

Vi i EU og især i Parlamentet har bidraget til, at disse sekspartsforhandlinger er blevet genoptaget. Vi er en velkommen partner. Vi er ganske vist ikke en del af sekspartsforhandlingerne, men er hjertelig velkommen som udefrakommende mægler, og vi ydede vores bidrag til, at forhandlingerne blev genoptaget den 13. februar.

Jeg er forsigtig optimist. Det vil komme til at handle om gennemførelse af nedrustningen, hvilket vi har fået forsikringer om, at den vil blive, og nu er det så på tide, at Nordkorea følger dette op med handling. Men omvendt er det også nødvendigt, at Unionen sætter sig i scene her med foranstaltninger, som vil bidrage til politiske forandringer i Nordkorea. Vi skal støtte programmet for fødevaresikkerhed, for regional sikkerhed og for menneskelig sikkerhed, således at vi i sidste ende får en koreansk halvø, der er atomvåbenfri, hvilket vil betyde, at det aktuelle trusselsbillede - som ikke mindst Europa er stillet over for - vil forsvinde.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Det kommende møde i Wien er en anledning for EU til at tage føringen. Den europæiske holdning må hvile på to grundlæggende synspunkter: Det Internationale Energiagentur må styrkes, og der skal presses på for, at ikkespredningstraktatens artikel 6 opfyldes. Jeg er her enig i, at moderniseringen af Trident-raketsystemet er uforenelig med ikkespredningstraktatens artikel 6, og at det, eftersom det angår Storbritannien, også angår EU.

EU bør støtte en multilateral tilgang til uranberigelse og sikre, at alle lande undertegner tillægsprotokollen til kontrolaftalen. Det kan forebygge nye udfordringer af den art, som Iran stiller.

EU bør desuden arbejde for, at de 13 skridt mod atomar nedrustning fra PrepCom-mødet i 2000 gennemføres så hurtigst muligt. Hvis Europa ikke påtager sig at forsvare den ligevægt, som ikkespredningstraktaten hviler på, kan Prepcom-mødet 2007 blive begyndelsen til enden for traktaten.

I denne sammenhæng, hr. formand, er det en skandaløs trussel imod de europæiske forpligtelser, at Polen, Tjekkiet og Storbritannien ensidigt overvejer at deltage i det amerikanske anti-missilforsvar.

Hvad er EU eller sågar NATO godt for, hvis det ikke er for at diskutere Europas strategiske fremtid?

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, fru kommissær! I slutningen af det 20. århundrede var der to tankeretninger inden for sikkerhedsspørgsmål. Ifølge den ene var den største trussel mod verden den store olieproduktions ugunstige indvirkning på stabiliteten i Mellemøsten, og den anden drejede sig om miljøfaktorer og klimaændringer. Den 11. september og orkanen Katrina viste, at kilden til faren er den samme, nemlig energigrådighed og overdrevent energiforbrug. Det er ikke nogen endelig løsning at sørge for, at 20 % af vores energiforbrug stammer fra vedvarende energikilder. Det eneste, der kan føre til, at vi kan afværge begge trusler, begrænse emissionerne og mindske afhængigheden af det ustabile Mellemøsten, er kernekraft. Lad os konfrontere De Grønne med deres forældede argumenter om farerne ved kernekraft. Vi må ikke lade dem udnytte situationen i Iran og andre steder til at holde os som gidsler med begrundelse i eventuelt misbrug af kernekraft. Vi råder over et instrument til at modvirke dette, nemlig traktaten om ikkespredning af kernevåben (NPT).

Et positivt resultat af konferencen i 2010 vil være afgørende sikkerhedsforanstaltninger. Efter vores opfattelse er de vigtigste emner følgende: for det første berigelse og oparbejdning af uran i henhold til artikel IV, herunder debatter om regionale kernebrændselsdistributionscentre, og for det andet nødvendigheden af at finde løsninger på opsigelser, der ikke er berettigede i henhold til traktatens artikel X. Derfor opfordrer vi Rådet og Kommissionen til at føre an i forhandlingerne i Den Forberedende Komité i Wien og yde et væsentligt bidrag til, at der opnås et positivt resultat på konferencen i 2010. Vi anmoder Dem også om en statusrapport om gennemførelsen af de 43 foranstaltninger, som blev vedtaget med Rådets fælles holdning, og som allerede var aktuelle under den mislykkede debat om traktaten i 2005. Vi opfordrer også medlemsstaterne til fuldt ud at overholde den skarpe ordlyd i FN's Sikkerhedsråds relevante resolutioner vedrørende NPT, og det gælder også bankoperationer og forretninger i visse sydeuropæiske stater. Fru kommissær! Til sidst vil jeg sige, at vi må begynde at undersøge, hvordan vi kan få Israel til at deltage i forhandlingerne om revisionen af NPT. Jeg anmoder Dem om at undersøge sagen og samarbejde med os.

  Bogdan Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Vi har i mange år levet med truslen om spredning af masseødelæggelsesvåben. Vi er blevet endnu mere opmærksomme på den på det seneste på grund af faren for, at fissilt materiale og kemiske og biologiske våben falder i hænderne på terrorister.

Denne fare har ført til, at både EU og andre internationale organisationer har udarbejdet strategidokumenter. Jeg vil navnlig gøre opmærksom på de omfattende politiske retningslinjer, som NATO vedtog i slutningen af 2006. Visse landes nukleare ambitioner, det gælder især Nordkorea og Iran, har også, som det blev nævnt tidligere, givet anledning til bekymring. Det glæder os, at der er sket visse fremskridt i de multilaterale forhandlinger med Nordkorea, og vi beklager, at der ikke er sket fremskridt i forhandlingerne med Iran.

Fire betingelser skal opfyldes, hvis den meget alvorlige spredningstrussel skal kunne overvindes. For det første skal den nuværende ikkespredningsordning inden for rammerne af ikkespredningstraktaten fastholdes og muligvis endog styrkes i 2010 i forbindelse med revisionskonferencen. Jeg støtter opfordringen til, at EU's medlemsstater taler med én stemme på konferencen. Det er påkrævet, at de er beslutsomme og vælger en sammenhængende strategi.

For det andet er det vigtigt, at alliancen mellem Europa og USA konsekvent fortsætter terrorbekæmpelsen.

For det tredje er det vigtigt, at forhandlingerne med Nordkorea fører til resultater, og at den diplomatiske tilgang til Iran fastholdes.

For det fjerde er det, i modsætning til det, som visse medlemmer fra venstrefløjen mener, vigtigt at udvikle et missilskjold, der ikke bare kan forsvare USA, men også dets europæiske allierede mod strategiske missilangreb. Det er vigtigt, at dette skjold har et interoperativt system, der beskytter mod kort- og mellemdistancemissiler, og at systemet er fælles.

TBMD-projektet, som NATO fuldfører inden 2010, er derfor af største betydning.

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Jeg er meget taknemmelig for Deres støtte, for når alt kommer til alt, er vi enige om mange ting. Med udgangspunkt i vores nuværende situation skal vi lægge mere energi i at opnå en fælles holdning i denne forberedelsesfase til de punkter, hvor vi oplevede tilbageskridt i 2005. Jeg vil godt på det kraftigste understrege, at ikkespredningsaftalen naturligvis er kommet under pres fra forskellig side, men hvis vi mener det alvorligt, og efter at vi blev enige om en fælles holdning i 2005, udgør den et fundament, som vi kan og skal sætte vores lid til under den igangværende åbningskonference.

Jeg vil godt understrege det, som mange har bemærket, herunder Dem, hr. Schulz, nemlig at det er vigtigt at fremhæve den multilaterale tilgang hertil. I virkeligheden ved vi alle af erfaring, at unilateralisme ikke hjælper os videre. Vi har brug for det multilaterale element, og jo mere vi kræver dette, desto mere nødvendigt bliver det at indtage en fælles holdning i EU med henblik på at komme videre i dette spørgsmål.

Netop hvad angår Iran er den vej, som EU har forudbestemt, både den rigtige rent politisk og diplomatisk. Selv om mange bliver utålmodige - som om der var mange andre alternativer hertil - er dette tilbud, som Rådet bekræftede igen for nogle uger siden, den rigtige vej. Vi har begge dele, idet vi har et beslutningsforslag om sikkerhed med passende sanktioner, men samtidig står døren fortsat åben for forhandlinger med Iran.

Jeg vil godt præcisere det, som jeg indledningsvis sagde med hensyn til ikkespredningsaftalen, men naturligsvis også med hensyn til nedrustning. Dette emne skal forblive på dagsordenen med henblik på en fredelig udnyttelse af kerneenergien, også selv om man ser anderledes på det ene eller andet med hensyn til, hvordan risiciene kan minimeres.

Det er vigtigt, at vi får bred opbakning fra Parlamentet til de kommende forhandlinger, som med sikkerhed ikke bliver nemme. Hvad angår oplysninger og samarbejde mellem Rådet og Parlamentet kan jeg på formandskabets vegne tilbyde, at vi efter åbningskonferencens første møde foretager en orientering i det kompetente udvalg og desuden redegører for, hvor langt vi er nået med de 43 punkter, som var indeholdt i et tidligere beslutningsforslag, og hvad der er og ikke er blevet gennemført heri.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Dette har været en meget nyttig forhandling i en vanskelig situation. Vi vil gennemgå Deres henstillinger meget grundigt, for forbedelseskonferencen i Wien vil give os en vigtig mulighed for at forberede os bedre på 2010-konferencen og dermed forhåbentligt at rette op på tingene efter en meget vanskelig konference i 2005.

Vi ved, at situationens alvor og betydning i forbindelse med ikkespredning er langt mere omfattende end det, borgerne er klar over i øjeblikket. Vi kan konkludere fra de seneste Eurobarometer-undersøgelser, at befolkningen ønsker positive foranstaltninger. Jeg er enig med hr. Zappalà og fru Neyts-Uyttebroeck, når de siger, at det er vigtigt, at der hersker enighed om sammenhængen mellem masseødelæggelsesvåben, spredning og terror. Dette skal understreges i den europæiske sikkerhedsstrategi, og det bliver understreget, men nu skal vi gennemføre det på den rigtige måde.

Jeg er også overbevist om, at Europa-Parlamentets indsats for at fremme samhørighed og flere fælles foranstaltninger er af absolut central betydning. Alle har været inde på, at det ligeledes er vigtigt at tale med én stemme. Derfor har Kommissionen brug for Deres værdifulde støtte for at maksimere sin gennemslagskraft i forhold til det fælles mål. Vi vil bestemt bidrage til det arbejde, der skal udføres i Wien, fordi det vil styrke vores troværdighed, som mange har været inde på.

Jeg vil også gerne takke hr. Pirker og Parlamentets delegation, navnlig med hensyn til Nordkorea. Jeg er enig i, at Nordkorea er vigtigt, ikke kun i sig selv, men også med henblik på at skabe muligheder for fremskridt andre steder. Men vi lægger stadig vægt på aldrig at give op, så længe der findes muligheder.

I vores overskrifter kan vi se, at ikkespredningsspørgsmål for det meste omtales med henvisning til enkelte lande. Men vi må ikke, som hr. Schulz sagde, glemme betydningen af spørgsmålet om det internationale system som helhed i den multilaterale metode og effektiviteten.

De vigtigste fire principper, som vi skal forsøge at underbygge ved forberedelseskonferencen og derefter ved den næste revisionskonference, er følgende. For det første spørgsmålet om stater, der ikke har undertegnet traktaten: Jeg tror, at der er tre stater, der indtil videre har afvist at tilslutte sig traktaten. Lad os prøve at få dem med. For det andet med hensyn til udtræden af traktaten, hvor Nordkorea i januar 2003 meddelte, at man havde til hensigt at udtræde af ikkespredningstraktaten - det var den første stat, der gjorde dette. Adskillige stater mener, at Nordkorea fortsat er juridisk forpligtet af traktaten og ikke har fulgt de korrekte juridiske procedurer for udtræden. Lad os prøve at løse dette spørgsmål med parter, der ikke overholder traktaten. Nogle stater, der har tilsluttet sig ikkespredningstraktaten, har alligevel forsøgt at anskaffe kernevåben tidligere, og derfor er vi nødt til at løse dette problem.

Endelig er der spørgsmålet om god tro. Det er blevet nævnt mange gange, at de fleste lande uden kernevåben ikke mener, at landene med kernevåben har gjort tilstrækkelige fremskridt i retning af målet om kernenedrustning - artikel 6. Jeg mener, at det bør være vores centrale indsatsområde ved de femårlige revisionskonferencer. Derfor kan vi også se, at der er behov for en bredt funderet enighed, og alle de store lande som Rusland og Kina bør deltage i en sådan dialog.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.30.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Glyn Ford (PSE). - (EN) Dette er en vigtig diskussion. Spredning af kernevåben gør verden til et mindre og ikke mere sikkert sted. Uanset om der er tale om Israel eller Indien, Pakistan eller Nordkorea, skal vi presse dem til at tilslutte sig ikkespredningstraktaten. Men vi skal også huske på, at samtalerne under ikkespredningstraktaten ikke bare drejer sig om at standse spredningen af kernevåben, men også om at få verdens atommagter til at reducere og fjerne deres egen arsenaler. Førstnævnte aspekt får større opmærksomhed end sidstnævnte.

Det socialdemokratiske ændringsforslag om fordømmelse af det amerikanske missilskjold er kun alt for relevant. Som vi har set i det nordøstlige Asien med Japans indsættelse af systemerne for taktisk missilforsvar og taktisk forsvar i stor højde giver disse mulighed for brug af offensive teknologier til Bush-administrationens doktrin om forebyggende afskrækkelse. Med indsatsen af disse systemer vil USA kunne indlede et angreb på lande med et lille antal kernevåben og forsvare sig mod enkelte missiler, som man ikke har ramt ved det første angreb.

Jeg vil også stemme for ændringsforslag nr. 1 fra De Grønne. Jeg går ikke ind for en ensidig afskaffelse af den britiske Trident-flåde, men jeg er slet ikke overbevist om, at der på nuværende tidspunkt er behov for at forny den.

(1) Se protokollen.