Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 14. marts 2007 - Strasbourg

3. Berlin-erklæringen (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser vedrørende Berlin-erklæringen.

Først vil jeg imidlertid gerne komme med en kort erklæring, som formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og koordinatorerne i dette udvalg har bedt mig om.

Erklæringen om Europas fremtid, som skal vedtages i Berlin den 25. marts 2007, kan blive en vigtig milepæl på vej mod et stærkere og fremtidsorienteret Europa. Formandskonferencen har bedt mig om at repræsentere Europa-Parlamentet i forhandlingerne om Berlin-erklæringen. Det gør jeg i tæt dialog med og med stadig information til Parlamentets Præsidium, gruppeformændene og især formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og koordinatorerne i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, og jeg skal i dag for tredje gang mødes med formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og koordinatorerne for at drøfte disse spørgsmål.

Formålet med forhandlingen i mødesalen i dag er at drøfte spørgsmålet med alle medlemmerne samt med Rådet og Kommissionen. Jeg håber også, at jeg fra forhandlingen i dag kan få inspiration og oplysninger med til de efterfølgende samtaler med det tyske formandskab.

Berlin-erklæringen, som stadig er til forhandling, skal bestå af fire kapitler. Den skal indledes med en kort anerkendelse af det, der er opnået siden 1957, med fremhævelse af de centrale sejre, nemlig fred, velstand og stabilitet samt konsolidering af demokratiet og retsstaten i forbindelse med udvidelsen og overvindelsen af kontinentets deling.

Andet kapitel skal helliges de centrale karakteristika ved den europæiske enhed og det europæiske samarbejde, nemlig lige rettigheder og pligter for medlemsstaterne samt gennemsigtighed og subsidiaritet som grundelementer i fællesskabsmetoden.

Tredje kapitel skal være udslagsgivende med hensyn til vores centrale værdier, som den europæiske enhed bygger på. Det skal især understreges, at mennesket, hvis værdighed er uangribelig, står i centrum for al politisk handling. Det lagde jeg også stor vægt på under middagen på topmødet med stats- og regeringscheferne, hvor vi torsdag aften i sidste uge drøftede dette spørgsmål. Mennesket er politikkens udgangspunkt og mål. Desuden skal solidaritetsprincippet være et vigtigt karakteristikum. Det er et uundværligt element i det europæiske integrationsprojekt og helt aktuelt også en nutidig og aktuel udfordring på energiområdet.

Endelig skal fjerde kapitel omhandle fremtidens udfordringer som energipolitik, klimabeskyttelse, den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, den indre sikkerhed og borgernes rettigheder og bevaring af en samfundsorden, der er præget af socialt ansvar gennem større økonomisk succes.

Når det gælder Berlin-erklæringen og den efterfølgende diskussion om forfatningstraktatens fremtid, må der fra Europa-Parlamentets side ikke herske tvivl om, at Europa-Parlamentet står ved forfatningstraktaten. Vi ønsker, at substansen i forfatningstraktaten inklusive kapitlet om værdierne skal blive juridisk og politisk virkelighed.

(Bifald)

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at topmødet i Berlin ikke kun er et arrangement for regeringerne, som det var tilfældet for 50 år siden. Det er en konference, som både Europa-Parlamentet og Kommissionen deltager i. Alle tre institutioner repræsenteres af deres formænd, som underskriver erklæringen om EU's fremtid og udtaler sig med indlæg på konferencen.

De sidste 50 års sejre er ekstraordinære. Efter 50 år har Europa imidlertid brug for et nyt opbrud. Vi må nu i fællesskab finde modet og viljen til at leve op til det 21. århundredes udfordringer.

(Bifald)

  Frank-Walter Steinmeier, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, fru kommissær! Det glæder mig, og det er mig en særlig ære i dag for første gang at tale til Dem i Europa-Parlamentets mødesal som repræsentant for formandskabet.

Som De sagde, fejrer EU den 25. marts 50-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaten, og jeg synes, det er en særlig dag, en dag, hvor vi bør standse op i nogle timer, standse op i den daglige politik, standse op for at se tilbage på en efter min mening enestående succeshistorie for den europæiske enhed, men også standse op for at se fremad og spørge os selv, hvordan vi europæere skal finde svar på vor tids presserende spørgsmål.

Vi kan være stolte af det, som menneskene i Europa har opnået i de forløbne 50 år. Den 25. marts bør derfor frem for alt være en fortrøstningsfuld dag. Europa-Parlamentet har i betydelig grad været med til at præge den europæiske integrationsproces. Mange succeser kunne ikke være opnået, hvis ikke Europa-Parlamentets medlemmer hårdnakket og engageret havde arbejdet for mere integration, mere demokrati og gennemsigtighed i EU.

Formandskabet satser på et godt og tillidsfuldt samarbejde med Europa-Parlamentet. Hidtil har De støttet os så godt, De kunne, og det vil jeg gerne udtrykkeligt takke Dem for her. Når jeg siger "støttet", så gælder det også for forberedelsen af Berlin-erklæringen, som vi vil vedtage den 25. marts som en fælles erklæring fra de tre europæiske institutioner Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. Europa-Parlamentet og Kommissionen har fra begyndelsen bidraget engageret og aktivt til udarbejdelsen af denne erklæring.

Jeg vil gerne takke Dem, hr. formand, og hele Parlamentet for den tillid, som De møder formandskabet med i dette vigtige spørgsmål, og jeg takker Dem for Deres tilslutning til den procedure, vi har foreslået. Efter mine samtaler og diskussioner i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og i Udenrigsudvalget ved jeg, hvor vanskeligt det har været for nogle af Dem at tilslutte sig denne procedure. Derfor hjertelig tak for tilliden til proceduren.

Formandskabet har sat sig for at styrke borgernes tillid til Europa. Til det formål har vi brug for dialog, og til det formål har vi i de seneste uger og måneder lyttet meget opmærksomt, ikke kun på meget vellykkede nationale konferencer i Berlin med deltagelse af borgere, som var udvalgt ud fra et tilfældighedsprincip, og som vi spurgte om, hvad de forventer af EU. Der er én ting, som jeg synes står helt klart i denne forbindelse, og det er, at hvis vi vil overbevise borgerne om Europa, må vi vise med konkrete eksempler, at den europæiske enhed er til gavn for dem. Vi skal arbejde på, at EU tager fat på fremtidens opgaver og tilbyder overbevisende løsninger.

Det Europæiske Råd viste den 8. og 9. marts, som De netop nævnte, at EU også kan være handlekraftigt med 27 medlemsstater, også på de områder, hvor borgerne især forventer det af os, f.eks. inden for energi og klimabeskyttelse. Det vellykkede forårstopmøde gør os optimistiske med hensyn til formandskabets videre forløb. Vi vil også benytte denne rygvind til Berlin-erklæringen. Hvis budskabet fra topmødet er: "Hvis vi europæere finder styrken til at handle i fællesskab, så kan vi aktivt udforme fremtiden", så er det det rigtige budskab.

Forbundskansleren fremlagde den 8. marts under stats- og regeringschefernes middag - kommissionsformand Barroso og De, hr. formand, var med - vores idéer, som er udviklet i de udførlige samtaler med Parlamentets, Kommissionens og de nationale regeringers repræsentanter. Teksten til erklæringen er naturligvis ikke helt færdig endnu, og jeg kan forsikre Dem, at de ting, der kommer frem i dagens diskussion her, naturligvis vil indgå i vores overvejelser om den endelige version.

Vi ønsker, som jeg allerede har fortalt i udvalgene, en kort, helstøbt erklæring, som formulerer vores erklæring på 50-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaten i et sprog, som borgerne kan forstå. Hvad skal de centrale udsagn være? I første del af erklæringen vil vi anerkende det, som vi har opnået i fællesskab i Europa i de forløbne 50 år. Hertil hører naturligvis fred, stabilitet og velstand, og hertil hører også overvindelsen af kontinentets deling. Det ville alt sammen ikke have været muligt uden viljen til frihed hos menneskene i Central- og Østeuropa, og det vil vi udtrykkeligt anerkende i erklæringen.

(Bifald)

Til den europæiske enheds succeshistorier hører efter min mening også formerne og principperne for vores samarbejde her i Europa, nemlig demokrati og retsstat, lige rettigheder og pligter for medlemsstaterne, gennemsigtighed og subsidiaritet. Disse principper har - og det kan vi også godt være lidt stolte af - fungeret som forbillede for regionalt samarbejde i andre dele af verden. Den næste del af erklæringen vil indeholde en fælles bekendelse til de vigtigste værdier, altså menneskets værdighed, frihed og ansvar, gensidig solidaritet, mangfoldighed og tolerance og respekt i omgangen med hinanden. Vi ved nemlig, at EU er mere end bare et fælles økonomisk område. EU er også et værdifællesskab, og dette fundament af fælles værdier og måske også en fælles livsopfattelse er en vigtig forudsætning for, at Europa kan bevare sin handlekraft som politisk enhed.

Den centrale del af erklæringen kommer naturligvis til at handle om de fremtidige opgaver, som vi skal tage fat på og løse i fællesskab i Europa i det 21. århundrede. Det omfatter energi og klimabeskyttelse, det omfatter en handlekraftig europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og naturligvis også, at vi effektivt imødegår truslerne fra terrorisme og organiseret kriminalitet uden at begrænse menneske- og borgerrettighederne. Det omfatter naturligvis også, at vi finder fælles løsninger på håndteringen af den illegale indvandring.

Der er imidlertid et budskab, som jeg tror er særligt vigtigt, hvis vi igen vil styrke tilliden hos Europas borgere, og det er, at EU står for en samfundsmodel, som kombinerer økonomisk konkurrenceevne med socialt og økologisk ansvar. Erhvervslivets frihed er i lige så høj grad en del af den europæiske erfaring som arbejdstagernes rettigheder og medbestemmelse. EU har et socialt ansigt, og vi vil også fremhæve Europas sociale dimension i erklæringen. Det bekendte de europæiske regeringschefer sig udtrykkeligt til i konklusionerne fra sidste fredag.

Vi ved alle, at EU's reform- og fornyelsesproces må videreføres. Om godt to år er der valg til Europa-Parlamentet igen, og vælgerne har ret til at vide, hvilke instrumenter og handlemuligheder EU til den tid skal råde over. Derfor ønsker vi, at erklæringen også skal indeholde en fælles forpligtelse til at arbejde på de nødvendige forudsætninger for dette.

Lad mig komme med en sidste bemærkning. 50-årsdagen er en chance for os alle, en lejlighed til at hente styrke til de opgaver, der ligger foran os. Lad os på denne dag fokusere på de ting, som forener os! Lad os bruge dagens symbolske betydning til at sende et signal om, at vi står sammen! "Europa lykkes i fællesskab!" Det er mottoet for vores formandskab. Europas borgere forventer, at den europæiske politik viser vilje, mod og beslutsomhed til at handle i fællesskab.

I denne ånd vil vi tage fat på anden del af vores formandskab. Det beder jeg om Deres fortsatte støtte til.

(Bifald)

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Mødet i Berlin den 25. marts er en vigtig begivenhed. 50 års europæisk integration er bestemt værd at fejre. Denne begivenhed skal fremhæve alt det, der forener os, og vores fælles værdier og principper.

Men vi kan understrege betydningen af EU endnu mere, hvis vi ser lige så meget fremad som tilbage. Vi har nu muligheden for at fremme vores fælles målsætninger og ambitioner og gentage vores beslutning om at opbygge et bedre og stærkere EU til fordel for alle Europas borgere.

I maj tog Kommissionen derfor initiativ til at foreslå udarbejdelsen af en interinstitutionel erklæring ved 50-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaten. Det tyske formandskab har arbejdet intenst på at finde en tekst, der opfylder en række forskellige målsætninger. Vi er alle enige om, at teksten skal være kort og tilgængelig, og at teksten skal være let at læse og være relevant i mere et par dage eller uger. Vi er alle enige om, at erklæringen skal være en hyldest til resultaterne af 50 års europæisk integration, men at erklæringen også skal være fremadrettet for at inspirere Europas borgere med hensyn til fremtiden. Vi ønsker, at teksten skal afspejle det, der gør Europa til noget særligt for os - vores værdier og vores arbejde. Det er ikke en let opgave, men vi er i fremragende hænder hos Angela Merckel, Frank-Walter Steinmeier, og deres kompetente medarbejdere.

Efter min opfattelse har beslutningen om at involvere Parlamentet, Kommissionen og det civile samfund direkte vist sig at være en god beslutning. Drøftelserne mellem Parlamentet og Kommissionen og repræsentanter for det civile samfund har givet værdifuldt stof til eftertanke, som kan bidrage til generelle overvejelser og formandskabets vigtige arbejde. De bilaterale drøftelser og udvekslingen af synspunkter på Det Europæiske Råds møde i sidste uge har vist, at der er bred enighed om formålet med, anvendelsesområdet for og indholdet af erklæringen. Det endelige resultat vil være et bevis på ægte europæisk engagement over for fremtiden.

En stor del af diskussionen her til sidst vil dreje sig om at finde den rette formulering af teksten om EU's fremtidige ambitioner. I januar gav formanden, hr. Barroso, os noget at tænke på i forbindelse med nogle vigtige punkter. Det Europæiske Råds møde i sidste uge har bestyrket vores tro på, at vi ikke skal være tilbageholdende. Vi kan godt være både ambitiøse og troværdige. EU kan og vil fortsat være en drivkraft for opnåelse af positive ændringer i Europa og i hele verden.

Vi mener, at teksten skal være konkret uden at være for specifik. Den bør afspejle det geniale EU-koncept, der skaber den rette balance mellem det generelle og specifikke og mellem fællesskab og individualitet. Vi fremmer vækst og økonomisk udvikling på et stærkt socialt grundlag. Vi styrker sikkerheden og fremmer de subjektive rettigheder. Vi arbejder hårdt på at støtte de europæiske borgeres interesser, men med en stor ansvarsfølelse over for verdenssamfundet, som hr. Steinmeier også netop har klarlagt. Disse målsætninger opfattes sommetider fejlagtigt som et Europa med den mindste fællesnævner. Det er forkert. Det er mere en praktisk erkendelse af, at vi i en kompliceret verden med konstant forandring skal være på forkant med enhver situation og finde nye metoder til imødekommelse af grundlæggende udfordringer. Det er præcis det, vi gør på nuværende tidspunkt i relation til klimaforandringer og energi.

Det er også vigtigt at fremhæve, at EU ikke blot defineres ved det, der sker i Europa, men også ved den måde, hvorpå EU arbejder. Demokrati, gennemsigtighed og ansvarlighed er vigtige retningslinjer for EU i dag. Det vil være et vigtigt signal for medlemsstaterne og institutionerne at understrege EU's engagement over for en demokratisk tilgang.

Berlin-mødet vil finde sted nøjagtigt halvvejs i det tyske formandskab og vil være et vigtigt skridt i retning af relancering af en revision af traktaten med henblik på at styrke EU-institutionerne. Mødet afholdes oven på et usædvanligt vellykket møde i Det Europæiske Råd i sidste uge, et møde, som har manet alle de negative forudsigelser til jorden, og som har vist, at EU med 27 medlemsstater er lige så stærkt og fokuseret som EU før udvidelserne. Udvidelserne har bragt målbevidsthed og dynamik til vores arbejde, og jeg er overbevist om, at EU fortsat vil være målbevidst og dynamisk.

Hvis vi ser fremad, vil Det Europæiske Råds møde være den anden vigtige prøve. Kan vi nå til enighed om en strategi til afslutning af den forfatningsmæssige og institutionelle debat? Resultaterne i sidste uge er utvivlsomt positive i denne sammenhæng. Det har helt klart været gavnligt at begrave myten om, at EU udelukkende er selvoptaget og milevidt fra borgernes reelle problemstillinger. Budskabet skal være klart og tydeligt og vise, at vi er interesserede i vores institutioner, fordi vi ønsker, at de skal fungere tilstrækkelig godt til at leve op til borgernes forventninger og opfylde standarderne for demokrati.

Som afslutning ønsker jeg at gøre opmærksom på, at vi efter min opfattelse er tæt på fastsættelsen af en erklæring i Berlin den 25. marts, som vil opfylde de målsætninger, som Kommissionen skitserede i maj, og som blev undertegnet af Det Europæiske Råd og understøttet af Parlamentet. Erklæringen vil medvirke til at fremme indsatsen til afslutning af den forfatningsmæssige og institutionelle debat, mobilisere indsatsen til behandling af de vigtige prioriteter og vise et EU, der er forenet i bestræbelserne på at leve op til borgernes forventninger og bibringe det fremtidige arbejde i EU samme dynamik og resultater, som vi har opnået i 50 år med europæiske oplevelser.

(Bifald)

  Jo Leinen (PSE), formand for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand, mine damer og herrer! Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har diskuteret Berlin-erklæringen tre gange. Vi har skriftligt sendt Dem resultaterne til brug for Deres forhandlinger med det tyske formandskab.

Jeg tror, at der let kan opnås enighed om tre af de fem kapitler. Fortiden sejre og landvindinger taler for sig selv. EU er et stort fredsprojekt, et stort frihedsprojekt og en opskrift på at garantere velstand og sikkerhed for borgerne, og det bør også komme til udtryk i erklæringen.

Man kan nok også hurtigt blive enig om værdierne. De er jo fastsat i forfatningstraktaten, og foruden de klassiske værdier demokrati, menneskerettigheder og retsstat er solidaritet og lighed særligt vigtige for os. Her bør man i Berlin-erklæringen ikke tale om European Way of Life, men om den europæiske sociale model, som vi vil bevare og fortsætte i fremtiden. Denne særlige model med individuel frihed koblet med kollektiv sikkerhed er det specifikke, som karakteriserer samfundsmodellerne i Europa.

Jeg tror også, fremtidens udfordringer er indlysende. De er blevet nævnt, og man behøver ikke nævne dem alle igen. En håndfuld vigtige megaproblemer ligger foran os, spørgsmålet om klimabeskyttelsen blev jo besvaret fremragende på topmødet i sidste uge.

Det bliver vanskeligere, når vi skal beskrive, hvad der er det særlige ved EU. Her ønsker Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Parlamentet, at der i Berlin-erklæringen kommer en bekendelse til fællesskabsmetoden. Fællesskabsmetoden adskiller EU fra alle andre internationale organisationer, fordi den giver Parlamentet som den direkte valgte repræsentation for 500 millioner borgere indflydelse på lige fod med Ministerrådet, når vi laver love, standarder og regler for befolkningerne i vores medlemsstater. Vi ønsker, at fællesskabsmetoden skal være standardmetoden, også i anden og tredje søjle, at det ikke længere skal være sådan, at det er regeringerne, der laver love, men at borgernes repræsentation er involveret.

Lakmusprøven for Berlin-erklæringen ligger i femte del af de forpligtelser, som regeringerne påtager sig. Her vil det vise sig, om man mener alt det, der står foran, alvorligt, og det vil offentligheden være særligt opmærksom på. Jeg tror, at vi har brug for en erklæring om, at de hidtidige traktater ikke er tilstrækkelige, at vi har brug for et nyt grundlag, for nye midler og muligheder for EU. Vi må bekende os til den nye traktat. Dette overordnede kompromis er minimum.

Rådsformanden var modig under klimatopmødet i sidste uge. Jeg håber, at hun vil være lige så modig i forbindelse med Berlin-erklæringen, for mod i marts vil betale sig med henblik på topmødet i juni. Jeg ønsker Dem held og lykke i det tyske formandskab.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen, kære kolleger! Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater har, i virkeligheden fra første færd, altid argumenteret for en styrkelse af den europæiske integration, for et mere forenet Europa. Vi har altid arbejdet for en uddybelse af det europæiske samarbejde, for et politisk og ambitiøst Europa. Det, som altid har forenet os, er forsvaret af værdierne, fremme af frihederne, navnlig frihed til erhvervsudøvelse, til at arbejde og modtage aflønning, men også garanti for sikkerhed.

Rom-traktaten udgør hovedhjørnestenen i det europæiske bygningsværk. Den har sikret, at krig vores lande imellem for fremtiden ikke alene er en umulighed, men utænkeligt. Som barn oplevede jeg krigen slet og ret som en realitet. Jeg er lykkelig og stolt over, at denne realitet i vores del af verden er blevet en abstraktion, fordi vi har villet det. Som jeg plejer at sige til de unge: Intet er nogensinde vundet for altid, ligesom intet nogensinde er mistet for altid.

Vi står imidlertid ikke på lige fod, når det gælder denne succes. Alle europæiske nationer har kæmpet for frihed, fred og velfærd, men mange af nationerne har i 50 år måttet tåle diktatur, frihedsberøvelse og usikkerhed under kommunismens åg. De central- og østeuropæiske lande har ydet en vedholdende indsats for at overskride denne kunstige skillelinje og igen blive forenet med deres oprindelige familie og omsider lade Europa ånde frit og ubesværet.

Jeg vil gerne af hjertet og med beundring komplimentere nationerne og borgerne i disse lande. Uden dem og uden revolutionen i 1956, i 1968 og i 1980 havde Europa aldrig kunnet opleve "fløjlsrevolutionen" i slutningen af 1980'erne. Og Berlinmuren ville utvivlsomt stadig stå som en skamplet på vores kontinent.

Vi bør også have i erindring, at 2007 ikke kun markerer 50-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaten, men også 60-årsdagen for Marshall-planen. Uden USA's støtte, uden deres afgørende engagement til støtte for Europa, havde Schuman-erklæringen og Rom-traktaten mødt større modstand. De seneste 50 år har været en succeshistorie, som med kontinentets genforening har fået en lykkelig slutning. Dette århundrede kan efter min opfattelse imidlertid også, hvis vi vil det, i vid udstrækning blive et europæisk århundrede. Rom-traktaten, som er grundlaget for Den Europæiske Union, udgør historiens mest vellykkede vej til sameksistens. Vores kontinent er således blevet hjemsted, ikke for splittelse, men for lighed og tilnærmelse.

EU er rigtignok ikke blot et spørgsmål om eksport af varer og tjenesteydelser. EU viderefører også vores værdier. Vi virker som stabiliserende kraft. Er det ikke netop udsigten til et nærmere samarbejde, som har ført til genoprettelse af freden i Sydøsteuropa? De kommende 50 år stiller imidlertid alle medlemslandene over for en række udfordringer. Vi begynder ikke helt forfra, langtfra.

Den første forudsætning for succes er, at vi genvinder selvtilliden, bliver os vores aktiver bevidst og udnytter vores ressourcer. Den anden forudsætning for succes i en ustabil og globaliseret verden drejer sig om at være realistisk, gennemføre tilpasningsforanstaltninger hurtigst muligt og med overbevisning og entusiasme. Tilpasning er imidlertid ikke ensbetydende med at ydmyge sig og give afkald på det, man er. Reform er ikke ensbetydende med at ligge flad for nogen og lade sig fratage sin identitet. Europæerne har en højt udviklet sans for menneskelig værdighed, for respekt for den enkelte. Endvidere frembyder Europa med den sociale markedsøkonomi en opfattelse af samfundslivets indretning, som ligger meget fjernt fra forbrugersamfundets excesser og væren sig selv nok.

Den beslutning, der blev vedtaget under Det Europæiske Råds møde i sidste uge, består i at fastsætte fælles, ambitiøse målsætninger vedrørende energi og klimaforandringer.

Der er fem afgørende udfordringer, som præger billedet i øjeblikket: demografien, globaliseringen, multipolaritet, energi og den globale opvarmning, samt ikke at forglemme bekæmpelsen af terrorisme. I en globaliseret verden må Europa reagere med økonomiske og sociale reformer i en verden, hvor nye poler opstår med stor hastighed - jeg tænker på Asien, men også på Brasilien. Europa bør drage fordel af sin historie og udvikle sin samfundsmodel. I en usikker verden, hvor terrorismen er blevet en daglig realitet, må Europa både vise fasthed og beslutsomhed. Europa må ikke lade sig holde som gidsel af terroren.

Disse værdier er det, vi videregiver efter 50 års europæisk integration. Disse udfordringer er det, vi må imødegå i nyt perspektiv. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater mener, at kommende generationer kun kan udvikle og udfolde sig ved at tro på egne evner til nyskabelse og tilpasning. Vores rolle er afgjort beskeden, men krævende. Lad os i denne overgangsperiode undgå blindgyder, lad os slå ind på den rette vej og sammen skabe et solidt fundament. Det kræver klarsynethed, men også politisk mod at løse en sådan opgave.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi kender endnu ikke teksten til Berlin-erklæringen. Derfor er det fornuftigt ikke at tale om teksten, men i stedet om konteksten for Berlin-erklæringen. Når man har lyttet til rådsformandens, fru Wallströms og Joseph Dauls eller Jo Leinens tale, så fornemmer vi alle, at denne tekst er forbundet med en vis usikkerhed, fordi forventningerne til teksten er så store. Hvad skyldes det? Hvorfor stilles der så store forventninger til en tekst, som måske er en blandt mange andre? Det er meget enkelt. Det skyldes, at vi alle har en fornemmelse af, at vi står ved en skillevej. Måske vil den europæiske integration fortsætte lige så positivt som i de sidste 50 år, eller måske går vi en anden vej, væk fra den europæiske integration og ind i en uvis fremtid med renationalisering og de risici, det indebærer.

Vi har alle en fornemmelse af usikkerhed. Derfor skal denne Berlin-erklæring levere noget, som man muligvis kan levere med en ganske kort tekst, nemlig at formidle et budskab om håb om, at det, som vi har klaret med succes i de seneste 50 år, også vil kunne lade sig gøre i fremtiden. Men der er en ting, som ikke går længere. Vi kan ikke nøjes med at beskrive de sidste 50 års succeshistorier. Det er beklageligt, men det er realiteten. Jeg vil sige Dem, hvorfor jeg mener, at det er beklageligt, og jeg citerer den luxembourgske ministerpræsident Jean-Claude Juncker, som ved overrækkelsen af Karlsprisen i Aachen sagde: For mine børn er Adolf Hitler lige så fjern, som Wilhelm II er for mig. Det indebærer en risiko! I takt med historiens gang blegner bevidstheden om faren ved intolerance, had, etnisk udstødelse, alle farerne ved territoriale magtkrav, som vi troede var overvundet, men som i øvrigt ikke er overvundet. De er der stadigvæk alle sammen. Også her i Parlamentet sidder de, fortalerne for denne uhyggelige tendens. Alligevel må vi spørge, hvorfor den unge generation ikke kæmper så entusiastisk for det integrationsprojekt, som har overvundet dette had, sådan som Joseph Daul gør. Fordi det er historie.

Hvis vi vil forhindre, at alt det gentager sig, så må vi sige netop til den unge generation: Okay, det har vi opnået, og det krav, som I stiller til os om, at fred er en selvfølge, det er i orden. Men for at kunne garantere den på lang sigt har vi brug for nye metoder. At garantere freden på lang sigt vil sige at bevare klimaet i denne verden. Hvis stadig flere zoner på denne jord bliver ubeboelige, så vokser migrationsstrømmene, som i stigende grad destabiliserer freden. Tidligere var sikring af freden ensbetydende med integration. I fremtiden vil sikring af freden være ensbetydende med at få vendt klimaforandringerne. Social stabilitet vil sige, at unge mennesker ved, at de har en reel chance for at finde et værdigt arbejde med en værdig indkomst, som de kan føre et værdigt liv for. Den unge generation håber heller ikke på at blive millionær. Det er en dejlig drøm. Men at kunne gifte sig eller leve sammen, at kunne få børn, som man ved vil kunne vokse op i fred og have sociale fremtidsudsigter, sådan som de selv har - det er det, folk ønsker. Det ønsker de, at Europa skal kunne tilbyde dem i denne globaliserede verden.

Der er en tredje ting, de ønsker, nemlig uddannelse og kvalificering, for vi ved alle, at hvor sikring af en værdig pension og sikring af en værdig sygeforsikring tidligere blev anset som livsgrundlaget, som skal være sikret, så er det i fremtiden adgang til kvalificering og uddannelse. Hvis Europa vil være det videnbaserede kontinent med den største konkurrenceevne, så skal det have veluddannede mennesker, som lærer gennem hele livet. Ellers fungerer det ikke. Men i så fald bliver kvalificering og uddannelse en byggesten til en sikker social fremtid. Dvs. at det, som integrationspræstationen har været i de sidste 50 år - territorialt og geografisk, økonomisk og socialt - det skal klimaforandringerne, kvalificering og uddannelse og værdigt arbejde være i de næste 50 år. Det kan man sammenfatte i en kort tekst. Jo kortere og mere prægnant, den er, desto lettere er det at formidle budskabet. De seneste 50 års succes er kommet i stand på sin måde, og de næste 50 års succes skal komme i stand med nye metoder. Hvis det lykkes at formulere dette i denne erklæring støttet af 27 staters vilje til integration, så går vi i den rigtige retning ved den skillevej, vi nu står ved.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Et særligt jubilæum er altid en god anledning til at gøre status. Hvad følte de europæiske borgere for 50 år siden, da Rom-traktaten blev undertegnet? De følte utvivlsomt håb, måske optimisme, men de var bestemt ikke sikre på, at det ville blive en succes - langtfra. Og alligevel er EU nu selve grundlaget for sikkerhed, velstand og muligheder, som Europas borgere drager fordel af.

Vi lever i et Europa med frihed og sikkerhed, med fremgang og muligheder og samfund og økonomier, der er mere åbne end nogensinde. Vores generation har stræbt imod og opnået mere, end vores forældre nogensinde kunne have drømt om. Men Berlin-erklæringen skal i mindre grad afspejle vores stolthed over fortiden og i højere grad afspejle vores målrettethed og beslutsomhed med hensyn til fremtiden.

Hr. formand, processen er deprimerende uigennemsigtig. Alle kan lide en overraskelse på deres fødselsdag, men en forhandling om en erklæring uden i det mindste et udkast er noget mærkværdigt! Hr. formand, De har antydet, hvad en sådan erklæring eventuelt kunne indeholde. De har forsikret os om, at spindoktorerne i Bundeskanzleramt stadig arbejder hårdt på erklæringen, men alligevel vil muligheden for at drøfte teksten i bedste fald være meget begrænset. De skal derfor ikke blive overrasket, hvis mange af medlemmerne føler sig tilsidesat.

Vi ønsker en fremsynet erklæring i forhold til de udfordringer, som vi står over for. En erklæring, der giver os mulighed for endnu en gang at bekræfte vores forpligtelse over for EU's værdier, målsætninger og fremtid - en erklæring, der vil genskabe de europæiske borgeres tillid til det europæiske projekt på et tidspunkt, hvor det mere end nogensinde er vigtigt, at nationerne står sammen.

Et udvidet og åbent Europa har brug for større solidaritet mellem de europæiske nationer og borgere. Europa har endvidere brug for økonomisk reform som erkendt på Det Europæiske Råds møde og en styrket mission til beskyttelse af vores værdier i verden. Med globale udfordringer som befolkningsvækst og migration, klimaforandringer og internationalt organiseret kriminalitet og terrorisme vil erklæringen give medlemsstaterne mulighed for at forklare borgerne, hvorfor EU nu er mere vigtigt end nogensinde, og hvorfor vi skal samarbejde med lande uden for vores grænser og kulturer.

De europæiske borgere skal ikke frygte denne udvikling. Det er åbenhed, der har givet Europa styrke. En tilbagevenden til Fort Europa, den anakronistiske idé om nationalstater og beskyttede økonomier eller kristen fundamentalisme vil blot være et enormt tilbageskridt til den gang, hvor europæerne kun havde ét statsborgerskab, kun én national identitet.

Vores råd til det tyske formandskab er, at erklæringen skal være kortfattet og enkel - en tekst, man kan sætte op på døren i en kirke i Wittenberg. Eller hvis kansleren har for travlt til at tage dertil, så i det mindste på Wittenbergplatz!

Jeg har hørt, at udkastet på nuværende tidspunkt er på to sider. Hvis det er sandt, er erklæringen allerede én side for lang. Mine liberale kolleger i Regionaludviklingsudvalget har udarbejdet en målerklæring for EU på én side, som jeg hilser velkommen. Målerklæringen indeholder ni punkter, der beskriver det vigtigste: at europæisk integration er en succes, og at vi skal fortsætte indsatsen.

(Bifald)

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den 9. maj 1950 sagde Robert Schuman følgende i sin historiske udtalelse i urværelset i Paris: "Europa kan ikke opbygges på én gang eller som én helhed samtidig, men vil opstå som følge af konkrete resultater, der skaber en reel solidaritet."

I de 50 år, der er gået siden traktatens undertegnelse, har vi opnået mange resultater og fælles politikker. Men vi mangler et politisk Europa, selv om det bliver stadig tydeligere, at det er nødvendigt med et politisk Europa, der gennemføres med respekt for medlemsstaterne. Uden en fælles udenrigs- og forsvarspolitik bliver EU svækket, eftersom EU's internationale forhandlingsindflydelse ikke svarer til vores økonomis størrelse og betydning. Vores vigtigste målsætning i dag er stadig at genoptage debatten om en ny traktat - om den nye traktat - uden at glemme, at to af de stiftende medlemsstater sagde nej, og at flertallet af medlemsstaterne har ratificeret traktaten.

Et EU med 27 medlemsstater kan ikke fungere med de regler, som i forvejen passede dårligt til 15 medlemsstater. Spørgsmålene om den lovgivningsmæssige funktions forbedring, beslutningernes blokering og de alt for komplekse bestemmelser skal løses, og rollerne skal klarlægges. Også spørgsmålet om vores værdier og deres historiske og kulturelle rødder - som går lige fra den græsk-romerske historie til de jødisk-kristne traditioner og opnåelsen af en verdslig og liberal stat - skal vi se på igen og endnu en gang slå fast. Kun en dialog mellem kulturerne giver garantier for fremtiden, men hvis vi skal i dialog med andre, er vi først nødt til at kende os selv.

Når det gælder Europas fremtid, må vi konstatere, at forholdene i dag er anderledes end for 50 år siden. Indvandringen - og navnlig den illegale indvandring - har nået en farlig grænse og har ændret vores byers udseende. De andre kulturers tilstedeværelse nødvendiggør en ekstra indsats for at sikre dialogen og kræve, at reglerne overholdes. Det er nødvendigt med en fælles politik, og det er nødvendigt, at medlemsstaterne er villige til at sikre grænserne, lov og orden samt respekt for menneskerettighederne. Indvandringsspørgsmålet skal løses med demokrati og lovlighed i respekt for den menneskelige værdighed og ved hjælp af fælles regler. Der er ikke nogen sand kultur, hvis man ikke anerkender den menneskelige værdighed.

Et andet aspekt af vores fremtid er den gensidige respekt for handelsbestemmelserne. Spørgsmålene om forfalskning, dumping, oprindelsesmærkning og gensidig respekt for bestemmelserne er spørgsmål, som vi skal behandle og løse på en beslutsom måde, hvis vi ønsker at undgå, at et illoyalt marked ødelægger EU's produktionssektorer og på længere sigt også går ud over de nye økonomier og udviklingslandene, hvilket ville få katastrofale konsekvenser for beskæftigelsen og socialpolitikkerne.

Liberaliseringen af verdenshandelen skal gå hånd i hånd med en garanti for, at de velfærdspolitikker, som de europæiske arbejdstagere har opnået, bliver fastholdt og også gradvist - men sikkert - bliver gennemført i de lande, der ikke har sådanne politikker i dag.

"Det bidrag, som et velorganiseret og livskraftigt Europa kan give til samfundet, er absolut nødvendigt for, at fredsforbindelserne bevares", sagde Schuman i 1950, og han tilføjede, at "verdensfreden kun kan bevares, hvis vi gør en kreativ indsats, som står i proportion til de farer, der truer os." Terrorismen - som får næring af jihadisternes fundamentalisme - er en trussel for hele verden. I dag er det mere nødvendigt end nogensinde før, at vi gør en modig og kreativ indsats.

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine herrer formænd, mine damer og herrer! Hr. rådsformand, jeg ved ikke, hvor De henter Deres optimisme. Man kan imidlertid også tale om optimisme uden at have den. Der tales om Europas succeser, enig! Men når vi taler om rigdom og stabilitet, så må vi også tale om fattigdom, som jo også findes i Europa. Den har vi ikke hørt noget om endnu i dag.

Og når vi taler om retsstaten, så må vi også tale om de borgere, som ikke har nogen ret i Europa. Det glemmer man ofte, det vender jeg tilbage til. Hvad angår tilliden til proceduren, så hører jeg til dem, som ikke har tillid til proceduren. Hemmelighedskræmmeri rimer dårligt på dialog og demokratisk offentlighed. Det går ikke. Og jeg vil sige Dem, jeg tror ikke på disse sherpaer, jeg tror ikke på skriftestolene, jeg tror ikke på alle disse tricks, for i sidste ende må det også fortælles i offentligheden, hvor modsigelserne mellem de enkelte i Europa ligger.

Vi så det jo under folkeafstemningen i Frankrig. Vi så det i Nederlandene. Hvis vi ikke får folk i Europa med, dvs. diskuterer offentligt, hvor vi har problemer, så vil de ikke følge med. Jeg siger Dem: Kort skal teksten være, enkel skal den være, men ikke banal. Det er risikoen ved Deres strategi, den banalitet, der vil komme ud af det i sidste ende. Derfor foreslår jeg Dem, at når De taler om klima, så vær modig på dette område! Formuler målene helt klart, så vi kan forstå dem! Målene er følgende: Som klimamål højst to graders opvarmning i de næste 50 år. Ressourcerne skal udnyttes mere effektivt, og det gælder ikke kun energi, men også vand, papir, kobber og aluminium. Og om 50 år skal EU hente 100 % af sin energi fra vedvarende energikilder. Det ville være mål, hvor folk ville sige ja! De har sat sig noget for! Jeg er spændt på, hvad der står i Deres tekst.

Og når De nu taler om klimaet, så må De sige: Vi har brug for en stabilitetspagt. Vi må sætte Kommissionen i stand til at skride ind over for de lande, som ikke holder sig til reglerne, ligesom for stabilitetspagten for den fælles valuta. Bindende mål uden sanktioner, det findes ikke engang i min pædagogik, og min pædagogik er virkelig frihedselskende. Ellers kan det ikke overholdes.

Så var der et punkt, jeg bed mærke i, hr. formand. De sagde, at et af punkterne er kampen mod den illegale indvandring. Før De sagde et ord om de 50 millioner indvandrere, som lever her legalt, som har brug for samme rettigheder i Europa som alle europæere, talte De straks om de illegale indvandrere. Det er Europas problem, at vi ikke anerkender disse mennesker, at vi altid henfører disse mennesker under begrebet illegal! De må ikke tro, at det er noget lille problem! Der findes et lille europæisk land, som er så stolt af den franske revolution. En af spidskandidaterne har netop foreslået at oprette et ministerium for indvandrere og national identitet. Det er den fare, der truer Europa, nemlig at vi betragter indvandrerne som en risiko for vores europæiske identitet. De ryster på hovedet - så prøv en gang at forlade ministerierne og i stedet lytte til, hvordan dette spørgsmål bliver diskuteret på Europas caféer og værtshuse! Der finder De Europas mennesker. Vi tager fejl, hvis vi altid kun taler om den illegale indvandring og ikke om de mennesker, som kan integreres her. Det fik mig til at fare sammen, fordi jeg tænkte: "Oh la la, hvad kommer der nu?"

Til slut vil jeg bare sige en ting helt klart til Dem: Vi skal være stolte af de grundlæggende værdier, som vi har formuleret i chartret om grundlæggende rettigheder! Dertil hører også at være stolte af det, som vi har sagt: Frihed for seksuel orientering, frihed for mindretal, frihed for menneskene. Det er ting, som jeg ønsker at finde i Berlin-erklæringen, og ikke en eller anden henvisning til Gud eller en eller anden, som ikke kommer os her ved.

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen! Det er efter min opfattelse helt naturligt, at Unionen har besluttet at højtideligholde 50-årsdagen for oprettelsen, og det kan også vise sig at være nyttigt, såfremt man benytter lejligheden til med klarsyn at se tilbage på den vej, man har tilbagelagt, og drage den nødvendigvis modsætningsfyldte lære af disse erfaringer. Resulterede det imidlertid blot i fejring af en 50-årsdag med det sigte at forherlige alle de valg, som har haft afgørende indflydelse på opbygningen, og ukritisk hylde resultaterne, ville det som historisk analyse betragtet være af meget ringe interesse, og det ville, hvad angår politisk effektivitet, være et slag i luften.

Alt tyder imidlertid på, at den omtalte Berlin-erklæring set med ophavsmændenes øjne henhører til sidstnævnte kategori. Vi behøver blot at se på, hvilken metode man har anvendt ved udarbejdelsen af erklæringen. Der burde have været tale om en bred og åben høring af borgerne, men man har i stedet valgt at lade de europæiske ledere arbejde stort set for lukkede døre. Det er, som jeg ser det, en fejl. Et andet forhold angår selve indholdet i erklæringen. Alt tyder således på, at vi får forelagt en meget generel tekst, som omhandler den naturligvis fremragende og eksemplariske status over 50 års europæisk integration, de selvsagt meget generøse fælles værdier og de uundgåeligt ambitiøse målsætninger, navnlig på det sociale område.

Tror De virkelig, borgerne oplever virkeligheden så jævn og glat? Jeg er personligt overbevist om, at enhver tale om Europa for at få virkelig effekt i dag må ledsages af en god portion kritisk sans med hensyn til årsagerne til den tillidskrise, der i nogle år næsten overalt har hærget den offentlige mening og de europæiske institutioner.

Det er ikke længere kun min politiske gruppe, som påpeger dette. Det gælder også højtstående politiske ledere, som er involveret i forvaltningen af Unionens anliggender. Under private former eller i en snæver kreds anerkender de, at der kan påvises et problem mellem det Europa, vi i dag opbygger, og europæerne. Senest har ingen ringere end Deres kollega, hr. formand, nemlig formanden for Økofin-Rådet, Peer Steinbrück, peget på risikoen for en krise, hvad angår den europæiske økonomiske og sociale models legitimitet. Og han har ret. Vi må derfor tale om disse forhold for at give det smukke europæiske eventyr fornyet mening.

Jeg ønsker, at Unionen finder udveje til at overvinde denne krise på positiv vis, og jeg opfordrer derfor sammen med min politiske gruppe til, at man tager et modigt skridt og i forbindelse med 50-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaten begynder at tale om det, der skal ændres for at bane vejen for en virkelig genoptagelse af det europæiske projekt.

(Bifald)

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det er en typisk morgen i Euroland. Alle har travlt med at klappe sig selv på ryggen og tale om, hvor stor en succes de sidste 50 år har været. Der er en næsten religiøs tro på, at disse institutioner kan klare alle problemer i verden, så stærk en tro, at flere talere mener, at Berlin-erklæringen måske endda kan kontrollere vejret i fremtiden!

Jeg har imidlertid bemærket en let holdningsændring. Nu taler alle meget mere om frihed, demokrati, rettigheder og værdier, som om det var EU, der havde opfundet disse begreber. Jeg formoder, at det er for at undgå en reel kritisk analyse af, hvorvidt det europæiske projekt fungerer.

Tænk blot på økonomien. USA nåede EU's nuværende niveau for bruttonationalprodukt pr. indbygger i 1985. Måske endnu mere betydningsfuldt nåede USA det nuværende EU-niveau pr. indbygger inden for investeringer til forskning og udvikling i 1978. Vi er en hel økonomisk generation bagefter USA. Den sociale model fungerer ikke, og alligevel ønsker vi tilsyneladende mere af denne model - mere lovgivning, flere regler - og desværre sakker projektet endnu mere agterud.

Med hensyn til politik kan jeg blot konstatere, at EU har store flotte bygninger i Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg, og at det er lykkedes EU at overtage over 75 % af nationalstaternes muligheder for at fastlægge lovgivningen. EU har dog glemt noget. EU har glemt borgerne - EU har glemt den offentlige opinion. Der har været afholdt folkeafstemninger med negativt udfald, som EU har valgt at ignorere. Det tyske formandskabs fordækte forsøg på at presse en pakke ned over hovedet på medlemsstaterne uden afholdelse af folkeafstemninger er en sikker vej til fiasko. Hvis EU fortsætter i denne retning, vil netop den intolerance og ekstremisme, som EU hævder at ville sætte en stopper for, blive fremmet. Jeg ønsker indtrængende at opfordre EU til at spørge Europas borgere om, hvorvidt de overhovedet ønsker dette projekt.

(Bifald fra IND/DEM-Gruppen)

  Bruno Gollnisch, for ITS-Gruppen. - (FR) Hr. formand! For 50 år siden blev traktaten mellem de seks stater, som oprettede Fællesskaberne, undertegnet i Rom, og begejstringen var så godt som udelt. Vi var jo kommet over en verdenskrig, en sand europæisk borgerkrig, og folkene længtes efter fred og velstand. Men hvilket billede tegner der sig her 50 år senere?

Det fremgår af en i øvrigt særdeles interessant bog med samtaler mellem hr. Rocard og kommissær Bolkestein, at hr. Rocard ikke længere ønsker, at Unionen betegnes som europæisk. Unionen har i virkeligheden forrådt Europa. Fri bevægelighed for kapital, varer og personer i Europa forudsatte, at der eksisterede en fornuftig grænse udadtil. De ofre, borgerne i medlemsstaterne bragte, krævede til gengæld, at fællesskabspræferencen fungerede, at den enkelte europæiske stat udviser præference for enhver anden europæisk stats produkter. Det modsatte er sket, da Europa som helhed er overgivet til globaliseringskræfterne med de konsekvenser, vi alle kender. Vi bør have mod til at sige det. Enten åbner man for udbredt frihandel på globalt plan, eller man etablerer en regional enhed inden for Europas rammer. Man kan ikke gøre begge dele.

Konsekvenserne er velkendte. Vores industrisektorer lægges i ruiner, den ene efter den anden, vejen er spærret for vores landbrug, når vi ser frem til 2013, og selv vores tjenesteydelser lever på lånt tid. Europa har skabt arbejdsløshed, usikkerhed og fattigdom ved ubesindigt at åbne grænserne. Det er meget betegnende, at hr. Schulz satte det som et mål for Europa, at de unge kan opnå beskæftigelse, således at de kan stifte familie og opnå et minimum af velstand. Når hr. Schulz påpeger dette og sætter det som mål for EU, er det imidlertid udtryk for, at EU i 50 år ikke har opfyldt denne minimumsmålsætning. Det er lykkedes langt bedre alle andre steder i verden, hvor udviklingen er langt mere markant end i EU.

Lad os derfor genfinde stoltheden over vores rødder, vores traditioner og vores suveræne stater! Det har intet at gøre med had, hr. Schulz. Lad os genfinde et sundt og frugtbart samarbejde på alle niveauer og inden for alle sektorer. Vores gruppe varsler i så henseende ved sit navn, Gruppen for Identitet, Tradition og Suverænitet, et nyt politisk forår i Europa.

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand! I Berlin-erklæringen anerkendes det ikke, at vi bliver fattigere og mindre demokratiske og frie på grund af EU. EU forsøger at vige uden om det ene store spørgsmål, som virkelig optager regeringslederne i EU, nemlig det særdeles vigtige spørgsmål om den europæiske forfatning.

I 2005 stemte borgerne i Frankrig og Holland imod EU-forfatningen, og forfatningen i sig selv burde være et fuldstændigt afsluttet kapitel. Men som Dracula eller Frankenstein nægter den at dø. Vores formand, den tyske kansler, Angela Merkel, er uden at tage hensyn til vælgerne i Frankrig og Holland fast besluttet på at genoptage spørgsmålet om forfatningen. Vi ved, hvad planen er, og vi vil sikre, at Europas borgere også ved det.

For det første vil Rådet tage alle de elementer ud, der skaber problemer, men som blot er en gentagelse af status quo. Hvorfor bekymre vælgerne med snak om EU-lovgivningens øverste lovgivende status, når denne status allerede eksisterer i praksis? Ordet "forfatning" har i sig selv skabt bekymring, så EU vil blot hævde, at der er tale om en traktat eller endog en mini-traktat. EU vil benytte sig af enhver mulig procedure og national forfatningslov og planlægning for at sikre, at der ikke afholdes folkeafstemninger, eller at de udelukkende finder sted i små lande, når alle de store lande har ratificeret. Vi oplever allerede den britiske Labour-regerings forsøg på at blødgøre borgerne, inden regeringen bryder sit højtidelige løfte om at afholde en folkeafstemning. Regeringen vil hævde, at det blot handler om administrative detaljer, som ikke er begrundelse nok for en folkeafstemning.

Vi praler af at være en union med værdier baseret på demokrati og retsstatsprincippet, men i denne proces viser vi utrolig stor foragt for borgerne og deres synspunkter. Vi træder på deres identitet og deres forventninger, vi trodser retsstatsprincippet og demokratiet, men man kan ikke snyde alle - hele tiden. Når reaktionen kommer - og det gør den uden tvivl - vil det mislykkede europæiske projekt blive fejet af banen.

  Formanden. - Hr. Helmer! Vi ønsker Dem et langt liv, og Deres erfaring med Europa-Parlamentet vil helt bestemt være en del af et langt liv. Vi ønsker Dem det bedste.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg beklager at afbryde på dette tidspunkt, men inden Kommissionen og Rådet svarer på morgenens forhandling, ønsker jeg at henlede opmærksomheden på den omstændighed, at der ikke er én eneste taler, som har henvist til EU's ikkesekteriske holdning, og hvor vigtigt det er, at det i erklæringen understreges, at EU respekterer alle religioner, at EU er en verdslig union, og at EU skal opretholde denne demokratiske og verdslige holdning for at videreføre samhørigheden.

  Formanden. - Hr. medlem! Det var ikke en bemærkning til forretningsordenen, men vi tager den alligevel til efterretning.

  Frank-Walter Steinmeier, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand! Hjertelig tak, fordi jeg endnu en gang får lejlighed til kort at komme ind på denne diskussion. Jeg vil ikke kommentere den så indgående, men i første omgang takke for Deres indlæg.

Diskussionen har imidlertid også vist, hr. Leinen, at det trods alt ikke er så let at blive enig om indholdet af værdierne inden for denne Berlin-erklæring. Den spændvidde, som har vist sig her i diskussionen - fra forventninger, som mest gik på proceduren som fællesskabsmetoden på den ene side til forventninger om ambitiøse klimamål og frihed til seksuel orientering, hr. Cohn-Bendit, på den anden side - denne spændvidde viser, hvor vanskeligt det er at få hele spektret i diskussionen ned på to sider i Berlin-erklæringen.

Jeg kan imidlertid forsikre Dem om, at hvis vi forsøger at afspejle spændvidden i diskussionen nogenlunde fair og med EU's historie in mente, så starter ingen ved nul. Vi har i løbet af disse 50 år udarbejdet fælles dokumenter, som vi kan henvise til. Diskussioner mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne går jo heller ikke kun ud på at få udarbejdet en Berlin-erklæring, vi bruger også denne erfaring i det ambitiøse forsøg på at fastholde EU's status og udfordringerne til fremtiden.

Hr. Cohn-Bendit, henvendt til Dem er der en ting, jeg gerne vil sætte på plads. Det var jo et lille lærestykke i demagogi, De her leverede. Men jeg er naturligvis ikke så enfoldig, at jeg talte om kampen mod den illegale migration i mit indlæg. Jeg forstår godt, at De så at sige havde brug for denne skabelon for at skære Deres foredrag efter den, men jeg talte om menneskenes frihed og borgernes rettigheder, og jeg talte i denne forbindelse om en fælles håndtering af den illegale migration, og det er ikke kun en nuance. Det vil jeg bede Dem lægge mærke til i fremtiden. De kan godt stole på, at et menneske, som bor i Berlin - ikke bare tilfældigt, men med hjertet - også forstår lidt af de problemer, som migration og indvandring fører med sig, og mærker noget til den forpligtelse, vi har i nationalstaterne til at udforme vores politik i denne retning.

(Bifald)

Til alle andre vil jeg sige, at den diskussion, som jeg har hørt her endnu en gang i dag, slet ikke ligger så langt fra den diskussion, som De, hr. formand, havde med medlemsstaternes regeringschefer under middagen i sidste uge. Det er mit indtryk, at der er 90 % overensstemmelse mellem de ønsker og forventninger, der bliver forelagt os, og stikordene og tilråbene under diskussionen torsdag aften i sidste uge. Derfor behøver De i hvert fald ikke at frygte, at der vil gå alt for meget tabt fra diskussionen under vores krævende forsøg på at formulere det i en Berlin-erklæring. Men det er naturligvis vores opgave at bringe det i en form, som også lever op til forventningen om, at det skal være til at forstå.

Så hvad fællesskabsmetoden angår, hr. Leinen, så skal ord som "fællesskabsmetode", selv om de er et begreb blandt professionelle EU-folk, som udløser konnotationer, som siger os noget - sådanne ord skal omformuleres og må ikke optræde i denne form i teksten. Men vi vil sikre, at hensigten og indholdet i sådanne forventninger kommer med.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. rådsformand. Hvis De taler om de europæiske institutioners styrke, så ville det også nogenlunde gengive det.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker at knytte to yderligere kommentarer til dette interessante bidrag til forhandlingen om indholdet af Berlin-erklæringen.

For det første er Europas opbygning eller det europæiske projekt ikke færdigt, og det vil heller aldrig være helt færdigt. Det er en opbygning, som vi konstant arbejder på, og dette er efter min opfattelse et eksempel herpå. Med alle EU's fordele og ulemper er det et projekt, vi fortsat arbejder på. Vi tilføjer endnu en brik til puslespillet eller til denne form for Europa, og jeg mener, at det er meget vigtigt, som flere af medlemmerne har understreget, at vi frem for at se tilbage fokuserer mere på det, vi ønsker i fremtiden. Hvad med de unge mennesker på 20 år og deres drømme for fremtiden? Hvordan kan vi beskrive dem? Hvordan kan vi fastlægge en vision for fremtiden?

Parlamentsmedlemmerne er de folkevalgte repræsentanter for borgerne i Europa. Parlamentet skal være lydhør over for de almindelige borgeres synspunkter, og det er netop, hvad De har været i dag. De har rapporteret det, De har hørt, og Deres indtryk af de punkter, som det er vigtigt at medtage i erklæringen.

For det andet vil vi ikke være i stand til fortsat at opbygge et europæisk projekt, et europæisk samarbejde, hvis vi ikke har borgernes støtte, hvis vi ikke arbejder på en demokratisk, åben og gennemsigtig måde. Det er helt tydeligt, og uanset hvor meget De kritiserer det, er det præcis det, forhandlingen drejer sig om, ikke sandt? Forhandlingen er åben, den er offentlig, den rapporteres til medierne - alt, hvad der bliver sagt, kommer videre. Det er klart, at man ikke kan forhandle indholdet af en tekst på to sider med 450 millioner mennesker, men vi kan sikre, at det, som vi mener er vigtigst ud fra forskellige politiske synsvinkler, viderebringes til de personer, der er i færd med at udarbejde teksten. Det er det, forhandlingen drejer sig om.

Den kontinuerlige kamp for demokrati skal derfor være en af vores grundlæggende opgaver, og det er vigtigt, at der i erklæringen indgår moderne måder, hvorpå man kan inddrage borgerne, for at vise, at det kan lade sig gøre.

Selv om vi alle betragter vores nationale identiteter som meget vigtige, er det ikke fordi, vi ikke også føler, at vi er europæiske eller internationale eller globetrottere osv. Vi betragter det som en mulighed at være åbne, og derfor tror vi på samarbejdet i det europæiske projekt. Jeg håber, at det er formålet med at mødes her og sammen finde det, vi er stolte af i EU's historie, og formulere vores forhåbninger for de næste 50 års europæisk samarbejde og integration.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Alexandra Dobolyi (PSE), skriftlig. - (HU) Vi skal kunne give Europas borgere fremtidsudsigter. Berlin-erklæringen skal have en kolossal politisk vægt. I dag er det ikke længere tilstrækkeligt at tale om de store succeser gennem de seneste 50 år, men vi må kigge fremad, og vi skal kunne vise Europas borgere en vej fremad for fremtiden.

EU's integration skal gå videre. Ungarn står til at få gavn af et mere integreret Europa, hvor man kan møde udfordringerne ved det 21. århundrede og garantere varig fred, udvikling og sikkerhed på kontinentet.

Europa står i stigende grad over for vanskelige udfordringer, interne såvel som eksterne, som truer vores egen og vores børns fremtid. Fattigdom, demografiske problemer, globale klimaforandringer, international terrorisme, organiseret kriminalitet og energispørgsmål: Disse farer kræver hensigtsmæssige og komplekse svar og løsninger. Dette kan vi kun opnå, hvis vi europæere også står stærkere og mere samlet.

Endelig er det vigtigt, at erklæringen afspejler beslutsomhed hos medlemsstaterne med hensyn til en fælles fremtid, styrkelse af Unionens interne sammenhængskraft og frem for alt borgernes sikkerhed og velfærd.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) De beslutninger, som Det Europæiske Råd traf i marts, er endnu et uigendriveligt bevis på EU's rolle som et redskab til at støtte kapitalens valg. I stedet for at indføre foranstaltninger til at beskytte miljøet træffer man i stedet foranstaltninger til at beskytte virksomhederne og styrke monopolerne.

Kapitalens røveriske udnyttelse af naturressourcerne er den grundlæggende årsag til de omfattende klimaforandringer og til den reelle fare for ødelæggelsen af planetens miljø. Men i stedet for at indføre modige foranstaltninger for i det mindste at begrænse monopolernes manglende ansvarlighed træffer man beslutninger for at styrke konkurrencen om el- og naturgasmarkedet, liberalisere energimarkedet og overdrage hele den strategiske sektor for produktion, transmission og distribution af energi til den private sektor.

Centrum-højre- og centrum-venstreregeringer har ensidigt lagt vægt på at fremskynde gennemførelsen af den græsrodsfjendske Lissabon-strategi og har som deres primære mål at kommercialisere uddannelses- og sundhedssektoren og angribe arbejdstagernes forsikringsfonde samt pensions-, aflønnings- og sociale rettigheder. Samtidig fremskyndes indførelsen af skrappere arbejdstagerfjendske foranstaltninger, "tilpasningsevnen" på arbejdsmarkedet og flexicurity med henblik på at holde arbejdsomkostningerne nede for at øge rentabiliteten af den forenede euro-kapital.

Det græske Kommunistparti kæmper mod disse valg, fokuserer på retfærdige krav og kæmper sammen med arbejdstagerne for at tilfredsstille græsrodsklassernes moderne behov.