Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 14. marts 2007 - Strasbourg

4. Det Europæiske Råds møde (den 8.-9. marts 2007) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er beretning fra Det Europæiske Råd og redegørelse fra Kommissionen om Det Europæiske Råds møde (den 8.-9. marts 2007).

  Frank-Walter Steinmeier, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær! Jeg vil gerne i tilknytning til vores forhandling om Berlin-erklæringen orientere Parlamentet om resultaterne af forårets topmøde. Det gør jeg med glæde, og jeg vil gerne sige med det samme, selv om det netop blev sagt, at vi har for travlt med at rose os selv, at det efter formandskabets opfattelse - efter min opfattelse - i sandhed var et vellykket rådsmøde, et topmøde, som gav svar på områder, hvor borgerne - efter min mening med rette - forventer beslutsom europæisk handling, et topmøde, som har vist, at EU trods alle dårlige forudsigelser også kan være handlekraftigt i en større kreds, og at medlemsstaterne - med støtte fra og ansporet af Kommissionen og Parlamentet - er i stand til at overvinde deres uoverensstemmelser og opstille ambitiøse fælles mål, selv om beslutningerne naturligvis ikke altid er lette.

Det var også et topmøde, som viste, at EU er parat til at leve op til fremtidens presserende opgaver, et topmøde, som gav gejst, som fik os til at tro på, at det kan lykkes også at puste nyt liv i den haltende reform- og fornyelsesproces i EU i de kommende måneder.

Ud over de konkrete interne resultater, som jeg naturligvis kommer til om lidt, er det dette budskab, der udgår fra vores sidste topmøde, det er det signal, som vi vil tage op om to uger - det talte vi netop om - når vi i Berlin og i hele Europa fejrer EU's 50-årsdag. Det er den impuls, som vi også vil tage med over i anden halvdel af vores formandskab.

Det centrale emne på forårstopmødet var, som De ved, energi- og klimapolitikken. De to spørgsmål står med rette meget højt på listen over borgernes bekymringer i Europa, og netop de seneste år og måneder - senest oliestriden mellem Belarus og Rusland - har endnu en gang tydeligt vist os, hvor afhængige vi er af importeret energi, og hvor sårbar den europæiske økonomi er i spørgsmål som disse.

Lige så åbenlyse er følgerne af klimaforandringerne, som De også bemærkede. Miljøkatastrofer, smeltende gletschere, stigende vandstand i havene, tørke - det er ikke længere abstrakte slagord, det er blevet til meget reelle trusler. Internationale undersøgelser viser, hvilken pris det har, hvis vi ikke handler nu, hvilke udgifter vi læsser over på vores børn og børnebørn, hvis ikke vi gør noget.

De kender resultatet af drøftelserne på topmødet, og jeg håber, De er enig i min vurdering, nemlig at stats- og regeringscheferne med deres beslutninger har åbnet døren for en ambitiøs og - synes jeg - ansvarlig klima- og energipolitik i Europa, for en politik, som ikke længere forsøger at forklejne omfanget af de problemer, vi står over for, men i stedet søger effektive strategier til at imødegå disse problemer.

Vi har taget et stort skridt i retning af en integreret klima- og energipolitik - integreret, fordi det ene ikke kan lade sig gøre uden det andet, fordi langt den største klimarisiko i dag er menneskenes produktion og forbrug af energi. Det gælder naturligvis især for udledningen af drivhusgasser. Med beslutningerne i Bruxelles er EU fortsat førende i den internationale klimabeskyttelse. Disse beslutninger betyder, at vi kan gå troværdigt ind i de forestående forhandlinger om en efterfølgeraftale til Kyoto-protokollen.

EU forpligter sig ensidigt og uafhængigt til at reducere udledningen af drivhusgas med 20 % i forhold til 1990 inden 2020. Det er et ambitiøst mål, og det vil kræve store anstrengelser fra alle medlemsstaters side at nå dette mål.

Stats- og regeringscheferne gik imidlertid endnu længere. Vi har sågar lovet en reduktion på 30 % i samme periode, hvis andre industrilande og udviklingslande i økonomisk fremgang vil være med. Disse mål kan vi kun nå, hvis vi også energipolitisk begiver os ind i fremtiden. Derfor blev der sammen med klimamålene vedtaget en omfattende energipolitisk handlingsplan i Bruxelles.

Hjertet i denne handlingsplan er to målsætninger, nemlig at energiforbruget inden for EU målt i forhold til den forventede udvikling frem til 2020 skal reduceres med 20 % ved hjælp af større energieffektivitet, og - og det er det afgørende - at den vedvarende energis andel af det samlede energiforbrug skal øges til mindst 20 %.

Som De husker, var der store diskussioner netop om det sidstnævnte måls bindende karakter. Nogle medlemsstater mente, at dette mål muligvis kunne være for ambitiøst. Det glæder mig meget, at vi til slut blev enige om at gøre målet bindende, for det er netop disse tre mål, som jeg netop har nævnt, der viser, i hvor høj grad klima- og energipolitik hænger sammen. Uden anstrengelserne i forbindelse med vedvarende energi og energieffektivitet ville EU helt klart ikke kunne nå det klimamål, vi selv har opstillet.

Ligesom vi i fællesskab er blevet enige om at gøre målet for den vedvarende energi bindende, således vil vi nu også handle i fællesskab og fair, når det gælder om at opdele det europæiske mål i nationale mål. Her skal vi tage højde for medlemsstaternes forskellige udgangssituation og muligheder, og det er Kommissionens opgave - og den har påtaget sig denne opgave - at fremlægge et forslag til denne opdeling endnu i indeværende år.

Dette er ikke stedet til at gengive energihandlingsplanen i alle detaljer. Det er efter min mening vigtigere med en samlet vurdering her i Parlamentet, og her er det ud over de nævnte mål, som jeg netop har beskrevet, især også vigtigt at holde fast i de strategiske valg, der er truffet f.eks. i forbindelse med udformningen af det indre marked for energi, forsyningssikkerheden, den internationale energipolitik, energiforskningen og de nye energiteknologier.

Der er et aspekt af disse fem eksempler, jeg gerne vil tage op. Vi vil kun kunne sikre forsyningssikkerhed på mellemlang og lang sigt, hvis det lykkes os at diversificere energikilder og transportruter. Det betyder konkret, at forbindelserne til de vigtige producentlande skal intensiveres, at der skal skabes mere bæredygtige udenrigsrelationer på energiområdet, også med landene i Centralasien og landene ved Sortehavet og Det Kaspiske Hav, og naturligvis også, at vores energirelationer til golfstaterne og Nordafrika skal plejes. Det betyder imidlertid også pålidelige og gennemsigtige energirelationer, også med Rusland. Derfor arbejder formandskabet fortsat for, at der snart kan indledes forhandlinger om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale også med Rusland.

Det er klart, at resultaterne i forbindelse med klimabeskyttelsen og energipolitikken er særligt vigtige. Men som De kan se i konklusionerne, har Det Europæiske Råd ikke begrænset sig til det. På forårstopmødet gøres der traditionelt status over Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse, og her er det først og fremmest vigtigt, at den reformerede Lissabon-strategi virker. Der er synlige resultater, som i hele Europa giver sig udslag i øgede vækstrater og faldende arbejdsløshedstal, men budskabet er også, at tiden ikke er kommet til at lægge hænderne i skødet. Tværtimod! Vi vil udnytte den positive tendens, og der er efter min mening ingen alternativer til at fortsætte strukturreformerne og foretage en konsekvent konsolidering af de offentlige budgetter.

EU's indre marked skal udvides og gennemføres på vigtige områder - jeg vil her endnu en gang nævne el og gas og posttjenesteydelser, men også de finansielle markeder. Hertil hører også - foruden konklusionerne fra sidste fredag - at forbedre gennemførelsen af EU-lovgivningen. Her er vi ganske vist kommet et godt stykke videre i de seneste år. Jeg vil minde om, at den manglende gennemførelse så sent som i 2000 androg 3 %, men i dag kun 1,2 %, og vi ved, at anstrengelserne skal fortsætte. Derfor vedtog Det Europæiske Råd sidste fredag, at denne manglende gennemførelse skal helt ned på 1 % inden 2009.

Lissabon-strategien vil imidlertid kun være en succes i borgernes øjne, hvis det også lykkes at videreudvikle den sociale dimension, og det gælder netop også i betragtning af den positive udvikling på arbejdsmarkederne. I denne forbindelse har stats- og regeringscheferne understreget, hvor vigtigt det er med rimelige arbejdsvilkår, arbejdstagernes rettigheder og medbestemmelsesret, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt en familievenlig organisering af arbejdet.

Der er et andet element i beslutningerne, som jeg kort vil fremhæve, nemlig bedre lovgivning og fjernelse af bureaukratiske byrder. Også her har vi tidligere møjsommeligt opnået nogle fremskridt, men naturligvis må der heller ikke på disse områder slækkes på anstrengelserne i fremtiden. Særligt vil vi reducere det forvaltningsarbejde, som skyldes EU-bestemmelser, den såkaldte bureaukratibyrde, med 25 % inden 2012, og medlemsstaterne opfordres til at opstille lignende ambitiøse nationale mål i løbet af det kommende år.

Kommissionsformand Barroso fandt på den afsluttende pressekonference fredag et efter min mening meget venligt, for ikke at sige smigrende, ord at sige om det netop afsluttede rådsmøde. Med hensyn til resultaterne og de formulerede mål var det, sagde Barroso, det vigtigste topmøde, han havde deltaget i i sin embedsperiode. Jeg siger også til Parlamentet, at denne succes, hr. kommissær, ikke ville have været mulig uden Kommissionens glimrende forarbejde, men heller ikke uden Europa-Parlamentets støtte, hvor De, hr. Poettering, for første gang som nyvalgt formand deltog i et rådsmøde som Parlamentets repræsentant.

EU er på vej mod en moderne og fremtidsorienteret klima- og energipolitik. Stats- og regeringscheferne har vist, at Europa kan indtage en førende rolle i vigtige globale spørgsmål. Signalet fra topmødet er efter min mening, at hvis vi europæere forener vores kræfter, hvis vi handler i fællesskab, så kan vi få succes med at udforme fremtiden. Det er helt i ånden fra det tyske formandskabs motto, som vi også opstillede som princip for konklusionerne, og som jeg allerede har nævnt i debatten: Europa lykkes i fællesskab!

(Bifald)

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand for Europa-Parlamentet, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer!

Kommissionen takker Det Europæiske Råd og det tyske rådsformandskab for de vidtrækkende og modige mål, som Det Europæiske Råd opstillede i sidste uge, og vi takker Dem for det entydige signal, som De sendte til resten af verden, og som er blevet registreret med stor opmærksomhed i hele verden. Det er signalet om, at vi i Europa mener det alvorligt med klimabeskyttelsen, med udviklingen af en fælles energipolitik og med forsvaret for vores konkurrenceevne. Og ikke mindst var det et vigtigt resultat af dette møde i Det Europæiske Råd, at de som påstod, at et EU med 27 medlemsstater ikke ville være handlekraftigt, fik uret. Det var den første store udfordring for EU med 27 medlemmer, og jeg mener, det bestod.

Det var et godt topmøde for vores europæiske politik for partnerskab for vækst og beskæftigelse inden for rammerne af Lissabon-strategien. Stats- og regeringscheferne anerkendte, at den nye strategi giver de resultater, man havde håbet på, og har ydet et vigtigt bidrag til den økonomiske stabilisering, en stabilisering, der viser sig som en stigende tendens for bruttonationalproduktet med en vækst på 2,9 % i 2006. Vi forventer nu, at der alene i de kommende to år vil blive skabt syv millioner nye arbejdspladser i EU, og at vi faktisk vil komme meget tæt på at nå de oprindelige Lissabon-mål fra 2000.

Stats- og regeringscheferne understregede, at vi ikke må lade os nøje med de første tegn på en stærkere økonomisk dynamik. Jeg er enig i det, som hr. Steinmeier netop sagde, nemlig at Europa nu har en stor chance for at øge reformtempoet yderligere. Vi har ikke fået vendt tendensen endnu. Den negative tendens er blevet langsommere, det er sandt, men vi har ikke klaret det endnu. Vi kan kun sige, at vi er på rette vej.

Det fremgår også af, at Det Europæiske Råd støttede de landespecifikke anbefalinger, som Kommissionen for første gang er kommet med. Man skal ikke undervurdere, at medlemsstaterne har accepteret, at Kommissionen har fremlagt landespecifikke anbefalinger for deres nationale dagsorden på et område, som de alene har ansvaret for, og at disse anbefalinger blev vedtaget enstemmigt af Det Europæiske Råd uden diskussion. Det viser, at vi for første gang har en mekanisme til koordinering af den økonomiske politik i Europa, som virker.

Allerede i år vil vi tage fat på at forberede den næste, dvs. den anden treårige cyklus for vækst- og beskæftigelsespolitikken, og Kommissionen ser allerede i dag tre klare krav.

For det første skal vi integrere klima- og energipolitikken fuldstændigt i den europæiske vækst- og beskæftigelsespolitik. Det skal være en helstøbt politik.

For det andet vil det være helt nødvendigt at styrke den tredje søjle i denne strategi, nemlig beskæftigelsessøjlen, den sociale dimension, med fokus på især at forbedre beskæftigelsesevnen hos de europæiske borgere. Det, vi ser, er jo en helt ny udvikling. Vi kommer til at se en voksende mangel på veluddannet arbejdskraft i visse regioner og sektorer. Vi må især øge beskæftigelsesevnen ved at styrke uddannelsen.

Den tredje store opgave i forbindelse med revisionen af Lissabon-strategien vil være at gøre den mere synlig. Man siger jo: "Gør noget godt og fortæl om det." Måske er vi ikke gode nok til at fortælle, at vi har et europæisk svar på den globale økonomiske udfordring, og det bør i langt højere grad indgå i den nationale politiske debat, at europæisk integration og fælles europæisk økonomisk handling er det svar, vi har brug for for at bevare vores konkurrenceevne i den globale konkurrence.

Jeg har en kort bemærkning til spørgsmålet om forenkling af lovgivningen og fjernelse af bureaukrati, som er et emne, der ligger mig særligt på sinde. Det er vigtigt, at der er blevet opfordret til, at Parlamentet og Rådet fremover i højere grad skal anvende konsekvensvurderinger. Lovgivningens kvalitet er alfa og omega i hele projektet.

Forudsætningen for det er gode konsekvensvurderinger. Der er nu virkelig kommet gang i hele projektet med forenkling af lovgivningen og fjernelse af bureaukratiet. Jeg er meget taknemmelig for, at Rådet støtter Kommissionens målsætning om inden 2012 at fjerne 25 % af de bureaukratiomkostninger for de europæiske virksomheder, som skyldes europæisk lovgivning. Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at medlemsstaterne har forpligtet sig til at gøre det samme inden for deres eget ansvarsområde. Det var jo det, diskussionen handlede om. Det er en stor succes, at det er blevet opnået. Nu ser målet om at fjerne 25 % af virksomhedernes bureaukratiomkostninger inden 2012 virkelig ud til at være inden for rækkevidde.

Netop her over for Europa-Parlamentet vil jeg gerne endnu en gang præcisere, at når vi taler om at reducere bureaukratiomkostninger, så betyder det ganske simpelt mindre papirarbejde for virksomhederne. Det handler om forpligtelsen til at rapportere, føre statistik, informere og dokumentere. Der er under ingen omstændigheder tale om at røre ved forbrugerstandarder, kvalitetsstandarder, miljøstandarder, sikkerhedsstandarder eller sociale standarder. Det handler ikke om at ændre substansen, det handler om at gøre det på en måde, så man ikke pålægger virksomhederne unødvendige byrder, men tværtimod frigør energi.

(Bifald)

Da Tony Blair for nogen tid siden sagde, at hvis EU ikke fandtes, måtte man opfinde det, da tænkte han nok netop på beslutninger af den slags, som Det Europæiske Råd traf kun få uger efter offentliggørelsen af de alarmerende kendsgerninger i den seneste FN-klimarapport.

Med støtte fra Europa-Parlamentet og på grundlag af Kommissionens forslag fra januar er det lykkedes at gøre klimaforandring og kursændring inden for energien til en prioritet for den europæiske politik og vedtage en handlingsplan for de kommende tre år.

Styrken i beslutningerne ligger i, at det er lykkedes at knytte klima- og energipolitik tæt sammen. Reduktionen af udledningen af drivhusgasser går hånd i hånd med en konkurrencedygtig, sikker og bæredygtig energipolitik. Styrken i beslutningerne ligger også i deres troværdighed, for de er ikke frit i luften svævende, de er knyttet sammen med en konkret pakke af initiativer.

Bindende mål for vedvarende energi vil ligesom målrettet støtte til energibesparelser og den nye teknologi med kulstofudskillelse og kulstoflagring klimapolitisk indstille det europæiske erhvervsliv på det 21. århundredes globale udfordringer. Vi vil fortsætte med at fjerne de eksisterende hindringer for vedvarende energi og energieffektivitet i alle industrisektorer med det mål at nå en andel for den vedvarende energi generelt på 20 % og en biobrændstofandel på mindst 10 % inden 2020.

Jeg bemærkede, hvad udenrigsminister Steinmeier netop sagde i sin egenskab af formand for Rådet med hensyn til Kommissionens fremlæggelse af et forslag inden årets udgang. Jeg kan forsikre Dem, at Kommissionen vil fremlægge et fair og afbalanceret forslag til, hvordan byrderne kan fordeles inden for EU, og at man i den forbindelse vil tage hensyn til, hvad enkelte medlemslande allerede har ydet, hvordan deres udgangsposition ser ud, og hvilke forudsætninger de har for overhovedet at nå dette mål. Jeg er sikker på, at vi kan klare det.

Det er vigtigt, at vi langt om længe får gennemført et fungerende indre marked for el og gas til fordel for forbrugerne, det vil stimulere investeringerne og skabe et ægte europæisk net.

Med disse skridt vil der åbne sig nye, globale markeder for os. Det vil betyde en lettelse af den enkelte borgers og den enkelte virksomheds energiregning. Vi betaler for meget for energien i Europa i dag, og det skyldes ikke kun den globale situation, det skyldes også, at vores egen energiforsyning er organiseret forkert. Derfor er en konsekvent gennemførelse af EU's nye klimapolitik også med til at gennemføre Lissabon-strategien.

Vi foreslår, at de højtudviklede stater aftaler en samlet reduktion af CO2-udledningen på 30 % i forhold til 1990 inden 2020. Derudover forpligter EU sig allerede nu til at reducere CO2-udledningen med mindst 20 % inden 2020. Det giver os en fremragende position i de kommende klimaforhandlinger.

Jeg tror, at denne klima-dobbeltbeslutning globalt vil føre til en ny dynamik, som vi har hårdt brug for. Vi kan ikke længere sidde og se på, hvordan f.eks. USA og Kina peger fingre ad hinanden og kræver, at den anden skal tage det første skridt. Én skal jo begynde! Det vil sikkert også være et vigtigt punkt på topmødet mellem EU og USA den 30. april i år, som stats- og regeringscheferne også nævnte, ligesom de øvrige udenrigspolitiske emner.

Lad mig komme med en bemærkning til den europæiske industri. Rådets målsætninger udstikker en klar ramme for vores industri og giver den investeringssikkerhed i mange år frem. De kan nu planlægge deres investeringer, de ved, hvad der bliver forlangt af dem politisk, og kan udvikle deres strategier. Vi ønsker, at Europa skal eksportere de bedste og reneste produkter, men ikke sine arbejdspladser. Jeg vil ikke altid kun høre fra den europæiske industri, hvad den ikke kan, og hvad der efter dens opfattelse ikke kan lade sig gøre. Jeg vil gerne langt om længe høre fra den europæiske industri, hvad den kan, og hvad der kan lade sig gøre. Det vil vise sig, at der er langt mere, der kan lade sig gøre, end den selv tror.

Selv om tilfredsheden er stor, bør vi ikke glemme, at der indtil videre kun er tale om et startsignal. Strategien skal sættes i gang med konkrete fællesskabsprojekter og lovgivningstiltag endnu i denne valgperiode. Det har vi Europas borgeres støtte til. Vi ved fra den aktuelle Eurobarometer-undersøgelse, at Europas borgere er helt klar over, at der skal en kursændring til. De er sig også bevidst, at beslutsom handling ikke vil være gratis.

Lad mig sammenfatte: Lissabon-strategien er en åben og dynamisk proces. Vi har brug for en markedsplads for idéer, som munder ud i konkrete politiske beslutninger.

Her vil jeg gerne citere en rapport fra Centre for European Reform: "Der findes næppe noget europæisk land, som ikke nøje undersøger den danske flexicurity-model, den finske universitetsmodel eller den britiske liberaliseringsstrategi." Jeg kan tilføje flere eksempler, f.eks. de franske Pôles de Compétitivité, den nederlandske standardomkostningsmodel, skattereformer i nogle af de nye medlemsstater. At lære af hinanden er et centralt element i denne reformproces.

Nu handler det om i fællesskab at gøre det klart, at det europæiske partnerskab for vækst og beskæftigelse er det europæiske svar på vor tids to store spørgsmål, nemlig det store sociale spørgsmål, hvordan vi i globaliseringens tidsalder kan stille gode og tilstrækkeligt mange arbejdspladser til rådighed, og det store økologiske spørgsmål, hvordan vi kan sørge for, at vores planet fortsat er beboelig.

Vi ved jo, at folk stiller netop disse spørgsmål: Kan jeg beholde mit job? Får jeg hjælp, hvis jeg bliver syg? Kan mine børn få en uddannelse? Bliver der sørget for mig, når jeg bliver gammel? Vi ved også, at de spørger: Hvordan vil livsbetingelserne for mine børn og børnebørn være i fremtiden?

Her er svaret på disse spørgsmål, men det drejer sig om, at De også viser Europas borgere, at dette svar kun kan være et europæisk svar! Hvis der nogensinde skulle være behov for at vise, hvad vi skal bruge den europæiske integration til, så er her de to spørgsmål, som viser, at den europæiske integration er absolut nødvendig også i det 21. århundrede! Mange tak.

(Bifald)

  Marianne Thyssen, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. Steinmeier, hr. kommissær Verheugen, mine damer og herrer! Normalt får vi efter et topmøde lange konklusioner, som vi må grave dybt i for at finde de ambitioner, der støttes af 27 medlemsstater. Denne gang er konklusionerne forholdsvis korte, men de ændrer absolut kursen. Det europæiske forårstopmøde har indfriet de højt opskruede forventninger. Fremsynethed er knyttet til politisk mod, ambitioner er knyttet til gennemførlighed, troværdighed og, ikke uden betydning, beslutsomhed.

Fra PPE-DE-Gruppens side vil vi først og fremmest udtrykke vores respekt for rådsformanden, forbundskansler Angela Merkel, og hendes team og ligeledes for kommissionsformand Barroso og Kommissionen, især kommissær Dimas og Piebalgs, som har fremlagt energi- og klimapakken og gjort alt for at opnå gode resultater. Jeg kan ikke lade være med at sige, at vi er rigtig stolte over, at PPE-DE-samspillet i toppen af vores institutioner, selvfølgelig i samarbejde med andre partnere, har resulteret i flotte fremtidsudsigter.

Vi venter dog stadig på belønningen. Forpligtelserne er indgået, men fordelingen af fordele og ulemper har vi ikke klaret endnu, og jeg ønsker Kommissionen held og lykke med denne vanskelige opgave. Jeg håber, at alle medlemsstater og alle dele af samfundet vil være rede til at yde deres andel i de nødvendige uafbrudte bestræbelser.

Verdens øjne er rettet mod Europa, og verden ser, at det påtager sig et ansvar, og at det vælger en troværdig pionerrolle. Vi europæiske partnere skal nu maksimalt og enstemmigt lægge pres på vores globale partnere, for at de støtter os i denne ambitiøse, men frem for alt nødvendige sag.

Når jeg sammenligner vores gruppes udgangspunkter fra før forårstopmødet med resultaterne af dette, kommer jeg til følgende resultat. Vi foretrak gennemførlige, bindende aftaler frem for urealistiske, højtravende luftkasteller. Med 20-20-20-beslutningen er dette ønske opfyldt. Det er en stor succes.

Forskning og udvikling inden for vedvarende energi og bekæmpelsen af klimaforandringer er nært forbundet med Lissabon-målsætningerne om vækst og beskæftigelse. Det er godt, kommissær Verheugen, at disse udtrykkeligt nævnes. Kerneenergi har for de fleste medlemmer af vores gruppe en plads i energimixet, men ligesom Det Europæiske Råd vil vi lade subsidiaritetsprincippet spille en rolle her. Eftersom Europa-Parlamentet ikke må blive stående ude ved sidelinjen, når det gælder klimaforandringer, vil vi for øvrigt give vores fulde støtte til nedsættelsen af et velfungerende, midlertidigt parlamentsudvalg om klimaforandringer.

Under dette forårstopmøde lå hovedvægten på energi og klima, men det drejede sig selvfølgelig om meget mere. Det er nemlig stadig tvingende nødvendigt at opretholde presset, hvad angår de socioøkonomiske reformer. Vi tror, at Lissabon-processen begynder at give resultater, men der er ikke nogen som helst grund til allerede nu at være euforisk, i hvert fald ikke i de medlemsstater, som har en stor offentlig gæld, lav arbejdsdeltagelse eller ikke fuldt ud sikrede pensionsordninger.

PPE-DE-Gruppen advarer mod selvtilfredshed. Nu hvor det økonomisk går noget bedre, må de nationale reformer ikke forsinkes, men de skal netop gennemføres hurtigere. Vi forventer, at Kommissionen fortsat udviser lederskab, og vi vil om nødvendigt åbent og uden skrupler konfrontere medlemsstaterne med deres trick og deres mangler.

Vi glæder os meget over beslutningerne om en målelig reduktion af de administrative byrder og udsigten til en uafhængig konsekvensanalyse ved ny lovgivning.

Fremsynethed og ambitioner, når det gælder en god politik, er én ting, at overbevise folk herom og få dem til at støtte dem er en anden. Det afgørende spørgsmål er stadig, hvordan vi kan øge europæernes engagement i hele Lissabon-processen. Det henviste kommissær Verheugen med rette også til. At det i topmødets konklusioner siges, at yderligere bestræbelser er nødvendige for at forbedre kommunikationen, er udmærket, men det nytter naturligvis ikke ret meget. Det skal simpelthen ske, og på dette område er vi i de seneste år gået glip af rigtig mange chancer.

Derfor opfordrer jeg formændene for vores tre politiske institutioner til at give disse 500 millioner europæere, som for deres børn og børnebørn håber på en velstående og social fremtid i et godt miljø, en plads i Berlin-erklæringen. Giv dem på ny tillid til og tro på vores fælles europæiske projekts merværdi!

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Det var et vellykket topmøde! Det skal man understrege, for det er ikke alle topmøder i de seneste år, der har været vellykkede. Men det, der skete i sidste weekend, var det, som næstformanden i Kommissionen beskrev så rigtigt, nemlig at Europas handlekraft blev bevist! Ja, det kan lade sig gøre, hvis man vil.

De 27 stats- og regeringschefer, som mødtes i weekenden, traf en toneangivende beslutning, som jeg ikke vil tale om i detaljer. Det vil vores gruppes eksperter gøre i deres indlæg. Derfor kan jeg koncentrere mig om at konstatere, at det, vi virkelig har brug for - nemlig at borgerne ser, at det ikke bare er en stagnationsklub, der hænger ud - faktisk kan lade sig gøre, at de store udfordringer ikke bare bliver beskrevet, men at de nødvendige svar også bliver defineret, vedtaget og forhåbentlig også omsat til handling!

Mange gange, når jeg har stået her og skullet tale om møder i Det Europæiske Råd, har jeg tænkt over, hvordan man egentlig bedst kunne beskrive tilstanden i stats- og regeringschefernes rådsmøder. På et tidspunkt kom jeg i tanke om Matthæus - hr. formand, det har De jo godt kendskab til - 6. kapitel, vers 26: "Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden." Det behøver jeg ikke citere mere - De sår, jeg håber, De høster, og jeg håber, vi kan køre i lade, og hvad den himmelske fader derefter vil gøre med Dem, det får vi så at se.

I hvert fald er dette fremskridt blevet opnået. Vi må alle sammen, fru Thyssen, have en stor interesse i at beskrive det som et fælles resultat for de europæiske institutioner. Det er ikke mit indtryk, at fru Merkel handlede som repræsentant for PPE. Jeg har hørt, at hun var der som formand for Rådet. Det er ikke mit indtryk, at formanden for Parlamentet var der som repræsentant for PPE, for så ville han have misforstået sit embede, og hr. Barroso må på grund af sin stilling slet ikke vide, hvad PPE er for noget. Så lad være med at fremstille det som en succes for det ene eller andet parti.

(Bifald)

Hvad er det egentlig, det handler om? Europa har beskrevet en kæmpe udfordring og taget fat på den. Vi har desuden lært noget, som vi hidtil ikke har vidst - måske vidste De det, hr. udenrigsminister - nemlig at kerneenergi nu hører med til de vedvarende energiformer! Det er så at sige det chiracske teorem ved afslutningen af hans embedsperiode. Men alligevel, så har vi også lært det!

Nu er det vigtigste i hvert fald at tage udfordringen op og lægge pres på for at få gennemført alt det, som nu er blevet vedtaget. I hvert fald må man for en gangs skyld også rose Tony Blair! At den britiske regering lige efter rådsmødet går ud og siger: 20 % er godt, men vi vil være endnu mere ambitiøse! Det har vi brug for mere af i Europa!

(Bifald)

Jeg vil gerne tilføje, at G8-topmødet skal behandle situationen i Afrika. I denne forbindelse må vi også se i øjnene, at klimaforandringerne også er et markant eksempel på uretfærdigheden i verden. Det kontinent, som bidrager mindst til at forurene vores miljø, nemlig Afrika, er samtidig det kontinent, som lider mest under klimaforandringerne. Det betyder, at når vi f.eks. taler om, at vi vil skabe retfærdighed og solidaritet i verden, så er det også en moralsk forpligtelse for os europæere virkelig at tage fat på problemet med klimaforandringerne og - som det helt rigtigt er blevet sagt - lægge pres på andre regioner i verden.

At sikre den menneskelige eksistens, muligheden for at leve på denne jord, det er det store mål, som vi alle er forpligtet over for, også USA, også Japan, Australien og Kina - vi alle i fællesskab. Vi kan bare ikke kræve det af dem, hvis ikke vi selv går foran med et godt eksempel. Det er det historiske skridt, der blev taget i weekenden! Derfor også tak til Dem, hr. Steinmeier, for det er i vidt omfang også Deres værk. Det er sikkert også fru Merkels værk, men det skal også nævnes, hvordan De som formand for Rådet har arbejdet med stædighed og udholdenhed!

(Bifald fra venstre)

  Formanden. - Hr. Schulz! Jeg konstaterer med stor glæde, at De er langt mere bibelstærk end jeg.

  Alexander Lambsdorff, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg var ikke helt sikker, da Matthæus blev nævnt, om det måske var Lothar Matthäus, der var ment. Det glæder mig, at det ikke var tilfældet.

Hr. Schulz har fuldstændig ret - det var et vellykket topmøde. De vil fremme det indre marked for energi, De vil bremse jordens opvarmning, reducere CO2-udledningerne, udvide de vedvarende energier og styrke energisolidariteten. Det er i overensstemmelse med Parlamentets krav. Parlamentets krav var på visse punkter mere ambitiøse, men De skal alligevel have bifald, og det får De også fra Den Liberale Gruppe.

Der er imidlertid ikke grund til at være selvtilfreds, for den vanskeligste del ligger stadig foran Dem. Om topmødet virkelig var vellykket, det får vi at se, når man tager fat på hurtigt at få gennemført projekterne og forhåbentlig kan vise håndgribelige resultater endnu i år. Det er også det centrale budskab fra min gruppe: Vi ønsker en hurtig gennemførelse af de aftalte mål. Det kommer der allerede de rigtige budskaber fra Kommissionen om. Rådet må bekende kulør, når Kommissionens forslag foreligger.

Jeg har et par konkrete bemærkninger til de forskellige spørgsmål. Når det gælder klimabeskyttelsen, har De helt ret. Klimabeskyttelse fungerer enten europæisk eller slet ikke. Ved nærmere eftertanke fungerer klimabeskyttelse imidlertid heller ikke kun europæisk, den fungerer i en global kontekst. Først når vi får de andre store CO2-udledere med om bord, får vi den globale forandring, der er nødvendig for virkelig at bremse klimaforandringerne. Det nytter ikke meget at sole sig i glansen af at være førende. At være førende uden at have nogen med sig minder lidt om Don Quixote, og ham bør vi ikke efterligne.

Klimapolitikken i Europa skal nu følges op af klimadiplomatiet fra Europa, for hele projektets succes afhænger af, at det lykkes. Mange mener, at G8 er et velegnet forum til det og ser en løsning, hvis man tager det op i G8. Tag det med til Heiligendamm, men vi må indse, at G8 er det mest uegnede forum, man kan tænke sig. Kina og Indien er ikke med. Det er måske også en anledning til at overveje de globale institutioners arkitektur.

Med hensyn til det indre marked for energi er dette efter vores opfattelse ikke bare en formssag, vi har virkelig brug for det. Det svigtende marked er, som kommissær Verheugen sagde, en ting, som berører borgerne direkte. Det glæder mig meget, at Kommissionens handlingsplan er blevet vedtaget, og jeg vil gerne ønske Dem hjerteligt tillykke, især foruden hr. Verheugen også hr. Kroes og hr. Piebalgs, som ikke har givet efter. Nu skal der tages fat, og min gruppe opfordrer udtrykkeligt Kommissionen til hurtigt at gøre det.

Bureaukrati kræver bedre lovgivning. De forslag, som kommissær Verheugen har stillet, er rigtige, og det er også rigtigt, at de blev vedtaget. Derfor glæder vi os her over fremskridtene, men medlemsstaterne er forpligtet til at gøre noget ved det. Det er en myte, at alt bureaukrati stammer fra Bruxelles.

Rådet har vist, at det kunne blive enigt om et virkelig vigtigt emne. Tillykke med det! Nu handler det om at få succes også med det andet vigtige emne for formandskabet. Berlin-erklæringen og junitopmødet venter på os. De har vores støtte til det.

  Michał Tomasz Kamiński, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! For det første er det mig en sand fornøjelse at samle de to synspunkter, der fremlægges her. Jeg vil med stor fornøjelse forene synspunkterne fra vores venner fra Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet og Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater.

Vi er det tyske formandskab taknemmelige for dette vellykkede topmøde. Jeg tænker på de medlemmer, der kommer fra SPD, og dem, der kommer fra CDU. Dette positive resultat styrker håbet om succes for Tyskland og for det tyske formandskab, og det glæder os. Vi er glade for, at den forretningsmæssige og pragmatiske fremgangsmåde, som det tyske formandskab har valgt, har givet resultater.

Jeg vil også gerne takke Parlamentets formand for den positive og praktiske rolle, han spillede på topmødet - tak skal De have, hr. formand. Dette er et fint eksempel på den vigtige rolle, som Parlamentet ønsker at spille i den europæiske integrationsproces, og det skaber håb. Topmødet har været en succes og sender et vigtigt signal til resten af verden i to henseender: Det er et signal om vores enhed og et signal om vores organisations pragmatiske og fremsynede fremgangsmåde.

Alle landene rundt om EU har nu set, at vi kan stå samlet i energispørgsmål. Unionen sender et klart signal om, at vi ønsker solidaritet, og at vi ønsker, at vores organisations fremtid skal være baseret på en ensartet tilgang til spørgsmålet om energisikkerhed.

Jeg tror, at begivenhederne sidste år eller deromkring har fået alle i EU til at forstå betydningen af energisikkerhed, ikke bare for vores økonomier, men i sidste ende også for de enkelte borgeres levestandard.

Topmødet har også udsendt et klart signal om klimaforandringer. Det har vist vores evne til at nå frem til en aftale om dette spørgsmål, og det er mig en stor fornøjelse at bakke op om resultaterne fra dette topmøde. Det er rigtigt, at EU har opstillet ambitiøse mål for sig selv på et område af så afgørende betydning for Europas fremtid.

Afslutningsvis vil jeg gerne fokusere på, at det første topmøde i den nu mere udvidede Europæiske Union også har vist, at udvidelsen ikke er noget problem. Efter min mening har vores venner fra de gamle medlemsstater tendens til at overdrive problemerne med udvidelsen. Som polak vil jeg gerne påpege, at de seneste udvidelser af EU, både den for to et halvt år siden og den seneste, er en fælles succes for os alle. Sådan opfatter EU's borgere det. Jeg vil gerne have, at vi alle føler på denne måde.

Udvidelsen af EU er en succes, og det gør vi klogt i at huske på. Topmødet har vist, at hvis vi samarbejder, vil tingene også lykkes for os.

  Formanden. - Mange tak, hr. Kamiński, også for Deres venlige ord til mig.

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er en klar sammenhæng mellem den sidste forhandling om Berlin-erklæringen og så den forhandling, vi afholder nu. Resultaternes Europa skal nemlig være i stand til at handle, og det kan vi ikke gøre særligt effektivt uden en forfatning. Vi må rose det tyske formandskab for, at det fik Rådet til at påtage sig forpligtelser til at reducere udledningen og anvende vedvarende energi på en synlig og relativt klar måde, idet man sagde nej til atomoffensiven fra præsident Chirac, som efterhånden er på vej ud, og som De kan være sikre på, at vi ikke vil savne.

Selv om vi glæder os over topmødets resultater - det kunne nemlig have været meget værre - mener vi alligevel, at vanskelighederne først begynder nu, for når vi skal gøre ordene til handling, vil der utvivlsomt opstå problemer med en uklar gennemførelse af målsætningerne. Vi ved f.eks. allerede nu, at en unilateral reduktion af udledningen med 20 % fra nu af og til 2020 ikke vil gøre det muligt for os at nå målsætningen om at holde temperaturstigningen på under 2°C. Hr. Verheugen, dette er efter min mening ikke nogen særlig stor indsats, for hvis vi havde overholdt forpligtelserne med hensyn til effektivitet og vedvarende energi, ville vi allerede have en reduktion på 24 % af udledningen. Den unilaterale målsætning om at reducere udledningen med 30 % var således absolut gennemførlig og ville have øget vores trovædighed radikalt på internationalt plan.

Hvis jeg tænker på Deres rolle i spørgsmålet om reduktionen af udledningen, vedvarende energi og biler, hr. kommissær - og på de heftige kampe i Kommissionen omkring alle disse spørgsmål - forekom Deres tale i dag mig ærligt talt at være lidt af en greenwash.

Der er mange, som er modstandere af, at vi når disse målsætninger. Det gælder først og fremmest mange nationale regeringers forvaltninger - det er dem og ikke Kommissionens tjenestemænd, som er EU's egentlige bureaukratiske byrde - og dernæst kommer selvfølgelig de store europæiske virksomheders lobbyer, der på trods af de smukke ord er stærke modstandere af en reel udvikling i de vedvarende energikilders miljøeffektivitet. ENEL, EON og EDF ved nemlig udmærket godt, at man ved at mindske afhængigheden af fossile energikilder også i højere grad gør de europæiske forbrugere uafhængige af disse virksomheder.

Vi afventer med interesse og en vis ængstelse Kommissionens forslag, også fordi vi er overbeviste om, at tiden er inde til revolutionære og radikale handlinger. Derfor skal vi mødes i Berlin, og jeg håber, at De kommer og besøger os, hr. Steinmeier, så vi kan opstille en fornuftig plan med 10 forslag, som vi har nævnt flere gange. Det drejer sig først og fremmest om en klimapagt, der har de samme karakteristika som stabilitetspagten, og hvor der tages højde for klare regler, hurtige og seriøse sanktioner og meget realistiske incitamenter.

Til sidst vil jeg sige, at vi er meget bekymrede over de rygter, der går i Rådet og Kommissionen, hvad angår muligheden for at vedtage nye bestemmelser på baggrund af Rådets løfter i Bruxelles ved hjælp af den procedure, som er omhandlet i artikel 175, stk. 2, og som udelukker Europa-Parlamentet og kræver enstemmighed i Rådet. Det ville være en hån mod alle de europæiske borgere, der er så entusiastiske i dag. Jeg håber ikke, at dette sker.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Alle taler først om det sidste topmødes historiske betydning for klimabeskyttelsen og miljøbeskyttelsen og overser i den forbindelse, at der ikke er truffet beslutninger på andre vigtige områder som beskæftigelsespolitik og den europæiske sociale model, og at man dermed har forpasset nogle chancer.

Efter min mening forhindrer Lissabon-strategien med sit fokus på EU's globale konkurrenceevne og global player-aspektet både en effektiv indsats i kampen om klimabeskyttelsen og i kampen mod fattigdom og social udstødelse. Samtidig anerkender jeg bestemt, at der er taget skridt i den rigtige retning med hensyn til klimabeskyttelsen.

Det er imidlertid indlysende, at disse skridt er for små, og at de risikerer at blive sinket og afbrudt. EU står endnu en gang i vejen for sig selv, når man tilsidesætter sine egne undersøgelser, som viser, at det er nødvendigt med en reduktion af drivhusgasser på 30 %, hvis man skal undgå en uigenkaldelig opvarmning og dermed op til 86.000 ekstra klimadødsfald årligt i EU. Forskellen på de 30 % og de 20 % er simpelthen, om vi benytter chancen for at forhindre klimakatastrofen, eller om vi alligevel marcherer videre.

Problemet er ikke, at det principielt er for lidt for den venstreorienterede opposition, uanset hvor meget rigtigt de regerende gør. Problemet ligger i, at man bibeholder den forkerte politiske kurs eller ikke foretager de afgørende kursændringer.

Det undrer heller ikke, at bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse og social splittelse fortsat blev marginaliseret på topmødet og da slet ikke blev forbundet med en konsekvent indsats mod global opvarmning og miljøødelæggelser.

Hr. Verheugen, netop denne tætte forbindelse mellem sociale og økologiske spørgsmål blev ikke behandlet på topmødet, uanset Deres forklaringer her i dag. Samtidig har Kommissionen i årevis fremlagt undersøgelser, som viser beskæftigelsespotentialet i forbindelse med udnyttelsen af vedvarende energiformer, viser de eksterne udgifter og også viser miljøafgifternes effekt som styringsinstrument. Opkrævning af miljøafgifter kunne øge EU's indtægter, hvilket der er hårdt brug for til nødvendige sociale og økologiske foranstaltninger.

Denne markedslogik viser, hvorfor bekæmpelse af klimaforandringerne f.eks. først er anført som sidste hovedmål i den energipolitiske handlingsplan for Europa. Den forklarer endvidere, hvorfor Det Europæiske Råd trods topmødets klager over den voksende andel af drivhusgasudledninger fra udviklingslandene presser på for at få øget tempoet i EPA-forhandlingerne. Disse frihandelsaftaler er efter min mening brutal neokolonialisme, og de er socialt og økologisk ødelæggende.

Der er mindst tre konklusioner af dette. For det første må den aktuelle politik prioritere bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse og klimaopvarmning, dernæst må EPA stoppes, og endelig skal vi have slettet de passager i forfatningsforslaget, som sigter mod deregulering af den økonomiske politik, privatisering og oprustning.

  Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Udledningen af drivhusgasser er bekymrende. De fører tilsyneladende til hurtige forandringer af jordens klima. Hvad kan EU gøre ved dette på egen hånd? Det er en svær afvejning. Ved at gå i spidsen øges vores muligheder for at presse Kina, Indien, USA og Rusland, og Europa kan få et miljøteknologisk forspring. Men vi må ikke gå for hurtigt frem og dermed underminere vores konkurrenceevne.

Rådet blev enig om en rimelig afvejning i dette spørgsmål. En sjælden fremgang i EU, hvor de allerfleste beslutninger medfører, at friheden undermineres, demokratiet svækkes, landenes selvstændighed undergraves, og vores liv bureaukratiseres. Men bemærk samtidig, at denne fremgang spolerer det officielle argument for forfatningsforslaget, som jo er, at enkelte medlemslande skal kunne hundses med i EU's beslutningstagning, og at demokratiet er nødt til at vige for effektiviteten. Ellers bliver EU impotent, siges det. Det er tydeligvis ikke sandt, og det var ikke heller sandt, hvad angår tjenesteydelsesdirektivet.

Det skjulte argument for forfatningsforslaget er, at det er nødvendigt for at skabe en EU-stat, en magtens platform for en ny europæisk elite. Den politiske magt skal tages fra de nationalstater, som er det europæiske demokratis oprindelse og grundlæggende valg. Nu har Rådet endnu en gang vist, at det er acceptabelt at træffe store beslutninger, selv om alle medlemslande har veto. Tak for det. Praeterea censeo constitutionum esse repudiendam.

  Andreas Mölzer, for ITS-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Vi vurderer også EU-topmødet om klimabeskyttelse som positivt, men det gælder i højere grad dets intentioner end dets resultater. På den ene side er det godt og vigtigt for vores alle sammens fremtid, at der på EU-topmødet blev aftalt klimabeskyttelsesmål, men på den anden side er det en sørgelig kendsgerning, at den slags erklæringer mange gange ikke engang er det papir værd, de er skrevet på. Hvad gavner det f.eks. at indgå en aftale om at reducere CO2-udledningen med en femtedel inden 2020, hvis konkretiseringen af problematiske detaljer på gængs EU-maner bliver udskudt til senere? Desuden er vi efter min mening ikke kommet et skridt videre inden for atomkraften. Problemet med bortskaffelse af radioaktivt affald er fortsat lige så uløst, som sikkerheden i atomkraftværker ikke er til stede, og konsekvenserne af atomar stråling på ingen måde er fuldt afklaret. Alligevel lykkedes det ikke på EU-topmødet at sende et tydeligt signal om en reduktion af kerneenergien. I stedet skal klimaopvarmningens fare bekæmpes med atomar risiko - efter min mening en risikabel affære.

Det er naturligvis også meget fint, at EU vil indtage en førende rolle inden for klimabeskyttelse. Men da EU kun forårsager 15 % af verdens kuldioxidudledninger, er det småting. Vi vil næppe komme fremad i kampen mod klimaforandringerne ved at gå enegang uden de store klimasyndere Indien, Kina, Sydkorea, Japan, Australien og USA, som har ansvaret for næsten halvdelen af verdens produktion af drivhusgasser. Tværtimod vil vi blive nødt til at notere bitre tilbageslag, trods alle vores bestræbelser. Det behøver man ikke være profet for at forudsige.

Vi har længe vidst, at udviklingslandene, men frem for alt også energiødelanden USA ikke kerer sig en døjt om miljøet. Det er en skandale, at man end ikke på de amerikanske militærbaser i Europa tager hensyn til miljøet, og at forladte amerikanske baser næsten har karakter af lossepladser for farligt affald. Ikke kun for amerikanerne, som man åbenbart virkelig må tage i hånden i denne forbindelse, men især for EU-medlemsstaterne, som ikke har foreskrevet nogle miljøtekniske krav på dette område. Også i denne forbindelse er der grund til at se kritisk på de transatlantiske forbindelser ligesom med hensyn til CIA's overflyvninger og den generelle tendens til blåøjet at spille amerikanernes vasaller.

Allerede i 1997 forpligtede industristaterne sig til at reducere produktionen af drivhusgasser. På verdenskonferencen i 2005 roste man endnu en gang idéen om fremover at satse mere på sol, vind og vandkraft. Naturligvis er de smukke ord stort set ikke blevet fulgt op af handling. Af den stigning i den vedvarende energis andel til 12 %, som EU havde sat sig som mål, er man lige nået op på 8 %. Under de omstændigheder behøver man ikke fejre nye erklæringer som dem, vi har hørt igen denne gang, som en alt for stor succes. Det minder snarere om andre, indtil videre mislykkede EU-projekter som Lissabon-målene, som man også stadig er lysår fra at nå, for slet ikke at tale om alpekonventionen, som stort set ikke er gennemført, og som udgør endnu en del af dette sørgespil. Hvis vi vil bremse klimaforandringerne og mildne de alvorlige konsekvenser, må vi gøre det til målet for vores fælles anstrengelser.

  Jim Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Lige siden jeg tiltrådte Parlamentet, har jeg hørt gentagne løfter om at begrænse bureaukratiet, både fra Kommissionen, Rådet og fra Parlamentet selv.

Vi har på dette topmøde endnu en gang erklæret krig imod bureaukratiet. Det er positivt. Man kunne faktisk ønske sig, at den berømte tyske effektivitet ville afhjælpe situationen, men det er vist ikke særlig sandsynligt. Jeg formoder, at disse løfter som tidligere ikke vil blive indfriet, idet vi har med EU-institutioner at gøre, der er rene lovgivningsfabrikker. På samme topmøde blev der åbnet op for en helt ny lovgivningsfront under dække af behandlingen af problemer vedrørende klimaforandringer - helt detaljeret lovgivning, hvor de typer elpærer, som nationalstaterne og borgerne skal bruge, dikteres! Hvor, kan man spørge, bliver disse elpærer fremstillet? Sikkert i Kina, til dels takket være overregulering, som tvinger vores producenter til at søge mod Østen, hvor de ukontrollerede fabrikker, der fremstiller elpærerne, vil udsende endnu større CO2-udledninger. Vi håndhæver faktisk aldrig begrænsninger om sådanne forhold i vores handelsaftaler med Kina. Vi synes at reservere den form for straffeforanstaltninger til vores egen industri. Sådan fungerer den selvbedrageriske onde cirkel, som er det lovgivningsfikserede EU.

Omtalen af onde cirkler bringer mig til manøvreringerne på topmødet om den afviste forfatning. Angela Merkel mener, at man kan ignorere og føre EU-borgerne bag lyset. Hvis titlen "forfatning" droppes, kan vi endda undgå at inddrage vælgerne. Hvilket kup for demokratiet! Hvilken kujonagtig farce! Og hvilken kommentar? om EU-eliten og dennes arrogante foragt for de personer, hvis interesser de hævder at tjene. Den omstændighed, at EU ignorerer borgerne fortæller os alt, hvad vi har brug for at vide om EU's værd og værdier under 50-årsdagen for undertegnelse af Rom-traktaten, som naturligvis skabte grundlaget for EU's trang til at dominere og kontrollere.

  Werner Langen (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Mange tak til rådsformanden for hans redegørelse. Det var virkelig et vellykket topmøde, og som altid har en succes mange fædre, mens fiaskoen er et hittebarn. I dette tilfælde var det først og fremmest en succes for forbundskansler Merkel, som jo trods alt for mange år siden var miljøminister i fire år og kender Rådet (miljø).

Med hensyn til det centrale punkt energi- og klimapolitik har den offentlige debat efter dette vellykkede topmøde kun beskrevet den interne diskussion om de vedvarende energiformer. Der blev jo virkelig, som topmødedokumentet dokumenterer, besluttet meget mere omkring energiforsyningssikkerhed og klimavenlighed. Det er også vigtigt, at de fremlagte forslag er socialt ansvarlige, og når vi sætter mål som f.eks. 20 % eller 30 %, så skal disse mål også være realistiske.

Hr. Schulz roste hr. Blair for 60 %. Det bliver ikke hr. Blair, der skal gennemføre det, som vi alle ved, og jeg er sikker på, at en konservativ modstander senest i morgen vil kræve 70 %. Målene skal altså være realistiske, ellers har de ingen virkelig værdi.

For det andet er der stadig ubesvarede spørgsmål trods al succesen, f.eks. spørgsmålet om byrdefordelingen. Jeg håber, at Kommissionen og det tyske formandskab vil sige noget om det inden udgangen af dette halvår.

Hvilken rolle spiller kerneenergien? Man kan ikke gøre sådan, som der er blevet sagt i den interne tyske diskussion. Det er et faktum, at der skabes 15 g CO2 for en kilowatt-time produceret med kerneenergi og 970 g for en kilowatt-time produceret med brunkul. Det betyder, at vi må føre denne diskussion åbent.

Jeg tror, det tyske formandskabs succes i sidste ende vil blive målt på, om det lykkes at gøre de europæiske benchmarks, der blev vedtaget, til en international standard i de internationale forhandlinger med USA, Rusland, Indien og Kina. Så vil det tyske formandskab være en varig succes.

  Linda McAvan (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg mødte for et par måneder siden nogle unge mennesker i min valgkreds, og de spurgte mig, hvad EU gør for at løse problemerne vedrørende klimaforandringer. Jeg gav dem en liste over de forskellige love og en forklaring om, hvordan vi tackler problemet, men jeg må tilstå, at det lød lidt vagt, og jeg kunne se på de unge mennesker, at de også syntes, at det var lidt vagt.

Hvis jeg blev spurgt igen i dag, ville jeg være langt mere sikker på min forklaring. Nu har Europa noget af sige om klimaforandringer. Vi har en målrettet politik, der imødegår den udfordring, som klimaforandringerne udgør. Jeg ønsker at takke Rådet for det vellykkede møde i sidste uge og Kommissionen - kommissærerne Verheugen og Dimas - for at samle en omfattende pakke.

Nu skal vi leve op til denne pakke, og det vil ikke være let. De målsætninger, som vi er enige om, er vanskelige at opfylde. Der er mange problemer at løse. Betydningen af at dele byrden er nævnt. Jeg kan forstå, at der er spørgsmål om retsgrundlaget for målsætningerne for vedvarende energi. Jeg ønsker blot at sige, at Parlamentet ønsker at være fuldt ud informeret om forhandlingerne vedrørende disse målsætninger.

Hvad angår biobrændstof ønsker vi dette brændstof, men ikke på bekostning af udviklingslandene. Løsningen af problemerne med klimaforandringerne skal indgå i bekæmpelsen af fattigdommen og må ikke resultere i, at det bliver vanskeligere at bekæmpe fattigdommen. Der skal endvidere ydes en indsats for at fremme investeringer i forskning og udvikling.

Der skal være sammenhæng, vi skal samarbejde, og vi skal fastholde fokus på imødekommelse af denne udfordring. Efter min opfattelse blev der på topmødet i sidste uge fastlagt en ny fælles målsætning. EU viste, at det kunne handle beslutsomt på et vigtigt område, som ligger EU's borgere meget på sinde. Jeg mener, at EU i denne sammenhæng skabte en forbindelse til borgerne, som ligger alle meget på sinde.

Vi fejrer vores 50-årsdag for undertegnelse af Rom-traktaten i år. Når vi en gang skal fejre EU's 100-årsdag, håber jeg, at fremtidige generationer vil se tilbage på sidste uges topmøde og betragte det som et vendepunkt, hvor EU begyndte at arbejde sammen, tackle vigtige spørgsmål i vores tid og genoprette borgernes tillid til EU.

  Formanden. - Fru McAvan, De har jo chancen for at opleve 100-årsdagen.

  Karin Riis-Jørgensen (ALDE). - Hr. formand! Med resultatet på sidste uges topmøde fik vi et historisk gennembrud. Vi er nu på vej mod et grønnere Europa. Men bare for få uger siden forekom det helt urealistisk at tro på bindende målsætninger om at øge brugen af vedvarende energi til en femtedel af EU-landenes samlede energiforbrug inden 2020. Det er rigtig godt gået! Nu er de politiske rammer på plads og skal fyldes ud med konkret indhold, men her kommer problemerne, her skal vi holde fanen højt. Det kræver, at alle spiller med konstruktivt - både industrien og vi lovgivere. Men vi skal også videre med forstærkede miljøkrav til f.eks. biler og fly. Kommissionen skal her gå i spidsen og finde sine egne ben. Ikke sandt, hr. Verheugen? Og vi skal være meget ambitiøse for at sikre en fuld liberalisering af det europæiske energimarked. Vi skal have et reelt indre marked for energi, og her må det tyske formandskab for alvor træde i karakter.

Der er stor grund til at glæde sig over, at Europa viser globalt lederskab. Vi går foran i arbejdet for at få en afløser for Kyoto-aftalen. Når vi står sammen i Europa, har vi også mulighed for at opnå en verdensomspændende aftale om klimapolitik omfattende tøvende lande som USA og de hurtigtløbende lande i Asien som f.eks. Kina og Indien. Med topmødets gennembrud træder EU for alvor i karakter efter nogle sløje år, som begyndte med det franske og hollandske nej til forfatningstraktaten, der førte til, at EU har været præget af en tilstand af rådvildhed. Den er vi heldigvis nu ovre. EU beviser nu, at vi er politisk handlekraftige. Vi kan igen finde fællesnævnere, der knytter os sammen selv på områder, hvor stærke nationale interesser står på spil. Ikke mindst takket være et dygtigt tysk formandskab! EU har fået optimismen tilbage, og det er altafgørende, når vi skal have forfatningstraktaten tilbage på skinnerne.

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Tak, hr. formand! Jeg vil gerne lykønske formandskabet med det vellykkede resultat af Rådets arbejde, for at have opstillet et meget ambitiøst arbejdsprogram og for at have gennemført næsten det hele.

Først vil jeg gerne tale om det, man ikke har nået. Det er en skam, at Kommissionens forslag om opsplitning af vertikalt integrerede virksomheder blev blokeret. De store energiselskaber, der dikterer betingelserne for de nationale regeringer, har hidtil vist meget begrænset interesse for grænseoverskridende forbindelser. Det lader til, at oprettelsen af et virkeligt europæisk energimarked endnu en gang er blevet udsat.

Nu vil jeg gerne tale om de beslutninger, som blev truffet. Ambitiøse mål for en forøgelse af de vedvarende energikilders andel og for en reduktion af udledningerne er et modigt og velkomment skridt. Det vigtigste nu er, at regeringernes repræsentanter forstår, hvad det er, de har forpligtet sig til. Det vil forhindre, at der sker det samme som med Lissabon-opgaverne. Beslutningen blev ikke truffet på grundlag af beregninger om tilgængeligheden af vedvarende energikilder eller deres placering i medlemsstaterne eller adgang til teknologien, og den blev truffet uanset omkostningerne. Dette vil kræve en meget ansvarlig indsats af medlemsstaterne, et tæt samarbejde og gensidig solidaritet. Dette er en af de beslutninger, som den europæiske offentlighed har tillid til og bakker op om. Dette løfte skal, ligesom Lissabon-planerne, opfyldes, og politikerne skal holde kursen, når de fastlægger de opgaver, der skal sikre gennemførelsen af dette mål. Tak.

  Claude Turmes (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Hr. Steinmeier! Foruden euforien, som jo til dels er berettiget, er her og nu præcis det rigtige sted og tidspunkt til at undersøge, om disse høje mål også bygger på et fundament.

Det europæiske grønne parti vil i denne weekend i Berlin foreslå en initiativliste med 10 punkter, som skal gøre Europa miljøvenligt. Det vil vi gøre med større begejstring end hr. Verheugen, som allerede i morges atter anså klimabeskyttelsen for at være en byrde for EU's erhvervsliv og ikke en innovationsmotor.

Forsyningssikkerhed er vigtig, netop hvad naturgas angår. Det bedste, vi kan gøre i Europa, er imidlertid ikke at bygge nye rørledninger, det bedste ville være at overtage den succesrige model fra det tyske kreditinstitut for genopbygning, altså overføre kreditterne til modernisering af bygningsmassen til Den Europæiske Investeringsbank! Over 40 % af den europæiske energi går til spilde i dårligt isolerede bygninger, og over 70 % af den russiske naturgas bliver brugt i europæiske bygninger. Derfor er foranstaltninger til at opnå større energieffektivitet i bygningsmassen meget vigtige end alt det, vi kan gøre på udbudssiden.

Det samme gælder for olien. Det er ikke rørledninger, der nytter noget, men moderne biler. Jeg ved ikke, om hr. Juncker har børn. Der ser hr. Schulz ud til at være bedre orienteret. Jeg ved, at han nu får en ny statskaret, og han sagde som overbevist europæer i mandags til den luxembourgske presse, at han snart ville købe en japansk hybridbil, hvis ikke den europæiske bilindustri laver mere miljøvenlige biler.

Derfor har vi brug for effektivitetsstandarder for 2020, for de biler, vi kommer til at køre i i 2020, bliver tegnet allerede nu. Vi har også brug for en hastighedsbegrænsning i Tyskland, fordi de mange hundrede kilometers "fri hastighed for frie borgere" ikke kun er et tysk problem. Det er et verdensomspændende problem, fordi det betyder, at bilerne i hele verden bliver forsynet med unødigt store motorer og ikke er effektive nok.

  Umberto Guidoni (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Forpligtelsen til en unilateral reduktion af CO2-udledningen med 20 % går i den rigtige retning, men vi burde have satset på en mere ambitiøs målsætning, nemlig 30 % inden 2020. Som det er i dag, repræsenterer vedvarende energi knap 7 % af EU's energisammensætning, og det er tydeligt, at den frivillige målsætning om 12 % inden 2010 ikke har fungeret. Derfor er det vigtigt, at vi satser på obligatoriske mål og sikre regler for deres gennemførelse.

Til dem, der klager over omkostningerne ved udviklingen af ikkeforurenende teknologier, vil jeg sige, at denne investering vil give Europa en førsteplads på dette område og skabe nye og bedre arbejdspladser i overensstemmelse med Lissabon-strategien. 50 år efter Rom-traktaten er det på tide, at vi sætter gang i en fælles energipolitik, også for at mindske Europas afhængighed af udlandet. Vi har truffet en beslutning, og nu skal vi følge op på den, selv om vi ved, at det bliver svært. Men passivitet ville have meget større omkostninger for Europa og for hele verden, og det ville navnlig være de svageste sociale grupper, der kom til at betale prisen.

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand! Den kendsgerning, at Det Europæiske Råd har tilrettelagt et forårstopmøde om vinteren, viser, at Rådet erkender klimaforandringerne. Det glæder mig, at Rådet overtager Kommissionens forslag om bekæmpelsen af klimaforandringerne. Dette indebærer imidlertid, at Rådet først er rede til at reducere med 30 %, hvis de andre industrilande også bidrager til disse bestræbelser. En global reduktion af drivhusgasser på 30 % inden 2020 er imidlertid nødvendig for at kunne begrænse temperaturstigningen til 2 grader.

For et par uger siden valgte Europa-Parlamentet derfor disse 30 %. Der er således tale om et første skridt. Jeg er fuldstændig klar over, at en reduktion på 30 % ikke er nem. I Nederlandene har miljø- og naturplanlægningsbureauet udtalt, at dette kun kan opnås gennem kraftige ændringer i borgernes og virksomhedernes teknologi og adfærd. Alligevel har den nye nederlandske regering, med rette, denne ambition. For at nå disse ambitiøse målsætninger skal de mange disponible muligheder benyttes samtidig. Vi kan altså ikke stirre os blind på én eneste løsning.

I Rådets konklusioner er det ikke tydeligt, for hvilke energikilder der skal garanteres forsyningssikkerhed. Der er derfor stadig risiko for, at folk fortsat kun tænker på energiforsyning i form af gas, olie og stenkul. Hvis vi holder fast ved fossile brændstoffer, blokerer det for udviklingen af vedvarende energikilder.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil ønske alle involverede tillykke med et vellykket topmøde. Det er ret sjældent for en leder af den britiske konservative delegation at komme med rosende ord efter et møde i Det Europæiske Råd, men denne gang er det berettiget, og det glæder mig at kunne gøre det.

Ved at nå til enighed om nedbringelse af drivhusgasser i EU har Rådet vist lederskab i forhold til muligvis det største problem for vores planet - truslen fra klimaforandringerne. Jeg håber oprigtigt, at medlemsstaternes udvisning af lederskab i forhold til dette spørgsmål vil resultere i en bredere international indsats.

Lederen af mit parti, der har gjort meget for at fremme spørgsmålet i den politiske debat i Det Forenede Kongerige, bifalder også denne aftale og glæder sig over hr. Blairs og hr. Browns nyfundne entusiasme. Med aftalen om klimaforandringer sender Europa ikke blot et stærkt signal til det internationale samfund, men også et budskab til EU's borgere om, at EU virkelig kan gøre en forskel. Nyhederne fra Bruxelles handler ofte om indforståede institutionelle spørgsmål, som ikke vedrører borgernes liv. Aftalen om klimaforandringer er en positiv aftale, og jeg håber, at medlemmerne af Parlamentet vil tage højde derfor, når vi har den næste forhandling om institutionelle rammer.

Jeg ønsker i denne sammenhæng at spørge om, hvilke forslag der er stillet med henblik på at forbedre EU's udledningsordning samt til bekræftelse af, at det ikke vil kræve større institutionel reform. Hvornår mon vi får en oversigt over landetildelinger i relation til opfyldelse af målsætningen om vedvarende energi som en del af energiforbruget?

Hvad angår konklusionerne bifalder jeg endvidere de fremskridt, der er opnået vedrørende bedre lovgivning. Jeg ønsker blot at tilføje, at jeg håber, at der vil blive ydet en endnu større indsats, især med hensyn til deregulering. Jeg ønsker endvidere at takke Kommissionens formand, hr. Barroso, for den store indsats, han har ydet i forbindelse med det meget vigtige spørgsmål om Europas konkurrenceevne.

Endelig ønsker jeg at udtrykke min støtte til konklusionerne om de transatlantiske økonomiske og politiske forbindelser og især Angela Merkels personlige engagement over for en ny transatlantisk økonomisk forbindelse.

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand, hr. formand for Rådet! jeg ønsker først og fremmest at lykønske Dem med veludført arbejde, for det har ikke været en let opgave. Hr. Steinmeier, der er en mand med ry for at være vedholdende og beslutsom, har ydet en stor indsats. Jeg bifalder resultatet, som efter min opfattelse er en meget vigtig milepæl for EU, hvor Europa markerer sig med hensyn til håndteringen af problemerne med klimaforandringerne globalt.

Nu håber jeg naturligvis, at det ikke blot er en tekst, vedtaget af Det Europæiske Råd, men noget som vil blive gennemført i medlemsstaterne. Jeg tager det derfor for givet, at teksten, som det pågældende medlem af de britiske konservative nævnte, også vil blive gennemført i Det Forenede Kongerige sammen med de britiske virksomheder og de konservative under Tony Blairs lederskab - mange tak for det!

(Latter)

Dernæst ønsker jeg at understrege, at klima- og energipolitik ikke skal betragtes som en udgift, men et nyt konkurrenceparameter og en ny mulighed for at skabe flere og bedre arbejdspladser, som er en af Lissabon-dagsordenens målsætninger. Jeg ønsker endvidere at understrege, at yderligere hensigtsmæssig vækst på miljøområdet kan og bør være en ny målsætning i Lissabon-processen, som kommissær Verheugen nævnte, og De, hr. formand, også har fremhævet.

Jeg er enig med kommissær Verheugen i, at der mangler et enkelt lille ord, og det er "koordination", koordination af økonomiske investeringer på disse områder for at gøre det muligt for os at påtage os den store investeringsopgave, som vi står over for. Det anslås, at der er brug for 1.000 millioner euro til investeringer i de kommende år, og der er i denne sammenhæng behov for koordination for at opnå den ekstra synergi, som EU kan generere.

Vi krydser derfor fingre for dette tiltag. Den Socialdemokratiske Gruppe er parat til at hjælpe.

  Chris Davies (ALDE). - (EN) Hr. formand! Rådets beslutninger var ambitiøse og tilslutningen dertil ret bemærkelsesværdig. Det vanskelige bliver at fastlægge detaljerne, og jeg frygter, at der ikke vil være så stor enighed, når forslagene om at dele byrderne fremlægges, og nogle af de specifikke målsætninger vil være en udfordring, ikke mindst for miljøforkæmperne.

Der må f.eks. være tale om en fejl med hensyn til målsætningen for biobrændstof, når der er så mange beviser på, at det er bedre at anvende økologiske afgrøder til elektricitet end til fremdrift af biler. Vi skal ikke foregive, at vores behov for biobrændstof ikke vil have en effekt på de tropiske regnskove. Vi kan ikke engang forhindre import i Det Forenede Kongerige af træ fra ulovligt skovbrug, ej heller stoppe udvidelsen af palmeolieplantager. Det vil have en effekt, og jeg håber, at alle energiforslagene i denne pakke vil være underlagt den fælles beslutningsprocedure for at sikre, at parlamentsmedlemmerne har en chance for at påvirke dem i et vist omfang.

Til trods for kritikpunkterne er den generelle retning fornuftig og målsætningerne ædle. EU har påtaget sig at prædike for resten af verden om de farer, som klimaforandringerne medfører, og indgå en international aftale for perioden efter 2012, der mindst skal involvere Kina, Indien og USA.

Vi skal senest ved partskonferencen i 2009 have indgået en aftale for perioden efter 2012, og der er brug for noget af en holdningsændring i disse øvrige lande, hvis det skal lykkes. Det vil være nødvendigt at forsøge at påvirke opinionsdannere, medier, parlamentarikere, erhvervs- og regeringsledere for at opnå dette. Jeg mener ikke, at der er ressourcer nok, i hvert fald ikke i Generaldirektoratet for Miljø, måske heller ikke i hele Kommissionen. Men der er tilstrækkeligt med ressourcer i Europa, hvis vi samler vores ressourcer i alle 27 medlemsstater og involverer vores diplomater, politikere og erhvervsliv i en fælles kampagne for at opnå en holdningsændring og skabe resultater.

Vi skal betragte situationen fra denne dramatiske synsvinkel og fokusere på opgaven. Vi har mindre end 1.000 dage, hvori vi kan redde verden og sikre indgåelsen af en international aftale. Det er vores opgave, og vi har brug for alle vores ressourcer. Vi skal bygge videre på Rådets beslutning og tilføje beslutsomhed, passion og fremdrift i vores indsats, hvis det skal lykkes.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Mens Europa ikke alene gør sig nogle overvejelser, men også begynder at finde nogle konkrete løsninger og påtage sig forpligtelser til at spare energi og anvende alternative energikilder, og mens Europa spørger sig selv, hvordan vi skal imødegå klimaforandringerne, er der midt i Europa et stort og teknologisk avanceret område, der er af afgørende betydning for en af medlemsstaternes sociale og økonomiske fremtid. Dette område er Podalen, hvor man i lang tid og uden at få noget svar har bedt om infrastrukturforanstaltninger for at løse et forureningsproblem, der skyldes en efterhånden katastrofal situation med overfyldte veje.

I myldretiden om morgenen og om aftenen viser satellitbillederne, at Podalen er en enorm kø af biler og lastbiler, der producerer tonsvis af forurenende gasser og bruger en absurd mængde brændstof. Sådan har det været i flere årtier, og vi har bedt om disse foranstaltninger lige så længe, men det tyvagtige Rom - det er ikke indbyggerne, som er tyvagtige, for de er fantastiske og ærlige mennesker, men den gamle stats centralstyre - udbreder sig, ligesom i Byzantium, om reformer af valgsystemet og lader denne situation forværres.

Desuden er der et andet aspekt af klimaproblemet, nemlig vandforsyningen. Ikke alene Syditalien, men også Podalen risikerer at tørre ud. Jeg vil gerne henlede Europas opmærksomhed på vandsituatioen i Podalen, eftersom den kunne få meget alvorlige konsekvenser for "Europas kornkammer", som man kalder denne makroregion, der er så vigtig for produktionens fremtid i Italien.

  Ian Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! På topmødet konkluderede man, at den nye Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse er begyndt at vise resultater. Det er også på tide, for ståhejen omkring lanceringen af denne strategi har ikke ligefrem været efterfulgt af fantastiske resultater før nu. De fleste virksomheder - især små virksomheder - som udgør flertallet af arbejdsgivere, klager helt rimeligt over, at unødvendigt bureaukrati hæmmer driften og udviklingen i deres virksomheder. Jeg bifalder derfor topmødets forpligtelse til at nedbringe EU-pålagt bureaukrati med 25 % inden udgangen af 2012, og jeg håber, at denne målsætning vil blive opfyldt. Men det er en skam, at medlemsstaterne ikke forpligtede sig til en lignende begrænsning af bureaukratiet gennem national lovgivning.

Der er lagt mest vægt på de forpligtelser om energieffektivitet og vedvarende energi, der blev indgået på topmødet, og der er fastsat beundringsværdige målsætninger for energibesparelser. Jeg håber imidlertid, at der i enhver ny lovgivning vil være taget højde for lokale forhold. Med hensyn til transport skal der f.eks. være taget højde for den omstændighed, at der i de fleste landdistrikter i Skotland ikke er realistiske alternativer til vejtransport af varer.

  Vladimír Remek (GUE/NGL). - (CS) Mine damer og herrer! Løsningen på problemet med global opvarmning hænger uløseligt sammen med ikke bare brugen af vedvarende energikilder, men også vores udnyttelse af de traditionelle energikilder. Jeg glæder mig over, at man på EU's topmøde fik et gennembrud med hensyn til Unionens holdning til kerneenergi. Holdningen til kerneenergi under det tyske formandskab har hidtil været tvetydig: Man forsøger at undgå spørgsmålet af angst for at brænde fingrene, selv om man ved, at man før eller siden er nødt til at bøje sig for den økonomiske nødvendighed og skride til handling. Jo længere vi venter, desto alvorligere bliver problemerne.

Skiftet kan ses ved, at de delegerede på topmødet til sidst erkendte, at medlemsstaterne kan gøre brug af kerneenergi af hensyn til energisikkerheden og for at begrænse udledningen. Jeg er imidlertid overbevist om, at energimikset ikke kun skal være afbalanceret, men også være demokratisk åbent for alle tilgængelige energikilder, idet man naturligvis samtidig gør alt, hvad man kan, for at garantere det højst mulige sikkerhedsniveau.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Naturligvis tog Det Europæiske Råd ikke kun stilling til klimaspørgsmålet. Det gik i den rigtige retning. Vi europæere kommer til at bære smerten og udgifterne. Med disse foranstaltninger vil det, vi gør, med andre ord, medmindre vi får USA, Kina og Indien med på vognen, svare til, at vi reparerer vores egen bil og betaler en masse penge for det, mens vores nabo kører rundt med en ødelagt udstødning. Hvad er det, vi prøver på? At grave et hul i en sø? Derfor har vi brug for en Kyoto, som skal underskrives af disse tre lande, som tilsammen tegner sig for halvdelen af befolkningen og 65 % af energiforbruget. Det er et område, som vi er nødt til at måle på denne måde.

På den anden side taler vi om udvikling inden for den økonomiske og sociale sektor samt på arbejdsmarkedet. Det forstår jeg ikke. Hvilke samfundsklasser taler vi om? Om dem, der efter Lissabon byttede deres BMW'er til en Mercedes? Der er 100 millioner europæere, der lever under fattigdomsgrænsen. Hvad gør vi for dem? Hvad vil de gøre? Det er de arbejdsløse. Det er dem, der vil blokere alle folkeafstemninger, som vi senere får brug for om forfatningen. Så lad os kigge på de fattige og ikke bare holde os til ønsketænkning og udtalelser, der i sidste ende ikke overbeviser nogen som helst.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det var et positivt Europæisk Råd, eftersom man kom ind på de spørgsmål, der interesserer borgerne. I globaliseringens tidsalder har befolkningerne i stadig større grad brug for et Europa, der kan løse de spørgsmål, som nationalstaterne ikke længere er i stand til at løse.

Det er nemlig kun EU, der er i stand til at imødegå de store spørgsmål i forbindelse med klimaforandringerne, bekæmpelsen af terrorisme og organiseret kriminalitet, indvandring, energiuafhængighed, herunder en genoptagelse af atomkraft, arbejdsløshed, tacklingen af de store økonomiske handelsmagter i Østasien og ikke mindst freden i Middelhavsområdet og Mellemøsten. Derfor har vi brug for en ny forfatningstraktat, der fastlægger beføjelserne og indsatsområderne.

Jeg er således enig i forslaget om, at vi skal vedtage en tekst, der bevarer indholdet og omfatter værdierne i det dokument, der blev undertegnet i Rom, og som Frankrig og Nederlandene sagde nej til. Det skal være en tekst, hvor der henvises til de jødisk-kristne rødder, som EU's indsats bygger på - en indsats, der sætter menneskerettighederne og borgernes rettigheder i fokus.

Hr. Steinmeier, jeg vil gerne stille det tyske formandskab et konkret forslag, og jeg appellerer kraftigt til formandskabet om, at medlemsstaterne sammen med Parlamentet og Kommissionen i de næste par måneder ivæksætter en omfattende informationskampagne i medierne, der fortæller borgerne, hvad EU virkelig er, og som får dem til at forstå, at EU ikke er et dyrt og tungt bureaukrati i Bruxelles, men derimod - sådan som det fremgik af topmødet den 8.-9. marts - en institution, der giver en halv milliard mennesker garanti for en bedre fremtid.

  Harlem Désir (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Rådet gav i drøftelser og konklusioner om Lissabon-strategien udtryk for en ny retning, hvad angår indstillingen også til sociale spørgsmål.

Det glæder mig, og jeg tror, som De hver især har påpeget, at stats- og regeringscheferne erkender, at man ikke kan genvinde borgernes tillid, medmindre man viser, at Europa bestræber sig på at forsvare den europæiske sociale model. I konklusionerne påpeges det ikke blot, at der er behov for at styrke jobskabelsen og støtte væksten, men også, at der er behov for at forsvare kvaliteten i beskæftigelsen, arbejdsvilkårene, inddragelsen af arbejdstagerne og forening af arbejdsliv og familieliv. Det giver umiddelbart anledning til to bemærkninger.

For det første må man, hvis den nye sociale tone, der anslås, ikke skal forblive virkningsløs, følge op med en handlingsplan, genoptagelse af den europæiske sociale dagsorden, måske endog et møde i Rådet, som vies gennemførelsen af de sociale målsætninger, på samme måde som det seneste møde var viet målsætningerne med hensyn til energi og vedvarende energikilder. Der bør fastsættes konkrete målsætninger, eksempelvis på de områder, der er omhandlet i Lissabon-strategien, altså beskæftigelse for unge, beskæftigelse for personer over 50 år og adgang til livslang læring. Medlemsstaterne bør forpligtes til at finde midler til at nå resultater, eksempelvis ved udveksling af bedste praksis og ved at der gennemføres sanktioner over for dem, som ikke opfylder forpligtelserne fuldt ud. I øvrigt ligger der forskellige sager, som bør frigives, og som i øjeblikket blokeres netop af Rådet, samtidig med at det ønsker en styrkelse af Unionens sociale dimension. Det gælder direktiv om tilrettelæggelse af arbejdstiden, revision af direktiv om europæiske samarbejdsudvalg og direktiv om vikararbejde.

For det andet vil jeg gerne bemærke, at der bør være sammenhæng mellem den fornyede opmærksomhed, der rettes mod Unionens sociale dimension, og alle øvrige politikker, der føres. Forsvar for den sociale model, når man i øvrigt erklærer, at man ønsker fuld liberalisering af postsektoren i lighed med liberaliseringen af elektricitets- og gassektoren, er måske ikke helt sammenhængende. Kan man betragte disse sektorer inden for offentlige tjenester udelukkende fra det indre markeds synsvinkel? Yder liberaliseringen sikkerhed for offentlige tjenester, at alle områder betjenes, at taksterne kontrolleres? Der er efter min opfattelse også på dette felt behov for forslag om en ny balance. Det er baggrunden for, at Den Socialdemokratiske Gruppe, som det vil være Dem bekendt, har anmodet om, at man tager et udkast til rammedirektiv om forsyningspligtydelser under overvejelse.

  Bronisław Geremek (ALDE). - (PL) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! Lad mig påpege, at det seneste møde under det tyske formandskab ikke blot er et eksempel på en effektiv indsats, men også et eksempel på, hvordan man kombinerer værdilære, eller hvordan man fastholder sine værdier, med en pragmatisk politik.

Europa betyder frihed, solidaritet og fornyelse, mål, som også bør forfølges gennem vores energipolitik. Solidaritet på energiområdet vil og kan tjene frihedens interesse. Hvordan kan innovation kombineres med solidaritet inden for energipolitikken? Jeg vil gerne påpege, at de lande, der for nylig igen sluttede sig til Europa efter en lang adskillelse, er fattige lande, som ikke har kapacitet til 3 x 20-programmet. Resultatet er, at gennemførelsen af dette program hurtigt kan øge de interne forskelle.

Jeg opfordrer kommissær Verheugen til ikke at glemme, at Fællesskabets politik bør tjene Fællesskabets mål.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Topmødet er endnu et fremskridt i opbygningen af Europa. For at undgå overdreven selvtillid bør vi imidlertid kaste et mere kritisk blik på status quo på udvalgte områder. De 3 % af BNP til videnskab i Lissabon-strategien er ganske vist en forbedring, men ikke nok til, at vi kommer på højde med USA. Der er stadig lang vej endnu, før Europas intellektuelle potentiale udnyttes fuldt ud.

Med hensyn til energipolitikken må målet om, at 20 % af vores behov skal dækkes af vedvarende energikilder, og brug af minedrift, herunder i kulminer, ikke gøre os blinde for vores nuværende energiproblemer. I bilaget tales der om en fælles europæisk politik for samordning mellem medlemsstaterne. Den må imidlertid ikke være til skade for den europæiske samhørighed, hvilket vi har været vidner til på det seneste.

Den nuværende situation med hensyn til gasforsyningen fra Rusland - gaskrisen i Belarus og Ukraine - er endnu en test for vores energipolitik og -sikkerhed som sådan, og vi skal betragte det som en lektion og ikke bare en lille krusning, der bare vil forsvinde. Udfordringen fra Rusland er ikke let, men Europa kan undgå at blive syndebuk, forudsat at vi taler med én stemme, hvilket sjældent er tilfældet. Forhåbentlig vil dette topmøde ændre på tingene.

Kommissionens seneste indsats for at beskytte miljøet i Rospuda-floddalen, mens der ikke blev afholdt en sådan afstemning om anlæggelsen af en gasrørledning under Østersøen, viser, hvor selektive, hvor usammenhængende og inkonsekvente disse foranstaltninger er. Der kommer strømme af tårer, når en rose dør, eller når vores skove brænder, mens strategiske begivenheder forbigås i tavshed, mens vi i stedet fokuserer på pæne manerer.

Endelig vil jeg gerne nævne Europas største svaghed, nemlig den fortsatte mangel på solidaritet på regeringsplan og nationalt plan. Dette er ikke så meget et spørgsmål om formelle bestemmelser som om at erkende, at vores fælles skæbne er rodfæstet i traditionen, navnlig den kristne tradition, og er baseret på fælles mål, som skal defineres løbende. I øjeblikket er energispørgsmålet en test af den europæiske solidaritet, og denne solidaritet vil give energi til Europas fortsatte udvikling.

  Gianni Pittella (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter det seneste Europæiske Råd kan vi med rette sige, at det et sådant Europa, vi gerne vil have, nemlig et beslutningernes Europa, et langsigtet Europa og et Europa, som varetager sine interesser og spiller en rolle på verdensplan. Denne slutspurt var uventet, men den var nødvendig, og den var virkelig hensigtsmæssig. Det er ikke første gang, at vi rejser os op, selv om vi næsten har været tvunget i knæ, og at vi giver alt, hvad vi har i os. Det gjorde vi nemlig med toldunionen, med det indre marked og med euroen. Og det gør vi med energispørgsmålet og bekæmpelsen af klimaforandringerne i dag. Vi må ikke stoppe her, for det ville være et utilgiveligt selvmål.

Kommissionen skal gøre sin del og omsætte Rådets beslutninger til lovgivningsmæssige forslag, som Parlamentet skal arbejde indgående med. Rådet skal vurdere de nationale planer på et flertalsgrundlag. Og vi må navnlig ikke stoppe, når det gælder det politiske Europa. Sådan som Italiens præsident Giorgio Napolitano sagde her i Parlamentet i sidste mødeperiode, er forfatningen ikke en grille, en luksus eller et overflødigt foretagende. Uden nye regler, uden status som juridisk person, uden et politisk og socialt grundlag og uden chartret om rettigheder risikerer Europa endnu en gang at gå tilbage.

Derfor venter vi spændt på erklæringen den 25. marts. Fru Merkel sagde i går, at der ikke kommer til at stå noget om gud, og det er rimeligt nok, for de, der virkelig er katolske og kristne, bærer gud i deres hjerte. Men i erklæringen må vi ikke undlade at nævne forfatningen. Efter de gode resultater i sidste uge ville det være skuffende, hvis vi kom med en generel erklæring, hvor vi ikke siger noget om Europas succeser eller om de vigtige resultater, der er opnået i de sidste 50 år, og det ville ikke mindst være skuffende, hvis der ikke stod noget om den vigtige målsætning, som den europæiske forfatning er.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Jeg vil benytte min taletid til at diskutere Berlin-erklæringen. Først og fremmest er 50 års partnerskab mellem europæiske stater noget at fejre. Dette partnerskab har givet resultater, selv om der naturligvis er utilfredshed på visse områder.

Tyskland har udarbejdet en særlig erklæring i anledning af denne lejlighed. Desværre er den udarbejdet bag lukkede døre. Da vores gruppeformænd talte i morges, måtte de indrømme, at de ikke havde set teksten. Det er meget sigende for den nuværende situation inden for EU, åbenhed og det interinstitutionelle samarbejde.

Erklæringen skal blot have ét mål: Den skal være en præcis og kortfattet erklæring om, hvorfor vi har brug for det europæiske samarbejde i dette årtusinde. Den skal med andre ord kort give en præcis definition af vores fælles europæiske mål.

  Markus Ferber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg vil gerne endnu en gang give udtryk for min begejstring over den intensitet og det niveau, der præger diskussionerne om, hvordan man virkelig kan opnå CO2-reduktioner. I min medlemsstat Tyskland har jeg indtryk af, at man kan klare klimakatastrofen ved at køre lidt langsommere, skifte glødepærerne ud og plante tre træer i Afrika for hver ferierejse. Når man bilder folk den slags ind, lyver man for dem.

Det er nødvendigt, at vi meget nøje overvejer, hvor de fleste CO2-udledninger finder sted. De finder sted i forbindelse med produktion af elektricitet. Derfor er det vigtigt, at der også bliver tænkt over, hvordan man kan spare dér, hvor der udledes mest CO2. Det er interessant at konstatere, at formanden for det tyske SPD nu også optræder som naturvidenskabsekspert og regner ud, hvor stor CO2-udledning kerneenergien forårsager. Det skulle han hellere overlade til en fysiker som forbundskansleren. Så ville vi være på rette vej.

Vi må altså som det første overveje, hvordan vi kan opstille mål inden for biltrafik og i forbindelse med energiproduktionen. Hvor mange g CO2 må der udledes for hver kilowatt-time? Så er man på rette vej, og først da kan man begynde at overveje yderligere foranstaltninger. Jeg vil understrege, at vi bliver nødt til at overveje, hvilken rolle kerneenergien skal spille i de kommende år og årtier. Her er det vigtigt, at vi som europæere diskuterer også spørgsmålet om kerneenergi sagligt, fri for ideologi og i betragtning af det ansvar, vi har påtaget os, og dermed yder et bidrag til, at denne diskussion atter kan føres sagligt i medlemsstaterne.

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Hr. formand! Energiforsyningssikkerhed og håndtering af problemerne med klimaforandringerne er de to største udfordringer på nuværende tidspunkt. Med en målrettet og omfattende indgangsvinkel til disse spørgsmål anerkendte Det Europæiske Råd, at globale udfordringer kræver globale tiltag, at tværnationale trusler kræver tværnationale tiltag. Det er spørgsmål, som ligger EU's borgere på sinde, og ved at tage disse spørgsmål op til behandling sender Rådet et budskab om, at EU lever op til EU-borgernes forventninger, og styrker borgernes tillid til EU-institutionerne. Det er dog kun toppen af isbjerget. Et fælles energimarked vil kræve en fælles energipolitik, som skal omfatte eller være forbundet med en fælles indsats inden for teknologisk udvikling samt koordinering af investerings-, beskæftigelses- og vækstpolitikker.

Den politiske vilje, som mange har givet udtryk for i dette forår, vil hverken være bæredygtig eller effektiv uden et europæisk retsgrundlag. En fælles politik vil endvidere kræve et særligt budget, og der skal afsættes midler til finansiering af det pågældende budget, eventuelt gennem beskatning af bestemte energitransaktioner og oprettelse af EU's finansielle egenressourcer. Udformningen af EU's udvidelses-, naboskabs- og udviklingsstrategier skal følge den måde, hvorpå vores udenlandske partnere - naboer eller ikke - samarbejder i forbindelse med fremme af europæiske energi- og miljøstrategier. Samtidig skal de bilaterale aftaler mellem EU-medlemsstaterne og tredjelandene på energiområdet opfattes som en måde, hvorpå man kan fremme vores fælles energistrategi.

I dette forår har Det Europæiske Råd vist, at der er lys for enden af tunnellen. Topmødet i Berlin skal stadig vise, om der også er en tunnel, der fører hen til dette lys.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Det glæder mig, at Rådet er enigt i, at den administrative byrde, der opstår på grund af EU-lovgivningen, skal mindskes med 25 % inden udgangen af 2012, som en anden taler også nævnte.

Jeg bifalder endvidere, at Rådet har besluttet at oprette en gruppe af uafhængige eksperter til at rådgive om udarbejdelsen af bedre lovgivning. Det er uhyre vigtigt. Det ville imidlertid også være hensigtsmæssigt, hvis man gik endnu videre og foretog uafhængige konsekvensanalyser af al lovgivning.

På beskæftigelsesområdet skal lovgivning kun gennemføres på EU-plan, hvis det ikke kan lade sig gøre tilfredsstillende på lokalt eller nationalt plan. En ejer af en mindre gennemsnitsvirksomhed bruger allerede ca. 28 timer om måneden på at udfylde formularer som følge af lovgivningen. Sundheds- og sikkerhedslovgivning skal kun gennemføres, hvis der er medicinsk og videnskabelig dokumentation, som viser at der er behov for det som i tilfældet med direktiv 2000/54/EF om biologiske agenser, hvor der blev indført ændringer for at beskytte sundhedspersonale imod nålestikskader.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Mine herrer formænd! Mine damer og herrer! Det første skridt i den rigtige retning mod en fælles energi- og klimabeskyttelsespolitik er taget, der blev ikke produceret tomme ord, og det hilser vi velkommen. Betingelserne for politiske beslutninger er blevet bedre, men vi er langtfra i mål. De fleste forhindringer ligger foran os. Den første er at få integreret de vedtagne mål fuldt ud i de vækst-, beskæftigelses- og konkurrencepolitiske programmer eller at supplere disse. Klima- og energipolitikken skal styrke Lissabon-strategien, de må ikke bortlede opmærksomheden fra den.

For det andet trækker det ud med fremlæggelsen af de konkrete europæiske programmer, projekter og initiativer og udarbejdelsen af kontrollerbare, nødvendige handlingsplaner. Det skal stå klart for alle, hvem der gør hvad hvordan og inden hvornår, hvis de fælles mål skal nås. Det er det, det kommer an på, for topmødemålsætninger skaber ganske vist håb, men kun konkrete resultater skaber tillid. Derfor kræver jeg, at vi får årlige rapporter fra medlemsstaterne til de nationale parlamenter og fra Kommissionen til Europa-Parlamentet om resultaterne af gennemførelsen.

For det tredje vil jeg gerne vide, hvornår vi får det tilhørende forskningsprogram, de nødvendige støttekoncepter og køreplanen for energibesparelser fra Kommissionen og de nationale regeringer. Den afgørende prøve ligger foran os, både internt og internationalt. Den er ikke bestået endnu. Som Katharina von Siena allerede har sagt, er det ikke begyndelsen, der bliver belønnet, men ene og alene gennemførelsen.

  Riitta Myller (PSE). - (FI) Hr. formand! Vi bør glæde os over, at EU har taget et vigtigt skridt for at beskytte livet på jorden og har bekræftet sin globale lederrolle i kampen mod klimaforandringer.

Nu er vi enige om målet og om vores engagement, og så må vi kigge nøje på, hvordan vi skal virkeliggøre disse mål. Det er vigtigt at engagere sig i brugen af vedvarende energikilder for at opfylde vores fremtidige energibehov. Mange vedvarende energiformer befinder sig imidlertid stadig på udviklingsstadiet, og samtidig venter en lang række energieffektive metoder kun på at blive indført. Medlemsstater skal nu i gang med arbejdet. Nu må vi investere massivt i energieffektivitet.

Biobrændsel og bioenergi skal også videreudvikles, selv om vi samtidig må sikre, at miljøvenligheden gennem hele livscyklussen for disse energikilder tages i betragtning på globalt plan, således som det er blevet sagt her. Hertil har vi brug for et certificeringssystem, der kan fungere som en vejledning i de rette produktionsmetoder.

Alt i alt har vi som europæere mulighed for at fremstå som de førende inden for energiteknologi. Som kommissær Verheugen sagde, har vi brug for svar fra erhvervslivet på spørgsmålet om, hvad der kan lade sig gøre. For meget kan lade sig gøre.

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Kommissæren med ansvar for miljøanliggender, hr. Dimas, talte efter dette topmøde om epokegørende afgørelser. Jeg ville gerne dele hans entusiasme, men jeg tillader mig at gå imod strømmen af lovord og give udtryk for min skepsis.

Klimapolitikken integreres ganske vist omsider i EU's økonomiske politik. Det er positivt. Jeg erindrer imidlertid topmødet i Lissabon i marts 2000, hvor EU satte sig som mål at blive den mest konkurrencedygtige videnøkonomi inden 2010. Vi så, at resultaterne var beskedne fem år senere. Jeg ønsker ikke, at dette topmøde blot bliver endnu en farce og en stor skuffelse.

Jeg bifalder udviklingen af vedvarende energikilder, men de løser kun delvis problemet med den globale opvarmning. Der skal afgjort tænkes i energieffektivitet og isolering af bygninger. Vindenergien bør udvikles, men den har kun meget begrænset indvirkning. Man kan ikke sætte sin lid til den. Der er således ingen elektricitet, hvis vinden er for svag, og heller ikke, hvis vinden er for kraftig. Solenergi bør fremmes, men vi mangler det fornødne antal håndværkere, som er uddannet til at håndtere de nye teknologier.

Jeg beklager Rådets tilbageholdenhed. Rådet anerkender tvungent, at atomenergi er et af de effektive midler til reduktion af udledningen af drivhusgasser. Fru Merkel ønsker, at EU viser vejen, når det gælder bekæmpelse af den globale opvarmning. Alle er enige, men det er hyklerisk, når vi ved, at der er medlemsstater, som i øjeblikket afviser atomenergi, og dog køber energi fra denne energikilde, når de har brug herfor for at sikre deres samfunds overlevelse. Det er også hyklerisk, når fru Merkel vil bekæmpe CO2-udledningen, samtidig med at hun styrker sin politik til fordel for kulfyrede kraftvarmeværker, hvis katastrofale konsekvenser for miljøet er velkendte. Det er endvidere hyklerisk, når Tyskland, som ikke længere vil have atomkraft i landet, sælger sine teknologier, hvad angår atomkraftværker, til Kina. Endelig er det hyklerisk, hr. kommissær, når De forventer en indsats fra bilindustriens side, samtidig med at det tyske formandskab beskytter benzinslugere, som har et for højt energiforbrug og udleder for meget CO2.

Jeg tilslutter mig således konklusionerne fra topmødet, men handling bør følge ord, for den indsats, vi yder i dag, har først effekt om 30 år. EU bør kort sagt genvinde sin indflydelse og arbejde for et grønt diplomati.

  Marek Siwiec (PSE). - (PL) Hr. formand! Det er længe siden, at der har hersket en sådan enighed om et topmøde i EU. Det er blevet rost af de nationale ledere og ligeledes her i Parlamentet. Men den medfødte forsigtighed fører til spørgsmålet: Hvad er der sket rent politisk? Hvordan har det været muligt efter så mange måneder endelig at nå frem til en succes, som vi alle glæder os over?

Svaret er, at der har været en kraftig længsel efter succes og et stort behov for at udvise enighed. Det skal imidlertid være helt klart, at topmødet den 8. marts rent faktisk går forud for en meget vigtig diskussion om forfatningen. I skyggen af topmødets succes lurer en uafsluttet debat. Det uløste dilemma fra de tidligere topmøder om, hvad EU skal være, forbliver uløst trods succesen.

Derfor må vi spørge os selv, om den aftale, man er nået frem til på energiområdet, har givet energi og mod til alle, der ønsker at træffe de vanskelige beslutninger om Europas fremtid, eller om det er det stik modsatte, der er sket. Eller kan det forholde sig sådan, som nogle af Europas ledere siger, at når det er lykkedes at nå frem til en aftale ved hjælp af de gamle mekanismer, er der ikke noget behov for at erstatte dem?

Jeg advarer alle dem, der er i gang med at forberede Berlin-erklæringen, og som er i færd med at forberede forfatningsmæssige løsninger, om, at de ikke må tillade, at der opstår en situation, hvor alle siger det samme og roser succesen, mens de enkelte lande, eller flertallet af landene, i virkeligheden mener noget andet. Hvis det viser sig, at dette topmøde var EU's sidste succes, fordi det ikke efterfølges af andet end problemer, vil alle de store ord, der er blevet sagt her i Parlamentet desværre vise sig at være uden betydning.

  Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mange talere har i dag rost Rådet, især i forbindelse med energipakken, men jeg ønsker at fremhæve en anden vigtig milepæl, som for mig personligt er meget vigtig. Siden jeg startede i Parlamentet i 1999 og efter topmødet i Bruxelles har jeg jævnligt opfordret til at prioritere gennemførelsen af det indre marked. Mange tak, hr. formand, for at have givet dette spørgsmål førsteprioritet i Deres meddelelse. Og endnu vigtigere glæder det mig meget, at Rådet har bekræftet betydningen af gennemførelsen af det indre marked i sammenhæng med Europa3's reaktion på globaliseringen.

Og hvorfor er det så så vigtigt? Hr. formand, jeg havde det store privilegium at være ordfører på mødet med nationale parlamentarikere, som De også deltog i, om punkterne i Lissabon-dagsordenen. Disse parlamentarikere fortalte os, at det er dette budskab, vi skal sende til vores vælgere. Vores regeringer og regeringsledere bidrager imidlertid ikke meget til at kommunikere budskabet ud om den grundlæggende betydning af det indre marked. De fortalte os det samme om de fire friheder i det indre marked, og det er også nævnt i denne sammenhæng. Hr. formand, jeg håber, at De vil vende tilbage til regeringerne og regeringslederne og sige, at de skal hjælpe parlamentsmedlemmerne med at kommunikere dette vigtige budskab ud til vælgerne.

Jeg ønsker i denne forbindelse at henlede opmærksomheden på to vigtige forslag, der også er nævnt. Et af forslagene ved jeg meget om - tjenesteydelsesdirektivet. Det andet er det meget vigtige forslag fra hr. Verheugen om håndtering af spørgsmålene om produktmarkeder. Jeg ønsker blot at nævne, at premierministrene bør vende hjem fra dette møde og bede om sagsmapperne for alle de sager, der afventer Domstolens afgørelse, om overtrædelse af bestemmelserne i traktaterne, hvad angår den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser. Alt, hvad de skal gøre, er at behandle disse sager inden næste topmøde. Det vil være den største forbedring for det indre marked, og der vil således ikke være behov for yderligere lovgivningsarbejde. Lad os opleve handling og ikke ord i denne sammenhæng.

  Formanden. - Mange tak, hr. Harbour. Det er rart at være vidne til Deres engagement og interesse.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Hr. formand! I sidste uge afholdt man et epokegørende møde i Rådet. Det europæiske energisystem er blevet forældet. Mere end 20 % af elværkerne er over 30 år gamle og skal udskiftes. Dette er en historisk mulighed for Europa til at slippe af med de forældede holdninger, der har formet vores energipolitik ind til i dag.

I stedet for at udskifte de fysisk forældede med umoderne, men nye værker havde vi modet til under det tyske formandskab at opfylde forpligtelsen til at erstatte dem med vedvarende energi. Og jeg synes faktisk endnu bedre om tanken om at erstatte energispild med energibesparende forbrug.

Energi og sikkerhed går hånd i hånd. Hver eneste kilowatt, som vi ikke behøver at anskaffe os fra udemokratiske regimer, er et bidrag til den globale sikkerhed. Desværre viser den fortsatte politiske støtte til den planlagte gasrørledning under Østersøen, at man ikke har taget ved lære af historien.

Vi må ikke tilskynde Rusland til at fortsætte sin stalinistiske politik med indflydelseszoner. Det lyder måske som en barsk vurdering, men gasrørledningen under Østersøen er et slag i ansigtet på Estland, som en Molotov-Ribbentrop-pagt i det 21. århundrede.

Europa har i høj grad brug for en fælles energipolitik og en forfatningstraktat. Institutionen som udenrigsminister for EU vil sikre, at "korridoraftaler" vil være fortid her i Unionen.

Derfor mener jeg, at Tyskland, som nu har EU-formandskabet, og som har ledet dette rådsmøde med succes, vil puste liv i denne meget vigtige traktat. Og borgerne i EU vil se, at det er godt, at det er i det tredje årtusinds ånd.

  Josef Zieleniec (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Det er godt for Europa, at Rådet har vedtaget en handlingsplan på energiområdet for 2007-2009. Dermed har det taget det første skridt i retning af at indføre en fælles europæisk energipolitik - om end i en udvandet form.

Selv om man på topmødet erkendte, at Europa har lang vej endnu, før vi når frem til et konkurrencebetonet og forenet indre marked for energi, undlod man at give sin støtte til en fuldstændig adskillelse af ejerskabet til energivirksomheder, som er en central faktor for gennemførelsen af dette.

En fuldkommen ubegrænset integration inden for sektoren vil føre til dannelse af kolossale energikonglomerater, der vil have kolossal økonomisk og politisk indflydelse i alle lande. Dette vil give dem mulighed for at udøve effektiv indflydelse på politiske anliggender både på nationalt - og som vi for nylig er blevet klar over - på internationalt plan. Energisektoren er også mindre konkurrencebetonet og derfor mindre omkostningseffektiv, end den burde være.

Sikkerhedsrisikoen er ligeledes en farlig følge af denne situation. Hvis det statskontrollerede russiske ejerskab gør indhug i disse store og mægtige virksomheder, vil det være en økonomisk og frem for alt politisk katastrofe, navnlig for de nye medlemsstater i Central- og Østeuropa.

Adskillelsen af ejerskabet til energivirksomheder og indførelsen af gennemsigtige markedsregler for alle i hele Europa vil sammen med en fælles indfaldsvinkel til den eksterne energipolitik blandt de europæiske lande forbedre energimarkedets funktion, forbedre gennemsigtigheden af den interne politik i de enkelte EU-medlemsstater og føre til en betydelig reduktion af de udenrigspolitiske og sikkerhedsmæssige risici, ikke kun for de enkelte medlemsstater, men også for Unionen som helhed.

  Frank-Walter Steinmeier, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand! Jeg takker varmt for Deres overvejende positive vurdering af stats- og regeringschefernes forårstopmøde. Hr. Lambsdorff, jeg vil gerne sige til Dem, at for mig og for den tyske regering giver hverken topmødet eller de positive kommentarer anledning til selvtilfredshed. Jeg mener imidlertid stadig, at det alligevel er nødvendigt med lidt optimisme for det videre forløb, for anden halvdel af vores formandskab - det er i hvert fald ikke skadeligt. Eller sagt på en anden måde: Hvis man i denne situation, hvor der trods alt hersker en vis europæisk agoni, eller rettere en stagnation - efter at fornyelsesprocessen er gået i stå - hvis man i denne situation går til arbejdet uden ambition, uden vilje, uden tro på reformen og Europas evne til at forandre sig, så bør man efter min mening slet ikke tage fat på et sådant arbejde.

Jeg kan forsikre Dem, at jeg allerede før og især efter starten på vores formandskab mange gange er blevet spurgt, især af journalister: Hvordan vil I egentlig klare at gennemføre dette program? Og med henblik på det første topmøde: Hvordan skal det egentlig kunne lade sig gøre at nå et fælles resultat, når der er så forskellige holdninger i de europæiske medlemsstater?

Jeg tror i virkeligheden ikke, det er nogen stor hemmelighed. De kender det alle fra Deres arbejde. Man skal være meget tålmodig - især også med de partnere, som tvivler og tøver med henblik på bestemte resultater. Man skal være tilstrækkeligt ambitiøs, og man skal frem for alt være fair for også at omgås dem, som har vanskeligere ved at nærme sig de fælles aftalte mål end andre. Det lykkedes på det sidste topmøde. Nu stiller man naturligvis de samme spørgsmål med henblik på den 25. marts. Hvordan skal det kunne lade sig gøre, når der er så forskellige fortolkninger af EU's historie, så forskellige forventninger til indholdet i Berlin-erklæringen? Tro mig, det kommer til at gå på samme måde.

Vi har tidligere lyttet tålmodigt. Jeg tror, vi nogenlunde ved, hvor forventningerne ligger. Jeg siger kun dette, fordi der før var en der sagde, at resultatet nødvendigvis måtte blive meget generelt. Hvis Berlin-erklæringen lykkes, behøver det ikke nødvendigvis at være en grund til banalitet. Det kan faktisk også være et godt resultat, der kommer ud af det for denne Berlin-erklæring. Hvis dette skridt lykkes, så er det endnu ikke løsningen, og det er heller ikke afslutningen på vores formandskab eller på vores ambitioner. Men det er endnu et vigtigt skridt hen mod den løsning, der forhåbentlig kommer i stand på junitopmødet, og hvor vi forsøger at løse den knude, som stadig står i vejen for os i den europæiske integrationsproces. Jeg kan forsikre Dem, at vi vil gøre alt, hvad der er muligt for at opnå dette under forberedelsen af junitopmødet.

Jeg vil gerne komme med et par afsluttende bemærkninger om energi og klima. Mange har med rette peget på, at hele arbejdet naturligvis ikke er gjort med dette topmøde. Det kommer jeg ikke uden om at bekræfte, og det er rigtigt, at der er behov for yderligere arbejde på mange områder. Jeg har nævnt energiforskningen, jeg har nævnt styrkelsen af vores udenrigsrelationer på energiområdet, og det gælder naturligvis også, Günther Verheugen, for det ambitiøse mål inden for de vedvarende energier. Vi har nu de 20 % som europæisk mål, og vi har hele tiden sagt - også udadtil - at det nu gælder om at omsætte dette europæiske mål til nationale mål.

Bortset fra, Günther Verheugen, at jeg er overbevist om, at det vil lykkes os i fællesskab, så vil jeg her sige til Dem, at Kommissionen og formandskabet naturligvis har diskuteret indbyrdes, om man skulle være gået den modsatte vej og først have opnået enighed om nationale mål, for så at aflede det europæiske mål heraf.

Både Kommissionen og formandskabet var overbevist om, at vi i så fald sandsynligvis kunne have diskuteret i fem år endnu uden at finde et fælles mål. Derfor blev vi enige om denne vej. Det blev påpeget, at vi europæere, når alt kommer til alt, ikke kan redde verdens klima alene. Vi skal have for øje, hvordan energi- og klimapolitikken udvikler sig i vigtige stater som USA, Kina og Indien. Der blev udtrykt mistanke om, at vi slet ikke interesserede os for det. Jeg vil kun sige, at det modsatte er tilfældet, og det siger jeg for Europa, det siger jeg for vores nationale tyske politik, og det siger jeg især også for vores G8-formandskab.

Næste mandag skal jeg til Washington, hvor jeg efter aftale med min amerikanske kollega skal åbne et fælles større arrangement med deltagelse af tyske og amerikanske virksomheder, hvor vi skal drøfte, hvordan vi kan styrke det transatlantiske teknologipartnerskab, netop også på energiområdet. Med hensyn til anstrengelserne i USA vil jeg henlede opmærksomheden på, hvordan der uden for det føderale niveau ydes et fremragende arbejde i mange stater i USA inden for klima- og energipolitikken.

Med hensyn til Kina kan jeg kun sige, at det holder vi skarpt øje med. I G8-regi vil der både på topmødeniveau og på udenrigsministerniveau finde såkaldte outreach-møder sted, som ikke bare Kina og Indien er indbudt til, men også Mexico, Sydafrika og Brasilien, og på begge disse møder - både på udenrigsministerniveau og på topmødeniveau - vil spørgsmålet om energi og klima spille en central rolle. Som De kan se, bekymrer vi os også om dem, som ikke hører med til EU.

Vi må vise - det gjorde det sidste topmøde, og her er jeg enig med Günther Verheugen - at EU ikke er et historisk seminar, men et fremskridtsværksted. Og det har vi leveret et eksempel på.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. rådsformand. Efter det vellykkede topmøde i Bruxelles har vi nu brug for et vellykket resultat i form af Berlin-erklæringen. Europa-Parlamentet vil af alle kræfter medvirke til, at det lykkes os i fællesskab.

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil blot komme med en enkelt tanke, ja, måske snarere en bøn.

I spændingsfeltet mellem økonomisk præstationsevne, høje sociale standarder og beskyttelse af miljøet bør vi ophøre med fortidens konfronterende, polariserende anskuelse, hvor økonomien spilles ud mod økologien og økologien mod økonomien. Det er simpelthen ikke sandt, at man er modstander af klimabeskyttelse og miljøbeskyttelse, hvis man siger, at vi også har et ansvar for arbejdspladserne. Det er simpelthen ikke sandt, at hvis man siger, at vi skal gøre mere for at beskytte miljøet, så siger man samtidig, at man ikke interesserer sig for arbejdspladserne.

Sandheden er, at vi nu har lært, at de to ting kan kombineres. Sandheden er, at en europæisk industri, som er førende i verden - ikke kun inden for miljøteknologi, men også inden for miljøvenlige produkter og serviceydelser - har de bedste muligheder for at skaffe arbejdspladser til folk og give dem en fremtid.

Det, som det handler om her - og det er Kommissionens politiske opfattelse - er solidaritet med den generation, der lever i dag, og som vil leve i dag og have arbejdspladser i dag, og solidaritet med de kommende generationer, som vil have en planet, de kan leve på, og det er ikke nogen modsætning. Det er det, vi vil bevise med denne politik!

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om nogle minutter.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Dette Europæiske Råd har bekræftet den såkaldte Lissabon-strategis holdninger, med liberaliseringer og privatiseringer, fleksibelt arbejdsmarked og det forudsigelige angreb på de arbejdendes rettigheder, hvor den bebudede meddelelse om flexicurity særlig bør fremhæves.

I Rådets konklusioner siges det i øvrigt ganske tydeligt: "Af hensyn til forberedelsen af den næste treårige cyklus i den fornyede Lissabon-strategi opfordrer Det Europæiske Råd Kommissionen til at forelægge en interimsrapport i efteråret 2007 med henblik på dens forslag til integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2008-2011). Endvidere opfordrer Det Europæiske Råd medlemsstaterne til at forelægge deres nationale rapporter om gennemførelsen af de nationale reformprogrammer rettidigt."

Presset for at gå videre med privatiseringer og angreb på de arbejdendes rettigheder fortsætter altså.

Hvad angår den såkaldte europæiske forfatning, er der intet nyt, men vi ved, at der også udøves pres for, at der skal afholdes en regeringskonference under det portugisiske formandskab, således at projektet om at give neoliberalismen en forfatningsmæssig iklædning stiltiende kan genoptages, med centralisering af magten, føderalisme og militarisme til følge.

  Gyula Hegyi (PSE), skriftlig. - (HU) I de sidste par måneder er flere og flere mennesker i Ungarn også blevet bekymrede over de globale klimaforandringer. Mange kan stadig ikke fatte betydningen af dette fænomen, mens andre benægter, at det kan være resultatet af menneskers aktiviteter. Flere og flere bliver imidlertid klar over, at den nuværende praksis i vores civilisation, vores transport og vores forbrug er usund. Fremskridtene er ikke bæredygtige, fordi der ikke er tilstrækkelige naturressourcer til at opfylde vores nuværende efterspørgsel, mens udledningen af udstødning og affald medfører en uoprettelig miljøforurening. Det tyske formandskab har med rette erkendt behovet for en indsats for at bremse tempoet i klimaforandringerne. Det er rosværdigt at øge andelen af vedvarende energikilder i det samlede europæiske energimix. Det ville imidlertid være en alvorlig fejl at glemme, at de globale klimaforandringer ikke er den eneste kilde til miljøtrusler. Forurening af atmosfæren, tilstedeværelsen af kræftfremkaldende stoffer i vores hverdag, overforbrug af insekt- og plantegifte, udryddelsen af visse dyre- og plantearter, akkumulering af affald, alt sammen trusler mod vores fremtid og en bæredygtig udvikling. Hvis vi ønsker en mere human fremtid for os selv og vores børn, må vi handle nu for en miljøvenlig, sund og bæredygtig fremtid.

  Magda Kósáné Kovács (PSE), skriftlig. - (HU) Medlemmerne af den socialdemokratiske delegation konstaterer med glæde, at stats- og regeringscheferne på deres møde i marts anerkendte de første resultater af den nye Lissabon-strategi. De vigtigste resultater var økonomisk vækst sammen med en reduceret arbejdsløshed. Det glæder os især, at ni medlemsstater, heriblandt Ungarn, leverede en høj grad af dynamik til denne positive tendens ved at slå til lyd for den fortsatte udvikling af et socialt Europa og fremme dets rolle.

Reformer er af central betydning for at få mest mulig ud af de positive aspekter ved globaliseringen, for innovation, for økonomisk omstrukturering samt for den fortsatte udvikling af EU's politikker. Vores fælles mål er velfærd for Europas borgere og en styrkelse af deres tillid. Vejen til dette mål går gennem øget beskæftigelse, bedre kvalifikationer og beskyttelse af sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder. Disse enestående europæiske traditioner betyder imidlertid ikke bevarelsen af de eksisterende juridiske strukturer, men bevarelsen af europæiske principper.

Med hensyn til beskæftigelsen er det vigtigt, at fleksibiliteten ledsages af sikkerhed. De relevante forordninger skal ændres, så vi kan give de kommende medarbejdere ikke blot holdbare lønninger, men også nyttig viden. Samtidig skal vi afskaffe de hindringer, der udgør unødvendige hæmsko for virksomhederne i deres bestræbelser på at imødekomme globaliseringens krav. Ved omsætningen af begrebet flexicurity til praksis skal vi sørge for, at dette giver praktiske fordele og garantier for de ansatte. Vi socialdemokrater skal være særligt opmærksomme på dette i alle faser af reformen af arbejdsmarkedsrettighederne.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder Kommissionens fastsættelse af ambitiøse målsætninger for nedbringelse af kuldioxidudledninger med 20 % inden udgangen af 2020 og stigende brug af vedvarende energiformer. Klimaforandringer er et globalt anliggende, og vi er nødt til at samarbejde for at mindske den globale opvarmning, ikke blot inden for Europa, men også i Nordamerika og Asien. Det er efter min opfattelse muligt at opfylde disse målsætninger, men kun gennem regelmæssig overvågning. Jeg mener, at målsætningerne bedst opfyldes gennem streng overvågning og årlig rapportering. Medlemsstaterne skal endvidere fremlægge detaljerede handlingsplaner om opfyldelsen af målsætningerne.

  Péter Olajos (PPE-DE), skriftlig. - (HU) Efter at have set resultaterne af sidste uges forårstopmøde noterer jeg som ungarsk medlem af Parlamentet med beklagelse, at den ungarske regering - som i sine reklamekampagner kalder sig progressiv - endnu en gang har leveret bevis for sin kortsynede provinsialisme. I dette tilfælde gør deres holdning imidlertid ikke kun Ungarn, men hele EU en bjørnetjeneste.

Det fremgår af premierminister Ferenc Gyurcsánys udtalelser i Bruxelles, at den ungarske regering stemte for en lempelse af målene for klima- og energipolitikkerne. Det nytter virkelig ikke noget at fastsætte andelen af vedvarende energi til 20 % af EU's samlede energiforbrug i 2020, hvis det ikke er obligatorisk for alle medlemsstater. På denne måde kan lande, der gør det godt, kompensere for de svage eller dovne landes manglende resultater. Det er desværre, hvad den ungarske regering også tilstræbte.

Jeg er overbevist om, at kun gennem internationalt samarbejde kan vi bremse virkningerne af de globale klimaforandringer. Men dette samarbejde tegner til at blive ret så besværligt.

Men Europa kan som politisk aktør gå i spidsen for hele denne proces. Men hvordan kan EU foregå med et godt eksempel for hele verden, hvis nogle få af de mindre medlemsstater kan tage vinden ud af samarbejdets sejl også inden for Europa?

Ingen europæiske stater kan glæde sig over, at i stedet for at skride til handling, behøver de praktisk taget ikke gøre noget som helst.

På denne måde vinder de ikke tid, men forspilder snarere en mulighed. En mulighed for et moderne, konkurrencedygtigt Europa.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) De beslutninger, som Det Europæiske Råd traf i marts, er endnu et uigendriveligt bevis på EU's rolle som en mekanisme til at støtte kapitalens valg. I stedet for at indføre foranstaltninger til at beskytte miljøet træffer man foranstaltninger til at beskytte virksomhederne og styrke monopolerne.

Kapitalens røveriske udnyttelse af naturressourcerne er den grundlæggende årsag til de omfattende klimaforandringer og til den reelle fare for ødelæggelsen af planetens miljø. Men i stedet for at indføre modige foranstaltninger for i det mindste at begrænse monopolernes manglende ansvarlighed træffer man beslutninger for at styrke konkurrencen om el- og naturgasmarkedet, liberalisere energimarkedet og overdrage hele den strategiske sektor for produktion, transmission og distribution af energi til den private sektor.

Centrum-højre- og centrum-venstreregeringer har ensidigt lagt vægt på at fremskynde gennemførelsen af den græsrodsfjendske Lissabon-strategi og har som deres primære mål at kommercialisere uddannelses- og sundhedssektoren og angribe arbejdstagernes forsikringsfonde samt pensions-, aflønnings- og sociale rettigheder. Samtidig fremskyndes indførelsen af skrappere arbejdstagerfjendske foranstaltninger, "tilpasningsevnen" på arbejdsmarkedet og flexicurity med henblik på at holde arbejdsomkostningerne nede for at øge rentabiliteten af den forenede euro-kapital.

Det græske Kommunistparti kæmper mod disse valg, fokuserer på retfærdige krav og kæmper sammen med arbejdstagerne for at tilfredsstille græsrodsklassernes moderne behov.

  Richard Seeber (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Resultatet af EU-topmødet må betegnes som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er af største betydning for vores fremtid og især for vores børns fremtid, at der gøres noget drastisk for at modvirke en temperaturstigning på over 2 grader celsius. Jeg mener derfor, at beslutningen om at udvinde 20 % af vores energi fra vedvarende kilder samt at opnå en CO2-reduktion i EU på 20 % inden 2020 er uundværlig. Det glæder mig derfor meget, at det nu også er lykkedes vores statschefer at nå frem til en sådan beslutning.

Jeg ved, og det tror jeg medlemmerne er enige i, at disse skridt kun er begyndelsen, og at der er behov for yderligere anstrengelser for at sikre en varig og bæredygtig klimabeskyttelse. Naturligvis skal der i denne forbindelse udarbejdes en afbalanceret samlet model. Jeg mener imidlertid, at nye og strenge miljøstandarder ikke er en samfundsøkonomisk ulempe for Europa, men at Europa tværtimod vil indtage en førende position inden for de nye teknologier. På denne måde vil vi både hjælpe miljøet og på lang sigt sikre højt kvalificerede arbejdspladser i Europa.

Desuden kræver jeg øgede anstrengelser for at overbevise de store miljøsyndere, f.eks. USA og Kina, om vigtigheden af klimabeskyttelsen, for kun i fællesskab kan vi opnå en bæredygtig succes.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand