Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 28. marts 2007 - Bruxelles EUT-udgave

3. Erklæring fra formanden (Zimbabwe)
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mine damer og herrer! Gruppeformændene har enstemmigt bedt mig afgive følgende erklæring om Zimbabwe. Der er tale om en meget alvorlig hændelse. I de seneste uger er den politiske situation i Zimbabwe eskaleret yderligere. Der er sket voldelige overgreb udøvet af regeringsstyrede kræfter. Den 11. marts blev en forsamling i en forstad til hovedstaden Harare opløst af bevæbnet politi, og herunder blev et medlem af oppositionen, Gift Tandare, skudt, og talrige demonstranter blev såret. 40 vigtige oppositionspolitikere, heriblandt formændene for det vigtigste oppositionsparti MDC Movement for Democratic Change, Morgan Tsvangirai og Arthur Mutambara, er blevet anholdt og mishandlet i politiets varetægt. Den 18. marts blev parlamentsmedlemmet Nelson Chamisa slået ned og bragt til hospitalet med alvorlige kvæstelser. Han var på vej til møderne i udvalgene under Den Paritetiske Forsamling AVS-EU. Præsidiet i Den Paritetiske Forsamling har med de afrikanske medlemmers tilslutning fordømt dette overgreb. Præsidiet opfordrer den zimbabwiske regering til at sætte en stopper for volden i landet og respektere menneskerettighederne og retsstatsprincippet.

Vi fordømmer kategorisk alle former for vold og undertrykkelse fra Mugabe-regeringens side! Rådet og Kommissionen bør samarbejde med alle interesserede internationale, regionale og nationale kræfter om at gennemføre en overgangsløsning fra det nuværende regime til et virkeligt demokrati.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Glenys Kinnock (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil lige fortælle Parlamentet, at Morgan Tsvangirai igen blev arresteret af politiet og sikkerhedsstyrkerne i Harare for en time siden. Han og hans medarbejdere skulle til at afholde en pressekonference for at diskutere de begivenheder, De beskrev i Deres tale.

Derfor vil jeg gerne have Parlamentet til at fordømme den nye arrestation af Morgan Tsvangirai og til at sige, at denne brutalitet over for oppositionen må høre op. Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab er nødt til at reagere på sit møde i Tanzania i denne uge.

(Bifald)

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik