Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 28. marts 2007 - Bruxelles

14. Kosovos fremtid og EU's rolle (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Joost Lagendijk for Udenrigsudvalget om Kosovos fremtid og EU's rolle (2006/2267(INI)) (A6-0067/2007).

  Joost Lagendijk (Verts/ALE), ordfører. - (NL) Fru formand, mine damer og herrer! Når vi ser tilbage på Europa-Parlamentets holdning til Kosovo siden 1999, er der efter min mening kun mulighed for én konklusion. Den betænkning, som nu foreligger, er et logisk resultat af en lang proces med drøftelser i Parlamentet, hvor vi faktisk i de forløbne år er nået frem til to konklusioner.

For det første er opretholdelsen af den nuværende status quo i Kosovo ikke nogen løsning, da dette absolut ikke er ønskværdigt. Den anden konklusion er, at en vis form for uafhængighed - hvordan den præcist skal defineres, er åbent for debat - for Kosovo er uomgængelig, hvad enten vi synes om det eller ej.

Jeg har i min betænkning forsøgt at give en oversigt over, hvad denne almene holdning, denne almene konklusion, nu præcist betyder i praksis. Med andre ord, hvad bør efter Europa-Parlamentets opfattelse være det mest ønskværdige resultat af forhandlingerne i Sikkerhedsrådet om Kosovos status?

Jeg vil nævne et par hovedpunkter. Kosovo skal have adgang til institutioner såsom Verdensbanken og IMF for på den måde omsider at kunne gribe de økonomiske problemer an og få Kosovos økonomi ud af dødvandet.

For det andet skal Kosovos multietniske karakter bibeholdes. Det kan foreløbigt bedst ske gennem international tilstedeværelse, både militær og civil, dvs. EU. Det fører til den konklusion, at EU skal spille en nøglerolle efter fastlæggelsen af denne status. Det er EU - altså os - der skal overvåge, at Kosovos myndigheder viderefører deres land på vej mod en demokratisk multietnisk stat, som i sidste instans kan blive medlem af EU. Europa-Parlamentet er rede til at påtage sig denne rolle og stille det nødvendige budget til rådighed for denne opgave, hvis vi i tide orienteres tilstrækkeligt.

Endelig er Kosovo et enestående tilfælde på grund af NATO's intervention i 1990, men især fordi denne del af Serbien i næsten otte år har været under FN-administration. Det betyder også, at løsninger på den nuværende situation, som vi søger efter nu, er unikke, og de kan ikke bruges til at løse konflikter andre steder i verden.

Indtil nu har et stort flertal i Parlamentet sandsynligvis været enigt med mig. Det, der nu er sket i den forløbne uge, er, at diskussionen vedrørende denne betænkning ikke fokuserer på det indhold, som jeg netop har skitseret, men på spørgsmålet, hvilken etikette der skal klistres på denne ønskværdige situation. Med andre ord, hvilket ord vi vil bruge til at beskrive den situation, vi ønsker efter uafhængigheden. Er det uafhængighed under overvågning, er det suverænitet under overvågning, eller skal vi måske under alle omstændigheder lade være med at klistre en tydelig etiket på denne situation?

Til dem, som ikke på nuværende tidspunkt vil udtale sig om, hvordan denne situation skal beskrives, vil jeg sige, at det efter min mening er meget vigtigt, at EU taler med én stemme og danner en fælles front, ikke blot i Bruxelles, men også i Sikkerhedsrådet i New York og ikke mindst i Europa-Parlamentet. Hvis vi er enige om det endelige mål, hvorfor siger vi det så ikke? Det vil få en positiv indflydelse på de vanskelige drøftelser i Bruxelles og New York, og det gør det vanskeligere for Rusland - den store modstander af uafhængighed i sidste instans - at spille EU-medlemsstaterne ud mod hinanden.

Et andet argument imod at skabe klarhed nu er spørgsmålet, hvorfor vi i Europa-Parlamentet nu skal føre an. Hvorfor skal vi som den første europæiske institution være så tydelige, hvad angår den afsluttende fase? Derom vil jeg sige følgende. Siden i mandags er det en anden, der fører an. Det er Martti Ahtisaari, generalsekretærens særlige udsending, som i sin anbefaling til Sikkerhedsrådet sagde følgende: "Kosovos status bør være uafhængighed under det internationale samfunds overvågning."

Denne konklusion støtter FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fuldt ud. Med andre ord er det andre, som fører an, og jeg synes, det ville tjene til Europa-Parlamentets ære, hvis også vi tydeligt siger, hvad vi ønsker, dvs. støtter Ahtisaaris anbefaling ved klart at erklære, at det bedste resultat af processen efter vores opfattelse er suverænitet under overvågning.

Vi er parlamentarikere, vi er politikere, men vi er ikke diplomater. Det vil glæde mig meget, hvis De i morgen støtter min betænkning her på plenarmødet. Jeg er først tilfreds, hvis også Parlamentet udtaler sig klart om, hvad der efter vores mening bør være det endelige mål. Det er efter min opfattelse suverænitet under EU's overvågning. En sådan tydelighed har kosovarerne, serberne og også de europæiske borgere ret til.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. Lagendijk, mine damer og herrer! Processen til fastlæggelse af Kosovos fremtidige status, som er det mest påtrængende politiske problem på det vestlige Balkan i øjeblikket, træder ind i sin sidste og afgørende fase. Den 26. marts sendte FN's generalsekretær statusforslaget fra FN's særlige udsending Martti Ahtisaari til Sikkerhedsrådet i New York. Det forventes, at den særlige udsending vil fremlægge sit forslag for Sikkerhedsrådets medlemmer den 3. april.

EU's udenrigsministre behandlede løsningsforslaget indgående på rådsmødet den 12. februar. De erklærede deres fulde støtte til præsident Ahtisaari. De konstaterede, at statusforslaget har til formål at støtte opbygningen af et multietnisk og demokratisk samfund på retsstatens grundlag i Kosovo. De erklærede sig også overbeviste om, at den særlige udsendings forslag skaber grundlaget for en bæredygtig økonomisk og politisk udvikling i Kosovo og vil bidrage til at stabilisere regionen.

I februar og marts fandt der nye samtalerunder sted om forslagene mellem Beograd og Priština, først på ekspertniveau og den 10. marts på højeste politiske niveau.

Som resultat af samtalerne udvidede præsident Ahtisaari nogle af de i forvejen meget vidtgående bestemmelser til beskyttelse af kosovoserberne og den serbisk-ortodokse kirke.

Alt i alt viste samtalerne imidlertid, at uoverensstemmelserne mellem de to parter ikke er til at slå bro over. Priština tilsluttede sig den endelige statuspakke, mens Beograd forkastede den. Præsident Ahtisaari erklærede derefter den 10. marts samtalerne for afsluttet og meddelte, at han omgående ville sende sit statusforslag til FN's Sikkerhedsråd. Det var efter formandskabets opfattelse det rigtige at gøre. For selv om forhandlingerne varede uger eller måneder endnu, så har de etårige direkte forhandlinger mellem Beograd og Priština vist, at en kompromisløsning, som støttes af begge parter, ikke er kommet nærmere. Tværtimod. I den sidste forhandlingsrunde var parternes holdninger sågar blevet skarpere igen.

Statusforslaget blev fremsendt til FN's Sikkerhedsråd sidste mandag, og processen til fastlæggelse af Kosovos status er dermed trådt ind i sin sidste og afgørende fase.

Som optakt til denne fase er det af afgørende betydning, som De netop påpegede, hr. Lagendijk, at EU optræder samlet udadtil og taler med én stemme. Jo mere synlig EU's enighed er, jo mindre er risikoen for en varig blokade i Sikkerhedsrådet. EU's formandskab går ud fra, at Sikkerhedsrådet vil leve op til sit ansvar, og håber, at det vil godkende forslaget inden for fristen.

Jeg har et par bemærkninger om EU's fremtidige rolle i Kosovo.

EU er villig til at påtage sig en vigtig rolle i forbindelse med gennemførelsen af statusordningen. Forarbejdet til EU's bidrag til en international tilstedeværelse i Kosovo efter afklaring af statusspørgsmålet skrider godt frem.

EU's forarbejde er koncentreret om følgende tre områder. For det første støtte til den foreslåede internationale civile tilstedeværelse. Vores EU-forberedelsesteam til denne fremtidige internationale civile tilstedeværelse arbejder lokalt også tæt sammen med KFOR, UNMIK og Kosovos ledelse for målrettet at forberede etablering og start for International Civilian Office (ICO).

For det andet koncentreres arbejdet om forberedelsen af ESFP-retsstatsmissionen, hvor vi allerede er kommet langt med planlægningen. Vi regner med, at EU får et mandat, som omfatter overvågning, ledsagelse og rådgivning af de lokale myndigheder inden for en bredt defineret opfattelse af retsstaten. Vi regner desuden med, at mandatet vil omfatte udøvende beføjelser i nogle politikredse, herunder opretholdelse af den offentlige ro og orden i forbindelse med forsamlinger og uroligheder samt inden for justits- og toldområdet. Vores planlægning er fleksibel og tilpasses om nødvendigt til udviklingen af situationen.

For det tredje er forarbejdet koncentreret om at konkretisere det europæiske perspektiv for Kosovo og om at støtte landets økonomiske og sociale udvikling.

På denne baggrund glæder vi os over Europa-Parlamentets interesse for Kosovo, som også kommer til udtryk i det foreliggende betænkningsforslag. Deres betænkning, hr. Lagendijk, med overskriften "Kosovos fremtid og EU's rolle" er et værdifuldt bidrag til de internationale bestræbelser på at fremme en varig løsning i Kosovo.

Til slut vil jeg gerne endnu en gang pege på, at processen til afklaring af Kosovos status nu træder ind i en afgørende fase. I denne forbindelse står EU over for en dobbelt udfordring. Det er for det første at bevare sin enighed i den fælles søgning med vores internationale partnere efter en varig løsning for Kosovo, Serbien og regionen generelt, og for det andet forberedelserne til at støtte de internationale bestræbelser for at gennemføre denne status.

Løsningen på Kosovos status er slutpunktet for opløsningen af det tidligere Jugoslavien. Det er et enestående tilfælde og kan derfor på ingen måde danne præcedens for andre såkaldte frozen conflicts. Statusløsningen er en grundlæggende forudsætning for stabiliseringen af Kosovo, Serbien og hele regionen. Varig stabilitet på det vestlige Balkan er, som konflikterne i 1990'erne viste, et centralt, ja, vitalt spørgsmål for den europæiske sikkerhed. Ligesom på mange andre områder er vores enighed og beslutsomhed en vigtig nøgle til at nå en varig løsning.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke og lykønske ordføreren hr. Lagendijk og medlemmerne for deres omfattende og intensive arbejde med denne betænkning.

Som jeg sagde tidligere, er rapporten og forslaget fra den særlige udsending, hr. Ahtisaari, blevet overdraget til Sikkerhedsrådet i mandags. Jeg tilslutter mig opbakningen fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon og EU-formandskabet til rapporten og forslaget fra hr. Ahtisaari.

Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at i en ideel verden, ville de to parter selv have fundet et acceptabelt kompromis. I løbet af de seneste 14 måneders forhandlinger nåede man til enighed om adskillige praktiske aspekter ved aftalen. Desværre var Beograd og Priština stadig fuldkommen uenige i det centrale spørgsmål om selve statussen.

Hr. Ahtisaaris forslag har til formål at fremme opbygningen af et demokratisk, multietnisk samfund i Kosovo baseret på retsstatsprincippet. Det indeholder vidtgående bestemmelser, der har til formål at sikre fremtiden for alle samfundsgrupper i Kosovo samt beskyttelse af religiøse bygninger og kulturarven.

Som hr. Lagendijk med rette fremhævede, er det centrale i en beslutning om Kosovo europæisk enighed, her og i New York. Vi må støtte hr. Ahtisaari og hans forslag beslutsomt i FN's Sikkerhedsråd. Vi vinder intet ved at udskyde beslutningen. FN har kørt Kosovo i otte år, og status quo er helt klart uholdbart. Derfor forventer jeg, at Sikkerhedsrådet lever op til sit ansvar i den ansvarlige multilateralismes ånd og fører processen til en hurtig og vellykket afslutning.

Når statusspørgsmålet er afklaret, begynder gennemførelsesfasen, som naturligvis vil føre til sin egen skabelse. Også her må EU tale med én stemme. EU vil skulle spille en førerrolle både i forbindelse med gennemførelsen af internationale civile missioner og som støtte for Kosovos udsigter til EU-medlemskab. Dette vil kræver, at vi sætter alle vores instrumenter og betydelige ressourcer ind. Vi har ikke nogen tilbagetrækningsstrategi, kun en indgangsstrategi, på Vestbalkan og i Kosovo.

Lad mig understrege, at lokalt ejerskab og partnerskab med det internationale samfund er nøglen til succes for fastlæggelsen af Kosovos status. EU og vores internationale partnere kan ikke overtage Kosovos egen indsats, hverken med hensyn til politisk vilje eller med hensyn til ressourcer. Men vi kan bistå, og afklaringen af Kosovos status bliver ikke gratis.

Kosovos økonomiske behov efter afklaringen af stausspørgsmålet kan ikke fastslås fuldt ud på nuværende tidspunkt, men tidlige skøn viser, at der kan blive behov for international bistand på omkring 1,3 til 1,5 milliarder euro i de første tre år efter afklaringen af statusspørgsmålet.

Fire hovedområder vil skulle dækkes: Kosovos andel af Jugoslaviens gæld, udgifterne til gennemførelsen af Kosovos status, økonomiske udviklingsbehov og udgifterne til den internationale tilstedeværelse, herunder den planlagte ESFP-mission, som ventes at blive den største civile krisestyringsmission, EU nogensinde har gennemført. EU's samlede tilstedeværelse i Kosovo vil formentlig komme til at ligge på mellem 1.500 og 2.000 personer.

Vi ved alle, at EU i øjeblikket står over for store udenrigspolitiske udfordringer i andre områder, herunder Mellemøsten, Afghanistan og Darfur. Kosovo er ikke den eneste finansieringsprioritet. Men Europa har et særligt ansvar i Kosovo, som ligger ved vores grænser, og som er en del af vores kommende område. På mødet for EU's udenrigsministre i Bremen på fredag, Gymnich-mødet, vil jeg understrege, at ressourcerne ikke kun skal hentes fra EU-budgettet. EU's medlemsstater og vores partnere i det internationale samfund skal deles om ansvaret. Kommissionen vil sammensætte en finansieringspakke, der afspejler omfanget af vores ansvar. Jeg regner med Deres støtte i denne sag, for der er behov for stærk støtte fra budgetmyndighederne for at kunne sammensætte en troværdig finansieringspakke.

En sidste bemærkning om Serbien: Jeg kan forsikre Dem for, at EU fortsat er fuldt ud engageret i Serbiens udsigter til medlemskab. Vi er parate til at arbejde hen imod dette mål sammen med en ny regering. Nu er det op til den nye serbiske regering at opfylde betingelserne for en genoptagelse af forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale med EU.

Det er vigtigt at arbejde tæt sammen med Serbien for at bringe statusprocessen til en vellykket afslutning. Et Serbien, der har tillid til sin europæiske fremtid, vil have lettere ved at frigøre sig af sin fortid.

  Erika Mann (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (DE) Fru formand! Jeg vil kun komme ind på nogle få punkter, som vi har drøftet i Udvalget om International Handel. Jeg har selv været i Kosovo flere gange, i begge dele, både i Priština og i Mitrovica, og kan vurdere situationen relativt godt. Det er særligt vigtigt for os, at man ser meget nøje på den økonomiske og handelsmæssige situation, fordi vi mener, at der kun kan skabes varig sikkerhed i hele regionen på grundlag af økonomisk stabilitet.

Situationen er yderst problematisk. Infrastrukturerne er meget svage, og nøgleindustrierne skal moderniseres komplet og renoveres. Der findes små og mellemstore virksomheder, som ganske vist er meget innovative, men som har brug for meget mere økonomisk støtte, samt en meget ung befolkning, som skal integreres og har brug for arbejdspladser. Det kan alt sammen kun klares inden for rammerne af en integration i EU. Vi mener imidlertid ikke integration i den forstand, at vi går ind for øjeblikkelig optagelse i EU, men at vi frem for alt udbygger konceptet med frihandelszonerne, så det virkelig fungerer. Der er jo allerede indgået aftaler med mange stater på Balkan, men de skal også kunne fungere i virkeligheden.

Vi går også ind for, at det fremragende arbejde, som indtil videre især er præsteret af EU under fjerde søjle, bliver overført til de nye strukturer, så systemerne ikke skal revideres fuldstændigt.

  Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand! I 1912 blev Kosovo, hvor 90 % af befolkningen var albanere, uden folkeafstemning tildelt Serbien. Det gennemlevede en vekslende skæbne, indtil krigsforbryderen Milošević i slutningen af 1980'erne ophævede Kosovos selvstyre i strid med den jugoslaviske forfatning. Der blev indført et brutalt apartheidregime. Albanerne måtte ikke benytte hverken børnehaver, skoler eller universiteter, de var underlagt berufsverbot, og de havde ikke engang adgang til offentlige badeanstalter. Der herskede et ubeskriveligt grusomt system, som jeg kender af egen erfaring.

Så kom massefordrivelsen i 1998, som kun kunne standses med en NATO-intervention, da størstedelen af befolkningen allerede var blevet fordrevet ud over landets grænser. FN etablerede en forvaltning, og nu står vi over for en ny begyndelse. Hvordan kan fremtiden se ud? Hvis vi gør vores pligt, hvis vi løser statusspørgsmålet hurtigt, mindeligt og samlet, og hvis EU også påtager sig ansvaret for international tilstedeværelse i Kosovo, så kan Kosovo på kort tid blive et multietnisk demokrati med den mest vidtgående mindretalslovgivning i verden. Det, der står i Ahtisaaris rapport, er nemlig verdens mest vidtgående mindretalsordning, med et EU-perspektiv og bestemt også med et økonomisk perspektiv.

Her vil jeg gerne støtte fru Mann. Landet har været forsømt i årtier. Det har brug for investeringer til en ung, arbejdsløs befolkning, og de kommer kun, hvis statusspørgsmålet er afklaret, hvis der er retssikkerhed - derfor skal vi koncentrere os om retlige og indre anliggender - hvis der er fred, og hvis der er et godt naboskab med Serbien.

Jeg kan kun appellere til de serbiske politikere. General De Gaulle talte engang om paix des braves, de tapres fred. Serberne og albanerne har i så fald en god, fælles, europæisk fremtid som nabofolk i Europa ...

(Formanden afbrød taleren)

  Csaba Sándor Tabajdi, for PSE-gruppen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Lagendijk, med sin fremragende betænkning. Det er afgørende for stabiliteten på hele Vestbalkan, at der sikres en stabil, holdbar og bæredygtig ledelse af Kosovo. En sådan form for ledelse ville ikke være set siden 2. verdenskrig eller siden Paris-traktaten i betragtning af de mulige ændringer af grænserne.

EU har og vil fortsat have et stort og særligt ansvar for at sikre international tilstedeværelse i Kosovo som erstatning for FN. Det er den største test for EU's fælles udenrigspolitik, som nu er ved at blive lanceret.

Den løsning, der gennemføres, skal være retfærdig og velafbalanceret. Det internationale samfund må ikke favorisere den ene af parterne - Kosovo-albanerne - og samtidig straffe den anden - serberne. Der skal findes en retfærdig løsning. Når Sikkerhedsrådet afgør Kosovos endelige status, skal der ses på problemerne med den indflydelse, som denne status vil få i regionen som helhed, på stabiliteten i hele Centraleuropa, på forholdene i Serbien og på indsættelsen af en ny serbisk regering.

Socialdemokraterne støtter hr. Lagendijks betænkning, og vi bifalder Ahtisaari-planen, som er et fremragende grundlag, men det er ikke EU, som vil afgøre Kosovos endelige status. Det er Sikkerhedsrådets ansvar. Socialdemokraterne mener, at når Sikkerhedsrådet har truffet sin afgørelse, vil Kosovos endelige status skulle indføjes i Europa-Parlamentets dokumenter. Mine damer og herrer, socialdemokraterne lykønsker hr. Lagendijk og beder Parlamentet om at godkende vores forslag om, at definitionen af den endelige status udskydes.

  Lapo Pistelli, for ALDE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Skønt EU ikke har de beføjelser på det udenrigspolitiske område, som mange af os kunne ønske, har vores forhandling om Kosovo i dag større politisk betydning, end den ville have haft under andre omstændigheder, fordi drøftelsen om og vedtagelsen af Lagendijk-betænkningen sker på et tidspunkt, hvor det hele stadig flyder, hvor tingene udvikler sig fra uge til uge, og hvor de enkelte deltagere stadig kan påvirke begivenhederne. Jeg mener derfor, at det ville være meget positivt, hvis Europa-Parlamentet kommer med en klar udtalelse i morgen - og EU dagen efter, så at sige. Om muligt bør det ske med et stort flertal i morgen her i Parlamentet og om muligt med enstemmighed i Rådet om et par uger.

Jeg finder det interessant, at de vurderinger, vi i dag har hørt fra hr. Lagendijk, Rådet og Kommissionen, i vid udstrækning går i samme retning. Det er en meget vigtig forudsætning, synes jeg. Jeg vil ganske kort sige fem ting. For det første: Balkanlandenes og Kosovos fremtid ligger i Europa. Det første klare skridt, vi kan tage, er at bringe en smule fred til disse områder for at sikre et positivt mål for alle - for Serbien og for Kosovo - nemlig medlemskab af EU. Det er en målsætning, som passer dem, men den passer også os vældig godt, især fordi det giver mulighed for at ændre et område, som ellers vil være ustabilt, til et område med permanent fred, økonomisk vækst og multietnisk demokrati.

For det andet: Vi skal væk fra det institutionelle vakuum, der opstod efter 1999, og derfor skal vi støtte Martti Ahtisaaris rapport og den holdning - som forhåbentlig bliver enstemmig - som europæerne skal indtage i FN's Sikkerhedsråd.

For det tredje: Uafhængighed er endemålet for hele Kosovos befolkning, således som det siges i Lagendijk-betænkningen, til dels som følge af de ændringsforslag, vi har stillet. Historikerne fortæller os måske, at det var en fejl ikke at komme med alternativer, men i dag ser virkeligheden sådan ud, og det ved de serbiske ledere også godt. De skal mødes med større politisk tillid og ikke ydmyges. Det er vigtigt at indse, at Serbien rent symbolsk aldrig har opgivet Kosovo, men samtidig på det faktuelle plan har Kosovo i årevis stået uden for den serbiske indflydelsessfære.

Endelig skal Europa-Parlamentet - og igen understreger jeg, at det skal være enstemmigt - tilslutte sig Ahtisaari-planen i håb om, at det samme vil ske om et par uger i Rådet.

Fru formand, en sidste bemærkning: Forhandlingen om Europa-Parlamentets budget, som vi får om et par uger, skal skabe sammenhæng mellem det, vi siger på det politiske niveau, og de finansielle instrumenter, vi vedtager for at hjælpe Kosovo med at nå sit endemål.

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Fru formand! Ligesom mine kolleger vil jeg også takke ordføreren for arbejdet med denne betænkning. Når vi taler om Kosovo, tænker vi ofte rent abstrakt, hvorimod det er den sidste støttepille for den meget skrøbelige europæiske region på det vestlige Balkan. Efter min mening påhviler det os alle at sørge for, at vi udsender det stærkest mulige budskab om, at den demokratiske vilje fra Kosovos befolkning respekteres, at den føres ud i livet, og at EU har en samlet plan for, hvordan tingene fremover skal udvikle sig.

Vi har allerede en køreplan i form af Ahtisaari-planen. Det er en meget klar og præcis plan med hensyn til den form for beskyttelse og de mekanismer, der kan indføres for at sikre, at kosovoernes rettigheder repræsenteres og bevares. Vigtigst af alt vil de imidlertid beskytte og repræsentere minoriteterne i Kosovo og sikre, at de ikke bliver en del af en særegen stat, hvor de ikke har nogen indflydelse eller rolle at spille.

Vigtigst af alt, hvis vi har lært noget som helst af historien - gennem eksemplet fra oprettelsen af EU eller konfliktløsning i andre egne af det europæiske kontinent - er det faktum, at vi kun kan få en ægte retfærdig og varig fred gennem bedre og tættere forbindelser med vores naboer. Derfor må vi ikke ignorere Serbien. Skønt mange af os har kritiseret Serbien for dets handlinger i fortiden samt måske en vis uforsonlighed i nutiden, har landet legitime betænkeligheder, der skal tilgodeses. På samme måde skal man også tage bekymringerne hos Kosovos serbiske mindretal alvorligt.

Vi skal handle som garant for disse rettigheder. Vi skal føre an og være den bedste mulighed for at skabe den fred og stabilitet, som vi alle tørster efter i denne del af Europa. I øjeblikket er der 213 irske soldater blandt den KFOR-styrke, der er udstationeret i Kosovo. De spiller en uvurderlig rolle for at skabe fred og stabilitet. Som den forrige taler sagde, skal vi i forbindelse med fremtidige afstemninger om EU's budget huske på aspektet vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi vi har succes på dette område.

  Gisela Kallenbach, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Der findes ikke nogen enkel løsning for fremtiden for Rest-jugoslaven inklusive Kosovo. Løsningen bliver imidlertid ikke lettere af, at man skubber problemerne foran sig. Tværtimod. Derfor glæder det mig, at der efter otte år med international forvaltning nu ligger et konkret forslag på bordet i FN's Sikkerhedsråd. Jeg appellerer til Dem om at stemme for forslaget, fordi det i store træk er i overensstemmelse med Joost Lagendijks betænkning. Kosovoerne, uanset etnisk oprindelse, og også serberne må ud af uvisheden. Først da er der mulighed for den hårdt tiltrængte økonomiske udvikling som et skridt hen mod europæisk integration. Enhver forsinkelse af den aktuelle beslutning og den følgende europæiske integration ville komme til at stå regionen, men også EU, dyrt.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Fru formand! Et overvejende flertal i vores gruppe vil stemme imod denne betænkning. Det hænger især sammen med, at man behandler folkeretten meget skødesløst, ligesom det er tilfældet i selve Ahtisaari-rapporten. Ahtisaari har foreslået, at der skal være en slags efterfølgerprojekt for UNMIK fra EU's side. Dvs. at UNMIK fortsætter med andre midler, inklusive det såkaldte Kosovo-forvaltningsagentur, som har især har gennemført privatiseringer i Kosovo, hvilket har ført til meget problematiske forhold i landet.

Vi siger helt klart, at Europa-Parlamentet her er ved at placere sig ensidigt og konfliktskærpende. Vi henviser endnu en gang til punkt 3, som er vedtaget af Udenrigsudvalget, og hvor der står: "mener, at alle ordninger med hensyn til Kosovos fremtidige status skal være i overensstemmelse med folkeretten". Jeg håber, at denne sætning bliver i betænkningen. Jeg har hørt, at der allerede er forslag om at tage den ud. Vi ved alle, at situationen i dag i Kosovo hænger sammen med NATO's angrebskrig mod Jugoslavien, og jeg bliver ved med at spørge - jeg har tidligere spurgt kommissæren om det: Hvad vil EU gøre, hvis Serbien og især Rusland holder fast i deres nej? Det har jeg endnu ikke fået noget svar på, og det betyder, at man faktisk vil handle mod disse to staters vilje. Det vil det store flertal i min gruppe ikke være med til, og derfor vil vi stemme mod denne betænkning!

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Fru formand! Ordføreren, hr. Lagendijk, gør afbalanceret rede for den komplekse situation i Kosovo. Et væsentligt aspekt som statsborgerskab på grundlag af Kosovos flersprogede og multietniske karakter passerer revy. Påfaldende nok nævner denne betænkning ikke et ord om Kosovos udtrykkelige status, i modsætning til ændringsforslag 13, som vi vil støtte.

Det gør FN-mægler Ahtisaari heller ikke. Han overrakte i forgårs Sikkerhedsrådet sin endelige rapport med en klar anbefaling, nemlig uafhængighed for Kosovo under international overvågning. Premierminister Kostunica meddelte imidlertid i sidste uge, at uafhængighed for Kosovo aldrig vil være en mulighed for Serbien. Han håber endda på et russisk veto i Sikkerhedsrådet. Dette ønske er i direkte modstrid med den albanske bevægelses krav om selvbestemmelse. Lederen, Kurti, ønsker nemlig intet andet end ubetinget uafhængighed. Risikoen for etnisk splittelse og regional ustabilitet lurer under alle omstændigheder.

Det er derfor åbenlyst, at det internationale samfund står over for en stor udfordring, nemlig hvordan regional stabilitet skal kombineres med et multietnisk statsborgerskab i et suverænt Kosovo. Eurokommissær Rehn talte i den forbindelse i sidste uge i Parlamentet om en vigtig lakmusprøve for EU. Jeg håber, at Kommissionen og Rådet er fornuftige og får støtte, og jeg ønsker dem held og lykke.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Fru formand! Jeg vil gerne rose min kollega, ordføreren hr. Lagendijk, for hans meget ansvarsfulde indsats for at sikre den bredest mulige politiske enighed om denne betænkning, hvormed Europa-Parlamentet påtager sig sin del af ansvaret for beslutningen om den endelige status for Kosovo, som har været under FN's formynderskab siden 1999. Det beklagelige forhold, at forhandlingerne ikke førte til en løsning, gør EU's ansvar endnu større.

Kosovo, Serbien, Sydøsteuropa og hele Europa har brug for fred og stabilitet. Befolkningerne i denne region har ret til fred og stabilitet, uanset deres etniske oprindelse. I lyset af de problemer og spændinger, der er skabt i Kosovo, skal processen mod den endelige status gennemføres på en sådan måde, at vi forebygger en kaotisk udvikling, son nok engang ville være til skade for alle etniske befolkningsgruppers værdighed eller føre til destabilisering eller skabe barrierer for udsigten til EU-medlemskab for landene i denne region.

Ordføreren og alle vi andre er bundet af vores fælles værdier og principper, navnlig Thessaloniki-aftalen, for landene i det sydøstlige Europa, som er opstået ud fra ønsket om for altid at fjerne kilderne til konflikter i denne del af Europa. Vi samarbejder for at finde en løsning, der skal sikre sameksistens mellem flere etniske samfund i Kosovo og hurtigst muligt skabe forudsætningerne for, at Kosovo, der står over for meget store økonomiske udfordringer og sociale problemer, kan begynde at gå i retning af forsoning, fremskridt og velfærd.

FORSÆDE: Mechtild ROTHE
Næstformand

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Fru formand! Vi vil i morgen i Parlamentet vedtage Lagendijk-betænkningen, formentlig med et meget stort flertal. Det drejer sig imidlertid især om tilslutning til hr. Ahtisaaris og hans medarbejderes arbejde. Jeg tror, at den holdning, som hr. Ahtisaari foreslår, i store træk er den vej, vi må gå.

Det spørgsmål, der bliver stillet igen og igen, lyder: Uafhængighed, ja eller nej? Denne beslutning bliver truffet af FN, og jeg håber, at de efter alle de nødvendige overvejelser vil træffe den rigtige beslutning. Vi vil støtte denne beslutning fuldt ud. Det virkelig vigtige er imidlertid, hvordan det videre skal gå, når statusspørgsmålet er løst. Statusspørgsmålet vil ikke være let at løse for Serbien - ingen er glad for at miste en væsentlig del af sit territorium, prøv at forestille Dem det med Deres eget land.

Løsningen på statusspørgsmålet vil imidlertid heller ikke løse de problemer, som Kosovo selv står med, for først nu begynder det vanskelige arbejde med at opbygge et eget, selvstændigt økonomisk og socialt system. Så vil folk i Kosovo spørge: Hvor er nu mit job, hvor er nu min mulighed for at tjene penge, bygge et hus osv. Og det vil blive vanskeligt nok i deres eget land.

Vores opgave i Europa - og det støttes og understreges også af den betænkning, som vi stemmer om i morgen - er at hjælpe begge parter med at støtte denne vanskelige proces fornuftigt, med anstand, i gensidig respekt og samarbejde. Det er det vigtige for os, også for beslutningen i morgen. Vi går ind for en klar afgørelse af statusspørgsmålet, men vi går også ind for, at vi i Europa - og især i Parlamentet - må støtte begge parter for at give både Kosovo og Serbien mulighed for en god fremtid.

  Jelko Kacin (ALDE). - (SL) Fru formand! I denne weekend har vi både i Rom og Berlin fejret 50-årsdagen for Rom-traktaten og glædet os over en lang periode med fred. Men på Vestbalkan har denne periode ikke kun været en fredens tid, men også været karakteriseret af ekstremt brutale og ødelæggende krige.

Folkedrabet i Srebrenica har lært os alle, at vi hverken kan eller må tillade eller risikere en gentagelse af denne menneskelige katastrofe i Kosovo. Derfor greb vi ind for otte år siden med militærstyrker for at forebygge noget sådant. Dengang var der også truslen om veto i FN, men det lykkedes os alligevel at handle. I dag er Kosovo kun kommet halvvejs - uden status, uden adgang til international finansiering og uden en effektivt fungerende retsstat. Kun en stat kan og må sikre grundlaget og rammerne for økonomisk genopretning, for udenlandske og indenlandske investeringer og for de arbejdspladser, der er så hårdt brug for. Kun en stat kan blive medlem af EU.

Forsinkelser i disse processer i retning mod at få fastlagt en status kan true den skrøbelige situation og sinke de konstruktive processer, som stabiliserer regionen, fremmer det økonomiske og politiske samarbejde mellem naboer og forener dem i bestræbelserne på at nå deres mål om at udvikle samarbejdet med andre af EU's medlemsstater og forme deres egen situation efter vores mønster. Men den dynamik, som Martti Ahtisaari har lagt for dagen ved fastlæggelsen af en status for Kosovo hjælper os med at indgyde mere håb og tillid til EU's ånd og metoder hos alle indbyggere i denne region.

Det drejer sig om deres fremtid, om sameksistens og velfærd. Derfor mener jeg, at politikerne i nabolandene Serbien, Montenegro, Albanien og Makedonien samt også Kroatien og Bosnien bliver endnu mere motiverede til at nærme sig EU.

  Hanna Foltyn-Kubicka (UEN). - (PL) Tak, fru formand! I den betænkning, vi har diskuteret, har Europa-Parlamentet afgivet sin udtalelse om det ømtålelige spørgsmål vedrørende Kosovos fremtid. Provinsen ligger i hjertet af Europa, og derfor skal Europa også spille en aktiv rolle med hensyn til beslutninger om dens fremtid. Men som det understreges i betænkningen, er det imidlertid ikke noget, vi bare kan gøre uden FN's Sikkerhedsråds billigelse. Og vi får ikke en sådan billigelse uden Ruslands samtykke.

I deres kontakter med vesten ser russerne Kosovo som et nyttigt bytteobjekt, de kan bruge i forhandlingerne om Irans atomprogram.

Vi skal også huske, at uafhængighed til Kosovo vil skabe en præcedens, som Rusland måske vil påberåbe sig under forhandlinger om andre regioner som f.eks. Abkhasien, Transnistrien eller Nordossetien. Vi skal derfor kraftigt understrege, at Kosovo er et enestående tilfælde og en undtagelse, og at Rusland ikke kan bruge det som redskab til at genskabe sin position som en supermagt.

  Erik Meijer (GUE/NGL). - (NL) Fru formand! Kosovo var stridsemnet i det tidligere Jugoslavien. Endnu inden Slovenien og Kroatien blev uafhængige, tog Kosovos indbyggere mentalt afsked med Serbien. Dengang opbyggede de deres egen forvaltning og undervisning og boykottede alle statsinstitutioner. De bad om international anerkendelse af deres uafhængighed, men de fik krig og en ny besættelse.

Siden 1999 er de serbiske militære styrker og embedsmænd erstattet af andre kolonimagter. Kosovos indbyggere ønsker intet andet end selvbestemmelse - Vetevendosje - hvilket står malet overalt på murene. En fortsættelse af den nuværende uklare situation fremmer stagnation og kriminalitet. Tvungen tilbagevendelse til Serbien er umulig uden en borgerkrig eller to millioner flygtninge. Dette perspektiv er værre end en ny krænkelse af folkeretten, som ikke tillader løsrivelse uden overensstemmelse.

Også for Serbiens egen fremtid ville det være bedre, hvis det omsider befries for den nationalistiske prestigekamp om Kosovo. Alle ved, at der i sidste instans ikke er nogen anden løsning end et uafhængigt Kosovo. Men næsten ingen tør være den første til at tage ansvaret for det. Således forsinkes gennemførelse af Ahtisaaris afsvækkede forslag desværre alvorligt.

  Doris Pack (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Hjertelig tillykke til hr. Lagendijk! Jeg behøver egentlig slet ikke tale og kunne bare tilslutte mig Dem, ligesom Johannes og fru Kallenbach. Men alligevel.

Jeg vil starte med at sige, at efter sådanne debatter bliver man uden for Parlamentet, især i regionen, meget hurtigt mistænkt for at være antiserbisk eller proalbansk. Det vil jeg gerne protestere mod. Vi har virkelig i årevis forsøgt at hjælpe menneskene i Serbien og Kosovo til en fredelig og blomstrende fremtid. Forudsætningerne er vanskelige, og hr. Ahtisaaris løsningsforslag giver mulighed for, at folk endelig kan lade den forgiftede Milošević-fortid bag sig. Om det så kan blive retfærdigt, kære hr. Tabajdi, det ved jeg ikke. Retfærdige løsninger er meget svære at opnå. Men jeg kender ikke andre muligheder end den, der nu er blevet foreslået.

Der er jo ikke blevet ført rigtige forhandlinger mellem serbere og albanere. De yderligtgående idéer lå så langt fra hinanden, at der aldrig blev forhandlet. Derfor ville det slet ikke være i ophavsmandens ånd at forlænge proceduren. Jeg forstår også, at ingen serbisk regering nogensinde vil skrive under på tabet af Kosovo. Men hvis de serbiske politikere skal være ærlige - og det er nogle af dem, når man taler med dem - så ved de også, at der ikke vil være mulighed for en fredelig fremtid med Kosovo på deres statsområde. Og denne fredelige fremtid fortjener menneskene i Serbien og Kosovo, især de unge mennesker. Politikerne må prøve at spørge sig selv, hvem i Serbien der egentlig vil komme til at betale prisen for, at Kosovo bliver i Serbien, den økonomiske og den politiske pris. Albanerne skal give de serbere, der ønsker at bo i deres hjemegn i Kosovo, mulighed for dette, herunder at vende tilbage.

Ahtisaari-planen er for mig at se det eneste grundlag for en fredelig sameksistens. Desværre glemmer man under diskussionerne, også i dag, årene med apartheidregimet fra 1989-1998. Det bemærkede jeg bl.a. hos hr. Pflüger. Jeg mener ikke, det var NATO-angrebet, der var begyndelsen, men ophævelsen af selvstyret. Sikkerhedsrådet ville virkelig gøre klogt i endelig at skære knuden over så hurtigt, at vi kan arbejde videre og hjælpe såvel serbere som albanere på deres fredelige vej til EU.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Fru formand! Jeg vil naturlig også give min kollega og ven Joost Lagendijk en kompliment for hans betænkning, selv om vi ikke er enige om alle detaljer.

Vores gruppe bifalder selvfølgelig de forslag, som forhandleren, Ahtesaari, forelagde i mandags i New York. Det er også klart formuleret i den betænkning, som vi stemmer om i morgen. Hvad det angår, støtter vores gruppe også betænkningen, som den nu foreligger. Som vi har hørt her, støtter Rådet og Kommissionen ligeledes disse forslag.

Men nu er det efter vores opfattelse især vigtigt, at Sikkerhedsrådet træffer en beslutning om Kosovos status. Det bør ske uden unødig forsinkelse, således at der hurtigt kommer en ende på usikkerheden i Kosovo, og således at både kosovarer og serbere kan koncentrere sig om deres fremtid i Europa.

Det er imidlertid ikke EU's opgave at træffe en beslutning herom på nuværende tidspunkt. Det er derfor efter vores mening ikke EU's opgave at foregribe Sikkerhedsrådets definitive formulering af statussen. Kosovos interimstatus er baseret på Sikkerhedsrådets resolution, og Kosovos endelige status skal også baseres på en resolution i Sikkerhedsrådet. Det er overordentlig vigtigt for denne beslutnings internationale legitimitet. Derfor afviser vi hr. Posselts ændringsforslag.

Det er også væsentligt for, om beslutningen vedrørende statussen internt er legitim. For EU begynder det rigtige arbejde faktisk først efter beslutningen i New York. EU bliver for en betydelig del ansvarlig for at lede gennemførelsen af denne status. Unionen skal forberede sig behørigt på det, men især også forhindre, at den allerede på forhånd kommer til at stå mellem de to parter. Det er også grunden til, at min gruppe i morgen vil stemme imod det ændringsforslag, som allerede bestemmer statussen, uden at der har fundet en debat om den sted i New York.

Vi følger her den linje, som formandskabet, men også Kommissionen har givet udtryk for. Ingen af dem har i eftermiddag udtalt sig om statussen.

  Andrzej Tomasz Zapałowski (UEN). - (PL) Fru formand! Forhandlingen om Kosovo har rejst et spørgsmål, der er meget vigtigt med hensyn til internationale forbindelser. For første gang i mange år bryder det internationale samfund et europæisk lands territoriale suverænitet. Det er sandt, at der ikke er forslag om at give denne nye politiske enhed selvstændighed, men denne nye kvasistat skal angiveligt have sin egen nationalsang, sit eget flag og sin egen minihær. Den vil også fortsat være underlagt international kontrol i ubestemt tid.

Denne hidtil ukendte tilgang til international indblanding i en selvstændig nations indre anliggender vil danne præcedens, hvilket fremover kan føre til forsøg fra det internationale samfund på at manipulere med de indre anliggender i andre lande, der har langt mindre problemer.

Den eneste fornuftige løsning er formelt at lade Kosovo forblive i Republikken og give det en større grad af selvstændighed, samtidig med at der træffes hurtige foranstaltninger med henblik på at indlemme regionen i EU. For et uafhængigt Kosovo vil fortsat have et stort serbisk mindretal, hvilket vil destabilisere landet.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Situationen i Kosovo er som følge af interventionspolitikker endnu et problem, der skal løses i FN-regi. Martti Ahtisaaris forslag, der dybest set vedtages i den aktuelle betænkning, er i strid med grundprincipperne i den internationale ret, selve FN-pagten, og gør det muligt at omlægge grænserne og fordreje områdets historie på bekostning af det serbiske samfund.

I det store og hele fremmer Ahtisaaris forslag oprettelsen af en uafhængig stat i en sådan grad, at den kan være uafhængig med en sådan militær tilstedeværelse af NATO og anvendelsen af den europæiske sikkerhedspolitik. Jeg frygter, at den vil komme til at fungere som et protektorat snarere end som en uafhængig stat.

Vi skal fortsat gå ind for nationernes selvbestemmelsesret, men ikke når den anvendes ukritisk på basis af forskelsbehandling. Vi behøver bare huske på, at det internationale samfunds eneste anerkendelse af løsrivelse efter afkoloniseringsproceduren og inden Jugoslaviens sammenbrud - og det var af meget konkrete årsager - var Bangladeshs løsrivelse fra Pakistan, og vi må advare om, at en løsrivelse af Kosovo vil åbne en Pandoras æske og styrke alle former for separatisme.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Fru formand! Kosovo-spørgsmålet er kompliceret, og det har mange følger på forskellige planer. Det påvirker de grundlæggende principper, der regulerer det internationale samfunds funktion. I dette spørgsmål er det derfor nødvendigt at træde varsomt, at søge den bredest mulige enighed og at tage hensyn til den internationale ret.

Kosovo er også et enestående tilfælde. Det erkender FN's særlige udsending og langt størstedelen af det internationale samfund. Da det er et enestående tilfælde, danner løsningen ikke præcedens for andre mulige sager i Europa. Det fremgår af teksten i den beslutning, vi stemmer om i morgen.

Som kontaktgruppen slog fast i sine konklusioner fra januar 2006, er Kosovo-problemets særlige natur bl.a. et resultat af Jugoslaviens opløsning og de dermed forbundne konflikter, den etniske udrensning og begivenhederne i 1999, hvor jeg vil fremhæve NATO's militære indgriben. En anden faktor, der gør Kosovo-sagen enestående, er den lange periode under international administration i henhold til resolution 1244.

Fru formand! Jeg kunne godt tænke mig, at hr. Ahtisaari havde fundet en løsning, der havde opbakning fra de to berørte parter, Serbien og Kosovo. I forhold til så følsomme emner, der involverer grundlæggende principper i en region, der har lidt under en lang periode med konflikt og ustabilitet, havde det været bedst med en forhandlingsløsning, som begge parter kunne acceptere. Forhandlingerne i 2006 og begyndelsen af 2007 har imidlertid ikke kunnet bringe de forskellige holdninger tættere på hinanden.

Nu er det så Sikkerhedsrådets opgave at drøfte hr. Ahtisaaris forslag og på det grundlag at vedtage de relevante beslutninger. Hverken Europa-Parlamentet eller nogen anden institution er tydeligvis kompetente til at afgøre områdets endelige status. Denne afgørelse skal træffes af Sikkerhedsrådet, der vedtog resolution 1244. Forhåbentlig vil Sikkerhedsrådet forsat inden for en rimelig tidshorisont kunne skabe enighed blandt parterne.

Under alle omstændigheder håber jeg, at medlemmerne af Rådet - specielt dets permanente medlemmer - vil spille en afgørende rolle i et så afgørende øjeblik som dette, sådan som vi beder om i den tekst, vi stemmer om i morgen.

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Fru formand! Hver gang vi finder en retfærdig, gennemførlig og bæredygtig løsning på en krise, ønsker vi, at den skal skabe præcedens. Alene det faktum, at vi ikke ønsker, at vores løsning for Kosovo skal skabe præcedens denne gang, er en erkendelse af, at denne løsning er uheldig eller i det mindste uklog. Og det er ønsketænkning at tro, at ingen vil bruge den som præcedens. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi kan mildne de efterfølgende risici.

I denne henseende kan man overveje fire forslag. Et: at acceptere og erklære, at løsningen for Kosovo baseres på og skal være i overensstemmelse med princippet om regional sikkerhed. To: at blive enige om, at Kosovo kun kan blive uafhængigt i EU efter opfyldelse af medlemskabskriterierne. Tre: straks at tilbyde Serbien en klar EU-tiltrædelseshandlingsplan uden forhåndsbetingelser. Og fire: at indkalde til en international konference om det vestlige Balkan for at integrere løsningen for Kosovo i en regional pakkeaftale.

Uden en strategi, der rækker ud over Kosovos grænser og ud over nuet, kan virkningerne af denne plan sprænge mellem hænderne på os.

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Ordføreren hr. Lagendijk og vores skyggeordfører hr. Posselt har bestemt ydet en stor indsats. Jeg vil imidlertid ikke stemme for denne betænkning af principielle årsager. Efter min mening bør en sådan konflikt løses gennem samordnede forhandlinger og ikke gennem ensidige aktioner eller udefra kommende påbud. En varig løsning fordrer engagement hos dem, der skal gennemføre den.

Jeg accepterer ikke tanken om en uafhængig stat med begrænset selvstændighed. Hvis ikke et uafhængigt land er helt selvstændigt, er der noget galt med dets uafhængighed.

Jeg er klar over, at det eneste realistiske resultat for Kosovo hverken kan være en tilbagevending til serbisk suverænitet, en opdeling eller en sammenslutning med et andet land. Forhandlingsprocessen har måske varet ganske længe, men Ahtisaaris rapport blev først offentliggjort for nogle få uger siden. Hvorfor konkluderer vi så hurtigt, at parternes holdninger er ubrydelige? Vi skal tilskynde dem til at forstå, at det kun er muligt at forhandle inden for en rimelig tidsfrist på baggrund af denne rapport.

Kommissæren sagde, at forpligtelsen over for Serbien kan tjene som et diplomatisk værktøj til at opmuntre Beograd til at justere sin holdning ind efter Ahtisaaris forslag. Efter min mening er tålmodighedens dyd en faktor for det internationale diplomati.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Fru formand! En løsning på Kosovos status er en god test for EU's begyndende udenrigspolitik.

For det første bør vi påskønne indsatsen fra Martti Ahtisaari, der er FN's generalsekretærs særlige udsending vedrørende Kosovos fremtidige status, samt dennes plan.

For det andet understreger Europa-Parlamentet, at enhver ordning vedrørende Kosovos fremtidige status skal være i overensstemmelse med de demokratisk udtrykte ønsker fra Kosovos indbyggere under behørig hensyntagen til menneskerettigheder og international lov.

For det tredje skal problemet med Kosovo ses i det bredere perspektiv med situationen på Balkan.

I en tid, hvor vi fejrer 50-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaten, vil jeg gerne lægge særlig vægt på EU's politiske ansvar for at udarbejde betingelserne og bane vejen for Serbiens kommende EU-medlemskab. EU skal spille en historisk rolle ved at fremme demokrati og velstand for alle folk på Vestbalkan.

  Peter Šťastný (PPE-DE). - (EN) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Skønt man efter min mening ikke prøvede alle midler i vores fælles bestræbelser på at få serberne til at støtte den endelige aftale, glæder jeg mig over Lagendijk-betænkningen, fordi den understreger behovet for at få begge de involverede parters samtykke.

Jeg ved, at Kosovos befolkning ikke kan leve i uvished meget længere. De betaler en meget høj pris for hver dag, forhandlingerne trækker ud. Vi skal imidlertid lære af de historiske erfaringer: Det, der sker, når tredjeparter afgør det endelige udfald af en konflikt mellem to lande uden klart samtykke fra de primære involverede parter. Det er netop den kurs, hr. Ahtisaaris betænkning tager, og som der i høj grad mangler serbisk støtte til.

I øjeblikket ser det ud til, at alle beslutninger er truffet, og at Kosovo snart vil have sin egen status. Men hvis vi virkelig ønsker varig fred og velstand på det vestlige Balkan, skal vi fortsat tilskynde Beograd til at skrive under på den stiplede linje. Vi har EU's ressourcer og de globale institutioner til at nå et sådant mål. Jeg håber fortsat på det bedste, og jeg stemmer for Lagendijk-betænkningen, idet jeg erkender, at de berørte parters indsats ikke skal slutte, når Kosovos endelige status bekendtgøres. Jo snarere vi får Serbien til at acceptere aftalen, desto bedre bliver det for Balkan og hele Europa.

  Monika Beňová (PSE). - (SK) Fru formand! Ligesom mine kolleger vil jeg også prise indsatsen fra ordføreren samt vores skyggeordfører hr. Tabajdi. Jeg synes, at vi har behandlet dette emne udførligt i Udenrigsudvalget, og at vi er kommet repræsentanter for både Pristina og Beograd i møde. FN's Sikkerhedsråd skal nu træffe en afgørelse om Kosovo-indbyggernes status og fremtid. Denne afgørelse vil påvirke serberne og Kosovos albanere i lige høj grad. Den vil også påvirke de kristne og muslimerne i lige høj grad. Den vil påvirke udviklingen i livskvaliteten.

Som medlem af Europa-Parlamentet beklager jeg meget, at vi har drevet Serbien ud i en situation, hvor det må sætte sin lid til Rusland og spille Rusland ud som et es i forsvaret af Serbiens interesser i FN's Sikkerhedsråd. Hvis medlemmerne blev bedt om at stemme om betænkningen i morgen, tror jeg ikke, at de ville støtte ændringsforslag, der i høj grad underminerer den ene eller den anden parts legitimitet. Jeg tror, at det ærede Europa-Parlament kun ville støtte forslag, der behandler parterne ligeligt og retfærdigt.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Dem for denne meget vigtige og ansvarlige forhandling. Jeg tror på, at denne betænkning og afstemningsresultatet i morgen yderligere vil styrke den europæiske enhed med henblik på at få en vellykket afslutning på processen vedrørende Kosovos fremtidige status.

Med fremsættelsen af præsident Ahtisaaris forslag for FN's Sikkerhedsråd, går processen nu ind i den afgørende fase. Jeg er overbevist om, at Sikkerhedsrådet vil leve op til sit ansvar, og forhåbentlig vil det tilslutte sig forslaget i rette tid.

Derefter følger den hårdeste fase for os, nemlig gennemførelsen af den status, der som nævnt her i Parlamentet i dag er en virkelig lakmusprøve for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor glæder jeg mig meget over opbakningen til denne fælles udfordring fra Parlamentet og fra ordføreren om Kosovo, hr. Lagendijk.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg er glad for, at alle tre institutioner er enige i, at der fortsat er brug for europæisk enhed og EU's ledende rolle for at nå en bæredygtig løsning, der skaber et demokratisk og multietnisk Kosovo og sikrer fortsat regional stabilitet. Samtidig giver vi Serbien et håndgribeligt EU-perspektiv, der kan hjælpe Serbien med at lægge den nationalistiske fortid bag sig og vende sig mod en europæisk fremtid.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Marianne Mikko (PSE) , skriftlig. - (ET) I løbet af de seneste otte år er det internationale samfund blevet overbevist om, at stabiliteten i regionen bedst sikres med Kosovos uafhængighed. FN's særlige repræsentant hr. Ahtisaari har præsenteret en rapport, der anbefaler, at Kosovo får alle uafhængighedens elementer, uden at man anvender selve ordet uafhængighed.

Betænkningen fra min kollega Joost Lagendijk gentager alle de velkendte fakta og støtter Ahtisaaris henstilling som baggrunden for at regulere Kosovos status. Jeg vil imidlertid spørge, om systematisering og omformulering er den eneste merværdi, som Parlamentet kan tilbyde.

I ændringsforslaget, som Lagendijk selv er medforfatter til, anbefales det at tilføje begrebet superviseret suverænitet, der er helt centralt for betænkningen. Det er denne form for klarhed, der forventes af os.

Det mest almindelige argument imod ændringsforslaget er frygten for russisk mishag. I månedsvis har Moskva advaret om, at Kosovos uafhængighed vil danne præcedens for, at Transnistrien, Abkhasien og Ossetien også kan søge uafhængighed.

Kreml er imidlertid udmærket klar over, at der ikke kan skabes nogen juridisk præcedens. Kosovo er det eneste område, hvor FN har det fornødne mandat til at anbefale uafhængighed. Som medlem af FN's Sikkerhedsråd godkendte Rusland den 10. juni 1999 Kosovos uafhængighed.

Rusland ønsker ganske enkelt at undgå en begrænsning af dets influensområde i Europa. Jeg tvivler på, at Rusland er villig til at tage ansvaret for nye blodsudgydelser i Kosovo, hvis ikke området bliver uafhængigt.

Vores ultimative mål er at forhindre lidelser samt at sikre demokrati og økonomisk udvikling. Det kræver undertiden mod.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Med accepten af Ahtisaaris rapport om oprettelsen af et "uafhængigt" protektorat i Kosovo under Euro-NATO's besættelse skaber EU og Europa-Parlamentet en klar løsrivelsessituation i verdens øjne samt en ny stat. Det underminerer og krænker alle aftaler og principper, der er skabt af FN og den internationale ret siden Anden Verdenskrig. Den betænkning, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, de liberale og socialdemokraterne stemte for, fremmer en ny grænsedragning på Balkan, foreviger tilstedeværelsen af Euro-NATO's militære besættelsesstyrker og afpresser åbenlyst Serbien, samtidig med at den inkriminerer og fordømmer det serbiske samfund i Kosovo og Serbien med fornærmende skamløshed. Den åbner en Pandoras æske af eskalerende nationalistisk opposition og konflikt i hele Balkan-området, den tilskynder til separatistbevægelser og pålægger og legaliserer Euro-NATO's besættelsesstyrker i området.

Nu ser vi de virkelige motiver bag NATO's kriminelle krig mod Jugoslavien med deltagelse af EU og EU-medlemsstaternes regeringer fra både centrum-venstre og centrum-højre inklusive den PASOK-regering, der var ved magten i Grækenland på daværende tidspunkt. Den samme politik fortsættes med samme vedholdenhed af Nea Dimokratia-regeringen, hvilket bekræfter begge topartistatens partiers deltagelse i og støtte til EU's, NATO's og USA's kriminelle imperialistiske planer i området og i verden som helhed.