Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Torsdag den 29. marts 2007 - Bruxelles EUT-udgave

5. Perspektiver for Den Europæiske Union's fælles udenrigspolitik i 2007, herunder USA's opstilling af missilforsvarssystemer i Europa (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - Perspektiver for Den Europæiske Union's fælles udenrigspolitik i 2007, herunder USA's opstilling af missilforsvarssystemer i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Javier Solana, højtstående repræsentant. - (ES) Hr. formand! Det er mig en fornøjelse at være til stede her i dag. Det er første gang, at jeg taler under Deres formandskab. Jeg vil gerne lykønske Dem endnu en gang og ønske Dem stor succes med Deres formandskab. Jeg håber også, at de institutionelle forbindelser, der utvivlsomt vil komme til at være mellem os og Parlamentet, som De leder, bliver en succes. Jeg har belæg for mine ord, for i den korte tid, De har været formand for Parlamentet, har vi holdt flere møder, der alle har været meget frugtbare, og jeg håber, at det bliver rettesnoren for vores fortsatte arbejde.

Lad mig også lykønske formanden for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, som jeg har haft lejlighed til at møde en enkelt gang, og den nye formand for Udenrigsudvalget, som jeg også havde lejlighed til at hilse på i mit kontor for ganske kort tid siden. Tillykke, held og lykke og de bedste ønsker om et frugtbart samarbejde.

Hr. formand! Mine damer og herrer, jeg er netop kommet tilbage fra Riyadh, hvor Den Arabiske Liga har afholdt et meget vigtigt topmøde, og hvor EU efter min mening også har spillet en ganske betydelig rolle. Mødet er endnu ikke afsluttet, og jeg håber, at jeg i løbet af dette møde måske får lejlighed til at give Dem de seneste oplysninger om mødets forløb.

Ved dette mit første fremmøde vil jeg gerne sige til Dem, at det glæder mig meget at være her sammen med Dem for at drøfte de udenrigspolitiske spørgsmål, som jeg ved, er meget vigtige for Europa-Parlamentet, som interesserer sig for dem, og som involverer sig i dem, og jeg håber, at vi kan fortsætte vores samarbejde om disse på samme engagerede måde som hidtil.

I dag til formiddag vil jeg gerne i løbet af den tid, vi råder over, og som er tilstrækkelig, gerne drøfte nogle af de mest aktuelle spørgsmål med Dem, dvs. de vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål, der berører os europæere som sådan.

Jeg synes, at det er et godt tidspunkt at gøre det på, hr. formand. For få dage siden vedtog vi i Berlin en erklæring om EU's 50-årsdag. Det var en storslået højtidelighed, hvor forbundskansler Merkel, som var her i går, forelagde en erklæring for os, som efter min mening er vigtig, og som fremover kan åbne vejen for en større udvikling i EU inden for mange områder.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, hr. formand, at en fælles udenrigspolitik er en af de store udfordringer, som EU skal tackle. Det er der mange årsager til, og jeg vil blot nævne to. Den første er, at man, når man rejser rundt i verden, fornemmer et stort ønske om, at EU spiller en stadig større udenrigspolitisk rolle. De har selv haft lejlighed til at konstatere det, når De har rejst omkring i verden, og De er klar over det.

Vores tilstedeværelse er påkrævet de mest forskellige steder og i forbindelse med de mest forskelligartede konflikter. Man beder om en europæisk måde at gøre tingene på, med en udenrigspolitik, der fungerer, og man beder om noget, som vi alle ønsker. Endelig mener jeg, at vi alle bør erkende, at det er en succes, at det forholder sig sådan.

Men vores egne borgere kræver det samme af os. Der hersker ingen tvivl om, at Eurobarometers systematiske opfølgning viser, at de europæiske borgere også har et særligt ønske om, at EU's udenrigspolitik bliver så europæisk som mulig, og at den bliver så fælles, koordineret og synlig som muligt. Mine damer og herrer, det er det, jeg gerne vil tale om, fordi jeg mener, at det er en succes, at EU gør fremskridt i denne retning, og det bør anerkendes som sådant.

For at give Dem en idé om det, har vi 10 missioner rundt omkring i verden: fra Kinshasa til Bosnien og fra Gaza til Irak. Vi er i gang med at forberede en mission i Afghanistan og to missioner i Kosovo, der utvivlsomt bliver de vanskeligste på grund af deres omfang og på grund af den betydning, som Kosovo vil få fremover for stabiliseringen af Balkan.

Jeg er sikker på, at der kommer flere missioner på et senere tidspunkt. Der vil komme krav om andre missioner fremover, såvel ud fra et civilt som et militært synspunkt eller en blanding heraf. Vi skal derfor kunne leve op til det, der forventes af os og af EU som sådan. Det kræver også, mine damer og herrer, at vi råder over passende midler. Vi udviser ansvarlighed i vores forhandlinger, for der hersker ingen tvivl om, at Parlamentet skal spille en vigtig rolle i denne forbindelse.

Her til formiddag vil jeg gerne drøfte de mest brændende spørgsmål - hvis De tillader mig udtrykket - i det internationale liv, f.eks. Mellemøsten, med alle dets demonstrationer. Jeg vil gerne komme med et par ord om Iran og de seneste begivenheder. Vi skal naturligvis også tale om Balkan. Jeg vil også gerne tale til Dem om Afrika og ganske kort om nogle spørgsmål vedrørende Østeuropa, som vi for øjeblikket drøfter blandt os.

Jeg vil begynde med Mellemøsten. Som jeg netop har påpeget, synes jeg, at Den Arabiske Ligas topmøde, der begyndte i går, og som endnu ikke er afsluttet, og hvor jeg havde den ære at repræsentere EU, kan blive et af de vigtigste møder, som Den Arabiske Liga har holdt i dets 60 år lange historie. 60-årsdagen blev fejret den 3. marts, for et par dage siden, og EU fejrede selv sin 50-årsdag i sidste uge.

I løbet af denne periode har vi haft mere end 30 års tæt samarbejde med Den Arabiske Liga. Jeg synes, at det er vigtigt at understrege det, og jeg mener også, at det er vigtigt over for Dem at understrege, at dette samarbejde mellem EU og Den Arabiske Liga vil blive endnu vigtigere.

Gårsdagens møde indeholdt nogle betydningsfulde elementer, som jeg gerne vil drøfte med Dem. Efter min mening er det vigtigste, og jeg har deltaget i mange af Den Arabiske Ligas møder, det tydelige lederskab, som hans majestæt, kongen af Saudiarabien, hele tiden har udvist.

Som bekendt har Saudiarabien været et meget vigtigt land i regionen, men det har ikke været et af de politisk mest aktive lande. Det har snarere været vigtigt ud fra et økonomisk synspunkt. Vi har i dag en konge, Abdullah, som har fungeret som konge igennem lang tid, lad os sige det sådan, på grund af sin forgængers sygdom, og som i Den Arabiske Liga har indledt en ganske vigtig aktion for at få løst de problemer, som den arabiske verden, dens befolkning og regionen som sådan har.

Der skal pustes nyt liv i Den Arabiske Liga, og det er vigtigt, og der skal drøftes emner af stor betydning. Jeg vil gerne specifikt komme ind på tre af disse, og jeg vil henvise til dem under mit indlæg.

Med udgangspunkt i fredsprocessen er det vigtigste utvivlsomt at genoplive Den Arabiske Ligas initiativ. De husker nok, at der efter topmødet i Beirut i 2002 kom et arabisk initiativ, hvor der, hvis der skete en total tilbagetrækning til grænsen fra 1967, blev tilbudt gensidig anerkendelse mellem de arabiske lande og Israel. Dette initiativ, som er blevet drøftet i forskellige fora i flere år, blev overhovedet ikke accepteret af Israel, og i dag har de arabiske lande energisk og beslutsomt bragt det op igen.

Som bekendt formåede europæerne at få det arabiske initiativ med i den berømte køreplan, og derfor indgår nævnte initiativ som en grundpille i den mulige endelige løsning af Mellemøstspørgsmålet, især den del, der vedrører fredsprocessen, ikke kun i forbindelse med den palæstinensisk-israelske fredsproces, men også de forhold, der har med Libyen, Libanon og Syrien at gøre. Det er derfor det vigtigste spørgsmål, der fortsat drøftes i dag i Riyadh. Jeg mener, at det er meget vigtigt at fremme dette nye initiativ, så det på sin side kan fremme fredsprocessen.

Spørgsmålene om Libanon er også blevet drøftet. Det er interessant at observere, at der også i Den Arabiske Liga har været en ny debat om spørgsmål, der vedrører både Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, dvs. spørgsmål, der har en afrikansk komponent og en arabisk komponent, f.eks. Sudan eller Somalia. Jeg vil bruge et par minutter på disse to spørgsmål.

Lad mig begynde med at sige til Dem, at EU, hvad angår Mellemøsten, er overbevidst om, at den arabisk-israelske konflikt er det vigtigste problem i regionen. Det har EU været fuldstændigt overbevist om i meget lang tid, så jeg afslører ikke noget nyt. Foreløbig har vi støttet Mekka-aftalen, som også er blevet bragt i stand af den saudiarabiske konge. Vi synes, at Mekka-aftalen er et bidrag til at få afsluttet de indbyrdes stridigheder mellem palæstinenserne og til at få løst konflikten, der, som De ved, og som vi har gentaget mange gange, nødvendigvis må omfatte en afslutning på den besættelse, der begyndte i 1967, oprettelsen af to stater og en bred og omfattende løsning for regionen.

Vi støtter fuldt og helt præsident Abbas' utrættelige indsats. Jeg havde lejlighed til at mødes en time med ham i går formiddag for at drøfte det palæstinensiske folks mål i overensstemmelse med de principper, som han selv har gentaget mange gange, nærmere bestemt ved to centrale lejligheder: på FN's seneste generalforsamling og for nylig i anledning af den nye palæstinensiske regerings tiltræden den 17. maj.

Som bekendt er der tale om tre principper, som præsidenten selv nævnte. Det første er respekten for de aftaler, der tidligere er indgået af PLO og Den Palæstinensiske Nationale Myndighed. Det andet er gensidig anerkendelse, og det tredje er at give afkald på vold og forpligtelsen til at forhandle. Som bekendt har EU aldrig svigtet og vil aldrig svigte den palæstinensiske befolkning. Det har været vores holdning i meget lang tid, og det er det fortsat.

Jeg mener oprigtigt, at vi har en ny mulighed for at give løsningen af konflikten et skub. Vi skal forsøge at komme ud at det, vi kunne kalde krisestyringsfasen, og ind i en ny konfliktløsningsfase. Efter min mening er der nogle objektive betingelser til stede, der gør det muligt at komme ind i denne fase og, med bistand fra Kvartettens medlemmer, at forsøge at komme videre med processen.

Mine damer og herrer, indsættelsen af den nye palæstinensiske enhedsregering vil medføre adskillige problemer for os, som vi skal diskutere og løse. Der rejser sig nye problemer om, hvordan vi skal omgås og finansiere denne regering. Jeg vil gerne meget kort fortælle Dem, hvad der er min holdning, og som jeg vil forsvare i weekenden, hvor udenrigsministrene mødes i Chemnitz på foranledning af det tyske formandskab.

I den nye regering er der, mine damer og herrer, personer, som vi har kendt i lang tid. Der er andre personer, som vi ikke kender, fordi de tilhører Hamas, og eftersom Hamas er på listen over terrororganisationer, omgås vi dem ikke, og vi kender dem ikke. Men der er mange personer i regeringen, som vi kender, og som vi som nævnt har kendt i lang tid. Jeg kender dem, og mange af Parlamentets medlemmer kender dem.

At sige, at vi ikke kender den nye finansminister, ville være i strid med sandheden. Vi har haft kontakt med ham i lang tid, vi har arbejdet effektivt sammen med ham, og det ville være virkelig absurd, hvis vi nu lod som om, at det var en ukendt person.

Udenrigsministeren er fra Gaza, og jeg har haft kontakt med ham i mange år. Han tilhører ingen politisk formation, han er intellektuel, han har endda et pas fra et andet land - ikke fra det land, som palæstinenserne normalt har i deres pas - han har igennem lang tid organiseret mange møder mellem medlemmerne af Europa-Parlamentet og medlemmerne af Den Palæstinensiske Myndighed. Jeg mener derfor, at vi ville begå en fejl, hvis vi fuldstændigt afbrød enhver kontakt med personer, som indgår i den nye regering, og som vi igennem en lang periode har arbejdet tæt sammen med.

Hvis De også spørger mig, hvad vi vil gøre, eller hvordan vi vil anvende de finansielle midler, synes jeg ikke, at vi uden videre skal ændre den holdning, vi har haft med hensyn til finansieringen, men jeg mener dog, at det under alle omstændigheder bør være en målsætning for os at lytte til den nye finansminister, der er en gammel ven af os, og en reel person, hvis politiske løbebane, vi har fulgt. Vi skal vide, hvad han tænker, og sikre, at den økonomiske bistand bliver så effektiv som muligt, så den ikke kun bidrager bedre til palæstinensernes velfærd, men også til at komme videre med fredsprocessen.

Jeg synes, at vores holdning bør være den, vi har givet udtryk for i Kvartetten. Det vigtigste er ikke ordene, men kendsgerningerne. Vi skal derfor observere, hvordan den palæstinensiske regering opfører sig for øjeblikket, og handle og tilpasse vores handling til, hvordan den agerer, og ikke kun til de ord, den siger.

Jeg vil også gerne sige til Dem, at vi er parate til at gå direkte til konfliktløsning og ophøre med krisestyring.

Som bekendt har kvartetten været mere aktiv i perioden siden årsskiftet. Vi har allerede mødtes flere gange, og vi har holdt nogle meget vigtige møder, såvel med Abbas som med Olmert, og jeg vil gerne sige til Dem, at vi i de kommende uger holder et møde i området med de mest nærliggende lande, og med de lande, som vi har haft de tætteste forbindelser med, for at løse problemet, f.eks. Egypten, Saudiarabien, Emiraterne og Amman. Efter min opfattelse er det de lande, der har involveret sig mest sammen med os, og dem vil vi gerne mødes med.

Det er vores håb, at kvartetten og de fire lande, som jeg har nævnt, i en ikke alt for fjern fremtid, dvs. inden sommeren, kan holde et møde med parterne, dvs. et møde med palæstinenserne og et møde med Israel. Det ville være første gang, at Israel mødes med Kvartetten. Indtil videre har Israel aldrig mødtes med Kvartetten. Det har palæstinenserne gjort, men endnu ikke Israel.

Det er vores arbejdsprogram for de kommende meget vigtige måneder, hvor jeg forstår, at Parlamentets formand også vil rejse til regionen. Jeg synes, at det er helt centralt, at vi koordinerer vores indsatser.

Da der helt sikkert under punktet med spørgsmål og svar vil komme mange spørgsmål om Mellemøsten, stopper jeg her med fredsprocessen og går over til at sige et par ord om Iran.

I går formiddags havde jeg i Riyadh også lejlighed til at mødes med den iranske udenrigsminister, hr. Motaki. Jeg gjorde ham det helt klart, at det er uacceptabelt for EU, at de iranske myndigheder tilbageholder de 15 britiske marinesoldater. Der er ingen grund til denne foranstaltning, da der ikke er blevet begået ulovligheder, og EU bør være solidarisk med de britiske venner for at opnå frigivelse af disse marinesoldater.

To ord om atomprogrammet: Som bekendt vedtog FN's Sikkerhedsråd den 24. marts om aftenen, mens vi var i Berlin, enstemmigt resolution 1747.

Resolution 1747 er den tredje resolution, som Sikkerhedsrådet vedtager enstemmigt om Iran-spørgsmålet med det formål, at Iran skal opfylde sine forpligtelser, der udspringer af Wiener-udtalelserne og -rapporterne, som doktor El Baradei som direktør for Det Internationale Energiagentur vil sætte under afstemning i Styrelsesrådet.

Jeg vil dog gerne sige til Dem, at det er meget vigtigt, at resolutionen på det sidste møde blev vedtaget med enstemmighed blandt hele det internationale samfund, der er repræsenteret i Sikkerhedsrådet. På grund af den nuværende sammensætning af Sikkerhedsrådet kunne det iranske spørgsmål i princippet have været endnu mere kompleks end med de tidligere medlemmer. På nuværende tidspunkt indgår der i FN's Sikkerhedsråd lande som Qatar, Indonesien, der er et vigtig islamisk land, og Sydafrika, som på symbolsk vis repræsenterer de alliancefri lande, hvortil kommer mange andre lande, herunder i dette tilfælde fem europæiske lande.

Jeg synes, at vi har en forpligtelse til meget klart at forklare vores holdning, så der ikke er nogen divergens mellem vores opfattelse af de vanskeligheder, som problemet med ikkespredning udgør i verden - ikke kun for en bestemt type lande, men for verden som helhed - så de forstår det ordentligt, og så vi kan få en god diskussion med dem, med de alliancefri lande eller med de lande, jeg netop har nævnt.

Det er en succes, at vi på så kort tid har kunnet opnå konsensus om resolutionen. Det er et klart og tydeligt budskab til de iranske myndigheder om, at deres atomprogram skal være foreneligt med Sikkerhedsrådets resolutioner.

Samtidig med at resolutionen blev offentliggjort, kom der en erklæring fra Berlin, som jeg kom med på vegne af de europæiske medlemmer og de permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet, hvori vi understregede, at vi fortsat mente, at den bedste måde at løse dette problem med Iran på, er en politisk løsning, og at vi var parate til at indlede eller fortsætte en forhandling, idet den eneste mulige løsning er en politisk løsning.

Allerede 48 timer senere fik jeg lejlighed til at tale med doktor Larajani, iranernes talsmand, ikke for at løse problemet, ikke for at starte en forhandling eller en indledende forhandling, men for i det mindste at behandle dette klare budskab fra vores side, og som blev vel modtaget af doktor Larajani. Lad os håbe, at vi i de kommende uger får lejlighed til at se, hvordan de iranske ledere er så fornuftige ikke blot at løse det problem, de i dag har med Det Forenede Kongerige, men også vender tilbage til de forhandlinger, der kan føre til en endelig løsning på dette problem. Der er ingen anden vej end forhandling, mine damer og herrer, og den skal vi genoptage snarest muligt.

Når vi taler om Iran, så lad mig sige et par ord om ikkespredning. Som bekendt begynder spørgsmålet om ikkespredning at være et emne, der kan dele det internationale samfund. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end uenighed om eller en forskellig forståelse af et så vigtigt spørgsmål som ikkespredning afhængig af, om vi er nordlige eller sydlige lande, udviklede eller mindre udviklede lande. Vi skal derfor gøre vores bedste for at forklare det ordentligt og dele vores bekymringer med dem. Ikke-spredning berører os alle, det berører verden som helhed.

Jeg synes, mine damer og herrer, at en af de forpligtelser, vi har som europæere, og som efter min mening er meget vigtig, er at behandle spørgsmålet om ikkespredning ud fra tre forskellige parametre. For det første er der ikkespredning som sådan. For det andet er der nedrustningsspørgsmålet, hvor jeg synes, at vi har undladt at tale om nedrustning i for lang tid og i stedet har lagt grundlæggende vægt på spørgsmålet om ikkespredning, uden også at lægge vægt på det, der står i ikkespredningsaftalen om nedrustning, dvs. at de magter, der har atomkapacitet, også skal begynde at tænke på, hvordan de kan nedruste, så atomvåbnene kan begynde at forsvinde fra vores jord. Vi skal derfor insistere på, at nedrustningsspørgsmålet er fundamentalt, og jeg mener, at det er en grundlæggende værdi, som europæerne bør forstå meget klart.

For det tredje skal vi også begynde at tale om teknologioverførsel i forbindelse med denne drøftelse, for det er det, der får nogle lande til at føle, at der er tale om dobbeltmoral i forbindelse med anvendelse af atomenergi.

Jeg synes, at vi skal lave en pakke med disse tre spørgsmål, indlede en seriøs forhandling under EU's ledelse med andre lande uden for EU's grænser, for det kan være et stort bidrag fra EU til opbygningen af en fredelig verden, hvor våbnene ikke længere er den måde, man løser problemer på, og hvor problemerne i stedet løses ved hjælp af ord, dialog og et normalt sprog, hvilket er det sprog, EU forsvarer.

Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil også gerne komme med en kort orientering om de seneste begivenheder på Balkan, især med hensyn til Kosovo og Serbien.

Som bekendt modtog Martti Ahtisaari, Finlands tidligere præsident, en stor personlighed, som vi alle kender, og som var en stor præsident for Finland i sin tid, et opdrag fra FN's generalsekretær om at forsøge at løse problemerne med den endelige status for Kosovo. Han har i lang tid arbejdet sammen med parterne, såvel Serbien som Kosovo, for at se, om det var muligt at opnå en forhandlet løsning.

Jeg vil gerne minde Dem om, at fristen endda blev forlænget til den 21. februar med henblik på at indlede den sidste fase i forhandlingen under hensyn til det valg, der på daværende tidspunkt skulle afholdes i Serbien.

Det fremgår mere eller mindre af præsident Ahtisaaris endelige holdning, som nu indgår som en del af det formelle dokument, der er blevet forelagt for FN's generalsekretær, at det ser ud til at blive meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, i det mindste for ham, at sikre en forhandlet løsning, der er acceptabel for begge parter. Det internationale samfund bliver derfor formentligt tvunget til at finde en måde at gennemtvinge en løsning på.

Det kan som bekendt ske ved hjælp af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd, jf. kapitel 7. Det kræver en forpligtelse fra alle Sikkerhedsrådets medlemmer, og som De ved, er der allerede begyndt at opstå vanskeligheder med visse medlemmer af Sikkerhedsrådet. Nærmere bestemt drejer det sig specielt om Rusland og sandsynligvis også om Kina. Processen træder derfor ind i en ny fase, når den fase, som hr. Ahtisaari leder, er afsluttet, i og med at situationen skal drøftes i FN's Sikkerhedsråd.

EU har som bekendt været i permanent kontakt med hr. Ahtisaari. Vi har arbejdet sammen med ham om flere spørgsmål, selv om ansvaret var hans, og nu skal vi fastlægge vores holdning.

Vores holdning har hidtil været at give vores fulde opbakning til hr. Ahtisaari og hans proces, og nu skal vi træffe en beslutning om opbakningen til den endelige holdning, som han har vedtaget. Fra nu af er vi nødt til at vente og se, hvordan begivenhederne i FN's Sikkerhedsråd udvikler sig.

Jeg vil dog gerne sige til Dem, at der kommer til at påhvile EU et kæmpe ansvar, når den holdning, som definerer den endelig status for Kosovo, foreligger. Kosovo er beliggende på vores kontinent. Det har et europæiske perspektiv, og vi vil derfor, uanset hvilken endelig resolution Sikkerhedsrådet vedtager, have nogle grundlæggende forpligtelser. Hvad angår det internationale samfunds repræsentationskontor, er der det internationale samfunds ansvar i Kosovo. Vi har også en mission, der ud over de økonomiske aspekter, som De så udmærket kender, drejer sig om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, politi, retsvæsen, kort sagt alt det, der har med lovene og lovudviklingen i Kosovo at gøre.

Det bliver uden tvivl den vigtigste mission i EU's hidtidige udenrigs- og sikkerhedspolitiske historie. Vi skal sandsynligvis udstationere mere end 1.500 personer i forbindelse med alle de forskellige dimensioner, jeg netop har nævnt.

Parlamentet, mine damer og herrer, har et stort ansvar for at se, hvordan vi er i stand til at finde disse ressourcer. De findes allerede, men det er sandsynligvis ikke dem alle, der med succes vil kunne afslutte denne opgave, som formentlig er den sværeste, som EU har stået over med hensyn til krisestyring på stedet.

Mine damer og herrer, vi må ikke svigte. Hvis EU svigter i forbindelse med stabiliseringen af Balkan, hvis vi svigter i forbindelse med stabiliseringen af Kosovo og Serbien, vil det være en meget stor fejl, som i høj grad vil begrænse de handlemuligheder, som EU har i andre dele af verden. Hvis vi ikke er i stand til ordentligt, effektivt og hurtigt at løse de problemer, vi har i vores umiddelbare nærhed, vil det blive meget svært at gøre det uden for vores grænser.

Jeg vil gerne komme med et par ord om Serbien. Mine damer og herrer, Serbien er et Balkanland, et stort land, som vi også skal give al vores opbakning. Der venter uden tvivl Serbien en svær tid: folkeafstemningen i Montenegro og den endelige løsning på Kosovo-problemet. Jeg synes, at vi har en forpligtelse til at hjælpe Serbien så effektivt som muligt.

I Serbien skal vi fortsætte forhandlingen om en associerings- og stabiliseringsaftale, men jeg kunne godt tænke mig, mine damer og herrer, at vi gør en meget generøs indsats for at hjælpe landet. Serbien er som nævnt et stort land, som har et ønske om og en vilje til at blive en del af de europæiske landes familie.

Hvis De har set den sidste valgkampagne, så De, at den nuværende præsident Tadics holdning var et hundrede procent proeuropæisk. Vi respekterer præsident Tadic og har meget tætte forbindelser til ham. Efter min mening bør vi efter det, der vil ske i denne periode, være i stand til at yde den bedst mulige støtte, så regeringen, som endnu ikke er blevet dannet efter valget, fortsat bliver en regering, der forsvarer vores værdier, en regering, der fører Serbien mod det bestemmelsessted, der tilkommer landet, dvs. at landet har en europæisk fremtid.

Vi mødes med præsident Tadic meget ofte. Han var her for kort tid siden, han var også i Berlin i anledning af Rom-traktaternes 50-årsdag, han er en stor ven af Europa, og jeg mødes som nævnt med ham relativt hyppigt. Vi drøfter alle disse spørgsmål helt åbent og indgående.

Jeg har også haft lejlighed til at mødes med hr. Kostunica, der stadigvæk er regeringschef i en konstitueret regering, det er korrekt, men han er regeringsleder, og der hersker ingen tvivl om, at præsident Tadic før eller siden er nødt til at nå til enighed med ham om en koalition, som kan regere landet så godt og stabilt som muligt sammen med G17-gruppen, som er den gamle koalition, der regerede Serbien tidligere.

Præsident Tadic forpligtede sig under valgkampen til også at samarbejde fuldt og helt med Den Internationale Straffedomstol, for det er afgørende, at de personer, som der er blevet fremsat så klare anklager imod for forbrydelser - nogle af dem er blevet dømt ved Den Internationale Straffedomstol i Haag for få dage siden - bliver fundet og retsforfulgt.

Mine damer og herrer, vi kommer utvivlsomt til at tale om Kosovo-spørgsmålene hver eneste uge, og fra nu og indtil sommer skal vi næsten hver eneste uge træffe en vigtig beslutning om Serbien og Kosovo. Jeg vil gerne sige til Dem, at den europæiske tilstedeværelse i Kosovo er blevet forberedt, og i samme øjeblik, som Sikkerhedsrådet vedtager resolutionen, er vi klar til at iværksætte den.

Vi er derfor ikke bekymrede for dette spørgsmål generelt, men kun om dets varighed og om, hvorvidt der vil være penge nok til at gennemføre det fuldt ud og til tiden. Men jeg kan forsikre Dem om, at arbejdet allerede er gjort og forberedt, og at vi i samme øjeblik, som Sikkerhedsrådet vedtager resolutionen, er i stand til at spille vores rolle.

Jeg vil gerne sige et par ord om nogle vigtige østeuropæiske spørgsmål. I de sidste par dage og uger har jeg haft lejlighed til at mødes med Ukraines præsident og premierminister. Jeg vil gerne indrømme, at vi er lidt bekymrede over udviklingen i Ukraine.

Som bekendt var Ukraine efter valget længe om at nedsætte en regering. Man blev enige om en koalitionsregering, der ikke var forventet, men som endte med at blive indsat. Koalitionen begynder at fungere, men spørgsmålet om reformer og om den konstitutionelle stabilitet bør fortsat bekymre os. Ukraine er et særdeles vigtigt land for os, et stort land rent fysisk, et stort land, der har et økonomisk potentiale, men det er også et stort land ud fra et strategisk synspunkt. Derfor vil vi være særdeles opmærksomme på Ukraine. Vi skal hellige det al vores energi. Jeg forsøger at give landet lige så meget opmærksomhed, som jeg giver nogle af de fastlåste konflikter i området.

Det problem, vi giver den største opmærksomhed, er Transnistrien. På det sidste topmøde nåede vi en aftale med præsident Putin. Jeg håber, at vi sammen med Den Russiske Føderation kan give aftalen en saltvandsindsprøjtning på det næste topmøde, som finder sted til maj, for at se, om vi om relativt kort tid kan give et skub til løsningen af Transnistrien-problemet. Der er et nyt oplæg, begge parter har involveret sig mere, og den ukrainske regering har også involveret sig mere. Jeg håber derfor, at vi kan få en vis succes i forbindelse med løsningen af de fastlåste konflikter i den østlige del af Europa.

Det samme gælder Belarus. Forbundskansler Merkel talte i går med stor kyndighed og varme om Belarus, og det gjorde hun også i forbindelse med 50-årsdagen. Jeg tilslutter mig fuldt ud hendes ord.

Mine damer og herrer, jeg synes ikke, at vi i disse dage kan udveksle holdninger om udenrigspolitikken uden at tale om Afrika, primært om to store problemer, der kan få store menneskelige konsekvenser. Det første problem er gammelt, nemlig Darfur-problemet, som vi også brugte en god del af vores tid på i går i Riyadh, for problemet har som tidligere nævnt såvel en afrikansk komponent som en komponent, der vedrører Den Arabiske Liga. Involveringen af disse to store organisationer, Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga, sammen med det internationale samfund, er afgørende.

Europæerne kan ikke føle stolthed, for ingen kan føle sig stolte over det, der foregår dér, men i det mindste en vis tilfredshed med den kendsgerning, at vi fra starten af har følt os forpligtet til at finde en løsning på Darfur-problemet. Vi har arbejdet hårdt med Abuja-aftalerne, vi har så generøst som muligt finansieret styrken fra Den Afrikanske Union, som er udstationeret i området, men som De ved, er situationen ikke desto mindre meget bekymrende.

I går talte vi endnu en gang med den sudanske præsident al-Bashir for at undersøge muligheden for, at FN kan afløse Den Afrikanske Unions styrke i Darfur. Vi nåede ikke til fuldstændig enighed, men jeg har, eftersom FN's generalsekretær, hr. Ban Ki-moon, også var til stede i Riyadh i går, en forhåbning om, at de beslutninger, der blev truffet i går, kommer til at gå i den rigtige retning.

For os europæere er Darfur-spørgsmålet under alle omstændigheder det vigtigste spørgsmål ud fra et humanitært synspunkt. Det er imidlertid også vigtigt at finde en formel, der fører til fred. Det takler, lad os sige det sådan, øst-vest-problemet i Darfur, men derudover er der et andet grundlæggende problem, som vi skal drøfte igen, nemlig nord-syd-problemet.

Med hensyn til nord-syd-problemet nåede man som bekendt til en aftale, men der skal afholdes en folkeafstemning, som måske deler landet i to dele. Hvis dette blev den endelige løsning, ville det betyde, at Sudan, dette store og vigtige land, der har nogle meget vigtige energireserver, blev revet midt over, og det ville være en katastrofe for os alle.

Forbindelsen med Kina på dette område er afgørende, og det samme er forbindelsen med Indien. Det er to lande, der får størstedelen, eller en meget stor del, af deres olieforsyninger fra Sudan. Disse to landes bidrag til stabiliseringen af Sudan er helt fundamental, og i denne henseende bør vores udenrigspolitik med hensyn til Kina og Indien også lade dette spørgsmål indgå i alle vores forhandlinger, for det er meget væsentligt for menneskerettighederne og stabiliteten i en så vigtig afrikansk region.

Mine damer og herrer, jeg ved ikke, hvordan det går med tiden, men jeg vil gerne kort komme ind på to spørgsmål. Det første drejer sig om den struktur, vi er ved at opbygge for krisestyringen, hvor Rådet er ved at iværksætte en af de mest moderne strukturer for krisestyring. Vi lod den på sin vis måde stå sin prøve i forbindelse med Kinshasa, hvor vores tyske venner generøst ledede operationen, men vi arbejder på at opbygge en struktur, der fra starten af indeholder alle elementer til en eventuel krisestyring, såvel civile som militære. Derfor bør vi allerede nu oprette en planlægningsenhed for operationerne, der som nævnt indeholder alle komponenterne, så vi ikke kommer til at stå i de situationer, vi historisk set allerede har stået i andre steder, hvor der har manglet tidsmæssig koordinering af den civile eller militære del, af den økonomiske del eller med hensyn til opbygningen af samfundet. Alt dette skal ligge klar fra starten af.

Hvis De ønsker det, mine damer og herrer, kunne det på et særligt møde, f.eks. i Udenrigsudvalget, være meget interessant at finde en mere detaljeret forklaring på noget, der efter min mening er helt i front i forbindelse med EU's overvejelser, og som går længere end det, som nogle medlemslande i EU, eller tredjelande uden for EU, forsøger at gøre på området.

Mine damer og herrer, i henhold til titlen på denne forhandling ønskede De, at jeg skulle komme med mine indtryk af eller overvejelser om missilforsvarssystemet. Det er mig en stor fornøjelse at fortælle Dem lidt om mine tanker på området. EU har endnu ikke truffet en beslutning herom. På de kommende råd vil der sandsynligvis blive drøftelser om spørgsmålet, men jeg kan dog godt opsummere mine tanker i tre efter min mening meget klare punkter.

Det første er, at EU ikke er en militær alliance - det ved vi udmærket - men vi har en udenrigspolitik og en sikkerhedspolitik, og vi kan og bør diskutere dette spørgsmål i EU. Jeg går derfor ind for, at dette spørgsmål kan diskuteres inden for rammerne af EU. Jeg mener, at vi skal drøfte det.

Det andet er, at EU som nævnt ikke er en forsvarsalliance, og det er bestemt heller ikke det rette sted at træffe en beslutning om dette spørgsmål, eftersom det er et rent forsvarsalliancemæssigt anliggende, men jeg synes, at det ville være forkert, hvis vi ikke tog disse spørgsmål op og diskuterede dem så klart og åbent som muligt.

For det tredje kan hele systemet berøre vores forbindelser med et tredjeland, dvs. Rusland. Heldigvis var der en god udvikling mellem Rusland og USA i går. Der har for første gang været kontakt mellem præsident Bush og præsident Putin om spørgsmålet.

Det sidste, jeg gerne vil sige, er, at de sikkerhedspolitiske spørgsmål i henhold til de gældende traktater fortsat henhører under landenes suverænitet, men jeg synes under alle omstændigheder, at det er vigtigt at gøre landenes ret til suverænitet forenelig med EU's generelle interesse på sikkerhedsområdet. Jeg vil derfor anbefale og henstille til, at vi ikke kun her, men også om nødvendigt i Den Atlantiske Alliance, diskuterer spørgsmålet om antimissilforsvarssystemet.

Jeg tror, at det er det, som størstedelen af EU's politiske ledere ønsker, og jeg mener, at det er det, vi bør gøre.

Mine damer og herrer, hermed slutter jeg. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske program for indeværende år, 2007, bliver meget tæt. De kommende måneder indtil sommeren bliver særdeles vigtige, alene med de fire eller fem meget vigtige spørgsmål, jeg allerede har nævnt for Dem. Jeg synes desuden, at vi, hvis vi med formandskabets og forbundskanslerens vilje er i stand til også at give de øvrige institutionelle spørgsmål et skub, skal gøre endnu en vigtig indsats for at støtte udenrigs- og sikkerhedspolitikken bedst muligt.

Mine damer og herrer, jeg vil slutte med at sige, at vi fra vores side vil gøre alt, hvad der er muligt for i et ordentligt samarbejde med Europa-Parlamentet at opnå et godt resultat i forbindelse med alle disse vigtige spørgsmål, der uden tvivl vil berøre os mere og mere. EU opstod som et fredsprojekt for 50 år siden, og det bør fortsat være et fredsprojekt. Det opstod som et fredsprojekt blandt os, og fremover bør det ikke kun være et fredsprojekt blandt os, men i hele verden. Vi har værdier, vi har ressourcer, vi har kapaciteter, og vi har nogle rigdomsniveauer, der er så høje, at vi ikke kan lukke øjnene for, hvad der foregår i verden.

Vi har derfor en vigtig forpligtelse til at optræde stadig mere aktivt, sammenhængende og synligt i det internationale samfund, i den globaliserede verden, vi lever i. Hvis vi ikke er i stand til at gøre det, vil det efter min mening være en stor fiasko for EU, hvilket ingen af os ønsker. Vi ønsker alle succes.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. højtstående repræsentant, kære Javier Solana! Deres omfangsrige redegørelse har vist, hvor gevaldig en opgave De skal bestride. Vi ønsker Dem held og lykke på denne vej. De nævnte de 15 britiske matroser. På Europa-Parlamentets vegne vil jeg gerne appellere til den iranske præsident og den iranske ledelse: Frigiv de 15 britiske matroser. Ødelæg ikke tilliden til den iranske ledelse yderligere. Vi, Europa-Parlamentet, er solidariske med de 15 matroser og med Storbritannien.

 
  
MPphoto
 
 

  Meglena Kuneva, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil indlede med at beklage, at jeg kom for sent til de første par minutter af den højtstående repræsentants meget interessante og vigtige tale. Kommissionen er enig i de ting, som den højtstående repræsentant har lagt vægt på i det årlige program, han forelagde.

De europæiske borgere har nok af og til et ambivalent forhold til EU. Men i en verden med stadig større udfordringer for fred og sikkerhed, og hvor vores værdier er i fare, kan de enkelte medlemsstater gøre meget lidt på egen hånd. Nu, hvor vi fejrer Rom-traktatens 50-årsdag, er EU blevet en global aktør med en befolkning på en halv milliard mennesker fordelt på 27 lande, som tegner sig for en fjerdedel af indkomsterne på verdensplan, mere end en femtedel af verdenshandelen og ca. 60 % af den globale udviklingsbistand. Vi har midlerne til at spille vores rolle i internationale anliggender.

Det indre marked har været den vigtigste kilde til vores styrke. Det har også været den vigtigste faktor for udvidelsen, som er det mest vellykkede freds- og sikkerhedsinitiativ, der nogensinde er blevet gennemført i Europa, og for den europæiske naboskabspolitik, som tager sigte på at bringe både de østeuropæiske lande og Middelhavslandene nærmere til os og vores værdier.

For at klare de nye, langsigtede udfordringer, navnlig bekæmpelse af terrorisme og våbenspredning, fattigdom og sygdom, organiseret kriminalitet og ulovlig migration, klimaændringer og trusler mod vores energiforsyning, må vi have en fuldstændig samlet udenrigspolitik, som omfatter fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter, men også rækker langt videre.

Udgangspunktet må være bedre sammenhæng i anvendelsen af vores instrumenter. Som vi sagde i Kommissionens meddelelse "Europa i verden", er den generelle effektivitet og dermed også EU's indflydelse på verdensplan afhængig af, at alle tilgængelige instrumenter udnyttes optimalt i bestræbelserne på at nå målene for den eksterne politik.

Det gør Kommissionen allerede. Erfaringerne har vist, at krisehåndtering ikke bare er et spørgsmål om at udsende soldater og politifolk. Det drejer sig om at genopbygge og styrke institutioner, forbedre regeringsførelse, styrke menneskerettigheder og demokrati og fastsætte spilleregler for de økonomiske aktiviteter. Det er langsigtede opgaver, og de skal forene sikkerhed med humanitær bistand og udviklingsbistand, handel, investeringer og alle relevante eksterne aspekter af interne politikker.

Vi er til stede i næsten alle urocentrene. Vi vil fortsat være en vigtig aktør i Afghanistan, hvor vi har brugt over 1 milliard euro i løbet af de sidste fem år, i Mellemøsten, hvor vi bruger den midlertidige internationale mekanisme til at støtte palæstinenserne, og i Irak, hvor vi forbereder os på et langvarigt engagement.

På det institutionelle plan har der på det seneste været mange eksempler på positive synergier: EU's bidrag til fredsprocessen i Aceh er en blanding af fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fællesskabsinstrumenter, grænsebistandsmissionerne i de palæstinensiske områder og i Moldova og Ukraine viser, hvordan fællesskabsbistand bidrager til at styrke virkningen af FUSP og omvendt. I Kosovo og Afghanistan vil de største ESFP-operationer under forberedelse blive støttet af fællesskabsinitiativer. Vi skal også være med til at finansiere det fremtidige internationale civile kontor i Kosovo.

Når det er sagt, ligger de største udfordringer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik stadig forude. Det er meget lettere at blive enige om at indføre mekanismer til håndtering af ustabilitet i udviklingslande og støtte effektiv multilateralisme end at træffe fælles beslutninger, som berører medlemsstaternes vitale bilaterale forbindelser uden for EU. Riskoen for splittelse er altid til stede. Vi må tro på vores egen styrke.

Mine konklusioner er enkle: Jo mere enige vi er, og jo klarere vi taler med én stemme, desto stærkere er vi.

 
  
MPphoto
 
 

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Solana, fru Kuneva, mine damer og herrer! Vi er fast besluttet på at skabe grundlag for fred og sikkerhed og at sikre stabilitet på vores kontinent.

Udvidelserne har været en af de store succeser i EU's udenrigspolitik, da de har tilskyndet nye lande til at komme ud af årtiers totalitarisme.

Vi er meget tilfredse med hastigheden i forhandlingerne med Kroatien, og vi er sikre på, at både Kroatien og EU vil være klar til, at kroaterne kan deltage i valget til Europa-Parlamentet i 2009.

Efter 10 års etnisk konflikt på Balkan har EU pligt til at bidrage til fred og stabilitet i dette område. PPE-DE-Gruppen støtter den plan, Martti Ahtisaari har forelagt. Den er væsentlig med henblik på at etablere et politisk stabilt og økonomisk bæredygtigt Kosovo, hvor minoriteters rettigheder også respekteres.

Vi skal også gøre alt, hvad der står i vores magt, for at komme den demokratiske opposition i Belarus til hjælp. Jeg er navnlig bekymret over det rænkespil, de væbnede styrker i Minsk iværksatte i søndags, og den hårdhændede behandling af Alexander Milinkevitch, som har fået Parlamentets Sakharov-pris, samt af hans hustru. Alexander ved dog, at han kan regne med vores støtte.

EU skal fortsætte med at kæmpe for menneskerettighederne. Vores gruppe er meget bekymret over den konstante krænkelse af menneskerettighederne i Nordkorea og fordømmer, at der er over 200.000 politiske fanger i landet. Der udvikles våben i Nordkorea, og man sigter på at opnå nukleart overherredømme på et tidspunkt, hvor befolkningen lider af underernæring. Vi skal først og fremmest blive ved med at være årvågne.

Det, der foregår i Darfur, er det rene folkemord. Den sudanesiske regering skal afvæbne militser og samarbejde med Den Internationale Straffedomstol og det internationale samfund. EU skal også hurtigst muligt erklære sig for en betydelig forstærkning på stedet.

Endvidere fortjener krisen i Zimbabwe vores fulde opmærksomhed. Den brutale behandling af repræsentanter for Bevægelsen for Demokratisk Forandring er en fornærmelse mod os alle. Hvis vi ikke reagerer, risikerer Zimbabwe som helhed at ende i kaos.

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater går ind for et stærkere EU i en mere sikker verden. Spredning af atomvåben gør jorden stadig mere farlig. Vi skal fortsætte indsatsen for at opnå en forhandlingsløsning i forbindelse med det iranske atomprogram. Iran kan kun blive fuldgyldigt medlem af det internationale samfund, hvis det overholder Sikkerhedsrådets resolutioner.

De iranske væbnede styrkers tilfangetagelse i sidste uge af 15 britiske marinesoldater er en uacceptabel og meget foruroligende udvikling. Der skal gøres alt for at befri de britiske marinesoldater så hurtigt som muligt. Endelig skal vi styrke partnerskabet med USA, tage nye skridt til at gennemføre et transatlantisk marked og først og fremmest afslutte Doha-runden i Verdenshandelsorganisationen. Doha-runden skal afsluttes, da det er en udviklingsrunde for de fattigste i verden, og jeg håber, at vi meget hurtigt finder en løsning i forbindelse med denne runde.

Hr. Solana, vi stoler på Dem, og vi støtter Dem i Deres forsøg på at gøre meget større fremskridt hen imod fred i spørgsmålet om Palæstina. Som De sagde i morges, er det meget vigtigt for os.

Jeg siger på vegne af alle europæere tak for Deres opmærksomhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Først har jeg en ganske kort bemærkning til hr. Daul. Vi ønsker også, at Kroatien skal kunne deltage i valget til Europa-Parlamentet i 2009, men den grundlæggende forudsætning for det er - og det er vi sikkert også enige om i dag, det var vi i hvert fald i går - at der ikke kan ske yderligere tiltrædelser uden de nødvendige reformer af EU. Det betyder, at hvis man ønsker, at Kroatien skal kunne tiltræde i 2009 og deltage i valget til Europa-Parlamentet, så må man sige til hr. Kaczyński og hr. Klaus, at de må vise bevægelse med hensyn til forfatningsdebatten, ellers bliver det ikke til noget. Jeg håber, at det stadig er sådan i dag.

(Bifald)

Hr. højtstående repræsentant, kære Javier Solana! Mange tak for Deres omfattende beskrivelse af EU's rolle i den internationale politik. På vores gruppes vegne vil jeg tage to punkter op, hvor vi vil love Dem vores fulde solidaritet og støtte. Det er for det første Deres bemærkning om de britiske soldater, der befinder sig i iransk fangenskab. Jeg takker Dem for Deres klare og solidariske udtalelse. På min gruppes vegne vil jeg gerne sige udtrykkeligt til Iran, at enhver verbal tilkendegivelse af fredelige hensigter - hvordan den end formuleres - kan måles på, om disse soldater bliver løsladt. Man kan meget hurtigt bevise, at man er indstillet på en konstruktiv dialog i den internationale politik.

En anden af Deres bemærkninger handlede om, at EU ikke en forsvarsalliance, men en alliance, som forsøger at løse internationale konflikter i dialog i første omgang. En identitetsskabende udenrigspolitik, som vi kan udvikle for os selv, er netop den, som beskriver prioriteringen af civile og diplomatiske løsninger som "den europæiske model" i modsætning til militære løsninger. At De udtrykkeligt har gjort Dem til talsmand for det, viser, at De virkelig fortjener støtte til denne linje, i hvert fald fra min gruppe.

Det betyder imidlertid også, at når dialogen skal føres, og når dialogen er første bud, så må man føre den med alle. Derfor glædede det mig virkelig, at De sagde, at vi ikke kan afvise en dialog med den nye nationale enhedsregering i Palæstina. De nævnte finansministeren og udenrigsministeren. De har jo i årevis været samtalepartnere for os. Hvordan skulle vi nu kunne sige, at dem taler vi ikke med, blot fordi de er med i en regering, hvor også Hamas er repræsenteret? Vi er meget taknemmelige for, at De kom med en klar udtalelse om det. Vores gruppe vil sende en delegation til Palæstina, som også vil tale med disse samtalepartnere.

De nævnte en hel række punkter. De fortalte om Riad, De talte om kosovoproblematikken, om situationen på Balkan, om Iran, Ukraine og om krisen i Darfur. De beskrev en mængde bekymrende udviklinger, som vi som EU er involveret i. Mens jeg lyttede opmærksomt til Dem, hr. Solana, tænkte jeg over, hvilket af disse problemer der egentlig bliver løst med et raketforsvarssystem i Polen og Tjekkiet. Ikke et eneste!

(Bifald)

Men mange af årsagerne til problemerne hænger sammen med, at vi tillader os - og når jeg siger vi, mener jeg den vestlige verden - at bruge milliarder på alting i hele verden, bare ikke på at fjerne årsagerne til disse konflikter, som stadig er fattigdom, sult, epidemier, sygdomme, underudvikling. Vi har penge til det hele! Og når den amerikanske præsident nu tilbyder den russiske præsident en dialog, som jeg har læst her til morgen, så er det pragtfuldt. Det er helt i vores ånd. Men så bør de tale om, at man slet ikke bør etablere disse systemer, i stedet for at tale om, hvordan man etablerer dem i fællesskab. Russiske klyngebomber, som ikke bliver bandlyst, skal nemlig fordømmes lige så hårdt som et raketforsvarssystem, som er lige så lidt hensigtsmæssigt.

Hr. højtstående repræsentant, De gav os en levende skildring af Deres arbejde, men for os er det entydigt, at ethvert raketforsvarssystem, uanset hvordan det bliver etableret - bilateralt, under NATO, under EU eller på anden måde, ikke udløser andet end et nyt rustningskapløb, som koster de penge, som vi mangler for at løse de konflikter, De beskrev.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Lige fra begyndelsen af sin embedsperiode har den højtstående repræsentant koncentreret sit arbejde om Mellemøsten. Det lykønsker vi Dem med, hr. højtstående repræsentant. Vi beundrer Deres utrættelige energi og Deres diplomatiske evner, og vi håber, at EU med en ny regering i Palæstina omsider vil være i stand til at bidrage til, at landet opnår varig fred og fredelig sameksistens med Israel.

Hr. højtstående repræsentant! De siger, at handlinger er vigtigere end ord, og at vi skal fastlægge vores adfærd over for den nye palæstinensiske regering ud fra dens handlinger, men jeg opfordrer Dem til i stedet for at tage initiativet over for denne nye regering. Den har et stort behov for at etablere en fungerende forvaltning på sit område. Den midlertidige gennemførelsesmekanisme er både dyr og besværlig, og Staten Israels tilsagn om at give den nye regering mulighed for at fungere er langtfra klart. Vi må tage initiativet, for hvis vi tøver, risikerer vi at forspilde chancen for at skabe varig fred og fredelig sameksistens.

Hr. højtstående repræsentant! De mangler bestemt ikke mod. Deres bestræbelser på at skabe fred i Mellemøsten og udvikle demokratiet og retsstaten foregår efter alt at dømme under de vanskeligste forhold. Min gruppe er enig med Dem i, at det er bedst at nå frem til en politisk løsning på det nukleare problem i Iran. Vi mener, at Deres bestræbelser på at genoptage forhandlingerne med hr. Larijani er overordentligt prisværdige. Vi opfatter FN-sanktioner som en sidste udvej, og vi opfordrer Dem til i de kontakter og forbindelser, som De opbygger, at sætte alle Unionens kræfter ind på at få løsladt de britiske søfolk og marinesoldater, som holdes tilbage i Iran. HMS Cornwall hører hjemme i min valgkreds. Mange af de involverede er mine vælgere. Vi er meget opsatte på at få dem løsladt hurtigst muligt. Måske kunne De også endnu en gang vende opmærksomheden mod Libyen for at undersøge, om vi ikke kan få de bulgarske sygeplejesker tilbage til Bulgarien, så de kan deltage i valget til Europa-Parlamentet den 20. maj.

(Bifald)

De talte om Darfur. Darfur bør stå øverst på vores dagsorden, ikke bare af de sikkerhedsmæssige grunde, De nævnte, men også fordi vores manglende evne til at forhindre dette århundredes første folkedrab ville sende det forkerte budskab om Europas rolle og potentiale i verden. Jeg opfordrer Dem på det kraftigste til at samarbejde med USA og med andre store nationer i forsøget på at finde en løsning på dette problem, navnlig ved at indsætte FN-tropper, der kan skabe den sikkerhed, som Den Afrikanske Union ikke er i stand til at opnå.

Vi glæder os over, at De igen har sat fokus på traktaten om ikkespredning af kernevåben. Hvis Det Forenede Kongerige og Frankrig udskifter deres kernevåben, og hvis USA konstruerer et missilskjold, vil det signal, som vi sender til russerne og andre, være, at vi har indledt et nyt våbenkapløb. Rent bortset fra at denne "stjernekrigssøn" kunne vise sig at være en Maginotlinje på himlen, bør vi ikke involvere os i denne form for diplomati.

De siger, at EU ikke har retlige beføjelser, men vi er nødt til at diskutere missilskjoldet. Hvis De ikke tager initiativet og fastsætter dagsordenen, vil den blive fastsat for Dem ud fra de enkelte medlemsstaters handlinger. Vi bifaldt kommissær Rehns initiativ, da han som følge af de stadig større vanskeligheder med Tyrkiet indførte sanktioner ved at suspendere forhandlingerne om visse forhandlingskapitler og opnåede medlemsstaternes støtte. Vi ser gerne, at De gør det for at sikre, at vi reagerer samlet på udviklingen af dette missilskjold.

Hr. højtstående repræsentant! De har ansvaret for aktindsigt. Vi har talt meget om nødvendigheden af en aftale om aktindsigt inden for anden og tredje søjle. De nationale parlamenter har ikke adgang til disse dokumenter, og Solana/Brok-aftalen giver os ikke noget solidt retsgrundlag. Da vores midlertidige udvalg om ekstraordinære udleveringer sidste år bad Dem om referat fra mødet i udvalget af juridiske eksperter fra medlemsstaterne, fik det et dokument på to sider. Senere fandt vi ud af, at der findes et mere omfattende dokument på seks sider, og i dag vil jeg bare spørge Dem, om De tro mod det loyale samarbejde, der er fastsat i artikel 10, vil fortælle Parlamentet - måske Formandskonferencen - om det referat, som formanden for vores midlertidige udvalg modtog, faktisk var et fuldstændigt eller bare var et delvist referat af mødet. De forstår nok, hvorfor dette spørgsmål er så vigtigt.

 
  
MPphoto
 
 

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det står klart, at EU's udenrigspolitik vil blive udsat for visse spændinger i 2007. Årsagerne til disse spændinger er imidlertid ikke selve forsvarsprogrammet for missilskjoldet. Problemet er, at visse medlemsstater har indtaget det russiske syn på sagen. Rusland bruger bevidst usande argumenter.

Det står klart, at 10 missilforsvarsraketter på polsk territorium ikke er nogen trussel mod Ruslands forsvar. I modsætning til hvad der er blevet sagt, har der været konsultationer med Rusland, og de fortsætter. Men ved at bruge disse usande argumenter ønsker Rusland tydeligvis blot at skabe splittelse i EU. Paradoksalt nok vil placeringen af dele af skjoldet i Europa bare fremskynde indførelsen af tilsvarende NATO-planer på dette område. Dette ville være et utilsigtet, men meget positivt resultat.

Polen vil være lige så åbent over for denne type initiativer, som det er i dag. Det er grunden til, at jeg er overrasket over, at det tyske SPD - tidligere forbundskansler Schröders parti - er så ivrigt efter at gentage de argumenter, som præsident Putin bruger i denne sag. Det ville være mere naturligt, hvis socialdemokraterne lyttede til deres EU-partnere fra Danmark, Tjekkiet, Storbritannien og Polen.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Først vil jeg gerne endnu en gang tilkendegive min solidaritet med de tilfangetagne britiske matroser og de bulgarske sygeplejersker. Vi bør lægge pres på såvel Iran som Libyen for at få disse to grupper løsladt.

(FR) Hr. formand! Jeg går nu over til at tale fransk, således at hr. Solana kan forstå mig uden problemer.

Vi går ind for atomnedrustning. Alle ved, at ethvert stort land, som har atomkraft til civile formål, også begynder at ville have det til militære formål. Nøglen til atomnedrustning er afvikling af civile atomkraftanlæg, da førstnævnte ikke indtræffer uden sidstnævnte. Det har vi oplevet i forbindelse med Korea, og vi oplever det nu med f.eks. Iran, Indien og Pakistan.

I mange lande er de to ting forbundet, og det har man ikke altid forstået. Jeg kan forsikre Dem om, at det er dette problem, som ligger lige for næsen af os.

Vedrørende Darfur skal EU tage initiativet. Jeg og vores gruppe kan tilslutte os det tidligere medlem af Parlamentet, Chris Patten, som har skrevet en udmærket artikel om emnet, og jeg kan tilslutte mig de intellektuelle, som har opfordret EU til at tage initiativet. Det drejer sig ikke længere om at diskutere. Vi skal forhindre de sudanesiske styrkers daglige massakre på hundredvis af mennesker. Dette skal understreges. Des mere tid, vi bruger på at tale om situationen, jo flere dødsfald indtræffer der. Derfor er jeg enig med hr. Watson i, at vi skal tage initiativet i FN. For at forhindre de myrderier og voldtægter, der sker i tiden mellem helikoptere lander og letter igen, og skal vi i det mindste beskytte flygtningelejrene og oprette en flyveforbudszone, ligesom vi gjorde med kurderne i Irak. Det er det mindste, vi kan og bør gøre for Darfur. Samtidig er det også nødvendigt at finde en løsning.

Det er på denne måde, vi skal tale til kineserne, som accepterer alle massakrerne, fordi de vil have olie. Menneskeliv sælges pr. liter olie. Dette er uacceptabelt for EU.

Jeg vil nu gå over til antimissilskjoldet. På dette punkt skal vi også gøre det klart. Jeg ved ikke, om dette antimissilskjold er rettet mod Rusland. Jeg ved ikke, hvem det er rettet imod, men hvis det er rettet imod Iran, er det fuldstændig tåbeligt. Det er tåbeligt. Hvis iranerne vil angribe os i dag, hvordan vil de så bære sig ad med det? Svaret er ved hjælp af selvmordsangreb. Himlen må vide, hvilken form for stjernekrigsagtigt skjold mod selvmordsangreb De har tænkt Dem at opfinde! Det kommer bestemt ikke til at fungere. Det ville koste flere milliarder, og hvad skulle formålet være? Der er intet formål. Problemet er, at amerikanerne endnu en gang unilateralt fastsætter, hvad der er nødvendigt for en del af Europa, og deri ligger det politiske problem. Det er nødvendigt, at europæere, polakker, tjekker, franskmænd og tyskere forstår, at i forbindelse med udviklingen af en multilateral verden er en europæisk politisk union afgørende for og den eneste mulighed for at opnå uafhængighed.

Denne debat er politisk, fordi selve EU's eksistens er på spil. Jeg henviser til artikel 16 i traktaterne. Vi skal rådføre os med hinanden vedrørende udenrigspolitik for at forhindre, at vi påtvinges unilateralisme i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Solana! Jeg vil begrænse mig til et enkelt emne, men det er et emne, som er af afgørende betydning, og det er Mellemøsten.

Selv for et par uger siden var der grund til at frygte det værste på grund af det politiske dødvande i forbindelse med en besættelse, som var blevet utålelig for det palæstinensiske folk, og på grund af udsigten til borgerkrig. Denne forfærdelige fare blev afværget, men jeg beklager at måtte sige, at det ikke skete ved hjælp af en indsats fra det internationale samfund, herunder EU. I stedet påførte den embargo, som kvartetten besluttede at indføre, kun ofrene yderligere lidelse og ophidsede ekstremisterne.

Det uventede glimt af håb skyldes faktisk forfatterne til fangernes dokument, bl.a. Marouane Barghouti, præsident Mahmoud Abas utrættelige indsats, som De har sagt, den koordinerede indsats fra alle de palæstinensiske demokratiske kræfter og endvidere, som De også har sagt, de arabiske landes fornyede diplomatiske initiativer. Man kan se resultatet. Mekka-aftalen har banet vej for at danne en samlingsregering.

Endvidere gør en fremstående repræsentant for disse demokratiske kræfter, som nu er minister i denne regering, nemlig generalsekretæren for Det Palæstinensiske Folks Parti, hr. Bassam al Salhi, os lige nu den ære at besøge Parlamentet. Han følger debatten fra galleriet, og jeg ønsker at byde ham velkommen og gennem ham hele hans samlingsregering.

(Bifald)

Denne regeringsaftale blev indgået på grundlag af vidtrækkende politiske forpligtelser fra hele regeringen. Disse forpligtelser, som afspejler kvartettens betingelser, har desværre ikke et modstykke fra israelsk side.

Efter min og bestemt vores mening og sandsynligvis også efter mange andre parlamentsmedlemmers mening ville det være en alvorlig fejltagelse, hr. Solana, ikke at gribe denne lejlighed til at nære fornyet håb. Vi opfordrer derfor EU til at genoptage den direkte bistand til Den Palæstinensiske Myndighed, til at anerkende den nye samlingsregering og i kvartetten at slå til lyd for en sådan anerkendelse.

Denne anmodning er det centrale i en appel fra medlemmerne af Parlamentet. De første underskrivere af denne appel repræsenterer en meget bred politisk vifte, og flere af dem har et betydeligt ansvar i forhold til udfordringerne i Mellemøsten.

Hr. Solana! Jeg håber, at EU-27 efter vedtagelsen af Berlin-erklæringen er opsat på at føre sit mål om at blive en verdensaktør i fredens tjeneste ud i livet, og jeg vil straks fremsende denne appel til Dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Europas sikkerhed er kun tjent med en fornuftig, saglig debat om den amerikanske plan om at placere 10 forsvarsraketter i Polen og et dertil hørende radarsystem i Tjekkiet. Heftige negative reaktioner i Unionen, især baseret på frygt for Putins Rusland, forstærker ikke kun vores egen sårbarhed, men skaber samtidig nye politiske spændinger mellem medlemsstaterne, og det må jo efter den europæiske Irak-krise være et rigtigt skræmmebillede for den højtstående repræsentant, hr. Solana.

Hvilke kendsgerninger taler nu for raketprojektet? Det er i første række Den Islamiske Republik Irans plan om i nær fremtid at kunne disponere over et arsenal af moderne ballistiske raketter med en rækkevidde på indtil 5.500 km. Dertil kommer Teherans tvetydige nukleare bestræbelser, som på længere sigt udgør en trussel, også for Europa.

Kort sagt er et kraftigt transatlantisk signal til Iran absolut nødvendigt. Et raketforsvarssystem på vores kontinent er en legitim forebyggende foranstaltning over for farlige persiske magtdemonstrationer. Ved udførelsen af disse nationale ambitioner er Teheran igen stærkt afhængigt af russisk og kinesisk teknisk ekspertise.

Jeg stoler på, at den højtstående repræsentant vil gøre Moskva og Beijing som medlemmer af Sikkerhedsrådet opmærksom på deres særlige ansvar for verdensfreden på dette område.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniela Buruiană-Aprodu, în numele grupului ITS. - Uniunea Europeană a încheiat la 1 ianuarie 2007, prin aderarea României şi Bulgariei, o importantă etapă a dezvoltării sale, sporindu-şi influenţa pe plan internaţional, ceea ce impune şi o regândire a organizării sale instituţionale, care să permită dezvoltarea statelor membre într-o lume aflată în plin proces de globalizare. Apariţia şi acutizarea în viaţa internă a Uniunii Europene a unor probleme cum ar fi energia şi mediul impun o regândire a strategiilor care să întărească rolul său de super-putere pentru promovarea intereselor cetăţenilor statelor membre.

O Uniune Europeană puternică şi influentă la nivel internaţional implică, pe de o parte, o regândire a mijloacelor şi metodelor de obţinere a informaţiilor necesare, asigurării securităţii cetăţenilor statelor membre şi, pe de altă parte, protejarea intereselor acestora. În prezent, ameninţările asimetrice nu mai vizează o ţară, un obiectiv anume sau o categorie socială, ci au devenit globale, urmărind distrugerea instituţiilor şi valorilor democratice în ansamblul lor. Terorismul, traficul de persoane şi arme, precum şi cel de narcotice şi de substanţe de distrugere în masă necesită răspunsuri colective, care să permită identificarea cu anticipaţie a ameninţărilor la adresa statelor membre.

Apreciez, domnule preşedinte, oportunitatea lansării unor teme de analiză asupra modului de redimensionare a inter-operabilităţii între serviciile de informaţii naţionale, eventual într-o structură de comunitate de informaţie, cu o componentă preventivă puternică, fapt ce ar determina creşterea capacităţilor comune de acţiune, pentru a face faţă cu eficienţă magnitudinii şi complexităţii ameninţărilor asimetrice. Urmare a înfiinţării acestei structuri informative, apreciez că s-ar face mari economii de resurse umane şi materiale, care ar putea fi redirecţionate spre alte sectoare deficitare.

 
  
MPphoto
 
 

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg repræsenterer Den Tjekkiske Republik, som overvejer at opstille amerikanske radaranlæg til raketforsvar på sit territorium. Jeg vil gerne i denne forbindelse understrege, at jeg bifalder Javier Solanas udtalelse for nylig om, at de enkelte lande selv må træffe afgørelse om det amerikanske raketsystem.

Jeg er overbevist om, at der i verden af i dag ikke er noget alternativ til det amerikanske forsvarssystem. Begivenhederne i Jugoslavien viste klart, at EU hverken politisk eller militært var i stand til at standse myrderierne. Der er også de historiske erfaringer fra det forrige århundrede, hvor en samling europæiske lande overgav mit land til nazisterne. Alt dette giver Tjekkiet og Polen fuld ret til selv at træffe afgørelse om deres eget forsvar.

Jeg vil derfor opfordre vores naboer, som truer med at dele Europa i spørgsmålet om radarerne, til at huske på, hvem der delte Europa tidligere og hvordan. Til de andre, som ønsker at belære os om dette, vil jeg med præsident Chiracs ord bede dem om ikke at glemme at tie stille.

 
  
MPphoto
 
 

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Den høje repræsentant, hr. Solanas, tilstedeværelse ved Den Arabiske Ligas topmøde er efter min mening en succes i sig selv.

Det er en succes på et særligt tidspunkt, som EU's formand i går lod os forstå, hvor EU søger en indre konsolidering ved hjælp af forfatningsdebatten og en ekstern projektering ved hjælp af en synlig og effektiv politik.

I forlængelse af det billede, som hr. Solana har opridset for os, vil jeg gerne komme med en kommentar og stille et par spørgsmål om de emner, han har rejst.

Jeg synes, at han er kommet med en meget fornuftig henvisning til den nationale enhedsregering og den nye situation, der er opstået i Palæstina, i den henseende, at vi skal anvende den bibelske læresætning om, "at I skal kende dem på deres handlinger" og ikke ændre EU's holdning med et slag, men være åbne og opmærksomme og lytte til det, som den nye situation kan bibringe.

Ud over spørgsmålet om Kosovo og Serbien, hr. Solana, ville det også være interessant, om De ganske kort her redegjorde for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks perspektiver for EU, og om, hvad der er de europæiske udsigter for det vestlige Balkan. Jeg ved godt, at vi nok ikke har så meget tid, men måske ville det være godt at komme med et par ord herom.

I forbindelse med antimissilskjoldet har vi med glæde set, at præsident Bush og præsident Putin talte sammen om dette emne i går, og en smule i tråd med EU's manglende kompetence, som De har mindet om under denne forhandling, mener jeg, at det ville være godt at vide, om EU vil fortsætte med at afholde denne slags høringer, som vi har haft med Rusland og USA.

Om muligt vil jeg også gerne bede Dem om at komme med en vurdering af de udtalelser, som den kasakhstanske minister i går kom med i tilstedeværelse af EU's trojka om, at, hvis vesterlændingene mener, at de kan åbne en energikorridor i Det Kaspiske Hav uden en aftale mellem Moskva og Teheran, bliver det meget kompliceret.

Endelig, hr. formand - og nu slutter jeg - vil jeg gerne vide, hvornår vi kan regne med at modtage forhandlingsdirektiverne om associeringsaftalerne med Det Andinske Fællesskab og Mellemamerika, og om Rådet vil invitere Parlamentet til det kommende ministertopmøde i Rio-Gruppen, som den tidligere har gjort, for vi har ikke modtaget invitationen endnu.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand! Jeg vil takke hr. Solana for de bemærkninger, han har fremsat om raketskjoldet, især hans konstatering af, at det faktisk er genstand for diskussion inden for EU, fordi det også kan påvirke - og efter vores mening også gør det - den sikkerhedsstrategi, som hr. Solana i de forløbne år har engageret sig så stærkt i.

Forhandlingerne mellem USA og to EU-medlemsstater om placeringen af et raketskjold i Europa volder os meget store bekymringer. Vi er ikke overbevist om, at et sådant system er nødvendigt. Vi er tværtimod bange for, at planerne skaber uenighed. Internationale bestræbelser på at modvirke spredning af atomvåben kunne hermed blive alvorligt undermineret. Spredningen af massetilintetgørelsesvåben udgør en stigende trussel mod den internationale fred og sikkerhed, og jeg er glad for de bemærkninger, som hr. Solana mere generelt fremsatte derom.

EU har gjort ikkespredning til en af sine topprioriteter, og vi er klar over, at opretholdelsen af ikkespredningsordningen kun er realistisk, hvis vi multilateralt optræder i fællesskab. Multilateralt samarbejde er ikke et valg, men en nødvendighed. Netop i dette lys er vi meget bekymrede over Washingtons planer. At fortsætte med at udvikle et raketforsvarssystem, som, hvad enten det er berettiget eller ej, erfares som en provokation af andre anerkendte atommagter, virker stik modsat. Det kunne endda føre til et nyt våbenkapløb.

De nukleare ambitioner i lande som Nordkorea og Iran bekymrer naturligvis også os meget, og vi støtter derfor EU's og FN's bestræbelser på gennem en dialog, men også gennem politiske og økonomiske sanktioner at lægge hindringer i vejen for disse bestræbelser. Raketskjoldet bør ifølge USA beskytte mod angreb fra Iran. Men underminerer det ikke det internationale samfunds troværdighed ved forhandlingsbordet? Endelig er det i modstrid med planen om at afholde Iran fra at udvikle et nyt nukleart våbenarsenal.

Kort sagt er vi ikke særlig glade for de seneste amerikanske forsvarsplaner og den ensidige måde, hvorpå amerikanerne går til værks. Vi er imidlertid også meget bekymrede over, at Polen og Tjekkiet er rede til at indvillige i en sådan ensidig dialog. Forbundskansler Merkel har med rette opfordret de to lande til at drøfte det inden for NATO. Vi støtter det tyske formandskabs forslag, men vil også anmode hr. Solana om at fortsætte samtalerne herom med hans kolleger i Rådet.

Nogle mener, at medlemsstater frit har lov at samarbejde bilateralt med tredjelande på forsvarsområdet. De politiske virkninger af en sådan ordning begrænser sig imidlertid ikke til Polen og Tjekkiet, og placeringen af et sådant raketskjold vil få ubehagelige konsekvenser for hele EU's sikkerhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, mine damer og herrer! Chamberlains og Deladiers tilbagevenden fra München i 1938 og de ord, som dengang blev udtalt: "We bring you peace in our time" (vi bringer Dem fred i vores tid), hører til den sorteste side ikke blot i den europæiske historie, men også i verdenshistorien. Lad det være klart for enhver, at vi er fuldstændigt klar over dette.

Når det er sagt, er denne forhandling, som jeg takker den højtstående repræsentant og alle medlemmerne for, meget interessant, fordi den gennem forskellige indlæg viser, hvor stor risikoen er for, at vi lader os bruge som redskab, dels af Washington, dels af Rusland. De kan bare vælge.

Men under alle omstændigheder løber vi en stor risiko for, at vi spilles ud mod hinanden af disse to stormagter. Det, det nu kommer an på, er at forhindre dette. Vi skal forhindre, at vi på ny kommer ud i en situation, hvor vi med det samme skal vælge side, uden mulighed for at manøvrere, og hvor vi igen lader en hel spiral udvikle sig, som muligvis ender som et nyt våbenkapløb. Vi befinder os på et punkt, hvor vi kan forhindre dette, hvis vi passer på, at vi ikke lader os bruge som redskaber, og finder ud af, hvad der er bedst for os alle sammen, og hvad der er bedst for verden og for verdensfreden.

Jeg hører til en generation - selv om jeg ikke direkte er pacifist - som fandt ordene nedrustning, våbenkontrol og ikkespredning overordentlig vigtige, og vi har også forsøgt at handle derefter. Derfor vil jeg takke Dem, hr. højtstående repræsentant, fordi De talte temmelig udførligt om det. Jeg ønsker Dem held og lykke og siger Dem, at De kan regne med vores støtte.

En ting gjorde indtryk på mig i Deres redegørelse, og det er den elegance, hvormed De fuldstændigt ignorerer drøftelserne i FN's Sikkerhedsråd om den fremtidige resolution om Kosovo. Kan De alligevel sige noget mere derom?

 
  
MPphoto
 
 

  Ģirts Valdis Kristovskis, (UEN) . - (LV) Hr. formand! Hr. Solana, jeg takker Dem for at nævne, at de øverste EU-organer planlægger at drøfte opstillingen af et missilforsvarssystem i EU, men samtidig kommer disse planer efter min mening for sent, for det er ingen hemmelighed, at denne proces allerede begynder at udvikle sig i Europa, og offentligheden er ved at blive irriteret.

Jeg mener, at De langt mere aktivt burde bestride de argumenter eller spekulationer, som Rusland har fremkommet med om dette spørgsmål. Der er tale om en kold krig, og der bliver lagt pres på Polen og Tjekkiet. Jeg mener, at dette er helt uacceptabelt. EU må indtage en klar holdning. Ellers vil mislykkede politikere som hr. Schröder, som naturligvis er i hr. Putins sold, komme frem fra deres skjul og afgive udtalelser, der irriterer den europæiske offentlighed. Jeg mener også, at det er utilfredsstillende at overlade denne sag til NATO's generalsekretær, eftersom USA uden tvivl mest taler om forsvaret af Europa og langt mindre om forsvaret af USA. USA taler om forsvaret af Europa! Det, som de europæiske borgere derfor forventer af Dem, hr. Solana, som den, der har ansvaret for Europas fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, er en klar holdning. Det er også det, jeg forventer af Dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Kære Javier Solana, Deres interessante tale har gjort det klart for mig, hvad det egentlige dilemma i Europa er. Vi taler meget om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men når det kommer til stykket, vil det aldrig lykkes os at finde en fælles holdning. Jeg hilser Deres bemærkninger om Mellemøsten velkommen. Når vi forsøger at forhandle med stater som Iran eller Den Arabiske Liga, så bør vi også gøre det med Hamas, som trods alt er blevet valgt.

De taler om atomnedrustning. Det er et hjertebarn for Europa-Parlamentet, men hvor er den fælles stemme, som kritiserer, at Storbritannien er i færd med at opruste Trident-projektet? To regeringer, USA og Storbritannien, som går af inden for overskuelig fremtid, vil alligevel belaste verden med nye oprustningstiltag. De taler om Kosovo og siger, at De støtter Ahtisaari. Men hvordan ser denne støtte ud? Hvorfor tør Europa ikke sige, hvad der skal gøres nu? Hvorfor bliver det i dækning? Vi har brug for en overvåget uafhængighed. Og alligevel skyr vi dette ord som fanden skyr vievandet. Det er på tide, at netop Europa og Europa-Parlamentet - og vi skal stemme om det i dag - endelig siger, at der ikke er nogen vej tilbage, ikke noget Kosovo tilbage til Serbien, at status quo ikke længere fungerer, og at vi må gå en vanskelig vej i stedet for at forberede politimissioner og vente på, at andre afklarer deres holdning.

Vi har brug for en ny resolution fra FN's Sikkerhedsråd; den gamle resolution 1244, som stadig gælder, må væk. Vi har brug for et mandat til ESFP-missionen. Det er ikke nok at vente på, at andre skal sørge for en afklaring. Derfor hilser jeg Deres tale velkommen, men De må også sige, om De støtter Ahtisaaris henvendelse til FN's Sikkerhedsråd, hvor han taler om supervised independence, og udtalelsen fra Ban Ki Moon. Hvad skyldes det, at Europa forsøger at unddrage sig sit ansvar på dette punkt?

 
  
MPphoto
 
 

  Jiří Maštálka (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil sige, at placeringen af amerikanske militærbaser er det mest kontroversielle spørgsmål i tjekkisk politik for øjeblikket. Det har to sider. For det første er der en klar vilje fra regeringens side til at acceptere basen til trods for offentlighedens betænkeligheder. De seneste opinionsundersøgelser viser, at 60 % af de adspurgte var imod basen, og 25 % var for. Det andet spørgsmål er uenigheden mellem partierne, hvor oppositionen på venstrefløjen går ind for en folkeafstemning og er imod basen, mens regeringens højrefløj er imod folkeafstemningen og for basen.

Jeg nævner dette, fordi jeg mener, at det er afgørende, at EU indtager en klar holdning til spørgsmålet. At fralægge sig ansvaret for spørgsmålet med begrundelse i, at det drejer sig om bilaterale forbindelser mellem Tjekkiet eller Polen og USA, er det samme som at undvige et problem, der inden længe får en europæisk dimension. EU må kunne sige ubehagelige ting. Vi får at vide, at forhandlingerne med Rusland fortsætter. Men alt tyder på, at disse forhandlinger kun tjener til at skjule, at det globale missilforsvarssystem allerede er opført. Hr. Solana forhandlede også, før ordren til at bombe Jugoslavien blev givet. Der var også forhandlinger før interventionen i Irak. Erfaringerne har vist, at forhandlinger er værdiløse, når der ikke er nogen kompromisvilje. Vi må ikke glemme, at Rusland og NATO i 1997 undertegnede en grundlæggende akt om afståelse fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt.

 
  
MPphoto
 
 

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg forstår, at hr. Solana er på udkig efter et nyt job. Personligt ønsker jeg Dem held og lykke med den løbebane, De vælger, men det glæder mig, at stillingen som europæisk udenrigsminister ikke længere er aktuel, eftersom den foreslåede europæiske forfatning blev forkastet i 2005.

Idéen har altid været en dødssejler. Der vil aldrig komme en fælles europæisk udenrigspolitik, for vi har alle sammen forskellige historier, internationale forpligtelser, interesser og allierede. Se f.eks. på Storbritannien. Vi opfatter ikke nødvendigvis de internationale kriser, som vi står over for i dag, på samme måde som vores europæiske naboer. Som De udmærket ved, står Storbritannien over for en meget alvorlig situation i Iran, som har tilbageholdt britiske soldater ulovligt. Det ville være latterligt, hvis en EU-udenrigsminister skulle forsøge at forhandle om løsladelsen af medlemmer af de britiske væbnede styrker. Storbritannien befinder sig imidlertid også for øjeblikket i en lige så latterlig situation som følge af vores medlemskab af EU. Hvis de britiske soldater ikke bliver løsladt på trods af de diplomatiske bestræbelser, må der muligvis reageres på Irans ulovlige handlinger med sanktioner. Men Storbritannien kunne ikke vedtage sanktioner mod Iran, selv om det ville, fordi Storbritannien ikke længere har kontrol over sine egne handelsregler. Handelspolitikken er nu under EU's kontrol.

Dette er endnu et eksempel, hvis der var brug for et, på, hvorfor Storbritannien må ud af EU og igen få kontrol over sine egne anliggender.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - De burde værdsætte den europæiske solidaritet med de 15 søfolk.

 
  
MPphoto
 
 

  Ashley Mote (ITS). - (EN) Hr. formand! Mahatma Gandhi, den modige, fredelige og overordentligt beslutsomme far til indisk uafhængighed, trådte engang under det britiske styre ind i generalguvernørens kontor og beskyldte ham lige op i hans åbne ansigt for, at briterne var herrer i andres hus. Nu ved vi briter, hvad han følte, og nogle af Dem tænker endog muligvis med en vis skadefryd på det.

Men når vi ser EU og dets tjenestemænd gøre deres indflydelse gældende rundt omkring i verden som grønskollinger, der spankulerer rundt på en stadig større scene, ved vi, hvordan det ender. Vi ved, hvad den slags selvbestaltede selvhøjtidelighed fører til.

Jeg har tre spørgsmål til Dem, hr. Solana. Hvem fortalte EU, at det kunne pålægge udenlandske selskaber bøder uden hensyntagen til følgerne for handel, velstandsskabelse og beskyttelse af arbejdspladser i lande, der ikke engang er medlemmer af EU? Så er der EU's økonomiske partnerskabsaftaler, som er til stor skade for almindelige familier i tredjeverdenslande, og mens disse landes ledere tjener fedt på disse aftaler, kæmper de lokale producenter og næringsdrivende for at kunne konkurrere med billige importvarer. Det samme gælder fiskerne ud for Afrikas kyst: Mens lokale ministre tjener fedt, er deres kystfarvande blevet decimeret af vores trawlere, og de lokale fiskere kan ikke længere tjene til livets ophold.

Hr. Gandhi havde ret. EU har ingen ret til at optræde som herre i andres hus.

 
  
MPphoto
 
 

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg er født i 1944, da Anden Verdenskrig var ved at ebbe ud. Hele mit liv har NATO og den transatlantiske alliance sikret fred i Europa. Det var ikke EU eller Kommissionen, der besejrede Sovjetunionen og væltede Berlinmuren. Det var det mod og den beslutsomhed, som ledere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher udviste. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og dens militære holdning truer med at undergrave den transatlantiske alliance. Den er et resultat af misundelse, forbitrelse og antiamerikanisme. Den er overlæsset med strategier, planlægningspapirer og personale, men i desperat mangel på mandskab og skibe, kampvogne, geværer og fly. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik truer selve grundlaget for vestlig sikkerhed og bringer os alle sammen i en farlig og udsat position i en uforudsigelig verden. Det er endnu en grund til, at Det Forenede Kongerige ville stå sig bedre ved ikke at være medlem af EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Karl von Wogau (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Debatten om raketforsvarssystemet minder mig altid om at rage rundt i blinde. Når man rager rundt i blinde i forbindelse med en debat, er det altid en god anledning til polemik.

For det første er det jo ikke et, men to raketforsvarssystemer, der diskuteres. Det ene er USA's raketforsvarssystem, et system, som der allerede er brugt 100 milliarder dollars på. Installationerne i Polen og Tjekkiet, som nu er planlagt, er en del af dette forsvarssystem. I år er der blevet brugt 9 milliarder til forsvarssystemet. Her må vi spørge, hvad det betyder for Europas sikkerhed. Vi er valgte og derfor ansvarlige for det europæiske kontinents sikkerhed. Så spørger jeg, om dette system også kan beskytte europæiske lande, og hvis ja, om det så virkelig kan beskytte alle lande. Der må nemlig ikke ske det, at Europa bliver delt i to zoner, som ikke er lige sikre. Det må vi forhindre.

Der er et andet spørgsmål i forbindelse med NATO-raketforsvarssystemet. Her foreligger der indtil videre kun en forundersøgelse. Hvad vil NATO, og hvad vil Europa gøre på grundlag af denne forundersøgelse? Kompetencen ligger klart hos NATO, ikke hos EU. Hvis vi vil gå videre ad denne vej, så må vi imidlertid overveje, hvordan de europæiske lande kan bidrage inden for NATO's rammer. For når det handler om at drage konklusioner med hensyn til f.eks. udvikling og industri, så kan vi vælge, om vi vil optræde som 27 lande over for USA i NATO, eller om vi vil optræde fælles som EU. I det ene tilfælde vil vi næppe blive USA's partner, men i det andet nok; ganske vist en juniorpartner, men trods alt med chancen for at være USA's partner.

 
  
MPphoto
 
 

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. Solana! Den aftale, der blev indgået i Mekka mellem Fatah og Hamas, ville have været utænkelig i december, da en delegation fra Parlamentet var på besøg i Palæstina og Israel.

Oprettelsen af en samlingsregering er næsten et mirakel, men den er selvfølgelig ikke opstået ved en tilfældighed, når man kender visse medlemmer af den, så godt som vi gør.

Der er mange, som har hilst dette politiske fremskridt velkomment. Parlamentet reagerede også. I sidste uge stemte Udenrigsudvalget for et forslag til en udtalelse, i hvilken man anmoder om at ophæve de økonomiske sanktioner mod det palæstinensiske folk. Med udtalelsen blev Rocard-betænkningen om forbindelserne mellem Europa og den arabiske verden også vedtaget, i hvilken der endnu en gang slås til lyd for dialog og åbenhed. Vi stemmer om den kl. 12,

I går blev der sendt et brev underskrevet af medlemmer af Parlamentet, i hvilket man går ind for at anerkende den nye regering, til den palæstinensiske kulturminister, som var på besøg i Bruxelles. Underskriverne, som omfatter den tidligere formand for Parlamentet, Josep Borrell, er hverken brushoveder eller fjender af Israel. De er mænd og kvinder, der går ind for fred, og som ved, at glimt af håb er så sjældne, at man skal holde fast ved dem.

Det skal indrømmes, at premierminister Haniyeh i sin indvielsestale ikke holdt sig til de betingelser, kvartetten har fastsat, men den var udtryk for ånden i dem. Vi skal gribe denne lejlighed. Alle veje fører til fred, når den nødvendige vilje findes. Det er lige meget, om det er køreplanen eller Beirut-initiativet, der viser vej.

De er lige vendt tilbage fra Riyad, hr. Solana, og vi takker Dem for det, De har gjort. De ved, at tilbuddet denne gang er seriøst, og at vi skal være i stand til at benytte os af muligheden. Det er nødvendigt at overbevise Israel og USA, og det beder vi Dem om at gøre.

Det ville ikke være rigtigt at anvende selektive foranstaltninger over for den nye palæstinensiske regering og således at forsøge at skille avnerne fra hveden og isolere Hamas fra Fatah. Det ville igen være at true den palæstinensiske enhed, som er en garanti mod borgerkrig.

Hr. Solana! Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i det seneste år har været desorienteret over EU's politik over for de palæstinensiske områder. Vi ønskede ikke, at dette skulle ske. Vi ønskede ikke så meget kaos og al denne nytteløse lidelse og ødelæggelse. Det var af og til svært at se sig selv i spejlet om morgenen. Vi ønsker igen at være stolte af EU. Vi anmoder Dem om at give dette budskab videre til Rådet.

 
  
MPphoto
 
 

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand! En af de vigtigste udenrigspolitiske udfordringer i år er at lægge grunden til en fælles udenrigspolitik om energi. Det ville være forkert at tro, at en hvilken som helst medlemsstats kortsigtede interesse kan afvige fra EU's fælles interesse i energisikkerhed eller bringe den i fare. Der kræves harmoniseret tilgang, effektiv koordinering og udvikling af beslutningsmekanismer.

En større opgave består i at etablere og styrke de partnerskaber, der er nødvendige for at diversificere vores energikilder. Vi må styrke vores udenrigspolitik over for de traditionelle regioner, dvs. Mellemøsten og Østeuropa, men også over for Kaukasus, Centralasien, Afrika og Latinamerika.

Vi har i årevis talt om Nabucco-rørledningen. Siden marts har den været et prioriteret projekt. Nu er det på høje tid at indlede fasen med konkret planlægning og gennemførelse. Alle medlemsstater har et stort ansvar for ikke at bringe dette overordentligt vigtige projekt i fare med en ensidig handling, for det tjener til diversificering af EU's energikilder.

Europa har en grundlæggende interesse i at udvikle eller forbedre hensigtsmæssige kompetencer til at forsvare sit territorium og afværge potentielle trusler. Men for øjeblikket er det ikke i stand til eller klar til at gøre det. Indtil det sker, har medlemsstaterne ret til at handle på egen hånd. Denne ret kan heller ikke nægtes Polen eller Tjekkiet. Men det ville naturligvis være bedre, hvis vi i fællesskab kunne afhjælpe disse alvorlige trusler.

Endelig er det vigtigste grundlag for Europas udenrigspolitik solidaritet. Det er meget vigtigt, at alle de tilstedeværende har givet udtryk for solidaritet med de 15 britiske søfolk og har forlangt, at de løslades omgående, selv om dette ikke kun skal komme til udtryk i ord, men også i handling.

 
  
MPphoto
 
 

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Spørgsmålet om missilskjoldet har for øjeblikket form af et forslag, som USA har stillet visse medlemmer af NATO. Det bliver analyseret indgående. Det skal imidlertid understreges, at en beslutning om dette spørgsmål ene og alene er op til de pågældende lande og regeringer. Det har hr. Solana allerede talt om i dag.

Frankrigs og Nederlandenes endelige forkastelse af forfatningstraktaten har kuldkastet planerne om at indføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for EU. Det ville være uheldigt, hvis nogle medlemsstater, som ikke accepterede dette og ønsker at skjule sig bag EU's skjold, forsøgte at påvirke de suveræne beslutninger, som regeringerne i de lande, der er blevet stillet forslaget, skal træffe.

Jeg vil også advare imod, at antiamerikanske følelser, som dem, der for nylig opstod som følge af den mærkelige betænkning om CIA-flyvninger, genopstår i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Opstillingen af nye missilforsvarssystemer på europæisk jord skal afværges. Den vil skade Europa, og den vil skade freden. Den vil føre til et nyt våbenkapløb. Den vil genoplive delingen under den kolde krig. Den amerikanske regering ignorerer EU, og det er en fornærmelse. Den går endog bag NATO's ryg.

Jeg er enig i alle undersøgelserne. Langt de fleste borgere, selv i Polen og Tjekkiet, er bekymrede og stærke modstandere af denne leg med skæbnen. Hr. Solanas forsinkede afværgemanøvre er ikke tilstrækkelig. Rådet kan ikke lade som om, at det er blindt og døvt, eller optræde som Pontius Pilatus. EU må gøre sin stilling op omgående. Det Europæiske Råd kan handle hurtigt og overbevisende ved at indtage en klar holdning.

Det glæder mig, at næsten alle de politiske grupper er enige i den fælles holdning og er imod Bush-regeringens planer. Min politiske gruppe ønsker en parlamentarisk beslutning om dette spørgsmål.

 
  
MPphoto
 
 

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg taler på vegne af det nye italienske socialdemokratiske parti. I går redegjorde forbundskansler Merkel her i Parlamentet for resultatet af forhandlingerne i Berlin i sidste weekend, som førte til alle medlemsstaternes og de tre EU- institutioners tilsagn om at forny Unionens retsgrundlag inden 2009. I dag har Javier Solana præsenteret os for planerne for styrkelse af Unionens rolle på den internationale scene, og de er for størstedelens vedkommende værd at støtte.

Jeg er overbevist om, at de to problemer skal løses sammen, og at en troværdig udenrigspolitik skal ledsages af et stærkt retsgrundlag, der støttes af alle de aktører, som refererer til det. Derfor mener jeg, at fristen i 2009 ikke kan forlænges. Egentlig bør der nok findes en holdbar løsning inden da.

Udfordringen i forbindelse med energiforsyning og de forskellige aktuelle situationer med geopolitisk ustabilitet, hvoraf nogle udspiller sig ved vores grænser, kræver et Europa, der taler med én beslutsom stemme i FN og i alle andre internationale fora.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg mødte den højtstående repræsentant for første gang, da han var Spaniens udenrigsminister, og senere, da han repræsenterede formandskabet. Uanset forfatningstraktatens skæbne er De vores udenrigsminister, hr. Solana.

Tak for Deres omfattende redegørelse og dybtgående analyse. Vi må sætte alt ind på at få EU's ægte fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til at leve op til EU's ambitioner og betydning som global aktør og dets relevans set ud fra et synspunkt om Unionens værdier, som de fremgår af Berlin-erklæringen i anledning af 50-årsdagen. I denne forbindelse skal udvikling og konsolidering af demokratiet, retsstaten og respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder underbygge vores udenrigspolitik. Det bør være en udenrigspolitik baseret på værdier, hvis den virkelig skal være europæisk. Vores parlamentariske diplomati bidrager til det aspekt. Vores debatter i Parlamentet bør tage sigte på at opnå enighed i stedet for at skabe yderligere splittelse, hvilket denne debat har vist. Vi bør ikke bare udtale os om spørgsmålet, vi må om nødvendigt handle i fællesskab og hurtigt.

På netop dette tidspunkt bør vores tanker gå til Belarus. Vi har pligt til at reagere på det, der skete i sidste weekend: Mens vi fejrede 50-årsdagen for europæisk integration, blev belarussiske demokrater slået og arresteret på vores dørtrin.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er i dag et mangefacetteret anliggende. Den omfatter ikke blot klassiske udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske aspekter, herunder spørgsmålet om kernevåben, men også en lang række utraditionelle trusler mod demokrati, fred og sikkerhed i form af terrorisme, fattigdom, energimangel, klimaændringer osv. Men i det store og hele og uden at referere til alle de ting, som De var inde på, hr. højtstående repræsentant - hvilket ville være umuligt med den tid, der er til rådighed - støtter vi den holdning, som De har indtaget til alle de presserende udenrigspolitiske anliggender rundt omkring i verden.

Mit budskab til Rådet og til Dem personligt er følgende: Parlamentet ønsker at få indflydelse på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er ikke bare i Parlamentets, men også i Unionens interesse. Vi søger ikke nye beføjelser. Vi ønsker snarere at bygge på vores tidligere erfaringer og øge vores indflydelse på udenrigspolitikken i enighed og samarbejde med Dem og Kommissionen ved at give den mere legitimitet og ved at bringe den tættere på de europæiske borgere og gøre den mere forståelig og mere bredt og demokratisk støttet og funderet.

Vi ønsker at gøre det i samarbejde med de europæiske institutioner - Rådet og Kommissionen. Som De ved, udvikler vi tætte forbindelser med Rådet med Deres og Kommissionens støtte. Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at forsikre begge vores partnere om, at gnidningsløse og effektive forbindelser er meget vigtige for os, og at vi bør samarbejde, skabe synergieffekter, supplere hinanden og hjælpe på dette overordentligt vigtige, vanskelige og ømtålelige område af Unionens politikker.

Om missilforsvar vil jeg kort sige, at vi, som De sagde, ikke har bemyndigelse til at træffe beslutninger om forsvar, men vi har bemyndigelse til at diskutere forsvar. Derfor er Udenrigsudvalget ved at forberede en debat om missilforsvar og krisestyring den 7. maj, hvor De vil være til stede sammen med alle de nationale parlamenters udenrigs- og forsvarsudvalgs formænd og muligvis hr. De Hoop Scheffer. Den 28. juni vil Udenrigsudvalget og Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar holde et andet møde om missilforsvarssystemet, denne gang med den amerikanske general Obering.

 
  
MPphoto
 
 

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Hr. højtstående repræsentant, først vil jeg gerne ønske Dem tillykke med Deres engagement i Mellemøsten. Det er en absolut vigtig opgave, og jeg ønsker Dem held og lykke. Naturligvis har vi som parlamentsmedlemmer mulighed for at tænke mere fleksibelt og frit, og derfor vil jeg gerne tage bemærkningen fra Véronique De Keyser op. Vi er demokratiets repræsentanter. Demokrati eller en del af demokratiet er valgene. Derfor må man se meget kritisk på det, som vi har gjort efter valget i Palæstina, som vi havde forlangt. Jeg er enig i den linje, at vi skal forlange af regeringen i Palæstina, at den bekender sig til fredsprocessen og er villig til at afstå fra terror.

Nu har vi chancen for at få en sådan regering. Vi forlanger heller ikke af Israel, at det skal opgive alle bosættelsesbevægelser permanent. Heller ikke Israel anerkender virkelig grænsen fra 1967 som en grænse mellem to stater, som gensidigt anerkender hinanden. Vi forlanger det, men Israel gør det ikke. Derfor må vi være fair og afbalancerede. Vi må forlange, at begge parter yder et bidrag til freden, og vi må støtte begge parter på denne vej. Derfor må EU også klart gå i denne retning. Vi må ikke forsømme den chance, som vi har nu med denne regering, uanset hvor usympatisk vi synes, den ene eller den anden repræsentant er. Jeg synes heller ikke, hr. Liebermann på den israelske side er særlig sympatisk, må jeg sige. Men uanset hvor usympatiske vi synes, enkelte mennesker er, så må vi udnytte chancen for at skabe fred, også i Europas interesse.

For det andet, fordi jeg netop talte om demokratiet, så har vi alle store vanskeligheder, når vi for fredens skyld må samarbejde med lande, som ikke er demokratisk organiseret. Vi har nævnt Saudi Arabien i dag. Jeg håber, at det vil lykkes for Saudi Arabien at yde et vigtigt bidrag til freden. Det samme gælder for Egypten. Men vi må ikke opgive vores kamp for demokratiet af den grund. Vi må f.eks. sige klart til egypterne, at det, der er sket i de seneste dage - en forfatningsændring med en såkaldt folkeafstemning med få dages varsel, som der oven i købet kun var 30 %, der deltog i - ikke er acceptabelt. Vi må gå ind for begge dele, for freden og for demokratiet i Mellemøsten. Vi må kombinere de to ting. Det er den europæiske opgave!

 
  
MPphoto
 
 

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! 50 år efter at Rom-traktaten blev undertegnet, tages det første skridt til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for EU kun lige akkurat. Dette område for mellemstatsligt samarbejde begrænser alle EU-aktørers myndighed. I dag er holdningerne til det amerikanske missilskjold en meget vigtig faktor, som har indflydelse på EU's og de europæiske landes fremtid. Er EU's svar enstemmigt, eller får udenrigsminister Rice flere svar, når hun ringer til Europa? Det er sådan, EU giver USA mulighed for at bestemme, hvad der er godt for EU og dets medlemsstater. Det ville ikke engang hjælpe os, hvis der fandtes en ny forfatning, og EU havde en fælles udenrigsminister, for uden fælles vilje er der ingen fælles politik.

Jeg vil også nævne det andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om ulovlig indvandring og indvandringspolitik. For nylig har der været forventninger om tættere samarbejde i EU for at forhindre ulovlige indvandreres indrejse ved grænsekontroller. Det er næppe noget under, at der var flere mennesker, ulovlige indvandrere, som sidste sommer døde i Atlanterhavet tæt ved De Kanariske Øer, end der var krigsofre i Libanon. Derfor skal der inden for rammerne af naboskabspolitikken gøres meget for, at den velfærd og sikkerhed, som EU tilvejebringer, vokser og bliver fremherskende.

 
  
MPphoto
 
 

  Seán Ó Neachtain (UEN). - A Uachtaráin, is pobal seacht mBallstát agus fiche an tAontas Eorpach anois agus dá réir, tá seasamh níos láidre againn ar an ardán idirnáisiúnta. Creidim gur chóir go mbeadh ról mar idirghabhálaí macánta ag an Aontas Eorpach in aighneas an Mheánoirthir agus go háirithe sna hiarrachtaí atá á ndéanamh chun síocháin a chothú idir muintir na Palaistíne agus muintir Iosrael.

Ar an gcuma chéanna, ba chóir dúinn súil a choinneáil ar an bpolaitíocht san Iaráin, mar tá sí sin ag déanamh imní agus mioscaise sa Mheánoirthear trí chéile. Níos gaire do bhaile, caithfimid ár ndóigh cabhair a thabhairt do na tíortha balcánacha lena chinntiú go ndéanfar dul chun cinn eacnamaíochta agus polaitíochta iontu agus go neartófar an ceangal eadrainn. Caithfidh an tAontas Eorpach a bheith ina cheannródaí i gcur chun cinn spriocanna forbartha na Mílaoise, agus sa chomhthéacs seo a chinntiú go mbeidh muintir na hAfraice neamhspleách i gcúrsaí forbartha agus i gcearta daonna.

(Bualadh bos)

 
  
MPphoto
 
 

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Det glæder mig, at hr. Solana nævnte Afrika og Darfur og de manglende menneskerettigheder i Darfur, men han glemte desværre Zimbabwe.

Den Arabiske Liga i Riyadh, som han besøgte så sent som i går, lovede et nyt initiativ i forbindelse med den arabisk-israelske konflikt, men den insisterer stadig på alle palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, så der er, så vidt jeg kan se, ikke noget nyt.

Hvad angår Kosovo, frygter jeg, at det vil skabe yderligere ustabilitet i regionen uden videre at tage det fra Serbien - som stadig fordøjer adskillelsen fra Montenegro - og skabe en præcedens, som Rusland vil udnytte til det yderste i forbindelse med de fastlåste konflikter i Sydkaukasus og også i forbindelse med Krim. Ukraine har behov for mere støtte nu, og er det ikke på høje tid, at Rådet giver det status om potentielt kandidatland i lighed med det vestlige Balkan?

Hvad angår Mellemøsten, vil jeg opfordre til forsigtighed med genoptagelse af den direkte støtte til den nye palæstinensiske enhedsregering, før Hamas udtrykkeligt accepterer de tre betingelser, herunder anerkendelse af Staten Israels ret til at eksistere.

Jeg vil også takke alle i Parlamentet - navnlig formanden for Parlamentet - som har vist solidaritet med de 15 britiske marinesoldater, som blev bortført i irakisk territorialfarvand, hvor de i henhold til både FN-resolutioner og den irakiske regerings udtrykkelige samtykke var fuldt ud berettigede til at opholde sig.

Iran er fortsat et alvorligt problem, eftersom det trodser det internationale samfund i bestræbelserne på at skaffe sig kernevåben og åbenlyst forstiller sig om dette anliggende, som det for nylig gjorde det i forbindelse med dets erklæringer om, hvor de britiske marinesoldater nøjagtigt befandt sig, da de blev taget til fange.

Er det ikke på høje tid, at EU sammen med USA indfører hårde økonomiske sanktioner mod dette brutale regime, som offentligt henretter folk for seksuelle forseelser, og hvis præsident Ahmadinejad har lovet at udradere Israel fra jordens overflade? Det ville være en glimrende begyndelse, hvis Tyskland afskaffede sine eksportkreditgarantier.

 
  
MPphoto
 
 

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Hr. Solana, hvor er den effektive multilateralisme, som De med Europa-Parlamentets støtte har kæmpet for, hvis de unilaterale amerikanske planer om at installere ABM-systemet på EU's territorium blot er et bilateralt spørgsmål eller - som De har sagt her i dag - et anliggende for en forsvarsalliance?

Disse planer har til formål at svække Europas udenrigs- og forsvarspolitik. Selv hvis de samordnes inden for NATO - hvad de endnu ikke er blevet - vil de få afgørende følger for EU's forsvarsindustri. Hvordan kan Rådet afvise, at medlemsstaterne finder en fælles tilgang til dette spørgsmål? Hvordan kan det acceptere planer, der angiveligt skal beskytte Europa, men som bygger på en tvivlsom teknologi, og som deler EU, idet nogle medlemsstater lades udenfor? Hvilken trussel er værre for Polen og Tjekkiet end for Grækenland, Cypern, Spanien og Portugal?

Hr. Solana, som De i dag har fremhævet, ønsker EU at bekæmpe spredning, men disse planer vil - ud over at påvirke forholdet til Rusland - blot føre til øget spredning. Derfor er der også mange i USA, i Kongressen, der forkaster dem. Det er dem, vi bør samarbejde med!

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Zahradil (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg lyttede med interesse til hr. Solanas udførlige tale, som jeg takker ham for. Det var et stærkt og interessant emne. Jeg har nogle få kommentarer.

For det første understregede hr. Solana, hvad angår Kosovo, at EU ikke kan tillade sig at svigte i sit eget naboskab. Jeg er helt enig og vil sige følgende: EU må først vise, at det er i stand til at løse problemer i dets nærmeste naboskab, og at det er i stand til at bidrage til stabilitet og velstand i det omkringliggende område og dermed at vise i praksis, at det er i stand til at nå bredere, globale mål. I modsat fald står vi tilbage med tomme ord.

Hvad for det andet angår de amerikanske missilforsvarsbaser, eller for Tjekkiets vedkommende radarbaser, nåede den tjekkiske regering i går officielt til enighed om at indlede forhandlinger med USA om opførelsen af radarbasen som et forsvarssystem. Den tjekkiske regering vil naturligvis med glæde informere sine kolleger og partnere i EU om fremskridtene i denne sag, men der hersker ingen tvivl om, at den endelige beslutning er op til den tjekkiske regering.

Jeg er overbevist om, at der, når basen er operationel, vil være større sikkerhed for ikke bare Centraleuropa, men også Europa som helhed. Vi ved alle sammen, at denne base ikke er rettet mod Rusland, og det ved Rusland også udmærket godt. Derfor er det argument en afledningsmanøvre. Jeg mener, at indførelsen af denne foranstaltning også vil bidrage til at styrke de transatlantiske bånd.

Den vil naturligvis også føre til, at Tjekkiets og Polens internationale profil skærpes. Jeg tror ikke, at det kan bekymre nogen. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at EU har sine begrænsninger, hvad angår sikkerhed og politik, og at det i dette tilfælde er stødt på en af disse begrænsninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Solana sagde her i formiddag i Parlamentet, at borgerne ønsker en samordnet udenrigs- og sikkerhedspolitik for EU. Jeg er helt enig. Europas befolkning, herunder borgerne i de nye medlemsstater, forventer, at EU samordner sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, selv i spørgsmål som opstilling af et amerikansk missilforsvarssystem på EU's territorium. Dette system er imidlertid ikke en bilateral aftale mellem USA og Polen eller Tjekkiet, som nogle medlemmer af Parlamentet vil have os til at tro. Det vedrører i sagens natur den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, forbindelserne i EU, EU's forbindelser med USA, NATO og Rusland og forskellige nedrustningsprocesser og processer, der skal sætte en stopper for spredning af masseødelæggelsesvåben.

Derfor vil jeg opfordre hr. Solana til at præsentere Parlamentet for en analyse af alle disse aspekter og af mulighederne for at løse disse problemer med udgangspunkt i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg er overbevist om, at det er netop det, som borgerne forventer af den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 
  
MPphoto
 
 

  Stefano Zappalà (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker hr. Solana for de oplysninger, han har givet os i formiddag. Det fremgår imidlertid endnu en gang af vores debat, at EU mangler en udenrigspolitik og dermed en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Derfor vil jeg gerne give udtryk for min fulde solidaritet med Det Forenede Kongerige i spørgsmålet om de søfolk, der er tilbageholdt i Iran, en solidaritet, der også skal komme til udtryk i andre lande. Jeg vil imidlertid gerne påpege, at hvis vi havde haft en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, ville vi uden tvivl have haft langt større indflydelse på løsningen af internationale problemer. Den manglende fælles udenrigspolitik betyder også, at selv nationale politiske anliggender på grund af individuelle holdninger får en temmelig afgørende betydning i visse stater - herunder Italien. Hvis vi fortsætter det arbejde med forfatningstraktaten, som forbundskansler Merkel har indledt, gør vi efter min opfattelse noget meget positivt.

Jeg vil gerne påpege et afgørende spørgsmål over for hr. Solana. I formiddag er spørgsmålet om det mulige amerikanske missilforsvarssystem, der skal placeres på Republikken Polens og Den Tjekkiske Republiks territorium, blevet taget op flere gange. Jeg har på fornemmelsen - selv om jeg ikke ved, om det er rigtigt - at visse medlemsstater i EU, f.eks. Italien og Grækenland, sandsynligvis ikke vil blive taget i betragtning i forbindelse med et sådant missilforsvarssystem. Jeg har hørt forskellige holdninger til dette spørgsmål, og det er der god grund til.

Selv om jeg personligt går ind for dette system, mener jeg, hr. Solana, at det er vigtigt at få pålidelige oplysninger, også dem, som De har valgt at tilbageholde. Derfor opfordrer jeg Dem til omgående at give vores underudvalg alle oplysninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, jeg har fire tanker, som jeg lynhurtigt vil redegøre for på et minut.

Nr. 1: Det er på høje tid at erstatte nykonservatismen i internationale anliggender med realisme og at erstatte den ekstreme ideologiske tilgang, som vi har lyttet til her i dag, med pragmatisme styret af vores principper og værdier.

Nr. 2: Multilateralisme er en vigtig bestræbelse, som vi ikke må forfejle.

Nr. 3: De mange fastlåste kriser i vores østlige naboskab er kun en del af et enkelt sammenhængende problem, som er Ruslands postsovjetiske status. Vi må omsider skabe en vision i denne henseende.

Nr. 4: EU er ikke en forsvarsalliance, men vi skal skabe det politiske miljø, der kan få Rusland og USA til at fremme et globalt partnerskab for forsvar mod vor tids trusler og dermed afvise alle bilaterale missilaftaler, som vil splitte os og snarere bringe os i en udsat position end forsvare os.

 
  
MPphoto
 
 

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, mine damer og herrer! Hr. Solana gav os en klog beskrivelse af, hvor kriseområderne befinder sig, og hvor Europas interesser ligger. Jeg vil gerne nævne nogle få eksempler. Mellemøsten, Kosovo, Iran, energiforsyningssikkerhed og en del mere. Men vi må prøve at gøre status over, hvordan det skal foregå. For det første vil vi ikke kunne komme igennem i mange af disse områder med vores position som soft power, fordi vi ikke taler med en stærk fælles udenrigspolitisk stemme, som kunne påvirke vores partnere i verden, især i det transatlantiske forhold.

For det andet kommer vi ikke videre, hvis vi betragter EU som zoner af forskellig sikkerhed. Når det gælder energiforsyningssikkerhed må vi sørge for, at alle lande er sikret på samme måde. Men lige så lidt må det ske, at en del af EU i forbindelse med et raketskjold får en ringere sikkerhedskvalitet.

Med andre ord kan sådanne spørgsmål ikke forhandles bilateralt, det skal tværtimod stå klart, at EU som følge af forfatningen er bedre i stand til at tale med en fælles stemme. Vi må også være villige til at føre NATO i retning af strategiske diskussioner med denne fælles stemme. Det er kun de to ting til sammen, der giver os indflydelse, ikke separate løsninger! Jeg har nogle gange indtryk af, at nogle nok kræver solidaritet, når det gælder energispørgsmålet, og det er også rigtigt, men så må man også mønstre en tilsvarende solidaritet, når det gælder de andre spørgsmål, så vi på denne måde kan nå frem til en fælles europæisk holdning. Kun på den måde har vi en chance for at overleve i denne verden.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak, hr. Brok. Jeg vil ikke komme med nogen vurdering, men jeg synes, De her udtrykte kernen i den europæiske integrationspolitik.

 
  
MPphoto
 
 

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Den siddende regering i Washington har travlt med at opføre et missilskjold. Det ville dække dele af EU, hvis der blev opstillet forsvarsmissiler og radarer i Tjekkiet og i Polen. Alt dette forventes at koste 58 milliarder amerikanske dollars. Hvis de penge blev brugt anderledes, kunne de hjælpe millioner af sultende mennesker og ændre lande, der udgør uforudsigelige farer.

De europæiske landes regeringer og befolkninger har temmelig mange betænkeligheder ved sådanne planer, som kunne føre til et nyt våbenkapløb og til farer for hele regionen. Litauen befinder sig i denne region, men der har ikke været meget offentlig debat om dette emne i de nye medlemsstater. NATO og EU-landene bør drøfte Washingstons planer åbent og ærligt, og Rusland bør også inddrages i drøftelserne.

Ensidige politikker uden hensyn til mulige farer og følger har mere end én gang skabt situationer, der var vanskelige at komme ud af. F.eks. var stjernekrigsprojekterne et produkt af koldkrigstiden. At iværksætte dem nu ville være ensbetydende med at indrømme, at verden stadig er splittet i uforsonlige lejre, og at vi igen søger løsninger baseret på magt og våben.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogdan Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Det var oprindeligt min hensigt i dag at tale om forudsætningerne for, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan fungere effektivt, men hr. Schulz' og hr. Cohn-Bendits demagogiske taler kræver et svar og tvinger mig til at korrigere visse fejl.

For det første ændrede amerikanerne for nogle få år siden det oprindelige nationale missilforsvarsprojekt til missilforsvarsprojektet. Målet var at bringe ikke bare USA's territorium, men også EU's og NATO's medlemsstaters territorium ind under dette beskyttende skjold (eller paraply). Det skete efter klar anmodning fra vesteuropæiske lande, bl.a. Tyskland. Hvor kommer bølgen af kritik så fra?

For det andet har vi europæere i nogle år bygget vores eget europæiske skjold, nemlig det taktiske missilforsvarsprogram (TBMD). Hvis De tvivler på det, kan jeg henvise til erklæringen fra det sidste NATO-topmøde i Riga. Det forventes at være klar i 2010, og mærkeligt nok synes hverken hr. Schulz eller hr. Cohn-Bendit at protestere imod det.

For det tredje er de russiske indvendinger mod skjoldet bare endnu et eksempel på Ruslands kritik af forskellige amerikanske strategiske initiativer. Vi må huske den bølge af kritik, der blev rettet mod SDI under Reagan-regeringen eller mod amerikanerne, da de opsagde ABM-traktaten.

Jeg går stærkt ind for forhandlinger med Rusland om missilskjoldet, men jeg opfordrer på det kraftigste til, at vi forholder os rolige.

For det fjerde går jeg også ind for debatter om spørgsmålet i Europa-Parlamentet, men vi må huske på, at beslutningerne skal træffes af de europæiske staters suveræne regeringer. Jeg vil gerne anmode partierne på venstrefløjen og De Grønne om ikke at bruge usande argumenter i denne diskussion og ikke at vildlede offentligheden. En sådan strategi kan få beklagelige følger. Den kunne føre til større splittelse i EU og til en stigning i de antiamerikanske følelser svarende til det, vi var vidne til i 2002 og 2003.

 
  
MPphoto
 
 

  Giulietto Chiesa (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Opfordringen til europæisk enhed for at styrke Unionens indsats udadtil er sakrosankt, men tautologisk. Det, vi må forstå, er, hvad det er for kræfter, der forhindrer europæisk enhed, og hvor de er, for det står klart, at de eksisterer både i og uden for Europa. Vi har hørt nogle af dem under denne debat.

De missiler, som Washington agter at opstille i Polen - og som skal bruges til at nedskyde ikkeeksisterende iranske missiler - er faktisk rettet mod selve den europæiske enhed med henblik på at undergrave eller måske endog ødelægge den. Der er intet tilfældigt i dette. Det er ingen fejltagelse, det er snarere en plan udtænkt af ekstremistiske kræfter, der findes i eliten i USA. En sådan provokerende aktion kunne imidlertid aldrig være begyndt, hvis der ikke var kræfter i Europa, som var villige til at følge trop.

Identificering og neutralisering af disse kræfter er nøglen til en stærk europæisk international indsats.

 
  
MPphoto
 
 

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - Domnule Preşedinte, doamnelor şi domnilor, doresc în primul rând să mulţumesc Înaltului Reprezentant pentru informarea cuprinzătoare cu privire la perspectivele politice externe comune în 2007. Fără îndoială, una din priorităţile noastre este stimularea creării unui spaţiu de stabilitate, securitate şi democraţie în vecinătatea Uniunii Europene.

În ceea ce priveşte frontiera de est, provocările sunt legate în primul rând de gestionarea problemei conflictelor îngheţate. În afară de eforturile existente, instrumentele de cooperare regională, inclusiv cooperarea cu şi în cadrul zonei Mării Negre, trebuie dezvoltate şi implementate încă din 2007. Succesul politicii externe comune depinde în primul rând de succesul nostru în securizarea frontierei noastre externe şi zonei de vecinătate, iar implicarea noastră mai activă în 2007 este nu numai o prioritate, dar şi o obligaţie.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Missilskjoldet truer med at skabe et nyt jerntæppe og giver derfor ingen garanti for international fred og sikkerhed. Tværtimod kunne det føre til optrapning af eksisterende konflikter rundt omkring i verden. Vi må ikke indlede et nyt våbenkapløb: Missilskjoldet har først og fremmest til formål at beskytte USA.

Hvis nogen spurgte mig, om vi skulle forsvare freden og forsvare USA mod f.eks. terrorister, ville mit svar være ja. Men missilskjoldet rejser mange spørgsmål. Vi kan ikke tillade, at der opstår nye splittelser i Europa, og vi må søge et fredeligt kompromis frem for konflikt med Rusland.

Jeg har utallige gange henvendt mig til den polske regering om dette spørgsmål og foreslået en offentlig debat om det i Polen og i Europa. Men den siddende højreorienterede polske regering står fast ved sin antieuropæiske og langtfra konstruktive holdning, som den gjorde det i forbindelse med forfatningstraktaten. Selv om EU ikke er nogen forsvarsalliance, bør det afklares offentligt, om spørgsmålet om missilforsvarssystemet skal underkastes fælles politiske beslutninger truffet af EU og NATO.

 
  
MPphoto
 
 

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Vi ved, hvad den iranske revolutionsgarde laver. Den er ansvarlig for AMIA-bombeangrebet i Argentina, bombeangrebet mod Khobar Towers, Shehab III og tilfangetagelsen af 15 britiske marinesoldater som gengældelse for tilbageholdelsen af fem medlemmer af den iranske revolutionsgarde i Erbil. Hizbollahs internationale leder, Imad Mughniyah, er iransk.

Et missilforsvarssystem drejer sig om trusselsvurdering og prioriteringer. Truslen eksisterer. Vi må beskytte og styrke Europa. Det sydvestlige Europa har behov for beskyttelse mod terrorisme. Det sydøstlige Europa har behov for et aktivt lagdelt taktisk missilforsvarssystem (ALTBMD). Inden for NATO må vi udvikle nationale missilforsvarssystemer, men vi er nødt til at tilpasse tredje søjle. For Nordeuropas, Den Tjekkiske Republiks, Polens og den amerikanske østkysts vedkommende kan vi opnå en kompleks missilforsvarsstruktur ved at udveksle data og oplysninger inden for NATO's kommando- og kontrolsystemer. De ved det. Det kan lade sig gøre. Informationsudveksling koster mindre end 1 milliard euro. Det kræver bilaterale konsultationer og NATO-konsultationer, men suveræne statslige afgørelser. Mest af alt kræver det, at vi alle sammen tager et ansvar.

 
  
MPphoto
 
 

  Javier Solana, højtstående repræsentant. - (EN) Hr. formand! Jeg takker medlemmerne for deres bidrag. Det har været en lang debat med mange taler. Ikke alle var til stede under hele debatten, men jeg synes, at der er blevet sagt mange fornuftige ting. Jeg vil også takke for flertallet af parlamentsmedlemmernes konstruktive holdning. Jeg vil gerne gentage, at jeg er villig til at fortsætte debatten om de vigtige anliggender, som vi strategisk er begyndt at drøfte i formiddag. Jeg vil være kortfattet i min opsummering, for jeg ved, at De har en vigtig afstemning kl. 11.30.

Vi må klart og tydeligt fordømme Irans bortførelse af de britiske søfolk, og vi må forlange, at de løslades omgående. Efter debatten i dag mener jeg, at vi er helt enige på det punkt, og det har vi højt og tydeligt givet udtryk for.

Jeg vil gerne nævne spørgsmålet om Mellemøsten, for jeg mener, at det bliver et af de vigtigste spørgsmål fra nu af og frem til september. Jeg tror, at der sker noget i den periode, hvis der er vilje, godt samarbejde med USA, godt samarbejde med de arabiske lande og godt samarbejde mellem os indbyrdes.

Der er opstået en ny situation. For nogle få timer siden spiste jeg middag i Riyadh. Jeg er lige kommet hertil. Jeg ville ønske, at nogle af Dem havde været til stede, så De kunne se, hvordan EU's politiske udenrigspolitik fungerer i praksis. Tro mig, når vi deltager i de møder, bliver der lyttet opmærksomt til os. Det kan De stole på. Hvis jeg kunne, ville jeg invitere Dem med.

(Bifald)

For nogle få timer siden var jeg stadig i Riyadh og drøftede nogle meget vigtige spørgsmål, som vil stå i aviserne i morgen. Jeg håber, at resultaterne af forhandlingerne bliver ført ud i livet i de kommende dage.

For det andet vil jeg endnu en gang bringe spørgsmålet om Libanon op her i Parlamentet. Vi har et stort ansvar over for Libanon. Det er ikke blevet understreget nok. Jeg vil gerne gentage, at for os er premierminister Sinioras regering Libanons legitime regering, og vi må vedblive med at støtte den regering.

(Bifald)

Jeg mener, at vores samarbejde med Libanon i form af tilstedeværelsen af de europæiske UNIFIL-styrker i den sydlige del af landet og den konference, der fandt sted i Paris for kort tid siden for at bidrage til Libanons genopbygning, er et bevis på vores engagement i landet. Det er afgørende. Det er også afgørende at vedblive med at støtte regeringen i Libanon. Det skal være en regering, der kan skabe resultater, ikke en handlingslammet regering, som nogle ønsker.

Det er vigtigt at oprette en international domstol, som skal behandle mordene på libanesiske ledere, først og fremmest tidligere premierminister Rafik Hariri, som blev myrdet for tre år siden. Vi skal opnå en forhandlet løsning, og det vil vi gøre vores yderste for. Forhandlingerne vil finde sted med deltagelse af repræsentanter for de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og nogle fra EU, som repræsenterer Dem alle sammen - hele EU. Sådan noget er aldrig sket før i vores nyere historie.

Vi har også ansvar i Afrika. Disse ansvar bliver afgørende fra nu og frem til sommer. Indtil da har vi derfor en meget travl og tæt besat dagsorden. Hvis formanden for Udenrigsudvalget ønsker det, skal jeg med fornøjelse vedblive med at følge op på denne dagsorden i Parlamentet. Det er en travl dagsorden. Den er afgørende for stabilitet og fred, ikke bare ude i verden, men også i vores naboskab.

Jeg takker Dem endnu en gang, hr. formand. Det er første gang, jeg har deltaget i en debat i Parlamentet med Dem som formand. De kan roligt regne med, at jeg, når det er nødvendigt, vil støtte denne institution, som jeg respekterer meget. Der var nogen, som sagde, at jeg var på udkig efter et job. Det er jeg ikke, men De vil måske alligevel invitere mig til at komme her oftere!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. højtstående repræsentant! Mange tak for Deres tale og Deres deltagelse i denne lange debat. Vi er taknemmelige for, at De tog direkte til Europa-Parlamentet efter Deres besøg i Saudi-Arabien.

De har en af de vanskeligste opgaver i EU: De er vores udenrigspolitiks ansigt udadtil. Glasset er ikke halvtomt, det er halvfuldt, og det er vores fælles ambition, at glasset skal være fuldt. Derfor har De Europa-Parlamentets fulde støtte, og vi ønsker Dem held og lykke.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Installering af USA's antimissilforsvarssystemer i Europa er kun endnu et vidnesbyrd på, at USA satser på våbenkapløb og voldsom stigning i militærudgifterne for at forstærke sin imperialistiske indblandings-, aggressions- og besættelsespolitik, med dets allieredes støtte, navnlig i NATO.

Dette initiativ skal ses som led i NATO's ændrede strategi, organisationens udvidelse helt til Den Russiske Føderations grænser og imperialismens voksende aggressivitet, med interventioner i Jugoslavien, Afghanistan, Irak og Mellemøsten og nye trusler mod suveræne stater. Det er en situation, der selv med den eksisterende uenighed inden for EU vil forværre kontinentets politiske splittelse.

Den Russiske Føderation har klart givet tilkende, at "den røde linje" (for længst) er overskredet.

USA's plan om at skabe et "globalt" antimissilforsvarssystem, der indebærer oprettelse af nye baser i Europa - radarer i Tjekkiet og missiler i Polen - møder dog stigende modstand. Den tjekkiske og den polske befolkning giver stadig kraftigere udtryk for deres modstand mod USA's hensigter.

Lad os mobilisere fredsbevægelsen!

 
  
MPphoto
 
 

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil gerne fokusere specifikt på spørgsmålet om USA's opstilling af missilforsvarssystemer i Europa. Jeg har undersøgt den tilsvarende problemstilling vedrørende Japans opstilling af et taktisk missilforsvarssystem til "forsvar" mod den angivelige trussel fra Nordkorea, og jeg kan bare sige, at vi bliver vildledt af ordet "forsvar". Disse opstillinger i Japan og Europa har til formål at give USA mulighed for at indlede et forebyggende angreb mod enten Nordkorea eller Iran. De vil ikke fungere mod et storstilet angreb fra kinesisk eller russisk side - ikke at jeg tror, at et sådant kunne forekomme - men til forsvar mod et eller andet efterladt missil eller sprænghoved efter et forebyggende angreb på et land med et begrænset antal missiler og sprænghoveder. Opstillingen af en sådan teknologi i Europa vil gøre Europa til et mere farligt - og ikke et mere sikkert - sted at være, og det er i den nykonservative amerikanske udenrigspolitiks interesse.

 
  
MPphoto
 
 

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Nogle få dage efter fejringen af EU's 50-årsdag bekræfter hr. Solanas udtalelser i Europa-Parlamentet om perspektiverne for Den Europæiske Unions fælles udenrigspolitik i 2007 EU's imperialistiske natur. Repræsentanten for EU's udenrigspolitik gentog dets hensigt om at styrke sin imperialistiske rolle verden over. Det styrker sin militarisering ved at organisere sine militære strukturer og sine hurtige interventionsstyrker. Inden for disse rammer fremmer det oprettelsen af et "uafhængigt" protektorat i Kosovo og forbereder at styrke den europæiske besættelse ved at sende en styrke på 1.500 mand. Det strammer fortsat den økonomiske løkke rundt om den palæstinensiske befolknings hals. Det planlægger en ny bølge af imperialistiske interventioner i Belarus og Ukraine. Det styrker sin interventionistiske politik i Afrika, så det bedre kan udplyndre dets rigdomsskabende ressourcer og håndtere den stigende handel med Kina og Indien, navnlig i energisektoren.

For at håndtere græsrøddernes reaktioner på opstillingen af missilforsvarssystemer i USA, Tjekkiet og Polen forsøger det at krybe udenom ved at henvise spørgsmålet til medlemsstaterne, samtidig med at det lader muligheden stå åben for, at beslutningen om opstilling træffes inden for rammerne af NATO bag befolkningens ryg.

Folkets årvågenhed og optrapningen af dets kamp kan og skal kuldkaste EU's, NATO's og USA's imperialistiske planer.

 
  
  

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik