Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 26. april 2007 - Strasbourg

Bortførelse af journalisten Alan Johnston i Gaza

  Richard Howitt (PSE), forslagsstiller. - (EN) Fru formand! Med Deres billigelse vil jeg gerne begynde med at nævne, at sidste uge samledes over tusinde medarbejdere hos BBC, venner og kolleger til Alan Johnston, i sympati med ham i BBC-bygninger over hele verden. Jeg vil gerne hilse de BBC-medarbejdere velkommen, som arbejder her i Strasbourg, og som i respekt for deres forsvundne kollega befinder sig i tilhørerlogen i dag for at følge forhandlingen.

(Bifald)

Når der sker en bortførelse et sted i verden, søger offerets venner og familie altid mediernes hjælp for at sørge for, at offentligheden og vi politikere ikke glemmer deres kæres skæbne. Når den bortførte selv er journalist, er det vores ansvar at værne om deres skæbne, som de værner om andres.

Det er tilfældet med BBC-journalisten Alan Johnston, som blev bortført i Gaza for 46 dage siden. Alans personlige karriere symboliserer BBC's enestående ry for integritet og objektivitet. Alan har tidligere arbejdet i Usbekistan og Afghanistan og rapporterer nu med stort engagement om det palæstinensiske folk, som han har nære forbindelser til og dyb respekt for. Det har gjort indtryk på hans publikum, og i løbet af ugen har 50.000 mennesker skrevet under på en underskriftindsamling på nettet, der opfordrer til, at han bliver frigivet.

Vores tanker er naturligvis først og fremmest hos Graham og Margaret Johnston og de øvrige medlemmer af hans familie, som vi sender vores sympati og støtte.

Jeg vil gerne udtrykke min respekt for den indsats, hele ledelsen og alle medarbejdere i BBC har gjort, og for journalister og fagforeninger i Storbritannien og resten af verden, som er gået forrest for at få frigivet Alan.

En af kollegerne, der er her i dag, har fortalt mig, at Alan er kendt som en, der bringer historier til live. I dag er der hans liv, der er historien. Alan Johnstons modige tilstedeværelse i Gaza som den eneste permanent udstationerede vestlige journalist er lige præcis det, der gjorde det muligt for ham at rapportere om det palæstinensiske folks lidelser, og nu er han blevet det ultimative eksempel på en journalist, der bliver viklet ind i sin egen historie - offer for de samme lidelser.

Vi har hørt, at Alan er i live og i sikkerhed, men ikke, hvem der holder ham fanget. Vi kan spekulere på, om hans bortførelse skete af politiske eller økonomiske årsager eller for at opnå anerkendelse, men vi ved ikke, om det skete af en af disse årsager, og i givet fald hvilken. Vi kan erkende, at det kræver politisk forståelse og en politisk løsning at forhindre, at det, der er sket for Alan, sker for andre.

I dag er vores reaktion imidlertid ikke politisk - den er humanitær, og vi siger til alle, der lytter: Frigiv Alan Johnston uskadt og uhindret. Europa-Parlamentet ville hilse de løfter om hjælp velkommen, som Europas udenrigsministre gav denne uge, og det samme gælder den "permanente kontakt", som vores egen højtstående repræsentant har lovet. Vi er sikre på, at De vil opfylde disse løfter. Jeg kan også forstå, at kommissær Almunia som reaktion på dagens forhandling vil love, at hans kollega hr. Michel vil forfølge sagen om Alan Johnston over for præsident Abbas og repræsentanter for Den Palæstinensiske Myndighed i weekenden. Vi takker Dem.

Parlamentet anerkender Den Palæstinensiske Myndigheds støtte og samarbejde, og vi er stolte af Europas støtte til opretholdelse af Deres medarbejdere og de vigtige opgaver, de udfører, men det er Deres efterretningstjenester, der har været i stand til at få kontakt med dem, der har bortført Alan, og det er Dem, vi sætter vores lid til i forhold til at opnå et gennembrud.

Inden for radioverdenen siger man, at den største synd er ikke at sige noget i mikrofonen. Bortførelsen af Alan Johnston er en radiotavshed, der nu må bringes til ophør

(Bifald)