Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 9. maj 2007 - Bruxelles

13. Reformerne i den arabiske verden (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Michel Rocard for Udenrigsudvalget om reformerne i den arabiske verden: Hvilken strategi skal EU følge? (2006/2172(INI)) (A6-0127/2007)

  Michel Rocard (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne rose ministeren og kommissæren for deres mod, for jeg ved, hvordan det er, at deltage i debatter uden at kunne forlade rummet, og jeg håber ikke, at I vil kede jer for meget. Med denne debat kommer jeg med et emne, som er forholdsvist nyt for os.

Betænkningens overskrift er ikke passende. Det drejer sig ikke så meget om EU's forhold til reformerne i den arabiske verden, men snarere om EU's relationelle proces med den arabiske verden med henblik på at fremme reformerne.

For at bruge mindst mulig tid vil jeg fremsætte mine bemærkninger i en række punkter. Første punkt er, at alt, som I ved, ikke står lige godt til i de forskellige arabiske stater. Vi modtager alle store mængder information og hører klager om manglende overholdelse af menneskerettighederne, om ofte diktatoriske regeringer, om himmelråbende økonomiske uligheder i de forskellige lande og om en manglende økonomisk startrampe selv i områder, hvor der er olie. Der er en trykket stemning i den arabiske verden. En arabisk forfatter af libanesisk herkomst har endog talt om den arabiske elendighed. Bag denne elendighed befinder sig en lang historie med ydmygelser: kolonialisme, uafhængighed, manglende kontrol med ressourcerne, navnlig med olien, et faldende intellektuelt niveau, som modsvares af en tilsvarende stigende religiøs fundamentalisme.

Andet punkt er, at det er i denne kontekst, at tilhørsforholdet til den arabiske verden i de fleste af disse lande opfattes som en identitetsmæssig bevidsthed, en søgen efter fælles styrke. Dette udviklede sig i anden halvdel og navnlig mod slutningen af det 20. århundrede. I dag er det Den Arabiske Liga, som internationalt udtaler sig på vegne af de forskellige stater og nyder respekt. Det er takket være ligaens resolutioner, at der er sket nogen grad af fremskridt i det, der kaldes den mellemøstlige fredsproces, som stadig ikke er nogen fredsproces, men hvorfra man håber, at der vil fremkomme nogle resultater gennem Den Arabiske Ligas topmøde. Der er også, takket være medierne, sket en udvikling i den offentlige arabiske mening, som er langt mere homogen end de forskellige staters diplomatiske standpunkter. Det er også snarere på panarabisk end på nationalt plan, at mange intellektuelle, navnlig egyptere, men også libanesere og endog algeriere, fremsætter deres budskab. Endelig skal det bemærkes, at Den Arabiske Liga aldrig har skullet håndtere religiøse spørgsmål. De henvises nemlig til Den Islamiske Konference, som er en helt anden verden. Den arabiske identitet er et verdsligt koncept, hvilket kan gøre vores forhold lettere.

Tredje punkt er, hvordan vi, Den Europæiske Union, behandler den arabiske identitet. Vi overser den. Vi har stærke og tætte forbindelser med Irak og taler meget om dem. Vi beskæftiger os med den israelsk-palæstinensiske konflikt under begrænset henvisning til den foregående. Vi taler om Algeriet. Vi har stærke bilaterale forbindelser med Algeriet, Marokko, Tunesien og også Egypten. Kort sagt har vi forbindelser med alle disse lande på offentligt, statsligt og bilateralt niveau, men vi overser deres arabiske identitet.

Det spørgsmål, som denne initiativbetænkning stiller Kommissionen og Rådet er følgende: Er der ikke god grund til at gå bort fra dette og gøre lidt mere i lyset af de bemærkninger, som jeg fremsatte i andet punkt? Der er nu et intellektuelt liv, et politisk liv og et diplomatisk liv i den arabiske verden på et fælles plan. Er det ikke i EU's interesse også at oprette forbindelser på dette plan? De talrige eksempler på stilstand, som vi ser i den arabiske verden, og som naturligvis er økonomiske, finansielle, politiske, institutionelle og religiøse, er i vid udstrækning også intellektuelle og kulturelle.

Det er gennem intellektuelle og kulturelle forbindelser, at de øvrige forbindelser vil udvikles, og formålet med denne betænkning er at foreslå, at vi tager dette til efterretning. For det første ved at anerkende at den arabiske identitet er forenelig med demokrati og modernitet, selv om omstændighederne ikke bekræfter det. Intellektuelt og politisk og i ligaens taler er der en reel mulighed. Det er i øvrigt Den Arabiske Liga, som med brug af lettere tvang over for mange af sine medlemsstater, har udarbejdet et arabisk menneskerettighedscharter. Vi ved alle, at det ikke er et stort fremskridt, at det langtfra er på højde med vores Europæiske Menneskerettighedskonvention eller Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Ikke desto mindre er det et reelt fremskridt sammenlignet med den situation, som vi oplevede for kort tid siden. Og så tror jeg, at vi alle - over for det store aktuelle problem med bekæmpelsen af terrorisme - ønsker et partnerskab og en alliance med de arabiske nationer mod ekstremister og mordere i stedet for at fordømme dem alle og gøre denne bekæmpelse umulig.

Det er i det lys, at jeg i betænkningen foreslår, at vi, Den Europæiske Union, på dette område bør styrke vores forbindelser med alt, der har en kollektiv karakter. Det vil naturligvis sige Den Arabiske Liga, men hvorfor ikke også Samarbejdsrådet for Golfstaterne og endog Den Arabiske Maghreb-Union, såfremt den blev genoplivet. Gennem disse instanser er det muligt at udvikle et netværk af kulturelle og intellektuelle forbindelser og arrangere debatseminarer, som vil fremme vores støtte til reformerne.

Denne betænkning, hr. formand, er en smule subtil. Vi rækker en hånd ud til lande, som der tilsyneladende er meget kritisk at sige om. Vores drøftelse af ændringsforslag vil stå mellem fordømmelsernes ekstremisme og den moderate fremstrakte hånd, som anerkender, at der uden tvivl er nogle skarpe kritikpunkter at fremsætte, men som ville foretrække at holde dem tilbage, så længe denne fremstrakte hånd kan medvirke til den reformproces, som vi alle har brug for.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, og især ærede hr. Rocard, mine damer og herrer! Den aktuelle debat om, hvordan den arabiske verden agerer i den internationale politik, finder sted på det rette tidspunkt. For os handler det også om, hvordan Vesten kan samarbejde endnu bedre med de arabiske stater, så begge parter har gavn af det. Jeg vil gerne takke Dem, hr. Rocard, hjerteligt. Med denne betænkning understreger Europa-Parlamentet også betydningen af samarbejdet mellem EU og den arabiske verden.

Gennem nogle år er Den Arabiske Ligas regionale engagement blevet mere dynamisk - jeg vil blot nævne Beirut-fredsinitiativet fra marts 2002. Netop i de seneste uger har der manifesteret sig en massiv interesse i den arabiske verden for også selv at række hånden ud til en tættere koordinering og et tættere samarbejde ud over regionens grænser.

Denne udvikling forekommer mig på den ene side at være et resultat af en vis arabisk ihukommelse af Den Arabiske Liga som et godt samarbejdsinstrument, som har været forsømt. På den anden side ser jeg det imidlertid også som svaret på ikkearabiske staters og organisationers søgning efter en pålidelig regional partner i en ustabil region.

Den Arabiske Ligas vedholdende engagement i Libanon, som begyndte umiddelbart efter krigen sidste sommer, er meget værdifuldt. Vi opmuntrer derfor Den Arabiske Liga til at holde fast i de hidtidige bestræbelser.

Men den egentlig nye kvalitet i Den Arabiske Ligas internationale engagement under Saudi Arabiens kraftfulde ledelse kommer efter min mening tydeligst til udtryk i bekræftelsen af det arabiske fredsinitiativ på topmødet i Riad i slutningen af marts. Initiativet viser udsigterne for en normalisering af relationerne mellem Israel og de arabiske stater. Den fortsatte debat inden for Den Arabiske Liga giver berettiget grund til at antage, at der er vilje til at opnå ægte fremskridt på den arabiske side.

Også EU har i de forløbne år og måneder styrket sit engagement i Mellemøsten. For EU er Mellemøstkvartetten fortsat den centrale aktør i denne forbindelse.

I den seneste tid har begge parter - den arabiske verden og Europa - drøftet deres idéer til en intensivering af det politiske samarbejde. Jeg vil blot pege på mødet mellem EU's trojka og en delegation fra Den Arabiske Liga i Sharm el-Sheikh, men også på, at formanden for Rådet, Frank-Walter Steinmeier, i sin egenskab af EU-rådsformand har inviteret en ministerdelegation fra Den Arabiske Liga til Bruxelles den 14. maj til et møde med alle EU-udenrigsministre.

De interne politiske, samfundsmæssige og kulturelle udfordringer, som den arabiske verden står over for, bliver naturligvis ikke mindre bare af den grund. Men jeg vil udtrykkeligt understrege, at Europa tilbyder de arabiske lande og samfund samarbejde inden for alle områder. Det er mit håb, at dette samarbejde kan yde et bidrag til større forståelse og tolerance mellem Europa og den arabiske verden. Disse to værdier, forståelse og tolerance - egenskaber, som rådsformand Angela Merkel ved formandskabets begyndelse i Strasbourg beskrev som "Europas sjæl" - er de afgørende mål, som vi må opnå med henblik på en frugtbar dialog.

Derfor glæder det mig, hr. Rocard, at De i Deres betænkning også har taget højde for kulturelle aspekter. De spiller en stor rolle, når det gælder EU's muligheder for at støtte reformprocesser i den arabiske verden. På begge sider hindrer manglende kendskab, stereotyper og fjendebilleder et frugtbart og fremtidsorienteret partnerskab. Dialog og forståelse for den andens kultur er forudsætningen for, at EU kan fremme reformprocesser i den ønskede form.

Sidste år blev der i forbindelse med Muhammed-tegningerne talt meget om, at vi har brug for mere "dialog mellem kulturerne". Vi skal imidlertid være lidt forsigtige med dette begreb. Forestillingen om en dialog mellem kulturerne kan, uden at vi ønsker det, fremme kulturrelativismen. Forestillingen om, at normer og værdier grundlæggende er kulturelt betinget, er i strid med vores forståelse af universelle menneskerettigheder. Her er jeg helt enig med betænkningen. Den understreger vigtigheden af den interkulturelle dialog og tager samtidig klart stilling til fordel for menneskerettighedernes universalitet.

Vi skal undgå "kulturalismefælden", ikke kun med hensyn til menneskerettighederne, men i enhver henseende. Menneskers identitet er mangfoldig. Man er ikke kun muslim eller kristen eller ateist, men også medlem af en erhvervsgruppe, studerende, familiefar, medlem af en forening og meget mere. Problemet med den islamiske - og alle andre - fundamentalismer er, at et element i den enkeltes identitet, nemlig det religiøse, bliver sat over alle andre, og at verdens kompleksitet i sidste ende bliver reduceret til et billede af en modsætning mellem "islam" og "Vesten". Vores politik skal undgå alt, hvad der fremmer denne reduktion. Vi skal fokusere på det fælles, ikke på det, der adskiller. Til diskussioner og projekter skal vi vælge fora, som støttes af både EU og de arabiske stater, særligt Anna Lindh Foundation.

Den politiske islamisme er, som det også påpeges i Deres betænkning, et udtryk for moderniseringskrisen i de arabiske samfund. Livtaget med den er først og fremmest en opgave for de arabiske samfund selv. Også der findes der sekulære og liberale kræfter. Hvad der ofte mangler, er imidlertid den indre dialog i samfundene om, hvordan det politiske forhold mellem stat, religion og samfund skal udformes.

Når der finder en sådan intern dialog sted i samfundet, bliver det også klart, at statens religiøse neutralitet og gennemførelsen af menneskerettighederne ikke er et reformprogram, som "Vesten" vil påtvinge den arabiske verden, men at de er i de arabiske samfunds egen interesse. Vi kan støtte disse interne samfundsmæssige dialogprocesser ved at stille dialogfora til rådighed. Dette er f.eks. en vigtig opgave for forskellige politiske stiftelser, som vi eksempelvis kender dem fra Tyskland.

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Kommissionen glæder sig over Rocard-betænkningen, som i grunden handler om spørgsmålet om, hvilken rolle udviklingen i den arabiske verden spiller for os, og hvad vi kan gøre for at påvirke denne udvikling i den arabiske verden efter vores ønske.

I en tid, hvor vi genopdager vores fælles kulturelle og historiske arv, er det vigtigt, at Europa-Parlamentet endnu en gang vil indtage en nøglerolle ved at fremme tættere relationer med vores arabiske naboer. Europa-Parlamentets beslutning om reformerne i den arabiske verden understreger tydeligt, at vi folk og lande omkring Middelhavet er afhængige af hinanden. Det gælder i politisk henseende som partnere, der forsøger at skabe fred i Mellemøsten og at arbejde for at fremme pluralitet og demokrati; i kulturel henseende for at fremme den tvingende nødvendige dybtgående dialog mellem kulturerne og religionerne; i miljøpolitisk henseende for problemer som klimaændring eller havforurening, fordi udfordringerne med at aflaste miljøet med en fælles middelhavskyst på over 46.000 km er de samme for alle; i energipolitisk henseende på grund af strømmene af olie og naturgas, som kommer fra Middelhavsområdet eller ledes gennem Middelhavet, og ikke mindst i demografisk henseende, idet der er behov for en dialog med Nordafrikas lande om at løse spørgsmål i forbindelse med den legale og illegale migration.

Som svar på den kendsgerning, at vi er afhængige af hinanden, skabte vi i fællesskab Barcelona-processen, som i dag er blevet suppleret af den europæiske naboskabspolitik. En yderligere udbygning af relationerne sker desuden inden for rammerne af samarbejdsaftalen med Golfstaternes Samarbejdsråd, aftalen med Yemen og Cotonou-aftalen med de arabiske stater syd for Sahara.

Takket være Barcelona-processen og naboskabspolitikken er der gjort fremskridt i den seneste tid. Jeg vil nævne to af dem. Der er indgået associeringsaftaler og oprettet naboskabsaktionsplaner med næsten alle lande i regionen. En frihandelszone Europa-Middelhavet er langsomt ved at tage form, som skal fungere som grænseflade mellem en stadig mere globaliseret verden og den åbne, integrerende regionalisme, som Europa praktiserer.

2007 vil blive et år, som kan få signalvirkning for vores relationer til en region i opbrud. Denne region har store forventninger til et dybtgående partnerskab med EU. Vores arbejde med vores partnere er båret af den overbevisning, at forandringer kun kan være holdbare, hvis de kommer fra et samfunds indre, og inden for rammerne af naboskabspolitikken jævner den gradvise indførelse af politiske og økonomiske reformer vejen for en yderligere tilnærmelse mellem Europa og Middelhavslandene.

Et centralt ønske i vores relationer med vores arabiske partnere er at fremme sikkerhed, vækst og stabilitet i regionen. Desuden er vi fast overbevist om, at det også handler om langt mere, nemlig om i fællesskab at skabe et område med samarbejde og stabilitet og om at kæmpe for vores fælles mål og værdier.

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Antonio Tajani, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Forbindelserne mellem Europa og den arabiske verden er nøglen til at skabe fred i Middelhavsområdet og Mellemøsten. Vi skal alle involveres i dialogen mellem kulturer og religioner i de næste par år i den faste overbevisning, at venskabelige forbindelser bygger på oprigtighed, loyalitet og et forsøg på at forstå andre, uden at man dermed fornægter sin egen identitet. Ved at bekræfte den store betydning af at give EU en strategi for reformer i den arabiske verden definerer Rocard-betænkningen nogle umistelige principper, som skal karakterisere de fremtidige forbindelser.

Det bliver Europa-Parlamentets opgave at fremme enhver beslutning, der vil styrke demokratiet, respekten for menneskerettigheder og kvinders rolle, oprettelsen af et frihandelsområde, informationsfrihed, finansiel støtte og respekten for religionsfrihed.

Rocard-betænkningen - og jeg kan meddele, at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater stemmer for den - definerer et grundlæggende princip, nemlig gensidighedsprincippet. På samme måde som alle i Europa har ret til at udøve deres religion, bør alle have samme ret i alle arabiske lande. I Rocard-betænkningen opfordres arabere, der bor i EU, til at give deres mening til kende. I dette og andre spørgsmål er vi imidlertid langt fra at få opfyldt de målsætninger, som EU har opstillet for sig selv.

Ved at fremme disse principper og støtte de arabiske lande i deres reformbestræbelser, samtidig med at vi respekterer deres autonomi, vil vi forhindre, at fundamentalismen får yderligere støtte. Truslen fra fanatismen berører ikke kun Europa, men hele den arabiske verden. Terrorisme er fundamentalismens barn, og derfor er det helt afgørende for Europa og de arabiske lande at samarbejde om at bekæmpe denne det 20. århundredes svøbe. Nylige angreb viser, at al-Qaedas prioritet i øjeblikket er at slå ned på de moderate arabiske lande, der forsøger at skabe dialog, og som fremmer reformer. Europa kan ikke se passivt til.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Min kollega og ven Michel Rocard vil tilgive mig, at jeg begynder med at nævne et meget vigtigt spørgsmål, som Véronique De Keyser har arbejdet meget intenst med i de seneste måneder og år. Det er spørgsmålet om Palæstina. Jeg tror ikke, vi kommer videre uden en ændret politik fra EU's side i det palæstinensiske spørgsmål samt med hensyn til mange af de krav, som Michel Rocard med rette stiller.

Min gruppe har i dag enstemmigt besluttet at opfordre Kommissionen og Rådet til at ændre deres Palæstina-politik grundlæggende. EU's politik - repræsenteret af Rådet og Kommissionen - er uholdbar, kynisk og uacceptabel for den arabiske befolkning. Det er muligt, at nogle regeringer accepterer det, men befolkningen i de arabiske lande kan ikke acceptere den politik, vi i øjeblikket fører over for den palæstinensiske regering.

Vi krævede frie valg. Der blev afholdt frie og fair valg - det er Véronique De Keyser hovedvidne på. Så sagde vi, at vi ikke kunne acceptere resultatet. Meget demokratisk! Så sagde vi: Dan i det mindste en enhedsregering! Der blev dannet en enhedsregering. Og I skal klart bekende jer til fredsprocessen og grænserne fra 1967! Den nuværende palæstinensiske regering bekender sig til grænserne fra 1967. Israel bekender sig ikke til dem, men det er ikke noget problem for os.

Mange af vores funktionærer nægter stadig f.eks. at tage imod den palæstinensiske udenrigsminister, som rådsformanden for nylig. Det går ikke an, at rådsformanden fru Merkel erklærer, at hun vil modtage den israelske udenrigsminister, men Palæstinas udenrigsminister, som ikke har noget at gøre med Hamas, vil hun ikke modtage, det er under hendes værdighed.

Derfor forlanger vi i lyset af den konkrete situation i Palæstina, at Rådet og Kommissionen ændrer deres holdning drastisk. Det er muligt, at nogle medlemmer af Rådet og Kommissionen mener noget andet. Men politikken er forkert og kynisk. Ved de damer og herrer overhovedet, hvordan det ser ud i Palæstina? Ved de damer og herrer, som fører vores politik i dette spørgsmål, at Palæstina er ved at synke ned i et kaos, at mafiagrupper er ved at overtage magten? Ved de damer og herrer, at en fortsættelse af denne politik er det bedste bidrag til Israels manglende sikkerhed?

Derfor må vi netop i forbindelse med denne betænkning, men også i forbindelse med Israels sikkerhed - Israels sikkerhed hænger tæt sammen med de arabiske landes sikkerhed og Europas sikkerhed - nå frem til en anden holdning, hvor vi virkelig forsøger at samarbejde med den palæstinensiske regering, som er kommet i stand på baggrund af valg, som vi havde krævet, hvis denne palæstinensiske regering er mindst lige så indstillet på at støtte fredsprocessen, som Israel er. Dette ville jeg gerne sige ved indledningen af debatten om en rigtig god betænkning, som dog risikerer ikke at kunne gennemføres, hvis ikke vi ændrer vores politik for Palæstina og over for den palæstinensiske regering.

  Marco Cappato, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne lykønske hr. Rocard, hvis betænkning, som han selv sagde, skal fremme en dialog og en debat. Jeg mener imidlertid, at vi med en sådan erklæring først skal gøre det klart - da det er noget, der berører os og vores politikker i EU - at det er en dialog og en debat, som vi agter at indlede ikke med staterne med menneskene, individerne.

Det gælder i endnu højere grad, når vi taler om en primært kulturel - og derfor også politisk og institutionel - indsats, da forhandlingerne i dette tilfælde i første omgang skal finde sted med individer snarere end med Den Arabiske Liga eller med enkelte stater, ikke mindst fordi to af de største problemer i den arabiske verden - nationalisme og fundamentalisme - efter min mening nu også vedrører vores europæiske storbyer, der ud fra et demografisk synspunkt også i stigende grad bliver den arabiske verdens storbyer. Derfor skal disse problemer løses af EU selv. Denne situation påvirker også vores institutionelle systemer og den måde, religionen opfattes på i EU.

Der er ingen tvivl om, at den islamistiske fundamentalisme findes. I denne forbindelse har vi taget os den frihed at stille to ændringsforslag vedrørende ikkeforskelsbehandling på grund af seksuel orientering og vedrørende en klar sondring mellem politiske autoriteter og religiøse autoriteter. Det finder jeg ikke provokerende. Jeg har kun tid til f.eks. at nævne, at vi og nogle kolleger under det homoseksuelle optog Gay Pride i Jerusalem kunne observere, at ortodokse jødiske fundamentalister, islamiske fundamentalister og katolske fundamentalister var forenet under nogle undertiden voldelige demonstrationer, der skulle forhindre optoget i at finde sted. Det er derfor en sag, der berører os, og det er årsagen til disse ændringsforslag, som forhåbentlig bliver vedtaget.

  Mario Borghezio, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De gode intentioner i denne betænkning baner vejen for noget, som jeg kan frygte er forkerte skridt. F.eks. kan indrømmelser samt udsigten til panarabisme føre til det, som den forrige taler med rette nævnte som en fare, nemlig arabisk nationalisme. For min del ville jeg ikke betragte det så billigende og roligt.

Jeg er ikke begejstret over det faktum, at vi bag dette tilbud om en dialog kan skimte planerne af det, som en indflydelsesrig arabisk intellektuel frygtsomt beskrev som "Eurabien-projektet" - et udtryk som senere på effektiv vis blev anvendt af den italienske skribent Oriana Fallaci. Jeg er imidlertid særligt bekymret over den måde, hvorpå der i betænkningen udtrykkes tvivl om det arabiske charter om menneskerettigheder, idet der udtrykkes beklagelse over, at nogle af charterets bestemmelser er formuleret på en sådan måde, at de kan fortolkes forskelligt. Men der er altså ikke megen plads til fortolkning i teksten! Det islamiske charter om menneskerettigheder er meget tydeligt. Det fastslår at menneskerettigheder for muslimer er underlagt sharia. Det står i præamblen og i alle de efterfølgende artikler, og det er helt tydeligt.

For de arabiske stater, der har underskrevet dette charter - chartret om menneskerettigheder fra 1948, som vi henviser til - er det kun gyldigt for så vidt som det er i overensstemmelse med Allahs magtbud. I modsætning til det, der står i betænkningen, skal vi gøre det klart for ikke kun befolkningerne, men også de arabiske regimer, som vi forhandler med - selv om det ikke står klart, hvor entusiastiske de er med hensyn til at håndtere og støtte Barcelona-processen, der omtales i meget optimistiske vendinger, i betragtning af at de så ikke deltager i møderne - at religiøse aspekter er én ting, at love er en anden ting, og at princippet om trosfrihed er en helt tredje ting. Chartret om menneskerettigheder bygger faktisk på det filosofiske princip om at adskille love fra åndelige og religiøse anvisninger.

Det er et begreb, der tydeligt skal bekræftes, da Europa ellers fortsat vil foregive, at det ikke kan se meget alvorlige farer inklusive f.eks. fjernsynsprogrammer fra Hamas, hvori Mickey Mouse lærer arabiske børn om kampen mod terrorisme, kampen imod Israel samt de ofre, som selvmordsbomberne yder. Det er det, som den arabiske verden vil se.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil også bede hr. Rochard om tilgivelse for at fokusere på ét emne - Palæstina. Jeg mener også, at EU, indtil det ændrer sin nuværende holdning og anerkender regeringen for national enhed i Palæstina, undergraver mulighederne for gode forbindelser med den arabiske verden. Vi forværrer fattigdommen og lidelserne i de besatte områder, vi risikerer at ødelægge Den Palæstinensiske Myndighed, og vi ødelægger allerede det palæstinensiske folks håb.

Vi er også meget inkonsekvente og hykleriske, for de palæstinensere, jeg mødte, udfordrede mig med rette: Siger EU ikke, at demokrati er bedre end vold? Jo, det gør vi da. Sagde EU's valgobservatører ikke, at de palæstinensiske valg var frie og retfærdige? Jo, det gjorde de. Trods dette, omdannede den lovligt valgte Hamas-regering sig så ikke til en ægte national enhedsregering, da den blev bedt herom? Jo, det gjorde den. Har denne regering ikke accepteret kvartettens tre krav om at forsage vold, respektere tidligere aftaler og anerkende staten Israel? Jo, det har den. De spørger mig, og jeg stiller spørgsmålet til Rådet i aften: "Hvad venter EU så på?".

Jeg er netop hjemvendt fra en parlamentarisk delegations besøg i Palæstina, hvor vi mødte premierminister Haniyeh og mange af hans ministre, og de havde alle det samme budskab: De har opfyldt kvartettens krav, de accepterer en tostatsløsning baseret på grænserne fra 1967, og de er ivrige efter at indlede fredsforhandlinger. De kan ikke forstå, hvorfor EU ikke svarer, og hvorfor vi f.eks. insisterer på at kanalisere hjælp via den midlertidige internationale mekanisme, der - samtidig med at den hjælper nogle af de fattigste mennesker - ikke formår at forhindre den voksende humanitære og politiske krise. Den underminerer den palæstinensiske stats apparatur og myndighed, og hvad værre er, så berøver den EU den indflydelse, vi kunne og burde have på de israelske myndigheder med henblik på at presse dem til at frigive de palæstinensiske skatteindtægter, der helt ulovligt tilbageholdes. Vi mødtes med informationsministeren hr. Mustafa Barghouti, der klokkeklart tilkendegav, at "hvis EU vil have Den Palæstinensiske Myndighed til at bryde sammen, så skal den sige det". Det er helt klart i den retning, vores politikker fører os. Jeg er sikker på, at hverken vi eller Rådet ønsker Den Palæstinensiske Myndigheds sammenbrud, og derfor spørger jeg atter Rådet: Hvad venter det på?

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand! Hvis jeg var en palæstinensisk statsborger, der entusiastisk betragtede EU som et middel til at komme ud af dødvandet, ville jeg være enig med hr. Swoboda og fru Caroline Lucas, og jeg ville være meget bekymret over visse aspekter af Rocard-betænkningen.

Det første problem med betænkningen er, at den opprioriterer Det Europæiske Råds og Kommissionens strategi i Mellemøsten, ifølge hvilken vi alle opfordres til kun at tale til halvdelen af medlemmerne af den palæstinensiske regering og til at ignorere det faktum, at regeringen er en demokratisk valgt national enhedsregering, der støttes af 96 % af det palæstinensiske folk.

Vi har alle set resultatet af denne katastrofale politik. Der er en legitim regering på palæstinensisk jord, som Det Europæiske Råd og Kommissionen har sat i karantæne, hvormed det ødelægger enhver mulighed, som denne regering giver os for at engagere os i legitime forhandlinger. Hvis EU ikke vælger rigtigt ved denne afgørende skillevej, bliver det en meget vanskelig vej fremad.

I et andet punkt nævner betænkningen, at enhver udbygning af de euro-arabiske forbindelser bidrager til at tilvejebringe den energi og det talent, der kan sætte Europa i stand til at forene dets historiske ansvar over for Staten Israel og det jødiske folk. Men i hvilken retning går dets historiske ansvar over for palæstinenserne? Vi skal holde op med at stikke hovedet i jorden. Der er en lovligt valgt regering på palæstinensisk jord, som vi ikke skal isolere, og med hvilken EU straks skal gå i direkte dialog.

  Philip Claeys, for ITS-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Der står en hel del positive ting i Rocard-betænkningen. I disse tider med politisk korrekthed vidner det f.eks. om et vist mod at tale åbent om et arabisk onde. Med rette nævnes en række problematiske områder. Der skal indføres mere demokrati, ligeledes mere fri markedsøkonomi, menneskerettighederne skal respekteres, kvinder bør behandles ligeværdigt, og også ikkemuslimer skal frit kunne bekende sig til deres tro.

Begrebet gensidighed er i høj grad på sin plads her, og det er godt at nævne det udtrykkeligt i betænkningen. EU kan og skal spille en rolle for at fremme disse principper inden for den arabiske verden. Om det giver resultater, er et andet spørgsmål, men der skal i hvert fald gøres et forsøg.

I betænkningen henvises der til - og jeg citerer - at vestliggørelsen af de arabiske samfund ikke er det mest egnede middel til at indføre de nødvendige reformer. Det kan jeg tilslutte mig, men jeg vil understrege, at arabiseringen eller islamiseringen af Europa heller ikke må være en løsning. Vi har f.eks. i anledning af urolighederne omkring de danske tegninger konstateret, at en række væsentlige frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed også i Europa har været udsat for pres. Det har EU reageret svagt på, for ikke at sige meget svagt. Jeg vil altså stille og roligt sige, at der ikke må røres ved vores frihedsrettigheder og vores ret til fortsat at være os selv i Europa og i alle europæiske medlemsstater.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Det er ingen nem opgave at udarbejde en betænkning om reformerne i den arabiske verden, for der er tale om en række meget forskellige lande.

Der er dog bred enighed om, at der er brug for reformer i de arabiske lande, hvilket fremgår af selve betænkningens titel. Det anerkendte de arabiske ledere også på topmødet i Tunis i 2004. På det nylige topmøde i Riyadh har de også insisteret på en modernisering, selv om jeg i teksten fornemmer en mindre vægt på reformtanken.

De arabiske lande står over for en række udfordringer, som de skal klare ved hjælp af væsentlige forbedringer på det politiske, økonomiske og sociale område. Der er således brug for reformer af demokratiet, som indfører en større respekt for menneskerettighederne, som Vesten ikke har eneret på, men som er universelle.

Demokratiseringen omfatter i mange tilfælde den udfordring, der består i at inkorporere moderate islamistiske løsningsmuligheder, som er imod brugen af vold, i det politiske liv.

Der er også brug for økonomiske og sociale reformer. På det økonomiske plan er statens tilstedeværelse for stor, der er en ringe deltagelse i den internationale handel, og økonomierne er ikke tilstrækkeligt diversificerede. Som helhed er der i de fleste af disse lande et lavt økonomisk udviklingsniveau, og der er lave vækstrater, der er ude af stand til at skabe beskæftigelse for en hurtigvoksende befolkning. Den høje arbejdsløshed og de manglende fremtidsudsigter er årsagen til den sociale utilfredshed, som nærer de radikale politiske kræfter.

Hr. formand, det er meget vigtigt for EU, at der er stabilitet og fremgang i de arabiske lande. Vi har brug for at have et godt forhold til dem til gensidig gavn. Bare tænk på betydningen af deres olie og gas for EU, som importerer mange af sine energiressourcer fra tredjelande. Vi er desuden flere medlemsstater, der er naboer til de arabiske lande, og der er mange arabiske indbyggere i vores byer.

Derudover er der i de seneste år opstået en meget alvorlig jihad-trussel, som ikke kun truer vores lande, men også de muslimske stater selv.

Alt i alt er der derfor mange områder, hvor vi bør samarbejde. Vi bør også opmuntre dem og hjælpe dem med at iværksætte politiske, økonomiske og sociale reformer. Den status quo - som betænkningen selv påpeger - er ikke på lang sigt en garanti for stabilitet, snarere tværtimod.

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand! Nogle har under læsningen af denne betænkning sagt, at den er ejendommelig. Den er ejendommelig, fordi den ikke eller knap nok nævner den regionale og internationale politik i denne del af verden, de konflikter, der hærger Mellemøsten, terrorisme, radikal islamisme eller ulovlig indvandring. Den forholder sig også tavs om visse stormagters koloniale fortid og den vedvarende indflydelse, som de fortsat ønsker at udøve. Hvad er så pointen med denne velmenende betænkning, som i øvrigt er en sand modgift til Muhammed-tegningerne?

Først og fremmest er det ikke en velmenende betænkning, men en dristig udtalelse og en gevaldig tillidserklæring over for det demokratiske potentiale i den arabiske verden, forskelligartetheden af dens ikkestatslige aktører, civilsamfundets og kulturens styrke. Endvidere fremhæver den tydeligt den rolle, som Europa skal spille, nemlig at støtte og fremme den lokale, endogene demokratiske proces og minde den arabiske verden om vigtigheden af menneskerettigheder, uden dog nogensinde at fremstå som en overmagt.

Dette budskab kan virke banalt. Det er imidlertid afgørende for en egentlig alliance mellem civilisationer, eftersom det endelig gør den arabiske verden til en partner for fred og en partner for udvikling og kultur. Mange af de betænkninger, der er udgået fra Parlamentet, beskriver de trusler, der kommer til os fra øst. Hr. Rocard har valgt at pege på, hvorfor der er grund til håb, og det takker jeg ham for.

Det er imidlertid et emne, som hr. Rocard har belyst på mangelfuld vis. Betænkningen nævner korrekt Europas ansvar over for Israel og landets sikkerhed. Vi accepterer dette ansvar og vil også gøre det i fremtiden, men det kan ikke adskilles fra vores ansvar over for Palæstina, som i dag gennemgår sin hidtil værste krise. Vi må aldrig ofre den ene part til fordel for den anden. Balfour-erklæringen fastslog allerede i 1917, at "oprettelsen af et hjem for det jødiske folk i Palæstina ikke ville skade rettighederne for de ikkejødiske samfund i Palæstina". Hvor langt er vi nået her hundrede år efter denne erklæring?

Derfor støtter og gentager jeg kraftigt kravet ikke kun fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, men også fra alle dem, som har talt her i aften og sagt til os: Sanktionerne mod Palæstina skal ophæves, vi bliver nødt til at forhandle med den nationale samlingsregering, som accepterer det arabiske fredsinitiativ, der også er en stor garanti for sikkerhed i Israel i forholdet til den arabiske verden. Det er et skrid fremad, det er et stigende håb. Det er et håb for alle dem, som på begge sider af grænsen fra 1967 stadig tror på det internationale retssystem og ønsker at indgyde håb.

Over for alle disse værdier, over for disse retskafne mennesker på begge sider af grænsen, hvad vil vi i Europa da gøre? Vente? Jeg siger det henvendt til jer, mine damer og herrer, og til Rådet og Kommissionen: Lad os ikke vente længere! I morgen vil det være for sent, og det meget tunge ansvar for det vil være vores.

  Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil ikke tale om Palæstina, fordi jeg er helt enig med hr. Swoboda, hr. Triantaphyllides, fru Lucas og fru De Keyser. Jeg vil derfor spare Dem for mine kommentarer vedrørende Palæstina ved denne lejlighed.

I stedet vil jet gerne takke hr. Rocard for at have udarbejdet en betænkning, der indeholder mange vigtige elementer - "håb", som fru De Keyser sagde. Disse elementer omfatter bemærkningen om, at mange arabiske intellektuelle har foretaget en strålende analyse af den arabiske verdens dårligdomme. Efter min mening mangler Rocard-betænkningen imidlertid en strålende analyse af det europæiske samfunds dårligdomme i forhold til ikke alene reformer i den demokratiske arabiske verden, men også i forhold til vores politikker.

I ændringsforslagene fra hr. Rocard selv er der nogle få rettelser, som jeg fuldt ud støtter, selv om vi efter min mening ikke kan tale om reformer i den arabiske verden uden at tage hensyn til de tragedier, der er forårsaget af europæiske politikker, men f.eks. af krigen i Irak og den manglende løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Jeg mener derfor, at vi også skal starte med en kritik af, hvor katastrofal og obstruktiv vores politikker i Irak har været, f.eks. ved at hindre en reformproces, der er helt afgørende ikke kun i den arabiske verden, men også for os med hensyn til at ændre vores politik.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Mange tak, hr. formand! Reformer i den arabiske verden er et meget komplekst emne. Man behøver næsten ikke læse hr. Rocards betænkning for at forstå dens kompleksitet. Ordføreren spørger faktisk, om der reelt set findes et arabisk samfund, og han siger, at der er en grund til, at vi taler om den arabiske verden, men ikke om den arabiske nation eller den arabiske union. Det betyder helt klart, at vi skal have en bedre forståelse af den arabiske verden, inden vi begynder at diskutere den og foreslå løsninger. Derfor der det vigtigt, at vi ikke patroniserer, når vi taler om reformer i den arabiske verden, og at vi ikke dikterer løsninger, som om vi var bedre informerede end alle andre. Der er ingen tvivl om, at der er brug for reformer for at sætte de arabiske lande i stand til bedre at udnytte moderniserings- og globaliseringsprocessen. Det er vores opgave at tilbyde erfaringerne fra vores union og at tilbyde vores støtte i en partnerskabsånd mellem to ligeværdige partnere. Vi skal ikke skabe en situation, hvor vi fortæller andre, hvad de skal gøre.

Barcelona-processen var ment som en partnerskabsproces, men som vi alle ved, endte det med en situation, hvor EU dikterede, hvad der skulle ske hvornår og hvordan. Vi skal også gøre bedre brug af vores samtalepartnere i den arabiske verden - f.eks. Den Arabiske Liga, der trods sine egne problemer har vundet tilstrækkelig med troværdighed til at give den arabiske verden en stemme. Malta tog initiativet til at foreslå en struktureret dialog mellem EU og Den Arabiske Liga - en dialog om de reformer, der skal gennemføres på begge sider af Middelhavet. Det er et godt initiativ, der er blevet godt modtaget af Den Arabiske Liga, og forhåbentlig kan både Ministerrådet og kommissæren støtte det. Mange tak.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske hr. Rocard med denne enestående betænkning, der efter min mening er hårdt tiltrængt for både den arabiske verden og Europa. Efter min mening fremgår behovet for denne betænkning af den måde, hvorpå der ikke kun i USA, men også i Europa i de seneste år har været en vis snæversynet tendens til kun at betragte den arabiske og islamiske verden i forbindelse med kampen mod terrorismen.

Samtidig med at der i forbindelserne mellem Europa og den arabiske verden skal tages hensyn til kampen mod terrorismen, skal der også tages hensyn til den økonomiske og sociale udvikling, beskæftigelse, ordentlig forvaltning af offentlige anliggender, styrkelse af det civile samfund, menneskerettigheder samt interkulturel og tværreligiøs udveksling og dialog. Forbindelserne mellem Europa og den arabiske verden skal baseres på en ægte dialog og på lige konkurrencevilkår uden følelser af overlegenhed eller mindreværd.

Dialog og partnerskab med EU kunne efter min mening målrettes mere mod et samarbejde med den arabiske verden som helhed. Med andre ord bør vi ud over bilaterale forbindelser også fokusere på konkrete organisationer, hvoraf nogle allerede har været nævnt - f.eks. Den Arabiske Liga, samarbejdsrådet for Golfstaterne og Den Arabiske Maghreb-Union.

Endelig vil jeg, fordi vi befinder os her i Europa-Parlamentet, også fremhæve betydningen af Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet som et demokratisk organ, der samler parlamentsmedlemmer fra begge sider af Middelhavet. Efter min mening bør Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet spille en langt større rolle og bl.a. forsøge at løse konflikten mellem Israel og de arabiske lande.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke hr. Rocard for denne betænkning, som på objektiv vis sætter EU's udelukkende bilaterale forbindelser med den arabiske verden i perspektiv. Den opfordrer imidlertid især til en ny dialog, som skal omfatte problemerne med udvikling og god forvaltning. Det er det punkt, som jeg gerne vil vende tilbage til.

I sin udviklingspolitik har EU opdelt den arabiske verden i to: Middelhavsområdet og Kaukasus, kaldet naboområdet, og Mellemøsten, som er underlagt udviklingspolitikken. Denne kunstige opdeling giver ikke mulighed for en mere afbalanceret og vidtrækkende tilgang, som kunne bane vej for grundlæggende reformer.

Hvad angår spørgsmålet om forvaltning, lægger hr. Rocard vægt på partnerskabstilgangen og civilsamfundets rolle. Det er et nyt syn, som må tage hensyn til de lokale myndigheders rolle, og det er derfor, jeg nævner det. Faktisk har der fra by til by udviklet sig et meget tæt samarbejdsnetværk i den arabiske verden med organisationen af arabiske byer, som endvidere tilhører en større organisation, den verdensomspændende organisation af byer, hvor der indgår palæstinensiske og israelske byer, som arbejder sammen. Der er samarbejdsprojekter for fred, for kulturelle og religiøse udvekslinger, for menneskerettigheder og for bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling.

Disse tværnationale tiltag er udtryk for en forbindelse mellem Europa og den arabiske verden på intrastatsligt plan i kraft af fremspirende civilsamfund. De sikrer også et bredere analysegrundlag end det, som fulgte med bekæmpelsen af terrorisme efter 11. september.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske min agtede kollega hr. Michel Rocard med hans betænkning. Som det fremgår af betænkningen, er det eneste gyldige svar på vores ønske om reformer i den arabiske verden et altomfattende svar, der bygger på fælles værdier - noget der alt for ofte går tabt i snakken om kampen mod terror.

Som adskillige socialistiske kolleger har sagt, skal vi gøre reelle fremskridt med henblik på at finde en fredelig og langsigtet løsning på konflikten, ikke mindst mellem det israelske og det palæstinensiske folk. Men jeg vil gerne fremhæve nødvendigheden af at begrænse effekten af enhver direkte eller indirekte støtte fra EU eller vores medlemsstater til autoritære principper i regionen. Forholdet mellem de europæiske sikkerhedstjenester og deres pendanter skal revurderes med henblik på at sikre disse organers fortsatte samarbejde om at bekæmpe fælles trusler inklusive terrorisme under klar overholdelse af de internationale menneskerettighedslove inklusive torturbestemmelserne. Der skal være skrappere kontroller vedrørende overførsler af våben eller militær til regionen for at sikre, at de ikke anvendes i en intern undertrykkelse eller en ekstern aggression. I alle EU's programmer for ekstern bistand skal der foretages en revurdering af bistanden til landene i regionen med henblik på at fremme udvikling og økonomisk retfærdighed og støtte reformisterne i reformprocessen.

  Michel Rocard (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. Gloser, hr. Verheugen! På kun to minutter vil jeg ikke kunne svare alle.

Jeg vil først gerne understrege det vigtige synspunkt, som har fået fire talere til ikke at beskæftige sig direkte med emnet, men til i stedet at minde os om, at forud for denne diskussion hindrede den uløste tragedie i den israelsk-palæstinensiske konflikt, manglende anerkendelse af den nye palæstinensiske regering og de forskellige forhindringer, som vi lagde i vejen, gode forbindelser mellem Europa og den arabiske verden. De har ret. Det var imidlertid ikke den pointe, som jeg ville frem til, men jeg vil gerne kraftigt støtte dette synspunkt. Jeg har ofte støttet det i andre anledninger, og jeg vil gerne henlede jeres opmærksomhed på, at deri ligger nøglen.

Jeg vil også gerne takke for den store forståelse for tilgangen i betænkningen, som fremgik lige så tydeligt af hr. Glosers tale som af hr. Verheugens tale, og jeg tror heller ikke, at hans efterfølger vil mene andet end, at der findes et meningssammenfald mellem den parlamentariske tilgang, som jeg her repræsenterer, og opfattelsen i Ministerrådet samt i Kommissionen. For mig er det helt essentielt.

Til vores kolleger på de forskellige bænke vil jeg blot sige, at jeg mener, at bidraget fra hr. Busuttil, som støtter idéen om partnerskab, er vigtigt. Jeg vil sige, at hr. Cappato med rette understreger, at vi gennem alle disse tiltag ønsker at indgå i dialog med civilsamfundene og i sidste ende med det enkelte menneske naturligvis, men vi kan ikke indgå i dialog med enkeltpersoner alene. Vi bliver nødt til at gå gennem institutionerne, medierne osv., og det er rent faktisk tilgangen i denne betænkning.

Hr. Tajani fokuserede på gensidighed. Jeg er også optaget af gensidighed. Jeg vil gerne påpege, at fornuften i vores tilgang vil afhænge af vores evne til at tilpasse gensidigheden efter niveauforskellene i den økonomiske og kulturelle udvikling. Det drejer sig om at støtte en proces, der skal bringe de arabiske lande tættere på værdierne i vores demokratier uden at foregive og uden at beskylde dem for ikke at dele disse værdier fra starten af processen. Det er det, der fører mig til, som hr. Cappato godt ved, at udskyde visse ændringsforslag, ikke fordi jeg er uenig i nogle af kritikpunkterne, men snarere fordi jeg er uenig i hensigtsmæssigheden af at fremsætte dem nu, på et tidspunkt, hvor vi indleder en proces, hvor vi rækker en hjælpende hånd ud til mennesker, som er langt bagud i forhold til os, hvad angår overholdelse af menneskerettighederne.

En støtteproces tager ikke udgangspunkt i, at problemet på forhånd er løst. Vi vil ikke øge vores krav. Jeg ville endda i denne ånd være fristet til at opfordre til at stemme imod et ændringsforslag fremsat af min egen gruppe. Vi har diskuteret det indgående. Min gruppe står fast på nogle urørlige principper, som jeg har kæmpet for i 50 år. I denne sag må vi gå mere moderat frem. Jeg foreslår, at vi anvender subtilitet i vores diplomatiske forbindelser. I politik er subtilitet en sjældenhed, men jeg foreslår det alligevel.

(Latter)

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil kun kommentere nogle få punkter. Har vi egentlig noget alternativ til dialog med vores naboer?

EU har i de seneste år fastlagt en bred vifte af foranstaltninger, og ikke ensidigt, men i samarbejde med mange arabiske lande. Stikordene er blevet nævnt - Barcelona-processen f.eks., men også den aktuelle udvidelse af naboskabspolitikken. Alligevel kan vi konstatere, at udviklingen er forskellig i de enkelte lande.

Hvem skulle have troet, at kongen af Marokko ville nedsætte en sandhedskommission, som forsøger at finde ud af, hvilke forbrydelser der er blevet begået i fortiden? Naturligvis opfylder dette undersøgelsesudvalg ikke de kriterier, som vi i de europæiske medlemsstater stiller til undersøgelsesudvalg. Eller hvem skulle have troet, at valgretten ville blive udvidet i visse lande langt væk fra os?

Der er sket meget, men vi må alligevel konstatere, at vi gerne ville have opnået mere på visse punkter. Befolkningen i de arabiske lande havde også håbet at kunne få større del i den økonomiske udvikling, end det er tilfældet. Men der er ikke andre alternativer end dialog, samtale.

Når De, hr. Rocard, talte om, at vi må udvikle en strategi, så vil det kun kunne fungere sammen med de arabiske lande. Muligvis er strategien over for et bestemt land anderledes end strategien over for et land, som hører til Golfstaterne. Det er imidlertid også vigtigt at konstatere, at Den Arabiske Liga atter er blevet stærkere. Man ser ofte til EU, til de europæiske staters sammenslutning. Den Arabiske Liga har imidlertid ikke denne samlende funktion, man tænker ofte meget nationalt og vil selv bestemme det hele. Man har dog efterhånden konstateret, at det netop i forbindelse med konfliktløsning er bedre med en sammenslutning, så man bedre kan få sine interesser igennem.

Jeg vil også gerne kommentere de forskellige udtalelser under debatten med hensyn til konflikten mellem Israel og Palæstina. Jeg er naturligvis klar over, at man af samtalerne og foraene for dialog ofte lider under den uløste konflikt mellem Israel og Palæstina. Men jeg siger også helt bevidst, at mange problemer i de arabiske lande ville også kunne løses, uden at denne konflikt blev bilagt først.

Under hele debatten - også i lyset af hr. Swobodas og andres udtalelser - bør vi imidlertid være opmærksom på kronologien i udviklingen. Vi har aldrig talt om, at valget i de palæstinensiske områder skulle have været unfair. Tværtimod! Det forløb, som vi kunne konstatere, mere fair end i visse andre lande. Et vigtigt aspekt var imidlertid også, at den nyvalgte regering ikke erklærede, at den ville overholde de forpligtelser, som den foregående regering havde indgået - i hvert fald ikke i begyndelsen, hr. Swoboda, men gradvis, og faktisk også først nu på Saudi Arabiens initiativ!

Det er lykkedes for mange arabiske stater at danne en national enhedsregering.

Fordi det nogle gang bliver utydeligt, og for at De ikke skal bebrejde mig noget ved slutningen af processen, siger jeg helt klart, at EU i blokadeperioden ydede stor økonomisk støtte til palæstinenserne, det har den ansvarlige kommissær for eksterne forbindelser, fru Ferrero-Waldner, hele tiden understreget. De beløb, der blev udbetalt, var ofte større end i den tid, hvor den såkaldte blokade ikke var indført endnu.

Nu må det for os handle om sammen med Den Arabiske Liga og naturligvis de to aktører Israel og Palæstina at opnå fremskridt i genoplivningen af fredsprocessen - som også er EU's og Mellemøstkvartettens fortjeneste - og nå det, som vi har krævet i dag.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, jeg vil blot takke Parlamentet og naturligvis ordføreren, hr. Rocard, for det udførte stykke arbejde på et område, som er af stor betydning for os alle. Jeg vil give en redegørelse til hr. Verheugen, som har fremsat Kommissionens holdning, om kvaliteten af debatten, som jeg i hans sted selv har haft lejlighed til at deltage i. Jeg tror faktisk, at Parlamentet er stolt af at udvikle tankegange om vigtige emner. Jeg roser naturligvis det tyske formandskab og håber, at denne betænkning vil gøre det muligt at finde frem til den fredsstrategi, som vi alle har så hårdt brug for.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Hr. formand! Jeg finder hr. Rocards betænkning rimeligt anbefalelsesværdig. Den understreger det faktum, at det er EU's opgave at fremme og engagere sig i forsøg på reformer i de arabiske lande. Denne rolle kræver en aktiv interkulturel dialog.

Vi skal være opmærksomme på, hvad dialogen skal baseres på. I betænkningen står der, at "relanceringen af den tværkulturelle dialog forudsætter enighed om en universel humanistisk fællesnævner, som sætter sig ud over dogmer og kommunitaristiske opfattelser". Det skal ikke opfattes som en rent sekulær basis, hvilket bestemt kunne øge de kulturelle spændinger.

Et liberaliseret samfund udviser en blanding af to tankemåder: etnisk pluralisme og kulturel relativisme, hvilket kan kaldes sekulær relativisme.

Mens relativisme bygger på den antagelse, at der ikke findes en religiøs sandhed, er den pluralistiske tilgang blot den, at vi kan nå til enighed herom på fornuftig vis. Relativisme betyder derfor, at værdi- og trossystemer ikke er holdt helt ude af de politiske beslutninger.

Pluralismen på den anden side stræber efter en dialog om værdier, hvilket betyder, at forskellige værdi- og trossystemer skal forstås, når der træffes beslutninger, af den enkle grund at de er en vigtig del af folks liv. Man må indse, at en dialog efter disse retningslinjer ikke kun tillader forståelse og interaktion, men også kritik.

Relativismen fører faktisk til stigende spændinger, fordi den viger uden om de vanskelige spørgsmål og forbigår dem. Pluralismen kan afhjælpe spændinger, da den i bund og grund handler om at tage hensyn til menneskelige værdier og deres forskelle.

Religion er ikke nødvendigvis årsagen til spændinger, dvs. problemer. Den kan også være en del af løsningen.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter denne betænkning om EU's strategi over for den arabiske verden. Skønt der er fejl på begge sider af konflikten mellem Israel og araberne, glæder jeg mig over det faktum, at EU har en langt mere afbalanceret holdning til denne konflikt end Bush-regeringen i USA.

Hvad vi har mulighed for at gøre, kunne man se for nylig i den ikke helt anderledes sammenhæng i Aceh-konflikten i Indonesien, der er verdens fjerdestørste land og verdens største muslimske stat. Her formidlede EU's indsats en fredsløsning og en fredsproces, der afsluttede en 30 år lang borgerkrig til en pris, der svarer til blot nogle få timers udgifter i Irak. Det bør tjene som et eksempel for EU's fremtidige indsats i vores begyndende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.