Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 26. april 2007, for genoptaget.
2. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen
Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Det var egentlig meningen, at vi skulle diskutere roaming-betænkningen i dag. Europa-Parlamentet præsenterede jo en kompromispakke for Rådet i trilogen den 2. maj - i øvrigt med tilslutning fra alle Parlamentets grupper og samtlige lande, der var repræsenteret i denne trilog. Desværre er der endnu ikke kommet tilslutning fra Rådet. Derfor kan vi ikke føre debatten i dag og heller ikke gennemføre afstemningen i morgen.
Brian Crowley (UEN). - A Uachtaráin, ba mhaith liom comhghairdeas a dhéanamh le Rialtas na hÉireann, le Rialtas na Breataine, agus leis an Rialtas nua i mBéal Feirste.
(EN) Hr. formand! I går tiltrådte en ny regering, og den overdragede forsamling blev genoprettet i Nordirland, hvilket repræsenterer det, man tidligere ville have kaldt den ekstreme fællesskabsfølelse og den ekstreme nationalisme, og som nu skal være Nordirlands nye regering. Som vi har hørt fra nobelprismodtagerne, er det en enestående mulighed for ikke bare at lykønske de involverede parter og tilskynde dem til at finde nye måder at løse konflikten og problemerne mellem de forskellige samfund på, men også en mulighed for at lykønske EU med dets engagement og støtte til den nordirske befolkning gennem de seneste 20 år.
Grundene til, at en sådan storhed fandt sted i går, var det faktum, at folk her stod på skuldrene af kæmper - ikke kun på skuldrene af John Hume og Lord Trimble, der er til stede her i salen i dag, men også på skuldrene af Jacques Delors, der først præsenterede planen og tanken om et fredsprogram for Nordirland, samt Helmut Kohl med flere.
Vi bør tænke på dette i dag og sørge for at fortsætte vores engagement. Som formand for UEN-Gruppen og som repræsentant for et regeringsparti vil jeg takke alle de kolleger her i salen og alle de kolleger fra Irland, der har samarbejdet om denne fælles sag og dette fælles mål.
Vi skal også tænke på og mindes de tab af menneskeliv, de skader og de svækkelser, der har ramt mange mennesker, men i stedet for fortsat at lade disse tab betænde og forgifte vores dialog skal vi forstå, at det hører fortiden til. Nu skal vi sørge for at give vores børnebørn bedre fremtidsudsigter i Nordirland.
Lad os også huske på den gamle digters ord: "Skønt mine knogler kan brække og min krop kan bløde, vil mit hjerte fortsat banke for, at menneskeheden finder og får opfyldt sine behov".
(Bifald)
Formanden. - Tak for den erklæring, hr. Crowley. Jeg vil gerne fortælle Dem, at jeg har sendt et lykønskningsbrev til premierministeren og vicepremierministeren. Vi ser frem til en god fremtid for Nordirland, Irland, Storbritannien og EU.
3. Nedsættelse af et midlertidigt udvalg om klimaændringer (frist for ændringsforslag): se protokollen
4. Dagsordenen
Formanden. - I forbindelse med vores arbejdsplan for i dag og i morgen er der efter aftale med alle grupperne omdelt en ændring af den dagsorden, der blev vedtaget på mødet mandag den 23. april. Til denne rettelse har jeg modtaget følgende forslag:
Onsdag
PPE-Gruppen foreslår at udsætte Brok-betænkningen om årsrapporten 2005 om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (A6-0130/2007) til mødet i maj i Strasbourg.
Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Vores kollega, hr. Brok, har fået foretaget en operation. Han troede, at han ville være tilbage denne uge, men det bliver ikke tilfældet. Jeg kan ikke desto mindre forsikre jer om, at han er ved godt helbred - som vi ved, går han op i sit helbred - og han vil være til stede ved mødet i Strasbourg. Derfor beder jeg jer, mine damer og herrer, om at udsætte drøftelsen af denne betænkning.
(Parlamentet vedtog forslaget)
Formanden. - Den Socialdemokratiske Gruppe foreslår at udsætte Lulling-betænkningen om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (A6-0148/2007) til mødet i maj i Strasbourg.
Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Først vil jeg på vores gruppes vegne ønske hr. Brok god bedring.
Hvad Lulling-betænkningen angår, har jeg i dag talt med fru Lulling. Der er en række problemer - jeg vil ikke lægge skjul på, at det især er i Bulgarien - i forbindelse med ændringer, som Lulling-betænkningen ville føre med sig. Vi vil gerne endnu en gang tale med fru Lulling og repræsentanterne for de andre grupper om, om ikke vi kan finde konsensus i dette prekære spørgsmål. Derfor anmoder vi om, at debatten udsættes til det næste møde i Strasbourg. Det har ikke noget med partipolitik at gøre, for det rammer alle grupperinger i Bulgarien. Det ville være uheldigt at sende et negativt signal nu, hvis det alligevel lykkes at finde en løsning om en eller to uger.
Astrid Lulling (PPE-DE), ordfører. - (FR) Hr. formand! Der er ingen saglig grund til, at vi ikke skulle drøfte min betænkning i dag med henblik på at stemme om den i morgen. Denne betænkning blev vedtaget i Økonomi- og Valutaudvalget efter adskillige måneders drøftelser, eftersom Kommissionens forslag, som det fremgår, blev forelagt os den 28. september 2006. Vi har drøftet forslaget mindst fem gange i Økonomi- og Valutaudvalget. Alle har haft mulighed for at give deres mening til kende. Ændringsforslagene blev fremsat inden for tidsfristerne. De er blevet oversat.
Som tingene står, kan jeg udmærket forstå, hvorfor Den Socialdemokratiske Gruppe foreslår denne udsættelse. Socialdemokraterne er nemlig tilhængere af at hæve minimumspunktafgiftssatserne, mens man i Bulgarien er imod. Socialdemokraterne er derfor bange for at vedtage en holdning inden det bulgarske valg til Europa-Parlamentet. Derfor er årsagen til anmodningen om udsættelse en åbenlys løgn. I virkeligheden er baggrunden politisk, ikke saglig. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at stemme imod.
Nils Lundgren (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! Vi skal ikke udvise en sådan foragt for demokratiet, at denne betænknings forhandling udsættes til efter det bulgarske valg. Det er et enormt vigtigt demokratisk princip, at folket, i dette tilfælde i Bulgarien, skal have så megen information som muligt, når de går til valg. Hele formålet med den foreslåede udsættelse er det modsatte, nemlig at vi skal diskutere spørgsmålet efter, at bulgarerne har været til valg. Det modsætter jeg mig på det kraftigste. Alle, som er gode demokrater, bør modsætte sig af samme årsag.
(Parlamentet vedtog forslaget)
(Parlamentet godkendte den således ændrede dagsorden)
5. Erklæring om økonomisk interesse: se protokollen
6. Skriftlige erklæringer (modtagne dokumenter): se protokollen
7. Skriftlige erklæringer (artikel 116): se protokollen
8. Tekster til aftaler sendt af Rådet: se protokollen
9. Kommissionens reaktion på Parlamentets udtalelser og beslutninger: se protokollen
10. Styrkelse af den europæiske lovgivning om information og høring af arbejdstagere (indgivne beslutningsforslag): se protokollen
11. Erklæring fra formanden (Estland)
Formanden. - Jeg er blevet bedt om at komme med en kort erklæring om Estland, og jeg har fået at vide, at gruppeformændene efterfølgende også vil komme med en kort erklæring. Jeg kan se, at det er rigtigt. Schuman-erklæringen af 9. maj 1950 gav Europa fundamentet for, at der kunne udvikles et partnerskab i fred og frihed mellem tidlige fjendtlige nationer. Den Europæiske Union blev efter den fredelige sammenvoksning af vores tidligere delte kontinent garanten for fred, frihed og velstand i hele Europa. Vi er stolte af i dag at kunne fejre Schuman-dagen sammen med 27 medlemsstater i EU. Men den 9. maj er også en kontroversiel dato af andre grunde, som vi senest så det i diskussionen om det sovjetiske soldatermindesmærke i Estlands hovedstad Tallinn. Vi minder derfor om vores beslutning af 12. maj 2005, hvor Europa-Parlamentet konstaterede, at afslutningen på Anden Verdenskrig for nogle nationer var ensbetydende med en nyt tyranni fra Sovjetunionens side. Vi minder om, at kontroversielle holdninger til historiske begivenheder aldrig må udkæmpes med voldelige midler. Udskejelser og plyndringer fordømmer vi på det bestemteste.
Vores tidligere kollega Toomas Hendrik Ilves, den nuværende præsident for Republikken Estland, sagde noget meget rigtigt i forbindelse med begivenhederne foran den estiske ambassade i Moskva: "Det er ikke skik og brug i Europa at kræve, at et nabolands demokratisk valgte regering skal træde tilbage. I Europa er det utænkeligt ikke at overholde Wienerkonventionen om beskyttelse af diplomatiske repræsentationer."
Vi minder om vores beslutning af 8. juni 2005 om beskyttelse af mindretal og imod diskriminering af mindretal, hvor vi bl.a. erklærede, at nationale mindretal er en berigelse for Europa. EU bygger på værdier. Det er vores fælles opgave at beskytte disse værdier. Når et EU-land sættes under pres, er der bud efter os alle. Estland kan regne med vores solidaritet.
(Bifald)
Tunne Kelam, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke for Deres støtte og solidaritet.
Jeg vil også gerne udtrykke min taknemmelighed over for alle mine kolleger for deres fantastiske støtte til og solidaritet med Estland, for det, der sker mellem EU-medlemsstaten Estland og Den Russiske Føderation, er ikke et bilateralt anliggende, men en sag for EU som helhed. Det er en prøve på, om EU er en ægte politisk union, der er rodfæstet i solidaritet og enhed. I dag afprøves klarheden, timingen og enheden i EU's reaktion. Vi forventer et stærkt tilsagn fra EU om betingelsesløs solidaritet.
Først og fremmest skal vi undgå ønsketænkning. Den Russiske Føderations måde at behandle en EU-medlemsstat på er bestemt ikke en afvigelse. Præsident Putin præsenterede et program med en ny og mere dogmatisk russisk udenrigspolitik i sin tale i München. Man kan kalde denne tilgang for neoimperialistisk og revanchistisk. Målet er at genvinde - i det mindste delvist - den tidligere indflydelse over de tidligere baltiske kolonier og derefter over den del af Europa, der tidligere var med i Warszawa-pagten med udgangspunkt i det aktuelle energiopsving, der har forstærket den russiske indflydelse, samt ved at misbruge dele af den russiske befolkning, der bor uden for Rusland.
Jeg vil gerne gøre det helt klart, at præsident Putin kalder disse russere for sine landsmænd. Det vil jeg på det kraftigste modsætte mig. Russere i Estland er mine landsmænd, og jeg er stolt af dem, fordi 99 % af dem forblev loyale over for Estland og ikke præsident Putin.
(Bifald)
Derfor er det ikke kun et spørgsmål om solidaritet. Nøgleordet er "suveræniteten" hos den europæiske families nye medlemsstater. Den kan vi kun sikre ved at tale med én stemme og udvise enhed i vores handlinger. Når en medlemsstat, der beslutter sig for at være mere tydelig med hensyn til sin egen fortid på en åben og værdig måde, pludselig udsættes for koncentreret pres fra sin enorme nabo, og dens ambassade i Moskva i praksis holdes som gidsel i en hel uge; når der med klar inspiration og hjælp fra en fremmed stat organiseres optøjer med henblik på at destabilisere lov og orden; når russiske tjenestemænd opfordrer en demokratisk valgt regering til at træde af; når der gennemføres en økonomisk blokade; når de estiske statslige institutioners hjemmesider blokeres af omfattende cyberangreb, hvilket udgør en ny form for propagandakrig; så bør man være alvorligt bekymret over den pågældende stats suverænitet.
Afslutningsvis er der fortsat en anden form for suverænitet, som vi skal forsvare, nemlig retten til at træffe beslutninger om og få adgang til vores fortid. De citerede Europa-Parlamentets to år gamle beslutning vedrørende de mange europæiske lande, der blev ofre for det fornyede tyranni fra Stalins Sovjetunion. Der er fortsat en skillelinje i Europa mellem alle de vestlige demokratier, der aldrig har anerkendt Sovjetunionens ulovlige anneksion og besættelse af de baltiske lande i 1940 som følge af pagten mellem Hitler og Stalin, og Den Russiske Føderation, der fortsætter benægter denne pagt, og som også forsøger at nægte dens tidligere ofre adgangen til deres fortid. Derfor har vi brug for Deres solidaritet, og jeg er Dem alle taknemmelig for at udvise denne.
(Bifald)
Formanden. - Mange tak, hr. Kelam. Som borger og ærefuld personlighed fra Estland gav jeg Dem dobbelt så lang taletid, som De havde fået tildelt, men det skal ikke være et eksempel for andre.
Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg håber, jeg er honorable, selv om jeg ikke kommer fra Estland. Jeg har bedt hr. Tarand, vores delegationsleder fra Estland, om at tale. Da han også skal tale senere, har han bedt mig om at præcisere, at hele Den Socialdemokratiske Gruppe står fuldt og helt bag Estland, vores medlemmer fra Estland og Estlands befolkning, og at vi afviser enhver form for intervention udefra, enhver form for intervention fra Ruslands side.
Vi bekender os ikke kun klart til princippet om respekt for ambassader og diplomatiske institutioner, men også til princippet om at respektere et lands suverænitet og en befolknings suverænitet.
Jeg vil gerne tilføje en personlig bemærkning. Jeg blev født få måneder efter krigens slutning i en dengang sovjetisk besat zone i den østlige del af Østrig. Jeg har oplevet, hvordan mine forældre, slægtninge og bekendte har fortalt, at de var glade for, at der kom russiske soldater for at befri os fra det nazistiske regime. Jeg har også oplevet, at de samme mennesker var bange for, at de sovjetiske soldater ville blive der som besættere. Det var vores held i Østrig - et historisk held - at vores land blev befriet. Mange andre, f.eks. menneskene bare 20 km øst for min hjemby, oplevede ikke befrielsen, men besættelsen.
Derfor mener vi, at Rusland endelig bør anerkende, at mange russiske soldater på den ene side kom som befriere, men at regimet selv førte med sig, at de samme befriere blev som besættelsesmagt, og at mange folk blev undertrykt - i Sovjetunionen og i mange nabolande. Hvis denne erkendelse kunne vinde udbredelse, så ville dialogen også være meget lettere. Jeg håber, at alle borgerne på begge sider af den tidligere grænse til østblokken vil anerkende denne dialektik, som der nu engang var.
Vores gruppe var meget ked af det, da vi mistede Toomas Ilves som medlem af vores gruppe, men i dag er vi meget glade for, at en så besindig mand som Toomas Ilves er præsident for Estland. Jeg vil komme med to korte citater: Han henviste til en ung russisk esters hjemmeside, hvor det blev udtrykt således: We are Russians, but our homeland is Estonia. Han tilføjede: Thank you, Maria. Den sidste sætning i hans tale, som virkelig er meget bemærkelsesværdig, lyder:
(EN) Hr. formand! "Det er kutyme i Europa, at de uoverensstemmelser, der nu og da opstår mellem stater, løses af diplomater og politikere, og ikke på gaderne eller med computerangreb. Det er noget, der hører andre lande og andre tider til, og det hører ikke hjemme i Europa."
(DE) I Europa har vi brug for dialogen, for samtalen, men ikke for angreb og demonstrationer foran ambassader, det er tværtimod netop denne dialog, der er kernen i Europa.
Siiri Oviir, for ALDE-Gruppen. - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne have lov til at svare, idet jeg håber, at jeg ikke får væsentligt kortere taletid end den forrige taler, idet jeg taler på vegne af min gruppe.
I dag diskuterer vi forbindelserne mellem Estland og Rusland, og i den forbindelse skal vi helt sikkert drøfte de begivenheder, der fandt sted i Estland sidst i april måned. Vi kan heller ikke ignorere årsagen til disse begivenheder - bronzesoldaten. Denne statue blev rejst af de sovjetiske myndigheder til ære for Tallinns befriere. Befrielsen af Tallinn bestod faktisk i bombningen af Tallinn den 9. marts 1944, hvor 40 % af Tallinns beboelsesområder blev ødelagt, og hundredvis af mennesker døde.
Det blev omtalt som befrielse, men estere blev deporteret til Sibirien, hvor den ene bølge af deportationer fulgte den anden, og alle familier blev berørt af undertrykkelsen. Min far blev deporteret til Sibirien i 1941, og han vendte først hjem 21 år senere. Efter Stalins død begav min oldemor, der også var blevet deporteret til Sibirien, sig alene og til fods ud på en rejse tilbage til hendes hjemland Estland. Da min familie kom hjem fra arbejde en dag, fandt de hende siddende på trapperne til vores hus, men desværre var min oldemor allerede død. Jeg husker stadig den tid.
Som et monument, der var rejst til ære for en befrier, var bronzesoldaten et symbol på meget smertefulde oplevelser for mange estere. Ikke desto mindre stod det på torvet i vores hovedstad i yderligere 15 år, dvs. i 15 år, efter at Estland genvandt sin frihed.
Hvad var det, der skete den 26. april? Hvad skete der den aften? Monument-krisen startede faktisk omkring et år tidligere, da en forsamling af ekstremister, der svingede med sovjetiske flag, omdannede det fra et monument til ære for de døde til et symbol på de sovjetiske besættelsesstyrkers sejr, og som sådan blev det en kilde til fortsatte spændinger. Indtil da havde veteraner mødtes der hvert år, og selv om der undertiden blev drukket alkohol og danset på graven, blandede politiet sig aldrig.
Natten til den 26. april opstod der imidlertid optøjer i centrum af byen, og de spredte sig senere til nogle grænsebyer, hvor de dog var mindre alvorlige. Spektakelmagerne ødelagde alt på deres vej inklusive biler og busskure, men primært vinduer. Bander af unge mennesker brød ind i butikker og stjal alt. Det gik særligt hårdt ud over butikker, der solgte alkohol, men også andre butikker blev ramt, og f.eks. blev Armani-, Hugo Boss- og smykkebutikker blev plyndret.
Da vi lever i en medietidsalder, blev det alt sammen filmet og transmitteret direkte på fjernsynet. I dag findes der mange videooptagelser, der dokumenterer begivenhederne. Politiet blandede sig først, da banderne af unge mennesker blev for aggressive. Man brugte knipler og vandkanoner - ikke skydevåben. Denne nat blev bronzesoldaten transporteret fra Tõnismäe til militærkirkegården, hvor den i går atter blev tilgængelig for offentligheden. Derefter begyndte angrebene fra Rusland - de propagandaoffensiver, som den forrige taler nævnte, og som kulminerede med den russiske Dumas krav om en regeringsændring i Estland. Jeg stopper her. Jeg beder om forladelse, hr. formand.
(Indlægget blev afbrudt)
Til slut vil jeg gerne takke alle, der har støttet, og som fortsat støtter Estland. Det er en stor ære og en stor hjælp for os. Mange tak, hr. formand, og endnu en gang om forladelse.
Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Ligesom mine kolleger vil jeg også først og fremmest tilbyde den estiske regering og det estiske folk vores solidaritet og støtte med en fordømmelse af den russiske regerings bølletaktik i dens forsøg på at skabe usikkerhed og ustabilitet ikke kun i Estland, men i alle de baltiske lande.
På mange måder er vi nu vidner til en ny form for totalitære eller autoritære principper gennem brugen af bølleangreb på en ambassade i Moskva, gennem anvendelsen af energiens betydning til at få folk til at bøje nakken for den russiske regerings indflydelse og vigtigst af alt gennem et fortsat ønske om at anvende symboler på herredømme og underlæggelse i områder, der er blevet uafhængige af totalitære regimer.
I dag der et vores opgave at lytte til vores estiske kolleger og høre på deres råb og bøn om hjælp og solidaritet. Da vi påskønner at have Rusland som partner i fremtidige udviklinger, bør vi imidlertid vigtigst af alt træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre en ensartet respekt for rettighederne hos alle EU's medlemsstater, uanset om de er store eller små, om de er nabolande, eller om de er tidligere dominioner.
Endelig skal vores mest glødende opfordring lyde til borgerne i Estland, for at vise dem, at de nu er en del af EU, og at vi ikke opgiver dem, sådan som de tidligere er blevet opgivet.
Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er ikke første gang, vi har denne diskussion om Europas historie. Sidste gang diskuterede vi, hvordan man skulle vurdere sudeterproblematikken i Tjekkiet. Vi sagde allerede i den forbindelse, og jeg vil gerne gentage det, at vi har brug for en europæisk fortolkning af krigen, og at vi må holde op med de nationale fortolkninger. Den europæiske fortolkning er let i dette tilfælde: Den Røde Hær ydede sit bidrag til at befri Europa fra nazismen og fascismen. Dette er sandt, og dette bidrag krævede store ofre. Jeg tager ikke stilling til, hvilket ansvar Stalin havde for Hitlers opkomst. Det er en anden debat.
Men derefter var Den Røde Hær en besættelseshær! En hær, som gjorde friheden umulig. Også det er europæisk historie. Når man fjerner hæslige bronzestatuer, er det heller ikke noget problem for en bys kulturlandskab, det bidrager snarere til at forskønne byen. I denne diskussion må vi imidlertid sige meget klart - og det håber jeg også, vi kommer til at høre under debatten om Rusland - at den russiske regering, at Putin i virkeligheden med al magt forsøger at fremkalde en spaltning i denne sag. Vi må alle erklære os solidariske med Letlands og Estlands regeringer.
Samtidig må vi imidlertid trods al solidaritet sige, at vi klart anerkender, at der er et problem i de tre baltiske stater, nemlig det russiske mindretals rettigheder. Vi ved alle fra historien, at hvis et mindretal - og det drejer sig om 30 % af befolkningen - ønsker at høre til, men føler, at det bliver frataget sine rettigheder, så opstår der en social konflikt!
Jeg ved, at alle flertal altid benægter dette. Tyrkerne har også altid sagt til os, at der ikke findes noget kurdisk problem i Tyrkiet. Der findes et kurdisk problem i Tyrkiet, og der findes et problem med det russiske mindretal og dets rettigheder! Det betyder ikke, at det russiske mindretal er godt, men at det skal have rettigheder som mindretal. Men hvis disse rettigheder ikke bliver anerkendt, er det vanskeligt at skabe konsensus i samfundet.
Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er rigtigt: I dag for 62 år siden underskrev Hitlertysklands repræsentanter den betingelsesløse kapitulation. Dermed afsluttedes et af de mørkeste kapitler i Europas historie. Folkene i den daværende Sovjetunion ydede et afgørende bidrag til denne sejr og betalte en uhyre stor pris. Det bør vi alt sammen betragte med behørig anerkendelse og naturligvis også med eftertænksomhed. Derfor er jeg helt enig med lederen af Simon Wiesenthal-centret i Jerusalem, Efraim Zuroff, som om begivenhederne i Tallinn har sagt følgende, der bevægede mig dybt:
(EN) Hr. formand! "Mens centret enstemmigt fordømmer forbrydelser begået mod estere af alle religioner og nationaliteter under sovjetisk herredømme, må man aldrig glemme, at det var den røde hær, der på effektiv vis standsede massemordet begået af nazisterne og deres lokale kollaboratører på estisk grund, indtil nazitysklands besættelse ophørte. Regeringens fjernelse af monumentet fra Tallinns centrum viser således en beklagelig mangel på sensitivitet over for dybden af nazikriminaliteten, og det er en fornærmelse mod dens ofre."
(DE) Min gruppe beklager dybt tilspidsningen af de indenrigspolitiske og udenrigspolitiske diskussioner i Tallinn, og vi opfordrer alle involverede til at vise besindelse og til dialog. Det er meget foruroligende, at en fredelig demonstration i Estlands hovedstad udarter til ballade, og at politiet agerer på en måde, som fører til en dræbt og talrige sårede. Det er bestemt et tegn på den manglende dialog mellem det estiske flertal og det russiske mindretal. Derfor gør jeg opmærksom på, at også vi i Europa-Parlamentet bærer et medansvar, fordi vi ikke i tilstrækkelig grad har modsat os denne forfordeling af det russiske mindretal i de baltiske lande.
Lige så beklagelige er de uforholdsmæssige reaktioner fra Rusland. Min gruppe støtter udtrykkeligt kravet til Rusland om at opfylde sine internationale forpligtelser i henhold til de gældende konventioner og beskytte den estiske repræsentations personale og område samt sørge for uhindret adgang til repræsentationen. Vi opfordrer ligeledes det tyske formandskab til at bidrage til at nedtrappe konflikten og opbygge en dialog mellem Estland og Rusland. Forud for topmødet mellem EU og Rusland bør der ikke rejses barrierer, men tværtimod bygges broer.
FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA Næstformand
Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Første og fremmest er det vigtigst at slå fast, at Estland er en selvstændig nation og ikke en russisk marionetstat. Det betyder, at vi ikke kan "mumle" om, at vi skal forstå Rusland og landets historie, at vi skal forstå, at Rusland udøver en blokade imod Estland og begærer, at regeringen i et andet land skal gå af osv. Det skal vi ikke forstå noget af. Derimod har Ruslands regering, den russisktalende minoritet i Estland og alle andre naturligvis ret, når de kritiserer f.eks. flytningen af en bronzestatue. Estland er imidlertid en fri og selvstændig nation, som er ikke er en russisk marionetstat i den russiske interessesfære.
Det er et farligt eksempel, når hr. Cohn-Bendit begynder at tale i Parlamentet om helt andre spørgsmål, nemlig om minoriteten i de tre baltiske republikker. Det er ganske givet en diskussion for sig. Nu taler vi dog om, hvilke rettigheder Rusland har til at gøre det, som Rusland har gjort, nemlig ingen rettigheder overhovedet. Det spiller ingen rolle, at det i og for sig var fremragende, at den røde hær besejrede Hitler. Det kan vi fejre. Efterfølgende begyndte den røde hær at tyrannisere Estland langvarigt.
I 1939 lå Finland nord for Finske Bugt og Estland syd for Finske Bugt. Landene havde nogenlunde samme levestandard og var i mange henseender ret lige. Hen imod slutningen af den russiske besættelse er Finland et af verdens rigeste og mest fremgangsrige lande, mens Estland sad fast i mudderet, men nu arbejder sig meget fremgangsrigt op. Disse omkostninger må vi ikke glemme. Nu skal vi altså ikke forstå Rusland. Nu skal vi huske, at det ikke er en russisk satellitstat, men den selvstændige nation Estland, som vi taler om.
Bruno Gollnisch, for ITS-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Historien mangler endnu at blive skrevet med det ene formål at komme sandheden nærmere. Indtil videre er den blevet skrevet på ideologisk vis. Det betyder, at den konsekvent udelader det væsentlige faktum, at den nedrige pagt mellem Molotov og Ribbentrop, mellem Stalin og Hitler, dvs. mellem kommunismen og nationalsocialismen, resulterede i den voldelige invasion af Estland, hvor Den Røde Hærs tilstedeværelse udmøntede sig i arrestationer, deportationer, vilkårlige henrettelser og årtier uden adgang til civile rettigheder.
I dag er alle tilhængere af de baltiske landes frihed, men i oktober 1987 da hr. Le Pen og medlemmerne af det parti, som han var formand for, i det franske parlament ytrede ønske om at udelukke de baltiske lande fra anvendelsesområdet af de traktater, der var indgået med Rusland, fordi de følte, at annekteringen af området var ulovlig, eftersom den var sket med vold, var alle andre politiske partier imod. I realiteten, mine damer og herrer, var både esterne og russerne ofre for kommunismen. I betragtning af de enorme indrømmelser, som den russiske hær efterfølgende har gjort, er den ydmygelse, som det russiske mindretal og frem for alt tidligere soldater har følt, ganske forståelig. Den store franske digter Baudelaire sagde engang: de døde, de stakkels døde, har store sorger.
Lad os lade det være op til Estland at finde sine egne måder at blive i stand til at ære dem, hvis offer i sidste ende ikke har nogen anden legitim mening end forsvaret af deres respektive nationer - deres uafhængighed, suverænitet og identitet.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
12. Topmøde EU/Rusland (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om topmøde EU/Rusland.
Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Før jeg helliger mig vores egentlige emne, vil jeg ganske kort kommentere den foregående diskussion. Formandskabet og dermed også EU har reageret rettidigt på konflikten - også på baggrund af en EU-medlemsstats suverænitet - men har også samtidig vist solidaritet og - som fru Zimmer var inde på - bidraget til en nedtrapning. Det vil naturligvis også fortsat være vores opgave.
Vi fejrer i dag, den 9. maj, Europadagen. Den 9. maj er et symbol for den europæiske enhed. Siden Robert Schumans forslag om at oprette et europæisk fællesskab for kul og stål har Europa tilbagelagt en lang og vanskelig, men efter min mening også succesrig vej frem til det nuværende EU med 27 medlemsstater. I dag har EU realiseret en grad af stabilitet og velstand, som verden misunder os. Uden politisk klogskab og strategisk tålmodighed ville denne historiske succes ikke have været mulig.
Disse to ting er der også brug for, når det gælder udformningen af relationerne mellem EU og Rusland. EU betragter med rette Rusland som en partner og nabo, som vi er forbundet med af et strategisk anlagt samarbejde. Der er næppe noget andet land, som EU har så omfattende og intensive forbindelser med som Rusland. Det er en grundlæggende erkendelse i den europæiske historie, at varig stabilitet og velstand i Europa kun kan sikres i samarbejde med Rusland. Også de store globale udfordringer kan vi i sidste ende kun overkomme i fællesskab. Det gælder kampen mod den internationale terrorisme, forhindring af udbredelsen af masseødelæggelsesvåben og risikoen for en global klimaændring. I forbindelse med de internationale konflikter - uanset om det er i Kosovo, i Iran eller i Mellemøsten - er et tæt samarbejde mellem EU og Rusland uomgængeligt, hvis vi vil have succes.
Vores fælles interesser og den gensidige afhængighed er i globaliseringens tidsalder langt vigtigere end det, der skiller os. Det gælder f.eks. på energiområdet. Her glemmer man ofte, at Rusland for 80 % af gaseksportens vedkommende er afhængig af EU som forbruger. Rusland har brug for samarbejde med EU om den højst tiltrængte modernisering af Ruslands erhvervsliv. Og EU selv har en fremtrædende interesse i at knytte Rusland yderligere til sig. Omvendt er EU, som præsident Putin med rette har sagt ved flere lejligheder, Ruslands drømmepartner. Med EU mener han naturligvis alle 27 medlemsstater.
De fire områders politik, som er aftalt med Rusland, udgør grundlaget for dette samarbejde, som bygger på sammenknytning. Det tyske EU-formandskab vil derfor benytte topmødet mellem EU og Rusland den 18. maj i Samara til yderligere at styrke og udbygge partnerskabet med Rusland. Vi vil ikke nøjes med en ren meningsudveksling, tværtimod skal der fra dette topmøde udgå positive signaler for en styrkelse af samarbejdet med Rusland. Det arbejder vi derfor udtrykkeligt fortsat på. Vi ved, at vi senest på topmødet må tage fat på forhandlingerne om en efterfølgeraftale for den nuværende partnerskabs- og kooperationsaftale.
Sammen med Kommissionen arbejder det tyske formandskab fortsat af alle kræfter på at opnå en løsning på det endnu uløste spørgsmål om det russiske importforbud for polske landbrugsprodukter. Efter de mange samtaler, der har fundet sted mellem Kommissionen, Polen og Rusland, er tiden nu inde til, at Rusland nævner en dato for ophævelsen af importforbuddet. Påbegyndelse af forhandlinger om en ny, strategisk anlagt aftale ville være et vigtigt politisk signal om, at begge parter fortsat arbejder engageret på at videreudvikle deres partnerskab. Dette må ikke mislykkes på grund af et teknisk spørgsmål.
Det er i vores fælles interesse at skabe et nyt grundlag for relationerne mellem EU og Rusland og formulere nye fælles perspektiver. Det gælder f.eks. for udvikling af et energipartnerskab mellem EU og Rusland på grundlag af pålidelige regler og rammebetingelser. Præsident Putin forsikrede i oktober sidste år i Lahti, at disse principper vil komme med i den nye aftale. Allerede på topmødet mellem EU og Rusland vil vi gerne tale med den russiske regering om, hvordan vi også fremover kan undgå irritationer på energiområdet og forhindre afbrydelser i forsyningen. En vigtig forudsætning for dette vil være, at der etableres en tidlig advarselsmekanisme.
Energipolitikken hænger tæt sammen med klimapolitikken. Derfor er klimaændring og sikkerhed spørgsmål, som bør tages op på topmødet. Som De ved, er EU villig til at reducere udledningen af drivhusgas med 30 % inden 2020, hvis andre industristater påtager sig lignende forpligtelser. Derfor ville det være en stor succes, hvis vi kunne få Rusland med på denne idé.
Partnerskabet mellem EU og Rusland handler imidlertid også om andet end energi og økonomiske spørgsmål. Inden for uddannelse, forskning og kultur ligger der et stort og langtfra udnyttet potentiale for at intensivere forbindelserne mellem EU og Rusland. Netop på disse fremtidsområder kan begge parter profitere af en større sammenknytning og netværksdannelse. Her ligger der for EU en særlig chance for at ledsage Ruslands transformation med hensyn til europæiske værdier. Derfor vil vi gerne benytte topmødet til at sætte et udvidet samarbejde på disse områder i gang, f.eks. ved at styrke den akademiske udveksling og forskningssamarbejdet.
Styrkelsen af sikkerheden i Europa kræver et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem EU og Rusland. Vi ved, at dialogen med Rusland om dette emne ikke altid har været let i den seneste tid. Vi har med bekymring hørt de russiske udtalelser om et moratorium for OSCE-traktaten. Her må der - ligesom i diskussionen om raketforsvaret - gøres alt for at undgå en ny spiral af mistillid, for kun gennem gensidig tillid og praktisk samarbejde vil det lykkes at forankre en varig sikkerhed i Europa.
Derfor vil vi også fortsat forsøge at overbevise Rusland om, at det skal medvirke til at finde en løsning på spørgsmålet om Kosovos fremtidige status på grundlag af Ahtisaari-planen. Det ville være et afgørende russisk bidrag til den europæiske sikkerhed. Konstruktiv medvirken fra Ruslands side er også afgørende for fremskridtene i de såkaldte frozen conflicts i Moldova og det sydlige Kaukasus.
Et virkeligt partnerskab omfatter også dialog om kontroversielle spørgsmål. Derfor - det vil jeg gerne understrege her - vil vi i Samara også tale om Ruslands indre udvikling. Den har netop i den seneste tid ført til kritiske spørgsmål og bekymring i EU. Det gælder især for mediernes situation og for civilsamfundet. De russiske myndigheders hårde fremfærd mod demonstranterne i Moskva, St. Petersborg og Nizjnij Novgorod er kun et eksempel på en udvikling, som mange generelt opfatter som problematisk, og som ikke kan accepteres.
Den 3. maj fandt de femte menneskerettighedskonsultationer mellem EU og Rusland sted i Berlin. EU gav udtryk for sin bekymring især med hensyn til retten til ytrings- og forsamlingsfrihed, specielt forud for parlaments- og præsidentvalget i Rusland. EU udtrykte klart sin bekymring med hensyn til situationen for de russiske ngo'er og civilsamfundet efter indførelsen af loven om ngo'erne aktiviteter og ekstremismeloven. Naturligvis blev også konkrete tilfælde af overtrædelser af menneskerettighederne og situationen i Tjetjenien samt bekæmpelsen af tortur og mishandling taget op. Også her gælder det, at vi ikke kritiserer for kritikkens skyld, men fordi en god og sund udvikling i Rusland ligger os på sinde.
EU har en meget stor interesse i et stabilt og stærkt Rusland, som i sin udvikling orienterer sig efter europæiske værdier uden at fornægte sine egne traditioner. Hertil hører også et positivt forhold til Ruslands naboer, som er præget af åben dialog og godt samarbejde, men ikke af pres. Derfor har vi som formandskab - også til gavn for vores EU-partner Rusland - arbejdet for en vellykket nedtrapning af konflikterne. Således lykkedes det ved vores mellemkomst at få bragt de uholdbare tilstande ved den estiske ambassade i Moskva til ophør. Vi vil fortsætte denne ikke altid lette dialog med Rusland, netop omkring dets baltiske naboer.
Moderniseringen af Rusland vil i sidste ende kun kunne lykkes, hvis man også styrker de demokratiske og retsstatslige værdier og principper, som EU og Rusland i fællesskab bekender sig til i FN, Europarådet og OSCE. Det er en europæisk erfaring, at retssamfundet og et kritisk og levende civilsamfund er forudsætning for god regeringsførelse. Hele Europas fremtidige udvikling afhænger altså i afgørende grad af, at det lykkes at udvikle et omfattende strategisk partnerskab mellem EU og Rusland.
Det er et historisk projekt, som kræver strategisk tålmodighed og realisme på begge sider. Denne realisme omfatter også indsigt i, hvad der kan lade sig gøre, og bestræbelser for at opnå fremskridt skridt for skridt. Det bliver ikke uden vanskeligheder, ligesom på så mange andre områder. Alligevel har hverken EU eller Rusland et realistisk alternativ til dette samarbejde som partnere. At vælge denne vej er vores fælles europæiske ansvar.
(Bifald)
Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! I betragtning af den lidet tilfredsstillende tilstand i forholdet mellem Rusland og EU anser Kommissionen det for nødvendigt at komme med nogle principielle bemærkninger i denne debat.
For det første er Rusland vores strategiske partner nr. 1 i Europa. For det andet har vi al mulig interesse i at have Rusland som en stabil og pålidelig partner, ligesom vi også vil være en sådan partner for Rusland. For det tredje er vi overbevist om, at vores partnerskab trives bedst, hvis det på begge sider bæres af en utvetydig bekendelse til demokrati, retssamfund og menneskerettigheder samt af en konstant bestræbelse på at gennemføre dem. For det fjerde er vores relationer til naboer og andre folk uden for Europa ikke værdifri, de bygger tværtimod på vores fælles opfattelse af værdier og vores værdisystem. Det er grunden til, at Europa for så mange uden for vores egne grænser er blevet til et håbets kontinent. Det vil vi holde fast i.
Topmødet finder sted på et kritisk tidspunkt. Med udsigt til det forestående valg til statsdumaen og til præsidentvalget er Moskvas fokus rettet mod en gnidningsløs magtoverdragelse. Derfor befinder forholdet til Vesten generelt og forholdet til EU sig i en vanskelig fase.
Der er mange punkter på den aktuelle dagsorden, hvor vi har forskellige standpunkter. Jeg minder om spørgsmålet om Kosovos fremtid og om spørgsmålet om raketforsvaret og de konventionelle styrker i Europa. Det er alt sammen spørgsmål, som i øjeblikket står højt på dagsordenen. Naturligvis handler det også hele tiden om sikker energiforsyning til alle EU's medlemsstater.
I denne situation er det vigtigt, at vi holder os EU's mere langsigtede interesser i forholdet til Rusland for øje. Vi er ikke kun naboer med en lang fælles historie, vi er også på mange områder afhængige af hinanden. Vi er langt det største eksportmarked for Rusland, og Rusland er vores vigtigste energileverandør. Intet vigtigt udenrigspolitisk spørgsmål i Europa kan løses, uden at vi er enige. Det forudsætter en konstant og konstruktiv dialog, hvor vi beslutsomt forsvarer vores interesser og værdier, men hvor vi samtidig i fællesskab skal forsøge at opnå enighed.
På topmødet stræber vi fortsat efter at indlede forhandlingerne om en ny aftale mellem EU og Rusland. Denne aftale skal erstatte den eksisterende partnerskabs- og kooperationsaftale. Begge parter turde have en stærk fælles interesse i denne aftale. Den kan og skal løfte vores relationer op på et nyt, højere trin og give disse relationer mulighed for at folde sig helt ud.
Kommissionen har arbejdet intenst for at opnå en ophævelse af det russiske importforbud for polske kød- og planteprodukter. Jeg vil i denne forbindelse gerne sige, at Kommissionen mener, at det russiske importforbud er uforholdsmæssigt og uberettiget. Vi forventer derfor nu et entydigt, konstruktivt signal fra Rusland, dvs. en klar tidshorisont for en fuldstændig ophævelse af disse foranstaltninger, også selv om det skulle kræve flere skridt.
Topmødet bliver ikke nogen afslutning. Det er en del af en lang udvikling, og vi vil fortsat arbejde for at opnå fremskridt i gennemførelsen af de fælles områder, som vi aftalte med hinanden allerede for flere år siden. På topmødet må vi udtrykke vores bekymring over situationen for menneskerettighederne og retsstaten i Rusland. Begrænsningen af pressefriheden og angrebene på journalister, begrænsningen af ngo'ers og oppositionspolitikeres handlefrihed samt situationen i Tjetjenien og i Nordkaukasus blev drøftet indgående under menneskerettighedskonsultationerne mellem EU og Rusland i sidste uge. Det er særligt vigtigt, at Rusland inviterer observatører fra OSCE til valgene.
Ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlingsfriheden er hjørnesten i demokratiet, et demokrati uden indskrænkninger. Vi forventer, at Rusland som medlem af familien af demokratiske nationer garanterer disse frihedsrettigheder.
Jeg vil på dette sted også gerne komme med en kommentar til den diskussion, der netop blev ført om krisen i forholdet mellem Rusland og Estland. Mange talere har beskrevet, hvad der er sket. Det behøver jeg ikke gentage. Estland kan i konflikten med Rusland stole på solidariteten fra sine partnere i EU og på EU's institutioners solidaritet. Det mener jeg også, vi har vist. Denne solidaritet skal opretholdes, hvis der skulle ske yderligere indblanding i Estlands indre anliggender, hvad enten det er i form af computerangreb eller ved krav om den estiske ministerpræsidents tilbagetræden fra delegationer i Dumaen.
Vi vil aldrig mere tillade, at nogen forsøger at drive en kile ind mellem EU og en af dets medlemsstater. Krisen viser, at fortidens europæiske krige stadig kaster deres skygge på os. Alle Europas folk har deres egne historiske erfaringer og deres egen måde at håndtere dem på. Man kan kun ønske, at dette altid sker i respekt for de andres erfaringer. Når der er forskellige opfattelser, er det virkelig kun samtalen, der hjælper, intet andet.
Topmødet er en lejlighed til at sætte fornyet skub i processen med Ruslands optagelse i WTO. EU er en af de førende forkæmpere for dette mål, som helt klart er i begge parters interesse. På energiområdet stræber vi på topmødet efter at opnå enighed om at oprette en tidlig advarsels- og konsultationsmekanisme, som sikrer, at informationer om risikoen for en mulig afbrydelse af energileverancerne bliver udvekslet tidligt nok, så en forsyningskrise kan undgås. Her skal transitlandene inddrages i det nødvendige omfang.
På topmødet bør det også aftales at prioritere bekæmpelsen af klimaændringen. Det er vigtigt, at Rusland så hurtigt som muligt godkender og påbegynder fælles gennemførelsesprojekter med investorer fra EU i forbindelse med Kyoto-protokollen. Vi vil også opnå, at vi samarbejder på konferencen på Bali til december om at få indledt internationale forhandlinger om en omfattende klimaaftale for tiden efter 2012. Det er i vores fælles interesse, at lande med store udledninger af skadelige stoffer - som USA, Kina og Indien - bliver inddraget i denne vigtige forhandlingsproces, så den globale udfordring kan blive taget op.
Rusland er en vigtig partner, når det gælder om at løse vanskelige udenrigspolitiske spørgsmål. Diskussionerne om internationale spørgsmål på topmødet forventes at blive koncentreret omkring Kosovo, Iran og Mellemøsten. Her må begge sider engagere sig konstruktivt i de relevante multilaterale fora for at finde holdbare løsninger.
Hvad vores fælles nabolag angår, så vil vi gøre det klart, at Republikken Moldova og Georgien er EU's naboer. Vi har en større interesse end nogensinde i, at der bliver fundet løsninger på de såkaldte indefrosne konflikter, og man bør i denne forbindelse benytte de internationale rammer, som både Rusland og EU og mange af EU's medlemsstater er med i. Vi håber især, at der kan gøres fremskridt med hensyn til Transnistrien og Nagorny-Karabakh.
Lad mig endnu en gang understrege, at Kommissionen fortsat vil føre en konstruktiv samarbejdspolitik med Rusland som vores strategiske partner og nabo. Denne politik skal bygge på fælles interesser og værdier. Vi mener, at det er i Ruslands egen interesse at samarbejde konstruktivt med både EU og EU's medlemsstater på dette grundlag.
Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Gloser, hr. Verheugen, mine damer og herrer! Kan vi på en og samme tid stå fast på vores værdier og principper og arbejde tæt sammen om så vigtige emner som energi, klimaændringer, tiltrædelse til WTO, visumpolitik og samarbejde i vores fælles naboområde? Svaret på det spørgsmål bør ikke variere i henhold til den partner, som vi taler om, når det drejer sig om EU's forbindelser med denne partner. Ja, EU skal i sine forbindelser til Rusland indtage en åben holdning med fokus på dialog, men EU skal også give udtryk for sine ofte alvorlige bekymringer, hvad angår menneskerettigheder, og navnlig hvad angår ytringsfrihed og behandling af mindretal.
I dag den 9. maj fejrer vi årsdagen for Schuman-erklæringen. Hvilken betydning har sådanne årsdage, hvis EU i sin forenede form ikke er i stand til at holde sine humanistiske rettigheder i hævd? I vores forbindelser med en så strategisk vigtig partner som Rusland er den seneste udvikling i landet en kilde til alvorlig bekymring. Min gruppe føler således, at den russiske regerings attitude i forbindelse med de estiske myndigheders flytning af et sovjetisk monument er fuldstændig uacceptabel. Der er fra Ruslands side her tale om en reel krænkelse af en EU-medlemsstats suverænitet, hvilket kræver, at vi reagerer med stor alvor. Det er, hvad vi har gjort i dag. Rusland må ikke tro, at ved at anlægge en sådan attitude vil det lykkes at splitte os. I dag er vi alle estere.
Desuden har min gruppe uforbeholdent fordømt den skærpede kurs over for demonstrationer i Moskva. Vi tager afstand fra mordet på journalisten Anna Politkovskaya i slutningen af 2006, forgiftningen af Alexander Litvinenko og de gentagne angreb på både ytringsfriheden og pressefriheden. Endelig er de alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne i Republikken Tjetjenien, snigmord, tvungne forsvindinger, tortur, gidseltagninger og vilkårlige tilbageholdelser fortsat en realitet, som EU ikke må acceptere.
Mine damer og herrer, i alle disse spørgsmål har EU pligt til at tale uden omsvøb, få nogle afklaringer og frem for alt opnå en holdningsændring og en politisk ændring. Det er vores gensidige pligt at skabe betingelserne for afbalancerede forbindelser og arbejde mod oprettelsen af et stabilt geopolitisk miljø, der er så harmonisk som muligt. Verden har ændret sig. Vi befinder os ikke længere i koldkrigstiden, men i en tid med samarbejde og med udvikling af konkrete politikker, og disse politikker kan kun være gunstige for væksten, beskæftigelsen og den langsigtede stabilitet på vores kontinent.
Jeg opfordrer Kommissionen og Rådet til at udarbejde fælles initiativer sammen med Rusland med henblik på at styrke sikkerheden i naboområdet - en fælles håndtering af krisen i Ukraine og i Belarus og en fælles indsats for at løse konflikterne i Nagorny-Karabakh, i Moldova og i Georgien under respekt af staternes fulde territoriale integritet. Jeg så også gerne, at forhandlingerne om en ny rammeaftale mellem EU og Rusland blev genåbnet snarest muligt, for så vidt som Rusland indvilliger i at forholde sig som en egentlig partner. Jeg lykønsker det tyske formandskab med sin store indsats i den forbindelse, og jeg opfordrer vores russiske partnere til at holde op med at lægge økonomisk pres på vores medlemsstater.
Jeg vil gerne understrege betydningen af en russisk tiltrædelse til WTO i den nærmeste fremtid. Tiltrædelsen vil sende et vigtigt signal om tillid til investorerne, den vil stimulere væksten i Rusland og også styrke vores samhandel, og den vil tvinge Rusland til at overholde reglerne. EU vil imidlertid kun kunne støtte denne udvikling, såfremt der sker større forbedringer og kommer større ro omkring forbindelserne. Lad os ikke forspilde denne mulighed!
Jeg vil også gerne understrege, at det strategiske spørgsmål om energidialogen med Rusland er meget vigtigt. Jeg vil gerne lykønske kommissær Piebalgs og den russiske energiminister med den nyligt indgåede aftale om en reorganisering af denne dialog. Det er vores pligt, og det er i vores fælles interesse at garantere forsyningssikkerheden og energiefterspørgslen i en tid med større indbyrdes afhængighed. Dette samarbejde - og vi insisterer på dette punkt - skal være baseret på principperne i energichartret og navnlig i transitprotokollen, der findes som bilag til chartret.
Det er gennem sådanne praktiske tiltag til fordel for de russiske indbyggere og indbyggerne i EU, at vi vil overvinde vores forskelligheder. Det er gennem en egentlig dialog, at det vil lykkes os at leve op til globaliseringsudfordringerne, hvis hovedaspekter vil fremstå styrket. Jeg håber, at vi kommer til at styrke dem på gensidig vis.
Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Er den 9. maj ikke i en vis forstand en symbolsk dag for en forhandling om forbindelsen mellem EU og Rusland? Det er en passende dag for historiske overvejelser, for i EU fejrer vi i dag Europadagen, og i år ser vi endda særligt tilbage på 50 års europæisk samarbejde. I Rusland er den 9. maj den dag, hvor afslutningen af Anden Verdenskrig mindes. En krig, som splittede Europa, men også var begrundelsen for den europæiske integration. Den 9. maj bør faktisk derfor være en dag, hvor vi ser på de fælles erfaringer, som knytter os sammen, erfaringer, som desuden kan danne udgangspunkter for en fælles fremtid.
Desværre ser det ikke så lyst ud. Når vi ser på det forestående halvårlige topmøde mellem EU og Rusland på fredag i næste uge i Samara, må vi desværre konstatere, at omstændighederne for en konstruktiv dialog - som vi faktisk alle sammen ønsker - er ugunstige. Der er selvfølgelig nok at tale om, og - som de forrige talere understregede - er vi stadig overbevist om, at et tæt samarbejde mellem EU og Rusland faktisk er den eneste mulige løsning i fremtiden i betragtning af de interesser, som vi begge har på vores kontinent.
Der er også områder, hvor vi har gjort fælles sag i de forløbne år, og som vi gerne vil fremhæve, f.eks. når det gælder betydningen af Den Internationale Domstol i Haag, Irans og Nordkoreas nukleare ambitioner og måden, hvorpå disse kan modvirkes, og samarbejdet omkring Kyoto-protokollen.
Når jeg ser på de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem Rusland og EU, får jeg ofte at vide, at disse udvikler sig meget gunstigt. Hvordan vi skal videreudvikle vores partnerskabsforbindelse, er imidlertid stadig til en vis grad usikkert.
I vigtige sager har vi stadig ikke kunnet gøre fremskridt. Hvordan kan vi sikre de klare og gennemsigtige energiforbindelser, som vi ønsker? Hvordan passer vores fælles værdier demokrati og respekt for menneskerettighederne til det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland? Disse ting er af fundamental betydning for os og for min gruppe, og på disse områder kan der ikke gøres indrømmelser i dialogen. Det er efter min mening EU's opgave i Samara at gøre det klart, hvor vi står, især i optakten til nye forhandlinger om en fremtidig partnerskabsaftale. Vi er ligesom andre bekymrede for, at dette topmøde resulterer i mindre, end vi havde forventet for nogen tid siden.
Jeg kan nævne endnu flere sager, som ligeledes er omtalt i det fælles beslutningsforslag. Der er én ting, som jeg også på min gruppes vegne vil understrege, og det er, at vi er bange for og bekymrede over den tiltagende polarisering i optakten til valget til Dumaen senere i år. Det er meget vigtigt, at også EU understreger, at vi ønsker, at valget finder sted frit og demokratisk, og at det ikke er acceptabelt, at oppositionspartier modarbejdes sådan, som det nu sker.
Jeg vil ikke gentage det, der er sagt om Estland. Jeg støtter faktisk alle de foregående talere. Lad os håbe, at Ruslands holdning og adfærd i denne sag ikke er symptomatisk, og at vi klart udtaler, at en gentagelse deraf er uacceptabel for os.
Indtil 1991 var Samara en lukket by, fordi den for en del lå i en af Sovjetunionens strategiske zoner. Vi håber ikke, at det er et forvarsel om mødets atmosfære i næste uge. Jeg tror, begge parter har interesse i endnu en gang at finde ud af, hvad der er vores fælles interesser, især hvad angår EU, uden at forbigå de værdier, som vores partnerskab skal baseres på. Det er også værdier som demokrati, menneskerettigheder og respekt for andre lande.
Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! På denne dag i 1945 fejrede Europa Ruslands День Победы - deres sejrsdag - og frihedens, rettens og den menneskelige værdigheds sejr over de nazistyrkers had. Dengang stod vi sammen i en fælles sag. Nu har et symbol på den krig, der førte os sammen, låst os fast i en destabiliserende strid.
Jeg ved, at Kommissionen anbefaler en dialog for at løse hårknuden mellem Tallinn og Moskva over den russiske krigsstatue. Man må imidlertid huske på, at "en dialog er mere end to monologer", som den tidligere amerikanske ambassadør ved CSCE, Max Kampelman, engang sagde.
Når intimidering sejrer over forhandling, kan der ikke længere være normale forhold mellem EU og Rusland. Derfor besluttede min gruppe her til morgen at trække støtten til beslutningsforslaget om topmødet mellem EU og Rusland tilbage. Problemet er ikke, hvad forslaget siger, men hvad det ikke siger. Russerne har brug for et klart signal om, at nu er det nok.
(DE) Hr. Glose, hr. Verheugen! De gav os smukke ord, men kun bløde ord, ingen handling!
(Beifall)
(EN) Hr. formand! Så lad mig komme med et direkte forslag til Dem: Udskyd topmødet, indtil Rusland er villig til at cementere et konstruktivt forhold til EU, og fordøm al vold mod EU's personale og ejendom.
(Bifald)
Vi skal stå sammen med Estland. Vi skal stå sammen med Polen. Demokratisk solidaritet er vigtigere end bilaterale olie- og gasaftaler.
(Bifald)
Og vi må ikke blinke først, hvis vi virkelig ønsker at bevare et pragmatisk samarbejde med Putins regering og skaffe enighed om Kosovos endelige status.
Vi Liberale og Demokrater er særligt bekymrede over Ruslands generalieblad vedrørende menneskerettigheder. Først når en uafhængig dømmende magt, ytringsfrihed og demokrati ikke kun findes som velvalgte uddrag af taler, og når journalister, oppositionspartier og ngo'er kan virke uden frygt for gengældelse, vil Rusland have bevist sin klare forpligtelse til at oprette et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i overensstemmelse med dets medlemskab af Europarådet og det dokument, som det underskrev på topmødet i Skt. Petersborg.
Arrestationen og tilbageholdelsen af medlemmer af oppositionen, det være sig Kasparov eller Khodorkovsky, peger ikke i retning af nye tider. December måneds valg til Dumaen for ikke at nævne næste års præsidentvalg, bliver en lakmusprøve i denne henseende på samme måde som Ruslands aktioner i Tjetjenien, hvor tortur og hemmelige tilbageholdelser fortsat giver anledning til bekymring.
En dialog kræver fremskridt vedrørende energisikkerhed, hvor udsigten til yderligere voldelige metoder truer, nu hvor Gazprom handler mere om politik end om profit. Vi skylder medlemsstater som Letland og Litauen, der er blevet ofre for energipolitikker, at reagere med mere handling end ord. Det betyder, at vi skal insistere på, at fremtidige aftaler mellem EU og Rusland kædes sammen med principperne i traktaten om det europæiske energicharter og Kyoto-aftalen for at skabe større sikkerhed og en bæredygtig fremtid.
Ja, der er tegn på fremskridt inden for retlige og indre anliggender, hvor vi forhandler om grænseaftaler med de baltiske lande, visumfri rejser og tilbagetagelse af ulovlige indvandrere i tråd med vores fælles strategi.
Der er imidlertid for langt mellem den konstruktive dialogs frugt. I dag skulle "sejrens dag" minde os om, at den indbyrdes afhængighed for bare 60 år siden hjalp os med at klare nogle fælles udfordringer. Det kan den gøre igen, hvis vi har modet til at handle!
(Bifald)
Hanna Foltyn-Kubicka, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Som en selvstændig nation har Estland fuldt ud ret til selv at betragte sin egen historie. Det har også lov til at flytte monumentet samt de sovjetiske soldaters aske til en kirkegård - hvor de retteligen hører til - under udvisning af behørig respekt for de døde. Ruslands hysteriske reaktion på den estiske regerings suveræne beslutning er en nøje planlagt skinmanøvre. På den ene side prøver Kreml at lægge størst muligt pres på Europa, mens det på den anden side fremprovokerer konflikter som dem i Polen, Georgien og Ukraine. Målet er at skabe indtryk af en fæstning under belejring og få russerne til at samle sig omkring Putin. Det kommende topmøde i Samara bliver derfor en prøve på, hvor samlet Europa står. Jeg har sagt det fra denne talerstol mange gange tidligere, og nu gentager jeg, at EU skal være forenet, det skal tale med én stemme, det skal forsvare sine medlemmer for enhver pris, og det skal tage alle Putins udfordringer op.
Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg tror, at hr. Daul forsøgte det rigtige, men bare ikke nåede frem til målet. Hvordan plejer man en relation til en politisk magt som Rusland, som i grunden kun opfatter relationer som instrumenter? Rusland er ikke længere Sovjetunionen, men Rusland vil på mange områder føre samme politik som Sovjetunionen. Og det er magtpolitik, ikke en militær, men en økonomisk magtpolitik, og et af instrumenterne er f.eks. energileverancerne.
Det betyder ikke, at vi ikke bør indgå i politiske relationer med Rusland, det betyder kun, at vi ikke må forveksle tingene. Kommissionens og Rådets politiske relationer til Rusland er ikke nogen dialog. Dialog finder kun sted, hvis mennesker kan tale med hinanden, hvis de kan rejse, hvis der finder en udveksling sted mellem civilsamfundene. Politiske strukturer fører ikke nogen dialog, de fører politiske forhandlinger. Det bør man ikke forveksle! Jeg synes, at Graham Watson valgte en rigtig model. Er der mulighed for, at EU i betragtning af den aktuelle russiske magtpolitik, som kun gælder Ruslands interesser - ikke landets, men magtstrukturens, Putin-systemets og det økonomiske systems - kan sende et signal om, at det ikke er den slags politik, vi vil have?
Det er vanskeligt. Jeg påstår ikke, at jeg har løsningen, men én ting står fast: Når en tidligere tysk kansler kan påstå, at Rusland er et pletfrit demokrati, så er det prototypen på den dumhed, som svækker vores politik så slemt. Vi er nemlig ikke i stand til at se, hvilket system, der hersker i Rusland. Vi er nødt til at have politiske relationer til Rusland eller til Saudi Arabien. Der er jo ikke nogen politiker ved sine fulde fem, som ville erklære, at Saudi Arabien var et pletfrit demokrati, hvor man kun hugger den ene hånd af folk, som har gjort noget forkert, i modsætning til to hænder i andre islamiske fundamentalistiske stater.
Det betyder, at vi kun kan skabe en rigtig relation til Rusland, hvis vi her i fællesskab kan nå frem til en rigtig vurdering af Rusland. Til en rigtig vurdering af Ruslands magtpolitik og af Putins autoritære politik. Kun da vil vi kunne forholde os rigtigt, og det betyder ikke, at vi ikke skal forhandle, men det betyder, at vores holdning ikke er nogen venskabsholdning.
Jeg vil ikke have noget politisk venskab med en så autoritær og diktatorisk ledelse som Putins! Vi kan og må pleje politiske forbindelser med Rusland, men det kan ikke være nogen venskabelig forbindelse, hvor vi siger: Okay Putin, fortsæt bare sådan med dit folk. Det må vi sige nej til!
(Bifald)
Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. - (FI) Hr. formand! På en måde er det et spørgsmål om både at blæse og have mel i munden, da nogle EU-medlemsstater ønsker at bevare både gode og dårlige forbindelser med Rusland på samme tid. Det er nødvendigt med gode forbindelser for at få billig gas og olie, mens dårlige forbindelser er nødvendige af indenrigspolitiske årsager.
Vores gruppe ønsker, at EU skal forhandle om en ny partnerskabsaftale med Rusland. Da der er 27 medlemsstater, vil de have forskellige interesser at varetage under forhandlingerne. Det er imidlertid vanskeligt at forstå den form for nationalisme, der forhindrer vores fællesskab med en halv milliard mennesker i at forvalte forbindelserne med EU's nabo på en organiseret måde.
Visse medlemsstater bør ikke tirre Rusland og stole på de andre medlemsstaters solidaritet, hvis de samtidig forhindrer andre lande i at fremme de fælles interesser i forhold til Rusland. Europa må ikke blive polariseret, selv om det er en opfattelig stemning her i Europa-Parlamentet. Vores gruppe kan godt acceptere den fælles beslutning.
Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne komme ind på Kommissionens nylige initiativ til en plan for Sortehavet, som spiller en overordentlig stor rolle for forbindelserne med Rusland. Hårde og bløde sikkerhedsrisici ligger til grund for Kommissionens initiativ til en sortehavssynergi. Det drejer sig om henholdsvis de fastkørte konflikter i Transnistrien, Sydossetien, Abkhasien og Nagorny Karabakh og om våben- og narkosmugling, menneskehandel og migration, hvilket alt sammen er vigtige emner. Kommissionen og Rådet har derfor taget et godt initiativ, som vil blive drøftet endnu under det tyske formandskab.
Kommissionens initiativ kan imidlertid også ses i lyset af europæiske forsøg på at diversificere energileverancer og rørledninger. Det forlyder, at den russiske regering ikke er særlig begejstret for Kommissionens sortehavsplan. For øvrigt fremgår det af et dokument fra det tyske formandskab - Frankfurter Allgemeine skrev en interessant artikel om det i slutningen af marts - at Moskvas samarbejde er uundværligt for, at de europæiske planer lykkes. Moskva er altså ikke særlig begejstret for dem, men dets støtte er uundværlig. Hvordan agter Rådet og Kommissionen at gribe dette geopolitiske dilemma an i Samara?
Jean-Marie Le Pen, for ITS-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Det siger sig selv, at Estlands rettigheder skal respekteres. Når det er sagt, så kommer den hårdeste kritik af dagens Rusland ofte fra dem, som var mest velvilligt indstillet over for Sovjetunionen.
I årtier har de benægtet dels den fare, som den sovjetiske imperialisme udgjorde for freden og for vores nationers uafhængighed, dels kommunismens totalitære karakter. Kommunisterne, naturligvis, men også mange vesteuropæiske ledere hyldede grundlæggeren af dette forfærdelige system, Lenin, som en humanitær velgører. Hr. Giscard d'Estaing og hr. Chirac gik så vidt som at lægge blomster ved hans mausoleum. I kontrast hertil blev antikommunister, som viste deres solidaritet med folkeslagene i Europa og i øst, dæmoniseret. Denne velvillighed - jeg er ked af at skulle sige det - forsvandt desværre ikke sammen med USSR. Mange af vores kolleger, f.eks. hr. Cohn-Bendit, ville derfor gerne forbyde det polske folk at afskaffe kommunismen i deres land.
I dag er Rusland en fri nation, der ikke er mindre demokratisk end et Europa styret fra Bruxelles, som forsøger at påtvinge os en forfatningstekst, der i 2005 blev forkastet af Nederlandene og Frankrig - af vælgerne. På den anden side og til forskel fra tyrkerne, som dette Bruxelles-styrede Europa ønsker at integrere i EU, er Rusland en stolt europæisk nation, der er udsat for de samme trusler, som hænger over alle Europas nationer, nemlig indvandring og faldende fødselsrater, islamisme og globalisering. Vi kan leve op til disse udfordringer, såfremt vi skaber et andet Europa, nationernes Europa, grundlagt på princippet om national suverænitet, og som strækker sig fra Brest til Vladivostok.
For snart 18 år siden udgjorde jerntæppets fald det første skridt til genforening af vores kontinent. Endnu en barriere skal nedbrydes, nemlig den, som i over tusind år, på begge sider af slægten Theodosius, har adskilt arvingerne til Sankt Benedikt i vest fra arvingerne til Sankt Kyrillos i øst.
Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Man fejrer bedst den 9. maj ved at gøre det meget klart, at EU går i brechen for alle sine medlemslande, når de trues og chikaneres.
Det skal være et afgørende tema, når vi taler om det kommende topmøde. Det kan ikke være anderledes, for Estland var et af de førende lande i omdannelsen af det gamle Europa til et nyt, fredeligt og demokratisk Europa. Det bør vi alle være dem taknemmelige for. Men det er ikke kun det, for deres frihed og uafhængighed er i dag en udelelig del af vores frihed og uafhængighed. Uden deres uafhængighed har vi ikke nogen uafhængighed. Det skal også være et hovedemne, når vi diskuterer forbindelserne mellem Europa og Rusland.
Det kommende topmøde er vigtigt, men der er fire andre ting, som EU skal sikre sig. Den første er en forståelse af, at hvis ikke man respekterer Estland, så respekterer man ikke EU, og det undergraver alle former for aftaler, som vi kan indgå. Der skal være en gensidig forståelse i alle diskussioner. Ellers vil de mål, vi kan nå, ikke være det papir værd, som de er skrevet på.
For det andet kan man ikke true og chikanere en af medlemsstaterne og så samtidig udvikle forbindelser med et andet. Man kan ikke indgå aftaler om energi, handel og andre områder, hvis ikke de vedrører alle medlemsstater med lige rettigheder og lige muligheder. Vi skal sørge for, at Rusland ikke tror på, og ikke har plads til at tro på, at det kan splitte os på denne måde ved at levere energi til ét land, mens det chikanerer et andet.
For det tredje handler diskussionen om Rusland og Estland ikke om Estland. Den handler om den politiske udvikling i Rusland. Vi skal sikre fremskridt i Rusland for at sikre fremskridt i forholdene mellem EU og Rusland. Hvis ikke vi forsvarer vores uafhængighed, vil vi alle miste en del af den.
Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand! Jeg kan forstå, at Estonia-forhandlingen finder sted under næste mødeperiode i Strasbourg. Jeg vil derfor gerne fokusere på de økonomiske spørgsmål på Samara-topmødets dagsorden.
For det første ønsker Rusland at gå fra at være sælger af råvarer til køber af forarbejdede produkter. Der skal først og fremmest investeres i en modernisering af energisektoren, og det kan Rusland ikke gøre alene - det har brug for vores hjælp. For det andet skal eksportindustrien fremmes på internationalt plan, hvilket også kræver vores hjælp. Endvidere skal infrastrukturen moderniseres, hvilket også er et område, hvor vi er de naturlige partnere.
Det er Ruslands målsætninger, men de bliver ikke hurtigt nok opfyldt uden EU's hjælp. I stedet vil landet sakke yderligere agterud i den internationale udvikling. Endvidere vil vi gerne have Rusland til at tilslutte sig vores fælles værdier, retsstatsprincipper og demokrati. Det ønsker vi, og Rusland har brug for en velhavende køber, der er os. Vi har brug for energi. Den gensidige afhængighed er blevet større, ikke mindre.
Jeg tror ikke, at Ruslands modernisering lykkes uden det civile samfund og et udviklende demokrati. Hvorfor ikke? Fordi den moderne teknologi og et samfund baseret på informationsteknologi kræver en god portion kreativitet, og kreativiteten trives ikke under et diktatur, eller i et problematisk politisk klima.
Kreativitet, demokrati og frie medier er helt afgørende for udviklingen af et moderne samfund, hvilket Rusland ønsker. Jeg vil derfor foreslå, at dette sæt af målsætninger også klart præciseres i vores forbindelser og på topmødet i Samara, som hr. kommissær Verheugen også deltager i - forhåbentlig med budskabet om, at vi ønsker en udvikling med Rusland, der er i overensstemmelse med vores mål, og at det har afgørende betydning, hvis denne udvikling skal lykkes.
Toomas Savi (ALDE). - (ET) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre opmærksom på Ruslands opførsel over for EU i de seneste år. Begivenhederne i Estland - dvs. fjernelsen af bronzestatuen samt ekshumationen og den nye begravelse af resterne af 12 faldne soldater - var helt i tråd med Genève-konventionerne og et internt estisk anliggende.
Den Russiske Føderations svar har været en propagandakrig med anvendelse af cyberangreb og handelsrestriktioner. Russiske politikeres erklæringer har fremprovokeret vold i Tallinn og nær den estiske ambassade i Moskva kulminerende med det fysiske angreb på vores ambassadør.
Kravet fra delegationen fra den russiske Duma, der besøgte Estland, om den estiske regerings afgang er særligt bekymrende. En sådan opførsel er endnu et tegn på Ruslands eurofobiske udenrigspolitik, der kommer til udtryk i præsident Putins opfattelse af, at Sovjetunionens sammenbrud i det 20. århundrede var den største geopolitiske katastrofe.
I sin tale i München nævnte Putin Ruslands forsøg på, uagtet EU at etablere sig som en supermagt - specielt i forbindelserne med de nye medlemsstater.
Hr. formand! Hvis der afholdes et topmøde mellem EU og Rusland i Samara den 18. maj, skal EU repræsentere alle medlemsstaternes interesser og således tale med én stemme.
Inese Vaidere (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! I denne tid for 62 år siden jublede Europa efter at være sluppet af med de nazistiske besættelsesstyrker, men for tre af de baltiske stater startede en periode med endnu 50 års sovjetisk besættelse, og effekterne heraf mærkes fortsat i dag.
I Rusland er efterfølgeren til Sovjetunionens rettigheder og pligter, demokratiet, nu under konstant pres. Krænkelser af borgerlige rettigheder og undertrykkelse af ytringsfriheden er ved at blive daglige foreteelser. Ruslands indenrigspolitik bliver stadigt mere aggressiv. Det samme er tilfældet med den russiske udenrigspolitik over for specielt de stater, som det i lang tid har ønsket som en del af sit imperium. Det bekræftes af besøget i Estland af en delegation fra den russiske Duma, der krævede den estiske regerings afgang, samt af de russiske sikkerhedsstyrkers velsignelse af omringelsen af og angrebet på den estiske ambassade. Det er et faktum, at der i Estland er folk involveret i det såkaldte paneuropæiske russiske partis aktiviteter og aktioner, der er aktive modstandere af de baltiske staters uafhængighed. Det er chauvinister, der kalder sig selv for mindretal og antifascister, og som dermed devaluerer disse ord. Det sår tvivl om partiets reelle mål samt om dets rolle med hensyn til at skabe optøjer.
Den russisk-inspirerede situation i Estland er en prøve. Kan EU beskytte sin medlemsstat? Hvis EU-institutionerne, EU-formandskabet og medlemsstaternes regeringer ikke reagerer tilstrækkeligt hurtigt og beslutsomt - også med hensyn til at minde Rusland om nødvendigheden af at erkende besættelsen af de baltiske stater - og hvis ikke de formår at tale med én stemme, kan vi forvente en gentagelse af sådanne begivenheder i andre stater. Mange tak.
Bart Staes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand! Som medlem og tidligere formand for Delegationen til Det Europæiske Samarbejdsudvalg EU-Rusland beklager jeg EU's svage, lunkne og til tider feje holdning til de russiske magthavere. Selv om vi går ind for menneskerettigheder og folkeretten, større pressefrihed og forenings- og forsamlingsfrihed, kigger vi meget ofte den anden vej eller viger tilbage for kraftige foranstaltninger. Hvor er Rådets og Kommissionens kritik af volden mod Another Russia-demonstrationerne i Moskva og Skt. Petersborg dog forsigtig. Jeg tvivler på, at dette ændres på topmødet.
Tag f.eks. Tjetjenien. I det beslutningsforslag, som vi stemmer om i morgen, omtaler vi selvfølgelig den prekære situation der, men vi undlader at opfordre til og engagere os i en virkelig fredsproces og en seriøs dialog med alle dele af det tjetjenske samfund, altså også med de såkaldte oprørere.
Pøblen, som samler sig om en kriminel og korrupt leder som Kadirov, kan under ingen omstændigheder anerkendes som det tjetjenske folks lovmæssige repræsentant. At tale om dette, hr. rådsformand og hr. kommissær, hører også til Deres opgaver på topmødet i Samara.
FORSÆDE: Manuel António dos SANTOS Næstformand
Vladimír Remek (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er ingen tvivl om, at forbindelserne mellem EU og Rusland kan udvikles til fordel for begge parter. Det ville således være godt at dyrke disse forbindelser yderligere på basis af velovervejede foranstaltninger truffet uden følelser og uden hensynsløshed.
Hvis vi reagerer overilet på et budskab fra Rusland, der primært er rettet mod den nationale politiske scene, udviser vi hverken fornuft eller styrke, men snarere vores egen usikkerhed og svaghed.
En forhandling med en partner foregår ikke kun omkring forhandlingsbordet, men består også i en meningsfuld dialog. Sådanne forhandlinger fremmes nok ikke, ved at den ene partner stiller krav, inden der gøres fornuftige forsøg på at løse ægte problemer.
F.eks. benytter vi ikke samme kompromisløse fremgangsmåde i bestræbelserne på at løse - eller snarere ikke løse - problemet med det, der omtales som ikkeborgere i nogle af EU's medlemsstater. Efter min mening bør vi basere forbindelserne med Rusland på et solidt grundlag uden fordomme og uden at være tynget af fortiden.
Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Jeg har lyttet meget omhyggeligt til alle talerne. Det, der sker i Estland, er bestemt forkert, og det er godt, at vi forsvarer Estland.
Hvorfor udviser vi ikke samme følsomhed over for det, der sker i Cypern? Der iværksætter en autokratisk stat også en invasion, uden at nogen siger et ord. For nogle få dage siden krævede socialdemokraterne tilmed, at angribernes status opgraderes. Det samme sker med Kina og Taiwan. Taiwan kan ikke komme med i Verdenssundhedsorganisationen eller få de lægemidler, det har brug for. Der reagerede vi heller ikke. USA gjorde det samme, da det invaderede Irak uden at spørge os og derefter stillede os over for det alvorlige dilemma om, at "er man ikke med os, er man imod os". Her sagde vi heller ikke noget til præsident Bushs fascistiske tilgang, og da nogle af Europas ledere tog afstand fra invasionen, vil jeg minde Dem om det svar, de fik, da først hr. Bush havde gjort sin indflydelse gældende. Jeg behøver blot at nævne hr. præsident Chirac eller den tyske forbundskansler. Hvorfor har vi en så ensidig opfattelse af tingene?
Hvad siger russerne til, at vi tillader en opstilling af amerikanske raketter tæt på deres grænse? Bliver de ikke mistænksomme? Som vi siger i Grækenland: Hvis du har et godt forhold til din nabo, så vil han også have et godt forhold til dig. Gør vi det rette, eller imødekommer vi - i hvert fald i øjeblikket - blot USA's ønsker? USA ønsker Rusland som sin fjende, og det ønsker at tvinge os til at blive dets fjende. I stedet bør vi indgå i en dialog og respektere staten, regeringen og befolkningen i Rusland. Efter min mening vil alt andet være en afvigelse fra demokratiet.
Dumitru Gheorghe Mircea Coşea (ITS). – Fără îndoială, relaţia cu Federaţia Rusă nu poate să nu aibă în vedere faptul că 60% din exporturile ruse de petrol şi 50% din exporturile ruse de gaze ajung în Uniunea Europeană. În pofida acestei situaţii, ţin să subliniez necesitatea eliminării din politica Uniunii şi mai ales din politica unor state membre a concepţiei conform căreia Europa este condamnată să fie dependentă de Rusia şi obligată, ca, în schimbul aprovizionării cu energie, să accepte unele compromisuri sau cedări în faţa unor tendinţe hegemonice ale Rusiei, în exterior, sau a încălcării unor drepturi democratice în interior.
Am convingerea că Uniunea Europeană are capacitatea tehnică şi de inovaţie pentru a micşora din ce în ce mai mult nivelul aprovizionării din Rusia. De aceea, relaţia de energie nu trebuie să depăşească limitele cadrului relaţiilor comerciale şi de cooperare tehnică În niciun caz ea nu trebuie să fie privită ca un argument politic în acceptarea de către Uniune a încălcării de către Rusia a unor principii şi valori europene dedicate libertăţii, democraţiei şi toleranţei.
În relaţia cu Rusia, nu trebuie uitat că Europa nu are petrol, dar are principii iar principiile nu se schimbă niciodată pe petrol.
Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Forbindelserne mellem EU og Rusland forud for det kommende topmøde befinder sig i et kritisk stadie. Vi står over for en alvorlig krise på grund af flytningen af den sovjetiske mindestatue i Tallinn.
Jeg kommer fra Det Forenede Kongerige, der gudskelov aldrig har stået direkte over for det sovjetiske hegemoni, og det er derfor let for mig at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i den politiske beslutning om at flytte statuen og med den de faldne russiske soldater til en militærkirkegård. Det er ikke desto mindre den estiske regerings suveræne rettighed, og den blev udført på legal vis i henhold til den internationale ret. Det er hverken acceptabelt, at Rusland kræver den estiske regerings afgang, eller at det fremkalder uro gennem den ekstremistiske nationalistiske gruppering Nashi imod den estiske delegation i Moskva. Da jeg besøgte Moskva for nogle få uger siden, protesterede jeg personligt til viceudenrigsministeren over den samme behandling af den britiske ambassadør, hr. Anthony Brenton, der blev chikaneret for at deltage i Kasparov-mødet.
Det er på tide, at Rusland vågner op til den nye geopolitiske virkelighed om, at det såkaldte "nære udland", hvor det bestemmer, ikke længere findes. Nu skal det respektere suveræniteten i disse nye lande som f.eks. Estland, Ukraine, Moldova, Georgien osv.
Jeg betragter mig selv som ven af Rusland og i særdeleshed dets meget rige kultur, og efter min mening har EU brug for et stærkt og forenet Rusland, på samme måde som det har brug for os, men også for et Rusland, der overholder sine internationale forpligtelser som medlem af OSCE og Europarådet til at respektere demokrati og menneskerettigheder - i særdeleshed i Tjetjeneien og med hensyn til pressefrihed. Intimidering af naboerne er ikke gavnlig, specielt ikke nu hvor de kan kræve støtte fra EU og NATO, der er fast besluttet på at udvise stærk solidaritet i spørgsmål såsom forbuddet mod kød fra Polen og sagen om statuen i Estland, som vi diskuterer i dag.
Vi har brug for Rusland - ikke kun som en pålidelig handelspartner på grund af dets olie og gas, men også for dets støtte i Sikkerhedsrådet til at dæmme op for Iran og Nordkoreas spredning af atomkraft, til at genstarte fredsprocessen mellem Arabien og Israel, til at finde acceptable løsninger på de fastfrosne konflikter fra Transnistrien og Georgien til Nagorno Karabakh og til at holde det despotiske regime i Belarus i skak. Vi skal også have Rusland til at underskrive en emissionsbegrænsningsstrategi som signatar af Kyoto-aftalen, da vi alle står over for de fælles farer ved den globale opvarmning, og da Rusland har store områder i de arktiske egne, der kan rammes hårdt af den globale opvarmning.
Vi støtter Ruslands ønske om at komme med i WTO, da vi tror, at man ved at underlægge landet et regelbaseret multilateralt handelssystem vil gøre det muligt at indsende klager, hvis landet atter forsøger at indføre vilkårlige handelsforbud, sådan som det gjorde i spørgsmålet om vinforbuddet imod Moldova og mineralvandsforbuddet mod Georgien.
Jeg forstår den russiske bekymring. Russerne er næsten paranoide over deres fremtidige demografiske befolkningskrise - de mister hvert år omkring 700.000 borgere - og mange EU-medlemsstater deler den samme fremtidige udfordring. Jeg mener imidlertid ikke, at det er i nogens langsigtede interesse at lade Rusland bore i vores svagheder ved at splitte de enkelte medlemsstater.
Andres Tarand (PSE). - (ET) Hr. formand! Jeg vil gerne tale ganske kort om artikel 4 i beslutningen. Nogle medlemmer har omtalt fjernelsen af en statue i Tallinn som en provokerende handling over for Rusland. Der var bestemt tale om en provokation, men den var fra russisk side. Jeg vil kort opremse beviserne.
For det første begyndte russernes forberedelser for fem år siden, selv om det var for et år siden, at højtideligholdelsen af den russiske sejr under Anden Verdenskrig den 9. maj ved Tallinn-statuen blev forvandlet til en begivenhed, hvor der blev drukket vodka og svinget med det sovjetiske flag med henblik på at fremprovokere håndgemæng, hvilket også lykkedes i et vist omfang. Indtil da havde statuen stået der i årtier uden at give anledning til problemer, og hvis ikke vores naboland havde iværksat provokerende handlinger nær monumentet, havde det sandsynligvis fortsat stået på samme sted den dag i dag.
For det andet blev demonstrationerne den 26. og 27. april organiseret af de ansatte på den russiske ambassade i Tallinn. I de seneste par måneder har der fundet adskillige møder sted, hvor arrangørerne af de nylige demonstrationer mødtes med ansatte på den russiske ambassade, åbenbart for at få anvisninger fra de ansatte i denne sfære i at skabe ustabilitet.
For det tredje blev unge menneskers demonstrationer foran den estiske ambassade i Moskva organiseret og udrustet direkte af Kreml. Rusland har bevidst ignoreret Wienerkonventionen og udvist uvilje til at beskytte estiske diplomater i Moskva.
For det fjerde førte sporene fra adskillige cyberangreb mod estiske informationssystemer direkte til regeringsinstitutioner i Rusland og Kreml.
For det femte blev der iværksat økonomiske sanktioner imod Estland. Mens Rusland hidtil har eksporteret 25 % af sin olie ved hjælp af de estiske jernbaner og havne, viste det sig i sidste uge, at jernbaneforbindelsen mellem Rusland og Estland havde brug for uforudsete reparationer. Denne åbenbare undskyldning er naturligvis et dække for ønsket om at påvirke Estland økonomisk. En sådan sanktion vil også have direkte indflydelse på EU's energiforsyning. Lad os også spørge, hvis interesser det tjente at standse toget mellem Skt. Petersborg og Tallinn.
Til slut vil jeg gerne takke de mange mennesker, der støtter Estland.
Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Hr. Verheugen, De sagde netop, at Rusland er vores strategiske partner nr. 1 i Europa. Forudsætningerne for et strategisk partnerskab er imidlertid fælles interesser, mål og værdier. Her tror jeg, vi må konstatere en eklatant mangel. Hvad betyder et strategisk partnerskab overhovedet set fra russisk side, når man stiller den slags betingelser? Har den russiske side overhovedet en idé om et konstruktivt strategisk partnerskab med EU, når den opfører sig over for Estland på samme måde som i Kosovo og Moldova? Hvad er Ruslands konstruktive udenrigspolitiske dagsorden?
Desuden forlanger De af en strategisk partner for EU en utvetydig bekendelse til demokrati og menneskerettigheder og en stadig bestræbelse på at gennemføre disse. Har De ikke set billederne af demonstrationerne i Moskva og Skt. Petersborg? De fører også samtaler med den russiske side om menneskerettighedsdialogen. Menneskerettighedsdialogen blev udskilt fra det regulære topmøde, fordi det er for vanskeligt og ville belaste den normale topmødedagsorden for meget, hvis man skulle tale med russerne om menneskerettigheder på det normale topmøde.
De siger, at vi ønsker en stærk partner i Rusland. Ligesom Charles Tannock er jeg også en ven af Rusland og ønsker mig et stærkt Rusland, men det skal være et virkelig stærkt Rusland, et Rusland, som respekterer menneskerettigheder, mindretalsrettigheder, forsamlingsfrihed og pressefrihed og ikke et potemkinsk Rusland, hvis styrke er bygget på olie og autoritarisme. Hvis vi mener det alvorligt med værdiorienteringen i den europæiske udenrigspolitik, så må i det mindste samle de to topmøder igen, altså det rigtige topmøde mellem EU og Rusland og EU-Rusland-menneskerettighedsdialogen, som hidtil altid har fundet sted i skjul to uger før det egentlige topmøde.
Jeg ønsker dialogen. Også den russiske opposition, som var på besøg i Parlamentet i sidste uge, ønsker dialogen mellem EU og Rusland. Jeg håber, at denne dialog vil være frugtbar. De hidtidige erfaringer gør mig imidlertid snarere skeptisk. Lad mig slutte med at sige, at det glæder mig, at vi fører denne debat i Bruxelles og ikke i Strasbourg.
Gintaras Didžiokas (UEN). - (LT) Hr. formand! Hvornår vil EU endelig forstå eller erkende, at polsk kød (eksport til Rusland) ikke er et veterinært eller handelsmæssigt anliggende, men et rent politisk anliggende? På samme måde handler den bestilte konflikt i Estland ikke om flytning af monumenter. Det er alt sammen kun politiske redskaber, der bruges i et forsøg på at så splid i EU's solidaritet. Til nogle lande lover vi et bolsje i form af en økonomisk fordel, mens vi gør andre lande til skurke ved at beskylde dem for at lægge hindringer i vejen for udviklingen af partnerskaber. Målet er en svækkelse af EU.
Hvornår vil EU's politikere forstå, hvad Rusland i virkeligheden gør? Man kan f.eks. modstå en sådan påtrængende taktik ved at tale utvetydigt med én stemme. Vi skal udvise ægte EU-solidaritet og ikke kun hykle for den. Vi skal klart fortælle Rusland, at EU ikke vil tillade nogen at manipulere med dets sammenhold, at EU ikke vil svigte sine idealer, og at Rusland begår en stor fejl ved at forsøge at få det til at gøre det. Vi søger et partnerskab baseret på bilateral respekt, demokrati og retsstatsprincipper.
Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil ved hjælp af tre punkter belyse, hvorfor min gruppe ikke vil støtte det fælles beslutningsforslag, som der bliver stemt om i morgen. Vi vil stille tilsvarende ændringsforslag. Som sikkerhedspolitisk ordfører for min gruppe, De Grønne, vil jeg henvise til, at det efter vores mening er på høje tid at tage bladet fra munden. Der er ikke tale om et strategisk partnerskab, der er højst tale om at aftale og uddybe et pragmatisk partnerskab.
Når jeg ser, hvordan Rusland i disse vanskelige tider unødvendigt blokerer for en fredelig løsning i Kosovo ved at true med et veto i Sikkerhedsrådet, så er det lige så uacceptabelt som truslen om at opsige KSSE-traktaten, som er et vigtigt element i rustningskontrollen og afrustningen i Europa.
Lad mig nævne et punkt, som bekymrer mig meget, og hvor jeg forventer af Rådet og Kommissionen, at de vil tilvejebringe en afklaring. Hvis øjenvidneberetningerne, de skriftlige rapporter fra Amnesty International og stemmerne fra andre, som arbejder på stedet, altså i Darfur, er sande, så leverede Rusland alene i 2005 krigsvåben til en værdi af 15,4 milliarder euro til Sudan. Der er øjenvidneberetninger om, at dele af disse våben bliver anvendt i Darfur.
Vi er ganske vist rådvilde i spørgsmålet om, hvordan vi kan få bragt folkemordet i Darfur til ophør, men alligevel må vi rette alle vores anstrengelser mod at intensivere samtalerne og forhandlingerne, mod at styrke menneskerettighederne og afslutte folkemordet samt mod, at enkelte medlemsstater ikke længere kan gennemtrumfe deres olieinteresser. Jeg appellerer til os alle om ikke at tillade dette, og om at give Rusland det røde kort på dette punkt. Det kan ikke accepteres!
Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Tidligere hørte jeg en kommentar om, at Rusland er en førende strategisk partner, men bør det egentlig være det? Rusland er en gangsterstat, der styrer mod et fuldstændigt diktatur. Rusland har ikke meget af international værdi, når man ser bort fra dets energiressourcer, som det på behændig vis udnytter til at iscenesætte dets genopblomstring som en verdensmagt. Rusland udnytter sine energiforsyninger til at fremme sine internationale geopolitiske ambitioner ved at låse Vesten fast med disse forsyninger og ved at oprette internationale leverandøralliancer med stater, der er Vesten uvenligt stemt.
Det demokratiske energisultne Vesten går som en søvngænger ind i en russisk fælde, hvor energiforsyninger er lokkemaden. Se blot, hvad præsident Putin i 2003 sagde til Novaya Gazeta: "Kommissionen kan godt glemme alle sine illusioner. Hvad angår gas, er de nødt til at handle med den russiske stat". Vi bør være meget bekymrede over, hvilken stat det er. Det er en stat, hvor sikkerhedstjenesterne er omdannet til en gangsterklasse, der har uindskrænket magt, og en stat hvor 300 journalister er blevet myrdet for at afskrække de tilbageværende fra at fortælle sandheden. Det er en stat, hvor russiske borgere kan myrde en kritisk britisk statsborger på britisk jord og nyde beskyttelse i Rusland uden frygt for retfærdighed.
Den europæiske flue skal ikke sige ja til invitationer om at besøge den russiske edderkops dagligstue. Det Forenede Kongerige bør straks sikre sig sine egne uafhængige energiforsyninger gennem yderligere investeringer i atomkraft.
Jacek Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Der er et reelt behov for konstruktive forbindelser med Rusland, men ikke for enhver pris og ikke på bekostning af EU's eller en EU-medlemsstats selvstændighed. Vi skal se at komme videre fra brede samarbejdsordninger og ren retorik. Først og fremmest skal vi undgå selvtilfredshed og vrangforestillinger. Vi skal tale sandt, og sandheden er den, at EU og dets medlemsstater ikke udelukkende kan fokusere på økonomiske interesser og se bort fra den forværrede situation i Rusland med hensyn til demokrati og menneskerettigheder eller se bort fra Ruslands forskelsbehandling af nabolandene inklusive flere EU-medlemsstater.
Vi ønsker alle et demokratisk Rusland. Rusland er vores ægte partner. Vi skal skabe tillid baseret på overholdelse af de værdier og forpligtelser, vi har skrevet under på. Først og fremmest må Rusland indse, at dets forsøg på at spille nogle EU-medlemsstater ud mod andre, virker stik imod hensigten. Politikken med at splitte EU vil ikke lykkes. EU bygger på solidaritetsprincippet. Solidaritet betyder "én for alle og alle for én". I dag er den ene Estland. Ruslands opførsel over for Estland er én blandt en række uacceptable praksisser fra russisk side, og der kan være flere undervejs. EU står last og brast med Estland. Rådet og Kommissionen skal være mere tydelige, mere højrøstede og mere aktive.
Tag ikke fejl! Hvis én medlemsstat behandles på en måde, der strider imod alle det internationale samfunds regler på det ene eller det andet område - det være sig handel, energi eller politisk forskelsbehandling - så vil EU som helhed tage affære på det pågældende lands vegne. Vores parlament er denne solidaritets vogter. Det er ikke kun en prøve for EU som et politisk projekt, men også på dets fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og vi består denne prøve.
Hvis Rusland ønsker at blive behandlet som en vigtig aktør og en stor nation med rødder i Europa, skal det lære at opfylde alle sine internationale forpligtelser som medlem af Europarådet og som signatarstat til energichartertraktaten, bindende nedrustningsaftaler og muligvis - og der er et spørgsmålstegn her - WTO. Hvis vi ønsker at udvikle et frugtbart og meningsfuldt samarbejde med Rusland - hvilket vi gør - skal vi indlede en ny æra med et nyt Rusland og ikke vende tilbage til tiden med den kolde krig og Sovjetunionen.
Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Selv i det 21. århundrede er papir fortsat det vigtigste element i brobygningen mellem nationer. Manglen på dette element og problemerne med at udarbejde et nyt partnerskabs- og samarbejdsdokument mellem EU og Rusland afspejler således denne dystre realitet. Fra Moskva hører vi erklæringer om, at en sådan aftale dybest set er unødvendig. Den arrangerede krise i forbindelserne mellem Estland og Rusland og dermed i forbindelserne mellem EU og Rusland vidner om en vigtig mangel på forståelse for, at alle EU-medlemsstaterne er både lige og lige selvstændige. Ikke desto mindre er det nu så meget desto mere nødvendigt med en dialog, fordi alternativet er en tilbagevenden til den kolde krigs endnu ikke tilgroede skyttegrave. En sådan mulighed ville ikke gavne nogen i vores allerede ustabile verden af i dag. De vanskelige forhandlinger i Samara skal være et skridt hen imod en tydeligere og ærligere holdningstilkendegivelse og formuleringen af politiske spilleregler, der svarer til den nye virkelighed.
Det dokument, vi overvejer, pointerer med rette, at en ny aftale har meget stor betydning for en uddybning af det økonomiske samarbejde og en styrkelse af sikkerheden og stabiliteten i Europa. Et strategisk partnerskab med Rusland er fortsat et EU-mål, hvilket understregeres i resolutionsforslaget. Begge parter skal imidlertid søge dette mål ved at styrke menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed og opgive stormagts- og imperieambitioner.
Jeanine Hennis-Plasschaert (ALDE). - (NL) Hr. formand! "Moskva er på tværs, fordi det kan tillade sig det". Det var overskriften på en artikel, der for nylig stod i en kendt nederlandsk avis. Det er rigtigt. Vi er til grin! Under vores seneste besøg i Moskva blev det atter tydeligt for mig, at vi i Europa har vores sandhed, og at russerne prædiker deres egen sandhed, bl.a. støttet af Unionens manglende evne til højt og tydeligt at tale med én stemme, hvilket får den til at virke spagfærdig og endda splittet.
Vi kunne i Unionen optræde som et godt eksempel, men det ser ud, som om vi lidt efter lidt opgiver det. Det skyldes ikke andre, men udelukkende os selv. Det udnytter Putin, der støttes af den hurtigt voksende økonomi i Rusland. Han tegner en karikatur af EU, når det passer ham. Rusland har atter betydning, og det skal EU have at føle. Rusland provokerer.
Listen over kontroversielle spørgsmål vokser fortsat, og de er alle sammen nævnt. De amerikanske planer om et raketskjold i Polen og Tjekkiet, Putins bebudelse af, at han suspenderer nedrustningstraktaten, store internationale spørgsmål såsom Kosovo, men også Mellemøsten og Sudan, energipolitikken som et geopolitisk instrument, det demokratiske underskud, krænkelsen af menneskerettighederne, Tjetjenien og selvfølgelig ikke at glemme krisen i Estland og importforbuddet mod polsk kød. Endelig er der tredjelandes suverænitet. Listen vokser og dermed mistilliden.
Ønskerne og forventningerne er meget forskellige, og det selv om den voksende indbyrdes afhængighed og ligeledes Ruslands nærhed nødvendiggør, at der opstilles prioriteter. I den forbindelse er det af væsentlig betydning, at EU bevarer sin interne enighed, og det er en udtrykkelig opfordring til rådsformanden. Giv ikke Rusland mulighed for at tegne en karikatur af EU. Vi skal først feje for vores egen dør. Kun da kan Unionen føre en effektiv og vedholdende politik over for Rusland.
Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Det står klart for os alle her i dag, at den opstandelse, Rusland skaber vedrørende embargoen mod polsk kødeksport er rent politisk. Der er ingen tvivl om, at man fra polsk side har opfyldt alle de hygiejnemæssige krav.
Den russiske regering ønsker ikke at gå på kompromis, men øger systematisk skellene i EU. Den har endvidere taget sig den frihed at blande sig i de indre anliggender i Estland, der er en selvstændig nation og en EU-medlemsstat. Rusland benytter lignende metoder over for andre naboer, der tidligere har været sovjetiske satellitter.
Dialog og forhandling er vigtige værdier. Men under de aktuelle omstændigheder vil et forhandlingsmandat på topmødet mellem EU og Rusland ikke kun betyde en tilbagevenden til den kolde krig, men også skabe en farlig præcedens for fremtiden.
Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Hvad angår forbindelserne mellem EU og Rusland, er det absolut nødvendigt at gøre fremskridt og uddybe forbindelserne. Til et godt partnerskab hører imidlertid også, at problemerne og meningsforskellene drøftes fuldstændig åbent, og at partnere er rede til at tage ved lære for at gøre deres partnerskab udholdeligt. I et partnerskab skal kontakten, dialogen, altid holdes åben. Jeg ønsker for os alle, at forhandlingerne om en ny partnerskabsaftale hurtigt indledes. En ny aftale, som for øvrigt skal være baseret på erfaringerne i det forløbne tiår, men også skal indlede en ny dialog i de kommende år.
Vi skal holde op med at tale gennem erklæringer. Vi skal tale sammen i en struktureret dialog og i den forbindelse absolut ikke vige uden om problemer. Der er problemer nok i Rusland. Jeg nævner mediefriheden, måden, hvorpå demokratiet fungerer, måden, hvorpå regler for valg og for at blive valgt fastsættes, ngo'ernes situation og menneskerettighedssituationen - og jeg henviser her til rapporten om Tjetjenien i Europarådet - alt dette skal sættes på dagsordenen.
Også på det internationale område har Europa og Rusland brug for hinanden, se blot på Kosovo-sagen. Rusland kan ikke uden videre nedlægge veto. Det er ikke i regionens interesse. Vi har imidlertid også brug for hinanden, når det gælder Iran og Nordkorea.
Til sidst vil jeg komme ind på spændingerne mellem Estland og Rusland, som ikke blot øges kraftigt i de to lande, men især på grund af den russiske reaktion nu også er blevet et europæisk problem. Listen over problemer mellem de baltiske lande og Rusland bliver stadig længere. Problemer er til for at blive løst, men hvad der absolut mangler, er enhver form for omhu og forsigtighed i den måde, vi omgås hinanden på.
Jeg er stor tilhænger af en aktiv politik for Østeuropa, men denne politik kan kun gennemføres, hvis vi også er enige med hinanden om den i EU. Det betyder, at de baltiske medlemsstater ligeledes skal støtte den. Det er derfor forkert, at vi i EU accepterer aktioner i form af sanktioner over for et medlem af vores familie. At øge spændingerne er absolut ikke i vores interesse, men det er bestemt heller ikke i Ruslands interesse.
Nu er det virkelig EU's tur. Rådet og Kommissionen skal ligesom Parlamentet med én stemme gøre det klart, at EU er afvisende over for trusler mod EU-medlemmer, men at vi også er rede til om muligt at gøre en indsats for at forbedre dialogen og iværksætte et konstruktivt samarbejde. Det tyske formandskab har taget initiativ til det, og jeg tror, at topmødet vil være en god lejlighed til at videreudvikle dette.
Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! Dagens plenarmøde finder sted på årsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning. Som polak vil jeg gerne mindes alle de sovjetiske soldater, der omkom under kampen mod fascismen. Vi husker alle deres selvopofrelse, og vi husker alle disse simple soldater, de grå infanterister, som Bulat Okudzhava så smukt beskrev i sin sang.
Vi i EU er forenet i et ønske om gode forbindelser med Rusland. Disse gode forbindelser bygger på en økonomisk, strategisk og geopolitisk nødvendighed. Samtidig er Rusland ikke en let partner for EU. Vi selvfølgelig hverken kan eller vil tolerere sådanne former for russisk nyimperialistisk politik, som Rusland har ført i de seneste dage over for Estland. Derfor skal vi fuldt ud støtte og udvise fuld solidaritet over for den estiske regering og det estiske folk i de kommende dage.
Hr. kommissær, hr. minister! Jeg vil gerne minde Dem om det brev, som Amnesty International skrev til lederne af EU inden topmødet i Samara, hvor det gjorde dem opmærksom på behovet for med præsident Putin at diskutere menneskerettighedskrænkelser såsom begrænsninger i forsamlingsfriheden, ytringsfriheden og specielt pressefriheden samt det voksende antal dræbte journalister i Rusland. Det er problemer, som vores ledere skal tage op direkte med den russiske regering på Samara-topmødet.
Guntars Krasts (UEN). - (LV) Hr. formand! EU ser Rusland som en god partner på lang sigt, men bruger det sin indflydelse til at tilskynde Rusland til at blive en demokratisk og forudsigelig nabo? Siden Rusland fik status som en stor energiaktør, har dets indenrigs- og udenrigspolitik antaget stadigt mere usympatiske former. Stillet over for Ruslands nye politikker fungerer EU imidlertid ikke som en forenet styrke, men som individuelle medlemsstater, og i konfliktsituationer med Rusland henvises EU's medlemsstater til at løse konflikterne på bilateralt plan. Det seneste eksempel herpå er Ruslands grove indblanding i EU-medlemsstaten Estlands indre anliggender, hvor det tilmed stillede krav om, at Estlands demokratisk valgte parlament og regering skal træde af. EU forblev tavst i modsætning til USA's præsident og Senat, der udtrykte stærk støtte over for Estland. EU's formandskab forsøger at gøre konflikten til et bilateralt anliggende mellem Estland og Rusland. Man tillader, at Rusland opdeler EU i små og store stater, gamle og nye stater, partnerlande og utaknemlige stater langs grænsen. Det næste topmøde mellem EU og Rusland bliver på mange måder en bemærkelsesværdig prøve på EU's evne til at arbejde som en union. Mange tak.
József Szájer (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Rusland er et europæisk land, med hvilket vi har et kulturfællesskab samt sociale, kulturelle og intellektuelle rødder, der går mere end 1.000 år tilbage i tiden. EU har brug for et demokratisk Rusland. Det, EU har brug for, er et demokratisk Rusland. Den vigtigste betingelse for et partnerskab må imidlertid være demokrati og retsstatsprincipper samt en urokkelig respekt for ligeretsprincipperne.
Det er uforeneligt med det, som Rusland i øjeblikket gør mod vores estiske brødre. Det er uforeneligt med denne indblanding i Estlands egne anliggender i strid med internationale normer og international lovgivning. Estland er EU, og EU er Estland. Det vedrører ikke bare ét land, men hele EU. Det er ikke kun et spørgsmål om solidaritet, men om suverænitet.
Mine damer og herrer! Er det ikke absurd, at EU nu forbereder et topmøde på højt niveau med lederne fra et sådant land og taler om et afbalanceret partnerskabsforhold, forsøger at slække visumkravene og støtter et medlemskab af Verdenshandelsorganisationen for et land, der opfører sig på denne måde over for en af EU's medlemsstater, som om landet ustraffet kunne blande sig i EU's indre anliggender? Det er uacceptabelt, og jeg må sige, at det er en principsag, hvor vi ikke kan gå på kompromis.
Derfor vil jeg opfordre Kommissionen og Rådet til at indstille forberedelserne til topmødet mellem EU og Rusland, indtil Rusland er ophørt med at lægge pres på Estland. EU skal udsende et klart budskab. Hertil og ikke længere.
Monika Beňová (PSE). - (SK) Hr. formand! I 1945 blev vi befriet af den røde hær. Jeg synes, at vi til gengæld skylder landet en vis respekt og taknemmelighed.
Problemerne begyndte imidlertid, da dele af den røde hær blev i vores lande - inklusive mit eget - under alle mulige ædle påskud såsom "økonomisk bistand" eller "beskyttelse". I sidste ende førte disse påskud til, at vores lande blev indhegnet med pigtråd, og at vores økonomier sakkede så meget agterud, at vi i starten af 1990'erne var nødt til at bygge dem op fra bunden.
Jeg kommer med denne korte historiske reference, fordi vi har en tendens til at anvende mange ædle fraser, når vi i dag taler om topmødet mellem EU og Rusland. Vi skal imidlertid huske på, at EU's gevinst i de seneste 10 år har været Ruslands tab i samme periode. Det er Rusland udmærket klar over og bestemt ikke tilfreds med. Hvis vi skal tale om et lige partnerskab med Rusland, gør vi klogt i at sørge for, at det i sandhed er et ægte partnerskab i stedet for at lade os blive vildledt af fine vendinger, da generationerne før os fandtes for 62 år siden.
Wojciech Roszkowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Forbindelserne mellem EU og Rusland er blevet vanskeliggjort, efter at Rusland faldt tilbage til sin gamle imperialistiske politik, der bedst illustreres af de nylige hændelser i Estland. Den suveræne regering i Estland har en ret og en pligt til at fjerne spor på sovjetisk undertrykkelse, og Ruslands svar stiller landet i et dårligt lys.
Kreml har også fyret op under en smædekampagne mod Polen, og desværre er nogle af Europa-Parlamentets medlemmer i Strasbourg bukket under for den. Skønt Polen har gjort sit yderste for at udvise god vilje, har Rusland ikke hævet forbuddet mod importen af polsk kød, men tværtimod udvidet det.
Præsident Putin ønsker tilmed at udsende et dekret, der beskytter mindesmærker uden for Rusland. Betyder det, at den russiske lov skal til at gælde på EU's område? Denne forhandling har vist, at EU på Samara-topmødet skal være mere beslutsomt, specielt med hensyn til at forsvare alle og ikke blot nogle få medlemsstaters interesser.
Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg har to spørgsmål til hr. rådsformand Gloser i forbindelse med denne forhandling.
Det er helt klart, at Rådet, formandskabet - hans kolleger - og forbundskansleren, hvis topmødet i Samara bliver til noget, også skal afspejle Europa-Parlamentets synspunkter. Der kan helt klart ikke blive tale om at fortsætte uanfægtet med præsident Putins Rusland. Kan han i sit svar forklare, hvordan der på topmødet vil blive givet udtryk for vores bekymring og vores afvisning af, at Estland er årsagen til krisen?
Vi har fået at vide, at vi ikke skal eskalere krisen, men at vi skal nedtrappe den. Men det var ikke EU, der startede krisen. Hvis De ser på filmoptagelserne af de såkaldte "optøjer" i Tallinn, vil De se billeder af spredte grupper af unge, der smadrer vinduer og stjæler luksusvarer. Hvad i himlens navn har det at gøre med respekten for de millioner af russere, der døde under Anden Verdenskrig? Vi kan ganske enkelt ikke acceptere den version, der præsenteres af præsident Putin, der står i kontrast til sine forgængere Yeltsin og Gorbatjov, der indledte reformbevægelsen i Rusland.
Så, hr. rådsformand, vil De venligst i Deres svar fortælle, hvilke konkrete henvendelser formandskabet vil rette under topmødet for at understrege det faktum, at der ikke kan sikres vellykkede forhandlinger uden en gensidig forståelse? Det er ikke et spørgsmål om Estland, sådan som det tidligere er blevet sagt: Letland er blevet angrebet af præsident Putin, og det samme gælder for Tjekkiet, Polen og mit eget lands ambassadør. Så kan vi få nogle nærmere enkeltheder om, hvad der bliver anderledes på topmødet på grund af den russiske regerings fremlæggelse af dette problem?
Marianne Mikko (PSE). - (ET) Hr. formand! Hackerangrebet fra Rusland på it-infrastrukturen i EU-medlemsstaten Estland har varet i næsten to uger. Dette cyberangreb betyder, at adgangen til estiske mediers hjemmesider enten er helt forhindret eller alvorligt hæmmet. Hackerne har også forsøgt at blokere hjemmesiderne for Estlands ministerier. Den tredje maj modtog serveren for præsidentens kontor 90.000 forespørgsler på én time. Estland formåede at afværge angrebet, men Ruslands tolerance af hændelsen er en aggression, der kræver et svar.
Den russiske efterretningstjeneste har brugt informationsmørklægning som et redskab til at manipulere masserne lige siden den kolde krig. I det 21. århundrede er en situation, hvor det er umuligt at kommunikere med et land via internettet, mere alvorlig end en knust rude i landets ambassade i Moskva. Det glæder mig, at en stærkt formuleret artikel til støtte for Estland er indsat i Parlamentets beslutning.
Vi skal helt sikkert diskutere emnet cyberspace-sikkerhed med Rusland på topmødet i Samara. Som strategi skal vi undgå en cyberkrig med vores strategiske partner Rusland. EU skal behandle et cyberangreb på én medlemsstat som et angreb på hele EU. Det skal præciseres over for russerne.
Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Hr. formand! Lad topmødet mellem EU og Rusland være en anledning til at forbedre vores forbindelser, og lad det også være en anledning til en dybere integration i EU ved at udvise solidaritet med Estland og Polen. Vi skal give Rusland den anseelse, det fortjener, og vi skal rose det for dets resultater og kritisere det for dets uretfærdighed. Vi må ikke være bange for at stå fast over for Rusland, når vi har sandheden på vores side. Vi er meget kritiske over for den belarussiske regering, hvor den russiske regering faktisk ikke er meget anderledes. Rusland skal erkende besættelsen af Estland, Letland og Litauen samt på et andet niveau besættelsen af alle lande i den sovjetiske blok. Jeg opfordrer alle, der står for forhandlingerne på topmødet til omsider at fortælle Rusland, at Polen er en EU-medlemsstat i lige så høj grad som Tyskland eller Storbritannien.
Og til slut, hr. kommissær, vil jeg gerne takke Dem for Deres store indsats, men der er brug for større beslutsomhed. Rusland skal omgående ophæve embargoen på polsk kød og ikke gradvist over tid. Jeg vil bede Dem om at informere præsident Putin om Europa-Parlamentets ønsker.
Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.
Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Skriftlige erklæringer (artikel 142)
Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Forhandlingen om begivenhederne i Estland den 9. maj, der er årsdagen for den antifascistiske sejr, udviser ikke kun mangel på respekt for mindet om de snesevis af millioner af mennesker, der ofrede deres liv for at knuse fascismen. Det er ikke kun et forsøg på at forfalske og fordreje historien. Det er ikke de nu velkendte antikommunistiske skældsord fra det kapitalistiske barbaris tjenere.
Det er en bevidst politik om at støtte fascismens genopblomstring i de baltiske lande samt i andre europæiske lande, hvor Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet, de neoliberale og De Grønne alle følger den yderste højrefløj.
Det er en ensartet tirade, hvor højrefløjen, Socialdemokraterne, De Grønne og Le Pen iværksatte et skarpt antikommunistisk angreb mod Sovjetunionen og den heroiske røde hær. Sammen udtrykte de deres solidaritet med den estiske regering, der i årevis har afløst fascisterne ved at fordømme kommunister og antifascister.
Sammen viste de, hvad der er historisk og politisk dokumenteret: at fascismen er et fuldblods barn af kapitalismen. Under denne forhandling kom det også formelt til udtryk, hvilket afslører EU's natur som en sammenslutning af kapitalinteresser.
Endvidere udgør fascismen samme magt som kapitalen, men uden et parlamentarisk slør.
Vi vil gerne pointere, at jo mere folk tvivler på, fordømmer, modstår og bekæmper det imperialistiske barbari, desto større bliver antikommunismen.
Historien har bevist, at de personer, der midlertidigt forekom meget stærke, blev knust af græsrøddernes kamp.
Den 9. maj 1945 vil altid være netop sådan en symbolsk dato.
Alexander Stubb (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Balladen over statuen kan ikke ignoreres.
I dag var det Europadag. Vi fejrer EU og den fredsproces, som den europæiske integration har ført med sig.
Der er imidlertid to sider af denne dag. For russerne er det en højtideligholdelse af sejren under Anden Verdenskrig. Den fjernede statue er et symbol herpå. For mange af de nuværende EU-medlemsstater symboliserer lovprisningen af sejren og statuen i Tallinn imidlertid en lang periode med undertrykkelse i Sovjetunionen.
Det er derfor ikke så mærkeligt, at de ønskede at fjerne statuen i Tallinn. Man behøver ikke at være fascist for at ville fjerne et symbol på en undertrykkelse, der stadig står frisk i erindringen.
Det handler ikke længere om Estlands indre anliggender. Rusland og dets holdning med "nabopolitikken" har gjort balladen med statuen til et EU-anliggende.
Vi taler meget om solidaritet. Det ville være skammeligt af os at forsøge at ændre dagsordenen og udskyde sagen til mødeperioden i Strasbourg. Reglerne er lavet for os, vi er ikke lavet for reglerne. Hvis vi ikke straks kan behandle denne sag på grund af reglerne, vil jeg have reglerne ændret.
Vi kan tale om solidaritet, men nu er tiden inde til handling: "Estlands sak är vår sak!".
13. Reformerne i den arabiske verden (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Michel Rocard for Udenrigsudvalget om reformerne i den arabiske verden: Hvilken strategi skal EU følge? (2006/2172(INI)) (A6-0127/2007)
Michel Rocard (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne rose ministeren og kommissæren for deres mod, for jeg ved, hvordan det er, at deltage i debatter uden at kunne forlade rummet, og jeg håber ikke, at I vil kede jer for meget. Med denne debat kommer jeg med et emne, som er forholdsvist nyt for os.
Betænkningens overskrift er ikke passende. Det drejer sig ikke så meget om EU's forhold til reformerne i den arabiske verden, men snarere om EU's relationelle proces med den arabiske verden med henblik på at fremme reformerne.
For at bruge mindst mulig tid vil jeg fremsætte mine bemærkninger i en række punkter. Første punkt er, at alt, som I ved, ikke står lige godt til i de forskellige arabiske stater. Vi modtager alle store mængder information og hører klager om manglende overholdelse af menneskerettighederne, om ofte diktatoriske regeringer, om himmelråbende økonomiske uligheder i de forskellige lande og om en manglende økonomisk startrampe selv i områder, hvor der er olie. Der er en trykket stemning i den arabiske verden. En arabisk forfatter af libanesisk herkomst har endog talt om den arabiske elendighed. Bag denne elendighed befinder sig en lang historie med ydmygelser: kolonialisme, uafhængighed, manglende kontrol med ressourcerne, navnlig med olien, et faldende intellektuelt niveau, som modsvares af en tilsvarende stigende religiøs fundamentalisme.
Andet punkt er, at det er i denne kontekst, at tilhørsforholdet til den arabiske verden i de fleste af disse lande opfattes som en identitetsmæssig bevidsthed, en søgen efter fælles styrke. Dette udviklede sig i anden halvdel og navnlig mod slutningen af det 20. århundrede. I dag er det Den Arabiske Liga, som internationalt udtaler sig på vegne af de forskellige stater og nyder respekt. Det er takket være ligaens resolutioner, at der er sket nogen grad af fremskridt i det, der kaldes den mellemøstlige fredsproces, som stadig ikke er nogen fredsproces, men hvorfra man håber, at der vil fremkomme nogle resultater gennem Den Arabiske Ligas topmøde. Der er også, takket være medierne, sket en udvikling i den offentlige arabiske mening, som er langt mere homogen end de forskellige staters diplomatiske standpunkter. Det er også snarere på panarabisk end på nationalt plan, at mange intellektuelle, navnlig egyptere, men også libanesere og endog algeriere, fremsætter deres budskab. Endelig skal det bemærkes, at Den Arabiske Liga aldrig har skullet håndtere religiøse spørgsmål. De henvises nemlig til Den Islamiske Konference, som er en helt anden verden. Den arabiske identitet er et verdsligt koncept, hvilket kan gøre vores forhold lettere.
Tredje punkt er, hvordan vi, Den Europæiske Union, behandler den arabiske identitet. Vi overser den. Vi har stærke og tætte forbindelser med Irak og taler meget om dem. Vi beskæftiger os med den israelsk-palæstinensiske konflikt under begrænset henvisning til den foregående. Vi taler om Algeriet. Vi har stærke bilaterale forbindelser med Algeriet, Marokko, Tunesien og også Egypten. Kort sagt har vi forbindelser med alle disse lande på offentligt, statsligt og bilateralt niveau, men vi overser deres arabiske identitet.
Det spørgsmål, som denne initiativbetænkning stiller Kommissionen og Rådet er følgende: Er der ikke god grund til at gå bort fra dette og gøre lidt mere i lyset af de bemærkninger, som jeg fremsatte i andet punkt? Der er nu et intellektuelt liv, et politisk liv og et diplomatisk liv i den arabiske verden på et fælles plan. Er det ikke i EU's interesse også at oprette forbindelser på dette plan? De talrige eksempler på stilstand, som vi ser i den arabiske verden, og som naturligvis er økonomiske, finansielle, politiske, institutionelle og religiøse, er i vid udstrækning også intellektuelle og kulturelle.
Det er gennem intellektuelle og kulturelle forbindelser, at de øvrige forbindelser vil udvikles, og formålet med denne betænkning er at foreslå, at vi tager dette til efterretning. For det første ved at anerkende at den arabiske identitet er forenelig med demokrati og modernitet, selv om omstændighederne ikke bekræfter det. Intellektuelt og politisk og i ligaens taler er der en reel mulighed. Det er i øvrigt Den Arabiske Liga, som med brug af lettere tvang over for mange af sine medlemsstater, har udarbejdet et arabisk menneskerettighedscharter. Vi ved alle, at det ikke er et stort fremskridt, at det langtfra er på højde med vores Europæiske Menneskerettighedskonvention eller Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Ikke desto mindre er det et reelt fremskridt sammenlignet med den situation, som vi oplevede for kort tid siden. Og så tror jeg, at vi alle - over for det store aktuelle problem med bekæmpelsen af terrorisme - ønsker et partnerskab og en alliance med de arabiske nationer mod ekstremister og mordere i stedet for at fordømme dem alle og gøre denne bekæmpelse umulig.
Det er i det lys, at jeg i betænkningen foreslår, at vi, Den Europæiske Union, på dette område bør styrke vores forbindelser med alt, der har en kollektiv karakter. Det vil naturligvis sige Den Arabiske Liga, men hvorfor ikke også Samarbejdsrådet for Golfstaterne og endog Den Arabiske Maghreb-Union, såfremt den blev genoplivet. Gennem disse instanser er det muligt at udvikle et netværk af kulturelle og intellektuelle forbindelser og arrangere debatseminarer, som vil fremme vores støtte til reformerne.
Denne betænkning, hr. formand, er en smule subtil. Vi rækker en hånd ud til lande, som der tilsyneladende er meget kritisk at sige om. Vores drøftelse af ændringsforslag vil stå mellem fordømmelsernes ekstremisme og den moderate fremstrakte hånd, som anerkender, at der uden tvivl er nogle skarpe kritikpunkter at fremsætte, men som ville foretrække at holde dem tilbage, så længe denne fremstrakte hånd kan medvirke til den reformproces, som vi alle har brug for.
Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, og især ærede hr. Rocard, mine damer og herrer! Den aktuelle debat om, hvordan den arabiske verden agerer i den internationale politik, finder sted på det rette tidspunkt. For os handler det også om, hvordan Vesten kan samarbejde endnu bedre med de arabiske stater, så begge parter har gavn af det. Jeg vil gerne takke Dem, hr. Rocard, hjerteligt. Med denne betænkning understreger Europa-Parlamentet også betydningen af samarbejdet mellem EU og den arabiske verden.
Gennem nogle år er Den Arabiske Ligas regionale engagement blevet mere dynamisk - jeg vil blot nævne Beirut-fredsinitiativet fra marts 2002. Netop i de seneste uger har der manifesteret sig en massiv interesse i den arabiske verden for også selv at række hånden ud til en tættere koordinering og et tættere samarbejde ud over regionens grænser.
Denne udvikling forekommer mig på den ene side at være et resultat af en vis arabisk ihukommelse af Den Arabiske Liga som et godt samarbejdsinstrument, som har været forsømt. På den anden side ser jeg det imidlertid også som svaret på ikkearabiske staters og organisationers søgning efter en pålidelig regional partner i en ustabil region.
Den Arabiske Ligas vedholdende engagement i Libanon, som begyndte umiddelbart efter krigen sidste sommer, er meget værdifuldt. Vi opmuntrer derfor Den Arabiske Liga til at holde fast i de hidtidige bestræbelser.
Men den egentlig nye kvalitet i Den Arabiske Ligas internationale engagement under Saudi Arabiens kraftfulde ledelse kommer efter min mening tydeligst til udtryk i bekræftelsen af det arabiske fredsinitiativ på topmødet i Riad i slutningen af marts. Initiativet viser udsigterne for en normalisering af relationerne mellem Israel og de arabiske stater. Den fortsatte debat inden for Den Arabiske Liga giver berettiget grund til at antage, at der er vilje til at opnå ægte fremskridt på den arabiske side.
Også EU har i de forløbne år og måneder styrket sit engagement i Mellemøsten. For EU er Mellemøstkvartetten fortsat den centrale aktør i denne forbindelse.
I den seneste tid har begge parter - den arabiske verden og Europa - drøftet deres idéer til en intensivering af det politiske samarbejde. Jeg vil blot pege på mødet mellem EU's trojka og en delegation fra Den Arabiske Liga i Sharm el-Sheikh, men også på, at formanden for Rådet, Frank-Walter Steinmeier, i sin egenskab af EU-rådsformand har inviteret en ministerdelegation fra Den Arabiske Liga til Bruxelles den 14. maj til et møde med alle EU-udenrigsministre.
De interne politiske, samfundsmæssige og kulturelle udfordringer, som den arabiske verden står over for, bliver naturligvis ikke mindre bare af den grund. Men jeg vil udtrykkeligt understrege, at Europa tilbyder de arabiske lande og samfund samarbejde inden for alle områder. Det er mit håb, at dette samarbejde kan yde et bidrag til større forståelse og tolerance mellem Europa og den arabiske verden. Disse to værdier, forståelse og tolerance - egenskaber, som rådsformand Angela Merkel ved formandskabets begyndelse i Strasbourg beskrev som "Europas sjæl" - er de afgørende mål, som vi må opnå med henblik på en frugtbar dialog.
Derfor glæder det mig, hr. Rocard, at De i Deres betænkning også har taget højde for kulturelle aspekter. De spiller en stor rolle, når det gælder EU's muligheder for at støtte reformprocesser i den arabiske verden. På begge sider hindrer manglende kendskab, stereotyper og fjendebilleder et frugtbart og fremtidsorienteret partnerskab. Dialog og forståelse for den andens kultur er forudsætningen for, at EU kan fremme reformprocesser i den ønskede form.
Sidste år blev der i forbindelse med Muhammed-tegningerne talt meget om, at vi har brug for mere "dialog mellem kulturerne". Vi skal imidlertid være lidt forsigtige med dette begreb. Forestillingen om en dialog mellem kulturerne kan, uden at vi ønsker det, fremme kulturrelativismen. Forestillingen om, at normer og værdier grundlæggende er kulturelt betinget, er i strid med vores forståelse af universelle menneskerettigheder. Her er jeg helt enig med betænkningen. Den understreger vigtigheden af den interkulturelle dialog og tager samtidig klart stilling til fordel for menneskerettighedernes universalitet.
Vi skal undgå "kulturalismefælden", ikke kun med hensyn til menneskerettighederne, men i enhver henseende. Menneskers identitet er mangfoldig. Man er ikke kun muslim eller kristen eller ateist, men også medlem af en erhvervsgruppe, studerende, familiefar, medlem af en forening og meget mere. Problemet med den islamiske - og alle andre - fundamentalismer er, at et element i den enkeltes identitet, nemlig det religiøse, bliver sat over alle andre, og at verdens kompleksitet i sidste ende bliver reduceret til et billede af en modsætning mellem "islam" og "Vesten". Vores politik skal undgå alt, hvad der fremmer denne reduktion. Vi skal fokusere på det fælles, ikke på det, der adskiller. Til diskussioner og projekter skal vi vælge fora, som støttes af både EU og de arabiske stater, særligt Anna Lindh Foundation.
Den politiske islamisme er, som det også påpeges i Deres betænkning, et udtryk for moderniseringskrisen i de arabiske samfund. Livtaget med den er først og fremmest en opgave for de arabiske samfund selv. Også der findes der sekulære og liberale kræfter. Hvad der ofte mangler, er imidlertid den indre dialog i samfundene om, hvordan det politiske forhold mellem stat, religion og samfund skal udformes.
Når der finder en sådan intern dialog sted i samfundet, bliver det også klart, at statens religiøse neutralitet og gennemførelsen af menneskerettighederne ikke er et reformprogram, som "Vesten" vil påtvinge den arabiske verden, men at de er i de arabiske samfunds egen interesse. Vi kan støtte disse interne samfundsmæssige dialogprocesser ved at stille dialogfora til rådighed. Dette er f.eks. en vigtig opgave for forskellige politiske stiftelser, som vi eksempelvis kender dem fra Tyskland.
Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Kommissionen glæder sig over Rocard-betænkningen, som i grunden handler om spørgsmålet om, hvilken rolle udviklingen i den arabiske verden spiller for os, og hvad vi kan gøre for at påvirke denne udvikling i den arabiske verden efter vores ønske.
I en tid, hvor vi genopdager vores fælles kulturelle og historiske arv, er det vigtigt, at Europa-Parlamentet endnu en gang vil indtage en nøglerolle ved at fremme tættere relationer med vores arabiske naboer. Europa-Parlamentets beslutning om reformerne i den arabiske verden understreger tydeligt, at vi folk og lande omkring Middelhavet er afhængige af hinanden. Det gælder i politisk henseende som partnere, der forsøger at skabe fred i Mellemøsten og at arbejde for at fremme pluralitet og demokrati; i kulturel henseende for at fremme den tvingende nødvendige dybtgående dialog mellem kulturerne og religionerne; i miljøpolitisk henseende for problemer som klimaændring eller havforurening, fordi udfordringerne med at aflaste miljøet med en fælles middelhavskyst på over 46.000 km er de samme for alle; i energipolitisk henseende på grund af strømmene af olie og naturgas, som kommer fra Middelhavsområdet eller ledes gennem Middelhavet, og ikke mindst i demografisk henseende, idet der er behov for en dialog med Nordafrikas lande om at løse spørgsmål i forbindelse med den legale og illegale migration.
Som svar på den kendsgerning, at vi er afhængige af hinanden, skabte vi i fællesskab Barcelona-processen, som i dag er blevet suppleret af den europæiske naboskabspolitik. En yderligere udbygning af relationerne sker desuden inden for rammerne af samarbejdsaftalen med Golfstaternes Samarbejdsråd, aftalen med Yemen og Cotonou-aftalen med de arabiske stater syd for Sahara.
Takket være Barcelona-processen og naboskabspolitikken er der gjort fremskridt i den seneste tid. Jeg vil nævne to af dem. Der er indgået associeringsaftaler og oprettet naboskabsaktionsplaner med næsten alle lande i regionen. En frihandelszone Europa-Middelhavet er langsomt ved at tage form, som skal fungere som grænseflade mellem en stadig mere globaliseret verden og den åbne, integrerende regionalisme, som Europa praktiserer.
2007 vil blive et år, som kan få signalvirkning for vores relationer til en region i opbrud. Denne region har store forventninger til et dybtgående partnerskab med EU. Vores arbejde med vores partnere er båret af den overbevisning, at forandringer kun kan være holdbare, hvis de kommer fra et samfunds indre, og inden for rammerne af naboskabspolitikken jævner den gradvise indførelse af politiske og økonomiske reformer vejen for en yderligere tilnærmelse mellem Europa og Middelhavslandene.
Et centralt ønske i vores relationer med vores arabiske partnere er at fremme sikkerhed, vækst og stabilitet i regionen. Desuden er vi fast overbevist om, at det også handler om langt mere, nemlig om i fællesskab at skabe et område med samarbejde og stabilitet og om at kæmpe for vores fælles mål og værdier.
FORSÆDE: Luigi COCILOVO Næstformand
Antonio Tajani, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Forbindelserne mellem Europa og den arabiske verden er nøglen til at skabe fred i Middelhavsområdet og Mellemøsten. Vi skal alle involveres i dialogen mellem kulturer og religioner i de næste par år i den faste overbevisning, at venskabelige forbindelser bygger på oprigtighed, loyalitet og et forsøg på at forstå andre, uden at man dermed fornægter sin egen identitet. Ved at bekræfte den store betydning af at give EU en strategi for reformer i den arabiske verden definerer Rocard-betænkningen nogle umistelige principper, som skal karakterisere de fremtidige forbindelser.
Det bliver Europa-Parlamentets opgave at fremme enhver beslutning, der vil styrke demokratiet, respekten for menneskerettigheder og kvinders rolle, oprettelsen af et frihandelsområde, informationsfrihed, finansiel støtte og respekten for religionsfrihed.
Rocard-betænkningen - og jeg kan meddele, at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater stemmer for den - definerer et grundlæggende princip, nemlig gensidighedsprincippet. På samme måde som alle i Europa har ret til at udøve deres religion, bør alle have samme ret i alle arabiske lande. I Rocard-betænkningen opfordres arabere, der bor i EU, til at give deres mening til kende. I dette og andre spørgsmål er vi imidlertid langt fra at få opfyldt de målsætninger, som EU har opstillet for sig selv.
Ved at fremme disse principper og støtte de arabiske lande i deres reformbestræbelser, samtidig med at vi respekterer deres autonomi, vil vi forhindre, at fundamentalismen får yderligere støtte. Truslen fra fanatismen berører ikke kun Europa, men hele den arabiske verden. Terrorisme er fundamentalismens barn, og derfor er det helt afgørende for Europa og de arabiske lande at samarbejde om at bekæmpe denne det 20. århundredes svøbe. Nylige angreb viser, at al-Qaedas prioritet i øjeblikket er at slå ned på de moderate arabiske lande, der forsøger at skabe dialog, og som fremmer reformer. Europa kan ikke se passivt til.
Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Min kollega og ven Michel Rocard vil tilgive mig, at jeg begynder med at nævne et meget vigtigt spørgsmål, som Véronique De Keyser har arbejdet meget intenst med i de seneste måneder og år. Det er spørgsmålet om Palæstina. Jeg tror ikke, vi kommer videre uden en ændret politik fra EU's side i det palæstinensiske spørgsmål samt med hensyn til mange af de krav, som Michel Rocard med rette stiller.
Min gruppe har i dag enstemmigt besluttet at opfordre Kommissionen og Rådet til at ændre deres Palæstina-politik grundlæggende. EU's politik - repræsenteret af Rådet og Kommissionen - er uholdbar, kynisk og uacceptabel for den arabiske befolkning. Det er muligt, at nogle regeringer accepterer det, men befolkningen i de arabiske lande kan ikke acceptere den politik, vi i øjeblikket fører over for den palæstinensiske regering.
Vi krævede frie valg. Der blev afholdt frie og fair valg - det er Véronique De Keyser hovedvidne på. Så sagde vi, at vi ikke kunne acceptere resultatet. Meget demokratisk! Så sagde vi: Dan i det mindste en enhedsregering! Der blev dannet en enhedsregering. Og I skal klart bekende jer til fredsprocessen og grænserne fra 1967! Den nuværende palæstinensiske regering bekender sig til grænserne fra 1967. Israel bekender sig ikke til dem, men det er ikke noget problem for os.
Mange af vores funktionærer nægter stadig f.eks. at tage imod den palæstinensiske udenrigsminister, som rådsformanden for nylig. Det går ikke an, at rådsformanden fru Merkel erklærer, at hun vil modtage den israelske udenrigsminister, men Palæstinas udenrigsminister, som ikke har noget at gøre med Hamas, vil hun ikke modtage, det er under hendes værdighed.
Derfor forlanger vi i lyset af den konkrete situation i Palæstina, at Rådet og Kommissionen ændrer deres holdning drastisk. Det er muligt, at nogle medlemmer af Rådet og Kommissionen mener noget andet. Men politikken er forkert og kynisk. Ved de damer og herrer overhovedet, hvordan det ser ud i Palæstina? Ved de damer og herrer, som fører vores politik i dette spørgsmål, at Palæstina er ved at synke ned i et kaos, at mafiagrupper er ved at overtage magten? Ved de damer og herrer, at en fortsættelse af denne politik er det bedste bidrag til Israels manglende sikkerhed?
Derfor må vi netop i forbindelse med denne betænkning, men også i forbindelse med Israels sikkerhed - Israels sikkerhed hænger tæt sammen med de arabiske landes sikkerhed og Europas sikkerhed - nå frem til en anden holdning, hvor vi virkelig forsøger at samarbejde med den palæstinensiske regering, som er kommet i stand på baggrund af valg, som vi havde krævet, hvis denne palæstinensiske regering er mindst lige så indstillet på at støtte fredsprocessen, som Israel er. Dette ville jeg gerne sige ved indledningen af debatten om en rigtig god betænkning, som dog risikerer ikke at kunne gennemføres, hvis ikke vi ændrer vores politik for Palæstina og over for den palæstinensiske regering.
Marco Cappato, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne lykønske hr. Rocard, hvis betænkning, som han selv sagde, skal fremme en dialog og en debat. Jeg mener imidlertid, at vi med en sådan erklæring først skal gøre det klart - da det er noget, der berører os og vores politikker i EU - at det er en dialog og en debat, som vi agter at indlede ikke med staterne med menneskene, individerne.
Det gælder i endnu højere grad, når vi taler om en primært kulturel - og derfor også politisk og institutionel - indsats, da forhandlingerne i dette tilfælde i første omgang skal finde sted med individer snarere end med Den Arabiske Liga eller med enkelte stater, ikke mindst fordi to af de største problemer i den arabiske verden - nationalisme og fundamentalisme - efter min mening nu også vedrører vores europæiske storbyer, der ud fra et demografisk synspunkt også i stigende grad bliver den arabiske verdens storbyer. Derfor skal disse problemer løses af EU selv. Denne situation påvirker også vores institutionelle systemer og den måde, religionen opfattes på i EU.
Der er ingen tvivl om, at den islamistiske fundamentalisme findes. I denne forbindelse har vi taget os den frihed at stille to ændringsforslag vedrørende ikkeforskelsbehandling på grund af seksuel orientering og vedrørende en klar sondring mellem politiske autoriteter og religiøse autoriteter. Det finder jeg ikke provokerende. Jeg har kun tid til f.eks. at nævne, at vi og nogle kolleger under det homoseksuelle optog Gay Pride i Jerusalem kunne observere, at ortodokse jødiske fundamentalister, islamiske fundamentalister og katolske fundamentalister var forenet under nogle undertiden voldelige demonstrationer, der skulle forhindre optoget i at finde sted. Det er derfor en sag, der berører os, og det er årsagen til disse ændringsforslag, som forhåbentlig bliver vedtaget.
Mario Borghezio, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De gode intentioner i denne betænkning baner vejen for noget, som jeg kan frygte er forkerte skridt. F.eks. kan indrømmelser samt udsigten til panarabisme føre til det, som den forrige taler med rette nævnte som en fare, nemlig arabisk nationalisme. For min del ville jeg ikke betragte det så billigende og roligt.
Jeg er ikke begejstret over det faktum, at vi bag dette tilbud om en dialog kan skimte planerne af det, som en indflydelsesrig arabisk intellektuel frygtsomt beskrev som "Eurabien-projektet" - et udtryk som senere på effektiv vis blev anvendt af den italienske skribent Oriana Fallaci. Jeg er imidlertid særligt bekymret over den måde, hvorpå der i betænkningen udtrykkes tvivl om det arabiske charter om menneskerettigheder, idet der udtrykkes beklagelse over, at nogle af charterets bestemmelser er formuleret på en sådan måde, at de kan fortolkes forskelligt. Men der er altså ikke megen plads til fortolkning i teksten! Det islamiske charter om menneskerettigheder er meget tydeligt. Det fastslår at menneskerettigheder for muslimer er underlagt sharia. Det står i præamblen og i alle de efterfølgende artikler, og det er helt tydeligt.
For de arabiske stater, der har underskrevet dette charter - chartret om menneskerettigheder fra 1948, som vi henviser til - er det kun gyldigt for så vidt som det er i overensstemmelse med Allahs magtbud. I modsætning til det, der står i betænkningen, skal vi gøre det klart for ikke kun befolkningerne, men også de arabiske regimer, som vi forhandler med - selv om det ikke står klart, hvor entusiastiske de er med hensyn til at håndtere og støtte Barcelona-processen, der omtales i meget optimistiske vendinger, i betragtning af at de så ikke deltager i møderne - at religiøse aspekter er én ting, at love er en anden ting, og at princippet om trosfrihed er en helt tredje ting. Chartret om menneskerettigheder bygger faktisk på det filosofiske princip om at adskille love fra åndelige og religiøse anvisninger.
Det er et begreb, der tydeligt skal bekræftes, da Europa ellers fortsat vil foregive, at det ikke kan se meget alvorlige farer inklusive f.eks. fjernsynsprogrammer fra Hamas, hvori Mickey Mouse lærer arabiske børn om kampen mod terrorisme, kampen imod Israel samt de ofre, som selvmordsbomberne yder. Det er det, som den arabiske verden vil se.
Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil også bede hr. Rochard om tilgivelse for at fokusere på ét emne - Palæstina. Jeg mener også, at EU, indtil det ændrer sin nuværende holdning og anerkender regeringen for national enhed i Palæstina, undergraver mulighederne for gode forbindelser med den arabiske verden. Vi forværrer fattigdommen og lidelserne i de besatte områder, vi risikerer at ødelægge Den Palæstinensiske Myndighed, og vi ødelægger allerede det palæstinensiske folks håb.
Vi er også meget inkonsekvente og hykleriske, for de palæstinensere, jeg mødte, udfordrede mig med rette: Siger EU ikke, at demokrati er bedre end vold? Jo, det gør vi da. Sagde EU's valgobservatører ikke, at de palæstinensiske valg var frie og retfærdige? Jo, det gjorde de. Trods dette, omdannede den lovligt valgte Hamas-regering sig så ikke til en ægte national enhedsregering, da den blev bedt herom? Jo, det gjorde den. Har denne regering ikke accepteret kvartettens tre krav om at forsage vold, respektere tidligere aftaler og anerkende staten Israel? Jo, det har den. De spørger mig, og jeg stiller spørgsmålet til Rådet i aften: "Hvad venter EU så på?".
Jeg er netop hjemvendt fra en parlamentarisk delegations besøg i Palæstina, hvor vi mødte premierminister Haniyeh og mange af hans ministre, og de havde alle det samme budskab: De har opfyldt kvartettens krav, de accepterer en tostatsløsning baseret på grænserne fra 1967, og de er ivrige efter at indlede fredsforhandlinger. De kan ikke forstå, hvorfor EU ikke svarer, og hvorfor vi f.eks. insisterer på at kanalisere hjælp via den midlertidige internationale mekanisme, der - samtidig med at den hjælper nogle af de fattigste mennesker - ikke formår at forhindre den voksende humanitære og politiske krise. Den underminerer den palæstinensiske stats apparatur og myndighed, og hvad værre er, så berøver den EU den indflydelse, vi kunne og burde have på de israelske myndigheder med henblik på at presse dem til at frigive de palæstinensiske skatteindtægter, der helt ulovligt tilbageholdes. Vi mødtes med informationsministeren hr. Mustafa Barghouti, der klokkeklart tilkendegav, at "hvis EU vil have Den Palæstinensiske Myndighed til at bryde sammen, så skal den sige det". Det er helt klart i den retning, vores politikker fører os. Jeg er sikker på, at hverken vi eller Rådet ønsker Den Palæstinensiske Myndigheds sammenbrud, og derfor spørger jeg atter Rådet: Hvad venter det på?
Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand! Hvis jeg var en palæstinensisk statsborger, der entusiastisk betragtede EU som et middel til at komme ud af dødvandet, ville jeg være enig med hr. Swoboda og fru Caroline Lucas, og jeg ville være meget bekymret over visse aspekter af Rocard-betænkningen.
Det første problem med betænkningen er, at den opprioriterer Det Europæiske Råds og Kommissionens strategi i Mellemøsten, ifølge hvilken vi alle opfordres til kun at tale til halvdelen af medlemmerne af den palæstinensiske regering og til at ignorere det faktum, at regeringen er en demokratisk valgt national enhedsregering, der støttes af 96 % af det palæstinensiske folk.
Vi har alle set resultatet af denne katastrofale politik. Der er en legitim regering på palæstinensisk jord, som Det Europæiske Råd og Kommissionen har sat i karantæne, hvormed det ødelægger enhver mulighed, som denne regering giver os for at engagere os i legitime forhandlinger. Hvis EU ikke vælger rigtigt ved denne afgørende skillevej, bliver det en meget vanskelig vej fremad.
I et andet punkt nævner betænkningen, at enhver udbygning af de euro-arabiske forbindelser bidrager til at tilvejebringe den energi og det talent, der kan sætte Europa i stand til at forene dets historiske ansvar over for Staten Israel og det jødiske folk. Men i hvilken retning går dets historiske ansvar over for palæstinenserne? Vi skal holde op med at stikke hovedet i jorden. Der er en lovligt valgt regering på palæstinensisk jord, som vi ikke skal isolere, og med hvilken EU straks skal gå i direkte dialog.
Philip Claeys, for ITS-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Der står en hel del positive ting i Rocard-betænkningen. I disse tider med politisk korrekthed vidner det f.eks. om et vist mod at tale åbent om et arabisk onde. Med rette nævnes en række problematiske områder. Der skal indføres mere demokrati, ligeledes mere fri markedsøkonomi, menneskerettighederne skal respekteres, kvinder bør behandles ligeværdigt, og også ikkemuslimer skal frit kunne bekende sig til deres tro.
Begrebet gensidighed er i høj grad på sin plads her, og det er godt at nævne det udtrykkeligt i betænkningen. EU kan og skal spille en rolle for at fremme disse principper inden for den arabiske verden. Om det giver resultater, er et andet spørgsmål, men der skal i hvert fald gøres et forsøg.
I betænkningen henvises der til - og jeg citerer - at vestliggørelsen af de arabiske samfund ikke er det mest egnede middel til at indføre de nødvendige reformer. Det kan jeg tilslutte mig, men jeg vil understrege, at arabiseringen eller islamiseringen af Europa heller ikke må være en løsning. Vi har f.eks. i anledning af urolighederne omkring de danske tegninger konstateret, at en række væsentlige frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed også i Europa har været udsat for pres. Det har EU reageret svagt på, for ikke at sige meget svagt. Jeg vil altså stille og roligt sige, at der ikke må røres ved vores frihedsrettigheder og vores ret til fortsat at være os selv i Europa og i alle europæiske medlemsstater.
Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Det er ingen nem opgave at udarbejde en betænkning om reformerne i den arabiske verden, for der er tale om en række meget forskellige lande.
Der er dog bred enighed om, at der er brug for reformer i de arabiske lande, hvilket fremgår af selve betænkningens titel. Det anerkendte de arabiske ledere også på topmødet i Tunis i 2004. På det nylige topmøde i Riyadh har de også insisteret på en modernisering, selv om jeg i teksten fornemmer en mindre vægt på reformtanken.
De arabiske lande står over for en række udfordringer, som de skal klare ved hjælp af væsentlige forbedringer på det politiske, økonomiske og sociale område. Der er således brug for reformer af demokratiet, som indfører en større respekt for menneskerettighederne, som Vesten ikke har eneret på, men som er universelle.
Demokratiseringen omfatter i mange tilfælde den udfordring, der består i at inkorporere moderate islamistiske løsningsmuligheder, som er imod brugen af vold, i det politiske liv.
Der er også brug for økonomiske og sociale reformer. På det økonomiske plan er statens tilstedeværelse for stor, der er en ringe deltagelse i den internationale handel, og økonomierne er ikke tilstrækkeligt diversificerede. Som helhed er der i de fleste af disse lande et lavt økonomisk udviklingsniveau, og der er lave vækstrater, der er ude af stand til at skabe beskæftigelse for en hurtigvoksende befolkning. Den høje arbejdsløshed og de manglende fremtidsudsigter er årsagen til den sociale utilfredshed, som nærer de radikale politiske kræfter.
Hr. formand, det er meget vigtigt for EU, at der er stabilitet og fremgang i de arabiske lande. Vi har brug for at have et godt forhold til dem til gensidig gavn. Bare tænk på betydningen af deres olie og gas for EU, som importerer mange af sine energiressourcer fra tredjelande. Vi er desuden flere medlemsstater, der er naboer til de arabiske lande, og der er mange arabiske indbyggere i vores byer.
Derudover er der i de seneste år opstået en meget alvorlig jihad-trussel, som ikke kun truer vores lande, men også de muslimske stater selv.
Alt i alt er der derfor mange områder, hvor vi bør samarbejde. Vi bør også opmuntre dem og hjælpe dem med at iværksætte politiske, økonomiske og sociale reformer. Den status quo - som betænkningen selv påpeger - er ikke på lang sigt en garanti for stabilitet, snarere tværtimod.
Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand! Nogle har under læsningen af denne betænkning sagt, at den er ejendommelig. Den er ejendommelig, fordi den ikke eller knap nok nævner den regionale og internationale politik i denne del af verden, de konflikter, der hærger Mellemøsten, terrorisme, radikal islamisme eller ulovlig indvandring. Den forholder sig også tavs om visse stormagters koloniale fortid og den vedvarende indflydelse, som de fortsat ønsker at udøve. Hvad er så pointen med denne velmenende betænkning, som i øvrigt er en sand modgift til Muhammed-tegningerne?
Først og fremmest er det ikke en velmenende betænkning, men en dristig udtalelse og en gevaldig tillidserklæring over for det demokratiske potentiale i den arabiske verden, forskelligartetheden af dens ikkestatslige aktører, civilsamfundets og kulturens styrke. Endvidere fremhæver den tydeligt den rolle, som Europa skal spille, nemlig at støtte og fremme den lokale, endogene demokratiske proces og minde den arabiske verden om vigtigheden af menneskerettigheder, uden dog nogensinde at fremstå som en overmagt.
Dette budskab kan virke banalt. Det er imidlertid afgørende for en egentlig alliance mellem civilisationer, eftersom det endelig gør den arabiske verden til en partner for fred og en partner for udvikling og kultur. Mange af de betænkninger, der er udgået fra Parlamentet, beskriver de trusler, der kommer til os fra øst. Hr. Rocard har valgt at pege på, hvorfor der er grund til håb, og det takker jeg ham for.
Det er imidlertid et emne, som hr. Rocard har belyst på mangelfuld vis. Betænkningen nævner korrekt Europas ansvar over for Israel og landets sikkerhed. Vi accepterer dette ansvar og vil også gøre det i fremtiden, men det kan ikke adskilles fra vores ansvar over for Palæstina, som i dag gennemgår sin hidtil værste krise. Vi må aldrig ofre den ene part til fordel for den anden. Balfour-erklæringen fastslog allerede i 1917, at "oprettelsen af et hjem for det jødiske folk i Palæstina ikke ville skade rettighederne for de ikkejødiske samfund i Palæstina". Hvor langt er vi nået her hundrede år efter denne erklæring?
Derfor støtter og gentager jeg kraftigt kravet ikke kun fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, men også fra alle dem, som har talt her i aften og sagt til os: Sanktionerne mod Palæstina skal ophæves, vi bliver nødt til at forhandle med den nationale samlingsregering, som accepterer det arabiske fredsinitiativ, der også er en stor garanti for sikkerhed i Israel i forholdet til den arabiske verden. Det er et skrid fremad, det er et stigende håb. Det er et håb for alle dem, som på begge sider af grænsen fra 1967 stadig tror på det internationale retssystem og ønsker at indgyde håb.
Over for alle disse værdier, over for disse retskafne mennesker på begge sider af grænsen, hvad vil vi i Europa da gøre? Vente? Jeg siger det henvendt til jer, mine damer og herrer, og til Rådet og Kommissionen: Lad os ikke vente længere! I morgen vil det være for sent, og det meget tunge ansvar for det vil være vores.
Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil ikke tale om Palæstina, fordi jeg er helt enig med hr. Swoboda, hr. Triantaphyllides, fru Lucas og fru De Keyser. Jeg vil derfor spare Dem for mine kommentarer vedrørende Palæstina ved denne lejlighed.
I stedet vil jet gerne takke hr. Rocard for at have udarbejdet en betænkning, der indeholder mange vigtige elementer - "håb", som fru De Keyser sagde. Disse elementer omfatter bemærkningen om, at mange arabiske intellektuelle har foretaget en strålende analyse af den arabiske verdens dårligdomme. Efter min mening mangler Rocard-betænkningen imidlertid en strålende analyse af det europæiske samfunds dårligdomme i forhold til ikke alene reformer i den demokratiske arabiske verden, men også i forhold til vores politikker.
I ændringsforslagene fra hr. Rocard selv er der nogle få rettelser, som jeg fuldt ud støtter, selv om vi efter min mening ikke kan tale om reformer i den arabiske verden uden at tage hensyn til de tragedier, der er forårsaget af europæiske politikker, men f.eks. af krigen i Irak og den manglende løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Jeg mener derfor, at vi også skal starte med en kritik af, hvor katastrofal og obstruktiv vores politikker i Irak har været, f.eks. ved at hindre en reformproces, der er helt afgørende ikke kun i den arabiske verden, men også for os med hensyn til at ændre vores politik.
Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Mange tak, hr. formand! Reformer i den arabiske verden er et meget komplekst emne. Man behøver næsten ikke læse hr. Rocards betænkning for at forstå dens kompleksitet. Ordføreren spørger faktisk, om der reelt set findes et arabisk samfund, og han siger, at der er en grund til, at vi taler om den arabiske verden, men ikke om den arabiske nation eller den arabiske union. Det betyder helt klart, at vi skal have en bedre forståelse af den arabiske verden, inden vi begynder at diskutere den og foreslå løsninger. Derfor der det vigtigt, at vi ikke patroniserer, når vi taler om reformer i den arabiske verden, og at vi ikke dikterer løsninger, som om vi var bedre informerede end alle andre. Der er ingen tvivl om, at der er brug for reformer for at sætte de arabiske lande i stand til bedre at udnytte moderniserings- og globaliseringsprocessen. Det er vores opgave at tilbyde erfaringerne fra vores union og at tilbyde vores støtte i en partnerskabsånd mellem to ligeværdige partnere. Vi skal ikke skabe en situation, hvor vi fortæller andre, hvad de skal gøre.
Barcelona-processen var ment som en partnerskabsproces, men som vi alle ved, endte det med en situation, hvor EU dikterede, hvad der skulle ske hvornår og hvordan. Vi skal også gøre bedre brug af vores samtalepartnere i den arabiske verden - f.eks. Den Arabiske Liga, der trods sine egne problemer har vundet tilstrækkelig med troværdighed til at give den arabiske verden en stemme. Malta tog initiativet til at foreslå en struktureret dialog mellem EU og Den Arabiske Liga - en dialog om de reformer, der skal gennemføres på begge sider af Middelhavet. Det er et godt initiativ, der er blevet godt modtaget af Den Arabiske Liga, og forhåbentlig kan både Ministerrådet og kommissæren støtte det. Mange tak.
Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske hr. Rocard med denne enestående betænkning, der efter min mening er hårdt tiltrængt for både den arabiske verden og Europa. Efter min mening fremgår behovet for denne betænkning af den måde, hvorpå der ikke kun i USA, men også i Europa i de seneste år har været en vis snæversynet tendens til kun at betragte den arabiske og islamiske verden i forbindelse med kampen mod terrorismen.
Samtidig med at der i forbindelserne mellem Europa og den arabiske verden skal tages hensyn til kampen mod terrorismen, skal der også tages hensyn til den økonomiske og sociale udvikling, beskæftigelse, ordentlig forvaltning af offentlige anliggender, styrkelse af det civile samfund, menneskerettigheder samt interkulturel og tværreligiøs udveksling og dialog. Forbindelserne mellem Europa og den arabiske verden skal baseres på en ægte dialog og på lige konkurrencevilkår uden følelser af overlegenhed eller mindreværd.
Dialog og partnerskab med EU kunne efter min mening målrettes mere mod et samarbejde med den arabiske verden som helhed. Med andre ord bør vi ud over bilaterale forbindelser også fokusere på konkrete organisationer, hvoraf nogle allerede har været nævnt - f.eks. Den Arabiske Liga, samarbejdsrådet for Golfstaterne og Den Arabiske Maghreb-Union.
Endelig vil jeg, fordi vi befinder os her i Europa-Parlamentet, også fremhæve betydningen af Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet som et demokratisk organ, der samler parlamentsmedlemmer fra begge sider af Middelhavet. Efter min mening bør Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet spille en langt større rolle og bl.a. forsøge at løse konflikten mellem Israel og de arabiske lande.
Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke hr. Rocard for denne betænkning, som på objektiv vis sætter EU's udelukkende bilaterale forbindelser med den arabiske verden i perspektiv. Den opfordrer imidlertid især til en ny dialog, som skal omfatte problemerne med udvikling og god forvaltning. Det er det punkt, som jeg gerne vil vende tilbage til.
I sin udviklingspolitik har EU opdelt den arabiske verden i to: Middelhavsområdet og Kaukasus, kaldet naboområdet, og Mellemøsten, som er underlagt udviklingspolitikken. Denne kunstige opdeling giver ikke mulighed for en mere afbalanceret og vidtrækkende tilgang, som kunne bane vej for grundlæggende reformer.
Hvad angår spørgsmålet om forvaltning, lægger hr. Rocard vægt på partnerskabstilgangen og civilsamfundets rolle. Det er et nyt syn, som må tage hensyn til de lokale myndigheders rolle, og det er derfor, jeg nævner det. Faktisk har der fra by til by udviklet sig et meget tæt samarbejdsnetværk i den arabiske verden med organisationen af arabiske byer, som endvidere tilhører en større organisation, den verdensomspændende organisation af byer, hvor der indgår palæstinensiske og israelske byer, som arbejder sammen. Der er samarbejdsprojekter for fred, for kulturelle og religiøse udvekslinger, for menneskerettigheder og for bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling.
Disse tværnationale tiltag er udtryk for en forbindelse mellem Europa og den arabiske verden på intrastatsligt plan i kraft af fremspirende civilsamfund. De sikrer også et bredere analysegrundlag end det, som fulgte med bekæmpelsen af terrorisme efter 11. september.
Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske min agtede kollega hr. Michel Rocard med hans betænkning. Som det fremgår af betænkningen, er det eneste gyldige svar på vores ønske om reformer i den arabiske verden et altomfattende svar, der bygger på fælles værdier - noget der alt for ofte går tabt i snakken om kampen mod terror.
Som adskillige socialistiske kolleger har sagt, skal vi gøre reelle fremskridt med henblik på at finde en fredelig og langsigtet løsning på konflikten, ikke mindst mellem det israelske og det palæstinensiske folk. Men jeg vil gerne fremhæve nødvendigheden af at begrænse effekten af enhver direkte eller indirekte støtte fra EU eller vores medlemsstater til autoritære principper i regionen. Forholdet mellem de europæiske sikkerhedstjenester og deres pendanter skal revurderes med henblik på at sikre disse organers fortsatte samarbejde om at bekæmpe fælles trusler inklusive terrorisme under klar overholdelse af de internationale menneskerettighedslove inklusive torturbestemmelserne. Der skal være skrappere kontroller vedrørende overførsler af våben eller militær til regionen for at sikre, at de ikke anvendes i en intern undertrykkelse eller en ekstern aggression. I alle EU's programmer for ekstern bistand skal der foretages en revurdering af bistanden til landene i regionen med henblik på at fremme udvikling og økonomisk retfærdighed og støtte reformisterne i reformprocessen.
Michel Rocard (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. Gloser, hr. Verheugen! På kun to minutter vil jeg ikke kunne svare alle.
Jeg vil først gerne understrege det vigtige synspunkt, som har fået fire talere til ikke at beskæftige sig direkte med emnet, men til i stedet at minde os om, at forud for denne diskussion hindrede den uløste tragedie i den israelsk-palæstinensiske konflikt, manglende anerkendelse af den nye palæstinensiske regering og de forskellige forhindringer, som vi lagde i vejen, gode forbindelser mellem Europa og den arabiske verden. De har ret. Det var imidlertid ikke den pointe, som jeg ville frem til, men jeg vil gerne kraftigt støtte dette synspunkt. Jeg har ofte støttet det i andre anledninger, og jeg vil gerne henlede jeres opmærksomhed på, at deri ligger nøglen.
Jeg vil også gerne takke for den store forståelse for tilgangen i betænkningen, som fremgik lige så tydeligt af hr. Glosers tale som af hr. Verheugens tale, og jeg tror heller ikke, at hans efterfølger vil mene andet end, at der findes et meningssammenfald mellem den parlamentariske tilgang, som jeg her repræsenterer, og opfattelsen i Ministerrådet samt i Kommissionen. For mig er det helt essentielt.
Til vores kolleger på de forskellige bænke vil jeg blot sige, at jeg mener, at bidraget fra hr. Busuttil, som støtter idéen om partnerskab, er vigtigt. Jeg vil sige, at hr. Cappato med rette understreger, at vi gennem alle disse tiltag ønsker at indgå i dialog med civilsamfundene og i sidste ende med det enkelte menneske naturligvis, men vi kan ikke indgå i dialog med enkeltpersoner alene. Vi bliver nødt til at gå gennem institutionerne, medierne osv., og det er rent faktisk tilgangen i denne betænkning.
Hr. Tajani fokuserede på gensidighed. Jeg er også optaget af gensidighed. Jeg vil gerne påpege, at fornuften i vores tilgang vil afhænge af vores evne til at tilpasse gensidigheden efter niveauforskellene i den økonomiske og kulturelle udvikling. Det drejer sig om at støtte en proces, der skal bringe de arabiske lande tættere på værdierne i vores demokratier uden at foregive og uden at beskylde dem for ikke at dele disse værdier fra starten af processen. Det er det, der fører mig til, som hr. Cappato godt ved, at udskyde visse ændringsforslag, ikke fordi jeg er uenig i nogle af kritikpunkterne, men snarere fordi jeg er uenig i hensigtsmæssigheden af at fremsætte dem nu, på et tidspunkt, hvor vi indleder en proces, hvor vi rækker en hjælpende hånd ud til mennesker, som er langt bagud i forhold til os, hvad angår overholdelse af menneskerettighederne.
En støtteproces tager ikke udgangspunkt i, at problemet på forhånd er løst. Vi vil ikke øge vores krav. Jeg ville endda i denne ånd være fristet til at opfordre til at stemme imod et ændringsforslag fremsat af min egen gruppe. Vi har diskuteret det indgående. Min gruppe står fast på nogle urørlige principper, som jeg har kæmpet for i 50 år. I denne sag må vi gå mere moderat frem. Jeg foreslår, at vi anvender subtilitet i vores diplomatiske forbindelser. I politik er subtilitet en sjældenhed, men jeg foreslår det alligevel.
(Latter)
Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil kun kommentere nogle få punkter. Har vi egentlig noget alternativ til dialog med vores naboer?
EU har i de seneste år fastlagt en bred vifte af foranstaltninger, og ikke ensidigt, men i samarbejde med mange arabiske lande. Stikordene er blevet nævnt - Barcelona-processen f.eks., men også den aktuelle udvidelse af naboskabspolitikken. Alligevel kan vi konstatere, at udviklingen er forskellig i de enkelte lande.
Hvem skulle have troet, at kongen af Marokko ville nedsætte en sandhedskommission, som forsøger at finde ud af, hvilke forbrydelser der er blevet begået i fortiden? Naturligvis opfylder dette undersøgelsesudvalg ikke de kriterier, som vi i de europæiske medlemsstater stiller til undersøgelsesudvalg. Eller hvem skulle have troet, at valgretten ville blive udvidet i visse lande langt væk fra os?
Der er sket meget, men vi må alligevel konstatere, at vi gerne ville have opnået mere på visse punkter. Befolkningen i de arabiske lande havde også håbet at kunne få større del i den økonomiske udvikling, end det er tilfældet. Men der er ikke andre alternativer end dialog, samtale.
Når De, hr. Rocard, talte om, at vi må udvikle en strategi, så vil det kun kunne fungere sammen med de arabiske lande. Muligvis er strategien over for et bestemt land anderledes end strategien over for et land, som hører til Golfstaterne. Det er imidlertid også vigtigt at konstatere, at Den Arabiske Liga atter er blevet stærkere. Man ser ofte til EU, til de europæiske staters sammenslutning. Den Arabiske Liga har imidlertid ikke denne samlende funktion, man tænker ofte meget nationalt og vil selv bestemme det hele. Man har dog efterhånden konstateret, at det netop i forbindelse med konfliktløsning er bedre med en sammenslutning, så man bedre kan få sine interesser igennem.
Jeg vil også gerne kommentere de forskellige udtalelser under debatten med hensyn til konflikten mellem Israel og Palæstina. Jeg er naturligvis klar over, at man af samtalerne og foraene for dialog ofte lider under den uløste konflikt mellem Israel og Palæstina. Men jeg siger også helt bevidst, at mange problemer i de arabiske lande ville også kunne løses, uden at denne konflikt blev bilagt først.
Under hele debatten - også i lyset af hr. Swobodas og andres udtalelser - bør vi imidlertid være opmærksom på kronologien i udviklingen. Vi har aldrig talt om, at valget i de palæstinensiske områder skulle have været unfair. Tværtimod! Det forløb, som vi kunne konstatere, mere fair end i visse andre lande. Et vigtigt aspekt var imidlertid også, at den nyvalgte regering ikke erklærede, at den ville overholde de forpligtelser, som den foregående regering havde indgået - i hvert fald ikke i begyndelsen, hr. Swoboda, men gradvis, og faktisk også først nu på Saudi Arabiens initiativ!
Det er lykkedes for mange arabiske stater at danne en national enhedsregering.
Fordi det nogle gang bliver utydeligt, og for at De ikke skal bebrejde mig noget ved slutningen af processen, siger jeg helt klart, at EU i blokadeperioden ydede stor økonomisk støtte til palæstinenserne, det har den ansvarlige kommissær for eksterne forbindelser, fru Ferrero-Waldner, hele tiden understreget. De beløb, der blev udbetalt, var ofte større end i den tid, hvor den såkaldte blokade ikke var indført endnu.
Nu må det for os handle om sammen med Den Arabiske Liga og naturligvis de to aktører Israel og Palæstina at opnå fremskridt i genoplivningen af fredsprocessen - som også er EU's og Mellemøstkvartettens fortjeneste - og nå det, som vi har krævet i dag.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, jeg vil blot takke Parlamentet og naturligvis ordføreren, hr. Rocard, for det udførte stykke arbejde på et område, som er af stor betydning for os alle. Jeg vil give en redegørelse til hr. Verheugen, som har fremsat Kommissionens holdning, om kvaliteten af debatten, som jeg i hans sted selv har haft lejlighed til at deltage i. Jeg tror faktisk, at Parlamentet er stolt af at udvikle tankegange om vigtige emner. Jeg roser naturligvis det tyske formandskab og håber, at denne betænkning vil gøre det muligt at finde frem til den fredsstrategi, som vi alle har så hårdt brug for.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Skriftlige erklæringer (artikel 142)
Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Hr. formand! Jeg finder hr. Rocards betænkning rimeligt anbefalelsesværdig. Den understreger det faktum, at det er EU's opgave at fremme og engagere sig i forsøg på reformer i de arabiske lande. Denne rolle kræver en aktiv interkulturel dialog.
Vi skal være opmærksomme på, hvad dialogen skal baseres på. I betænkningen står der, at "relanceringen af den tværkulturelle dialog forudsætter enighed om en universel humanistisk fællesnævner, som sætter sig ud over dogmer og kommunitaristiske opfattelser". Det skal ikke opfattes som en rent sekulær basis, hvilket bestemt kunne øge de kulturelle spændinger.
Et liberaliseret samfund udviser en blanding af to tankemåder: etnisk pluralisme og kulturel relativisme, hvilket kan kaldes sekulær relativisme.
Mens relativisme bygger på den antagelse, at der ikke findes en religiøs sandhed, er den pluralistiske tilgang blot den, at vi kan nå til enighed herom på fornuftig vis. Relativisme betyder derfor, at værdi- og trossystemer ikke er holdt helt ude af de politiske beslutninger.
Pluralismen på den anden side stræber efter en dialog om værdier, hvilket betyder, at forskellige værdi- og trossystemer skal forstås, når der træffes beslutninger, af den enkle grund at de er en vigtig del af folks liv. Man må indse, at en dialog efter disse retningslinjer ikke kun tillader forståelse og interaktion, men også kritik.
Relativismen fører faktisk til stigende spændinger, fordi den viger uden om de vanskelige spørgsmål og forbigår dem. Pluralismen kan afhjælpe spændinger, da den i bund og grund handler om at tage hensyn til menneskelige værdier og deres forskelle.
Religion er ikke nødvendigvis årsagen til spændinger, dvs. problemer. Den kan også være en del af løsningen.
Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter denne betænkning om EU's strategi over for den arabiske verden. Skønt der er fejl på begge sider af konflikten mellem Israel og araberne, glæder jeg mig over det faktum, at EU har en langt mere afbalanceret holdning til denne konflikt end Bush-regeringen i USA.
Hvad vi har mulighed for at gøre, kunne man se for nylig i den ikke helt anderledes sammenhæng i Aceh-konflikten i Indonesien, der er verdens fjerdestørste land og verdens største muslimske stat. Her formidlede EU's indsats en fredsløsning og en fredsproces, der afsluttede en 30 år lang borgerkrig til en pris, der svarer til blot nogle få timers udgifter i Irak. Det bør tjene som et eksempel for EU's fremtidige indsats i vores begyndende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
14. Eftermontering af spejle på lastvogne (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Paolo Costa for Transport- og Turismeudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om eftermontering af spejle på tunge lastvogne, som er indregistreret i Fællesskabet (KOM(2006)0570 - C6-0332/2006 -2006/0183(COD) (A6-0124/2007).
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Den 5. oktober 2006 vedtog Kommissionen et forslag til direktiv om eftermontering af spejle på tunge lastvogne.
Hvert år dør ca. 400 personer i Europa, fordi lastvognschauffører ikke ser dem. Ofrene er typisk bløde trafikanter såsom børn på cykel, fodgængere og motorcyklister. Tilbage i 2003 vedtog Parlamentet og Rådet direktiv 2003/97/EF, som fastsætter krav om brug af bedre spejle med henblik på kraftigt at reducere den blinde vinkel på nyligt indregistrerede lastvogne. Alle nye tunge lastvogne, der er indregistreret siden januar 2007, er udstyret med disse spejle. Det er en rigtig god foranstaltning, men hvad gør vi med de millioner af eksisterende lastvogne, der ikke er monteret med disse spejle, og som vil køre på vores veje i mange år endnu og dermed udgøre en stor fare for trafiksikkerheden?
Kommissionen mente ikke, at det var forsvarligt at vente 15 til 20 år på, at hele lastvognparken blev fornyet. Vi har derfor foreslået, at alle lastvogne på over 3,5 t, der er indregistreret siden 1998, får eftermonteret de samme spejle som nye lastvogne. Hvor dette ikke er muligt af tekniske eller økonomiske årsager, kan alternative løsninger overvejes. De medlemsstater, som allerede har truffet foranstaltninger til montering af bedre spejle på eksisterende lastvogne, bliver i henhold til vores forslag undtaget fra de forpligtelser, der fastsættes i direktivet. Endelig har Kommissionen foreslået forholdsvis stramme tidsfrister for gennemførelse i national ret og for direktivets ikrafttræden med henblik på at øge foranstaltningens effekt.
Hr. formand, mine damer og herrer! Det står klart, at vi her har en mulighed for at redde liv, som er inden for rækkevidde, og det ville derfor være forkert af os alle ikke at gøre alt, der står i vores magt for at sikre en hurtig gennemførelse af disse foranstaltninger. Jeg takker Parlamentet for dets indsats i den forbindelse.
Engelbert Lütke Daldrup, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand Barrot, mine damer og herrer! Det glæder os meget, at det på forhånd er lykkedes os at opnå enighed i en vigtig sag inden for færdselssikkerheden, nemlig direktivforslaget om eftermontering af lastvogne med forbedrede sidespejle. Vi vil gerne takke hr. Costa, ordføreren for denne sag, og hans kolleger varmt for det gode samarbejde.
EU har sat sig det mål så vidt muligt at halvere antallet af trafikdræbte inden 2010. For at nærme os dette mål må vi hurtigst muligt træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger.
Eftermontering af lastvogne med forbedrede spejle for at bekæmpe problemet med den såkaldte blinde vinkel er en vigtig milepæl på vejen til større sikkerhed i trafikken.
Med den 31. marts 2009 som slutdato for eftermontering af lastvognene har vi fundet det bedst mulige kompromis mellem kravene om en hurtig gennemførelse af direktivet af hensyn til færdselssikkerheden og nogle medlemsstaters bekymring for, at fristen for eftermontering muligvis var for kort.
Vi regner med Deres tilslutning under afstemningen i morgen og vil så vedtage direktivet så hurtigt som muligt på et af de kommende rådsmøder.
Paolo Costa (ALDE), ordfører. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det, vi her sidder med, er en af de foranstaltninger, der tager sig beskedent ud, men som udgør en af EU's mange daglige positive bidrag, som måske burde udbredes bedre blandt europæerne.
Jeg synes, at forhandlingen er forløbet meget hurtigt. Hr. kommissær Barrot pointerede, at det pågældende forslag blev fremsendt til Parlamentet og Rådet i september 2006, og vi vil bestemt være i stand til at færdiggøre proceduren under førstebehandlingen allerede i morgen eller med andre ord meget hurtigt. Faktisk har vi ingen tid at spilde, i betragtning af at en hurtig gennemførelse vil sætte os i stand til at spare mindst 400 liv om året. Det er desuden, hvad Parlamentet har fokuseret på i et forsøg på hurtigst muligt at få direktivet gennemført og omsat til national lovgivning.
Jeg synes, at vi har skabt positive resultater. Tanken var faktisk at få identificeret antallet af lastvogne, der i sidste ende skal have monteret vidvinkelspejle, der sætter chaufførerne i stand til at se fodgængere og cyklister og dermed undgå at køre dem over. Denne procedure bliver gældende for alle lastvogne, der er registreret i Europa fra år 2000, og problemet bliver løst den 31. marts 2009. Jeg vil gerne pointere, at det er de eksisterende lastbiler, der skal moderniseres, da loven allerede har været gældende for alle nyregistrerede tunge lastvogne fra den 26. januar i år.
Hvad vi har her, er et nyttigt resultat: fremskridt i retning af den form for trafiksikkerhed, der skal sikres på europæisk plan. Det er et af de tilfælde, hvor subsidiaritetsprincippet anvendes helt modsat af det normale. Pointen er den, at det er langt bedre at have delt lovgivning på europæisk plan end at spilde tid og miste liv på at udtænke 27 individuelle sæt af bestemmelser i de forskellige medlemsstater.
Georg Jarzembowski, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, hr. statssekretær som repræsentant for rådsformandskabet, mine damer og herrer! PPE-DE-Gruppen glæder sig over, at der er opnået enighed med Rådet under førstebehandlingen. Det er et godt eksempel på et fremragende samarbejde. Vi takker naturligvis også ordføreren Paolo Costa for hans meget engagerede arbejde.
Det er vigtigt, at vi tager et praktisk skridt for at mindske antallet af trafikdræbte, for det er simpelthen ikke nok at udstyre de nye lastvogne med nye spejle, som mindsker den blinde vinkel ved siden. Det gælder tværtimod frem for alt om også at eftermontere de mange eksisterende lastvogne i trafikken, som næstformanden med rette sagde.
Det er imidlertid beklageligt, hr. statssekretær, at Rådet har modsat sig en hurtig løsning, som Parlamentet havde krævet. Vi krævede - i og for sig i høj grad med rette - den 30. juni 2008. Jeg er jo repræsentant for det land, som De også repræsenterer, og vi må overveje, hvordan vi inden for føderalismens rammer kan realisere tingene hurtigere. Det kan ikke være rigtigt, at vi på grund af Forbundsdagen og Forbundsrådet ikke kan træffe nogen hurtige foranstaltninger. Jeg vil slet ikke tale om bødebestemmelserne for hvile- og køretider ved denne lejlighed, men vi bliver nødt til at overveje, hvordan vi kan reagere hurtigt. Der er ikke uenighed om foranstaltningerne. Efter min mening ville det have været meget bedre, hvis vi havde kunnet blive enige om datoen 30. juni 2008. Men vi besluttede af praktiske grunde at gå med til kompromiset 31. marts 2009 med Dem. For hvis vi ikke var blevet enige under førstebehandlingen, men skulle have haft en andenbehandling også, så ville vi igen have mistet tid. Derfor er kompromiset en meget praktisk løsning.
Endelig vil jeg gerne appellere til erhvervet. De behøver ikke udnytte fristen! Erhvervet kan eftermontere sine lastvogne med de nye spejle før tiden, rettidigt og hurtigt, for også erhvervet turde have en stor interesse i at undgå ulykker, endda ulykker med dræbte. Derfor håber vi, at vi hurtigt kan blive enige i morgen, at det hele hurtigt kommer til at stå i EU-Tidende, og at branchen vil handle hurtigere end vi.
Silvia-Adriana Ţicău, în numele grupului PSE. – Postechiparea cu oglinzi retrovizoare la vehiculele grele pentru transportul de mărfuri înregistrate pe teritoriul comunităţii va contribui la creşterea siguranţei rutiere. Anual, în Uniunea Europeană, 40 000 de persoane mor în accidente de circulaţie şi această cifră reprezintă populaţia unui oraş european de mici dimensiuni. Asta înseamnă că un mic oraş european moare anual datorită accidentelor de circulaţie. Nu ne mai putem permite acest lucru. De asemenea, anual la nivel european, există 400 de victime ale accidentelor rutiere provocate de camioane de dimensiuni mari. Uniunea Europeană şi-a propus ca, până în 2010, numărul accidentelor de circulaţie să fie redus cu 50%, adică cu aproape 25 000 de victime.
Directiva 97/2003 a impus ca, începând cu 1 ianuarie 2007, toate camioanele de peste 3,5 tone să fie înmatriculate doar dacă sunt echipate cu dispozitive de vizualizare indirectă, ce reduc aşa-numitul „unghi mort" care este cauza multor accidente. Această directivă însă nu rezolvă şi problema celor aproximativ 5 milioane de camioane grele care erau deja înmatriculate în Uniunea Europeană.
Noul proiect de directivă obligă ca, până în 2009, toate camioanele grele înmatriculate după anul 2000, să fie echipate cu astfel de echipamente ce măresc câmpul vizual pe care şoferii îl au datorită oglinzilor retrovizoare. Evident, aceste dotări înseamnă investiţii, dar consider că o investiţie de aproximativ 150 de euro pentru un camion merită atunci când vorbim de salvarea de vieţi omeneşti. Nu trebuie să uităm însă că multor accidente de camion le-au căzut victimă copiii. De altfel, un studiu arată că dacă aşezăm 20 de copii în jurul unui camion care nu este dotat cu oglinzi retrovizoare corespunzătoare, în imediata vecinătate a acestuia, aceştia nu intră în câmpul vizual al şoferului şi pot fi victime ale accidentelor. Alte victime sunt bicicliştii sau pietonii aflaţi la mică înălţime întrucât aceştia intră în unghiul mort al oglinzii retrovizoare.
Consider că acest document la contribui la salvarea de vieţi omeneşti, dar nu trebuie să uităm că siguranţa circulaţiei rutiere presupune şi o infrastructură mai sigură a drumurilor, un comportament preventiv al şoferilor şi mai ales un sistem de semnalizare corespunzător.
Felicit autorul raportului şi Comisia Europeană pentru importanţa acordată subiectului. Atunci când vorbim de victime omeneşti, niciun cost nu este prea mare şi nu avem timp de pierdut.
Marian Harkin, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg lykønske ordføreren hr. Paolo Coste med hans udmærkede og aktuelle arbejde med denne kompromispakke, som han har fået i hus. Hans arbejde vil sikre den hurtigst mulige vedtagelse af dette forslag, og det er vigtigt, for jo hurtigere det gennemføres, desto flere liv kan der reddes.
Dette er et eksempel på, hvordan vi kan forbedre den eksisterende lovgivning. Fra den 1. januar i år skal alle nye tunge lastvogne udstyres med blindvinkelspejle, men dette forslag går videre endnu og vil sikre, at alle tunge lastvogne, der er indregistreret før den 1. januar 2000 skal opfylde den samme forordning senest den 31. marts 2009. Jeg havde naturligvis foretrukket, at denne forordning kom til at gælde for alle tunge lastvogne på de europæiske veje, men når den træder i kraft, vil den gælde for alle tunge lastvogne, der er ni år gamle eller ældre. Det er en stor procentdel af køretøjerne på vejene, og andelen vil være stigende år for år.
Jeg havde også foretrukket en medtagelse af klasse 6-spejle, men hr. kommissær Barrot har vist givet tilsagn om at undersøge muligheden for en eftermontering af klasse 6-spejle - i hvert fald ifølge den faste irske repræsentation. Det er selvfølgelig op til det enkelte land at håndhæve højere standarder, og alle individuelle lastbilchauffører eller transportselskaber kan frivilligt montere disse spejle på deres tunge lastvogne her og nu. Efter min mening kan vi som enkeltstående medlemmer af Europa-Parlamentet påvirke transportsammenslutningerne i vores egne hjemlande til hurtigst muligt at foretage en eftermontering på deres vognparker. Når alt kommer til alt, ønsker ingen lastbilchauffør at blive involveret i en ulykke - specielt ikke hvis den kan undgås.
Endelig er jeg på det personlige plan yderst tilfreds med denne betænkning, da jeg for to år siden stillede et ændringsforslag til Vatanen-betænkningen om færdselssikkerhed om eftermontering af disse spejle, og jeg har uafbrudt drevet lobbyvirksomhed over for transportministre, landevejstransportsammenslutninger og Kommissionen for at fremme dette forslag. Som tidligere nævnt er det en god lov, fordi den i betydelig grad vil reducere antallet af skader på cyklister og fodgængere forårsaget af tunge lastvogne, og fordi den hvert år vil redde hundredvis af liv.
FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ Næstformand
Michael Cramer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand Barrot, hr. statssekretær Lütke Daldrup, mine damer og herrer! Først hjertelig tak til Paulo Costa for hans eksemplariske engagement og han glimrende betænkning. Eftermonteringen af lastvognsspejlene kan redde 400 menneskeliv årligt. Den hidtidige blinde vinkel, som en hel skoleklasse kan forsvinde i, er især livsvigtig for fodgængere og cyklister.
Europa-Parlamentet, især de store grupper, har blameret sig i forbindelse med denne ordning, fordi det forkastede vores ændringsforslag om eftermontering sidste år. Rådet, som normalt er en bremseklods i Europa, overtog vores forslag og har opnået, at vi i morgen også beslutter eftermontering af de gamle lastvogne. Det vil jeg gerne sige Rådet hjertelig tak for. Naturligvis ville vi Grønne hellere have haft en tidligere dato, men vi accepterer det kompromis, der er opnået,
Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! I 2001 og igen i 2005 henledte jeg i spørgsmål til Kommissionen opmærksomheden på den utilstrækkelige beskyttelse af fodgængere og cyklister mod lastbiler, især lastbiler, som foretager højresving i små og større byer.
Indtil nu har sikkerhedsforanstaltningerne været rettet mod nye lastbiler. Gamle lastbiler kan imidlertid fortsat køre uden spejle indtil 2023. Heller ikke de nyeste teknikker inden for spejle og lydapparatur behøver at blive anvendt.
Kun Nederlandene, Belgien og Danmark har truffet deres egne foranstaltninger, som foregriber europæiske løsninger. Det meget større Tyskland er imidlertid stadig afventende. På grund af den tiltagende fragttrafik ad landevej betyder hver udsættelse en stadig større risiko for færdselssikkerheden.
I dag gør vi omsider fremskridt, men efter min gruppes opfattelse kunne det være sket før. På grund af denne unødige forsinkelse har min gruppe ikke undertegnet kompromisændringsforslagene. Vi er dog tilfredse med, at en andenbehandling, som ville tvinge til en yderligere udsættelse, bliver overflødig på grund af dette kompromis. Hvis det viser sig, at de nu foreslåede foranstaltninger endnu ikke er tilstrækkelige, må de hurtigt tilpasses i fremtiden.
Dieter-Lebrecht Koch (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! For få uger siden deltog jeg igen som samtalepartner i et af de møder for langturschauffører, der jævnligt finder sted i Tyskland. Jeg fik en lang række idéer fra langturschaufførerne med hjem, dels om et fungerende indre marked, og dels om større sikkerhed på vejene.
Jeg fik indtryk af, at vores langturschauffører i højere grad satser på Europa end gennemsnittet i befolkningen. Bus- og lastvognschauffører bestræber sig altid på at køre uden uheld. Det skal de have tak for i dag fra dette sted! Men for at de skal kunne gøre det, skal de også have en chance for at overskue, hvad der sker rundt om deres køretøjer. Det betyder, at vi må give dem de tekniske muligheder for at køre hensynsfuldt, om nødvendigt ved lov. Det er netop det, vi ønsker at opnå med dette direktiv.
Det er godt, at alle nye tunge lastvogne siden januar 2007 har skullet være forsynet med spejle, som formindsker den blinde vinkel i siden. Det er imidlertid illusorisk at tro, at man helt kan fjerne denne vinkel ved hjælp af spejle. Derfor advarer jeg mod en overdreven ny følelse af sikkerhed, især hos fodgængere, cyklister og kørestolsbrugere.
Chauffører i nye såvel som ældre køretøjer bør have samme ret og mulighed for at benytte sådanne spejle. Derfor er det på høje tid at indføre en eftermonteringspligt. Den træder forhåbentlig i kraft den 31. marts 2009. Det betyder, at ca. 800 mennesker indtil da vil miste livet, fordi vi tillader en så lang overgangsperiode. Men måske vil transportvirksomhederne gribe chancen og lade være med at vente til skæringsdagen, men eftermontere deres køretøjer i overenstemmelse med det europæiske charter om trafiksikkerhed længe før direktivets ikrafttræden. Over for alle dem vil jeg allerede nu udtrykke min anerkendelse for en socialt ansvarlig handling.
Zita Gurmai (PSE). - (HU) Hr. formand! Obligatorisk montering af vidvinkelspejle på tunge lastvogne er en del af Fællesskabets transportstrategi, der skal øge transportsikkerheden for europæiske statsborgere og først og fremmest beskytte vores liv.
Beskyttelsen af menneskeliv og transportsikkerhed er grundlæggende overvejelser. Som min kollega sagde tidligere, mister over 400 mennesker hvert år livet i EU på grund af utilstrækkelige spejle - for ikke at nævne antallet af tilskadekomne. Med denne foranstaltning kan man spare adskillige hundrede liv hvert år, og derfor skal vi gøre noget. Der er to grundlæggende problemer, der skal løses. Det første handler om at skabe 100 % udsyn. Det andet handler om, at gamle og forældede tunge lastvogne skal have eftermonteret passende spejle eller udskiftes med nye køretøjer. Det er af afgørende betydning for de 12, hvor der er behov for en overgangsperiode, fordi en øjeblikkelig indførelse af de foranstaltninger, som direktivet foreskriver, vil lægge en stor finansiel byrde på vores transportvirksomheder.
Jeg finder det vigtigt, at omfanget af de foranstaltninger, der skal forhindre ulykker som følge af den døde vinkel i tunge lastvognes passagerside, gøres gældende for størstedelen af de tunge lastvogne. Af hensyn til succes og effektivitet skal vi gennemføre foranstaltninger med moderat fleksibilitet inden for realistiske tidsfrister under behørig hensyntagen til de tekniske muligheder og omstændigheder. Vi skal også sørge for at undgå de potentielle konkurrencefordrejende effekter af foranstaltningerne.
Jeg vil takke vores udvalgsformand og ordfører for hans arbejde. Jeg er glad for, at ændringsforslagene også er blevet accepteret.
Engelbert Lütke Daldrup, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Diskussionen har vist, at færdselssikkerheden ligger alle talerne på sinde. Jeg takker for Deres støtte, og også for den fælles beslutning om at få lovgivningsprocessen hurtigt i gang under førstebehandlingen. Der er i vores alle sammens interesse at gennemføre de nye foranstaltninger til fremme af færdselssikkerheden inden for lastvognsspejlene så hurtigt som muligt.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne varmt takke hr. Costa, som har spillet en afgørende rolle for at opnå denne vedtagelse ved førstebehandling. Mister vi tid, mister vi menneskeliv, som han sagde. Jeg er hr. Costa og også Parlamentet taknemmelig for at have gjort det muligt at afkorte tidsplanen for gennemførelse af foranstaltningen. Jeg vil gentage, hvad hr. Jarzembowski sagde, og tilføje, at der ikke er noget, der forhindrer vognmændene i at gå foran og montere disse spejle. Jeg mener, at det er værd at gøre for at undgå trafikdræbte.
Jeg vil gerne sige til fru Harkin, at Kommissionen naturligvis vil tage de igangværende undersøgelser af spejle i klasse VI i betragtning. Vi er nødt til konkret at se på, hvorvidt brugen af disse spejle i klasse VI er effektiv.
Jeg må også takke det tyske formandskab for på sin side at have arbejdet for at opnå dette forlig. Det er rent faktisk meget vigtigt, eftersom det vil gøre os i stand til hurtigt at gennemføre disse nye bestemmelser.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen.
15. Offentlig personbefordring med jernbane og ad vej (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (13736/1/2006 - C6-0042/2007 - 2000/0212(COD)) - (Ordfører: Erik Meijer) (A6-0131/2007).
Erik Meijer (GUE/NGL), ordfører. - (NL) Hr. formand! Offentlig transport er uundværlig for at begrænse den plads, som biler optager i byområder, for at beskytte miljøet mod biler og for at sætte alle mennesker i stand til at nå frem til arbejdspladser og faciliteter, som nu om dage ofte ligger langt fra deres bopæl.
Det er fuldstændig anderledes end i starten, da opfindere og spekulanter forsøgte at gøre de mest købedygtige mennesker til deres nye transportmidlers kunder. Siden bilernes fremkomst er den offentlige transport for en stor del blevet tabgivende, og derfor har mange private erhvervsdrivende trukket sig tilbage. I stedet for at være en kommerciel aktivitet er offentlig transport nu en væsentlig opgave for myndighederne. I mange tilfælde ejes transportvirksomheder nu af staten eller af regionale eller lokale myndigheder, og i andre tilfælde kompenseres eksterne virksomheder for deres tjenesteydelser med skattepenge.
For syv år siden stillede Kommissionen forslag om at fastlægge tildelingen af transportområder og kontrakter i en ny forordning. Det var ikke nyt, at EU fastsatte regler for disse, for det var allerede sket i godt 30 år. Det nye var, at der skulle foretages et radikalt indgreb, som var bebudet i årevis, og som blev betegnet som en åbning af markedet. Al offentlig transport, som betales af myndighederne, bør udbydes i licitation for perioder på fem år. Interesserede virksomheder bør konkurrere for at opnå sådanne midlertidige kontrakter og den dertil hørende betaling af offentlige kompensationsydelser.
Der var tre argumenter, der her spillede en rolle. Det første var det forventede fald i omkostningerne, f.eks. som følge af lønnedgang, fordi personalet ikke længere ville have jobsikkerhed. Det andet var, at nye, store, internationale vækstvirksomheder tilbyder at overtage tilrettelæggelsen af offentlig transport mod betaling fra myndighederne. Det tredje var, at favorisering og retssager skulle undgås.
Som debuterende ordfører fik jeg i 2000 at vide, at den daværende situation længe havde været i strid med de europæiske traktater, at alle konsekvenser allerede var undersøgt grundigt, og at denne reform skulle gennemføres med størst mulig hast. Mine samtaler med myndighederne i de store byer, nationale sammenslutninger af kommuner, fagforeninger, brugerorganisationer og miljøorganisationer viste et helt andet billede. Små virksomheder, herunder alle kommunale virksomheder, risikerede at gå konkurs efter nogle licitationsrunder. Derefter ville der i stedet for mindre offentlige monopoler opstå store private monopoler, hvilket på længere sigt ville medføre, at myndighederne og brugerne skulle betale mere for mindre præstationer. Samtidig ville skridt på vej mod gratis offentlig transport og nye anlæg af sporvognsnet i byer komme i fare.
Efter et års drøftelser med alle involverede foreslog jeg den 14. november 2001 Parlamentet, at der foruden licitationer på EU-plan også fortsat skulle være frihed for myndighederne til selv at tilrettelægge deres offentlige transport. Denne valgfrihed er det bedste middel til at lade den offentlige transport vinde konkurrencestriden mod bilerne. De støttede mig under førstebehandlingen med 317 stemmer mod 224.
Efter godt fem års interne drøftelser vedtog Rådet (transport) den 11. december 2006 en fælles holdning, som falder helt i tråd med førstebehandlingen. Da også Kommissionen tilpassede sit oprindelige forslag, opstod der enighed mellem EU's tre institutioner. Foruden offentlige licitationer er der fortsat mulighed for offentlige virksomheder og for at inddrage tredjepart uden licitation.
Selvfølgelig giver den foreslåede tekst anledning til indvendinger fra en del af Parlamentet, som i 2001 støttede, at der så vidt muligt blev anvendt markedsprincipper og så lidt som muligt offentlige tjenesteydelser. Det førte til ændringsforslag for at degradere alternativerne intern operatør og kontrakter uden forudgående udbud til en undtagelse, der kun er tilladt i begrænsede tilfælde. Jeg konstaterer, at disse begrænsninger ikke udgør en del af det uformelle kompromis under andenbehandlingen, som jeg i april forhandlede med det tyske formandskab om.
Dette kompromis kan findes i de 17 ændringsforslag, der stort set er stillet af seks grupper i fællesskab, og som skal erstatte de 42 ændringsforslag, som Transportudvalget tidligere har vedtaget. Med denne brede enighed bliver en tredjebehandling overflødig. Jeg takker skyggeordførerne, Kommissionen og Rådet, især det tyske formandskab, for deres bidrag til opnåelsen af denne enighed, som afviger stærkt fra forslaget fra 2000.
Til sidst henviser jeg til, at der i denne kompromispakke mangler en forpligtelse til, at medlemsstater beskytter arbejdstagere mod afskedigelse eller lønnedgang, hvis kontrakten går til en anden virksomhed. Der mangler også et forbud mod destruktivt lav betaling til offentlige virksomheder for tjenesteydelser, de har leveret, og effektive foranstaltninger mod kontraktvirksomheders dårlige præstationer. Jeg ved, at i hvert fald min gruppe vil støtte forslag herom.
Jeg forventer derimod ikke et veto fra Rådet, men jeg tvivler på, om det også gælder for det berettigede ønske fra flertallet om at begrænse underleverancer til halvdelen af kontrakten. Det får vi at se i morgen.
Engelbert Lütke Daldrup, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. næstformand Barrot, mine damer og herrer! Denne mødeuge er meget vigtig for den offentlige personbefordring med jernbane og ad vej. Efter syv års diskussion står vi over for at kunne afslutte en meget vigtig lovgivningsproces under andenbehandlingen. Den enighed, vi står over for, er først og fremmest i borgernes interesse. Vi kan forsikre borgerne, at de også fremover vil have en attraktiv og effektiv offentlig nærtrafik. Et integreret tilbud med en fælles billet og en afpasset køreplan er den standard, som vi stiler efter, og som borgerne med rette forventer.
Enigheden er imidlertid også i alle offentlige og private trafikselskabers interesse, som nu endelig får et nyt lovgrundlag, som giver dem større retssikkerhed og dermed også planlægningssikkerhed for fremtiden. Endelig er enigheden også i de myndigheders interesse, som har ansvaret for denne offentlige nærtrafik. Den nye forordning styrker nemlig den kommunale selvforvaltning.
Der er også en anden vinder, og det er vores miljø. En attraktiv, effektiv offentlig nærtrafik betyder en varig forbedring af trafiksituationen i vores byer og af klimabalancen i bycentrene.
Hvis det under afstemningen i morgen lykkes Dem at vedtage kompromispakken med det nødvendige flertal, vil det være en stor succes for os alle.
At vi nu står over for at nå til enighed, er især ordføreren Erik Meijers fortjeneste. Men også formanden for trafikudvalget, Paolo Costa, samt skyggeordførerne Mathieu Grosch, Willi Piecyk og Michael Cramer har ydet vigtige bidrag i kampen om at nå et samlet kompromis.
Faktisk er der ikke længere noget til hinder for at nå til enighed. Det hænger sammen med, at Rådet allerede i sin fælles holdning fra december 2006 tog hensyn til en række af Europa-Parlamentets ændringer. Det gælder især følgende tre punkter. Det er for det første styrkelsen af spillerummet på det kommunale niveau. De myndigheder, der har ansvaret for nærtrafikken, har nu valget mellem en konkurrencemetode, selv at udføre trafikydelsen gennem et eget selskab eller direkte udlicitering. Dette grundlæggende princip er der ikke pillet ved. For det andet tages der højde for kvalitetsstandarder og sociale standarder. Også her er der enighed om, at de ansvarlige myndigheder skal leve op til deres ansvar. For det tredje er der beskyttelsen af de små og mellemstore virksomheder. Her vil vi sikre, at de små og mellemstore virksomheder også fremover kan udføre dere tjenesteydelser tæt på borgerne og ikke bliver slugt af store, internationalt orienterede koncerner.
Det har været meget gavnligt for enigheden, at Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet har udviklet en fælles politisk grundopfattelse af den offentlige nærtrafik. Den offentlige nærtrafik kan ikke overlades til markedet alene. Den hører snarere under forsyningspligtydelserne. Derfor har vi brug for en markedsordning, som styrker det lokale beslutningsansvar og garanterer en kontrolleret konkurrence. Rimelige ydelser inden for forsyningspligtydelserne - også inden for den offentlige nærtrafik - er en grundlæggende forudsætning for, at den europæiske sociale model kan fungere. Det gælder også det sociale og territoriale sammenhold i Europa. Dette kan ikke bevares uden en effektiv nærtrafik.
Der er desuden enighed om, at vi har hårdt brug for retssikkerhed. Talrige omstridte licitationsbeslutninger har vist, at den eksisterende lovgivning ikke er tilstrækkeligt klar og entydig. Det vil snart ændre sig med den nye forordning.
Endelig skaber den nye forordning klarhed over de økonomiske relationer mellem ordregiver og ordretager. Når man bestiller noget, må man også betale for det. I denne forbindelse må der ikke ske hverken over- eller underkompensation.
På denne baggrund opstod følgende spørgsmål for os alle: Hvordan kan vi trods den korte forhandlingstid opnå konsensus endnu under andenbehandlingen og dermed undgå en forligsprocedure? Resultatet af samtalerne i den uformelle trilog mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet ligger nu foran Dem. Dermed har vi en stor chance for faktisk at nå denne konsensus under andenbehandlingen.
Lige til det sidste har vi kæmpet om tre politiske krav. Det var kortere overgangsfrister, yderligere styrkelse af små og mellemstore virksomheder og indførelse af en selvopfyldelseskvote i tilfælde af underentrepriser til en tredjepart.
Hvad det første punkt angår, har vi nærmet os hinanden. Overgangsfristen er skåret ned fra 12 til 10 år, og fristen for forordningens ikrafttræden fra tre år til 24 måneder.
Det andet punkt opnåede vi også enighed om. Grænsen for de små og mellemstore virksomheder blev hævet noget. Dermed er Rådet et stykke ad vejen kommet Parlamentets krav i møde.
Lige til det sidste var der strid om det tredje punkt, den såkaldte selvopfyldelseskvote. Jeg håber, jeg kan tale i datid her. Parlamentet og Rådet nærmede sig i sidste sekund hinanden på dette vigtige punkt, som handler om at undgå social dumping. Kompromisformlen lyder nu, at hovedentreprenøren i forbindelse med underentrepriser selv skal bære en væsentlig del - a substantial part. Det vedrører ændringsforslag 66 ad artikel 4 og 67 ad artikel 5.
Jeg tror, det er en god løsning. Mange tak til alle, som har medvirket.
Vejen er dermed banet for at vedtage loven under andenbehandlingen. Hvis De i morgen siger ja til kompromispakken, vil Rådet også give sin tilslutning.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. Meijer, mine damer og herrer! Hvis vi er i stand til at nå til enighed ved andenbehandlingen af et forslag af så følsom karakter som dette, skyldes det i høj grad den ihærdighed og konstruktive adfærd, som jeres ordfører, hr. Meijer, som jeg gerne vil sende en særlig tak, har udvist.
Jeg vil blot nævne to ting vedrørende indholdet i sagen. Denne tekst anerkender for første gang de lokale myndigheders frihed til at beslutte, hvordan den offentlige transport organiseres. Dermed kan vi give decentraliserede instanser større handlerum, hvilket er værd at fremhæve i forbindelse med en fællesskabstekst. Denne væsentlige udvikling er i tråd med det krav, som Parlamentet meget klart gav udtryk for under førstebehandlingen.
For det andet er den nuværende lovgivning over 35 år gammel, og den er slet ikke anvendelig længere. Det er således den offentlige transport som helhed, der er berørt af denne betydelige retsusikkerhed, som giver anledning til tvister. Retsusikkerheden er til skade for udviklingen i sektoren, eftersom de kommunale myndigheder og driftsansvarlige nægtes overskuelighed og vished, når de står over for at skulle foretage ofte meget store industrielle og finansielle investeringer.
I dag, efter en syv år lang procedure, ved afslutningen af tre uformelle trepartsforhandlinger har vi en god aftale inden for rækkevidde. Kompromiset mellem Rådet og ordføreren respekterer balancen og målsætningerne i Kommissionens reviderede forslag og opfylder Parlamentets væsentligste krav. Det er navnlig tilfældet, hvad angår afkortningen af ikrafttrædelsesperioden og overgangsperioden. Desuden indeholder denne tekst en særlig ordning for små virksomheder og familieejede virksomheder, idet der gives mulighed for underentreprise.
Hvad angår underentrepriser, har jeg netop fået oplyst, hr. formand, at der er blevet fremsat to mundtlige ændringsforslag vedrørende en kompromisordlyd. Ordet "hovedparten" foreslås erstattet med ordene "en betydelig del". Det viser sig, at formålet med disse ændringsforslag er at gøre det muligt, hr. minister, at nå til enighed med Rådet ved andenbehandlingen. Kommissionen kan kun støtte denne målsætning. Angående ordlyden i ændringsforslagene er Kommissionen naturligvis fleksibel. Den kan acceptere dette kompromis i elvte time, såfremt det gør det muligt at nå til en endelig aftale.
Jeg vil endnu en gang takke Parlamentet for sit arbejde samt formandskabet for Rådet, og jeg håber inderligt, at vi endelig vil kunne nå til enighed om denne vigtige betænkning. Jeg er i gang med at forberede en grønbog om bytrafik, så det er meget tilfredsstillende for mig at se tingene skride fremad på denne måde.
Mathieu Grosch, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Den offentlige nærtrafik vedrører millioner af borgere, og - håber vi - i morgen endnu flere. Europa-Parlamentet, også vores gruppe, har ikke taget let på dette emne. Vi var på den ene side klar over spændingsfeltet mellem traditioner og strukturer af forskellig art i mange lande, og på den anden side også mobilitetens nye udfordringer.
Der er et punkt, jeg gerne vil fremhæve. Fælles holdning i 2006, førstebehandling i 2001 - når der fremover bliver talt om manglende kontinuitet, så vil Rådet forhåbentlig tage det til sig, ellers vil visse sager fremover ikke være et spørgsmål om en valgperiode, men snarere om en generation.
Vi har imidlertid en trøst. Under førstebehandlingen blev der efter min opfattelse taget højde for mange aspekter og forslag fra Parlamentet. De lokale og regionale myndigheders ret til at udsende advarsler er netop blevet nævnt. Det var vigtigt at få disse nuancer med, ligesom kontrollen over interne operatører, og endelig også at tage hensyn til reciprocitetsprincippet.
Under andenbehandlingen ville Europa-Parlamentet sætte yderligere accenter. Jeg vil gerne understrege, at hvad der gælder for os, skal også gælde for Rådet. Det gode kompromis, der nu foreligger, må ikke falde til jorden på grund af et ord. Uanset hvordan afstemningen falder ud i morgen, så er jeg overbevist om, at den fornuftige opfattelse vil sejre, at dette kompromis er godt, med eller uden ændring. Vi har forkortet overgangsfristerne. De forstår hvorfor. Der er gået tid nok.
Vi har sørget for bedre lovgivning, og vi har ønsket at beskytte de små og mellemstore virksomheder bedre. Hvorfor? Fordi de yder tjenesteydelser, men også i visse regioner bidrager til at opbygge økonomiske strukturer, og fordi de simpelthen ikke kan klare sig i en almindelig konkurrence. Med hensyn til underentrepriserne ønsker vi, at de ikke udnyttes til social dumping eller til at omgå konkurrencereglerne.
Det har været vores målsætning. Jeg tror, at Europa-Parlamentet med vores forslag har skabt retssikkerhed og fundet en rigtig god og fornuftig vej mellem monopoler på den ene side og ukontrolleret liberalisme på den anden side. Jeg håber, at de tre partnere - og det ser det ud til - i morgen vil give deres tilslutning til det.
Brian Simpson, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren - ikke kun for hans arbejde med dette dokument, men også for hans ihærdighed med at føre betænkningen frem til andenbehandlingen. Denne proces er helt klart nødvendig for at skaffe retfærdige og lige konkurrencevilkår for kontrakter vedrørende lokal offentlig transport. PSE-Gruppen har imidlertid fortsat visse bekymringer - specielt med hensyn til kvaliteten af de tjenesteydelser, der tilbydes af transportselskaberne, og særligt på bustransportområdet i nogle af medlemsstaterne.
I denne henseende mener vi, at Parlamentet i sine bestræbelser på at liberalisere dette område måske har glemt betydningen af at skaffe kvalitetstjenester, og jeg håber, at det i de efterfølgende revisioner af denne lovgivning alvorligt vil overveje spørgsmålet om kvalitet og håndhævelsen af kvalitet. Jeg erkender, at det aktuelle dokument er et første skridt, og at vejen til denne andenbehandling har været lang, men at vi skal anerkende fremskridtene og håbe på en snarlig aftale mellem Rådet og Parlamentet. Trods vores forbehold vil min gruppe gøre alt, hvad den kan, for kun at stemme for de ændringsforslag, der falder ind under kompromisaftalen med Rådet. For os er alternativet en mægling.
Folket kræver et effektivt, pålideligt, økonomisk overkommeligt og sikkert offentligt transportsystem, der pålægger offentlige foretagender et ansvar for at sørge for, at disse kriterier overholdes. Transportoperatørerne pålægges også et ansvar for at gennemføre kriterierne, og det er nok her, udfordringerne bliver at finde. Mens det er rigtigt at indføre rammer for udstedelse af offentlige transportkontrakter, kan vi ikke tillade en forringelse af standarderne, og vi skal sørge for, at procedurerne er retfærdige og gennemsigtige. Forhåbentlig vil rammerne snart være på plads. Lad os nu arbejde med kvaliteten af tjenesteydelserne.
Paolo Costa, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det har taget næsten syv år at udarbejde denne betænkning. Er tiden blevet brugt rigtigt? Efter disse syv år taler hr. Simpson stadig om, at vi forhåbentlig vil skabe et bedre resultat i forbindelse med en efterfølgende revision, og vi er tilmed nødsaget til at stille ændringsforslag i sidste øjeblik med henblik på at nå frem til et kompromis. Det har taget syv år, eller snarere syv år og to måneder, at løse dette problem. Jeg mener ikke, at det er et spørgsmål om liv og død. Parlamentet vil naturligvis få indflydelse, og jeg har tillid til, at nogle af de ting, som Parlamentet forhåbentlig vil påpege i morgen, muligvis vil blive accepteret af Rådet, således at det ikke bliver nødvendigt at gennemføre forligsproceduren.
Jeg bliver nødt til at påpege, at jeg ikke mener, at vores indsats har været fuldt ud vellykket. Kan vi påstå, at vi har gjort det godt, når den tildelte ret til at indgå kontrakter uden forudgående udbud er så omfattende, at den rent faktisk indebærer en afskaffelse eller voldsom begrænsning af udlicitering på rent konkurrencebaserede betingelser? Risikerer vi rent faktisk ikke, at der også vil blive indgået kontrakter uden forudgående udbud i forbindelse med tjenesteydelser, der forvaltes på monopolbasis på nationalt niveau? Har den interne operatør eller forvalter mulighed for at give tjenesteydelser i underentreprise "i væsentligt omfang" eller "i betydeligt omfang" - om end disse udtryk ikke er defineret i lovgivningen? Er der risiko for, at en sådan underentrepriseoperatør, selv i tilfælde, hvor udbudsproceduren ikke er blevet anvendt, får lov til at fortsætte i mere end halvdelen af tilfældene, blot fordi han er en lovende investering? Kort sagt, er det sandsynligt, at vi kommer til at betale for lidt for togtjenester i tredjelande, hvilket vil gøre det vanskeligt at levere de pågældende tjenester? Kan det virkelig passe, at det heller ikke var muligt at drøfte dette problem, og at der ikke kan findes en løsning? Er det virkelig rigtigt, at vi stadig heller ikke kan finde passende løsninger på disse områder?
I så fald vil jeg gerne rette en indtrængende appel, ikke blot til mine kolleger, men også til Rådet og Kommissionen. Hvorfor kan vi ikke gøre et sidste forsøg på at finde en helt igennem reel, pålidelig og anvendelig løsning, hvor vi ikke anvender vage termer som "betydelig" og "væsentlig", der efter min opfattelse virkelig ikke bør anvendes i dette retsgrundlag? Vi opfylder overhovedet ikke det fjerde kriterium i Altmark-dommen. Jeg mener virkelig, at dette er udtryk for hastværk, hvilket efter syv spildte år ikke forekommer berettiget.
Vi har stillet en række ændringsforslag med henblik på at rette op på disse forhold. Vi mener ikke, at alle forslagene nødvendigvis skal vedtages, men hvis nogle af disse blev accepteret, ville vi efter syv år og to måneder have skabt et resultat, der helt sikkert er bedre end det resultat, som vi ellers ville have opnået med de dokumenter, som vi har fået forelagt.
Leopold Józef Rutowicz, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Den nye forordning om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej vil få stor betydning, navnlig i lokalsamfundene. Jeg vil gerne takke hr. Meijer for hans bidrag til betænkningen.
En harmonisering af bestemmelserne om tildeling af kontrakter om offentlig trafikbetjening vil sikre gennemsigtigheden, konkurrencen og en passende fordeling af omkostningerne og finansieringen. Den berører navnlig den offentlige transport og de tjenesteydelser, som udføres af små og mellemstore virksomheder i lokalsamfundene, der har behov for tilskud. Det er en god idé at forlænge kontrakternes løbetid (til otte år for bustrafik og 15 år for jernbanetrafik), idet de nødvendige investeringer i forbindelse med udførelsen af disse tjenesteydelser ellers ville være for risikofyldte og urentable for små og mellemstore tjenesteudbydere.
Definitionen af udtrykket "intern operatør" eller "intern tjenesteudbyder" bør ligeledes finjusteres. Den foreslåede kompensationsstruktur er temmelig kompleks, og der skal gøres en stor indsats for at gennemføre denne korrekt. Jeg mener, at vi alle vil få gavn af den vedtagne forordning.
Michael Cramer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Beslutningen i morgen er, for at citere Münchens overborgmester Christian Ude, et dybt knæfald fra EU's side for de stivnede strukturer. Den tunge jernbanetrafik i regional- og S-togene undtages fra forordningen, og det samme gælder for de kommunale trafikselskaber i storbyerne. Margen for de små og mellemstore virksomheder er mange gange større end grænseværdien efter den europæiske licationslovgivning. I Tyskland f.eks. er over 80 % af trafiktjenesterne ikke omfattet af denne forordning. Vores ændringsforslag, som betød, at sociale, økologiske og kvalitetsmæssige standarder skulle være udslagsgivende ved licitationer, blev forkastet. Det er hverken i passagerernes eller miljøets interesse, hr. Daldrup.
Hvad skal man med en europæisk forordning, som kun gælder for et mindretal? Det kunne man også have klaret med subsidiaritet. Når man går med på en overgangsperiode på 30 år - det var det oprindelige forslag - ser man tydeligvis ikke noget behov for at handle. Selv om Europa-Parlamentet har halveret denne periode, har vi Grønne i udvalget stemt imod denne betænkning. Den er ikke noget kompromis, den ændrer ikke meget, og derfor var vi imod.
Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Vi er lige ved at afslutte en proces, der har varet i mere end seks år. Det glæder mig, at der er opnået en aftale med Rådet. Der er ganske vist stadig nogle ting, som lader meget tilbage at ønske, men det ændrer ikke ved det faktum, at der foreligger et acceptabelt kompromis.
Jeg er navnlig tilfreds med, at medlemsstaterne og regionerne til en vis grad selv kan beslutte, hvordan de tilrettelægger deres offentlige transport. På den måde kan hver kompetent myndighed anvende kompromiset, således at det passer til dens egen situation, hvilket kan have en positiv effekt på brugen af den offentlige transport.
For virkelig at kunne gennemføre denne aftale må vi nu begrænse os til de elementer, som der er enighed med Rådet om. Jeg vil derfor opfordre alle til kun at støtte disse specifikke ændringsforslag og lade de andre punkter hvile til et senere tidspunkt.
Afslutningsvis vil jeg takke hr. Meijer for hans indsats for og engagement i denne sag i den forløbne periode. Det er en flot afslutning på vores 25 års samarbejde på transportområdet.
Georg Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. næstformand, hr. statssekretær! Først vil jeg gerne også på min kollega Elisabeth Jeggles vegne takke alle involverede - Rådet, Kommissionen og Parlamentet - fordi de efter syv år har fået dette gode kompromis i stand. Jeg takker især Willi Piecyk, som ikke kan være her i dag, men som har været dybt involveret i forhandlingerne.
Personligt mener jeg, at vi skaber retssikkerhed og tilvejebringer et afbalanceret kompromis mellem de offentlige og de private trafikselskabers interesser. Byerne og regionerne kan tildele ordrer uden licitation til deres egne virksomheder. Men på den anden side pålægger vi dem, at de ikke som monopolvirksomheder - med eventuelle monopolgevinster på andre områder - konkurrerer med det private erhvervsliv om ordrerne. Derfor er det efter min opfattelse af afbalanceret kompromis.
Hr. statssekretær, det handler ikke kun om nærtrafik af høj kvalitet, men også om nærtrafik af høj kvalitet, som passagererne kan betale. I nogle byer og kommuner har man ladet dette aspekt glide lidt i baggrunden i de seneste år. Med denne nye ordning vil vi bedre kunne tage højde for dette.
Af de forskellige punkter, som vi i øvrigt har fået igennem, vil jeg gerne nævne to. De sagde før, at den væsentlige del, der skal erlægges i forbindelse med underentrepriser, efter Deres opfattelse er et spørgsmål om beskyttelse mod social dumping. Hvis De virkelig tænker på social dumping, må De insistere på, at interne operatører præsterer 100 % af tjenesteydelsen og ikke benytter billigere underentreprenører. Nuvel. Min gruppe går ind for det fundne kompromis, herunder den væsentlige del. Vi får se, hvad Parlamentet beslutter i morgen. Men vi står ved vores ord, ellers kan man ikke indgå kompromiser med hinanden. Personligt anser jeg det også for særligt vigtigt, at vi har forbedret retsbeskyttelsen, og at de virksomheder, som mener at være blevet forfordelt, har en hurtig og effektiv mulighed for at opnå denne retsbeskyttelse.
Til slut har jeg en personlig bemærkning til statssekretæren som repræsentant for det tyske formandskab. Jeg håber, at De vil gennemføre det, som vi beslutter i morgen, i fuldt omfang i den tyske lovgivningsproces i personbefordringsloven og ikke forsøger at vige uden om på grund af pres fra visse offentlige virksomheder. Det, vi har besluttet, er godt, og vi bør også gennemføre det i denne form!
Gilles Savary (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg personligt vil ikke tage ansvaret for at modsætte mig kompromiset, eftersom førstebehandlingen har varet i syv år. Efter en meget kaotisk procedure, har vi ikke behov for en lige så lang andenbehandling.
Jeg vil gerne først sige, at jeg generelt set er tilfreds med denne tekst. Vi havde behov for retssikkerhed og ikke konsekvent at lade det være op til dommerne at træffe afgørelse. Vi har også for første gang opnået anerkendelse af de lokale myndigheders frie administration.
Hvad angår resten, er det trods alt en meget kompliceret tekst, som for nogle udspringer af et kompromis om beskyttelse af jernbanetransporten og for andre af et kompromis om beskyttelse af den lokale og regionale kollektive bytrafik. Jeg er ikke sikker på, om det er særlig let at fortolke, jeg er ikke sikker på, om det er en vind-vind-situation, og jeg er ikke sikker på, om vi ikke burde vende tilbage til det forholdsvist hurtigt for bl.a. at afklare, hvad der forstås ved kantonnement, hvad der forstås ved offentlig-private partnerskaber, og hvad der forstås ved underentreprise uden udbudsprocedure, som alle er smuthuller, der gør det muligt at undgå de fælles spilleregler.
Jeanine Hennis-Plasschaert (ALDE). - (NL) Hr. formand! I årevis har der været en hel del knas på linjen, når det gælder de europæiske krav om i højere grad at anvende markedsprincipper, når det gælder lokal offentlig personbefordring. Europa skulle gøre offentligt udbud obligatorisk. Som mange medlemmer har sagt, er det imidlertid aldrig kommet så vidt. I ikke mindre end syv år har vi debatteret, skændtes og, hvad der er endnu værre, til tider fuldstændigt ignoreret emnet. Der var kun få medlemsstater, som havde lyst til at brænde fingrene på denne sag. At retsusikkerheden i sektoren samtidig voksede, gjorde tilsyneladende ikke særlig stort indtryk.
For at få sagen ud af dødvandet stillede Kommissionen med rette et fornyet forslag. Det europæiske marked for offentlig personbefordring har i de forløbne år i høj grad ændret karakter, og også Domstolens afgørelser har gjort det klart, at der simpelthen er behov for nye lovrammer.
Set ud fra et liberalt synspunkt er den aftale, vi nu taler om, ikke saliggørende. Den effektivitet, som netop kan opnås med markedsprincipper, går man stadig for let hen over, og også når det gælder retssikkerhed, kan der absolut stadig sættes et par spørgsmålstegn.
Selv om jeg selvfølgelig takker ordføreren for hans indsats, må jeg dog understrege, at jeg er særdeles uenig i hans bemærkninger om markedsprincipper. Netop der, hvor markedsprincipper er indført, tilbydes der mere transport og bedre kvalitet til en lavere pris. Det viser tallene tydeligt. Men okay, vi kan ikke skrue tiden tilbage.
En fordel ved dette forslag er dog, at offentlige transporttjenesteydelser og underhåndsaftaler skal opfylde strenge betingelser og kriterier for at forhindre konkurrenceforstyrrelser. Kort sagt, enten er man markedsaktør og konkurrerer, eller også er man monopolist og begrænser sig til sit eget beskyttede marked. Det forekommer mig foreløbig at være et klart udgangspunkt.
Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Det, der tager lang tid, bliver godt til sidst, siger en tysk talemåde. Om det også gælder for vores tilfælde, mangler stadig at blive opklaret. Det har taget lang tid. Det er blevet nævnt flere gange, at det har varet mellem seks og syv år, og vi må ikke glemme, at der også er lange overgangsfrister. Denne lovgivningsproces er derfor svær at markedsføre i medierne. Det bør vi gøre os klart. Måske er det også grunden til, at vi behandler sagen på nattemødet, men det er jo efterhånden mere reglen end undtagelsen for lovgivningsprojekter. Alligevel har vi måske et godt resultat, i det mindste på nogle vigtige centrale punkter.
Principielt har det for os handlet om at forenkle bestemmelserne, gøre dem mere fleksible og bringe en større hensyntagen til subsidiaritetsprincippet og gennemsigtigheden ind i proceduren. Jeg mener også, det er vigtigt, at projektet tidsmæssigt og indholdsmæssigt sættes inden for rammerne af den tredje jernbanepakke. En anden vigtig ting er den principielle belsutning om, at ikke alt skal være anderledes i den offentlige nærtrafik end i den normale jernbanetrafik. Centrale ordninger er her især udligningsydelser for samfundsmæssige forpligtelser på den ene side og på den anden side den kendsgerning, at de lokale myndigheder skal kunne beslutte, hvordan de vil organisere deres offentlige nærtrafik, om de vil give den videre, eller om de selv vil udføre den.
Det var også positivt - og det er der god tradition for i Europa-Parlamentet - at vi har givet de små og mellemstore virksomheder på dette område en særlig chance. Jeg kan derfor kun håbe, at vi i morgen også bliver enige om en fornuftig løsning på spørgsmålet om underentreprenører. Så er der ikke længere noget, der står i vejen for en positiv afslutning på den europæiske lovgivningsproces. Så er det op til de nationale lovgivere, og forhåbentlig gør de det, som de skal gøre, hurtigt.
Silvia-Adriana Ţicău (PSE). – Regulamentul privind serviciile publice de transport va avea implicaţii asupra tuturor celor 490 de milioane de cetăţeni ai Uniunii Europene. Importanţa subiectului a generat dezbateri timp de şapte ani şi îmbunătăţiri succesive ale propunerii din anul 2000. Având în vedere că doar aplicarea principiilor de piaţă ar putea duce la reducerea numărului de rute şi a frecvenţei acestora, competiţia reglementată introdusă de regulament în domeniul serviciilor publice feroviare şi rutiere va permite atât sectorului public, cât şi celui privat, să îmbunătăţească calitatea şi securitatea serviciilor în transportul public de călători.
Referitor la regulile de compensare financiară pentru obligaţiile privind serviciul public de transport de călători, este important ca autorităţile competente să finanţeze în mod corespunzător obligaţiile privind serviciul universal de transport public de călători şi costul utilizării infrastructurii de transport aferente. În acest domeniu, este nevoie de investiţii şi, de aceea, se impune o durată minimă a contractelor. În acest context, este important să se asigure condiţii egale de competiţie între companiile private şi autorităţile publice şi operatorii interni ai acestora prin definiţii riguroase şi condiţii clare privind calitatea şi frecvenţa serviciilor publice de transport de călători.
Autorităţile publice responsabile trebuie, însă, să introducă şi garanţii suplimentare pentru subcontractori, pentru a evita discriminarea în favoarea principalului contractor, în special în cazurile în care contractorul principal a primit un contract direct, fără organizarea unei licitaţii. Închei prin a sublinia importanţa competiţiei şi, mai ales, a calităţii serviciilor de transport public de călători. Felicit autorul raportului şi Comisia Europeană pentru importanţa acordată acestui subiect.
Gabriele Albertini (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Forordningen om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej, som vi skal stemme om, berører 80 % af trafikbetjeningen inden for personbefordring med jernbane og er yderst vigtig for udviklingen af de europæiske markeder for jernbanetransport, der udviser store nationale forskelle.
Da forordningen har været blokeret i Rådet i næsten syv år, har jeg forståelse for mange af mine kollegers ønske om at afslutte sagen ved andenbehandlingen, således at vi undgår forligsproceduren og de uformelle forhandlinger med Rådet, der skal afholdes i denne forbindelse.
Jeg vil gerne lykønske min kollega, hr. Grosch, og vores koordinator, hr. Jarzembowski, for de væsentlige resultater, der er blevet skabt. Jeg beklager imidlertid, at gensidighedsprincippet, som vores gruppe allerede støttede fuldt ud i forbindelse med behandlingen af den tredje jernbanepakke, ikke er omfattet af kompromiserne. I mit land, Italien, er den offentlige trafikbetjening med jernbane liberaliseret, og kontrakterne tildeles på grundlag af udbudsproceduren. I en række europæiske lande har de nationale og regionale transportvirksomheder en lovbestemt monopolstilling, og dette system vil muligvis fortsætte, selv efter vedtagelsen af nærværende forordning.
Der vil således opstå skævvridninger på markedet, og virksomheder, der opererer på markeder, som er lukkede for konkurrence, men som har mulighed for at konkurrere på åbne markeder, vil få uretmæssige fordele. Jeg har i denne forbindelse stillet to ændringsforslag sammen med min kollega, hr. de Grandes Pascual, og andre spanske og italienske kolleger fra min gruppe - ændringsforslag 43 og 45 - der omfatter bestemmelser om gensidighed i forbindelse med virksomheder, der opererer under ordninger med nationalt monopol. Ændringsforslag, der har til formål at ændre forslaget i denne retning, bør således nødvendigvis støttes. Uanset udfaldet af afstemningen om de enkelte ændringsforslag vil jeg imidlertid gerne understrege, at jeg støtter betænkningen ved den endelige afstemning.
Christine De Veyrac (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. Barrot, hr. Lütke Daldrup, mine damer og herrer! Som flere af vores kolleger har fremhævet, har denne tekst været til debat i de europæiske institutioner i næsten syv år nu, og det er alt for lang tid. Det er nødvendigt, at vi når til enighed i dag, for det er afgørende for organiseringen af den lokale offentlige transport i EU.
Tillad mig varmt at takke ordføreren, hr. Meijer, samt skyggeordførerne, hr. Grosch og hr. Piecyk, selv om han ikke er til stede her i aften. Jeg takker dem for at have ført de sidste måneders forhandlinger med medlemsstaterne og for at have nået til enighed med Rådet om denne tekst. Jeg synes, at det opnåede kompromis sikrer en god balance mellem en kontrolleret og progressiv åbning af konkurrencen og en respekt for kravene til offentlig service. Derfor mener jeg, at vi skal støtte denne aftale og således undgå en formålsløs forlængelse af drøftelserne, hvilket ville være uundgåeligt, hvis vi skulle gennem en forligsprocedure.
Denne aftale er ganske vist ikke perfekt, men det er et godt kompromis, som bør gøre det muligt at give alle berørte transportoperatører en egentlig retssikkerhed og fastsætte en moderniseret ramme, der fremmer udviklingen af offentlig transport i Europa. Jeg håber inderligt, at vi vil være i stand til at vedtage den i morgen med et stort flertal og dermed give den offentlige transportsektor for personer, der rejser ad vej og med jernbane, en harmoniseret og afbalanceret ramme.
Engelbert Lütke Daldrup, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær Barrot! Det har været en opmuntrende diskussion, og vi kan nu håbe på, at der bliver opnået enighed i morgen efter lang tids debatter og forhandlinger. Vi har et godt kompromis liggende foran os. Mange havde sikkert ønsket sig noget andet eller mere eller mindre det ene eller andet sted. I forbindelse med kompromiser må man bevæge sig hen imod hinanden. Vi skal være opmærksomme på, at virksomhederne, byerne og især borgerne venter på retssikkerhed og planlægningssikkerhed, så de ved, hvordan vi kommer videre inden for den offentlige nærtrafik i byerne og regionerne.
Jeg vil gerne takke ordføreren hr. Meijer, skyggeordførerne Grosch og Piecyk og de mange andre, der har medvirket. Det har været en lang og til tider sej debat. Jeg tror, at vi har fundet et godt resultat, som vi også kan være bekendt udadtil, og jeg håber, at de to beslutninger bliver taget i morgen, og at vi kan finde en mindelig løsning under andenbehandlingen.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke Parlamentet for sit arbejde og også takke formandskabet for Rådet. Jeg tror, at vi er ved at nærme os en løsning, der kan give os klarere og mere afbalancerede regler for denne del af den offentlige transportsektor. Naturligvis er ethvert kompromis kun et enkelt skridt, men det er et vigtigt skridt, for så vidt som kompromiset muliggør en progressiv åbning af konkurrencen og samtidig giver bais for begrebet offentlig tjenesteydelse med det formål at rette op på en destruktiv retsusikkerhed. Endelig, som jeg understregede i begyndelsen, gør kompromiset det muligt at give de lokale myndigheder større handlerum, og dermed anerkendes subsidiaritetsbegrebet.
Jeg vil gerne tilføje, at hvad angår subsidiaritet, følte Kommissionen ikke i sit oprindelige forslag, at det var nødvendigt at fastsætte kvalitetskriterier. Der er imidlertid intet til hinder for, at de koncessionsgivende myndigheder fastsætter kriterier, som interesserede transportoperatører skal opfylde.
Jeg tror, at det er på tide, at vi udnytter denne politik for bytrafik til at sikre kvaliteten af transport i vores byer og byområder. Jeg håber derfor også, at vi står med en aftale i morgen, der gør os i stand til at gå videre til næste etape, og endnu en gang takker jeg hr. Meijer og skyggeordførerne hr. Piecyk og hr. Grosch.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen.
Skriftlig erklæring (artikel 142)
Gábor Harangozó (PSE), skriftlig. - (EN) Det nuværende EU-lovgrundlag fra 1969 blev skabt til en offentlig transportindustri, der endnu ikke stod over det indre markeds udfordringer og muligheder for denne sektor. Det er derfor forældet. Trods de mislykkede reformforsøg i 2000 skal dette nye forslag ses som et skridt i den rigtige retning for den offentlige transportsektor. Den nylige indførelse af konkurrence i denne sektor skal bestemt håndteres på EU-plan. Det er på høje tid at vi indfører klare fællesskabsbestemmelser for at sikre en retfærdig og gennemsigtig konkurrence i en moderniseret jernbane- og vejtransportsektor. Med harmoniseringen af centrale aspekter og beskyttelsen af både operatørernes og passagerernes interesser skal vi lade sektoren blive mere konkurrencepræget. Sektoren skal ikke alene være mere konkurrencepræget, men gennem en opdatering af regelsættet skal vi også have som vores mål at forbedre kvaliteten af og tiltrækningskraften ved den offentlige transport i EU som helhed gennem indførelse af kontrolleret konkurrence. Det er i denne henseende, at jeg stærkt støtter Kommissionens forslag og de forbedringer, der foreslås gennem ændringsforslagene fra Udvalget om Transport og Turisme.
16. Indlæg af et minuts varighed (forretningsordenens artikel 144)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager.
György Schöpflin (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Den tiltagende krise i forbindelserne mellem Estland og Rusland berører os alle. Der er helt åbenlyst tale om, at et stort land lægger ubehørigt pres på et lille land. EU beskytter små lande mod denne form for adfærd. Rusland anklager hårdnakket Estland for at fremme "fascismen" uden at fremlægge skygge af bevis. Kampagnen bringer selve antifascismen i miskredit, først og fremmest fordi Rusland selv opfører sig som en fascistisk stat. Kampagnen vanærer mindet om de borgere, der virkelig bekæmpede fascismen, og navnlig de borgere, der ofrede deres liv i denne kamp, herunder millioner af russere. Antifascisme betyder demokrati og lige respekt for alle. Ved at handle i strid hermed genopliver Rusland fascismen og bliver således en trussel mod Europa som helhed.
FORSÆDE: Diana WALLIS Næstformand
Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne rejse et alvorligt problem, idet EU-midler efter min opfattelse misbruges til skade for den arkæologiske arv i Irland. Jeg anmoder indtrængende kommissær Dimas om at tage direkte kontakt til minister Roche i Irland for at sikre, at disse støttemidler til anlæg af N3-motorvejen i County Meath ikke bidrager til ødelæggelsen af en nylig opdaget lokalitet fra den yngre stenalder - et "woodhenge". Der er tale om en yderst vigtig lokalitet, der ligger ret tæt på det historiske Tara Hill. Direktøren for Nationalmuseet i Irland har krævet, at der gennemføres en fuldstændig arkæologisk udgravning, men da minister Roche ikke har lyttet til eksperternes råd indtil videre, er der en reel risiko for, at denne unikke lokalitet fra den yngre stenalder vil gå tabt. I lyset af EU's investering i dette motorvejsprojekt er det afgørende, at Kommissionen griber ind for at sikre, at en betydelig del af såvel den irske, men pr. definition også den europæiske kulturarv, udgraves behørigt, og at N3-motorvejen om nødvendigt ombygges for at nå dette mål.
Marco Pannella (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg tror, at vi snart vil være vidne til en vanærende - jeg gentager - vanærende episode i EU, som primært skyldes Rådet samt en slap Kommission, der handler i strid med de obligatoriske mandater, som vi har givet dem. I december 1994, hvor vi var meget tæt på at kunne indføre det internationale moratorium for dødsstraf, blev vi besejret med blot otte stemmer. Siden da har et overvældende flertal af medlemmerne i FN igennem 13 år været parat til at stemme for dette fornemme civilisationsprincip. Siden da har EU hindret dem i at stemme.
Parlamentet har under denne mødeperiode påpeget, at Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), der afholder møde mandag den 14. maj, sandsynligvis på ny agter at forråde det mandat, som det har fået betroet, og udsætte denne sikre sejr endnu et år.
Fru formand, jeg anmoder Dem om at opfordre Parlamentets formand til omgående at gribe ind i denne sag.
Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Fru formand! Polens frugtavlere har lidt endnu et nederlag. Den ringe beskyttelse af det indre marked mod overdreven import og dumping er blevet forværret som følge af frosten, der har ødelagt ca. 90 % af dette års høst. Den polske regering og forsikringsselskaberne har ikke midler til at dække de anslåede tab på ca. 1,5 milliarder euro. De lave høstudbytter i forbindelse med frugtdyrkning, især dyrkning af bærfrugter, navnlig siden Polens tiltrædelse af EU, har bevirket, at forsikringsselskaberne og landbrugerne selv, der ganske enkelt ikke har råd, er tilbageholdende med at forsikre høsten. EU er nødt til at gribe ind øjeblikkeligt, både med nødhjælp og langsigtet støtte i de kommende år. I modsat fald vil de polske landbrugere gå konkurs, og EU vil blive nødsaget til at importere frugt fra tredjelande.
Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Fru formand! Kommissionen har ganske klogt opgivet planerne om at gennemtvinge en fuldstændig overgang til metersystemet i Det Forenede Kongerige. Den erkender, at hvis befolkningen mister pundet, pinten og milen, vil dette om noget skabe modstand mod EU. Det er en sejr for Storbritannien, men vi har kun vundet det første slag. EU har foretaget et taktisk tilbagetog med henblik på at udkæmpe mere strategiske slag på et senere tidspunkt. Kampen for britisk uafhængighed fortsætter, og der er stadig lang vej igen til den endelige sejr, når Storbritannien forlader EU. Det næste store slag vil stå om den reviderede europæiske forfatning. Jeg vil gerne slutte mig til dem, der stiller krav om en posthuman kongelig benådning til den metriske martyr, Steve Thoburn, der i 2000 blev dømt for den grufulde strafbare handling, nemlig at sælge bananer i pund og ounces.
Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne fortælle offentligheden og de kompetente instanser om et oprørende tilfælde af hindring af arbejdet for en løsgænger i Europa-Parlamentet. Den østrigske spidskandidat for Det Liberale Forum ved de sidste studenterrådsvalg Martin Ehrenhauser modtog den 20. april 2007 et brev: "Vi tilbyder Dem en stilling som kontraktansat fra 15. maj 2007 for Løsgængernes politiske gruppe i Europa-Parlamentet." Hr. Ehrenhauser rejste derhen. Pludselig gjaldt brevet ikke længere. Årsagen var en politisk anvisning fra højeste sted, fra den nye generalsekretær Harald Rømer.
Det går ikke. Det blev pludselig iværksat, og det rammer i dette tilfælde mig. Som De ved, har alle medlemmer ret til at arbejde med mindst en parlamentsmedarbejder i sin gruppe på sit modersmål. Kun jeg bliver nægtet det, fordi man vil gøre arbejdet vanskeligere for en besværlig kritiker. Samtidig bevilger netop de store grupper sig selv hærskarer af partitro medarbejdere. I alt beskæftiger Parlamentet tusinder af medarbejdere.
Jeg opfordrer Præsidiet og de kompetente instanser til at undersøge denne sag. Den slags skader Parlamentet, og det skader også demokratiforståelsen.
Jaroslav Zvěřina (PPE-DE). - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! I disse postmoderne tider bliver ægteskabet mindre og mindre populært, især blandt unge, selv om det fortsat er grundlaget for familien. Det er således i medlemsstaternes og i hele EU's interesse at bakke op om ægteskabet. Efter vores tiltrædelse af EU hører jeg ofte klager over de langvarige komplikationer, som statsborgere, der gifter sig med statsborgere fra andre medlemsstater, skal leve med.
Det er vanskeligt for EU-borgere at forstå, at EU-medlemsstaterne ikke har indgået nogen aftale om gensidig anerkendelse af officielle dokumenter. Mænd og kvinder, der ønsker at gifte sig, er tvunget til at bruge tid og kræfter på henvendelser til en række forskellige kontorer, hvor de skal opfylde bureaukratiske formaliteter for at få lov til at indgå ægteskab. Som medlem af Europa-Parlamentet har jeg også vanskeligt ved at forstå, hvorfor kontorerne i de enkelte medlemsstater nægter at anerkende almindelige vielsesattester eller bekræftelser på statsborgerskab. Unge mennesker finder det særligt vanskeligt at indhente standarddokumenter, der skal legaliseres. Jeg nærer ingen illusioner om vores evne til at harmonisere lovgivningen. Vores borgere fortjener ikke desto mindre nogle simple foranstaltninger, der forenkler disse love.
Eugenijus Gentvilas (ALDE). - (LT) Fru formand! Rusland opfører sig skammeligt over for Estland og forsøger ikke engang at skjule sin adfærd. Russerne har indført en økonomisk blokade over for en EU-medlemsstat. Rusland har tidligere handlet med større listighed i Letland og Litauen og i andre lande, og dette er måske årsagen til, at EU har båret over med de fleste af Ruslands tiltag. Efter begivenhederne i Estland opfordrer jeg Dem på det kraftigste til at genoverveje EU's forbindelser med Rusland. Det strategiske partnerskab bør erstattes af et principfast, hæderligt og pragmatisk samarbejde.
Jeg mener, at det er meget vigtigt at udsætte mødet den 18. maj i Samara. Vi er nødt til at meddele Rusland, hvilke betingelser der efter EU's opfattelse skal opfyldes, før disse møder kan genoptages fremover. Javier Solana skal tage til Moskva og redegøre klart for EU's holdning. EU har argumenter nok. Jeg frygter dog, at visse europæiske ledere foretrækker at blive fotograferet sammen med den antidemokratiske Putin endnu en gang, snarere end at forsvare EU's demokratiske værdier.
Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne indledningsvis fortælle Dem - og jeg håber, at De vil overbringe denne besked til formanden - at jeg glædede mig meget over formandens initiativ til at invitere modtagere af Nobel-prisen til at deltage her i eftermiddag, herunder navnlig over de velrenommerede videnskabsfolks indlæg. Vi skal i gang med at behandle en lang række spørgsmål, der også berører det videnskabelige og teknologiske område, og dialogen med aktørerne på det videnskabelige og teknologiske område er utilstrækkelig. Jeg vil gerne benytte lejligheden her i aften til at henlede alle kollegernes opmærksomhed på, at Parlamentets STOA-Panel (Vurdering af Videnskabelige og Teknologiske Projekter), som jeg har den glæde at være næstformand for, og som min kollega hr. Busquin er formand for, afholder et større arrangement i juni i forbindelse med mødet i Strasbourg, det såkaldte STOA Experience. Der vil blive arrangeret udstillinger af nylige arbejder, og en lang række velrenommerede videnskabsfolk vil deltage og drøfte vores igangværende projekter med os. Jeg håber, at en lang række kolleger vil benytte denne lejlighed til at fremme dialogen mellem Parlamentets medlemmer og de førende aktører på det videnskabelige og teknologiske område i EU.
Formanden. - Tak, fordi De gjorde opmærksom herpå.
John Attard-Montalto (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne understrege en kendsgerning, som ikke er almindeligt kendt i EU, nemlig, at - bortset fra Danmark - er biler dyrest i mit land, det mindste land i EU. Dette skyldes primært en ekstraordinær afgift, den såkaldte registreringsafgift, der til tider er højere end selve bilens værdi. Dette betyder, at i et land, hvor lønningerne ligger på niveau med lønningerne i de fleste mellemindkomstlande i Europa, er priserne på såvel nye biler som brugtbiler eksorbitante. Dette skaber et ubehørigt pres på middel- og lavindkomstfamilier, når de skal udskifte deres bil. Det indvirker også på de globale klimaændringer. Selv om Malta er et lille land, har bilejerne overordentlig vanskeligt ved at udskifte deres biler med mere effektive og energibesparende biler og biler, der producerer mindre udstødningsgas.
Marian Harkin (ALDE). - (EN) Fru formand! Som irsk medlem glæder jeg mig over mit ene minuts taletid, hvor jeg har lejlighed til at slutte mig til de mange medlemmer, der lovpriser gårdagens begivenheder i Belfast. Det er så sandelig passende, at vi tidligere i dag takkede Betty Williams, Mairead Corrigan, David Trimble og John Hume, alle modtagere af Nobel-prisen, for deres bidrag til fredskonsolidering og -bevaring i Nordirland. Betty Williams og Mairead Corrigan arbejdede i lokalsamfundet, og det er her, der skabes virkelig fredskonsolidering, mellem folk, mellem familier, mellem naboer og mellem lokalsamfund. Vi har imidlertid også brug for politisk lederskab med henblik på at fremme processen, og vi har i dag hædret to af disse politikere, David Trimble og John Hume. Der er også mange andre politikere på forskellige niveauer, der har løbet en risiko for fredens skyld, og de fortjener også vores tak.
I forbindelse med markeringen af halvtredsårsdagen for oprettelsen af EU er det yderst passende at anerkende, at EU også har spillet en vigtig rolle i fredsprocessen i Nordirland i form af moralsk og økonomisk støtte. På baggrund af denne støtte mener jeg, at jeg på egne vegne og på vegne af det irske folk kan takke EU for den udviste tillid og støtte til vores fredsbestræbelser.
Antonio De Blasio (PPE-DE). - (HU) Fru formand! Igennem de seneste seks år har fabrikker beliggende i Østrig forurenet Rába-floden. Når Rába-floden krydser den ungarske grænse, er den allerede fyldt med forurenet, skummende vand. Den ungarske miljøminister, der trådte tilbage i går, gav de østrigske fabrikker en frist til den 1. maj til at standse forureningen, men der er endnu ikke sket fremskridt. Den 1. april indgav jeg sammen med min kollega personligt et andragende fra Folkepartiets ungarske delegation, hvori den østrigske forbundsregering opfordres til at træffe de nødvendige foranstaltninger. Vi har indtil dato ikke modtaget noget svar på vores andragende.
Den østrigsk-ungarske kommission for grænsefloder, der gav fabrikkerne en driftstilladelse for mange år siden, afholder sit årlige møde i øjeblikket. Denne kommission er sammensat af repræsentanter fra de to staters regeringer, og de er ligeledes bemyndiget til at tilbagekalde vandrettighederne. Vi må gøre vores yderste for at standse denne skadelige, grænseoverskridende miljøforurening, Jeg opfordrer derfor den østrigsk-ungarske kommission for grænsefloder, og således indirekte regeringerne i de to berørte medlemslande, til at tilbagekalde vandrettighederne for de fabrikker, der forurener floden, med øjeblikkelig virkning - og jeg beder i denne forbindelse Parlamentet om hjælp.
Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Fru formand! Samtidig med at vi fejrer halvtredsårsdagen for europæiske værdier og grundlæggende principper, er demokratiet truet i et kandidatland. Tyrkiets valgte regering trues åbenlyst af landets største fjende, hærgeneralerne. Den tyrkiske hær ønsker ikke at beskytte demokratiet, men derimod at ødelægge det. Uanset vores personlige holdning til Tyrkiets tiltrædelse af EU er det til vores fordel og til det tyrkiske folks fordel, at Tyrkiet fortsætter sin reformproces. Det er vores pligt at støtte den politiske magt i Tyrkiet, der i dag repræsenteres af hr. Erdogans regering, i kampen mod de anakronistiske væbnede styrker, der ledes af generalstabschef, general Buyukanit. Jeg anmoder Europa-Parlamentets formand om at fremsætte en erklæring hurtigst muligt, hvori vi giver udtryk for vores fulde støtte til den tyrkiske regering og vores modstand mod hærens indblanding i landets politiske forhold.
Parlamentets budskab til de tyrkiske hærgeneraler skal være klart og tydeligt. "Bliv på kasernerne, og stop krigen mod demokratiet".
Milan Gaľa (PPE-DE). - (SK) Fru formand! Jeg har gennem ganske lang tid fulgt situationen vedrørende de politiske fanger i Cuba. Jeg glædede mig over nyheden om, at en række oppositionsgrupper for nylig havde fremsat en fælles erklæring, hvori de forpligtede sig til at følge en fælles strategi i kampen for en fredelig overgang til demokrati på øen.
Erklæringen er bl.a. blevet underskrevet af velkendte dissidenter som f.eks. Oswaldo Payá fra den kristlig-demokratiske frihedsbevægelse, Elizardo Sanchez fra Kommissionen for menneskerettigheder i Cuba og national forsoning og Martha Beatriz Roque og René Gómez Manzano fra Forsamlingen for fremme af civilsamfundet. Dokumentet blev også underskrevet af medlemmerne af Damerne i hvidt, en organisation oprettet af de politiske fangers hustruer.
En forenet og fredelig opposition er af afgørende betydning for gennemførelsen af de ændringer, som befolkningen har brug for. Vi må ikke se bort fra, at på trods af visse politiske og filosofiske holdningsforskelle, har disse grupper de samme mål, herunder respekt for menneskerettigheder, frigivelse af politiske fanger, ikkevold og samarbejde.
Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Fru formand! Formålet med min redegørelse er at advare europæiske forbrugere, der går med kinesiske tekstilprodukter. Mange af disse produkter er desværre farvet med azofarvestoffer, der ikke opfylder standarderne i direktiv 2002/61/EF om azofarvestoffer.
Når man går med sådanne tekstilprodukter, trænger azofarvestofferne ind i kroppen som en stille, kræftfremkaldende dræber. Så sent som i maj 2006 testede godkendte laboratorier i byen Svit i Slovakiet 90 tekstilvarer for børn tilfældigt udvalgt på det slovakiske marked, hvoraf de fleste var importeret fra Kina, og det viste sig, at hvert 15. produkt indeholdt farlige stoffer.
Det er rimeligt at antage, at man vil kunne finde store sendinger af stort set identiske tekstilvarer på markederne i andre EU-medlemsstater. Da disse produkter er yderst farlige, opfordrer jeg Kommissionen til at gribe effektivt ind med henblik på at minimere tidsintervallet fra indsamlingen af prøver til offentliggørelsen af en advarsel gennem RAPEX-systemet. Det nuværende tidsinterval på tre og en halv måned er tilstrækkelig lang tid til, at det farlige produkt kan nå at blive udsolgt og forsvinde fra markedet. Jeg mener, at dette er meget foruroligende, og det er min stærke overbevisning, at vi er nødt til at gribe ind.
Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Det hedder sig, at det er i nøden, man skal kende sine venner. Polens bærfrugtavlere er i øjeblikket i krise som følge af frosten, der har ramt Polen gennem i de seneste uger. Disse landbrugere og deres familier vil snart synke ned i fattigdom. Polens landbrugere håber på en eller anden form for støtte fra EU, og at en eller anden vil række en hjælpende hånd. Det burde rent faktisk ske, idet det er det, solidaritet handler om. Det er det, sammenhold og gensidig bistand i svære tider handler om. Lech Walesa, der er til stede i dag, kan fortælle meget mere om det. Støtte fra EU vil skabe et godt klima og øge vores borgeres respekt for EU. Her i Parlamentet, i EU-institutionerne, er vi nødt til at afholde et topmøde med henblik på at udvikle EU-instrumenter, der kan hjælpe lande, regioner og industrier, der er blevet ramt af naturkatastrofer.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
17. Nominelle mængder for færdigpakkede produkter (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af bestemmelser om nominelle mængder for færdigpakkede produkter, om ophævelse af Rådets direktiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og om ændring af Rådets direktiv 76/211/EØF (13484/1/2006 - C6-0039/2007 - 2004/0248(COD)) (Ordfører: Jacques Toubon) (A6-0144/2007).
Jacques Toubon (PPE-DE), ordfører. - (FR) Fru formand, hr. Verheugen, mine damer og herrer! Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse anbefaler jer at vedtage Rådets fælles holdning som ændret ved nogle få ændringsforslag: et ændringsforslag, der omfatter en beskyttelsesklausul ved udløbet af overgangsperioderne, en bestemmelse, der tilskynder udbredelsen af prisangivelser pr. enhed, en bestemmelse, der garanterer, at britisk brød fortsat kan markedsføres i dets nuværende pakningsstørrelse, og endelig en erklæring fra Kommissionen, der præcist kan redegøre for og garantere bortsalget af lagre med flasker, der ikke opfylder specifikationerne. Det centrale i direktivet er imidlertid på den ene side frie pakningsstørrelser og på den anden side obligatoriske pakningsstørrelser for mælk, pasta, smør og kaffe i fem år og for hvidt sukker i seks år. Det er, hvad forslaget indeholder.
Hvordan er vi nået dertil? Ved førstebehandlingen og på baggrund af sin egen undersøgelse fastholdt Parlamentet obligatoriske pakningsstørrelser for en række produkter som en permanent undtagelse i forhold til den generelle liberalisering af pakningsstørrelser, som blev foreslået af Kommissionen. I en principiel holdning fremsatte Kommissionen et revideret forslag, som var i direkte modstrid med Parlamentets tekst. Det var på det tidspunkt, at jeg var i stand til at genoptage forhandlingerne med Kommissionen og det finske formandskab for Rådet. Det lykkedes sidstnævnte at nå frem til vedtagelsen af en fælles holdning, som indeholdt nogle af de undtagelser, som Parlamentet havde krævet, men som dog kun gjaldt i en begrænset periode, en overgangsperiode.
Jeg foreslog at acceptere hovedpunkterne i denne holdning, såfremt de blev ledsaget af to ekstra garantier. For det første at Kommissionen kan tilbyde at fastholde visse obligatoriske pakningsstørrelser for visse massemarkedsførte produkter, i tilfælde af at forbrugerne oplever markedsforstyrrelser ved udløbet af overgangsperioden, og for det andet at medlemsstaterne bør tilskyndes til at udbrede anvendelsen af prisangivelser pr. enhed til nærbutikker. Det er, hvad Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse besluttede på baggrund af mit forslag, og det er også, hvad vi blev enige med Rådet og Kommissionen om efter to trepartsforhandlinger, som er blevet afholdt over de seneste uger.
Endvidere, mine damer og herrer, vil jeg have lært tre ting af denne lovgivningsprocedure. For det første har vi ved denne lejlighed for første gang foretaget en konsekvensanalyse. Vi bestilte denne analyse fra en uafhængig instans, og det var første gang, at Parlamentet anvendte denne procedure, som jeg spår en stor fremtid. For det andet vil det, som vi gør, betyde, at bedre lovgivning ikke nødvendigvis er ensbetydende med at afskaffe al lovgivning, fordi, og det er den tredje ting, som jeg har lært, vi gennem denne debat har haft fokus på forbrugernes behov og navnlig de svageste forbrugeres behov.
Derfor, mine damer og herrer, foreslår jeg, at Parlamentet i morgen stemmer for de tre ændringsforslag, som er blevet vedtaget af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse.
Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke hr. Toubon for hans konstruktive arbejde med dette meget vanskelige lovgivningsprojekt og give ham ret i alt, hvad han netop sagde, især også med hensyn til, hvad vi kan lære af denne proces. Det har jeg en bemærkning til. Jeg ville ønske, at Rådet ville følge Parlamentets eksempel og fremover også foretage en konsekvensvurdering, når det foretager ændringer i lovgivningsforslag. Det ville være en stor hjælp for os i arbejdet med at opnå en bedre lovgivning.
Der er faktisk tale om en del af Kommissionens og alle andre institutioners store projekt om bedre lovgivning. Vi tog fat med det klare politiske mål at forbedre og forenkle EU's eksisterende lovgivning. Hr. Toubon har helt ret i, at forbedring ikke er det samme som afskaffelse. Forbedring vil sige at gøre det enklere, mere gennemsigtigt, mere til at have med at gøre. Men naturligvis skal de niveauer for beskyttelse bevares, som vi har opnået. Det er alle institutioner og sikkert også forbrugene og virksomhederne i princippet enige om. Denne grundlæggende tilslutning viger dog altid for specifikke bekymringer, så snart et forslag bliver udarbejdet og fremlagt konkret. Så viser det sig, at det er nødvendigt med et politisk kompromis, og jeg er tilfreds med, at vi i dette tilfælde i fællesskab er nået til en god løsning.
Hvad handler det egentlig om? Vi har her at gøre med bestemmelser fra 1970'erne og 1980'erne. Den gang blev der fastsat størrelser for emballager for et stort antal produkter. Det handlede den gang om så forskellige varer som tandpasta, vaskemiddel, fiskestænger, tomatpure, opløsningsmidler og tørret og fugtigt foder til hunde og katte.
Denne fremgangsmåde var, da den blev vedtaget for godt 30 år siden, den bedste mulighed for at nå to mål: For det første ville man åbne det indre marked for varer yderligere, sådan som det var fastsat i Rom-traktaterne. For det andet ville man på denne måde sikre den nødvendige forbrugerbeskyttelse i forbindelse med den grænseoverskridende handel med disse varer.
Siden da har vi imidlertid foretaget en betydelig videreudvikling af det indre marked og af forbrugerbeskyttelsen inden for EU.
Nu handler det om forenkle og harmonisere bestemmelserne om emballagestørrelser. Mindre europæisk regulering er her ensbetydende med mere innovation og styrkelse af konkurrenceevnen.
Jeg er overbevist om, at dette forslag især vil have positive konsekvenser for forbrugerne. Forbrugerne vil få større valgfrihed. Og i forbindelse med det eksisterende direktiv om prisangivelser pr. målenhed (kilo/liter) vil priserne på forskellige emballagestørrelser også fremover uden videre kunne sammenlignes.
Jeg takker ordføreren for hans engagement. Jeg er også indforstået med, at vi er blevet enige om overgangsbestemmelser. I overensstemmelse med Parlamentets ønske vil Kommissionen om nogle år undersøge, hvordan situationen ser ud. Der er således ikke længere noget til hinder for, at vi kan opnå enighed under andenbehandlingen.
Malcolm Harbour, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Da jeg har lidt mere tid til rådighed, vil jeg gerne lykønske Dem med næstformandsposten. De er en værdsat kollega i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, og det glæder mig at tale med Dem under Deres forsæde her i aften.
Jeg vil også gerne takke Jacques Toubon, som efter min opfattelse har været en fremragende ordfører under gennemgangen af denne proces, som kommissæren påpegede. Jeg er også enig i kommissærens bemærkninger om vores tilgang til dette spørgsmål. Jeg tror, at vi er et af de første udvalg i Parlamentet, der har bestilt en konsekvensanalyse af vores stillede ændringsforslag. Nogle af de problemer, der blev rejst i denne forbindelse, er nu blevet afspejlet i de ændringsforslag, som vi vil støtte i morgen, navnlig vedrørende de beskyttelsesklausuler, som Kommissionen agter at anvende med henblik på at sikre en tæt overvågning af markedets adfærd.
Hr. kommissær, vi støtter generelt i høj grad Deres målsætning om at fremskynde fjernelsen af unødvendig lovgivning, der som påpeget for en stor dels vedkommende er 20 eller 30 år gammel. I dag, hvor forbrugerne er mere oplyste, ønsker vi, at de skal drage fordel heraf, og at de får adgang til prisinformation.
Vi ønsker at sikre producenterne fleksibilitet, således at de kan producere produkter i forskellige størrelser tilpasset forskellige familiestørrelser. Jeg er nødt til at indrømme, at i mit land - og formodentlig også i andre lande - er producenterne meget overrasket over, at Kommissionen har stillet forslag om en deregulerende foranstaltning. Som det fremgår af en række farverige avisartikler i mit hjemland, er dette direktiv i høj grad blevet misfortolket, idet det udledes, at de britiske forbrugere for mange produkters vedkommende ikke vil få adgang til deres foretrukne produktstørrelser. Jeg mener, at kommissæren er nødt til at gøre noget ved den kendsgerning, at direktivet er meget åbent for misfortolkning, da forslaget er meget usædvanligt i sin nuværende form. Jeg glæder mig i denne forbindelse over, at Kommissionen og Rådet giver forbrugerne af færdigpakket brød i Det Forenede Kongerige - dvs. over 80 % af de forbrugere, der spiser brød dagligt - sikkerhed for, at de brødstørrelser, som de normalt spiser, og som efter deres opfattelse var truet af dette forslag, er garanteret, således at de fortsat vil kunne nyde og spise toast med marmelade hver morgen i traditionelt anvendte pakningsstørrelser til færdigpakket brød.
Evelyne Gebhardt, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, hr. formand for Rådet! Jeg synes, det er et meget vigtigt lovgivningsprojekt, vi taler om i dag, for grunden til, at dette direktiv blev lavet i sin tid, var jo, at markedet for varer blev åbnet.
Åbningen af markedet og produktionen af nominelle mængder har udviklet sig til et forbrugerbeskyttelseselement. Derfor er det af særlig betydning, hvad vi gør med det, og derfor har Europa-Parlamentet klart sagt, at det ville kunne føre til vanskeligheder, hvis man bare afskaffede alle forskrifter på dette område, især for handicappede, særligt synshandicappede. Hvis vi f.eks. ser os omkring i store varehuse, kan vi konstatere, at der nogle gange mangler en tydelig prismærkning.
For Parlamentet er det meget vigtigt at rette en appel til medlemsstaterne om, at det ikke er nok at foretage en prismærkning i liter- eller kilopriser i store varehuse, men at det også ville være hensigtsmæssigt at indføre dette på andre områder og finde muligheder, som er særligt vigtige for svagere forbrugere. Denne appel var meget vigtig for os, og det er godt, at den har fundet gehør.
Det andet punkt, som ligger os socialdemokrater meget på sinde, blev netop nævnt af hr. Harbour. Det handler om loaf, et brød i Storbritannien. Hverken Kommissionen, Rådet eller Europa-Parlamentet har ønsket at sætte spørgsmålstegn ved disse emballagestørrelser i Storbritannien, men diskussionen i Storbritannien har fået sit eget liv. For at præcisere dette over for borgerne i Storbritannien var det vigtigt at optage en begrundelse herom i dette lovgivningsprojekt, så vi virkelig kunne sørge for - og det har mine britiske kolleger, især fra Labour Party, bedt mig understrege endnu en gang - at brødet ikke på nogen måde bliver antastet i Storbritannien, men fortsat kan sælges, som borgerne i Storbritannien er vant til.
Et tredje anliggende i denne forbindelse handlede om at sikre, at afskaffelsen af disse nominelle mængder efter en vis periode ikke sker uden videre, men at Kommissionen først skal undersøge konsekvenserne og mulighederne og i forbindelse med en konsekvensvurdering overveje, om dette er hensigtsmæssigt, hvilke konsekvenser det kan have, og hvordan vi skal reagere på eventuelle "skæverter". På markedet for vaskemiddel har vi kunnet se et eksempel på, hvad der sker, når man ikke har nominelle mængder, og her kunne man overveje, hvad der kan gøres.
Janelly Fourtou, for ALDE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. Verheugen, hr. Lütke Daldrup, mine damer og herrer! Jeg vil først gerne lykønske ordføreren og takke ham, for hr. Toubons arbejde er udført i en sand samarbejdsånd med alle hans kolleger. Vi er således hele tiden blevet informeret om hans holdninger og om fremskridtene i sagen efter hver enkelt drøftelse med Kommissionen og formandskabet for Rådet. Hr. Toubon har anmodet om vores mening og i god tid forsynet os med klare, præcise notater, som har gjort os i stand til at træffe beslutning på baggrund af samtlige fakta.
Ved afstemningen efter førstebehandlingen stillede Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa sig imod fastholdelsen af pakningsstørrelser, for så vidt som disse obligatoriske kategorier ikke fandtes i alle 27 medlemsstater, og som disse obligatoriske pakningsstørrelser kunne hindre innovation og konkurrence ved at begrænse forbrugernes udvalg. ALDE-Gruppen kunne imidlertid slutte sig til den fælles holdning fra Rådet og støtter idéen om overgangsperioder for visse produktkategorier.
På den anden side ønskede ALDE-Gruppen ikke nødvendigvis, at der blev indført en revisionsklausul i selve direktivets tekst, men vurderede, at det ville være tilstrækkeligt at henvise til denne revisionsklausul i en betragtning. ALDE-Gruppen anerkender imidlertid ordførerens overbevisningsevner og vil støtte ham på dette punkt, eftersom det i øvrigt vil støtte hans ændringsforslag som helhed.
Hvis vi imidlertid ser bort fra denne afstemning, vil jeg gerne give udtryk for min skuffelse over, at ingen af institutionerne har taget idéen om sammenlignende oversigter op, som fandtes i artikel 8 i det oprindelige forslag. I henhold til den interinstitutionelle aftale om "bedre lovgivning" tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem direktiverne og gennemførelsesforanstaltningerne, og frem for alt at offentliggøre dem. Dette punkt er særlig vigtigt for ALDE-Gruppen, som er meget optaget af at forbedre forbrugeroplysningen, og som endvidere kæmper for bedre oplysning af de europæiske borgere.
Charlotte Cederschiöld (PPE-DE). - (SV) Fru formand! De svenske parlamentsmedlemmer i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er imod et emballagedirektiv og vil allerhelst afskaffe hele direktivet. Jeg har arbejdet for at redde den svenske mælkeemballage, reducere bureaukratiet og undgå en debat om milk snatching.
Ordføreren, hr. Toubon, har forhandlet og indgået et kompromis med parlamentsmedlemmerne og med Rådet. Kompromiset ser nu helt anderledes ud.
I dag er det den 9. maj, en fredsdag for Europa. Devisen er, at forhandlinger erstatter krig. I den ånd vil jeg forsøge yde mit bidrag. Forhandlinger forudsætter kompromiser. Den, som kan kompromisse, bidrager til Europas udvikling. Det er vanskeligere at sig ja på det rette sted end at sige nej. Personligt siger jeg ja til hr. Toubons kompromis, uanset hvad mine øvrige svenske kolleger gør. Det er min måde at fejre den 9. maj på, dvs. ved at udvise lidt ekstra kompromisvilje i spørgsmålet om et emballagedirektiv. Det er nemlig sådan, det moderne Europa opbygges - med små, små byggesten med flere og flere kompromiser. Jeg vil også forsøge at hjælpe til og siger derfor ja til forslaget og afslutter med at sige:
(FR) De har min respekt, hr. Toubon.
Formanden. - Fru Cederschiöld, hr. Toubon sidder rent faktisk bag ved Dem på den anden side. Forhandlingen er under alle omstændigheder afsluttet.
Afstemningen vil finde sted i morgen.
18. Godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer ("rammedirektiv") (9911/3/2006 - C6-0040/2007 - 2003/0153(COD)) (Ordfører: Malcolm Harbour) (A6-0144/2007).
Malcolm Harbour (PPE-DE), ordfører. - (EN) Fru formand! Det glæder mig at kunne forelægge denne betænkning på vegne af udvalget i aften. Jeg vil gerne takke min kollega, hr. Gargani, der var ordfører under førstebehandlingen, hvor Parlamentet ydede en stor indsats. Jeg vil også gerne takke Kommissionen og Rådet, da vi i fællesskab har arbejdet meget hårdt med et yderst kompliceret og teknisk forslag. Betænkningen fylder i alt næsten 400 sider, og der må således være tale om en af de største betænkninger, som Parlamentet har fået forelagt. Hr. kommissær, jeg ønsker navnlig at takke Deres personale - hr. Schulte-Braucks og hr. Delneufcourt, der efter min opfattelse har stået for en lang række af disse 400 sider. Jeg mener, at han bør nævnes særskilt i aften.
Betænkningen er af stor betydning for gennemførelsen af det indre marked for motorkøretøjer. Hele grundlaget for den tekniske regulering af motorkøretøjer blev harmoniseret som et af de første områder i EU's indre marked, men der er først nu blevet skabt en altomfattende ramme for typegodkendelse af alle kategorier af motorkøretøjer, påhængskøretøjer, større komponentsystemer og kritiske komponenter. Her på Europa-dagen mener jeg, at vi har skabt et bemærkelsesværdigt resultat for indeværende. Dette betyder naturligvis, at vi vil drage fordel af forbedrede miljø- og sikkerhedsstandarder for køretøjer, konsistent og uafhængig validering af ydeevne og de ensartede spilleregler, som virksomhederne ofte efterspørger. Det har vi rent faktisk opnået i dette tilfælde. Jeg mener navnlig, at det er et stort fremskridt, at producenterne, uanset størrelse, har mulighed for at få deres køretøjer godkendt af en national typegodkendende myndighed på grundlag af én europæisk lovgivning, og at de har mulighed for at sælge disse køretøjer på ethvert marked i EU.
Under andenbehandlingen er der blevet stillet et usædvanligt stort antal ændringsforslag, som vi skal stemme om i morgen. Der er tale om en række yderligere forbedringer, som vi har arbejdet meget med. Jeg vil blot understrege et par af disse aspekter i aften. Jeg ønsker især at takke Rådet, og det glæder mig, at hr. Deldrup også vil tale i aften, hvilket efter min opfattelse vidner om den betydning, som Rådet tillægger denne vigtige sag.
For det første har vi drøftet visse aspekter vedrørende typegodkendelse for busser, herunder tidshorisonten, med henblik på at finde frem til en løsning på dette område. Bussektoren er vigtig, da dette typegodkendelsesdirektiv berører busdirektivet, som mange af os har arbejdet med. Der er især tale om betydelige sikkerhedsmæssige forbedringer og vigtige spørgsmål såsom handicappedes adgang til alle former for busser. Disse vil hovedsagelig blive gennemført i form af en fælles ramme for homologisering og godkendelse for busser i hele EU.
Det andet aspekt, som var et nyt element i direktivet, der blev tilføjet mellem første- og andenbehandlingen, var indførelsen af et nyt system til typegodkendelse for brugte reservedele, som berører motorkøretøjernes miljø- og sikkerhedssystemer. Det er vigtigt, at vi har en godkendelsesproces for disse kategorier af reservedele, således at vi har en fuldt ud dækkende forbrugerbeskyttelse på dette område. Det er i denne forbindelse relevant at se på hele typegodkendelsesprocessen i mange små og mellemstore virksomheder. I samarbejde med de øvrige institutioner arbejdede jeg derfor hårdt på at sikre en meget effektiv procedure, først og fremmest til identificering af disse reservedele, at sikre, at producenterne af disse reservedele blev inddraget, samt på at udvikle de nye forsøgsstandarder, som kræves for opnåelse af godkendelse. Når producenterne af de pågældende reservedele har gennemført denne procedure, bl.a. navnlig virksomheder, der tuner biler, har de adgang til det indre marked på grundlag af én enkelt godkendelse. Jeg mener, at det er en stor fordel, som de er meget glade for.
Vi drøftede også godkendelsesproceduren for køretøjer fremstillet i små serier. Hr. Gargani bad om at få den nedre grænse for antal biler hævet, og vi nåede frem til et kompromis, idet grænsen blev hævet til 1.000 biler i forbindelse med den forenklede typegodkendelse, hvilket er meget fordelagtigt for de mindre, seriøse producenter. Vi identificerede også en vigtig kategori af køretøjer for handicappede - "køretøjer med adgang for kørestole" - seriekøretøjer, der er blevet ændret for at give kørestolspassagerer adgang. Jeg foreslår, at vi etablerer en ny kategori for denne type køretøj, hvilket Kommissionen og Rådet er enig i. Producenterne af disse køretøjer, der fremstilles i stadig større omfang, glæder sig meget over denne anerkendelse, og de er også sikre på, at dette bl.a. vil skabe fornyet fokus på de handicappede brugeres behov og kørestoles styrke og fittings. Vi har hentet et sådant køretøj til Bruxelles i morgen, således at vi kan vise, hvad vi har opnået.
Denne betænkning er et meget vigtigt fremskridt for det indre marked. Jeg har haft den ære og glæde at udarbejde denne på vegne af Parlamentet, og jeg anbefaler medlemmerne at støtte den i morgen.
Engelbert Lütke Daldrup, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. næstformand Verheugen, mine damer og herrer! I morgen skal De stemme om et nyt vigtigt direktiv om typegodkendelse af personbiler, lastvogne og busser samt deres anhængere. Som formandskab glæder vi os over, at vi i forbindelse med dette direktiv har kunnet opnå enighed med Europa-Parlamentet om de sidste åbne spørgsmål.
Vi vil gerne takke Dem, hr. Harbour, og de øvrige medlemmer varmt for det gode og konstruktive samarbejde. Dette er et vigtigt skridt for at højne trafiksikkerheden og køretøjssikkerheden i EU og for at gennemføre det indre marked på køretøjsområdet. Med det nye direktiv udvides den europæiske typegodkendelse, som hidtil kun har omfattet personbiler, til at omfatte lastvogne, busser og deres anhængere. Det betyder, at også producenterne af disse køretøjer fremover vil kunne udnytte fordelene ved den europæiske typegodkendelse. Samtidig sikres det, at alle nye køretøjer i EU fremover opfylder samme høje sikkerhedsstandarder. Dermed er det nye direktiv ikke kun til gavn for den europæiske bilindustri, men for alle borgere i EU.
Vi regner med Deres tilslutning ved afstemningen i morgen og vil derefter vedtage direktivet på et af de kommende rådsmøder, så det kan træde i kraft så hurtigt som muligt.
Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne ønske ordføreren hr. Harbour hjerteligt tillykke med hans betænkning og takke ham for hans arbejde, som har ført til et virkelig fremragende resultat.
Dette direktivforslag er en hel pakke af forskrifter, som skal fremskynde markedsføringen af køretøjer i medlemsstaterne. Det er virkelig, som formandskabets repræsentant netop fremhævede, forbundet med store fordele for producenter, speditører og brugere.
Gennemførelsen af det indre marked er ubestridt en af de største succeshistorier for europæisk politik. Med hensyn til erhvervskøretøjer har producenterne imidlertid hidtil ventet forgæves på en fuldstændig åbning af grænserne.
Siden 1996 har direktivet om typegodkendelse af køretøjer været Det Europæiske Fællesskabs vigtigste retsinstrument til at gennemføre det indre marked i automobilbranchen. Den gang fik alle køretøjsklasser adgang til det indre marked. Kun erhvervskøretøjerne var undtaget, altså busser, lastvogne og deres anhængere. Der er tale om en branche med stor økonomisk betydning. Alene i 2006 blev der i Fællesskabet indregistreret to millioner nye lette lastvogne og over en kvart million nye tunge lastvogne over 16 t. Den overvejende del af disse køretøjer er fremstillet i EU. I 2007 bliver disse tal langt større, hvis man går ud fra de tilgængelige oplysninger for første kvartal.
Med dette nye rammedirektiv skal især princippet om ens typegodkendelsesprocedurer i hele EU udvides til at omfatte alle køretøjer. Desuden behøver producenterne ikke længere konstruere køretøjerne efter hver enkelt medlemsstats forskrifter for at måtte sælge dem. Tværtimod gælder der harmoniserede tekniske specifikationer, så der kan opnås mængdefordele, og forældede forvaltningsprocedurer kan undgås. Det er også til gavn for transportvirksomhederne og i sidste ende for forbrugerne.
Et andet væsentligt punkt i dette direktiv er, at nye køretøjer skal opfylde en lang række direktiver om teknisk harmonisering på sikkerhedsområdet. Netop i en tid, hvor erhvervskøretøjer ikke har noget godt ry i offentligheden, vil dette bidrage helt afgørende til færdelssikkerheden i hele EU.
Naturligvis er de små og mellemstore virksomheder ikke glemt. Også de får lettere adgang til det indre marked. Producenter af køretøjer til særlige formål eller af små serier eller karosseribyggerne, som i de fleste tilfælde arbejder for transportvirksomheder, kan nu drage nytte af forenklede procedurer, som de kan afvikle uden det helt store papirarbejde.
Jeg er helt enig i hr. Harbours bemærkninger om de virksomheder, som bygger køretøjerne om, så de bliver handicapvenlige. Det var meget vigtigt, at vi kunne løse dette problem i fællesskab. Det glæder mig, at anbefalingerne fra den højtstående gruppe CARS 21, som blev oprettet på mit initiativ, er kommet med i direktivforslaget uden ændringer. Med CARS 21 har vi fået mulighed for at fastlægge den lovgivningsmæssige ramme, som vi fremover skal bevæge os inden for i forbindelse med den tekniske reglementering.
Her er der endnu et vigtigt punkt, der skal nævnes. Internationale bestemmelser får stadig større betydning, og der er her tale om bestemmelser, som løbende bliver udarbejdet under FN's Økonomiske Kommission for Europa. Hertil hører også, at vi afskaffer fællesskabslovgivning, som i mange henseender er forældet, og giver producenterne mulighed for selv at forelægge testresultater til brug for typegodkendelsen.
Med hensyn til spændingsforholdet mellem Fællesskabets sprogordning og den direkte reference til internationale standarder og bestemmelser vil jeg gerne sige, at Kommissionen stemmer for ændringsforslag 25, da vi mener, at en direkte og aktuel reference til sådanne standarder i denne specielle industrisektor kan forbedre sektorens konkurrenceevne betydeligt. Det gælder både på globalt niveau og inden for EU. Automobilbranchen er aktiv i hele verden. Den har derfor et større og mere påtrængende behov for internationale standarder end mange andre brancher.
Kommissionen støtter ændringsforslagene om enighed under andenbehandlingen og er overbevist om, at dette forslag på en afbalanceret måde lever op til industriens, transportvirksomhedernes og forbrugernes interesser samt medlemsstaternes krav.
Anja Weisgerber, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Også jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren Malcolm Harbour for hans glimrende og meget professionelle arbejde med denne sag. Jeg kan fuldt ud støtte det kompromis, man er nået frem til med formandskabet.
Jeg vil derfor kun kort kommentere et punkt, som optog os allerede under debatten om Euro 5, og som er meget vigtigt for mig, nemlig uafhængige værksteders adgang til reparationsinformationer. Denne adgang til informationer er af afgørende betydning for Europas borgere. Enhver turist, som er på bilferie i Europa, kan have et uheld med bilen i udlandet. Mange gange ligger det nærmeste kontraktværksted imidlertid hundreder af kilometer værk. Derfor må vi sikre, at også frie, uafhængige værksteder kan reparere en bil. Desuden bør enhver bilist også hjemme kunne vælge, på hvilket værksted han vil lade sin bil reparere. Denne konkurrence vil bestemt også være til gavn for forbrugerne. Det vil vi sikre med de nye bestemmelser.
Således har vi eksplicit anført i det nye direktiv om typegodkendelse, at bilproducenterne skal gøre alle oplysninger tilgængelige for de uafhængige værksteder, som er nødvendige for at kunne gennemføre reparation og vedligeholdelse af en bil. Denne bestemmelse er i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i Euro 5-forordningen, som vi vedtog under førstebehandlingen sidste år. Vores mål er at sikre de frie værksteders adgang til reparationsoplysninger. Det skal som en overgangsløsning reguleres i Euro 5, men i sidste ende i direktivet om typegodkendelse.
Til sidst vil jeg gerne appellere til kommissær Verheugen om at gennemføre Parlamentets og Rådets politiske vilje i forhandlingerne om den tekniske gennemførelse, for adgangen til reparationsoplysningerne skal også fungere i praksis.
Evelyne Gebhardt, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. repræsentant for Rådet, hr. kommissær Verheugen! Jeg er også glad for, at vi har opnået en aftale mellem de tre organer i EU under andenbehandlingen, så vi kan stemme i morgen og hurtigt opnå en gennemførelse.
For Den Socialdemokratiske Gruppe er der tre punkter, der har været særligt vigtige. Det var for det første, at vi i artikel 31 blev enige om, at der kan bibeholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i forbindelse med godkendelsesprocedurer for dele eller udstyr, som indebærer en stor risiko for systemernes perfekte funktion.
For det andet indebærer den tekst, der blev vedtaget i udvalget, i det store hele en præcisering af de forvaltningstekniske forskrifter for typegodkendelsen og udvider dem på fællesskabsniveau til alle motorkøretøjer inklusive busser og erhvervskøretøjer. Når vi gennemfører det, kan vi bidrage til at forbedre færdselssikkerheden betydeligt.
For det tredje vil jeg især fremhæve, at der - især med ordførerens hjælp - også er gennemført en væsentlig forbedring af forskrifterne for at tilpasse køretøjer til handicappede menneskers særlige behov. Her tænker jeg især på mennesker i kørestol. Her er vi kommet et stort skridt fremad, og her giver vi borgerne et positivt billede af et Europa, som fokuserer på borgernes bekymringer.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i morgen.
19. Afrikas Horn (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Filip Kaczmarek for Udviklingsudvalget om Afrikas Horn: Et regionalt politisk EU-partnerskab til fremme af fred, sikkerhed og udvikling (2006/2291(INI)) (A6-0146/2007).
Filip Kaczmarek (PPE-DE), ordfører. - (PL) Fru formand! Denne betænkning om EU's strategi i Afrika og EU's politiske partnerskab på Afrikas Horn er Parlamentets svar på Kommissionens meddelelse fra november sidste år. Formålet med denne meddelelse var at skabe et regionalt politisk partnerskab på den somaliske halvø, der skulle danne grundlag for en samlet tilgang til konfliktforebyggelse i regionen. Den er baseret på den antagelse, at varig fred er en forudsætning for udvikling, og at udvikling er en forudsætning for varig fred.
Der var to grunde til at vælge denne region som en test case for EU's regionale strategi i Afrika. Den første var regionens strategiske betydning for EU, og den anden var den store politiske kompleksitet, der præger de tre vigtigste og indbyrdes forbundne konflikter i regionen, dvs. konflikterne i Sudan, Etiopien, Eritrea og Somalia, hvor konflikterne formentlig kun kan løses gennem en regional tilgang. Der er med andre ord kun mulighed for en samlet løsning.
Kommissionens foreslåede strategi er baseret på en samlet tilgang til konfliktforebyggelse på Afrikas Horn, der har til formål at tackle de underliggende årsager til ustabiliteten på kort og mellemlang sigt både på nationalt og regionalt niveau og at skabe et tættere regionalt samarbejde. Man kan imidlertid med rette spørge sig selv, om dette er muligt i en region, hvor fem af de syv stater ligger i konflikt med nabolande, hvor den ene konflikt afføder den næste, hvor et land ikke har været i stand til at fungere normalt i 15 år, og hvor en meget høj procentdel af befolkningen lever i fattigdom. Er samarbejde gennem regionale partnerskaber løsningen på disse komplekse og indbyrdes forbundne problemer? Jeg er helt overbevist om, at det er et forsøg værd, og på trods af visse mangler i Kommissionens meddelelse, der til en vis grad var vanskelige at undgå, og som vi henviser til i betænkningen (f.eks. en større inddragelse af medlemmerne af Europa-Parlamentet og afrikanerne selv i udformningen af den fælles strategi), bør vi nå til enighed om de fire hovedpunkter i denne strategi, nemlig at der ikke kan være nogen bæredygtig udvikling uden fred og omvendt, at der ikke kan skabes varig fred uden de afrikanske regionale institutioners faktiske deltagelse, at det regionale perspektiv - dvs. regional forståelse - er en forudsætning for en løsning af særlige lokale konflikter, og at regionale integrationsinitiativer kun vil blive vellykkede, hvis der fokuseres på fælles udfordringer snarere end på en række aktuelle konflikter. I forbindelse med den regionale integration skal der fokuseres på forvaltning af vandressourcer, ørkendannelse og fødevaresikkerhed og ikke blot på etniske skel og konflikter. EU spiller desuden også en central rolle, idet vi skal eksportere vores egen gennemprøvede integrationsmodel, der rent faktisk har skabt varig fred, og som efter min opfattelse er særlig vigtig i lyset af EU's halvtredsårsdag i år.
Jeg er fuldt ud klar over, at såvel Kommissionens meddelelse som Parlamentets nærværende betænkning kun er første skridt i processen, og at det endelige mål er at udvikle en regional strategi for regionen. Det skal også understreges, at nogle medlemsstater gennemfører egne aktiviteter på Afrikas Horn, og betænkningen er derfor ikke kun rettet mod Kommissionen, men også mod medlemsstaterne.
Formålet med betænkningen er at udbygge forslagene i Kommissionens meddelelse, og jeg vil især gerne understrege, at det er vigtigt at undgå ønsketænkning og sammenkobling af institutioner. Jeg mener, at vi bør sætte vores lid til eksisterende initiativer og afprøvede idéer. Vi er nødt til at udpege en særlig EU-repræsentant for Afrikas Horn, der skal behandle de store spørgsmål, der rejses i denne betænkning. Dette vil medvirke til at forhindre overlapning, gøre det muligt at foretage en mere dybtgående analyse og at forfølge politiske minimumsmål i de enkelte lande. Vi skal udnytte alle muligheder for dialog baseret på Cotonou-aftalens artikel 8, for samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen om udformning af en fælles strategi med inddragelse af de afrikanske lande, og tilstræbe afrikanske løsninger og styrkede afrikanske organisationer.
Jeg vil gerne takke alle, der har bidraget til denne betænkning, dvs. medlemmerne af Udviklingsudvalget, Udviklingsudvalgets sekretariat, skyggeordføreren, det tyske formandskab og eksperterne og de ikkestatslige organisationer, som vi var i løbende dialog med.
FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU Næstformand
Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! I sin betænkning er hr. Kaczmarek stort set enig i Kommissionens analyse af behovet for en koordineret regional indsats. De idéer, som hr. Kaczmarek fremsætter vedrørende den videre udvikling, bekræfter de fleste af de prioriteter, som Kommissionen har foreslået, navnlig hvad angår funktionelt samarbejde og regionalt samarbejde.
Løsning og forebyggelse af konflikter på Afrikas Horn er efter vores mening kun mulig ved hjælp af en indsats på to niveauer. Det første niveau er den klassiske metode med mægling og diplomatiske tiltag. Den aktuelle situation på Afrikas Horn kræver helt åbenlyst langt kraftigere og mere samstemmende tiltag fra hele det internationale samfund. Det andet niveau er strukturelle tiltag til forebyggelse af konflikter på mellemlang sigt. Målet er at gøre noget ved roden til de problemer, der påvirker landene i regionen, ved at håndtere fælles udviklingsproblemer, som ligeledes har indflydelse på sikkerheden og stabiliteten.
Det er denne anden metode, der foreslås i den regionale strategi for Afrikas Horn, som Kommissionen præsenterede i sin meddelelse fra oktober 2006. Jeg vil gerne gøre det klart, at det primære formål med meddelelsen er at udstikke en politisk ramme, der anerkender udfordringernes karakter i regionen omkring Afrikas Horn og fastslår EU's vigtigste mulige indsatsområder.
Meddelelsen peger på tre prioriteter for intervention. For det første at håndtere nationale problemer, som har regionale forgreninger, for det andet at gribe ind over for generelle og regionale problemer, som er kilde til konflikt og ustabilitet, og for det tredje at tilskynde regional integration. Som det netop understreges i betænkningen, er det vigtigt, at der sker en egentlig delagtighed, en reel politisk delagtighed i denne strategi, ikke kun hvad angår landene på Afrikas Horn, men også på europæisk plan. Derfor værdsætter vi Parlamentets engagement i spørgsmålet samt hr. Kaczmareks betænkning for deres reelle værdi.
Siden Kommissionens meddelelse blev fremlagt i oktober, har jeg med stor interesse fulgt Parlamentets drøftelser om den regionale strategi for Afrikas Horn, og jeg deltog også personligt i en debat i Udviklingsudvalget i februar i år. Der har også fundet positive drøftelser sted i Rådets arbejdsgrupper siden oktober.
Det er en progressiv proces, som vi ønsker at skabe, ikke påtvinge. Det væsentlige er, at processen nu er startet med støtte fra stats- og regeringscheferne i regionen. Kommissionen arrangerede allerede et arbejdsmøde den 23. april med de personlige repræsentanter for stats- og regeringscheferne. Dette møde var meget positivt og lovende.
Denne bredt favnende og intense samrådsprocedure gør os i stand til med tillid og i god orden at gå videre til gennemførelsesfasen. Vi er altså på rette spor. Den betænkning, som I vil vedtage i morgen, bliver en meget vigtig støtte og naturligvis en kilde til inspiration og en retningsviser i forbindelse med den dialog, som vil finde sted i løbet af de næste måneder.
Jeg vil gerne præcisere, at den regionale programplanlægning af Den 10. Europæiske Udviklingsfond for Afrikas Horns vedkommende naturligvis i høj grad vil afhænge af resultaterne af denne proces, hvor de prioriterede tiltag skal fastslås. Jeg vil også gerne præcisere, at den strategi, som Kommissionen har foreslået for Afrikas Horn, ikke har til hensigt at fortrænge strategierne i Den 10. Europæiske Udviklingsfond. Den kommer på en måde til at supplere dem. På samme vis vil den ikke erstatte den nødvendige parallelle indsats for at løse kriser og konflikter, som skal fortsætte på politisk og diplomatisk niveau, hvilket jeg understregede i starten af min tale.
Jeg støtter derfor fuldt ud betænkningens anbefalinger vedrørende regeringsførelse og styrkelse af den politiske dialog. Der er to punkter i betænkningen, som jeg også mener, er meget vigtige, men som ligger ud over den regionale ramme for Afrikas Horn og for den foreslåede strategi, nemlig en fælles EU-Afrika-strategi og en afrikansk freds- og sikkerhedsstruktur.
Jeg kunne også godt sige noget om disse to punkter og om andre emner, der vedrører Afrikas Horn og de tiltag, som vi kunne gøre der, men taletiden forhindrer mig i det. Jeg vil dog måske få mulighed for at vende tilbage til disse emner senere, når jeg besvarer jeres kommentarer.
Glenys Kinnock, for PSE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Kaczmarek samt kommissæren for bemærkningerne til betænkningen.
Med hensyn til Afrikas Horn ved man dårligt nok, hvor man skal begynde, idet vi er vidne til en dødelig cocktail af konflikter og fattigdom., hvor retsstatsprincippet stort set er ikkeeksisterende, hvor der ikke er noget demokrati og ingen menneskerettigheder, og hvor fem af de syv lande i regionen ligger i konflikt med deres naboer. Som ordføreren påpeger, er fred således en forudsætning for reel sikkerhed og udvikling. De vigtigste punkter vedrører fredskonsolidering, konfliktforebyggelse og konfliktløsning. Dette er de centrale elementer i betænkningen.
Som kommissæren udmærket er klar over, er det meget vigtigt at understrege, at der er ved at blive skabt fred i andre afrikanske regioner, f.eks. i Vestafrika - jeg besøgte Côte d'Ivoire for nylig - og området omkring De Store Søer. Afrikas Horn adskiller sig, idet det er den eneste region, hvor vi ikke har været i stand til at håndtere konfliktstyring og -forebyggelse. Forslaget om en udsending og andre forslag er meget positive.
Vi er vidne til de værste eksempler på konflikter. FN oplyser, at 200.000 mennesker er døde og to millioner er blevet fordrevet i Darfur siden konfliktens opstart i 2003. Regeringen i Sudan ignorerer fortsat mæglingsbestræbelser, herunder fra FN's generalsekretær. Grænsestridighederne mellem Eritrea og Etiopien er fortsat uløste. Etiopiens regering bryder fortsat folkeretten på dette område. Lederne i Eritrea og Etiopien nægter befolkningen retten til at vælge deres egen regering og at respektere valgresultaterne, hvilket vi har set i Etiopien. Vi er nu vidne til intense kampe i Somalia, hvor ca. 1.000 mennesker er døde, og hvor etiopiske tropper har været meget aktive og kæmpet på overgangsregeringen i Somalias side, naturligvis med skjult støtte fra USA, hvilket vi alle er nødt til at anerkende. Eritreerne støtter på deres side de islamiske militser.
Jeg har skrevet til kommissæren desangående, og jeg ønsker fortsat at spørge, hvorfor vi har tilbudt en sådan støtte til overgangsregeringen i Somalia, og hvorfor vi ikke stiller alvorlige spørgsmål om den blodige proces, som vi tilsyneladende på mange måder fortsat accepterer. Vi står over for en humanitær katastrofe i Somalia, og vi stiller fortsat ikke de ansvarlige i overgangsregeringen til ansvar for deres handlinger. Hr. kommissær, hvorfor stiller vi ikke nogen spørgsmål? Skyldes dette politiske hensyn? Hvorfor trækker etiopierne sig ikke tilbage? Hvorfor kan der ikke skabes fred? Hvorfor er der ingen reel magtdeling, og insisterer EU på, at de moderate kræfter i Rådet af Islamiske Domstole skal inddrages i en mulig løsning af konflikten i Somalia?
Endelig er jeg nødt til at spørge, om EU for alvor ønsker at medvirke til statsopbygning på Afrikas Horn, eller om vi rent faktisk lægger vægt på andre prioriteter. Er de andre prioriteter på Afrikas Horn måske ikke den såkaldte kamp mod terrorisme?
Danutė Budreikaitė, for ALDE Gruppen. - (LT) Fru formand! I sin meddelelse "Strategi for Afrika: Et regionalt politisk EU-partnerskab til fremme af fred, sikkerhed og udvikling på Afrikas Horn", der blev offentliggjort i 2006, viser Kommissionen sin manglende evne til at finde løsninger på problemerne på Afrikas Horn, når den angiver, at varig fred er en forudsætning for udvikling, og at udvikling er en forudsætning for varig fred. Det er en ond cirkel. Begge faktorer skal indtræffe samtidig, men som vi kan se, er dette faktisk ikke muligt. Hverken Afrika-strategien eller Cotonou-aftalens artikel 8 og 11 virker på Afrikas Horn. Den regionale ustabilitet og militære konflikter med deltagelse af flere lande, navnlig den grusomme situation i Darfur, viser, at der er brug for en særlig kriseforvaltningsmodel på Afrikas Horn, herunder eliminering af militære brændpunkter og udvikling af fredelige økonomiske, sociale og politiske forhold.
EU står for over 55 % af det globale udviklingssamarbejde og humanitære bistand. Som følge af de militære aktiviteter på Afrikas Horn er det ikke rigtigt muligt at vurdere behovet for humanitær bistand, hvornår og hvor længe den skal ydes, og hvornår det vil være muligt at gå i gang med at opfylde udviklingssamarbejdspolitikkens egentlige målsætninger, dvs. gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene og bekæmpelse af fattigdom i landene på Afrikas Horn. Jeg vil gerne understrege, at EU er nødt til at koordinere sin støtte og sine tiltag på Afrikas Horn med andre lande som f.eks. Kina, Indien og USA, som har økonomiske interesser i landene på Afrikas Horn. I modsat fald er der ikke stor sandsynlighed for, at der sker virkelige fremskridt med hensyn til skabelse af fred og sikkerhed i denne region. EU skal samarbejde med disse lande og med FN og andre organisationer om at skabe en særlig kriseforvaltningsmodel for Afrikas Horn.
Józef Pinior (PSE). - (PL) Fru formand! Jeg vil for det første gerne lykønske hr. Kaczmarek, der har udarbejdet denne betænkning. Det er en meget vanskelig og vigtig betænkning, der omhandler et område, hvor EU endnu ikke har gjort sig gældende i noget større omfang. Det drejer sig om den somaliske halvø, hvor landene ligger i stadig konflikt, et område, hvor det er vanskeligt at tale om retsstatsprincippet, demokratiske institutioner eller menneskerettigheder. Det er en af de mindst udviklede regioner i hele verden.
Det vigtigste for EU i øjeblikket er at opbygge institutioner, som kan sikre, at der sættes en stopper for væbnede konflikter på halvøen, som kan beskytte et minimum af menneskerettigheder, og som vil føre til regeringer baseret på retsstatsprincippet.
Jeg vil gerne minde om de fornemme politiske traditioner, de fornemme traditioner, der var kendetegnende for den udviklingsmodel, som blev anvendt efter Anden Verdenskrig, og som dannede grundlag for de europæiske landes og USA's kamp mod kolonialismen i forbindelse med etableringen af nye stater og demokratier i tidligere koloniområder. Måske bør EU fokusere på grundlæggende løsninger som f.eks. nationsopbygning, etablering af nationale institutioner og stærke regeringer, der kan sikre retsstatsprincippet.
Jeg støtter helhjertet hr. Kaczmareks forslag såsom forslaget om udpegning af en særlig EU-repræsentant for den somaliske halvø og EU-bistand til afrikanske lande med henblik på etablering af regionale samarbejdsinstitutioner.
Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, ærede medlemmer! Mit svar vil blive forholdsvist kort, selv om dette spørgsmål selvfølgelig ville kræve en større debat.
Selv om jeg naturligvis er enig i de analyser og vurderinger, som jeg har hørt vedrørende spørgsmålet om den demokratiske tilstand i visse af landene på Afrikas Horn, er jeg en smule mere tilbageholdende, hvad angår Kommissionens og EU's indblanding.
Afrikas Horn er i dag en region, som Kommissionen er dybt involveret i, og det er uden tvivl den region, som jeg personligt bruger mest tid på. Fru Kinnock, De talte naturligvis om Etiopien, og det gjorde De med rette, for der er et problem med dette land i forhold til international ret, et problem, som jeg i øvrigt bliver ved med at rejse over for landets premierminister, når jeg er i kontakt med ham i forbindelse med mit arbejde med de bilaterale forbindelser. Jeg arbejder rent faktisk næsten dagligt med dette spørgsmål. Jeg viderebringer de budskaber, der skal viderebringes, navnlig spørgsmålet om politiske fanger. Jeg ved også, at personer på meget højt plan gør en indsats for at løse dette problem.
Hvis vi vender blikket mod Somalia, må jeg sige, at jeg er forbavset over at skulle høre, at vi ikke sagde noget til overgangsregeringen. Tillad mig at minde om, at jeg bogstavelig talt blev pålagt at stille 15 millioner euro til rådighed for den ugandiske stabiliseringsstyrke i Somalia stort set betingelsesløst, selv om jeg var fuldstændig imod dette, såfremt princippet om at inddrage alle parter ikke blev overholdt fra starten. Præsident Yusuf lovede os, at han ville arrangere en national kongres for forsoning. Den venter vi stadig på. Eftersom en debat som denne passer til lejligheden, bliver jeg nødt til at sige, at hvis tingene i Somalia ikke går godt eller ikke bevæger sig fremad tilstrækkeligt hurtigt, skyldes det især to ting.
Den første er, at konflikten i Somalia og Somalia-spørgsmålet ikke tages i betragtning i forbindelse med Afrikas Horn som helhed, og at Somalia i en række tilfælde er blevet slagmark for konflikter mellem personer udefra, og det er sådan, at tingene reelt ser ud. Uoverensstemmelserne mellem Etiopien og Eritrea berører også Somalia-spørgsmålet.
Hvis der ikke sker fremskridt, hvis der ikke findes en løsning, skyldes det også en anden ting, hvilket fru Kinnock har givet os eksempler på. Der er to synspunkter i det internationale samfund. Prøv blot at foregive, at der kun er en, men faktum er, at der findes to synspunkter i det internationale samfund. Det første tilhører forholdsvis EU, og det andet tilhører forholdsvis USA. Så snart en af de store aktører i det internationale samfund vælger, hvad vi kan kalde en strategi for privilegeret partnerskab med en anden, og når vi af vores egne medlemsstater opfordres til præcis at matche denne strategi med de andre internationale partnere - hvilket en netop har gjort - befinder vi os i en række tilfælde i en situation, hvor vi følger bagefter de andre, og der ville jeg sige, at så er vi ikke i stand til at handle på helt uafhængig vis, på baggrund af, hvordan vi selv opfatter tingene og på baggrund af vores egen dømmekraft. Det er sådan, det er. Jeg ønsker ikke, at denne situation tolereres længere, eftersom det er meget let at sige til en: "Du gør ikke nok, du bliver nødt til at sikre koordineringen med vores partner, dvs. USA". Jeg kritiserer ikke USA - som har ret til at have sin egen strategi - men jeg mener, at såfremt EU indimellem var i stand til at have en større strategisk uafhængighed og større selvstændighed i disse spørgsmål, ville vi uden nogen tvivl være langt mere effektive.
Det var, hvad jeg ønskede at sige til jer. Tillad mig også at sige, at det, som jeg har beskæftiget mig med i løbet af de seneste måneder, navnlig hvad angår politisk dialog, stort set kun har drejet sig om Afrikas Horn. Grunden til at jeg fremsætter denne strategi - gennem en betænkning, som anvender strategien og i øvrigt er fremragende - er netop, fordi jeg mener, at EU ikke kan tillade sig at stå tilbage fra at tage initiativet i denne sag, og fordi jeg siger til mig selv, at situationen er så kompleks og så vanskelig, at vi bliver nødt til at starte med at forsøge at samle alle interessenterne omkring forhandlingsbordet for at løse de problemer, som de har til fælles, og sammen finde nogle løsninger, alt sammen med det formål at sætte dem i en situation, hvor der er udsigt til dialog - en dialog, som er noget andet end at diskutere konflikterne mellem dem nonstop. Med andre ord, lad os åbne perspektivet for, at der bliver gjort noget ved infrastrukturen, ved fødevaresikkerheden, ved tørken, ved pastoralismen, ved vandsituationen, ved alle disse spørgsmål, som de har en fælles interesse i, og derefter kan der måske være en chance for at gøre noget ved de politiske spørgsmål.
Det var, hvad jeg ønskede at sige. Det er korrekt, at vi bliver nødt til at koordinere vores indsats med de øvrige store beslutningstagere. Det mener jeg helt oprigtigt, men jeg mener også, at der indimellem er behov for, at vi fastholder vores egen holdning, bl.a. i spørgsmål som Somalia. Jeg mener, at hvis vi havde været i stand til at føre vores idéer frem til deres logiske mål og sagt: "Vi giver ikke en øre til stabiliseringsstyrken, før den nationale kongres for forsoning er oppe at køre", så ville vi have stået langt stærkere.
Jeg vil også sige - og det bliver mit sidste punkt - at jeg endvidere har sendt et brev med en meget præcis og hård ordlyd til præsident Yusuf for at minde ham om hans tilsagn om at inddrage alle parter i løsningen af denne konflikt.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningstiden finder sted i morgen, torsdag.
20. Evaluering af Euratom (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Eugenijus Maldeikis for Udvalget om Industri, Forskning og Energi om evaluering af Euratom - 50 års europæisk nuklear politik (2006/2230(INI)) (A6-0129/2007).
Der er en symbolsk betydning ved vores forhandling af dette emne i dag, som er Europadag.
Eugenijus Maldeikis (UEN), ordfører. - (LT) Fru formand! Vi fejrer i dag halvtredsårsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaten - Europa-dagen - med stor respekt og højtidelighed. Jeg beklager blot, at halvtredsårsdagen for en af de vigtigste europæiske traktater - Euratom-traktaten - går helt ubemærket hen, selv om denne traktat har ydet et betydeligt bidrag til udviklingen af de europæiske energikilder.
EU fik en førende global rolle på det nukleare område og blev en af de vigtigste aktører inden for nuklear forskning og på området for kontrolleret termonuklear fission og syntese. Ifølge tal fra ultimo 2006 var der 152 reaktorer i EU, og den nukleare industri producerede 32 % af vores elektriske energi. Nuklear energi er en af de mest konkurrencedygtige energiformer.
Jeg vil gerne sige et par ord om Euratom-traktatens vigtigste resultater. For det første vil jeg gerne sige, at det første videnskabelige forskningsprogram udviklet på grundlag af Euratom-traktaten udmundede i en række videnskabelige forskningsprogrammer og dannede grundlag for oprettelsen af Det Fælles Forskningscenter. EU udarbejdede med udgangspunkt i Euratom-traktatens kapitel om sikkerhed og sundhed lovning med henblik på at sikre opfyldelsen af grundlæggende standarder for arbejdstagerne sikkerhed og den offentlige sikkerhed og gennemførelsen af miljømæssige sikkerhedsstandarder. Et andet kapital, hvor gennemførelsen af Euratom-traktaten har ført til vigtige resultater, er kapitel 7, kapitlet om sikkerhedskontrol. Dette var en af traktatens vigtigste resultater, der gav Kommissionen og offentligheden mulighed for at få kendskab til lagre af nukleare materialer og deres strømme, således at EU kunne kontrollere dette følsomme markedssegment. Vores eksterne forbindelser er i vidt omfang blevet udbygget, idet Euratom har undertegnet en lang række internationale konventioner, herunder konventionen om nuklear sikkerhed. Jeg vil gerne understrege, at Euratom deltager aktivt i fælles projekter inden for rammerne af internationale videnskabelige forskningsprogrammer og sammen med de enkelte lande, der spiller en førende global rolle på området.
Det er også nødvendigt at understrege, at de lande, der grundlagde Euratom, i denne periode har indført en meget streng kontrol og regulering af udviklingen af atomenergi i EU, og de har vedtaget nye bestemmelser, der supplerer Euratom-traktaten. Jeg mener, at det er vigtigt at nævne, at en række medlemmer under udvalgsdrøftelser og spørgetiden samt under møder med forskellige repræsentanter fra sektoren var enige om, at det var nødvendigt at foretage en grundig revurdering af Parlamentets rolle. Euratom-traktatens udemokratiske karakter er i stigende grad et problem, og jeg tror, at mange af medlemmerne er enige med mig. Parlamentet skal inddrages i den generelle beslutningstagning vedrørende Euratom-lovgivningen. Efter indgående drøftelser foreslår vi, at det vil være mest hensigtsmæssigt at anvende Euratom-traktatens artikel 203 som grundlag for en grundig, konstruktiv og gradvis løsning på konkrete spørgsmål relateret til udvidelsen af Parlamentets beføjelser og Parlamentets inddragelse i overvågningen af Euratoms aktiviteter.
Jeg vil gerne tilføje et par yderligere vigtige bemærkninger. Det påpeges ofte, at Euratom-traktaten bør afskaffes, da den er forældet og et utilstrækkeligt grundlag for håndtering af aktuelle energispørgsmål. Dette ville rent faktisk skabe en farlig juridisk usikkerhed i EU som helhed, da denne traktat regulerer en lang række tekniske spørgsmål, og hvis den afskaffes, vil vi virkelig skabe en trussel og en risiko for nationalisering af nukleare energikilder. Forslag om at fjerne visse kapitler eller om at nedbryde hele strukturen har den samme farlige klang. De ville i realiteten svække overvågningen af anvendelsen af atomenergi i EU. Jeg vil gerne takke alle de kolleger, der har deltaget aktivt i drøftelserne, og jeg opfordrer dem til at støtte denne betænkning.
Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Kommissionen glæder sig meget over Maldeikis-betænkningen.
Jeg mener, at denne betænkning indeholder en meget afbalanceret vurdering af Euratom-traktaten baseret på en meget detaljeret analyse, hvor de positive resultater fremdrages, uden at man samtidig forsøger at skjule dens ufuldkommenheder. Betænkningens konklusioner ligger på linje med konklusionerne i Kommissionen meddelelse "Euratom-traktaten fylder 50", som vi vedtog den 20. marts.
Jeg er overbevist om, at Euratom-traktaten har vist sig at være et nyttigt instrument både for de medlemsstater, der anvender kernekraft til produktion af elektricitet, og for de øvrige medlemsstater.
Gennemførelsen af Euratom-traktatens bestemmelser har gjort det muligt at udvikle en samlet europæisk tilgang til udvikling og anvendelse af atomenergi. Gennemførelsen af forskningspolitikken, ordningen for nuklear sikkerhedskontrol, forsyningspolitikken og internationale forbindelser er tydeligt præget af denne tilgang.
Kommissionens prioritet i den resterende mandatperiode er helt sikkert fortsat etableringen af en fælles ramme for nuklear sikkerhed. Vi arbejder i øjeblikket på at nedsætte en gruppe på højt plan med repræsentanter for alle medlemsstaterne, som skal afklare spørgsmål om nuklear sikkerhed og nukleart affald i overensstemmelse med den aftale, der blev indgået under Det Europæiske Råds møde i marts vedrørende Kommissionens forslag. Jeg ved, at vi kan regne med Parlamentets fortsatte støtte, således at vi kan gennemføre praktiske foranstaltninger, der øger den nukleare sikkerhed.
Direktiverne om sikkerheden i nukleare anlæg og håndtering af nukleart affald ligger stadig hos Rådet, og det er på høje tid, at de kommer videre.
Parlamentets rolle er helt sikkert ikke afspejlet på tilfredsstillende måde i Euratom-traktaten. Kommissionen har fuld forståelse for, at Parlamentet er bekymret over, at det ikke har nogen indflydelse på afgørelsen om anvendelse af den fælles beslutningsprocedure. Denne afgørelse kan kun træffes i forbindelse med en regeringskonference.
Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at Kommissionen stillede et forslag om Euratom-traktatens fremtid i forbindelse med udkastet til forfatningstraktaten, I dette forslag foreslog Kommissionen anvendelsen af den fælles beslutningsprocedure. Som bekendt blev forslaget ikke vedtaget, og Euratom-traktaten forblev en protokol knyttet som bilag til udkastet til forfatningstraktaten
Jeg vil samtidig gerne understrege, at Kommissionen fortsat vil sikre, at de holdninger, som der gives udtryk for i Parlamentet, vil blive forelagt Rådet.
Jeg vil også gerne kommentere ordførerens sidste punkt. Euratom-traktaten er vigtig. Den fastsætter bestemmelser om visse parters anvendelse af kernekraft, og selv om den er ufuldkommen, fastsætter den de forskellige aktørers roller, og det er derfor vigtigt at fastholde denne fremover.
Johannes Voggenhuber (Verts/ALE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. - (DE) Fru formand! Ordføreren undrer sig over, at 50-årsdagen for Euratom-traktaten ikke bliver fejret og ikke bliver nævnt i fødselsdagslykønskningerne. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har beskæftiget sig meget indgående med årsagerne til dette.
Måske skulle man minde om, at Euratom-traktaten i dag nærmest fremstår som et futuristisk digt, med teknologiske lykkeforventninger, som ingen længere deler; at halvdelen af medlemsstaterne ikke længere er interesseret i at udnytte atomenergien eller ønsker at opgive den; at der er kæmpe folkebevægelser for at opgive atomenergien; at den europæiske konsensus om atomkraft, som blev besvoret i 1957, ikke længere eksisterer, fordi moderne energipolitik koncentrerer sig om andre energiformer; at Euratom-traktaten er udemokratisk i ubærlig grad. Alt dette har fået forfatningskonventet til at foreslå en udskillelse af Euratom-traktaten. Den bør ganske enkelt ikke længere være en konstitutionelt element i EU.
Parlamentet - og det undrer mig meget, at ordføreren og Udvalget om Industri, Forskning og Energi ikke tog det op - har udtrykkeligt krævet en revisionskonference med henblik på en samlet revision af traktaten. Parlamentet har udtrykkeligt støttet, at Euratom-traktaten indgår i et energikapitel, og jeg forstår slet ikke, hvorfor Industriudvalget i strid med Parlamentets flertal holder fast i dette futuristiske digt og disse ideologiske bekendelser.
Romana Jordan Cizelj, for PPE-DE-Gruppen. - (SL) Fru formand! 50 år efter undertegnelsen af Euratom-traktaten er tiden nu inde til at vurdere resultaterne af det europæiske samarbejde på det nukleare område, og dagen i dag er ideel. Har Euratom-traktaten levet op til vores forventninger? Har den bidraget til en større energiforsyningssikkerhed? Har den fremmet forskningen? Har traktaten bidraget til at sprede viden og information om anvendelsen af atomenergi?
Jeg er overbevist om, at jeg kan svare bekræftende på disse spørgsmål. Euratom-traktaten har desuden spillet en særlig vigtig rolle ved at sikre borgerne en behørig beskyttelse mod bestråling, ved at beskytte miljøet og forhindre misbrug af nukleart materiale og ved at fremme forskning og innovation.
De resultater, der er blevet skabt på grundlag af traktaten, beviser, at vi kan nå langt på EU-plan gennem et tæt og gennemsigtigt samarbejde. ITER-fusionsreaktoren, det største videnskabelige forskningsprojekt i verden i øjeblikket, hvor EU spiller en førende rolle, er et eksempel herpå. Ingen medlemsstat kunne have påtaget sig denne opgave alene.
På halvtredsårsdagen for undertegnelsen af Euratom-traktaten er vi også nødt til at se fremad og tage hensyn til de aktuelle politiske og økonomiske forhold. Vi gør derfor opmærksom på det såkaldte demokratiske underskud som følge af Europa-Parlamentets begrænsede indflydelse på beslutningsprocessen.
Jeg vil også gerne understrege behovet for at etablere fælles europæiske standarder på området for nuklear sikkerhed, der også omfatter retningslinjer for nedlukning af nukleare anlæg og korrekt håndtering af radioaktivt affald. Jeg mener, at vi også bør fokusere yderligere på et koordineret og effektivt samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur.
Jeg vil gerne sammendrage situationen. Euratom-traktaten har indtil videre fungeret efter hensigten. Den bør udbygges, men det er bestemt ikke nødvendigt at indføre revolutionerende ændringer eller at ophæve den. Endelig vil jeg også gerne takke ordføreren, hr. Maldeikis, for hans usædvanligt positive samarbejde under udarbejdelsen af betænkningen.
Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Britta Thomsen, vores skyggeordfører, har bedt mig springe ind for hende, da hun desværre ikke kan være til stede i dag. Naturligvis er der også i vores gruppe forskellige meninger om atomenergiens betydning, ligesom i Parlamentet generelt - der er pro et contra, meget imod, meget for, mellempositioner. Det kan vi ikke få afskaffet.
Men på nogle punkter er der enighed. For det første er sikkerhed det første bud, og det gælder både i betydningen safety, altså de enkelte anlægs sikkerhed, og i betydningen security, altså foranstaltninger mod spredning af atomart materiale. Det er muligvis ikke noget stort problem i selve Europa. Men generelt må vi gå foran med det bedste eksempel. Da samarbejdet med Atomenergiagenturet er blevet nævnt, vil jeg gerne understrege, at vi her har brug for en stærkere multilateralisering.
For det andet er der informationspligten. Jeg er ikke helt overbevist om, at informationspligten er reguleret så fantastisk. Vi har nogle problemer her, også i samspillet mellem flere stater, fordi informationspligten ikke fungerer så godt og hurtigt. Det tredje punkt gælder Parlamentets medbestemmelse.
Jeg takker kommissæren for hans klare ord. Jeg ville ønske, at ordføreren - jeg anerkender hans flid og arbejde - ikke straks ville male fanden på væggen. Vi har brug for en grundlæggende revision af traktaten. Det er jo en selvfølge, at revisionen først træder i kraft, når den er færdigforhandlet, og indtil da gælder den eksisterende traktat. Derfor behøver vi ikke være bange for eventuelle huller eller en renationalisering.
Men tidens tegn må opfattes således, at vi netop af hensyn til sikkerheden simpelthen gør mere, end der er fastsat i den eksisterende traktat. Jeg håber, at Parlamentet i morgen giver en klar tilslutning til Parlamentets medbestemmelse. Det er uacceptabelt for os, at et så vigtigt spørgsmål som pro eller contra bliver afklaret uden Parlamentets medbestemmelse, uden Europas befolknings repræsentanter, og jeg håber, at der kommer et klart afstemningsresultat fra Parlamentet.
Anne Laperrouze, for ALDE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den betænkning, som vi skal stemme om i morgen, er en afbalanceret betænkning, en, som har undgået de faldgruber, som traditionelt bringer debatter om atomkraft i fare. I sin gennemgang af den nuværende situation placerer den atomkraft blandt rækken af tilgængelige energiformer og forholder sig neutralt i spørgsmålet om atomkraftens fremtid i Europa.
Euratom-traktaten sætter brugen af atomkraft i Europa ind i en juridisk ramme, uden af den bliver et instrument til fremme af atomkraft. Næsten samtlige kapitler i Euratom-traktaten er fortsat i brug og er nyttige, og det er en af grundene til, at den ikke bør svækkes. Den anden er, at den udgør en sammenhængende ramme for kontrol af brugen af atomkraft i EU til fordel for alle medlemsstaterne. Den gør det muligt for nye medlemsstater at tilegne sig en solid fællesskabsret, der omfatter alle atomkraftens aspekter: forskning, videndeling, sikkerhed, affaldshåndtering, strålingsbeskyttelse, fælles projekter, materialehåndtering, Forsyningsagenturet, eksterne forbindelser - og da det er op til den enkelte medlemsstat at være for eller imod atomkraft, omfatter traktaten talrige nyttige bestemmelser for de stater, som har fravalgt atomkraft, bl.a. om beskyttelse af ansatte og den strenge kontrol med nukleare materialer i EU.
Hvad angår den fremtidige kurs kræves der i betænkningen en europæisk lovgivning om nuklear sikkerhed og affaldshåndtering. Samtidig fremhæves traktatens demokratiske underskud, og der foreslås metoder til at rette op på det. Mens betydningen af en juridisk ramme for brugen af atomkraft i EU således anerkendes, er betænkningen åben over for visse tilpasninger uden på forhånd at fastlægge metoderne. Ikke desto mindre vil jeg gerne sige, at der er nogle i min gruppe, som gerne så, at betænkningen nævnte regeringskonferencen som den foretrukne mulighed, hvad angår at reducere det demokratiske underskud og navnlig at give Parlamentet medbestemmelsesret i visse kapitler.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg støtter denne betænkning, og jeg vil gerne takke hr. Maldeikis for sin lydhørhed og for sit gode stykke arbejde.
Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er ærligt talt oprørt over påstanden om, at denne debat om Euratom-traktaten forløber afbalanceret. Når vi gør os klart, at der allerede et halvt år efter underskrivelsen af Euratom-traktaten skete en atomulykke i Winscale, som førte til, at man måtte destruere store mængder fødevarer, fordi denne brand havde katastrofale konsekvenser, så synes jeg, det er sensationelt, at man i dag - 50 år senere - påstår, at alt er i den skønneste orden.
Ulykken i Tjernobyl havde ikke behøvet ske, hvis man 10 år tidligere havde draget konsekvenserne af nedsmeltningen på Three Mile Island i USA.
Lad os se på Europa: I Brunsbüttel i Nordtyskland, i Thange i Belgien, i Civaux i Frankrig, i Kosloduj og i Pacs - to østeuropæiske atomkraftværker - i Barsebäk og senest i Forsmark har der været uregelmæssigheder. Det er kun nogle få eksempler på de hundreder eller tusinder af uregelmæssigheder, der sker hvert år. Men i forbindelse med disse enkelte eksempler var vi tæt på en stor ulykke af samme størrelsesorden som Tjernobyl.
Hvis man i dag - 50 år efter underskrivelsen af Euratom-traktaten - påstår, at alt er i orden, og at vi ikke behøver revidere traktaten, at vi ikke har brug for gennemsigtighed, og at vi ikke har brug for Parlamentets indflydelse, så er det en skandale!
Kravet om en undersøgelseskonference om Euratom-traktaten støttes af både konventet og Parlamentet, og det er gentaget flere gange. Før der igen gives Euratom-penge til nyopførelser i Østeuropa efter sovjetisk design, bør vi kræve en konference om Euratom-traktaten.
Vladimír Remek, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest gerne takke ordføreren for et dokument, der måske får større indflydelse på EU's fremtid, end vi kan forestille os i dag.
Energisituationen i EU er af afgørende betydning for EU's fremtid. Det er vanskeligt, men meget vigtigt af hensyn til alle EU-medlemsstaterne, at finde en fornuftig løsning og fælles fodslag. når det gælder et spørgsmål, der er så følsomt som anvendelsen af atomenergi, der deler medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, ja selv min politiske gruppe.
Euratom-traktaten var uden tvivl udtryk for behovet for en sådan ramme, og vores næste skridt, uanset deres karakter, må under ingen omstændigheder underminere traktatens nuværende struktur. Jeg mener ikke, at traktaten var meget udemokratisk, idet alle medlemsstaterne har indflydelse på fremtidige tiltag på kernekraftområdet. Jeg vil gerne udtrykke min støtte til forslaget om et europæisk nukleart forum, der skal fungere som en platform for udveksling af synspunkter, da vi bør gøre det klart i EU, at atomenergi i høj grad kan medvirke til at løse komplekse problemer relateret til energi og klimaændringer.
Jana Bobošíková (NI). - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg glæder mig over, at det i betænkningen understreges, at atomenergi har en positiv indvirkning på nedbringelsen af CO2-udledningen. Det er imidlertid foruroligende, at den enighed på atomenergiområdet, der blev forankret i Rom-traktaten for 50 år siden, er forsvundet.
Uenigheden er nået så vidt, at visse medlemsstater ikke engang overholder den klart vedtagne bestemmelse om, at de enkelte lande har ret til at beslutte, om de ønsker at anvende atomenergi. På fredag vil østrigske modstandere af det tjekkiske atomkraftværk i Temelin blokere grænseovergangene mellem de to lande. De vil på ny sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden i Temelin, selv om værket opfylder alle de standarder, der er blevet fastsat af Kommissionen og Det Internationale Atomenergiagentur. De vil således på ny blande sig i Den Tjekkiske Republiks politik på det nukleare område i strid med Euratom-traktaten og samtidig være til gene.
Jeg vil gerne advare om, at de østrigske aktivister bryder en europæisk aftale uden vægtige grunde. Jeg mener, at det er farligt og uhensigtsmæssigt, at atomenergi bliver genstand for politiske slag i EU.
Alejo Vidal-Quadras (PPE-DE). - (ES) Fru formand! Det glæder mig, at vi i det år, hvor vi fejrer 50-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaten, ikke glemmer Euratom-traktaten.
Det EU, som vi kender, opstod i sin tid på baggrund af landenes beslutning om at styrke energisamarbejdet. Allerede den gang var stats- og regeringscheferne opmærksomme på den økonomiske og energimæssige indbyrdes afhængighed, der gav dem mulighed for at fastlægge grundlaget for forsoning og fremgang på vores kontinent. Et halvt århundrede senere er der ingen, der kan benægte, at den status, vi kan gøre over integrationsprocessen, utvivlsomt er meget positiv.
Atomenergien beskæftiger - med dens 145 reaktorer, 5.200 reaktorårs drift og fremragende produktions- og sikkerhedsresultater - ca. 400.000 arbejdstagere i EU og producerer 31 % af vores elektricitet. Denne energikilde er fri for drivhusgasemissioner, og vi undgår i gennemsnit 720 millioner t CO2 om året, hvilket svarer til hele bilparken i Europa. Jeg ser, at De lytter meget opmærksomt til mig, fru Harms.
Uden atomenergien ville EU's emissioner fra el-produktionen stige med 50 %. Jeg fremlægger disse data af en meget simpel årsag: Fordi de klart viser, at atomenergien er den kilde i vores energimix, som opfylder alle tre krav til vores energipolitik, nemlig forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bekæmpelse af klimaændringerne.
De, der går ind for en fuldstændig afvikling af vores atomanlæg af rent ideologiske årsager, opfordrer os simpelthen til økonomisk og miljømæssigt selvmord.
Traktaten har i løbet af de sidste 50 år spillet en central rolle for EU's stabilitet og fremgang.
Jeg vil ikke slutte uden at lykønske hr. Maldeikis med hans fremragende betænkning, som naturligvis vil få opbakning fra flertallet af vores gruppe, sådan som fru Jordan Cizelj har meddelt.
Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Fru formand, mine damer og herrer! Fordelene og ulemperne ved atomkraft er almindeligt kendt, men alligevel er der meget divergerende holdninger til spørgsmålet, også blandt de beslutningstagende myndigheder på nationalt plan.
Euratoms måske vigtigste resultatet er det udvidede samarbejde. På tidspunktet for traktatens undertegnelse førte de enkelte lande deres egen politik. Der er forskellige holdninger til dette spørgsmål i min gruppe, som min kollega hr. Swoboda påpegede, men vi forsøger at undgå meget ideologiske stridigheder om dette spørgsmål. Vi lægger vægt på sikkerhed, forskning, sundhed, sikkerhed på arbejdspladsen og affaldshåndtering, men det er naturligvis nødvendigt at anvende den fælles beslutningsprocedure i forbindelse med traktaten, som kommissæren netop påpegede, og det ville være passende at afholde en sådan Euratom-konference.
I forgårs besøgte jeg sammen med nogle af de tilstedeværende medlemmer fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi et fusionskraftværk i Tyskland, hvor forskerne hævder, at de om ca. 14-15 år vil være i stand til at bygge et kraftværk, der producerer fusionsenergi, og som kan danne grundlag for bygning af et bæredygtigt fusionskraftværk i industriel skala. Jeg var i hvert fald overrasket over den hurtige udvikling på forskningsområdet i dag, hvis planen gennemføres som beskrevet af forskerne.
Det sidste ord er endnu ikke blevet sagt om atomkraft. Der vil ske en yderligere udvikling på dette område i dag, endda lige ved siden af.
Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Aviserne berettede for nylig om uregelmæssighed nr. 100 i atomkraftværket Temelin. Jeg skrev derefter et brev til kommissær Piebalgs og bad om oplysning om, hvordan uregelmæssighederne i Temelin vurderes fra fagligt hold. Han meddelte mig - og det takker jeg ham for - i et brev, at han vil anmode den tjekkiske reguleringsmyndighed om oplysning om, hvordan den vurderer disse uregelmæssigheder.
Her er vi ved det springende punkt. Det er nødvendigt - og jeg takker Kommissionen - at vi fremover gør os overvejelser om sikkerhed, endelig oplagring og dekommissionering samt om sikring af atomkraftværker på europæisk niveau og overvejer, hvordan vi kan nå frem til fælles tekniske standarder, til de nyeste tekniske forskrifter. Hvis sikkerhedsstandarderne ikke bliver overholdt, skal det være muligt ved en domstolsafgørelse at koble farlige atomkraftværker fra nettet. Til det formål skal vi bruge uafhængige eksperter, som på europæisk plan kan foretage en objektiv vurdering af uregelmæssigheder. Når der optræder en sådan uregelmæssighed, skal et kraftværk straks kobles fra nettet.
Vi lever i liberaliseringens tidsalder, og omkostningsreduktion er et centralt spørgsmål. Jeg håber ikke, at man på nogle atomkraftværker vil sænke omkostningerne til sikkerhed, sikring eller endelig oplagring og dekommissionering for at kunne klare sig bedre i konkurrencen.
Det er også vigtigt, at vi anstrenger os mere inden for forskning i sikkerhed samt uddannelse og efteruddannelse, så vi kan sætte beskyttelsen af befolkningens sundhed i centrum.
Jeg takker udtrykkeligt Kommissionen og medlemmerne, som arbejder for medbestemmelse til Europa-Parlamentet i dette spørgsmål.
Silvia-Adriana Ţicău (PSE). – De la intrarea sa în vigoare la 1 ianuarie 1958, Tratatul Euratom nu s-a modificat substanţial. Uniunea Europeană a investit continuu în cercetarea privind energia nucleară iar Programele cadru 7 şi 6 totalizează 3,7 miliarde de euro pentru perioada 2002-2011. În prezent, energia nucleară asigură 32% din electricitatea europeană, iar cele 152 de reactoare europene reprezintă practic o treime din capacitatea de producţie mondială. În România, de exemplu, energia electrică nucleară reprezintă 9,3% din producţia de energie electrică naţională şi de aceea siguranţa acestui tip de energie ne interesează.
Se consideră că energia nucleară este cea mai puţin poluantă după energia eoliană şi centralele hidraulice de mică capacitate. De aceea, în contextul schimbărilor climatice, se estimează că utilizarea energiei nucleare va permite reducerea, până în 2010, cu 7% a emisiilor europene de gaze cu efect de seră. Cu toate acestea, Tratatul european nu poate da răspunsuri satisfăcătoare unor întrebări actuale cum ar fi gestionarea deşeurilor nucleare sau retragerea din activitate a instalaţiilor nucleare. De asemenea, având în vedere importanţa energiei nucleare pentru politica energetică a Uniunii Europene, pentru strategia europeană pentru o energie sigură, competitivă şi durabilă, pentru siguranţa aprovizionării energetice, afirmăm cu tărie că există un deficit de democraţie prin faptul că, pentru Euratom, Parlamentul European nu are putere de colegislator. Considerăm că un Tratat Euratom adus la zi ar permite fixarea unor standarde armonizate pentru siguranţa energiei nucleare, a deşeurilor nucleare şi a demontării instalaţiilor de energie.
Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) Fru formand! Jeg vil indledningsvis gerne takke ordføreren for en meget god betænkning. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at gentage, hvad der er blevet sagt om Euratom-traktatens betydning og positive indvirkning på udviklingen og sikkerheden på kernekraftområdet i løbet af de 50 år, som den har eksisteret.
Den kendsgerning, at kerneenergisektoren tegner sig for næsten 32 % af den elektricitet, der produceres i 15 medlemsstater under overholdelse af høje sikkerhedsstandarder, hvilket indebærer en nedsættelse af CO2-udledningen med 320 millioner t om året, understreger blot, at der er tale om en bæredygtig teknologi, der gør det muligt at foretage hurtige tilpasninger til ændrede behov på energiområdet såvel som inden for sundheds- og miljøbeskyttelse.
Traktaten er en omfattende, sammenhængende og stadig gyldig retslig ramme for alle medlemsstaternes sikre anvendelse af nuklear energi. Jeg mener derfor ikke, at det er nødvendigt at revidere traktaten i større omfang. Det bør naturligvis ikke forhindre os i at vedtage nye bestemmelser, der sikrer yderligere forbedringer af sikkerheden i forbindelse med nukleare anlæg, nuklear affaldshåndtering og nedlukning af nukleare reaktorer såvel som inden for forskning og udvikling.
Jeg vil i denne forbindelse gerne henvise til traktatens artikel 203 og gøre opmærksom på Kommissionens og en række medlemsstaters foreslåede initiativ vedrørende det såkaldte nukleare forum (Nuclear Forum). Etableringen af et sådant forum kan indebære mange fordele i forbindelse med en objektiv vurdering af nukleare anlæg, deres sikkerhed, deres udvikling og samarbejdet med relevante organer. Dette forum kunne være en fremragende platform for udveksling af information og bedste praksis mellem alle relevante grupper, herunder borgere.
Det er ikke nogen hemmelighed, at en række centraleuropæiske lande ønsker at være værtsland for dette forum uanset dets fremtidige struktur eller form. Slovakiet har nukleare anlæg på forskellige cyklustrin, idet Slovakiet har et nedlagt anlæg, to anlæg, der er ved at blive nedlukket, to anlæg under opførelse og en række anlæg i drift, og Slovakiet har derfor en lang række erfaringer såvel som et stort og berettiget ønske om at stå i spidsen for dette initiativ.
Atanas Paparizov (PSE). - (EN) Fru formand! Denne diskussion vil uundgåeligt blive påvirket af holdningerne til kernekraftproduktion. Jeg vil imidlertid i denne forbindelse gerne understrege, at jeg er meget tilfreds med ITRE-udvalgets betænkning og naturligvis med ordførerens arbejde, der dannede grundlag for dette afbalancerede dokument.
Jeg støtter naturligvis anvendelsen af den fælles beslutningsprocedure, og jeg er sikker på, at der er hjemmel herfor i aftalens artikel 203. Jeg vil navnlig gerne henlede opmærksomheden på den del af betænkningen, hvor det understreges, at det er nødvendigt at udforme fællesskabsbestemmelser vedrørende sikkerhed i lyset af det nuværende krav om et miljøvenligt scenario for energiudvikling med det formål at nedbringe udledningen af carbondioxid og øge EU's uafhængighed. Jeg er meget tilfreds med kommissær Piebalgs udtalelser desangående, og jeg håber virkelig, at de forslag, som Kommissionen har forelagt Rådet siden 2002, vil blive genoptaget og drøftet seriøst, hvilket er meget vigtigt i lyset af de afgørelser, der blev truffet den 8. og 9. marts.
Teresa Riera Madurell (PSE). - (ES) Fru formand! Vi skal hverken stigmatisere fissionsenergien eller forherlige den, som om det drejede sig om løsningen på alle vores problemer. Den har sine fordele og ulemper. Det største problem er affaldsbehandlingen, selv om der ikke er nogen, der benægter, at vi ved at fremme de nye forskningsområder i fremtiden kan finde en mulig teknologisk løsning på spørgsmålet, ligesom man i forbindelse med de fossile brændstoffer gør fremskridt med opnåelsen af rene forbrændinger, hvortil kommer CO2-tilbageholdelsesteknologier.
Men det, vi vurderer i dag, er Euratom-traktaten og dens fremtidsmuligheder efter at have eksisteret i 50 år. I denne henseende vil jeg gerne påpege, at jeg hører til dem, der som helhed vurderer de 50 år, som Euratom-traktaten har eksisteret, positivt. Men jeg synes også, at tiden er inde til at revidere den, at rette nogle af dens aspekter, f.eks. beslutningstagningsprocedurerne, så de bliver mere hensigtsmæssige og demokratiske.
Det er ikke muligt at opnå enighed i Rådet i et Europa med 27 medlemsstater, og jeg er desuden enig med dem, der har givet udtryk for behovet for i forbindelse med traktaten at give mulighed for at anvende den fælles beslutningsprocedure for at rette op på det demokratiske underskud, den lider under.
Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Spørgsmålet om kernekraft er måske et af de spørgsmål, der giver anledning til størst splittelse mellem de europæiske borgere og medlemsstaterne, og dette aspekt er også blevet berørt under forhandlingen i dag.
Hvis vi ser objektivt på Euratom-traktaten, hvilket der er gjort i betænkningen, kan vi se, at den indeholder mange vigtige foranstaltninger. For det første mente alle for 50 år siden, at kernekraftenergi var så billig, at det ikke engang ville være nødvendigt at måle den. Euratom-traktaten sikrede rammerne for og støtten til forskningen, der helt klart har bidraget til udviklingen af sikkerhedsforanstaltninger og foranstaltninger til håndtering af nukleart affald. Euratom-traktaten skabte også grundlag for ikkespredningsordningen. Ingen andre steder i verden er sikkerhedsforanstaltningerne så udbyggede som i EU, og det skyldes Euratom-traktaten.
Vi ved, at der vil blive bygget atomkraftværker fremover, herunder i EU. De problemer, der opstod i forbindelse med kernekraftværket i Temelin, vil ikke være enestående, og vi er virkelig nødt til at skabe øget konsensus om vores målsætninger på kernekraftområdet i EU. Hr. Hudacký nævnte i denne forbindelse Nuclear Forum. Det er et vigtigt aspekt, hvis vi skal forsøge at skabe konsensus på dette meget vigtige område, navnlig i lyset af de globale udfordringer.
Jeg møder mange repræsentanter fra såvel medlemsstater som tredjelande, der meget gerne vil anvende kernekraft. De ønsker ikke blot at anvende energi i den sidste fase, idet de er interesseret i hele cyklussen. Hvis EU ikke udviser viljefasthed i forbindelse med håndteringen af de forskellige aspekter i den nukleare cyklus, tror jeg, at verden vil blive et langt farligere sted at leve. Jeg mener derfor, at betænkningen virkelig er et godt udgangspunkt for vores overvejelser og for håndtering af fremtidens udfordringer.
Jeg takker ordføreren for en meget afbalanceret tilgang og for de mange forslag til, hvordan vi kommer videre - men det bliver ikke nemt.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningstiden finder sted i morgen, torsdag.
Skriftlige erklæringer (artikel 142)
András Gyürk (PPE-DE), skriftlig. - (HU) Kun få erhvervssektorer deler den offentlige mening i så høj grad som atomenergisektoren. Atomkraftværker er blevet betragtet både som flagskibe for teknologisk udvikling og som prima eksempler på, hvordan menneskers helbred sættes på spil. Det er endnu en grund til, at det er vigtigt, at vi forpligter os på evalueringspolitikker, der sikrer en objektiv afvejning af fordele og ulemper ved de forskellige metoder til produktion af energi. I dag, hvor debatten om nødvendigheden af at gribe ind over for globale klimaændringer intensiveres, lægges der i argumentationen sjældent særlig vægt på de ekstraordinært lave udledninger af carbondioxid forbundet med kernekraftproduktion.
Jeg er overbevist om, at det - i takt med gennemførelsen af et fælles og liberaliseret europæisk energimarked, internaliseringen af de hidtil eksterne omkostninger forbundet med energiproduktion og fjernelsen af hindringer for et effektivt fungerende marked - også vil blive muligt at overveje rationelle investeringsbeslutninger i atomenergiproduktion. Med hensyn til risiciene for menneskers sundhed og miljøet vil vi naturligvis finde løsninger, der sikrer en sikker metode til længerevarende opbevaring og håndtering af affald fra store nukleare anlæg, og løsninger på de fortsat uløste problemer forbundet med en sikker drift af atomkraftværker. Vi skal derfor træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at der er optimal fokus på og støtte til forskning og udvikling i sikker anvendelse af nuklear energi.
Alessandro Battilocchio (NI), skriftlig. - (IT) Halvtredsårsdagen for Euratom-traktaten falder på det rigtige tidspunkt. Det grundlæggende formål med traktaten var at udvikle en politik på energiområdet. EU har siden da set bort fra denne vigtige politik, idet der har været fokus på andre, om end lige så vigtige spørgsmål.
Tænkepausen om EU's fremtid falder derfor sammen med en grundig evaluering af betydningen af en fælles og ambitiøs energipolitik. Disse to aspekter hænger tæt sammen. Det vil rent faktisk ikke være muligt at skabe det EU, som vi ønsker - en økonomisk magt, et sikkert hjem for vores borgere, en dronning på den internationale scene, og en institution, der ikke er underlagt ydre pres - uden en strategi, der garanterer os en sikker og bæredygtig energiforsyning. Europa bliver nødt til at lære at stå på egne ben.
Revisionen af Euratom er et vigtigt skridt i denne retning, i det omfang den sikrer det nødvendige retsgrundlag for en produktiv sektor, der allerede har bevist sit værd henseende til udviklingen af nye teknologier og de resultater, der er blevet skabt inden for sikkerhed og effektivisering. Det er imidlertid vigtigt ikke at udelukke andre energikilder som f.eks. ren kulteknologi og andre vedvarende energikilder, der, selv om de endnu ikke kan erstatte alle de kilder, der anvendes i dag, kan vise sig at være det bedste alternativ i fremtiden.
21. Beskyttelse af miljøet mod stråling efter flystyrt i Grønland (forhandling)
Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Diana Wallis Udvalget for Andragender om konsekvenserne for folkesundheden af flystyrtet i Thule i 1968 (andragende 720/2002) (2006/2012(INI)) (A6-0156/2007).
Diana Wallis (ALDE), ordfører. - (EN) Fru formand, hr. kommissær! Denne betænkning er en god opfølgning på den sidste debat om Euratom-traktatens overordnede karakter førhen, i dag og fremover. Der er tale om en virkelig, specifik og særlig hændelse, der klart understreger, hvorfor vi er nødt til at se på traktaten for at sikre de europæiske borgeres fremtidige sikkerhed i tilfælde af nukleare ulykker.
Denne nukleare ulykke og dens sørgelige eftervirkninger for visse personer har bredere følgevirkninger for alle vores borgeres helbred og sikkerhed. Det er naturligvis en styrke, at vores procedure for andragender giver den enkelte mulighed for at gøre os opmærksom på sådanne begivenheder, når EU-institutionerne eller lovgivningen ikke har ydet den ønskede eller forventede bistand. Vores borgere fortæller os, at Euratom-traktaten ikke virker, og vi skal lytte efter.
Jeg vil gerne tage Dem tilbage til en arktisk nat i januar 1968, en tid, der stadig var præget af den kolde krig. Historiens kendsgerninger lyder rent faktisk som en international thriller. Et amerikansk B-52-bombefly kommer i vanskeligheder, besætningen kæmper for at komme i sikkerhed, og flyet styrter ned i Grønland med en meget stor mængde våbenberiget plutonium om bord. De fastboende arbejderne ved den amerikanske base i Thule i Grønland tog straks af sted over isen med slædehundehold for at nå frem til det nedstyrtede fly, og amerikanerne var desperate for at nå frem før alle andre. I de efterfølgende uger blev en lang række Thule-arbejdere inddraget i oprydningsarbejdet. De arbejdede ikke under laboratoriebetingelser. De bar ikke beskyttelsesdragter, bortset fra dragter til beskyttelse mod kulden - det tøj, som mange af dem bar, var så stråleforurenet, et det var nødvendigt at destruere det. I de efterfølgende måneder og år blev Thule-arbejderne ramt af en lang række forskellige frygtelige sygdomme, heriblandt hr. Carswell, andrageren i denne sag.
Det er en lang historie, og sagen har været ført hele vejen op igennem det danske retssystem, og den har givet anledning til en lang række rapporter, debatter og diskussioner. Vi skal tage stilling til et meget specifikt aspekt i denne saga, nemlig Thule-arbejdernes rettigheder under Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13. maj 1996 om grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling. Der er blevet fremført en lang række forskellige juridiske argumenter imod andragerne, og jeg ønsker ikke at kommentere disse i detaljer her, men blot påpege, at der er redegjort herfor i betænkningen, hvor de er grundigt behandlet - spørgsmålet om den tidsmæssige og geografiske anvendelse af traktaten i Grønland og spørgsmålet om anvendelse i forbindelse med militære hændelser. Der var ikke tale om en militær hændelse i forhold til den berørte medlemsstat. Det militære element vedrører et tredjeland, og i overensstemmelse med Domstolens afgørelser gør vi således gældende, at direktivet bestemt kan finde anvendelse.
Dette er imidlertid ikke kun et spørgsmål om jura, men først om fremmest om politik, og der kan rent faktisk også henvises til den europæiske menneskerettighedskonvention, hvori det fastsættes, at staten har pligt til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at beskytte borgernes liv inden for statens retsområde. Det er imidlertid fuldstændig klart, at direktivet sikrer retten til lægetilsyn for overlevende, passende foranstaltninger til overvågning og indgriben - ikke blot statistiske øvelser, som vi har set til dato, men passende klinisk lægetilsyn, der ikke kun er til gavn for de overlevende, men også for alle europæiske borgeres sundhed og sikkerhed i tilfælde af sådanne fremtidige hændelser. Hvis der ikke er mulighed herfor, er det udtryk for, at traktaten ikke fungerer, og derfor er vi nødt til at se på den igen.
Jeg er bange for, at jeg også er nødt til at opfordre mine kolleger til at forkaste ændringsforslagene. Nogle er forvirrende, nogle henviser til ikke nærmere angivne hændelser, der ikke er omhandlet i andragendet, og nogle underminerer argumenterne i betænkningen. På vegne af de overlevende fra Thule anbefaler jeg, at De støtter betænkningen i uændret form, idet jeg samtidig håber, at traktaten vil blive ændret på et senere tidspunkt.
Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! For det første vil jeg gerne takke ordføreren for hendes arbejde med dette meget vigtige andragende. Kommissionen har fuld sympati for andragerne, der har været igennem en meget svær periode efter deres deltagelse i redningsoperationerne efter flystyrtet i 1968. Jeg vil samtidig gerne påpege, at Kommissionen har fulgt denne sag meget tæt gennem de sidste fem år. Den har undersøgt sagens juridiske aspekter nøje og samarbejdet med Udvalget for Andragender og ordføreren.
Kommissionen konkluderede, at andragernes krav i denne sag ikke kan basere sig på fællesskabsretten, men udelukkende på den nationale lovgivning i Danmark og på de danske myndigheder og domstole. På denne baggrund skal der findes en politisk snarere end juridisk løsning. Jeg tror, at Parlamentets foreslåede betænkning kan være medvirkende til at fremme denne politiske løsning.
For at sikre, at fremtidige hændelser som den, der ligger til grund for andragendet, vil være omfattet af Euratom-lovgivningen, vil Kommissionen undersøge muligheden for at indføre en passende bestemmelse om anvendelse af strålebeskyttelseskravene i forbindelse med militære anvendelsesformål. En sådan bestemmelse kunne indføres i forbindelse med den kommende revision og omarbejdning af direktiv 96/29/Euratom om grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling. Vi er imidlertid nødt til at se nærmere på en sådan bestemmelses forenelighed med retspraksis.
Michael Cashman, for PSE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil ikke støtte mig til mine notater. Jeg vil sige, hvad jeg føler, og ikke hvad jeg burde sige.
Kommissæren giver udtryk for sin sympati, men vi har ikke brug for sympati. Det er nødvendigt at håndhæve de grundlæggende rettigheder, som er afgørende i denne sag, nemlig retten til oplysninger, således at man kan være fuldstændig sikker på, at man ikke har været udsat for en livstruende hændelse.
Det nemmeste ville være at angribe regeringen i en af medlemsstaterne. Det ønsker jeg ikke at gøre. Jeg ønsker en løsning på vegne af andragerne.
Hr. kommissær, De taler om en politisk løsning. Jeg vil gerne påpege, at Parlamentet er en politisk institution, hvorfor vi beder Kommissionen om at hjælpe os med at sikre denne løsning.
Vi sikrer ikke en løsning ved at udvise sympati, men ved at udvise beslutsomhed og anmode den danske regering om - i overensstemmelse med princippet om godt og loyalt samarbejde som nedfældet i Maastricht- og Amsterdam-traktaterne - at imødegå kravet om oplysninger fremsat af de andragere og arbejdere, der dannede en sammenslutning og ryddede op efter denne tragedie. Kommissionen bør derfor ikke sympatisere med dem, men give dem politisk slagkraft og støtte og spørge medlemsstaten, om den agter at frigive de oplysninger, der er af afgørende betydning for disse menneskers mulighed for at sikre sig, at de ikke er i fare, og at de har sikkerhed for deres liv, som er i gode hænder. Det er alt, vi beder om.
Jeg vil slutte her. Jeg er træt af Kommissionens udtalelser om, at "det ikke er vores bord". Det er den nemmeste måde at styrke den euroskepsis, der er ved at brede sig i hele EU, og som desværre er meget udbredt i Danmark.
Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Der er tale om en enestående betænkning om et enestående andragende, og fru Wallis har behandlet dette på fremragende vis. Ud over de juridiske aspekter rejser det andragende, der er omfattet af betænkningen, nogle vigtige spørgsmål. Jeg vil kort nævne tre.
For det første er der altid risiko for en atomvåbenulykke, selv om der træffes maksimale sikkerhedsforanstaltninger. På sin vis var det meget heldigt, at det amerikanske B-52-fly styrtede ned i Grønland. Tænk blot, hvad der ville være sket, hvis det var styrtet ned i et tæt befolket område, f.eks. i nærheden af en amerikansk base i Centraleuropa. Enhver, der påstår, at atomvåben er fuldstændig sikre i fredstid, fortæller ikke hele sandheden.
For det andet bør man straks efter en atomulykke iværksætte velforberedte planer med henblik på at reducere de kort- og langsigtede sundheds- eller miljømæssige indvirkninger. Tilsyneladende var de kompetente myndigheder, i dette tilfælde det amerikanske luftvåben og den danske regering, dårligt forberedte, og de tacklede ikke problemet korrekt, navnlig med hensyn til beskyttelse af det civile personel og sikring af den langsigtede helbredskontrol og -overvågning. Denne mangel har resulteret i en række for tidlige dødsfald på grund af kræft, hvor en tidlig diagnosticering kunne have sikret langt bedre overlevelseschancer, og enhver, der påstår, at de kompetente myndigheder kan håndtere konsekvenserne af en atomvåbenulykke helt efter bogen, fortæller ikke hele sandheden.
For det tredje forventes det, at den pågældende regering udviser åbenhed og samarbejdsvilje over for de berørte borgere efter en atomvåbenulykke. Dette skete ikke efter flystyrtet i Grønland, da den danske regering nægtede at give adgang til de relevante optegnelser over miljøbestrålingen, hvilket var en forudsætning for at kunne vurdere bestrålingsdoserne hos de berørte arbejdere. De oplysninger, som de danske myndigheder fremkom med, var vildledende og således farlige. Vi kan således ikke engang have tillid til de videnskabelige rapporter, som regeringerne offentliggør efter atomvåbenulykker.
Det overordnede budskab er derfor klart. Atomvåben kan selv i fredstid føre til dødsfald og lidelser, og det er derfor bedst at afskaffe dem helt og holdent. Efter at have lyttet til kommissæren vil min sidste bemærkning være, at andragere, som har lidt og kæmpet i årevis, tilsyneladende ikke modtager praktisk bistand fra EU, der nøjes med at udvise stor sympati.
Marcin Libicki, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! Jeg vil gerne indledningsvis takke Diana Wallis for hendes - som altid - fremragende betænkning, og det er med glæde og tilfredshed, at jeg konstaterer, at Parlamentet har en ordfører, der altid leverer meget præcise betænkninger, navnlig i juridisk henseende, hvilket er meget vigtigt her.
I 1968 styrtede et amerikansk fly ned med atomvåben om bord. Andrageren, der stod bag andragendet til Udvalget for Andragender, havde helbredsproblemer, og han mener ikke, han fik tilstrækkelig erstatning.
Udvalget var igen den sidste udvej for en lang række mennesker, der ikke havde mulighed for at søge retfærdighed andetsteds. Andragendet rejste et interessant juridisk spørgsmål, som fru Wallis har behandlet på fremragende vis. Ulykken fandt sted i 1968. Danmark, herunder Grønland, tiltrådte Fællesskabet 1973, og i 1985 udtrådte Grønland af Fællesskabet. Direktivet om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer i tilfælde af sådanne ulykker (dvs. Rådets direktiv 96/29/Euratom) er dateret den 13. maj 1996. Selv om andrageren at dømme ud fra datoerne tilsyneladende ikke havde nogen mulighed for at søge retfærdighed her, påviste Diana Wallis, at jf. Domstolens retspraksis finder nye fællesskabsbestemmelser principielt anvendelse på fremtidige udfald af begivenheder, som fandt sted forud for tidligere retsakters ikrafttræden som f.eks. Grønlands udtrædelse af Fællesskabet.
Hvis staterne rent faktisk anvendte de relevante direktiver, ville færre sager blive indbragt for Udvalget for Andragender. Jeg vil blot minde om tre sager - Lloyds-sagen, Equitable Life-sagen og sagen om misbrug i forbindelse med lokalplanlægning i Spanien, der blev indbragt alene af den grund, at de relevante direktiver ikke blev anvendt korrekt i de pågældende lande. De skadelidte er berettiget til erstatning for de tab, som de er blevet påført, og vi har alle ret til sikkerhed i fremtiden.
Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Fru formand! Det er en uhyggelig sag. Det er absurd og groft uforsvarligt, at atomvåben er blevet fløjet rundt på denne skødesløse måde under den kolde krig. Det er den virkelige skandale ved Thule-sagen. Men selv om det er uacceptabelt at omgås atomvåben så lemfældigt, kan vi ikke af den grund tillade os at påstå noget, som har vist sig at være forkert. Vi har ingen dokumentation for, at nogle af Thule-arbejderne er døde af strålingsskader. Vi kan heller ikke påstå, at de relevante helbredsundersøgelser ikke er lavet. Det er de, og resultaterne af dem viser det modsatte af, hvad klageren og nu også betænkningen hævder. Det bliver vi nødt til at respektere.
Den Grønne Gruppes ændringsforslag vil fjerne fejl og løse påstande. Til gengæld er vi enige med Diana Wallis i, at Danmark ikke kan unddrage sig EU's kompetence. B-52-bombeflyet er ikke den eneste nukleare aktivitet, der har forurenet Thule-området. Alt bør undersøges, og EU bør sikre, at det sker. Men skal betænkningen få betydning, må der ikke være faktuelle fejl. Vedtager vi en betænkning med fejl, skader vi kun vores egen troværdighed. Jeg har ingen interesse i at forsvare den danske regering i denne sag. Tværtimod! Den har behandlet Diana Wallis dårligt, og den har været alt for langsom til at fremsende resultaterne af de mange undersøgelser til Parlamentet. Men ikke desto mindre så håber vi meget, at vi får en rigtig vedtagelse af betænkningen, således at det kan blive en konkret og stærk betænkning, som kan få virkning bagefter, og ikke blot vil blive lagt til side, fordi den ikke har respekteret, hvad der faktisk er sket.
Søren Bo Søndergaard, for GUE/NGL-Gruppen. - Fru formand! Flystyrtet den 21. januar 1968 i Nordvestgrønland udløste ikke bare 850 meter høje flammer, men også en omfattende radioaktiv forurening. De danske myndigheder ønskede sagen mørkelagt. De vidste, at deres stiltiende accept af atombevæbnede amerikanske fly i luftrummet over Grønland var upopulær i både den danske og den grønlandske befolkning. Derfor gik der 18 år, før myndighederne begyndte at interessere sig for helbredsforholdene for de berørte grønlændere og de civile oprydningsarbejdere. Den dag i dag har de berørte borgere stadig ikke fået fuld indsigt i deres sager. Det skyldes bl.a., at skiftende danske regeringer har nægtet at efterleve bestemmelserne i Euratom-traktaten, som de ellers selv har skrevet under på.
Efter GUE/NGL's opfattelse er det den centrale pointe i forslaget fra Diana Wallis. Vi kan støtte de første fire af Den Grønne Gruppes fem ændringsforslag, men vi vil under alle omstændigheder stemme for forslaget ved den endelige afstemning.
Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Fru formand! For første gang i 28 år stemmer jeg i morgen for kritik af min egen regering i Danmark. Jeg skammer mig over vores opførsel over for de par hundrede overlevende fra den amerikanske atomulykke på Grønland i 1968. De blev sat til at rydde op efter atomuheldet uden personlige værnemidler for at skjule, at det var et atomuheld. Mange er siden døde af kræft. Dyr fødes med defekter, som formentlig stammer fra uheldet. Hr. Carswell har rejst denne sag for Udvalget for Andragender. Han har selv været på hospitalet 50 gange for sine men. Diana Wallis har for udvalget gjort et grundigt stykke arbejde med høringer og besøg gennem tre år, og så kommer Margrete Auken på selve stemmemødet og vil have hele arbejdet til at starte forfra. Sagen er meget enkel og handler ikke om stråler eller ej. Den handler om, at de overlevende efter Euratom-traktaten har krav på en årlig helbredsundersøgelse, uanset skadens omfang, og de overlevende har krav på at få udleveret deres egne helbredsundersøgelser. De to krav bør Danmark nu efterleve.
Tak til Diana Wallis og udvalget for et meget seriøst arbejde i denne sag. Jeg har selv deltaget i samtlige møder, og hvis Margrete Auken havde vist sin interesse, da sagen blev behandlet, så ville hun ikke have stillet ændringsforslag fem minutter over 12. Tænk, hvis alle andre betænkninger i Parlamentet skulle genbehandles, fordi Margrete Auken ikke har deltaget i udvalgsbehandlingen. Stem for betænkningen i morgen uden sidstedagsændringer!
Nu siger Kommissionen, at der er brug for en politisk løsning. Det er vi nogen, der har forsøgt. Jeg har sendt private breve til statsministeren for at få denne sag ryddet af vejen politisk. Han var sympatisk indstillet, men der blev ikke fundet en løsning, fordi vi har et embedsapparat, der ikke vil bøje sig i denne sag. Men hvor er det dog godt, at borgerne så har et Udvalg for Andragender, hvor de kan henvende sig, når embedsmændene ikke er i stand til at lytte til dem.
Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Håndhævelsen af rettigheder kan ske på grundlag af lovgivningen. Kommissionen har undersøgt dette spørgsmål nøje. Jeg kan desværre ikke tilføje yderligere, heller ikke efter denne meget professionelle forhandling.
Jeg vil dog påpege, at betænkningen vil tjene som referencedokument for fremtidige fællesskabstiltag på dette område.