Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Denne beslutning er forelagt af visse politiske grupper, men PPE-DE-Gruppen er ikke med. Det kunne give det indtryk, at vi på en eller anden måde er blevet udelukket af processen, eftersom vi fra begyndelsen argumenterede imod en beslutning, fordi vi inden længe udarbejder en udvalgsbetænkning. Men sandheden er, at vi har været aktivt involverede i drøftelserne med andre grupper. Vi deler det almindelige ønske om, at denne lovgivning bliver revideret og moderniseret, og vi har så sandelig bidraget væsentligt til teksten i dens endelige udformning. Jeg ville blot have det ført til protokols, at det glæder mig at kunne bekræfte, at det, selv om vi stadig har visse forbehold vedrørende dele af ordlyden, vil være PPE-DE-Gruppens politik at stemme for denne beslutning.