Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 21. maj 2007 - Strasbourg

15. Sundhedstjenester i det indre marked (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Bernadette Vergnaud for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om virkninger og konsekvenser af udelukkelsen af sundhedstjenester fra direktivet om tjenesteydelser i det indre marked (2006/2275(INI)) (A6-0173/2007).

  Bernadette Vergnaud (PSE), ordfører. - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Sundhedstjenesterne er et af de grundlæggende elementer i den europæiske sociale model. De er derfor blevet udelukket fra direktivet om tjenesteydelser og skal behandles særskilt inden for rammerne af mere vidtrækkende overvejelser om den europæiske sundhedssektor.

Høringen af Kommissionen skal ikke blot vedrøre patientmobiliteten, men bør også give anledning til en fastsættelse af, hvilken rolle EU kan spille, og hvilken merværdi EU kan bidrage med for at sikre alle borgere ikke blot lige adgang til sundhedspleje, men også et højt sundhedsbeskyttelsesniveau under hensyntagen til medlemsstaternes kompetenceområder og subsidiaritetsprincippet.

Den europæiske sundhedspolitik skal ikke blot vedrøre mobilitet for patienter og fagfolk, og det skal ikke være dens eneste mål at oprette et indre marked for sundhedstjenester, hvilket ville give et sundhedssystem i to hastigheder, som kun de bedst stillede patienter ville kunne nyde godt af, og hvor sundhedsinstitutionerne ville forsøge at tiltrække de rigeste patienter. Derudover ville problemer med den medicinske demografi som følge af fagfolkenes forskellige indtjeningsmuligheder forringe adgangen til pleje i de medlemsstater, hvor leverandørerne er mindre godt betalt, idet de ville være fristet til at udvandre. I medfør af princippet om fri bevægelighed skal patienterne have ret til at søge lægebehandling i en anden medlemsstat, men der er til gengæld ikke tale om at fremme den medicinske turisme.

Selv om sundhedstjenesterne er underlagt traktatens bestemmelser, kan de imidlertid ikke opfattes som almindelige markedsmæssige tjenesteydelser, da de er af almen interesse. Der skal være ligevægt mellem den frie bevægelighed og de vigtigste nationale målsætninger med hensyn til forvaltningen af hospitalernes kapacitet, kontrollen med sundhedsudgifterne og den finansielle balance i de sociale sikringsordninger. Derudover er det fortsat medlemsstaternes opgave at organisere, planlægge og finansiere deres sundhedssystemer.

Alle europæiske borgere, uanset indtægtsniveau og bopæl, skal sikres lige adgang til økonomisk overkommelig sundhedspleje under overholdelse af principperne om almengyldighed, kvalitet, sikkerhed, kontinuitet og solidaritet, hvilket bidrager til den sociale og territoriale samhørighed i EU og samtidig sikrer de nationale sundhedssystemers økonomiske bæreevne. Patientmobiliteten må ikke tjene som undskyldning for medlemsstaterne for at forsømme deres egne strukturer.

Domstolen har i sine domme indført en række begreber, som fortjener at blive yderligere præciseret. Det gælder f.eks. sondringen mellem hospitalsydelser og andre sundhedsydelser samt begrebet den rimelige frist. Jeg beklager, at Kommissionen kun meget sporadisk har nævnt mobiliteten for fagfolk, til trods for at dette emne kræver en tilbundsgående undersøgelse. Manglen på personale i den europæiske sundhedssektor bliver værre og værre. Desuden står vi over for befolkningens aldring. Er det i lyset heraf rimeligt ikke at tage fat på dette spørgsmål allerede i dag? Det tror jeg ikke.

Unionen skal forpligte sig til at give patienterne fyldestgørende oplysninger, så de er helt bevidst om, hvilke konsekvenser deres valg har. Hvem kan behandle dem og ifølge hvilke procedurer? Det er fra dét øjeblik, når alle disse spørgsmål om procedurer og kriterier er løst, vi reelt får "europæiske patienter uden grænser" på vores territorium. Hvad angår samarbejdet, kunne Unionen fremme oprettelsen af et europæisk netværk af referencecentre eller udveksling af viden om bedste praksis på behandlingsområdet i de forskellige medlemsstater.

Det er beklageligt, at høringen har afstedkommet en restriktiv beskrivelse af de sociale tjenesteydelser, for med hensyn til integration spiller de en rolle, der rækker videre end til simpel bistand og foranstaltninger til fordel for de dårligst stillede. Desuden ser den kunstige sondring mellem sundhedsydelser og tjenesteydelser af almen interesse stort på de leverede ydelsers art. I mange tilfælde leveres de sociale tjenesteydelser og sundhedsydelser uden forskel. Det er især tilfældet med sundhedsydelser med social opfølgning. Hvordan ser situationen ud med medikaliseringen af plejehjem og særlige institutioner for handicappede?

Stik imod det, høringen af Kommissionen lod underforstå, kræver Domstolen i sine domme på ingen måde, at Parlamentet begrænser sig til at stå for kodificeringen af Domstolens retspraksis, ligesom de ikke forhindrer Parlamentet i at udøve sin ret som lovgivende myndighed fuldt ud. Domstolens domme, afsagt i individuelle sager, er ikke tilstrækkelige til at definere en sundhedspolitik. Beslutningerne skal træffes inden for rammerne af den demokratiske beslutningsproces.

I lyset af de mange overtrædelsesprocedurer, der er blevet indledt af GD for Det Indre Marked på sundhedsområdet, og den utilfredsstillende juridiske situation, som borgerne/brugerne befinder sig i, er det for at sikre kohærensen nødvendigt at indføre et direktiv om sundhedstjenester, som præciserer de fælles værdier og principper, som sundhedssystemerne i Unionen hviler på, med henblik på at skærpe borgernes tillid til Europa på et område, sundhedsområdet, der vedrører det mest værdifulde, de ejer. Unionens merværdi kan være afgørende i denne henseende og indgå i Lissabon-strategiens dynamik.

  Markos Kyprianou, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg er meget glad for igen at få lejlighed til at diskutere dette spørgsmål med Dem. Vi har diskuteret det ved adskillige lejligheder - bl.a. i udvalg.

Der er tale om en reel situation i dag. På den ene side er der en række domme fra EF-Domstolen og den dermed skabte retspraksis på området, og på den anden side er der Europa-Parlamentets beslutning - som Kommissionen har accepteret og erklæret sig indforstået med - om ikke at medtage sundhedstjenester i direktivet om tjenesteydelser.

Som lovet i forbindelse med forhandlingen og efter sundhedstjenesternes udelukkelse fra direktivet om tjenesteydelser indledte vi en indsats på et specifikt sundhedsområde på europæisk plan. Derefter fulgte vores initiativ om at starte med et høringsdokument og indlede en offentlig høring for derefter at fortsætte med et mere konkret forslag.

Den offentlige høring er overstået, og vi har allerede resultaterne. Vi har allerede haft to ministerielle drøftelser om denne sag, og med dagens forhandling får vi et mere komplet billede af ikke kun institutionernes, men også de europæiske borgeres holdning, og vi vil derefter være klar til næste fase, som bliver udarbejdelsen af forslaget. Jeg kan forsikre Dem om, at dagens drøftelser og selvfølgelig betænkningen vil være et vigtigt bidrag til, hvordan vi fortsætter i denne henseende. Jeg vil derfor takke ordføreren og lykønske hende med en meget grundig og omfattende betænkning, og jeg vil også takke de øvrige udvalg for deres bidrag.

Vi befinder os midt i denne proces, hvilket giver os mulighed for at sende politikbehandlingen tilbage til planlæggerne - de personer, der har bemyndigelsen til at vedtage og foreslå politikker, vil gøre det på dette vigtige område.

Vi er som sagt færdige med høringsprocessen. Vi har fået mere end 300 bidrag fra medlemsstater, regionale myndigheder, organisationer, der repræsenterer patienter, sundhedspersonale og sundhedssektoren - selv hospitaler og individuelle borgere. Selv om der var forskellige synspunkter afhængig af baggrunden for de enkelte bidrag, var der ikke desto mindre enighed om, at der vil være en merværdi ved en europæisk indsats på dette område. Forhandlingen rækker ud over patienters mobilitet og dækker mange andre områder såsom patientoplysning, patientrettigheder, bevægelighed for fagfolk i sundhedssektoren, samarbejde blandt social- og sundhedsassistenter, eksperticecentre, udveksling af bedste praksis på alle områder, der kan bidrage til en effektiv grænseoverskridende sundhedspleje til fordel for patienterne, borgerne - vores vigtigste prioritet - uden at skabe unødvendige byrder for medlemsstaternes sundhedssystemer.

Alle disse bidrag samt dagens betænkning bliver et meget vigtigt referencepunkt for vores næste skridt, der bliver et konkret forslag.

Vi erkender, at sundhedstjenester har et særkende - de er forskellige fra alle andre tjenester i EU - og at udfordringen derfor består i at vælge mellem det indre marked og sociale værdier og indføre rammer, der både kan give fordelene ved fri bevægelighed på den ene side og respekten for sundhedsmæssige mål og sociale værdier på den anden, specielt fordi det for nylig blev bekræftet af sundhedsministrene på det uformelle møde i Rådet i Aachen.

Efter min mening afspejler Parlamentets betænkning i store træk de emner, der blev identificeret af mange interessenter og ministre. Det understreger behovet for at træffe foranstaltninger på fællesskabsniveau.

Med hensyn til det instrument, vi kan bruge, blev sundhedstjenester som tidligere nævnt udelukket fra tjenesteydelsesdirektivets anvendelsesområde på Europa-Parlamentets anmodning, og Kommissionen blev opfordret til at stille konkrete forslag om sundhedstjenester. Kommissionen indvilligede i denne fremgangsmåde, og derfor agter den ikke at genåbne drøftelserne vedrørende en mulig genindførelse i tjenesteydelsesdirektivet. Tværtimod befinder vi os nu i den afsluttende fase af udarbejdelsen af et specifikt forslag med hensyn til disse konkrete emner. Det bliver en pakke med forskellige foranstaltninger, men den første vil omfatte særlige lovgivningsforslag på dette område i overensstemmelse med opfordringen i betænkningen. Vi følger op på dette med forskellige andre tiltag.

Men som tidligere sagt er det primære mål for os alle at gavne de europæiske statsborgere, de europæiske patienter, under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet.

  Harald Ettl (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. - (DE) Fru formand, hr. kommissær! Alle borgere i EU lægger stor vægt på en sundhedstjeneste af høj kvalitet, og sundhed bliver stadig vigtigere på baggrund af den aldrende befolkning i hele Europa. Sundhedstjenester forfølger mål, der svarer til målene for andre sociale tjenesteydelser af almen interesse, og er baseret på solidaritetsprincippet, de grundlæggende værdier og lige adgang, idet universalitet, ligebehandling og solidaritet fortsat skal være sikret.

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har endnu en gang bekræftet, at udelukkelsen af sundhedstjenesterne fra anvendelsesområdet for direktivet om tjenesteydelser var nødvendig ud fra et ønske om at fremhæve sundhedstjenester som et særligt gode i EU. Der er behov for at korrigere resultatet af afstemningen i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse på plenarmødet for ikke at sende et forkert signal med henblik på den igangværende proces. Tjenesterne skal anerkendes ved hjælp af yderligere lovgivning på europæisk plan og må ikke underordnes den frie konkurrence.

Der er behov for en lovramme, et forslag, f.eks. i form af et sektordirektiv for sundhedstjenester, som arbejdsmarkedets parter og beslutningstagerne bliver inddraget i, og med et krav om klare ansvarsbestemmelser i tilfælde af behandlingsskader på patienterne.

Udgiftsrefusioner skal være gennemskuelige og forståelige. Når tjenesteydere etablerer sig, skal de overholde de samme sociale kriterier samt arbejds- og kvalitetskriterier. Sundhedsydelser er ikke ydelser af en hvilken som helst slags, og vi må håndtere dem varsomt, for i sidste ende handler det også om Deres sundhed.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Jules Maaten (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. - (NL) Hr. formand! På vegne af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed vil også jeg bidrage til denne forhandling med en række punkter. Det er klart, at sundhedstjenesterne er en fundamental del af den europæiske sociale infrastruktur. Hvis Europa overhovedet kendetegnes af noget specifikt og skiller sig ud fra andre, er det måden, hvorpå vi stiller et sundhedsvæsen på højt niveau til rådighed for alle borgere, uafhængigt af deres personlige baggrund.

Vores udgangspunkt i hele diskussionen er derfor, at patienter i sidste instans skal behandles på et højt niveau og helst så tæt på deres bopæl som muligt, fordi det viser sig, at det er det, de fleste patienter har behov for. Men der er naturligvis situationer, hvor dette er umuligt, f.eks. hvis der er ventelister, eller hvis det drejer sig om sjældne sygdomme, som kun kan behandles på europæisk plan.

Selv om sundhedsvæsenet jo først og fremmest er medlemsstaternes ansvar, bifalder Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed Kommissionens initiativ til at indlede konsultationsproceduren for at se, hvordan EU bedst kan handle.

  Charlotte Cederschiöld, for PPE-DE-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Denne sag handler ikke om tjenesteydelsesdirektivet, selv om man skulle tro det, når man lytter til forhandlingen. Det handler i virkeligheden om, hvordan vi skal løse de problemer, som skyldes, at sundhedstjenesterne ikke er omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, og ikke mindst hvordan patienter og leverandører af sundhedsydelser til trods for dette skal kunne beholde deres grænseoverskridende rettigheder. Dagens rettigheder er baseret på traktaten og forskellige sager fra Domstolen, og de må ikke forringes gennem afledt ret, i det mindste ikke uden at borgerne bliver informeret om det. Det handler ikke om at indføre nye tjenesteydelser eller nye rettigheder, men om at forsvare retsstaten og de eksisterende rettigheder.

Ifølge Domstolen er forhåndsbesked en almindelig begrænsningsmetode. Vi i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil ikke øge brugen af forhåndsbesked. Vi mener, at det er nok med de få tilfælde, som Domstolen har godkendt som lovlige hindringer for hovedreglen om den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser.

En del avanceret sundhedspleje kræver planlægning med faste strukturer og finansiering. Her må medlemsstaterne nok have en vis bevægelsesfrihed selv.

Som mange talere allerede har påpeget, er forskellene mellem medlemsstaterne store. Kommissionen bør vælge passende instrumenter til at håndtere de forskellige dele i denne store pakke og fokusere på løsninger, som fremmer bevægelighed, frihed og sikkerhed for den enkelte EU-borger. Det er menneskerne, som skal beskyttes, og ikke det nationale bureaukrati. Vi har ikke noget imod, at specialiseringen inden for EU giver patienterne højere plejekvalitet. Som EU-borgere har vi grænseoverskridende løsninger. Vi har ret til dem både som patienter og tjenesteudøvere. Disse løsninger findes og bør anvendes, selv om sundhedspleje ikke indgår i tjenesteydelsesdirektivet. Kommissionen har ansvar for at stille forslag til løsninger. Jeg opfordrer Kommissionen til at kodificere sagerne fra Domstolen og understrege medlemsstaternes ansvar for sundhedsplejen og ikke acceptere, at borgerne får færre rettigheder end i dag. Parlamentet og Kommissionen bør stå side om side.

  Evelyne Gebhardt, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Parlamentet har helt bevidst udelukket sundhedstjenesterne fra direktivet om tjenesteydelser, for disse særlige ydelser kræver en særlig kvalitet, en høj standard med henblik på ydelsernes levering, og de skal organiseres på en måde, så enhver, uanset bopæl og indkomst, rent faktisk har adgang til disse sundhedstjenester.

Det er kernen i det, vi skal gøre, og derfor har vi sagt, at der ikke er tale om kommercielle tjenesteydelser, hvorfor direktivet om tjenesteydelser ikke skal finde anvendelse på dem. Så meget desto mere forbavset blev vi, da De Liberale og De Kristelige Demokrater i udvalget i fællesskab besluttede, at sundhedstjenesterne skulle være omfattet af direktivet igen. Det er fuldkommen forkert, og jeg må bede Dem overveje det på ny og trække beslutningen tilbage, for som kommissær Kyprianou helt rigtigt sagde, så handler det nu om at komme op med det rigtige svar på spørgsmålene vedrørende sundhedstjenesterne, herunder alle de aspekter, som skal reguleres. Det er den opgave, vi står foran, så lad os se fremad og ikke tilbage. Lad os få skabt virkelige sundhedstjenester på højt niveau.

Jeg opfordrer De Kristelige Demokrater og De Liberale til at sørge for, at punkt 71 bliver slettet fra forslaget til beslutning, som i øvrigt ellers er godt.

Jeg vil gerne lykønske ordføreren, fru Vergnaud, med hendes betænkning, for det, der i grove træk er indarbejdet i den, er udtryk for en positiv og fremsynet betænkning, der viser en måde at håndtere sagen på. Det glæder mig meget, at både Kommissionen ved kommissær Kyprianou og ministrene i Ministerrådet har givet udtryk for at ville følge denne kurs helhjertet. Så lad os bevæge os fremad og behandle disse spørgsmål i et særligt sektordirektiv og få afsluttet et godt stykke arbejde for borgerne.

  Toine Manders, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! Tak for Deres tale. Jeg vil også takke fru Vergnaud for det behagelige samarbejde.

Da jeg et par gange har hørt, at sundhedstjenesterne ikke skal falde ind under tjenestedirektivet, undrer jeg mig over, hvad det hele drejer sig om. Forslaget med den nuværende artikel er resultatet af de kompromiser, som er indgået, og der tages derfor hensyn til den betingelse, som PPE-DE-Gruppen, PSE-Gruppen og ALDE-Gruppen har stillet, nemlig at sundhedstjenesterne anbringes som en lex specialis under tjenestedirektivet.

Jeg har forstået, at det har vakt en del røre, og derfor har jeg stillet et erstatningsændringsforslag, som faktisk tager hensyn til det, som kommissæren netop sagde. Der skal nemlig være den rette balance mellem den frie bevægelighed for tjenesteydelser, respekten for patienters rettigheder, frihed til at udøve et medicinsk fag i Europa og etableringsfrihed.

Det tager det nye ændringsforslag højde for, og jeg håber, at også PSE-Gruppen og PPE-DE-Gruppen kan acceptere dette, at vi i fællesskab kan vedtage ændringsforslaget, og at vi i sidste instans får et nyt forslag, som sikrer ligebehandling og solidaritet for alle europæere, og jeg mener virkelig alle europæere, og for alle europæiske patienter.

De medicinske tjenesteydelser skal ikke udelukkende betragtes som tjenesteydelser af almen interesse, hvorved de placeres uden for den europæiske traktat med det resultat, at hver medlemsstat kan indføre sit eget system, at grænserne lukkes, at der ikke er frihed, at patienters rettigheder ikke anerkendes, og at de rige ikke lader sig behandle i Europa, men tager en returbillet til Beijing for at købe den bedste kvalitet.

Hvis det er Europas mål, tror jeg, at vi er tilbage i det 17. århundrede, som ganske vist var et gyldent århundrede, men som efter min mening ikke er det mål, Europa stræber efter.

Jeg håber derfor, at det ændringsforslag, som Den Liberale Gruppe har stillet om at erstatte artikel 71, får bred støtte, således at der kan udarbejdes et særskilt direktiv for sundhedstjenesterne, og således at alle kompromisændringsforslag støttes. Det gør vi i hvert fald, for det drejer sig om en glimrende pakke. Jeg håber, at vores plan lykkes.

  Pierre Jonckheer, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance i Europa-Parlamentet har støttet fru Vergnauds arbejde, og jeg vil i øvrigt gerne takke hende for hendes modtagelighed.

Jeg må dog indrømme, at jeg foretrak hendes oprindelige betænkning, som bestod af mindre end 30 punkter. Jeg skal opfordre kommissæren og mine kolleger til at læse begrundelsen, som ikke er blevet ændret, og som virker langt mere klar end de 72 punkter, vi har nu.

Min gruppe har gentaget en række ændringsforslag, hvoraf nogle bekræfter udelukkelsen af sundhedstjenester fra direktivet om tjenesteydelser, mens andre klart godkender behovet for en specifik lovgivning. Samtidig understreger vi, at der allerede findes en række forordninger, navnlig forordning (EF) nr. 883/2004, i henhold til hvilke mobiliteten og refusionen af en række sundhedsydelser reguleres.

Jeg mener, at man i denne debat kan se, at problemet - som det er tilfældet inden for andre områder - er, at de nationale regeringer, men også sundhedssystemernes aktører i de enkelte lande, er interesserede i på den ene side at bevare kontrollen med organisationen og finansieringen af sundhedsydelser generelt, og på den anden side at forhindre Domstolen i alene i kraft af dens domme at udstikke retningslinjer, der ikke er ønskelige. Her tænker jeg især på det, der kaldes "at fremme den medicinske turisme i EU". Jeg og mange aktører mener ikke, at det er en ønskelig udvikling.

Til gengæld, og også her skal jeg henlede opmærksomheden på ikke blot vores egne ændringsforslag, men også på GUE/NGL-Gruppens ændringsforslag, mener jeg, at de enkelte medlemsstaters ansvar for at sikre borgerne og alle indbyggerne på deres område adgang til sundhedstjenester af høj kvalitet skal slås meget meget klart fast. Jeg mener ikke, det er ønskværdigt at skulle tilbagelægge 300, 500 eller 2.000 km for f.eks. at modtage god tandpleje, sådan som det er tilfældet for øjeblikket. Jeg mener ikke, det er den optimale løsning.

Det er i den ånd, vi stiller forbehold for vores endelige stemme og afventer de kommende afstemninger om de forskellige ændringsforslag.

  Søren Bo Søndergaard, for GUE/NGL-Gruppen. - Hr. formand! Når det gælder sundhed, er vores holdning klar: Vi mener, at lige muligheder for sundhedspleje af en høj kvalitet i ens nærområde er en grundlæggende rettighed for alle borgere. Derfor ønsker vi også at fastholde, at hver enkelt regering i hvert eneste af de 27 EU-lande har ansvaret for at sikre deres borgere et ordentligt sundhedsvæsen. Det er samtidig vores klare opfattelse, at de regeringer, som ikke ønsker, eller de regeringer, som ikke evner at sikre deres borgere et ordentligt sundhedsvæsen, ikke fortjener deres borgeres opbakning.

Derfor er vi også imod den betænkning, som vi behandler her i dag. Den vil flytte ansvaret væk fra de enkelte regeringer og over til markedskræfterne. Det er bestemt ikke tilfældigt, at konklusionen på betænkningen er at opfordre Kommissionen til at genindføre sundhedstjenesterne i tjenesteydelsesdirektivet.

Vi er ikke imod, at der samarbejdes hen over grænserne på sundhedsområdet. Vi er for, at der etableres et tæt samarbejde i grænseregioner, bl.a. med det formål at sikre en nem adgang til sygehuse i lokalområdet. Vi er også for, at der på europæisk plan samarbejdes om helbredelse af sjældne sygdomme. Men vi er imod en udvikling, hvor patienter skal transporteres rundt i hele EU, alt efter hvor det er økonomisk givtigt for dem, der skal betale. Denne metode har vi alt for længe accepteret, når det gælder svin. Den skal vi ikke til at indføre, når det gælder syge mennesker! Jeg skal derfor på vores gruppes vegne opfordre kollegerne til at stemme imod forslaget i dets nuværende form.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand! Sundhed er en menneskeret anerkendt af FN. Retten til et højt sundhedsniveau garanteres af traktaten for alle EU-politikker. Men i stedet for at fjerne tilskuddet til usunde produkter vil tilhængerne af Det Indre Marked nu have sundhed gjort til en vare, der skal kunne sælges frit på markedets betingelser. Det giver et større udbud af sundhedsydelser til dem, der har råd, men mindre sundhed til dem, der ikke har råd til at betale markedsprisen. Det giver billigydelser til rige folk, der rejser til fattige lande for at få helbredet checket. Det gør det tilsvarende sværere for de fleste borgere i de fattige lande samt for mange fattige borgere i de rige lande at betale for sundhedsydelser. Tjenesteydelsesdirektivet giver konkurrence på lønnen i sundhedssektoren. Udenlandske selskaber kan frit etablere sig og udbyde sundhedsydelser af enhver slags. Danske skatteborgere bliver tvunget til at betale samme tilskud til alle leverandører, uanset kvalitet og løn. Vi kan sende vores aftalemodel med demokratisk vedtagne overenskomster på arbejdermuseet. Borgerne kan gå til valg, men vi kan ikke længere stemme os til sundhed for alle. Lad hellere landene selv bestemme, hvordan de vil indrette sundhedssystemet mellem det private og det offentlige. Respekter den danske model med skattefinansierede sociale og sundhedsmæssige rettigheder for alle samt vores aftalemodel på arbejdsmarkedet.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand! I betænkningen behandler ordføreren adskillige meget alvorlige og aktuelle emner i EU inklusive politikken vedrørende refusion af udgifter til lægehjælp, patienters og sundhedspersonalets mobilitet samt ansvar for fejl.

Jeg vil gerne understrege, at en patient under ingen omstændigheder må betragtes som en turist eller en person, der går på sundhedsindkøb. Patienter søger sundhedspleje i udlandet, fordi visse tjenester ikke udbydes i deres hjemlande, eller fordi ventetiden er umådelig lang. Der er en yderst begrænset risiko for, at lægehjælp bliver genstand for sundhedsplejeturisme. Patienterne vil hellere behandles i et velkendt miljø tæt på deres pårørende, hvor de forstår sproget. Ifølge statistiske oplysninger tegner patientmobilitet sig for ca. 1 % af sundhedstjenesteydelserne. I betragtning af at man værner om den frie bevægelighed for personer, vil denne procentdel imidlertid helt sikkert stige i fremtiden. Der kan ikke være fri bevægelighed for personer uden adgang til sundhedstjenesteydelser. Derfor er det vores opgave at sikre en sådan adgang uden komplicerede forhandlinger med forsikringsselskaber. Denne løsning vil også være i overensstemmelse med borgernes ligeret i hele EU's område.

Jeg har ikke fundet nogen henvisning i betænkningen til forskelle i medlemsstaterne vedrørende et individs overlevelseschancer. Hvorfor har slovakiske kvinder med brystkræft 30 % dårligere chance for helbredelse end svenske kvinder? Hvorfor er polske endetarmskræftpatienters overlevelseschancer 30 % dårligere end de tilsvarende franske patienters?

For mange mennesker synes patientmobiliteten (selv om den kun vedrører 1 %) at være et centralt problem. Ingen er imidlertid interesseret i det faktum, at en række læger og sygeplejersker har forladt de 12 nye medlemsstater. Hvorfor er vi så optaget af problemet med patientmobilitet, samtidig med at vi slet ikke ænser lægernes mobilitet?

Jeg vil opfordre Kommissionen til at udarbejde et nyt udkast til en strategi med forslag om en fremtidig løsning af dette problem gennem fremme af e-sundhed, en udjævning af forskellene mellem medlemsstaterne samt brugen af strukturfonde til sundhedsmæssige formål.

  Marianne Thyssen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den initiativbetænkning, som vi nu drøfter, er udarbejdet af den gode grund, som vi finder i titlen, nemlig udelukkelsen af sundhedstjenester fra direktivet om tjenesteydelser. Jeg vil gerne minde om, at denne udelukkelse er foretaget som følge af en beslutning, som et stort flertal i Parlamentet har truffet, og at vi har fået fuld støtte til denne beslutning både af Kommissionen og Rådet.

Det var efter min opfattelse også en berettiget beslutning, for det første fordi sundhedstjenesterne ikke kan skæres over én kam med traditionelle kommercielle tjenesteydelser, for det andet fordi en patient er noget andet end en forbruger, og for det tredje fordi det først og fremmest er medlemsstaterne, der har beføjelser og er ansvarlige for tilrettelæggelsen og finansieringen af sundhedsvæsenet på deres område. Jeg regner derfor med, at vi på onsdag når frem til et beslutningsforslag, som er konsekvent på dette område.

I mellemtiden er det selvfølgelig stadig sådan, at sundhedstjenesterne absolut er tjenesteydelser i traktatens forstand, og at traktatens rettigheder og frihedsrettigheder gælder for dem. Ligesom ved tjenestedirektivet i sin tid vil vi heller ikke her overlade det hele til Domstolen. Også her er vi nødt til at forene forskellige målsætninger med hinanden. Dels skal det indre marked fungere optimalt, dels skal der være mulighed for en i enhver henseende forsvarlig sundhedspolitik. Hvad vi i den sammenhæng skal være opmærksomme på, er balance og retssikkerhed.

En kodificering af eksisterende retspraksis, hvad angår rettigheder og pligter både for mobile patienter og for mobile tjenesteydere er absolut nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Det er og bliver også en udfordring at skabe merværdi for befolkningen, når det gælder behandlingens kvalitet og sikring af spillerum for medlemsstaterne, således at de fortsat er i stand til at påtage sig ansvaret for de valg, de skal træffe.

Vi har endnu ikke en fælles holdning til, hvad der nu præcist skal tages fat på i den europæiske lovgivning og med hvilke midler, men jeg er sikker på, at denne betænkning, den høring, som kommissæren har iværksat, og også det tidligere beslutningsforslag om patientmobilitet i høj grad bidrager til at udvikle yderligere politik på dette område, og vi ser frem til Deres initiativer, hr. kommissær.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den oprindelige betænkning fra min fortræffelige kollega, fru Vergnaud, burde alle parlamentsmedlemmer i teorien kunne blive enige om.

Målet om at give alle, alle europæere, mulighed for at modtage passende sundhedspleje under rejser, såvel private som forretningsrejser, i hele Europa falder ganske enkelt ind under den frie bevægelighed.

Men patienternes ret til mobilitet kan kun sikres, hvis unionsmedlemsstaterne bevarer kompetencen til at regulere denne sundhedspleje med henblik på at styre dens finansiering, for selv om der ikke kan sættes nogen pris på sundhed, er den forbundet med store omkostninger, stigende omkostninger. Disse omkostninger bliver større og større, og det er dér, risikoen for, at finansieringen af social beskyttelse og sundhedspleje for alle i alle vores medlemsstater løber løbsk, ligger.

Visse politiske kræfter i Parlamentet har et alt for unuanceret svar på dette problem, som de deler med stort set alle sundhedsministrene, nemlig at lade markedet bestemme og overdrage finansieringen af den sociale sikring til private forsikringsselskaber.

Jeg har ligeledes kommissær Kyprianou mistænkt for at dele denne noget ultraliberale holdning. Han har sagt til Le Figaro, at konkurrencen mellem de europæiske sundhedstjenester er uundgåelig, og at "people can shop around" til Financial Times.

De Europæiske Socialdemokraters Gruppe er ikke enig i denne vision. Ja til retten til sundhedspleje for alle overalt i Europa, men nej til et marked, som giver højstbydende den bedst mulige pleje, mens de mindre rige og mindre mobile kun får ret til minimumspleje.

Dem, der tror, at markedet, at markedet alene kan sikre sundhedspleje af høj kvalitet for alle, burde tænke lidt over situationen i USA. I dette store land er omkostningerne til sundhedspleje de højeste i verden, dvs. omkring 15 % af BNP, hvilket er næsten det dobbelte i forhold til det europæiske gennemsnit. Men dette meget omkostningskrævende system udelukker flere og flere amerikanske borgere. I 2006 havde 46,6 millioner amerikanere ingen sygeforsikring. Det er bestemt ikke et eksempel, Europa bør følge.

  Antonyia Parvanova (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil også takke fru Vergnaud for det gode samarbejde under udarbejdelsen af denne betænkning. Parlamentet vedtog for nylig en beslutning om grænseoverskridende sundhedspleje, og i dag diskuterer vi endnu en beslutning. Hvorfor? Fordi adgangen til sundhedspleje og sundhedstjenester i stigende grad bliver et europæisk anliggende, hvorfor udelukkelsen af sundhedstjenester fra tjenesteydelsesdirektivet giver os en presserende opgave med at sikre, at folk i den fremtidige lovgivning får adgang til sundhedspleje på tværs af landegrænserne.

Med EF-Domstolens afgørelse anerkendtes klart anvendelsen af internationale markedsprincipper og friheder, når patienter søger behandling i udlandet. Vi skal sikre ensartede sikkerheds- og kvalitetsniveauer for sundhedstjenester og en praktisk gennemførelse af patienters og borgeres rettigheder i de forskellige medlemsstater. Patientrettigheder skal være en del af den fremtidige EU-sundhedslovgivning. Vi skal anerkende de to dimensioner af grænseoverskridende mobilitet og fjerne uberettigede forsinkelser for patienter og fagfolk i sundhedssektoren. Patienterne skal have adgang til innovative behandlingsformer og teknologier. Vi skal styre denne proces og skabe et gunstigt miljø herfor.

Der er brug for retssikkerhed i den medicinske praksis, ligesom der er brug for etableringsret for at sikre sikkerheds- og kvalitetsstandarder på højt niveau. Den nuværende EU-lovgivning dækker ikke den reguleringsmæssige kløft. Kommissionen bør derfor præsentere et initiativ, hvor ovennævnte principper overholdes.

  Kartika Tamara Liotard (GUE/NGL). - (NL) Hr. formand! For to år siden, ved behandlingen af tjenestedirektivet, var jeg ordfører for sundhedsvæsenet her i Parlamentet. Dengang fulgte Parlamentet mit råd om at udelukke sundhedstjenester fra tjenestedirektivet. Jeg synes, det er dybt beklageligt, at Parlamentet, nu hvor der foreligger et forslag om at omgøre dette, gør sig selv fuldstændig utroværdigt, hvis det går med til dette.

Det drejer sig ikke blot om hr. Manders' afskyelige ændringsforslag om igen at lade sundhedstjenester falde ind under tjenestedirektivet - han bakker også lidt ud af det, men mener egentlig det samme - men hele idéen med et EU-direktiv for sundhedstjenester er efter min mening overdreven indblanding.

Selvfølgelig skal der komme et forslag om på en pæn måde at sikre patienters ret til at blive behandlet på den anden side af grænsen, men dette må ikke føre til, at medlemsstater forsømmer deres ansvar for et kvalitativt og kvantitativt godt sundhedsvæsen. Patienter vil hellere behandles godt tæt på hjemmet og familien. Juridisk tovtrækkeri må bestemt ikke være en undskyldning for at liberalisere EU's sundhedstjenester.

Sundhedstjenester indtager en specifik plads i samfundet. Tilgængelighed og kvalitet skal altid prioriteres og ikke fortjeneste. Sundhedsvæsenet er ikke et marked, og det skal Europa heller ikke gøre det til. Traktatens artikel 152 siger, at sundhedsvæsenet falder ind under medlemsstaternes beføjelser, og sådan skal det efter min mening absolut også fortsat være af hensyn til patienterne og arbejdstagerne inden for sundhedsvæsenet.

  Jeffrey Titford (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! I denne betænkning slås der kraftigt til lyd for at gøre grænseoverskridende sundhedspleje til virkelighed under tjenesteydelsesdirektivet. Ifølge betænkningen skal "medlemsstater behandle indbyggere fra andre medlemsstater lige i forbindelse med sundhedstjenester, uanset om de er private eller offentlige patienter", ligesom der skal være "en kodificering af eksisterende retspraksis om refusion af grænseoverskridende sundhedsbehandling".

Lad os gøre det klart, præcist hvad disse to erklæringer betyder for Storbritannien. Ifølge den første skal en besøgende eller en indvandrer fra et andet EU-land, der ikke har indbetalt en bønne til den nationale sundhedstjeneste National Health Service, have samme ret til sundhedspleje som en britisk statsborger, der har betalt skat og socialforsikring i hele sit arbejdsliv, samtidig med at sidstnævntes behandling forsinkes. Den anden erklæring åbner døren for, at EU kan tilsidesætte de nationale regeringer og fastsætte bestemmelser om godtgørelser for grænseoverskridende sundhedspleje, hvilket uundgåeligt vil regulere finansieringen og forvaltningen af sundhedspleje som helhed betragtet. Et fælles EU-sundhedssystem er et mareridt, der er for frygteligt blot at overveje. Dette uhyre skal aldrig slippes løs i en troskyldig verden.

  Malcolm Harbour (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Sundhedstjenester vil fortsat være medlemsstaternes domæne, og medlemsstaternes regeringer vil være ansvarlige for sundhedsorganisationerne. Men det forhindrer ikke vores borgere i at rejse, i at blive syge under rejser, i at emigrere til andre lande og i at ønske adgang til sundhedspleje, hvilket hr. Titford måske vil overveje i en roligere stund.

Jeg vil gerne takke fru Vergnaud for denne betænkning. Den er utroligt omfattende. Den har mange værdifulde bidrag til det arbejde, som De iværksatte, hr. kommissær, og den er utrolig betimelig. Det er helt tydeligt, at sundhedstjenester ikke bliver genindført i sundhedsdirektivet. Vi vil bestemt støtte det kompromisforslag, som hr. Manders stiller i morgen, og som præciserer dette.

Det skal ikke afholde os fra at se på nogle af de meget vigtige spørgsmål, der tages op i dette forslag, for flere og flere mennesker vil udfordre systemets grænser. En af EF-Domstolens skelsættende domme vedrørte en britisk patient, der rejste til et andet land for at få en ny hofte, fordi hendes egen sundhedstjeneste - desværre mit eget land - ikke kunne tilbyde hende behandling inden for en acceptabel tidshorisont. Domstolen dømte til hendes fordel, og det er noget, som kommissæren vil tænke over. Jeg har ingen indvendinger imod grundlaget for denne dom, fordi det efter min mening er en rettighed, som alle mennesker i EU bør have.

Men der bliver meget vanskelige emner, som vi kun ser starten på. De innovative behandlinger, som en af de tidligere talere nævnte, specielt på kræftområdet, stiller allerede nu de offentlige sundhedstjenester over for meget vanskelige problemer. Dyre livsforlængende specialbehandlinger. Hvad sker der, hvis de findes i et andet land, men ikke i dit eget, og du rejser til det pågældende land for at anmode om disse behandlinger for at forlænge dit liv?

Det er en vigtig betænkning. Det er et emne, som vi i stigende grad vil blive konfronteret med. Jeg anbefaler betænkningen til Dem, og jeg håber, at kommissæren vil komme med et visionært svar.

  Harlem Désir (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil allerførst gerne takke ordføreren, fru Vergnaud, som desværre har haft en del at gøre med Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, for, som kommissær Kyprianou mindede om, har vi på den ene side retspraksis, dvs. traktaterne, således som Domstolen har fortolket dem, og på den anden side en holdning, som Europa-Parlamentet vedtog under afstemningen om direktivet om tjenesteydelser, som klart viste, at der skulle skelnes mellem det, der hører ind under det indre marked, og det, der for at forsvare Unionens sociale værdier skal omfattes af andre mekanismer.

Jeg mener, at Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse - ikke kun hr. Manders, desværre, for for at opnå et flertal i udvalget, skulle både udvalgets medlemmer fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater samt fra Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa støtte ham - har gjort noget ekstremt beklageligt ved at forsøge igen at indlemme sundhedstjenesterne i direktivet om tjenesteydelser i det indre marked. I ingen af vores lande er på den ene side markedsmæssige tjenesteydelser og byggeri og på den anden side hospitalsydelser og sygdomspleje omfattet af den samme lovgivning. Der er nemlig tale om forskellige logikker.

Det er rigtigt, at vi skal respektere subsidiaritetsprincippet, mekanismerne til finansiering af vores sociale systemer, mekanismerne til godkendelse af sundhedsinstitutioner, men der skal også tages højde for det europæiske område, bevægelsesfriheden i dette område, og dermed skal adgangen til sundhedsydelser for alle fremmes. Dette bør imidlertid høre ind under særskilte mekanismer. Derfor mener jeg, at vi ligesom med hensyn til de sociale tjenesteydelser af almen interesse og i øvrigt også med hensyn til tjenesteydelserne af almen økonomisk interesse har brug for specifikke direktiver ud over det direktiv, der regulerer de markedsmæssige tjenesteydelser i det indre marked.

Jeg håber, at vi med kompromiset kan gøre det klart, at sundhedstjenester ikke er medtaget i direktivet om tjenesteydelser i det indre marked, men også at vi rent faktisk stiller krav om et specifikt direktiv om sundhedstjenester.

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand! Det er ikke længe siden, at de to store grupper indgik et kompromis om tjenesteydelsesdirektivet, og nogle beskrev det som en enorm forbedring, at man havde fået undtagelser for sundhedstjenesterne. Nu forsøger man via bagvejen alligevel at indføre denne deregulering, som indebærer, at menneskers sundhed bliver forvandlet fra at være menneskerettigheder til varer på et marked.

Ifølge traktaten er sundhedspleje udelukkende medlemsstaternes ansvar, og det er hverken nødvendigt eller ønskværdigt med lovgivning på EU-niveau. Samarbejde er godt, men ikke lovgivning i dette tilfælde.

Jeg håber, at de, der mente, at det var en forbedring at fjerne sundhedstjenesterne fra tjenesteydelsesdirektivet, sørger for at fortsætte den forbedring ved at støtte ændringsforslagene stillet af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, når vi skal stemme.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg håber, at alle de, som stemte for punkt 71 i udvalget, senest nu har indset, hvilken bjørnetjeneste de har gjort forhandlingen, for vi taler nu mere om det metodiske end om substansen.

Vi har helt bevidst holdt sundhedsydelser og sociale ydelser ude fra direktivet om tjenesteydelser, fordi det ikke handler om det frie marked over for nationale interesser, men om vores forståelse for sundhedssektorens og den sociale sektors sårbarhed og om vores vilje til at regulere disse områder meget specifikt og ikke kun bedømme dem ud fra markedsmekanismerne.

Vi må definere, hvilke sundhedstjenester vi overhovedet taler om, for at kunne afgøre, hvilke tjenesteydelser der falder ind under subsidiaritetsprincippet, for sådanne ydelser kan på grund af deres art virkelig ikke betragtes som værende almindelige tjenesteydelser underlagt markedet, og det handler også om at beskytte borgerne.

Jeg er ked af - og det siger jeg helt ærligt - at afstemningen i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om De Liberales forslag har skabt usikkerhed. Et stort flertal i Parlamentet forkaster punkt 71, også vi, for det er ensbetydende med et tilbageskridt, og vi ønsker at bidrage aktivt til den høringsprocedure om reglerne, som blev indledt med direktivet om tjenesteydelser.

Lad os ikke ustandseligt blande patientmobilitet sammen med vores måde at håndtere den frie udveksling af tjenesteydelser på. Der hersker ingen uenighed om patientmobiliteten. Det kræver differentierede regler og en varsom håndtering at regulere aktørernes frie udveksling af tjenesteydelser, og her må medlemsstaterne ikke fritages for deres ansvar, for det er dem - ikke dem, der laver europæisk lovgivning - der skal sørge for de højeste kvalitetsstandarder.

  Edit Herczog (PSE). - (HU) Hr. formand! Det glæder mig, at når adskillige medlemsstater arbejder med at reformere deres sundhedssystemer, så skal Europa-Parlamentet også undersøge spørgsmålet i en særskilt betænkning, og jeg lykønsker min kollega fru Vergnaud med hendes arbejde.

Sundhedspleje er et område, hvor spændingen mellem sociale og økonomiske muligheder og pligter er stadigt mere udbredt. Den moderne tids teknologiske og digitale revolution vækker falske forhåbninger hos os med stadigt mere lovende løsninger inden for forebyggelse, behandling og helbredelse, men de høje omkostninger ved fremskridt ligger uden for manges rækkevidde. Vi kan se, at det sociale og solidariske Europas opgave består i at sikre alle EU's borgere adgang til avanceret lægehjælp uanset nationalitet, indkomst eller nationale grænser.

Sundhedsanliggender er bestemt ikke en økonomisk, industriel eller kommerciel tjenesteydelse. Ikke desto mindre er de tjenesteydelser, der støtter og samler sig omkring sundhedspleje næsten udelukkende profitorienterede sektorer, og de har brug for profit for at sikre yderligere forskning, udvikling og innovation.

Derfor skal Europa og vi europæiske politikere også finde en løsning for at sørge for, at væksten på markederne for forebyggelse, ernæring, fritid, diagnoseværktøjer eller lægemidler og lægeinstrumenter ikke udelukkende er afhængige af de allerede knappe sundhedsressourcer.

Selv om vi først nu søger efter løsninger på ovennævnte udfordringer, er det en sikker forudsætning for enhver løsning, at byrden bæres i fællesskab som noget, der er alle 485 millioner indbyggeres ansvar. Det er f.eks. uacceptabelt, at 1 million ungarere - og det er ikke de fattigste - udnytter den universelle sundhedspleje uden at betale en øre ind til de fælles midler. Social og økonomisk solidaritet kræver, at arbejdstagere og arbejdsgivere bidrager til realiseringen af retssikkerhed og juridisk ligestilling.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Sundhedspleje er et samfundsgode, som ikke kan overlades til det frie markeds hensynsløse kræfter. Den rigtige ramme til håndtering af patienters mobilitet findes allerede i forordning nr. 1408 og nr. 883/2004. Alle problemer kan løses inden for denne ramme, ikke ved at afskaffe den.

Hvis sundhedstjenester behandles på Bolkestein-måden, vil det medføre forringelser af sundhedstjenesternes kvalitet, de offentlige tjenester vil blive reduceret til fordel for de private, og beskyttelsen af de svage socialgruppers sundhed vil naturligvis blive forringet.

Forsøget på at få sundhedstjenester ind i Bolkestein-direktivet "ad bagvejen" med det famøse Manders-direktiv og/eller med det ændrede direktiv, som der forhandles om i korridorerne, bør blankt afvises.

For Europa-Parlamentet, som stemte anderledes om dette emne for et par måneder siden, er dette standpunkt et alvorligt spørgsmål om troværdighed og konsekvens. Jeg håber ikke, vi ændrer mening igen denne gang.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Medlemsstaterne skal respektere EF-Domstolens retsafgørelser og integrere dem i socialsikringsbestemmelserne. Jeg taler om retten til refusion af sundhedsudgifter i udlandet. Når patienter får førstehjælp, skal de ikke først søge om godkendelse fra deres forsikringsselskab. Kommissionen og medlemsstaterne skal blive enige om, hvad der betragtes som ikkeuopsættelig pleje, som patienten først skal bede om et sådant samtykke til. I fjor faldt Parlamentet for falske argumenter og fjernede under pres fra venstrefløjen, fagforeningerne og nogle regeringer sundhedspleje fra tjenesteydelsesdirektivet. Følgelig er denne ret endnu ikke gennemført i lovgivningen, da forordning nr. 1408 fra 1971 ikke er blevet opdateret.

Tanken om, at mobilitet vil forringe behandlingen, er det rene nonsens. Jeg vil derfor opfordre til større tillid til udenlandsk sundhedspleje samt til den dertil knyttede ret for patienterne til oplysninger om kvaliteten af sundhedsplejeanlæg. Vi opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at koordinere sundhedskvalitetskontrolsystemerne, uden at EU krænker statens beføjelser. De centrale programmer er patientsikkerhed samt national eller international akkreditering for hospitaler og ambulancetjenester. Hvis patienterne oplyses om, hvilke udenlandske hospitaler, der frivilligt overholder internationale eller nationale standarder, vil de føle sig mere sikre på, at der bliver taget ordentlig hånd om dem, også selv om de måske ikke taler sproget. Det er måske den vigtigste faktor med hensyn til tillid til den europæiske sundhedspleje samt til at afvise hensigtsmæssige argumenter imod patientmobilitet.

Jeg ved, at mit forslag om at fjerne hindringer for leveringen af ikkestatslige - dvs. private - tjenesteydelser i udlandet er blevet et politisk spørgsmål. Jeg har et brændende ønske om, at læger og sygeplejersker kan overvinde de hindringer, der lægges i vejen for dem af de politikere, der neddæmper offentlighedens ret til et større udvalg af sundhedstjenester, og som er bange for det frie valg.

  Barbara Weiler (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Indledningsvis vil jeg gerne rose Kommissionen for at inddrage Parlamentet og alle andre aktører i det nye direktiv på dette tidlige stadium, hvilket man ikke altid har kunnet være sikker på. Derfor er jeg også fortrøstningsfuld med hensyn til, at det nye direktiv bliver forberedt omhyggeligt og ikke blot vil indeholde de relevante konsekvensvurderinger med hensyn til det sociale og det lovgivningsmæssige aspekt og subsidiariteten, men også de europæiske borgerrettigheder.

Det er blevet nødvendigt med regler på det grænseoverskridende sundhedsområde, og mange borgere forventer, at de kommer på plads - jeg tænker her på arbejdstagerne i grænseregionerne, vandrende arbejdstagere, pensionister i Sydeuropa og Grækenland og også langturschauffører i Europa, som jeg netop er blevet mindet om - men derudover også alle andre arbejdstagere, som ikke har kunnet nyde godt af disse ting tidligere, fordi de var forbeholdt privatpatienter, hvilket også har været nævnt et par gange. Derfor finder jeg det så meget desto mere absurd, at Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre ønsker at befæste de privilegier yderligere, som borgere med en privat sygeforsikring nyder.

Hvis de nationale systemer blev åbnet forsigtigt og varsomt, ville vi alle kunne profitere af det. En konstruktiv konkurrence blandt udbyderne, en konkurrence på de bedste metoder, den mest relevante forskning og de mest vellykkede strategier inden for sundhedsvæsenet kan være gavnlig, men det skal naturligvis alt sammen ske efter de kriterier, jeg allerede har nævnt og som ikke gælder i det indre marked, nemlig kvalitet, sikkerhed, solidaritet og bæredygtighed.

Jeg er overbevist om, at Parlamentet under alle omstændigheder vil lade disse kriterier være gældende.

  Milan Gaľa (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Vergnaud og skyggeordførerne for deres arbejde.

For det første vil jeg gerne tale om de forskellige typer af mobilitet, der findes inden for sundhedspleje. F.eks. den grænseoverskridende lægehjælp, hvor der ydes lægehjælp fra et land til et andet, uden at patienter og sundhedspersonale forlader deres hjemland. Sådanne tjenester omfatter telemedicin, fjerndiagnoser, fjernskrivning af recepter mv. For det andet er der patientmobilitet i traditionel forstand, hvilket vi oftest taler om. Mere konkret er det brugen af tjenesteydelser i udlandet, når en patient opsøger behandleren for at modtage behandling. For det tredje kan kvalificerede personer midlertidigt opholde sig i en anden medlemsstat, hvilket kendes om sundhedspersonalets mobilitet med henblik på at levere tjenesteydelser. Den fjerde mulighed er en permanent ydelse af sådanne tjenester gennem etablering af behandlingsfaciliteter i en anden medlemsstat, sådan som min kollega hr. Karas sagde før mig.

Hvis der gradvist skal laves love for alle disse typer af mobilitet, som efterfølgende skal gennemføres, skal vi først formulere og besvare adskillige grundlæggende spørgsmål. Det drejer sig om følgende spørgsmål: Findes der fælles værdier og principper for sundhedspleje, som alle EU-borgere kan stole på? Hvordan kan vi sikre en fornuftig finansiel kompensationsmekanisme? Hvordan kan patienter og eksperter identificere og sammenligne udbydere af sundhedspleje? I hvilket omfang er medlemsstaterne fleksible med hensyn til at fjerne ubegrundede hindringer for den frie bevægelighed? Hvordan kan vi sikre langsigtet pleje og sociale ydelser? Der er mange flere sådanne spørgsmål.

Kommissionen samt Rådet og Parlamentet skal i fællesskab finde svar på disse spørgsmål gennem lovgivning vedrørende effekterne og konsekvenserne af, at sundhedstjenesteydelser udelukkes fra tjenesteydelsesdirektivet i det indre marked.

  Maria Matsouka (PSE). - (EL) Hr. formand! Sundhed er ikke og kan ikke behandles som en vare og skal slet ikke underlægges markeds- og konkurrencevilkår.

Sundhed har almennyttig karakter, og derfor bør en række kriterier være opfyldt såsom kvalitet, adgang, alsidighed og solidaritet.

Vi må sætte en øjeblikkelig stopper for forsøget på at udvide markedstankegangen til sundhedstjenester under påskud af modernisering, sådan som EF-Domstolen på sin vis har banet vej for, og som fortalerne for økonomisk liberalisme nu igen trækker frem.

Dette var desværre også, hvad der skete med nogle af de sociale tjenester. Vi må ikke tillade, at det gentager sig her.

Det giver ingen mening, hvis sundhedstjenester igen skal ind under tjenesteydelsesdirektivets anvendelsesområde. Dette blev i øvrigt også forkastet af Europa-Parlamentet i november.

Kommissionen er nødt til at turde, nødt til at gøre brug af sin ret til at tage lovgivningsinitiativ og foreslå et sektordirektiv for sundhedstjenester. Den er nødt til at turde foreslå et rammedirektiv til regulering af sociale tjenesteydelser af almen interesse.

Og I, mine damer og herrer fra flertallet til højre, har endnu en gang bidraget til EU's manglende troværdighed. I har uventet bragt spørgsmålet om inddragelsen af sundhedstjenester i tjenesteydelsesdirektivet, kendt som Bolkestein-direktivet, op igen.

I er nødt til at handle ansvarligt og lade være med at lege med de europæiske borgeres liv. I må vise med jeres stemme, at sundhed ikke er en handelsvare.

(Bifald)

  Markos Kyprianou, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg lægger ud på fransk for at sige et par ord til hr. Goebbels. Jeg er blevet kaldt mange ting i løbet af mit politiske liv, men det er første gang, man kalder mig ultraliberal.

Derfor vil jeg gerne komme med en forklaring, for jeg tror ikke, at det, jeg sagde til Le Figaro og Financial Times, er blevet forstået ret. For at være sikker på at blive forstået ret nu, fortsætter jeg på engelsk.

Hr. formand! Hvad jeg sagde til aviserne var, at den nuværende situation ikke var min politik. Hvad jeg beskrev - og det vil jeg gerne vende tilbage til - var virkeligheden efter EF-Domstolens domme om, at reglerne for det indre marked gælder for sundhedspleje, selv hvis den er offentligt finansieret.

Det er sandsynligvis ikke Parlamentets politik, men det er en realitet, som vi er nødt til at forholde os til. Der vil uundgåeligt være konkurrence, hvis folk kan rejse udenlands for at få behandling. Folk skal have valgmuligheden. Udfordringen for os består så i, hvordan vi gør det rigtigt, hvilket EF-Domstolen erkender, og primært arbejder til fordel for EU-borgerne uden at underminere og ødelægge medlemsstaternes sundhedssystemer.

Der er sagt meget om subsidiaritetsprincippet i artikel 152, og jeg vil gerne minde Dem om, hvad Domstolen sagde herom. Domstolen sagde, at selv om medlemsstaterne har ret til at organisere og levere sundheds- og lægetjenester, så udelukker det ikke muligheden for, at medlemsstaterne i henhold til andre af traktatens bestemmelser skal foretage tilpasninger af deres nationale sundhedssystemer. Heraf følger anvendelsen af reglerne for det indre marked

Det er således den første juridiske virkelighed, vi skal arbejde med, men selvfølgelig har vi også en saglig virkelighed. Desværre er der uligheder i de europæiske sundhedssystemer. Medlemsstaterne kan ikke tilbyde det samme sundhedsplejeniveau til borgerne. Folk, der søger behandling i udlandet, og som nægtes denne ret, går til EF-Domstolen. De vil sikkert give mig ret i, at vi ikke kan have alle borgerne til at tage til Luxembourg for at få EF-Domstolen til at afgøre, hvorvidt de kan få en operation eller ej.

Derfor står vi nu med udfordringen om, hvordan vi kan få disse principper, som Domstolen har opstillet, til at fungere for både borgerne og medlemsstaterne. Jeg må understrege, at det er vores primære mål at løse de uligheder, der findes i EU. Vi har politikker og strategier, som vi kan diskutere senere på året, om mulige løsninger.

Det er også meget vigtigt, at vi erkender, hvad der allerede er blevet sagt, nemlig at borgerne hellere vil behandles i hjemlandet nær deres bopæl, og det har vi alle som vores topprioritet. Men så længe der findes uligheder, vil folk være nødt til at søge behandling i udlandet. Og som vi allerede har sagt, er det i grænseområderne mere fornuftigt at krydse grænsen end at begive sig ud på en lang rejse til hjemlandets hovedstad. Der er også videnskabelige grunde. Nogle gange er en anden medlemsstat bedre i stand til at give en særlig form for specialbehandling.

Den eksisterende lovgivning dækker imidlertid ikke disse emner, fordi det ikke kun er et spørgsmål om patienters mobilitet. Vi arbejder også med sikkerhed, kvalitet, patientrettigheder og patienters ret til information. Alt dette kræver en lovgivning, der er mere grundig end den nuværende. Endvidere afviger principperne i den eksisterende lovgivning fra Domstolens principper, hvilket vi også skal forholde os til.

Udfordringen består nu i at få alt dette til at fungere. Efter min mening behandler vi nu et af de vigtigste initiativer på dette område. Patienters mobilitet bør supplere og ikke erstatte sundhedspleje i hjemmet. Dette er det overordnede mål, men alle borgere bør have samme muligheder uanset deres indkomst eller uddannelse eller sprogfærdigheder. De skal kunne udnytte det på en måde, der bliver afgjort af de politiske beslutningstagere, men det skal afgøres på basis af ligestilling for alle europæiske statsborgere.

Medicinsk turisme er en helt anden sag. Det beskæftiger vi os ikke med, vi berører det ikke, og vi fremmer det ikke. Det er noget, der vedrører den private sektor, private borgere og private midler. Det er ikke noget, som vi arbejder med. Men så igen, det er virkeligheden. Folk rejser, fordi de ønsker at kombinere ferier med lægebehandling, men det er noget, vi arbejder med for tiden.

Det er vigtigt at beskæftige sig med spørgsmålet om den almindelige sundhedspleje så hurtigt som muligt - nu, proaktivt - inden det bliver for stor en sag at håndtere. Det handler ikke kun om at betale for sundhedsmæssig bistand men også om tilgængeligheden af den sundhedsmæssige bistand, der kan være overbebyrdet med indkommende patienter. Det er et andet emne, som vi vil tage hensyn til.

Vi vil kombinere alle patienternes interesser. I lyset af de realiteter, vi står over for, og trods forskellige tilgange og forskellige ideologier vedrørende detaljerne er det derfor meget vigtigt, at vi samarbejder om at skabe det, der er bedst for EU's borgere. Det agter jeg at gøre, og forhåbentlig vil Europa-Parlamentet samarbejde med os herom.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne helt formelt erkende, at kommissær Kyprianou ikke er ultraliberal, og jeg har lyttet meget opmærksomt til hans præsentation af hans generelle retningslinjer.

Når det er sagt, hr. kommissær, skal det også siges, at det, der virkelig chokerede mig i Kommissionens meddelelse, var følgende sætning, og jeg citerer: "Enhver indsats skal respektere de principper, som Domstolen allerede har fastlagt på dette område". Det er rigtigt, at vi skal respektere retspraksis, men i alle vores lande er den lovgivende magt der for evt. at ændre lovteksterne, hvis domstolene skulle bevæge sig ud på usikker grund. Jeg mener, at Domstolen ofte afsiger domme i en alt for liberal ånd. Det er op til os, den sideordnede lovgivningsmyndighed, og til Kommissionen at rette roret op om nødvendigt.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Markos Kyprianou, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil fatte mig i korthed, for jeg er ikke uenig, men det afhænger alt sammen af konteksten. Jeg vil ikke gå ind i det juridiske argument nu, men vi tager hensyn til alt. Jeg har fra starten sagt, og det tøver jeg ikke med at sige offentligt, at politiske beslutninger efter min mening skal træffes af de politiske beslutningstagere og ikke af domstolene. Vi får mulighed for at diskutere et konkret lovforslag, men vi skal hele tiden huske på de dele af Domstolens domme, der fortolker traktaten. Når det drejer sig om traktaten, der er EU's ultimative retlige instrument, skal lovgivningen være i overensstemmelse hermed. Når det ikke drejer sig om traktaten, er der en vis fleksibilitet. Men som jeg har sagt, har vi juridiske tjenester til at rådgive os herom. Lad os først blive enige om politikkerne, og lad os så derefter finde en lovlig måde at gennemføre dem på.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 23. maj.