Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Daniel Caspary for Udvalget om International Handel om et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen (2006/2292(INI)) (A6-0149/2007)
Daniel Caspary (PPE-DE), ordfører. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som verdens største indre marked har vi som Europæisk Union en særlig vægt i verden. Hvis vi fortsat ønsker at have international succes, skal vi skabe de rigtige rammebetingelser indadtil, men udadtil skal vi også udforme vores handelspolitik således, at den er i overensstemmelse med vores økonomiske interesser.
I sin meddelelse fra oktober 2006 "Et konkurrencedygtigt Europa i en globaliseret økonomi" fremlagde Kommissionen sine forestillinger om en sådan handelsstrategi. Den foreliggende betænkning fra Handelsudvalget skal ikke være noget modforslag, men skal justere nogle hovedpunkter i overensstemmelse hermed, for Kommissionen og De, hr. kommissær, skal foretage de rigtige prioriteringer i stedet for at søge kortsigtede resultater.
Åbningen af vores handelspartneres markeder er en gevinst for alle. EU er et virkelig godt eksempel på åbne markeder og deres succes. Det bedste forhåndenværende instrument i den henseende er verdenshandelsorganisationen WTO. Målet om en multilateral handelsliberalisering inden for rammerne af WTO skal nås ved at gøre store fremskridt i den igangværende handelsrunde, og dette til trods for de mange vanskeligheder, der er forbundet hermed. Selv om udsigterne til en vellykket afslutning med sikkerhed ikke er de bedste, bør vi i EU fortsætte med at sætte alt ind på at opnå et vellykket resultat, for bilaterale eller regionale frihandelsaftaler er under alle omstændigheder den næstbedste løsning eller sågar en nødløsning, da der er mange ulemper i relation hertil. Hvis der skal indgås en frihandelsaftale, skal det ske med følgende begrænsninger. På den ene side skal valget af frihandelsaftaler begrænses til de stater eller økonomiske regioner, som vores konkurrenter allerede har indgået aftaler med. På den anden side bør omfanget af denne frihandelsaftale gå betydeligt videre end det, der er lagt op til i WTO-regi. Desuden bør vi som EU bestræbe os på at forankre standarder i denne frihandelsaftale, som aftales plurilateralt på et så bredt grundlag som muligt. Her tænker jeg f.eks. på oprindelsesbestemmelserne, som forhandles forskelligt på plads i enhver frihandelsaftale, og som næsten ikke kan anvendes af vores små og mellemstore virksomheder, der i stigende grad udnytter globaliseringens muligheder ved at eksportere.
Tidligere forholdt det sig desværre således, at andre politiske mål blev prioriteret på bekostning af handelspolitikken. I fremtiden bør vi derfor ikke overlæsse vores handelspolitik med irrelevante spørgsmål. Samtidig skal vi være opmærksomme på, at de eksisterende regler, som vi er blevet enige med vores handelspartnere om, rent faktisk bliver overholdt. Dette gælder især inden for de intellektuelle ejendomsrettigheder, hvor den eksisterende lovgivning og de indgåede forpligtelser i mange tilfælde kun anvendes utilstrækkeligt, eller hvor man endog aktivt forhindrer anvendelsen heraf. EU's handelsbeskyttelsesforanstaltninger yder beskyttelse mod unfair handelspraksisser, og det gælder især antidumpningsreglerne.
Jeg vil godt præcisere, at der var et bredt flertal i Handelsudvalget, der ligesom jeg havde den opfattelse, at den revision af handelsbeskyttelsesforanstaltningerne, som Kommissionen foranledigede, ikke er nødvendig i øjeblikket. Uanset hvor vanskelige de er i øjeblikket, bør vi ikke foregribe resultaterne af forhandlingerne på WTO-plan. EU's handelsbeskyttelsesforanstaltninger har i det store og hele stået deres prøve. Der er ikke noget aktuelt behov for ændringer i den forbindelse.
Set i lyset af de faldende toldsatser får andre handelshindringer stadig større betydning. F.eks. må antiterrorforanstaltninger i alle økonomiske områder ikke blive til det 21. århundredes ikketarifære handelshindring. I denne sammenhæng spiller reguleringsspørgsmålet også en vigtig rolle. Vi skal derfor i større grad tilpasse vores interne reguleringer efter deres forenelighed med vores hovedhandelspartnere. Jeg giver derfor først og fremmest min udtrykkelige støtte til samarbejdet med USA og de forgangne ugers bestræbelser.
Jeg har fuld tillid til, at vi vil kunne udnytte mulighederne på de globale markeder hensigtsmæssigt for os og først og fremmest også for andre - udviklingslandene, men også industrinationerne - hvis der foretages de rigtige prioriteringer. Dette vil have positive indvirkninger på befolkningen i Europa og på mennesker generelt i verden, og jeg er kollegerne, udvalgssekretariatet og gruppemedarbejderne meget taknemmelig for, at vi stablede en betænkning på benene i de forgangne uger, som efter min mening vil kunne finde bredt flertal i Parlamentet ved den afsluttende afstemning. Hjertelig tak for samarbejdet og hjerteligt tak også til Kommissionen for at tage hensyn til vores idéer.
Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Dette er en meget vigtig betænkning. Lad mig minde om baggrunden for Det globale Europa. I Europa står vi over for enorme udfordringer på grund af forandringstakten i den globale økonomi. Dette skaber nye muligheder, men også en vis usikkerhed og forståelige bekymringer.
Vores hovedbudskab er klart: afstandtagen fra protektionisme internt i EU og en aktiv indsats for at skabe åbne markeder uden for EU. Vi skal gå videre end toldnedsættelser til de handelshindringer, der er på den anden side af grænserne. Vi skal også forbedre vores forbindelser med den nye generation af store økonomier, navnlig - men ikke udelukkende - i Asien, hvor der er et enormt vækstpotentiale, men hvor Europa ikke står så stærkt, som det burde.
Vores topprioritet er stadig WTO og Doha-udviklingsdagsordenen, og det vil jeg gerne sige noget om. Der står meget på spil for den globale økonomi og for udviklingslandene, og i de kommende uger vil jeg undersøge alle muligheder for at opnå en aftale.
I sidste uge var EU i to dage vært for de brasilianske, de indiske og de amerikanske ministerielle forhandlere lige uden for Bruxelles. Vi havde et konstruktivt møde, hvor der blev fokuseret på tal og resultater. Det bliver ikke nogen let opgave at opnå disse resultater. Alt i alt tror jeg dog, at vi kommer igennem disse forhandlinger og afslutter Doha-runden i år, som vi aftalte i New Delhi i april. Det kræver, at G4-landene bliver enige i løbet af en måneds tid. Der er på højeste politiske plan et stort ønske om at nå det mål.
Kløften mellem os er stadig dyb, både inden for landbruget og mellem landbrug, industri og tjenesteydelser. Det er dog muligt at slå bro over den, hvis alle parter bliver enige om at kombinere de nødvendige ambitioner med den nødvendige fleksibilitet. Jeg vil insistere på det grundprincip, at alle nøgleaktører på alle nøgleområder skal indvilge i reelle nedskæringer og effektive nedsættelser. Det er værd at gennemføre reelle nedskæringer i landbrugsstøtten og reelle nedsættelser af tolden på industrivarer for at opnå reel markedsadgang inden for landbrug.
Ambitionerne med den endelige landbrugspakke og med told på industrivarer er uløseligt forbundet. Europa er rede til at gøre en masse - langt mere end andre - men vi er ikke rede til at gå til grænsen af vores ambitioner, hvis andre ikke gør det samme. De udviklede lande og udviklingslandene skal naturligvis gøre sig lige store bestræbelser.
Det er også vigtigt at huske på, at størstedelen af de økonomiske gevinster i Doha-runden ikke vil skyldes markedsadgang for landbrugsvarer eller markedsadgang for ikkelandbrugsvarer, men WTO-medlemmernes tilsagn om at åbne deres markeder for tjenesteydelser og begrænsning af det bureaukrati og de omkostninger i tid og penge, der påvirker handelsstrømmene verden over. Forhandlingerne om tjenesteydelser og handelslettelse foregår efter en anden tidsplan end forhandlingerne om markedsadgang, men de må ikke blive tabt på gulvet.
Alle vi hovedforhandlere må hver især gøre den indsats og tage det ansvar, der skal til for at opnå et afbalanceret resultat af denne runde. Vi må alle sammen se fremad på de økonomier, vi ønsker at skabe i fremtiden, og ikke tilbage og forsvare fortidens strukturer. Vi skal ganske vist konsolidere fordelene ved tidligere markedsåbninger, men også bidrage til de nye markedsåbninger, der er nødvendige for at øge handelen i fremtiden. Det er det eneste grundlag for afslutningen af disse forhandlinger, og vi har godt en måned til at gøre det i.
Men vi kan og skal bygge på den platform, som WTO har tilvejebragt, for at skabe nye vækstmuligheder ved bilateralt at åbne markederne for handel og investeringer yderligere, ikke som et alternativ, men som et supplement til DDA.
Der venter os en temmelig ambitiøs dagsorden: frihandelsforhandlinger med Korea, Indien og ASEAN-landene, forbedring af vores forbindelser med Kina og USA, håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, en ny markedsadgangsstrategi, opfølgning på grønbogen om handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter og yderligere arbejde med handels- og udviklingsdagsordenen. Det gør vi på baggrund af denne komplekse multilaterale handelsrunde. Det kræver varsomhed. Men de første seks måneder med vores strategi for Det Globale Europa viser, at vi kan gøre fremskridt sideløbende: Vi har taget konkrete initiativer som følge af vores dagsorden for Det Globale Europa, og vi har fået DDA tilbage på sporet.
Jeg vil takke ordføreren, hr. Caspary, for hans glimrende arbejde. Jeg er meget tilfreds med behandlingen af alle disse emner i betænkningen. Det glæder mig, at Parlamentet er meget interesseret i betænkningen, hvilket fremgår tydeligt af de næsten 200 ændringsforslag. På grund af forbindelsen med Lissabon-strategien glæder det mig også, at Økonomi- og Valutaudvalget er blevet inddraget.
Jeg kan forsikre Dem for, at vi har inddraget Parlamentet i udviklingen af dagsordenen for Det Globale Europa, og det vil vi også gøre i fremtiden. Vi informerede Udvalget om International Handel under det forberedende arbejde med vores overordnede meddelelse, som jeg forelagde for Udvalget om International Handel, da Kommissionen havde vedtaget den. Mine tjenestegrene eller jeg selv har på forskellige tidspunkter drøftet alle initiativer som følge af dagsordenen for Det Globale Europa - dvs. meddelelsen om Kina, grønbogen om handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, meddelelsen om markedsadgang - med Parlamentet.
Forhandlingsdirektiverne for nye frihandelsaftaler er blevet fremsendt til Udvalget om International Handel - hvilket er noget nyt - og mine tjenestegrene har for nylig informeret udvalget om, hvordan det går. Jeg vil i begyndelsen af juni informere Udvalget om International Handel om de frihandelsforhandlinger, vi netop har indledt.
Kommissionen vil nøje overveje Parlamentets anbefalinger og forslag i beslutningen. Som traktaternes vogtere vil vi imidlertid gøre det med respekt for de eksisterende rammer.
Vi har brug for Deres fortsatte fulde samarbejde og Deres værdifulde bidrag til Det Globale Europa for at træffe de rigtige valg på denne ambitiøse rejse. Det glæder mig meget, at vi i dag har gjort store fremskridt på dette punkt med Caspary-betænkningen.
Benoît Hamon (PSE), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (FR) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Caspary. Jeg vil begrænse mig til et enkelt minuts taletid til at nævne hovedpunkterne i betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget, som er ansvarlig for pengepolitiske spørgsmål.
Økonomi- og Valutaudvalget fattede interesse for spørgsmålet om valutakursen mellem euro og valutaerne i vores vigtigste partnerlande og konkurrerende lande for at understrege, at det forventede udbytte af en eksporttoldnedsættelse eller af de markedsandele, som en styrkelse af kontrolforanstaltningerne på området for ikketoldmæssige barrierer skaber forhåbninger om, kan reduceres til det rene ingenting som følge af en ugunstig udvikling i valutakursen. Derfor tilskynder vi Kommissionen til at foreslå nye handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som kan gøre de europæiske producenter i stand til at forsvare sig over for en overdreven depreciering af vores konkurrenters valutaer, og vi foreslår at vende blikket mod USA, hvor en række af lovgiverne i det amerikanske senat har udtænkt et system, der vil pålægge importen fra lande med en kunstigt lavt valutakurs en tilsvarende toldafgift. Uden at gå så vidt mener vi, at passiviteten på området begynder at blive uforståelig.
Det andet hovedpunkt blandt de mange bidrag i betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget, som jeg gerne hurtigt vil fremhæve, er miljøspørgsmålet. Jeg mener, at det er urimeligt, at de europæiske producenter, som skal påtage sig omkostninger forbundet med mere miljøvenlige produktionsmetoder, skal konkurrere med billig import fra lande, der nægter at gøre deres del af indsatsen for at bekæmpe den globale opvarmning. Derfor foreslår Økonomi- og Valutaudvalget, at der indføres en CO2-afgift.
Syed Kamall, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg lykønsker ordføreren, hr. Caspary, med den vidtrækkende betænkning, der ikke overraskende har titlen "et globalt Europa", og jeg bifalder den almindelige tone i betænkningen. Jeg har imidlertid nogle få betænkeligheder ved nogle få eventuelle selvmodsigelser.
Jeg læste en rapport, hvor der blev opfordret til, at såkaldte offentlige tjenesteydelser, herunder audiovisuelle tjenesteydelser, blev holdt ude af handelsforhandlingerne. Men at fokusere på audiovisuelle tjenesteydelser er vel i strid med Lissabon-dagsordenen, som tager sigte på at gøre EU til en førende digital økonomi? Hvis vi lader audiovisuelle tjenesteydelser ude af betragtning, kommer vi vel netop til at ignorere borgere i fattigere lande, som må leve med dårlige eller ingen tjenesteydelser i form af sundhed, uddannelse, vandforsyning og transport forvaltet af ineffektive statsmonopoler eller virksomheder, der ofte er kædet sammen med korrupte eller ineffektive politikere? Jeg opfordrer på det kraftigste mine kolleger til at lytte til borgerne og ikke til politikerne i disse lande.
Jeg ser også i punkt 80, at man støtter det synspunkt, at de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter ikke behøver at blive revideret, men jeg anmoder Kommissionen om ikke længere at ligge under for protektionistiske holdninger i virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige. F.eks. har handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter gjort sko dyrere for fattige familier, navnlig børnefamilier, og de straffer de virksomheder i EU, der har udnyttet de muligheder, som globaliseringen og globale forsyningskæder giver, og skabt job med høj merværdi inden for forskning, design og markedsføring i EU, mens de har outsourcet job med lav merværdi til Asien. Faktisk betyder handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, at Kommissionen lytter mere til europæiske virksomheder, som ikke er konkurrencedygtige, end til forbrugere, detailhandlere og globale leverandører til EU, og jeg mener ikke, at de i det lange løb vil redde et eneste europæisk fabriksjob.
Jeg vil imidlertid ikke udelukkende opholde mig ved mine betænkeligheder. I betænkningen bekræftes det med rette, at fordelene ved liberalisering opvejer dens potentielt ødelæggende virkning, og at lande, der fjerner toldmæssige og ikketoldmæssige barrierer og åbner deres markeder, får de største fordele. Problemet med, at protektionisme fører til arbejdsløshed, som den nye franske præsident kommer til at kæmpe med, fremhæves også. Af disse grunde går jeg ind for betænkningen.
Elisa Ferreira, for PSE-Gruppen. - (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne indlede med ordføreren. Europa må i dag afklare, hvordan det skal finde sin plads i den globaliserede økonomi.
Som socialdemokrater, hvis skyggeordfører jeg er, går vi fuldt og helt ind for Verdenshandelsorganisationens multilaterale rammer. Doha-forhandlingernes relative blindgyde har fået Kommissionen og vores vigtigste partnere til at søge midlertidige løsninger gennem bilaterale eller regionale handelsaftaler. Det er selvfølgelig en nødstrategi, der kun kan forsvares, hvis aftalerne lader sig forene med en succesfuld afslutning på Doha-forhandlingerne, og hvis de omfatter miljømæssige og sociale minimumsbetingelser, der er i overensstemmelse med de anerkendte internationale standarder om bl.a. anstændigt arbejde.
Jeg vil dog gerne pointere, at det er helt forkert at skride til unilateral revision af handelsbeskyttende instrumenter, som ordføreren har sagt. Derudover må det tydeligt fastslås, at økonomisk stærke partnere skal behandles anderledes end mindre udviklede lande eller lande med alvorlige udviklingsproblemer.
Hvad angår de første – Korea, Indien, Brasilien, Mexico, Kina og Indonesien – er det på tide, at EU kræver et vist mål af gensidighed, hvad særlig angår markedsadgang, beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, handelsregler, investeringspolitik og konkurrence. Det kræver Europas borgere. En sådan gensidighed kan man imidlertid aldrig kræve af svage lande eller lande med alvorlige udviklingsproblemer. I forhold til disse lande får EU med denne strategi yderligere ansvar og bør medvirke til, at de får bedre muligheder for at udnytte verdenshandelen til at fremskynde deres udviklingsproces.
Det er naturligvis ikke let at finde en balance mellem disse mål. Jeg håber dog, at der vil være tilstrækkelig kompromisvilje til, at de forskellige politiske grupper kan finde et fælles standpunkt, så de europæiske borgere, som vi repræsenterer, kan føle sig mere trygge i globaliseringens uvished.
Ignasi Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen. - (ES) Fru formand! Når vi taler om Europas konkurrenceevne, taler vi ikke om et teoretisk eller akademisk spørgsmål. Vi taler om skabelsen af rigdom, arbejdspladser, velfærd for vores borgere, Europas rolle i verden, dets ansvar, og hvordan det udøver det, over for dets naboer, handelspartnere samt de, der er de svageste og mest udsatte i forbindelse med det, vi kalder globaliseringen.
Jeg hilser på vegne af min gruppe hr. Casparys betænkning velkommen. Vi vil komme med et par ændringsforslag til den ved den senere afstemning, som vil forbedre eller præcisere nogle af dens påstande, ikke med det formål at fjerne noget fra den, men for at bibringe nogle idéer til støtte for de ændringsforslag, der er stillet af andre grupper.
Handel og frihandelsområder er ikke et dogme, de er ikke en religiøs sandhed, der skal forsvares under alle omstændigheder.
Det er en realitet, en konstatering, at det udelukkende er frihandelen, der med klare og retfærdige regler for alle, kan bidrage til at skabe rigdom, velfærd og udvikling. Protektionisme kan aldrig gøre det, og det er aldrig blevet bevist, at den bidrager med noget. Frihandel, åbning af markederne på globalt niveau, fører indirekte til skabelse af flere individuelle frihedsrettigheder for de mennesker, der drager nytte af denne frihed. Derfor går vi ind for åbning af markederne og liberalisering, ikke fordi vi forsvarer et dogme eller en religiøs sandhed eller et princip, som vi er politisk knyttet til, men fordi fordelene herved er meget tydelige.
Når EU forsvarer dette princip, forsvarer det i den nye strategi for et globalt Europa en åbning af markederne på globalt plan, og det skal også påtage sig sit ansvar. Der påhviler EU et tungt ansvar, når det repræsenterer og forsvarer os.
Derfor, og her tilslutter min gruppe sig det, som de øvrige talsmænd har sagt, er det ikke det rette tidspunkt til at revidere foranstaltningerne til beskyttelsen af handelen. Måske er tiden inde til at revidere dem, men ikke til at fjerne eller ændre dem, for det er EU's ansvar ikke at tabe de restriktioner, der fortsat findes, af syne, og som i mange tilfælde ikke er egentlige toldrestriktioner, som gradvis pålægges. Jeg understreger her en af de ting, som vi får lejlighed til at tale om: den nedværdigende kommercielle omtale af europæiske produkter i visse lande.
EU har også et ansvar, når det forhandler på vores vegne, når det beder om adgang til markedet for tjenesteydelser, og når det forhandler om offentlige licitationer.
Det er meget vigtigt, at vores handelspolitik ikke kun er forenelig med vores udviklingspolitik, men også passer perfekt sammen med den. Jeg siger ikke, at det ikke er tilfældet, men der er risiko for, at vores handelspolitik ikke forløber parallelt med vores forpligtelser på udviklingsområdet. Derfor tilføjer vi også nogle ændringsforslag til betænkningen, så denne tanke bliver helt tydelig.
Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand, hr. kommissær! Globaliseringen repræsenterer i bund og grund en mulighed for Europa. Jeg takker ordføreren for at have gjort det klart i betænkningen. Jeg vil også indskærpe det specielt over for vores kolleger på venstrefløjen, som har hovedansvaret for at kæde frihandel sammen med arbejdsløshed og social katastrofe.
Hvis vi skal undgå de negative følger af global handel og være konkurrencedygtige på globalt plan, må vi rydde op i vores eget ressourcefordelingssystem. For øjeblikket forvrider overdreven regulering og kontrol EU's indre marked. Vi lader langsomt denne mulighed gå fra os, hvad angår tjenesteydelser og arbejdsmarkedet i EU.
Vi udnytter stadig ikke alle de konkurrencefordele, som et transatlantisk marked kunne give. I stedet for at vække uro over billigere tjenesteydelser, arbejds- og skattekonkurrence, bør vi drage fælles fordele af denne situation. Vi må konkurrere i dette kapløb og gøre alt for at vinde det.
Pierre Jonckheer, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. kommissær! Uafhængigt af deres politiske tilhørsforhold vedtog regeringerne i november 2006 de generelle retningslinjer, som Kommissionen havde foreslået, og Kommissionen har nu formelt indledt forhandlinger med bl.a. Sydkorea og ASEAN-landene på baggrund af de mandater, der blev vedtaget af Rådet efter forslag fra Kommissionen.
I disse spørgsmål må vi huske på, at Parlamentet kun har beføjelse til at udtale sig og må tage til takke med en procedure med samstemmende udtalelse i slutfasen. Det samme gør sig i øvrigt gældende for de nationale parlamenter. Handelsforhandlingerne forbliver de udøvende nationale myndigheders og de udøvende fællesskabsmyndigheders beføjelse, hvilket vi har kritiseret i 25 år.
Vi så faktisk gerne, at navnlig Parlamentet blev inddraget i fastsættelsen af forhandlingsmandaterne gennem den fælles beslutningsprocedure, og at der efterfølgende reelt blev gennemført en opfølgningsprocedure, og ud fra det synspunkt mener jeg ikke, at hr. Mandelsons fremmøde i vores udvalg har været tilstrækkeligt, hvor interessant hans deltagelse end har været.
Mit andet budskab vedrører reglerne. Siden Bruntland-betænkningen har vi opfordret til, at de internationale handelsregler tilpasses de store krav om en ny udviklingsmodel, som gavner alle mennesker på vores lille planet.
Er det nødvendigt, hr. kommissær, at minde om, at miljøkonsekvenserne af vores nuværende livsstil her i Europa er tre gange så store som jordens kapacitet? Det er således uholdbart, hvis denne levevis blev mere udbredt, og det er den simple årsag til, at de internationale miljøstandarder og standarder for sociale betingelser hurtigst muligt bør gøres bindende og ikke kun anbefales i forbindelse med disse handelsforhandlinger, hvilket desværre hverken er Kommissionens eller det parlamentariske flertals holdning, eftersom de er forblændet af de kortsigtede interesser.
Blandt andet af disse årsager og navnlig på grund af den betydning, som disse forhandlinger ville kunne få for den fremtidige udarbejdelse af fællesskabslovgivning, forkaster min gruppe enstemmigt denne betænkning.
Helmuth Markov, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær! Betænkningen af min udvalgskollega hr. Caspary er i det væsentlige en gentagelse af det, der også kommer til udtryk i Kommissionens strategi Global Europe. Jeg kan ikke støtte disse Lissabon-strategier i udenrigshandelspolitikken, hvilket også gælder den markedsadgangstrategi og politikken i den nye frihandelsaftale, der blev offentliggjort i april, og som lægger sig fuldstændig tæt op ad disse. Strategi og gennemførelse sigter fortrinsvis mod at opnå forbedrede markedsadgangmuligheder for europæiske virksomheder i tredjelande. Det kan man a priori ikke indvende noget imod.
Ved hjælp af afskaffelsen af - hvis dette overhovedet er muligt - alle handelsbarrierer forsøger man at underordne ikke kun toldtariffer, men også forbruger-, miljø-, social- og udviklingspolitiske foranstaltninger til de principper for konkurrenceevne, som frihandelsorienteret tankegang kræver. Samtidig foreslås det, at EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter skal anvendes mere konsekvent, og at beskyttelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder - stikord patenter - skal udvides. Da man åbenbart næppe vil nå frem til en multilateral aftale i WTO-regi om en sådan ensidig begunstigelse af især større europæiske virksomheder, sigter Kommissionen og Rådet stadig mere åbenlyst mod en gennemførelse af europæiske økonomiske interesser via bilaterale og regionale aftaler, som går langt videre end det, der egentlig skal forhandles om i Doha-runden. Stikordene er deregulering af de offentlige indkøb og af konkurrencepolitikken. Min gruppe kan ikke stemme for en sådan politik, som ikke længere har noget at gøre med skabelsen af et fair multilateralt handelssystem. At behandle styrke og svaghed ens er at behandle dem retfærdigt, og det handler om en fair handelsaftale.
Jeg vil imidlertid gerne fremhæve et vigtigt og rigtigt punkt i Caspary-betænkningen. Det er uacceptabelt, at næsten alle vigtige europæiske beslutninger træffes på europæisk plan uden Parlamentes medbestemmelse. I eftermiddag vil vi komme til at drøfte den økonomiske partnerskabsaftale yderligere. Det er rigtigt, hr. kommissær, at der finder livlig udveksling sted med DG Handel og med Dem, men tekstudkastene foreligger ikke for Handelsudvalget, Så længe der findes et sådant hemmeligt diplomati i Parlamentet, er det forståeligt, at mange EU-borgere stiller sig stadigt mere skeptiske over for EU's foranstaltninger.
Graham Booth, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg tror på frihandel. Den har været til fordel for mit land, Det Forenede Kongerige, og er et vigtigt middel til at hjælpe verdens fattigste nationer ud af fattigdommen. De økonomiske partnerskabsaftaler er imidlertid til mere skade end gavn for frihandelssagen på grund af EU's hykleri.
Umiddelbart lyder åbningen af vores markeder for import fra disse lande meget godt, fordi den vil bidrage til at fremme deres økonomier, men medaljen har som altid en bagside. Udviklingslandene skal åbne deres markeder for varer fra Europa og afskaffe deres importtold - ifølge EU's tidsplan inden årets udgang - og hvis de ikke vil det, vil de europæiske handelshindringer blive større og den europæiske støtte mindre. Man må krybe, før man kan gå. Som ordføreren bemærker, er forholdene i mange AVS-lande endnu ikke lagt til rette for, at skatteopkrævning kan erstatte told som hovedkilde til finansiering af offentlige udgifter.
Jeg mener, at vi ved at forsøge at øge tempoet skader den globale frihandelssag mere, end vi gavner den. Og hvem tror vi egentlig, at vi er, når vi presser disse nationer til at skrotte toldafgifter? Så sent som sidste år indførte Kommissionen jo told på sko fra Kina. Men det var ikke frihandel eller retfærdig handel for den sags skyld. Vi fik at vide, at de eksporterede subsidierede varer til EU. Men hvad gør vi med vores overskudslandbrugsvarer, som er subsidieret gennem den fælles landbrugspolitik? Nøjagtigt det samme: Vi eksporterer dem til fattige lande og tvinger dermed deres landbrugere ud i fattigdom.
Ordføreren siger, at der bliver indgået økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og mange AVS-lande. Det er muligvis rigtigt, men kun fordi EU har overtaget. Det kaldes ganske vist et partnerskab, men det er et meget ulige partnerskab. Det passer storkapitalen, men ikke udviklingslandene. Sundheds- og miljøstandarderne i Europa er så høje, at mange af AVS-landenes muligheder for at eksportere deres landbrugsvarer vil være meget begrænsede.
Hvad værre er, fremgår det af Kommissionens egen konsekvensanalyse, at undertegnelsen af disse aftaler kan fremskynde produktionssektorens sammenbrud i Vestafrika. Som borger fra et land, der traditionelt har gået ind for og fremmet ægte frihandel, ønsker jeg ikke at medvirke til dette. Det bekræfter mig kun i min overbevisning om, at Det Forenede Kongerige bør indgå sine egne handelsaftaler og forlade dette frygtelige EU, som, til trods for al dets fromme tale om at lette fattigdommen og fremme udvikling, i virkeligheden har været den direkte årsag til massiv fattigdom i alle verdens udviklingslande.
Dumitru Gheorghe Mircea Coşea, în numele grupului ITS. - Îl felicit pe raportor pentru munca excelentă pe care a depus-o, dar subliniez şi susţin în acelaşi timp remarca pe care raportorul o face în legătură cu faptul că este regretabilă situaţia în care cetăţenii Uniunii Europene stabilesc o paralelă între, pe de o parte, mondializare, iar, pe de altă parte, scăderea producţiei europene şi pierderea de locuri de muncă. În acest context se înscrie şi reacţia negativă pe care cetăţenii europeni o au faţă de procesul delocalizării unor întreprinderi productive spre noile state membre în scopul utilizării unei forţe de muncă mai ieftine. Am remarcat o astfel de reacţie negativă şi în timpul campaniei electorale prezidenţiale din Franţa, şi m-a deranjat faptul că România este prezentată ca o ţară care ar atrage aceste delocalizări, prejudiciind situaţia locurilor de muncă în alte ţări membre ale Uniunii. Se vorbeşte chiar de o politică de dumping social pe care ar practica-o România. Constat, cu regret, lipsa de informaţii pe care o au cetăţenii europeni şi insist pe nevoia unei informări nu numai ample, dar şi mai corecte.
În acest sens ar trebui ştiut că România, prin strategia sa de postaderare, nu încurajează delocalizarea, deoarece, în multe cazuri, prin aceasta se produc dezechilibre majore din punctul de vedere al protecţiei mediului, se dezvoltă ramuri industriale energofage şi utilizatoare de muncă slab calificată. Interesul actual al României este dezvoltarea unor ramuri industriale moderne, care să ridice gradul de competitivitate al economiei, şi nu aglomerarea pe teritoriul ţării a unui amalgam de întreprinderi, deplasate tehnic şi tehnologic. Iată de ce consider că delocalizarea este un proces care nu avantajează pe nimeni în interiorul Uniunii şi apare ca fiind extrem de necesară adoptarea unei strategii care să permită ca într-adevăr mondializarea să contribuie la respectarea interesului, nu numai al Uniunii, dar şi al diferitelor ţări membre în parte.
Roger Helmer (NI), - (EN) Fru formand! Der er nogle gode ting i denne betænkning - betydningen af de transatlantiske forbindelser, gradvis nedsættelse af told på transatlantisk handel, betydningen af handelsliberalisering og det faktum, at protektionisme fører til arbejdsløshed - og alligevel er betænkningen nærmest skizofren, hvad angår toldafgifter. På den ene side roses EU's toldunions såkaldte succes til trods for Europas langvarige økonomiske nedgang i forhold til Asien og USA, og på den andens side opfordres der til gradvise toldnedsættelser.
Vi må beslutte os. Handelshindringer er enten gode eller dårlige - de kan ikke være begge dele. Sandheden er, at toldunioner er et bismarcksk fænomen fra det 19. århundrede, og de har ikke noget at gøre i det 21. århundrede. Det er på tide at afskaffe EU's fælles importtold og skabe et europæisk frihandelsområde.
Betænkningen indeholder også rosende ord om den europæiske sociale model og den ajourførte Lissabon-dagsorden, selv om vi alle sammen ved, at Lissabon-dagsordenen er en død sild. Vi taler om den, men iværksætter den ikke, mens EU's konkurrenceevne bliver endnu ringere end vores konkurrenters. Jeg husker udmærket, at den britiske premierminister, Tony Blair, her i salen stillede spørgsmålet om, hvilken social model det er, der efterlader 20 millioner arbejdsløse i Europa. Svaret er: den europæiske sociale model. Jeg husker også et besøg i Singapore, hvor vores kollega hr. Corbett spurgte den daværende premierminister, Goh Chok Tong, hvorfor et rigt land som Singapore havde så ringe sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse. Goh Chok Tong svarede: "Vi mener, at vi får en masse arbejdsløse, hvis vi betaler folk for at være arbejdsløse, så det gør vi ikke." Det er Østens visdom, og den gør vi klogt i at huske på.
Der er kun en vej til et konkurrencedygtigt Europa: Vi må have Konrad Adenauers "regelbål". Vi må have store skattenedsættelser og nedsættelser af social- og arbejdsmarkedsudgifterne. Så kan vi måske begynde at konkurrere på globalt plan.
Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Eksportørers og virksomheders adgang til utallige vigtige EU-handelspartneres markeder er ikke altid let. Der er høje toldafgifter og tekniske hindringer, uigennemsigtig og uredelig praksis, administrative og skatte- og afgiftsmæssige hindringer og mangelfuld anvendelse af princippet om national behandling i almindelighed.
Jeg vil også understrege den ineffektive beskyttelse af intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder på globalt plan, som ordføreren, hr. Caspary, også var inde på.
En anden parameter, der påvirker europæiske varers og tjenesteydelsers reducerede konkurrenceevne, er forpligtelsen til at overholde strengere bestemmelser om varer, folkesundhed, miljø, forbrugersikkerhed og arbejdsmiljø.
Jeg går ikke ind for at udvande EU-lovgivningen, jeg går ind for at opnå gensidige betingelser med vores handelspartnere.
Desuden må vi på både bilateralt og multilateralt plan sikre, at ikke blot økonomisk dumping, som vi ser den i dag, men også social og miljømæssig dumping undgås.
I netop den forbindelse forsøger EU med rette inden for rammerne af de igangværende WTO-forhandlinger at afskaffe importafgifter på såkaldte miljøvarer. Samtidig er det imidlertid værd at undersøge muligheden for at indføre en miljøafgift på import fra lande, der ikke er bundet af Kyoto-protokollen, for at opveje de europæiske virksomheders forringede konkurrenceevne og forhindre dem i evt. at flytte til områder med mere fleksible miljøbestemmelser.
Det globale handelssystems balance afhænger af konvergerende systemer, institutionel gennemsigtighed og konvergerende sociale og miljømæssige bestemmelser.
Erika Mann (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg vil godt kommentere nogle punkter i Caspary-betænkningen og i Kommissionens forslag, som min gruppe anser for at være vigtige.
Jeg vil gerne takke kommissæren udtrykkeligt for, at han i det hele taget havde mod på at tage fat på disse emner og foreslå en strategiændring i EU. Det er en proces, som Parlamentet allerede krævede i 2002, hvor jeg også selv foreslog, at vi i højere grad skulle vende blikket mod Asien på aftaleområdet. Så mange tak for det!
Problemet består imidlertid deri, at der siden 2002 har fundet graverende ændringer sted i den globale økonomiske udvikling. Foruden Kina har vi fået andre aktører, og de foreslåede lande, f.eks. Korea og nogle ASEAN-lande, men også Indien, har ikke længere udviklingskarakter i traditionel forstand, men er allerede blevet tærskellande og ekstremt konkurrencedygtige. Alligevel hersker der stor fattigdom i nogle af disse lande, hvilket er en udfordring for EU. Dette betyder, at vi skal forfølge en klog handelsstrategi, som kræver fairness i handelen med disse lande.
Vi skal nødvendigvis skabe en balance ved på den ene side at træffe beslutninger om åbning af markeder sammen med de pågældende lande på sag til sag-basis, og på den anden side skal vi naturligvis også kræve standarder, f.eks. på miljø- og arbejdsbeskyttelsesområdet, men selvfølgelig også på området for intellektuelle ejendomsrettigheder. Det vil være vanskeligt at finde en balance her!
Hr. kommissær, De talte om, at De allerede havde indrømmet Parlamentet yderligere rettigheder, idet De har overført mandatbeslutningen til os. Det er korrekt, og det vil jeg gerne takke Dem for. Til trods herfor vil jeg bede om Deres fortsatte støtte til os, når vi kræver af Rådet, at vi også fremover får medbestemmelsesret, som vil bidrage væsentligt til at udvikle en fornuftig handelspolitik.
Jeg vil gerne takke hr. Caspary og fru Ferreira som skyggeordfører for betænkningen og for deres beredvillighed til at samarbejde med os.
Gianluca Susta (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Europas aktuelle forpligtelse til at fremme stadig mere åbne markeder må ikke forhindre det i at fremme sine egne interesser i denne globaliserede verden. Lissabon-strategien repræsenterer et ambitiøst mål, som vi alle sammen kan gå ind for, og den giver os mulighed for at tage de udfordringer op, som EU's konkurrenter har givet os.
Vi må imidlertid huske på, at det store handels- og udviklingsspil ikke altid foregår på lige vilkår, og denne mangel på gensidighed skader vores produktionssystemer og har alvorlige sociale følger, selv om den kan retfærdiggøres af, at mange lande er begyndt at udvikle sig sent. Samtidig med at vi fastholder vores ønske om en multilateral tilgang, må vi også om nødvendigt indgå bilaterale aftaler. Vores politik går ud på at åbne markederne, reducere toldafgifterne gradvist og skabe lige konkurrencevilkår. I den forbindelse bør vores politikker for innovation, åbning af markeder og støtte til omstrukturering af forældede og ikke længere konkurrencedygtige produktionssektorer ledsages af foranstaltninger til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og kommerciel beskyttelse i almindelighed, som det fremgår af grønbogen og understreges i Caspary-betænkningen.
Seán Ó Neachtain (UEN). - A Uachtaráin, ba mhaith liom a dheimhniú ar an gcéad dul síos nach n-aontaíonn mise beag ná mór leis an gcur chuige oibre atá ag Peter Mandelson, Coimisinéir Trádála an AE, maidir le comhráití DOHA ar thrádáil Domhanda.
Dealraíonn sé domsa go bhfuil an tUasal Mandelson ag iarraidh margadh trádála ilshleasach a bhaint amach, is cuma cé a ghortófar sa phroiseas. Tá an iomarca géillte ag an Aontas Eorpach cheana féin sna cainteanna seo. Tá ciorraithe móra déanta ag an AE ar an tacaíocht a thugtar d'fheirmeoirí na hÉireann agus na hEorpa, agus táimid fós ag feitheamh go gcuirfeadh Meiriceá agus Grúpa Cairns na leasaithe a gheall siad féin i gcrích.
Ba chóir go mbeadh Rialtais na mBallstát uilig an-soiléir agus an-chúramach maidir leis an gcineál margaíochta ar mian leo a dhéanfadh an Coimisinéir Mandelson ar a son. Níor chóir dúinn ár bhfoinse beatha a bheith chomh fada ó bhaile le Meiriceá Theas. Ba chóir dúinn é a chothú anseo ag baile agus bá chóir dúinn é a dhéanamh ar na bunphrionsabail ar bunaíodh an tAontas Eorpach orthu, agus bá chóir go dtuigfeadh an tUasal Mandelson é sin. Is Sasanach é, agus ba chóir go mbeadh ciall ceannaithe ag Sasana sa phróiséis seo anois.
Jacky Henin (GUE/NGL). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Lad os finde modet til at aflive myten: frihandelen mindsker ikke længere fattigdom og gavner ikke længere udviklingen. I de seneste undersøgelser, som Verdensbanken har udgivet, analyseres de stort set ikkeeksisterende gevinster, og størstedelen af disse stort set ikkeeksisterende gevinster tilfalder Kina.
Hvis man tager fjernelsen af toldafgifterne i betragtning, bliver regnestykket særligt negativt for udviklingslandene. Den kapitalistiske globalisering tilskynder ikke konkurrence mellem de store multinationale selskaber. Den beskytter dem. Til gengæld skaber den kraftig konkurrence mellem de sociale systemer og de skattesystemer, som på demokratisk vis er blevet valgt af borgerne i de enkelte lande. En af konsekvenserne ved frihandel er i øvrigt en massiv overførsel af selskabsskattebyrden til husholdningerne. Derfor er de store ord i betænkningen om bevarelsen af den europæiske sociale model kun teatralske formuleringer, der skal få tårerne til at trille. Hvis vi vil bort fra dette, er det vigtigt at erstatte frihandelsprincippet med princippet om loyal samhandel.
Dollarens og yennens fald går hårdt ud over beskæftigelsen i industrien i euroområdet, og betænkningen opfordrer Kommissionen til ..., opfordrer! Tartuffe kunne ikke have sagt det bedre! Ikke et ord om det urimelige ønske om at tage nerven ud af antidumpingforordningerne under påskud af, at de er til skade for visse finansielle interesser, navnlig europæiske. Eftersom vi står til tjeneste for de europæiske borgere og ikke for spekulative finansielle investeringsselskaber, lad os da vælge samarbejdet frem for konkurrenceevnen, lad os vælge en rationel protektionisme, der bygger på toldafgifter med et socialt og miljømæssigt perspektiv, og lad os indføre valutakontrol og kontrol af kapitalbevægelserne.
Jeg er overbevist om, fru formand, mine damer og herrer, at hvis vi fortsætter denne hovedløse flugt mod frihandel, vil Unionen køre durk ind i væggen med speederen i bund, skrigende i vilden sky.
Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Fru formand! Jeg vil allerførst lykønske hr. Gaspari med hans afbalancerede betænkning. Denne tekst kan regne med min støtte i morgen ved afstemningen.
Som ordfører for forbindelserne mellem EU og Kina tiltrak især punkterne om handelsforbindelserne med Folkerepublikken sig min opmærksomhed. Jeg var overrasket over formuleringen af punkt 44, fordi jeg absolut ikke betragter Kina som den vigtigste og tydeligste illustration af den positive virkning, som liberalisering af handelen og aktiv deltagelse på globale og konkurrerende markeder har. Ordføreren er for øvrigt enig med mig, i betragtning af hans lange liste over punkter, der vækker bekymring, og de deraf følgende stridspunkter.
Foruden problemerne på det sociale og miljømæssige område og vores bekymringer, når det gælder beskyttelsen af europæisk intellektuel ejendom, vil jeg også konkret nævne europæiske virksomheders mangelfulde adgang til det kinesiske marked og dumpingmetoder i Kina. Også disse skader det europæiske erhvervsliv. Kineserne afskærmer jo deres eget marked for udenlandsk konkurrence og favoriserer samtidig deres egne produkter.
En åben økonomi i en globaliserende verden forveksles med urette ofte med en økonomi uden barrierer. Heldigvis vælger ordføreren ikke denne kurs. I punkt 17 i sin betænkning henviser hr. Gaspari med rette til den skade, som den europæiske økonomi lider, fordi nogle lande ikke overholder handelsreglerne. Som en reaktion herpå skal EU beskytte sig mod uærlig handelspraksis.
Jeg opfordrer derfor Kommissionen til, både inden for og uden for rammerne af WTO, at gøre det klart, at Unionen ikke tolererer uærlig adfærd. Det indebærer imidlertid, at EU også skal være rede til virkelig at iværksætte sanktioner med passende handelsbeskyttende midler, ikke som resultatet af en protektionistisk refleks, men fordi det i nogle tilfælde kun er tvang, der hjælper med at garantere lige vilkår for EU's erhvervsliv.
Jean-Marie Le Pen (ITS). - (FR) Fru formand! Betænkningen af vores kollega fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, hr. Caspary, fremstiller på nærmest karikerende vis fordelene ved globaliseringen og EU's handelspolitik.
Rent faktisk ser den kun fordele: åbning af markederne, navnlig for offentlige indkøb, øget konkurrence, konkurrencens velsignelser og global frihandel, men med et lille forbehold vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.
Til gengæld fordømmes protektionismen uigenkaldeligt, og toldafgifterne fremstilles som utålelige fornærmelser af handelsguden. Det bliver interessant at se, hvad hr. Sarkozys regering over for de almægtige ultraliberale i Parlamentet og i Kommissionen vil gøre for at forsvare vores virksomheder, især vores SMV'er og SMI'er, vores landbrug og vores offentlige sektor.
Eftersom Europa allerede er den mest åbne økonomiske enhed i verden, er det paradoksalt at ville gå endnu længere, medmindre vi bevidst og en gang for alle ønsker at ofre vores landbrug og vores industri. Og alligevel, så er det netop, hvad det Bruxelles-styrede Europa er i gang med af hensyn til konkurrencen og frihandelsdogmet og for at tilfredsstille vores amerikanske allierede. Under disse omstændigheder, i mangel af en handelsbeskyttelse, der er sit navn værdig, i mangel af effektive beskyttelsesinstrumenter og i mangel af europæiske embedsmænd, der er uafhængige af de angelsaksiske lobbyer, hvad kan Europa da gøre for at forhindre udflytning af virksomheder og hjerne- og kapitalflugt? Europa kan støtte sig til de tusind år gamle nationer i stedet for til det ultraeuropæiske blændværk, som hr. Caspary forsvarer, og som med garanti vil skuffe de europæiske borgere bravt.
Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Inden for WTO har Europa altid - ofte alene og på bekostning af dets egne umiddelbare økonomiske interesser - forsvaret en snæver fortolkning af systemets regler og holdt godt øje med enhver praksis, der kunne forårsage forvridninger på det nationale eller internationale marked. Hvis disse regler skal give nogen mening, må EU insistere på, at de også overholdes af de øvrige medlemmer, navnlig af vores direkte konkurrenter.
Det er også vigtigt, at disse regler tilpasses regelmæssigt til de løbende ændringer i handelspraksis og i produktionssystemet, som i de seneste tilfælde med flytninger, for ikke blot at beskytte kvaliteten og antallet af job i EU, men også respekten for de sociale og miljømæssige standarder i lande uden for Europa. I den forbindelse er det vigtigt at tilskynde til og fremskynde de procedurer, der er ved at blive fastlagt for at skabe det europæiske kvalitetsmærke og beskytte intellektuel ejendom, så vores virksomheders, navnlig vores mindre virksomheders, konkurrenceevne og kvaliteten af vores produktion kan beskyttes både inden og uden for vores grænser.
Som medlem af Udviklingsudvalget må jeg påpege, at en fleksibel og gradvis tilgang under alle omstændigheder er nødvendig for de udviklingslande, der, inden markedet åbnes helt, er forpligtede til at dække deres egen befolknings grundlæggende behov, dvs. lige adgang til f.eks. rent vand, uddannelse og velfungerende sundhedssystemer, som er en vigtig forudsætning for senere bæredygtig økonomisk udvikling.
Christofer Fjellner (PPE-DE). - (SV) Fru formand! Først og fremmest vil jeg begynde med at takke hr. Caspary. Jeg må sige, at det her er en af de bedste handelspolitiske betænkninger, som jeg har set i Parlamentet. Her slås det tydeligt fast, at frihandel spreder velstand, og at protektionisme spreder fattigdom. Det er et skridt i den rigtige retning, at vi kan konstatere det sammen i Europa-Parlamentet. Selv Kommissionens initiativ med hensyn til det globale Europa i forbindelse med konkurrenceevnens eksterne dimension er utrolig godt. Handelspolitikken burde jo have været en del af Lissabon-dagsordenen allerede fra begyndelsen af. At tale om Europas konkurrenceevne uden at tale om vores handel med omverden vil ellers bare være tomme ord.
Og nu hvor De stadig er her, vil jeg benytte lejligheden til at fortælle Dem to synspunkter, hr. Mandelson.
Først har jeg lagt mærke til, at Kommissionen ofte taler om konkurrenceevne, men så er det næsten kun om betydningen af at øge markedsadgangen og reducere tolden i andre lande. Men det er mindst lige så vigtigt at øge andre landes virksomheders adgang og muligheder for at komme hertil og sænke vores egen told. Det vil ikke kun give de europæiske forbrugere og virksomheder billigere varer, men det vil også øge konkurrencen og dermed styrke vores konkurrenceevne over for omverden. At vi reducerer vores egen told, er altså mindst lige så vigtigt, som at andre gør det.
Dernæst vil jeg tale om behovet for at reformere de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. På det punkt er jeg ikke rigtig enig i betænkningen foran os. Jeg har forstået, at der har været et ret stort pres på Kommissionen, efter at dette initiativ er blevet præsenteret. Desværre fører dette pres tilsyneladende til et lavere ambitionsniveau fra Kommissionens side. Retorisk er man gået fra at tale om en reform til at tale om en gennemgang, men jeg forventer, at Kommissionen præsenterer en reform af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som lever op til navnet. At EU vil beskytte os imod handel, er jo lige så dumt, som det lyder.
Jeg vil også nævne et af mine yndlingseksempler på absurde handelshindringer, nemlig EU's underlige told på lavenergipærer. For samtidig med at vi bekymrer os om drivhuseffekten og taler om at forbyde almindelige pærer, bliver vi beskyttet imod import af lavenergipærer i kraft af høj told.
Nej, hr. Mandelson, vi bør snarest få en større reform af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.
Harlem Désir (PSE). - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil begrænse mig til fire bemærkninger.
For det første, hr. kommissær, mener jeg, at De gjorde ret i at understrege, at strategien for et globalt Europa ikke må være ensbetydende med at opgive prioriteringen af de multilaterale forhandlinger. Der er stor begejstring, men også mange illusioner omkring, hvad bilaterale frihandelsaftaler kan bidrage med. Vi får at vide, at vi skal indgå sådanne aftaler, fordi andre har valgt denne vej, herunder bl.a. USA. Rent faktisk har USA kun underskrevet seks eller syv frihandelsaftaler, som berører knap 5 % af landets udenrigshandel. De øvrige aftaler er slået fejl, fordi de skaber de samme problemer som på multilateralt plan med generelt set den samme type partnere. Jeg vil gerne tilføje, at disse forhandlinger ofte munder ud i aftaler, som er mest ugunstige for udviklingslandene til fordel for naturligvis de udviklede lande.
Det fører mig til min anden bemærkning. Går vi fra multilateralt til bilateralt plan, må vi ikke undervejs give afkald på handelspolitikkens udviklingsmål. Ud fra det synspunkt, hr. Caspary, mener jeg ikke, at man kan sige, at handelspolitikken ikke er forbundet med andre aspekter: udvikling, fattigdomsbekæmpelse, miljøbeskyttelse og socialpolitik. Der er imidlertid ikke automatisk en forbindelse mellem handel og udvikling og handel og reducering af fattigdom. F.eks. kan man sige, at hvis Afrika ikke har nogen handel, forbliver kontinentet fattigt, hvilket er korrekt. Men betyder det, at enhver handelsaftale med Afrika nødvendigvis vil gavne kontinentet? Nej, det gør det ikke. Det er nødvendigt at tage højde for en mere differentieret og kontrolleret form for liberalisering, som tager hensyn til de sårbare sektorer i en række lande. Og det gælder ikke udelukkende de fattigste lande. Det gælder også vækstlande, lande som Indien, hvis befolkning er en af verdens fattigste.
For det tredje må denne strategi for et globalt Europa ikke resultere i en genoptagelse af emner, som er blevet udeladt af de multilaterale forhandlinger. Jeg tænker på Singapore-emnerne, investeringsforhandlingerne, de offentlige indkøbskontrakter og den offentlige sektor. Der er ikke grundlag for at bringe disse emner på banen igen. Det ville resultere i de samme problemer, i det samme dødvande, eller også ville disse emner blive påtvunget, dersom de ligger uden for handelsreglerne og vedrører den interne regulering af sårbare sektorer, såsom adgangen til livsnødvendige tjenesteydelser, til offentlige tjenesteydelser.
For det fjerde - og det bliver min sidste bemærkning - mener jeg ligesom hr. Jonckheer, at vi ikke bør glemme, at EU også gennem sin handelspolitik arbejder for at gennemføre sociale og miljømæssige bestemmelser. Det sker gennem den styrkede generelle toldpræferenceordning og ikke længere gennem frihandelsaftaler, og det beklager jeg, for vi burde også fremme overholdelse af bl.a. ILO-reglerne.
Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Fru formand, hr. kommissær! Kommissionen bør give flere oplysninger om sin foreslåede handelspolitik, ikke bare til Parlamentet, men også og især til borgerne. For øjeblikket er europæere i mange lande bange for WTO og dens tiltag.
Der skal gøres en større indsats for at forklare borgerne princippet om, at en frihandelspolitik fører til økonomisk vækst, jobskabelse og bæredygtig udvikling over hele verden, forudsat at den politik er baseret på partnerskab, og at den bliver stadig mere afbalanceret og ærlig. Desuden bør en sådan politik tage udgangspunkt i vores egne europæiske sociale og miljømæssige standarder. Det lægger vi stor vægt på. På den ene side skal der være et frit marked og fri konkurrence, på den anden side skal der være europæiske sociale og miljømæssige standarder.
Det er ønsketænkning for øjeblikket, men disse to værdisæt skal forenes på et eller andet tidspunkt. Hr. kommissær! Det er det, De skal arbejde hen imod.
FORSÆDE: Adam BIELAN Næstformand
Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil først gerne lykønske hr. Caspary med denne virkelig gode betænkning.
Eftersom globaliseringen kræver hidtil usete ændringer, bør EU i dag gennemføre de nødvendige reformer, der kan gøre EU i stand til at få det fulde udbytte af globaliseringen. En af disse reformer er baseret på at tilpasse EU's handelspolitik efter de konkurrencemæssige udfordringerne. Der skal gøres op med den tankegang, som drager en parallel mellem på den ene side globaliseringen og på den anden side tilbagegangen for den europæiske fremstillingsindustri og tabet af arbejdspladser.
Europa skal kunne blive et område for synergier og industrielt samarbejde. At opnå det er udelukkende et spørgsmål om tiltrækningsevne, specialisering og beskyttelse. Europa skal således føre politikker, som fremmer et miljø, der er gunstigt for iværksætterånd, produktion og jobskabelse. SMV'erne, som er nøgleaktørerne i disse politikker, skal derfor have let adgang til offentlige kontrakter, sådan som man allerede ser det i USA. Hvis disse politikker skal blive mere omfattende, mere integrerede og fremtidsrettede må de ikke svigte landbruget, som er et handelsstrategisk instrument for EU, ikke et forhandlingsobjekt. Det ville i øvrigt have været passende, hvis denne meddelelse havde refereret til landbruget på samme måde, som den refererer til servicesektoren og produkter med høj merværdi.
Parallelt med denne proaktive holdning skal EU også være den, der beskytter. EU's resultater i forhold til vækstøkonomiernes er i dag påvirket negativt af en mangel på gensidighed, hvad angår betingelserne for adgang til markederne, og af en stigende illoyal handelspraksis. Over for dette bør EU indtage en skarpere holdning. EU skal således kunne beskytte sig selv mod økonomisk, social og miljømæssig dumping ved hjælp af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som i øjeblikket er de eneste midlertidige foranstaltninger, der kan afhjælpe manglen på internationalt anerkendte konkurrenceregler. EU's eksterne konkurrenceevne vil, som vi kan se, være sikret, dels af Unionens evne til at angribe, dels af dens evne til at forsvare sig.
Carlos Carnero González (PSE). - (ES) Hr. formand, det er rigtigt, at vi står over for en globalisering, som vi kan reagere på to måder på: Vi kan lade os lede af begivenhederne eller forsøge at styre og kontrollere den, eller i sidste instans at regulere den.
Efter min mening er det formålet med vores handelspolitik, og så vidt jeg kan se det, er det essensen i Kommissionens meddelelse og generelt også i hr. Casparys betænkning.
Vi skal komme med et meget klart budskab til vores borgere i den forhandling, vi afholder i dag. Vi har ikke til hensigt blot at snuppe vores markedsandel uanset de øvrige kriterier. Vi ønsker at være til stede på verdensmarkedet, men det skal ske ved såvel at fremme den europæiske sociale model som ved at udbrede rigdommen og hermed lempe fattigdommen i hele verden.
Dette skal først og fremmest ske ved hjælp af multilaterale tiltag. Verdenshandelsorganisationen er fortsat EU's foretrukne vej til at påvirke globaliseringen. I denne henseende skal vi fortsat gøre os de størst mulige anstrengelser for at afslutte Doha-udviklingsrunden.
Indtil det er sket, skal vi af hensyn til vores ansvar over for vores borgere og endog over for borgerne i de lande, som vi ønsker at etablere frihandelsaftaler med, fortsat fremme dette andet instrument.
Hr. Casparys betænkning indeholder nogle elementer, der er meget vigtige for socialisterne og socialdemokraterne. I denne forbindelse vil jeg gerne minde om afsnit 20 om ILO's nye normer, eller afsnit 65, der sondrer klart mellem kommercielle og offentlige tjenesteydelser.
Hvis Caspary-betænkningen derudover tog hensyn til vores ændringsforslag 43 og 52, ville den være i endnu bedre overensstemmelse med vores ønsker. Men under alle omstændigheder er betænkningen efter min mening et positivt bidrag.
Som medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vil jeg også gerne sige, at jeg håber, at Rådet formår at få iværksat det, som forfatningen, som befinder sig i en ratificerings- eller ændringsproces, siger: Ikke kun en samstemmende udtalelse, men også deltagelse i mandatet, i opfølgningen på forhandlingerne, og dermed fuld repræsentation af borgerne i noget, der, når alt kommer til alt, meget klart påvirker deres dagligdag.
Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil fremhæve tre ting i mit indlæg.
Emnet for denne betænkning er udvikling af handel, og jeg vil allerførst sige, at dette ikke må anses for et mål i sig selv. Det skal ses i forhold til dets indvirkning på økonomisk vækst, herunder europæisk produktion, og i forhold til dets indflydelse på tendenser på det europæiske arbejdsmarked og på hele EU's afbalancerede udvikling.
For det andet er erklæringerne i betænkningen om markedsåbning korrekte, forudsat at de er baseret på princippet om gensidighed og på principperne om retfærdig konkurrence. EU åbner ofte sit marked under omstændigheder, hvor dets udenlandske partnere ikke har nogen intentioner om at overholde princippet om gensidighed og bestemt heller ikke principperne om retfærdig konkurrence.
For det tredje er det særlig vigtigt, at disse principper overholdes, når det drejer sig om handel med fødevarer. Nogle af EU's partnere har undladt at overholde principperne om retfærdig konkurrence på dette område, hvilket har ført til nedgang på mange landbrugsområder i Europa. I visse tilfælde er produktionen helt ophørt. Det vil blive meget vanskeligt, hvis ikke umuligt for Europa at genoptage aktiviteten i fremtiden i en situation, hvor udenlandske partnere kan bestemme priserne.
Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg har tre bemærkninger. For det første takker jeg hr. Caspary for at have gjort et glimrende stykke arbejde med denne betænkning, og jeg lykønsker ham med, at han fortsætter en god, liberal frihandelslinje.
For det andet vil jeg sige, at jeg støtter frihandel og multilateralisme. Jeg forstår imidlertid, at vi i den aktuelle Doha-runde må træffe nogle foranstaltninger, som vi ikke nødvendigvis bryder os om, om den bilaterale linje, men vi må holde os til den.
Jeg vil sige til hr. Mandelson, at det er udmærket, at han fremmer os som en supermagt inden for handel, for over 20 % af verdenshandelen er med os og 20 % med USA. Når vi taler om handel, lytter folk, og derfor er det meget vigtigt at finde en balance mellem frihandel og protektionisme.
Jeg ved ikke rigtig med selve handelsbeskyttelsesinstrumentet - jeg kan f.eks. godt lide kinesiske tennissko! - og derfor synes jeg, at kommissæren skal være lidt forsigtig med det og ikke gå for langt. Vi ønsker ikke at blive en europæisk colbertstat.
Min sidste bemærkning drejer sig om globalisering, navnlig globaliseringens omdømme. Jeg bliver meget bedrøvet, når jeg lytter til folk som Jean-Marie Le Pen - hvilket jeg ikke gør ret tit. Det lader til, at globaliseringen er blevet syndebuk for alt: Alt, hvad der er dårligt, skyldes globaliseringen, og alt, hvad der er godt, skyldes medlemsstaterne selv. Det er en forkert måde at se det på. Jeg ønsker bestemt ikke, at EU bliver en moderne Colbert, dvs. en merkantilist, som tror på sin egen eksport, men ønsker at forhindre import udefra. Det er ikke det, EU står for. EU står i bund og grund for fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, mennesker og kapital, og det skal vi også fremme på verdensplan.
Kader Arif (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne påpege nogle få grundlæggende principper og give udtryk for nogle bekymringer i forbindelse med den nye handelsstrategi, som Kommissionen i dag slår til lyd for, og som tages op i betænkningen af vores kollega hr. Caspary.
Det første princip, som jeg vil påpege, er den prioritet, som altid skal gives multilateralismen. Vi ved, at den voldsomme udbredelse af bilaterale aftaler i høj grad skader den regulerede multilaterale struktur, som vi er en del af. Det andet princip er, at vi ikke må svække EU's engagement i en handelspolitik, der fremmer udvikling, en politik, der integrerer ikkehandelsmæssige aspekter som anstændigt arbejde, adgang til lægemidler, miljøbeskyttelse og fattigdomsbekæmpelse.
Angående mine bekymringer, så vedrører de tre punkter. Det første er, at det udviklingsvenlige aspekt i Doha-runden ikke længere er en prioritet i de kommende frihandelsaftaler og i EU's nye handelsdagsorden, selv om målene for EU's handelspolitik altid burde være forenelige med EU's udviklingspolitik og være et nyttigt supplement til den, navnlig når det drejer sig om sociale og miljømæssige spørgsmål.
Andet punkt, der bekymrer mig, er aftalernes anvendelsesområde, som rækker langt ud over de nuværende WTO-bestemmelser. Princippet om fuld gensidighed, som vi sigter mod at prioritere, herunder i vækstlande, som er ramt af udbredt fattigdom, er f.eks. ikke acceptabelt. Vi skal give udviklingslandene mulighed for i en overgangsperiode at beskytte de sårbare og følsomme sektorer i deres økonomi. Kort sagt må vi ikke pålægge andre noget, som vi ikke kan finde ud af at pålægge os selv.
Endelig er der min sidste bekymring, som vedrører de bestemmelser, der er rettet mod at forhandle om de såkaldte Singapore-emner. Disse kontroversielle emner blev udeladt af Doha-runden efter generel modstand fra udviklings- og vækstlandene. Striden havde forinden ført til sammenbruddet i Cancún-forhandlingerne.
Vi ved, at disse emner, som er lige så komplekse for EU som for vores partnere, rejser følsomme spørgsmål, som berører indenrigspolitikken og dermed selve medlemsstaternes suverænitet. Disse emner kunne endvidere få betydelig indflydelse på de økonomiske og sociale modeller og dermed på selve udviklingen i vores partnerlande.
Det af afgørende, at EU ikke presser på for at få disse emner med i forhandlingerne. Intet kan retfærdiggøre, at det, som blev sat uden for døren ved en multilateral forhandlingsrunde, kommer ind igen gennem et smalt vindue i form af en bilateral aftale. Det er vores konsekvens, der her er på spil, vores troværdighed og en vis udviklingsmodel, som vi altid har forsøgt at fremme.
Glyn Ford (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg værdsætter alt det arbejde, som hr. Caspary har lagt i denne betænkning. Som kommissær Mandelson så rigtigt sagde, er det i år vores topprioritet at afslutte den multilaterale Doha-udviklingsrunde. Sideløbende er der supplerende forhandlinger om bilaterale frihandelsaftaler med Sydkorea, ASEAN-landene og Indien.
I hr. Casparys betænkning fastsættes der en ramme for, hvordan vi skal forsøge at optræde under disse forhandlinger, ikke på grund af hr. Caspary, men på grund af udvalget. Betænkningen indeholder imidlertid visse selvmodsigelser, og jeg mener ligesom hr. Helmer, at den er positivt skizofren.
Nogle medlemmer af min gruppe klager over, at betænkningen ikke er udviklingsfremmende. Jeg er heller ikke sikker på, at det var meningen, for vores forestående forhandlinger er med lande som Singapore, Sydkorea, Thailand og Indien, og de tilhører ikke længere kategorien af mindre udviklede lande. Blandt ASEAN-landene er Laos og Cambodja omfattet af EU's Alt undtagen våben-initiativ og nyder derfor en vis beskyttelse.
Jeg bifalder betænkningens punkt 30, hvor de mindre og svagere landes interesser tages i betragtning. Jeg går helt ind for punkt 32, hvor det kræves, at fremtidige frihandelsaftaler skal omfatte ILO-standarder om anstændigt arbejde.
Jeg nærer en vis sympati for hr. Kamalls bemærkninger om audiovisuelle tjenesteydelser, selv om jeg må sige, at privatisering af sundhed, uddannelse, drikkevand og energi sjældent hjælper de fattige i udviklingslandene, men snarere hjælper den mindre, rige del af befolkningen.
Jeg bifalder punkt 33, som gør det lettere at suspendere frihandelsaftaler, når de ikke overholdes, navnlig hvad angår sociale klausuler. For medlemmerne af PSE-Gruppen er det imidlertid punkt 29, der er det springende punkt. Her kræves der vidtrækkende liberalisering af tjenesteydelser. Min gruppe holdt møde i går og besluttede med et lille flertal, at den ikke kunne støtte betænkningen, hvis dette og tilsvarende punkter blev fastholdt.
Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Der har været nogle meget velinformerede og meget intelligente bidrag til denne debat. Jeg værdsætter dem og takker de medlemmer, der har givet deres besyv med.
Jeg mener, at hr. Fjellner fangede ånden, om ikke ligefrem hvert eneste bogstav, i både min egen tilgang og hr. Casparys betænkning, da han sagde, at frihandel spreder velstand, mens protektionisme spreder fattigdom. Det mener jeg i det store og hele er korrekt, men jeg vil sige, at frihandel er en nødvendig, men utilstrækkelig forudsætning for at skabe økonomisk udvikling og bekæmpe fattigdommen i nogle af verdens dårligst stillede lande.
Jeg er enig med dem, herunder hr. Désir, som ønsker, at Kommissionen følger et princip om proportional gensidighed, hvad angår udviklingslande. Det er jeg enig i, og min tilgang afspejler de pågældende udviklingslandes markeders kapacitet. EU forlanger kun det af handelspartnere, som deres udviklingsniveau tillader, men som andre har påpeget, kan de økonomier, der ønsker frihandelsaftaler med os - Korea, ASEAN-landene og Indien - næppe betegnes som typiske mindst udviklede lande i verden.
Hr. Arif satte fokus på de såkaldte Singapore-emner, og det samme gjorde hr. Désir. Alt, hvad jeg kan sige om det, er, at hvis partnerlande beslutter, at de ønsker at drøfte disse emner bilateralt med EU som et middel til at fremme deres egen udvikling og skabe økonomiske muligheder for sig selv, hvorfor skulle de så ikke gøre det? Jeg mener ikke, at vi i Europa skal fortælle udviklingslandene og de nye økonomier, at de ikke bør tage emner som investeringer, konkurrence og gennemsigtighed i offentlige indkøb op.
Nogle få medlemmer talte om handelsbeskyttelse. Hr. Caspary gjorde det i begyndelsen, og efterfølgende har hr. Guardans Cambó og fru Saïfi gjort det. Efter min mening er det helt udelukket at afskaffe EU's ret til at træffe antidumpingforanstaltninger. Handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er en vigtig metode til sikring af retfærdig handel i tilfælde af, at varer er blevet produceret med støtte, eller når der er tale om prisforvridninger. Det må naturligvis ikke forveksles med mange udviklingslandes almindelige fordele i form af lave omkostninger inden for handel. Målet med anvendelse af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er ikke at beskytte europæiske virksomheder mod retfærdig konkurrence fra lande med lavere omkostninger.
Det er rigtigt, at jeg fra tid til anden møder mennesker, der ønsker at gøre brug af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, fordi de er bange for konkurrence, ikke fordi de ønsker retfærdig konkurrence. Men jeg mener, at en regelmæssig revision kan bidrage til at sikre, at befolkningens tillid til disse instrumenter opretholdes, og at disse instrumenter om nødvendigt kan ændres for at afspejle en verden i forandring. Det er bare det, vi gør.
Jeg vil gerne vende tilbage til et par af de bemærkninger, der er blevet fremsat. Hvad angår liberalisering af tjenesteydelser, har jeg stor sympati for hr. Kamalls synspunkter. Det er rigtigt, at vi i vores bilaterale frihandelsforhandlinger vil komme ind på markedsåbninger i tjenesteydelsessektoren, men det bliver en forhandling, hvor vores partnere vil bibeholde retten til at regulere deres tjenesteydelsessektorer og retten til at beslutte, om de vil åbne deres sektorer for offentlige tjenesteydelser. Det er op til dem. Det er ikke noget, vi vil tvinge dem til.
Det glæder mig også, at nogle få medlemmer satte fokus på arbejdsforhold, sociale forhold og miljøforhold blandt vores handelspartnere. Jeg er helt overbevist om, at bæredygtig udvikling, som vedrører alle disse emner, også er et overordnet mål for handelspolitikken. Et handels- og miljøanliggende, som vi har lagt stor vægt på under Doha-forhandlingerne, men som visse lande har været modstandere af, er nedsættelse af tolden på miljøvenlige produkter. Mange miljøproblemer kunne løses ved at fremme denne handel. I fremtidige frihandelsaftaler vil vi fortsat inddrage forpligtelser til at overholde arbejdsstandarder.
Som bekendt var vores forhandlingspartnere ikke særlig meget for disse betingelser. De opfatter dem ikke som en mulighed for at forbedre standarderne, men som en måde, hvorpå de udviklede lande kan finde nye påskud til at holde deres markeder lukkede for varer og tjenesteydelser fra udviklingslande. Derfor er det vigtigt, at vi opretholder en balance på disse områder, og hvad angår disse spørgsmål, er jeg helt overbevist om, at vi skal bruge de pressionsmidler, vi har til rådighed, som incitamenter og ikke som sanktioner.
Hr. Markov og fru Mann var begge to inde på Europa-Parlamentets rolle. Jeg har altid været interesseret og engageret i snævert samarbejde med Europa-Parlamentet inden for rammerne af vores rammeaftale. Når det er muligt, delagtiggør vi Parlamentet i handelsspørgsmål. Det er grunden til, at vi har givet Parlamentet fuld adgang til forhandlingsdirektiverne for frihandelsaftalerne.
Jeg vil komme ind på noget, som hr. Papastamkos sagde. Ud over hans henvisning til vores ønske om nulafgift på en aftalt liste over miljøvenlige produkter mener og accepterer jeg, at vi må undersøge, hvordan vi skal håndtere frihjulsproblemet, hvad angår klimavenlige politikker og i forbindelse med Kyoto-protokollen. På lang sigt bliver dette et stadig vigtigere emne i debatten om klimaændringer. Jeg synes, at det er for tidligt at overveje en CO2-afgift. Efter min opfattelse er der mange praktiske og juridiske vanskeligheder forbundet med at gennemføre netop den idé. Vi må sørge for, at de klimavenlige politikker og instrumenter, som vi udvikler i fremtiden, ikke bliver protektionistiske instrumenter. Jeg anerkender imidlertid, at tiden er inde til, at vi undersøger disse spørgsmål indgående, for de bliver mere og mere relevante.
Jeg takker de medlemmer, der har talt og bidraget så positivt til denne debat. Jeg ser frem til et vedvarende og stærkt samarbejde mellem mig, mine tjenestegrene og Parlamentet.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
Skriftlig erklæring (artikel 142)
Edit Herczog (PSE), skriftlig. - (HU) Jeg lykønsker ordføreren og vil især rose min kollega Elisa Ferreiras effektive samarbejde. Europa indtager en dobbelt holdning til globalisering: På den ene side er vi udviklingslandenes mest aktive og engagerede støtter, fordi vi tror på demokrati og social og økonomisk fremgang. På den anden side bliver vi bange for udviklingslandene, så snart de udvikler sig til økonomiske konkurrenter, og vi opfatter dem som en trussel mod vores egen økonomi og vores egen velstand. Det er imidlertid urimeligt både inden for EU og i forhold til tredjelande, at den fattigere part kun kan være en partner, så længe vedkommende er fattig.
Vi må huske på, at de sociale landvindinger i Europa var bygget på et økonomisk opsving og ikke omvendt. Vi kan kun forvente, at vores partnere opnår økonomisk og social velstand, hvis vi giver dem mulighed for at blive rigere. Men det er i de udviklede lande, i Europa, at de kan blive rigere på markeder med stor købekraft. Hvis vi lukker vores markeder for dem, indskrænker vi deres vækstmuligheder.
Dette betyder ikke, at vi må opgive vores egen vækst, men ganske enkelt at vi må forstå, at vi ikke kan være mere konkurrencedygtige end alle andre på alle områder. Inden for rammerne af de aktuelle globale økonomiske betingelser er det med vores teknologiske fremskridt, miljøbevidsthed, intellektuelle varer og tjenesteydelser og innovative kompetence, vi kan udmærke os, og det er på disse ting, vi må bygge vores konkurrenceevne.
Europa må huske på, at den bedste fugleart i den globale konkurrence er gåsen: Den kan synge, svømme, løbe og flyve. Den er ikke verdensmester i nogen af disse discipliner, men den kan klare sig på alle områder. Det er et eksempel til efterfølgelse.