Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 22. maj 2007 - Strasbourg

14. Situationen i Palæstina (forhandling)

  Formanden. - Protokollen fra mødet i går er omdelt.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

(Protokollen godkendtes)

Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Palæstina.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I de seneste dage har vi kunnet konstatere en bekymrende stigning i voldsanvendelsen i Mellemøsten. De interne palæstinensiske stridigheder i Gazastriben har kostet over 50 mennesker livet.

I den seneste uge er der blevet affyret over 150 Kassam-raketter fra Gazastriben mod israelske byer. I går aftes blev en israelsk kvinde dræbt. I forbindelse med de israelske militæraktioner er mere end 30 palæstinensere blevet dræbt. Der er alvorlig fare for en yderligere eskalation af situationen. Den våbenhvile i Gazastriben, som palæstinenserne og israelerne blev enige om i november, bliver tydeligvis mere og mere skrøbelig, og den forsoning, der blev opnået med saudiarabisk hjælp i februar i Mekka, står på spil.

Aftalen fra Mekka bidrog til at bringe Hamas' islamiske eneregering til ophør. Siden den 18. marts har en ny palæstinensisk regering af national enhed haft regeringsmagten i Palæstina. Med 83 af 86 parlamentsmedlemmer, herunder alle parlamentsmedlemmerne fra Hamas og Fatah, viste et overvældende flertal regeringen tillid. Men i det internationale samfund hersker der stadig bred enighed om, at den palæstinensiske regering endnu ikke helt har bestået lakmustesten. For heller ikke denne regering opfylder kvartettens tre kriterier fuldt ud.

Til trods herfor holdt EU fast i sin humanitære støtte til palæstinenserne. Jeg understreger udtrykkeligt, at de 300 millioner euro, som EU giver, er mere end i alle de tidligere år.

For at opnå en fuldstændig normalisering af vores forhold til palæstinenserne er det fortsat kvartettens kriterier, der er gældende, hvilket indebærer en anerkendelse af staten Israels eksistensberettigelse og af den hidtidige aftale mellem Israel og PLO samt et generelt afkald på voldsanvendelse. Især i forbindelse med afkaldet på voldsanvendelse er der dog stadig betydelige mangler. Af den palæstinensiske regering forventer vi os netop nu, at der gribes effektivt ind over for beskydningen af israelsk område, og at den israelske soldat løslades.

EU har også udnyttet den mulighed, som afslutningen på Hamas' eneregering gav, til et fornyet opbrud i Mellemøsten-politikken. Udenrigsministrene har genoptaget kontakten til de regeringsmedlemmer, der anerkender kvartettens kriterier. Præsident Abbas fortjener derfor vores fulde opbakning. EU er i tæt kontakt med finansminister Fayyad og støtter ham i opbygningen af gennemsigtige institutioner og mekanismer på det finansielle område, for forbedringen af den finansielle og økonomiske situation er vores fornemste mål. Frigivelsen af de told- og skattetilbagebetalinger, der tilbageholdes af Israel, og som EU til stadighed har krævet, ville bidrage hertil.

Formandskabet har i månedsvis skubbet på for at tilvejebringe en genoptagelse af Mellemøsten-kvartetten og en større inkorporering af de arabiske partnere, som anlægger en konstruktiv linje. Efter de første vellykkede forhandlinger handler det nu især om at bevare det opnåede momentum. For os betyder dette, at vi skal lægge endnu mere arbejde i at få alle interesserede parter til at bidrage helhjertet til fredsprocessen i Mellemøsten.

De bilaterale møder mellem præsident Abbas og ministerpræsident Olmert har indtil nu ikke kastet nogen mærkbare succeser af sig. Her skal der ske noget: Adgang og bevægelighed for palæstinenserne skal forbedres betydeligt, og israelske forsikringer skal omsider omsættes i praksis. På palæstinensisk side savner jeg gennemførelsen af afkaldet på voldsanvendelse og engagement i forbindelse med frigivelsen af den israelske soldat Gilad Shalit.

Den Arabiske Liga har primært takket være det saudiarabiske engagement bekræftet fredsinitiativet fra marts 2002. Et første vellykket møde mellem Den Arabiske Liga og EU fandt sted på vores foranledning i forbindelse med det seneste rådsmøde den 14. maj. I tilknytning hertil har Den Arabiske Liga ført yderligere forhandlinger med kvartetten og med Israel. Dette engagement kan ganske vist ikke erstatte bilaterale forhandlinger mellem palæstinenserne og Israel, men fredsinitiativet kan skabe et positivt miljø for disse, selv om det vil kræve yderligere støtte fra EU. Vores formandskab bestræber sig på at få endnu et møde i stand i Mellemøsten-kvartetten inden for de nærmeste dage.

Hvor skeptiske vi end måtte være, må vi ikke - til trods for de langsomme fremskridt - forfalde til resignation. EU er i de senere måneder blevet mere bevidst om sin voksende rolle. Vi er parat til at leve op til dette øgede ansvar.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Desværre kommer debatten i dag på et meget vanskeligt tidspunkt, hvor situationen i hele regionen forværres i både Libanon, de palæstinensiske besatte områder og Israel. De tre sidste dages begivenheder i Libanon med betydelige tab af menneskeliv på meget kort tid - næste 100 døde - er en alarmerende påmindelse om, at det er nødvendigt at arbejde på en regional løsning af denne konflikt. Som bekendt er Javier Solana i Beirut i dag på dette meget vanskelige tidspunkt, og vi håber, at situationen bliver bedre.

Jeg opfordrer på det kraftigste vores venner i Libanon, fra alle partier og politiske grupperinger, til at optræde, som de har gjort det hidtil, til at opfordre til ro og til at afholde sig fra handlinger, som kunne føre til en større intern konflikt. Den nationale enhed står endnu en gang på spil.

Kommissionen bemærkede, at alle grupperinger, flertallet og oppositionen samt palæstinensiske organisationer fordømte Fatah al-Islam, og jeg håber, at alle politiske ledere fortsat vil vise deres modenhed, dvs. evnen til at forestille sig en bedre fremtid, og vil forhindre, at konflikten igen udvikler sig til en intern libanesisk kamp. Det, der er vigtigst lige nu, er at finde ud af, hvordan situationen i Tripoli kan neddæmpes, og hvordan det undgås, at der udbryder flere konflikter i andre dele af landet. Befolkningen i lejrene skal også have hjælp. Ambulancer og humanitære konvojer skal have adgang til lejrene. Vi ved alle sammen, at der i den sidste ende skal findes en regional løsning. I forbindelse med hele denne situation kan vi kun opfordre alle sider - i Libanon og i de palæstinensiske områder - til at afholde sig fra vold og undgå yderligere optrapning.

Jeg vil nu tale om de besatte palæstinensiske områder. Ligesom rådsformanden er jeg dybt bekymret over de rivaliserende gruppers sammenstød i Gazastriben i sidste uge, som førte til 55 døde og 280 skadede. Desværre ser det ud til, at Gazastriben er på grænsen til borgerkrig. De rivaliserende grupper må standse fjendtlighederne omgående og bilægge deres uenigheder inden for rammerne af den nationale samlingsregering.

Jeg beklager også genoptagelsen af Qassam-raketangrebene fra Gazastriben mod den israelske by Sderot, som i går forårsagede en israelsk kvindes død. De israelsk ledede gengældelsesangreb forårsagede dernæst 35 palæstinenseres død, så nu er den onde cirkel i gang igen. Derfor er det vigtigt, at våbenhvilen mellem Israel og palæstinenserne bliver genoprettet og udvidet til at omfatte Vestbredden.

Under mit møde for nylig med den palæstinensiske udenrigsminister, Ziad Abu Amr, drøftede vi den nationale samlingsregerings skrøbelige situation, navnlig hvad angår sikkerhed, men også budgettet. De første beslutninger truffet af regeringen synes at pege i den rigtige retning. Hr. Abu Amr nævnte, at hans regering opfatter sig som præsident Abbas' ministerråd. Denne regering har et andet program end sin forgænger, og jeg var optimistisk efter det møde. Jeg mener, at den fortjener vores klare støtte. Præsident Abbas har anmodet om al vores opbakning, og hans politiske overlevelse kan afhænge af dens succes. Jeg håber, at denne meget vanskelige voldelige situation kan afværges.

I mellemtiden står finansminister Salam Fayad, som jeg mødte efter dannelsen af regeringen, over for den enorme udfordring, som består i at genoprette de palæstinensiske offentlige finanser efter et år med institutionelt forfald og et voldsomt fald i indtægterne. Han har mirakuløst gjort store fremskridt, og de tekniske forudsætninger for at modtage direkte støtte er næsten på plads.

Som bekendt har Den Palæstinensiske Myndighed tre hovedkilder til finansiering, nemlig interne skatter, skatte- og toldindtægter på importerede varer og udenlandsk bistand. De interne skatter er svundet ind som følge af den økonomiske nedgang. Siden valget sidste år har Israel også tilbageholdt skatte- og toldindtægter på importerede varer. Det er hovedårsagen til Den Palæstinensiske Myndigheds finansielle vanskeligheder. Desuden kan udenlandsk bistand ikke overføres problemfrit på grund af USA's begrænsninger på finansielle transaktioner med Den Palæstinensiske Myndigheds regering.

Vi bidrager til at løse disse finansielle problemer på tre måder. For det første er vores midlertidige internationale mekanisme blevet en central kilde til finansiering af bidrag, brændstofudgifter og vigtige forsyninger. Siden dannelsen af den nationale samlingsregering har vi forvaltet den midlertidige internationale mekanisme i snævert samarbejde med Salam Fayads finansministerium.

Siden oprettelsen af den midlertidige internationale mekanisme i juni 2006 har vi allerede overført over 300 millioner euro gennem den. Jeg takker Parlamentet for dets støtte til, at der stilles flere budgetmidler til rådighed, så den midlertidige internationale mekanisme kan vedblive med at føre til resultater.

En anden måde, vi bidrager på, er at samarbejde med vores amerikanske partnere for at lette overførslen af udenlandsk bistand til palæstinenserne, navnlig de arabiske midler, der blev givet tilsagn om i Riyadh på det arabiske topmøde for nylig.

Sidst, men ikke mindst har vi ved utallige lejligheder opfordret Israel til at genoptage overførslen af palæstinensiske skatte- og toldindtægter. Vi bruger alle de både økonomiske og politiske instrumenter, vi har til rådighed, men denne regerings overlevelse afhænger ikke kun af os. Kun genoptagelsen af alle finansielle overførsler til Den Palæstinensiske Myndighed kan føre til en varig overvindelse af deres finansielle krise. Og palæstinenserne skal tage deres del af ansvaret og en gang for alle beslutte at indstille kamphandlingerne og fokusere på fred.

Vi mener stadig, at vi til trods for den nød, som vi er vidne til i de besatte palæstinensiske områder og i Libanon, bør udnytte en vigtig mulighed i fredsprocessen, hvis den går i stå igen, så det er meget vigtigt, at det tyske initiativ er vellykket. Det er afgørende, at Den Arabiske Liga genoptager sit fredsinitiativ. Som De ved, har der været en beslutsom diplomatisk opfølgning på højeste niveau i Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet. Jeg har selv haft flere møder med opfølgningsudvalget i Sharm el Sheikh, i Riyadh og for nylig også på mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i Bruxelles.

Generalsekretær Amr Moussa og andre har understreget, at det i dag er vigtigere end nogensinde før at bringe parterne tilbage til forhandlingsbordet, og han har anmodet os om at hjælpe med det. På den israelske side glæder det mig, at udenrigsminister Livni har været i Kairo og nu forventer et opfølgningsbesøg fra sine jordanske og egyptiske kolleger i de kommende uger. Hun har også vist vilje til at engagere sig mere end tidligere, og det tyske formandskab agter at indbyde hende til det næste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

Samtidig støtter jeg også den amerikanske udenrigsminister, Condoleeza Rices, bestræbelser på at bringe parterne sammen og begynde at drøfte palæstinensernes politiske fremtid. Jeg håber, at det kan lade sig gøre, selv om situationen ikke er den bedste for øjeblikket. Den indsats og de bestræbelser, som Jordan, Egypten, Saudi-Arabien og mange andre har gjort sig, skal også anerkendes.

Kvartetten mødes i næste uge. Jeg håber, at det møde vil matche Den Arabiske Ligas bestræbelser, hvilket kunne genskabe fremskridtene i alle dele af fredsprocessen, men jeg et også realistisk, og jeg forstår godt, at det tyske formandskab har sagt, at vi i det mindste bør fastholde situationen.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Fru formand! Vi befinder os faktisk i en meget vanskelig situation. Som repræsentanten for rådsformandskabet og kommissæren har understreget, drejer det sig om en alvorlig politisk krise med sammenstød og intern krig mellem de to fraktioner, der udgør den nationale enhedsregering, som der var så store forhåbninger til. Der er nu en økonomisk, social og humanitær krise, og tallene er overvældende: Mere end 66 % af den palæstinensiske befolkning befinder sig under fattigdomsgrænsen, mere end 50 % har ingen fødevaresikkerhed, mere end en million mennesker har ikke modtaget en stabil indtægt det seneste år, hundrede døde i de sidste tre dage i Libanon og talrige døde i Gazastriben.

Over for denne situation bør EU efter min mening komme ud af sin døs og tage et skridt i den rigtige retning.

Hvis der er noget, der er gjort godt, skal Kommissionens have credit for det, for midt i de utallige vanskeligheder yder den sit bidrag under den humanitære og sociale katastrofe i området, men jeg synes, at vi skal gå endnu længere.

Kommissæren har mindet os om, at den højtstående repræsentant, hr. Javier Solana, for øjeblikket befinder sig i regionen. Vi skal have mandsmod og styrke til at forsøge at komme fri af de retoriske erklæringer, hr. rådsformand, og gøre en indsats fra EU's side for at bidrage med en smule sund fornuft til den barbariske situation i området.

Der er tale om en ond cirkel af vold: affyring af Kassam-missiler, israelske repressalier, meddelelser om selvmordsangreb … Vi står over for en fuldstændig selvmorderisk voldsspiral.

Vi skal forsøge at skaffe lidt orden og have tiltro til den højtstående repræsentants indsats, vi skal mobilisere EU's diplomati mest muligt og fra Kommissionens side støtte al det humanitære og økonomiske bistandsarbejde, der foregår.

Jeg vil gerne nævne en meget central ting for rådsformanden, nemlig at Kvartetten med henblik på at genoptage den direkte støtte til Den Nationale Palæstinensiske Myndighed understregede, at regeringens sammensætning ikke var det eneste afgørende, men at de handlinger, som regeringen udførte, også var det.

Kan rådsformandskabet komme med en vurdering af denne oplysning og forklare os, hvordan vi kan komme ud af denne onde cirkel med had, vold og ødelæggelse?

  Pasqualina Napoletano, for PSE-Gruppen. - (IT) Fru formand, hr. Gloser, fru Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Død og vold er vendt tilbage til Gaza, Libanon og Israel. Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet understreger behovet for en dybtgående ændring af EU's politik i Mellemøsten med fuld genoptagelse af den økonomiske hjælp til de palæstinensiske institutioner og det palæstinensiske folk.

De seneste dages konflikter er et produkt af forbitrelsen og dødvandet i den politiske situation, og de viser og bekræfter samtidig, at Israel ikke vil basere sin egen sikkerhed på Palæstinas og palæstinensernes død. De europæiske demokratiers dobbelte standarder over for den nationale enhedsregering må høre op, for denne regerings politiske kontinuitet er det eneste håb for at genvinde kontrol over situationen.

Beslutningen om at indstille den økonomiske støtte til institutionerne virker imidlertid endnu mere absurd efter dannelsen af den nationale enhedsregering. Det forhold, at Rådet og Kommissionen har besluttet ikke at mødes med repræsentanter for Hamas og de uafhængige bidrager ikke til dette udøvende organs stabilitet, som i øjeblikket er det palæstinensiske folks eneste mulighed for at udtrykke sig politisk.

Mekka-aftalen er, selv om den ikke er en ukritisk gentagelse af kvartettens fire punkter, helt klart et skridt i den rigtige retning i form af gensidig anerkendelse og indstilling af volden. På dette grundlag må vi arbejde for at sikre, at situationen udvikler sig i en positiv retning. En anden grund er, som kommissæren påpegede, at Abu Amr, udenrigsministeren, som besøgte os i Bruxelles for to uger siden, gav os masser af forsikringer om dette aspekt.

Vi tilslutter os sorgen over og fordømmelsen af affyringen af missiler mod Sderot, og at mennesker blev dræbt og såret i byen, men samtidig opfordrer vi de palæstinensiske og israelske myndigheder til at indstille den uforholdsmæssige, overdrevne og ulovlige gengældelse mod palæstinensiske politiske og civile personer. En pervers dynamik er sat i gang igen, og vi europæere må forsøge at hjælpe med at standse den.

Jeg vil gerne minde om, at de 78 mennesker, som døde i løbet af få dage i Libanon, taler deres klare sprog om en anden forgiftet frugt i den uløste arabisk-israelske konflikt, nemlig den kendsgerning, at der kan udbryde åben konflikt i Libanon igen med de 400.000 palæstinensiske flygtninge, der lever i landet. Vi har allerede oplevet det mareridt en gang, så lad os forsøge at undgå det, ligesom vi sidste år i juli satte en stopper for krigen og Israels aggression over for Libanon.

  Chris Davies, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Rådsformanden sagde, at den nye samlingsregering i Palæstina ikke ligefrem havde klaret lakmusprøven. Men israelerne er heller ikke ligefrem holdt op med at bygge deres sikkerhedsmur og stjæle palæstinensisk jord og vand. Israelerne har ikke ligefrem løsladt de 10.000 fanger, hvoraf mange tilbageholdes uden anklage eller retssag. Israelerne er ikke ligefrem holdt op med at have kontrolposter - 589 ifølge Kommissionens seneste tal - som påfører palæstinenserne en økonomisk embargo. Israelerne har ikke ligefrem betalt de penge tilbage - der efterhånden må beløbe sig til ca. 1 milliard euro - som de har tilbageholdt fra palæstinensernes egne indtægter i løbet af det seneste år. De har ikke ligefrem standset delingen og adskillelsen ved hjælp af identitetskort, som min egen partileder, Paddy Ashdown - vores tidligere repræsentant i Bosnien-Hercegovina - så sent som i lørdags betegnede som racisme forklædt som administration.

Jeg siger disse ting til rådsformanden, fordi vi bliver betragtet som et EU, der har dobbelte standarder: Indtrykket er, at vi ignorerer alle israelske ulovligheder, men forventer, at palæstinenserne opfører sig som engle. Når kommissæren siger, at vi bruger alle de instrumenter, vi har til rådighed, for at få israelerne til at overholde internationale aftaler og loven, mener jeg ikke, at det kan være rigtigt. Der er mange midler til vores rådighed, som vi ikke engang forsøger at benytte os af.

Hvad skal den palæstinensiske samlingsregering så gøre nu? For bare to uger siden hørte vores delegation premierminister Haniyeh overbevise os på en måde, der tilfredsstillede os alle, om, ikke bare at samlingsregeringen var indstillet på at overholde kvartettens tre principper, og mene, at den gjorde det, men også, at den til enhver tid vil mødes med medlemmer af kvartetten uden forbehold og forhåndsbetingelser for at forsøge at overvinde disse vanskeligheder. Jeg opfordrer på det kraftigste rådsformanden til at tage imod det tilbud.

Bemærk også bemærkningerne så sent som i går fra den norske udenrigsminister, da han spurgte, hvad der ville ske, hvis vi ikke støtter denne regering. Der vil bare blive kaos og krise, hvis vi ikke giver den vores støtte.

Derfor var det positive ved Deres tale, hr. rådsformand, at De ønsker et hastemøde for at gennemgå situationen endnu en gang. Det er et positivt fremskridt. Alt, hvad jeg kan sige, er, at vi ofte har beskyldt palæstinenserne for at forspilde chancerne, og vi ofte har beskyldt israelerne for at forspilde chancerne. Dette er en chance, som vi ikke selv må forspilde.

  Ryszard Czarnecki, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand, hr. kommissær, hr. Gloser, mine damer og herrer! Situationen i Mellemøsten er en vigtig og vedvarende udfordring ikke bare for landene i regionen, men også for omverdenen. Vi advarer mod en partisk og følelsesladet tilgang mod denne årtier gamle konflikt. Trods alle forsimplingerne og forsøget på at komme med lette vurderinger på grundlag af klip i TV-nyhederne er dette ikke nogen sort eller hvid situation. Det er muligvis på mode i visse kredse at stemple Israel som aggressor og undertrykker, men denne opfattelse er forkert og usund.

De udbredte radikale holdninger og stemmerne for radikale grupper i stil med Hamas viser, at der næsten ikke er mulighed for dialog i dette område. En anden stor vanskelighed, som ikke bliver nævnt så tit, er den dybe splittelse og den bitre kamp, som fører til væbnede konflikter inden for den palæstinensiske politiske klasse og det palæstinensiske samfund.

Visse eksperter har henledt opmærksomheden på den palæstinensiske myndigheds uddannelsessystem. Deltagerne i den konference, som hr. Van Orden organiserede i Europa-Parlamentet i sidste uge, fortæller, at systemet styrker negative og antagonistiske stereotyper i forbindelse med Jihad, den hellige krig, og strukturel modstand mod Israel og ligefrem had mod dette land. Af hensyn til objektiviteten skal det siges, at siden Hamas vandt valget i de palæstinensiske områer, har Israel gennemført en temmelig kontroversiel plan, hvor man nægter at overføre palæstinensiske skatteindtægter til den palæstinensiske selvstyremyndighed. Dette må have alvorlig indflydelse på relationerne mellem Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed. EU bør reagere realistisk og rationelt. Det må ikke optræde som en nærsynet rar onkel, som uddeler store beløb i lommepenge uden at holde øje med, hvordan de bliver brugt. EU må heller ikke blive gidsel for nogen af parterne i konflikten.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg må sige, at jeg stadig er noget chokeret over rådsformandens udtalelser. Jeg forstår ikke, hvordan han kan sige, at den nye samlingsregering ikke opfylder kvartettens kriterier. Vores delegation er netop vendt hjem fra regionen, og vi var alle sammen enige om, at den havde opfyldt dem.

Der er stadig nogle Qassam-raketter, som selvfølgelig skal fordømmes. Men mener De virkelig, at EU ved at nægte at samarbejde fuldt ud med regeringen hjælper med at få det under kontrol? Mener De virkelig, at dette ikke har noget at gøre med Israels økonomiske og politiske kvælertag på Gaza?

De nævnte tilbageholdelsen af den israelske soldat Gilad Shalit - og hans skal naturligvis løslades - men De nævnte ikke de 41 medlemmer af Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, som Israel stadig tilbageholder, og De nævnte heller ikke Israels tilbageholdelse af 10.000 palæstinensiske politiske fanger uden retssag. Lad os få lidt balance i denne debat.

Ved at nægte fuldt ud at anerkende den nye samlingsregering og ved at kanalisere bistand via en midlertidig international mekanisme i stedet for via Den Palæstinensiske Myndighed undergraver EU aktivt Palæstinas demokratiske institutioners myndighed og administration. Og hvad værre er, opmuntrer vores holdning faktisk de elementer både i og uden for Palæstina, som ønsker, at denne regering bliver en fiasko. Hver dag, der går, hvor vi nægter at samarbejde fuldt ud med denne regering, er endnu en dag, hvor ekstremisterne kan sige: "Se, demokratiet fungerer ikke. Vi gjorde alt, hvad det internationale samfund forlangte - demokratiske valg, en ny samlingsregering, opfyldelse af kvartettens krav - og vi er stadig udsat for en politisk og økonomisk boykot. Hvorfor i alverden bidrager vi så til at skabe en demokratisk valgt regering, som gør sit bedste for at fastholde freden?"

Er det virkelig det, vi ønsker? De må ikke tro, at alternativet bliver en lidt anden regering, hvis farver passer os lidt bedre. Alternativet bliver hidtil uset kaos og vold, hele regionen bliver destabiliseret, og ekstremismen vil brede sig endnu mere i Mellemøsten.

For når Rådet indtager en afventende holdning for at finde ud af, hvordan den nye regering klarer sig, bringes det resultat, som Rådet selv ønsker, for hver dag, der går, i stadig større fare. Der er en meget stor fare for, at vi om et par år ser tilbage på dette tidspunkt og tænker: "Hvorfor i alverden støttede vi ikke demokrati i Palæstina, da vi havde chancen for det?"

Derfor anmoder jeg Rådet om igen at fortælle os, hvad den palæstinensiske regering skal gøre, og jeg spørger Kommissionen, hvornår den suspenderer associeringsaftalen mellem EU og Israel.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær! EU er ikke uden andel i de forfærdelige begivenheder, der finder sted i Palæstina i dag. Det skyldes, at EU ikke handlede beslutsomt på det rigtige tidspunkt og i den rigtige retning.

For 20 dage siden var Parlamentets delegation for vores relationer med det palæstinensiske lovgivende råd på officielt besøg i Palæstina. Vores besøg fandt sted på et historisk tidspunkt i Palæstina, efter at en ny regering var indsat, som var resultatet af frie og demokratiske valg, en regering som, selv om den havde støtte fra 60 % af vælgerne, da den blev udfordret af USA og EU ikke tøvede med at dele magten med andre politiske kræfter for at danne en national enhedsregering under den ubestridte leder af den palæstinensiske selvstyreenhed, Abu Mazen, i fuld overensstemmelse med kravene fra Den Arabiske Ligas råd.

Det var derfor over for denne regering, som repræsenterer hele det palæstinensiske folk, at Parlamentets delegation klart fremførte vigtige spørgsmål i forbindelse med spørgsmålet om fred i Mellemøsten, og som mine ærede venner har sagt, fik vi klare svar.

De fortalte os, at de anerkender Israels ret til at eksistere inden for grænserne fra 1967. Det eneste, Israel skal gøre, er at anerkende vores ret til at skabe vores egen stat ved siden af Israel.

De afviser vold. De anerkender alle de aftaler, der er indgået mellem Israel og PLO. Deres øjeblikkelige prioriteter omfatter frigivelse af hr. Johnston. De arbejder på at få Saleet frigivet i forbindelse med en udveksling af fanger.

Det fortalte os imidlertid, at de har brug for vores hjælp for at kunne nå deres mål. Den politiske og økonomiske embargo må fjernes øjeblikkeligt.

Derfor vil jeg gerne slutte med en opfordring til Israel og en opfordring til palæstinenserne:

- Israel bør holde op med at rette missiler mod sine fjender og løslade alle palæstinensernes valgte repræsentanter;

- palæstinenserne bør holde op med at foretage raketangreb mod israelsk territorium.

Jeg opfordrer også Rådet og Kommissionen til straks at anerkende præsident Abbas' nye demokratisk valgte nationale enhedsregering og straks at ophøre med sin politik med selektive henvendelser til visse medlemmer af denne regering. Stop den politiske og økonomiske embargo øjeblikkeligt. Involver Dem dynamisk i en kreativ dialog med hele den nationale enhedsregering. Støt denne regering, så den kan forhandle for fred. Ellers følger kaos, og EU må bære sin del af ansvaret for det.

  Paul Marie Coûteaux, for IND/DEM-Gruppen. - (FR) Fru formand! Situationen i Palæstina bekræfter desværre det, suverænitetstilhængerne har sagt i årevis om krisen i Mellemøsten, nemlig, at det ville være forkert at tro, at nøglen til at forstå denne krise blot er konfrontationen mellem palæstinere og israelere og naturligvis endnu mindre mellem muslimer og jøder.

Den egentlige splittelse, som i øvrigt bliver større og større, modstiller på den ene side tilhængerne af forsoning, som flere israelske statsmænd har været eksempler på - her kan jeg ikke lade være med at nævne den glorværdige Yitzhak Rabin - men også palæstinensiske statsmænd som Yassir Arafat og Mahmoud Abbas, og på den anden side fanatikerne, såvel de muslimske fanatikere som de fanatiske tilhængere af et Storisrael, hvis medviden nu står fuldstændig klart, eftersom man ved, at der er palæstinensiske ekstremistbevægelser, som har været bakket op og endda finansieret af visse radikale israelere.

Der er altså to lejre. På den ene side er der dem, der ønsker en politisk løsning, og i sidste ende fred, og på den anden side dem, der ønsker en konfrontation, had og krig uden ende. Ulykkeligvis er det sådan, at USA på trods af fagre ord spiller høgenes spil, nemlig de israelske ekstremisters og de muslimske fundamentalisters spil, mens Europa, jeg mener de vigtigste europæiske stater, forbliver tavse. Den eneste bare en lille smule samlede europæiske udtalelse er Venedig-erklæringen fra juni 1980, hvor europæerne udtalte sig for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Vores splittelser brød imidlertid frem igen for fuld styrke, og siden har Europa igen kun kunnet tale med én stemme, når det ikke havde noget at sige.

Nuvel, det er tid til at sætte EU-staternes suverænitet fri, således at de igen frit kan spille deres spil i denne del af verden, hvor en god del af deres fremtid udspiller sig.

  Philip Claeys, for ITS-Gruppen. - (NL) Fru formand! Den, som har fulgt begivenhederne i Mellemøsten fra de tidligste tider, kan kun være pessimistisk. I onsdags i sidste uge havde jeg den ære under Formandskonferencen i Parlamentet at overvære en samtale med Amr Moussa, generalsekretær i Den Arabiske Liga, og Den Palæstinensiske Myndigheds udenrigsminister. Her blev det klart for mig, at de virkelig er villige til at arbejde på en fredsplan for regionen, men at der stadig er en række - om jeg så må sige - strukturelle problemer.

Hamas, det vigtigste palæstinensiske regeringsparti, nægter stadig udtrykkeligt at anerkende Israel og nægter stadig at afstå fra og fordømme vold. Det er fuldstændig uklart, hvordan fredssamtaler kan blive vellykkede under disse omstændigheder.

I de forløbne dage er volden mellem de forskellige palæstinensiske lejre for øvrigt også blusset op, endda med et forhindret bombeattentat mod præsident Mahmoud Abbas. For mig er der ingen tvivl om, at Israel har ret til at forsvare sig mod vold og terror, også med militære midler. Israel bør dog advares mod aktioner rettet mod palæstinensiske parlamentsmedlemmer og i særdeleshed mod den palæstinensiske premierminister, selv om nogle har givet udtryk for, at det er den vej, man skal gå. Hermed ville en farlig grænse blive overskredet, hvilket ville føre til en endnu større eskalering af volden.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! Elendigheden og lidelserne i Palæstina er virkelig forfærdelige, og selv om det, at de overvejende er selvforskyldte, ikke mindsker virkningerne, undergraver det dem, der altid vil beskylde Israel for enhver tragedie i regionen. De sædvanlige mistænkte ved denne debat, f.eks. hr. Davies og fru Lucas, har naturligvis luftet deres kæpheste i dag og gjort deres fordomsfulde bedste for uden grund at give Israel hele skylden. Det, vi er vidne til, er en veritabel borgerkrig i Palæstina mellem Fatah og Hamas, og Hamas' specielt aggressive handlinger viser os, at jagten på demokrati og et demokratisk mandat ikke har tæmmet eller dæmpet deres fastholdelse af terror. Det er denne umindskede fastholdelse af terror, der gør Hamas så uegnet til at regere. På samme måde retfærdiggør deres fortsatte aggression mod Israel med deres vedvarende raketangreb fuldt ud Tel Avivs forsvarshandlinger.

Jeg frygter, at så længe Fatah og Hamas kan kapre både våben og stemmer, vil demokratiet og den fred, som det kan skabe, ikke sejre i denne betrængte og fejlslagne enhed, som Gazastriben er. Ethvert internationalt initiativ, som ikke fører til, at våbnene fjernes fra begge sider i Palæstina, vil slå fejl.

  Edward McMillan-Scott (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Vi drøfter endnu en gang den tragiske situation i Palæstina. Lad mig indlede med at sige, at vi alle sammen fordømmer terrorisme, uanset hvor den forekommer. Jeg kan fortælle, at de selvmordsbombere, der angreb London for et par år siden, alle sammen kom fra min valgkreds. Men de var inspireret af begivenheder i Mellemøsten - af Irak og af Palæstina - og derfor er det på sin plads, at vi ikke kun behandler begivenhederne i Mellemøsten set ud fra et synspunkt om, at de rammer befolkningen der, men også, at de rammer befolkningen i vores egne områder.

Jeg plejede at sige, at Israel var det eneste demokrati i Mellemøsten. Men for to år siden ledede jeg vores delegation i forbindelse med valget af præsident Abbas, som det internationale samfund gik stærkt ind for. Men da han var her for nogle få måneder siden, sagde han, at hvis det internationale samfund ikke ville støtte ham, ville der blive kaos og borgerkrig i hans land.

Sidste år ledede jeg valgobservatørmissionen i forbindelse med parlamentsvalget i Palæstina, og så vendte EU resultatet ryggen. Vi synes at være lammet af køreplanen. Efter min opfattelse er situationen nu nået til et punkt, hvor EU ganske enkelt må ændre strategi. Palæstina bryder sammen økonomisk, politisk og socialt. Vi risikerer at få et nyt Algeriet, hvor følgen var 200.000 døde, da Vesten vendte resultatet af valget i 1992 ryggen.

Jeg mener, at tiden er inde til, at EU, hvis det ikke kan anerkende den nationale samlingsregering, i det mindste samarbejder på mange planer med regeringen på de betingelser, der er fastsat i det beslutningsforslag, som nogle af os drøftede i sidste uge. For det andet er det på høje tid, at Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg får en arbejdsgruppe - ikke bare om FN, Balkanlandene eller de fem eksterne finansieringsinstrumenter. Lad os få en arbejdsgruppe om Mellemøsten.

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Fru formand! Lad os forestille os en by, som med jævne mellemrum ligger hen i mørke. Lad os forestille os en by uden politi. Lad os forestille os funktionærer, som ikke har fået løn i halvandet år. Hospitaler uden medicin, skoler uden udstyr. En lukket by, overladt til sig selv, uden en fungerende administration. Og lad os forestille os, at både penge og våben cirkulerer i byen. Lad os huske på, hvordan en nat uden elektricitet i New York medførte plyndringer og forbrydelser i verdens største demokrati ... Så hvad kan vi forvente os i dag i Palæstina?

Vores uansvarlige politik har ført til, at de administrationer, vi havde etableret, smuldrer, at den siddende magt svækkes, at fattigdommen breder sig, at sygdomme, som var forsvundet, dukker op igen - selv Verdensbanken er enig med mig i dette - og det på trods af Kommissionens prisværdige bestræbelser. I dag er vi trådt elendigheden et skridt nærmere, for nu slår palæstinerne også hinanden ihjel! Men scenariet var forudsigeligt. I stedet for at søge enhed i de to store palæstinensiske fraktioner, legitimeret ved uanfægtede valg, i stedet for fra starten at satse på deres enhed, har vi besluttet at satse på sanktioner, som har splittet dem.

Selv om præsident Abbas med livet som indsats forsøgte og satte alt på et bræt ved at fremtvinge en ny national enhedsregering, baseret på en politisk platform, der var inspireret af kvartettens principper, og som respekterede de tidligere indgåede fredsforpligtelser, lagde vi afventende armene over kors. Vi var ikke i stand til at udnytte denne opklaring og de håb, der blev vakt i Mekka.

I dag erklærer Javier Solana, som er taget på mission i området, med rette: "Vi skal støtte den palæstinensiske enhed". Men det gør vi ikke ved at sende penge og våben til en af de to parter! Der er kun én vej, og det ved De godt alle sammen, nemlig den politiske. Derfor siger jeg sammen med nogle af mine kolleger, vi skal hurtigst muligt anerkende den nationale enhedsregering! Vi skal grundfæste dens autoritet, vi skal hjælpe den med at grundfæste sin autoritet og sikre befolkningens beståen.

Som man sår, så høster man, og det er jeg ikke den første, der har sagt. Men hvis vi endnu en gang nægter at forhandle med de moderate islamister, får vi udelukkende fundamentalisterne og ekstremisterne på halsen, og så er det ikke kun i Palæstina, vi kommer til at høre fra dem!

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Fru formand! Situationen er virkelig tragisk. Radikale Hamas-grupperinger beskyder dagligt Sderot med Qassam-raketter. Disse raketangreb er ikke noget tilfælde, de er snarere det i mellemtiden femte brud på våbenstilstanden.

Igen ser man forsøg på at aflede opmærksomheden fra de interne kampe mellem palæstinenserne selv, altså mellem Hamas og Fatah. Det har kostet 55 palæstinensiske ofre i disse kampe, døde for palæstinensisk hånd. Nu synes tiden at være kommet til igen at rette opmærksomheden mod den fælles fjende Israel. Og hvordan reagerer Israel? Med hård hånd. Den israelske regering, som opnår en tilslutningsrate på ca. 3 %, gør Hamas en tjeneste og forsøger militært at lukke for kilden til angreb. Der har igen været civile palæstinensiske ofre, som vi beklager. Igen har Hamas vundet tid og kan udskyde nødvendige politiske indrømmelser. Igen synes vi som lammede. For der har jo været indrømmelser i Mekka. De var ikke tilstrækkelige, ingen tvivl om det, men trods Mekkas svagheder var disse indrømmelser et vigtigt skridt i retning af fred. Fundamentet for denne aftale er nu ødelagt på grund af fornyet vold.

Jeg synes derfor, at det indtil videre er vigtigt og rigtigt, at EU presser på, for at kvartettens fuldstændige betingelser og aftalerne fra Mekka overholdes, før det genoptager sine betalinger til enhedsregeringen. Det står ikke i modsætning til hr. McMillan-Scotts krav om at søge et pragmatisk, omfattende samarbejde dér, hvor det rent faktisk er til fordel for befolkningens trivsel.

Alligevel bør vi ikke aflevere dette vigtige instrument for tidligt. Jeg opmuntrer Rådet og Kommissionen samt Den Arabiske Liga til at opnå fremskridt i deres bestræbelser, og jeg ville i høj grad ønske, at det hurtigst muligt giver resultat.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Fru formand, hr. Gloser, hr. kommissær! Det lykkedes EU at bevare sin troværdighed på topmødet i Samara for nylig. Hr. Barroso, formand for Kommissionen, og fru Merkel, formand for Rådet, tøvede ikke med at komme med rammende og ligefremme kommentager til den uretfærdige behandling af Polen, en EU-medlemsstat, i kødsagen. Hr. Barroso og fru Merkel kommenterede også i samme ånd menneskerettighedssituationen i Rusland.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor EU ikke går videre og fremhæver palæstinensernes skæbne i Israel eller Cyperns skæbne, som har været under tyrkisk besættelse siden 1974. Der sker fortsat store uretfærdigheder på EU's dørtrin her i det 21. århundrede, og vi gør fortsat for lidt for at bidrage til at afhjælpe dem.

Døde folk ikke i Palæstina før staten Israel blev oprettet? Hvor meget længere vil den israelske besættelseshær blive i de palæstinensiske områder? Har palæstinenserne ikke ret til deres egen stat? Det jødiske folk blev nægtet deres egen stat i så lang tid - hvordan kan de fratage andre den ret? Palæstinensernes svar på den fortsatte besættelse er at affyre angreb mod Israel. I forhold til de israelske styrkers handlinger er palæstinensernes handlinger amatøragtige.

Det bør være op til Israel at tage det første skridt til at lette oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det ville være første skridt til at mindske volden i regionen og fremme sameksistensen.

Det er EU's pligt at forsvare friheden i verden, især nu, hvor USA har opgivet denne rolle og valgt Israels side. Måske ville begivenhederne den 11. september ikke have fundet sted, hvis USA havde opretholdt sin tidligere rolle som upartisk vogter af lov og retfærdighed i hele verden.

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Efter Hamas' valgsejr sagde jeg under vores sidste forhandling her: Aldrig mere må Europa tillade, at der stilles spørgsmålstegn ved Israels eksistens. Så meget desto mere forfærdet og trist er jeg kommet tilbage fra rejsen gennem Palæstina. Dvs. at jeg ville besøge Palæstina, men det var ikke til at finde. Hvad jeg fandt, var et militært bagland - sønderlemmet, sønderdelt, familier, der er adskilt fra andre familiemedlemmer, folk, der er adskilt fra deres arbejdsplads, byer fra vand og bosættelser fra frugtbart land.

Jeg kan kun bevidne én ting: Ingen kan leve under disse omstændigheder. Besættelsesregimet under den israelske regering tjener ikke landets sikkerhed, det bringer landet i fare. Det forvandler Palæstina til et arnested for fortvivlelse, had og vold. Situationen er blevet værre, ja, den vil blive endnu værre, og det kan og må ikke undre nogen.

Det er altid svært at analysere militære foranstaltninger som politiker. Men én ting vil jeg gerne sige til Dem - som grundlæggende overbevisning efter denne rejse: Dette besættelsesregime tjener også andre formål! Formålet er tydeligt og unægteligt især at beskytte ulovlige bosættelser og deres forbindelser med hinanden. Formålet er at besætte vandressourcerne i landet. Det udgør også et system for erhvervelse af land og for udvidelse af de israelske grænser. Det kan ikke føre til fred!

Jeg har sagt, at ingen længere må sætte spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere - trods al kritik og trods alt, hvad vi skal forlange af Israel for freden. Derfor vil jeg sige i dag, hvad der skal forlanges, nemlig at dette besættelsesregime skal opgives, og at der skal bidrages til en levedygtig palæstinensisk stat.

  Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Der dør fortsat palæstinensere, og så mange er allerede døde; igen bliver de straffet kollektivt. Hærens svar gælder en gruppe af terrorister, som bestemt bør konfronteres, men endnu en gang er det det palæstinensiske folk, der må betale.

Det er vores pligt og vores ansvar at indse vores fiasko som internationale samfund, politiske partier og bevægelser. Efter 40 år varer den israelske militære besættelse ved, og muren stjæler stadig vand og land fra den fremtidige palæstinensiske stat. Den tragedie, der udspiller sig, er blevet forudsagt mange gange.

Siden 1980 har vi talt om to folk og to stater. Den ene stat eksisterer, men det gør den anden ikke. Det palæstinensiske folk berøves sin frihed, det ydmyges og udnyttes, og det bliver taget som gidsel af ekstremistiske grupper, som også har taget lederne som gidsel. Det er ikke nok! Det er virkelig ikke nok at love, at vi vil give mere økonomisk støtte. Løsningen er en politisk løsning: Stop den militære besættelse og udvidelsen af bosættelserne, anerkend den palæstinensiske enhedsregering og arbejd på at opnå palæstinensisk enhed og ikke splittelse.

Vi må vise, at EU tror på international ret og siger det til Israel, som fortsætter med at overtræde den. Landet mister virkelig dag for dag selve sin moral, som David Grossman udtrykker det. Vi må handle hurtigt! Handle hurtigt, fordi palæstinenserne og israelerne og libaneserne betaler prisen for vores manglende evne og vores dobbelte standarder. Vi bør anerkende regeringen og måske også indsætte en international FN-styrke i Gaza og på Vestbredden. Det er afgørende efter min mening.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Fru formand! Vi lever stadig med konsekvenserne af en fejl, som blev begået i 1947. Hvis ikke der var sket en ensidig anerkendelse af Israel, og hvis staten Palæstina var blevet anerkendt den gang, så kunne en masse blodsudgydelser være undgået. Et statistisk kontor har beregnet, at alt det blod, der er udgydt i området, kunne have reddet en million børn med blodtransfusioner.

Alle tragedierne med tvillingetårnene, i London, i Madrid og andre steder er resultatet af denne politik i 1947, som vi fortsætter i dag. Der er ingen grund til at gå i uendelige detaljer. Vil vi have styrken i morgen til at anerkende staten Palæstina? Det ville være en form for fremskridt.

Vi fløjter kampen af, når det står 90-10. Hvis dommeren fløjter kampen af, når det står 50-50, forlader han banen med oprejst pande. Hvis han blæser kampen af, når det står 60-40, er kampen slut, men hvis han blæser den af, når det står 90-10, bryder helvede løs på tilskuerrækkerne og på banen.

Derfor er vi ansvarlige for dette helvede, for vi blæste kampen af, da det stod 90-10. Verden er ved at gå i hundene, og vi hører henvisninger til Irans atomvåben i Europa-Parlamentet hver dag. Ingen har nogensinde talt om Israels atomvåben, og det er forkert. Hvis vi vil være retfærdige, hvis vi vil tro på vores borgere og ønsker, at de skal stole på os, så må vi forvalte retfærdigheden, og der kan kun være retfærdighed, hvis staten Palæstina anerkendes.

  Jean-Claude Martinez (ITS). - (FR) Fru formand, fru kommissær! Berlinmuren kunne falde, det sovjetiske imperium kan godt tilhøre fortiden, verden er blevet globaliseret, men der er i det mindste én ting, som ikke kan ændres på, et sted, hvor historien er standset op, og det er Palæstina, dette Palæstina, som bliver et sort hul i menneskehedens historie. Det er Gaza, lejrene, raketterne, intifadaerne, attentaterne, én jord til to folk og en krig, som allerede har varet i 60 år. Hvad mere er, det er et skred af myter, med esplanader, grave, patriarker, templer moskéer, monoteisme og kynisme, en kynisme, som for øvrigt er fælles for de hårde drenge på begge sider, på den israelske side er det teknologi, styrke, eliminering af Arafat og Fatah, økonomisk kvælertag, fangerne, kort sagt alt, men i hvert fald ikke forhandlinger, Iran snarere end Irak og shiisme snarere end Baath-isme, og på den palæstinensiske side har de hårde drenge naturligvis et langfristet demografisk projekt foran sig.

I mellemtiden er der allerede ofret tre generationer, og hvad gør vi? Ja, vi kommer med erklæringer, aflægger besøg og foretager humanitære rejser - er det ikke sandt, hr. Solana? Det er det! Denne konflikt er imidlertidig en fjern aflægger af de europæiske konflikter fra 1914-1918 og 1939-1945, og vi gør ikke det, der kræves, vi er de rene farisæere. Vi ved trods alt godt, at vi skal gå længere end til uopsættelige møder, at vi skal standse embargoerne, at vi skal give noget af os selv, at vi har brug for en europæisk Camp David med alle parter samlet, både Israel, Palæstina og dets enhedsregering, men også Syrien, også Iran og også Libanon, og vi ved også, at vi skal tale højt om retten, om de to rettigheder, helt sikkert om Staten Israels ret til at bestå, men også den palæstinensiske stats ret til at eksistere og blive anerkendt.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Den seneste nedadgående spiral af gensidigt ødelæggende vold mellem væbnede verdslige Fatah- og islamiske Hamas-militser i Gazastriben er meget foruroligende, fordi vi nu ser følgerne af et svækket israelsk lederskab efter Libanon-krigen og en svækket palæstinensisk præsident Abbas, som må forholde sig til de religiøse fundamentalister i Hamas, der vandt valget sidste år. Hamas' medlemmer af samlingsregeringen er tydeligvis ikke i stand til at løsrive sig fra deres uforsonlige holdninger baseret på teokratiske, obskurante synspunkter om, at Staten Israel aldrig kan anerkendes entydigt, at terrorvold er berettiget, og at de ikke er bundet af tidligere aftaler undertegnet af præsident Arafat.

Det står altså klart, at Den Palæstinensiske Myndigheds samlingsregering ikke opfylder kvartettens kriterier, og EU kan ikke ophæve fordømmelsen af Hamas som en terrororganisation eller finansiere Den Palæstinensiske Myndighed direkte for øjeblikket, men må i stedet for benytte den midlertidige internationale mekanisme til at levere humanitær bistand, som nu beløber sig til over 500 millioner euro årligt og faktisk er steget i løbet af de seneste tre år. Der er en stigende erkendelse blandt araberne af, at en forhandlet løsning er at foretrække, hvilket fremgik af de seneste forslag fra Den Arabiske Liga. Israelerne anerkender alle sammen den skade, som den fortsatte vold efter den seneste byge af over 100 Qassam-missiler affyret af Hamas mod civile områder har forvoldt på Israels økonomi og samfund. Faktisk var der et tab af menneskeliv i sidste uge, som efter min mening udgør en krigsforbrydelse i henhold til folkeretten.

Det lader til, at det kun er ekstremisterne, der er bange for fred. Uanset årsagerne til konflikten i Mellemøsten, er der en stigende erkendelse blandt de arabiske stater af, at Israel er kommet for at blive, mens jøderne rundt omkring i verden kan se, at Israels langsigtede sikkerhed er bedst tjent med anerkendelse af det palæstinensiske folks legitime ønske om også at få deres egen sikre stat.

Men Den Palæstinensiske Myndighed må først være i stand til at sikre lov og orden i dens område, og det er den aldeles ikke for øjeblikket. Løsladelsen af BBC-journalisten Alan Johnston og den bortførte korporal Shalit ville være en god begyndelse og skabe et klima, der kunne bidrage til at genoptage den vigtige køreplan for fredsforhandlingerne.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først sige undskyld, fordi jeg går lige efter min tale, da jeg skal lede et møde. Jeg ved, at det er uhøfligt, men jeg beder Dem undskylde mig.

Israels ret til at beskytte sig mod Kassam-raketterne er naturligvis hævet over enhver tvivl. Disse raketbeskydninger af civile faciliteter og personer er en forbrydelse. De provokerer Israel, men de provokerer naturligvis også den regering, som er ved magten i Palæstina for nærværende. Det er nærmest hovedmålet. Og hvad gør EU?

Jeg er ked af at sige, hr. Gloser, at det svar, De har givet, naturligvis på vegne af rådsformandskabet, er fuldstændig utilfredsstillende. Det er lige så utilfredsstillende som under den sidste forhandling.

Vi gør ikke noget for at styrke de kræfter, der som de eneste ville have mulighed for at tage affære over for terroristerne. Vi vil ikke ændre noget med vores erklæringer. Heller ikke Israels militære modangreb vil desværre ændre noget - selv om de måtte være berettiget i det enkelte tilfælde - hvis EU ikke giver denne regering en chance. Jeg taler om regeringen, for det er kynisk at afgøre hos de enkelte ministre, hvem af dem man træffer, og hvem af dem man ikke træffer. Jeg nævnte allerede sidste gang, at rådsformanden ganske vist mødes med den israelske udenrigsminister, men så samtidig siger til Palæstinas udenrigsminister, at hun ikke mødes med nogen udenrigsminister. Det er ikke nogen virkelig produktiv holdning.

Jeg vil ikke bringe kommissæren for eksterne forbindelser i vanskeligheder, men hun har trods alt talt om at støtte regeringen, ikke enkelte ministre. Og når begge siger, at de må støtte hr. Abbas, gør de det netop ikke, hvis de ikke støtter hans regering og ikke giver den mulighed for at arbejde mod terrorisme og terrorister.

Det er problemet. Hvis Europa ikke bekender sig til det, vil det ikke nytte noget med alle disse samtaler, fordi freden kun kan skabes indefra. Der vil kun blive fred, hvis der er stærke kræfter i Palæstina, som kan sætte sig igennem, fordi de får politisk, moralsk eller økonomisk støtte fra EU mod terroristerne. Det hjælper Palæstina, og det hjælper Israel. Hvis De ønsker at hjælpe Israel - det skal siges endnu en gang - er De nødt til at give denne regering en chance. Alt andet ville være en farce.

  Vittorio Prodi (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke formandskabet og Kommissionen for deres tilstedeværelse. Jeg kan kun nå at komme med nogle få bemærkninger.

Palæstina er et alvorligt og presserende emne, og vi må forsøge at vende den nuværende nedadgående spiral af begivenheder. Den nationale enhedsregering er vores eneste samtalepartner, og det må vi se realistisk på og forsøge at vinde tid med en gestus af håb over for Palæstina. Vi kunne også indsætte en fredsbevarende styrke og have modet til at lade EU være fælles garant for både Israels og Palæstinas sikkerhed. Det skal bygge på en politik, hvor man åbner op over for den arabiske verden, begyndende med hele Middelhavsområdet, og på den måde ikke isolerer denne konflikt fra de generelle problem med forholdet mellem islam og Vesten.

Jeg har en drøm, nemlig at et reformeret FN får hovedkvarter i Jerusalem, så der faktisk kan skabes denne form for håb. We can work at this; I believe that we will be able to achieve it!

  Paul van Buitenen (Verts/ALE). - (EN) Fru formand! Hamas-chartret er en hellig tekst med tre islamiske segl. Til forskel fra det verdslige PLO anerkender Hamas ikke fredsbegrebet. PLO ønsker ganske vist en tostatsløsning, men Hamas ønsker at udslette Israel.

Hvad står der i Hamas-chartret? I artikel 7 nævnes en islamisk verdensorden og udslettelse af alle jøder. I artikel 22 og 28 står der, at det jødiske folk var kilden til Den Franske og Den Russiske Revolution og Første og Anden Verdenskrig, men også til FN, misbrug af stoffer og alkohol og kontrol af massemedierne. At standse konflikten med Israel er højforræderi, og gerningsmændene vil ifølge artikel 32 blive forbandet.

Et samarbejde med Hamas ville gøre EU moralsk ansvarlig for en fredsproces, der fører til Israels udslettelse. Vi må hjælpe palæstinenserne, men ikke ved at fremme Hamas' dagsorden.

  Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Fru formand! I begyndelsen af februar blev der i de tyske medier, i Frankfurter Allgemeine, offentliggjort en yderst pessimistisk rapport om EU's politimission i de palæstinensiske områder. "Man arbejder her i et morads af bedrag og korruption," vurderede dens afgående britiske leder, MacGyver, åbenhjertigt.

Flere måneder senere er situationen blot forværret på grund af eskaleringen af rivaliteten mellem Fatah og Hamas. Et nødvendigt spørgsmål til Rådet og Kommissionen trænger sig derfor på. Hvor hensigtsmæssig anser De en fortsættelse af EU-missionen til opbygning af civilt politi på Vestbredden og i Gaza for at være? De kan da næppe ønske at være medansvarlig for den vidtgående retsløshed der?

I mellemtiden meddelte pressebureauet Reuters i går, at EU forlænger sin grænsemission i Rafah med et år under det megetsigende, uændrede motto "palæstinenserne er ansvarlige for grænsen". Deres politi passer på, at de ikke lægger hindringer i vejen for smuglere af våben, narkotika, penge og personer, ifølge indviede palæstinensere. Det er min kilde. Jeg stiller det samme spørgsmål til Rådet og Kommissionen. Vil De passivt tage ansvaret for dette?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg beder Dem vise overbærenhed med mig over, at jeg kun kommer med et par korte bemærkninger her, da jeg har en aftale kl. 18.00 med Udenrigsudvalget, hvor jeg skal give et tilbageblik over og en vurdering af det sidste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

Jeg forstår alt det, De har beskrevet, til dels også efter personlige rejser og forhandlinger. Jeg vil imidlertid også slå fast, at det netop var EU og især det foregående og det nuværende formandskab, der formåede at genoplive Mellemøstkvartetten og sætte en proces i gang. Ved at sætte denne proces i gang er det saudiarabiske initiativ også kommet i stand. Jeg vil gerne anmode om at differentiere her, da bestemte forhold ikke kun skyldes, at der ikke kommer nogen økonomiske midler. Det handler også om en intern palæstinensisk diskussion. Naturligvis har vi - jeg sagde det tydeligt i formandskabets erklæring - understreget i forhandlinger med Israel, at midler, som tilkommer palæstinenserne - told, afgifter - skal tilbageføres, således at forskellige infrastrukturforanstaltninger kan sikres. Kommissæren har flere gange - også i Rådet - gjort opmærksom på, hvordan EU har ydet støtte i de seneste måneder. I offentligheden er der nok af og til opstået det indtryk, at vi ikke betaler eller kun betaler utilstrækkeligt. Det modsatte er tilfældet: Vi har overført flere penge fra EU i den meget kritiske fase, end det tidligere har været tilfældet i andre situationer.

Hr. Davis! Vi ønsker ikke, at palæstinenserne så at sige skal stå dér som hellige, fordi de forventer alt. Men én ting var dog helt sikkert - det viste konferencen i Mekka, da der blev appelleret om at oprette en enhedsregering - nemlig at netop de forudsætninger bliver opfyldt, som Mellemøstkvartetten altid har krævet: Israels eksistensret, opgivelse af volden, men også overholdelse af den tidligere regerings forudgående aftaler. Der er bestemte ting i bevægelse, men desværre står det endnu ikke klart, om regeringen er forpligtet hertil. Vi har overhovedet ingen grund til at opbygge en slags mur. Enhedsregeringen kan evt. tage dette skridt, og der ville kunne skabes forudsætninger herfor. Det er dog ikke sådan, at vi kun behandler dette som et perifert emne. På hvert møde beskæftiger Rådet sig med, hvordan man kan komme videre. Jeg har sagt udtrykkeligt, at formandskabet endnu en gang forsøger at arrangere et møde med Mellemøstkvartetten om kort tid, fordi vi ved, hvor meget der afhænger heraf. Den særlige repræsentant, som befinder sig mange kilometer nordpå, i Beirut, ved, at det ikke kun handler om Israel og Palæstina, men også om Libanons sikkerhed og selvbestemmelsesret.

Jeg vil gerne appellere om, at vi ikke bare lader det blive ved taler, men at vi også forsøger at starte initiativer, således at der finder en dialog mellem Israel og palæstinenserne sted, men også således at det sikres, at der er økonomisk støtte, og således at vi - jeg har lige læst det igen - over for Israel kan arbejde for, at palæstinenserne får bevægelsesfrihed og ikke fortsat er så begrænsede, som det er tilfældet for nærværende. Ingen kan være tilfreds med denne tilstand. Jeg beder om Deres overbærenhed med mig over, at jeg er nødt til at forlade forhandlingen her.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Fru formand, hr. kommissær! Tak fordi De er hos os i dag. Til forskel fra mange af medlemmerne har jeg været i Palæstina mere end en gang. I overensstemmelse med hvad alle ønskede, har Israel trukket sig ud af Gaza og overdraget det til en fri, demokratisk valgt regering. Gaza er derfor ikke en eller anden militær forpost, det er et land, som er ødelagt af ekstremisme, fundamentalisme, terrorisme, korruption og kynisme hos de palæstinensiske krigsherrer selv.

Mine damer og herrer! Er vi så naive, at vi tror, at Jund Al-Islam eller Mohamed Dahlan vil indstille volden, hvis vi poster flere hundrede millioner euro i området uden klare retningslinjer? Tror vi virkelig, at en legalisering af krigsherrer og terrorister som Khaled Mashal eller Dahlan vil bringe fred til regionen? Heldigvis har Rådet og Kommissionen indtaget en fast og klar holdning, og det vil jeg gerne takke dem for. Jeg er taknemmelig for, at de har vedtaget den rette holdning til dette vanskelige spørgsmål. Vi bør forkaste vold og vise vores respekt for ofrene i Gaza og på Vestbredden. Vi må give klart udtryk for vores modstand mod, at Hamas bruger sin magt i den palæstinensiske regering til at angribe Israel for at fremme sine frastødende ekstremistiske interesser. Jeg vil gerne advare mod at samarbejde med Hamas, herunder medlemmer af regeringen, da denne er klart fordømt, eller med nye Al-Qaeda-organisationer som Fatah Al-Islam og Jund Al-Islam.

Vi opfordrer den palæstinensiske regering til ikke bare at anerkende udvekslingen af breve mellem Rabin og Arafat, men også at holde op med at lyve om opfyldelsen af den centrale betingelse om anerkendelse af Israel. Vi opfordrer den palæstinensiske regering og alle arabiske politikere, især saudierne og egypterne, til at anerkende alle deres politiske og menneskelige ansvar og straks deltage i fredsforhandlinger, som omfatter fuld anerkendelse af staten Israel inden for anerkendte internationale grænser. Vi opfordrer Fatah til straks at indlede forhandlinger med Hamas om deling af magten inden for præsidentembedet. Kun hvis vi vedtager den rigtige holdning og har et klart formuleret standpunkt, vil vi virkelig kunne yde humanitær hjælp, og vigtigst af alt, kunne støtte fremkomsten af en levedygtig, demokratisk palæstinensisk stat.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Fru formand, fru kommissær! Som nævnt var Europa-Parlamentet i Palæstina i starten af denne måned. Situationen var ekstremt spændt, men nu to uger er den endnu mere spændt, og befolkningen i området forventer sig stadig mindre af EU. Trods de forskellige årsager til denne spændte situation har Europa-Parlamentet bestræbt sig på at være på stedet. Jeg var der, og i dag var hr. Solana også i området, selv om spændingen er øget.

Vi så en humanitær katastrofe, som De har beskrevet, fru kommissær, og som De selvfølgelig er bekendt med. Vi så også en mur, 852 km lang, der skal forhindre vold og værne israelerne mod arabiske angreb, men som har afskået 25 % af Vestbreddens territorium, så der er annekteret områder af afgørende betydning for en hvilken som helst fredsaftale baseret på forudsætningerne fra 1967. Det er en mur, der spærrer folk inde i deres huse, blokerer børnenes vej til skole og forhindrer bønderne i at dyrke deres jord. Det er en mur, der har gjort Gaza til det største friluftsfængsel i verden. Det er et fængsel, hvor det israelske politi siden begyndelsen af 2006 har bestemt, at ingen – eller skulle jeg sige intet – kommer hverken ind eller ud.

Over for alt det anede ingen af os, hvad vi skulle stille op, og vi veg tilbage fra at blande os. I dag håber vi, at hr. Solanas øjne og hjerte kan bringe håb til disse befolkninger på vores vegne. På stedet afleverede vi budskabet, anerkendte den regering, som kvartetten bad om, og i dag beder vi her om, at det må forblive tilfældet, og at Rådet og Kommissionen lever op til dette tilsagn, opfylder forpligtelserne og er parat til at arbejde med alle.

Det må siges helt tydeligt, hvad EU vil gøre. Lad os endnu en gang vise verden, at der kun skabes fred ved at række hånden ud til dem, der behøver den, og bringe dem ud af deres fortvivlelse.

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Fru formand! Først vil jeg gerne sige, at når jeg hører denne debat, synes jeg, det generelle billede er noget begrænset. Ethvert uddannet medlem af offentligheden, som følger debatten, må tro, at mange af Europa-Parlamentets medlemmer har et meget begrænset kendskab til den palæstinensiske og israelske regions historie. Hvordan opstod staten Israel? Hvad var Balfour-deklarationen? Hvad var FN-resolutionen på det tidspunkt? Hvad var baggrunden for delingen? Det er skammeligt for os parlamentsmedlemmer, hvis vi ikke først gør vores hjemmearbejde, men i stedet kommer og taler meget følelsesladet om ting, vi ikke nødvendigvis ved ret meget om. Derfor vil det være passende at stoppe op og overveje, hvad det egentlig drejer sig om i regionen, og få et generelt billede af det i stedet for blot at slå ned her og der.

Vi europæere skal støtte demokrati og ikke terrorisme. Vores værdier er menneskerettigheder, tankefrihed og retsstat. Dem skal vi holde os til. Desuden, hvis det er vores værdier, kan vi ikke anerkende den nationale enhedsregering, som er en terrororganisation under Hamas' ledelse. Vi kan ikke anerkende dem. Som Europæere må vi følge vores demokratiske værdier.

  Frieda Brepoels (PPE-DE). - (NL) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Efter vores besøg i begyndelsen af maj på Vestbredden og i Gaza kan jeg kun konkludere, at vi er længere væk end nogensinde fra en strukturel løsning, til trods for den aftale, som blev indgået for 40 år siden.

Vi ser, at der på Vestbredden er oprettet rigtig mange ulovlige bosættelser. Vi ser, at antallet af kontrolposter blot stiger i stedet for at falde. I Gaza lever 87 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Der er stadig 41 palæstinensiske parlamentsmedlemmer, der er fængslet, og der tales slet ikke længere om flygtninges tilbagevenden. Muren udvikler sig faktisk til verdens største. Det kan Israel være stolt af.

Ikke desto mindre har palæstinensere også ret til selvbestemmelse og en menneskeværdig tilværelse, og de er rede til at ofre og indgå kompromiser. De har flere gange konkret vist, at de ønsker fred og velfærd for deres befolkning.

Men ønsker det internationale samfund og EU egentlig stadig dette? Sommetider har jeg mine tvivl, også når jeg i dag hører kommissæren sige, at hun efter samtaler med ministeren hører, at man anmoder den nationale enhedsregering om at yde støtte, og at Abbas også anmoder om dette. Hvorfor anerkender De så ikke regeringen? Hvad venter De egentlig på? Hvornår vil De omsider yde direkte støtte til Den Palæstinensiske Myndighed?

Jeg hører formandskabet tale om kvartettens krav. Men vi skal ikke vente på et nyt møde i kvartetten. EU kunne her gå i spidsen. Vi skal tale med hele regeringen.

Endelig siger De, fru kommissær, at alle midler er anvendt for at tvinge Israel til at overføre disse afgifter til palæstinenserne. Jeg kan ikke se, hvilke midler De talte om. Det vil jeg meget gerne høre noget mere om, for jeg tror ikke, at der længere er nogen tid at spilde.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Hr. formand! Vi er nu endnu en gang tvunget til at opstille det dystre regnskab for Mellemøsten. Siden 6. maj er 36 palæstinensere og heraf 11 civile døde i de israelske angreb på Gaza. På den anden side er der affyret 146 raketter mod den israelske by Sderot, og 16 er såret. Palæstinenserne angriber hinanden. I Libanon betaler de 30.000 palæstinensiske flygtninge i Nahr Al-Bared-lejren prisen for kampene mellem den libanesiske hær og ekstremisterne fra Fatah-al-Islam. I den forbindelse skal det i øvrigt klart siges, at der aldrig er nogen god grund til at gøre de civile befolkninger til martyrer.

På et mere globalt plan skal vi appellere til en radikal ændring af den europæiske politik i Mellemøsten. Det kan ikke længere accepteres at nægte at støtte en palæstinensisk national samlingsregering, som vi har været brændende fortalere for, politisk og økonomisk og uden boykot. En regering, der til og med, hvis man skal tro den palæstinensiske udenrigsminister, som vi modtog for nylig, for det første respekterer politisk pluralisme, for det andet anerkender Staten Israels legitimitet, for det tredje kræver anerkendelse af en palæstinensisk stat inden for grænserne fra 1967, og for det fjerde fornyer sit engagement over for FN-resolutioner og arabiske resolutioner, især hvad angår flygtningespørgsmålet.

Lad os udtrykke os helt klart. Det fredsinitiativ, der blev beseglet på Riyadh-topmødet, har ingen chance for at blive en succes, hvis vi europæere ikke arbejder på at hæve den politiske og økonomiske belejring, som rammer den palæstinensiske regering. 11 måneders blokade, 70 % af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, og 50 % arbejdsløshed er ideelle betingelser for øget fundamentalisme og terrorisme, men giver ikke en regering de bedste vilkår for at genoprette lov og orden. Eftersom vi kræver af den palæstinensiske regering, at den skal påtage sig sit ansvar, så lad os påtage os vores.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Som barn troede jeg naivt, at alle mennesker var lige. Da jeg blev en ung mand, blev jeg meget chokeret, da jeg fandt ud af, hvor grundigt jeg havde taget fejl, for der var faktisk to typer mennesker, nemlig dem, hvis liv tæller, og dem, hvis liv ikke tæller. Så blev jeg involveret i politik, og jeg lærte, at det, der virkelig betød noget, ikke var, hvad der er rigtigt, men hvad der giver stemmer.

I dag har jeg som medlem af Europa-Parlamentet fået den holdning - som nok lyder noget overforenklet og kynisk i nogles ører - at der virkelig er to typer mennesker, nemlig dem, som den amerikanske regering kan lide, og dem, som den ikke kan lide. Ud fra dette synspunkt kan det palæstinensiske folk ydmyges, udsultes, fængsles uden retssag, tortureres, henrettes osv., og det betyder egentlig ikke noget, for Bush-regeringen og dens lydige tjenere, dvs. denne verdens "blairer", mener, at palæstinenserne er umenneskelige.

Hvorfor spilde vores tid med at debattere Palæstina, når vi ved, at der ikke kommer noget videre ud af det? Hvis vi virkelig interesserer os for denne sag, må vi rette vores bestræbelser mod denne planets stormester, hr. Bush, og forsøge at overbevise ham om, at palæstinensere faktisk er mennesker. Hvis det lykkes, hvilket jeg tvivler stærkt på, kan vi måske bidrage konstruktivt til at løse det palæstinensiske problem.

  Filip Kaczmarek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, vi længes alle efter fred i Mellemøsten. Ikke desto mindre er forslaget om, at EU skulle genoptage hele sin pakke af økonomisk støtte direkte til regeringen i den palæstinensiske selvstyreenhed afgjort forhastet.

Det er ikke tilstrækkelig begrundelse for at få støtte fra EU, at der er afholdt demokratiske valg i et land. Der er en række demokratiske lande, hvor EU ikke tillader, at skatteydernes penge bliver brugt.

Jeg tror, der er to grundlæggende årsager til ikke at tillade denne udgift. Den første er, hvis det pågældende land simpelthen ikke har brug for vores hjælp. Den anden er, hvis det pågældende land ikke anerkender eller ikke anvender grundlæggende principper, som er afgørende for EU.

Det er den anden begrundelse, der gælder for Palæstina. I virkeligheden handler denne uenighed om finansiering ikke om Israel eller Palæstina, men om vores egne principper. Den potentielle modtager nægter at anerkende donorens ret til at gennemføre visse grundlæggende principper.

Vi bør ikke bruge tid på at diskutere, hvornår vi skal bruge termerne terrorisme eller frihedskamp. Vi bør i stedet diskutere, om det er muligt at støtte en organisation, hvis program handler om at fremme brugen af magt over for andre. Kan vi støtte dem, som i virkeligheden ikke ønsker fred? Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt vi bør finansiere myndigheder, som ikke ønsker fred, er indlysende, eller det burde det være. Det bør vi ikke. Årsagerne til, at vi bør nægte denne støtte, har ikke noget at gøre med kaoset i den palæstinensiske selvstyremyndighed eller med usikkerheden om, hvor længe den nationale enhedsregering forventes at være i stand til at regere. De har ikke noget at gøre med, hvor længe denne regering vil være i stand til at udøve egentlig magt. De har heller ikke noget at gøre med den kendsgerning, at 50 palæstinensere blev dræbt i sidste uge i sammenstød mellem Hamas og Fatah, og de har heller ikke noget at gøre med, at fjernsynsudsendelser for børn udsendt af Al-Aksa-stationen opfordrer palæstinensiske børn til at hjælpe med at ødelægge Israel og deltage i krigen. Hovedårsagen til, at vi bør nægte hjælp, er, at vi må være tro over for vores egne principper, værdier og fortid.

Det skal siges klart, at valget mellem sejr og martyrium, som premierminister Hanieh har tilbudt, er fejlagtigt og skadeligt for det palæstinensiske folks nationale interesser.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg blev en smule opmuntret af det, kommissæren sagde, og rent ud sagt deprimeret af det, Rådet havde at sige. Det er utroligt, at Rådet ikke erkender, at dannelsen af en national samlingsregering i Palæstina var en stor politisk risiko for både Fatah og Hamas. Samlingsregeringen er en platform for forhandlinger, og den forsøger at opnå fred, hvilket Rådet ikke har forstået.

Jeg mener - og jeg tror, at de fleste i Parlamentet nu mener - at tiden er inde til at ophøre med alle begrænsninger i vores forbindelser med Den Palæstinensiske Myndighed. Kommissæren har i dag sagt, at betingelserne for at genoptage den direkte støtte næsten er opfyldt. Fru kommissær! Lad os ikke vente på beskyttelse. Jeg beder Dem indtrængende om at møde op på det næste Råd (eksterne anliggender) og anmode ministrene om at anerkende Den Palæstinensiske Myndigheds nationale samlingsregering. Hvis den palæstinensiske regering ikke holder sit løfte, kan vi selvfølgelig afbryde forhandlingerne og samarbejdet med dem, men lad os give dem en chance.

Manglende samarbejde med den palæstinensiske regering bidrager på ingen måde til at ende voldsspiralen eller håndtere den alvorlige humanitære krise, som mange af mine kolleger har talt så gribende om i eftermiddag. Manglende samarbejde med den palæstinensiske regering tilskynder heller ikke Israel til at ophøre med sine finansielle og militære angreb på Palæstina. Så sent som i dag advarede Israels viceforsvarsminister om, at Israel kunne vælge at gøre det af med Hamas' leder, den nuværende palæstinensiske premierminister, ved et udenretsligt drab. Er der virkelig nogen, der mener, at den slags tiltag ville fremme fredsprocessen?

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Efter at det ikke er lykkedes Bush-regeringen at opnå en israelsk-palæstinensisk fredsaftale i de forløbne fem år, er det arabiske fredsinitiativ et sjældent lyspunkt. Løsladelsen af korporal Shalit og Alan Johnston og de 40 palæstinensiske lovgivere ville skabe en stærkt tiltrængt velvilje. At EU og USA opretholder forbindelser med den palæstinensiske udenrigs- og finansminister viser, er der ikke er tale om boykot eller manglende samarbejde, og de flere hundrede millioner euro i humanitær bistand viser, at vi ikke ignorerer befolkningens behov.

Det er imidlertid meget vanskeligt at forestille sig at genoptage budgetstøtten til Den Palæstinensiske Myndighed, når samlingsregeringen ikke, til trods for visse erklæringer om det modsatte, har opfyldt kvartettens krav. Selv om vi ikke tillægger premierminister Haniyeh de vedvarende udtalelser fra Hamas' talsmænd, hvor de lover at udslette Israel, kan vi ikke ignorere hans påkaldelse så sent som i aftes af Gud eller martyrium for at opflamme palæstinenserne. De kolleger, som ønskede at argumentere pragmatisk for, at samlingsregeringen er det bedste bud, bør holde sig til den begrundelse for at fraternisere med dem og ikke forsøge at overbevise os om, at der er sket noget, som ikke er sket.

  John Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Vores budskab til alle israelere, alle palæstinensere, alle medlemmer af Hamas eller Fatah må være: I jeres guds navn og for jeres børns skyld, stop!

I dag har vi den israelske talsmand, som truer med at dræbe den valgte premierminister for Palæstina. Vi har Hamas, som truer med at hævne sig. Vi har Fatah og Hamas, som går ind og ud af konflikt med hinanden. Vi har drabet på en palæstinensisk familie på en strand i Gazastriben, som førte til tilfangetagelsen af den israelske soldat Gilad Shalit, som igen førte til angreb og modangreb, svar på tiltale, og sådan fortsætter det. Stop, tænk, tal. Løslad Gilad Shalit, løslad Alan Johnston og løslad formanden og de 40 medlemmer af det valgte palæstinensiske parlament. Og til EU siger jeg, samarbejd med både den palæstinensiske og den israelske regering.

For det andet siger man, at vi skal finde ud af, hvordan vi kan stoppe årsagerne til vold, og den vigtigste årsag er fattigdom. Den palæstinensiske fattigdom er steget voldsomt, og fattigdommen skyldes tilbageholdte skatter, arbejdstagere, som ikke får deres løn, og handels- og bankembargoer. Det er på tide, at alt det hører op, før det ender med mere vold. Det er på tide at stoppe og fjerne ulovlige bosættelser. Det er på tide at stoppe og fjerne den grusomme, rædselsfulde, umoralske mur, og det er på tide, fru kommissær, at offentliggøre dokumentet udarbejdet af missionscheferne i Jerusalem og Ramallah, som rapporterede om Østjerusalem og konkluderede, at Israels aktiviteter i Jerusalem er i strid med både dets forpligtelser i henhold til køreplanen og folkeretten.

Lad os få det frem, lad os tale, og lad os dernæst overtale alle til at tænke på deres børns fremtid, stoppe volden og arbejde for fred.

(Bifald)

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand! Volden og uroen i de palæstinensiske områder fortsætter. Verdenspressen bringer dagligt rapporter om antallet af sårede og dræbte. Trods gentagne våbenhvileerklæringer mellem Fatah og Hamas fortsætter den væbnede konflikt mellem de to grupper. Bombningen af byen Sderot fra Gazastriben og gengældelsen fra den israelske side fortsætter også. Palæstinensiske sundhedsarbejdere og lærere er gået i strejke, og palæstinensiske politifolk og andre offentligt ansatte har ikke fået løn. Som der er blevet sagt ved flere lejligheder, vokser fattigdommen stærkt. Over 80 % af palæstinenserne i Gazastriben lever for under 2 dollars om dagen.

Konklusionen er, at Palæstina og Israel har brug for vores hjælp, for de vil ikke kunne undslippe voldsspiralen selv. Jeg regner mig selv til de medlemmer, som kræver bredere og dybere EU-støtte. Jeg vil derfor gerne endnu en gang opfordre Kommissionen til at gøre alt, hvad den kan for at mobilisere international assistance så hurtigt og effektivt som muligt. Jeg tror, at hvis det ikke sker, øges sandsynligheden for, at det palæstinensiske selvstyre kollapser helt, og at der udbryder en egentlig borgerkrig med uberegnelige konsekvenser ikke kun for Palæstina, men for hele Mellemøsten. The same can be said, too, of Lebanon.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det har været en meget følelsesladet debat, og jeg forstår udmærket hvorfor, for vi føler som sagt alle sammen en stor frustration. Men De må forstå, at EU i løbet af de sidste 10 år virkelig har forsøgt at spille en vigtig rolle for fredsprocessen - ikke for at optrappe konflikten, men for at skabe fred eller bidrage til at skabe fred. Når alt kommer til alt, er det altid de to parter, der skal være rede, men vi forsøger at hjælpe dem på vej. Vi var meget tilfredse med at være et vigtigt og indflydelsesrigt medlem af kvartetten.

Vi kan imidlertid kun være en fredsmægler. Det betyder, at vi må se til begge sider. Vi kan ikke bare gå til en side, og derfor mener vi, at vi behandlede kvartettens tre principper som vigtige grundprincipper. Det er i virkeligheden Rådet og ikke Kommissionen, der kan anerkende regeringen - og der er 27 medlemsstater. Jeg forstår godt, hvis De anmoder mig om at gøre det, men det er ikke mig, der kan træffe den beslutning.

Jeg ved, at der er et instrument, som De har hentydet til, nemlig ophævelse eller suspendering af associeringsaftalen med Israel, men tror De virkelig, at det ville gøre nogen forskel? Det tror jeg ikke. Vi ville ikke længere støtte denne proces, så det ville være det forkerte instrument lige nu.

Det, vi har som et instrument, er en løbende politisk dialog, hvor alle parter samarbejder med hinanden, men det er rigtigt, at der også er andre medlemmer af kvartetten, f.eks. USA, som det er blevet nævnt. Det er meget vigtigt, at vi føler, at der også er et pres fra den side. I løbet af de seneste måneder har vi været vidne til en langt større indsats fra USA's side, navnlig fra Condoleezza Rice. Det har vi alle sammen opfattet positivt, og vi har forsøgt at gøre fremskridt. Det tyske formandskab, navnlig fru Merkel, men også udenrigsminister Steinmeier har virkelig forsøgt at gøre fremskridt.

Der kan aldrig opnås en politisk løsning med vold. Desværre er volden begyndt igen. Jeg kan love - og det har Kommissionen beføjelse til - at vi vil samarbejde mere med den nationale samlingsregering, hvilket vi er begyndt på. Men som vi har sagt, er vores politik et gradvist engagement, og vi kan ikke gøre alt. Selv Salam Fayad sagde til mig, da jeg mødte ham første gang efter regeringsdannelsen, at jeg ville få brug for nogen tid til at rydde op i finansministeriet - og det arbejde er endnu ikke helt fuldført. Derfor er vi der næsten, de tekniske forudsætninger er til stede, men De ved også, at Rådet skal give os en vis politisk opbakning. Jeg ønsker, at De forstår disse ting.

Jeg mener, at situationen er meget dramatisk, og jeg håber, at Rådet forstår, at vi må engagere os for at hjælpe den nationale samlingsregering med at skabe den rigtige platform til at fortsætte fredsprocessen og forhandlingerne om den politiske fremtid. Vi ved, at det er en kompliceret situation, og det er grunden til, at jeg sagde, at jeg i det mindste mener, at det er positivt, at udenrigsminister Livni vil deltage på det næste rådsmøde efter vores meget positive møde med Den Arabiske Liga, men jeg er enig i, at situationen er meget vanskelig på stedet, og desuden er det også de grupperinger og forskellige radikale grupper, der er uden for regeringen, som gerne vil bringe hele processen i fare. Det er en ond cirkel, og jeg er enig i, at vi må forsøge at bryde den.

Et medlem nævnte, at vi har forlænget vores mission, som overvåger Rafah-grænseovergangen. Det gjorde vi, fordi vi mener, at det er meget vigtigt at åbne for fri bevægelighed for varer og personer. Jeg har personligt samarbejdet med premierminister Olmert om det. Jeg husker mit sidste besøg der, hvor jeg tog det op for virkelig at gå i detaljer. Men der er sikkerhedsproblemer. Desværre er der selvmordsbombere, som passerer grænserne, der bliver smuglet mange finansielle midler, så der er altid to sider af denne konflikt, men vi mener, at det er vigtigt at have forlænget denne mission ved Rafah-overgangen, fordi der kun med EU's hjælp er en chance for, at der bliver en åbning.

Vi samarbejder. Vi samarbejder også med finansministeren, ikke bare om den midlertidige internationale mekanisme, men også om institutionsopbygning og teknisk bistand, og vi hjælper dem især med spørgsmål om told, skatteopkrævning og revision. Det har Salam Fayad anmodet om, så vi samarbejder med dem. Jeg sagde, at vi også vil se på, hvad vi evt. kan finansiere gennem den midlertidige internationale mekanisme, hvad angår deres særlige ønsker. Det drejer sig altså ikke bare om de ting, som vi har finansieret hidtil for at hjælpe befolkningen med at overleve, vi vil gå videre.

Dette er, hvad jeg kan tilbyde Dem i denne følsomme og vanskelige situation. Vi må vedblive med at presse på og bringe de forskellige parter sammen. Jeg håber, at der stadig er tid.