Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 22. maj 2007 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Luisa MORGANTINI
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

2. Kalender over mødeperioder: se protokollen

3. Dagsordenen: se protokollen

⁂

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Fru formand! Jeg har ikke til hensigt at tale i fem minutter, jeg beder Dem blot om, at De med Deres generøsitet og kendskab til den region, jeg vil tale om, tillader mig at komme med et indlæg til forretningsordenen.

Det drejer sig om følgende, fru formand. Jeg spørger mig selv, om Parlamentets formand, hvis han ikke allerede har gjort det, kunne tilslutte sig opfordringen fra FN's generalsekretær, hr. Ban Ki-moon, om at stoppe fjendtlighederne i Libanon, der allerede har kostet frygteligt mange liv.

Jeg synes, at det er meget vigtigt, og at det ville afspejle holdningen hos samtlige medlemmer af Parlamentet. Jeg ved godt, at vi i eftermiddag har en forhandling om situationen i Palæstina, men sagen er, at der i løbet af formiddagen vil blive ved med at dø uskyldige civile i Libanon.

Det er det, jeg beder om.

  Formanden. - Deres anmodning vil blive viderebragt til Parlamentets formand, som givetvis vil forelægge den for Formandskonferencen.

4. Modtagne dokumenter: se protokollen

5. Debat om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet (meddelelse om indgivne beslutningsforslag): se protokollen

6. Eksterne aspekter af konkurrenceevnen (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Daniel Caspary for Udvalget om International Handel om et globalt Europa - eksterne aspekter af konkurrenceevnen (2006/2292(INI)) (A6-0149/2007)

  Daniel Caspary (PPE-DE), ordfører. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som verdens største indre marked har vi som Europæisk Union en særlig vægt i verden. Hvis vi fortsat ønsker at have international succes, skal vi skabe de rigtige rammebetingelser indadtil, men udadtil skal vi også udforme vores handelspolitik således, at den er i overensstemmelse med vores økonomiske interesser.

I sin meddelelse fra oktober 2006 "Et konkurrencedygtigt Europa i en globaliseret økonomi" fremlagde Kommissionen sine forestillinger om en sådan handelsstrategi. Den foreliggende betænkning fra Handelsudvalget skal ikke være noget modforslag, men skal justere nogle hovedpunkter i overensstemmelse hermed, for Kommissionen og De, hr. kommissær, skal foretage de rigtige prioriteringer i stedet for at søge kortsigtede resultater.

Åbningen af vores handelspartneres markeder er en gevinst for alle. EU er et virkelig godt eksempel på åbne markeder og deres succes. Det bedste forhåndenværende instrument i den henseende er verdenshandelsorganisationen WTO. Målet om en multilateral handelsliberalisering inden for rammerne af WTO skal nås ved at gøre store fremskridt i den igangværende handelsrunde, og dette til trods for de mange vanskeligheder, der er forbundet hermed. Selv om udsigterne til en vellykket afslutning med sikkerhed ikke er de bedste, bør vi i EU fortsætte med at sætte alt ind på at opnå et vellykket resultat, for bilaterale eller regionale frihandelsaftaler er under alle omstændigheder den næstbedste løsning eller sågar en nødløsning, da der er mange ulemper i relation hertil. Hvis der skal indgås en frihandelsaftale, skal det ske med følgende begrænsninger. På den ene side skal valget af frihandelsaftaler begrænses til de stater eller økonomiske regioner, som vores konkurrenter allerede har indgået aftaler med. På den anden side bør omfanget af denne frihandelsaftale gå betydeligt videre end det, der er lagt op til i WTO-regi. Desuden bør vi som EU bestræbe os på at forankre standarder i denne frihandelsaftale, som aftales plurilateralt på et så bredt grundlag som muligt. Her tænker jeg f.eks. på oprindelsesbestemmelserne, som forhandles forskelligt på plads i enhver frihandelsaftale, og som næsten ikke kan anvendes af vores små og mellemstore virksomheder, der i stigende grad udnytter globaliseringens muligheder ved at eksportere.

Tidligere forholdt det sig desværre således, at andre politiske mål blev prioriteret på bekostning af handelspolitikken. I fremtiden bør vi derfor ikke overlæsse vores handelspolitik med irrelevante spørgsmål. Samtidig skal vi være opmærksomme på, at de eksisterende regler, som vi er blevet enige med vores handelspartnere om, rent faktisk bliver overholdt. Dette gælder især inden for de intellektuelle ejendomsrettigheder, hvor den eksisterende lovgivning og de indgåede forpligtelser i mange tilfælde kun anvendes utilstrækkeligt, eller hvor man endog aktivt forhindrer anvendelsen heraf. EU's handelsbeskyttelsesforanstaltninger yder beskyttelse mod unfair handelspraksisser, og det gælder især antidumpningsreglerne.

Jeg vil godt præcisere, at der var et bredt flertal i Handelsudvalget, der ligesom jeg havde den opfattelse, at den revision af handelsbeskyttelsesforanstaltningerne, som Kommissionen foranledigede, ikke er nødvendig i øjeblikket. Uanset hvor vanskelige de er i øjeblikket, bør vi ikke foregribe resultaterne af forhandlingerne på WTO-plan. EU's handelsbeskyttelsesforanstaltninger har i det store og hele stået deres prøve. Der er ikke noget aktuelt behov for ændringer i den forbindelse.

Set i lyset af de faldende toldsatser får andre handelshindringer stadig større betydning. F.eks. må antiterrorforanstaltninger i alle økonomiske områder ikke blive til det 21. århundredes ikketarifære handelshindring. I denne sammenhæng spiller reguleringsspørgsmålet også en vigtig rolle. Vi skal derfor i større grad tilpasse vores interne reguleringer efter deres forenelighed med vores hovedhandelspartnere. Jeg giver derfor først og fremmest min udtrykkelige støtte til samarbejdet med USA og de forgangne ugers bestræbelser.

Jeg har fuld tillid til, at vi vil kunne udnytte mulighederne på de globale markeder hensigtsmæssigt for os og først og fremmest også for andre - udviklingslandene, men også industrinationerne - hvis der foretages de rigtige prioriteringer. Dette vil have positive indvirkninger på befolkningen i Europa og på mennesker generelt i verden, og jeg er kollegerne, udvalgssekretariatet og gruppemedarbejderne meget taknemmelig for, at vi stablede en betænkning på benene i de forgangne uger, som efter min mening vil kunne finde bredt flertal i Parlamentet ved den afsluttende afstemning. Hjertelig tak for samarbejdet og hjerteligt tak også til Kommissionen for at tage hensyn til vores idéer.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Dette er en meget vigtig betænkning. Lad mig minde om baggrunden for Det globale Europa. I Europa står vi over for enorme udfordringer på grund af forandringstakten i den globale økonomi. Dette skaber nye muligheder, men også en vis usikkerhed og forståelige bekymringer.

Vores hovedbudskab er klart: afstandtagen fra protektionisme internt i EU og en aktiv indsats for at skabe åbne markeder uden for EU. Vi skal gå videre end toldnedsættelser til de handelshindringer, der er på den anden side af grænserne. Vi skal også forbedre vores forbindelser med den nye generation af store økonomier, navnlig - men ikke udelukkende - i Asien, hvor der er et enormt vækstpotentiale, men hvor Europa ikke står så stærkt, som det burde.

Vores topprioritet er stadig WTO og Doha-udviklingsdagsordenen, og det vil jeg gerne sige noget om. Der står meget på spil for den globale økonomi og for udviklingslandene, og i de kommende uger vil jeg undersøge alle muligheder for at opnå en aftale.

I sidste uge var EU i to dage vært for de brasilianske, de indiske og de amerikanske ministerielle forhandlere lige uden for Bruxelles. Vi havde et konstruktivt møde, hvor der blev fokuseret på tal og resultater. Det bliver ikke nogen let opgave at opnå disse resultater. Alt i alt tror jeg dog, at vi kommer igennem disse forhandlinger og afslutter Doha-runden i år, som vi aftalte i New Delhi i april. Det kræver, at G4-landene bliver enige i løbet af en måneds tid. Der er på højeste politiske plan et stort ønske om at nå det mål.

Kløften mellem os er stadig dyb, både inden for landbruget og mellem landbrug, industri og tjenesteydelser. Det er dog muligt at slå bro over den, hvis alle parter bliver enige om at kombinere de nødvendige ambitioner med den nødvendige fleksibilitet. Jeg vil insistere på det grundprincip, at alle nøgleaktører på alle nøgleområder skal indvilge i reelle nedskæringer og effektive nedsættelser. Det er værd at gennemføre reelle nedskæringer i landbrugsstøtten og reelle nedsættelser af tolden på industrivarer for at opnå reel markedsadgang inden for landbrug.

Ambitionerne med den endelige landbrugspakke og med told på industrivarer er uløseligt forbundet. Europa er rede til at gøre en masse - langt mere end andre - men vi er ikke rede til at gå til grænsen af vores ambitioner, hvis andre ikke gør det samme. De udviklede lande og udviklingslandene skal naturligvis gøre sig lige store bestræbelser.

Det er også vigtigt at huske på, at størstedelen af de økonomiske gevinster i Doha-runden ikke vil skyldes markedsadgang for landbrugsvarer eller markedsadgang for ikkelandbrugsvarer, men WTO-medlemmernes tilsagn om at åbne deres markeder for tjenesteydelser og begrænsning af det bureaukrati og de omkostninger i tid og penge, der påvirker handelsstrømmene verden over. Forhandlingerne om tjenesteydelser og handelslettelse foregår efter en anden tidsplan end forhandlingerne om markedsadgang, men de må ikke blive tabt på gulvet.

Alle vi hovedforhandlere må hver især gøre den indsats og tage det ansvar, der skal til for at opnå et afbalanceret resultat af denne runde. Vi må alle sammen se fremad på de økonomier, vi ønsker at skabe i fremtiden, og ikke tilbage og forsvare fortidens strukturer. Vi skal ganske vist konsolidere fordelene ved tidligere markedsåbninger, men også bidrage til de nye markedsåbninger, der er nødvendige for at øge handelen i fremtiden. Det er det eneste grundlag for afslutningen af disse forhandlinger, og vi har godt en måned til at gøre det i.

Men vi kan og skal bygge på den platform, som WTO har tilvejebragt, for at skabe nye vækstmuligheder ved bilateralt at åbne markederne for handel og investeringer yderligere, ikke som et alternativ, men som et supplement til DDA.

Der venter os en temmelig ambitiøs dagsorden: frihandelsforhandlinger med Korea, Indien og ASEAN-landene, forbedring af vores forbindelser med Kina og USA, håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, en ny markedsadgangsstrategi, opfølgning på grønbogen om handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter og yderligere arbejde med handels- og udviklingsdagsordenen. Det gør vi på baggrund af denne komplekse multilaterale handelsrunde. Det kræver varsomhed. Men de første seks måneder med vores strategi for Det Globale Europa viser, at vi kan gøre fremskridt sideløbende: Vi har taget konkrete initiativer som følge af vores dagsorden for Det Globale Europa, og vi har fået DDA tilbage på sporet.

Jeg vil takke ordføreren, hr. Caspary, for hans glimrende arbejde. Jeg er meget tilfreds med behandlingen af alle disse emner i betænkningen. Det glæder mig, at Parlamentet er meget interesseret i betænkningen, hvilket fremgår tydeligt af de næsten 200 ændringsforslag. På grund af forbindelsen med Lissabon-strategien glæder det mig også, at Økonomi- og Valutaudvalget er blevet inddraget.

Jeg kan forsikre Dem for, at vi har inddraget Parlamentet i udviklingen af dagsordenen for Det Globale Europa, og det vil vi også gøre i fremtiden. Vi informerede Udvalget om International Handel under det forberedende arbejde med vores overordnede meddelelse, som jeg forelagde for Udvalget om International Handel, da Kommissionen havde vedtaget den. Mine tjenestegrene eller jeg selv har på forskellige tidspunkter drøftet alle initiativer som følge af dagsordenen for Det Globale Europa - dvs. meddelelsen om Kina, grønbogen om handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, meddelelsen om markedsadgang - med Parlamentet.

Forhandlingsdirektiverne for nye frihandelsaftaler er blevet fremsendt til Udvalget om International Handel - hvilket er noget nyt - og mine tjenestegrene har for nylig informeret udvalget om, hvordan det går. Jeg vil i begyndelsen af juni informere Udvalget om International Handel om de frihandelsforhandlinger, vi netop har indledt.

Kommissionen vil nøje overveje Parlamentets anbefalinger og forslag i beslutningen. Som traktaternes vogtere vil vi imidlertid gøre det med respekt for de eksisterende rammer.

Vi har brug for Deres fortsatte fulde samarbejde og Deres værdifulde bidrag til Det Globale Europa for at træffe de rigtige valg på denne ambitiøse rejse. Det glæder mig meget, at vi i dag har gjort store fremskridt på dette punkt med Caspary-betænkningen.

  Benoît Hamon (PSE), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (FR) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Caspary. Jeg vil begrænse mig til et enkelt minuts taletid til at nævne hovedpunkterne i betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget, som er ansvarlig for pengepolitiske spørgsmål.

Økonomi- og Valutaudvalget fattede interesse for spørgsmålet om valutakursen mellem euro og valutaerne i vores vigtigste partnerlande og konkurrerende lande for at understrege, at det forventede udbytte af en eksporttoldnedsættelse eller af de markedsandele, som en styrkelse af kontrolforanstaltningerne på området for ikketoldmæssige barrierer skaber forhåbninger om, kan reduceres til det rene ingenting som følge af en ugunstig udvikling i valutakursen. Derfor tilskynder vi Kommissionen til at foreslå nye handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som kan gøre de europæiske producenter i stand til at forsvare sig over for en overdreven depreciering af vores konkurrenters valutaer, og vi foreslår at vende blikket mod USA, hvor en række af lovgiverne i det amerikanske senat har udtænkt et system, der vil pålægge importen fra lande med en kunstigt lavt valutakurs en tilsvarende toldafgift. Uden at gå så vidt mener vi, at passiviteten på området begynder at blive uforståelig.

Det andet hovedpunkt blandt de mange bidrag i betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget, som jeg gerne hurtigt vil fremhæve, er miljøspørgsmålet. Jeg mener, at det er urimeligt, at de europæiske producenter, som skal påtage sig omkostninger forbundet med mere miljøvenlige produktionsmetoder, skal konkurrere med billig import fra lande, der nægter at gøre deres del af indsatsen for at bekæmpe den globale opvarmning. Derfor foreslår Økonomi- og Valutaudvalget, at der indføres en CO2-afgift.

  Syed Kamall, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg lykønsker ordføreren, hr. Caspary, med den vidtrækkende betænkning, der ikke overraskende har titlen "et globalt Europa", og jeg bifalder den almindelige tone i betænkningen. Jeg har imidlertid nogle få betænkeligheder ved nogle få eventuelle selvmodsigelser.

Jeg læste en rapport, hvor der blev opfordret til, at såkaldte offentlige tjenesteydelser, herunder audiovisuelle tjenesteydelser, blev holdt ude af handelsforhandlingerne. Men at fokusere på audiovisuelle tjenesteydelser er vel i strid med Lissabon-dagsordenen, som tager sigte på at gøre EU til en førende digital økonomi? Hvis vi lader audiovisuelle tjenesteydelser ude af betragtning, kommer vi vel netop til at ignorere borgere i fattigere lande, som må leve med dårlige eller ingen tjenesteydelser i form af sundhed, uddannelse, vandforsyning og transport forvaltet af ineffektive statsmonopoler eller virksomheder, der ofte er kædet sammen med korrupte eller ineffektive politikere? Jeg opfordrer på det kraftigste mine kolleger til at lytte til borgerne og ikke til politikerne i disse lande.

Jeg ser også i punkt 80, at man støtter det synspunkt, at de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter ikke behøver at blive revideret, men jeg anmoder Kommissionen om ikke længere at ligge under for protektionistiske holdninger i virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige. F.eks. har handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter gjort sko dyrere for fattige familier, navnlig børnefamilier, og de straffer de virksomheder i EU, der har udnyttet de muligheder, som globaliseringen og globale forsyningskæder giver, og skabt job med høj merværdi inden for forskning, design og markedsføring i EU, mens de har outsourcet job med lav merværdi til Asien. Faktisk betyder handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, at Kommissionen lytter mere til europæiske virksomheder, som ikke er konkurrencedygtige, end til forbrugere, detailhandlere og globale leverandører til EU, og jeg mener ikke, at de i det lange løb vil redde et eneste europæisk fabriksjob.

Jeg vil imidlertid ikke udelukkende opholde mig ved mine betænkeligheder. I betænkningen bekræftes det med rette, at fordelene ved liberalisering opvejer dens potentielt ødelæggende virkning, og at lande, der fjerner toldmæssige og ikketoldmæssige barrierer og åbner deres markeder, får de største fordele. Problemet med, at protektionisme fører til arbejdsløshed, som den nye franske præsident kommer til at kæmpe med, fremhæves også. Af disse grunde går jeg ind for betænkningen.

  Elisa Ferreira, for PSE-Gruppen. - (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne indlede med ordføreren. Europa må i dag afklare, hvordan det skal finde sin plads i den globaliserede økonomi.

Som socialdemokrater, hvis skyggeordfører jeg er, går vi fuldt og helt ind for Verdenshandelsorganisationens multilaterale rammer. Doha-forhandlingernes relative blindgyde har fået Kommissionen og vores vigtigste partnere til at søge midlertidige løsninger gennem bilaterale eller regionale handelsaftaler. Det er selvfølgelig en nødstrategi, der kun kan forsvares, hvis aftalerne lader sig forene med en succesfuld afslutning på Doha-forhandlingerne, og hvis de omfatter miljømæssige og sociale minimumsbetingelser, der er i overensstemmelse med de anerkendte internationale standarder om bl.a. anstændigt arbejde.

Jeg vil dog gerne pointere, at det er helt forkert at skride til unilateral revision af handelsbeskyttende instrumenter, som ordføreren har sagt. Derudover må det tydeligt fastslås, at økonomisk stærke partnere skal behandles anderledes end mindre udviklede lande eller lande med alvorlige udviklingsproblemer.

Hvad angår de første – Korea, Indien, Brasilien, Mexico, Kina og Indonesien – er det på tide, at EU kræver et vist mål af gensidighed, hvad særlig angår markedsadgang, beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, handelsregler, investeringspolitik og konkurrence. Det kræver Europas borgere. En sådan gensidighed kan man imidlertid aldrig kræve af svage lande eller lande med alvorlige udviklingsproblemer. I forhold til disse lande får EU med denne strategi yderligere ansvar og bør medvirke til, at de får bedre muligheder for at udnytte verdenshandelen til at fremskynde deres udviklingsproces.

Det er naturligvis ikke let at finde en balance mellem disse mål. Jeg håber dog, at der vil være tilstrækkelig kompromisvilje til, at de forskellige politiske grupper kan finde et fælles standpunkt, så de europæiske borgere, som vi repræsenterer, kan føle sig mere trygge i globaliseringens uvished.

  Ignasi Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen. - (ES) Fru formand! Når vi taler om Europas konkurrenceevne, taler vi ikke om et teoretisk eller akademisk spørgsmål. Vi taler om skabelsen af rigdom, arbejdspladser, velfærd for vores borgere, Europas rolle i verden, dets ansvar, og hvordan det udøver det, over for dets naboer, handelspartnere samt de, der er de svageste og mest udsatte i forbindelse med det, vi kalder globaliseringen.

Jeg hilser på vegne af min gruppe hr. Casparys betænkning velkommen. Vi vil komme med et par ændringsforslag til den ved den senere afstemning, som vil forbedre eller præcisere nogle af dens påstande, ikke med det formål at fjerne noget fra den, men for at bibringe nogle idéer til støtte for de ændringsforslag, der er stillet af andre grupper.

Handel og frihandelsområder er ikke et dogme, de er ikke en religiøs sandhed, der skal forsvares under alle omstændigheder.

Det er en realitet, en konstatering, at det udelukkende er frihandelen, der med klare og retfærdige regler for alle, kan bidrage til at skabe rigdom, velfærd og udvikling. Protektionisme kan aldrig gøre det, og det er aldrig blevet bevist, at den bidrager med noget. Frihandel, åbning af markederne på globalt niveau, fører indirekte til skabelse af flere individuelle frihedsrettigheder for de mennesker, der drager nytte af denne frihed. Derfor går vi ind for åbning af markederne og liberalisering, ikke fordi vi forsvarer et dogme eller en religiøs sandhed eller et princip, som vi er politisk knyttet til, men fordi fordelene herved er meget tydelige.

Når EU forsvarer dette princip, forsvarer det i den nye strategi for et globalt Europa en åbning af markederne på globalt plan, og det skal også påtage sig sit ansvar. Der påhviler EU et tungt ansvar, når det repræsenterer og forsvarer os.

Derfor, og her tilslutter min gruppe sig det, som de øvrige talsmænd har sagt, er det ikke det rette tidspunkt til at revidere foranstaltningerne til beskyttelsen af handelen. Måske er tiden inde til at revidere dem, men ikke til at fjerne eller ændre dem, for det er EU's ansvar ikke at tabe de restriktioner, der fortsat findes, af syne, og som i mange tilfælde ikke er egentlige toldrestriktioner, som gradvis pålægges. Jeg understreger her en af de ting, som vi får lejlighed til at tale om: den nedværdigende kommercielle omtale af europæiske produkter i visse lande.

EU har også et ansvar, når det forhandler på vores vegne, når det beder om adgang til markedet for tjenesteydelser, og når det forhandler om offentlige licitationer.

Det er meget vigtigt, at vores handelspolitik ikke kun er forenelig med vores udviklingspolitik, men også passer perfekt sammen med den. Jeg siger ikke, at det ikke er tilfældet, men der er risiko for, at vores handelspolitik ikke forløber parallelt med vores forpligtelser på udviklingsområdet. Derfor tilføjer vi også nogle ændringsforslag til betænkningen, så denne tanke bliver helt tydelig.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand, hr. kommissær! Globaliseringen repræsenterer i bund og grund en mulighed for Europa. Jeg takker ordføreren for at have gjort det klart i betænkningen. Jeg vil også indskærpe det specielt over for vores kolleger på venstrefløjen, som har hovedansvaret for at kæde frihandel sammen med arbejdsløshed og social katastrofe.

Hvis vi skal undgå de negative følger af global handel og være konkurrencedygtige på globalt plan, må vi rydde op i vores eget ressourcefordelingssystem. For øjeblikket forvrider overdreven regulering og kontrol EU's indre marked. Vi lader langsomt denne mulighed gå fra os, hvad angår tjenesteydelser og arbejdsmarkedet i EU.

Vi udnytter stadig ikke alle de konkurrencefordele, som et transatlantisk marked kunne give. I stedet for at vække uro over billigere tjenesteydelser, arbejds- og skattekonkurrence, bør vi drage fælles fordele af denne situation. Vi må konkurrere i dette kapløb og gøre alt for at vinde det.

  Pierre Jonckheer, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. kommissær! Uafhængigt af deres politiske tilhørsforhold vedtog regeringerne i november 2006 de generelle retningslinjer, som Kommissionen havde foreslået, og Kommissionen har nu formelt indledt forhandlinger med bl.a. Sydkorea og ASEAN-landene på baggrund af de mandater, der blev vedtaget af Rådet efter forslag fra Kommissionen.

I disse spørgsmål må vi huske på, at Parlamentet kun har beføjelse til at udtale sig og må tage til takke med en procedure med samstemmende udtalelse i slutfasen. Det samme gør sig i øvrigt gældende for de nationale parlamenter. Handelsforhandlingerne forbliver de udøvende nationale myndigheders og de udøvende fællesskabsmyndigheders beføjelse, hvilket vi har kritiseret i 25 år.

Vi så faktisk gerne, at navnlig Parlamentet blev inddraget i fastsættelsen af forhandlingsmandaterne gennem den fælles beslutningsprocedure, og at der efterfølgende reelt blev gennemført en opfølgningsprocedure, og ud fra det synspunkt mener jeg ikke, at hr. Mandelsons fremmøde i vores udvalg har været tilstrækkeligt, hvor interessant hans deltagelse end har været.

Mit andet budskab vedrører reglerne. Siden Bruntland-betænkningen har vi opfordret til, at de internationale handelsregler tilpasses de store krav om en ny udviklingsmodel, som gavner alle mennesker på vores lille planet.

Er det nødvendigt, hr. kommissær, at minde om, at miljøkonsekvenserne af vores nuværende livsstil her i Europa er tre gange så store som jordens kapacitet? Det er således uholdbart, hvis denne levevis blev mere udbredt, og det er den simple årsag til, at de internationale miljøstandarder og standarder for sociale betingelser hurtigst muligt bør gøres bindende og ikke kun anbefales i forbindelse med disse handelsforhandlinger, hvilket desværre hverken er Kommissionens eller det parlamentariske flertals holdning, eftersom de er forblændet af de kortsigtede interesser.

Blandt andet af disse årsager og navnlig på grund af den betydning, som disse forhandlinger ville kunne få for den fremtidige udarbejdelse af fællesskabslovgivning, forkaster min gruppe enstemmigt denne betænkning.

  Helmuth Markov, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær! Betænkningen af min udvalgskollega hr. Caspary er i det væsentlige en gentagelse af det, der også kommer til udtryk i Kommissionens strategi Global Europe. Jeg kan ikke støtte disse Lissabon-strategier i udenrigshandelspolitikken, hvilket også gælder den markedsadgangstrategi og politikken i den nye frihandelsaftale, der blev offentliggjort i april, og som lægger sig fuldstændig tæt op ad disse. Strategi og gennemførelse sigter fortrinsvis mod at opnå forbedrede markedsadgangmuligheder for europæiske virksomheder i tredjelande. Det kan man a priori ikke indvende noget imod.

Ved hjælp af afskaffelsen af - hvis dette overhovedet er muligt - alle handelsbarrierer forsøger man at underordne ikke kun toldtariffer, men også forbruger-, miljø-, social- og udviklingspolitiske foranstaltninger til de principper for konkurrenceevne, som frihandelsorienteret tankegang kræver. Samtidig foreslås det, at EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter skal anvendes mere konsekvent, og at beskyttelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder - stikord patenter - skal udvides. Da man åbenbart næppe vil nå frem til en multilateral aftale i WTO-regi om en sådan ensidig begunstigelse af især større europæiske virksomheder, sigter Kommissionen og Rådet stadig mere åbenlyst mod en gennemførelse af europæiske økonomiske interesser via bilaterale og regionale aftaler, som går langt videre end det, der egentlig skal forhandles om i Doha-runden. Stikordene er deregulering af de offentlige indkøb og af konkurrencepolitikken. Min gruppe kan ikke stemme for en sådan politik, som ikke længere har noget at gøre med skabelsen af et fair multilateralt handelssystem. At behandle styrke og svaghed ens er at behandle dem retfærdigt, og det handler om en fair handelsaftale.

Jeg vil imidlertid gerne fremhæve et vigtigt og rigtigt punkt i Caspary-betænkningen. Det er uacceptabelt, at næsten alle vigtige europæiske beslutninger træffes på europæisk plan uden Parlamentes medbestemmelse. I eftermiddag vil vi komme til at drøfte den økonomiske partnerskabsaftale yderligere. Det er rigtigt, hr. kommissær, at der finder livlig udveksling sted med DG Handel og med Dem, men tekstudkastene foreligger ikke for Handelsudvalget, Så længe der findes et sådant hemmeligt diplomati i Parlamentet, er det forståeligt, at mange EU-borgere stiller sig stadigt mere skeptiske over for EU's foranstaltninger.

  Graham Booth, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg tror på frihandel. Den har været til fordel for mit land, Det Forenede Kongerige, og er et vigtigt middel til at hjælpe verdens fattigste nationer ud af fattigdommen. De økonomiske partnerskabsaftaler er imidlertid til mere skade end gavn for frihandelssagen på grund af EU's hykleri.

Umiddelbart lyder åbningen af vores markeder for import fra disse lande meget godt, fordi den vil bidrage til at fremme deres økonomier, men medaljen har som altid en bagside. Udviklingslandene skal åbne deres markeder for varer fra Europa og afskaffe deres importtold - ifølge EU's tidsplan inden årets udgang - og hvis de ikke vil det, vil de europæiske handelshindringer blive større og den europæiske støtte mindre. Man må krybe, før man kan gå. Som ordføreren bemærker, er forholdene i mange AVS-lande endnu ikke lagt til rette for, at skatteopkrævning kan erstatte told som hovedkilde til finansiering af offentlige udgifter.

Jeg mener, at vi ved at forsøge at øge tempoet skader den globale frihandelssag mere, end vi gavner den. Og hvem tror vi egentlig, at vi er, når vi presser disse nationer til at skrotte toldafgifter? Så sent som sidste år indførte Kommissionen jo told på sko fra Kina. Men det var ikke frihandel eller retfærdig handel for den sags skyld. Vi fik at vide, at de eksporterede subsidierede varer til EU. Men hvad gør vi med vores overskudslandbrugsvarer, som er subsidieret gennem den fælles landbrugspolitik? Nøjagtigt det samme: Vi eksporterer dem til fattige lande og tvinger dermed deres landbrugere ud i fattigdom.

Ordføreren siger, at der bliver indgået økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og mange AVS-lande. Det er muligvis rigtigt, men kun fordi EU har overtaget. Det kaldes ganske vist et partnerskab, men det er et meget ulige partnerskab. Det passer storkapitalen, men ikke udviklingslandene. Sundheds- og miljøstandarderne i Europa er så høje, at mange af AVS-landenes muligheder for at eksportere deres landbrugsvarer vil være meget begrænsede.

Hvad værre er, fremgår det af Kommissionens egen konsekvensanalyse, at undertegnelsen af disse aftaler kan fremskynde produktionssektorens sammenbrud i Vestafrika. Som borger fra et land, der traditionelt har gået ind for og fremmet ægte frihandel, ønsker jeg ikke at medvirke til dette. Det bekræfter mig kun i min overbevisning om, at Det Forenede Kongerige bør indgå sine egne handelsaftaler og forlade dette frygtelige EU, som, til trods for al dets fromme tale om at lette fattigdommen og fremme udvikling, i virkeligheden har været den direkte årsag til massiv fattigdom i alle verdens udviklingslande.

  Dumitru Gheorghe Mircea Coşea, în numele grupului ITS. - Îl felicit pe raportor pentru munca excelentă pe care a depus-o, dar subliniez şi susţin în acelaşi timp remarca pe care raportorul o face în legătură cu faptul că este regretabilă situaţia în care cetăţenii Uniunii Europene stabilesc o paralelă între, pe de o parte, mondializare, iar, pe de altă parte, scăderea producţiei europene şi pierderea de locuri de muncă. În acest context se înscrie şi reacţia negativă pe care cetăţenii europeni o au faţă de procesul delocalizării unor întreprinderi productive spre noile state membre în scopul utilizării unei forţe de muncă mai ieftine. Am remarcat o astfel de reacţie negativă şi în timpul campaniei electorale prezidenţiale din Franţa, şi m-a deranjat faptul că România este prezentată ca o ţară care ar atrage aceste delocalizări, prejudiciind situaţia locurilor de muncă în alte ţări membre ale Uniunii. Se vorbeşte chiar de o politică de dumping social pe care ar practica-o România. Constat, cu regret, lipsa de informaţii pe care o au cetăţenii europeni şi insist pe nevoia unei informări nu numai ample, dar şi mai corecte.

În acest sens ar trebui ştiut că România, prin strategia sa de postaderare, nu încurajează delocalizarea, deoarece, în multe cazuri, prin aceasta se produc dezechilibre majore din punctul de vedere al protecţiei mediului, se dezvoltă ramuri industriale energofage şi utilizatoare de muncă slab calificată. Interesul actual al României este dezvoltarea unor ramuri industriale moderne, care să ridice gradul de competitivitate al economiei, şi nu aglomerarea pe teritoriul ţării a unui amalgam de întreprinderi, deplasate tehnic şi tehnologic. Iată de ce consider că delocalizarea este un proces care nu avantajează pe nimeni în interiorul Uniunii şi apare ca fiind extrem de necesară adoptarea unei strategii care să permită ca într-adevăr mondializarea să contribuie la respectarea interesului, nu numai al Uniunii, dar şi al diferitelor ţări membre în parte.

  Roger Helmer (NI), - (EN) Fru formand! Der er nogle gode ting i denne betænkning - betydningen af de transatlantiske forbindelser, gradvis nedsættelse af told på transatlantisk handel, betydningen af handelsliberalisering og det faktum, at protektionisme fører til arbejdsløshed - og alligevel er betænkningen nærmest skizofren, hvad angår toldafgifter. På den ene side roses EU's toldunions såkaldte succes til trods for Europas langvarige økonomiske nedgang i forhold til Asien og USA, og på den andens side opfordres der til gradvise toldnedsættelser.

Vi må beslutte os. Handelshindringer er enten gode eller dårlige - de kan ikke være begge dele. Sandheden er, at toldunioner er et bismarcksk fænomen fra det 19. århundrede, og de har ikke noget at gøre i det 21. århundrede. Det er på tide at afskaffe EU's fælles importtold og skabe et europæisk frihandelsområde.

Betænkningen indeholder også rosende ord om den europæiske sociale model og den ajourførte Lissabon-dagsorden, selv om vi alle sammen ved, at Lissabon-dagsordenen er en død sild. Vi taler om den, men iværksætter den ikke, mens EU's konkurrenceevne bliver endnu ringere end vores konkurrenters. Jeg husker udmærket, at den britiske premierminister, Tony Blair, her i salen stillede spørgsmålet om, hvilken social model det er, der efterlader 20 millioner arbejdsløse i Europa. Svaret er: den europæiske sociale model. Jeg husker også et besøg i Singapore, hvor vores kollega hr. Corbett spurgte den daværende premierminister, Goh Chok Tong, hvorfor et rigt land som Singapore havde så ringe sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse. Goh Chok Tong svarede: "Vi mener, at vi får en masse arbejdsløse, hvis vi betaler folk for at være arbejdsløse, så det gør vi ikke." Det er Østens visdom, og den gør vi klogt i at huske på.

Der er kun en vej til et konkurrencedygtigt Europa: Vi må have Konrad Adenauers "regelbål". Vi må have store skattenedsættelser og nedsættelser af social- og arbejdsmarkedsudgifterne. Så kan vi måske begynde at konkurrere på globalt plan.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Eksportørers og virksomheders adgang til utallige vigtige EU-handelspartneres markeder er ikke altid let. Der er høje toldafgifter og tekniske hindringer, uigennemsigtig og uredelig praksis, administrative og skatte- og afgiftsmæssige hindringer og mangelfuld anvendelse af princippet om national behandling i almindelighed.

Jeg vil også understrege den ineffektive beskyttelse af intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder på globalt plan, som ordføreren, hr. Caspary, også var inde på.

En anden parameter, der påvirker europæiske varers og tjenesteydelsers reducerede konkurrenceevne, er forpligtelsen til at overholde strengere bestemmelser om varer, folkesundhed, miljø, forbrugersikkerhed og arbejdsmiljø.

Jeg går ikke ind for at udvande EU-lovgivningen, jeg går ind for at opnå gensidige betingelser med vores handelspartnere.

Desuden må vi på både bilateralt og multilateralt plan sikre, at ikke blot økonomisk dumping, som vi ser den i dag, men også social og miljømæssig dumping undgås.

I netop den forbindelse forsøger EU med rette inden for rammerne af de igangværende WTO-forhandlinger at afskaffe importafgifter på såkaldte miljøvarer. Samtidig er det imidlertid værd at undersøge muligheden for at indføre en miljøafgift på import fra lande, der ikke er bundet af Kyoto-protokollen, for at opveje de europæiske virksomheders forringede konkurrenceevne og forhindre dem i evt. at flytte til områder med mere fleksible miljøbestemmelser.

Det globale handelssystems balance afhænger af konvergerende systemer, institutionel gennemsigtighed og konvergerende sociale og miljømæssige bestemmelser.

  Erika Mann (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg vil godt kommentere nogle punkter i Caspary-betænkningen og i Kommissionens forslag, som min gruppe anser for at være vigtige.

Jeg vil gerne takke kommissæren udtrykkeligt for, at han i det hele taget havde mod på at tage fat på disse emner og foreslå en strategiændring i EU. Det er en proces, som Parlamentet allerede krævede i 2002, hvor jeg også selv foreslog, at vi i højere grad skulle vende blikket mod Asien på aftaleområdet. Så mange tak for det!

Problemet består imidlertid deri, at der siden 2002 har fundet graverende ændringer sted i den globale økonomiske udvikling. Foruden Kina har vi fået andre aktører, og de foreslåede lande, f.eks. Korea og nogle ASEAN-lande, men også Indien, har ikke længere udviklingskarakter i traditionel forstand, men er allerede blevet tærskellande og ekstremt konkurrencedygtige. Alligevel hersker der stor fattigdom i nogle af disse lande, hvilket er en udfordring for EU. Dette betyder, at vi skal forfølge en klog handelsstrategi, som kræver fairness i handelen med disse lande.

Vi skal nødvendigvis skabe en balance ved på den ene side at træffe beslutninger om åbning af markeder sammen med de pågældende lande på sag til sag-basis, og på den anden side skal vi naturligvis også kræve standarder, f.eks. på miljø- og arbejdsbeskyttelsesområdet, men selvfølgelig også på området for intellektuelle ejendomsrettigheder. Det vil være vanskeligt at finde en balance her!

Hr. kommissær, De talte om, at De allerede havde indrømmet Parlamentet yderligere rettigheder, idet De har overført mandatbeslutningen til os. Det er korrekt, og det vil jeg gerne takke Dem for. Til trods herfor vil jeg bede om Deres fortsatte støtte til os, når vi kræver af Rådet, at vi også fremover får medbestemmelsesret, som vil bidrage væsentligt til at udvikle en fornuftig handelspolitik.

Jeg vil gerne takke hr. Caspary og fru Ferreira som skyggeordfører for betænkningen og for deres beredvillighed til at samarbejde med os.

  Gianluca Susta (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Europas aktuelle forpligtelse til at fremme stadig mere åbne markeder må ikke forhindre det i at fremme sine egne interesser i denne globaliserede verden. Lissabon-strategien repræsenterer et ambitiøst mål, som vi alle sammen kan gå ind for, og den giver os mulighed for at tage de udfordringer op, som EU's konkurrenter har givet os.

Vi må imidlertid huske på, at det store handels- og udviklingsspil ikke altid foregår på lige vilkår, og denne mangel på gensidighed skader vores produktionssystemer og har alvorlige sociale følger, selv om den kan retfærdiggøres af, at mange lande er begyndt at udvikle sig sent. Samtidig med at vi fastholder vores ønske om en multilateral tilgang, må vi også om nødvendigt indgå bilaterale aftaler. Vores politik går ud på at åbne markederne, reducere toldafgifterne gradvist og skabe lige konkurrencevilkår. I den forbindelse bør vores politikker for innovation, åbning af markeder og støtte til omstrukturering af forældede og ikke længere konkurrencedygtige produktionssektorer ledsages af foranstaltninger til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og kommerciel beskyttelse i almindelighed, som det fremgår af grønbogen og understreges i Caspary-betænkningen.

  Seán Ó Neachtain (UEN). - A Uachtaráin, ba mhaith liom a dheimhniú ar an gcéad dul síos nach n-aontaíonn mise beag ná mór leis an gcur chuige oibre atá ag Peter Mandelson, Coimisinéir Trádála an AE, maidir le comhráití DOHA ar thrádáil Domhanda.

Dealraíonn sé domsa go bhfuil an tUasal Mandelson ag iarraidh margadh trádála ilshleasach a bhaint amach, is cuma cé a ghortófar sa phroiseas. Tá an iomarca géillte ag an Aontas Eorpach cheana féin sna cainteanna seo. Tá ciorraithe móra déanta ag an AE ar an tacaíocht a thugtar d'fheirmeoirí na hÉireann agus na hEorpa, agus táimid fós ag feitheamh go gcuirfeadh Meiriceá agus Grúpa Cairns na leasaithe a gheall siad féin i gcrích.

Ba chóir go mbeadh Rialtais na mBallstát uilig an-soiléir agus an-chúramach maidir leis an gcineál margaíochta ar mian leo a dhéanfadh an Coimisinéir Mandelson ar a son. Níor chóir dúinn ár bhfoinse beatha a bheith chomh fada ó bhaile le Meiriceá Theas. Ba chóir dúinn é a chothú anseo ag baile agus bá chóir dúinn é a dhéanamh ar na bunphrionsabail ar bunaíodh an tAontas Eorpach orthu, agus bá chóir go dtuigfeadh an tUasal Mandelson é sin. Is Sasanach é, agus ba chóir go mbeadh ciall ceannaithe ag Sasana sa phróiséis seo anois.

  Jacky Henin (GUE/NGL). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Lad os finde modet til at aflive myten: frihandelen mindsker ikke længere fattigdom og gavner ikke længere udviklingen. I de seneste undersøgelser, som Verdensbanken har udgivet, analyseres de stort set ikkeeksisterende gevinster, og størstedelen af disse stort set ikkeeksisterende gevinster tilfalder Kina.

Hvis man tager fjernelsen af toldafgifterne i betragtning, bliver regnestykket særligt negativt for udviklingslandene. Den kapitalistiske globalisering tilskynder ikke konkurrence mellem de store multinationale selskaber. Den beskytter dem. Til gengæld skaber den kraftig konkurrence mellem de sociale systemer og de skattesystemer, som på demokratisk vis er blevet valgt af borgerne i de enkelte lande. En af konsekvenserne ved frihandel er i øvrigt en massiv overførsel af selskabsskattebyrden til husholdningerne. Derfor er de store ord i betænkningen om bevarelsen af den europæiske sociale model kun teatralske formuleringer, der skal få tårerne til at trille. Hvis vi vil bort fra dette, er det vigtigt at erstatte frihandelsprincippet med princippet om loyal samhandel.

Dollarens og yennens fald går hårdt ud over beskæftigelsen i industrien i euroområdet, og betænkningen opfordrer Kommissionen til ..., opfordrer! Tartuffe kunne ikke have sagt det bedre! Ikke et ord om det urimelige ønske om at tage nerven ud af antidumpingforordningerne under påskud af, at de er til skade for visse finansielle interesser, navnlig europæiske. Eftersom vi står til tjeneste for de europæiske borgere og ikke for spekulative finansielle investeringsselskaber, lad os da vælge samarbejdet frem for konkurrenceevnen, lad os vælge en rationel protektionisme, der bygger på toldafgifter med et socialt og miljømæssigt perspektiv, og lad os indføre valutakontrol og kontrol af kapitalbevægelserne.

Jeg er overbevist om, fru formand, mine damer og herrer, at hvis vi fortsætter denne hovedløse flugt mod frihandel, vil Unionen køre durk ind i væggen med speederen i bund, skrigende i vilden sky.

  Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Fru formand! Jeg vil allerførst lykønske hr. Gaspari med hans afbalancerede betænkning. Denne tekst kan regne med min støtte i morgen ved afstemningen.

Som ordfører for forbindelserne mellem EU og Kina tiltrak især punkterne om handelsforbindelserne med Folkerepublikken sig min opmærksomhed. Jeg var overrasket over formuleringen af punkt 44, fordi jeg absolut ikke betragter Kina som den vigtigste og tydeligste illustration af den positive virkning, som liberalisering af handelen og aktiv deltagelse på globale og konkurrerende markeder har. Ordføreren er for øvrigt enig med mig, i betragtning af hans lange liste over punkter, der vækker bekymring, og de deraf følgende stridspunkter.

Foruden problemerne på det sociale og miljømæssige område og vores bekymringer, når det gælder beskyttelsen af europæisk intellektuel ejendom, vil jeg også konkret nævne europæiske virksomheders mangelfulde adgang til det kinesiske marked og dumpingmetoder i Kina. Også disse skader det europæiske erhvervsliv. Kineserne afskærmer jo deres eget marked for udenlandsk konkurrence og favoriserer samtidig deres egne produkter.

En åben økonomi i en globaliserende verden forveksles med urette ofte med en økonomi uden barrierer. Heldigvis vælger ordføreren ikke denne kurs. I punkt 17 i sin betænkning henviser hr. Gaspari med rette til den skade, som den europæiske økonomi lider, fordi nogle lande ikke overholder handelsreglerne. Som en reaktion herpå skal EU beskytte sig mod uærlig handelspraksis.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til, både inden for og uden for rammerne af WTO, at gøre det klart, at Unionen ikke tolererer uærlig adfærd. Det indebærer imidlertid, at EU også skal være rede til virkelig at iværksætte sanktioner med passende handelsbeskyttende midler, ikke som resultatet af en protektionistisk refleks, men fordi det i nogle tilfælde kun er tvang, der hjælper med at garantere lige vilkår for EU's erhvervsliv.

  Jean-Marie Le Pen (ITS). - (FR) Fru formand! Betænkningen af vores kollega fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, hr. Caspary, fremstiller på nærmest karikerende vis fordelene ved globaliseringen og EU's handelspolitik.

Rent faktisk ser den kun fordele: åbning af markederne, navnlig for offentlige indkøb, øget konkurrence, konkurrencens velsignelser og global frihandel, men med et lille forbehold vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.

Til gengæld fordømmes protektionismen uigenkaldeligt, og toldafgifterne fremstilles som utålelige fornærmelser af handelsguden. Det bliver interessant at se, hvad hr. Sarkozys regering over for de almægtige ultraliberale i Parlamentet og i Kommissionen vil gøre for at forsvare vores virksomheder, især vores SMV'er og SMI'er, vores landbrug og vores offentlige sektor.

Eftersom Europa allerede er den mest åbne økonomiske enhed i verden, er det paradoksalt at ville gå endnu længere, medmindre vi bevidst og en gang for alle ønsker at ofre vores landbrug og vores industri. Og alligevel, så er det netop, hvad det Bruxelles-styrede Europa er i gang med af hensyn til konkurrencen og frihandelsdogmet og for at tilfredsstille vores amerikanske allierede. Under disse omstændigheder, i mangel af en handelsbeskyttelse, der er sit navn værdig, i mangel af effektive beskyttelsesinstrumenter og i mangel af europæiske embedsmænd, der er uafhængige af de angelsaksiske lobbyer, hvad kan Europa da gøre for at forhindre udflytning af virksomheder og hjerne- og kapitalflugt? Europa kan støtte sig til de tusind år gamle nationer i stedet for til det ultraeuropæiske blændværk, som hr. Caspary forsvarer, og som med garanti vil skuffe de europæiske borgere bravt.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Inden for WTO har Europa altid - ofte alene og på bekostning af dets egne umiddelbare økonomiske interesser - forsvaret en snæver fortolkning af systemets regler og holdt godt øje med enhver praksis, der kunne forårsage forvridninger på det nationale eller internationale marked. Hvis disse regler skal give nogen mening, må EU insistere på, at de også overholdes af de øvrige medlemmer, navnlig af vores direkte konkurrenter.

Det er også vigtigt, at disse regler tilpasses regelmæssigt til de løbende ændringer i handelspraksis og i produktionssystemet, som i de seneste tilfælde med flytninger, for ikke blot at beskytte kvaliteten og antallet af job i EU, men også respekten for de sociale og miljømæssige standarder i lande uden for Europa. I den forbindelse er det vigtigt at tilskynde til og fremskynde de procedurer, der er ved at blive fastlagt for at skabe det europæiske kvalitetsmærke og beskytte intellektuel ejendom, så vores virksomheders, navnlig vores mindre virksomheders, konkurrenceevne og kvaliteten af vores produktion kan beskyttes både inden og uden for vores grænser.

Som medlem af Udviklingsudvalget må jeg påpege, at en fleksibel og gradvis tilgang under alle omstændigheder er nødvendig for de udviklingslande, der, inden markedet åbnes helt, er forpligtede til at dække deres egen befolknings grundlæggende behov, dvs. lige adgang til f.eks. rent vand, uddannelse og velfungerende sundhedssystemer, som er en vigtig forudsætning for senere bæredygtig økonomisk udvikling.

  Christofer Fjellner (PPE-DE). - (SV) Fru formand! Først og fremmest vil jeg begynde med at takke hr. Caspary. Jeg må sige, at det her er en af de bedste handelspolitiske betænkninger, som jeg har set i Parlamentet. Her slås det tydeligt fast, at frihandel spreder velstand, og at protektionisme spreder fattigdom. Det er et skridt i den rigtige retning, at vi kan konstatere det sammen i Europa-Parlamentet. Selv Kommissionens initiativ med hensyn til det globale Europa i forbindelse med konkurrenceevnens eksterne dimension er utrolig godt. Handelspolitikken burde jo have været en del af Lissabon-dagsordenen allerede fra begyndelsen af. At tale om Europas konkurrenceevne uden at tale om vores handel med omverden vil ellers bare være tomme ord.

Og nu hvor De stadig er her, vil jeg benytte lejligheden til at fortælle Dem to synspunkter, hr. Mandelson.

Først har jeg lagt mærke til, at Kommissionen ofte taler om konkurrenceevne, men så er det næsten kun om betydningen af at øge markedsadgangen og reducere tolden i andre lande. Men det er mindst lige så vigtigt at øge andre landes virksomheders adgang og muligheder for at komme hertil og sænke vores egen told. Det vil ikke kun give de europæiske forbrugere og virksomheder billigere varer, men det vil også øge konkurrencen og dermed styrke vores konkurrenceevne over for omverden. At vi reducerer vores egen told, er altså mindst lige så vigtigt, som at andre gør det.

Dernæst vil jeg tale om behovet for at reformere de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. På det punkt er jeg ikke rigtig enig i betænkningen foran os. Jeg har forstået, at der har været et ret stort pres på Kommissionen, efter at dette initiativ er blevet præsenteret. Desværre fører dette pres tilsyneladende til et lavere ambitionsniveau fra Kommissionens side. Retorisk er man gået fra at tale om en reform til at tale om en gennemgang, men jeg forventer, at Kommissionen præsenterer en reform af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som lever op til navnet. At EU vil beskytte os imod handel, er jo lige så dumt, som det lyder.

Jeg vil også nævne et af mine yndlingseksempler på absurde handelshindringer, nemlig EU's underlige told på lavenergipærer. For samtidig med at vi bekymrer os om drivhuseffekten og taler om at forbyde almindelige pærer, bliver vi beskyttet imod import af lavenergipærer i kraft af høj told.

Nej, hr. Mandelson, vi bør snarest få en større reform af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

  Harlem Désir (PSE). - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil begrænse mig til fire bemærkninger.

For det første, hr. kommissær, mener jeg, at De gjorde ret i at understrege, at strategien for et globalt Europa ikke må være ensbetydende med at opgive prioriteringen af de multilaterale forhandlinger. Der er stor begejstring, men også mange illusioner omkring, hvad bilaterale frihandelsaftaler kan bidrage med. Vi får at vide, at vi skal indgå sådanne aftaler, fordi andre har valgt denne vej, herunder bl.a. USA. Rent faktisk har USA kun underskrevet seks eller syv frihandelsaftaler, som berører knap 5 % af landets udenrigshandel. De øvrige aftaler er slået fejl, fordi de skaber de samme problemer som på multilateralt plan med generelt set den samme type partnere. Jeg vil gerne tilføje, at disse forhandlinger ofte munder ud i aftaler, som er mest ugunstige for udviklingslandene til fordel for naturligvis de udviklede lande.

Det fører mig til min anden bemærkning. Går vi fra multilateralt til bilateralt plan, må vi ikke undervejs give afkald på handelspolitikkens udviklingsmål. Ud fra det synspunkt, hr. Caspary, mener jeg ikke, at man kan sige, at handelspolitikken ikke er forbundet med andre aspekter: udvikling, fattigdomsbekæmpelse, miljøbeskyttelse og socialpolitik. Der er imidlertid ikke automatisk en forbindelse mellem handel og udvikling og handel og reducering af fattigdom. F.eks. kan man sige, at hvis Afrika ikke har nogen handel, forbliver kontinentet fattigt, hvilket er korrekt. Men betyder det, at enhver handelsaftale med Afrika nødvendigvis vil gavne kontinentet? Nej, det gør det ikke. Det er nødvendigt at tage højde for en mere differentieret og kontrolleret form for liberalisering, som tager hensyn til de sårbare sektorer i en række lande. Og det gælder ikke udelukkende de fattigste lande. Det gælder også vækstlande, lande som Indien, hvis befolkning er en af verdens fattigste.

For det tredje må denne strategi for et globalt Europa ikke resultere i en genoptagelse af emner, som er blevet udeladt af de multilaterale forhandlinger. Jeg tænker på Singapore-emnerne, investeringsforhandlingerne, de offentlige indkøbskontrakter og den offentlige sektor. Der er ikke grundlag for at bringe disse emner på banen igen. Det ville resultere i de samme problemer, i det samme dødvande, eller også ville disse emner blive påtvunget, dersom de ligger uden for handelsreglerne og vedrører den interne regulering af sårbare sektorer, såsom adgangen til livsnødvendige tjenesteydelser, til offentlige tjenesteydelser.

For det fjerde - og det bliver min sidste bemærkning - mener jeg ligesom hr. Jonckheer, at vi ikke bør glemme, at EU også gennem sin handelspolitik arbejder for at gennemføre sociale og miljømæssige bestemmelser. Det sker gennem den styrkede generelle toldpræferenceordning og ikke længere gennem frihandelsaftaler, og det beklager jeg, for vi burde også fremme overholdelse af bl.a. ILO-reglerne.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Fru formand, hr. kommissær! Kommissionen bør give flere oplysninger om sin foreslåede handelspolitik, ikke bare til Parlamentet, men også og især til borgerne. For øjeblikket er europæere i mange lande bange for WTO og dens tiltag.

Der skal gøres en større indsats for at forklare borgerne princippet om, at en frihandelspolitik fører til økonomisk vækst, jobskabelse og bæredygtig udvikling over hele verden, forudsat at den politik er baseret på partnerskab, og at den bliver stadig mere afbalanceret og ærlig. Desuden bør en sådan politik tage udgangspunkt i vores egne europæiske sociale og miljømæssige standarder. Det lægger vi stor vægt på. På den ene side skal der være et frit marked og fri konkurrence, på den anden side skal der være europæiske sociale og miljømæssige standarder.

Det er ønsketænkning for øjeblikket, men disse to værdisæt skal forenes på et eller andet tidspunkt. Hr. kommissær! Det er det, De skal arbejde hen imod.

FORSÆDE: Adam BIELAN
Næstformand

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil først gerne lykønske hr. Caspary med denne virkelig gode betænkning.

Eftersom globaliseringen kræver hidtil usete ændringer, bør EU i dag gennemføre de nødvendige reformer, der kan gøre EU i stand til at få det fulde udbytte af globaliseringen. En af disse reformer er baseret på at tilpasse EU's handelspolitik efter de konkurrencemæssige udfordringerne. Der skal gøres op med den tankegang, som drager en parallel mellem på den ene side globaliseringen og på den anden side tilbagegangen for den europæiske fremstillingsindustri og tabet af arbejdspladser.

Europa skal kunne blive et område for synergier og industrielt samarbejde. At opnå det er udelukkende et spørgsmål om tiltrækningsevne, specialisering og beskyttelse. Europa skal således føre politikker, som fremmer et miljø, der er gunstigt for iværksætterånd, produktion og jobskabelse. SMV'erne, som er nøgleaktørerne i disse politikker, skal derfor have let adgang til offentlige kontrakter, sådan som man allerede ser det i USA. Hvis disse politikker skal blive mere omfattende, mere integrerede og fremtidsrettede må de ikke svigte landbruget, som er et handelsstrategisk instrument for EU, ikke et forhandlingsobjekt. Det ville i øvrigt have været passende, hvis denne meddelelse havde refereret til landbruget på samme måde, som den refererer til servicesektoren og produkter med høj merværdi.

Parallelt med denne proaktive holdning skal EU også være den, der beskytter. EU's resultater i forhold til vækstøkonomiernes er i dag påvirket negativt af en mangel på gensidighed, hvad angår betingelserne for adgang til markederne, og af en stigende illoyal handelspraksis. Over for dette bør EU indtage en skarpere holdning. EU skal således kunne beskytte sig selv mod økonomisk, social og miljømæssig dumping ved hjælp af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, som i øjeblikket er de eneste midlertidige foranstaltninger, der kan afhjælpe manglen på internationalt anerkendte konkurrenceregler. EU's eksterne konkurrenceevne vil, som vi kan se, være sikret, dels af Unionens evne til at angribe, dels af dens evne til at forsvare sig.

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Hr. formand, det er rigtigt, at vi står over for en globalisering, som vi kan reagere på to måder på: Vi kan lade os lede af begivenhederne eller forsøge at styre og kontrollere den, eller i sidste instans at regulere den.

Efter min mening er det formålet med vores handelspolitik, og så vidt jeg kan se det, er det essensen i Kommissionens meddelelse og generelt også i hr. Casparys betænkning.

Vi skal komme med et meget klart budskab til vores borgere i den forhandling, vi afholder i dag. Vi har ikke til hensigt blot at snuppe vores markedsandel uanset de øvrige kriterier. Vi ønsker at være til stede på verdensmarkedet, men det skal ske ved såvel at fremme den europæiske sociale model som ved at udbrede rigdommen og hermed lempe fattigdommen i hele verden.

Dette skal først og fremmest ske ved hjælp af multilaterale tiltag. Verdenshandelsorganisationen er fortsat EU's foretrukne vej til at påvirke globaliseringen. I denne henseende skal vi fortsat gøre os de størst mulige anstrengelser for at afslutte Doha-udviklingsrunden.

Indtil det er sket, skal vi af hensyn til vores ansvar over for vores borgere og endog over for borgerne i de lande, som vi ønsker at etablere frihandelsaftaler med, fortsat fremme dette andet instrument.

Hr. Casparys betænkning indeholder nogle elementer, der er meget vigtige for socialisterne og socialdemokraterne. I denne forbindelse vil jeg gerne minde om afsnit 20 om ILO's nye normer, eller afsnit 65, der sondrer klart mellem kommercielle og offentlige tjenesteydelser.

Hvis Caspary-betænkningen derudover tog hensyn til vores ændringsforslag 43 og 52, ville den være i endnu bedre overensstemmelse med vores ønsker. Men under alle omstændigheder er betænkningen efter min mening et positivt bidrag.

Som medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vil jeg også gerne sige, at jeg håber, at Rådet formår at få iværksat det, som forfatningen, som befinder sig i en ratificerings- eller ændringsproces, siger: Ikke kun en samstemmende udtalelse, men også deltagelse i mandatet, i opfølgningen på forhandlingerne, og dermed fuld repræsentation af borgerne i noget, der, når alt kommer til alt, meget klart påvirker deres dagligdag.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil fremhæve tre ting i mit indlæg.

Emnet for denne betænkning er udvikling af handel, og jeg vil allerførst sige, at dette ikke må anses for et mål i sig selv. Det skal ses i forhold til dets indvirkning på økonomisk vækst, herunder europæisk produktion, og i forhold til dets indflydelse på tendenser på det europæiske arbejdsmarked og på hele EU's afbalancerede udvikling.

For det andet er erklæringerne i betænkningen om markedsåbning korrekte, forudsat at de er baseret på princippet om gensidighed og på principperne om retfærdig konkurrence. EU åbner ofte sit marked under omstændigheder, hvor dets udenlandske partnere ikke har nogen intentioner om at overholde princippet om gensidighed og bestemt heller ikke principperne om retfærdig konkurrence.

For det tredje er det særlig vigtigt, at disse principper overholdes, når det drejer sig om handel med fødevarer. Nogle af EU's partnere har undladt at overholde principperne om retfærdig konkurrence på dette område, hvilket har ført til nedgang på mange landbrugsområder i Europa. I visse tilfælde er produktionen helt ophørt. Det vil blive meget vanskeligt, hvis ikke umuligt for Europa at genoptage aktiviteten i fremtiden i en situation, hvor udenlandske partnere kan bestemme priserne.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg har tre bemærkninger. For det første takker jeg hr. Caspary for at have gjort et glimrende stykke arbejde med denne betænkning, og jeg lykønsker ham med, at han fortsætter en god, liberal frihandelslinje.

For det andet vil jeg sige, at jeg støtter frihandel og multilateralisme. Jeg forstår imidlertid, at vi i den aktuelle Doha-runde må træffe nogle foranstaltninger, som vi ikke nødvendigvis bryder os om, om den bilaterale linje, men vi må holde os til den.

Jeg vil sige til hr. Mandelson, at det er udmærket, at han fremmer os som en supermagt inden for handel, for over 20 % af verdenshandelen er med os og 20 % med USA. Når vi taler om handel, lytter folk, og derfor er det meget vigtigt at finde en balance mellem frihandel og protektionisme.

Jeg ved ikke rigtig med selve handelsbeskyttelsesinstrumentet - jeg kan f.eks. godt lide kinesiske tennissko! - og derfor synes jeg, at kommissæren skal være lidt forsigtig med det og ikke gå for langt. Vi ønsker ikke at blive en europæisk colbertstat.

Min sidste bemærkning drejer sig om globalisering, navnlig globaliseringens omdømme. Jeg bliver meget bedrøvet, når jeg lytter til folk som Jean-Marie Le Pen - hvilket jeg ikke gør ret tit. Det lader til, at globaliseringen er blevet syndebuk for alt: Alt, hvad der er dårligt, skyldes globaliseringen, og alt, hvad der er godt, skyldes medlemsstaterne selv. Det er en forkert måde at se det på. Jeg ønsker bestemt ikke, at EU bliver en moderne Colbert, dvs. en merkantilist, som tror på sin egen eksport, men ønsker at forhindre import udefra. Det er ikke det, EU står for. EU står i bund og grund for fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, mennesker og kapital, og det skal vi også fremme på verdensplan.

  Kader Arif (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne påpege nogle få grundlæggende principper og give udtryk for nogle bekymringer i forbindelse med den nye handelsstrategi, som Kommissionen i dag slår til lyd for, og som tages op i betænkningen af vores kollega hr. Caspary.

Det første princip, som jeg vil påpege, er den prioritet, som altid skal gives multilateralismen. Vi ved, at den voldsomme udbredelse af bilaterale aftaler i høj grad skader den regulerede multilaterale struktur, som vi er en del af. Det andet princip er, at vi ikke må svække EU's engagement i en handelspolitik, der fremmer udvikling, en politik, der integrerer ikkehandelsmæssige aspekter som anstændigt arbejde, adgang til lægemidler, miljøbeskyttelse og fattigdomsbekæmpelse.

Angående mine bekymringer, så vedrører de tre punkter. Det første er, at det udviklingsvenlige aspekt i Doha-runden ikke længere er en prioritet i de kommende frihandelsaftaler og i EU's nye handelsdagsorden, selv om målene for EU's handelspolitik altid burde være forenelige med EU's udviklingspolitik og være et nyttigt supplement til den, navnlig når det drejer sig om sociale og miljømæssige spørgsmål.

Andet punkt, der bekymrer mig, er aftalernes anvendelsesområde, som rækker langt ud over de nuværende WTO-bestemmelser. Princippet om fuld gensidighed, som vi sigter mod at prioritere, herunder i vækstlande, som er ramt af udbredt fattigdom, er f.eks. ikke acceptabelt. Vi skal give udviklingslandene mulighed for i en overgangsperiode at beskytte de sårbare og følsomme sektorer i deres økonomi. Kort sagt må vi ikke pålægge andre noget, som vi ikke kan finde ud af at pålægge os selv.

Endelig er der min sidste bekymring, som vedrører de bestemmelser, der er rettet mod at forhandle om de såkaldte Singapore-emner. Disse kontroversielle emner blev udeladt af Doha-runden efter generel modstand fra udviklings- og vækstlandene. Striden havde forinden ført til sammenbruddet i Cancún-forhandlingerne.

Vi ved, at disse emner, som er lige så komplekse for EU som for vores partnere, rejser følsomme spørgsmål, som berører indenrigspolitikken og dermed selve medlemsstaternes suverænitet. Disse emner kunne endvidere få betydelig indflydelse på de økonomiske og sociale modeller og dermed på selve udviklingen i vores partnerlande.

Det af afgørende, at EU ikke presser på for at få disse emner med i forhandlingerne. Intet kan retfærdiggøre, at det, som blev sat uden for døren ved en multilateral forhandlingsrunde, kommer ind igen gennem et smalt vindue i form af en bilateral aftale. Det er vores konsekvens, der her er på spil, vores troværdighed og en vis udviklingsmodel, som vi altid har forsøgt at fremme.

  Glyn Ford (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg værdsætter alt det arbejde, som hr. Caspary har lagt i denne betænkning. Som kommissær Mandelson så rigtigt sagde, er det i år vores topprioritet at afslutte den multilaterale Doha-udviklingsrunde. Sideløbende er der supplerende forhandlinger om bilaterale frihandelsaftaler med Sydkorea, ASEAN-landene og Indien.

I hr. Casparys betænkning fastsættes der en ramme for, hvordan vi skal forsøge at optræde under disse forhandlinger, ikke på grund af hr. Caspary, men på grund af udvalget. Betænkningen indeholder imidlertid visse selvmodsigelser, og jeg mener ligesom hr. Helmer, at den er positivt skizofren.

Nogle medlemmer af min gruppe klager over, at betænkningen ikke er udviklingsfremmende. Jeg er heller ikke sikker på, at det var meningen, for vores forestående forhandlinger er med lande som Singapore, Sydkorea, Thailand og Indien, og de tilhører ikke længere kategorien af mindre udviklede lande. Blandt ASEAN-landene er Laos og Cambodja omfattet af EU's Alt undtagen våben-initiativ og nyder derfor en vis beskyttelse.

Jeg bifalder betænkningens punkt 30, hvor de mindre og svagere landes interesser tages i betragtning. Jeg går helt ind for punkt 32, hvor det kræves, at fremtidige frihandelsaftaler skal omfatte ILO-standarder om anstændigt arbejde.

Jeg nærer en vis sympati for hr. Kamalls bemærkninger om audiovisuelle tjenesteydelser, selv om jeg må sige, at privatisering af sundhed, uddannelse, drikkevand og energi sjældent hjælper de fattige i udviklingslandene, men snarere hjælper den mindre, rige del af befolkningen.

Jeg bifalder punkt 33, som gør det lettere at suspendere frihandelsaftaler, når de ikke overholdes, navnlig hvad angår sociale klausuler. For medlemmerne af PSE-Gruppen er det imidlertid punkt 29, der er det springende punkt. Her kræves der vidtrækkende liberalisering af tjenesteydelser. Min gruppe holdt møde i går og besluttede med et lille flertal, at den ikke kunne støtte betænkningen, hvis dette og tilsvarende punkter blev fastholdt.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Der har været nogle meget velinformerede og meget intelligente bidrag til denne debat. Jeg værdsætter dem og takker de medlemmer, der har givet deres besyv med.

Jeg mener, at hr. Fjellner fangede ånden, om ikke ligefrem hvert eneste bogstav, i både min egen tilgang og hr. Casparys betænkning, da han sagde, at frihandel spreder velstand, mens protektionisme spreder fattigdom. Det mener jeg i det store og hele er korrekt, men jeg vil sige, at frihandel er en nødvendig, men utilstrækkelig forudsætning for at skabe økonomisk udvikling og bekæmpe fattigdommen i nogle af verdens dårligst stillede lande.

Jeg er enig med dem, herunder hr. Désir, som ønsker, at Kommissionen følger et princip om proportional gensidighed, hvad angår udviklingslande. Det er jeg enig i, og min tilgang afspejler de pågældende udviklingslandes markeders kapacitet. EU forlanger kun det af handelspartnere, som deres udviklingsniveau tillader, men som andre har påpeget, kan de økonomier, der ønsker frihandelsaftaler med os - Korea, ASEAN-landene og Indien - næppe betegnes som typiske mindst udviklede lande i verden.

Hr. Arif satte fokus på de såkaldte Singapore-emner, og det samme gjorde hr. Désir. Alt, hvad jeg kan sige om det, er, at hvis partnerlande beslutter, at de ønsker at drøfte disse emner bilateralt med EU som et middel til at fremme deres egen udvikling og skabe økonomiske muligheder for sig selv, hvorfor skulle de så ikke gøre det? Jeg mener ikke, at vi i Europa skal fortælle udviklingslandene og de nye økonomier, at de ikke bør tage emner som investeringer, konkurrence og gennemsigtighed i offentlige indkøb op.

Nogle få medlemmer talte om handelsbeskyttelse. Hr. Caspary gjorde det i begyndelsen, og efterfølgende har hr. Guardans Cambó og fru Saïfi gjort det. Efter min mening er det helt udelukket at afskaffe EU's ret til at træffe antidumpingforanstaltninger. Handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er en vigtig metode til sikring af retfærdig handel i tilfælde af, at varer er blevet produceret med støtte, eller når der er tale om prisforvridninger. Det må naturligvis ikke forveksles med mange udviklingslandes almindelige fordele i form af lave omkostninger inden for handel. Målet med anvendelse af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er ikke at beskytte europæiske virksomheder mod retfærdig konkurrence fra lande med lavere omkostninger.

Det er rigtigt, at jeg fra tid til anden møder mennesker, der ønsker at gøre brug af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, fordi de er bange for konkurrence, ikke fordi de ønsker retfærdig konkurrence. Men jeg mener, at en regelmæssig revision kan bidrage til at sikre, at befolkningens tillid til disse instrumenter opretholdes, og at disse instrumenter om nødvendigt kan ændres for at afspejle en verden i forandring. Det er bare det, vi gør.

Jeg vil gerne vende tilbage til et par af de bemærkninger, der er blevet fremsat. Hvad angår liberalisering af tjenesteydelser, har jeg stor sympati for hr. Kamalls synspunkter. Det er rigtigt, at vi i vores bilaterale frihandelsforhandlinger vil komme ind på markedsåbninger i tjenesteydelsessektoren, men det bliver en forhandling, hvor vores partnere vil bibeholde retten til at regulere deres tjenesteydelsessektorer og retten til at beslutte, om de vil åbne deres sektorer for offentlige tjenesteydelser. Det er op til dem. Det er ikke noget, vi vil tvinge dem til.

Det glæder mig også, at nogle få medlemmer satte fokus på arbejdsforhold, sociale forhold og miljøforhold blandt vores handelspartnere. Jeg er helt overbevist om, at bæredygtig udvikling, som vedrører alle disse emner, også er et overordnet mål for handelspolitikken. Et handels- og miljøanliggende, som vi har lagt stor vægt på under Doha-forhandlingerne, men som visse lande har været modstandere af, er nedsættelse af tolden på miljøvenlige produkter. Mange miljøproblemer kunne løses ved at fremme denne handel. I fremtidige frihandelsaftaler vil vi fortsat inddrage forpligtelser til at overholde arbejdsstandarder.

Som bekendt var vores forhandlingspartnere ikke særlig meget for disse betingelser. De opfatter dem ikke som en mulighed for at forbedre standarderne, men som en måde, hvorpå de udviklede lande kan finde nye påskud til at holde deres markeder lukkede for varer og tjenesteydelser fra udviklingslande. Derfor er det vigtigt, at vi opretholder en balance på disse områder, og hvad angår disse spørgsmål, er jeg helt overbevist om, at vi skal bruge de pressionsmidler, vi har til rådighed, som incitamenter og ikke som sanktioner.

Hr. Markov og fru Mann var begge to inde på Europa-Parlamentets rolle. Jeg har altid været interesseret og engageret i snævert samarbejde med Europa-Parlamentet inden for rammerne af vores rammeaftale. Når det er muligt, delagtiggør vi Parlamentet i handelsspørgsmål. Det er grunden til, at vi har givet Parlamentet fuld adgang til forhandlingsdirektiverne for frihandelsaftalerne.

Jeg vil komme ind på noget, som hr. Papastamkos sagde. Ud over hans henvisning til vores ønske om nulafgift på en aftalt liste over miljøvenlige produkter mener og accepterer jeg, at vi må undersøge, hvordan vi skal håndtere frihjulsproblemet, hvad angår klimavenlige politikker og i forbindelse med Kyoto-protokollen. På lang sigt bliver dette et stadig vigtigere emne i debatten om klimaændringer. Jeg synes, at det er for tidligt at overveje en CO2-afgift. Efter min opfattelse er der mange praktiske og juridiske vanskeligheder forbundet med at gennemføre netop den idé. Vi må sørge for, at de klimavenlige politikker og instrumenter, som vi udvikler i fremtiden, ikke bliver protektionistiske instrumenter. Jeg anerkender imidlertid, at tiden er inde til, at vi undersøger disse spørgsmål indgående, for de bliver mere og mere relevante.

Jeg takker de medlemmer, der har talt og bidraget så positivt til denne debat. Jeg ser frem til et vedvarende og stærkt samarbejde mellem mig, mine tjenestegrene og Parlamentet.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Edit Herczog (PSE), skriftlig. - (HU) Jeg lykønsker ordføreren og vil især rose min kollega Elisa Ferreiras effektive samarbejde. Europa indtager en dobbelt holdning til globalisering: På den ene side er vi udviklingslandenes mest aktive og engagerede støtter, fordi vi tror på demokrati og social og økonomisk fremgang. På den anden side bliver vi bange for udviklingslandene, så snart de udvikler sig til økonomiske konkurrenter, og vi opfatter dem som en trussel mod vores egen økonomi og vores egen velstand. Det er imidlertid urimeligt både inden for EU og i forhold til tredjelande, at den fattigere part kun kan være en partner, så længe vedkommende er fattig.

Vi må huske på, at de sociale landvindinger i Europa var bygget på et økonomisk opsving og ikke omvendt. Vi kan kun forvente, at vores partnere opnår økonomisk og social velstand, hvis vi giver dem mulighed for at blive rigere. Men det er i de udviklede lande, i Europa, at de kan blive rigere på markeder med stor købekraft. Hvis vi lukker vores markeder for dem, indskrænker vi deres vækstmuligheder.

Dette betyder ikke, at vi må opgive vores egen vækst, men ganske enkelt at vi må forstå, at vi ikke kan være mere konkurrencedygtige end alle andre på alle områder. Inden for rammerne af de aktuelle globale økonomiske betingelser er det med vores teknologiske fremskridt, miljøbevidsthed, intellektuelle varer og tjenesteydelser og innovative kompetence, vi kan udmærke os, og det er på disse ting, vi må bygge vores konkurrenceevne.

Europa må huske på, at den bedste fugleart i den globale konkurrence er gåsen: Den kan synge, svømme, løbe og flyve. Den er ikke verdensmester i nogen af disse discipliner, men den kan klare sig på alle områder. Det er et eksempel til efterfølgelse.

7. EU's handelsstøtte (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af David Martin for Udvalget om International Handel om EU's handelsstøtte (2006/2236(INI)) (A6-0088/2007).

  David Martin (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Før jeg taler om betænkningens indhold, vil jeg takke skyggeordførerne for deres samarbejde under udarbejdelsen af den og især takke Kommissionens GD Handel og GD Udvikling, som har været meget indstillede på at samarbejde med Parlamentet om netop dette spørgsmål. Til sidst vil jeg takke Pelayo Castro Zuzuarregui, den tjenestemand i Parlamentet, som jeg samarbejdede med om denne betænkning. Han forlader os i et år - lad os håbe, at det kun bliver et år! - for at arbejde for den spanske ministerpræsident. Jeg har samarbejdet med ham om denne betænkning og en række andre betænkninger, jeg har fundet det intellektuelt stimulerende at være i hans selskab, og jeg ønsker ham held og lykke.

Handelsstøtte er et afgørende middel til at inddrage udviklingslandene i den globale økonomi. Jeg vil dog med det samme sige, at den ikke er nogen erstatning for Doha-udviklingsrunden, men et supplement til den. Det står klart, at liberalisering af markederne ikke i sig selv er nok til at inddrage udviklingslandene i den globale økonomi. Det er bare at se på udviklingen i de seneste 40 år: De mindst udviklede landes andel af verdenshandelen er faldet fra 1,9 % til 1 % til trods for toldnedsættelserne efter Uruguay-runden og andre toldnedsættelser og nye bestræbelser som det europæiske Alt undtagen våben-initiativ, som giver udviklingslande told- og kvotefri adgang. Derfor har liberalisering, som efter min mening er vigtig, helt klart i sig selv ikke været nok til at inddrage udviklingslandene fuldt ud i den globale økonomi.

Jeg siger heller ikke - og det vil jeg gerne understrege - at handelsstøtte i sig selv er et universalmiddel. Men det står klart, er der nu er stigende enighed om de fordele, som handelsstøtte kan give. Under WTO-ministermødet i Hongkong i december 2005 blev der fastsat et ambitiøst arbejdsprogram for handelsstøtte, og der blev opfordret til at yde mere bistand for at integrere udviklingslandene i den globale økonomi. Dette skete efter hr. Barrosos tilsagn ved G8-topmødet i Gleneagles om at tilføre 1 milliard engelske pund af EU's midler og 1 milliard engelske pund af medlemsstaternes midler til budgetposten for handelsstøtte.

Selv om det alt sammen er meget positivt og lød temmelig dramatisk, da det blev meddelt, må vi erkende, at stigningerne i virkeligheden er ganske beskedne: EU's bidrag vil stige fra de nuværende ca. 850 millioner euro til 1 milliard euro, mens medlemsstaterne - hvis de opfylder deres forpligtelser - vil gå fra 300 millioner euro til 1 milliard euro.

I oktober sidste år opfordrede Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) til, at der blev udarbejdet en handelsstrategi for, hvordan vi opfylder disse forpligtelser. Min betænkning indeholder nogle af de centrale punkter, som forhåbentlig kommer til at indgå i strategien. For det første ønsker jeg i forbindelse med formålet med handelsstøtte, at hr. Barrosos milliard måles ud fra det eksisterende grundlag, som består af to kategorier, hvoraf den ene er handelspolitik og -regulering, og den anden er udvikling af handel. Det glæder mig dog, at WTO-arbejdsgruppen har tilføjet yderligere tre kategorier, nemlig handelsrelateret tilpasning, handelsrelateret infrastruktur og produktionskapacitet. Det er vigtige aspekter af handelsstøttedagsordenen, og jeg håber, at der kan findes yderligere midler til at hjælpe udviklingslandene med spørgsmål som udfasning af præferencer, reduktion i de offentlige indtægter som følge af toldnedsættelser eller tilpasning til nye konkurrencepres som følge af regionalisering, f.eks. økonomiske partnerskabsaftaler.

I min betænkning argumenteres der for, at handelsstøtte bør være efterspørgselsstyret og landebaseret. I denne forbindelse bør WTO's udvidede integrerede ramme blive udviklingslandenes centrale analyseværktøj, som hjælper dem med at kortlægge, hvor handelsstøtte kan være til størst gavn. Vi må også sørge for, at den private sektor og det civile samfund i udviklingslandene er inddraget i processen. Selv om handelsstøtte utvivlsomt repræsenterer en anderledes tilgang til generel udviklingsbistand, skal den efter min opfattelse baseres på de samme grundlæggende principper om fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling, og vores vigtigste referencepunkt bør fortsat være millenniumudviklingsmålene.

Det glæder mig, at det meste af det, vi opfordrede til i denne betænkning, indgik i Kommissionens meddelelse fra april, og jeg bilder mig ind, at det var en følge af det intense samarbejde mellem Kommissionens generaldirektorater og Europa-Parlamentet. Jeg håber, at det også, når den endelige fælles handelsstrategi for EU bliver vedtaget i løbet af sommeren, vil indgå i det strategidokument.

Jeg har i betænkningen anmodet om, at der hvert halve år aflægges rapport til Parlamentet, så vi kan kontrollere, at medlemsstaterne og Kommissionen både kvalitets- og kvantitetsmæssigt har opfyldt deres støtteforpligtelser. Alle institutioner har indtil videre været villige til kollektivt at opfylde deres forpligtelser inden for rammerne af en efter min mening vigtig strategi, som kan yde et vigtigt, omend beskedent bidrag til at inddrage verdens fattigste lande i det globale handelssystem.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg takker ordføreren, David Martin, for en meget interessant betænkning om handelsstøtte. Det glæder mig meget, at han har henvist til millenniumudviklingsmålene, for de er vores ledetråd og mål. Jeg er enig med ham i, at frihandel, selv om den er en nødvendig forudsætning for udvikling, ikke er nogen tryllestav, ligesom jeg er enig med ham i, at handelsstøtte, selv om den er et nødvendigt element i enhver udviklingsstrategi, ikke er noget universalmiddel.

Jeg mener, at denne betænkning er udtryk for et meget stærkt engagement i handelsstøttedagsordenen, som jeg fuldt ud tilslutter mig. Jeg har også læst de meget nyttige forslag til og råd om indholdet af EU's fælles handelsstøttestrategi, som jeg er meget taknemmelig for. Desuden glæder jeg mig over Parlamentets engagement i denne proces.

Siden 2005 har Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udviklet et klart fælles syn på handelsstøttens hovedprincipper. Vi er alle sammen enige om, at handel kan være en vigtig katalysator for vækst og fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene, men succesfuld integration af udviklingslandene i verdenshandelssystemet kræver mere end bedre markedsadgang og styrkelse af de internationale regler. I den forbindelse mindes der i konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 14.-15. maj i år om handelsstøttens afgørende rolle.

Den udfordring, vi nu står over for, er at føre disse principper ud i livet i forbindelse med EU's handelsstøttestrategi, som Kommissionen og medlemsstaterne udarbejder i fællesskab. Denne strategi skal omfatte en køreplan for opfyldelse af vores finansielle forpligtelser, retningslinjer for forbedring af effektiviteten af vores støtte, en ramme for overvågning og rapportering af handelsstøtte og en kortlægning af Kommissionens og medlemsstaternes evne til at yde handelsstøtte. Strategien vil være klar i oktober i år og vil blive forelagt på WTO's revisionsmøde om handelsstøtte, så Parlamentets betænkning er overordentligt relevant.

Jeg vil tale om nogle specifikke spørgsmål rejst i betænkningen og først og fremmest spørgsmålet om udvidelse af formålet med handelsstøtte i forbindelse med EU's finansielle tilsagn. Jeg vil gerne understrege, at vores tilsagns troværdighed har stor betydning og gør det krystalklart, at der ikke bliver nogen ændringer af vores tilsagns omfang. Målet om 2 milliarder euro vil fortsat være forbundet med kategorierne handelspolitik og udvikling af handel.

Jeg lægger stor vægt på den overordnede handelsstøttedagsorden, som omfatter udvikling af produktionskapaciteterne ud over udvikling af handel, infrastruktur og tilpasningsstøtte. Disse områder, som er meget kapitalintensive, kræver et klart politisk tilsagn om at gøre mere, men jeg vil endnu en gang understrege, at disse bestræbelser ikke vil blive regnet med i forbindelse med vores finansielle tilsagn.

Hvad angår manglen på yderligere midler til EUF-finansiering til AVS-lande, ville vi gerne gøre mere, men det er ikke Kommissionen, der træffer beslutning om budgettet for EUF. Det gør EU's medlemsstater. Der er kun begrænsede undtagelser, og de godkendes også af medlemsstaterne og går til meget specifikke formål såsom tilpasning som følge af sukkerreformen.

Hvad angår den integrerede ramme, glæder det mig at bekræfte det, jeg bebudede i Hongkong. Kommissionen er rede til i løbet af de første to år at afsætte 10 millioner euro til den multilaterale del af den udvidede integrerede ramme. Derudover vil Kommissionen supplere det multilaterale vindue med betydelig bilateral og regional finansiering til gennemførelse af aktiviteter, der er kortlagt gennem den integrerede ramme og prioriteret af de respektive partnerregeringer. Vi tilvejebringer også menneskelige ressourcer og kapacitet på området for at få den integrerede ramme til at fungere bedre.

Spørgsmålet om tilpasningsstøtte fremhæves med rette i betænkningen. Jeg er imidlertid ikke enig i, at der skal henvises specielt til ØPA-forhandlingerne i denne forbindelse. Tilpasningsstøtte er relevant i forbindelse med alle eksterne bratte ændringer af handelssituationen. De kan være en følge af handelsforhandlingen, men også af unilaterale reformer som det er tilfældet med sukkeret. ØPA-forhandlingerne vil altid føre til, at AVS-partnernes opfyldelse af forpligtelser fases ind over en meget lang periode, og dette vil lette tilpasningen og kortlægge krav, som vi må hjælpe med at opfylde.

Endelig bemærkede vi Deres anmodning om at undersøge Den Internationale Valutafonds handelsintegrationsordning som led i EU's handelsstøttestrategi. Vi mener, at det er bedre at gøre sammen med andre internationale donorer, f.eks. som led i den globale handelsstøtterevision på WTO-plan.

Jeg vil endnu en gang give udtryk for min glæde over Parlamentets politiske støtte til handelsstøtte og for vores vilje til at samarbejde med Europa-Parlamentet om at gøre yderligere fremskridt, og det ser jeg frem til.

  Margrietus van den Berg (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. - (NL) Hr. formand! Som kommissæren med rette sagde, er handel og udviklingssamarbejde meget tæt forbundet med hinanden. Hvis vi vil gennemføre millenniumudviklingsmålene i 2015, kan og skal bistand og handel supplere hinanden.

Udviklingslandene har brug for vores hjælp til at videreudvikle deres regionale markeder. Dertil er en hurtig forbedring af oprindelsesreglerne væsentlig. Europa og udviklingspartnerne skal i fællesskab søge efter en taskforce for udvikling, som kan konkretisere opbygningen af de lokale markeder.

Denne taskforce skal bestå af eksperter på det handels- og udviklingspolitiske område, og den kan bidrage til at udvikle og gennemføre konkrete handelsforstærkende foranstaltninger. I den forbindelse kan vi bl.a. tænke på alternative skatteindkomster, forstærkelse af produktionskapaciteten og standardisering og indførelse af fælles kontroller ved de ydre grænser. Især de menneskelige ressourcer skal videreudvikles. En sådan praktisk støtte vil være en virkelig hjælp til at få de lokale markeder og den indbyrdes handel til at blomstre. Når det gælder større infrastruktur, tænker vi snarere på EIB.

Når vi yder denne handelsorienterede bistand, må vi imidlertid ikke fodre hunden med dens egen hale. Den skal altså ikke finansieres over det nuværende udviklingsbudget. PSE-Gruppen vil have nye midler. Ellers ville der nemlig være færre penge til rådighed til at nå millenniumudviklingsmålene, og det er, når alt kommer til alt, det centrale mål, vi stræber efter. Det støttede også kommissæren helhjertet for lidt siden, og det ønsker vi ham held og lykke med.

  Maria Martens, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! I lang tid har vi støttet udviklingslandene på alle mulige områder, undtagen på handelsområdet. Bl.a. derfor er lande og deres økonomier i vid udstrækning blevet afhængige af subsidier.

Økonomisk vækst viser sig at være uundværlig for at bekæmpe fattigdommen effektivt. Se blot på de enorme fremskridt, som lande i Asien har gjort. Korea er et godt eksempel. Lidt efter lidt finder vi ud af, at handel giver overordentlig store chancer for økonomisk vækst i fattige lande.

Udviklingslande har ofte endnu ikke den rette infrastruktur til at kunne operere på verdensmarkedet. Derfor har disse lande brug for vores støtte, og her kommer Aid for Trade ind i billedet. Denne tager sigte på at sætte udviklingslande i stand til at fungere på det internationale marked. Gennem Aid for Trade kan lande f.eks. forbedre lovgivningen på områder, som berører handelen såsom afgifter og told, og søge at forbedre veje og vandveje, bekæmpe svig og korruption, øge produktionskapaciteten og ligeledes produktvariationen. Mange lande er jo afhængige af blot ét landbrugsprodukt. Produktvariation fremmer en mere stabil økonomi.

Der er også behov for kapacitetsopbygning for at uddanne gode forhandlere. Jeg er glad for dette initiativ, fordi Aid for Trade tilbyder de fattige lande hjælp til at forstærke deres økonomier og til at øge deres uafhængighed.

Aid for Trade er, som det allerede er sagt, ikke en patentløsning eller et universalmiddel for udvikling, men nødvendig for at sætte udviklingslande i forbindelse med det internationale marked. Jeg giver ordføreren, David Martin, en kompliment for indholdet og ligeledes for det behagelige samarbejde, som har gjort, at der foreligger en indholdsmæssig stærk betænkning med bred opbakning.

For at gøre dette instrument effektivt anmoder jeg Kommissionen om et godt arbejdsprogram, som er gennemførligt og realistisk, og et godt samarbejde med medlemsstaterne.

  Sajjad Karim, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil indlede med at takke ordføreren for den måde, hvorpå han har grebet denne betænkning an. Som altid har hr. Martin været åben og villig til at gå på kompromis med sine kolleger, og han har udarbejdet en betænkning, der er et resultat af en ægte konsensus i Udvalget om International Handel. Når det er sagt, og i betragtning af at skyggeordførerne blev anmodet om ikke at stille ændringsforslag på plenarmødet for at fastholde ånden i den konsensus, ville det have været passende, om PSE-Gruppen havde holdt den aftale. Jeg mener nu, at vi har gjort nok til at sikre, at den konsensus fastholdes på plenarmødet.

Jeg var ikke overrasket over, hvor enige vi var om det afgørende spørgsmål om EU's handelsstøtte. Forud for G8-topmødet i Gleneagles, hvor både Kommissionen og EU's regeringer gav tilsagn om 1 milliard euro i støtte til verdens fattigste mennesker, var der en enorm folkelig kampagne. Gennem Gør fattigdom til fortid-demonstrationerne, Live Aid-koncerterne og andre tiltag har millioner af mennesker givet udtryk for deres mening. De er med rette vrede over uretfærdige handelsregler og stærkt beskyttede markeder, der modarbejder dem, som lever i fattigdom, og de er meget opsat på, at der skal ske forandringer. Hvis vi skal bygge på den fænomenale mobilisering af offentligheden, må presset fortsætte på alle planer, både nationalt og internationalt.

Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at gennemføre de forandringer. Handelsstøtte skal sikre, at de fattigste lande har kapacitet til at drage nytte af øget handelsliberalisering, effektive toldmyndigheder, bedre infrastruktur, skatteordninger, der ikke afhænger af import- og eksporttold, og foranstaltninger til bekæmpelse af korruption for at sikre, at pengene når ud til de mennesker, der har tjent dem.

I den sidste ende vil vi blive vurderet ud fra, hvor meget der er opfyldt, og ikke, hvor meget der er lovet. Det er altid meget lettere at give tilsagn om støtte end at indfri dem. Vi kender alt for godt dobbeltberegnings- og omrubriceringsfiduserne, hvor alle tilsagn genbruges som nye penge.

EU's handelsstøttepakke spiller en enestående rolle for at sikre bæredygtig udvikling, vækst og velstand i udviklingslandene. Derfor skal den bygge på nye penge ud over eksisterende forpligtelser og tendenser, og den må ikke gennemføres med penge, der allerede er øremærket til andre vigtige udviklingsprojekter inden for f.eks. sundhed og uddannelse.

Selv om handelsstøtte er en langsigtet drivkraft bag udvikling, skal opfyldelsen af kortsigtede mål, f.eks. millenniumudviklingsmålene, vedblive med at være central for EU's internationale udviklingspolitik. Også på det punkt må vi gøre det bedre med ca. 50 milliarder amerikanske dollars mere om året i stedet for den nuværende forpligtelse over en femårsperiode. Hvis der kræves vedvarende politisk vilje til at yde handelsstøtte, kræves der til gengæld politisk mod for at sikre, at vi når millenniumudviklingsmålene i Afrika syd for Sahara.

Støtte fungerer bedst, når den omfatter en række mål, der af fastsat af donor og modtager i fællesskab. Vi må fokusere på at finde de løsninger, der bedst opfylder et lands behov. Det er ensbetydende med at efterkomme det civile samfunds og den private sektors krav. Som parlament har vi allerede sluttet op om bevægelsen for retfærdig handel.

Hvis vi skal bidrage til at reducere den fattigdom, de lever i, må vi have mekanismer, der sikrer, at støtten når ud til de mennesker, der har mest brug for den. Denne betænkning giver Kommissionen nogle klare og fornuftige retningslinjer til det formål. Hr. kommissær! Det er op til Dem at skabe resultaterne.

  Frithjof Schmidt, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Vi vil også gerne takke hr. Martin for det gode arbejde. Lad mig begynde med en positiv politisk udvikling. Det er godt, at Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), den 15. maj anerkendte, at toldsænkninger medfører massive statslige indtægtstab for mange udviklingslande. Og det er godt, at han betonede, at det er nødvendigt og påkrævet med kompensationsbetalinger her. Ellers ville vi løbe den risiko, at vores handelspolitik hurtigt ville kunne forårsage et sammenbrud af enhver udviklingspolitik i de berørte lande.

Det er absolut nødvendigt, at vi gør noget ved dette forhold. For at kunne gøre det har vi brug for yderligere midler, som ikke modregnes i midlerne til udviklingsbistand, hvis vi skal nå millenniumudviklingsmålene. Det skal forhindres, at der opstår en slags fortrængningseffekt i forbindelse med hovedpunkterne i udviklingsbistanden: ud med fattigdomsbekæmpelsen og kampen for millenniummålene og ind med fremme af eksportorientering.

Dette ville være en forkert udvikling, som anvendelsen af disse to milliarder ville kunne udløse, hvis vi ikke har velovervejede politiske foranstaltninger til at modvirke dette. Stabiliseringen af de lokale markeder er i reglen vigtigere end netop de svageste og fattigste landes eksportorientering. Her handler det om samhørighed i vores politik. Aid for trade må ikke relativere kernen i fattigdomsbekæmpelsen, og det er altså nødvendigt med yderligere midler med henblik på finansiering heraf. Det ville også virkelig interessere mig at vide fra hvilke budgetlinjer pengene tages. Desuden må aid for trade ikke bidrage til, at stabiliseringen af de lokale markeder, som skal stå i centrum af en udviklingsstrategi, bliver undermineret.

Det er Kommissionens opgave i forbindelse med gennemførelsen af det store koncept aid for trade, og jeg appellerer til Dem, hr. kommissær, om at være særligt opmærksom på disse aspekter.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, hr. kommissær, hr. ordfører! Lad mig stille følgende spørgsmål: Hvorfor skal der være handelsstøtte? Fordi handel spiller en vigtig rolle. Jeg har nogle få bemærkninger.

I århundreder har sund handel bragt mennesker sammen uden at skade deres identitet, værdier eller sociale og politiske liv. Europa må finde lige partnere blandt de større aktører på denne scene og især blandt de mindre. Handel skal styres af klare regler, der er til fordel for begge parter. Fri og retfærdig handel er et fornuftigt slogan.

Der kan ikke foregå retfærdig handel uden den relevante infrastruktur og uden aftaler som dem, der er indgået inden for rammerne af f.eks. WTO. Der skal udarbejdes relevante retningslinjer, som gælder for hele producent-forbruger-kæden.

Det er værd at huske på, at støtte til handel også indebærer støtte til vores egne truede sektorer såsom sukker- og bærfrugtsektoren.

Desuden skal der ydes støtte til grænseoverskridende udveksling mellem EU og dets naboer, f.eks. Ukraine.

På globalt plan er situationen omkring udveksling så forskelligartet, at der kræves standardisering. Alle borgere skal også informeres om disse standarder. Derfor bør der udarbejdes et bistandsprogram, hvor der trækkes på Europas historiske erfaringer og den omfattende europæiske forsyning med varer, tjenesteydelser og knowhow. Der skal også stilles midler til rådighed for dette program. Finansieringen behøver ikke at være storstilet, men den er afgørende.

Tilsvarende vil jeg påpege, at sund handel kan gøre andet end blot at hæve levestandarden, navnlig i fattige lande, som er målgruppen. Sund handel kan også føre til fredeligere løsninger på globale konflikter.

Til sidst vil jeg nævne en anekdotisk vurdering, nemlig at Ryanair gør mere for at skabe et fælles Europa end visse europæiske institutioner, fordi det bringer folk tættere sammen. Tilsvarende gør fri og retfærdig handel mere for at skabe integration og velfærd for jordens mennesker end tvivlsomme politiske beslutninger, navnlig i fattige lande.

Handel holder hjulene i gang. EU bør fremme den nævnte form for handel, og det er kommissærens opgave at sørge for, at det sker.

  Gianluca Susta (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ingen i Parlamentet og i EU's økonomiske liv og erhvervsliv kan have undgået at bemærke, at øget handelsstøtte kan bidrage til at udvikle markedet på en friere og samtidig retfærdigere og bedre kontrolleret måde.

Hvis EU ønsker at vedblive med at være verdens største økonomiske magt og området med størst frihed og mindst social ulighed, samtidig med at det drager fordel af den støtte, som det altid har fået og vedbliver med at få fra Parlamentet, skal det ikke blot bidrage til at udvikle udviklingslandenes evne til at fremme udenrigshandel til trods for deres beklagelige betydelige tab af konkurrenceevne på verdensmarkederne, det skal også øge handelsstøtten i bevidstheden om, at liberalisering og støtte ikke udelukker hinanden.

I den forbindelse er det ikke ubetydelige beløb på 2 milliarder euro stadig ikke nok. Vi skal præcisere selve handelsstøttebegrebet ved at tage konklusionerne fra WTO's arbejdsgruppe vedrørende handelsstøtte om finansieringsværdige projekter alvorligt og ved at integrere udviklingspolitikker og aktuelle handelspolitikker mest muligt, hvilket fremgår af den integrerede ramme, ikke mindst med henblik på fattigdomsreduktion.

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer! I EU er der blevet sagt meget om et afbalanceret multilateralt handelssystem og om at give udviklingslandene mulighed for at blive integreret i handel og drage fordel af det.

Dette er imidlertid ikke blevet ledsaget af en forbedring af de mindst udviklede landes situation. Tværtimod. I løbet af de sidste 40 år er disse landes deltagelse i verdenshandelen næsten halveret. Den er faldet fra 1,9 % til 1 %. Desuden har magtfulde, store kædeforretninger forårsaget småhandlendes død, og den indkomst er blevet ledet bort fra de mindst udviklede lande. Det hersker der ingen tvivl om. Det viser, at globalisering og handelsliberalisering tjener til at koncentrere kapitalen i stærkere lande og øge fattigdommen i mindre udviklede lande.

Vi har bemærket en ny tilgang til handel fra EU's side i de senere år. Denne tilgang er kendetegnet ved et ønske om at eksportere industrivarer på bekostning af landbrugsvarer. Det fører gradvist til mindre fødevaresikkerhed for EU i almindelighed og for de nye medlemsstater i særdeleshed. Derfor er det vigtigt, at EU vælger en ny tilgang til international handel, og at der arbejdes på at gennemføre nationale strategier for handelsudvikling.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Der hersker ingen tvivl om, at handelsstøtte er et særlig vigtigt initiativ. Den bidrager til, at udviklingslandene integreres mere fuldstændigt og effektivt i det multilaterale handelssystem. Det gælder især de mindst udviklede lande.

Som vi har hørt, er handel ikke noget universalmiddel for udvikling. Men den kan styrke modtagerlandenes økonomiske og generelle udvikling.

Den særlige og differentierede behandling af udviklingslandene inden for rammerne af WTO er til en vis grad nødvendig, navnlig hvad angår de mindst udviklede lande. Det skal imidlertid påpeges, at deres multilaterale forpligtelser og deres overholdelse af WTO's regler er et incitament til reform, som vil vise sig at være til fordel for udviklingslandene selv.

Den gradvise åbning af deres markeder og en udadvendt økonomisk politik og handelspolitik bidrager til at styrke deres konkurrenceevne og giver mulighed for overførsel af teknologi og knowhow.

Udviklingslandene lader imidlertid til at være overordentligt forbeholdne over for multilaterale forhandlinger, hvor de opfordres til at åbne deres markeder. Derfor har handelsstøtte afgørende betydning for at opmuntre disse lande til at overholde nye forpligtelser og anvende multilaterale handelsregler, mindske udgifterne til deres tilpasning til reformer og integrere handel mere effektivt i deres udviklingspolitikker.

Det siger sig selv, at handelsstøtte skal ledsages af hensigtsmæssige nationale politikker i udviklingslandene, så de opnår det bedst mulige resultat. EU bliver opfordret til at spille en ledende rolle i disse bestræbelser med henblik på at formulere en effektiv, sammenhængende og målrettet handelsstøttedagsorden.

Til sidst vil jeg lykønske kommissær Mandelson med at støtte dette initiativ og med at sammenkæde de eksterne aspekter af konkurrenceevne med interne initiativer til fordel for den europæiske økonomis konkurrenceevne, som var genstand for den foregående debat.

  Arūnas Degutis (ALDE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil indlede med at lykønske medlemsstaterne og Kommissionen med deres tilsagn om at øge midlerne til handelsstøtte til 2 milliarder euro inden 2010. Det er et vigtigt tilsagn, og der kræves temmelig meget samordning for at gennemføre det.

For at nå dette mål kræves der en fælles EU-strategi, hvoraf det bør fremgå, hvordan det tilsigtede mål skal nås. Jeg lykønsker også Udvalget om International Handel med dets betimelige betænkning, hvor Parlamentets syn på det vanskelige spørgsmål om handelsstøtte præsenteres. Jeg støtter forslaget om, at Kommissionen skal forelægge rapporter for Parlamentet to gange årligt. I disse rapporter skal fremskridtene i EU's handelsstøtte vurderes.

Selv om de nævnte tilsagn blev givet af flere lande i henhold til den traditionelle definition af handelsstøtte, som Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling har fastlagt, vil det i fremtiden være nødvendigt at se nøjere på WTO's konklusioner og den foreslåede udvidelse af denne definition til at omfatte "handelsrelateret infrastruktur" og "fremme af produktionskapacitet", med andre ord at gøre alt for at sikre, at handelsstøtte bliver altomfattende, mere fleksibel og mere effektiv.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! EU skilter i dag med ambitiøse forpligtelser på udviklingsområdet.

Det hilser jeg velkommen, for der er et uopsætteligt behov for at hjælpe udviklingslandene med at bekæmpe fattigdom, opfylde milleniumudviklingsmålene og drage fordel af bæredygtig økonomisk vækst. Lad os derfor håbe og bede til, at disse mål omsættes til konkret og effektiv handling.

I den forbindelse kan vi kun bifalde de indgåede forpligtelser til at øge den handelsrelaterede bistand. Jeg vil gerne fremhæve nogle punkter, som berettiger dette instruments betydning. For det første opfylder dette instrument kravene om overensstemmelse, som skal styre EU's eksterne indsats. Ved at sammenkæde de forskellige områder i sin eksterne indsats opfylder EU to principper, nemlig princippet om at udarbejde bedre lovgivning og om at øge effektiviteten af sin støtte. Dette instrument beskæftiger sig også med realiteterne i det multilaterale handelssystem ved at hjælpe udviklingslandene og de mindst udviklede lande med at udnytte fordelene ved markedsadgang.

Endelig bidrager dette instrument til gennemførelsen af handelsaftaler. I den forbindelse kan nævnes WTO-aftalerne og de økonomiske partnerskabsaftaler. Handelsrelateret bistand er således med til at gøre international handel til et instrument, der kan afhjælpe fattigdom gennem økonomisk udvikling.

Til sidst vil jeg sige, at for at den handelsrelaterede bistand kan blive effektiv, skal den opfylde flere uopsættelige behov. Den skal ledsages af konkrete forpligtelser, navnlig om fremme af faglig bistand. Gennemførelsen af den skal kontrolleres og overvåges, og den skal styrke lokalt ejerskab og resultatorienteret forvaltning. Det er afgørende, hvis den handelsrelaterede bistand skal gøre udviklingslandene i stand til at udnytte fordelene i det multilaterale handelssystem og give sig selv midlerne til reelt at øge deres kapacitet på handelsområdet. Lad os derfor opfordre alle involverede parter til ikke at slække på indsatsen, så den handelsrelaterede bistand kan leve op til sine løfter.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder og roser alle, der har talt om dette emne i formiddag. Jeg er ikke uenig med en eneste af talerne. Jeg er f.eks. enig med hr. Papastamkos, som sagde, at det er meget vigtigt, at vi, når vi gennemfører vores egne handels- og reformpolitikker, er i stand til at iværksætte ledsageforanstaltninger, der er underbygget af behørige midler, og som giver udviklingslandene mulighed for også at tilpasse sig til disse reformer. Jeg er enig med fru Saïfi i, at dette skal være en resultatorienteret proces, og det er grunden til, at jeg lægger vægt på behørig rapportering som led i en effektiv handelsstøtteovervågnings- og -rapporteringssøjle, både hvad angår det, vi gør i EU, og i forbindelse med WTO.

Jeg vil gerne svare på to ting. For det første vil jeg sige til dem, der har rejst tvivl om, hvorvidt der er tale om dobbeltberegning, genbrug af penge eller at tage med den ene hånd og give med den anden eller omvendt (som måske er at foretrække!), at intet af dette sker. Handelsstøtte bør efter vores opfattelse aldrig føre til mindre støtte til andre sektorer. Forhøjelserne i handelsstøtten for både Kommissionen og medlemsstaterne er mindre end de samlede ODA-budgetforhøjelser. Derfor er der ingen grund til at omfordele ressourcer fra andre sektorer for at indfri handelsstøttetilsagnene.

For det andet rejste nogle få medlemmer spørgsmålet om retfærdig handel. Efter min opfattelse bør vores strategi bekræfte fuld støtte til enhver aktivitet, der involverer den private sektor - navnlig SMV'er - og det civile samfund for at sikre, at handelsstøtte gør det lettere at skabe og udvikle virksomheder, der kan konkurrere på internationale markeder, f.eks. frivillige initiativer som retfærdig handel, miljømærkning og tilsvarende mærkevareordninger. Strategien bør også omfatte beslægtede spørgsmål om arbejdsmarkedstilpasning og social tilpasning og ILO's grundlæggende arbejdsrettigheder.

Endelig mener jeg, at Max van den Bergs bemærkning om oprindelsesregler og disses forbedring og forenkling er meget vigtig. Det er noget, som jeg har fokuseret på, og som jeg indtil videre, ligesom mine kolleger i Kommissionen, ikke har gjort så store fremskridt med, som jeg gerne ville, så vi må sætte tempoet i vejret.

Endelig mener jeg, at hr. Schmidt havde nogle meget vigtige bemærkninger om handelsstøtte og dens mulige indvirkning på lokale markeder, og det vil jeg tænke over. Jeg takker endnu en gang David Martin for en glimrende og relevant betænkning.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Formanden. - Kommissær Mandelsons tale afslutter forhandlingen.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

8. Økonomiske partnerskabsaftaler (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Robert Sturdy for Udvalget om International Handel om økonomiske partnerskabsaftaler (2005/2246(INI)) (A6-0084/2007).

  Robert Sturdy (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Dette er en specielt vigtig betænkning. Kommissionen, inklusive kommissæren selv, og jeg har arbejdet meget snævert sammen om den. I betænkningen fremhæves vanskelighederne med at skabe et fremadrettet program for handelsforbindelser mellem EU og AVS-staterne, som er to meget forskellige og i høj grad ulige grupper, der har et fælles mål om at styrke handelen som et middel til ægte udvikling. Selv om dette lyder idealistisk, har jeg fået meget støtte fra både Kommissionen og repræsentanterne for AVS-områderne, og til trods for de mange bekymringer, som ngo'er og politiske grupper har givet udtryk for, er de og jeg, og givetvis også Kommissionen, stadig optimistiske.

Der er sket meget lidt med ØPA'erne på grund af de modstridende holdninger til en række emner, herunder regional integration, kortlægning af følsomme produkter og udarbejdelse af konkrete og detaljerede forslag til ØPA-relateret støtte. AVS-staterne er blevet anmodet om at gøre en hel del, og den institutionelle infrastruktur og den manglende kapacitet har for ofte rejst tvivl om, hvorvidt disse forslag vil bidrage til deres udvikling på en måde, de ønsker.

Tidsfristen i januar 2008 er det, der gør dette år så afgørende for ØPA'er. Tiden er ved at løbe ud. Forhandlerne skal fortsætte forhandlingerne for at nå frem til en gensidig gavnlig ordning om ØPA'er, der kan hjælpe AVS-staterne i deres udvikling og støtte internationale handelsforbindelser. I tilfælde af at nogle regioner har behov for mere tid, mener jeg, at det påhviler begge parter at sikre, at AVS-staternes eksport til EU ikke skades. Det er det, der skal være målet, og ikke at diskutere muligheden for endnu en WTO-fritagelsesklausul, selv om jeg sætter pris på, at Kommissionen fortsat fokuserer på at overholde tidsfristerne. Jeg er imidlertid interesseret i at vide, hvilke bestemmelser der er blevet fastsat for disse områder, som ikke har nogen aftale.

I min betænkning er der en række anbefalinger: forenklede, liberaliserede og mere fleksible oprindelsesregler, fuldstændig toldfri og kvotefri markedsadgang for AVS-staterne, gennemførlig beskyttelse, tvistbilæggelses- og overvågningsmekanismer med gennemsigtige bestemmelser og reelle beføjelser til at handle i tilfælde af, at ændringer, som skyldes ØPA'er, har en negativ virkning på sektorer i AVS-økonomierne. Dette er de positive aspekter, som skal rammes korrekt ind i forhandlingerne. Vi må vide, hvordan disse mekanismer vil fungere, og vi må skabe tillid og sikre, at Europa vil være lige så ivrig efter at gennemføre disse mekanismer som AVS-staterne.

Vi må erkende, at hvis ØPA'erne skal gennemføres på vellykket vis, skal der skabes mere AVS-engagement, end det har været tilfældet under disse forhandlinger. Kun et ægte partnerskab vil sikre, at disse aftaler er til fordel for alle parter. Den officielle ØPA-revision, som skulle have været fuldført i december sidste år, førte ikke til en fuldstændig og omfattende rapport om status for forhandlingerne. Det er langtfra opmuntrende, og jeg spekulerer på, hvilken præcedens det skaber, når aftalerne skal undertegnes.

Det står klart, at der er behov for yderligere ressourcer for at overkomme virkningerne af de ændringer, som ØPA'erne indvarsler. En forøgelse af handelslettelser, teknisk bistand og støtte med henblik på at hjælpe AVS-producenterne med at opfylde EU's standarder skal være tilstrækkeligt omfattende til at udligne tab fra toldindtægter og hjælpe AVS-staterne med at drage fordel af markedsadgangen. I første tilfælde kræver dette en stor indsats for at sikre, at de allerede lovede midler anvendes rigtigt og effektivt. EU skal være ansvarlig for al sin udviklingsbistand og skal sammen med AVS-staterne fastsætte klare mål, der fremmer AVS-staternes konkurrenceevne og vækst.

ØPA'erne er vigtige instrumenter for udvikling, og hvis de udformes hensigtsmæssigt, udgør de en mulighed for at give handelsforbindelserne mellem EU og AVS-staterne en saltvandsindsprøjtning, fremme økonomisk diversificering og regional integration og mindske fattigdommen i AVS-staterne.

I min tale nævnte jeg, at EU skal være ansvarlig. Det drejer sig om skatteydernes penge, og demokratisk ansvarlighed har betydning for os alle sammen og er afgørende. Vi var i mange henseender ikke i stand til at hjælpe AVS-staterne, men nu tror jeg, at vi har en reel chance for at gøre noget, der virkelig vil være skelsættende, forudsat at alle AVS-staterne samtykker.

Jeg er desværre nødt til at forlade debatten af personlige årsager. Jeg har arbejdet meget snævert sammen med Kommissionen og kommissæren. Jeg synes, at vi har haft en meget god forståelse, og jeg vil benytte lejligheden til at takke dem. Jeg håber, at vi kan fortsætte med at arbejde på den måde.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg betragter denne betænkning som meget konstruktiv, realistisk og velkommen.

Som jeg sagde tidligere på året i Udvalget om International Handel, hjælper hr. Sturdys bidrag os til at se med friske øjne på de udfordringer, vi står over for, i forbindelse med disse vanskelige og tidspressede forhandlinger. Det er rigtigt, at der sket meget lidt med ØPA-forhandlingerne - faktisk mindre end, hvad der overhovedet er rimeligt. Men samtidig må vi erkende, at disse aftaler er nye, innovative og ambitiøse. Når der skal ske ændringer, er folk altid usikre og ønsker derfor at gå forsigtigt frem. Vi må afveje vores behov for at fuldføre disse forhandlinger til tiden med nødvendigheden af at respektere andres forsigtighed.

Jeg er helt enig i betænkningens udgangspunkt om, at ØPA'erne, hvis de udformes hensigtsmæssigt, udgør en mulighed for at give handelsforbindelserne mellem EU og AVS-staterne en saltvandsindsprøjtning. Jeg vil faktisk sige, at de er vores eneste reelle mulighed for at forhindre AVS-handelen i at glide endnu længere ud i den råvareafhængighed og aftagende diversificering, som har karakteriseret AVS-handelen i de sidste 25 år. Vi søgte alternativer, og det skorter ikke på forslag og idéer. Ingen af dem tilvejebringer den retligt sikre handelsordning eller de forbindelser med udvikling, som ØPA'er gør. Ingen håndterer opdelingerne mellem AVS-staterne i handelsordninger, der forhindrer regionale markeder i at opstå og fastholder lande i en nord-syd-afhængighed.

Derfor glæder det mig, at den gode vilje og ambitiøse tilgang, som vi har valgt, anerkendes i betænkningen. Samtidig anerkendes det, at handel ikke er et universalmiddel for udvikling. Kun nationalt iværksatte politiske reformer bygget på et fast fundament i form af god regeringsførelse og et positivt miljø for virksomheder og investeringer kan sikre den økonomiske vækst og udvikling, som AVS-staterne ønsker. Men jeg er også enig i, at handel er vigtig for at støtte og bygge på denne reform og dermed tilvejebringe integrerende vækst og beskæftigelse. Det er årsagen til, at jeg er fast besluttet på, at vi skal udnytte den mulighed, som ØPA'er giver os.

ØPA'ers udviklingsaspekt består i at bruge markedsadgang, ikke bare give den. Det er investeringsmidler, ikke bare udviklingsbistand. Det kræver nye regler, der passer til en globaliseret verden, og det er grunden til, at jeg er så opsat på, at ØPA'er omfatter spørgsmål som konkurrencepolitik, offentlige indkøb og handelslettelse. Men vi kender vores partneres begrænsninger, og vi vil samarbejde med dem for at indfase forandringer og kortlægge specifikke behov og løsninger på regionalt plan. Der er ikke tale om ændringer fra den ene dag til den anden eller påtvingelse af regler. Men vi vil fortsætte forhandlingerne. At give op over for udfordringerne ville være ensbetydende med at forsømme vores pligt til at give AVS-staterne den økonomiske fremtid, de fortjener. Vi ønsker at sikre bæredygtig udvikling, ikke ubæredygtig fattigdom.

I Sturdy-betænkningen opfordres der til fuldstændig toldfri og kvotefri markedsadgang til Europa, og det er det, vi foreslår. Kommissionens tilbud om markedsadgang blev givet i april og omfatter fuld adgang for alle produkter med overgangsordninger for sukker og ris for at beskytte de styrede markeder, som AVS-staterne er afhængige af. Det er en opfyldelse af vores løfter om at påtage os de største forpligtelser i forbindelse med markedsadgang og overlade WTO-reglernes fulde fleksibilitet vedrørende undtagelser og gennemførelse til AVS-staterne selv.

Alle er klar over den betydning, som AVS-staterne med rette tillægger supplerende udviklingsbistand under disse forhandlinger. På dette punkt har hr. Sturdy nogle meget fornuftige forslag. Finansiering er vigtig. Vi må hjælpe AVS-staterne med at udnytte de nye handelsmuligheder, som ØPA'erne vil tilvejebringe. ØPA'erne bliver ikke en fiasko på grund af manglende finansiering - det kan jeg garantere for. Som led i dette har vi foreslået, at de enkelte forhandlende regioner opretter regionale ØPA-fonde for at skabe et skræddersyet instrument i overensstemmelse med internationale standarder, men ejet og drevet af AVS-staterne, som er let at bruge. Disse fonde, som også vil kunne bruges til at overføre andre donorers støtte, kunne omfatte institutionel støtte for at sikre, at kapaciteten til at gennemføre ØPA'erne findes: den private sektors konkurrenceevne - fra adgang til finansiering af industriel omstilling til forbedring af SPS-standarder - og finansiel bistand til de lande, som står over for en skattemæssig udfordring med sænkningen af toldbarriererne, fordi indtægterne går fra regeringer til forbrugere.

Vores hensigter er altså klare: Gennem ØPA'erne vil vi skabe et handels- og udviklingsinstrument, der intensiverer investeringsstrømmene, den indenlandske efterspørgsel, aktiviteterne i den private sektor og jobskabelse og dermed skaber et bæredygtigt skattegrundlag, der giver AVS-regeringerne mulighed for at fungere, levere grundlæggende tjenesteydelser og fastlægge deres egen økonomiske fremtid uden WTO-dispensationer, -indrømmelser og -begrænsninger.

Jeg vil slutte med en overordnet politisk kommentar. Der har været kritik, også fra medlemmer af Europa-Parlamentet, af disse forhandlinger og bekymringer, navnlig blandt vores AVS-partnere, over dele af forhandlingerne. Men nu gør vi fremskridt med disse forhandlinger. Der er en positiv udvikling i gang. Vi har en reel mulighed for at cementere et dybt partnerskab for udvikling mellem EU og AVS-staterne. Følgerne af en fiasko ville være yderst skadelige for EU og for målet om en afbalanceret, dynamisk vækst i AVS-staterne. Det er grunden til, at jeg bifalder denne betænkning og Parlamentets støtte til, at disse aftaler indgås. Jeg vil endnu en gang sige, at jeg værdsætter den argumentation og de forslag og henstillinger, som betænkningen indeholder.

  Jean-Pierre Audy, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Indledningsvis vil jeg gerne undskylde på vegne af fru Sudre, som er blevet forsinket på grund af et møde med den nye franske premierminister, hr. Fillon. Hun ville gerne have talt om de særlige omstændigheder, der gør sig gældende for regionerne i EU's yderste periferi, som er et emne, der optager hende særligt meget. Jeg vil også gerne lykønske min ven hr. Sturdy med bredden og kvaliteten i hans arbejde i denne fremragende initiativbetænkning.

EU skal indgå økonomiske partnerskabsaftaler, ØPA'er, med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet, også kaldet AVS-landene. Disse aftaler har til formål at styrke økonomisk vækst, regional integration og fattigdomsbekæmpelse i seks af verdens mest ugunstigt stillede områder. I overensstemmelse med ånden i Cotonou-aftalen er det nødvendigt konstant at pointere, at ØPA'erne ikke må blive rene frihandelsaftaler under WTO, men skal udgøre et egentligt partnerskab, der gør det muligt at udvikle en ny interventionsramme, som er gunstig for udviklingen i AVS-landenes økonomier og dermed for stabiliseringen af freden, navnlig på det afrikanske kontinent, med en regional integrationsdynamik.

De oversøiske områder, uanset om de tilhører EU eller ej, skal på grund af deres geografiske beliggenhed i nærheden af mange AVS-lande være centrum for disse præferentielle og gensidige aftaler. Det er bydende nødvendigt, at den særlige situation i regionerne i den yderste periferi og i de oversøiske lande og territorier tages i betragtning som led i disse forhandlinger på grundlag af traktatens artikel 299, stk. 2 og 3. Regionerne i den yderste periferi og i de oversøiske lande og territorier skal så tidligt så muligt inddrages i forhandlingerne, således at der kan tages højde for differentieringer i forbindelse med markedsadgang, og deres respektive støtteordninger kan koordineres, med henblik på at styrke integreringen af dem i deres regionale miljø.

Det er i den forbindelse, mine damer og herrer, at jeg opfordrer jer til at støtte de fælles ændringsforslag fra fru Sudre og hr. Sturdy, på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, som har til formål at finde en fornuftig balance mellem den regionale integration af disse fjerntliggende områder og de historiske og geopolitiske bånd, der forbinder dem til Europa.

  Margrietus van den Berg, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg takker Robert Sturdy. Alle er enige om, at handel kan hjælpe med at bekæmpe fattigdom. Desværre har Cotonou-aftalens handelsfordele for AVS-landene for ringe virkninger i praksis. Det samme gælder faktisk for Alt undtagen våben-initiativet.

Det har i høj grad at gøre med de mangelfulde handelsvilkår i de pågældende udviklingsregioner, de høje standardiserede europæiske importkrav og oprindelsesreglerne, som stadig ikke er revideret og tilpasset praksis. Disse problemer gør, at AVS-landene foreløbig ikke er i stand til at deltage i verdensøkonomien. Afstanden bliver oven i købet større.

Forhandlingen om de økonomiske partnerskabsaftaler skal derfor ikke først og fremmest dreje sig om at opnå frihandelsaftaler, men om at indgå udviklingskontrakter. Handelsudvikling i landenes eget område, inklusive institutionelle rammer og menneskelige ressourcer, som er vanskelige at udvikle, og millenniumudviklingsmålene skal indtage en central plads i disse udviklingskontrakter. Først på meget længere sigt kan vi tale om at åbne markederne for EU. Der ligger problemet efter vores mening.

Alt ser ud til at være rettet mod den 1. januar 2008, og det er selvfølgelig også logisk, eftersom fristen udløber den 1. januar. Men i mellemtiden er den tilbudte fleksibilitet, som nu spiller en rolle i forhandlingerne, faktisk i utilstrækkeligt omfang bundet til udviklingsindikatorerne og i meget højere grad til temmelig vage tidsangivelser. Der har været tale om 25 år, men denne frist er ikke nævnt udtrykkeligt nogen steder.

Er Kommissionen rede til at knytte EU's adgang til de pågældende markeder til en udviklingsbenchmarking, således at vi er sikre på, at de lokale markeder dér er parate til det? Er Kommissionen desuden rede til for de regioner, som i sidste instans ikke ønsker ØPA - og jeg gentager, at vi fuldt ud støtter forhandlingerne herom - men hvis det i sidste instans besluttes, at der ikke indgås ØPA, udtrykkeligt også at acceptere alternativet, nemlig GSP+?

Vi kender den tekniske diskussion, men efter vores mening er det sådan, hvis vi ser bort fra bananer og sukker - de er i praksis allerede sat i parentes, også af os selv - at det for 98 %'s vedkommende absolut drejer sig om et reelt alternativ til de nuværende handelsfordele. Hvis EU også er rede til at forpligte sig til en hurtig reform af oprindelsesreglerne - og det bekræftede kommissæren for lidt siden endnu en gang i en anden forhandling - kunne det betyde, at vi dermed kommer et stykke videre.

Hvad angår Singapore-temaerne, er det selvfølgelig udmærket, hvis regioner på et vist tidspunkt selv ønsker at gøre noget med disse. Det er der intet galt i. Men lad os ikke pådutte dem noget.

Som jeg før har sagt, er det af største betydning at overholde fristen for ØPA-forhandlingerne. Det har jeg allerede sagt. Derfor vil vi faktisk fokusere på tanken om udviklingskontrakter, idet PSE-Gruppen siger, at vi skal have spillerum, tid, indhold og penge, når det gælder forhandlingerne, og at vi skal nå frem til en virkelig forhandlingskontrakt. Hvis ØPA ender sådan, er det fantastisk, og ellers er det simpelthen ikke et godt tilbud. Vi skal også være forberedte på, at GSP+ skal fremlægges som et reelt alternativ, og at vi under diskussionerne simpelthen skal tale åbent om det.

  Sajjad Karim, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg takker ordføreren for hans tilgang. Hr. Sturdys idé om at tage udgangspunkt i Den Paritetiske Forsamling AVS-EU's beslutning i Barbados sikrede, at betænkningen blev til som følge af kompromis.

Min gruppe var i det store og hele tilfreds med tonen og balancen i betænkningen, og derfor har vi ikke stillet nogen ændringsforslag. Vi er imidlertid stadig bekymrede over en central selvmodsigelse i betænkningen og i selve forhandlingerne, for på den ene side opfordrer vi forhandlerne til at intensivere deres indsats for at afslutte forhandlingerne inden udgangen af 2007, og på den anden side opfordrer vi Kommissionen til ikke at udøve unødigt pres på AVS-staterne. Det er begge to præcise erklæringer, men der er ikke noget mere stressende end et tikkende ur, når der ikke er forelagt nogen acceptabel aftale, og der ikke foreslås nogen passende alternativer.

Kommissionen er fortrolig med de vanskeligheder, som tidsfrister giver. Det drejer sig ikke kun om forhandlingerne om ØPA'erne, for i baggrunden lurer tidsfristerne for regional integration og naturligvis den betrængte Doha-runde. Det har gjort disse forhandlinger endnu vanskeligere, at vi ikke har en WTO-aftale, fordi AVS-staterne endnu ikke kan vurdere, hvad de får ud af Doha-runden - hvis de overhovedet får noget ud af den.

Alt dette vedrører imidlertid udvikling. For at gøre øget liberalisering til en drivkraft bag fattigdomsbekæmpelse og økonomisk vækst må EU integrere sine handels- og udviklingspolitikker, og der er ingen steder, det er mere vigtigt end i forbindelse med AVS-staterne og ØPA'erne.

EU bliver beskyldt for at lægge større vægt på tidsfristen end på udvikling. For at imødegå den slags beskyldninger opfordrer jeg kommissæren til at bevise Kommissionens fleksibilitet og engagement i AVS-staternes problemer ved at gennemføre en reel undersøgelse af udviklingsorienterede alternativer til ØPA'erne, og hvis vi ikke har en fornuftig aftale, inden tidsfristen udløber, må vi i henhold til Cotonou-aftalen i det mindste sikre tilsvarende markedsadgang for AVS-staterne den 1. januar 2008.

EU har ressourcerne til at gøre det. I mellemtiden kæmper AVS-staterne på et finansielt og teknisk grundlag. Vi har allerede brugt meget tid på at diskutere EU's handelsstøtte i formiddag, og de to ordførere arbejdede snævert sammen for at sikre, at de to betænkninger supplerede hinanden.

EU's handelsstøtteprogram er afgørende for at give de mindst udviklede AVS-stater mulighed for at udnytte fordelene ved øget liberalisering bedst muligt, og Rådet har allerede givet tilsagn om at øremærke en væsentlig del af den øgede handelsrelaterede bistand til AVS-staterne.

AVS-staterne vil vedblive med at kræve betydelig udviklingsbistand for at overvinde deres handelsmæssige udbudsbegrænsninger efter næste EUF. Jeg ser gerne, at Kommissionen og medlemsstaterne arbejder på at øge handelsstøtten væsentligt, efterhånden som AVS-staternes efterspørgsel bliver større ved gennemførelsen af ØPA'erne. Vi må imidlertid erkende de moralske problemer for en større donor, der ved forhandlingsbordet sidder over for en vigtig modtager af handelsstøtte.

Kommissionen må ikke manipulere med udsigten til støtte ved at sammenkæde fremtidig udviklingsbistand med AVS-staternes indrømmelser i ØPA'er. Støtte kan pr. definition bruges som en gulerod, men den må under ingen omstændigheder bruges som en pisk, hvis ØPA'erne ikke bliver indgået inden tidsfristens udløb med udgangen af 2007.

Handelsstøtte fungerer bedst, når den er baseret på fælles mål for donor og modtager.

I Udvalget om International Handel og Europa-Parlamentets Delegation til Den Paritetiske Forsamling AVS-EU har kommissæren et utal af parlamentsmedlemmer med ekspertise og vilje til at samarbejde med ham om ØPA'er. Eftersom tiden går, opfordrer jeg kommissæren til at samarbejde med dem for at finde en udviklingsorienteret løsning på ØPA'erne, som opfylder AVS-staternes behov.

  Leopold Józef Rutowicz, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Sturdys betænkning om økonomiske partnerskabsaftaler er en præcis redegørelse for den aktuelle situation.

Til trods for stærkt engagement fra EU's side er den aktuelle situation ikke tilfredsstillende. Samarbejde baseret på aftaler, der ikke tager højde for det globale marked og de principper, som WTO har fastlagt, varsler ikke godt for partnerskabsaftaler inden for AVS-rammerne.

EU's støtte til disse lande bør først og fremmest tage sigte på at stimulere en produktion, der ikke vil repræsentere nogen konkurrence for EU's producenter. Derfor må den ikke skabe en interessekonflikt. De pågældende produkter kan sælges på EU's marked på grundlag af flerårige aftaler. Jeg kan f.eks. nævne mineprodukter og biobrændstoffer. Ud over humanitær bistand er den vigtigste prioritering for disse lande bistand til jobskabelse.

Partnerskabsaftaler med AVS-stater bør være i overensstemmelse med EU's økonomiske strategi. Nye aftaler bør være baseret på principper fastsat af Kommissionen, Europa-Parlamentet og AVS-staterne.

  Frithjof Schmidt, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Forhandlingerne går nu ind i en afgørende fase, og de skal ikke mislykkes. Det er dog et faktum, at det store tidspres stiller for store krav til de svageste af vores partnerlande. Det er det, vi altid får at vide.

Derfor har vi brug for en bevidst mere fleksibel handelsplanlægning, som går ud over den 1.1.2008. Vi bør lære af fejlene fra Doha-runden, hvor der var fastsat en sakrosankt dato, som blev overskredet. I forbindelse med de opnåede mellemresultater vil det heller ikke være vanskeligt at redegøre for dette over for WHO. Der er også blevet nævnt alternativer hertil, f.eks. en udvidelse og videreudviling af GSP+. Dette kunne være en mulighed. Det skal vi forberede os på, og det må ikke komme som en overraskelse for os. Vi bør lade være med at overlæsse forhandlingerne med reglerne for investeringer i tjenesteydelsessektoren. Dette vanskeliggør forhandlingerne og bidrager ikke til at nå til en hurtig afslutning, og det fjerner vores fokus fra det væsentlige.

  Vittorio Agnoletto, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler, som Kommissionen fører med Rådets samtykke, truer AVS-staternes økonomiske og fødevaremæssige suverænitet og bringer enhver resterende mulighed for, at disse lande kan konsolidere deres egne produktionssektorer ved at forhøje merværdien af deres egen produktion, i fare. Dermed risikerer de yderligere afindustrialisering.

De sociale og miljømæssige virkninger af hæmningsløst at åbne lokale markeder for internationale investeringer, som hovedsageligt er rettet mod naturressourcer og landbrugsprodukter, ville forringe det allerede mangelfulde effektive økonomiske afkast for disse landes befolkninger. De eneste, der ville få noget ud af det, ville være de store europæiske multinationale selskaber. I forbindelse med kapitler som de såkaldte Singapore-emner, handel med tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder vil vi desuden få endnu strammere regler end dem, som WTO har fastsat. En WTO plus-aftale vil skubbe Afrikas befolkning endnu længere ud i fattigdommen.

Hele landbrugssamfunds stabilitet er i fare i Afrika, og det samme gælder tusindvis af fabriksjob. Uden arbejde har folk ingen anden udvej end at udvandre og prøve lykken i de synkefærdige både, der igen har invaderet Europas middelhavskyster i de seneste dage.

Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre opfordrer til, at de aktuelle ØPA-forhandlinger afbrydes, og at der begyndes forfra med et nyt udgangspunkt, hvor der fokuseres på social retfærdighed, solidaritet og befolkningernes selvstændige udvikling. Efter vores mening er det utænkeligt og ulogisk, at Kommissionen, samtidig med at Doha-forhandlingerne er fastlåst, ikke skulle ønske, at ØPA-forhandlingerne giver mulighed for at fravige forhandlingsfristen.

I stedet for burde hele EU gøre alt for inden for rammerne af WTO at opnå anerkendelse af en overgangsordning, hvorefter der opretholdes en handelspræferenceordning, som tilgodeser AVS-staterne, indtil en ny aftale er på plads. Af alle disse grunde og af andre, som jeg ikke har tid til at komme ind på, har min gruppe besluttet at stemme imod Sturdy-betænkningen.

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg tager også ordet som medlem af den permanente delegation EU-AVS. Jeg takker kommissæren for hans redegørelse, og jeg tilslutter mig de vigtigste punkter i den. En særlig tak til ordføreren, hr. Sturdy. Dette er en meget god og omfattende betænkning, som indeholder 53 detaljerede punkter. Den er lige ved at have karakter af forhandlingsdirektiver.

Jeg vil fremhæve arbejdets høje faglige niveau, men jeg er bekymret over et bestemt politisk aspekt, som burde fremgå af en betænkning fra Europa-Parlamentet. Det drejer sig om det, som efter min mening er de fem vigtigste spørgsmål om den indflydelse, Parlamentet kan få på forhandlingerne.

For det første er det vigtigt at præcisere de økonomiske partnerskabsaftalers betydning for bæredygtig udvikling. Den er i øjeblikket ikke så klar for de lande, vi forhandler med.

For det andet skal det slås fast, at åbning af markedet inden for rammerne af de økonomiske partnerskabsaftaler, åbning af markedet alene, ikke i sig selv forbedrer konkurrenceevnen. Det er meget vigtigt, at vores partnere i AVS-staterne også forstår dette.

For det tredje må vi finde ud af, hvordan vi tilskynder til reformer i disse lande gennem præferencer, incitamenter og også gennem videnskabelig og uddannelsesmæssig bistand og personlig udveksling. Det drejer sig alt sammen om almindelig samfundsudvikling, som til tider er endnu vigtigere end at åbne markedet for produkter.

For det fjerde bør vi beskytte visse specifikke og følsomme sektorer som f.eks. landbrugssektoren i disse lande. Vi skal yde visse sociale grupper beskyttelse. Nogle af disse, f.eks. kvinder, kan også være truede inden for rammerne af de enkelte bestemmelser. Der skal arrangeres særlige præferencer for medicin og sundhedsanliggender.

Min femte og sidste bemærkning er, at integration og regionalt samarbejde på stedet er afgørende. EU udviklede sig primært på grundlag af gensidigt samarbejde, og det må vi understrege.

  Kader Arif (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Forhandlingen om de økonomiske partnerskabsaftaler mellem Kommissionen og AVS-landene giver anledning til dybeste bekymring i disse lande og finder sted i en atmosfære, der er uforenelig med de historiske partnerskabsforbindelser, som knytter os sammen.

Der er en opfattelse af, at EU for enhver pris forsøger at indføre frihandelsområder i nogle af verdens fattigste lande på EU's betingelser. Tillidsforholdet mellem EU og AVS-landene står nu på spil.

Vi skal genåbne forhandlingerne på et nyt grundlag, således at vi kan håndtere AVS-landenes bekymringer vedrørende ØPA'ernes konsekvenser for deres økonomier i fremtiden, hvor mange sektorer ikke vil kunne klare en lempelse af toldbeskyttelsen eller en ukontrolleret konkurrencesituation med den europæiske økonomi.

Kommissionen skal vende tilbage til principperne i Cotonou-aftalen. Målet er udvikling, ikke gensidighed, i forbindelse med åbningen af markederne. Et sådant princip ville være i modstrid med det fastsatte mål i betragtning af den ulige udvikling, som ikke vil forsvinde i løbet af 20 år. Derfor skal disse lande have mulighed for at vælge mellem en ØPA og en anden form for præferenceaftale.

Vi skal tilbyde dem, som ikke har underskrevet en ØPA ved udgangen af 2007, en adgang til markedet, der som minimum svarer til de præferencer, som de nyder godt af nu, så ingen af dem vil stå tilbage i en mere ugunstig situation ved afslutningen af forhandlingerne.

Desuden bør tjenesteydelser og Singapore-emnerne ikke indgå i forhandlingerne. Den eneste forpligtelse angående overensstemmelse med WTO-reglerne vedrører de præferencer, der gives i forbindelse med handel med varer. Emnerne blev taget ud af WTO-forhandlingerne efter anmodning fra udviklingslandene. De bør ikke pludselig genindføres over for AVS-landene. Disse spørgsmål er først og fremmest de regionale gruppers ansvar i AVS-landene, hvis suverænitet i den forbindelse bør respekteres. Kommissionen skal derfor udelade emnerne af forhandlingerne.

Endvidere skal AVS-landenes parlamenter og Europa-Parlamentet samt civilsamfundet have adgang til alle dele af forhandlingerne og høres og inddrages, mens de finder sted.

Endelig vil jeg sige, at hvis der er behov for længere tidsfrister for at kunne forhandle gode, økonomiske partnerskabsaftaler på plads, så må Kommissionen udvise fleksibilitet og forsvare dette over for medlemmerne af WTO.

  Johan Van Hecke (ALDE). - (NL) Hr. formand! Hr. Sturdy har skrevet en afbalanceret betænkning, hvori vi også imødekommer den berettigede kritik fra AVS-partnerne af, at EU under forhandlingerne ikke lytter nok til deres ønsker, og at EU i for høj grad ensidigt pålægger dem ting.

Jeg vil kort sige noget om et aspekt, som ofte glemmes, og det er det regionale aspekt af ØPA, nemlig forstærkelsen af syd-syd-handelen. Millenniumudviklingsmålene kan kun nås, hvis ØPA tager sigte på at opmuntre til ordentlig økonomisk forvaltning, fremme AVS-økonomiernes regionale integration og tiltrække og fastholde flere investeringer. En effektiv handelsrelateret bistand i tide er en ufravigelig betingelse for at forstærke AVS-regionernes handelspotentiale.

I den forbindelse vil jeg gerne minde Kommissionen om kommissionsformand Barrosos tilsagn om at give udviklingslandene en milliard euro i handelsstøtte. Det er et dårligt tegn, at der i Rådets aftale om de næste finansielle overslag træffes utilstrækkelige foranstaltninger, hvad angår de foreslåede 190 millioner euro om året til lande fra sukkerprotokollen.

At overholde løfter er trods alt et spørgsmål om elementær troværdighed, som måske kan blive afgørende for, om forhandlingerne bliver vellykkede.

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand! Det er tre nøgleord, som Kommissionen behøver at følge i forhandlingerne: at lytte, ikke at tvinge og ikke at stresse. Vi skal lytte til deres krav.

Disse forhandlinger er ikke lige. De, hr. Mandelson, råder over hundredvis af eksperter. Udviklingslandene har kun få. Vi har en enorm økonomisk magt. De har kun et spirende erhvervsliv. Vi kan opkøbe hele deres erhvervsliv. De har knap nok mulighed for at købe mad til hele dagen. Med så forskellige vilkår er det vigtigt, at vi lytter til deres krav og forsøger at tilgodese dem.

EPA skal være til for deres udvikling og ikke vores profit. Derfor skal vi ikke tvinge dem. Hvis ikke de vil åbne deres marked, så må vi ikke tvinge dem, hvilket også fremgår af punkt 17 i beslutningen. Alle handelseksperter skolet i en nyliberal tankegang tror, at reducerede tariffer altid er godt, og at fri handel altid er bedre end fair handel, men virkeligheden viser, at det ikke forholder sig sådan. Og det er i virkeligheden sådan, vores forhandlingspartnere lever. En fejlagtig liberalisering betyder, at mennesker kan dø. De kan forklare, hvad De mener, men lad dem træffe beslutningen. Hvis de tager fejl, er det deres fejl. Det er lettere at leve med mangler, som man selv er ansvarlig for og kan ændre på, end at leve i elendighed, som er påtvunget af andre. Reciprocitet er ikke nødvendig. Lad dem træffe beslutning om det. Vi kan leve med den, og vi kan leve uden den, men de kan dø af den.

Endelig skal vi ikke stresse. Jeg håber derfor, at Parlamentet forkaster punkt F og vedtager ændringsforslag 4. Lad forhandlingerne tage den nødvendige tid, og lad samtidig den generelle præferenceordning være. Så kan de trygt fortsætte med at sælge til os uden at have et damoklessværd hængende over sig. De 27 EU-lande udgør sammen med AVS-landene en dominerende gruppe i WTO. Hvis vi vil, kan vi sammen sige, at vi har brug for at forlænge tiden til forhandlingerne eller udarbejde alternativer til de økonomiske partnerskabsaftaler.

  Gabriele Zimmer (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær! Da WTO bestemte, at de toldfordele, som EU's medlemsstater gav deres tidligere kolonier, betød en forfordeling af andre udviklingslande, var dette ikke en opfordring til en ny verdensorden.

Hr. kommissær, efter min mening overvurderer De i vid udstrækning Deres myndigheders planlægningskompetencer. EPA-udkastene, som De nu har fremlagt for forhandlingspartnerne, betyder en klar overskridelse af Deres forhandlingsmandat. Fuldstændig uagtet den erfaring, som vi selv har gjort os i Europa, vil De gennemtvinge et globalt kludetæppe af rent økonomisk baserede statsforbund. De giver således ikke engang Deres partnere en mulighed for at finde sammen socialt og politisk, og De giver dermed de europæiske virksomheder en kæmpemæssig konkurrencefordel.

Under alle omstændigheder afviser jeg idéen om at påtvinge vores partnerlande betingelser, som de radikale frie markedskræfter ikke engang har formået at gennemføre inden for EU. Der lægges ikke skjul på, at Deres foreskrifter om offentlige kontrakter er kiler for markedsåbningen. De stiller ganske vist to boksere i samme ring, men den ene bokser vejer 100 kg mere end den anden.

Jeg opfordrer Dem derfor til at udsætte alle forhandlinger, som går videre end toldtariffer, og til at lægge Dem i selen for, at vi opnår en WTO-form, som tager større hensyn til kravene om udvikling.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg tilslutter mig dem, der har lykønsket Robert Sturdy med en efter min opfattelse god betænkning. I betænkningen understreges det med rette, at disse forhandlinger bliver ført mellem ulige parter, og det har mange af de øvrige talere været inde på i formiddag. Jeg mener, at det er kilde til mange af problemerne, at Kommissionen og AVS-staterne ser forhandlingerne ud fra forskellige synspunkter. Hvis vi ser på tidsfristen ved årets udgang, er det Kommissionens opfattelse, at tidsfristen er et vigtigt middel til at opfylde WTO-forpligtelserne. Set ud fra mange af AVS-staternes synspunkt bliver tidsfristen derimod udnyttet til at presse dem til at gå ind på utilfredsstillende aftaler, og Kommissionen bør efter min mening gøre langt mere for at forsikre AVS-staterne om, at tidsfristen ikke bliver og ikke vil blive brugt til at tvinge AVS-staterne til at indgå aftaler, som de egentlig ikke kan leve med.

Hvad angår støttesituationen siger Kommissionen, og kommissær Mandelson gentog det i formiddag, at forhandlingerne ikke vil blive en fiasko på grund af pengemangel. Men det er urimeligt at forvente, at AVS-staterne træffer langsigtede beslutninger om liberalisering og regional integration uden at have en langsigtet oversigt over de bistandsbeløb, der står til rådighed til at hjælpe dem med at skabe regionale lovgivningsmæssige rammer, der giver mulighed for at indføre nye metoder til opkrævning af offentlige indtægter, som kan opveje de manglende toldindtægter, eller for at skabe den infrastruktur, som vi af egne erfaringer i EU ved er så vigtig for at udvikle den regionale økonomi.

Hvad angår markedsadgang, har jeg hørt kommissæren sige her i salen, at EU ikke har nogen offensive handelsmål med AVS-staterne. Men forhandlerne siger, at Kommissionen presser dem meget hårdt for at åbne vores markeder for tjenesteydelser og give andre markedsåbningstilbud.

Jeg siger alt dette i den overbevisning, at Kommissionen ønsker en udviklingsfremmende pakke med de seks regioner. Kommissionen mener, at den handler i AVS-staternes interesse, men den må forstå, at forhandlinger mellem ulige parter gør den svageste part mistroisk. Når vi taler om tidsfrister, ser de trusler, når vi er vage omkring bistandspakken, ser de en forbindelse mellem det omfang af markedsåbning, som de er villige til at tilbyde, og bistandspakkens størrelse. Hvis vi skal overvinde disse bekymringer, må vi bringe mere åbenhed og gennemsigtighed ind i selve forhandlingerne, og vi må love, at der, når forhandlingerne er afsluttet, vil være parlamentarisk overblik over de endeligt afsluttede forhandlinger, så de kan være sikre på, at parlamentarikere vil være involverede i denne proces fra deres gennemførelse.

  Fiona Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand! At følge ØPA-forhandlingernes fremskridt har været som at leve i to parallelle universer. På den ene side har der været mange erklæringer fra AVS-staternes side om, at processen mangler det udviklingsfokus, som den burde have. AVS-staterne påstår, at de bliver presset til at forhandle på Kommissionens præmisser, og de er især bekymrede over, at Kommissionen ikke har levnet tid til ordentlige konsekvensanalyser og har afvist alle analyser, der ikke var i overensstemmelse med dens egen holdning. På den anden side har Kommissionen mærkeligt nok hele tiden fastholdt, at ingen klager eller anmoder om alternativer til ØPA'er.

Men gennemgangen af ØPA'erne fra FN's Økonomiske Kommission for Afrika fra januar 2007 var klar. I denne eksterne og uafhængige gennemgang blev det konkluderet, at der i forhandlingerne var for lidt fokus på udvikling og for meget på handelsliberalisering. På baggrund af denne eksterne FN-vurdering forstår jeg ikke, hvordan Kommissionen kan vedblive med at fastholde, at ØPA-forhandlingerne er inde i en positiv udvikling, og at alt er i den skønneste orden.

  Glenys Kinnock (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg har tiltro til, at Kommissionen vil notere sig de bekymringer, som mange - langt de fleste - medlemmer af Parlamentet har givet udtryk for i formiddag.

ØPA-forhandlingerne er tydeligvis inde i en meget afgørende fase, og i denne uge mødes EU og AVS-ministrene i Bruxelles for at gennemgå fremskridtene på et tidspunkt, hvor de, som andre har sagt, er under hårdt pres for at blive færdige inden udgangen af 2007. Sandheden er naturligvis, at AVS-staterne, selv om de teknisk set er velforberedte, stadig har alvorlige politiske problemer indbyrdes, inden for AVS-staternes regeringer og mellem regeringer og den private sektor, det civile samfund og regionale integrationsorganisationer.

David Martin rejste nogle meget vigtige spørgsmål om den mistænksomhed og ængstelse, der er i AVS-staterne. I løbet af de sidste par uger har jeg været i både Vest- og Østafrika, og fra Senegals premierminister, Ghanas præsident og Tanzanias handelsminister var budskabet nøjagtigt det samme: Der er for mange uløste problemer. Hvad angår handelsstøtte: Er det nye penge? Er den til at regne med? Hvornår bliver den til noget? Hvad angår regional integration, hørte jeg i Tanzania om de enorme problemer i landet og om den nye østafrikanske sammenslutning, som de planlægger, og som de vistnok har underrettet kommissæren skriftligt om. Så er der Singapore-emnerne, som andre har nævnt, og som for øjeblikket giver anledning til enorme vanskeligheder i SADC-forhandlingerne.

De fleste AVS-stater har bifaldet toldfri og kvotefri adgang. Det er imidlertid fortsat sådan - og jeg er ikke sikker på, at det er blevet nævnt - at en halv snes EU-medlemsstater eller flere udtrykker bekymring over dette forslag og gør indsigelser mod det, og nogle AVS-stater er bekymrede over virkningen for sukker, bananer og ris. Så sent som i går sagde man fra Barbados, at regionen kun kan opnå fordele, hvis EU sørger for, at de kan opbygge teknisk, produktionsmæssig og infrastrukturel kapacitet, så de kan maksimere mulighederne, navnlig for sukker, mellem 2009 og 2015.

Folk taler om et dommedagsscenarie. Det er grunden til, at AVS-staterne, hvis de ikke kan undertegne aftalerne inden årets udgang, skal have omfattende markedsadgang gennem GSP+.

Påstanden om, at der ikke er nogen alternativer, er ganske enkelt noget vrøvl, og det samme gælder påstanden om, at ingen AVS-region eller AVS-stat har anmodet om dem. De seneste undersøgelser fra ODI, FN og andre peger på en forbedret GSP som et realistisk alternativ til ØPA'er, som ville give det pusterum, der er nødvendigt for, at forhandlingerne kan fortsætte. GSP+ ville give større adgang end GSP, som absolut ikke er nogen mulighed. De fleste AVS-stater kunne udmærket opfylde kriterierne for berettigelse og ville få en markedsadgang, der næsten svarede til Cotonou for den nuværende eksport med meget få undtagelser.

  Alain Hutchinson (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Allerførst vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med den måde, hvorpå denne debat i dag er forløbet i Parlamentet. Det ønsker jeg bl.a. at gøre, fordi jeg mener, at den åbenlyst modbeviser de påstande, som vi jævnligt har hørt i løbet af de seneste måneder, i henhold til hvilke det kun er nogle få galninge fra Den Socialdemokratiske Gruppe og et civilsamfund, der af princip eller af vane trodser Kommissionen, som er bekymrede for afholdelsen og resultaterne af forhandlingerne om aftalerne om de økonomiske partnerskabsaftaler. Det er, som vi har hørt her til morgen, bestemt ikke tilfældet.

Kort sagt er der rent faktisk kun et spørgsmål at stille i dag i forbindelse med disse forhandlinger, og det lyder: Er Kommissionen i stand til at garantere AVS-landene, at aftalerne, når de er underskrevet, vil sikre dem udviklingsbetingelser, der er bedre end dem, som de har i dag? Hvis Kommissionen er i stand til det, så har jeg personligt ikke længere mange forbehold over for disse økonomiske partnerskabsaftaler. Hvis den ikke er i stand til det, hvilket jeg frygter, så bliver vi nødt til at afvise aftalerne i den form, som de præsenteres for os i øjeblikket, og lige så længe, som de uretmæssigt favoriserer en tilgang til menneskelige relationer, der i overdreven grad drejer sig om handel og fortrænger alt andet, til skade for AVS-landenes befolkningers generelle interesse.

Forbedringen af levevilkårene for så mange af vores nulevende og fremtidige generationer som muligt, i nord og i syd, er et prioriteret mål, som vi har ret til at kræve fra Kommissionens side. Følgelig har Kommissionen pligt til velvilligt og med behørig gennemsigtighed at fortsætte forhandlingerne om disse aftaler. I den forbindelse henviser jeg til de meget konkrete og meget korrekte bemærkninger fra min kollega hr. Arif. Kommissionen har imidlertid også pligt til at give sig selv og vores partnere de nødvendige tidsrammer, hvilket flere af talerne før mig også påpegede. Det er på høje tid, at dette krav, som fremsættes af millioner af europæiske borgere, som vi repræsenterer i dette parlament, bliver behandlet langt mere seriøst og med langt større respekt, end det er tilfældet i dag.

Hr. kommissær, som det jævnligt er tilfældet i Parlamentet, hører vi her til morgen medlemmer i stor stil og ihærdigt tale om økonomi, åbning af markeder og konkurrenceevne. Vi må ikke glemme, at disse ord skal anses for, hvad de er, nemlig koncepter og i bedste fald instrumenter, hvis eneste værdi er deres mulige bidrag til at imødekomme den generelle interesse, flest mulige menneskers interesse, ikke interessen hos et om end stigende antal af privilegerede personer, som såvel i nord som i syd kan drage fordel af enhver gammel aftale, der er indgået med en given gammel part, men et stigende antal mænd, kvinder og børn, som sammen repræsenterer det store flertal af udstødte i vores verden, og som forventer en hel del af en forbindelse med deres europæiske partnere, der er om ikke generøs da i det mindste afbalanceret.

  Marie-Arlette Carlotti (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! I sine seneste forslag overvejer EU at udvide konceptet "alt undtagen våben" til at omfatte samtlige AVS-lande.

Det er uden tvivl et fremskridt, der vil gøre det muligt at sikre, at ingen af disse lande taber terræn efter 2007, men det er ikke en mirakelløsning, der gør ØPA'erne til udviklingsaftaler. For at de kan blive til udviklingsaftaler, skal vi gå meget længere. Vi skal indføre en overgangsperiode, som er betydeligt længere end de 10 eller 12 år, der i øjeblikket foreslås. Vi skal stoppe landbrugsdumping og respektere princippet om fødevaresuverænitet. Vi skal tilbyde en speciel og individuel behandling og give AVS-landene mulighed for at beskytte nogle af deres sektorer. Vi skal holde op med at presse på med Singapore-emnerne og i stedet opretholde alle staters ret til frit at forvalte deres offentlige sektor. Endelig skal vi i højere grad inddrage civilsamfundene og parlamenterne.

Jeg mener, at det er den pris, der skal betales, for at ØPA'erne kan tjene navnlig udviklingen i Afrika og ikke kun udviklingen i Europa.

  Peter Mandelson, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det er mig en fornøjelse på vegne af Kommissionen at fremkomme med de afsluttende bemærkninger til denne debat på grund af emnets store betydning. Intet mindre end den fremtidige udvikling, afhjælpning af fattigdommen og mulighederne for at udnytte fordelene ved det internationale handelssystem står på spil for AVS-staterne, nogle af verdens fattigste lande, som vi absolut er forpligtede over for.

De økonomiske partnerskabsaftaler drejer sig om at bruge handel som en løftestang for udvikling. Vi har ingen intentioner om at tvinge AVS-staterne til at påtage sig forpligtelser mod deres vilje. Vi arbejder imidlertid med en begrænsning: ØPA'er skal være i overensstemmelse med WTO-reglerne og dermed omfatte handelsåbninger fra begge sider for handel med varer og tjenesteydelser. Jeg vil understrege, at det naturligvis ikke er ensbetydende med symmetriske handelsåbninger mellem EU og AVS-staterne. Hvad angår EU's markedsåbninger over for dets partnere, vil EU naturligvis tilbyde langt mere, end AVS-partnerne vil tilbyde EU.

Desuden er vi på mange områder villige til at overveje overgangsperioder og i nogle tilfælde meget lange overgangsperioder - op til 25 år - sammen med betydelig finansiel støtte til at hjælpe disse lande med at opfylde deres forpligtelser, så ØPA'erne virkelig fungerer som en katalysator for politiske reformer i AVS-staterne.

Hvad angår markedsadgang, bekræftede Rådet (almindelige anliggender) for nylig princippet om toldfri og kvotefri adgang for AVS-staterne, men med overgangsperioder for nogle få følsomme produkter, navnlig ris og sukker. Det samme princip gælder for bananer, men vi blev enige om yderligere evaluering for især at tage hensyn til EU's regioner i den yderste periferi, og det vil ske.

Som svar på hr. van den Bergs indlæg vil jeg sige, at vi sammen med AVS-regionerne er ved at opbygge asymmetriske markedsadgangsordninger, som giver mulighed for fortsat beskyttelse af AVS-følsomme sektorer. Vores toldfri og kvotefri tilbud giver store muligheder for at beskytte AVS-staterne og åbne deres markeder meget asymmetrisk. Desuden vil der være fleksible beskyttelsesforanstaltninger, så vi hurtigt kan gribe ind, hvis der opstår problemer. En betinget markedsadgangsordning vil imidlertid endnu en gang placere vores handelsordninger i en sårbar position i WTO og skabe yderligere usikkerhed for AVS-erhvervsdrivende og -investorer. Derfor vil det ikke være i AVS-staternes egen interesse at vælge en sådan betinget tilgang.

Nogle medlemmer har talt om alternativer til ØPA'er. Jeg kan bare ufortøvet og ubetinget sige, at der ikke er nogen mere udviklingsfremmende eller bedre udviklingsinstrumenter til rådighed for os, som ville overgå de ambitioner og det potentiale, som de økonomiske partnerskabsaftaler tilbyder. Det ville være helt hen i vejret at tilbyde GSP, som nogle har foreslået, når vi kan forhandle os frem til gode økonomiske partnerskabsaftaler. De AVS-stater, der ikke hører til de mindst udviklede lande, ville ende med en dårligere markedsadgang til EU end næsten alle andre udviklingslande i verden.

Så er der nogle, der foreslår GSP+ som et alternativ ved at slække på kriterierne for adgang til GSP+ og udvide dens anvendelsesområde. Det er også helt uacceptabelt. GSP+ fortsætter opdelingerne i handelsordningen mellem de mindst udviklede lande og andre lande end de mindst udviklede lande, som forsøges fjernet med ØPA'erne, og den fremmer ikke brug af markedsadgang på samme måde som ØPA'er. GSP er åben for alle lande, og mange ville ganske enkelt udnytte slækkede GSP+-kriterier, udsætte AVS-staterne for direkte konkurrence og fuldstændig undergrave formålet med GSP+, som er at bruge handelspræferencer til fremme af undertegnelse af aftaler om menneskerettigheder og gode arbejdsmetoder. Derfor håber jeg, at ingen vil fremme idéen om, at GSP eller GSP+ er et acceptabelt og/eller bedre alternativ end ØPA'er.

Langt den bedste udviklingsmulighed er at undertegne ØPA'erne før tidsfristens udløb. Der er ingen bedre alternativer. Vi kan ikke bare lade hånt om WTO-reglerne om ØPA'ernes varehandelssektion. Hvis det bliver klart, at vi for en regions vedkommende ikke når det, får de mindst udviklede lande Alt undtagen våben- initiativet. For andre lande end de mindst udviklede, som især eksporterer bananer, er en fritagelsesklausul sandsynligvis slet ikke politisk mulig. For andre afhænger tingene af udviklingen i forhandlingerne.

Til sidst vil jeg sige, at jeg i modsætning til nogle af dem, der har talt i Parlamentet i formiddag, mener, at AVS-staternes tilgang er et bevis på en betydelig realisme og forståelse af, hvad der er i AVS-staternes interesse at gøre. AVS-staterne har frivilligt gået ind på den køreplan, vi følger i forhandlingerne om disse aftaler. Det er bestemt ikke i AVS-staternes interesse, at de, der foregiver at være AVS-staternes venner, udmaler et dommedagsscenarie for at skabe en frygt og usikkerhed, der kun kan afholde AVS-staterne fra at deltage i de forhandlinger, som de har så stor interesse i at afslutte inden årets udgang.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Richard Seeber (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg vil gerne takke ordføreren hjerteligt for hans betoning af det store behov for handling fra EU's side i forbindelse med forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler.

Vi skal først og fremmest holde os for øje, at vi skal arbejde for en effektiv integration af AVS-landene i verdenshandelen og for en ensartet succes i alle regionale grupper. Det kan bl.a. ske ved hjælp af handelslempelser og teknisk hjælp til producenterne, således at dette kan kompensere for deres tab i toldindtægter, hvilket imidlertid ikke er nok for disse lande. De har ligeledes brug for ekspertrådgivning og -vejledning for reelt at kunne drage fordel af den nemmere markedsadgang.

Derudover ville det efter min opfattelse være essentielt at forenkle de tilgrundliggende forvaltningsprocedurer med henblik på en mere effektiv udnyttelse af de forhåndenværende midler.

Jeg mener, at vi som medlemmer af Parlamentet bør være os den kendsgerning bevidst, at handelen med disse stater også er i europæisk interesse. Desuden skylder vi som borgere i udviklede lande borgerne i AVS-landene at gøre alt, hvad der står i vores magt for at integrere dem i verdenshandelen.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

9. Afstemningstid

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

9.1. Aftale EF/Rusland om fiskeri og bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen (afstemning)

Betænkning af Morillon (A6-0160/2007)

9.2. Det finansielle instrument for miljøet (Life+) (afstemning)

Betænkning af Isler Béguin (A6-0180/2007)

9.3. Daphne III: Bekæmpelse af vold (afstemning)

Indstilling ved andenbehandling af Gröner (A6-0147/2007)

9.4. Ændring af forretningsordenens artikel 47 (afstemning)

Betænkning af Corbett (A6-0139/2007)

Før afstemningen om ændringsforslag 3

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Det handler om accept af et ændringsforslag fra et associeret udvalg uden afstemning. Her gælder den generelle opfattelse, at ændringsforslag fra et associeret udvalg kun kan overtages automatisk, hvis det falder ind under dette udvalgs eksklusive kompetencer. Ordet "eksklusive" mangler her. Jeg er blevet enig med ordføreren om at supplere denne sætning med begrebet "eksklusive kompetencer", således at der sker en præcisering heraf.

  Richard Corbett (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Som ordfører kan jeg acceptere det mundtlige ændringsforslag.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

9.5. Miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken (afstemning)

Betænkning af Laperrouze (A6-0125/2007)

9.6. Produktion og mærkning af økologiske produkter (afstemning)

Betænkning af Aubert (A6-0061/2007)

Før afstemningen

  Marie-Hélène Aubert (Verts/ALE), ordfører. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Min betænkning om produktion og mærkning af økologiske produkter kommer nu endelig til afstemning i dag efter først en tilbagesendelse til udvalget og dernæst efter en uopsættelig anmodning om tilbagesendelse til Rådet, hvilket, jeg kan tilføje, blev enstemmigt forkastet af Parlamentet i sidste måned. Desværre har de nye forhandlinger med Rådet over de seneste to måneder ikke gjort os i stand til at nå længere på vigtige punkter. Navnlig kunne hverken Kommissionen eller Rådet acceptere det dobbelte retsgrundlag, som vi krævede. Rådet stod endvidere ved sin beslutning om som en særlig undtagelse at tillade tilsætningsstoffer og veterinærlægemidler fremstillet af gmo'er. Desuden kan også visse kemiske stoffer undtagelsesvis tillades.

Uden den fælles beslutningsprocedure er vi tvunget til at anerkende situationen. Vi beklager imidlertid Rådets fåmælte og forudindtagede holdning i de seneste uger til trods for den gode vilje, som visse medlemsstater har udvist. Lige så dybt beklager jeg, at flertallet af grupperne i går afviste at udsætte afstemningen indtil juni, eftersom Rådet selv har udsat sit møde om økologisk landbrug. Jeg er ked af, at flertallet af grupperne ikke ønskede at udnytte de midler, som vi kan udøve pres med, til det yderste. Når det er sagt, medtog Rådet ikke desto mindre en række af vores ændringsforslag i sit kompromis, og regelmæssig høring af alle involverede parter er en del af den overordnede aftale.

Jeg opfordrer jer således nu til at vedtage denne betænkning. I kan regne med min vilje og viljen hos mine kolleger i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter til tæt at overvåge denne sag over de kommende måneder.

(Bifald)

  Formanden. - Hr. Graefe zu Baringdorf, De har bedt om ordet. Jeg vil gerne spørge Dem, i hvilken egenskab og på baggrund af hvilken artikel i forretningsordenen De gør det?

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Tillad mig som ordfører for Pendant-betænkningen, som vedrører det biologiske landbrug, at kommentere følgende med hensyn til udenrigspolitikken. I dag stemmer vi om en god betænkning, som gør det helt åbenlyst, at ...

(Tumult)

  Formanden. - Jeg er oprigtig ked af det, hr. Graefe zu Baringdorf, men De har hørt reaktionen fra vores kolleger. Jeg tror, at alle har forstået, at De mener, at betænkningen er god, men jeg kan ikke give ordet til alle ordførere og tidligere ordførere, hvilket De uden tvivl vil forstå.

9.7. Fiskeripartnerskabsaftale EF/Danmark og Grønland (afstemning)

Betænkning af Post (A6-0161/2007)

9.8. Eurolat-delegationen (afstemning)

Forslag til afgørelse B6-0204/2007

9.9. Praktisk gennemførelse af den fælles beslutningsprocedure (afstemning)

Betænkning af Leinen (A6-0142/2007)

Før afstemningen

  Jo Leinen (PSE), ordfører. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Den fælles beslutningsprocedure er Parlamentets vigtigste instrument, og den nye aftale med Rådet og Kommissionen gør proceduren betydeligt mere gennemsigtig og effektiv. I nogle detaljer kommer vi i samme øjenhøjde som Ministerrådet.

Jeg vil godt benytte lejligheden til at takke kollegerne fru Roth-Behrendt, hr. Vidal-Quadras og hr. Trakatellis hjerteligt, som forhandlede med Rådet og Kommissionen i over et år, samt hr. Daul, som holdt øje med det hele. Med denne nye aftale er vi kommet et godt stykke videre med hensyn til den fælles beslutningsprocedure.

9.10. Biodiversitet (afstemning)

Betænkning af Adamou (A6-0089/2007)

9.11. Eksterne aspekter af konkurrenceevnen (afstemning)

Betænkning af Caspary (A6-0149/2007)

Før afstemningen om ændringsforslag 51

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne fremsætte et mundtligt ændringsforslag, som har til formål at erstatte "de fattigste lande" med "udviklingslandene".

(Parlamentet forkastede det mundtlige ændringsforslag)

Før afstemningen om ændringsforslag 52

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (FR) Jeg forsøger igen. Denne gang identificerer jeg mig fuldt ud med ånden i ændringsforslaget. Det består i at anmode Kommissionen om at tage hensyn til, hvad ændringsforslaget indeholder. Det er ånden i ændringsforslaget. Det betyder, at hvor der står:

(EN) ... "bør ikke indarbejde", vi bør sige, at EU "bør behandle disse spørgsmål indgående".

(FR) Jeg ville råde mine kolleger i De Europæiske Socialdemokraters Gruppe og i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance til at tænke sig nøje om, før de forkaster det, ellers risikerer vi at stemme imod ændringsforslaget som helhed.

(Parlamentet forkastede det mundtlige ændringsforslag)

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet.

10. Stemmeforklaringer

  Formanden. - Vi går nu over til stemmeforklaringer.

Betænkning af Isler Béguin (A6-0180/2007)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi har stemt for den endelige aftale, fordi det lykkedes Parlamentet at sikre en forhøjelse på 40 millioner euro i forhold til det beløb, der var afsat i Rådets fælles holdning. Budgettet til Life+ er nu fastsat til omkring 1.894 millioner euro.

Derudover afsættes en del LIFE+-budgettet til projekter "natur- og biodiversitetsprojekter". Parlamentet har sikret, at mindst 50 % af Life+-budgetmidlerne afsættes til projektaktionstilskud til foranstaltninger til støtte for bevarelse af natur og biodiversitet. Rådet havde i sin fælles holdning foreslået at afsætte 40 % af hele budgettet til sådanne projekter.

Som det nævnes i den endelige betænkning, oplæste kommissær Dimas på forligsudvalgsmødet en erklæring om, at Kommissionen inden revisionen af den finansielle ramme ville undersøge de på såvel nationalt plan som EU-plan forpligtede og planlagte udgifter til forvaltning af Natura 2000-netværkerne. Undersøgelsesresultaterne vil blive brugt til at tilpasse fællesskabsinstrumenter, navnlig Life+, og til at sikre et højt samfinansieringsniveau.

Sammenfattende er resultatet meget mere tilfredsstillende end nogen aftale, der kunne være afsluttet i en tidligere fase i lovgivningsproceduren.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg glæder mig over forligsresultatet, der fastholder den centraliserede tilgang, hvor Kommissionen fortsat forvalter programmet for at sikre merværdi for Europa som helhed, fælles kriterier og ekspertise, og hvor yderligere omkostninger mindskes ved, at der oprettes forvaltningsinstanser på nationalt niveau.

Af andre positive punkter vil jeg gerne fremhæve, at det samlede budget forøges med 40 millioner euro, og at 15 % af midlerne afsættes til transnationale projekter.

Jeg stemmer således for det fælles udkast, som Forligsudvalget har vedtaget for LIFE+.

Indstilling ved andenbehandling af Gröner (A6-0147/2007)

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Med programmet Daphne III har vi fået et yderligere instrument i hånden mod menneskehandel og seksuel udbytning. Det forholder sig fortsat således, at over 100.000 kvinder i EU er ofre for menneskehandel og vold. Derfor er det nødvendigt at udforme et sådant program i overensstemmelse hermed.

Jeg hilser det meget velkommen, at budgetmidlerne på 50 millioner blev forhøjet til over 114 millioner euro, og at vi følgelig har kunnet gennemføre oplysningskampagner i de oprindelseslande, hvor kvinder og børn bliver hvervet for efterfølgende at blive ofre for seksuel vold i EU.

Med disse oplysningskampagner har vi præventive muligheder for at oplyse kvinderne og yde dem beskyttelse mod udbytning. Hvis dette også kombineres med programmer til udsatte kvinder, der skal forbedre deres stilling, er der med Daphne III taget et helt afgørende skridt til bekæmpelse af vold, menneskehandel og seksuel udbytning.

  Andreas Mölzer (ITS). - (DE) Hr. formand! Jeg stemte for Gröner-betænkningen, fordi det uden tvivl er lykkedes at opnå fremskridt i kampen mod vold mod kvinder, og der er ingen tvivl om, at Daphne-programmet spillede en rolle heri.

Vold mod kvinder er dog stærkere forankret i kulturer, hvor det patriarkalske magtprincip har kraftigere rødder, og der ikke er nogen problembevidsthed. Med de seneste års indvandringsbølger har overtrædelser af menneskerrettighederne holdt deres indtog i form af omskæringer af kvinder, men også i form af tvangsægteskaber. Her gælder det efter min mening om ikke kun at skabe problembevidsthed eller gøre det strafbart at indgå tvangsægteskaber i EU. Domme afsagt ved særdomstole med kulturelle begrundelser kan ikke accepteres. Når kriminelle straffes - og det gælder hvad enten de er indenlandske statsborgere eller kommer fra en anden kulturkreds - skal der gælde den samme lovgivning for indvandrere med muslimsk baggrund. Her må justitsvæsenet hverken være døv eller blind.

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for fru Gröners betænkning om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et særprogram for perioden 2007-2013 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder og om beskyttelse af ofre og risikogrupper (Daphne III) som en del af det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed.

Daphne-programmet blev udarbejdet i 1997. Det har tjent til at finansiere over 350 projekter, der yder støtte til ngo'er og institutioner og foreninger, der beskæftiger sig med at beskytte børn, unge og kvinder mod vold. Jeg støtter stærkt tredje fase af dette projekt, som fru Gröners betænkning omhandler.

Hovedmålene med Daphne III er at støtte udviklingen af Fællesskabets politik om beskyttelse af folkesundheden, ligestilling, bekæmpelse af vold i hjemmet, beskyttelse af børns rettigheder, bekæmpelse af kønsspecifik vold i konfliktsituationer og bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse.

Disse ambitiøse mål for perioden 2007-2013 vil blive støttet af et budget på 116,85 millioner euro. Sammenlignet med Daphne I's budget på 20 millioner euro og Daphne II's budget på 50 millioner euro er det udtryk for en erkendelse af, at dette program og dets resultater er af overordentlig stor betydning.

I betænkningen understreges det også med rette, at det er nødvendigt at åbne programmet for samarbejde med ngo'er ved at gøre programmet mere gennemskueligt, mindske bureaukratiet og bistå ansøgere med at søge midler.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støttede disse ændringsforslag til Daphne III, som er EU's særprogram om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder. Det glæder mig, at tredje fase af Daphne (2007-2013) har et forhøjet budget på 116,85 millioner euro. Desuden glæder det mig, at bureaukratiet vil blive mindsket, så ngo'er har lettere ved at få adgang til programmet.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter fuldt ud ordførerens arbejde med at bekæmpe vold mod kvinder. Daphne-programmet bidrager til at håndtere dette problem over hele EU, og de, der ikke støtter betænkningen i dag, skal fordømmes.

  Margie Sudre (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Forlængelsen af Daphne-programmet for 2007-2013 viser Parlamentets vilje til at sikre, at denne plan, som blev gennemført i 2000, fortsætter.

Vold mod børn, unge og kvinder er et tragisk, socialt fænomen. Nogle grupper, som er særligt sårbare over for vold, skal beskyttes bedre, men vi må ikke glemme vold i hjemmet og skamfering af kvinders kønsorganer. I Réunion f.eks. er antallet af krænkelser af kvinder fordoblet i løbet af 20 år, og over hver femte kvinde har været udsat for mindst en form for vold på et offentligt sted i løbet af de seneste 12 måneder. Derfor så jeg gerne, at Kommissionen indførte et europæisk år for bekæmpelse af denne type vold.

Jeg bifalder viljen fra Kommissionen side, som har hævet budgettet til knap 117 millioner euro, selv om dette beløb er lavere end det, som Parlamentet havde anmodet om. Fordoblingen af midlerne vidner ikke desto mindre om en reel ambition om at nå målene.

Denne indsats skal fortsat ledsages af gennemsigtighed i programmet og skal gøre programmet lettere tilgængeligt for civilsamfundet, som mangler faglig bistand i forbindelse med udarbejdelsen af udkast til forslag, navnlig i regionerne i den yderste periferi. Jeg håber, at vurderingerne i fremtiden vil blive foretaget af et ekspertudvalg.

Betænkning af Corbett (A6-0139/2007)

  Richard Corbett (PSE), skriftlig. - (EN) I stedet for nogle af de mere vidtrækkende forslag, som vi fik stillet, foreslog Udvalget om Konstitutionelle Anliggender en beskeden revision af artikel 47 (som vil blive omdøbt til "Procedure med associerede udvalg"). Denne mere beskedne ændring vil kræve, at formændene og ordførerne for de berørte udvalg skal mødes og i fællesskab identificere de dele af teksten, der henhører under deres enekompetence eller under deres fælles kompetence. Formanden for det korresponderende udvalg skal tage højde for enhver aftale af den art, når der træffes beslutning om det endelige ansvar for forskellige dele af teksten. Artiklen vil også give parterne mulighed for om ønsket at nå til enighed om, hvordan de helt præcist vil samarbejde, hvilket åbner mulighed for f.eks. en fælles arbejdsgruppe. Artikelændringen vil også sikre, at associerede udvalg er repræsenteret i enhver parlamentarisk delegation under en forligsprocedure.

  Bruno Gollnisch (ITS), skriftlig. - (FR) Vi undlod at stemme om betænkningerne af hr. Corbett og hr. Leinen om udvidet samarbejde mellem udvalg og om praktisk gennemførelse af den fælles beslutningsprocedure.

Ganske vist har disse betænkninger ud fra et praktisk synspunkt til hensigt at forenkle Parlamentets arbejde inden for dets institutionelle og retlige rammer. Betænkningerne er imidlertid et symptom på en parlamentarisk praksis, hvor alt i sidste ende mere eller mindre besluttes på forhånd, i små udvalg, gennem det interinstitutionelle eller tværpolitiske kompromis og af hensyn til effektivitet og rationalitet. De er ligeledes et symptom på et parlament, hvor de "store" grupper - i det mindste dem, der anerkendes som sådanne - sætter dagsordenen, og hvor medlemmernes individuelle rettigheder reduceres til deres simple ret til at udtale sig og helt er fjernet i forbindelse med lovgivningsprocessen.

Ved at slibe kanterne af sine procedurer vil Parlamentet, som allerede lider under manglende national og politisk repræsentativitet og manglende nærhed til borgerne, endegyldigt miste de træk, som burde kendetegne det, nemlig at det er et parlament, som er valgt af folket, for folket.

Betænkning af Laperrouze (A6-0125/2007)

  Andreas Mölzer (ITS). - (DE) Hr. formand! Jeg stemte også for Laperrouze-betænkningen, fordi det med hensyn til vand naturligvis er bedre at forebygge frem for efterfølgende at træffe dyre saneringsforanstaltninger. Som østriger og borger fra et land med meget store vandreserver mener jeg, at vi med henblik på at opnå en bæredygtig og miljøbevidst vandpolitik ikke længere kan yde økonomisk støtte til intensivt landbrug, der forårsager problemer som f.eks. overgødskning. Der skal hellere ydes støtte til de landmænd, som dyrker afgrøder efter traditionelle metoder. Men også i forbindelse med beplantningen af skovene kan vi få medstemmelse med hensyn til, hvilke og hvor mange skadelige stoffer, der skal ledes ud i grundvandet, og hvor hurtigt dette skal ske, og desuden kan vi yde et bidrag til højvandssikring.

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Anne Laperrouzes betænkning (A6-0125/2007) om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken og om ændring af direktiv 2000/60/EF, fordi jeg mener, at EU fortsat bør spille en afgørende rolle i beskyttelsen af miljøet, og fordi dette forslag har til formål at beskytte og forbedre miljøkvaliteten i overensstemmelse med princippet i bæredygtig udvikling.

Det er påkrævede foranstaltninger, der følger op på forslagene i vandrammedirektivet, og som vil kunne bidrage til at fjerne kemisk forurening af overfladevand, der forstyrrer vandøkosystemer, fører til tab af biodiversitet og gør mennesker endnu mere udsat for forurening.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Dette nye forslag til direktiv om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken, der følger op på vandrammedirektivet vedtaget i 2000, opstiller mål for miljøkvaliteten af overfladevand, der skal nås senest i 2015, dog uden hverken formel vurdering af eksisterende lovgivning på området eller nogen integreret tilgang til vandpolitikken.

Det er derfor en række usammenhængende foranstaltninger med nogle enkelte positive elementer. Jeg glæder mig således over, at det nævnes, at der bør tages hensyn til videnskabelige og tekniske data, miljøforholdene i de forskellige områder og den afbalancerede udvikling heraf samt princippet om, at forureneren skal betale. Samtidig fastholder man dog en neoliberal politik, der sætter målet om at "sikre ensartede konkurrencevilkår i det indre marked" over de foreslåede foranstaltninger.

Der er også introduceret uklare begreber som "den bedste tilgængelige teknik", der kan udnyttes til at gennemtvinge brug af patenteret teknologi og udstyr, hvilket vil skabe afhængighed og berøve de arbejdende produktionsmidler på grund af det højteknologiske udstyrs pris.

Selv om Parlamentet har forbedret Kommissionens tekst på nogle punkter, har man forkastet de fleste af vores gruppes forslag, hvorfor vi undlader at stemme ved den endelige afstemning.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Betænkningens titel om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken svarer ikke rigtig til indholdet, fordi der fokuseres på skadelige stoffer i overfladevand og på sedimenter, der udelukkende hidrører fra pesticider.

Andre forurenende stoffer såsom industrispildevand, byspildevand, lossepladsperkolat, varmeforurening fra tilsvarende kilder, forurening af søer med luftforurenende stoffer fra forbrændingsanstalter, som falder ned med nedbør osv., er udeladt. Den kemiske forurening af overfladevand kan imidlertid forårsage forstyrrelser af vandøkosystemer og dermed ødelægge biodiversiteten, eller de forurenende stoffer kan ophobe sig i fødekæden fra forgiftet fisk. Desuden står det klart, at det er Kommissionens hensigt at pege på landbruget og give det hele skylden for den kemiske forurening af overfladevand. Princippet om, at forureneren betaler, standser ikke forureningen, men lovliggør industriens og andre monopolers hensynsløse handlinger.

Der foreslås ingen specifikke foranstaltninger til at kontrollere kilderne til udledning af "prioriterede stoffer", både farlige og ufarlige, hvis koncentrationsgrænser behandles i forslaget til direktiv.

Ikke desto mindre udvider betænkningen direktivets begrænsede indhold med henblik på at opnå en bedre beskyttelse af vand. I sidste instans er både indholdet og holdningen langt fra de aktuelle behov for beskyttelse af den samfundsmæssige ret til vand af høj kvalitet, som skal være fuldstændig og ikke delvis og fragmentarisk.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Vandkvalitet er afgørende for miljøet, og det glæder mig, at der er sket forbedringer som følge af en europæisk indsats. Jeg mener, at forslaget fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om at undersøge effektivitet i forhold til samtlige de EF-retsakter, der direkte eller indirekte skal bidrage til en god vandkvalitet, er et skridt i den rigtige retning.

Betænkning af Aubert (A6-0061/2007)

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Selv om ordføreren, fru Aubert, virkelig har arbejdet hårdt på at kunne fremlægge en god betænkning, stemte ÖVP-delegationen i Parlamentet nej til betænkningen i dag, fordi vi stadigvæk finder meget i denne betænkning, som giver os store problemer. Vi mener som hidtil, at grænseværdien for gmo'er skal være 0 % i det biologiske landbrug, og vi mener også, at importen fra tredjelande skal opfylde de samme kriterier som EU-produkter, og at der følgelig skal foretages kontrol heraf.

På samme må vi ikke anvende disse mærkater, som vi har i EU, på produkter, som ikke stammer fra EU, således at vi ikke vildleder forbrugerne og har mulighed for sporing.

  Françoise Castex (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for forslaget om at sende Aubert-betænkningen om produktion og mærkning af økologiske produkter tilbage til Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.

Jeg mener, at det er nødvendigt, at tolerancegrænsen for utilsigtet forurening med gmo ikke er den samme som inden for konventionelt landbrug, dvs. omkring 0,9 %. Det ville nemlig være en de facto-erkendelse af, at gmo-forurening ikke længere kan forhindres, og at det ikke kan garanteres, at et produkt er gmo-fri, selv om det er mærket "økologisk".

I den forbindelse støttede jeg Den Socialdemokratiske Gruppes forslag om, at tilstedeværelsen af gmo i økologiske produkter skulle begrænses til alene uforudsigelige og teknisk uundgåelige mængder på højst 0,1 %, og at begrebet "økologisk" ikke skulle anvendes til at betegne produkter, der utilsigtet er forurenet med gmo i målbare mængder på over 0,1 %.

Endelig støtter jeg forslaget om, at retsgrundlaget ændres i dette spørgsmål i forbindelse med økologisk landbrug. Parlamentet, som hidtil har haft en rådgivende rolle, ønsker medbestemmelse i sådanne spørgsmål, hvilket ville være et fremskridt.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi har undladt at stemme ved den endelige afstemning på grund af forløbet i denne proces. På den ene side er vi ikke enige i Kommissionens holdning, der omfatter flere uacceptable forslag, heriblandt tilladelse til, at økologiske produkter kan indeholde op til 0,9 % gmo'er. Det finder vi fortsat uantageligt, især for økologisk landbrug. At tillade 0,9 % gmo-forurening er ensbetydende med at tillade gmo-forurening af økologiske produkter. Det vil uundgåeligt få følger for forbrugerne og udgøre en alvorlig og urimelig trussel for det økologiske landbrugs overlevelsesmuligheder.

Forbrugerne vælger økologiske produkter, fordi de produceres på en mere bæredygtig måde og uden brug af pesticider, og fordi de er helt fri for gmo'er. At tillade indhold heraf, selv i minimale mængder, er en form for manipulation af forbrugerne med alvorlige følger for miljø og sundhed.

Da det på den anden side har været muligt i plenarforsamlingen at forbedre Kommissionens forslag, om end Rådet endnu ikke har givet sit samtykke eller accepteret ændringen af retsgrundlaget, har vi undladt at stemme ved den endelige afstemning, idet vi håber, at der kan ske yderligere indrømmelser over for de forslag, der forbedrer den oprindelige holdning.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemmer for fru Auberts betænkning om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter. Jeg mener, at forbrugerne har ret til klar identifikation af de produkter, de agter at købe. Alligevel skal forordninger om mærkning afspejle dagligdagens realiteter. Vi kan ikke fastsætte krav, der rækker ud over vores evne til at operere på en meningsfuld måde, der afspejler de bedste praktiske midler, som står til rådighed på det pågældende tidspunkt. Alt andet ville være ensbetydende med stiltiende at begrænse tilgængeligheden af produkter, som mange forbrugere måske ville vælge at købe.

  Ambroise Guellec (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Økologisk landbrug udgør i dag 1,4 % af landbrugsproduktionen i de 25 medlemsstater og 3,6 % af det anvendte landbrugsareal (1,8 % af landbrugsjorden i Bretagne). Forbrugerefterspørgslen stiger fortsat, og introduktionen på markedet af disse produkter, som har alle mulige former for mærkning og endog produceres uden for EU, skaber nye problemer i forbindelse med kontrol, godkendelse og mærkning. Endvidere er tilskuddene og standarderne på dette område meget forskellige fra land til land, og det medfører konkurrenceforvridninger for de økologiske producenter, som modtager mindst støtte.

Jeg bifalder derfor plenarforsamlingens vedtagelse af Parlamentets udtalelse til Rådet, hvori Rådet opfordres til hurtigt at vedtage forordningen om økologisk landbrug. Denne nye forordning skal gøre det muligt at klarlægge fællesskabskompetencen vedrørende fremstilling af økologiske fødevarer, som stammer tilbage fra 1991. Parlamentet kræver, at de nationale tilsynsordninger styrkes, således at produkterne kan spores på hvert enkelt produktionstrin. Selv om anvendelsen af EU-logoet (for fødevarer, der indeholder 95 % økologiske ingredienser) og angivelsen "EU-økologisk" er obligatorisk, skal det fortsat være muligt at anvende private logoer. Endelig bør anvendelsen af gmo forbydes inden for økologisk landbrug.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Den højt besungne forbedring af landbrugsproduktionen og af landbrugsprodukterne gennem økologisk landbrug risikerer at ende i et kolossalt fupnummer på producenternes og forbrugernes bekostning.

De få multinationale selskaber, der af hensyn til deres indtjening forsøger at kontrollere den globale fødekæde ved hjælp af modificerede organismer, har vundet indpas, og alle EU's politiske grupper, herunder PASOK og Nyt Demokrati, har skylden.

Den tilladte tilstedeværelse af gmo'er og tilsætningen af kosttilskud (vitaminer osv.) fra gmo'er til økologiske fødevarer er bagvejen til at bruge modificerede organismer i lande og områder, der er imod brugen af dem, som de betragter som farlig.

At fastsætte en grænse for tilladte niveauer af modificerede organismer i økologiske produkter betyder, uanset hvor lav den er i dag, at den kan forhøjes uden kontrol, eftersom Europa-Parlamentet ikke engang fik medbestemmelsesret. Den grænse vil nu blive fastsat af de multinationale selskaber i overensstemmelse med den naturlige forurening, som vil være forårsaget af den tilladte sameksistens mellem konventionelle, genetisk modificerede og økologiske afgrøder, uanset hvor mange beskyttelsesforanstaltninger der træffes.

Dermed vil de økologiske landbrugere se deres produkter blive forringet, mens forbrugere, der køber "økologiske" produkter med gmo'er, bliver snydt.

Desværre blev vores forslag om at forbyde modificerede organismer i økologiske fødevarer ikke accepteret, men arbejdernes kamp for sunde afgrøder og sunde fødevarer fortsætter.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støttede betænkningen om økologiske fødevarer, der bygger på betænkningen fra marts om indføring af strengere regler for økologiske fødevarer. Jeg mener, at dette kan forbedre forbrugerbeskyttelsen.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Jeg stemmer for betænkningen, da den i modsætning til Kommissionens forslag bevarer muligheden for national mærkning, men jeg beklager, at det trods alt anbefales, at EU-mærkning skal være den dominerende mærkning.

  Kathy Sinnott (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for betænkningen om mærkning af økologiske produkter, fordi den stadig giver mulighed for national mærkning. Det betyder, at selv om man med den foreslåede EU-mærkning anerkender en udvandet udgave af økologiske fødevarer, navnlig hvad angår gmo-indhold, kan national mærkning stadig vise, at der ikke er gmo'er i økologiske produkter på en EU-medlemsstats eget marked.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Det glæder mig i dag at støtte min gruppekollega, når hun i betænkningen hævder, at økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter er et vigtigt område af EU's produktion, som skal beskyttes. Efterhånden som markedet for økologiske produkter bliver større, er det afgørende, at forbrugerne føler sig sikre på definitionen af, hvad der er økologisk, og hvad der ikke er det. I Skotland har vi en blomstrende økologisk sektor, og jeg ønsker, at den trives. En stabil ramme for mærkning og definitioner vil bidrage til det.

Betænkning af Post (A6-0161/2007)

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det Europæiske Fællesskab og Grønland har længe haft fiskeriforbindelser, men rammeaftalen fra 1985 udløb 31. december 2006.

Den nye protokol, der gælder fra 1. januar 2007 for en periode på seks år, fastsætter fiskerimulighederne for EF-fartøjerne, den finansielle modydelse, EF-fartøjernes kategorier og betingelserne for deres aktivitet i Grønlands eksklusive økonomiske zone.

Det vigtigste mål med den nye aftale er at fastholde og styrke fiskeriforbindelserne mellem Fællesskabet og det grønlandske hjemmestyre ved at oprette en ramme for partnerskab og dialog med henblik på en mere bæredygtig fiskeripolitik og bedre udnyttelse af fiskeressourcerne i de grønlandske fiskeriområder til gavn for begge parter.

Portugal har en særlig interesse i denne fiskerisektor og er derfor for, at den nye aftale afsluttes.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om vi stemmer for denne betænkning – hvor der udtrykkes tilslutning til forordningen – nærer vi forbehold over for artikel 3, stk. 2 i forslaget hertil, da Kommissionen vil kunne behandle ansøgninger om fiskerilicenser fra enhver medlemsstat, når de medlemsstater, der er omfattet af denne aftale, ikke udnytter de fiskerimuligheder, som de har ret til.

Vi mener, at Kommissionen, når der forekommer underudnyttelse af de fiskerimuligheder, som en medlemsstat har fået tildelt inden for licenskvoterne, bør konsultere de berørte medlemsstater for at sikre den bedste brug af disse fiskerimuligheder, herunder om, hvor vidt ikkeudnyttede fiskerimuligheder kan overføres til andre medlemsstater.

Vi mener dog ikke, at denne mulighed bør have betydning for princippet om relativ stabilitet, så brug heraf får følger for medlemsstaternes tildeling af fiskerimuligheder inden for disse partnerskaber.

Vi støtter derfor det ændringsforslag, der præciserer dette punkt.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Eftersom ændringsforslag 7 ikke blev vedtaget, havde medlemmerne af Labour-Partiet i Europa-Parlamentet intet andet valg end at stemme imod betænkningen. Denne betænkning kunne bringe den skotske fiskerflådes historiske fiskerirettigheder i fare og skaber en farlig præcedens for fremtidige fiskeriaftaler.

Betænkning af Leinen (A6-0142/2007)

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for betænkningen om den praktiske gennemførelse af den fælles beslutningsprocedure. Jeg vil allerførst takke hr. Leinen, ordføreren, for en meget gennemarbejdet betænkning.

Der bør gøres alt for at sikre, at EU fungerer så effektivt som muligt, og for at forenkle det interinstitutionelle samarbejde. Det må være vores mål at gøre de tre EU-institutioners, dvs. Kommissionens, Rådets og Europa-Parlamentets beslutningstagning og udarbejdelse af EU-lovgivning så gennemskuelig som muligt for Europas borgere.

Den fælles beslutningsprocedure er et vigtigt led i EU's lovgivningssystem. Den sikrer, at ny EU-lovgivning vedtages mere demokratisk. Betænkningens forslag til forbedring af denne procedure er fornuftige og kan bidrage til at forenkle dette beslutningssystems funktion.

Betænkning af Adamou (A6-0089/2007)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) At stoppe tab af biodiversitet inden 2010 er principielt noget, der bør støttes, og passende foranstaltninger er derfor tiltrængt. Arter og økosystemer har brug for plads til at udvikle sig og retablere sig. Bevarelse af økosystemer bør således blive et vigtigt mål for alle EU's horisontale og sektororienterede politikker, da sunde økosystemers har afgørende betydning for velstand og velfærd i EU og i hele verden. Den urbane udvikling og udviklingen af landdistrikterne må derfor ikke fortsætte med at ignorere naturen, hvis det skal udgås, at vores omgivelser skal blive domineret af beton og forurening.

Da biodiversitet er grundlaget for bæredygtig udvikling, bør biodiversitet integreres i alle politikområder.

Selv om Fællesskabets politikker kan være indbyrdes modstridende, bør medlemsstaterne gøre brug af alle til rådighed stående muligheder under den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik, Samhørighedsfonden og strukturfondene, Life+ og det syvende rammeprogram for at fremme målene for biodiversitet. Desuden skal der udvises øget hensyn til de finansielle behov under revisionen af budgettet i 2008-2009, i hvilken forbindelse der bør finde en vurdering sted af, hvorvidt EU-midlerne til biodiversitet, især til Natura 2000, er (u)tilstrækkelige og tilgængelige.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Adamos Adamous betænkning, fordi jeg mener, at tab af biodiversitet er et af afgørende betydning for EU, og at den foreslåede handlingsplan vil være et fundamentalt redskab til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at stoppe dette fænomen inden 2010, selv om jeg dog også mener, at det bliver meget vanskeligt at holde denne frist.

Jeg er enig i, at klimaforandringen har sådanne følger, at økosystemfunktionerne og de særlige roller, som den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik spiller, er forhold, der skal tages i betragtning, da de har stor betydning for at nå målene og sikre biodiversitetens langsigtede bevarelse.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) EU's interesse i at stoppe tabet af biodiversitet er overfladisk og hyklerisk, fordi det ikke træffer effektive foranstaltninger eller tilvejebringer de fornødne midler.

Samtidig med at det synes at kæmpe for biodiversitet, prioriterer det fremme af gmo'er meget højt. I betænkningen henvises der med rette til farerne ved genetisk modificerede fisk. Der henvises ikke til den enorme trussel fra resistente, genetisk modificerede planter, som indskrænker plantebiodiversiteten og er til fare for folkesundheden.

Der er allerede et væld af oplysninger om, hvor mange arter der uddør. Tabsraten er 100-1.000 gange højere end de naturlige niveauer med tragiske følger for genudvekslingen mellem populationer af planter og dyr.

De vigtigste årsager til tab af biodiversitet, der nævnes, er klimaændringer, miljøforureningen, de intensive produktionsmetoder i landbruget og en uhensigtsmæssig forvaltning af skove og vandressourcer. Disse er imidlertid resultatet af monopolernes udplyndring af naturen af profithensyn. Selv princippet om, at forureneren betaler, frikender forureneren og legaliserer miljøforringelsen og gør den til et forhandlingsobjekt til fordel for kapitalens profit.

Regeringernes og EU's ansvar bliver hovedsageligt lagt over på borgerne ved at styrke uddannelse og bevidstgøre. Folket må erkende, at EU's og medlemsstaternes regeringers miljøfjendtlige politik har skylden, og det må fordømme og afvise den.

  Alyn Smith (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Det glæder mig, at denne vigtige betænkning fik det flertal, som den gjorde, for det gradvise tab af biodiversitet berører os alle. Vi bør især være opmærksomme på følgerne af at gå over til biobrændstoffer. Selv om ingen kan nægte, at vi må gå bort fra fossile brændstoffer, kunne følgevirkningerne af større skift i produktionen til dyrkning af kun én afgrøde (ofte genetisk modificeret) til fremstilling af biobrændstoffer have langsigtede virkninger, der er endnu mere skadelige, og det er på sin plads, at der gøres opmærksom på dette problem i betænkningen.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Det er alarmerende og kræver handling, at 52 % af alle ferskvandsfiskearter er udryddelsestruede, mens torsk og andre fiskebestande er på et foruroligende lavt niveau. Jeg er enig med ordføreren i, at tab af biodiversitet er lige så vigtigt som klimaændringer, og at medlemsstaterne må have større politisk vilje til at forhindre tab af biodiversitet. Det glæder mig også, at ændringsforslaget, hvor dybhavsfiskeri med bundtrawl og andre ikkebæredygtige fiskerimetoder fordømmes, blev vedtaget.

Betænkning af Caspary (A6-0149/2007)

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Skabelsen af et indre marked i Fællesskabet, et meget omfattende marked, der gradvist er blevet større, har været til fordel for samtlige deltagere. Forud for udvidelsen blev der skabt et indre marked, der blev indført ny lovgivning, og der blev gennemført en lang række tilpasninger. Kort sagt blev forholdene tilnærmet indbyrdes, hvorved der blev sikret ægte konkurrence.

Markedsåbning er en forudsætning for globalisering. Hvis dette skal være til fordel for alle, skal der forud for åbningen gennemføres en proces, som ikke bare omfatter forhandlinger, men også tilpasninger, herunder uddannelses- og oplysningsaktiviteter for de berørte befolkningsgrupper. Skabelsen af et globalt marked skal være baseret på principper, der svarer til dem, som vi fastsatte, da vi skabte det europæiske marked. Erfaringerne var positive. Det er særlig vigtigt at fastsætte standarder og betingelser, som de interesserede parter skal opfylde, herunder miljøstandarder, løn- og arbejdsbetingelser og principper om innovation. Der bør udarbejdes en såkaldt køreplan for denne proces, hvor de forskellige faser fastsættes, og der gives mulighed for udvikling. Der bør også være fuld overvågning af de interesserede parter.

  Françoise Castex (PSE), skriftlig. - (FR) Denne betænkning forpligter Unionen og dens handelspartnere til at følge vejen mod ultraliberalisme, en liberalisme, som er i strid med grundlaget for den europæiske handelspolitik.

Jeg beklager, at medlemmerne af Parlamentet giver afkald på det, som de har forsvaret hidtil, nemlig en handelspolitik, som bestod i at betinge handelsaftalerne af sociale og miljømæssige krav under hensyntagen til udviklingslandenes suverænitet i forvaltningen af en række sektorer med afgørende betydning for landenes udvikling (den offentlige sektor, investeringer, offentlige kontrakter, konkurrenceregler). Med vedtagelsen er denne politik blevet erstattet med en strategi, hvis mål er en omfattende liberalisering af tjenester og investeringer i udviklingslandene, og som vil opfylde de europæiske producenters forventninger og gå ud over de økonomiske udviklingsbehov. Princippet om frihandel skal være et værktøj, der anvendes til at fremme udvikling, ikke et mål i sig selv.

Jeg beklager, at Singapore-emnerne, som blev udeladt af de multilaterale forhandlinger i Doha, i denne betænkning er blevet fremsat igen af medlemmer af Parlamentet i form af prioriteter for kommende bilaterale forhandlinger.

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Daniel Casparys betænkning, selv om den kan forbedres, fordi jeg mener, at de fleste socialdemokratiske mål er blevet nået. Det gælder særlig prioritering af multilateralisme og afslutning af Doha-runden, særlig behandling af lande med udviklingsproblemer, anerkendelse af gensidige standarder, respekt for sociale og miljømæssige minimumsbetingelser for at imødegå den aktuelle dumping, beskyttelse af intellektuel ejendomsret, europæiske virksomheders vedtagelse af adfærdskodekser og bedste praksis samt større inddragelse af Europa-Parlamentet.

Jeg finder det afgørende, at Den Socialdemokratiske Gruppe spiller en aktiv og konstruktiv rolle i opfølgningen af de bilaterale forhandlinger med store vækstøkonomier som Korea, Indien, Kina, Rusland med flere, hvor der skal kræves en bred og afbalanceret gensidighed. Samtidig er det påtrængende at øge støtten til de mindre udviklede lande, så de får bedre muligheder for at deltage aktivt i verdenshandelen.

I den endelige tekst har disse punkter fået tilstrækkelig vægt, hvilket også gælder den vigtige afvisning af unilateral revision af handelsbeskyttende instrumenter.

  Elisa Ferreira (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Daniel Casparys betænkning, selv om den kan forbedres, fordi jeg mener, at de fleste socialdemokratiske mål er blevet nået. Det gælder særlig prioritering af multilateralisme og afslutning af Doha-runden, særlig behandling af lande med udviklingsproblemer, anerkendelse af gensidige standarder, respekt for sociale og miljømæssige minimumsbetingelser for at imødegå den aktuelle dumping, beskyttelse af intellektuel ejendomsret, europæiske virksomheders vedtagelse af adfærdskodekser og bedste praksis samt større inddragelse af Europa-Parlamentet.

Som Den Socialdemokratiske Gruppes skyggeordfører finder jeg det afgørende, at Den Socialdemokratiske Gruppe spiller en aktiv og konstruktiv rolle i opfølgningen af de bilaterale forhandlinger med store vækstøkonomier som Korea, Indien, Kina, Rusland med flere, hvor der skal kræves en bred og afbalanceret gensidighed. Samtidig er det påtrængende at øge støtten til de mindre udviklede lande, så de får bedre muligheder for at deltage aktivt i verdenshandelen.

I den endelige tekst har disse punkter efter min opfattelse fået tilstrækkelig vægt, hvilket også gælder den vigtige afvisning af unilateral revision af handelsbeskyttende instrumenter, idet ordføreren og skyggeordførerne har udvist kompromisvilje, hvilket jeg ligeledes gerne vil fremhæve.

  Bruno Gollnisch (ITS), skriftlig. - (FR) Da jeg læste den nye betænkning fra Parlamentet om fordelene ved globalisering - "fordele" til trods for det stigende antal illoyale praksis, som skader europæiske virksomheder og medfører udflytninger og arbejdsløshed - tænkte jeg på den nye franske præsident.

I sine valgtaler om EU talte han om nødvendig "beskyttelse". Han vovede sågar at bruge ordet "fællesskabspræference".

Jeg ved ikke, hvad hr. Sarkozy har lavet i løbet af de seneste fem år, men han har bestemt ikke haft læst Parlamentets betænkninger, Rådets redegørelser eller talerne af hr. Mandelson og dennes forgænger. Her nævnes ordet "præference" aldrig, undtagen når det drejer sig om at tilskynde en endnu større liberalisering af vores markeder. Beskyttelse nævnes aldrig, til trods for at EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er åbenlyst utilstrækkelige og sjældent anvendes. Det eneste, der bliver nævnt, er den fortsatte globalisering og risikohåndtering. Til trods herfor håndterer EU absolut ingenting, navnlig ikke de millioner af arbejdsløse, de ødelagte industrielle sektorer og den næsten ødelagte landbrugssektor. I hr. Sarkozys øjne indgår disse tab under acceptable risici.

Jeg spørger mig selv: Fører hr. Sarkozy på disse områder ikke offentligheden bag lyset, eller er han selv blevet ført bag lyset?

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Frihandel og global liberalisering præsenteres her som universalmidler sammen med dogmerne om prisstabilitet, lavere skal på udbytning af arbejdskraften og større konkurrence.

Det hedder således bl.a., at selv om "bilaterale og regionale frihandelsaftaler" ikke anses for at være "en optimal løsning", skal de iværksættes, når det er nødvendigt for at "øge EU's eksports konkurrencemæssige position på vigtige udenlandske markeder". De skal være "forenelige med WTO-bestemmelserne, være omfattende, ambitiøse" og "sikre vidtrækkende liberalisering af tjenesteydelser og investeringer og gå videre end både eksisterende multilaterale aftaler og forventede aftaler resulterende af en vellykket afslutning af DDA", altså Doha-udviklingsdagsordenen. Da WTO-forhandlingerne er gået i stå, lyder ordren på at rykke frem, hvor og hvornår det er muligt at liberalisere handelen til fordel og profit for EU's store økonomisk-finansielle grupper.

Derimod er der i betænkningen ingen omtale af de katastrofale følger af den kapitalistiske liberalisering – med dens "strukturreformer", fjernelse af toldrettigheder og gennemtvingelse af såkaldt intellektuel ejendomsret – i form af voldsomt forøget ulighed i verden, stigende arbejdsløshed, usikker beskæftigelse og fattigdom samt ødelæggende konsekvenser for miljø og biodiversitet.

Vi har derfor stemt imod.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Selv om betænkningen havde nogle negative elementer, f.eks. opfordringen til udsættelse af revisionen af handelsbeskyttelsesinstrumenterne og de upræcise formuleringer om liberalisering (som har åbnet mulighed for, at der kan forhandles om visse aspekter af liberalisering, hvilket var kontroversielt på WTO-plan), mente jeg alt i alt, at betænkningen burde støttes.

Indførelsen på udvalgsniveau af punkter om, at grundlæggende arbejds- og miljøstandarder skal indarbejdes i EU's handelsaftaler, og af supplerende henvisninger til udviklingshensyn, gjorde betænkningen mere afrundet. Selv om overvejelserne om udviklingsspørgsmål kunne have været mere omfattende, mener jeg, at de lande, der skal indgå bilaterale handelsaftaler (Sydkorea, Indien og ASEAN-landene - eftersom der i ASEAN-landene vil være særlig og differentieret behandling for at tage hensyn til udviklingslande), sagtens kan forsvare deres interesser under forhandlingerne.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) I en global verden er de bestræbelser, der kommer til udtryk i denne betænkning, særdeles vigtige. Selv om jeg ikke er enig i visse af de fremførte holdninger, mener jeg, at denne opregning af problemer og løsninger udgør en alt i alt realistisk tilgang, hvilket jeg finder er et af de mest relevante aspekter.

Diskussionen om EU's eksterne konkurrenceevne eller EU og den globale økonomi må have et realistisk grundlag. Illusionen om, at det er muligt at forsegle grænserne, gennemtvinge regler som vores egne eller ignorere konkurrencens sociale følger, er en fejl, som det har en uhyggelig høj pris at begå.

Jeg mener således, at den rigtige strategi er at få flest mulige fordele ud af den nye virkelighed og begrænse de skadelige følger mest muligt, dvs. på én gang at satse på avantgarde og på tradition, på det specifikke og det ikkeudflyttelige og på det, der tiltrækkes af de livsvilkår, der tilbydes i det europæiske område. Den smarte idé, at den eurocentriske verden (eller blot Europas økonomisk og strategiske betydning) er død på grund af globale økonomi, er ikke en eviggyldig påstand; det er en opfattelse, som kendsgerningerne kan modsige, og kendsgerningerne lader sig forme af politisk vilje.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg støtter denne betænkning og tilpasningen af EU's handelspolitik til de fremtidige udfordringer.

Europas ledende position på verdensmarkedet gør os i stand til at gennemføre ændringer, så vi kan møde globaliseringen uden at opgive vores interesser og sociale model.

Den øgede liberalisering skal ledsages af bedre anvendelse af handelsbeskyttende instrumenter over for uredelig handelspraksis.

Uden at ty til protektionisme, der ikke ville mindske globaliseringens følger, er det afgørende, at Europa indtager en fast holdning, hvad angår nøje overholdelse af dets internationale handelsaftaler.

Vi kan ikke acceptere, at vores konkurrenter benytter statslig eksportstøtte, kunstigt nedskriver deres valuta eller overtræder grundlæggende miljøregler. Det er ligeledes urimeligt, hvis disse lande anvender børne- eller tvangsarbejde og ikke overholder arbejdstagernes rettigheder.

Åbningen af verdenshandelen og betingelserne for markedsadgang må være globale og gensidige. Derudover skal det sikres, at vores handelsaftaler omfatter sociale og miljømæssige minimumsbestemmelser.

Det europæiske projekt bygger som bekendt på solidaritet, respekt for menneskerettighederne og bæredygtig udvikling.

  Thomas Wise (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Jeg støtter opfordringen til at forkaste dette forslag, hvorved revisionen bliver overflødig.

11. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 12.50 og genoptaget kl. 15.05)

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

12. Debat om fremtidens Europa med deltagelse af den italienske premierminister, medlem af Det Europæiske Råd (forhandling)

  Formanden. - Det er mig en stor glæde at byde premierministeren for Den Italienske Republik, Romano Prodi, velkommen i Europa-Parlamentet i dag. Hans skal diskutere fremtidens Europa med os.

Italien, som er en af de stiftende medlemsstater, har altid ført an i den europæiske integrationsproces, og Italien spiller også en afgørende rolle i øjeblikket, hvor vi forsøger at finde en løsning på hårdknuden i den europæiske integrationsproces - en løsning som alle kan acceptere.

Jeg vil især takke præsidenten for Den Italienske Republik, Giorgio Napolitano, for det frugtbare samarbejde, vi har indledt for at gøre revisionen af traktaterne til en succes. Parlamentets formand ved, at når han taler, har han ikke bare Parlamentets, men også Italiens opbakning, og det giver ham større styrke.

- Hr. ministerpræsident Prodi! I Deres lands hovedstad Rom fandt der i marts i år en række festligheder sted i anledning af 50-årsdagen for Rom-traktaterne. Vi kunne med stor glæde kigge tilbage på 50 år med fred, stabilitet, velstand og fremskridt for vores borgere. Nu er det imidlertid også på tide, at vi kigger ind i fremtiden i fællesskab. EU står i dag over for store udfordringer, og hvis vi skal klare disse udfordringer, skal vi vise viljen til at gennemføre de nødvendige skridt og reformer, som vil lede os på vej til en sikker fremtid.

Som tidligere formand for Kommissionen har De, hr. Prodi, været med til at sætte Deres præg på EU på et vigtigt tidspunkt. Kommissionen spillede under Deres ledelse, repræsenteret på konventet af kommissærerne Vittorino og Barnier, en aktiv rolle i arbejdet for EU's fremtid og fulgte forfatningstraktatens fødsel helt frem til regeringskonferencen. I øjeblikket arbejder det tyske rådsformandskab hårdt på at finde en løsning, der ikke kun tilfredsstiller de lande, som forkastede traktaten, men også de 18 medlemsstater og dermed et flertal af EU's befolkning, som allerede har ratificeret traktaten. Som denne proces skrider frem, støtter Parlamentet forfatningstraktaten uden forbehold, og dette skyldes ikke mindst, at den er et resultat af et kompromis, som blev indgået efter lange forhandlinger.

Vi er imidlertid godt klar over, at alle skal arbejde engageret på at finde en løsning. Vi støtter derfor uforbeholdent det tyske formandskabs bestræbelser, især kansler Merkels, på at opnå enighed mellem alle 27 medlemsstater. Men det ville være en fejlfortolkning af borgernes vilje, som gav udtryk for deres betænkeligheder ved folkesafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, hvis vores svar endte med at gøre EU mindre demokratisk, begrænsede dets muligheder for at tage beslutninger og gennemsigtigheden i EU. Derfor vil Parlamentet ikke stille sig tilfreds med et resultat, som ikke er i EU's og EU-borgernes interesse. Hr. ministerpræsident, med lidt god vilje - det er jeg overbevist om - er det ikke kun muligt at nærme sig hinanden, men også at opnå et resultat.

Jeg giver ordet til premierministeren.

  Romano Prodi, Italiens premierminister. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi står ved en korsvej for Europas fremtid og europæisk integration, og det er i den bevidsthed og ikke uden sindsbevægelse, at jeg taler til Dem i dag. Jeg takker Parlamentets formand, Hans Gert Pöttering, for denne mulighed.

Det er fra nu og frem til valget i 2009, at Europas fremtid står på spil. Om en måneds tid vil Det Europæiske Råd træffe beslutning om at indlede en regeringskonference, og når den er overstået, må vi kunne sige, at vi lever op til de tilsagn, som vi alle sammen gav i Berlin den 25. marts i år.

Det er et spørgsmål om at beslutte, hvad Europa har brug for - hvad vi alle sammen har brug for - for at klare de udfordringer, som verden påfører os. Det lyder abstrakt, men det er i virkeligheden meget konkret. Vi må efterhånden have forstået, at europæernes evne til at fortolke den globaliserede verden og udnytte de muligheder, den tilbyder, afhænger af, i hvor høj grad vi er i stand til at få vores fælles institutioner til at fungere.

Jeg må med det samme helt ærligt sige, at jeg ikke er enig med dem, der bliver ved med at sætte behovet for at opnå resultater op mod behovet for at styrke de europæiske institutioner. Det er netop for at opnå flere resultater, at jeg altid har ønsket og kæmpet for stærkere og mere velfungerende fælles institutioner.

Denne gang begynder vi ikke på bar bund. Vi behøver med andre ord ikke at opfinde hjulet igen. I oktober 2004 undertegnede alle de europæiske lande en traktat, og 18 lande har faktisk ratificeret den. I løbet af de sidste to år er det mest tvivlernes argumenter, der er blevet hørt. Nu er tiden inde til at lytte til dem, der har ratificeret traktaten fra 2004, dem, der har arbejdet hårdt, også med deres egne borgere, for at fastholde den linje.

De valgte den linje nogle få år tidligere i Laeken, hvor den udviklede sig fra et grundlæggende og uimodsigeligt udgangspunkt, nemlig at Europa ikke kunne opnå ambitiøse resultater uden lige så ambitiøse reformer.

Jeg er overbevist om, at det fortsat er tilfældet. Derfor må vi begynde forfra fra oktober 2004, lægge kampene og tænkepauserne i de seneste to år bag os og overveje vores og vores børns fremtid alvorligt og ansvarligt.

Det er ikke bare et spørgsmål om at blive enige om de nye regler, vi har brug for. Der er andre lige så vigtige krav, som Europa ikke kan fungere uden. Det drejer sig bl.a. om et ordentligt budget og ægte politikker til håndtering af vor tids store udfordringer: energi, klimaændringer, forskellen mellem Nord og Syd osv. Men lad os begynde med det mest påtrængende problem, nemlig at finde en vej ud af forfatningskrisen og reformere institutionerne.

Hvis det skal lykkes, må vi fastholde det princip, der er grundlaget for vores eksistens som EU, et princip så grundlæggende, at det definerer selve etikken for vores sameksistens.

Det er princippet om, at det for at fremme europæisk integration er afgørende altid at bestræbe sig på at forstå den anden sides synspunkter og tage hensyn til dem. Vi har altid gjort os disse bestræbelser, og det vil vi vedblive med.

Vi forventer imidlertid også, at den anden side er lige så forstående. Vi forventer, at de på samme måde tager hensyn til vores ønsker, som i dette tilfælde, som De udmærket ved, er at arbejde hen imod en endnu mere integreret Union.

Ud fra dette princip vil vi gøre alt for at hjælpe det tyske og det portugisiske formandskab med så vidt muligt at fastholde vores ønske om union, samtidig med at der tages mest muligt hensyn til den anden sides argumenter.

Når det er sagt, må jeg fastslå, hvad vi efter min opfattelse ikke kan tillade Det Europæiske Råd i juni og den efterfølgende regeringskonference at gøre.

For det første må vi huske på, at det denne gang er direkte forbundet med et spørgsmål om demokrati at overholde tidsplanen. I 2009 må Europas vælgere vide, hvilket Europa de skal stemme om. Hvilken rolle får Europa-Parlamentet? Hvilke opgaver får det? Vil der være et stabilt rådsformandskab og en europæisk udenrigsminister? Hvordan bliver Kommissionen dannet? Osv.

Derfor skal regeringskonferencen have et præcist og selektivt mandat med en klar angivelse af de få vigtige knudepunkter for forhandlingerne og frem for alt, hvordan de skal løses. Kun på den måde kan vi holde vores løfte om at formulere de nye regler inden 2009.

Hvis regeringskonferencen fik et åbent mandat, ville den næppe være afsluttet i slutningen af 2007, og den tid, der er nødvendig for at behandle den nye aftale på nationalt plan, ville betyde, at processen ikke kunne være fuldført i begyndelsen af 2009. Det ville med andre ord automatisk føre til et dødvande.

Jeg har en bemærkning til dette. Det er noget, der pludselig faldt mig ind forleden dag, da jeg havde genlæst forfatningstraktaten fra 2004 - og jeg vil bede Dem alle sammen om at se på den en gang til, nu hvor der er gået et stykke tid, og det er muligt at være mere objektiv.

Det dokument, der blev udarbejdet i 2004, er godt, virkelig godt, og det er vidtrækkende på europæisk plan. Frem for alt formidler dets første del klart og forståeligt betydningen af og visionen med det store fælles projekt, som vi er gået i gang med.

Derfor bør vi tænke os om en ekstra gang, før vi lægger det på hylden og begynder at sætte nye elementer ind i de eksisterende traktater enten helt eller delvist. Vi vil også miste alt dets nuværende enkelhed og læselighed på bekostning af borgernes forståelse og dermed af deres støtte til det europæiske projekt.

Det værste er, at vi vil forkaste en tekst, der giver et sammenhængende billede af Europa, en tekst, der er i stand til at kombinere de idealer, som mange af os har, med det praktiske behov, som alle anerkender, for at udstyre Unionen med fastere regler og tilstrækkelige ressourcer til at klare de nye udfordringer.

Forhandlingernes forløb indtil videre får mig til at tænke, at vi desværre bliver nødt til at pille ved teksten fra 2004. Men jeg vil sige til Dem alle sammen, at jeg er overbevist om, at vi dermed berøver os selv noget meget vigtigt. For de af os, der tror på det europæiske projekt, vil det være et enormt offer, og det vil være en meget høj pris at betale for alle dem, der har ratificeret teksten og investeret demokratisk i at gøre det. Det må vi huske på.

Det er grunden til, at vi ikke kan acceptere nogen skamfering af den eksisterende institutionelle pakke. Styrkelse af vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ved at udpege en udenrigsminister, et stabilt rådsformandskab, udvidelse af afstemning med kvalificeret flertal, nedbrydning af tresøjlestrukturen og EU's status som juridisk person er for os alt sammen centrale punkter, der skal fastholdes.

Her vil jeg gerne advare imod visse opfordringer til realisme, som er typiske op til et vigtigt Europæisk Råd og altid tager sigte på at opnå et udvandet kompromis. Jeg vil imidlertid påpege, at det, hvis de største globale udfordringer kun kan løses på europæisk plan, er de mennesker, der ønsker et Europa, der kan klare disse udfordringer, som virkelig er realistiske og ikke de mennesker, der ikke ønsker det.

Internt består udfordringerne i at fastholde den europæiske sociale model og skabe et ægte område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Hvordan kan nogen undlade at bemærke, at dette er en vigtig betingelse for EU-borgere, der identificerer sig med mere end bare den økonomiske dimension?

Eksternt vil jeg nævne krige, bekæmpelse af international terrorisme og de globale udfordringer, hvad angår energi og klimaændringer (hydrogen). Hvordan kan nogen nægte, at den eneste måde, hvorpå vi kan give vores valg og vores værdier gennemslagskraft på internationalt plan, er ved at skabe en ægte udenrigspolitik og formidle den til omverdenen med én stemme?

Hvad angår EU's struktur, må De ikke tro, at det kun er et teoretisk spørgsmål. Unionens kompleksitet er en af hovedårsagerne til kløften mellem EU og borgerne. Hvordan kan der så være nogen, der ikke kan se fordelene ved at nedbryde søjlestrukturen, navnlig af hensyn til klarhed og befolkningens forståelse?

Forfatningstraktaten fra 2004 giver overbevisende løsninger på disse problemer. Ønsker vi virkelig at ofre dem for en udvandet tilgang ud fra princippet om den laveste fællesnævner? Ønsker vi virkelig at risikere at gøre systemet endnu mere komplekst ved at undlade at gennemføre gennemgribende ændringer og begrænse os til bare at fikse lidt op her og der? Ønsker vi virkelig at fortsætte "med tildækket ansigt", for at bruge Jacques Delors' udtryk, af frygt for at afsløre det virkelige Europa for borgerne?

Lad os derfor forsøge ikke at støtte den negative retorik om Europa. Lad os ophøre med at skjule det for vores medborgere.

Lad os i stedet for vise dem dette Europa med stolthed. Lad alle se, hvad det har gjort for os med hensyn til fred og velfærd, lad os forklare, hvor vigtigt det er for vores liv. Lad os fortælle vores medborgere en gang for alle, at det i en verden, der nu er et system af kontinenter, er meningsløst for et land og dets borgere at leve uden for en politisk og økonomisk struktur, der er stærk internt og respekteres eksternt.

Derfor vil Italien under disse forhandlinger gøre alt for at sikre et værdigt kompromis. Jeg er overbevist om, at vi kan klare det, og at vi sammen skal klare det.

Hvis det viser sig at være umuligt for samtlige 27 lande at blive enige, skal det naturligvis overvejes, hvordan vi kommer videre. Det problem kan kun løses, hvis vi holder os til det grundlæggende princip, som jeg nævnte i begyndelsen af min tale, nemlig at Unionens etik kræver, at ingen bremser andre menneskers ønsker for meget eller for længe.

Det er grunden til, at Italien, som altid har haft stor tiltro til Europa, erkender, at det nu har endnu en opgave: Det må forestille sig - eller begynde at forestille sig - hvordan lande, der er villige til at gøre reelle fremskridt for at fremme europæisk enhed, kan få mulighed for at gøre det.

Jeg mener ikke, at alle lande nødvendigvis behøver at gå frem i samme tempo. Jeg håber, at de vil gøre det, og jeg skal forsøge at få det til at ske. Jeg erkender imidlertid, at det ikke altid er muligt. Allerede nu er nogle af Europas vigtigste politiske beslutninger, f.eks. euroen og oprettelsen af Schengen-området, kun blevet iværksat af nogle af medlemsstaterne. De har ikke været rettet mod nogen stat, de har ikke udelukket de øvrige, tværtimod er døren blevet holdt åben. Desuden er disse beslutninger blevet respekteret af dem, der på det tidspunkt ikke var klar til at gå i en bestemt retning med det samme.

Derfor håber jeg, at den samme konstruktive tilgang også vil gælde i fremtiden, og at den vil blive foretrukket frem for ethvert forsøg på at nedlægge veto.

Italien har som bekendt altid ment, at det at være proeuropæisk er den bedste måde at være fremsynet på.

At være fremsynet betyder i dag ikke bare at lave ambitiøse planer for den fremtidige europæiske integration. Det betyder også at finde ud af, hvordan de, der ønsker at gennemføre deres unionsplaner i det tempo og på den måde, der passer dem bedst, får mulighed for at gøre det.

Hvis der aldrig er nogen, som overvejer den mulighed, risikerer vi, at det europæiske projekt grundstøder, og at alle de, der gennem årene har troet brændende på det, bliver meget skuffet. Selv lande som Italien, der uden forbehold har investeret i Europas integration i 50 år, kunne ende med at give op.

Derfor vil jeg slutte af med et dobbelt budskab.

Italien vil give det tyske og senere det portugisiske formandskab størst mulig støtte for at sikre, at Det Europæiske Råd den 21.-22. juni og den efterfølgende regeringskonference bliver en succes, som alle medlemsstaterne kan identificere sig med.

Samtidig er Italien udmærket klar over, at et kompromis ikke er et mål i sig selv, og at vi ikke vil godtage et sådant kompromis, hvis det ikke er overbevisende. I så fald kunne en fortrop af lande være den bedste vej mod en endnu mere integreret Union på betingelse af, at døren altid er åben for alle lande, der ønsker at være med på et senere tidspunkt.

Til sidst har jeg en kraftig opfordring til medlemmerne af vores parlamenter, borgernes direkte repræsentanter, og først og fremmest medlemmerne af Europa-Parlamentet, som repræsenterer Europas befolkning. De er afgørende for at få borgerne til at forstå, hvad der står på spil.

Vi kan kun skabe betingelser for vellykkede forfatningsforhandlinger, hvis vores regeringers arbejde støttes af Deres arbejde.

Vi må erkende, at vi ikke må svigte, for ellers bliver resultatet en forringelse, nemlig forringelsen af en avanceret idé om Europa, om et Europa, der kan være en hovedaktør i verden takket være dets grundlæggende værdier. Kort sagt kunne vi risikere igen at blive et lille vestligt vedhæng til Asien, en skæbne, som vi ikke bare ville få geografisk, men også i fremtidens historie.

  Formanden. - Hr. ministerpræsident Prodi, vi takker Dem hjerteligt for dette overbevisende europæiske bidrag. Jeg håber, at alle hører det.

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen, hr. Prodi, mine damer og herrer! Vi oplever, at processen omkring den europæiske integration accelererer. Hvad enten det drejer sig om fornyelse af institutionerne, den nye dynamik, som Angela Merkel har inspireret til omkring klimaændringer og energi, eller om etablering af en fælles indvandringspolitik. Europa gør fremskridt. Europa viser, at det repræsenterer et beslutningsniveau, som ikke blot er nødvendigt og effektivt, men også berettiget. Hr. Prodi, De har delagtiggjort os i Deres vision og Deres opfattelse af de europæiske spørgsmål. Jeg vil gerne via Dem rose det italienske folks historiske og mere end nogensinde aktuelle engagement i det europæiske integrationsprojekt.

Efter en lang fase med usikkerhed begynder fornyelsen af institutionerne at tage form. Det tyske formandskab gør ret i at gøre dette til en af sine prioriteter. Hvis Europa er i stand til at træffe effektive og demokratiske beslutninger, kan vi træffe nyttige beslutninger om fælles politikker. UMP-kandidaten Nicolas Sarkozy forpligtede sig til at handle hurtigt og give Europa mulighed for at gøre fremskridt, og det er det mandat, det franske folk har givet den nye præsident for Republikken Frankrig.

Denne dynamik fra en medlemsstat, som har sagt nej til udkastet til traktat, får nu støtte fra flere andre EU-medlemsstater og skal benyttes til at komme videre. Tiden er ikke længere til at stille spørgsmål. Det, vi nu har brug for, er handling og fleksibilitet. Der er kun fire uger til det afgørende Europæiske Råd den 21.-22. juni, som skal munde ud i udarbejdelsen af en ny traktat inden årsskiftet. De 27's ratificering af denne vil kunne ske inden det europæiske valg i 2009. Handling går hånd i hånd med fleksibilitet, for vi skal danne bro mellem de 18 lande, som De sagde, der har sagt ja, de to, som har sagt nej, og de lande, som endnu ikke har udtalt sig. Alle skal de bestræbe sig på at tilnærme sig hinanden og opdrage sin egen offentlige opinion. Det bliver ingen succes, medmindre vi ophører med at stå så fast på semantiske spørgsmål og begynder at koncentrere os om det, der virkelig betyder noget, nemlig afstemning med dobbelt flertal, øget anvendelse af afstemning med kvalificeret flertal, subsidiaritetsprincippet og kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne, et stabilt formandskab, fælles repræsentation på den internationale scene og også chartret om grundlæggende rettigheder.

Ifølge de europæiske parlamentsmedlemmer fra PPE-DE-familien er det, Europa har brug for, at danne en politisk magt og blive en selvstændig aktør på verdensplan. Europa har brug for en identitet på det økonomiske og kommercielle område for at sikre, at vores partnere overholder de samme regler som os på skatte-, miljø- og socialområdet. Europa skal sørge for, at der ikke blandt egne rækker er nogen illoyal konkurrence mellem medlemsstaterne, især på skatteområdet.

Vi er på rette vej, og det, der skal være fremherskende, er ansvarsfølelse og generel interesse fra de politiske ledere og den offentlige opinion. Samtidig med at vi skal stå fast på vores idealer og vores principper,vil vi kun tjene dem ordentligt, hvis pragmatismen vinder over dogmatismen, og hvis den gode vilje er stærkere end den onde tro og ligegyldigheden.

Jeg vil gerne kort nævne det nylige topmøde mellem EU og Rusland i Samara. Mange kommentatorer har betragtet det som et nederlag for Europa. Ifølge min gruppe er Europa tværtimod udråbt som vinder af dette topmøde. Europa er vinder, ikke over Rusland, som er en partner, vi respekterer, men vinder, fordi vores overbevisninger og idealer er blevet bekræftet. Vi er tilfredse, for vores ledere har hejst det europæiske flag og udtrykt sig klart og tydeligt om Kosovos status, energien og også om Estlands suverænitet.

Hr. Prodi, jeg vil afslutte dette indlæg med at sige, hvor meget Euro-Middelhavs-dimensionen betyder for vores parlamentariske gruppe. Det er i Middelhavet, successen eller nederlaget for vores europæiske eventyr afgøres. Der er intet, der er mere strategisk for os europæere end at investere i forbindelserne til Middelhavsområdet, satse på udviklingen af en region, som har et så stort menneskeligt potentiale, og arbejde for fred og stabilitet i Mellemøsten.

  Formanden. - Mange tak hr. Daul, også for den overpræcise overholdelse af taletiden.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Prodi! Mange tak for Deres opmuntrende tale, som jeg ikke har noget at tilføje til som formand for min gruppe. Min gruppe tilslutter sig indholdet heri. Vi takker Dem for at sige tingene klart og tydeligt.

Hvis De går ind til forhandlingerne med denne klarhed, har vi intet at frygte. Vi har intet at frygte, fordi vi i det mindste vil have en stærk regeringschef under denne regeringskonference, som ikke er parat til at indgå et kompromis for enhver pris. Et kompromis, som ville opgive indholdet i forfatningen, ville ikke være et kompromis, men et nederlag for det europæiske enhedsprojekt. Derfor takker jeg for den klare udmelding.

(Bifald)

Min kollega, hr. Nyrup Rasmussen, havde lejlighed til at sidde med ved bordet i Nice og til at forhandle Nice-traktaten på plads. Jeg har ofte mulighed for at drøfte dette med ham. Da de 15 regeringschefer forlod mødesalen i Nice, sagde alle, at dette resultat ikke var tilstrækkeligt. For det handler om et af disse minimumskompromisser, som blev indgået, således at der ikke er endnu flere regeringschefer, som slumrer ind.

Årsagen til at indkalde konventet var, at de, der sad sammen i Nice, sagde, at det ikke var tilstrækkeligt til udvidelsen. Men udvidelsen kommer, og hvis vi vil mestre udvidelsen, har vi brug for et andet traktatgrundlag. Med andre ord stemte de modstræbende for vores krav om et konvent. For de vidste, at det, som vi 15 har forhandlet os frem, ikke er tilstrækkeligt til 27. Derfor vedtog man en forfatning, hvor de sagde, at teksten var god - og ja - det er jeg enig i. Det var en god forfatning. Nu blev den forkastet, og vi er blevet kastet tilbage til Nice-traktaten. Men jeg stiller følgende spørgsmål: Er det, som var rigtigt i 2000, nemlig at Nice ikke er tilstrækkelig i udvidelsesprocessen, forkert i 2007? Nej, Nice er ikke tiltrækkelig til udvidelsen, men vi har allerede udvidet på basis af en utilstrækkelig traktat.

Den, der vil lade EU forblive i denne tilstand, vil ødelægge Unionen! Dette er de personers ønske, som for intet i verden ønsker en ny traktat. Og dem skal vi ikke levne nogen plads.

(Bifald)

Der er dem som siger, at det godt kan være, at Nice ikke er tilstrækkelig, men at Nice stadig er for meget for dem. I dag hørte jeg en regeringschef, som udtalte, at der ikke kan indgås nogen kompromiser med folk som dem. Dem, som ønsker at gå tilbage til tiden før Nice, må hellere holde sig væk fra regeringskonferencen. Nu er det på tide at sige tingene uden omsvøb. 18 af EU's medlemsstater har allerede ratificeret denne forfatningstraktat. Heraf har to medlemsstater ratificeret den ved folkeafstemning, nemlig Spanien og Luxembourg. Hvorfor tillader vi egentlig, at talen altid kun falder på Frankrig og Nederlandene? Hvorfor siger vi ikke, at der er to befolkninger i Europa, som har stemt for denne traktat, og at der i øvrigt er flere europæere, som har stemt ja til denne forfatning end nej. Det er også en sandhed i det europæiske demokrati, som man bør give udtryk for her.

Hr. formand, EU er en succesmodel for fred indadtil, for social stabilitet, og for kombinationen af økonomisk vækst og social stabilitet og eksporten af værdier som grundlag for den internationale politik. Den, som ønsker at bevare denne succesmodel, skal ændre meget i de eksisterende traktatgrundlag. I den italienske forfatter Tomasi di Lampedusas roman "Leoparden" siger nevøen Tancredi til fyrsten af Salina den smukke sætning: Skal alt forblive som det er, må alt forandres! Hvis Europa vil vedblive med at have så stor succes, skal det ændre sine traktatgrundlag, og hvis De kæmper som en leopard, vil vi kæmpe sammen med Dem.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! På vegne af min gruppe byder jeg hr. Prodi velkommen tilbage til Parlamentet.

Hr. premierminister! 50 år efter at Rom-traktaten blev undertegnet, har De bragt Italien tilbage til dets rette plads i centrum af Europa og i centrum for det europæiske projekt. Sammen med præsident Napolitano har De gjort osservato speciale til partner speciale. Deres ministerråd, med navne som Bonino, Amato og Padoa-Schioppa, fylder mine kolleger og mig med tiltro.

Vi hører visse kritiske røster om Deres første regeringsår, men vi husker de svæklinge, der havde tilsvarende negative bemærkninger om Deres første år i Kommissionen. De tog fejl. Udvidelsen og euroen er Europas kronjuveler, så vi vil dømme en regering ud fra dens resultater, ikke ud fra det første indtryk. Det var Italien, der, mens andre tøvede, førte EU-styrken ind i Libanon, og Italien, der pressede på for at få et verdensomspændende moratorium for dødsstraf. De viste verden, at Europa kan have vision og kapacitet til at handle i enighed til alles bedste.

Vi må gribe den vision, for Europas fremtidige styrke består ikke i at isolere sig mod uretfærdigheder, men i at konfrontere de kræfter, der forvolder smerte, elendighed og ødelæggelse i verden uden for vores grænser. På vores eget kontinent har vi helet nationernes sår. Nu afhænger vores interesse, måske endog vores overlevelse, af, om vi i de kommende 50 år formår at eksportere de foregående 50 års bedrifter. Globale udfordringer som klimaændringer, befolkningstilvækst og spredning af kernevåben fremhæver det, som De har kaldt "unilateralismens svaghed". Verden har brug for globale mekanismer til at skabe konsensus om disse ting.

Og modellen? Der findes ingen bedre end vores fællesskabsmetode, som har været afprøvet igennem 50 år. Men selv om Europa får magt på den internationale scene, er der nogle, der forsøger at splitte os indefra. Hvad skal vi sige til de euroskeptikere, der hævder, at EU er udtjent, eller at den europæiske drøm er truet af globaliseringen, eller at integration truer den nationale identitet? De lytter, men de hører ikke efter. Hr. Prodi! De fulgte klogt hr. Cavours råd. Han fortalte os, at han havde fundet ud af, hvordan man snyder diplomater. Han sagde: "Jeg fortæller dem sandheden, og de tror mig aldrig."

Som De sagde til os i Berlin under markeringen af Europas 50-årsdag:

"For at skabe må vi være i besiddelse af fornuft, tålmodighed, tro og også lidt vanvid".

(EN) Der skal sandelig lidt vanvid, lidt selvtillid og karakterstyrke og vilje til at se fremtiden i øjnene. Lige nu er det ikke tid for apati og selvoptagethed. Vores ledere må være dristige: mere Europa, ikke mindre, er nøglen til konkurrenceevne, mere Europa, ikke mindre, er nøglen til sikkerhed, mere Europa, ikke mindre, er nøglen til en retfærdig verden. Det er grunden til, at det er afgørende at opnå en institutionel ordning på regeringskonferencen i næste måned. Kun stærkere institutioner kan skabe et stærkere Europa.

Hr. Prodi! Det var Deres landsmand Leonardo da Vinci, der lærte os:

"Den, som fæstner blikket på en stjerne, skifter ikke mening".

(EN) Tak for, at De fastholder Deres vision.

(Bifald)

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det haster med at vedtage den nye traktat, og det er fordi, det er nødvendigt at forenkle Unionen og gøre det lettere for borgerne at forstå den. Men det er bestemt ikke nogen løsning at forklejne de vanskeligheder, der eksisterer, og som er årsagen til den tvivl, der hidtil har forhindret os i at opnå en aftale.

Den italienske premierminister og tidligere formand for Kommissionen må være klar over, at vage og upræcise forslag fører til vage og ufyldestgørende svar, som er det stik modsatte af, hvad borgerne ønsker. Dette er filosofien om det mulige, der begynder ad 1.000 veje, men ikke fuldfører nogen af dem, navnlig når vejene er de samme, som vi i over 10 år har set foreslået og senere opgivet.

Krisen er klar og er ikke noget trivielt spørgsmål, og derfor kræves der hensigtsmæssige løsninger endnu hurtigere. Den tyske forbundskanslers bestræbelser og præsident Sarkozys udtalelser har derfor endnu en gang givet os eurofile håb. Vi forsøger at opnå det mulige, ikke det umulige! Vi mener, at kompromis, når det er ophøjet og hæderligt, er grundlaget for politik. Når folk siger "ingen kompromiser", skyldes det, at der allerede er indgået kompromiser, som er af lille betydning og lille moralsk værdi.

Hvis der er en klar krise, bør projekter, der ikke kan gennemføres hurtigt, opgives, og i stedet for bør det, der omgående kan opnås enighed om, konsolideres: mere praktiske løsninger fra institutionernes side, større brug af subsidiaritetsprincippet, fælles politik for vores grænser, terrorisme, gang i økonomien og konkurrenceevnen ved at fuldføre den fornødne infrastruktur uden yderligere vaklen, navnlig hvad angår mobilitet, fælles energipolitik, forsvar af den sociale kontrakt, klare regler, der forhindrer uretfærdig konkurrence med en stærkere holdning fra EU's side inden for rammerne af WTO og harmonisering af straffelovgivning om voldsforbrydelser mod børn.

Borgerne kan ikke have tillid til regeringschefer, der i Strasbourg beskriver Europa enkelt og i deres egne lande ikke gennemfører de projekter, som Europa har vedtaget. Strasbourg efterlyser en fælles udenrigspolitik, i stedet for at vi alle sammen optræder på egen hånd, som det er sket i Afghanistan. Manglende sikkerhed ved grænserne som følge af en forvirret og modsætningsfuld indvandringspolitik mindsker borgernes tillid. De første, der mærker virkningerne, er de lovlige indvandrere. Højhastighedstogforbindelser, som er blevet godkendt i alle fællesskabsorganer, er blevet blokeret af uenigheder i den italienske regering, og væksten er ligeledes gået i stå.

Jeg mener, at vi, når folk siger "medlemmerne af Europa-Parlamentets vigtige rolle" til os, også i alle lande, herunder vores eget, må huske på, at medlemmerne af Det Europæiske Konvent, de italienske medlemmer, indtil videre aldrig er blevet bedt om at udveksle synspunkter og give deres bidrag. Det er også betydningsfuldt. Færre ord og mere handling!

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance byder premierminister Prodi velkommen i Parlamentet, til dels fordi der på det seneste desværre ikke har været så mange taler med et fast tilsagn om en løsning af forfatningskrisen på højeste plan. Vi frygter f.eks., at den nederlandske premierminister i morgen vil sige noget helt andet.

Det er udmærket at forstå andres argumenter, men erfaringerne viser, at det næsten altid er oppositionens argumentation, der vinder frem. Vi ved, at selv de mest proeuropæiske regeringer, som Deres, ender med gradvist at give efter for dem, der i det mellemstatslige aspekt og i magtforholdet mellem staterne ser den sande form for europæisk styre. Det var det, der skete i Maastricht, Amsterdam og Nice. De sagde, at Deres regering ikke vil acceptere kompromiser ud fra princippet om den laveste fællesnævner, og det håber vi er rigtigt, for tidligere eksempler har ikke altid været særlig opmuntrende.

De Grønne bryder sig ikke om afpresning, konflikt eller splittelse. Vi ville være henrykte over et harmonisk, innovativt og virkelig bæredygtigt og forenet Europa, og et Europa med 27 medlemsstater er en stor bedrift. Det skal imidlertid stå klart, at afpresningen indtil videre udelukkende har hidrørt fra dem, der vil forhindre en løsning af forfatningskrisen, og det kan vi ikke lade gå upåagtet hen. Selv flertallet i Europa-Parlamentet har i de senere måneder og år afholdt sig fra at stille nogen lidt dristige forslag og har foretrukket at vendte på et initiativ fra regeringernes side.

Vi mener, at der er et par betingelser, som kunne give os mulighed for at slippe ud af dette dødvande, og vi håber, at den italienske regering uden tøven kan være enig med os i dette. Der skal være en stærk alliance mellem de 18 lande, der har ratificeret forfatningen, og mellem Parlamentet, Kommissionen og nogle nationale parlamenter for at modstå fristelsen til at droppe forfatningstraktaten.

De nævnte en række emner, og jeg kan tilføje i hvert fald to til. For det første spørgsmålet om chartret om grundlæggende rettigheder og for det andet spørgsmålet om at omarbejde revisionsklausulen. Vi kan ikke længere fortsætte på denne måde med en traktat, der er blevet vedtaget enstemmigt, og udelade Europa-Parlamentet.

Den anden betingelse er, at regeringerne skal have mod til at tale til offentligheden om de valg, der skal træffes, og om deres indbyrdes uenigheder om fremtidens Europa, og til at søge offentlighedens støtte. Gem Dem ikke bag mystiske hemmelige forhandlinger. Udeluk ikke Europa-Parlamentet fra reformen af den europæiske forfatning under den regeringskonference, der er ved at blive forberedt, ikke mindst fordi erfaringerne viser, at vinderne i hemmelige mellemstatslige forhandlinger er de andre.

Vi er ikke bange for en debat om det centrale spørgsmål, selv om vi ikke bryder os om det. Faktisk mener vi, at det kun er, hvis vi giver visse regeringer og visse borgere valget mellem at blive eller at gå, at de ender med at vælge at blive sammen med os.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg har tre korte bemærkninger. Den første angår ikke hr. Prodi direkte, men de famøse 12 spørgsmål, som Rådets formandskab har stillet til stats- og regeringslederne. Det ene af dem lyder som følger, og jeg citerer: "Hvordan vurderer De i så fald det forslag, som er fremsat af nogle medlemsstater om at benytte en anden terminologi (et andet ordvalg) uden at ændre den juridiske substans med hensyn til bl.a. traktatens navn (...)?" Hvordan vil De undgå, at den borger, der læser dette, spørger sig selv, om ikke de europæiske ledere regner ham for et fjols, om ikke noget endnu værre?

Noget mere basalt er, at hr. Prodi netop har understreget, at de europæiske vælgere skal vide, hvilken rolle Europa-Parlamentet får, hvad enten vi får et stabilt formandskab i Det Europæiske Råd og en europæisk udenrigsminister eller ej, og hvordan Kommissionen bliver konstitueret. Alle disse spørgsmål er faktisk vigtige. Men hører De ikke, at der rundt omkring Dem stilles andre spørgsmål med langt større kraft og prægnans, som ingen af Dem nogensinde svarer på? F.eks. er det sådan, at selv de liberale økonomer spørger sig selv, hvor en frihandelspolitik uden hindringer parret med frie kapitalbevægelser, absolut frihed til udflytning af produktionsmidler og en tilsvarende bevægelsesfrihed for udenlandske investorer, også de største røvere blandt dem, risikerer at føre os hen med den nuværende verdenssituation. Hvilke ændringer foreslår De i den henseende af EU's acquis?

Andre og ikke mindre gennemtrængende stemmer rejser sig imod den skattekrig, som medlemsstaterne fører, eller for en ændring af Den Europæiske Centralbanks status eller også for en målrettet industripolitik i den moderne økonomis nøglesektorer, uden om reglerne om fri konkurrence. Hvilket brud med det eksisterende mener De er ønskeligt eller acceptabelt i den sammenhæng? Skal Europa dreje sig om markedet eller om politikken i forbindelse med markedet? I hvilken grad stopper demokratiet, hvor den åbne markedsøkonomi eller den fri konkurrence begynder? Spørgsmålene er på bordet. Hvad mener De om dem?

Jeg vil rette en sidste bemærkning til hr. Barroso, som er fraværende i dag, og som har glædet sig over, at jasiden ifølge ham har vundet ved det franske valg. Det er en misforståelse. Det er rigtigt, at den nye franske præsident er tilhænger af et ja. Det var derfor, han ligesom De frygtede en ny folkeafstemning. Men de forpligtelser, han har været nødt til at indgå om Europa for at få folk til at sluge hans afvisning af endnu en gang at konsultere borgerne, siger en hel del om den vedvarende dybde i de antiliberale tilbøjeligheder i dette land. Og vi vil især vide at minde ham om hans indlæg med reference til dette emne, der blev holdt den 21. februar her i Strasbourg med fokus på Europas forandring. Det egentlige spørgsmål er måske, hvilke forandringer, De er rede til at gennemføre blandt de institutionelle fornyelser?

(Bifald)

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Hr. Prodi er endnu en gang tilbage i Parlamentet og har på sin sædvanlige stormfulde facon bekræftet sin tro på Europas Forenede Stater og på, at vi bør tale med én stemme på den internationale scene. Hr. Prodi! Selv om jeg måske er uenig i de synspunkter, må jeg i hvert fald komplimentere Dem for Deres ærlighed, når De siger tingene, som De gør. Jeg er overrasket over, at De havde tid til at møde op, i betragtning af at De i Italien har haft 38 premierministre i løbet af de sidste 60 år, og det ser ud til, at De er på vej til den 39. Det er sandelig et privilegium, at De er kommet i dag.

Når De siger til os, at sikkerhed er så vigtig - dette "fremstød mod tættere samarbejde", som De kalder det - netop den dag, hvor det britiske politi har meddelt, at der bliver rejst tiltale i sagen om den tidligere KGB-agent Alexander Litvinenko, som for nylig blev myrdet i London, spekulerer jeg på, om vi virkelig ønsker Deres form for retfærdighed, eftersom Mario Scaramella, som forsøgte at advare hr. Litvinenko om, hvad der ventede ham, nu har sygnet hen i et italiensk fængsel i seks måneder. Anklagerne mod ham skifter hele tiden, og han er ikke blevet stillet for en domstol. Hvis De foreslår, at vi opgiver sædvaneretten og habeas corpus til fordel for den type europæisk system, er mit svar til Dem: Nej, ellers tak.

Lad os få en ordentlig debat. Jeg vil sige til hr. Schulz, at det er 16 og ikke 18 lande, der har godkendt den europæiske forfatning, så lad os få noget sandhed, ærlighed og åbenhed, og lad os ikke haste videre og fuldstændig ignorere det franske og det nederlandske folkeafstemningsresultat. Hr. Prodi nævnte det ikke engang i sin tale.

Folk har sagt nej. Et tocifret antal millioner europæere siger "Lad os, befolkningen, få indflydelse på vores fremtid". Hold op med at opføre Dem som en bulldozer, hold op med at tilsidesætte den offentlige mening. Så vedtag da Deres traktat, men lad folk bestemme deres egen fremtid. Lad være med at presse den ned over hovedet på dem.

  Jean-Marie Le Pen, for ITS-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. premierminister! Eurokraterne i Kommissionen og Rådet må have udstødt et kolossalt lettelsens suk om aftenen den 22. april. For for dem var fru Royal eller hr. Sarkozy, UMP eller PS, en garanti for, at den europæiske forfatning, som trods alt var blevet forkastet med et overvældende flertal af to befolkninger i 2005, igen ville blive sat på skinner uden hensyn til demokratiet. Både den ene og den anden var ideelle kandidater og potentielle præsidenter. Ligesom hr. Bayrou, for øvrigt.

Hr. Sarkozy såvel som fru Royal foregiver ligesom De selv, at franskmændene kun har forkastet Bruxelles' politikker, selv om de også har forkastet de institutionelle elementer, som man i dag forsøger at liste igennem, nemlig den fælles udenrigsminister - denne fælles minister, der, hvis han havde eksisteret, ville have fået os alle involveret i Irak-krigen -, den valgte pseudoformand, en Kommission, som er reduceret til en gruppe embedsmænd fra nogle få medlemsstater og overførsel af alle politikker fra nationalt til EF-regi, hvilket fratager medlemsstaterne enhver vetoret, kort sagt en europæisk superstat, som er bureaukratisk og almægtig.

I Deres øjne var det endda endnu bedre, at hr. Sarkozy blev valgt i stedet for fru Royal, eftersom førstnævnte har tænkt sig at få Parlamentet til at ratificere forfatningen, hvor sidstnævnte foregav en vis forkærlighed for at høre folkets vilje.

Efter udnævnelsen af en socialistisk minister og statssekretær for europæiske anliggender og næppe færdig med at overdrage magten fra den gamle til den nye præsident for republikken skyndte hr. Sarkozy sig til Berlin for at bekræfte ratificeringen ad parlamentarisk vej, hans ønske om en europæisk superstat og hans ønske om blot at være guvernør for en europæisk provins. Den tyske kansler kan føle sig tryg, for takket være hr. Sarkozy vil hendes formandskab for Europa blive en succes! Hun vil i juni kunne fremlægge en køreplan for genoptagelse af forfatningsprocessen og udryddelsen af nationerne og befolkningernes suverænitet.

Hr. Sarkozy, som er valgt med 53 % af det franske folks stemmer, svigter allerede forhåbningerne fra en god del af dem, og især fra de 55 % af borgerne på såvel højre- som venstrefløjen, der stemte nej i maj 2005.

(Afbrudt vendte taleren sig mod hr. Schulz: "Hvad er der galt med Dem, hr. Schulz, er De syg?", hvorefter han ombestemte sig: "Åh, er det Dem, hr. Cohn-Bendit, kan De ikke gå ud og bruge Deres pædagogik på små børn!")

  Formanden. - Hr. Le Pen, forhandlinger går nogle gange i den ene retning og andre gange i den anden. Og det ved De bedre end nogen anden.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Den europæiske forfatning skulle styrke Unionen som aktør på den internationale scene, men hvad er der egentlig sket? Det, der kom ud af det, var et uforståeligt dokument, hvis vedtagelse ikke var problemet for de teknokrater, der skabte det. Borgerne i to lande har reageret med et rungende nej. Dokumentet er også uretfærdigt og har i en række år afledt politikernes opmærksomhed fra mere presserende problemer. Det skaber unødvendig konflikt inden for EU og bekræfter mistanken om, at Unionen er et ubetydeligt anliggende, ikke geografisk set, men hvad angår dets lederes tankegang, for de er ude af stand til at acceptere dette projekts fiasko og til at foreslå offentligheden et andet. Statschefer foretrækker at undvige emnet i stedet for åbent at indrømme, at de i Rom for tre år siden undertegnede et dokument, som offentligheden siden har forkastet. Dette er en blindgyde, og vi må finde en anden udvej.

Det er ikke Europas fremtid som global aktør, der bliver bragt i fare af den manglende vedtagelse af forfatningen. Det, der bringer den i fare, er, at politikerne befinder sig så langt væk fra det virkelige liv, og de meningsløse diskussioner om en død tekst. Medlemsstaternes borgere forstår mindre og mindre af de europæiske institutioners og deres repræsentanters sprog. Vores globale partnere vil desuden forsøge at udnytte EU's manglende enhed og dets lederes forfængelighed.

Jeg er overbevist om, at EU har brug for at reformere sine institutioner og har brug for et nyt samlende dokument, der klart afgrænser Unionens og medlemsstaternes kompetenceområder. Vi har brug for en traktat, der er koncis, forståelig og retfærdig og dermed acceptabel for borgerne, samtidig med at det er en traktat, og det er det vigtigste, der er noget andet end bare en ændret eller barberet udgave af den forkastede forfatning. Jeg mener, at politikker om pensioner, beskatning, sundhed, sociale anliggender, kultur, retlige anliggender og kernekraft bør forblive i medlemsstaternes hænder. Andre politikområder kan diskuteres. Nogle af os har både i det politiske og det civile liv oplevet fiaskoer, og det er nu sket for fortalerne for den europæiske forfatning. De bør overvinde deres stædighed og indrømme nederlaget. De bør også hurtigst muligt indlede forhandlinger om en ny traktat. Jeg forventer en realistisk tilgang af den art af topmødet i juni og af det tyske og det portugisiske formandskab. Kun på den måde kan vi øge tilliden til det europæiske projekt, både blandt EU's borgere og på den globale økonomiske og politiske scene.

  Romano Prodi, Italiens premierminister. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker Dem mange gange for denne debat, der ligesom alle debatter i Parlamentet har været koncis, konstruktiv og ærlig. En lang række holdninger om fremtidens EU er kommet til udtryk. Nogle af de sidste taleres holdninger har endog været uforsonlige.

Dette problem skal bestemt håndteres, debatteres og løses åbent og demokratisk, som det altid er tilfældet og altid har været tilfældet i Parlamentet. Det er netop det, der fik mig til at holde min indledende tale, det er netop for at regulere denne store mangfoldighed af holdninger, at vi må have regler, der giver os mulighed for at styre EU, hvilket vi alle sammen har haft.

Vi glemmer det store arbejde med at organisere forfatningstraktaten, vi glemmer de 18 måneder med konventet, debatterne, de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets inddragelse. Vi glemmer, at det ikke var nogen lukket debat. Vi nåede imidlertid til et resultat, men Cristiana Muscardini sagde, at vi må være opmærksom på, at det inden for politik er nødvendigt at opnå et kompromis, et ophøjet kompromis. Forfatningsudkastet var jo allerede et kompromis!

Som formand for Kommissionen beklagede jeg, at visse store fremskridt ikke var med i den traktat. Vi ønskede det kompromis, fordi vi med den pragmatisme, der er kendetegnende for politik, erkendte, at man ikke kan opnå alt! Vi erkendte, at vores idé om Europa var endnu stærkere, men at dette var, hvad de historiske forhold tillod på det tidspunkt.

Den blev undertegnet af alle EU's medlemsstater, også Det Forenede Kongerige, på EU's regeringers ansvar. Nu siger folk, at traktaten blev udarbejdet i et lille lokale langt fra befolkningens ønsker. Den blev udarbejdet af befolkningens repræsentanter! Den blev undertegnet af de folkevalgte regeringer! Det var sådan, det foregik! Vi kan naturligvis stadig søge et kompromis, for det har vi gjort livet igennem, men vi kan ikke tillade, at et kompromis ødelægger og udsletter det europæiske projekt.

Det er den yderste grænse, som vi fastsatte for os selv, og det er grunden til, at jeg holdt en tale, hvor jeg skitserede de vigtigste ting, som vi ikke kan give afkald på, nemlig befolkningens vilje, spørgsmålet om søjlerne og spørgsmålet om udenrigsministeren. Hvorfor er vi flove over at kalde den person, der repræsenterer os, udenrigsminister? Kald vedkommende statssekretær, hvis De hellere vil bruge den engelske betegnelse. Hvad er vi bange for? Fatter vi ikke, hvor meget det har kostet os gennem årene ikke at have en udenrigsminister? Fatter vi ikke, hvad vi ikke har været i stand til at gøre i Mellemøsten og alle naboområderne, og hvordan vi har ladet den politiske situation forværre som følge af vores egne uenigheder?

Er det med denne form for ansvarsløshed, vi må se historien i øjnene? Det, der bliver sat på spil i de kommende dage, er dette sidste aspekt af vores politiske enhed, det sidste aspekt af vores evne til at repræsentere Europa ude i verden. Hvis vi ikke forstår det nu, hvornår så? Det er kun et par år siden, jeg forlod den plads i Kommissionen! I betragtning af magtforholdene i verden - Kina, Indien, Asien - har problemet været, at Europa ikke har været i stand til at tale til disse store befolkninger og ikke har været i stand til at tale til USA som en ligeværdig partner eller til at overbevise USA!

Er det ikke en tilstrækkelig byrde på vores fremtid? Ønsker vi at vedblive med ikke at blive regnet for noget i en hel generation til? Det er det spørgsmål, jeg stiller Dem inden regeringskonferencen og Det Europæiske Råd. Jeg stiller ingen andre spørgsmål. Jeg påpeger Europas ansvar over for historien og over for vores og vores børns liv.

  Formanden. - Hjertelig tak hr. Prodi! Bifaldet er et udtryk for det, som Parlamentet tænker.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter mange måneders vanskeligheder har forbundskansler Merkels initiativ og valget af Nicolas Sarkozy som Den Franske Republiks præsident givet Europa nyt håb. Til trods for vedvarende modstand er der nu en reel mulighed for at forelægge en ny traktat, der indeholder bestemmelserne for en institution så enestående som EU. Det står desværre klart, at den tekst, som var resultatet af det arbejde, der blev ledet glimrende af det italienske formandskab under Silvio Berlusconi, og som blev undertegnet i Rom, ikke længere kan træde i kraft.

Men hvis vi ønsker, at Europa skal indtage den rolle på den internationale scene, som det fortjener, må vi redde traktatens væsentlige indhold. Jeg tænker på princippet om flertalsbeslutninger i forbindelse med visse vigtige spørgsmål, om én stemme i udenrigspolitiske spørgsmål og om formandskabets varighed. Vedtagelsen af en afkortet tekst vil kun være et første skridt. I vores stræben efter det perfekte risikerer vi at forspilde chancen for at opnå noget, der er inden for rækkevidde, men det er vigtigt at fortsætte ad den vej, vi er slået ind på, og at træffe en beslutning inden valget til Europa-Parlamentet i 2009. Med henblik på fremtiden håber jeg, at Parlamentet i den nye valgperiode også får en forfatningsmæssig rolle, hvilket mange har foreslået, bl.a. hr. Gargani, Retsudvalgets formand, og hr. Brunetta.

Et EU med 27 medlemsstater skal imidlertid ikke kun have institutionelle regler for at fungere bedre. Det skal identificere sig med de værdier, som det virkelig bygger på, grundlaget for opbygningen af en Union, der i fremtiden ikke går i opløsning, når der opstår vanskeligheder. Det ville være en fejl ikke at sikre, at frihed, solidaritet, subsidiaritet og individets centrale rolle er fællesskabsinstitutionernes hjørnesten. Det ville være en alvorlig fejl at give afkald på vores identitet, vores jødekristne rødder og en samfundsmodel baseret på en familie bestående af far, mor og børn.

  Gianni Pittella (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Tajani fremkommer med argumenter, der ikke har noget som helst med debatten i dag at gøre, mens vi på den anden side har hørt klare, stærke og beslutsomme ord fra premierminister Prodi, som sætter Italien i spidsen for europæisk integration og giver mere styrke til Europa-Parlamentet, der altid står forrest i kampen for en forfatningsmæssig reform af Unionen.

Disse ord var meget klare på et afgørende punkt: Vi må begynde forfra med udgangspunkt i det forfatningsudkast, som 18 stater har ratificeret, og ikke med udgangspunkt i Nice. Vi må give regeringskonferencen et fast og ikke et åbent mandat. Vi kan ikke afvise et forfatningsudkast, som langt størstedelen af borgerne har accepteret, og som giver præcise og ikke vage svar, fru Muscardini! Hr. Prodi nævnte disse præcise svar i sit indledende indlæg og i sit svar.

Hr. Wurtz! Uden en forfatning er EU svagere, og risikoen for at blive reduceret til et simpelt frihandelsområde er større. Det er grunden til, at jeg ikke altid forstår visse radikale synspunkter fra venstrefløjens side! Premierminister Prodis tale har givet Parlamentet og os alle sammen mere mod og styrke, og vi vil gå gennem den næste fase med større beslutsomhed og fasthed.

  Bronisław Geremek (ALDE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil indlede med at sige, at det glæder mig, at premierminister Prodi ikke er træt af Europa. En filosof sagde engang, at træthed var den alvorligste trussel mod Europa. Jeg vil gerne minde om, at hr. Prodi, da han var kommissionsformand, påtog sig den vanskelige opgave at udvide EU. Han fik gennemført udvidelsen til trods for de negative synspunkter, som medierne og den offentlige mening ofte gav udtryk for, i hvert fald visse dele af sidstnævnte. Det lykkedes for hr. Prodi, fordi han troede på fremtidens Europa.

Jeg ser gerne, at det er den samme overbevisning, der ligger til grund for de aktuelle overvejelser om fremtidens Europa. Mange i Parlamentet er enige med mig i, at EU nu trænger til en klog institutionel reform. Der hersker imidlertid tvivl om, i hvilken udstrækning fællesskabsmetoden, som hr. Prodi betegnede som den mekanisme, der driver Europa frem, har gjort sig gældende i Det Europæiske Råds arbejde. Hvilken rolle spiller den for det arbejde, som regeringernes repræsentanter udfører? Hr. Prodi havde en bestemt hat på i Kommissionen, men han har taget en helt anden på i Det Europæiske Råd. Set udefra virker det af og til, som om den nationale egoisme er det eneste kriterium for Rådet, ikke overvejelser på grundlag af kategorier af fælles interesse.

Jeg mener, at dette er et særlig vigtigt spørgsmål. Parlamentet forstår, hvad det vil sige at være et fællesskab, og den ånd findes også i Kommissionen. Hvad skal der til for at sikre, at Det Europæiske Råd også lader sig lede af den?

  Roberta Angelilli (UEN). - (IT) Hr. Prodi! Jeg taler på vegne af Gruppen Union for Nationernes Europa, der, som jeg gerne vil minde hr. Prodi om, er den fjerdestørste politiske gruppe i Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at Europa har en stor plads i vores hjerter! Hr. Fini, formanden for det parti, som jeg repræsenterer, deltog entusiastisk i konventets arbejde med forslaget til forfatningen. Mere generelt har vi Italienere en lang og ubrudt europæisk tradition, og vi kan derfor kun støtte den appel, der blev fremsat for nogle måneder siden her i Parlamentet af hr. Napolitano, Italiens præsident, om at vedtage forfatningen så hurtigt som muligt.

En af grundene til, at denne forfatning er nødvendig, er, at vi så kan få en fælles udenrigspolitik. Hr. Prodi, De påpegede med rette den udenrigspolitik, som vi så bittert savner, særligt i disse tider med internationale kriser.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de mennesker i hele verden, som arbejder med fredsbevarende missioner, især i Afghanistan, Libanon og Palæstina, deriblandt omkring 8.000 italienere. Det er vigtige missioner som støttes stærkt af alle italienske politiske partier, selv om der, hvis sandheden skal frem, hr. Prodi, er nogle pinlige undtagelser i Deres regeringsflertal.

Jeg vil gerne vende tilbage til forfatningen for at udtrykke en fortrydelse og et ønske. Fortrydelsen er, at det ikke har været muligt at nævne Europas kristne rødder i teksten, og ønsket er, at målet om en hurtig vedtagelse af forfatningen vil blive nået. Jeg er overbevist om, at Italien som sædvanlig vil spille sin rolle.

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Hvor er Romano Prodi? Hvor ofte har jeg ikke stillet mig selv dette spørgsmål i de seneste måneder? Hvor er de regeringer, som forsvarer forfatningen? Hr. ministerpræsident, i dag har jeg fundet Dem igen! Jeg fandt Romano Prodi på barrikaderne - bedre sent end aldrig. De tog kraftigt for orde for enigheden, De trådte frem fra regeringernes rækker, som dag ud og dag ind veksler deres historiske ansvar for Europa for småpenge.

Da De nu sagde, hr. ministerpræsident, at vi skal respektere de andres argumenter, vil jeg godt spørge Dem, hvem de andre er? Hvis De dermed mener Europas borgere, inklusive dem, der stemte nej, er jeg helt rolig. Vi ved, hvad de vil have. De ønsker mere demokrati, større gennemsigtighed, større socialt ansvar, et bedre Europa og en mere overbevisende forfatning. Eller er de andre de regeringer, som misbruger krisen i ratificeringsprocessen til at servere deres gamle krav for os, deres gamle krav om magt sammen med alt det, som vi pressede ud af dem på konventet, der med vilje forbinder borgernes utilfredshed med Europa for at kunne fastholde deres magt over Europa uden europæisk demokrati, uden nogen social dimension og uden en fælles rolle i verden - dem, for hvem det handler om bagstræberiske magtkampe, hvor magtens korridorer i Europa står ansigt til ansigt med borgernes Europa.

De talte om vores behov for kompromiser, men dette kaster også et højeksplosivt spørgsmål op. Det kompromis, som lyser op i de 12 spørgsmål, er kompromiset som en historisk løgn om Europa. For det handler, hr. ministerpræsident - og jeg takker Dem særligt for, at De synliggjorde dette for os - ikke kun om indholdet, men også om at bevare ånden i forfatningen. Hvis vi siger, at love ikke længere skal hedde love, men derimod forordninger, fratager vi folk deres historiske krav på demokratisk legitimitet, for disse vedbliver at være lov, hvis man kigger på det rent indholdsmæssige heri. Det er forkert, hvis vi fornægter den europæiske lovgivnings primat, for den vil vedblive med at have en underjordisk eksistens, og udenrigsministeren forbliver det, som vi ønskede, at han skulle være. Nej, kompromiset kan hverken være bluff eller løgn. Vi skal også kæmpe for ånden i traktaten!

(Bifald)

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Kære hr. Prodi! Netop fordi jeg deler Deres passion for Europa, er jeg overbevist om, at der for at få forfatningsprocessen i gang igen er brug for nye impulser, som bygger på demokrati og rettigheder. Jeg bliver stadig mere overbevist om, at den mellemstatslige model ikke er løsningen på problemerne, men snarere en del af dem, og at den vil føre os til en minitraktat eller sågar til et Europa i to hastigheder.

Nu må borgerne og parlamentsmedlemmerne tage føringen med et nyt forfatningsmandat til Europa-Parlamentet, som har disse funktioner, og med en ny tekst og en europæisk afstemning som mål. Vi er nødt til at ændre både teksten og konteksten.

Det centrale element skal være klare rettigheder, som kan håndhæves, og som definerer det europæiske statsborgerskab. Det er retten til arbejde og rettigheder på arbejdspladsen, som bekræfter, at stabile job af høj kvalitet er standarden i Europa, ikke de yderst risikable job, der bliver udviklet med den såkaldte flexicurity.

Vi skal have en garanteret ret til miljøet, som kræver innovative politikker, der bygger på samarbejde, og mangefacetterede visioner som dem, der bør lede til en ratifikation af en efterfølgeraftale til Kyoto, i stedet for blot den kommercielle konkurrences filosofi.

Vi skal have en ret til fred, født ud af afvisningen af krig, og en EU-politik, der aktivt bygger på disse værdier og metoder, som EU's egen udenrigspolitik.

Vi skal have et nyt Europa, det eneste mulige, som bliver stadig mere nødvendigt. Vi kan bygge det baseret på folket, sammen med parlamentsmedlemmerne.

  Paul Marie Coûteaux (IND/DEM). - (FR) Hr. formand! For næsten nøjagtigt to år siden dømte det franske nej den europæiske forfatning til døden. Derefter kom Nederlandenes ja, Storbritanniens ja, og dernæst det tjekkiske og polske nej. De to eneste lande, som sagde ja ved folkeafstemning, nemlig Luxembourg og Spanien, viste sig også noget tøvende. Således var der i Spanien kun 32 % af de stemmeberettigede, som godkendte udkastet. Det var kort sagt et nederlag, og derefter kørte forfatningsprocessen fast, og dette kan vi stort set takke Frankrig for.

Siden blev alt klart for os franske tilhængere af suverænitet, på vegne af hvem jeg taler nu, for det var jo Frankrig, der skulle føres bag lyset, og franskmændene, der skulle narres! Og ja, sådan blev det, med en gigantisk list. Under præsidentvalget blev der lige fra begyndelsen forudvalgt to kandidater, således at vedkommende, straks den ene af dem var valgt og derfor opfyldt af frisk legitimitet, skulle sige ja til det, som franskmændene ville sige nej til. Det var meningen med hr. Sarkozys oprørende handling, da han skyndte sig videre til fru Merkel selvsamme dag, han blev indsat.

Man skal vide, at dette ja, som blev frastjålet Frankrig med et præsidentielt kneb, er et illegitimt ja. Jeg ved udmærket godt, at man vil ordne tingene indbyrdes, i Bruxelles-oligarkiernes tavse og tætpakkede lille akvarium, og brygge et nyt udkast, som man helt sikkert ikke vil døbe forfatning, men institutionel reform, hvilket kommer ud på ét.

Nejtilhængerne er imidlertid ikke afgået ved døden. Hr. Barroso må ikke tage fejl, og det må De heller ikke, hr. Prodi. Frankrig vil før eller senere give lyd fra sig igen, for Frankrig holder fast ved sine friheder uanset hvad. Og disse friheder, de nationale friheder, vil på trods af Deres tarvelige tricks i sidste ende sejre.

  Koenraad Dillen (ITS). - (NL) Hr. formand, hr. premierminister! Mere end nogen anden i Europa ved De, hvordan de europæiske institutioner fungerer. Som tidligere formand for Kommissionen har De derfor forudsætninger for at vide, hvorfor de europæiske borgere i dag i stadig højere grad vender ryggen til det nuværende Europa. Bureaukrati, opstilling af for mange regler, overhovedet ingen respekt for subsidiaritetsprincippet, politisk korrekthed, ingen respekt for Europas kristne arv og den fikse idé om at lade det islamiske Tyrkiet få adgang til EU har gjort, at de fleste europæere i dag ligestiller EU-grundlæggernes europæiske ideal med en påtrængende superstat, som ikke længere lytter til borgernes vilje.

Vi har i de seneste år oplevet nogle påfaldende eksempler på det officielle Europas forsætlige døvhed. I Frankrig og Nederlandene har borgerne i en demokratisk folkeafstemning sagt nej til den europæiske superstat. Ikke desto mindre fortsætter det tyske formandskab bare med at følge den kurs, det har valgt. For Angela Merkel, og jeg er bange for, at det også gælder for Dem som medlem af Det Europæiske Råd, tæller befolkningens vilje ikke. Alle meningsmålinger viser også, at europæerne gerne vil være venner med tyrkerne, men ikke ønsker, at et ikkeeuropæisk og islamisk land bliver medlem af vores Union. Også på det område fortsætter man med at følge den kurs, der er valgt.

Men gør Dem ingen illusioner. Denne afvisning af at lytte til europæernes behov og ønsker vil ved en kommende lejlighed på ny give bagslag, og det officielle Europa må ikke komme og klage til os, hvis borgerne igen stemmer "forkert", som det hedder.

Til sidst vil jeg sige, hr. premierminister, at Belgiens regering i den forløbne uge har bragt sig selv i miskredit ved at forbyde Dalai Lamas besøg i Belgien af kommercielle grunde. Ingen vil træde Kina over tæerne. Erst das Fressen und dan die Moral hedder det (først kommer spisen, så kommer moralen). Jeg håber derfor, at De vil tage ordet i Det Europæiske Råd og kritisere Deres regerings feje holdning og fordømme Belgien i denne sag. Deres regering taler altid om menneskerettigheder, men når det kommer til stykket, lader den sine egne økonomiske interesser veje tungere. Hvis Europa mener det alvorligt med at forsvare menneskerettighederne, skal det også have mod til at fordømme nogle medlemsstaters hykleri.

  Formanden. - Hr. Dillen, De tiltalte mig personligt. Jeg tog allerede stilling hertil i går i plenarforsamlingen. Jeg vil ikke tillade, at der er nogen, som forhindrer en samtale mellem Dalai Lama og formanden for Parlamentet. Der er et brev på vej. Jeg forventer at modtage et svar herpå, og jeg agter at udtale mig om dette igen på et passende tidspunkt.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. premierminister Prodi! Jeg byder Dem velkommen.

De er en politiker med en rig erfaring både med at lede et land og med at lede Kommissionen, hvor De var formand. Jeg vil gerne understrege, at hvis EU skal lykkes i fremtiden, er det afgørende at vedtage en forfatningstraktat.

Vi fejrede for nylig 50-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaterne. Dette jubilæum minder os om, at meget er ændret i de mellemliggende år, og at der er gældende traktater, som trænger til at blive ændret. Det Europæiske Fællesskab bestod på det tidspunkt af seks lande, og det var primært en økonomisk gruppe. I dag består EU af 27 medlemsstater, hvoraf de 12 er postkommunistiske lande. EU har i dag en ganske anden form end i 1957.

De 50 år gamle traktater er uigennemsigtige, skrevet i et kompliceret sprog og kunne endda betegnes som forældede. Det forekommer at være afgørende at vedtage en ny forfatningstraktat og nogle nye, klare spilleregler. Det er nødvendigt at indse, at de reformer, der er foreslået i forfatningstraktaten, såsom retssubjektivitet, grundlæggende menneskerettigheder nedlagt i bindende bestemmelser, et embede som generalanklager, reformer af institutionerne og lovgivningsprocessen er ændringer, som kan bringe EU fremad. Det er på høje tid at afslutte tænkepausen og sætte gang i en handlingsperiode.

Hr. premierminister Prodi, jeg vil gerne takke Dem for den tillid, De viste Slovakiet, da det i sin tid tog fat på det, De beskrev som en lang rejse. Slovakiet er et ungt nyt medlem af EU, og det stoler på Dem på samme måde, som det stoler på, at Italien og EU vil ændre spillereglerne.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. premierminister! I dag diskuterer vi endnu en gang forfatninger og institutioner, selv om Europas borgere er mere interesserede i job, velstand, miljø og global fattigdom.

Det er en myte, at EU er i krise eller er lammet og ude af stand til at træffe beslutninger, og det er det påskud, som nogle regeringer bruger til at kræve, at forfatningen kommer på dagsordenen igen. Hr. premierminister! Jeg ved, at De også mener dette.

Det er ikke nogen forfatningskrise. Selv den britiske regering har sagt, at EU kan træffe beslutninger på grundlag af de gældende traktater, og tænkepausen efter det franske og det nederlandske nej skulle efter min opfattelse have været brugt til nøje at overveje årsagerne til, at forfatningen blev forkastet. I stedet for synes drøftelserne nu udelukkende at være fokuseret på, hvilke dele af den der kan fastholdes for enhver pris.

Som en, der går ind for Det Forenede Kongeriges medlemskab af EU og tror på, at Europa kan gøre noget godt, bedrøver denne debat mig. Jeg har altid ment, at det var nødvendigt at forenkle beslutningsprocesserne og Europas institutioner og gøre dem mere gennemsigtige, som det var anført i Laeken-erklæringen. Udvidelsen af EU kan meget vel kræve nogle ændringer af de gældende traktater eller nye traktater fra tid til anden, men jeg mener ikke, at denne forfatning er påkrævet, og den er heller ikke ønskværdig lige nu.

Der hersker ingen tvivl om, at den britiske befolkning vil kræve en folkeafstemning om enhver ny traktat, der giver EU nye beføjelser, og mit parti vil støtte det. Vi vil med stor interesse følge den britiske regerings træk i de kommende uger. Hr. Blair skal deltage i topmødet i Bruxelles dagen før sin tilbagetræden, og han kan ikke binde sin efterfølger, hvis han ikke er til stede. Gordon Brown bør insistere på at deltage i topmødet sammen med Tony Blair og tage fuldt ansvar for det, hans regering går ind på.

Jeg håber, at denne form for realisme vil styre hr. Browns handlinger i den nærmeste vanskelige fremtid.

  Formanden. - Tak, hr. Kirkhope. Jeg har indtryk af, at den britiske premierminister er i tæt kontakt med Gordon Brown!

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! hr. ministerpræsident Prodi, det er rigtig godt at have Dem her i Parlamentet - som en person, der har gjort ekstremt meget for Europa, men selvfølgelig også i Deres egenskab af ministerpræsident.

De talte om udenrigspolitikken, og det er jeg Dem meget taknemmelig for. Der er mange her i Parlamentet, som netop nu siger, at vi har behov for en fælles holdning i forhold til Rusland. På den anden side er der mange, som mener, at vi ikke må lade USA dominere, og at vi har brug for et stærkt Europa. I fællesskab siger vi, at Indien, Kina og Brasilien bliver stadigt stærkere, men kan vi stadig sætte vores egne interesser igennem? Vi har Mellemøsten-problematikken, som vi skal forhandle om om lidt. Fru kommissær er her allerede. Hvordan skal vi levere et europæisk bidrag til alt dette, hvis vi ikke har nogen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Hvordan skal vi have en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvis ikke har en klar personlighed i fremtiden, der kan varetage disse interesser udadtil, og som samtidig er kontaktperson?

Hr. ministerpræsident, stå hårdt fast på Deres mening, og det gælder navnlig i dette spørgsmål! Jeg giver Dem fuldstændig ret: Ikke alle traktater er gode traktater. Vi har brug for en traktat, som overskrider en minimumsgrænse og virkelig bringer Europa fremad. Jeg ønsker Dem alt det bedste, hr. ministerpræsident!

  Lapo Pistelli (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I 1968 var der et slagord, der lød: "Vær realistisk. Kræv det umulige". I dag ville vi skulle sige: "Vær realistisk. Kræv det nødvendige for ikke at sænke det europæiske projekt, som I alle er midlertidige vogtere af." Hvis Europa-Parlamentet i 2009 skulle stille op til genvalg uden et overbevisende institutionelt svar, vil Europa som helhed står over for en ubodelig legitimitetskrise, selv om borgerne faktisk i dag burde kunne vælge på grundlag af en klar model, sådan som De har beskrevet.

Parlamentet har udtrykt sin holdning til dette spørgsmål ved mange lejligheder, og nu er det Rådets tur til at tale. Premierminister Prodi ved, at han i dag ikke kun repræsenterer sit eget land, men alle de eurofile, som ikke har opgivet en større integration.

Jeg vil derfor gerne slutte med at minde Dem om, at de, som ikke tilslutter sig i dag, bør trække sig, så de andre frit kan fortsætte fremad. Vi skal huske på, at Europa blev skabt af en førende gruppe af lande, men det er ikke sikkert, at det kan relanceres i morgen med samme metode.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Prodi træder frem for os som en tidligere formand for Kommissionen med en totalt negativ statusopgørelse: udvidelse, euroen, Kina, reformer - det ligner statusopgørelsen fra Industrial Reconstruction Institute! I dag f.eks., hvor De med stor entusiasme har talt om den superføderalistiske europæiske forfatning, havde De ikke modet til at tale om de institutionelle ændringer i Italien. Hvornår kommer der en beslutning, som tillader den føderalisme, som den nordlige del af landet har bedt om så længe? Det er et spørgsmål om frihed, men også om politisk konsekvens!

Hr. Schulz sammenlignede Dem med leoparden. Det lyder som en fadæse, men faktisk var hans sigte perfekt. Kun en stor leopard som De kunne regere med politiske partier, som har hammer og segl som symbol, selv om De har forestået en udvidelse med lande, som havde befriet sig selv fra kommunismen, og det lykkes Dem faktisk at regere, selv om De kun repræsenterer en tredjedel af vores land.

Se: Fra oven holder Luigi Sturzo og Alcide De Gasperi øje med os, og måske skammer de sig over de repræsentanter i vores land, som har glemt grundlæggernes engagement for et folkenes og regionernes Europa, ikke et lobbygruppernes Europa. Deres åndelige horisont, hr. Prodi, er Goldman Sachs' horisont, ikke en horisont af klokketårne og katedraler, som vores er.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. Prodi! Vi har ambitioner om at fortsætte den europæiske integration. Det er sandt, at vi har ramt ved siden af. Ved at stemme nej til forfatningstraktaten, ønskede mange franskmænd at dæmme op for et liberalt Europa og håbede på denne måde at gøre deres indflydelse gældende for at fremme et socialt og miljøvenligt Europa. Men nu ved vi, at det er præcis det modsatte, der er sket. Nejresultaterne dømte vores institutioner til hårdknude, og jeg deler hr. Prodis syn på tingene, når han beder os om ikke at kaste barnet ud med badevandet.

Europa har brug for en forfatning, og det kompromis, som konventet nåede frem til, skal genoptages og forbedres. Så hvis man med minitraktat, som den nye franske præsident præsenterer den, mener forfatningskompromiset og chartret om grundlæggende rettigheder, vil det blive et ja, ja til en fælles udenrigsminister. Men, hr. Prodi, hvor meget tyngde vil denne minister få uden en reel europæisk udenrigspolitik?

Ja, hr. Prodi, vi skal stadig forbedre traktaten. Hvis det skulle være en discounttraktat med ratificering i det skjulte, ville det være uacceptabelt. Europas fremtid er europæernes sag. Så vi siger ja til en europæisk folkeafstemning, på samme tidspunkt i de 27 lande, og, hvorfor ikke, under det næste europæiske valg!

Vi siger ja, så Europa kan leve op til dagens udfordringer - jeg tænker på klimaændringerne - som vil ændre vores liv radikalt. Jeg er overbevist om, at vores medborgere forstår disse udfordringer og ved, hvordan de skal få dette formidable, europæiske projekt til at komme videre.

  Umberto Guidoni (GUE/NGL). - (IT) Hr. Prodi, mine damer og herrer! Processen med at vedtage den europæiske forfatning kan ikke reduceres til en række ændringer af de eksisterende traktater, den må indeholde vigtige sociale aspekter, som ikke er med i dag. Europa skal kunne møde de store udfordringer, som truer borgernes rettigheder, livskvaliteten, sundheden og selve fremtiden for befolkningen.

Stillet over for fænomener som virksomhedsflytninger, knaphed på vandressourcer, verdens sult efter energi og klimaændringer er de enkelte stater hjælpeløse og ude af stand til at formulere vindende strategier. Kun gennem handling, som er aftalt på et kontinentalt niveau eller endnu bedre på verdensplan, kan vi håbe på succes på de områder, hvor vi ikke kan tillade os at fejle.

Det er vigtigt, at Europa er førende i verden, både politisk set som en benchmark for socialt inkluderende politik og en acceptpolitik, som kan være en model for andre dele af verden, og med hensyn til teknologiske valg og fremtidsplandlægning, især inden for vedvarende energi.

Fem medlemmer af de store politiske grupper i Europa-Parlamentet har underskrevet en erklæring om nødvendigheden af, at Europa vælger en ny tilgang til økonomien, som bygger på brint: en sand industriel, teknologisk og social revolution, som kan være bæredygtig på lang sigt. De henviste til det, og jeg tror, at dette er et af de eksempler, hvor Europa kan og må spille den førende rolle på verdensscenen.

Jeg vil slutte med at sige, at der ikke er behov for et kompromis for enhver pris, men vi skal tage fat på de virkelige problemer, som påvirker millioner af borgere. Kun på den måde vil drømmen om et forenet Europa kunne tale til europæernes hjerter.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Det er på tide, at vi holder op med at skrive nekrologer over den europæiske forfatning; den er død og begravet. Vi må gå ind i vores samfund og se, hvad Europa har behov for:

- 100 millioner europæere lever under fattigdomsgrænsen;

- kriminaliteten florerer i alle Europas hovedstæder;

- illegal indvandring hører til dagens orden.

Menneskerettighederne bliver naturligvis sat på en hård prøve med synlige og skjulte kameraer.

Hr. Prodi, De var formand for Kommissionen i fem år. Sig mig, hvor går Europas østgrænse? Så sent som i går befandt to fuldt bevæbnede ubåde sig vest for øen Samos i nærheden af Mykonos. Hvad vil der ske i morgen tidlig? Krigsgnisten fra Tyrkiet er klart synlig.

De må derfor tage initiativer for Europas fremtid, for ellers vil det forenede Europa lide samme skæbne som den hellige alliance gjorde for to århundreder siden.

Vi ønsker ikke at skabe en superstat. Det, vi ønsker, er at kunne sikre demokratiet og sikre befolkningens velstand, som kapitalen og Centralbanken leger med. Dette må være Europas mål: Det er borgerens magt, der skal øges, ikke kapitalens.

  József Szájer (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! EU's kritikere beskylder ofte EU for at være for stærkt og blande sig i for mange ting. Efter min mening er det lige omvendt. Vi, som er kommet med i EU for nylig, kan se, at der er brug for et stærkere og mere effektivt EU, som har de redskaber, der skal til for at løse opgaverne. Til det formål har vi brug for en fælles energipolitik, en fælles indvandringspolitik, en fælles kamp mod terror og harmonisering af miljøbeskyttelsen.

Vi har brug for alt dette for at forsvare EU's fire grundlæggende frihedsrettigheder og for at vinde borgernes støtte til alle disse mål. Mange ser på forfatningen som et mål i sig selv. Vi må holde tingene ude fra hinanden, og forfatningstraktaten er i virkeligheden kun et instrument til at gennemføre disse mål.

Vi kan genvinde de europæiske borgeres støtte til forfatningsprojektet, hvis EU er i stand til at nå disse fælles mål. Hvis det skal lykkes, er det selvfølgelig meget vigtigt åbent at vedkende os, at Europas fælles rødder bygger på kristendommen, og at det bliver nævnt i den europæiske forfatning. Det er vigtigt, at vi anerkender Europas fælles værdier i form af rettigheder og frihedsrettigheder og forsvar for mindretalsrettigheder. Vi skal vinde de europæiske borgeres støtte til denne forfatningstraktat, ikke som et endeligt mål, men som et redskab, som vi kan bruge til at nå de mål, der blev sat for 50 år siden.

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand, hr. premierminister! Enhver, der hørte den amerikanske præsident sige på pressekonferencen efter topmødet med EU, at "vi har haft et godt møde med disse folk fra EU", vil spekulere på, om han tænkte på hr. Barroso, på forbundskansler Merkel, eller hvem han egentlig tænkte på. Enhver, der så eller lyttede til den amerikanske præsident, kan ikke være i tvivl om, at vi må tale med én stemme i EU, og det er grunden til, at vi takker Dem for Deres klare tale i dag. Enhver, der har været i Mellemøsten, er heller ikke i tvivl om, at EU skal tale med én stemme.

Det er grunden til, at det er en ting at tale i Europa-Parlamentet - det ved vi alle sammen, for Parlamentet er ikke det vanskeligste sted at argumentere for en bedre traktat - men det er noget andet at tale på regeringskonferencen, når det bliver alvor og hårdt mod hårdt.

Jeg ved, at De er en stærk og fast premierminister. Vi respekterer Dem. Stå fast, og vi vil stå fast sammen med Dem på vegne af De Europæiske Socialdemokrater og fremskridtsvenlige over hele Europa. Jeg tror, at De får et stærkt flertal bag Dem, som står fast sammen med Dem til gavn for den europæiske befolkning i fremtiden.

  Formanden. - Det var en tidligere statsminister, som nu er medlem af Europa-Parlamentet, der øste af sine erfaringer.

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Europas fremtid ligger i dets rødder, og for os Radikale er de repræsenteret i Ventotene-manifestet, som fastslår behovet for at opnå fred, demokrati og velstand ved at gå ud over nationalstatens dimensioner.

At reformere Europa i dag vil sige at tilbyde dette projekt også til folkene på den anden side af Middelhavet og også for deres vedkommende bekræfte den individuelle ret til demokrati gennem demokratiske staters tiltrædelse, begyndende med Tyrkiet, men også med udsigt til Israel, Marokko og andre. De talte om at være på forkant, men for os vil kun en afvisning af at lukke Europas døre være at være på forkant.

En anden ting er, at vi foreslår, at enhver reform skal sendes til folkeafstemning hos Europas borgere. Jeg taler ikke om nationale afstemninger, men om en fælles afstemning, som udskrives for borgerne af det europæiske fædreland, i modsætning til det neo-gaullistiske Europa af nationale fædrelande.

Lad os slutte med et eksempel på, hvordan EU kan være stærkt, hvis vi tror på os selv, nemlig fremsættelsen af resolutionsforslaget om moratoriet for dødsstraf for FN's Generalforsamling. Hr. formand! Vær opmærksom på den sabotage, som nogle mennesker stadig forsøger at udøve. Se f.eks. på den officielle kommunikation fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) og Rådets departementer. Efter det sidste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) betyder det, at der stadig forsøges sabotage, hr. formand, og det bør vi forsøge at forhindre.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Tak, hr. formand. Hr. formand, hr. Prodi, mine damer og herrer! Vi har helt klart behov for et effektivt og velordnet EU, som er demokratisk og tæt på borgerne. EU skal også være gennemsyret af en solidarisk ånd og baseres på en forfatningstraktat. Det skal være den slags union, som hr. Prodi har beskrevet for os i dag, og det vil jeg gerne sige ham tak for.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min påskønnelse af den solidaritet, som EU for nylig har udvist over for mit land, Polen, med gennemførelsen af østpolitikken. Polens folk er klar over dette og værdien af det. Polens befolkning forstår, at de naturligvis skal gøre gengæld og udvise samme solidaritet i forbindelse med spørgsmål, som er vigtige for Europa som helhed. Dette skyldes, at 68 % af mine landsmænd er glade for EU-medlemskabet og ønsker mere EU. Over 60 % af polakkerne går ind for forfatningstraktaten.

Jeg opfordrer derfor Dem, hr. Prodi, til at sikre, at Det Europæiske Råd også lytter til EU's borgere på det kommende topmøde. Når alt kommer til alt, er dette storslåede bygningsværk, som EU er, ikke skabt for regeringerne, men for borgerne.

  Formanden. - Vi vil godt takke den italienske ministerpræsident! De har set, at det store flertal i Parlamentet har samme overbevisning som Dem. I de kommende uger vil det handle om, at vi gennemfører denne overbevisning. Vi ønsker Dem held og lykke med dette, især ved topmødet i Bruxelles, som starter om præcis en måned, dvs. den 21. og 22. juni.

Forhandlingen er afsluttet.

(Bifald)

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Richard Corbett (PSE), skriftlig. - (EN) Som folkevalgte politikere skal vi lytte til borgerne - alle borgerne. Nogle, f.eks. hr. Farage, vil kun lytte til nogle af borgerne, nemlig dem, der stemte nej i Frankrig og Nederlandene. Andre vil kun lytte til dem, der sagde ja i de 18 lande, som har ratificeret forfatningstraktaten.

Heldigvis vil flertallet i Parlamentet og i medlemsstaternes regeringer lytte til alle, slå bro mellem de forskellige synspunkter og finde en løsning, som alle 27 medlemsstater kan ratificere.

Europa-Parlamentet, som vedtog forfatningstraktaten med stort flertal, vil naturligvis redde så mange af reformerne i forfatningstraktaten som muligt. Det er helt naturligt, at Parlamentet ønsker at ofre så lidt af traktaten som muligt, men det skal også være så meget, som det er nødvendigt for at sikre, at alle lande kan gå ind for den.

  Alexandra Dobolyi (PSE), skriftlig. - (HU) Hr. formand! Hvad betyder Europa for os? Et fællesskab uden grænser, som bygger på fred, frihed og demokrati, stræber efter at øge borgernes velstand og skaber solidaritet mellem medlemsstaterne.

Vi står over for store udfordringer! Vi må skitsere en passende handlingsplan for Europa, som fastlægger den ramme og politik, som det vil operere inden for, og som former det Europa, som vi gerne vil leve og trives i i fremtiden. Det er vigtigt for os at bevare den enhed, som det er lykkedes os at opnå med en vedholdende indsats gennem årtierne, og give den videre til kommende generationer.

Jeg mener, det er vigtigt at bevare alle 27 medlemsstaters enestående karakter og forskellige arv, men jeg må understrege, at der er utallige mål, som vi ikke kan nå hver for sig, men kun i fællesskab.

Derfor er det vores pligt at fjerne vores historiske skader og give EU et nyt grundlag. Vores interesse er et stærkt EU, som handler effektivt over for de mange udfordringer, vi står over for i dag, såsom terrorisme, organiseret kriminalitet, illegal indvandring, klimaændring og energipolitik. Derfor er det nødvendigt at have et institutionelt system, som fungerer effektivt.

Til dette formål må vi opnå enighed, så vi kan fremme vores fælles sag, for hvis vi ikke får en ny grundlæggende traktat (forfatning), kan EU ikke være mere end en hensygnende vestlig forlængelse af det asiatiske kontinent. Vi har muligheden for at finde en løsning, og den mulighed håber jeg, vi vil kunne udnytte.

  Magda Kósáné Kovács (PSE), skriftlig. - (HU) Hr. formand! Vi kan ikke standse forfatningsprocessen, for det kunne føre til en alvorlig krise i EU, til en devaluering af de europæiske værdier og til, at Europa sakker bagud i det globale perspektiv.

Romano Prodis person og den tid, vi for nylig har tilbragt sammen, står som garanter for bevarelsen af disse værdier, og samarbejde i et udvidet EU med 27 medlemmer kan bestemt lade sig gøre.

I øjeblikket kan de nye medlemsstater i Central- og Østeuropa ikke forestille sig en europæisk fremtid, hvor den nationale identitet kunne opløses til en fælles europæisk statsfølelse. Disse lande har først lige genvundet deres nationale identitet gennem historiske skridt, fra Sovjetunionens store røde smeltedigel, og borgerne vil derfor være europæere på en måde, som ikke truer deres nationale identitet eller deres unge demokratiske institutioner.

Desuden har de Central- og Østeuropæiske lande netop af denne grund brug for et stærkt Europa, fordi de mener, at deres fremtidige udvikling og beskyttelsen af deres nationale interesser bedst kan garanteres, hvis de er sammen inden for et fleksibelt Europa.

Derfor kan vi ikke acceptere, at forfatningstraktaten bliver en politisk og juridisk zombie. For at komme fremad er vi dog helt åbne over for at foretage de nødvendige modifikationer.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

13. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

14. Situationen i Palæstina (forhandling)

  Formanden. - Protokollen fra mødet i går er omdelt.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

(Protokollen godkendtes)

Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Palæstina.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I de seneste dage har vi kunnet konstatere en bekymrende stigning i voldsanvendelsen i Mellemøsten. De interne palæstinensiske stridigheder i Gazastriben har kostet over 50 mennesker livet.

I den seneste uge er der blevet affyret over 150 Kassam-raketter fra Gazastriben mod israelske byer. I går aftes blev en israelsk kvinde dræbt. I forbindelse med de israelske militæraktioner er mere end 30 palæstinensere blevet dræbt. Der er alvorlig fare for en yderligere eskalation af situationen. Den våbenhvile i Gazastriben, som palæstinenserne og israelerne blev enige om i november, bliver tydeligvis mere og mere skrøbelig, og den forsoning, der blev opnået med saudiarabisk hjælp i februar i Mekka, står på spil.

Aftalen fra Mekka bidrog til at bringe Hamas' islamiske eneregering til ophør. Siden den 18. marts har en ny palæstinensisk regering af national enhed haft regeringsmagten i Palæstina. Med 83 af 86 parlamentsmedlemmer, herunder alle parlamentsmedlemmerne fra Hamas og Fatah, viste et overvældende flertal regeringen tillid. Men i det internationale samfund hersker der stadig bred enighed om, at den palæstinensiske regering endnu ikke helt har bestået lakmustesten. For heller ikke denne regering opfylder kvartettens tre kriterier fuldt ud.

Til trods herfor holdt EU fast i sin humanitære støtte til palæstinenserne. Jeg understreger udtrykkeligt, at de 300 millioner euro, som EU giver, er mere end i alle de tidligere år.

For at opnå en fuldstændig normalisering af vores forhold til palæstinenserne er det fortsat kvartettens kriterier, der er gældende, hvilket indebærer en anerkendelse af staten Israels eksistensberettigelse og af den hidtidige aftale mellem Israel og PLO samt et generelt afkald på voldsanvendelse. Især i forbindelse med afkaldet på voldsanvendelse er der dog stadig betydelige mangler. Af den palæstinensiske regering forventer vi os netop nu, at der gribes effektivt ind over for beskydningen af israelsk område, og at den israelske soldat løslades.

EU har også udnyttet den mulighed, som afslutningen på Hamas' eneregering gav, til et fornyet opbrud i Mellemøsten-politikken. Udenrigsministrene har genoptaget kontakten til de regeringsmedlemmer, der anerkender kvartettens kriterier. Præsident Abbas fortjener derfor vores fulde opbakning. EU er i tæt kontakt med finansminister Fayyad og støtter ham i opbygningen af gennemsigtige institutioner og mekanismer på det finansielle område, for forbedringen af den finansielle og økonomiske situation er vores fornemste mål. Frigivelsen af de told- og skattetilbagebetalinger, der tilbageholdes af Israel, og som EU til stadighed har krævet, ville bidrage hertil.

Formandskabet har i månedsvis skubbet på for at tilvejebringe en genoptagelse af Mellemøsten-kvartetten og en større inkorporering af de arabiske partnere, som anlægger en konstruktiv linje. Efter de første vellykkede forhandlinger handler det nu især om at bevare det opnåede momentum. For os betyder dette, at vi skal lægge endnu mere arbejde i at få alle interesserede parter til at bidrage helhjertet til fredsprocessen i Mellemøsten.

De bilaterale møder mellem præsident Abbas og ministerpræsident Olmert har indtil nu ikke kastet nogen mærkbare succeser af sig. Her skal der ske noget: Adgang og bevægelighed for palæstinenserne skal forbedres betydeligt, og israelske forsikringer skal omsider omsættes i praksis. På palæstinensisk side savner jeg gennemførelsen af afkaldet på voldsanvendelse og engagement i forbindelse med frigivelsen af den israelske soldat Gilad Shalit.

Den Arabiske Liga har primært takket være det saudiarabiske engagement bekræftet fredsinitiativet fra marts 2002. Et første vellykket møde mellem Den Arabiske Liga og EU fandt sted på vores foranledning i forbindelse med det seneste rådsmøde den 14. maj. I tilknytning hertil har Den Arabiske Liga ført yderligere forhandlinger med kvartetten og med Israel. Dette engagement kan ganske vist ikke erstatte bilaterale forhandlinger mellem palæstinenserne og Israel, men fredsinitiativet kan skabe et positivt miljø for disse, selv om det vil kræve yderligere støtte fra EU. Vores formandskab bestræber sig på at få endnu et møde i stand i Mellemøsten-kvartetten inden for de nærmeste dage.

Hvor skeptiske vi end måtte være, må vi ikke - til trods for de langsomme fremskridt - forfalde til resignation. EU er i de senere måneder blevet mere bevidst om sin voksende rolle. Vi er parat til at leve op til dette øgede ansvar.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Desværre kommer debatten i dag på et meget vanskeligt tidspunkt, hvor situationen i hele regionen forværres i både Libanon, de palæstinensiske besatte områder og Israel. De tre sidste dages begivenheder i Libanon med betydelige tab af menneskeliv på meget kort tid - næste 100 døde - er en alarmerende påmindelse om, at det er nødvendigt at arbejde på en regional løsning af denne konflikt. Som bekendt er Javier Solana i Beirut i dag på dette meget vanskelige tidspunkt, og vi håber, at situationen bliver bedre.

Jeg opfordrer på det kraftigste vores venner i Libanon, fra alle partier og politiske grupperinger, til at optræde, som de har gjort det hidtil, til at opfordre til ro og til at afholde sig fra handlinger, som kunne føre til en større intern konflikt. Den nationale enhed står endnu en gang på spil.

Kommissionen bemærkede, at alle grupperinger, flertallet og oppositionen samt palæstinensiske organisationer fordømte Fatah al-Islam, og jeg håber, at alle politiske ledere fortsat vil vise deres modenhed, dvs. evnen til at forestille sig en bedre fremtid, og vil forhindre, at konflikten igen udvikler sig til en intern libanesisk kamp. Det, der er vigtigst lige nu, er at finde ud af, hvordan situationen i Tripoli kan neddæmpes, og hvordan det undgås, at der udbryder flere konflikter i andre dele af landet. Befolkningen i lejrene skal også have hjælp. Ambulancer og humanitære konvojer skal have adgang til lejrene. Vi ved alle sammen, at der i den sidste ende skal findes en regional løsning. I forbindelse med hele denne situation kan vi kun opfordre alle sider - i Libanon og i de palæstinensiske områder - til at afholde sig fra vold og undgå yderligere optrapning.

Jeg vil nu tale om de besatte palæstinensiske områder. Ligesom rådsformanden er jeg dybt bekymret over de rivaliserende gruppers sammenstød i Gazastriben i sidste uge, som førte til 55 døde og 280 skadede. Desværre ser det ud til, at Gazastriben er på grænsen til borgerkrig. De rivaliserende grupper må standse fjendtlighederne omgående og bilægge deres uenigheder inden for rammerne af den nationale samlingsregering.

Jeg beklager også genoptagelsen af Qassam-raketangrebene fra Gazastriben mod den israelske by Sderot, som i går forårsagede en israelsk kvindes død. De israelsk ledede gengældelsesangreb forårsagede dernæst 35 palæstinenseres død, så nu er den onde cirkel i gang igen. Derfor er det vigtigt, at våbenhvilen mellem Israel og palæstinenserne bliver genoprettet og udvidet til at omfatte Vestbredden.

Under mit møde for nylig med den palæstinensiske udenrigsminister, Ziad Abu Amr, drøftede vi den nationale samlingsregerings skrøbelige situation, navnlig hvad angår sikkerhed, men også budgettet. De første beslutninger truffet af regeringen synes at pege i den rigtige retning. Hr. Abu Amr nævnte, at hans regering opfatter sig som præsident Abbas' ministerråd. Denne regering har et andet program end sin forgænger, og jeg var optimistisk efter det møde. Jeg mener, at den fortjener vores klare støtte. Præsident Abbas har anmodet om al vores opbakning, og hans politiske overlevelse kan afhænge af dens succes. Jeg håber, at denne meget vanskelige voldelige situation kan afværges.

I mellemtiden står finansminister Salam Fayad, som jeg mødte efter dannelsen af regeringen, over for den enorme udfordring, som består i at genoprette de palæstinensiske offentlige finanser efter et år med institutionelt forfald og et voldsomt fald i indtægterne. Han har mirakuløst gjort store fremskridt, og de tekniske forudsætninger for at modtage direkte støtte er næsten på plads.

Som bekendt har Den Palæstinensiske Myndighed tre hovedkilder til finansiering, nemlig interne skatter, skatte- og toldindtægter på importerede varer og udenlandsk bistand. De interne skatter er svundet ind som følge af den økonomiske nedgang. Siden valget sidste år har Israel også tilbageholdt skatte- og toldindtægter på importerede varer. Det er hovedårsagen til Den Palæstinensiske Myndigheds finansielle vanskeligheder. Desuden kan udenlandsk bistand ikke overføres problemfrit på grund af USA's begrænsninger på finansielle transaktioner med Den Palæstinensiske Myndigheds regering.

Vi bidrager til at løse disse finansielle problemer på tre måder. For det første er vores midlertidige internationale mekanisme blevet en central kilde til finansiering af bidrag, brændstofudgifter og vigtige forsyninger. Siden dannelsen af den nationale samlingsregering har vi forvaltet den midlertidige internationale mekanisme i snævert samarbejde med Salam Fayads finansministerium.

Siden oprettelsen af den midlertidige internationale mekanisme i juni 2006 har vi allerede overført over 300 millioner euro gennem den. Jeg takker Parlamentet for dets støtte til, at der stilles flere budgetmidler til rådighed, så den midlertidige internationale mekanisme kan vedblive med at føre til resultater.

En anden måde, vi bidrager på, er at samarbejde med vores amerikanske partnere for at lette overførslen af udenlandsk bistand til palæstinenserne, navnlig de arabiske midler, der blev givet tilsagn om i Riyadh på det arabiske topmøde for nylig.

Sidst, men ikke mindst har vi ved utallige lejligheder opfordret Israel til at genoptage overførslen af palæstinensiske skatte- og toldindtægter. Vi bruger alle de både økonomiske og politiske instrumenter, vi har til rådighed, men denne regerings overlevelse afhænger ikke kun af os. Kun genoptagelsen af alle finansielle overførsler til Den Palæstinensiske Myndighed kan føre til en varig overvindelse af deres finansielle krise. Og palæstinenserne skal tage deres del af ansvaret og en gang for alle beslutte at indstille kamphandlingerne og fokusere på fred.

Vi mener stadig, at vi til trods for den nød, som vi er vidne til i de besatte palæstinensiske områder og i Libanon, bør udnytte en vigtig mulighed i fredsprocessen, hvis den går i stå igen, så det er meget vigtigt, at det tyske initiativ er vellykket. Det er afgørende, at Den Arabiske Liga genoptager sit fredsinitiativ. Som De ved, har der været en beslutsom diplomatisk opfølgning på højeste niveau i Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet. Jeg har selv haft flere møder med opfølgningsudvalget i Sharm el Sheikh, i Riyadh og for nylig også på mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i Bruxelles.

Generalsekretær Amr Moussa og andre har understreget, at det i dag er vigtigere end nogensinde før at bringe parterne tilbage til forhandlingsbordet, og han har anmodet os om at hjælpe med det. På den israelske side glæder det mig, at udenrigsminister Livni har været i Kairo og nu forventer et opfølgningsbesøg fra sine jordanske og egyptiske kolleger i de kommende uger. Hun har også vist vilje til at engagere sig mere end tidligere, og det tyske formandskab agter at indbyde hende til det næste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

Samtidig støtter jeg også den amerikanske udenrigsminister, Condoleeza Rices, bestræbelser på at bringe parterne sammen og begynde at drøfte palæstinensernes politiske fremtid. Jeg håber, at det kan lade sig gøre, selv om situationen ikke er den bedste for øjeblikket. Den indsats og de bestræbelser, som Jordan, Egypten, Saudi-Arabien og mange andre har gjort sig, skal også anerkendes.

Kvartetten mødes i næste uge. Jeg håber, at det møde vil matche Den Arabiske Ligas bestræbelser, hvilket kunne genskabe fremskridtene i alle dele af fredsprocessen, men jeg et også realistisk, og jeg forstår godt, at det tyske formandskab har sagt, at vi i det mindste bør fastholde situationen.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Fru formand! Vi befinder os faktisk i en meget vanskelig situation. Som repræsentanten for rådsformandskabet og kommissæren har understreget, drejer det sig om en alvorlig politisk krise med sammenstød og intern krig mellem de to fraktioner, der udgør den nationale enhedsregering, som der var så store forhåbninger til. Der er nu en økonomisk, social og humanitær krise, og tallene er overvældende: Mere end 66 % af den palæstinensiske befolkning befinder sig under fattigdomsgrænsen, mere end 50 % har ingen fødevaresikkerhed, mere end en million mennesker har ikke modtaget en stabil indtægt det seneste år, hundrede døde i de sidste tre dage i Libanon og talrige døde i Gazastriben.

Over for denne situation bør EU efter min mening komme ud af sin døs og tage et skridt i den rigtige retning.

Hvis der er noget, der er gjort godt, skal Kommissionens have credit for det, for midt i de utallige vanskeligheder yder den sit bidrag under den humanitære og sociale katastrofe i området, men jeg synes, at vi skal gå endnu længere.

Kommissæren har mindet os om, at den højtstående repræsentant, hr. Javier Solana, for øjeblikket befinder sig i regionen. Vi skal have mandsmod og styrke til at forsøge at komme fri af de retoriske erklæringer, hr. rådsformand, og gøre en indsats fra EU's side for at bidrage med en smule sund fornuft til den barbariske situation i området.

Der er tale om en ond cirkel af vold: affyring af Kassam-missiler, israelske repressalier, meddelelser om selvmordsangreb … Vi står over for en fuldstændig selvmorderisk voldsspiral.

Vi skal forsøge at skaffe lidt orden og have tiltro til den højtstående repræsentants indsats, vi skal mobilisere EU's diplomati mest muligt og fra Kommissionens side støtte al det humanitære og økonomiske bistandsarbejde, der foregår.

Jeg vil gerne nævne en meget central ting for rådsformanden, nemlig at Kvartetten med henblik på at genoptage den direkte støtte til Den Nationale Palæstinensiske Myndighed understregede, at regeringens sammensætning ikke var det eneste afgørende, men at de handlinger, som regeringen udførte, også var det.

Kan rådsformandskabet komme med en vurdering af denne oplysning og forklare os, hvordan vi kan komme ud af denne onde cirkel med had, vold og ødelæggelse?

  Pasqualina Napoletano, for PSE-Gruppen. - (IT) Fru formand, hr. Gloser, fru Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Død og vold er vendt tilbage til Gaza, Libanon og Israel. Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet understreger behovet for en dybtgående ændring af EU's politik i Mellemøsten med fuld genoptagelse af den økonomiske hjælp til de palæstinensiske institutioner og det palæstinensiske folk.

De seneste dages konflikter er et produkt af forbitrelsen og dødvandet i den politiske situation, og de viser og bekræfter samtidig, at Israel ikke vil basere sin egen sikkerhed på Palæstinas og palæstinensernes død. De europæiske demokratiers dobbelte standarder over for den nationale enhedsregering må høre op, for denne regerings politiske kontinuitet er det eneste håb for at genvinde kontrol over situationen.

Beslutningen om at indstille den økonomiske støtte til institutionerne virker imidlertid endnu mere absurd efter dannelsen af den nationale enhedsregering. Det forhold, at Rådet og Kommissionen har besluttet ikke at mødes med repræsentanter for Hamas og de uafhængige bidrager ikke til dette udøvende organs stabilitet, som i øjeblikket er det palæstinensiske folks eneste mulighed for at udtrykke sig politisk.

Mekka-aftalen er, selv om den ikke er en ukritisk gentagelse af kvartettens fire punkter, helt klart et skridt i den rigtige retning i form af gensidig anerkendelse og indstilling af volden. På dette grundlag må vi arbejde for at sikre, at situationen udvikler sig i en positiv retning. En anden grund er, som kommissæren påpegede, at Abu Amr, udenrigsministeren, som besøgte os i Bruxelles for to uger siden, gav os masser af forsikringer om dette aspekt.

Vi tilslutter os sorgen over og fordømmelsen af affyringen af missiler mod Sderot, og at mennesker blev dræbt og såret i byen, men samtidig opfordrer vi de palæstinensiske og israelske myndigheder til at indstille den uforholdsmæssige, overdrevne og ulovlige gengældelse mod palæstinensiske politiske og civile personer. En pervers dynamik er sat i gang igen, og vi europæere må forsøge at hjælpe med at standse den.

Jeg vil gerne minde om, at de 78 mennesker, som døde i løbet af få dage i Libanon, taler deres klare sprog om en anden forgiftet frugt i den uløste arabisk-israelske konflikt, nemlig den kendsgerning, at der kan udbryde åben konflikt i Libanon igen med de 400.000 palæstinensiske flygtninge, der lever i landet. Vi har allerede oplevet det mareridt en gang, så lad os forsøge at undgå det, ligesom vi sidste år i juli satte en stopper for krigen og Israels aggression over for Libanon.

  Chris Davies, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Rådsformanden sagde, at den nye samlingsregering i Palæstina ikke ligefrem havde klaret lakmusprøven. Men israelerne er heller ikke ligefrem holdt op med at bygge deres sikkerhedsmur og stjæle palæstinensisk jord og vand. Israelerne har ikke ligefrem løsladt de 10.000 fanger, hvoraf mange tilbageholdes uden anklage eller retssag. Israelerne er ikke ligefrem holdt op med at have kontrolposter - 589 ifølge Kommissionens seneste tal - som påfører palæstinenserne en økonomisk embargo. Israelerne har ikke ligefrem betalt de penge tilbage - der efterhånden må beløbe sig til ca. 1 milliard euro - som de har tilbageholdt fra palæstinensernes egne indtægter i løbet af det seneste år. De har ikke ligefrem standset delingen og adskillelsen ved hjælp af identitetskort, som min egen partileder, Paddy Ashdown - vores tidligere repræsentant i Bosnien-Hercegovina - så sent som i lørdags betegnede som racisme forklædt som administration.

Jeg siger disse ting til rådsformanden, fordi vi bliver betragtet som et EU, der har dobbelte standarder: Indtrykket er, at vi ignorerer alle israelske ulovligheder, men forventer, at palæstinenserne opfører sig som engle. Når kommissæren siger, at vi bruger alle de instrumenter, vi har til rådighed, for at få israelerne til at overholde internationale aftaler og loven, mener jeg ikke, at det kan være rigtigt. Der er mange midler til vores rådighed, som vi ikke engang forsøger at benytte os af.

Hvad skal den palæstinensiske samlingsregering så gøre nu? For bare to uger siden hørte vores delegation premierminister Haniyeh overbevise os på en måde, der tilfredsstillede os alle, om, ikke bare at samlingsregeringen var indstillet på at overholde kvartettens tre principper, og mene, at den gjorde det, men også, at den til enhver tid vil mødes med medlemmer af kvartetten uden forbehold og forhåndsbetingelser for at forsøge at overvinde disse vanskeligheder. Jeg opfordrer på det kraftigste rådsformanden til at tage imod det tilbud.

Bemærk også bemærkningerne så sent som i går fra den norske udenrigsminister, da han spurgte, hvad der ville ske, hvis vi ikke støtter denne regering. Der vil bare blive kaos og krise, hvis vi ikke giver den vores støtte.

Derfor var det positive ved Deres tale, hr. rådsformand, at De ønsker et hastemøde for at gennemgå situationen endnu en gang. Det er et positivt fremskridt. Alt, hvad jeg kan sige, er, at vi ofte har beskyldt palæstinenserne for at forspilde chancerne, og vi ofte har beskyldt israelerne for at forspilde chancerne. Dette er en chance, som vi ikke selv må forspilde.

  Ryszard Czarnecki, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand, hr. kommissær, hr. Gloser, mine damer og herrer! Situationen i Mellemøsten er en vigtig og vedvarende udfordring ikke bare for landene i regionen, men også for omverdenen. Vi advarer mod en partisk og følelsesladet tilgang mod denne årtier gamle konflikt. Trods alle forsimplingerne og forsøget på at komme med lette vurderinger på grundlag af klip i TV-nyhederne er dette ikke nogen sort eller hvid situation. Det er muligvis på mode i visse kredse at stemple Israel som aggressor og undertrykker, men denne opfattelse er forkert og usund.

De udbredte radikale holdninger og stemmerne for radikale grupper i stil med Hamas viser, at der næsten ikke er mulighed for dialog i dette område. En anden stor vanskelighed, som ikke bliver nævnt så tit, er den dybe splittelse og den bitre kamp, som fører til væbnede konflikter inden for den palæstinensiske politiske klasse og det palæstinensiske samfund.

Visse eksperter har henledt opmærksomheden på den palæstinensiske myndigheds uddannelsessystem. Deltagerne i den konference, som hr. Van Orden organiserede i Europa-Parlamentet i sidste uge, fortæller, at systemet styrker negative og antagonistiske stereotyper i forbindelse med Jihad, den hellige krig, og strukturel modstand mod Israel og ligefrem had mod dette land. Af hensyn til objektiviteten skal det siges, at siden Hamas vandt valget i de palæstinensiske områer, har Israel gennemført en temmelig kontroversiel plan, hvor man nægter at overføre palæstinensiske skatteindtægter til den palæstinensiske selvstyremyndighed. Dette må have alvorlig indflydelse på relationerne mellem Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed. EU bør reagere realistisk og rationelt. Det må ikke optræde som en nærsynet rar onkel, som uddeler store beløb i lommepenge uden at holde øje med, hvordan de bliver brugt. EU må heller ikke blive gidsel for nogen af parterne i konflikten.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg må sige, at jeg stadig er noget chokeret over rådsformandens udtalelser. Jeg forstår ikke, hvordan han kan sige, at den nye samlingsregering ikke opfylder kvartettens kriterier. Vores delegation er netop vendt hjem fra regionen, og vi var alle sammen enige om, at den havde opfyldt dem.

Der er stadig nogle Qassam-raketter, som selvfølgelig skal fordømmes. Men mener De virkelig, at EU ved at nægte at samarbejde fuldt ud med regeringen hjælper med at få det under kontrol? Mener De virkelig, at dette ikke har noget at gøre med Israels økonomiske og politiske kvælertag på Gaza?

De nævnte tilbageholdelsen af den israelske soldat Gilad Shalit - og hans skal naturligvis løslades - men De nævnte ikke de 41 medlemmer af Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, som Israel stadig tilbageholder, og De nævnte heller ikke Israels tilbageholdelse af 10.000 palæstinensiske politiske fanger uden retssag. Lad os få lidt balance i denne debat.

Ved at nægte fuldt ud at anerkende den nye samlingsregering og ved at kanalisere bistand via en midlertidig international mekanisme i stedet for via Den Palæstinensiske Myndighed undergraver EU aktivt Palæstinas demokratiske institutioners myndighed og administration. Og hvad værre er, opmuntrer vores holdning faktisk de elementer både i og uden for Palæstina, som ønsker, at denne regering bliver en fiasko. Hver dag, der går, hvor vi nægter at samarbejde fuldt ud med denne regering, er endnu en dag, hvor ekstremisterne kan sige: "Se, demokratiet fungerer ikke. Vi gjorde alt, hvad det internationale samfund forlangte - demokratiske valg, en ny samlingsregering, opfyldelse af kvartettens krav - og vi er stadig udsat for en politisk og økonomisk boykot. Hvorfor i alverden bidrager vi så til at skabe en demokratisk valgt regering, som gør sit bedste for at fastholde freden?"

Er det virkelig det, vi ønsker? De må ikke tro, at alternativet bliver en lidt anden regering, hvis farver passer os lidt bedre. Alternativet bliver hidtil uset kaos og vold, hele regionen bliver destabiliseret, og ekstremismen vil brede sig endnu mere i Mellemøsten.

For når Rådet indtager en afventende holdning for at finde ud af, hvordan den nye regering klarer sig, bringes det resultat, som Rådet selv ønsker, for hver dag, der går, i stadig større fare. Der er en meget stor fare for, at vi om et par år ser tilbage på dette tidspunkt og tænker: "Hvorfor i alverden støttede vi ikke demokrati i Palæstina, da vi havde chancen for det?"

Derfor anmoder jeg Rådet om igen at fortælle os, hvad den palæstinensiske regering skal gøre, og jeg spørger Kommissionen, hvornår den suspenderer associeringsaftalen mellem EU og Israel.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær! EU er ikke uden andel i de forfærdelige begivenheder, der finder sted i Palæstina i dag. Det skyldes, at EU ikke handlede beslutsomt på det rigtige tidspunkt og i den rigtige retning.

For 20 dage siden var Parlamentets delegation for vores relationer med det palæstinensiske lovgivende råd på officielt besøg i Palæstina. Vores besøg fandt sted på et historisk tidspunkt i Palæstina, efter at en ny regering var indsat, som var resultatet af frie og demokratiske valg, en regering som, selv om den havde støtte fra 60 % af vælgerne, da den blev udfordret af USA og EU ikke tøvede med at dele magten med andre politiske kræfter for at danne en national enhedsregering under den ubestridte leder af den palæstinensiske selvstyreenhed, Abu Mazen, i fuld overensstemmelse med kravene fra Den Arabiske Ligas råd.

Det var derfor over for denne regering, som repræsenterer hele det palæstinensiske folk, at Parlamentets delegation klart fremførte vigtige spørgsmål i forbindelse med spørgsmålet om fred i Mellemøsten, og som mine ærede venner har sagt, fik vi klare svar.

De fortalte os, at de anerkender Israels ret til at eksistere inden for grænserne fra 1967. Det eneste, Israel skal gøre, er at anerkende vores ret til at skabe vores egen stat ved siden af Israel.

De afviser vold. De anerkender alle de aftaler, der er indgået mellem Israel og PLO. Deres øjeblikkelige prioriteter omfatter frigivelse af hr. Johnston. De arbejder på at få Saleet frigivet i forbindelse med en udveksling af fanger.

Det fortalte os imidlertid, at de har brug for vores hjælp for at kunne nå deres mål. Den politiske og økonomiske embargo må fjernes øjeblikkeligt.

Derfor vil jeg gerne slutte med en opfordring til Israel og en opfordring til palæstinenserne:

- Israel bør holde op med at rette missiler mod sine fjender og løslade alle palæstinensernes valgte repræsentanter;

- palæstinenserne bør holde op med at foretage raketangreb mod israelsk territorium.

Jeg opfordrer også Rådet og Kommissionen til straks at anerkende præsident Abbas' nye demokratisk valgte nationale enhedsregering og straks at ophøre med sin politik med selektive henvendelser til visse medlemmer af denne regering. Stop den politiske og økonomiske embargo øjeblikkeligt. Involver Dem dynamisk i en kreativ dialog med hele den nationale enhedsregering. Støt denne regering, så den kan forhandle for fred. Ellers følger kaos, og EU må bære sin del af ansvaret for det.

  Paul Marie Coûteaux, for IND/DEM-Gruppen. - (FR) Fru formand! Situationen i Palæstina bekræfter desværre det, suverænitetstilhængerne har sagt i årevis om krisen i Mellemøsten, nemlig, at det ville være forkert at tro, at nøglen til at forstå denne krise blot er konfrontationen mellem palæstinere og israelere og naturligvis endnu mindre mellem muslimer og jøder.

Den egentlige splittelse, som i øvrigt bliver større og større, modstiller på den ene side tilhængerne af forsoning, som flere israelske statsmænd har været eksempler på - her kan jeg ikke lade være med at nævne den glorværdige Yitzhak Rabin - men også palæstinensiske statsmænd som Yassir Arafat og Mahmoud Abbas, og på den anden side fanatikerne, såvel de muslimske fanatikere som de fanatiske tilhængere af et Storisrael, hvis medviden nu står fuldstændig klart, eftersom man ved, at der er palæstinensiske ekstremistbevægelser, som har været bakket op og endda finansieret af visse radikale israelere.

Der er altså to lejre. På den ene side er der dem, der ønsker en politisk løsning, og i sidste ende fred, og på den anden side dem, der ønsker en konfrontation, had og krig uden ende. Ulykkeligvis er det sådan, at USA på trods af fagre ord spiller høgenes spil, nemlig de israelske ekstremisters og de muslimske fundamentalisters spil, mens Europa, jeg mener de vigtigste europæiske stater, forbliver tavse. Den eneste bare en lille smule samlede europæiske udtalelse er Venedig-erklæringen fra juni 1980, hvor europæerne udtalte sig for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Vores splittelser brød imidlertid frem igen for fuld styrke, og siden har Europa igen kun kunnet tale med én stemme, når det ikke havde noget at sige.

Nuvel, det er tid til at sætte EU-staternes suverænitet fri, således at de igen frit kan spille deres spil i denne del af verden, hvor en god del af deres fremtid udspiller sig.

  Philip Claeys, for ITS-Gruppen. - (NL) Fru formand! Den, som har fulgt begivenhederne i Mellemøsten fra de tidligste tider, kan kun være pessimistisk. I onsdags i sidste uge havde jeg den ære under Formandskonferencen i Parlamentet at overvære en samtale med Amr Moussa, generalsekretær i Den Arabiske Liga, og Den Palæstinensiske Myndigheds udenrigsminister. Her blev det klart for mig, at de virkelig er villige til at arbejde på en fredsplan for regionen, men at der stadig er en række - om jeg så må sige - strukturelle problemer.

Hamas, det vigtigste palæstinensiske regeringsparti, nægter stadig udtrykkeligt at anerkende Israel og nægter stadig at afstå fra og fordømme vold. Det er fuldstændig uklart, hvordan fredssamtaler kan blive vellykkede under disse omstændigheder.

I de forløbne dage er volden mellem de forskellige palæstinensiske lejre for øvrigt også blusset op, endda med et forhindret bombeattentat mod præsident Mahmoud Abbas. For mig er der ingen tvivl om, at Israel har ret til at forsvare sig mod vold og terror, også med militære midler. Israel bør dog advares mod aktioner rettet mod palæstinensiske parlamentsmedlemmer og i særdeleshed mod den palæstinensiske premierminister, selv om nogle har givet udtryk for, at det er den vej, man skal gå. Hermed ville en farlig grænse blive overskredet, hvilket ville føre til en endnu større eskalering af volden.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! Elendigheden og lidelserne i Palæstina er virkelig forfærdelige, og selv om det, at de overvejende er selvforskyldte, ikke mindsker virkningerne, undergraver det dem, der altid vil beskylde Israel for enhver tragedie i regionen. De sædvanlige mistænkte ved denne debat, f.eks. hr. Davies og fru Lucas, har naturligvis luftet deres kæpheste i dag og gjort deres fordomsfulde bedste for uden grund at give Israel hele skylden. Det, vi er vidne til, er en veritabel borgerkrig i Palæstina mellem Fatah og Hamas, og Hamas' specielt aggressive handlinger viser os, at jagten på demokrati og et demokratisk mandat ikke har tæmmet eller dæmpet deres fastholdelse af terror. Det er denne umindskede fastholdelse af terror, der gør Hamas så uegnet til at regere. På samme måde retfærdiggør deres fortsatte aggression mod Israel med deres vedvarende raketangreb fuldt ud Tel Avivs forsvarshandlinger.

Jeg frygter, at så længe Fatah og Hamas kan kapre både våben og stemmer, vil demokratiet og den fred, som det kan skabe, ikke sejre i denne betrængte og fejlslagne enhed, som Gazastriben er. Ethvert internationalt initiativ, som ikke fører til, at våbnene fjernes fra begge sider i Palæstina, vil slå fejl.

  Edward McMillan-Scott (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Vi drøfter endnu en gang den tragiske situation i Palæstina. Lad mig indlede med at sige, at vi alle sammen fordømmer terrorisme, uanset hvor den forekommer. Jeg kan fortælle, at de selvmordsbombere, der angreb London for et par år siden, alle sammen kom fra min valgkreds. Men de var inspireret af begivenheder i Mellemøsten - af Irak og af Palæstina - og derfor er det på sin plads, at vi ikke kun behandler begivenhederne i Mellemøsten set ud fra et synspunkt om, at de rammer befolkningen der, men også, at de rammer befolkningen i vores egne områder.

Jeg plejede at sige, at Israel var det eneste demokrati i Mellemøsten. Men for to år siden ledede jeg vores delegation i forbindelse med valget af præsident Abbas, som det internationale samfund gik stærkt ind for. Men da han var her for nogle få måneder siden, sagde han, at hvis det internationale samfund ikke ville støtte ham, ville der blive kaos og borgerkrig i hans land.

Sidste år ledede jeg valgobservatørmissionen i forbindelse med parlamentsvalget i Palæstina, og så vendte EU resultatet ryggen. Vi synes at være lammet af køreplanen. Efter min opfattelse er situationen nu nået til et punkt, hvor EU ganske enkelt må ændre strategi. Palæstina bryder sammen økonomisk, politisk og socialt. Vi risikerer at få et nyt Algeriet, hvor følgen var 200.000 døde, da Vesten vendte resultatet af valget i 1992 ryggen.

Jeg mener, at tiden er inde til, at EU, hvis det ikke kan anerkende den nationale samlingsregering, i det mindste samarbejder på mange planer med regeringen på de betingelser, der er fastsat i det beslutningsforslag, som nogle af os drøftede i sidste uge. For det andet er det på høje tid, at Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg får en arbejdsgruppe - ikke bare om FN, Balkanlandene eller de fem eksterne finansieringsinstrumenter. Lad os få en arbejdsgruppe om Mellemøsten.

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Fru formand! Lad os forestille os en by, som med jævne mellemrum ligger hen i mørke. Lad os forestille os en by uden politi. Lad os forestille os funktionærer, som ikke har fået løn i halvandet år. Hospitaler uden medicin, skoler uden udstyr. En lukket by, overladt til sig selv, uden en fungerende administration. Og lad os forestille os, at både penge og våben cirkulerer i byen. Lad os huske på, hvordan en nat uden elektricitet i New York medførte plyndringer og forbrydelser i verdens største demokrati ... Så hvad kan vi forvente os i dag i Palæstina?

Vores uansvarlige politik har ført til, at de administrationer, vi havde etableret, smuldrer, at den siddende magt svækkes, at fattigdommen breder sig, at sygdomme, som var forsvundet, dukker op igen - selv Verdensbanken er enig med mig i dette - og det på trods af Kommissionens prisværdige bestræbelser. I dag er vi trådt elendigheden et skridt nærmere, for nu slår palæstinerne også hinanden ihjel! Men scenariet var forudsigeligt. I stedet for at søge enhed i de to store palæstinensiske fraktioner, legitimeret ved uanfægtede valg, i stedet for fra starten at satse på deres enhed, har vi besluttet at satse på sanktioner, som har splittet dem.

Selv om præsident Abbas med livet som indsats forsøgte og satte alt på et bræt ved at fremtvinge en ny national enhedsregering, baseret på en politisk platform, der var inspireret af kvartettens principper, og som respekterede de tidligere indgåede fredsforpligtelser, lagde vi afventende armene over kors. Vi var ikke i stand til at udnytte denne opklaring og de håb, der blev vakt i Mekka.

I dag erklærer Javier Solana, som er taget på mission i området, med rette: "Vi skal støtte den palæstinensiske enhed". Men det gør vi ikke ved at sende penge og våben til en af de to parter! Der er kun én vej, og det ved De godt alle sammen, nemlig den politiske. Derfor siger jeg sammen med nogle af mine kolleger, vi skal hurtigst muligt anerkende den nationale enhedsregering! Vi skal grundfæste dens autoritet, vi skal hjælpe den med at grundfæste sin autoritet og sikre befolkningens beståen.

Som man sår, så høster man, og det er jeg ikke den første, der har sagt. Men hvis vi endnu en gang nægter at forhandle med de moderate islamister, får vi udelukkende fundamentalisterne og ekstremisterne på halsen, og så er det ikke kun i Palæstina, vi kommer til at høre fra dem!

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Fru formand! Situationen er virkelig tragisk. Radikale Hamas-grupperinger beskyder dagligt Sderot med Qassam-raketter. Disse raketangreb er ikke noget tilfælde, de er snarere det i mellemtiden femte brud på våbenstilstanden.

Igen ser man forsøg på at aflede opmærksomheden fra de interne kampe mellem palæstinenserne selv, altså mellem Hamas og Fatah. Det har kostet 55 palæstinensiske ofre i disse kampe, døde for palæstinensisk hånd. Nu synes tiden at være kommet til igen at rette opmærksomheden mod den fælles fjende Israel. Og hvordan reagerer Israel? Med hård hånd. Den israelske regering, som opnår en tilslutningsrate på ca. 3 %, gør Hamas en tjeneste og forsøger militært at lukke for kilden til angreb. Der har igen været civile palæstinensiske ofre, som vi beklager. Igen har Hamas vundet tid og kan udskyde nødvendige politiske indrømmelser. Igen synes vi som lammede. For der har jo været indrømmelser i Mekka. De var ikke tilstrækkelige, ingen tvivl om det, men trods Mekkas svagheder var disse indrømmelser et vigtigt skridt i retning af fred. Fundamentet for denne aftale er nu ødelagt på grund af fornyet vold.

Jeg synes derfor, at det indtil videre er vigtigt og rigtigt, at EU presser på, for at kvartettens fuldstændige betingelser og aftalerne fra Mekka overholdes, før det genoptager sine betalinger til enhedsregeringen. Det står ikke i modsætning til hr. McMillan-Scotts krav om at søge et pragmatisk, omfattende samarbejde dér, hvor det rent faktisk er til fordel for befolkningens trivsel.

Alligevel bør vi ikke aflevere dette vigtige instrument for tidligt. Jeg opmuntrer Rådet og Kommissionen samt Den Arabiske Liga til at opnå fremskridt i deres bestræbelser, og jeg ville i høj grad ønske, at det hurtigst muligt giver resultat.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Fru formand, hr. Gloser, hr. kommissær! Det lykkedes EU at bevare sin troværdighed på topmødet i Samara for nylig. Hr. Barroso, formand for Kommissionen, og fru Merkel, formand for Rådet, tøvede ikke med at komme med rammende og ligefremme kommentager til den uretfærdige behandling af Polen, en EU-medlemsstat, i kødsagen. Hr. Barroso og fru Merkel kommenterede også i samme ånd menneskerettighedssituationen i Rusland.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor EU ikke går videre og fremhæver palæstinensernes skæbne i Israel eller Cyperns skæbne, som har været under tyrkisk besættelse siden 1974. Der sker fortsat store uretfærdigheder på EU's dørtrin her i det 21. århundrede, og vi gør fortsat for lidt for at bidrage til at afhjælpe dem.

Døde folk ikke i Palæstina før staten Israel blev oprettet? Hvor meget længere vil den israelske besættelseshær blive i de palæstinensiske områder? Har palæstinenserne ikke ret til deres egen stat? Det jødiske folk blev nægtet deres egen stat i så lang tid - hvordan kan de fratage andre den ret? Palæstinensernes svar på den fortsatte besættelse er at affyre angreb mod Israel. I forhold til de israelske styrkers handlinger er palæstinensernes handlinger amatøragtige.

Det bør være op til Israel at tage det første skridt til at lette oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det ville være første skridt til at mindske volden i regionen og fremme sameksistensen.

Det er EU's pligt at forsvare friheden i verden, især nu, hvor USA har opgivet denne rolle og valgt Israels side. Måske ville begivenhederne den 11. september ikke have fundet sted, hvis USA havde opretholdt sin tidligere rolle som upartisk vogter af lov og retfærdighed i hele verden.

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Efter Hamas' valgsejr sagde jeg under vores sidste forhandling her: Aldrig mere må Europa tillade, at der stilles spørgsmålstegn ved Israels eksistens. Så meget desto mere forfærdet og trist er jeg kommet tilbage fra rejsen gennem Palæstina. Dvs. at jeg ville besøge Palæstina, men det var ikke til at finde. Hvad jeg fandt, var et militært bagland - sønderlemmet, sønderdelt, familier, der er adskilt fra andre familiemedlemmer, folk, der er adskilt fra deres arbejdsplads, byer fra vand og bosættelser fra frugtbart land.

Jeg kan kun bevidne én ting: Ingen kan leve under disse omstændigheder. Besættelsesregimet under den israelske regering tjener ikke landets sikkerhed, det bringer landet i fare. Det forvandler Palæstina til et arnested for fortvivlelse, had og vold. Situationen er blevet værre, ja, den vil blive endnu værre, og det kan og må ikke undre nogen.

Det er altid svært at analysere militære foranstaltninger som politiker. Men én ting vil jeg gerne sige til Dem - som grundlæggende overbevisning efter denne rejse: Dette besættelsesregime tjener også andre formål! Formålet er tydeligt og unægteligt især at beskytte ulovlige bosættelser og deres forbindelser med hinanden. Formålet er at besætte vandressourcerne i landet. Det udgør også et system for erhvervelse af land og for udvidelse af de israelske grænser. Det kan ikke føre til fred!

Jeg har sagt, at ingen længere må sætte spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere - trods al kritik og trods alt, hvad vi skal forlange af Israel for freden. Derfor vil jeg sige i dag, hvad der skal forlanges, nemlig at dette besættelsesregime skal opgives, og at der skal bidrages til en levedygtig palæstinensisk stat.

  Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Der dør fortsat palæstinensere, og så mange er allerede døde; igen bliver de straffet kollektivt. Hærens svar gælder en gruppe af terrorister, som bestemt bør konfronteres, men endnu en gang er det det palæstinensiske folk, der må betale.

Det er vores pligt og vores ansvar at indse vores fiasko som internationale samfund, politiske partier og bevægelser. Efter 40 år varer den israelske militære besættelse ved, og muren stjæler stadig vand og land fra den fremtidige palæstinensiske stat. Den tragedie, der udspiller sig, er blevet forudsagt mange gange.

Siden 1980 har vi talt om to folk og to stater. Den ene stat eksisterer, men det gør den anden ikke. Det palæstinensiske folk berøves sin frihed, det ydmyges og udnyttes, og det bliver taget som gidsel af ekstremistiske grupper, som også har taget lederne som gidsel. Det er ikke nok! Det er virkelig ikke nok at love, at vi vil give mere økonomisk støtte. Løsningen er en politisk løsning: Stop den militære besættelse og udvidelsen af bosættelserne, anerkend den palæstinensiske enhedsregering og arbejd på at opnå palæstinensisk enhed og ikke splittelse.

Vi må vise, at EU tror på international ret og siger det til Israel, som fortsætter med at overtræde den. Landet mister virkelig dag for dag selve sin moral, som David Grossman udtrykker det. Vi må handle hurtigt! Handle hurtigt, fordi palæstinenserne og israelerne og libaneserne betaler prisen for vores manglende evne og vores dobbelte standarder. Vi bør anerkende regeringen og måske også indsætte en international FN-styrke i Gaza og på Vestbredden. Det er afgørende efter min mening.

  Georgios Karatzaferis (IND/DEM). - (EL) Fru formand! Vi lever stadig med konsekvenserne af en fejl, som blev begået i 1947. Hvis ikke der var sket en ensidig anerkendelse af Israel, og hvis staten Palæstina var blevet anerkendt den gang, så kunne en masse blodsudgydelser være undgået. Et statistisk kontor har beregnet, at alt det blod, der er udgydt i området, kunne have reddet en million børn med blodtransfusioner.

Alle tragedierne med tvillingetårnene, i London, i Madrid og andre steder er resultatet af denne politik i 1947, som vi fortsætter i dag. Der er ingen grund til at gå i uendelige detaljer. Vil vi have styrken i morgen til at anerkende staten Palæstina? Det ville være en form for fremskridt.

Vi fløjter kampen af, når det står 90-10. Hvis dommeren fløjter kampen af, når det står 50-50, forlader han banen med oprejst pande. Hvis han blæser kampen af, når det står 60-40, er kampen slut, men hvis han blæser den af, når det står 90-10, bryder helvede løs på tilskuerrækkerne og på banen.

Derfor er vi ansvarlige for dette helvede, for vi blæste kampen af, da det stod 90-10. Verden er ved at gå i hundene, og vi hører henvisninger til Irans atomvåben i Europa-Parlamentet hver dag. Ingen har nogensinde talt om Israels atomvåben, og det er forkert. Hvis vi vil være retfærdige, hvis vi vil tro på vores borgere og ønsker, at de skal stole på os, så må vi forvalte retfærdigheden, og der kan kun være retfærdighed, hvis staten Palæstina anerkendes.

  Jean-Claude Martinez (ITS). - (FR) Fru formand, fru kommissær! Berlinmuren kunne falde, det sovjetiske imperium kan godt tilhøre fortiden, verden er blevet globaliseret, men der er i det mindste én ting, som ikke kan ændres på, et sted, hvor historien er standset op, og det er Palæstina, dette Palæstina, som bliver et sort hul i menneskehedens historie. Det er Gaza, lejrene, raketterne, intifadaerne, attentaterne, én jord til to folk og en krig, som allerede har varet i 60 år. Hvad mere er, det er et skred af myter, med esplanader, grave, patriarker, templer moskéer, monoteisme og kynisme, en kynisme, som for øvrigt er fælles for de hårde drenge på begge sider, på den israelske side er det teknologi, styrke, eliminering af Arafat og Fatah, økonomisk kvælertag, fangerne, kort sagt alt, men i hvert fald ikke forhandlinger, Iran snarere end Irak og shiisme snarere end Baath-isme, og på den palæstinensiske side har de hårde drenge naturligvis et langfristet demografisk projekt foran sig.

I mellemtiden er der allerede ofret tre generationer, og hvad gør vi? Ja, vi kommer med erklæringer, aflægger besøg og foretager humanitære rejser - er det ikke sandt, hr. Solana? Det er det! Denne konflikt er imidlertidig en fjern aflægger af de europæiske konflikter fra 1914-1918 og 1939-1945, og vi gør ikke det, der kræves, vi er de rene farisæere. Vi ved trods alt godt, at vi skal gå længere end til uopsættelige møder, at vi skal standse embargoerne, at vi skal give noget af os selv, at vi har brug for en europæisk Camp David med alle parter samlet, både Israel, Palæstina og dets enhedsregering, men også Syrien, også Iran og også Libanon, og vi ved også, at vi skal tale højt om retten, om de to rettigheder, helt sikkert om Staten Israels ret til at bestå, men også den palæstinensiske stats ret til at eksistere og blive anerkendt.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Den seneste nedadgående spiral af gensidigt ødelæggende vold mellem væbnede verdslige Fatah- og islamiske Hamas-militser i Gazastriben er meget foruroligende, fordi vi nu ser følgerne af et svækket israelsk lederskab efter Libanon-krigen og en svækket palæstinensisk præsident Abbas, som må forholde sig til de religiøse fundamentalister i Hamas, der vandt valget sidste år. Hamas' medlemmer af samlingsregeringen er tydeligvis ikke i stand til at løsrive sig fra deres uforsonlige holdninger baseret på teokratiske, obskurante synspunkter om, at Staten Israel aldrig kan anerkendes entydigt, at terrorvold er berettiget, og at de ikke er bundet af tidligere aftaler undertegnet af præsident Arafat.

Det står altså klart, at Den Palæstinensiske Myndigheds samlingsregering ikke opfylder kvartettens kriterier, og EU kan ikke ophæve fordømmelsen af Hamas som en terrororganisation eller finansiere Den Palæstinensiske Myndighed direkte for øjeblikket, men må i stedet for benytte den midlertidige internationale mekanisme til at levere humanitær bistand, som nu beløber sig til over 500 millioner euro årligt og faktisk er steget i løbet af de seneste tre år. Der er en stigende erkendelse blandt araberne af, at en forhandlet løsning er at foretrække, hvilket fremgik af de seneste forslag fra Den Arabiske Liga. Israelerne anerkender alle sammen den skade, som den fortsatte vold efter den seneste byge af over 100 Qassam-missiler affyret af Hamas mod civile områder har forvoldt på Israels økonomi og samfund. Faktisk var der et tab af menneskeliv i sidste uge, som efter min mening udgør en krigsforbrydelse i henhold til folkeretten.

Det lader til, at det kun er ekstremisterne, der er bange for fred. Uanset årsagerne til konflikten i Mellemøsten, er der en stigende erkendelse blandt de arabiske stater af, at Israel er kommet for at blive, mens jøderne rundt omkring i verden kan se, at Israels langsigtede sikkerhed er bedst tjent med anerkendelse af det palæstinensiske folks legitime ønske om også at få deres egen sikre stat.

Men Den Palæstinensiske Myndighed må først være i stand til at sikre lov og orden i dens område, og det er den aldeles ikke for øjeblikket. Løsladelsen af BBC-journalisten Alan Johnston og den bortførte korporal Shalit ville være en god begyndelse og skabe et klima, der kunne bidrage til at genoptage den vigtige køreplan for fredsforhandlingerne.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først sige undskyld, fordi jeg går lige efter min tale, da jeg skal lede et møde. Jeg ved, at det er uhøfligt, men jeg beder Dem undskylde mig.

Israels ret til at beskytte sig mod Kassam-raketterne er naturligvis hævet over enhver tvivl. Disse raketbeskydninger af civile faciliteter og personer er en forbrydelse. De provokerer Israel, men de provokerer naturligvis også den regering, som er ved magten i Palæstina for nærværende. Det er nærmest hovedmålet. Og hvad gør EU?

Jeg er ked af at sige, hr. Gloser, at det svar, De har givet, naturligvis på vegne af rådsformandskabet, er fuldstændig utilfredsstillende. Det er lige så utilfredsstillende som under den sidste forhandling.

Vi gør ikke noget for at styrke de kræfter, der som de eneste ville have mulighed for at tage affære over for terroristerne. Vi vil ikke ændre noget med vores erklæringer. Heller ikke Israels militære modangreb vil desværre ændre noget - selv om de måtte være berettiget i det enkelte tilfælde - hvis EU ikke giver denne regering en chance. Jeg taler om regeringen, for det er kynisk at afgøre hos de enkelte ministre, hvem af dem man træffer, og hvem af dem man ikke træffer. Jeg nævnte allerede sidste gang, at rådsformanden ganske vist mødes med den israelske udenrigsminister, men så samtidig siger til Palæstinas udenrigsminister, at hun ikke mødes med nogen udenrigsminister. Det er ikke nogen virkelig produktiv holdning.

Jeg vil ikke bringe kommissæren for eksterne forbindelser i vanskeligheder, men hun har trods alt talt om at støtte regeringen, ikke enkelte ministre. Og når begge siger, at de må støtte hr. Abbas, gør de det netop ikke, hvis de ikke støtter hans regering og ikke giver den mulighed for at arbejde mod terrorisme og terrorister.

Det er problemet. Hvis Europa ikke bekender sig til det, vil det ikke nytte noget med alle disse samtaler, fordi freden kun kan skabes indefra. Der vil kun blive fred, hvis der er stærke kræfter i Palæstina, som kan sætte sig igennem, fordi de får politisk, moralsk eller økonomisk støtte fra EU mod terroristerne. Det hjælper Palæstina, og det hjælper Israel. Hvis De ønsker at hjælpe Israel - det skal siges endnu en gang - er De nødt til at give denne regering en chance. Alt andet ville være en farce.

  Vittorio Prodi (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke formandskabet og Kommissionen for deres tilstedeværelse. Jeg kan kun nå at komme med nogle få bemærkninger.

Palæstina er et alvorligt og presserende emne, og vi må forsøge at vende den nuværende nedadgående spiral af begivenheder. Den nationale enhedsregering er vores eneste samtalepartner, og det må vi se realistisk på og forsøge at vinde tid med en gestus af håb over for Palæstina. Vi kunne også indsætte en fredsbevarende styrke og have modet til at lade EU være fælles garant for både Israels og Palæstinas sikkerhed. Det skal bygge på en politik, hvor man åbner op over for den arabiske verden, begyndende med hele Middelhavsområdet, og på den måde ikke isolerer denne konflikt fra de generelle problem med forholdet mellem islam og Vesten.

Jeg har en drøm, nemlig at et reformeret FN får hovedkvarter i Jerusalem, så der faktisk kan skabes denne form for håb. We can work at this; I believe that we will be able to achieve it!

  Paul van Buitenen (Verts/ALE). - (EN) Fru formand! Hamas-chartret er en hellig tekst med tre islamiske segl. Til forskel fra det verdslige PLO anerkender Hamas ikke fredsbegrebet. PLO ønsker ganske vist en tostatsløsning, men Hamas ønsker at udslette Israel.

Hvad står der i Hamas-chartret? I artikel 7 nævnes en islamisk verdensorden og udslettelse af alle jøder. I artikel 22 og 28 står der, at det jødiske folk var kilden til Den Franske og Den Russiske Revolution og Første og Anden Verdenskrig, men også til FN, misbrug af stoffer og alkohol og kontrol af massemedierne. At standse konflikten med Israel er højforræderi, og gerningsmændene vil ifølge artikel 32 blive forbandet.

Et samarbejde med Hamas ville gøre EU moralsk ansvarlig for en fredsproces, der fører til Israels udslettelse. Vi må hjælpe palæstinenserne, men ikke ved at fremme Hamas' dagsorden.

  Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Fru formand! I begyndelsen af februar blev der i de tyske medier, i Frankfurter Allgemeine, offentliggjort en yderst pessimistisk rapport om EU's politimission i de palæstinensiske områder. "Man arbejder her i et morads af bedrag og korruption," vurderede dens afgående britiske leder, MacGyver, åbenhjertigt.

Flere måneder senere er situationen blot forværret på grund af eskaleringen af rivaliteten mellem Fatah og Hamas. Et nødvendigt spørgsmål til Rådet og Kommissionen trænger sig derfor på. Hvor hensigtsmæssig anser De en fortsættelse af EU-missionen til opbygning af civilt politi på Vestbredden og i Gaza for at være? De kan da næppe ønske at være medansvarlig for den vidtgående retsløshed der?

I mellemtiden meddelte pressebureauet Reuters i går, at EU forlænger sin grænsemission i Rafah med et år under det megetsigende, uændrede motto "palæstinenserne er ansvarlige for grænsen". Deres politi passer på, at de ikke lægger hindringer i vejen for smuglere af våben, narkotika, penge og personer, ifølge indviede palæstinensere. Det er min kilde. Jeg stiller det samme spørgsmål til Rådet og Kommissionen. Vil De passivt tage ansvaret for dette?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg beder Dem vise overbærenhed med mig over, at jeg kun kommer med et par korte bemærkninger her, da jeg har en aftale kl. 18.00 med Udenrigsudvalget, hvor jeg skal give et tilbageblik over og en vurdering af det sidste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

Jeg forstår alt det, De har beskrevet, til dels også efter personlige rejser og forhandlinger. Jeg vil imidlertid også slå fast, at det netop var EU og især det foregående og det nuværende formandskab, der formåede at genoplive Mellemøstkvartetten og sætte en proces i gang. Ved at sætte denne proces i gang er det saudiarabiske initiativ også kommet i stand. Jeg vil gerne anmode om at differentiere her, da bestemte forhold ikke kun skyldes, at der ikke kommer nogen økonomiske midler. Det handler også om en intern palæstinensisk diskussion. Naturligvis har vi - jeg sagde det tydeligt i formandskabets erklæring - understreget i forhandlinger med Israel, at midler, som tilkommer palæstinenserne - told, afgifter - skal tilbageføres, således at forskellige infrastrukturforanstaltninger kan sikres. Kommissæren har flere gange - også i Rådet - gjort opmærksom på, hvordan EU har ydet støtte i de seneste måneder. I offentligheden er der nok af og til opstået det indtryk, at vi ikke betaler eller kun betaler utilstrækkeligt. Det modsatte er tilfældet: Vi har overført flere penge fra EU i den meget kritiske fase, end det tidligere har været tilfældet i andre situationer.

Hr. Davis! Vi ønsker ikke, at palæstinenserne så at sige skal stå dér som hellige, fordi de forventer alt. Men én ting var dog helt sikkert - det viste konferencen i Mekka, da der blev appelleret om at oprette en enhedsregering - nemlig at netop de forudsætninger bliver opfyldt, som Mellemøstkvartetten altid har krævet: Israels eksistensret, opgivelse af volden, men også overholdelse af den tidligere regerings forudgående aftaler. Der er bestemte ting i bevægelse, men desværre står det endnu ikke klart, om regeringen er forpligtet hertil. Vi har overhovedet ingen grund til at opbygge en slags mur. Enhedsregeringen kan evt. tage dette skridt, og der ville kunne skabes forudsætninger herfor. Det er dog ikke sådan, at vi kun behandler dette som et perifert emne. På hvert møde beskæftiger Rådet sig med, hvordan man kan komme videre. Jeg har sagt udtrykkeligt, at formandskabet endnu en gang forsøger at arrangere et møde med Mellemøstkvartetten om kort tid, fordi vi ved, hvor meget der afhænger heraf. Den særlige repræsentant, som befinder sig mange kilometer nordpå, i Beirut, ved, at det ikke kun handler om Israel og Palæstina, men også om Libanons sikkerhed og selvbestemmelsesret.

Jeg vil gerne appellere om, at vi ikke bare lader det blive ved taler, men at vi også forsøger at starte initiativer, således at der finder en dialog mellem Israel og palæstinenserne sted, men også således at det sikres, at der er økonomisk støtte, og således at vi - jeg har lige læst det igen - over for Israel kan arbejde for, at palæstinenserne får bevægelsesfrihed og ikke fortsat er så begrænsede, som det er tilfældet for nærværende. Ingen kan være tilfreds med denne tilstand. Jeg beder om Deres overbærenhed med mig over, at jeg er nødt til at forlade forhandlingen her.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Fru formand, hr. kommissær! Tak fordi De er hos os i dag. Til forskel fra mange af medlemmerne har jeg været i Palæstina mere end en gang. I overensstemmelse med hvad alle ønskede, har Israel trukket sig ud af Gaza og overdraget det til en fri, demokratisk valgt regering. Gaza er derfor ikke en eller anden militær forpost, det er et land, som er ødelagt af ekstremisme, fundamentalisme, terrorisme, korruption og kynisme hos de palæstinensiske krigsherrer selv.

Mine damer og herrer! Er vi så naive, at vi tror, at Jund Al-Islam eller Mohamed Dahlan vil indstille volden, hvis vi poster flere hundrede millioner euro i området uden klare retningslinjer? Tror vi virkelig, at en legalisering af krigsherrer og terrorister som Khaled Mashal eller Dahlan vil bringe fred til regionen? Heldigvis har Rådet og Kommissionen indtaget en fast og klar holdning, og det vil jeg gerne takke dem for. Jeg er taknemmelig for, at de har vedtaget den rette holdning til dette vanskelige spørgsmål. Vi bør forkaste vold og vise vores respekt for ofrene i Gaza og på Vestbredden. Vi må give klart udtryk for vores modstand mod, at Hamas bruger sin magt i den palæstinensiske regering til at angribe Israel for at fremme sine frastødende ekstremistiske interesser. Jeg vil gerne advare mod at samarbejde med Hamas, herunder medlemmer af regeringen, da denne er klart fordømt, eller med nye Al-Qaeda-organisationer som Fatah Al-Islam og Jund Al-Islam.

Vi opfordrer den palæstinensiske regering til ikke bare at anerkende udvekslingen af breve mellem Rabin og Arafat, men også at holde op med at lyve om opfyldelsen af den centrale betingelse om anerkendelse af Israel. Vi opfordrer den palæstinensiske regering og alle arabiske politikere, især saudierne og egypterne, til at anerkende alle deres politiske og menneskelige ansvar og straks deltage i fredsforhandlinger, som omfatter fuld anerkendelse af staten Israel inden for anerkendte internationale grænser. Vi opfordrer Fatah til straks at indlede forhandlinger med Hamas om deling af magten inden for præsidentembedet. Kun hvis vi vedtager den rigtige holdning og har et klart formuleret standpunkt, vil vi virkelig kunne yde humanitær hjælp, og vigtigst af alt, kunne støtte fremkomsten af en levedygtig, demokratisk palæstinensisk stat.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Fru formand, fru kommissær! Som nævnt var Europa-Parlamentet i Palæstina i starten af denne måned. Situationen var ekstremt spændt, men nu to uger er den endnu mere spændt, og befolkningen i området forventer sig stadig mindre af EU. Trods de forskellige årsager til denne spændte situation har Europa-Parlamentet bestræbt sig på at være på stedet. Jeg var der, og i dag var hr. Solana også i området, selv om spændingen er øget.

Vi så en humanitær katastrofe, som De har beskrevet, fru kommissær, og som De selvfølgelig er bekendt med. Vi så også en mur, 852 km lang, der skal forhindre vold og værne israelerne mod arabiske angreb, men som har afskået 25 % af Vestbreddens territorium, så der er annekteret områder af afgørende betydning for en hvilken som helst fredsaftale baseret på forudsætningerne fra 1967. Det er en mur, der spærrer folk inde i deres huse, blokerer børnenes vej til skole og forhindrer bønderne i at dyrke deres jord. Det er en mur, der har gjort Gaza til det største friluftsfængsel i verden. Det er et fængsel, hvor det israelske politi siden begyndelsen af 2006 har bestemt, at ingen – eller skulle jeg sige intet – kommer hverken ind eller ud.

Over for alt det anede ingen af os, hvad vi skulle stille op, og vi veg tilbage fra at blande os. I dag håber vi, at hr. Solanas øjne og hjerte kan bringe håb til disse befolkninger på vores vegne. På stedet afleverede vi budskabet, anerkendte den regering, som kvartetten bad om, og i dag beder vi her om, at det må forblive tilfældet, og at Rådet og Kommissionen lever op til dette tilsagn, opfylder forpligtelserne og er parat til at arbejde med alle.

Det må siges helt tydeligt, hvad EU vil gøre. Lad os endnu en gang vise verden, at der kun skabes fred ved at række hånden ud til dem, der behøver den, og bringe dem ud af deres fortvivlelse.

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Fru formand! Først vil jeg gerne sige, at når jeg hører denne debat, synes jeg, det generelle billede er noget begrænset. Ethvert uddannet medlem af offentligheden, som følger debatten, må tro, at mange af Europa-Parlamentets medlemmer har et meget begrænset kendskab til den palæstinensiske og israelske regions historie. Hvordan opstod staten Israel? Hvad var Balfour-deklarationen? Hvad var FN-resolutionen på det tidspunkt? Hvad var baggrunden for delingen? Det er skammeligt for os parlamentsmedlemmer, hvis vi ikke først gør vores hjemmearbejde, men i stedet kommer og taler meget følelsesladet om ting, vi ikke nødvendigvis ved ret meget om. Derfor vil det være passende at stoppe op og overveje, hvad det egentlig drejer sig om i regionen, og få et generelt billede af det i stedet for blot at slå ned her og der.

Vi europæere skal støtte demokrati og ikke terrorisme. Vores værdier er menneskerettigheder, tankefrihed og retsstat. Dem skal vi holde os til. Desuden, hvis det er vores værdier, kan vi ikke anerkende den nationale enhedsregering, som er en terrororganisation under Hamas' ledelse. Vi kan ikke anerkende dem. Som Europæere må vi følge vores demokratiske værdier.

  Frieda Brepoels (PPE-DE). - (NL) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Efter vores besøg i begyndelsen af maj på Vestbredden og i Gaza kan jeg kun konkludere, at vi er længere væk end nogensinde fra en strukturel løsning, til trods for den aftale, som blev indgået for 40 år siden.

Vi ser, at der på Vestbredden er oprettet rigtig mange ulovlige bosættelser. Vi ser, at antallet af kontrolposter blot stiger i stedet for at falde. I Gaza lever 87 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Der er stadig 41 palæstinensiske parlamentsmedlemmer, der er fængslet, og der tales slet ikke længere om flygtninges tilbagevenden. Muren udvikler sig faktisk til verdens største. Det kan Israel være stolt af.

Ikke desto mindre har palæstinensere også ret til selvbestemmelse og en menneskeværdig tilværelse, og de er rede til at ofre og indgå kompromiser. De har flere gange konkret vist, at de ønsker fred og velfærd for deres befolkning.

Men ønsker det internationale samfund og EU egentlig stadig dette? Sommetider har jeg mine tvivl, også når jeg i dag hører kommissæren sige, at hun efter samtaler med ministeren hører, at man anmoder den nationale enhedsregering om at yde støtte, og at Abbas også anmoder om dette. Hvorfor anerkender De så ikke regeringen? Hvad venter De egentlig på? Hvornår vil De omsider yde direkte støtte til Den Palæstinensiske Myndighed?

Jeg hører formandskabet tale om kvartettens krav. Men vi skal ikke vente på et nyt møde i kvartetten. EU kunne her gå i spidsen. Vi skal tale med hele regeringen.

Endelig siger De, fru kommissær, at alle midler er anvendt for at tvinge Israel til at overføre disse afgifter til palæstinenserne. Jeg kan ikke se, hvilke midler De talte om. Det vil jeg meget gerne høre noget mere om, for jeg tror ikke, at der længere er nogen tid at spilde.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Hr. formand! Vi er nu endnu en gang tvunget til at opstille det dystre regnskab for Mellemøsten. Siden 6. maj er 36 palæstinensere og heraf 11 civile døde i de israelske angreb på Gaza. På den anden side er der affyret 146 raketter mod den israelske by Sderot, og 16 er såret. Palæstinenserne angriber hinanden. I Libanon betaler de 30.000 palæstinensiske flygtninge i Nahr Al-Bared-lejren prisen for kampene mellem den libanesiske hær og ekstremisterne fra Fatah-al-Islam. I den forbindelse skal det i øvrigt klart siges, at der aldrig er nogen god grund til at gøre de civile befolkninger til martyrer.

På et mere globalt plan skal vi appellere til en radikal ændring af den europæiske politik i Mellemøsten. Det kan ikke længere accepteres at nægte at støtte en palæstinensisk national samlingsregering, som vi har været brændende fortalere for, politisk og økonomisk og uden boykot. En regering, der til og med, hvis man skal tro den palæstinensiske udenrigsminister, som vi modtog for nylig, for det første respekterer politisk pluralisme, for det andet anerkender Staten Israels legitimitet, for det tredje kræver anerkendelse af en palæstinensisk stat inden for grænserne fra 1967, og for det fjerde fornyer sit engagement over for FN-resolutioner og arabiske resolutioner, især hvad angår flygtningespørgsmålet.

Lad os udtrykke os helt klart. Det fredsinitiativ, der blev beseglet på Riyadh-topmødet, har ingen chance for at blive en succes, hvis vi europæere ikke arbejder på at hæve den politiske og økonomiske belejring, som rammer den palæstinensiske regering. 11 måneders blokade, 70 % af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, og 50 % arbejdsløshed er ideelle betingelser for øget fundamentalisme og terrorisme, men giver ikke en regering de bedste vilkår for at genoprette lov og orden. Eftersom vi kræver af den palæstinensiske regering, at den skal påtage sig sit ansvar, så lad os påtage os vores.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Som barn troede jeg naivt, at alle mennesker var lige. Da jeg blev en ung mand, blev jeg meget chokeret, da jeg fandt ud af, hvor grundigt jeg havde taget fejl, for der var faktisk to typer mennesker, nemlig dem, hvis liv tæller, og dem, hvis liv ikke tæller. Så blev jeg involveret i politik, og jeg lærte, at det, der virkelig betød noget, ikke var, hvad der er rigtigt, men hvad der giver stemmer.

I dag har jeg som medlem af Europa-Parlamentet fået den holdning - som nok lyder noget overforenklet og kynisk i nogles ører - at der virkelig er to typer mennesker, nemlig dem, som den amerikanske regering kan lide, og dem, som den ikke kan lide. Ud fra dette synspunkt kan det palæstinensiske folk ydmyges, udsultes, fængsles uden retssag, tortureres, henrettes osv., og det betyder egentlig ikke noget, for Bush-regeringen og dens lydige tjenere, dvs. denne verdens "blairer", mener, at palæstinenserne er umenneskelige.

Hvorfor spilde vores tid med at debattere Palæstina, når vi ved, at der ikke kommer noget videre ud af det? Hvis vi virkelig interesserer os for denne sag, må vi rette vores bestræbelser mod denne planets stormester, hr. Bush, og forsøge at overbevise ham om, at palæstinensere faktisk er mennesker. Hvis det lykkes, hvilket jeg tvivler stærkt på, kan vi måske bidrage konstruktivt til at løse det palæstinensiske problem.

  Filip Kaczmarek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer, vi længes alle efter fred i Mellemøsten. Ikke desto mindre er forslaget om, at EU skulle genoptage hele sin pakke af økonomisk støtte direkte til regeringen i den palæstinensiske selvstyreenhed afgjort forhastet.

Det er ikke tilstrækkelig begrundelse for at få støtte fra EU, at der er afholdt demokratiske valg i et land. Der er en række demokratiske lande, hvor EU ikke tillader, at skatteydernes penge bliver brugt.

Jeg tror, der er to grundlæggende årsager til ikke at tillade denne udgift. Den første er, hvis det pågældende land simpelthen ikke har brug for vores hjælp. Den anden er, hvis det pågældende land ikke anerkender eller ikke anvender grundlæggende principper, som er afgørende for EU.

Det er den anden begrundelse, der gælder for Palæstina. I virkeligheden handler denne uenighed om finansiering ikke om Israel eller Palæstina, men om vores egne principper. Den potentielle modtager nægter at anerkende donorens ret til at gennemføre visse grundlæggende principper.

Vi bør ikke bruge tid på at diskutere, hvornår vi skal bruge termerne terrorisme eller frihedskamp. Vi bør i stedet diskutere, om det er muligt at støtte en organisation, hvis program handler om at fremme brugen af magt over for andre. Kan vi støtte dem, som i virkeligheden ikke ønsker fred? Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt vi bør finansiere myndigheder, som ikke ønsker fred, er indlysende, eller det burde det være. Det bør vi ikke. Årsagerne til, at vi bør nægte denne støtte, har ikke noget at gøre med kaoset i den palæstinensiske selvstyremyndighed eller med usikkerheden om, hvor længe den nationale enhedsregering forventes at være i stand til at regere. De har ikke noget at gøre med, hvor længe denne regering vil være i stand til at udøve egentlig magt. De har heller ikke noget at gøre med den kendsgerning, at 50 palæstinensere blev dræbt i sidste uge i sammenstød mellem Hamas og Fatah, og de har heller ikke noget at gøre med, at fjernsynsudsendelser for børn udsendt af Al-Aksa-stationen opfordrer palæstinensiske børn til at hjælpe med at ødelægge Israel og deltage i krigen. Hovedårsagen til, at vi bør nægte hjælp, er, at vi må være tro over for vores egne principper, værdier og fortid.

Det skal siges klart, at valget mellem sejr og martyrium, som premierminister Hanieh har tilbudt, er fejlagtigt og skadeligt for det palæstinensiske folks nationale interesser.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg blev en smule opmuntret af det, kommissæren sagde, og rent ud sagt deprimeret af det, Rådet havde at sige. Det er utroligt, at Rådet ikke erkender, at dannelsen af en national samlingsregering i Palæstina var en stor politisk risiko for både Fatah og Hamas. Samlingsregeringen er en platform for forhandlinger, og den forsøger at opnå fred, hvilket Rådet ikke har forstået.

Jeg mener - og jeg tror, at de fleste i Parlamentet nu mener - at tiden er inde til at ophøre med alle begrænsninger i vores forbindelser med Den Palæstinensiske Myndighed. Kommissæren har i dag sagt, at betingelserne for at genoptage den direkte støtte næsten er opfyldt. Fru kommissær! Lad os ikke vente på beskyttelse. Jeg beder Dem indtrængende om at møde op på det næste Råd (eksterne anliggender) og anmode ministrene om at anerkende Den Palæstinensiske Myndigheds nationale samlingsregering. Hvis den palæstinensiske regering ikke holder sit løfte, kan vi selvfølgelig afbryde forhandlingerne og samarbejdet med dem, men lad os give dem en chance.

Manglende samarbejde med den palæstinensiske regering bidrager på ingen måde til at ende voldsspiralen eller håndtere den alvorlige humanitære krise, som mange af mine kolleger har talt så gribende om i eftermiddag. Manglende samarbejde med den palæstinensiske regering tilskynder heller ikke Israel til at ophøre med sine finansielle og militære angreb på Palæstina. Så sent som i dag advarede Israels viceforsvarsminister om, at Israel kunne vælge at gøre det af med Hamas' leder, den nuværende palæstinensiske premierminister, ved et udenretsligt drab. Er der virkelig nogen, der mener, at den slags tiltag ville fremme fredsprocessen?

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Efter at det ikke er lykkedes Bush-regeringen at opnå en israelsk-palæstinensisk fredsaftale i de forløbne fem år, er det arabiske fredsinitiativ et sjældent lyspunkt. Løsladelsen af korporal Shalit og Alan Johnston og de 40 palæstinensiske lovgivere ville skabe en stærkt tiltrængt velvilje. At EU og USA opretholder forbindelser med den palæstinensiske udenrigs- og finansminister viser, er der ikke er tale om boykot eller manglende samarbejde, og de flere hundrede millioner euro i humanitær bistand viser, at vi ikke ignorerer befolkningens behov.

Det er imidlertid meget vanskeligt at forestille sig at genoptage budgetstøtten til Den Palæstinensiske Myndighed, når samlingsregeringen ikke, til trods for visse erklæringer om det modsatte, har opfyldt kvartettens krav. Selv om vi ikke tillægger premierminister Haniyeh de vedvarende udtalelser fra Hamas' talsmænd, hvor de lover at udslette Israel, kan vi ikke ignorere hans påkaldelse så sent som i aftes af Gud eller martyrium for at opflamme palæstinenserne. De kolleger, som ønskede at argumentere pragmatisk for, at samlingsregeringen er det bedste bud, bør holde sig til den begrundelse for at fraternisere med dem og ikke forsøge at overbevise os om, at der er sket noget, som ikke er sket.

  John Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Vores budskab til alle israelere, alle palæstinensere, alle medlemmer af Hamas eller Fatah må være: I jeres guds navn og for jeres børns skyld, stop!

I dag har vi den israelske talsmand, som truer med at dræbe den valgte premierminister for Palæstina. Vi har Hamas, som truer med at hævne sig. Vi har Fatah og Hamas, som går ind og ud af konflikt med hinanden. Vi har drabet på en palæstinensisk familie på en strand i Gazastriben, som førte til tilfangetagelsen af den israelske soldat Gilad Shalit, som igen førte til angreb og modangreb, svar på tiltale, og sådan fortsætter det. Stop, tænk, tal. Løslad Gilad Shalit, løslad Alan Johnston og løslad formanden og de 40 medlemmer af det valgte palæstinensiske parlament. Og til EU siger jeg, samarbejd med både den palæstinensiske og den israelske regering.

For det andet siger man, at vi skal finde ud af, hvordan vi kan stoppe årsagerne til vold, og den vigtigste årsag er fattigdom. Den palæstinensiske fattigdom er steget voldsomt, og fattigdommen skyldes tilbageholdte skatter, arbejdstagere, som ikke får deres løn, og handels- og bankembargoer. Det er på tide, at alt det hører op, før det ender med mere vold. Det er på tide at stoppe og fjerne ulovlige bosættelser. Det er på tide at stoppe og fjerne den grusomme, rædselsfulde, umoralske mur, og det er på tide, fru kommissær, at offentliggøre dokumentet udarbejdet af missionscheferne i Jerusalem og Ramallah, som rapporterede om Østjerusalem og konkluderede, at Israels aktiviteter i Jerusalem er i strid med både dets forpligtelser i henhold til køreplanen og folkeretten.

Lad os få det frem, lad os tale, og lad os dernæst overtale alle til at tænke på deres børns fremtid, stoppe volden og arbejde for fred.

(Bifald)

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand! Volden og uroen i de palæstinensiske områder fortsætter. Verdenspressen bringer dagligt rapporter om antallet af sårede og dræbte. Trods gentagne våbenhvileerklæringer mellem Fatah og Hamas fortsætter den væbnede konflikt mellem de to grupper. Bombningen af byen Sderot fra Gazastriben og gengældelsen fra den israelske side fortsætter også. Palæstinensiske sundhedsarbejdere og lærere er gået i strejke, og palæstinensiske politifolk og andre offentligt ansatte har ikke fået løn. Som der er blevet sagt ved flere lejligheder, vokser fattigdommen stærkt. Over 80 % af palæstinenserne i Gazastriben lever for under 2 dollars om dagen.

Konklusionen er, at Palæstina og Israel har brug for vores hjælp, for de vil ikke kunne undslippe voldsspiralen selv. Jeg regner mig selv til de medlemmer, som kræver bredere og dybere EU-støtte. Jeg vil derfor gerne endnu en gang opfordre Kommissionen til at gøre alt, hvad den kan for at mobilisere international assistance så hurtigt og effektivt som muligt. Jeg tror, at hvis det ikke sker, øges sandsynligheden for, at det palæstinensiske selvstyre kollapser helt, og at der udbryder en egentlig borgerkrig med uberegnelige konsekvenser ikke kun for Palæstina, men for hele Mellemøsten. The same can be said, too, of Lebanon.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det har været en meget følelsesladet debat, og jeg forstår udmærket hvorfor, for vi føler som sagt alle sammen en stor frustration. Men De må forstå, at EU i løbet af de sidste 10 år virkelig har forsøgt at spille en vigtig rolle for fredsprocessen - ikke for at optrappe konflikten, men for at skabe fred eller bidrage til at skabe fred. Når alt kommer til alt, er det altid de to parter, der skal være rede, men vi forsøger at hjælpe dem på vej. Vi var meget tilfredse med at være et vigtigt og indflydelsesrigt medlem af kvartetten.

Vi kan imidlertid kun være en fredsmægler. Det betyder, at vi må se til begge sider. Vi kan ikke bare gå til en side, og derfor mener vi, at vi behandlede kvartettens tre principper som vigtige grundprincipper. Det er i virkeligheden Rådet og ikke Kommissionen, der kan anerkende regeringen - og der er 27 medlemsstater. Jeg forstår godt, hvis De anmoder mig om at gøre det, men det er ikke mig, der kan træffe den beslutning.

Jeg ved, at der er et instrument, som De har hentydet til, nemlig ophævelse eller suspendering af associeringsaftalen med Israel, men tror De virkelig, at det ville gøre nogen forskel? Det tror jeg ikke. Vi ville ikke længere støtte denne proces, så det ville være det forkerte instrument lige nu.

Det, vi har som et instrument, er en løbende politisk dialog, hvor alle parter samarbejder med hinanden, men det er rigtigt, at der også er andre medlemmer af kvartetten, f.eks. USA, som det er blevet nævnt. Det er meget vigtigt, at vi føler, at der også er et pres fra den side. I løbet af de seneste måneder har vi været vidne til en langt større indsats fra USA's side, navnlig fra Condoleezza Rice. Det har vi alle sammen opfattet positivt, og vi har forsøgt at gøre fremskridt. Det tyske formandskab, navnlig fru Merkel, men også udenrigsminister Steinmeier har virkelig forsøgt at gøre fremskridt.

Der kan aldrig opnås en politisk løsning med vold. Desværre er volden begyndt igen. Jeg kan love - og det har Kommissionen beføjelse til - at vi vil samarbejde mere med den nationale samlingsregering, hvilket vi er begyndt på. Men som vi har sagt, er vores politik et gradvist engagement, og vi kan ikke gøre alt. Selv Salam Fayad sagde til mig, da jeg mødte ham første gang efter regeringsdannelsen, at jeg ville få brug for nogen tid til at rydde op i finansministeriet - og det arbejde er endnu ikke helt fuldført. Derfor er vi der næsten, de tekniske forudsætninger er til stede, men De ved også, at Rådet skal give os en vis politisk opbakning. Jeg ønsker, at De forstår disse ting.

Jeg mener, at situationen er meget dramatisk, og jeg håber, at Rådet forstår, at vi må engagere os for at hjælpe den nationale samlingsregering med at skabe den rigtige platform til at fortsætte fredsprocessen og forhandlingerne om den politiske fremtid. Vi ved, at det er en kompliceret situation, og det er grunden til, at jeg sagde, at jeg i det mindste mener, at det er positivt, at udenrigsminister Livni vil deltage på det næste rådsmøde efter vores meget positive møde med Den Arabiske Liga, men jeg er enig i, at situationen er meget vanskelig på stedet, og desuden er det også de grupperinger og forskellige radikale grupper, der er uden for regeringen, som gerne vil bringe hele processen i fare. Det er en ond cirkel, og jeg er enig i, at vi må forsøge at bryde den.

Et medlem nævnte, at vi har forlænget vores mission, som overvåger Rafah-grænseovergangen. Det gjorde vi, fordi vi mener, at det er meget vigtigt at åbne for fri bevægelighed for varer og personer. Jeg har personligt samarbejdet med premierminister Olmert om det. Jeg husker mit sidste besøg der, hvor jeg tog det op for virkelig at gå i detaljer. Men der er sikkerhedsproblemer. Desværre er der selvmordsbombere, som passerer grænserne, der bliver smuglet mange finansielle midler, så der er altid to sider af denne konflikt, men vi mener, at det er vigtigt at have forlænget denne mission ved Rafah-overgangen, fordi der kun med EU's hjælp er en chance for, at der bliver en åbning.

Vi samarbejder. Vi samarbejder også med finansministeren, ikke bare om den midlertidige internationale mekanisme, men også om institutionsopbygning og teknisk bistand, og vi hjælper dem især med spørgsmål om told, skatteopkrævning og revision. Det har Salam Fayad anmodet om, så vi samarbejder med dem. Jeg sagde, at vi også vil se på, hvad vi evt. kan finansiere gennem den midlertidige internationale mekanisme, hvad angår deres særlige ønsker. Det drejer sig altså ikke bare om de ting, som vi har finansieret hidtil for at hjælpe befolkningen med at overleve, vi vil gå videre.

Dette er, hvad jeg kan tilbyde Dem i denne følsomme og vanskelige situation. Vi må vedblive med at presse på og bringe de forskellige parter sammen. Jeg håber, at der stadig er tid.

15. Spørgetid (spørgsmål til Kommissionen)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0018/2007).

Vi behandler en række spørgsmål til Kommissionen.

Første del

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 30 af David Martin (H-0301/07)

Om: De negative konsekvenser af EU's mål for biobrændstoffer

83 % af verdens biobrændstoffer produceres i Indonesien og Malaysia. Delvist som svar på EU's stigende efterspørgsel efter biobrændstoffer er både Indonesien og Malaysia i gang med at rydde store skovområder - ofte meget bevaringsværdig regnskov - til fordel for oliepalmeplantager. Er Kommissionen klar over, at i henhold til en nylig FN-rapport risikerer 98 % af disse skove at være forsvundet i 2022? Er Kommissionen opmærksom på de virkninger, som skovrydningen har på dyrelivet, f.eks. at mange orang-utan'er ender i behandlingscentre uden meget håb om at blive sluppet løs i naturen igen? En nederlandsk pressionsgruppe anslår, at helt op til 50 % af arealerne til nye plantager indvindes ved dræning og afbrænding af tørvejord med deraf følgende frigivelse af store mængder kuldioxid.

Hvordan kan Kommissionen forene EU's målsætning om at nedskære emissionerne med 20 % inden 2020 med den mulige stigning i Indonesiens og Malaysias kuldioxidemission (Indonesien er af førnævnte pressionsgruppe blevet opført som verdens tredjestørste CO2-producent)? Hvilke planer har Kommissionen om at indføre miljømærkning af "bæredygtige" palmeolier? Vil Kommissionen overveje at forbyde import af biobrændstoffer til EU?

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kommissionen deler fuldt ud det ærede medlems bekymring over skovrydning og dræning af tørveområder i Sydøstasien. Den er opmærksom på forbindelsen til den hastigt voksende efterspørgsel efter palmeolie. Produktionen af palmeolie vokser med ca. 9 % om året. Mere end 80 % af produktionen kommer fra Malaysia og Indonesien.

Når man skal afgøre, hvordan man skal håndtere dette problem, er det afgørende at have et klart billede af udbuddet af og efterspørgslen efter palmeolie. Ca. 1 % af verdens biobrændstoffer kom i 2006 fra indonesisk og malaysisk palmeolie. Den vigtigste anvendelse af palmeolie i dag er til fødevarer og andre områder uden for energisektoren. Kun 1 % af produktionen af palmeolien fra Indonesien og Malaysia blev benyttet til produktion af biobrændstoffer i 2006.

Men efterspørgslen efter bioenergi vil sandsynligvis stige i fremtiden, og ikke kun i EU, og det fører til en forøget produktion af palmeolie til biobrændstoffer. Når det er sagt, er Kommissionen opmærksom på, at hvis der ikke bliver gjort noget, kunne den forøgede efterspørgsel efter biobrændstoffer i forbindelse med det foreslåede mål for biobrændstoffer i Fællesskabet i 2020 skabe yderligere pres på miljøet, hvilket ville være i modstrid med den holdning om bæredygtighed, som Parlamentet, Kommissionen og Rådet støtter.

I dag findes der ikke nogen obligatorisk certificering, som vil garantere, at tropiske regnskove eller tørveområder i Sydøstasien ikke lider skade ved produktionen af palmeolie, uanset hvad det anvendes til. Inden for rammerne af dette lovforslag vil Kommissionen derfor medtage en plan for bæredygtig anvendelse af biobrændstoffer, som skal sikre, at biobrændstofsektoren også bidrager til at løse dette problem.

Kommissionen arbejder i øjeblikket på at udarbejde denne plan. Den agter at medtage foranstaltninger til at modvirke, at man begynder at bruge både tropeskove og tørvejord til biobrændstofproduktion, såvel som foranstaltninger, der skal forhindre anvendelsen af produktionsmetoder, som er ineffektive med hensyn til drivhusgasser. Disse foranstaltninger vil gælde for biobrændstoffer, der er produceret lokalt, såvel som for importerede biobrændstoffer. I betragtning af ovenstående vil ethvert forsøg på at forholde sig generelt til den miljømæssige virkning af dyrkning af oliepalmer skulle tage hensyn til produktionen af oliepalmer for alle slutbrugere.

Kommissionen, Rådet og Parlamentet har alle givet udtryk for støtte til en afbalanceret tilgang til biobrændstoffer, hvor hjemlig produktion og import begge bidrager til at imødekomme det store behov, men produktionen vil blive gennemført på bæredygtigt grundlag.

  David Martin (PSE). - (EN) Hr. formand! Mange tak for det svar, hr. kommissær. Er De ikke enig i, at målet for EU's biobrændstofpolitik er at reducere de globale udledninger, ikke bare dem i EU? Min bekymring og den bekymring, som ligger bag dette spørgsmål, er, at hvis vi kun måler udledningerne fra biobrændstoffer i Europa og ikke dem, der er involverede i produktion og udskibning af disse biobrændstoffer, så bidrager vi måske ikke til reduktionen af de globale udledninger.

Det glæder mig at høre, hvad kommissæren sagde om ordningen for bæredygtighed. Vil Kommissionen se på, hvordan vi kan skelne mellem gode og dårlige biobrændstoffer fra et udledningssynspunkt?

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg er helt enig i, at vores overordnede plan er at bekæmpe globale udledninger af CO2, og af denne grund ser vi bestemt på CO2-udledningerne som følge af anvendelsen af biobrændstoffer.

Samtidig må vi erkende, at hvis de biobrændstoffer, der produceres i én region, skal transporteres til en anden region, så kan vi ikke kunstigt forbyde dette. Derfor bør vores ordning medtage, at de bedste biobrændstoffer får mere støtte og på denne måde indgår i en ordning, der ikke vil tilskynde til transport af palmeolie til vores marked.

Derudover mener jeg, at det er nødvendigt at forstå, at vi må arbejde parallelt hen imod en ordning til beskyttelse af tørveområder og regnskove. For hvad vi end gør, vil det måske være bæredygtigt. Der vil være andre regioner, som vil være ivrige efter at få palmeolie.

Så ved de forhandlinger, der snart skal begynde på Bali, må vi arbejde hen imod en ordning til beskyttelse af regnskovene såvel som at se på, hvordan vi kan tilskynde til plantning af mere skov på jorden, ikke til palmeolie til vores transport, men til mindre udledning af CO2 fra transporten som helhed.

  Danutë Budreikaitë (ALDE). - (LT) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne spørge, hvordan en øget produktion af biobrændstoffer vil påvirke fødevaremarkedet. Den amerikanske majs, der bruges til at producere biobrændstoffer, er betydeligt dyrere end korn. På lang sigt, efterhånden som vi overgår til disse vedvarende energiformer, vil vi så få en krise på fødevaremarkedet?

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det er et rimeligt spørgsmål. Der er meget jord i EU, der ikke bliver brugt. Derfor kunne meget af denne bruges til produktion af biomasse, ikke bare til biobrændstoffer, men også til varmeproduktion, til køling eller til produktion af elektricitet. Et antal lande har en situation, der er bæredygtig. De producerer 12 % af deres elektricitet på biomasse. Samtidig producerer de også biobrændstoffer. Så der er mulighed for at benytte den jord. Hvis jeg ser på anden generation af biobrændstoffer, er der jord, der kan bruges til produktion af biobrændstoffer.

Kommissionen har beregnet, at EU kunne dække 14 % af sit behov, selv om vi ikke importerer biobrændstoffer fra andre dele af verden.

Med hensyn til forøgelsen af fødevarepriserne påvirkes de af mange elementer. De nævnte eksemplet med majs. Prisen på majs bliver fastsat på det globale marked og er blevet stærkt påvirket af den svære tørke i Australien og den mulige vækst i USA. Der er nogen forbindelse, hvis landbrugeren får valget mellem at benytte sin jord til at producere enten biobrændstoffer eller basisfødevarer. Men jeg tror, at markedet vil reagere på passende vis, og hvis vores ordning for bæredygtighed, der vil tilskynde til produktion af biobrændstoffer med mindre CO2-udledning, kommer på plads, så bliver der balance på markedet.

Jeg har aldrig sagt, at vi vil kunne erstatte al den olie, vi bruger, med biobrændstoffer. Der er et potentiale både i EU og globalt, men det kan aldrig erstatte al den olie, vi bruger. På dette stadium vil jeg bare sige, at det ikke er et spørgsmål om prisen på fødevarer eller anvendelsen af biobrændstoffer, for globalt bruges biobrændstoffer i meget beskedent omfang, og de har bestemt ikke haft nogen virkning på fødevareprisen på dette tidspunkt.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Hr. kommissær, De har med rette gjort opmærksom på, at det i høj grad giver mening at sørge for, at der nu dyrkes planter på brakland i Europa, som man kan udvinde brændstoffer af. Der viser sig et aktuelt problem i den forbindelse ved produktionen af maltbyg, fordi støtten til produktion af biobrændstoffer gør det mere attraktivt for landmanden at dyrke andre produkter her. Således har vi haft problemer i vores eget land, i vores egen økonomi, for en ikke helt uvæsentlig branche - fremstilling af øl - med at producere de rigtige grundstoffer.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (DE) Hr. formand! Man kunne spørge, hvad der er vigtigst: ernæring eller energi? Da vi stadig kunne forsyne os selv med jordolie og naturgas, var situationen en anden. I dag skal vi importere alt. Vi ved, at efterspørgslen efter jordolie og naturgas også vokser globalt. Og alligevel ønsker vi at bevare det samme komfortniveau. Det betyder, at en del af vores bestræbelser skal rettes mod produktionen af energi. Som sagt: For nærværende har vi så mange muligheder og reserver, at vi skal udtømme alle disse muligheder.

Vi skal imidlertid også være kloge og ikke lave noget, som vi senere skal betale dyrt for. De skemaer, som vi udvikler, betyder et første skridt. Vi har alle muligheder for at udforme disse skemaer således, at det ikke skaber nogen store vanskeligheder for fødevareindustrien.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 31 af Danute Budreikaite (H-0303/07)

Om: Energiaftale mellem EU's medlemsstater og Rusland

Kommissionens offentliggørelse af energipakken i januar 2007 satte på ny gang i visse medlemsstaters bestræbelser for at sikre forsyningen med energiressourcer fra Rusland ved to- eller tresidede aftaler med dette land.

Rusland, Grækenland og Bulgarien underskrev en aftale om en råolieledning, der skal forbinde Sortehavet med Det Ægæiske Hav. Etableringen påbegyndes ultimo 2007 med forventet færdiggørelse i 2011.

Ungarn agter at etablere gasledningen "blå strøm" i samarbejde med det russiske „Gazprom", en ledning der starter i Tyrkiet og forløber videre gennem Bulgarien og Rumænien. Denne gasledning kommer til at følge samme linjeføring som gasledningen "Nabucco", som EU planlægger. En ny aftale med Rusland kaldes "aftale om diversificering af gasforsyningen".

Hvad mener Kommissionen om en sådan diversificering af energiforsyningen, når leverandøren under alle omstændigheder er "Gazprom"? Hvilke konsekvenser kunne en sådan aftale få for gennemførelsen af den fælles energipolitik i EU?

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det er spørgsmål, som vi tidligere har drøftet: Hvordan vi skal forsyne EU med tilstrækkelige energiressourcer. Som De ved, dækkes 50 % af vores energiforsyning i dag ved import, og vi ved, at i fremtiden vil procentandelen blive endnu højere. Den kan blive 65 %, sådan at mere end 80 % af gassen importeres, og i endnu højere grad olien, hvor mere end 90 % importeres.

Af denne grund vil vi fortsætte med at arbejde sammen med alle traditionelle leverandører. Med hensyn til gas er det Rusland, der i dag leverer 27,5 % af vores forsyninger. Olien leveres af Norge med 14 % og Algeriet med 12,5 %. Derfor er vi interesserede i at styrke båndene til traditionelle leverandører og i at få flere forsyningsruter. Forsyningsruter, der leverer gas og olie, er udsat for farer. Jeg vil nævne en eksplosion, der for nylig fandt sted i det ukrainske gasrørledningssystem. Det havde bestemt virkning på transporten, men fordi der var andre måder at levere gas på, påvirkede det ikke EU's indre marked. Men det er klart, at det er gavnligt for forbrugerne at have flere forsyningsruter.

EU's afhængighed af Rusland bør ikke overbetones, for det er klart, at når Rusland har de største gasressourcer, såvel som at det er et af de lande, som har de største olieressourcer, er det naturligt, at forsyninger fra Rusland ligger øverst på importlisten. Burgas-Alexandroupolis-olierørledningen er efter min mening et yderst vigtigt projekt, fordi det går uden om de tyrkiske stræder. På denne måde reducerer det først og fremmest muligheden for en miljøkatastrofe, og for det andet er det en ekstra forsyningsrute, som kan lede olie, som er produceret nord for Det Kaspiske Hav, til de europæiske markeder. Så af denne grund har projektet også fået støtte fra Kommissionen, fordi det er en ekstra forsyningsrute og ikke forøger vores afhængighed af Rusland.

Samtidig er det meget vigtigt at diversificere, først og fremmest fordi det, når man forlader sig på én leverandør, giver denne leverandør mulighed for at diktere priserne, men også fordi det giver mulighed for at påvirke forbrugernes valg. Derfor har EU aktivt diversificeret sine forsyninger. Et af de områder, hvorfra vi har fået forsyninger i år, er Det Kaspiske Hav og Shah-Deniz i Aserbajdsjan, hvor vi har etableret et udmærket samarbejde med de omgivende lande, Aserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet.

Nabucco bliver det næste projekt, der skal gennemføres. Det er et mere ambitiøst projekt. Det vil tage lidt længere tid, men vi er godt på vej med at få forsyninger fra denne kilde gennem den fjerde mulige gasforsyningskorridor. Samtidig diversificerer vi også olieforsyningerne, fordi der også er blevet givet meddelelse om et projekt fra Samsun til Ceyhan, et yderligere olieforsyningsprojekt, som igen vil bringe olie fra regionen omkring Sortehavet og Det Kaspiske Hav op til EU.

Vi støtter samarbejde med disse lande rundt om i verden, for selv om der er tre store leverandører til gasmarkedet - Rusland, Iran og Qatar - er der andre leverandører, der kunne forøge forsyningerne. Norge vil forøge forsyningerne til EU i de nærmeste år med tæt på 50 %. Det samme gælder Algeriet, som vil give yderligere forsyninger, og flere og flere LNG-terminaler bliver koblet til.

Af den grund mener jeg, at vi skal fortsætte med at arbejde sammen med Rusland. Vi skal fortsætte med at købe energi, for for Rusland er EU det bedst mulige marked, fordi det er tættest på, og der har i nogen tid eksisteret gensidige bånd; men af hensyn til forsyningssikkerheden er det vigtigt at diversificere.

Herudover vil jeg gerne understrege endnu to elementer, fordi man aldrig kan forlade sig på import. Det er vigtigt at udvikle energiressourcer i EU, at være yderst energieffektiv og at opbygge en indre energiinfrastruktur, hvad enten det drejer sig om rørledninger eller el-ledninger. EU er meget aktiv på alle disse områder, selv om vi altid erkender, at hvert land selv afgør sin egen energisammensætning. Men via det indre markeds instrumenter og de instrumenter, vi har fået gennem den europæiske lovgivning, støtter vi anvendelsen af lokale ressourcer og er yderst energieffektive.

  Danutë Budreikaitë (ALDE). - (LT) Jeg takker kommissæren for svaret og det udtrykte håb om, at vi alligevel vil finde andre alternative energikilder. Som jeg sagde i mit spørgsmål, og i betragtning af den aktuelle situation, er det indlysende, at uanset hvilke aftaler der findes, så sidder Rusland i den anden ende af rørledningen, hvad enten det er en olieledning eller en gasledning. Rusland er holdt op med at levere olie til Litauen og gør det samme mod Letland. Derfor kan vi ikke have ret stor tillid til denne forsyningskilde. Ikke desto mindre vil jeg gerne bede om, at vi alle gør en fælles indsats for hurtigt at få gennemført projekter for andre, alternative energikilder.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Nuvel, jeg råder altid medlemsstaterne til at være aktive. Jeg håber, at de hører, hvad De siger, og hvad jeg siger, for det er altid vigtigt for medlemsstaterne at samarbejde og at se på alternativer. Teoretisk kunne de baltiske stater om nødvendigt bruge en ekstra energiterminal.

Men det er regeringerne, der skal afgøre, hvordan man skal diversificere og samarbejde, og hvordan man skal få indbyrdes forbindelse. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at binde de baltiske landes markeder sammen med Finland. Nu er den store opgave at få forbindelse til Polen og i fremtiden til de andre nordiske lande. Det vil også eliminere risikoen for, at en mulig afbrydelse af forsyningerne fra én retning påvirker hele landet.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Det kunne være interessant at vide, hvordan den økonomiske støtte i forbindelse med transeuropæiske net (TEN) skal sikres, hr. kommissær. Er der en tidsplan for, hvornår der rent faktisk strømmer midler til disse TEN-ledninger - som f.eks. Nabucco eller Bluestream - og kunne De forestille Dem, at tidsplanen for revisionen for 2008 forberedes tilsvarende?

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (DE) Hr. formand! Kommissionen vil kun yde delvis støtte på dette område, da vi ikke har så mange midler til rådighed i budgettet. Naturligvis støtter vi de selskaber og virksomheder, som kan investere penge dér. Det er en økonomisk meget interessant sag at investere i energitransport. For nærværende kan jeg sige, at tidsplanen for Nabucco er fastlagt til 2012. Kommissionen har allerede ydet en begrænset økonomisk støtte, men også den politiske støtte er vigtig. Koordinatoren for dette projekt vil blive offentliggjort i de kommende måneder, naturligvis i samarbejde med Europa-Parlamentet.

Jeg mener, at vi efter vedtagelsen af energipakken har mulighed for at komme tilbage til dette spørgsmål, når budgetperspektivet diskuteres. Efter min mening er det også nødvendigt at reservere flere midler til de transeuropæiske energinet, fordi der er retninger, der er strategisk vigtige og samtidig ikke så profitable for erhvervslivet. Derfor har vi brug for flere penge. Men vi har stadig tid til at analysere alt dette og forberede et forslag.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (EN) Hr. formand! Tak for Deres svar, hr. kommissær. De er virkelig imponerende.

Jeg vil gerne spørge Dem, om Kommissionen har bemærket, at Rusland aldrig har gjort vanskeligheder, når det gælder at forsyne "gamle" EU-medlemsstater med olie og gas, hvorimod der, når det gælder Litauen, Letland, Ungarn og andre nye EU-medlemsstater, har været mange vanskeligheder. Hvad mener De om disse første- og andenklassesformer for behandling?

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Der er to forklaringer på dette. For det første har de nye medlemsstaters politik undertiden ikke altid været helt klar med hensyn til diversificering. I det mindste nogle af de nye medlemsstater har ikke forsøgt at tilskynde til så megen diversificering som muligt, og dermed er de blevet mere afhængige af én leverandør, Rusland.

For det andet tror jeg ikke, Rusland gør dette med vilje. Det er kun, fordi disse lande ligger først, når forsyningerne bliver afbrudt, og da de er mere udsatte end ældre medlemsstater med hensyn til diversificering af leveringerne, rammes de hårdere. Medlemsstaterne bør gøre meget mere og investere meget mere i diversificering af energisammensætningen, forsyningsruterne og leverandørerne.

Desuden er disse lande de første, der får problemer, når infrastrukturen rammes på grund af, at de historiske netværk er konstrueret netop sådan, at de har forbindelse til Rusland som leverandør, med disse lande som kunder. Det er grunden til, at denne opfattelse eksisterer, men jeg vil gentage, at nøglen til at undgå denne situation er diversificering, og hvert medlemsland bør gå i gang med diversificering for at minimere ethvert problem, der måtte opstå inden for transporten af forsyninger. Jeg tror også, at leverandørerne så ville være mere omhyggelige med at levere til bedst mulig tid og med at reparere ledningsnettet så hurtigt som muligt, hvis der opstår lækager.

Anden del

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 33 af Claude Moraes (H-0298/07)

Om: Websteder med opfordringer til had

Hvordan forholder Kommissionen sig til den stærkt stigende forekomst af websteder med opfordringer til had, navnlig sådanne websteder, hvor der tilskyndes og opildnes til had mod andre racer, jøder og romaer, herunder websteder med navne og kontaktoplysninger på aktivister, som således kan gøres til skydeskiver?

Ved Kommissionen, om parlamenterne i Det Forenede Kongerige og andetsteds gør noget for at komme sådanne websteder til livs? Agter Kommissionen at foretage sig noget lignende?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand. Racistisk og fremmedfjendsk vold og opfordringer til had er en sørgelig realitet overalt i Europa. Ifølge årsrapporten for 2006 fra Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad har de fleste medlemsstater kunnet notere en forøgelse af racistisk vold og andre racistiske forbrydelser i de seneste par år.

Kommissionen har altid afvist og så stærkt som muligt fordømt alle udslag af og udtryk for racisme, uanset kilden og den måde, racismen manifesterer sig på. En foranstaltning til bekæmpelse af racistiske udtalelser er helt forenelig med ytringsfriheden, hvis - og kun hvis - den respekterer artikel 10, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Jeg vil være den første til at indrømme, at det ikke er let at definere grænsen mellem at sikre ytringsfriheden og at definere racistiske udtalelser som en strafbar forbrydelse, og at det kræver nøje overvejelse. Men jeg er overbevist om, at der ikke er nogen modstrid i samtidig at beskytte folk mod racistiske udtalelser og sikre sig, at ytringsfriheden er en af de vigtigste grundpiller, som vores samfund hviler på.

Det er den ånd, hvori Rådet nåede en politisk aftale den 20. april 2007 om en rammebeslutning, der havde til formål at sikre, at racisme og fremmedhad kan straffes i alle medlemsstater ved effektive straffe, der står i forhold til forbrydelsen. Denne rammebeslutning kræver, at medlemsstaterne skal kriminalisere forsætlig adfærd, såsom offentlig tilskyndelse til vold eller had mod en gruppe mennesker eller personer, der tilhører en gruppe, der er defineret på basis af race.

Tilskyndelse til vold eller had skal også gøres strafbar i hele EU, hvis det begås ved offentlig spredning eller distribuering af billeder. Distribuering betyder i denne forbindelse enhver form for spredningsaktivitet, herunder gennem hjemmesider.

Jeg er ikke opmærksom på, at der er taget noget parlamentarisk initiativ i Det Forenede Kongerige eller i andre medlemsstater for at få ram på disse hjemmesider. Men beslutningen om rammerne skal føre til vedtagelse af ny lovgivning i det mindste i visse medlemsstater for at håndtere racistiske forbrydelser, herunder dem, der begås via internettet.

  Claude Moraes (PSE). - (EN) Hr. formand! Hr. kommissær, Deres svar afspejler helt klart de bestræbelser, De har lagt i rammebeslutningen om racistiske forbrydelser, og De ved klart, at denne form for cyberforbrydelse har ramt hjemmesider, hvor de ville være yderst krænkende for alle her i Parlamentet, hvis det var trykte kilder. Nu, hvor de ligger på nettet, er de lige så krænkende. Føler De, at rammebeslutningen er god nok, eller føler De, at kommunikationen om cyberkriminalitet, der atter er aktuel, kan være et fremskridt, eller mener De, at det bare er et spørgsmål om at anmode medlemsstaterne om at gennemføre tilstrækkelig lovgivning, som kan dæmme op for en accelererende stigning i antallet af de mest krænkende hjemmesider, der tilskynder til racehad og vold baseret på forskelligartethed?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter min opfattelse er denne rammebeslutning passende. Vi har vedtaget den efter fem års politisk debat, og jeg mener, at vi nu må være på vagt over for medlemsstaterne og holde øje med, at de gennemfører den hurtigt og fuldstændigt, og især at disse regler bliver anvendt med succes i praksis. I dag har Kommissionen vedtaget en meddelelse om internetkriminalitet, som understreger behovet for et europæisk netværk, som forbinder alle politimyndigheder med henblik på at fastslå, om internettet, denne ekstraordinære og positive revolution, bliver brugt af kriminelle, hvilket desværre sker. Vi kan faktisk konstatere, at racistiske forbrydelser og opildning til vold er i stigning i Europa.

  Andreas Mölzer (ITS). - (DE) Hr. formand! Et andet aspekt, hr. kommissær, der efter min mening ikke må forsømmes i denne sag, er det store antal antivestlige propaganda- og hadesider på internettet, som drives af fundamentalistiske muslimer, og hvor der opfordres til kamp mod den vestlige verden og dennes idealer. Er Kommissionen bevidst om disse aktiviteter, og er der foranstaltninger til at styre imod her også?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (FR) Dette aspekt bliver centralt for den drøftelse, som vil finde sted om to dage, altså i denne uge, mellem G8-landene, hvor EU og de andre parter netop vil tage spørgsmålet om opfordring til vold og terror på internet og hjemmesider op. Det spor, jeg foreslår at udforske, består i at kriminalisere opførslen hos dem, som konkret opfordrer til kriminelle terroraktiviteter, og som udnytter netværket til dette formål. Mit forslag vil blive fremlagt for Ministerrådet om et par måneder.

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen! Jeg har et spørgsmål, som vedrører internettet og indirekte terrorisme. Som foranstaltning mod terrorisme blev direktivet om datalagring udarbejdet.

Er det rigtigt, at mobiltelefoner med taletidskort, webmail-udbydere, som f.eks. hotmail eller også private servere, ikke kan være omfattet heraf? Dermed er en relativt stor kreds beskrevet, som terrornetværk også vil kunne benytte til at omgå denne registrering. Hvori består den konkrete merværdi i dette direktiv om datalagring?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Merværdien i dette direktiv er, at det tillader registrering af en telefonsamtale - ikke dens indhold, men den kendsgerning, at der er foretaget et opkald fra et bestemt sted på et bestemt tidspunkt fra en bestemt telefon. Det har, som vi alle ved, været nyttigt med hensyn til at afsløre kriminelles og terrormistænktes bevægelser.

Naturligvis burde vi ved at bruge teknologien også kunne afsløre de personer, som bruger mere avancerede teknologier, såsom private udbydere eller SIM-kort, som ikke er officielt registreret. Det er imidlertid et teknologisk spørgsmål. I dagens meddelelse om internetkriminalitet foreslår jeg, at der afholdes en europæisk konference med den private sektor og industrien i Bruxelles i november, hvor vi vil skabe os et overblik over situationen for sikkerhedsteknologien med henblik på at beskytte ordentlig brug af internettet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 34 af Glenis Willmott (H-0300/07)

Om: EU-dækkende hotline for ofre for tvangsprostitution

Som følge af pres fra Europa-Parlamentet i juni 2006 har europakommissæren for retlige anliggender, frihed og sikkerhed omtalt planer om at oprette en EU-dækkende (flersproget) hotline for ofre for tvangsprostitution. Formålet med denne hotline er at tilbyde ofrene for menneskehandel en indledende hjælp ved at give dem mulighed for at tale med en upartisk person, hvilket er en vigtig måde at tilskynde ofrene til at søge råd og støtte på. Vanskeligheden ved at få samtlige telefonselskaber i EU med dengang 25 medlemslande til at blive enige herom blev nævnt som en hindring for oprettelsen af en sådan hotline.

Hvilke foranstaltninger har Kommissionen siden truffet for at realisere denne hotline, og hvilke fremskridt er der gjort med hensyn til at få telefonselskaberne med på denne plan?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Som De ved, har Kommissionen og jeg personligt forpligtet os på fuldt ud at gennemføre den europæiske handlingsplan mod menneskehandel, som jeg fremlagde i begyndelsen af 2006, og som Parlamentet tilsluttede sig. Dette initiativ dækker beskyttelse af ofre for menneskehandel. Gennemførelsen af det kræver tæt samarbejde mellem medlemsstaterne, institutionerne og organisationerne fra det civile samfund. Handlingsplanen bør betragtes som et langtidsprogram, der vil føre til fortsatte EU-aktioner i nær fremtid og under alle omstændigheder langt ud over sommeren 2007.

Jeg betragter gratis telefonhotlines som en værdifuld mekanisme, der kan give råd til betrængte ofre. De er særlig nyttige til at sprede tillid. Jeg har forpligtet mig til ufortøvet at etablere en hotline for ofre og for dem, der er sårbare over for menneskehandel, en hotline, som skal dække alle medlemsstater i EU. De ved måske, at vi i Kommissionen den 15. februar 2007 vedtog en afgørelse, der kræver, at medlemsstaterne skal forbeholde en række sekscifrede nationale telefonnumre til harmoniserede gratis telefonnumre, som alle begynder med 116, for tjenester af samfundsmæssig betydning. Et af de mange emner, der dækkes, skal være en telefonhotline for ofre for menneskehandel.

Ovennævnte afgørelse har allerede reserveret nummeret 116000 til hotlines, hvor man kan rapportere om savnede børn. Jeg vil drøfte det senere projekt mere detaljeret ved en konference på den internationale dag for savnede børn, som finder sted i Bruxelles den 25. maj, og ved konferencen for barnets rettigheder, som skal afholdes i Berlin den 4. juni 2007. 116-numrene kan sammenlignes med nødnummeret 112, derved at det giver adgang til nationale eller lokale organisationer, der yder den relevante service i den medlemsstat, hvor opringningen er foretaget.

Vi har iværksat en offentlig høring til udpegning af andre tjenester, som ville have fordel af harmoniserede europæiske gratisnumre. Høringen var åben for forslag indtil den 20. maj. Dette forventes at føre til, at der forbeholdes andre numre for andre tjenester senere i år. At få dem i gang, at gøre det muligt for borgerne at ringe op til disse numre, bliver så medlemsstaternes og deres telefonmyndigheders og telefonselskabers opgave.

Reserveringen af et fælles nummer og oprettelsen af et netværk af hotlines er det første praktiske skridt til støtte for ofre. I tilgift til etableringen af et netværk af hotlines søger vi at forbedre hjælpen til ofre for menneskehandel med andre midler. Mit faste engagement i dette spørgsmål bekræftes af, at 2007-budgettet, der fastlægger et særligt program til bekæmpelse af forbrydelser, lægger op til fire projekter inden for området forebyggelse og bekæmpelse af forbrydelser på særlige områder, herunder menneskehandel. Vi støtter også oprettelsen af en europæisk dag mod menneskehandel, som har til formål at forøge synligheden af de problemer, der er forbundet med menneskehandel. Dette initiativ finder sted den 18. oktober i år. Vi går stærkt ind for at forøge opmærksomheden og styrke de politiske midler for at kunne tilbyde den bedst mulige service til dem, der trænger til hjælp.

  Glenis Willmott (PSE). - (EN) Hr. formand! Tak for dette meget grundige svar, hr. kommissær, men kunne De ikke fremsætte Deres mening om, hvorvidt De føler, at EU's bestræbelser på at håndtere tvungen prostitution under verdensmesterskaberne i fodbold i Tyskland havde succes, og hvilken lære vi kan drage af denne erfaring for fremtidige internationale sportsbegivenheder i Europa, såsom De Olympiske Lege i 2012, som skal finde sted i London?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Jeg kan oplyse, at vi har foretaget en vurdering af resultaterne af politisamarbejde under verdensmesterskabet i fodbold i Tyskland. Vi vil offentliggøre konklusionerne, og der vil derefter blive afholdt en debat, som Europa-Parlamentet efter min mening bør inddrages fuldt ud i.

Vi mener, at erfaringerne fra verdensmesterskabet i Tyskland var et skoleeksempel. Det lykkedes os formentlig at forhindre, at tusinder af unge piger blev transporteret til europæisk område med henblik på prostitution. Der fandt et samarbejde sted mellem 12 EU-medlemsstater. Tyskland og det tyske politi gjorde et glimrende stykke arbejde. Vi har tilbudt konklusionerne, som vi vil offentliggøre, som et bidrag til andre sportsbegivenheder i Europa. Jeg kan fortælle Dem, at Folkerepublikken Kina har vist stor interesse for projektet i forbindelse med afviklingen af De Olympiske Lege i Beijing i 2008. Det er med andre ord et eksperiment, som anses for at være nyttigt som model.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg synes, hr. kommissær, at det er et glimrende initiativ, men hvordan gør vi ofrene det klart, at de kan benytte dette nummer? Har Kommissionen taget de nødvendige midler til udbredelsen af denne information med i planlægningen? Hvordan sikrer De, at det virkelig fungerer i praksis? Hvad angår ofrene, f.eks. unge kvinder fra Rusland, handler det mest om personer, som ikke taler noget EU-sprog. Hvordan sikrer De i praksis, at denne hotline nu også fungerer - for det meste er der jo ret stor tidsforskydning - og at man ikke ender i en telefonkø og måske først får et passende svar efter en halv time?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Vi har bestemt behandlet og undersøgt dette operationelle problem. Det første tal, som er 116000, er for børn. Vi vil annoncere for det alle steder - i skoler, lufthavne, stationer og gennem publikationer, som vil forklare i meget simple vendinger, at der findes et nummer, og at den person, der tager telefonen, ikke kun taler sproget i det land, hvor opkaldet foretages. Vi er gradvist ved at udvide den mulighed, som findes i kontrakten med entreprenørerne, som skal udføre servicen, for at man som minimum taler alle EU's officielle sprog. Naturligvis skal vi også tænke på sprog som russisk. Som første fase vil kontrakten blive indgået inden sommerferien, så dette telefonnummer faktisk kan bruges, og vi vil iværksætte en massiv oplysningskampagne. Vi vil gøre det samme, når de andre numre, foruden 116000, er blevet tilknyttet til særlige prioriteter, og en af dem vil helt sikkert være ofrene for tvungen prostitution.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand, hr. kommissær! De har fremlagt et grundigt kriminalitetsbekæmpelsesprogram, og De nævnte nogle specifikke telefonhotlines. Jeg vil gerne spørge, om ikke de mange forskellige linjer kan give anledning til forvirring. Vil ofre for menneskehandel f.eks. kunne ringe til 112 og bede om hjælp?

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Dette særlige nummer, f.eks. 116000, ville erstatte alle de nationale hotlines, så der kun bliver ét nummer. I mit land er der nu ét nummer, og i Frankrig er der et andet. I nær fremtid vil der kun være ét nummer, 116000, for savnede børn osv. Alle disse særlige europæiske numre vil naturligvis erstatte de nationale numre.

  Arlene McCarthy (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg må protestere mod den måde, hvorpå spørgsmålene bliver håndteret. Medlemmerne tager sig tid til at udarbejde spørgsmålene, forelægge dem 6-8 uger i forvejen, og så besvarer De ikke disse spørgsmål, fordi De giver ordet til andre medlemmer, der vader ind, ser på listen og måske har en flygtig interesse i spørgsmålet. De har brugt tiden på to spørgere eller folk, der ikke har taget sig tid til at spørge kommissæren ordentligt. Det protesterer jeg imod på det grundlag, at jeg har brugt tid på at formulere ordentlige spørgsmål, og jeg ville gerne have et svar fra kommissæren, så jeg kan følge op over for pressen angående disse problemer.

I fremtiden vil medlemmerne ikke have lyst til at stille spørgsmål, hvis det er sådan, De agter at håndtere spørgetiden.

  Formanden. - Fru McCarthy, Deres spørgsmål er relevant, men jeg retter mig blot efter forretningsordenen.

Da Marc Tarabella ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 38.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 39 af Marco Cappato (H-0289/07)

Om: Handicappedes adgang til kommunikationsmidler

Hvilke initiativer er Kommissionen i færd med, og hvilke vil den gå i gang med for at fremme handicappedes adgang til kommunikationsmidlerne og navnlig til bredbåndsnet, sms og videotelefon for døve, undertekstning af tv-udsendelser begyndende med udsendelser med oplysninger til borgerne og med politisk og valgrelateret indhold, og gratis digital underskrift?

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Som svar på det ærede medlems spørgsmål vil jeg gerne sige, at EU's strategi med hensyn til handicappede er blevet fastlagt i Handicaphandlingsplanen 2003-2010, hvor adgang til informations- og kommunikationsteknologi prioriteres. De ved muligvis også, at en af søjlerne i 2010-handlingsplanen er inddragelse. På dette grundlag har Kommissionen vedtaget en udtalelse om e-tilgængelighed i 2005, og en meddelelse om e-inddragelse er under udarbejdelse til slutningen af 2007, og i denne tekst vil der være et forslag til nye aktioner, hvor det er passende.

Vi arbejder ikke kun på konkrete aktioner på denne måde, vi støtter også vores forskningsbestræbelser i retning af udvikling af nye metoder og tjenester for handicappede. Vi har også rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation - CIP - der støtter vores ikt-politik med pilotprojekter og så videre. Adskillige aktioner er foreslået omkring e-tilgængelighed og noget, der vil blive meget vigtigt i fremtiden - ikt for ældre. Meget ofte er det dem, det drejer sig om, fordi der er mennesker med handicap, og meget ofte har de ældre også disse handicap, og de udgør en høj fremtidig procentdel af vores befolkning. Det er derfor, ikt for ældre med henblik på intelligente omgivelser bliver et af de stærke elementer i vores fremtidige politik, ikke bare i teorien, men også inden for forskning og ved alle praktiske anvendelser.

Vi støtter også standardisering af e-tilgængelighed. F.eks. har vi taget initiativ til at harmonisere tilgængelighedsreglerne for offentlige indkøb inden for ikt-området på EU-niveau via en EU-standard, for vi mener, at fælles standarder kan hjælpe udviklingen af tilgængelige ikt-produkter, hvilket vil føre til øget anvendelse, hvilket også indebærer lavere priser. Derfor hænger det ene sammen med det andet.

Der er også nogle lodrette spørgsmål. I juni 2006 vil vi foreslå en styrkelse af handicappede brugeres adgang til nødhjælpstjenester og indføre en fællesskabsmekanisme til håndtering af e-tilgængelighedsproblemer. Vi vil få mulighed for at drøfte disse problemer med Parlamentet, når vi sammen skal forsøge at finde en løsning for forsyningspligten. Der bliver en offentlig høring om omfanget ved udgangen af 2007 eller begyndelsen af 2008 - jeg ved det endnu ikke helt præcist - men det bliver det tidspunkt, hvor Parlamentet og vores vigtigste interessenter kan komme med forslag til, hvad vi skal gøre med forsyningspligten.

Et meget konkret problem bør blive løst i overmorgen, for så vil Rådet vedtage Parlamentets ændringsforslag på sit møde om direktivet om audiovisuelle medietjenester. Parlamentet foreslog et ændringsforslag vedrørende undertekstning, som vil forbedre handicappedes adgang til audiovisuelle medietjenester. Jeg håber, at Rådet vil acceptere dette, og så vil den nye politik også gå i den retning.

Spørgsmålet om digitale underskrifter vil blive vigtigere, efterhånden som sikker elektronisk kommunikation bliver udviklet mellem kommercielle selskaber og leverandører og brugere af offentlige tjenester. Kommissionen vil se på spørgsmålet i forbindelse med opfølgningen på direktivet om europæiske elektroniske underskrifter og handlingsplanen for digital forvaltning, også under hensyntagen til handicappede.

Jeg kan kun fortælle Dem meget personligt, at de forskellige formandskaber for EU alle har holdt en kongres eller udstilling - noget officielt og offentligt - for at vise, hvordan resultaterne er blevet omsat til praksis. Jeg har altid ment, at det var et meget godt eksempel at tage op i forbindelse med vores aktiviteter omkring digital forvaltning, hvilket vil blive foreslået af Kommissionen og EU, men de må frem for alt gennemføres af lokale myndigheder og af regionale og nationale regeringer. Jeg har set den begejstring, hvormed især de regionale og lokale regeringer har udnyttet resultaterne af vores arbejde til at give praktisk hjælp til de handicappede, der bor i deres område.

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke fru Reding for hendes meget detaljerede og systematiske svar med hensyn til de aktuelle politikker. Jeg vil især gerne takke hende for den forbindelse, hun etablerede, med samme ord som jeg selv havde tænkt mig at bruge, med hensyn til den tætte forbindelse mellem teknologier til hjælp for handicappede og dem, der kan hjælpe ældre mennesker.

I betragtning af den demografiske tendens i Europa med en befolkning, der i gennemsnit bliver stadig ældre, kan den teknologiske revolution give svar, som er af enorm social betydning. Min sidste bemærkning er, at teknologier som disse for mennesker, som er helt immobile og kun kan tale måske ved at bevæge øjnene, ikke kun er en bekymring eller en hjælp, men faktisk et middel til at opnå en grundlæggende borgerlig rettighed, nemlig ytringsfriheden.

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Der er mange teknologier og mange teknikker, der kan benyttes som hjælp i denne forbindelse. Jeg mener virkelig, at befolkningens aldring først vil nødvendiggøre en reaktion fra os på det samfundsmæssige plan, men denne reaktion er også en mulighed for den europæiske industri, for hvis vores industri får den samfundsmæssige reaktion fra politikerne, fra dem, der er ansvarlige i de forskellige områder, regioner, lande og på europæisk niveau, så kan de begynde at markedsføre systemer, tjenester og ting til de ældre. Jeg tror, at det ikke blot vil hjælpe vores samfund, men også vores økonomi.

Så dette er et vendepunkt. Det er også et spørgsmål om vækst og arbejdspladser, for hvis vi får rigtigt fat på dette, kan vi eksportere systemer på samfundsmæssigt niveau såvel som kommercielle produkter og tjenesteydelser uden for Europa. Så jeg mener virkelig, at alle disse elementer arbejder tæt sammen til gavn for vores samfund og vores økonomi.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 40 af Georgios Papastamkos (H-0296/07)

Om: Opdeling af markederne for elektronisk kommunikation

I en tale for nylig i Bruxelles henviste kommissær Reding til, at sektoren for telekommunikation i EU skal tilpasses "den europæiske metode", og at infrastrukturerne og tjenesterne derfor skulle skilles ad for at sikre de jordbaserede infrastrukturers konkurrenceevne. Som grundlæggende hjælpemiddel for de nationale lovgivere foreslår hun en lovgivningsmæssig skelnen mellem netinfrastrukturen og serviceområderne. Kommissæren udelukker dog ikke en fuldstændig funktionel adskillelse af de elektroniske kommunikationsmarkeder.

Kan Kommissionen specificere nærmere, hvad den forstår ved begrebet "europæisk metode"? Falder det græske telekommunikationsselskab (OTE) efter dens mening ind under den kategori, hvor en fuldstændig adskillelse vil være mulig?

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det ærede medlem spurgte mig, hvad jeg mente med udtrykket "den europæiske metode". Vi har i øjeblikket en ramme for telekommunikation, som giver regulerende redskaber til de nationale tilsynsmyndigheder i de tilfælde, hvor der ikke er konkurrence på markederne, og Kommissionen vil, når den reviderer rammen, se på måder, hvorpå den kan styrke det indre marked for teletjenester.

En mulig fornyelse er at arbejde tættere sammen om midler, fordi de undertiden enten ikke bliver anvendt eller ikke bliver anvendt hurtigt, hvilket er det samme problem. Vi har også analyseret os frem til, at et muligt redskab kan være en funktionel adskillelse, hvilket betyder adskillelse af netværksvirksomheder under en dominerende deltager på markedet fra den del af virksomheden, der udbyder en tjeneste til slutbrugerne.

Denne funktionelle adskillelse kan give den rigtige tilskyndelse til udbydere af netværkstjenester til ikke at diskriminere mellem kunder til engrostjenester. Det kan så igen betyde, at betingelserne for reel konkurrence på telekommunikationsmarkederne bliver forbedret.

Så vi taler ikke her om at tvinge dominerende deltagere til at sælge en del af deres virksomhed, som det er sket i andre dele af verden - f.eks. i USA med AT&T. Vi vil helst ikke gå i den retning, og det er derfor, jeg taler om "den europæiske metode". Det vil så være op til hver national tilsynsmyndighed at vurdere betingelserne i sin egen medlemsstat, før den overvejer et sådant middel. Det er allerede sket i Storbritannien med Openreach, så det er et eksempel, vi har der.

Det ærede medlem spurgte også om Grækenland. I tilfældet Grækenland vil det så være den græske tilsynsmyndighed, der på basis af national lovgivning på linje med den opdaterede EU-ramme skal tage hensyn til konkurrencebetingelserne og alle andre relevante faktorer på det græske marked og så foreslå - eller undlade at foreslå - et sådant middel, hvis den finder det nødvendigt og i det græske markeds interesse.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Jeg takker kommissæren for hendes svar. Jeg har imidlertid på fornemmelsen, at vi i praksis har 27 forskellige reguleringssystemer i EU. Når det gælder elektronisk kommunikation, er vi langt fra at kunne tale om et virkeligt indre marked.

De gør helt bestemt en enorm indsats inden for denne sektor. Denne regulatoriske usikkerhed eller, sagt på en anden måde, den store fragmentering skaber usikkerhed for investeringer, skaber usikkerhed i konkurrencen, usikkerhed for innovationen og skaber naturligvis ikke mange job.

Mit spørgsmål er, om vi kan tale om en europæisk telekommunikationsindustri uden at have en sammenhængende europæisk regulering?

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det ærede medlem har helt ret. I øjeblikket har vi ikke et europæisk marked for telekommunikation. Jeg tror, det må ændres, for den eneste måde, hvorpå Europa kan forblive stærk med hensyn til telekommunikation - og Europa er stærk, vi er virkelig en af de ledende kræfter på verdensmarkedet på dette område - er at slippe af med 27 undertiden indbyrdes modstridende reguleringssystemer og gå over til ét system, hvilket vil være fornuftigt, og også vil tillade tjenester og investeringer på tværs af grænserne, og sætte os i stand til at få store europæiske aktører, som vil arbejde i adskillige lande. Så vi arbejder nu hen imod at åbne markedet for international roaming. Parlamentet vil træffe beslutning herom i morgen, og det er altid et tegn på, hvor vi ønsker at gå hen i fremtiden.

Jeg vil bestemt fremlægge et forslag til reform af e-kommunikationspakken for at få dette europæiske marked til at fungere, ikke for at slippe af med de nationale tilsynsmyndigheder - jeg tror, vi stadig har brug dem, for de kender deres marked bedst - men for at få ikke harmonisering, men logik i de midler, som de foreslår, og som må anvendes hurtigt, så der bliver lige konkurrencevilkår mellem de forskellige markeder, og så aktiviteter på tværs af grænserne kan finde sted inden for disse erhverv, uden at det blokeres af mangel på adgang til andre markeder.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 41 af Katerina Batzeli (H-0310/07)

Om: Den europæiske ramme for sikrere brug af mobiltelefoner blandt børn og unge

Aftalen om at sætte den europæiske ramme for sikrere brug af mobiltelefoner blandt yngre teenagere og børn i kraft, der blev vedtaget den 6. februar af førende virksomheder inden for denne sektor i EU, hilses velkommen som et af de første væsentlige skridt i retning af at beskytte mindreårige imod visse risici forbundet med brugen af mobiltelefoner. Det er blevet foreslået, at denne politik optages i Kommissionens meddelelse "mod en EU-strategi for EU's strategi for børns rettigheder" (KOM(2006)0367 endel.).

Hvad anses for at være de passende foranstaltninger til gennemførelse af denne ramme på nationalt plan for at sikre, at gennemførelsen bliver så effektiv som muligt, og at den kan overvåges af forældre, lærere og personer med ansvar for tilsyn med mindreårige? Hvordan vil Kommissionen deltage i overvågningen af, at denne europæiske ramme gennemføres på korrekt vis i EU-medlemsstaterne samt vurdere dens effektivitet, i betragtning af at den udgør en kodeks for selvregulering for de europæiske virksomheder? Hvilket ansvar vil blive pålagt de nationale myndigheder, hvad angår udformningen af de nationale selvreguleringskodekser senest i februar 2008 og overvågningen af deres gennemførelse? Mener Kommissionen, at det vil være formålstjenligt, hvis der på fællesskabsplan tages et lovgivningsinitiativ, der er bindende for medlemsstaterne og virksomhederne, eftersom denne selvregulering i sig selv ikke er tilstrækkelig?

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg tror, at hvis jeg har hørt det rigtigt, er dette spørgsmål allerede delvis blevet besvaret af min kollega, hr. Fratini, der også talte om denne sag. Det, at han besvarede spørgsmålet delvis, viser klart, at det er hele Kommissionen, der er bekymret over udviklingen i vores samfund, og hele Kommissionen, som træffer foranstaltninger for at gøre fremskridt på dette område.

Den 6. februar i år samledes 15 ledende europæiske udbydere af mobiltelefoni og indholdet heraf for at undertegne en europæisk rammeaftale om sikrere brug af mobiltelefoner for yngre teenagere. Det er en frivillig aftale. Det er en fælles hensigtserklæring, hvorved mobilindustrien sammen med Europas GSM-sammenslutning enes om at overvåge, publicere og omsætte koder på deres hjemmeside - både dem, der allerede eksisterer, og dem, som vil blive vedtaget. Disse selv-regulerende kodekser vil så f.eks. hjælpe forældre og bedsteforældre og pædagoger med at forstå, hvad problemerne kan være for børn, der bruger mobiltelefoner af 3. generation. Denne aftale kom ud af drøftelserne i en gruppe på højt plan, som jeg sammenkaldte og som indbefattede børneorganisationer, forbrugerorganisationer og organer til klassifikation af indhold såvel som tilsynsmyndigheder. Denne fælles hensigtserklæring formulerer en række principper og kræver, at underskriverne skal arbejde hen imod gennemførelse gennem selvregulering på nationalt niveau.

Da vi sammen underskrev dette og holdt en pressekonference, sagde jeg, at jeg nærede tillid til underskriverne. Jeg vil give dem et år indtil februar eller marts næste år til at gennemføre dette. Så vil vi vende tilbage til sagen og se, om de har gennemført det. Hvis de gør det, er det fint, og så kan vi måske drøfte mulige korrektioner eller fremtidige projekter. Hvis vores forventninger ikke bliver opfyldt, vil Kommissionen overveje indførelse af specifikke foranstaltninger.

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Jeg takker kommissæren for hendes svar. Ingen her tvivler på Kommissionens rolle i dette vigtige spørgsmål. Jeg vil gerne stille to spørgsmål til kommissæren, mest for at forenkle debatten lidt. Jeg mener, at dette er et frivilligt memorandum, som hun selv sagde, og at sektoren forventes at regulere sig selv. Jeg ville derfor sige, at Kommissionen bør vide, hvad det er, den vil evaluere efter februar 2008.

Med andre ord, vil Kommissionen opfordre medlemsstaterne til at fortsætte med visse fælles koder, så de kan overvåge dette spørgsmål? Vil hver medlemsstats bedste praksis blive registreret og analyseret?

Endelig, hvordan ser kommunikationspolitikken ud over for forældre, som ikke kender til sektoren, og hvilke fællesskabsprogrammer kan man bruge til at informere dem?

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Takket være det indledende arbejde, Kommissionen har gjort, har den fået mobilselskaberne til at tage dette initiativ, fordi de udmærket forstår, at Kommissionen ikke kunne forholde sig passiv og ikke gøre noget.

Vi havde i vores seneste oversigter set, at der er mange børn, der bruger mobiltelefoner - faktisk flertallet af børn over 12. Frem for alt kan telefoner med kamera og positionsbaserede tjenester være et problem. F.eks. siger 10 % af dem, der har svaret i Det Forenede Kongerige, at de har været udsat for at få et ubehageligt billede taget af sig, 17 % af de unge frygtede, at billedet var lagt på nettet og sendt videre til andre, og 14 % havde været ude for cybermobning. I oversigten fra Red Barnet, Finland, havde 30 % af de 7 til 15-årige været ude for mobning via mobiltelefonen.

Så vi ved, at der er et problem, men det betyder ikke, at vi skal tvinge forældrene til nu at sige: "Ikke flere mobiltelefoner til vores børn". Det ville være en forkert reaktion. Det er derfor, det er så vigtigt, at der f.eks. skal være adgang til, at voksne kan føre kontrol med indholdet, og at der skal være kampagner, der kan skærpe opmærksomheden blandt forældre og bedsteforældre - som ofte køber mobiltelefoner til deres børnebørn - og blandt børnene selv.

Det er vigtigt, at der foregår en klassifikation af kommercielt indhold i henhold til nationale standarder for anstændighed og rimelighed, og at, som hr. Fratini har forklaret, kampen mod ulovligt indhold på mobiltelefoner faktisk føres igennem. Vi har så sent som i dag i Kommissionen besluttet at indlede denne kamp mod ulovligt indhold. Det, vi taler om her, er ikke det illegale indhold som sådan, det er de farer, der kan opstå for børn, og her er kampagnerne til skærpelse af opmærksomheden de vigtigste. Vi vil overvåge, hvad der sker på dette område, og vi vil overvåge, hvad de, der har underskrevet denne fælles hensigtserklæring, er enedes om. Jeg har den europæiske ramme for sikrere anvendelse af mobiler blandt yngre teenagere og børn med mig. Jeg kan give den videre til det ærede medlem, og så kan hun se, om dette f.eks. sker i hendes land, og jeg vil være taknemmelig, hvis hun vil underrette mig om det.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 43 af Bernd Posselt (H-0288/07)

Om: Situationen i Vojvodina

I Vojvodina er der i de senere år gentagne gange blevet begået brutale overgreb mod personer, som tilhører mindretal, serbiske flygtninge er systematisk blevet bosat i områder beboet af mindretal med henblik på at udkonkurrere dem talmæssigt, og penge fra EU til f.eks. læreruddannelse i mindretalssprog er ikke kommet frem til modtagerne.

Er disse problemer blevet løst, og hvordan bedømmer Kommissionen den generelle udvikling i Vojvodina?

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kommissionen har overvåget situationen i Vojvodina meget nøje. Vi har opfordret myndighederne til straks at tage fat på episoder mellem befolkningsgrupperne. Vi har opfordret myndighederne til at fremme gode forbindelser mellem befolkningsgrupperne og at bevare Vojvodinas multietniske og multikulturelle model.

Som noteret i fremskridtsrapporten om Serbien af november 2006 har situationen mellem befolkningsgrupperne i Vojvodina forbedret sig. Der har været et fald i antallet af episoder. Der er ikke rapporteret om nogen væsentlige episoder i de første måneder af 2007. Myndighederne har truffet en række foranstaltninger vedrørende den officielle brug af mindretalssprog og -alfabeter, såvel som repræsentation af mindretal i justitsvæsenet og politiet.

Der er også noteret forbedringer vedrørende uddannelse. Importen af albanske og ungarske lærebøger til brug i Vojvodina er blevet godkendt. Der er blevet etableret et ungarsk-sproget seminarium i Subotica, som har været i gang siden oktober. Disse foranstaltninger skal naturligvis yderligere udvikles og suppleres.

Men vi har noteret os, at der ikke er sket nogen fremskridt med hensyn til vedtagelsen af ny lovgivning om de nationale råd for mindretalsgrupperne, og at der fortsat er problemer med hensyn til information på mindretalssprogene. Derfor har vi anmodet om, at de serbiske myndigheder træffer yderligere effektive foranstaltninger vedrørende disse ting.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg havde to spørgsmål, hr. kommissær. For det første vil jeg gerne vide, hvordan det ser ud med bosættelserne for serbiske flygtninge fra Bosnien og også fra Kosovo, der desværre finder sted systematisk, og som ændrer den etniske sammensætning i området meget, f.eks. i den store ungarske kommune Temerin ved Novi Sad? Det andet spørgsmål lyder som følger: Hvad sker der med de lærerseminarer, som skulle oprettes med EU-midler for rumænere, slovakere og rusinere, hvilket imidlertid er gået i stå? Er de oprettet i mellemtiden?

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Hvad angår hr. Posselts tillægsspørgsmål om EU-assistance til Vojvodina og dets forbindelse med mindretalsrettigheder, vil jeg sige, at selv om det ikke er muligt nøjagtigt at ekstrapolere det samlede bistandsbeløb, der er givet til den selvstændige provins Vojvodina, så har den modtaget væsentlig bistand fra EU, der er blevet dirigeret i retning af de behov, som hr. Posselt har omtalt.

Vi har baseret vores økonomiske bistand på følgende overvejelser: historie, dvs. genopbygningen efter krigen, i særdeleshed af Sloboda-broen, og geografi gennem integreret grænseforvaltning, samt endelig økonomien.

Vojvodina er et relativt velstående område sammenlignet med andre områder i Serbien. Derfor har Vojvodina - selv om det dækker 25 % af republikkens areal og har 20 % af befolkningen - absorberet 36 % af de kreditter, som EU har øremærket til små- og mellemstore virksomheder.

Alt i alt er det klart, at vi benytter denne økonomiske bistand til de formål, som hr. Posselt nævnte, og jeg kan forsikre ham om, at pengene er velanvendt til beskyttelse af mindretallene og deres rettigheder.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! De har, hr. kommissær, med rette gjort opmærksom på, at utroligt mange EU-støttemidler er blevet givet ud til beskyttelse af mindretal og særlige anliggender i Unionen. Ville det ikke også være muligt, eller er det ikke også nødvendigt at sikre, at der udøves et passende politisk pres på Serbien for ikke at lade bestemte misforhold opstå overhovedet i landets politik eller ændre landets politik i retning af, at vi ikke senere skal sanere med EU-midler?

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg er enig med det ærede medlem i, at vi må benytte politiske metoder parallelt med økonomisk bistand. Det er det, vi har gjort med hensyn til Vojvodina. Vi har rejst disse spørgsmål over for den serbiske regering. Nu, hvor dette land har en ny demokratisk regering, som er reform- og Europaorienteret, forventer jeg, at vi har endnu bedre chancer for at blive hørt og sikre, at der tages hensyn til vores bekymringer i Serbien med hensyn til Vojvodinas stilling.

Serbiens nye forfatning indeholder detaljerede bestemmelser om menneskerettigheder og beskyttelsen af mindretal. Men den indeholder nogle tvetydigheder i forhold til omfanget af territorial decentralisering. Det nye serbiske parlament vil få en afgørende rolle ved gennemførelsen af forfatningen på en fornuftig måde, særlig med hensyn til at forøge beskyttelsen af mindretallene såvel som at etablere former for lokalt selvstyre, der ligger på linje med de europæiske normer. I denne forbindelse er det bestemt positivt, at de etniske mindretalspartier - takket være revisionen af valgloven - nu har adskillige pladser i det nye serbiske parlament.

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). - (HU) Jeg er født i nærheden af Vojvodina, og jeg vil derfor gerne henlede kommissærens opmærksomhed på visse aspekter af den virkelige situation. Et af disse aspekter er spørgsmålet om, om ikke det er et problem, at det indfødte ungarske mindretal i Vojvodina i praksis stadig bliver betragtet som kriminelle. Antigones lov bliver ikke overholdt her, dvs., de får ikke lov til at begrave deres døde eller mindes dem.

Eller er det ikke et problem, at der ikke er lighed nogen steder inden for beskæftigelse, privatisering, statslige institutioner eller uddannelse? Og det ville være godt, hvis han endnu en gang kunne svare på Bernd Posselts spørgsmål om, hvordan situationen ser ud med hensyn til de tvungne bosættelser. Jeg vil med glæde give Olli Rehn en komplet liste over alle de episoder, der har været bare på det seneste.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Med hensyn til det ungarske mindretals stilling i Vojvodina har vi, som jeg sagde i vores fremskridtsrapport, analyseret dets situation meget nøje. Vi har også drøftet spørgsmålet med de serbiske myndigheder, der har understreget, at de er engageret i at forøge deltagelsen af folk fra nationale mindretal i politiet og justitsvæsenet, men de hævder, at der ofte er mangel på interesse fra kvalificerede kandidater. Efter min opfattelse er det vigtigt, at vi fortsætter dette politiske pres eller denne politiske tilskyndelse.

Samtidig vil vi, når vi har løst de problemer, der har fået internt fordrevne til at udvandre, have en bedre chance for at undgå de problemer, som De nævnte. Jeg hentyder naturligvis i særdeleshed til spørgsmålet om drøftelse af Kosovos status. Der må findes en ordentlig overvåget afgørelse af status, og jeg er sikker på, at når vi først har fået dét, vil der ikke være nogen destabiliserende virkninger på etnisk blandede områder som Vojvodina. Det er derfor, vi opfordrer alle berørte til at vise ansvarlighed. Det er Kommissionens faste overbevisning, at der ikke kan trækkes nogen paralleller mellem Kosovo og Vojvodina.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 44 af Dimitrios Papadimoulis (H-0290/07)

Om: Tyrkiets gennemførelse af havretskonventionen

I Kommissionens svar på forespørgsel E-0802/07 hedder det: "Havretskonventionen er en del af den gældende fællesskabsret, som Tyrkiet forventes at overtage og gennemføre efter landets tiltrædelse af Den Europæiske Union". Kommissionen har tidligere i sit svar på forespørgsel E-4160/06 om samme emne tilkendegivet følgende: "Kommissionen forventer af Tyrkiet, at landet har overtaget og fuldt ud gennemført den gældende fællesskabsret, når det tiltræder Den Europæiske Union".

Hvorfor har Kommissionen ændret holdning inden for seks måneder? Skal Tyrkiet overtage og gennemføre den omhandlede konvention "efter landets tiltrædelse af Den Europæiske Union", eller skal landet have "overtaget og fuldt ud gennemført den gældende fællesskabsret, når det tiltræder Den Europæiske Union"? Kan Kommissionen begrunde sin holdning juridisk?

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Kommissionen har slet ikke ændret holdning med hensyn til Tyrkiets forpligtelser over for acquis communautaire. Der er ingen modsætning mellem de to svar, det ærede medlem nævner, som tværtimod afspejler nøjagtig samme holdning. Ligesom alle andre kandidatlande forventes Tyrkiet at gennemføre og håndhæve acquis communautaire ved tiltrædelsen, dvs. senest på det tidspunkt, hvor det slutter sig til Den Europæiske Union.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. kommissær! Der har været adskillige uheldige episoder med Tyrkiet for nylig. Den tyrkiske hær blander sig åbent i den politiske udvikling. Republikken Cypern bliver truet, fordi den i overensstemmelse med havretskonventionen sammen med sine nabolande forsøger at udnytte det farvand, som det har økonomisk eneret til 160 kurdiske kandidater, herunder Leila Zana, er blevet udelukket fra det kommende valg.

Er disse handlinger i overensstemmelse med EU's acquis? Måske er det på tide, at Kommissionen taler i et klarere og strengere sprog til den tyrkiske ledelse.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand. De spørgsmål, det ærede medlem har rejst, er yderst vigtige, men går noget ud over dette spørgsmål. Desværre tillader tiden mig ikke at svare detaljeret. Men jeg vil gerne understrege, at det er vigtigt, at vi både er fair og faste over for Tyrkiet for at bryde den negative spiral i forholdet mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet.

Med fair og faste mener jeg, at vi må være fair ved at holde vores ord og holde os til den forpligtelse, at hvis Tyrkiet opfylder alle betingelser for tiltrædelse af EU, så kan det tilslutte sig Unionen. Samtidig med at vi er fair og troværdige, kan vi være faste og ubøjelige, og vi kan forvente, at Tyrkiet skal gennemføre reformer og respektere borgernes rettigheder, så man f.eks. kan tage fat på det kurdiske spørgsmål eller kvinders rettigheder, og at fagforeningsrettigheder og ytringsfrihed kan forøges i Tyrkiet takket være en troværdig udsigt til tiltrædelse af EU.

Så vi må på en og samme tid være fair og faste over for Tyrkiet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 45 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (H-0340/07)

Om: Politisk krise i Tyrkiet og tiltrædelsesudsigterne

I de seneste dage er Tyrkiet i forbindelse med udnævnelsen af Republikkens præsident havnet i en dyb politisk krise, som rejser alvorlig tvivl om landets demokratiske institutioners funktion. Landets forfatningsdomstol har annulleret valgets første runde, hvilket er en afgørelse, der anfægtes voldsomt at regeringen. Premierministeren har erklæret, at det parlamentariske system er gået i stå, og han kræver et fremskyndet valg, mens generalstaben har udsendt en advarsel om, at den vil gribe ind for at forhindre, at islamisten, Abdullah Gül, vælges til præsident.

Hvad er Kommissionens holdning til denne situation i et ansøgerland? Kommissæren med ansvar for udvidelse, Olli Rehn, har erklæret, at de væbnede styrker bør respektere den uafhængige demokratiske proces, at EU er baseret på principperne om frihed, demokrati, retsstat og politiske kræfters suverænitet over for militæret, og understreget, at ethvert land, der søger om optagelse i EU skal overholde disse principper, som er nøgleelementerne i Københavnskriterierne. Mener Kommissionen, at sådanne indgreb fra militærets side er i overensstemmelse med kravene i fællesskabsretten, og hvilken betydning kan de have for landets tiltrædelsesprocedure? Kan der forventes yderligere reaktioner fra Kommissionens side, hvis udviklingen ikke er i overensstemmelse med EU's demokratiske principper?

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Den tyrkiske regering respekterede forfatningsdomstolens afgørelse og traf foranstaltninger til at gennemføre den. Det var vigtigt for landets politiske stabilitet uanset de begivenheder, der førte til denne kendelse.

Med det formål at få politisk stabilitet forelagde flertalspartiet Nationalforsamlingen et forslag om snarest at holde valg. Derefter gik Nationalforsamlingen med et bredt flertal ind på at holde valg den 22. juli 2007.

Kommissionen forventer, at parlamentsvalget og det følgende præsidentvalg vil blive gennemført på demokratisk vis i en atmosfære med ansvarlig debat og politisk stabilitet. Hvad angår militærets rolle har jeg ofte sagt, at jeg har stor respekt for de tyrkiske væbnede styrker, når de opfylder deres forpligtelser ved at forsvare deres land og bidrage til international fred, men som jeg sagde efter udtalelsen fra generalstaben i slutningen af april, så må militæret overlade den demokratiske beslutningstagning til Tyrkiets demokratisk valgte organer.

Det må være indlysende, at hvis et land ønsker at tiltræde Den Europæiske Union, skal det respektere demokratiske principper, herunder sikre demokratisk ledelse af forbindelsen mellem det civile og det militære, og efter min opfattelse er det fuldt foreneligt med sekulært demokrati eller demokratisk sekularisme, som er forankret i den tyrkiske forfatning.

Når først et nyt parlament er valgt og en ny regering træder til, vil det være afgørende for Tyrkiet at puste fornyet liv i og fuldt ud genoptage lovgivningsarbejdet og gennemførelsen af de reformer, der styrker lov og orden og landets fundamentale frihedsrettigheder.

  Rodi Kratsa-Τsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Mange tak, hr. kommissær, for Deres svar. De er nu igen blevet tvunget til at gentage, hvad De har sagt til Tyrkiet ved adskillige lejligheder, som De selv sagde, om den standard, som det skal opretholde som kandidat til EU-medlemskab.

Jeg vil gerne spørge, om ikke denne krise har afsløret noget andet, om ikke den har afsløret en svaghed. Brugte De ikke andre midler til at henvende Dem til de politiske og militære aktører? For jeg formoder, at Deres formaninger er blev anført gentagne gange og offentligt under Deres kontakter.

Med mit spørgsmål ville jeg gerne have afklaret, om De har grebet stærkere ind i betragtning af krisens alvor og de oplysninger, som den har bragt frem i lyset.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Tak for dette meget vigtige spørgsmål, fru Kratsa-Tsagaropoulou. Faktisk taler jeg meget med den tyrkiske regering - nogle mennesker i Europa mener, at det er for meget! Men i tider, hvor der er politiske eller forfatningsmæssige kriser, som Tyrkiet er gået igennem, og så vidt jeg kan se, går i gennem i denne kritiske fase, er det særlig vigtigt, at vi opretholder en kommunikationskanal og intensive drøftelser med den tyrkiske regering og alle de relevante aktører i det tyrkiske samfund for at gøre det klart, hvilke forventninger EU har, hvis og når Tyrkiet ønsker at blive medlem af Den Europæiske Union. Naturligvis er demokratisk lederskab af forholdet mellem det civile og det militære en af disse hjørnestene.

Som Kommissionen meget klart sagde i begyndelsen af maj - efter mine udtalelser om den politiske indgriben af det tyrkiske militær i den anspændte situation - er Den Europæiske Union baseret på principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og fundamentale frihedsrettigheder, lov og orden, og den demokratiske civile magts overhøjhed over den militære. Hvis et land ønsker at blive medlem af Unionen, må det respektere disse principper. Det er kernen i Københavnskriterierne for tiltrædelse af EU. Det er blevet gjort meget klart over for den tyrkiske regering og de, der er involveret i politik i Tyrkiet, såvel som for de tyrkiske borgere gennem de tyrkiske medier. Jeg tror ikke, at det hjælper at skrue op for lyden. I stedet har vi brug for klarhed og præcision, og vedrørende vores udtalelse kan jeg ikke blive klarere end i vores udtalelse af 2. maj.

  Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE). - (EL) Hr. kommissær! Jeg hører ikke til dem, som ønsker, at Tyrkiet skal være en ukontrolleret kraft i området. På den anden side ved jeg ikke, hvilken forfatningsdomstol i et demokratisk land, ikke bare i Europa, men i hele verden, der ville have afgjort, at der kræves et afstemningsresultat på to tredjedele for at vælge republikkens præsident.

Det ville betyde, at oppositionen i et hvilket som helst land ville kunne kontrollere valget af republikkens præsident.

Kommissionen sagde i sin erklæring, at den respekterer loven og dens regler og ikke ønsker at gribe ind i Tyrkiet. Men fungerer loven? Jeg synes ikke, Kommissionens erklæring var afbalanceret.

  Olli Rehn, medlem af Komissionen. - (EN) Hr. formand! Tak for Deres suppleringsspørgsmål, hr. Hatzidakis, og for Deres eget spørgsmål, hvor De kaldte Kommissionens udtalelse "alt for overbærende". De efterlyste også et mere præcist budskab.

Jeg må sige, som jeg allerede har gjort, at jeg som kommissær ikke tror på højrøstet megafondiplomati. Jeg tror på klarhed, præcision og konsekvens. I den forbindelse tror jeg ikke, at vi er uenige med det ærede medlem, for - som jeg allerede har sagt - vi har gentagne gange understreget vigtigheden af den demokratiske civile magts overhøjhed over den militære. Samtidig er det også vigtigt, at vi holder tiltrædelsesforhandlingerne i live og gør praktiske fremskridt med dem, for det, som nationalisterne virkelig ønsker i Tyrkiet, er at afbryde tiltrædelsesforhandlingerne. Jeg ønsker ikke at give de tyrkiske nationalister denne gave. Det er langt bedre at stræbe imod Tyrkiets tiltrædelse af EU, at holde tiltrædelsesprocessen i live og at gå frem imod et fælles mål, for det er på den måde, Tyrkiet bliver mere europæisk og et mere demokratisk land, hvor lov og orden og fundamentale frihedsrettigheder respekteres.

Hvad angår Deres henvisning til forfatningsdomstolen, forstår jeg ræsonnementet bag Deres spørgsmål, og vi har også taget hensyn til den kendelse, der blev afsagt af forfatningsdomstolen. Jeg vil gerne citere, hvad der blev sagt den 2. maj af Kommissionen, da vi drøftede denne sag, og gjorde vores stilling klar over for den tyrkiske regering og den tyrkiske offentlighed. Vi sagde "regardless of the unfortunate events leading to the ruling, this legal decision by the Constitutional Court should now be respected by all parties, because the respect of state institutions is essential to ensure political stability" (uanset de uheldige begivenheder, der førte til denne kendelse, bør alle parter nu respektere retsgrundlaget bag forfatningsdomstolen, for respekt for statens institutioner er afgørende for at sikre politisk stabilitet). Det er ganske klart sprog.

Vi sagde også, at "under these circumstances, the European Commission welcomes the announcement of holding new parliamentary elections soon in order to ensure political stability and democratic development in Turkey" (under disse omstændigheder glæder Kommissionen sig over bekendtgørelsen af, at der skal holdes nyvalg til parlamentet snart for at sikre politisk stabilitet og demokratisk udvikling i Tyrkiet). Igen kan det ikke siges klarere end dette.

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl 20.05 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

16. Sammensætning af Eurolat-delegationen: se protokollen

17. Kommissionens reaktion på Parlamentets udtalelser og beslutninger: se protokollen

18. Estland (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Estland.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over denne drøftelse om den nylige uenighed mellem Rusland og Estland. Lad mig straks sige, at det ikke er et menneskerettighedsspørgsmål. Flytningen af broncesoldaterstatuen i Tallin og åbningen af soldatergravene blev udført med fuld respekt for Estlands internationale forpligtelser i særdeleshed under Genève-konventionen med hensyn til krigsgrave. Men jeg er opmærksom på, hvor følsom denne sag er, da den berører fortolkningen af historien.

Der har været bekymring i Rusland over dette, men vi har gjort det klart for Rusland på sidste topmøde, at man bør håndtere disse bekymringer via dialog snarere end gennem "megafondiplomati". Vi beklager, at de demonstrationer, der fandt sted i Estland, gik over i plyndring og optøjer. Man har ret til at demonstrere, hvilket klart kan afledes af ytringsfriheden. Men det forhold, at det førte til en belejring af den estiske ambassade i Moskva, var uacceptabelt. Vi har gjort vores synspunkter desangående klare, og vi gjorde straks forestillinger i Moskva for at minde Rusland om dets forpligtelser under Wienerkonventionerne.

Vi er bekymrede over cyberangrebene på officielle estiske internetsider. De må undersøges ordentligt, og de skyldige må straffes. Vi minder Rusland om vores fælles forpligtelse til at samarbejde i kampen mod cyberkriminalitet både inden for rammerne af det fælles rum vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed og ved at tiltræde Europarådets konvention om cyberkriminalitet. I dag har Kommissionen vedtaget en udtalelse om cyberkriminalitet, og vi vil bestemt arbejde for, at den bliver gennemført.

Vi følger også nøje situationen med hensyn til handel mellem Rusland og Estland. Der har været opfordringer i Rusland til handelsboykot mod estiske varer og tjenesteydelser og restriktioner for transport. På et tidspunkt blev lastbiler, der krydsede broen over Narva udsat for restriktioner og olieeksporten via Estland blev reduceret. Vores seneste oplysninger siger, at ekspertsamtalerne fandt sted i dag vedrørende broen, og at olieforsendelserne via Estland er blevet genoptaget. Vi vil fortsat overvåge situationen.

Jeg håber, at dette spørgsmål nu har passeret sit klimaks, og at følelserne vil falde til ro. Vi drøftede det på topmødet mellem EU og Rusland i Samara, og det blev også rejst ved pressekonferencen. Præsident Putin indrømmede endog, at der måske var sket en overreaktion fra russisk side, og beklagede, at den estiske ambassadør havde måttet forlade Moskva. Jeg støtter fuldt ud formandskabet, når det opfordrer til en "lidenskabsløs dialog om sagen", og at man tager fat på problemerne "i en ånd af forståelse og gensidig respekt".

Topmødet i Samara fandt sted på et kritisk tidspunkt i forholdet mellem EU og Rusland. Drøftelserne var åbne og oprigtige, og rapporterne i medierne har naturligvis understreget de områder, hvor der var uenighed mellem os. Jeg mener, at det var yderst vigtigt, at vi havde denne åbenhjertige drøftelse. Vi har måttet tale med hinanden, fordi Rusland er og forbliver en strategisk partner og en vigtig nabo. Samtidig må vi også tale åbenhjertigt med dem.

EU-siden lagde betydelig vægt på vigtigheden af respekten for demokrati og menneskerettigheder, især forud for valgene, som hr. Barroso i særdeleshed ved. Tilbageholdelsen af Garry Kasparov i Moskvas lufthavn, der forhindrede ham i at deltage i en demonstration i Samara, der skulle finde sted samtidig med topmødet, var særlig beklagelig, og det tager vi meget klart fat på.

Men lad mig understrege, at der også er et antal positive punkter at notere fra topmødet. Jeg vil sige, at billedet af topmødet var blandet.

Først og fremmest lod man ikke Rusland være i nogen tvivl om den betydning, vi tillægger solidaritet i EU i vores forhold til Rusland. For det andet bekræftede topmødet, at EU og Rusland er enige om den underliggende nødvendighed af at konstruere et stærkt strategisk partnerskab mellem EU og Rusland i fremtiden. For det tredje anerkender både EU og Rusland, at vores økonomiske forbindelser og handelsforbindelser i særdeleshed er større og mere intense end nogensinde. Faktisk er Rusland vores tredjestørste handelspartner, og vi er deres vigtigste handelspartner. Vi arbejder sammen for Ruslands tiltrædelse til WTO i år, hvilket også vil betyde en underskrift på aftalen om overflyvning af Sibirien, sandsynligvis i november. For det fjerde registrerede topmødet også, at trods vores vanskeligheder går samarbejdet godt på mange områder, der dækkes af de fire køreplaner for det fælles rum, der blev enighed om i 2005. F.eks. vil aftalen om lettelse af visa og mulighed for tilbagevenden træde i kraft 1. juni 2007.

På uddannelsesområdet har vi det europæiske studiecenter i Moskva, hvor der er hundreder af studerende, der studerer europæisk lov. Europa tiltrækker sig stor opmærksomhed fra de studerende. Der er spørgsmål såsom varslingssystemet for energi, som Rusland i princippet gik med til, og hvor vi nu skal arbejde videre, og endelig en slags dialog om investeringsklimaet og investeringer i almindelighed.

Derfor mener jeg, som jeg har sagt, ikke, at billedet er sort og hvidt. Der er et helt spektrum af forskellige farver fra varme til kolde.

(Bifald)

  Tunne Kelam, for PPE-DE Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg er helt enig i kommissærens udtalelse om, at vi ikke skal se på et sort-hvidt-billede, men desværre blev vi påtvunget den sort/hvide situation, og den blev også påtvunget en medlemsstat af dens store nabo.

Men jeg vil gerne komplimentere både Kommissionen og formandskabet for deres overbevisende demonstration af solidaritet i Samara. Jeg tror, den klare udtalelse fra Kommissionens formand til den russiske præsident om, at Estland og Polen anses for lige så vigtige medlemmer af Unionen som Portugal eller Tyskland, kan betragtes som det afgørende budskab. Jeg tror, at det vigtigste i den nuværende situation var at få modparten til at forstå, hvad solidaritet betyder for Unionen, der er baseret på fælles værdier.

Som der står i beslutningsforslaget om Estland, anses angreb rettet mod en af de mindste medlemsstater som en prøve på solidariteten i EU som helhed, og alle de vigtigste politiske grupper er enedes om teksten i det fælles beslutningsforslag om Estland.

Jeg tror, der er nogle problemer, som De må se kollektivt på i fremtiden. Det er utilstedeligt at gribe brutalt ind i nogen stats indre anliggender, særlig når det er et lille land. Der er en afgørende forskel mellem to tidligere totalitære stater. Det nye demokratiske Tyskland har gjort det til det grundlæggende princip for sin udenrigspolitik aldrig at true nogen af sine naboer, og det har i meget væsentlig grad bidraget til en positiv ændring i efterkrigstidens Europa. Jeg mener, vi må arbejde sammen om at hjælpe Rusland med at indtage et lignende standpunkt angående dets tidligere imperialistiske handlinger og hjælpe det med at komme til lignende konklusioner.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg har to indledende bemærkninger. Jeg er fuldstændig enig med kommissæren, når han taler om et strategisk partnerskab og værdien af et sådant og siger, at vi skal fortsætte dialogen med Rusland og se, hvad vi kan få ud af det på grundlag af vores egne principper og værdier.

For det andet er jeg nederlænder. Jeg er ikke født i Østeuropa. Jeg har altid levet i frihed og er vokset op i frihed. Jeg synes, det er meget vigtigt som repræsentant for en såkaldt gammel medlemsstat at kommentere, hvad der er sket med Estland, og den måde, Rusland har behandlet landet på.

Det er også vigtigt at konstatere, at ting, som har at gøre med fortiden, altid er følsomme, både hos os og hos andre. De skal håndteres forsigtigt. Jeg er selv historiker, og jeg ved, hvor farligt det er, hvis man blander for meget historie ind i politik. Jeg anbefaler altid en vis selvbegrænsning. Men det betyder ikke, at min gruppe ikke er solidarisk med Estland, og det skal også være grundlaget for den europæiske holdning i den konflikt, som er opstået mellem Estland og Rusland.

Denne konflikt berører ikke kun Rusland, men hele EU, og denne holdning har kommissionsformand Barroso også helt klart givet udtryk for i Samara. EU har ikke forsøgt at bagatellisere konflikten. Ruslands reaktion var upassende og uacceptabel. De europæiske regeringer og parlamentsmedlemmer har forsøgt at blande sig i en EU-medlemsstats indre anliggender, og det er uhørt.

Dertil kommer, at de russiske myndigheder intet har gjort for at beskytte den estiske ambassades funktion, hvilket faktisk fik konflikten til at ende med en diplomatisk krise. Jeg synes - og det står også udmærket formuleret i beslutningsforslaget - at det ville være godt, hvis de russiske myndigheder, men måske også vi selv, erstattede den fjendtlige retorik med et forsøg på at bidrage til en dialog, også mellem samfundene i de lande, vi taler om, nemlig Estland og Letland, og ikke fremkalder en krise, for denne dialog er også nødvendig for i selve disse lande at skabe forhold, som er i overensstemmelse med europæiske værdier.

Jeg håber, at budskabet om dialog og samtale om fremtiden, ikke blot om fortiden, også modtages i Moskva.

  Toomas Savi, for ALDE-Gruppen. - (ET) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil gerne komme ind på to spørgsmål, der vedrører de nylige forbindelser mellem Estland og Rusland, og det er for det første cyberkrigen og for det andet den misinformation, som præsident Putin har givet.

For det første har Rusland selv ikke efter alle de støtteerklæringer, som Estland har modtaget, taget skridt til at indstille de systematiske internetangreb på Estlands officielle informations- og kommunikationskanaler og den estiske regerings hjemmesider. Propagandaangrebene på internettet og via SMS omfatter opfordringer til vold og væbnet modstand. Disse budskaber udsendes sågar i fjernsynet og gennem andre medier. Estland er særligt sårbart over for internetangreb, fordi landet har et e-kabinet og en e-regering og i år har afholdt det første e-valg.

Internetangrebene i Estland bør være en advarsel for hele Europa. I det 21. århundrede er dette en risiko, som truer alle lande. Vi må overveje seriøst, hvordan vi kan beskytte os selv, og vi må gøre det i fællesskab. Dette er den første "internetkrig" i historien, og dens mål er helt klart at hindre en suveræn stat i EU i at fungere.

For det andet sagde den russiske præsident på en officiel pressekonference i Samara, hvor verdenspressen var repræsenteret, følgende: "Ikke nok med at demonstranterne blev spredt i Tallinn. En demonstrant blev dræbt. Desuden er det ikke den kendsgerning, at der sket en ulykke, det drejer sig om," sagde Putin. "Vi er bekymrede over noget andet, nemlig at den pågældende person ikke fik hjælp, da han blev sårdet." Ifølge Putin døde Ganin i politiets varetægt.

Mine damer og herrer! Dette er bevidst misinformation. Den 20-årige Dmitri Ganin blev alvorligt såret under urolighederne, men der blev iværksat en undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med Dmitris død, og den har vist, at hans død ikke havde forbindelse med politiets aktiviteter med at holde ro i Tallinn. Omkring midnat den 27. april fandt politiet Dmitri, som var blevet tilføjet et stiksår, og tilkaldte en ambulance til ham kl. 00.26. Ambulancen afgik et minut senere og nåede frem kl. 00.32, dvs. fem minutter senere. Dmitri blev indlagt kl. 00.51. Han blev opereret, og han døde på hospitalet kl. 2.00. Jeg understreger endnu en gang, at ambulancen ankom fem minutter efter, at den var blevet tilkaldt af politiet, og Dmitri døde således ikke i politiets varetægt, men på hospitalet.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, fru kommissær! Den seneste tids spændinger med Rusland i forbindelse med handelsdiskrimination mod Polen og Ruslands indblanding i det uafhængige Estlands indre anliggender er nok den bedst muligt demonstration af de mekanismer og kræfter, der underbygger det europæiske samarbejde inden for udenrigspolitikken.

Det var vores moralske pligt at vise solidaritet med Estland, men en sådan solidaritet er også politisk i vores egen interesse. De seneste episoder mellem EU og Rusland har vist sig at være en solid investering i EU's fremtid, som er langt mere betydningsfuld end yderligere institutionelle ændringer.

EU er trådt i karakter som et resultat af den fremsynede holdning, som formanden for Kommissionen og formanden for Rådet har indtaget. Jeg er sikker på, at jeg taler for mange borgere i Polen og Centraleuropa, når jeg siger til hr. Barroso og fru Merkel: af hjertet tak!

  Satu Hassi, for Verts/ALE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er vigtigt at skelne mellem de russisktalende i Estland og den russiske politik. De russisktalende i Estland har samme borgerlige rettigheder og menneskerettigheder som vi, men problemerne og meningsforskellene giver ikke Rusland ret til at blande sig i Estlands indre anliggender og f.eks. kræve, at den estiske regering skulle gå af. Ingen tror på, at myndighederne i Moskva ikke kunne have forhindret uoverensstemmelsen og volden mod den estiske ambassadør og ambassadens personale, når man - som kommissæren sagde - har forhindret oppositionens aktivister i at rejse til demonstrationen i Samara. Balladen om statuen har blotlagt to forskellige fortolkninger af historien. Det er sandt, at den røde hær spille en stor rolle i at befri Europa fra nazismen, men det er også sandt, at den samme hær efter krigen blev en besættelseshær i Estland og i mange andre lande.

Begivenhederne har klart vist, hvor dårligt den russisktalende befolkning er integreret i det estiske samfund. Det er den estiske regerings og det estiske samfunds opgave at finde en konstruktiv måde at løse disse problemer på, og jeg ved godt, at det ikke er nogen let opgave. Det er politiets pligt at opretholde ro og orden, men beskyldningerne om, at politiet har ageret uforholdsmæssige hårdt, må undersøges upartisk og åbent. Rusland har åbenbart svært ved at forstå, at Estland og de øvrige baltiske stater faktist er suveræne stater. Vi skal vise Estland solidaritet. EU's medlemsstater må hjælpe Estland med at finde ud af, hvem eller hvad der startede angrebene på de estiske myndigheders websites.

(Bifald)

  Eva-Britt Svensson, for GUE/NGL-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre beklager naturligvis de uproportionerede reaktioner i Rusland, og vi vil naturligvis kræve, at Rusland indfrier sine internationale forpligtelser ifølge Wienerkonventionen.

Når dette er sagt, må følgende også konstateres: Ingen parter drager fordel af at optrappe konflikten, hvilket kan blive resultatet af handlinger eller unuancerede beslutninger og udtalelser. Brobygning og dialog mellem parterne er bedre end at opbygge murer og barrierer. Det er også indiskutabelt, at den diskriminering og begrænsning af de borgerlige rettigheder, som den russisktalende befolkning i Estland udsættes for, er den største grobund for konflikter. Ansvaret for den konflikt, vi nu diskuterer, hviler også på regeringen i Estland, som ikke respekterer den russisktalende befolknings borgerlige rettigheder. Den har ansvaret for, at man ikke inden flytningen af monumentet førte en dialog med indbyggerne i Tallinn, og at man ignorerede monumentets betydning for utrolig mange mennesker som et vigtigt minde om alle de personer, der mistede livet i bekæmpelsen af nazismen og fascismen.

Man må også beklage optrapningen af konflikten, som var en reaktion på, at de estiske myndigheder ikke tillod fredelige demonstrationer, og den yderligere optrapning, som var en konsekvens af det estiske politis reaktion mod demonstranterne. Den estiske handling med at flytte et antinazistisk mindesmærke og efterkommerne af de soldater, der døde i krigen mod Hitlers tropper, opleves som en provokation af alle, som synes, at kampen mod nazismen bør blive husket fremover. Ingen har ret til at omskrive historien, og politiske vurderinger må ikke forhindre en seriøs analyse og forståelse af, hvordan konflikter opstår. Kun sådan kan vi løse konflikter fremover.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke være enig med den sidste taler i hendes fortolkning af flytningen af et krigsmindesmærke til en militærkirkegård. Det forekommer mig, at det er en helt igennem korrekt procedure. Det er den estiske regerings ret at træffe denne beslutning, og det blev brugt som et påskud, ikke, fru kommissær, som De sagde, for uenighed mellem Rusland og Estland, men for uenighed mellem Rusland og EU. Kommissionens formand, hr. Barroso, sagde meget klart i Samara, at vi giver udtryk for vores totale solidaritet med Estland - såvel som med Polen, Tjekkiet og også mit eget land, hvis ambassadør også er blevet plaget af Nashi, en organisation, som præsident Putin gør meget lidt for at tage afstand fra.

Vi får hele tiden at vide, at vi skal nedtrappe situationen, som vi ikke har skabt. Som svar, fru kommissær, vil jeg gerne vide, om De ikke kan dvæle lidt ved WTO-forhandlingerne, som De nævnte. Er det muligt, at vi kan fortsætte med at forhandle om tiltrædelse med et land, der tilsyneladende er indblandet i afbrydelser af den elektroniske kommunikation - som hr. Savi lige har forklaret - af banksystemet, af vores egen sikkerhed? Der må da sendes et klart budskab til præsident Putin om, at vi naturligvis ønsker at fortsætte disse forhandlinger, men at vi ikke kan gøre det, før cyberangrebene hører op.

  Andres Tarand (PSE). - (ET) Hr. formand! Tillad mig at udtrykke min store og dybfølte tak til repræsentanterne for Kommissionen og alle medlemmerne af Parlamentet for at vise solidaritet med og støtte til Estland.

Jeg vil ikke dvæle ved de begivenheder, der fandt sted i Tallinn, og som er detaljeret beskrevet i beslutningen, men jeg ønsker at henlede opmærksomheden på den måde, hvorpå Rusland har fordrejet historien om begivenhederne i Tallinn af propagandahensyn. Som min kollega, hr. Savi, allerede har bemærket i forbindelse med den unge mand, der som den eneste mistede livet, spredte såkaldte øjenvidner næste morgen en version af historien om, at den unge mand døde af slag fra politiknipler foran Tallinns Drama Teater. Eftersom stedet var angivet forkert, og dødsårsagen rent faktisk var knivstik, blev anklagen imod politiet i Moskva-versionen droppet til sidst, og præsident Putin påstod derefter over for EU's stats- og regeringsledere, som var samlet i Samara, at en ambulance med vilje ikke var ankommet til stedet for at hjælpe ofret. Jeg undersøgte selv oplysningerne søndag aften, da jeg talte med indenrigsministeren, som udtalte, at ambulancen var ankommet til gerningsstedet inden for fem minutter.

Disse påstande afvises derfor af Parlamentet, men jeg er alligevel nødt til at understrege sagens rette sammenhæng, da der i morgen formentlig vil cirkulere falske optagelser her i bygningen. Noget helt nyt er imidlertid cyber-angreb, som har fået betydelig dækning i de globale medier. (Talen blev afbrudt).

  Georgs Andrejevs (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på den historiske baggrund for de optøjer og voldsomme demonstrationer, der for nylig har fundet sted i Estland. EU må forstå, at under den 50-årige sovjetiske besættelse begik det kommunistiske regime mangfoldige forbrydelser mod befolkningerne i de baltiske stater. Det flyttede hundredtusinder af vandrende arbejdstagere til disse besatte, tidligere suveræne staters territorier, selv om vi var medlem af Folkeforbundet, og skabte en reel trussel om, at estere og letter kunne blive mindretal i deres egne lande.

Efter stort pres fra det internationale samfund, herunder de europæiske institutioner, gik Estland og Letland med til at integrere disse hundredtusinder af ikkestatsborgere i deres samfund. Men integration er en tovejsproces, og den nylige udvikling i Estland viser, at der er modsatrettede tendenser. Følelserne fra sovjettiden er blevet erstattet af Ruslands nye imperialistiske holdning. Særligt alarmerende er det, at den yngre generation, som man især har håbet på med hensyn til integration og loyalitet, var centrum for de voldsomme begivenheder i Estland for nylig, og dette giver os noget at tænke over.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Begivenhederne i Estland har stærkt understreget forskellige spørgsmål, som er vigtige for Europa:

1) Rusland har ikke opgivet sine planer for de baltiske stater, men forsøger at følge en divide et impera-politik.

2) Vi skal minde Rusland om behovet for at anerkende besættelsen af de baltiske stater, da en anden fortolkning af historien uundgåeligt vil medføre lignende konflikter i fremtiden.

3) Ligesom Finland i 1939 blev det lille land Estland ikke skræmt af angrebene fra det store naboland. Estland bevarede sin værdighed, stod fast og vandt de europæiske landes støtte.

4) Rusland har kun forståelse for styrke og beslutsomhed. Kompromiser betragtes som et tegn på svaghed, og jeg ønsker derfor at takke Kommissionen og Angela Merkel fra Tyskland, som har formandskabet, for deres forståelse af begivenhederne og deres solidaritet med hensyn til at tale til Rusland med én stemme, og jeg ønsker endvidere at gøre opmærksom på, at det er min faste overbevisning, at denne taktik vil bringe os held i fremtiden.

  Tatjana Ždanoka (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Jeg har lyttet med stor opmærksomhed til kommissærens bidrag, men jeg er ikke enig i, at dette spørgsmål kun er en uenighed mellem Rusland og Estland. Desuden undrer det mig, hvordan denne etniske konflikt, forholdet mellem mindretal og flertal, hvor et af de afgørende punkter er en anden holdning til historien, nu bliver til et spørgsmål om forholdet mellem EU og Rusland.

Jeg repræsenterer det russisktalende mindretal i Letland, og jeg har ved mange lejligheder sagt, at vi ikke ønsker at være gidsler i et geopolitisk spil. Desværre var russisktalende i Estland såvel som i Letland såkaldte fanger i den første kolde krig ved at blive nægtet borgerrettigheder - ved at blive nægtet deres sprog som officielt sprog i de lande, hvor de udgjorde et stort mindretal. Nu er vi måske desværre gidsler i en ny kold krig, og vi ser appeller her i Parlamentet til en opførsel, der meget ligner kold krig.

Der kan ikke være solidaritet, når der sker krænkelser af menneskerettighederne. En række internationale organisationer har lige rapporteret om overtrædelser af menneskerettighederne under de nylige begivenheder i Estland.

  Georgios Toussas (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Konflikten mellem Estland og Rusland drejer sig ikke om en bronzestatue. Det drejer sig om den krænkende omskrivelse af historien. Det er en fornærmelse imod de millioner af ukendte soldater, der gav deres liv i kampen imod fascisme.

Forhandlingen i Europa-Parlamentet på det seneste delmøde i Bruxelles og godkendelsen af beslutningen, hvor der udtrykkes solidaritet med den estiske regering, er en bevidst politik med henblik på at støtte omskrivelsen af historien og genoplivelsen af fascismen i de baltiske stater og andre stater.

Vi har kontinuerligt fordømt de almindeligt kendte fakta om, at Estland, Letland og Litauen efter 1991 har bestræbt sig på at genskabe SS og den tyske fascisme. Samtidig begyndte de pågældende lande at ødelægge mindesmærkerne for den røde hær. I juli 2004 blev mindesmærket for Estlands anti-fascistiske general, Lembit Pärn, ødelagt, og der blev opført et mindesmærke for SS-kommandøren Alfons Rebane.

I Letland blev koncentrationslejren i Salaspils, hvor 100.000 voksne og 4.000 børn blev myrdet, omdøbt til "opdragelses- og arbejdslejr" af regeringen. I Rumænien blev premierministeren, Ion Antonescu, der samarbejdede med det tyske naziregime, frikendt for anklager om krigsforbrydelser.

SS-mordere og -torturister modtager pension og betragtes som frihedskæmpere i de baltiske stater. Rådet har været tavst omkring disse anklager og spørgsmålene fra parlamentsmedlemmerne fra det græske kommunistparti.

Det overrasker os ikke. Fascisme er et direkte resultat af kapitalisme. Vi er ikke enige med Putin. Vi undrer os dog over, hvorfor kan man tillade sig at anmode om respekt for internationale konventioner, når man viser manglende respekt for over 20 millioner døde.

Man kan muligvis omskrive historien, men man kan ikke ændre de pågældende fakta. Det er et historisk faktum, at den røde hær sammen med kommunisterne, Sovjetunionen, var den fortrop, der knuste fascismen i Øst- og Centraleuropa og hejste det røde flag med hammer og segl på Rigsdagen.

Det var og er stadig det evige mareridt, som altid vil markere nederlaget for dem, der drømte om global suverænitet …

(Formanden afbrød taleren)

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Rusland vil desværre ikke vågne op til den nye geopolitiske realitet, at det såkaldte "nære udland", hvor det udøvede total magt i det meste af forrige århundrede fra Kaukasus til Ukraine, ikke længere eksisterer. De baltiske stater er nu også stolte, uafhængige medlemmer af EU, og det er ret og rimeligt, at EU og NATO, som de har tilsluttet sig, viser total solidaritet, når Rusland forsøger at intimidere det mindste af dem - Estland - på grund af noget, der udelukkende er et indre anliggende i denne republik, der for nylig er blevet selvstændig.

Mange kunne betvivle den politiske visdom ved at flytte statuen af en såkaldt sovjetisk befrier. Men jeg kommer heldigvis fra et land, der aldrig har oplevet den brutale stalinistiske invasion og annektering, som disse land har. Man må forstå, at de fleste estere ikke ser Sovjet som en befrier, men som en tyran, der afskaffede den uafhængighed og frihed, de havde nydt i mellemkrigstiden.

Flytningen af statuen og af faldne russiske soldater blev foretaget i overensstemmelse med international lov, og det retfærdiggjorde hverken Dumaens beslutning, der opfordrede til, at den estiske regering skulle træde tilbage, de følgende voldsomme demonstrationer, cyberangrebene på Estlands avancerede digitale forvaltningssystem eller den skandaløse brug af Nashi, en ekstremistisk nationalistisk organisation, til at chikanere den estiske ambassade - i strid med Wienerkonventionen og i forlængelse af en lignende strategi anvendt mod den britiske ambassadør, Anthony Brenton, der var til stede ved mødet med Kasparov sidste år.

Hvis Rusland efter topmødet ønsker gode forbindelser med EU som helhed, og hvis det ønsker at forhandle sig til en ny partnerskabs- og sikkerhedsaftale, må det forstå, at det må respektere alle EU's medlemsstater lige meget.

De hyggelige bilaterale dage med den tidligere kansler Schröder, der nu er blevet rigt belønnet af præsident Putin med en loppetjans efter sin afgang, er virkelig forbi. De nye ledere i EU, såsom Sarkozy og Merkel, vil optræde meget mere bestemt over for Rusland i fremtiden.

(Bifald)

  Katrin Saks (PSE). - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! Mange tak for det klare og tydelige budskab om, at Rusland ikke skal behandle Estland som en russisk provins eller republik.

Bronzesoldaten var blot en undskyldning. Hvis den ikke havde været der, havde der været noget andet, muligvis et andet sted. Det var et forsøg på at skabe en konflikt, ikke blot inden for Estland, men også inden for EU. Et forsøg fra Ruslands side på at skabe ustabilitet, som ville begrunde større indgriben og medvirke til at fjerne fokus fra Ruslands egne fjernede mindesmærker.

Som tidligere minister for demografi og etniske anliggender kan jeg bekræfte, at der ikke var tale om en etnisk konflikt, dvs. en konflikt mellem Estland og Rusland. Selv om vi i mange henseender har forskellige opfattelser af historien og historiens symboler, ønsker jeg at understrege, at de få tusinde unge mennesker, der deltog i oprøret, ikke repræsenterede den russiske minoritet i Estland. Dem, der deltog i oprøret, råbte "Rossiya, Rossiya".

Vi er stolte over vores russiske medborgere, der betragter Estland som deres hjem, og vi vil forsøge at gøre alt, hvad vi kan, for at genoprette freden. Vi kan ikke ændre fortiden, og det er usandsynligt, at vi kan ændre holdningen til historien, men vi kan skabe en fælles vision for fremtiden. En stor del af befolkningen har i dag tilsluttet sig idéen om hver sin fortid, men en fælles fremtid.

  Henrik Lax (ALDE). - (SV) Hr. formand! Optøjerne i forbindelse med flytningen af bronzesoldaten i Tallinn var et chok for alle de, som har arbejdet for at integrere den russisktalende befolkning i det estiske samfund og styrke samhørigheden mellem befolkningsgrupperne i Estland. Estland har nu brug for al støtte og solidaritet fra EU og medlemsstaterne for at kunne vende denne tilbagegang til en harmonisering af forholdet mellem landets sproggrupper og en stabilisering af hele samfundet. Estland skal ikke være sårbart for uretmæssigt pres og indblanding fra Ruslands side. Det er vigtigt for hele EU.

Estland har stolte traditioner og alle forudsætninger for at kunne lykkes. Allerede i 1920 fik den russisktalende minoritet en stærk position i Estlands første forfatning. Et vigtigt skridt er nu at indføre en estisk tv-kanal på russisk. I dag er alt for mange russisktalende estere udsat for ensidig information fra Rusland.

  Wojciech Roszkowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Lad os se på dette spørgsmål ud fra et bredere perspektiv. Topmødet for nylig mellem EU og Rusland i Samara resulterede i en ændring af vores fælles forhold, da de nye medlemsstater blev klar over EU's solidaritet, og det skal vi takke formanden for Rådet og Kommissionen for.

Det bliver muligvis betragtet som skuffende, at der ikke blev opnået resultater under forhandlingen. Topmødet i Samara bør dog betragtes ud fra en positiv synsvinkel, idet udviklingen af forholdet mellem EU og Rusland afhænger af Ruslands respekt for suveræniteten for de enkelte medlemsstater i EU og Rusland og landets vilje til at droppe en taktik, der involverer udøvelse af politisk pres gennem økonomiske instrumenter eller anvendelse af informationsteknologi.

Desværre har de russiske myndigheder ikke opfyldt disse krav. Cyber-angrebene på Estland er ikke ophørt, og embargoen på polsk kød er ikke ophævet. Alexander Litvinienkos mordere kan spores til Moskva. Alt, hvad EU kan gøre, er at opretholde presset.

Vi vil aldrig kunne forstå nutidens Rusland, hvis vi ikke tager landets holdning til fortiden med i betragtning. Det er en forudsætning for et langvarigt og konstruktivt forhold til Rusland, at EU udvikler en fælles vision af fortiden. I denne sammenhæng vil det være nyttigt at skabe en form for sandheds- og forligscharter.

  Anna Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand! Jeg tror, at alle er fuldstændig klar over, hvad der er sket i Tallinn siden april i år. Jeg er dog usikker på, om alle forstår, hvad det betyder. De tidligere drøftelser i Parlamentet om dette emne tyder på, at ikke alle forstår, hvorfor nogen har reageret så kraftigt. Derfor vil jeg gerne forklare.

Allerede da Putin blev udnævnt som præsident antydede han, at han ville gøre alt, hvad han kunne, for at give Rusland dets tidligere militære styrke og magt som efter hans mening tilhører landet tilbage. Hvis jeg husker korrekt, opfattede kun en fransk avis direkte signalerne fra Rusland. De øvrige medier så dem ikke. Vi, som taler russisk og er vant til at leve tæt på eller under Rusland, vi forstod. I årenes løb er det dog blevet endnu mere klart, at udviklingen i Rusland går den forkerte vej, både når det gælder menneskerettighederne, mediernes uafhængighed og den politiske frihed. Otto von Habsburg, en af Europas mest respekterede politiske personer, beskrev det som vejen tilbage til Stalintiden. Han er 95 år i dag, han kan perspektivere, og han mindes. Men andre synes at have glemt. Også i Europa-Parlamentet findes der medlemmer, som synes at have glemt de prøvelser, som de østeuropæiske stater måtte gennemgå på deres vej mod frihed, selvstændighed og uafhængighed. Man synes at have glemt alle trusler og boykotter, indblanding i andre landes interne anliggender og presset ved hjælp af manglende energileverancer. Nogle af disse hændelser skete for nylig og udspiller sig netop nu i nogle af de lande, som jeg betegner som det nye Europa.

Men en del fra det gamle Europa synes ikke at have lært sin historiske lektie - at vi udelukkende gennem en fælles udenrigspolitik og solidaritet og med en stemme kan forsvare freden. Det handler ikke om monumentet i Tallinn. Debatten handler ikke om Estland. Debatten handler om Europa og Europas suverænitet og uafhængighed.

  Roberts Zīle (UEN). - (LV) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner! Jeg ønsker først og fremmest at takke hr. Barroso for hans udtalelse i Samara om, at ethvert problem, som medlemsstaterne oplever i forhold til Rusland, selv de mindste medlemsstater, også er EU's problem. Det var et udtryk for stor støtte til medlemsstaterne, de nye medlemsstater og især Estland, men selv for de politikere, der ikke mere ser så rosenrødt på forholdet til Rusland, er det meget vigtigt at forstå, at der for Rusland stadig er det ægte gamle Europa og de territorier, der er tæt på Ruslands grænser, og som efter Ruslands opfattelse midlertidigt og fejlagtigt - på grund af de forskellige begivenheder - faktisk er blevet en del af EU. Samtidig vil der være nye styrkeprøver for EU's sammenhold, nye virtuelle våben, som i det moderne samfund kan gøre stor skade. Spørgsmålet er, om EU vil vente, indtil der er større problemer med en af EU's medlemsstater, som tidligere var med i sovjetblokken, eller hvorvidt EU vil opfordre Rusland indtrængende til at acceptere de krav, som alle medlemsstater skal opfylde, hvis de ønsker at være demokratiske og evt. indgå i et partnerskab. Mange tak.

  Ģirts Valdis Kristovskis, (UEN) . - (LV) Hr. formand, fru Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Det er særligt vigtigt for Europa ikke blot at vise solidaritet, men også at anerkende det rigtige grundlag for de konflikter, der er opstået i Estland. Det er vigtigt, at Europa forstår, at der i Estland var et sammenstød mellem det vestlige demokrati og de gamle sovjetiske totalitære ideologier. I anerkendelsen heraf skal EU konsekvent afvise de historiske fortolkninger af den totalitære æra i Rusland. Europa skal fremme fjernelsen af russiske symboler, der virker fornærmende på indbyggerne i de nationer, som blev undertrykt i Rusland. Europa skal deltage i fornyelsen af den historiske sandhed i de besatte baltiske stater og andre steder i Østeuropa. Dette vil være en forudsætning for forlig blandt repræsentanter for forskellige ideologier og fremtidig integration i de tidligere sovjet-besatte territorier. Det er også et fælles problem for hele Europa. Jeg vil især gerne understrege, at Europa-Parlamentet fra nu af skal være en aktiv deltager i opnåelsen af disse målsætninger for sandhed og retsstatsprincippet. Mange tak.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Diskussionen har klart vist, at nøgleordet er solidaritet. Jeg vil gerne takke et antal medlemmer for deres takkeord.

Hr. Barroso i særdeleshed kunne ikke have været mere klar i denne sag. Mange af Dem ved, hvad han sagde. Hans mening var, at aggression mod én medlemsstat - i dette tilfælde Estland - udgør aggression mod hele EU. Det var en meget stærk udtalelse, og den viste også, at en del og hersk-politik ikke kan virke, hvis Europa taler med én stemme.

Det var de vigtigste spørgsmål og den vigtigste lære af denne forhandling. Disse spørgsmål tog en hel del tid ved drøftelserne ved vores møde. Vi understregede igen og igen, at vi arbejder som ét EU med 27 medlemsstater, og at solidariteten vil blive opretholdt.

Med hensyn til tiltrædelse til WTO anerkendte begge parter i Samara, at vores økonomiske forbindelser og handelsforbindelser er tættere og mere intensive end nogensinde, og det var opmuntrende at høre fra den russiske side, at de agter at fremskynde processen for deres tiltrædelse til WTO. Det er opmuntrende, for det er i vores interesse at binde Rusland til et regelbaseret system, hvor de så kan gøres ansvarlige. Det er meget vigtigt.

Med hensyn til cyberangreb er det nu op til Rådet at følge op på Kommissionens meddelelse, hvor vi har tilføjet et ekstra afsnit om cyberterrorisme. Jeg kan se, at der generelt er megen enighed i Parlamentet om vigtigheden af at arbejde med dette solidaritetsspørgsmål.

(Bifald)

  Formanden. - Jeg har modtaget syv beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag d. 24. maj.

(1) Se protokollen.

19. Årsrapport om FUSP (2005) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Elmar Brok for Udenrigsudvalget om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for Den Europæiske Unions almindelige budget (afsnit H, punkt 40, i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999) - 2005 (2006/2217(INI)) (A6-0130/2007).

  Elmar Brok (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vi diskuterer i dag Rådets årsrapport om FUSP uden Rådet. Så meget desto mere takker jeg Kommissionen og kommissæren for deres tilstedeværelse her i dag. Det kaster også et tydeligt lys over Europa-Parlamentet, at det behandler denne ene formelle betænkning, som vi fremlægger på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, på aftenmødet.

Jeg synes, at samarbejdet med Kommissionen på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område og også med Rådet på mange områder i de forløbne år og netop i den periode, som vi skal overvåge her, har været yderst positivt.

Vi har i denne periode opnået betydelige fremskridt i udviklingen af naboskabspolitikken og Balkan-politikken, vi er også i stigende omfang blevet i stand til at have en holdning på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område, EU påtager sig i dag opgaver i et omfang, som man næsten ikke havde kunnet forestillet sig for 10 år siden eller for fem år siden. At EU i dag af den grund - hvad enten det handler om Mellemøsten eller om Iran - for første gang har været i stand til også at inddrage andre lande i vores strategi om kombineret forebyggelse, civil krisestyring og militær kapacitet og ikke alene at satse på militær kapacitet, altså idéen om også i højere grad at gøre EU's soft power til en politik i global målestok, må vi anse for at være en succes.

Samtidig skal vi stille os selv det spørgsmål, om vi er i stand til at møde udfordringerne fuldstændigt med de fremskridt, vi har opnået. Tillad mig derfor her at bemærke, at gennemførelsen af forfatningstraktaten netop på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er af essentiel, hvis ikke eksistentiel betydning. Derfor skal vi netop i dette spørgsmål og i disse dage og uger, hvor vi styrer mod den næste regeringskonference, understrege, at dette er en af de uundværlige bestanddele i forfatningstraktaten, for vi skal udforme vores kvalifikationer mere kohærent, hvilket også opfattes sådan af Kommissionen.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi træffer nogle foranstaltninger for at være foregribende på dette område. Jeg vil f.eks. gerne opmuntre Kommissionen til at fremskynde udvidelsen af dens delegationer, som vi har i 120 lande, således, at de inden oprettelsen af en udenrigstjeneste, som er forankret i forfatningstraktaten, også kan benyttes af de andre institutioner. Da Rådet ikke er repræsenteret her og ikke kan lytte med, kan jeg sige, at det ville være en fremragende lejlighed til at bevise, at en sådan udenrigstjeneste også bør henhøre under Kommissionens kompetence i fremtiden, og at vi ikke har brug for nogen uafhængig institution. Hvis vi allerede nu forfølger en tilsvarende fornuftig praksis i dette spørgsmål i overensstemmelse med fait accompli, vil vi opnå en så meget desto større grad af handleevne.

EU er repræsenteret i 120 lande ved Kommissionens delegationer. Det er verdens største handelsmagt med 20 % af verdenshandelen. Vi har et bruttonationalprodukt, som ganske vist ikke pr. indbygger, men samlet set er højere end USA's. Hvis det lykkes os at omsætte det til et politisk sprog, og det netop i overensstemmelse med en holdning, der ikke kun er baseret på militær magt, men også soft power, kan vi blive i stand til at gøre NATO handlekraftigt - og det i øjenhøjde - og på denne måde øve indflydelse som ligeberettigede, som det for nylig var tilfældet med det transatlantiske økonomiske samarbejde, som betyder et vigtigt fremskridt for os i forbindelse med de fortsatte relationer med USA, der også er vores allierede i fremtiden. Der kan set med vores øjne ikke være samme afstand til Rusland og USA, for USA er i henhold til værdierne vores primære partner. Det skal understreges, når vi taler om sådanne ting, således at der ikke opstår misforståelser.

(Bifald)

Om man lige er indforstået med den aktuelle regeringspolitik, er underordnet i denne forbindelse.

Vi skal dog samtidig erkende, at vi kun kan opnå denne indflydelse, hvis vi også handler i fællesskab. Solidaritet betyder, at vi er solidariske udadtil. Jeg vil gerne takke rådsformanden og det tyske rådsformandskab generelt, fordi de beviste det i Samara sammen med Kommissionen. Her spildte man virkelig ikke tiden og understregede, at man ikke lader sig skille fra hinanden. Vi må ikke lade USA skille os fra hinanden i et gammelt og et nyt Europa. Vi må dog heller ikke tillade, at naboen østpå tror, at sikkerhedskvaliteten varierer fra region til region, og at man i bestemte regioner har større indflydelse end i andre. Det skal stå enhver stat i Europa og i verden frit for at træffe sin egen afgørelse om, hvilken alliance og hvilket fællesskab den tilhører, og ingen nabo - hvor stor den end er - må med sin indflydelse forsøge at ændre dette. Det er det centrale punkt i Helsinki-aftalen fra 1975, nemlig at hvert land egenhændigt træffer afgørelse om, hvilket fællesskab det ønsker at tilhøre. Imidlertid ser vi, at den store nabo er vigtig for os på energiområdet og også på grund af andre spørgsmål. Derfor skal vi også sørge for, at det strategiske partnerskab med Rusland udbygges, fordi jeg synes bedre om, at et sådant demokratisk Rusland står på vores side og ikke på Irans side.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg hilser denne anledning velkommen, hvor jeg kan diskutere hr. Broks betænkning med Dem alle, selv om det sker ved sengetid.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er et afgørende element i EU-udenrigspolitikken, hvor Kommissionen i henhold til traktaterne er inddraget fuldstændigt. Vi deltager i diskussionen i alle relevante rådsorganer. Vi er fast medlem af trojkaen. Vi forvalter og implementerer FUSP-budgettet. Vi bidrager med de samlede foranstaltninger som led i første søjle også til EU's udenrigspolitiske mål. Det er af afgørende betydning for os, at Unionen råder over en fuldstændig afstemt udenrigspolitik, som både inkluderer den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og Fællesskabets dimension og dermed medlemsstaternes foranstaltninger. Vi ønsker så at sige at være tandhjulene i et velsmurt drev.

Lad mig kort komme ind på nogle af emnerne i denne meget omfattende betænkning:

Hvad angår de udenrigspolitiske aspekter af forfatningstraktaten, er jeg ligeledes af den opfattelse, at gennemførelsen af den vil øge FUSP's effektivitet, kohærens og gennemsigtighed. Imidlertid bør vi ikke drage den konklusion, at forholdene ikke kunne forbedres eller ikke blev forbedret i mellemtiden.

Hvad der tæller i denne forbindelse, er udviklingen og resultaterne på stedet, og her har der været betydelige forbedringer. Først for kort tid siden kunne vi overbevise os om et forstærket samarbejde mellem Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen, som f.eks. ved afstemningen af vores handlinger og foranstaltninger i forbindelse med forberedelsen af en løsning på Kosovos status, ved styrkelsen af vores bestræbelser på at fremme retsstatsligheden i Afghanistan ved foranstaltninger inden for politi og retsvæsen, politiarbejde henhører under Rådets og Rådssekretariatets kompetence, vi overtager retsområdet, militære midler anvendes under NATO. Andre eksempler er støtte til fredsprocessen i Mellemøsten (EU-mission for at støtte grænsebeskyttelsen ved grænseovergangen Rafah), støtte til reformen af sikkerhedssektoren i Den Demokratiske Republik Congo eller finansieringen af fredsbevarende operationer i Somalia eller Sudan gennem Afrika-fredsstyrken eller observations- og overvågningsenheden i Aceh.

Alle disse omkostningstunge, men politisk meget vigtige aktiviteter kræver, at vi gør krav på de nødvendige ressourcer både fra FUSP's budget og fra fællesskabsinstrumenterne inklusive det nye stabilitetsinstrument for at nå vores mål. Jeg vil gerne tilføje, at især stabilitetsinstrumentet allerede har vist sig at være et meget fleksibelt instrument, som gør det muligt for os at reagere hurtigt på kriser og opbygge de nødvendige kapaciteter.

Idet vi samarbejder i krisesituationer og i forbindelse med andre udenrigspolitiske udfordringer, har vi egentlig allerede banet vejen for gennemførelse af de udenrigspolitiske bestemmelser i forfatningstraktaten. Dermed styrker vi også EU's rolle i verden, hvilket EU-borgerne ønsker, og som det også så rigtigt fremhæves i betænkningen.

I EU-udenrigspolitikken spiller Europa-Parlamentet også en ganske særlig rolle. Derfor tillægger jeg vores regelmæssige udveksling med Dem - hvad enten det er på møder i plenarforsamlingen eller i udvalgene - stor værdi. Vi bør i den forbindelse altid holde vores fælles udfordring for øje, som består i at øge den samlede virkning af vores indflydelse i verden.

Som det med rette understreges i betænkningen, er det ligeledes af betydning, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik også finansieres på rimelig vis. De økonomiske midler blev derfor også øget betydeligt for den nye finansieringsperiode, især i sammenligning med andre politiske områder. Hvad angår budgettet for 2007, ved vi alle, at 2007 vil blive et usædvanligt år med hensyn til de budgetpolitiske udfordringer. De to vigtigste udfordringer er helt sikkert Kosovo og fredsprocessen i Mellemøsten. I Kosovo skal der, så snart det lykkes os at aftale en endelig status, og FN's Sikkerhedsråd i New York har vedtaget en resolution, påbegyndes en stor, måske den største civile EFSP-operation. Kommissionen og Rådet arbejder allerede indgående på forberedelsen af denne operation. Hvad angår fredsprocessen i Mellemøsten, skal vi sikre, at støtten til den palæstinensiske befolkning opretholdes.

Hvis der er brug for ekstra ressourcer til FUSP's budget, skal vi sammen med Parlamentet finde en egnet løsning, og det under hensyntagen til at det kan blive nødvendigt at kunne reagere i nødstilfælde også på uforudsete kriser på andre udenrigspolitiske områder.

Jeg kunne komme ind på de enkelte emner nu, men jeg tror, at jeg handler i Deres ånd, hvis jeg stopper nu og måske svarer på det ene eller det andet individuelle spørgsmål efter forhandlingen.

  Antonis Samaras (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. - (EL) Hr. formand! Som medlem af Budgetudvalget ønsker jeg at understrege, at vi bifalder den forøgede støtte til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på næsten 1.800 millioner euro i perioden 2007-2013, som næsten tredobler støtten for de tidligere syv år.

Vi mener imidlertid, at denne positive udvikling netop derfor skal ledsages af mere stringente foranstaltninger til parlamentarisk kontrol og bedre samarbejde mellem vores udvalg og Rådet som fastsat i artikel 28 i EU-traktaten. Jeg er derfor forpligtet til at fordømme Rådets uberettigede fravær i aften, som sender et meget negativt signal.

Vores holdning er klar og tydelig. Vi kan ikke acceptere årsrapporter fra Rådet, der udelukkende er begrænset til en efterfølgende beskrivelse af FUSP-aktiviteter. Med undertegnelsen af den nye forfatningsaftale er det på tide, at Rådet orienterer Parlamentet, inden det træffer endelige beslutninger.

Først for nylig fik vi forelagt vigtige oplysninger om Kosovo af den kompetente tyske ambassadør, og jeg bifalder den pågældende ambassadørs initiativ i håbet om, at denne forbedring vil fortsætte fremover.

Jeg vil henlede opmærksomheden på to andre punkter. Vi er bekymrede over, at det indtil nu næsten har været umuligt at vurdere de såkaldte "blandede FUSP-aktioner", der omfatter såvel udgifter til civile aktioner som udgifter til aktioner, der indebærer en militær eller forsvarsmæssig indsats, og jeg vil endvidere understrege, at vi mener, at det er nødvendigt for EU's særlige repræsentanter at indgå i FUSP-budgettet, og at det derfor er nødvendigt at opstille kriterier for udnævnelse og evaluering heraf.

  Bogdan Klich, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Hr. Broks betænkning omhandler 2005, men i dag taler vi om fremtiden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvordan vil politikken være udformet?

Hvis EU skal være en aktiv force for international fred, stabilisering og sikkerhed, skal EU have de relevante værktøjer til sin rådighed i form af relevante politiske og sociale institutioner. Disse værktøjer er altid underlagt medlemsstaternes politiske vilje eller mangel på samme. Hvorvidt vi vil have et større Europa nu og i fremtiden vil afhænge af viljen hos Europas ledere. Ligeledes er den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik underlagt regeringsledernes politiske vilje. Hvilke udfordringer vil disse ledere således stå over for inden for rammerne af FUSP og ESFP?

For det første mener jeg, at hensynet til forfatningstraktatens bestemmelser, som er direkte eller indirekte forbundet med ESFP, skal indgå i reformprocessen, uanset hvad resultaterne af traktatreformen vil være. EU skal dernæst have status som juridisk person og droppe den søjlebaserede struktur. Der skal oprettes en ny position, den såkaldte europæiske udenrigsminister, og der skal oprettes en europæisk tjeneste for eksterne aktioner.

Det generelle princip om enstemmighed på området for ESFP skal opretholdes, samtidig med at anvendelsesområdet for afstemning med kvalificeret flertal udvides.

Det er meget vigtigt at indføre en solidaritetsbestemmelse i tilfælde af terrortrusler eller -handlinger og opretholde princippet om gensidig bistand i tilfælde af væbnet aggression på alle medlemsstaternes territorier (princippet fastlagt i artikel 1, stk. 41, i forfatningstraktaten).

Derudover er det uhyre vigtigt, at strukturelt samarbejde holdes inden for anvendelsesområder for missioner, samtidig med at eksklusiviteten heraf droppes. Der bør endvidere indgå en bredere liste over Petersberg-opgaver i traktaten. Det Europæiske Forsvarsagentur skal også styrkes i traktaten.

For det andet skal effektiviteten af fredsmissionernes sikres. Jeg henviser ikke blot til de nuværende missioner til Bosnien og Libanon, men også til den kommende mission til Kosovo.

Endelig bør der inkluderes en energisolidaritetsklausul i den nye traktat. Det vil være en passende reaktion på de trusler imod energisikkerheden, som har en stigende betydning for borgerne i EU.

  Helmut Kuhne, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. ordfører! Vi socialdemokrater støtter Deres betænkning, selv om der er forskellige holdninger til nogle enkelte punkter vedrørende konkrete politiske foranstaltninger. Vi er f.eks. af den opfattelse, at der skal gives udtryk for de bekymringer og den frygt, der er i nogle stater i EU, på grund af den planlagte placering af det amerikanske antiraketsystem for, at det kan skabe et nyt oprustningskapløb. Som socialdemokrater glæder det os i øvrigt særdeles meget at konstatere, at det til dels er de samme spørgsmål, som vi har til dette system, der imidlertid også bliver stillet i Repræsentanternes Hus i den amerikanske Kongres.

Men hvorfor støtter vi Deres betænkning? Vi støtter den, fordi den fremlægges i en helt konkret situation og også har fundet bredt flertal i udvalget, og denne konkrete situation er sidste etape hen imod oprettelsen af et nyt traktatmæssigt grundlag for EU og for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi socialdemokrater ønsker dette fremskridt. Hvis De tillader mig at komme med denne lille frækhed: Vi vil muligvis støtte den med en større enighed i morgen end dele af Deres egen gruppe.

I den forbindelse bør man også nævne, hvad det handler om. De nævnte det med rette, og jeg vil også gerne understrege det endnu en gang. Os, der sidder her, vil det ikke længere vedrøre. Men det kan muligvis komme til at vedrøre vores børnebørn. De vil på et eller andet tidspunkt læse følgende i historiebøgerne: I 2007 havde europæerne stadig mulighed for at være med til at bestemme verdens skæbne. De forspildte denne mulighed, efterfølgende blev indflydelsen i verden delt mellem USA og Kina.

For at denne udvikling ikke skal finde sted, er det nødvendigt, at Europa-Parlamentet støtter betænkningen i den konkrete situation, støtter foranstaltningerne. Mange af dem har hr. Klich listet op. Jeg tilslutter mig denne oplistning. Det bør være den fælles holdning i morgen hos det brede flertal i Parlamentet.

  Cem Özdemir, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! De vil sandsynligvis undre Dem over, at også min gruppe, De Grønne i Europa-Parlamentet, ikke blot bifalder Brok-betænkningen, men også udtrykkeligt støtter den. Jeg har med interesse og glæde bemærket den nyligt opståede lidenskab hos hr. Brok for soft power. Også det kan jeg kun bifalde udtrykkeligt, og jeg er spændt på, om han omsætter det til EU's udvidelsespolitik med henblik på det vestlige Balkan, men også til Tyrkiet. Jeg vil ikke uddybe det her. Hvad der helt sikkert ikke kan fortsætte, er Rådets omgang med Europa-Parlamentet på FUSP- og EFSP-området. Vi bliver alt efter smag og alt efter, hvordan situationen skal vurderes, informeret efterfølgende på et eller andet tidspunkt. Det bliver med rette kritiseret og skal ændres. Men også det, som hidtil har figureret som fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, fortjener ofte ikke det navn, som det ledsages af.

Jeg vil forsøge at fremstille det konkret ved at bruge Kosovo som eksempel. Medlemsstaterne i EU har i de forløbne år sendt mange soldater, hjælpere og penge til kriseregionen og planlægger nu at lade politi deltage i stor stil og lade civile være til stede. Hvis man betragter kvaliteten, men også kvantiteten af vores fælles ydelser, kan man mene, at EU følger en klar, ens og fælles Kosovo-politik. Virkeligheden er imidlertid - det ved vi alle - en anden, selv om sagen allerede behandles i FN's Sikkerhedsråd. Også her kan man stille sig det spørgsmål: Skal vi igen vente på, at amerikanerne skrider ind, eller er vi selv i stand til at løse problemet?

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil i dag begynde med de punkter, hvor vi er enige. Tidspunktet for forhandlingen er en uforskammethed. Dertil er emnet faktisk alt for vigtigt, og - det formuleres overraskende tydeligt i betænkningen - der er ikke nogen reel parlamentarisk kontrol af EU's militærpolitik. Det bliver beskrevet meget klart under flere punkter: 41, 42 og 43.

Rådet bør virkelig tage til efterretning, at Europa-Parlamentet faktisk er fuldstændig enig på dette punkt: Vi ønsker parlamentarisk kontrol, og vi ønsker, at Europa-Parlamentet også inddrages i beslutninger på det militærpolitiske område.

Men for at det hele ikke skal blive én stor enighed, nævner jeg nu især de punkter, hvor vi ikke er enige. Det centrale punkt er faktisk det, som Elmar Brok nævnte tidligere, nemlig forfatningstraktaten. Som kommissæren allerede har beskrevet, vil forfatningstraktaten faktisk skabe væsentlige "fremskridt" på det militærpolitiske område. Netop det er en af grundene til, at vi forkaster denne forfatningstraktat. Vi håber, at passager, som f.eks. artikel I-41, stk. 3, i den nu planlagte grundlagstraktat netop ikke længere dukker op. Jeg er ikke særlig optimistisk her. Det ser i høj grad ud, som om den i praksis samme traktat ikke længere skal kaldes forfatningstraktat, men vedtages i en anden form af de forskellige regeringer.

Jeg vil gerne sige noget til nogle punkter i betænkningen. Det formuleres meget tydeligt, at det strukturelle samarbejde er centralt. Det er faktisk centralt, hvis man ønsker EU som militærmagt. Det ønsker vi ikke, vi ønsker altså ikke dette strukturerede samarbejde. Og Athena-mekanismen formuleres meget tydeligt, som EU's militære aktiviteter finansieres med ad omveje. F.eks. finansieres militære aktiviteter også via såkaldte tilbageførsler fra Den Europæiske Udviklingsfond. Det er efter vores mening en skandale. Her er det faktisk nødvendigt, at dette fidusmageri stopper, og at EU ikke bliver nogen militærmagt.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Denne betænkning opfordrer til, at vi skal have en EU-udenrigsminister, en fælles udenrigspolitik, et fælles EU-sæde i FN's Sikkerhedsråd og meget mere, og naturligvis til den alt for forudsigelige fulde ratificering af den afviste EU-forfatning for at gøre alt dette muligt. De dele, der morede mig mest, var dem, der opfordrede til, at udenrigspolitikken skulle fastlægges ved kvalificeret flertal, og at de nationale sikkerhedstjenester skulle underkastes demokratisk kontrol fra Parlamentet.

Alt dette retfærdiggøres med henvisning til, hvad Europas befolkning ønsker af EU. Jeg ved ikke, hvilke folk hr. Brok har talt med, men de var i hvert fald ikke briter. Den idé, at de skulle ønske at overdrage kontrollen med deres udenrigspolitik, forsvar og sikkerhedstjeneste til EU, er latterlig. Det frygtelige er, at hr. Brok mener det alvorligt.

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). – La numai două săptămâni de la serbarea zilei Europei, la 9 mai, dezbaterea pe marginea raportului domnului Elmar Brok, consacrat politicii europene de securitate comună, este actuală şi necesară. Îi mulţumesc în acest sens raportorului pentru abordarea cuprinzătoare a acestei tematici, indisolubil legate de prezentul şi viitorul Uniunii Europene, precum şi pentru stabilirea, în interiorul raportului, a unor priorităţi necesare unei acţiuni eficiente în contextul european şi internaţional de astăzi.

În calitatea mea de raportor la subiectul cooperării cu şi în cadrul Mării Negre, am apreciat în primul rând poziţionarea tematicii consolidării relaţiei Uniunii Europene cu ţările acestei zone ca o prioritate pentru anul 2007. Nu mai puţin importantă este şi sublinierea necesităţii de a dezvolta dimensiunea cooperării regionale în cadrul politicii externe a Uniunii. Regiunea Mării Negre dispune, fără îndoială, de un potenţial bogat de dezvoltare; în egală măsură, ţările din zonă se confruntă şi cu provocări serioase în mai multe domenii. Stabilitatea, dezvoltarea şi prosperitatea în zona de vecinătate a Uniunii Europene, consolidarea relaţiilor Uniunii Europene cu ţările acestei regiuni, precum şi încurajarea cooperării intra-regionale este, în acest context, de o importanţă majoră. Reunind în cadrul său state membre ale Uniunii Europene şi vecini ai acesteia, regiunea Mării Negre poate şi trebuie să devină un spaţiu al cooperării pe baza valorilor şi principiilor europene. Trebuie însă să trecem de la vorbe la fapte, din plan teoretic în cel al măsurilor concrete şi eficiente, care să demonstreze implicarea Uniunii Europene în această regiune.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! De europæiske lande står i starten af det 21. århundrede over for en lang række nye udfordringer. Udfordringerne omfatter globalisering, international terrorisme, våbenkontrol og afvæbning, fjernelse af masseødelæggelsesvåben, ukontrolleret migration, energiafhængighed og energiforsyningssikkerhed, klimaændringer, bekæmpelse af fattigdommen i andre verdensdele og mange andre udfordringer. Alle er de problemer og spørgsmål, som anfægter alle europæiske lande, uanset størrelse eller geografisk beliggenhed. De er alle udfordringer, problemer og spørgsmål, som ingen europæiske lande, ikke engang de største lande, kan løse på egen hånd.

Vi har derfor behov for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og vi skal styrke denne politik i hvert fald i det omfang, som er foreslået i forfatningstraktaten. Det er uhyre vigtigt, at vi opretter positionen for en europæisk udenrigsminister, som også bør være kommissær og formand for Udenrigsudvalget. På denne måde vil EU endelig kunne tale med én stemme. Blandt forslagene i EU's udkast til forfatningstraktaten er der forslag om nødvendigheden af at skabe reelle europæiske eksterne aktioner, styrke det strukturelle samarbejde og fastsætte en bestemmelse om bistand, alt sammen meget vigtigt.

Det er ligeledes vigtigt, at processen vedrørende forfatningen afsluttes inden udgangen af 2008. Det er efter min opfattelse vigtigt, ikke mindst i lyset af yderligere udvidelse, i dette tilfælde med Kroatien, men også - som tidligere talere har nævnt - ud fra idéen om at gøre den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik så effektiv som muligt. Europa vil uden en mere effektiv politik blive hæmmet rent politisk - og med tiden også økonomisk - i sin udvikling.

  Nils Lundgren (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! Hr. Brok prædiker om betydningen af, at EU får en udenrigsminister og sine egne ambassader rundt om i verden. Han konstaterer, at kun 18 lande indtil nu har ratificeret forfatningsudkastet, men at det skal ratificeres fuldt ud. Smag på den formulering: "skal ratificeres fuldt ud". Det betyder altså, at man underkender folkets vilje i to af EU's grundstater. Sådan foregår det her i Strasbourg og Bruxelles. Og som altid lever man op til mantraet om, at Europa skal tale med en stemme. Det betyder, at 27 stemmer skal dæmpes. Hvad vil den tilbageværende stemme så sige? Tag følgende eksempel. Invasionen af Irak støttes af en koalition af vilje, hvor Storbritannien, Italien, Spanien, Polen, Nederlandene, Danmark m.fl. var med. Et EU med en stemme havde sandelig sagt ja til invasionen, og tyske soldater ville være tvunget i krig imod Forbundsdagens udtrykkelige vilje. Tænk efter, og tænk igen! For at kunne tale med en stemme, bør der være et folk med en identitet, men vi europæere har forskellige identiteter.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Brok, og ordføreren for udtalelsen, hr. Samaras, for deres kommentarer om FUSP's svagheder og mangler og forslag om flere aktioner, bedre støtte og udnyttelse af vores evner, således at vi kan spille en international rolle og løse problemerne.

Det er imidlertid på tide at spørge os selv endnu en gang om, hvorvidt dette er nok? Kan vi opnå de planlagte resultater hver gang? Det er et spørgsmål, som EU's borgere og borgere i andre verdensdele stiller, hovedsageligt i de dele af verden, hvor vi er til stede, men ikke effektive nok.

Jeg ønsker at nævne Mellemøsten, hvortil der også henvises i Brok-betænkningen, og hvor situationen i de seneste dage har været særlig presset. Situationen i Mellemøsten er helt klart en stor udfordring for os. Vi tilbyder koordineret og permanent humanitær bistand og udviklingsbistand. Vi opretholder de fredsbevarende styrker, f.eks. i Libanon, og politistyrkerne, f.eks i Rafa, og så venter vi ellers på, at problemerne løser sig selv eller løses af andre.

Vi anerkender, at problemets kerne er Palæstina-problemet, og alligevel forlader vi os på midlertidige løsninger og tager ikke fat om problemets rod for at finde radikale løsninger, som muligvis også vil være bæredygtige.

Det er på tide, at vi erkender, at der er behov for en mere uafhængig og autonom europæisk strategi, hvor det hele er mere tydeligt og kaldes ved sit rette navn. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan være effektive.

Hr. kommissær, jeg anerkender Deres bestræbelser, og jeg kan se, at der ydes en effektiv indsats på dette område, men jeg mener, at vi inden fastlæggelsen af forfatningstraktaten, som vil medføre mere sammenhængende og ansvarlige rammer, skal etablere et bedre samarbejde med Rådet. Parlamentet kan bidrage til en mere politiske og dybtgående tilgang til spørgsmålene og udvikle en strategi.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! Den tredobbelte stigning i budgettet for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er et skridt i den rigtige retning. De næsten 2 milliarder euro, der skal fordeles over de næste syv år, er ikke nok til at dække selv de mest påkrævede nødvendigheder.

En situation, hvor EU's indflydelse i internationale anliggender er langt mindre end nogle af de enkelte medlemsstaters, er helt uacceptabel. Den skødesløse klassifikation af spørgsmål, der er vigtige for medlemsstaterne, som værende bilaterale spørgsmål, vil være dødsstødet for troværdigheden for EU's udenrigspolitik. Samtidig svækker vi os selv ved at acceptere Ruslands "doktrin" om at lukke dørene for potentielt fremtidige medlemsstater.

Det vil være gavnligt for både EU og EU's partnere, hvis vi taler med én stemme i verden og med verden. Det vil være en stemme baseret på fælles interesser, ikke blot af bekvemmelighedshensyn for stormagterne. USA's faldende indflydelse, Ruslands uhæmmede ambitioner og de nye kræfter i verdensøkonomen tvinger os til at vise og gennemføre EU's potentiale. Jeg støtter endvidere ordførerens opfordring til at involvere flere kvinder i ledende stillinger.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! Jeg vil blot drøfte spørgsmålet om overskridelse af taletid. Alle talere skal behandles lige. Hvis alle andre får lov til at tale ud, så bør min kollega her til venstre også få lov, selv om han ikke har samme holdning som formanden.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Jeg vil gerne takke hr. Brok for hans klarsynede fremstilling af denne problematik og for den politiske linje, han anlægger. Som overbevist føderalist og standhaftig tilhænger af forfatningen viger han ikke udenom, men viser det ansvar, som EU har i verden i dag.

Jeg vil dog gerne gå nærmere ind på et punkt i denne betænkning, der direkte angår konflikten i Mellemøsten og EU's passivitet over for tingenes katastrofale tilstand, som det ses i eftermiddagens debat om situationen i Palæstina. EU's geografiske prioritet for 2007 må netop være situationen i Palæstina. Jeg er derfor uenig i denne holdning. Roden til verdens problemer og ustabilitet ligger som bekendt i Mellemøsten. Hvis vi ønsker at leve i større sikkerhed, i demokrati og fred, må EU prioritere disse udfordringer allerhøjest på sin udenrigspolitiske dagsorden.

Hvad angår den israelsk-palæstinensiske konflikt, må det internationale samfund – må vi alle – gøre mest muligt for at fremme en tostatsløsning i området inden for de afgrænsninger, der var i 1967.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Lad mig begynde med at takke ordføreren, hr. Brok, for hans vigtige betænkning. Den kommer på et meget afgørende tidspunkt, hvor det tyske formandskab forsøger at genoplive forfatningstraktaten, måske uden denne titel. Det vigtigste er større effektivitet.

Hvordan kan vi få større effektivitet i fremtiden? Ikke kun via institutionerne, men også gennem medlemsstaternes politiske vilje. Kun hvis der er enstemmighed ved den måde, vi faktisk stemmer på, vil der være mulighed for en effektiv fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor bør vi gå frem med mere anvendelse af kvalificeret flertal omkring den fælles udenrigspolitik. Det er meget kompliceret, men jeg tror, at det virkelig ville gøre en forskel.

Jeg vil også gerne takke ordføreren, særligt med hensyn til hans bemærkninger om delegationerne. Jeg er begyndt at arbejde meget tæt sammen med vores folk om mere uddannelse, bedre politisk rapportering, offentligt diplomati og udvekslingsprogrammer mellem medlemsstaterne, Rådet, Rådets sekretariat og os selv for - via osmose, som jeg altid siger - at opnå en bedre forståelse af hinanden og lægge op til mere samhørighed i fremtiden.

Lad mig blot fremsætte endnu et par bemærkninger, den ene om Kosovo. Kosovo er virkelig et europæisk problem, der behøver en europæisk løsning med tilslutning fra det internationale samfund. EU skal tage ansvaret for Kosovo efter statusprocessen. Hvordan kan vi nå dette? Jeg tror, det kan gøres ved at etablere et internationalt civilt kontor, ved at etablere en meget væsentlig mission for lov og orden og ved at fortsætte med opbygningen af kapacitet i stor målestok, forhåbentlig på basis af en resolution fra Sikkerhedsrådet.

Jeg vil også gerne sige, at vi i dag allerede har haft en ganske lang debat om Mellemøsten. Vi ved, hvor vanskelig situationen er, men jeg tror, at EU har spillet en ganske væsentlig rolle og ønsker at fortsætte med at spille en væsentlig rolle, særlig i forbindelse med andre medlemmer af kvartetten. Selv om situationen ser barsk ud i dag, håber vi, at vi stadig kan bringe de to parter sammen, så vi kan få en positiv tilgang i fremtiden.

Jeg vil gerne nævne, at Sortehavet er et af de nye områder, hvorpå vi har fokuseret vores bestræbelser med hensyn til naboskabspolitikken, fordi vi mener, at det er et nyt område med nye medlemsstater som Rumænien og Bulgarien. Vi har rakt hånden frem, og vi vil gerne arbejde sammen med Tyrkiet og Rusland i denne region for at forsøge at tage fat på mange af de vigtige spørgsmål.

Endelig med hensyn til kontakterne mellem Rådet og Parlamentet er der nu en interinstitutionel aftale. Der er mere kontakt mellem Rådet og Parlamentet om FUSP-spørgsmål, og jeg tror, at den særlige repræsentant for generalsekretæren, hr. Matthiessen, som er her i dag, nok også vil nævne dette.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag d. 23. maj.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Denne betænkning af hr. Brok er et vigtigt skridt frem imod en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udviklingen gennem den europæiske industrielle Union, den sociale Union - som en del af Europas sociale model - Den Økonomiske og Monetære Union og vedtagelsen af den fælles valuta, har nu ført os dertil, at Europa er parat til at udvikle og planlægge en fælles holdning til udenrigspolitiske spørgsmål.

Det er begyndt at ske. Europa har indtaget en bestemt holdning i konflikten mellem Israel og Palæstina, Iran og Korea, hvilket efter min mening alt sammen sker med en forpligtelse til dialog og kritisk engagement, der er langt mere passende end den konfrontationskurs og ensidige ubalancerede holdning, som Bush-regeringen viser.

Vores første FUSP-initiativ i Asien har været en stor succes med den af EU forhandlede fredsaftale i Aceh, som bliver overvåget af EU og ASEAN's fælles overvågningsmission til Aceh, som har overvåget destruktionen af våben, genhusning af de kæmpende fra begge sider og fjernelsen af de specielt indsatte fremmede tropper, hvilket alt sammen har ført til det historiske valg i december, hvor den tidligere GAM-kæmper og fange hos den indonesiske regering i Banda Aceh blev valgt til guvernør. Vi vil fortsætte med at hjælpe og bistå denne fredsproces for at konsolidere denne succes.

Nu er det på tide, at Europa udtrykker sig stærkere angående Korea.

(Indlægget forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 142, stk. 7)

  Alexander Stubb (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Mine damer og herrer, jeg vil gerne takke min kollega og ven, Elmar Brok, for hans glimrende betænkning om FUSP. Jeg vil i særdeleshed gerne understrege tre ting.

For det første giver betænkningen udtryk for behovet for en fælles tilgang til udenrigspolitiske spørgsmål i en globaliseringstid. Betænkningen nævner klimaforandringer, afhængighed af energi, stater, der bryder sammen, og international terrorisme, blot for at nævne et par eksempler.

For det andet understreger betænkningen, at forfatningstraktaten giver den nødvendige institutionelle fornyelse, f.eks. en udenrigsminister med to kasketter til at koordinere den fælles udenrigspolitik mere effektivt.

For det tredje forudsætter en effektiv politik bevillinger. Betænkningen anser "det samlede beløb på 1,7 milliarder EUR til FUSP for perioden 2007-2013 for at være utilstrækkeligt, hvis EU's ambitioner om at blive en global aktør skal realiseres". Jeg er enig.

Jeg vil derfor gerne give udtryk for min støtte til denne betænkning.

20. Punktafgifter på alkohol (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Astrid Lulling for Økonomi- og Valutaudvalget om forslag til Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/84/EØF om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (KOM(2006)0486 - C6-0319/2006 - 2006/0165(CNS)) (A6-0148/2007).

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Som De ved, følger Kommissionens forslag, der er til drøftelse, den rapport, der blev forelagt af Kommissionen i maj 2004 og den efterfølgende opfordring fra Rådet af 12. april 2005 til, at Kommissionen skulle fremlægge et forslag om at regulere minimumspunktafgiften på alkohol og alkoholholdige drikke for at kompensere for inflationen. Det eneste formål hermed er at opretholde minimumssatsernes reelle værdi. Det er ikke et forslag, der sigter mod harmonisering eller konvergens af satserne.

Jeg vil gerne begynde med at underrette de ærede medlemmer om de drøftelser, der fandt sted i Økofin-Rådet i november 2006. I Rådet var der stærk modstand fra et antal nye medlemsstater, der påstod, at de ikke havde noget at gøre med udgangspunktet for beregningen af inflationen i 1993, da de ikke dengang var en del af Fællesskabet. Jeg har nogen forståelse for dette synspunkt og har derfor fremmet et kompromis, der officielt er fremlagt af det finske formandskab under drøftelserne med medlemsstaterne.

Dette kompromis tager 1. maj 2004, den dato, hvor de 10 nye medlemsstater tiltrådte, som udgangspunkt, og det fører til en meget lavere inflationsrate. I stedet for 31 % er den nye foreslåede forhøjelse af satsen kun på 4,5 %. Desværre nedlagde en medlemsstat, Tjekkiet, veto mod dette kompromisforslag - selv om den, kan jeg tilføje, slet ikke ville være blevet påvirket af en regulering på 4,5 %, da den punktafgift, der i øjeblikket anvendes, ligger højere. Men jeg håber optimistisk, at når dette spørgsmål vender tilbage til Rådet, vil den tjekkiske holdning være ændret, så vi kan nå enstemmighed.

Naturligvis er virkningen af en regulering på 4,5 % meget lille, men alligevel vil der være overgangsperioder til rådighed for de medlemsstater, der rammes. Når det gælder Bulgarien og Rumænien, hvis tiltrædelse fandt sted 1. januar 2007, vil en sådan overgangsperiode være meget generøs.

Nu vil jeg gerne gå over til fru Lullings betænkning, som bestemt indeholder nogle temmelig radikale idéer. For det første, for at gentage hvad jeg sagde i begyndelsen, sigter Kommissionens forslag ikke mod harmonisering eller konvergens af satserne, men er simpelthen en regulering, som under det kompromis, jeg nævnte, vil tage 2004 som udgangspunkt. For det andet vil en tilbagekaldelse af direktivet og afskaffelse af minimumsraterne som foreslået af fru Lulling få meget voldsomme konsekvenser. F.eks. vil medlemsstaterne ikke have nogen som helst forpligtelse til at opkræve punktafgift på alkohol, hvilket så igen vil skabe mere forvridning af det indre marked. Afskaffelsen af minimumssatserne kan også føre til mindre frihed for rejsende, fordi medlemsstaterne vil presse på for skrappere restriktioner for den mængde alkohol, individer kan tage med fra én medlemsstat til en anden, for at dæmme op for de uundgåelige tab af indtægter. Jeg er bestemt imod at genindføre grænserne inden for EU for alkoholiske drikke, og jeg er derfor også imod at afskaffe minimumssatserne. Det vil også danne en farlig præcedens for andre initiativer, såsom med hensyn til tobak og energi, der også er udsat for minimumssatser, og for andre afgifter, såsom moms. Medlemsstaterne skal respektere visse regler i forbindelse med afgiftssatserne. Det kunne også give anledning til bekymring for sundheden.

Jeg vil også gerne sige noget om den foreslåede adfærdskodeks, der i praksis indfører en positiv punktafgift på vin. Som De ved, er vin i øjeblikket belagt med en minimumssats på nul, og det vil fortsat være tilfældet under Kommissionens forslag. Men under den foreslåede adfærdskodeks vil de 15 medlemsstater, der ikke i øjeblikket beskatter vin, ikke blot blive nødt til at indføre en positiv sats, de vil i sidste instans blive nødt til at indrette deres handel efter EU's gennemsnit, som i øjeblikket er 48 euro pr. hl. Jeg er overbevist om, at den foreslåede forøgelse af punktafgiften på vin ikke vil have bred opbakning fra borgerne.

Afslutningsvis håber jeg oprigtig, at de ærede medlemmer vil afvise det forslag, der er stillet i betænkningen, og udarbejde en udtalelse til støtte for Kommissionens forslag, naturligvis med ændringer fra Rådets kompromisændringsforslag, i særdeleshed med hensyn til den dato, hvorfra man skal beregne inflationen, 1. maj 2004, hvilket vil føre til en stigning på bare 4,5 % af minimumspunktafgiften.

  Astrid Lulling (PPE-DE), ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I politik må man af og til vise mod. Det er, hvad Parlamentet kunne gøre i morgen ved at stemme for min betænkning, som foreslår at ophæve minimumssatserne på alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Disse satser blev fastlagt i 1992 i den hensigt at tilnærme de satser, der blev anvendt i de forskellige medlemsstater. Denne tilnærmelse er ikke sket, snarere tværtimod.

Men det er ikke minimumssatsernes skyld, selv om de ikke er blevet prisreguleret i 15 år. Hvis de blev forhøjet med 31 % - hvilket Kommissionen foreslog i september 2006 - ville der stadig ikke ske nogen betydelig tilnærmelse. Faktisk ville forskellen på disse minimumssatser, selv efter en regulering, og de satser på vin, øl og spiritus, som anvendes af de nordlige EU-medlemsstater, stadig være kolossale. Beviset er, at afgiften er på 0,0936 euro for en liter øl i Republikken Tjekkiet og på Malta imod 1,43 euro for en liter øl i Finland!

I løbet af disse lange måneder med drøftelser er det ikke lykkedes Rådet at blive enige om en om end nok så lille regulering af disse minimumssatser. Det har lige netop besluttet at opfordre Kommissionen til at gennemføre en detaljeret undersøgelse af afgifterne på alkohol og alkoholholdige drikkevarer, særligt hvad angår tendenserne i konkurrenceforholdene og prisniveauerne.

Når tingene er, som de er, hr. kommissær, skal vi nu alligevel ud af den blindgyde, som Kommissionen og Rådet er kommet ind i. Og der er kun én fornuftig, logisk og intelligent måde at gøre det på, nemlig at se bort fra de minimumssatser, som ikke længere har noget formål, og blive enige om en adfærdskodeks, som ville hjælpe medlemsstaterne med at få deres punktafgiftssatser til at konvergere i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, som De glemte at nævne. Det er, hvad Økonomi- og Valutaudvalget foreslår Dem i min betænkning.

Hvad angår de ændringsforslag, som blev stillet til plenarforsamlingen af Den Socialdemokratiske Gruppe og De Grønne, foreslår jeg så afgjort at forkaste dem. De socialdemokratiske ændringsforslag ville ende i en omgang pillearbejde vedrørende forhøjelsen af satserne og tidsplanen. Men, hvad der er mere alvorligt, er, at de nu planlægger automatiske reguleringer efter det europæiske prisindeks, hvis dette øger med 0,5 %, uden høring af Parlamentet og Rådet. Når man tænker på vores kamp med hensyn til komitologien, er et sådant forslag ren folklore! At foreslå en nulsats, som socialdemokraterne har gjort, til de bulgarske hjemmebrændere, som konsumerer deres egen produktion, var det rene udstillingsvindue, det var at blænde de bulgarske borgere inden det europæiske valg i Bulgarien den 20. maj. Det er ren list, for forfatterne bag det pågældende ændringsforslag ved udmærket godt, at en sådan undtagelse er umulig at praktisere og ikke ville have en chance for at blive vedtaget enstemmigt i Rådet. Det samme gælder det med, at min betænkning blev taget af dagsordenen for minimødet den 9. maj for at undgå, at de bulgarske socialdemokrater må vise deres sande ansigt inden den 20. maj. Det var ikke nogen stor succes, når man ser socialdemokraternes resultat i Bulgarien, et resultat, som heldigvis ikke var særlig fantastisk.

Hvad angår De Grønnes ændringsforslag, må jeg først konstatere, at de ikke er klar over, at det heldigvis ikke er Kommissionen, men Rådet, som skal træffe afgørelser om skatte- og afgiftsanliggender. At være så uvidende om traktaten er alvorlige sager for en gruppe, som aldrig undlader at belære alle og enhver her i huset! Hvis De Grønne ikke i sidste øjeblik havde trukket deres ændringsforslag 24 og 26 tilbage, som giver Kommissionen til opgave at fastsætte en maksimumssats, måtte vi have afvist dem, fordi de er i modstrid med traktaten.

At kalde vin for en erstatning for øl, som De Grønne gør i deres ændringsforslag 25, er det rene opspind og vidner om en underudviklet gastronomisk kultur. Vinbønderne i Frankrig, Tyskland og Luxembourg kommer ikke til at glemme inden 2009, at deres grønne parlamentsmedlemmer har foreslået at ophæve nulsatsen på vin, som er et førsteklasses landbrugsprodukt. Disse lande, der har valgt at anvende nulsatsen, er helt sikkert ikke rede til at stemme for, at den bliver ophævet fra 2008.

Hr. kommissær, De har forsvaret Deres holdning, som allerede er død en naturlig død i Rådet. Jeg beklager, at De ikke har benyttet den lejlighed, vi har serveret for Dem på et sølvfad, til at komme ud af blindgyden uden at tabe ansigt. Det er virkelig ærgerligt! Hr. kommissær, De forstår sikkert latin: errare humanum est, perseverare diabolicum ... (Det er menneskeligt at fejle, men djævelsk at fremture.)

  Piia-Noora Kauppi, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Selv om jeg normalt helhjertet støtter Kommissionens initiativer vedrørende beskatning, særlig det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag, støtter jeg i denne sag også fru Lulling og denne glimrende betænkning.

Enhver betænkning, der beskæftiger sig med alkohol og beskatning, risikerer at løbe ind i en masse national følsomhed, og det er sket med denne betænkning.

I 1992 - sidste gang denne sag blev drøftet i Parlamentet - så EU meget anderledes ud. Der var kun 12 medlemsstater, og bruttonationalproduktet pr. indbygger var relativt ens i dem. Man antog da, at indførelse af minimumssatser for punktafgift på alkohol ville føre til priskonvergens i samtlige medlemsstater. Vi ved nu, at selv hvis dette var sket i de 12 gamle medlemsstater - hvad det ikke gjorde - ville alene ændringerne i strukturen af Unionen have medført et behov for forandringer. Disse satser er ikke længere aktuelle eller til gavn for den europæiske økonomi som helhed.

Jeg er glad for, at fru Lulling kom til den radikale konklusion at skrotte alle minimumssatserne for punktafgifter på alkohol og foreslå en adfærdskodeks i stedet. Det er på mange måder gavnligt. Det fjerner behovet for fortsat kontrol med inflationen og giver medlemsstaterne ret til at vælge det afgiftsniveau, som er passende for deres økonomiske og kulturelle betingelser, der i øjeblikket varierer meget i de 27 medlemsstater.

Jeg forstår bekymringen for, hvad næste følge i Rådet kunne blive. Det er rigtigt, at medlemsstaterne kunne forsøge at indføre nye barrierer, men det går vi ikke ind for. Vi vil gerne give medlemsstaterne frihed til at træffe deres egne dumme beslutninger, hvis det er, hvad de ønsker at gøre.

Derfor vil jeg gerne understrege, at en tilslutning til fru Lullings betænkning ikke er i modstrid med, at nogle medlemsstater stadig kan indføre højere afgifter på alkohol. Det gælder f.eks. de nordiske lande som Finland, hvor højere afgifter stadig bruges til bl.a. at finansiere en lang række sundhedsinitiativer og -kampagner. Jeg støtter denne politik i de nordiske lande, for vi er ikke parate til meget lave satser for alkoholbeskatning i Europa. Måske er vi et mindre gastronomisk land på denne måde, men det strider ikke mod min opfattelse af, at Lulling-betænkningen bør vedtages i morgen.

  Pervenche Berès, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg gik ud fra, at denne forhandling om punktafgiftssatserne ville blive spændende, og jeg tror, at vi har fået en forsmag på dette.

Vores ordfører, som ikke fik støtte fra Den Socialdemokratiske Gruppe under afstemningen i Økonomi- og Valutaudvalget, har opfordret os til at vise mod, og det er tydeligt, at mod for hende i dag bestod i at gøre op med fortiden. Jeg anerkender her hendes luxembourgske talent, når det drejer sig om punktafgiftssatser på alkohol, men tillad mig at lade være med at følge hende ud af dette spor og ikke at tilslutte mig denne fortale for skattekonkurrence eller fri bevægelse for varer i et indre marked, som ikke ville blive et indre marked.

Hr. kommissær, Deres forslag er i mine øjne et godt forslag. Jeg mener, at de kompromiselementer, som i dag er til forhandling i Rådet, og som tager hensyn til virkeligheden i forhøjede punktafgiftssatser som følge af EU's udvidelse, er gode, og at vi burde støtte dem. De ændringsforslag, som min gruppe har stillet, går i den retning og har intet at gøre med pillearbejde, hvilket fru Lulling tydeligvis ikke har forstået essensen af.

Spørgsmålet er, hvordan vi skal komme videre på dette område. At sige, at det bedste ville være at opgive det hele under påskud af, at det er en vanskelig opgave, synes jeg ikke, er nogen god strategi. Og hvad angår afvisning af enhver form for punktafgiftssats, så er jeg trods alt glad for at konstatere, at fru Kaupi erkender, at disse punktafgiftssatser kan være nyttige, også for den offentlige sundhed, og at det nogle gange er bedst at bevare dem.

Ud over det særlige problem med vores bulgarske venner, tror jeg, at vi her i vores egenskab af lovgivende institution med alvor og i den hensigt at opnå kohærens skal tale for at bevare de svage og utilstrækkelige værktøjer, som Kommissionen i dag har til rådighed, således at driften af det indre marked omfatter visse skatteaspekter. Hr. kommissær, De ved, at De kan regne med fuld og hel støtte fra min gruppe i dette slag.

  Olle Schmidt, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand! De har mange gode sider, Fru Lulling, men indimellem rammer De ved siden af, og det gør De med denne betænkning. Jeg vil anbefale min gruppe at forkaste Deres forslag fuldstændig og altså følge Kommissionen.

I en betænkning om prisniveauet for alkohol bør man også tage hensyn til, hvad øget indtagelse betyder for folkesundheden. Men der siges ikke noget om folkesundheden. Ved at afskaffe punktafgifterne på alkohol og øl sender vi de helt forkerte signaler. Vi ved, at alkoholskaderne stiger, og vi ved, at flere unge i Europa bogstavelig talt drikker sig selv sønder og sammen, ikke kun i de nordiske lande.

Hver dag ruller der floder af øl, vin og spiritus ind i Sverige, en halv million dåser øl og 65.000 flasker spiritus. Det skyldes de store forskelle i alkoholbeskatningen. Her kan højere fælles punktskatter inden for EU spille en vigtig rolle. Omkostningsmarginalen betyder meget i denne sammenhæng, da de pågældende forbrugere er prisfølsomme.

Europa skal ikke vokse sammen gennem spiritusturisme. Jeg ønsker ikke, at EU skal indføre svenske afgifter, det ville ligge mig fjernt, men jeg ønsker derimod omtanke for og solidaritet med andre lande og deres indbyggere. Derfor bør punktafgifterne på alkohol i stigende grad harmoniseres.

Vi europæere drikker mest alkohol i verden. Kommissionen præsenterede sidste år en strategi for at mindske alkoholskaderne. Hvis vi her i Parlamentet vil følge Kommissionens linje, har vi kun et at gøre, nemlig at afvise denne betænkning.

  Zdzisław Zbigniew Podkański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Forslaget om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer har skabt en livlig debat og mange kontroverser, især på grund af de store forskelle i punktafgiftssatserne i de forskellige EU-medlemsstater og delvis på grund af frygten for, at de politikere, der står bag ændringerne, ønsker at EU gradvist skal overtage ansvaret for skatter og afgifter i medlemsstaterne. Det påstås, at den ultimative målsætning er en fælles beskatning af fysiske og juridiske personer.

Indføjelsen af de foreslåede ændringer til Rådets direktiv 92/84/EØF vil derfor svække konkurrencen og føre til lavere kvalitet af de enkelte produkter samt større monopol på grund af store koncerner.

Endelig bør det understreges, at spørgsmålet er mere kompliceret, end det forekommer for de personer, der har foreslået ændringerne. Det er nødvendigt med en mere dybtgående analyse, drøftelse og yderligere høring af medlemsstaterne.

  Carl Schlyter, for Verts/ALE-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Den, som i subsidiaritetens navn vil afskaffe minimumspunktafgiftssatsen på alkohol, må acceptere, at man samtidig i subsidiaritetens navn tillader en begrænsning af den private indførsel af alkohol. Ellers vil lande med høje punktafgifter fuldstændig svømme over af billig privatimporteret spiritus og må betale regningen med høje plejeomkostninger. Uden indførselsbegrænsninger vil landet med lavest afgifter tvinge sin alkoholpolitik på alle andre.

Hvad er det logiske i, at man kan tage 200 kg vin, øl og spiritus, men kun 15 kg frisk fisk med sig over EU-landenes grænser? Desuden er det absurd ikke at have nogen afgift på vin, når der er afgift på øl og spiritus. Endnu mere absurd bliver det, når Sverige stilles for retten, fordi man ifølge Kommissionen har favoriseret ølsektoren ved at have høje afgifter på vin. EU forvrænger selv markedet med sin nulafgift på vin. Alkohol er ikke en normal handelsvare. At se dette som et spørgsmål om det indre marked uden at tage hensyn til folkesundheden, som udvalget, er uansvarligt og uøkonomisk.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Rådet og Kommissionen ønsker at hæve minimumssatsen for punktafgifter på alkohol med det angivelige formål at reducere konkurrenceforvridningen og fremme det indre marked. Ordføreren siger, at den minimumssats, der blev fastsat i 1992 og anvendt af et mindretal af medlemsstater, ikke har forhindret andre medlemsstater i at forøge kløften ved at hæve deres satser. Konklusionen er, at det er nyttesløst at fastsætte minimumssatser, når medlemsstaterne kan fastsætte højere satser, så direktivet bør afskaffes.

Men EU vil aldrig opgive kontrollen med noget som helst, uanset hvor formålsløst det måtte være, og visse lande vil opleve deres satser stige, når minimumssatsen bliver forøget i overensstemmelse med inflationen. Det vil i det mindste lære nye medlemsstater noget værdifuldt: EU vil blande sig i, hvad det ligger dem mest på hjerte, og det vil koste dem penge.

  Jean-Claude Martinez, for ITS-Gruppen. - (FR) Hr. formand! I 1990 fik vi at vide, at der var brug for satsintervaller. I 1992 fik vi at vide, at der var brug for bundsatser. Nu får vi at vide, at der er brug for flydende bundsatser, og stadig af samme grund, nemlig racehygiejne, det kalvinistiske Europas sundhedsneurose, som burde få os til at fastlægge interne toldafgifter og rejse afgiftsbarrierer helt op til næsten 2 euro pr. liter vin, f.eks. i Danmark og i Storbritannien. Men hvis vores engelske, danske og svenske venner vil opkræve afgifter, så må de bare gøre det! Middelhavslandene, Tyskland og Luxembourg anvender nulpunktafgiftssatser for vin.

Det står enhver frit for, hvis han ønsker det, at ruse sig snarere end at drikke, men vi løser ikke narkotikaproblemet med afgiftspålæggelse af den grund. Nej, vi skaber ikke sund helse, hvis jeg må sige det sådan, med afgiftspålæggelse. Drikke og lade leve! Der er ubegrænsede maksimumssatser, vi har ikke brug for minimumssatser!

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand! Så er vi på den igen - endnu et frygtsomt stjålent forsøg fra Kommissionen på at indføre afgiftsharmonisering ad bagdøren.

Her i Parlamentet elsker vi at tale om "skadelig afgiftskonkurrence", så lad os få én ting på det rene med det samme. Skadelig afgiftskonkurrence findes ikke. Al afgiftskonkurrence er god. Ethvert forsøg på at harmonisere udgør et kartel, der drives af regeringer i modstrid med befolkningens interesse. Som alle forsøg på at harmonisere afgifter ville dette forslag have den virkning at hæve afgifterne yderligere i vores groft overbeskattede økonomier.

Kommissionens forslag har en yderligere mangel. Ved at forsøge at anvende en ensartet procentvis forøgelse overalt vil det yderligere forværre den nuværende forvridning mellem forskellige typer af drikkevarer, hvilket udgør en unfair diskrimination til fordel for vin på bekostning af traditionel spiritus som cognac og whisky. Her må jeg erklære en personlig interesse: Jeg arbejdede engang i den skotske whiskyindustri, og i adskillige år var jeg Johnny Walker i Korea.

Ethvert fornuftigt menneske må da være enigt i, at den grove diskrimination på afgiftsområdet til fordel for vin og imod øl og spiritus, som disse forslag forstærker, er helt uacceptabel. Det kan ikke få lov at gå igennem. Lad mig derfor rose det arbejde, som ordføreren, den fortræffelige fru Lulling har gjort. Sjældent har en betænkning her i Parlamentet koncentreret så meget sund fornuft.

1992-foranstaltningerne til harmonisering af alkoholafgifter har ikke nået deres mål. De ændringer, som Kommissionen har foreslået, vil også få fiasko. Det opkrævede afgiftsbeløb er lille, undertiden for lavt til at retfærdiggøre omkostningerne ved opkrævningen. Medlemsstaterne bør have frihed til at fastsætte de satser, der passer deres egen befolkning og kultur.

Fru Lullings endelige anbefaling er, at fællesskabslovgivningen på dette område bør afskaffes. Lad mig komplimentere ordføreren, fru Lulling, for et godt stykke arbejde.

  Мартин Димитров (PPE-DE). – Уважаеми г-н председател, уважаеми дами и господа, в аргументите, използвани от социалистите и от уважаемия комисар Kovács, има един голям проблем и той е следният: Те казват: „Когато акцизите се определят от Брюксел централизирано, няма проблеми със здравето. Обаче, когато се даде правото на всяка страна сама да определя своето акцизно облагане, тогава има големи здравни проблеми."

Това е несъстоятелен аргумент, който е типичен за хората, които имат централизиран начин на мислене. Страните имат повече информация, по-добре познават своите проблеми и могат по-добре да се справят с определянето на акцизните ставки. Защо мислите, че когато Брюксел определя централизирани акцизи, нещата изглеждат по-добре? Тази логика не я разбирам.

Другото много важно нещо: здравните проблеми зависят от образованието, от информационни кампании и много по-малко от данъци. Разликата в доходите между Източна и Западна Европа е много голяма. Как при 10 пъти разлика в доходите да определите минимални акцизи, така че всички да са доволни? Това очевидно не може да стане. В страни като България и Румъния сегашното акцизно облагане представлява около 70 % от крайната цена заедно с ДДС, което създава огромен стимул за „сива икономика", което означава производство, което не се отчита въобще от държавата. Тази „сива икономика" ще навлиза и в други страни-членки на Европейския съюз.

Затова въобще не може да се говори и не трябва да се говори за увеличаване на акцизните ставки. Напротив, трябва да се даде право на всяка страна в зависимост от своите традиции, национални особености да определя акцизните ставки. Това е разумното, рационално предложение.

Напълно заставаме цялата българска делегация в Народната партия зад предложението на г-жа Lulling, което е изключително разумно. Това е едно законодателство, което 15 години не дава ефект. Очевидно е, че е излишно и ако имаме доблестта и смелостта, трябва да кажем: „Да, не върши работа." И трябва да бъде спряно. Неслучайно започна инициатива на Европейската комисия за премахване на тези директиви, които са излишни. Ето пример за излишна директива. Имате ли смелостта да я прекратите? Това е единственото решение.

  Ieke van den Burg (PSE). - (NL) Hr. formand! Undskyld, men jeg kan ikke være særlig emotionel, hvad angår dette emne, hvilket åbenbart er sædvane her. Lad mig begynde med at undskylde vores skyggeordfører, fru Gottardi. Jeg overtager det i øjeblikket fra hende.

Jeg må sige, at jeg selv med stor fornøjelse har observeret, hvordan fru Lulling som en ægte Marianne har anført denne kamp, dette oprør, mod dette direktivforslag og dette forslag om at hæve minimumssatserne for øl og alkohol i overensstemmelse med inflationen. Det er faktisk et emne, hvor man rigtigt kan score, hvilket også viser sig. Afgifter er selvfølgelig et upopulært emne, mens øl og alkohol er meget populære emner. Hvorom alting er, så lod vi os altså ikke rigtigt rive med i vores gruppe, fordi vi, som fru Berès sagde, føler os ansvarlige for det indre marked og for ærlig konkurrence.

Det eneste kritiske punkt, som jeg vil nævne, er, at dette direktiv, således som det blev udarbejdet i begyndelsen af 1990'erne, selvfølgelig er en meget dårlig lovgivning, fordi der er anvendt absolutte tal. Det er ikke en rigtig procedure, og slet ikke når det gælder et emne, som man skal træffe enstemmig beslutning om, for så er det næsten umuligt nogensinde at ændre disse absolutte tal.

Derfor er jeg så begejstret for det forslag, som kommissær Kovács har stillet sammen med det finske formandskab, om at indføre automatisk indeksering. Jeg synes, det var en udmærket gestus ikke at begynde så højt som i det oprindelige forslag, men at begynde lidt mere beskedent med den første forhøjelse, der skal foretages.

Derfor har vi i PSE-Gruppen stillet disse forslag, som nu behandles i Rådet, som ændringsforslag. Jeg tror, det ville være meget fornuftigt og vidne om en god politik, hvis et flertal i Parlamentet i morgen stemmer for det.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Jeg ønsker at støtte Astrid Lullings betænkning, da jeg mener, at den er velafbalanceret og relaterer til en liberal skattepolitik.

Diskussionen handler ikke om selve afgiften, der skal stige i etaper på 1 %, hvilket ikke - som Kommissionen ofte siger - vil ændre noget, heller ikke på forskellene mellem afgifterne i f.eks. Litauen og de skandinaviske lande. Diskussionen handler om, hvorvidt vi ønsker at standardisere og harmonisere skatteafgifter, eller hvorvidt vi mener, at diversiteten i vores lande skal afspejles i forskellige afgiftssatser og skattesystemer. Vi skal fremme samarbejdet mellem virksomhederne i de forskellige lande, og der skal oprettes et fælles marked. Men det kan lade sig gøre, og vi har planer om at harmonisere beskatningsgrundlaget (Parlamentet har allerede godkendt en betænkning herom). Toldsatser afspejler allerede den aktuelle situation i landene, og de skal skabe mulighed for, at virksomhederne kan vise egne initiativer. I de lande, hvor sådanne initiativer ikke støttes af relevante infrastrukturer, f.eks. i de nye medlemsstater, kan sådanne initiativer støttes af separate afgifter. Konkurrence er altid et sundhedstegn - fra alle synsvinkler. Vores interne EU-diskussioner om, hvilket land der er billigst, er ret morsomt. For den billigste alkohol fremstilles i Rusland.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! Et stort forbrug af alkohol hænger sammen med svære sociale konsekvenser, også kaldet negative eksterne effekter. For lettere at forstå problematikken kan der drages en parallel til afgifterne på køretøjsbrændstof. Dette brændstof afgiftspålægges, fordi det skader miljøet. Ved at pålægge en afgift kan man modarbejde den miljøforstyrrelse, som forbrændingen medfører. Dermed internaliserer man omkostningerne, og forureneren betaler.

Samme princip kan anvendes på salget af alkohol. Landenes sundhedssystemer kommer under pres som følge af alkoholrelaterede sygdomme. Alkoholafgiften har i dette tilfælde to effekter, dels forbruges der mindre af en vare, hvis den er afgiftspålagt, dels indebærer afgiftsindtægterne et tilskud til statskassen. Disse penge kan efterfølgende anvendes til at give pleje til mennesker med alkoholrelaterede skader.

Med hensyn til minimumspunktafgiftssatserne mener vi, at det er bedre at bevare dem end at fjerne dem, når de nu findes. Der bør heller ikke være undtagelser for nogen alkoholholdige drikke, som det er tilfældet i dag.

  Petre Popeangă (ITS). – Din lipsă de timp, o să mă limitez la a expune doar câteva consideraţii privind efectele pe care le-ar produce în România modificarea directivei pe care o analizăm, consideraţii transmise de către o asociaţie de producători de bere pe care le împărtăşesc şi le susţin. Se apreciază că aplicarea unei asemenea măsuri este, în prezent, dăunătoare industriei berii din România, deoarece va declanşa o competiţie neloială între unităţile producătoare de bere şi cele producătoare de alte băuturi fermentate, determinată de faptul că prin egalizarea propusă se va provoca creşterea accizei la bere, în timp ce la alte băuturi fermentate va rămâne neschimbată. Consecinţa directă şi imediată a acestei modificări este scumpirea produsului, în condiţiile în care în România coeficientul putere de cumpărare pe produs intern brut/locuitor indică faptul că berea este deja cu 200% mai scumpă decât media preţurilor practicate la produsele similare din Europa 15. Creşterea preţului va determina în mod automat şi limitarea producţiei, ca una dintre consecinţele diminuării consumului, ceea ce va provoca şi scăderea numărului de salariaţi din acest sector, cu tot cortegiul de efecte sociale şi financiare ce ar rezulta din acest proces.

În sfârşit, dar fără a epuiza toate consecinţele pe care le-ar genera adoptarea unei astfel de decizii, se semnalează şi faptul că mărirea accizei la bere ar putea avea şi efecte inverse celor scontate, determinând per total o diminuarea a veniturilor bugetare ca urmare a scăderii vânzărilor şi diminuării personalului din acest sector.

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Jeg ønsker at takke fru Lulling for betænkningen, og jeg håber, at Parlamentet i morgen vil støtte den. Vi har brug for en ny filosofi om punktafgifter, for en fastlæggelse af minimumssatserne i euro vil absolut ikke forbedre konvergensen - det er tydeligt. Med andre ord opfyldes målsætningen ganske enkelt ikke.

Det forholder sig grundlæggende således, at der i et system målt i euro, som er åbent fra toppen, ikke er betydelig konvergens. Det kan endda forårsage alvorlig skade, idet fastlæggelsen af en priskontrol, som selv Marx ville have været stolt af, i forbindelse med medlemsstaterne, især de fattige medlemsstater, kan medføre nye obligatoriske inflationsbyrder for de medlemsstater, som har en fornuftig offentlig økonomi, og dermed begrænse friheden i skattepolitikken. Dog har mange af disse medlemsstater netop hævet - eller er tvunget til at hæve - afgifterne, og hvad mere er, disse hårdt prøvede lande vil endda overstige det maksimale indtægtsniveau - som angivet i den økonomiske analyse.

Dette kan benyttes som ny ammunition til argumenterne imod indførelse af euroen i disse lande - f.eks. i de baltiske stater og Balkanlandene - med argumenter som inflation som begrundelse for at holde dem ude af euroområdet. Men hvordan kan vi tro, at det i Bulgarien eller Rumænien - med lønninger på 100-150 euro - ikke vil generere undergrundsøkonomi, kriminalitet og ulovlig fremstilling af alkohol? Det drejer sig om folkesundheden! Eller er det meningen, at man skal bruge halvdelen af sin månedsløn på afgifter?

I øvrigt blev denne fantastiske idé foreslået for også at pålægge vin den pågældende minimumsafgiftssats i stedet for øl og dermed overbebyrde denne historiske europæiske kultur yderligere. Hvis vi ønsker ægte konvergens, og vi er i denne sammenhæng enige i strategien, skal vi indføre en adfærdskodeks - som jeg har anbefalet, og som Kommissionen har accepteret - hvor de medlemsstater, der er over eller under den gennemsnitlige afgiftssats, vil acceptere ændringer i afgiftssatserne blot for at konvergere i retning af det gennemsnitlige, hvis de økonomiske forhold tillader det.

Der er ikke tale om at genskabe grænserne eller ophæve punktafgifterne, det kan være den eneste løsning med hensyn til skatte- og afgiftspolitikken. Med udvidelsen af EU befinder medlemsstaterne sig i meget forskellige niveauer for udvikling (talen blev afbrudt).

  Antolín Sánchez Presedo (PSE) . - (ES) Hr. formand! Mine damer og herrer, en indbyrdes tilnærmelse af punktafgifterne på alkohol og alkoholholdige drikkevarer med fastsættelse af minimumsafgifter er en god måde at reducere konkurrenceforvridninger og ubalancer i det indre markeds funktion på, og samtidig giver vi medlemsstaterne et rum til udøvelse af deres egne skattebeføjelser.

Revisionen af afgifterne, der har været uændret siden 1992, er nødvendig for at undgå, at systemet kommer ud af balance og mister sin eksistensberettigelse. Det er også en vanskelig operation, eftersom man også, selv om den oprindelige indbyrdes tilnærmelse er blevet devalueret over tid, da EU har udvidet fra 15 medlemsstater med optagelsen - i tre omgange - af nye medlemsstater med meget forskellige kulturer og forhold.

Hvis vi, som ordføreren foreslår, går bort fra EU-regelværket, er der tale om et skridt baglæns, som kan medføre en destabiliserende effekt med uønskede konsekvenser. At bevare EU-regelværket er ikke til hinder for, at medlemsstaterne udforsker og foregriber nye fremskridt via de bløde formuleringer som f.eks. adfærdskodekser.

Ifølge beregningerne vil Kommissionens forslag om efter den 1. januar 2008 at genvinde 31 % af den inflationsstigning, der har været mellem 1983 og 2005, ikke få følger for flertallet af medlemsstaterne, som har højere minimumssatser, selv om det kan betyde en pludselig stigning i andre afgifter og påvirke producenterne, beskæftigelsen og priskontrollen i negativ retning.

Jeg er derfor i forbindelse med revisionen fortaler for, at vin fortsat skal være undtaget, at de foreslåede satser reduceres, idet der skal tages hensyn til øllets og mellemklasseprodukternes særlige følsomhed, og at der sker en gradvis tilpasning for de nye medlemsstater, der har mere divergerende udgangspunkter.

I fremtiden synes jeg, at det vil være hensigtsmæssigt at foretage jævnlige revisioner, selv om en automatisk indeksering kunne frakoble dette skatteinstrument fra EU's økonomiske politik.

  Ivo Strejček (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, godaften! Fru Lulling, De har fået rosende ord fra mange i aften. Jeg ønsker at takke Dem for betænkningen. Jeg vil også gerne påpege, at den været en fornøjelse at læse, ikke mindst fordi den afspejler nogle punkter, som jeg gerne vil fremhæve her.

For det første er betænkningen baseret på den tanke, at grænseoverskridende handel med fri bevægelighed for varer er en af de grundlæggende principper i forbindelse med den europæiske integration. Forbrugerne træffer deres beslutninger på grundlag af prisen, dvs. at de skal reagere via deres nationale skattepolitik frem for at vente på hjælp fra EU.

For det andet er jeg af den opfattelse, at et af de vigtigste punkter i betænkningen er, at skattekonkurrence er positivt. Oprettelsen af det, der er kendt som det indre marked med skattefrie grænser, er ganske enkelt en moderne form for protektionisme.

For det tredje har alle medlemsstater som nævnt flere gange ret til at følge deres egen uafhængige skattepolitik. Beskatning og forvaltning af skatteindtægterne er grundlaget for politisk konkurrence. Som De ved, fru Lulling, repræsenterer jeg Tjekkiet og Tjekkiets interesser i Parlamentet, og da Tjekkiet er en velkendt producent og eksportør af øl, vil jeg gerne komme med en sidste kommentar. Der er ikke nogen som helst grund til, at de tjekkiske ølproducenter og forbrugere skal straffes på grund af harmonisering af forbrugsafgifter.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand! Egentlig synes jeg, at Kommissionens oprindelige forslag med stigning fra 1993 var det bedste, men for at opnå et kompromis i Rådet kan jeg godt se, at en stigning fra 2004 er det eneste mulige. Hvorfor er jeg for Kommissionens forslag? Det er jeg på grund af de argumenter, som er fremført tidligere. Jeg vil have afgifter, nærmere bestemt minimumspunktafgiftssatser på miljøfarlig virksomhed, da jeg vil mindske den miljøskadelige virksomhed.

Og også på alkohol. Alkohol koster os meget, når det gælder folkesundheden. Et effektivt instrument er at fastsætte minimumspunktafgiftssatser for at reducere forbruget. Der er fremført et mærkeligt argument i denne debat. Man siger, at denne moderate stigning kan påvirke inflationen. Hvis det er tilfældet i noget land, så må alkoholforbruget og dermed alkoholproblemerne være så utrolig store der, at det virkelig er på tide at forhøje afgifterne.

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle dem, der har bidraget til denne debat. Som jeg sagde i mine indledende bemærkninger, ville en tilbagekaldelse af direktivet og afskaffelse af minimumssatserne have ekstreme konsekvenser, og det vil jeg gerne sige lidt mere om.

Uden minimumssatser vil medlemsstaterne ikke have nogen som helst forpligtelse til at opkræve punktafgifter på alkohol, og i betragtning af den ringe betydning, som nogle medlemsstater tillægger punktafgifter på alkohol i form af lave satser, må det ses som en reel mulighed.

Jeg nærer ingen tvivl om, at hvis der ikke fandtes minimumssatser, ville visse medlemsstater presse på for større restriktioner med hensyn til den mængde alkohol, som enkeltpersoner kan føre fra én medlemsstat til en anden, for at bremse det uundgåelige tab af skatteindtægter, og det ville føre til mindre frihed for borgerne. Der er også nogle, der antyder, at minimumssatserne griber ind i medlemsstaternes suverænitet. Faktisk forholder det sig lige omvendt. De støtter medlemsstaternes suverænitet ved at gøre det muligt for dem at føre deres egen afgiftspolitik uden nogen trussel om, at denne politik kan blive undermineret af andre medlemsstater og i særdeleshed ved handel og smugleri på tværs af grænserne.

Det betyder ikke, at minimumssatserne har til formål at beskytte medlemsstater, der har et højere afgiftsniveau. Det faktum, at minimumssatserne er sat temmelig lavt og forbliver lave, selv efter en regulering på 4,5 %, gør, at medlemsstaterne stadig har masser af spillerum. De, der ønsker at se de nationale satser på niveauer, der ligger tæt på minimum, udelukkes ikke herfra. På samme måde er det muligt for dem, der vil have satserne meget højere, at gøre dette, men de må selv tage ansvaret for følgerne.

Jeg vil gerne endnu en gang bekræfte, at formålet med forslaget bestemt ikke er harmonisering - ikke engang tilnærmelse. Formålet med forslaget er regulering. Hvad angår muligheden af, at en forøgelse af minimumsafgiften kan virke inflationsfremkaldende, har det ikke været tilfældet. Det er en kompensation for den inflation, der allerede har fundet sted.

Til det argument, at det kan forøge den sorte økonomi, siger jeg, at manglen på eller afskaffelsen af punktafgifter kan føre til smugleri og handel på tværs af grænserne, hvilket ikke har noget at gøre med fair konkurrence.

Endelig, hvad angår de tjekkiske bryggerier og forbrugere, så vil de ikke lide overlast, for i Tjekkiet er afgiftssatsen i øjeblikket langt højere, end den nye fælles minimumssats vil blive efter forøgelsen.

  Astrid Lulling (PPE-DE), ordfører. - (FR) Jeg vil gerne have lov til at komme til orde i min egenskab af ordfører, som det er kutyme i de fleste nationale parlamenter - jeg har siddet der i 25 år, og der kan man få lov at svare som ordfører. Jeg vil gerne sige, hr. kommissær, ...

  Formanden. - Undskyld, fru Lulling. Jeg vil give Dem et minut til at runde af og sige, hvad De finder vigtigst, for De står ikke på talerlisten. De har et minut.

  Astrid Lulling (PPE-DE). - (EN) Men De gav så mange minutter til kommissæren, hr. formand, og så tillader De mig ikke at svare. Det er ikke en debat! Det her er et parlament!

  Formanden. - Ja, det er et parlament, og det er derfor, jeg er nødt til at holde en vis orden.

  Astrid Lulling (PPE-DE). - (FR) Vi befinder os i et parlament, hr. formand, og jeg har ret til at svare kommissæren og talerne. Jeg vil gerne svare fru Berès, som beskyldte mig for at ville gøre op med fortiden ved at ophæve satserne.

Hr. formand, man har forstået mit forslag meget dårligt. Jeg vil gerne rette op på disse misforståelser, for det er blevet sagt, at vi afskaffede punktafgiftssatserne. Det gør vi ikke! Ved at ophæve minimumssatserne afskaffer vi ikke punktafgiftssatserne, for hver medlemsstat kan frit fastlægge disse satser, og hver medlemsstat kan også frit regulere dem. Man skal trods al