Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 24. maj 2007 - Strasbourg

14.3. Menneskerettighederne i Sudan

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er er forhandling om seks beslutningsforslag om menneskerettighederne i Sudan⁽¹⁾.

  Karin Scheele (PSE), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand, Amouna Abdallah!

Daldoum, 23 år, og Sadia Idries Fadul, 22 år, blev dømt til døden ved stening på grund af ægteskabsbrud hhv. den 6. marts og 13. februar 2007. Begge kvinder blev kendt skyldige i ægteskabsbrud af en straffedomstol i provinsen Managil i delstaten Gezirah. Ifølge rapporter havde kvinderne ingen advokat under retssagen og kunne heller ikke forsvare sig selv, fordi de kun beherskede det sprog, der tales i deres pågældende etniske gruppe. Sagen blev ført på arabisk, uden at kvinderne fik stillet en tolk til rådighed. Dommen blev anken.

Ifølge informationer fra den sudanesiske ambassade i Bruxelles blev dødsdommen ophævet af domstolen. Begrundelsen lød: manglende retshjælp. Vi bifalder ophævelsen af dødsstraffen, hvis den også virkelig bliver bekræftet fra domstolens side, og opfordrer den sudanesiske regering til at garantere, at de to kvinder ikke har lidt fysisk eller psykisk overlast.

Den 3. maj blev to 16-årige dømt til døden på grund af mord og røveri. I henhold til international ret er det forbudt at idømme unge gerningsmænd dødsstraf. Sudan har ratificeret FN's konvention om barnets rettigheder og dermed forpligtet sig til ikke at henrette personer under 18 år. Den sudanesiske regering opfordres til at ophæve dødsstraffen mod de to mindreårige og garantere, at de ikke har lidt fysisk eller psykisk overlast.

Vi opfordrer Kommissionen, Europarådet og medlemsstaterne til at fordømme dødsstraf, piskning og andre former for grusom og nedværdigende straf.

  Ryszard Czarnecki (UEN), forslagsstiller. - (PL) Hr. formand! Dette er min første periode som medlem af Europa-Parlamentet, men dette er tredje gang, at vi drøfter Sudan. I en ideel verden ville der ikke være brug for vores indblanding af hensyn til den sudanske befolkning. Det glæder mig, at de seks største politiske grupper i Parlamentet er nået til enighed om Sudan, og at vi har en fælles holdning. Paradoksalt nok kan man sige, at de lidelser og de rædselsfulde domme, som det uretfærdige retssystem - jeg gentager - det uretfærdige retssystem i dette land har givet anledning til, tilsyneladende bringer os sammen i EU.

Det er uacceptabelt i det 21. århundrede, at kvinder fortsat dødsdømmes ved stening for utroskab, og at 16-årige børn dømmes til døden ved hængning. Ja, vi blander os i Sudans indre anliggender. Vi bør tilmed blande os af, bl.a. af moralske årsager. En af disse årsager er, at vi allerede har øremærket 85 millioner euro i form af humanitær bistand til dette land alene i år. Dette beløb blev forhøjet for to måneder siden, da det oprindelige beløb lød på 40 millioner euro. Vi er også nødt til på det kraftigste at fordømme grusomme metoder som f.eks. lemlæstelse af unge kvinder, hvilket også sker i dette land.

Personligt vil jeg bemærke, at der ikke nogen grund til at skjule, at spørgsmålet om dødsstraf drøftes i mit land i øjeblikket. Jeg er personligt imod dødsstraf. Begivenhederne i Sudan bekræfter min holdning, om end den kulturelle sammenhæng naturligvis er fuldstændig anderledes.

Jeg vil gerne understrege, at vi er nødt til at udvise solidaritet i denne sag. Vi er nødt til at handle i fællesskab, da disse absurde domme kun kan blive omstødt, hvis vi, hvis hele EU udviser solidaritet.

  Marios Matsakis (ALDE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Sudan er måske bedst kendt for konflikten i Darfur, hvor krænkelserne af menneskerettighederne sker i et gigantisk omfang. Sudan er imidlertid også en stat, hvor der er en alvorlig mangel på respekt for menneskerettighederne generelt i hele landet.

Dette beslutningsforslag minder os på ny om det anakronistiske og primitive retssystem i Sudan, et system der tillader, at kvinder stenes til døde, hvis de findes skyldige i utroskab, og at børn dømmes til døden. Det er virkelig vanskeligt at tro på, at der i det 21. århundrede stadig findes regeringer, der fortsat tolererer og støtter sådanne usædvanligt barbariske systemer.

Vi er klar over, at Sudan er et meget fattigt land med mange politiske og økonomiske problemer, men sådanne problemer bør ikke være en undskyldning for ikke at følge en fornuftsbetonet fremskridtslinje, hvor universelle værdier såsom retfærdighed og demokrati opretholdes. Vi har desuden vanskeligt ved at forstå, hvordan religion kan få så drastiske og til tider sadistiske følger på det civil- og strafferetlige område.

Vi ønsker at sende et stærkt budskab til den sudanske regering om, at vores tålmodighed er ved at være opbrugt, og at vores tolerancetærskel for længst er blevet overskredet. Vi forlanger, at de gennemfører en hurtig revision af deres retssystem under hensyntagen til folkeretten, FN-konventioner og respekten for den sudanske befolknings menneskerettigheder. Vi har tillid til, at dette vil ske hurtigt, således at vi undgår at anvende mere drastiske tilskyndelsesforanstaltninger.

  Bernd Posselt (PPE-DE), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand! Jeg er fuldstændig enig med hr. Matsakis - bortset fra et enkelt punkt. Han siger: Sudan er et fattigt land. Det er korrekt. Men Sudan har takket være sin olierigdom og meget andet potentiale til at være et udtalt rigt land. Men det er et land, der bliver udnyttet, og hvor internationale kræfter og koncerner helt klart har skærpet krigen i f.eks. Darfur og andre steder for at fremme deres egne energiinteresser.

Sudan er imidlertid også et land, der påfører sig selv uendelig skade på grund af et ødelagt politisk system, ikke kun på grund af konflikten mellem nord og syd, øst og vest, kristne og muslimer, sådan som det gang på gang fremføres i generaliserende vendinger, men derimod på grund af et utal af enkeltkonflikter. Derfor må vi presse på for, at de grundlæggende menneskerettigheder bliver overholdt. Der var også en, der med rette sagde: Vi forkaster dødsstraffen i Europa. Der blev talt om debatten i Polen. Dødsstraf er uforeneligt med medlemskab af EU og også med medlemskab af Europarådet - det ved vi. Men sådanne standarder skal naturligvis først til at udvikle sig langsomt i Afrika. Her er det især op til Den Afrikanske Union, der endnu befinder sig i begyndelsesstadiet, skridt for skridt - vi ved, at tingene ikke sker fra den ene dag til den anden - at udvikle sådanne menneskerettighedsstandarder, men også at gennemføre dem politisk.

Derfor appellerer vi til den sudanesiske regering om ikke blot at undlade at anvende dødsstraf længere - navnlig når det gælder mindreårige, hvilket er særligt skandaløst - men også til at a) undlade at fejlfortolke sharialovgivningen sådan, som den gør, for de barbariske skikke, vi ser her, har intet at gøre med den sande sharia, og b) desuden ikke udvide shariaen til ikkeislamiske befolkningsgrupper. Landet skal følge en normal civil lovgivning, som er i overensstemmelse med FN's menneskerettighedsstandarder.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), forslagsstiller. - (ES) Hr. formand! Af alle de rædsler, der kan ramme et menneske, er stening til døde utvivlsomt en af de mest uforståelige, og det er naturligvis helt uacceptabelt.

Den sag, vi behandler i dag om Sadia Idris Fadul og Amouna Abdallah Daldoum, der er blevet dømt til døden ved stening, indeholder to lige vigtige dimensioner. På den ene side tvinger den os til endnu en gang at gentage vores holdning om, at dødsstraf under ingen omstændigheder er en acceptabel straf, og for det andet, stiller den os igen over for en åbenlys kønsdiskriminering, eftersom den omhandlede dom er baseret på en formodet forbrydelse - ægteskabsbrud - der kun betragtes som sådan i tilfælde af kvinder, men ikke i tilfælde af mænd.

Det er derfor ikke nok at kræve, at den internationale lovgivning i forbindelse med anvendelse af dødsstraf over for mindreårige bliver overholdt, og det er heller ikke nok at stå fast på, at alle de lande, der fortsat fastholder nævnte praksis, lader den gå over i den juridiske og politiske historie. I dette tilfælde bør vi desuden understrege en udpræget mandschauvinistisk situation, eller, hvilket er det samme, selektive drab i patriarkatets navn.

Det, vi står over for, når vi behandler denne slags domme, som kun berører kvinderne, er en nedvurdering af kvindernes liv i forhold til mændenes. Det er ikke acceptabelt, hverken i Sudan eller i noget andet land i verden.

Derfor glæder jeg mig over det meget høje niveau af konsensus, som kendetegner denne beslutning, og jeg håber, at den vil bidrage til ikke kun at sætte en stopper for dødsstraf, men også til, at mænds og kvinders liv anses for at have samme værdi.

  Erik Meijer (GUE/NGL), forslagsstiller. - (NL) Hr. formand! Allerede på den tid, hvor den nuværende stat Sudan endnu var kendt som det angloegyptiske Sudan, rejste spørgsmålet sig, om dette meget omfangsrige område med stærkt forskellige folkeslag skulle blive uafhængigt som én stat. En enhedsstat ville især være den arabiske befolkningsgruppes stat i den nordlige, østlige og centrale del af området. Den sorte islamiske befolkningsgruppe i den vestlige del og den sorte kristne og animistiske befolkningsgruppe i den sydlige del ville få svært ved at opnå en ligeværdig stilling.

Disse områder, som dengang var meget mindre udviklede, lå langt fra havet og fik næsten ingen international opmærksomhed. I sidste instans tog ingen hensyn til dem. Efter en årelang krig er der tilsyneladende opnået et kompromis for den ikkeislamiske sydlige del, som har fået selvstyre og er repræsenteret i den centrale regering. Som vi ved, gælder det ikke for det vestlige Darfur.

Inden for den dominerende arabiske befolkningsgruppe, og især hos magthaverne og retsvæsenet, bliver fundamentalismen for alvor mærkbar. Dødsstraf på grund af utroskab og endda anvendelse af stening er i øjeblikket de værste vildskud. Med rette gør beslutningsforslaget opmærksom på internationale aftaler og nødvendigheden af afskaffelse af dødsstraffen. Det skal der fortsat være tilstrækkelig opmærksomhed omkring, fordi der opstår en frygtelig situation i Sudan.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Konflikten i Sudan, som har varet i mere end 50 år, har krævet mindst 2 millioner ofre. Gennembruddet i en af de blodigste krige i det moderne Afrika kom, da fredsaftalen blev underskrevet i Nairobi i 2005. Konflikten fortsætter imidlertid i Darfur, i den vestlige del af landet. Denne konflikt har indtil videre resulteret i 400.000 dødsfald, og 2 millioner mennesker er blevet fordrevet. Indbyggerne i denne provins er ofre for en af de alvorligste kriser i verden i dag. De har ingen mad, vand og sundhedspleje. Situationen i Darfur har været kritisk gennem fire år. EU har endnu ikke grebet effektivt ind for at tvinge regeringen i Khartoum til at holde op med at begå krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

De seneste rapporter om henrettelse af mindreårige i Sudan er en yderligere bekræftelse på, at dette land på ny har krænket menneskerettighederne. Selv om Sudan har undertegnet en række internationale aftaler, herunder Cotonou-aftalen, tilsidesættes disse åbenlyst. Vi kan ikke længere blot give udtryk for vores bekymring over situationen i Sudan, som EU's udenrigsministre har gjort det gennem de sidste tre år i 19 erklæringer om dette spørgsmål. Det er på tide at indføre effektive økonomiske sanktioner, som viser de sudanske ledere, at deres massive anvendelse af vold imod deres egne borgere rent faktisk har en pris.

  Danutė Budreikaitė, for ALDE Gruppen. - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer! Krigen i Darfur, der har varet i fire år, efterlader meget lidt håb om, at menneskerettighederne vil blive respekteret i lande, der er i krig.

Selv om de relevante dokumenter er blevet undertegnet, er de forpligtelser, der er blevet indgået, ikke blevet overholdt.

Under den militære konflikt i Darfur er ca. 200.000 mennesker døde, og 2,5 millioner af indbyggerne i provinsen er blevet hjemløse. Tilstandene i landet er kaotiske, og regeringen handler ud fra egne interesser.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på de forhold, der fortsat giver anledning til militær konflikt og krænkelser af menneskerettighederne.

Hvor kommer de våben fra, der anvendes under kamphandlingerne i Darfur? Ifølge Amnesty International modtager Darfur våbenleverancerne fra Kina og Rusland, selv om de nægter dette og har støttet FN's Sikkerhedsråds resolution om forbud mod levering af våben til Darfur.

Derudover har Kina mange energi- og råvareinteresser i Sudan. De søger profit, og den ustabile situation er tilsyneladende til deres fordel.

Løsningen af konflikten og genindførelsen af menneskerettigheder i Sudan vil afhænge af EU's samarbejde med de berørte parter og internationale organisationer og deres forpligtelser, som disse lande ikke overholder.

  Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Menneskerettighedssituationen i Sudan giver fortsat anledning til meget alvorlig bekymring i Kommissionen og EU, navnlig i lyset af den usikre og ekstremt ustabile situation, der fortsat hersker i marginaliserede områder som f.eks. Darfur. Næsten to år efter underskrivelsen af den samlede fredsaftale har den sudanske regering langtfra opfyldt mange af de forpligtelser på menneskerettighedsområdet, som den indgik under den samlede fredsaftale og den midlertidige nationale forfatning, som republikkens præsident underskrev i juli 2005.

Inden for rammerne af det internationale samarbejde er EU's bestræbelser på at forbedre beskyttelsen af civilbefolkningen i Sudan rettet mod såvel sikkerhedsforanstaltninger som politiske civile foranstaltninger. Siden 2005 har Kommissionen finansieret ca. 35 projekter, der har til formål at fremme menneskerettighederne og demokratiet i Sudan med et samlet budget på ca. 6 millioner euro.

Med hensyn til sagen vedrørende de to kvinder, der er nævnt i Parlamentets beslutning, kan jeg forsikre de ærede medlemmer om, at EU og Kommissionen følger sagen meget tæt. Denne sag blev rejst første gang under delegationsledernes møde i Nederlandene medio marts, og der blev fulgt op herpå under EU-trojkamødet den 27. marts med deltagelse af repræsentanter fra Tyskland, Grækenland og Kommissionen.

EU rejste senest spørgsmålet under mødet i det rådgivende menneskerettighedsråd den 16. april. Appelretten afgjorde, at sagen skulle sendes tilbage til den domstol, hvor sagen oprindelig blev anlagt, dvs. statsdomstolen i al-Gezira, til fornyet prøvelse. Selv om vi er stærkt imod dødsstraf, er det i det mindste positivt, at sagen tages op til fornyet prøvelse, og vi håber, at kvinderne får en retfærdig rettergang under overholdelse af internationale menneskerettighedsstandarder.

Den sidste sag, som vi drøfter nu, er sagen om to drenge på 16 år, der er dømt til døden ved hængning. En række medlemsstater og Kommissionen har rejst spørgsmål over for den tyske ambassade og afventer, at det tyske formandskab tager føringen i denne sag i løbet af de kommende dage. Hvis dette ikke sker, agter Kommissionen at rejse spørgsmålet direkte i et brev til de sudanske myndigheder, f.eks. justitsministeren og det rådgivende menneskerettighedsråd.

Det næste møde i forbindelse med den politiske dialog mellem EU og Sudan med det rådgivende menneskerettighedsråd afholdes primo juni, og det kunne være en god anledning til at rejse denne sag igen.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Kathy Sinnott (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Hvordan kan dette stadig ske? Der har været så mange folkedrab gennem de seneste 100 år, og hver gang siger vi, at det aldrig vil ske igen. Vi ved imidlertid, at det sker lige nu i Darfur, og verden ved, at det sker - så hvorfor er vi ude af stand til at stoppe det?

I Irland har vi formået at lægge våbnene og føre samfundsgrupper sammen, hvilket tidligere var utænkeligt. Hvorfor er vi så ude af stand til at gøre fremskridt i denne del af verden?

Hvis vi skal besvare dette spørgsmål, er vi nødt til at se anderledes på situationen i Darfur. Hvis verdens sympati og vores beslutninger kunne bringe fred og lindring til den sudanske befolkning, ville det været sket for lang tid siden. Vi kan fortsætte med at stille krav til en uimødekommende sudansk regering om at ændre sin politik, eller vi kan overveje, hvorfor vi fortsat støtter en uforsonlig regering. Vi må kappe de livslinjer, der skaber ødelæggelse i Darfur, livslinjer som f.eks. kinesiske oliepenge og russiske våben. Vores beslutninger vil forblive kraftesløse og ineffektive, hvis vi fortsat lader os kujonere af denne magt.

(1) Se protokollen.