Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2007/2562(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0234/2007

Forhandlinger :

PV 06/06/2007 - 15
CRE 06/06/2007 - 15

Afstemninger :

PV 07/06/2007 - 5.17
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0235

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 6. juni 2007 - Bruxelles EUT-udgave

15. Forvaltning af Europas søgrænser - Europæisk solidaritet og beskyttelse af indvandreres rettigheder (forhandling)
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forvaltning af Europas søgrænser - Europæisk solidaritet og beskyttelse af indvandreres rettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Altmaier, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne på formandskabets vegne sige helt klart, at de seneste beretninger om migranter, som er kommet i havsnød i Middelhavet og omkommet, beretningerne om de tragedier, der har afspillet sig, demonstrerer det ansvar, vi har som medlemsstater på dette område.

Uanset alle indvandringspolitiske bestemmelser er det beskyttelsen af menneskeliv, der som det mest værdifulde gode har absolut prioritet, når der er tale om konkret livsfare. Dette princip er ikke blot fastlagt i en række internationale konventioner, det svarer også til vores fælles forståelse af de værdier, som EU bygger på.

Uanset spørgsmålet om juridisk kompetence har EU klart et politisk ansvar, og dette ansvar vil vi i fællesskab leve op til. Derfor har formandskabet efter aftale med Kommissionen besluttet at afholde en debat om dette problem på det kommende møde i Rådet (justitsministrene og indre anliggender) den 12. juni.

Vi kan ikke lukke øjnene for, at der tidligere og stadig i dag er problemer med fortolkningen og anvendelsen af internationale konventioner. Som medlemsstater må vi erkende det ansvar, vi har for at forhindre sådanne menneskelige tragedier, og Haagerprogrammet understreger med rette udtrykkeligt behovet for et stærkere samarbejde mellem alle stater samt nødvendigheden af solidaritet og delt ansvar.

Foruden at redde menneskeliv handler det om, at vi slet ikke lader det komme så vidt, at samvittighedsløse og kriminelle organisationer bringer disse mennesker i livsfare ved at forsøge at bringe dem illegalt til Europa. Derfor er det vigtigt, at vi inden for en samlet model til løsning af migrationsspørgsmålet også opnår et bedre samarbejde med oprindelses- og transitlandene. Det er nødvendigt at styrke dette samarbejde yderligere i forbindelse med den politiske dialog om migrationsspørgsmål med regeringerne i disse lande, især også i forbindelse med Euromed-partnerskabet og opfølgningsprocessen for migrationskonferencerne mellem EU og Afrika i Rabat og Tripoli.

Vi tror, at vi med de seneste måneders anstrengelser og gennem drøftelserne på alle rådsmøder under finsk og tysk formandskab har lagt den første grundsten til, at EU fremover vil kunne håndtere disse tragedier bedre og mere overbevisende til gavn for de berørte mennesker.

 
  
MPphoto
 
 

  Franco Frattini, medlem af Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Formanden for Rådet, hr. Altmeier, har sagt ganske meget, og jeg er enig i hans holdning. Jeg vil bestemt fremhæve et i alt væsentligt politisk aspekt af det, nemlig kravet om at tackle immigrationsspørgsmålet ved at kombinere behovet for at standse menneskesmuglingen og alle former for ulovlige aktiviteter med det absolutte behov for solidaritet, hvor solidaritet først og fremmest handler om at redde mennesker i livsfare.

Når vi står over for risikoen for at miste blot et enkelt menneskeliv, hvilket med rette er blevet nævnt, og hvilket vi fremhæver i vores fælles erklæring, så kommer de rent juridiske spørgsmål vedrørende gennemførelsen af internationale konventioner om havret - der også skal håndhæves strengt og grundigt - i anden række. Vi skal først redde mennesker i livsfare. Selvfølgelig er solidaritet ikke kun det.

Solidaritet danner grundlaget for Kommissionens globale tilgang i kølvandet på den enstemmige støtte fra Det Europæiske Råd i december i fjor og i tæt samarbejde med EU's tyske formandskab i det første halvår. Der skal først og fremmest være solidaritet blandt EU-medlemsstaterne, hvilket betyder, at alle stater i EU - selv de stater, der er overbevist om, at de er mindre berørt af den daglige immigrationstragedie - skal forstå, at problemet også er deres, og at det vedrører hele EU uden undtagelser. Det skulle således være en indlysende beslutning at sende patruljer til Atlanterhavet for at støtte Spanien, der ellers vil stå helt alene med håndteringen af enorme strømme af indvandrere til de Canariske Øer, eller at sende en patrulje til Middelhavet for at opfylde behovet hos lande som Malta eller Cypern, der er de mindste EU-stater i Middelhavsområdet, for ikke at nævne de større lande.

Alle medlemsstaterne skal bidrage til patruljeringen, og i næste uge vil jeg på meget venskabelig vis fortælle alle ministrene, at der endnu ikke er gjort tilstrækkeligt efter tilsagnet om at stille udstyr til rådighed. Det er det første aspekt af solidaritet blandt medlemsstaterne.

Så er der et finansielt aspekt af solidaritet. De nødvendige udgifter til at introducere patruljerne og give mennesker i vanskeligheder beskyttelse og en anstændig modtagelse skal deles. I denne forbindelse, mine damer og herrer, er jeg nødt til også at appellere til Dem med min sædvanlige oprigtighed. Europa-Parlamentet har fortsat 12,7 millioner euro i reserve, som der er hårdt brug for lige nu og ikke om en uge, hvis Frontex-missionerne skal fortsætte. Jeg respekterer Parlamentets beslutninger, men jeg må helt ærligt sige, at hvis reserven, der skal undersøges omkring den 24. og 25. juni, først frigives sidst på måneden, så risikerer vi at måtte indstille Frontex-missionerne i den centrale del af Middelhavet og ved de Canariske Øer på grund af manglende midler. Der er behov for øjeblikkelige foranstaltninger for at frigive disse midler, der er tilgængelige, men lagt til side.

Der er en anden sag, der handler om solidaritet: vores forpligtelse over for de øvrige involverede lande. Vi har lovet at arbejde tættere sammen med oprindelses- og transitlandene. Vi har sagt meget tydeligt, at vi vil have dem til at yde et effektivt bidrag, og at vi er villige til at hjælpe oprindelseslandene gennem et system med lovlig, regelmæssig og overvåget immigration. Vi stillede et klart forslag om dette emne for to uger siden.

Samtidig beder vi om støtte fra oprindelses- og transitlandene til at forhindre menneskesmugling samt til meget tydeligt at forklare alle, der ønsker at krydse Atlanterhavet eller Middelhavet, at de ikke begiver sig ud på en rejse med udsigt til rigdom, men til alvorlige farer. Der er således først og fremmest brug for politisk samarbejde og ikke et politimæssigt samarbejde for at skabe betingelserne for at give endnu tydeligere information om dette emne i oprindelseslandene - information der mangler i øjeblikket. Omvendt er Europa villig til at tage imod folk, der ønsker at arbejde ærligt og inden for lovens rammer. Som vi alle ved, er der behov for sådanne mennesker i mange medlemsstater med mangel på arbejdskraft. Det er et andet aspekt af solidaritet.

Så er der en vigtig form for solidaritet i modtagelsen af indvandrere inklusive de ulovlige indvandrere. Jeg er overbevist om, at alle medlemsstater har pligt til at gøre, hvad de kan for at redde menneskeliv til søs, men de øvrige medlemsstater skal også indse, at vi ikke kan lade f.eks. Malta bære hele byrden ved at modtage alle de immigranter, der er reddes midt i Middelhavet af maltesiske fartøjer. Situationen kræver solidaritet, men også et politisk baseret aftaleudkast for at fastslå, hvor vi kan modtage de immigranter, der ankommer i de mest udsatte lande. Det er et andet aspekt af solidaritet: at tilbyde at modtage immigranter i flere medlemsstater og ikke kun i de stater, der befinder sig i frontlinjen. Det er et andet punkt, hvor vi er nødt til at nå til principiel enighed, hvilket desværre endnu ikke er sket.

Efter min mening skal vi behandle endnu et emne på Ministerrådets møde i næste uge. Hvem er ansvarlig for at afpatruljere eftersøgnings- og redningsregionerne på de åbne have, der falder ind under tredjelandenes ansvar? Sagen om Libyen er blevet nævnt. Ifølge de internationale konventioner har ethvert land et område af det åbne hav, hvor det er ansvarligt for eftersøgnings- og redningsaktiviteter. Hvad sker der, hvis et tredjeland som f.eks. Libyen ikke lever op til sine eftersøgnings- og redningsmæssige forpligtelser på det åbne hav? Hvad kan vi som europæere gøre for at intervenere i den region? Hvem skal tage ansvaret? Det er regler, der skal indføres, og som endnu ikke findes. Problemet handler om gennemførelsen af internationale konventioner, ikke om fællesskabsbestemmelser. Tiden er imidlertid inde til at tage sagen op i EU, og efter min mening vil det være en god idé også at begynde at drøfte det på næste uges møde i Ministerrådet.

Og endelig, hvor ligger ansvaret, og hvilken form for solidaritet er der brug for i forbindelse med den første modtagelse af immigranter, når de ankommer og skal modtages på måde, der står mål med den menneskelige værdighed, der er umistelig og ukrænkelig? Hvem skal tage ansvaret, og hvordan skal vi fordele opgaverne blandt medlemsstaterne? Og kan vi forvente, at et lille land midt i Middelhavet skal klare det helt alene? Det vil ikke være et eksempel på solidaritet blandt medlemsstaterne, så det er et andet aspekt, som vi skal bekymre os om. EU kan gøre meget i denne henseende. Det kan hjælpe med at finansiere og organisere repatrieringsoperationer i oprindelseslandene i overensstemmelse med de regler, der sikrer en absolut værdighed hos alle, der repatrieres. Selvfølgelig har alle immigranter - selv ulovlige immigranter - ret til respekt for deres menneskelige værdighed, men vi kan ikke gennemtvinge vores synspunkter, hvis der er andre medlemsstater, der nægter at deltage.

Det er den form for solidaritet, jeg taler om, og det er de ledende principper for at sikre, at den tragedie, der opstod for nogle få dage siden - det handler ikke om at anklage eller bebrejde nogen, men om at lære af en tragisk begivenhed - aldrig mere kan ske.

 
  
MPphoto
 
 

  Simon Busuttil, for PPE-DE-Gruppen. - (MT) Hr. formand! Det værste, vi kan gøre, er at pege fingre ad hinanden i stedet for at samarbejde om at finde en løsning på dette alvorlige problem, der som tidligere nævnt ikke kun vedrører ét land, men alle lande. At pege fingre ad Malta i forbindelse med de begivenheder, der fandt sted i libysk farvand, og som derfor ikke var Maltas ansvarsområde, er forkert og uretfærdigt. Malta er udmærket klar over sine forpligtelser og lever op til dem med fuld respekt for menneskeliv. Og det i så høj grad, at størstedelen af de immigranter, der hvert år kommer til Malta, og som samles op fra havet, reddes på dødens tærskel. Imidlertid bærer Malta allerede en uforholdsmæssig stor byrde. For at nævne et eksempel, hr. Altmaier, har Malta ansvaret for at overvåge et maritimt område på omkring to tredjedele af Tysklands størrelse eller næsten tre fjerdedele af Italiens størrelse. Vi er ansvarlige for hele dette område. Hidtil har Malta afpatruljeret dette område på egen hånd, fordi Frontex endnu ikke er begyndt på sine runder. Fru kommissær, Parlamentet er så ivrigt efter at få Frontex-operationerne i gang, at det har fordoblet Frontex' budget. Hidtil har Frontex imidlertid vist sig helt unyttig i Middelhavet. Derfor er det uretfærdigt og urimeligt, at Malta skal påtage sig skylden for hændelser, der fandt sted i libysk farvand. I stedet for at anklage hinanden skal vi samarbejde om at finde en løsning. Der er en klar løsning, hvis vi ønsker den. I betragtning af at det ikke kun er ét lands problem, bør byrden fra disse immigranter, der reddes i maltesisk farvand, fordeles på alle - ja, på alle 27 EU-medlemsstater. Det står helt klart. Hvad der ikke er klart, hr. formand, er, hvorvidt de nationale regeringer er villige til at påtage sig dette ansvar og bære deres del af byrden. Mange tak.

 
  
MPphoto
 
 

  Martine Roure, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi hver sommer er vidne til menneskelige tragedier ved Europas grænser. Til trods for vores indignation sker disse tragedier år efter år.

Hvordan kan EU efterlade disse mennesker alene med deres fortvivlelse ved portene til EU? Kommissionen skal bede om medlemsstaternes engagement ved det næste møde i Rådet for retlige og indre anliggender (RIA), for vi skal sikre, at hændelser af denne art aldrig kan ske igen. Det er uacceptabelt, at vi drøftede enkeltpersoners ansvar, mens mennesker var i fare på havet og ikke blev reddet.

Malta bærer en stor del af ansvaret, ingen tvivl om det. At yde hjælp til mennesker i nød er en pligt og ikke et valg, men vi lod dem dø. Jeg mener imidlertid, at vi alle er ansvarlige for denne tragedie. Jeg har modtaget meddelelser fra mange maltesere, som er mennesker med hjertet på rette sted, og som ikke kan holde ud at se indvandrere blive behandlet på denne måde og se deres land i denne situation. Samtidig er de imidlertid opmærksomme på, at deres lille land er blevet ladt i stikken.

Jeg vil derfor gerne sige her, at disse hændelser er udtryk for manglende europæisk solidaritet i forbindelse med forvaltningen af grænserne og modtagelsen af indvandrere. Det er uacceptabelt, at denne byrde hovedsageligt skal bæres af landene i Syd- og Østeuropa. Europa skal udvise solidaritet og gribe ind og sikre, at omkostningerne og ansvaret deles af alle medlemsstaterne. Derfor opfordrer jeg medlemsstaterne til at bevilge flere ressourcer til Frontex, således at indsatsen på havet kan begynde inden udgangen af juni og udbredes i navnlig Middelhavsområdet.

Jeg erfarede med tilfredshed, at evalueringen af Dublin II-forordningen vil blive fremlagt for os i de kommende dage. Det er, hvad vi for nylig fik at vide. Vi har anmodet om den i flere måneder, selv om der nu ikke længere er behov for en evaluering, men en hurtig revision. Dublin II-forordningen er tydeligvis ikke hensigtsmæssig, navnlig ikke for små lande som Malta.

Endelige spørger vi Kommissionen, hvor langt forhandlingerne med Libyen er kommet i forbindelse med indvandring. Nylige hændelser har vist, at Libyen ikke er i stand til at yde hjælp til migranter og mennesker i nød. Vi har allerede sagt det, og vi gentager: EU må ikke fralægge sig sit ansvar og overdrage det til et land, som ikke anvender passende normer for beskyttelse af grundlæggende rettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Jeanine Hennis-Plasschaert, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Tacklingen af ulovlig indvandring er en prioritet, og det har det været i nogen tid. De første forsigtige skridt er taget. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke stadig i 2007 er en hel del problemer, når det gælder om, hvem der er ansvarlig hvornår for at redde folk, der er ved at drukne, hvad enten de er legale eller illegale. Det er forbløffende, at den moralske og lovmæssige pligt åbenbart ikke tages lige alvorligt af alle. Som Martine Roure for lidt siden sagde, har Malta det selvfølgelig ikke nemt, hvad angår den store tilstrømning af illegale. Det vil ingen benægte. Vi skal derfor hurtigst muligt have den solidaritet, som vi i den grad ønsker og så ofte taler om. Det vil efter min mening være på sin plads, at der hurtigt indføres en ordning for at fordele byrderne.

Men denne kendsgerning retfærdiggør overhovedet ikke den måde, hvorpå Malta mener at skulle håndtere en lovmæssig pligt. Vi taler her om en EU-medlemsstat, og det gør, at vi i Unionen er ansvarlige. Mens Malta og Libyen ikke kan blive enige om, hvor præcist de mennesker, der er ved at drukne, befinder sig, hænger 27 mennesker i tre dage fast i et fiskenet. Dette eksempel er desværre ikke enestående. Det er absurd. Som bekendt er Libyen ikke ligefrem et paradis, når det gælder menneskerettigheder eller humane opfattelser, langtfra. At vi i Unionen risikerer at vælge samme holdning til de mennesker, der er ved at drukne, er en grov skandale.

I går fandt jeg i min mødemappe til Transportudvalget en undersøgelse om statussen for ulovlige indvandrere på havet. De aktioner, som foreslås i denne undersøgelse, skal gennemføres med prioritet. Kommissær Frattini er nødt til at alliere sig med kommissær Barrot. Penge alene er ikke løsningen. De ved udmærket, at netop Rådet har det sidste ord, når det gælder betingelser for ulovlige indvandreres tilbagevenden. Lad det samtidig og frem for alt være klart, at ingen, overhovedet ingen, kan og må dække sig bag såkaldte juridiske utydeligheder i f.eks. den internationale havret. Hvor der er politisk vilje, er der bestemt også en vej.

Til sidst vil jeg sige til rådsformandskabet, at det i én uendelighed kan optage Berlin-erklæringer, hvori europæiske værdier står centralt. Men hvis der overhovedet intet gøres i praksis, viser realiteten os et fuldstændigt andet billede, og så sætter De som rådsformand EU's troværdighed på spil. Omsæt de flotte ord, som De ynder at bruge, så sent som for lidt siden, i handling. Før de ambitioner, som De har fastlagt i bl.a. Tampere-programmet og Haag-programmet, ud i livet. Gør, hvad De har lovet os. Med al respekt, en debat i næste uge er fantastisk, men det er virkelig ikke nok. Problematikken er ikke ny. Handling er nødvendig, og det skal være øjeblikkeligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg tror, at mange af de seneste hændelser og de chokerende billeder, vi har set af en lille båd, der slæber mennesker i sit net, er resultatet - som vi har hørt - af et katalog af fejl, hvoraf mange bestemt kunne være undgået med en smule planlægning. Vi formoder, at man gør noget ved det på det næste møde i Rådet (retlige og indre anliggender). Vi kunne have undgået det, hvis medlemsstaterne havde holdt deres løfter om logistisk støtte og anden bistand til Frontex og andre foranstaltninger, som man lovede efter erfaringerne fra De Kanariske Øer, Lampedusa, Malta, Cypern osv. Vi kunne have undgået det, hvis medlemsstaterne, som kommissær Frattini sagde, havde udarbejdet en plan B, til når Libyen undlader at opfylde sine forpligtelser. Det lader faktisk til, at Libyen ikke har nogen klar definition af sit søredningsområde, så hvorfor forhandle i al hast, når vi ved, at der allerede er uenighed, og vi kunne have planlagt fremad?

Jeg er enig med fru Roure: Vi skal være opmærksom på de aftaler, vi forhandler os frem til med et land, der har så ringe resultater på menneskerettighedsområdet. Dette gælder ligeledes mange af transit- og oprindelseslandene. Sådanne aftaler skal være offentlige, enten multilaterale eller bilaterale, og Parlamentet har endnu ikke modtaget de lovede dokumenter fra de italienske myndigheder efter vores besøg på Lampedusa.

Min gruppe mener, at vi har brug for et asylagentur, der kan etablere eksperthold, der kan hjælpe de lande, der er under pres, med at vurdere kravene. Med hensyn til Dublin II er vi også klar over, at frygten for konsekvenserne betyder, at nogle stater tøver med at handle og påtage sig ansvaret, fordi de føler, at de står alene. Men der er også et problem med direktiverne for modtagelse og procedurer og kvaliteten af deres gennemførelse. EU må igen yde støtte for at sikre en kvalitetsprocedure: endnu en opgave for et asylagentur.

Men vi skal også bakke op i andre lande for at bistå ved behandlingen af de personer, der ankommer. Vi skal gøre det klart, at vi ikke straffer dem, der foretager redningsaktioner, så vi ikke får flere retssager i stil med Cap Anamur. Vi får at vide, at havretten er klar og tydelig: Mennesker i nød skal reddes uanset deres status. Jeg er fuldstændig sikker på, at hvis de mennesker, der blev afbildet i vores medier, havde været krydstogtpassagerer, ville de være blevet samlet op langt hurtigere.

 
  
MPphoto
 
 

  Giusto Catania, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Frattini gjorde ret i at tale om solidaritet, men vi bør først og fremmest udvise solidaritet med familierne til de druknede i Middelhavet og samtidig forklare os selv, at vi skal holde op med at kalde dem for ulovlige indvandrere og i stedet omtale dem som skibbrudne. Det er det, de er, de mænd og kvinder der druknede i Middelhavet på vej mod Europa uden en chance for at blive reddet eller bjærget på havet, men som faktisk blev efterladt i tre dage klamrende sig til et tunnet. Det skal siges helt tydeligt: Nogen skal i høj grad holdes ansvarlige for det!

Det gav hr. Frattini helt tydeligt udtryk for i et interview med en italiensk avis, da han nævnte den maltesiske regerings store ansvar. Det skal gentages her i mødesalen sammen med det faktum, at de ikke engang var anstændige nok til at begrave disse mennesker. Selv tanken om at tage imod dem efter døden blev afvist.

Derfor bør vi alvorligt overveje det faktum, at selv om Frontex har en konkret opgave at udføre, må dens prioritet være at redde folk på havet. Det er noget, som vi sagde for kort tid siden, da vi drøftede de hurtige grænseindsatshold. Det var desværre ingenlunde den første tragedie. I de seneste 10 år er mere end 9.000 mennesker druknet under forsøget på at nå frem til Europa, men dette var den værste tragedie i de seneste 10 år.

Vi bør også nøje overveje behovet for at udvide de lovlige kanaler, ad hvilke folk kan komme ind i landet, samt muligheden for en revision af Dublin II-forordningen for at forhindre det, der her er foregået.

Efter min mening er det, der sker her, meget alvorligt. Vi taber den vestlige civilisations ledende principper af syne. Disse principper bygger på gæstfrihed og retten til begravelse. Som de store tragedieforfattere fra det gamle Grækenland lærte os, bør vi begynde på en frisk fra dette punkt - ikke mindst så vi kan udvikle et ny begreb om modtagelse og gæstfrihed for Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Manfred Weber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, hr. statssekretær! Det er vigtigt endnu en gang at genkalde sig de billeder, som vi alle har set i aviserne og i fjernsynet. Det var skibe, som blev opdaget fra fly, og da man fik indledt redningsaktionen, var skibet der ikke længere - mellem 53 og 57 døde. Vi taler i dag om andre tilfælde, hvor man på sådanne skibe næsten kun har bjærget døde, vi taler om børn, om spædbørn, om mange ukendte - og derfor om en forfærdelig tragedie, om noget, som må ryste os. Derfor vil jeg gerne på Det Europæiske Folkepartis vegne sige, at Europa i forbindelse med denne problematik må være ramt i sin kerne. Det handler om grundlæggende rettigheder, om vores værdigrundlag, om retten til liv. I dag handler det ikke om diskussionen om indvandring og hvem vil skal slippe ind i Europa og hvem ikke, det handler om dybt humanitære spørgsmål. Derfor vil jeg gerne sige, at værdier spørger ikke efter grænser, værdier er for os udelelige, og vi europæere må anvende dem!

For det andet vil jeg gerne understrege, at der nu er alvorligt bud efter den europæiske solidaritet, som mange medlemmer allerede har nævnt. Det er ikke rigtigt at lade Malta som ganske lille land og mange andre lande ved den sydlige grænse i stikken og derefter pege fingre ad dem. Nej, det er et europæisk spørgsmål! Jeg synes, det er trist, at denne tragedie næsten ikke optræder i medierne i Central- og Nordeuropa, at folk dér ikke interesserer sig for den.

Nu må der handles! Derfor, hr. kommissær, går jeg på PPE's vegne gerne ind for tanken om, at vi kan diskutere budgetloftet, hvis disse penge skulle være nødvendige. Jeg beder Rådet - hr. statssekretær, kære Peter - om ikke kun at træffe beslutninger, men langt om længe at gøre noget. Beslutninger redder ikke disse mennesker, det gør kun praktiske foranstaltninger. Derfor kræver jeg helt konkret, at denne humanitær katastrofe skal være et af de vigtige emner på rådsmødet i næste uge.

 
  
MPphoto
 
 

  Javier Moreno Sánchez (PSE). - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer! Endnu en gang har vi i vores hjem kunnet se billeder af fortvivlende situationer og døde migranter. Endnu en gang afspejler disse billeder den mest dramatiske og synlige side af ulovlig indvandring. Endnu en gang afspejler de en gentagen humanitær nødsituation, som kræver omgående og resolut reaktion.

Denne situation ophører ikke af sig selv. Over 9.000 mennesker er allerede døde i forsøget på at passere Middelhavet, og når sommeren kommer, vil dette tal vedblive med at stige.

I sidste uge tilsidesatte en medlemsstats myndigheder deres grundlæggende internationale forpligtelser til at redde og modtage skibbrudne. Det er imidlertid ikke nok at fordømme denne stat for dens uacceptable handling og anmode den om at påtage sig sit ansvar, så denne situation ikke gentager sig. Vi kan heller ikke lægge bekæmpelsen af ulovlig indvandring over på fiskerfartøjernes skippere. Det drejer sig ikke om et maltesisk problem. Det er et europæisk problem, som vi skal finde en fælles og solidarisk løsning på. Altså en løsning, der omfatter alle medlemsstater, fælles ansvar, gennemsigtighed og gensidig tillid.

Derfor anmoder jeg Rådet, Kommissionen og Parlamentet om, at vi omgående træffer konkrete foranstaltninger til at bringe denne uacceptable situation til ophør. Frontex bør ikke længere være en illusion og skal råde over de ressourcer, der er nødvendige for, at fælles overvågningspatruljer hele året kan operere permanent i højrisikoområderne.

Vi europæere kan ikke blive ved med at diskutere og skændes indbyrdes, mens indvandrerne drukner. Nu må vi skride til handling.

 
  
MPphoto
 
 

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil indlede med at lykønske kommissæren med, at han har taget sit ansvar i denne sag. Jeg håber, at det ikke bliver ved ordene, selv om der ikke hersker tvivl om, at det er godt at begynde med at sætte ord på.

Det er helt uacceptabelt, at vi kan lade en gruppe mennesker dø, mens forskellige landes regeringer og bureaukratier diskuterer, hvem der er forpligtet til at redde skibbrudne, som er ved at dø af udmattelse og drukne, mens solen steger ...

Malta har sine forpligtelser og dets holdning har været uacceptabel og skal fordømmes. Men EU må naturligvis kunne hjælpe Malta i dag, Spanien på De Kanariske Øer i går og et helt tredje sted i morgen i forsøget på at redde mennesker, som ønsker at komme ind i EU.

Sommeren er på vej, og dermed genoptages strømmen af mennesker, der ønsker at komme til London eller Hamburg for at opfylde deres drømme, men som kommer til at dø på strandene sydpå.

Det er budskabet.

I disse dage er vi i fuld gang med debatten om Europas fremtid, om, hvad vi ønsker, og hvad vi kan gøre sammen. På et område som dette er EU berettiget. Jeg taler ikke kun om troværdighed, jeg taler om legitimitet. Også på dette område kan EU's legitimitet gå tabt.

Hvad er det for en fælles Union, der kan organisere og regulere alle mulige spørgsmål - hvoraf nogle betragtes som absurde og endog tåbelige - og som ikke er i stand til at træffe foranstaltninger, så de, der forsøger at nå frem til vores grænser og få adgang til vores forter, ikke dør i stedet for som nu at dø ved fæstningsmurens porte?

Hr. kommissær! De står over for en politisk og historisk udfordring. De har ansvar for at fremme solidaritet, men hvis solidariteten ikke opstår, har De ansvar for at indføre den. Det har De beføjelse til. Hvis solidariteten ikke opstår, må De indføre den politisk, indføre den ved at hænge de stater ud, der ikke påtager sig deres ansvar, og indføre den af egen kraft med lovforslag om, at de enkelte skal påtage sig deres ansvar i nutiden og igennem historien, hvor så mange døde kan tilskrives regeringer, der ikke har påtaget sig deres ansvar.

 
  
MPphoto
 
 

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Hver dag forsøger flere illegale indvandrere at nå det europæiske fastland, og hver dag oplever vi ubærlige situationer og ubærlige tragedier i Sydeuropa. EU har oprettet Frontex. Europa-Parlamentet var parat til at fordoble det årlige budget til overvågning af grænserne. I dag er der 35 millioner euro til rådighed for Frontex. Alligevel kommer der hver dag flere illegale indvandrere over EU's grænser. Det betyder ganske enkelt, at grænsebeskyttelsen ikke fungerer. Hjælpen til medlemsstaterne, den koordinationsvirksomhed, som Frontex skal levere, fungerer ikke.

Hvis der er mangler i koordinationen, må Frontex' arbejde kritiseres. Men hvis medlemsstaterne ikke stiller det nødvendige personale og det nødvendige udstyr til rådighed, som de har lovet, så er det medlemsstaterne, der må kritiseres og stilles til regnskab. I hvert fald må vi ikke lade staterne i Sydeuropa i stikken med situationen.

I denne forbindelse har jeg et spørgsmål til kommissæren. I en pressemeddelelse den 24. maj blev det fra Kommissionens side meddelt, at antallet af fly, skibe og andet materiel indtil videre var tilfredsstillende. I dag læser vi i en anden meddelelse fra Kommissionen en kritik af medlemsstaterne, som kun skulle have leveret en tiendedel af de lovede skibe, fly og helikoptere. Hvad er så rigtigt? Kan De afklare det, hr. kommissær? Når vi nu har oprettet agenturet Frontex og forsynet det med så store midler, så skal det også arbejde effektivt. Ellers må vi afskaffe det og søge andre veje.

I hvert fald - og her appellerer jeg til alle, som er ansvarlige - må EU foruden overvågningen af vores egne grænser også hjælpe til med at opbygge en fungerende grænsekontrol i transitlandene - det er hjælp på stedet, som hjælper os - yde stabiliseringshjælp og gennemføre informationskampagner i oprindelseslandene. Det er i hvert fald på høje tid at gøre noget i stedet for at blive ved med at diskutere en situation, som er ubærlig.

 
  
MPphoto
 
 

  Claudio Fava (PSE). - (IT) Hr. formand, hr. Frattini, mine damer og herrer! Jeg kan tilslutte mig, hvad hr. Frattini sagde her i salen i går og i de interviews, han har givet i de seneste dage, men en, der overhovedet ikke støtter det, er den maltesiske udenrigsminister. I en erklæring i eftermiddags forklarede han, at Malta ikke kan tage ansvaret for ulovlige indvandrere, der juridisk set ikke falder ind under landets kompetenceområde.

21 druknede mennesker er ikke et juridisk anliggende, og en eller anden på Ministerrådets forestående møde - enten formandskabet eller Kommissionen - må forklare den maltesiske regering forskellen på ulovlige indvandrere og skibbrudne. Nogen skal minde den maltesiske udenrigsminister om, at et fiskerfartøj, der sejlede under maltesisk flag, valgte at have 27 mennesker til at klynge sig til en tunfiskeline, fordi man fandt de vigtigere at redde tunfangsten end menneskeliv.

Nogen skal forklare den maltesiske minister og resten af vores ministre, at den humanitære lov intet har at gøre med juridiske forpligtelser eller de konventioner, som vores lande har underskrevet. Da jeg finder det vigtig at sætte handling bag ordene, giver jeg Dem ret i, hr. Frattini, at Frontex-midlerne skal frigives, og at alle lande skal acceptere dette krav, men samtidig skal overdragelsen af disse midler til Frontex eller den europæiske repatrieringsfond betinges af, at de opfylder deres pligt til at hjælpe folk i havsnød, uanset omstændighederne og skibbruddets juridiske status.

Det er en af de arbejdshypoteser, der kan benyttes til at håndtere dette problem i de kommende dage i samarbejde med de andre ministre.

 
  
MPphoto
 
 

  Louis Grech (PSE). - (MT) Hr. formand! Det er en skændsel, at så mange mennesker atter måtte lade livet, før EU's manglende konkrete foranstaltninger vedrørende immigration blev stillet til skue. Skønt alle medlemsstater efter min mening må bære deres del af ansvaret - specielt i forhold til situationer, hvor det handler om liv og død - må Kommissionen og specielt Rådet også tage en del af ansvaret. Efter min mening håndterer Kommissionen og Rådet ikke situationen med den uopsættelighed og det engagement, den fortjener. Når man ser tilbage på indsatsen i de seneste fire år, er det let at se, at hvis man eliminerer de betydningsløse modeord "solidaritet" og "mobilisering", så er der rent faktisk truffet få foranstaltninger for at håndtere denne alarmerende situation. Vi forventer en øjeblikkelig indsats vedrørende byrdefordelingsprincippet, revisionen af Dublin 2 samt forsyningsmæssig og administrativ bistand med henblik på en effektiv koordinering af de fælles patruljeringer, der hidtil har været nærmest spøgelsesagtige, og som Frontex lovede os for lang tid siden. Hidtil har det set ud til, at Frontex ganske enkelt har været et agentur, der har været for lamslået til at gøre noget på grund af krisens uhyrlighed. Men intet land kan fortsat forsøge at overkomme denne tragedie alene, og specielt ikke så lille et land som Malta, der allerede bærer en langt større byrde, end det magter. På nuværende tidspunkt bør man koncentrere sig om den faktiske krise og ikke om at finde en at skyde skylden på. Vi må gennemføre en Marshall-agtig nødhjælpsplan, inden vi finder os selv forpligtet til at gentage de samme taler igen, når en anden tragedie finder sted. Vi har ingen tid at spilde. Alt for mange liv er gået tabt. Forhåbentlig vil hr. kommissær Frattinis definition på solidaritet faktisk blive gennemført. Mange tak, hr. formand.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Altmaier, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er enig med alle dem, som har sagt, at det ikke er nok at tale, vi må handle. Og Rådet har handlet i de seneste måneder. Rådet har sørget for, at det tekniske centralregister, som er Frontex' værktøjskasse, er blevet fyldt op, at Frontex i hvert fald i princippet råder over mere end 100 skibe, fly og helikoptere. Rådet har med støtte fra Parlamentet sørget for, at forordningen om de hurtige indsatshold, RABIT, er blevet vedtaget. Der vil komme en Frontex-indsats i farvandet omkring Malta, hvor vi med støtte fra eksperter fra medlemsstaterne og med støtte fra helikoptere fra medlemsstaterne vil forsøge at imødegå denne menneskelige tragedie. Men jeg siger også, at det ville have været bedre, hvis vi havde kunnet indlede disse aktioner nogle uger tidligere. Dette ansvar må vi leve op til i fællesskab.

Vi er efter forslag fra Kommissionen i de seneste måneder også blevet enige om, at vi vil anvende regionale beskyttelsesprogrammer i oprindelses- og transitlandene. Vi har handlet konkret, idet vi er blevet enige om at indgå partnerskabsaftaler, og idet vi har talt om incitamenterne til legal migration, til cirkulær migration. Vi fører forhandlinger om tilbagetagelsesaftaler med lande i Afrika og med andre stater. Alt dette går i den rigtige retning. Men det er også sandt, at mange af disse foranstaltninger kommer sent, og at det ville have været bedre for de berørte mennesker, hvis de var blevet truffet hurtigere og mere effektivt.

(NL) Fru Hennis-Plasschaert! Jeg tror, det også har at gøre med, at beslutningsprocesserne i Rådet ikke er effektive. Det er ærgerligt, at den europæiske forfatning endnu ikke er trådt i kraft, fordi denne og dens reformer ville sætte os i stand til at træffe de nødvendige beslutninger meget hurtigere og meget mere effektivt.

(DE) I de kommende dage og uger skal vi sørge for, at vi lever op til vores humanitære ansvar for de berørte mennesker. Vi skal også sørge for, at vi ikke lader Malta i stikken. Malta er et lille land med et stort ansvar i det pågældende område. Derfor har Malta krav på EU's solidaritet.

Vi skal for det tredje sørge for, at vi i alt det, vi gør, ikke skaber nye tiltrækningsfaktorer, som fører til, at stadig flere mennesker begiver sig til Europa, fordi vi ellers risikerer at mangedoble den menneskelige elendighed i stedet for at mindske den. Derfor er jeg overbevist om, at Rådet vil finde styrken til at sende et klart signal på sit møde i næste uge.

 
  
MPphoto
 
 

  Franco Frattini, medlem af Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg kan tilslutte mig, hvad hr. Altmaier sagde. I næste uge vil Ministerrådet bestemt behandle dette emne oprigtigt i en sand politisk debat. Jeg vil derfor ikke gentage henvisningerne til de mange positive foranstaltninger, der allerede har fundet sted. De vil alle huske, at der for blot to år siden ikke fandtes et eneste dokument om en fælles europæisk indsats vedrørende immigration. I dag taler vi om, hvordan vi skal anvende de dokumenter og principper, der er fremkommet efter en politisk enighed, der ikke tidligere fandtes, men som nu findes. Der er gjort fremskridt, men ikke alt er gået så hurtigt, som det burde.

Som en eller anden nævnte, har der været en betydelig stigning i støtten til Frontex: 35 millioner euro i 2007. Heraf er 13 millioner euro imidlertid blevet tilbageholdt, hvorfor de ikke kan anvendes, og de tilsvarende bevillinger ikke kan udnyttes. Jeg er taknemmelig for det, der er sagt om Parlamentets tilsagn om straks at få dette beløb frigivet til Frontex. Frontex har rådet over en tilstrækkelig værktøjskasse. Jeg sagde det samme for nogle få uger siden efter at have læst forpligtelseserklæringerne fra mindst 19 europæiske landes indenrigsministre. Dengang sidst i maj måned sagde jeg, at vi denne sommer har over 100 både, over 100 patruljefartøjer, 25 helikoptere og 20 flyvemaskiner. Hvad jeg har sagt i dag, er imidlertid også sandt. Efter vedtagelsen af den formelle forpligtelse har vi indtil videre kun modtaget en tiendedel af det lovede udstyr.

Jeg vil i al venskabelighed fortælle ministrene og deres kolleger i Rådet, at det, som de har forpligtet sig til at levere, øjeblikkeligt skal gøres tilgængeligt. Hvis vi havde haft 50 i stedet for fem patruljefartøjer, ville et fartøj måske være ankommet tids nok til at redde disse mennesker fra druknedøden. Et italiensk fartøj kunne have grebet ind, hvorefter et fransk fartøj kunne have genfundet ofrene og sejlet dem til Frankrig. Hvis vi havde haft en større tilstedeværelse, kunne vi måske have håndteret det tidligere. De må indrømme, at det havde været solidaritet i praksis.

Vi må også huske på, at i de områder, hvor Frontex har opereret - jeg tænker f.eks. på de Canariske Øer i fjor - har det i det store hele haft en positiv effekt. Jeg kan ikke glemme, at den spanske indenrigsminister sidst på efteråret sagde, at indvandringen til de Canariske Øer var faldet med ca. 30 % takket være Frontex-patruljering i samarbejde med et tredjeland, der i dette tilfælde var Senegal. Når operationerne fungerer, er resultaterne tydelige.

Med hensyn til den centrale del af Middelhavet, havde Libyen besøg af os for nogle få dage siden. En Frontex-mission tog til Libyen for at undersøge muligheden for at give støtte til Libyen med henblik på at kontrollere dets sydlige ørkengrænse mod Niger. Vi sagde helt tydeligt til Libyen, at vi forventer, at landet gennemfører flere kontroller, og at det først og fremmest holder øje med sine eftersøgnings- og redningsregioner på det åbne hav, hvilket landet ligesom alle andre lande er forpligtet til.

Missionen kommer til at hedde Nautilus II, og den bliver sendt til den centrale del af Middelhavet. Den drager som planlagt af sted inden for nogle få dage, og selvfølgelig håber jeg, at så mange medlemsstater som muligt vil deltage i den og ikke kun Middelhavslandene. Den tyske regering har tilkendegivet, at den vil deltage i missionen i den centrale del af Middelhavet, selv om Tyskland ikke er et Middelhavsland, og så bliver der også nogle Middelhavslande. Jeg ser f.eks. gerne, at mit hjemland Italien deltager, selv om det indtil videre ikke har antydet, at det ønsker at deltage i denne mission, der kommer til at operere netop i området mellem Sicilien, Malta og Libyen. Det er et konkret eksempel på den opfordring til solidaritet, som jeg selvfølgelig vil rette til ministrene, men jeg henvender mig også til Dem.

Det sidste emne er Dublin-forordningen, som f.eks. fru Roure nævnte. Betænkningen blev offentliggjort i dag og er vedtaget af Kommissionen. Det viser, hvor godt Dublin-reguleringsmekanismen har fungeret. Forordningen har fungeret ordentligt, men Kommissionen foreslår visse tilføjelser. Den foreslår, at man overvejer, hvorvidt princippet om, at kun det første bestemmelsesland er påbudt at modtage indvandrere, kan være den eneste rimelige løsning, eller om der kan inkorporeres en bedre måde at dele byrden på. Det er også genstand for et forslag, der i dag er blevet vedtaget af Kommissionen, nemlig en grønbog om asylpolitik fra nu og frem til 2010, sådan som Europa-Parlamentet bad om. Forslagene findes, og jeg forventer fortsat en solidaritetsgestus.

Hvis et stort flertal af medlemsstaterne siger, at systemet fungerer udmærket, som det er, så betyder det selvfølgelig, at det første bestemmelsesland fortsat skal bære hele byrden, og det er ikke solidaritet. Det er endnu et eksempel på, hvordan selv Dublin-forordningen skal fortolkes korrekt - ikke for at pege fingre ad nogen, men for at sikre, at alle samarbejder.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Patrick Gaubert (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Hvor mange lig skal vi fiske op af Middelhavet, før der iværksættes nogle effektive løsninger?

Lad os holde op med at pege fingre ad små lande som Malta, der ikke længere kan magte den linde strøm af indvandrere, som hver dag skyller ind på deres strande. Det er ikke en måde at bekæmpe ulovlig indvandring på. Ingen pigtråd, ingen barriere kan standse disse mænd og kvinder, som er rede til at gøre alt for at forsørge deres familie, fra at krydse havene.

Allerede i september 2006 appellerede Parlamentet til medlemsstaterne og Kommissionen i en beslutning vedtaget af alle de politiske grupper. Vi understregede behovet for at styrke partnerskaber og dialogen med oprindelseslandene. Vi bad også om en revision af Dublin II-forordningen, som lægger en alt for stor byrde over på EU-landene i syd og i øst. Der skal hurtigst muligt indføres en retfærdig mekanisme for solidaritet og ansvarsdeling mellem alle medlemsstaterne.

Endvidere må vi anerkende manglen på resultater gennem Frontex. En reel politisk vilje er altafgørende, hvis medlemsstaterne skal bevilge tilstrækkelige ressourcer til dette agentur, således at det kan fungere effektivt i fremtiden.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik