Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 19. juni 2007 - Strasbourg

13. Konklusionerne fra G8-mødet - Midtvejsevaluering af millenniumudviklingsmålene (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- redegørelser fra Rådet og Kommissionen om konklusionerne fra G8-mødet og

- betænkning af Glenys Kinnock for Udviklingsudvalget om millenniumsudviklingsmålene - midtvejsstatus (2007/2103(INI) (A6-0220/2007)).

Rådet er ikke til stede.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Indledningsvis vil jeg, som De har anmodet om, fremsætte nogle betragtninger i tilknytning til resultaterne af topmødet i Heiligendamm, hvad angår udviklingsspørgsmål og spørgsmål vedrørende Afrika.

Det var i sig selv glædeligt, at disse spørgsmål igen fik særlig opmærksomhed. Det er en landvinding, at det på ny blev fastslået, at Afrika er et vigtigt emne i G8-processen, men landvindingen er naturligvis beskeden, når man ser på de konkrete resultater. Jeg forstår fuldt ud den kritik, der har været fremført af dem, som er skuffede over henvisningerne til udviklingsbistand. Det kompromis, der blev vedtaget, omfatter blot en gentagelse af de forpligtelser, der blev fastlagt i Gleneagles. Landene kunne efter min opfattelse godt have været mere ambitiøse.

Fra EU's side står det fast, at EU med 27 medlemsstater kommer til at finansiere mellem 80 og 100 % af G8-landenes forpligtelser over for Afrika. Vi burde ikke tillade, at G8-medlemslande lader hånt om deres egne forpligtelser. Og lad mig erindre om, at disse forpligtelser består i en fordobling af bistanden til Afrika. Der er visse G8-medlemslande, som langtfra er på rette vej, hvad angår overholdelse af denne forpligtelse. USA's samlede bistand er eksempelvis faldet med 20 %, Japans med 10 %, og de burde afgjort gøre mere.

Hvad angår regeringsførelse og de grundlæggende principper for udviklingspolitikken, glæder det mig, at man i sluterklæringen om Afrika fastholdt den tilgang til god regeringsførelse, vi praktiserer, nemlig en multidimensional og holistisk tilgang, og de formuleringer, vi foreslog. Vores strategi for regeringsførelse er koncentreret om resultaterne og tilskyndelse til reformer over for disse lande, som er i færd med at gennemføre passende og troværdige reformer med hensyn til regeringsførelse baseret på en solid politisk vilje.

Jeg vil gerne understrege, at G8-topmødet i år satte særligt fokus på uddannelse, hvilket glæder mig meget. Det er utvivlsomt et af vores væsentligste bidrag. I sluterklæringen påpeges det klart, at det er påkrævet at finansiere de endnu ikke dækkede behov, som anslås at beløbe sig til 500 millioner amerikanske dollars i 2007 i alle lande, der er omfattet af Fast Track Initiative.

Ligeledes glæder jeg mig over sluterklæringen om finansielle ressourcer til sundhedsanliggender, til Den Globale Fond og til programmer, som tager sigte på at forebygge overførsel fra mor til barn. De 60 milliarder amerikanske dollars, der er givet tilsagn om i de kommende år for at bekæmpe hiv/aids, malaria og tuberkulose, udgør en klar og utvetydig forpligtelse i forhold til den forsigtige sprogbrug, der blev anvendt i begyndelsen, hvor der slet ikke blev givet konkrete oplysninger om de påkrævede finansielle ressourcer.

Afslutningsvis, hvad angår G8, vil jeg gerne tilføje en betragtning af mere generel karakter. Den beauty contest om tal og erklæringer, G8 efterhånden synes at have udviklet sig til, når det gælder udvikling, overbeviser ikke vores afrikanske partnere. Tværtimod. De foreholder os de manglende resultater på stedet og først og fremmest manglende overholdelse af de aftaler, vi har indgået. Og de gør det med særligt eftertryk, da de har fundet en alternativ model i Kina. Kina køber dels store mængder råstoffer i Afrika, og dels bygger kineserne veje, ministerier og hospitaler i de måneder, der følger efter forespørgsel og tilsagn. Det er en ikke ubetydelig force, når vores procedurer, som i øvrigt i alt væsentligt er udarbejdet af Rådet og Europa-Parlamentet, de facto påtvinger os frister af flere års varighed fra det øjeblik, hvor aftalen indgås, til det øjeblik, hvor den konkret gennemføres.

Men vi bør også drage en lære heraf på G8-niveau. Mens Afrika i stigende grad udvikler sine forbindelser med de nye vækstøkonomier, vil G8-landenes beauty contest udvikle sig til en form for side show, som vil være stadig mindre overbevisende, hvis det ikke lykkes os at integrere Kina og de andre nye vækstøkonomier i de internationale initiativer om Afrika og udvikling. Det er i øvrigt baggrunden for, at jeg i begyndelsen af juli rejser til Kina for at drøfte Afrika-spørgsmålet med de kinesiske kolleger.

Inden jeg slutter mit indlæg, vil jeg gerne sige et par ord om fru Kinnocks betænkning og dermed om midtvejsevalueringen af millenniumudviklingsmålene, hvis betydning i dag forekommer mig at være indiskutabel. Jeg er stadigvæk overbevist om, at millenniummålene er inden for rækkevidde, naturligvis under forudsætning af at alle aktørerne, alle långivere, men også alle partnerlande, opfylder deres forpligtelser. Og jeg vil gerne understrege EU's fulde og uomtvistelige forpligtelse i denne afgørende periode for gennemførelsen af de omhandlede mål.

Hvad dette emne angår, vil jeg gerne fremsætte nogle bemærkninger og nogle forbehold med hensyn til visse detaljer i det budskab, betænkningen indeholder. Jeg er naturligvis i vid udstrækning enig i betænkningens indhold. Men jeg er alligevel en smule overrasket over det tvetydige budskab, betænkningen sender, hvad angår EU's indsats som bidragyder. Jeg må erindre om, at EU er den vigtigste yder af udviklingsbistand, både målt i mængder og i procentdel af bruttonationalindkomsten, lad os ikke glemme det. Vi anvender 100 euro pr. indbygger hertil, mens Japan kun anvender 69 euro og USA kun 53 euro. Det er naturligvis ikke et spørgsmål om at henfalde til salig selvtilfredshed. Der er stadigvæk plads til og behov for forbedringer. De er i øvrigt undervejs, idet EU har forpligtet sig hertil i forbindelse med den europæiske konsensus om udvikling.

Man beklager især, at forøgelsen af bistanden fra visse medlemsstater til dels er et resultat af gældseftergivelse. Jeg er naturligvis grundlæggende enig i denne bemærkning, eller dette forbehold. Når det er sagt, skal det dog tilføjes, at EU's bistand er steget, selv om vi ikke medregner gældslettelser, hvilket ikke er tilfældet for andre store donorers vedkommende. Det er dog klart, at vi er os argumentet bevidst, og det er i øvrigt baggrunden for, at Kommissionen har anmodet medlemsstaterne om inden årets udgang at udarbejde en national tidsplan for de budgetforøgelser, der vil gøre det muligt for medlemsstaterne inden 2010 at nå de mål, der er fastsat med hensyn til udviklingsbistand.

Man bør heller ikke undervurdere betydningen af effektivitet og multiplikatoreffekt i forbindelse med arbejdsdelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne, heller ikke betydningen af tilpasning til partnerlandenes strategier og procedurer og afgjort heller ikke betydningen af den ganske betragtelige og stigende budgetstøtte. Også på det felt indtager EU en uomtvisteligt førende position. Jeg konstaterer imidlertid, at der hersker et vist ubehag med hensyn til budgetstøtten, som dog er det højest prioriterede instrument i forbindelse med partnerskabet og vidnesbyrd om tilliden mellem lige partnere både med hensyn til rettigheder og pligter. Ved at støtte de nationale politikker og indgå i budgetproceduren etablerer vi det mest fordelagtige instrument, når det gælder partnerlandenes ejerskab, hvilket ydermere giver øget forudsigelighed og enestående fleksibilitet. Ordningen kan naturligvis stadigvæk forbedres. Det er emnet for den kontrakt om millenniummålene, Kommissionen i øjeblikket arbejder på - jeg berørte dette emne i mit svar til hr. van den Berg under et udvalgsmøde - og vi vil i de kommende uger få mulighed for at drøfte de kriterier og betingelser, der skal indgå i en sådan kontrakt om millenniummålene, med Dem.

Ud over disse bemærkninger vil jeg gerne understrege, at det efter min opfattelse er afgørende, at vi fortsat står sammen om aktivt at fremme millenniummålene. Takket være vores initiativer modtager udviklingslandene et klart budskab om solidaritet fra EU's side, som kun kan styrke dem i deres egne bestræbelser.

Jeg vil afslutningsvis gerne takke fru Kinnock og lykønske hende med denne særdeles væsentlige betænkning, som sætter tingene i det rette perspektiv. Det er et yderst nyttigt bidrag og en kilde til stadig inspiration i Kommissionens arbejde.

  Glenys Kinnock (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Mange tak for Deres tilstedeværelse, hvormed der sættes fokus på de pågældende spørgsmål i Parlamentet. Jeg ønsker at takke kommissæren for de venlige bemærkninger. Jeg tror, at mange af medlemmerne af Parlamentet beklager, at Rådet ikke har valgt at være repræsenteret i dagens forhandling om G8-mødet og millenniumudviklingsmålene. Vi beklager, at de har prioriteret anderledes.

Min betænkning giver midtvejs i processen mulighed for at evaluere eventuelle fremskridt i relation til opnåelse af millenniumudviklingsmålene. Realiteten er naturligvis, at mange lande i Afrika syd for Sahara ikke er i nærheden af at nå blot et af millenniumudviklingsmålene. Der er stort set ikke et eneste land i Afrika, som er tæt på at nå millenniumudviklingsmålene på sundhedsområdet for mødre og børn. Derfor blev man i Udviklingsudvalget enige om, at EU fortsat skal føre an i støtten til seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder gennem økonomisk bistand og anden støtte. I 2005 samledes regeringslederne fra de rige lande på G8-topmødet i Gleneagles og besluttede at fordoble den årlige støtte til de fattige lande til 50 milliarder amerikanske dollars og yde 100 % gældssanering.

I maj 2005 havde Rådet allerede fastsat dagsordenen for topmødet i Gleneagles, der fandt sted i juli 2005. På topmødet blev der truffet en vigtig beslutning om at fastsætte en tidsbestemt forpligtelse til at nå 0,7 % af bruttonationalindkomsten og 100 % gældssanering. Under udarbejdelsen af betænkningen kom det frem, at der er et alvorligt spørgsmål om troværdighed i forbindelse med visse EU-medlemsstater. I denne sammenhæng er jeg meget uenig med kommissæren. Hvis man ser bort fra gældssaneringen, er der medlemsstater, som sakker agterud. Gældsaftalerne med Irak og Nigeria er fastsat således, at der ikke er et klart billede af bistanden. I henhold til beregningen blev der udbetalt ca. 13 milliarder amerikanske dollars i 2006. I 2010, hvor støtten til Afrika er beregnet til at nå op på 50 milliarder amerikanske dollars om året, vil der stort set være taget højde for gældslettelsen, som derfor ikke vil kunne lægges oven i den støtte, et land yder. Underskuddet beregnes nu af Oxfam til at ligge på 30 milliarder amerikanske dollars, et chokerende tal.

På G8-mødet oplevede vi den indsats, som nogle EU-medlemsstater yder for at presse på for at få indfriet løfterne. Men som De nævnte, hr. kommissær, oplever vi blot en gentagelse og bekræftelse af løfterne fra 2005 om at øge støtten. Vi mangler stadig klare og tydelige tidsplaner og bindende praktiske forpligtelser. Vi har brug for mere specifikke planer og klare økonomiske forpligtelser, som f.eks. vil medvirke til at opfylde behovet for støtte i de lande, der har undertegnet Education Fast Track Initiative.

Der skal også være klarhed omkring forpligtelsen til universel adgang til behandling af hiv/aids. Der tales om 5 millioner mennesker i 2010. Vi vil gerne vide, om det er et globalt tal, for hvis det er, er det mere i retning af 10 millioner. Hvis tallet kun gælder for Afrika, viser meddelelsen et noget andet billede. Igen er der naturligvis ingen specifik dato for opfyldelse af målsætningerne. Udviklingslandene ønsker ikke en check med posten eller et gældsbevis. De ønsker at kunne etablere realistiske og økonomisk beregnede planer ligesom vores egne regeringer.

Angående klimaændringer var alle på topmødet undtagen USA og Rusland enige om at nedbringe emissionerne til det halve inden udgangen af 2050. USA's tilsagn om at samarbejde med FN blev hilst velkommen. Jeg ønsker imidlertid endnu en gang at understrege, at der ikke er nogen klare og bindende målsætninger, og selv i forbindelse med målsætningen om at nedbringe emissionerne med 50 % inden udgangen af 2050, er der ikke fastsat noget årstal på topmødet i Tyskland. Der er heller ingen fastsat målsætning om begrænsning af klimaændringerne til 2°C. I forbindelse med den vægt, vi lægger på gældslempelse og løfter om støtte, ved vi, at spørgsmålet om rimelige handelsvilkår fortsat ikke er tacklet. Sidste år på G8-topmødet i Skt. Petersborg blev der i forbindelse med Doha-runden henstillet til opnåelsen af positive resultater, men resultaterne svarer slet ikke til de resultater, som udviklingslandene troede, at de indgik aftale om vedrørende Doha-udviklingsrunden. På G8-topmødet i Tyskland gentog man bare alt, hvad der blev sagt i Skt. Petersborg for et år siden.

Med hensyn til økonomiske partnerskabsaftaler bifalder jeg især hr. van den Bergs ændringsforslag, der desværre var udeladt af den forelagte tekst på grund af en fejl under samlingen. Ændringsforslaget er efter min opfattelse et meget værdifuldt bidrag til de økonomiske partnerskabsaftaler.

Endelig ønsker jeg at understrege, at vi nu har brug for en fuldstændig retningsændring. I 2005 deltog tusindvis af borgere i en march med det formål at støtte bekæmpelsen af fattigdom. Vi kan se, at støtten virkelig gør en forskel. Der er sket store forbedringer i relation til at mindske fattigdommen, få flere børn i skole, forbedre sundheden og redde liv. Der skal imidlertid foretages reelle sociale og politiske ændringer samt være en voksende forståelse af, at det, vi anmoder om, ikke er velgørenhed, men snarere en form for retfærdighed for udviklingslandene.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak for Deres fremragende arbejde, fru Kinnock, og for betænkningen.

  Maria Martens, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! I 2000 blev millenniumudviklingsmålene opstillet. De indeholder ambitiøse planer om inden 2015 at mindske fattigdommen i verden betydeligt. I slutningen af juli er halvdelen af tiden gået, men desværre er langtfra halvdelen af disse mål nået. Udviklingsdagsordenen er langt bagefter. Der er stadig for mange mennesker, der dør af sult. Der er stadig for mange børn, der ikke får undervisning. Der er stadig for mange kvinder, der er tilbagestående. Der er stadig for mange ofre for aids, malaria og tuberkulose. Sådan kunne jeg desværre blive ved en tid endnu.

Det er absolut nødvendigt, at bistandens kvalitet og kvantitet forbedres, og meget afhænger af den politiske vilje i landene. Selvfølgelig skal alle lande opfylde deres tilsagn om at afsætte 0,7 % af deres bruttonationalprodukt til udviklingsbistand. Men det drejer sig ikke kun om penge. Det drejer sig især om bedre og mere effektiv bistand og om en bedre samordning af bistanden. Fantombistand, hvor pengene især går til konsulenter, evalueringsrapporter og undersøgelser, skal begrænses.

På min gruppes vegne vil jeg tage en række andre punkter op. For det første vil jeg gøre opmærksom på betydningen af, at de finansielle strømme er gennemsigtige. Det skal være tydeligt, hvor pengene går hen. For det andet er der gældslettelse. Gæld er et stort problem for mange lande. Gældslettelse kan og må imidlertid ikke være en belønning for regeringers dårlige regeringsførelse. Derfor kan gældslettelse kun finde sted på strenge betingelser såsom god regeringsførelse og gennemsigtighed. Der skal være garanti for, at de disponible midler virkelig anvendes til bekæmpelse af fattigdom. For det tredje vil jeg gøre opmærksom på betydningen af handel. Handel og åbning af markeder kan under visse forudsætninger være en enorm drivkraft for økonomisk vækst. Hvad det angår, skal lande kunne regne med vores støtte.

Hvad angår intellektuelle ejendomsrettigheder vil jeg sige, at vi ikke må kaste barnet ud med badevandet. Det skal fortsat være attraktivt for industrien også at vedblive at forske i bekæmpelse af fattigdomssygdomme. En vis grad af beskyttelse af patenter på intellektuelle ejendomsrettigheder er derfor nødvendig.

Endelig er der den seksuelle og reproduktive sundhed. Mange kvinder i udviklingslande løber store risici, endda risiko for at dø, under og efter graviditet, som mange kvinder unødigt dør af. Bistand på dette område er yderst presserende. Derfor går vi ind for mere hjælp til disse kvinder.

  Margrietus van den Berg, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Desværre er Rådet ikke til stede. Det er Den Socialdemokratiske Gruppe dybt skuffet over. I 2000 forpligtede 191 verdensledere sig til gennem millenniumerklæringen at udrydde ekstrem fattigdom og forbedre de fattigste gruppers velvære inden 2015. I øjeblikket har en ud af fem verdensborgere ikke adgang til grundlæggende sociale tjenester såsom undervisning og rent drikkevand. Om nøjagtig to en halv uge er vi nået midtvejs i gennemførelsesperioden for millenniumudviklingsmålene. Glenys Kinnocks fortræffelige betænkning gør en foreløbig status. Vi støtter betænkningen fuldt ud.

I de forløbne syv et halvt år er der arbejdet intensivt på at gennemføre disse målsætninger. Der er opnået en række store succeser. Især i Asien er der tale om en stærk formindskelse af fattigdommen. Antallet af mennesker, som dér lever af mindre end 1 dollar om dagen, er siden 1990 faldet med mere end en kvart milliard. Også i Latinamerika er en klar stigning mærkbar. I de to regioner er antallet af underernærede børn faldet drastisk. Børnedødeligheden er reduceret med mange procent. I hundredtusindvis af mennesker i Latinamerika og Asien er kommet ud af fattigdommen. Det er noget, som disse områder og hele verden kan være stolte af.

Hvad der stadig kan gå galt i Asien og Latinamerika, er de enorme forskelle mellem rige og fattige. Vi skal medvirke til strategier for en mere ærlig fordeling af naturressourcer og jord, mere ærlige skatter og afgifter, mindre korruption og god regeringsførelse. Der er for mange mennesker, som til trods for al vækst og fremgang stadig ikke har adgang til grundlæggende sociale tjenester. Det skal de europæiske bistandsprogrammer arbejde på gennem det civile samfund.

I én verdensdel er millenniumudviklingsmålene i de forløbne år kommet længere væk i stedet for nærmere. Det går ned ad bakke for Afrika til trods for individuelle flotte præstationer og mange menneskers bestræbelser. Det ser ud til, at næsten ingen af disse millenniumudviklingsmål vil blive nået til tiden dér. Tre fjerdedele af befolkningen lider af aids/hiv i Afrika syd for Sahara.

Antallet af mennesker, som sulter, er i dette område steget med mange millioner. Hvordan kan vi skabe et vendepunkt i de grupper, som præsterer godt? Hvordan kan vi hjælpe afrikanske erhvervsfolk, kvindekooperativer og mikrokreditbanker med at vende tidevandet? For det første ved ikke blot at fokusere på ofrene, men også på succeserne, inklusive f.eks. afslutningen af krige såsom i Mozambique. Altså også afrikanske topdiplomater såsom Kofi Annan, modehuse i Abuja, vinbønder i Sydafrika, piloter i Ghana, topfodboldspillere i hele Afrika og kvindelige ejere af ikt-virksomheder. De vil forandre Afrika. Med dem ønsker jeg et partnerskab. Det er dem, vi skal rette vores europæiske bistand mod. De skal have handelsfordele i stedet for at blive generet af vores dumpingvarer.

Tiden er inde til en ny begyndelse, et vendepunkt, således at vi kan gå op ad bakke. Deres kvalitet og nationale ressourcer og vores oprigtige samarbejde på områderne bistand og handel kan nemlig få genoplivet Afrika. Oprigtigt samarbejde betyder, at vi i højere grad skal rette Den Europæiske Udviklingsfond og vores bistandsbudgetter mod millenniumudviklingsmålene, undervisning og sundhedsvæsen.

Kontrakterne om millenniumudviklingsmålene er faktisk et godt middel, hr. kommissær. Det omfatter også G8, som fastsætter virkelige frister for store opgaver. Oprigtigt samarbejde betyder rundhåndede økonomiske partnerskabsaftaler. Afrikanske erhvervsfolk skal også kunne levere deres produkter med merværdi på vores marked. Hvis GSP+ kan bidrage til dette, skal det ske. Lad os sammensætte et afrikansk hold af gode spillere, vindende spillere, og lad os give det afrikanske hold en chance for at vinde denne fodboldkamp i anden halvleg af 2015-kampen for millenniumudviklingsmålene. Det er godt for Afrika, og det er godt for resten af verden.

  Johan Van Hecke, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Det er måske ikke noget tilfælde, at der tales meget nederlandsk i en forhandling om udviklingssamarbejde, og det er jeg meget glad for.

At dømme efter resultaterne på G8-mødet kan man sige, at vejen mod opnåelsen af millenniumudviklingsmålene efterhånden begynder at ligne Echternach-processionen. Der blev ganske vist talt kort om Afrika i Heiligendamm, selv om det måske blot var for ikke at bringe Bono og Bob Geldof i harnisk. De samme løfter som i 2005 blev endnu en gang gentaget. Men der var ingen nye forpligtelser og især ingen køreplan. Jeg deler Glenys Kinnocks bekymring over, at vi ikke når det inden 2015 med dette tempo. Fru Kinnocks betænkning er for øvrigt blevet et meget afbalanceret dokument, hvori der også er taget hensyn til vores gruppes bekymringer. Disse nævner jeg lige kort.

For det første må 0,7 % ikke være en fetich. Den ydede bistands kvalitet og effektivitet er mindst lige så vigtig som dens kvantitet. Visse regeringers såkaldte udviklingsudgifter giver anledning til mange spørgsmål, og koordineringen lader ofte meget tilbage at ønske. For det andet er mere direkte budgetbistand uundgåelig, hvis vi skal nå millenniumudviklingsmålene, men også denne skal der knyttes betingelser til, i første række hvad angår god regeringsførelse. Det er væsentligt, at Parlamentets kontrol forstærkes. For det tredje går vi ind for yderligere gældslettelse, ikke lineær, men på visse betingelser. De midler, der stilles til rådighed, kunne overføres til en fond, som med prioritet anvendes til undervisning og sundhedsvæsen.

Til sidst vil jeg sige, at debatten om, hvorvidt vi skal prioritere bestræbelserne efter at nå millenniumudviklingsmålene eller aid for trade, er et forkert dilemma, som vi ikke vil være med til. Efter vores opfattelse er det ikke enten/eller, men både/og.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Kun en fælles global indsats kan hjælpe Afrika på nuværende tidspunkt. Europas vedvarende støtte til såkaldte reproduktive sundhedsrettigheder, herunder abort, udgør en grundlæggende hindring for en fælles indsats.

Ud fra et moralsk og medicinsk synspunkt er abort ikke svaret på problemerne med fødselsrelaterede dødsfald i Afrika. Hvis vi ønsker at hjælpe afrikanske kvinder på dette område, skal vi sende medicinsk hjælp, sørge for drikkevand, uddannelse og lægehjælp. Det er i strid med principperne for ydelse af støtte at bruge midler på at støtte abort i Afrika.

Det tvinger alle EU-borgerne til at være indirekte involveret i sagen. Det er også en form for moralsk imperialisme, der er rettet imod Afrika, og som er en holdning, der ikke kan accepteres i Parlamentet. Derfor vil jeg opfordre medlemmerne til at stemme imod punkt 40 og 41 i betænkningen. Jeg retter især opfordringen til De Kristelige Demokrater i Parlamentet. Hvis opfordringen ignoreres, kan vi ikke støtte betænkningen.

  Frithjof Schmidt, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi gør nu midtvejsstatus for de store bestræbelser på at nå millenniumudviklingsmålene, og denne status ser ikke god ud. Det fremgår tydeligt af Kinnock-betænkningen. Min gruppe støtter eftertrykkeligt denne gode betænkning.

Hvis den politik, der føres nu, fortsættes, vil mange udviklingslande, især i Afrika, ikke nå millenniumudviklingsmålene, og størstedelen af industrilandene vil ikke kunne indfri deres løfter om finansiel støtte. G8-topmødet i Heiligendamm i Tyskland var desværre endnu et eksempel herpå.

Siden 1999 har man hvert andet år givet de samme løfter, men ikke indfriet dem. Det svækker i mange udviklingslandes øjne vores troværdighed som Europæisk Union. Løfterne fra Heiligendamm bliver nu modregnet i forhold til løfterne fra Gleneagles. 60 milliarder amerikanske dollars til Den Globale Fond, men man siger, at de skal trækkes fra de løfter fra Gleneagles, der ikke er blevet indfriet. Det er det, man kalder dobbelt bogholderi. Det er et forsøg på at skabe forvirring med tallene, uden at de enkelte lande bliver bundet til noget.

Det glædede mig meget, hr. kommissær, at De talte et særdeles tydeligt sprog i denne forbindelse. Det er netop det, der er brug for. Det er Parlamentets opgave at sætte tydelige ord på tingene og udøve et passende pres, så i det mindste EU kan overholde sin graduerede plan om at nå 0,7 %-målet inden for statslig udviklingsbistand inden 2015 uden bogføringsmæssige tricks.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Vi gør status over G8-topmødet. På dette G8-topmøde blev der afgivet en klimaerklæring, der helt åbenlyst ikke er noget værd. Jeg tilslutter mig erklæringerne fra miljøorganisationerne. Greenpeace siger, det helt klart er for lidt, og den tyske forening for miljø og naturbeskyttelse siger, der er tale om uklare løfter. Det er alt sammen meget uforpligtende.

Jeg slutter mig til Dem, Louis Michel, når De siger, at der har været en meget utilstrækkelig diskussion om Afrika. De fattigste lande skulle have haft deres gæld eftergivet forlængst. Men da dette som helhed også er en forhandling om G8-topmødet, vil jeg gerne endnu en gang minde om, at disse G8-lande ikke har nogen form for legitimitet. De er selvudnævnte ledere i denne verden. G8-topmødet har kostet 100 millioner euro, og heraf har Heiligendamm-sagen alene kostet 12,5 millioner euro. Der blev afholdt en meget vellykket demonstration med 80.000 mennesker mod G8-topmødet, og politiet benyttede de forkerte og beklagelige optøjer til at undgå en retsstatslig fremgangsmåde efterfølgende. Vi ved f.eks. i dag, at der var civile politibetjente blandt demonstranterne, som vel også har opmuntret til voldshandlinger. Advokaterne kunne næsten heller ikke udføre deres arbejde, og dommerne blev politiets forlængede arm. Advokaterne måtte kæmpe længe for overhovedet at få adgang til de arresterede. Der blev oprettet fangebure, som Amnesty International har kritiseret klart og betegnet som forkerte. I forbindelse med hele topmødet fandt der en undertrykkelse sted, som er en politistat værdig. Når det handler om at undertrykke borgere, er det ikke altid nødvendigt at skue ud i det fjerne. Nej, her midt i EU, i forbindelse med G8-topmødet, er menneskerettighederne blevet trådt under fode.

  Georgios Karatzaferis, for IND/DEM-Gruppen. - (EL) Hr. formand! For det første tror jeg ikke, at der er nogen borgere i verden, som har tillid til G8-topmødet. Det minder om lensherrerne for 400 år siden, der mødtes og traf beslutninger hen over hovedet på befolkningen. Dette er en moderne form for feudalisme. Stats- og regeringslederne mødes på G8-topmødet og trækker lod om otte delegerede fra de fattige lande for at beslutte, hvem der skal deltage. Vi taler om Afrika. Nævn navnet på ét stort hospital i Afrika. Ville De tage til Tanzania, hr. formand, hvis De havde en alvorlig sygdom? De ville tage til Tyskland eller England. Nævn navnet på én stor bank med hovedkvarter i Afrika. Alle store banker, som vi betror vores penge, er beliggende i den nordlige halvkugle. Det er en særlig form for racisme, som vi skal indrømme, at vi praktiserer - eller i hvert fald en stiltiende accept af en form for racisme over for disse lande. Det, vi giver dem, svarer til de drikkepenge, vi giver vores vinduespudsere.

Vi skal træffe en beslutning, en ideologi, hvorved alle borgere i verden har samme rettigheder til demokrati og sundhed og involvering i beslutninger, der vedrører dem. Jeg tror ikke, at det, der finder sted i dag, er demokrati. Vi deler rigdommen, og samtidig udbreder vi kræft i verden, mens verdensmagten USA ikke vil støtte Kyoto med det resultat, at sygdomme og død og global opvarmning påvirker alle, og borgerne har ikke noget at skulle have sagt. Vi har derfor brug for mere demokrati, bedre adgang til og mere respekt for borgerne, især i lande, hvor demokratiet endnu ikke er helt integreret. Vi skal passe på, ellers får vi en ny form for aids fra Afrika, som vil være endnu mere katastrofal end den form for aids, som sender mange borgere fra den nordlige halvkugle hinsides.

  Koenraad Dillen, for ITS-Gruppen. - (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Det glæder mig at se, at kommissæren for udviklingssamarbejde og humanitær bistand atter er til stede. Vi ved, at han har travlt. Ganske vist er hans orlov som kommissær for aktivt at deltage i parlamentsvalget i Belgien udløbet - og en kommissærs orlov har bestemt haft stor indflydelse, hvilket jeg lykønsker ham med - men alligevel konstaterer vi med beundring og også med nogen forundring, at han stadig er aktiv på to fronter, også efter sin orlov. Her i salen som kommissær for udviklingssamarbejde, men også i Bruxelles, hvor der febrilsk arbejdes på at danne en ny belgisk regering, og hvor kommissæren i dag opfordrer det fransktalende belgiske grønne parti til at deltage i regeringen. Det er sandelig ikke nemt at kombinere jobbet som kommissær med jobbet som belgisk stedfortrædende kongelig undersøger. Spørgsmålet, om denne sammenblanding ikke fører til mulig partiskhed, og om Kommissionens neutralitet ikke trues, er derfor sandsynligvis blot en detalje i denne sammenhæng.

Bortset fra denne bemærkning skal man hellere stille spørgsmålet - og jeg taler nu om Kinnock-betænkningen - om, hvor videnskabelige vi egentlig går til værks, når det gælder millenniumudviklingsmålene. Dette provokerende spørgsmål blev stillet af Amir Attaran, en fremtrædende person inden for udviklingssamarbejde ved universitetet i Ottawa i Canada. Attaran sætter faktisk store spørgsmålstegn ved, hvor videnskabelige disse mål er, og især ved den måde, hvorpå gennemførelsen af dem måles. Han tager som eksempel målet vedrørende malaria og siger derom, at selv institutioner som World Health Organisation indrømmer, at de ikke er sikre på de oplysninger, som gives. Ved at antage, at usikre tal er sande, bygger FN millenniumudviklingsmålene på et løst grundlag, ifølge Attaran. Videnskabelig pålidelighed skal også inden for udviklingssamarbejde være det vigtigste. Det er derfor på tide, at der føres en grundig debat herom.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke ordføreren og parlamentsmedlemmerne for deres glimrende arbejde og for deres støtte til mine ændringsforslag i Udviklingsudvalget.

Jeg vil blot komme ind på nogle få punkter. Bekæmpelsen af aids skal - ikke mindst i lyset af de seneste rapporter fra FN og de ringe resultater, som man hidtil har opnået i forbindelse med millenniumudviklingsmålene, fortsat have høj prioritet for det internationale samfund, være en ufravigelig forpligtelse og være de industrialiserede landes ansvar, eftersom det er umuligt at blive ved med at tale om økonomisk udvikling, uddannelse og sundhedsinfrastruktur, hvis det hele tiden tynder ud i den aktive befolkning, der skal foretage sådanne reformer, på trods af de - tydeligvis stadig utilstrækkelige eller ikke tilstrækkeligt effektive - behandlingsformer og medicin.

Ifølge Unaids-rapporten var der 4-6 millioner nye tilfælde i 2006 og 3 millioner dødsfald samme år, hvoraf 2/3 fandt sted i Afrika syd for Sahara, der er den region, som millenniumudviklingsmålene berører mest. Der sker over 8.000 dødsfald om året, og det er virkelig alt for mange.

Når det gælder denne kamp - og kampen mod fattigdom i almindelighed - er vi meget langt fra vores køreplan, og vi kan ikke længere acceptere undskyldningerne fra de lande - heriblandt desværre mit eget - der endnu ikke har opfyldt de i forvejen meget små løfter - hvilket skal understreges her - som de har givet på internationalt plan. Vi skal desuden bede donorlandenes regeringer om ikke bare at yde en mere effektiv udviklingsbistand, men også om den størst mulige konsekvens med deres egne handelspolitikker. At støtte udviklingen er nemlig navnlig ensbetydende med at give de lande, der er i vanskeligheder, mulighed for at komme på fode igen ved hjælp af egne ressourcer.

Der er således nye udfordringer, styrkeprøver og forpligtelser i horisonten. Jeg håber, at Europa denne gang virkelig er i stand til at spille den rolle, som det bør spille.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I slutningen af Anden Verdenskrig, da koncentrationslejrene blev frigivet, sagde vi "aldrig mere". Der ville aldrig mere være et sådant eksempel på umenneskelighed igen. Medlemmerne af Parlamentet og deltagerne i G8-topmødet i sidste uge er alle klar over, at der er millioner af børn under fem år, som dør hvert år, fordi de ikke har adgang til vacciner, som vi i den såkaldte vestlige verden har haft i de sidste 30 år. Det er endnu værre end det, der skete i koncentrationslejrene, fordi vi er klar over, hvad der sker. Det sker for næsen af os. Og hvad har vi gjort ved det? Vi har overgivet lederskabet. Vi har overgivet lederskabet til rockstjernerne - og gud ske lov for dem, for hvis de ikke var der til at øve pres, hvem ville så gøre det? Der er en katastrofal mangel på lederskab i Europa.

Når vi taler om kommunikation i Europa, tror vi, at vi kan drøfte forfatningstraktater og alt muligt andet med borgerne. Det er ikke sandt. Som jeg har nævnt tidligere, taler borgerne ikke om forfatningstraktater på pubber i Dublin eller restauranter i Tyskland. Men tænk på de mennesker, der tog fri for arbejde for at marchere til Gleneagles, og alle de mennesker, som gik til rockkoncerterne om den tredje verden. Hvorfor overgiver vi ikke lederskabet til dem? Hvor er statsmændene og -kvinderne i Europa? Vi har kun politikere - og dårlige politikere oven i købet. Ingen Delors, ingen Kohl.

Der er brug for lederskab i denne sammenhæng, og vi blev svigtet af G8. På topmødet blev der udvist ikke det lederskab, som er nødvendigt, og Parlamentet er nødt til at insistere på, at man ændrer kurs. Vi skal insitere på, at politikere i den vestlige verden, inden for EU og inden for G8 tager ansvar for denne situation. Alt andet vil være uacceptabelt, og De, hr. formand, kan spille en rolle. De kan overgive lederskabet i Parlamentet til medlemmerne. De kan påvirke de personer, der har muligheden for at ændre situationen. Vi har muligheden for at ændre situationen. Vi kan ikke acceptere disse forhold. G8-topmødet var en alvorlig skuffelse. Det viste, at vi i den grad mangler statsmænd- og kvinder og ledere, og jeg håber, at det vil ændre sig.

  Formanden. - Mange tak, hr. Mitchell. Jeg bifalder, at De i hvert fald tillægger formanden for Europa-Parlamentet nogen betydning, men han var ikke inviteret til Heiligendamm.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Folkemordet i Darfur, alvorlige kriser i Zimbabwe, Somalia, Etiopien og Nigeria, korruption, pandemier, ørkendannelse, oprustning, jagt på olie og andre naturressourcer, det er alt sammen med til at skabe flere konflikter i Afrika og forøge antallet af desperate mennesker, der risikerer deres liv for at komme ind i Europa, eller hvor de måtte finde bedre forhold. Det er derfor deprimerende at se, at G8 blot gentager de uindfriede løfter fra Gleneagles. Som fru Kinnocks betænkning så udmærket viser, har millenniumudviklingsmålene her midtvejs stadig behov for at blive prioriteret højt af de europæiske regeringer og Kommissionen.

Særlig i Afrika må millenniumudviklingsmålene lægges til grund for enhver sikkerheds- og udviklingsstrategi og dermed også for den fælles samarbejdsstrategi, der skal vedtages på topmødet mellem EU og Afrika til december, der ikke må blive blot endnu en fotoseance. De europæiske og afrikanske myndigheder må påtage sig tidsberammede forpligtelser om at opfylde millenniumudviklingsmålene og udforme strategier, der rækker hinsides regeringerne og nærsynet og principløs konkurrence med Kina.

At styrke de demokratiske institutioner og civilsamfundet i de afrikanske lande er også at støtte dem, der kæmper for menneskerettigheder, kvinders rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder i Afrika. Det betyder gensidigt krav mellem EU og vores afrikanske partnere om at opfylde de aftaler, der allerede forpligter os begge, f.eks. Cotonou-aftalen. Uden retfærdighed og retsstat bliver den ingen god regeringsførelse og slet ikke nogen bæredygtig udvikling.

  Toomas Savi (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at pointere to forhold i forbindelse med midtvejsevalueringen af millenniumudviklingsmålene.

For det første er det tydeligt, at udryddelsen af fattigdommen i verden er en af de største udfordringer for hele menneskeheden i det 21. århundrede. Som læge er jeg af den klare opfattelse, at der er en sammenhæng mellem fattigdom og sygdomme som f.eks. hiv/aids, malaria og tuberkulose, hvorved der skabes en "flodbølge", som udsletter millioner af menneskeliv hvert år. Det er meget sørgeligt, at denne frygtelige tragedie nu blot er en ligegyldig hverdagsstatistik. Udryddelse af fattigdom forudsætter, at sygdommene bekæmpes, og at sundhedssystemet i Afrika styrkes gennem G8-landenes tildeling af de 60 milliarder amerikanske dollars, der er afsat, i de kommende år. I dag har verden mulighed for at udrydde nogle af disse sygdomme, og det skal lykkes.

Jeg bifalder endvidere G8-landenes beslutning om at annullere 100 % af de stærkt gældstyngede fattige landes gæld til IMF, Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank.

Millennium-udviklingsmålene kan kun nås under fredelige forhold, og det betyder, at mange lokale militære konflikter i Afrika skal afsluttes, især den langvarige krise i Darfur, hvor de grundlæggende menneskerettigheder helt er tilsidesat.

For det andet ønsker jeg at understrege, at de nye medlemsstater, som netop for nylig var modtagere af den officielle udviklingsstøtte, og som i adskillige år har oplevet en stor vækst i deres bruttonationalprodukter, skal øge deres bidrag og ikke blot opfylde de fastsatte målsætninger. Jeg støtter naturligvis Kinnock-betænkningen.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg ønsker at henlede opmærksomheden på tre spørgsmål. Desværre er den støtte, som EU med 15 medlemsstater har ydet, og som er beregnet som en procentdel af bruttonationalproduktet og øremærket til millenniumudviklingsmålene, faldende. Hovedparten af landene har endnu ikke opfyldt den midlertidige målsætning på 0,33 %. I mellemtiden er støtten til grunduddannelse kun på 23 % og støtten til sundhedspleje på 36 %.

Der er kun 18 ud af 60 lande, som har behov for at få eftergivet deres gæld til udlandet. Disse beslutninger er vigtige, ikke blot fordi det vil mindske den ofte umulige byrde for disse lande, men også fordi - som Verdensbanken har erklæret - at lande, der har opnået gældslettelse, har fordoblet deres udgifter til bekæmpelse af fattigdom.

Derudover er den mest effektive måde, hvorpå man kan hjælpe de fattige lande, at sikre, at de har adgang til de udviklede landes markeder, samt fremme udviklingen af små virksomheder og mikrovirksomheder i de fattige lande.

Endelig er det også vigtigt at støtte udviklingen af de lokale myndigheder og ngo'er og oprette et centralt forvaltningssystem til støtte fra EU's budget, da det er den eneste måde, hvorpå man kan forbedre effektiviteten og begrænse bureaukrati og korruption.

  Margrete Auken (Verts/ALE). - Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til Glenys Kinnock for en glimrende betænkning om midtvejsevalueringen af milleniumudviklingsmålene. Især er jeg glad for, at vi kræver en samtænkning af handel, udvikling og landbrugsstøtte. Vores beskæmmende praksis med at give med den ene hånd og tage - ofte meget mere - med den anden hånd må høre op. Samtidig henviser betænkningen til en hel række højst relevante bistandsområder. Alligevel var det kun med nød og næppe, at vi fik den igennem i Udviklingsudvalget. Mange ændringsforslag fra PPE-DE-Gruppen blev kun marginalt nedstemt, og var de blevet vedtaget, havde vi stået med en meget udvandet betænkning.

Betænkningen rummer ellers intet andet, end hvad medlemslandene for længst højtideligt og under stor opmærksomhed har lovet de fattige. Samt altså en skarp kritik af, at de løfter ikke er blevet opfyldt. Betænkningen gør tydeligt opmærksom på, at fremgangsmåden med at bruge gældseftergivelse som en smart måde at opfylde sine forpligtelser på er forkastelig. Gælden er med rette ofte nedskrevet eller ofte helt afskrevet i donorlandene, så dem, der på den måde får bistandspengene, er de rige donorlande. Det kan vi ikke være bekendt, og hele Parlamentet burde samles i en afvisning af den slags fiflerier.

Vi bør holde fast ved kritikken og selvkritikken. Vores troværdighed er skrammet - løfter bør man holde. Milleniumudviklingsmålene samt de mål, der kom til i sidste uges pompøse G8-taler om Afrikas problemer, er vigtige, og det siger jo noget om alvoren i Rådets holdning til sine løfter, at de ikke engang gider at være til stede her hos os i dag. De tager i hvert fald ikke sig selv alvorligt, og så er det jo svært at se, hvordan vi skal kunne gøre det!

Opmærksomheden skal imidlertid ikke bare rettes imod, hvordan medlemslandene kan undslippe kravene eller slippe billigst muligt fra dem. Det, som vi bør samles om, er, hvordan vi kan nå vores mål, nemlig halveringen af fattigdommen inden 2015. Vi må også holde skarpt øje med, om vi faktisk holder, hvad vi lover, hvis vi skal bevare vores troværdighed over for u-landene. Vi bør arbejde på at finde frem til måder, hvorpå en sådan opfølgning kan ske. Ingen bør fremover kunne slippe godt og ubemærket fra at tilsidesætte sine forpligtelser.

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! G8-mødet var en dundrende fiasko, når det gælder bekæmpelsen af fattigdom og den globale opvarmning. De trætte ritualer på et topmøde, der trods alt er legitimt, men som efterhånden også er uhistorisk, hvis man tænker på modstanden mod at medtage nye vækstøkonomier som Brasilien, Sydafrika, Kina og Indien, har afspejlet sig på den manglende konsekvens i sluterklæringerne.

I Skotland i 2005 afgav de rige lande et højtideligt løfte om at øge den offentlige udviklingsbistand til 50 milliarder dollars om året inden 2010. Halvdelen af denne støtte skulle gives til Afrika for at sikre, at man nåede de millenniumudviklingsmål, som FN har fastlagt for 2015.

To år efter udgør de reelle bevillinger kun 10 % af det, der er blevet lovet, hvilket man også har understreget i Africa Progress Panel, som Kofi Annan er formand for. Som om intet var hændt, afgav G8-landene i Rostock et nyt løfte om at yde en finansiering på 60 milliarder dollars til bekæmpelsen af aids - alt sammen på en meget tåget og bevidst vildledende måde. Der blev ikke fastsat nogen tidsfrist, og for halvdelen af beløbets vedkommende har man reelt genbrugt de løfter, som USA's regering allerede har givet for perioden indtil 2013. Stigningen på 3 milliarder om året i forhold til de løfter, som de andre regeringer allerede har givet - herunder de europæiske regeringer - er endda utilstrækkeligt til at imødegå den humanitære aids-katastrofe og andre globale epidemier.

Hvad den globale opvarmning angår, anså man den manglende beslutning for at være en succes. Resultatet af tre dages møder, som kostede 120 millioner euro, var, at man gav FN til opgave at indgå en eventuel aftale om begrænsning af den mængde CO2, der udledes i atmosfæren. Ingen løfter vil kunne holdes, hvis ikke man sætter spørgsmålstegn ved de dominerende økonomiske og sociale modeller.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! Det er glædeligt, at Europa-Parlamentets Juridiske Tjeneste har fastslået, at det er fejlagtigt at anvende den ikkeratificerede EU-forfatning som reference i denne betænkning.

Junilisten, det parti, som jeg repræsenterer, har konsekvent fremført, at det er forkasteligt at henvise til EU-forfatningen, med tanke på at befolkningen i to af EU's medlemsstater klart og tydeligt har sagt nej til denne i folkeafstemninger. For at forfatningen skal kunne anvendes som et juridisk grundlag eller som reference, kræves det, at den ratificeres enstemmigt. Jeg appellerer til Parlamentet om at respektere dette fremover.

Verdens rige lande har en moralsk pligt til at fordele dele af deres velstand til udviklingslandene. Jeg tilslutter mig således helhjertet de fastsatte målsætninger, som fastslås i millenniummålene. Junilisten mener dog, at bistandsspørgsmål udelukkende skal håndteres af de respektive medlemslande i samarbejde med organisationer med bred international legitimitet og mange års erfaring.

EU's rolle i denne sammenhæng bør især være at afvikle de destruktive fiskeriaftaler, som Unionen indgår med fattige udviklingslande, og at reformere den protektionistiske handels- og landbrugspolitik drastisk. Den gør det svært for landmændene i de fattige udviklingslande at sælge deres produkter på det europæiske marked.

  Anna Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand! Vi taler her meget om, hvor meget vi betaler i bistand i dag, og hvor meget vi burde betale i fremtiden. Vi hævder altid, at bistandspengene ikke er tilstrækkelige, og at millenniummålene ikke vil blive opfyldt. De vil ikke blive opfyldt, hvis ikke udviklingslandene får den hjælp, som gør det muligt for dem at udvikle deres økonomier og dermed hjælpe sig selv.

De i Parlamentet, som kender mig, ved, at jeg repræsenterer Sverige, men at jeg for næsten 14 år siden kom til Sverige som flygtning fra Bosnien. Jeg ved derfor, at man, når man er i en svag position og har brug for hjælp, gerne vil have hjælp, som fører til, at man inden for kort tid kan hjælpe sig selv og så hurtigt som muligt blive selvstændig, uafhængig og ikke have brug for hjælp. Det, man absolut ikke vil have, er mennesker, som har medlidenhed med én, og hjælp, som fører til afhængighed af hjælp også i fremtiden. Det er også i lyset heraf, at vi skal se den kritik, som jeg har fremsat mod betænkningen, hvor jeg efterlyser endnu mere betoning på handel og dennes positive betydning for udviklingen.

En anden sag, som heller ikke understreges tilstrækkeligt meget i betænkningen, er liberaliseringen. Den opfattelse, at bistanden bør øges, uden at man kræver af udviklingslandene, at de f.eks. skal reducere deres gæld, betyder, at man giver bistand uden at stille nogen krav hverken om liberalisering eller gældssanering. Men uden en liberalisering vokser gælden endnu mere, og her kommer vi til situationen fra begyndelsen af mit indlæg, hvor hjælp fører til afhængighed af hjælp, og sådan må det aldrig være.

  Formanden. - Mange tak, Anna Ibrisagic. Når man hører Deres navn, tror man ikke, De taler så godt svensk. De er et fantastisk eksempel.

  Anne Van Lancker (PSE). - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske Glenys Kinnock med hendes kritiske, men efter min mening særdeles relevante betænkning. Jeg vil gerne takke kommissæren for hans betragtninger i anledning af G8-topmødet i Heiligendamm. Jeg kan for øvrigt fortælle Dem, hr. kommissær, at jeg stort set deler Deres skepsis, hvad angår resultatet.

I 2005 var alle enige om, at millenniumudviklingsmålene kunne nås, hvis der blev gjort en tilstrækkelig indsats, og hvis der var tilstrækkelige midler. Knap nok to år senere er denne idé åbenbart kølnet kraftigt, og regeringscheferne fra G8 kommer ikke længere end til at gentage løfterne fra 2005. Som nogle kolleger sagde, mangler der en tidsplan, som er yderst nødvendig for at kunne indfri løfterne. Der findes ingen konkret finansieringsplan, således at lande kan gøres ansvarlige for deres forpligtelser og deres eventuelle mangler, og allerede nu er det tydeligt, at det ikke lykkes G8-landene at accellerere som planlagt, hvilket er nødvendigt for at kunne fordoble bistanden hen imod 2010.

Alene til bekæmpelsen af hiv/aids er der en enorm mangel på penge. I 2007 mangler der ikke mindre end 9 milliarder. De løfter, der er afgivet på topmødet i Gleneagles for at sikre universel adgang til hiv-forebyggelse, -behandling og -pleje hen imod 2010, er stadig langtfra opfyldt. Kun en ud af seks aids-patienter får medicin. Hvert 12. sekund dør der en aids-patient, og 70 % af de nye hiv-infektioner finder sted i Afrika syd for Sahara. Dette er simpelthen uacceptabelt. 50 milliarder dollar, hr. kommissær, til hiv, aids, tuberkulose og malaria er simpelthen utilstrækkeligt til, at G8 kan opfylde et løfte til tiden, hvad angår folkesundheden.

Jeg har ét punkt til. At nå millenniumudviklingsmålene er ikke kun et spørgsmål om penge, men også om rettigheder. Uden adgang f.eks. til seksuel og reproduktiv sundhed for alle kan fattigdom umuligt bekæmpes. Jeg håber, hr. kommissær, at Europa fortsætter med at være pioner.

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! I Gleneagles i 2005 sendte regeringslederne på G8-topmødet et spændende budskab med et løfte om at tildele 42 milliarder euro i sundhedsstøtte til Afrika med særligt fokus på aids, malaria og tuberkulose.

I 2007 har vi fået endnu et løfte om 44 milliarder euro. Er der virkelig tale om en ny forpligtelse? Det vides ikke med sikkerhed. Eller er det blot en ny måde, hvorpå man forsøger at skjule den manglende indfrielse af løftet, som alle de store ngo'er, der følger beregningerne, påstår? Der er ingen konkret tidshorisont, og det er ikke tydeligt, hvordan dette nye løfte hænger sammen med tidligere løfter.

Vi skal informere borgerne om, at vores regeringer ikke handler i overensstemmelse med det, de lover. De samme ledere, som oplevede at deres borgere flygtede i rædsel fra landene i Afrika og var rede til at sætte livet på spil blot for at dø i Middelhavet, er tilsyneladende rystede over de dramatiske billeder, men indfrier ikke disse løfter, når det drejer sig om at realisere dem i politiske beslutninger.

Der er ingen tvivl om, at der skal ydes mere støtte - især på sundheds- og uddannelsesområdet. Der skal imidlertid også ydes en større indsats i forbindelse med forhandlingerne. G8 erklærer i sin meddelelse, at en vellykket Doha-runde er afgørende for den økonomiske vækst i det afrikanske kontinent - af afgørende betydning i henhold til G8.

Når vi taler om Afrika, vil det være hyklerisk at adskille det, vi siger om humanitære spørgsmål og støtte, fra det, vi siger under forhandlingerne i Doha-runden, og jeg taler ikke blot om EU, men også om resten af den vestlige verden, der er samlet på G8-topmødet.

Vi kan ikke adskille fri handel, realiteten af handelstransaktioner, og det, som Doha-runden kan betyde for de pågældende lande, fra det vi siger om humanitære spørgsmål og støtte. Vores løfter på forhandlingsbordet skal gerne munde ud i noget større end det, der tilbydes i kontanter.

Endelig skal støtten være rationel. Vi skal hilse G8's støtte til Infrastrukturkonsortiet for Afrika velkommen. Der er tale om en konkret foranstaltning, som jeg ønsker at fremhæve.

  Eoin Ryan (UEN). - (EN) Hr. formand! Jeg vil også gerne lykønske fru Kinnock med hendes meget fine betænkning. Det er vanskeligt at tale om dette spørgsmål på et minut, men jeg vil prøve. Problemet er efter min mening ikke pengebeløbet eller manglen på penge, som doneres til Afrika af EU eller den vestlige verden. Problemet er også administration og koordinering af denne støtte. Vi er alle klar over problemerne, der skyldes en svag ledelse i de afrikanske lande. Bistanden fungerer i mange tilfælde, men bistand, der ydes uden ledelse, vil aldrig kunne afskaffe fattigdommen.

En af de idéer, man kunne kigge på, er behovet for, at de enkelte europæiske lande eller grupper af medlemsstater påtager sig en koordinatorrolle for administrationen af bistanden i de enkelte afrikanske lande. Det ville være et meget vigtigt skridt i retning af at gøre donorlandene ansvarlige for den bistand, som de bruger. Det vil ligeledes være et udtryk for bedste praksis med hensyn til gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene.

Jeg siger dette på grundlag af min erfaring som minister i den irske regering, hvor jeg beskæftigede mig med fattige samfund i Dublin og i andre europæiske byer, hvor et regeringskontor havde ansvaret for at koordinere alt det, vi gav til disse samfund, og det var en stor succes. Jeg tror, at man kunne gøre det samme på europæisk plan eller på verdensplan over for Afrika.

Jeg har ikke tilstrækkelig tid til at tale om dette, men det andet store spørgsmål er samhandel. Uden samhandel kan Afrika på ingen måde trække sig selv ud af fattigdommen. Det er det andet problem, der skal løses. Jeg mener under alle omstændigheder, at vi har brug for langt mere koordinering i vores gennemførelse af bistanden og anvendelsen af penge i Afrika. Hvis koordineringen er i orden, kan vi gennemføre store forbedringer på dette område. Som vi alle ved, er det ikke nogen enkel opgave, og der findes ingen nemme løsninger, men vi er nødt til at ændre den måde, hvorpå vi leverer hjælpen til de fattigste mennesker i Afrika.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Kathalijne Maria Buitenweg (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand! Det er godt, at der her i dag også er talt om fremskridtene i nogle regioner, men som tidligere talere, bl.a. hr. Van den Berg, sagde, er situationen stadig dramatisk i det sorte Afrika. Man kan foretage en geografisk sondring, men man kan også foretage en sondring på grundlag af køn. Præsident Bush er i mellemtiden overbevist om, at der også skal gøres mere ved bekæmpelsen af aids. Aids rammer både kvinder og mænd. Jeg kan ikke undgå at få det indtryk, at dette er en vigtig forudsætning for at få penge på bordet.

Kun kvinder rammes af mødredødelighed. Det er pr. definition sådan. Hvad angår seksuelle og reproduktive rettigheder kan der ikke mærkes nogen forbedring. Tilsyneladende er et kvindeliv mindre værd efter mange menneskers opfattelse. I Afrika syd for Sahara dør en ud af 16 kvinder som følge af graviditet, f.eks. i barselsseng eller på grund af en usikker abort. Sri Lanka viser, at investeringer virkelig redder kvindeliv. Hr. Szymánski, der er faktisk brug for mere end blot vand og medicin. Kvinder skal selv kunne bestemme, om de ønsker at blive gravide. Vanskelige valg, f.eks. hvad angår abort eller ej, skal træffes individuelt og ikke så let og generelt, som vi her gør fra vores magelige stole.

Hr. kommissær, De har ret i, at EU er en vigtig finansier og for øvrigt også spiller en vigtig rolle her. Men heller ikke EU-lande har hidtil opfyldt deres løfter fra Kairo. Hvilken dynamik sætter De nu i gang for at opnå dette?

  Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke ordføreren, Glenys Kinnock, for hendes betænkning. Hvis den var blevet vedtaget i tide, ville vi med denne betænkning have sendt et klart budskab til stats- og regeringscheferne på G8-mødet og til hele det internationale samfund om den absolutte nødvendighed af, at der træffes nogle effektive foranstaltninger for at ændre kurs.

Det beder de millioner af mennesker om, der stadig dør af sult, tørst og sygdomme eller på grund af krig. Det ville virkelig være en stor ting - selv om det ikke ville være tilstrækkeligt - hvis G8-landene og det internationale samfund holdt de løfter, som de har givet. Hvis ikke man gør noget ved de strukturelle årsager til fattigdom og underudvikling, vil folk dog fortsætte med at dø.

Hr. Michel har ret i, at det er nødvendigt med fælles og konsekvente strategier på flere områder, f.eks. når det gælder den offentlige udviklingsbistands kvantitet og kvalitet, eftergivelse af gælden, revision af de internationale handelsregler og utvivlsomt også ansvar, gennemsigtighed og god regeringsførelse fra udviklingslandenes side.

Der er nogle punkter, jeg gerne vil understrege. Hvad bistandens kvalitet angår, er det navnlig nødvendigt at bringe en yderst skadelig praksis til ophør, nemlig at bistanden hænger sammen med økonomiske og geopolitiske interesser, og at der mangler sammenhæng mellem EU's udviklingspolitik, handelspolitik og landbrugspolitik. Desuden er det nødvendigt at tage ØPA'erne op til fornyet overvejelse og finde alternative løsninger, der er forenelige med millenniumudviklingsmålene, så vi kommer ud af den stagnation, der er i Doha-rundens forhandlinger.

De tre millenniumudviklingsmål, der drejer sig om sundhed, bliver aldrig nået, hvis ikke der er universel adgang til behandling og medicin. Alt for ofte krænker den internationale lovgivning om intellektuelle ejendomsrettigheder millioner af menneskers ret til sundhed og ret til livet, som er vigtigere end de multinationale lægemiddelvirksomheders profit. De skuffende aftaler, der blev indgået på G8-mødet, understreger også de selvmodsigelser, der er hos verdens store lande, som sætter 5 % af det, de bruger på død og ødelæggelsesvåben, af til udvikling.

  Manolis Mavrommatis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg ønsker også at takke fru Kinnock for hendes initiativbetænkning om et så vigtigt spørgsmål.

Det er interessant for Europa-Parlamentet - midtvejs i forhold til tidsfristen for opnåelsen af millenniumudviklingsmålene - at erfare, hvor langt fra opnåelsen af målene vi egentlig er, og revidere nogle af metoderne til opnåelse deraf.

Det er kedeligt, at mange lande i de fattigste områder af verden - de afrikanske lande syd for Sahara - har lang vej igen med hensyn til opnåelse af millenniumudviklingsmålene. Det er klart, at millenniumudviklingsmålene ikke vil blive opnået, medmindre de fattigste udviklingslande modtager mere og bedre støtte til at supplere deres egne ressourcer med.

FN, Den Afrikanske Union, G8 og EU skal følge de nuværende beregninger, der viser at støtten til Afrika skal øges med ca. 3,7 milliarder euro om året.

Derudover skal EU som den største donor af humanitær bistand fortsætte bestræbelserne på at udrydde udviklingslandenes gæld.

Jeg må dog indrømme, at det mest bekymrende punkt er den manglende evne til at nå målet for uddannelse. 121 millioner børn, hvoraf 65 millioner er piger, har aldrig været i skole. Ud over mål 2 om gratis obligatorisk grundskoleuddannelse for alle omfatter konklusionerne fra verdenstopmødet om børn i 1990 et mål om universel adgang til uddannelse inden udgangen af 2000, hvor mindst 80 % af børnene afslutter grundskoleuddannelsen. Desværre er der lang vej igen med hensyn til opnåelse af dette mål. Udviklingslandene skal erkende, at de er dømt til at leve med samme udviklingsniveau, hvis de ikke investerer i kvaliteten af deres menneskelige ressourcer.

  Linda McAvan (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne tale om G8-topmødet og sige to ting. Den første drejer sig om klimaforandringer. Det var en god nyhed, at USA accepterede at forblive inden for FN-processen, men en dårlig nyhed, at man ikke blev enige om bindende mål og endnu dårligere nyt på en måde, at vi ikke gjorde fremskridt med hensyn til at få de nye vækstøkonomier som Indien, Brasilien og Kina med i processen.

Hr. kommissær, vi har et stort stykke arbejde foran os inden Bali. Jeg ved, at De ikke er den ansvarlige kommissær for klimaforandringer, men som kommissær for udvikling, har De en nøglerolle med hensyn til at fastholde dynamikken med hensyn til klimaforandringer, for som De ved, betaler de fattige i udviklingslandene allerede prisen for klimaforandringerne. Derfor håber jeg, at De vil sætte dette øverst på Deres dagsorden.

Mens de fattige betaler prisen, kan vi se, at de rige bruger tomme ord, hvis vi kigger på det andet centrale aspekt ved G8, bistand til andre lande. Når man kigger på tallene, kan vi se, at G8 er på vej i en helt forkert retning med hensyn til hjælpen til udviklingslandene, og blandt disse er EU-landene nogle af dem, der klarer sig dårligst.

Hr. kommissær, min teori er, at vi kommer igen om to-tre år og nok en gang klager over, at vi ikke er kommet længere med hjælpen til udviklingslandene. Løftet om at fordoble bistanden blev givet på et EU-topmøde. Har De kontrol med det, eller er det ngo'erne, som skal holde styr på det for os? Faktisk bør vi se på resultattavlerne for klimaændringer og bistand, for hr. Mitchel havde ret i det, han sagde før om troværdighed og EU. Folk bedømmer os på, hvilke resultater vi opnår på de områder, som ligger dem på sinde: Hvordan vi løser problemerne med klimaforandringer og fattigdom. Forfatningen er noget, der er vigtigt for os, ikke for befolkningerne. Medmindre vi får løst de problemer, vil vi derfor ikke virke troværdige på resten af verden.

  Feleknas Uca (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær Michel, mine damer og herrer! Jeg vil gerne indlede med at sige tak til fru Kinnock for hendes betænkning. Af tidsmæssige årsager vil jeg kun komme ind på et enkelt punkt, der beklageligvis dårligt nok bliver nævnt i betænkningen. Den centrale betydning af menneskeværdigt arbejde som et middel til at udrydde fattigdom spiller efter min mening en enormt stor rolle i forbindelse med millenniumudviklingsmålene. Hvor står vi i dag, hvad angår disse mål?

Hvis vi skal gøre midtvejsstatus, ser det efter min mening katastrofalt ud. Størstedelen af millenniumudviklingsmålene er ikke engang tilnærmelsesvis nået og vil ifølge realistiske vurderinger heller ikke blive nået inden 2015. Dette er en falliterklæring for donorlandene. Og det kan heller ikke avisernes beretninger om et vellykket G8-topmøde ændre noget ved.

  Nirj Deva (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Som sædvanlig har fru Kinnock udarbejdet en god betænkning, men at lave en god betænkning, som vi alle gør her i Parlamentet, er ikke nok.

Jeg er meget ked af, at fru Kinnock i betænkningens punkt 40 og især punkt 41 nævner Maputo-planen. Som jeg har forstået det, fremmer Maputo-planen aborter og går langt videre end Kairo-erklæringen. Det hedder i FN's deklaration om børns rettigheder, at et barn på grund af dets fysiske eller psykiske behov har brug for særlig beskyttelse og pleje, herunder retlig beskyttelse, både før og efter fødslen.

Ifølge FN dør der hvert år omkring 8,5 millioner mennesker af mangel på mad. Det skal ses i forhold til de 46 millioner aborter, som foretages hvert år ifølge WHO. Det er omtrent det samme eller endog mere end hele befolkningen i Spanien. Det betyder, at der fra det øjeblik, man undfanges, er fem gange så stor risiko for at dø af en abort som af sult. Sammenhold de 46 millioner aborter med det samlede antal personer, der dør hvert år i hele verden, nemlig 56 millioner mennesker.

46 millioner aborter skal også sammenholdes med de 70.000 kvinder, som desværre træffer det valg at få foretaget en ulovlig abort - og som dør af det. Derfor er det sådan, at for hver kvinde, der bliver gravid og derefter dør på grund af en illegal abort, foretages der 650 aborter af levedygtige børn fra moders skød - og naturens hensigt var jo netop, at det skulle være det sikreste sted for et lille barn at vokse sig stor.

Jeg opfordrer indtrængende mine kolleger til at stemme imod punkt 40 og 41, som intet har at gøre med mødres dødelighed, der jo formodes at være emnet for milleniumudviklingsmål nr. 5. Og disse punkter har heller ikke noget at gøre med hverken seksuelle rettigheder eller forplantingsrettigheder, for abort har ikke noget at gøre med seksualitet: det er ikke sundt, det handler af indlysende grunde heller ikke om reproduktion, snarere tværtimod, og det er efter min mening bestemt heller ikke en rettighed.

  Åsa Westlund (PSE). - (SV) Hr. formand! Jeg blev helt grebet af det, den tidligere taler sagde. Derfor har jeg lidt svært ved at tale, men jeg skal forsøge at holde mig til det, jeg havde tænkt mig at sige.

Da jeg gik i skole, lærte jeg, at folk i Afrika døde af sult, fordi de havde fældet træerne dér, hvor de boede, således at der ikke længere var noget, der kunne vokse dér. På en måde var de altså mere eller mindre selv skyld i deres situation. I dag tyder alt mere og mere på, at det faktisk er os i den rige verden, som ved vores livsstil og store udslip af kuldioxid og andre klimapåvirkende gasser forårsager klimaændringer i Afrika syd for Sahara, hvilket har gjort, at folk dér ikke har tilstrækkelige muligheder for at klare forsyningen med mad og vand. Det sætter unægteligt fattigdommen i verden i et andet perspektiv. Vores ansvar for at udrydde fattigdommen bliver endnu større, hvis det er os selv, der har forårsaget den.

Hr. Kinnock har i sin betænkning et særligt afsnit om klimaændringerne. Her understreges vores ansvar for at sørge for, at vores kuldioxidudslip ikke rammer de fattigste mennesker på jorden. For at klare det skal vi mindske vores udslip af klimapåvirkende gasser drastisk og støtte udviklingslandene, således at de klarer den enorme omstilling, som verden står over for.

Det handler om alt fra at tackle f.eks. øgede vandniveauer til at sørge for, at de udviklingslande, som har mulighed for at producere vedvarende energi, får mulighed for at gøre det og dermed også får mulighed for at bringe sig selv ud af fattigdommen.

Hvis verden skal opfylde millenniummålene, skal vi prioritere og satse mere på det. Vi må heller ikke lade religiøse forestillinger stå i vejen for menneskers frie vilje til og mulighed for at beskytte sig mod livstruende sygdomme og uønskede graviditeter, ikke hvis vi for alvor vil mindske dødeligheden ved f.eks. hiv, aids og usikre graviditeter. Reproduktive rettigheder, information om lovlig abort og adgang til prævention er og bliver nødvendige indslag i vores arbejde på at nå millenniummålene. Alt andet er bare fordomme. Jeg er overrasket over at skulle høre dem her i Parlamentet. Vi burde være mere oplyste end som så.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær Michel! Vi bør i forbindelse med dagens forhandling nøje overveje omfanget af de opgaver, der ligger foran os frem til 2015 for at nå millenniummålene. Der er grund til i denne forbindelse at erindre om, hvor vigtige disse mål er, når det gælder udviklingssamarbejdet, og samtidig erindre om, at de bør tilskynde til effektiv og sammenhængende bistand. Vi nærmer os 2015, og set i lyset af de beskedne resultater, der hidtil er opnået, navnlig når det gælder Afrika syd for Sahara, er det nødvendigt, at vi stiller ambitiøse krav og øger indsatsen for at holde de løfter, vi har givet. EU må, stillet over for disse udfordringer, udfylde sin politiske rolle fuldt og helt for at styrke udviklingsmidlerne og styrke effektiviteten af vores indsats på det afrikanske kontinent.

2015 rykker hastigt nærmere. Det er derfor vigtigt ikke at miste gnisten eller give op. Som verdens førende donor, når det gælder offentlig bistand, har EU midlerne til at bistå landene i Syd i bestræbelserne for at opnå stabilitet og nyde gavn af en økonomisk, social og menneskelig udvikling. Når vi har midlerne, bør vi derfor nu overveje, hvilke værktøjer vi bringer i anvendelse for så effektivt som muligt at sikre, at den bistand, der ydes, også giver konkrete og varige resultater.

Det forudsætter mobilisering af alle aktører. Det drejer sig ikke om godgørenhed i forhold til de pågældende lande, men derimod om bistand med henblik på udvikling. Der er givet mange løfter vedrørende virkeliggørelsen af disse grundlæggende målsætninger. Der er i denne forbindelse grund til at bemærke de forpligtelser, man påtog sig under det særdeles skuffende G8-topmøde, hvor det blev besluttet at bevilge 44 milliarder euro til bekæmpelsen af pandemierne i Afrika, og hvor aftalen fra 2005 blev stadfæstet.

Lad os så blot inderligt håbe, løfterne ikke bliver ved ordene. Initiativerne må nu omsættes i konkrete og målbare handlinger. Det er påtrængende nødvendigt, at vi skrider til handling. Lad os intensivere indsatsen i partnerskabets ånd, så vi når målene i 2015.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Et minut er meget kort tid til at drøfte et så kolossalt emne. Jeg er lidt trist over noget af stemningen og tonen i denne forhandling, og jeg gad vide, om vi ville have fået de samme svar, som vi har hørt her i dag, hvis vi spurgte de afrikanske kvinder, hvad de ønsker. De kvinder, jeg har talt med i Malawi, ønskede bestemt uddannelse, mad, job og håb, og jeg troede, det var det, de ville få med milleniumudviklingsmålene, men der er ingen tvivl om, at vi er for sent ude.

I mine resterende 30 sekunder vil jeg især koncentrere mig om samhandelsaspekterne ved alt dette her: Og her er punkt 83 og 89 særligt interessante. Der ligger et forslag om, at WTO-forhandlingerne måske er svaret på nogle af Afrikas problemer, og alligevel fremgår det klart af punkt 89, at udviklingslandene kun får meget lidt ud af en omfattende liberalisering af samhandelen, og jeg mener, at afrikanerne skal fjerne handelshindringerne på deres eget kontinent og se meget indgående på det spørgsmål, mens vi i Europa hjælper dem med at udvikle samhandelen med resten af verden. Men jeg ville ønske, vi kunne gøre mere, og jeg håber, at denne forhandling vil bidrage til det.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er, som De vil vide, altid frustrerende med kort tid til rådighed at skulle reagere på en strøm af betragtninger, som for langt størstedelens vedkommende var fuldt berettigede. Jeg deler således i vid udstrækning de betragtninger, vurderinger og tanker, der er kommet til udtryk.

Lad mig begynde med G8-topmødet. Jeg medgiver, at jeg også er yderst skuffet over, at det i stigende grad har udviklet sig til en rituel handling, og jeg beklager, at mødet mister troværdighed, i takt med at det antager rituel karakter, og før eller siden vil man spørge sig selv, om det egentlig tjener noget formål.

Der var også et medlem, fra venstre side af salen, om jeg husker ret, som rejste spørgsmålet om, hvorvidt G8-landene er repræsentative og har legitimitet som repræsentanter. Det er efter min opfattelse et spørgsmål, som bør rejses. Det er klart, at der er aspekter af den geopolitiske og demografiske virkelighed, som ikke genspejles i G8-forsamlingen, hvilket er lidt ærgerligt. G8 bliver i stigende grad en slags beauty contest, og det er naturligvis yderst trist at opleve, at konceptet som sådant miskrediteres ved, at de løfter, der gentages år efter år, ikke indfries. Man kan altid pege på positive elementer i forbindelse med den slags møder, men det er ikke tilstrækkeligt til at overbevise os om, at indsatsen er nyttig og helhjertet.

Jeg må nødvendigvis anlægge en impressionistisk tilgang, når jeg besvarer nogle af de mest markante betragtninger, der er blevet fremsat. Hvad angår hiv/aids, er de to primære kanaler, når det gælder udbetaling af finansiel bistand fra EU, dels bistand til landene med henblik på at styrke sundhedssektoren, navnlig i Afrika, og dels bevilling af midler via tematiske budgetposter. Jeg forsikrer Dem, at vi anvender alle de midler, vi har til rådighed til formålet. De igangværende sundhedsprogrammer i 21 afrikanske lande tegner sig for 396 millioner euro, og yderligere 62 millioner euro er afsat til de kommende måneder. Jeg må ærligt sige, at det er takket være de tematiske budgetposter og AVS-midlerne under ottende og niende EUF, EU er i stand til at bidrage til Den Globale Fond til Bekæmpelse af Hiv/aids, Tuberkulose og Malaria, hvor vi har varetaget hvervet som næstformand i bestyrelsen. EU har, siden fonden blev etableret i 2002, udbetalt i alt 522,5 millioner euro, som dækker perioden 2002-2006. EU er, når hertil lægges medlemsstaternes bidrag, den vigtigste bidragyder til Den Globale Fond til Bekæmpelse af Hiv/aids, Tuberkulose og Malaria.

Et medlem var i sit indlæg inde på klimaændringerne. Jeg deler fuldt ud Deres bekymring med hensyn til den trussel, klimaændringerne udgør for udviklingslandene og deres bestræbelser for at nå millenniummålene. Det er min opfattelse, at spørgsmålet om klimaændringer bør integreres i udviklingssamarbejdet. Allerede i 2003 vedtog vi en handlingsplan for EU vedrørende klimaændringer og udvikling, og den gennemføres i fællesskab med medlemsstaterne. Vi er i øjeblikket i færd med at undersøge, hvordan gennemførelsen af handlingsplanen skrider frem. Undersøgelsen viser, at planen var et godt grundlag for EU's fælles indsats, men at den i øjeblikket ikke gennemføres på en måde, som fuldt ud modsvarer vigtigheden og omfanget af de udfordringer, vi står over for.

Jeg agter følgelig at iværksætte en strategi for at styrke vores samarbejde med de udviklingslande, som er hårdest ramt af klimaændringerne. Det drejer sig om at etablere en verdensomspændende alliance vedrørende klimaændringerne, således at dialogen og samarbejdet mellem EU og udviklingslandene om nedbringelse af emissionerne og tilpasning til klimaændringerne styrkes. Jeg regner med inden længe at kunne præsentere Dem for nærmere detaljer om dette forslag. Det er et konkret initiativ.

Jeg skal ikke opholde mig så længe ved de økonomiske partnerskabsaftaler. Blot skal De vide, at jeg hører til dem, som er overbevist om, at vi ikke opnår virkelig udvikling - i betydningen skabelse af rigdom, som kan finansiere sociale tjenester og sikre bred adgang til statslige tjenester - medmindre der er adgang til handel og en dynamisk økonomi. De økonomiske partnerskabsaftaler, som vi påtænker dem, som vi opfatter dem og gennemfører dem, er strengt taget udviklingspolitiske aftaler. Der lægges ikke i første række vægt på den kommercielle dimension, men på udviklingsaspektet!

Det er velkendt, at der kan være nogle, som ikke har samme holdning som jeg til dette spørgsmål. Vi må efter min opfattelse vedkende os det. Beslutningen om at indgå de økonomiske partnerskabsaftaler inden udgangen af 2007 blev truffet i fællesskab af EU og AVS-staterne. Den debat og den uenighed, beslutningen gav anledning til, var særdeles nyttig, da det bl.a. gav anledning til, at man accepterede længere overgangsperioder, anerkendte visse følsomme produkters særlige karakteristika og accepterede princippet om finansiering af regionalfonde i tilknytning til de tab, der følger af nedbrydningen af toldskrankerne. Det er et spørgsmål, vi kommer tilbage til, men når det er lykkedes Kommissionen, partnerne og de berørte at nå frem til forslag, som er langt smidigere og i langt højere grad tager højde for den konkrete situation, skyldes det utvivlsomt den debat, der blev indledt her i Europa-Parlamentet af fru Kinnock og andre.

Det er min overbevisning, at lettelse af gældsbyrden bidrager til finansiering af udviklingen. Der er ikke noget usædvanligt ved denne holdning. Den er ganske enkelt baseret på vores fælles referenceramme med hensyn til udviklingspolitik, nemlig den europæiske konsensus om udvikling, som Europa-Parlamentet og Kommissionen godkendte for knap halvandet år siden. Den europæiske konsensus henviser til OECD's definition, når det gælder offentlig udviklingsbistand, og omfatter lettelse af gældsbyrden. EU har i øvrigt forpligtet sig til at finde bæredygtige løsninger, hvad angår uacceptabelt gældstyngede lande.

Når det er sagt, fru Kinnock, har De naturligvis ret i, at alle kunne ønske sig øget gældseftergivelse. Det skal jeg være den første til at indrømme. Og De har ret i, at det i virkeligheden kun er en engangsforeteelse, one shot, og at landene, hvis de vil overholde deres forpligtelser, i de kommende år nødvendigvis må øge de beløb, de anvender til udviklingsbistand, både i løbende og i faste priser. Det var i øvrigt også det budskab, Kommissionen sendte til medlemsstaterne i sin meddelelse fra april 2007.

Hvad angår ændring af OECD's regler - et spørgsmål, som har været fremme på det seneste - er noget sådant efter min opfattelse ikke påkrævet. Lad mig tilføje, at man ved at sætte spørgsmålstegn ved disse regler efter min mening risikerer at åbne diskussionen om berettigelsen af andre finansielle bidrag, som set med mine øje ikke har noget med udviklingspolitik at gøre. Jeg vil ikke sige mere om dette emne. Alle har vist til fulde forstået, hvad jeg refererer til.

Social og menneskelig udvikling er et andet, vigtigt aspekt, og herom må jeg sige, at jeg ikke deler Deres synspunkt. Jeg siger det i øvrigt uden tøven, eftersom jeg nærer stor agtelse for hr. Deva, som udtalte sig om dette spørgsmål. Kommissionen støtter de politikker og initiativer, som sætter mænd og kvinder i stand til frit at træffe et informeret valg om antallet af fødsler og den tidsmæssige spredning af disse, og som giver borgerne adgang til tjenester af høj kvalitet i forbindelse med familieplanlægning og seksuel sundhed samt veluddannet personale i forbindelse med fødsler.

Jeg kan desværre ikke tilslutte mig Deres holdning, som efter min opfattelse er alt for radikal, og som set med mine øjne ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den personlige frihed. Det er en grundlæggende holdningsmæssig forskel, som vi må acceptere. Vi er forskellige, hr. Deva, vi er ikke nødvendigvis alle ens, og jeg mener ikke, argumenter beroende på begreber som myndighed og underkastelse kan anvendes entydigt. Jeg forstår, hvad De sagde om, at man ikke bør underkaste sig abort eller tanken om abort, men jeg mener heller ikke, man bør underkaste sig en religiøs a priori-slutning. Det er i alt fald mit synspunkt.

Der er endnu et aspekt, jeg gerne vil påpege, og som jeg finder væsentligt. Det drejer sig om bistandens effektivitet. Det er min holdning, at bistanden - det være sig international, europæisk eller anden bistand - ville være langt mere effektiv, hvis vi hver især - og jeg søger ikke at lægge ansvaret hos nogen bestemt - var lidt mindre optaget af hensynet til nationale anliggender. Den dag, vi virkelig fokuserer på målet, nemlig at reducere fattigdommen og hjælpe de fattigste i denne verden, i stedet for at se på, hvem der gør hvad, og hvordan den enkelte synliggør sin indsats, den dag vil vi efter min opfattelse være langt mere effektive. Derfor er vi godt i gang med at udarbejde en adfærdskodeks i et forsøg på at få medlemsstaterne til i højere grad at acceptere koordinering og koncentration af opgaverne, således at arbejdsdelingen bliver mere sammenhængende, hvorved vi ubetinget vil opnå øget effektivitet.

Men jeg må ærligt sige, for jeg hørte udmærket, hvad De sagde, at det i praksis langtfra er tilfældet, og det er næsten alle i øvrigt enige om. Og det er også et af de gennemgående temaer, som vi hører regeringer, ministre og premierministre i forskellige lande omtale. Der er foretaget fælles analyser forud for udarbejdelsen af de nationale strategiske dokumenter, og vi har foreslået fælles programmering. Når det gælder programmeringen i forbindelse med den tiende EUF, vil jeg således i dag anslå, at omkring 10 af medlemsstaterne har besluttet at deltage i fælles programmering, men heller ikke disse lande deltager i alle programmeringsaspekter. Jeg ser meget få tilfælde af fælles programmering. Men det er naturligvis målet. Målet er ikke at vide, hvem der gør hvad, målet er at vide, hvem der gør hvad bedst.

Jeg har allerede haft lejlighed til at påpege, at Kommissionen ikke ønsker at overtage ledelsen af alt. Kommissionen er parat til at uddelegere ansvaret og påtage sig samfinansiering med de ansvarlige lande, ja, jeg vil tillade mig at kalde dem pilotlande i forhold til visse emner eller projekter, såfremt de kan tilføre en højere merværdi end Kommissionen. Det er det mål, vi bør forfølge. Jeg er stadigvæk optimist, for ved at gå videre vil vi efter min opfattelse kunne godtgøre, at vi for at være effektive må styrke koordination, koncentration og harmonisering. Det er der, nøglen til effektivitet ligger.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen om Glenys Kinnocks betænkning finder sted i morgen.