Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 20. juni 2007 - Strasbourg

2. Overførsel af pensionsrettigheder (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Ria Oomen-Ruijten for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en styrkelse af retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder (KOM(2005)0507 - C6-0331/2005 - 2005/0214(COD)) (A6-0080/2007).

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Fru formand, ærede medlemmer! Jeg vil gerne takke fru Oomen-Ruijten for sin målrettethed og store indsats i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning.

Betænkningen har krævet en hel del hårdt arbejde, og der er blevet trukket på Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. Betænkningen udgør et vigtigt grundlag for de videre drøftelser med henblik på at nå frem til en endelig aftale om dette vigtige direktiv, som har sin tydelige berettigelse i lyset af den relancerede Lissabon-strategi og sikringen af social beskyttelse for vandrende arbejdstagere og arbejdstagere generelt, som bevæger sig rundt på arbejdsmarkedet.

Ud over selve betænkningen bifalder jeg den atmosfære, som Parlamentet har samarbejdet med Kommissionen og Rådet i, eftersom den har givet os størst mulig chance for at nå frem til en aftale ved første behandling.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke det tyske formandskab for sin håndtering af dette spørgsmål og for at have skabt reelle fremskridt.

Den udfordring, som dette direktiv er for det tyske pensionssystem, må ikke undervurderes, og det tyske formandskab og vicekansler Müntefering skal have æren for, at der er gjort sådanne fremskridt. Jeg må imidlertid give udtryk for min skuffelse over, at der trods den store indsats denne gang ikke kunne opnås enighed ved førstebehandlingen. Jeg tror dog, at den konstruktive tilgang, som vi har set indtil nu, snart til føre til direktivets vedtagelse. Det vil få en reel betydning for de mobilitetshindringer, som visse supplerende pensionsordninger har skabt.

Ærede medlemmer, jeg vil gerne endnu en gang understrege, at dette direktiv ikke bare er en samling ord. Det påvirker direkte millioner af arbejdstagere, som skifter job på det moderne arbejdsmarked, og som drager fordel af de muligheder, som supplerende pensioner tilbyder. I betragtning af at 40 % af arbejdstagerne bliver i et ansættelsesforhold i under fem år, står det klart, hvor vigtig vores opgave er, og hvor vigtigt dette direktiv er.

Inden jeg går over til indholdet i betænkningen, vil jeg gerne kort opsummere formålet med og behovet for en europæisk indsats på dette område. Kommissionen, medlemmerne af Parlamentet, Rådet og arbejdsmarkedets parter har længe givet udtryk for deres utilfredshed med de klart utilstrækkelige rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger, som vandrende arbejdstagere er omfattet af, hvad angår forbindelsen mellem deres lovpligtige pensionsbidrag og deres supplerende pensionsbidrag. Helt tilbage i 1992 tilskyndede Rådet medlemsstaterne til at støtte ændringer i de betingelser, der er knyttet til supplerende pensionsrettigheder, således at hindringerne for arbejdskraftens mobilitet kunne fjernes. Fænomenet hindringer for arbejdskraftens mobilitet er forholdsvis almindeligt, men det betyder i princippet, at når du er mobil, hægtes du af. Når vandrende arbejdstagere skifter job efter de nuværende ordninger, stilles de i større eller mindre grad dårligere. Det sker nogle gange næsten umærkeligt, men de står aldrig med det samme udgangspunkt og de samme fordele, som de ville have haft, hvis de ikke havde besluttet at skifte job og blive mobile.

Det første skridt mod opnåelsen af dette mål var direktiv 98/49/EF. Det stod dog klart, at dette direktiv ikke kunne løse de problemer, som ifølge eksperter på området havde en særlig skadelig indvirkning på mobiliteten, nemlig opnåelse og beskyttelse af retten til opsat pension og muligheden for overførsel af sådanne rettigheder. Det foreslåede direktiv om retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder blev ikke udarbejdet efter en pludselig indskydelse, men efter en lang periode med indgående forhandlinger og høringer - og det ikke uden grund. I starten blev arbejdsmarkedets parter i lyset af deres grundlæggende rolle i formidlingen af supplerende pensioner opfordret til at fremsætte forslag, men det stod hurtigt klart, at den eneste måde, der kunne opnås fremskridt på, var gennem en målrettet lovgivningsmæssig tilgang, der tog hensyn til udtalelser fra arbejdsmarkedet parter og de vigtigste aktører.

En målrettet tilgang af denne art - en, som anerkender ikke kun de store forskelligheder og til tider navnlig den hurtige udvikling inden for supplerende pensionsordninger, men også disse ordningers frivillige karakter - var og er fortsat den rette måde at håndtere dette komplekse og følelsesladede spørgsmål på. Det forklarer, hvorfor Kommissionen gjorde klogt i ikke at lancere en harmoniseringsproces, men i stedet at fastsætte minimumskrav. Bortset fra det, er en af vores største udfordringer at finde den rette balance mellem at fjerne mobilitetshindringer og sikre opretholdelsen af det nuværende stabile og bæredygtige miljø for udvikling af supplerende pensioner.

Hvis man skulle analysere de positive fremskridt og de udfordringer, som vi forventedes at have løst med udarbejdelsen af dette direktiv, er det noget skuffende, at ikke alle medlemsstater på dette tidspunkt var i stand til at nå frem til en aftale eller et kompromis i Rådet vedrørende elementerne i dette vigtige direktiv. Det er dog opløftende, at den betænkning, som vi drøfter i dag, på mange områder er i tråd med Kommissionens holdning. Efter min opfattelse er der derfor en reel mulighed for at nå frem til en aftale med Rådet i nær fremtid.

Ærede medlemmer, selv om de seneste forhandlinger i Rådet ikke førte til en konklusion, fornemmer jeg, at hver enkelt deltager kan bekræfte, at der var et stærkt ønske om at nå til enighed, og at Rådet stadig deler dette ønske, som vil skabe grundlag for yderligere fremskridt. I lyset af denne samarbejdsånd vil jeg gerne fremhæve to af de vigtigste områder, hvor der er uoverensstemmelse mellem Parlamentet og Rådet, og som vi skal forhandle os til enighed om. Det første er det centrale punkt omkring anerkendelse af supplerende rettigheder og fastsættelsen af minimumsbetingelserne herfor.

Jeg er meget interesseret i ændringsforslagene og beslutningen om at koncentrere lovgivningen omkring arbejdstagere over 25. Der er en betydelig empirisk dokumentation for, at mobiliteten i denne aldersgruppe er betydeligt lavere end hos yngre mennesker, så jeres ændringsforslag er ganske fornuftigt. Jeg er også opmærksom på, at Rådet ikke vil være positiv over for idéen om kun at anerkende rettigheder for dem over 25, så dette kunne blive et af de områder, der kræver forhandlinger og kompromiser. Jeres forsøg på at reducere hindringerne skal under alle omstændigheder bifaldes, og jeg føler, at det helt bestemt er den rigtige vej frem.

Det andet vigtige område, som sandsynligvis vil skulle drøftes mellem Parlamentet og Rådet, er direktivets anvendelsesområde. Angående eksisterende rettigheder og fristen for gennemførelse af direktivet i national ret støtter Kommissionen fuldt ud indholdet i ændringsforslagene til artikel 2 og mener, at de er rimelige og fornuftige. Kommissionen er helt overbevist om, at restriktioner for anvendelsesområdet og dermed direktivets virkning bør minimeres, og støtter i den henseende Parlamentet. Det nye tekniske ændringsforslag til artikel 5 er en passende præcisering, som bør forhindre misforståelser omkring beskyttelse af rettighederne. Artikel 5 er en central del af dette direktiv og er afgørende for målsætningen om at fjerne hindringer for arbejdskraftmobilitet.

Tillad mig endnu en gang at fortælle medlemmerne af Parlamentet, at der ikke er noget forslag i dette direktiv, som fastsætter en metode til beskyttelse af disse rettigheder. Det er mere et spørgsmål om at sikre, at vandrende arbejdstagere behandles retfærdigt i forbindelse med deres ret til opsat pension. I betragtning af den måde, som arbejdsmarkedet udvikler sig på, og den måde, som det aktive arbejdsliv gradvist udvides på, fornemmer jeg, at når vi taler om mobil arbejdskraft, taler vi reelt om alle arbejdstagere, fordi der i løbet af et arbejdsliv ikke er nogen som helst tvivl om, at de fleste arbejdstagere vil skifte job minimum en gang og dermed vil kunne drage fordel af den beskyttelse, som det foreslåede direktiv vil sikre. Angående direktivets gennemførelse i national ret deler vi jeres synspunkt om, at dette bør ske så hurtigt som muligt. Samtidig mener vi, at ændringsforslag til direktivet imidlertid ikke må være til hinder for udbydelsen af supplerende pensioner i EU.

Endelig hilser jeg forslagene i artikel 10 varmt velkommen og støtter helhjertet indhold i dem. Til gengæld finder jeg det beklageligt, at artikel 6 om overførsel af rettigheder er fjernet. Betænkningens ændringsforslag til artikel 10 sender dog et klart signal om, at dette komplekse og højst tekniske spørgsmål ikke er blevet glemt og blot udsættes. I mellemtiden vil Kommissionen i samarbejde med Parlamentet og arbejdsmarkedets parter se nærmere på måder, hvorpå tilbageværende mobilitetshindringer forårsaget af supplerende pensionsordninger på effektiv og holdbar vis kan fjernes.

Ærede medlemmer, dette direktiv var politisk og intellektuelt ualmindeligt komplekst for ikke at nævne den komplicerede natur ved hele konceptet for denne politik. Det foreslåede direktiv er i høj grad en del af vores indsats over for de demografiske ændringer, da det står klart, at supplerende ordninger vil spille en stigende rolle i den forbindelse. Direktivet er også en del af konceptet flexicurity, fordi det er et typisk eksempel på større mobilitet forbundet med ansvarlig social beskyttelse. Jeg føler også, at dette direktiv generelt falder inden for det overordnede koncept for den europæiske socialpolitik, dvs. at på intet tidspunkt og intet sted i EU bør arbejdstagere sættes i en dårligere situation.

Ærede medlemmer, endnu en gang vil jeg gerne takke jer for Parlamentets indsats i forhandlingerne om dette direktiv.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Overførsel af arbejdsmarkedspensioner har været på den europæiske dagsorden i mere end 20 år. Kommissæren har netop forklaret, hvilke udviklinger der er sket i den tid, også med hensyn til vandrende arbejdstagere. Efter at et initiativ som led i den såkaldte sociale partnerskabsprocedure var slået fejl i 2002-2003, fremlagde Kommissionen et forslag til et "portabilitetsdirektiv" i oktober 2005.

Kommissionens forslag omfatter følgende fire kerneområder: for det første muligheden for at medtage arbejdsmarkedsorienterede pensionskrav i form af et kapitalbeløb ved skift af arbejdsgiver, altså portabilitet i mere snæver forstand, for det andet fastlæggelse af karensperioder for arbejdsmarkedspensioner, for det tredje en rimelig og retfærdig behandling af en ret til arbejdsmarkedspension, når en arbejdstager fratræder en virksomhed, og for det fjerde informationspligter, så arbejdstagerne ved besked om deres pensionsrettigheder og bedre kan planlægge deres alderdomsforsørgelse. Som kommissær Špidla sagde, berører dette også flexicurity.

Direktivet regulerer et område inden for arbejds- og sociallovgivning, og - hvilket er vigtigt at understrege - derfor kræves der enstemmighed. Ikke mindst derfor fik forhandlingerne en vanskelig start, selv om det heller ikke er så underligt, når emnet var så komplekst. Dertil kommer at EU ikke går i samme størrelse habit, men at der hersker store forskelle, og næsten hver eneste medlemsstat har sin egen virksomhedspensionsordning, der som regel ikke passer sammen med de andre.

Mange medlemsstater betragtede derfor direktivets centrale reguleringsområde, overførsel af arbejdsmarkedsorienterede pensionsbeløb til en ny arbejdsgiver, som meget problematisk. Nederlandene afviste denne mulighed fra starten af, og derfor blev portabilitet i mere snæver forstand allerede slettet fra forslaget til direktiv under det finske formandskab. Kravet om enstemmighed gjorde det meningsløst at fortsætte forhandlingerne om det punkt.

Det efterfølgende tyske formandskab fokuserede på at konkretisere en retfærdig og rimelig behandling, reglerne om informationspligten samt direktivets saglige og tidsmæssige anvendelsesområde. Efter intense diskussioner og en lang række bilaterale møder på fagligt plan kunne der opnås enighed om alle punkter. I sidste ende blev der dog ikke opnået den nødvendig enstemmighed i Ministerrådet, hvilket jeg beklager meget. Særligt en medlemsstat følte sig bundet på hænder og fødder, da dets parlamentet og kabinettet afviste forslagene.

På grund af disse grundlæggende politiske forbehold mod det oprindelige forslag vil det sandsynligvis også blive meget vanskeligt at opnå den nødvendige enstemmighed om direktivet i fremtiden.

Vi ønsker at fremme arbejdstagernes mobilitet gennem direktivet, men samtidig må vi også styrke deres pensionsordninger. Det kræver ikke kun støtte fra et flertal i Europa-Parlamentet, men også enighed blandt de 27 medlemsstater. Måske vi opnår mere, hvis det første skridt er mindre ambitiøst. Det tager tid, før den nødvendige tillid vokser, før landene uden arbejdsmarkedspensionsordninger får dem indført, så landene med udprægede ordninger ikke føler sig snydt. I denne situation er maksimumskrav i mine øjne kontraproduktive. de udløser faktisk blot automatisk afvisning i medlemsstaterne, og fremmer ikke sagen yderligere. Som det er tilfældet med alle beslutninger i EU, er det kun muligt at opnå enighed, hvis alle har den politiske vilje til det.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE), ordfører. - (NL) Fru formand! At sige, at denne sag er vanskelig, er en understatement. I næsten to år har vi beskæftiget os med ni artikler. Europæiske aftaler om supplerende pensioner er nødvendige, og det er der tre grunde til.

For det første lægges der i stadig højere grad pres på de lovmæssige pensioner under første søjle, fordi der er stadig færre unge og stadig flere ældre. Det er derfor vigtigt, at der træffes ordentlige bestemmelser om pensioner under den anden søjle. I øjeblikket har en ud af 10 arbejdstagere i Europa en supplerende pension. I Storbritannien og Tyskland er det over 50 %, og i Danmark, Sverige og Nederlandene er endog 90 % af arbejdstagerne medlem af en ordning for supplerende pension. Der er derfor tilstrækkelig grund til at opmuntre medlemsstater og ligeledes arbejdsmarkedets parter til at påtage sig et ansvar og begynde med at opbygge en god pensionsordning.

For det andet møder jeg næsten hver dag mennesker, som har skiftet job, og som straffes, fordi de benytter retten til mobilitet. De har opbygget en pension, betalt præmier, men hvis kapitalen ikke ændres, har man ingen gavn af den, når det gælder pensionsordningen. Dette problem forsøger dette direktiv at gøre noget ved.

For det tredje siger vi inden for rammerne af Lissabon, at arbejdstagere skal opmuntres yderligere til at være mobile. Dette princip ønsker alle, men vi har problemer med at udforme det. Mit mål var og er stadig, at der udarbejdes lovgivning, som også for arbejdstagere resulterer i noget, som er gennemførligt for medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter, og som giver de personer, som har ansvaret for at administrere de supplerende pensionsordninger, tilstrækkelige muligheder for at tilpasse sig disse. Lovgivning, som kun indeholder undtagelser, eller en lov, som ikke gælder for alle medlemsstater, og som tilmed først indføres i 2018, har ingen mening. Det er nu, vi skal gøre noget ved de problemer, som snart opstår.

Jeg takker helhjertet især hr. Ettl og hr. Cocilovo, de andre skyggeordførere fra Udvalget om Sociale Anliggender, fru Lulling for udtalelsen, og ligeledes ordførerne og skyggeordførerne fra tidligere pensionssager, Othmar Karas og Ieke van den Burg. Vi står sammen for at opnå et resultat, og vi tager ansvaret for denne betænkning fra Udvalget om Sociale Anliggender.

På dette grundlag kan vi gøre fremskridt - og det siger jeg også henvendt til rådsformandskabet - uden at bringe de nuværende ordninger i fare. For øvrigt vedrører dette direktiv minimumsnormer. Intet forbyder arbejdsmarkedets parter at aftale større beskyttelse.

Jeg vil nu hurtigt nævne hovedpunkterne. Hvad optjening angår, har de optjeningsbetingelser, som Parlamentet opstiller, konsekvenser for nogle ordninger. Der er brug for tid til tilpasning, og denne ekstra tid på fem år får vi gennem ændringsforslag 22.

Hvad de hvilende rettigheder angår, er den nuværende metode udtænkt med det tyske formandskab. Om lidt stemmer vi altså om et grundlæggende princip, som medlemsstaterne selv kan udfylde på hver deres måde. Hvad overførsel angår, var det meget hurtigt tydeligt, at det var at gå for vidt. Derfor har vi opgivet denne mulighed. Hvad information angår, får arbejdstagere lettere adgang til deres pensioners status.

Medlemsstater kan altså have behov for mere tid til at tilpasse deres systemer. Denne tid giver Parlamentet dem. Både til optjening og til fair behandling af hvilende rettigheder giver vi medlemsstaterne tid indtil 2013 til sammen med arbejdsmarkedets parter at tilpasse deres systemer.

Efter to års næsten vedvarende forhandlinger er tiden nu inde til, at Parlamentet indtager en holdning. Jeg kan meddele, at de signaler, som jeg har fået, også fra det kommende portugisiske formandskab og fra min egen medlemsstat, Nederlandene, er absolut positive, fordi denne betænkning giver mange udgangspunkter for andenbehandlingen.

Hvis vi vil nå Lissabon-målsætningerne, kan vi kun gøre det på grundlag af den slags konkrete sager. Det er ikke lykkedes os at færdiggøre det i dag. Vi vil indlede forhandlinger med Rådet, og jeg vil som ordfører, og vi i Parlamentet, fortsat indtage en så konstruktiv holdning som muligt for at nå frem til en løsning, for en sådan er virkelig nødvendig.

  Eoin Ryan (UEN), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. - (EN) Fru formand! Jeg vil også lykønske fru Oomen-Ruijten med hendes arbejde med denne meget vanskelige og indviklede lovgivning, der som tidligere nævnt har været undervejs i 15-20 år.

Som ordfører for en udtalelse fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om denne betænkning finder jeg det imidlertid helt afgørende, at borgerne kan tage fordelene ved deres supplerende pensionsplaner med sig, når de tager et nyt job i en anden virksomhed eller i en anden medlemsstat, og det indre marked kommer til at opleve en enorm stigning i antallet af folk, der flytter fra den ene medlemsstat til den anden.

Lovgivningen skal sikre, at arbejdstagere, der skifter job, ikke straffes urimeligt, og at værdien af deres pension tilpasses retfærdigt, når de flytter efter et nyt arbejde.

Endvidere må vi påskønne det faktum, at arbejdsgiverne frivilligt tilbyder disse supplerende pensionsordninger. Man bør derfor minimere alle unødvendige former for finansielt pres, der stammer fra leveringen af sådanne ordninger. Det er imidlertid ikke nogen let opgave at afveje interesserne i forbindelse med disse to mål, men efter min mening er kompromisteksterne fra det finske og det tyske formandskab et skridt i den rigtige retning.

Hvis arbejdstagerne opfordres til at være mobile og fleksible, kan de efter min mening ikke straffes urimeligt gennem deres pensioner, hvis de skifter job. Som det er nu, kan et jobskifte - eventuelt i et andet land - resultere i betydelige tab. Oveni dette skal vi sørge for, at når nogen trækker penge ud af en pensionsordning, så giver det ikke tab for dem, der bliver i den pågældende pensionsordning.

En af de største og mest komplekse udfordringer for de enkelte medlemsstater i det næste årti bliver håndteringen af vores aldrende befolkning. Pensionerne bliver - hvis de ikke allerede er blevet det - et meget stort emne i medlemsstaterne. I betragtning af at denne lov har været på bordet i de seneste 15 til 20 år, er det på høje tid, at der gøres en passende indsats på området, og at vi behandler arbejdstagerne retfærdigt og rimeligt med hensyn til pensionsordninger, hvis de flytter fra en medlemsstat til en anden eller fra en virksomhed til en anden.

  Astrid Lulling (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Hvis man som jeg er ordfører for Udvalget om Kvinders Rettigheder og medlem af PPE-DE-Gruppen, er man ofte som et stykke drivtømmer, dvs. i Guds hænder. Det var, hvad der skete med mit udkast til udtalelse. I den udgave, der blev vedtaget, kan jeg ikke længere genkende mit fingeraftryk.

Det, som jeg anbefalede i starten af arbejdet med dette meget omstridte forslag til direktiv, er enten allerede forsvundet, fordi det blev forkastet af et tilfældigt flertal i Udvalget om Kvinders Rettigheder, eller også blev det ikke vedtaget af det korresponderende udvalg. Derfor kan jeg kun beklage, at der ikke længere er det mindste spor af det vigtigste forslag fra Udvalget om Kvinders Rettigheder, nemlig at direktivet skulle gennemføres i tråd med direktiverne om ligebehandling og lige muligheder for mænd og kvinder.

Hvad indholdet angår, startede de heftigste diskussioner efter vedtagelsen af min udtalelse, der blev udarbejdet for et år siden, og som først og fremmest havde til formål at sikre muligheden for at bevare pensionsrettighederne og endda at blive ved med at indbetale til lønmodtagere, der skifter job, eller som holder en pause med en erhvervsaktivitet eller ophører med denne, enten af familiemæssige årsager eller for bedre at kunne forene familieliv og arbejdsliv.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på den uenighed, der stadig eksisterer, bl.a. med hensyn til arbejdsgivere, som tilbyder supplerende pension for at holde på deres medarbejdere, selv om indfaldsvinkelen i dette direktiv er, at vi skal fremme arbejdstagernes bevægelighed. Jeg ved godt, at det ikke bliver let at forene de to indfaldsvinkler, men jeg vil gerne understrege, at den vigtigste målsætning - nemlig sikkerheden for rettigheder, der er opnået på acceptable betingelser, som ikke går ud over ordningernes finansielle levedygtighed eller arbejdsgivernes udbud af supplerende pensionsordninger - bør nås til gavn for de arbejdstagere, der får et andet arbejde i eller uden for en medlemsstat, så vi følger princippet om subsidiaritet og fleksibilitet.

  Othmar Karas, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi siger alle ja til det indre marked, og det bør udbygges, fordi det er den mest effektive måde at reagere over for globaliseringen på. Vi siger alle ja til mobilitet, men den er ikke udviklet tilstrækkeligt i EU. Men at styrke det indre marked og støtte mobiliteten forudsætter, at vi har opmærksomheden rettet mod at bevare det sociale sikkerhedsnet. Vi må styrke arbejdsmarkedspensionerne - den anden søjle - i Europa som et supplement til den første søjle, ikke som en erstatning. Derfor støttede vi direktivet om pensionsfonde med henblik på kapitaliserede pensionsordninger. Der er naturligvis også behov for et portabilitetsdirektiv til de virksomhedsinterne pensionskrav.

Gennem direktivet må vi sikre, at arbejdstagerne bevarer de pensionskrav, de har optjent. Derfor skal vi have afklaret punkter som overførsel - hvilket er lettere med nye aftaler end med gamle - optjening af pensionsrettigheder og behandling af fratrådte arbejdstagere samt hvilende pensionsrettigheder. Hvad er beregningsgrundlaget? Hvordan vurderer vi bidragene, både hvad angår størrelsen og den periode, de er indbetalt i? Hvordan behandler vi den forventede udbetalingsperiode? Det handler om at opnå en balance mellem virksomhedernes økonomiske sikkerhed og arbejdstagernes sociale sikkerhed, og det handler om at skabe en balance mellem dem, der bliver i virksomheden, og dem, der forlader virksomheden på grund af ansættelsestryghed eller for at fremme karrieren.

Afstemningen i dag er ikke ensbetydende med, at sagen så er afsluttet. Parlamentet vedtager en holdning som grundlag for yderligere forhandlinger. Vi ønsker en løsning, men det skal være en løsning, som behandler begge aspekter, virksomhedernes synsvinkel og den sociale sikkerhed, på lige fod og finder et kompromis. Derfor beder jeg Dem om at støtte forslaget fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.

  Harald Ettl, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne rette en særlig tak til fru Oomen-Ruijten for hendes glimrende arbejde. Når det tyske formandskabs repræsentant i dag talte om maksimumskrav, så er det en umådelig overdrivelse, der savner ethvert grundlag.

Direktivforslaget bør betragtes som en del af Lissabon-dagsordenen. Det opfylder arbejdstagernes krav på også at få deres rettigheder til at optjene og bevare pensionskrav og krav i forbindelse med supplerende pensionsordninger beskyttet, nu hvor hindringerne for arbejdstagernes fri bevægelighed er blevet fjernet. Medlemsstaterne får en periode på fem år til at tilpasse og udforme deres ordninger, så der bliver sikret en rimelig behandling af hvilende pensionskrav.

Dette punkt i artikel 5 er hovedelementet i direktivforslaget. Hvis hr. Manns ændringsforslag bliver vedtaget, fratager man direktivforslaget dets substans, og så bliver forslaget værdiløst for arbejdstagerne. Vi vedtager økonomiske love og holder flotte taler om gode sociale vilkår, og gør så det modsatte. Den Socialdemokratiske Gruppe kan ikke acceptere at følge den ekstreme fremgangsmåde, som hr. Mann foreslår, fordi disse punkter tager sigte på hovedelementerne og nøgleområderne i direktivforslaget.

Jeg vil bede Dem støtte ordførerens forslag til en fremsynet løsning.

  Luigi Cocilovo, for ALDE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne takke ordføreren, men også de mange parlamentsmedlemmer, der var skyggeordførere, for deres indsats og arbejde i forbindelse med dette meget komplekse spørgsmål.

Jeg vil dog gerne sige klart, at alle er klar over, hvor komplekst dette spørgsmål er. Ingen kan undgå at lægge mærke til forskellene mellem de forskellige typer fonde: pensionsfonde, som finansieres løbende, kapitaliserede fonde, definerede bidragsbaserede og ydelsesbaserede fonde, fonde, som i virkeligheden er virksomhedskasser, og fonde, der administreres via akkumuleringen af bidragydernes ressourcer på virksomhedsbudgetterne. Derfor er det vanskeligt at finde løsninger, hvor der ikke tages højde for denne meget store opdeling. Det skal dog understreges, at vi alle burde have udvist større konsekvens i denne sag.

Her tænker jeg navnlig på Rådet, der efter min mening er ved at blive en sump, som opsluger og kvæler enhver indsats fra Parlamentets side for at gøre nogle fornuftige og konsekvente fremskridt på det sociale område. Det gælder f.eks. med hensyn til direktivet om arbejdstid og de direktiver, som Parlamentet har vedtaget om reguleringen af vikarbureauer. Vi har forsøgt at gøre de størst mulige fremskridt, selv om vi naturligvis har været nødt til at gå på kompromis - eller ligefrem hugge en hæl og klippe en tå - men vi har ikke gjort nogen fremskridt, når det gælder muligheden for overførsel. Dette spørgsmål er endnu en gang blevet udsat.

Derfor håber vi, at man ikke også vender op og ned på de spæde, men positive fremskridt, der skal sikre visse forudsætninger med hensyn til minimumstærskler, f.eks. betingelserne for at opnå pensionsrettigheder for arbejdstagerne under anden søjle, betingelserne for tilbagebetaling af de bidrag, som afgående arbejdstagere har indbetalt, før de opfyldte betingelserne for at opnå pensionsrettigheder, og betingelserne for behandling af afgående arbejdstagere, der efterlader deres bidrag i fonden, eftersom der grundlæggende er tale om en udsættelse af ydelsernes gennemførelse, selv om der allerede er opnået rettigheder med hensyn til disse ydelsers lighed. På disse punkter er de minimumstærskler, der fastlægges i betænkningen, i nogle tilfælde stadig kritiske, eller også må der sættes spørgsmålstegn ved dem.

I fremtiden skal vi gøre meget andet for at tage disse spørgsmål op, og vi skal bl.a. sikre, at vi i det mindste kan give de mobile arbejdstagere sikkerhed for, at de ikke diskrimineres eller straffes. Jeg mener dog, at en hvilken som helst løsning, der ligger under de angivne tærskler, ville være så negativ, at man må foretrække et dramatisk nej i Parlamentets afstemning. Vi håber, at i det mindste det kompromis, der er opnået inden for disse tærskler, kan bevares i forhold til Rådet.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne takke ordføreren for hendes arbejde. Som vi har hørt, har det ikke været let at nå frem til denne afstemning, fordi vi har været nødt til at forholde os til skiftende og undertiden kompromisløse holdninger fra Rådet.

Min gruppe støtter en række af udvalgets ændringsforslag og specielt dem, der ændrer anvendelsesområdet fra arbejdstagere til personer, hvilket bestemt vil hjælpe med at dække visse særlige tilfælde. Vi forventer, at dette direktiv dækker alle, der har bidraget til disse søjle to-ordninger gennem deres arbejde, og at det er ikkediskriminerende i anvendelsen. Vi vil derfor ikke støtte ændringsforslag 34 eller ændringsforslagene fra en anden politisk gruppe.

Vi har hørt, at mobiliteten tillægges stigende betydning. Det er en realitet. Fleksibilitet og sikkerhed er modeudtryk under vores forhandlinger, og mobile arbejdstagere har brug for en sikkerhedsmæssig baggrund, som pensionsordningerne er en del af. De skal kunne sprede deres pensionsrisiko, men de individuelle pensioner har deres problemer, hvilket vores forhandling i denne uge om Equitable Life har vist. Det bør være en advarsel til alle medlemsstater, der udelukkende sætter deres lid til statslige pensioner og private pensioner uden en arbejdsbaseret søjle. Som bekendt er der intet krav om at indføre sådanne ordninger i dette forslag, så disse medlemsstater bør ikke sætte hindringer i vejen for andre.

Folk bør kunne nyde godt af hensættelser til pensionsudbetalinger og ikke se deres bidrag efterladt i forskellige ordninger som tørre skiver salami, hvilket er baggrunden for ændringsforslag 48 om genindførelse af muligheden for at overføre pensionsrettigheder, hvilket er centralt for dette forslag. Vi ved, at der ikke er et flertal for forslaget, men vi ville gerne markere over for Rådet, at det er nødt til at komme ind på livet af dette emne, fordi det i stigende grad er en nødvendighed. For mange af os ligner Rådets aktuelle tilgang en forhalingstaktik og undertiden et forræderi mod dets eget krav om større mobilitet.

Vi har brug for regler til at beskytte medlemmernes hvilende rettigheder, så vi kan ikke støtte ændringsforslag 38, som vi ser som et ødelæggende ændringsforslag, der ikke tjener borgernes interesser. Vi støtter udvalgets holdning på dette punkt. Vi har imidlertid problemer med de aldersrelaterede bestemmelser i artikel 4 samt de lange karensperioder i udvalgets ændringsforslag. Vi finder dem diskriminerende, og til trods for det, som Kommissionen har fortalt os, bliver øget mobilitet for folk over 25 efter vores mening en fortsættelse af det, der sker nu. Ændringsforslag 47 er derfor baseret på den lovbestemte minimumsalder for fuldtidsarbejde, der i mindst ét tilfælde er 15 år. Vi kan ikke støtte, at man går ud over Kommissionens forslag.

Vi ønsker også en hurtig gennemførelse, hvilket er grunden til ændringsforslag 49. Rådet må imidlertid påtage sig sit ansvar og levere et forslag, der afspejler dets retorik og forbedrer situationen for dem, der skifter arbejde inden for EU's grænser.

  Jiří Maštálka, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først gerne lykønske ordføreren med sit store stykke arbejde - hun har reelt set omskrevet hele Kommissionens oprindelige forslag.

Desværre føler jeg imidlertid ikke, at hun har formået at løse nogle af de vigtigste uoverensstemmelser eller at udarbejde en kompromistekst, som kan accepteres af alle - hvilket vi kan udlede af visse medlemsstaters vedvarende, negative indstilling. Det er efter min mening også en skam, at Rådet trods langvarige forhandlinger om udkastet ikke var i stand til at finde frem til en fælles holdning.

Personligt forekommer Kommissionens oprindelige forslag mig at være langt mere relevant for de berørte dele af befolkningen i forhold til ordførerens forslag, fordi det gav pensionsindehavere flere rettigheder. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater fortsat accepterer ordførerens forslag, selv om den vigtigste del blev udeladt, nemlig spørgsmålet om overførsel af pensionsrettigheder fra en medlemsstat til en anden. Vores politiske gruppe hilser fjernelsen af artikel 6 om overførsel af rettigheder velkommen, ikke kun på grund af skattespørgsmålet, manglen på et beregningsskema for hele Fællesskabet og manglen på minimumsstandarder for registerpolitik, men hovedsageligt fordi overførslen af pensionsrettigheder ville medføre højere omkostninger for den enkelte pensionsindehaver.

Vores gruppe er navnlig imod de punkter, som blev vedtaget af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, fordi de i høj grad underminerer Kommissionens oprindelige forslag, f.eks. ved at hæve minimumsalderen for adgang til disse rettigheder fra 21 til 25 år, hvilket indskrænker omfanget af personer, der kan nyde godt af disse rettigheder, ved at fjerne selvstændige erhvervsdrivende fra udkastet og ved at forlænge den periode, som folk skal have været i systemet for at få adgang til disse rettigheder, til fem år.

Sammen med andre medlemmer fra vores gruppe - Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre - har jeg fremsat en række ændringsforslag, som i det mindste vil forbedre disse vigtige punkter. Vores holdning til forslaget som helhed vil afhænge af, om vores ændringsforslag vedtages.

  Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Da fire pensionseksperter deltog i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenders møde i maj 2006, var de ikke glade for dette direktiv. De sagde, at det ikke i tilstrækkelig grad respekterede subsidiaritetsprincippet, og at det var for meget og for sent.

Selv i Beskæftigelsesudvalget er der uenighed om dette punkt. Jeg har aldrig tidligere set et medlem stå og råbe og holde tirader over for andre medlemmer. Det skyldes, at denne sag er meget kompliceret på grund af medlemsstaternes forskellige holdninger til pensioner. Der er forskellige systemer, hvilket gør det så indviklet.

Jeg går fuldt ud ind for, at folk bevæger sig omkring og tager deres pensioner med og bygger videre på dem undervejs, men det må være op til pensionsselskaberne at løse disse problemer. Det er det, de er her for. De har ekspertisen, så lad dem få hovedpinen. Nu har vi trods alt et servicedirektiv, der skal kunne hjælpe på dette område.

Jeg vil derfor bede medlemmerne om at støtte mit eget ændringsforslag om forkastelse. De kommer i godt selskab, idet det allerede er forkastet i Rådet, så dokumentet er dømt til at samle støv på en hylde et eller andet sted.

  Luca Romagnoli, for ITS-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Man må ikke hindre retten til fri bevægelighed mellem EU's medlemsstater, når det gælder supplerende pension. Hverken den enkelte stats pensionsordninger eller betingelserne for rettighedernes opnåelse må rejse tvivl om, at opnåede rettigheder kan overføres.

Den europæiske befolknings gennemsnitsalder er steget, og som fru Oomen-Ruijten så rigtigt siger, får supplerende pensionsordninger en stadig større betydning i hele EU, navnlig hvis vi ønsker at sikre de ældres levestandard inden for rammerne af en europæisk socialmodel, der ganske vist godt kan forbedres, men som stadig er et system, der ikke eksisterer på noget andet kontinent.

Derfor er det absolut nødvendigt, at vi igen forbedrer systemerne til opnåelse af supplerende pensionsrettigheder og muligheden for at overføre disse rettigheder, og at vi ikke accepterer mindre end det, der lige er tilstrækkeligt. Det vil navnlig være hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet, så det omfatter alle kollektive supplerende ordninger. Personligt havde jeg gerne set, at man i denne betænkning også gjorde de principper, der er taget højde for i betænkningen, gældende for invalidepension og enkepension.

Når det gælder den nødvendige bidragsperiode, er jeg enig i minimumsperioden på fem år for at opnå pensionsrettigheder, og jeg er ligeledes enig i de andre betingelser, der fastlægges i de ændringsforslag, som regulerer retten til at opnå disse rettigheder. Betingelserne for behandling af de supplerende pensionsrettigheder, som afgående arbejdstagere har optjent, er efter min mening fornuftige, men jeg mener, at der bør gøres yderligere fremskridt, når det gælder om at forbedre muligheden for at overføre rettighederne.

Til sidst vil jeg sige, at medlemsstaterne i øjeblikket forsøger at kombinere en efter min opfattelse overdreven fleksibilitet og beskæftigelsesmobilitet, hvor man fremmer adgangen til social sikring.

I den forbindelse bør institutionerne ikke blot gentagne gange sige, at de unge er bekymrede over deres pensionsfremtid og den meget vanskelige opretholdelse af en ordentlig levestandard på deres gamle dage - de bør også gøre en alvorlig indsats for at tage dette spørgsmål op, ikke mindst fordi det er dokumenteret, at pensionsordninger med faste bidrag giver færre garantier for en pension, der svarer til leveomkostningerne. Som også ordføreren og mange af parlamentsmedlemmerne siger, bør beskæftigelsens bevægelighed i højere grad belønnes, også og ikke mindst via supplerende pensionsgarantier.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! I en tid, hvor meget få job varer hele livet, hvor de statslige pensionsordninger generelt er utilstrækkelige, hvor arbejdstagernes mobilitet er uhæmmet, og hvor Europa har en meget aldrende befolkning, er utilstrækkeligheder i pensionsordninger af stigende betydning for mange af vores vælgere. Man bør således gøre, hvad man kan for at sikre tilstrækkelige og fleksible pensionsordninger.

Supplerende pensioner er for mange en væsentlig del af deres finansielle planlægning, og derfor bør reglerne herfor ikke være kvælende eller restriktive. De bør heller ikke muliggøre regeringsindgreb i form af snigende skatter, som vi kender det i Det Forenede Kongerige.

Min primære bøn går imidlertid på, at vi under fremme af pensioners mobilitet ikke blot indfører endnu et lag EU-lovgivning. Husk på, at der er tale om frivillige ordninger. Medlemsstaterne skal bevare kontrollen med det, der sker i deres egne lande, hvor der er forskellige ordninger og foranstaltninger.

  Thomas Mann (PPE-DE). - (DE) Fru formand! På det indre marked skal arbejdstagernes mobilitet fremmes, ikke besværliggøres. Det gælder også for krav, der stammer fra arbejdsmarkedsorienterede pensionsordninger, når arbejdstageren skifter arbejdsplads. Men systemerne er udformet forskelligt. I Frankrig og Spanien gælder de hovedsagelig for virksomhedsledere. I medlemsstater som Østrig, Luxembourg og Tyskland er de en frivillig ydelse. Målet er at binde kvalificerede medarbejdere til virksomhederne på lang sigt. Loyalitet over for virksomheden bliver derfor belønnet. Alene i Tyskland udgør værdien heraf 250 milliarder euro.

Men det, som medlemsstaterne selv har opnået, må ikke blive ødelagt af europæisk tvangsharmonisering. Alt for høje minimumsstandarder og alt for høje omkostninger forhindrer både, at der udvikles nye arbejdsmarkedsorienterede pensionsordninger, og at eksisterende bliver bevaret. Gennemsnittet i EU ligger på 10 %. Mine ændringsforslag, som bliver støttet af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, er et bidrag til at øge dette gennemsnit.

For det første går jeg ind for at sænke minimumsalderen til 25 år. Kommissionen ønsker 21 år. Betænkningen indeholder slet ingen aldersangivelse. Det vil ikke fungere! Yngre arbejdstagere skifter oftere arbejdsplads, hvilket fører til en mængde små pensioner og enorme administrative udgifter.

For det andet støtter en karensperiode på fem år - i modsætning til hr. Ettls opfattelse - det tyske formandskabs holdning, som har bestræbt sig intenst på at opnå enighed. De to år, som Kommissionen kræver, vil skabe merudgifter på 20 %, og det ved Kommissionen. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ønsker slet ingen frist. Hvem skal betale det?

For det tredje går jeg sammen med 80 andre parlamentsmedlemmer ind for at fjerne indekseringen. Det vil skabe merudgifter på 30 %, hvis medarbejdere, der er fratrådt virksomheden, skal behandles på nøjagtig samme måde som medarbejdere, der bliver i virksomheden. Den nederlandske minister for sociale anliggender og beskæftigelse frygter en økonomisk katastrofe for sit land, hvor 90 % af alle beskæftigede har krav på en arbejdsmarkedspension.

Arbejdsmarkedspensionerne har kun en fremtid, hvis de kan realiseres og finansieres. Hvis min gruppes ændringsforslag ikke bliver vedtaget, vil jeg anbefale at forkaste betænkningen som helhed.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Fru formand! Jeg vil begynde med at takke ordføreren, fru Oomen-Ruijten, for et godt og velafbalanceret forslag.

De supplerende pensioner er vigtige i mange medlemslande og bliver endnu vigtigere i fremtiden. Jeg synes, at den balance, der er i forslaget, er god - en balance mellem på den ene side geografisk fri bevægelighed mellem medlemslandene og på den anden side hensynstagen til forskellige systemer.

En del hævder, at der ikke er brug for dette direktiv. Men der er virkelig brug for det. Mange af vores systemer rundt om i Europa er skabt ud fra et arbejdsmarked, som tidligere så helt anderledes ud. I dag har vi et bevægeligt arbejdsmarked inden for landene, mellem forskellige virksomheder og over landegrænserne, og derfor skal pensionssystemerne også forandres.

Jeg har hele tiden været imod retten til at flytte af forskellige årsager, og jeg synes, at det er godt, at den er taget væk. Vi har forskellige skattesystemer, og den forventede livslængde varierer fra land til land. En ret til at flytte ville desuden til tider kunne udhule fonden for dem, som bliver i dem. Det er vigtigere at gøre, som vi har foreslået, nemlig at koncentrere os om de hvilende rettigheder, så de, der forlader en fond, ikke diskrimineres, men får deres rettigheder tilgodeset fuldt ud.

Jeg synes, kvalifikationstiden og minimumsalderen bør være så lave som muligt, da det forhindrer bevægelighed. Her har vi fundet en balance i Parlamentet, som tager hensyn til, at vi på sigt fjerner både kvalifikationsstider og minimumsaldre.

Forudsætningerne for at opnå en aftale er gode, hvis Parlamentet stemmer for forslaget fra fru Oomen-Ruijtens og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Vi har forsøgt at føre en dialog med Rådet, og vi står ikke langt fra hinanden. Jeg håber, at vi godkender dette standpunkt. Jeg tror, at det vil være et incitament også for Rådet, hvilket gør det muligt at opnå en aftale i andenbehandlingen.

  Ona Juknevičienė (ALDE). - (LT) Fru formand, mine damer og herrer! I dag drøfter vi et meget vigtigt direktiv, som skal styrke arbejdstagernes frihed til at vælge en passende beskæftigelse. Det skal blive endnu et incitament til at styrke konkurrenceevnen for Fællesskabets arbejdsmarked. Jeg lykønsker fru Oomen-Ruijten, som har udarbejdet dette dokument, og jeg håber, at et flertal i Parlamentet vil støtte hende under afstemningen.

Ærede medlem, jeg lykønsker Dem med Deres indsats for at fremme arbejdskraftmobilitet og fjerne alle de hindringer, som ligger i vejen for den. Direktivet er med til at give ny kraft til arbejdsmarkedet, stimulere investeringerne og konkurrencen og styrke arbejdstagernes sociale garantier.

EU-medlemsstaterne har ret til at beslutte, hvorvidt de ønsker supplerende pensionsordninger. På nuværende tidspunkt har syv ud af de 10 medlemsstater, som tiltrådte i 2004, ikke sådanne ordninger, bl.a. Litauen. I nogle lande er supplerende pensionsordninger ikke udbredt og omfatter kun en ubetydelig del af arbejdstagerne. Jeg håber, at de lande, som ikke har arbejdsgiverbetalte pensionsordninger, vil indse fordelene herved og gøre brug af deres naboers erfaringer med henblik på at indføre sådanne ordninger for deres egen befolkning.

I forsøget på at opnå målsætningerne for det foreslåede direktiv er det meget vigtigt, at arbejdsgiverbetalte supplerende pensionsordninger fremmes, og at opnåede midler kan overføres ikke blot inden for et land, men inden for hele EU. Det er også meget vigtigt, at arbejdsgiverne får ret til at vælge pensionsordninger og overførselsmetoder, der er omkostningseffektive og ikke medfører økonomiske tab.

Jeg støtter ordførerens holdning til, at dette direktiv bør finde anvendelse i så vid udstrækning som muligt, og at der ikke bør være nogen undtagelser fra kravet om, at rettigheder kan overføres. En fleksibel og effektiv overførsel af pensioner er en ekstra social garanti for arbejdstagerne og et incitament til at anvende ens viden og evner bedst muligt, hvilket til gengæld fjerner endnu en hindring for mobiliteten, åbner potentialet for hele EU's arbejdsmarked og dermed øger konkurrencen.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det er beklageligt, at dette emne stadigvæk - navnlig i det land, jeg kender bedst - bliver behandlet i overensstemmelse med den fuldstændigt forældede holdning, at virksomhedspensioner er en belønning for et mangeårigt tilhørsforhold til en virksomhed. Det har ikke været tilfældet længe. De udgør den anden søjle i alderdomsforsørgelsen, de aftales ofte i overenskomsterne i forbindelse med lønnedsættelser, og som sådan er de en del af nutidens livs- og arbejdsbiografier. Disse biografier er kendetegnet ved mobilitet, afbrydelser i karrieren og mange forskellige ansættelsesforhold. På de laveste indkomsttrin er det næsten umuligt at leve af pensionerne fra det offentlige nu til dags.

I relation til denne virkelighed er Kommissionens forslag om at overføre arbejdsmarkedspensioner konsekvent, logisk og ambitiøs. Nu, hvor mobilitet for det første er ønskeligt og for det andet er en vigtig del af enhver karriere, ville det være ubegribeligt, hvis både overførsel og de hvilende rettigheder skulle fjernes fra et direktiv om arbejdsmarkedspensioner. De, der har til hensigt at gøre det, berøver den yngre generation muligheden for at opbygge sin egen alderdomsforsørgelse. De, der har til hensigt at gøre det, belaster det offentlige i fremtiden, fordi folk vil blive drevet ud i fattigdom efter et langt, men begivenhedsrigt arbejdsliv.

Jeg beklager meget, at medlemsstaterne ikke var villige nok til at tage dette modige skridt fremad sammen med Kommissionen. Det tyske formandskab bærer en del af skylden for den manglende enighed i Rådet, da det stillede et uacceptabelt forslag, og det bør ikke skjule sig bag nederlænderne.

Selv om vi ikke får flertal for overførslen i dag, må vi på lang sigt fortsætte bestræbelserne på at sikre alderdomsforsørgelsen for den næste generation, og vi må nå dette mål i fællesskab, om nødvendigt et lille skridt ad gangen.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL). - (EN) Fru formand! Jeg vil også lykønske fru Oomen-Ruijten med hendes arbejde. Jeg er også enig med hende i, at det, som Europa-Parlamentet ønsker og EU-borgerne har brug for, naturligvis er et resultat i denne sag, fordi arbejdstagerne utvivlsomt er mere mobile af alle mulige årsager, og det er noget, der skal fremmes og støttes.

Jeg støtter Kommissionens oprindelige forslag ud over den aktuelle betænkning. Jeg forstår ikke, hvorfor man foreslår at hæve aldersgrænsen fra 21 til 25 år. Jeg accepterer, at arbejdstagerne meget ofte udskyder det til meget senere overhovedet at overveje deres pensionsydelser, men efter min mening bør vi som en tommelfingerregel opfordre folk til at træffe disse foranstaltninger og overveje disse sager så tidligt som muligt, så i vores gruppe støtter vi ændringsforslag vedrørende disse aldersrelaterede bestemmelser.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor de selvstændige ikke også omfattes af disse bestemmelser. Det finder jeg meget bekymrende, og vores gruppe vil også stemme i overensstemmelse med denne bekymring.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Fru formand! Afsløringerne fra undersøgelsen af Equitable Life har fået mange mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden af deres pensioner. Når folk bringer ofre i deres arbejdsliv for at sætte penge til side til deres otium, gør de det ene og alene af hensyn til deres egen og deres families sikkerhed. Da befolkningsfremskrivningen viser en aldrende befolkning, føler folk ikke, at de kan overlade deres fremtid til de statslige pensioner. Staterne bliver pragmatiske og gør, hvad de er nødt til at gøre, når en tredjedel af befolkningen er over 65. Vor tids arbejdstagere betragter de statslige pensionsordninger som et fundament, hvorpå de bygger deres indkomst med supplerende ordninger til 20, 30 eller tilmed 40 års pensionsliv.

Jeg erkender, at det er vanskeligt at finde en balance mellem at beskytte de eksisterende pensionsforhold, samtidig med at man skaber rammer, der kan modstå den form for pres, der kommer på pensionerne med et aldrende EU, som også vil sikre, at pensionisterne ikke bruger hele deres otium på at kæmpe for at få de penge igen, som de har sat til side i løbet af deres arbejdsliv.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE). - (PT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne først takke for den fremragende betænkning, som ordføreren, fru Oomen-Ruijten, har udarbejdet, og hvor hun fremlægger et modigt, afbalanceret og besindigt forslag, der sigter målrettet mod at skabe mere fri bevægelighed med mere beskyttelse, hvilket er et afgørende bestanddel i den europæiske integration.

Økonomiens globalisering og befolkningens ældning er to spørgsmål, mine damer og herrer, som Europa endnu ikke kan besvare på en klar og overbevisende måde. En mere globaliseret økonomi kræver omstillingsparathed, hvilket indebærer bevægelighed. Arbejdskraftens bevægelighed betyder, at det skal sikres, at man kan erhverve, bevare og overføre pensionsrettigheder, hvilket er helt afgørende for det indre markeds udvikling.

Derudover gør befolkningens ældning med den deraf følgende og forudsigelige stigning i de offentlige udgifter det nødvendigt at sikre velfærdsordningernes finansielle bæredygtighed. Jo flere muligheder der bliver for supplerende ordninger til de statsfinansierede pensioner, jo mere sikret vil denne bæredygtighed være. Tendensen går klart i den retning på grund af det finansielle pres, som befolkningsudviklingen lægger på de offentlige myndigheder.

EU's største udfordring i dag er at fastholde de centrale værdier, der ligger til grund for den europæiske sociale model, og samtidig være konkurrencedygtig på verdensplan. Det lader sig kun gøre ved politisk handling, og hvis vi ikke kun formår at ændre visse elementer i denne sociale model, men også meget målbevidst arbejder for at uddybe det indre marked, især den fri bevægelighed, i dette tilfælde for personer. I den henseende er det forslag, som vi diskuterer i dag, et meget positivt og opmuntrende signal.

FORSÆDE: Luisa MORGANTINI
Næstformand

  Karin Jöns (PSE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Indledningsvis vil jeg gerne lykønske fru Oomen-Ruijten med det glimrende arbejde. Vi kan da ikke forlange stadig større fleksibilitet på arbejdsmarkedet af arbejdstagerne og samtidig opfordre dem til at gøre mere for deres egen alderdomsforsørgelse uden at give mange af dem en mulighed for at optjene rettigheder fra virksomhedspensionsordninger eller supplerende pensionsrettigheder. Ca. 20 % af arbejdstagerne får nu kun tilbudt tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Som kommissæren allerede har sagt, arbejder 40 % nu mindre end fem år i samme virksomhed. At betegne arbejdsmarkedspensioner som en loyalitetsbonus på den baggrund, som det er tilfældet i mit eget land, er ligefrem kynisk.

Vi har hårdt brug for mere tidssvarende regler. De, der vil holde fast i lange karensperioder og som derudover ønsker at holde de hvilende rettigheder fuldkommen ude fra direktivets anvendelsesområde, og de, som samtidig ønsker, at et så svækket direktiv først skal træde i kraft i 2018, er ikke nået frem til virkelighedens verden. Det var egentlig møntet på hr. Mann, men han har allerede forladt mødesalen.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Kommissionens og Parlamentets holdninger ligger meget tæt på hinanden her. Befolkningen bliver ældre, og det må vi handle i forhold til. I mit land arbejdede f.eks. otte beskæftigede for at betale en pension i 1970, i 2030 vil det kun være to beskæftigede, og derfor må vi trække i nødbremsen så hurtigt som muligt. Vi må skabe mulighed for, at alle arbejdstagere får en ægte chance for selv at optjene deres pension. Arbejdsgiverne må naturligvis også bære deres del af ansvaret. Man kan ikke bilde mig ind, at de regler, vi foreslår - således som de fremgår af fru Oomen-Ruijtens betænkning - vil medføre, at tusindvis af virksomheder går konkurs.

  Anne E. Jensen (ALDE). - Fru formand! Hr. kommissær! Hr. rådsformand! Jeg synes også, at det er et godt forslag, fru Oomen-Ruijten fremlægger i dag, og jeg takker hende for det. Forslaget tilgodeser hensynet til mobiliteten på arbejdsmarkedet, og det undergraver ikke hensynet til eksisterende solidariske ordninger som f.eks. de danske arbejdsmarkedspensioner. Man kan have sympati for regler om frit at kunne overføre sin pensionsordning, sådan som Kommissionen foreslog det, men det er vanskeligt at finde en model, som spiller sammen med de eksisterende ordninger. Derfor synes jeg, at det er en god løsning, vi har fået, hvor overførslerne ikke er med.

I Danmark har vi regler, som sikrer ret til gratis overførsel i de første to år, efter at man har skiftet job, og som lægger loft over de omkostninger, som pensionsselskaberne kan beregne sig ved overførsel. Der er jo ikke noget til hinder for, at hvert enkelt EU-land på den måde udvikler regler for overførsel af pensioner. Det forslag, som vi har foran os, sikrer den enkelte pensionsopsparers basale rettigheder med regler for optjening og for hvilende rettigheder og for information. Det er det mindste, vi må forlange. Og for dem, der skifter job på tværs af grænserne, er denne lovgivning særlig vigtig.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Det direktivforslag, vi behandler i dag, fremmer usikkerhed, hvor arbejdstagerne vænnes til nemme fyringer, efteruddannelse og ansættelse i andet job på usikre vilkår udelukkende på grundlag af markedets ensidige behov og ikke fuld, permanent og reguleret beskæftigelse med rettigheder. På trods af dette bringer Kommissionen forslaget på banen igen i et politisk spil, der går ud over borgerne, for at sikre direktivets vedtagelse.

Forslaget tager sigte på at fjerne, hvad man betragter som hindringer, både vedrørende fri bevægelighed mellem medlemsstaterne og mobilitet inden for en medlemsstat, hindringer, der er opstået som følge af visse bestemmelser i de supplerende pensionsordninger. Disse hindringer vedrører betingelserne for at erhverve pensionsrettigheder, betingelserne for at bevare hvilende pensionsrettigheder og muligheden for at overføre grundlæggende rettigheder. Alt dette tilpasses naturligvis til laveste fællesnævner. Af disse årsager kan vi desværre ikke støtte forslaget.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - Fru formand! Vi har i Danmark over 2 200 milliarder kroner i opsparede pensioner, og de er sparet op gennem skattefradrag. Så kommer EF-Domstolen med en dom og forbyder os at sikre beskatning ved opsparing i andre lande. Vi skal tillade fuldt skattefradrag nu uden at have sikkerhed for skatteindbetalingen senere. JuniBevægelsen vil gerne have fri konkurrence om at give borgerne den størst mulige pensionsudbetaling for vore indskud, men det skal være fair konkurrence.

Vi vil også bevare vores skattefinansierede socialmodel med lige sociale borgerrettigheder til alle. Vi giver f.eks. folkepension til folk, hvad enten de har været på arbejdsmarkedet eller ej. Det er en borgerret, man optjener ved at bo i landet. Hvis vi skal give folkepension til alle, som slår sig ned i vores land, vil den hurtigt blive sat ned. Hvis et dansk ægtepar kan tage pension og efterløn ubeskattet med til et skatteparadis, bliver det så dyrt for samfundet, at det går ud over størrelsen på pension og efterløn.

EU er nødt til at tage mere hensyn til den særlige danske socialmodel med høje skatter og tilsvarende høje sociale ydelser. Vi har brug for praktiske regler, så borgene kan tage pensionen med sig, hvis de flytter til et andet land, men udflytterne skal ikke have tilskuddet betalt af alle andre skatteborgere. JuniBevægelsen appellerer til Rådet og Kommissionen om at respektere vores skattefinansierede sociale rettigheder.

  Csaba Őry (PPE-DE). - (HU) Fru formand! Som I ved, fejrede vi i 2006 det europæiske mobilitetsår. Repræsentanter fra EU's institutioner, repræsentanter fra medlemsstaternes forvaltninger og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer gav ved utallige erhvervsarrangementer udtryk for deres synspunkter omkring vigtigheden af at fremme mobiliteten inden for EU.

På baggrund heraf skulle man tro, at alle EU-institutionerne, Kommissionen, Rådet og Parlamentet, og alle medlemsstaterne endegyldigt havde sat sig for generelt og principielt at forbedre mobiliteten. Det gælder imidlertid kun så længe, dette vigtige spørgsmål drøftes i generelle vendinger. Så snart der skal træffes en beslutning om specifikke foranstaltninger eller forskrifter, forsvinder den entusiasme, som beslutningstagerne talte om under de generelle drøftelser af dette emne, som ved et trylleslag. Der fokuseres mest på bekymringer og problemer. Det er også den fornemmelse, vi kan få, når vi diskuterer den nye lovgivning, som skal garantere retten til at overføre supplerende pensioner.

Der er mange, som er tilhænger af at bevare status quo og fuldstændig passivitet. De henviser til, at Tyskland har en historisk model, som ikke kan ændres den mindste smule. Jeg går fuldt ind for at udvise stor respekt for historiske traditioner. I dette tilfælde taler vi imidlertid om interessen for alle europæiske arbejdstagere og for hele den europæiske økonomi. Jeg mener bestemt, at denne sag har højere prioritet. Vi kan ikke tillade, at den europæiske udvikling afbrydes på grund af sådanne særinteresser, der, såfremt der blev taget hensyn til dem, ville betyde, at adskillige millioner arbejdstagere i en given medlemsstat ville være langt dårligere stillet i forhold til resten af de europæiske arbejdstagere.

Fremme af mobilitet, der garanterer retten til at overføre supplerende pensioner, er et spørgsmål, som under alle omstændigheder skal løses på EU-niveau. Hvis det ikke lykkes os, vil vi sandsynligvis falde endnu længere tilbage i det globale konkurrencemiljø, hvor vi er oppe imod vores konkurrenter fra bl.a. økonomierne i Sydøstasien, Indien og Nordamerika. Vi er nødt til at indse, at uundgåelige begivenheder er undervejs, og at indførslen af foranstaltninger, der går på tværs af grænser og arbejdsstyrker, er af største betydning. Det er et must, som englænderne siger. Jeg vil derfor bede jer om at støtte denne udvikling, og så vil jeg gerne fremsætte en sidste bemærkning. Pensioner og investeringer påvirker arbejdstagerne personligt, navnlig når virksomhederne finansierer dem.

  Alejandro Cercas (PSE). - (ES) Fru formand! Jeg vil gerne fortsætte, hvor hr. Őry slap, for jeg vil gerne give udtryk for de samme bekymringer og den samme tilfredshed, og så vil jeg også gerne lykønske udvalget og ordføreren, fru Oomen-Ruijten, for deres store mod og for at have bevæget sig ind på dette minefelt med overbevisning og vilje til at skabe fremskridt og fjerne de hindringer, som vi har stået over for.

Det er afgørende, at vores handling lever op til vores ord. Det er afgørende, at vi fjerner hindringerne for mobilitet og fri bevægelighed for arbejdstagere. Vi har sagt det, det står i Lissabon-strategien, og Rådet har sagt det tusindvis af gange, men der sker ingenting. Det er også afgørende at respektere og beskytte rettighederne for de mobile arbejdstagere, som bevæger sig inden for Fællesskabet og inden for vores egne lande.

Jeg vil derfor gerne give udtryk for min bekymring over for vanskelighederne i Rådet og de vanskeligheder, som også kan opstå i Parlamentet i dag. Jeg er først og fremmest bekymret, fordi Rådet endnu en gang fjerner vores rimelige og mindste håb. De mindste fremskridt blokeres på grund af nationale spørgsmål og national egeninteresse. Jeg er bekymret, fordi det hverken er første eller sidste gang, at Rådet vil vende det døve øre til europæernes krav. Jeg er bekymret, når det siges, at det arbejde, som Parlamentet har udført, vil danne grundlag for det videre arbejde, fordi konsensus i Parlamentet ikke kan fjerne blokeringen i Rådet. Jeg er bekymret, fordi problemerne i Rådet overføres til Parlamentet, og vi får en vanskelig afstemning i dag.

Lad os håbe, fru Oomen-Ruijten, at de ændringsforslag, der har til formål at begrænse omfanget af Deres betænkning, ikke bliver vedtaget, og at Deres fornuftige betænkning opnår støtte fra alle og kan danne grundlag for den videre proces, som EU i høj grad har behov for, og som der stilles krav om fra borgernes side, hvis synspunkter ikke får tilstrækkelig opmærksomhed fra regeringerne.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Fru formand! Det skal være muligt at overføre pensioner fra et land til et andet. Arbejdskraftens frie bevægelighed fra land til land afhænger af, om folk kan modtage deres pensioner uden problemer, uden en masse bureaukrati og uden en ansøgningsprocedure.

Jeg er derfor tilhænger af, at de problemer, som supplerende pensioner udgør for arbejdskraftens frie bevægelighed, fjernes. Overførslen af supplerende pensioner fra en pensionsordning til en anden er imidlertid en besværlig proces, der øger bureaukratiet og omkostningerne. Derfor bør det ikke være fremtidig EU-lovgivning, der gør det muligt at overføre supplerende pensionsrettigheder. Desuden er der en enklere løsning, nemlig at den enkelte supplerende pensionsordning separat udbetaler arbejdstagerne de pensioner, som er optjent under denne ordning. Det vil være en enklere, mere effektiv og billigere løsning for arbejdsgiverne, pensionsmodtagerne og pensionsordningerne selv.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Hvis vi vil sikre arbejdskraftens bevægelighed, er vi også nødt til at sikre bevægelighed for arbejdstagernes rettigheder. Det går ikke an at flytte arbejdstagerne, hvis de på grund af denne bevægelighed mister pensionsrettighederne og de forventninger, de har opbygget med års arbejde i fædrelandet. Og her skaber neoliberale politikker store hindringer og problemer.

Jeg vil gerne takke fru Oomen-Ruijten for hendes store indsats, men desværre kan vores politiske gruppe ikke tilslutte sig betænkningen i dens endelige udformning. Når man ser på den mest grundlæggende genstand for det nye direktiv, dvs. betingelserne for erhvervelse af supplerende pensionsrettigheder, forringes Kommissionens oprindelige forslag ved betænkningen med den krav om en karensperiode på fem i stedet for to år og en minimumsalder på 25 år i stedet for 21. Direktivets artikel 4 skal have en mere gunstig ordning for de unge arbejdstagere. Derfor opfordrer jeg til at støtte ændringsforslag 50 og 51, der er vigtige for os.

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske Ria Oomen-Ruijten med hendes betænkning. At kunne overføre supplerende pensionsrettigheder er ikke en selvfølge. Når selv Nederlandene - som jo fører an - i pensionsforhandlingen overvejer et veto mod ny pensionslovgivning, giver det stof til eftertanke.

Det er meget vigtigt, at der tages nye skridt for at sikre en bedre afstemning af de forskellige pensionsordninger. Foruden afstemning giver især de forskellige ordningers finansielle bæredygtighed anledning til bekymring. Det er tydeligt, at ikke alle kan gå med til denne betænkning, for i forhold til kommissionsforslaget foreslår ordføreren, at der ikke længere tillades undtagelser, hvad angår overførsel.

Jeg har dog et spørgsmål. Hvis muligheden for undtagelse i artikel 9, stk. 3, udgår, bliver medlemsstater da opmuntret til at gå over til en pensionsordning, som er baseret på kapitalisering? Det bør absolut ske. I EU, hvor folk har frihed til at arbejde i forskellige medlemsstater, hører en passende socialsikringsordning. Overførsel af pensionsrettigheder, som man selv har optjent, er da et minimum.

  Anja Weisgerber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Vi er alle enige om, at arbejdstagernes mobilitet skal fremmes, men dette direktiv vil få store indvirkninger på alle virksomhedspensionsordninger i mange medlemsstater, f.eks. i Luxembourg, Østrig og Tyskland. Kun 1,5 % af arbejdstagerne skifter til en arbejdsgiver i en anden medlemsstat, men de andre 98,5 % arbejdstagere, som bliver i deres medlemsstat, vil også blive berørt af direktivet. Jeg vil gerne sige til fru Jöns, at vi vil skade disse arbejdstagere, hvis arbejdsmarkedspensionerne, som jo er frivillige, ikke længere bliver tilbudt af virksomhederne, fordi de ikke kan finansieres mere. Det kan få hele nationale systemer til at bryde sammen.

Set i lyset af den aldrende befolkning er arbejdsmarkedspensioner af stor betydning, men virksomhederne er ikke forpligtet til at tilbyde dem. Hvis man anvendte direktivet på ydelsesbaserede pensioner - som hidtil planlagt - ville man straffe de virksomheder, som tidligere har givet omfattende pensionstilsagn. Her løber vi en risiko for, at virksomheder trækker deres frivillige virksomhedspensionsordninger tilbage.

Ifølge det nuværende forslag fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender skal man desuden optjene pensionsrettigheder, så snart man fylder 25, uden at der er nogen karensperiode. Dette ville medføre både øget bureaukrati og stigende omkostninger og ville derfor ikke kunne finansieres. En tilpasning af fratrådte arbejdstageres pensionsrettigheder til værdien af de aktive arbejdstageres rettigheder - den såkaldte indeksering - ville betyde en omkostningsstigning på 30 %. Det var hovedårsagen til, at den nederlandske minister for sociale anliggender og beskæftigelse stemte imod direktivet.

Vi har behov for pålidelige og forudsigelige regler, der kan finansieres. Vi går ind for mobilitet, men på sådanne vilkår, at virksomhedspensionsordningerne, som er så vigtige for arbejdstagerne, ikke kommer i fare.

Hvis de pågældende ændringsforslag ikke bliver vedtaget, vil jeg stemme imod betænkningen i arbejdstagernes interesse.

  Ieke van den Burg (PSE). - (NL) Fru formand! Jeg har et par kommentarer. For det første hvad angår det tyske formandskabs analyse af, hvorfor det var så vanskeligt at finde en positiv løsning på denne sag. Deri manglede der efter min mening, at der allerede fra begyndelsen var lande, navnlig Deres eget land, der betingede sig undtagelser, og at dette satte en proces i gang, hvor også andre lande begyndte at betinge sig undtagelser, hvilket i sidste instans førte til, at der ikke var mere tilbage i direktivet. Jeg synes også, at dette skal nævnes i analysen.

For det andet er der arbejdsgiveres, arbejdsmarkedets parters og pensionsfondes egen rolle. Jeg er også stor tilhænger af, at de selv foretager det nødvendige, men som kommissær Špidla sagde, har de forspildt chancen. Jeg tror, det vil være en tilskyndelse, hvis vi nu vedtager dette direktiv uden elementet værdioverførsel, og at de selv vil tage det op igen, og dette signal vil jeg gerne endnu en gang afgive. Jeg var også imod, at artikel 6, således som Kommissionen havde formuleret den, skulle give en individuel ret til værdioverførsel. Det skal der træffes ordentlige bestemmelser om, og derfor skal de berørte i gang med det.

Hvad de hvilende rettigheder angår, er det absolut ikke sådan, hr. Mann, at Nederlandene ikke ønskede dette punkt, fordi det ikke skulle kunne finansieres. Vi har truffet fortræffelige bestemmelser om det i vores eget land. De, der har hvilende rettigheder, får også deres andel af det udbytte, som deres præmier resulterer i. For os drejer det sig om, at nederlændere, som f.eks. har arbejdet i Tyskland eller andre lande, og som har været mobile, ikke får noget ud af de rettigheder, som de har opbygget der. Det er ikke en fair behandling. Jeg tror, at det er betydningen af artikel 5 om hvilende rettigheder. Jeg er derfor meget skuffet over, at både det tyske formandskab og hr. Mann nu igen forsøger at træffe bestemmelser om udelukkende fremtidige hvilende rettigheder. Argumentet om tilbagevirkende kraft er virkelig tåbeligt. Pensionsrettigheder fastsættes hvert år, også for de aktive deltagere. For hvilende deltagere kan dette ske på nøjagtig samme måde. Det har overhovedet intet at gøre med tilbagevirkende kraft. Det er simpelthen en tilpasning af ordningerne, og det er en fair andel, som de skal have.

Jeg støtter altså fuldt ud fru Oomen-Ruijtens betænkning. Også vi håber, at det ikke ligesom vikardirektivet kører fast i det morads, som hr. Cocilovo nævnte, men at det nu virkelig tages op af Rådet.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! De penge, som arbejdstagerne indbetaler til en supplerende pension, er arbejdstagernes penge. Også de penge, som arbejdsgiverne indbetaler for at give deres ansatte en bedre pensionisttilværelse, er arbejdstagernes penge. Derfor burde det ikke være noget problem at vedtage et direktiv om retten til at overføre nogle rettigheder, som arbejdstagerne allerede har.

Hr. Mann! De siger, at dette direktiv - i Kommissionens modige udformning - indebærer betydelige omkostninger for pensionsfondene, og at det derfor bør forkastes. Jeg er tværtimod af den opfattelse, at jo større omkostningerne er for pensionsfondene, jo større fordele får arbejdstagerne, og jo større bliver antallet af arbejdstagere, der melder sig ind i de frivillige pensionsfonde.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg desværre endnu en gang kan konstatere, at Rådet bremser EU. Eftersom det er nødvendigt, at alle EU's 27 medlemsstater er enige, er en enkelt nejstemme i Rådet nok til, at et forslag blokeres. Jeg spørger således mig selv, hvorfor vi bliver ved med at beklage os over, at Frankrig og Nederlandene stemte nej til forfatningen. Vi ønsker alle, at Europa skal gøre fremskridt, men når det gælder om konkret at imødekomme de forventninger, som borgerne har til os, indtager vi altid den holdning, der er mest ufordelagtig for borgerne og arbejdstagerne. Det er klart, at vi ikke kommer nogen vegne, hvis vi fortsætter på den måde.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg lykønsker fru Oomen-Ruijten og alle de personer, der er med til at skabe bred enighed på dette utroligt komplekse område. Vi har brug for en stærk afstemning i dag om Oomen-Ruijtens betænkning, og vi skal sørge for, at ændringsforslagene fra Thomas Mann stemmes ned. Jeg vil appellere til mine kolleger samt til vennerne i GUE/NGL-Gruppen om at bide tænderne sammen og stemme for betænkningen under den endelige afstemning i dag.

Det er en stor skam, at vi efter 20 års debat om overførsler og optjente rettigheder ender med et direktiv, der kun virkelig behandler spørgsmålet om optjente rettigheder og ikke spørgsmålet om overførsler. Jeg støtter ikke desto mindre denne særlige tilgang på nuværende tidspunkt. Jeg forstår fuldt ud, hvorfor vi befinder os i den aktuelle situation, og vi har brug for en tilkendegivelse fra medlemsstaterne af, at de vil gøre noget alvorligt ved de forhindringer, der står i vejen for fuld overførsel af rettigheder.

Rådet skal opgive sit veto på dette politikområde. Jeg mener ikke nødvendigvis i forhold til netop dette direktiv - selv om det efter min mening vil være bedst - men generelt set bør man opgive at nedlægge veto på det socialpolitiske område. Jeg håber, at dette emne kommer op på den kommende regeringskonference i løbet af de nærmeste måneder. Flere afstemninger med kvalificeret flertal vil ikke tromle nogen på plads, men de vil tvinge medlemsstaterne og Rådet til at se på spørgsmålene og forhandle i stedet for at forhindre.

Efter gårsdagens afstemning bør Rådet efter min mening blive seriøst. Det kan ikke forvente, at fagforeningerne accepterer fleksibilitet med hensyn til reformer af arbejdsmarkedslovgivningen, hvis ikke Rådet er villig til at se på det vigtige spørgsmål vedrørende arbejdstagernes sikkerhed.

  Gabriele Stauner (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Direktivforslaget rejser nogle vanskelige problemer, som det ofte er tilfældet, når folk bliver berørt direkte. Det drejer sig om intet mindre end pensionsrettigheder, som er en af de kilder, hvorfra indkomsten i alderdommen kommer. Tyskland, Østrig, Nederlandene og Luxembourg har meget detaljerede arbejdsmarkedsorienterede pensionsforsikringsordninger, som er af høj kvalitet og har været til gavn for begge sider, både arbejdstagere og arbejdsgivere.

Målet med et EU-direktiv må være at skabe en balance mellem det oprindelige motiv gående på at belønne virksomhedsloyalitet og kravet om arbejdstagernes mobilitet, som både erhvervslivet og også Kommissionen efterlyser så kraftigt. Metoden, der benyttes til overførsel af offentlige pensionskrav inden for EU - den såkaldte prorataberegning - bør i mine øjne også benyttes på de arbejdsmarkedsorienterede pensionskrav. Hvis vi ønsker mobilitet, må vi også bære konsekvenserne. Jeg støtter min gruppes ændringsforslag, og uanset om de bliver vedtaget eller ej, vil jeg støtte betænkningen som helhed, fordi den giver arbejdstagere og arbejdsgivere sikkerhed, forudsigelighed og mulighed for at lægge planer for fremtiden.

Men direktivforslaget viser også et helt grundlæggende problem for EU's lovgivning på det sociale område, idet der kræves enstemmighed i Rådet. Denne sag illustrerer på glimrende vis, at man trods de store bestræbelser fra det nuværende formandskabs side, som vi bør anerkende, næppe vil kunne opnå denne enstemmighed i Rådet. Derfor vil Parlamentets beslutning næppe være af betydning længere end en dag, for Rådets beslutning og indholdet heraf er ukendt. Hvis vi skal arbejde til gavn for borgerne, må Parlamentet derfor kræve flertalsbeslutninger også på dette område.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - Îndeplinirea obiectivelor de la Lisabona constituie o prioritate pentru noi toţi. De aceea, orice iniţiativă care promovează creşterea mobilităţii forţei de muncă şi care poate contribui la creşterea economică şi la reducere şomajului este binevenită. Armonizarea legislativă în domeniul pensiilor suplimentare, care să promoveze mobilitatea europeană a muncii, nu poate fi realizată, însă, în mod abrupt. Unele state membre au sisteme mai dezvoltate, cu o îndelungată tradiţie în domeniu, iar altele sunt în stadiul incipient al introducerii pensiilor suplimentare. De aceea, vreau să felicit raportorul pentru reflectarea acestei diversităţi în toate amendamentele aduse directivei. Suntem în faţa unui raport echilibrat, care facilitează păstrarea sau rambursarea drepturilor de pensii suplimentare, dobândite de angajaţii care schimbă locul de muncă, fără a împovăra angajatorii, fondurile de pensii private sau ceilalţi contribuabili. Este un prim pas pe care toate statele membre îl pot accepta şi pe care se poate construi mai departe.

Transferul pensiilor de orice fel trebuie să fie posibil pentru cetăţenii europeni care lucrează într-un alt stat membru al Uniunii. Un avantaj în plus pentru angajat este transparenţa sporită a sistemului. Statele membre sunt obligate să ia măsurile necesare pentru ca angajaţii să fie informaţi despre drepturile băneşti ce li se cuvin, în cazul în care încetează să lucreze pentru o anumită companie. Pentru România , introducerea acestei direktiv în domeniul pensiilor suplimentare înseamnă un standard care ne permite să dezvoltăm acest sector economic, aflat în stadiu incipient în ţara noastră, fără a mai suporta costurile implicate de o reformă. Începând cu 2008, legislaţia românească prevede introducerea pensiilor suplimentare, ceea ce însemnă că aproape toţi cetăţenii români vor putea beneficia de drepturile conferite de această directivă. Cu toate acestea, este nevoie de timp pentru a implementa noile cerinţe. De aceea, sprijin ideea acordării unui termen suplimentar de şaizeci de luni pentru punerea în practică a măsurilor prevăzute în directivă.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg er glad for, at betænkningen har nået dette stadium af et par årsager. De foreslåede ændringer går i en meget fornuftig retning.

Under processen var vi noget forvirrede over Kommissionens forslag - f.eks. om den tilbagevirkende gennemførelse af reglerne om karensperioder og om forskellen mellem offentlige, private og supplerende pensioner. Hvis vi accepterer de foreslåede ændringer i dag, bliver resultatet gudskelov langt bedre end Kommissionens oprindelige forslag.

Vi er nødt til at have det overordnede billede for øje. Hvis vi gør frivillige ordninger for bureaukratiske og markant forskellige fra dagens alternativer, vil ingen og specielt ingen smv'er tilbyde dem. Det vil forpurre målsætningen om at animere arbejdsgiverne til at udvide de frivillige ordninger til at omfatte flere arbejdstagere. Det vil også berøve virksomhederne muligheden for at bruge frivillige ordninger som attraktive værktøjer til at rekruttere arbejdstagere og belønne dem for deres loyalitet. Der er endvidere en risiko for, at investeringer for millioner af euro går tabt.

Målet er at tilskynde flest mulige virksomheder til at optere for den rigtige slags supplerende ordninger og dermed være med til bl.a. at afbøde de demokratiske tidsindstillede følger for offentligt finansierede socialsikringsordninger. Man kan også fremme denne udvikling ved at lade medlemsstaterne beslutte, hvornår og hvordan de vil udvikle overførslerne, så virksomhederne ikke pludselig står over for store overraskelser.

Hvis vi gør dette rigtigt, kan EU uden at krænke subsidiaritetsprincippet yde et ægte bidrag til at modernisere socialsikringen i Europa og nå Lissabon-målene.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg støtter fuldt ud arbejdstagernes mobilitet samt bedre muligheder for at overføre pensioner, men det er vigtigt, at dette forslag om et meget kompliceret og specialiseret emne ikke kommer til at reducere antallet af arbejdsgivere, der er villige til at tilbyde arbejdstagerne frivillige pensionsordninger. Vi skal lade arbejdsgivere, der har råd til det, tilbyde store pensioner for at tiltrække og belønne højtkvalificeret personale.

En nylig Eurobarometer-undersøgelse viser, at 50 % af de yngre ansatte og 30 % af de ansatte i aldersgruppen fra 45 til 54 år alle regner med at skifte job inden for de næste fem år, så vi bør have som mål at sørge for, at pensionsopsparingerne følger arbejdstagerne gennem hele deres karriere. I denne henseende støtter jeg vores ordfører fru Oomen-Ruijtens indsats for at bevare hvilende rettigheder.

Efterhånden som medlemsstaternes lovfæstede pensionsordninger står over for stadigt større udfordringer med hensyn til demografi og forsørgerkvoten, får supplerende pensionsordninger stadigt større betydning. Virksomhederne skal imidlertid kunne tilbyde pensioner på et økonomisk overkommeligt niveau. Jeg kan leve med Rådets kompromis i denne sag om, at ordninger ikke må have en minimumsalder på over 25 år. I Irland er 54 % af alle arbejdstagere med i virksomhedspensionsordninger, og karensperioden er to år. Det fungerer fint for os, men jeg kan acceptere en femårig karensperiode for at lindre omkostningsfrygten og finde et kompromis, der sikrer overførslen af kapital fra de private pensionsordninger uden at underminere dem.

Forhåbentlig kan der hurtigst muligt findes en løsning på problemerne, og forhåbentlig vil Kommissionens reviderede plan udstikke en mere acceptabel vej både for Rådet og for Parlamentet. Vores mål er trods alt, som kommissæren sagde, ikke en harmonisering men minimumskrav for at sikre, at der ikke bliver tale om, at "hvis du flytter, mister du dine udsatte pensionsrettigheder".

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Mange tak for Deres bidrag til debatten. Jeg vil gerne kommentere endnu et punkt, som flere parlamentsmedlemmer nævnte.

Naturligvis henviste mange til Lissabon-strategien, til det stigende behov for mobilitet blandt arbejdstagerne og til de krav om handling, som følger heraf, f.eks. at der vedtages passende regler, navnlig hvad overførsel af arbejdsmarkedsorienterede pensionskrav angår.

Uanset vurderingen af de enkelte forslag, De har stillet eller som optræder i betænkningen, kræves der enstemmighed i Rådet, og en medlemsstat siger helt klart, at den er bundet af en parlamentsbeslutning. Medlemmer af det nationale parlament har bedt deres regering om at respektere den beslutning under forhandlingerne i Rådet og stille visse forslag, hvilket har medført, at den enstemmighed, vi har brug for, ikke er kommet i stand.

Fru Schroedter, der er heller ingen grund til at bevæge sig ind i fantasiens verden og kritisere Tysklands rolle her. Allerede under det finske formandskab blev det klart, hvilken retning vi kunne gå, hvor vores holdninger nærmede sig hinanden, og hvor de ikke gjorde. Derfor blev portabilitet i mere snæver forstand fjernet fra forslaget dengang. I alle de mange diskussioner vi har haft, har vi forsøgt at opnå enighed, at indgå en aftale, men i sidste ende manglede der tilslutning fra en medlemsstat. I et indlæg hørte jeg positive signaler fra Nederlandene og fra Portugal - det kommende formandskab. Hvis der så er et ønske om at nærme sig hinanden, så vil det forhåbentlig stadigvæk være muligt at indgå en aftale, i det mindste på visse områder.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Ærede medlemmer! Denne debat må sandelig siges at være en succes, for på mange områder er det lykkedes at afklare sigtet med fru Oomen-Ruijtens betænkning.

Debatten har afklaret idéen om beskyttelse og styrkelse af vandrende arbejdstageres rettigheder og dermed beskyttelsen og styrkelsen af den langsigtede balance inden for supplerende pensionsordninger, fordi den åbenlyse uretfærdighed i den nuværende situation uundgåeligt vil føre til, at færre mennesker deltager i disse supplerende ordninger. Ud fra et langsigtet perspektiv vil denne tilgang helt naturligt føre til en styrkelse.

Jeg mener, at der i et moderne, menneskeligt samfund, som er kendetegnet ved en ganske lille vished, er to meget dybtliggende visheder. Den ene er naturligvis visheden om, at vi en dag skal dø, og den anden vished i et moderne samfund er, at mine pensionsrettigheder vil blive beskyttet på behørig vis. Jeg føler, at det er en vished så grundlæggende, at det er særdeles hensigtsmæssigt at styrke den når som helst, vi har mulighed for det.

Kort fortalt har debatten vist, at fru Oomen-Ruijtens betænkning følger en stærk og retfærdig linje, som er baseret på den økonomiske og sociale udvikling i Det Europæiske Fællesskab, og forbedrer situationen for vandrende arbejdstagere ved at beskytte opsatte rettigheder og ved at garantere rettidig opnåelse af rettigheder. Debatten har med al tydelighed vist, at denne betænkning er velbalanceret og hverken påvirker eller lægger hindringer i vejen for de eksisterende ordninger, selv ikke på nationalt plan.

Jeg vil gerne nævne et synspunkt, som er fremkommet under denne debat, nemlig at betænkningen berører idéen om at gøre pensionsrettigheder mere dynamiske. Denne idé fandtes hverken i det oprindelige forslag eller i fru Oomen-Ruijtens betænkning.

Ærede medlemmer! Det vil efter min mening være korrekt fuldt ud at støtte den betænkning, som vi har foran os. Den danner et godt grundlag for den videre udvikling, der, som denne debat har illustreret, er afgørende, og jeg mener, at den er udtryk for en betydelig forbedring af den nuværende situation.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Richard Seeber (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Arbejdstagernes mobilitet er en grundlæggende rettighed i EU, som kun kan blive en realitet, hvis der bliver skabt de rette betingelser. Det gælder navnlig inden for social sikring. Det er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt, at det kun er offentlige pensionskrav, der kan overføres, det må også gælde for arbejdsmarkedspensioner.

Det er vigtigt, at reglerne fortsat kan administreres. Vi ønsker ikke, at velmente procedurer opvejer de ekstra fordele forbundet med reglerne, fordi et urimeligt stort bureaukrati gør dem uhåndterlige. Som helhed er den foreslåede tilgang et skridt i den rigtige retning.