Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 20. juni 2007 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

2. Overførsel af pensionsrettigheder (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Ria Oomen-Ruijten for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en styrkelse af retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder (KOM(2005)0507 - C6-0331/2005 - 2005/0214(COD)) (A6-0080/2007).

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Fru formand, ærede medlemmer! Jeg vil gerne takke fru Oomen-Ruijten for sin målrettethed og store indsats i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning.

Betænkningen har krævet en hel del hårdt arbejde, og der er blevet trukket på Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. Betænkningen udgør et vigtigt grundlag for de videre drøftelser med henblik på at nå frem til en endelig aftale om dette vigtige direktiv, som har sin tydelige berettigelse i lyset af den relancerede Lissabon-strategi og sikringen af social beskyttelse for vandrende arbejdstagere og arbejdstagere generelt, som bevæger sig rundt på arbejdsmarkedet.

Ud over selve betænkningen bifalder jeg den atmosfære, som Parlamentet har samarbejdet med Kommissionen og Rådet i, eftersom den har givet os størst mulig chance for at nå frem til en aftale ved første behandling.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke det tyske formandskab for sin håndtering af dette spørgsmål og for at have skabt reelle fremskridt.

Den udfordring, som dette direktiv er for det tyske pensionssystem, må ikke undervurderes, og det tyske formandskab og vicekansler Müntefering skal have æren for, at der er gjort sådanne fremskridt. Jeg må imidlertid give udtryk for min skuffelse over, at der trods den store indsats denne gang ikke kunne opnås enighed ved førstebehandlingen. Jeg tror dog, at den konstruktive tilgang, som vi har set indtil nu, snart til føre til direktivets vedtagelse. Det vil få en reel betydning for de mobilitetshindringer, som visse supplerende pensionsordninger har skabt.

Ærede medlemmer, jeg vil gerne endnu en gang understrege, at dette direktiv ikke bare er en samling ord. Det påvirker direkte millioner af arbejdstagere, som skifter job på det moderne arbejdsmarked, og som drager fordel af de muligheder, som supplerende pensioner tilbyder. I betragtning af at 40 % af arbejdstagerne bliver i et ansættelsesforhold i under fem år, står det klart, hvor vigtig vores opgave er, og hvor vigtigt dette direktiv er.

Inden jeg går over til indholdet i betænkningen, vil jeg gerne kort opsummere formålet med og behovet for en europæisk indsats på dette område. Kommissionen, medlemmerne af Parlamentet, Rådet og arbejdsmarkedets parter har længe givet udtryk for deres utilfredshed med de klart utilstrækkelige rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger, som vandrende arbejdstagere er omfattet af, hvad angår forbindelsen mellem deres lovpligtige pensionsbidrag og deres supplerende pensionsbidrag. Helt tilbage i 1992 tilskyndede Rådet medlemsstaterne til at støtte ændringer i de betingelser, der er knyttet til supplerende pensionsrettigheder, således at hindringerne for arbejdskraftens mobilitet kunne fjernes. Fænomenet hindringer for arbejdskraftens mobilitet er forholdsvis almindeligt, men det betyder i princippet, at når du er mobil, hægtes du af. Når vandrende arbejdstagere skifter job efter de nuværende ordninger, stilles de i større eller mindre grad dårligere. Det sker nogle gange næsten umærkeligt, men de står aldrig med det samme udgangspunkt og de samme fordele, som de ville have haft, hvis de ikke havde besluttet at skifte job og blive mobile.

Det første skridt mod opnåelsen af dette mål var direktiv 98/49/EF. Det stod dog klart, at dette direktiv ikke kunne løse de problemer, som ifølge eksperter på området havde en særlig skadelig indvirkning på mobiliteten, nemlig opnåelse og beskyttelse af retten til opsat pension og muligheden for overførsel af sådanne rettigheder. Det foreslåede direktiv om retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder blev ikke udarbejdet efter en pludselig indskydelse, men efter en lang periode med indgående forhandlinger og høringer - og det ikke uden grund. I starten blev arbejdsmarkedets parter i lyset af deres grundlæggende rolle i formidlingen af supplerende pensioner opfordret til at fremsætte forslag, men det stod hurtigt klart, at den eneste måde, der kunne opnås fremskridt på, var gennem en målrettet lovgivningsmæssig tilgang, der tog hensyn til udtalelser fra arbejdsmarkedet parter og de vigtigste aktører.

En målrettet tilgang af denne art - en, som anerkender ikke kun de store forskelligheder og til tider navnlig den hurtige udvikling inden for supplerende pensionsordninger, men også disse ordningers frivillige karakter - var og er fortsat den rette måde at håndtere dette komplekse og følelsesladede spørgsmål på. Det forklarer, hvorfor Kommissionen gjorde klogt i ikke at lancere en harmoniseringsproces, men i stedet at fastsætte minimumskrav. Bortset fra det, er en af vores største udfordringer at finde den rette balance mellem at fjerne mobilitetshindringer og sikre opretholdelsen af det nuværende stabile og bæredygtige miljø for udvikling af supplerende pensioner.

Hvis man skulle analysere de positive fremskridt og de udfordringer, som vi forventedes at have løst med udarbejdelsen af dette direktiv, er det noget skuffende, at ikke alle medlemsstater på dette tidspunkt var i stand til at nå frem til en aftale eller et kompromis i Rådet vedrørende elementerne i dette vigtige direktiv. Det er dog opløftende, at den betænkning, som vi drøfter i dag, på mange områder er i tråd med Kommissionens holdning. Efter min opfattelse er der derfor en reel mulighed for at nå frem til en aftale med Rådet i nær fremtid.

Ærede medlemmer, selv om de seneste forhandlinger i Rådet ikke førte til en konklusion, fornemmer jeg, at hver enkelt deltager kan bekræfte, at der var et stærkt ønske om at nå til enighed, og at Rådet stadig deler dette ønske, som vil skabe grundlag for yderligere fremskridt. I lyset af denne samarbejdsånd vil jeg gerne fremhæve to af de vigtigste områder, hvor der er uoverensstemmelse mellem Parlamentet og Rådet, og som vi skal forhandle os til enighed om. Det første er det centrale punkt omkring anerkendelse af supplerende rettigheder og fastsættelsen af minimumsbetingelserne herfor.

Jeg er meget interesseret i ændringsforslagene og beslutningen om at koncentrere lovgivningen omkring arbejdstagere over 25. Der er en betydelig empirisk dokumentation for, at mobiliteten i denne aldersgruppe er betydeligt lavere end hos yngre mennesker, så jeres ændringsforslag er ganske fornuftigt. Jeg er også opmærksom på, at Rådet ikke vil være positiv over for idéen om kun at anerkende rettigheder for dem over 25, så dette kunne blive et af de områder, der kræver forhandlinger og kompromiser. Jeres forsøg på at reducere hindringerne skal under alle omstændigheder bifaldes, og jeg føler, at det helt bestemt er den rigtige vej frem.

Det andet vigtige område, som sandsynligvis vil skulle drøftes mellem Parlamentet og Rådet, er direktivets anvendelsesområde. Angående eksisterende rettigheder og fristen for gennemførelse af direktivet i national ret støtter Kommissionen fuldt ud indholdet i ændringsforslagene til artikel 2 og mener, at de er rimelige og fornuftige. Kommissionen er helt overbevist om, at restriktioner for anvendelsesområdet og dermed direktivets virkning bør minimeres, og støtter i den henseende Parlamentet. Det nye tekniske ændringsforslag til artikel 5 er en passende præcisering, som bør forhindre misforståelser omkring beskyttelse af rettighederne. Artikel 5 er en central del af dette direktiv og er afgørende for målsætningen om at fjerne hindringer for arbejdskraftmobilitet.

Tillad mig endnu en gang at fortælle medlemmerne af Parlamentet, at der ikke er noget forslag i dette direktiv, som fastsætter en metode til beskyttelse af disse rettigheder. Det er mere et spørgsmål om at sikre, at vandrende arbejdstagere behandles retfærdigt i forbindelse med deres ret til opsat pension. I betragtning af den måde, som arbejdsmarkedet udvikler sig på, og den måde, som det aktive arbejdsliv gradvist udvides på, fornemmer jeg, at når vi taler om mobil arbejdskraft, taler vi reelt om alle arbejdstagere, fordi der i løbet af et arbejdsliv ikke er nogen som helst tvivl om, at de fleste arbejdstagere vil skifte job minimum en gang og dermed vil kunne drage fordel af den beskyttelse, som det foreslåede direktiv vil sikre. Angående direktivets gennemførelse i national ret deler vi jeres synspunkt om, at dette bør ske så hurtigt som muligt. Samtidig mener vi, at ændringsforslag til direktivet imidlertid ikke må være til hinder for udbydelsen af supplerende pensioner i EU.

Endelig hilser jeg forslagene i artikel 10 varmt velkommen og støtter helhjertet indhold i dem. Til gengæld finder jeg det beklageligt, at artikel 6 om overførsel af rettigheder er fjernet. Betænkningens ændringsforslag til artikel 10 sender dog et klart signal om, at dette komplekse og højst tekniske spørgsmål ikke er blevet glemt og blot udsættes. I mellemtiden vil Kommissionen i samarbejde med Parlamentet og arbejdsmarkedets parter se nærmere på måder, hvorpå tilbageværende mobilitetshindringer forårsaget af supplerende pensionsordninger på effektiv og holdbar vis kan fjernes.

Ærede medlemmer, dette direktiv var politisk og intellektuelt ualmindeligt komplekst for ikke at nævne den komplicerede natur ved hele konceptet for denne politik. Det foreslåede direktiv er i høj grad en del af vores indsats over for de demografiske ændringer, da det står klart, at supplerende ordninger vil spille en stigende rolle i den forbindelse. Direktivet er også en del af konceptet flexicurity, fordi det er et typisk eksempel på større mobilitet forbundet med ansvarlig social beskyttelse. Jeg føler også, at dette direktiv generelt falder inden for det overordnede koncept for den europæiske socialpolitik, dvs. at på intet tidspunkt og intet sted i EU bør arbejdstagere sættes i en dårligere situation.

Ærede medlemmer, endnu en gang vil jeg gerne takke jer for Parlamentets indsats i forhandlingerne om dette direktiv.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Overførsel af arbejdsmarkedspensioner har været på den europæiske dagsorden i mere end 20 år. Kommissæren har netop forklaret, hvilke udviklinger der er sket i den tid, også med hensyn til vandrende arbejdstagere. Efter at et initiativ som led i den såkaldte sociale partnerskabsprocedure var slået fejl i 2002-2003, fremlagde Kommissionen et forslag til et "portabilitetsdirektiv" i oktober 2005.

Kommissionens forslag omfatter følgende fire kerneområder: for det første muligheden for at medtage arbejdsmarkedsorienterede pensionskrav i form af et kapitalbeløb ved skift af arbejdsgiver, altså portabilitet i mere snæver forstand, for det andet fastlæggelse af karensperioder for arbejdsmarkedspensioner, for det tredje en rimelig og retfærdig behandling af en ret til arbejdsmarkedspension, når en arbejdstager fratræder en virksomhed, og for det fjerde informationspligter, så arbejdstagerne ved besked om deres pensionsrettigheder og bedre kan planlægge deres alderdomsforsørgelse. Som kommissær Špidla sagde, berører dette også flexicurity.

Direktivet regulerer et område inden for arbejds- og sociallovgivning, og - hvilket er vigtigt at understrege - derfor kræves der enstemmighed. Ikke mindst derfor fik forhandlingerne en vanskelig start, selv om det heller ikke er så underligt, når emnet var så komplekst. Dertil kommer at EU ikke går i samme størrelse habit, men at der hersker store forskelle, og næsten hver eneste medlemsstat har sin egen virksomhedspensionsordning, der som regel ikke passer sammen med de andre.

Mange medlemsstater betragtede derfor direktivets centrale reguleringsområde, overførsel af arbejdsmarkedsorienterede pensionsbeløb til en ny arbejdsgiver, som meget problematisk. Nederlandene afviste denne mulighed fra starten af, og derfor blev portabilitet i mere snæver forstand allerede slettet fra forslaget til direktiv under det finske formandskab. Kravet om enstemmighed gjorde det meningsløst at fortsætte forhandlingerne om det punkt.

Det efterfølgende tyske formandskab fokuserede på at konkretisere en retfærdig og rimelig behandling, reglerne om informationspligten samt direktivets saglige og tidsmæssige anvendelsesområde. Efter intense diskussioner og en lang række bilaterale møder på fagligt plan kunne der opnås enighed om alle punkter. I sidste ende blev der dog ikke opnået den nødvendig enstemmighed i Ministerrådet, hvilket jeg beklager meget. Særligt en medlemsstat følte sig bundet på hænder og fødder, da dets parlamentet og kabinettet afviste forslagene.

På grund af disse grundlæggende politiske forbehold mod det oprindelige forslag vil det sandsynligvis også blive meget vanskeligt at opnå den nødvendige enstemmighed om direktivet i fremtiden.

Vi ønsker at fremme arbejdstagernes mobilitet gennem direktivet, men samtidig må vi også styrke deres pensionsordninger. Det kræver ikke kun støtte fra et flertal i Europa-Parlamentet, men også enighed blandt de 27 medlemsstater. Måske vi opnår mere, hvis det første skridt er mindre ambitiøst. Det tager tid, før den nødvendige tillid vokser, før landene uden arbejdsmarkedspensionsordninger får dem indført, så landene med udprægede ordninger ikke føler sig snydt. I denne situation er maksimumskrav i mine øjne kontraproduktive. de udløser faktisk blot automatisk afvisning i medlemsstaterne, og fremmer ikke sagen yderligere. Som det er tilfældet med alle beslutninger i EU, er det kun muligt at opnå enighed, hvis alle har den politiske vilje til det.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE), ordfører. - (NL) Fru formand! At sige, at denne sag er vanskelig, er en understatement. I næsten to år har vi beskæftiget os med ni artikler. Europæiske aftaler om supplerende pensioner er nødvendige, og det er der tre grunde til.

For det første lægges der i stadig højere grad pres på de lovmæssige pensioner under første søjle, fordi der er stadig færre unge og stadig flere ældre. Det er derfor vigtigt, at der træffes ordentlige bestemmelser om pensioner under den anden søjle. I øjeblikket har en ud af 10 arbejdstagere i Europa en supplerende pension. I Storbritannien og Tyskland er det over 50 %, og i Danmark, Sverige og Nederlandene er endog 90 % af arbejdstagerne medlem af en ordning for supplerende pension. Der er derfor tilstrækkelig grund til at opmuntre medlemsstater og ligeledes arbejdsmarkedets parter til at påtage sig et ansvar og begynde med at opbygge en god pensionsordning.

For det andet møder jeg næsten hver dag mennesker, som har skiftet job, og som straffes, fordi de benytter retten til mobilitet. De har opbygget en pension, betalt præmier, men hvis kapitalen ikke ændres, har man ingen gavn af den, når det gælder pensionsordningen. Dette problem forsøger dette direktiv at gøre noget ved.

For det tredje siger vi inden for rammerne af Lissabon, at arbejdstagere skal opmuntres yderligere til at være mobile. Dette princip ønsker alle, men vi har problemer med at udforme det. Mit mål var og er stadig, at der udarbejdes lovgivning, som også for arbejdstagere resulterer i noget, som er gennemførligt for medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter, og som giver de personer, som har ansvaret for at administrere de supplerende pensionsordninger, tilstrækkelige muligheder for at tilpasse sig disse. Lovgivning, som kun indeholder undtagelser, eller en lov, som ikke gælder for alle medlemsstater, og som tilmed først indføres i 2018, har ingen mening. Det er nu, vi skal gøre noget ved de problemer, som snart opstår.

Jeg takker helhjertet især hr. Ettl og hr. Cocilovo, de andre skyggeordførere fra Udvalget om Sociale Anliggender, fru Lulling for udtalelsen, og ligeledes ordførerne og skyggeordførerne fra tidligere pensionssager, Othmar Karas og Ieke van den Burg. Vi står sammen for at opnå et resultat, og vi tager ansvaret for denne betænkning fra Udvalget om Sociale Anliggender.

På dette grundlag kan vi gøre fremskridt - og det siger jeg også henvendt til rådsformandskabet - uden at bringe de nuværende ordninger i fare. For øvrigt vedrører dette direktiv minimumsnormer. Intet forbyder arbejdsmarkedets parter at aftale større beskyttelse.

Jeg vil nu hurtigt nævne hovedpunkterne. Hvad optjening angår, har de optjeningsbetingelser, som Parlamentet opstiller, konsekvenser for nogle ordninger. Der er brug for tid til tilpasning, og denne ekstra tid på fem år får vi gennem ændringsforslag 22.

Hvad de hvilende rettigheder angår, er den nuværende metode udtænkt med det tyske formandskab. Om lidt stemmer vi altså om et grundlæggende princip, som medlemsstaterne selv kan udfylde på hver deres måde. Hvad overførsel angår, var det meget hurtigt tydeligt, at det var at gå for vidt. Derfor har vi opgivet denne mulighed. Hvad information angår, får arbejdstagere lettere adgang til deres pensioners status.

Medlemsstater kan altså have behov for mere tid til at tilpasse deres systemer. Denne tid giver Parlamentet dem. Både til optjening og til fair behandling af hvilende rettigheder giver vi medlemsstaterne tid indtil 2013 til sammen med arbejdsmarkedets parter at tilpasse deres systemer.

Efter to års næsten vedvarende forhandlinger er tiden nu inde til, at Parlamentet indtager en holdning. Jeg kan meddele, at de signaler, som jeg har fået, også fra det kommende portugisiske formandskab og fra min egen medlemsstat, Nederlandene, er absolut positive, fordi denne betænkning giver mange udgangspunkter for andenbehandlingen.

Hvis vi vil nå Lissabon-målsætningerne, kan vi kun gøre det på grundlag af den slags konkrete sager. Det er ikke lykkedes os at færdiggøre det i dag. Vi vil indlede forhandlinger med Rådet, og jeg vil som ordfører, og vi i Parlamentet, fortsat indtage en så konstruktiv holdning som muligt for at nå frem til en løsning, for en sådan er virkelig nødvendig.

  Eoin Ryan (UEN), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. - (EN) Fru formand! Jeg vil også lykønske fru Oomen-Ruijten med hendes arbejde med denne meget vanskelige og indviklede lovgivning, der som tidligere nævnt har været undervejs i 15-20 år.

Som ordfører for en udtalelse fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om denne betænkning finder jeg det imidlertid helt afgørende, at borgerne kan tage fordelene ved deres supplerende pensionsplaner med sig, når de tager et nyt job i en anden virksomhed eller i en anden medlemsstat, og det indre marked kommer til at opleve en enorm stigning i antallet af folk, der flytter fra den ene medlemsstat til den anden.

Lovgivningen skal sikre, at arbejdstagere, der skifter job, ikke straffes urimeligt, og at værdien af deres pension tilpasses retfærdigt, når de flytter efter et nyt arbejde.

Endvidere må vi påskønne det faktum, at arbejdsgiverne frivilligt tilbyder disse supplerende pensionsordninger. Man bør derfor minimere alle unødvendige former for finansielt pres, der stammer fra leveringen af sådanne ordninger. Det er imidlertid ikke nogen let opgave at afveje interesserne i forbindelse med disse to mål, men efter min mening er kompromisteksterne fra det finske og det tyske formandskab et skridt i den rigtige retning.

Hvis arbejdstagerne opfordres til at være mobile og fleksible, kan de efter min mening ikke straffes urimeligt gennem deres pensioner, hvis de skifter job. Som det er nu, kan et jobskifte - eventuelt i et andet land - resultere i betydelige tab. Oveni dette skal vi sørge for, at når nogen trækker penge ud af en pensionsordning, så giver det ikke tab for dem, der bliver i den pågældende pensionsordning.

En af de største og mest komplekse udfordringer for de enkelte medlemsstater i det næste årti bliver håndteringen af vores aldrende befolkning. Pensionerne bliver - hvis de ikke allerede er blevet det - et meget stort emne i medlemsstaterne. I betragtning af at denne lov har været på bordet i de seneste 15 til 20 år, er det på høje tid, at der gøres en passende indsats på området, og at vi behandler arbejdstagerne retfærdigt og rimeligt med hensyn til pensionsordninger, hvis de flytter fra en medlemsstat til en anden eller fra en virksomhed til en anden.

  Astrid Lulling (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Hvis man som jeg er ordfører for Udvalget om Kvinders Rettigheder og medlem af PPE-DE-Gruppen, er man ofte som et stykke drivtømmer, dvs. i Guds hænder. Det var, hvad der skete med mit udkast til udtalelse. I den udgave, der blev vedtaget, kan jeg ikke længere genkende mit fingeraftryk.

Det, som jeg anbefalede i starten af arbejdet med dette meget omstridte forslag til direktiv, er enten allerede forsvundet, fordi det blev forkastet af et tilfældigt flertal i Udvalget om Kvinders Rettigheder, eller også blev det ikke vedtaget af det korresponderende udvalg. Derfor kan jeg kun beklage, at der ikke længere er det mindste spor af det vigtigste forslag fra Udvalget om Kvinders Rettigheder, nemlig at direktivet skulle gennemføres i tråd med direktiverne om ligebehandling og lige muligheder for mænd og kvinder.

Hvad indholdet angår, startede de heftigste diskussioner efter vedtagelsen af min udtalelse, der blev udarbejdet for et år siden, og som først og fremmest havde til formål at sikre muligheden for at bevare pensionsrettighederne og endda at blive ved med at indbetale til lønmodtagere, der skifter job, eller som holder en pause med en erhvervsaktivitet eller ophører med denne, enten af familiemæssige årsager eller for bedre at kunne forene familieliv og arbejdsliv.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på den uenighed, der stadig eksisterer, bl.a. med hensyn til arbejdsgivere, som tilbyder supplerende pension for at holde på deres medarbejdere, selv om indfaldsvinkelen i dette direktiv er, at vi skal fremme arbejdstagernes bevægelighed. Jeg ved godt, at det ikke bliver let at forene de to indfaldsvinkler, men jeg vil gerne understrege, at den vigtigste målsætning - nemlig sikkerheden for rettigheder, der er opnået på acceptable betingelser, som ikke går ud over ordningernes finansielle levedygtighed eller arbejdsgivernes udbud af supplerende pensionsordninger - bør nås til gavn for de arbejdstagere, der får et andet arbejde i eller uden for en medlemsstat, så vi følger princippet om subsidiaritet og fleksibilitet.

  Othmar Karas, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi siger alle ja til det indre marked, og det bør udbygges, fordi det er den mest effektive måde at reagere over for globaliseringen på. Vi siger alle ja til mobilitet, men den er ikke udviklet tilstrækkeligt i EU. Men at styrke det indre marked og støtte mobiliteten forudsætter, at vi har opmærksomheden rettet mod at bevare det sociale sikkerhedsnet. Vi må styrke arbejdsmarkedspensionerne - den anden søjle - i Europa som et supplement til den første søjle, ikke som en erstatning. Derfor støttede vi direktivet om pensionsfonde med henblik på kapitaliserede pensionsordninger. Der er naturligvis også behov for et portabilitetsdirektiv til de virksomhedsinterne pensionskrav.

Gennem direktivet må vi sikre, at arbejdstagerne bevarer de pensionskrav, de har optjent. Derfor skal vi have afklaret punkter som overførsel - hvilket er lettere med nye aftaler end med gamle - optjening af pensionsrettigheder og behandling af fratrådte arbejdstagere samt hvilende pensionsrettigheder. Hvad er beregningsgrundlaget? Hvordan vurderer vi bidragene, både hvad angår størrelsen og den periode, de er indbetalt i? Hvordan behandler vi den forventede udbetalingsperiode? Det handler om at opnå en balance mellem virksomhedernes økonomiske sikkerhed og arbejdstagernes sociale sikkerhed, og det handler om at skabe en balance mellem dem, der bliver i virksomheden, og dem, der forlader virksomheden på grund af ansættelsestryghed eller for at fremme karrieren.

Afstemningen i dag er ikke ensbetydende med, at sagen så er afsluttet. Parlamentet vedtager en holdning som grundlag for yderligere forhandlinger. Vi ønsker en løsning, men det skal være en løsning, som behandler begge aspekter, virksomhedernes synsvinkel og den sociale sikkerhed, på lige fod og finder et kompromis. Derfor beder jeg Dem om at støtte forslaget fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.

  Harald Ettl, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne rette en særlig tak til fru Oomen-Ruijten for hendes glimrende arbejde. Når det tyske formandskabs repræsentant i dag talte om maksimumskrav, så er det en umådelig overdrivelse, der savner ethvert grundlag.

Direktivforslaget bør betragtes som en del af Lissabon-dagsordenen. Det opfylder arbejdstagernes krav på også at få deres rettigheder til at optjene og bevare pensionskrav og krav i forbindelse med supplerende pensionsordninger beskyttet, nu hvor hindringerne for arbejdstagernes fri bevægelighed er blevet fjernet. Medlemsstaterne får en periode på fem år til at tilpasse og udforme deres ordninger, så der bliver sikret en rimelig behandling af hvilende pensionskrav.

Dette punkt i artikel 5 er hovedelementet i direktivforslaget. Hvis hr. Manns ændringsforslag bliver vedtaget, fratager man direktivforslaget dets substans, og så bliver forslaget værdiløst for arbejdstagerne. Vi vedtager økonomiske love og holder flotte taler om gode sociale vilkår, og gør så det modsatte. Den Socialdemokratiske Gruppe kan ikke acceptere at følge den ekstreme fremgangsmåde, som hr. Mann foreslår, fordi disse punkter tager sigte på hovedelementerne og nøgleområderne i direktivforslaget.

Jeg vil bede Dem støtte ordførerens forslag til en fremsynet løsning.

  Luigi Cocilovo, for ALDE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne takke ordføreren, men også de mange parlamentsmedlemmer, der var skyggeordførere, for deres indsats og arbejde i forbindelse med dette meget komplekse spørgsmål.

Jeg vil dog gerne sige klart, at alle er klar over, hvor komplekst dette spørgsmål er. Ingen kan undgå at lægge mærke til forskellene mellem de forskellige typer fonde: pensionsfonde, som finansieres løbende, kapitaliserede fonde, definerede bidragsbaserede og ydelsesbaserede fonde, fonde, som i virkeligheden er virksomhedskasser, og fonde, der administreres via akkumuleringen af bidragydernes ressourcer på virksomhedsbudgetterne. Derfor er det vanskeligt at finde løsninger, hvor der ikke tages højde for denne meget store opdeling. Det skal dog understreges, at vi alle burde have udvist større konsekvens i denne sag.

Her tænker jeg navnlig på Rådet, der efter min mening er ved at blive en sump, som opsluger og kvæler enhver indsats fra Parlamentets side for at gøre nogle fornuftige og konsekvente fremskridt på det sociale område. Det gælder f.eks. med hensyn til direktivet om arbejdstid og de direktiver, som Parlamentet har vedtaget om reguleringen af vikarbureauer. Vi har forsøgt at gøre de størst mulige fremskridt, selv om vi naturligvis har været nødt til at gå på kompromis - eller ligefrem hugge en hæl og klippe en tå - men vi har ikke gjort nogen fremskridt, når det gælder muligheden for overførsel. Dette spørgsmål er endnu en gang blevet udsat.

Derfor håber vi, at man ikke også vender op og ned på de spæde, men positive fremskridt, der skal sikre visse forudsætninger med hensyn til minimumstærskler, f.eks. betingelserne for at opnå pensionsrettigheder for arbejdstagerne under anden søjle, betingelserne for tilbagebetaling af de bidrag, som afgående arbejdstagere har indbetalt, før de opfyldte betingelserne for at opnå pensionsrettigheder, og betingelserne for behandling af afgående arbejdstagere, der efterlader deres bidrag i fonden, eftersom der grundlæggende er tale om en udsættelse af ydelsernes gennemførelse, selv om der allerede er opnået rettigheder med hensyn til disse ydelsers lighed. På disse punkter er de minimumstærskler, der fastlægges i betænkningen, i nogle tilfælde stadig kritiske, eller også må der sættes spørgsmålstegn ved dem.

I fremtiden skal vi gøre meget andet for at tage disse spørgsmål op, og vi skal bl.a. sikre, at vi i det mindste kan give de mobile arbejdstagere sikkerhed for, at de ikke diskrimineres eller straffes. Jeg mener dog, at en hvilken som helst løsning, der ligger under de angivne tærskler, ville være så negativ, at man må foretrække et dramatisk nej i Parlamentets afstemning. Vi håber, at i det mindste det kompromis, der er opnået inden for disse tærskler, kan bevares i forhold til Rådet.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne takke ordføreren for hendes arbejde. Som vi har hørt, har det ikke været let at nå frem til denne afstemning, fordi vi har været nødt til at forholde os til skiftende og undertiden kompromisløse holdninger fra Rådet.

Min gruppe støtter en række af udvalgets ændringsforslag og specielt dem, der ændrer anvendelsesområdet fra arbejdstagere til personer, hvilket bestemt vil hjælpe med at dække visse særlige tilfælde. Vi forventer, at dette direktiv dækker alle, der har bidraget til disse søjle to-ordninger gennem deres arbejde, og at det er ikkediskriminerende i anvendelsen. Vi vil derfor ikke støtte ændringsforslag 34 eller ændringsforslagene fra en anden politisk gruppe.

Vi har hørt, at mobiliteten tillægges stigende betydning. Det er en realitet. Fleksibilitet og sikkerhed er modeudtryk under vores forhandlinger, og mobile arbejdstagere har brug for en sikkerhedsmæssig baggrund, som pensionsordningerne er en del af. De skal kunne sprede deres pensionsrisiko, men de individuelle pensioner har deres problemer, hvilket vores forhandling i denne uge om Equitable Life har vist. Det bør være en advarsel til alle medlemsstater, der udelukkende sætter deres lid til statslige pensioner og private pensioner uden en arbejdsbaseret søjle. Som bekendt er der intet krav om at indføre sådanne ordninger i dette forslag, så disse medlemsstater bør ikke sætte hindringer i vejen for andre.

Folk bør kunne nyde godt af hensættelser til pensionsudbetalinger og ikke se deres bidrag efterladt i forskellige ordninger som tørre skiver salami, hvilket er baggrunden for ændringsforslag 48 om genindførelse af muligheden for at overføre pensionsrettigheder, hvilket er centralt for dette forslag. Vi ved, at der ikke er et flertal for forslaget, men vi ville gerne markere over for Rådet, at det er nødt til at komme ind på livet af dette emne, fordi det i stigende grad er en nødvendighed. For mange af os ligner Rådets aktuelle tilgang en forhalingstaktik og undertiden et forræderi mod dets eget krav om større mobilitet.

Vi har brug for regler til at beskytte medlemmernes hvilende rettigheder, så vi kan ikke støtte ændringsforslag 38, som vi ser som et ødelæggende ændringsforslag, der ikke tjener borgernes interesser. Vi støtter udvalgets holdning på dette punkt. Vi har imidlertid problemer med de aldersrelaterede bestemmelser i artikel 4 samt de lange karensperioder i udvalgets ændringsforslag. Vi finder dem diskriminerende, og til trods for det, som Kommissionen har fortalt os, bliver øget mobilitet for folk over 25 efter vores mening en fortsættelse af det, der sker nu. Ændringsforslag 47 er derfor baseret på den lovbestemte minimumsalder for fuldtidsarbejde, der i mindst ét tilfælde er 15 år. Vi kan ikke støtte, at man går ud over Kommissionens forslag.

Vi ønsker også en hurtig gennemførelse, hvilket er grunden til ændringsforslag 49. Rådet må imidlertid påtage sig sit ansvar og levere et forslag, der afspejler dets retorik og forbedrer situationen for dem, der skifter arbejde inden for EU's grænser.

  Jiří Maštálka, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først gerne lykønske ordføreren med sit store stykke arbejde - hun har reelt set omskrevet hele Kommissionens oprindelige forslag.

Desværre føler jeg imidlertid ikke, at hun har formået at løse nogle af de vigtigste uoverensstemmelser eller at udarbejde en kompromistekst, som kan accepteres af alle - hvilket vi kan udlede af visse medlemsstaters vedvarende, negative indstilling. Det er efter min mening også en skam, at Rådet trods langvarige forhandlinger om udkastet ikke var i stand til at finde frem til en fælles holdning.

Personligt forekommer Kommissionens oprindelige forslag mig at være langt mere relevant for de berørte dele af befolkningen i forhold til ordførerens forslag, fordi det gav pensionsindehavere flere rettigheder. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater fortsat accepterer ordførerens forslag, selv om den vigtigste del blev udeladt, nemlig spørgsmålet om overførsel af pensionsrettigheder fra en medlemsstat til en anden. Vores politiske gruppe hilser fjernelsen af artikel 6 om overførsel af rettigheder velkommen, ikke kun på grund af skattespørgsmålet, manglen på et beregningsskema for hele Fællesskabet og manglen på minimumsstandarder for registerpolitik, men hovedsageligt fordi overførslen af pensionsrettigheder ville medføre højere omkostninger for den enkelte pensionsindehaver.

Vores gruppe er navnlig imod de punkter, som blev vedtaget af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, fordi de i høj grad underminerer Kommissionens oprindelige forslag, f.eks. ved at hæve minimumsalderen for adgang til disse rettigheder fra 21 til 25 år, hvilket indskrænker omfanget af personer, der kan nyde godt af disse rettigheder, ved at fjerne selvstændige erhvervsdrivende fra udkastet og ved at forlænge den periode, som folk skal have været i systemet for at få adgang til disse rettigheder, til fem år.

Sammen med andre medlemmer fra vores gruppe - Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre - har jeg fremsat en række ændringsforslag, som i det mindste vil forbedre disse vigtige punkter. Vores holdning til forslaget som helhed vil afhænge af, om vores ændringsforslag vedtages.

  Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Da fire pensionseksperter deltog i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenders møde i maj 2006, var de ikke glade for dette direktiv. De sagde, at det ikke i tilstrækkelig grad respekterede subsidiaritetsprincippet, og at det var for meget og for sent.

Selv i Beskæftigelsesudvalget er der uenighed om dette punkt. Jeg har aldrig tidligere set et medlem stå og råbe og holde tirader over for andre medlemmer. Det skyldes, at denne sag er meget kompliceret på grund af medlemsstaternes forskellige holdninger til pensioner. Der er forskellige systemer, hvilket gør det så indviklet.

Jeg går fuldt ud ind for, at folk bevæger sig omkring og tager deres pensioner med og bygger videre på dem undervejs, men det må være op til pensionsselskaberne at løse disse problemer. Det er det, de er her for. De har ekspertisen, så lad dem få hovedpinen. Nu har vi trods alt et servicedirektiv, der skal kunne hjælpe på dette område.

Jeg vil derfor bede medlemmerne om at støtte mit eget ændringsforslag om forkastelse. De kommer i godt selskab, idet det allerede er forkastet i Rådet, så dokumentet er dømt til at samle støv på en hylde et eller andet sted.

  Luca Romagnoli, for ITS-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Man må ikke hindre retten til fri bevægelighed mellem EU's medlemsstater, når det gælder supplerende pension. Hverken den enkelte stats pensionsordninger eller betingelserne for rettighedernes opnåelse må rejse tvivl om, at opnåede rettigheder kan overføres.

Den europæiske befolknings gennemsnitsalder er steget, og som fru Oomen-Ruijten så rigtigt siger, får supplerende pensionsordninger en stadig større betydning i hele EU, navnlig hvis vi ønsker at sikre de ældres levestandard inden for rammerne af en europæisk socialmodel, der ganske vist godt kan forbedres, men som stadig er et system, der ikke eksisterer på noget andet kontinent.

Derfor er det absolut nødvendigt, at vi igen forbedrer systemerne til opnåelse af supplerende pensionsrettigheder og muligheden for at overføre disse rettigheder, og at vi ikke accepterer mindre end det, der lige er tilstrækkeligt. Det vil navnlig være hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet, så det omfatter alle kollektive supplerende ordninger. Personligt havde jeg gerne set, at man i denne betænkning også gjorde de principper, der er taget højde for i betænkningen, gældende for invalidepension og enkepension.

Når det gælder den nødvendige bidragsperiode, er jeg enig i minimumsperioden på fem år for at opnå pensionsrettigheder, og jeg er ligeledes enig i de andre betingelser, der fastlægges i de ændringsforslag, som regulerer retten til at opnå disse rettigheder. Betingelserne for behandling af de supplerende pensionsrettigheder, som afgående arbejdstagere har optjent, er efter min mening fornuftige, men jeg mener, at der bør gøres yderligere fremskridt, når det gælder om at forbedre muligheden for at overføre rettighederne.

Til sidst vil jeg sige, at medlemsstaterne i øjeblikket forsøger at kombinere en efter min opfattelse overdreven fleksibilitet og beskæftigelsesmobilitet, hvor man fremmer adgangen til social sikring.

I den forbindelse bør institutionerne ikke blot gentagne gange sige, at de unge er bekymrede over deres pensionsfremtid og den meget vanskelige opretholdelse af en ordentlig levestandard på deres gamle dage - de bør også gøre en alvorlig indsats for at tage dette spørgsmål op, ikke mindst fordi det er dokumenteret, at pensionsordninger med faste bidrag giver færre garantier for en pension, der svarer til leveomkostningerne. Som også ordføreren og mange af parlamentsmedlemmerne siger, bør beskæftigelsens bevægelighed i højere grad belønnes, også og ikke mindst via supplerende pensionsgarantier.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! I en tid, hvor meget få job varer hele livet, hvor de statslige pensionsordninger generelt er utilstrækkelige, hvor arbejdstagernes mobilitet er uhæmmet, og hvor Europa har en meget aldrende befolkning, er utilstrækkeligheder i pensionsordninger af stigende betydning for mange af vores vælgere. Man bør således gøre, hvad man kan for at sikre tilstrækkelige og fleksible pensionsordninger.

Supplerende pensioner er for mange en væsentlig del af deres finansielle planlægning, og derfor bør reglerne herfor ikke være kvælende eller restriktive. De bør heller ikke muliggøre regeringsindgreb i form af snigende skatter, som vi kender det i Det Forenede Kongerige.

Min primære bøn går imidlertid på, at vi under fremme af pensioners mobilitet ikke blot indfører endnu et lag EU-lovgivning. Husk på, at der er tale om frivillige ordninger. Medlemsstaterne skal bevare kontrollen med det, der sker i deres egne lande, hvor der er forskellige ordninger og foranstaltninger.

  Thomas Mann (PPE-DE). - (DE) Fru formand! På det indre marked skal arbejdstagernes mobilitet fremmes, ikke besværliggøres. Det gælder også for krav, der stammer fra arbejdsmarkedsorienterede pensionsordninger, når arbejdstageren skifter arbejdsplads. Men systemerne er udformet forskelligt. I Frankrig og Spanien gælder de hovedsagelig for virksomhedsledere. I medlemsstater som Østrig, Luxembourg og Tyskland er de en frivillig ydelse. Målet er at binde kvalificerede medarbejdere til virksomhederne på lang sigt. Loyalitet over for virksomheden bliver derfor belønnet. Alene i Tyskland udgør værdien heraf 250 milliarder euro.

Men det, som medlemsstaterne selv har opnået, må ikke blive ødelagt af europæisk tvangsharmonisering. Alt for høje minimumsstandarder og alt for høje omkostninger forhindrer både, at der udvikles nye arbejdsmarkedsorienterede pensionsordninger, og at eksisterende bliver bevaret. Gennemsnittet i EU ligger på 10 %. Mine ændringsforslag, som bliver støttet af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, er et bidrag til at øge dette gennemsnit.

For det første går jeg ind for at sænke minimumsalderen til 25 år. Kommissionen ønsker 21 år. Betænkningen indeholder slet ingen aldersangivelse. Det vil ikke fungere! Yngre arbejdstagere skifter oftere arbejdsplads, hvilket fører til en mængde små pensioner og enorme administrative udgifter.

For det andet støtter en karensperiode på fem år - i modsætning til hr. Ettls opfattelse - det tyske formandskabs holdning, som har bestræbt sig intenst på at opnå enighed. De to år, som Kommissionen kræver, vil skabe merudgifter på 20 %, og det ved Kommissionen. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ønsker slet ingen frist. Hvem skal betale det?

For det tredje går jeg sammen med 80 andre parlamentsmedlemmer ind for at fjerne indekseringen. Det vil skabe merudgifter på 30 %, hvis medarbejdere, der er fratrådt virksomheden, skal behandles på nøjagtig samme måde som medarbejdere, der bliver i virksomheden. Den nederlandske minister for sociale anliggender og beskæftigelse frygter en økonomisk katastrofe for sit land, hvor 90 % af alle beskæftigede har krav på en arbejdsmarkedspension.

Arbejdsmarkedspensionerne har kun en fremtid, hvis de kan realiseres og finansieres. Hvis min gruppes ændringsforslag ikke bliver vedtaget, vil jeg anbefale at forkaste betænkningen som helhed.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Fru formand! Jeg vil begynde med at takke ordføreren, fru Oomen-Ruijten, for et godt og velafbalanceret forslag.

De supplerende pensioner er vigtige i mange medlemslande og bliver endnu vigtigere i fremtiden. Jeg synes, at den balance, der er i forslaget, er god - en balance mellem på den ene side geografisk fri bevægelighed mellem medlemslandene og på den anden side hensynstagen til forskellige systemer.

En del hævder, at der ikke er brug for dette direktiv. Men der er virkelig brug for det. Mange af vores systemer rundt om i Europa er skabt ud fra et arbejdsmarked, som tidligere så helt anderledes ud. I dag har vi et bevægeligt arbejdsmarked inden for landene, mellem forskellige virksomheder og over landegrænserne, og derfor skal pensionssystemerne også forandres.

Jeg har hele tiden været imod retten til at flytte af forskellige årsager, og jeg synes, at det er godt, at den er taget væk. Vi har forskellige skattesystemer, og den forventede livslængde varierer fra land til land. En ret til at flytte ville desuden til tider kunne udhule fonden for dem, som bliver i dem. Det er vigtigere at gøre, som vi har foreslået, nemlig at koncentrere os om de hvilende rettigheder, så de, der forlader en fond, ikke diskrimineres, men får deres rettigheder tilgodeset fuldt ud.

Jeg synes, kvalifikationstiden og minimumsalderen bør være så lave som muligt, da det forhindrer bevægelighed. Her har vi fundet en balance i Parlamentet, som tager hensyn til, at vi på sigt fjerner både kvalifikationsstider og minimumsaldre.

Forudsætningerne for at opnå en aftale er gode, hvis Parlamentet stemmer for forslaget fra fru Oomen-Ruijtens og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Vi har forsøgt at føre en dialog med Rådet, og vi står ikke langt fra hinanden. Jeg håber, at vi godkender dette standpunkt. Jeg tror, at det vil være et incitament også for Rådet, hvilket gør det muligt at opnå en aftale i andenbehandlingen.

  Ona Juknevičienė (ALDE). - (LT) Fru formand, mine damer og herrer! I dag drøfter vi et meget vigtigt direktiv, som skal styrke arbejdstagernes frihed til at vælge en passende beskæftigelse. Det skal blive endnu et incitament til at styrke konkurrenceevnen for Fællesskabets arbejdsmarked. Jeg lykønsker fru Oomen-Ruijten, som har udarbejdet dette dokument, og jeg håber, at et flertal i Parlamentet vil støtte hende under afstemningen.

Ærede medlem, jeg lykønsker Dem med Deres indsats for at fremme arbejdskraftmobilitet og fjerne alle de hindringer, som ligger i vejen for den. Direktivet er med til at give ny kraft til arbejdsmarkedet, stimulere investeringerne og konkurrencen og styrke arbejdstagernes sociale garantier.

EU-medlemsstaterne har ret til at beslutte, hvorvidt de ønsker supplerende pensionsordninger. På nuværende tidspunkt har syv ud af de 10 medlemsstater, som tiltrådte i 2004, ikke sådanne ordninger, bl.a. Litauen. I nogle lande er supplerende pensionsordninger ikke udbredt og omfatter kun en ubetydelig del af arbejdstagerne. Jeg håber, at de lande, som ikke har arbejdsgiverbetalte pensionsordninger, vil indse fordelene herved og gøre brug af deres naboers erfaringer med henblik på at indføre sådanne ordninger for deres egen befolkning.

I forsøget på at opnå målsætningerne for det foreslåede direktiv er det meget vigtigt, at arbejdsgiverbetalte supplerende pensionsordninger fremmes, og at opnåede midler kan overføres ikke blot inden for et land, men inden for hele EU. Det er også meget vigtigt, at arbejdsgiverne får ret til at vælge pensionsordninger og overførselsmetoder, der er omkostningseffektive og ikke medfører økonomiske tab.

Jeg støtter ordførerens holdning til, at dette direktiv bør finde anvendelse i så vid udstrækning som muligt, og at der ikke bør være nogen undtagelser fra kravet om, at rettigheder kan overføres. En fleksibel og effektiv overførsel af pensioner er en ekstra social garanti for arbejdstagerne og et incitament til at anvende ens viden og evner bedst muligt, hvilket til gengæld fjerner endnu en hindring for mobiliteten, åbner potentialet for hele EU's arbejdsmarked og dermed øger konkurrencen.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det er beklageligt, at dette emne stadigvæk - navnlig i det land, jeg kender bedst - bliver behandlet i overensstemmelse med den fuldstændigt forældede holdning, at virksomhedspensioner er en belønning for et mangeårigt tilhørsforhold til en virksomhed. Det har ikke været tilfældet længe. De udgør den anden søjle i alderdomsforsørgelsen, de aftales ofte i overenskomsterne i forbindelse med lønnedsættelser, og som sådan er de en del af nutidens livs- og arbejdsbiografier. Disse biografier er kendetegnet ved mobilitet, afbrydelser i karrieren og mange forskellige ansættelsesforhold. På de laveste indkomsttrin er det næsten umuligt at leve af pensionerne fra det offentlige nu til dags.

I relation til denne virkelighed er Kommissionens forslag om at overføre arbejdsmarkedspensioner konsekvent, logisk og ambitiøs. Nu, hvor mobilitet for det første er ønskeligt og for det andet er en vigtig del af enhver karriere, ville det være ubegribeligt, hvis både overførsel og de hvilende rettigheder skulle fjernes fra et direktiv om arbejdsmarkedspensioner. De, der har til hensigt at gøre det, berøver den yngre generation muligheden for at opbygge sin egen alderdomsforsørgelse. De, der har til hensigt at gøre det, belaster det offentlige i fremtiden, fordi folk vil blive drevet ud i fattigdom efter et langt, men begivenhedsrigt arbejdsliv.

Jeg beklager meget, at medlemsstaterne ikke var villige nok til at tage dette modige skridt fremad sammen med Kommissionen. Det tyske formandskab bærer en del af skylden for den manglende enighed i Rådet, da det stillede et uacceptabelt forslag, og det bør ikke skjule sig bag nederlænderne.

Selv om vi ikke får flertal for overførslen i dag, må vi på lang sigt fortsætte bestræbelserne på at sikre alderdomsforsørgelsen for den næste generation, og vi må nå dette mål i fællesskab, om nødvendigt et lille skridt ad gangen.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL). - (EN) Fru formand! Jeg vil også lykønske fru Oomen-Ruijten med hendes arbejde. Jeg er også enig med hende i, at det, som Europa-Parlamentet ønsker og EU-borgerne har brug for, naturligvis er et resultat i denne sag, fordi arbejdstagerne utvivlsomt er mere mobile af alle mulige årsager, og det er noget, der skal fremmes og støttes.

Jeg støtter Kommissionens oprindelige forslag ud over den aktuelle betænkning. Jeg forstår ikke, hvorfor man foreslår at hæve aldersgrænsen fra 21 til 25 år. Jeg accepterer, at arbejdstagerne meget ofte udskyder det til meget senere overhovedet at overveje deres pensionsydelser, men efter min mening bør vi som en tommelfingerregel opfordre folk til at træffe disse foranstaltninger og overveje disse sager så tidligt som muligt, så i vores gruppe støtter vi ændringsforslag vedrørende disse aldersrelaterede bestemmelser.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor de selvstændige ikke også omfattes af disse bestemmelser. Det finder jeg meget bekymrende, og vores gruppe vil også stemme i overensstemmelse med denne bekymring.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Fru formand! Afsløringerne fra undersøgelsen af Equitable Life har fået mange mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden af deres pensioner. Når folk bringer ofre i deres arbejdsliv for at sætte penge til side til deres otium, gør de det ene og alene af hensyn til deres egen og deres families sikkerhed. Da befolkningsfremskrivningen viser en aldrende befolkning, føler folk ikke, at de kan overlade deres fremtid til de statslige pensioner. Staterne bliver pragmatiske og gør, hvad de er nødt til at gøre, når en tredjedel af befolkningen er over 65. Vor tids arbejdstagere betragter de statslige pensionsordninger som et fundament, hvorpå de bygger deres indkomst med supplerende ordninger til 20, 30 eller tilmed 40 års pensionsliv.

Jeg erkender, at det er vanskeligt at finde en balance mellem at beskytte de eksisterende pensionsforhold, samtidig med at man skaber rammer, der kan modstå den form for pres, der kommer på pensionerne med et aldrende EU, som også vil sikre, at pensionisterne ikke bruger hele deres otium på at kæmpe for at få de penge igen, som de har sat til side i løbet af deres arbejdsliv.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE). - (PT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne først takke for den fremragende betænkning, som ordføreren, fru Oomen-Ruijten, har udarbejdet, og hvor hun fremlægger et modigt, afbalanceret og besindigt forslag, der sigter målrettet mod at skabe mere fri bevægelighed med mere beskyttelse, hvilket er et afgørende bestanddel i den europæiske integration.

Økonomiens globalisering og befolkningens ældning er to spørgsmål, mine damer og herrer, som Europa endnu ikke kan besvare på en klar og overbevisende måde. En mere globaliseret økonomi kræver omstillingsparathed, hvilket indebærer bevægelighed. Arbejdskraftens bevægelighed betyder, at det skal sikres, at man kan erhverve, bevare og overføre pensionsrettigheder, hvilket er helt afgørende for det indre markeds udvikling.

Derudover gør befolkningens ældning med den deraf følgende og forudsigelige stigning i de offentlige udgifter det nødvendigt at sikre velfærdsordningernes finansielle bæredygtighed. Jo flere muligheder der bliver for supplerende ordninger til de statsfinansierede pensioner, jo mere sikret vil denne bæredygtighed være. Tendensen går klart i den retning på grund af det finansielle pres, som befolkningsudviklingen lægger på de offentlige myndigheder.

EU's største udfordring i dag er at fastholde de centrale værdier, der ligger til grund for den europæiske sociale model, og samtidig være konkurrencedygtig på verdensplan. Det lader sig kun gøre ved politisk handling, og hvis vi ikke kun formår at ændre visse elementer i denne sociale model, men også meget målbevidst arbejder for at uddybe det indre marked, især den fri bevægelighed, i dette tilfælde for personer. I den henseende er det forslag, som vi diskuterer i dag, et meget positivt og opmuntrende signal.

FORSÆDE: Luisa MORGANTINI
Næstformand

  Karin Jöns (PSE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Indledningsvis vil jeg gerne lykønske fru Oomen-Ruijten med det glimrende arbejde. Vi kan da ikke forlange stadig større fleksibilitet på arbejdsmarkedet af arbejdstagerne og samtidig opfordre dem til at gøre mere for deres egen alderdomsforsørgelse uden at give mange af dem en mulighed for at optjene rettigheder fra virksomhedspensionsordninger eller supplerende pensionsrettigheder. Ca. 20 % af arbejdstagerne får nu kun tilbudt tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Som kommissæren allerede har sagt, arbejder 40 % nu mindre end fem år i samme virksomhed. At betegne arbejdsmarkedspensioner som en loyalitetsbonus på den baggrund, som det er tilfældet i mit eget land, er ligefrem kynisk.

Vi har hårdt brug for mere tidssvarende regler. De, der vil holde fast i lange karensperioder og som derudover ønsker at holde de hvilende rettigheder fuldkommen ude fra direktivets anvendelsesområde, og de, som samtidig ønsker, at et så svækket direktiv først skal træde i kraft i 2018, er ikke nået frem til virkelighedens verden. Det var egentlig møntet på hr. Mann, men han har allerede forladt mødesalen.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Kommissionens og Parlamentets holdninger ligger meget tæt på hinanden her. Befolkningen bliver ældre, og det må vi handle i forhold til. I mit land arbejdede f.eks. otte beskæftigede for at betale en pension i 1970, i 2030 vil det kun være to beskæftigede, og derfor må vi trække i nødbremsen så hurtigt som muligt. Vi må skabe mulighed for, at alle arbejdstagere får en ægte chance for selv at optjene deres pension. Arbejdsgiverne må naturligvis også bære deres del af ansvaret. Man kan ikke bilde mig ind, at de regler, vi foreslår - således som de fremgår af fru Oomen-Ruijtens betænkning - vil medføre, at tusindvis af virksomheder går konkurs.

  Anne E. Jensen (ALDE). - Fru formand! Hr. kommissær! Hr. rådsformand! Jeg synes også, at det er et godt forslag, fru Oomen-Ruijten fremlægger i dag, og jeg takker hende for det. Forslaget tilgodeser hensynet til mobiliteten på arbejdsmarkedet, og det undergraver ikke hensynet til eksisterende solidariske ordninger som f.eks. de danske arbejdsmarkedspensioner. Man kan have sympati for regler om frit at kunne overføre sin pensionsordning, sådan som Kommissionen foreslog det, men det er vanskeligt at finde en model, som spiller sammen med de eksisterende ordninger. Derfor synes jeg, at det er en god løsning, vi har fået, hvor overførslerne ikke er med.

I Danmark har vi regler, som sikrer ret til gratis overførsel i de første to år, efter at man har skiftet job, og som lægger loft over de omkostninger, som pensionsselskaberne kan beregne sig ved overførsel. Der er jo ikke noget til hinder for, at hvert enkelt EU-land på den måde udvikler regler for overførsel af pensioner. Det forslag, som vi har foran os, sikrer den enkelte pensionsopsparers basale rettigheder med regler for optjening og for hvilende rettigheder og for information. Det er det mindste, vi må forlange. Og for dem, der skifter job på tværs af grænserne, er denne lovgivning særlig vigtig.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Det direktivforslag, vi behandler i dag, fremmer usikkerhed, hvor arbejdstagerne vænnes til nemme fyringer, efteruddannelse og ansættelse i andet job på usikre vilkår udelukkende på grundlag af markedets ensidige behov og ikke fuld, permanent og reguleret beskæftigelse med rettigheder. På trods af dette bringer Kommissionen forslaget på banen igen i et politisk spil, der går ud over borgerne, for at sikre direktivets vedtagelse.

Forslaget tager sigte på at fjerne, hvad man betragter som hindringer, både vedrørende fri bevægelighed mellem medlemsstaterne og mobilitet inden for en medlemsstat, hindringer, der er opstået som følge af visse bestemmelser i de supplerende pensionsordninger. Disse hindringer vedrører betingelserne for at erhverve pensionsrettigheder, betingelserne for at bevare hvilende pensionsrettigheder og muligheden for at overføre grundlæggende rettigheder. Alt dette tilpasses naturligvis til laveste fællesnævner. Af disse årsager kan vi desværre ikke støtte forslaget.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - Fru formand! Vi har i Danmark over 2 200 milliarder kroner i opsparede pensioner, og de er sparet op gennem skattefradrag. Så kommer EF-Domstolen med en dom og forbyder os at sikre beskatning ved opsparing i andre lande. Vi skal tillade fuldt skattefradrag nu uden at have sikkerhed for skatteindbetalingen senere. JuniBevægelsen vil gerne have fri konkurrence om at give borgerne den størst mulige pensionsudbetaling for vore indskud, men det skal være fair konkurrence.

Vi vil også bevare vores skattefinansierede socialmodel med lige sociale borgerrettigheder til alle. Vi giver f.eks. folkepension til folk, hvad enten de har været på arbejdsmarkedet eller ej. Det er en borgerret, man optjener ved at bo i landet. Hvis vi skal give folkepension til alle, som slår sig ned i vores land, vil den hurtigt blive sat ned. Hvis et dansk ægtepar kan tage pension og efterløn ubeskattet med til et skatteparadis, bliver det så dyrt for samfundet, at det går ud over størrelsen på pension og efterløn.

EU er nødt til at tage mere hensyn til den særlige danske socialmodel med høje skatter og tilsvarende høje sociale ydelser. Vi har brug for praktiske regler, så borgene kan tage pensionen med sig, hvis de flytter til et andet land, men udflytterne skal ikke have tilskuddet betalt af alle andre skatteborgere. JuniBevægelsen appellerer til Rådet og Kommissionen om at respektere vores skattefinansierede sociale rettigheder.

  Csaba Őry (PPE-DE). - (HU) Fru formand! Som I ved, fejrede vi i 2006 det europæiske mobilitetsår. Repræsentanter fra EU's institutioner, repræsentanter fra medlemsstaternes forvaltninger og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer gav ved utallige erhvervsarrangementer udtryk for deres synspunkter omkring vigtigheden af at fremme mobiliteten inden for EU.

På baggrund heraf skulle man tro, at alle EU-institutionerne, Kommissionen, Rådet og Parlamentet, og alle medlemsstaterne endegyldigt havde sat sig for generelt og principielt at forbedre mobiliteten. Det gælder imidlertid kun så længe, dette vigtige spørgsmål drøftes i generelle vendinger. Så snart der skal træffes en beslutning om specifikke foranstaltninger eller forskrifter, forsvinder den entusiasme, som beslutningstagerne talte om under de generelle drøftelser af dette emne, som ved et trylleslag. Der fokuseres mest på bekymringer og problemer. Det er også den fornemmelse, vi kan få, når vi diskuterer den nye lovgivning, som skal garantere retten til at overføre supplerende pensioner.

Der er mange, som er tilhænger af at bevare status quo og fuldstændig passivitet. De henviser til, at Tyskland har en historisk model, som ikke kan ændres den mindste smule. Jeg går fuldt ind for at udvise stor respekt for historiske traditioner. I dette tilfælde taler vi imidlertid om interessen for alle europæiske arbejdstagere og for hele den europæiske økonomi. Jeg mener bestemt, at denne sag har højere prioritet. Vi kan ikke tillade, at den europæiske udvikling afbrydes på grund af sådanne særinteresser, der, såfremt der blev taget hensyn til dem, ville betyde, at adskillige millioner arbejdstagere i en given medlemsstat ville være langt dårligere stillet i forhold til resten af de europæiske arbejdstagere.

Fremme af mobilitet, der garanterer retten til at overføre supplerende pensioner, er et spørgsmål, som under alle omstændigheder skal løses på EU-niveau. Hvis det ikke lykkes os, vil vi sandsynligvis falde endnu længere tilbage i det globale konkurrencemiljø, hvor vi er oppe imod vores konkurrenter fra bl.a. økonomierne i Sydøstasien, Indien og Nordamerika. Vi er nødt til at indse, at uundgåelige begivenheder er undervejs, og at indførslen af foranstaltninger, der går på tværs af grænser og arbejdsstyrker, er af største betydning. Det er et must, som englænderne siger. Jeg vil derfor bede jer om at støtte denne udvikling, og så vil jeg gerne fremsætte en sidste bemærkning. Pensioner og investeringer påvirker arbejdstagerne personligt, navnlig når virksomhederne finansierer dem.

  Alejandro Cercas (PSE). - (ES) Fru formand! Jeg vil gerne fortsætte, hvor hr. Őry slap, for jeg vil gerne give udtryk for de samme bekymringer og den samme tilfredshed, og så vil jeg også gerne lykønske udvalget og ordføreren, fru Oomen-Ruijten, for deres store mod og for at have bevæget sig ind på dette minefelt med overbevisning og vilje til at skabe fremskridt og fjerne de hindringer, som vi har stået over for.

Det er afgørende, at vores handling lever op til vores ord. Det er afgørende, at vi fjerner hindringerne for mobilitet og fri bevægelighed for arbejdstagere. Vi har sagt det, det står i Lissabon-strategien, og Rådet har sagt det tusindvis af gange, men der sker ingenting. Det er også afgørende at respektere og beskytte rettighederne for de mobile arbejdstagere, som bevæger sig inden for Fællesskabet og inden for vores egne lande.

Jeg vil derfor gerne give udtryk for min bekymring over for vanskelighederne i Rådet og de vanskeligheder, som også kan opstå i Parlamentet i dag. Jeg er først og fremmest bekymret, fordi Rådet endnu en gang fjerner vores rimelige og mindste håb. De mindste fremskridt blokeres på grund af nationale spørgsmål og national egeninteresse. Jeg er bekymret, fordi det hverken er første eller sidste gang, at Rådet vil vende det døve øre til europæernes krav. Jeg er bekymret, når det siges, at det arbejde, som Parlamentet har udført, vil danne grundlag for det videre arbejde, fordi konsensus i Parlamentet ikke kan fjerne blokeringen i Rådet. Jeg er bekymret, fordi problemerne i Rådet overføres til Parlamentet, og vi får en vanskelig afstemning i dag.

Lad os håbe, fru Oomen-Ruijten, at de ændringsforslag, der har til formål at begrænse omfanget af Deres betænkning, ikke bliver vedtaget, og at Deres fornuftige betænkning opnår støtte fra alle og kan danne grundlag for den videre proces, som EU i høj grad har behov for, og som der stilles krav om fra borgernes side, hvis synspunkter ikke får tilstrækkelig opmærksomhed fra regeringerne.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Fru formand! Det skal være muligt at overføre pensioner fra et land til et andet. Arbejdskraftens frie bevægelighed fra land til land afhænger af, om folk kan modtage deres pensioner uden problemer, uden en masse bureaukrati og uden en ansøgningsprocedure.

Jeg er derfor tilhænger af, at de problemer, som supplerende pensioner udgør for arbejdskraftens frie bevægelighed, fjernes. Overførslen af supplerende pensioner fra en pensionsordning til en anden er imidlertid en besværlig proces, der øger bureaukratiet og omkostningerne. Derfor bør det ikke være fremtidig EU-lovgivning, der gør det muligt at overføre supplerende pensionsrettigheder. Desuden er der en enklere løsning, nemlig at den enkelte supplerende pensionsordning separat udbetaler arbejdstagerne de pensioner, som er optjent under denne ordning. Det vil være en enklere, mere effektiv og billigere løsning for arbejdsgiverne, pensionsmodtagerne og pensionsordningerne selv.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Hvis vi vil sikre arbejdskraftens bevægelighed, er vi også nødt til at sikre bevægelighed for arbejdstagernes rettigheder. Det går ikke an at flytte arbejdstagerne, hvis de på grund af denne bevægelighed mister pensionsrettighederne og de forventninger, de har opbygget med års arbejde i fædrelandet. Og her skaber neoliberale politikker store hindringer og problemer.

Jeg vil gerne takke fru Oomen-Ruijten for hendes store indsats, men desværre kan vores politiske gruppe ikke tilslutte sig betænkningen i dens endelige udformning. Når man ser på den mest grundlæggende genstand for det nye direktiv, dvs. betingelserne for erhvervelse af supplerende pensionsrettigheder, forringes Kommissionens oprindelige forslag ved betænkningen med den krav om en karensperiode på fem i stedet for to år og en minimumsalder på 25 år i stedet for 21. Direktivets artikel 4 skal have en mere gunstig ordning for de unge arbejdstagere. Derfor opfordrer jeg til at støtte ændringsforslag 50 og 51, der er vigtige for os.

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske Ria Oomen-Ruijten med hendes betænkning. At kunne overføre supplerende pensionsrettigheder er ikke en selvfølge. Når selv Nederlandene - som jo fører an - i pensionsforhandlingen overvejer et veto mod ny pensionslovgivning, giver det stof til eftertanke.

Det er meget vigtigt, at der tages nye skridt for at sikre en bedre afstemning af de forskellige pensionsordninger. Foruden afstemning giver især de forskellige ordningers finansielle bæredygtighed anledning til bekymring. Det er tydeligt, at ikke alle kan gå med til denne betænkning, for i forhold til kommissionsforslaget foreslår ordføreren, at der ikke længere tillades undtagelser, hvad angår overførsel.

Jeg har dog et spørgsmål. Hvis muligheden for undtagelse i artikel 9, stk. 3, udgår, bliver medlemsstater da opmuntret til at gå over til en pensionsordning, som er baseret på kapitalisering? Det bør absolut ske. I EU, hvor folk har frihed til at arbejde i forskellige medlemsstater, hører en passende socialsikringsordning. Overførsel af pensionsrettigheder, som man selv har optjent, er da et minimum.

  Anja Weisgerber (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Vi er alle enige om, at arbejdstagernes mobilitet skal fremmes, men dette direktiv vil få store indvirkninger på alle virksomhedspensionsordninger i mange medlemsstater, f.eks. i Luxembourg, Østrig og Tyskland. Kun 1,5 % af arbejdstagerne skifter til en arbejdsgiver i en anden medlemsstat, men de andre 98,5 % arbejdstagere, som bliver i deres medlemsstat, vil også blive berørt af direktivet. Jeg vil gerne sige til fru Jöns, at vi vil skade disse arbejdstagere, hvis arbejdsmarkedspensionerne, som jo er frivillige, ikke længere bliver tilbudt af virksomhederne, fordi de ikke kan finansieres mere. Det kan få hele nationale systemer til at bryde sammen.

Set i lyset af den aldrende befolkning er arbejdsmarkedspensioner af stor betydning, men virksomhederne er ikke forpligtet til at tilbyde dem. Hvis man anvendte direktivet på ydelsesbaserede pensioner - som hidtil planlagt - ville man straffe de virksomheder, som tidligere har givet omfattende pensionstilsagn. Her løber vi en risiko for, at virksomheder trækker deres frivillige virksomhedspensionsordninger tilbage.

Ifølge det nuværende forslag fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender skal man desuden optjene pensionsrettigheder, så snart man fylder 25, uden at der er nogen karensperiode. Dette ville medføre både øget bureaukrati og stigende omkostninger og ville derfor ikke kunne finansieres. En tilpasning af fratrådte arbejdstageres pensionsrettigheder til værdien af de aktive arbejdstageres rettigheder - den såkaldte indeksering - ville betyde en omkostningsstigning på 30 %. Det var hovedårsagen til, at den nederlandske minister for sociale anliggender og beskæftigelse stemte imod direktivet.

Vi har behov for pålidelige og forudsigelige regler, der kan finansieres. Vi går ind for mobilitet, men på sådanne vilkår, at virksomhedspensionsordningerne, som er så vigtige for arbejdstagerne, ikke kommer i fare.

Hvis de pågældende ændringsforslag ikke bliver vedtaget, vil jeg stemme imod betænkningen i arbejdstagernes interesse.

  Ieke van den Burg (PSE). - (NL) Fru formand! Jeg har et par kommentarer. For det første hvad angår det tyske formandskabs analyse af, hvorfor det var så vanskeligt at finde en positiv løsning på denne sag. Deri manglede der efter min mening, at der allerede fra begyndelsen var lande, navnlig Deres eget land, der betingede sig undtagelser, og at dette satte en proces i gang, hvor også andre lande begyndte at betinge sig undtagelser, hvilket i sidste instans førte til, at der ikke var mere tilbage i direktivet. Jeg synes også, at dette skal nævnes i analysen.

For det andet er der arbejdsgiveres, arbejdsmarkedets parters og pensionsfondes egen rolle. Jeg er også stor tilhænger af, at de selv foretager det nødvendige, men som kommissær Špidla sagde, har de forspildt chancen. Jeg tror, det vil være en tilskyndelse, hvis vi nu vedtager dette direktiv uden elementet værdioverførsel, og at de selv vil tage det op igen, og dette signal vil jeg gerne endnu en gang afgive. Jeg var også imod, at artikel 6, således som Kommissionen havde formuleret den, skulle give en individuel ret til værdioverførsel. Det skal der træffes ordentlige bestemmelser om, og derfor skal de berørte i gang med det.

Hvad de hvilende rettigheder angår, er det absolut ikke sådan, hr. Mann, at Nederlandene ikke ønskede dette punkt, fordi det ikke skulle kunne finansieres. Vi har truffet fortræffelige bestemmelser om det i vores eget land. De, der har hvilende rettigheder, får også deres andel af det udbytte, som deres præmier resulterer i. For os drejer det sig om, at nederlændere, som f.eks. har arbejdet i Tyskland eller andre lande, og som har været mobile, ikke får noget ud af de rettigheder, som de har opbygget der. Det er ikke en fair behandling. Jeg tror, at det er betydningen af artikel 5 om hvilende rettigheder. Jeg er derfor meget skuffet over, at både det tyske formandskab og hr. Mann nu igen forsøger at træffe bestemmelser om udelukkende fremtidige hvilende rettigheder. Argumentet om tilbagevirkende kraft er virkelig tåbeligt. Pensionsrettigheder fastsættes hvert år, også for de aktive deltagere. For hvilende deltagere kan dette ske på nøjagtig samme måde. Det har overhovedet intet at gøre med tilbagevirkende kraft. Det er simpelthen en tilpasning af ordningerne, og det er en fair andel, som de skal have.

Jeg støtter altså fuldt ud fru Oomen-Ruijtens betænkning. Også vi håber, at det ikke ligesom vikardirektivet kører fast i det morads, som hr. Cocilovo nævnte, men at det nu virkelig tages op af Rådet.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! De penge, som arbejdstagerne indbetaler til en supplerende pension, er arbejdstagernes penge. Også de penge, som arbejdsgiverne indbetaler for at give deres ansatte en bedre pensionisttilværelse, er arbejdstagernes penge. Derfor burde det ikke være noget problem at vedtage et direktiv om retten til at overføre nogle rettigheder, som arbejdstagerne allerede har.

Hr. Mann! De siger, at dette direktiv - i Kommissionens modige udformning - indebærer betydelige omkostninger for pensionsfondene, og at det derfor bør forkastes. Jeg er tværtimod af den opfattelse, at jo større omkostningerne er for pensionsfondene, jo større fordele får arbejdstagerne, og jo større bliver antallet af arbejdstagere, der melder sig ind i de frivillige pensionsfonde.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg desværre endnu en gang kan konstatere, at Rådet bremser EU. Eftersom det er nødvendigt, at alle EU's 27 medlemsstater er enige, er en enkelt nejstemme i Rådet nok til, at et forslag blokeres. Jeg spørger således mig selv, hvorfor vi bliver ved med at beklage os over, at Frankrig og Nederlandene stemte nej til forfatningen. Vi ønsker alle, at Europa skal gøre fremskridt, men når det gælder om konkret at imødekomme de forventninger, som borgerne har til os, indtager vi altid den holdning, der er mest ufordelagtig for borgerne og arbejdstagerne. Det er klart, at vi ikke kommer nogen vegne, hvis vi fortsætter på den måde.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg lykønsker fru Oomen-Ruijten og alle de personer, der er med til at skabe bred enighed på dette utroligt komplekse område. Vi har brug for en stærk afstemning i dag om Oomen-Ruijtens betænkning, og vi skal sørge for, at ændringsforslagene fra Thomas Mann stemmes ned. Jeg vil appellere til mine kolleger samt til vennerne i GUE/NGL-Gruppen om at bide tænderne sammen og stemme for betænkningen under den endelige afstemning i dag.

Det er en stor skam, at vi efter 20 års debat om overførsler og optjente rettigheder ender med et direktiv, der kun virkelig behandler spørgsmålet om optjente rettigheder og ikke spørgsmålet om overførsler. Jeg støtter ikke desto mindre denne særlige tilgang på nuværende tidspunkt. Jeg forstår fuldt ud, hvorfor vi befinder os i den aktuelle situation, og vi har brug for en tilkendegivelse fra medlemsstaterne af, at de vil gøre noget alvorligt ved de forhindringer, der står i vejen for fuld overførsel af rettigheder.

Rådet skal opgive sit veto på dette politikområde. Jeg mener ikke nødvendigvis i forhold til netop dette direktiv - selv om det efter min mening vil være bedst - men generelt set bør man opgive at nedlægge veto på det socialpolitiske område. Jeg håber, at dette emne kommer op på den kommende regeringskonference i løbet af de nærmeste måneder. Flere afstemninger med kvalificeret flertal vil ikke tromle nogen på plads, men de vil tvinge medlemsstaterne og Rådet til at se på spørgsmålene og forhandle i stedet for at forhindre.

Efter gårsdagens afstemning bør Rådet efter min mening blive seriøst. Det kan ikke forvente, at fagforeningerne accepterer fleksibilitet med hensyn til reformer af arbejdsmarkedslovgivningen, hvis ikke Rådet er villig til at se på det vigtige spørgsmål vedrørende arbejdstagernes sikkerhed.

  Gabriele Stauner (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Direktivforslaget rejser nogle vanskelige problemer, som det ofte er tilfældet, når folk bliver berørt direkte. Det drejer sig om intet mindre end pensionsrettigheder, som er en af de kilder, hvorfra indkomsten i alderdommen kommer. Tyskland, Østrig, Nederlandene og Luxembourg har meget detaljerede arbejdsmarkedsorienterede pensionsforsikringsordninger, som er af høj kvalitet og har været til gavn for begge sider, både arbejdstagere og arbejdsgivere.

Målet med et EU-direktiv må være at skabe en balance mellem det oprindelige motiv gående på at belønne virksomhedsloyalitet og kravet om arbejdstagernes mobilitet, som både erhvervslivet og også Kommissionen efterlyser så kraftigt. Metoden, der benyttes til overførsel af offentlige pensionskrav inden for EU - den såkaldte prorataberegning - bør i mine øjne også benyttes på de arbejdsmarkedsorienterede pensionskrav. Hvis vi ønsker mobilitet, må vi også bære konsekvenserne. Jeg støtter min gruppes ændringsforslag, og uanset om de bliver vedtaget eller ej, vil jeg støtte betænkningen som helhed, fordi den giver arbejdstagere og arbejdsgivere sikkerhed, forudsigelighed og mulighed for at lægge planer for fremtiden.

Men direktivforslaget viser også et helt grundlæggende problem for EU's lovgivning på det sociale område, idet der kræves enstemmighed i Rådet. Denne sag illustrerer på glimrende vis, at man trods de store bestræbelser fra det nuværende formandskabs side, som vi bør anerkende, næppe vil kunne opnå denne enstemmighed i Rådet. Derfor vil Parlamentets beslutning næppe være af betydning længere end en dag, for Rådets beslutning og indholdet heraf er ukendt. Hvis vi skal arbejde til gavn for borgerne, må Parlamentet derfor kræve flertalsbeslutninger også på dette område.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - Îndeplinirea obiectivelor de la Lisabona constituie o prioritate pentru noi toţi. De aceea, orice iniţiativă care promovează creşterea mobilităţii forţei de muncă şi care poate contribui la creşterea economică şi la reducere şomajului este binevenită. Armonizarea legislativă în domeniul pensiilor suplimentare, care să promoveze mobilitatea europeană a muncii, nu poate fi realizată, însă, în mod abrupt. Unele state membre au sisteme mai dezvoltate, cu o îndelungată tradiţie în domeniu, iar altele sunt în stadiul incipient al introducerii pensiilor suplimentare. De aceea, vreau să felicit raportorul pentru reflectarea acestei diversităţi în toate amendamentele aduse directivei. Suntem în faţa unui raport echilibrat, care facilitează păstrarea sau rambursarea drepturilor de pensii suplimentare, dobândite de angajaţii care schimbă locul de muncă, fără a împovăra angajatorii, fondurile de pensii private sau ceilalţi contribuabili. Este un prim pas pe care toate statele membre îl pot accepta şi pe care se poate construi mai departe.

Transferul pensiilor de orice fel trebuie să fie posibil pentru cetăţenii europeni care lucrează într-un alt stat membru al Uniunii. Un avantaj în plus pentru angajat este transparenţa sporită a sistemului. Statele membre sunt obligate să ia măsurile necesare pentru ca angajaţii să fie informaţi despre drepturile băneşti ce li se cuvin, în cazul în care încetează să lucreze pentru o anumită companie. Pentru România , introducerea acestei direktiv în domeniul pensiilor suplimentare înseamnă un standard care ne permite să dezvoltăm acest sector economic, aflat în stadiu incipient în ţara noastră, fără a mai suporta costurile implicate de o reformă. Începând cu 2008, legislaţia românească prevede introducerea pensiilor suplimentare, ceea ce însemnă că aproape toţi cetăţenii români vor putea beneficia de drepturile conferite de această directivă. Cu toate acestea, este nevoie de timp pentru a implementa noile cerinţe. De aceea, sprijin ideea acordării unui termen suplimentar de şaizeci de luni pentru punerea în practică a măsurilor prevăzute în directivă.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg er glad for, at betænkningen har nået dette stadium af et par årsager. De foreslåede ændringer går i en meget fornuftig retning.

Under processen var vi noget forvirrede over Kommissionens forslag - f.eks. om den tilbagevirkende gennemførelse af reglerne om karensperioder og om forskellen mellem offentlige, private og supplerende pensioner. Hvis vi accepterer de foreslåede ændringer i dag, bliver resultatet gudskelov langt bedre end Kommissionens oprindelige forslag.

Vi er nødt til at have det overordnede billede for øje. Hvis vi gør frivillige ordninger for bureaukratiske og markant forskellige fra dagens alternativer, vil ingen og specielt ingen smv'er tilbyde dem. Det vil forpurre målsætningen om at animere arbejdsgiverne til at udvide de frivillige ordninger til at omfatte flere arbejdstagere. Det vil også berøve virksomhederne muligheden for at bruge frivillige ordninger som attraktive værktøjer til at rekruttere arbejdstagere og belønne dem for deres loyalitet. Der er endvidere en risiko for, at investeringer for millioner af euro går tabt.

Målet er at tilskynde flest mulige virksomheder til at optere for den rigtige slags supplerende ordninger og dermed være med til bl.a. at afbøde de demokratiske tidsindstillede følger for offentligt finansierede socialsikringsordninger. Man kan også fremme denne udvikling ved at lade medlemsstaterne beslutte, hvornår og hvordan de vil udvikle overførslerne, så virksomhederne ikke pludselig står over for store overraskelser.

Hvis vi gør dette rigtigt, kan EU uden at krænke subsidiaritetsprincippet yde et ægte bidrag til at modernisere socialsikringen i Europa og nå Lissabon-målene.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg støtter fuldt ud arbejdstagernes mobilitet samt bedre muligheder for at overføre pensioner, men det er vigtigt, at dette forslag om et meget kompliceret og specialiseret emne ikke kommer til at reducere antallet af arbejdsgivere, der er villige til at tilbyde arbejdstagerne frivillige pensionsordninger. Vi skal lade arbejdsgivere, der har råd til det, tilbyde store pensioner for at tiltrække og belønne højtkvalificeret personale.

En nylig Eurobarometer-undersøgelse viser, at 50 % af de yngre ansatte og 30 % af de ansatte i aldersgruppen fra 45 til 54 år alle regner med at skifte job inden for de næste fem år, så vi bør have som mål at sørge for, at pensionsopsparingerne følger arbejdstagerne gennem hele deres karriere. I denne henseende støtter jeg vores ordfører fru Oomen-Ruijtens indsats for at bevare hvilende rettigheder.

Efterhånden som medlemsstaternes lovfæstede pensionsordninger står over for stadigt større udfordringer med hensyn til demografi og forsørgerkvoten, får supplerende pensionsordninger stadigt større betydning. Virksomhederne skal imidlertid kunne tilbyde pensioner på et økonomisk overkommeligt niveau. Jeg kan leve med Rådets kompromis i denne sag om, at ordninger ikke må have en minimumsalder på over 25 år. I Irland er 54 % af alle arbejdstagere med i virksomhedspensionsordninger, og karensperioden er to år. Det fungerer fint for os, men jeg kan acceptere en femårig karensperiode for at lindre omkostningsfrygten og finde et kompromis, der sikrer overførslen af kapital fra de private pensionsordninger uden at underminere dem.

Forhåbentlig kan der hurtigst muligt findes en løsning på problemerne, og forhåbentlig vil Kommissionens reviderede plan udstikke en mere acceptabel vej både for Rådet og for Parlamentet. Vores mål er trods alt, som kommissæren sagde, ikke en harmonisering men minimumskrav for at sikre, at der ikke bliver tale om, at "hvis du flytter, mister du dine udsatte pensionsrettigheder".

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Mange tak for Deres bidrag til debatten. Jeg vil gerne kommentere endnu et punkt, som flere parlamentsmedlemmer nævnte.

Naturligvis henviste mange til Lissabon-strategien, til det stigende behov for mobilitet blandt arbejdstagerne og til de krav om handling, som følger heraf, f.eks. at der vedtages passende regler, navnlig hvad overførsel af arbejdsmarkedsorienterede pensionskrav angår.

Uanset vurderingen af de enkelte forslag, De har stillet eller som optræder i betænkningen, kræves der enstemmighed i Rådet, og en medlemsstat siger helt klart, at den er bundet af en parlamentsbeslutning. Medlemmer af det nationale parlament har bedt deres regering om at respektere den beslutning under forhandlingerne i Rådet og stille visse forslag, hvilket har medført, at den enstemmighed, vi har brug for, ikke er kommet i stand.

Fru Schroedter, der er heller ingen grund til at bevæge sig ind i fantasiens verden og kritisere Tysklands rolle her. Allerede under det finske formandskab blev det klart, hvilken retning vi kunne gå, hvor vores holdninger nærmede sig hinanden, og hvor de ikke gjorde. Derfor blev portabilitet i mere snæver forstand fjernet fra forslaget dengang. I alle de mange diskussioner vi har haft, har vi forsøgt at opnå enighed, at indgå en aftale, men i sidste ende manglede der tilslutning fra en medlemsstat. I et indlæg hørte jeg positive signaler fra Nederlandene og fra Portugal - det kommende formandskab. Hvis der så er et ønske om at nærme sig hinanden, så vil det forhåbentlig stadigvæk være muligt at indgå en aftale, i det mindste på visse områder.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Ærede medlemmer! Denne debat må sandelig siges at være en succes, for på mange områder er det lykkedes at afklare sigtet med fru Oomen-Ruijtens betænkning.

Debatten har afklaret idéen om beskyttelse og styrkelse af vandrende arbejdstageres rettigheder og dermed beskyttelsen og styrkelsen af den langsigtede balance inden for supplerende pensionsordninger, fordi den åbenlyse uretfærdighed i den nuværende situation uundgåeligt vil føre til, at færre mennesker deltager i disse supplerende ordninger. Ud fra et langsigtet perspektiv vil denne tilgang helt naturligt føre til en styrkelse.

Jeg mener, at der i et moderne, menneskeligt samfund, som er kendetegnet ved en ganske lille vished, er to meget dybtliggende visheder. Den ene er naturligvis visheden om, at vi en dag skal dø, og den anden vished i et moderne samfund er, at mine pensionsrettigheder vil blive beskyttet på behørig vis. Jeg føler, at det er en vished så grundlæggende, at det er særdeles hensigtsmæssigt at styrke den når som helst, vi har mulighed for det.

Kort fortalt har debatten vist, at fru Oomen-Ruijtens betænkning følger en stærk og retfærdig linje, som er baseret på den økonomiske og sociale udvikling i Det Europæiske Fællesskab, og forbedrer situationen for vandrende arbejdstagere ved at beskytte opsatte rettigheder og ved at garantere rettidig opnåelse af rettigheder. Debatten har med al tydelighed vist, at denne betænkning er velbalanceret og hverken påvirker eller lægger hindringer i vejen for de eksisterende ordninger, selv ikke på nationalt plan.

Jeg vil gerne nævne et synspunkt, som er fremkommet under denne debat, nemlig at betænkningen berører idéen om at gøre pensionsrettigheder mere dynamiske. Denne idé fandtes hverken i det oprindelige forslag eller i fru Oomen-Ruijtens betænkning.

Ærede medlemmer! Det vil efter min mening være korrekt fuldt ud at støtte den betænkning, som vi har foran os. Den danner et godt grundlag for den videre udvikling, der, som denne debat har illustreret, er afgørende, og jeg mener, at den er udtryk for en betydelig forbedring af den nuværende situation.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Richard Seeber (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Arbejdstagernes mobilitet er en grundlæggende rettighed i EU, som kun kan blive en realitet, hvis der bliver skabt de rette betingelser. Det gælder navnlig inden for social sikring. Det er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt, at det kun er offentlige pensionskrav, der kan overføres, det må også gælde for arbejdsmarkedspensioner.

Det er vigtigt, at reglerne fortsat kan administreres. Vi ønsker ikke, at velmente procedurer opvejer de ekstra fordele forbundet med reglerne, fordi et urimeligt stort bureaukrati gør dem uhåndterlige. Som helhed er den foreslåede tilgang et skridt i den rigtige retning.

3. Forbedring af metoden for høring af Europa-Parlamentet i procedurer vedrørende udvidelse af euroområdet - Cyperns tilslutning til den fælles valuta den 1. januar 2008 - Maltas tilslutning til den fælles valuta den 1. januar 2008 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forbedring af metoden for høring af Europa-Parlamentet i procedurer vedrørende udvidelse af euroområdet,

- betænkning af Werner Langen for Økonomi- og Valutaudvalget om forslag til Rådets beslutning i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Cyperns indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2008 (KOM(2007)0256 - C6-0151/2007 - 2007/0090(COD)) (A6-0244/2007) og

- betænkning af Werner Langen for Økonomi- og Valutaudvalget om forslag til Rådets beslutning i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Maltas indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2008 (KOM(2007)0259 - C6-0150/2007 - 2007/0092(COD)) (A6-0243/2007).

  Günter Gloser , formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Før vi begynder forhandlingerne, som handler om procedurespørgsmål, må vi ikke glemme de glædelige konklusioner i de konvergensrapporter, som Kommissionen og ECB fremlagde om Cypern og Malta. Formandskabet glæder sig over, at Kommissionen kunne dokumentere, at Cypern og Malta har opnået en høj grad af varig konvergens, og at den på baggrund heraf har kunnet stille forslag om indførelse af euroen i disse to lande.

På mødet i Rådet (økonomi og finans) den 5. juni 2007 støttede ministrene Kommissionens vurdering af, at Cypern og Malta opfylder betingelserne for indførelse af euroen.

Det ville glæde formandskabet, hvis Cypern og Maltas succes ikke blev overskygget af procedurespørgsmål, og hvis Parlamentet, Kommissionen og Rådet kunne nå frem til en mindelig løsning.

Det er i vores fælles interesse at undgå forsinkelser og at undgå at skabe usikkerhed om de tekniske og retlige forberedelser, som Cypern og Malta skal foretage forud for en indførelse af euroen. I den forbindelse vil jeg især takke Parlamentet for dets samarbejdsvilje.

Formandskabet har sympati for Parlamentets bekymringer og forstår, hvorfor der er et ønske om at få mere tid til at undersøge konvergensrapporterne og Kommissionens forslag til Rådets beslutninger om indførelse af euroen.

Rådet og formandskabet er imidlertid bundet af den procedure, der er fastsat i EF-traktaten. Tidsplanen er i alt væsentligt bestemt af de regler, der er fastlagt i stabilitets- og vækstpagten, herunder bestemmelsen om rapportering i Maastricht-traktaten.

Rådets forpligtelse til at høre Parlamentet om forslag vedrørende euroens indførelse i medlemsstater er fastsat i artikel 122, stk. 2, i EF-traktaten. Formandskabet mener, at Rådet har respekteret denne bestemmelse i EF-traktaten i Cyperns og Maltas tilfælde.

Rådet modtog Kommissionens to forslag til rådsbeslutninger den 21. og 22. maj 2007, hver især i tre sprogversioner. De resterende sprogversioner blev fremsendt til Rådet i løbet af de efterfølgende to uger. Den 25. maj hørte Rådet Parlamentet om Kommissionens to forslag.

I sin høringsanmodning henviste Rådet til den kendsgerning, at det ville være en hjælp, hvis Parlamentet kunne vedtage sine holdninger til Kommissionens forslag på plenarforsamlingen den 18.-21. juni. Disse holdninger kunne derefter blive stillet til rådighed for Rådet og mødet på stats- og regeringslederniveau den 21. juni 2007.

Selv om det ikke er noget retligt krav, vil det glæde Parlamentet, hvis forhandlingerne mellem stats- og regeringslederne også kunne tage hensyn til Parlamentets holdninger. Under alle omstændigheder kan Rådet ikke vedtage sine to beslutninger om indførelse af euroen, før Parlamentets holdninger hertil foreligger.

I princippet støtter formandskabet de forslag, som hr. Barroso stillede i sit brev af 13. juni 2007 som svar på brevet fra Parlamentets formand, hr. Pöttering. Formandskabet mener - ligesom rådsformanden, fru Merkel, forklarede i sit brev til formanden for Parlamentet den 19. juni - at denne sag primært vedrører Kommissionen og Parlamentet.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (ES) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at takke Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg og ordføreren, hr. Langen, for den hurtighed, hvormed de har undersøgt konvergensberetningerne om Cypern og Malta, som Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank godkendte den 16. maj.

Udvidelsen af euroområdet med disse to lande vil i morgen blive drøftet på Det Europæiske Råd i Bruxelles, og vi regner alle med, at den 10. juli - efter en positiv udmelding fra Rådet i morgen - vil Økofin træffe den endelige retlige beslutning om at udvide euroområdet med disse to lande.

Både Parlamentet og Økofin-Rådet gav den 5. juni udtryk for deres enighed i Kommissionens og Centralbankens analyse af Cyperns og Maltas opfyldelse af de konvergenskriterier, som er fastsat i traktaten.

På det møde, som blev afholdt mellem koordinatorerne for Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg den 7. juni, havde jeg lejlighed til at forklare, at vi i Kommissionen er blevet forsynet med fuldstændige og pålidelige oplysninger om disse to lande i forbindelse med udarbejdelsen af konvergensberetningerne.

Der er i visse dokumenter, der hører til udkastet til beslutning, forvirring mellem de data, som vedrører de finansielle kvartalsregnskaber, og de data, som landene har oplyst halvårligt i henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, data, som vedrører underskud og gæld. Jeg må endnu en gang sige til Parlamentets plenarforsamling, at hvad angår de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, har Kommissionen intet at udsætte på kvaliteten af de data, som Malta og Cypern har indgivet, intet overhovedet.

Angående Malta udsendte Kommissionen en udtalelse om kriteriet for de offentlige finansers holdbarhed, som var afhængig af Økofin-Rådets godkendelse af ophævelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, som Malta blev omfattet af i 2004. Den 5. juni tilsluttede Økofin sig dette, hvilket bragte proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud til ophør for Maltas vedkommende.

Der er også præcedens angående en godkendelse i konvergensberetningen, der afhænger af opfyldelsen af betingelserne, enten hvad angår en stabil valutakurs eller erklæringen af et uforholdsmæssigt stort underskud. Med hensyn til Maltas opfyldelse af dette kriterium er der derfor ikke tale om en særlig situation eller undtagelse. Den generelle procedure, der er blevet anvendt, er den, der har været anvendt i mange tidligere sager over for mange andre lande.

I løbet af de kommende uger, og når Rådets positive beslutning med hensyn til udvidelsen af euroområdet med Cypern og Malta er blevet bekræftet, vil Kommissionen udsende to beretninger om hvert lands forberedelse til indførslen af euroen. Jeg er opmærksom på visse ærede medlemmers bekymringer i den forbindelse. Denne beretning om forberedelserne til udskiftning af sedler og mønter er ikke det samme som konvergensberetningerne. Det er ikke et konvergenskriterium, og Kommissionen udgiver regelmæssigt beretninger og meddelelser om dette emne, hvilket den også vil gøre over de kommende uger.

Under disse omstændigheder, mine damer og herrer, er vi i stand til at forudse, at den 1. januar 2008 vil euroområdet omfatte 15 medlemsstater med Cyperns og Maltas tiltrædelse. Det er et utrolig positivt skridt for disse to lande, for euroområdet og for EU som helhed. Euroen er uden tvivl et af de største resultater af den europæiske integration, og jo flere borgere, der oplever dens fordele, jo større bliver anerkendelsen af EU's evne til at tilbyde alle borgerne større garantier for velstand og social velfærd.

Med denne debat om Cyperns og Maltas anmodning om at tiltræde euroområdet er det fjerde gang, at de europæiske institutioner har udtalt sig om medlemskab af euroområdet. Første gang var i 1998, og dengang var formålet at finde frem til, hvilke lande der skulle udgøre euroområdet pr. 1. januar 1999. Ved den lejlighed blev det besluttet, at 11 medlemsstater ville tiltræde området. To år senere, i 2000, blev Grækenlands anmodning behandlet, og det blev besluttet, at Grækenland kunne tiltræde euroområdet fra den 1. januar 2001. Sidste år drøftede alle de europæiske institutioner Sloveniens tiltrædelse og nåede til enighed om, at landet kunne tiltræde euroområdet den 1. januar 2007. Endelig har vi anmodningerne fra Cypern og Malta, som, jeg håber, bliver endeligt godkendt af Det Europæiske Råd og Økofin den 10. juli.

Man kan derfor på ingen måde sige, at euroområdet er en lukket klub, hvilket nogle indimellem har påstået. Det er en klub, som er fuldstændig åben for alle medlemsstater, der ønsker at blive medlem, og som er forberedte og opfylder betingelserne for nå til dette punkt.

Efter disse fire procedurer med oprettelse og udvidelse af euroområdet vil området fra næste år omfatte 15 medlemsstater. To lande er omfattet af en opt out-bestemmelse (Det Forenede Kongerige og Danmark), og yderligere 10 medlemsstater tilhører endnu ikke euroområdet, men jeg håber, at de vil tiltræde i løbet af næste få år.

Uden at komme med nogen forudsigelser om, hvornår alle betingelserne for tiltrædelse af euroområdet kan være opfyldt, mener jeg, at vi i de europæiske institutioner i løbet af de næste få år praktisk talt hvert år vil skulle udtale os om nye medlemskaber af euroområdet i overensstemmelse med traktaten, som erklærer euroen for den officielle valuta i EU-medlemsstaterne.

I traktatens artikel 121 og 122 fastslås det, hvilke kriterier, der afgør, om en medlemsstat opfylder betingelserne for indførsel af den fælles valuta, og fastsættes den procedure, som de europæiske institutioner skal følge. Med hensyn til det beslutningsforslag, som de ærede medlemmer har udarbejdet efter disse producerer i forbindelse med høring i Parlamentet vedrørende udvidelsen af euroområdet, vil jeg gerne komme tilbage til dette aspekt i anden halvdel af min tale.

Ifølge traktaten skal proceduren involvere fem aktører, nemlig Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Parlamentet, Det Europæiske Råd og Økofin-Rådet. Traktaten indeholder imidlertid ingen specifikke bestemmelser om tidsfrister for de enkelte institutioner i forbindelse med offentliggørelsen af deres udtalelse.

Ved de fire lejligheder, hvor vi har udtalt os, har vi fulgt en ensartet tidsplan: først medlemsstatens eller medlemsstaternes anmodning om tiltrædelse af euroområdet, som normalt fremsættes i begyndelsen af det år forud for hvilket, de ønsker at tiltræde euroområdet, dernæst Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks vurdering af, hvorvidt betingelserne er opfyldt eller ej, hvilket sker i foråret, herefter følger Rådets endelige beslutning, som tager hensyn til Parlamentets udtalelse og debatten i Det Europæiske Råd, der normalt finder sted midt på året forud for tiltrædelsen, og endelig medlemsstatens eller medlemsstaternes indførsel af euroen den 1. januar det efterfølgende år.

Der er en række afgørende faktorer på disse forskellige trin, og jeg vil gerne henvise til dem, fordi de har betydning for alle institutionerne. For det første, hvorfor indføres euroen den 1. januar? I betragtning af de enorme retlige, økonomiske, skattemæssige, regnskabsrelaterede og praktiske problemer, der er forbundet med at skifte valuta, ville det være utrolig uklogt at vælge en anden dato end den 1. januar til indførsel af euroen, og jeg tror, at der er generel enighed blandt alle om det.

For det andet skal medlemsstaten have en periode til at forberede indførslen af euroen på behørig og effektiv vis, og på baggrund af vores erfaringer fra tidligere udvidelser kan vi sige, at det af hensyn til borgerne i det pågældende land, som ville blive hårdest ramt af konsekvenserne af en dårlig forberedt indførsel af euroen, er hensigtsmæssigt, at de europæiske institutioners beslutningsproces afsluttes adskillige måneder inden den 1. januar, hvor sedler og mønter indføres, og den uigenkaldelige fastlåsning af vekselkursen for det tiltrædende lands valuta træder i kraft.

Dette er de afgørende faktorer i praksis, og naturligvis ligger ingen af dem i Kommissionens hænder. Hvad, der til gengæld er op til Kommissionen i samarbejde med Den Europæiske Centralbank, er vedtagelsen af konvergensberetningen om, hvorvidt kriterierne er blevet opfyldt eller ej. Datoen for Kommissionens vedtagelse af konvergensberetningen afgøres for det første af, hvornår medlemsstaten har indgivet sin anmodning - Kommissionen kan ikke beslutte, hvornår en medlemsstat skal indgive anmodningen - og for det andet af, hvornår Kommissionen kommer i besiddelse af de pålidelige og omfattende data, som den har behov for med henblik på at kunne foretage en passende, omfattende og præcis vurdering af, hvorvidt konvergenskriterierne er blevet opfyldt.

Datoen for, hvornår Kommissionens konvergensberetning ligger klar, afhænger således dels af, hvornår medlemsstaten indgiver sin anmodning, og dels af, hvornår Kommissionen har modtaget de passende, omfattende og præcise data, der er nødvendige for at foretage vurderingen.

I 1998 og 2000 vedtog Kommissionen generelt konvergensberetningerne i begyndelsen af maj. I 2006 og 2007 fandt vedtagelsen sted i midten af maj, fordi medlemsstaternes frist for indgivelse af data om deres budgetsituation siden 2005 er blevet rykket en måned fra 1. marts til 1. april. Det er sket for at kunne indhente nøjagtige og omfattende oplysninger om gennemførelsen af budgettet for det forrige år i den medlemsstat, der ansøger om at tiltræde euroområdet. Erfaringerne viste, at indberetningerne fra 1. marts ikke indeholdt alle de nøjagtige data, som var nødvendige for at give et tilstrækkeligt klart billede af, hvordan det foregående budgetår var blevet afsluttet.

I betragtning af disse omstændigheder og det forhold, at Cypern og Malta opfyldte kriteriet om valutakursstabilitet den 2. maj i år, har Kommissionen haft to uger - ligesom det sidste år var tilfældet med Slovenien - til at udarbejde og vedtage konvergensberetningerne. Den pointe, som jeg vil frem til med denne måske overdetaljerede forklaring, er, at der for alle institutioner gælder stramme frister for at træffe beslutninger inden for denne procedure.

Den tidsfrist, som Parlamentet har, afgøres dels af Kommissionens og Centralbankens godkendelse af konvergensberetningen, dels af de datoer, som Rådet har fastlagt for sin beslutningsprocedure såvel i Det Europæiske Råd som på mødet i Økofin-Rådet, og det har Kommissionen tydeligvis ikke noget at gøre med.

Under alle omstændigheder har formanden for Kommissionen, hr. Barroso, skrevet et brev til formanden for Parlamentet, hr. Pöttering, hvori han oplyser, at Kommissionen er villig til at undersøge måder, der giver de enkelte institutioner mulighed for at udøve de beføjelser, som de hver især er blevet tillagt i henhold til traktaten, på bedst mulig vis inden for denne procedure, og Kommissionen og jeg personligt vil gerne endnu en gang sige som svar på Parlamentets forslag til beslutning, at vi er villige til at finde en aftale blandt de tre institutioner om en procedure, der vil forbedre den måde, hvorpå vi arbejder, i lyset af de objektive begrænsninger, som vi står over for, når vi træffer beslutninger på dette område.

Økonomi- og Valutaudvalget er fuldstændig klar over - og det bør I alle være - at Kommissionen og jeg selv naturligvis står til jeres rådighed i forbindelse med fremskaffelse af alle tilgængelige oplysninger inden disse tidsfristers udløb - med hensyn til den økonomiske situation i kandidatlandene og graden af opfyldelse af konvergenskriterierne - selv inden medlemsstaterne indgiver deres anmodninger.

  Werner Langen (PPE-DE), ordfører. - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Før jeg tager fat på Malta, Cypern og proceduren, vil jeg godt med Deres tilladelse fremføre et par indledende kommentarer om euroen. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at euroen er et yderst vellykket projekt. Den er stabil indadtil og udadtil. Dette faktum bør vi ikke glemme under dagens forhandlinger. Internt har vi lave inflationsrater, og eksternt er euroen blevet den næstvigtigste valuta i verden, og den er meget stabil i forhold til dollaren. Dette er ikke tilfældigt, men det er et resultat af en konstruktion, hvor medlemsstaterne og Kommissionen har hovedansvaret for Maastricht-kriterierne i stabilitets- og vækstpagten - hvilket selvfølgelig allerede er blevet udvandet under kommissær Almunia's ledelse - proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, de klare statistiske data og ECB's uafhængighed. Kun hvis der er sammenfald mellem alle disse faktorer, vil euroen forblive en stabil valuta på længere sigt. Jeg siger dette indledningsvis, fordi jeg stadig mangler at give mig i kast med proceduren.

0Traktaten er naturligvis klar, men det fremgår ligeledes af traktaten, at Parlamentet skal høres. Hr. Kommissær, hvis jeg skal være helt ærlig, vil vi ikke tillade, at vores rolle bliver reduceret til at være en valgfri mulighed. Kommissionen har - som jeg netop fik fortalt - gjort alt til punkt og prikke, og Parlamentet skal danne sig sine egne meninger. Hvis dette er tilfældet - og det siger vi i forslaget - kan der ikke indgås nogen interinstitutionel aftale, der indeholder de punkter, som vi efterfølgende vil vedtage med et stort flertal næste gang vi afbryder vores høringer, som vi også gør i forbindelse med landbrugspolitikken. Vi vil ikke vedtage disse holdninger så hurtigt, som vi nu er blevet bedt om at gøre for tredje gang. Lad mig gøre det klart og tydeligt: Der er ikke nogen, som skal behandle Parlamentet som en valgfri mulighed.

Jeg vil nu komme ind på spørgsmålet om Cypern og Malta. Det glæder mig, at vi kan støtte en udvidelse fra 13 til 15 deltagerlande. I februar anmodede Malta og Cypern om en konvergensrapport i overensstemmelse med artikel 121 med henblik på at opnå medlemskab. Undersøgelsen af de tilrådighedværende data - hr. kommissær beskrev de ubestridelige problemer i den henseende - viser følgende: Cypern har deltaget i ERM II i lang tid. Pr. 5. maj opfylder landet kravene til det langfristede renteniveau, og BNP pr. indbygger ligger på 85 % af EU-gennemsnittet, hvilket er godt, og dets økonomi udviser betydelig konvergens. Der var dog problemer med dataene, og dette gik mere specifikt på de kvartalsvise nationalregnskaber. Dette blev også drøftet den 3. maj.

Vi skal også undersøge dataenes gennemsigtighed med baggrund i Kommissionens ansvar. Det er ikke tilstrækkeligt, at Kommissionen siger, at vi er afhængige af dataene, og at medlemsstaterne skal stille disse til rådighed. Kommissionen er også ansvarlig for, at disse data er korrekte. Vi så det i Grækenlands tilfælde, hvor Kommissionen ikke gennemførte en tilstrækkelig grundig undersøgelse, og hvor der seks måneder efter ventede os en ubehagelig overraskelse.

Cypern opfylder betingelserne og Cypern - og der har været fremsat kritik på den baggrund - har ligeledes bragt sin nationalbanklovgivning i overensstemmelse hermed, selv om dette først skete nogen tid efter anmodningen om en konvergensrapport, nemlig den 15. marts, hvilket er mere end en måned senere. Loven er imidlertid blevet ændret, inflationen er lav, og selv om statsgælden fortsat er over 60 %, er den på vej i den rigtige retning. Derfor kan vi i dag sige, at vi giver vores uforbeholdne støtte til Cyperns tiltrædelse til euroområdet. Jeg er sikker på, at Parlamentet vil gøre dette.

For Maltas vedkommende tegner der sig et lignende billede, men med én undtagelse. Vi støtter Maltas tiltrædelse. I mandags stemte Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål for begge landes optagelse med stort flertal, næsten enstemmigt - i Maltas tilfælde med 39 stemme for og i Cyperns tilfælde med 38 stemmer for og en, som undlod at stemme. Med hensyn til Malta havde vi imidlertid det problem, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud endnu ikke var afsluttet, da konvergensrapporten blev fremlagt. Kommissionen fremlagde således en konvergensrapport, som ikke var i overensstemmelse med artikel 2 i protokollen om konvergenskriterier. Heraf fremgår, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud skal være afsluttet ved undersøgelsens påbegyndelse. Dette ligger helt fast. Ikke desto mindre godkendte vi rapporten, men Kommissionen skal altså ikke komme her og sige, at den har gjort alt til punkt og prikke, og at det blot er Parlamentet, som griber forstyrrende ind i Kommissionens høringer med Rådet.

Afslutningsvis vil jeg gerne komme ind på vores beslutningsforslag. Vi modtog rapporterne og brevene fra hr. Barroso og fru Merkel. Fru Merkel skal afslutte en vanskelig procedure, da hun skal lytte til de 26 andre medlemsstater. Hr. Barroso behøver kun Kommissionens beslutning. Jeg er enig i, at vi skal træffe en beslutning, selv om det er en kendsgerning, at mange af vores anmodninger ikke er blevet efterkommet, men dette er også årsagen til, at vi nu plæderer for en interinstitutionel aftale. I denne aftale, som efter planen skal vedtages inden udgangen af 2007, opfordrer vi Rådet og Kommissionen til at være mere imødekommende med hensyn til tidsplanen. Ellers vil vi næste gang - og her vil der antagelig blive tale om Slovakiet - insistere på vores ret til en høringsperiode på minimum to måneder. Næste gang vil vi ikke tolerere den tidsplan, som vi nu er gået med til for tredje gang.

Med dette in mente hilser vi den kendsgerning velkommen, at Cypern og Malta kan blive medlemmer af EU, men vi kræver, at Kommissionen og Rådet giver Parlamentet nogle rimelige høringsbetingelser.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  David Casa, for PPE-DE-Gruppen. - (MT) Hr. formand! Jeg kan ikke begynde uden først at give udtryk for min beundring over de store fremskridt, som befolkningerne på Malta og Gozo har formået at skabe på de tre år, der er gået, siden Malta blev medlem af EU. Det har været tre vanskelige år med talrige udfordringer. På disse tre år har malteserne vist sig i stand til at tilpasse sig fremtiden. Det har været en utrolig interessant tid for mit land, og jeg kan sige lige ud, at resultaterne er begyndt at vise sig. Indførslen af euroen i januar 2008 bekræfter dette.

Malta har klart vist sig i stand til at opfylde de nødvendige kriterier og sikre, at denne vigtige overgang sker gnidningsløst. Overgangen til euroen vil styrke landets økonomi og dermed konkurrenceevne. Forandring er aldrig let. Jeg mener ikke desto mindre, at Malta er fuldt forberedt og vil kunne leve op til denne nye udfordring i januar. Vi skal huske på, at Malta fik en begrænset tidsperiode til at opfylde og vedtage de foranstaltninger, der var nødvendige for, at denne overgang kunne finde sted. På under tre år har Malta nedbragt sin inflation til 2,2 %, og den procentdel, som den offentlige gæld udgør af bruttonationalproduktet, falder fortsat mod referencesatsen på 60 %. Der er sket en betydelig reducering af budgetunderskuddet, som nu er på under 3 %, og man skal huske på, at siden Maltas indtrædelse i ERM2-programmet, er den maltesiske lira ikke blevet devalueret, og på intet tidspunkt har der været en usikker atmosfære i landet. Som kommissær Almunia sagde, har Malta opnået en høj grad af bæredygtighed og konvergens. Malta og det maltesiske folk er vant til at stå mål med og løse deres udfordringer, udfordringer, som tidligere langtfra var små, men som ikke desto mindre har medført en række succeser gennem historien. Det er et historisk øjeblik for EU, fordi det vil føre til et større euroområde, et, som omfatter flere lande og flere mennesker. Det er også et historisk øjeblik for Malta, fordi det vil være medvirkende til yderligere integration af landets borgere i EU.

Jeg vil derfor også gerne takke ordføreren for sit arbejde, som har vist sig at være meget nyttigt.

  Dariusz Rosati, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil for det første gerne understrege, at jeg glæder mig over, at euroområdet får to nye medlemmer pr. 1. januar 2008, nemlig Cypern og Malta. Begge lande har opfyldt de konvergenskriterier, der er fastsat i traktaten. Jeg vil gerne på det varmeste ønske vores cypriotiske og maltesiske kolleger tillykke.

Det er en vigtig proces at udvide euroområdet, idet den fremmer en større integration i EU. Denne proces har også en positiv indvirkning på kandidatlande og euroområdets økonomiske stilling. De lande, der forbereder sig på at indtræde i euroområdet, udvikler sig langt hurtigere end landene i euroområdet. Deres makroøkonomiske situation er også bedre, navnlig hvad angår offentlig gæld og budgetunderskud. De nye medlemslande vil styrke hele området og den fælles valuta.

Jeg vil samtidig også gerne understrege, at der bliver lagt et meget stort tidspres på Parlamentet, der skal vurdere disse nye landes indtræden i euroområdet. Som følge af den nuværende tidsplan har Parlamentet ikke mulighed for at forberede sin udtalelse ordentligt. Dette er baggrunden for, at formålet med den beslutning, som forhåbentlig vedtages i dag, er at indlede en debat om en interinstitutionel aftale, der fremover vil gøre det nemmere at foretage en effektiv vurdering af konvergensberetninger.

Jeg glæder mig over den åbne og konstruktive holdning, som præsident Barroso og kommissær Almunia netop har givet udtryk for på vegne af Kommissionen. Minister Gloser, jeg håber, at Rådets holdning også vil være konstruktiv. Jeg forventer, at der etableres en effektiv mekanisme, der sikrer en problemfri udvidelse af euroområdet fremover.

I debatten om udvidelsen af euroområdet bør det understreges, at visse obligatoriske Maastricht-konvergenskriterier ikke er relevante i den aktuelle situation. Det gælder især inflationskriteriet. For det første synes det ikke hensigtsmæssigt, at kriterierne for medlemskab af euroområdet fastlægges på grundlag af den gennemsnitlige inflationsrate i lande uden for euroområdet.

For det andet tages der i forbindelse med det nuværende kriterium ikke hensyn til, at den hurtige vækst i de nye medlemsstater naturligvis medfører en højere inflation, hvilket overhovedet ikke er et tegn på økonomisk svaghed. Det modsatte er rent faktisk tilfældet. Den afspejler den kendsgerning, at de nye medlemsstater er ved at indhente de udviklede økonomier i de gamle EU-medlemsstater.

For det tredje vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at den definition af inflation, som Kommissionen og Den Europæiske Centralbank anvender i konvergensberetninger, er forskellig fra den definition af prisstabilitet, som Den Europæiske Centralbank anvender på den monetære politiks område. Traktaten indeholder imidlertid kun én definition af prisstabilitet, og vi kan ikke arbejde med to forskellige fortolkninger af dette begreb.

De nuværende inflationskriterier betyder, at nogle af de nye medlemsstater muligvis først får mulighed for at indtræde i euroområdet om mange år. Medlemsstaterne opdeles således permanent i to kategorier, nemlig landene i euroområdet og landene uden for euroområdet. Denne situation er en trussel mod samhørigheden i EU, og den er i strid med traktatens ånd. Konvergenskriterierne blev fastlagt for 16 år siden under fuldstændig andre omstændigheder. De bør tilpasses den aktuelle situation. Jeg opfordrer til en tilbundsgående debat om dette spørgsmål.

  Donato Tommaso Veraldi, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Langen, for det glimrende arbejde, som han har udført på trods af den korte tid, han havde til rådighed.

Den 16. maj 2007 vedtog Kommissionen således konvergensberetningerne om kriterierne for Maltas og Cyperns deltagelse i den fælles valuta, og den 25. maj blev Europa-Parlamentet opfordret til at udtale sig om forslagene til Rådets beslutninger om Cyperns og Maltas indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2008. Den korte tid, der var til rådighed, gjorde det ikke muligt for Parlamentet at foretage en grundig vurdering af landenes situation og af Kommissionens beretninger.

Jeg går dog ind for Cyperns og Maltas indførelse af den fælles valuta, eftersom konvergenskriterierne er opfyldt. For Maltas vedkommende har inflationsraten således ligget på 2,2 % i de sidste 12 måneder, hvilket er lavere end referenceværdien på 3 %. Der blev rettet op på det uforholdsmæssigt store underskud ved hjælp af en varig reduktion af budgetunderskuddet under grænsen på 3 % af BNP. Gældskvoten er faldende og ligger nu tæt på referenceværdien, som er 60 % af BNP. Indtil marts 2007 lå Maltas gennemsnitlige langfristede rentesats på 4,3 %, hvilket er lavere end referenceværdien på 6,4 %. Maltas økonomi er meget integreret i EU, og underskuddet på betalingsbalancen faldt til 6,3% i 2006, også takket være de direkte udenlandske investeringer.

Hvad Cypern angår, har inflationsraten i de sidste 12 måneder ligget på 2 %, hvilket er lavere end referenceværdien på 3 %. I 2007 forventes det ifølge de prognoser, som Kommissionens tjenestegrene opstillede her i foråret, at underskuddet stadig vil ligge på 1,4 % af BNP. Lige siden det cypriotiske pund kom med i den europæiske valutakursmekanisme ERM II, er det cypriotiske pund regelmæssigt blevet vekslet til en tilfredsstillende kurs. I de sidste 12 måneder har den gennemsnitlige langfristede rentesats ligget på 4,2 %, hvilket er lavere end referenceværdien på 6,4 %. Cyperns økonomi er meget integreret i EU's. Kommissionen mener, at den økonomiske integration er fuldført, selv om underskuddet på betalingsbalancen er steget.

For at undgå, at der også er problemer med proceduretidsplanen fremover, er det nødvendigt at forbedre den metode, der anvendes ved høringen af Europa-Parlamentet, idet man sørger for et interinstitutionelt samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen. Det vil gøre det muligt at råde over den nødvendige tid til en passende vurdering af Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks forslag. I den forbindelse var det efter min mening en meget positiv meningsudveksling, der fandt sted med kommissær Almunia, og det samme gælder for kommissionsformand Barrosos svar på det brev, som parlamentsformanden, hr. Pöttering, sendte ham. Kommissionen bør i god tid give Parlamentet besked om alle de anmodninger om en konvergensberetning, som medlemsstaterne indgiver, og fastlægge proceduretidsplanen sammen med Parlamentet og Rådet.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne benytte min taletid under denne debat om udvidelsen af euroområdet med Cypern og Malta til at henlede opmærksomheden på følgende aspekter. For det første gør Kommissionen os på ny opmærksom på, at de nye medlemsstater skal opfylde alle Maastricht-kriterierne, inden de kan blive optaget i euroområdet. Den vender samtidig det blinde øje til den kendsgerning, at mange af de gamle medlemsstater ikke opfyldte disse kriterier, da euroen blev indført.

For det andet stiller Kommissionen fortsat mindre strenge krav til de største medlemsstater, der ikke opfylder Maastricht-kriterierne, på trods af reformen af stabilitets- og vækstpagten. Kommissionen har tidligere tolereret betydelige budgetunderskud og navnlig en offentlig gæld, der ofte udgør over 60 % af BNP, og det gør den tilsyneladende fortsat. Dette bekræftes af statistikkerne. I 2006 udgjorde den offentlige gæld i de gamle EU-medlemsstater hele 63,3 % af BNP, og i halvdelen af landene i euroområdet udgjorde denne gæld over 60 % af BNP.

For det tredje indtager Kommissionen en meget forskellig holdning til lande, der ønsker at indtræde i euroområdet. For ganske kort tid siden blev Litauens ansøgning om indtræden i euroområdet afvist, selv om landet havde opfyldt Maastricht-kriterierne, og selv om inflationen lige akkurat var 0,1 % højere end referenceværdien.

Kommissionens hurtige godkendelse af Cyperns og Maltas medlemskab af euroområdet kan synes overraskende, da den offentlige gæld i begge disse lande helt klar udgør over 60 % af BNP. I 2006 udgjorde Cyperns offentlige gæld hele 65,3 %, og Maltas gæld beløb sig til 66,5 % af BNP. Begge lande har vanskeligt ved at indsende statistikker vedrørende deres finansielle situation til Eurostat.

På trods af den tvivl, som jeg netop har givet udtryk for, vil jeg stadig gerne ønske både Cypern og Malta tillykke med deres indtræden i euroområdet.

  Cem Özdemir, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Både Malta og den græske del af Cypern opfylder kriterierne i Maastricht-traktaten. Derfor er det logisk at udvide euroområdet til også omfatte disse to lande. Hvis det stod til mig og min gruppe, skulle flere EU-medlemsstater være velkommen til at tiltræde euroområdet under forudsætning af, at de opfylder kriterierne. Dette kan kun være en fordel for EU.

I den sammenhæng har der dog været et lidt trist skær, og jeg vil gerne forklare, hvorfor dette har været tilfældet. Vi forpassede nemlig desværre en mulighed for at indlemme begge dele af Cypern i euroområdet og bane vejen for en genforening af Cypern på basis af en bikommunal og bizonal føderation. Dette er meget beklageligt, fordi dette vil øge adskillelsen på Cypern frem for at reducere den.

  Andreas Mölzer, for ITS-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Økonomiske eksperter synes at være enige om, at euroområdet oplever et generelt økonomisk opsving. De taler oven i købet om en vedvarende stigning i beskæftigelsen. Jeg mener imidlertid, at der alt for ofte er tale om en stigning i deltidsbeskæftigelsen - eller de nye jobtyper - som de eufemistisk kaldes - der er blevet registreret, men som næppe kan kompensere for de fuldtidsjobs, der er gået tabt. Under disse forhold bør den faldende fødselsrate ikke komme som nogen overraskelse. Du kan ikke forsørge en familie på et McJob! Begejstringen over dette opsving er et slag i ansigtet på hver enkelt af de millioner af arbejdsløse i EU. Det er en hån mod alle de millioner af mennesker, som stemples som "arbejdende fattige.

Vi står over for et problem, som ikke bør undervurderes, nemlig den kendsgerning, at de eksisterende forskelle i euroområdet bliver større, f.eks. kan de sydeuropæiske lande konstatere en fortsat forværring af deres konkurrencedygtighed. Det faktum, at euroen ikke er et universalmiddel, kan alene anskueliggøres med Det Forenede Kongerige som eksempel. Som vi ved, er den britiske økonomi i fin form, selv uden euroen. Det Forenede Kongerige har den sjettestørste fremstillingssektor i verden og den ottendestørste servicesektor. Alene på den baggrund er der efter min mening ingen EU-medlemsstat, som bør tvinges til at indføre euroen. Bekymringer om f.eks. overdragelse af suverænitet til ECB bør behandles lige så seriøst som forbrugernes frygt for prisstigninger. Mange millioner borgere har rent faktisk oplevet, at euroen har inflatorisk virkning, da den har haft afgørende indflydelse på prisstigningerne på dagligvarer. Hverken officielle statistikker, som viser det modsatte, eller imagekampagner vil kunne ændre på dette forhold. Jeg mener, at enhver EU-medlemsstat, som overvejer at indføre euroen, bør lade den suveræne magt, dvs. folket, afgøre dette spørgsmål.

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg takke ordføreren, hr. Langen, og medlemmerne af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender for deres positive betænkning om optagelsen af mit land, Cypern, og naturligvis Malta, i euroområdet. Jeg vil ligeledes takke hr. Almunia for den støtte, han har givet Cypern gennem hele forløbet for at nå dette mål. På trods af den snævre deadline, som Kommissionen har givet Parlamentet, og på trods af de reaktioner, der har været, har hr. Langen udvist stor ansvarlighed, han har omgået de proceduremæssige spørgsmål og som sagt vist sig i stand til at komme til bunds i sagen med denne positive betænkning. Endnu en gang tak til hr. Langen.

Europa-Parlamentet belønner i dag Cyperns mangeårige bestræbelser på at bringe orden i økonomien og skabe konvergens med EU's indikatorer og giver som den tredje institution grønt lys for Cyperns indførelse af euro. Indførelsen af euro i Cypern bringer euroen til Mellemøsten, og med Cypern skabes en monetær bro mellem Europa og de arabiske lande. EU's monetære område vil gå fra Bruxelles til den fjerneste ende af det østlige Middelhav. Cypern har altid haft en stærk økonomi. Selv i de svære år efter Tyrkiets militærinvasion og besættelsen af øens nordlige del og tabet af landets basale økonomiske ressourcer var landet i stand til at udvikle en stærk økonomi. Det, som Cypern skal opnå inden den 1. januar 2008 for at skabe fuld økonomisk integration og konvergens, skal gøres, og De kan være sikre på, at det vil blive gjort. Hvad angår Eurostats bemærkning om mangelfulde data, er vi tilfredse med hr. Almunias redegørelse.

Jeg håber, at der inden den 1. januar 2008 findes det nødvendige grundlag for en korrekt løsning på det cypriotiske problem og en politisk, social og økonomisk genforening af Cypern, så euro bliver valuta for alle cyprioter, både tyrkisk-cyprioter og græsk-cyprioter. EU har pligt til at tage initiativer i denne henseende.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. repræsentant for Rådet, hr. kommissær! Nu er det så fjerde gang, at Europa-Parlamentet skal udtale sig om euroområdet, enten i dets oprindelige sammensætning eller i forbindelse med en udvidelse af det. Euroen er ikke et uvæsentligt spørgsmål for vores medborgere. I deres hænder er euroen en af EU's mest værdifulde goder.

Siden sidste år og siden åbningen af debatten om Litauens tilslutning har vi dog fået det indtryk, at det er blevet en debat, hvor der ikke skal tages hensyn til nogen politiske spørgsmål, og hvor det kun er rent tekniske argumenter, der må fremføres.

I denne debat har Europa-Parlamentet bedt om at måtte foretage en normal vurdering af en sådan beslutning. I den forbindelse har Parlamentet ligesom alle andre institutioner brug for tid. Det var tanken bag det brev, som parlamentsformanden sendte til formændene for de to andre institutioner. Det svar, som vi modtog fra kommissionsformanden, bar præg af samarbejde og forlig, hvilket vi lægger vægt på. Hvad Rådet angår, er der tale om work in progress. Det er nødvendigt at gå et skridt videre, hr. rådsformand. Det er nødvendigt, at De udviser samme samarbejds- og forligsvilje som Kommissionen, ellers bliver det vanskeligt for os at nå videre.

Bortset fra de tekniske argumenter håber jeg ikke, at hele debatten kommer til at udspille sig, uden at vi på noget tidspunkt beskæftiger os med spørgsmålene om euroområdets forvaltning. For hvilken situation befinder vi os i i dag, hvor to lande har en permanent opting out, og hvor der er lande, som skal tiltræde og tilslutte sig dette område, uden at man på noget tidspunkt stiller sig selv spørgsmålet om euroområdets forvaltning?

Vi nærmer os det øjeblik, hvor der sker en rotation af ECB's instanser. Det er et system, som vi har kritiseret her i Parlamentet, og som jeg tror, at vi bliver ved med at kritisere. Vi mener heller ikke, at Eurogruppen fungerer helt tilfredsstillende. Det er vi nødt til at gøre bedre.

Det næste land, der tilslutter sig, er Slovakiet, og herefter - nemlig indtil 2012 - er vores kalender ikke nær så fyldt. Lad os benytte denne frist til at forbedre euroområdets forvaltning. Ellers vil vores medborgere ikke længere have tillid til denne valuta, som nu er deres, og hvis geografiske udbredelse bliver større, uden at man først forbedrer dens funktion.

Til sidst vil jeg gerne sige et par ord om inflationskriteriet. Jeg ved godt, at dette kriterium blev opstillet i 1992 på et tidspunkt, hvor Europa ikke så ud, som det gør i dag. Men hvis man ønsker at tage Maastricht-kriterierne op til revision på et rent økonomisk grundlag og uafhængigt af et hvilket som helst politisk aspekt, der kunne genåbne debatten, er der også andre aspekter af Maastricht-kriterierne, som bør tages op til revision.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Euroområdet er en anden vigtig institution, der bringer de europæiske nationer tættere på hinanden og yderligere forbinder vores folks sundhed og fremtidsudsigter i et forenet Europas fælles fremtid.

Derfor glæder de borgere, jeg repræsenterer som cypriotisk medlem af Europa-Parlamentet, sig over Økonomi- og Valutaudvalgets beslutning om at godkende Kommissionens forslag om at gå videre med Cyperns indførelse af euroen den 1. januar 2008.

Jeg bemærker selvfølgelig med beklagelse, at der i punkt 7b i betænkningens begrundelse noget fejlagtigt står, at Cyperns regering har overtrådt bestemmelserne i forordning (EF) nr. 501/2004 af 10. marts 2004 om fuldt ud at informere Eurostat om statens kvartalsvise finanskonti.

I går skrev jeg til den cypriotiske finansminister og til Kommissionen om dette emne. Jeg glæder mig over den hurtige rettelse fra hr. kommissær Almunia både skriftligt til mig og her i salen i dag. Jeg vil gerne vide, om det på dette sene tidspunkt er muligt at få en passende rettelse og afklaring i betænkningen. Jeg håber, at ordføreren vil være behjælpelig hermed.

Cyperns indførelse af euroen vil i tilgift til alt andet have yderligere to gavnlige effekter. For det første vil det bringe Tyrkiet tættere på Europa, da euroen i praksis vil erstatte den tyrkiske lira som den valuta, der anvendes i den tyrkisk besatte nordlige del af Cypern.

For det andet vil det bringe Europa tættere på Det Forenede Kongerige, da euroen bliver den valuta, der anvendes af civilbefolkningen i de to britiske kolonier i Cypern, Akrotiri og Dhekelia. I disse områder bliver pundet - omend det cypriotiske pund, der er en koloniversion af det mægtige britiske pund - erstattet af euroen. Disse kolonier bliver det første officielle britiske territorium, hvor euroen bliver den almindeligt anvendte valuta. Fremover bliver euroen måske gradvist overført fra kolonierne til det britiske hovedland, hvilket utvivlsomt vil glæde alle de britiske medlemmer af Europa-Parlamentet, som jeg for øvrigt ikke ser mange af i dag.

Afslutningsvis vil jeg opfordre alle mine kolleger til at støtte denne betænkning, og jeg vil benytte lejligheden til at invitere Dem alle til at besøge Cypern i 2008 for at nyde godt af den cypriotiske gæstfrihed og frit bruge Deres euro i solen.

  Alexander Radwan (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil i dag koncentrere mig om proceduren og undlade at komme ind på de mange andre punkter, der har været nævnt. Hvad indholdet angår, kan jeg fuldt ud tilslutte mig hr. Langens vurdering af Malta og Cypern, og det samme gælder med hensyn til Parlamentets tilslutning.

Jeg vil altså koncentrere mig om proceduren. Her vil jeg tage udgangspunkt i statsminister Glosers bemærkning om, at man ikke primært bør se på proceduren. Der blev talt om forståelse, ønsker og undersøgelser. Med henblik på den næste procedure vil jeg gerne sige, at vi med stor forståelse vil undersøge Rådets og Kommissionen ønske om, at vi skal træffe vores beslutninger hurtigt. Men næste gang vil vi også bruge den procedure, som Parlamentet har vedtaget for sådanne sager. Vi forstår udmærket de begrænsninger, som Rådet er underlagt med sin mødekalender. Også Kommissionens begrænsninger, også datoen 1. januar, det kan Parlamentet alt sammen godt forstå. Men når man omvendt ikke kan forstå, at også vi i Parlamentet har en vis procedure og nu igen ikke kan overholde en af grundreglerne i denne procedure, f.eks. med hensyn til oversættelsesfristerne, så vil det få de nødvendige konsekvenser næste gang.

Man kan altså kun indtrængende anmode om, at der bliver indgået en aftale om dette mellem institutionerne. Ellers må man i Rådet sørge for, at Parlamentet fremover ikke bliver inddraget. Det er jo blevet nævnt, at dette er forankret i den pågældende traktat, og hvis det er forankret i traktaten, må man holde sig til det. Det tyske udenrigsministerium og alle udenrigsministerier i den europæiske kontekst har altid ønsket, at Parlamentet ikke skulle blive alt for stærkt. Det gælder imidlertid andre områder.

Et område, som jeg synes er meget vigtigt, er imidlertid datagrundlaget. Derfor vil vi beskæftige os indgående med det i Parlamentet. Vi har oplevet Grækenland, vi har oplevet Ungarn. Vi holder Kommissionen ansvarlig for at give en garanti for, at de oplysninger, som beslutningen om en tiltrædelse bygger på, i videst muligt omfang er kontrolleret, så man kan gå ud fra, at de er rigtige. Jeg minder blot om den ungarske finansminister, som efter det, der skete i Ungarn, filosoferede offentligt over de variationsmuligheder, man har som finansminister, når det gælder de tal, der bliver sendt til Bruxelles. Også formanden for Den Europæiske Centralbank, hr. Trichet, har udtalt, at indsamlingen af oplysninger i EU er problematisk.

For os er det afgørende, at Kommissionen ikke bare henviser til Eurostat i forbindelse med sådanne problemer, men at den selv tager ansvaret for det. Vi vil imidlertid også gerne styrke Kommissionen i forhold til medlemsstaterne. Det går nemlig ikke, at Kommissionen skal opfylde sådanne krav, samtidig med at medlemsstaterne fortsat med alle midler begrænser Kommissionens kontrolmuligheder på de steder, hvor det er nødvendigt.

  Joseph Muscat (PSE). - (MT) Hr. formand! Tak. Afstemningen i dag er af afgørende betydning for Malta, da der rent bortset fra de fremførte vigtige og legitime argumenter om, hvornår det ville være optimalt at indføre euroen, ikke desto mindre er politisk enighed og vilje til at sikre, at overgangen sker pr. 1. januar 2008. Når Kommissionen har accepteret de statistikker og den metodologi, som de maltesiske myndigheder har fremlagt, vil disse blive accepteret af alle europæiske myndigheder, når det samme grundlag bruges af skiftende regeringer.

Der skal gøres en betydelig indsats i de næste par år for at sikre de offentlige finansers holdbarhed, hvis Maastricht-kriterierne skal opfyldes. Som påpeget af både Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har den maltesiske regering indtil videre tyet til engangssalg af offentlige aktiver og samtidig pålagt navnlig arbejderne og middelklassen et øget skattetryk. Dette er ikke holdbart. Den nationale komité gør en fremragende indsats i forbindelse med forberedelsen af overgangen til euroen, men der skal gøres en yderligere indsats for at inddrage forbrugerrepræsentanterne direkte i bekæmpelsen af den opfattelse, at euroen vil føre til øgede leveomkostninger. Der skal tilvejebringes flere grundlæggende oplysninger, herunder oplysninger om rentesatser. "FAIR"-initiativet, der giver de enkelte virksomheder mulighed for at indgå aftaler om dobbelte prisangivelser, bør hilses velkommen. I øjeblikket har kun lidt over halvdelen af de maltesiske og gozitanske virksomheder tilsluttet sig denne ordning. Jeg opfordrer på det kraftigste de virksomheder, der endnu ikke har tilsluttet sig denne ordning, til at gøre dette omgående.

Lad os sikre en vellykket overgang til euroen, selv om vi ikke må lade os narre til at tro, at dette vil løse landets økonomiske problemer. Vi ligger selv inde med løsningen på disse problemer. I de seneste år er Maltas BNP faldet fra 78 % til 71 % af det europæiske gennemsnit. De fremskridt, der blev registreret i denne periode, skyldtes primært store bankindtjeninger og regeringsprojekter med direkte udgifter. Denne form for politik vil blive yderst begrænset som følge af kravet om opfyldelse af konvergenskriterierne. Det er gået ned af bakke for de sektorer, der burde være drivkræfterne for vores økonomi som f.eks. turismen og fremstillingsindustrien. Dette blev tydeligt i går, da Malta blev ramt af et økonomisk og socialt chok, da 570 personer mistede deres arbejde på én dag som følge af lukningen af VF-fabrikken. Derfor er der brug for en national indsats, der reelt fremmer konkurrencen på disse områder.

  Ieke van den Burg (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg må også undskylde over for mine cypriotiske og maltesiske kolleger for at ødelægge dette historiske øjeblik med tiltrædelse af euroområdet med denne forhandling om vores institutionelle problemer med håndteringen af tiltrædelsesspørgsmålene. Det fjerner imidlertid ikke noget fra vores støtte til deres indførelse af euroen og til begge hr. Langens betænkninger.

Vi ønskede ikke at bebyrde disse to landes indførelse af euroen med spørgsmålet om den fremtidige procedure, men forhåbentlig kan vi i dag nå til enighed med Kommissionen og Rådet om at sikre, at der fremover findes en bedre procedure og en mere betydningsfuld mulighed for, at Parlamentet kan afgive en udtalelse om dette emne.

Derfor har vi udarbejdet dette ikkelovgivningsmæssige beslutningsforslag om proceduren. Vi vil gerne inviteres til et møde med de to øvrige institutioner for at udarbejde en interinstitutionel aftale om adskillige emner, der er nævnt i vores beslutningsforslag. I teksten opfordres der til et forvarslingssystem, hvorved de medlemsstater, der ønsker at tiltræde, kan underrette os på forhånd, så vi kan begynde at undersøge situationen. Teksten vedrører også en kvalitetsvurdering af de leverede data og statistiske oplysninger.

Mit sidste punkt vedrører planlægningen af datoerne for den formelle procedure. Vi erkender, at alt skal finde sted i løbet af ganske kort tid. Men hvis vi er bedre forberedt, vil vi få bedre mulighed for seriøse drøftelser.

Kommissæren sagde, at han var villig til at sætte sig ned sammen med os for at indgå en interinstitutionel aftale af denne type. Jeg vil gerne bede hr. Gloser om også at give os en sådan forpligtelse på vegne af Rådet, det tyske formandskab og de kommende formandskaber.

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Cypern og Malta anmodede om en vurdering af deres grad af konvergens mindre end to år efter deres indtræden i valutakursmekanismen den 2. maj 2005, og beretningerne fra Den Europæiske Centralbank og Kommissionen er blevet forelagt efter samme mønster som beretningerne for Grækenland, Litauen og Slovenien.

Selv om det altid er nyttigt at styrke procedurerne for en udvidelse af euroområdet og forbedre Europa-Parlamentets inddragelse, er mit centrale budskab tiltænkt vores medborgere fra Cypern og Malta, der skal vide, at vi mener, at Cypern og Malta kan indtræde i euroområdet, og at de skal have adgang til alle fordelene ved den monetære union fra begyndelsen af det nye år.

Denne udvidelse af euroområdet vil være et vigtigt skridt i den europæiske integrationsproces. For første gang siden genforeningen vil de fleste EU-medlemsstater være medlemmer af euroområdet.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Dem, hr. Langen, som ordfører for de to dele i Deres indlæg: De gik ind for at optage Malta og Cypern i euro-medlemskabet på trods af de betænkeligheder med hensyn til tidsfaktoren, som kom til udtryk i anden del af Deres indlæg. Det er vigtigt, at vi kan gennemføre dette, før de forskellige frister udløber, som kommissær Almunia sagde tidligere. De to lande har brug for en vis periode til at forberede dette skridt, så det ikke ender med at blive borgerne på Malta og Cypern, som må betale for en for langsom forberedelse.

Jeg vil gerne endnu en gang minde om, at Det Europæiske Råd over for formanden for Europa-Parlamentet har udtalt, at der forelå en vanskelig situation, og at der muligvis var for lidt tid til rådighed. Jeg vil også gerne endnu en gang komme ind på spørgsmålet om, hvad der kan lade sig gøre. Hvad kan lade sig gøre, før visse officielle frister udløber? Tidsplanerne er fastlagt. Dem kan vi ikke afvige fra, fordi der findes nogle bestemmelser i EF-traktaten. Det andet spørgsmål er, om De i konsultationen mellem Økofin og Deres udvalg får de nødvendige informationer for til stadighed at kunne observere og dermed være forberedt. Spørgsmålet er også, om De på forhånd får rapporter fra de lande, som har ansøgt om optagelse.

Som svar på forskellige spørgsmål, der er blevet stillet her under debatten, vil jeg gerne gentage, at på den ene side er mange punkter allerede fastlagt. Men de steder, hvor der eventuelt stadig er mulighed for ændringer - som fru Merkel har beskrevet i sit brev til hr. Pöttering, og som kommissionsformanden var inde på - der må vi holde diskussionen kørende med forslag fra Kommissionen for at blive opmærksomme på disse muligheder. Alt andet må vi afvente. Jeg beder derfor om forståelse for, at jeg ikke kan afgive nogen løfter på Rådets vegne på dette punkt i dag.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! I mit sidste indlæg i debatten vil jeg gerne på ny, på egne vegne og på vegne af Kommissionen, lykønske Cypern og Malta med den indsats, som de har ydet for at bringe os så vidt, og med deres bestræbelser på at sikre en vellykket indførelse af euroen, både for økonomien og for borgerne.

Jeg mener, at dette er endnu et bevis på, at euroområdet ikke er en lukket klub, og at det ikke blot indebærer en forpligtelse for medlemsstaterne at tilslutte sig euroen, men også en fremragende mulighed for de lande, der ønsker at dele den fælles valuta med 318 millioner andre europæere, og for de lande, der allerede er medlemmer af Den Økonomiske og Monetære Union.

Jeg mener derfor, at det er en god beslutning at støtte Cyperns og Maltas indtræden i euroområdet, en holdning, der også gives udtryk for i hr. Langens betænkning.

Jeg har to bemærkninger vedrørende spørgsmålet om opfyldelse af kriterierne. Under sit indlæg rejste hr. Langen tvivl om Cyperns og Maltas opfyldelse af kriterierne og Kommissionens vurdering af opfyldelsen af disse kriterier i sin konvergensberetning.

Jeg må sige, at beslutningen om at ophæve proceduren i forbindelse med Maltas uforholdsmæssigt store underskud, der blev truffet under det sidste møde i Økofin-Rådet på forslag af Kommissionen, er en forudsætning for Maltas opfyldelse af Maastricht-kriterierne på dette område, og det fremgik af Kommissionens konvergensberetning af 16. maj, at Malta ville opfylde kriterierne, hvis Økofin-Rådet godkendte ophævelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Det har vi gjort for ikke at forsinke konvergensberetningen. I modsat fald ville vi have været nødt til at vente indtil den 5. juni med at offentliggøre konvergensberetningen, og Parlamentet ville have haft endnu mindre tid til at drøfte den.

Formålet med en vurdering af opfyldelsen af kriterierne, der er betinget af en endelig godkendelse, er at understøtte Parlamentets og Rådets arbejde og ikke at hindre det.

Med hensyn til tallene for Cyperns og Maltas underskud og gæld, der er blevet indberettet som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der gennemføres to gange om året - den 1. april og den 1. oktober - er disse tal, der er blevet analyseret af Eurostat, som offentliggjorde sin udtalelse den 23. april, lige så pålidelige, som de tal, der indberettes af de øvrige medlemsstater. Eurostat har ingen forbehold over for de indberettede tal for underskud og gæld.

Der er ikke noget grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved disse tal for Cypern og Malta og samtidig undlade at sætte spørgsmålstegn ved tallene for Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Tyskland, Sverige, Danmark eller enhver anden medlemsstat. Der er overhovedet ikke noget grundlag herfor.

Der er problemer i forbindelse med andre tal. Der er problemer med tallene i de finansielle offentlige kvartalsregnskaber, med arbejdsløshedstallene for Tyskland, idet der pågår en undersøgelse af tallene for den tyske arbejdsstyrke, og med de franske tal, men det er almindeligt statistisk arbejde, og hvis Parlamentet ønsker at tilføre flere ressourcer til Eurostat, vil vi hilse dette velkommen. Hvis Parlamentet ønsker at støtte Eurostats arbejde, ved de ærede medlemmer, at jeg som ansvarlig kommissær for Eurostat altid værdsætter Parlamentets opbakning til Kommissionen og Eurostat, men der må ikke herske nogen tvivl om gyldigheden og kvaliteten af de tal, der danner grundlag for vurderingen af Cyperns og Maltas opfyldelse af konvergenskriterierne.

Med hensyn til procedurerne vil jeg gerne svare Dem direkte hr. Lange! Kommissionen er ikke i færd med at marginalisere Parlamentet eller hindre dets arbejde under denne forhandling på nogen måde, og den har ikke noget ønske om eller grund til at gøre dette. Det forholder sig stik modsat, og jeg har understreget, at Kommissionen og kommissæren for økonomiske og monetære anliggender er fuldt ud indstillet på at samarbejde med Parlamentet, hvilket kommissionsformand Barroso også har gjort opmærksom på i sit brev.

Jeg ønsker, at De lytter til mig. Jeg gentager, hvad kommissionsformanden understregede i brevet til hr. Pöttering, og hvad jeg sagde den 7. juni under mødet i Økonomi- og Valutaudvalget, hvor De var til stede, nemlig at vi er helt og holdent indstillet på at udveksle oplysninger med Parlamentet og fremsende alle tilgængelige oplysninger. De kan imidlertid ikke anmode Kommissionen om at erklære, at et land har opfyldt underskudskriteriet fuldt ud, når Rådet endnu ikke har ophævet proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Hvis Slovakiet fremsender en anmodning næste år, kommer vi til at stå over for dette problem igen, da Slovakiet i øjeblikket er underlagt proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der først kan blive ophævet, når de endelige tal for 2007-budgettet er blevet valideret af Eurostat, såfremt en sådan ophævelse er passende.

Vi kan derfor ikke foregribe afgørelserne om ophævelse af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud for Slovakiet, før proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud for Malta er blevet ophævet, og det kan Økofin-Rådet heller ikke.

Vi kan foregribe konvergensberetningen ved at sige, at hvis Økofin-Rådet godkender ophævelsen, vil Slovakiet opfylde kriteriet. Det er en hypotese. Vi kan imidlertid ikke allerede i februar sige, at Slovakiet opfylder underskudskriteriet, når ophævelsen først kan godkendes i maj eller juni næste år. Vi kan heller ikke foretage en streng vurdering - og De har ret i at stille krav om, at vi foretager en streng vurdering - af landenes opfyldelse af Maastricht-kriterierne, konvergenskriterierne, før vi kender de økonomiske forårsprognoser i maj 2008, som Kommissionen og dens tjenestegrene ikke kan godkende eller offentliggøre i forvejen. Hvis vi foregriber forårsprognoserne, vil der være tale om vinterprognoser, og de vil ikke give os et overblik over den økonomiske situation og de økonomiske data for foråret.

Jeg ønsker derfor at præcisere over for Parlamentet, at næste års konvergensberetning ikke kan forventes at foreligge før i maj. Kommissionen, Parlamentet og Rådet er derfor nødt til at tale sammen og blive enige om, hvordan vi kan samarbejde på en konsekvent og sammenhængende måde med henblik på at træffe de rigtige beslutninger, der giver os alle mulighed for at arbejde effektivt og træffe rettidige afgørelser, således at borgerne i de lande, der skal tilslutte sig de 13 nuværende medlemmer af euroområdet næste gang, ikke kommer til at betale prisen for en forsinket afgørelse eller en manglende forberedelse af indførelsen af eurosedler og euromønter.

Det er Kommissionens holdning og overbevisning. De tre institutioner bør nå til enighed. Det er ønskeligt. Det giver ikke nogen mening, at vi i forbindelse med de enkelte udvidelser af euroområdet er nødt til at drøfte procedurerne snarere end de tiltrædende lande og de positive konsekvenser for borgerne i disse lande. Vi er nødt til at løse dette problem, men det kan kun ske, hvis de tre institutioner fortsat udviser samarbejdsvilje, og hvis institutionerne tager hensyn til de objektive begrænsninger forbundet med beslutningstagningen.

  Werner Langen (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand! Jeg henviser til hr. kommissær Almunias sidste bemærkninger. Jeg er temmelig skuffet over den måde, han fortolkede mig på og ikke gengav mine oplysninger korrekt.

For det første har jeg ikke sagt, at data for Cypern og Malta er dårlige end for de andre stater. Men i forbindelse med Portugal, Ungarn og Grækenland bildte Kommissionen os ind, at dårlige data var gode. Det er en kendsgerning! For det andet handler det ikke om, at vi angriber landene, men at Kommissionen skal påtage sig sit ansvar. For det tredje fremlagde Kommissionen den 3. maj 2007 dokumentet KOM(2007)0230, rapporten til Europa-Parlamentet og Rådet - kvalitetsrapport om finansielle kvartalsregnskaber for den offentlige forvaltning og service. Her blev der gjort anmærkninger vedrørende Slovenien, Malta og Cypern. Det står der i begrundelsen til min betænkning, hverken mere eller mindre.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (ES) Hr. formand, hr. Langen! Hvad angår det sidste aspekt, vil jeg gerne på ny påpege, at det er klart, at Kommissionen og Eurostat anmoder en række lande, herunder Cypern og Malta, om at fremsende oplysninger, der forbedrer og supplerer kvartalsregnskaberne. Jeg vil imidlertid gentage, at disse statistikker ikke er relevante for vurderingen af et lands opfyldelse af konvergenskriterierne. Landene skal fremsende tusindvis af statistikker, en lang række forskellige statistikker, til Eurostat, det europæiske statistiske systems statistiske organ. De pågældende ufuldstændige og mangelfulde statistikker for Cypern og Malta er imidlertid ikke de statistikker, som vi har brugt eller skal bruge som grundlag for vurderingen af opfyldelsen af konvergenskriterierne. Der er tale om nogle andre statistikker.

Med hensyn til Deres tidligere bemærkning har Eurostat revideret BNP-tallene, underskudstallene, gældstallene og mange andre tal for Portugal, Italien, Frankrig, Grækenland, Ungarn og en lang række andre lande. Vi taler imidlertid helt klart navnlig om underskud og gæld.

Hr. Langen og alle de andre ærede medlemmer ved, at disse revisioner er blevet foretaget, og ved, at de tal, som vi bruger takket være Eurostats og Kommissionens indsats, som er blevet betydeligt styrket inden for de sidste tre år, nu er mere realistiske og i højere grad stemmer overens med virkeligheden. Parlamentet og Rådet har vedtaget en forordning, der sikrer bedre instrumenter og flere muligheder for at revidere de tal, som Eurostat modtager fra de enkelte medlemsstater. Vi takker for opbakningen til Eurostat, der giver Eurostat mulighed for at forbedre kvaliteten af sit arbejde i forhold til tidligere, og hvis jeg som den ansvarlige kommissær for Eurostat har brug for nye lovgivningsinstrumenter med henblik på at forbedre kvaliteten af Eurostats arbejde, vil jeg anmode Parlamentet herom.

Jeg vil gerne understrege, at hvis jeg sammenligner troværdigheden og kvaliteten af medlemsstaternes budget-, underskuds- og gældstal i dag med de tal, som jeg var nødsaget til at arbejde med for tre år siden, er der helt klart sket en forbedring på dette område, og det bør vi alle hilse velkommen. Undlad venligst at bebrejde Kommissionen, at den udfører sine opgaver ordentligt ved at sikre, at Parlamentet og alle andre har adgang til bedre underskuds- og gældstal.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne opfordre hr. Langen og alle hans kolleger til at deltage lige så aktivt som i forhandlingen i dag, når vi i Økonomi- og Valutaudvalget bestræber os på - inden for rammerne af den igangværende forhandling - f.eks. at forbedre Eurostats måde at fungere på, og når vi vedtager de tekster, som kommissæren lige har talt om, og som skal gøre det muligt at forbedre forvaltningen af Eurostat. I sådanne øjeblikke mærker jeg ikke Deres tilstedeværelse.

Jeg vil gerne spørge hr. Gloser, om han i Rådets navn og i tråd med svaret fra kommissionsformand Barroso og parlamentsformand Pöttering vil være med til, at vi sætter os ned og forsøger at blive enige om en fælles tidsplan for de tre institutioner, næste gang vi skal behandle en ny ansøgning om tiltrædelse af euroområdet.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Under debatten har vi hørt, hvilke muligheder der er. Kommissæren og hr. Barroso har stillet forslag. Nu må man sætte sig sammen og afklare, hvad der kan lade sig gøre i henhold til traktatens bestemmelser. Vi bør udnytte tiden til det.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, torsdag den 21. juni 2007.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Louis Grech (PSE), skriftlig. - (EN) Den maltesiske offentligheds støtte vil også blive påvirket af euroområdemedlemsskabets indflydelse på de almindelige borgere, erhvervslivet og selve økonomien. Tre vigtige faktorer springer i øjnene. Den første er en vellykket overgang. Efter en måske lidt svag start synes forberedelserne at vinde hastighed, og det er utvivlsomt tvingende nødvendigt, at forbrugere og aktører bevarer en tæt kontrol med processen.

Hidtil har vi primært hørt om fordelene i form af fordelene for de maltesiske forbrugere, når de rejser udenlands, den forbedrede konkurrenceevne for turisternes Malta, lavere handelsomkostninger for virksomheder, der handler inden for EU, og så videre. Men vi har hørt meget lidt om de potentielle ulemper.

På den ene side skal Malta tilpasse sig politikker, tilpasningsmekanismer og foranstaltninger fra Den Europæiske Centralbank som f.eks. renter og pengemængdebegreber, der i høj grad vil påvirke vores skæbne. På den anden side kan vores opfyldelse af medlemsskabskriterierne ikke afhænge af resultaterne af en sammenbrudt økonomisk diæt men skal snarere baseres på bæredygtige økonomiske politikker, der sikrer, at vi ikke bryder reglerne.

  Richard Corbett (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg er interesseret i, at flere lande - senest Cypern og Malta - vælger at indføre euroen, hvilket gør Storbritanniens holdning stadigt mere iøjnefaldende.

Når man tænker på, at euroen hastigt er ved at etablere sig som verdens stærkeste valuta, hvor den nu har fortrængt den amerikanske dollar som verdenshandelens vigtigste møntsort, idet den tegner sig for 45 % af verdensmarkedet mod dollarens 37 %, bliver det stadigt mere tydeligt, at det at blive ude for Det Forenede Kongerige er ensbetydende med, at man går glip af noget.

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

(1) Se protokollen.

4. Undertegnelse af retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure: se protokollen

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand! I artikel 28 i vores forretningsorden står der, at spørgsmål, som vedrører Præsidiets arbejde, skal besvares inden for en frist på 30 dage, efter at de er blevet stillet.

For ca. tre måneder siden, nemlig den 28. marts, stillede jeg et spørgsmål om de udtalelser, som kardinal Angelo Scola kom med i parlamentsformandens påhør. Kardinalen sagde, at det ikke er hensigtsmæssigt, at Europa-Parlamentet hele tiden udtaler sig om emner som ægteskabet, familien og livet. Efter dette angreb på Parlamentet besluttede jeg at stille det pågældende spørgsmål, og efter min mening er det vigtigt, at Parlamentets formandskab forsvarer Parlamentet og dets beslutninger mod angreb fra en fremmed stat som Vatikanet.

  Formanden. - Hr. medlem! Hvis det er, som De siger - og det tvivler jeg ikke på - så skal De naturligvis have et svar. De dygtige mennesker her vil undersøge sagen, så De får et svar.

5. Afstemningstid

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningstiden.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

5.1. Opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (afstemning)

Betænkning af Coelho (A6-0211/2007)

Før afstemningen

  Carlos Coelho (PPE-DE), ordfører. - (PT) Hr. formand! Europa-Parlamentet har forkastet to initiativer fra Kommissionen i denne sag. Jeg takker Kommissionen for at have tilsluttet sig Parlamentets opfattelse om at adskille spørgsmålet om opholdstilladelser fra spørgsmålet om visa.

Ud over de tekniske problemer vedrørende interferens mellem de forskellige chips er det forskellige spørgsmål. Et ID-dokument til brug inden for Schengen-området er én ting, et rejsedokument til brug uden for Schengen-området en anden. Det betyder, at alle tredjelandsstatsborgere, som bor lovligt inden for Schengen-området, kan identificeres på ensartet måde.

Jeg vil derfor gerne takke Kommissionen for at have indført biometriske identifikatorer, der indeholder billede og fingeraftryk i interoperabelt format. Biometriske data er den bedste måde til at forebygge forfalskning og misbrug af identitet.

Jeg vil dog gerne henlede Rådets opmærksomhed på, at bopælsændringer bør overholde de samme høje sikkerhedsniveauer, der kræves ved udstedelse af nationale ID-kort. Jeg vil også gerne henlede Rådets opmærksomhed på de mangler, der er med hensyn til, hvordan data indsamles, hvilket særlig gælder for børn og personer, der af forskellige årsager ikke kan afgive fingeraftryk. Endelig vil jeg gerne henlede Rådets opmærksomhed på standarderne for databeskyttelse og på, at der bør udarbejdes en detaljeret liste over de myndigheder, der har adgang til oplysningerne, og over de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for at kontrollere opholdstilladelser, for at forebygge misbrug af de mest følsomme oplysninger.

5.2. Metallisk kviksølv (afstemning)

Betænkning af Papadimoulis (A6-0227/2007)

5.3. Fællesskabsprogrammet Fiscalis 2013 (afstemning)

Betænkning af Hans-Peter Martin (A6-0117/2007)

Før afstemningen

  Hans-Peter Martin (NI), ordfører. - (DE) Hr. formand! Jeg skal kun lægge beslag på Deres opmærksomhed et kort øjeblik. Den foreliggende betænkning om fællesskabsprogrammet Fiscalis, en lovgivningsmæssig betænkning, er blevet til et tilfælde af skammelig censur. Begrundelsen til min betænkning er egenmægtigt og helt uforståeligt blevet censureret af formanden for Økonomi- og Valutaudvalget, socialdemokraten Pervenche Berès. Det er ikke værdigt for et Parlament, som kalder sig selv demokratisk. De finder de censurerede passager efter en lang diskussion om pengespild og Kommissionens kontrol i et addendum - måske kunne De sørge for ro, hr. formand - i et addendum, som er vedlagt for dem, som er interesserede.

(Uro)

  Formanden. - De var årsagen til denne uro. Jeg afviser Deres beskyldninger mod medlemmet. Sådan opfører man sig ikke i Parlamentet!

(Bifald)

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand! Situationen er den, at begrundelsen til denne betænkning blev fuldstændig nedstemt under udvalgets afstemning om forslaget til beslutning - et forslag, som Parlamentet nu skal stemme om. I henhold til vores forretningsorden har jeg derfor bedt ordføreren om venligst at trække den del af begrundelsen tilbage, som ikke svarer til den beslutning, der blev vedtaget i udvalget. Den pågældende ordlyd er blevet tilføjet begrundelsen i form af en mindretalsudtalelse, hvilket er i nøje overensstemmelse med vores forretningsorden.

De skal have tak, hr. formand, fordi De gav mig lov til at fortælle Parlamentet om et aspekt af det demokratiske liv i Økonomi- og Valutaudvalget.

(Bifald)

  Formanden. - Mange tak, fru medlem. Det har jeg aldrig været i tvivl om.

5.4. Overførsel af pensionsrettigheder (afstemning)

Betænkning af Oomen-Ruijten (A6-0080/2007)

5.5. Cyperns tilslutning til den fælles valuta den 1. januar 2008 (afstemning)

Betænkning af Langen (A6-0244/2007)

5.6. Maltas tilslutning til den fælles valuta den 1. januar 2008 (afstemning)

Betænkning af Langen (A6-0243/2007)

5.7. Galileo (afstemning)

Forslag til beslutning af Galileo (B6-0238/2007)

5.8. Lovgivningen om offentlige indkøb og Lissabon-dagsordenen (afstemning)

Betænkning af McCarthy (A6-0226/2007)

5.9. Midtvejsevaluering af millenniumudviklingsmålene (afstemning)

Betænkning af Kinnock (A6-0220/2007)

Før afstemningen om ændringsforslag 9

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand! Jeg foreslår, at vi sidst i punkt 9 tilføjer følgende tekst: "beklager, at den italienske regering endnu ikke har indbetalt kvoterne for 2006-2007 til Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria, og opfordrer den italienske regering til hurtigst muligt at betale det skyldige beløb."

(Parlamentet tog det mundtlige ændringsforslag i betragtning)

Før afstemningen om ændringsforslag 45

  Maria Martens (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Jeg læser teksten på engelsk:

(EN) "opfordrer EU til at øge finansieringen for at sikre, at fremskridt inden for grundlæggende videnskab og biomedicin resulterer i nye og overkommelige lægemidler, vacciner og diagnosticeringsmetoder til oversete sygdomme; opfordrer ligeledes EU til at støtte udviklingsfaserne af F&U og til at sikre oversete befolkningers anvendelse af nye produkter under overholdelse af TRIPS-bestemmelserne;"

(NL) ... og så bortfalder en del. Den del, der bortfalder, lyder:

og erstattes altså af:

(EN) "Under overholdelse af de internationale patentrettigheder uden hvilke forskning i og udvikling af lægemidler ville bryde sammen;"

(Parlamentet tog det mundtlige ændringsforslag i betragtning)

5.10. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU (2006) (afstemning)

Betænkning af Cornillet (A6-0208/2007)

Før afstemningen om ændringsforslag 9

  Thierry Cornillet (ALDE), ordfører. - (FR) Hr. formand! Vores kollega, fru Morgantini, har også stillet et mundtligt ændringsforslag, og jeg foreslår, at vi slår de to ændringsforslag sammen, dvs. at vi godkender fru Morgantinis ændringsforslag og tilføjer følgende sætningssegment: "og opfordrer det internationale samfund til at sikre, at denne multinationale militærstyrke reelt bliver indsat." De to ændringsforslag vil supplere hinanden og tilsammen udgøre ét ændringsforslag.

  Luisa Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand! Jeg vil blot sige, at jeg godkender hr. Cornillets forslag.

(Parlamentet tog det mundtlige ændringsforslag i betragtning)

5.11. Forbedring af metoden for høring af Europa-Parlamentet i procedurer vedrørende udvidelse af euroområdet (afstemning)

Forslag til beslutning om euroområdet (B6-0264/2007)

6. Stemmeforklaringer

Betænkning af Coelho (A6-0211/2007)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Som vores gruppe udtaler, så giver dette forslag, der sigter på at indføre oplysninger om biometriske data i den ensartede udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, "anledning til bekymringer med hensyn til dets tekniske gennemførlighed, finansielle omkostninger og risiko for misbrug".

Som vi har fremhævet, er det stadigvæk ikke klart, om indførelsen af biometriske identifikatorer virkelig øger sikkerheden, eller om de snarere udgør en sikkerhedstrussel på grund af risikoen for misbrug, tekniske fejl og mangel på gennemsigtighed og forsvarlig databeskyttelse.

Det er en uforholdsmæssig foranstaltning, der indgår som led i en overnational dynamik, der har til formål at indføre overvågnings- og kontrolinstrumenter på EU-niveau, men uden at der er nogen som helst "særligt konsistente og seriøse sikkerhedsforanstaltninger, navnlig hvad angår den måde oplysningerne indsamles og anvendes på", og uden at der er nogen som helst mulighed for at garantere, at de anvendes "i et relativt "sikkert" miljø".

Vi forkaster derfor dette forslag, der er en følge af og et integreret led i de aktuelle sikkerhedsorienterede foranstaltninger, som EU's institutioner er så optaget af at gennemføre.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Det andet ændrede forslag om indførelse af biometriske data i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere giver anledning til bekymringer med hensyn til dets tekniske gennemførlighed, finansielle omkostninger og risiko for misbrug. Det er fortsat ikke klart, om indførelsen af biometriske identifikatorer virkelig øger sikkerheden, eller om de snarere udgør en sikkerhedstrussel på grund af risikoen for misbrug, tekniske fejl og mangel på gennemsigtighed og forsvarlig databeskyttelse. Kommissionens oprindelige forslag har også vist sig at være teknisk umuligt, og de finansielle midler, der var afsat til at udvikle det, er delvist spildt. Af disse grunde kan vi ikke støtte Kommissionens ændrede forslag, som igen blot vil øge de finansielle omkostninger og skabe flere tekniske vanskeligheder, som vil stå i et fuldstændigt misforhold til den sikkerhedsmæssige gevinst.

  Andreas Mölzer (ITS), skriftlig. - (DE) Takket være de multikulturelle drømmeres visioner er der opstået en situation, som bliver stadig sværere at udholde for den indfødte befolkning. Ikke bare tager indvandrerne og deres børn i mange tilfælde ikke hensyn til den indfødte befolkning, de forlanger tværtimod stadig flere rettigheder til sig selv, ønsker tilsyneladende at rive de kristne og vesterlandske rødder op og vender omvendt det døve øre til, når det gælder pligter og indsats som f.eks. vilje til integration.

Den generelle åbning af almennytte boliger for tredjelandsstatsborgere og ikkeintegrerede nye EU-borgere har ikke kun ført til stor usikkerhed i den oprindelige befolkning, men også til en massiv forringelse af bolig- og livssituationen, hvor voldelige episoder snart hører til dagens orden. I lyset af disse kendsgerninger må indvandringslovgivningen generelt skærpes. Det er Coelho-betænkningen ikke egnet til, og jeg har derfor afvist den.

Betænkning af Papadimoulis (A6-0227/2007)

  Milan Gaľa (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Jeg er tandlæge af uddannelse. Kviksølv anvendes inden for tandplejen til amalgamfyldninger, og jeg har med interesse fulgt med i EU's strategi for kviksølv og fjernelsen af kviksølv på alle dagliglivets områder, hvor der er et passende alternativ. Jeg er i princippet enig i mange af de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået i form af et lovgivningsforslag, der er i overensstemmelse med strategien for kviksølv.

Jeg er imidlertid bekymret over, hvordan vi vil forholde sig til den holdning, at der også bør indføres forbud mod brug af kviksølv inden for tandplejen, hvor man har brugt amalgamfyldninger igennem 150 år med et vældig godt resultat. Der er ingen afgørende oplysninger om eller beviser for de toksiske virkninger af kviksølvamalgam, hvis det anvendes korrekt. Der er desuden ikke nogen klar holdning til, om der er passende alternative fyldningsmaterialer. Jeg mener, at hvis amalgamaffaldet adskilles på behørig vis i tandlægeklinikkerne, og hvis vi skaffer os af med det på en behørig, sikker og permanent måde som foreslået i betænkningen, er det ikke for indeværende nødvendigt at indføre forbud mod amalgam som fyldningsmateriale.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykkeligt støtte betænkningen og har også stemt for den. Det er vigtigt, at vi har en europæisk strategi for kviksølv, da det er en af de alvorligste miljøgifte, og her må Europa gå foran. Jeg har delvist stemt imod skærpelser, fordi jeg mener, at det er nødvendigt at indføre overgangsordninger for branchen og åbne mulighed for en blid overgang for ikke at sætte konkurrenceevnen for meget på spil. Jeg er også bange for overbureaukratisering, og derfor er det nødvendigt at gå frem med den rette konduite. Alt i alt er det en meget positiv betænkning.

  Liam Aylward, Brian Crowley, Seán Ó Neachtain og Eoin Ryan (UEN), skriftlig. - (EN) Vi har stemt imod ændringsforslag om oplagring af flydende kviksølv i anlæg over jorden. Kommissionen har ikke foretaget nogen konsekvensanalyse vedrørende sikkerheden af en sådan oplagring, og der findes ingen tilgængelig teknologi til at give flydende kviksølv fast form. Oplagring af kviksølv i anlæg over jorden er derfor problematisk både med hensyn til sikkerhed og tid (ifølge ændringsforslagene skal en sådan oplagring være midlertidig). Uden en ny teknologi vil oplagringen ikke være midlertidig. På den anden side har Kommissionen foretaget konsekvensanalyser af oplagringen af flydende kviksølv i saltminer og dybe underjordiske klippeformationer, hvilket er sikkert.

Vi er meget opmærksomme på, at teknologien kan udvikles i den nærmeste fremtid. Vi glæder os meget over Rådets accept af Europa-Parlamentets anmodning om i forordningsforslaget at få medtaget en gennemgang af udvidelsen af omfanget af forordningen samt en gennemgang af andre muligheder for oplagring af kviksølv i 2010.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Oslo-Paris-Kommissionen (OSPAR) foreslog i 1990, at alle kviksølvcellebaserede kloralkalianlæg skulle omdannes til kviksølvfri teknologi inden 2010. I Europa-Parlamentets beslutning om fællesskabsstrategien for kviksølv (marts 2006) opfordredes Kommissionen til at tage skridt til at gennemføre dette.

Bortset fra vedvarende kviksølvemissioner fra kviksølvcellebaserede kloralkalianlæg - når disse anlæg omdannes til kviksølvfrie teknologier - bør de enorme mængder kviksølv i deres celler forvaltes på en miljøvenlig måde.

For at undgå, at dette overskud af kviksølv oversvømmer verdensmarkedet for kviksølv vedtoges i oktober 2006 en forordning, der forbyder eksport af metallisk kviksølv efter 1. juli 2011.

Der er bestemmelser om sikker oplagring af kviksølvoverskuddet, som hovedsagelig vil stamme fra nedlagte kviksølvcellebaserede kloralkalianlæg, for at forhindre videresalg heraf, da der på nuværende tidspunkt i Europa findes kviksølvceller med et indhold af ca. 12.000 t kviksølv. Med henblik herpå har Euro Chlor (kloralkaliindustriens EU-sammenslutning) af Kommissionen indvilliget i at udarbejde en frivillig aftale om oplagring.

  Marie-Noëlle Lienemann (PSE), skriftlig. - (FR) Håndteringen af kviksølv er af afgørende betydning for miljøets bevarelse.

Europa har mere kviksølvaffald, der skal oplagres, fordi vores industrier ikke har taget højde for risikoen ved at bruge dette metal, navnlig til fremstillingen af klor.

Det første, vi skal gøre, er, at vi meget hurtigt skal lave om på vores produktionsmetoder, så vi tager de nødvendige miljøhensyn.

Herefter er det nødvendigt med en konstant overvågning af affaldsoplagringen, ider der foretages regelmæssige kontroller. Derfor stemte jeg for ændringsforslag 25, som udelukker definitiv oplagring og nedgravning. Desværre var der ikke flertal for dette ændringsforslag. De andre forslag i teksten begrunder dog et ja til den endelige betænkning.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Selv om det i betænkningen erkendes, at der i dag ikke findes mulighed for absolut sikker oplagring af metallisk kviksølv, forsøger man at legalisere en særlig territorial "racisme", hvor man gennemtvinger valget af den spanske provins Almaden som permanent "losseplads" for klodens mest giftige stof. Det værste er, at man forsøger at retfærdiggøre gennemtvingelsen af det pågældende område med, at det har infrastruktur og "arbejdskraft". Arbejdsløsheden anvendes med andre ord som middel til grov afpresning af arbejdstagerne for at få dem til at acceptere, at deres område forvandles til "losseplads" for giftigt kviksølvaffald fra hele EU med uoverskuelige risici for indbyggernes helbred og for miljøet.

Betænkningens forslag om at involvere og yde støtte til alle former for ikkestatslige organisationer i det vigtige spørgsmål om anvendelse af kviksølvfrie teknologier i ulandene og de såkaldte "overgangsøkonomier" er udtryk for den samme farlige politik, da det tilsidesætter reglerne i henhold til bindende mellemstatslige aftaler på området.

Af disse årsager har KKE hverken stemt for eller imod.

KKE mener, at valg af oplagringssted og håndtering af metallisk kviksølv er et spørgsmål om videnskab og anvendelse af videnskabelige resultater og ikke et spørgsmål om de valg, der afspejler virksomhedernes interesser og profit.

Betænkning af Oomen-Ruijten (A6-0080/2007)

  Milan Gaľa (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Supplerende pensionsordninger, kollektivt benævnt "det sociale forsikringssystems anden søjle", udgør en integrerende del af det moderne samfund. En række medlemsstater har tidligere gennemført reformer af arbejdsmarkederne og de sociale sikringssystemer, herunder reformer af pensionssystemerne. Slovakiet indførte f.eks. supplerende pensionsordninger i forbindelse med reformen af det sociale sikringssystem. Et stort antal slovakiske statsborgere har allerede tilsluttet sig den anden søjle.

De opsparinger, der genereres under den anden søjle, er private opsparinger. De er mere sikre end statens løfter om at udbetale pensioner fra de offentlige kasser. En fordel ved den anden søjle er, at pensionsudbetalingerne ikke længere afhænger af landets demografiske udvikling, men af opsparinger indsat på private konti. Af disse årsager og af hensyn til målsætningen om at fremme arbejdstagernes mobilitet i EU glæder jeg mig over direktivforslaget, der har til formål at forbedre overførslen af supplerende pensionsrettigheder, og jeg mener, at dette vil gøre det muligt at formindske problemerne forbundet med tildeling af pensionsrettigheder, bevarelse af suspenderede pensionsrettigheder og overførslen af optjente pensionsrettigheder.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Indre marked og mobilitet kræver social sikkerhed, også efter det aktive arbejdsliv. Her gælder det om at holde den balance mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, som er helt nødvendig for optjening af pensionskrav.

Dette var førstebehandlingen, og vi kommer til at diskutere det mange gange endnu. Delegationen fra Østrigs Folkeparti har støtte Oomen-Ruijten-betænkningen fuldt ud, da vi mener, at det er den rigtige model for en fortsat forbedring af mobiliteten og det indre marked.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil for det første gerne takke ordføreren, Ria Oomen-Ruijten, og de øvrige kolleger, der har udarbejdet denne betænkning om en styrkelse af retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder. Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at den vil få en positiv indvirkning i de fleste EU-medlemsstater, navnlig i de nyeste medlemsstater. I de baltiske lande, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Ungarn og Malta er der endnu ikke indført lovgivning om supplerende pensioner, hvorimod de fleste arbejdstagere i de skandinaviske lande og i Slovenien deltager i sådanne pensionsordninger.

Parlamentets krav om, at EU-medlemsstaterne forpligtes til at sikre en gradvis styrkelse af retten til at overføre pensionsrettigheder vil sætte fornyet skub i navnlig de nye medlemsstaters, men også i Grækenlands, Italiens og Portugals bestræbelser på at ændre deres lovgivning, således at EU-borgernes mobilitet fremmes og ikke straffes.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand! Det er mig en glæde at tage ordet og sige til Europa: "Hvis du er der, så giv lyd fra dig." Europa skal udvise et større mod og have et løvehjerte, og Europa må ikke være et lam eller en kylling, som vi siger på italiensk.

Direktivet om overførsel af pensionsrettigheder er meget vigtigt for alle arbejdstagerne og de europæiske borgere. Med forslagets godkendelse gør man noget for arbejdstagerne, men det lykkes ikke rigtigt at opnå et resultat, som gør de europæiske borgere glade for Europa. Derfor skal vi ikke beklage os over, at man sagde nej til forfatningen ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Europa er nødt til at være modigere.

  Lena Ek og Olle Schmidt, (ALDE) skriftlig. - (SV) Som liberal er det svært at stemme nej til et forslag om at forbedre mulighederne for øget bevægelighed for mennesker i Europa. Det bliver ikke lettere, når forslaget desuden opmuntrer mennesker til at tage et mere aktivt ansvar for deres pensionsopsparing, som er et af de virkelige nøglespørgsmål i fremtiden. Alligevel kunne jeg ikke stemme for det oprindelige forslag.

Der er to problemer. For det første kan man spørge sig selv, om dette komplicerede anliggende egner sig til at blive taget frem på europæisk niveau med tanke på de forskellige medlemslandes meget forskellige pensionsopsparingssystemer. For det andet er jeg nødt til at konstatere, at Sverige, i lighed med Tyskland, har et system, som egner sig særligt dårligt til denne type omstilling. Den svenske model, hvor arbejdsmarkedets parter tager stilling i sagen, er ikke forenelig med ordførerens forslag. Der kunne også opstå store problemer, hvis enorme summer fra fondene pludselig kunne frigøres på kort tid, for at muligheden for overførelser kunne sikres.

Jeg er på sigt for et system, hvor mennesker kan bytte job og flytte fra et land til et andet og alligevel ikke skal bekymre sig om, hvordan det vil påvirke pensionen. Derfor stemte jeg til sidst for betænkningen i den ændrede udgave, som blev udformet her i Parlamentet, og hvor nationale undtagelser tillades.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Hvad angår overførsel af pensionsrettigheder, er der i hvert fald to forhold, der skal sikres: arbejdstagernes rettigheder og de offentlige velfærdsordningers bæredygtighed.

Den foreliggende betænkning drejer sig dog om supplerende pensionsordninger, ikke om de offentlige velfærdsordninger. Ud fra de to nævnte forhold er vi imod de forslag, der ændrer Kommissionens oprindelige forslag, således at minimumsalderen for adgang til supplerende pensionsordninger hæves fra 21 til 25 år, og venteperioden for erhvervelse af pensionsrettigheder fastsættes til mindst fem år.

Supplerende pensionsordninger hverken kan eller bør erstatte de offentlige ordninger. De offentlige velfærdsordninger, der bygger på solidaritet og universalitet, er et af de bærende elementer i enhver stat og en grundlæggende forudsætning for et mere retfærdigt og lige samfund.

Endelig beklager vi, at vores ændringsforslag er blevet forkastet, deriblandt særlig forslaget om, at kombinere Kommissionens oprindelige forslag om en minimumsalder på 21 år med en venteperiode for erhvervelse af pensionsrettigheder på to år, hvilket ville være bedre for arbejdstagerne. Vi har derfor stemt imod.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi har valgt at stemme nej til denne betænkning. Junilisten støtter helhjertet et velfungerende indre marked. Vi støtter dermed princippet om, at en arbejdstager uden problemer skal kunne overføre optjente pensionspoint mellem medlemsstaterne. Vi mener dog ikke, at EU skal have en mening om, hvordan medlemsstaternes respektive pensionssystemer udformes, forudsat at samtlige EU-borgere behandles ens inden for det aktuelle system. Vi er dermed kritiske over for flere enkelte forslag i betænkningen, såsom synspunkterne om karensvilkår for forsikringstagere i supplerende pensionssystemer, synspunkterne om minimumsalder for optjening af ret til pension eller EU-reglerne for kvalifikationstiden for indtrædelse i et pensionssystem. Hvordan medlemslandene vælger at udforme sine respektive pensionssystemer, skal fuldt ud være et nationalt anliggende, forudsat at samtlige EU-borgere behandles ens inden for det aktuelle system.

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for fru Oomen-Ruijtens betænkning om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en styrkelse af retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder (KOM(2005)0507 - C6-0331/2005 - 2005/0214(COD)).

Som følge af den demografiske udvikling og en aldrende befolkning er vi blevet opmærksom på behovet for supplerende pensionsordninger og sociale sikringssystemer, der sikrer værdige levevilkår. Dette nye direktiv og fru Ria Oomen-Ruijtens betænkning har begge til formål at styrke arbejdstagernes mobilitet i og mellem EU-medlemsstaterne ved at indføre minimumskrav vedrørende optjening og bevarelse af supplerende pensionsrettigheder.

I betænkningen fokuseres der med rette på betydningen af, at medlemsstaterne til stadighed understøtter overførslen af optjente pensionsrettigheder, navnlig i forbindelse med indførelsen af nye, supplerende pensionsordninger. Senest fem år efter gennemførelsen af direktivet skal Kommissionen udarbejde en rapport om betingelserne for overførsel af kapital svarende til de ansattes supplerende pensionsrettigheder eller sociale sikringsrettigheder.

  Thomas Mann, (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg har stemt imod betænkningen om direktivet om overførsel af pensionsrettigheder. Man rammer klart ved siden af det egentlige mål, nemlig at styrke arbejdstagernes grænseoverskridende mobilitet mellem medlemsstaterne. I gennemsnit er det kun 10 % af alle arbejdstagere i EU, som kan modtage virksomhedspensioner. De netop vedtagne høje mindstestandarder betyder, at der på grund af de ventede udgiftsstigninger på mindst 20 % næppe vil være interesse for at opbygge eller udvide virksomhedspensionssystemer. Jeg frygter, at der nu sættes spørgsmålstegn ved det, som arbejdstagere og arbejdsgivere har opbygget gennem årtier på nationalt niveau til gensidig fordel.

Mindstealderen for at erhverve virksomhedspension er helt blevet afskaffet. Erhvervelsesfristen på fem år er afskaffet. Mindstestandarderne skal endda gælde med tilbagevirkende kraft, hvilket klart er i strid med princippet om berettigede forventninger. Jeg har også stemt for at slette dynamiseringen, som EF-Domstolen med stor sandsynlighed ville fortolke som en "fair tilpasning" og en forpligtelse. Hvis medarbejdere, som har skiftet arbejdsplads, bliver behandlet på samme måde som medarbejdere, som er i virksomheden, opstår der ifølge beregninger fra Tysklands Forbundsråd ekstra udgifter på 30 %.

Kommissær Špidla har meddelt, at han vil fremlægge et nyt forslag. Det vil efter den manglende enighed i Rådet i vidt omfang følge dagens beslutning i Europa-Parlamentet og dermed true virksomhedspensionssystemerne, ikke kun i Tyskland.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. - (NL) Direktiv 98/49/EØF sikrer ret til supplerende pension for arbejdstagere og selvstændige, som flytter inden for EU, men indeholder ingen garantier, hvad angår overførsel af supplerende pensioner og fleksibilitet med hensyn til optjeningsbetingelserne.

Det råder Kommissionens forslag om et nyt direktiv bod på. Det fastsætter frister og fremlægger tre minimumsregler om overførsel af rettighederne. Enten forbliver de i virksomheden (hvilende rettigheder), eller de overføres inden en vis frist, eller også udbetales de kontant (indtil et vist beløb, tærskel). Det nye direktiv skal ifølge Kommissionen finde anvendelse på alle supplerende pensioner, som er baseret på et arbejdsforhold.

Jeg synes, det er særdeles ærgerligt, at fru Oomen-Ruijtens betænkning fjerner forslaget om overførsel af pensionsrettigheder fra direktivet. Nu drejer dette sig kun om hvilende rettigheder.

Det nye direktiv skal efter min mening gøre alt for at støtte arbejdstagere, som investerer i supplerende pensionsrettigheder. Således må ingen udelukkes ved at pålægge minimumsbetingelser vedrørende alder eller frist. Jeg kan kun støtte betænkningen, hvis direktivet beholder det brede anvendelsesområde, således som Kommissionen foreslog. Ellers stemmer jeg imod.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) I dets udformning med de arbejderfjendtlige ændringer, som er vedtaget i fællesskab af De Kristelige Demokrater, Socialdemokraterne og De Liberale, med støtte fra Nyt Demokratis og PASOK's medlemmer af Europa-Parlamentet, lægger direktivforslaget en bombe under de offentlige supplerende pensionssystemer i hele EU. Det betegner en forværring af arbejdstagernes forsikrings- og pensionsvilkår, nedsættelse af pensionerne og forhøjelse af pensionsalderen. Det fremskynder procedurerne, så de private forsikringsselskaber kan få en større del af kagen på området. Den grundlæggende retning for disse reaktionære ændringer er det såkaldte "treakse"-system med en statslig grundydelse, en supplerende pension og en erhvervspension fra private selskaber. Angrebet på arbejdstagernes rettigheder inden for supplerende pension hænger sammen med monopolernes forsøg på at anvende disse pensionsfondes reserver til at finansiere deres investeringer, samtidig med at man legitimerer "investeringsrisikoen", dvs. at arbejdstagerne muligvis vil tabe penge.

Nyt Demokrati og PASOK har på den ene side stemt for alle de befolkningsfjendtlige foranstaltninger i Europa-Parlamentet, samtidig med at de forfører og bedrager Grækenlands arbejdstagere og forsøger at opnå et folkeligt image.

KKE opfordrer arbejdstagerne til at intensivere deres kamp mod EU's arbejder- og befolkningsfjendtlige politik og forsvare de sociale sikringssystemers offentlige karakter samt kræve opfyldelse af deres aktuelle behov, højere pensioner og lavere pensionsalder.

  Thomas Ulmer (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg har stemt imod direktivet om overførsel af pensionsrettigheder, fordi man ikke opnår direktivets egentlige mål, nemlig at styrke arbejdstagernes grænseoverskridende mobilitet mellem medlemsstaterne. Ordningen om overførsel af virksomhedspensionskrav har kun anbefalende karakter for medlemsstaterne. Derfor har jeg hele tiden ment, at man skulle afvise direktivet som helhed, da det er blevet overflødigt.

Betænkning af Langen (A6-0244/2007)

  Andreas Mölzer (ITS). - (DE) Hr. formand! Selv om indførelsen af euroen utvivlsomt har ført mange lettelser med sig - f.eks. i den grænseoverskridende handel - må man ikke overse de mindre positive aspekter, f.eks. afgivelsen af suverænitetsrettigheder eller prisstigninger.

Ligesom ved en EU-udvidelse påvirker også indførelsen af euroen i nye medlemsstater den følsomme stabilitet i hele systemet. Derfor skal det efter min opfattelse først og fremmest sikres, at det samlede system ikke bliver bragt ud af ligevægt med tilførelsen af svage økonomier.

Det kan godt være, at Cypern og Malta er klar. Imidlertid er det tidligere alt for ofte sket, at man har spillet med mærkede kort for at blive optaget i euroklubben. En så vigtig beslutning må efter min mening under ingen omstændigheder tages hen over hovederne på befolkningen, og jeg har derfor hverken stemt for eller imod i denne sag.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi har undladt at stemme ved denne afstemning, fordi vi respekterer, at det er en medlemsstats suveræne ret at afgøre, om den ønsker at tilslutte sig euro-zonen. Portugals eksempel viser med al tydelighed, hvordan euroen bruges til at fremme løntilbageholdenhed og fleksible arbejdsvilkår. Ved at fastholde nominal konvergens og ikke reel konvergens bliver euroen skade for vækst, beskæftigelse og levevilkår, men altid så de store europæiske multinationale virksomheder og finansielle grupper får fordel af det.

Ønsket om at fremskynde udvidelsen af euro-zonen har imidlertid også med politiske kriterier at gøre, da det vil styrke den politiske integration og euro-zonens egen betydning. Med to nye medlemsstater - Malta og Cypern - vil euro-zonen komme til at omfatte mere end halvdelen af EU's medlemsstater. Det har stor symbolsk vægt, når arbejdstagernes og befolkningernes utilfredshed stiger i euro-zonen, og når den fremtidige forfatningstraktat skal diskuteres. Derfor accepterer flertallet tilslutning, selv om Malta ikke opfylder alle de nominale konvergenskriterier. Ligesom tidligere er heller ikke denne en "økonomisk" beslutning, men en politisk.

  Cem Özdemir (Verts/ALE), skriftlig. - (DE) Set ud fra økonomiske kriterier er beslutningen utvivlsomt logisk. Set fra et politisk synspunkt er beslutningen alligevel beklagelig. Hermed forpasser man chancen for, at begge dele af øen Cypern kan blive optaget i euroområdet sammen. I stedet for at bruge den fælles eurovaluta til at føre nord og syd sammen bliver grøfterne gravet dybere mellem de to dele af øen.

Betænkning af Langen (A6-0243/2007)

  John Attard-Montalto (PSE). - (MT) Hr. formand! Tak. Regeringens vedtagne politiske målsætning er at indføre euroen pr. 1. januar 2008. Det er i denne forbindelse nødvendigt at opfylde en række kriterier, f.eks. vedrørende underskud og inflation. Disse har naturligvis indvirket negativt på regeringens finansielle politikker såvel som på samfundets mere sårbare grupper.

Vi mente rent faktisk, at der var et alternativ, der stadig indebar en indførelse af euroen, men i et langsommere tempo. Vores indtræden i euroområdet vil naturligvis indebære en række fordele, men den vil også indvirke negativt på andre områder. Af hensyn til landets interesser har det maltesiske arbejderparti imidlertid støttet betænkningen.

  Sylwester Chruszcz (NI). - (PL) Hr. formand! I dag har vi drøftet og stemt om udvidelsen af euroområdet og Maltas og Cyperns medlemsstab af euroområdet. Afskaffelsen af den nationale valuta i Malta og Cypern er et anliggende, der skal afgøres suverænt af borgerne i de pågældende lande. Som repræsentant for Ligaen af Polske Familier i Europa-Parlamentet er jeg imod Polens medlemskab af euroområdet og de negative økonomiske og sociale følger, som dette vil få for polakkerne.

Alle nuværende offentlige meningsmålinger bekræfter, at de fleste polakker ikke ønsker euroen. Jeg mener, at vi ikke blot bør undgå at handle overilet, men at vi heller ikke skal indføre euroen i Polen overhovedet. Jeg er uenig i de holdninger, der er kommet til udtryk i dag om, at medlemsstaterne har pligt til at tilslutte sig euroområdet. Polen bør lægge afgørelsen herom ud til national folkeafstemning, og jeg håber, at den polske zloty vil forblive den nationale valuta i Europa i lighed med det britiske pund og de danske og svenske valutaer.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det er velkendt, at vi modsatte os ØMU'ens og euroens indførelse, som det fremgår af afstemningen om Europa-Parlamentets beslutning af 2. maj 1998 om oprettelse af euro-zonen, dannet af de 12 grundlæggerlande, deriblandt Portugal. Vi mener, at pengepolitik og møntudstedelse henhører under medlemsstaternes enebeføjelser, og vi afviser derfor denne suverænitetsoverdragelse, der umuliggør, at der kan gribes ind over for det enkelte lands økonomiske og sociale problemer, hvilket Portugal er et eksempel på.

Nu har ønsket om at fremskynde udvidelsen af euro-zonen imidlertid også med politiske kriterier at gøre, da det vil styrke den politiske integration og euro-zonens egen betydning, som dette tilfælde tydeligt viser, eftersom Malta ikke opfylder alle de nominale konvergenskriterier. Med to nye medlemsstater - Malta og Cypern - vil euro-zonen imidlertid komme til at omfatte mere end halvdelen af EU's medlemsstater. Det har stor symbolsk vægt, når arbejdstagernes og befolkningernes utilfredshed stiger i euro-zonen, og når den fremtidige forfatningstraktat skal diskuteres.

Vi respekterer imidlertid, at det er en medlemsstats suveræne ret at afgøre, om den ønsker at tilslutte sig euro-zonen, hvorfor vi undlader at stemme.

Betænkninger af Langen (A6-0244/2007 og A6-0243/2007)

  Jonathan Evans (PPE-DE), skriftlig. - (EN) De britiske Konservative har altid været modstandere af, at Det Forenede Kongerige træder ind i euroområdet. Vi har ikke desto mindre aldrig modsat os andre suveræne nationers ret til at danne et fælles monetært system. Vores afståelse afspejler vores overbevisning om, at medlemmerne af euroområdet bedst afgør, hvordan man fører den bedste pengepolitik af hensyn til en stabil valuta.

  Bruno Gollnisch (ITS), skriftlig. - (FR) Vi stemmer på samme måde til Maltas og Cyperns indførelse af euroen, som vi stemte til Sloveniens indførelse af euroen, dvs. vi stemmer hverken for eller imod. Vi vil ikke gå imod det, som forhåbentlig er et suverænt folks bevidste valg.

Vi må dog konstatere, at man har overskredet en grænse. Det er nemlig ikke efter deres udtrykkelige ønske, at disse lande skal indføre euroen, men fordi de næsten opfylder de "dumme" Maastricht-kriterier, som hr. Prodi ville sige. Har man informeret borgerne om dette? Mindst et af disse lande opfylder ikke de famøse kriterier, og det lader til, at ingen af de to lande leverer den statistik, der er nødvendig for en korrekt vurdering af, hvor langt de er nået med forberedelserne. Hvorfor forhaste sig? De praktiske og tekniske foranstaltninger i forbindelse med den konkrete overgang til den fælles valuta er den store ubekendte. Og euroområdets "absorptionskapacitet", som hr. Langen var optaget af tidligere, er forsvundet fra landskabet og fra analysen.

Her står vi så endnu en gang over for det cykelsyndrom, som den europæiske konstruktion tilsyneladende lider af: Hvis ikke den kører, så vælter den. Man ønsker for enhver pris at udvide euroområdet. Basta! Men det er de europæiske borgere, som betaler prisen.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi har valgt at afstå fra at stemme ved den endelige afstemning om disse betænkninger. Det er op til Cyperns og Maltas borgere at beslutte, om de ønsker, at landet skal tilslutte sig til ØMU'en - helst gennem en folkeafstemning

Vi mener, at Sverige bør stå uden for valutaunionen, og anbefaler heller ikke andre lande at tilslutte sig.

  Marie-Noëlle Lienemann (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte for Maltas og Cyperns indførelse af euroen, eftersom det drejer sig om at støtte en styrket integration af disse lande i EU's forstand. Denne beslutning burde dog have været ledsaget af foranstaltninger, der muliggør en mere demokratisk styring af den fælles valuta (oprettelse af en egentlig økonomisk forvaltning af euroområdet, der kan skabe balance i ECB's beføjelser, en ændring af Centralbankens målsætninger, så de også kommer til at omfatte vækst og fuld beskæftigelse, og en ændring af stabilitetspagtens kriterier, så de ikke går ud over de offentlige investeringspolitikker i fremtiden).

Vi skal passe på, at vi ikke foretager en endeløs udvidelse af euroområdet, hvis det ikke har nogen nye perspektiver.

Forslag til beslutning af Galileo (B6-0238/2007)

  Richard James Ashworth (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Den britiske Konservative delegation støtter Budgetudvalgets beslutning med en opfordring til Kommissionen om at genfremsætte sine forslag til finansiering af Galileo-projektet. Vi har imidlertid alvorlige forbehold vedrørende forslagene om at finansiere det via det eksisterende fællesskabsbudget.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi beklager, at Europa-Parlamentets flertal så utvetydigt har forkastet vores gruppes forslag om at sikre, at Galileo-programmet under ingen omstændigheder bør anvendes til militære formål, og at der bør fastsættes bestemmelser, der forhindrer fremtidig privatisering af dette program, så meget mere som dets gennemførelse udelukkende skal ske ved hjælp af offentlige midler.

Betyder denne forkastelse mon, at man efter så omfattende offentlige investeringer allerede overvejer den uacceptable mulighed af at udlicitere programmets fremtidige udnyttelse til den private sektor?

Vores holdning er klar.

Vi mener, at Galileo-programmet (det europæiske program for satellitbaseret radionavigation) vil kunne bidrage til samarbejde, teknisk-videnskabelige fremskridt og udveksling og adgang til information.

Det er et projekt, der til gavn for almenvellet bør baseres på en offentlig investerings- og kontrolstrategi, så der sikres gratis adgang for alle brugere til de informationer, der kan tilvejebringes.

Det er et projekt, hvor borgernes rettigheder, garantier og friheder sikres fuldt ud, og som ikke bør anvendes til militære og/eller sikkerhedsorienterede formål.

  Jens Holm, Kartika Tamara Liotard, Helmuth Markov, Erik Meijer, Søren Bo Søndergaard og Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) For at færdiggøre det europæiske satellitnavigationssystem Galileo anmodes EU's medlemsstater om at betale yderligere 2.400.000.000 euro. I årevis har man hævdet, at dette projekt vil medføre teknologisk innovation, tilfredsstillelse af forbrugernes behov, beskæftigelse og uafhængighed af USA. Disse aktiver kunne retfærdiggøre anvendelsen af EU-midler i stedet for helt og holdent at overlade det til profitorienterede multinationale selskaber eller den amerikanske krigsindustri. Så længe Galileo forbliver en fredelig proces, afviser vi det i princippet ikke. Desværre bliver Galileo udviklet 10-20 år for sent, og i mellemtiden har GPS, der er det amerikanske modstykke, erobret verdensmarkedet. Det gør Galileo til et dyrt prestigeprojekt. Det lyder måske attraktivt for storkapitalen at bruge en masse EU-midler på dette, men vælgerne og forbrugerne vil i stigende grad betragte det som et skandaløst spild af penge. Europæiske virksomheder nægter at deltage i partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor, fordi de ikke forventer profit på grund af GPS-systemets forspring. De håber på at modtage en stor og gratis EU-investering i 2012. Følgelig ønsker vi ikke at bruge endnu flere penge på Galileo. Hvis ikke der er ordentlige perspektiver, skal vi have modet til at sige stop.

  Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) De europæiske medlemsstater vil være teknologisk afhængige af dagens og morgendagens militære stormagter, såsom USA, Rusland og Kina, hvis vi ikke kan udvikle vores egen satellitbaserede radionavigation.

Der er uden tvivl brug for Galileo, men det dyre projekt bør i højere grad delfinansieres af private aktører med politisk opbakning. Punkt 6 i beslutningsforslaget slår fast, at Europa-Parlamentet mener, at Galileo-programmet bør finansieres fuldt ud via EU's budget. Jeg er ikke villig til at gå så langt og vælger derfor at stemme nej til beslutningsforslaget i sin helhed.

  Lydia Schenardi (ITS), skriftlig. - (FR) Vi støtter Galileo-projektet, selv om det sker med visse forbehold.

Vi kan dog ikke støtte denne beslutning. Efter det offentlig-private partnerskabs forventede fiasko er det beklageligt at se, at Europa-Parlamentet er rede til at give afkald på et uafhængigt GPS-system, hvis det ikke længere bliver et rent EU-projekt, men skal omfatte direkte finansiering fra medlemsstaterne.

Galileo er et nyttigt projekt. Det bør under alle omstændigheder finansieres, uanset hvordan finansieringen sker. Kommissionen kan ikke finde 2,4 milliarder euro blandt de mange hundrede milliarder, som den - ikke altid på en hensigtsmæssig måde - regner med at bruge fra nu af og indtil 2013. Og hvad så? Hvorfor må medlemsstaterne ikke deltage? Galileo er ikke et stykke legetøj, og det er heller ikke ekslusivt og symbolsk projekt for et Bruxelles-Europa, der gerne vil have folk til at tro, at det ikke kun beskæftiger sig med sig selv, sine kompetencer og sin beståen.

De skulle prøve for en gangs skyld at se bort fra dogmerne. I dette industrielle eventyr skulle De prøve at lægge bare en fjerdedel af den politiske vilje, som en håndfuld lande for et par år siden lagde i at skabe en europæisk rum- og luftfartsindustri. Dermed beviste de det, som De nægter at erkende, nemlig at det mellemstatslige samarbejde fungerer. I Bruxelles kommer man til gengæld ingen vegne med det.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Den klare hensigt med beslutningen er at forsyne Galileo med en blankochek fra de offentlige midler for at fremme EU's politiske ambitioner. Teknologiske samarbejdsprojekter har tvivlsomme resultater. De kræver ikke EU's engagement, og de bør kun gennemføres af hensyn til klare økonomiske, strategiske og industrielle motiver og ikke for at fremme EU's ambitioner om at blive en global aktør.

De britiske Konservative ønsker muligheder for den britiske industri og britisk forskning og udvikling, men det sikres ikke med denne beslutning. Den støtter Kommissionens forslag om at bruge offentlige midler - via EU-budgettet - til hele Galileo-projektet. En sådan handleplan vil tappe yderligere penge fra skatteborgerne i Det Forenede Kongerige og de øvrige EU-medlemsstater, uden at de har haft noget som helst at skulle have sagt hertil.

Mens EU tidligere var utilbøjeligt til at tillade militærudstyr, har man nu droppet denne praksis. Ifølge Kommissionens meddelelse om den europæiske rumpolitik (26. april 2007) er et af de vigtigste mål at opfylde "Europas sikkerheds- og forsvarsmæssige behov med hensyn til rummet". Som mangeårige modstandere af den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er de britiske Konservative modstandere af forslag, der udvider Kommissionens virke til forsvarsarenaen.

Betænkning af McCarthy (A6-0226/2007)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi behøver ikke mere end denne betænknings første betragtning og dens titel til at begrunde, at vi stemmer imod. Fællesskabslovgivningen om offentlige indkøb sigter på at åbne (liberalisere ville være et bedre ord) medlemsstaternes offentlige markeder for grænseoverskridende konkurrence og dermed støtte udviklingen af det indre marked i overensstemmelse med Lissabon-strategiens liberaliseringsdagsorden.

Vi går selvfølgelig ind for nationale regler om gennemsigtighed i offentlige indkøb, idet reglerne dog ikke bør hindre, at indkøbene kan anvendes til at styrke medlemsstaternes økonomiske struktur og små og mellemstore virksomheder, i betragtning af disses omfang og betydning. På dette punkt er der imidlertid en væsentlig forskel, der begrunder, hvordan vi stemmer. Vi mener nemlig, at dette område fortsat bør henhøre under medlemsstaternes beføjelser.

Offentlige indkøb er også et vigtigt redskab til at fremme social- og miljøpolitiske tiltag, da disse to områder kan inddrages i kontrakttildelingsvilkårene. Denne mulighed bør ikke indskrænkes på overnationalt plan med regler om ikkeforskelsbehandling eller andre økonomiske interesser som påskud.

Betænkning af Kinnock (A6-0220/2007)

  Gay Mitchell, Mairead McGuinness, Colm Burke og Jim Higgins (PPE-DE) , skriftlig. - (EN) Vi stemte for første del af punkt 41 og imod anden del. Vi undlod at stemme om beslutningen som helhed.

Det gjorde vi, fordi vi ikke ønskede at indikere, at vi støtter fortolkningen af ordet "rettigheder" som støtte til abort. Vi støtter selvfølgelig essensen i millenniummålene, og derfor stemte vi ikke imod beslutningen som helhed.

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for Kinnock-betænkningen (A6-0220/2007) "Om millenniumsudviklingsmålene - midtvejsstatus", fordi jeg mener, at vi har brug for et bredt partnerskab, hvis vi skal kunne gennemføre millenniumsudviklingsmålene. De nationale parlamenter og civilsamfundet skal derfor inddrages.

Et af de afgørende punkter for at gennemføre disse mål er at nedbringe fattigdommen med 50 % inden 2015, idet der skal sættes særlig fokus på problemer som hiv/aids, tuberkulose og malaria. Også ulighed mellem kønnene og forskelsbehandling af kvinder bør indgå som væsentlige bestanddele i udviklingsprogrammerne.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Jeg glæder mig over, at verdenssituationens alvor erkendes i denne betænkning.

Som det også fremgår af FN's rapport om millenniumudviklingsmålene fra 2006, har fremskridtene i bekæmpelse af sult været for langsomme, således at antallet af underernærede i stedet er vokset i de seneste år, så 854 millioner mennesker (17 % af verdens befolkning) dagligt sulter, og næsten 16.000 børn dør hver dag af sultrelaterede årsager.

Endnu en gang omtales årsagerne til denne uacceptabel situation imidlertid ikke i betænkningen.

Det er derfor vigtigt at påpege, at, samtidig med at der hver dag dør 16.000 børn dør af sultrelaterede årsager,

- afsætter den amerikanske regering mere end 600 milliarder dollars til militærudgifter på sit budget for 2007,

- har de 691 rigeste i verden en nettoformue på 2,2 milliarder dollars, svarende til de 145 fattigste landes samlede indkomst,

- har de 500 rigeste en større samlet indkomst end de 416 millioner fattigste,

- og har de 8 millioner rigeste en nettoformue svarende til 80 % af de fattigste landes BNP.

Her ligger roden til problemet.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Ordførerens tilgang til dette meget vigtige emne fortjener ros. Der er et presserende behov for at få forstærket indsatsen for at nå millenniumudviklingsmålene. Det er ensbetydende med massegældslettelse samt forøget, bedre koordineret og bedre målrettet bistand.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) På den plads, der er til rådighed i en stemmeforklaring, vil jeg gerne fremsætte to bemærkninger.

I beslutningens første punkt siges det, at "det overordnede mål for udviklingssamarbejdet er og må være bekæmpelse af fattigdom; fremhæver dog, at denne kamp ikke er begrænset til materiel vækst, og at opbygning af demokrati og fremme af grundlæggende menneskerettigheder, retsstatslige forhold og principperne om retfærdighed, lighed, åbenhed og ansvarlighed derfor altid må være centrale temaer i alle former for samarbejde af denne art".

Jeg har ikke modsat mig denne beslutning, fordi jeg mener, at disse bestræbelser betyder, at vi bør yde så meget, som vi formår, idet jeg dog også mener, at det bør fremhæves, at fattigdom ikke kan bekæmpes effektivt, medmindre der sættes ind over for dens årsager. Blandt de strukturelle årsager til fattigdom er altid dårlig regeringsførelse. Det er derfor og ikke for at gennemføre en eller anden bestemt model, at det er så vigtigt at gøre en indsats på disse to fronter samtidig. I modsat fald vil vi blot løse et problem, der vil opstå igen i morgen.

Endelig skal det beklages - som det hedder i betænkningen - at "Portugal, som under sit formandskab skal være vært for EU-Afrika-topmødet, kun nåede op på 0,21 % statslig udviklingsbistand/BNI i 2006".

  Konrad Szymański (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg var tvunget til at stemme imod betænkningen om midtvejsevaluering af millenniumudviklingsmålene.

Det vil uundgåeligt føre til splittelse omkring Afrika-strategien, hvis vi inkluderer forslag om at finansiere aborter via EU-budgetstøtte. Dette vil underminere vores foranstaltningers effektivitet. Både ud fra et moralsk såvel som et lægeligt synspunkt er abort ikke løsningen på problemet med moderdødelighed under fødsler.

Det er i strid med bistandsprincippet at anvende EU-midler til finansiering af abort i Afrika. Det tvinger alle EU-borgere til at blive indirekte inddraget i dette spørgsmål. Det er også en form for moralsk imperialisme i forhold til Afrika. Parlamentets vedvarende støtte til finansiering af abort i udviklingslandene er den største fejl, som vi har begået i forbindelse med udformningen af den humanitære bistandspolitik.

Betænkning af Cornillet (A6-0208/2007)

  Gerard Batten, Roger Knapman og Thomas Wise (IND/DEM), skriftlig. - (EN) UKIP anerkender ikke Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, og derfor kan det ikke støtte dette ændringsforslag. Vi er imidlertid enige i tekstens indhold, og vi håber oprigtigt, at det internationale samfund som helhed fuldt ud vil respektere de internationale rejseforbud mod nøglepersoner i Zimbabwes regime.

  Derek Roland Clark (IND/DEM), skriftlig. - (EN) UKIP anerkender ikke Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, og derfor kan det ikke støtte dette ændringsforslag. Vi er imidlertid enige i tekstens indhold, og vi håber oprigtigt, at det internationale samfund som helhed fuldt ud vil respektere de internationale rejseforbud mod nøglepersoner i Zimbabwes regime.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Indsatsen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU er helt afgørende, når vi betragter de mange mindst udviklede lande i denne gruppering samt omfanget af den udviklingsbistand, som EU retter mod AVS-landene. Jeg støtter mange af kravene i betænkningen såsom opfordringen til de nationale parlamenter og civilsamfundet om at involvere sig mere i processen med national bistandsprogrammering i AVS-landene.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Som det fremgår af den her vedtagne beslutning, viser arbejdet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU - både i 2006 og i de foregående år - at den er et fremragende redskab til at skabe de strukturer og forbindelser og den dialog, der er helt uundværlige for at tilvejebringe det nødvendige grundlag for et godt forhold mellem parterne og fremme af virkelig nyttige projekter.

Når det er sagt, og når det samtidig konstateres, at processen hidtil har været god, må vores bestræbelser herefter rette sig mod fremtiden. Vi har pligt - såvel moralsk og etisk som i egen interesse - til at støtte disse landes udvikling og bistå dem med at åbne deres økonomier og sammen bruge globaliseringen til noget positivt, idet vi skal sørge for at forebygge, mindske eller udbedre dens mere negative sider.

Hvad angår en del af disse partnere, er det derfor særdeles vigtigt, at det næste topmøde mellem EU og Afrika, der skal foregå under det portugisiske formandskab, bliver konsekvent. Realisme med resultater er bedre end utopier uden historie.

7. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 13.00 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

8. Parlamentets sammensætning: se protokollen

9. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

10. På vej mod en traktat om våbenhandel (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om på vej mod en traktat om våbenhandel.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Den illegale handel med våben og den uansvarlige eksportkontrolpolitik i nogle stater er med til at give næring til konflikter rundt i verden, undergraver respekten for menneskerettigheder og fremmer kriminalitet og terrorisme. De hindrer desuden hele regioner i at opnå en bæredygtig økonomisk udvikling.

På denne baggrund opstod for nogle år siden idéen om at fastlægge globale principper for våbenhandel i en bindende aftale. Idéen om våbenhandelskonventionen ATT var født. EU's medlemsstater har lige fra begyndelsen arbejdet for en sådan aftale, og også det nuværende formandskab tillægger denne proces stor betydning. På et møde den 18. juni understregede Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) vigtigheden af en våbenhandelskonvention.

Det glædede mig meget, at Europa-Parlamentets ordfører for EU's adfærdskodeks for våbeneksport, hr. Romeva i Rueda, tog imod formandskabets indbydelse til det uformelle seminar for medlemmerne af Rådets arbejdsgruppe COARM i Berlin i begyndelsen af januar. Han gav her en grundig præsentation af Europa-Parlamentets holdning til en global våbenhandelskonvention. Formandskabet er enig med hr. Romeva i, at en sådan konvention er et meget vigtigt instrument til at lægge den verdensomspændende handel med våben i bindende og ansvarlige rammer.

Et vigtigt skridt var vedtagelsen af FN's Generalforsamlings resolution 61/89 den 6. december 2006. I resolutionen opfordres Generalsekretæren til at undersøge holdningerne i FN's medlemsstater og nedsætte en ekspertgruppe senest i 2008. Denne gruppe vil få til opgave at undersøge en sådan konventions muligheder, omfang og elementer. Talrige EU-medlemsstater deltog forud for generalforsamlingen i at udarbejde resolutionen og argumentere for den over for tredjelande.

Hidtil har omkring 80 stater fulgt FN's Generalsekretærs opfordring, herunder samtlige EU-medlemsstater. Formandskabet har i en særskilt EU-udtalelse til Generalsekretæren fremhævet EU's adfærdskodeks som et positivt eksempel på internationalt samarbejde inden for våbeneksportkontrol og argumenteret for en handelskonvention for våben. Sammen med andre EU-medlemsskaber argumenterer formandskabet også fortsat for indsendelse af nationale papirer. Det er vigtigt med et stort antal positive udtalelser for at demonstrere den store støtte, som projektet nyder i hele verden.

Det vil være afgørende for en sådan konventions succes, at man ikke kun sikrer alle de store eksportørers deltagelse, men også deres importørers. FN er derfor det rigtige sted for disse forhandlinger.

Lad mig som eksempel pege på to områder, som ekspertgruppen skal være særligt opmærksom på, hvis en sådan konvention skal være effektiv: For det første skal konventionens gyldighedsområde inddeles detaljeret. Det vil kræve en særskilt kontrolliste. Denne må ikke være begrænset til kategorierne i FN's våbenregister, men skal også omfatte små og lette våben, ammunition og mandbårne luftforsvarssystemer. Der skal også tages højde for fremstillingsudstyr og teknologi i en egnet form.

For det andet skal konventionen indeholde udførlige kriterier, som der skal tages højde for ved eksportafgørelser. Til disse kriterier hører bl.a. overholdelse af våbenembargoer, respekt for menneskerettighederne i bestemmelseslandet, opretholdelse af regional stabilitet, forhindring af interne eller regionale konflikter, fremme af en bæredygtig udvikling og forhindring af en uønsket omdirigering af varerne.

Disse spørgsmål er allerede blevet behandlet i talrige regionale organisationer i hele verden. EU's adfærdskodeks for våbeneksport er det mest udviklede internationale instrument til våbeneksportkontrol. EU kan derfor henvise til sine erfaringer med adfærdskodeksen, især når det gælder disse spørgsmål. Samtidig skal man imidlertid undgå at vække det indtryk, at det handler om at påtvinge andre medlemsstater EU's adfærdskodeks. Der er trods alt en bemærkelsesværdig støtte til dette projekt i alle dele af verden. EU, som også omfatter nogle vigtige eksportnationer, har imidlertid et særligt ansvar i denne proces.

Jeg vil også gerne fremhæve civilsamfundets rolle. Ngo'er, forskere og medier har en stor del af æren for, at tøvende regeringer har ladet sig overbevise om nødvendigheden af en våbenhandelskonvention. De har lige fra starten leveret værdifulde incitamenter og bidrag, og jeg vil gerne opmuntre ngo'erne til også fortsat at engagere sig aktivt i denne proces.

Formandskabet konstaterer med glæde, at Europa-Parlamentet ved flere lejligheder har udtalt sig til fordel for en global våbenhandelskonvention og bruger sine interparlamentariske kontakter i denne sag. Jeg har med stor interesse læst det seneste beslutningsforslag og hilser udtrykkeligt de engagerede forslag velkommen. Jeg håber meget, at vi kan fortsætte og uddybe den intensive dialog med Europa-Parlamentet også i dette vigtige spørgsmål.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg har blot nogle få tilføjelser til rådsformandens bemærkninger.

I de seneste par år har kampen mod den ulovlige spredning af våben været genstand for megen politisk og offentlig opmærksomhed, og emnet er fortsat af stor betydning for os alle. Jeg vil rose de ærede medlemmer for det lederskab, de udviser i forbindelse med den juridisk bindende traktat om våbenhandel, der skal regulere den internationale handel med konventionelle våben. Det er en ambitiøs løsning, der foreslår fælles internationale standarder. Jeg kan forstå, at beslutningsforslaget allerede er stillet. Kommissionen glæder sig også over Rådets konklusioner for to dage siden. Jeg behøver ikke at gå i detaljer med dem, da de allerede er blevet nævnt.

Vi erkender alle den negative indvirkning af uansvarlig eksport af militært udstyr på den regionale sikkerhed, den økonomiske udvikling og menneskets sikkerhed i nogle af de mest sårbare dele af verden. En traktat om våbenhandel vil have stor værdi f.eks. med hensyn til at reducere den ulovlige spredning af håndvåben og lette våben. Disse våben er årsager til mange menneskelige lidelser, og de gør verden mindre sikker og påvirker vores egen sikkerhed og velstand.

Den ulovlige handel med konventionelle våben har også globale konsekvenser, og det betyder, at vi skal forbedre sammenhængen mellem EU's sikkerhedspolitik og EU's udviklingsbistand. Udvikling og sikkerhed hænger tættere sammen end nogensinde tidligere, og truslen fra disse ulovlige våben rækker ud over den umiddelbare vold, de forårsager. I denne globaliserede verden repræsenterer tabt BNP og reducerede udenlandske investeringer f.eks. mistede muligheder, som få lande har råd til.

Selv med en traktat om våbenhandel vil utallige ulovlige våben fortsat være i cirkulation rundt omkring i verden. Ud over EU's stærke politiske engagement yder vi derfor praktisk støtte til lovmæssig og administrativ kompetenceopbygning og giver EU en betydningsfuld rolle i kampen mod den ulovlige spredning af håndvåben og lette våben.

Vi er fuldt ud engageret i gennemførelsen af EU-strategien fra 2005 mod ulovlig spredning af håndvåben og lette våben. Som bekendt er dette område nyt for os. Kommissionen har været fuldt engageret i det i mange år, og den har også fået erfaringer fra samarbejdet med internationale organisationer, kontaktgruppen vedrørende den akademiske verden, ngo'er og det civile samfund om håndteringen af konsekvenserne af upassende eller ulovlige våbensalg. Der skal fortsat gøres meget både via traktaten og uden for den.

(Bifald)

  Ana Maria Gomes, for PSE-Gruppen. - (PT) Hr. formand! De senere år har ikke været opmuntrende for dem, der går ind våbenkontrol og nedrustning gennem multilaterale retsinstrumenter. FN's Generalforsamlings resolution i december om officielt at fremme en international traktat om våbenhandel giver derfor en sjælden anledning til at fejre.

Selv om det ikke kom som nogen overraskelse, var det alligevel trist, at USA som det eneste land stemte imod denne resolution. Formålet med en sådan traktat er ikke kun at finde en juridisk fællesnævner for import, eksport og overførsel af våben, give et globalt svar på en fuldstændig globaliseret handel og indføre ensartede kriterier, der underlægger våbenhandelen de bud, som menneskerettigheder, stabilitet og bæredygtig udvikling opstiller.

Formålet er også at vække den offentlige mening i de udviklede lande over for den uigennemsigtighed, der omgiver de lovlige millionkontrakter om våbensalg til allierede lande. Den britiske regerings skandaløse beslutning for nylig om at standse efterforskningen i britiske våbensalg til Saudi-Arabien og i den korruption på allerhøjeste niveau, som indgik heri, er et eksempel på den særegne pragmatiske holdning, der gælder for våbenhandel.

Kun på dette område vover en europæisk regering at standse en seriøs efterforskning i de nationale interessers navn. Det er på grund af den særbehandling, som våbenhandel har fået af regeringer over hele verden, at der er behov for en traktat udformet specielt til at kontrollere den. EU kan og bør lede bestræbelserne på dette område og kæmpe for, at de erfaringer, der er gjort med at fortolke og gennemføre dets adfærdskodeks særlig med hensyn til respekt for kriterierne om bæredygtig udvikling og menneskerettigheder, udnyttes i den nye traktat, eftersom disse to forhold er nært forbundne, som kommissær Ferrero-Waldner har påpeget.

Jeg glæder mig derfor over konklusionerne fra de sidste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), der fremhæver betydningen af at gøre fælles sag med andre stater og regionale organisationer om at udarbejde den nye traktat. Nu skal EU blot omsætte sine gode hensigter i en diplomatisk strategi for denne traktat om våbenhandel. Så længe fornuft og skrupler ikke beærer Det Hvide Hus med deres nærvær, er det europæiske lederskab på dette område hårdt tiltrængt.

  Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det er virkeligt skammeligt, at vi trods de farer, som menneskeheden i så mange år er blevet udsat for på grund af uansvarlige våbenoverførsler, fortsat ikke har en bindende FN-traktat om international våbenhandel. Men selv hvis vi havde det, tvivler jeg på, at vi ville have midlerne til, eller at de magtfulde personer ville have viljen til at overvåge den nøje og gennemføre den ordentligt. Men det skal vi bekymre os om, når FN-traktaten er på plads.

I dag har de mest skrupelløse og morderiske mennesker i hele verden let adgang til våben. Hvis man har penge nok samt de rette forbindelser, kan man købe alt lige fra håndskydevåben til jetfly. Det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før selv atomvåben kan købes på det åbne marked.

De kan så spørge, hvorfor der skal være en så ussel situation i vores samfund her i det 21. århundrede? Svaret er ganske enkelt. Der vil altid være afsindige individer i denne verden, der vil lade deres patologiske kriminelle planer gå ud over andre, og på samme måde vil der altid være onde handlende, der leverer midlerne til død og ødelæggelse til alle og enhver, så længe de tjener godt på det. Her skal det nævnes, at våbenindustriens meget lukrative virksomheder uafbrudt fremstiller mere avancerede dræbermaskiner i større antal og i stigende hast.

Jeg ved, at vi ikke kan ændre verden fra den ene dag til den anden, og at onde kræfter altid vil være med til at bestemme skæbnen for vores medmennesker. Man må imidlertid i det mindste prøve på at begynde at ændre tingene i et vist omfang. Derfor støtter jeg dette beslutningsforslag, der opfordrer til indførelse af fælles internationale standarder for import, eksport og overførsel af konventionelle våben. Det er trods alt bedre end ingenting, og forhåbentlig vil menneskene en dag være så fornuftige, at de kan se, at der slet ikke er noget behov for at producere våben.

Afslutningsvis finder jeg det værd at bemærke, at over halvdelen af de 17 førende våbeneksportører er EU-medlemsstater. Lad denne statistik give stof til eftertanke for os alle.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Parlamentet har givet udtryk for sin støtte til en international traktat om våbenhandel ved mange tidligere lejligheder.

Det særlige ved denne debat og beslutningen er imidlertid, at FN nu har taget affære. Den resolution, der blev vedtaget i december 2006 med støtte fra 153 lande, har dannet udgangspunkt for vores debat i dag. Det er rigtigt, at vi ikke må glemme, at den er blevet underskrevet af 153 land, idet det sikrer processen en reel legitimitet.

I denne forbindelse skal vi understrege visse punkter i den beslutning, som vi forelægger i dag.

For det første opfordres 153 lande til at indsende rapporter til FN's generalsekretær, hvori de angiver deres holdning til traktatens indhold, dens rækkevidde, herunder navnlig dens gennemførlighed.

For det andet skal disse rapporter baseres på gældende international ret, navnlig den humanitære folkeret og menneskerettigheder generelt. Der skal tages hensyn til en række vigtige eksisterende traktater.

For det tredje skal staternes regeringer give tilsagn om at gennemføre en grundig undersøgelse af graden af overholdelse og frem for alt manglende overholdelse af gældende regler, internationale embargoer og, i hvert fald i Europa, streng gennemførelse af adfærdskodeksen om våbeneksport. Der skal bl.a. navnlig fokuseres på våbeneksport til Sudan, et problem, som vi vil drøfte specifikt under mødeperioden i juli.

For det fjerde skal regeringerne også fokusere på og bakke fuldt ud op om etableringen af en ekspertgrupper, der skal etableres i 2008, og som skal definere traktatens indhold.

Endelig skal vi være opmærksom på, at selv om arbejdet med udformningen af en international traktat om våbenhandel allerede er blevet indledt, er der tale om en langsommelig proces, og i mellemtiden vil det globale våbensalg fortsat stige. Ifølge SIP steg omsætningen til 290.000 millioner amerikanske dollars i 2005, hvoraf ca. en tredjedel hidrører fra EU. Vi er derfor i mellemtiden nødt til at skærpe de eksisterende kontrolmekanismer og lægge særlig vægt på kontrollen af mellemmænd og overholdelsen af embargoer og øge gennemsigtigheden og den parlamentariske kontrol af denne eksport.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Det glæder mig meget, at vi har dette fælles beslutningsforslag om en international traktat om våbenhandel. Tiden er knap. I hele verden eksploderer rustningsudgifterne og rustningseksporten. Ifølge en undersøgelse fra Stockholms institut for international fredsforskning (SIPRI) blev der sidste år omregnet brugt 900 milliarder euro til militære formål, hvilket svarer til 137 euro pr. verdensborger.

Det var 3,5 % mere end i 2005. I de sidste 10 år er rustningsudgifterne i hele verden steget med 37 %. For den internationale våbenhandel har SIPRI i sin nye årbog om rustning og afrustning beregnet en stigning på i alt 50 % siden 2002. De to største eksportører var igen USA og Rusland. Tyskland pressede sig med en rustningseksport på 9,2 milliarder dollars, 6,9 milliarder euro, mellem 2002 og 2006 ind på tredjepladsen foran Frankrig.

EU-staterne er med oppe foran, når det gælder rustningseksport. Alene sidste år blev der fra Tyskland eksporteret rustningsudstyr for 3,9 milliarder dollars og dermed mere end dobbelt så meget som i 2005, hvor tallet lå på 1,5 milliarder dollars. Frankrig har udstyret Sudan, Belgien leverer våben til autokraten Kabila i Congo, så han bl.a. kan massakrere oppositionen. Når der er fyret godt op under konflikten, kommer EU så også med militære indsatser i Afrika, Congo, Sudan osv. Brandstifterne slukker brande med benzin. EU og medlemsstaterne må holde op med disse forretninger. Rustningseksport overtræder menneskerettighederne i hele verden. Rustningseksport dræber i hele verden. Vi må langt om længe sætte en stopper for denne handel med døden!

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! EU, der altid ønsker, at konflikter løses gennem forhandling og ikke med magt, vil gerne begrænse den uhæmmede vækst i handelen med dødbringende instrumenter. Der blev, som nævnt her, sidste år brugt 900 milliarder euro på militære formål. Det svarer til 137 euro pr. indbygger for verdens samlede befolkning. I militærudgifter er vi tilbage i den kolde krigs dage. Næsten halvdelen af dette enorme beløb udgøres af USA's udgifter til våben.

Udgifterne til indkøb af våben er steget faretruende og nåede sidste år et omfang på næsten 40 milliarder euro. De største eksportører har i de senere år været USA og Rusland, der hver står for 30 % af den samlede våbenhandel, med EU ikke langt efter med 20 %. Størst bekymring vækker det, at der flyder ultramoderne våben til konflikthærgede regioner i uforudsigelige lande.

Sidste år støttede 153 lande FN's resolution for at fremme en international traktat om våbenhandel. I øjeblikket er det svært at få alle lande med til et juridisk bindende dokument om international regulering af import og eksport af våben, men det er afgørende, at der tages skridt hertil i FN. Samtidig bør det fremhæves, at der er individuelle lande, der går foran imod uansvarlig våbenhandel og dens skadevirkninger for fred, sikkerhed, udvikling og menneskerettigheder. Det internationale samfund og offentligheden i alle lande, der bruger våbenhandel i forbindelse med farlige og korrupte foretagender, må lægge pres på regeringer og parlamenter.

  Margrietus van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand!. Omkring en million mennesker såres hvert år af en pistol, maskinpistol eller granatkaster. Omfanget af vold med skydevåben og de dermed forbundne menneskelige lidelser er enormt på verdensplan. I nylige væbnede konflikter er små lette skydevåben ofte de eneste våben, som anvendes. I det sydlige Afrika er alene omkring 30 millioner lette skydevåben i omløb. I Mellemøsten skønnes der at være mellem 60 og 110 millioner. De fleste af disse våben fremstilles og sælges legalt. I mange år har der eksisteret internationale aftaler om at kontrollere biologiske, kemiske og nukleare våben og spredningen af dem, men til trods for det enorme antal dødsofre er dette endnu ikke lykkedes, når det gælder salg af og handel med konventionelle våben. Dette fører til krænkelser af menneskerettighederne, langvarige krige og lande, som bliver stadig fattigere. Langt de fleste af disse våben produceres af fem rige lande. I 2005 var det Rusland, USA, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Tilsammen bærer de ansvaret for 81 % af den globale våbenhandel.

Mere end to tredjedele af handelen med disse våben går til Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika. Der ødelægges ikke blot menneskeliv, men også økonomier, infrastruktur, sundhedsvæsen og undervisning. Alene i det nordlige Uganda var der 2.500 børn, der ikke gik i skole under de seneste 20 års våbenmagt.

FN's resolution af 6. december 2006 gør en begyndelse med en konvention mod dette frie omløb og styringen af det hele. Det er naturligvis yderst vigtigt for, at konventionelle våben begrænses. Jeg opfordrer derfor Rådet - og jeg kan også forstå på rådsformand Gloser, at der sker noget - til, at der fra europæisk side reageres massivt, hurtigt og positivt, og at vi gør noget ved de alvorlige mangler, hvad angår anvendelsen af den europæiske adfærdskodeks fra 1998. EU-våben finder stadig nemt deres vej til lande som Sudan, Kina og Sierra Leone. Det er på tide, at denne kodeks omsider gøres juridisk bindende. Det ville være et enormt skridt for FN-processen.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Sidste år brugte jeg to uger i Den Demokratiske Republik Congo på vegne af Europa-Parlamentet. Fire millioner mennesker døde i deres borgerkrig, og selvfølgelig forhindrede en international våbenembargo mod landet ikke, at våben fra hele verden - inklusive Tyskland og Frankrig, hvilket der er tydelige beviser på - kom ind i landet og bidrog til striden. Der kan ikke findes et mere slående eksempel på, hvorfor det internationale samfund skal gøre mere for at håndhæve sin vilje og sine værdier på dette område.

Som vi siger i vores beslutning, ønsker vi en omfattende, streng og fuldt gennemført traktat om våbenhandel. EU kan spille en central rolle i det internationale samfund for at sikre, at teksten præsterer netop det. Jeg er meget stolt over, at der i den aktuelle tekst fra Europa-Parlamentet står, at våbenhandelen forårsager "uacceptable menneskelige lidelser og skærpede konflikter, ustabilitet og terrorisme". Jeg takker hr. Gloser, det tyske formandskab og Rådet for en lignende hård linje i deres resolution, hvor de taler om "en uønsket og uansvarlig spredning af konventionelle våben". Lad os sætte handling bag disse ord, så vi virkelig kan påvirke, hvad der foregår i FN.

Det næste trin må være at involvere det civile samfund. Efter min mening befinder vi os i vores nuværende situation på grund af de ngo-kampagner i midten af 1990'erne, der i sidste ende med held samarbejdede med os om indførelsen af EU-adfærdskodeksen. Jeg er meget stolt over, at eksperter på Lauterpacht Centre ved Cambridge University i min egen valgkreds udarbejdede det første udkast til denne traktat til forelæggelse for det internationale samfund. Jeg opfordrer parlamentarikerne til at underskrive erklæringen til fordel for traktaten på hjemmesiden controlarms.org. Vores arbejde med civilsamfundet om at engagere verdens befolkning i arbejdet med at få en stærk traktat har helt afgørende betydning.

Endelig er jeg meget stolt over, at mit eget hjemland, Det Forenede Kongerige, sammen med Finland foreslog dette i FN, og at hver eneste EU-medlemsstat velvilligt har støttet FN. Vi har også grund til at være stolte af Europa.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne på rådsformandskabets vegne takke Dem varmt for Deres bidrag, Deres opfordringer og også for de hidtidige initiativer omkring dette meget vigtige spørgsmål og også for de advarsler, der kom til udtryk i nogle indlæg.

Jeg vil gerne kommentere to punkter. For det første skal respekt for menneskerettighederne og den humanitære folkeret under alle omstændigheder være til stede i modtagerlandene, før der kan gives en tilladelse. Jeg har understreget, at vi engagerer os for respekten for menneskerettighederne i hele verden på forskellige niveauer. Det har også flere gange været behandlet i Parlamentet. Retten til liv, forbuddet mod slaveri, retten til politisk og social indflydelse, lighed for loven, ytrings- og forsamlingsfrihed og diskrimineringsforbud bliver fortsat trådt under fode i for mange stater på denne jord. Derfor er det vores opgave at sørge for, at disse overtrædelser af grundlæggende værdier ikke bliver begunstiget gennem levering af våben.

For det andet er der spørgsmålet om embargoer. FN's Sikkerhedsråd, OECD og EU har indført embargoer over for en række lande, og i det foreliggende beslutningsforslag fra Europa-Parlamentet understreges det, at embargoen mod Sudan skal overholdes. En traktat om våbenhandel må også ubetinget gøre overholdelsen af embargoer til et centralt kriterium. Det er ikke tilfældigt, at dette kriterium står øverst på listen over kriterier i EU's adfærdskodeks.

Jeg kan forsikre Dem, at formandskabet fortsat vil arbejde for en effektiv traktat om våbenhandel. Den centrale rolle, som Europa-Parlamentet spiller i denne diskussion, er også en stor hjælp og støtte. Jeg håber, at vi kan fortsætte dette gode samarbejde også under de kommende formandskaber.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg takker Parlamentet for dets støtte, for dets initiativ og for dets beslutningsforslag. Som jeg sagde tidligere, støtter Kommissionen som en del af EU's videre indsats stærkt indledningen af forhandlinger om en juridisk bindende traktat om våbenhandel inden for rammerne af FN, hvilket det er vigtigt at pointere.

Et internationalt instrument til fremme af høje ansvarsnormer er klart ønskeligt, og hvis dette foretagende skal lykkes, skal vi skabe størst mulig enighed og opfordre alle stater til at støtte dette initiativ. Vi ser gerne, at det bliver et juridisk bindende, særskilt og selvstændigt initiativ, der dækker alle overførsler af konventionelle våben, opstiller principperne for definitionen på ulovlige overførsler, omfatter overvågning, og som er bredt funderet. Vi ved, at det ikke bliver let at overtale alle leverandører i hele verden, og at det derfor bliver meget vigtigt for alle de store våbenproducenter at undgå en situation som den, vi havde med Den Internationale Straffedomstol eller med konventionen om afskaffelse af miner. Vi vil derfor søge at skaffe den bredest mulige enighed.

  Formanden. - Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag 21 juni 2007.

(1) Se protokollen.

11. Meda og finansiel støtte til Palæstina (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou for Budgetkontroludvalget om Meda og økonomisk støtte til Palæstina - evaluering, gennemførelse og kontrol (2006/2128(INI) (A6-0210/2007).

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE), ordfører. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Der er mange faktorer netop nu, som gør den betænkning, vi behandler i dag, særligt vigtig og aktuel.

De magre resultater af Euro-Middelhavsprocessen og de store udfordringer i dette område tvinger os til at gøre regnskabet op og vedtage seriøse politikker samt indgå økonomiske forpligtelser.

Den tragiske situation på det palæstinensiske område forværres, og udviklingen tyder i alarmerende grad på en yderligere forværring og foranlediger os til at foretage en grundig vurdering af vores aktiviteter og blive bevidste om vores ansvar for fremtiden.

Vi er også nødt til på en overbevisende måde at imødekomme de europæiske borgeres bekymringer over forvaltningen af midler i områder, der er tilbagestående med hensyn til demokratiske forpligtelser og forvaltnings- og evalueringsmekanismer.

Jeg vil minde om, at Meda-programmet er vores grundlæggende finansielle redskab til gennemførelsen af de foranstaltninger, der ledsager Euro-Middelhavspartnerskabet vedrørende det politiske og det økonomiske aspekt med det formål at skabe et frihandelsområde og vedrørende det kulturelle og sociale aspekt, der udgør den tredje søjle.

Meda II, der er det sidste Meda-program, som er iværksat, skulle ifølge planen uddele 5,3 milliarder euro fra 2000 til 2006. Meda-forordningen udløb i 2006, og i dag har vi et nyt naboskabs- og partnerskabsinstrument, der blev iværksat i 2007, og vi tror, at vores erfaringer med Meda vil være til stor gavn i forbindelse med den nye mekanisme.

Jeg vil gerne minde om, at de årlige forpligtelser inden for Meda II, som størstedelen af vores betænkning er helliget, har svinget mellem 569 millioner euro i 2000 til 697 millioner i 2004. Der har således været en konstant forøgelse, selv om vi bør huske på, at vores forpligtelser mellem Meda I og Meda II blev øget for Palæstina, Syrien, Algeriet og Marokko og de regionale aktiviteter, mens de faldt for Egypten, Jordan, Libanon og Tunesien. Forøgelserne var ligeledes forskellige alt efter gennemførelsessektor. Finansieringen til aktiviteter, der omfatter almen og erhvervsfaglig uddannelse samt økonomisk institutionel støtte udviste den største stigning, mens der inden for andre sektorer som landbrug, lokal udvikling og private reformer var færre forpligtelser under Meda II end under Meda I.

På grundlag af vores erfaringer i Europa-Parlamentet og vores informationer - samt Revisionsrettens beretning - mener vi, at Kommissionens forvaltning af Meda-programmet er blevet væsentligt forbedret i forhold til de foregående år, og vi kan sige, at evalueringen er tilfredsstillende på grundlag af de politiske forhold, som spiller en rolle i området, og der er gjort en stor indsats, som gradvis har medført en mere lige fordeling af ressourcerne, kortere forberedelsesperioder og hurtigere udbetaling.

Vi vil foreslå Kommissionen, at den i forbindelse med fremtidige aktiviteter tager højde for, at antallet af projekter og programmer hele tiden stiger, at vores budgets bidrag til det samlede program vokser, at den rolle, vores kontorer spiller, og fordelingen af ansvaret på lokalt plan ifølge vurderingerne er tilfredsstillende og betydelig og bør øges, og at samarbejdet med de lokale myndigheder har spillet en rolle, og vi bør styrke dette forhold. Desuden bør vi på enhver måde styrke samarbejdet mellem Middelhavslandene (syd-syd-partnerne) med henblik på at opnå det stærkt ønskede mål om regionalt samarbejde og regional integration.

Hvad angår finansieringssektorerne, er det vores opfattelse, at det økonomiske aspekt af partnerskabsforholdet skal ledes hen mod social samhørighed og bæredygtig økonomiske udvikling, men vi må heller ikke glemme, at vi for at nå vores mål har brug for en overordnet overvågning og styrkelse af aktiviteterne på alle områder. Vi kan ikke sige, at nogle sektorer har højere prioritet end andre.

Støtten til Palæstina udgør en vigtig del af vores betænkning, og vores kolleger har udvist stor interesse for dette spørgsmål. I perioden 1994 - 2006 har Kommissionen givet ca. 2.300 millioner euro i støtte til den palæstinensiske befolkning. Udbetalingerne til de palæstinensiske områder har været temmelig stabile, på mellem 232 og 260 millioner mellem 2002 og 2005. Alene i 2006 blev der givet 700 millioner euro i støtte, hvilket er et rekordstort beløb. Som vi også ved fra kvartettens beslutning af 9. maj 2006, har vi den internationale mekanisme for midlertidig støtte, og gennem denne mekanisme afsatte Kommissionen et beløb på 107,5 millioner euro til de tre støttemuligheder, hvor den første er nødhjælp, den anden infrastruktur og den tredje udbetaling til de fattigste og mest skrøbelige samfundsgrupper. Vores udvalg har drøftet vores forbindelser med den palæstinensiske myndighed og den bedste måde at opfylde behovene på, både hvad angår politisk og økonomisk støtte til selve den palæstinensiske myndighed, og hvad angår uddelingen af den humanitære bistand, og derfor har jeg stillet to mundtlige ændringsforslag, der gør betænkningen mere aktuel. Det ene vedrører punkt 38, som, jeg vil mene, er forældet, hvor vi enten kan slette det eller foretage væsentlige ændringer, og desuden et nyt punkt, som drejer sig om Rådets beslutninger, både hvad angår støtte til den nye regering, og hvad angår vores forpligtelse via den internationale mekanisme til at iværksætte de nødvendige aktiviteter vedrørende humanitær bistand til Gaza. Jeg kan garantere, at vores politiske gruppe støtter det, og jeg tror også, jeg har de øvrige medlemmers opbakning til dette nye punkt.

(Bifald)

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, kære fru Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke ordføreren varmt. Vi har vurderet henstillingerne og er i vidt omfang enige med Parlamentet i dets vurdering og konklusioner om Meda-programmet.

Det blev jo konstateret, at støtten gennem Meda-programmet var hensigtsmæssig og et vigtigt bidrag til at gennemføre Meda-målene. Desuden blev det anerkendt, at hjælpen svarede til udviklingsplanerne og modtagerlandenes behov. Det vil jeg gerne slå helt klart fast, for jeg husker stadig visse diskussioner.

Rådet værdsætter Kommissionens bestræbelser, som har ført til mærkbare forbedringer med hensyn til hastigheden og effektiviteten af planlægningen inden for Meda II.

Meda-programmet er nu afsluttet, og fra 1. januar 2007 er overgangen til EU's naboskabs- og partnerskabsinstrument gennemført. Med naboskabs- og partnerskabsinstrumentet er der skabt et skræddersyet instrument for gennemførelsen af den europæiske naboskabspolitik.

Europa-Parlamentets krav om at styrke samarbejde mellem partnerlandene i Middelhavsområet opfyldes med regionalprogrammet Syd, som frem til 2010 har fået 343,3 millioner euro stillet til rådighed.

Vi er enig med Dem i, at det er afgørende for hele regionen fortsat at arbejde for alle målene i Barcelona-processen. At det trods spændingerne i regionen er lykkedes os i fællesskab at tage fat på saglige emner og udbygge dem yderligere, det viser, at Barcelona-processen og Euro-Middelhavs-dialogen faktisk stadig er en egnet ramme til at opnå forandringer i Middelhavsområdet.

Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet yder med sin interparlamentariske dialog et vigtigt bidrag til at uddybe forbindelserne mellem nord og syd. Uanset om vi repræsenterer civilsamfundet, regeringer eller Parlamentet, så har vi trods vores forskellige strukturer og opgaver det mål at fremme Middelhavs-partnerskabet, og det vil vi i fællesskab bidrage til.

Jeg vil nu gå over til den del af betænkningen, som omhandler den finansielle støtte til palæstinenserne. Først vil jeg imidlertid gerne nævne, at vi ser med stor bekymring på den seneste udvikling i de palæstinensiske områder, især i Gazastriben. De hårde kampe mellem Fatah og det radikale islamiske Hamas i de forløbne uger har kostet over 100 menneskeliv og et stort antal sårede.

Hamas-militserne har med brutal vold mod de legitime nationale sikkerhedskræfter, civilister og humanitære hjælpere overtaget det faktiske herredømme over området. Præsident Abbas har på denne baggrund set sig tvunget til at opløse den nationale enhedsregering, indføre undtagelsestilstand og indsætte en nødregering. Dermed er den interne palæstinensiske forsoning, som med saudisk hjælp blev opnået i Mekka i februar, bortfaldet, og Hamas' deltagelse i regeringen er forbi.

Også den i forvejen vanskelige humanitære situation i Gazastriben er blevet yderligere forværret. Sygehusene er helt overbebyrdede og medicinsk underforsynede. Langt den overvejende del af befolkningen i Gaza er afhængig af fødevarehjælp. Hjælpeorganisationerne måtte indstille en del af deres arbejde, fordi de frygter for deres medarbejderes sikkerhed - desværre med rette, som to UNRWA-medarbejderes død under kampene har vist.

EU's udenrigsministre krævede under mødet i Rådet (almindelige anliggender) i mandags et øjeblikkeligt ophør af volden og forsikrede præsident Abbas deres fulde støtte til hans beslutninger. De vedtog straks at genoptage normale forbindelser med den nye regering under regeringschef Fayyad og erklærede, at de havde til hensigt at skabe forudsætningerne for en genoptagelse af den direkte finansielle og praktiske støtte. Desuden bekræftede udenrigsministrene, at de ikke ville lade menneskene i Gazastriben i stikken i deres humanitære nødsituation. Man diskuterer i øjeblikket, hvilke andre konsekvenser der mere konkret skal træffes som følge af den ændrede situation.

Da EU i juni 2006 indførte finansieringsmekanismen TIM, bidrog det i høj grad til at afhjælpe de mest presserende behov hos den nødlidende palæstinensiske befolkning. TIM's struktur er transparent, og mekanismen har vist sig at være et fleksibelt og effektivt instrument.

Kommissionen og medlemsstaterne gav sidste år over 300 millioner euro i hjælp gennem TIM direkte til den palæstinensiske befolkning og fortsætter sine betalinger, også og netop i den nuværende situation. Dette skal hele tiden understreges og fremhæves, for nogle gange bliver der fortalt noget andet i pressen. Derfor glæder vi os også over Mellemøstkvartettens beslutning om at forlænge TIM's mandat med yderligere tre måneder til udgangen af september.

I betænkningen opfordrer De med rette Israel til at udbetale de indeholdte told- og skatteindtægter til palæstinenserne. Det har EU også gentagne gange opfordret Israel til at gøre, senest i erklæringen fra Rådet (almindelige anliggender) den 18. juni. Den israelske regering har meddelt - vi har jo været i dialog med den israelske udenrigsminister, fru Livni - at den nu er villig til at udbetale midlerne.

Vi håber, at det også vil være en hårdt tiltrængt indsprøjtning til den palæstinensiske økonomi. Hvis ikke der kommer en mærkbar forbedring også på dette område, vil en politisk løsning ikke kunne lykkes.

Også med hensyn til de nødvendige reformer af de offentlige finansforhold, som De har nævnt, herunder finanskontrol og revision, er EU allerede aktiv. Kommissionen støtter det palæstinensiske finansministerium med teknisk hjælp i den videre udbygning af gennemsigtige strukturer for det palæstinensiske budget.

EU's mål er og bliver to stater - Israel og Palæstina - som lever fredeligt med hinanden side om side og med naboerne i regionen. Vi vil bidrage til, at der på lang sigt skabes bedre livsbetingelser for palæstinenserne i stedet for at bedrive krisestyring. De seneste uger har med al ønskelig tydelighed vist, hvorfor dette er bydende nødvendigt.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Kratsa-Tsagaropoulou for hendes udmærkede betænkning. Den kommer på et vigtigt tidspunkt, da den vedrører et samarbejde med den sydlige del af Middelhavsområdet, mens den styrkede naboskabspolitik også gennemføres. Jeg vil først tale om de vigtigste resultater, inden jeg vender mig mod den aktuelle situation i de palæstinensiske områder og vores reaktioner herpå.

Med hensyn til Meda's resultater i de seneste 10 år er jeg tilfreds med Parlamentets positive påskønnelse af dette programs bidrag til gennemførelsen af Barcelona-erklæringens mål. Der kan og bør fortsat gøres yderligere fremskridt, men jeg giver Parlamentet ret i, at Barcelona-processen fortsat er den mest hensigtsmæssige ramme for Middelhavspolitikken. Processen støttes nu af naboskabspolitikken, der vil medvirke til at udvikle bilaterale forbindelser og føre mange af forhåbningerne i Barcelona-dagsordenen ud i livet.

Med hensyn til effektivitet og grundighed tilskynder Parlamentets og Revisionsrettens resultater Kommissionen til fortsat at forbedre sine præstationer. Det er klart, at vi også vil tage hensyn til de forskellige forslag fra de to institutioner. Jeg påtager mig at fortsætte Kommissionens indsats på dette område, og vi har allerede iværksat en endelig vurdering af Meda-forordningen. Resultaterne skulle foreligge i starten af 2008.

Alle vores bestræbelser skal ses i forhold til de igangværende og progressive forfatningsmæssige forbedringer, der er indført af Kommissionen siden 2001. Jeg deler fuldt ud Parlamentets synspunkt med hensyn til at fremme større social samhørighed og en bæredygtig økonomisk udvikling. Jeg deler ligeledes Deres villighed til at forfølge Barcelona-processens mål, sådan som det identificeres i betænkningen. Vi har taget adskillige initiativer på dette område gennem tematisk støtte inden for f.eks. god forvaltningspraksis, demokrati og køn. Endelig har jeg gjort synlighed til en stor personlig prioritering, og på dette område gør vi fremskridt.

Deres betænkning, fru Kratsa-Tsagaropoulou, analyserer tydeligt Meda-programmets styrker og svagheder. Den anerkender fremskridtene, men den påpeger også, hvor der kræves yderligere fremskridt. Den nye ENPI-forordning, der trådte i kraft i starten af indeværende år, giver enorme nye muligheder. Derfor ser vi frem til en fortsat dialog og Deres konstruktive støtte.

Med hensyn til den aktuelle situation i de palæstinensiske områder befinder vi os mere end nogensinde tidligere på et afgørende tidspunkt. Vi følger situationen fra dag til dag og tilmed fra time til time, og i øjeblikket ser vi på de uopsættelige behov, hvilket vi sikkert fortsat vil være nødt til. Som formanden for Rådet sagde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i mandags, havde vi lange og intensive drøftelser om Mellemøsten. Der var bred enighed om, at det er nødvendigt at støtte præsident Abbas og hans nye regering anført af premierminister Fayyad. Kvartetten har samme holdning.

Det er allerede blevet sagt, at EU straks vil genoptage de normale forbindelser med denne regering. Samtidig kan vi ikke opgive de humanitære behov hos befolkningen i Gaza, og vi vil aldrig svigte den palæstinensiske befolkning.

Med hensyn til bistand var der et stærkt ønske om at udvikle betingelserne for uopsættelig, praktisk og finansiel støtte. Det omfatter en forlængelse af nødhjælpen under den midlertidige international mekanisme med yderligere tre måneder, denne gang i et grundigt samarbejde med Salam Fayyad; fortsat humanitær bistand, herunder også til Gaza; undersøgelse af mulighederne for at genlancere direkte økonomisk støtte inklusive opbygning af institutioner; støtte til det palæstinensiske civile politi gennem fortsættelsen af EUPOL COPPS; og forhåbentlig en genoptagelse af EU-grænsebistandsmissionen EU BAM Rafah.

Jeg præciserede over for Rådet og premierminister Fayyad, at en genoptagelse af direkte bidrag til Den Palæstinensiske Myndighed er underlagt visse betingelser - dvs. kontrolforanstaltninger - i form af revisionskontrol og efterprøvelse. Jeg kan fortælle Dem, at vi allerede drøfter med premierminister Fayyad og hans personale, hvordan det kan gøres. I går fandt der således et møde sted mellem min delegationschef og premierministeren.

Som et første skridt agter vi at udbetale 22 millioner euro direkte fra en reserve for at hjælpe med at slette Den Palæstinensiske Myndigheds restancebeløb over for specielt den private sektor, så den ser, at der sker noget.

Den midlertidige internationale mekanisme (TIM) vil også for indeværende fortsætte med at kanalisere vigtige midler til palæstinenserne på en både ansvarlig og gennemsigtig måde. Den vil som sagt støtte Fayyad-regeringen fra nu af. I denne forbindelse vil jeg takke Dem og hilse den politiske aftale om de ekstra 90 millioner euro til TIM velkommen. Jeg håber også, at vedtagelsesprocedurerne kan fremskyndes.

Som formanden for Rådet allerede har sagt, er det allervigtigst, at de tilbageholdte palæstinensiske midler, som vi så ofte har bedt israelerne om at frigive, forhåbentlig endelig bliver sendt til Mahmoud Abbas' regering.

Til slut vil jeg benytte lejligheden til atter at takke Parlamentet for dets støtte, der har været og fortsat vil være af afgørende betydning. Under TIM, der er et europæisk initiativ, har vi ydet stor støtte, der er nået ud til mere end en million palæstinensere - lægemidler, hospitalsforsyninger, brændstof til vigtige offentlige tjenester, bevillinger både til de fattige samt til den offentlige sektor. Det havde ikke været muligt uden Deres støtte, og fremover har vi også brug for Deres støtte til alle de punkter, jeg netop har nævnt.

  Véronique De Keyser (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. - (FR) Hr. formand! I den glimrende betænkning af fru Kratsa-Tsagaropoulou, som jeg gerne vil takke for hendes arbejde, konstaterer man to vigtige ting.

Den første ting er, at den støtte, der siden 2003 er blevet ydet til Palæstina, er blevet administreret på en god måde og uden svig. Det er et vigtigt element, som maner det vedvarende og ubegrundede rygte om ledelsens korruption i jorden.

Den anden ting er, at den midlertidige støttemekanisme, der blev oprettet efter sanktionerne mod Hamas-regeringen i 2006, desværre ikke - på trods af de investerede beløb - var i stand til at forhindre en humanitær katastrofe med øget børnedødelighed, nye sygdommes fremkomst og ekstrem fattigdom i de besatte områder.

Når det er sagt, lader det efter indsættelsen af den midlertidige regering og opløsningen af den nationale enhedsregering til, at støtten mirakuløst er blevet retableret, og selv de skatter, som israelerne opkrævede, kan nu igen udbetales til den nye regering. Det glæder jeg mig over. Men selv om landet - som er i borgerkrig - er delt i to, giver denne utrolige holdningsændring anledning til nogle andre overvejelser. EU har været ansvarlig for politikken i Mellemøsten siden januar 2006. Denne politik har taget sigte på at isolere Hamas og fratage Hamas sin valgsejr. Med denne politik har man ignoreret fremskridtene på den politiske platform, som den nationale enhedsregering var bygget på, og man har nægtet at fordømme Israel for bortførelsen og fængslingen af 45 palæstinensiske parlamentsmedlemmer. I dag har ekstremisterne overtaget magten, og der er opstået et retsløst område i regionen. Palæstinenserne har mistet enhver tro på retsvæsenet og demokratiet, og det går ud over EU's omdømme i lang tid fremover.

Nej, vi støtter naturligvis ikke Hamas' adfærd i dag. Vi fordømmer den. Men når der hersker kaos, og når der bryder en borgerkrig ud, hører blodsudgydelser og voldshandlinger til dagens orden, og jeg kan kun bekræfte, at vi selv har været med til at skabe dette kaos. For nogle måneder siden slog Europa-Parlamentet alarm over, at ngo'erne havde brug for hjælp. Selv FN forholder sig ikke længere tavs - læs blot do Santos-rapporten. I den offentlige menings øjne kan vi stilles til regnskab for denne katastrofe, og eftersom USA har været modige nok til at nedsætte et Baker-Hamilton-udvalg for at bedømme deres politik i Irak, beder jeg i dag om, at der nedsættes et parlamentsudvalg, som kan evaluere EU-politikken i Mellemøsten og dens konsekvenser i dag.

FORSÆDE: Adam BIELAN
Næstformand

  Ingeborg Gräßle, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke vores ordfører varmt. Det er næsten synd for Deres betænkning, at den nu helt bliver overskygget af det ene spørgsmål, om det er forsvarligt at fortsætte med at give penge til denne vanskelige region, fordi det kun handler om Palæstina. Jeg vil gerne takke hende for hendes anselige arbejde, for vi tror, at vi skal lære meget mere af erfaringerne til gavn for de kommende programmer. Fru kommissær, et af mine ønsker er, at vi fremover kan undgå at lave store brud i vores programmer. EU er specialist i at lave alting om efter syv år. Jeg tror, at budgetkontrollørerne på sigt ville kunne opnå meget større fremskridt, hvis vi kunne regne med større konstans i programmerne.

Vi ser i dag, at denne betænknings aktualitet flere gange har indhentet vores ordfører. Hun har gjort sig stor umage med dette vanskelige emne, netop hvad Palæstina angår, med besøg i landet og en præciserende OLAF-rapport med timelange diskussioner om denne egn, som nok er verdens vanskeligste. For tredje gang skal vi nu tage stilling til, om det er forsvarligt at give EU-midler til denne region. I Budgetkontroludvalget har vi trods mange medlemmers betænkeligheder sagt ja, især af humanitære grunde, fordi vi ved, hvilke positive ting der også bliver gjort med disse penge i landet, og at disse penge ville mangle hårdt, hvis de ikke længere var der. Også Rådet besvarede i forgårs dette spørgsmål endnu en gang. Vi vil gerne minde om, at Europa-Parlamentet som budgetlovgiver og som dechargemyndighed sidder med ved bordet.

Vi ønsker også at støtte Palæstinas retmæssige regering og benægter naturligvis ikke det humanitære drama i Gaza. Men netop fordi der er borgerkrig, må Kommissionen i særlig grad stå til regnskab for os og må indstille sig på, at den skal aflægge dette regnskab, især da budgetstøtte er den mest risikable form for støtte.

Jeg glædede mig over kommissær Ferrero-Waldners udtalelse om, at EU-midlerne også i denne region i stigende grad knyttes til en vellykket reformpolitik. Der er nemlig én ting, vi ikke har nogen forståelse for: Også af humanitære og politiske grunde kan vi ikke affinde os med, at vores støtte igen og igen planmæssigt bliver ødelagt.

  Paulo Casaca, for PSE-Gruppen. - (PT) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, fru Kratsa-Tsagaropoulou, fru De Keyser, mine damer og herrer! Vi er samlet her i dag for at diskutere fru Kratsa-Tsagaropoulous betænkning om Revisionsrettens særberetning nr. 5/2006 om Meda-programmet, det europæiske program for lande ved Middelhavets sydside. Betænkningen fokuserer især på Fællesskabets bistand til Palæstina.

Revisionsrettens særberetning omfattede dog ikke bistanden til Palæstina. Den eneste europæiske institution, der har foretaget en grundig undersøgelse af denne finansielle mekanisme, nemlig Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), har nægtet at offentliggøre sin undersøgelse, selv over for medlemmer af Budgetkontroludvalget og selv under fortrolighed.

På den måde kan vi ikke garantere ordentlig brug af Fællesskabets midler i Palæstina. Politisk står vi imidlertid over for et ekstremt vigtigt dilemma, nemlig dels at sikre udviklingssamarbejde og humanitær bistand til befolkningen, der er offer for ledere, som kun lidt, hvis overhovedet, bekymrer sig om dens forhold, dels at sikre, at fællesskabsmidlerne ikke misbruges til køb af krigsmateriel, terrorisme, propaganda- eller indoktrineringskampagner, særlig over for børn, racisme, fremmedhad, had og selvmordsbomber, sådan som det skulle være sket med midlerne til Libanon.

Det er et overordentlig vigtigt spørgsmål, der skal gives et fast og konsekvent politisk svar ud fra den humanitære overbevisning, at alle mennesker har ret til liv uanset, hvilken religion de eller deres ophav bekender sig til, eller hvilken etnisk gruppe de tilhører, altså en politik, der modstår demagogi og hykleri.

Jeg glæder mig derfor meget over, at de israelske myndigheder her til morgen har bevilget fri passage for hundreder af palæstinensiske flygtninge, der i flere dage havde siddet fanget i Eretz-tunnelerne, på flugt fra den bølge af terror, der fejer hen over Gazastriben. Jeg vil også gerne sende en oprigtig og broderlig appel til myndighederne i Israel og Egypten om omgående at sikre mest muligt samarbejde med de internationale styrker og den nye palæstinensiske regering, som præsident Mahmoud Abbas har udpeget, for at hjælpe de palæstinensere, der flygter fra forfølgelserne i Gaza, som allerede har kostet mange menneskeliv.

Jeg håber, at vi ligesom så mange gange før fortsat kan regne med ECHO, Kontoret for Humanitær Bistand, til at hjælpe med i løsningen af den dramatiske situation i Gaza, uden at ECHO selvfølgelig dermed skal undlade at gennemføre den lige så påtrængende humanitære indsats over for de irakiske flygtninge ikke blot i Syrien og Jordan, men også i Egypten, Libanon og de forskellige lande i Golfen.

Palæstina er i dag mål for den samme fanatiske ideologi, der misbruger en religion for at skjule sin grådighed efter magt, og som også hærger i Libanon og Irak. Hvis man stadig vægrer sig ved at forstå disse forhold, vil man uundgåeligt igen blive konfronteret med kendsgerninger, som ikke kunne forudses.

  Jorgo Chatzimarkakis, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. statsminister Gloser, fru kommissær! Først vil jeg gerne takke ordføreren Rodi Kratsa-Tsagaropoulou varmt for hendes betænkning. Især afsnittet om Meda er meget velgennemarbejdet og viser de nødvendige skridt, der må tages. Det er virkelig et solidt stykke arbejde, tillykke!

I aktuel anledning vil jeg på den korte tid, jeg har til rådighed, koncentrere mig om TIM, palæstinensernes hjælpefond. Det fremgår klart af betænkningen, at kommissæren virkelig har gjort et flot stykke arbejde her. Det ønsker jeg Dem tillykke med, fru kommissær, for EU var tvunget til helt at indstille støtteudbetalingerne til den palæstinensiske selvstyremyndighed. Vi havde ikke noget andet valg. Vi kan ikke støtte terrorister. Det har vi ikke gjort tidligere, og det bør vi heller ikke gøre fremover. Men individuel lidelse skal altid bekæmpes, hvor den optræder. EU har med TIM fundet en løsning, som opfylder europæernes høje moralske krav til udbetaling af støttemidler.

I denne forbindelse mener jeg, at man bør tage kritikken af mindre afregningsfejl og unøjagtigheder til efterretning, men man må ikke fokusere på den. Der er trods alt tale om et projekt, som er blevet strikket lidt hurtigt sammen. Vi ved alle, at vi var underlagt visse restriktioner. Jeg er ikke indforstået med den skjulte kritik af den israelske strategi med midlertidigt at tilbageholde skatteindtægter. Vi kan ikke bebrejde israelerne, at de ikke ligefrem har båret pengene hen til terroristerne, så det bør vi lade ligge. Desuden har den aktuelle udvikling vist, at det var rigtigt at beholde et håndpant, som nu kan komme præsident Abbas og de moderate kræfter dobbelt til gode. I denne forbindelse vil jeg også rose Israels beslutning om at åbne grænseovergangen Erez af humanitære grunde og på den måde direkte hjælpe de palæstinensere, der flygter fra Hamas.

Til slut vil jeg gerne takke de lokale hjælpere, for hjælpen skal gives af mennesker på stedet. Europa-Parlamentet er taknemmelig for den humanitære indsats, de yder. Det er ikke let. De skal have vores hjerteligste tak.

  Adamos Adamou, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne rose fru Kratsa for det store arbejde, hun har gjort, selv om jeg er uenig i nogle af punkterne.

Jeg er ikke enig med hr. Chatzimarkakis, jeg er uenig, hr. Chadzimarkakis, og jeg vil gerne påpege det ansvar, De, hr. kommissær, har som repræsentant for Kommissionen, for den kaotiske situation, der hersker i Palæstina i dag. De har ansvaret, fordi De ikke gjorde det muligt at få en procedure for uddeling af finansiel bistand til en regering, der kaldes National Samling, til at fungere. De alene har i endnu højere grad ansvaret for den aktuelle situation, fordi De - selektivt og grundløst - insisterede på at gå uden om de institutionelle kanaler og den direkte udbetaling af økonomisk bistand til en national samlingsregering, som har accepteret PLO-aftalerne og således opfyldt "kvartettens" betingelser. Og en sidste ting: Fra nu af må vi gøre det helt klart, at genoptagelsen af direkte økonomiske forbindelser under ingen omstændigheder kan være betinget af krav, som splitter palæstinenserne og tjener Israels ekspansionspolitik.

Til sidst vil jeg opfordre kommissæren til at erkende og påtage sig sit ansvar.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Hr. formand! Også jeg vil gerne takke næstformanden, fru Kratsa-Tsagaropoulou, for hendes yderst interessante betænkning. Den er særlig vigtig og nyttig på dette tidspunkt, hvor vi står med den udfordring, at vi skal sende et budskab om håb i en situation, der synes så fuldstændig håbløs. Det er den udfordring, vi står med, men vores svar må trods alle vanskeligheder være, at vi holder ved, og at vi må fatte mod. Jeg nærer ikke, fru kommissær, dog et øjebliks tvivl om, at det netop er det, som Deres entusiasme er udtryk for, og at De vil forblive vores glimt af håb under disse svære forhold.

Vi har derfor støttet det initiativ, som De har vedtaget, herunder den midlertidige internationale mekanisme, som vi nu ved skal fornyes. De har vores fulde støtte, fordi vi mener, at denne mekanisme vil kunne klare de basale behov. De har også vores opbakning, når det drejer sig om muligheden for direkte bistand til de palæstinensiske myndigheder, selvfølgelig forudsat, at den finansielle gennemsigtighed garanteres, da det er Parlamentets pligt at sikre, at pengene bruges på en gennemsigtig måde.

Det er en skam, at vi ikke har tid til at tale om andre dele af middelhavsproblematikken, når vi ved, at Meda-midlerne er blevet brugt i andre lande, og dét på en prisværdig måde. Således er ubetalingsraten gennem tiden steget markant i lande som Marokko, Jordan og Tunesien.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil takke fru Kratsa-Tsagaropoulou for en vigtig betænkning, der afspejler EU's udmærkede arbejde via Meda-programmet. Jeg har imidlertid én indvending vedrørende betragtning N, der ikke afspejler realpolitikken for situationen efter dannelsen af en national samlingsregering. Efter min mening bør den specifikke henvisning ændres, så den mere præcist afspejler denne refleksion.

Efter min mening svarede EU og kvartetten ikke tilstrækkeligt hurtigt eller tilstrækkeligt pragmatisk på dannelsen af samlingsregeringen bestående af palæstinensernes demokratisk valgte repræsentanter. Jeg mener, at denne svipser fra vores side var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Nu er der et statskup i Gaza, der truer den længselsfuldt ventede fredelige fremtid for det palæstinensiske folk. Ja, det skal fordømmes, men enhver nyslået politiker kunne have forudset denne udvikling. Det gjorde mange af vi mere hærdede faktisk i netop denne mødesal i sidste måned.

Efter 40 års brutal besættelse og konstant ydmygelse fra de israelske myndigheder kombineret med verdens vægring mod at handle i overensstemmelse med dens egne demokratiske normer og anerkende palæstinensernes demokratiske valg, er det ikke overraskende, at Palæstina nu oplever denne krise. Selv på dette sene tidspunkt skal Europa forsøge at handle i partnerskab med det palæstinensiske folks valgte repræsentanter for at genskabe tilliden til politik, forhandlinger og valg.

Vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe med at genskabe lov og orden, hvilket i øjeblikket er lige så vigtigt for det palæstinensiske folk som humanitær bistand.

  Salvador Garriga Polledo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, fru kommissær! EU har lagt megen tid, store anstrengelser og mange budgetmidler i samarbejdet mellem landene omkring Middelhavet. Meda-programmerne beløber sig til mere end syv milliarder euros i forpligtelser og mere end 600 millioner euro om året.

Meda-indsatsen har efter vores opfattelse været en af EU's store succeser og har ikke blot bidraget til økonomisk udvikling, men først og fremmest til demokratisk udvikling og til respekt for menneskerettighederne i hele Middelhavsområdet.

Jeg mener, at størsteparten af civilsamfundets repræsentative sammenslutninger i Middelhavslandene skylder Meda-programmet deres eksistens. Vi er derfor meget stolte over, at dette program er blevet godt gennemført i alle dets dele.

Palæstina har altid været kontroversielt punkt budgetmæssigt set, og det er den del af Meda-programmet, der skaber den største splid. Den direkte bistand til Palæstina er meget svær at kontrollere, som et medlem har påpeget, både hvad angår, hvem midlerne går til, og hvordan de bruges. Jeg vil gerne minde om, at vi i den foregående lovgivningsperiode havde et undersøgelsesudvalg om den direkte budgetstøtte, som jeg selv var medlem af. Undersøgelsens resultater og konklusioner gav anledning til en række lærdomme og foranstaltninger, der bl.a. fandt udtryk i den midlertidige internationale mekanisme.

I dag står vi selvsagt over for en situation, hvor den humanitære og politiske virkelighed rækker ud over de budgetkontrolmæssige forholdsregler, som vi kunne træffe for denne budgetstøtte.

Jeg tilslutter mig derfor den fremherskende opfattelse, at vi i Parlamentet er helt enige om den tillidserklæring, som vi sender den palæstinensiske regering. Vi er klar over, at det meget vanskeligt at kontrollere den direkte budgetstøtte, men vi udtrykker vores tillid til, at vi med alles hjælp kan komme igennem med den.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Hr. formand! Meda-programmet har trods sin unge alder vist gode praktiske resultater på den anden side af Middelhavet. Der er dog endnu et stykke vej at gå, for at det skal blive virkelig effektivt og påskønnet af de befolkninger, der direkte eller indirekte drager nytte af det.

Da jeg på første hånd har set Meda-programmets virke i Gazastriben og på Vestbredden, bifalder jeg mange af de forslag, som fru Kratsa-Tsagaropoulou har stillet i sin betænkning, som jeg gerne vil takke hende for. Jeg er enig i, at bistanden og indsatsen bør koncentreres om bestemte områder, men den bør samtidig udvides til andre felter, hvor der med beskedne investeringer kan opnås hurtige resultater, f.eks. mikrokreditter.

Vi bevidner en overgangsfase i Palæstina, hvilket nok tilsiger, at den internationale finansielle støtte genoptages inden længe, og sikkert også, at Israel indstiller sin ulovlige tilbageholdelse af de toldindtægter, som tilhører et folk og en regering, der er bogstaveligt talt er ved at kvæles, uden fødevarer og indtægter og en fremtid, som det er værd at kæmpe for.

Salam Fayad garanterer os kompetence og politisk ansvarlighed. Det er så vores - EU's - opgave at leverere midlerne, både i form af finansiel støtte til de palæstinensiske områder og ved at medvirke til at skabe bevægelighed for mennesker, varer og tjenesteydelser på Vestbredden, da blokaden forhindrer støttens eventuelle multiplikatoreffekt i at sætte sig igennem. EU må derfor gå foran og ikke blot følge trop.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil endnu en gang takke både ordføreren og Dem for debatten og for Deres indlæg, som har vist, at det var betydningsfuldt at indlede Barcelona-processen for 10 år siden og skabe en politik for den. Det var et forsøg på at finde nye instrumenter.

Nogle af Dem har præciseret, at dette program også har medvirket til politiske forbedringer og til en forbedring af infrastrukturen i disse lande. Når man ser på visse lande på den sydlige side af Middelhavet, må man desværre konstatere, at nogle mål endnu ikke er nået. Nogle af Dem har påpeget, at der er behov for større effektivitet på dette område. Fortsættelsen af EU's naboskabsinstrument vil imidlertid være et vigtigt bidrag til at sikre denne Euro-Middelhavs-dialog.

Jeg vil gerne vende tilbage til palæstinensernes særlige situation. Det er flere gange blevet påpeget, og kommissæren er med rette blevet rost for, at hun har fundet en vej i denne vanskelige situation. Det er også vigtigt at sige, at vi må hjælpe. Men hvis vi hjælper - og det er nogle gange pragmatisk - så må der ikke tre måneder senere pludselig lyde kritik af proceduren. Men jeg tror, fru kommissær, at der er fundet en måde at hjælpe på i den aktuelle situation.

Jeg sagde allerede i går i Udenrigsudvalget, at man må skelne mellem årsag og virkning. EU har hele tiden sagt, at vi vil støtte processen i Mellemøsten. Men vi har også sagt med hensyn til anerkendelsen af regeringen efter valget, at visse kriterier skal være opfyldt, nemlig afståelse fra vold, overholdelse af køreplanen, anerkendelse af staten Israel, altså områder, som var fastlagt på forhånd. Det er vigtigt at vide. Vi har jo også levet op til det. Jeg ville ikke altid lægge hele skylden på utilstrækkelig anerkendelse af regeringer eller utilstrækkelige midler.

EU har senest i udenrigsministrenes Råd arbejdet for og også opnået, at Israel nu er kommet med et vigtigt løfte, nemlig at frigive de indefrosne midler. Det har også involveret forhandlinger med palæstinenserne. Her vil man - det gjorde Kommissionen klart under debatten med udenrigsministrene sidste mandag - meget hurtigt opnå resultater, fordi det er vigtigt, at hjælpen bliver givet både på Vestbredden og i Gazastriben.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det er yderst vigtigt at erkende, at der er en vigtig sammenhæng mellem Meda og den nye naboskabspolitik. Det er sandt, at vi har udrettet meget. Nu samarbejder Middelhavslandene for første gang med os, ikke kun multilateralt men også bilateralt - dvs. ikke kun gennem Barcelona- og Middelhavsprogrammet men også bilateralt i naboskabsprogrammet..

Det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument er et særligt instrument, der bygger på Meda med hensyn til programmering og gennemførelse. Vi har imidlertid forsøgt at være lidt mere koncentrerede og fokuserede for at øge effektiviteten.

Med hensyn til ECHO, har hr. Michel, der er ansvarlig for ECHO, gjort sit yderste. I år er der allerede bevilget 60 millioner euro i ECHO-støtte til palæstinenserne via FN-organisationer og ngo'er.

Jeg vil gerne tale kort om OLAF. Som De ved, nævnte generaldirektøren, at han skal respektere OLAF's forskellige regler og vedtægter. Samtidig har han imidlertid leveret et resumé på ca. 10 sider med de vigtigste konklusioner i en særberetning til Budgetkontroludvalget. Han har også tilbudt at deltage i et lukket udvalgsmøde for at besvare spørgsmål. Jeg må imidlertid gøre det klart, at det kun vil handle om penge for årene 2001-2003 og ikke den seneste periode.

Lad mig nu vende tilbage til det vanskelige spørgsmål om Palæstina og vores bevillinger dertil. For det første ved De, at det er en EU-politik og ikke kun Kommissionens politik, og derfor er det medlemsstaterne, der i enstemmighed har vedtaget politikken, og vi har derefter forsøgt at støtte den bedst muligt. Det tog os derfor ikke lang tid, da den nationale samlingsregering blev dannet. Jeg havde mit første møde med Salam Fayyad i den efterfølgende uge. Jeg havde allerede mødt ham, inden han var i regeringen, og vi forsøgte at se på, hvad der kunne gøres. Det var ham, der sagde, at vi skal bruge nogen tid: De har den midlertidige internationale mekanisme, så brug den indtil videre. Jeg er imidlertid forpligtet til at udstede en ordre til finansministeriet, til dens enkelte konto. Derefter åbnede han også en særlig PLO-konto, men den konto brugte vi aldrig. Det var meningen, at den især skulle bruges til penge fra de arabiske lande, og måske også til israelske penge, hvilket i sidste ende ikke blev til noget.

Det skulle således være klart, at det var en EU-politik. Nu er der en ny situation, som vi og kvartetten øjeblikkeligt reagerede på. Jeg har netop skitseret, hvad der kan gøres vedrørende denne politik.

Som svar til det medlem, der nævnte mikrokreditter, kan jeg sige, at vi vil medvirke til at chokstarte økonomien, og derfor betaler vi restancer til iværksætterne ud af de 22 millioner euro, der var et reserveprogram. Det er ikke sket i lang tid, og nu har vi aktiveret det, og derfor vil vi også have god finanskontrol med det.

I det store og hele har vi gjort, hvad vi kan, og vi har hele tiden taget hensyn til, at det palæstinensiske folk ikke skal lide. Vi forsøger i det mindste at hjælpe dem.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 21. juni 2007.

12. Ungdomskriminalitet (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Katerina Batzeli for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling om ungdomskriminalitet - kvindernes, familiens og samfundets rolle (2007/2011(INI)) (A6-0212/2007).

  Katerina Batzeli (PSE), ordfører. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! I dag tager Europa-Parlamentet fat på den sag, der hedder ungdomskriminalitet. Det er en sag, der fylder mere og mere med uopklarede sager, med unge forbrydere og ofre, med et samfund, der er bekymret, og som ofte er stigmatiseret og reagerer løsrevet fra sammenhængen ved enten at se de unge mennesker som udtryk for dårlige tider og med krav om, at de straffes, for at sætte et eksempel, hvor man er ligeglad med deres fremtid, eller ved at fremhæve årsagerne og betydningen af deres reintegration i samfundet.

Det er meget vanskeligt at sætte fingeren på, hvad der helt præcist er årsagen til et ungt menneskes kriminelle adfærd, da den unges handlinger indgår i en kompliceret proces med socialisering og social kontrol. Der kan dog drages to pålidelige konklusioner. For det første er de unge kriminelle ikke syge, og adfærden skyldes ikke fysiske, mentale eller psykiske afvigelser, og for det andet skal vi se på det miljø, der danner rammen om den unges personlighedsudvikling, hvis vi skal analysere unges adfærd - kriminelle eller ikke. Familien, skolen, vennekredsen og samfundet. Endvidere er situationen nu om dage sådan, at unge bliver kastet ud i voksenverdenen af eksterne faktorer som f.eks. medierne, teknologi og især internettet, og ofte reagerer de aggressivt på denne invasion af deres liv.

Formålet med denne betænkning er ikke så meget at intervenere i de nationale retssystemer og straffesystemer, da vores udvalg ikke har nogen beføjelser her, og Europa-Parlamentets rolle også er meget begrænset. Vores formål er at påvise den bedste praksis, der anvendes på nationalt plan, at fremme udveksling af informationer og erfaringer, at skabe netværk for de kompetente instanser og støtte dem institutionelt, organisatorisk og finansielt. De erfaringer, der er gjort i de enkelte medlemsstater, er en vigtig indikator for de øvrige medlemsstater, som viser, at innovative og alternative foranstaltninger kan fungere mere effektivt end de traditionelle foranstaltninger med fængsling og straffeforanstaltninger over for unge kriminelle.

Der kræves en integeret strategi på nationalt og europæisk plan, som kombinerer foranstaltninger koncentreret om tre søjler: forebyggelse, samfundsintegration af de unge samt udenretslige og retlige interventionsmekanismer. I forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af en integreret national politik og EF-politik er den direkte sociale inddragelse af alle de relevante instanser af afgørende betydning, både regionale og lokale myndigheder, skoleinstanser, familien, ikkestatslige organisationer og medierne. Som det er foreslået i betænkningens punkter, bør Kommissionen opstille følgende umiddelbare prioriteter:

For det første skal der oprettes et europæisk observationsorgan for ungdomskriminalitet, som også skal støtte sig til de nationale observationsorganer.

For det andet skal der oprettes en europæisk hotline for børn.

For det tredje skal der fremlægges basispolitikker, der direkte skal fokusere på udbredelse af information og større inddragelse af forebyggende aktiviteter, der integreres i eksisterende fællesskabsprogrammer, dels offentliggørelse af en undersøgelse i samarbejde med et netværk af nationale eksperter med det endelige mål at udgive en meddelelse fra Kommissionen og gennemføre et integreret rammeprogram for bekæmpelse af kriminalitet, som skal finansieres over et nyt udgiftsområde i EF-budgettet.

I de grundlæggende aktiviteter inden for programmet kan der indgå aktiviteter for at udbrede bedste forebyggelsespraksis, målinger og analyser af de systemer til behandling af unge kriminelle, der er udviklet - f.eks. genoprettende retsforanstaltninger - udvikling af en europæisk model for integration og social beskyttelse af unge og kriminelle samt, hvad der er vigtigst, oprettelse af netværk mellem de lokale og regionale myndigheders ansvarlige tjenester.

I betragtning af kommissærens politiske engagement og forslag vedrørende børns rettigheder er det relevant, at De inddrager Europa-Parlamentets behandling af problemet i en europæisk plan for de unge. Der siges, at uartige børn som regel er bedrøvede børn. Lad os give dem grund til at smile i dag.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over denne betænkning, og jeg støtter de vigtigste henstillinger fra ordføreren fru Batzeli. Ungdomskriminalitet er bestemt en af de udfordringer, vi skal tage op i vores moderne samfund. Jeg vil komme med et eksempel. En nylig undersøgelse gennemført af Det Europæiske Kriminalpræventive Net om mobning i skoler viste, at mobningen har været og fortsat er et stort problem i Europa, hvor den i et givet semester rammer mellem hver syvende og hver tredje studerende.

Som et første skridt skal vi forbedre vores viden om fænomenet ved at indsamle relevante data. Statistiske data indsamlet på nationalt plan er ikke let sammenlignelige på grund af forskellene i medlemsstaternes lovgivning og de forskellige måder at udarbejde officielle kriminalitetsstatistikker på. Det Europæiske Kriminalpræventive Net har gjort en stor indsats i de seneste fem år for at forbedre kvaliteten og sammenligneligheden af medlemsstaternes strafferetlige statistik. Netværkets hjemmeside er endvidere blevet et effektivt værktøj til at formidle informationer til både de praktiserende og offentligheden om medlemsstaternes forebyggelsespolitikker.

Endvidere vil den femårige handlingsplan om statistik, som Kommissionen vedtog i august 2006, også omfatte og måle ungdomskriminalitet og retspleje over for mindreårige, så vi kan få et bredere overblik over dette fænomen på europæisk plan. Som følge heraf vil vi være bedre i stand til at identificere de politiske behov og udvikle indikatorer, der tager hensyn til de internationale organisationers nuværende arbejde, og vi vil muligvis være i stand til at udvikle en forebyggelsesstrategi for ungdomskriminalitet på fællesskabsniveau.

Forebyggelse er helt klart et centralt element af dette område, og jeg er enig med ordføreren i, at vi ikke udelukkende kan løse dette problem med repressive foranstaltninger. Vi er nødt til at arbejde tværfagligt og multiinstitutionelt. I særdeleshed politikker som f.eks. fysisk planlægning, socialt boligbyggeri, social integration, almen uddannelse og erhvervsuddannelse, antidiskriminerende og antiracistiske foranstaltninger samt integration af indvandrere har stor betydning for at forhindre kriminalitet og specielt ungdomskriminalitet.

Endvidere viser erfaringerne med netværk, der arbejder med at forebygge ungdoms- og bykriminalitet, at alle sociale aktiviteter, der forbedrer miljøet - eksempelvis arbejde med offentlige pladser, renovation af torve, belysning, gaderengøring, boligpolitik, faciliteter og sociale handlingstjenester - bidrager til en aktiv og langvarig kriminalpræventiv politik for unge mennesker.

Kriminalprævention skal også yde et effektivt bidrag til Fællesskabets sikkerhedspolitikker, der tilstræber at eliminere selve kriminalitetsrisikoen - i særdeleshed ved at fremme sunde og plejende samfund, der tilbyder unge mennesker det nødvendige sociale miljø til at sikre en identitetsfølelse, integration og et meningsfyldt liv. Vi skal være opmærksomme på, at medlemsstaterne og de lokale myndigheder er hovedansvarlige for at gennemføre effektive kriminalpræventive politikker. Det gælder i endnu højere grad for ungdomskriminalitet, der typisk findes på lokalt plan. Derfor har de lokale myndigheder det primære ansvar for at løse problemet - ideelt set med støtte fra de nationale myndigheder.

Samarbejde og en støttende indsats på fællesskabsniveau kan imidlertid spille en vigtig rolle uden at erstatte medlemsstaternes nationale politikker. Jeg har allerede nævnt Det Europæiske Kriminalpræventive Nets vigtige arbejde med at indsamle og fremme informationsudveksling. Netværket har imidlertid også spillet en vigtig rolle ved udveksling af erfaringer og bedste praksis mellem medlemsstaterne vedrørende effektive forebyggelsespolitikker. Sidste år indledtes en omfattende komparativ undersøgelse af ungdomskriminalitet i medlemsstaterne samt de tiltrædende lande og kandidatlandene, og den færdiggøres ved årets udgang. Jeg vil selvfølgelig gøre den tilgængelig for Dem. Sådanne undersøgelser vil udgøre et sundt grundlag for fremtidige udviklinger af fællesskabets politik på dette område.

I de seneste par år er der givet betydelig økonomisk støtte til kriminalpræventive politikforslag gennem forskellige fællesskabsfinansierede programmer. Under Hippokrates-programmet og Agis-programmet har Kommissionen i de seneste fem år samfinansieret over 120 tværnationale projekter inden for områder såsom udformning af sikre bymiljøer, udveksling af bedste praksis om ungdoms- og bykriminalitet og udvikling af gode praksis i ungdomsretsplejesystemet.

Endvidere har Kommissionen som svar på behovet for en kontant indsats over for vold blandt børn og unge inklusive mobning i skoler finansieret og vil fortsat finansiere adskillige projekter vedrørende vold blandt ligemænd og mobning via Daphne II-programmet, der efterfølges af Daphne III. Som tidligere nævnt har man i de seneste år haft større fokus på skolemobning, og der er adskillige interessante projekter i gang. Den nye generation af finansieringsprogrammer under de nye finansielle overslag inden for retfærdighed, frihed og sikkerhed - i særdeleshed programmet om forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet - vil sammen med Daphne III yde væsentlig økonomisk støtte til nationale og tværnationale projekter på dette område.

Endelig vil de i samme periode - 2007-2013 - blive suppleret af ekstra og betydelig finansiering inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse, ungdom, kultur og statsborgerskab. De kender helt sikkert det nye Aktive unge-program. Som jeg allerede har sagt, er uddannelse en af nøglerne til at forhindre ungdomskriminalitet, så disse programmer udgør et andet vigtigt bidrag til de langsigtede forebyggelsespolitikker.

  Esther Herranz García, for PPE-DE-Gruppen. - (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Først vil jeg gerne takke Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling for dets arbejde ligesom de eksperter, der deltog i den offentlige høring, som vi afholdt, fordi de med deres bidrag gav os værdifuld viden om hvordan man bedst forholder sig til fænomenet ungdomskriminalitet i Europa. Jeg vil også gerne takke fru Batzeli for denne betænkning og medlemmerne for deres engagement og indsats.

Den stigende ungdomskriminalitet i Europa er et fænomen, som vi ikke må ignorere. De unge, der begår kriminalitet, bliver stadig yngre, hvilket er særdeles bekymrende. Europa-Parlamentet må derfor opfordre medlemsstaterne om at udveksle erfaringer og finde løsninger til at begrænse dette fænomen.

Det er derfor vigtigt ikke blot at opstille en sammenhængende og effektiv strategi, men også at tage højde for den særlige rolle, som familien, underviserne og samfundet spiller for dannelsen af de unges værdier. Jeg vil også gerne fremhæve den rolle, som vi politikere bør spille på dette område, og jeg glæder mig derfor over det initiativ, som er gennemført i La Rioja, hvor man har indført en slags fritidspædagoger, der er tæt på de unge, og som deltager i deres aktiviteter efter skoletid til gavn for de unges udvikling og sociale integration. Nu kan vi styrke dette initiativ med mere ambitiøse programmer som dem, kommissæren har redegjort for.

Når vi taler om vold blandt unge, må vi ikke glemme den sociale virkelighed. Den 17. maj 2003 blev Sandra Palo, en 22 år gammel udviklingshæmmet spansk pige bortført, voldtaget, kørt over flere gange og brændt levende af fire unge på mellem 14 og 18 år. Efter fire års ungdomsfængsel får en af dem nu sin frihed igen.

Mine herrer og damer, frihed betyder ansvar, og vores samfund, der er frie, må også være ansvarlige. Hvis vi ønsker, at tragedier, som den, der overgik Sandra Palo, ikke skal gentage sig, må vi undgå ethvert signal, der måtte skabe det indtryk hos unge, at kriminalitet ikke straffes, og gennemføre effektive foranstaltninger, der genopbygger borgernes tro på systemet.

  Lissy Gröner, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Først og fremmest vil jeg gerne takke fru Batzeli for denne initiativbetænkning fra Den Socialdemokratiske Gruppe. Det har glædet os meget, at vi i dag har fået dette brogede og meget omfangsrige forslag til initiativer mod ungdomskriminaliteten. I første omgang er det naturligvis op til medlemsstaterne at gennemføre initiativerne, men også vi i EU har et medansvar for at imødegå dette voksende fænomen. Kommissæren har jo også præsenteret strategien for børns rettigheder. Det er endnu et bidrag i retning af at gøre noget i fællesskab. Vi må ikke vente, til forstæderne står i brand igen, før vi gør noget.

Vi må frem for alt også have en integreret model for at løse de sociale problemer. Vi må sørge for, at ungdomsarbejdsløsheden bliver nedbragt, at fattigdommen blandt unge bliver nedbragt, og at sociale misforhold bliver afhjulpet. Vi har naturligvis også strukturfondene, som vi fortsat kan bruge, her har medlemslandene mange muligheder. Hr. kommissær, De gjorde det meget klart, at Daphne-programmet indeholder en mængde rigtig gode muligheder for at tage fat på voldsfænomenet hen over grænserne, og programmet "Aktive Unge" giver mulighed for den slags positive initiativer.

Jeg tror imidlertid, at medlemsstaterne i langt større omfang må have et effektivt psykosocialt tilbud til problemfamilierne. Vi må styrke skolens rolle i kampen mod vold og ungdomskriminalitet. Her er det vores ansvar at hjælpe med programmet "Livslang Læring". Jeg tror, at mediernes ansvar skal fremhæves stærkere. Også de har et ansvar for at begrænse de voldelige scener. Jeg mener, det er nødvendigt med et forbud mod voldelige videoer og spil til unge.

Jeg vil gerne takke kommissæren. Med telefonhotlinen for børn og unge yder vi et vigtigt bidrag til at give støtte og lade de unge komme til orde.

  Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil lykønske ordføreren med hendes udmærkede betænkning om dette yderst vigtige emne, der enten direkte eller indirekte påvirker alle borgeres liv.

Adskillige undersøgelser viser os, at ungdomskriminaliteten er stigende i Europa, og det er et yderst deprimerende og bekymrende nymodens fænomen, der er en alvorlig trussel mod samfundets fremtid. Der skal gøres noget for at standse og om muligt vende denne tendens.

Fru Batzeli har beskæftiget sig indgående med problemet og dækket områderne ætiologi samt forebyggelse og behandling af kriminalitet. Jeg finder den forebyggende tilgang særlig vigtig, og i denne forbindelse er moderens, faderens og i det hele taget familiens rolle samt skolens og samfundets rolle utroligt relevant. På nuværende tidspunkt vil jeg pointere, at det efter min mening ikke er kvindernes men mødrenes rolle, der er interessant i denne forbindelse. Jeg vil også pointere, at fædrenes rolle er lige så vigtig, og at de måske skal medtages i betænkningens titel.

Jeg bemærker også med beklagelse, at denne betænkning på udvalgsniveau udelukkende blev vedtaget af kvinder i et - og korriger mig, hvis jeg tager fejl - udvalg kun bestående af kvinder. Jeg forstår ikke helt, hvorfor det er sådan på det institutionelle og praktiske plan. Ikke desto mindre havde jeg forventet mere input fra mænd i udvalgets overvejelser om denne betænkning. Hvorfor det ikke skete, ved jeg ikke.

Det kunne se ud til, at ungdomskriminalitet i hvert fald til en vis grad er en bivirkning af den såkaldte moderne levevis og de krav, der stilles til forældrene af deres komplicerede socioøkonomiske behov. Måske har vi forældre i vores tørst efter velstand og forfremmelse - hvilket i de fleste tilfælde kræver, at både faderen og moderen er væk fra hjemmet i mange, ja alt for mange, timer hver dag - nedprioriteret vores børn.

I forbindelse med forhandlingen om denne betænkning er det måske klogt at opfordre forældrene til at standse op et øjeblik eller to og alvorligt overveje inderst inde, hvad der er vigtigst i deres liv - en højere indkomst eller mere tid sammen med deres børn? Forældrene kender svaret.

  Zdzisław Zbigniew Podkański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Ungdomskriminalitet er et massefænomen, der desværre vokser. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor? Hvad har vi gjort forkert? Hvilke metoder og modeller skal vi vælge i indsatsen mod ungdomskriminaliteten?

Nogle mener, at vi ikke skal benytte straf som metode, men i stedet koncentrere os om forebyggelse og om at fremme social solidaritet. Andre ønsker familiens og skolens rolle styrket. Der høres også en række ekstreme stemmer om, at unge kriminelle skal anbringes isolation.

Desværre peger de mere udbredte opfattelser af problemet ofte ikke på de vigtigste årsager til en forfejlet opdragelse. Dem finder man også i globaliseringen, der forværrer familiernes økonomiske situation, og i arbejdsbetinget masseudvandring og nedbrydning af familiebånd og kontakten mellem forældre og børn, som er af afgørende betydning for børnenes opdragelse.

For det andet påvirkes de unge negativt af den lette adgang til uetisk og umoralsk materiale, der fremmer aggression og vold. Der er mindre samvirke mellem forældre, fritidsorganisationer og skoler. Der er sket et brud med de kulturelle traditioner, og Kirkens rolle i de unges opdragelse er svækket. Ingen positive alternative løsninger er trådt i stedet.

Det ser ud, som om pengesedlernes knitren har bedøvet de riges og de mægtiges hjerter og hjerner. Penge er blevet vigtigere end mennesker. De har knust menneskeligheden og troen på det fælles gode.

  Hiltrud Breyer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Mange tak til ordføreren. Vi ved, at det er et vigtigt skridt, at ungdomskriminaliteten endelig er blevet sat på EU's dagsorden, og at der virkelig bliver sendt et positivt signal med et EU-rammeprogram.

Det er rigtigt, at vi skal forebygge, så børn og unge slet ikke bliver voldelige i første omgang, og de sociale brændpunkter slet ikke opstår. Jeg finder det imidlertid beklageligt, at der er så mange her, der sidder og nikker, når det bliver hævdet, at det er forældrenes erhvervsaktivitet, der er årsagen til problemet, mens de samtidig passivt sidder og ser på eller medvirker til, at institutioner for unge og børn bliver lukket, at børnene må gå på gaden og ikke får disse aktive tilbud fra samfundet.

Et spørgsmål, som jeg mener er meget centralt, er volden i medierne. Jeg beklager, kommissær Frattini, at De talte så lidt om det, og at der også bliver talt så lidt om det i Deres rapport om beskyttelse af børn. Vi ved, at børn meget tidligt bliver konfronteret med horror-, porno- og voldsscenerier. Når kl. er 22, sidder 800.000 børn i Tyskland stadig foran fjernsynet, og i USA har et ungt menneske på 18 år allerede set over 200.000 voldsscener. Disse tal viser, hvor vigtigt det er, at vi beskæftiger os med dette spørgsmål. Dræberspil på mobilen eller i virkeligheden, som træner drabshandlinger gennem simulation, medfører tab af empati hos de unge. Her ville jeg ønske, at Kommissionen ville gøre noget mere.

Vi vil stille ændringsforslag til betænkningen om børns rettigheder. Her er der brug for et forbud. Medlemsstaterne må undersøge meget mere indgående, om der kan ske en bedre beskyttelse af de unge på medieområdet. Vi må ikke lukke øjnene på dette område, ikke bagatellisere det og forskønne det.

  Ilda Figueiredo, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Hr. formand! Man kan ikke tale om ungdomskriminalitet uden at analysere dens dybere årsager, så der kan træffes de nødvendige forebyggende foranstaltninger, for det er frem for alt dér, der skal sættes ind.

Det bør således ikke overses, at det vigtigste årsag til problemet ligger i den neoliberale politik, der føres på stadig flere områder, og som har resulteret i øgede sociale og regionale uligheder, en ungdomsarbejdsløshed langt værre end den almindelige ledighed, udbredt fattigdom og social udstødelse på grund af lave lønninger og forringede sociale ydelser, hvortil kommer svagere offentlige tjenesteydelser og følgerne af usikker beskæftigelse for familiernes levevilkår og børnenes og de unges opdragelse.

Den politik, der har medført disse forhold, må derfor ændres, og den fulgte strategi må opgives. Familiernes levevilkår må forbedres, så de kan være mere for børnene og de unge. Det betyder, at arbejdstagerne skal have flere rettigheder, herunder bedre løn og kortere arbejdstid uden løntab, og at der skal være bedre offentlige tjenester inden for uddannelse, sundhed, bolig og velfærd. Alt dette forudsætter som bekendt andre politiske retningslinjer i Fællesskabet og medlemsstaterne, der skal prioritere mennesker i stedet for konkurrence og de økonomiske og finansielle gruppers profit.

De værdier, som er fastsat i FN's konvention om børns rettigheder af 20. november 1989, skal fremmes, som vi siger i vores forslag, hvor vi også lægger vægt på, at dommere, der behandler sager om mindreårige, og alle, der er ansat ved børnedomstole, skal gennemgå specialuddannelse, så der i tide kan sættes inde med forebyggende foranstaltninger.

  Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Stigningen i ungdomskriminaliteten er uløseligt forbundet med kernefamiliens fremadskridende forfald og sammenbrud og udbredelsen af en feministisk opfattelse af kvindens rolle, der ser moderskab som en byrde, der hindrer hendes selvrealisering.

Unge kriminelle kommer sædvanligvis fra opløste eller dårligt fungerende hjem og er ofte opdraget af enlige mødre, der ikke kun har materielle problemer at slås med. Emotionelle problemer forældrene imellem, brug af uetiske og amoralske metoder i børnenes opdragelse, kriminelle adfærdsmodeller, utilstrækkelige levevilkår, mangelfuld uddannelse og forældrenes mangel på tid til deres børn betyder alt sammen, at børnene føler sig afviste og utrygge. Det betyder også, at der opstår fjendtlige følelser over for andre mennesker. Et barn, der er berøvet båndet til forældrene, viser ofte tilbøjelighed til afvigende adfærd og kriminalitet, inden det fylder fem år. Sådanne børn udvikler sig til antisociale individer, da tabet af en kærlighedsbinding til vigtige personer i ens liv er det værste, der kan ske.

Et andet problem er de destruktive følger af en liberal opdragelse, hvor der ikke er nogen normer, og hvor alt er tilladt. Medierne promoverer en hedonistisk livsstil, og der er en voksende stemning af vold og aggression, der også påvirker det politiske liv. Vi må heller ikke glemme den rolle, som afhængighed af alkohol og nikotin spiller, og den destruktive kraft, der ligger i narkomisbrug og social lagdeling, hvilket alt sammen slår voldsomt tilbage. Forebyggelse må først og fremmest bestå i at genoprette etiske og moralske principper på alle livets områder. Vi skal dog også gennemføre lovgivning og forebyggende indsats side om side med retlige og udenretslige foranstaltninger. Kvinderne skal have deres centrale position tilbage. En kvinde, der blot skal medvirke til at nå Lissabon-strategiens målsætninger, kan ikke opdrage sit barn på ordentlig vis.

Et samfund med stadig ringere sammenhængskraft - ikke kun på grund af kriminalitet - fordrer, at vi genskaber respekten for den menneskelige værdighed og moderskabets og familiens rolle. Kun børn omgærdet af kærlighed og opdraget med moralske normer vil kunne undgå at bryde etiske principper og samfundets love.

  Viorica-Pompilia-Georgeta Moisuc, în numele grupului ITS. - Raportul doamnei Bazeli tratează o gamă foarte largă de aspecte privind delicvenţa în rândul tineretului, prezentând în mod corect cauzele acestui fenomen extrem de grav, aflat în plină expansiune pe diverse paliere, atât în statele Uniunii Europene, cât şi în afara ei. Mă voi referi la două aspecte pe care nu le-am găsit semnalate în raport, şi anume:

1. Biserica - indiferent cărui cult îi aparţine, poate şi trebuie să aibă un rol din ce în ce mai important în sistemul educaţional al copiilor şi tineretului, în şcoală şi înafara şcolii. Cooperarea bisericii cu şcoala şi familia este benefică în prevenirea unor alunecări nedorite a tinerilor pe panta infracţională, în formarea unei mentalităţi sănătoase şi corecte despre viaţă, dar şi pentru recuperarea unor tineri aflaţi în situaţii critice. Educaţia religioasă în şcolile de toate gradele este cvasi-absentă. Ea ar trebui să-şi recapete locul pe care l-a avut în urmă cu mulţi ani.

2. Spiritul de disciplină şi de responsabilitate al tinerilor faţă de familie şi societate, faţă de chiar viaţa lor, lasă mult de dorit ca urmare a unor multiple cauze analizate, de altfel, în raport. În plus, în statele foste comuniste, constrângerile exagerate la care au fost supuşi tinerii generaţii după generaţii, au fost înlocuite acum, în ultimii şaptesprezece ani, într-o măsură mult prea mare, cu un libertinaj deschizător al unor periculoase alunecări, spre negarea valorilor naţionale şi europene şi copierea unor aşa-zise modele extrem de dăunătoare pentru formarea civică şi profesională a tinerilor.

Ca profesor şi ca pedagog, apreciez în mod deosebit efortul doamnei Bazeli pentru analizarea acestei problematici atât de complexe şi o rog să se aplece cu bunăvoinţă asupra celor mai sus amintite.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Ungdomskriminalitet er grundlæggende farligere end voksenkriminalitet, fordi den rammer en særdeles sårbar del af befolkningen på et tidspunkt, hvor personligheden er ved at blive dannet, og fordi den meget hurtigt udsætter de unge for at blive socialt udstødt. Ungdomskriminalitet er endnu mere foruroligende på grund af dens gruppekarakter, og fordi de kriminelle bliver stadig yngre, idet et stigende antal forbrydelse begås af børn under 13 år. Den kriminalitet, som de begår, bliver også mere og mere grusom.

Jeg glæder mig over fru Batzelis betænkning, fordi hun klart beskriver ungdomskriminalitetens årsager og søger at finde svar på, hvordan den kan mindskes. De nyeste psykologiske undersøgelser indikerer, at familien er det første og eneste sted, hvor barnet lærer kærlighed og respekt og at blive respekteret. Dårligt fungerende familier, hvor forældrene ikke tager sig af deres børn, og hvor barnet ikke modtager tilstrækkelig kærlighed, forståelse og støtte, fostrer de fleste unge kriminelle. For længe siden anså Platon familien for samfundslivets fundamentale enhed og vigtigste opdragelsesmiljø. Auguste Comte beskrev familien som broen mellem individ og samfund og fremhævede dens grundlæggende rolle i samfundet.

Opdragelsen af et barn begynder i dets første leveår i familiens skød, altså længe før det sætter sine ben i en skole. Alt det, som barnet lærer i eller uden for skolen, er med til at forme dets personlighed på godt og ondt. Ungdommen er en tid, hvor det åndelige liv føles mere intenst, en tid, hvor holdningen til ens eget liv i samfundet formes, og en tid, hvor der er brug for særlig støtte i familien. Familiens rolle som opdragelsesmiljø er ikke begrænset til de første år i barnets liv, men varer ved, indtil barnet bliver uafhængigt, altså finder et arbejde.

Det er sandt, når det siges, at ens hjem er de arme, der knuger en, når man er ked af det. Jeg er fast overbevist om, at vi kun kan nedbringe ungdomskriminaliteten, hvis vi skaber et bæredygtigt miljø i samfundet, hvor alle familier kan styrke deres rolle som ansvarlige for helheden. Familien skal være vores havn, vores lærer og vores støtte.

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne først takke fru Batzeli for hendes betænkning, der indeholder meget fornuftige forslag, der bør gennemføres så hurtigt som muligt, ikke mindst forslaget om at oprette et europæisk observationsorgan for ungdomskriminalitet.

Stigningen i ungdomskriminaliteten fordrer en integreret og effektiv familie-, skole- og socialpolitisk indsats, der kan medvirke til at bibringe børn og unge sociale værdier og integrere dem i samfundslivet. Sideløbende hermed bør der gennemføres foranstaltninger imod fattigdom og social udstødelse. Et samfund med skrigende sociale modsætninger kan ikke fremme social samhørighed eller forebygge ungdomskriminalitet.

Billeder af ungdomsvold i flere udviklede lande i og uden for EU giver grund til alarm. Hvad får hundredvis af unge til at bruge vold for at gøre opmærksom på deres problemer? Familierne, politikerne og samfundene som helhed må gå sammen og spørge, hvor og hvorfor de har fejlet.

Stigningen i ungdomskriminaliteten er et yderst alvorligt problem, og vi må spørge os selv, hvorfor unge på 13 eller 17 år giver sig til at mishandle forsvarsløse mennesker som en slags underholdning. Det er chokerende. Det er dog ikke nok bare at fordømme og kritisere. Der skal handling til, så vi ikke for sent kommer til at fortryde og sige som faderen til en af de unge, der har opført sig på den måde: Jeg føler mig som en fiasko som far.

De sagkyndige udpeger årsagerne, hvor den vigtigste er manglende tilsyn, og den næste lediggang. Uden beskæftigelse, skole eller arbejde bliver de unge uansvarlige. Oveni kommer en kultur, hvor alt er tilladt, må få eller ingen pligter, men med alle rettigheder. Der stilles ikke krav om noget, og hverken arbejde eller god indsats påskønnes.

Nogle af disse unge har været udsat for vold eller er blevet opdraget i voldelige hjem, andre føler sig rodløse eller socialt marginaliserede, og atter andre lader sig inspirere af den vold, som de ser i fjernsynet. Selv spil for børn og tegneserier dyrker vold.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Denne betænkning er uhyggelig læsning. Flere teenagere bliver involveret i kriminalitet i en tidligere alder, og deres handlinger er mere brutale. Det er så alvorligt for disse unge mennesker og for alle i samfundet, at vi er nødt til at finde løsninger, men vi skal være præcise i vores analyse af problemet.

Betænkningen indeholder en liste over de ting, der i afgørende grad præger børn: familier, skoler, venner og socioøkonomiske forhold. I nøjagtighedens interesse vil jeg til denne liste tilføje massemedier og telekommunikation, hvormed jeg mener film, fjernsyn, computerspil, internettet og senest de nye mobiltelefonteknologier.

Undersøgelser viser, at børn bruger mere tid på massemedier end på alle de andre faktorer tilsammen. Artikel 13 og 17 i FN's konvention om barnets rettigheder, der anføres som den øverste autoritet i denne betænkning, synes at give børn en uindskrænket ret til massemedier og telekommunikation samt at give massemedier og telekommunikation en uindskrænket adgang til børn. Med deres nuværende indhold af vold, had, racisme og pornografi samt påvirkning fra børnerøvere - og alle mulige bidragydere til kriminalitet - bør vi så lade massemedierne have en sådan uindskrænket ret til børnene og vice versa?

Hvis nogle af de andre ting på listen over ting, der præger børn - f.eks. familien eller skolen - misbrugte eller skadede børn, ville vi fjerne børnene af hensyn til deres sikkerhed. I gennemførelsen af FN's konvention om barnets rettigheder i EU og i medlemsstaterne skal vi genoverveje artikel 13 og 17. De blev skrevet i 1989, hvor man ikke kunne forestille sig, hvordan internettet ville være i 2007.

Vi skal også se på fædrenes rolle. Psykologerne fortæller os, at mødrene giver børnene en fornemmelse for deres egen identitet og deres identitet i familien, hvorimod fædrene socialiserer børnene og hjælper dem med at forstå, hvad en acceptabel opførsel er.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Amalia Sartori (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke fru Batzeli for hendes arbejde og Kommissionen for det forslag, som den har forelagt os.

Eftersom vi står over et fænomen, der bliver stadig mere udbredt i hele verden, og som der også eksisterer alvorlige former af i Europa, både med hensyn til ungdomskriminalitetens kvalitet og kvantitet, er det efter min mening rigtigt at spørge sig selv, hvad vi kan gøre. Der er ingen tvivl om, at forslaget om at opstille passende minimumsstandarder for alle EU-landene og udbredelsen af god praksis er en politik, som er nyttig i forhold til et så udbredt problem. Derfor er jeg enig i, at Kommissionen bør beskæftige sig med dette problem.

Når det gælder indholdet alene, mener jeg til gengæld, at det er vigtigt at understrege visse passager. Det første punkt er, at vi hele tiden skal huske os selv og alle andre på, at nyfødte er en værdi for hele Fællesskabet, og at de udgør vores fremtid. Derfor er det i alles interesse, at børn lige fra fødslen får alle de ting til rådighed, som de skal bruge for at blive EU-borgere, dvs. politikker, der ledsager barnets vækst i familien, i skolen og på arbejdspladsen, bekæmpelse af fattigdom, bolig- og beskæftigelsespolitikker, personlige tjenesteydelser, nøje overholdelse af retten og pligten til skoleuddannelse og kulturel uddannelse samt integration på arbejdsmarkedet, bekæmpelse af voldens udbredelse og nultolerance med hensyn til udnyttelse af og vold mod børn, også selv om den finder sted inden for hjemmets fire vægge. Det er nødvendigt med retssikkerhed, men også med sikkerhed for pligter og straf.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE). - Doresc să o felicit pe colega Bazeli pentru acest raport. Delicvenţa juvenilă şi violenţa în şcoli sunt fenomene care există în toate statele membre şi pe care avem responsabilitatea de a le combate prin strategii şi măsuri la nivel naţional şi european. Este nevoie de prevenire, de includerea socială şi reabilitarea delicvenţilor minori, precum şi de măsuri judiciare corespunzătoare. Pentru că anumite grupuri de minori sunt mai vulnerabile - fete între 14 şi 18 ani, grupuri de imigranţi, persoane fără domiciliu fix - şi pentru că există riscul ca organizaţii criminale să utilizeze minori pentru traficul de stupefiante, prostituţie şi furt, este important ca incitarea minorilor la delicte să se constituie în circumstanţe agravante pentru infractorii adulţi. Măsurile educative trebuie să devină prioritare şi este important să existe acorduri de parteneriat între diferite instituţii precum şcoală, poliţie, instituţie şi autorităţile locale pentru dezvoltarea de centre de recreere pentru tineri şi incluziunea socială a acestora. Instruirea părinţilor privind importanţa supervizării copiilor şi îndrumarea acestora, precum şi conştientizarea pericolelor, le va permite acestora să intervină de la primele semne ale apariţiei unor probleme de comportament.

  Anna Záborská (PPE-DE). - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Tillad mig at lykønske fru Batzeli med hendes betænkning. Betænkningens titel indikerer, at det er kvindens, familiens og samfundets rolle som helhed at gøre noget ved ungdomskriminaliteten. Jeg ville gerne have haft, at man i titlen også nævnte mændene og familiefædrene. Alle er klar over deres vigtighed, og jeg håber, at vi fremtiden uden at skamme os tør nævne familiefædrenes rolle i de forskellige EU-politikker.

Der er nogle meget omfattende statistikker - navnlig dem fra den irske forsker Patrick Fagan fra Heritage-fonden i Washington - som utvetydigt viser, at den følelsesmæssige tilknytning mellem forældre og deres børn finder sted i den tidlige barndom. På baggrund af kriminalpolitiets statistikker viser han, at jo stærkere følelsesmæssige bånd der er inden for familien, jo mindre er risikoen for ungdomskriminalitet.

Ifølge Lissabon-strategien skal 60 % af de helt små børn kunne få plads i en vuggestue. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved de unge forældres ønske om at gøre karriere i erhvervslivet, men i lyset af statistikkerne og vores alle sammens erfaringer som forældre, mine damer og herrer, bør vi kræve, at dagsinstitutionerne har den bedst mulige kvalitet. Institutionerne skal være overkommelige i pris og ligge tæt på en af de to forældres arbejdsplads.

Jeg vil gerne takke ordføreren for, at hun understreger vigtigheden af dagsinstitutionernes kvalitet.

At fjerne ungdomskriminalitet er et ansvar, som familien og samfundet skal dele. Samfundet skal fastlægge rammerne for statens indgreb. Jeg går ikke ind for, at vi skal afkriminalisere og lade være med at straffe voldshandlinger, der begås af unge, og jeg mener, at EU bør oprette et observationsorgan for vold blandt unge med det formål at institutionalisere de unges opdragelse.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne rose ordføreren for det fremragende arbejde, hun har fremlagt, for det gode samarbejde, vi har haft under behandlingen af ændringsforslagene, og for den samlede redegørelse for ungdomskriminalitetsproblemet, hun har givet os.

Det er nødvendigt med et samarbejde mellem alle de kompetente instanser, der har med børn at gøre, for at vi kan imødegå dette problem, der ikke er noget nyt problem i vores samfund. Det har altid eksisteret. Jeg vil gerne fortælle Dem en historie, som gjorde indtryk på mig, da jeg var barn, hvor vi hørte om en fængselsstraffet, som blev spurgt, hvem der havde skylden for, at han var blevet så kriminel og havnet i fængsel, og han nævnte sin mor, fordi han som treårig havde givet hende et æg, han havde stjålet, og hun havde taget imod det. Forældre, der har travlt, kan ikke bebrejdes - forældre har altid travlt - men de forældre, som ikke respekterer de grundlæggende moralske principper og værdier, og de pædagoger, som ikke lærer børnene at anerkende den vigtigste værdi, nemlig respekten for individets personlige værdighed, kan bebrejdes. Det er her, det hele bliver grundlagt, og derfor vi bliver tvunget til at træffe foranstaltninger, og vi er nødt til at træffe foranstaltninger, og naturligvis også nødt til at straffe - hvis ordvalget generer Dem, vil jeg moderere det: nødt til at irettesætte de unge, så de lærer selvkontrol.

Som vi har hørt, er selvkontrol noget, der læres meget tidligt, og også der har pædagoger og de institutioner, som vi betror vores børn til allerede fra små, et ansvar. De unge bør lære at være gode, ansvarlige borgere, som med deres personlighed og kvalifikationer kan bidrage til det økonomiske og sociale liv i det miljø, hvor de færdes.

Jeg går ikke ind for et observationsorgan. Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger og bidrage med særlige aktiviteter og finansiering af mekanismer til bekæmpelse af problemet.

  Tadeusz Zwiefka (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Også jeg vil gerne takke fra Batzeli for hendes fremragende betænkning. De fleste af os er selvfølgelig enige i, at den stigende ungdomskriminalitet udgør en voksende trussel.

Der er stor forskel på, hvordan medlemsstaterne behandler og forebygger ungdomskriminalitet. Visse politikere forsøger ydermere at udnytte problemet til gavn for egne politiske mål. Ved kun at tale for drastisk strengere straffe og stram disciplin i skolerne, får de ikke løst problemet med ungdomskriminalitet, men kun gjort den nuværende situation værre.

Jeg er helt enig i ordførerens konklusion, at forebyggelse bør udgøre den vigtigste og største del af en strategi til bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Forebyggelse har dog langsigtede mål, der rækker ud over en lovgivningsperiode og den tid, som en regering sidder. Det er også dyrere på kort sigt og giver ikke så hurtige politiske gevinster, hvilket desværre betyder, at der er politikere, som foretrækker tvangsforanstaltninger, der giver hurtige og simple resultater, især med mediernes dækning. Hovedopgaven er derfor fuldstændig at få afpolitiseret problemet med ungdomskriminalitet og sat det ind i Fællesskabets socialpolitiske rammer snarere end at fokusere på strafferetlige foranstaltninger, der stadig henhører under medlemsstaternes beføjelser.

Jeg deler det synspunkt, at forebyggende indsats over for unge og social solidaritet vil være et vigtigt skridt fremad. Ordføreren har fremhævet, at problemet med ungdomskriminalitet bør anskues ud fra fire vinkler: familie, skole, kammerater og baggrund. Kun en sådan multifacetteret tilgang har mulighed for succes. Medlemsstaternes familiepolitik skal derfor ikke så meget satse på at yde økonomisk støtte for at få flere børn, men i stedet først og fremmest sigte på at tilbyde familierne den bredest mulige assistance og støtte, efter at barnet er født. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at netop familien er det vigtigste led i denne kæde.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke ordføreren for denne udmærkede betænkning. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på en ny rapport om ungdomskriminalitet, der er blevet offentliggjort i Irland i de seneste par uger, og som viser, at fire ud af fem unge i vores ungdomsfængsler har psykiatriske problemer. Rapporten om følelsesmæssig intelligens, mental sundhed og ungdomskriminalitet blev udarbejdet af to akademikere fra University College Dublin, og det er første gang, at denne type forskning er gennemført i verden, så det er vigtigt for denne forhandling. Ifølge rapporten lider to ud af tre ungdomsforbrydere af udadrettede forstyrrelser såsom ADHD. Over halvdelen misbruger alkohol og stoffer. Nogle begyndte at tage hash og alkohol allerede som niårige og startede på kokain, da de kun lige var fyldt 13.

Forskningen viser, at unge mennesker har en meget høj frekvens af psykiske lidelser, at de indlader sig på alvorlig kriminalitet, og at de har alvorlige mangler med hensyn til følelsesmæssig intelligens og kognitive evner. Som tidligere nævnt er det bemærkelsesværdigt, fordi det er første gang, at en sådan forskning er gennemført. Otte ud af 10 unge drenge i denne forskning opfylder diagnosekriterierne for mindst én alvorlig psykisk lidelse.

Forskerne fandt, at disse unge mennesker i gennemsnit havde haft tre psykiske lidelser. Det svarer til næsten tre gange så mange lidelser hos de drenge, der var blevet henvist til psykiatrisk behandling på grund af deres problemer.

Desværre omfattes de problemer, der fremhæves af denne forskning, ikke i vores nuværende tjenesteydelser til disse unge mennesker. Størstedelen modtager ikke behandling for deres problemer, og i betænkningen fremhæves - og jeg vil sige, at det også er gældende for Europa - vigtigheden af at løse disse problemer. Ud over at reducere de psykiske lidelsers effekt på børnenes funktion og udvikling vil en behandling kraftigt reducere forseelser og kriminalitet og dermed give betydelige fordele for samfundet og retssystemet - både i Irland og i EU som helhed betragtet - så jeg vil anbefale denne forskning til Parlamentet.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 21. juni 2007.

13. Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Bogdan Klich for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed: strategi for den eksterne dimension, handlingsplan til gennemførelse af Haag-programmet (2006/2111(ΙΝΙ) (Α6-0223/2007).

  Bogdan Klich (PPE-DE), ordfører. - (PL) Fru formand! Denne betænkning skulle oprindelig være en gennemgang af Kommissionens meddelelse fra 2005 om Rådets strategi for det år. I arbejdets løb blev det imidlertid klart, at der er gjort store fremskridt med at gennemføre området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er kommet op i tempo. Der er vedtaget nye dokumenter, truffet nye beslutninger, og sket nye tiltag. Vores situation er i dag meget anderledes end for halvandet år siden.

Jeg har derfor valgt at se fremad snarere end tilbage. Det er også holdningen i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og i Udenrigsudvalget, der har arbejdet tæt sammen om denne betænkning. Det bør derfor ikke overraske, at betænkningen faktisk munder ud i en række henstillinger til Kommissionen og Rådet.

Betænkningen hviler på to grundantagelser. Den første er, at indre og ydre sikkerhed i verden af i dag er tæt forbundne, at de gensidigt betinger hinanden og reelt hænger uløseligt sammen. Den anden er, at vores retssystemer og politiske holdning må fastholde en balance mellem de borgerlige rettigheder og borgernes sikkerhed. Det betyder, at hvis vi ønsker, at vores borgere skal være sikre og frie, skal begge disse værdier fremmes uden for EU's grænser, men at der også altid skal findes en balance mellem dem.

Vores eksterne politik bør tage udgangspunkt i disse principper og tilpasse sine redskaber - de fælles holdninger og handlinger, bilaterale og multilaterale aftaler - derefter. Med andre ord skal vi eksempelvis inkludere både antiterror- og menneskerettighedsbestemmelser i vores aftaler med tredjelande. I sit samarbejde med disse lande skal EU således fremme både respekt for menneskerettighederne og fælles indsats mod international terrorisme.

I Parlamentet er vi også bevidste om de begrænsninger og hindringer, der i øjeblikket hæmmer EU's indsats på dette felt. Det skyldes dels vores komplicerede og uklare institutionelle struktur, dels manglende vilje til at uddybe den europæiske integration. Forskellige procedurer gælder under forskellige søjler, hvad angår samarbejde og eksterne aftaler. Politisamarbejdet og det retslige samarbejde i kriminalsager, som vi har hørt om så længe, er endnu ikke blevet til noget. Det må snarest muligt gennemføres.

Vi forventer, at det næste EU-topmøde fører til en international konference, der ved årets udgang vil udforme et nyt traktatudkast, og at en sådan traktat vil give Unionen status som juridisk person, afskaffe den nuværende søjlestruktur, nedbringe antal lovgivningskategorier og samle beslutningsprocedurerne.

Før alt dette sker, og før traktaten træder i kraft, hvilket kan ske i 2009, foreslår vi i betænkningen at aktivere "passerelle-bestemmelsen" i EU-traktatens artikel 42, hvor angår politisamarbejdet og det retslige samarbejde i kriminalsager samt indvandrings- og integrationspolitikken. Det vil sætte Rådet og os alle i stand til at indføre nye fællesskabsmekanismer på disse særdeles vigtige områder. I betragtning af immigrationspresset på vores sydlige grænser og truslen fra organiseret kriminalitet på vores østlige grænser vil det være en alvorlig politisk fejl ikke at træffe disse beslutninger.

Apropos spørgsmålet om grænserne vil jeg gerne henlede Kommissionens opmærksomhed på punkt 42, der omtaler visumkrav for at komme ind i USA, hvor det er temmelig ubehageligt for EU-borgere at blive behandlet forskelligt. Parlamentet opfordrer nok en gang til, at denne sag bringes i orden. Sluttelig vil jeg gerne takke alle de medlemmer, som jeg har samarbejdet med, deriblandt dem fra min egen gruppe, skyggeordførerne fra de andre politiske grupper og kommissær Franco Frattini for det fremragende og frugtbare samarbejde.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! EU har sat sig det mål at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for sine borgere. Dette mål kan EU imidlertid ikke gennemføre alene. Den frie bevægelighed for personer og varer samt Europas økonomiske styrke og demokratiske stabilitet har gjort Europa til et mål for illegal migration, organiseret kriminalitet, international narkotikahandel og islamisk terrorisme.

Det betyder, at vi må overveje, hvordan vi kan videreudvikle de eksisterende mekanismer og koncepter, når det gælder retlige og indre anliggender, og hvordan vi kan integrere dem i EU's eksterne forbindelser, som De netop nævnte, hr. ordfører.

Jeg glæder mig meget over den store interesse, som Europa-Parlamentet lægger for dagen, når det gælder de eksterne forbindelser på retsområdet og især den nævnte strategi, og anbefalingerne i Klich-betænkningen giver vigtig inspiration til diskussionerne i Rådet om, hvordan EU's udenrigspolitik på retsområdet kan uddybes yderligere og gøres endnu mere effektiv.

Strategien for rets- og indenrigspolitikkens eksterne dimension beskriver udførligt mål og fremgangsmåder. Samarbejdet med tredjelandene omfatter bl.a. EU's støtte til institutionerne og kapacitetsopbygningen. Det er en langsigtet opgave, og fremskridtene i den drøftes inden for de fælles institutioner. EU's direkte naboer spiller en særligt vigtig rolle for EU's sikkerhed. Derfor er kapitlet om samarbejdet på rets- og indenrigsområdet inden for rammerne af de handlingsplaner, som vedtages sammen med partnerstaterne under den europæiske naboskabspolitik, meget udførligt.

Ukraine indtager en ganske særlig plads blandt staterne under den europæiske naboskabspolitik, ikke kun på grund af den lange fælles grænse med EU. Samarbejdet med Ukraine på rets- og indenrigsområdet er kommet meget langt. Den 11. juni blev der lagt endnu et vigtigt grundlag i Luxembourg med underskrivelsen af arbejdsaftalen mellem Frontex og de ukrainske grænsemyndigheder. Desuden blev der den 18. juni underskrevet aftaler om visumlettelser og tilbagetagelse.

Det nære samarbejde med naboregionerne er særligt vigtigt for EU på migrationsområdet. På basis af den samlede migrationsmodel har EU i det sidste halvandet år intensiveret samarbejdet med staterne i Afrika og Middelhavsområdet betydeligt. Resultaterne er opmuntrende. Rådet (almindelige anliggender) besluttede for få dage siden, den 18. juni, at udvide migrationsmodellen til EU's østlige og sydøstlige naboregioner. Ved siden af samarbejdet med de direkte naboer på rets- og indenrigsområdet har også samarbejdet med de strategiske partnere USA og Rusland en helt særlig betydning for EU. I betænkningen kommer man også ind på mange aspekter af dette partnerskab.

I maj 2005 blev der sammen med Rusland vedtaget fire køreplaner for fælles områder. Det fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er også efter Ruslands opfattelse det område, hvor der hidtil er opnået de bedste fremskridt. Hertil hører naturligvis også aftalen om visa og tilbagetagelse, som trådte i kraft i begyndelsen af juni.

På det sidste møde mellem EU's og Ruslands justits- og indenrigsministre tog minister Schäuble imidlertid også spørgsmålet om de russiske sikkerhedsstyrkers uforholdsmæssige indgriben i oppositionens demonstrationer op over for sin embedskollega Nurgalijev. Kort efter ministertrojkaen på rets- og indenrigsområdet fandt også de regelmæssige menneskerettighedskonsultationer med Rusland sted. Også i samarbejdet med Usbekistan har menneskerettighedsspørgsmål spillet en central rolle under det tyske formandskab inden for underudvalget retlige og indre anliggender.

De centrale emner på det sidste møde med USA var terrorbekæmpelse, visumspørgsmål og spørgsmål om databeskyttelse, også i forbindelse med udlevering af oplysninger om flypassagerer.

Her har det tyske formandskab i de seneste dage arbejdet på højtryk for at indgå en ny PNR-aftale med USA. USA er heller ikke nogen let forhandlingspartner, som vi ved fra diskussionerne.

Desuden har det tyske formandskab fået de to strategiske partnere USA og Rusland til at sætte sig ved samme bord for at drøfte fælles sikkerhedsudfordringer. Hertil hører narkotikabekæmpelse, terrorbekæmpelse og grænsestyring.

I betænkningen behandles desuden styrkelsen af politi- og retssamarbejdet. Det tyske formandskab har efter min mening opnået vigtige fremskridt med hensyn til at forbedre samarbejdet inden for EU. Her vil jeg især nævne den politiske enighed om at overføre de vigtigste dele af Prüm-traktaten til EU-lovgivningen.

Desuden er der opnået politisk enighed om at overføre Europol til EU-lovgivningen. Det er også lykkedes at styrke Frontex betydeligt i de sidste seks måneder.

Jeg vil også fremhæve rammebeslutningen om at udveksle strafferegisterinformationer mellem medlemsstaterne, som også nævnes i Klich-betænkningen.

Om der er mulighed for et samarbejde med tredjelande, f.eks. Rusland, afhænger også af det stedlige databeskyttelsesniveau, som skal undersøges i hvert enkelt tilfælde.

Globale trusler og fænomener kan kun bekæmpes effektivt i et internationalt samarbejde. Den nævnte strategi for den eksterne dimension på rets- og indenrigsområdet er derfor et uundværligt element i etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Rådet satser også fremover på et tæt og tillidsfuldt samarbejde med udvalget og Europa-Parlamentet om gennemførelsen og den videre udvikling af denne strategi.

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vi er naturligvis alle enige om det princip, at frihedsrettigheder og grundlæggende menneskerettigheder ikke kender nogen landegrænser. Desværre kender heller ikke den organiserede kriminalitet og terrorismen nogen grænser. Derfor er der - sådan som ordføreren og rådsrepræsentanten sagde - en stadig større forbindelse mellem den interne dimension og den eksterne dimension af EU's politikker på området for frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Det betyder, at vi skal samarbejde om en vigtig politisk målsætning, som går i to retninger. På den ene side skal vi styrke et internt område med sikkerhed, som garanterer EU-borgerne og de mennesker, som bor i EU, grundlæggende frihedsrettigheder og en harmonisering af systemer og regler for at yde retfærdighed til dem, der beder om det, og på den anden side skal vi sørge for en international dimension, som på en vis måde giver et instrument til EU's udenrigspolitik via en styrkelse af lovenes og institutionernes rolle, fremme af de demokratiske værdier uden for vores grænser og en konsolidering af institutionerne.

Der er tale om nogle vigtige udenrigspolitiske målsætninger for EU, som netop skal gennemføres ved hjælp af foranstaltninger på dette område, og det drejer sig dels om sikkerhed og dels om respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder. Det er to værdier, som vi kan og skal forene. Sådan som det blev sagt før, må der ikke være noget modsætningsforhold mellem at garantere borgernes og alle andres sikkerhed og samtidig sikre, at deres grundlæggende frihedsrettigheder respekteres. Jeg mener, at disse fælles værdier skal udgøre grundlaget for aftaler, forbindelser og partnerskaber med tredjelandene. Fremme af menneskerettighederne og demokratiet skal således være et element, der tages højde for i vores politikker, når Europa spiller en rolle på den internationale scene.

I betænkningen kommer man ind på nogle fundamentale spørgsmål, som jeg er helt enig i, nemlig at vi skal styrke det demokratiske ansvar, styrke sikkerheden og rettighederne, sikre borgerne en bedre beskyttelse mod terrorisme og organiseret kriminalitet, fremme det grænseoverskridende samarbejde mellem politiet og retsmyndighederne, føre en egentlig EU-politik på indvandringsområdet, hvor vi udviser en solidaritet, der går længere end til EU's egne grænser, føre en europæisk asylpolitik for dem, der har brug for international beskyttelse, og sørge for en skarp og nådesløs bekæmpelse af menneskehandel, som udnytter indvandrernes desperation.

Vi er allerede ved at gennemføre alt dette. Den europæiske indvandringspolitik bliver nu mere omfattende. I de forgangne uger har jeg forelagt Parlamentet og Rådet nogle dokumenter, hvor vi åbner grænserne for økonomisk indvandring og cirkulær indvandring med det formål at fremme mobiliteten og således gå bort fra det repressive aspekt i indvandringspolitikkerne, selv om det selvfølgelig er nødvendigt at bekæmpe enhver form for illegal indvandring.

For få dage siden fremlagde jeg en grønbog om asylpolitik, der giver Parlamentet og alle de berørte aktører mulighed for deltagelse, så jeg i starten af næste år kan fremlægge en handlingsplan, hvor vi som lovet indfører et fælles europæisk system for politisk flygtningestatus inden 2010.

Når det gælder indvandring og asylpolitik, er der således mange områder, hvor Europa allerede spiller en rolle på den internationale scene. På dette felt bør vi efter min mening styrke Euro-Middelhavsdimensionen yderligere, på samme måde som Europa spiller en rolle i den østlige dimension, når det gælder Balkanlandene, Kaukasus og forbindelserne med Den Russiske Føderation og Ukraine. I denne region er vi allerede ved at træffe foranstaltninger på forskellige områder, der strækker sig lige fra menneskehandel til bekæmpelse af seksuel udnyttelse af kvinder og børn og bekæmpelse af it-kriminalitet, som er et andet område, der selvfølgelig ikke kender nogen grænser, og som skal tages op på internationalt plan.

Der er allerede blevet sagt meget om terrorisme. Bekæmpelsen af terrorisme skal naturligvis fortsætte med retsstatens midler, men der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at fortsætte og styrke det internationale samarbejde med verdens store aktører.

I den forbindelse er jeg meget glad for, at ordføreren minder om vigtigheden af beslutningsprocesser, der gør det muligt for EU at træffe sine egne beslutninger. Det glæder mig meget, at der henvises til traktatens artikel 42, den såkaldte "passerelle-klausul", men jeg tror, at det er yderst vigtigt, at vi ikke går glip af den lejlighed, som det kommende Europæiske Råd giver til at drøfte EU's fremtidige institutionelle rammer og til ikke at glemme, at Europa ikke må stå stille på området for sikkerhed, retfærdighed og grundlæggende frihedsrettigheder. Europa skal have instrumenterne til at træffe beslutninger hurtigt, effektivt og med større demokratisk legitimitet, f.eks. ved at give Europa-Parlamentet og De Europæiske Fællesskabers Domstol en større rolle.

Til sidst vil jeg sige et par ord om samarbejdet mellem Europa og USA. Som rådsrepræsentanten sagde, er vi i gang med to vanskelige forhandlinger med USA. Den ene drejer sig om overførsel af data om finansielle transaktioner og er opstået som følge af den såkaldte Swift-sag, og den anden drejer sig om overførsel af passageroplysninger for flyrejser fra og til USA. Jeg håber, at vi i begge tilfælde snart når frem til en aftale, hvor man både garanterer retssikkerheden - dvs. en europæisk retsbestemmelse og ikke et bilateralt anliggende - og finder en balance mellem nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme og sikkerheden for personoplysningernes fortrolighed. I begge tilfælde er der tale om vigtige menneskerettigheder. Jeg håber, at USA accepterer den harmoniske indfaldsvinkel, som det tyske formandskab har sørget for med Kommissionens støtte, og at disse aftaler bliver indgået inden månedens udgang, før det tyske formandskab er slut.

Jeg har informeret formanden for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om, hvor langt vi er nået med forhandlingerne. Der er nogle aspekter, som endnu ikke kan offentliggøres, eftersom forhandlingerne stadig er i gang, men jeg har sørget for konstant at holde formanden og de ansvarlige for de parlamentariske grupper i dette udvalg informeret om forhandlingernes resultat.

  Aloyzas Sakalas (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. - (EN) Fru formand! Denne betænkning er udarbejdet i et styrket samarbejde mellem Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udenrigsudvalget. Jeg er glad for at kunne meddele mine kolleger, at hr. Klich og jeg er blevet enige om en omfattende tekst, som efter min mening afspejler synspunkterne i begge udvalg. Jeg takker hr. Klich mange gange for hans indsats, samarbejde og fleksibilitet.

Ud over de mange punkter, der er berørt i betænkningen, har jeg følgende besked til Rådet og Kommissionen: For det første er det indlysende, at EU's interne stabilitet til en vis grad afhænger af eksterne faktorer som f.eks. situationen i nabolande. For det andet vil den politiske situation i disse lande ikke kunne forbedres på baggrund af en standardiseret tilgang til landene, da deres økonomiske, politiske og sociale virkelighed er yderst forskellig. For det tredje understreger jeg derfor behovet for en skræddersyet tilgang til nabolandene med hensyn til EU's politik på området for frihed, sikkerhed og retfærdighed.

  Formanden. - Forhandlingen er udsat til kl. 21.00.

14. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0125/2007).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

Spørgsmål nr. 1 af Manolis Mavrommatis (H-0354/07)

Om: EU's skattepolitik

Den skattepolitik, som medlemsstaterne følger, bør være forenelig med Fællesskabets mål med hensyn til at skabe arbejdspladser, EU's konkurrenceevne, det indre marked og den frie bevægelighed for kapital. De 27 medlemsstater er eneansvarlige for planlægning og gennemførelse af den direkte beskatningspolitik, mens de fællesskabsregler, der bestemmer delområder af skattepolitikken i Unionen, kræver enstemmighed fra alle 27, før der kan træffes afgørelse. Momsen på produkter er blevet en kompliceret sag igennem de senere år. Momsen i EU-landene varierer fra 3 % i Luxembourg til 25 % i Danmark. Rådet bedes besvare følgende: Bevæger EU sig stadig nærmere i retning af et fælles momssystem, og hvilket stadium er man hidtil nået til med drøftelserne, og hvad er medlemsstaternes intentioner, hvad angår indførelsen af fælles momssats?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Det fælles momssystem blev oprettet i 1967 med det første og andet momsdirektiv. De to direktiver udstak rammerne for systemets generelle strukturer. De udførlige forskrifter for anvendelsen af det fælles momssystem blev indført i 1977 med vedtagelsen af det sjette momsdirektiv. Dette direktiv er siden blevet ændret mange gange, primært som følge af etableringen af det indre marked og den hermed forbundne fjernelse af skattegrænserne mellem medlemsstaterne.

Siden 1. januar 2007 er sjette direktiv ophævet og erstattet af direktiv 2006/112/EF om det fælles momssystem, som omfatter alle de ændringer, der er foretaget med retsakter til ændring af det grundlæggende direktiv. Hvad angår momssatserne arbejder direktivet principielt med anvendelse af en standardsats samt en eller to reducerede satser. Standardsatsen udgør mindst 15 %. Denne mindstesats er fastlagt frem til 31. december 2010. De reducerede satser, som udgør mindst 5 %, gælder for varer og tjenesteydelser, som er defineret i direktivet. Desuden indeholder direktivet visse undtagelser og overgangsordninger i forhold til disse generelle regler, så medlemsstaterne kan reagere på specifikke situationer.

For bedre at kunne vurdere konsekvenserne af de reducerede satser er det desuden fastsat i direktivet, at Kommissionen senest den 30. juni 2007 skal forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, som på grundlag af en undersøgelse udført af en uafhængig økonomisk ekspertgruppe skal indeholde en samlet vurdering af konsekvenserne af de reducerede satser for lokale tjenesteydelser, særligt med hensyn til skabelse af arbejdspladser, økonomisk vækst og det indre markeds funktion.

  Manolis Mavrommatis (PPE-DE). - (EL) Fru formand, hr. minister! Som Kommissionen nævnte, skal den inden 30. juni 2007 have forelagt og offentliggjort tallene for de forskellige momssatsers indvirkning på velfærden og jobskabelsen i medlemsstaterne.

Det forventes, at de forskellige momssatser har en stor indvirkning på sektorer inden for det indre marked og på det økonomiske opsving i medlemsstaterne med det resultat, at de konkrete økonomiske indikatorer påvirkes, og skævhederne i økonomien og samfundet bliver større.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om De allerede kender virkningerne af de forskellige momsstatser, og hvad de i bekræftende fald er.

Til sidst vil jeg gerne spørge, hvilke politikker Rådet tager i brug for at mindske de negative virkninger af de forskellige momssatser.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Mavrommatis! Jeg sagde også, at der har været forskellige udviklinger og beslutninger inden for den ramme, der er mulig i EU. Formålet skulle jo netop også være, at vi, når ekspertgruppens rapport foreligger, har de nødvendige fakta til at kunne vurdere, om der er hindringer for det indre markeds funktion eller ej, og hvilke konsekvenser der optræder i visse sektorer, hvor der tidligere har været reducerede satser. Jeg beder om forståelse for, at vi bør afvente denne rapport. Derefter må vi i fællesskab - Rådet og Europa-Parlamentet - foretage en vurdering.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet! Jeg vil gerne udvide spørgsmålet lidt. Det ville være ganske godt, hvis man forsøgte at opnå fælles eller tilnærmede momssatser i Europa. Men målet med den europæiske skattepolitik må dog være, at man ender med at have fælles eller i det mindste sammenlignelige skattesatser og skatter i hele EU. Jeg vil gerne vide, hvad man generelt mener om dette i Rådet, om der er forslag om det, og i givet fald hvilke.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Leichtfried! Så vidt jeg er orienteret, har vi tidligere f.eks. i forbindelse med selskabsskatten haft en debat om skattesatsernes størrelse og om de forskellige indikatorer for et fælles beskatningsgrundlag. Som De ved, er der arbejdet med sagen under det tyske formandskab, men der er endnu ikke opnået enighed.

Med hensyn til momsen vil jeg gerne gentage, at det er det næste punkt, vi vil tage op. Hvad viser denne ekspertrapport? Hvilke forslag og hvilke vurderinger kommer Kommissionen med? Hvilke forslag bliver der stillet til Rådet? Men der har ikke været nogen aktuel diskussion om det konkrete spørgsmål, som medlemmet stillede.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Claude Moraes (H-0356/07)

Om: Grænseoverskridende EU-samarbejde om at beskytte børn mod børnemishandling - gensidig anerkendelse af frakendelser af retten til at arbejde med børn

Der er et påtrængende behov for effektive ordninger inden for EU, der sikrer, at uegnede personer ikke kan få beskæftigelse, der indebærer kontakt med børn.

Europa-Parlamentet vedtog den 1. juni 2006 betænkningen om Kongeriget Belgiens initiativ fra 2004 med henblik på Rådets vedtagelse af en rammeafgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af forbud, der er en følge af dom for seksuelle lovovertrædelser begået mod børn (14 207/2004 - C6-0244/2004 - 2004/0818(CES)).

Hvilke fremskridt er der gjort med henblik på Rådets vedtagelse af den foreslåede rammeafgørelse, som er af afgørende betydning for beskyttelsen af børn i Europa?

Hvis der ikke er sket nogen fremskridt med henblik på en vedtagelse: Hvordan agter Rådet at sikre, at alle initiativets målsætninger bliver opfyldt på anden vis (at sikre, at medlemsstaterne anerkender og fuldbyrder forbud mod at arbejde med børn, som andre medlemsstater har nedlagt over for enkeltpersoner)?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Moraes! Kongeriget Belgiens initiativ fra 2004 med henblik på Rådets vedtagelse af en rammeafgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af forbud, der er en følge af dom for seksuelle lovovertrædelser begået mod børn er blevet indgående drøftet i Rådet. I tilslutning til denne drøftelse vedtog udvalget i henhold til artikel 36 på sit møde den 22.-23. marts 2007 at regulere dette område i forbindelse med rammebeslutningen om gennemførelse og indholdet af udveksling af strafferegisterinformationer og at ændre forslaget til denne rammebeslutning tilsvarende.

På mødet i Rådet (retlige og indre anliggender) i Luxembourg den 13. juni 2007 opnåede Rådet enighed om hovedlinjerne i en rammebeslutning om gennemførelse og indholdet af udveksling af strafferegisterinformationer og vedtog Kongeriget Belgiens initiativ. Dermed er der især taget højde for det vigtige aspekt i det belgiske initiativ, at informationer om relevante domme og forbud mod at udøve visse erhverv, som er afsagt i en medlemsstat, også er tilgængelige for andre medlemsstater, så der fra hver medlemsstat kan drages de nødvendige informationer for at beskytte børn mod risikoen for seksuelt misbrug.

  Claude Moraes (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke formanden for Rådet for dette svar, men jeg vil også gerne bede ham erkende, i det tyske formandskab, den reelle bekymring, der er i hele EU over nylige tilfælde af mulige bortførelser af børn med udnyttelse for øje. Jeg ønsker, at han erkender, at dette nu er en stor sag i EU, for hans land, for mit og for andres, og sikrer, at vi før afslutningen på det tyske formandskab når til et resultat, hvad angår udveksling af straffeattester for personer, som arbejder med børn og kan udgøre en fare for dem.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Moraes! Som jeg allerede sagde, er der taget et initiativ, og justits- og indenrigsministrene er for nylig blevet enige om at gennemføre det vigtige centrale anliggende, der ligger til grund for det belgiske initiativ. Uafhængigt af visse forskelle med hensyn til, hvilke informationer der må videregives, så har vi nu fundet en fælles løsning i EU om det centrale punkt, som Belgien startede dette initiativ omkring. Det synes jeg er et vigtigt skridt. De vil have forståelse for, at der nok ikke inden for den resterende tid af det tyske formandskab vil være tid til at opnå enighed om andre områder.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Fru formand! Er det ikke en ret forfærdelig situation, hr. rådsformand, at vi, tre år efter, at forslaget er stillet, og på et tidspunkt, hvor alle er enige om, at det at gøre informationer om seksualforbrydere tilgængelige på tværs af grænserne er et af de områder, som det haster meget med at opprioritere, og som i høj grad har opbakning i offentligheden, simpelthen ikke har nogen aftale? Og Rådet siger, at det vil kigge på det snart!

Er det ikke også ret chokerende, at regeringen i Det Forenede Kongerige går efter en undtagelse fra dette juridiske retsrum i det europæiske samarbejde, så vores børn, selv om undtagelsen måtte blive vedtaget, ikke engang ville være beskyttet af foranstaltninger til opsporing af seksualforbrydere?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru Ludford! Jeg vil ikke komme så meget ind på den stadig udestående beslutning vedrørende ændring af traktaten om en europæisk forfatning. Men jeg har præciseret, at justitsministrene blev enige den 13. juni, og at der er fundet en løsning ved at integrere dette vigtige element om strafferegisterudvekslingen fra det belgiske initiativ i den planlagte rammebeslutning. Det er især vigtigt at vide, hvad der sker, hvis kun en medlemsstat har informationen, og en person får arbejde et andet sted. Ved man det så i EU? Det er nu sikret med den rammebeslutning, der er fundet.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0358/07)

Om: Diskrimination imod handicappede eller børn med indlæringsvanskeligheder

Selv om 2007 er året for lige muligheder for alle, udsættes handicappede eller personer med særlige behov stadig for diskrimination på grund af deres særlige situation. Karakteristisk berettes der om a) tilfælde med handicappede, der ikke kan få forsikring og dermed kommer til at bebyrde deres familier i tilfælde af uheld og b) børn med indlæringsvanskeligheder (f.eks. stammen eller dysleksi), der står over for manglende ensartethed i de nationale skolelovgivninger, idet de i ét land f.eks. begunstiges gennem mundtlige eksaminer for personer med dysleksi, hvorimod de i andre EU-lande ikke har de samme muligheder, ikke engang i europaskolerne. Rådet bedes besvare følgende:

Vil Rådet skride ind for at sikre, at de handicappede kan blive privat forsikrede, og at børn med indlæringsvanskeligheder kan få deres behov opfyldt, især i europaskolerne?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru Panayotopoulos-Cassiotou! Jeg vil begynde med på formandskabets vegne at sige, at det er et meget vigtigt og relevant spørgsmål, De har stillet. Rådet er fuldt ud klar over, at det er vigtigt at sikre gode forhold for handicappede og børn med indlæringsvanskeligheder.

Rådet vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på den generelle ramme for bekæmpelse af diskriminering på arbejdsmarkedet på grund af religion, verdensopfattelse, handicap, alder eller seksuel orientering. I dette direktiv, som bygger på traktatens artikel 13, fastsættes der mindstekrav, som skal opfyldes af alle medlemsstater. Dette lovgrundlag omfatter imidlertid hverken forsikringer eller uddannelsesvæsenet. Medlemsstaterne kan imidlertid indføre eller bevare bestemmelser, som i endnu højere grad opfylder lighedsprinicippet end bestemmelserne i direktivet og beskytter mod diskriminering på områder med national kompetence.

Med hensyn til det europæiske år for lige muligheder for alle, så konstaterer Rådet med tilfredshed, at Kommissionen vil offentliggøre endnu flere undersøgelser, som har relevans for Deres spørgsmål. Disse undersøgelser skal sætte fokus på handicappedes sociale situation, herunder uddannelsesspørgsmålet, og sammenfatte statistiske oplysninger om handicappede, som især kommer fra de sociale myndigheder, så der dannes et realistisk billede af de handicappedes situation generelt, herunder også uddannelsesdimensionen.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Jeg takker rådsformanden for svaret.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at et land som Tyskland allerede viser forståelse for handicappedes situation og har indført lovgivning, som giver dem mulighed for at blive forsikret, så de er sikret ligebehandling i ansættelsen.

Desuden vil jeg gøre opmærksom på, at der ikke er truffet passende foranstaltninger i europaskolerne til fordel for handicappede børn, som der er i medlemslandene, og derfor opfordrer jeg Dem til at tage sådanne initiativer på Rådets vegne.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru Panayotopoulos-Cassiotou! Det forhold, som De netop har beskrevet, bliver jeg nødt til at undersøge nærmere. Men jeg vil gerne gentage, at man på den ene side må forsøge at udvikle nye initiativer med hensyn til visse ting. Når Kommissionen fremlægger denne rapport, kan vi se, hvor der er mangler. De vil så formentlig kunne afhjælpes enten via EU eller inden for den nationale kompetence gennem lovinitiativer.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Manuel Medina Ortega (H-0361/07)

Om: Mellemstatsligt samarbejde og "passerellebestemmelser" på indvandringsområdet

Har Rådet i lyset af indvandringsspørgsmålenes stigende betydning i EU's politikker og udviklingen af mellemstatslige samarbejdsmekanismer såsom Frontex og de hurtige indsatshold planer om at forstærke fællesskabssøjlen på dette felt, navnlig via de såkaldte "passerellebestemmelser" i EU-traktaten?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Ortega! Jeg vil bede Dem have forståelse for, at jeg i mit svar bliver nødt til at nævne en del tekniske ting, som måske ikke er umiddelbart forståelige. Men de, som beskæftiger sig indgående med denne sag, ved naturligvis, hvor vigtigt grundlaget er på dette område.

Initiativer på dette område, altså migrationsområdet, kan i dag træffes i henhold til tredje del, afsnit 4, i EF-traktaten. De områder, hvor der kan træffes foranstaltninger inden for rammerne af fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet, bliver i henhold til artikel 67, stk. 2, 2. led, udvidet med Rådets afgørelse af 22. december 2004 om at få visse områder, der er omfattet af afsnit IV i tredje del i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, underlagt proceduren i artikel 251 i traktaten.

De fleste foranstaltninger efter disse bestemmelser træffes i dag inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure. Det Europæiske Råd mener imidlertid, at Rådet fortsat enstemmigt bør vedtage de i artikel 63, nr. 3, litra a, og nr. 4, i EF-traktaten nævnte foranstaltninger inden for tredjelandsstatsborgeres lovlige migration til og mellem medlemsstaterne, indtil traktaten om en forfatning for Europa træder i kraft. Dette og andre spørgsmål bliver stadig undersøgt i det løbende arbejde med traktaten.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Fru formand! Jeg vil gerne takke Rådets formand for de oplysninger, som han har givet os, og som Parlamentet trods deres tekniske karakter så udmærket forstår.

Parlamentet er i øjeblikket stærkt bekymret på grund af Rådets manglende evne til at løse indvandringsspørgsmålet gennem det mellemstatslige samarbejde. Jeg nævner blot en enkelt sag, nemlig Dublin II-forordningen, der nu er til hinder for, at vi kan vise Republikken Malta vores solidaritet, hvad angår de indvandringsproblemer, som man står med dernede, og som ville kunne løses efter fællesskabsmetoden.

Min bekymring er, at den mellemstatslige metode ikke er tilstrækkelig, og at vi i stedet bør anvende den første søjle. Et eksempel herpå er Dublin II-forordningen.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Ortega! Vi har talt om migrationsspørgsmålet mange gange før. Jeg har flere gange peget på - også i forbindelse med andre debatter i dag - at den samlede migrationsmodel kommer til at spille en vigtig rolle i Rådets konklusioner i morgen og i overmorgen, at vi behandler spørgsmålet, at det ikke bare er noget, vi snakker om. De spørger med rette, hvordan man kan hjælpe stater som f.eks. Malta - men også andre medlemsstater i EU. Vi vil imidlertid også forsøge at finde løsninger på spørgsmålene og årsagerne til migration og især ulovlig migration i samarbejde med oprindelseslandene.

Det andet spørgsmål er naturligvis et teknisk spørgsmål. Men det afhænger naturligvis alt sammen af, hvordan vi tackler spørgsmålet om fremtiden for traktaten om en forfatning for Europa.

  Andreas Mölzer (ITS). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet! Masselegalisering af illegale indvandrere i forskellige EU-stater er jo ofte blevet opfattet som en invitation og har ført til en sand tilstrømning af flygtninge, og menneskesmuglerne har haft kronede dage.

Er der planer om at udvide arbejdet med tilbagetagelsesaftaler, især med de stater, som får økonomisk støtte fra EU?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Mölzer! Tilbagetagelse er et vigtigt punkt, som også var på dagsordenen under de fælles debatter mellem EU og afrikanske stater, sidste gang på den fælles migrationskonference i Tripolis sidste år. Det gælder naturligvis på mange områder, for vi har i dag - selv om det ikke har haft afgørende indflydelse på denne diskussion - ikke kun en migrationsbølge fra syd mod nord, men også en migration fra øst til vest. I drøftelserne med disse lande om visumbestemmelser bliver netop spørgsmålet om tilbagetagelsesaftaler altid taget op. Det gælder imidlertid også for samtalerne med f.eks. lande i Den Afrikanske Union. Jeg kan imidlertid ikke på stående fod fortælle Dem, hvor mange og hvilke lande, der er indgået sådanne aftaler med. Men den information kan vi komme med efterfølgende.

  Louis Grech (PSE). - (MT) Fru formand! Selv om jeg er enig med formanden for Rådet om, at det er indvandringens årsager, der bør diskuteres, vil jeg gerne vide, hvad det tyske formandskabs holdning er til Maltas forslag om byrdefordeling. Vi er enige i, at det skal diskuteres i lyset af forfatningstraktaten, men her drejer det sig om en akut katastrofe, der fordrer omgående indsats.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Det er jo to forskellige områder. Årsagerne til flygtningestrømme vil imidlertid også være et vigtigt punkt på Afrika-topmødet i november under portugisisk formandskab. Hvordan kan vi forbedre situationen i samarbejde med oprindelseslandene? Ansvarlig statsledelse, bedre strukturer, udsigt til arbejde og uddannelse?

Og hvad kan vi i EU gøre? Der har for nylig været overvejelser fremme fra kommissær Frattini og også det tyske formandskab om eventuelt at give midlertidige arbejdstilladelser. Dette arbejdes der videre med. Desuden tror jeg, at vi med Frontex har fundet en mulighed for at hjælpe lande, som måske ikke kan løse visse problemer på stedet og får hjælp fra Frontex.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Sarah Ludford (H-0364/07)

Om: Terrorbekæmpelse og menneskerettighederne

Hvilken strategi foreslår det tyske formandskab efter topmødet mellem EU og USA i april 2007, at man følger for at sikre, at det transatlantiske samarbejde om bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet udføres ved hjælp af metoder, hvor menneskerettighederne og de borgerlige rettigheder respekteres?

Hvornår og hvordan foreslår formandskabet, at Europa-Parlamentet involveres i den transatlantiske dialog om sikkerhed, herunder de retlige rammer for bekæmpelse af terrorisme?

Hvilke reaktioner har formandskabet søgt at få og fået fra medlemsstaterne som svar på Europa-Parlamentets betænkning om ekstraordinære udleveringer, der blev vedtaget den 14. februar 2007?

Kan formandskabet oplyse, hvordan det forholder sig med at få besat posten som antiterrorkoordinator, og om der foretages en undersøgelse af behovet for at lade denne post få større betydning i Rådets struktur, ikke mindst for at sikre, at artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union overholdes?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru Ludford! På topmødet mellem EU og USA i 2007 aftalte EU og USA følgende: I overensstemmelse med vores fælles værdier bekræfter vi, at vi længe har arbejdet for at sikre, at anstrengelserne for at bekæmpe terrorismen er i overensstemmelse med vores forpligtelser efter folkeretten, herunder menneskerettighedsstandarderne, flygtningeretten og den humanitære folkeret.

Vi vil fortsætte og uddybe vores løbende dialog om folkerettens grundlæggende rettigheder, som er vigtige for vores fælles kamp mod terror. Denne dialog har ført til en bedre forståelse af hinandens lovgivning og skal fremme vores samarbejde om bekæmpelse af terror.

Formandskabet orienterer regelmæssigt Europa-Parlamentet om de transatlantiske forbindelser, bl.a. også om spørgsmål i forbindelse med folkeretten. Forud for topmødet mellem EU og USA den 24. april 2007 fandt der en sådan orientering sted.

Med hensyn til den transatlantiske dialog bidrager lovgiverne til den transatlantiske dialog om sikkerhed. På mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 5. marts tog Rådet Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2007 om ekstraordinær udlevering til efterretning. Formandskabet har ikke bedt om eller modtaget svar fra medlemsstaterne på den nævnte beslutning fra Europa-Parlamentet. Posten som antiterrorkoordinator er i øjeblikket til vurdering. Man er i gang med at lede efter en egnet kandidat.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Fru formand! Det ville have været at foretrække, hr. rådsformand, om vi havde haft en grundig forhandling i denne mødeperiode om CIA-renditionerne og Europas medskyld, sådan som De Liberale ønskede det, men desværre nægtede de største grupper i højre og venstre side underligt nok at støtte det ønske. Så kunne vi sammen have lagt pres på Rådet for et svar langt om længe på Parlamentets og Dick Martys betænkninger.

Hvordan vil Rådet sikre, at menneskerettighederne overholdes, som det er anført i konklusionerne fra topmødet, når vi ved, at USA tilstræber at overtale EU-medlemsstaterne til at udvande retsbeskyttelsen? Vil Rådet lade parlamentsmedlemmer deltage i disse igangværende, hemmelige drøftelser, i og med at vi formodes at føre trevejsdrøftelser på højt niveau om terrorisme? Vi er aldrig blevet konsulteret om handlingsplanen, og jeg synes, det er på tide, at Rådet forbedrer sit partnerskab med Parlamentet på disse områder.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Hvis jeg husker rigtigt, forklarede jeg allerede under debatten om den transatlantiske dialog, hvor vigtig denne er, og hvad vi har bidraget med til debatten fra EU's og formandskabets side. Der er sat meget i gang, og der er drøftelser i gang, ganske vist ikke på højeste niveau, men på arbejdsniveau. Jeg beder om forståelse for, at det er fortrolige drøftelser. Men hvis vi regelmæssigt sætter spørgsmålet om de transatlantiske forbindelser på dagsordenen, vil vi fremover også have mulighed for at drøfte, hvor langt vi er kommet i vores gensidige informationsbestræbelser.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet! Tillad mig at anføre, at jeg mener, at Deres bestræbelser på visse delområder måske ikke har været den store succes indtil videre. Det gælder især - inden for mit kompetenceområde - den efter min mening uværdige kontrol af europæiske passagerer i amerikanske lufthavne, som sikkert også er en overtrædelse af menneskerettighederne. Jeg mener ikke, det er en tilstand, som man kan acceptere på lang sigt. Jeg ville gerne vide, hvad De har tænkt Dem at gøre mod disse foranstaltninger, som er truffet i USA under dække af terrorbekæmpelse.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Jeg vil ikke kommentere Deres vurdering af kontrollen i USA, hr. Leichtfried. Men jeg ved, at USA handler på denne måde på grund af visse hændelser. Men som De ved, fører vi en løbende dialog med USA om Visa Waiver-programmet, så visumfriheden også kommer til gælde for andre stater i EU. Jeg vil bruge Deres spørgsmål som en anledning til at tage dette spørgsmål op endnu en gang og også opfordre det kommende portugisiske formandskab til at tage dette spørgsmål op under samtalerne med USA.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Dimitrios Papadimoulis (H-0369/07)

Om: Etablering af et amerikansk missilskjold i EU-medlemsstaterne

USA's planer om at etablere et missilskjold i EU-medlemsstaterne Polen og Tjekkiet under påskud af at sikre beskyttelse mod missilangreb fra Iran og Nordkorea har vakt bekymring i den europæiske offentlighed, som mener, at den slags planer gør det europæiske kontinent til et angrebsmål og samtidig skaber nye splittelser. Ifølge en meddelelse fra det russiske sikkerhedsråd har disse planer allerede givet anledning til en revision af den russiske forsvarspolitik, fordi de anses som en trussel mod Den Russiske Føderation.

Hvad mener Rådet om oprettelsen af sådanne systemer i EU-medlemsstaterne? Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe for at forhindre virkeliggørelsen af disse planer, der genopliver koldkrigstilstande i Europa?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Papadimoulis! Det amerikanske raketforsvarssystem med den planlagte udstationering af 10 raketter i Polen samt et radarsystem i Den Tjekkiske Republik er endnu ikke blevet drøftet i Rådet. USA's bilaterale samarbejde med nogle medlemsstater i EU i forbindelse med udstationering af elementer af USA's nationale raketforsvarssystem hører under de pågældende medlemsstaters nationale kompetence. Rådet har derfor ikke overvejet at tage spørgsmålet om raketforsvarssystemet op i drøftelser med USA eller NATO. Forsvar mod ballistiske missiler bliver drøftet inden for rammerne af NATO og NATO-Rusland Rådet. Den 19. april fandt der er møde sted om raketforsvaret inden for rammerne af NATO-Rådet og NATO-Rusland Rådet. Dette spørgsmål blev også drøftet på et uformelt møde mellem NATO-udenrigsministrene den 26.-27. april i Oslo.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! jeg er forundret over Rådets svar. Det er i orden, at De ikke vil drøfte det med amerikanerne og med NATO. Agter De at drøfte det i Rådet med Deres tjekkiske og polske kolleger? Eller har De overladt det hele til NATO? Den tyske udenrigsminister har givet udtryk for bekymring. Det samme har hr. Solana. Tyskland ønsker normale forbindelser mellem Europa og Rusland. Har De planer om at drøfte spørgsmålet på dette topmøde? Har De planer om at drøfte det overhovedet? Hvad skal Rådet mødes til drøftelser for, hvis ikke for at drøfte de spørgsmål, der bekymrer alle europæiske borgere?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Papadimoulis! Jeg henviser endnu en gang til udgangssituationen. På NATO-Rådet i Prag for nogle år siden drøftede partnerne, hvilke nye udfordringer vi står over for, og hvilke nye svar, NATO eventuelt skal finde på sådanne udfordringer. NATO nedsatte tilsvarende arbejdsgrupper. Denne debat blev fortsat i Riga, men der er endnu ikke nået noget afsluttende resultat. Vi er f.eks. enige om den fælles trusselanalyse.

Det var imidlertid også i denne fase, at USA's forslag om et nationalt raketforsvarssystem kom. Vi mener, at spørgsmålet om raketforsvarssystemet generelt skal drøftes inden for NATO og ikke inden for EU. Jeg kan kun endnu en gang bekræfte, at det ikke har været drøftet i Det Europæiske Råd og heller ikke vil blive det.

  Andreas Mölzer (ITS). - (DE) Fru formand, hr. Gloser! Selv om De med rette henviser til, at Rådet ikke vil behandle dette spørgsmål, vil jeg alligevel gerne spørge - ifølge meningsmålinger er 51 % af polakkerne modstandere af den planlagte stationering af dette amerikanske raketforsvar - hvorfor man afviser græsrodsbevægelsers krav om en folkeafstemning og siger, at folkeafstemninger er uegnede i denne forbindelse. Hvordan er Rådets indstilling til at inddrage befolkningen i så vigtige beslutninger? Er der mulighed for i det mindste at spille en formidlende rolle i dette spørgsmål?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Med hensyn til spørgsmålet om at inddrage borgerne, så er det en national afgørelse. Der er heller ikke behov for nogen direktiver fra formandskabets side. Det er landenes eget ansvar.

Jeg vil imidlertid gerne i denne forbindelse endnu en gang sige, at der jo generelt har været en vis bevægelse i spørgsmålet, især mellem Rusland og USA. Her er det aftalt, at man vil drøfte spørgsmålet intensivt og skabe en tillidsbasis. Det står stadig åbent. Som De ved, kom hr. Putin for kort tid siden med forslag til USA i denne forbindelse. I første omgang synes jeg, vi skal afvente disse samtaler.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Fru formand! Mit spørgsmål knytter direkte an til det. Har EU's formandskab en holdning til Vladimir Putins forslag om at inddrage Aserbajdsjan i dette raketsystem?

For det andet vil jeg spørge, om EU's eller Rådets holdning til det amerikanske raketsystem svarer til NATO's holdning, eller er der forskel på det? Hvis der er en forskel, hvori består den da?

For det tredje, har Rådet planer om at tage spørgsmålet om raketsystemet op på et eller andet tidspunkt?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Rådet har hidtil ikke beskæftiget sig med det. Jeg kan heller ikke forudsige, om Rådet i fremtiden vil beskæftige sig med det. Jeg sagde før, at det ikke er en sag, som kræver en udtalelse fra formandskabet, men at vi i lyset af de seneste dages debatter er meget glade for, at den i starten nogen konfronterende situation mellem USA og Rusland nu igen er tilbage på et andet niveau, og at man siger, at man vil tale med hinanden. Vi har hidtil ment, at denne sag hører hjemme i NATO, ikke i Det Europæiske Råd.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af Nils Lundgren (H-0374/07)

Om: Gasrørledningen i Østersøen

Der foreligger forskellige oplysninger om, hvorvidt Rådet har godkendt konstruktionen af en tysk-russisk gasrørledning på bunden af Østersøen. Det er vigtigt, ikke mindst ud fra et demokratisk synspunkt, at borgerne får besked om dette spørgsmål. Jeg har tidligere drøftet spørgsmålet med såvel Kommissionen som Rådet uden at få konkret og tilfredsstillende besked.

Har Rådet formelt godkendt konstruktionen af en tysk-russisk gasrørledning på bunden af Østersøen? Rådets godkendelse er vel rimeligvis nødvendig for, at projektet kan gennemføres? Hvis der bliver tvist om vurdering af miljøindvirkningen i svenske farvande, er det da EF-Domstolen eller den svenske miljødomstol, der i sidste instans skal afgøre sagen?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Lundgren! Jeg skal henvise til, at der ikke findes noget retsgrundlag, som giver Rådet mulighed for formelt at godkende eller afvise projekter som det, De nævner i Deres forespørgsel. Med andre ord kan sådanne projekter sættes i gang, uden at det kræver Rådets godkendelse.

Som De sikkert ved, henvises der i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1364/2006/EF af 6. september 2006 om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning 96/391/EF og nr. 1229/2003/EF flere steder til en gasrørledning fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen via offshoreruten. Det er sikkert også bekendt, at en nordeuropæisk gasrørledning i henhold til bilag I til denne beslutning er et projekt af europæisk interesse og dermed hører til den kategori af projekter, som er prioriteret højst. Med hensyn til de særlige bestemmelser om projekter med denne prioritet henviser Rådet til den bestemmende del af den førnævnte beslutning, som er vedtaget i fælles beslutningsprocedure af Europa-Parlamentet og Rådet.

Jeg vil især gerne gøre Dem opmærksom på artikel 13 i beslutningen, hvor der står således: "Denne beslutning berører ikke resultaterne af miljøkonsekvensvurderingen, hvad angår projekter og planer eller programmer, der fastlægger rammerne for en fremtidig godkendelse af sådanne projekter. Hvis der i henhold til relevant fællesskabslovgivning kræves miljøkonsekvensvurdering, skal resultaterne heraf indgå i overvejelserne, inden der reelt træffes afgørelse om projekternes gennemførelse i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen."

Med hensyn til anden del af Deres forespørgsel er det i henhold til traktaten Kommissionens opgave at sikre, at EU's bestemmelser bliver anvendt korrekt, og i tilfælde af overtrædelse at træffe de foranstaltninger, som den finder egnede. Dette princip gælder naturligvis også for de gældende EU-bestemmelser om miljøkonsekvensvurderinger.

  Nils Lundgren (IND/DEM). - (SV) Fru formand! Som EU-land - og netop nu som formandskabsland - plæderer Tyskland for en fælles energipolitik for EU. Trods dette indgår Tyskland en bilateral aftale med Rusland om en meget stor satsning på infrastruktur i form af denne gasledning uden at rådføre sig med andre EU-medlemsstater omkring Østersøen. Hvad er kommentaren til dette?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Lundgren! Denne problematik har tidligere været oppe i spørgetiden. Jeg kan kun gentage, at dette projekt er et privat projekt, ikke et statsligt, og at virksomhederne, hvis de vil gennemføre dette projekt, må indsende alle de nødvendige bilag, også i de lande, hvor rørledningen skal udlægges. Dér skal der foretages en prøvning i henhold til de gældende bestemmelser.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (DE) Fru formand! Denne rørledning er som bekendt blevet kritiseret voldsomt af forskellige politikere, eksperter og videnskabsfolk især fra de skandinaviske og baltiske lande og fra Polen. Måske kunne Rådet bidrage til at samle de ansvarlige eksperter og politikere, så de i fællesskab kan drøfte problemet og måske finde en modus vivendi.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Det er i første omgang en opgave for de mennesker, som planlægger og vil gennemføre dette projekt, at orientere de pågældende lande. Det sker ved at indsende de relevante ansøgninger. Denne ansøgning vil blive fulgt af en undersøgelse på alle mulige områder, især med hensyn til miljø og sikkerhed. Jeg går ud fra, at der også vil finde drøftelser sted. Men initiativet ligger i første omgang hos dem, som deltager i dette projekt, og det er ikke statsvirksomheder, men private virksomheder.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru formand, hr. formand for Rådet! Det er ikke første gang, vi diskuterer denne sag. Projektets økologiske indvirkninger giver anledning til al slags bekymring og frygt. Rusland, der er part i projektet, gennemfører sin egen miljøvurdering og siger, at våbnene på bunden ikke farlige. Finder De det ikke ulogisk, at en private projektleder udfører miljøvurderingen?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru Budreikaitė! Der findes nogle folkeretlige og europæiske retsforskrifter, som skal overholdes. Folkeretligt går jeg ud fra, at Rusland også er bundet af det. Rusland undersøger jo ikke alene og siger så, når resultatet foreligger, at denne rørledning generelt ikke er miljøvenlig. Der skal også tages hensyn til de andre partnere. Jeg vil gerne gentage, hvad jeg sagde under en tidligere spørgetid, nemlig at der - og det er også i de virksomheders interesse, som vil lave denne rørledning - bliver sørget for helt klar gennemsigtighed for at fjerne borgernes angst, og at der vil blive sørget for, at de miner og bomber, som endnu ligger på havbunden, ikke kan udløse en risiko for naboerne til denne rørledning. Det bliver en meget interessant undersøgelse. Her er alle, især virksomhederne, forpligtet til at lade denne undersøgelse gennemføre, så det ikke kun handler om grønt lys og tilladelse fra Ruslands side.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af Robert Evans (H-0375/07)

Om: Oversøiske territorier

Drøfter Rådet nogensinde abnormiteten i, at nogle oversøiske territorier, der bogstavelig talt ligger på den anden side af jordkloden, anses for at være en del af EU, mens andre områder inden for EU's grænser anses for at ligge "uden for" EU?

Er det i betragtning af implikationerne af denne unaturlige situation ikke på tide at gøre den mere tidssvarende eller at normalisere den?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Rådet har ikke drøftet dette spørgsmål ud fra det aspekt, som medlemmet nævner. Den fysiske afstand eller nærhed til de 27 medlemsstater er ikke det eneste afgørende for relationerne mellem de enkelte lande og områder i EU. Relationerne til de oversøiske lande og områder er reguleret i fjerde del af EF-traktaten og i rådsbeslutninger. Den aktuelt gældende rådsbeslutning, som blev vedtaget den 27. november 2001 og ændret den 19. marts 2007, udløber den 31. december 2013. Inden denne dato vil Rådet undersøge situationen.

  Robert Evans (PSE). - (EN) Fru formand! Det, jeg egentlig ville frem til, er, at hvad vi beslutter her i salen - som De sagde som svar på det sidste spørgsmål, hr. rådsformand, da De refererede til EU-lovgivning, som skal overholdes - gælder for steder som Martinique eller Guadeloupe eller Fransk Guyana på Sydamerikas kyst, tusinder af kilometer væk, fjernt fra dette sted, men det gælder ikke for steder som f.eks. Kanaløerne mellem Frankrig og Britannien eller Isle of Man, Liechtenstein, Andorra - jeg kunne fortsætte. Der findes alle disse besynderlige, små skatteparadiser og -undtagelser, som vi åbenbart tillader, og hvor EU-lovgivningen ikke gælder.

Betragter Rådet ikke denne holdning som så stort et misforhold, at vi bør se på det igen og anlægge en mere moderne synsvinkel, snarere end at prøve at lovgive tusinder af kilometer væk i stedet for på vores eget dørtrin?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Evans! Jeg behøver nok ikke forklare i detaljer, at Deres spørgsmål handler om ikkeeuropæiske områder, som imidlertid hører med til EU, fordi de gennem deres forbindelse til moderlandet så at sige er medlemmer af EU. De ved også, at lande som Andorra eller Liechtenstein nok ligger i Europa, men ikke er medlemmer af EU. Om disse områders tilhørsforhold og overførslen af retsforskrifter til de nævnte områder skal vare ved, vil blive konstateret ved en undersøgelse i Rådet.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Fru formand! Ofte er der jo tale om oversøiske områder, hvor EU-medlemsstater har militærbaser. Jeg vil gerne nævne et andet konkret tilfælde. På Cypern er der områder, som kaldes sovereign military bases og hører til Storbritannien, men ikke er en del af EU. Mit spørgsmål er i denne forbindelse, om det er en holdbar tilstand, at der i en EU-medlemsstat findes områder tilhørende en anden EU-medlemsstat, som ikke er en del af EU?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Det kan jeg kun forklare på den måde, at der, som De alle ved, har været nogle særlige forhold på Cypern, og at der altså her stadig er en særlig status. Her er der stadig nogle gamle ordninger, som gælder, men som nok vil blive ændret, når Cypern-konflikten bliver løst generelt.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 9 af Philip Bushill-Matthews (H-0378/07)

Om: Eventuel aldersdiskriminering mod piloter, der flyver over Frankrig

Er de franske bestemmelser, hvorefter piloter over 60 år ikke har lov til at flyve over fransk territorium, en overtrædelse af EU's direktiv om ligebehandling m.h.t. beskæftigelse(2000/78/EF⁽¹⁾ af 27. november 2000), selv når disse piloter flyver som andenpilot i overensstemmelse med retningslinjerne for Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO)?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Bushill-Matthews! Som De sikkert ved, er det i første omgang Kommissionens opgave at kontrollere, at EU-retsforskrifterne bliver gennemført korrekt i medlemsstaterne. Rådet ønsker derfor ikke at tage stilling til det nævnte specifikke tilfælde.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Det var sandelig et meget kort svar, hr. rådsformand, men ikke særligt sødt. Jeg er klar over, at Kommissionen har visse ansvarsområder, men siger De, at Rådet overhovedet ikke interesserer sig for og er ligeglad med aldersdiskrimination? For det er den klare melding, De kommer med.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Som De netop sagde, er Kommissionen traktatens vogter. Det er Kommissionen, der skal undersøge det. I øvrigt har de berørte mulighed for at få det efterprøvet, hvis der er tale om diskriminering.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Jeg tror, at flytrafikken i det hele taget trænger til en omorganisering. Derfor er spørgsmålet til Rådet berettiget. Er der planer om fremover at handle inden for regeringssamarbejdet eller bilateralt, når der er tale om diskriminering, eller mener De, det er rigtigt, at det er Kommissionen, der tager et initiativ?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Rübig! Vi har jo haft en lang debat i EU og i medlemsstaterne om gennemførelsen af direktiver herom. Den gang var det også bestemt, at vi skulle gennemføre det i national lovgivning i alle medlemsstaterne. Det er grundlaget, og ligesom på alle andre områder, hvor der findes EU-lovgivning, har borgere, som føler sig ramt eller mener at være blevet diskrimineret, mulighed for at gøre noget ved det, sågar anlægge sag for EF-Domstolen.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 10 af Bernd Posselt (H-0380/07)

Om: Arbejdsløshed i Kosovo

Hvordan bedømmer Rådets formandskab den aktuelle situation i Kosovo, hvor forsinkelsen i anerkendelsen af uafhængigheden også i de seneste måneder har bidraget til en ekstrem høj arbejdsløshed, og hvilke skridt i økonomisk og politisk henseende vil EU tage i Kosovo allerede i indeværende år?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Posselt! Hele den politiske situation i Kosovo bliver fortsat bestemt af statusprocessen. FN's særlige udsending Ahtisaaris statusforslag er nu overgivet til FN's Sikkerhedsråd, og dermed ligger ansvaret for denne proces primært hos Sikkerhedsrådet. EU's udenrigsministre har flere gang i klare vendinger givet udtryk for deres fulde støtte til hr. Ahtisaari og udtalt, at Ahtisaari-pakken kan være et vigtigt grundlag for en bæredygtig økonomisk og politisk udvikling i Kosovo og kan bidrage til at styrke stabiliteten i hele regionen.

Efter topmødet mellem G8-landenes stats- og regeringschefer, hvor det ikke lykkedes at opnå enighed om Kosovo, har EU's formandskab opfordret alle involverede parter til at intensivere deres anstrengelser, så der snarest muligt kan vedtages en ny sikkerhedsresolution i FN. EU følger også fortsat statusprocessen intensivt.

Forberedelserne til EU's bidrag til den kommende internationale civile tilstedeværelse i Kosovo, når der er fundet en løsning på statusspørgsmålet, er nået langt. EU er klar til i tæt samarbejde med andre internationale aktører at påtage sig en vigtig rolle i den eventuelle kommende internationale civile tilstedeværelse. Til dette formål er der planlægningsteams i landet, som forbereder de fremtidige aktiviteter for en særlig EU-udsending samt en ESFP-mission inden for politi og retsvæsen. Afslutningen af disse forberedelser afhænger af statusprocessens videre forløb og af den egentlige statusløsning.

Ligesom det tidligere har været tilfældet, vil der også fremover være brug for væsentlig støtte fra det internationale samfund i almindelighed og fra EU i særdeleshed for at forbedre de økonomiske rammebetingelser og den sociale situation i Kosovo. Det kan kun ske i nært samarbejde med de internationale finansielle institutioner og de lokale partnere. Så snart der foreligger en nøjagtig omkostningsvurdering - som naturligvis også afhænger af statusløsningen - vil Kommissionen udarbejde en samlet finanspakke, som også vil blive behandlet på en donorkonference. Denne donorkonference kan naturligvis først finde sted, når Kosovos status er afklaret.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Mit tillægsspørgsmål lyder som følger: Kan statusspørgsmålet for Kosovo ikke løses efter Europa-Parlamentets forslag? Ved Rådet, at Europa-Parlamentet med 75 % flertal har udtalt sig til fordel for Ahtisaari-planen plus international uafhængighed plus direkte advarsel mod yderligere forhalinger? Mener Rådet, at dette er en linje, som også andre institutioner burde overtage? Hvad mener Rådet om den pludselige udtalelse om at udsætte det hele i seks måneder, hvilket Europa-Parlamentet udtrykkeligt har advaret imod, eller om udtalelserne fra fru del Ponto, som overhovedet ikke har kompetence for det?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Naturligvis kender vi Europa-Parlamentets debatter og beslutninger. Men jeg vil også endnu en gang henvise til en udførlig diskussion i Rådet (udenrigsministrene) sidste mandag, som vil blive fortsat i morgen aften i Bruxelles. Her blev det på ny gjort klart, at Ahtisaaris forslag ganske vist udgør et grundlag, men at vi har brug for en FN-beslutning for at opnå en løsning, som vil blive accepteret.

Det ville være helt forkert at træffe en unilateral beslutning nu, og det er også blevet drøftet med regeringerne i naboregionerne. Jeg tror også, det er lykkedes os at overbevise vores partner USA om, at det er nødvendigt med en multilateral folkeretlig afgørelse. Det vil i første omgang kræve nye samtaler på et bilateralt møde mellem Putin og Bush. Det vil sikkert også komme til at handle om Kosovo. Jeg vil imidlertid allerede nu advare imod, at en unilateral afgørelse ikke ville være noget godt grundlag for andre afgørelser, som venter forude.

Jeg ved, at der også er utålmodighed i regionen. Vi har f.eks. endnu en gang udtrykkeligt takket den albanske regering, fordi den i de seneste uger og måneder har gjort sin indflydelse gældende og har forklaret, at det er nødvendigt med en folkeretlig beslutning og ikke en ensidig anerkendelse blot fra nogle få lande.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. formand for Rådet! Hvilke initiativer har formandskabet planer om inden for den økonomiske politik, især også inden for energipolitikken? Kunne De forestille Dem, at man f.eks. kunne anvende SMV-chartret eller energichartret som model for modvirke arbejdsløsheden i den økonomiske proces og gennemføre Lissabon-dagsordenen attraktivt også her?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Rübig! Vi ved jo - som hr. Posselts spørgsmål også viste - hvor vigtigt det er, at man foruden politisk stabilitet også skaber økonomisk stabilitet. Forudsætningen er nu engang en grundlæggende afgørelse. Vi kender alle omstændighederne. Der skal så træffes beslutninger om de mulige perspektiver - De nævnte det energifællesskab, som allerede findes i regionen - når den forudgående politiske beslutning er truffet. De ved fra andre debatter om naboregionerne, hvilke muligheder EU har tilbudt disse lande for at fremme det regionale samarbede. Her er det aspekt, De nævnte, bestemt meget vigtigt.

  Formanden. - Da de vedrører samme emne, behandler vi under ét

spørgsmål nr. 11 af Esko Seppänen (H-0382/07)

Om: Athena-mekanismen

Eftersom der i henhold til EU's traktater ikke kan anvendes budgetmidler til finansiering af militære operationer, er medlemsstaterne blevet enige om at oprette den særlige Athena-mekanisme. I hvilket omfang har medlemsstaterne anvendt midler til finansiering af forskellige operationer på grundlag af denne mekanisme?

og spørgsmål nr. 12 af Tobias Pflüger (H-0385/07)

Om: Militærbudget Athena-finansieringsmekanismen

Ifølge oplysninger fra den tyske regering i sommeren 2006 erhverver EU til gennemførelse af operation Althea bestemte telekommunikationsydelser fra NATO (omkostningsdeling mellem de to organisationer) og forhandler om at erhverve det kortmateriale over Bosnien-Hercegovina, der oprindelig blev fremstillet til NATO, eller lejer - men dette allerede i form af en regulær traktataftale ud over Berlin Plus - en nøje angivet infrastruktur (containere) i det fælles benyttede hovedkvarter Camp Butmir.

Mener Rådet, at der er sikret tilstrækkelig demokratisk budgetkontrol med Athena-militærbudgettet efter Rådets seneste afgørelse om Athena-finansieringsmekanismen, og hvorfor har det hidtil ikke været muligt at dokumentere betalingerne til NATO, der finansieres over Athena-budgettet, og hvorfor var det ikke muligt at offentliggøre oplysninger om den nøjagtige anvendelse af midler over Athena-budgettet og informere Europa-Parlamentet derom?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Pflüger! I artikel 28 i EU-traktaten er principperne for finansiering af civile og militære krisestyringsoperationer fastsat. Operationer med militære eller forsvarspolitiske aspekter kan ikke finansieres med fællesskabsmidler.

Athena er en mekanisme, som Rådet oprettede i 2004 til at forvalte finansieringen af de fælles udgifter til sådanne operationer. De fælles udgifter ligger under 10%, det svarer til de samlede merudgifter ved en operation. Resten af udgifterne finansieres direkte af medlemsstaterne efter det princip, at udgifterne betales der, hvor de opstår.

Athena forvaltes under tilsyn af et særligt udvalg, som består af repræsentanter for medlemsstaterne, som via deres minister må aflægge regnskab over for deres egne nationale parlamenter. Med hensyn til operationen Althea betaler både EU og NATO deres andel for anlæg, personale og så videre, som benyttes fælles. NATO får ingen betaling fra Athena for ydede tjenester.

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Fru formand, hr. formand for Rådet! Det er en ejendommelig ordning, der ikke har nogen demokratisk overvågning. Med demokratisk overvågning mener jeg parlamentarisk overvågning, ikke overvågning fra Europa-Parlamentets eller de nationale parlamenters side. Det er en måde at genbruge traktatreglerne på, som De just har sagt. Så vil jeg gerne vide, om den nye forfatning, som formandskabet har lavet et udkast til, vil ændre traktaterne på en sådan måde, at disse midler kan bevilges fra EU-budgettet uden Athena-ordningen?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Seppänen! Jeg vil ikke komme med spekulationer om den europæiske forfatningstraktats fremtid i dag, dagen før Det Europæiske Råd. Vi får ser, hvordan debatterne forløber, og hvilke konsekvenser det får for traktatsbestemmelserne.

Med hensyn til det andet punkt vil jeg sige, at de relevante ministre fra medlemsstaterne er repræsenteret i udvalget, og ministrene står i sidste ende til regnskab over for deres parlamenter, fordi bidragene jo kommer fra medlemsstaterne. Så vidt jeg ved, har parlamenterne enten fagudvalg, som kan drøfte det og spørge den pågældende minister om anvendelsen af midlerne, eller der er budgetkontroludvalg, som kontrollerer anvendelsen af disse midler.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Fru formand! Virkeligheden ser desværre lidt anderledes ud. I Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar får jeg at vide, at EU betaler penge til NATO. Nu siger De, at der ikke bliver betalt. Det er jo interessant. Problemet er, at vi ikke får tallene via forespørgslerne i de enkelte landes parlamenter. Og vi får dem heller ikke fra Budgetkontroludvalget og heller ikke i Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar.

Var det muligt, at formandskabet kunne opstille en oversigt over de udgifter, der hidtil er blevet betalt via denne Athena-mekanisme?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Til det første punkt kan jeg sige, at jeg, som jeg sagde før, vil undersøge den sag, De nævnte, og få undersøgt, om der er en modsætning, sådan som De beskriver det. For det andet kan jeg som repræsentant for formandskabet ikke tage stilling til skik og regler i de enkelte medlemsstater med hensyn til at lave sådan en oversigt. Det er op til nationalstaterne.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 13 af Inese Vaidere (H-0387/07)

Om: Forhandlinger mellem EU og Georgien om indgåelse af aftaler om tilbagetagelse og lempelse af visumreglerne

Georgien er en vigtig partner for EU som led i den europæiske naboskabspolitik. Landets nuværende regering har givet udtryk for stærke europæiske ambitioner og givet klare tilsagn om reformer i retning af europæiske værdier samt vist en god evne til at gennemføre sådanne reformer.

EU udviser imidlertid manglende vilje til at drøfte aftaler om tilbagetagelse og lempelse af visumreglerne med Georgien. Dette står i skarp modsætning til det faktum, at EU på vellykket vis har indgået aftaler med Rusland om tilbagetagelse og lempelse af visumreglerne, som vil træde i kraft den 1. juni 2007, og at EU afsluttede sine forhandlinger med Ukraine i 2006, og at EU indledte forhandlinger med Moldova i begyndelsen af 2007.

EU's dagsorden har aldrig omfattet en forenkling af den eksisterende visumaftale med Georgien, og overraskende nok lader det til, at Georgien straffes for sine forhåbninger og sit engagement, hvad angår europæiske værdier og reformer.

Hvad gør Rådet for at sætte fart i forhandlingsprocessen og indgåelsen af aftalerne om tilbagetagelse og lempelse af visumreglerne, og hvilke planer har Rådet for disse aftaler?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Vaidere! Formandskabet kan oplyse, at der ikke er taget initiativ til at give Kommissionen mandat til at indlede forhandlinger om sådanne aftaler med Georgien. I handlingsplanen EU-Georgien inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik er det imidlertid fastsat, at der skal indledes en dialog om spørgsmål i forbindelse med persontrafik, herunder tilbagetagelse og udstedelse af visa.

I forbindelse med diskussionen om en eventuel uligebehandling af borgere, som lever i Abkhasien og dér får visum på grundlag af den nye aftale, og om hvorvidt der her muligvis er en manglende balance mellem rettighederne for de mennesker, som lever her, og menneskene i selve Georgien, vil jeg gerne tilføje, at denne debat, som også har fundet sted på andre niveauer i Europa-Parlamentet, vil blive taget op med henblik på at finde en løsning.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Fru formand! De har netop, hr. formand for Rådet, nævnt Abkhasien og Sydossetien, og det er velkendt, at Rusland udsteder pas i massivt omfang til indbyggerne i Abkhasien og Sydossetien og dermed kunstigt reducerer antallet af georgiske borgere i disse to områder. Ved at tøve, hvad angår lempelse af visumreglerne i forhold til Georgien, skaber EU indirekte yderligere et incitament til at erhverve et russisk pas, da russiske borgere nu har bedre muligheder for at rejse til EU end georgiske borgere. Jeg vil derfor gerne stille Dem nok et spørgsmål: Hvorfor har Rådet ikke indledt disse forhandlinger om lempelse af visumreglerne med Georgien? Hvilken løsning tror De der kan findes på denne efter min mening uacceptable situation?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! EU har indgået denne aftale om visumlettelser og tilhørende tilbagetagelsesaftaler med Rusland. I de seneste uger har det vist sig, at der her hersker - og jeg kan roligt vælge samme begreb som Dem - en manglende balance, fordi borgere, som bor i Abkhasien eller Sydossetien, pludselig har mulighed for at rejse med et russisk visum, hvilket ikke er muligt for borgerne i Georgien. Derfor må EU overveje, hvordan der inden for rammerne af naboskabspolitikken kan indledes samtaler med Georgien om dette spørgsmål, så denne manglende balance mellem muligheden for at få visum på den russiske side og fraværet af denne mulighed på den georgiske side kan fjernes.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 14 af Leopold Józef Rutowicz (H-0390/07)

Om: Vedtagelse af roamingdirektivet

Hvad gør Rådet for at fremskynde vedtagelsen af roamingdirektivet, der er af afgørende betydning for EU's borgere?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Rutowicz! De spurgte allerede på februarmødet til status for roamingforordningen. Det glæder mig nu at kunne besvare Deres spørgsmål, selv om De sikkert allerede kender indholdet, for roamingspørgsmålet vedrører os alle, eftersom vi ikke længere kan klare os uden disse mobile telefoner.

Som De sikkert ved, hører roamingforordningen, som bygger på EF-traktatens artikel 95, under den fælles beslutningsprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 251. Jeg kan forsikre Dem, at alle tre organer har sat sig som mål at vedtage roamingforordningen så hurtigt som muligt. Rådet nåede på sit møde den 6.-8. juni til politisk enighed om forslaget og godkendte dermed Europa-Parlamentets udtalelse fra førstebehandlingen. De rets- og sprogkyndige er i færd med den sidste revision af teksten, så den kan vedtages i en fremskyndet procedure. Det forventes, at retsakten bliver vedtaget i slutningen af juni. Den vil umiddelbart efter blive offentliggjort i EU-Tidende.

  Leopold Józef Rutowicz (UEN). - (PL) Fru formand! Desværre var situationen, dengang spørgsmålet blev formuleret, helt anderledes. Jeg synes derfor, at vi nu skal glæde os over, at disse direktiver er blevet vedtaget så hurtigt, og at det europæiske samfund vil få gavn af det.

Det er jo en stor succes for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. De takster, som direktivet fastsætter, er dog knap så stor en succes. Ifølge eksperter fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse var disse takster tidligere lavere. Ordføreren forhøjede dem under høringsproceduren, og til sidst blev de forhøjet i selve direktivet.

Jeg har dog et spørgsmål, som jeg gerne vil stille. Roaming er, om jeg så må sige, stadig noget, der ikke er acceptabelt i Europa. Jeg vil derfor gerne spørge om, hvornår roaming helt kan blive afskaffet i EU's medlemsstater.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Vi ved også alle, at der ofte er langt mellem de mål, vi sætter os, og det, som vi opnår. Men vi bør glæde os over, at det første vigtige skridt er taget, og det vil kræve alle involveredes energi at få det til at træde i kraft inden udgangen af juni. Det er også et eksempel på, at det er rigtigt og vigtigt at diskutere ting i forfatningstraktaten.

Det har imidlertid også hele tiden været det tyske formandskabs overbevisning, at borgerne også skal se projekternes Europa, resultaternes Europa. Roamingforordningen, som snart træder i kraft, er et eksempel på EU's handleevne og på et projekt til gavn for de europæiske borgere. Vi ved alle - her har jeg tillid til Europa-Parlamentets initiativer - at der også fremover vil være diskussioner om yderligere ændringer.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 15 af Danute Budreikaite (H-0392/07)

Om: Gennemførelse af EU's naboskabspolitik

EU's naboskabspolitik omfatter 16 nabolande, Middelhavs-landene Egypten, Algeriet, Israel, Jordan, Libyen, Marokko, det palæstinensiske selvstyre, Syrien og Tunesien, og de nye uafhængige stater Ukraine, Moldavien, Belarus, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien.

Men sigte på gennemførelse af naboskabspolitikken er der udarbejdet en handlingsplan for hvert land. 16 % af budgettet til eksterne forbindelser skal afsættes til naboskabspolitikken.

Kan Rådets formandskab oplyse, med hvilke lande der er indgået aftaler i overensstemmelse med instrumentet for naboskabspolitik? Hvilke midler skal der i hvilken periode anvendes til de pågældende lande?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru Budreikaite! Handlingsplanerne inden for den europæiske naboskabspolitik er politiske dokumenter, som er udtryk for en politisk enighed mellem EU og de enkelte partnerlande om en dagsorden af politiske, økonomiske og sektorale reformer, og som samtidig indeholder prioriteter for foranstaltninger på kort og mellemlang sigt. De vedtages af associations- eller kooperationsrådet mellem EU og det pågældende partnerland.

Med hensyn til partnerlandene i øst er der indgået handlingsplaner inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik med fem af de seks lande. De første var handlingsplanen med Ukraine den 21. februar 2005 og handlingsplanen med Republikken Moldova den 22. februar 2005. Derefter fulgte Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, som der blev vedtaget handlingsplaner med den 14. november 2006. Der er ikke indgået en sådan handlingsplan med Belarus, da EU ikke har aftalemæssige forbindelser til dette land. Belarus vil først kunne nyde godt af de mange fordele i den europæiske naboskabspolitik, når landet efter frie og retfærdige valg har indført en demokratisk regeringsform.

Der er vedtaget følgende handlingsplaner inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik med partnerlandene i syd: Den 11. april 2005 med Israel, den 4. maj 2005 med den palæstinensiske selvstyremyndighed, den 2. juni 2005 med Jordan, den 22. juni 2005 med Marokko, den 4. juli 2005 med Tunesien, den 19. januar 2007 med Libanon og den 6. marts 2007 med Egypten. Der er endnu ikke nogen handlingsplan med Algeriet. For Libyen og Syrien er der ikke vedtaget handlingsplaner, da EU ikke har aftalemæssige forbindelser med disse lande.

EU vil stille i alt 12 milliarder euro til rådighed til gennemførelse af den europæiske naboskabspolitik i perioden 2007-2013, hvilket svarer til en reel vækst på 32 %. I tilslutning til drøftelser med EU's medlemsstater har Kommissionen i henhold til forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument vedtaget fordelingen af disse midler og vedtaget strategipapirer og programmer, som omfatter landene, regionerne og grænseoverskridende programmer for perioden 2007-2010.

Hvad angår landeprogrammerne inden for det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument ENPI, ser de flerårige beløb for perioden 2007-2010 sådan ud: til Algeriet 220 millioner euro, til Amenien 98,4 millioner euro, til Aserbajdsjan 92 millioner euro, til Belarus 20 millioner euro, til Egypten 558 millioner euro, til Georgien 120,4 millioner euro, til Israel 8 millioner euro, til Jordan 265 millioner euro, til Libanon 187 millioner euro, til Libyen 8 millioner euro, til Republikken Moldova 209,7 millioner euro, til Marokko 654 millioner euro, til den palæstinensiske selvstyremyndighed 632 millioner euro, til Syrien 130 millioner euro, til Tunesien 300 millioner euro og endelig til Ukraine 494 millioner euro. For Libyens og den palæstinensiske selvstyremyndigheds vedkommende skal det bemærkes, at der ikke er vedtaget strategipapirer eller programmer, da der ikke kan foretages en programplanlægning på mellemlang sigt. De nævnte tal er derfor kun positionstal.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru formand! Jeg takker rådsformanden for det grundige svar. I gennemførelsen af denne politik træffes der aftaler og vedtages handlingsplaner med bestemte lande, således EU og Ukraine, EU og Georgien. Er de medlemsstater, der grænser op til disse lande, med til at udforme handlingsplanerne?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Vi havde i eftermiddag en debat om Meda og om den europæiske naboskabspolitik, men den drejede sig mest om landene i syd. Jeg vil gerne understrege kraftigt, at det for de medlemsstater, som tiltrådte EU den 1. maj 2004, var en impuls at sige, at nu har vi en ydre grænse for EU. Vi har imidlertid også naboer og er interesseret i disse landes politiske, økonomiske og samfundsmæssige stabilitet.

Derfor har vi også sat fokus på at udforme og videreudvikle den europæiske naboskabspolitik, især med det vigtige aspekt, at der kan udarbejdes et program for ethvert naboland, som har de pågældende forbindelser med EU, ud fra de individuelle fremskridt, så der ligger skræddersyede programmer for f.eks. Ukraine eller Moldova. Jeg kan kun sige, ærede medlem, at også de lande, som De nævnte, deltager i udarbejdelsen af disse handlingsplaner og er meget interesserede i dem. Disse planer og denne naboskabspolitik kan spille en meget vigtig rolle i visse sektorer, f.eks. adgangen til det indre marked. Da Det Europæiske Råd vil konfirmere denne nye model for naboskabspolitikken i morgen og på fredag i sine konklusioner, vil de følgende formandskaber forhåbentlig også have mulighed for at arbejde videre på grundlag af dette program.

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Fru formand, hr. formand for Rådet! De sagde, at der ikke er nogen naboskabsprogrammer i gang for Belarus, fordi der ikke har været afholdt frie valg i landet. Mener De, at valget i Aserbajdsjan var frit og retfærdigt, og finder De det logisk, at der er blevet aftalt sådan et program med Aserbajdsjan, men ikke med Belarus?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Seppänen! Der har også været intensive samtaler med landene i det sydlige Kaukasus. Der har været fremlagt rapporter om fremskridtene, og på grundlag af EU's forarbejde blev der vedtaget handlingsplaner sidste år. Det betyder - ikke kun underforstået - at undersøgelsen har vist, at der var tale om valg, for at man kunne indgå en sådan handlingsplan med Aserbajdsjan.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 16 af James Nicholson (H-0394/07)

Om: Brasiliansk oksekød

For at sikre at de europæiske forbrugere kan have fuldstændig tillid til forsyningen af oksekød, vil Rådet da overveje at indføre et øjeblikkeligt forbud mod eksport af oksekød fra Brasilien til Den Europæiske Union frem for at vente til årets udgang?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, hr. Nicholson! Ifølge fællesskabslovgivningen er det Kommissionen, som har ansvaret for at administrere beskyttelsesklausulen. Rådet har derfor ingen direkte indflydelse på den beslutning, som Kommissionen har truffet i forbindelse med brasiliansk oksekød.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg takker for svaret, hr. rådsformand, men jeg er lidt frustreret over det. I aftes stillede jeg også et spørgsmål til Kommissionen, som heller ikke var særligt behjælpelig. Jeg vil gerne forelægge for rådsformanden, at da Irish Farmers' Journal og en repræsentant fra Irish Farmers' Association var i Brasilien, fandt de klare beviser på, at reglerne ikke følges i Brasilien. Sporbarhed er ikkeeksisterende. Der er ingen kontrol ved de regionale grænser. Flytning af dyr i Brasilien fra områder med mund- og klovsyge sker hver dag. Der er beviser på, at stoffer, der er forbudt i EU, bliver anvendt i Brasilien.

Er det ikke mere end på høje tid, at vi i EU holder op med at hykle i forbindelse med den slags problemer - når det kunne komme til at gå ud over vores forbrugere - og får et forbud mod brasiliansk oksekød, hvilket alle i EU ønsker til bedste for producenter og forbrugere?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand! Jeg bryder mig ikke om at sige, at Rådet ikke har kompetence på dette område. Men som De selv sagde, har De benyttet muligheden for også at tage denne problematik op over for Kommissionen. Rådet kender den naturligvis også, men det er nu op til Kommissionen at undersøge informationerne. Derefter er det også Kommissionens ansvar at stille forslag og træffe beskyttelsesforanstaltninger. Det ligger virkelig ikke inden for Det Europæiske Råds kompetence.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! De siger, hr. rådsformand, at dette er en sag for Kommissionen, men EU-borgernes helbred må være et emne, som Rådet har en mere end forbigående interesse i. Der er nedlagt forbud mod import af alt fersk oksekød fra Brasilien til USA, idet man dér siger, at sporbarhed er ikkeeksisterende, at ulovlige væksthormoner bruges i vidt omfang, og at kontrolniveauet generelt er alarmerende lavt. Er EU-borgeres helbred mindre vigtigt end amerikaneres helbred, og, hvis nej, hvorfor har vi så ikke allerede forbudt brasiliansk oksekød?

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg har hørt, hvad Rådet har sagt, men jeg synes, det forsøger at komme uden om spørgsmålet.

I øjeblikket forhandler vi med G4 i Potsdam, og jeg vil gerne vide, om vi kan ignorere anbefalingerne fra formanden for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som krævede et forbud mod import af oksekød fra Brasilien. Kan vi ignorere European Food and Veterinary Office, som i sin endelige rapport fra sin tjenesterejse til Brasilien helt klart konkluderer, at det nuværende system for kontrol med restkoncentrationer og dyrlægers medicinforbrug og -anvendelse ikke er tilstrækkeligt?

Der er stadig væsentlige mangler i udformningen, omfanget og gennemførelsen af den nationale plan for kontrol med restkoncentrationer. Jeg vil gerne stille det samme spørgsmål, som de andre har stillet. Er De ikke enig i, hr. rådsformand, at det nu er på tide at handle og beskytte de europæiske forbrugere?

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, fru Harkin! Jeg er enig med Dem i, at EU må handle, hvis de informationer, De har beskrevet, er korrekte. Men vi har opstillet nogle regler. Jeg kan kun tage Deres krav på forbrugernes vegne op og støtte, at Kommissionen orienterer de rette organer om, om den har undersøgt det, og hvilke foranstaltninger den kan træffe. Jeg beder imidlertid også om forståelse for, at vi ikke hele tiden kan bytte om på rollerne. Vi har klare områder, og det her hører under Kommissionen. Jeg kan ikke foregribe Kommissionens svar, og Kommissionen har ikke pligt til at være til stede under spørgetiden i dag. Jeg kan kun tilbyde at spørge til sagen igen, så De som repræsentant for borgerne kan få et klart svar fra Kommissionen.

  Formanden. - Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Dem, hr. rådsformand, mange gange for Deres samarbejde og Deres høflighed under spørgetiden i forbindelse med Deres lands formandskab.

Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

(1) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.

15. Udvalgenes og delegationernes sammensætning: se protokollen

16. Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (fortsat forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om betænkning af Bogdan Klich om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed: strategi for den eksterne dimension, handlingsplan til gennemførelse af Haag-programmet.

  Francisco José Millán Mon, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Den eksterne dimension er afgørende for området område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Jeg glæder mig derfor over, at Parlamentet har udarbejdet Klich-betænkningen om dette spørgsmål.

Trusler som terrorisme, organiseret kriminalitet, narkotikasmugling og smugling af ulovlige indvandrere er af global, international natur, og EU og dens medlemsstater kan derfor ikke håndtere dem alene. Samarbejde med tredjelande og særlig nabolandene er derfor uomgængeligt.

Jeg vil gerne fremhæve tre grundlæggende overvejelser. Den første er, at gennemførelsen af dette område er et særdeles vigtigt mål. Samarbejde med tredjelande må derfor være en prioritet for EU's og dens medlemsstaters aktioner udadtil.

Den anden er, at dette samarbejde derfor ikke kun bør angå den meget aktive kommissær for frihed, sikkerhed og retfærdighed eller Rådet (retlige og indre anliggender), men også kommissæren for eksterne forbindelser og Rådet (udenrigsministrene), den højtstående repræsentant og kommissæren for samarbejde. Klich-betænkningen lægger derfor særlig vægt på, at der sker den nødvendige koordinering.

For der tredje deler jeg mange af de synspunkter, som fremsættes i Kommissionens meddelelse fra 2005 om den eksterne dimension af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. I kapitlet om principperne for politikker vedrørende tredjelande ville jeg dog have inkluderet princippet om positive konsekvenser. Vi bør nemlig intensivere og stimulere tredjelandenes samarbejde, for det er ikke jo ligegyldigt, om de samarbejder eller ikke med EU.

Når det eksempelvis drejer sig om ulovlig indvandring, som jo desværre er et meget aktuelt problem i Spanien, bør det ikke komme ud på ét, hvor vidt tredjelande undertegner tilbagetagelsesaftaler, bistår med at identificere og dokumentere deres statsborgere eller retsforfølger organiserede kriminelle netværks aktiviteter med smugling af ulovlige indvandrere. Vi bør med fasthed anmode om deres samarbejde på alle disse områder og belønne dem på passende vis. Vi bør derudover foretage en opfølgning og en evaluering af dette samarbejde. Med henblik herpå findes der allerede den evalueringsmekanisme, der blev indført efter Det Europæiske Råd i Thessaloniki i 2003.

Vi bor i en globaliseret og gensidigt afhængig verden, så vores borgeres sikkerhed og frihed og kontrollen med migrationsstrømmene kommer i fare og bliver sværere at garantere uden tredjelandes samarbejde.

  Martine Roure, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed kan kun fungere effektivt, hvis den europæiske indsats ligeledes forlænges, når det gælder vores forbindelser med tredjelandene. Derfor er det vigtigt, at vi koordinerer vores strategi for frihed, sikkerhed og retfærdighed med EU's udenrigspolitik. Jeg vil gerne lykønske vores to ordførere hr. Klich og hr. Sakalas med, at det er lykkedes dem at opstille vores prioriteringer i denne betænkning.

Hvad indvandringen angår, kan vi ikke nøjes med at gøre vores grænser mere sikre. Vi skal sørge for en egentlig dialog med tredjelandene, og denne dialog skal først og fremmest bygge på beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og demokratisering. Derfor vil vi gerne sikre, at de grundlæggende rettigheder bliver en integreret del af alle EU's instrumenter takket være medtagelsen af en "menneskerettighedsklausul" i de aftaler, der indgås med tredjelandene.

Bekæmpelsen af kriminalitet og international terrorisme bliver kun effektiv, hvis vi samarbejder tæt med vores allierede. Men vi skal huske på, at EU først og fremmest bekæmper terrorisme ved at styrke de grundlæggende rettigheder. Vi må ikke bruge de samme våben som terroristerne. Vi bør bekæmpe vold og barbariske handlinger ved hjælp af retsstaten og retssystemet. Derfor lægger vi vægt på, at EU-institutionerne sørger for, at medlemsstaternes krav i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme ikke på nogen måde går ud over respekten for det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder - også selv vedkommende er terrormistænkt - og dette er i tråd med konklusionerne fra vores Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger.

Til sidst vil jeg gerne vende tilbage til Swift-sagen og PNR-sagen. Vores amerikanske venner er vigtige allierede. Derfor skal vi forhandle om en overordnet politik for udveksling og beskyttelse af data, hvor den europæiske lovgivning på dette område overholdes.

  Sophia in 't Veld, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne sige, at det er en stor skam, at ordføreren ikke er her, for jeg ville have komplimenteret ham for hans fremragende betænkning og takket for godt samarbejde. Desværre er han her ikke, men hvad der er værre, Rådet er endnu en gang fraværende. Jeg tager det som et udtryk for Rådets mangel på engagement i disse vigtige spørgsmål, især hvad angår menneskerettighedsaspektet i vores eksterne relationer, som jeg vil vende tilbage til senere. Når det drejer sig om at træffe sikkerhedsmæssige foranstaltninger, foranstaltninger mod terrorisme og kriminalitet, så er Rådet altid til stede og i stand til at tage meget hurtige beslutninger, men når det drejer sig om menneskerettigheder, er det her ikke. Dét vil jeg gerne pointere.

Den foreliggende betænkning er meget vigtig, fordi den omhandler selve kernen i EU, nemlig demokrati, menneskerettigheder og individuelle friheder. Jeg er specielt glad for det første afsnit i punkt 17, hvori det anføres, at fremme af demokratiske standarder, menneskerettigheder og politiske friheder er en nøgledimension i de eksterne relationer og et centralt punkt i vores overordnede målsætninger.

Jeg for min part finder, at dette er et af nøglepunkterne i betænkningen. I de seneste seks år har vi truffet mange foranstaltninger i kampen mod terrorisme og kriminalitet, men der har i høj grad manglet balance i handlingerne, idet menneskerettighedsaspektet har været sat fuldstændigt i skyggen. Vi har talt meget om menneskerettigheder, borgerrettigheder og demokrati. Jeg gad imidlertid vide, om vi stadig har den samme moralske autoritet i verden, hvis vi f.eks. ser på Guantánamo-bugten, CIA's renditioner og hemmelige tilbageholdelser og den kendsgerning, at Rådet til nu ikke har svaret på nogen af de spørgsmål, der blev stillet.

Hvis jeg tænker på, at krænkelserne i Rusland af menneskerettighederne ikke bliver mødt med andet end en meget frygtsom fordømmelse fra EU's side, og at man på topmødet denne weekend højst sandsynligt vil fjerne chartret om grundlæggende rettigheder fra forfatningen, så gad jeg vide, hvilket politisk signal vi sender. Jeg synes, vi skal holde op med at tale om principper for menneskerettigheder og demokrati og gå i gang med rent faktisk at omsætte dem til virkelighed og tage dem alvorligt.

Et andet spørgsmål er, naturligvis, demokratisk ansvarlighed, hvilket ordføreren med rette kraftigt understreger. Det er meget vigtigt for Parlamentet at være meget tættere involveret i disse spørgsmål, og jeg giver derfor min opbakning til kravet om en passerelle. Det ville dog være endnu bedre, hvis Rådet i den kommende weekend nåede frem til nogle konklusioner om en traktat eller en forfatning, der kunne bidrage til at sikre en demokratisk kontrol på området for borgernes rettigheder og retlige og indre anliggender.

Martine Roure har allerede sat fokus på et vigtigt punkt vedrørende kampen mod terrorisme. Med hensyn til de aktuelle SWIFT- og PNR-tilfælde må vi sige, at der ikke er tale om nogen forsømmelse, hvad angår demokrati, og at den aftale, som vi sandsynligvis indgår med amerikanerne, simpelthen ikke lever op til vores standarder. Jeg begynder at tvivle på - og jeg taler igen til den tomme stol foran mig - hvor hårdt Rådet har forhandlet. Vi ved, at Kommissionen har gjort en stor indsats, men jeg er i tvivl med hensyn til Rådet.

Små, uformelle grupper som f.eks. G6 og Kontaktgruppen på Højt Plan, der mødes bag lukkede døre for at drøfte antiterrorspørgsmål, er ikke til gavn for et moderne demokrati som EU.

  Brian Crowley (UEN). - Beidh ceannairí an Aontais Eorpaigh ag bualadh le chéile an tseachtain seo, agus iad ag iarraidh Conradh nua don AE a chur le chéile. Beidh béim ar leith á chur acu ar chúrsaí dlí agus cirt.

Dar liomsa, ní chóir go mbeadh an chumhacht ag an AE socruithe dlí agus cirt a dhéanamh le vótáil trí thromlach cáilithe toisc go bhfuil córas dlí coiteann i bhfeidhm ag Éire agus an Bhreatain. Is córas dlí sibhialta atá i bhfeidhm ag na Ballstáit eile san AE.

(EN) Hr. formand! Vi er nødt til at forholde os til en virkelighed, hvor vi står over for nye trusler, det være sig terrorisme, menneskesmugling, narkotikasmugling, asylansøgninger eller illegal indvandring, og hvor der lægges pres på de institutioner for tjenesteydelser, hvor alle disse områder behandles. I denne virkelighed er ét eneste punkt mest i fokus: Det menneskelige samspil eller det menneskelige engagement, som er kernen i alle disse områder.

Det påhviler os i EU at sikre, at vi bruger alle de redskaber, vi har til rådighed, til ikke blot at garantere sikkerheden i vores egne regioner og områder, men også til at sikre, at folks rettigheder beskyttes: rettighederne for dem, som måske er mistænkte, eller endog for dem, som på et tidspunkt måske har mødt en mistænkt. Vi ser for tit, at man alene i kraft af en forbindelse kunne være skyldig i en forbrydelse i henhold til nogle af de nye, meget strenge love, som er blevet indført i forskellige lande. Derfor er samarbejde og koordinering mellem de forskellige medlemsstater vigtigt, for med dét ikke blot fremmes og muliggøres den frie bevægelse i informationer og underretninger, hvilket er afgørende for at tackle så mange af disse forbrydelser, det muliggør også, at de bedste fremgangsmåder kan tages i anvendelse hos politistyrker eller sikkerhedstjenester, som måske ikke er lige så dygtige som andre.

I Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender plejede vi at have en idé om en metode med "åben koordination", hvor godt førte andet godt med sig. Der er positive sider ved EU-lande, som andre lande kan følge, ikke kun tredjelande, men også medlemsstater. På grund af kompleksiteten i de forskellige medlemsstaters retssystemer er en overvågning gennem Ministerrådet stadig nødvendig. Det er ikke et område, hvor EU kan få eneret på kompetence. Jeg håber, at vi i weekenden finder et hensigtsmæssigt kompromis i dette spørgsmål.

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Betænkningen af hr. Klich og hr. Sakalas har den fordel, at den understreger den absolutte nødvendigheden af at sikre menneskerettighedernes beskyttelse ved indførelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Ved afstemningen i morgen vil jeg dog stemme imod de ændringsforslag, der tager sigte på at fjerne enhver henvisning til ulovlig tilbageholdelse og transport af formodede terrorister på EU's område, og jeg vil bede parlamentsmedlemmerne om at gøre det samme.

Vi fejrer i dag den internationale flygtningedag, og i den forbindelse kommer jeg til at tænke på de udtalelser, som Kofi Annan kom med her i Parlamentet, hvor han kaldte EU's asyl- og indvandringspolitik for en skændsel. Hvad har ændret sig siden da? På trods af de konflikter, der eksisterer i hele verden, modtager EU færre og færre flygtninge. Antallet af asylansøgere i EU er blevet halveret siden 1990'erne. I dag er procentsatsen af godkendte asylansøgere fra Darfur f.eks. utroligt lav. EU nægter ligeledes påtage sig sit ansvar over for de irakiske flygtninge. Over fire millioner irakere er i dag tvunget til at rejse. Alligevel har det tyske formandskab bebudet, at medlemsstaterne ikke ønsker at deltage i et genhusningsprogram for disse flygtninge.

De indgående forhandlinger om tilbagetagelsesaftaler, der pålægger tredjelandene at give alle personer, der er rejst igennem disse lande, adgang til deres område, medfører som bekendt nogle katastrofale humanitære situationer og alvorlige krænkelser af retten til international beskyttelse og princippet om, at man ikke må sendes tilbage til det land, man flygter fra. Disse aftaler giver tredjelandene et ansvar, som de almindeligvis ikke er i stand til at påtage sig. Denne "tvangspolitik" går delvist ud over den indsats, der ellers gøres for at beskytte de grundlæggende rettigheder i tredjelandene.

Kommissionen bør i den henseende stille nogle konkrete og operationelle forslag til, hvordan vi kommer ud af denne dobbelthed. Der bør sørges for en gennemsigtig opfølgningsprocedure for aftalerne, og der bør indføres en reel klagemulighed, såfremt rettighederne krænkes i forbindelse med tilbagesendelse. Kommissionen kunne ligeledes sørge for, at der inden for Frontex-grupperne var ansvarlige specialister med uddannelse i menneskerettigheder og humanitær ret, så man reelt sikrer overholdelsen af forpligtelserne og de internationale konventioner.

  Adamos Adamou, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! For at foretage en evaluering af Parlamentets betænkninger om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er vi nødt til objektivt at studere den udvikling, der er sket på området i de seneste år.

EU's koordinator for terrorbekæmpelse er ikke underlagt institutionel kontrol, hverken af Europa-Parlamentet eller af de nationale parlamenter. Der er ikke sket fremskridt inden for nogen spørgsmål om demokratisk kontrol. Vi havde en alvorlig forpligtelse, hvad angår borgernes frihedsrettigheder og persondatas fortrolighed i terrorbekæmpelsens navn. Jeg kan blot nævne to ting, nemlig anvendelsen af biometriske data i alle borgeres pas og afskaffelse af fortrolighed, hvad angår kommunikation over telefon og internet.

Det, som vi altid har passet på som befolkninger og stater og vogtet som vores vigtigste eje, ofrer vi nu, hvor vi nærmest anser dem, som kæmper for at bevare frihedsrettigheder og individets rettigheder, som i ledtog med terroristerne.

De hemmelige tjenester i USA og andre stater iværksætter aktiviteter, uden kontrol, uden for deres jurisdiktion og tilsidesætter således en række folkeretlige bestemmelser. Et typisk eksempel er de hemmelige CIA-flyvninger. På trods af dette er det eneste EU og alle, der har stemt for her i Parlamentet, gør at ratificere Prüm-traktatens integration i EF-retten. Topmålet, når det kommer til overvågning af EU's borgere.

Man fremmer endnu flere foranstaltninger, der hører under EU's sikkerhedsdagsorden, og som ganske givet tjener EU's militære holdning til udenrigspolitikken, herunder styrkelse af militær udrustning og deltagelse i militære operationer.

I stedet for at gå i spidsen på internationalt plan, så man kan få undersøgt årsagerne til indvandrerbølgerne og få standset de store konflikter mellem rige og fattige lande, vælger vi i EU at oprette hurtige indsatsstyrker med Frontex, så vi kan jage indvandrerne ud.

Ikke blot løser den politik, I følger, ikke de problemer, som den teoretisk set skal forsøge at løse. Den forstærker dem tværtimod. Med det indhold, I lægger i det fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, øger det ufrihed, usikkerhed og uretfærdighed. Kun med et andet indhold kan det løse problemerne i større omfang.

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Gennemførelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er et internt EU-mål, men det har en ekstern dimension. Vores stabilitet og sikkerhed afhænger nemlig også af den måde, hvorpå vi forholder os til vores naboer og verdens øvrige lande, så på dette punkt må vi tilstræbe klarhed og sende klare signaler ud.

Også af den grund vil jeg derfor stemme imod ordførerens forslag om at fjerne henvisningerne til CIA's flyvninger i denne betænkning. Mange af de problemer, som vi skal løse, er fælles for mange andre lande, og EU's erfaringer - både gode og dårlige - på dette felt vil kunne være af stor interesse for disse lande. Vi har gjort kæmpe fremskridt på mange områder, og jeg takker endnu en gang kommissær Frattini for hans fremragende indsats i Kommissionen. Der er dog stadig meget at gøre inden for asyl og indvandring, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og terrorisme, forvaltning af grænser og visa samt politi- og retssamarbejde.

I Haag-programmet og den tilhørende handlingsplan defineres - klart i øvrigt - de områder, hvor der bør samarbejdes med tredjelande. Der skal dog findes svar på konkrete spørgsmål. For det første har vi problemet med sammenhæng mellem søjlerne. Eksterne aktioner med hensyn til frihed, sikkerhed og retfærdighed antager undertiden en tværgående karakter, der omfatter kompetenceområder under forskellige søjler. Så længe vi har dette system med mere end én søjle, skal samordningen mellem søjlerne forbedres for at undgå overlapninger mellem de forskellige instrumenter inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det er aldeles vigtigt, at disse områder så snart som muligt overføres til den første søjle.

For det andet har vi problemet med de komplekse interne institutionelle rammer. Det er påkrævet at indføre fælles beslutning og afstemning ved kvalificeret flertal på områder, der angår lovlig indvandring.

For det tredje bør Europa-Parlamentets rolle styrkes, da det er væsentligt for, at EU's eksterne aktioner hviler på et demokratisk ansvar. Parlamentet skal også holdes underrettet om forhandlinger om aftaler vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Sluttelig vil jeg gerne nævne det fælles europæiske asylsystem og øgede midler til Frontex.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Den betænkning, som vi diskuterer i dag, er et godt dokument og fortjener vores støtte. Vi bør glæde os over, at Unionen endelig har en strategi for gennemførelsen af Haag-programmet. Det har det længe skortet på. Næsten hvert eneste år har Parlamentet diskuteret organiseret kriminalitet, korruption, hvidvask af penge, ulovlig indvandring og menneskesmugling, bekæmpelse af terrorisme, indsats mod narkotika i Afghanistan, CIA, databeskyttelse osv. Parlamentet har også foreslået måder, hvorpå der kan sættes ind over for disse fænomener. Det har derfor taget lang tid at udforme strategien til det, som den er blevet nu.

Visse spørgsmål melder sig dog. Hvad ønsker vi at opnå med denne strategi? Hvordan udvirker vi det? Hvorfor ønsker vi det? I betænkningen er svaret på det første spørgsmål, at vi først og fremmest ønsker at forbedre den måde, som demokratiet virker på. Vi ønsker også politi- og retssamarbejde ligesom samarbejde på alle områder vedrørende beskyttelse af menneskerettighederne og bekæmpelse af terrorisme. Vi ønsker, med andre ord, samarbejde om indre anliggender.

Hvordan skal vi få det? Vi har allerede skabt mekanismer til det, særlig naboskabspolitikken. Vi har institutioner som Euromed og Eurolat. Vi har også bilaterale og multilaterale aftaler. Men alt dette er ikke nok. Vi ønsker, at Europa-Parlamentet skal spille en større rolle. Vi ønsker, at det skal høres om en større antal sager. Vi ønsker også en bedre kompetencefordeling mellem medlemsstaterne og Unionen, så disse sager kan klares hurtigere og lettere. Den eneste virkelige løsning er en europæisk forfatning.

Der er også et tredje spørgsmål: Hvorfor ønsker vi alt det her? Årsagen er, at vi er bekymrede over, at vores eksterne partneres handlinger ikke altid lever op til EU's standarder. Hvis vi ønsker, at vores partnere uden for EU ikke blot ved, hvad demokrati, retssamfund og retfærdighed betyder, men også anvender disse principper i praksis, må vi yde dem assistance. I betænkningen foreslås mekanismer, der er hensigtsmæssige, hvad angår disse mål.

Vores eksterne aktioner udvider området med frihed, sikkerhed og retfærdighed langt ud over Europas grænser. Det er vigtigt for tredjelandes borgere, men det er også utrolig vigtigt for EU's borgere. Et bredere, mere globalt og fælles område med frihed og demokrati vil gøre EU-borgernes liv mere sikkert og demokratiet mere stabilt.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Det fremgår af en rapport, som Europarådet netop har offentliggjort, at der er nye beviser på hemmelige CIA-tilbageholdelsescentre i Europa, nemlig i Rumænien og Polen. Det er et alvorligt slag for EU, det værdifællesskab, der taler så højt om menneskerettigheder. Man kan sige, at det er skammeligt for EU, hvis det stiltiende accepteres, at der er hemmelige tilbageholdelsescentre. Der er tilbageholdelsescentre i Europa, fordi amerikansk lov ikke tillader dem på amerikansk grund. I Europa har Kommissionen og Rådet tiet ganske stille, og Europarådets rapporter har næppe medført den mindste reaktion, og medlemsstaterne er heller ikke blevet draget til ansvar i nævneværdigt omfang.

En anden sag, som jeg gerne vil tage op, er EU-topmødet i denne weekend. Jeg håber, at deltagerne bliver enige om at gøre chartret om grundlæggende rettigheder juridisk bindende, så EU's beslutningstagende organer også kan bringes for retten, hvis menneskerettigheder ikke overholdes af en EU-institution eller EU-myndigheder. Ellers håber jeg, at menneskerettighedsspørgsmål vil blive taget lidt mere alvorligt i EU i praksis og ikke blot ved formelle lejligheder. Jeg tilslutter mig det, som fru in't Veld sagde før.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Hr. formand, Hr. kommissær, mine damer og herrer! I Klich-betænkningen fremhæves med rette, at der er behov for større pålidelighed i straffesager, når der udveksles oplysninger med lande uden for EU. Ved De imidlertid, hr. kommissær Frattini, hvor effektive samarbejdskoordinatorerne - Eurojust, Interpol og Europol - er, og hvor effektive aftalerne om politi- eller retssamarbejde er? Mine personlige erfaringer viser, at selv i de simpleste tilfælde tog en kontrol af grundlæggende bevismateriale påbegyndt af indenrigsministeren og den offentlige anklagers kontor for sager om korruption i Letlands politiforvaltning et halvt år i Letland selv, hvor mindre end en time havde været nødvendig for kontrollen af grundlæggende bevismateriale i den relevante medlemsstat. Hr. Frattini, det er efter min opfattelse fuldstændig uacceptabelt i tilfælde, hvor der er behov for mellemstatslig retshjælp i sager af allerstørste betydning vedrørende kriminalitet af politisk og økonomisk karakter i national skala, at korrespondancen med lande uden for EU trækkes ud over tre eller fire år. Det er faktisk tilfældet, hvad angår undersøgelsen af borgmesteren i Ventspils, A. Lembergs. En så langsom retshjælp duer ikke, hvis der skal gøres noget ved korruption. Desværre fører denne situation til juridisk nihilisme i et samfund, der forventer, at der sættes effektivt ind over for kriminalitet. Jeg vil derfor gerne henlede Deres opmærksomhed, hr. Frattini, på det forhold, at der er individuelle sager, hvor nye instrumenter er påkrævet for ud fra prioritet at fordele og undersøge sager af forskellige kategorier, særlig og - det er vigtigt - ikke kun fra alle sider, men også hurtigt.

  Cem Özdemir (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Det at fremme og beskytte menneskerettighederne er en hjørnesten i EU's grundlag, og dét bør afspejles kraftigt i strategien for den eksterne dimension på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det betyder, at vi ikke blot beder Kommissionen og Rådet om at udarbejde rapporter om overholdelse af menneskerettighederne i forbindelse med aktiviteter i den eksterne dimension. Vi foreslår også, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder hjælper EU-institutionerne med at vurdere, om menneskerettighederne overholdes i EU's aftaler med tredjelande.

I EU-institutionerne bør man ikke blot fremme og beskytte menneskerettighederne i forbindelse med EU's egne aktiviteter: Der var klare konklusioner på arbejdet i det midlertidige udvalg om CIA's påståede brug af lande til transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger. Når og hvis EU konkluderer, at der er sket alvorlige brud på beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, på EU's territorium eller begået af lande, som EU samarbejder med, bør der tages skridt til at afsløre dette og garantere, at sikkerhedsanliggender aldrig underminerer respekten for enkeltpersoners grundlæggende rettigheder.

Demokratisk ansvarlighed og den eksterne dimension på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed er grundlæggende og tilsikrer EU høje standarder i Unionens bestræbelser på at forbedre samarbejdet mellem EU og internationale organisationer som f.eks. Europa-Rådet, OSCE og FN.

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Hr. Klichs betænkning er grundig og omfattende. Vi støtter den og takker ordføreren for hans betænkning.

Vi har meget længe talt og skrevet en masse om strategien for oprettelse af et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Men vi gør ikke så meget. Vi har vores lister over emner, vi har gjort os overvejelser og er kommet med henstillinger. Der mangler imidlertid den nødvendige fællesskabsånd, hvor der træffes virksomme foranstaltninger for at løse de institutionelle problemer, der opstår. Der er ingen beslutsomhed, som får os til at bevæge os ud over EU. Vi står som naglet i hver enkelt medlemsstat til vores nationale suverænitet som en bastion og står således i vejen for en effektiv fælles indsats. Når man afviser at bruge f.eks. "passerelle-metoden", begrænser man desværre EU's funktionsdygtighed og effektivitet. Og når EU fungerer dårligt, afspejles det meget tydeligt inden for retsvæsen og indenrigsanliggender.

Søjlerne, enstemmighed og frygten for at fjerne sig fra de nationale standarder hindrer indsatsen for at fremme en fælles strategi for skabelsen af et virkeligt område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Disse hindringer vanskeliggør anvendelsen af strategien, ikke kun internt i EU, men også udenfor, og den udenlandske dimension af Haag-programmet er lige så vigtig som den interne dimension. Kun en tidssvarende forfatningsramme kan virkelig bidrage til at fremme strategien for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den historiske satsning med henblik på at forbedre EU's funktion er noget, som statslederne bør håndtere korrekt, når de mødes i morgen i Bruxelles. De bør alle tage deres historiske ansvar.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Hr. formand! Som ordføreren, kommissæren og formanden for Rådet alle har pointeret, er intern og ekstern sikkerhed, frihed og retfærdighed tæt forbundne, og ændringer i den ene har følger for den anden.

Da jeg kun har ét minuts taletid, vil jeg blot nævne to spørgsmål. Det første er terrorisme. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er terrorisme i betydelig grad forbindelse til den islamiske kultur. Vi kunne begrænse dens forekomst i Europa og verden, hvis vi blev mindre involveret i den muslimske verdens anliggender, og hvis vi endelig accepterede palæstinensernes ret til deres eget land. Når det drejer sig om denne gruppe mennesker, er ordet terrorisme ikke altid det rigtige, da deres handlinger i et vist omfang blot er led i kampen for den frihed, som de mistede i 1967. Deres handlinger har ofte været et svar på vores.

Det andet spørgsmål er indvandring. Bestræbelserne på at integrere indvandrerne i Europa koster for mange penge, de hjælper kun et lille antal og giver normalt få resultater. Det ville være bedre at bruge pengene på uddannelse i indvandrernes oprindelseslande. Kontrolleret indvandring synes en fornuftig tanke.

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE). - Începând cu 1 ianuarie 2007, România are o poziţie extrem de importantă în schema frontierelor externe ale Uniunii Europene, având în vedere zona geografică în care este situată şi faptul că reprezintă a doua frontieră verde ca lungime. România a preluat responsabilitatea de graniţă externă cu maximă atenţie, investind sume importante în sistemul integrat de securitate a frontierelor, realizând cel mai performant sistem în domeniu. Este nevoie, însă, în continuare de sprijinirea atât a României, cât şi a celorlalte ţări care sunt frontiere externe ale Uniunii.

Frontex are în acest sens un rol operaţional deosebit, iar alocarea de fonduri pentru lărgirea capacităţii sale de funcţionare ar reprezenta expresia colaborării şi solidarităţii dintre statele membre. Operarea cu ţările vizate de politica europeană de vecinătate reprezintă o garanţie suplimentară pentru prevenirea şi combaterea terorismului, pentru lupta împotriva crimei organizate, a imigraţiei clandestine sau a traficului de orice fel, precum şi pentru protecţia cetăţenilor Europei.

Un exemplu pentru extinderea stabilităţii politice la statele vecine Uniunii îl reprezintă acordurile încheiate în această săptămână între Comunitatea Europeană şi Ucraina privind facilitatea acordării vizelor şi readmisia persoanelor. În ceea ce priveşte cooperarea transatlantică, cred că statele Unite ale Americii trebuie să recunoască procesul de extindere al Uniunii inclusiv prin tratarea egală şi nepreferenţială a cetăţenilor acesteia. Toate statele membre contribuie la asigurarea securităţii transfrontaliere precum şi la lupta împotriva terorismului. Uniunea Europeană trebuie, deci, să ceară Statelor Unite, precum şi celorlalte state care nu respectă principiul de reciprocitate, să renunţe la vizele de intrare impuse unor state membre ale Uniunii Europene.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Der er ikke så mange til stede, men jeg tror, De er tilstrækkeligt mange, der vil lytte til mig.

Da Kommissionen i 2005 indførte strategien for den eksterne dimension af området for frihed, sikkerhed og retfærdighed, var målet at eksportere de værdier, der indgår i EU's interne politik, nemlig retsstat, respekt for menneskerettighederne og de internationale forpligtelser, til de øvrige lande. Strategien omfatter også aktiviteter inden for indvandring, ulovlig menneskehandel, beskyttelse af menneskerettigheder, terrorisme, organiseret kriminalitet m.m., og alt dette går vi selvfølgelig ind for.

Det bør dog især fremhæves, at vi alle - også Kommissionen - nærer en særlig interesse for beskyttelsen af borgernes menneskerettigheder, og det er noget, som man bør tage meget alvorligt.

Vi bør imidlertid også alle vide, at dette ikke er noget nemt tiltag, og vi må heller ikke forvente nogen imponerende resultater på kort sigt. Der kræves nemlig en koordineret indsats fra alle medlemsstater og en systematisk støtte fra Kommissionens side.

Denne betænkning giver mig imidlertid lejlighed til at gentage, at jeg som medlem af Europa-Parlamentet føler, at jeg spiller en statistrolle her i Parlamentet. En simpel tilskuer, eftersom Europa-Parlamentet ikke engang deltager i forhandlingerne og heller ikke bliver tilstrækkeligt informeret om disse spørgsmål, og når vi i Parlamentet forelægger Kommissionen en betænkning, får den ikke ret meget opmærksomhed. Den forfatningstraktat, der ikke blev vedtaget, indeholdt ganske vist løsninger, som styrkede Parlamentets position og indførte de rette betingelser for, at Parlamentet rent faktisk kan være et parlament. Lad os derfor håbe, at fru Merkels indsats vil skabe konkrete resultater, selv om jeg frygter, at der er medlemsstater, som vil holde fast i deres forbehold.

Under alle omstændigheder bør Kommissionen udvise større vilje til et mere snævert samarbejde med Parlamentet.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE), în scris. - Strategia Comisiei Europene pentru dimensiunea externă a spaţiului de libertate, securitate şi justiţie pune accentul pe un parteneriat puternic de securitate cu Statele Unite ale Americii, bazat pe reciprocitate şi încredere.

Cu toate acestea, cetăţenii a 12 state europene au încă nevoie de vize pentru a călători în SUA. Acest lucru constituie o violare a principiului reciprocităţii, întrucât toate statele UE au eliminat obligativitatea vizelor pentru cetăţenii americani. maj mult, noile state membre au acceptat în procesul de aderare să preia Regulamentul 593 al UE, care suspendă vizele pentru unele state terţe, precum SUA. România a primit din partea Comisiei Europene promisiunea fermă că poziţia sa în privinţa eliminării vizelor va fi preluată în relaţiile Uniunii cu SUA.

De aceea, cer Comisiei să se folosească de toate instrumentele care-i sunt conferite de legislaţia europeană, de la negociere până la propunerea de instituire a unor măsuri echivalente pentru cetăţenii americani. În plus, Comisia trebuie să ridice problema vizelor în toate negocierile sale cu SUA, fie că este vorba de acordul privind evidenţa călătorilor, care se negociază în acest moment sau de alte înţelegeri din domeniul justiţiei şi afacerilor interne.

Nu putem fi un partener de securitate egal Statelor Unite ale Americii fără a beneficia de un tratament uniform acordat tuturor statelor membre.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder varmt mange elementer i hr. Klichs betænkning. For det første omtales specifikt passerellebestemmelsen, hvormed medlemsstaterne tilskyndes til at forbedre deres meget nødvendige samarbejde på området med retfærdighed og indre anliggender. Desuden genkaldes behovet for en større grad af parlamentarisk overvågning, hvilket der er taget hensyn til i forfatningen og forhåbentlig bliver i den nye forfatningstraktat, der skal foreligge inden årets udgang.

Der er behov for en større sammenhæng mellem Unionens interne sikkerhedsstrategi, dvs. området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og dens eksterne strategier, FUSP og ESFP. Årsagerne til ustabilitet er ikke kun interne, men helt klart også eksterne. I sidste ende kan det kun lykkes Unionen at sikre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvis den styrker retsstaten og menneskerettighederne i det nærmeste udland.

Handel med kvinder og børn, våben og narkotika skal luges ud ved roden. Det hjælper ikke at øge de interne kontroller inden for EU, hvis problemerne hober sig op ved vores grænser. Hvis den nye fælles udenrigstjeneste i EU oprettes på en hensigtsmæssig måde, kan den yde et meningsfuldt bidrag til at imødegå denne udfordring.

  Marianne Mikko (PSE), skriftlig. - (ET) Som følge af EU's udvidelse ligger en stor del af ansvaret for den eksterne politiske dimension nu på de nye medlemsstaters skuldre, af hvilke flere er små stater ligesom mit eget hjemland, Estland.

Det betyder, at EU må handle i enighed i forsvaret af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det gælder både den eksterne politik og den interne sikkerhed.

Som formand for Moldova-delegationen må jeg gentage, at de uløste problemer i Moldova og Georgien nu er de farligste kilder til ustabilitet i vores eget naboområde.

Nøglen til at fjerne disse kilder til konflikt ligger i Kreml. Vi må så afgjort forbedre dialogen med Rusland. Det betyder ikke at skulle tækkes Rusland, men at indgå i åben meningsudveksling med landet.

EU kan ikke værdsætte en partner højt, der bruger den russiske minoritet i medlemsstaterne og de lande, der omfattes af naboskabspolitikken, til at destabilisere situationen.

Vi må klart give udtryk for, at det ikke svarer til vores opfattelse af et godt forhold mellem naboer. I apriloptøjerne i Tallinn blev et menneske dræbt, en russisk borger. Moskva er villig til at betale for en fortsættelse af den forældede doktrin om "det nære udland" med dets egne borgeres blod. Det kan Europa-Parlamentet selvfølgelig ikke acceptere.

EU har et tvingende behov for samarbejdsmekanismer, der også fungerer effektivt med det nuværende større antal medlemsstater. Jeg håber, at Det Europæiske Råd, hvis møde begynder på torsdag, vil kunne agere tilstrækkelig statsmandsagtigt til at nå frem til en aftale, der gør EU til en gigant i international politik.

17. Oplysninger fra strafferegistre (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Agustín Díaz de Mera García Consuegra for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets rammeafgørelse om tilrettelæggelsen og indholdet af udvekslinger af oplysninger fra strafferegistre mellem medlemsstaterne (KOM(2005)0690 - C6-0052/2006 - 2005/0267(CNS)) (A6-0170/2007).

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! I øjeblikket cirkulerer oplysninger om strafferegistre ikke effektivt mellem EU-medlemsstaterne. Det er ikke acceptabelt i et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og derfor er EU's målsætning på området med strafferegistre dobbelt: For det første skal cirkulation af oplysninger om strafferegistre mellem medlemsstaterne forbedres, og for det andet skal disse oplysninger anvendes uden for den dømmende medlemsstats territorium.

Som De ved, vedtog Kommissionen i 2005 to lovforslag, hvori disse aspekter blev behandlet. Et forslag med behandling af det andet aspekt - cirkulation af oplysninger - blev vedtaget i december 2006. Man nåede heldigvis til politisk enighed på indenrigsministermødet i Luxembourg den 13. juni om forslaget om cirkulation af oplysninger. Dette instrument er endnu et vigtigt skridt fremad.

Med sin forbedring af metoden til at udveksle oplysninger og gøre dem tilgængelige for medlemsstaterne overhaler instrumentet radikalt det utidssvarende og ineffektive system til udveksling af oplysninger under konventionen fra 1959 om gensidig retlig bistand. I stedet for denne etableres der et strømlinet system, hvorigennem det sikres, at oplysninger, der lagres i én medlemsstat, føres ajour og gøres tilgængelige for andre medlemsstater. Desuden vil oplysningerne være lettere at forstå og derfor være af større værdi for slutbrugerne.

Jeg bemærker med beklagelse, at nogle medlemsstater har besluttet, at opfølgningsarbejdet skal forme sig som rådsbeslutninger, og med endnu større beklagelse, at nogle medlemsstater ikke har tillid nok til hinanden til at acceptere, at disse gennemførelsesforanstaltninger bliver vedtaget ikke ved kvalificeret flertal, men ved enstemmighed.

Jeg ved, at der er nogle ændringsforslag, og jeg takker ordføreren for kvaliteten i hans betænkning. Jeg er enig i ånden i langt de fleste af alle de foreslåede ændringer. Jeg har et forbehold vedrørende de ændringsforslag, hvori der foreslås indført generelle bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger. Hvorfor? Fordi dette instrument er områdespecifikt: Det indeholder et lille antal bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, bestemmelser, der er specifikke for strafferegistre og således mere restriktive. Jeg er derfor bekymret for, at en anvendelse af generelle bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger vil være for fleksibel og mindre restriktiv. Bortset herfra bør personlige oplysninger, der behandles som en del af gennemførelsen af rammeafgørelsen, beskyttes i overensstemmelse med bestemmelserne i den fremtidige rammeafgørelse om beskyttelse af personlige oplysninger, der bearbejdes inden for rammerne af et politimæssigt og retsligt samarbejde i straffesager. De ved alle udmærket, at jeg indtrængende henstiller til Rådet om at nå til enighed om en så væsentlig rammeafgørelse om beskyttelse af privatlivets fred inden udgangen af dette år.

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE-DE), ordfører. - (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne takke alle mine kolleger i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender for deres samarbejde om denne betænkning, og jeg vil navnlig gerne takke skyggeordførerne, fru Buitenweg, fru Vălean og fru Grabowska.

Oplysninger om straffedomme cirkulerer på nuværende tidspunkt mellem medlemsstaterne ved hjælp af de systemer, der blev indført i medfør af den europæiske konvention af 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, men der er alvorlige problemer med dette system.

Disse mangler var Fourniret-sagen et forfærdende bevis på. Fourniret var en franskmand, som i 1980'erne blev idømt syv års fængsel for voldtægten af en mindreårig pige, men som blev løsladt efter bare to år. Flere år senere opdagede vi, at han i tiden mellem sin løsladelse og sin genanholdelse i juni 2003 havde myrdet ni piger og var mistænkt for mordet på yderligere 12 piger. Det var lykkedes ham at undgå en retssag i over 14 år, simpelthen fordi han havde skiftet bopæl fra den ene medlemsstat til den anden, og for at det ikke skal være løgn, fik han oven i købet arbejde på en skole. Der var ingen tvivl om, at systemerne for udveksling af oplysninger fra strafferegistre måttes ændres og forbedres.

Forslaget til Rådets rammeafgørelse tager sigte på at erstatte det informationsudvekslingssystem, der reguleres i artikel 22 i konventionen af 1959, og at ophæve afgørelsen af 21. november 2005. Alt dette sker for at sikre, at den medlemsstat, hvor domfældte er statsborger, er i stand til at give et korrekt, hurtigt og udtømmende svar på de informationsforespørgsler, som den modtager om domfældelse af sine statsborgere.

Ud af de foranstaltninger, der er medtaget i Rådets forslag, vil vi gerne fremhæve følgende:

- Princippet om oplysningernes centralisering bevares;

- der fastlægges nogle rammer for bidrag til, udvikling af og implementering af et edb-baseret system til informationsudveksling om straffedomme, som er baseret på brugen af et europæisk standardformat, der gør det muligt at udveksle information på en standardiseret, edb-baseret måde, som let kan maskinoversættes;

- man indfører princippet om obligatorisk videresendelse til den medlemsstat, hvor domfældte er statsborger, og man fjerner fritagelsen for anmeldelsespligt, når personen også er statsborger i den medlemsstat, der afsiger dommen;

- og endelig indføres en pligt til at gemme information, som fremsendes til den medlemsstat, hvor domfældte er statsborger.

Når det gælder de foranstaltninger, som Parlamentet foreslår, vil jeg gerne understrege følgende:

- For at sikre integriteten og ægtheden af den information, der fremsendes, skal den medlemsstat, der afsiger dommen, betragtes som indehaver eller ejer af oplysninger om de domme, som dens egne domstole eller retter har afsagt;

- den kommende rammeafgørelse skal sørge for en række yderligere garantier med hensyn til beskyttelsen af personoplysninger;

- når det gælder definitionen af domme, skal man for at være konsekvent med terminologien i andre af Parlamentets betænkninger anvende den definition, der er indeholdt i min kære ven og kollega hr. Demetrious betænkning;

- medtagelsen af domme i strafferegistret i den medlemsstat, hvor dommen blev afsagt, er en altafgørende pligt, eftersom den sikrer ægtheden og nøjagtigheden af den information, der fremsendes. Dermed bliver oplysninger om domme først fremsendt, når de er blevet registreret, og ikke før;

- det slås fast, at sletningen af strafferegistre ikke bare afhænger af straffens fuldbyrdelse, men også af overholdelsen af andre tillægsbetingelser såsom opfyldelsen af det erstatningsansvar, der følger af forbrydelsen, eller at domfældte ikke må begå flere forbrydelser inden for den lovbestemte tidsperiode;

- det er nødvendigt med en klar fastlæggelse af, hvilket retsgrundlag der regulerer sletningen af oplysninger, dvs. om det er lovgivningen i den medlemsstat, hvor dommen er afsagt, som er gældende, eller lovgivningen i den medlemsstat, hvor domfældte er statsborger.

Hvad anvendelsesbetingelserne angår, deler jeg fuldstændigt Deres bekymringer med hensyn til personoplysninger, hr. Frattini. Forslaget er mere meget restriktivt end de bestemmelser, der er gældende for det strafferetlige samarbejde, hvilket er rimeligt, eftersom oplysninger fra strafferegistre hurtigt kan blive forældede. Hver gang en oplysning om en persons strafferegister er påkrævet i forbindelse med en ny straffesag, bliver det således nødvendigt at sende en ny anmodning om information.

Til sidst vil jeg gerne opfordre parlamentsmedlemmerne til at stemme for den foreslåede betænkning. Tak for Deres opmærksomhed.

  Panayiotis Demetriou, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det forslag, vi drøfter i aften, er et nødvendigt skridt i udviklingen af et retsligt samarbejde og politisamarbejde mellem EU's medlemsstater. Et skridt i bestræbelserne på at fremme strategien for skabelsen af et område med retfærdighed og sikkerhed, og jeg vil gerne rose kommissær Frattini for at have stillet forslag som det, vi behandler i dag, der fremmer Haag-strategien.

Registrering af forbrydelser og udveksling af registre, så der kan ske registrering i det land, hvor den dømte er statsborger, og i det hele taget udveksling af oplysninger om forbrydelser er uden tvivl noget, der bidrager til bekæmpelse af kriminalitet, både nationalt og over grænserne.

Der er ganske vist også mangler i forslaget. Det indeholder ingen bestemmelser om en fællesskabsmetode til registrering af administrative domme, som i de fleste medlemsstater ikke indgår i strafferegistrene. Der er ingen bestemmelser på EF-plan om registrering af domme fra strafferegistrene. Forskellene mellem de nationale bestemmelser er desværre stadig nødvendige Der er slet ingen retlig homogenisering, heller ikke med hensyn til domme. Imidlertid imødegår rammeforslagets sammenkobling af de nationale systemer for registrering og anvendelse af oplysninger om domme til en vis grad den manglende fælles EF-politik inden for alle aspekter af området. Vi er imidlertid nødt til at understrege behovet for at respektere retten til beskyttelse af persondata, ikke kun i teorien, men også i praksis. Dette vil naturligvis fremgå i løbet af processen. Vi håber, at respekten for disse rettigheder vil være reel og konstant.

Jeg støtter hr. Díaz de Meras betænkning og vil gerne rose ham for den interesse, han konstant udviser i Europa-Parlamentet, for at fremme denne strategi med henblik på at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Jeg håber, hans betænkning får tilslutning fra et stort flertal i Parlamentet i morgen.

  Genowefa Grabowska, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Medlemsstaterne har deres egne retningslinjer for indsamling af oplysninger om personer, der er dømt i straffesager. Oplysninger om dommene lagres i de nationale strafferegistre. De enkelte medlemsstater er ansvarlige for den centrale lagring og administration af oplysninger om domstolenes domme. Vi krydser dog de nationale grænser i stadig større grad, og eftersom vi ikke er engle, kommer vi nogle gange i konflikt med straffelovgivningen i en anden medlemsstat og bliver retsforfulgt og dømt i denne medlemsstat.

Hvad skal vi gøre ved disse domme? Skal vi registrere dem eller ej? Medlemsstaterne har forskellige og ikke særlig sammenhængende metoder, og derfor er det nødvendigt med en harmonisering på dette område. Vi har brug for et tættere samarbejde mellem retsmyndighederne og en bedre og mere effektiv informationsudveksling, og vi er nødt til at sikre, at medlemsstaterne udveksler nøjagtige, omfattende og udtømmende oplysninger som svar på hver enkelt anmodning om oplysninger fra strafferegistre.

Det er, hvad dette forslag til rammeafgørelse tager sigte på. Vi har brug for et europæisk system til udveksling af information i et standardiseret, edb-baseret format, hvor fortolkningen bliver lettere som følge af automatiske procedurer og det standardiserede format.

Derfor støtter min politiske gruppe denne betænkning. Min gruppe har dog én alvorlig tvivl med hensyn til betænkningen, der drejer sig om retssamarbejde og informationsudveksling. I betragtning af vigtigheden af at fortælle hele sandheden, respekten for rettighederne og retfærdighed over for ofrene for terrorangrebene i Spanien den 11. marts vil vi gerne give udtryk for vores bekymring med hensyn til valget af ordfører for denne betænkning. Han har ligeledes udarbejdet andre betænkninger om politi- og retssamarbejdet i straffesager. Europa-Parlamentet må betragtes som en institution, der bygger på gennemsigtighedsprincippet, og som tjener borgerne. Derfor må ordførerne for specifikke betænkninger ikke være kontroversielle som følge af deres aktiviteter på nationalt plan.

Til sidst vil jeg gerne sige, at min politiske gruppe bifalder det fornuftige kompromis, som man har opnået i denne betænkning. Vi støtter betænkningen, og vi har til hensigt at stemme for den. Vi tror også, at gennemførelsen af denne afgørelse kommer til at betyde, at medlemsstaterne stoler mere på hinanden, og at denne tiltrængte tillid også kommer til at gælde i straffesager.

  Adina-Ioana Vălean, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne indlede med at takke ordføreren, hr. Díaz de Mera García Consuegra, for hans meget fine arbejde, der har ført til denne betænkning.

Jeg vil, som han allerede har gjort det, minde om det forfærdelige, der fandt sted for tre år siden i Belgien. En franskmand på 62 år fik et job på en skole. Han blev så arresteret og tilstod at have begået ni mord på begge sider af den fransk-belgiske grænse. Man fandt derpå ud af, at han tidligere var dømt for voldtægt i Frankrig, men at ingen i Belgien kendte til hans strafferegister. Vi husker alle Fourniret-sagen. Denne og andre sager viser, hvor meget vi behøver et europæisk strafferegistersystem, som fungerer i et Europa, der er sammensat af så mange forskellige retssystemer.

Jeg ønsker Kommissionen tillykke med dette meget værdifulde forslag. Det er et tydeligt eksempel på hårdt tiltrængt lovgivning, der kan give mærkbare forbedringer i borgernes sikkerhed i deres daglige liv. Jeg bifalder derfor sidste uges aftale i Rådet, men jeg henstiller indtrængende til Rådet om at vedtage denne vigtige tekst så hurtigt som muligt. For første gang har vi nu ens regler i hele EU, der vil medvirke til at sikre hurtigere udveksling af oplysninger om strafferegistre og skabe større retssikkerhed. Det er også et første skridt hen imod online datakommunikation mellem EU-landene. Jeg er tilfreds med, at man valgte den mulighed at sammenkoble registre i stedet for at oprette endnu en central EU-database. Det er et positivt skridt, hvad angår omkostninger og frem for alt beskyttelse af personoplysninger.

Jeg vil gerne igen fastholde spørgsmålet om privatlivets fred. Hvis der ikke opnås enighed om rammeafgørelsen om proceduremæssige rettigheder i straffesager og om beskyttelse af personoplysninger i den tredje søjle, henstiller jeg indtrængende til Rådet om at vedtage de øvrige bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, der er omfattet af denne betænkning. Vi kan ikke fortsat vedtage sådanne instrumenter uden at give vores borgere ekstra garantier for, at deres grundlæggende rettigheder respekteres.

  Jaromír Kohlíček, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! I hr. Díaz de Mera García Consuegras betænkning står der med rette, at de oplysninger om undersøgelser, som landene deler med hinanden, bør have et standardiseret format og bør udveksles på en så fleksibel måde som muligt. Betænkningen tager også sigte på at sikre udvekslingen af andre oplysninger, som kan være nyttige i visse situationer. Hver gang sådanne informationer udveksles, er der selvfølgelig potentielle faldgruber, ikke mindst de forskellige retssystemer i medlemsstaterne og de forskellige klassificeringer af de samme forbrydelser. I ekstreme tilfælde kan dette involvere grænsen mellem en forbrydelse og en mindre forseelse.

Personligt er jeg ikke glad for, at hr. Díaz de Mera García Consuegra blev udpeget til ordfører for denne betænkning, selv om han anklages for ikke at ville samarbejde med det spanske politi i forbindelse med misinformationer om ETA's rolle i det terrorangreb, der fandt sted i togene i Madrid. Hvor er det politiske og menneskelige ansvar hos den tidligere chef for det spanske politi? Til sidst vil jeg gerne sige, at min gruppe har nogle store forbehold med hensyn til denne betænkning.

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at henvise til mit foregående indlæg og sige, at det er uacceptabelt, at der i Europa-Parlamentet gøres forsøg på at indskrænke de parlamentariske og politiske rettigheder for medlemmer, hvis rettigheder hverken er blevet indskrænket af en beslutning i Europa-Parlamentet eller en domstolsafgørelse i deres hjemland.

Vi kan ikke acceptere denne slags politisk forfølgelse af et medlem, hr. Díaz de Mera, der har vist en fornem indsats mod kriminalitet og for retfærdighed som sagkyndig i sit hjemland, og som har udført et fortjenstfuldt arbejde som medlem af Europa-Parlamentet. Den betænkning, som vi debatterer i dag, er endnu et bevis på den politiske kapacitet og omhyggelighed, der kendetegner hr. Díaz de Meras parlamentariske indsats, og som også har kendetegnet hele hans professionelle virke.

Jeg vil dernæst sige til hr. Frattini, at jeg støtter alt det, som han har sagt om Rådets holdning. Denne foranstaltning er faktisk særdeles tiltrængt, og det er synd, at Rådet ikke er gået længere med hensyn til både tilliden mellem medlemsstaterne og Europa-Parlamentets inddragelse.

Jeg støtter i øvrigt alt det, som de andre medlemmer har sagt om behovet for at kende en persons fuldstændige kriminelle baggrund og om, at formidling af sådanne oplysninger mellem medlemsstaterne udgør en merværdi i kriminalitetsbekæmpelsen med hensyn til både identifikation af mistænkte, støtte til efterforskningen og fastsættelse af straffens strenghed.

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at jeg også tilslutter mig dem, der mener, at Rådet bør handle hurtigere, navnlig i vedtagelsen af rammeafgørelsen om grundlæggende proceduremæssige garantier for sigtede og tiltalte i straffesager og rammeafgørelsen om beskyttelse af personoplysninger under den tredje søjle, som fru Roure er ordfører for, og som er et andet afgørende element for den passende balance i lovgivningsforanstaltningerne på dette felt.

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Jeg bad om ordet for at gøre indsigelse mod nogle uacceptable personlige bemærkninger, men jeg bad også og ikke mindst om ordet for at takke min kollega, hr. Coelho, der ikke bare talte som en ven, men som også ved, hvad kendsgerningerne er. Jeg vil blot komme med en enkelt kommentar og bede om en berigtigelse og en undskyldning fra hr. Kohlíček.

Hr. Kohlíček! Den eneste mulige forklaring for Deres yderst uheldige bemærkninger i Parlamentet her i aften er uvidenhed, ond tro eller en eller anden umoralsk hensigt. Hr. Kohlíček! Jeg er sikker på, at De har hørt om - jeg håber, at De har hørt om - noget, der hedder uskyldsformodning. Jeg er sikker på, at De har hørt om EU's charter om grundlæggende rettigheder og artikel 48 i dette charter. Jeg er sikker på, at De har hørt om verdenserklæringen om menneskerettigheder af 1948 og artikel 11 i denne erklæring. Jeg regner ikke med, at De kender - hvorfor skulle De kende den? - artikel 24 i den spanske forfatning. Men alle frie og demokratiske forfatninger har deres artikel 48, artikel 11 eller artikel 24.

Derfor håber jeg, at De - når De forstår, hvad uskyldsformodning betyder, og navnlig når De virkelig forstår en sag, som De - at dømme efter det, De sagde - tydeligvis ikke ved noget om, vil være i stand til komme med en privat og offentlig undskyldning, som jeg vil være villig til at acceptere. Deres tale var en uheldig og uacceptabel tale at slutte forhandlingen med her i aften, hr. Kohlíček.

(Bifald fra højre og fra midten)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

18. Bekæmpelse af racisme og fremmedhad (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Martine Roure for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender med forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om udviklingen i forhandlingerne om en rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad (2007/2067(INI)) (A6-0151/2007).

  Martine Roure (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand! EU bygger på humanistiske værdier, tolerance, et multikulturelt samfund og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Vi deler nogle stærke værdier, som bør beskyttes. Bekæmpelse af racisme og fremmedhad er en af vores prioriteringer, men vi skal have artikel 10 i chartret om grundlæggende rettigheder in mente. Her stadfæstes meningsfriheden, trosfriheden og religionsfriheden med ukrænkelig respekt for ytringsfriheden, i overensstemmelse med artikel 11 i samme charter.

Kommissionen stillede et forslag til rammeafgørelse om racisme og fremmedhad i november 2001 for at tilnærme medlemsstaternes bestemmelser om lovovertrædelser af racistisk og fremmedfjendsk karakter og for at bekæmpe racisme og fremmedhad i Europa mere effektivt. Hidtil - og på trods af Parlamentets første udtalelse, der blev afgivet i juli 2002 - har denne rammeafgørelse ligget stille. På trods af den indsats, som flere formandskaber har gjort, er det endnu ikke lykkedes medlemsstaterne at blive enige om definitionen af strafbar adfærd og det strafniveau, som man skal anvende i den forbindelse. Det er dog absolut nødvendigt, at vi får et europæisk instrument til rådighed, der gør det muligt at bekæmpe racisme og fremmedhad.

De seneste statistikker viser nemlig, at racisme og intolerance bliver mere og mere udbredt. Den succes, som partierne på den yderste højrefløj har i Europa og desværre også her i Parlamentet, tvinger os til kraftigt at fordømme enhver ytring, der ansporer til had. Rammeafgørelsen gør det dog nødvendigt, at vi finder den rette balance mellem ytringsfriheden og straf for krænkende adfærd. Friheden til at gøre grin med og kritisere visse overdrivelser, hvad enten de er politiske eller religiøse, er nødvendig i ethvert demokrati.

Det er endelig lykkedes Det Europæiske Råd at nå til enighed om dette spørgsmål, og det glæder vi os over. EU skal nemlig udbrede et stærkt politisk budskab for at bekæmpe racistiske og hadefulde ytringer. Vi kan ikke tillade os endnu en fiasko, når det gælder en symbolsk tekst for EU. Jeg vil gerne takke det tyske formandskab for dette stærke budskab, som bekræfter, at Europa ikke bare er et stort marked, men også arbejder for at forsvare alle EU-borgernes grundlæggende rettigheder. Det nye kompromis er et resultat af lange og vanskelige forhandlinger, og vi er klar over, at det nødvendigvis har nogle svagheder.

Ikke desto mindre er det mit ønske, at dette politiske kompromis kommer til at udgøre et minimumsniveau af harmonisering, der gør det muligt for medlemsstaterne at nå endnu længere i fremtiden, og jeg glæder mig navnlig over medtagelsen af en revisionsklausul, som giver mulighed for et større harmoniseringsniveau i de kommende år. Når det er sagt, vil jeg dog opfordre Kommissionen til - for at rette op på disse svagheder - samtidig at stille et forslag til direktiv om bekæmpelse af alle de former for forskelsbehandling, der er nævnt i traktatens artikel 13, så vi styrker EU's lovgivning på dette område. Jeg tror i øvrigt, at kommissær Špidla arbejder på dette. Jeg håber, at vi snart får et forslag til direktiv.

Endelig har den politiske aftale om rammeafgørelsen medført nogle væsentlige ændringer i teksten i forhold til det første forslag fra Kommissionen, som Parlamentet afgav udtalelse om. Derfor bør Parlamentet høres igen i de kommende uger. De kan være sikre på, at vi hurtigt vil afgive udtalelse, for vi har alle arbejdet hårdt i adskillige måneder. Vi er helt parate.

Vi har så afgjort brug for dette instrument, hvis vi skal leve i en fredelig verden, hvor det enkelte menneske respekteres for sine forskelle, sin tro og sin livsstil. Vi har så afgjort brug for dette instrument, hvis vi skal bringe had og racisme til ophør i et forenet og solidarisk Europa.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke fru Roure for hendes indlæg og for hendes betænkning. Der er ingen tvivl om, at den politiske aftale, der blev indgået i Rådet i april 2007 efter fem års drøftelser, er meget vigtig.

Selv om denne aftale drejer sig om en mindre ambitiøs udgave af rammeafgørelsen end Kommissionens oprindelige forslag, har den nemlig gjort det muligt præcist at fastlægge, at fra det øjeblik, hvor rammeafgørelsen træder i kraft og bliver omsat til national ret i de enkelte medlemsstater, er der ikke længere noget fristed i Europa for folk, der opfordrer til racehad, racisme og fremmedhad. Det er et politisk resultat.

Jeg ved godt, at rammeafgørelsens tekst indeholder nogle strafferetlige bestemmelser, som kunne have været strengere. Jeg ville gerne have haft nogle strengere bestemmelser. Som ordføreren sagde lige før, var vi dog nødt til at acceptere en aftale, for eftersom der er tale om en rammeafgørelse, som kræver enstemmighed, var vi nødt til at sænke ambitionsniveauet en smule.

På trods af dette har vi for første gang fået en fælles bestemmelse om, at adfærd, som ansporer til had og diskrimination på baggrund af race, hudfarve og religion, skal straffes med en strafferetlig sanktion i alle medlemsstaterne. Tænk på, hvor vigtigt det er at straffe adfærd, der ansporer til jødehad eller islamofobi på et tidspunkt, hvor vi taler om integration af indvandrere fra tredjelande.

Et vigtigt spørgsmål var naturligvis at finde en balance mellem at straffe en sådan adfærd, der ikke er et udtryk for frie meninger, men en konkret opfordring til vold og derfor også bør straffes, og den nødvendige respekt for ytringsfriheden. Det er et aspekt, som vi har arbejdet meget med, og jeg mener, at det endelige resultat er tilfredsstillende.

Med denne rammeafgørelse ønsker vi ikke at straffe en tankegang, men derimod adfærden hos dem, der ansporer andre mennesker til at begå kriminelle handlinger, angribe, såre og dræbe andre og begå egentlige voldelige handlinger. Ytringsfriheden har absolut ikke noget at gøre med alt dette. Vi straffer ikke en tankegang, men vi straffer dem, der på baggrund af en forkert - men dog stadig legitim idé - gør tankegangen til handling og ansporer andre til at begå overgreb og kriminelle handlinger. Dette er grænsen mellem ytringsfriheden - der skal forsvares - og en konkret opfordring til vold.

Jeg mener således, at denne rammeafgørelse er vigtig. Derfor har vi fastsat et princip, som også understreges i fru Roures betænkning, nemlig at racistiske motiver er en skærpende omstændighed i alle forbrydelser. Hvis en normal voldsforbrydelse begås med racistiske motiver, skal straffen være strengere, eftersom ikke bare ansporingen som sådan, men også de racistiske motiver gør en forbrydelse alvorligere end i normale tilfælde.

Det er et vigtigt princip, og det, at 27 medlemsstater enstemmigt har accepteret det, gør EU lidt stærkere, når gælder beskyttelsen af denne grundlæggende værdi, som er medtaget i chartret om grundlæggende rettigheder.

  Patrick Gaubert, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne undskylde fru Esteves, som er min gruppes skyggeordfører, og som desværre ikke kan deltage i denne forhandling.

Jeg vil gerne takke Martine Roure for hendes arbejde, hendes engagement og hendes vedholdenhed, for det var faktisk nødvendigt at være vedholdende og at blive ved med at kræve denne yderst nødvendige aftale af Rådet. Det tog mere end fem års forhandlinger at nå frem til et forslag til rammeafgørelse mod racisme og fremmedhad - er det virkelig rimeligt at lade nogle foranstaltninger, der er så vigtige for vores medborgeres tilværelse, ligge stille i så lang tid?

Jeg vil også gerne rette en varm tak til det tyske formandskab, som fik denne tekst ud af dødvandet. EU bygger på fælles værdier, nemlig universelle værdier som den menneskelige værdighed, frihed, lighed og solidaritet. Ved at gå sammen har vi besluttet at være fælles om disse værdier.

Hensigtserklæringer nytter ikke så meget, hvis de ikke følges op af stærke handlinger. Derfor var det nødvendigt med en konkret indsats, så enhver form for intolerance ikke længere kan forgifte vores kontinent. En indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes bestemmelser om lovovertrædelser af racistisk karakter var af afgørende betydning. Fra nu af skal alle medlemsstater kræve fængselsstraf for offentlig retfærdiggørelse, benægtelse eller grov banalisering af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, og det glæder mig.

Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at jeg ikke er 100 % tilfreds. Det er rigtigt, at tekstens vedtagelse sender et stærkt signal, ikke mindst her i det europæiske år for lige muligheder, men jeg er bange for, at dens merværdi bliver minimal. Man tager nemlig højde for undtagelser, og man accepterer en fleksibilitet. Dermed bliver en adfærd kun straffet, hvis den risikerer at anspore til vold eller had over for en gruppe mennesker. Men hvordan kan man tolerere, at en holocaustbenægter stadig kan udtale sig i visse europæiske lande i ytringsfrihedens navn? Ytringsfriheden hører op, når andre menneskers rettigheder trædes under fode. Jeg har fuld forståelse for, at der er forskellige kulturelle og juridiske traditioner i vores lande, men når det gælder bekæmpelsen af racisme, må der ikke være nogen kompromiser. Hvis vi tolererer visse hadske udtalelser, så accepterer vi dem i virkeligheden.

Som parlamentsmedlemmer er vi nødt til at udtrykke os klart og kraftigt fordømme disse voldshandlinger. Vi skal stadig være årvågne, for vores kamp for at forsvare menneskerettighederne og respektere chartret om grundlæggende rettigheder er langtfra færdig. Jeg beder Dem om at stemme meget bredt for denne tekst i morgen. Denne kamp er vores. Den er en ære for vores europæiske demokratier, og den er en ære for Parlamentet.

  Emine Bozkurt, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg takker ikke blot fru Roure for hendes betænkning, men jeg støtter den også helhjertet. Racisme er et hårdnakket og voksende problem i de europæiske samfund. Derfor er der også brug for flere og bedre instrumenter til at gøre noget ved det, også hvis det er nødvendigt på europæisk plan. Racisme kender ingen grænser. Det gør foranstaltninger til at gøre noget ved det derfor heller ikke.

I det forløbne år fik mit beslutningsforslag om racisme inden for fodbold overvældende støtte i Europa-Parlamentet, og jeg håber, at det også vil være tilfældet i morgen, når det gælder fru Roures betænkning.

I beslutningsforslaget om fodbold opfordrede vi til en strengere måde at gribe problemet an på, men en europæisk tackling af racisme må ikke kun begrænses til fodbold. Europa skal holde fast ved forsvaret af ligebehandling af alle dets borgere. Dertil er der brug for god uddannelse og en aktiv EU-indsats for social integration for at isolere fortalerne for racisme og xenofobi og stræbe efter et tolerant og forskelligartet samfund.

Jeg er glad for, at der i fru Roures betænkning lægges særlig vægt på hadforbrydelserne. Desuden støtter jeg opfordringen til ikke at rangordne årsagerne til forskelsbehandling. Alle former for forskelsbehandling skal gribes lige hårdt an, altså også islamofobi.

I betænkningen står der, at ni millioner mennesker er ofre for racisme og xenofobi. Det er sikkert et berettiget tal, men efter min mening er 494 millioner borgere ofre for racisme, for hvis racisme forbliver ustraffet, skader det samfundet som helhed. Europa er til for alle, og det skal det frem for alt vedblive at være.

  Sophia in 't Veld, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil allerførst gerne gratulere Martine Roure, som endnu en gang har lavet et flot stykke arbejde. Jeg ville også gerne rose det tyske formandskab for at have opnået denne aftale, men igen bemærker jeg med stor beklagelse, at Rådet er fraværende under denne vigtige forhandling.

Jeg er dog meget glad for, at dette retlige instrument endelig er vedtaget. Det har været imødeset længe og er meget velkomment, men nu afhænger meget af, om og hvordan det bliver anvendt i praksis, for et retligt instrument, der gør hate crime til kriminelle handlinger, er kun en sidste udvej. Racisme vil ikke blive fjernet med et retligt instrument. Dét kan kun vores egen holdning og vores egen mentalitet gøre, og vi har brug for meget mere end bare denne rammeafgørelse.

Vi har brug for at fremme lighed, respekt og tolerance, og dét mere end bare i ord. Vi har hver et ansvar i Europa. Lovgivning er ikke nok, og vi bør være et eksempel til efterfølgelse. Jeg er helt enig med hr. Gaubert, som refererede til udtalelser fra folk fremsat offentligt. Det gælder ikke kun gennemsnitsborgeren, men i endnu højere grad fremtrædende politikere og religiøse ledere - kort sagt opinionsledere. Det er derfor beklageligt, at selv fremtrædende personer i Europa for nylig er fremkommet med udtalelser, der ansporer til had og vold. De bidrager til at gøre klimaet intolerant og hadefuldt. Jeg refererer til f.eks. præsidenten i en af medlemsstaterne, som rakkede voldsomt ned på romaerne. Det er uacceptabelt, og jeg synes, at Parlamentet i det mindste burde tage bladet fra munden over for så uacceptable udtalelser.

Jeg refererer også til et medlem her i salen, hr. Giertych, som har udsendt en antisemitisk folder. Heldigvis reagerede vi meget kraftigt herpå. Jeg tænker også på hr. Wilders i mit eget land, som kom med de mest uhyrlige bemærkninger under en forhandling i går, hvilket ingen reagerede på. Det er endnu et problem: Vi lader disse ekstremister sætte den politiske dagsorden. Selv de store partier har tilpasset deres sprog til ekstremisternes sprog. Så vi bør se meget omhyggeligt på vores egne udtalelser og vores egen opførsel.

Sluttelig er jeg meget enig i kravet om, at lovgivningen udvides til at omfatte andre grupper, for vi ved alle, at had og vold mod homoseksuelle har taget overhånd i Europa, desværre også i mit eget land, ligesom det har mod kvinder. Det glemmer vi indimellem, men der er mange udtalelser, som på en eller anden måde synes at gøre vold mod kvinder acceptabelt. Det næste skridt bør være at skabe et retligt instrument, hvor tilskyndelse til had og vold mod alle samfundsgrupper fordømmes.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren for hendes engagement i dette igangværende dossier, som allerede burde have været ophøjet til lov. Som andre har sagt det, synes også vi, at det er vigtigt at handle.

Sidste år oplevede vi en stigning i antisemitisk og antimuslimsk hate crime mange steder i EU, eller i det mindste dér, hvor man effektivt registrerer den slags forbrydelser. Som andre har sagt det, er det det europæiske år for lige muligheder for alle, og mange af vores borgere, beboere og gæster kommer stadig ud for diskrimination og hate crime på grund af deres hudfarve, deres tro, eller fordi de åbenbart har begået en forbrydelse ved at være fremmede. Lederen af Human Rights First har udtalt følgende: "At forfølge ét medlem af en specifik gruppe er en trussel mod alle medlemmerne i gruppen, og det gør umådelig skade i samfundet som helhed".

Min gruppe ser denne rammeafgørelse som et supplement til eksisterende lovgivning, men vi ønsker også at se en fuld gennemførelse af den eksisterende lovgivning. Vi støtter kravet om at blive konsulteret igen om dette dossier, og vi er noget bekymrede, bl.a. over at bestemmelser om gensidig bistand medlemsstaterne imellem er blevet fjernet, hvilket kan gøre det sværere at bekæmpe grænseoverskridende racisme. Vi ved, at der sker en betydelig organisering på internationalt plan f.eks. i grupper, der er grundlagt på foragtelige idéer om racemæssig overlegenhed.

Vi har medunderskrevet de konstruktive ændringsforslag til denne betænkning. Andre ændringsforslag er i vores øjne en del af problemet, men vi ser frem til, at Rådet sammen med Parlamentet handler konstruktivt og energisk.

  Giusto Catania, for GUE/NGL-Grupppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke fru Roure for det ihærdige arbejde, som hun har udført for at udarbejde denne rammeafgørelse sammen med Rådet. Det har taget os lang tid, men nu kan vi endelig sige, at vi har nået et vigtigt resultat.

Der er ingen tvivl om, at vi skal bekæmpe racisme og fremmedhad med lovgivningsinstrumenter, men efter min mening bør vi først og fremmest gøre en stor kulturel indsats. Jeg tror, at Parlamentet også råder over de instrumenter, der er nødvendige for at starte en effektiv informationskampagne i medlemsstaterne, så denne rammeafgørelse bliver en stor kulturel idékamp.

Jeg mener, at det er nødvendigt at bekæmpe racisme og fremmedhad, eftersom de oplysninger, som Det Europæiske Observationscenter giver os, er bekymrende. Vi kan nemlig konstatere, at der er blevet flere tilfælde af racisme og fremmedhad, og efter min opfattelse bør vi bekæmpe dem, der ofte forsøger at anspore til racehad og religionshad. Dette sker navnlig gennem medierne, som tit sender nogle budskaber, der er meget farlige for samfundet.

Efter min mening skal Rådets initiativ og ikke mindst det arbejde, som fru Roure har udført her i Parlamentet, være et vigtigt instrument for det politiske initiativ og for fortsættelsen af denne indsats. Som kommissær Frattini sagde, er det nødvendigt at fastlægge nogle grænser, så man skaber en balance mellem ytringsfrihed og bekæmpelse af racisme og fremmedhad. Jeg mener, at dette er vigtigt, og at det er vigtigt at sørge for en kraftig politisk og kulturel indsats.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I Berlin-erklæringen, som blev vedtaget den 25. marts i år, står der, at "den europæiske integration viser, at vi har taget ved lære af de smertefulde erfaringer, som en historie mærket af blodig konflikt har givet os." Det er efter min mening rigtigt, og det dokument, som vi beskæftiger os med i dag, er et bevis på dette.

I rammeafgørelsen defineres følgende handlinger som forbrydelser: ansporing til had og vold, offentlig støtte til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og benægtelse af disse forbrydelser eller en kraftig banalisering af dem. I rammeafgørelsen begrænser man sig til forbrydelser, der begås på grund af race, hudfarve, religion, slægtskab og nationalt eller etnisk tilhørsforhold. I afgørelsen beskæftiger man sig dog ikke med lignende forbrydelser, der begås af andre årsager, såsom had og vold mod visse mennesker på grund af deres politiske overbevisning, deres tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller grupper af menneskers sociale situation, f.eks. de forbrydelser, der begås af totalitære regimer.

Jeg tror, at tiden er inde til at vedtage et supplerende dokument, som omhandler ansporing til had og vold, offentlig støtte til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, der er rettet mod grupper af mennesker, som kan defineres med andre kriterier end race, hudfarve, religion, slægtskab og nationalt eller etnisk tilhørsforhold, sådan som jeg allerede har nævnt. I sådan et dokument kunne man f.eks. beskæftige sig med den sociale situation, politisk overbevisning, benægtelse af disse forbrydelser eller en banalisering af dem. Der kunne være strafansvar i sådanne tilfælde.

Kommissionens initiativ med at fremme den offentlige debat i Europa om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, der begås af totalitære regimer, samt dem, som bifalder sådanne forbrydelser, groft fordrejer sandheden om dem eller banaliserer dem, er et velkomment initiativ, der fortjener vores støtte. På baggrund af denne debat burde det om et par år være muligt at stille et andet forslag, der vedrører en rammeafgørelse om disse forbrydelser.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske betænkningens ordfører, Martine Roure, med hendes mod, og der skal også lyde en stor ros til Tyskland, som slog fast, at vedtagelsen af en afgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad har høj prioritet for formandskabet.

EU's idégrundlag er tolerance, tillid og nationernes fredelige sameksistens. Desværre er antallet af racistiske og fremmedfjendske angreb ikke faldet her på det seneste - det nærmer sig tværtimod 10 millioner om året. Racistiske, fremmedfjendske og antisemitiske elementer anvendes ikke bare af ekstremistpartier. Selv de tilsyneladende mere stabile massemedlemskabspartier og deres ledere viger ikke tilbage fra at bruge dem. Endda her i Parlamentet og i visse nationale parlamenter er det ikke ualmindeligt at høre taler, der er præget af nationalisme og fremmedhad.

Jeg er enig med ordføreren i, at vi i en kultur, som bygger på rettigheder og friheder, kun skal anvende straffelovgivningen som sidste udvej og helst så lidt som muligt. Det er dog uundgåeligt at anvende straffelovgivningen for at stramme op på dette område. Jeg er helt enig med kommissær Frattini i, at racistiske motiver til en forbrydelse bør føre til forøget straf for den pågældende forbrydelse.

Lige så høj prioritet har uddannelse og dialog mellem forskellige religioner og kulturer samt et velovervejet og eftertænksomt blik på fortiden. Selv når folk føler sig yderst tolerante, kan diskussioner om, hvis tragedie der er den største, og hvis lidelser der er de mest smertefulde, bane vejen for manglende tolerance og manglende tillid til hinanden.

For de nye EU-lande er spørgsmålet om at skabe historisk retfærdighed et særlig følsomt spørgsmål. Tiden er nu kommet til, at vi skal forsøge at forsone de gamle og de nye EU-landes holdninger til det 20. århundredes tragedier og smertefulde begivenheder. Dette skal gøres, uden at nogle partier føler, at de har monopol på moralen, og at de kan påtvinge andre lande deres holdninger. Den vigtigste målsætning er, at vi ikke skal skærpe uoverensstemmelserne, men hele sårene, tage ved lære af historien og hindre enhver genopblussen af racisme og fremmedhad.

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Hr. formand! Hvad enten det drejer sig om den øgede islamofobi eller den stærke stigning i antisemitiske overfald, er intolerancen i Europa voksende. Der skulle have været grebet ind for længe siden, og det er vigtigere end nogensinde før, at EU står fast og vedtager en lovgivning til imødegåelse af disse bekymrende fænomener. Den foreliggende tekst udgør ikke i sig selv den konkrete handling, der er nødvendig for at tackle de vedholdende problemer med racisme og fremmedhad i Europa i dag. Den kunne være stærkere, hvis man brugte den internationale konvention om udryddelse af alle former for racediskrimination som udgangspunkt.

For det andet skal denne lovgivning bidrage til på ny at bekræfte Europas forpligtelse i forhold til vores kerneværdier, som er respekt for forskellighed og intolerance over for diskrimination. Det er en forpligtelse, som skal omfatte langt mere end summen af de politiske kompromiser i Rådets tekst. I det nuværende politiske klima, hvor støtte til højreekstremisme i hele Europa har bragt racisme ind i politikkens midte, skal de moderate bruge denne lovgivning og den dialog, der vil være omkring dens gennemførelse, til at generobre debatten om forskellighed. Vi skal genopbygge tilliden mellem delte samfundsgrupper og sikre, at følelser af fremmedgørelse erstattes af en hårdt tiltrængt følelse af sikkerhed.

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg vil gerne først tilslutte mig den tak, som hr. Gaubert har rettet til fru Roure. Hun er et medlem, der har gjort os forvænt med et arbejde af høj kvalitet, og som mere end én gang har vist eksempler på det og også, som hr. Catania så rigtigt har sagt, på en god portion stædighed.

Kriminalitet af racistisk karakter er stadig et konstant og vedvarende problem i alle medlemsstater. Det første skridt må altid være forebyggelse. Det er nødvendigt at forsøge at forebygge racisme og fremmedhad ved hjælp af uddannelse så tidligt som muligt og ved hjælp af en politisk og social indsats for at forebygge udbredelse af had og befordring af fremmedhad og racisme.

Tallene fra Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad viser os, hvordan det står til i EU. Mens det er vigtigt at anerkende, at medlemsstaterne rent lovgivningsmæssigt har de nødvendige bestemmelser, skal det også påpeges, at der er store forskelle på disse bestemmelser, og at der afgjort bør ske harmonisering. Denne rammeafgørelse er derfor velkommen, for så vidt den indebærer en vis grad af harmonisering af medlemsstaternes straffelovgivning og forbedret gensidig bistand med at bekæmpe racisme og fremmedhad.

Med dette initiativ fremlægger Europa-Parlamentet sine henstillinger og sine holdninger på et område, hvor - skal vi ikke glemme - det har været meget mere konsekvent end Rådet.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand, mine damer og herrer! Nazismen og kommunismen er to sider af samme sag. Nazismen er blevet studeret i detaljer af akademikere og politikere. Den er velkendt, og den fordømmes af det internationale samfund. Tyskland har selv bidraget til denne proces ved at forstå og anerkende sine historiske fejl.

Vi ved ikke så meget om den anden side af det sidste århundredes værste forbrydelser, nemlig kommunismen. Den diskuteres næsten ikke, og derfor er kommunismens forbrydelser mod menneskeheden endnu ikke blevet anerkendt på globalt plan. Omkring 20 millioner mennesker døde i nazitiden og i forbindelse med holocaust, mens 100 millioner mennesker af forskellig nationalitet blev ofre for kommunismen.

Jeg støtter Rådets rammeafgørelse og den erklæring, der blev vedtaget med denne rammeafgørelse, hvor Rådet fordømmer de forbrydelser, som totalitære regimer har begået.

Jeg opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte deres arbejde med at afsløre kommunistregimernes forbrydelser, vurdere dem nøje og supplere rammeafgørelsen. Jeg opfordrer Europa-Parlamentet til at indlede forhandlinger om kommunismens forbrydelser og til at komme med sit eget input ved at anerkende kommunismen som en forbrydelse mod menneskeheden.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne ønske ordføreren, fru Roure, tillykke med den fremragende betænkning om dette vigtige, men tilsyneladende yderst kontroversielle emne. Det er vigtigt, fordi man anslår, at millioner af mennesker hvert år udsættes for racistiske forbrydelser. Det er kontroversielt, fordi man skal ramme en balance mellem effektive handlinger til bekæmpelse af racisme og fremmedhad på den ene side og respekt for ytringsfrihed på den anden side.

Faktisk synes emnet at være så kontroversielt, at den tekst, der nu diskuteres, er et produkt af flere års forhandlinger. Det får selvfølgelig én til at stille et spørgsmål, hvis svar er kendt på forhånd: Var det virkelig nødvendigt, at der skulle gå og stadig går så lang tid, før man når frem til en passende løsning? Tænk på de millioner af mennesker, som har lidt på grund af denne alvorlige forsinkelse. Er grunden til denne ekstreme forsinkelse udelukkende tekniske politikker eller endog forsømmelig ligegyldighed? Eller ligger der et eller andet forsøg bag på ikke at gå hurtigt frem, fordi nogle indflydelsesrige, politiske kræfter ikke er så venligt stemt over for sådanne handlinger og selv grænser til at være racistiske og fremmedfjendske?

Måske kan kommissæren forsikre os om, at det sidste overhovedet ikke er tilfældet, og at min frygt er fuldstændig ubegrundet.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg er blevet stadig mere bekymret over stigningen i racisme og fremmedhad i hele EU, både i de nye medlemsstater og i de etablerede medlemsstater. I en Union, hvor menneskers frie bevægelighed er en central søjle, er dette uden tvivl et emne, hvor handling på EU-niveau er påkrævet. Rent faktisk er initiativer i stil med det europæiske år for lige muligheder, som vi er i nu, væsentlige for at udbrede gode erfaringer med hensyn til at udrydde diskrimination. Det er vigtigt, at der gøres maksimale anstrengelser for at imødegå den øgede islamofobi, antisemitisme og diskrimination mod andre minoritetsgrupper, især dem fra de nye medlemsstater. Vi som institution og alle EU-institutionerne og medlemsstaterne må gøre vores yderste for at skille Europa af med racismens og fremmedhadets svøbe og gøre det klart, at det ikke vil blive tolereret.

19. Asyl (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Hubert Pirker for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om asyl: praktisk samarbejde og bedre beslutningstagning i det fælles europæiske asylsystem (2006/2184(INI)) (A6-0182/2007).

  Hubert Pirker (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær og næstformand i Kommissionen! Med de forslag, som vi har udarbejdet i denne betænkning, bevæger vi os et skridt videre i retning af et fælles europæisk asylsystem.

Betænkningen, som Parlamentet - går jeg ud fra - vil give bred tilslutning, er en klar tilkendegivelse fra Europa-Parlamentets side til fordel for et fungerende europæisk asylsystem, som har til mål at træffe hurtige, fair og sikre beslutninger til gavn for de berørte. Det opbygger et tættere samarbejde mellem myndighederne, og det bør have til mål, at tilliden mellem medlemsstaterne bliver opbygget og vokser, at beslutninger kan træffes hurtigere, og at man dermed hurtigere end hidtil kan hjælpe dem, som faktisk har krav på asyl, og at man tilsvarende kan bekæmpe asylmisbrug.

Det er lykkedes mig at udarbejde 10 centrale krav, og jeg takker især skyggeordførerne for deres støtte og Kommissionen for det glimrende forslag, som har dannet grundlag for denne diskussion. De 10 centrale krav er følgende:

For det første gælder det om at fastlægge fælles procedurer, så der kan træffes hurtige og sikre afgørelser.

Det andet er at indføre en liste over sikre tredjelande, hvor det alt efter det enkelte tilfælde, men meget klart kan afgøres, om der foreligger et krav eller ej.

Det tredje er at etablere en fælles database over situationen i oprindelseslandene, så alle ansvarlige embedsmænd i de forskellige medlemsstater har adgang til samme informationer om situationen og dermed er i stand til at træffe sikre afgørelser på grundlag af samme informationsmateriale i alle europæiske lande.

Det fjerde er, at vi har brug for højtkvalificerede embedsmænd til at træffe beslutningerne. Det har ført til forslaget om at udvikle et europæisk curriculum, så kvalifikationerne erhverves efter samme standarder i alle stater.

Det femte er, at vi hjælper medlemsstater, som er udsat for et særligt migrationspres, på den måde, at vi i en begrænset periode - så længe som nødvendigt - stiller ekspertteams til rådighed til hurtig afvikling af asylsager, som er sammensat af eksperter fra de forskellige medlemsstater.

Det sjette punkt er, at vi har brug for bedre foranstaltninger i forbindelse med tilbagetagelse af personer, både af personer, som ikke får flygtningestatus, og af personer, som får frakendt deres flygtningestatus.

Det syvende punkt er - og det gælder forebyggelsen, jeg har allerede været inde på det flere gange - at vi må starte nogle meget intensive informationskampagner for at oplyse potentielle migranter i oprindelseslandene og i transitlandene om risiciene ved illegal indvandring og konsekvenserne i tilfælde af, at man ikke får tilkendt flygtningestatus, og ligeledes fortælle dem, hvordan de kan indrejse legalt i EU.

Det ottende punkt handler om det europæiske støtteagentur. Her var vi i udvalget ikke enige i Kommissionens forslag. Jeg tror tværtimod, det er bedre at give Kommissionen mere personale og flere penge frem for at oprette et nyt agentur. Jeg tror, det er mere effektivt og billigere.

Det niende punkt er, at vi må kræve af medlemsstaterne, at direktiver eller forordninger, som vedtages på europæisk niveau, virkelig bliver gennemført. Her foreslås det at etablere en såkaldt ækvivalensliste, dvs. at landene meddeler, med hvilke foranstaltninger de mener at have gennemført de enkelte EU-regler.

Det tiende punkt er byrdefordelingen, som på den ene side realiseres med støtten fra ekspertteams, så sagerne kan afvikles hurtigere i særlige situationer. Indirekte opnår vi også en vis grad af byrdefordeling, hvis vi har fælles procedurer, fordi folk så ikke i højere grad vil søge derhen, hvor procedurerne afvikles sjuskes eller med forkerte informationer. Det bør ikke være tilfældet.

Vi har forsøgt med en liste over punkter konkret at vise, hvordan vi mener, at man fremover hurtigt kan hjælpe mennesker, som virkelig er på flugt og får asylstatus - dvs. flygtningestatus - men kan gøre det lige så klart over for andre mennesker, at de ikke kan opnå denne status.

Jeg takker for samarbejdet og støtten.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke især ordføreren, hr. Pirker, for betænkningen, som indeholder en række meget nyttige anbefalinger.

I mange af disse anbefalinger tages der fat på det ambitionsniveau, som burde findes i et virkeligt omfattende og fælles europæisk asylsystem. Mange af de bekymringer, Parlamentet har udtrykt i betænkningen, behandles i vores grønbog om den fremtidige asylpolitik, som jeg fremlagde den 6. juni, og som Kommissionen har vedtaget. Jeg har til hensigt at igangsætte en bred debat i EU på baggrund af grønbogen.

Den endelige målsætning, der forfølges på EU-niveau, er således at etablere lige vilkår. Asylansøgere bør have adgang til beskyttelse på ens vilkår i alle medlemsstaterne - det er den første forudsætning. Det mål, der blev forfulgt i den første fase, var at harmonisere medlemsstaternes lovgivningsmæssige grundlag på basis af fælles minimumsstandarder, men målet i den anden fase skulle være at opnå både en højere standard og større lighed i beskyttelsen i hele EU, såvel som større solidaritet mellem medlemsstaterne.

Det vil være nødvendigt at identificere eksisterende mangler og underskud og gå videre med den lovgivningsmæssige harmonisering, samtidig med at der garanteres høje standarder. Der er f.eks. behov for at undersøge modeller for konstruktion af en enkelt procedure til vurdering af ansøgninger om flygtningestatus og om subsidiær beskyttelse. Det er også nødvendigt at overveje behovet for en mere omfattende harmonisering og klarlæggelse af reglerne i Europa, hvad angår de modtagelsesforhold, asylansøgere tilbydes.

Der er også behov for overvejelser med hensyn til, om de kriterier for tildeling af ansvar, der gælder i øjeblikket under Dublin-systemet, bør komplementeres, så andre faktorer kan tages i betragtning, som f.eks. en mere ligelig fordeling mellem medlemsstaterne på basis af deres kapacitet med hensyn til behandling af asylansøgninger og tilbud om langsigtede fremtidsmuligheder til anerkendte flygtninge. Dét er et meget væsentligt spørgsmål, som et antal medlemsstater har rejst, især vores venner fra Malta, som understregede vigtigheden af at integrere den eksisterende Dublin-forordning. Det spørgsmål er jeg i færd med at undersøge. På baggrund af resultaterne af denne omfattende forhandling og efter en offentlig høring, der holdes den 18. oktober, og hvor Parlamentet vil blive fuldt inddraget, vil jeg i begyndelsen af 2008 fremlægge en handlingsplan. I denne handlingsplan vil der være angivet yderligere foranstaltninger til, hvordan det omfattende asylsystem skal konstrueres, sammen med en tidsplan for indførelse. Jeg har tiltro til, at vi med de behørige, institutionelle rammer, hvorunder Parlamentet vil blive fuldt inddraget i lovgivningsprocessen - jeg refererer til den fælles beslutningsprocedure - vil kunne opfylde dette høje ambitionsniveau.

Hvad angår de specifikke emner, som behandles i hr. Pirkers betænkning vedrørende praktisk samarbejde, er der behov for at forøge konvergensen i medlemsstaternes praksis. Uddannelse er bestemt et af de områder, hvor man ser et samarbejde i praksis. I øjeblikket arbejdes der på et fælles uddannelsesprogram. Inden årets udgang, inden for nogle få måneder, vil vi på forsøgsbasis etablere den første portal, der dækker hele Europa, til udveksling af oplysninger om oprindelsesland. Indtil videre vil det blot betyde, at nogle af de nuværende databaser forbindes og gøres tilgængelige for udvalgte, nationale myndigheder, men mit kontor har også til hensigt at udføre en forundersøgelse af, hvordan man kan give en bedre strukturmæssig støtte til samarbejdsaktiviteter i praksis. Tanken er at oprette et EU-støttekontor.

Man bør huske, at Den Europæiske Flygtningefond efter EU-afgørelser kan yde økonomisk støtte til medlemsstater til i samarbejde med FN at gennemføre projekter, der skal bidrage til at forbedre kvaliteten i deres asylsystemer. I det nye verdensprogram for 2007 nævnes dette punkt særskilt.

Kommissionen har også foreslået en ændring af Den Europæiske Flygtningefond netop for at yde hurtig økonomisk støtte til de medlemsstater, som er særligt presset på grund af immigranters pludselige ankomst ved deres grænser, hvoraf nogle immigranter har behov for international beskyttelse. Desuden vil den nye budgetpost "Preparatory action: Migration management - Solidarity in action" (Forberedende handling: Styring af immigration - Solidaritet i handling), der er navnet på projektet, blive anvendt til at bistå medlemsstater, der står med specielle problemer. Vi vil finansiere det med et tillægsbeløb på omkring 7 millioner euro.

Endelig, og som ordføreren lige har sagt det, er et af vores politiske hovedmål selvfølgelig at skelne klart mellem økonomiske immigranter på den ene side og sande flygtninge på den anden. Der vil således blive tale om troværdige EU-politikker for tilbagesendelse til tredjelande af statsborgere med ulovligt ophold, under fuld respekt for deres menneskerettigheder og grundlæggende friheder.

  Bernadette Vergnaud (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Europa-Parlamentet har altid arbejdet for, at der skulles indføres et fælles asylsystem med tidshorisonten 2010. I betænkningen af hr. Pirker, som jeg gerne vil lykønske for hans glimrende arbejde, påpeger man nødvendigheden af at fastholde denne målsætning.

Formålet med at udarbejde en fælles asylpolitik skal være at beskytte det enkelte menneske og ikke at reducere asylansøgningerne eller at flytte dem til andre lande. Den europæiske politik skal være baseret på pligten til at modtage asylansøgerne og princippet om, at man ikke må sendes tilbage til det land, man flygter fra, sådan som der står i Genève-konventionen. Fastlæggelsen af en ensartet status, en forbedring af beslutningstagningen, fælles europæiske procedurer for udfyldelse og behandling, fælles brug af informationer om oprindelseslandene og en forbedring af samarbejdet mellem medlemsstaterne vil forhåbentlig gøre det muligt for de mennesker, hvis situation kræver en umiddelbar beskyttelse, at rejse ind på europæisk område helt risikofrit og at få behandlet deres ansøgning på behørig vis.

Behovet for at forbedre samarbejdet med hensyn til informationerne om oprindelseslandene må dog ikke være begrænset til en generel liste over tredjelande, eftersom en sådan listes pålidelighed ville være usikker. Det er tværtimod nødvendigt at vurdere hvert enkelt tilfælde med respekt for det enkelte menneskes rettigheder.

Europa skal også sørge for, at de forskellige medlemsstater deler byrden og ansvaret for asyl- og indvandringspolitikken ved f.eks. at hjælpe lande som Malta, der ikke længere er i stand til at modtage nye indvandringsstrømme.

Som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling understregede jeg desuden min bekymring over, at kønsaspektet slet ikke er medtaget i Kommissionens meddelelse. De aspekter, der er forbundet med kvinders rettigheder og med beskyttelse af børn, ses der fuldstændigt bort fra. Det samme gælder for homoseksuelles og transseksuelles rettigheder. Jeg mener også, at forfølgelse grund af køn, dvs. vold i ægteskabet, vold i hjemmet, lemlæstelse af kvinders kønsorganer, seksuelt misbrug, æresdrab, voldtægt, tvangsægteskaber og de forbrydelser, der følger af sharia-lovgivningens anvendelse, juridisk set bør betragtes som tilstrækkelig grund til at give asyl. Kommissionen bør opstille konkrete kriterier for bevillingen af asyl eller fastlægge en speciel humanitær status for kvinder, der er udsat for denne type vold.

Jeg understregede ligeledes, at det er nødvendigt at sørge for specialuddannelse til de mennesker, der modtager asylansøgere, navnlig kvinder, børn og ældre mennesker, og at sørge for egnede modtagelsesfaciliteter til disse mennesker. Det glæder mig, at ordføreren har taget højde for dette, selv om der i hans betænkning desværre ikke er et eneste punkt om de kønsrelaterede bekymringer, der efter min mening er af afgørende betydning, ikke mindst fordi vi ikke længere kan se bort fra, at de fleste asylcentre ikke respekterer den enkeltes grundlæggende menneskerettigheder. Efter at have lyttet til kommissæren kan jeg dog konstatere, at dette spørgsmål ligger ham på sinde, hvilket jeg gerne vil takke ham for. Derfor er jeg fortrøstningsfuld.

  Carlos Coelho, for PPE-DE-Gruppen. - (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Pirker og - med mindre autoritet end hr. Weber senere - sige til ham, at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater selvfølgelig vil støtte hans betænkning, hvis formål er at forbedre samarbejdet og beslutningstagningen i asylpolitikken. Jeg takker Kommissionens næstformand, hr. Frattini, for hans indlæg, idet jeg også gerne vil sige, at dette område så tydeligt afspejler, hvor svært vi har ved at træffe beslutninger.

I et område uden grænser, i et område med fri bevægelighed, er asylproblematikken måske det bedste eksempel til at illustrere, at der er brug for harmonisering mellem medlemsstaterne og for at indføre et fælles system. Pointen er, at vi opererer med en tidshorisont, der hedder 2010, og at vi, hvis alt går som tilsigtet, til den tid vil have et fælles asylsystem på plads og i gang. Jeg ved, at det er et vanskeligt og følsomt område, hvor der er valgt en strategi præget af laveste fællesnævner, dvs. en strategi med nivellering nedad, der betyder forskelle mellem medlemsstaterne og mulighed for den såkaldte asylshopping.

Jeg vil gerne komme med tre bemærkninger om spørgsmål, som jeg finder særlig vigtige. For det første mener jeg, at den samme procedure bør indføres overalt i EU for at sikre, at beslutningerne træffes hurtigt og på et underbygget og retfærdigt grundlag. For det andet vil jeg gerne fremhæve, at afgørelsernes kvalitet afhænger af oplysningernes kvalitet, som kommissær Frattini også har sagt. Derfor må den bedst mulige procedure sikres både i oplysningernes indsamling og i formidlingen af dem. Endelig finder jeg det nødvendigt at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, hvilket også betyder, at vi må forholde os til problemet om solidaritet og fordeling af byrder.

  Claude Moraes, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder denne betænkning, for i de seneste måneder har vi klart oplevet et fald i det samlede antal asylansøgere, der kommer til EU fra de væsentligste, asylproducerende lande. Men det antal vokser selvfølgelig nu, til dels som et resultat af Irak, og antallet af mennesker, der kommer til EU på grund af ekstrem fattigdom - de mennesker, som vi ser komme til Malta, Lampedusa osv. - er et enormt problem for Parlamentet og for EU.

En hvilken som helst betænkning, der går i retning af bedre asylprocedurer og en bedre, fælles asylpolitik, er derfor velkommen. De kompromiser, vi har fået i denne betænkning, er meget velkomne, og det er samarbejdet fra ordfører Pirkers side også.

Hvad prøver vi at opnå i denne betænkning? Med direkte reference til det, hr. Pirker har anført, og til hr. Frattinis tale, finder vi, at det er ekstremt vigtigt med en enkelt procedure. Det er ekstremt vigtigt at have én arbejdsgang ved vurdering af ansøgninger, når der skal træffes beslutninger om tildeling af flygtningestatus og adgang til subsidiær beskyttelse. En sådan effektivitet er afgørende, når der skal træffes beslutninger om asyl.

Vi mener også, at kvaliteten er meget ringe i hele EU, når det gælder beslutningstagning om asyl. At højne kvaliteten i forbindelse med beslutninger om asyl er afgørende - og jeg taler som advokat ud fra egen erfaring med asylansøgninger. Vi ved, at for at skabe denne kvalitet i beslutninger om asyl har vi brug for åbne systemer med oplysninger, der reelt kan efterprøves: avancerede oplysninger, oplysninger, der kan samkøres. Hvad vi formodentlig ikke ønsker at se, er databaser, som måske kun er tilgængelige for embedsmænd, men derimod nogle, der kan undersøges af udefrakommende eksperter. Mange medlemsstater har allerede denne kvalitet i beslutningstagningen, og det er ekstremt vigtigt.

Hvad angår Kommissionens rolle, ønsker vi også, at der holdes en dør åben til et EU-agentur, for vi ønsker at se Kommissionen have en komplet og ressourcestærk rolle. Vi kan ikke få både i pose og sæk. Der kan ikke være en rolle til Kommissionen i spørgsmålet om asyl i EU, uden at vi betaler for den og stiller ressourcer til rådighed for den.

Endelig vil der være forskellige holdninger i vores partier til den såkaldte fælles sikre liste, men de kompromiser, vi har søgt at skabe, fortjener efter min mening opbakning her i Parlamentet. Hvad angår Dublin II-forordningen, ved vi, at der er mangler med hensyn til byrdefordeling, et af de væsentligste spørgsmål i denne betænkning, og med hensyn til spørgsmålet om asyl i EU. Vi er nødt til at tilstræbe en virkeliggørelse af Dublin II-forordningen og byrdefordelingen. Hvis vi med denne betænkning kan bevæge os i retning af et bedre, fælles asylsystem, så fortjener det støtte her i salen, og vi i Den Socialdemokratiske Gruppe vil give betænkningen vores fulde opbakning.

  Mario Borghezio, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ordførerens hensigter er prisværdige. Han har udarbejdet en glimrende betænkning, der tager sigte på at rationalisere og effektivisere asylpraksisserne.

Der skal dog stadig gøres en indsats i den retning, også for at korrigere den juridiske og praktiske fortolkning af dette system, der - netop fordi det er så vigtigt set ud fra et humanitært synspunkt - ikke må misbruges eller sammenblandes med andre områder og andre spørgsmål, f.eks. indvandring af økonomiske årsager, som ikke har noget at gøre med det ukrænkelige princip om asylret.

Desuden må vi, hvis vi skal kalde os selv civile, heller ikke tillade, at et så vigtigt system bliver brugt af kriminelle organisationer, sådan som det for nylig blev dokumenteret med det meget vigtige resultat af en undersøgelse, som den italienske ordensmagt har foretaget. Den fik optrævlet et meget farligt netværk, hvis aktiviteter spændte over nogle vidt forskellige kriminelle områder, og som netop brugte asylsystemet til at rekruttere folk til kriminalitet. Jeg er sikker på, at disse problemer ligger Kommissionen på sinde, og dem må vi aldrig blive trætte af at gentage, netop fordi vi skal beskytte dette vigtige system.

Jeg vil også gøre opmærksom på, at det er nødvendigt at sørge for opsamlingssteder for asylansøgere i sikre tredjelande uden for EU, for mens "Dum Bruxelles o Strasburgo consulitur, Saguntum expugnatur", dvs. indvandrerne fortsætter med at gå i land, og de kriminelle organisationers aktiviteter fortsætter. Det gælder ikke mindst den frygtelige menneskehandel, hvis konsekvenser er tydelige for enhver.

Det er ligeledes nødvendigt, at vi er mest muligt på vagt, så vi undgår at give asyl til medlemmer af fundamentalistiske muslimske organisationer. Dette sker i praksis, og på den måde bliver al-Qaedas netværk og tilstedeværelse i Europa mere omfattende.

Jeg er til gengæld ikke enig i, at vi skal give Domstolen større beføjelser på asylområdet og dermed reelt fratage medlemsstaternes jurisdiktion disse beføjelser. Jeg vil navnlig gerne opfordre Rådet til at give Domstolen alle dens præjudicielle beføjelser tilbage.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg er ikke helt sikker på, hvordan vi kom fra spørgsmålet om behovet for høje standarder for beskyttelse til Al Qaeda. Jeg vil prøve at koncentrere mig om betænkningen hellere end om, hvad der ikke er i den.

Min gruppe vil også gerne takke ordføreren for arbejdet med denne betænkning, selv om jeg tror, at vi alle, i forbindelse med nogle kompromiser, kunne føle æggeskallerne revne, mens vi bevægede os frem mod en aftale.

Som det allerede er blevet sagt, dækker betænkningen en række vigtige punkter: de høje standarder, vi forventer, spørgsmålene om beskyttelse, der er af største vigtighed, om at højne kvaliteten i beslutningstagningen, om at gøre velfunderede oplysninger om lande tilgængelige for alle, der er involveret i processen, om effektiv uddannelse af medarbejdere, om brugen af kvalitetsinitiativet (set for nylig i Det Forenede Kongerige, hvor der bestemt var brug for hjælp) og om inddragelsen af UNHCR. Alle disse punkter er nødvendige, for de mennesker, der træffer beslutninger, gør det i sager, hvor det drejer sig om liv eller død for mange af de mennesker, de møder.

Vi bifalder anerkendelsen af behovet for en enkelt procedure i alle medlemsstaterne og finder det meget interessant, at vi i denne uge taler om at revurdere Domstolens rolle. Måske ville det være et godt tidspunkt at sende dette spørgsmål videre til Rådet.

Vi ser også frem til forhandlingen om Dublin II-forordningen, selv om vores gruppe vil støtte ændringsforslag 17 herom. Vi er enige i, at Kommissionen ikke har tilstrækkelige ressourcer til at forestå en effektiv overvågning af gennemførelsen og kvaliteten af den fælles asylpolitik. Vi håber, at vores politiske grupper vil tage dette op, når de behandler budgettet og beslutningerne på området.

Vi er klar over, at der er uenighed om støttekontoret, men i lighed med Socialdemokraterne ville vi bifalde muligheden for at høre Kommissionen tydeliggøre sine intentioner i den henseende, så vi kan se, om vi ønsker at gå videre med dét forslag.

Vi har ikke stillet ændringsforslag til denne betænkning, men vi vil støtte de konstruktive ændringsforslag, der vedrører spørgsmålet om sikre tredjelande. Nogle af ændringsforslagene kan vi imidlertid under ingen omstændigheder støtte.

  Giusto Catania, for GUE/NGL-Grupppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag, den 20. juni, er det flygtningedag, og derfor kommer denne forhandling lige tilpas.

I denne forhandling er vi dog også meget hykleriske, eftersom Parlamentet for blot to dage siden besluttede at fjerne spørgsmålet om de irakiske flygtninge fra listen over uopsættelige spørgsmål. Der er tale om et meget vigtigt spørgsmål, for det drejer sig om over 4 millioner mennesker, som flygter fra en modbydelig og urimelig krig. Vi burde tværtimod drøfte denne kendsgerning og EU's problemer med at tage imod disse flygtninge, som for størstedelens vedkommende bliver modtaget af lande uden for EU, og vi burde se på, hvordan vi ofte modtager flygtninge i Europa. En delegation fra Europa-Parlamentet besøgte for nylig Samos og kunne konstatere, at der på det midlertidige flygtningecenter på øen - et forfærdeligt sted - var irakiske, palæstinensiske, libanesiske og afghanske asylansøgere. Alle disse mennesker kommer fra krigsramte områder.

Derfor mener jeg, at vi bør tænke meget over nødvendigheden af at sikre, at asylretten overholdes, og undgå noget, der desværre ofte har været tilfældet i Europa i de senere år, nemlig kollektive udvisninger og manglende sikkerhed for ikke at blive afvist. Vi har alt for ofte været vidner til typiske tilfælde, dvs. at indvandringspresset i de senere år er blevet større, og at der i færre tilfælde er blevet bevilget asyl. Jeg tror, at dette er kendetegnende for et problem, som vi har i EU.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg er fuldstændig enig i hr. Pirkers presserende tipunktsplan, som jeg giver ham en kompliment for. I den forløbne uge blev vi på ny chokeret over, at mennesker drukner på vej til Europa. 11 mennesker druknede i nærheden af Lampedusa. I den nederlandske avis Trouw står der i dag en gribende beretning om somaliske flygtninge, som under barske omstændigheder forsøger at nå Yemen.

Det er presserende og overordentligt aktuelt, at vi forsøger at iværksætte en bedre asylprocedure og samtidig træffer foranstaltninger for at skelne asylsøgere fra ulovlige indvandrere.

Det lyder sympatisk, at vi gennem praktisk samarbejde skal nå frem til en bedre asylpolitik, men det er utopi. Praktisk samarbejde er utilstrækkeligt. Der skal netop også være en politisk vilje til at tage de nødvendige skridt. Når jeg læser de nederlandske aviser om justitsministrenes møde tirsdag i sidste uge i Luxembourg, får jeg indtryk af, at denne politiske vilje ikke er til stede, for diskussionen om den virkelige anvendelse af mennesker og materiale fortsætter.

Hvis vi ikke kan blive enige om den fælles indsats, hvad Frontex angår, er en fælles politik for indrejsetilladelse for flygtninge fra f.eks. Irak langt væk. Uden en fælles holdning vedrørende tredjelandes sikkerhed kan der ikke udarbejdes europæiske officielle meddelelser, og det er jo en forudsætning for at komme videre med en harmoniseret asylpolitik.

Jeg forudser store problemer med gennemførelsen af planen om at udarbejde en liste over sikre oprindelseslande. Hvilke kilder er pålidelige? Kan informationskilderne fra lande, som ikke er sikre, bekendtgøres? I et diktatur er det jo livsfarligt at indsamle bevismateriale mod regimet.

Vi slår to fluer med ét smæk. En liste over sikre lande omfatter lande, som vi kan have handelsforbindelser med, men hvis et land ikke står på denne liste over sikre lande, skal flygtninge være velkomne. For at fremme menneskerettighederne er det nødvendigt at suspendere handelsforbindelser med lande, der ikke er sikre. Netop her vil der opstå store problemer. Det er ikke sandsynligt, at f.eks. Frankrigs og Englands tidligere kolonier bliver udelukket fra forbindelser med EU, hvis der i øjeblikket hersker et grusomt regime der. Jeg vil gerne have at vide af kommissær Frattini, hvordan han vil undgå dette problem.

Desuden er det gavnligt, at en harmoniseret asylpolitik er tydelig. Hr. Catania har stillet et ændringsforslag, hvori han opfordrer til åbne modtagelsescentre for asylsøgere og andre indvandrere. I Nederlandene opholder asylsøgere sig i åbne asylsøgercentre. Mennesker, som opholder sig ulovligt i landet, anbringes med rette i et lukket center. At oprette åbne modtagelseslejre ved Unionens ydre grænser forekommer mig ikke at være klogt. Opbakningen til en asylpolitik undermineres, hvis mennesker uden gyldige papirer frit kan bevæge sig. Hvis EU vil udforme en barmhjertig og retfærdig asylpolitik, skal der være politisk vilje til det. Jeg opfordrer Rådet og Kommissionen til at vise denne vilje for på den måde at undgå nye ofre.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand! Også jeg vil gerne starte med at takke ordføreren for hans udarbejdelse af en betænkning om dette alvorlige emne. Jeg bifalder styrkelsen af det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne, eftersom det er nødvendigt med en solidarisk håndtering af de problemer, som medlemsstaterne ikke kan håndtere effektivt uden indre grænser.

Jeg er enig med ordføreren i, at beslutningerne om flygtningestatus bør træffes hurtigere og på en mere fair og forudsigelig måde, hvilket i sig selv er den endelige målsætning med indførelsen af et europæisk asylsystem. Som ordfører for udtalelsen om EU's strategi for børns rettigheder og navnlig om børns rettigheder i udviklingslandene beskæftiger jeg mig med problemerne for flygtningebørn, børn af indvandrere uden statsborgerskab og internt fordrevne børn.

Mange flygtningebørn og børn, der søger asyl, behandles som voksne, hvilket giver dem varige traumer. Børnene lider i flygtningelejrene, hvor de meget ofte bliver udsat for vanrøgt, vold, misbrug, intolerance og utilstrækkelig retsbeskyttelse. Indvandrerbørn, flygtningebørn og fordrevne børn tegner sig for 5 % af alle asylansøgere. Det betyder, at sådanne børn ved deres ankomst til landet bør tildeles nogle veluddannede juridiske repræsentanter, som repræsenterer deres interesser på bedste måde.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske hr. Pirker med den fremragende betænkning, og jeg er også glad for at høre, at Kommissionen støtter kravet fra mit land, Malta, om en mere rimelig del af ansvaret, selv hvad angår Dublin-forordningen. Faktisk skal man jo i enhver gennemgang af Dublin-forordningen tage de gældende reglers utilsigtede virkninger i betragtning, idet lande som f.eks. mit er tvunget til at bære et uforholdsmæssigt stort ansvar, blot fordi de er medlemsstater med ydre grænser.

For at fastlægge en mere rimelig ansvarsfordeling er vi nødt til at sikre, at solidaritet virkelig har en betydning. Indtil nu må man sige, at når det gælder de politiske beslutningsprocesser i EU, så har "solidaritet" altid betydet tildeling af økonomisk bistand. Nu rækker det ikke længere. Vi er nødt til at gå længere end dét. Solidaritetens sande betydning må også være noget andet end at kaste penge efter problemerne, noget andet end bare at skrive en check. Den må også være at dele byrden, dele ansvaret. Den må også være at åbne vores grænser for sammen med tilgrænsende medlemsstater at dele ansvaret for at tage sig af asylansøgere og andre, der når frem til EU's territorium, ofte under farlige omstændigheder, men desværre illegalt. Så med hensyn til en gennemgang af Dublin-forordningen er jeg enig i betænkningens ord om, at vi har behov for en mere rimelig del af byrden.

Til slut et spørgsmål vedrørende tidsplanen: Vi diskuterer nu oprettelse af et fælles asylsystem inden 2010, men vi ved alle, at der ikke er behov for et fælles asylsystem i 2010. Der er et påtrængende behov for det nu. Så vi bør spørge os selv, hvor mange liv der vil gå tabt inden 2010? Hvor meget skal der gå galt, før medlemsstaterne sætter sig ud over deres nationale selvoptagethed og får det klaret?

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Hr. formand! Kommissær Frattini! Jeg vil begynde med at takke hr. Pirker for en god betænkning. Efter forhandlingerne i udvalget føles det, som om vi kan støtte den.

Asylpolitikken er et område, som borgerne i EU forventer, at vi skal løse sammen, eftersom det er et grænseoverskridende anliggende. Her i Parlamentet og i udvalget har vi ofte diskuteret den akutte situation i Middelhavet, som det endnu ikke er lykkes for os medlemmer at løse. Det er skandaløst, at mennesker stadig dør hver dag. I den gruppe, jeg kommer fra, er der både immigranter og asylansøgere.

I mit hjemland, Sverige, har vi, siden krigen i Irak blev indledt, taget imod flest flygtninge i hele EU, ca. 10.000, og vi er endda ikke et af EU's store lande. Vi skal, som hr. Pirker siger, dele byrderne. Derfor tror jeg, at vi ikke blot kan komme med deklarationer og løfter, som ikke overholdes. I stedet skal vi, som det foreslås i betænkningen, kraftigt satse på informationsudveksling, samle information og optimere rutinerne for behandling, men også turde sige, at vi tror på et åbent Europa i fremtiden. Menneskesmugling skal stoppes. Det skal være slut med menneskehandel med kvinder og børn til prostitution og sexindustrien. Det skal ikke længere være muligt at forsyne EU med billig arbejdskraft, når arbejdsgiverne behøver det, for senere hen at sende arbejdstagerne tilbage, når arbejdsopgaverne er afsluttede. Det er svære spørgsmål, men det er vores pligt at løse problemerne, hvis vi mener det alvorligt med at indføre en fælles fremgangsmåde på asylområdet i 2010.

For mig, der kommer fra Sverige, som altid generøst har taget imod flygtninge, er det stadigvæk helt centralt, at vi taler om en opgørelse over tredjelande, men hver flygtning skal stadig altid undersøges individuelt. Ellers vil mange stadigvæk krænkes på grund af minoritetstilhørsforhold, køn, baggrund, seksuel orientering, eller fordi de flygter fra en krig, hvor de måske tilhørte den gruppe, som ikke ville sejre.

Jeg håber, at denne betænkning betyder, at vi nu tager næste skridt, og at alle EU-lande og vi medlemmer fælles tager dette ansvar for at løse de akutte problemer, men også for at finde løsninger på lang sigt.

  Manfred Weber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Asyl er en universel rettighed. Derfor har vi brug for et europæisk svar, som vi til dels allerede har givet. Kommissionens forslag er meget gode, og jeg vil gerne officielt give til protokols, at vi kan være meget stolte af vores kommissær på indenrigsområdet. Han gør et rigtig godt stykke arbejde. Vores ordfører hr. Pirker har stillet fremragende forslag. Når det lykkes for nogen at få støtte til et så vanskeligt emne på tværs af grupperne, så dokumenterer det, at der er ydet et fremragende stykke arbejde. Derfor tak for det.

Selv om der ikke er nogen repræsentant for Rådet til stede, vil jeg gerne takke Rådet. Vi ville ikke have kunnet gennemføre programmet i aften og træffe de mange beslutninger, hvis ikke vi havde haft et aktivt tysk Råd i de seneste måneder.

Derfor vil jeg bare gerne sige tak. Indenrigspolitikerne er de flittige politikere, som man kan se af klokkeslettet i aften. Vi arbejder stadig. Derfor vil jeg sige tak og ikke udnytte min taletid fuldt ud, så vi kan komme tidligere hjem.

  Barbara Kudrycka (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Når det gælder samarbejde og forbedring af beslutningsprocessen inden for rammerne af det fælles asylsystem, er det meget vigtigt at skabe større fleksibilitet i anvendelsen af Den Europæiske Flygtningefond. Ordføreren, som jeg gerne vil takke for hans glimrende betænkning, tager dette spørgsmål op i mange af de punkter, han kommer ind på.

Sidste år gjorde vi arbejdet færdigt med retsgrundlaget for den kommende version af flygtningefonden for perioden 2008-2013. Dengang støttede vi allerede det tillægsforslag, som Kommissionen stillede i forbindelse med dette arbejde. Kommissionen foreslog, at vi skulle ændre de eksisterende driftprincipper for fonden og i højere grad rette dens aktiviteter mod områder som en harmonisering af det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne, bevilling af støtte i tilfælde af et særlig stort flygtningepres, migration inden for EU og regionale beskyttelsesprogrammer i tredjelandene.

Det betød, at udgifterne til fællesskabsforanstaltninger steg fra 7 % til 10 %, at procedurerne for bevilling af finansiel støtte til lande, der pludselig oplever en massiv tilstrømning af asylansøgere, blev mere fleksible, og at der blev allokeret specifikke beløb inden for distributionskæden. Disse beløb varierer fra 3.000 til 5.000 euro pr. person for overførsler inden for EU og inden for rammerne af de regionale beskyttelsesprogrammer. Man har sørget for specielle finansielle incitamenter for at yde støtte til dem, der bliver særlig berørt, navnlig børn, kvinder og personer med brug for lægehjælp.

Derfor er det nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne gør effektivt brug af fonden. Vi venter på nogle retningslinjer, handlingsplaner og specifikke resultater med hensyn til brugen af flygtningefonden, der vil forbedre situationen markant for flygtninge i Europa. Jeg vil gerne endnu en gang takke ordføreren for hans glimrende betænkning.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen

20. Dagsorden for næste møde: se protokollen

21. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.25)