Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 9. juli 2007 - Strasbourg

21. Europæisk kritisk infrastruktur (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Jeannine Hennis-Plasschaert for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets direktiv om indkredsning og klassificering af europæisk kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den (KOM(2006)0787 - C6-0053/2007 - 2006/0276(CNS) (A6-0270/2007)

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke ordføreren for denne vigtige betænkning, der er en opfølgning på et initiativ fra Kommissionens side.

Det er klart, at beskyttelse af kritisk infrastruktur ikke bare har høj prioritet for medlemsstaterne, men også for Kommissionen, og det skyldes ligeledes, at nødvendigheden af f.eks. at beskytte kritisk infrastruktur mod et eventuelt terrorangreb også ligger i selve infrastrukturens natur og i den indbyrdes forbindelse og afhængighed mellem infrastrukturerne. Hvis en medlemsstats fysiske eller teknologiske infrastruktur bliver angrebet, vil virkningerne nemlig uundgåeligt sprede sig til andre medlemsstater. Derfor er det nødvendigt med en fælles europæisk ramme for beskyttelse og forebyggelse.

Vi mente, at den bedste løsning ville være en inddragelse af først og fremmest den private sektor. Det betyder, at vi skal benytte de teknologier, der står til rådighed i øjeblikket, og at vi skal fremme den teknologiske forskning, idet vi samarbejder med virksomhederne og forskningslaboratorierne om at stille resultaterne af denne forskning til rådighed for den fælles europæiske ramme. Tanken er, at vi skal have nogle egentlige sikkerhedsprogrammer for de forskellige infrastrukturområder, og at vi skal have et reelt netværk af forbindelsespersoner, der kan sikre denne fælles europæiske ramme.

Vores tanke er, at vi udelukkende skal tage højde for den infrastruktur, der virkelig har en grænseoverskridende karakter, og som således ikke er begrænset til enkelt medlemsstats område, undtagen i de tilfælde, hvor en sådan kritisk infrastrukturs konsekvenser er mere vidtrækkende end den pågældende medlemsstats grænser.

Som De allerede ved, vedtog vi i december 2006 en meddelelse om oprettelsen af et europæisk program for beskyttelse af kritisk infrastruktur samtidig med et forslag til direktiv, der tog sigte på at identificere den infrastruktur, som havde behov for beskyttelse. Derfor er jeg Parlamentet taknemmelig for, at det har behandlet alle forslagene om et så vigtigt emne. Der er ingen tvivl om, at vi i meddelelsen på den ene side fastsætter de principper og processer, der skal følges, og de instrumenter, der skal anvendes til processernes gennemførelse, mens vi i direktivet på den anden side opstiller nogle bestemmelser for fastlæggelsen af, hvilken infrastruktur der kræver beskyttelse set ud fra et fælles europæisk synspunkt. Vi har til hensigt at udvikle denne handlingsplan inden for rammerne af et bredt samarbejde mellem den offentlige og den private sektor.

Efter vores opfattelse bør medlemsstaterne have hjælp til at iværksætte de forskellige initiativer, som handlingsplanen indeholder. Vi mener ligeledes, at der bør tages hensyn til den internationale dimension, og at der bør træffes finansielle foranstaltninger. Vi råder naturligvis over et finansielt program, hvad angår forebyggelse, forberedelse og forvaltning af terrorrisicienes konsekvenser, og med dette program kan vi sørge for en hensigtsmæssig finansiering af de foranstaltninger, der skal beskytte kritisk infrastruktur.

Jeg kan allerede nu sige, at jeg er enig i nogle af de vigtige ændringsforslag, som Parlamentet skal til at behandle. Det første ændringsforslag drejer sig om nødvendigheden af at understrege i direktivets tekst, at det er de enkelte medlemsstaters opgave at finde de mest velegnede måder og metoder at gennemføre direktivet på. Der er således tale om et fleksibilitetsprincip i direktivets gennemførelse, og ud fra dette princip skal foranstaltningerne - hvad enten de er obligatoriske eller ej - gennemføres uden alt for meget stivhed.

Det andet punkt, som jeg er enig i, er nødvendigheden af at skabe klarhed omkring betingelserne for visse sektorers undtagelse fra nogle af direktivets pligter. Kommissionen har taget højde for en undtagelsesmulighed for visse sektorer, og Parlamentets ændringsforslag tager i det store og hele sigte på en bedre specifikation af, hvornår en sådan undtagelse gælder for en bestemt sektor. Jeg kan vist godt være enig i, at det er nødvendigt at indføre specifikationer, så der skabes større klarhed.

Jeg er ligeledes enig i forslaget om at ændre den liste over sektorer med kritisk infrastruktur, der er medtaget i bilag I i forslaget til direktiv. Parlamentets forslag om at ændre dette bilag er efter min mening acceptabelt, og det samme gælder indførelsen af visse ændringer i de sektorer, hvor der gøres brug af komitologiproceduren. Der er stillet et specifikt forslag i den forbindelse, men vi skal være klar over, at vi ved at begrænse brugen af komitologi behøver længere tid til direktivets gennemførelse. Komitologi er et instrument, som måske i grunden er lidt kompliceret, men det gør gennemførelsen hurtigere. Alligevel kan jeg godt sige ja til disse ændringsforslag.

Til sidst vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed. Jeg glæder mig over denne betænkning, og jeg håber, at Parlamentet vedtager den med et meget stort flertal. Vi skal vise, at vi står sammen om en strategisk foranstaltning som det europæiske initiativ til beskyttelse af kritisk energi-, transport- og teknologiinfrastruktur. Den kræver forebyggelse og en stærk beskyttelse, eftersom terrortruslen desværre navnlig er rettet mod kritisk infrastruktur. Derfor er jeg Parlamentet taknemmelig for det bidrag, som det har givet og vil give til vores arbejde.

  Jeanine Hennis-Plasschaert (ALDE), ordfører. - (NL) Hr. formand! Tilbage i juni 2004 fremlagde Rådet en begæring, hvori Kommissionen blev bedt om at udarbejde en overordnet strategi til beskyttelse af kritisk infrastruktur. I de forløbne tre år har sagen konstant været på Kommissionens dagsorden, og med god ret. I overensstemmelse med Rådets og Parlamentets ønsker har Kommissionen omsider fremlagt et forslag til et europæisk program til beskyttelse af kritisk infrastruktur, som kulminerer med det direktiv, vi forhandler om i dag.

Som ordfører støtter jeg idéen om en fælles ramme på dette område. Effektiv beskyttelse af sårbare, kritiske infrastrukturer og tjenester kræver kommunikation, koordinering og samarbejde, der involverer alle interessenter på såvel nationalt som europæisk plan. De komplekse processer bag og grænseflader mellem kritiske infrastrukturer med en grænseoverskridende dimension er, som jeg ser det, også områder, der bør tages med ind i overvejelserne.

Som kommissær Frattini allerede har forklaret flere gange, kan beskadigelse eller tab af en given infrastruktur i en medlemsstat have skadelige følger for flere andre medlemsstater og sågar for den samlede europæiske økonomi. Takket være nye teknologier, f.eks. internettet, samt den gennemgribende liberalisering af markedet, f.eks. hvad angår el- og gasforsyning, indgår mange infrastrukturer allerede som en del af større netværk.

Under disse omstændigheder afgøres effektiviteten af alle disse beskyttende foranstaltninger faktisk af det svageste led. Jeg har dog den holdning, som hr. Frattini allerede har konstateret, at Kommissionen har været en smule for proaktiv eller overivrig i nogle af direktivets afsnit. Det skal stå helt klart, at ansvaret hele vejen igennem ligger hos medlemsstaterne og ejerne af den kritiske infrastruktur.

Set ud fra det synspunkt betragter jeg en bottom-up-metode som værende af helt afgørende betydning. Fælles handling kan efter min mening kun retfærdiggøres, hvis mindst tre medlemsstater, eller mindst to medlemsstater ud over dem, hvor den kritiske infrastruktur befinder sig, står til at opleve skadelige følger. Meget er trods alt allerede aftalt bilateralt, hvilket, hvis jeg skal være ærlig, også er den mest fleksible løsning.

Desuden er det min holdning, at overlapninger eller modstrid med eksisterende lovgivning og/eller bestemmelser skal undgås for enhver pris. Eksisterende kriterier og mekanismer skal derfor tages i betragtning. Det er lige så vigtigt for mig, at den private sektor ikke vil blive udsat for en unødvendig administrativ byrde. Jeg vil opfordre dem til at benytte sig af den ekspertise, der allerede er til rådighed, og vil frem for alt råde dem til ikke at opfinde den dybe tallerken igen. Jeg ville derfor argumentere for denne pragmatiske og samtidig strukturerede tilgang.

Efter forhandlingerne i parlamentsudvalgene er visse grupper i Parlamentet også blevet enige om at fokusere på såkaldte prioritetssektorer. Det er også blevet besluttet at opgive den foreslåede komitologiprocedure. Førhen har brugen af komitologiproceduren alt for ofte ført til uholdbare situationer. Jeg er derfor kommissæren meget taknemmelig for hans bemærkninger om dette spørgsmål og om de andre ændringsforslag og fordi, han har vist sin tilfredshed. Jeg vil imidlertid gerne have en reaktion på definitionen af to til tre medlemsstater, for det er efter min mening det vigtigste ændringsforslag.

Jeg vil gerne slutte af med en bemærkning til Rådet, som endnu en gang glimrer ved sit fravær. Aftalen om en fælles holdning er tilsyneladende for langt et skridt for dem. Det er ganske bemærkelsesværdigt, i betragtning af at Rådet selv har bedt om denne fælles ramme, og også meget usædvanligt, for hvis der sker noget, vil Rådet kun alt for gerne være den første, der straks offentliggør alle mulige regler uden rigtig at tage kvaliteten af forslagene i betragtning, f.eks. konsekvenserne for det indre marked eller Europas borgere for den sags skyld.

Når alt kommer til alt er fremsynethed og magt to evner, der kan forventes fra Rådet i dette spørgsmål. Ved åbningen af plenarforsamlingen tidligere i dag sagde vores formand, hr. Pöttering, nogle kloge ord. Ingen går og venter på ad hoc-regler og -bestemmelser, der er styret af panik. En struktureret tilgang, der tager retsstatsprincipperne i betragtning - og sidstnævnte er af vital betydning - er på den anden side meget velkommen. Jeg takker Dem, og jeg takker kommissæren.

  Harald Ettl (PSE), ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (DE) Hr. formand! Grænseoverskridende kriser, det være sig forårsaget af terrorisme eller naturkatastrofer, nødvendiggør beskyttelse af kritiske infrastrukturer i hele EU. Kritiske infrastrukturer kan ikke hemmeligholdes ved ikke at nævne den. Det ville være fuldkommen naivt at tro det.

Set fra en psykologisk synsvinkel fører ødelæggelse af kritisk infrastruktur til, at borgerne mister tilliden til EU. Krisebeskyttelse er derfor ikke kun et nationalt anliggende, men kræver en europæisk krisestyring, som Kommissionen foreslår.

Desuden, som Økonomi- og Valutaudvalget klart har fremhævet, øger placeringen af elementer af europæisk infrastruktur uden for EU risikoen for terrorangreb, og adgangen til særlige data gør den samlede infrastruktur mere sårbar. Det gælder også for banker og forsikringsvæsen. Selv om sikkerheden og kontrollerne stadig bliver forbedret på disse områder, er der fortsat et behov for en yderligere koordineret europæisk strategi. Der er ingen, der ønsker dobbeltreguleringer. Vi har brug for større sikkerhed. Det bør GD Marked også orientere sig efter og ikke efter kortsigtede ønsker fra industrien.

  Renate Sommer (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget. - (DE) Hr. formand! Transport- og Turismeudvalget er, hvad dets ansvarsområde angår, af den opfattelse, at Kommissionen overskrider sine beføjelser med dette direktivforslag, for den går i sin opfattelse af opgaverne ud fra falske forudsætninger. Den taler om at stabilisere det indre marked, men direktivet skal hovedsagelig bruges til at beskytte mod terrorhandlinger.

Desuden krænker kommissionsforslaget subsidiaritetsprincippet, for medlemsstaternes eksisterende foranstaltninger skal ikke blot suppleres, de skal tværtimod delvist erstattes. Endelig løser forslaget ikke den egentlige opgave, men uddelegerer denne til et komitologiudvalg.

Derfor forkastede Transport- og Turismeudvalget kommissionsforslaget, selv om vi ved, at vi naturligvis har behov for et europæisk samarbejde. Spørgsmålet er blot hvordan. Mit hovedanliggende er at sikre, at medlemsstaterne ikke bliver forpligtet til at underrette Kommissionen om kritisk europæisk infrastruktur, så den kan udarbejde en komplet liste over følsom infrastruktur i EU, vedhæfte sikkerhedsplaner og så deponere det hele på et kontor i Bruxelles. Dette ville stride mod nationale sikkerhedsinteresser. En sådan liste ville være en interessant informationskilde for terrorister.

Kommissionen bør kun definere og udarbejde fortegnelser over de vigtigste truede sektorer i Europa helt generelt. Det bør overlades til medlemsstaterne at indkredse disse sektorer, for det er dem, der i første række står for beskyttelsen af kritisk infrastruktur, og de bærer det endelige ansvar for foranstaltninger til beskyttelse af kritisk infrastruktur inden for de nationale grænser. Af hensyn til den nationale sikkerhed skal det også fortsat være tilfældet. Kun en decentral forvaltning af de sensible infrastrukturer kan mindske de mulige risici.

Jeg mener, at den mere snævre definition af kritisk europæisk infrastruktur, ifølge hvilken mindst tre eller to andre medlemsstater end den, hvori den kritiske infrastruktur er beliggende, skal være berørt, er rigtig. Vi må sikre, at direktivet kun omfatter europæisk og ikke national infrastruktur. For øvrigt mener jeg, at bilateralt samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område er mere hensigtsmæssigt af sikkerhedsgrunde.

Afslutningsvis vil jeg gerne rette en stor tak til ordføreren, fru Hennis-Plasschaert, og forsikre hende om min støtte.

  Herbert Reul, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi har uden tvivl grebet fat på et meget vanskeligt emne med den kritiske europæiske infrastruktur, og det er uden tvivl nødvendigt, at vi beskæftiger os med dette spørgsmål på europæisk plan og finder og udvikler løsninger sammen med medlemsstaterne, fordi de potentielle risici, som kommissæren netop har beskrevet, er til stede og derfor skal tages alvorligt.

Det er dog meget vanskeligt at sige, hvor den europæiske kompetence ligger på dette område, hvad der skal reguleres på EU-plan, og hvor visse decentrale opgaver skal udføres. Det spørgsmål beskæftigede vi os med længe i udvalget. Vi har forsøgt - og jeg vil gerne takke ordføreren for det meget fair og åbne samarbejde - at finde en vej, som vil sikre en udveksling af bedste praksis medlemsstaterne imellem med koordinering i hele EU, og som samtidig har fokus på subsidiaritetsprincippet. Vi ønsker heller ikke, som fru Sommer allerede har sagt, at underrette om konkret kritisk infrastruktur og samle oplysningerne et eller andet sted, vi ønsker tværtimod at garantere, at de bliver holdt hemmeligt.

Vi er derfor blevet enige om, at medlemsstaterne skal indberette deres kritiske sektorer til Kommissionen, men ingen konkret infrastruktur. Det var vigtigt for os ikke at gå efter en komitologiprocedure, og jeg er kommissæren taknemmelig for at være kommet Parlamentet i møde her. Som ordføreren allerede har fremhævet, tilskynder procedurens manglende effektivitet hidtil os ikke til at fortsætte ad den vej. Vi foreslår en anden.

Jeg vil også gerne sige, at det var vigtigt for os at undgå unødvendigt bureaukrati, at et kontaktpunkt i medlemsstaterne skulle stå for klassificeringen og indkredsningen, at der ikke skulle skabes nyt bureaukrati, at den administrative byrde skulle nedbringes, og at der skulle herske stor fleksibilitet.

  Inés Ayala Sender, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! I dag har Europa-Parlamentets formand, hr. Pöttering, netop henvist til fru Hennis-Plasschaerts betænkning, da han fordømte de seneste terrorattentater og -angreb, såvel på europæisk territorium, hvor lufthavnene var målene, som i tredjelande, f.eks. Yemen, som det var tilfældet med de myrdede spanske turister. I sidstnævnte tilfælde var målet ikke konkret en infrastruktur, men turister, der kørte i et køretøj ad en landevej.

Med denne henvisning understreger jeg endnu en gang betydningen af Kommissionens forslag, og jeg takker varmt kommissæren. Det drejer sig ikke om en engangsforanstaltning, men netop om en proces, der allerede har varet længe - den begyndte i 2004 - og som nu udmønter sig i foranstaltninger, der bliver stadig mere interessante og effektive.

På grund af vores komplekse europæiske samfund, der er baseret på komplekse og åbne netværk til kommunikation, forsyning og tjenesteydelser, og som økonomien også er baseret på, er det nødvendigt at forsvare dem mod deres sårbarhed over for terrorangreb og -attentater.

Jeg vil gerne påpege, at min gruppe var mere enig med Kommissionens oprindelige forslag i forbindelse med definitionen af de europæiske kritiske strukturer, hvad angår infrastrukturer, der deles af to eller flere lande, eller de tilfælde, hvor en stat berøres af en anden medlemsstats infrastruktur.

For os er Eurotunnellen f.eks. et godt eksempel på, hvor man kan anvende denne optimale beskyttelse mod mulige angreb, for ikke at tale om lufthavne m.v., hvor vi allerede har set sådanne angreb.

I morgen vil vi derfor fastholde denne holdning med hensyn til Kommissionens oprindelige forslag, for vi ønsker at bevare håbet om, at Rådet måske vil lytte mere til os. Under alle omstændigheder foretrækker vi at arbejde hen imod mere integrerede og europæiske tilgange, og vi foretrækker at undgå besparelser, som ved første øjekast betyder færre omkostninger, men som vi sandsynligvis vil beklage i fremtiden.

Vi bakker op om alt det, som fru Hennis-Plasschaert foreslår med hensyn til beskyttelse mod tredjelande og med hensyn til beskyttelsen af de personlige oplysninger, der ser ud til at være involveret. Vi støtter naturligvis også alt det, der har gøre med den nødvendige fortrolighed - vi har allerede en lang erfaring med behandlingen af denne fortrolighed, såvel på nationalt niveau som i Kommissionen, og vi tror ikke, at de vil bliver krænket i dette tilfælde, og derfor er vi også enige i, at vi skal undgå at supplere alt det, der allerede er gjort i medlemsstaterne, med det, som Kommissionen nu foreslår.

Vi håber på denne måde at overvinde den regressive holdning, som vi var nødt til at acceptere i Transport- og Turismeudvalget, og som min gruppe stadig ikke er enig i. Vi håber, at vi med det forslag, der skal stemmes om i morgen, kan fortsætte fremad, og at vi såvel med det, som Parlamentet foreslår - og jeg takker i denne forbindelse for fru Hennis-Plasschaerts og alle kollegaernes store indsats - som med det, som Rådet foreslår, kan opnå en bedre beskyttelse af vores europæiske kritiske infrastrukturer.

  Margarita Starkevičiūtė, for ALDE-Gruppen. - (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne takke medlemmet af Kommissionen og ordføreren for deres forslag, men jeg vil gerne understrege, at disse forslag kun skal betragtes som indledningen på diskussionen. Jeg ved ikke, om internettet kan beskrives som en kritisk infrastruktur i henhold til Kommissionens definition. Det er svært at vide - hvis en hjemmeside blev blokeret af ét land, ville den så ikke længere være kritisk infrastruktur? Man behøver bare blokere hjemmesiden for en stor bank, der har hovedkvarter i, lad os sige Tyskland, Frankrig eller Storbritannien, så ville alle Europas indbyggere mærke det. Vi taler om konsolideringen af den finansielle sektor, konsolideringen af økonomisk aktivitet, sågar konsolideringen af hotelkæder. Vi er med andre ord nødt til at anerkende, at kritisk infrastruktur har bredt sig til cyberspace, og jeg tror, at Estland er det første land, der har oplevet elementer af en cyberkrig. Det er ærgerligt, at der ikke har været den store opmærksomhed omkring det, og nu er sagen på vej ud af interessesfæren for kommissionsmedlemmet med ansvar for kommunikation. Jeg vil dog gerne sige, at sagen er nødt til at blive fremhævet ud fra en sikkerhedsmæssig synsvinkel, for det er svært at forestille sig, hvordan livet ville se ud for Europas borgere uden internettet. Man kan ikke afgøre, om internettet er europæisk eller om det tilhører et enkelt land - det er et globalt net, og det er naturligvis ret kompliceret at definere, hvordan man beskytter internettet mod et angreb, der kunne ske når som helst, og vi er nødt til at ændre diskussionsniveauet en hel del. I øjeblikket diskuterer vi hovedsageligt fysisk infrastruktur, og der er ingen tvivl om, at vi bliver berørt af tragiske scener, men livet bliver stadig mere virtuelt, og det skal man være opmærksom på.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Der er ingen her i Parlamentet, der bestrider, at et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne er meget vigtigt og nødvendigt for at imødegå terrortruslerne. Vores kritik går på, hvordan det skal ske. Øget bureaukrati vil ikke hjælpe mod terrorisme! Jeg vil gerne takke ordføreren for i det mindste at have bragt forslaget ned på jorden igen og forbedret Kommissionens version betydeligt. Hun har også stillet en række meget praktiske forslag.

Vi er alle enige om, at forbedret samarbejde og information er positivt. Det kan ske bilateralt eller multilateralt. Men at opstille en liste over alle truede infrastrukturer, vil ikke bringe merværdi med hensyn til sikkerheden, og det kan endda være kontraproduktivt. I sidste ende sorterer kompetencen alligevel under medlemsstaterne, og der er ingen idé i at overflytte den til EU-plan.

Jeg håber, at vi, når vi kommer til afstemningen i morgen, alle vil lade den samme realisme råde, som ordføreren har demonstreret, og fortsætter med at sikre det, vi har nu: en fornuftig vej fremad, som tager højde for virkeligheden og ikke skaber illusioner.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Dem, der allerede førhen ønskede mere pres fra regeringer inden for hæren, politiet, sikkerhedstjenesterne, alle mulige andre kontrolsystemer og fængselsvæsenet, har kunnet styrke deres position siden årtusindeskiftet. De kan nu henvise til fremkomsten af en ny form for terrorisme, som skaber rammerne for dårligt udtænkte løsninger, eftersom det kom som et chok for alle.

På alle administrative niveauer er der fremsat forslag, der vil underkaste demokratiet, forsamlingsfriheden, retten til at demonstrere, strejkeretten, friheden til at rejse og privatlivet de foreslåede sikkerhedsgarantier. Problemet med denne tilgang er, at den ikke gør noget som helst for at fjerne terrorismens arnested, herunder den totale ulighed i velstand og magt, der deler verden.

I stedet samler vi flere efterretninger, overvåger flere emner, iværksætter mere bureaukrati og skaber større utilfredshed. Inden for kritisk infrastruktur har EU allerede 32 direktiver, forordninger, traktater og beslutninger, der gør en europæisk tilgang mulig. Det er grunden til, at et nyt direktiv med endnu flere magtbeføjelser og forpligtelser har vakt en del undren rundt omkring.

I januar henledte det nederlandske parlaments udvalg for subsidiaritetstesten min opmærksomhed på denne sag. Udvalget har sat spørgsmålstegn ved EF-traktatens artikel 308, som omhandler midlertidig styrkelse af magtbeføjelser, som retsgrundlag og betragter først og fremmest beskyttelsen af kritisk infrastruktur som et nationalt anliggende.

Som skyggeordfører på denne sag i Transport- og Turismeudvalget glædede det mig meget at opdage, at udvalget besluttede at opfordre Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til eftertrykkeligt at afvise forslaget. Den væsentligste årsag til denne anmodning var, at alt det, der findes i udkastet til direktiv, kan reguleres mere effektivt på lavere plan, dvs. af medlemsstaterne eller deres regioner. I dette tilfælde betyder større indblanding fra EU frem for alt mere uproduktivt bureaukrati.

Desværre var de grupper, der stemte enstemmigt nej i Transportudvalget, delt i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Det gjaldt også min gruppe. De fleste mindre nationale delegationer betragter forslaget som ringe, til dels fordi unødvendig indblanding forplumrer opdelingen af opgaver mellem medlemsstaterne og EU, og dels fordi det vil kunne bruges til på upassende vis at indskrænke de borgerlige rettigheder såsom retten til at demonstrere ved at henvise til beskyttelsen af infrastruktur, i hvilket tilfælde det ikke påvirker international terrorisme, men hjemligt demokrati.

I modsætning hertil ser medlemmerne af de større delegationer fra Tyskland og Italien også positive ting i forslaget. De forventer en reduktion i de magtbeføjelser, der alligevel allerede udøves af Kommissionen, og bedre parlamentarisk kontrol med anvendelsen af de tilbageværende magtbeføjelser. Dem i min gruppe, der er for og imod, glæder sig over, at ændringsforslagene i overvejende grad vil svække udkastets virkning og begrænse anvendelsen til sager, der påvirker mindst tre medlemsstater.

  Christian Ehler (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Til forskel fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi eller Økonomi- og Valutaudvalget erkendte det ansvarlige udvalg, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, ikke EU-planets betydning for beskyttelsen af kritisk infrastruktur. Fokus er heller ikke længere rettet mod beskyttelsen af enkelte infrastrukturer, men på sektorer.

Jeg synes, at den procedure, der bliver foreslået i betænkningen, mangler beslutsomhed. Den merværdi, der følger af at inddrage EU-planet, er næsten opgivet fuldstændigt. Det er klart, at ansvaret for kritisk infrastruktur skal ligge hos medlemsstaterne, men hvis vi overlader klassificeringen helt til nationalstaterne, vil vi ikke identificere sårbarhederne og de strukturelle afhængigheder, og det er lige netop det, der er behov for ved klassificeringen af kritisk europæisk infrastruktur.

Forestillingen om, at en liste ville være lige så god som en vejledning for terrorangreb, er direkte naiv. Medlemsstaterne har haft sådanne lister længe. En af de vigtigste strukturelle fejl var f.eks., at vi ikke tjekkede listerne med NATO. På det militære område har NATO haft sådanne lister over kritisk infrastruktur i 40 år, og man har for længst taget højde for de relevante scenarier for at foregribe militære krisesituationer.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Hr. formand! Jeg vil begynde med at takke ordføreren for en god betænkning og et veludført arbejde. Det føles, som om vi i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender systematisk går igennem alle de områder af samfundet, som påvirker truslen mod borgerne fra terrorisme. Det tog formanden også op tidligere i dag.

Det er af stor betydning, at vi ikke ser på hvert enkelt tiltag for sig, men ser på alle områder tilsammen, således at vi får fælles sikkerhedsbestemmelser, som dækker alt fra visumregler og sikkerhedskontroller på fly til, hvordan vi beskytter os bedre mod truslen mod lufthavne, den kollektive trafik og havne samt hele den infrastruktur, som med sit store antal passagerer kan rammes af en stor katastrofe, hvis et terrorangreb skulle indtræffe.

Det spørgsmål, jeg vil tage op fra ordførerens forslag, er, om der skal stilles krav om, at tre eller flere medlemsstater rammes af driftsforstyrrelser eller ødelæggelser, eller om det er tilstrækkeligt med to. Ordførerens forslag betyder en stigning fra to til tre i henhold til det oprindeligt foreslåede direktiv. Jeg mener ikke, at denne skærpelse er rimelig, da en trussel eller en ulykke eller en ødelæggelse kan ramme mange mennesker, selv om det drejer sig om få lande. For det sted, som rammes, kan det desuden være mere betydningsfuldt end for mere centralt beliggende steder i EU. Med dette forslag gøres det også sværere at tage højde for mindre EU-medlemsstater, selv om de risikerer at rammes af mindst lige så store og alvorlige kriser.

Jeg tror også, at efterhånden som vi stopper hullerne og gør det sværere at angribe fly, vil terroristerne orientere sig mod andre mål og centralt beliggende steder i infrastrukturen, hvor der kan ske meget store skader. Vi må ikke være naive, men vi skal være så velforberedte, som vi overhovedet kan. Det er vores ansvar.

  Marianne Mikko (PSE). - (ET) Hr. formand! De cyberangreb mod Estland, der fandt sted i april og maj i år, var de første tilfælde af denne slags, der tiltrak sig global opmærksomhed. Men det var ikke de første angreb mod Europas vitale infrastruktur. Indtil nu havde der været cyberangreb rettet mod individuelle firmaer, primært i den finansielle sektor, hvor internettet er blevet et uundværligt miljø for transaktioner.

Af forståelige årsager foretrækker banker at undlade at råbe højt om angreb. Manglende tillid til banksystemernes pålidelighed ville have alvorlige konsekvenser for hele den europæiske økonomi.

Aktivitetsområder, hvor internettet er blevet en vital del af infrastrukturen, omfatter den offentlige forvaltning og medierne. Den manglende evne til at afvise et cyberangreb kunne i værste fald sende EU tilbage i tiden til forrige århundrede.

Forestil Dem en situation i dag, i det 21. århundrede, hvor kommunikationen mellem ministerierne er afbrudt, og både regeringen og medierne er ude af stand til at informere offentligheden. Det er præcis, hvad der skete i Estland, som fru Starkevičiūtė ganske korrekt sagde.

Jeg vil gerne takke ordføreren og fremhæve hendes fortrinlige timing. Cybersikkerhed er det bedste eksempel på behovet for samarbejde om at forsvare EU's vitale infrastruktur. Under dette hidtil enkeltstående cyberangreb mod en uafhængig stat fik estiske it-eksperter hjælp fra både EU og tredjelande.

Jeg håber, dette samarbejde vil være et eksempel og en lektion i intern sikkerhed for de ansvarlige i alle medlemsstaterne. Hverken velstand eller militær styrke kan bekæmpe et cyberangreb. Det eneste forsvar er samarbejde. Endnu en gang mange tak til ordføreren.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke alle talerne, herunder ordføreren, men jeg er alligevel bange for, at jeg får svært ved at acceptere den lidt restriktive indfaldsvinkel, som Transport- og Turismeudvalget har givet spørgsmålet.

Sådan som nogle af parlamentsmedlemmerne med rette sagde - bl.a. fru Segelström for lidt siden - vil det, at man udelukkende begrænser minimumstærsklen til tre eller flere lande, når det gælder definitionen af europæisk infrastruktur, indebære to ulemper. Den første ulempe er, at man forhindrer de mindste europæiske lande i at deltage i programmet for beskyttelse af kritisk infrastruktur. Denne risiko ønsker vi selvfølgelig at undgå. Vi vil gerne tilbyde alle de medlemsstater, der er potentielle mål for et terrorangreb, en form for deltagelse i denne europæiske strategi.

Tillad mig at gøre indsigelse mod den restriktive indfaldsvinkel, hvor man er negativt indstillet over for, at Europa sørger for en fælles ramme for beskyttelse af infrastruktur. Det er ikke et spørgsmål om subsidiaritet, for dette princip er vi meget opmærksomme på at følge. Problemet er, at infrastrukturerne i dag er meget tæt forbundet, og det sidste indlæg fra den estiske repræsentant, der mindede om it-angrebet på hendes land, er et tydeligt bevis på dette. Der var nemlig tale om et angreb, som ramte et helt lands system. Og selv om det kun berørte et enkelt lands system, kan vi så være i tvivl om, at dette angreb indirekte også ramte hele Estlands netværk med de andre europæiske lande? Hvis banksystemet lammes i selv et enkelt land i et vist antal dage, vil det uundgåeligt være en af EU's bærende strukturer, der bliver ramt. Derfor mener jeg, at Kommissionens oprindelige forslag - som jeg gerne vil bekræfte min støtte til - er bedre, eftersom det giver en bredere vifte af muligheder.

Når det gælder it-angreb, vil jeg ikke udelukke, at terroristerne kan planlægge et angreb på et lands system, på et banksystem, på et ministerium eller på et forvaltningssystem. Vi er ved at undersøge det, der skete i Estland, og Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed vil forelægge en rapport for os, når sommeren er forbi. Jeg agter naturligvis at offentliggøre denne rapport, men bortset fra denne episode kan vi ikke udelukke, at terrororganisationer finder på at ramme et helt lands system med et it-angreb. Derfor er det efter min mening absolut nødvendigt med en lidt mindre restriktiv fortolkning.

Til sidst vil jeg gerne endnu en gang takke ordføreren og alle parlamentsmedlemmerne. Efter min opfattelse viser vedtagelsen af en stringent betænkning om de initativer, som Kommissionen har truffet, også tydeligt, at vi beskæftiger os med forebyggelse. Som det så rigtigt blev sagt, har Kommissionen og EU-institutionerne siden 2004 gjort en indsats for at styrke forebyggelsespolitikkerne. Kun på denne måde kan vi finde en virkeligt seriøs og samordnet løsning på terrortruslen.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 11. juli 2007.