Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 9. juli 2007 - Strasbourg

22. Lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Diana Wallis for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold ("Rom II") (PE-CONS 3619/2007 - C6-0142/2007 - 2003/0168(COD)) (A6-0257/2007).

  Diana Wallis (ALDE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Det er for os det sidste kapitel i et meget langt skuespil, der begyndte med Kommissionens forslag i juli 2003, men med en længere forberedelsesperiode, der gik endnu længere tilbage. Det har i høj grad været første gang for Parlamentet, så der har ikke været nogen tidligere internationale konventioner at arbejde ud fra. Det var første gang, vi havde fælles beslutningstagning på dette område, og det var første gang, vi havde forligsprocedure på dette område.

Jeg for min del vil gerne takke alle dem i Parlamentets forligsudvalg, der deltog. Vi har sat tydelige fingeraftryk på Parlamentets vegne på den endelige tekst - en tekst, der takket være Parlamentet går ud over det rent tekniske og juridiske og bringer international privatret frem i lyset, så den kan tjene vores borgeres praktiske behov, i særdeleshed når det gælder trafikuheld.

Men vi har også beskæftiget os med tekniske spørgsmål: at afklare definitioner om miljøet eller at levere en løsning på spørgsmålet om unfair konkurrence, og har så taget fat på forholdet mellem konflikten i Europa mellem lovregler og internationale markedsinstrumenter. Jeg er ikke helt sikker på, at vi har løst det rigtigt. Jeg kan konstatere, at jeg er blevet lykønsket fra mange sider, hvilket gør mig lidt nervøs. For vi prøver stadig at få samme debat rundt om Rom I og en revision af acquis communautaire på forbrugerområdet. Vi må på et eller andet tidspunkt få dette forhold i orden.

Det opmuntrede os som Parlament at have repræsentanter fra ikke mindre end tre generaldirektorater i Kommissionen, som samarbejdede, til stede ved forligsproceduren. Jeg håber, at vi i fremtiden vil kunne styrke dette og opleve, at civilret er en tråd, der løber gennem mange af de spørgsmål, vi behandler på det indre marked.

Der er mange hængepartier fra Rom II, som danner grundlag for undersøgelser, som jeg håber, kommissæren vil nævne i sin erklæring - undersøgelser af trafikuheld, af bagvaskelse og behandlingen af udenlandsk lovgivning. Alle disse spørgsmål er helt essentielle for forholdet mellem civilretten og det indre marked. Vi kan faktisk sige, at det indre marked kun kan fungere, hvis vi har et sammenhængende civilretligt system.

Civilretten kan ikke bare være noget, man føjer til det indre marked - en slags begrænset kompetence, hvor man kun modvilligt træder ind, når medlemsstater inviterer. Jeg synes at huske for længe siden i 1999 i Tampere, at der var en vision om et område med civilret. Rom II var en del heraf. Vi må have et nyt fokus, sætte spørgsmålstegn ved, om vi har et civilretligt system i Europa, der fungerer for alle brugere af det indre marked og for vores borgere, og som er tilgængeligt og forståeligt. Rom II spiller en rolle som grundlag - som en første oversigt - men de senere undersøgelser giver os mulighed for at revurdere og tage de næste skridt fremad.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil især gerne lykønske ordføreren med hendes bidrag til, at forligsmødet blev en succes. Hun gjorde det muligt for os at nå frem til en velafbalanceret tekst efter fire års forhandlinger. Jeg mener, at vi bør lykønske ordføreren med hendes effektivitet, som i høj grad bidragede til denne sags succes.

Efter min mening er der tale om en tekst, som er af afgørende betydning for indførelsen af det europæiske område med retfærdighed og for det indre markeds funktion. Det lader til, at man i retlige og retslige kredse og blandt EU's økonomiske aktører ser meget frem til den reelle gennemførelse af dette område.

På den ene side vil "Rom II" være med til at styrke retssikkerheden, når det gælder civile krav, hvilket er afgørende for, at det indre marked kan fungere ordentligt. På den anden side vil denne forordning ligeledes lette den gensidige anerkendelse af afgørelserne, hvilket er grundsøjlen i det europæiske område med retfærdighed, og dette vil gøre det muligt at fremme den gensidige tillid mellem medlemsstaternes retssystemer.

Et nøglespørgsmål for Parlamentet er en bedre erstatning til ofre for trafikulykker. I den forbindelse vil jeg gerne bekræfte, at Kommissionen og jeg har til hensigt hurtigst muligt at foretage en grundig undersøgelse på europæisk plan og at træffe de nødvendige foranstaltninger, hvilket kunne munde ud i vedtagelsen af en grønbog.

Jeg kan ligeledes bekræfte, at Kommissionen inden udgangen af 2008 vil forelægge medlovgiveren en anden undersøgelse om situationen med hensyn til de bestemmelser, der gælder for krænkelse af privatlivets fred, idet der tages højde for reglerne om pressefrihed og mediernes ytringsfrihed. Hvis det skulle vise sig nødvendigt, vil der blive truffet passende foranstaltninger på baggrund af høringer, sådan som jeg lovede i forligsfasen.

Endelig vil Kommissionen - som er bevidst om, at medlemsstaternes praksis er forskellig - med hensyn til det komplekse spørgsmål om domstolenes anvendelse af udenlandsk lovgivning senest fire år efter ikrafttrædelsen af "Rom II" offentliggøre en komparativ analyse og være parat til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger i forbindelse hermed.

Til sidst vil jeg give udtryk for mit håb om, at Parlamentet bekræfter den aftale, vi nåede frem til under forliget, og sætter punktum for den længe ventede vedtagelse af "Rom II"-forordningen. Jeg håber, at et stort flertal af parlamentsmedlemmerne vil støtte denne tekst.

  Rainer Wieland, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! I forbindelse med forhandlingen under andenbehandlingen sagde vi, at vi ville give Parlamentet så stor en manøvremargen som mulig. Hr. kommissær, jeg tvivler ikke på, at vi vil få et bredt flertal i morgen.

Jeg var til stede under forligsproceduren lige til det sidste og må derfor sige, at vi - ikke kun Parlamentet, men alle aktører - i mine øjne så godt som ikke gjorde brug af denne manøvremargen. Vi kunne godt have ønsket os lidt mere på et par punkter. Fru Wallis har allerede nævnt det. Jeg er overbevist om, at et bredt flertal af borgerne ville være rede til at gå langt længere end statsmændene særligt på de klassiske områder som færdselsuheld eller inden for straffeerstatning. Når jeg ser på resultatet af topmødet, kan jeg se noget af en kløft her. Vi forsøger at bekæmpe folks utilfredshed med EU med ting, som de slet ikke ønsker, men statsmændene er ofte ikke villige til at gennemføre det, som borgerne virkelig ønsker.

Det er tydeligt, at vores møder vil være mere gennemskuelige i fremtiden, og det forventer jeg mig meget af. Det er også tydeligt, at tjenestemændene ofte har deres egne kæpheste og er langt mere reserverede og tilbageholdende end nødvendigt. Her er politikerne desværre ikke altid helt på højde med situationen. Det ville være godt med modige politiske beslutninger lidt oftere, også i forligsudvalgene. En medlemsstat, som viste sig at være afvisende i sidste øjeblik, ville så ofte faktisk ikke være så politisk afvisende.

Parlamentet har nu begivet sig ud på denne vej med en af de første sager, hvor den fælles beslutningsprocedure er kommet til anvendelse på dette område, og i fremtiden bør vi udnytte manøvremargenen med større selvsikkerhed og bevise, at vi også kan lade sådanne forhandlinger strande. På lang sigt er de mange undersøgelser og evalueringer, som vi har trøstet os med i 3-4 år, ikke nok, når borgerne ønsker en afgørelse her og nu!

  Manuel Medina Ortega, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne takke min kollega, fru Wallis, for hendes indsats. Jeg tror, at vi vil opnå en god aftale, at flertallet af Parlamentet vil støtte forslaget, og at vi vil få en ny forordning om forpligtelser uden for kontraktforhold.

Jeg vil dog gerne understrege, at denne forordning kun er en begyndelse. Der er en grundlæggende vanskelighed i forbindelse med hele den internationale privatret og lovvalgsregler, nemlig dommernes manglende evne til at anvende en lovgivning, som ikke er deres egen. I EU har vi, som det er almindeligt, uddannet dommerne til at anvende deres egen lovgivning. Så snart der opstår et spørgsmål, hvor de skal anvende en udenlandsk lovgivning, er der kæmpestore problemer.

Det er klart, at det er den franske færdselslov, der skal finde anvendelse, hvis to englændere er involveret i et trafikuheld i Frankrig - det er utænkeligt at mene, at en bilist, der kører i venstre side, har handlet korrekt. Nuvel, i anden del om det erstatningsansvar, der skal fastlægges, har jeg meget svært ved at forestille mig, at dommeren, hvis han er engelsk, vil acceptere at anvende de erstatningsbegrænsende regler, der findes i fransk ret, og at han ikke vil anvende de engelske retsregler.

Jeg mener derfor som tidligere nævnt, at dette arbejde blot er ved sin begyndelse. Hr. Frattini har henvist til en senere undersøgelse foretaget af Kommissionen - som der også henvises til i udkastet til forordning - nærmere bestemt rettens anvendelighed for domsmyndighederne. Efter min mening er anden del meget vigtig.

Vi, der har arbejdet med dette område, har set, at der er en generel tendens hos domstolene til at anvende deres egen ret, "værnetingsretten". Denne aftale eller denne forordning kan derfor ikke fortolkes uden at være opmærksom på, hvilken jurisdiktion der skal finde anvendelse på et givet tidspunkt.

Jurisdiktionen vil i stort omfang fastlægge den ret, der skal finde anvendelse, for dommerne plejer normalt at benytte sig af et hvilken som helst påskud. Her har vi f.eks. fjernet muligheden for at hjemvise sagen, men der udestår stadig hele spørgsmålet om den offentlige orden, som omhandler de forskrifter i den nationale lovgivning, som er indeholdt i udkastet til aftale.

Jeg tror derfor, at vi med udgangspunkt i det grundlag, at Parlamentet med stort flertal vil vedtage det forslag, som fru Wallis har forelagt for os, efter vedtagelsen heraf er nødt til at arbejde videre med spørgsmålet. Vi ser naturligvis meget frem til at modtage Kommissionens undersøgelser af sagen, især det vigtige spørgsmål om arbejdet med de mennesker, der skal anvende forordningen, nemlig dommerne. Vi spørger os selv, hvad der er dommernes holdning, og hvordan praksis med anvendelse af forordningen vil blive, for erfaringerne med de internationale aftaler og med staternes anvendelse af de internationale privatretlige regler viser os den generelle tendens til, at dommerne anvender deres egen nationale ret.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren og dem, der har bidraget til udkastet før os. Det er tydeligt, at selv en delvis harmonisering af bestemmelserne om tvister i forbindelse med forpligtelser uden for kontrakt vil have positiv indflydelse på Fællesskabets indre markeds funktion.

Harmonisering og regulering af principperne for proceduren i situationer, der opstår i en grænseoverskridende sammenhæng, vil gøre det muligt at henvise til et enkelt retsgrundlag, der er fælles for alle medlemsstater. Eksempler omfatter trafikulykker, illoyal konkurrence, skader på miljøet, behandlingen af fremmed ret og krænkelser af personlige rettigheder.

Det ville utvivlsomt forøge visheden om korrekt lovvalg og forventet udfald af tvister. Det vil også fremme anerkendelsen af domstolsafgørelser. Det bør dog understreges, at forordningen er et instrument under den internationale civilret. Den harmoniserer derfor ikke medlemsstaternes materielle ret. De bevarer fuld selvbestemmelse. Det, forordningen gør, er at harmonisere tvister under intern lovgivning. Forordningen vil sikre, at samme bestemmelser fra den nationale lovgivning anvendes i lignende sager, men vil ikke påvirke beslutninger om selve sagerne.

Hr. Medina Ortega har korrekt påpeget, at domstolenes beslutninger og sædvaner vil være det vigtigste element i denne sag.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 11. juli 2007.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Katalin Lévai (PSE), skriftlig. - (HU) Denne forordning er i sandhed et stort skridt fremad for Fællesskabets harmonisering. I et Europa, der står midt i en genforeningsproces, er det helt nødvendigt, at de juridiske fora altid anvender samme bestemmelser fra den nationale lovgivning i lignende sager, uanset hvilken national domstol sagen føres for. Dette tiltag styrker i væsentlig grad retssikkerheden for privatpersoner og virksomhedsaktører, der er involveret i grænseoverskridende retstvister, og forhindrer "forum-shopping" - dvs. sagsøgers mulighed for at anlægge sag i en hvilken som helst medlemsstat, han måtte ønske - samtidig med at det fastholder den nationale lovgivnings uafhængighed.

Jeg anser det for vigtigt, at vi lykkedes med sager om forsikringsdækning ved grænseoverskridende trafikulykker, og at sikre, at domstolene vil tage ofres faktiske omstændigheder i betragtning i forbindelse med udbetaling af erstatninger. Blot at vælge lovgivningen i det land, hvor ulykken fandt sted, kunne have ført til utilfredsstillende situationer på grund af de voldsomt forskellige erstatningsbeløb, der tildeles af de forskellige nationale domstole.

Den specifikke regel om illoyal konkurrence er meget vigtig for dommere og advokater. Samme regel begrænser også i vid udstrækning "forum-shopping".

Det er beklageligt, men af hensyn til et bredt kompromis er det acceptabelt at udelade bestemmelser om krænkelser af personlige rettigheder - særligt regler om injurier i pressen. Det er vores håb, at det også vil lykkes os at løse dette spørgsmål i forbindelse med evalueringen af forordningen.

Det er vigtigt at definere begrebet "skade på miljøet", som harmonerer med anden EU-lovgivning og i særdeleshed med direktivet om miljøansvar.

Alt i alt anser jeg den endelige tekst for at være et tilfredsstillende og afbalanceret kompromis.