Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 10. juli 2007 - Strasbourg

14. Udstationering af arbejdstagere (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Jan Andersson for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender til Kommissionen om udstationering af arbejdstagere (0-0041/2007-B6-0312/2007).

  Jan Andersson (PSE), ordfører. - (SV) Fru formand! Jeg tror, det var Jacques Delors, som sagde, at det indre marked for varer og tjenesteydelser aldrig vil kunne klare sig uden en stærk social dimension. Hvorfor sagde han det? Det handler om, at vi på det indre marked ikke skal konkurrere med hinanden med dårlige arbejdsbetingelser, lav løn osv. Hvorfor ikke det? Fordi de europæiske lønmodtagere aldrig ville acceptere en sådan politik. Flexicurity-debatten viser desuden, at vi ikke kan konkurrere med landene uden for EU med dålig løn og dårlige arbejdsbetingelser. Så kan vi heller ikke gøre det inden for EU.

Det er i det perspektiv, vi skal se udstationeringsdirektivet. Udstationeringsdirektivet er blevet udarbejdet for at sikre lønmodtagerne rimelige og gode arbejdsbetingelser: lønvilkår, arbejdstider og øvrige arbejdsbetingelser. Man har talt om minimumsregler, men hvis vi skal følge generaladvokatens udtalelse i Laval-sagen, så er der ikke bare tale om minimumsregler. Der er faktisk tale om normalregler. Så langt går generaladvokaten i sin udtalelse. Det er vigtigt for lønmodtagerne. Det er vigtigt for, at de skal få nogle gode betingelser, men det er også vigtigt for virksomhederne. Hvis vi ikke havde haft disse bestemmelser, havde det været til fordel for de virksomheder, som betaler dårlige lønninger, og de virksomheder, som har usle arbejdsbetingelser. Der havde ikke været konkurrenceneutralitet. Dette er vigtigt, både for lønmodtagerne og for virksomhederne.

Kommissionen har fortolket tingene. Jeg kan sige, at der er dele, vi er enige i, men der er også dele, vi er uenige i. Jeg begynder med de dele, vi er enige i. Der er brug for en bedre informationsudveksling mellem myndighederne i de forskellige medlemslande. De selskaber, der tilfældigvis har en virksomhed i et andet land, skal informeres betydeligt bedre om betingelserne i det pågældende land. Her er der meget, vi kan gøre i fremtiden.

Kommissionen har kigget på retspraksis og har indimellem foretaget nogle overfortolkninger, men indimellem også nogle rigtige fortolkninger. Hvad angår tredjelandsstatsborgere, har vi ingen holdning til Kommissionens fortolkning, men hvad angår en del andre punkter, har vi en anden opfattelse.

Lad mig komme med to eksempler. Det ene vedrører kravet om en repræsentant. Her har Kommissionen foretaget en overfortolkning af den eksisterende retsopfattelse. Det pågældende tilfælde handler om, at repræsentanten bliver tvunget til at være bosat i det land, hvor virksomheden udøves. Det krav stiller vi ikke. Det er derimod vigtigt, at landene kan stille krav om, at en repræsentant ikke er hvem som helst, men derimod virkelig har mandat til at tale på virksomhedens vegne. Det er vigtigt i mit land, hvor vi har kollektive aftaler. Men det er også vigtigt i andre lande ud fra et myndighedsperspektiv, af hensyn til arbejdsmiljøbetingelserne og andet. Man skal kunne stille krav til en repræsentant om, at den pågældende person har mandat til at tale på virksomhedens vegne.

Det andet eksempel vedrører social dokumentation. Der er nogle retssager, som man fra Kommissionens side henviser til. Det handler om Belgien og om, at man skal gemme dokumentationen i fem år. Det er urimelig lang tid. Det er jeg enig i. Men der er brug for dokumentation, som viser, hvilke lønmodtagere der er ansat og arbejder dér, og hvilken løn og hvilke arbejdstider de har. Der er uden tvivl brug for dokumentation i den periode, arbejdet udføres, og også i en rimelig tid efterfølgende. Vi ved jo, at der snydes meget på dette område, så der er behov for en rimelig tid efterfølgende.

Kommissionens fejl er, at den har overfortolket tingene i sin meddelelse. Man overfortolker retspraksis. Det er vigtigt med repræsentantkravet. Det er vigtigt med kravet om social dokumentation. Kommissionen siger, at vi ikke skal udfordre nogen arbejdsmarkedsmodeller i Europa. Det er en vigtig udtalelse, men det er faktisk præcis det, man gør, når man fremsætter kritik af de medlemslande, som stiller krav om repræsentanter og social dokumentation. Hvis man ikke får lov til at gøre det, bliver det jo umuligt at have et reguleret arbejdsmarked og umuligt at opretholde vores arbejdsmarkedsmodel. Så er det en anden model, vi taler om. Dette burde Kommissionen tage til efterretning. Selv Tyskland har fremsat præcis samme kritik som den, der kommer fra de nordiske lande.

Afslutningsvis vil jeg bare komme ind på et spørgsmål om balancen. Man burde også fremsætte kritik af de lande, som ikke har nogen kontroller overhovedet. Der findes lande, som ikke har kontroller i tilstrækkeligt omfang, hvilket betyder, at lønmodtagere måske arbejder under betingelser, som ikke opfylder kravene i udstationeringsdirektivet. Der burde fremsættes kritik af de lande.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Den 13. juni 2007 vedtog Kommissionen den endelige meddelelse som opfølgning på meddelelsen fra 2006, hvor den udtrykte sin fulde støtte til medlemsstaternes målsætning om at fjerne ulovlig praksis fra arbejdsmarkedet. Kommissionen anerkender, at nationale organer må udføre passende kontroller for at sikre, at tjenesteudbydere opfylder de nationale arbejdsbetingelser.

Ikke desto mindre indikerer vurderinger af fremskridtet siden 2006, som Kommissionen har udført på grundlag af informationer fra medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter på EU-niveau, at nogle foranstaltninger, som er gennemført i nogle medlemsstater, er uforholdsmæssige og overskrider grænsen for, hvad der er nødvendigt for at garantere en effektiv beskyttelse for udstationerede medarbejdere. Som det fremhæves i meddelelsen fra juni 2007, ser det ud til, at denne situation skyldes et ineffektivt samarbejde mellem de relevante organer i medlemsstaterne og utilstrækkelig adgang til informationer.

Kommissionen påpeger i sine meddelelser, at med hensyn til tjenesteydelsernes frie bevægelighed, som er fastlagt i EF-traktaten, kan der kun indføres regler som følge af tungerevejende offentlige hensyn, f.eks. beskyttelse af arbejdstagere, og disse begrundelser skal være rimelige. Vi skulle vurdere fra sag til sag, om bestemte nationale foranstaltninger kan opfattes som begrundede og rimelige - f.eks. kravet om at have en repræsentant, som er bosiddende i værtslandet, eller forpligtelsen til at opbevare visse bilag i forbindelse med sociale forhold og arbejdsforhold i værtslandet til kontrolformål.

Kommissionen ser meget nøje på situationen i hver enkelt medlemsstat, så den kan afgøre, om der er kontrolforanstaltninger, som må vurderes som uberettigede og urimelige. Hvor det er nødvendigt, vil Kommissionen indlede sager om manglende overholdelse af forpligtelser, så fællesskabsretten kan håndhæves.

Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen også undersøger, om foranstaltninger vedtaget af de enkelte medlemsstater er passende og effektive. Hvis ikke, vil den gå frem på samme måde, for målet er at beskytte arbejdstagerne effektivt uden at hindre det indre marked.

Kommissionen har i øjeblikket ikke i sinde at udsende yderligere retningslinjer. Den endelige afgørelse af, om de nationale foranstaltninger er i overensstemmelse med bestemmelserne, ligger hos Domstolen, som allerede har truffet en række afgørelser, og hverken hos Kommissionen eller Parlamentet.

Hvad angår samarbejdet om informationer, har Kommissionens kontroller vist, at der er sket en opmuntrende forbedring. Det er imidlertid vigtigt, at der sker yderligere forbedringer. Kommissionen foreslår derfor, at vi forbedrer og styrker det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne, især for at føre andre interesserede parter sammen - særligt arbejdsmarkedets parter - som spiller en vigtig rolle i forbindelse med at overvåge, at reglerne overholdes.

En vurdering af håndhævelsesforanstaltningerne viser, at selv om gennemførelsen af direktivet ikke har ført til mange formelle klager eller retssager, så er der nogle problemer, som kræver nærmere overvejelse, f.eks. effektiviteten af den grænseoverskridende håndhævelse af sanktioner eller beskyttelse af arbejdstagerne i sager med flere underentreprenører. Kommissionen vil gerne inddrage arbejdsmarkedets parter og medlemsstaterne i dette arbejde.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at meddelelsen fra juni 2007 viser, at Kommissionen principielt ikke på nogen måde ønsker at undergrave de forskellige arbejdsmarkedsmodeller i medlemsstaterne eller den måde, medlemsstaterne organiserer deres arbejdsmarkedsforhold og kollektive forhandlinger på. Det er naturligvis Kommissionens opgave at garantere, at EF-lovgivning bliver nøje overholdt, og i tilfælde, hvor der er vedtaget urimelige foranstaltninger, som ikke fører til beskyttelse af arbejdstagerne, men snarere til restriktioner for friheden til at yde tjenesteydelser på det indre marked, kan Kommissionen skride ind som fastlagt i traktaten.

  Philip Bushill-Matthews, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! En af udfordringerne ved at forsøge at fremsætte en mundtlig forespørgsel med et umiddelbart efterfølgende beslutningsforslag inden for meget kort tid er at få det til at afspejle alt det, vi gerne vil have det til. Efter min mening har det store hastværk ved denne lejlighed, som måske ved andre lejligheder, betydet, at vi ikke alle er enige i formuleringen af samtlige detaljer i beslutningsforslaget. Dette er ikke ment som en kritik af de politiske modstandere i den anden side af Parlamentet. Det er blot tænkt som en kommentar eller en erklæring om, hvor det er.

Jeg vil gerne tilføje følgende spørgsmål, helt uofficielt uanset Kommissionens svar og behandling heraf. Hvis det nuværende direktiv ikke er blevet gennemført tilfredsstillende af medlemsstaterne, vil Kommissionen så ikke være så rar at bruge lidt mere tid på at forstå hvorfor? Er der nogle iboende problemer i direktivet? Er der nogle områder, hvor medlemsstaterne stadig har problemer med det? Så i stedet for blot med magt at sige, at "direktivet er direktivet er direktivet, og derfor skal I gennemføre det omgående", beder jeg om, at man lytter lidt mere, for jeg er sikker på, at vi kan lære noget. I princippet ønsker vi alle et direktiv på området, så der skabes klarhed.

Det sidste, jeg vil sige, kommer helt sikker fra denne side af Parlamentet. Vi er interesseret i at hjælpe arbejdstagerne med at blive udstationeret. Vi ønsker selvfølgelig, at de har sikre arbejdsforhold, men vi ønsker også at fremme deres mobilitet. Vi ønsker ikke at bruge dette som en protektionistisk anordning, der forhindrer arbejdstagerne i at blive udstationeret.

  Anne Van Lancker, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! Min gruppe modtager Kommissionens nye meddelelse med blandede følelser. På den ene side er det naturligvis positivt, at Kommissionen fortsat vil lægge vægt på at få gennemført direktivet om udstationering af arbejdstagere, for vi modtager næsten hver uge meldinger om nye tilfælde af social udbytning af udstationerede arbejdstagere. Og det har i øvrigt også i høj grad sat arbejdsvilkårene i vores lande under pres. Men på den anden side er det mit klare indtryk, at Kommissionen stadigvæk ikke har fundet balancen mellem dels at sikre friheden til at yde tjenester og dels at beskytte arbejdstagerne.

Det står dog klart, hr. kommissær, at flere af de kontrolforanstaltninger, der indføres i medlemsstaterne, såsom krav om opbevaring af dokumenter på arbejdsstedet, krav om udstationeringserklæringer eller tilstedeværelse af en befuldmægtiget repræsentant, er afgørende elementer for at kunne sikre udstationerede arbejdstageres arbejdsvilkår.

Det står endvidere meget klart, hr. kommissær, at medlemsstaterne kun kan have tillid til deres egne, nationale foranstaltninger, da det yderst nødvendige samarbejde mellem de forskellige landes myndigheder og adgang til de nødvendige oplysninger er så godt som ikkeeksisterende, ligesom internationale ordninger til gennemtvingelse af foranstaltningerne simpelthen ikke virker. Ikke desto mindre antydes det i meddelelsen, at mange af disse foranstaltninger ikke er forenelige med fællesskabsretten, og De truer sågar med at indlede en overtrædelsesprocedure, endnu inden man har taget de yderst nødvendige skridt til at sikre informationsflowet, inden man har fået samarbejdet mellem medlemsstaterne til at virke fuldt ud og har etableret et effektivt sanktionssystem.

Min gruppe hilser naturligvis Kommissionens planer om at nedsætte et permanent udvalg på højt plan, som skal bistå medlemsstaterne i forbindelse med deres udbygning af samarbejdet, velkommen. Administrativt samarbejde er imidlertid ikke tilstrækkeligt, hr. kommissær. Vi anmoder også om en europæisk platform for grænseoverskridende samarbejde mellem medlemsstaternes ansvarlige tilsynsmyndigheder. Så længe dette aspekt ikke er på plads, mangler man et afgørende instrument for at sikre, at direktivet om udstationering af arbejdstagere efterleves.

  Anne E. Jensen, for ALDE-Gruppen. - Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen.

Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer.

Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god idé, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces.

I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret.

Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden.

Og det var de bemærkninger, jeg havde.

  Elisabeth Schroedter, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær! Denne diskussion er også en advarsel. Hvis denne meddelelse skulle være endnu et forsøg på at indføre de slettede artikler 24 og 25 i det oprindelige servicedirektiv igen ad bagdøren, så siger Parlamentet klart nej! Udstationeringsdirektivet skal beskytte arbejdstagerne, og dette beskyttelsesmål bliver der ikke rørt ved!

I forbindelse med udstationeringsdirektivet gælder det lokale princip, og det betyder også, at alle foranstaltninger fra medlemsstaternes side, som beskytter de udstationerede arbejdstagere på arbejdsstedet og garanterer deres rettigheder, er legitime og ønskede. Udstationeringsdirektivet er en lov for det frie indre marked for tjenesteydelser. Denne frihed gælder imidlertid ikke for enhver pris. Det er ikke noget carte blanche for social dumping.

Jeg er led og ked af at diskutere, om det teoretisk er muligt at fremskaffe dokumentation for en retfærdig lønudbetaling på to eller fire uger i oprindelseslandet. Situationen på de store og små byggepladser i Europa taler et andet sprog. Hvis der ikke er mulighed for at kontrollere lønsedlerne på stedet, udvides spillerummet for kriminelle fiksfakserier markant.

Det vil De ikke tage ansvaret for? Prøv at gå ud på byggepladserne, før De foretager Dem yderligere! Prøv at se, hvordan arbejdstagerne bliver snydt for deres retfærdige løn, og hvordan konkurrencen bliver forvredet på grund af social dumping. Samme løn for samme arbejde samme sted - det skal fortsat være det princip, der gælder her!

  Mary Lou McDonald, for GUE/NGL-Gruppen. - (EN) Fru formand! For det første skal vi huske på, at udstationeringsdirektivet drejer sig om arbejdstagernes rettigheder, og det fastsætter minimumsstandarder med hensyn til løn, ferie, arbejdstid m.v. Uden direktivet er arbejdstagerne udsat for alle former for misbrug via postboksfirmaer og proforma selvstændig virksomhed, hvilket nogle arbejdsgivere ikke har været sene til at udnytte.

Jeg synes dog, at Kommissionen i sit arbejde prioriterer fjernelsen af hindringer for ydelse af tjenesteydelser og forsøger at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt. Jeg synes, at det beslutningsforslag, der hænger sammen med denne mundtlige forespørgsel, er et tilbageskridt med hensyn til Parlamentets nuværende holdninger, som for nylig er kommet til udtryk i Schroedters betænkning. Sagen er, at Kommissionen ikke har håndhævet direktivet, og at mange medlemsstater ignorer bestemmelserne heri. Man bør ikke forsøge at knibe uden om den manglende succes ved at bruge argumenter om proportionalitet eller protektionisme. Da Parlamentet vedtog servicedirektivet, blev de af os, der var bekymrede over dets indvirkning på arbejdstagernes rettigheder, forsikret om, at en ordentlig håndhævelse af udstationeringsdirektivet ville gøre vores bekymringer til skamme. Det er ikke sket, og Kommissionen har ikke håndhævet dette direktiv ordentligt. Det har betydet, at mange arbejdstagere befinder sig i en udsat situation uden de nødvendige minimumsstandarder til at undgå udnyttelse og misbrug.

  Thomas Mann, (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Den 13. juni meddelte Kommissionens generaldirektorat for beskæftigelse, at nogle medlemsstater ikke gennemfører udstationeringsloven korrekt. Tyskland er et af dem. Tyskland bliver bebrejdet at være for skrap med kontrollen og dermed udstøde arbejdstagere fra andre medlemsstater. Det er en provokation! Fra en kommissær, som jeg ellers sætter stor pris på på grund af hans afbalancerethed, håber jeg på en mere differentieret holdning.

Samarbejdet mellem udsendelseslande og optagelseslande er ganske vist vigtigt, men det kan på ingen måde erstatte en effektiv kontrol. Vores fælles mål må dog være at sikre beskyttelsen af arbejdstagerne, at forhindre social dumping, og at opdage sort arbejde og straffe det. Det kan man imidlertid kun sikre, hvis vi har kendskab til vigtige dokumenter, og det skal være på værtslandets sprog. Disse skal være i orden: ansætteleskontrakter, lønafregninger, dokumentation for arbejdstiden. Domstolens generaladvokat støtter denne opfattelse. Kontrollørerne har nemlig tilsyneladende store problemer med dokumenter, som ikke er affattet på det lokale sprog.

For det andet er det for at kunne tilsende rykkere korrekt nødvendigt, at modtageren kan dokumentere en adresse i Tyskland og ikke en lyssky postboksadresse i udlandet, som kun er valgt ud fra det kriterium, at den skal være så vanskelig som muligt at finde. I øvrigt skal alle udpege en officiel fuldmægtig, her kan han vælge, hvem han vil. Som adresse gælder i øvrigt også arbejdspladsen. Det mener jeg er en fair fremgangsmåde.

Truslen om at anlægge sag om overtrædelse af traktaten er en stor provokation! I EU skal det gå rigtigt til, hr. kommissær, især med kontrollerne! Hr. kommissær Špidla, jeg beder Dem bevare balancen og konduiten, sådan som vi er vant til fra Deres side!

  Jean Louis Cottigny (PSE). - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er en af dem, som mener, at udstationering af arbejdstagere åbner muligheder for Den Europæiske Union og dens borgere. Muligheder både i økonomisk forstand og i forbindelse med styrkelsen af den europæiske idé. De arbejdstagere, som udstationeres i Europa, er først og fremmest europæere, og de skal behandles som sådanne, hvilket efter min mening vil sige, at der for det samme job på det samme område ikke må ske forskelsbehandling.

Et af de problemer, som direktiv 96/71/EF skaber i dag, er, at på grund af manglende harmonisering af de nationale ordninger på det arbejdsretlige område og de forskelligheder, der findes mellem nye og gamle medlemsstater på området, rejser der sig en frygt for, at dette direktiv vil åbne op for voldgifter mellem medlemsstaterne og blive forbundet med "social dumping". Jeg siger det igen: Det er fra toppen af, at det sociale Europa skal bygges, og ikke ved at ødelægge de opnåede sociale resultater, hvilket nogle her gerne så. Som bevis herfor kan jeg nævne visse ændringsforslag, som er fremsat til denne betænkning om modernisering af arbejdsretten.

På dette område råder jeg dem til ikke at lege alkymister med risiko for pludselig at stå over for ukontrollerbare sociale konflikter. Efter min mening skal medlemsstaterne for at undgå disse faldgruber være i stand til fortsat at kunne bevare nogle restriktioner, og når de modtager udstationerede arbejdstagere, skal de kunne fastsætte visse betingelser. Jeg mener navnlig, at udstationerede arbejdstagere skal have autoriserede repræsentanter, der er uafhængige. De skal kunne fremlægge relevante oplysninger om arbejdstimer og om sundhed og sikkerhed i forbindelse med arbejdet, så de kan garanteres beskyttelse. Udstationerede arbejdstagere skal indgive en forhåndserklæring, som giver arbejdsmarkedets parter i de modtagerlande, hvor lønningerne fastsættes ved fælles overenskomstforhandlinger, mulighed for at gøre sig gældende og forhandle direkte med den virksomhed, som de udstationerede arbejdstagere kommer fra.

Vi skal imidlertid gå endnu længere på dette område og bl.a. nærmere overveje fastsættelsen af en europæisk minimumsløn. Vi skal have politisk vilje til at samle os om et minimumsniveau for sociale rettigheder, der gælder i hele EU. Det er gennem sådan praksis, at vi kan bevæge os mod et socialt Europa, et forenet Europa, et arbejdstagernes Europa, som vi alle ønsker.

  Evelyne Gebhardt (PSE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær! Da vi diskuterede servicedirektigvet, sagde vi meget klart og entydigt, at servicedirektivet på ingen måde må berøre de sociale rettigheder i medlemsstaterne. Derfor pillede vi de berømte artikler 24 og 25 ud af servicedirektivet, fordi disse rettigheder ikke må blive ødelagt ad bagdøren.

Vi var også enige om, at udstationeringsdirektivet måtte ændres, hvis der var problemer, så uklarheder bliver fjernet. Jeg vil gerne minde om dette kompromis, som også Kommissionen stemte for i sin tid, og jeg vil også gerne bede om denne tilslutning igen.

Jeg er enig med Dem i, hr. kommissær, at myndighedernes manglende eller dårlige samarbejde er en af hovedårsagerne til, at vi har disse problemer med udstationeringsdirektivet. Tror De virkelig, at det manglende samarbejde vil blive bedre, hvis man afskaffer kontrolmulighederne, dokumentationen og alle de ting, som er nødvendige for kontrollen? Tværtimod! Manglende dokumentation parret med dårligt samarbejde mellem myndighederne vil føre til ren social dumping. Er det det, De ønsker? Det tror jeg ikke!

Lad os derfor i fællesskab arbejde for at forbedre forvaltningssamarbejdet og for at åbne markederne for tjenesteydelser og markederne for arbejdstagere på et så højt socialt niveau som muligt. Så gør vi noget positivt for Europa, dvs., vi retter os ikke destruktivt mod medlemsstaterne, men forsøger positivt at opnå løsninger, som virkelig kan betyde fremskridt i denne sag. Det er den vej, vi bør gå. Ellers vil vi ikke opnå noget af det, vi faktisk ønskede.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg er skuffet over, at kommissær Špidla i dag har fortalt os, at han ikke vil foreslå en ny meddelelse om dette spørgsmål.

Hvis de europæiske arbejdstagere skal kunne flytte fra medlemsstat til medlemsstat, uden at det giver anledning til, at man vælger den laveste fællesnævner, må vi sikre, at loven er klar, at reglerne anvendes ens i hele EU, og at de gennemføres fuldt ud. I sin nuværende form lever udstationeringsdirektivet ikke op til disse kriterier, og det samme gælder de retningslinjer, som Kommissionen offentliggjorde for blot et år siden. På nuværende tidspunkt er det nødvendigt, at Kommissionen insisterer på, at dokumenterne opbevares i den medlemsstat, hvor en arbejdstager er udstationeret, og vi er nødt til at insistere på, at der er en identificerbar arbejdsgiver, som har det juridiske ansvar for at overholde loven. Selv det vil ikke være tilstrækkeligt, medmindre alle medlemsstaterne indfører overholdelsesmekanismer og alvorlige sanktioner for overtrædelse af loven.

Vi kan ikke komme videre med spørgsmål som f.eks. flexicurity og reformer af arbejdsretslovgivningen, medmindre vi f.eks. tager os af arbejdstagernes sikkerhed på området. Arbejdstagerne i Europa vil ikke acceptere en forringelse af deres rettigheder eller den laveste fællesnævner. Vi vil ikke vedtage nogen lovgivning her i Parlamentet, som forringer arbejdstagernes rettigheder på nogen måde, medmindre de kan se, at det indebærer fordele for dem ved at forhindre, at man vælger den laveste fællesnævner. Jeg synes, at Rådet og Kommissionen handler utroligt kortsigtet på dette område, og det er helt uforklarligt, hvis de seriøst ønsker at skabe et socialt EU.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne præcisere, at korrekt gennemførelse af udstationeringsdirektivet under ingen omstændigheder er en bagdør, gennem hvilken vi forsøger at svække beskyttelsen af arbejdstagerne på det europæiske arbejdsmarked. Tværtimod vil korrekt gennemførelse af direktivet føre til en effektiv beskyttelse af arbejderstagerne, og det er meget vigtigt. Det passer overhovedet ikke, at Kommissionen lægger restriktioner på kontrolorganerne. Jeg vil gerne sige meget kategorisk, at enhver foranstaltning, som en medlemsstat finder nødvendig, og som er rimelig i forhold til målet, naturligvis vil være korrekt og anvendelig.

Jeg må også påpege, at beslutningen om dette direktiv ikke blev taget i noget elfenbenstårn, og det gjorde beslutningen om meddelelsen heller ikke - det er blevet diskuteret ved utallige lejligheder med arbejdsmarkedets parter. Jeg tror, at når det gælder om at gennemføre love, så ved vi alle, hvor grænsen går mellem tilfælde, hvor loven bliver et spørgsmål om rent bureaukrati og forfejler sine mål, og på den anden side tilfælde, hvor den fører til forskellige og forkerte mål. Kontrollerne skal derfor være grundige og effektive, men inden for rammerne af en anvendt metode, for direktivet og loven generelt giver ikke lov til alting. Det er med andre ord ikke alt, der er acceptabelt - kun det som falder inden for lovens rammer, og som er effektivt og forholdsmæssigt.

Med hensyn til at ændre direktivet, som det er blevet foreslået, vil jeg gerne sige, at Parlamentet selv har haft dette spørgsmål oppe mindst to eller tre gange tidligere, og det samme har arbejdsmarkedets parter, og der blev ikke formuleret nogen fremherskende holdning, som kunne føre til en væsentlig ændring af direktivet. Tværtimod gik de formulerede udtalelser altid ind for at forbedre samarbejdet og gennemførelsen. Jeg vil også gerne påpege, at gennemførelsen påhviler medlemsstaterne, og Kommissionen har ansvaret for at sikre, at gennemførelsen sker inden for EU-lovgivningens rammer. Den er også forpligtet til at bruge de retslige midler, den har til rådighed. I denne henseende kontrollerer Kommissionen naturligvis situationen på arbejdsmarkederne i de enkelte medlemsstater og går velovervejet frem, som den skal ifølge loven.

Det er naturligvis yderst vigtigt at forbedre det administrative samarbejde. Det er også vigtigt at forbedre samarbejdet mellem de enkelte overvågningsorganer i medlemsstaterne, og Kommissionen vil fortsætte med at arbejde i denne retning. Hvis det viser sig i senere debatter, at der er grund til at udvide loven, vil det bestemt blive taget op og diskuteret grundigt. I øjeblikket giver hverken den indledende politiske debat i Parlamentet eller debatten med arbejdsmarkedets parter grund til at mene, at det ville være rigtigt at tage nye lovgivningsinitiativer på dette område.

Mine damer og herrer! Jeg må endnu en gang understrege, at formålet med dette direktiv er at beskytte arbejdstagerne effektivt, og alle kontrolforanstaltninger, som bidrager til en effektiv beskyttelse, vil være passende. Medlemsstater, som ikke udfører en effektiv kontrol, overtræder direktivet. Det er klart, at kontrol på alle områder skal udføres på en rimelig måde, i lovens forstand, og vi diskuterer ofte, hvad der er rimeligt. Domstolen i Luxembourg har myndighed til at afgøre sådanne tvister mellem europæiske institutioner.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen findere sted i morgen den 11. juli 2007.

(1) Se protokollen.