Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 11. juli 2007 - Strasbourg

13. Euroområdet (2007) - Den Europæiske Centralbank (2006)(fortsat) (fortsat forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om Euroområdet (2007) - Den Europæiske Centralbank (2006).

  Andrea Losco, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, hr. Trichet, hr. Juncker, mine damer og herrer! Europa-Parlamentet kan med tilfredshed sige, at euroområdet er en vigtig stabilitetsfaktor i den globale økonomi.

Som ordførerne hr. Rosati og hr. Mitchell allerede så glimrende har gjort rede for i denne anden betænkning, kan Parlamentet konstatere en ubestridelig forbedring af konjunkturen i 2006, der gav anledning til positive ændringer med hensyn til den økonomiske vækst og navnlig med hensyn til beskæftigelsen, eftersom der blev skabt hele 2 millioner nye arbejdspladser, sådan som man allerede har været inde på. Det er en positiv tendens, som medlemsstaterne i euroområdet har været i stand til at skabe takket være en sund og forsigtig skattepolitik og de foranstaltninger, der er blevet truffet for at foretage de nødvendige strukturreformer, som også skyldes den større indbyrdes afhængighed, euroområdet kræver af medlemsstaterne.

Alligevel er vi nødt til at stille os selv nogle spørgsmål, og det vigtigste af disse spørgsmål fremgik af kommissær Almunias redegørelse: Hvordan opfatter borgerne denne positive konjunktur? Hvad er fordelene for de enkelte borgere? Når man ser bort fra de officielle data, er befolkningen desværre endnu ikke rigtigt klar over de konkrete konsekvenser. Vi må notere os, at de gentagne anmodninger om lønmoderation, som på visse betingelser utvivlsomt er begrundede set ud fra et økonomisk synspunkt, i virkeligheden befinder sig langt fra de enkelte borgeres dagligdag, og derfor er det klart, at der i øjeblikket er nogle lande med stærke sociale spændinger - herunder Italien - som reelt har vanskeligt ved at bruge hele den supplerende indtægt på en reduktion af gælden.

Derfor tror jeg, at vi med respekt for de forpligtelser, som vi har indgået på mellemlang sigt, skal tage en udfordring op, nemlig hvordan vi kan gøre økonomiens strenge regler forenelige med behovet for social retfærdighed.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg tager ordet under denne forhandling for at tage to emner op.

For det første skal vi med tilfredshed bemærke, at 2006 var et usædvanligt godt år for landene i euroområdet. BNP steg med 2,7 % sammenlignet med 1,4 % i 2005, og arbejdsløsheden lå på 7,6 %, hvilket var det laveste i 15 år. Disse resultater blev skabt på baggrund af en inflation, der har holdt sig på stabile 2,2 % siden 2005, samt et reduceret underskud på de offentlige finanser. Det er imidlertid forvirrende, at disse tal konsekvent er dårligere end væksten, arbejdsløsheden, inflationen og underskuddet på de offentlige finanser i de tre lande uden for euroområdet, nemlig Det Forenede Kongerige, Sverige og Danmark. De sakker også agterud i forhold til de årlige tal fra den amerikanske økonomi.

For det andet er begge betænkninger fulde af tal, og vi har koncentreret os om disse. Det er imidlertid ikke alle, der tillægger tallene den største betydning. Den nyvalgte franske præsident sagde i et interview, at økonomisk vækst og fuld beskæftigelse er så vigtigt, at statsoverhovederne bør behandle dem direkte, og at euroens usædvanlige styrke som følge af Den Europæiske Centralbanks seneste rentestigninger skader de europæiske eksportører. Ud over denne diagnose ønsker den franske præsident også at sænke skatten og øge budgetunderskuddet for at styrke den økonomiske vækst og sænke arbejdsløsheden fremover.

Jeg er næsten færdig. Men jeg har ikke hørt nogen kritik fra hverken formanden for den europæ...

(Formanden afbrød taleren)

  Alain Lipietz, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Først vil jeg gerne sige til hr. Juncker, at han ikke skal blive fornærmet over det beskedne fremmøde her i Europa-Parlamentet. Personligt var jeg gerne blevet i mit kontor for at have fornøjelsen af at kunne se ham i et nærbillede på mit fjernsyn. Forhandlingsforholdene i dette lokale er temmelig vanskelige.

Først og fremmest vil jeg udtrykke min glæde over, at Mitchell-betænkningen er meget i tråd med de forhandlinger, som hele Økonomi- og Valutaudvalget har afholdt i adskillige år. For første gang har vi nu en relativt enstemmigt vedtaget betænkning, der vil sætte os i stand til at nå til enighed om punkter, der tidligere gjorde os uenige.

For det første er der tanken om, at strukturreformerne kan gennemføres og øge den potentielle vækstrate sammenlignet med den, vi havde i 1990'erne, og at de måske allerede har øget den.

For det andet er der den eksplicitte bekræftelse af, at arbejdsmarkedsreformerne ikke vedrører en betingelsesløs løntilbageholdenhed, men snarere, som hr. Juncker sagde, et mådehold, der står i forhold til en produktivitetsforøgelse, der skabes ved hjælp af forbedret humankapital, uddannelse og forskning og ikke ved hjælp af en reduktion af de sociale garantier.

Som et tredje store fremskridt i hr. Mitchells betænkning er spørgsmålet om traktatens artikel 111 endelig blevet ordentligt behandlet. Det er Rådets ansvar at fastsætte valutakurspolitikken. Jeg vil sige til hr. Juncker, at han også skal lytte til det, som hr. Gallois siger om Airbus' konkurrenceevne. Man kan ikke sige, at der er ét land, der har særligt svært ved at tilpasse sig de aktuelle valutakurser.

I afsnit 10 i beslutningen af hr. Mitchell opfordrer vi hr. Juncker til at nå til enighed med hr. Almunia, hvilket vil glæde os.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Jacky Henin, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Fru formand! Det er ikke forvaltning, EU har brug for, men en politisk indsats vedrørende dets økonomier for at fremme en form for vækst, der skaber stabile samt først og fremmest vellønnede job. Den Europæiske Centralbank er skadelig, fordi dens eneste mål er den lavest mulige inflation, hvor den burde medtage strukturpolitiske elementer, som f.eks. vækst, sådan som den amerikanske centralbank gør.

Indførelsen af euroen uden en samtidig implementering af et forbundsbudget på niveau med de berørte medlemsstater har resulteret i en overdragelse af devalueringsinstrumentet uden indførelse af andre beskyttelsesmetoder. Ud fra dette synspunkt er dollarens undervurdering et våben til masseødelæggelse af Europas industrielle kapacitet, og Deres selvtilfredse indlæg kan ikke skjule de eksorbitante og utålelige omkostninger ved euroens overvurdering. Europas arbejdstagere og borgere betaler en meget høj pris for denne fejl.

Euroområdet kan ikke længere fungere i sin nuværende tilstand. Vi skal hurtigst muligt ændre Den Europæiske Centralbanks vedtægter samt selve organiseringen af euroen. Vi skal hurtigst muligt ty til toldmæssig beskyttelse. Det er på tide, at vi indfører industripolitikker, der beskytter den europæiske befolknings vitale interesser, muliggør jobskabelse og beskytter de europæiske arbejdstageres fælles interesser.

  John Whittaker, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Den økonomiske vækst er højere, arbejdsløsheden er lavere, de offentlige underskud mindskes lidt, men nu hører vi bekymring over, at denne vækst kan trues af euroens stærke værdi i forhold til udlandet. Selv om hr. Juncker ikke deler denne bekymring, har hr. Sarkozy og andre krævet en aktiv styring af kursen. Hr. Mitchell gør i sin betænkning opmærksom på de regler, som giver medlemsstaterne ansvaret for kurspolitikken og kræver, at finansministrene i euroområdet koordinerer deres indflydelse på kursen i Den Europæiske Centralbank.

Det hedder videre i betænkningen, at dette ikke må undergrave ECB's uafhængighed og evne til at bruge renten til at styre inflationen. Vi kan tilsyneladende ikke forstå, hvordan det fungerer. Euroens værdi kan kun sænkes, hvis ECB sænker renten. Men så ville banken gå bort fra sin målsætning vedrørende inflationen. I denne tid med frie kapitalstrømme er det ikke muligt på samme tid at styre inflationen og kursen.

Der er naturligvis en anden måde, og det er at indføre kurskontrol. Det er måske i virkeligheden det, de tænker på. Det ville stemme overens med hr. Sarkozys bemærkninger om et forsvar for fransk protektionisme, og det ville også være katastrofalt for markedsøkonomierne i euroområdet.

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Fru formand! Jeg vil gerne understrege, at variationer i inflationsraten primært skyldes strukturelle faktorer og ikke usunde politikker.

Der har været en dobbelt stigning i lønningerne i de nye EU-medlemsstater, og andelen af energi- og råvareintensivt output i disse lande er større end i de mere udviklede stater i euroområdet. Samtidig er en stor andel af det energi- og råvareintensive output bestemt til euroområdet. Af sådanne årsager er de nye medlemsstater mere udsatte for prissvingninger på energi og råvarer. Af samme grund tjener de som en stødpude, der absorberer prismæssige indvirkninger på staterne i euroområdet. Det inflationsmæssige pres i de nye medlemsstater kan imidlertid også skyldes høj vækst, stigende produktivitet og det faktum, at landene bringer sig på niveau med standarderne i de mere udviklede lande.

Det er trods alt et af formålene med et EU-medlemskab.

Jeg støtter derfor kravet om en revision af konvergenskriterierne specielt med hensyn til inflation, så de ikke bliver brugt som instrumenter til at skabe nye skel i Europa.

  Cristóbal Montoro Romero (PPE-DE). - (ES) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Den Europæiske Centralbank, hr. formand for Eurogruppen! Jeg vil begynde med at lykønske hr. Rosati og i særdeleshed hr. Mitchell for deres fremragende betænkninger.

Efter min mening befinder vi os for øjeblikket i en økonomisk lovende situation i Europa. Vi har endelig fået vækst i produktionen og den økonomiske aktivitet. Dette giver sig udslag i nye beskæftigelsesmuligheder, samtidig med at vi har en moderat inflation.

Nuvel, det store spørgsmål er at konsolidere denne økonomiske vækst, og vores institutionelle problemer er også afhængige af, at det lykkes. Den tvivl, der kommer til udtryk i betænkningerne, er, om vi står over for et konjunkturmæssigt opsving, eller om vi står over for en mere grundlæggende økonomisk bevægelse.

I denne forbindelse kan vi ikke stille os tilfreds med, at Europa har en potentiel vækst på 2 %. Vi skal blive ved med at synkronisere vækstrytmerne landene imellem, og vi skal kort sagt sikre, at der skabes mere beskæftigelse og flere små og mellemstore virksomheder.

På dette område bør Den Europæiske Centralbank også følge anbefalingerne i hr. Mitchells betænkning, dvs. udvise omtanke i forbindelse med rentestigninger, for den bør ikke foregribe de beslutninger, som regeringerne skal tage, samt vedtage reformer og beslutninger, der meget mere målrettet bekæmper protektionismen. Det store problem, vi reelt står med i Europa, er denne protektionistiske retorik, som går imod integrationsånden i Europa.

Vi befinder os kort sagt i en økonomisk positiv situation, som vi skal bruge til at sikre, at væksten fortsætter, og at de europæiske borgere identificerer euroen som en af deres kilder til velfærd, fremgang og ikke mindst nye beskæftigelsesmuligheder.

  Ieke van den Burg (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg vil bruge min korte taletid til på PSE-Gruppens vegne at udtrykke støtte til stabilitets- og vækstpagten - det er nødvendigt at gentage mange gange - og især til reformen af pagten. Vi har gjort den mere intelligent for at tage hensyn til den økonomiske cyklus og udvikling. Det er noget, der skal gennemføres ordentligt og ikke bevidst, som det er tilfældet nu. Derfor glæder det mig, hvad hr. Juncker og hr. Almunia sagde, og det er godt, at vi også siger dette på vegne af min politiske gruppe.

Jeg gør opmærksom på to specifikke spørgsmål, og jeg vil gerne høre reaktionerne fra Dem alle tre, som jeg glæder mig over at se sammen til denne forhandling. Det ene handler om løntilbageholdenhed. Vi støtter princippet om, at løntilbageholdenhed skal være knyttet til produktivitetsvæksten, og sådan har det været i over 10 år. Men nu er tiden inde til at finde en ny balance for resultaterne af væksten, og hvor vi ser, at lønningerne halter bagud og udgør en mindre del af BNP, er tiden også kommet til at finde en ny balance her. Det vil jeg gerne høre nogle kommentarer til. Jeg ved, at hr. Juncker og hr. Almunia har sagt noget i samme retning. Især vil jeg opfordre formanden for ECB til at kommentere dette spørgsmål.

Det andet spørgsmål, jeg vil komme ind på, handler ikke om kun hedge funds, men også om artikel 19 i hr. Mitchells betænkning om omstrukturering af virksomhedernes gæld. Det er af stor betydning for økonomisk stabilitet, og jeg vil gerne spørge Dem om, hvordan De vurderer dette, og hvordan vi skal håndtere dette emne.

  Olle Schmidt (ALDE). - (SV) Fru formand! Jeg vil gerne indlede med at takke de to ordførere for et godt stykke arbejde. ECB udfører sine opgaver godt. Selv om bølgerne i diskussionen ikke sjældent går højt, lykkes det altid Jean-Claude Trichet at berolige folk med en sprogbrug, der er en diplomat værdig. ECB er blevet betydeligt mere åben og mere gennemsigtig end tidligere, men Parlamentet fastholder sit krav om, at protokollen skal offentliggøres. Det fungerer fint for andre centralbanker og ville give ECB yderligere styrke og anseelse. Vi gentager også vores ønske om en mere åben procedure til valg af ECB's direktion.

At værne om ECB's uafhængighed og støtte målet om prisstabilitet er af største betydning. Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa giver ECB, Jean-Clude Trichet og Jean-Claude Juncker sin fulde støtte i dette meget centrale anliggende. Vi ved, at en fast stabilitetspolitik er en grundlæggende forudsætning for et voksende Europa.

Desværre er vi flere, som er bekymrede over, at det skingre tonefald i den franske præsidentvalgkampagne kommer til at fortsætte. Mandagens møde i Bruxelles mindsker ikke denne bekymring. Den findes også i udvalget, selv om Jean-Clude Juncker forsøger at berolige os, og den kan også høres i forhandlingen her i dag, hvor vi har en vidtspændende diskussion. Betænkningen indeholder formuleringer, som kan tages til indtægt for, at man kan sætte spørgsmålstegn ved ECB's uafhængighed og give banken mulighed for større politisk indblanding. Det afviser vi. Jeg tænker her på formuleringerne i punkt 10, som henviser til, som Benoît Hamon siger, traktatens artikel 111. Det ville være yderst ulykkeligt, hvis vores betænkning noget sted kunne opfattes, som om vi sætter spørgsmålstegn ved ECB.

  Wiesław Stefan Kuc (UEN). - (PL) Fru formand! De gode makroøkonomiske resultater i landene i euroområdet bekræfter Den Økonomiske og Monetære Unions enorme indvirkning på resultaterne, hvilket faktisk var formålet med at indføre en fælles valuta i EU. Højere integrationsniveauer i forskellige områder gør det muligt at øge udviklingen og gøre større fremskridt. Problemerne med den europæiske forfatning, afstemning og visse medlemsstaters styrke forhindrer imidlertid for indeværende en yderligere integration.

Det Europa i to hastigheder, som hr. kommissionsformand Prodi forudså, er desværre blevet en realitet. Det er også tydeligt i forbindelse med euroens indførelse i medlemsstaterne. Indførelsen af euroen i en eller måske to medlemsstater i en treårig periode kan ikke betragtes som en rungende succes. Vi skal derfor styrke og fremskynde disse aktiviteter, da de vil muliggøre en hurtigere og mere omfattende integration. Lad os udnytte denne mulighed.

Afslutningsvis vil jeg inderligt lykønske begge ordførere.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Fru formand! Der er nu gået knap fire år, siden Sverige havde en folkeafstemning om euroen og med meget stort flertal sagde nej til at indføre euroen som valuta. Argumenterne mod at blive en del af euroområdet var og er mange. Dels er det et meget ustabilt politisk projekt, dels er det yderst problematisk for et land, at det ikke kan styre sin egen rente med henblik på at kunne reagere på konjunkturcyklusserne. Denne frygt har vist sig at være begrundet, og vi ser nu, hvordan dette påvirker lande, som har byttet deres valuta ud med euroen.

Har Sverige mistet noget ved at bibeholde kronen? Undersøgelser, der er blevet gennemført for nylig, viser, at handelen er blevet påvirket, men i forsvindende lille omfang. Det, Sverige har vundet ved ikke at indføre euroen, er meget mere værdifuldt. Vi har en helt anden mulighed for at styre vores udvikling, eftersom renten kan tilpasses de eksisterende forhold i Sverige, uden at den svenske rigsbank behøver at tage hensyn til konjunkturerne i andre lande. Derfor mener jeg, det er nødvendigt - i modsætning til, hvad kommissær Joaquín Almunia har givet udtryk for her i salen - at respektere det svenske nej, og at også Sverige får formel dispensation fra euroen, helt ligesom Danmark og Storbritannien har fået. Alt andet ville være meget udemokratisk.

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). - (HU) Fru formand! Jeg er glad for, at denne forhandling finder sted nu, så jeg i forhold til nogle fællestræk mellem de to emner kan gøre opmærksom på nogle konsekvenser for udvidelsen. I første omgang er jeg glad for, at ikke kun repræsentanter fra kandidatlandene til euroområdet og ordføreren, men også min tyske kollega hr. Schwab bemærkede problemet med, at opfattelsen af referencelandet med hensyn til inflationskriteriet for adgang til euroområdet - dvs. alle medlemsstaterne - er forskellig fra den, vi bruger til opstilling af ECB-målet, der implicit gælder for de 13 medlemsstater.

Til trods for hr. Almunias brev, der blev sendt til os som svar i går, skal Parlamentet fortsat insistere på, at reformtraktaten skal indeholde en korrektion, der er en logisk følge af euroområdets oprettelse. Men er det ikke dobbeltmoralsk ikke at have foranstaltninger imod overdreven inflation for medlemmerne af euroområdet, samtidig med at der opstilles strengere anti-inflationære forventninger til dem, der ønsker at komme med i euroområdet?

Jeg vil gerne pointere, at mens referencetallet for euroen baseres på 27 medlemsstater, så gælder samme definition i ECB's bestyrelse kun for 13 stater, da borgere i stater uden for euroområdet mig bekendt ikke spiller nogen rolle i dette organ. Jeg ser således en dobbeltbetydning af traktatudtrykket "EU's medlemsstater".

Vi hører megen retorik om solidaritet, men det er ikke synligt med hensyn til brugen af eurosedler. Den mindste seddel på fem euro vil faktisk være mange gange mere værd end de mindste sedler i de nye medlemsstaters nationale valutaer, hvilket tvinger indbyggerne i disse lande til at løbe rundt på gaderne med massevis af mønter. Samtidig svarer den største seddel på 500 euro i mange tilfælde til et halvt års pension i disse lande. Men selv har jeg i ugevis ikke kunnet bruge denne seddel - end ikke her i Strasbourg eller i Bruxelles - til at betale for noget. Det vil glæde mig, om nogen kan ændre det. Hvad kan man så bruge sedlen til i Riga?

Jeg vil gerne tilføje, at hr. Rosati kom med en meget betænksom bemærkning om at udvide vores grundlæggende frihedsrettigheder til det indre marked. Men jeg har også et spørgsmål i denne forbindelse. Hvordan er det muligt, at de nuværende deltagere i den pengepolitiske integration kan blokere arbejdskraftens frie bevægelighed i frygt for slovakisk dumping af arbejdskraft? Hvordan kan EU-bestemmelser indirekte udelukke arbejdskraftintensive aktiviteter fra udveksling af tjenesteydelser?

Forhåbentlig vil der snart ske en udvidelse af euroområdet mod øst mod det tidligere Sovjetunionens influensområde.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Fru formand, hr. Juncker, hr. Trichet, hr. Almunia! Efter min mening er det en god uge for euroen. Først og fremmest fordi det er første gang, at denne makroøkonomiske dialog om euroområdet er afholdt her i Europa-Parlamentet. Jeg håber, at det er starten på en god rutine. Euroen er synlig i Parlamentet under denne forhandling, hvilket glæder mig.

Og så var det også i denne uge, at en nyvalgt fransk præsident følte, at han personligt skulle retfærdiggøre i Eurogruppen, hvad han ville foreslå i sit eget land. Jeg tror ikke, at det kunne have sket for nogle få år siden i dette land, hvor man mente, at budgetstrategi hørte ind under den nationale selvstændighed. Den kollektive debat om, hvad forvaltningen af euroen består af, er gået videre, hvilket glæder mig. De har bedt om lov til at vurdere effektiviteten af de foreslåede skattelettelser på 13 milliarder euro, og jeg kan kun støtte Deres forslag.

Med hensyn til fremtiden vil jeg imidlertid opfordre Dem til at gå endnu videre. Først og fremmest fordi anvendelsen af stabilitets- og vækstpagtens forebyggende gren efter min mening ikke gør det muligt at gennemføre, hvad vi har brug for, nemlig en forudgående koordinering for at organisere fremtidige strategiske investeringer på en koordineret måde samt for sammen at foregribe effekterne af strukturreformerne, for det, der sker på det strukturreformmæssige område i ét land, har betydning for alle de øvrige lande.

Og så vil jeg gerne opfordre Dem til at indlede debatten om valutakursen. Det er et emne, som De har lov til at debattere i henhold til traktatens artikel 111 - også på rådsniveau. Det må også betragtes som et emne af almen interesse, som De opfordres til at overveje i henhold til traktatens artikel 99.

  Vladimír Železný (IND/DEM). - (CS) Fru formand! Det var meningen, at indførelsen af den fælles valuta skulle skabe et indre marked. I dag er EU imidlertid slave af begrebet streng politisk integration og oprettelsen af en overreguleret superstat snarere end oprettelsen af de økonomiske friheder, der i 1957 medvirkede til at skabe grundlaget for det fælles marked, og som fortsat ikke er gennemført. Den manglende vedtagelse af det oprindelige Bolkestein-direktiv, hindringerne for den frie overførsel af produktion til mere effektive områder i EU samt begrænsninger i arbejdskraftens frie bevægelighed fra de nye medlemsstater samt andre protektionistiske og lovgivningsmæssige begrænsninger i det fælles markeds friheder gør euroen til en kunstig valuta. Følgelig har vi en fælles valuta på et ikkefælles marked. Som et typisk eksempel herpå gennemføres der på den ene side brutalt koncessioner i stabilitetspagten, som nogle af de store EU-lande besluttede, at de ikke kunne undvære, mens de nye medlemsstater på den anden side stilles over for meningsløse og forældede betingelser for tiltrædelse af euroområdet, der ikke tager behørigt hensyn til de nødvendige inflationsniveauer og andre indikatorer, der blot er perifere og tilfældige manifestationer af meget dynamiske økonomier, der vokser hurtigere end EU-gennemsnittet. Euroområdets snæversynethed og den manglende gennemførelse af økonomiske friheder på et urimeligt og ikkefælles marked gør euroen til en usikker og halvhjertet valuta.

(EN) Fru formand! Tillad mig at komme med en teknisk bemærkning. På panelet over Dem og på skærmen har mit navn været forkert stavet i månedsvis. Bogstavet "ý" mangler i slutningen af mit navn. Det beder jeg Dem notere.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Jeg hilser også eurotrekløveret velkommen.

Euroen er en succeshistorie. Euroen er EU's mest vellykkede svar på de globale udfordringer. Euroen og de fire friheder er de vigtigste hjørnesten i et stærkt indre marked. Maastricht-kriterierne og stabilitets- og vækstpagten er i mine øjne EU's mest succesfulde lovgivningsmæssige retningslinjer. Fra og med 1. januar 2008 vil Eurogruppen have et absolut flertal blandt EU-medlemsstaterne. Dette er gode nyheder, og vi byder Malta og Cypern hjertelig velkommen.

Efter min mening er det deprimerende, at vi allerede glæder os over, at en statsleder giver tilsagn om at lave sit hjemmearbejde, for det er en selvfølge, at hjemmearbejdet skal laves. Vi skal overholde reglerne i stedet for at fortolke dem på en protektionistisk måde.

Vi glæder os over, at der er økonomiske fordele, og vi kræver, at disse på den ene side skal anvendes til nedbringelse af handelsunderskuddene og statsgælden, og på den anden side skal medarbejderne have deres andel af fordelene.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved ECB's uafhængighed, som er en garant for euroens succes. ECB's uafhængighed og euroområdets fælles fodslag i udenrigspolitikken er imidlertid ikke to modstridende størrelser. At euroområdet taler med én stemme udadtil, har ikke noget at gøre med den kendsgerning, at de tre herrer øver indflydelse på valutakurserne. Valutakursen fastsættes af markedet, og ECB bestemmer rentesatserne. Det vil jeg godt understrege over for venstrefløjen.

I dag lovpriser vi alle euroen og de økonomiske data. Men vi har glemt, at euroen også skal ses og præsenteres som en fordel for EU-borgerne. Lad os tydeliggøre, hvor meget vi sparer i vekselomkostninger, og hvor meget euroen betyder for euroområdet og det indre marked. Lad os ikke glemme, at vi i øjeblikket klarer os bedre end dollaren, hvilket også er et udtryk for succes. Ved indførelsen af euroen var dette et krav fra befolkningen.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Fru formand! Jeg føler mig som deltager i en vildledende forhandling: vildledningen af vores gæster, der står over for en tom mødesal, og vildledningen fra højre side, hvor medlemmerne hidser sig op over, at ECB mister sin uafhængighed, når Den Europæiske Centralbank er og forbliver uafhængig. Frankrig ændrede sin forfatning af hensyn til ECB's uafhængighed. Hvis ECB's vedtægter skal ændres, kræves der enighed blandt 27 regeringer og 28 parlamenter inklusive Europa-Parlamentet, hvilket er en umulig opgave!

Desuden gør ECB et godt stykke arbejde. Euroen er andenvaluta i den internationale reserve, og siden 2000 er den steget med 25 % i forhold til den amerikanske dollar. Det koster os mindre at købe råvarer, benzin og gas. Inflationen er lavere i euroområdet end i USA og Det Forenede Kongerige. Hvis jeg skal kritisere ECB, må det være for dens besættelse af at bekæmpe inflationen. Inflation er skadelig - specielt for de økonomisk svage lande - men da inflationspresset i øjeblikket er begrænset, kunne Centralbanken gøre mere for at støtte EU's økonomiske politik.

Købekraften er faldet for mange europæere, hvilket ikke afholder ECB fra at bede om løntilbageholdenhed. Forhåbentlig maner hr. Trichet også til tilbagenholdenhed hos præsident Sarkozy, der frasiger sig Frankrigs forpligtelser for at give skattelettelser til de rige.

Den sidste vildledning er denne: Hvad er formålet med et europæisk charter om grundlæggende rettigheder, hvis ikke det anvendes i hele EU? Hvordan kan EF-Domstolen anvende dette charter, når det ikke anvendes i Det Forenede Kongerige? Det sidste spørgsmål rettes naturligvis til den store europæer, hr. Juncker, der er min landsmand.

  Jean-Paul Gauzès (PPE-DE). - (FR) Fru formand, hr. Juncker, hr. Trichet, mine damer og herrer! Det er hverken paradoksalt eller kontradiktorisk at støtte konklusionerne i de udmærkede betænkninger, der er forelagt os, og at støtte den franske regerings modige og determinerede indsats for at gennemføre de nødvendige reformer og fremme vækst. Det er hverken paradoksalt eller kontradiktorisk, fordi Frankrig har gjort comeback i Europa. Ved højtideligt at erklære sin støtte til europæisk integration har præsidenten for Den Franske Republik ydet et stærkt bidrag til at genoplive Europa og hjælpe det med at bryde ud af det dødvande, det befandt sig i. Det første praktiske eksempel herpå er den aftale, der blev indgået på topmødet i Bruxelles takket være fru forbundskansler Merkels indsats.

Et af målene er en forbedring af måden, hvorpå euroområdet fungerer. Stabilitets- og vækstpagten - der siden 1999 har dannet rammerne for budgetterne for landene i euroområdet, og som definerer den budgetdisciplin, som medlemsstaterne skal anvende for at forhindre forekomsten af urimeligt store underskud - skal anvendes systematisk, fordi den hjælper os med at indføre pengepolitisk stabilitet. Trods det, der måtte være sagt, sætter Frankrig ikke spørgsmålstegn ved stabilitets- og vækstpagtens regler, der fortsat er helt grundlæggende. Vi er imidlertid nødt til at overholde dens kriterier uden at tabe målsætningen om vækst af syne. Kriterierne skal anvendes på intelligent og dynamisk vis.

Det er i denne ånd, at præsidenten for Den Franske Republik ønskede at give de nødvendige forklaringer vedrørende det ambitiøse strukturreformprogram, han vil gennemføre. Den frugtbare dialog, der er indledt, har gjort det muligt at præcisere holdningerne. Hr. Sarkozy har bekræftet sit ønske om at gøre sit yderste for at leve op til denne målsætning i 2010, hvis den forventede vækststigning som følge af disse foranstaltninger giver de forventede skatteindtægter. Frankrig har allerede forpligtet sig til at nedbringe det offentlige underskud til 2,4 % fra 2007. Der bliver ingen pause i bestræbelserne på at konsolidere budgettet for at nedbringe den offentlige gæld.

Jeg er en af dem, der mener, at Eurogruppens rolle skal styrkes. Med en stabil og højtkvalificeret formand skal den fortsætte jagten på konsistente og koordinerede nationaløkonomiske politikker. Endelig vil Eurogruppen på denne måde med respekt for Den Europæiske Centralbanks uafhængighed på effektiv vis kunne danne modvægt mod gennemførelsen af en vækst- og beskæftigelsesorienteret økonomisk politik.

  Vladimír Maňka (PSE). - (SK) Fru formand! I sidste uge deltog jeg i finansministeriets forhandlinger i Dublin.

Den irske økonomi er vokset med bemærkelsesværdige 6 % i gennemsnit i de seneste 10 år. BNP pr. indbygger ligger 40 % over EU-gennemsnittet. Arbejdsløsheden ligger på 4,2 %, og irerne vil klart nå Lissabon-strategiens mål vedrørende arbejdsløshed. Irerne er imidlertid bekymrede over, at inflationen i år kommer op på 5 %. Hvis ikke Irland allerede var medlem af euroområdet, ville det ikke kunne blive medlem i dag med de gældende regler. I denne forbindelse vil jeg gerne minde om, at der er en større strukturel inflation i hurtigtvoksende økonomier. En sådan situation er uløseligt knyttet til Den Monetære Union.

Inflationen er en del af processen - specielt for de nye medlemsstater, der forsøger at indhente de mere udviklede lande. Rådet og Kommissionen bør derfor udvikle en ny analyse og revidere konvergenskriterierne. Det er vigtigt at fortsætte de politiske diskussioner vedrørende anvendelsen af disse kriterier over for de fremtidige medlemmer af euroområdet.

  Jean-Claude Juncker, formand for Eurogruppen. - (FR) Fru formand! Jeg tager ordet ved afslutningen på forhandlingen for at komme med et par supplerende bemærkninger til det, der er blevet sagt, eller som ikke er blevet sagt.

Først vil jeg nævne lønpolitikken, da det er det emne, som jeg beskæftiger med, og som vedrører mig. Jeg er fortsat overbevist om, at hvis man følger de nuværende politikker - dvs. politikker der øger den eksisterende kløft mellem de arbejdende og dem, der siger, at de leverer arbejde - så bevæger vi os i retning af en katastrofe. Europæerne - specielt de ukomplicerede og beskedne europæere, der ikke er mindre intelligente end de øvrige - forstår ikke denne kløft, der vokser dag for dag, mellem dem, der har, og dem der, higer efter at få.

(Bifald)

Vi er mange, der har sagt dette, inklusive formanden for Den Europæiske Centralbank, der for nylig opponerede mod disse stadigt voksende kløfter. Jeg synes, at vi skal holde os til princippet om løntilbageholdenhed. Efter min mening kan løntilbageholdenhed forklares ganske enkelt. Så længe lønningerne udvikler sig i tråd med produktionsfremgang, vil løntilbageholdenhed hverken resultere i tab af konkurrenceevne eller stigende inflation. Men hvis lønningerne derimod afviger fra den kurs, der er dem afstukket af en udvikling i produktiviteten, kan og vil det give problemer. Efter min mening skal vi finde en moderne måde, hvorpå flest mulige kan dele vækstens frugter. Ikke alting afhænger af nominelle lønstigninger. Vi skal se på de mulige former for medarbejderindflydelse. Vi skal se på de forskellige former for overskudsdeling. Vi skal se på andre former for uddannelse af arbejdstagere, der kan give flest mulige mennesker mulighed for at dele frugten af den økonomiske vækst, der - kan jeg tilføje - i princippet ikke skal nedgøres eller kritiseres, sådan som nogle er tilbøjelige til at gøre. Den skal snarere opfattes som et instrument, der sætter euroområdet og EU i stand til at øge deltagelsesgraden på arbejdsmarkederne samt i udvidet betydning til at sænke arbejdsløsheden i forhold til den nuværende. Vi ønsker vækst, fordi vi ønsker job. Vi ønsker ikke vækst som et mål i sig selv.

Hvad angår arbejdskraftens frie bevægelighed i euroområdet, vil jeg sige - sammen med formanden for Den Europæiske Centralbank, hvilket viser, hvor ens vores holdninger er - at der ganske rigtigt er en uoverensstemmelse mellem det at være en del af det samme monetære område uden fuldt ud at dele de fire friheder. Jeg er derfor enig med dem, der siger, at f.eks. de slovenske arbejdstagere frit skal kunne bevæge sig inden for euroområdet. De vil heller ikke hverken i traktaten eller i tiltrædelsesordningerne finde bestemmelser, der giver os ret til at sige, at ja, slovenske arbejdstagere skal kunne bevæge sig inden for de 12 medlemmer af euroområdets område, men ikke inden for de andres område. De vil heller ikke kunne finde bestemmelser, der giver os ret til at sige, at nej, tjekkiske, slovakiske og polske arbejdstagere kan ikke bevæge sig, det er kun medlemmerne af euroområdet, der har lov til det. Jeg skrev ikke alle passagerne i traktaten eller selv den mindste del af den, men De vil ikke undgå den uhåndterlighed, der til tider karakteriserer alle disse tekster. Det følger deraf, at dette er en debat, som vi skal have, men vi skal indse, at vi ikke kan løse problemet udelukkende på euroområdets niveau. Vi skal løse det på EU-niveau som helhed.

Der er sagt meget om den person, som jeg kaldte "vores aftengæst" i mandags i Eurogruppen. Det er desuden, hr. Hamon, et udtryk, som jeg har taget fra en periode i Élysée-palæets historie, der ikke helt svarer til nutiden, da andre før Eurogruppens formand havde for vane at modtage aftengæster. Det var mere et 1980'er-fænomen i Frankrig. I Europa er dette fænomen ret nyt, og vi får se, om det er begyndelsen på en fornem tradition, eller om det blot bliver til et epifænomen, der har eksisteret.

Når det så er sagt, vil jeg gerne kort nævne nogle af Frankrigs forpligtelser. For det første har Frankrig ikke afsluttet budgetkonsolideringen, og Frankrig er ikke begyndt at stille sin finansielle konsolidering i bero. For det andet er 2008-underskuddet ...

(Henvendt til hr. Goebbels, der var kommet med tilråb til ham)

... Ja, bestemt, hr. Goebbels, vi får se. Jeg er ikke ansvarlig for Frankrigs budgetpolitik, så vi får se ... Endelig vil jeg gerne sige til Dem, min kære ven hr. Goebbels, at hvis Frankrigs offentlige finanser var i samme forfatning som finanserne i det land, jeg er ansvarlig for, så ville vi ikke have denne forhandling, og vi ville ikke have haft vores gæst mandag aften.

(Latter)

Når det så er sagt, så er Frankrig fuldt engageret. Frankrig vil gøre sit yderste for at gennemføre målsætningen i 2010 på samme måde som vi alle forpligtede os til at gøre i april i år. Frankrig er ikke det eneste land, der har problemer med at gennemføre målsætningen inden for den opstillede tidsfrist. Vi vil være lige så nøje og faste i analyseringen af resultaterne fra de andre lande, der måske ikke formår under de opstillede betingelser at gennemføre målsætningen til den ønskede tid, men Eurogruppen forventer, at alle medlemsstater af Eurogruppen gennemfører det mellemsigtede mål senest i 2010. Hvad Frankrig angår, vil det indsende et opdateret stabilitetsprogram til os i september, så Kommissionen og Eurogruppen sammen kan se, om de strukturreformer, som den franske regering har indledt, sandsynligvis får de ønskede resultater i form af en øget fransk vækst og garanti for synlige offentlige finanser på længere sigt. Jeg citerer stabilitets- og vækstpagten i dens ændrede udgave.

Med hensyn til udvidelsen af området og uafhængigt af den debat, vi kunne have om tiltrædelseskriterierne, vil jeg gerne gentage over for Parlamentet, at euroområdet og Eurogruppen hverken er et område eller en eksklusiv klub. Alle medlemsstater, der opfylder tiltrædelseskriterierne ikke bare kan, men skal med i euroområdet. Intet medlem af euroområdet - hverken stater eller politikere - kan afvise en anmodning om at tilslutte sig euroområdet. På dette punkt er traktaterne krystalklare.

Vi kan selvfølgelig - og vil utvivlsomt gøre det - diskutere dette, men vi skal diskutere det indgående og ikke undgå de grundlæggende spørgsmål såsom: Skal vi basere kriterierne på en nominel læsning i overensstemmelse med traktaterne, eller skal vi i stedet tænke på ægte konvergens? Jeg har allerede beskyttet de nye medlemsstater - et udtryk som jeg fortsat afskyr - mod begrebet ægte konvergens. De medlemsstater, der omtales som de nye medlemsstater, har faktisk intet at vinde ved vores tilflugt til analyser, der i højere grad bygger på ægte konvergens end på en nominel læsning, men det er en debat, som vi kan have i de nærmeste par måneder.

Jeg forstod ikke helt det spørgsmål, som min ven hr. Goebbels stillede mig til sidst i hans indlæg, da han spurgte mig om EU's charter om grundlæggende rettigheder. Jeg kan ikke rigtigt se sammenhængen med den aktuelle forhandling, medmindre det antydes, at der ikke længere er grund til, at Det Forenede Kongerige anmoder om en undtagelse vedrørende chartret om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er grund til, at det for enhver pris ønsker undtagelser vedrørende monetære anliggender. Jeg er også af den opfattelse, at Det Forenede Kongerige en dag vil anvende erklæringen om grundlæggende rettigheder på dets område - for der kommer en tid, hvor det ønsker det, for man kan ikke for altid trodse sund fornuft - inden det anvender den fælles valuta her.

Den retfærdige forening af erklæringen om grundlæggende rettigheder og Europarådet, der vedrører samme emne, vil derfor skabe en løsning, der ved en kombination af disse to lovkilder vil sætte EF-Domstolen i stand til at sikre, at den prætoriske lov på dette såvel som på andre punkter vil have vist, at den undertiden er forud for den virkelighed, der formes af dem, der ønsker mere Europa samt af dem, der desværre ønsker mindre Europa. Europa-Parlamentets store bidrag til vores forhandlinger består generelt set i at støtte dem, der ønsker mere Europa. Vi har intet at vinde ved at ønske mindre Europa hver dag eller ved at sælge ud af det Europa, vi har i sektioner, som vi stiller til rådighed for dem, der ønsker at afvikle et projekt, der ikke er ophørt med at ekspandere og imponere verden, siden vi startede arbejdet med det.

(Bifald)

  Jean-Claude Trichet, formand for ECB. - (EN) Fru formand, jeg vil besvare spørgsmålet i fem punkter. Først og fremmest vil jeg gentage, at hr. Rostis og hr. Mitchells betænkninger var meget imponerende og fulde af meget vigtige idéer og henstillinger.

Først til hr. Schwabs bemærkninger: Det er klart, at dette er et spørgsmål om institutionel filosofi. Der er 13 eksemplariske politiske demokratier i euroområdet, og fra januar næste år er tallet 15. I fremtiden kommer der måske 25 eller endnu flere. Det er utænkeligt, at der sker ændringer tre-fire gange om året på grund af ændringer, der skyldes vores almindelige demokratis funktion. Enten holder man de tilsagn, man afgiver i Eurogruppen, eller også gør man ikke. Hvis de ikke holdes, er det umuligt at have en eurogruppe, som har myndighed - hvilket jeg er sikker på er, hvad alle de pågældende lande ønsker og arbejder for.

Mit andet punkt vedrører job. Tal er tal. Jeg hører regelmæssigt, at euroen ikke har til formål at skabe job, at vi har et problem med vækst og job osv. Euroen blev skabt på grundlag af en filosofi, der møder tilslutning i hele verden: at prisstabilitet og troværdighed med hensyn til at sikre prisstabilitet er forudsætninger for bæredygtig vækst og jobskabelse. Det er den beslutning, europæerne har truffet, men de er i godt selskab, for der er enighed om det. Hvad er det så for tal? Der er skabt over 12 millioner job siden euroens indførelse - over 12 millioner. Alene i 2006 blev der, som ordføreren så elegant sagde det for lidt siden, skabt 2 millioner. Siden euroens indførelse har vi endog skabt flere job end USA. Vi har den laveste arbejdsløshed i 25 år. Vi er ikke tilfredse, og det gør vi ret i, for vi kan gøre det meget bedre. Men jeg vil ikke høre, at euroen modvirker jobskabelse - det er ikke rigtigt, og det kan vi bevise.

Med hensyn til at vi skulle være besat af prisstabilitet, har jeg allerede sagt, at prisstabilitet er en forudsætning for bæredygtig vækst og bæredygtig jobskabelse. Lad mig også sige, at det er borgerne helt enige i. Alle undersøgelser viser, at langt de fleste borgere ønsker prisstabilitet, og at de ikke nødvendigvis er helt tilfredse med den nuværende situation. De opfordrer os til at være så troværdige som muligt. Selv om vi i dag har en 50-årig rentesats på 4,67 % og en 30-årig sats på 4,65 % (50-årssatsen gælder for Frankrig, hvor obligationer udstedes for 50 år, mens det er 30 år i Tyskland), så er disse tal meget lavere end den 10-årige sats i USA. Hvorfor er de så lave? Fordi vi er troværdige - vi har sikret prisstabilitet i de sidste 30 år, ja endog 50 år. Det er det bidrag, vores troværdighed yder i Europa.

Lad mig nævne kurserne, et meget vigtigt emne. For det første er reglerne klare - de står i traktaten. Det er nøjagtig de samme regler, som har været gældende i Tyskland siden oprettelsen af forbundsbanken efter Anden Verdenskrig. Det er nøjagtig de samme regler som dem, der blev brugt under det franske system, som blev indført i januar 1994, da Banque de France blev selvstændig, hvilket var et krav i Maastricht-traktaten og blev vedtaget enstemmigt af den franske venstre- og højrefløj, der, som hr. Goebbels sagde, besluttede at ændre den femte republiks forfatning og gøre centralbanken selvstændig.

Så reglerne er klare. De er de samme som i en lang række andre lande. I praksis betyder det, som et af de ærede medlemmer så korrekt sagde, at vi har et system med flydende kurser, og vi har et forum, hvor vi kan diskutere disse spørgsmål, nemlig G7. Så vidt jeg ved, underskrev Jean-Claude Juncker og jeg G7-erklæringen sammen med vores amerikanske partnere - den amerikanske centralbank og finansministeren - med vores japanske partnere og vores andre partnere, Det Forenede Kongerige og Canada.

Sådan har vi drøftet sagerne siden indførelsen af det flydende kurssystem. Det betyder ikke, at situationen er let eller særlig rar, men vi skal være så ansvarlige som muligt under de nuværende forhold og være sikre på, at vi har denne dialog - med hinanden, bestemt, men også med vores partnere. Det er utænkeligt at gøre noget, som strider mod vores partneres ønsker. Det vil ikke fungere.

Jeg ønsker ikke at kede Dem med at gentage, hvad der allerede er sagt, men sammen siger vi til Kina, at vi ikke er tilfredse med den nuværende situation. Jeg ved godt, at vi gentager, hvad vores japanske ven sagde, nemlig at markederne ikke fuldt ud udnytter deres nuværende muligheder, og med hensyn til USA sagde vi, at vi bemærkede, at finansministeren og valutamyndigheden havde sagt, at en stærk dollar over for euroen var i deres interesse. Det vil jeg ikke sige mere om, men vi er nødt til at kende den nøjagtige situation.

Og nu kommer jeg til det sidste punkt, som også er vigtigt: uafhængighed. Jeg bemærkede med stor interesse, at alle regeringer i Europa har sagt, at de helt ville respektere Centralbankens uafhængighed. Jean-Claude Juncker fra Eurogruppen sagde det for lidt siden. Uafhængigheden er knæsat i traktaten og er den absolutte nøgle til troværdighed. Hvordan kan vi være troværdige i de næste 50 år, hvis vi ikke vurderes som sådan af alle dem, som træffer beslutninger - her i Europa, i New York, i Tokyo, i Singapore, i Hongkong og alle andre steder? De tror på os, fordi vi er uafhængige, men uafhængighed er ikke kun baseret på vores partneres fulde respekt for traktaten, det afhænger også af os. Jeg ville gerne sige for Styrelsesrådet - og jeg vil sige det på flere sprog for at sikre, at De forstår mig! -

(FR) Jeg vil på det bestemteste bevare ECB's uafhængighed under alle omstændigheder. Mine 18 kolleger og jeg agter nøje at overholde traktaten på dette såvel som på alle andre punkter. Det handler om traktaten, hele traktaten og intet andet end traktaten.

Som præsident er jeg forpligtet til at bevare ECB's uafhængighed under alle omstændigheder. Mine 18 kolleger og jeg agter nøje at overholde traktaten, hele traktaten og intet andet end traktaten.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (ES) Fru formand! Som afslutning på denne forhandling, som efter min mening har været meget interessant, vil jeg gerne ganske kort komme med en kommentar til anvendelsen af stabilitets- og vækstpagten, for der er nogle, der under denne forhandling - som i de mange forhandlinger, vi allerede har haft her i Europa-Parlamentet og uden for Parlamentet - beder Kommissionen og Rådet, i særdeleshed Kommissionen, hvilket er fornuftigt nok, om fasthed i forbindelse med anvendelse af pagten. Jeg er helt enig heri.

Kommissionen og jeg selv forsøger at foreslå Rådet, at pagten bliver anvendt, sådan som det blev aftalt. Dvs. uden undtagelser, uden brud på reglerne og med en håndfast anvendelse, hvilket ikke betyder en rigid anvendelse. Vi har dårlige erfaringer med at blande fasthed og rigiditet. Fasthed betyder ikke rigiditet. Fasthed betyder stringens, og stringens kræver, når vi står over for forskellige og vanskelige situationer, en kombination af fasthed og fleksibilitet, hvis man ønsker at opnå de budgetdisciplinære resultater, som er en nødvendig betingelse for økonomisk vækst.

Den anden kommentar, jeg gerne vil komme med, er følgende: Der er nogle af medlemmerne, der har henvist til andre af de udestående opgaver med henblik på at støtte væksten og forlænge væksten og beskæftigelsen. Vi skal fortsætte med at videreudvikle det indre marked, og der kommer en forhandling ved udgangen af året om dette spørgsmål.

Kommissionen har forpligtet sig over for Rådet til at forelægge en analyse af det indre markeds funktion, og hvordan vi kan blive ved med at videreudvikle det. Det er er en vigtig forhandling, der vil forlænge forhandlinger som dem, der har fundet sted her i Parlamentet og i Rådet om servicedirektivet, som vi nu skal se, hvordan bliver anvendt, og det er forhandlinger, der hænger sammen med den voksende integration af de finansielle tjenesteydelser, der er et centralt spørgsmål med henblik på at forbedre især euroområdets funktion.

Vi skal blive ved med at tale om Lissabon-strategien, og vi skal i de kommende måneder drøfte revisionen af de integrerede retningslinjer, de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og beskæftigelsesretningslinjerne.

De strukturelle reformer inden for Lissabon-strategiens område begynder at give resultater. De gode resultater, de fremragende resultater på beskæftigelsesområdet, som formanden for Den Europæiske Centralbank netop har nævnt, ville ikke kunne forklares uden de reformer af arbejdsmarkedet, som er sket inden for rammerne af Lissabon-strategien, ligesom jeg heller ikke tror, at de i fremtiden - selv om vi endnu ikke har alle analyserne i hånden - vil kunne forklare nogle af de forbedringer af produktiviteten, vi har set i de seneste kvartaler, uden ikke kun at forbinde dem med den økonomiske cyklus, men også med visse reformer af markederne for varer og serviceydelser, og med visse moderniseringsprocesser vedrørende funktionen af nogle meget vigtige sektorer for vores økonomi, eller uden, endnu en gang, en håndfast, stringent, men ikke blind, anvendelse af konkurrencereglerne, som Kommissionen i særdeleshed skal overvåge.

Min sidste kommentar, der er blevet nævnt flere gange, og som hr. Juncker allerede har svaret på, er spørgsmålet om lønningerne. Jeg har allerede henvist hertil ved flere lejligheder såvel her i Parlamentet som under drøftelser uden for Parlamentet.

Jeg er helt enig i den holdning, som hr. Juncker har givet udtryk for. Lønningerne skal udvikle sig i takt med produktiviteten. Det har betydet, at, når der sker produktivitetsforbedringer, kan nævnte forbedringer give sig udslag i lønudviklingen. Man kan ikke anbefale lønforhandlinger, der følger produktiviteten, når produktiviteten ikke vokser, og glemme denne anbefaling, når produktiviteten vokser.

Men det er min opfattelse, at vi heller ikke må glemme behovet for at moderere lønudviklingen, at vi ikke må miste konkurrenceevne, og at vi i tilfældet af euroområdet seriøst skal undersøge årsagerne og alternativerne til den divergerende udviklingen i enhedsarbejdskraftomkostningerne mellem medlemsstaterne i euroområdet, som kan ende med at skabe alvorlige problemer for de lande, der mister konkurrenceevne ad denne vej. Derfor foreslår jeg, at vi udvider denne drøftelse lidt. Vi skal ikke kun fæstne os ved lønningerne, men også tale om udviklingen i ulighederne, for - og det er det sidste spørgsmål, jeg vil komme ind på under denne forhandling - opfattelsen af euroen er vigtig for den opfattelse, som borgerne har af Europa, den europæiske idé.

Opfattelsen af euroen bliver utvivlsomt påvirket af den opfattelse, som borgerne har af den økonomiske udvikling, og vi skal fortælle dem sandheden. Når økonomien går dårligt, skal vi fortælle dem det, men når økonomien forbedres, skal de også have det at vide. Vi må ikke glemme, at nu, hvor økonomien også går bedre, skal vi kommunikere disse forbedringer til borgerne, for måske kan de ikke i deres egen individuelle økonomiske situation helt se, hvordan den samlede udvikling i vores økonomier er.

Men i forbindelse med denne opfattelse af den økonomiske situation, af indvirkningen af den europæiske integration og af den monetære og økonomiske integration på vores individuelle økonomier, vejer faktorer som usikkerheden om fremtiden, usikkerheden om fremtiden for de sociale beskyttelsesordninger, usikkerheden om følgerne af globaliseringen og den aldrende befolkning også tungt, og vi skal komme med et svar på disse usikkerheder uden at bringe grundlaget for Den Økonomiske og Monetære Union, som vi i dag har set nærmere på, i fare.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen torsdag den 12. juli.