Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 25. september 2007 - Strasbourg

10. Gennemførelse af Rådets afgørelse om moratoriet for dødsstraf (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Rådet om gennemførelse af Rådets afgørelse om moratoriet for dødsstraf.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Fru formand! Jeg er meget glad for at være her i dag for at tale om et emne, der er centralt for vores europæiske værdier. Modstanden mod dødsstraf er en integreret del af EU's menneskerettighedspolitik og var emne for de første retningslinjer i EU for menneskerettigheder. Som det vil være Dem bekendt, er der i disse retningslinjer siden 1998 fastlagt de væsentligste aspekter af EU's holdning til dette spørgsmål, således at vores velkendte modstand mod dødsstraf klart fremgår.

Vi kan måske genkalde os EU's mål med hensyn til dødsstraf, sådan som de er nedfældet i retningslinjerne. Det første mål er at arbejde mod en universel afskaffelse af dødsstraf, som det politiske synspunkt alle EU-medlemsstater går fuldt og helt ind for.

Det andet mål, for lande hvor dødsstraf stadig eksisterer, er at opfordre til, at brugen heraf begrænses stadigt mere, og insistere på, at den udføres i henhold til internationale minimumsstandarder. Jeg er meget glad for her i dag at kunne fortælle Dem om den seneste udvikling i vores kamp for at afskaffe dødsstraf. Som De ved, har vi for nylig igangsat et vigtigt initiativ til fremme af disse EU-mål. Jeg refererer naturligvis til Rådets afgørelse af 18. juni i år, hvormed EU forpligtede sig til at introducere en resolution mod dødsstraf på FN's 62. Generalforsamling som del af en tværregional alliance.

Parlamentet har opfordret EU til at tage et sådant initiativ med to resolutioner, der blev vedtaget i februar og april i år. Eftersom åbningen af den tredje samling i FN's Generalforsamling nærmer sig med hastige skridt, tænker jeg, at De gerne vil vide, hvordan Rådet har forberedt sig til denne begivenhed. Om lidt vil jeg fortælle Dem lidt mere om de forberedelser, som vi arbejder med.

Før det vil jeg gerne kort se tilbage på den periode på næsten 10 år, der er gået, siden retningslinjerne for dødsstraf blev vedtaget. Jeg vil gerne understrege, at vi har nået en hel del siden 1998. Vi har udviklet en bred vifte af instrumenter i vores kampagne mod dødsstraf fra politisk handling i form af diplomatiske henvendelser, erklæringer og multilateralt diplomati til økonomisk støtte gennem det Europæiske Initiativ for Demokrati og Menneskerettigheder, et instrument, der er oprettet hovedsageligt takket være Parlamentets bestræbelser.

Mellem den 1. juli 2006 og den 30. juni 2007 har EU f.eks. foretaget generelle, diplomatiske henvendelser om dødsstraf til 28 lande, fra Bahrain til Zambia. Vi har også foretaget diplomatiske henvendelser om specifikke sager til forskellige lande som f.eks. Yemen og Iran. Desuden fremsættes der ofte EU-erklæringer om emnet. Et eksempel herpå, hvor der var en temmelig bred mediedækning: I august i år udsendte EU en erklæring om henrettelse nr. 400 i Texas. Jeg vil også gerne påpege, at dødsstraf også er på dagsordenen i de dialoger og konsultationer om menneskerettigheder, som vi har med tredjelande, og vi afholder os ikke fra at rejse spørgsmålet over for nogen af dem. Vores tiltro til effektiv multilateralisme ses også som en utrættelig kamp mod dødsstraf i regi af FN og andre internationale organer.

Hvert år fra 1997 til 2005 har EU indgivet en resolution om dødsstraf til Menneskerettighedskommissionen, og med en genoptagelse af vores aktion i december 2006 har EU på FN's Generalforsamling indgivet en erklæring om dødsstraf, som i første omgang var underskrevet af 85 lande og senere blev underskrevet af endnu 10 lande. EU's formandskab gentog denne erklæring fra december 2006 ved åbningen af den fjerde samling i Menneskerettighedsrådet i marts 2007.

Trods fortsat bekymring om brugen af dødsstraf noterer vi med stor tilfredshed, at der en global tendens i retning af at afskaffe eller indføre et moratorium for dødsstraf. Mere end halvdelen af verdens lande har enten lovmæssigt eller i praksis allerede afskaffet dødsstraf, ifølge i følge Amnesty International 133 lande. Jeg vil gerne tro, at EU, herunder naturligvis også Parlamentet, med vores systematiske og vedholdende handling i årenes løb har spillet en rolle, om så kun en beskeden én, i denne tendens i retning af en afskaffelse. Denne korte liste over EU's handlinger mod dødsstraf er et bevis på vores engagement i sagen, og lad mig understrege, at vi anerkender Parlamentet som en loyal allieret i vores arbejde. Det bringer mig tilbage til dagsordenens punkt i dag, som er resolutionen til FN's Generalforsamling med krav om et moratorium og afskaffelse af dødsstraf.

Med initiativet bekræftes det, at EU er i front i de globale bestræbelser på at afskaffe dødsstraf, og at man i EU fortsat vil opponere mod dødsstraf i alle tilfælde og under alle omstændigheder, eftersom man betragter det som en grusom og umenneskelig straf. Der er meget at vinde med dette initiativ, men også meget at tabe, hvis vi ikke har heldet med os. Vi må ikke glemme, at dette er vores tredje forsøg, jeg gentager, vores tredje forsøg på at opnå en resolution om dødsstraf på FN's Generalforsamling, efter at det mislykkedes for os i 1994 og 1999.

Det, der er på spil, er hverken mere eller mindre end vores troværdighed som ledere af de globale bestræbelser på at afskaffe dødsstraf. Derfor fandt Rådet det nødvendigt at være velforberedt og at have tid nok til at danne en tværregional alliance. Det ville ikke have været muligt på tidspunktet for FN's 61. Generalforsamling, som nogle iblandt Dem ville have foretrukket. Det var ikke kun Rådets eksperter, der var af den opfattelse. Adskillige ngo'er, som førte an i kampen på dette område, som f.eks. Koalitionen mod Dødsstraf, havde bedt os om ikke at være for forhastede med hensyn til at indgive resolutionen, men at vente længe nok til at sikre dens succes. Det var nøjagtig den vej, vi fulgte. Rådets afgørelse af 18. juni om at fremføre en resolution ved den 62. samling på FN's Generalforsamling markerede begyndelsen på en ny fase i den multilaterale sfære.

Rådet, formandskabet og medlemsstaterne har spillet hver deres rolle for at udmønte Rådets afgørelse i praksis. Allerede før sommerferien havde FUSP-Menneskerettighedsgruppen afgjort, hvordan det skulle gribes an - dvs. EU-medlemsstaterne skulle blive enige om et tekstudkast og i næste fase finde andre medforslagsstillere fra forskellige regioner i verden. Det blev udført, således at der i slutningen af august var et første møde med alle medforslagsstillere i New York. Inden for to uger blev der opnået enighed om ordlyden. Vi igangsætter nu en lobbykampagne for at få medsponsorer til vores udkast til resolution. Mens jeg taler her, er vores ambassader i hele verden ved at pejle sig ind på mulige støtter af vores initiativ. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få maksimal støtte til at gøre denne resolution til en succes.

I denne ånd beder jeg om Deres tillid og støtte, så vi kan gennemføre denne proces. De er naturligvis klar over, hvor vanskelige politiske forhandlinger kan være. De vil derfor kunne forstå, at formandskabet har brug for en vis fleksibilitet og et vist råderum, for at det kan lykkes at finde frem til den rigtige tidsplan for et så komplekst initiativ, der jo er tværregionalt, og medforslagsstillerne skal også gennemgå teksten i og strategien bag resolutionen. Derudover skal vi hurtigt tage kontakt til en lang række mulige medsponsorer, så initiativet får vægt bag sig.

Vi har indladt os på en kampagne, som også er en stor udfordring, men jeg er overbevist om, at hvis vi går i samlet aktion, kan vi gøre dette initiativ til en succes.

  Laima Liucija Andrikienė, for PPE-DE-Gruppen. - (LT) Fru formand, hr. kommissær, hr. minister, mine damer og herrer! Her i Parlamentet i dag vender vi tilbage til spørgsmålet om et moratorium for dødsstraf. Vi har allerede behandlet dette emne to gange i det seneste år, og der er vedtaget to resolutioner om at gennemføre et globalt moratorium for dødsstraf (den 1. februar og den 26. april).

Vi kan kun beklage, at Rådet i forbindelse med begge disse resolutioner, hvor Parlamentet har henvendt sig til Rådet med opfordring til at indgive resolutionerne for FN's Generalforsamling, endnu ikke har gjort dette. Rådet kunne gøre det, før samlingen i FN's 62. Generalforsamling begynder, og det ville være muligt at vedtage resolutionerne inden årets udgang.

Dødsstraf er en grusom og umenneskelig form for straf, der krænker en af de iboende menneskerettigheder - retten til liv - og vi kan virkelig ikke tolerere en situation, hvor tusinder af mennesker hvert år står over for dødsstraf i Iran og Kina og andre lande. En gennemførelse af et globalt moratorium for dødsstraf, hvormed man søger helt at afskaffe den, er derfor stadigvæk et af vores vigtigste politiske mål, og vi har således brug for enighed om dette spørgsmål, ikke kun i vores parlamentsgrupper, men også i alle EU-medlemsstaterne.

Jeg er sikker på, at med en vedtagelse af denne resolution kunne Parlamentet vise ekstraordinær solidaritet og enighed trods forskellige opfattelser, f.eks. vedrørende erklæringen om, at den 10. februar skal være europæisk dag mod dødsstraf.

Parlamentet har en oplagt mulighed for at vise sammenhængskraft og solidaritet over for Rådet, især når det træffer en beslutning om et politisk spørgsmål med klar merværdi. Politik uden værdi er blot billige kneb og populisme, hvorimod menneskeliv er værdifulde for os alle uanset geografiske eller kulturelle skel.

Jeg opfordrer inderligt mine kolleger i alle grupper til at støtte denne vigtige beslutning.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Minister Lobo Antunes har her på overbevisende måde demonstreret Rådets bestræbelser. Jeg har intet at tilføje til ministerens ord. Vores gruppe støtter fuldt ud Deres bestræbelser på at gøre det klart, at EU ønsker at bakke stærkt op om ikke blot et moratorium, men om det mål at forbyde dødsstraf i hele verden.

Som den foregående taler sagde, har Parlamentet allerede to gange i år sagt, at Parlamentet er frontløber i kampen mod et forbud mod dødsstraf. For os som europæiske socialdemokrater er dødsstraf et lavpunkt i menneskelig etik. Jeg kommer fra et land, hvor menneskelig værdighed er den første paragraf i forfatningen. Det er en pligt, at man med hver eneste regeringsforordning bevarer og beskytter den. Det er det budskab, der er at finde i mit lands forfatning. På baggrund af dette budskab har vi i EU udfærdiget et charter om grundlæggende rettigheder, hvis primære budskab er som før nævnt, nemlig at menneskelig værdighed er det første og bærende princip i EU.

Sagt med enkle ord er dødsstraf det modsatte af menneskelig værdighed. Det er at nedgøre mennesket til det lavest mulige i hans eller hendes eksistens. Det er enhver moralsk demokrats pligt at forbyde den. Vi kæmper for, at dette moratorium skal støttes af EU. Hvorfor er der så ikke enighed om det i Rådet?

Der er én medlemsstat i Rådet, der boykotter en fælles EU-resolution. Jeg vil ikke tøve med at nævne den åbent her. Det er den polske regering, som ikke ønsker, at vi skal træffe denne grundlæggende afgørelse. Den forbinder spørgsmålet om dødsstraf med andre spørgsmål og siger: Når de andre forbinder deres mening om dette spørgsmål med det om abort og medlidenhedsdrab, så vil vi også være parate til at argumentere mod dødsstraf. Dette argument er et påskud! Hvorfor? Det skal jeg med glæde fortælle Dem. Jeg vil gerne læse et citat for Dem, som stammer fra et radiointerview den 28. juli i år. Jeg citerer: "Jeg har personligt været, er og forbliver en fortaler for dødsstraf. Det er ikke muligt at vende tilbage til denne strafform på nuværende tidspunkt, men jeg regner med, at der i højere grad vil være stemning for det i EU fremover." Lech Kaczyński, præsident i Polen.

Det er grunden til, at der til dato ikke har været nogen resolution i Rådet om dette moratorium. Den polske præsident er fortaler for dødsstraf, og han håber, at der vil komme en bedre stemning i EU for at genindføre den. Derfor siger jeg: Parlamentet er der for at sikre, at stemningen i EU forbliver mod dødsstraf. Det er det afgørende punkt.

(Bifald)

Så længe vi som socialdemokrater i EU har indflydelse, skal vi gøre dette. Jeg vil dog gerne stille Rådet et enkelt spørgsmål, ikke til Dem personligt, hr. Antunes, men til stats- og regeringscheferne i de andre 26 stater: Hvor længe vil de andre 26 stats- og regeringschefer finde sig i dette og forblive tavse om det faktum, at en fortaler for dødsstraf, som helt åbenlyst erklærer, at han er det, er i stand til at lamme Rådet i dette spørgsmål? Det har vi også brug for et svar på.

(Bifald)

  Marco Pannella, for ALDE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! De udtalelser, som formandskabet er kommet med til Parlamentet igennem det seneste år, kunne - hvis vi var et parlament som f.eks. det britiske eller det amerikanske - ligne en fornærmelse mod ikke blot sandheden, men også Parlamentet.

Nej, hr. rådsformand, jeg tror, De er blevet fejlinformeret af det apparat og den struktur, der er bag Dem i øjeblikket, og hvor man siden 1994 har indtaget en uværdig og uforståelig holdning, som de på hinanden følgende halvårs-formandskaber er ansvarlige for, eller som det lykkes disse at gøre sig ansvarlige for!

I 1994 var vi lige ved at vinde. Vi tabte med 8 stemmer, fordi 20 europæiske lande, der nu er medlemmer af EU, samarbejdede med hinanden og undlod at stemme. Et universelt moratorium kunne have været erklæret i hele verden, havde det ikke været for den vanære, som vi ikke bør afvise: 20 europæiske lande undlod at stemme i 1994, og Rådet var fuldt og helt en hyklerisk medskyldig.

De, hr. rådsformand, var i 1999 så uforskammet at sige - ifølge alle de europæiske ambassadører havde vi vundet, for der var et meget stort og absolut flertal - på morgenen for afstemningen, at der kom et telegram fra Bruxelles, der sagde, at vi skulle trække os ud af det. Dette var uforklarligt! I 2003 erklærede den italienske udenrigsminister, der da var formand for Rådet, at på grund af manglende enighed i EU ville Italien ikke fremføre resolutionen, som der igen var flertal for. Nu er situationen mere chokerende.

Men forstår De det, hr. Antunes? I hvilket land kunne vi fortælle en sådan skrøne? De siger, at 173 ud af 192 FN-medlemsstater reelt og lovmæssigt har afskaffet dødsstraf. Alt dette er Deres umådelige anstrengelse! De burde have fremlagt en resolution på den 61. forsamling, den foregående, De burde have fremlagt én ved begyndelsen af denne, dvs. i går, og de nyheder, vi har fået i dag fra New York, går allerede på yderligere udsættelser.

De fortalte også en anden, lille eller alvorlig usandhed. Det er sandt, at 95 lande har underskrevet en erklæring, og at vi den 28. december som italiensk regering allerede havde 85 underskrifter, og dét, De har opnået, har vi faktisk opnået sammen, nemlig blot 11 mere. Så hvis De ønsker at tabe, så værsgo, men det er en skam, vi vil...

(Formanden afbrød taleren)

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! Det er en af Europas vigtige opgaver at stræbe efter humanisme i strafudmålingen. Vi skal modsætte os offentlige demonstrative henrettelser, hvor den dømtes lig skaber sygelig ophidselse for menneskemængden. Vi skal med alle kræfter modsætte os henrettelser, der er politisk bestilt af myndighederne i Kina eller Iran.

Vi kan imidlertid ikke acceptere den indskrænkede opfattelse af denne problemstilling. Vi kan især ikke acceptere, at diskussionen om dette emne stoppes, vi kan ikke acceptere den form for censur, som hr. Schulz har foreslået i sit indlæg. Hr. Schulz! Det afhænger ikke af Dem, hvor længe Lech Kaczyński forbliver Polens præsident, selv om De meget gerne så, at det var tilfældet. Det afhænger af polakkerne, der har sine betænkeligheder. Og det er ikke blot dem, der er betænkelige over det globale moratorium, over de propagandakampagner og sociale kampagner, som Kommissionen har foreslået.

Jeg har et spørgsmål: kan man fra perspektivet af et behageligt regeringssæde i Paris eller Lissabon udsende appeller om suspendering af dødsstraffen i regioner, der er fyldt med mishandlinger og vold? Er det ikke hykleri at forvente, at dødsstraffen fjernes i Irak eller Afghanistan, mens der ikke gøres noget for at genskabe sikkerheden og retfærdigheden i disse lande?

Jeg deler ikke opfattelsen om, at man kan løse problemet med vold og brutalitet ved at ophæve dødsstraffen i andre dele af verden. På trods af dette gav Polen for næsten 20 år siden, i 1988, afkald på dødsstraffen. Vi gjorde det i modstrid med vores egen befolknings holdning. Vi gjorde det i den europæiske enheds navn. Vi ønsker ligeledes i dag at stå fast på denne beslutning.

Det er måske rigtigt, at vores del af verden kan tillade sig at have alternativer til dødsstraffen. Vi ønsker et solidarisk samarbejde om dette, ligeledes på FN-plan, men vi kan ikke acceptere den europæiske censur om dødsstraf, som hr. Schulz har foreslået.

I beslutningsforslaget er det unødvendigt at gøre opmærksom på problematikken forbundet med den europæiske dag mod dødsstraf. Jeg vil derfor gerne minde om, at dødsstraf ikke er det eneste tidspunkt, vi berører forhold om liv og død i politikkens verden. Hvis vi skal føre en dialog om de nutidige udfordringer for humanismen, må vi ikke nøjes med dødsstraffen, som vi jo er enige om. Vi kan ikke undgå at diskutere valgt abort, som både Parlamentet og hr. Schulz' klub så gerne forsvarer i Europa og verden. Vi kan ikke undgå at diskutere eutanasi, garantier for menneskelig værdighed eller det hurtigudviklende biomedicinske område. Hvis en af dagene i den europæiske kalender skal helliges refleksion over det humanitære aspekt af lovgivernes arbejde, herunder vores, kan vi ikke lukke øjnene for dette, ellers forfalder vi til hykleri.

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne tage tråden op efter hr. Pannella, og jeg beder formandskabet om et svar, hvis det er muligt.

Jeg vil gerne vide, hvorfor formandskabet har trukket anmodningen eller forslaget tilbage om at indføre en europæisk dag mod dødsstraf. Det står ikke skrevet nogen steder, at dette skal være en enstemmig afgørelse. Hvis De kan citere en regel for mig, hvor dette står, vil jeg være taknemmelig - selv om jeg, da vi taler om politisk samarbejde, er ganske overbevist om, at De, hvis De havde ønsket det, ville have været i stand til at gennemtvinge en afstemning og opnå et overvældende flertal, minus én. Jeg mener, det ville have været en stor dag for Europa. Der er derfor tale om en forspildt mulighed.

For det andet, hr. Antunes, er også jeg meget forvirret over Deres gengivelse af den bedrøvelige historie om de forskellige fremlæggelser og tilbagetrækninger af resolutioner om et moratorium. Jeg vil gerne bede Dem besvare et specifikt spørgsmål: Eftersom De i egenskab af det portugisiske formandskab har besluttet praktisk taget at gå enegang og udelukker andre lande som f.eks. mit eget fra FN-forhandlingerne - men det er ikke et emne til behandling i dette forum - vil jeg gerne vide, hvornår De fremlægger resolutionen. Dette er også uklart, og hvis De fremlægger den for sent, vil den være fuldkommen nytteløs.

For det tredje sagde De to ting, der bekymrede mig lidt. Jeg var oppe på mit kontor, fordi jeg havde et problem, men jeg lyttede til originalen på Deres vidunderlige sprog. De sagde, at det var nødvendigt med fleksibilitet og råderum, og det er noget, der bekymrede mig meget. Hvad mener De? Og De talte også om den såkaldte front, der søger at opnå en ophævelse og ikke har megen tiltro til et moratorium. Det er endnu mere bekymrende, for det er netop på grund af denne forlorne tvedeling, vi har tabt indtil nu. Derfor vil jeg gerne, om De kan give os nogle specifikke svar, og jeg håber, at disse svar vil kunne gives.

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg var opslugt af at lytte til fru Frassoni, hvis spørgsmål og passion jeg deler fuldt ud, og jeg bifalder også det, hr. Pannella sagde.

Jeg er virkelig bedrøvet i dag. At lytte til hr. Szymańskis tale gjorde mig rigtig ked af det. At tænke sig at Europa - som vi alle har kæmpet for og troet på - oplever disse forhindringer, disse holdninger. Det giver i sandhed os alle grund til bedrøvelse. I dag er jeg imidlertid også bedrøvet, fordi en stor mand, en historisk, palæstinensisk skikkelse, døde af kræft i Gaza, og det var ikke muligt for ham at blive behandlet. Gaza er under belejring, men han ville sandsynligvis være død alligevel, for han var meget gammel. Han var en mand, der troede inderligt på fred og demokrati, på et demokrati og et sekulært Palæstina uden vold. Hans navn var Haider Abdel Shafi, og jeg vil gerne hylde ham her, fordi der er så mange tilfælde af dødsstraf i verden, som vi må kæmpe imod.

Jeg støtter også det, de andre medlemmer har sagt. Samlingen er åbnet, og jeg håber, at det portugisiske formandskab og den italienske regering, når de møder alle den 28. september, faktisk vil beslutte at fremlægge resolutionen til fordel for et universelt moratorium for dødsstraf.

Det er sandt, at resolutionen igennem de seneste 14 år er blevet bragt i fare på grund af fejl og forsinkelser, om ikke decideret obstruktionspolitik. Denne gang kan det lykkes for os, og det skal det. Italien vil sammen med Europa bygge et net af alliancer, der skal omfatte alle kontinenter. Et stort flertal i det internationale samfund bakker op om denne resolution, hvorimod der kun er få lande, der går ind for dødsstraf. Tvedelingen mellem moratorium og afskaffelse af dødsstraf bør absolut ikke udnyttes.

Vi går ind for en afskaffelse af dødsstraf, men i dag er det moratoriet, der kan forene os og skaffe en sejr. Vi ved, det er svært, vi ved, vi ikke kan tage det for givet, og det kan vi se af de interne holdninger, ikke kun i Polen, men blandt borgere i hele verden og politiske ledere i Europa, som kræver dødsstraf. Men hvis vores syn på internationale relationer bygger på et moralsk værdisæt, hvor menneskeliv, retfærdighed og rettigheder har forret, så må og skal vi vinde. De næste par uger vil derfor blive afgørende, og et moratorium er i sandhed et grundlæggende trin i det internationale samfunds afvisning af en barbarisk praksis, der erstatter retfærdighed med hævn. Det må og skal virkelig lykkes for os at isolere de stemmer, der siger "nej".

  Jean-Claude Martinez, for ITS-Gruppen. - (FR) Fru formand, de herrer fra Rådet! I 1977, da Carter var præsident, blev to rumsonder, Voyager 1 og Voyager 2, som tilsyneladende intet har med vores sag at gøre, sendt ud i rummet. Den afdøde fysiker Carl Sagan havde i disse to sonder anbragt en meddelelse fra præsident Waldheim, tegningen af en mand og en kvinde, de vigtigste matematiske formler, vi kender på jorden, en plade med vindens susen, lyden af en traktor, et spædbarns pludren, uddrag af Mozart, Beethoven og Chuck Berry. Sidste år forlod begge sonder solsystemet, heliosfæren som det kaldes, og begav sig på en 42.000 lysårs rejse til den nærmeste stjerne, dvs. 200.000 kilometer gange 3.600, gange 24, gange 365, gange 42.000.

I 30 år har de to sonder ikke sendt noget signal, intet signal er blevet opfanget. Indtil videre kendes der kun til liv på jorden. Set i det lys er Texas' eller Kinas straffelov, som bestemmer, at en så usædvanlig sjælden foreteelse som livet bringes til ophør, naturligvis en rystende absurditet. Som modpol afspejler det portugisiske forslag om at afholde en konference om livet og den menneskelige værdighed det opdagelsesrejsende folks storhed. At være mod dødsstraf er nemlig kun én side af sagen og den politiske teleologi.

Det endelige mål for al politik kan ikke være andet end et rigt og mangeartet liv. At være mod dødsstraf er ganske vist tiltalende, men det er kun én side - som medlidenhedsdrab i øvrigt - af et politisk kernespørgsmål: Hvad skal politik bruges til? Til at skabe økonomiske, sociale, materielle vilkår for alle, således at denne mystiske foreteelse - livet - kan udfolde sig, eller til at indføre Malthus' no future-politik, strenge pagter, rationeringer, forbud, rydninger, Herodespræmier, slagtninger og bål som i Storbritannien? Det er sagens kerne og dødsstraffens sande dimension. Det er dette politiske valg mellem no future og livet.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Fru formand! Jeg støtter utvetydigt initiativet om at indføre en europæisk dag mod dødsstraf, også selv om det ikke besluttes enstemmigt af de 27 medlemsstater.

Jeg bifalder en gennemførelse af dette forbud, som til dels efter pres fra EU for nylig blev indført af visse afrikanske lande. Dødsstraf er blevet afskaffet af f.eks. Rwanda og Gabon. Også disse lande har indset, at der ikke er plads til dødsstraf i et demokratisk samfund. Jeg mener, det er også nødvendigt at lægge pres på andre lande, som f.eks. USA og Kina, for at gøre denne handling til fortid. På den anden side er det også nødvendigt at fokusere på visse europæiske lande, som konsekvent har undladt at ratificere de protokoller, der forbyder brugen af dødsstraf.

Protokol nr. 6 til den europæiske konvention om menneskerettigheder, hvori dødsstraf i fredstid forbydes uden forbehold, er blevet ratificeret af alle 27 medlemsstater. Protokol nr. 13, hvori dødsstraf forbydes under alle forhold, er imidlertid underskrevet af alle 27 medlemsstater, men er stadig ikke ratificeret af fem, nemlig Frankrig, Italien, Polen, Spanien og Letland. Selv om hovedparten af kritikken i dag vedrørende indførelse af en europæisk dag mod dødsstraf er blevet rettet imod Polen, er jeg derfor helt enig med hr. Schulze, fru Frassoni og fru Morgantini og støtter dem i, at fingeren også bør pege på disse lande.

Jeg vil gerne understrege, at der ikke er beviser på, at dødsstraf har en afskrækkende effekt på voldelig kriminalitet. Dens uigenkaldelige natur betyder, at rettergangsfejl, der er uundgåelige i et hvilket som helst retssystem, ikke kan rettes.

  Maria da Assunção Esteves (PPE-DE). - (PT) Fru formand! Jeg vil gerne minde Dem om, hvad Victor Hugo sagde om blod, der vaskes væk med tårer, ikke med blod. Da man fastsatte EU's værdier og gjorde afskaffelse af dødsstraf til én af betingelserne for at komme hertil og være her, fastlagde man et system af regler, der udmærker Unionen som et oplysningens helle og et område, hvor der kun findes love, hvis moralske basis er sublim menneskelig værdighed.

Kampen mod dødsstraf er civilisationens kamp mod barbari. Kampen mod officiel, organiseret, kalkuleret og koldblodig død. Død efter regler, ikke efter lovregler, for dødsstraf falder uden for rammerne for nogen lov, der er værdig til en sådan betegnelse. Død i kraft af en brutal og ulovlig regel. Kampen mod dødsstraf er et spørgsmål om universel retfærdighed, fordi den berører det inderste i menneskeslægtens menneskelighed og er bestemmende for vores relationer med verden. Det er derfor, Europa ikke kan overse den kendsgerning, at lande som Kina, Iran, Pakistan, Irak, Sudan og USA på tragisk vis er fælles om dødsstraffens barbari.

Europa har ikke ret til at forholde sig til alt dette i medskyldig tavshed. Det kan heller ikke forholde sig tavst, hvad angår dets egen interne dynamik. Europa skal minde Polen om, at kampen mod dødsstraf er nedfældet i de a priori retfærdighedsprincipper, som er en ufravigelig betingelse for det at være europæer. Hvad angår den europæiske dag mod dødsstraf ville det være passende at spørge, og jeg spørger det portugisiske formandskab, under hvilke omstændigheder er et land berettiget til at gå imod konsensusværdierne i henhold til artikel 6 i EU-traktaten? Jeg vil også gerne spørge det portugisiske formandskab, om enstemmighed kunne bruges på konsensusområder i forbindelse med de regler, EU er bygget på. Er enstemmighed kun beregnet for spørgsmål, som splitter os, snarere end for den grundlæggende konsensus, EU er grundlagt på?

Disse er mine spørgsmål til formandskabet og mine tanker om den europæiske dag mod dødsstraf.

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Dette er tredje gang i år, Parlamentet vender tilbage til spørgsmålet om et moratorium. Vi mener, det er muligt at nå dette mål inden udgangen af året, og derfor beder vi indtrængende det portugisiske formandskab om at fremlægge teksten inden for de næste par timer for det relevante FN-udvalg. Vi beder det om at gøre dette i tæt samarbejde med Italien, det land, der tog initiativ til kampagnen, og at knytte ikke blot EU-landene til sig, men også alle dem, der har vist vilje til at blive medsponsorer og medforslagsstillere.

Jeg vil også gerne endnu en gang gøre det klart, at målet med et moratorium ikke er i modstrid med det mere generelle mål om afskaffelse, og under alle omstændigheder er det et moratorium, vi til dels som et første konkret skridt mod afskaffelse ønsker at opnå i dag. Intet af dette må få lov til at forplumre vandene! Endelig deler jeg mine kollegers vantro over, at et så vigtigt land i EU som Polen kan have taget afstand fra at erklære den 10. oktober for europæisk dag mod dødsstraf, og at dagen som følge heraf er blevet sat på standby.

Fru formand, hr. formand for Rådet. Vi beder Dem om ikke at opgive dette mål. Undlad venligst at lade den lille ånd opløse, som det er lykkedes os at få ind i et EU, der stadig i for høj grad er domineret af spørgsmål om økonomisk politik, handelspolitik og monetarisme.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). - (FR) Fru formand! Antallet af lande, som har afskaffet dødsstraf eller indført moratoriet, vokser år for år. Visheden vakler selv i lande, der stadig anvender dødsstraf som USA, og i muslimske lande dannes koalitioner.

Alligevel forsøger folk hver dag at forhindre henrettelser. Homoseksualitet dømmes stadig med dødsstraf i flere lande, og desværre viser aktuelle begivenheder i Europa, hvor vanskelig denne kamp er.

Med hensyn til moratoriet og FN's Generalforsamling henstiller Parlamentet til Dem, hr. rådsformand, for tredje gang i år indtrængende at gøre alt for at få FN's Generalforsamling til at vedtage en resolution hurtigst muligt og inden årets udgang om et moratorium som et strategisk skridt på vejen mod afskaffelse. Jeg tror, alle her er enige med mig i, at et er op til Dem at spille ud og skaffe opbakning.

Hvad den europæiske dag mod dødsstraf angår, er det uforståeligt, at vi ikke har sagt et eneste ord om, hvordan det forholder sig i dagens Europa på dette felt. Det er ufatteligt, at et land kan udnytte et sådant emne til indenrigspolitiske formål og dermed lade hånt om det europæiske projekt, artikel 2 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, de måske ældste fælles målsætninger for EU's optræden udadtil. Det kan de europæiske institutioner og De som Rådets formand ikke tolerere!

Den 10. oktober er valgt som europæisk dag mod dødsstraf. Vi vil for vores vedkommende holde et minimøde i Parlamentet i Bruxelles. Det er yderst vigtigt, at Parlamentet markerer denne begivenhed med størst mulig alvorsfuldhed og beslutsomhed.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg var meget glad for at høre om Kommissionens initiativ for at indføre en europæisk dag mod dødsstraf den 10. oktober, og jeg støtter fuldt ud dette initiativ og opfordrer alle mine kolleger til at støtte det, hvilket mange allerede har gjort under denne forhandling. Det var chokerende for mig at erfare, at ikke alle EU-lande støtter dette initiativ. Polens holdning bringer EU's troværdighed som en drivkraft for afskaffelsen i fare, og jeg håber oprigtigt, at den polske regering vil genoverveje sin holdning.

Dødsstraffen er en grusom og umenneskelig straf. Den er skadelig for den menneskelige værdighed, og der er absolut ingenting, der beviser, at brugen af dødsstraf virker kriminalpræventivt. Heldigvis går tendensen i verden nu i retning af en afskaffelse af dødsstraffen. Hele Europa bortset fra Belarus er allerede om bord, og flere og flere stater fra alle kontinenter føjes til på en stadigt voksende liste over lande, der ønsker dødsstraffen afskaffet.

Jeg synes også, at vi bør opfordre vores amerikanske kolleger til én gang for alle at afskaffe dødsstraffen. Et moratorium for henrettelser er første skridt i retning af en afskaffelse. EU skal fortsat opfordre alle stater, der håndhæver dødsstraffen, til at indføre et moratorium. En resolution på FN's Generalforsamling mod dødsstraffen vil forhåbentlig spille en vigtig rolle i denne henseende.

Vi skal imidlertid sørge for, at situationen ikke udvikler sig på samme måde som i 1999, da mit hjemland Finland forsøgte at få FN's Generalforsamling til at vedtage en resolution mod dødsstraf. Den blev udvandet så meget, at den ville have gjort mere skade end gavn for sagen. Nu hvor Italien har bragt spørgsmålet tilbage på FN's dagsorden, håber jeg, at EU under ét vil støtte forslaget, så vi får en resolution fra FN's Generalforsamling herom.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Fru formand, fru kommissær, hr. minister! Jeg er tvunget til at starte dagens indlæg med en personlig overvejelse. Da jeg her i Parlamentet for kort tid siden hørte indlægget fra Konrad Szymański, en repræsentant for den polske højrefløj, kom jeg til at tænke på en scene fra gårsdagens tale af præsident Ahmadinejad på Columbia Universitetet i New York. Hr. Szymański! Deres regering, der er ledet af Ret og Retfærdighed, den polske højrefløj, har placeret mit land, mit fædreland, sammen med lande såsom Iran, Belarus. Præsident Ahmadinejad henviste stolt til USA som et eksempel på et land, der udfører dødsstraf.

Den polske offentlige opinion er forarget over, at regeringen i Warszawa har været i stand til at blokere for den europæiske dag mod dødsstraf. EU har ellers været fælles om denne sag, den europæiske offentlige opinion har været fælles om den, de europæiske politiske partier har været fælles om den, den har skabt en demokratisk og liberal konsensus uanset de ideologiske skel i Europa. Jeg er overbevist om, at det næste valg i Polen vil vise, at det polske samfund beslutter, at EU kan være fælles om et initiativ mod dødsstraf i De Forenede Nationer.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Fru formand! Mit land, Portugal, var forløber f at afskaffe dødsstraf i 1867, og jeg er derfor umådeligt stolt over det portugisiske formandskabs initiativ med hensyn til at indføre en europæisk dag mod dødsstraf. Initiativet er på linje med alle de tiltag i internationalt regi, som Portugal inden for rammerne af EU og FN har gjort for at afskaffe dødsstraf og som protest mod de regeringer, der er hovedgerningsmænd inden for denne umenneskelige praksis, særligt Kina, USA og Iran.

Jeg finder det fuldstændig chokerende, at den polske regering skal have prøvet at blokere for dette initiativ med så opportunistiske og indbyrdes modstridende argumenter. Det skal gøres klart for det polske folk, at Kaczynski-regeringen ikke blot gør EU og dens grundlæggende værdier en bjørnetjeneste, den gør også frygtelig stor skade på Polens gode navn og rygte. Det, der er på spil, er de mest afgørende værdier, der adskiller civilisation fra barbari. Det portugisiske formandskab kan ikke standses, må ikke lade sig intimidere af modstand fra den polske regering. Det skal bibeholde forslaget, hurtigt bringe det til afstemning i AGEX-Rådet, overlade den polske regering til dens selvvalgte isolation og gå videre med fejringen af den europæiske dag mod dødsstraf den 10. oktober.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Fru formand! Jeg tager afstand fra udtalelsen fra min kollega, Konrad Szymański, og jeg sympatiserer til fulde med hr. Pinior udtalelse. Polen har underskrevet den sjette protokol, der afskaffer dødsstraffen, og Polen har retsligt forpligtet sig til, at denne straf ikke findes hos os. I Luxembourg den 17-18. juni sidste år accepterede de europæiske udenrigsministre, alle de europæiske udenrigsministre, inklusive Polens udenrigsminister, at EU skulle fremlægge et fælles beslutningsforslag mod dødsstraf.

Hvad skete der efter den 17. juni, siden Polen ændrede holdning i september? Det skyldtes selvfølgelig den interne situation, det skyldtes selvfølgelig valget. Kan man dog tale om, at Polen har ændret holdning? Det er ikke Polen, der har gjort det, men den polske regering. Polakker er ikke barbarer, de accepterer ikke dødsstraf. Polakkerne har flere gange modsat sig dødsstraf. Og jeg må sige - også til hr. Szymański - at opinionsundersøgelser har vist, at 57 % af polakkerne ikke ønsker dødsstraf. Hr. Szymański! Hav venligst dette in mente, når De repræsenterer Polen, og husk, at De skal formidle det polske samfunds holdning ved at tage hensyn til denne tendens.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Fru formand, mine damer og herrer! Mange tak for Deres tanker, kommentarer og spørgsmål.

Det blev, og det vidste jeg, det ville blive, en nem forhandling for Rådet. Nem, fordi Rådet og Parlamentet er enige om, hvad der er grundlæggende, og det er at opnå en resolution om et moratorium og afskaffelse af dødsstraf på den næste samling i FN's Generalforsamling. Jeg er naturligvis glad for at se, at vi står sammen om forhandlingens centrale mål, og at vi vil samarbejde om, at det kan lykkes at nå det.

Som det blev nævnt af et portugisisk parlamentsmedlem, er også jeg meget stolt over at deltage i denne forhandling som repræsentant for Portugal, fordi vi var det første land i Europa, der afskaffede dødsstraf. Det er et tema, et spørgsmål, et problem, som er meget følsomt for portugiserne, og det er jeg stolt over at kunne sige her, ligesom jeg er det over at have mulighed for at lede Rådets bestræbelser i FN på dette tidspunkt med henblik på at opnå det mål, vi selv har sat.

Jeg er her ikke for at tale om fortiden. Vi skal selvfølgelig lære af fortiden, og derfor skal vi naturligvis undgå alle de fejl, vi måske har begået, og som måske dengang gjorde det umuligt for os at nå de mål, vi selv havde sat. Fortid er fortid, lad os nu fokusere på fremtiden. Lad os fokusere med fasthed, med beslutsomhed, vel vidende, at det politisk set ikke er nogen let opgave, men at det er muligt. Når vi taler om fleksibilitet, taler vi om tillid til formandskabets arbejde. Det, vi søger og specifikt anmoder om - og vi er sikre på, at man fra Parlamentets side vil vise os det, eftersom man forstår, at det drejer sig om et politisk kompliceret og til tider endog svært spørgsmål - er naturligvis Parlamentets tillid til formandskabet og formandskabets bestræbelser, så vi definitivt kan få afsluttet dette mål med succes.

Vi vil forelægge udkastet til resolution i begyndelsen af oktober - tidligt til midt i oktober. Det er vores hensigt, og jeg kan fortælle Dem, at de mange diplomatiske henvendelser og kontakter, vi har haft, har givet os nogen tiltro. Vi håber, at vores tiltro vil vokse, som tiden går, for vores sag er en retfærdig sag. Sluttelig vil jeg også gerne sige, at EU allerede har medforslagsstillere, som sammen med os vil underskrive dette udkast til resolution, og jeg må også fortælle Dem, at jeg er meget stolt over, at disse medforslagsstillere omfatter portugisisktalende lande i Afrika og Asien og også Latinamerika - lande, der som os, som portugiserne, også underskriver respekten for livets helhedsværdi.

Med Deres støtte og Deres tillid har vi, og dette gentager jeg, tiltro til, at det portugisiske formandskab vil kunne virkeliggøre dette mål, som vi selv har sat for den 62. samling i FN's Generalforsamling, og at vi faktisk opnår at se en resolution vedtaget på de betingelser, man i Parlamentet og Rådet har ønsket den vedtaget.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne komme med en personlig kommentar på baggrund af artikel 145. Det polske medlem, som talte som repræsentant for UEN-Gruppen, har fejlciteret mig fuldstændig i en kommentar til min tale, og det vil jeg gerne have sat på plads.

Jeg spurgte Rådet, hvor længe det fortsat ville finde sig i denne holdning hos den polske præsident, hr. Kaczyński. Jeg havde citeret hr. Kaczyński, som i høj grad ønsker en bedre stemning for at kunne gøre det muligt at genindføre dødsstraf i Europa. Mit spørgsmål til Rådet var derfor: Hvor længe vil Rådet blive ved med at finde sig i det? Hvor længe vil de 26 andre regeringer forblive tavse om det? Jeg har ikke i noget af det, jeg har sagt, dristet mig til at beslutte (hvordan skulle jeg kunne det?), hvor længe hr. Kaczyński vil fortsætte som præsident i Polen. Det er det polske folks absolut suveræne ret at vælge sin regering og præsident. Jeg bønfalder imidlertid det polske folk om at være så klogt, at det vil sætte denne regering fra bestillingen hurtigst muligt!

  Formanden. - Mange tak for denne afklaring.

  Monica Frassoni (Verts/ALE). - (PT) Fru formand! Jeg stillede et meget specifikt spørgsmål. Jeg vil gerne vide, hvilken artikel formandskabet refererede til, da det blev sagt, at det var nødvendigt med enstemmighed i den type spørgsmål om f.eks. beslutningstagning vedrørende dagen mod dødsstraf, og hvorfor det ikke insisterede på en afstemning i Rådet. Jeg vil gerne vide, hvorfor formanden ikke sagde noget om dette punkt, som alle talere nævnte.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Fru formand! Det er Rådets fortolkning, at enstemmighed ved beslutninger af den art rent faktisk er nødvendig.

  Formanden. - Jeg har modtaget fem beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 27. september 2007.

(1) Se protokollen.