Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 26. september 2007 - Strasbourg

10. Hemmelige tilbageholdelser og ulovlige overførsler af tilbageholdte personer, der involverer Europarådets medlemslande (Fava-betænkningen og Marty-rapporten) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om hemmelige tilbageholdelser og ulovlige overførsler af tilbageholdte personer, der involverer Europarådets medlemslande (Fava-betænkningen og Marty-rapporten).

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand, hr. kommissærer, mine damer og herrer! I december 2005 bekræfter Parlamentet i en beslutning, hvori det anmoder om, at der nedsættes et midlertidigt udvalg om transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger, og jeg citerer: "sin beslutsomhed i kampen mod terror, men understreger, at denne kamp ikke kan vindes, hvis man giver køb på selve de principper, som terrorn sigter mod at ødelægge, herunder især princippet om, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder aldrig må sættes på spil".

Tidligere formandskaber for Rådet havde lejlighed til at erklære sig enig i dette synspunkt her i Parlamentet. Jeg kan ikke starte min tale uden at understrege, at det nuværende formandskab deler denne beslutsomhed. Jeg vil gerne gentage, at kampen mod terror ikke må bringe vores værdier og principper for beskyttelse af grundlæggende rettigheder i fare. Det er efter vores opfattelse et vigtigt aspekt. Vi vil kun have sejret i kampen mod terror, hvis vi forbliver frie: fri fra frygt og alle former for misbrug og manipulation skabt af frygt. Vores stærkeste våben og vores mest effektive beskyttelse er vores værdier og principper for beskyttelse af vores grundlæggende rettigheder.

Selv om Rådet som sådan ikke har kompetence til at afgive en udtalelse, vil der ikke være en eneste EU-medlemsstat, som ikke anerkender betydningen af den indsats, der er gjort, og de initiativer, der er taget, for at finde frem til sandheden. Vi må huske på, at vi taler om nogle af de grundlæggende principper, som vores europæiske demokrati hviler på. Ved at finde frem til sandheden vil vi kunne fjerne den mistanke, der huserer. Det er derfor vigtigt, at undersøgelserne på området kaster lys over sagen og ikke fører til yderligere forvirring. De tidligere formandskaber - som havde lejlighed til at tale for Parlamentet - generalsekretæren og den højtstående repræsentant samt EU's antiterrorkoordinator har i den forbindelse ikke stået tilbage for at samarbejde med Parlamentets midlertidige udvalg.

Jeg mener derfor, at det ville være helt uretfærdigt at antyde et manglende engagement fra Rådets eller udenrigsministrenes side. Rent faktisk må jeg understrege de talrige initiativer, både parlamentariske og retlige, som de forskellige europæiske lande har taget efter offentliggørelsen af betænkningen og rapporten.

Det var derfor helt korrekt at handle i nærhedsprincippets ånd. Som bekendt har EU på mange af de områder, som udvalget undersøgte, ikke beføjelse til at handle. Jeg tænker i den forbindelse især på overvågning af efterretningstjenester. Det er et forhold, som de tidligere formandskaber for Rådet og den højtstående repræsentant, hr. Solana, har påpeget over for Parlamentet og dets udvalg. Man kan naturligvis beklage, at det er tilfældet, men det forholder sig sådan, at de nuværende traktater begrænser Rådets handlemuligheder på disse områder.

For det portugisiske formandskabs vedkommende kan jeg imidlertid forsikre Dem om, at vi vil tage aktiv og konstruktiv del i et samarbejde. Jeg vil gerne minde Dem om den portugisiske regerings fulde og åbne samarbejdsvilje både i forbindelse med de undersøgelser, der blev foretaget af Parlamentets midlertidige udvalg, som afsluttede sit arbejde i februar, og i forbindelse med Europarådets generalsekretærs initiativer i henhold til artikel 52 i den europæiske menneskerettighedskonvention i forbindelse med påståede CIA-flyvninger og ulovlige tilbageholdelsescentre i Europa.

Selv om Rådet ikke som sådan har taget stilling til Fava-betænkningen og Marty-rapporten, som er underarbejdet i henholdsvis Parlamentets og Europarådets regi, betyder det som bekendt ikke, at det sidder dem overhørig. Rent faktisk har Rådet aktivt og på det bestemteste forsvaret menneskerettighederne og folkeretten i EU's eksterne politik.

Vi har konsekvent fastholdt, at beskyttelsen af folkerettens grundlæggende værdier kræver en seriøs og dybtgående dialog om menneskerettigheder i forhold til kampen mod terror. I den henseende har EU understreget, at menneskerettigheder, flygtninges rettigheder og den humanitære folkeret skal respekteres og bevares. Rådet vil fortsat nøje overvåge udviklingen på menneskerettighedsområdet i kampen mod terror og træffe passende foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af disse rettigheder. EU står også stadig fast på et totalt forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Vores tiltag styres af dette mål, og vi vil altid tage de bekymringer, som dette spørgsmål medfører, op med tredjelande. EU og medlemsstaterne har klart givet udtryk for, at enhver form for hemmelige tilbageholdelsescentre, hvor fanger befinder sig i et retligt vakuum, ikke er i overensstemmelse med den humanitære folkeret. Af EU's retningslinjer om tortur fremgår det klart, at medlemsstaterne skal forbyde hemmelige tilbageholdelsessteder og sikre, at alle personer, der berøves friheden, anbringes på officielt anerkendte tilbageholdelsessteder, og at deres opholdssted er kendt. Det fremgår ligeledes af EU's retningslinjer om tortur, at ingen med magt må sendes tilbage til et land, hvor vedkommende risikerer at blive underkastet tortur eller mishandling.

Det er almindeligt kendt, at de pågældende anliggender, som omfatter beføjelser til lufthavnskontrol, inspektion og efterretningsvirksomhed, hovedsageligt falder ind under medlemsstaternes ansvars- og kontrolområde. Det er korrekt, at SITCEN foretager periodiske analyser ved hjælp af oplysninger, som medlemsstaterne stiller til rådighed, men centret har ingen operationel kompetence over såkaldt efterretningsvirksomhed. Det skal bemærkes, at EU-medlemsstaterne også stod over for den kompleksitet, som i denne forbindelse er kendetegnende for systemet til sortering og behandling af anmodninger om overflyvning, landing og tilladelse til inspektion på jorden. Det er en ny udfordring for alle. For den portugisiske regerings vedkommende har vi ikke blot gennemført denne til tider vanskelige og meget langsommelige dataindsamlingsproces, vi har også nedsat en arbejdsgruppe, der skal vurdere de talrige procedurer og foreslå forbedringer, og betydningen heraf blev behørigt anerkendt i den endelige betænkning, som Parlamentet vedtog i februar.

Jeg må påpege, at vi betragtede Europarådets generalsekretærs arbejde som yderst vigtigt, og vi har taget behørigt hensyn til hr. Martys rapporter. Det spørgeskema og de henstillinger, som Europarådets generalsekretær har udarbejdet og fremsat i overensstemmelse med artikel 52 i den europæiske menneskerettighedskonvention, gav også - både i Portugal og i andre lande, antager jeg - anledning til en enestående vurdering af de nationale lovgivninger, garanti- og kontrolmekanismer som helhed, herunder en analyse af procedurerne for sortering, bekræftelse og kontrol af anmodninger om tilladelse til overflyvning af og landing på nationalt område.

I Portugal har dette uden tvivl medført institutionelle, tekniske og operationelle forbedringer. Med hensyn til henstillingerne fra Europarådets generalsekretær vedrørende kontrolgarantier var det medlemmernes udbredte opfattelse, at de initiativer, som var under udarbejdelse, ikke måtte medføre unødige overlapninger i lovgivningen eller overdragelse af nye beføjelser til Europarådet.

På den anden side synes der at være enighed om, at der kan sikres en mere effektiv anvendelse og grundigere overvågning af de nuværende mekanismer. Jeg tror, at hvis disse undersøgelser blev foretaget med større stringens og kontenance, ville konklusionerne være mere effektive. Selv om det altid anbefales at være stringent og undlade at forveksle fakta og påstande og til en vis grad forsøge at beherske den anvendte sprogbrug af hensyn til betydningen af de pågældende værdier og de europæiske demokratiers gode navn, forholder det sig sådan, at alle disse initiativer har en rækkevidde og en betydning. De skal derfor navnlig tages på et tidspunkt, hvor det er blevet vigtigt seriøst og direkte at analysere de nye dilemmaer, som terrortruslerne skaber, f.eks. dilemmaet mellem sikkerhed og frihed. Endvidere er der et stigende behov for en løsning gennem folkeretten på de vanskelige problemer, som kampen mod en hidtil ukendt trussel udgør.

En konsolidering af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af Haagprogrammet og den respektive handlingsplan er en af hovedprioriteterne i det tyske, portugisiske og slovenske formandskabs fælles 18-måneders-program. Kampen mod terror er i den forbindelse en af de vigtigste udfordringer, og de tre formandskaber har fastsat et mål om at styrke samarbejdet på området gennem den videre gennemførelse af EU's terrorbekæmpelsesstrategi. Hr. de Kerchove blev som bekendt for nylig udpeget som EU's nye antiterrorkoordinator, og ligesom hans forgængere er han parat til at give Parlamentet alle de oplysninger, det kræver.

Jeg må også benytte lejligheden til at understrege, at spørgsmålet om overholdelse af menneskerettighederne i kampen mod terror specifikt er blevet rejst i den transatlantiske dialog, navnlig på det seneste topmøde mellem EU og USA i april, hvor konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 11. december 2006 blev forelagt.

Portugal har under sit formandskab for Rådet klart givet udtryk for sit ønske om at fortsætte og udvide denne dialog, som den opfatter som vigtig for begge parter.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne takke Rådets repræsentant. Kommissionen - og jeg selv - har fra starten fulgt og støttet Parlamentets midlertidige udvalgs arbejde med dette velkendte emne og de alvorlige påstande og alvorlige begivenheder, der her er tale om.

Alvoren af disse begivenheder, og alene det at forestille sig, at de kan have fundet sted, betyder naturligvis, at det er vigtigt, at alle tre institutioner - Kommissionen, Parlamentet og Rådet - arbejder sammen. Vi skal selvfølgelig endnu en gang gentage - og det glæder mig at gøre det - at kampen mod terror skal føres med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og retsstaten. Det er de to betingelser for, at demokratiet kan fungere.

I samme ånd mener jeg, at ulovlige overførsler af fanger og hypotesen om, at der findes mere eller mindre hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter - hvis sådanne begivenheder på behørig vis blev påvist - uden tvivl ville være en alvorlig overtrædelse af folkeretten og de grundlæggende menneskerettigheder. Vi ved alle, at EU-medlemsstaterne alle sammen har pligt til at overholde de vigtige principper i menneskerettighedskonventionen, særligt artikel 5 og 6.

Vi håber naturligvis, at disse begivenheder vil blive grundigt undersøgt i medlemsstaterne. Undersøgelserne skal selvfølgelig foretages af de kompetente retlige myndigheder. En ting skal stå klart, og der er også tydeligt gjort opmærksom på det flere gange både i hr. Favas betænkning og i Europarådets rapport, nemlig at der i en parlamentarisk rapport kan redegøres for nogle kendsgerninger, men at Parlamentet naturligvis hverken har beføjelse eller pligt til at foretage en dommerundersøgelse.

Når der anvendes udsagn fra ukendte kilder, foreskriver retsstatsprincippet - som vi skal overholde - at undersøgelserne naturligvis overdrages til frie, uafhængige domstole. Det er dem, som har pligt til at afdække kilderne til en påstand. At fremsætte påstande mod en medlemsstat eller en enkeltperson uden at afsløre kilderne til denne påstand kan accepteres i en parlamentarisk betænkning, men ikke i en dommerundersøgelse. Derfor håber jeg, at dommerundersøgelserne vil fortsætte, som det er tilfældet i flere medlemsstater, inklusive i mit eget land. Betænkningen skal dog naturligvis følges op, så jeg vil nævne en liste over de initiativer, som, jeg mener, kan bidrage til denne opfølgning.

Den 23. juli skrev jeg til den polske og den rumænske regering og mindede dem om deres pligt til at foretage en fuldstændig og tilbundsgående undersøgelse og anmodede dem om detaljerede oplysninger om, hvorvidt disse undersøgelser var blevet iværksat, og hvad resultatet havde været. Jeg håber, at begge regeringer vil svare, og jeg vil naturligvis underrette Dem om deres svar, især fordi jeg mener, at åbenhed og sandhed kræver, at når nogen beskyldes for noget, skal de kunne anvende alle retsmidler til at forklare og bevise, at påstanden er usand, eller også skal undersøgelsen overdrages til en uafhængig domstol. Det er efter min mening i den anklagedes interesse, at der fremkommer et entydigt svar.

For det andet har jeg udarbejdet et spørgeskema om terror til alle medlemsstaterne, hvilket jeg også nævnte under sidste mødeperiode. I spørgeskemaet bliver medlemsstaterne spurgt om, hvilke foranstaltninger de har truffet for at bekæmpe terror, hvad resultaterne har været i forhold til den nationale rets effektivitet og særligt, hvilken grad af beskyttelse den nationale ret yder de grundlæggende menneskerettigheder. Min hensigt er at analysere svarere og derefter udarbejde en rapport til Rådet og Parlamentet om effektiviteten af medlemsstaternes antiterrorforanstaltninger og deres hensigtsmæssighed og forenelighed med de grundlæggende rettigheder.

For det tredje har jeg i forbindelse med luftfart afgivet et løfte til LIBE-udvalget om at ville se nærmere på et yderst vigtigt retligt aspekt, som i øjeblikket ikke er taget med, nemlig hvor grænsen går mellem definitionen af et civilt luftfartøj og et statsluftfartøj, med andre ord et luftfartøj, der ikke er underlagt de almindelige kontroller, der gælder for civile luftfartøjer. Dette arbejde er som lovet sat i gang, og Kommissionen vil udarbejde en meddelelse om almindelig luftfart. Meddelelsen vil blive vedtaget af Kommissionen inden udgangen af i år, og vi vil naturligvis derfor meget snart fremsætte et forslag til en bedre definition af konceptet statsluftfartøjer, som tydeligvis ofte fortolkes på en måde, hvorved de nødvendige kontroller undgås.

Der er imidlertid også et andet initiativ, der vedrører lufttransport. Det er en del af en overordnet løsning, hvormed der indføres fælles regler for alle medlemsstater om hver enkelt flytype, som flyver ind i det fælles europæiske luftfartsområde uden en flyveplan. De ved uden tvivl, at fra 1. januar 2009 indføres der med bestemmelserne til gennemførelse af det såkaldte fælles europæiske luftrum fælles krav om flyveplaner for alle medlemsstater, så i den forbindelse skal vi harmonisere reglerne for flyveplaner for alle luftfartøjer, uanset om de passerer gennem eller kommer ind i europæisk luftrum. Det vil være en kæmpe fordel, fordi det vil fjerne den forskelsbehandling, som vi har bemærket i visse medlemsstater i forbindelse med overflyvning og landing.

Et andet emne er ratificering af udleveringsaftalen mellem EU og USA. Hvis der, som der burde, allerede havde været en europæisk aftale - vi har undertegnet den, men endnu ikke ratificeret den - så ville reglerne for udlevering af fanger fra og til USA have været langt klarere. Vi taler her om fanger, som er sigtet eller under mistanke for terror. Denne aftale er endnu ikke blevet ratificeret i alle medlemsstater, men heldigvis mangler der kun nogle få. Jeg har endnu en gang formelt opfordret alle justitsministrene til hurtigst muligt at ratificere denne europæiske udleveringsaftale med USA.

Så er der spørgsmålet om overvågning af efterretningstjenesterne. Det er behandlet i både betænkningen og i rapporten, men det er en følsom sag. Jeg tror, at det vigtigste af det hele her er den nationale løsning, selv om man kan fremhæve visse fælles krav. Det første krav er en styrkelse af medlemsstaternes parlamentariske kontrol. Nogle lande har vedtaget eller er ved at vedtage nationale love, der skal stramme gevaldigt op på deres nationale parlamenters kontrolbeføjelser over for deres efterretningstjenesters virksomhed. Det er den vej, vi efter min mening bør gå, for som I vil forstå, kan jeg ikke forestille mig en fremtidig fælles europæisk lovgivning til regulering af efterretningstjenesterne, selv om jeg mener, at det er yderst fornuftigt at drøfte dette emne.

Afslutningsvis tror jeg, at dette er et emne, som vi skal blive ved med at drøfte under hensyntagen til retsstaten og naturligvis respekten for de grundlæggende rettigheder. Grundlæggende rettigheder omfatter imidlertid også retten til ikke at komme under anklage, medmindre det sker på grundlag af beviser, der er indsamlet i henhold til de korrekte procedurer.

  Jas Gawronski, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Min gruppe har fremsat begrundet kritik af Marty-rapporten og med overvældende flertal stemt imod Fava-betænkningen. Det er en skam, fordi Parlamentet i det mindste i spørgsmål om emner som terror og menneskerettigheder burde være i stand til at overvinde sine interne uenigheder og kunne fremsætte en fælles holdning. Når vi ikke har formået det, så er det desværre fordi, at Fava-betænkningen tager udgangspunkt i en forudfattet mening om, at USA er skyldig. Vi har således spildt et år på at finde ikke sandheden, men beviser på denne skyld og udeladt og endog skjult kendsgerninger, som ville gå imod dette synspunkt.

Lad mig blot give et enkelt konkret og, jeg kunne tilføje, skandaløst eksempel. En af grundede til, at vi tog til Polen, var for at interviewe en journalist, som et år forinden havde været blandt de første til at skrive om eksistensen af CIA-fængsler i Polen. Da vi mødte hende, havde hun desværre skiftet mening. Når jeg siger "desværre", er det ironisk ment. Hun var ikke længere sikker. Hun fortalte os, at hun ikke ville have skrevet artiklen i dag. Der er imidlertid intet spor af hendes meningsskifte i betænkningen, hvorimod den er fuld af vidneudsagn fra journalister, som er enige i ordførerens tese. Vi har spildt et år på ingenting, brugt skatteydernes penge uden at finde frem til mere, end vi allerede vidste fra pressen og fra officielle og uofficielle amerikanske kilder, og hvis ikke præsident Bush personligt havde afsløret, at der fandtes CIA-fængsler, ville vi ikke engang have været sikre på det.

De sagde, kommissær Frattini, at De havde skrevet breve til Polen og Rumænien og anmodet om redegørelser, men at De ikke havde modtaget svar. Det er altid dårlig skik ikke at svare, men jeg er ikke overrasket, fordi disse påstande er ubegrundede. De henviser selv i Deres brev til formodninger, ikke konkrete fakta, og begge lande har allerede fra højeste plan erklæret, at de har foretaget undersøgelser, og at der efter deres opfattelse ikke findes CIA-fængsler. Det kan være rigtigt eller forkert, og enhver kan tro, hvad de vil om det, men som De selv sagde, hr. Frattini, kan vi ikke fremsætte påstande, medmindre vi har beviser.

Faktum er, at der i Fava-betænkningen og Marty-rapporten er alt for mange sætninger af typen "det er højst sandsynligt" og "det kan ikke udelukkes" på grundlag af hvilke, der efterfølgende drages endelige konklusioner. Ingen skal for at retfærdiggøre manglende beviser komme og fortælle mig, at vi ikke sidder i en retssal, og at der blot er tale om et politisk dokument. Det er ikke længere politik, når vi opfordres til at overveje, hvorvidt omstændighederne er tilstrækkeligt ekstreme til, at vi kan påberåbe os EF-traktatens artikel 7.

Nu, hvor jeg føler, at der er stemning i Parlamentet for at udarbejde en ny betænkning om CIA, har jeg et forslag. Lad os holde op med at foretage tendentiøse fortolkninger af fortiden. Lad os indstille undersøgelsen af denne sag, hvis kendsgerninger vi ikke er kommet nærmere. Lad os overlade det til domstolene - som kommissæren sagde - og til journalisterne, som har de fornødne undersøgelsesmidler og kan gøre det bedre end os. Lad os koncentrere os om fremtiden, om politik og om Fava-betænkningens afsnit med anbefalinger, som er det eneste acceptable afsnit.

USA har uden tvivl begået fejltagelser. I nogle tilfælde har landet overtrådt menneskerettighederne, men det er også meget let ikke at begå fejl, når man ikke gør noget for at bekæmpe terror. Terror er et nyt fænomen, som der ikke er taget højde for i vores lovgivning, og lovgivningen skal derfor nu tilpasses. Lad os forsøge at vedtage adfærdskodekser, så vi kan forhindre yderligere overtrædelser af menneskerettighederne og undgå en gentagelse af fortidens fejltagelser og tilpasse vores regler og forskrifter efter en ny form for global trussel.

Det er rimeligt, at Kommissionen forsøger at foretage en overordnet vurdering af de foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget. De andre initiativer, som hr. Frattini har annonceret og iværksat, er ligeledes acceptable. Det kræver ikke desto mindre stadig en hel del mere, hvis problemet med terror skal løses på en global, overbevisende og koordineret måde. Jeg tænker på internettet og på foranstaltninger, hvormed vi kan forebygge og retsforfølge strafbare handlinger og dermed undgå den paradoksale situation, hvor terroristerne handler på globalt plan ved hjælp af internettet og celler, der er placeret alle vegne, alt imens regeringerne handler hver for sig på nationalt plan.

Vores fremtid afhænger af vores evne til at besejre terrorn. Lad os stå sammen for at vinde denne kamp.

  Claudio Fava, for PSE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Min betænkning blev vedtaget for syv måneder siden, og siden da er de eneste tegn på en ny udvikling i sagen kommet fra USA. Hr. Gawronski nævnte et af disse tegn, nemlig at præsident Bush den 20. juli dekreterede, at hans regering fortsat ville anvende ulovlige CIA-aktiviteter i form af udenretslig pågribelse og tilbageholdelse af formodede terrorister i tredjelande, der giver tilladelse hertil.

Det andet vigtige tegn er, at den amerikanske kongres har indledt sin egen uafhængige undersøgelse af ekstraordinære udleveringer. Det fortæller os, at vi ikke har at gøre med et kapitel i historien, men med aktuelle begivenheder.

Der er dommerundersøgelser i gang i fire europæiske lande: Spanien, Portugal, Tyskland og Italien. Indtil videre er der afsagt 39 kendelser om varetægtsfængsling af lige så mange amerikanske efterretningsfolk og -agenter. Parlamentets undersøgelser dokumenterede kendsgerninger, ikke holdninger. Det er eksempelvis en kendsgerning, at nogle af vores regeringer og efterretningstjenester samarbejdede med CIA om at foretage ekstraordinære udleveringer. Jeg vil gerne minde kommissær Frattini om, at vores kilder i denne sag ikke var anonyme. Vores kilder bestod, som det fremgår af betænkningen, af udtalelser fra den britiske og den tyske regering.

Vi har fremsat 48 anbefalinger, primært til Rådet, og vi vil gerne høre fra Rådet, om der er blevet fulgt op på blot én af disse anbefalinger i løbet af de seneste syv måneder. Vi fremsatte navnlig to anmodninger: Vi opfordrede EU-institutionerne - herunder Rådet - til at leve op til deres respektive ansvar i henhold til EF-traktatens artikel 6 og 7, og vi forventede, at Rådet ville lægge pres på alle de berørte regeringer for at få dem til at fremlægge fuldstændige og udtømmende oplysninger med mulighed for om nødvendigt at indlede høringer. Det er ikke sket. Det er ikke korrekt, at Rådet ikke har nogen beføjelser, hr. Lobo Antunes. Rådet har de beføjelser, som det er tildelt i henhold til traktatens artikel 6 og 7.

Vores anmodninger kunne bestemt være blevet efterkommet af det tyske formandskab og nu det portugisiske formandskab. Vi sætter pris på hr. Frattinis initiativer, men vi er ikke tilfredse med disse to seksmåneders formandskaber, som reelt set har ladet et års arbejde foretaget af vores undersøgelsesudvalg gå i glemmebogen. I lyset af at offentligheden i vores lande kræver sandheden, vidner tavsheden fra Rådet - og fra mange af vores regeringer, skal det siges - om en forspildt mulighed for Europa.

Parlamentet agter dog ikke at give efter. Jeg er ked af det på hr. Gawronskis vegne, men vi vil vende tilbage til dette emne. En initiativbetænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder vil blive vores bidrag til bekæmpelsen af terror på en måde, som respekterer menneskerettighederne hele vejen, alle steder og for alle. Den vigtigste menneskeret, som Cesare Beccaria lærte os om for flere århundreder siden, er uskyldsformodningen.

  Ignasi Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Europa-Parlamentet stemte om et beslutningsforslag om dette spørgsmål, Europarådet stemte om en anden tekst om samme spørgsmål, som var klar og tydelig på alle områder, men alle vi, der har en vis juridisk viden, ved, og det overrasker os ikke - det siger jeg med en vis ironi - at der findes en regel i retten, især i strafferetten, som siger, at ingen er tvunget til at inkriminere sig selv. Og det undrer os, at Rådet og de enkelte regeringer anvender den på sig selv.

I denne sag har de i stedet for at handle besluttet at forholde sig tavse, som den sigtede, der ikke forsvarer sig selv, men nægter at acceptere anklagerne ved simpelthen at forholde sig passiv og tavs.

Det er skammeligt at se, hvordan Rådet som institution og alle dets medlemmer optræder kollektivt og kollektivt påtager sig den regel, som de bruger i retten til at forsvare de anklagede, som deres egen. Den institutionelle tavshed i forbindelse med ansvaret, uanset om det er aktivt eller passivt, uanset om der er tale om handling eller forsømmelse, uanset om det sker af overbevisning eller af frygt for at skabe problemer på grund af presset fra et allieret land, er denne tavshed en skamplet for vores nuværende demokrati, og den omfatter alle dem, der udviser den.

Også i EU er det tydeligt, at det er vanskeligt at gennemføre ansvarlighedsmekanismer, for ansvarlighedsmekanismerne er ikke beregnet til at blive brugt over for alle de stater, der beskytter hinanden gensidigt.

Da man udarbejdede traktaten, da man udarbejdede artikel 6 og 7, var der helt sikkert ingen, der tænkte, at vi en dag ville befinde os i en situation, hvor vi ikke ville tale om overtrædelse af de grundlæggende regler eller om en regerings, men derimod om en europæisk institutions passivitet i forbindelse med forsvaret af de grundlæggende rettigheder. Vi ser Rådet, der forholder sig medskyldigt og passivt, og vi ser, hvordan alle medlemsstaterne er medskyldige. Denne situation havde man ikke tænkt på, og det er det, der beskytter det nu.

Vi råder ikke over nogle retslige mekanismer, der kan gøre det muligt for os at handle i denne situation. Men historien vil sætte tingene på plads, hr. rådsformand, for historien bringer altid skammen frem i lyset, i dette tilfælde fra en periode, hvor man under dække af at ville beskytte vores frihed har bragt alt det, som EU byggede på, i fare.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Favabetænkningen var baseret på indicier, men i stedet for kontante konklusioner har den blot skabt en atmosfære af mistænksomhed over for medlemsstaterne.

Martyrapporten er skrevet på en endnu mindre ansvarlig måde. Alle konstateringer er baseret på anonyme kilder, hvormed det ikke er muligt at identificere dem. Denne arbejdsmetode er ikke garanti for, at Martys arbejde ikke er blevet manipuleret af forskellige tjenester eller organisationer, der er negativt stemt over for det transatlantiske samarbejde om terrorbekæmpelse. Jeg vil meget gerne takke minister Antunes for, at han har gjort opmærksom på, at den internationale ret ikke indeholder et tilstrækkeligt svar på terrorproblemerne. Ingen af de nævnte dokumenter har gjort noget i denne henseende. De officielle undersøgelser og forklaringer, som Polen har fremlagt, er i overensstemmelse med vores regler for civilkontrol med efterretningstjenesterne. Disse regler er i overensstemmelse med de europæiske standarder på området. Og derfor ser jeg ikke nogen grund til at gentage denne diskussion.

  Cem Özdemir, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Favas betænkning blev i februar 2007 godkendt af dette parlament, og den indeholder en lang række henstillinger, der både vedrører den juridiske og den politiske side. Jeg havde gerne set, at Rådet refererede til disse henstillinger og kom ind på, hvad der sidenhen er sket. Hvis Rådet ikke skulle være i besiddelse af Favas betænkning, stiller vi gerne endnu en gang en kopi af den til rådighed. Men til gengæld ville vi så også gerne erfare, hvad der siden da er blevet realiseret af henstillingerne i denne betænkning med hensyn til medlemsstaternes samarbejde, men også med hensyn til Rådets rolle, til hvilken der henvises i denne betænkning.

Dick Marty, Europarådets ordfører, har i juli i år ligeledes fremlagt en anden betænkning. Jeg vil begrænse mig til to punkter. Han taler i betænkningen om, at der findes enkelte europæiske regeringer, der ikke blot har hindret sandhedssøgningen, men til dato stadig gør det, ved at de henviser til såkaldte statshemmeligheder. Dette er intet andet end misbrug af statshemmeligheder for at beskytte mennesker, der har handlet i strid med loven. Han taler her desværre udtrykkeligt også om mit eget land, Forbundsrepublikken Tyskland, og om Italien, men roser på den anden side Bosnien-Hercegovina og observatørlandet i Europarådet, Canada. På et andet punkt taler han imidlertid også udtrykkeligt om Polen og Rumænien og nævner disse to lande i forbindelse med såkaldte hemmelige fængsler. Også på dette punkt, ønsker jeg, at Rådet fortæller os, hvad der er sket.

Henvisningen til medlemsstaternes subsidiaritet er i dette tilfælde ikke tilstrækkelig, for her vi påberåber os fælles europæiske værdier. Jeg henviser til artikel 6 og 7 i EU-traktaterne. De gælder i alle medlemsstater uafhængigt af subsidiariteten.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Det, vi har måttet opleve i forbindelse med den såkaldte kamp mod terror, vil jeg betegne som en metode til outsourcing af krænkelser af menneskerettighederne.

Mennesker tilbageholdes i Guantánamo, hvor de berøves de mest selvfølgelige menneskerettigheder. Mennesker er blevet udleveret til torturstater, fordi man åbenbart ikke selv vil have beskidte hænder. Der drives hemmelige fængsler, hvilket præsident Bush selv har indrømmet, og europæiske regeringer har blot kigget væk, mens den amerikanske efterretningstjeneste har begået systematiske krænkelser af menneskerettighederne på disse regeringers område.

Europarådet og Parlamentet har ikke set tavse til ved disse uhyrlige handlinger, men har indsamlet fakta, undersøgt krænkelser af menneskerettighederne og kritiseret dem med al tydelighed. I den forbindelse har Dick Marty udført et meget engageret stykke arbejde, som jeg takker ham for. Favas betænkning, som min gruppe har støttet, kræver indtrængende, at disse fremgangsmåder bringes til ophør. Men hvad sker der i stedet?

Min regering har f.eks. i tilfældet Khaled el-Masri for få dage siden gjort dyb reverens for den amerikanske regering. Den giver afkald på overhovedet at sende udleveringsbegæringen for de tretten mistænkte CIA-agenter fra anklagemyndigheden i München til den amerikanske regering. Hvorfor? Alene fordi den blotte fremsættelse af denne begæring ville have irriteret Washington.

Jeg har intet imod, hvis mit land og EU i fællesskab med USA bekæmper terrortruslen, men derfor er kidnapning og tortur vel stadig ulovlig? Det kan da ikke være rigtigt, at CIA-agenter får udstedt carte blanche, og at de kan gøre og lade, som de vil. Skal den transatlantiske sikkerhedszone, som den tyske indenrigsminister har bragt på bane, se sådan ud?

Vores grundværdier, navnlig den omfattende beskyttelse af menneskerettighederne, må ikke stilles til disposition i den såkaldte antiterrorkamp. Europa-Parlamentet og Europarådet har med rette understreget dette, og jeg forventer også af Rådet og Kommissionen, at de står ved denne konstatering og navnlig indretter deres handlen herefter. Dermed vil jeg sige, at det, jeg i dag har hørt fra Rådet, på ingen måde er tilstrækkeligt. Jeg forventer virkelig, at Rådet handler efter disse principper, som det tidligere selv har formuleret, og også konkret efterkommer Europa-Parlamentets henstillinger.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Det er næsten to år siden, at Parlamentet besluttede at nedsætte et midlertidigt undersøgelsesudvalg. En beslutning, som til trods for kraftig modstand og underbyggede indvendinger alligevel blev gennemtvunget. Nu, to år senere, gælder de daværende indvendinger stadig. Vi taler i dag om to dokumenter, hr. Martys rapport og hr. Favas betænkning. Sidstnævnte betænkning føjer intet nyt til hr. Martys rapport, som vi allerede kendte dengang.

Europarådets rapport var nuanceret og forsigtig, når det gjaldt om at rette beskyldninger mod medlemsstaterne. Det kunne desværre ikke siges om Parlamentets betænkning. Det kan kaldes et fremskridt, at der i dag finder en forhandling sted på grundlag af begge dokumenter. Der sker heldigvis også fremskridt, hvad angår samarbejde, i Agenturet for Grundlæggende Rettigheder.

Gruppeformandskonferencen har med rette anbefalet et godt samarbejde mellem Parlamentet og Europarådet. Hvor de grundlæggende rettigheder står på spil, er samarbejde påkrævet, for det er meget vigtigt at beskytte de grundlæggende rettigheder. Hvis det er formålet med undersøgelse af de amerikanske efterretningstjenesters aktioner på europæisk territorium, skal Rådets bestræbelser også rettes herimod. Kan der indgås aftaler om bekæmpelse af terror i de transatlantiske forbindelser, eller skal vi fortsat nøjes med ensidigt pålagte foranstaltninger?

Ved alle foranstaltninger mod terror lægges der ofte alt for lidt vægt på rettighederne. Efter to undersøgelser er det på tide at se fremad og arbejde på en genopretning af ligeværdige forbindelser med USA. Jeg vil gerne af Rådet have at vide, hvad det konkret agter at gøre for at genoprette forbindelserne. Fortsætter vi med at lægge pres på USA for at få klarhed over, om der var hemmelige interneringslejre på Unionens territorium, eller forsøger vi at hindre en gentagelse?

Til sidst har jeg et spørgsmål til formanden. Under forhandlingen den 14. februar spurgte jeg, om det kunne oplyses, hvad det midlertidige udvalgs undersøgelse koster. Indtil nu er der ikke givet nogen oplysninger herom. Hr. formand! Kan De sørge for en finansiel rapport foruden undersøgelsesrapporten, og er det også muligt, at Europarådet giver oplysninger om udgifterne til hr. Martys undersøgelse? Hr. Gawronski har ret. Dette drejer sig om anvendelse af skatteydernes penge.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand! Jeg har en række bemærkninger på min gruppes vegne. Det er virkelig ærgerligt, at vi i dag må konstatere, at Rådet ikke rigtigt reagerer på de spørgsmål, som bl.a. på Parlamentets vegne blev stillet i Claudio Favas betænkning fra januar i år. Hvad har Rådet egentlig gjort med resultaterne, både vores og Europarådets? Har der virkelig ikke været indbyrdes drøftelser for at forhindre, at den praksis, som beskrives i disse rapporter, ikke længere vil forekomme?

Vi er mere positive, hvad angår Kommissionens reaktion. Kommissionen har indledt en evaluering af antiterrorforanstaltningerne og den måde, hvorpå de gennemføres. Jeg er meget glad for kommissærens bebudelse for lidt siden af, hvad der kan gøres for at forhindre, at fly, der uretmæssigt befordrer mennesker et andet sted hen, i fremtiden lander på europæiske flyvepladser. For disse såkaldte statsfly skal der faktisk indføres et kontrolsystem.

Det næste punkt er naturligvis, at vi er glade for, at der igen er udnævnt en antiterrorkoordinator, og vi ønsker ham selvfølgelig held og lykke. Vi var noget overraskede over hr. Gijs de Vries' pludselige fratrædelse. Han gav aldrig udtryk for, at han virkelig brød sig om sit job. Jeg håber, at det er tilfældet med den nye koordinator, at hans stilling som koordinator forstærkes, og at den nye koordinator i fremtiden om ønsket kan besvare spørgsmål, som Parlamentet stiller.

Nu kommer jeg til hr. Martys rapport om mulige hemmelige fængsler i Polen og Rumænien. Jeg deler de bemærkninger, som allerede er fremsat om, at den sidste rapport er baseret på anonyme vidner. Hr. Marty har endnu ikke forklaret, hvilke kriterier Europarådet har, og hvornår man har lov at citere anonyme kilder. Derfor er vi ikke særlig tilfredse med den måde, hvorpå hr. Marty har grebet sagen an. En række mennesker er sat på anklagebænken, og hidtil er der ikke dukket nye kendsgerninger op. Jeg tror, det er på tide, at hr. Marty oplyser, om denne liste med navne kan destrueres, især fordi to af vores medlemmer står på denne liste. Det sagde jeg allerede for nogen tid siden, da vi talte med hr. Marty i udvalget.

Mit sidste punkt er, at det selvfølgelig er vigtigt også at gøre det klart over for borgerne, at den praksis, som har fundet sted i EU's lande, såsom bortførelse af mennesker foretaget af efterretningstjenester uden for EU, ikke længere kan forekomme, og at det ikke kan tillades, at CIA opererer i Europa, uden at de nationale myndigheder kan overvåge det. Amerikanerne viser sig at have andre retsregler end vi. Atter viser de seneste eksempler på amerikanernes afvisning af at udlevere mennesker eller imødekomme udvisningsanmodninger fra både Italien og Tyskland, at vi åbenbart har forskellige normer. Disse to eksempler giver stof til eftertanke, hvad angår den måde, EU og USA samarbejder om bekæmpelsen af terror. Ønsker amerikanerne den samme balance, når det gælder sikkerhed og menneskerettigheder?

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Rådsformanden slog ud med hånden og sagde, at EU ikke havde nogen beføjelser til at handle, at torturflyture og hemmelige fængsler "ikke har noget at gøre med os, du gamle!" Så sagde han, at Rådet havde været med til aktivt at fremme menneskerettighederne uden for EU. Jeg bliver virkelig meget træt af at høre formandskaberne hele tiden plapre løs om europæiske værdier, men påstå, at de ikke kan levere ansvarlighed for overtrædelser af menneskerettighederne i EU.

Her er to ting, som De kunne gøre. Hvorfor er der kun 12 medlemsstater, der har undertegnet FN's konvention om tvangsforsvindinger, hvor man især noterer sig, at lande som Det Forenede Kongerige, Tyskland, Spanien, Polen og Rumænien - det er da en besynderlig liste - såvel naturligvis som USA ikke har skrevet under? For det andet kunne De få EU's medlemsstater til frivilligt at påtage sig at tage imod fanger fra Guantánamo, der er blevet erklæret parat til løsladelse. Det Forenede Kongerige måtte slæbes i retten, før det opfordrede til, at fem personer med ophold i Det Forenede Kongerige kom tilbage hertil. Hvis EU opfordrer til lukning af Guantánamo, hvilket vi mere eller mindre har gjort, så lad medlemsstaterne følge deres ord op med handling.

Jeg er enig med hr. Frattini i, at det ikke er nok med en parlamentarisk undersøgelse. Vi havde ikke de beføjelser og de undersøgelsesteknikker, som politiet og justitsmyndighederne har, men først og fremmest vil jeg sige, at vægten af vidnesbyrd fra ofre og andre, som vi fik og offentliggjorde, var stor, entydig og overbevisende. For det andet er det lidt meget at bebrejde en parlamentsbetænkning, når medlemsstaterne har nægtet at iværksætte politimæssige eller juridiske undersøgelser.

Det Forenede Kongeriges efterretnings- og sikkerhedsudvalg, der bliver udpeget af og rapporterer tilbage til premierministeren - ikke til parlamentet - bebrejdede den britiske efterretningstjeneste for ikke at have forstået, at de oplysninger, de videregav til CIA, ville blive misbrugt til bortførelser, forsvindinger og tortur. Nuvel, hvis vi har en så naiv britisk efterretningstjeneste, får det mig ikke til at føle mig særlig tryg.

Det er bestemt godt at høre, at hr. Frattini kaster brønden delvis til, efter at barnet er druknet, hvad angår misbrug af det europæiske luftrum, hvor private fly unddrager sig kontrol med statslige fly eller ikke forelægger flyveplaner, men det er ikke nogen erstatning for ansvarlighed for tidligere tilladelse til eller tolerance af torturflyvninger gennem europæisk territorium eller hemmelige fængsler der.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Hr. Favas betænkning og senator Martys rapport for Europarådet er fælles om et punkt: de indeholder ikke nogen som helst beviser. De udgør en sammenfletning af ordførernes løse spekulationer om udlevering af terrormistænkte og påståede hemmelige CIA-lejre i Europa.

Vi har allerede talt mange gange om hr. Favas betænkning, og det er spild af tid med endnu en diskussion. Jeg vil til gengæld gerne ønske hr. Marty oprigtigt tillykke. Hans mål var fra begyndelsen af at skabe opmærksomhed om sit eget navn, hvilket han har opnået. Begge hans rapporter er af skrækkelig kvalitet, hvilket kompromitterer ham som jurist. Han har tydeligvis vurderet, at det var værd at betale denne pris for at skabe opmærksomhed om sig selv rent politisk. Han har f.eks. ikke afhørt personer, der selv har kontaktet ham. Han har bl.a. ikke fundet tid til medlemmer af Europa-Parlamentet, som er bagtalt i rapporten.

Han har ikke svaret på de polske myndigheders gentagne indbydelser. Han kunne ikke give en god forklaring på dette, da han mødte op hos Parlamentets Udenrigsudvalg. Hr. Marty har et alvorligt problem med at skelne mellem fakta og gisninger. Jeg forstår, at dette ville være en trussel mod den taktiske tese og det strategiske mål, som han på forhånd har vedtaget, nemlig at lave en politisk promovering af sig selv. Man kan kun beklage, at han har udnyttet Europarådets navn i denne proces.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! I en meddelelse fra Amnesty International, som blev udsendt i dag, slås tonen an i vores debat. Det fremgår rent faktisk af meddelelsen, at Tyskland nægter at kræve udlevering af visse amerikanske statsborgere, som er medlem af CIA og er mistænkt for at have arrangeret bortførelsen og tilbageholdelsen af Khaled-el-Masri og efterfølgende tortureret ham.

På grund af en politisk beslutning forhindres retssystemet således i at yde retfærdighed i sager, der vedrører påståede overtrædelser af menneskerettighederne begået i kampen mod terror. Det er præcis den situation, som er kernen i denne debat.

Hr. formand for Rådet! De fortæller os ting, og De kommer med hypotetiske udtalelser, såsom at "kampen mod terror skal føres med fuld respekt for de grundlæggende menneskerettigheder". Vi er enige med Dem. Dagens forhandling viser imidlertid, at de korrekte fakta nu er blevet bekræftet: EU-medlemsstater har været involveret i det hemmelige tilbageholdelses- og udleveringsprogram, som CIA har oprettet på EU's område, og har derved overtrådt loven. Dette er nu blevet bevist.

Spørgsmålet er nu, hvilke initiativer De vil tage. Hvilken lære vil De have draget af denne situation? Hvornår vil De fordømme disse ulovlige aktiviteter i klare vendinger og på vegne af Rådet? Hvornår begynder De at lægge pres på medlemsstaterne for at få dem til at fremlægge fuldstændige og nøjagtige oplysninger om det, der har fundet sted, til de nationale parlamenter og til medlemmerne af Europa-Parlamentet? Hvornår agter De at få medlemsstaterne til at opgive proceduren med diplomatiske forsikringer?

Jeg glæder mig over kommissær Frattinis meddelelse om, at der vil blive udarbejdet en rapport om effektiviteten af antiterrorforanstaltningerne og om overholdelsen af menneskerettighederne. Jeg tror, at Parlamentet vil være meget interesseret i at modtage denne rapport, og jeg ser i høj grad frem til at kunne drøfte den med Dem. Jeg vil gerne her og nu invitere Dem til at deltage i en sådan drøftelse.

  Giusto Catania (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at Parlamentet gjorde et betydningsfuldt stykke arbejde ved at godkende Fava-betænkningen. Ligeledes mener jeg, at Europarådets Parlamentariske Forsamling på betydningsfuld vis har bidraget til at fastslå en sandhed, som nu er blevet bevist, nemlig at der har været tusindvis af flyvninger og et tocifret antal kidnapninger, og at europæiske regeringer og europæiske efterretningstjenester har været direkte involveret.

Vi har hørt udtalelser - og vi er desuden i besiddelse af protokollen fra mødet i Parlamentets særlige udvalg - som vidner om, at europæiske regeringer satte sig sammen med den amerikanske regering og drøftede ekstraordinære udleveringer. Det er en bekræftet kendsgerning og almindeligt kendt, hvilket, jeg mener, fortjener at blive respekteret selv af de medlemmer, som stemte imod denne betænkning.

Der er kun ét stort hul i denne sag, nemlig Rådets tavshed. Det er ret pinligt, i betragtning af at alle andre har udtalt sig. Der er imidlertid et misforhold. Mens Rådet forholder sig tavs, griber regeringerne til handling. Det er ikke korrekt, at regeringerne lukker øjnene. De gør nemlig, hvad de kan for at forhindre, at sandheden kommer frem. Den italienske regering undlader eksempelvis i øjeblikket at kræve udlevering af de CIA-agenter, der var involveret i retlige spørgsmål, og har endog indført tjenstlig tavshedspligt for at forhale det juridiske arbejde i sagen om Abu Omar. Regeringerne er altså særdeles aktive, men Rådet forholder sig tavs. Efter min mening er det forkert. Det fremragende arbejde, som Parlamentet har gjort, kræver respekt, og et tegn på respekt bør bestemt først og fremmest komme fra Rådet.

  Wolfgang Kreissl-Dörfler (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi i udvalget har gjort vores arbejde. Det er dokumenteret, at CIA har bortført og kidnappet mennesker i Europa. Anklagemyndighederne i Milano og München har klart konstateret og dokumenteret dette.

Men hvad er det for en politik, hvor de ansvarlige i Berlin og Rom nu nægter at fremsende en fængslingsbegæring - den juridiske term - til den amerikanske regering? Kidnapperne - det er, hvad de er, de CIA-agenter, der bortførte Khaled al-Masri i Skopje - skal udleveres. I en retsstat, for sådan en er vi vel, kan der ikke findes undtagelser for loven. Og hvis, som højtstående sikkerhedsembedsmænd i Berlin påstår, relationerne til den amerikanske regering forringes som følge af det arbejde, som anklagemyndigheden i München har udført, og som blot er sket som foreskrevet, siger det meget om disse menneskers tankegang og holdning til retsstaten.

Ja, den internationale terror skal bekæmpes med alle midler. Men gerne med retsstatens og ikke med det vilde vestens metoder efter oprindelseslandsprincippet, som CIA her har gjort det. Det er jo også godt og rigtigt, når forbundskansler Merkel opfordrer kineserne til at overholde menneskerettighederne og modtager Dalai Lama. Men det er ikke nok. Også hos os selv er der opgaver at løse. Det skal ikke være en stærk retsstat à la carte, der kun må være stærk, når det passer ind i systemet.

Når jeg hører spørgsmålene: Hvor meget har udvalget kostet? Hvad koster overhovedet demokrati? - så kan jeg kun sige til de pågældende: Kære venner, det er meget billigere med et diktatur, men nævn så lige prisen for det! Den vil vi ikke betale!

  Sophia in 't Veld (ALDE). - (NL) Hr. formand! Jeg tilslutter mig de forrige talere. Medlemsstaterne har handlet kollektivt, både i Rådet og i NATO, og derfor skal Rådet også kollektivt stå til regnskab. De må ikke dække Dem bag argumentet om beføjelser og subsidiaritet. Det går heller ikke an at gøre to specifikke medlemsstater til syndebukke. Det siges hele tiden, at der ikke er noget holdbart juridisk bevis. Det er heller ikke nødvendigt, for det første fordi vi har et vidne, nemlig hr. Bush selv, som har sagt, at der har været overførsler, og at der findes såkaldt "sorte steder". Vi synes oven i købet, at det er en fortræffelig idé. Desuden er kendsgerningerne bevist i retssager både i Tyskland og i Italien, foruden alle andre kendsgerninger, som foreligger.

Endvidere er Europa-Parlamentet faktisk ikke en domstol - det har hr. Frattini ret i - men medlemsstaterne har ikke blot en juridisk, men også en politisk og moralsk pligt til at aflægge ansvar, ikke kun over for dommeren, men også over for borgerne. Kan Rådet, ministrene, se borgerne direkte i øjnene og sige, at krænkelser af menneskerettighederne i Europa ikke forbliver ustraffede? Det er nemlig det, det drejer sig om. Beskyldningerne er overordentlig alvorlige, og hvis de, som Rådet mener, overhovedet ikke er sande, skal Rådet tilbagevise dem. Hvis der imidlertid er et gran af sandhed i beskyldningerne, er kendsgerningerne alvorlige nok til at iværksætte en undersøgelse af dem.

Endelig tilslutter jeg mig dem, som siger ja til udlevering mellem USA og EU. Men det skal ikke kun gælde for dem, som USA anser for mistænkte, men også hvis EU-lande anmoder om udlevering af CIA-agenter.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Den foregående taler talte om præsident Bush. Jeg vil gerne minde om, at han ikke har sagt noget om Europa, så vi bør ikke referere til ham. Jeg vil ikke beskæftige mig med hr. Favas betænkning - vi har talt meget om ham. Lad os koncentrere os om hr. Marty.

Vi kunne i dag lige så godt tale om abstrakt malerkunst, der ganske vist er uforståelig til tider, men den eksister i det mindste. Man kan ikke bevise, at CIA's operationer, fængsler har eksisteret i mit land, i Polen, på samme måde som indicier om, at den afskyelige snemand eksisterer i Himalaya, eller at Loch Ness uhyret eksisterer i Scotland, ikke er ensbetydende med, at disse skabninger eksisterer.

I vores Parlaments rapport tales der om CIA-fanger, der måske befinder sig på amerikanske militærbaser i Europa. På Parlamentets gårdplads kunne UFO-eskadriller lande nat, og måske er det teoretisk muligt, men det kommer ikke til at ske, men hvis vi nedsætter et undersøgelsesudvalg, kan det være, at det bestemmer noget andet.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand! Når jeg lytter til Rådet og nogle af vores kolleger, får jeg det indtryk, at vi stadig befinder os i januar 2006, som om der ikke var sket noget siden da. Vi har imidlertid haft en undersøgelseskommission, vi har haft flere betænkninger, og hvad der er vigtigst, så har den nordamerikanske præsident erkendt, at denne praksis har fundet sted.

Hvad mere behøver regeringerne og Rådet for at kunne komme med et troværdigt svar til borgerne og få lidt prestige og troværdighed i denne sag? Det er åbenlyst, at der er et misforhold mellem det, man gør, og det man siger, i denne sag.

Der anmodes om stringens - og det er jeg enig i - men stringensen skal netop tage udgangspunkt i de beviser og kendsgerninger, der er blevet påvist den ene gang efter den anden, og hvorom vi ikke blot ønsker at få at vide, hvem der er ansvarlige, men hvor langt dette ansvar rækker.

Jeg spørger Dem derfor meget direkte hr. Lobo Antunes: Hvad venter De på for at kræve af de europæiske regeringer og af den nordamerikanske regering, at de ophører med denne praksis, som vi har fordømt så mange gange? Hvad venter De på for at genvinde den prestige og troværdighed, som Rådet og EU begge mister dag for dag?

  Jens Holm (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand! Som vi alle ved, dokumenterer vores betænkning 1.245 ulovlige CIA-flyvninger, 21 ulovlige bortførelser og talrige tilfælde af tortur og overgreb. Vi krævede, at fangelejre som Guantánamo blev lukket, og at EU garanterer, at disse overgreb aldrig gentager sig. Hvad opnåede vi? Meget lidt desværre. USA fortsætter sine overgreb i den såkaldte krig mod terror. Det var nedslående at høre Rådets svar på vores vigtige krav.

Jeg vil gerne høre Rådet sige, at vi skal lægge pres på USA, at deres kidnapninger må høre op, og at alle fangelejre skal lukkes. Jeg vil gerne høre EU - ikke kun os i Parlamentet - sige, at vi forsvarer menneskerettighederne. Jeg vil gerne høre EU sige, at kampen mod terror aldrig kan føres med ulovlige midler. Det er klart, at vi skal kæmpe for menneskerettighederne hver eneste dag. Lad os fortsat agere vagthund og sørge for, at ikke et eneste uskyldigt menneske bliver dræbt i den såkaldte krig mod terror.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Inden den dag i september 2006, hvor præsident Bush bekræftede eksistensen af hemmelige fængsler i tredjelande, havde den portugisiske regering betragtet den amerikanske regerings garantier om, at dens europæiske allieredes suverænitet og lovgivning ikke var blevet krænket, som troværdige.

Efter denne dato og da det var blevet fastslået, at diverse udleveringer havde fundet sted i hele Europa, blev det imidlertid vigtigt at undersøge, hvorvidt Portugal eller portugisiske agenter havde været indblandet, og navnlig at forhindre deres eventuelle fortsatte indblanding. Med sorg og skam konstaterede jeg imidlertid, at Det Socialistiske Parti, mit parti, regeringspartiet, stemte imod nedsættelsen af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg den 10. januar 2007. Det har imidlertid nu vist sig, at fly, som var involveret i udleveringsprogrammet, foretog over 100 mellemlandinger i portugisiske lufthavne. Den portugisiske regering har aldrig forelagt lister over passagerer og besætningsmedlemmer på de mest mistænkelige flyvninger, som SEF (den portugisiske udlændinge- og grænseservice) har formået at finde frem til, for det nationale parlament eller Europa-Parlamentet trods gentagne anmodninger.

Den portugisiske regering tillod heller ikke, at chefen for efterretningstjenesten eller dennes forgængere tilbage fra 2002 blev hørt af Parlamentets delegation, som tog til Lissabon i december 2006. Den portugisiske regering overdrog heller ikke den meget efterspurgte liste over civile og militære fly til og fra Guantánamo, som passerede portugisisk område, til det nationale parlament eller Europa-Parlamentet. Frem til december 2006 nægtede regeringen, at sådanne flyvninger skulle have fundet sted. De blev imidlertid opført på en liste, som omfattede 94 overflyvninger og 17 mellemlandinger foretaget af civile og militære amerikanske fly mellem januar 2002 og slutningen af juni 2006.

Der er beviser for, at flere af disse fly fløj fanger fra Incirlikbasen i Tyrkiet til Guantánamo, bl.a. "de seks bosniere". Da Parlamentet kom i besiddelse af listen, benægtede den portugisiske regering ikke dens ægthed, men påstod i stedet, at tilbageholdelsescentret på Guantánamo ikke var det samme som militærbasen på Guantánamo, og at flyvninger til militærbasen angiveligt var "normale" og skete i FN- eller NATO-regi. NATO's generalsekretær afkræftede efterfølgende dette skriftligt.

I januar 2006 fik jeg dokumentation for, at lænkede fanger var blevet set på Lajesbasen på Azorerne under deres overførsel til et amerikansk fly. Dette blev bekræftet af journalister, og der blev offentliggjort artikler med billeder af bygningerne.

Der foretages i øjeblikket en dommerundersøgelse i Portugal. Desværre blev den ikke iværksat på foranledning af den portugisiske regering, men på mit initiativ. Sandheden skal imidlertid frem i lyset i betragtning af de bekymrende kendsgerninger, som Parlamentet har fundet frem til, og som stammer tilbage fra tiden, hvor Durão Barroso havde regeringsmagten, og frem til den nuværende regering.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). - (PL) Hr. formand! I mit indlæg vil jeg gerne forholde mig til Dick Martys rapport, der er blevet omtalt så mange gange her. Og jeg vil gerne forholde mig til den, da objektive sandheder i usædvanlig grad sammenblandes med subjektive vurderinger.

Jeg repræsenterer et parti, der er i opposition til den nuværende regering, og som også var i opposition til den foregående regering. Partiets tilhængere har hverken stemt på den nuværende eller den foregående præsident. Partiet er en markant fortaler for menneskerettigheder og borgerrettigheder. Og det ville være utrolig brugbart for os, hvis vi kunne anvende denne form for ammunition i kampen mod vores politiske modstandere i Polen. Vi har desværre ikke denne form for ammunition, for den findes ikke, for i det polske parlament har et stående udvalg (hvor oppositionen også er til stede) ligeledes foretaget undersøgelser, der ikke har påvist noget. Det er ligeledes blevet undersøgt af ombudsmanden. Lad os derfor ikke blande subjektive vurderinger med kendsgerninger. Disse kendsgerninger findes ikke.

  Giulietto Chiesa (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er gået mange måneder, siden Parlamentet fremsatte veldokumenterede påstande om alvorlige ulovlige handlinger begået eller godkendt af forskellige europæiske regeringer i ledtog med de amerikanske efterretningstjenester. Vi bemærkede dengang, at de samme europæiske regeringer gjorde lidt eller intet for at samarbejde med Parlamentets udvalg for at finde sandheden og de ansvarlige.

I lyset af Kommissionens og Rådets redegørelser må vi sige, at tingene stort set ikke har rykket sig i forhold til dengang. Der er gjort lidt eller intet for at få medlemsstaterne til at fremlægge fyldestgørende oplysninger om deres efterretningstjenesters aktiviteter bortset fra de prisværdige breve, som kommissær Frattini henviste til. Der er intet gjort for at omdefinere visse landes efterretningstjenesters rolle og uafhængighed i lyset af den åbenlyse suverænitet og magt, som udøves af de amerikanske efterretningstjenester.

I betragtning af, hvad vi nu ved om eksempelvis Italien, Polen, Det Forenede Kongerige og Tyskland, må vi sige, at nogle af europæisk sikkerheds vitale nervecentre er underordnet USA. Selv om vores vigtigste allierede overholdt europæiske love og principper, ville vi naturligvis ikke tillade, at den europæiske suverænitet blev tilsidesat.

Situationen bliver imidlertid helt uacceptabel, når vi opdager, at vores vigtigste allierede anlægger en imperialistisk tilgang over for os og ignorerer eller lader hånt om vores love på vores område. Jeg vil derfor gerne give udtryk for min utilfredshed med Rådets og Kommissionens redegørelser. Jeg mener, at Parlamentet skal fortsætte det gode arbejde.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! At vende det blinde øje til tortur og overtrædelser af menneskerettighederne fra en stats side vil ikke få bugt med terrorn. Det vil forstærke en følelse af utilfredshed og skaffe nye rekrutter til terroraktiviteter. Det er den bitre lære af 30 års strid i Nordirland. At vende det blinde øje til overtrædelser af menneskerettighederne og at torturere er ikke en mulighed, en demokratisk stat kan vælge. Tværtimod er det yderst vigtigt, at vi viser styrken i vores engagement i retfærdighed, samtidig med at vi arbejder på at gøre en ende på terroren.

Manglen på reaktion fra medlemsstaterne på Parlamentets anbefalinger er helt forfærdelig. Og jeg må sige, at det er lige så trist at se nogle fra højre side af salen fortsat på strudsemanér benægte det indlysende. USA har indrømmet ulovlige tilbageholdelser, overførsler og tortur af mistænkte, og de kan faktisk stadig foregå. Vi ved det ikke.

Nogle EU-medlemmer undlod at reagere på denne overtrædelse af menneskerettighederne. Jeg må desværre sige, at Irland har medvirket til 147 CIA-flys landinger i Irland - hvoraf det vides, at nogle var involveret i fangeoverførsler. Der har ikke været nogen parlamentarisk undersøgelse i Irland; der har ikke været nogen parlamentarisk undersøgelse af efterretningstjenester i Irland; og der har ikke været nogen inspektion af CIA-flyene. Den irske menneskerettighedskommission har meddelt, at den vil tage sine kontakter med den irske regering om denne sag op til fornyet overvejelse og fremsætte forslag ved årets udgang om at håndtere dette.

Lad mig endelig svare hr. Blokland, der ville informeres om omkostningerne ved undersøgelsen her i Parlamentet. Det er en legitim anmodning, men jeg vil gerne spørge ham, hvilken pris han sætter på menneskerettigheder? Hvilken pris sætter han på forebyggelse af tortur? Jeg mener ikke, vi kan sætte en pris på disse ting. Vi må bruge de penge, der er nødvendige for at afsløre, hvad der foregår, og så må vi gøre noget for at standse det.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand! Jeg skal gøre det så kort som muligt, men denne forhandling omfattede mange indlæg, og der blev stillet forskellige spørgsmål. Som De sikkert vil forstå, kræver nogle af disse spørgsmål min fulde opmærksomhed og et svar. Under forhandlingen har medlemmerne af Parlamentet naturligvis givet udtryk for mange synspunkter, som ikke alle var enstemmige. De fortjener selvfølgelig min fulde respekt, selv om jeg ikke er enig i dem alle. Jeg kan navnlig ikke tilslutte mig talen af et af medlemmerne fra mit eget land, som udelukkende henviste til situationen i Portugal. Jeg kan naturligvis på ingen måde tilslutte mig denne tale. Trods disse meningsforskelle er jeg imidlertid sikker på, at vi alle er enige på ét væsentligt punkt, nemlig at vi deltager i en krig mod terror i frihedens navn, og at vi kun kan vinde denne krig med frihed.

Som jeg sagde i starten af min tale, kan bekæmpelsen af international terrorisme kun vindes gennem en fælles indsats og under hensyntagen til de værdier og grundlæggende principper, som EU og USA deler.

Det er korrekt, at Rådet blev tilskyndet til at handle, men som jeg sagde, og som tidligere formandskaber også har givet udtryk for, har Rådet i sig selv ingen beføjelser på dette område. Det kan man beklage, men det er sådan, tingene forholder sig. Traktatens artikel 6 og 7 er blevet fremhævet her i dag. Som bekendt fastlægger disse artikler nogle principper og værdier, men de tildeler ikke kompetencer. Institutionerne kan i overensstemmelse med det såkaldte "princip om kompetencetildeling" kun udøve de kompetencer, som konkret, klart og direkte er tildelt dem ved traktaterne. Det er sådan, EU's institutioner fungerer. Kommissionen har imidlertid i dag fremsat en række forslag og initiativer, hvoraf nogle allerede er blevet gennemført, og andre vil blive det, og som naturligvis vil fortjene Rådets fulde opmærksomhed og fokus. Kommissionens forslag vil naturligvis blive hilst velkommen af Rådet.

Desuden vil jeg gerne sige, at medlemsstaterne har iværksat talrige initiativer, primært gennem deres parlamenter, og at der foretages undersøgelser i tråd med anbefalingerne i Parlamentets betænkning. I den forbindelse og med særlig henvisning til det, der foregår i Portugal, repræsenterer jeg i dag den portugisiske regering, en regering, som blev dannet af Det Socialistiske Parti, et parti, som i Portugal blev kendt for og tjener som eksempel i kampen for demokrati og frihed i vores land. Naturligvis accepterer hverken regeringen eller Det Socialistiske Parti overtrædelser af menneskerettighederne og har aldrig gjort det og vil aldrig gøre det. Som jeg sagde til Dem, bifalder jeg indsatsen og initiativerne for at finde frem til sandheden i denne sag. Det er derfor afgørende at være benhård, og grundlaget for en benhård analyse sikres ved ikke at tillade forvirring eller acceptere rene formodninger.

Med hensyn til de transatlantiske forbindelser, som er blevet nævnt, gentager Rådet, at generelt og i kampen mod terror kan almindelige interne sikkerhedsforanstaltninger, som ikke er begrænset til én EU-medlemsstat, kun gennemføres i praksis inden for rammerne af et meget tæt samarbejde med USA. Dette samarbejde skal som nævnt naturligvis udvikles i henhold til redegørelsen fra det seneste transatlantiske topmøde, som fandt sted under det tyske formandskab.

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg tror ikke, at nogen her i Parlamentet kan være i tvivl om, at disse handlinger er ulovlige. Fordelen ved hr. Favas betænkning er efter min opfattelse, at den forpligter alle - alle tre institutioner - til at sørge for, at sådanne begivenheder aldrig sker igen. Denne indtrængende bøn finder jeg i Fava-betænkningens konklusioner, og det er det politiske synspunkt, som, jeg mener, skal fremhæves.

Jeg mener således, at der er to aspekter her. Det ene er strategi, med andre ord at se fremad og sørge for, at sådanne begivenheder aldrig finder sted igen på europæisk område, og det andet er, at vi overlader det til vores dommere at undersøge fortiden. Som andre har fremført, er der ingen, der mener, at vi kan erstatte vores dommere, som i henhold til retsstatsprincippet skal undersøge alle tilgængelige beviser under behørig hensyntagen til uskyldsformodningen, som hr. Fava mindede os om. Fortiden og fremtiden - det er de to niveauer, der kræver opmærksomhed.

Europa og USA deler unægteligt en tradition og et forfatningsmæssigt grundlag for garanterede grundlæggende rettigheder. Jeg mener derfor, at tortur, ulovlig tilbageholdelse og pågribelse af enkeltpersoner - selv om de måtte være mistænkt for terror - i sig selv er i strid med vores fælles transatlantiske baggrund med demokrati og rettigheder. Den politiske konklusion, som jeg derfor drager, er, at vi har behov for måder at styrke vores euroatlantiske forbindelser på, så vi kan sørge for større sikkerhed og flere rettigheder.

Det ville være helt forkert at pege fingre ad USA, når vi tværtimod burde finde en måde at føre en fælles krig mod terror på, en måde, der bygger på respekt for retsstaten og de grundlæggende rettigheder. Det er den erfaring, jeg personligt gør mig af mange af disse anbefalinger.

Så er der spørgsmålet om, hvordan vi styrker vores suverænitet. Det er en alvorlig sag. Hvordan kan Europa styrke sit eget suverænitetsområde og blive en stærkere og ikke længere en svag allieret i det euroatlantiske samarbejde? Et indledende skridt er min henvisning til det fælles europæiske luftrum. Når vi fra januar 2009 har fælles regler, der gælder alle 27 medlemsstater, for overflyvningsrettigheder, definitionen af luftfartøjer og kontrolbeføjelser over dette fælles europæiske luftrum, vil Europa have styrket sin suverænitet. Desuden vil Kommissionen på det tidspunkt uden tvivl også have koordinerende beføjelser og kontrolbeføjelser, eftersom reglerne ikke længere vil være nationale, men europæiske.

Endelig giver denne forhandling os endnu en grund til at indføre chartret om grundlæggende rettigheder i den kommende forfatningstraktat eller institutionelle traktat, hvad end den måtte blive kaldt. Det er endnu en grund, fordi dette, denne institutionelle reference til chartret, vil give EU-institutionerne beføjelser - bl.a. kontrolbeføjelser og beføjelse til at indbringe en klage for Domstolen - på områder, der er helt afgørende for os alle i vores hverdag.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

  Claudio Fava (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne høre, om det er muligt at få vedlagt traktatens artikel 6 og 7 til protokollen for vores forhandling. Vi har netop hørt Rådet sige, at artikel 6 og 7 kun omfatter en principerklæring. Som bekendt fastsætter artikel 6 principper, mens artikel 7 fastlægger tiltag til beskyttelse af disse principper. Jeg mener, at det er værd at minde Rådet og også mine kolleger om dette.

  Formanden. − Mange tak! Vi vil undersøge, om det proceduremæssigt er muligt på den måde!