Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 26. september 2007 - Strasbourg

12. Situationen i Burma (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Burma.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Denne forhandling og vores drøftelser er yderst aktuelle, og Rådet og det portugisiske formandskab overvåger naturligvis begivenhederne i Burma (Myanmar) med stor bekymring.

Det er næsten 20 år siden, faktisk ikke siden begivenhederne i 1988, at Burma har oplevet den form for demonstrationer, der finder sted i øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at det, som mange rapportører siger om de seneste begivenheder, er sandt, nemlig at landet står ved en skillevej, som vi betragter som afgørende.

Situationen har fra starten vist sig at være yderst ustabil, og selv om vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at forhindre de burmesiske myndigheder i at gribe til vold, viser de aktuelle begivenheder til vores store ærgrelse, at militærjuntaen i Rangoon stadig vender det døve øre til opfordringerne fra det internationale samfund, ligesom den i mange år ikke har reageret på de konstante og gentagne internationale opfordringer.

Hvis den situation, der har kendetegnet de seneste dage, var blevet håndteret fornuftigt, kunne den have været en enestående mulighed for at tage de første skridt ad vejen mod bydende nødvendige politiske reformer og en national revurdering af landet. Vi håbede, at juntaen ville lytte til det utvetydige budskab fra demonstranterne om, at dens politik er mislykkedes.

Det, der i begyndelsen alene var en protest mod en uforholdsmæssig stigning i prisen på brændstof, har forvandlet sig til en stor offentlig protestbevægelse mod en yderst diktatorisk regerings generelle politik.

EU er opmærksom på de stigende spændinger i landet og har ikke blot holdt sig i baggrunden og passivt betragtet situationen. Allerede i august fordømte Unionen kraftigt tilbageholdelsen af diverse oppositionsledere, særligt gruppen kaldet "88-generationen", som protesterede mod en stigning i brændstofpriserne på næsten 500 %. Den krævede, at alle politiske fanger blev løsladt, og fremhævede behovet for at starte en proces med åbenhed, forsoning og politiske reformer. Så sent som i går sendte vi et klart budskab om solidaritet og støtte til den burmesiske befolkning via den fælles erklæring fra EU og USA, der blev vedtaget af de 27 udenrigsministre, som er til møde i New York.

Vi opfordrer myndighederne til at respektere munkes, nonners og almindelige borgeres ret til at demonstrere fredeligt, og vi understreger, at denne situation udgør en ny mulighed for at forsøge at løse Burmas yderst komplekse problemer.

I en anden erklæring, som også blev udsendt i går, opfordrede den højtstående repræsentant, hr. Solana, de burmesiske myndigheder til fortsat at udvise tilbageholdenhed og understregede, at egentlig fred, stabilitet og udvikling kun kan opnås gennem politiske reformer, tildeling af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder samt fuld inddragelse af alle interessenter.

Vi har også drøftet situationen med nogle af vores partnere under bilaterale samtaler i tilknytning til FN's Generalforsamling i New York. I vores løbende dialog om Burma med partnere i regionen, bl.a. Kina, Indien og ASEAN (Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien), tilskynder vi sidstnævnte til jævnligt at tale med regimet og navnlig lægge vægt på følgende punkter. For det første kræver langsigtet stabilitet i Burma en egentlig omformning, særligt politisk, og for det andet er en åbning af landet afgørende for Burmas udvikling og er samtidig af interesse for landets naboer og det internationale samfund som helhed. Vi har også bemærket, at Singapore, som i øjeblikket varetager formandskabet for ASEAN, i det mindste har reageret ved at udsende en national erklæring, hvori der gives udtryk for et håb om, at de nuværende protester kan opløses på fredelig vis.

EU's udenrigsministre drøftede den situation, der er under opsejling i Burma, under Gymnichmødet i begyndelsen af september og i går i New York, hvor alle 27 var samlet og som sagt atter behandlede dette spørgsmål. Desuden er spørgsmålet blevet drøftet i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité i Bruxelles, og det blev behandlet mere indgående her til morgen i Gruppen vedrørende Asien og Oceanien. Vi vurderer naturligvis alle potentielle muligheder for endnu en reaktion fra EU's side, og selv om vi ikke håber, at situationen forværres yderligere, må vi være forberedt på alle eventualiteter. Vi er også i gang med at forberede endnu en aktion gennem diplomatiske kanaler, og vi opretholder kontakten med FN, særligt Ibrahim Gambari, Generalsekretærens særlige udsending, som mødtes med formandskabet og EU-institutionerne i juli, dvs. umiddelbart inden sommerferien. Vi er også fortsat i tæt kontakt med vores kolleger i Genève, hvor Menneskerettighedsrådet i går udsendte en skarp erklæring.

På grund af de bekymrende nyheder fra Rangoon følte vi os i går aftes forpligtet til at fremsætte endnu en opfordring til de burmesiske myndigheder om ikke at reagere voldeligt over for folkets fredelige demonstrationer. Vi gav klart udtryk for muligheden for at skærpe de nuværende sanktioner, så budskabet var præcist og direkte. Endelig vil Coreper (De Faste Repræsentanters Komité) i morgen nøje drøfte spørgsmålet om Burma.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Ligesom de øvrige europæiske institutioner er Kommissionen naturligvis meget bekymret over situationen i Burma/Myanmar. Vi holder nøje øje med de dramatiske begivenheder, der har fundet sted i de seneste uger, endog inden for de seneste timer, efter de buddhistiske munkes fredelige modstand og protest.

Den 6. september forelagde fru Reding som bekendt Kommissionens analyse af den generelle situation i landet, som beskrev gentagne overtrædelser af menneskerettighederne, politisk undertrykkelse og en generel forværring af den økonomiske situation. Hertil vil jeg gerne føje overtrædelser af den humanitære folkeret, som den burmesiske/myanmarske regering har begået mod civile og fanger, samt de strengere og strengere restriktioner, der indføres over for IRKK (Den Internatonale Røde Kors Komité) under dens udførelse af sit arbejde. I de seneste uger har regimet høstet den bitre frugt af den eksplosive sociale og politiske situation, som den i en vis udstrækning selv har skabt.

Hvordan bør situationen gribes an? Vi har ret til at mene, at situationen har et strejf af deja-vu over sig og varsler en gentagelse af den voldelige undertrykkelse i 1988, eller at vi har nået et historisk vendepunkt. Uanset hvad, synes begivenhederne i Burma/Myanmar at tage en uventet drejning. Det faktum, at den massive protest - omkring 100.000 mennesker gik på gaden i Rangoon sidste mandag - hverken er støttet af en politisk dagsorden eller nogen erklærede krav, gør selvsagt situationen mere ustabil og uholdbar.

Vi kan naturligvis ikke udelukke den mulighed, at regimet mister kontrollen med situationen, når den skrider ind over for demonstranterne. Der er ingen tvivl om, at de trusler, arrestationer og vejspærringer, som vi oplever nu, alle peger i retning af, at der anlægges en langt hårdere linje. De arrestationer, der fandt sted her til morgen, den brutale måde, som myndighederne er skredet ind på, og det faktum, at der rapporteres om ofre, er blot med til at øge vores bekymringer. Under sådanne omstændigheder skal vores første prioritet være at forhindre en voldelig reaktion fra regeringens side og tilskynde de ansvarlige til at udvise den største tilbageholdenhed. Aung San Suu Kyis sikkerhed og velbefindende er naturligvis et af vores vigtigste hensyn.

Protesterne har imidlertid også i en vis grad åbnet en mulighed. De viser regimet, eller i det mindste de medlemmer af regimet, som har bevaret en smule realitetssans, at den ringe politiske og økonomiske forvaltning har betydet, at folk ikke længere er bange for at gå på gaden og give udtryk for deres vrede, som er affødt af en fortvivlelse, der har varet alt for længe.

Kommissionens anden prioritet er derfor at få det internationale samfund til at overbevise regeringen om at indtage en holdning, der kan genskabe et minimum af tillid og derved skabe betingelser for, at der kan banes vej for national forsoning. Regimet er nødt til at lytte til folkets ønske om åbenhed og demokrati. Enhver løsning på den nuværende krise må naturligvis omfatte en inddragende og åben proces, som vil give alle, der er interesseret i Burmas/Myanmars nationale forsoning, mulighed for fuldt ud at bidrage til landets politiske og økonomiske fremtid. Det er det budskab, som min kollega fru Ferrero-Waldner sendte til vores partnerlande på møder, der blev afholdt i forbindelse med FN's Generalforsamling.

Det er også afgørende, at de lande, der grænser op til Burma/Myanmar, gøres bevidst om deres særlige ansvar. Jeg tror, at Kina allerede har indset, at en sådan eksplosiv situation ikke tjener landets egne langsigtede interesser. Kina kan således få afgørende indflydelse. Vi må imidlertid også overbevise Indien, Japan og Sydkorea - lande, som har bidraget betydeligt til opfyldelsen af det burmesiske regimes økonomiske behov - om at gøre mere for at hjælpe med at løse den nuværende krise. ASEAN-medlemsstaterne skal også være mere faste i mælet, når de giver udtryk for deres synspunkter. Enhver forværring af situationen i Burma/Myanmar vil uundgåeligt få alvorlige konsekvenser for hele regionen.

Endelig glæder Kommissionen sig over FN's særlige rolle og nærmere bestemt indsatsen fra FN's særlige udsending Ibrahim Gambari, hvis kommende besøg i Rangoon vil blive yderst vigtigt. Hvis myndighederne i Burma/Myanmar endnu en gang vælger at gå undertrykkelsens vej, vil det uundgåeligt kaste landet ud i endnu større international isolation og påføre befolkningen flere ubærlige lidelser. Hvis myndighederne derimod vælger en åben og demokratisk dialog, vil de skulle redegøre for deres fremtidige køreplan for landet, afgive konkrete løfter om en bestemt dato for afholdelse af frie valg og indlede en egentlig dialog med deres partnere. Under sådanne omstændigheder vil myndighederne i Burma/Myanmar derefter kunne regne med støtte fra EU og andre partnerlande.

  Geoffrey Van Orden, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! EU er stolt af, hvor meget vi gør ud af menneskerettighederne, og alligevel ser det ud til, at EU ikke kan handle effektivt over for tyranniske regimer rundt omkring på kloden, der fortsat undertrykker og mishandler deres befolkning år efter år. Der er en indstilling, som synes at gå ud på, at en udtalelse og en fælles holdning er alt, hvad der er brug for. Rådsformanden sagde i en tidligere debat, at vi bør leve op til det, vi siger. Jeg er enig med ham.

I al min tid her i Parlamentet har jeg kæmpet mod to særlig modbydelige regimer: Mugabe i Zimbabwe og militærjuntaen i Burma. Begge har været genstand for EU's opmærksomhed, men intet er sket. Vi skulle skamme os.

I dag er vores opmærksomhed rettet mod Burma, hvor alliancen af alle burmesiske munke i sidste uge modigt førte an i omfattende gadedemonstrationer i Rangoon og mange andre dele af Burma. Vi er alle chokerede over at se, at en desperat situation nu er blevet til en tragedie. Billeder af sårede munke, røgfyldte pagoder og forslåede civile, når sikkerhedsstyrkerne griber ind, er gået verden rundt. Der er rapporter om mindst fem dødsfald, og hundreder af flere er blevet såret. Vi blev for næsten en uge siden advaret af radiostationen Burma Democratic Voice om, at regeringen havde godkendt brugen af skydevåben og forberedte sig på en voldelig afslutning af de fredelige demonstrationer.

Det er på høje tid, at vi holder op med at vride hænder og tager os sammen. Jeg gør mig ingen illusioner. Ligesom med Zimbabwe ligger nøglen til forandring i Burma hos landets naboer, i særdeleshed Kina. Kina er Burmas største investor, handelspartner og våbenleverandør. Der er en højt placeret kinesisk parlamentarisk delegation i Parlamentet i dag anført af hr. Wang Yingfan, et indflydelsesrigt medlem af Den Nationale Folkekongres. Jeg appellerede stærkt til ham her til morgen om at få Kina til at gøre noget over for det burmesiske regime. Han gentog Kinas forpligtelse til ikke at blande sig i andre landes indenrigspolitik, men samtidig forsikrede han mig om, at Kina fortsat ville spille en stilfærdig, men alvorlig rolle og opfordre til fleksibilitet og en mere positiv holdning fra det burmesiske regimes side. Vi får se, hvilken virkning det får.

I går meddelte formandskabet for EU, at der ville blive indført strammere sanktioner, hvis der kom en voldelig reaktion. Denne vold er kommet, og nu må de skrappere sanktioner følge, hvis EU skal bevare nogen som helst troværdighed på verdensplan. Vi må også gøre det klart, at vi denne gang vil holde ord og holde fast ved vores sanktioner. Der må ikke være nogen gentagelse af den skammelige episode i maj, da den burmesiske udenrigsminister fik lov til at rejse til ASEM-topmødet i Tyskland i åbenlys modstrid med EU's eget rejseforbud.

Når vi overvejer sanktioner, kan vi ikke se bort fra, at TOTAL Oil er en af de få tilbageværende udenlandske investorer i Burma. TOTAL hjælper direkte med at støtte militærjuntaen, idet de leverer hundreder af millioner dollars hvert år til regimet, så det kan opretholde en af de største hære i verden.

Krisen i Burma er noget, vi har diskuteret i meget lang tid, og nu er den over os. Vi må huske, at de, der var ansvarlige for massakren på demonstranter i Burma for 20 år siden, nu sidder i nøglepositioner i regimet. Det er en skam, at Rådet og Kommissionen ikke har hørt bedre efter Parlamentet i disse sager i årenes løb.

I dag har vi endnu en gang stillet et stærkt beslutningsforslag; det er kort og meget klart. Vi siger til de burmesiske myndigheder: Løslad øjeblikkelig Aung San Suu Kyi, lad demonstranterne være i fred, og indkald en helt repræsentativ nationalforsamling, der skal indbefatte Den Nationale Liga for Demokrati. Vi siger til FN's Sikkerhedsråd: Hold nu et møde om situationen i Burma og send straks Deres udsending til landet. Vi siger til Rådet og Kommissionen: Tal med USA og ASEAN for at forberede en koordineret række af foranstaltninger mod det burmesiske regime, herunder økonomiske sanktioner, hvis de reagerer med vold og ikke på den måde, vi siger.

  Barbara Weiler, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Europa, ja hele verdens øjne er rettet mod Burma. I dag er der for første gang flydt blod, som min kollega fra Det Forenede Kongerige allerede har nævnt, for intet kan længere skjules, hvilket er en ny situation i forhandlingen.

Den Socialdemokratiske Gruppe er rystet over militærregimets brutale fremfærd over for de fredelige demonstranter. Vi forventer, at FN's Sikkerhedsråd, som jo holder møde samtidig med os, straks træffer foranstaltninger og gør sin indflydelse gældende via Kina og med Kina.

Det andet budskab i dag skal være Europa-Parlamentets medfølelse med Burmas befolkning, vores sympati, hjælp, ja, også vores beundring for indbyggernes mod. De buddistiske munke er intet lille elitært mindretal. De udgør en del af indbyggerne og støttes af tusinder. Ja, demonstrationerne blev ganske vist udløst af vilkårligt forhøjede priser, men krænkelserne af menneskerettighedscharteret og konkret af Den Internationale Arbejdsorganisation, tortur og tvangsarbejde har været praktiseret i årevis af juntaen.

I disse globaliseringstider er det ikke muligt at lukke verden ude, og det er godt! Demokratiske grundlæggende rettigheder, det universelle værdisystem gælder også på det asiatiske kontinent. Vi forventer, at den forfatning, der længe har været planlagt, straks kommer på dagsordenen i Burma, og at Burma - ligesom, interessant nok, Thailand relativt hurtigt - gennemfører demokratiske valg. Det er muligt at indføre og realisere demokratiske systemer i disse regioner.

Foruden FN og Europa må naturligvis også ASEAN-landene blive mere aktive, så meget mere som de gør krav på at være noget lignende som EU. Demonstrationerne i dag på Filippinerne er et godt tegn på solidariteten i regionen.

Der er ikke længere nogen vej tilbage for demokratiet - heller ikke i Burma!

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (NL) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Lad mig begynde med ydmygt at bøje mit hoved for det utrolige mod, som den burmesiske befolkning udviste, da den på fredelig vis massivt protesterede mod det militære diktatur i landet.

I dag har dette regime indledt en voldelig undertrykkelse, og vi har medfølelse med burmeserne. EU skal fortsat protestere kraftigt imod dette, ikke blot i ord, men også i handling. Hvis regimet fortsætter med at undertrykke, skal sanktionerne gøres strengere, og alle europæiske virksomheder, som stadig opererer i Burma, skal opfordres, eller endnu bedre tvinges, til at bringe deres aktiviteter der til ophør. Også ASEAN-landene skal skærpe deres holdning til Burma, og Indien og Kina skal benytte deres indflydelse på regimet til at få det til at indlede en alvorlig dialog med den burmesiske demokratiske opposition.

Det burmesiske regime undertrykker ikke blot befolkningen på det politiske område, men har også ladet den synke ned i dyb elendighed og fattigdom, selv om landet jo har alt, hvad der er nødvendigt for at være velstående. Burmesernes massive demonstrationer beviser til overflod, at Aung San Suu Kyi slet ikke står alene, men at hun stadig er langt størstedelen af burmesernes håb. Det burmesiske regime skal øjeblikkeligt give hende fuld bevægelsesfrihed tilbage, og løslade alle politiske fanger, inklusive dem, som blev anholdt i dag.

Til sidst vil jeg opfordre EU til maksimalt at benytte det instrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder, som vi nu har til rådighed.

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke rådsformanden og kommissæren såvel som mine kolleger for deres kommentarer indtil nu.

Den nationale bevægelse for demokrati i Burma sagde for 18 år siden: Hvad skal der til for at få det internationale samfund til at overtale de burmesiske myndigheder til at indføre demokrati? Skal vi skydes ned på gaderne og dette vises på tv, før det internationale samfund reagerer?

Desværre er denne forudsigelse ved at gå i opfyldelse. Vi kan se, at en del af det burmesiske samfund, de buddhistiske munke og nonner, der lever et ikkevoldeligt og pacifistisk liv, som giver deres tid til andre, bliver slagtet på gaderne og intimideret af militærregimet. Det er forkert, hvis man tror, at noget, vi siger her, vil føre til de mål, vi gerne vil nå. Men det er også forkert, at verden har tiet så længe; vi kan ikke længere forblive tavse. Og som en kollega har sagt, er det op til os at bruge vores indflydelse, ikke bare over for det burmesiske regime, men også over for Kina, Indien og Bangladesh, for at sikre, at der kommer sammenhæng og fastholdelse af de allerede indførte sanktioner og kravene om demokrati.

Lad os handle for at fordømme volden mod fredelige demonstrationer, men lad os også sikre, at vi kan give demonstranterne støtte.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Fru formand! Det er åbenlyst, at de seneste hændelser i Burma har bragt os i en situation, hvorfra der efterhånden ikke er nogen vej tilbage. Jeg synes, at de store demonstrationer, ikke kun af munke og nonner, men også af tusindvis af mennesker, der har støttet og fortsat støtter disse demonstrationer, er et klart budskab til den burmesiske militærjunta og til verden om, at befolkningen er meget træt af situationen, og at der er en vilje til forandring i landet.

Og det er netop denne vilje til forandring, som vi fra EU og det internationale samfund i almindelighed bør støtte. Det er klart, at politikken må ændre retning efter 30 år med sanktioner, der næsten ikke har givet nogen resultater. Den internationale politik bør i denne forbindelse involvere landene i regionen, ikke kun Kina og Indien, som det er blevet nævnt, men også Japan og Singapore, der i dag har formandskabet i ASEAN. Vi skal derfor glæde os over ikke kun Rådets og Kommissionens tiltag, men også FN's tiltag, så der kommer et håndfast budskab om frigivelse af oppositionspolitikkerne, især Aung San Suu Kyi, og så der tages skridt mod det demokrati, som vi på nuværende tidspunkt ikke kan og ikke må give afkald på.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Fru formand! Det Nationale Råd for Fred og Udvikling er det officielle navn på militærregimet i Burma. Netop i den krisesituation, som landet i øjeblikket befinder sig i, lyder det som en grusom løgn.

Juntaen har jo i årevis stået for magtmisbrug og dårlig politik. Det er logisk, at den er meget sparsom med statistikker. For øvrigt er langt størstedelen af den burmesiske befolkning offer for en dobbelt udnyttelse. Ja, faktisk en dobbelt udnyttelse. De udnyttes internt af landets militære magthavere - hvis man gør forretninger i Burma, foregår det næsten udelukkende gennem hæren - og eksternt af navnlig Folkerepublikken Kina, som i ekstrem grad udnytter denne sydøstasiatiske stat, som er rig på råstoffer og har en meget frugtbar landbrugsjord. Diplomatiske kilder i Rangoon siger endda i disse dage, at Burma er blevet til en næsten kinesisk provins. I skoler, som Kina har bygget i den nordlige del, er mandarin hovedsproget, og Beijings tid er den officielle lokale tid.

Alt i alt kan de burmesiske og de kinesiske magthavere næsten ikke skelnes fra hinanden. Derfor opfordrer jeg Rådet og Kommissionen til ikke blot skarpt at kritisere de burmesiske magthavere, men lige så meget Beijing for at være medansvarlige for burmesernes lidelser.

  Luca Romagnoli, for ITS-Gruppen. - (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Når vores beslutninger og erklæringer ikke er ligegyldige eller en svag hvisken i Rådets øre, opsluges de af de hektiske begivenheder, som bestemt ikke falder sammen med eller afventer vores mødeplan.

For nogle få dage siden stemte vi næsten enstemmigt for en beslutning om Burma. I betragtningerne beskrives i detaljer de mange overtrædelser af menneskerettighederne, der begås i dette land i dag, men man undlader at minde om, at et marxistisk inspireret regime og senere militærregime har undertrykt befolkningen i årtier med støtte fra Kina, hvilket er velkendt. Der er ikke kun tale om undertrykkelse. Det er værd at minde om, at det burmesiske regime baserer en stor del af sin magt og sit budget på narkotikahandel.

Med hensyn til undertrykkelsen, censuren og den udbredte chikane, som har kendetegnet det burmesiske regime i årevis, vil jeg gerne påpege, at det ikke kun drejer sig om den meget hyldede Aung San Suu Kyi, journalister som U Win Tin og skuespillere som Zaganar eller den velkendte demokratiforkæmper Win Naing. Der er som bekendt også buddhistiske munke, men frem for alt er der mange store minoritetsgrupper. De tæller navnlig én kulturel og etnisk gruppe, som ikke var nævnt i den beslutning, der blev vedtaget for to uger siden, nemlig karenerne. Dette folk har i årtier nægtet at rette ind efter et system, hvor eksistensgrundlaget afhænger af børneprostitution og narkotikadyrkning.

Blot at beklage den undertrykkelse, hvormed Det Nationale Råd for Fred og Udvikling knuser folkets protester, og samtidig opfordre til demokrati i Burma er ikke til større nytte end de kraftige fordømmelser, opfordringerne til øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af fanger - hvilket, jeg gerne vil understrege, er afgørende - og alt det andet, som vi gør vores yderste for at give udtryk for, tigge om eller true med uden større effekt i praksis.

Selv USA's præsident Bush, trods hans mange tomme ord foran FN's Generalforsamling, har gjort én ting, der taler til hans fordel. Han er gået så vidt som at opfordre til en FN-intervention og har talt om et land, der har indført et frygtregime, hvor grundlæggende frihedsrettigheder er underlagt strenge restriktioner, hvor etniske minoriteter bliver forfulgt, og hvor børnetvangsarbejde, menneskehandel og voldtægt er udbredt. Hr. Bush fortsatte og erklærede ligesom EU-formandskabet en skærpelse af sanktionerne.

Lad os håbe, at det tjener et formål, for hvis det ikke gør, vil vi med sikkerhed ikke høre nogen trusler om bombning, hverken af Burmas militærbaser eller - endnu mindre sandsynligt - af landets partner, Kina. Situationen for den burmesiske opposition minder om karenernes årtier lange kamp: en masse spektakel i Europa og USA, mens landet overlades til selv at håndtere sine problemer. For nuværende er der ingen internationale interesser på spil her - for nuværende er de sædvanlige tomme ord tilstrækkeligt for EU.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg forsøgte i min tale ganske kort at give Parlamentet detaljerede og omfattende oplysninger om alle de politiske og diplomatiske tiltag, der er ved at blive iværksat, og de kontakter, der oprettes, i forbindelse med spørgsmålet om Burma (Myanmar), samt oplysninger om, hvordan vi har overvåget situationen, og om, hvad vi har gjort. Jeg vil gerne endnu en gang bekræfte, at det portugisiske formandskab er fast besluttet på fortsat nøje at overvåge de begivenheder, der udvikler sig i Burma, og også forsikre Dem om, at formandskabet naturligvis vil foreslå enhver foranstaltning, som efter dets opfattelse bekræfter vores uforbeholdne solidaritet med det burmesiske folk, og som samtidig utvetydigt viser de burmesiske myndigheder, at der vil blive en pris at betale for enhver yderligere forværring af landets situation.

  Formanden. - Hr. formand, Mr Lobo Antunes! Jeg vil gerne have lov på vegne af Europa-Parlamentet til at takke Dem for at have tilbragt hele dagen sammen med os. De skal vide, at det er noget, vi har bemærket.

Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2(⁽¹⁾).

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 27. september 2007.

(Mødet udsat kl. 17.40 og genoptaget kl. 18.00)

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Richard Corbett (PSE), skriftlig. - (EN) Burma er et af de værste og længst regerende militærdiktaturer i verden. Det har fastholdt sin befolkning i den yderste fattigdom i skærende kontrast til den økonomiske succes, som mange af dets nabolande har. Undertrykkelsen har været brutal. Kontakt med verden udenfor er alvorligt begrænset, og situationen ville have været glemt, hvis det ikke var for Aung San Suu Kyis heltemod ved at fungere som et fokus for den burmesiske befolknings forhåbninger og demokratiske bestræbelser. Jeg håber, at vi i de nærmeste dage vil se en ende på militærregimet uden yderligere blodsudgydelse, og jeg opfordrer Rådet og den høje repræsentant til at udøve alt det pres, de kan, for at sikre dette resultat.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Som Parlamentets ordfører for frihandelsaftalen mellem EU og ASEAN, har jeg i alle mine møder med handelsministrene og embedsmænd fra ASEAN gjort det klart, at Parlamentet stærkt ville modsætte sig enhver indrømmelse over for det nuværende militærdiktatur i Burma.

De seneste dages begivenheder, hvor fredelige demonstrationer anført af buddhistiske munke er blevet mødt med tåregas og kugler, har gjort en skrækkelig situation endnu værre.

Jeg havde det privilegium at besøge Aung San Suu Kyi i Rangoon for næsten 10 år siden, da hendes husarrest var tilstrækkelig afslappet til, at hun engang imellem kunne modtage besøg. Hun gjorde det helt klart, at hun som repræsentant for og leder af den demokratisk valgte Nationale Liga for Demokrati, der blev afsat af militærregimet, ønskede, at EU skulle indføre de stærkest mulige sanktioner.

Nu bør EU og medlemsstaterne føre an i kravet om globale FN-sanktioner via Sikkerhedsrådet. Hverken vi eller Burmas befolkning kan vente længere.

  Jules Maaten (ALDE), skriftlig. - (NL) I Burma udspiller sig et nyt drama. Juntaen har valgt en konfrontation med i tusindvis af fredelige demonstranter. Dette er yderst beklageligt, for det er beundringsværdigt, at befolkningen selv har mod til at gøre modstand uden hjælp udefra. Jeg støtter, at Aung San Suu Kyi, U Khun Hton Oo, Ko Min Ko Naing og alle andre politiske fanger løslades betingelsesløst, og at der hurtigt gennemføres demokratiske reformer.

Kommissionen bør optimalt benytte de nødfonde, som blev oprettet i formål 1 i budgettet for Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, således at uafhængige medier, menneskerettighedsaktivister og ngo'er i Burma kan gives tilstrækkelig støtte.

En yderligere skærpelse af de allerede eksisterende økonomiske sanktioner forekommer at være uundgåelig. Jeg anbefaler, at vi tilslutter os de britiske og amerikanske foranstaltninger og indfører strenge restriktioner for handelsaktiviteter i og finansielle transaktioner med Burma.

Europa-Parlamentet skal sende en delegation til Burma for selv at bedømme situationen.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Situationen i Burma er yderst foruroligende. Demonstranterne imod militærregimet (herunder munkene) viser et meget stort mod. Regimet har brutalt undertrykt tidligere demonstrationer og udvist ringe respekt for sin befolknings velfærd. Der må anvendes det stærkest mulige internationale pres på regimet, herunder en forpligtelse til at holde det ansvarligt over for Den Internationale Straffedomstol for alle overgreb i de følgende dage. EU må tale med Kina og Indien, der bedre kan udøve pres på regimet, og bede dem om at gribe ind for at beskytte demonstranterne og hjælpe med til at få Burma tilbage til demokratiet.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

(1) () Se protokollen.