Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 26. september 2007 - Strasbourg

18. "Dys"-krimination af børn og udstødelse af personer med "dys"-lidelser (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Anna Záborská, Amalia Sartori og Marie Panayotopoulos-Cassiotou for PPE-DE-Gruppen, Roberta Angelilli for UEN-Gruppen, Zita Gurmai for PSE-Gruppen, Adamos Adamou for GUE/NGL-Gruppen, Hiltrud Breyer og Raül Romeva i Rueda for Verts/ALE-Gruppen, Elizabeth Lynne for ALDE-Gruppen, Kathy Sinnott for IND/DEM-Gruppen til Kommissionen om europæisk strategi for barnets rettigheder: mod "dys"-krimination af børn og udstødelse af personer med "dys"-lidelser (O-0062/2007 - B6-0317/2007).

  Anna Záborská (PPE-DE). - (FR) Fru formand! I henhold til forretningsordenens artikel 173 udarbejdes der for hvert møde et fuldstændigt forhandlingsreferat på alle de officielle sprog.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at denne forhandling om udstødelse af personer med "dys"-lidelser ikke vil blive oversat til EU's officielle sprog.

Dette "redskab" er ganske enkelt blevet afskaffet i praksis i strid med vores forretningsorden. Min bemærkning til forretningsordenen er meget simpel. Forhandlingen i aften er i vid udstrækning blevet sat på dagsordenen på foranledning af en lang række skolebørn, forældreorganisationer, lærere, undervisere og læger i forskellige lande.

Borgerne, der vælger Europa-Parlamentets medlemmer, vil imidlertid aldrig få fuldt kendskab til alle indlæg under denne parlamentariske forhandling, selv om den er tiltænkt dem, idet de ikke har kendskab til alle de forskellige sprog, der anvendes i aften.

  Formanden. - Mange tak for det, De har sagt, og som naturligvis angår os alle på de europæiske sprogs dag. Sagen er til overvejelse, og der er en betænkning under udarbejdelse, som vil gå til Formandskonferencen, så der er taget hensyn til det, De siger.

Vi fortsætter nu med debatten om den mundtlige forespørgsel til Kommissionen om en europæisk strategi for børns rettigheder.

  Anna Záborská, spørger. - (SK) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med et vidneudsagn fra en 21-årig kvinde og tredjeårsstuderende ved universitetet.

"Da jeg var 17 år, grinede mine skolekammerater af mig hele året, fordi jeg så ud som en 11-årig. Lærerne spurgte ofte i min karakterbog, hvornår jeg endeligt ville beslutte mig til at lære. De af os med "dys"-lidelser arbejder langt hårdere end andre, og det er meget hårdt at leve med". Citat slut.

Samfundet ignorerer fuldstændig de 10-20 % "dys"-børn, da de aldrig diagnosticeres. Deres problemer er til hinder for kommunikation, normal uddannelse og fører desværre til tider til psykisk sammenbrud og social udstødelse. EU kan gøre, hvad den er bedst til, nemlig at bekræfte, at den kan være et talerør og på en tilstrækkelig nuanceret måde gøre opmærksom på et problem, der under andre omstændigheder måske fortsat ville være et tabu og gemt af vejen. EU kan identificere gode idéer og organisationers og regeringers gennemprøvede praksis, jf. skriftlig erklæring 64/2007, som er blevet indgivet til underskrift i Europa-Parlamentet.

Der er allerede et "Neurodys"-program, og EU finansierer projekter, der meget vel også kan være relevante for personer med "dys"-lidelser, som f.eks. rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, støtteprogrammet for ikt-politik, støtte til forskning i informations- og kommunikationsteknologikundskaber, det syvende rammeprogram for forskning - sundhed, programmet for livslang læring, og det andet folkesundhedsprogram 2008-2013. Vi har sammen med vores kolleger fra de fem politiske grupper indgivet ændringsforslag og supplerende forslag i forbindelse med budgettet for 2008.

Jeg vil gerne afslutningsvis give udtryk for min store beundring og respekt for og taknemmelighed over for og opmuntring til de mødre, der trods livets svære tilskikkelser ikke er blevet mødre uden håb: "des mères désespérées". Ingen af dem opgiver imidlertid kampen. De er de bedste forsvarere af deres børns sag sammen med fædrene, i det omfang familien har holdt sammen. Jeg mener, at forhandlingen i aften vil vise, at de ikke vil blive ladt alene, og at Europa-Parlamentet også vil tage sig af deres problem.

  Teresa Riera Madurell (PSE), spørger.- (ES) Fru formand! Jeg vil begynde med at undskylde fru Zita Gurmais fravær. Hun har underskrevet denne mundtlige forespørgsel for Den Socialdemokratiske Gruppe, men på grund af tvingende omstændigheder kan hun ikke være til stede her i plenarforsamlingen, hvorfor jeg med hendes tilladelse, fru formand, vil tale på vegne af fru Gurmai og på egne vegne, da jeg også havde bedt om ordet.

Jeg vil blot gentage, fru formand, at det, vi taler om, er nogle indlæringsvanskeligheder, der berører en betydelig del af vores befolkning. I Europa er det næsten 10 % af børnene, der lider af "dys"-lidelser. Drenge og piger, der plejer at være usynlige for vores uddannelsessystemer, som ofte tilskriver deres manglende succes i skolen årsager, som ikke har noget at med sagen at gøre.

Vi skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå denne "dys"krimination, vi skal sikre de berørte børn en særlig tværfaglig behandling, som skal iværksættes tidligt og intensivt, helst i deres sædvanlige skoleomgivelser. Det er derfor nødvendigt med protokoller til at opdage og håndtere problemet på skolerne.

I mit land, Spanien, har man for første gang, med en socialdemokratisk regering, vedtaget en uddannelseslov, som beskytter elever med specifikke indlæringsvanskeligheder. Det er et vigtigt skridt, for det mest normale i vores lande er stadigvæk, at familierne er afhængige af lærernes velvilje, og at disse frivilligt gør en indsats for at sikre en ordentlig uddannelse. At vælge andre løsninger indebærer store økonomiske anstrengelser, som det ofte er umuligt at klare.

Vi skal huske på, at børn med disse dysfunktioner er intelligente og blot har brug for en anden indlæringsmåde. Det er muligt for dem at få succes i skolen. Der er blot behov for politisk vilje til at iværksætte passende mekanismer, som sikrer reelle løsninger.

For at gøre dem synlige for samfundet skal vi råde over troværdige statistikker, som gør det muligt at træffe de korrekte beslutninger. Der skal være adgang til klare og sandfærdige informationer for alle de personer, der anmoder herom, og der skal gennemføres oplysningskampagner, der når ud til alle vores lande. Og vi skal gøre dem synlige i vores uddannelsessystemer, hvilket vil sige, at vi ud over at give alle de berørte børn en tidlig behandling i de første skoleår skal være opmærksomme på deres behov, når vi udarbejder læseplaner for de enkelte uddannelsestrin. Visse universiteter afholder allerede eksaminer og prøver, der er tilpasset universitetsstuderende med denne slags problemer.

De uddannelsesprogrammer, der modtager EU-finansiering, f.eks. e-learning eller livslang læring, skal udformes under hensyn til de personer, der lider af "dys"-lidelser. Mine damer og herrer, vi skal tage hensyn til behovene hos denne del af befolkningen. Vi kan ikke blive ved med at vende ryggen til en lidelse, der berører mere end 3 millioner europæere.

  Hiltrud Breyer (Verts/ALE), ordfører. - (DE) Fru formand! Det glæder også mig, at vi i aften diskuterer den tiltagende dysleksi, som er et vigtigt emne. Det er sikkert første gang, at vi taler om det, men det bør ikke være sidste gang. Jeg ønsker, at Kommissionen virkelig gør alt for at sætte fokus på emnet. Når vi behandler emnet, begynder vi ikke på bar bund.

Der findes allerede programmer i mange medlemsstater. Der findes allerede initiativer. For mig er det vigtigt, at vi ikke taler om dysleksi som en sygdom eller et handicap, for det hænger ikke sådan sammen. Det er allerede blevet nævnt, at mange børn med dysleksi er endog højt begavede. Man ved, at disse børns tanker er hurtigere end deres motorik.

Vi må altså, hvilket er min indtrængende bøn til kommissæren, først engang få os et overblik over, hvad forskningen allerede har opnået, hvilke programmer og initiativer vi allerede har på europæisk plan, og så udarbejde et samlet overblik.

Det ligger mig også på sinde, at dysleksi ikke forveksles med ADD. Det ville være fatalt at blande disse to begreber sammen. Vi ved også, at ADD hænger snævert sammen med for et stort forbrug af fjernsyn og for stor sansepåvirkning. Med hensyn til dysleksi bør vi også gøre os tanker om, hvordan vi tidligt kan vække børns interesse for bøger og læsning. Man ved, at børn, der læser meget og har let adgang til bøger, er mindre tilbøjelige til at få dysleksi. Dette ville måske være en mulighed for at dæmme op for den alarmerende stigning i tilfælde af dysleksi.

Vi opfordrer Kommissionen til at skaffe et overblik over den mangfoldighed, vi har i Europa, de forskellige modeller, som allerede findes. Et yderligere incitament kunne være at indbyde til en konference, hvor alle disse folk med deres forskellige erfaringer på området kunne mødes. Vi ved, at børnene er vores fremtid, og at viden er Europas vigtigste ressource. Derfor bør vi gøre vores bedste!

  Elizabeth Lynne (ALDE), spørger. - (EN) Fru formand! Man har beregnet, at der er ca. 49 millioner mennesker med en eller anden form for "dys" i EU. Op til 10 % af alle børn er påvirket af en "dys"-type af handicap, såsom dysfasi, dyspraxi, dyslexi, dyskalkuli, eller opmærksomhedsforstyrrelser.

Tag tilfældet med Sean i Storbritannien. I lærernes rapport blev han beskrevet som dum, klodset, forstyrrende og alt for følelsesfuld. På grund af sit problem blev han marginaliseret og tyranniseret af de andre elever, og lærerne gjorde ikke meget for at gribe ind.

Seans forældre blev til sidst tvunget til at tage ham hjem fra skolen, efter at han var kommet slemt foreslået og blodig hjem, men den lokale undervisningsmyndighed nægtede at give særundervisning eller bistand, så uddannelsen blev overladt til hans forældre, hvoraf den ene måtte opgive sit arbejde. Heldigvis var der en lokal støttegruppe, der tilbød at hjælpe Sean og hans forældre. Andre børn i Det Forenede Kongerige og andre medlemsstater er ikke så heldige.

Vi må udveksle bedste praksis i hele EU, og det er her, Rådet og Kommissionen har en vigtig rolle at spille. Der må gives lettere adgang til oplysninger. Der må gøres noget for at finde, undersøge, diagnosticere og behandle disse forstyrrelser på et tidligt stadium. Der må tilpasses strukturer til integration af unge med handicap i arbejdslivet, og det er vigtigt, at der formuleres et europæisk charter om mennesker med et "dys"-problem.

Det er også afgørende, at forskningen under det syvende rammeprogram bliver forstærket. Det tjener intet formål at tale kønt om de handicappedes rettigheder. Vi må fortsætte med at kæmpe for at sikre, at personer som Sean bliver behandlet på en ligeværdig måde og får den hjælp og støtte, de fortjener.

  Kathy Sinnott (IND/DEM), spørger. - (EN) Fru formand! Der er millioner, bogstavelig talt millioner af børn, der ikke anses for handicappede, men som kæmper med en væsentlig og handicappende situation, når det gælder undervisning, bevægelse og kommunikation.

Selv om antallet af børn, der får diagnosen dysleksi, dysfasi, dyskalkuli, dyspraksi og andre særlige lidelser vokser dramatisk - dysleksi alene formodes at ramme 10 % af alle børn i USA - så har mange, om ikke flertallet, af de ramte børn i Europa stadig ikke fået stillet en diagnose og er derfor stort set uden hjælp.

Ofte bliver forældre ignoreret, når de giver udtryk for deres bekymring, eller får at vide, at de skal lade være at forestille sig ting. Ofte bliver børn - endog begavede børn - afskrevet som intellektuelt svage eller klodsede af velmenende lærere og undervisningsmyndigheder, fordi de ikke har ekspertise til at se forskel.

At ignorere disse forhold får dem ikke til at forsvinde. De bliver bare mere problematiske for barnet, der bliver nedslået og frustreret. Børnenes billede af sig selv kan få alvorlige skader og deres potentiale blive spildt.

Vi har formuleret dette spørgsmål og den skriftlige erklæring for at understrege, hvor stort problemet er for børn med særlige vanskeligheder, for deres familie og for samfundet, og for at anmode Kommissionen, Parlamentet og Rådet om at tage disse børn alvorligt i forskningsprogrammer, initiativer, retningslinjer og strategier.

Vi må lære mere om disse "dys"-lidelser, hvordan vi kan udpege dem så tidligt som muligt, hvordan vi kan gribe effektivt ind. Vi må også lære, hvorfor et barns voksende hjerne bliver ramt på disse måder, og hvordan vil skal forhindre disse "dys"-handicap, hvor det er muligt. Vi må også sikre, at ingen bliver anset for mindre betydningsfuld eller værdifuld på grund af disse lidelser.

Jeg vil sige til kommissæren, at mange voksne også kæmper med disse særlige indlærings- og koordineringsvanskeligheder, men ikke har noget navn for deres tilstand eller nogen reel viden om den. Mange har fundet på indviklede kompensationsteknikker for at klare det. I sommer indsamlede jeg underskrifter til en borgertilkendegivelse, der støttede mennesker med handicap, og blev forbløffet over, hvor mange voksne, der kæmper med blot at skrive deres navn.

Folk lider i stilhed, og deres gaver og talenter er skjult, selv for dem selv, af disse skjulte lidelser. Hvad er det for en pris, samfundet betaler? Folk forlader uddannelsessystemet og arbejder under deres niveau på grund af et problem med et indlæringsområde. En uddannelsespsykolog fortalte mig, at disse børns tragedie er, at mange af dem ville have klaret sig udmærket på universitetet, hvor de kunne have arbejdet op til deres fulde styrke, men at de ikke fik muligheden, da de ikke kan komme igennem de sidste skoleår, fordi den generelle opbygning af læseplanerne betyder, at deres særlige vanskeligheder bliver en uoverstigelig hindring i forhold til det gennemsnitlige vurderingssystem.

Jeg kender en ung mand, der har en særlig indlæringsvanskelighed. Han dumpede både i grundskolen og i den videregående skole og måtte forlade skolesystemet uden eksamensbevis, men på basis af en test og læreres anbefaling kom han ind på en lille læreanstalt. To år senere har han vist sig at være usædvanligt begavet i studiet af filosofi og er blevet en populær studenterleder.

Vores uddannelsessystem i Europa har tendens til at være konkurrencepræget og stift. Myndighederne synes at mene, at det skaber en klasse med oplyste, udlærte borgere, men denne mangel på fleksibilitet - en tilgang, hvor alle skæres over én kam - er ødelæggende for utallige unge menneskers muligheder. Det er ikke godt nok, og det skaber social udelukkelse, der kan få mange børn til at miste illusionerne og i nogle tilfælde blive til vrede voksne. I Irland har 76 % af fangerne i Mountjoy-fængslet en historie med nederlag i skolen, og hvad der sandsynligvis er udiagnosticerede indlæringsvanskeligheder.

At ignorere disse børn og voksne er helt klart diskriminering. Jeg er meget stolt af Parlamentet for den støtte, det har givet den skriftlige udtalelse, men et advarende ord: FN-deklarationen om børnerettigheder siger, at ethvert barn har ret til en grundskoleuddannelse, men børn med særlige behov har kun ret til den hjælp, de behøver i overensstemmelse med ressourcerne. Fordi vi ratificerer denne konvention og indfører den i vores strategier, må vi se nøje på den. Ellers vil vi indføre denne fejl i vores egne politikker.

  Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg takker alle de tilstedeværende, især fr. Záborská og medspørgerne til forespørgslen, fordi jeg mener, det er meget vigtigt, ikke blot som spørgsmål, som emne for vores drøftelser, men også med hensyn til initiativer til fordel for dem, der behøver mere målrettet assistance eller behandling eller betingelser for deres liv i samfundet, for uddannelse, oplæring og så videre.

Jeg understreger i særdeleshed, hvad der blev sagt i begyndelsen: at vi ønsker at være en stemme for dem, der har disse vanskeligheder, og jeg mener, at det er en meget stærk moralsk og politisk forpligtelse.

Kommissionen er opmærksom på de negative sociale og sundhedsmæssige konsekvenser, som disse problemer kan have over for berørte personer eller familier med børn, der rammes af "dys"-relaterede problemer.

Vi er enige i, at der bør træffes foranstaltninger for at forbedre hverdagen for børn og deres adgang til uddannelse, oplysning og kultur. Naturligvis falder hovedansvaret for at håndtere mennesker med "dys"-problemer på medlemsstaterne, men Kommissionen såvel som europæiske institutioner kan støtte medlemsstaternes aktiviteter.

F.eks. fremmer vores handicaphandlingsplan 2003-2010 adgang til støtte og pleje for personer med handicap og deres familier. Kommissionen fremmer et niveau af service, der holder en passende balance mellem sikkerhed, valgfrihed og et uafhængigt liv.

Kommissionens arbejdsplan for 2005, 2006 og 2007 inden for området folkesundhed indbefattede særlig henvisning til behovet for yderligere oplysning og definition af indikatorer for hyperaktive opmærksomhedsforstyrrelser, kognitiv underudvikling og nedsatte motoriske, perceptuel, sproglige og socio-emotionelle funktioner.

Der er blevet offentliggjort adskillige efterlysninger af forslag til støtte for forskning i "dys"-relaterede problemer. Men Kommissionen har indtil nu ikke fået nogen forslag på disse områder.

EU-programmet PROGRESS giver, som De ved, støtte til en række store europæiske netværk, herunder Det Europæiske Handicapforum. Vi støtter European Agency for Development in Special Needs Education. Agenturet giver politikere og embedsmænd de nødvendige oplysninger om uddannelse for folk med særlige behov og fremmer udveksling af god praksis.

Særlige undervisningsbehov er også noget af det, der prioriteres højt under programmet for livslang læring, og de må som sådan betragtes som højt prioriterede i forbindelse med alle dets aktioner, fordi der er tale om en generel prioritering.

Programmet Livslang Læring sigter klart mod at integrere folk med en række særlige behov. Konkret gøres dette ved at finansiere samarbejdsprojekter om udveksling, udvikling og forbedring af praksis i almindelighed, herunder udformning af pædagogiske strukturer inden for almindelig undervisning og specialundervisning og ved at give øgede bevillinger til handicappede deltagere for at dække alle nødvendige ekstra støttearrangementer.

Desuden har Kommissionen støttet adskillige forskningsprojekter, herunder Neurodysprojektet, der nævnes i den mundtlige forespørgsel. Kommissionen fremmer også adgang til informations- og kommunikationsteknologi (ikt) og ny teknologi i almindelighed for mennesker med "dys"-relaterede problemer.

Ikt-delen af det sjette rammeforskningsprogram har medfinansieret projekter om løsninger med elektronisk adgang og hjælpeløsninger. Jeg vil bare nævne to projekter i denne forbindelse: AGENT-DYSL-projektet, der fokuserede på at udvikle næste generation af systemer til hjælp med læsning, og for det andet EU's projekt "For alle", der sigtede imod at udvikle teknologier til at gøre uddannelse tilgængelig for alle, herunder ordblinde. Det syvende rammeforskningsprogram vil fortsætte med at støtte "dys"-relaterede projekter eller forskning, herunder som en del af sundhedsprioriteringen og prioriteringen af elektronisk adgang.

Vi anerkender vigtigheden af at indsamle relevant statistik. Det var et af de meget store spørgsmål her. Selv om Kommissionen ikke i øjeblikket indsamler statistik om specifikke "dys"-relaterede problemer, leverer Eurostat en statistik om handicap og social integration i hele EU.

Efter en særlig handicaporienteret undersøgelse af arbejdsstyrken i 2002 er Eurostat i øjeblikket ved at udvikle en undersøgelsesmodel for hele EU. Denne undersøgelse er en del af det europæiske sundhedsundersøgelsessystem, og den fokuserer på handicap og forskellige aspekter af social integration af personer i 18-årsalderen.

Vi anerkender de vanskeligheder, som enkeltpersoner eller familier, der tager sig af folk med handicap, har, herunder når det gælder dem med "dys"-problemer. Som en opfølgning på vores forpligtelse på planen for kønsligestilling i 2005 og 2006 iværksatte vi en høring med arbejdsmarkedets parter om forligspolitikker. Denne høring dækkede en bred vifte af spørgsmål, herunder barselsorlov, forældreorlov, fædreorlov, adoptionsorlov og en ny type orlov for at pleje afhængige familiemedlemmer.

Efter afslutningen af den anden fase af høringer i juni 2007 er Kommissionen i øjeblikket i gang med en vurdering af virkningerne. Afhængig af resultatet heraf kan de nye forslag fremskyndes, muligvis til 2008.

Kommissionen overvåger hele tiden omsætningen af EU's antidiskriminationslovgivning på nationalt niveau. Direktiv 2000/78/EF, der forbyder diskrimination inden for beskæftigelsesområdet, dækker alle borgere, herunder dem, der lider af "dys"-relaterede problemer. Men Kommissionen mener, at lovgivningen bør give beskyttelse, ikke bare af arbejdstagere med handicap, men også af arbejdstagere, der passer handicappede familiemedlemmer.

I denne forbindelse følger vi med stor interesse Colemansagen, der i øjeblikket er til behandling ved Domstolen.

Endelig vil jeg gerne sige, at dette primært handler om virkelig viden og opmærksomhed, og Deres bidrag nu er til meget stor hjælp. Det er en skam, at det er så sent, lige før midnat. Men efter at have skabt den fornødne opmærksomhed tror jeg, vi kan fokusere mere på gennemførelsen og konkrete initiativer til fordel for dem, der virkelig har brug for det.

  Maria Panayotopoulou-Kassiotou, på vegne af PPE-DE gruppen. - (EL) Fru formand, hr. kommissær! Tak for Deres tilstedeværelse på trods af det sene tidspunkt og for Deres grundige behandling af spørgsmålet.

Jeg ser to andre kommissærer på Deres plads, herunder kommissæren med ansvar for sundhedssektoren. Han har ansvar for at tage skridt til, at adfærds- og indlæringsproblemer anerkendes som et sundhedsmæssigt problem i stedet for et handicap. Han er også den, der leder forskningen hen imod tidlig diagnose og sikrer, at medicinske eller terapeutiske behandlingsmetoder bliver til specifikke forslag i forskningsprogrammer. Dette fremmer så til gengæld Deres egen uddannelsessektor i form af særlig undervisning til personale og forældre og specielt udstyr til skolerne. Det fremmer ligeledes nye teknologier, så der kan anvendes ledsage- og hjælpeforanstaltninger til elever med særlige undervisningsbehov.

Muligheder for uddannelse fører til faglig uddannelse og erhvervsmæssig reintegration. Jeg ser således en tredje kommissær på Deres plads, nemlig kommissæren med ansvar for beskæftigelse. Han burde vise interesse for foranstaltninger, der fremmer adgangen til erhvervslivet, sociale rettigheder og integration i samfundet. Dette vil forhindre, at personer, der er anderledes begavet, som har særlige egenskaber uden at være handicappede, bliver socialt udstødte.

De har brugt ordet "handicap" mange gange og har her gjort rede for alle programmer til fordel for handicappede. Her drejer det sig imidlertid om andre dyspraxi. Vi kan håndtere disse uden en hel række nye initiativer, vi behøver blot lidt penge og investering, men først og fremmest omtanke, organisering og indsamling af de erfaringer, der allerede er tilgængelige i ret bredt omfang i medlemsstaterne.

Retlig anerkendelse er en grundlæggende forudsætning, som giver adgang til såvel sundhedssystemet og skoler som til det sociale system. Anvendelse af tekniske løsninger og finansiel støtte til forældre kan tilsammen forhindre, at familierne også udsættes for forskelsbehandling. De lider fra den dag, de skal leve med diagnosen dyspraxi, indtil der findes en kur.

Jeg håber, at spørgsmålet vil give Kommissionen mulighed for at træffe foranstaltninger

  Catherine Trautmann, for PSE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er glædeligt, at spørgsmålet om "dys"-forstyrrelser, der meget ofte ignoreres, nu rejses i Parlamentet, og det forhold at praktisk talt alle de politiske grupper i Parlamentet har reageret er udtryk for vores holdning om, at ingen borgere i Europa bør udsættes for forskelsbehandling uanset deres problemer. Dette sker for personer med "dys"-forstyrrelser, idet stadig mere sofistikerede undersøgelser har vist, at denne form for handicap stadig ikke diagnosticeres korrekt, selv om den fortsat er meget udbredt.

Som det eneste franske medlem, der har ordet i aften, kan jeg være stolt over, at Frankrig har gjort en rimelig aktiv indsats for at løse "dys"-problemer. På foranledning af forældreorganisationer og professionelle grupper skal der nu afholdes en national dag, den første af sin art, i Paris den 10. oktober, og det er håbet, at dette vil gøre pressen mere opmærksom på forholdene for personer, navnlig børn, der har problemer af denne art.

Formålet med mit spørgsmål i aften er imidlertid ikke at lovprise de positive fremskridt, der er blevet gjort i enkelte lande, da der stadig skal gøres en meget stor indsats, men i fællesskab at drøfte, hvordan vi kan udveksle bedste praksis udviklet på europæisk plan, eftersom visse medlemsstater ikke engang anerkender eksistensen af denne form for lidelse. Efter min opfattelse er kravet om oprettelse af et europæisk tværfagligt netværk for specifikke indlæringsvanskeligheder, der er stillet i den skriftlige erklæring, et skridt i den rigtige retning. Det ville også være fornuftigt at udnytte fællesskabsaktioner som f.eks. det syvende rammeprogram bedst muligt.

I denne forbindelse er det initiativ, som De nævnte, nemlig Neurodys-projektet, der har til formål at undersøge kognitive, cerebrale og genetiske årsager til ordblindhed på grundlag af et samarbejde mellem 15 videnskabelige forskningsgrupper fra ni medlemsstater, et foregangseksempel, da Europa efter min opfattelse bør gå i front med hensyn til at skabe global forståelse for disse sygdomme og indsamle biologiske data. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege et vigtigt aspekt, nemlig at dette organ dækker næsten alle europæiske sprog. Det bør imidlertid også foregå med et godt eksempel og anerkende de mest effektive former for rehabilitering og behandling, således at børn kan få fornyet håb og en positiv indstilling til tilværelsen.

Har Kommissionen planer om andre programmer af denne type fremover? De nævnte, at der var blevet offentliggjort en række indkaldelser af forslag, men at der ikke var indkommet nogen forslag. Det er vores hensigt, at den oplysningskampagne, der er ved at blive lanceret af de forskellige foreninger og de medlemmer, der har underskrevet den skriftlige erklæring, skal råde bod på manglen på oplysninger og motivation. Vi håber, at De vil være i stand til at mobilisere de nødvendige midler til opfyldelse af disse forventninger, således at den relevante forskning i andre "dys"-forstyrrelser som f.eks. dyspraksi og dysfasi vil kunne gennemføres.

  Wiesław Stefan Kuc, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! Nyheden om at 10 % af alle børn lider af "dys"-problemer er ganske enkelt skrækindjagende. Hvert 10. barn har talefejl, problemer med at bevæge sig, kan ikke udtrykke sine tanker, eller gør det på uforståelig vis. Hvordan kommer den voksne befolkning til at se ud om nogle år? Kommer den til at bestå af personer, der har problemer med at udføre normale handlinger i livet, eller som ikke kan deltage normalt i samfundslivet? Kan vi forestille os, at vi ved at opfatte dem som invalider skaber et samfund bestående af invalider? Det kan ikke accepteres. Hvis disse sygdomme kan helbredes, skal vi gøre alt for at gøre børnene raske, og vi må ikke skabe diskrimination eller social udelukkelse, for man må ikke udelukke nogen, der ligner os selv. Jeg tror ikke, at det kommer til at ske, og jeg tror, at der findes måder, hvorpå man kan forhindre det.

Jeg vil sluttelig gerne takke dem, der har gjort mig bevidst om dette problem, og sige, at jeg er på Deres side.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Fru formand! Jeg vil begynde med at lykønske de personer og de medlemmer, der har taget initiativ til denne skriftlige erklæring og til den mundtlige forespørgsel, og så vil jeg takke Kommissionen, fordi den er til stede på dette sene tidspunkt for at tale om et tema, der desværre ikke kun ser ud til at være et hemmeligt tema, et hemmelighedsomgærdet tema, men også i nogle tilfælde et direkte usynligt tema.

Selv om det forholder sig sådan, så betyder det faktum, at vi i dag behandler spørgsmålet, at vi ønsker at gøre op med denne usynlighed, og derfor tilslutter jeg mig med stor glæde ikke alene den skriftlige erklæring og den mundtlige forespørgsel, men hele forhandlingen.

Jeg tror, at vi stort set alle kender personer, der har lidt af, og som lider af disse lidelser. Og vi er derfor alle enige om, at det overhovedet ikke drejer sig om personer, der, om jeg så må sige, har brug for en speciel service for at pleje en sygdom, de har simpelthen brug for konkret støtte og opmærksomhed fra ikke blot institutionerne, men også fra familierne, uddannelsescentrene og i særdeleshed fra samfundet i almindelighed.

Efter min mening er det værste, der kan ske i disse tilfælde, at forskelsbehandlingen skyldes et manglende kendskab til og en opfattelse af, at disse personer ikke kan være personer, der fører et helt normalt liv, selv om de måske har brug for lidt støtte. Det skyldes især manglende politisk vilje og økonomiske ressourcer til at gennemføre de nødvendige programmer, så disse personer ikke alene kan få en helt normal livsrytme, men som fuldt duelige personer kan bidrage med deres viden og kundskaber, deres illusioner og drømme til samfundet, som ofte udstøder og diskriminerer dem, uden at de har på nogen måde har gjort sig fortjent hertil.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske initiativtagerne til denne nødvendige forespørgsel om specifikke "dys"-handicap: de 10 % berørte børn udgør 10 % af befolkningen, der fungerer dårligere i samfundet, og der er også tale om voksne, der lider mere end andre. Men det er skæbnen af de børn, der af uvis årsag skiller sig ud fra omgivelserne, der er særlig vigtig i denne forbindelse. Det ene problem bygges oven på det andet i børns udvikling, et nyt kompleks lægges oven på et gammelt.

Man skal give "dys"-lidelser en særskilt status af sygdom eller handicap og først forklare problemerne til selve barnet og siden til dets omgivelser, forældrene, kammeraterne i skolen. En særlig tilgang er påkrævet i forhold til disse børn, en individuel undervisning. Det er især vigtigt at opdage og korrekt definere disse lidelser på steder, hvor der findes begrænsede muligheder for at behandle dem.

  Ján Figeľ, medlem af Kommissionen. - (SK) Fru formand! Jeg vil gerne takke for de mange meget interessante indlæg. Jeg er ikke ekspert på dette område, hvor vi har brug for mere ekspertise.

Jeg er også personligt opmærksom på dette spørgsmål, men de forskellige institutioner og politiske beslutningstagere skal gå langt mere i dybden for specifikt at løse dette problem. Der er blevet foreslået en række tiltag i dag bl.a. inden for områderne socialpolitik, lige muligheder, ikkeforskelsbehandling, sundhed, uddannelse, erhvervsuddannelse. Udgangspunktet er rent faktisk, at der er en interesse i og et ønske om at ændre situationen, da uvidenhed skaber intolerance. Det gælder for alle problemer, herunder dette problem.

En af opgaverne er helt klart at skabe enighed omkring dette spørgsmål i medlemsstaterne og EU, dvs. i EU-medlemsstaterne, da der ikke er nogen definition nogen steder, selv om en række lande har fastlagt nationale dage til behandling af dette spørgsmål. Efter min opfattelse kan den definition, som FN anvender i sin konvention om handicappedes rettigheder, tjene som inspiration for medlemsstaterne, men det er op til dem selv.

Jeg vil gerne gentage, hvad jeg sagde indledningsvis. Vi har en række store programmer, der kan medvirke til at identificere mulige løsninger på erhvervsuddannelses- og informations- og kommunikationsområdet. Jeg tænker her på uddannelsesprogrammet, programmet for livslang læring, forskningsprogrammet og programmet for folkesundhed.

Jeg vil gerne på egne og på Kommissionens vegne takke forslagsstillerne og andre, der søger at sikre, at personer med "dys"-lidelser ikke forskelsbehandles, og at det anerkendes, at de rent faktisk ofte ikke anerkendes, og at deres talenter, evner og potentiale ofte undervurderes. Kommissionen er blevet opfordret til at være mere aktiv på dette område, og jeg vil gerne understrege, at Kommissionen er aktiv og indstillet på at være endnu mere aktiv, end vi måske har været tidligere, i samarbejde med Parlamentet og formandskabet.

  Formanden. - Mange tak for den forsikring, hr. kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Alessandro Battilocchio (NI), skriftlig. - (IT) Jeg vil gerne takke kollegerne, der tog initiativ til denne vigtige forhandling, og Kommissionen i skikkelse af kommissær Figeľ, som jeg har samarbejdet med flere gange tidligere, og som er villig til at notere sig de forslag, som Parlamentet har stillet.

Selv om sundhedssektoren primært er et nationalt anliggende, glæder jeg mig over Kommissionens bestræbelser på at tilskynde medlemsstaterne til at anvende strategier, der giver handicappede mulighed for at få adgang til pleje og frem for alt til at føre en så normal tilværelse som muligt. Handlingsplanen for handicappede for 2003-2010 og Progressprogrammet peger allerede i denne retning. Det er imidlertid vigtigt at øge de europæiske borgeres bevidsthed med henblik på at fremme integrationen af disse mennesker, herunder navnlig børn, i samfundet. Integration og oplysningskampagner mod "dys"krimination i skoler, på arbejdspladser, inden for sport og i dagligdagen er nødvendige tiltag i lighed med adgang til sundhedstjenester, således at sådanne funktionsforstyrrelser - der til tider er rent fysiske - ikke kompromitterer de pågældendes og deres familiers privat- og arbejdsliv.